stjal mere og mere af Peter Løn Sørensens hustru, og han vidste ikke, hvordan han skulle nå ind til hende. Svaret fandt han i naturen Side 15-16
FOTO: JOHANNE TEGLGÅRD OLSEN
TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 20. JANUAR 2024
Seniorlivet er alsidigt, og der er ikke én måde at være ældre på. Det afspejler artiklerne i tillægget Seniorliv, hvor redaktionen har samlet nogle af de bedste tidligere bragte artikler om denne livsfase. Tak, fordi du læser med.
4 Nyhed En tredjedel af danske forfattere er over 70 år
8 Baggrund 82-årige Claus Foged er en af ere danskere, der er med i en læseklub
10 Kulturhistorie Lægen Ester Møller ændrede synet på ”de gamle”
12 Nyhed Flere ældre bliver i arbejdet
15 Interview Peter Løn Sørensens hustru forsvandt for øjnene af ham
18 Nyhed Markant forskel på ældrepleje på tværs af landet
20 Spørg om livet Hvad gør man, når venner og familie falder fra?
22 Baggrund Det kræver en indsats at holde hjernen frisk
24 Nyhed Ældres sexliv holder hjernen sund
26 Interview Sten Erik Løvgren blev katolik som 66-årig
26 Interview Dorrit Bøilerehauge udfordrer livsbuen og vil gøre det cool at være moden
28 Baggrund Det gode ældreliv er et, man kan træne sig til
Udgivet af Kristeligt Dagblad
En tredjedel af danske forfattere er over 70 år
Tal fra Danmarks
Statistik viser, at en stor gruppe forfattere er oppe i årene, mens ganske få er under 30 år
Frida Holm Nim nim@k.dk
Danske forfattere har noget på hjerte i en høj alder. Det viser i hvert fald en ny opgørelse over danske kunstnere i 2021, som Danmarks Statistik har udgivet. Ifølge opgørelsen udgør de 60-69-årige omkring en femtedel af de i alt 3157 forfattere, mens personer over 70 år udgør den største gruppe, nemlig en tredjedel. Til gengæld er der kun ganske få yngre forfattere: Omtrent én procent af danske forfattere er under 30 år. En af de ældre forfattere er 84-årige Svend Åge Madsen. I år kan han fejre, at det er 60 år siden, at han udkom med sin første roman ”Besøget”, som handler om en ung mand, der forsøger at nde meningen med tilværelsen. Til at begynde med var det heller ikke nemt for den i dag anerkendte forfatter at tage hul på karrieren, fortæller han:
”Jeg kendte kun forlaget Gyldendal, og der var ingen i mit netværk, som havde prøvet kræ er med faget, så det der med at sparre med andre, gjorde jeg ikke. I dag er der faktisk heller ikke mange forfattere, som jeg jævnligt diskuterer litteratur med, men det er klart, at der nu er ere, jeg kan række ud til.”
Selvom Svend Åge Madsen godt kan mærke, at koncentrationen e erhånden er blevet mindre, så fortsætter han med at skrive, fortæller han. I øvrigt er han ”ikke ret optaget af en forfatters alder”:
”Kan man som 24-årig nde ud af at skrive og få det udgivet, og her mener jeg ikke bare de bøger, som nogle selv får betalt for at udgive, så er man lige så berettiget til at kalde sig forfatter som en
på 84 år. Man skriver jo altid fra sit eget udgangspunkt, og her kan det ene være lige så godt som det andet,” siger han.
Det har sandsynligvis altid været sådan, at der blandt forfattere har været en større andel af ældre i forhold til yngre.
Sådan lyder det fra Peter Simonsen, der er professor i europæisk litteratur ved Syddansk Universitet:
”Selv i den periode vi har gennemlevet siden romantikkens gennembrud omkring år 1800, hvor man for alvor begynder at dyrke det unge og upolerede geni, har der været en større andel af ældre forfattere sammenlignet med de
unge. Men så længe at ældre bliver ved med at være forfattere i en høj alder, og det tyder tal på, så vil de procentvis fylde mest,” siger han.
Peter Simonsen oplever ”en åbenhed i kulturen over for, at der ikke er en modsætning mellem høj alder og kreativitet – snarere tværtimod.”
Også Trine Bille, som er professor i kulturøkonomi på CBS og tidligere har kortlagt forfatteres levevilkår, har lagt mærke til, at ere ældre kaster sig ud i forfattergerningen. Hun kommer med et bud på, hvorfor det forholder sig sådan: ”Nogle har ernæret sig ved et andet job, og får, når de bliver ældre, både tid
og økonomisk overskud og mulighed for at kaste sig over forfattergerningen.
Samtidig er det at skrive noget, man kan blive ved med hele livet,” siger hun.
Hos Dansk Forfatterforening er gennemsnitsalderen ved indmeldelse 51 år.
Det siger Sara Strand, der er sekretariatschef i foreningen:
”Sådan har det været i mange år. Dette skyldes dels en relativ høj debutalder i visse genrer og dels andre sociologiske faktorer omkring, hvornår man denerer sig selv som forfatter, oversætter eller illustrator. En anden central ting er, at mange medlemmer forbliver medlemmer hele livet,” siger hun. J
0 ”Kan man som 24-årig finde ud af at skrive og få udgivet, og her mener jeg ikke bare de bøger, som nogle selv får betalt for at udgive, så er man lige så berettiget til at kalde sig forfatter som en på 84 år, ” siger Svend Åge Madsen. – Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Min hverdag er ved at blive kvalt i apps og medlemskaber
klumme
Lis M. Frederiksen
livogsjael@k.dk
Tillykke med fødselsdagen lød det med tilbud om en dyr creme mod tør, gammel hud.
DER FINDES APPS til stort set alt i vores liv her i vores it-besatte land. Apps til a aldssortering, apps til kommunens o entlige toiletter, apps til rejser, parkering, gps, apps til samtaler med venner langt væk, Facetime, Zoom, Skype, som corona lærte mig at bruge. Så er der alle de o entlige: digital post, e-boks, Min SP, Sundhed, Medicinkortet, Coronapas. Der er MobilePay og banken. Nyhedsmedier og aviser, BBC, DR, New York Times og Kristeligt Dagblad blot for at nævne nogle. Der er forretningskæderne, som hele tiden vil sælge mig gode tilbud. Jeg har 62 apps, som jeg selv har installeret. En rundspørge – helt uvidenskabelig – viser, at det ikke er ualmindeligt blandt unge i 20’erne at have fra 80 til over 100 apps. Men vi gamle holder os ikke tilbage. Imellem 40 til over 200 har min lille undersøgelse vist. Det er vores eget ansvar at beslutte, hvor mange der skal have adgang til vores personlige oplysninger og udnyt-
te dem til at forsøge at sælge os alt mellem himmel og jord. Jeg har selv sagt ja til den forretningskæde, som kender alt til, at jeg næsten lige har ha fødselsdag, og at min hud er gammel, 80 år, og derfor må have brug for en creme mod tør, gammel hud. Til gengæld kan det være noget af en opgave at melde sig ud igen. Udmeldingen står typisk nederst med meget små typer, og du skal nogle gange igennem ere trin, før det lykkes at få stoppet strømmen af mails. Det skal ikke være let at komme af krogen! Alle disse personlige tilbud er svære at gennemskue. Hvad er den regulære pris? Det får man aldrig at vide. Hvis en bestemt vare hele tiden er sat ned, kan man få den tanke, at det ER prisen. Vi er lette at lokke, hvis et eller andet frister. Men som Forbrugerrådet sagde, da jeg talte med dem om netop dette spørgsmål, så betaler vi en pris for at videregive vores personlige oplysninger. Det tror jeg dybest set godt, vi alle sammen ved.
RET SKAL VÆRE RET. Der er nogle apps, som virkelig gør livet lettere. Jeg kunne ikke forestille mig at undvære MobilePay, banken, Medicinkortet, Sundhed, Vejret DMI/YR, vores el-sel-
Hvis ikke man kan nde ud af eller få hjælp til at få lavet papiralbums ... så er de pist væk, og det vil være meget synd.
skab, fordi vi prøver at spare på udgifterne, alle mine nyheds- og avisapps, Google Maps med gps og DSB med rejsetider. Opremsningen kunne være meget længere. Jeg ved ikke, om jeg får knebet mig ned under 50 apps. Men jeg tvivler, og der er lige kommet en app mere til. De dejlige fotos fra en større begivenhed for nylig fyldte så meget, at jeg skulle til at betale for mere lagerplads. Men – heldigvis – kunne jeg downloade en ny app, som løste hele problemet.
Det er en revolution, vi har gennem-
gået i vores generation. Men hvis ikke man kan nde ud af eller få hjælp til at få lavet papiralbums af alle de dejlige billeder, vi gemmer på vores telefon og pc, så er de pist væk, og det vil være meget synd. Sådan tror jeg, de este vil tænke. Alle de skønne billeder af børnebørnene, familiefester, fra rejser og dejlige oplevelser. Hvad sker der med dem, hvis vi ikke får givet dem videre eller får lavet papiralbums?
Min svoger laver hvert år en fotoårbog til min søster. Vi har fået kalendere gennem en del år af nogle af børnebørnene. Dejligt at kigge på hver dag. Men hvis ikke man tænker sig om, er alle minderne og familiehistorierne forsvundet sammen med en selv. It-udviklingen har en pris. Både når vi opgiver de personlige data, og når alle billederne ligger på telefonen i en app. Mit eget røde album fra min dåb, ”Vort Barn”, er godt fedtet e er masser af kig i det gennem årene. Der er ikke ret mange billeder set med vore dages øjne, nogle af dem er elendige. Men de ndes. Analoge som det hedder. Appsaneringen har været nyttig. Nu skal jeg have hjælp til at producere papiralbums, som kan gives videre til børn og børnebørn som et led i familiekrøniken. J
82-årige Claus Foged er en af ere danskere, der er med i en læseklub
Stadig ere indgår i læseklubber med andre. For mange bliver romanoplevelsen bedre af samtaler. I Hjørring mødes seks mænd mellem 70 og 87 år
Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk
Onsdag a en mødtes seks ældre herrer i et hjem i Hjørring for at diskutere de første re bind af i alt syv planlagte bind i Solvej Balles prisvindende romanværk ”Om udregning af rumfang”. Alle havde været meget skeptiske e er læsningen af første bind. Hvad var dog dét? Alle havde været lige ved at opgive den videre læsning, men med andet bind kom der mere sammenhæng i fortællingen om kvinden, der gennemlever den samme dag om og om igen, og ved tredje og erde bind var interessen endnu større. ”Når de sidste tre bind udkommer, synes jeg, at vi også skal læse dem i vores læsekreds,” fortæller Claus Foged, der er 82 år og pensioneret arkitekt. De seks mænd i den nordjyske læsekreds har været i gang længe. Det er mere end 20 år og 164 læste værker siden, at den daværende stadsbibliotekar
foreslog mændene, der i dag er mellem 70 og 87 år, at de kunne mødes jævnligt og samtale om de bøger, de vælger i fællesskab. I forvejen mødtes ere af mændenes hustruer i en anden læsekreds, men mændene ville gerne læse andre bøger. De 164 titler spænder fra klassikere af forfattere som James Joyce, Ka a, Tolstoj og Dostojevskij til nutidige navne som Åsne Seierstad, Ursula Andkjær Olsen og Niviaq Korneliussen.
”Vi læser en skøn blanding af bøger. Inden jeg kom ind i kredsen, var jeg ikke den store romanlæser, men det er blevet en stor glæde for mig at læse bøgerne og at tale med de andre om dem,” siger Claus Foged. Som herre-læsekredsen fra Hjørring vidner om, nder mange danskere ekstra læseglæde og læselyst ved at indgå i læseklubber og læsekredse, og interessen for disse læsefællesskaber har været støt stigende, især i årene e er coronakrisen i 2020-2021.
Kristine Lykke Roed er projektleder ved Tænketanken Fremtidens Biblioteker og medforfatter til en netop o entliggjort rapport om bibliotekernes brugere. Rapporten sætter ikke tal på, hvor mange medlemmer læseklubberne har, men især blandt unge og pensionister er der mange, som giver udtryk for, at det har værdi for dem at kunne indgå i et fællesskab, herunder læsefællesskaber, med andre på biblioteket. ”Vi ser, at rigtig mange biblioteker i
landet afsætter personale og lokaler til at skabe bogfællesskaber. Det foregår på forskellige måder og i forskellige formater, og vores vurdering er, at området er i vækst,” siger hun. Ud over biblioteker er en lang række boghandlere og forlag også blevet aktive i forhold til at koble danskerne sammen i læseklubber, hvor man så kan købe bøgerne i en samlet pakke med rabat.
Bøger bringer folk sammen
Nogle læseklubber er målrettede for eksempel litteratur fra ét bestemt land, men på bibliotekerne koncentrerer man sig o est om at bringe folk, der ikke kender hinanden i forvejen, sammen. Deltagerne må selv bestemme, hvad de vil læse. I Hjørring er der i øjeblikket 96 læsekredse organiseret af biblioteket, oplyser Frederik Christian Nielsen, bibliotekar ved Hjørring Bibliotek. Kredsene har hver re til seks læsere, o est kvinder over 60 år, som mødes på biblioteket eller i et privat hjem for at tale om bøger. ”Læsekredsene har været en succes i mange år, men vi så dem vinde yderligere frem i tiden e er corona,” siger han.
Akkurat den samme udvikling har man registreret i hovedstaden, hvor Sanne Ca , chef for Københavns Ho-
vedbibliotek og leder af Københavns Bibliotekers projekt læseklubber, konstaterer, at interessen for at mødes og diskutere litteratur med andre er steget. Antallet af københavnske læseklubber for voksne er 165, og klubberne har typisk mellem 4 og 12 medlemmer.
