Tidens bøger byder på noget for enhver smag, og der er nok at tage fat på blandt de seneste udgivelser af både dansk og international litteratur. Find inspiration til sommeren med dette særtillæg om bøger.
Nu er den her igen, sommeren, med dens lange, lyse nætter, dens latter under blå himmel, tæer i sandet, plask i vandet. For ikke at glemme dens tid til læsning af perspektivrig litteratur. I Kristeligt Dagblads tillæg Sommerbøger kan du hente inspiration til, hvilke værker der i år skal bringes med ud i det grønne. Tak, fordi du læser med. Benedikte Christine Rasmussen, stedfortrædende tillægsredaktør, Kristeligt Dagblad
indhold
DANSKE STEMMER
4 Anmeldelse Syv selvbevidste syndere i sommersol
6 Essay Scher gs romaner var kontroversielle. Men hvem leverer hans syrlige samfundskritik i dag?
8 Interview En forelskelse forandrer blikket på hele verden
10 Nyhed Små forlag indfører usædvanlige salgsmetoder
12 Interview At blive far som ung gav Kristian Leths liv en kærkommen struktur
16 Anmeldelse Kåre Bluitgens nye bog er både en livshymne og et sørgespil
16 Anmeldelse Et råt og komisk gys
KULTUR, HISTORIE & RELIGION
18 Anmeldelse Den oversete gigant
20 Læst udefra Pave Frans taler ud
22 Anmeldelse Med troen i hjertet fra begyndelsen
24 Anmeldelse Et liv med fugle
24 Anmeldelse Stort værk om afdød kunstner
26 Interview ”Livet er et stort, underligt, poetisk digt”
NORDISKE STEMMER
28 Anmeldelse Laxness’ fabelagtige univers fascinerer stadig
30 Anmeldelse Norske mesterstykker
31 Anmeldelse Drengen uden egenskaber
UDENLANDSKE STEMMER
32 Feature Bogsucces: Magi, stærke kvinder og dragesex storsælger
34 Interview Fortiden er en gammel lm, der ikke må forsvinde
36 Interview Professor læste de bøger, USA’s grundlæggere læste. Det har lært ham noget om lykke i dag
38 Anmeldelse Stærke tekster med melankoli og vemod
38 Anmeldelse Det private er altid politisk
Udgivet af Kristeligt Dagblad
FOTO: WIKIMEDIA COMMONS
4 | Sommerbøger – Danske stemmer
Syv selvbevidste syndere i sommersol
Linea Maja Ernst har skrevet den store lille danske roman om millennial-generationen. Den er skamløst underholdende med sin blanding af skærsommernatsdrøm, satire og selvforelskelse anmeldelse
Nils Gunder Hansen kultur@k.dk
Syv yngre mennesker tager i sommerhus sammen. Fem af dem er venner, der mødtes som helt unge på studiet i litteraturvidenskab og moderne kultur. To er kærester, der er kommet til. Det helt frie liv fra dengang, de var i 20’erne, er forbi. Nu er de først eller i midten af 30’erne og står ved tærsklen til det rigtige voksenliv med fast arbejde, ægteskab og børn. Nogle har allerede passeret den, andre tripper og tøver.
Men endnu er de alle meget smukke i Linea Maja Ernsts debutroman ”Kun til navlen”. Teksten svælger i at kalde dem for dronninger, prinser, præstefyrster, guder, noget Zeus ville bortføre. Et eventyrslør kastes over nutidshandlingen. Det fremgår tydeligt, at det klassiske forlæg er Shakespeares ”En skærsommernatsdrøm”. Nu skal vi se forvekslinger, fortryllelser og kogleri.
Motivet med en gruppe unge mennesker i et sommerhus er dog brugt mange gange. Man kan blot nævne Klaus Rifbjergs og Palle Kjærulff-Schmidts film ”Weekend” (1962) eller den norske forfatter Sigurd Hoels roman ”Syndere i sommersol” (1927). De unge er afskåret fra verden, de er et idyllisk sted, de kender hinanden så godt, det er næsten
som en lille social utopi, men kan det så ikke også gå grueligt galt med friktioner og konflikter og forkerte forhold? Jo, ingen grund til spoiler alert, det går altid galt, mere eller mindre.
