Seniorliv 2 2024

Seniorliv TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 14. SEPTEMBER 2024

”Vi behøver ikke kun fokusere på sorgerne, når vi bliver gamle.

Tværtimod,” siger 82-årige Jytte Hilden, der i dag er foredragsholder Side 4

Hans kone er ramt af demens, men en uventet ny forelskelse holder Finn Erik Larsen i live Side 14

Sandwich-generationen er med sit ansvar for både voksne børn og gamle forældre trængt Side 30 F OTO : J O H A N N E T E G LG Å R D O L S E N

2 | Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 14. september 2024

Seniorlivet kan i dag udleves på mange måder, og mens nogle finder styrke i at holde aldring fra døren, finder andre den tværtimod i at omfavne den alder, de har. I dette tillæg har redaktionen samlet nogle af de bedste tidligere bragte artikler om, hvad det indebærer at være ældre i dag.

Tak, fordi du læser med.

Thilde Thordahl Andersen, stedfortrædende Liv&Sjæl-redaktør, Kristeligt Dagblad.

10

indhold F OTO : L E I F T U X E N

4 Interview Måske bliver jeg antik en dag 8

8

Interview Mange seniorer har vanskeligt ved at finde nyt arbejde Råd Sådan fastholder man seniorer

10 Nyhed Ældretelefon skal afhjælpe ensomhed 12 Nyhed Folk over 70 år er mest tilfredse med deres helbred 14 Interview Demens har ramt hans hustru, men en ny forelskelse holder ham i live

20 Baggrund Inkontinens kan være socialt invaliderende. Men vi taler ikke om det 22 Interview Forsker: Den sene alderdom er et større tabu end døden 24 Baggrund Det tager tid at blive pensionist 26 Baggrund Det kan være sorgfyldt at måtte opgive en aktivitet på grund af alder

22

28 Interview Jeg har ét liv.

Og det liv vil jeg leve 30 Baggrund Sandwichgenerationen er hårdere spændt for end nogensinde før

16 Baggrund Alder er en ny identitetspolitisk kampplads 18 Nyhed Styrketræning er vigtig, selvom den tredje alder trænger sig på

16 Udgivet af Kristeligt Dagblad

14

F OTO : L E I F T U X E N

I L L U ST R AT I O N : R A S M U S J U U L

8 F OTO : K A S P E R S C H J Ø N N I N G

Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Jeppe Duvå | Redaktør: Thilde T. Andersen/Benedikte C. Rasmussen | Layout: Grethe Nielsen | Tryk: Sjællandske Medier A/S

4 | Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 14. september 2024 FOTO: JOHANNE TEGLGÅRD OLSEN

Måske bliver jeg antik en dag Det er trist, at vi kun ser det at blive gammel som sort i sort, mener Jytte Hilden. Den 82-årige tidligere minister har besluttet sig for at omfavne forfaldet og forsøge at tale alderdommen op

interview Mette Skov Hansen livogsjael@k.dk

Jytte Hildens fysik er ikke, hvad den har været. Den tidligere minister har fået konstateret hjerteflimmer, hvilket betyder, at hendes hjerte pumper uregelmæssigt, og at alt skal foregå i et langsomt tempo. Hun går stadig dårligt, efter hun sidste år brækkede sin ankel og måtte bruge kørestol i to måneder. Og så er kræfterne i hænderne heller ikke, hvad de har været.

Hun må for eksempel opgive selv at åbne skruelåget på den vandflaske, hun har stillet frem på spisebordet. ”Men ved du hvad?”, siger hun. ”Jeg kan altså godt lide at være gammel.”

Jytte Hilden virker ganske rigtigt ikke som en kvinde, der er tynget af sin alder. Humøret er højt, mens hun taler om fotografier af børn og børnebørn, om den farverige kunst på væggene, om nyindkøbte bøger og om udsigten fra stuen på fjerde sal over søerne i København, som ifølge hende ikke fås bedre.

Alt er selvfølgelig ikke rosenrødt så sent i livet.

Men det er der ingen livsfaser, der er, siger den 82-årige tidligere socialdemokratiske minister, kulturchef og rektor. ”Vi mennesker har livet igennem mange livsafsnit, og de er bestemt ikke ens. Det begynder med, at vi ikke kan så meget, og slutter på samme måde. Alle livsafsnit har sine kvaliteter med glæder, sorger og snubletråde. Der er blodrøde stunder, triste, sorte øjeblikke og kridhvide dage.

Men det sidste her, alderdommen, bliver næsten altid beskrevet som sort i sort. Der er altid det ene, andet eller tredje i vejen,” siger hun.

Men hvorfor egentlig kun beskrive alderdommen sort? Det spørgsmål har undret Jytte Hilden og sendt hende ud på lidt af en mission. Hun rejser landet rundt med foredraget ”Glæden ved

at være gammel” for at overbevise andre om, at alderdommen slet ikke er så tosset. ”Der er ting, jeg ikke længere kan. Men det var da også indviklet at være ulykkeligt forelsket som ung og svært at finde ud af at være mor til en nyfødt eller at skifte arbejde undervejs. Alle livsafsnit har sine glæder og sorger, og vi behøver ikke kun fokusere på sorgerne, når vi bliver gamle.

Tværtimod. Jeg kan godt lide forfaldet, og at jeg fysisk kan mindre. Det bedste ved de gode gamle dage er, at de er slut. Jeg har været barn, ung, voksen, moden, senior, ældre, og nu er jeg gammel. Måske bliver jeg antik en dag.”

Jytte Hilden kan ikke huske, hvornår hun begyndte at føle sig gammel. Da hendes mormor var ung, kaldte man 70 for ”støvets år”, og da Jytte Hilden selv nåede den alder, holdt hun sin sidste fest som offentlig person. Hendes behov for eksponering var rigeligt dækket ind, og hun var også færdig med at udtale sig om aktuel politik.

Spørgsmålet var, hvad hun skulle i stedet. ”Jeg havde været vant til, at andre bestemte over min tid, og hvor jeg skulle ikke forestille sig, hvordan det bliver. Når du er 17 år, er det svært at forestille sig det kaos, der opstår, når børn skal ud ad døren tidligt om morgenen, eller at tænke på konkurrencen på arbejdsmarkedet. Du ved først, hvordan det er, når du står i det, og så får du travlt med at øve dig og blive bedre. Og så ’bingo’, så kommer et nyt livsafsnit, og du begynder forfra,” siger hun.

Nye fortællinger om livet

Jytte Hilden øver sig stadig på at være gammel.

Den ekstra tid har ikke gjort hende bedre til at rydde op eller stå op om morgenen, og hun kan stadig godt lide at få sig en dåseøl, inden hun falder i søvn. Til gengæld nyder hun roen og synes, at hun er blevet mindre principfast og mere forstående over for andres måder at se tingene på. Og hun har fundet frem til, at det nye livsafsnit skal bruges på at fortælle historier om det samfund, hun har set ændre sig. ”Da mine børnebørn var små, og vi tog i sommerhus, fortalte jeg om, hvordan vi engang pumpede vand op, brugte petroleumslamper og i bogstaveligste forstand gravede lortet ned. I dag kan intet gøres, uden at man trykker på en knap, men dengang var der ingen knapper. Dagens unge kan meget, som jeg aldrig lærer. Men jeg kan fortælle dem historier, de aldrig har hørt. Det er spændende og udviklende for begge generationer,” siger hun.

”

Der er ting, jeg ikke længere kan.

Men det var da også indviklet at være ulykkeligt forelsket som ung og svært at finde ud af at være mor til en nyfødt eller at skifte arbejde undervejs.

JYTTE HILDEN, TIDL. MINISTER

2 ”Jeg vil faktisk gerne leve rigtig længe,” siger 82-årige Jytte Hilden, tidligere socialdemokratisk minister, kulturchef og rektor.

Jytte Hilden deler også gerne sin historie i bøger og foredrag. Tidligere har de handlet om livet i politik, om rødstrømpebevægelsen og om at vokse op i en familie med psykisk sygdom, hvor hendes bror tog sit eget liv som 23-årig, og hvor hun selv har været nede i et sort hul af depression tre gange. Nu handler foredragene om at tale alderdommen op og finde fantasi og farver i det sidste livsafsnit. Og om hvor godt livet faktisk er for dem, der ligesom hende er en del af de store årgange, som blev født kort tid efter Anden Verdenskrig. ”Vi lever længere end tidligere generationer og har det også bedre vores alder taget i betragtning.

Når jeg holder foredrag, taler folk hurtigt om deres skavanker. De er der for os alle, men der er hjælp at få. Ser du ikke godt, får du briller, hører du ikke så godt, får du et høreapparat, og går du ikke så godt, kan du få en rollator,” siger hun.

Det kunne ikke blive værre

6 6 Jytte Hilden Født i 1942 i Lyngby nord for København.

Civilingeniør i kemi fra Danmarks Tekniske Højskole i 1966. Rektor for Roskilde Katedralskole fra 1983 til 1993.

Medlem af Folketinget for Socialdemokratiet fra 1979 til 1981 og igen fra 1984 til 1998, hvor hun var først kulturminister og så forskningsminister. Blev herefter kulturchef på Det Kongelige Bibliotek, hvor hun var frem til 2003.

Har gennem årene siddet i mange råd, nævn og udvalg og været medforfatter til flere bøger.

Har fire børn, seks børnebørn og et oldebarn. Bor i København.

Pointen i hendes foredrag er, at verden hele tiden bliver et bedre sted at leve, trods krig og fattigdom. ”Jeg er født under Anden Verdenskrig, hvor alt var mørkt, gråt og dystert. Det kunne ikke blive værre. Men krigen sluttede, der kom kold krig, og den sluttede også. I dag har vi igen krig i Europa, men det samfund, vi har, er bedre end det, vi havde, da jeg var barn,” siger hun.

Derfor er det ifølge Jytte Hilden også vigtigt, at den ældre generation er med til at tale håbet op.

Selv er hun spændt på, hvad fremtiden bringer.

Hun er især nysgerrig på de nye kvantecomputere, der forventes at kunne udføre beregninger, som det ikke er muligt at lave i dag. Og kunstig intelligens, tilføjer hun. ”Jeg vil faktisk gerne leve rigtig længe. Jeg vil gerne se de krige, vi har i verden i dag, stoppe, og så vil jeg gerne se, hvad den nye teknologi kan, og hvordan vi finder de store løsninger på klimaproblemerne. Og så vil jeg gerne se mit oldebarn vokse op og snakke mere med mine livsvidner,” siger hun.

Hun er godt klar over, at ”det haster” mere for hendes egen aldersgruppe. ”Men så er det jo netop bare med at komme i gang. Mit udgangspunkt er, at du skal gøre dig umage hele livet, også som gammel. Du kan ikke vide, hvad der sker om lidt. Ingen af os ved, hvor lang tid vi har. Men livet er livet værd. Så vi må bruge den tid, vi har – og gøre det med et smil,” J siger hun.

8 | Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 14. september 2024

arbejdsliv | Både seniorer, eksperter og et rekrutteringsbureau mener, at ældre sorteres fra på

arbejdsmarkedet udelukkende på grund af alder. Arbejdsgiverne er nødt til at se på deres fordomme 4 Efter fire år som jobsøgende på den traditionelle måde lagde Claus Nedergaard Jacobsen sit arbejdsliv helt om. PRIVATFOTO

Sådan fastholder man seniorer Frida Holm Nim livogjob@k.dk

Alle har brug for anerkendelse Bliv ved med at anerkende seniorerne for det, de bidrager med. Garvede medarbejdere med lange arbejdsliv bag sig er ofte meget selvkørende, og derfor glemmer både kolleger og ledere tit at anerkende alt det, denne medarbejdergruppe kan. Opfordringen kommer fra Aske Juul Lassen, forsker i seniorarbejdsliv og lektor i aldersforskning på Københavns Universitet, der her giver fire råd til, hvordan man kan fastholde seniorer på arbejdspladsen.

Værdsæt kompetence

Mange seniorer har vanskeligt ved at finde nyt arbejde interview Frida Holm Nim nim@k.dk

For tre år siden tog Claus Nedergaard Jacobsen en beslutning om, at han ikke længere ville bruge tid og energi på at forsøge at finde et job. ”Jeg havde lagt så mange kræfter i at skrive de seks ansøgninger, der skulle sendes af sted hver måned. Jeg havde sat mig ind i de enkelte virksomheders værdigrundlag og havde målrettet ansøgningerne specifikt. Men til sidst havde jeg ikke mere hjerteblod tilbage, og jeg plejer at sammenligne det med at få et afslag fra en kvinde,” siger den i dag 64-årige Claus Nedergaard Jacobsen.

I 2017 blev han fyret fra sit job som it-arkitekt i et energiselskab i Silkeborg. Et arbejde, han havde haft i 12 år, men som han som 57-årig mistede i forbindelse med en fyringsrunde, hvor han ”var den første, der røg”.

I fire år – fra 2017 til 2021 – søgte han arbejde, primært inden for it- og ingeniørbranchen.