”Ligesom vi har registreret, at ere borgere er vendt tilbage til at foretrække den fysiske bog, kan vi også se, at ere prioriterer det fysiske læsefællesskab som supplement til alt det digitale liv, man også har.,” siger Sanne Ca . Ud over at læseklubberne afspejler menneskers behov for at møde andre og dele læseoplevelser, kan de ifølge Sanne Ca også ses som udtryk for, at menneskers kulturelle og litterære referencer i dag går i så mange forskellige retninger, at man ikke kan forvente, at man kan diskutere et værk, medmindre man har a alt det i forvejen: ”Der har været en tid, hvor samfundet i højere grad havde et fælles ’vi’. Alle så den samme lørdagsunderholdning i tv. I nogle samfundslag havde alle læst den samme bog af Klaus Ri jerg, i andre den samme bog af Morten Korch. Det fælles ’vi’ har vi måske mistet i dag. Men ved at indgå i en læseklub kan man etablere det inden for en lille kreds og omkring nogle udvalgte bøger.” J
1 Alle medlemmer af læseklubben er pensionerede, men nogle har påtaget sig vikararbejde. Fra venstre ses: Hans Henrik Wernlund, tidl. psykiatriker, 70 år, Mogens BlomHansen, tidl. praktiserende læge, 88 år, Claus Foged, tidl. arkitekt MAA, 82 år, Kim Therkilsen, tidl. overlæge, 66 år, Lars-Erich Stephansen, tidl. provst, 73 år, Vilhelm Lassen, tidl. dyrlæge, 72 år. – Privafoto
” Vi læser en skøn blanding af bøger. Inden jeg kom ind i kredsen, var jeg ikke den store romanlæser, men det er blevet en stor glæde for mig at læse bøgerne og at tale med de andre om dem.
CLAUS FOGED, TIDLIGERE ARKITEKT
Læge forandrede synet på ”de gamle”
For 50 år siden var Esther Møller læge for 130 ”gamle” i København. Hun skrev om dem og forandrede synet på alderdommen kulturhistorie
Maja Funch funch@k.dk
Så elendige var de gamle da heller ikke. Læge Esther Møller (1908-2003) kunne ikke forstå det. Hun var praktiserende læge i indre by i København, da Folketinget i 1974 kom med en stor analyse, der forudsagde, at halvdelen af alle ældre over 65 år snart ville få brug for hjælp fra det offentlige.
Esther Møllers patienter var ikke velhavende. Fattigdom, tab og hårdt arbejde havde præget deres liv. Men mange fungerede jo rigtig godt, syntes hun.
Tag nu denne patient, en kvinde på 85 år. Hun havde drevet sit eget pensionat, til hun var 81 år og måtte stoppe på grund af lungetuberkulose.
”Den ældre dame – altid spinkel, sart, men viljestærk og fuld af godt humør – passer nu sin datters store lejlighed, laver mad – og opvartede ved sin sidste fødselsdag selv sine cirka 70 gæster! De første kom til morgenkaffe, de sidste gik efter natmad kl. 03.00,” skrev lægen om sin patient i en banebrydende artikelserie, som hun fik publiceret i Ugeskrift for Læger i årene 1975-1976. Serien hed: ”Selvhjulpne, positive og tilfredse gamle, født i forrige århundrede” og byggede på en uvidenskabelig, men grundig undersøgelse af 130 af hendes egne patienter.
De gamles livskraft
Denne artikel er et dyk ned i Esther Møllers nu 50 år gamle artikelserie, og det er interessant af to grunde: For det første blev Esther Møller kendt, fordi hun netop gik på opdagelse efter ”de gamles” styrke og livskraft. Det var nyt at se dem som andet end en gruppe ”uden ansigt, farveløs og kedsommelig, ’ude over den produktive alder’, falmede og ligegyldige”, som der står i artikelserien. Esther Møller lagde en sten til vore dages mere nuancerede syn på, hvem ”de ældre” er, og hvad de kan.
For det andet er Esther Møllers artikler et vidnesbyrd om, hvor markant alderdommen har forandret sig på 50 år. For eksempel er middellevetiden steget og har udskudt alderdommen for de fleste: I 1973-1974 var den 70,8 år for mænd og 76,6 år for kvinder. I 2021-2022 var den henholdsvis 79,4 og 83,1 år.
Men hvordan kan den forandring beskrives – ikke i tal og statistik, men i levet liv? Hvordan levede ”de gamle” i 1974?
Esther Møller undersøgte 130 af sine egne i alt 150 patienter, som var født i forrige århundrede. Minimumsalderen var altså 75 år. Gennemsnittet var 80,5 år for kvinderne og 84 år for mændene. Langt de fleste boede i egen lejlighed, resten i stiftelse eller på et lejet værelse. ”Nu er jeg godt klar over, at det er et udvalgt materiale, da de skrøbeligste jo er kommet på plejehjem, men alligevel vil det være af almen
Esther Møller
Johanne Esther Møller blev født den 25. juli 1908 i Næsbyhoved, Broby sogn på Fyn og døde 19. juni 2003 i København.
Voksede op i en husmandsfamilie som den ældste af ni søskende.
Blev i 1935 uddannet som kvindelig læge nummer 286 i Danmark.
Praktiserende kommunelæge fra 1941 til 1983.
Medlem af Ældrekommissionen fra 1979 til 1982.
Skrev foruden artikelserien i Ugeskrift for Læger flere bøger, herunder ”Gamle er unge, der er blevet ældre” på Strubes Forlag, 1981.
Gift med lægen Povl Møller og mor til tre børn.
interesse at belyse spørgsmålet: Hvad har muliggjort, at disse mennesker klarer sig selv, enten helt uden hjælp eller med minimal støtte fra samfundets side?”, skrev hun om hensigten med sin undersøgelse i Ugeskrift for Læger.
Hårde liv, stærke sind
Esther Møller fik hjælp af sygeplejersker, medicinstuderende og psykologer til at undersøge ikke bare de ældres helbred, men også deres opvækst, interesser, livsindstilling og meget andet. Omkring seks timer blev brugt på samtaler med hver enkelt patient.
Halvdelen kom fra økonomisk ringe kår. Hver tredje måtte arbejde som barn. En mand på 91 år havde et ”elendigt barndomshjem på det mørkeste Nørrebro” (i København): ”Fordrukken brutal far – forslidt elskelig mor – begyndte fem år gammel sin løbebane med at plukke hjertegræs på Fælleden, bundte det op og sælge det for fem øre bundtet på Assistens kirkegård,” skrev Esther Møller.
En 76-årig kvinde var engang en lille pige i Snekkersten. Der gik hun til hånde for københavnere, som ”lå på landet”:
”Hver anden dag var skolefri og ikke så streng, men hver anden dag var hun på sommervillaen klokken 6.00-7.30 før skole og 16.00-18.00 efter skole.”
Endnu én kom fra et fattigt daglejerhjem, hvor faderen i juli og august havde pindsvin med hjem, som familien stegte og spiste ”som lækreste kyllingesteg”.
skeligheder bevaret en smittende humoristisk sans – og en selvrespekt, stolthed og glæde over at have klaret sig selv.”
De ældre var syge og havde skavanker, naturligvis. ”Altdominerende”, skrev Esther Møller, var gigt: smertefuld, aktivitetsindskrænkende slidgigt. Knoglebrud, overvægt og kredsløbslidelser var også hyppige, og dertil kom ”kvindesygdomme” (gynækologiske lidelser), prostatalidelse, mavetarm-sygdomme, lungetuberkulose, depression, sukkersyge, kræft.
Enkelte patienter var i meget ringe forfatning. En kvinde på 78 år kom aldrig mere ud af sengen, og hun var desuden ”dement, urenlig, aleneboende [og] med stærkt invaliderende leddegigt”.
ILLUSTRATION: RASMUS JUUL
” Gamle er unge, der er blevet ældre.
ESTHER MØLLER, LÆGE
Næsten hver fjerde havde mistet en forælder som barn. Endnu flere blev ramt af tragedier som voksne, herunder at blive enker, skilt eller ”miste al jordisk gods”. Det gjaldt for kvinden, som var sygeplejeelev, da hun giftede sig med en godsejer og derfor aldrig gjorde uddannelsen færdig. To gange blev gårdens store præmiebesætning udryddet af mund- og klovsyge. Det lagde også manden i graven, og fruen endte på gaden med to børn. Hun rejste til København, hvor hun syede for private og gik fra hospital til hospital for at redde sig en nattevagt i ny og næ. Som 56-årig startede hun sit eget sygeplejebureau – og drev det i 1974 stadig i en alder af 98 år. Det var ikke et sorgfrit liv, der havde bragt de ældre ind i alderdommen med livsmod og -kraft. Og så alligevel. For Esther Møller fandt også blandt dem en livsindstilling, der ofte fra barnsben havde rustet dem til, at livet giver slag.
Sammenfattende skrev hun om de ældres livsforløb: ”De gamle mennesker giver udtryk for, at livet kan være svært til tider, men hver især har de troet på egne kræfter, bøjet sig for skæbnens luner og krav for igen at tage kampen op, og de har gennem alle van-
Men det var overskuddet, Esther Møller var på jagt efter, og hun fandt det hele tiden. I gennemsnit havde 116 af de 130 ”gamle” kontaktet egen læge 6,5 gange på to år. Til sammenligning har en voksen gennemsnitsdansker i dag mellem seks og syv kontakter til egen læge hvert år ifølge Danmarks Statistik. Med sine eksempler berettede Esther Møller på én gang om de gamles sejhed – og deres levevilkår: ”En nu 80-årig kvinde led et par år (1966-1968) meget af svimmelhed og depression. Hun blev indlagt og på hospitalet indstillet til plejehjem, men ville hjem; er nu klaret op og med hjemmehjælp to timer hver anden dag lever hun aleneboende en ikke kedelig tilværelse i sit gamle kvarter – med toilet i gården!”. De gamle anså i vid udstrækning deres gener som en naturlig følge af deres alder og dermed næppe værd at tale om, skrev lægen. Hun anførte, at en række tilstande selvfølgelig krævede behandling. Men lægens fineste opgave var ”nok” den samme, som den græske læge Hippokrates havde beskrevet hele 2500 år forinden:
”... at lindre, opmuntre, berolige og trøste” ( Hippokrates’ lægeløfte: ”stundom helbrede, ofte lindre, altid trøste, aldrig skade”).
Avis, kæledyr og charterferie 111 ud af 130 ”gamle” læste avis. 90 procent stemte ved jordskredsvalget i 1973. De ældres interesse for samfundet overraskede Esther Møller, og det gjorde også deres kulturforbrug:
”Når man tænker på de gamles baggrund... (71 procent forlod skolen efter syv-otte års skolegang hver anden eller hver tredje dag i mange tilfælde) må man undre sig over de nedennævnte interesser,” skrev hun og remsede op, at næsten halvdelen havde været musikudøvende, især på klaver, og to ud af tre havde gået jævnligt i teatret. De ”gamle” havde kæledyr, rejste på charterferie, malede, strikkede, broderede stramaj, studerede astronomi og akkompagnerede Elvis i radioen på en mundharmonika. Men kun ganske få gik til ældrearrangementer i for eksempel kirken og i Ensomme Gamles Værn.
”Så farverige kan de være, vore gamle, men nogle få er grå og triste,” skrev Esther Møller og formulerede så det udsagn, der siden blev et slags slagord i hendes kamp for et nyt og mere nuanceret syn på alderdommen: ”Gamle er unge, der er blevet ældre.”
Det er den idé, der blev lægens arv til nutiden. J
Flere ældre bliver i arbejdet
På 10 år er antallet af personer over 70 år, som stadig arbejder, steget med over 80 procent. Der er stort set kun gevinster ved at have seniorer ansat, siger forsker
Rasmus Fahrendorff fahrendorff@k.dk
For et par år siden stoppede 71-årige Carsten Petersen fra Ikast efter næsten 43 år i produktionen på en tæppefabrik.
Men i stedet for at nyde sit otium på fuld tid er han fortsat med at arbejde 10-12 timer om ugen på et apotek i hjembyen. Han gør rent og kører ud med medicin til væresteder, plejehjem og hos private.
”Min hustru døde for snart tre år siden, så der blev pludselig meget stille i huset. Derfor passer det mig godt at komme lidt ud at snakke med nogle mennesker. Jeg gør det ikke for pengenes skyld, det er helt klart for det sociale,” siger han.
Carsten Petersen fortæller, at han ikke har gjort sig tanker om at holde op og i stedet være fuldtidspensionist.
”Jeg bliver i hvert fald ved, så længe jeg har mit gode helbred,” siger han. Flere og flere seniorer gør som Carsten Petersen. Fortsætter med at være på arbejdsmarkedet, selvom de egentlig har nået pensionsalderen. Antallet af +70-årige, som stadig arbejder, er i de seneste 10 år steget fra 23.100 til 41.900, eller hvad der svarer til 81 pro-
cent. Det viser nye tal fra Jobindsats, som drives af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. For virksomhederne er der stort set kun gevinster at hente ved at have seniorer ansat. Det siger lektor og aldringsforsker ved Københavns Universitet Aske Juul Lassen. For der er ganske få ting, man bliver dårligere til med alderen – primært fysiske. ”De fleste ting bliver man bedre til. Gennem et langt arbejdsliv får man en stor erfaring og opbygger en masse kompetencer. Man bliver bedre til at tænke systematisk, og man bliver bedre til at kondensere viden og videreformidle den. Og man bliver bedre til at tænke dialektisk, hvor man stiller ting op i modsætninger og ser på dem fra det andet perspektiv,” siger han.
Ligesom Carsten Petersen fortsætter langt de fleste af de arbejdende seniorer af lyst, fortæller Aske Juul Lassen. I Danmark er det meget få, som bliver ved med at arbejde efter folkepensionsalderen af økonomiske årsager.