”Kun til navlen” er en generationsroman. Den handler om de såkaldte millennials, den første generation som blev unge og voksne i det nye årtusind. Linea Maja Ernst (født 1988) tilhører den selv, og som anmelder og kulturskribent på Weekendavisen har hun ofte skrevet om den. Romanen tager generationen på kornet i en sjov blanding af satire og (selv)forelskelse, for har der dog nogensinde været en så allerkæreste, morsom, intelligent og reflekteret generation som denne? Det har der da vist overhovedet ikke.
Alt er en scene
Personerne har en hyperopmærksomhed på sig selv og andre; alt er en scene, den mindste handling (at lave sen morgenmad og det må absolut ikke hedde brunch!) kan blive en performance og tage sig ud, så det ligner noget fra en film eller et stykke litteratur, de kan blinke indforstået til hinanden om. Allermest opmærksomhed samler der sig om køn, seksualitet og parforhold. De to småbørn i romanen er mest til stede som en blokade for det gode liv.
Sylvia, der virker som forfatterens alter ego, er biseksuel (hvis hun da ikke er genderqueer, man skal holde tungen lige i munden som læser) og i forhold med Charlie, der er lesbisk og identificerer sig som kvinde, men har et maskulint udtryk. Esben (forfatter) og Karen (journalist) samt Adam (embedsmand) og Gry (forsker og ret husmoragtig) er de hetero-normative par. Eneste ”ungkarl” er Kvæde, som har skiftet navn og køn fra kvinde til mand, han er i hormonel transition, og han er også skovguden Pan, tricksteren, den, der slet ikke passer ind i kategorierne. Han og Sylvia er de queeriagttagere af de normale, som også til dels omfatter lesbiske Charlie, der bare
gerne vil have et kedeligt og monogamt forhold med flagrende Sylvia, der får læderhåndjern på i de dampende sexscener. Plottet i romanen viser sig at være en såkaldt bryllupsintrige. Esben og Karen proklamerer, at de skal giftes den syvende dag i sommerhuset, og det vækker Sylvias gamle uforløste forelskelse i Esben til live. Skal hun gøre indsigelse eller for evigt tie? Romanen mimer dermed plottet fra den romantiske komedie ”My Best Friend’s Wedding”, hvad personerne med deres store mediebevidsthed ikke undlader at gøre opmærksom på. Sylvias ærkeromantiske store kærlighed til Esben står i et interessant spænd til det muntre queer-kaos, hvor det seksuelle begær styrer, og (næsten) alle fantaserer om (næsten) alle de andre. De ”normale” pirres af queer-folkets spændende tvetydighed, men der er retfærdighed til, for både Kvæde og Sylvia er også vildt betagede af Adam (en solgud, der har læst statskundskab), for han står så skarpt i sin maskulinitet, han har styr på verden og læser The Economist og har kun hån til overs for Virginia Woolf, Sylvia Plath, og hvad Sylvia ellers læser.
Det kildrer sødt, når han som en anden patriark taler ned til hende. Det måtte gerne blive ved i timevis. Esben er den romantiske drøm, men Adam er det store bytte, tænk, hvis man kunne få nedlagt patriarken.
Det med den store kærlighed til den eneste ene går selvfølgelig ikke, så Sylvia dækker sin længsel bag et utopisk ønske om, at de alle syv skal leve et lykkeligt polyamourøst liv sammen. Hun får dog stærke modreaktioner; kan hun ikke holde op med at være så besat af kærlighedsrelationer og bruge sin energi på at gå op i noget rigtigt? Ud over modsætningen mellem det normale og det queer bygger romanen også på en modsætning mellem kunst, kultur, humaniora, frihed og antikarriere på den ene side og ”rigtigt arbejde”
som journalist, gerne udenrigskorrespondent, eller embedsmand i et ministerium på den anden side.
