Ukraine/Rusland Disse

Disse bøger skal du læse, hvis du vil forstå Rusland og krigen i Ukraine

Litteraturen viser os, at mens vesteuropæere lever for frihed og tryghed, drømmer russere om storhed og ser lidelse som et grundvilkår. Fire eksperter peger her på værker, som kan gøre os klogere på den russiske folkesjæl og den aktuelle konflikt

Mikhail Zygar: ”All the Kremlin’s Men – Inside the Court of Vladimir Putin” (2017)

Den er allerede en bestseller i Rusland, den russiske journalist Mikhail Zygars (født 1981) ”All the Kremlin’s Men – Inside the Court of Vladimir Putin”, som bygger på interview med Vladimir Putins inderkreds. Og den er også et godt sted at begynde, hvis man som dansker vil forstå Putin og krigen i Ukraine, mener Marie Tetzlaff, oversætter, cand.phil. i russisk og tidligere leder af Dansk Kulturinstitut i Moskva. ”Det, der foregår i Rusland, er ikke almindelig statsræson, så hvis man skal forstå Rusland, skal man mere tænke på det som en bandekrig eller som ’Godfather’, og det viser den her bog. Den viser, hvordan det foregår i Kreml, og hvor afhængig Putin er af sine magtfulde nærmeste og derfor også, hvorfor det giver mening med sanktioner, der går imod hans nærmeste. Hvis de mister deres formuer, er Putin pludselig en sårbar mand uden magt,” siger hun. Og i det hele taget kan man lære meget om magtens betydning i Rusland ved at læse ”All the Kremlin’s Men”, mener Marie Tetzlaff: ”Bogen viser en masse om synet på magt og magthavere i Rusland, som er helt anderledes end i Danmark. Russernes erfaring med demokrati er ikke positiv, og de har ikke noget imod, at alle ikke er lige. De vil gerne have en stærk mand, der kan sikre stabilitet og opfører sig rationelt. Men det med det rationelle kniber lige nu.”

Samtidig viser bogen, at Putin ikke vil tilbage til Sovjettiden, men tiden før 1917, siger Marie Tetzlaff: ”Han ser mere sig selv som en tsar og drømmer om den store tsar-tid.”

Stina Ørregaard Andersen, Morten Mikkelsen og Nevine Reenberg

andersen@k.dk, mikkelsen@k.dk, reenberg@k.dk

”Hvis man skal forstå Rusland, skal man mere tænke på det som en bandekrig eller som ’Godfather.

MARIE TETZLAFF

Steven Lee Myers: ”The New Tsar: The Rise and Reign of Vladimir Putin” (2015)

Gennem hele livet har Vladimir Putin været optaget af at demonstrere styrke, også når det var begrænset, hvor stor denne styrke reelt var. I den amerikanske journalist og Moskva-korrespondent for The New York Times Steven Lee Myers biografi af den russiske magthaver gives flere eksempler. Den senere russiske præsident befandt sig for eksempel i 1989 som ung efterretningsoberstløjtnant i Dresden, da Berlinmuren faldt. Demonstranter løb også stormløb på den bygning, Putin stod i, og kontakten hjem til Moskva var afbrudt. På eget initiativ trådte Putin ud og sagde, at huset var fyldt med sovjetiske soldater med ordre til at åbne ild. Det passede ikke, men det virkede. ”Steven Lee Myers’ bog er en af de mest detaljerede og veldokumenterede bøger om hele Putins liv, fra han var knægt – og en værre slagsbror – i Sovjettidens Leningrad, til han som ung gjorde karriere i efterretningstjenesten og fandt vej til toppen af systemet blandt andet gennem sit venskab med byens daværende borgmester, Anatolij Sobtjak,” fortæller forfatter og tidligere Moskva-korrespondent Leif Davidsen.

”Hingley lærte mig om et centralt begreb i russisk kultur, Vranjo. Det oversættes tit til ’løgn’, men løgn hedder lozh.