”Det er ofte folk med længere uddannelse, som bliver på arbejdsmarkedet, fordi det interesserer dem og samtidig styrker deres livskvalitet at blive ved. Vi ved også, at der blandt dem, som går på pension, er cirka en tredjedel, som gerne ville have fortsat i et eller andet omfang. Men som først finder ud af det, efter de er stoppet,” siger han.
Selvom flere og flere ældre fortsætter med at arbejde, er der ifølge Palle Smed, direktør i organisationen Faglige Seniorer, stadig for få virksomheder, som er gode til at se potentialet i at have seniormedarbejdere ansat.
”Det er en misforståelse, hvis man tror, at ældre ikke kan det samme som
Ældre i arbejde
67 år og opefter: 77.513 mennesker.
70 år og opefter: 41.900 mennesker.
75 år og opefter: 15.700 mennesker.
KILDE: RITZAU OG STYRELSEN FOR ARBEJDSMARKED OG REKRUTTERING
28-årige. Derudover har ældre et langt livs erfaring og er eksempelvis gode til lige at trække vejret i stressede situatio-
ner og bevare roen. De er meget loyale medarbejdere og stryger ikke videre til noget andet efter tre-fire år som mange af de yngre. De er stabile og skal for eksempel heller ikke have barns første sygedag,” siger han. Derudover bidrager de ældre medarbejdere også ofte positivt til arbejdsmiljøet, lyder det fra Palle Smed. ”De unge kan spørge de ældre til råds – og ikke kun om det faglige. Seniorerne er mennesker, som har formået at få både arbejdsliv og privatliv til at fungere. De har for eksempel selv prøvet at have små børn samtidig med et arbejde, som fylder meget,” siger han. J
Barndom og ungdom præger os mere, end vi tror. Det bliver vi opmærksomme på i alderdommen
klumme
Ivar Brændgaard livogsjael@k.dk
Barndommens og ungdommens prægning sidder langt dybere i os, end vi vil være ved, for ligesom aborrerne suges vi tilbage til vores udgangspunkt
MORGENAVISEN JYLLANDS-POSTEN fik forleden en artikel ud af at referere en videnskabelig artikel om havlevende aborrers evne til at vende hjem til egen å efter at have været et halvt år ude i Køge Bugt. Når det bliver vinter, finder de aborrer, der er vokset op i Tryggevælde Å , tilbage til dén å – og ikke til den større og nærliggende Køge Å. Ligesom laks og ørreder. Homing kaldes det. Det får mig til at indse, at jeg har det på samme måde. Jo ældre jeg bliver, desto mere opdager jeg, at jeg ikke bare er rundet af min barndomsegn. Jeg er meget mere påvirket af min hjemegns skikke, sprog, prægning og mine forældres opdragelse, end jeg vil være ved. Jeg er brudt op fra min hjemegn og har forladt bondelandet med alt, hvad dertil hører af skikke og traditioner. Faktisk har jeg ikke kigget mig tilbage, men været fuldkommen fremadvendt for at skabe mig en anden tilvæ-
relse, der er milevidt fra mine forældres og bedsteforældres liv og levned. Først her i min pensionisttid, som jeg indimellem tillader mig at have, får jeg mere og mere øje på, at der er lagt spor i mig fra min homing – eller ”hjemmen” på dansk – som jeg ikke er kommet fri af. De er med til at definere netop min person. Mangelsamfundet betød, at der aldrig var frugt i huset ud over dem, vi drev frem i haven og henkogte. Således var der ikke råd til bananer, som jeg elsker. Derfor går mit hjem aldrig ned på bananer. Og børnene kan fortælle, at når vi var ude på heldagsvandringer, så medbragte vi rugbrød og bananer og vand. Nogen af dem har overtaget den skik, selvom de ikke er bananfikserede.
Den lokale købmand gjorde mig opmærksom på, at jeg stort set var alene om at købe kommenost, men den var der for en trofast kunde.
LIVET PÅ EN GÅRD VAR SLIDSOMT. Dyrene skulle fodres 365 dage om året. Min far kunne ikke tillade sig at være syg. Der skulle malkes, fodres og muges ud hver eneste dag både morgen og aften. Vi skulle overleve, og dyrene kunne ikke lades i stikken. Der kunne ikke hentes hjælp udefra, med mindre der var tale om livstruende sygdom. Min mor var kun i sengen, når hun fødte. Dengang skulle hun til gengæld ligge i 14 dage. Så blev der indforskre-
Da jeg kom til Aarhus, holdt jeg mine forældre helt uden for mit ungdomsliv, selvom min mor var nysgerrigt anlagt.
vet en ugift højskoleveninde, der kom alle fem gange. Pligtfølelsen er nok det, der har præget mig allerdybest. I skrivende stund er jeg ”hønworn”. Det ene ord har mine børn overtaget. Jeg ligner en høne, der slæber sig af sted med en hængende vinge. Jeg har i skrivende stund lidt feber og halsbetændelse, der er på vej ned i lungerne, så jeg hoster meget. Men det kan ikke få mig til at afstå fra en bisættelse i morgen formiddag og et foredrag i morgen eftermiddag. Sådan har det altid været. Med mindre jeg har brækket en fod. Pligtfølelsen er gået i arv og bestemmer over mit liv. Der er også negative præg, der den
0 Stadig flere ældre over 70 år bliver på arbejdsmarkedet, selvom de egentlig kunne gå på pension. Arkivfoto. – Foto: Uffe Weng/Ritzau Scanpix
dag i dag sidder og ulmer i os. Jeg måtte bo hjemme, helt til jeg var 20 år, hvor jeg endelig kunne få studentereksamen og komme hjemmefra. Det var alt for længe at være underlagt mine forældres og egnens indremissionske moral.
Det ødelagde i flere år noget i forholdet til mine forældre, og da jeg kom til Aarhus, holdt jeg mine forældre helt uden for mit ungdomsliv, selvom min mor var nysgerrigt anlagt. Men det var meget værre for mine tre søstre, som kom efter mig. De blev holdt i meget stram snor, helt urimeligt. Mine forældre var panisk angste for, at de skulle blive gravide i utide. Den medfølgende skam og naboernes og Indre Missionsamfundets dom ville være ubærlig. Derfor var der ingen tillid eller kompromismuligheder. Rædslen overtrumfede fornuften.
Det led mine søstre under, og det sidder stadig i dem som en burre. De måtte lyve og narre for at få en flig af deres veninders ungdomsliv. Den yngste fortæller dog, at det bedrede sig meget. Tiden ændrede sig, og sporene var trådt.
Sådan sidder der prægning og modhager i os, som forankrer os i den fortid, som vi er kommet på stor afstand af – og så alligevel ikke. Der er en slags homing i det. Det hindrer en del mennesker i at skrive erindringer, for der er for meget, der må udelades. J
Hans hustru forsvandt for øjnene af ham.
Men han fandt hende igen i naturen
Peter Løn Sørensen mistede sin hustru i langsomt tempo. Hvert år stjal demenssygdommen mere og mere af hendes personlighed. Længe vidste han ikke, hvordan han skulle nå ind til hende. Svaret fandt han i naturen
interview
Rasmus Enghave Friis friis@k.dk
I 1982 plantede Peter Løn Sørensen og hans hustru, Ulla, et valnøddetræ, da de netop var flyttet ind på et husmandssted i Grevinge, en stationsby i det nordvestlige Sjælland. Nu, 40 år senere, har stammen vokset sig tyk, og kronen folder sig mægtigt ud omkring 10 meter over jorden. Imens træet voksede, udlevede ægteparret en fælles drøm. På gården passede de deres heste, gæs og får, de spiste næsten kun det, de selv dyrkede eller slagtede, og de arbejdede begge på deltid. Han som naturvejleder, hun som apotekerassistent og pædagog. Ulla havde tre børn fra et tidligere forhold. Sammen fik de et fjerde.
Peter Løn Sørensen fandt kærligheden og fik mulighed for at leve et liv i samklang med naturen. Og Ulla fandt den tryghed, hun havde savnet i sin turbulente barndom.
”Vi var to om det hele,” siger Peter Løn Sørensen.
Nu er han alene. Ulla døde sidste år og ligger begravet ved Grevinge Kirke – på kirkegårdens flotteste plet, hvis man spørger Peter Løn Sørensen.
Men allerede inden hendes død følte han, at han havde mistet hende. I 2009 begyndte Ulla at undre sig over, at hun ikke kunne få ordene til at hænge sammen, når hun læste. Når parret lavede havearbejde sammen, rev hun blade ind på græsplænen, selvom de lige havde revet dem væk. Og hun begyndte at give deres ejendele bort, uden forklaring. Snart fik hun diagnosen: Alzheimers sygdom. Peter Løn Sørensen passede Ulla i de næste ni år, indtil hun flyttede på plejehjem i 2018. Imens så han den person, han elskede, miste mere og mere af sig selv. Ikke bare hukommelsen, men også personligheden og empatien.
”Hvad var det for et menneske, jeg boede sammen med? Det vidste jeg ikke rigtigt. Det ændrede sig hele tiden. Jeg mistede hende hvert eneste år. Det var en sorg på sorg på sorg,” siger Peter Løn Sørensen, der i dag er 74 år.
På et tidspunkt troede han, at han ville dø før sin hustru. Hans krop var i konstant alarmberedskab, han sov ikke om natten, og han havde flimmer for øjnene. Flere gange blev han ramt af anfald: Han mistede evnen til at tale fra det ene øjeblik til det andet. Han vidste, hvad han ville sige, men lyden kom ikke. To gange blev han indlagt på Sjællands Universitetshospital i Roskilde, uden at lægerne kunne finde ud af, hvad der var galt.
Jo værre Ulla fik det, jo mere stod Peter Løn Sørensen alene med ansvaret for hende. Hendes veninder, der tidligere havde gået ture med hende, vidste ikke, hvad de skulle stille op. Hvad siger man til et menneske, der har mistet sit sprog? De fandt ikke svaret og holdt op med at komme.
En livsgnist
Demens kaldes ”de pårørendes sygdom”. En sygdom, der kan føre til brudte bånd mellem venner og familiemedlemmer, fordi den forhindrer det samvær, der tidligere har kendetegnet en relation.
Peter Løn Sørensen savnede selv støtte og
op mod det valnøddetræ, som han og hans kone, Ulla, plantede for 40 år siden.
Demens i tal
Lidt over 90.000 mennesker lever med en demenssygdom i Danmark. Langt de fleste er over 65 år. I de næste år vil tallet stige markant af den simple grund, at der kommer flere ældre.
Når diagnosen er stillet, lever en demensramt person oftest mellem fem og otte år. Men nogle lever også væsentligt kortere eller længere.
Omkring 4500 mennesker dør af demens hvert år i Danmark. Dermed er det den fjerdehyppigste dødsårsag i Danmark.
KILDE: NATIONALT VIDENSCENTER FOR DEMENS
3 Peter Løn Sørensen var naturvejleder på deltid, før han gik på pension. Nu har han stiftet organisationen Livsgnisten, der har som formål at hjælpe demensramte og deres pårørende. – Fotos: Johanne Teglgård Olsen
vejledning. Han savnede nogen, der tog ham i hånden og fortalte ham, hvordan han bedst kunne være sammen med sin hustru. Han fandt først de værktøjer, han havde manglet, da Ulla flyttede på plejehjem, og han fik tid til at gøre noget for sig selv: Han begyndte på en masteruddannelse i naturbaseret terapi og sundhedsfremme, og undervejs gik det op for ham, at svaret på hans spørgsmål gemte sig lige uden for hans vindue: i naturen.
Han rejser sig fra spisebordet i husmandsstedet, hvor han stadig bor, nu uden Ulla. Der er spindelvæv på bøgerne, og der hænger tør-
rede planter fra loftet. Æblekagen damper midt på bordet. Uden for vinduerne vralter gæs rundt på gårdspladsen, mens heste og får græsser på de marker, der hører til ejendommen. Et væld af træer med i alt 50 forskellige æblesorter er spredt ud over markerne.
Peter Løn Sørensen kommer tilbage til bordet med en stribe plakatstore billeder. De afbilder Ulla på en skovtur, som parret drog på for nogle år siden, efter hun var flyttet på plejehjem. Hun smiler på billederne i skoven, hvor faldne blade i gyldne nuancer ligger som et tæppe på stien.
Da de kom tilbage fra skoven til plejehjemmet, fortalte Ulla pludselig om de skovture, hun havde været på som barn, husker Peter Løn Sørensen. Hun, der havde mistet sit sprog og sin hukommelse, genfandt pludselig evnerne.
”Hun sad i 10 minutter og fortalte på engageret vis. Hun kunne slet ikke stoppe. Jeg tror, det skyldtes, at hun kunne genkende nogle historier fra sin barndom, da hun var ude i naturen sammen med mig. Det var, som om der blev tændt en livsgnist.”
Meningen med livet er døden
Peter Løn Sørensen følte, han havde fået en erkendelse, han måtte dele med andre. Derfor var han i 2017 med til at stifte Livsgnisten, en forening med base i Odsherred Kommune, der udfører frivilligt socialt arbejde til fordel for demensramte og deres pårørende. Mange forsøger at genskabe den kontakt, de havde med den demensramte før sygdommen. Det er som regel umuligt. Det demensplagede sind har svært ved at finde sig til rette i de sociale rammer, som raske mennesker tager for givet.
For Peter Løn Sørensen og hans hustru var løsningen at være sammen om noget, der lå uden for dem selv: naturen.