Spørgsmålet er, om Linea Maja Ernst som forfatter er solidarisk med sine primære queer-synsvinkler Sylvia og Kvæde. I så fald står vi med nogle utopiske forventninger til seksuel forløsning, som man skal tilbage til god gammeldags freudo-marxisme eller 1930’er-kulturradikalisme for at finde magen til. The queers have all the fun, det må vi forstå. Eller om hun tilstræber en polyfoni, som det hedder på litteraturvidenskabsk: en flerstemmighed, hvor de normale også har et legitimt ord at skulle have sagt.
Jeg tror mest på det første. Måske også fordi klichéen lurer, når Ernst prøver at etablere indresyn hos karrierekvinden Karen. Hun har ikke hjertet og indlevelsen med. Der er således endnu et stykke vej til, at Linea Maja Ernst kan blive det danske svar på det irske millennial-verdensnavn Sally Rooney. Der mangler nogle samfundsmæssige perspektiver, som vi skrev i min ungdoms ideologikritiske opgaver på litteraturvidenskab. Det er både for spinkelt, og det er for meget med alt det pjat og al den sex. Sådan vil jeg gerne konkludere. Men jeg kan ikke rigtigt, for det er også ustyrligt morsomt. Der er en trolddom i romanen, som det er svært at komme ud af, en fuldendt cirkel omkring de syv selvbevidste syndere i sommersolen. J
5 stjerner
Linea Maja Ernst: Kun til navlen. 294 sider. Kr. 269,95. Lindhardt og Ringhof.
0 Linea Maja Ernst er journalist på Weekendavisen og romandebuterer med et vaskeægte generationsportræt. – Foto: Daniel Hjort
Scherfigs romaner var kontroversielle. Men hvem leverer hans syrlige samfundskritik i dag?
Tre af Hans Scherfigs højtelskede romaner er genudgivet og er læsset med kommunistisk tankegods, men bæres oppe af et suverænt sprog. Og af en form for samfundskritik, som savnes i moderne litteratur essay
Jeppe Krogsgaard Christensen kultur@k.dk
Da jeg var ung, læste jeg romaner i lange, intense stræk. I sengen, på gulvet, i græsset. Og hvis en af romanerne fascinerede eller på anden måde opslugte mig, ja, så læste jeg flere af samme forfatter.
Det gjorde Hans Scherfig. Opslugte mig. Fuldstændigt. Med de her romaner, der var så skarpe, så velfortalte, så grusomme og så frygtelig morsomme.
Mine forældre havde dem stående i reolen, og da jeg flyttede hjemmefra, flyttede de med, de gulnede tranebogsudgaver af ”Den forsvundne fuldmægtig”, ”Det forsømte forår” og ”Idealister”. Men under en af de utallige flytninger i de tidlige voksenår røg de ud. Fordi der skulle gøres plads til andre bøger, og nok også fordi Scherfig ikke var særlig cool på danskstudiet, hvor jeg var indskrevet.
Men dette forår genudgav Gyldendal dem alle tre, og de udkommer i en tid, hvor mange læsere og forfattere atter er åbne over for kritiske beskrivelser af systemer, normer og socialklasser. Tænk bare på Glenn Bechs ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” eller Thomas Korsgaards forfatterskab, der også er uhyre populært.
Samtidig fornemmer jeg i litteraturmiljøer en tiltagende sværmen for revolution, for radikal forandring, og det er næppe heller tilfældigt, at Gyldendal den seneste tid har udgivet ”Er døden ikke politisk?”, et udvalg af kommunisten Ivan Malinowskis digte, og genudgivet Klaus Høecks ”Ulrike Marie Meinhof”, en lyrisk fetichering af venstreekstremistisk terror. Og nu altså også tre romaner af det tro DKP-medlem og stalinist Hans Scherfig. Men hvordan er de så at genlæse, på lang
afstand af min ungdoms flirt med det revolutionære og med øjne, der ikke længere kan tro på politiske ideologier af hverken den ene eller anden art?