Omtrent en tredjedel af arbejdspladserne vendte tilbage med et kort, skriftlig afslag. De resterende hørte Claus Nedergaard Jacobsen intet fra. ”Jeg kan jo ikke sige med sikkerhed, at det skyldes min alder. Men jeg tror det, og jeg ved, at mange i min omgangskreds har samme oplevelse,” siger han.

I dag lever han af sin pension, men tager fra tid til anden et tidsbegrænset job som it-konsulent. Derudover arbejder han som dykkerinstruktør i forskellige lande i Mellemamerika.

Vil gerne i job

Mange personer, der er fyldt 50 år, kender til følelsen af, at det kan være vanskeligt at få et nyt job.

I 2023 udarbejdede Det Nationale Center for Arbejdsmiljø en undersøgelse, der viste, at 45 procent af de ledige 50-årige eller derover i 2022 oplevede diskrimination på baggrund af deres alder.

Men hvilke konkrete oplevelser har seniorerne så, når de søger job?

Konsulentfirmaet TeamArbejdsliv har i april 2024 foretaget en undersøgelse med fokus på netop det. Cecilie Pietraszek, arbejdsmiljøkonsulent i TeamArbejdsliv og cand.mag. i psykologi og arbejdslivsstudier, er en af dem, der står bag undersøgelsen, som indeholder interviews med ni ledige i alderen 58 til 69 år. ”Vi kan konstatere, at de mennesker, vi har interviewet, alle er nogen, der er meget motiverede for at komme i job. De giver udtryk for, at de ikke ønsker, at deres kompetencer – som de har fået gennem et langt arbejdsliv – skal gå til spilde. Og flere tager også deltidsjobs, som ikke har noget med deres arbejdsmæssige baggrund at gøre,” siger Cecilie Pietraszek. ”Vi kan ikke sige med sikkerhed, om der er tale om diskrimination på baggrund af alder, for arbejdsgiverne italesætter det ikke direkte.

Mange af interviewpersonerne har dog indtrykket af, at deres alder forhindrer dem i at få et job.”

Bor i kulturen

Morten Ballisager er ejer af Konsulenthuset ballisager, der rekrutterer medarbejdere til virksomheder. Han kan genkende billedet af, at seniorerne ikke er de mest eftertragtede på arbejdsmarkedet. ”Vi ved, at virksomheder sorterer efter alder, og at det ofte er de yngre medarbejdere, de går efter. Det er noget, vi har fokus på og i den grad italesætter over for arbejdsgiverne. Jeg kan godt forstå, at mange seniorer oplever at blive holdt udenfor.”

Dog tror Morten Ballisager, at det kan være svært for virksomhederne at ”få greb om” udfordringen:

”

Til sidst havde jeg ikke mere hjerteblod tilbage.

CLAUS NEDERGAARD JACOBSEN, PENSIONIST, SØGTE FORGÆVES JOB I FIRE ÅR

”Attituden over for seniorerne er noget, der bor i vores kultur. På arbejdspladser, hvor der indgår fysisk hårdt arbejde, kan man frygte, at seniorerne får skavanker, og på vidensområdet afviser man typisk folk, der virker som nogen, der ved det hele på forhånd,” siger han.

Ubevidste forestillinger

I nogle tilfælde kan det være berettiget, at arbejdspladser går efter de yngre medarbejdere.

Det siger Lars Louis Andersen, der er ph.d. og professor i fysisk arbejdsbelastning ved Det Nationale Center for Arbejdsmiljø: ”Ældre ansøgere har typisk en længere anciennitet, der gør, at de i nogle tilfælde skal have en højere løn end de unge. Har man valget mellem en medarbejder på 30 år, der kan det samme som en 60-årig, men til gengæld skal have mindre i løn, vælger man måske at ansætte den 30-årige.”

Til gengæld bør arbejdsgivere gøre op med en myte om, at det er de unge, de kan have ansat i længst tid, fordi seniorernes pensionsalder nærmer sig: ”Man tror måske, at man ikke har den ældre medarbejder i særlig lang tid på grund af udsigten til pension. Vi ved dog, at yngre medarbejdere oftere skifter job end de ældre, og derfor er man ikke garanteret at have den yngre ansat i længst tid.”

Men hvordan kommer man så aldersdiskrimination til livs? ”Det er svært at lovgive sig ud af stereotype forestillinger og fordomme om bestemte grupper, og derfor er det vigtigt at have fokus på ’alderismen’ i sin helhed, som også handler om de tanker, vi har, der kan føre til forskelsbehandling. Det kan for eksempel være, at en leder – uden at kunne forklare hvorfor – fravælger en ansøger, der er fyldt 60 år. De har måske ’bare en fornemmelse af’, at en yngre passer bedre ind. Her er det vigtigt, at man holder hinanden op på, hvorfor man har denne fornemmelse, og om beslutningen bliver truffet på et fair grundlag,” siger Lars Louis J Andersen.

Som kollega og leder kan man være opmærksom på alle de kompetencer, seniorerne har. Forskning viser, at gruppen er bedre end andre til at danne overblik, tænke systematisk og træffe de rigtige beslutninger i første omgang. Derudover ved man, at arbejdspladser med stor aldersspredning har en større grad af medarbejdertrivsel.

Undgå alderisme

Joviale kommentarer som ”har du glemt rollatoren i dag?” og ”der er lidt gråt på toppen herinde” er eksempler fra den virkelige verden.

Man bør undgå den slags, for selvom hensigten ikke er at være nedladende, kan kommentarer som ovenstående på sigt svække arbejdsglæden og selvværdet hos seniorer.

Hav ikke berøringsangst

Mange er allerede opmærksomme på ikke at diskriminere deres kolleger eller ansatte på baggrund af alder. Det betyder dog, at der er en vis berøringsangst, når det handler om at tale om den livsfase, seniorerne er i. Mange har brug for at indrette arbejdet, så det passer til det sted i livet, de er – det gælder småbørnsforældre, men også seniorer, som måske har behov for at arbejde hjemmefra en gang om ugen. Alder og livsfaser behøver ikke at være tabubelagt.

Udvikling, ikke afvikling

Man kan altid lære mere. Der er en fortælling om, at når man er vist sted i livet, er der ikke længere mulighed eller behov for at udvikle sig fagligt. Så handler det om afvikling – ikke udvikling.

Det passer bare ikke. Gruppen af seniorer kan sagtens opdatere sig på ny viden og lære nye færdigheder.

J

0 ”Alder og livsfaser behøver ikke at være tabubelagt,” siger seniorforsker Aske Juul Lassen. FOTO: KASPER SCHJØNNING

10 | Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 14. september 2024

Ældretelefon skal afhjælpe ensomhed

0 ”Når livet slår knuder ...”. En rød knudret streg symboliserer Ældre Sagens anonyme telefonlinje.

Ældre Sagen har åbnet en telefonlinje, som skal bekæmpe ensomhed blandt ældre. Helle Overgaard er glad for at hjælpe andre, og samtalerne får hende til at reflektere over sit eget liv

nyhed Anna Ellesgaard ellesgaard@k.dk

Når livet slår knuder, eller du savner nogen at tale med, kan du ringe til Ældretelefonen.

Sådan lyder budskabet fra Ældre Sagen, som i begyndelsen af juni åbnede en ny landsdækkende telefonlinje. Her kan ældre anonymt vende tanker og dele bekymringer med frivillige, som bemander linjen.

En af dem, der tager røret, når ældre borgere ringer ind for at lette hjertet, er Helle Overgaard. Da nyheden om Ældretelefonen landede i hendes indbakke, var hun ikke i tvivl om, at hun gerne ville bruge noget af det overskud og den fritid, hun har fået som folkepensionist, på at hjælpe og støtte andre. ”Det er en tilfredsstillelse i sig selv at hjælpe andre. Ældretelefonen er en god mulighed for, at ældre kan komme i kontakt med andre, og jeg tror, at kontakten med andre mennesker i det hele taget er utrolig vigtig for at kunne opretholde en livskvalitet,” siger Helle Overgaard og tilføjer: ”Men samtidig åbner samtalerne også nogle døre i mig, fordi de får mig til at reflektere over ting, som jeg kan sætte i perspektiv til mit eget liv eller til nogle tendenser, jeg ser i samfundet. På den måde får jeg også noget ud af samtalerne.”

Helle Overgaard har brugt hele sit arbejdsliv som sygeplejerske, og gennem årene har hun haft adskillige telefonkonsultationer med patienter. Derfor er hun glad for, at hun kan sætte sin faglighed i spil, selvom forholdene er en smule anderledes: ”Jeg har været vant til at rådgive patienter over en telefonforbindelse, men nu skal jeg ikke længere rådgive, men primært lytte. Når ældre ringer, har jeg den ene samtale, og så er det afgørende, at jeg etablerer en god kontakt.”

Jeg føler mig ensom

Selvom Helle Overgaard kun har haft to vagter som frivillig på Ældretelefonen, tegner der sig allerede et mønster. De, der ringer ind, vil nemlig oftest tale om, at de føler sig ensomme.

Og det er ikke så overraskende, hvis man spørger Vibeke Bruun-Toft. Hun er projektleder for Ældretelefonen og forklarer, at intentionen med den nye telefonlinje er at bekæmpe ensomhed blandt ældre.

Ifølge Sundhedsstyrelsen kan ensomhed have store konsekvenser for den enkeltes livskvalitet, helbred og trivsel i alderdommen. Og det er Ældre Sagen særligt opmærksom på, pointerer Vibeke Bruun-Toft.

Det er hendes klare antagelse, at der sidder mange ældre borgere hjemme i stuerne og føler sig ensomme, og at det kan være svært for dem at række ud efter hjælp. Derfor håber

hun, at den nye telefonlinje kan være med til at skubbe både lette og svære samtaler i gang. ”Det kan æde en op indefra, når man er alene om sine tanker. Vi har tidligere oplevet, at ældre ikke ringer ind til Ældre Sagens Rådgivning for at få svar på konkrete spørgsmål, men for at snakke. Og det har vist os, at der har været et behov for en telefonlinje, hvor det er tiden og roen til det at samtale, der er i fokus,” siger Vibeke Bruun-Toft.

Men har I taget højde for dem, der ikke har modet til at gribe røret og dele ud af deres bekymringer? ”Vi er godt klar over, at det kan være meget svært og grænseoverskridende at ringe op.

Men det er blandt andet også derfor, vi har valgt, at linjen er anonym.”

”Lidt af en skuffelse”

Det er ikke første gang, at Ældre Sagen har forsøgt sig med en telefonlinje til landets ældre borgere. Allerede under coronapandemien blev der oprettet en telefonlinje til ældre, og det er den, der nu er blevet videreudviklet til Ældretelefonen, forklarer Vibeke BruunToft.

I Ældre Sagens lokalafdeling i Middelfart har man tidligere haft en telefonlinje til borgere, der havde brug for én at tale med. I dag er den såkaldte Ældrelinjen dog erstattet af den landsdækkende Ældretelefonen.

Kristeligt Dagblad har fået indsigt i tal fra Ældrelinjen, som viser, at telefonlinjen i alt

0 ”Det er en tilfredsstillelse i sig selv at hjælpe andre,” siger Helle Overgaard, der er frivillig ved Ældretelefonen.

FOTO: THOMAS SJØRUP

6 6 Ældretelefonen Den 3. juni 2024 åbnede Ældre Sagen den landsdækkende Ældretelefon, som blandt andet er støttet af TrygFonden.

Telefonnummeret til ældretelefonen er 32 210 210.

har modtaget 41 opkald fra november 2023 til juni i år, og det ærgrer Erik Jørgensen, som har stået i spidsen for Ældrelinjen og til dagligt er seniorvejleder i Ældre Sagens lokalafdeling i Middelfart Kommune. ”Telefonlinjen har ikke modtaget særligt mange opkald, og derfor har den været lidt af en skuffelse. Det er som om, det har været svært for os at komme helt ud over bassinkanten,” siger han.

Vibeke Bruun-Toft understreger, at der er en væsentlig forskel på de to telefonlinjer, da den ene er lokal, mens Ældretelefonen er national.

Hvad tænker du om, at Ældrelinjen i Middelfart har modtaget 41 opkald siden november 2023? ”Selvom 41 opkald ikke er et særligt højt tal, er der trods alt tale om 41 mennesker, der forhåbentligt har fået hjælp og støtte. Men det er klart, at den nye landsdækkende telefonlinje har et andet fundament, fordi vi som landsorganisation og med støtte fra TrygFonden har langt større muskelkraft. ” Vibeke Bruun-Toft oplyser, at Ældretelefonen har modtaget 240 opkald på halvanden uge, og hun mener, at det afspejler, at der er et behov for telefonlinjen. På længere sigt håber hun, at Ældretelefonen kan opnå samme status som Børnetelefonen, og at den på den måde kan være med til at bryde en række tabuer blandt ældre.

J

12 | Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 14. september 2024

Folk over 70 år er mest tilfredse med deres helbred Måske skyldes det en forældet kulturel fortælling om alderdom.