”Vi forsøgte ikke at have en normal samtale, vi var bare nærværende i nuet. Oftest i stilhed. Hvis Ulla fik øje på en fugl eller et stort træ, så reagerede hun på det, og nogle gange kunne hun give udtryk for, hvad hun så og følte. Så havde vi pludselig noget fælles, vi kunne tale om,” siger Peter Løn Sørensen og bruger et begreb, der er centralt for ham: ”Vi var sammen om det fælles tredje.”
4 Peter Løn Sørensen kigger
2 Peter Løn Sørensen elsker æbler og har flere end 50 æblesorter på sin gård.
Hans hustru forsvandt for øjnene af ham ...
Naturen stillede ingen krav til Ulla, men vakte hendes sanser til live og bekræftede hende i, at hun var et menneske. På plejehjemmet sagde hun på et tidspunkt, at man lige så godt kunne skære hendes hænder af, fordi hun ikke kunne finde ud af at bruge dem. I naturen samlede hun svampe og planter og kærtegnede dem med de selvsamme hænder.
Det var helende for Peter Løn Sørensen at opleve livsgnisten i sin ægtefælle. Og pludselig kunne han tale med sin hustru om dybe emner, som de end ikke kunne strejfe inden for hjemmets fire vægge: døden for eksempel.
”Hvad er meningen med livet? Det er døden. Hvad er meningen med døden? Det er livet. Det er det, naturen lærer os: Hvis der ikke er noget, der dør, er der ikke noget, der kan genopstå. Hvis der ikke er døde blade om efteråret, er der intet, der spirer op fra jorden om foråret. Alt forgår. Det skal vi også. Det snakkede vi meget om, når vi var på vores ture – og tanken gav ro til os begge,” siger Peter Løn Sørensen.
Hun vidste ikke, at de var gift, eller at hun havde børn. Intet sagde hende noget. Peter Løn Sørensen tænkte, at det var det værste, han havde hørt. Indtil Ulla tilføjede: ”Men jeg kan mærke dig!”.
Peter Løn Sørensen tørrer en tåre væk fra kinden.
Trods livsgnisterne i naturen blev det kun hårdere at tage sig af Ulla i hverdagen, i takt med at sygdommen skred frem. Det kulminerede under corona, hvor hun nåede at bo i sit gamle hjem i 18 dage. Da var Peter Løn Sørensen så udkørt, at han måtte give op. Han var nødt til at køre hende tilbage til plejehjemmet.
”Da jeg parkerede bilen ved plejehjemmet, kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne mere. Så jeg sagde farvel til Ulla.
PETER LØN SØRENSEN, GIFT MED ULLA
Da han hentede Ulla hjem til husmandsstedet under corona, kunne hun ikke genkende sit hjem gennem 40 år. Hun vidste ikke, hvor hun var. Alligevel var det, som om noget trak i hende. Hun gik over haven, forbi valnøddetræet og gennem krattet bag det skur, der står omkring 20 meter fra huset.
Og så satte hun sig på den lille bænk, hvor hun i mange år havde drukket sin morgenkaffe. Hun kunne ikke genkende stedet. Men hun kunne mærke, at det var hendes
Et farvel for meget – og et for lidt
Det var også i de dage, at Peter Løn Sørensen tog mod til sig og spurgte sin hustru: ”Kan du kende mig?”.
”Nej,” svarede hun.
Hans Men
Peter sin hustru Hvert sygdommen hendes vidste skulle fandt
interview Rasmus
tet ind på tionsby senere, folder sig jorden.
Imens en fælles heste, gæs selv dyrkede begge på som apotekerassistent de tre børn de et fjerde.
Peter fik mulighed naturen. de savnet
”Vi var rensen.
”Og da jeg parkerede bilen ved plejehjemmet, kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne mere. Så jeg sagde farvel til Ulla. Og jeg mente det simpelthen. Jeg var overbevist om, at det var sidste gang, jeg så hende i live. Jeg var bare færdig.”
Samme dag skrev han i sin dagbog, at han nu ønskede, at hans hustru ville dø. Dagen efter skrev han, at han havde fundet sig selv for første gang i mange år.
Men følelsen varede ikke ved. Efter en uge kontaktede plejepersonalet ham: Ulla kunne ikke tåle at være adskilt fra ham.
Han havde sagt farvel til hende, i troen på at han aldrig skulle se hende igen. Men han kunne ikke ignorere henvendelsen fra plejehjemmet. Over de næste måneder besøgte han hende igen jævnligt.
Da hun døde den 14. august 2022, nåede han dog ikke at sige farvel.
I dagene op til hendes død var Peter Løn Sørensen ved sin hustrus side konstant, men om aftenen den 13. august vendte han hjem for at få et afbræk. Han havde sagt til plejepersonalet, at de skulle kontakte ham, hvis der skete den mindste udvikling, ligegyldigt hvornår på døgnet det var. For han ville være der, når Ulla døde.
Næste morgen ringede de til ham og fortalte ham, at hans hustru var død. ”Tænk engang, man har brugt 13 år på at gøre alt, hvad man kunne … Så vil man også gerne være der til sidst,” siger Peter Løn Sørensen. ”Og jeg var ... ja.”
Han samler sig. ”Selvom jeg ønskede, at hun ville dø længe før, så gjorde jeg alt, hvad jeg kunne for at holde hende i live. Jeg føler bare, at jeg ikke har fået sagt farvel.”
Han meldte sig ind i en sorggruppe for at bearbejde sit tab. Men han gjorde også noget andet: Som led i Livsgnistens arbejde fortalte han om alle de gode oplevelser, som Ulla og han havde haft i naturen. Han dvælede ved sprækkerne af lys og håb i en hverdag, der i lange stræk havde været mørk.
Nu har han sammen med andre frivillige i Livsgnisten planlagt en temadag, hvor han vil fortælle sin personlige historie, mens eksperter vil holde foredrag om både musik- og naturterapi for demensramte.
”Det er også en måde at bearbejde tabet på. Jeg har jo Ulla med hele tiden. Det, vi har oplevet sammen, får pludselig mening, når jeg fortæller om det. Det er, som om det traumatiske, der har fyldt rigtig meget, glider i baggrunden. Det er en del af min sorgproces.”
”Og måske,” tilføjer han, ”er der nogen, der kan få gavn af de erfaringer, jeg har gjort mig.”
Vi er sammen om det her Nogle uger senere sidder en kvinde og lytter til Peter Løn Sørensens beretning med tårer i øjnene. Kvinden, der ikke vil have sit navn i avisen, bor selv sammen med sin demensramte mand på Sjællands Odde. I dag er hun taget til Plejecentret Baeshøjgård i Vig for at deltage i Livsgnistens temadag – sammen med omkring 40 andre tilhørere, mange af dem pårørende, resten fagpersoner.
På en væg i udkanten af lokalet har Peter Løn Sørensen hængt billedserien med Ulla op. Under hans personlige beretning, der indleder temadagen, afspiller han også en video, han optog på stranden med sin kone, før hun døde. ”Det er godt at sidde her og høre bølgerne,” siger han på videoen.
”Ja, det er flot,” svarer Ulla og næsten nynner: ”mmm”.
De pårørende smiler ved synet af den demensramte kvinde.
”Jeg blev berørt,” siger kvinden fra Sjællands Odde bagefter til Kristeligt Dagblad. ”Demens er virkelig også de pårørendes sygdom. Man er lidt på egen hånd. Det er bare så hårdt. Man er fanget. Jeg har jo mistet min mand. Men jeg har selv oplevet, at der opstår en anden ligeværdighed i naturen. Når man oplever noget sammen.”
Senere på temadagen opdeles deltagerne i nogle grupper. En af dem følger Peter Løn Sørensen ud i de grønne omgivelser, hvor Livsgnisten har etableret et åndehul for demensramte og deres pårørende. ”Naturens Pusterum” har de kaldt det. Her kan man plante træer og følge deres vækst i en lille æblelund, man kan spille på udendørs musikinstrumenter, for eksempel en xylofon, og man kan sidde på bænke med vue ud over Sidinge Fjord og Vig Engsø. I skrivende stund er Livsgnisten i dialog med Odsherred Kommune om at få etableret et demenshus her, så naturen kan spille en mere aktiv rolle i både plejepersonalets og de pårørendes samvær med demensramte.
Peter Løn Sørensen beder deltagerne om at lave en række øvelser, som de kan bruge i deres samvær med demensramte – sådan som han gjorde med Ulla. Først skal de røre ved nogle planter og gå med bare tæer i skiftevis græs og grus. Så skal de lægge sig ned i de høje siv ved siden af grusstien og kigge mod efterårshimlen, hvor ensomme skyer driver rundt i det blå hav.
Den sidste øvelse foregår på en bænk med udkig over den inddæmmede fjord. Peter Løn Sørensen beder først deltagerne om at sidde stille i fem minutter, derefter synge sangen ”Det lysner over agres felt”. Deres stemmer overdøver akkurat den blide vind.
Han har selv siddet her med Ulla. Og nu hvor han genfortæller sine oplevelser og underviser andre pårørende, føles det, som om hun stadig er med ham.
Han husker, hvad han sagde til hende, netop på denne bænk: ”Det er os to. Vi er sammen om det her.” J
Nu er ger begravet dens flotteste Sørensen.
Men allerede han havde at undre til at hænge ret lavede de ind på revet dem ejendele diagnosen:
Peter Løn ni år, indtil Imens så mere og sen, men
”Hvad sammen ændrede hvert eneste sorg,” siger år. På et tidspunkt før sin hustru. beredskab, havde flimmer han ramt tale fra det ste, hvad To gange versitetshospital kunne finde Jo værre Sørensen des veninder, med hende, op. Hvad mistet sit op med En livsgnist Demens sygdom, venner og hindrer tegnet en Peter vejledning.
fortsat fra side 15
4 Peter Løn Sørensen har både heste, gæs og får på sin gård. – Foto: Johanne Teglgård Olsen
Markant forskel på ældrepleje
på tværs af landet
Der er stor forskel på, hvor meget kommuner på Fyn og i Nordsjælland får ud af pengene i ældreplejen, viser Cepos-analyse. Det skyldes blandt andet adgang til faglært personale, vurderer professor
Britta Søndergaard og Tobias Bundolo soendergaard@k.dk, bundolo@k.dk
Der er 138 kilometer fra Lyngby-Taarbæk nord for København til Nyborg. Men udover den geografiske afstand er der også stor forskel på, hvor meget de to kommuner får ud af pengene i ældreplejen. Mens Nyborg er en af de kommuner, der driver ældreplejen mest effektivt, så får Lyngby-Taarbæk, København og en stribe andre velhavende kommuner i hovedstadsområdet ikke nær så meget ud af midlerne som en række mindre velstående kommuner på blandt andet Fyn.
Det er konklusionen i en ny analyse fra den borgerlige tænketank Cepos, der har undersøgt, hvor gode kommunerne er til at få mest muligt ud af de penge, der investeres i plejehjem, hjemmehjælp, forebyggelse og andre indsatser i ældreplejen. På
landsplan kan kommunerne ifølge analysens forsigtige skøn spare mellem 5,1 og 7,1 milliarder kroner årligt, svarende til 10-14 procent af de samlede udgifter til ældre, uden at det medfører forringelser i ældreplejen, hvis alle kommuner kom på niveau med de mest effektive.
Analysen kommer på et tidspunkt, hvor regeringen har meldt ud, at der om kort tid offentliggøres en ældrereform.
”Der er meget fokus på at tilføre ældreområdet flere midler, men alt for lidt fokus på, hvordan vi kan få en mere effektiv drift. Vi kan for eksempel se, at Svendborg og Vejle har en sammensætning af ældrebefolkningen og en ældrepleje, der minder meget om Københavns, men at København bruger væsentligt flere penge på ældreområdet,” siger forskningschef i Cepos Karsten Bo Larsen, der medgiver, at analysen har fokuseret på produktivitet, men ikke på borgernes tilfredshed med ældreplejen.
Undersøgelsen har set på sammensætningen af borgere over 67 år og plejebehovet, og der er taget højde for sociale forskelle, sygelighed i ældrebefolkningen og aldersprofil ved at finde frem til grupper af kommuner, som ligner hinanden og kan sammenlignes, når det gælder serviceniveau og udgifter til ældrepleje.
Mangel på arbejdskraft
I København kunne man ifølge undersøgelsen spare 1,3 milliarder kroner årligt, svarende til 33 procent af udgifterne til ældreområdet, uden at forringe serviceniveauet, hvis man gjorde som i Svendborg eller Vejle.
”Ældreplejens største problem er, at der vil blive endnu mere mangel på arbejdskraft de kommende år. Derfor er det afgørende, at der kommer langt mere fokus på produktiviteten. Systemerne bør indrettes på en anden måde, så de gode plejehjem og den gode hjemmepleje i langt højere grad belønnes,” siger Karsten Bo Larsen.
Han henviser til, at der i 2030 vil være 160.000 flere ældre over 80 år. Kommunernes Landsforening forventer, at der bliver brug for mindst 40.000 medarbejdere, hvis der skal være det samme antal ansatte for hver ældre som i dag.
Ingen hurtig løsning
Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, er kritisk over for analysen, som han har læst for Kristeligt Dagblad.
”Cepos skriver, at hvis man gør som de fynske kommuner, kan man spare uden en serviceforringelse. Men realiteten er, at man i hovedstadsområdet ikke kan få lige så mange plejehjemspladser for de samme penge,” siger han.
Desuden kan der være forskel på, om kommunerne har mangel på uddannede sosu-hjælpere og -assistenter.
”Kommuner langt fra landets store byer kan have sværere ved at rekruttere faglært arbejdskraft og må i højere grad nøjes med ufaglærte,” siger Per Nikolaj Bukh og påpeger, at flere faglærte betyder højere udgifter, men også bedre kvalitet.
Professoren understreger samtidig, at der er stor forskel på, hvor dygtige kommunerne er til at drive ældrepleje.