Vasilij Aksjonov: ”En Moskva saga” (på dansk 1997-2001)

Den russiske forfatter Vasilij Aksjonov levede 19322009. Han voksede op i Sovjetunionen, men blev i 1980 frataget sit russiske statsborgerskab og tilbragte derefter 24 år i USA, før han vendte hjem til Rusland. I 1990’erne skrev han sin trilogi ”En Moskva saga”, hvor han gennem en familie i tre generationer beskriver sit fødelands omskiftelige og lidelsesfulde historie i det 20. århundrede. Trilogien består af bøgerne ”Vintergenerationen”, ”Krig og fængsel” og ”Fængsel og fred”, og som titlerne på de to sidste bind antyder, har værket hentet inspiration fra Lev Tolstojs klassiker ”Krig og fred” fra 1867. ”Aksjonov formår at beskrive, hvordan russerne er splittede i deres syn på de skiftende sovjetledere, samtidig med at de igen og igen må gå i krig,” fortæller Anna Libak, udlandsredaktør på Weekendavisen og forfatter til blandt andet ”Rusland på røde plader”.

Hun mener, at selvom handlingen i Aksjonovs bøger foregår tilbage i Lenins og Stalins dage fra 1920’erne til 1950’erne, så kan bogen levere megen indsigt i den russiske tænkemåde, som gør det naturligt at gå i krig i Ukraine, selvom det for mennesker i Vesten forekommer ubegribeligt: ”I russisk historie og selvforståelse er lidelsen en fast følgesvend. En tilværelse uden lidelse er ikke værdig. I vores del af verden kan vi undre os over, hvorfor ingen russere protesterer over at blive sendt i krig, men for en russer er det ikke et spørgsmål, om det er værd at ofre sig for fædrelandet. Det er et vilkår, at man skal gøre det.” ”Aksjonov formår at beskrive, hvordan russerne er splittede i deres syn på de skiftende sovjetledere, samtidig med at de igen og igen må gå i krig.

ANNA LIBAK

COLLAGE: HENRIETTE VABØ

Vladimir Sorokin: ”En opritjniks dag” (2006, på dansk i 2009)

Nogle gange viser fiktionen sig at være tættere på virkeligheden, end man gik og troede. Og det kan siges at være tilfældet for den dystopiske skønlitterære roman ”En opritjniks dag”, der udkom på dansk i 2009 og er skrevet af den russiske forfatter Vladimir Sorokin (født 1955). Ifølge Marie Tetzlaff, oversætter og tidligere leder af Dansk Kulturinstitut i Moskva, ”forudser romanen desværre ret præcist stemningen og situationen i Rusland lige nu”, og derfor peger hun på bogen som en god skønlitterær bog at læse, hvis man vil forstå Putins ageren. ”Handlingen foregår i 2027, som jo ikke er så langt fra nu. Den handler ikke om Putin, men om at Rusland er blevet omdannet til et tsardømme med en enehersker, og det er ikke langt fra, hvad Putin drømmer om. Han omgiver sig med pomp og pragt, og hans retorik kan lede tankerne hen på en røverhøvding – eller en tsar. Bogen er egentlig ret radikal, pornografisk og alt muligt, og det er slet ikke en folkelig forfatter, der har skrevet den, men det er jo tit forfatterne, der kan høre græsset gro,” siger Marie Tetzlaff om romanen. Oversætter og lektor ved institut for tværkulturelle studier Tine Roesen anbefaler også ”En opritjniks dag”, som hun selv har oversat til dansk i 2009, og som hun også beskriver som en ”dystopi, hvori Sorokin på skræmmende præcis vis forudser udviklingen i Rusland”. ”Handlingen er forlagt til 2027, hvor Rusland har bygget en mur mod Europa, kan lukke op og i for gasforsyningerne og er gået tilbage til et middelalderligt enevælde, hvor herskeren – ganske som i sin tid Ivan den Grusomme – omgiver sig med en særlig hær af ’opritjnikker’,” forklarer Tine Roesen.