Men nye tal viser, at de ældste er mere tilfredse med deres helbred end øvrige aldersgrupper

nyhed Ida Kragh Pedersen ipedersen@k.dk

Med alderen stiger risikoen for sygdom og skavanker. Men det er langtfra det eneste, der spiller ind på, hvor tilfreds man er med sit helbred.

Nye tal viser, at folk på 70 år og ældre i højere grad end resten af befolkningen er tilfredse med deres helbred.

Det er Videncentret Bolius og Realdania, der har stillet 7399 danskere en lang række spørgsmål, herunder ”hvor tilfreds er du med dit helbred fra 1-10?”.

Og blandt de respondenter, der har givet topkarakteren 10, udgør folk på 70 år eller ældre den største andel.

Konkret har 17 procent af de adspurgte over 70 år givet topkarakteren 10. Kun 8,6 procent i den yngste aldersgruppe, de 25-39-årige, svaret 10, mens lige omkring 10 procent af både de 50-69-årige og de 40-49-årige har svaret 10.

Ifølge Aske Juul Lassen, aldringsforsker og lektor ved center for humanistisk sundhedsforskning på Københavns Universitet, kan de ældstes høje grad af tilfredshed forklares med, at den kulturelle fortælling om folk

FOTO: PEXELS/SHVETS PRODUCTION

over 60 år ikke længere er tidssvarende. ”Vi forventer ganske enkelt ikke, at man skulle have noget særlig godt helbred, når man kommer op i årene. Men virkeligheden er, at vi er meget mere ressourcestærke og har et langt bedre helbred end tidligere generationer,” siger han.

Det betyder dog ikke, at man slet ingen skavanker eller kroniske sygdomme har.

Det har langt de fleste over 70 år, indskyder Aske Juul Lassen. Men takket være medicinske fremskridt er det muligt at leve et godt og aktivt liv, selvom man har type 2-diabetes, højt blodtryk eller andre skavanker. ”Og derfor er der en taknemmelighed over, at man trods alt stadig er ved nogenlunde godt helbred,” siger Aske Juul Lassen.

Henning Kirk er læge, aldringsforsker og forfatter til en række bøger om, hvad

”

Vi forventer ganske enkelt ikke, at man skulle have noget særligt godt helbred, når man kommer op i årene.

ASKE JUUL LASSEN, ALDRINGSFORSKER

der sker med mennesker, når de bliver ældre. Han vurderer ligeledes, at tallene hænger sammen med en kulturel forestilling, der ikke længere er tidssvarende. ”Samfundet er jo fyldt med fordomme om alder. Vores sprogbrug afslører det også. Ordet ’ældre’ er blevet til omsorg og pleje inden for politik. Man ligefrem laver en ældrelov og har en ældreminister og så videre. Som udtryk for, at ældre mennesker er nogen, der skal have hjælp,” siger han.

Men det skal en relativt stor del af dem vel også? ”Ja, men det bliver jo færre og færre, viser det sig. Relativt set er færre på plejehjem end tidligere. Og der er færre med demens, end vi havde regnet med,” siger han.

Ifølge Henning Kirk kunne man i stedet med fordel fokusere på de fordele, der er rent menneskeligt ved at blive ældre. Det er også dem, som ifølge ham spiller ind på, hvor tilfreds man er med sit helbred. ”Det betyder noget, at man har mere livserfaring. Visdom, for nu at bruge et gammelt udtryk. Når der så er nogle skavanker med helbredet, kan man bedre forliges med dem, fordi man siger, at ’nå ja, sådan er det jo’.”

Ifølge Morten Scheibye-Knudsen, professor ved Center for Sund Aldring på Københavns Universitet, kan der være noget om, at forestillingen om alderdom er, ja, forældet. Men han tror i højere grad, at forklaringen ligger et andet sted. ”Det er et faktum, at med alderen får vi flere og flere sygdomme. Vores risiko for at dø fordobles med hvert ottende år, fra vi er 30 år. Og det samme gør vores risiko for sygdomme. Men folk er typisk meget tilfredse med deres liv, når de bliver ældre. Og det skyldes, at man typisk sammenligner sit helbred med ens omgivelser,” siger han og uddyber: ”Når man er 20-30 år, er alle ens

venner typisk raske. Og hvis man er en lille smule syg eller overvægtig, kan man godt synes, at ens helbred er dårligt. Det vil man typisk ikke synes, når man er 70 år, fordi man så i højere grad spejler sig i folk, der er alvorligt syge eller døde. Man har en anden referenceramme,” siger han.

Derudover peger Morten ScheibyeKnudsen på, at helbredsproblemer også kan have forskellige grader af indvirkning på ens liv, når man er i 30’erne, sammenlignet med når man er i 70’erne. ”Når man er ældre, er man typisk i en mere stabil livssituation, hvor helbredet måske ikke påvirker en så meget. Når man for eksempel er 30-40 år, kan der være masser af stressfaktorer, som man ikke har, når man er på pension. Det kan være usikkerhed omkring økonomi, ens parforhold, eller måske bliver ens forældre syge og går bort. Der er mange ting, som kan påvirke ens syn på helbredet,” J siger han.

6 Fra 1 til 10: Hvor tilfreds er du?

17 procent af de adspurgte på 70 år eller ældre har svaret 10. Omkring 10 procent af de øvrige aldersgrupper har svaret 10. Kun 8,6 procent af de yngste adspurgte, de 25-39-årige, har svaret 10.

Omvendt har 1,5 procent af de adspurgte på 70 år eller ældre svaret 1. Det samme har 1,6 procent af de 50-59-årige, og omkring 1 procent af de yngre aldersgrupper.

Blandt dem, der har svaret fra 2 til 9, fordeler svarene sig mere jævnt på tværs af alder.

VIDENCENTRET BOLIUS OG REALDANIA

14 | Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 14. september 2024

Demens har ramt hans hustru, men en ny forelskelse holder ham i live Hans hustru har svær demens og bor på plejehjem, men 84-årige Finn Erik Larsen har mødt en ny kærlighed. Hvis ikke det var sket, tror han, at han havde været død

interview Ida Kragh Pedersen ipedersen@k.dk

Han rejser sig fra stolen. ”Nu har jeg den ikke på, men jeg kan lige hente den,” siger Finn Erik Larsen og vender tilbage med en sort lædersnor om halsen, der tynges af en cirka syv centimeter lang ravklump. ”Se, der mangler en lille stump her,” siger han og peger på bunden af ravklumpen, mens hans øjne bliver store og milde. ”Og den stump hænger om halsen på Mette.”

Mette er hans 31 år yngre kæreste.

Og på et plejehjem et par kilometer fra hjemmet her i Vipperød bor hans hustru, Kirsten, som lider af Alzheimers.

De to har været gift i 58 år og skal begraves sammen.

Men kan man på en og samme gang ære den gamle kærlighed og åbne sig for den nye? Ja, mener Finn Erik Larsen. ”Det kan lyde barsk, men for mig er Kirsten død. Hun er her jo ikke. Og derfor har jeg valgt at leve videre på min egen måde,” siger han.

I Finn Erik Larsens drivhus – et rum, der binder det oprindelige hus sammen med en nyere tilbygning – er der bede og potter med massevis af planter. Men engang var her endnu mere frodigt. ”Der stod blomster alle steder. De der pelargonier,” siger han og peger på nogle rødviolette af slagsen, ”det er nogle, jeg passer på, fordi det er Kirstens. Det er slet ikke mine. Og jeg har tomater i

hjørnet der. Det havde hun ikke, men det har jeg”.

Først var der kærligheden til Kirsten.

De mødtes, da han var 22 år, og hun var 17. Han var fra Amager, men kendte et par af Kirstens søstre og var begyndt at komme i familiens hjem i Klampenborg.

I 1964 holdt den ældste søster en fest. ”Og der kom jeg til at gå en tur med Kirsten om aftenen, og det førte til det første kys, om jeg så må sige,” siger Finn Erik Larsen, der tidligere har fortalt om forholdet i dokumentarfilmen ”Ekko af kærlighed”, der kan ses på DR TV. Han har altid sagt, at det var Kirsten, der tog ham i hånden. Ikke omvendt. ”Det var hende, der forførte mig. For jeg havde nok ikke turdet,” siger han.

De unge mennesker skulle lige have klaret henholdsvis en værnepligt og et au pair-ophold i Frankrig, så i et års tid foregik kontakten via røde kuverter. I 1965 blev de forlovet, og i 1966 blev de gift. Hvad forelskede han sig i dengang?

Finn Erik Larsen holder en pause, før han svarer på spørgsmålet. Og smiler. ”Jamen, det var jo hendes ... umiddelbarhed, hendes kærlighed, hendes måde at være menneske på, hendes musikalitet, hendes sangstemme, hendes dans. Det blev bare meget fint på mange måder,” siger han og fortsætter: ”Og jeg var ganske uprøvet. Jeg havde ikke haft andre før Kirsten, så jeg havde ikke noget at sammenligne med. Det var en kæmpestor oplevelse, at der var en, der ville elske mig. Det var jeg nok også meget betaget af.”

Hvorfor skal jeg være i live?

Musikken havde de til fælles. De arbejdede også begge som lærere, og da han blev skoleinspektør på Vipperød Skole, købte de huset i Vipperød nær Holbæk, hvor Finn Erik Larsen nu har boet i 52 år.

De praktiserede en traditionel arbejdsdeling, hvor Kirsten tog sig af huset og haven. Ægteskabet har ”nok lignet så mange andre”, fortæller Finn Erik Larsen. ”Men vi har jo holdt sammen i … Ja, vi har diamantbryllup om to år – hvis hun

2 ”Det er mig, der skal leve. Kirsten har ingen glæde af, at jeg dør. Hun har måske lidt glæde af, at jeg lever,” siger Finn Erik Larsen.

FOTOS: LEIF TUXEN

3 ”Se, der mangler en lille stump her,” siger Finn Erik Larsen og peger på bunden af ravklumpen, mens hans øjne bliver store og milde. ”Og den stump hænger om halsen på Mette,” siger han.

6 6 Finn Erik Larsen Født 1940 på Amager.

Har været korpssekretær i KFUM-spejderne, skoleleder, skoledirektør og seminarierektor.

Tidligere menighedsrådsmedlem og formand i Kirkefondet.

Frivillig ved Sporvejsmuseet mellem Ringsted og Roskilde.

Gift med Kirsten Lerstrup Larsen siden 1966. Parret har tre børn, seks børnebørn og et oldebarn.

Har medvirket i dokumentaren ”Ekko af kærlighed”.

Bor i Vipperød ved Holbæk.

Seniorliv | 15

Kristeligt Dagblad Lørdag 14. september 2024

”

Min grundholdning er, at hvis jeg ikke havde sat mig selv fri og tilladt mig selv at opleve kærligheden igen, ville jeg ikke kunne være Kirstens mand.

FINN ERIK LARSEN

lever, hvis jeg lever, hvis vi lever til den tid – og det er jo altså 60 år, ikke? Og det er klart, så har vi prøvet alting. Vi er aldrig gået fra hinanden, men vi har sovet i hver sin ende af huset. Så selvfølgelig har der været perioder, hvor det har været mindre hedt,” siger han. ”Men vi har haft det utrolig godt sammen. Det har vi.”

Gennem årene har parret fået tre børn og seks børnebørn. Og for nylig også et oldebarn. ”Men det sidste ved Kirsten ikke,” siger Finn Erik Larsen og kigger ned i bordet.

I tre år har Kirsten ikke været kontaktbar. Hun kan ikke længere tale eller se, men når han besøger hende – mindst en gang om ugen – synger han for hende.

Som regel børnesange. Hun plejede at nynne med, men det sker nu sjældnere og sjældnere. Han bilder sig dog ind, at hun ved, når han er der.

I 2015 fik Kirsten diagnosen Alzheimers. Sygdommen havde været undervejs længe, fortæller Finn Erik Larsen, men han var sen til at bemærke det. Kirsten huskede dårligere, var måske lidt mere naiv. Og i 2019, efter nogle år, hvor Finn Erik Larsen havde måttet tage mere over, flyttede Kirsten på plejehjem.

Adspurgt hvordan han oplevede tiden efter, svarer han: ”Det var tomt. Meget tomt.”

Nu skulle Finn Erik Larsen finde ud af, hvordan man driver en husholdning.

Men også rent eksistentielt var det svært, at deres hjem nu kun var hans. ”Og jeg kan heller ikke sige mig fri for, at jeg på et tidspunkt tænkte: ’Hvis hun er dér, og jeg er hér, hvorfor skal jeg så egentlig være i live?’,” siger han.

Hvordan fandt du kræfterne til at leve videre?

Finn Erik Larsen er stille i mange sekunder. Så siger han: ”Jeg tror, det var mit engagement i troen.”

Han har været aktiv i folkekirkelige sammenhænge, blandt andet som menighedsrådsmedlem, forkynder og for-

mand i Kirkefondet. Han er døbt, og det har han altid taget alvorligt. ”Det er troen på livet, på mig selv, på Gud, som har givet mig kræfter og mod til at leve. Det er ikke noget med at tage sig sammen. Det er at leve,” siger han.