Ældreplejens effektivitet
Ældreområdet udgjorde i 2022 13,4 procent af kommunernes samlede udgifter. De er steget fra 42,6 milliarder kroner årligt i 2018 til 51,9 milliarder kroner i 2022.
”Realiteten er, at man i hovedstadsområdet ikke kan få lige så mange plejehjemspladser for de samme penge.
PER NIKOLAJ BUKH, PROFESSOR I ØKONOMISTYRING VED AALBORG UNIVERSITET
”Kommunerne er ikke lige dygtige på de forskellige områder, det er de simpelthen ikke. Selvfølgelig er der et sparepotentiale, selvom der er enormt meget pres på kommunernes økonomi, og de derfor gør rigtig meget for at være så gode og dygtige som muligt,” siger han.
Vejle og Assens er to af de kommuner, der ifølge analysen bruger pengene effektivt. I Vejle Kommune understreger direktør for velfærd Anne Mette Lund, at en effektiv ældrepleje er et sammensurium af mange parametre. Blandt andet velfærdsteknologi, ledelse tæt på medarbejderne og god økonomistyring.
”Der er ikke et quickfix, der kan ændre ældreplejen. Det er et langt, sejt træk,” siger Anne Mette Lund. At ældreplejen i Assens Kommune er blandt de mest effektive, overrasker ikke kommunens direktør for social og sundhed Michael Bjørn. Det hænger formentlig sammen med, at kommunen tilbage i 2018 var ”voldsomt økonomisk udfordret”, som han siger.
”Særligt den ufinansierede stigning på socialområdet nødvendiggjorde effektiviseringer inden for normalområdet. Herunder ældreområdet. Vi er på ingen måde blandt de rigeste kommuner, så det er også en dyd for os at tænke på, hvordan vi bruger den enkelte krone allerbedst,” siger han. Kommunernes Landsforening har ikke ønsket at kommentere analysen fra Cepos. Kristeligt Dagblad har kontaktet Lyngby-Taarbæk Kommune, men det har ikke været muligt at få en kommentar fra kommunen inden deadline.
Når venner og familie falder fra
Esthers ægtefælle døde for 10 år siden. Efterfølgende er også flere gode venner, bekendte og familiemedlemmer gået bort. Hvordan kan hun undgå den ensomhed, der sniger sig ind på hende, i takt med at vigtige livsvidner dør? spørg om livet
Kære brevkasse
Jeg skriver til jer med et lille hjertesuk. Jeg er efterhånden godt oppe i årene. For 10 år siden mistede jeg min kære mand. Vi havde haft et godt liv sammen, og vi har haft mange dejlige oplevelser og været så heldige at have gode venner. Vi fik også to børn, som nu er godt voksne og har deres egne familier. Den ene bor langt væk, og den anden bor en times tid fra der, hvor jeg bor. Jeg glædes over begge familier.
Mit lille suk går ud på, at jeg synes, det er vanskeligt, at så mange af mine venner, bekendte og også familie i min egen generation er faldet bort. Jeg skal selvfølgelig være taknemmelig for, at jeg har bevaret et godt helbred og er blevet så gammel, men jeg har også måttet sige farvel til mange. Det kan faktisk godt opleves ensomt at miste de mennesker, som har været med på ens livsvej. Bare i løbet af det seneste halve år har jeg mistet to gode venner. Der
”Jeg har egentlig aldrig følt mig direkte ensom, selvom det var en meget stor livsomvæltning, da jeg mistede min ægtefælle, og selvfølgelig var det rigtig svært at blive alene. Men nu kan jeg godt ængstes lidt for at føle mig lidt ensom, nu når nære venner også er ved at falde fra.
tyndes ud i rækkerne, og det er trist.
Jeg har egentlig aldrig følt mig direkte ensom, selvom det var en meget stor livsomvæltning, da jeg mistede min ægtefælle, og selvfølgelig var det rigtig svært at blive alene. Men nu kan jeg godt ængstes lidt for at føle mig lidt ensom, nu når nære venner også er ved at falde fra. Jeg har også en nær veninde, der er blevet dement. Og min eneste bror døde også for to år siden. Jeg ønsker ikke at være en, der klager, men hvordan kan man forhindre denne ensomhed, som sniger sig ind på en?
Som sagt glædes jeg over mine børn og deres familier, men det er noget andet, og de har nok at se til med arbejde og mange daglige opgaver og børn, der skal støttes i deres liv. Vi ses så meget, det kan lade sig gøre, men alligevel savner jeg flere af de gamle kontakter. Kan man gøre noget, så man ikke falder hen i mismod og savn? Jeg vil gerne bevare livsmodet, så længe jeg er her.
Venlig hilsen Esther
Kære Esther
Tak for dit brev. Vi forstår godt dit hjertesuk, for det er desværre et livsvilkår, at gode venner og familie kan falde fra, i takt med at man selv bliver ældre. Og selvom man er oppe i den modne alder, så er sorgens tyngde ofte den samme. Det er et stort tab og en stor sorg at miste nære familiemedlemmer og nære venner. Det er jo ofte dem, der har været ens vidner igennem livet, og som kender til, hvordan man selv var engang. De kender de vigtige faser i ens liv, som man har gennemlevet, og en dag er de her ikke længere.
Vi kender det selv fra vores egen slægt, hvor nogle af dem blev over 100 år gamle. De havde været med til mange begravelser og bisættelser, og de havde taget afsked igen og igen og været til rigtig mange eftersamvær. I de seneste mange år af deres liv var der nærmest kun deres børns generation tilbage.
Vi tror, at du må forsøge at forsone dig med det vilkår, som man ikke kan forhindre. Vi har alle et vist mål af tid på denne smertelige og fantastiske jord. Og vi må hjælpe hinanden med at se det i øjnene og dele vores tanker om det med dem, som stadig er her.
Det vil være naturligt, at du fortæller dine voksne børn og de venner, der fortsat er der, om den sorg, du bærer med dig. At dele sorgen giver ikke det tabte tilbage, men det kan alligevel lette at udtrykke sine savn og dele dem med nogen. Sorgen har det med at blive mindre tung at bære, når den deles, og
”Måske skulle du også sætte dig ned og skrive om hver enkelt af de betydningsfulde mennesker, som du har haft i dit liv. Skriv, hvad det enkelte menneske betød for dig, og hvad I delte af tanker, oplevelser og livsfortællinger.
ANNETTE OG JØRGEN DUE MADSEN
Psykolog og familieterapeut Annette Due Madsen og overlæge og psykiater Jørgen Due Madsen svarer hver uge på læsernes spørgsmål. Skriv til Kristeligt Dagblad, Vimmelskaftet 47, 1161 København K og mærk brevet ”Spørg om livet”, eller send en mail til brevkasse@k.dk
Når man henvender sig til brevkassen, må man være indstillet på, at ens brev kan blive trykt. Breve anonymiseres, så man ikke fremstår med sit rigtige navn. Ikke alle kan regne med et svar.
ens mismodige tanker kan ad denne vej få nye nuancer. I bedste fald kan en livsvigtig taknemmelighed også spire frem som reaktion på det, man faktisk har mødt og oplevet sammen med dem, som ikke er her mere.
Vi tænker også, at det er vigtigt for os mennesker i alle aldre, at vi har en vis struktur på vores dage. At vi har noget at stå op til, og at vi med jævne mellemrum møder andre mennesker. Måske også nogle, vi ikke har mødt før. Som vi skrev lidt om i sidste uge, kan dagene for pensionister nogle gange flyde lidt ud, og er der for mange dage, uden at der er noget, man skal, kan tanker af mere mismodig karakter let fange opmærksomheden.
1 Mange af Esthers jævnaldrende venner, bekendte og familiemedlemmer er gået bort de seneste år. Hun spørger brevkassen til råds om, hvad hun kan gøre for at forhindre følelsen af ensomhed.
– Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Vi har ikke nogen helt konkrete forslag netop til dig, for det handler meget om, hvilke interesser du har eller har sans for. Men det kunne være at medvirke i en genbrugsbutik, at tage på højskole, følge et kursus på en aftenskole, opsøge Ældre Sagens aktiviteter, møde op til sognekirkens arrangementer, fortsætte eller begynde at gå i kirke. Også ældre mennesker kan overraskes på den gode måde ved at møde nye mennesker.
Måske skulle du også sætte dig ned og skrive om hvert enkelt af de betydningsfulde mennesker, som du har haft i dit liv. Skriv, hvad det enkelte menneske betød for dig, og hvad I delte af tanker, oplevelser og livsfortællinger. Undervejs vil der givetvis dukke erindringer op, som du næsten har glemt, men som kan blive til ny glæde og måske et humoristisk smil. På den måde kan de bevares i tanken, og du kan måske ad den vej opdage nye kilder til taknemmelighed over, at de var i dit liv igennem mange år. Måske kan du tage sådanne ”vennehæfter” frem i ny og næ og ære og mindes dem, som har betydet noget for dig.
Vi tænker også på, om du kunne se en mulighed i at invitere dine sikkert snart store børnebørn på jævnlige besøg. Du kunne give det en ramme, så de husker det på en lidt anden måde, end at de bare dumper ned i din sofa. Du kunne for eksempel invitere dem ud på et spisested og høre på dem og snakke om deres liv og tanker. Det kunne samtidig blive en anledning til, at du selv delte ting fra dit eget liv og måske fortalte noget om, hvad du tænkte på i deres alder. Du kan også fortælle dem om dit savn af dine venner.
Måske ville de også spidse ører, hvis farmor eller mormor fortalte dem noget om, hvordan hun mødte deres farfar eller morfar. Det handler jo om deres historie, og uden dit møde med din ægtefælle var de jo ikke blevet til.
Det kan blive en rigdom både for dig og for dem med jævne mellemrum at have dig for sig selv, for på den måde bæres livsfortællingen videre, og de unge får inspiration til deres eget liv, og de fornemmer, hvad gode og dyre venskaber betyder i alle slags aldre.
Venlig hilsen
Det kræver en indsats at holde hjernen frisk
Hvis du stimulerer din hjerne, sænkes risikoen for, at den bliver sløv med alderen. Så længe det er sjovt, kan du træne den med alt fra bevægelse til spil og opgaver
Victor HeideJørgensen hjoergensen@k.dk
Når du bliver ældre, bliver din hjerne helt naturligt sløvere, og din hukommelse bliver dårligere. Det er nok den forestilling, mange mennesker har om hjernens aldring, men nyere forskning peger faktisk i en anden retning.
”Man ved, at hvis man er en sund og rask ældre person og ikke har en demenssygdom, så kan man sagtens have en hukommelse, der fungerer upåklageligt,” siger Nadia Falcon Bærnthsen.
Hun er neuropsykolog på Hukommelsesklinikken på Nationalt Videnscenter for Demens og peger på, at mange dog vil opleve en lille grad af glemsomhed med alderen. Men hun udfordrer idéen om, at man skal acceptere, at hjernen bliver sløv.
Hvis man som person oplever, at hukommelsen forværres kraftigt, eller at man får sværere ved at klare ting, som man tidligere har kunnet, så kan det være tegn på en begyndende demenssygdom. I så fald anbefaler Nadia Falcon Bærnthsen, at
0 Der er en lang række aktiviteter, der giver plus på den kognitive konto. Det handler om bevægelse, godt selskab og udfordringer såsom svære opgaver. – Foto: Dan Mitchell/Ikon Images/Ritzau Scanpix.
man opsøger sin læge og eventuelt får en henvisning til en hukommelsesklinik. Men selvom hjernen ikke nødvendigvis bliver sløvere med alderen, kræver det en indsats at holde den frisk, viser forskning, og der er en lang række aktiviteter, der giver plus på den kognitive konto. Det handler om bevægelse, godt selskab og udfordringer såsom svære opgaver. Inden for hjerneforskning har
man et begreb, der hedder den kognitive reserve. Størrelsen på reserven afhænger af, hvor mange hjerneceller og forbindelser mellem dem du har i hjernen.
”Hvis man har holdt sig mentalt aktiv og stimuleret sig selv mentalt livet igennem, så vil den her kognitive reserve også fungere som en beskyttende faktor mod kognitiv svækkelse og mod at udvikle demens,” siger Nadia Falcon Bærnthsen.
Farmødre kan tage det mere roligt
klumme
Tine Maria
Winther
winther@k.dk
Det er altid mormødre, der topper popularitetsmålingerne, når det kommer til bedsteforældregenerationen. Men nu har de fået et problem nede i Føtex
NU ER JEG FARMOR og kan ret beset tage det afslappet med hensyn til mormødres gode navn og rygte. Alligevel blev jeg lidt stødt på deres (jeres) vegne, da jeg forleden i min Føtex Food så nogle færdigretter, som de kalder for mormors køkken. Idéen er formentlig, at mormorstemplet skal frembringe barndomsminder om måltider frembragt fra bunden og med hjertet, som man indtog med skrabede knæ, fregner på næsen og solskin i håret. Men hvad enten plasticbakkerne indeholdt krebinetter, frikadeller, hakkebøf eller forloren hare, var det hele fifty shades of brown Men så slog det mig, at den suppedas må mormødrene selv rode sig ud af, for med berømmelse følger ansvar, og mormødre er meget mere vant til ros og rampelys, end vi farmødre er. Googler man således ordet mormor, får man en million flere hits, end når man googler farmor. Dobbelt så mange billedbøger handler om mormor. Der findes mormordressing, mormorblomster, mormors økologiske hyldeblomst-
Forskningen peger i retning af, at det at tage en uddannelse i ungdommen og at holde sig socialt, fysisk og mentalt aktiv opbygger den kognitive reserve. Men man kan træne hjernen på et utal af måder. Et amerikansk studie peger på, at eksempelvis krydsord er effektive til at holde hjernen i gang. Forskerne delte ældre deltagere op i to grupper, hvoraf den ene skulle løse krydsord, og den anden skulle spille computerspil designet til at stimulere hjernen.