Ronald Hingley: ”The Russian Mind” (1978)

Da Leif Davidsen omkring 1980 skulle forsøge at forstå, hvad der foregik i hovedet på de russere, han som Danmarks Radios korrespondent i Moskva skulle forklare den danske offentlighed om, kastede han sig over dette store værk af den engelske historiker og litterat Ronald Hingley. ”Hingley lærte mig om et centralt begreb i russisk kultur, Vranjo. Det oversættes tit til ’løgn’, men løgn hedder lozh. Det her betyder nærmere at stikke blår i øjnene. At sige ét og gøre noget andet, også selvom det er åbenlyst for alle, at det er det, der sker,”

forklarer Leif Davidsen.

Han tilføjer, at vranjo ifølge russisk tradition praktiseres af både magthavere og borgere. I sovjettiden udsendte magthaverne for eksempel femårsplaner med instrukser til alle om, hvad der skulle ske. Alle vidste, planerne umuligt kunne blive virkelighed, men magthaverne lod, som om det var tilfældet, og borgerne lod, som om de troede på det: ”Putin gør flittigt brug af vranjo, når han holder tale om Ukraine. Til gengæld kan jeg kun komme i tanker om én eneste gang, en russer har indrømmet at have udført vranjo, nemlig da Boris Jeltsin overdrog præsidentembedet til Putin i 1999 og undskyldte til borgerne for alt det, han havde sagt, der ikke passede. Det var meget usædvanligt.”

Svetlana Aleksijevitj: ”Bøn for Tjernobyl” (1997)

Den hviderussiske eksilforfatter Svetlana Alekseijevitj (født 1948) modtog i 2015 Nobelprisen i litteratur for blandt andet dette værk, der også ligger til grund for den populære tv-serie ”Chernobyl”. Nobelkomitéen begrundede valget med, at hendes bøger er et ”monument over lidelse og mod i vor tid”, og ifølge forfatteren Leif Davidsen er den på én gang litterære og dokumentariske bearbejdning af den fatale ulykke på atomkraftværket Tjernobyl i 1986 i det daværende Sovjetunionen en god vej til at læse sig ind i den russiske sjæl: ”Svetlana Alekseijevitj er jo en stor skønlitterær forfatter, men denne bog er nærmest en fagbog med sin dokumentariske tilgang til, hvad der skete dengang. Bogen giver også et dybt indblik i det ganske særlige forhold til magt og magthavere, som findes i Rusland.”

Fjodor Dostojevskij: ”Kældermennesket (1864)”, ”Spilleren” (1866) og ”Brødrene Karamazov” (1879)

Klassikerne er ikke til at komme udenom, hvis man vil forstå den russiske folkesjæl, mener både Marie Tetzlaff, Leif Davidsen og Anna Libak. ”At læse god litteratur fra et land vil altid give et dybere indblik i befolkningens mentalitet og synsvinkel,” siger Marie Tetzlaff, som blandt andet anbefaler at læse Dostojevskijs ”Brødrene Karamazov”: Anna Libak foreslår to andre bøger af samme forfatter. ”’Kældermennesket’ er ét langt angreb på de vestlige oplysningstanker om individualisme og fri vilje, og ’Spilleren’ er karakteristisk for sin kritik af mennesket i Vesten, hvis hjerte banker for tryghed, velfærd og en bedre pensionsopsparing, mens russeren søger storhed, fatalisme og ofre – ved rouletten og på slagmarken,” siger Anna Libak og tilføjer: ”Det er netop de to meget forskellige måder at forstå livet på, der lige nu støder sammen i Ukraine.”

”Rusland har bygget en mur mod Europa, kan lukke op og i for gasforsyningerne og er gået tilbage til et middelalderligt enevælde.