Tvillingesjæle

Også støtten fra nære venner blev uundværlig for Finn Erik Larsen i hans nye tilværelse. Og fællesskaberne. At vinterbade, gå i motionscenter, i kirke, spille musik og være vognstyrer på Sporvejsmuseet.

Og så kom Mette.

Finn Erik Larsen og Mette mødtes i vinterbadeklubben og var venner i nogle år. En dag skrev han til hende. Hun var blevet skilt, viste det sig.

De begyndte at ses, og da det på en sommertur til Lund gik op for dem, at ”det var alvor”, opstod spekulationerne om det videre forløb. Aldersforskellen på 31 år var svær at se bort fra.

Hvad ville børnene sige? Hvad ville Kirstens søstre sige? Vennerne? Og Mettes forældre? ”Men de bekymringer kunne vi godt glemme. Mine børn elsker Mette. Og Kirstens søstre elsker Mette. Hun bliver inviteret med til alt, hvad der foregår i familiære sammenhænge,” siger han.

Hvad betyder aldersforskellen mellem jer? ”Ingenting. Der, hvor vi er i dag, er aldersforskellen fuldstændig uinteressant,” siger han.

Det var Mettes åbenhed, ærlighed og kærlige væsen, Finn Erik Larsen faldt for. Og at forelske sig krævede såmænd ikke det store tilløb. ”Kærligheden var der jo,” siger han.

Hurtigt blev det klart for Finn Erik Larsen, at han og Mette havde en særlig forbindelse. De sendte ofte hinanden identiske beskeder samtidigt eller prøvede simultant at ringe hinanden op. I timevis talte om filosofi, universet og meningen med det hele. Hvad foregik der?

I dag tror Finn Erik Larsen på, at han og Mette er tvillingesjæle. Han forklarer:

”Det er et begreb, som Mette har vist mig en masse om, og det går ud på, at der er et eller andet imellem os, som man ikke kan beskrive, men som er natur. De personer vi er, smelter på en eller anden måde sammen. Det kan godt undre mig, at der findes et menneske, hvor samhørigheden er så stor.”

Han og Mette deler syn på livet og på religion, fortsætter han. De tror begge, at Gud er universets energi – ikke som en, der sidder og styrer alting, men en kraft, der ”giver os frihed til at være os”, som han udtrykker det.

Ja, Finn Erik Larsen er blevet mere åben for det spirituelle i de senere år.

Han og Mette har også været på stilhedsretræte, og de bærer hver en sølvring med et evighedstegn. Det er noget, de har sammen – ligesom ravklumpen.

Skal ikke skilles

Men selvom kærligheden til Mette opstod, forsvandt kærligheden til Kirsten ikke. ”Vi er en levende del af hinandens liv, og vi har delt så meget. Jeg bærer det med mig,” siger han.

Finn Erik Larsen lever uden nærheden og alle de små bemærkninger, han havde i hverdagen med Kirsten. Og uden én at dele glæden over børn og børnebørn med.

På dage hvor han er alene – og dem er der mange af, for han og Mette ses langtfra hver dag – kan han blive vred på Kirsten. ”Jeg savner hende, og jeg kan stadigvæk godt græde. Jeg kan godt skælde ud og sige: ’Hvad fanden har du gang i, Kirsten? Hvorfor skulle det være sådan?

Hvorfor sidder du derude og glor?’. Og jeg vil ikke sige, at det er aftaget med tiden,” siger han.

Men Kirsten og han skal ikke skilles.

Nej, det bliver døden, der afgør det. ”Og der bliver vi jo heller ikke skilt.

Det er bare døden,” siger han.

Hvad har du gjort dig af tanker om, at du har giftet dig med Kirsten, ”til døden jer skiller”, og nu er du kærester med Mette?

”Hvis du havde spurgt mig, da jeg var 25 år, ville jeg sige en hel masse forfærdeligt, for der var jeg meget moraliserende. Men jo, altså, vi er jo ikke gift, så jeg er ikke bigamist,” siger han, inden tonelejet bliver mere alvorligt. ”Jeg vil sige, at det omgivende samfund har hjulpet mig til, at det er helt i orden. De har sagt: ’Finn Erik, vi kan godt se, at du ikke ville være dig, hvis du havde sat dig hen i et hjørne i stedet for at være den udadvendte, igangsættende og aktive person, vi kender. Og det er de elementer, som Mette og jeg styrker hinanden med,” siger han.

Har du haft dårlig samvittighed over for Kirsten? ”Ja, til at begynde med. Jeg har også sagt det til hende, men jeg ved ikke, om hun har opfattet det.”

Hvis du var i Kirstens sted, hvordan ville du så have det med, at hun havde mødt en ny kærlighed? ”Hvis jeg var i Kirstens sted, ville jeg tro, at jeg ikke vidste noget som helst om noget som helst. Hun er jo helt væk nu. Men ud fra det, jeg har lært de senere år, ville jeg sige: ’Godt gået, Kirsten’.

For min grundholdning er, at hvis jeg ikke havde sat mig selv fri og tilladt mig selv at opleve kærligheden igen, ville jeg ikke kunne være Kirstens mand. Jeg tror, jeg var død.

Nogle af de andre mænd kommer hver formiddag, går hjem og spiser frokost og kommer igen om eftermiddagen. Det ville jeg dø af.”

Hvorfor det? ”Jamen altså, det er jo ikke et liv. Det er mig, der skal leve. Kirsten har ingen glæde af, at jeg dør. Hun har måske lidt glæde af, at jeg lever.”

I hvert fald oplever Finn Erik Larsen, at relationen til Mette giver ham energi til at passe på Kirsten. At engagere sig i forholdene på plejehjemmet, købe tøj til hende og være der. Han fortsætter: ”Det er lidt kompliceret, men det J spiller sammen.

16 | Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 14. september 2024

n å e

a-

t

n J

ILLUSTRATION: RASMUS JUUL

Alder er en ny identitetspolitisk kampplads

”

g

.

-

8

Danskerne bliver ældre og ældre, og samfundets syn på alder er derfor nu forældet, siger forskere, der mener, at man i stedet skal tale om subjektiv alder. Hospitalspræst Lotte Mørk er uenig

baggrund Elisa Norgaard Mortensen mortensen@k.dk

I dag kan man med et hurtigt klik eller ved en fiks idé ændre sit køn, sin civilstatus, sit navn og sit udseende. Det meste ved det moderne menneskes identitet kan forandres, formes eller fjernes, hvis man vil. Men alderen er et objektivt parameter, som man ikke kan ændre. Eller hvad?

For i en tid, hvor vi bliver ældre og ældre, kalder forskere på, at vi skal tale om ”subjektiv alder”: Du er kun så gammel, som du selv føler dig. Blandt andet fordi moderne medicin har taget kvantespring de seneste år,

og fordi vi bliver så gamle i dag, at de forskellige faser i livet har forandret sig.

Middellevetiden i Danmark er de seneste 60 år steget med cirka 10 år for både mænd og kvinder, så nyfødte i dag kan regne med at blive 80 år i gennemsnit, viser tal fra Danmarks Statistik. Unicef har fremskrevet, at børn født i 2021 i Danmark bliver hele 93,7 år. Udviklingen er sket så hurtigt, at vores syn på alder i dag simpelthen er forældet, mener forskere.

Henning Kirk, som er aldringsforsker og forfatter til flere bøger om emnet, er en af dem, der mener, at vores overdrevne fokus i dag på høj alder som noget negativt er forkert. ”Debatten om alder er ofte afsporet, fordi folk sammenblander alder og sygdom. Mange tror, at alderen i sig selv forårsager sygdom. Nej, alderen er en risikofaktor, men der er ingen sygdomme, der skyldes alderen,” siger han og fortsætter: ”Det er noget, vi har arvet fra fortiden, den opfattelse af, at alder i sig selv kan forklare alt muligt, og at alder er noget negativt. Det går helt tilbage til Aristoteles. I stedet synes jeg, vi skal tale om alderens muligheder.

Jeg har introduceret et begreb, jeg kalder seniorkompetencer. Det vil sige kompetencer, som man kun kan få, når man har levet i et ekstra antal år,” siger han.

De kompetencer er ting som mønstergenkendelse og beherskelse af sine følelser.

Henning Kirk taler gerne om alt det gode ved at blive gammel, men han afviser, at alder i sig selv kan give problemer. Hvordan du har det som gammel, afhænger groft sagt af dig selv, siger han.

Du får det næsten til at lyde, som om man kun er så gammel, som man selv bestemmer sig for? ”Jo, men det er jo ikke løgn. Man har jo selv indflydelse på det. Det er jo livsstilsfaktorer, ikke? Det er motion, men også ensomhed, hvor man selvfølgelig har indflydelse på, om man kontakter sine venner.”

Er det ikke for hårdt at sige til gamle, der er syge, at det er deres egen skyld? ”Jo, men på den anden side er det dumt ikke at forholde folk det faktum, at de selv har indflydelse på, hvordan det vil gå. Altså for eksempel bør folk da vide, at hvis de bliver ved med at ryge, får de problemer med deres hjerne i høj alder. Det skal man jo ikke skjule for folk,” siger han.

At være moden er cool

Også Dorrit Bøilerehauge, som er forsker ved institut

Seniorliv | 17

Kristeligt Dagblad Lørdag 14. september 2024 FOTO: LINDA KASTRUP/RITZAU SCANPIX

for kommunikation og kultur på Aarhus Universitet, har et andet syn på alder end det negative. Hun er især optaget af den måde, vi i dag taler om alder på, som hun mener er mangelfuld.

Dorrit Bøilerehauge er 63 år og arbejder ved siden af sin forskning som model og influencer. Hun har de seneste år været på forsiden af flere modeblade og lavet kampagner for store firmaer som H&M. Lige nu har vi kun to begreber for alder, siger hun. ”Ung” og ”gammel”. Men i takt med vores øgede levetid skal vi have et nyt begrebsapparat for alle de år, der ligger mellem de to faser. Hun arbejder for at vise, at den modne alder, som hun kalder den, også kan være ”cool”. ”Vi går galt i byen, når alder bliver sort/hvid. Vi lever så lang tid, at det er vigtigt, at vi får øjnene op for, at der er flere faser i livet end som så. Der er ikke noget galt med at blive gammel, og det bliver rigtig mange af os forhåbentlig til sidst. Men der er en fase i midten, hvor man hverken er ung eller gammel,” siger hun.

Dorrit Bøilerehauge forsker i, hvordan alder ser ud i modeverdenen, og hvordan den markedsføres, og hun

”

Jeg har introduceret et begreb, jeg kalder seniorkompetencer. Det vil sige kompetencer, som man kun kan få, når man har levet i et ekstra antal år.

HENNING KIRK, ALDRINGSFORSKER

ser, at kulturen har et udpræget ungt fokus i dag. Det påvirker os alle sammen, siger hun, og det kan for eksempel ses ved, at unge allerede i 20’erne i stigende grad bruger botox for at se yngre ud.

Torneroses stedmor spøger i kulissen, som om ”ond” og ”hævngerrig” er uundgåelige karaktertræk, der kommer med alderen, siger hun. ”Jeg vil jo gerne have, at vi tænker meget over vores italesættelse af alderen. Hvad er det, der ligger i midten af livet, og hvordan taler vi om den modne fase? Og hvordan taler vi for den sags skyld også om de ældre?

Vi skal have et meget bredere og mere varieret blik og meget mere nuanceret fortælling om alder,” siger hun.

Dorrit Bøilerehauge har også en podcast på DR, der hedder ”Moden & cool”, hvor hun ”nægter at tale om ømme knæ og søvnløse nætter”, men i stedet sætter fokus på de muligheder og kvaliteter, den modne alder har, sammen med sine gæster.

fortsætter side 18

18 | Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 14. september 2024

”

... Alder er en ny identitetspolitisk kampplads

Det, jeg gør som influencer, er at vise et eksempel på, hvordan man kan gøre. Men jeg sætter ikke en norm. Så det er som inspiration til, at man kan gøre noget nyt og have glæde af det på alle tidspunkter i livet.

fortsat fra side 17 Men er det ikke også et pres, at man skal være moden og cool samtidig? Der er jo mange, der oplever ømme knæ og alle de dårlige ting, som du siger, at du ikke vil snakke om. ”Det, jeg gør som influencer, er at vise et eksempel på, hvordan man kan gøre. Men jeg sætter ikke en norm. Så det er som inspiration til, at man kan gøre noget nyt og have glæde af det på alle tidspunkter i livet. Men man kan også sige, at det godt nok ikke er noget for mig, for jeg vil hellere gå op i fluefiskeri. Og det er jo også helt fint,” siger hun.

Dorrit Bøilerehauge taler også for, at vi skal tale mere om den subjektive alder i stedet for kun den biologiske. ”Der er en stærk tradition for, at vi bruger den nedadgående fortælling, og at vi har fokus på den kronologiske og biologiske alder. Altså, hvor gammel er du, og hvad kan du? Kan du løbe et maraton, eller kan du ikke?