Efter 78 uger med forsøget viste det sig, at krydsord gav bedre resultater end computerspillet. De, der løste krydsord, klarede sig bedre, når det kom til at holde opmærksomhed, tænke logisk og huske. Nadia Falcon Bærnthsen påpeger, at forskningen ikke er entydig i forhold til, hvor meget spil og hjerneopgaver hjælper på hjernens ydeevne.
Og så skal aktiviteterne opfattes som sjove, før de virker. ”Hjernen tager bedst imod lystbetonet stimulans, så hvis du ikke synes, det er sjovt at løse en opgave eller spille et spil, så tyder det også på, at hjernen ikke får særlig meget ud af det,” siger hun.
Det vigtigste for at holde hjernen frisk og sund er, at hjernen aktiveres og stimuleres. Det kan som sagt gøres på forskellige – og gerne nye –måder. Man skal helst bryde nogle vaner. Det kan være en god snak med en ven, en tur på museum eller en gåtur i skoven, så længe man også går ad nye veje og stier.
Det handler altså om at få nye indtryk og selv at udtrykke sig på forskellig vis. Hvis det bliver for passivt
såsom fjernsynskiggeri, så tæller det ikke, lyder det.
Forskerne ved endnu ikke, hvorfor stimuleringen fungerer godt på hjernen, ud over at man kan registrere aktivitet og nye informationsbaner i hjernen. ”En lidt forsimplet tommelfingerregel med nerveforbindelser er ’use it or lose it’. Hjernen er indrettet til kun at bevare de nerveforbindelser, der faktisk er i brug, og hvis de ikke genaktiveres med jævne mellemrum, så forsvinder de,” siger Nadia Falcon Bærnthsen. Selv går hun til capoeira – en kampkunst og udtryksform, der kombinerer kamp, dans og akrobatik – for at holde hjernen i gang. Men hun kan også godt lide at løse hjerneopgaver. J
Digitalt opgaveunivers
Kristeligt Dagblad har et digitalt spil- og opgaveunivers med en lang række underholdende udfordringer. Hver dag kan du træne din hjerne i syv forskellige spil. Du kan løse opgaverne både på din mobiltelefon, tablet og din computer.
Find dagligt nye hjernevridere på k.dk/spil-og-quiz
saft, Café Mormor. Alle de rørende dansktopsange om den ældre ge neration hedder noget med mor mor: ”Kære lille mormor”, ”Mormors kolonihavehus”, ”Mormor og Anne synger” –selv Onkel Reje giver den med en hyldest til mormor: ”Mormor/ Uhh jeg elsker dig/ Elsker’ du også mig?/ Så vil jeg bli’ glad”. Godt nok har Sys Bjerre skrevet ”Kære farmor, du som er i Herlev”, men den sang handler typisk nok om, at hun ikke rigtig kendte sin farmor: ”Kære farmor, du som er i Herlev (...) Jeg ved kun, du la vede en fantastisk fasan/ Selvom min mor altid syn’s, den var tør”.
JEG ER SIKKER PÅ, at det piner en fav nende avis som Kristeligt Dagblad, at vi gang på gang må udsætte vores farmor-læsere for endnu en undersøgelse, der viser, at de (vi) er håbløst bagud på point. Ifølge forskningen er mormødre nemlig langt mere involverede i børnebørnenes liv, og i en nylig undersøgelse fra analyseinstituttet Moos-Bjerre og Norstat Danmark fortalte 42 procent, at de er tættest knyttet til mormor og morfar, mens blot 20 procent pegede på farmor og farfar, og endnu 20 procent havde det fifty-fifty. Ligesom de fleste småbørnsforældre foretrækker, at mormor tager over, hvis de selv skulle falde bort før tid.
svigerdatter, der bestemmer, og at hun selvfølgelig har et tættere forhold til sin egen mor. Hvor sønnerne er henne i det hurlumhej, begrundes med, at mænd (og dermed også sønner i den alder) vil gøre rigtigt meget for husfreden. Naturligvis er der undtagelser, og måske er det dem, farmødre skal hænge deres hat på. Selv foretrak jeg absolut, at mine svigerforældre – barnets farforældre – passede vores søn, da han var lille, fordi de søde gamle mennesker kravlede glade rundt på gulvet og sagde som biler eller dinosaurer for at more den lille. Mens min egen mor læste Information og hørte P1, når hun havde ham, og sagde, at hun glædede sig til, at man kunne føre en ordentlig samtale med ham.
Vi farmødre kan tage det anderledes roligt. Vi kan kun overraske positivt.
Forklaringen er angiveligt, at det er
NU SKAL DET jo ikke være en farmormormorkonkurrence, men jeg glæder mig alligevel lidt til at se, hvad de får gjort ved det grå mormorkøkken-koncept i Føtex Food (og sikkert andre steder). Har man et image, må man forsvare det. Vi farmødre kan tage det anderledes roligt. Vi kan kun overraske positivt. Men selv vi er mere omtalt end både morfædre og farfædre. Her kan man tale om folk, der har fået baghjul. Eller også flyver de bare under radaren, fordi de uden det store postyr kravler rundt på gulvet med børnebørnene og siger som biler eller dinosaurer. J
FOTO: MADS JE N S E N / R I T Z AU SCANPIX
Der er også plads til erotik i alderdommen
klumme
Margrethe Kähler livogsjael@k.dk
Sanseligheden og behovet for ømhed lever, lige til vi sætter foden på kisten
ELSKOV, EROTIK OG SEX – smækker døren til disse sanselige oaser i, når vi bliver ældre? Kan vi ikke lige så godt give op og slippe alt det pjank med sex?
Glemme de gyldne erindringer om dengang, dørene ind til de inderste rum i et andet menneske åbnede sig. Hvor vi delte åndedræt og bevægelser, og tiden stod stille. Eller havde det vildt og sjovt og gik løs på hinanden. Nu har vi bedstefar-mave, og vores bryster strutter ikke længere som små meloner. Vores kærlighedshåndtag fylder lidt rigeligt, og mandens bedste ven har det med at pege nedad, hvis den ikke får lidt hjælp. Erotik og sex er mest for unge mennesker, ikke? Der er alt for meget bøvl med det, når vi bliver ældre.
Det holder bare ikke i virkeligheden. Sexus, den store undersøgelse fra 2019, har vist, at hvert syvende par over 60 år ikke har sex med hinanden. Er det trist? Nej, det er supergodt, at alle de andre par faktisk har sex! Jeg har venner, som henter hjælp i potenspiller og glidecreme, men endnu flere, der blot
Ældres sexliv holder hjernen
sund
Amerikanske forskere
har undersøgt, hvilken indvirkning ældres seksuelle samliv har på deres hjerne
Simone Nilsson nilsson@k.dk
Seksuelt samvær er for mange en naturlig del af livet. Det gælder også blandt ældre, og som Kristeligt Dagblad før har beskrevet, kan pensionsalderen, som for manges vedkommende byder på mere tid, mere fred og uforstyrrethed, have en positiv effekt på sexlivet. Denne livsperiode har også optaget et hold amerikanske forskere, som har set på, hvilken indvirkning det seksuelle liv kan have på hjernens helbred – særligt blandt ældre.
I en undersøgelse, som er repræsentativ for den amerikanske befolkning, konkluderer forskere fra Purdue University i delstaten Indiana, at seksuelt samvær ligefrem kan beskytte hjernens funktioner for dem, der befinder sig i alderen 62 til 90 år.
Forskerne målte deltagernes kognitive funktion – herunder deres opmærksomhed, hukommelse, sprog, konceptuelle tænkning, beregninger og orientering. Undersøgelserne viste for eksempel, at gruppen af deltagere i alderen 75 til 90 år havde en signifikant bedre kognitiv funktion efter fem år, hvis
nyder at ligge sammen, kramme og spejle sig i hinandens øjne og krop og føle sig bekræftet. Som vil gøre hinanden glade, selvom lysten ikke står på solskin.
Min mor var frisindet, mild og kvindelig. Tak for det. Jeg glemmer aldrig hendes 70-årsfødselsdagsfest, hvor hun sad i midten af det lange bord med to ældre mænd på hver sin side i mørke habitter, hvide skjorter og farvestrålende slips. Til venstre skolekammeraten, dansepartneren fra gymnasiet og nu, hvor begge var alene, hendes elsker. Til højre sad kollegaen gennem mere end 20 år. Sjov, klog og empatisk og min favorit. Han kaldte sig selv for en parfumeret elefant, der ikke kunne slå den anden af banen. Den handlekraftige, nysgerrige elsker af både natur og kvinder.
FØRST REJSTE MIN MORS ELSKER sig og holdt tale for hende. Kærligt og sobert. Så rejste kollegaen sig og sammenlignede min mor med en islandsk hest. Et naturbarn, som ikke var til at slå af sadlen, selv når bølgerne i hendes liv var høje og ustyrlige. Hans ord rislede gennem os, og vi forstod, at min mor for alvor havde brændt sig fast i hans hjerte. De døde begge næsten 10 år før min mor. Hun blev 94 år og holdt fast i san-
de havde sex mindst en gang om ugen.
Forskerne bag undersøgelsen har ikke nogen definitiv forklaring på, hvad sammenhængen skyldes, men de har et par bud, fortæller de til det amerikanske medie Science Alert. For det første kan den fysiske udfoldelse, som sex ofte indebærer, øge blodgennemstrømningen til hjernen og reducere inflammation. For det andet er sex også kendt for at reducere stress, og netop stress menes at være en stor synder, der kan svække hukommelsen. Christian Graugaard kalder den amerikanske undersøgelse for en ”sober og absolut troværdig undersøgelse”. Han er læge og professor på Sexologisk Forskningscenter ved Aalborg Universitet samt medinitiativtager til den store befolkningsundersøgelse om seksuel adfærd og holdninger Projekt Sexus. I 2019 fandt han for eksempel ud af, at
” Seksualitet dæmper eller forsinker kropslige aldersforandringer, giver livsmod og mestringsevner og styrker vores medmenneskelige relationer.
CHRISTIAN GRAUGAARD, LÆGE OG PROFESSOR PÅ SEXOLOGISK FORSKNINGSCENTER VED AALBORG UNIVERSITET
Jeg tror, at lykken har en u-kurve, hvor børn og gamle er de heldige.
seligheden, sine børnebørn, blomster og bøger. Kravlede op ad trapperne til sit hjem på fjerde sal uden elevator. Indtil hun efter tre måneder på hospitalet kom på plejehjemmet Lotte, der var fuld af al den hverdagsmagi, hun kunne ønske sig. Jeg sminkede hende, når jeg kom på besøg hver fredag. Hun var vild med det, og læbestiften, rougen og mascaraen fik hendes øjne til at stråle, så hun lignede en fest. Hun fik en ven på plejehjemmet, som aede hende på kinden og kaldte hende søde navne.
Jeg tror, at lykken har en u-kurve, hvor børn og gamle er de heldige. Børnene, fordi de endnu ikke er fanget i de voksnes kamp for arbejde, karriere og den rette partner at gifte sig med. Ældre, fordi vi har lagt arbejdslivet bag os, og vores børn er voksne. Frie til at
nyde alderdommens sidste gyldne år med erotik og seksualitet på vores egne måder. Trods skavankerne, som lister sig ind på os én efter én. Undgå at blive en deprimeret sofakartoffel og give vores børn og børnebørn dårlig samvittighed. Mine børn synes ikke, at jeg skal spille heltinde og lege evigglad på min cykel. Men de kan lide, at jeg har det sjovt, og at der er plads til venskaber, kærlighed og erotik i mit liv.
OG DET ÉR DER, for jeg har tætte, mandlige venner, som jeg mødes med, så tit vi kan. Vi har glæde af hinanden på forskellig vis, for vi rummer hver vores verden og fortider. Elskovslyster eller mangel på samme. Der er ingen tvivl om, at deres mandlighed og min kvindelighed giver vores venskaber et særligt krydderi. Jeg elsker mine veninder, men der er frisk luft og ekstra højt til loftet og en vis nådesløs ligefremhed og spænding i luften, når det gælder mine mandlige venner. Nu hvor vi alle er fri for vækkeur, konkurrence og magtkampe i arbejdslivet, er der en helt anden rummelighed og tolerance mellem os. Vi bor i hver vores boliger og har masser af tid til vores børn og børnebørn og andre venner. Er båndene og følelserne dybe nok, skal de nok holde lige til tæppefald! J
næsten hver tredje mand og kvinde i Danmark mellem 65 og 74 år følte, at de i høj eller meget høj grad fik dækket deres seksuelle behov. Han fortsætter:
”Forklaringen skal findes i samspillet mellem fysiske, mentale og relationelle faktorer. Kort sagt: Seksualitet dæmper eller forsinker kropslige aldersforandringer, giver livsmod og mestringsevner og styrker vores medmenneskelige relationer. Så seksuel sundhed skal tages alvorligt i alle aldre, det er vel studiets vigtigste konklusion,” siger Christian Graugaard.
”Vi har længe vidst, at parforhold og sociale relationer kan nedsætte risiko-
en for sygdom og død i ældrelivet. Og selvom det på en måde ikke er så overraskende, er det spændende at konstatere, at vores mest intime liv har tilsvarende effekter.”