Men hvad med psykologisk alder: Hvordan tænker du?

Og den subjektive alder: Hvor gammel føler du dig? Det skal vi også have fokus på, fordi der er så meget positivt ved at være et modent menneske,” siger hun.

DORRIT BØILEREHAUGE, FORSKER VED INSTITUT FOR KOMMUNIKATION OG KULTUR PÅ AARHUS UNIVERSITET OG INFLUENCER

”Vi nærmer os døden”

Men begrebet subjektiv alder møder ikke kun opbakning. Lotte Mørk er hospitalspræst på Rigshospitalet i København og har de seneste år udviklet en stor interesse for netop alder. Hun vil ikke anerkende begrebet subjektiv alder, men siger, at vi skal lære at leve med alderens iboende magtesløshed. ”For mig er alder ikke bare noget oppe i hovedet.

For mig er alder meget, meget konkret. Hvert eneste år er jeg et år tættere på min død. Jeg tror, det her med, at vi bilder os selv ind, at vi selv styrer, hvor gamle vi er, og at man kun er så gammel, som man føler sig – altså det, vi kalder subjektiv alder – er forkert,” siger hun.

Lotte Mørk giver Dorrit Bøilerehauge ret i, at vi har haft et for ensidigt fokus på alder, men mener, at alderen alligevel har en betydning, vi ikke kan fornægte. ”Jeg er da også dødtræt af den aldersfascisme, som jeg synes, der hersker i det her land. At hvis du er over 60 år, kan du slet ikke få et job mere, vel? Det er jo virkelig vanvittigt. Men jeg synes, det er en balancegang.

Vi skal ikke tillægge alder alt for stor betydning, men

F OTO : J OAC H I M L A D E F O G E D

F OTO : J U L I E M E L D H E D E K R I ST E N S E N

”

Jeg synes, det er et kæmpe problem, hvis vi bilder os selv ind, at det på en eller anden måde er vores eget ansvar, om vi bliver påvirket af vores alder.

LOTTE MØRK, HOSPITALSPRÆST

samtidig skal vi altså huske os selv på, at vi nærmer os døden, jo ældre vi er,” siger hun og fortsætter. ”Jeg ser en generel tendens til, at vi tror, at vi selv kan bestemme, hvornår vi ser gamle ud, hvornår vi er gamle i vores hoved, hvornår vores kroppe er gamle. Vi bliver overøst med ting, vi kan gøre for at holde os evigt unge,” siger hun med henvisning til tidens fokus på, at man kan nedsænke sin biologiske alder ved at spise på bestemte tidspunkter eller tage medicin.

TV 2 viste i januar dokumentaren ”Snyd din alder”, hvor en aldringsforsker kom med råd til at forblive ung i sind og krop, og de seneste år er der udgivet mange bøger om emnet, for eksempel den populære ”Gopler ældes baglæns” af Nicklas Brandbog og Henning Kirks ”En kort guide til et langt liv”.

Alderen er også kommet i fokus på DR, hvor serien ”Velkommen til overgangsalderen” med beskrivelsen ”Alle rammes af overgangsalderen, men ingen taler om den” blev sendt i december. Men Lotte Mørk vil gerne tale om alder. Hun vil bare også gerne tale om alderens konsekvenser i stedet for at ”gøre alderen lækker”, siger hun. ”Vi bilder os ind, at alder bare er et tal, og at vi sådan set selv styrer, hvor gamle vi er. Konsekvensen af det, tror jeg, er, at vi kommer til at føle os konstant skyldige,” siger hun.

Mørk kommer med et eksempel på, at da regeringen skulle fremvise sin seneste ældrereform, foregik det på plejehjem, hvor der var band, dans og billeder af glade ældre mennesker. ”Jeg må bare sige, at det er interessant, at man har behov for at forskønne billedet af alderdom,” siger hun.

For med al den snak om subjektiv alder, hvordan man sænker sin biologiske alder og billeder af den glade alderdom, frygter Lotte Mørk, at det vil føre til udskamning af dem, som er gamle og svækkede. ”Jeg synes, det er et kæmpe problem, hvis vi bilder os selv ind, at det på en eller anden måde er vores eget ansvar, om vi bliver påvirket af vores alder. Den her tanke med, at hvis du falder af på den, så er det din egen skyld, fordi du ikke lever godt nok, fordi du ikke dyrker nok motion, og fordi du ikke holder dig intellektuelt i gang,” siger hun og fortsætter: ”I stedet for at erkende, at de fleste af os faktisk bliver ældre og bliver svækket og kommer til at dø langsomt af en sygdom, så løber vi væk fra det og forsøger at hæfte os ved, at alle kan have det godt. Nej, det kan J alle ikke.”

Styrketræning er vigtigt, selvom den tredje alder trænger sig på Nyt studie fra Københavns Universitet viser, at tung styrketræning har positive og længerevarende effekter for ældre personer

nyhed Anna Ellesgaard ellesgaard@k.dk

Ældre bør indlede pensionisttilværelsen med at løfte tunge vægte. Sådan lyder konklusionen fra et nyt studie

fra Københavns Universitet, der viser, at ét års intensiv styrketræning for borgere, der nærmer sig pensionsalderen, har gavnlige effekter.

Det styrker nemlig muskelmassen og forhindrer en stigning i fedt omkring de indre organer.

Der er ikke noget nyt i, at styrketræning er gavnligt, men det interessante ved det nye studie er, at effekterne også er længerevarende.

Det fortæller Mads Bloch-Ibenfeldt til Videnskab.dk. Han er medforfatter på studiet og ph.d.-studerende i træning og aldring ved Københavns Universitet.

Deltagerne i studiet, som alle var i slutningen af 60’erne, blev inddelt

i tre grupper. I de to første grupper skulle deltagerne henholdsvis dyrke tung styrketræning og moderat styrketræning, mens den sidste gruppe fungerede som kontrolgruppe, hvor deltagerne blot skulle leve deres liv, som de plejede.

Efter et år kom deltagerne ind til de samme tests og undersøgelser, som de havde gennemgået, inden studiet begyndte, og herefter lå det frit for deltagerne, om de ønskede at fortsætte deres træning eller ej. Derud-

over blev deltagerne også undersøgt, tre år efter studiet ophørte. ”Hos dem, der havde trænet det ene år med den tunge styrketræning, så vi, at de var i stand til at vedligeholde styrken i benene i forhold til forsøgets

2 Det interessante ved den nye viden om styrketræning er, at effekterne også er længerevarende.

FOTO: LASSE KRISTENEN/RITZAU SCANPIX

start,” siger Mads Bloch-Ibenfeldt til Videnskab.dk.

Han forklarer, at det er overraskende, fordi muskelstyrken og muskelmassen falder med alderen.

Men vil det så sige, at der er en sammenhæng mellem tung styrketræning og en god sund alderdom?

Det spørgsmål har Videnskab.dk stillet forskeren, som påpeger, at det er vanskeligt at definere, hvad der kendetegner den gode alderdom.

Han understreger dog, at det aldrig er for sent at komme op af sofaen og begynde at styrketræne – også selvom den tredje alder trænger sig på.

J

20 | Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 14. september 2024

Inkontinens kan være socialt invaliderende. Men vi taler ikke om det Hver anden kvinde over 75 år har problemer med ufrivillig vandladning, og det samme gælder mange ældre mænd og yngre kvinder.

Det kan føre til skam og social isolation. En forsker vil gøre op med fortællingen

baggrund Rasmus Enghave Friis friis@k.dk

For nogle år siden kunne selv en indkøbstur eller en social aftale gøre Lene Piester bange. Hun var bange for at grine, for at gå på trapper, for at hoste og hoppe. Hvorfor? Fordi selv små rystelser i kroppen kunne få hende til at tisse ufrivilligt.

Efter at hun blev ramt af en alvorlig sygdom for et lille årti siden, havde hun svært ved at holde på vandet. Og det ramte ikke kun hendes krop, men også hendes sind: ”Jeg tænkte hele tiden på, hvad jeg skulle gøre, hvis det gik galt. Hvad gør jeg, hvis det pludselig løber ned ad benet? Hvor er det nærmeste toilet? Jeg var bange for at komme til at lugte af urin. Og jeg brugte ble både nat og dag, fordi jeg ikke i forvejen kunne mærke, at jeg skulle på toilettet,” siger 73-årige Lene Piester, der er pensioneret advokatsekretær og bor i midtjyske Bryrup.

Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen har hver anden kvinde over 75 år urininkontinens, mens det gælder for omkring 16 procent af kvinder mellem 40 og 60 år. Blandt mænd over 75 år er tallet cirka 20 procent. I alt henvender kun hver fjerde sig til en læge. Og mange holder det også skjult for familie, venner og kolleger, siger Louise Gammelholm, sekretariatsleder i Kontinensforeningen: ”Det er et af de få tabuer, der er tilbage i samfundet. Vi har fået aftabuiseret en lang række emner om krop, køn og seksualitet, men ikke inkontinens,” siger hun. ”Det er en kæmpe byrde at skjule det her for andre. Det er en stressfaktor, der går ud over arbejdsliv, parforhold, fritidsliv, ja, alle livets facetter. Det handler ikke bare om at tage en ble på, gå ud i verden og så leve fuldt ud. Det påvirker folk psykisk.”

Det oplevede også Lene Piester. Hun talte heller ikke åbent om lidelsen, før hun var igennem et succesfuldt behandlingsforløb på sygehuset i Viborg : ”Jeg tror, det skyldes, at det – rent ud sagt – har med de ædlere dele at gøre. Man kan tale om svulster, knuder og knogler, der skal opereres, men man kan ikke tale om, at man småtisser i bukserne.”

Der er forskellige typer af inkontinens: Ved stressinkontinens tisser man ufrivilligt ved fysisk aktivitet, for eksempel når man griner, hopper eller nyser. Ved tranginkontinens opstår en pludselig, voldsom tissetrang. Det sidste beskrev Kristeligt Dagblads klummeskri-

”

Det kan føre til selvbebrejdelse og ensomhed, hvis man tror, man er den eneste, der drypper.

KAREN RUBEN HUSBY, FORSKER OG LÆGE

ILLUSTRATION: RASMUS JUUL

bent Lis M. Frederiksen sidste år i avisen: ”Pludselig skal man tisse, og det kan ikke udskydes ret mange sekunder endsige minutter. Gode råd er dyre. Hvor er der offentlige toiletter? Har supermarkedet mon et kundetoilet?”.

Hun skrev også, at tissetrangen opleves som noget ”ubehageligt og skamfuldt”, som hun og hendes nære venner og veninder kun taler lavmælt om.

Hvad er der galt med mig?

6 6 Urininkontinens Omkring 500.000 danskere har ufrivillig vandladning i forskellig grad.

Det gælder for eksempel 16 procent af alle kvinder i alderen 40 til 60 år, og halvdelen af alle kvinder over 75 år.

For mænd over 75 år gælder det for cirka 20 procent.

Kun omkring 25 procent af dem, der med urininkontinens, henvender sig til en læge.

KILDE: SUNDHEDSSTYRELSEN

Det er en blufærdighed, som forsker og læge Karen Ruben Husby vil til livs. Hun forsvarede tidligere på året en ph.d. på Herlev Hospital om underlivsprolaps, der medfører inkontinens, og hendes mål er todelt som forsker.

Først og fremmest ønsker hun at skabe bedre behandlingsmuligheder for inkontinens. Men hun ønsker også at bryde det, hun uden tøven kalder et tabu, så flere opsøger behandling, og færre føler sig forkerte. ”Urininkontinens har konsekvenser for livskvaliteten. For nogle er det direkte socialt invaliderende. Man siger nej tak til at mødes med venner, fordi man frygter at tisse i deres sofa, eller nej tak til at gå i biografen, fordi der er for langt fra salen til det nærmeste toilet.”

I Kontinensforeningen indretter mange

medlemmer deres hverdag efter lidelsen, fortæller sekretariatsleder Louise Gammelholm.

Nogle undlader at gå ture i skoven og fravælger fritidsaktiviteter. Andre ønsker ikke at indgå i et parforhold.

Blandt pensionister eller hjemmegående kan resultatet være isolation; at man næsten føler sig lænket til sofaen, tilføjer Karen Ruben Husby.

Fælles for de fleste er, at de – fejlagtigt – betragter inkontinens som en lidelse, der rammer et fåtal. Derfor vender de blikket indad: ”Hvad er der galt med mig? Har jeg gjort noget forkert?”. ”Det kan føre til selvbebrejdelse og ensomhed, hvis man tror, man er den eneste, der drypper. En stor del af mit mål er derfor at slå fast: Man er ikke forkert. Det er almindeligt ikke at kunne holde på vandet, så lad os tale om det som sådan,” siger Karen Ruben Husby.

Det vil, fortsætter hun, også få flere til at opsøge de behandlingsmuligheder, der faktisk eksisterer i dag.

De spænder fra gode råd om væskeindtag, træningsøvelser og medicin til regulære indgreb og operationer. For Lene Piester var det Botoxindsprøjtninger ved urinrøret, der fik bugt med problemet.