Til spørgsmålet om, hvorvidt resultaterne fra det amerikanske studie kan overføres til ældre i Danmark, svarer han ”ja da”. Han uddyber: ”Selvom studiet er amerikansk, handler det jo om nogle meget fundamentale sammenhænge mellem seksuel aktivitet og kognitiv funktion, og jeg er helt overbevist om, at intimitet også kan være en ’raskhedsfaktor’ blandt danske ældre.” J
0 Intimitet kan også være en ”raskhedsfaktor”. – Modelfoto: Colourbox
5 Hvad har udfordret din tro?
Spørgsmålet om frelse kontra fortabelse – altså spørgsmålet om den dobbelte udgang: til bords i Himmeriget eller til gråd og tænders gnidsel udenfor … Teoretisk set kunne der vel også være andre muligheder – nogle tror jo på reinkarnation, og man kunne også forestille sig, at der ingenting er e er døden. Men jeg tror på en nådig Gud og på, at vores liv er en vandring fra evighed til evighed. Undervejs må vi koncentrere os om, hvordan vi selv opfører os, og ikke tro, at vi skal dømme andre.
5 Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået? Det har jeg fået i et håndskrevet brev, som den katolske præst Peter Schindler (18921967) i 1945 sendte til en bekendt, der overvejede at konvertere. Jeg fandt det i biblioteket i den katolske kirke i Aalborg: ”Hvad De selv skal gøre? Bryde ud af Dem selv og ind i Kirken (…) Det er Bøn og atter Bøn – en inderlig, voldelig Bøn, der nedkalder Troens Mod over Dem, der skal til nu. Og så det simple: At gøre Skridtet uden at skele til ’på den anden Side’ og alle de Indvendinger, De godt ved, er Nul og Nix. Det er Sakramenter, De har behov, og ikke ere Argumenter.”
2 Under en katolsk messe blev Sten Erik Løvgreen sætningen: ”Herre, se ikke på vore synder, men på din kirkes tro.” Den er blevet hos ham siden. – Foto: Bo Amstrup
Præstesøn blev katolik: Jeg var overrasket over, at det kunne ske for mig i den alder
Sten Erik Løvgren er præstesøn fra Bornholm og har det meste af sit arbejdsliv været ansat i folkekirken. Som 66-årig besluttede han at blive katolik
interview
Fortalt til Malene Fenger-Grøndahl kirke@k.dk
I oktober 2009 modtog jeg et postkort fra Samarkand skrevet af en norsk veninde. Hun fortalte om, hvor smukt der var med de historiske monumenter fra den tid, hvor kamelkaravanerne vandrede på Silkevejen. Og hun nævnte, at hun havde drømt om at komme til Usbekistan, siden hun havde læst den katolske præst Kjell Arild Pollestads bog ”17. mai i Samarkand”.
Postkortet gjorde mig nysgerrig e er at læse både denne og ere andre af Pollestads bøger. Jeg blev optaget af Pollestads fængende måde at skrive på og af det, han skrev om sin katolske tro. Han var konverteret til katolicismen og var blevet katolsk ordensbroder og præst, hvilket han fortæller om i bogen ”Veien til Rom”. Jeg fortsatte med at læse ere bøger om katolicismen, blandt andet ”Vejen til Rom” af den danske katolske præst Pe-
ter Schindler, der også var konvertit og havde boet i Rom i en årrække.
Kort forinden havde jeg spontant under en rejse til Kassel anska et mig en cd med rosenkransbønnen indlæst på tysk af to katolske præster. Jeg købte den uden at vide hvorfor og begyndte at lytte til den hver a en, inden jeg lagde mig til at sove. Postkortet og cd’en virkede som tegn, der pegede mig i retning af den katolske kirke. Men tanken om at konvertere var meget fremmed for mig, for det lutherske har været en del af mit liv lige fra fødslen.
Min far var sognepræst ved Nylars Kirke på Bornholm og siden provst, og jeg voksede op med kirkegang og søndagsskole. Som 15-årig var jeg på en rejse til Rom sammen med mine forældre. Rejselederen var en katolsk præst fra Bornholm, og selskabet bestod af nogle ældre kvinder, der overvejede at konvertere til den katolske kirke, og nogle luthersk-evangeliske familier. Der var også en 17-årig norsk katolsk pige med, som jeg siden brevvekslede med. Jeg fandt det katolske spændende og sympatisk, men overvejede slet ikke at bevæge mig i den retning selv. Da jeg yttede til Aarhus for at studere jura, blev jeg involveret i arbejdet i Det Økumeniske Center, som Johannes Aagaard sti ede. Jeg var også med omkring etableringen af Teologi for Lægfolk, som jeg var administrativ leder af i en periode. Herigennem hørte jeg om andre kirkeretninger og mødte også inter-
Sten Erik Løvgreen
Født i 1946. Uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet.
Har arbejdet som fuldmægtig i Landbrugsministeriet og som stiftsfuldmægtig ved Aalborg Stiftsøvrighed.
Har været engageret i kirkeligt arbejde i regi af Teologi for Lægfolk, som menighedsrådsmedlem og som medlem af bestyrelsen i flere missionsselskaber.
Konverterede i 2011 til den katolske kirke. Bor i Aalborg.
arrangere besøgsrejser til partnerlande i Asien og siden Afrika. Ingen i min omgangskreds var katolikker, og jeg kendte ikke noget til den katolske kirke i Aalborg. Alligevel mærkede jeg en længsel, som blev næret af de tegn, jeg k med kort mellemrum i 2009. E er at have læst en del bøger tog jeg mod til mig og gik hen i den katolske kirke i Aalborg for at deltage i en messe. Jeg satte mig nede bagved og fulgte med, så godt jeg kunne. Jeg tog kontakt til en af kirkens præster, og i en periode kom præsten og en præstestuderende hjem til mig med jævne mellemrum og fortalte mig om forskellige aspekter af katolsk tro. Here er fulgte jeg et konvertitkursus ved den katolske domkirke i Bredgade i København.
nationale studerende med forskellige konfessioner. Men det førte ikke til overvejelser om at konvertere.
E er et par års arbejde i Landbrugsministeriet k jeg en stilling som jurist i Aalborg Sti . Her var jeg ansat i næsten 25 år. Sideløbende var jeg aktiv i menighedsrådet ved min lokale sognekirke, og jeg var engageret i bestyrelsesarbejde i ere lutherske missionsselskaber, hvor jeg blandt andet var med til at
Under en messe blev jeg ramt af en sætning, som siges i forbindelse med nadverritualet: ”Herre, se ikke på vore synder, men på din kirkes tro.” Det slog mig, at jeg netop ønskede at være en del af en kirke, af de helliges samfund, som også omfatter alle dem, der er gået forud. Mange af dem er døde for troen.
Den 27. marts 2011 blev jeg optaget i den katolske kirkes fulde fællesskab og blev dermed en del af kirkens tro. Jeg deltager i dette fællesskab ved at gå til messe og ved at tjene i kirken som sakristan og læglæser. Jeg kan stadig synes, at det er mærkeligt, at jeg i så høj en alder skulle forlade folkekirken. Men jeg har ikke fortrudt det et øjeblik. J
om på markedsføtemmange hen-
er jævnaldrende? privilegeret, og fri man pensiinstadig likunne opfat–på inover, kan grund opfordring fortkapitliggeropleskal formeget ikke fordi kategorien 90-årig faog hun ifølge for forhold det siefterspørgsel efsom et forandre J
Hun udfordrer livsbuen og vil gøre det cool at være moden
Dorrit Bøilerehauge
forsker i mode og modne modeller. Og hun ved, hvad hun taler om. Som 60-årig blev hun selv fotomodel. I dag arbejder hun for at få os til at se fordelene ved at være et modent menneske interview
Bjørg Tulinius tulinius@k.dk
Det sker ofte, at Dorrit Bøilerehauge får en hilsen fra en, hun ellers ikke kender. Det kan være en begejstret besked på det sociale medie Instagram eller i den fysiske verden, hvor folk pludselig kommer hen og takker hende.
For nylig var det en ung kvinde, der standsede hende midt på gaden i Frederiksbjerg-bydelen i Aarhus, hvor hun bor. ”Hvor er du bare sej! Det er simpelthen så vigtigt, det, du gør! Nu kan jeg ligefrem selv begynde at glæde mig til den tid i livet, hvor jeg ikke er ung længere.”
Dorrit Bøilerehauge smiler, mens hun fortæller om episoden. For den viser meget godt, at der faktisk er ved at sprede sig en opmærksomhed om det ærinde, som den 63-årige forsker, fotomodel og influencer har givet sig selv. Hun vil ganske enkelt have os til at forstå, at det er ”cool at være moden”, som hun selv formulerer det. For med en befolkning, der bare bliver ældre og ældre og derfor også skal være flere år på arbejdsmarkedet, er det er på høje tid at lægge de gamle stereotyper om alderens betydning – og begrænsning – i graven. ”Vi har på en måde været vant til at dele folk op i unge og gamle og primært været optaget af den biologiske alder. Og af ungdommen. Men det giver ikke mening længere. I stedet bør vi indføre en kategori, man kunne kalde ’modne mennesker’,” siger hun og forklarer: ”Det er de folk, der er midt i livet, og som netop har gjort sig en række vigtige erfaringer på den konto, men langtfra er færdige med at være nysgerrige og sætte sig nye mål. For vi udvikler os jo gennem hele livet. Skulle vi så være gamle, fra vi var 50 år og resten af livet? Det giver jo ingen mening.”
Forskermodel med holdninger
Dorrit Bøilerehauge tager imod på sit kontor på 4. sal i en bygning, der blandt andet huser institut for kommunikation og kultur på Aarhus Universitet, hvor hun underviser og forsker i branding af mode på de sociale medier. Med et særligt fokus på netop modne menneskers repræsentation i modeverdenen. Måske har du, kære læser, allerede hørt om hende. Eller set hende før. For
kvinden med det lange, lokkede grå hår, den slanke skikkelse og de gråblå øjne er nemlig selv fotomodel og bliver ofte brugt i både danske og udenlandske mode- og skønhedsreklamer. Hun har været model, siden hun var 60 år, hvor hun ud af det blå blev kontaktet af et internationalt modelbureau, der så nogle muligheder i hendes udtryk og udseende.
Derudover er Dorrit Bøilerehauge for tiden aktuel med podcastserien ”Moden & cool” på DR, hvor hun opsøger andre mennesker, der også befinder sig ”midt i livet”, og som hun finder interessante. Netop fordi de også lever ud fra devisen om, at livet altid byder på mange gode, meningsfulde og aktive ting. I serien taler hun med blandt andre EU’s konkurrencekommissær, 55-årige Margrethe Vestager, og den tidligere professionelle cykelrytter Brian Holm på 61 år – begge optaget af de fordele, som erfaringen og modenheden har givet dem.
På Instagram har Dorrit Bøilerehauge nu 17.500 følgere fra hele verden. Hun er influencer og betegner sig selv som fortaler for aldersdiversitet, og hendes arbejde for at gøre modenhed cool er blevet hørt mange steder. Tidligere i år blev hun blandt andet kontaktet af den britiske avis The Guardian, der også havde lagt mærke til den 63-årige danske forsker – der nu var blevet fotomodel – med markante holdninger til vores syn på alder. Artiklen fyldte flere sider og havde blandt andet fotos af den danske model på catwalken til Copenhagen Fashion Week i sommer. Med kort, sort corsagekjole og bare ben. Artiklen nåede bredt ud og fik både græske og hollandske medier til også at kontakte den danske ”forsker-model” for at høre om hendes agenda.
Overvældende interesse
”Interessen for mit arbejde og mit budskab har været ret overvældende. Men jeg tror, den bunder i en dyb længsel hos mange folk midt i livet, som drømmer om at blive mødt på andre måder og med andre forventninger, end vi har været vant til. Det er, som om biologi og kronologi før har været det eneste, man har fokuseret på i forhold til folk, når de bliver ældre,” siger Dorrit Bøilerehauge og tilføjer: ”Men helt ærligt: Hvem gider tale om kroppens skavanker, dårlig søvn og gigtplagede knæ? Det er da så uendeligt uinteressant. Der er meget mere kraft og saft i at tale om, hvad vi er optagede af i livet, hvilke muligheder vi ser. Hvad der interesserer os, og hvad vi gerne vil have ud af vores tilværelse.”
Når man skal prøve at forstå hendes interesse for netop moden, dens betydning i kulturen og for vores fortællinger om hinanden, går vejen nok helt tilbage til hendes barndom på Fyn. Hendes forældre havde møbelforretning og -fabrik, og hendes mors æstetiske sans var også at finde i forældrenes klædeskab, hvor Dorrit elskede at gå på opdagelse i
0 Dorrit Bøilerehauge betegner sig selv som fortaler for aldersdiversitet. Hun er også influencer med p.t. 16.700 følgere fra hele verden på sin Instagram-profil, hvor hun også har et samarbejde med L’Oreal Paris. – Privatfoto
Dorrit Bøilerehauge
Født i 1960 i Odense, hvor hun er vokset op. Adjunkt ved Aarhus Universitet, hvor hun forsker i branding af mode på sociale medier og siden 2017 med et særligt fokus på modne menneskers æstetiske repræsentation i modebilledet.
Skrevet ph.d.-afhandling om identitet i online modekommunikation.
Forfatter til bogen ”Brand elegance”, der udkom på forlaget Systime i 2013.
Har derudover haft stillinger i erhvervslivet, hvor hun har samarbejdet med mode- og designbranchen. Model siden 2020 og influencer på Instagram, hvor hun p.t. har 17.500 følgere.
Har tidligere boet i Italien og England. Bor i dag i Aarhus og er mor til to voksne døtre.
moderens smukke kjoler og silkedragter – og meget gerne prøvede dem på. Som barn sad hun ofte også ved sit skrivebord med papir og farver foran sig –og klar til at tegne det tøj, hun selv godt kunne tænke sig at bære. En dag. ”Jeg har været optaget af tøj og mode, så længe jeg kan huske. Og nok især i forhold til de fortællinger om os, som tøjet og moden er bærere af. I det lys var det selvfølgelig fantastisk, da jeg fandt ud af, at man ligefrem kunne gøre fascinationen til sit studium og forskningsområde: mode som identitet og kommunikation, som også blev emnet for min ph.d.-afhandling.”
I 2017 opdagede hun så, at en ny fortælling var på vej. Firmaet Dove begyndte nemlig at bruge ældre modeller i sin markedsføring, ”og i England begyndte folk ligefrem at tale om en ’greynaissance’, altså en ny storhedstid for gråhårede eller det, jeg kalder modne mennesker”.
Dorrit Bøilerehauges eget ærinde fik på den måde ekstra næring. For når et så alment funderet firma som Dove introducerede modne modeller i deres reklamer, var der ikke længere tale om en
2 Dorrit Bøilerehauge blev kontaktet af et modelbureau for tre år siden, da hun var fyldt 60 år. Hun har været fotomodel siden og sætter stor pris på at få netop den indsigt med sig i sin forskning i branding og mode på de sociale medier.
– Foto: Thomas Baunsgaard
De nye modne
I 2023 er der i Danmark godt 1,5 millioner personer over 60 år.
Om 20 år i 2043 vil der ifølge Danmarks Statistik være godt 1,8 millioner over 60 år. Det er en stigning på næsten 20 procent på 20 år.
0 ”Det var en stor overvindelse, da jeg begyndte at lægge billeder og tekst op på min egen Instagram-profil. Men jeg tænkte på det som et eksperiment og var nysgerrig efter at se, hvordan jeg kunne bruge platformen til mit ærinde: at gøre modenhed cool,” siger Dorrit Bøilerehauge – Privatfoto
0 Dorrit Bøilerehauge elsker at være ude på fotoshoots. Her er hun på opgave for en norsk kunde, og optagelserne foregik derfor i det norske fjeldlandskab.
– Privatfoto
eksklusiv tendens, men et udtryk for noget bredere. Og Dove-reklamerne fik Aarhus-forskeren til at blive endnu mere overbevist om, at der var behov for nye fortællinger og billeder at spejle sig i for den modne generation.
”På en måde kan man kalde det et ønske om en modfortælling. Hvor vi som modne mennesker har lyst til at udfordre ungdomsdyrkelsen som det eneste attraktive sted at være i livet. Og hvor vi i kraft af vores alder godt ved, at livet selvfølgelig rummer både op- og nedture, og måske derfor kan tale ud fra det, jeg kalder et mere modent perspektiv. Og hvor vi i stedet for at abonnere på ’forfaldsmyten’ eller ’livsbuen’ fokuserer vores nysgerrighed på de mange muligheder, som livet også fortsat byder på.” Spørgsmålet om privilegier Denne nye fortælling var dog hverken særligt italesat eller gjort til genstand for megen forskning endnu herhjemme, ”så jeg tænkte, at det måtte jeg så selv gøre”, fortæller Dorrit Bøilerehauge. Derfor oprettede hun blandt andet Silver Starter Initiative, som er en digital platform for videns- og erfaringsdeling blandt modne mennesker og inspirationskilde for det nye menneskesyn, som hun mener, tiden kalder på. Ambitionen var ”at skabe positiv opmærksomhed på en række områder, der karakteriserer sølvsegmentet i dag”, som det blandt andet er formuleret på platformens hjemmeside.
Det var på det tidspunkt, modelverdenen pludselig også selv henvendte sig til Dorrit Bøilerehauge. Modelbureauet Le Management, der har afdelinger i flere lande, kontaktede hende en dag og spurgte, om hun mon ikke havde lyst til selv at prøve kræfter med at være model – og dermed være en af de modne modeller, der kunne være med til netop at fortælle nye mode- og menneskehistorier.
”Jeg var overrasket. Og i tvivl. For kunne jeg godt både have en ekspertrolle i forhold til modeverdenen og så samtidig være model? Men både mine internationale forskerkolleger og mine to voksne døtre opmuntrede mig til at gøre det. Og i dag er jeg lykkelig for, at jeg sagde ja. Jeg får så megen viden gennem arbejdet som model, jeg som forsker aldrig ville være kommet i nærheden af. Og jeg tænker, at det ikke kun er til gavn for min egen forskning, men også for mine studerende og universitetet som sådan. Det er en adgang til en
verden, vi ellers primært kun kender på et teoretisk plan.”
Men hvad tænker hun egentlig om netop det billede af modenhed, hun på den måde selv er med til at markedsføre? Hvor hun som 63-årig kan virke temmelig privilegeret i forhold til mange andre på den alder, og hvor både hendes fysiske fremtræden og gennemslagskraft på de sociale medier ikke er hverdag for alle andre jævnaldrende?
”Jo, selvfølgelig er jeg privilegeret, og mange vil sikkert også gerne være fri for at høre mit budskab. Måske har man haft et fysisk hårdt job og glæder sig egentlig bare til at kunne gå på pension. Så hvorfor skulle man så blive inspireret af at høre mig sige, at der stadig er plads og tid til at tage nye skridt i livet og undersøge, hvad livet nu kunne byde på af muligheder? Men jeg opfatter ikke mit budskab som normativt –mere som et tilbud om et andet syn på alder, som man måske kunne blive inspireret af.”
Dorrit Bøilerehauge er også klar over, at der i tiden er en del røster fremme om, at idéen om evig udvikling også kan være et åg. Og udtryk for en tidsånd, hvor man let bliver forpustet på grund af præstations- og performancekrav. ”Og jeg er da med på, at nogle ville kunne se mit ærinde som en opfordring til ikke bare at stoppe op, men til at fortsætte med at være optaget af nye kapitler i livet, selvom ens fødselsdato ligger mere end 50, 60 eller 70 år tilbage i tiden. Men det må selvfølgelig aldrig opleves som et pres for den enkelte. Det skal være et ønske, der kommer indefra – fordi lysten er der. Og lysten skulle jo meget nødigt være forsvundet, fordi man ikke længere tror, at man er god nok, fordi man ikke længere tilhører kategorien ’ung’.”
Og med forbilleder som en 90-årig faster, der stadig går i højhælede sko og er på Facebook og Instagram, og en moster, der var erhvervsaktiv, til hun var langt op i 80’erne, så er der ifølge Dorrit Bøilerehauge masser af håb for nutidens modne mennesker. ”Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, der var tale om en revolution i forhold til vores syn på alder. Men sådan er det nok stadig ikke. Til gengæld kan jeg sige, at der fortsat er god efterspørgsel efter en moden og gråhåret model som mig selv i modeverdenen.”
Og det tager hun selvfølgelig som et godt tegn på, at noget er ved at forandre sig. J
Det gode ældreliv er et, man kan træne
2 Liselund Højskole retter sig specifikt mod seniorer og deres nye kursus om pensionistlivet er ingen undtagelse. – Privatfoto
Højskolelivet forbindes ofte med ungdommen, men også livets sidste kapitel kan man blive rustet til med et ophold på højskole. På Liselund Højskole handler et kursus om overgangen fra arbejdsliv til pensionstilværelse baggrund
Victor Heide-Jørgensen hjoergensen@k.dk
Tilværelsen som pensionist virker måske nok tillokkende for mange af de danskere, der med et langt arbejdsliv bag sig kan se frem til en alderdom i et lavere tempo og med mere tid til børnebørn eller golfbanen.
61-årige Annegrethe Storm fra Albertslund er dog ikke så entusiastisk for det kommende kapitel i sit liv. For hende har pensionisttilværelsen aldrig været guleroden for enden af arbejdslivet.
”Jeg køber ikke ind på præmissen om, at mit liv først skal begynde, når jeg holder op med at arbejde. For mig lyder det, som om pensionisttilværelsen går ud på at finde noget at underholde sig selv med. Jeg vil gerne have noget mere mening,” siger Annegrethe Storm, der arbejder som uddannelsesvejleder og lærer i Vestre Fængsel i København. Og hun er ikke alene om den følelse. Overgangen fra arbejdslivet til pensionistlivet kan være udfordrende, når meningen med tilværelsen skal findes et sted uden for arbejdspladsen med de økonomiske omstændigheder og flere frie timer til rådighed.
Professor i ældrepsykologi ved Aarhus Universitet Lars Larsen fremhæver meningstabet som en af de største udfordringer, der kan være i overgangsfasen mellem arbejdsliv og pension.
”Meningsperspektivet er en central del af trivsel, og især for de generationer, der begynder at komme i pensionsalderen nu, som har tillagt arbejdet en stor mening og også gennem arbejdet har fået en følelse af at være til nytte. Derfor skal man finde en ny måde at udfolde sig på og binde meningen op på noget andet,” siger han.
På Liselund Højskole i Slagelse udbyder man nu for første gang kurset ”Før du går på pension”, som løber over en uge, og som har til hensigt at hjælpe dets kursister med alle de overvejelser, der følger med overgangen til pensionen. Kurset, der første gang finder sted i uge 48, skal give konkrete værktøjer til, hvordan man lægger en plan for det ubetrådte land, der ligger efter arbejdslivet.
Meningstab med tilværelsen
Annegrethe Storm bor i lejlighed sammen med sin mand, Jan, i Albertslund, vest for København. De seneste år er hun begyndt at
0 Annegrethe Storm skal snart på højskolekursus og lære om den gode overgang til tilværelsen som pensionist. I dag bruger hun og hendes mand, Jan, ofte fritiden med børnebørnene. – Privatfoto
reflektere over pensionisttilværelsen. Hun faldt over kurset på Liselund Højskole og tænkte, det kunne give hende indsigt i valgmulighederne.
”Det virker som et rum, hvor man kan komme og bruge noget tid på at spekulere over det og egentlig også bare have lov til at være i vildrede. Og så er jeg forhåbentligt klogere efter kurset,” siger Annegrethe Storm.
Line Visti Andersson driver konsulentvirksomheden Et Rigt Liv, hvor hun rådgiver mennesker om overgangen fra arbejdsliv til pension eller senarbejde.
Hun har talt med omkring 500 personer
gennem de to år, hun har arbejdet med området, både til foredrag og ved en-til-en-rådgivninger, og hun er kursuslederen på højskolens nye forløb. Ifølge hende består den største udfordring ved overgangen til pensionstilværelsen af det meningstab, der kan komme i forbindelse med pensioneringen.
Strukturløs livsfase ”Livsfasen efter arbejdslivet er en af de mest strukturløse perioder i de flestes liv. Vi er vant til at bevæge os fra børnehave, skole, uddannelse og så ud på arbejdsmarkedet, hvor der alle steder er en relativ klar retning for os. Lige pludselig bliver det helt op til os selv, hvordan vi vil fylde vores dagligdag med meningsfuldt indhold. Vi er alle forskellige, og der er så mange muligheder for at få en ny, interessant tilværelse, når man siger farvel til sit arbejdsliv. Men det kræver en indsats at få øje på mulighederne,” siger hun. Blot fordi man nærmer sig pensionsalderen, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med,
at arbejdet skal lægges helt på hylden, siger Lars Larsen.
”Hvis man har et arbejde, der kan udføres, når man er oppe i alderen, og man virkelig gerne vil fortsætte lidt endnu, så skal man da forfølge det.”
Lars Larsen erkender dog, at det kan være en svær samtale at have med sin arbejdsplads, da der kan være mange fordomme forbundet med at have en medarbejder, der har en vis alder.
”Mange mennesker ville jo i princippet godt kunne arbejde frem til de er 80 år, men mange steder begynder man hurtigt at tænke på folk som uarbejdsdygtige i den alder,” siger Lars Larsen.
Svær balancegang
Annegrethe Storm vil gerne fortsætte med at arbejde seks-syv år endnu. Men samtidig vil hun gerne have, at det bliver på en anden måde.
”Jeg synes, det er en svær balancegang, for jeg vil gerne fortsætte med at arbejde en del år endnu, men jeg kan også godt mærke, at mit energiniveau ikke er det samme, som det plejede at være, og at jeg også er begyndt at få andre prioriteringer, såsom børnebørnene,” siger hun.
Når Annegrethe Storm alligevel kigger mod pensionslivet allerede nu, følger hun et råd, som Line Visti Andersson giver om at gøre det gradvist.
”Min erfaring er, at overgangen er lettere at håndtere, når man gradvist trapper ud af arbejdslivet og giver plads til andre aktiviteter og får opbygget sociale relationer uden for arbejdspladsen,” siger Line Visti Andersson.
Når man så har fået planlagt sine sidste år på arbejdsmarkedet, står man med den opgave at finde ud af, hvad al den frigivne tid skal bruges på. Det kan måske være let nok, hvis ens liv er fyldt op med venner og fritidsinteresser, man gerne vil bruge mere tid på – men hvordan griber man det an, hvis det ikke er tilfældet?
”Der er ikke noget, der ligger til højrebenet i forhold til, hvad jeg skal give mig til,” siger Annegrethe Storm og tilføjer: ”Jeg har aldrig været med i en sejlklub eller idrætsforening eller sådan noget. Og det kan også være svært at dedikere sig til noget nyt, når man stadig har et arbejde at passe.”
Et godt trick er, ifølge Line Visti Andersson, enten at kigge bagud eller fremad. Bagud vil sige, at man prøver at tænke over, om der var nogle interesser i fortiden, man af en eller anden årsag opgav, som man nu kunne tage op igen. At tænke fremad vil sige at overveje, om der er nogle drømme, man aldrig fik opfyldt eller nogle ting, man ville være stolt af at have gjort.
Ifølge Lars Larsen er det et meget positivt billede, der tegnes, når man kigger på ældres evner til at falde til i deres otium.
”Selvom nogle godt kan finde det udfordrende i begyndelsen, er min erfaring fra data og samtaler med ældre, at det ender med at blive de bedste år i manges liv, hvor de har tid til at udleve deres største drømme,” siger Lars Larsen. J