Det er forskelligt, hvilken behandling der fungerer bedst, alt efter hvem patienten er. Men det er også forskelligt, hvem der overhovedet opsøger den.

Det er bare svært at gå ud ad døren, hvis man frygter, at man kommer til at lugte af urin i andres nærvær. Det er en lugt, der – i lighed med lugten af sved og afføring – er tabubelagt, fordi den bryder med vores idéer og normer om det civiliserede.

Det siger Anette Stenslund, der er adjunkt og sociolog på Roskilde Universitet og blandt andet har forsket i lugte og deres kulturelle betydning. ”Man præsenterer gerne den bedste version af sig selv i det offentlige rum og gemmer det mest private og intime, herunder urinlugten, væk. På den måde kan man vise til omverdenen, at man har kontrol over sit liv, at man er civiliseret. Og derfor kan det virke stigmatiserende for dem, der helt uforskyldt ikke har den kontrol.”

I dag bliver urinlugten i nogle tilfælde forbundet med negative forestillinger om alderdom. Også selvom inkontinens kan ramme folk i alle aldersgrupper. ”Lugte kan bruges til at kategorisere folk.

Det særligt bekymrende er, at dem, der har inkontinens, kan internalisere de negative holdninger, der knytter sig til urinlugten, til skade for deres selvbillede,” siger Anette Stenslund.

Det ved 73-årige Lene Piester. Og netop derfor har hun valgt at tale højt om inkontinens.

Så færre vil skamme sig over noget, de ikke kan gøre for – og flere vil søge hjælp. ”Det er ikke, fordi jeg løber hen til folk og spørger: ’Tisser du i bukserne?’. Men jeg synes selv, det har været rart at tale med et par veninder, der har oplevet det samme. Og jeg håber, at det fremover kan blive mere normalt J at have samtalen.”

22 | Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 14. september 2024

Forsker: Den sene alderdom er et større tabu end døden Alle vil leve længe, men ingen vil være afhængige af andres hjælp.

Sygeplejeforsker Bente Martinsen efterlyser, at vi får talt mere åbent om alderdommens forfald

interview Britta Søndergaard soendergaard@k.dk

De unge gamle er ofte i medierne. De fylder fitnesscentrene, åbner små butikker, går i læsekredse, og mange fremhæver, at de aldrig har haft så travlt. Også de ældste gamle, der klarer sig godt, har en stemme. Bent Fabricius Bjerre-segmentet, der er lige så aktive som den berømte komponist, der døde som 96-årig i 2020.

Den anden yderpol, de omsorgssvigtede ældre med tung ble på plejehjemmet, hører vi også om.

Men den store gruppe af gennemsnitlige ældre, der lever med alderdommens forfald uden at være synderligt aktive, er i vid udstrækning usynlige i medierne og den offentlige debat. For det er ikke en god historie bare at gå på pension og leve langsomt.

Sådan lyder budskabet fra ph.d. i sygepleje Bente Martinsen, der er lektor ved institut for mennesker og teknologi på Roskilde Universitet. Den 57-årige sygeplejerske har i næsten 20 år forsket i, hvad det betyder at være afhængig af pleje.

Kristeligt Dagblad har i flere artikler beskrevet, hvordan forekomsten af depression blandt ældre over 70 år er dobbelt så høj som blandt resten af befolkningen. Et faktum, der ifølge Depressionsforeningen får alt for lidt opmærksomhed. Samtidig viser forskning, at otte procent af de 80-årige er ensomme, mens det gælder 17 procent af de 90-årige. ”Der er faktisk grund til at være ked af det, når man er gammel. Alderdommen er forbundet med mange tab, som det kan være svært at stille noget op med.

Den sene alderdom konfronterer os med vores egen dødelighed. Når vi hører om de gamles problemer, bliver vi konfronteret med, at det kan blive os, der bliver gangbesværede, ikke selv kan gå i bad og er afhængige af andres hjælp. Mange reagerer med fornægtelse. Eller også siger vi til os selv, at vi kan gøre det bedre.

Hvis vi træner hårdere, hvis vi er gode til at sætte grænser over for myndigheder og plejepersonale, så vil vi klare det bedre,” lyder det fra Bente Martinsen, der understreger, at aldring er individuel.

Det er omkring 80-års alderen, at mange oplever en ny skrøbelighed, hvis ikke det er sket før.

Alderdom er uafvendelig

Bente Martinsen betragter den udbredte brug af ordene ”ældre” eller ”senior” som et udtryk for et samfund, der har et stort fokus på at bekæmpe aldring. For ordet ældre betyder blot, at man ikke længere er ung. Selv foretrækker hun at bruge ”gammel”, fordi det ord efter hendes opfattelse antyder en større respekt for alderdommen. ”Jeg vil vove den påstand, at den sene alderdom er et større tabu end døden.

Døden er der de senere år blevet kastet

”

Mange reagerer med fornægtelse.

Eller også siger vi til os selv, at vi kan gøre det bedre. Hvis vi træner hårdere, hvis vi er gode til at sætte grænser over for myndigheder og plejepersonale, så vil vi klare det bedre.

BENTE MARTINSEN, LEKTOR VED INSTITUT FOR MENNESKER OG TEKNOLOGI PÅ ROSKILDE UNIVERSITET

0 Bente Martinsen er sygeplejeforsker og har i 20 år beskæftiget sig med, hvad det betyder at være afhængig af hjælp.

FOTO: LEIF TUXEN

rigtig meget lys over. Men den sene alderdom vil vi ikke høre om, for den er uafvendelig, og der er ikke noget, vi kan gøre ved den. Den livsfase er blevet privatiseret, så det er den enkeltes problem. Vi vil ikke høre om den dag, hvor vi ikke længere kan styre vores kropsafsondringer, og det er der en kæmpe risiko ved som samfund,” siger Bente Martinsen.

Ikke plads til at sove længe

Konsekvensen er ifølge Bente Martinsen, at den enkelte gamle alt for ofte står alene med de forandringer, alderdommen medfører. ”Hvis man aldrig har talt med nogen om de tab, som man ikke kan gøre noget ved, har den enkelte det som førstegangsoplevelse uden at have delt erfaringerne med andre. Vi taler ret meget om forberedelse til pensionering blandt de unge gamle. Man skal finde en hobby, inden man går på pension. Men den sene alderdom forbereder vi ikke,” siger Bente Martinsen.

Fornægtelsen af den sene alderdom udspringer ifølge Bente Martinsen blandt andet af den idé om aktiv aldring, som verdenssundhedsorganisationen WHO oprindeligt lancerede. ”Den demografiske udvikling har gjort, at man gerne vil opfordre de gamle til at passe på sig selv, så der ikke skabes et stort pres på sundhedsvæsenet i takt med, at der bliver flere ældre. Aktiv aldring afspejles i vores måde at tale om aldring på. Jeg synes, der er en overfokusering på at holde sig fysisk i gang som gammel. Hvorfor ikke betone værdien af at foretage sig noget, der skaber glæde, samhørighed og fordybelse for eksempel gennem håndarbejde og

håndværk,” lyder det fra Bente Martinsen, der mener, at idealet om den aktive alderdom lægger et vist pres på gamle mennesker. ”Der er ikke plads til, at man kan sige, at man gerne vil sove længe og se tv, hvis det er det, man har lyst til,” siger Bente Martinsen.

Hun påpeger, at der er en risiko for, at ældre kan opleve, de har fejlet, når de ikke længere kan leve op til kravene om at være aktive. ”På en måde får de ansvar for deres eget forfald. Når de får funktionsnedsættelser, var det måske, fordi de ikke trænede nok. Alle gamle kan føle det her præstationspres,” lyder det fra Bente Martinsen, som understreger, at der ikke er noget forkert i at være aktiv: ”Tværtimod. Men det bliver problematisk for de ældre, hvor det at være aktiv ikke giver mening. De gamle, der gerne vil leve et mere stillesiddende liv, kan komme til at føle sig forkerte.”

Som et eksempel nævner hun en tidligere langtidschauffør, som hun interviewede i sin bog ”Lange Liv” fra 2017.

Efter at have mistet sin kone, fortsatte han med at køre, til han ikke kunne længere. Derefter spillede han kort i fem kortklubber. ”Han fortalte, at det værste var weekenderne, for der var ingen kortklub.”

Bente Martinsen mener også, at der er inspiration at hente i den 87-årige forfatter Thomas Bredsdorffs bog ”Lykkeligt nær – en oldings optegnelser”, hvor han beskriver, hvordan han lever med forfaldet. Forfatteren plejede at tage ud i Europa med en gruppe venner. Det kan de ikke længere, så nu arrangeres i stedet en årlig udflugt for eksempel til Falster – også en slags Europarejse, men J tilpasset nye livsvilkår.

Fokusér på det, du kan

6 6 Bente Martinsen

Men hvordan kan den enkelte så leve med anderdommens svækkelse på en god måde? Bente Martinsen henviser til en tysk forskergruppe, der har fundet frem til, at de ældre, der klarer sig bedst, selvom de er afhængige af hjælp, har opbygget en slags ”seniorcoolness”. ”Det betyder, at de er gode til at distancere sig lidt fra deres situation. Det handler ikke om fornægtelse af alderdommen, men om at fokusere på det, man stadig kan. Hvis man elsker hunde og ikke længere kan holde hund, så kan man måske finde en bekendt, der kommer forbi med en hund. Hvis det er et problem at bevæge sig rundt, kan man opdyrke stillesiddende aktiviteter.”

Uddannet sygeplejerske. Lektor ved institut for mennesker og teknologi Roskilde Universitet.

Har i en årrække forsket i, hvad det betyder at være afhængig af hjælp og har udgivet en række undersøgelser.

Udgav i 2017 bogen ”Lange Liv” med personlige fortællinger om aldersbetingede forandringer og tilpasning af livsvaner.

24 | Seniorliv

Det tager tid at blive pensionist På dagen for pension træder mange direkte ud i et eksistentielt tomrum. Det er en svær proces, som kræver forberedelse, men mange skyder det foran sig, fordi der med overgangen følger erkendelsen af, at døden nærmer sig

baggrund Matilda Lyager Hanscomb hanscomb@k.dk

78-årige Per K. Larsen er i gang med at finde en ny rytme i livet.

Han står op omkring klokken 6.30, læser aviser og går tur med hunden. Resten af dagen arbejder han frivilligt, ser venner og familie, læser lidt mere eller spiller petanque, måske går han i haven eller ser fjernsyn.

I dag er folkepensionsalderen 67 år, men det er kun et års tid siden, Per K. Larsen gik på pension fra sin selvstændige virksomhed.

Her har han som uddannet psykolog beskæftiget sig med at bedre livsvilkårene for socialt udsatte mennesker. ”Jeg blev, fordi det gav mig mening og glæde, at andre satte pris på det, jeg gjorde – både hjemløse og kolleger,” siger han. ”Og lønnen!”.

Den betød også noget, siger Per K. Larsen og griner. Som formand for Danske Seniorer skulle man tro, at han på en måde var forberedt på at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, men for ham selv gælder dette: ”Det gør ondt, og det er lidt som at begynde et helt nyt liv eller i hvert fald en ny fase af livet, når man går på pension.”

Hvis Per K. Larsen ikke havde passet på, siger han, var han måske endt som den amerikanske præsident, Joe Biden: 81 år og – me-

ner størstedelen af de amerikanske vælgere – uegnet til sit job og alt for sen til at erkende det.

Selvom Joe Biden endnu ikke er gået officielt på pension før indsættelsen af en ny præsident efter valget senere på året, rejser hans varslede tilbagetrækning fra politik alligevel et spørgsmål: Hvorfor kan det være svært for nogle at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet?

Et skræmmebillede

Lad os først slå fast, hvad det egentlig er for en generation, der i disse år myldrer ind i pensionstilværelsen. Lidt groft optegnet består den af 1970’ernes unge. Kollektivisterne, der satte store aftryk på samfundet og kulturen med deres idéer om fællesskab og senere i livet købte en ejerbolig og endnu senere tjente kassen på selvsamme.

Det siger Aske Juul Lassen, der er etnolog og lektor ved center for humanistisk sundhedsforskning på Københavns Universitet.

Det lyder ganske givet som en gruppe, der med ro i både sjæl og pengepung kan se frem til at skabe sig en ny tilværelse som pensionist – og det gør langt de fleste også.

Men for en del af dem er det at gå på pension forbundet med store kvaler, siger Aske Juul Lassen.

I 2023 gav en undersøgelse fra institut for lykkeforskning foretaget for organisationen Faglige Seniorer og foreningen Østifterne et indblik i de kvaler: 6,9 procent af dem, der trækker sig ved den gennemsnitlige pensionsalder, er svært ensomme, viste resultaterne.

Aldringsforskeren peger også på, at der kan være et identitetstab på spil, når man forlader arbejdsmarkedet: ”Mange mennesker har en stor del af deres identitet knyttet til arbejdet, og det er svært at forestille sig, hvem man er, når man ikke længere er lærer, læge, tømrer eller direktør.

Oven i det er mange bange for at blive ensomme eller deprimerede, fordi der netop eksisterer et skræmmebillede af livet uden arbejde,”

Kristeligt Dagblad Lørdag 14. september 2024

”

Man kan spørge sig selv: Hvad skal jeg sætte mig for, så jeg stadig har lyst til at stå op om morgenen? Hvordan kan jeg blive ved med at berige andre med mine evner?

LINE VISTI ANDERSSON, STIFTER AF KONSULENTVIRKSOMHEDEN ”ET RIGT LIV”

6 6 Så mange år arbejder vi I Europa varer et gennemsnitligt arbejdsliv 36,9 år – med store forskelle mellem de enkelte lande: Her er arbejdslivet længst: Holland – 43,7 år.

Sverige – 43,1 år.

Danmark – 41,3 år.

Her er arbejdslivet kortest: Rumænien – 32,2 år.

Italien – 32,9 år.

Kroatien – 34 år.

KILDE: EUROSTAT, 2024

1 Hvem er man, når ens identitet ikke længere er knyttet til en arbejdsplads? MODELFOTO: RITZAU/SCANPIX

siger Aske Juul Lassen. Og særligt mænd lader sig skræmme. ”Det er kønsstereotypt, men ofte er kvinderne bedre til at holde fast i en identitet uden for arbejdslivet gennem fællesskaber, som ikke er baseret på deres arbejde.”

Han opsummerer det sådan her: Det er en ”kæmpe personlig udviklingsrejse” at blive pensionist.

Det er netop sådan en, Per K. Larsen er på lige for tiden – en personlig udviklingsrejse.

Heldigvis har han været hjulpet godt på vej, fordi han ikke fra den ene dag til den anden trådte ud i ”tomrummet”, som han kalder det.

På grund af sin selvstændige virksomhed har Per K. Larsen haft mulighed for at trække tiden ud. Spænde den ellers bratte overgang fra arbejdslivet til pensionisttilværelsen ud over flere år.

Siden han var 64 år, har han trappet langsomt ned. ”Det er svært at se i øjnene, at man nærmer sig et tidspunkt, hvor livet stopper. Og så længe, jeg følte, jeg havde noget at bidrage med, ville jeg blive,” siger han.

Per K. Larsen er ikke alene om at gøre pensionen til en proces frem for et bestemt tidspunkt, siger Aske Juul Lassen. ”For langt de fleste er det efterhånden sådan, at der rent praktisk er en arbejdsproces, hvor man får mulighed for at få en seniordag gennem sin overenskomst og måske begynder at engagere sig i frivilligt arbejde eller andre interesser, mens man stadig er på arbejdsmarkedet.”

Plads til forbedring

Og der er da også plads til forbedring, når det gælder overgangen til pensionslivet i Danmark, mener Line Visti Andersson. Hun driver konsulentvirksomheden Et rigt liv, hvor hun i tæt på tre år har rådgivet sammenlagt over 700 nye pensionister om den kommende livsfase. ”Forskning viser, at de fleste har lettere ved overgangen, hvis man kan trække sig tilbage fra sit arbejde over en længere periode, og her er det op til arbejdsgiverne at være så fleksible som muligt,” siger Line Visti Andersson. ”Men på det personlige plan er det ligeså vigtigt at forberede sig på indholdet af det liv, som venter. Man kan spørge sig selv: Hvad skal jeg sætte mig for, så jeg stadig har lyst til at stå op om morgenen? Hvordan kan jeg blive ved med at berige andre med mine evner?

Jeg anbefaler folk at spekulere over det, mens de stadig er friske og har momentum qua deres arbejdsliv.”

Mange skyder det fejlagtigt foran sig at tænke, hvad de skal stille op med al deres n yvundne tid, når de en dag går på pension, siger Line Visti Andersson. ”Når man står over for at skulle på pension, bliver man samtidig konfronteret med det faktum, at man ikke er udødelig, og det gør forståeligt overgangen endnu mere svær.”

Det er rigtignok svært at se i øjnene, at man nærmer sig det tidspunkt i livet, hvor ens fremtid glimrer ved sit potentielle fravær, medgiver Per K. Larsen. ”Selvom jeg har vidst de her ting og talt med andre om det, er det først nu, det for alvor går op for mig, hvad denne nye fase indebærer,” siger han.

Ud over tilvænning og tvivl indebærer Per K. Larsens nye tilværelse dog også et ambitiøst projekt.

Sammen med en gammel skolekammerat har han sat sig for at skrive en bog om det at blive gammel – særligt med fokus på at forlade arbejdsmarkedet. ”En af de vigtige pointer er, at det grundlæggende er vigtigt for os mennesker, at vi bliver ved med at gøre gavn for andre, så godt vi kan, også selvom kræfterne bliver færre.”

J

26 | Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 14. september 2024

Det kan være sorgfyldt at måtte opgive en aktivitet på grund af alder At miste evnen til at dyrke en elsket aktivitet kan ramme hårdt i en tid, hvor vi forventes at være aktive trods høj alder.

Men erkendelsen kan også blive begyndelsen til noget meningsfuldt

baggrund Lise Kabell Søgaard lise.soegaard@k.dk

Hvornår er man ”gammel”?

Det giver videnskaben ikke noget klart svar på. Og i takt med at vi generelt bliver ældre og ældre, rykker grænsen sig også for, hvor længe man er ung eller voksen. Men for nogle indtræffer den følelse, at at være blevet ”gammel” for alvor, når man ikke længere kan dyrke en elsket aktivitet.

Det kan være, at fingrene er blevet for stive til at strikke. At linjerne i bogen sejler for en. At man må lade have være have og give ukrudtet frit spil, som den mangeårige haveentusiast, 79-årige Søren Ryge, skrev om i denne avis for nylig. ”Breaking news: Jeg orker ikke min have længere. Nej, jeg orker ikke at passe den mere. Nej, jeg har ikke energi til det mere. Jeg holder pauser hele tiden. Jeg bliver træt og får ondt i ryggen. Og bliver faktisk også lidt ked af det,” skrev han.

Det kan gøre eksistentielt ondt, når alderen tvinger en til at give slip på noget, man holder af. Men i virkeligheden er erkendelsen af, at vi er ved at blive gamle, ganske vigtig for os. Sådan har man i hvert fald set på det inden for aldringsforskningen, fortæller Aske Juul Lassen, der er etnolog og lektor ved center for humanistisk sundhedsforskning på Københavns Universitet. ”Den erkendelse er kernen i en god aldringsproces,” siger han.

For nogle vil erkendelsen komme via kroppen, der på sin egen måde sender signal om, at der er en gradvis, fysiologisk degenerering i gang. Også til omgivelserne, der bemærker, at noget ikke er

”

Kigger man på antropologiske studier af, hvordan folk bliver gamle andre steder i verden, er der mange kulturer, hvor man er bedre til at acceptere forfald.

ASKE JUUL LASSEN, ETNOLOG OG LEKTOR VED CENTER FOR HUMANISTISK SUNDHEDSFORSKNING PÅ KØBENHAVNS UNIVERSITET.

helt, som det var engang. ”Sæt dig nu ned, mor!,” vil man så høre sine børn sige. Eller: ”Lad mig tage den dér, far.” ”Nogle gange er det ikke en selv, erkendelsen kommer fra, men de pårørende, der pludselig begynder at tage rigtig meget hensyn til én,” siger Aske Juul Lassen.

Der har gennem tiden været forskellige teorier om, hvordan man kommer videre fra erkendelsen til en god aldring. ”Aktivitetsteorien” er én teori, hvor man går ud fra, at den gode alderdom er en aktiv alderdom, forklarer Aske Juul Lassen. ”Når så man mister evnen til én aktivitet, handler det blot om at finde noget andet, man så kan. Det er ikke så vigtigt, hvad det er, blot man holder sig i gang,” siger han.

En anden teori, ”af-engageringsteorien”, har på den anden side fastholdt, at den gode alderdom fås ved, at man accepterer sit tab af evner og frivilligt trækker sig helt tilbage fra den eller de aktiviteter, der er blevet svære for en.

Men begge disse teorier er efterhånden blevet lidt gamle selv, og siden 1980’erne har den såkaldte ”kontinuitetsteori” været fremherskende i aldringsforskningen. ”Det handler om at gøre de samme ting, som man har gjort hele tiden, men skrue ned for ambitionerne og bruge de hjælpemidler, man kan få. Hvis man for eksempel har spillet fodbold, kan det

ILLUSTRATION: RASMUS JUUL

være at finde et hold, hvor andre er på éns niveau. Og hvis man har holdt af at gå i haven, handler det om at finde måder, hvor man kan gøre det stadigvæk,” siger Aske Juul Lassen.

Men som altid er teori én ting og praksis noget andet. ”Det er meget let at sige og en fin teori, men kan man det i praksis, og er det overhovedet ønskværdigt for alle? Nogle vil sige: ’Kan jeg ikke gå i haven på min måde, så vil jeg slet ikke gøre det!’.”

Når maskerne glider

Erkendelsen kan komme brat. Måske falder man og kommer til skade og bliver på den måde mindet om sin forgængelighed på den hårde måde. Men erkendelsesprocessen kan også foregå langt mere gradvist, for vi mennesker er gode til at vænne os til ting.

Når det kommer til sådan noget som tab af syn, kan det decideret komme snigende. Og netop den snigende karakter og forventningen om at ”det sker vel, når man bliver gammel”, at man får sværere ved at se ting og stille skarpt, kan faktisk være med til, at nogle ældre ikke får den hjælp til deres syn i tide, som de kunne få – og dermed blive i stand til at holde fast i deres hobbyer i længere tid.

fortsætter side 28

28 | Seniorliv

... Det kan være sorgfyldt fortsat fra side 26 Det fortæller Andrea Nedergaard Jensen, der er ph.d.-studerende ved øjenafdelingen på Sjællands Universitetshospital i Roskilde og forsker i, hvordan nyopdaget synstab påvirker ældres hverdagsliv.

Hun er i øjeblikket i gang med et forskningsprojekt, hvor hun i samarbejde med kollegaer og hjemmeplejen i Næstved Kommune vil prøve at opspore synstab hos ældre lidt tidligere med henblik på at få afgjort, om der er noget, der kan gøres ved det. ”Mange af de ældre, der kommer ind på øjenafdelingen har et syn, der allerede er meget nedsat, og det har stor betydning for, hvordan og hvor meget, man kan hjælpe. Så hvad er det, der sker uden for hospitalet? Kan man opspore folk tidligere?”, siger hun.

Det er en naturlig del af det at ældes, at vores syn påvirkes, fordi øjet hos mange af os bliver mindre elastisk. Hos nogle sker det allerede i 40-års-alderen.

Men der er også øjensygdomme, som kan støde til. ”Og dem får vi ofte ikke rigtig handlet på i tide, fordi der er den her accept af; jamen det sker jo nok med alderen,” siger Andrea Nedergaard Jensen. ”Synet er samtidig noget, vi alle kender og det tages ofte for givet. Det er en hverdagsting, det med, hvordan vi ser.

Men noget af det, vi for eksempel hører om, er strikkere, der begynder at tabe maskerne mere, end de tidligere har gjort. Det kan også være, at det er blevet udfordrende at se tv. Men i stedet for at få kigget på sit syn, så rykker man tv’et tættere på,” siger hun.

Det at kunne køre bil er også stærkt afhængigt af synet. Og så er der sådan noget som læsning, en aktivitet, der, måske indlysende, påvirkes rigtig meget af vores evne til at se. Det, man selv kan være opmærksom på, er blandt andet, om tekster virker mere slørede end normalt, om der er linjer, der bliver buede, eller det er svært at finde frem til linjen neden under den, man lige har læst, siger Andrea Nedergaard Jensen.

En kamp, vi taber

Skal man være taknemmelig eller ærgerlig, når alderen stikker sit ansigt frem? Måske, siger Aske Juul Lassen, er danskerne et folkefærd, der i særlig høj grad er i risikozonen for at blive ramt på humøret af, at der er ting, vi ikke længere kan. ”Vi lever i et samfund, hvor der er så stort fokus på at præstere, fokusere, producere. Danskerne udtrykker, at deres største frygt er at blive afhængig af andre. Og kigger man på antropologiske studier af, hvordan folk bliver gamle andre steder i verden, er der mange kulturer, hvor man er bedre til at acceptere forfald. Hvor forfaldet også kan være noget meningsfuldt, og hvor det at bede om hjælp er noget, der binder generationer sammen,” siger han.

Der er måske nogle tab af evner, vi kan udskyde, og i fremtiden får vi sandsynligvis kun endnu flere muligheder for at holde kroppen ung langt op i alderen. Men en vis grad af accept af forfaldet kan faktisk godt højne livskvaliteten i den sene alderdom, siger Aske Juul Lassen. ”Det er jo netop en del af det at blive gammel. Det modsatte – hvis man bare fortsætter derudad uden accept af det forfald, der sker – er jo, at så bliver livet én lang kamp mod alderdommen. Det er J en kamp, vi er dømt til at tabe.”

Kristeligt Dagblad Lørdag 14. september 2024

Jeg har ét liv.

Og det liv vil jeg leve Finn Paulsen havde et aktivt ældreliv, da han blev ramt at en hjerneblødning, der tvang ham til at opgive en lang række aktiviteter – men siden har han fundet andre interesser

interview Lise Kabell Søgaard lise.soegaard@k.dk

For halvandet år siden tog 83-årige Finn Paulsens liv en voldsom drejning. En dag, han var kørt til Randers for at hæve penge i banken, snublede han pludselig og faldt. Mens han lå der på åben gade, midt på Østervold, gik det op for ham, at han ikke kunne rejse sig op. ”Jeg skal bare hen til min bil,” sagde han til de mennesker, der kom ilende til for at hjælpe. ”De kunne så heldigvis se, at det skulle jeg ikke. Hvis det var sket, efter jeg havde sat mig ind i bilen, var det først gået rigtig galt,” siger han.

I dag sidder Finn Paulsen, der er pensioneret lærer, i kørestol og er delvist lam i højre side efter hjerneblødningen, for det var det, der skete, den dag han faldt om i Randers.

Han er flyttet på plejehjem i Voldum, hvor han har levet hele sit voksenliv, og hans hustru gennem 60 år kører hjem igen, når hun har besøgt ham. Han har opgivet at være med ved de fleste fejringer af børn og børnebørn, bilen kører han ingen steder længere, og han har lagt flere af de hobbyer, han før nød at bruge tid på, fra sig.

Han har tidligere vel nok været definitionen på den aktive ældre: sejlet, kørt motorcykel, været aktiv i lokalsamfundet og fulgt med i debatten. Og i de senere år har han fundet stor glæde i en ny aktivitet: at korsstingsbrodere. ”Men jeg ærgrer mig ikke, for ærgrelse er den mest negative følelse, der findes,” siger han.

Et godt liv

Som beskrevet i foregående artikel i dette tillæg kan det medføre en sorg at miste evnen til at gøre noget, man holder af, og at skulle erkende, at man er ved at være blevet gammel.

For Finn Paulsen har emnet i noget tid ligget ham på sinde: Negativiteten fylder for meget, mener han, både hos dem, der som han får kroppens forfald at føle på den hårde måde, men også i den generelle samfundsdebat om det at blive ældre. ”Jeg har i nogen tid fulgt med i de artikler, der har været om plejehjemmene. Og det har været negativt stort set alt sammen. Jeg har tænkt, at nu blander jeg mig snart. Det kan godt være, der er mange dårlige plejehjem, og jeg har selvfølgelig kun set det her. Men det er godt, og mit liv er godt.”

De fysiske forandringer i Finn Paulsens liv er, at han nu er bundet til sin kørestol. Der er bevægelse i hans højre ben, og når fysioterapeuten kommer på besøg en gang om ugen, øver de, at han skal tegne med sin højre hånd. Men udsigterne til at få gang i den igen er ”nul”, siger han. Efter hjerneblødningen var han kortvarigt på genoptræningscenter i Hammel, men fandt det for krævende og besluttede, at han hellere ville være hjemme i Voldum.

Han har indset, at hånden aldrig vil kunne det, den kunne engang, for eksempel trække en broderinål op og ned gennem stoffet.

Korsstingsbroderiet er en interesse, han begyndte at dyrke for tre-fire år siden, da

PRIVATFOTO

0 For tre-fire år siden blev Finn Paulsen fotograferet med et af sine broderier. Motivet med koen er skabt af den amerikanske tegner Gary Larson.

”

Det bedste råd er at acceptere sin situation og så beslutte sig for, hvad man kan gøre derfra.

FINN PAULSEN

han fik en moderne broderibog ”skrevet af en dame med et meget blomstrende sprog”.

Han har broderet både ordsprog og billeder, skibe i høj sø, tegneseriefigurer og haikudigte til sin hustru. At mange forbinder håndarbejde med noget feminint, er han godt klar over. ”Men det er ikke, fordi jeg vil være en pige, hvis nogen tror det. Min far sagde: ’En mand skal kunne stoppe sine egne sokker.’ Og jeg vil gerne være en mand, så jeg har stoppet mine egne sokker hele livet.”

Nye veje

Han har stoppet strømper i sildebensmønster og flere farver og broderet den amerikanske tegneserietegner Gary Larsons heks.

Men der bliver ikke broderet mere. Datoen på billederne på hans mobiltelefon vidner om, at det efterhånden er ved at være noget tid siden, han har broderet.

Det er ikke, fordi han ikke har været for-

tvivlet over sin situation, men en samtale med en hospitalspræst på Skejby Sygehus kort efter hjerneblødningen gjorde en vigtig forskel, siger han. ”Jeg bad jo om at se hende, fordi jeg troede, at jeg skulle dø. Så jeg sagde, at nu måtte hun godt bede en bøn over mig. Men hun sagde noget i stil med: ’Jeg har forstået på Gud, at det ikke er lige nu, du skal dø. Så nu må du leve for dine børn og børnebørn. Du må tage dig lidt sammen.’”

Det har han gjort lige siden, levet efter ordene: menneske, ærgr dig ikke. ”Det bedste råd er at acceptere sin situation og så beslutte sig for, hvad man kan gøre derfra. Jeg er ikke den, der sætter mig og græder over, at jeg ikke kan det og det, og hvorfor er jeg blevet behandlet så uretfærdigt. Nej, jeg har ét liv, og det liv vil jeg leve!”, siger han.

Han triller også ofte ud i den by, der har været hans i så mange år, over i hallen til foredrag og kunstudstillinger, til købmanden eller hen i kirken.

Og så har han fundet nye interesser for ikke at gå i stå, som han siger. Han er for eksempel begyndt at fodre de fugle, der kommer på foderbrættet på hans terrasse ved plejehjemmet, og holde øje med, hvilke der kommer. ”Og jeg har planter, jeg går og nusser om på min stue, og én gang har jeg stjålet en stikling fra et andet sted på plejehjemmet.

Den trives fint,” griner han. Én ting, der ikke er påvirket af hjerneblødningen, er hans evne til at læse og tale. Han har altid holdt af faglitteratur og dykker for tiden dybere ned i planternes verden i bogen ”Planternes manifest” om planterne som den oversete livsform, vi skal dyrke meget mere i fremtiden. ”Læse og snakke Fanden et øre af kan jeg J heldigvis stadig!”.

30 | Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 14. september 2024 MODELFOTO: RITZAU/SCANPIX

2 Udtrykket sandwichgenerationen opstod i 1980’erne og betegner den livsfase, hvor man er midt imellem familiens ældre og yngre medlemmer.

Sandwichgenerationen er hårdere spændt for end nogensinde før Det er mere presset end nogensinde før at være en del af den såkaldte sandwichgeneration med ansvar for både yngre og ældre familiemedlemmer. Og det kan have konsekvenser, hvis vi overser gruppen, mener iagttagere

baggrund Lise Kabell Søgaard lise.soegaard@k.dk

De henter det elskede lille barnebarn, når børnehaven ringer ham hjem med feber. De passer ham også gerne, når hans forældre skal ud og have lidt tiltrængt kærestetid.

De vasker tøj for deres gamle far på plejehjemmet, skifter pæren i læselampen hos deres mor, der endnu bor i eget hjem. Om aftenen ligger de i sengen og tænker over, om de kunne have gjort mere for, at deres børn bliver lykkelige i deres liv? Var de gode nok som forældre? Men det duer ikke rigtigt – det der med at ligge vågen – for i morgen skal de op og på arbejde.

De er sandwichgenerationen. Udtrykket, der blev opfundet i 1980’erne, betegner den livsfase, hvor man er midt imellem familiens ældre og yngre medlemmer. Og begrebet er kun blevet mere passende med tiden, for dem, der nu er midt i sandwichen, har mere at holde sammen på en nogensinde før. ”Nutidens sandwichgeneration er de mest ressourcestærke 60-årige, vi har set. Men der

er absolut også et større pres på dem, end vi tidligere har set det,” siger Aske Juul Lassen, etnolog og lektor ved center for humanistisk sundhedsforskning ved Københavns Universitet, der har forsket i synet på ældre gennem tiden.

Af Danmarks knap seks millioner indbyggere, opgjort af Danmarks Statistik den 1. januar 2024, er omkring 1,5 million mellem 50 og 69 år og dermed i den kategori, hvor mange har både ældre og yngre familiemedlemmer at tage sig af.

67-årige Tina Theilgaard, forfatter og selvstændig konsulent, har i en årrække hjulpet sin mor på plejehjemmet, samtidig med at hun også har taget sig af sine voksne børn og deres børn. For to år siden skrev hun bogen ”Tresårig tristesse” for at give indblik i en livsfase, hun mener, der er for lidt fokus på i den offentlige debat. ”Vi taler rigtig meget om børn og unges trivsel, om stress og om, at børnefamilierne er pressede. Men jeg oplever, at der er rigtig mange af os i 60’erne, der løber spidsrod for at få det hele til at hænge sammen. Og der er ingen, der takker os for det,” siger hun.

Sandwichgenerationen bliver dermed lidt usynlig, mener hun. ”Vi bliver slidte i det, og det er ikke rigtig noget, der tales højt om. Vi bliver en lidt stille generation, og fordi vi er opvokset i den tid, vi er, kan vi heller ikke selv lide tanken om, at vi skulle være dem, der klynker og brokker os.

Men jeg tror alligevel, mange af os savner at mærke en respekt for, hvad vi faktisk yder.”

Ændringer i befolkningen

En del af forklaringen på det øgede pres på sandwichgenerationen er ifølge Aske Juul Lassen, at vi som befolkning generelt bliver sundere og dermed ældre. ”I rigtig mange danske familier vil der i dag

ikke bare være bedsteforældre, men også oldeforældre. Det er på mange måder en sejr for vores civilisation, at vi bliver så gamle, men det er også noget, der kræver noget ekstra, enten af samfundet eller af familien. Og her ser vi en udvikling, hvor familien og de pårørende bliver bedt om at spille en større og større rolle i vores ældrepleje i dag,” siger han.

En anden vigtig faktor i det stigende pres på sandwichgenerationen er kravet om, at man skal arbejde, til man er op mod 70 år. ”I 1980’erne, hvor bevægelsen med, at de pårørende skulle spille en større rolle i ældreplejen, begyndte, fik vi også en efterlønsreform, som gjorde, at en del trådte ud af arbejdsmarkedet tidligt. Men i dag ser vi en anden bevægelse, hvor det netop er sandwichgenerationen, som står for at hjælpe til i ældreplejen, og som også bruges som tilførsel af arbejdskraft på arbejdsmarkedet,” siger Aske Juul Lassen.

En sidste faktor er, at det er anderledes at være børnefamilie end tidligere – og det mærker bedsteforældrene også, viser noget af det feltarbejde, Aske Juul Lassen har været med til at udføre.

”

Det er på mange måder en sejr for vores civilisation, at vi bliver så gamle, men det er også noget, der kræver noget ekstra, enten af samfundet eller af familien.

ASKE JUUL LASSEN, ETNOLOG OG LEKTOR VED CENTER FOR HUMANISTISK SUNDHEDSFORSKNING VED KØBENHAVNS UNIVERSITET

”Der er overhovedet ikke noget, der tyder på, at bedsteforældrerollen skulle være blevet mindre, tværtimod – to forældre med karrierer, samtidig med at der er forringelser i vuggestuer og børnehaver, kan kun lade sig gøre på grund af en generation af bedsteforældre, der går med på at hente tidligt og tage en ekstra barnets sygedag, når forældrene har brugt deres,” siger han.

Udmattede omsorgsgivere

Clarissa Corneliussen er autoriseret psykolog i Compassion Company, og i sit virke som erhvervspsykolog møder hun klienter, der er omsorgsgiver for flere generationsled i deres familie, men som alligevel føler, de altid er bagud på point. ”For en del kan det være udløst af det, at man faktisk stadig går på arbejde og har et job som for eksempel skolelærer eller sygeplejerske. Er man fagprofessionel med relationelt arbejde og samtidig en del af sandwichgenerationen, har man højere risiko for omsorgstræthed og empatiudmattelse. Som for eksempel viser sig ved, at man kan blive irriteret og sove dårligt. Og mange skærer ned på alt det, der ellers kunne give dem energi – at være sammen med vennerne i weekenden, for eksempel.”

Aske Juul Lassen peger på, at det også kan have samfundsøkonomiske konsekvenser, hvis man ikke tager sandwichgenerationens vilkår alvorligt: ”På det personlige plan knækker det for nogle. Men det, der oftest sker, er, at der er en del, der føler, de er nødt til at trække sig fra arbejdsmarkedet. Og det er uheldigt for nationaløkonomien, men jo ikke nødvendigvis for den enkelte familie. Nogle vil så eventuelt vende tilbage og deltage mere aktivt, enten på arbejdsmarkedet eller i civilsamfundet, når J de gamle forældre er væk,” siger han.

6 6 S

”San når m ældr sand men

32 | Seniorliv

Kristeligt Dagblad Lørdag 14. september 2024