Afsæt i kriminalgåder ”Den forsvundne fuldmægtig” udkom i 1938. Da var Scherfig 33 år, og romanen blev skrevet under lup, fordi han led af en svært invaliderende øjensygdom. Men fortællingen står knivskarpt og indledes – som enhver, der har gået i gymnasiet ved – med, at to mænd med få dages mellemrum forsvinder. Den ene er fattig og uden status, den anden er en fnugfri og pertentlig fuldmægtig i Krigsministeriets 14. afdeling. Og da man på Amager Fælled finder sidstnævnte, Teodor Amsteds, armbåndsur ved siden af en krop sprængt i stumper og stykker, kan politiet ikke slutte andet end, at den ellers eksemplariske borger har taget sit eget liv.
Det har Amsted nu ikke. Han har blot lagt et røgslør og er flyttet på landet for at leve et nyt liv under en ny identitet. Væk fra ministeriet, væk fra hustru og barn og ud i den natur, han som dreng fandt så vidunderlig. Det bliver dog ikke, som han havde forestillet sig, og noget i ham længes tilbage mod spidsborgerlivet. Og da politiet gennemskuer sagens rette sammenhæng, ender han i fængsel. Der føler han sig umådeligt godt tilpas. Der består dagene kun af faste rammer og meningsløst arbejde. Der vil han for alt i verden blive. ”Det forsømte forår”, der udkom to år senere, kan læses som en forklaring på, hvorfor
Har han ikke fat i noget, når han mener, at skolen er med til at gøre os til nyttige samfundsborgere?
Eller i at de fleste søger tryghed i hamsterhjulet?
mennesker som Amsted foretrækker fængslet frem for friheden. Igen er en kriminalgåde afsættet. Ikke med et bombesprængt lig i centrum, men en forgiftet lærer. Det berygtede maltbolsje, der blev den lige så berygtede lektor Blommes grumme endeligt. 25 år senere mødes en af hans klasser til et studenterjubilæum, hvor de i en slags fortrængning mindes de ”gode tider” på Metropolitanskolen i 1910’ernes København. Men i romanens tilbageblik træder et helt andet billede af Blomme og de øvrige lærere frem: tragiske, sadistiske, psykopatiske. De fleste af eleverne har klaret sig godt i livet, er ”blevet til noget” i borgerlig forstand. Men nogen dybere glæde, noget rigtigt liv lever de ikke. De er stadig hæmmet og fængslet af skoletidens terror, meningsløse udenadslære og kvælende borgernormer. Som der står et sted: ”Man er voksen og fri nu og kan gøre, hvad man vil. Men man fik aldrig rigtig lært foråret at kende. Man har forsømt det.”
Teodor Amsted er en af de voksne. Engang en glad dreng, som holdt af naturen, af friheden og var med i en hemmelig modstandsgruppe med feltråbet ”Død over Blomme!”.
Men som altså – som beskrevet i ”Den forsvundne fuldmægtig” – ender med at længes efter cellen.
Der findes nu mennesker, som ikke ender som Amsted. Som det ætsende ironisk lyder et sted i ”Den forsvundne fuldmægtig”: ”Det er ikke alle fanger, der er så tilfredse som Teodor Amsted. De er urolige. De har ikke fået hans gode opdragelse. De er ikke blevet forberedt på dette liv gennem mange år. De har ikke nydt hans skolegang. De har haft for meget fantasi. De er uharmoniske og uborgerlige.”
Savnet efter Scherfig Disse mennesker vrimler det med i ”Idealister”, der var planlagt til udgivelse i 1941. Men Scherfig blev under Besættelsen fængslet for sin kommunistiske overbevisning, og udgivelsen forbudt. Så romanen udkom i Sverige i 1944 og først året efter i Danmark. I romanens ene setting flokkes alskens idealister og fantaster – alkymister, vegetarister, spiritister, psykoanalytikere – om et lille trykkeri på Nørrebro i København. Alle med deres klare idé om, hvad der kan gøre verden bedre. I romanens anden setting, sydsjællandske Præstø, har en præst fået lokalsamfundet til at danse efter sin pibe. Håndboldklubben, spejderne, systuen og andre sociale grupperinger er blevet infiltreret af ham og hans tro, og kroen står nu tom. Hvor præsten er én le-
der i byen, er godsejeren, egnens store kapitalist, den anden. Og det er mordet på ham, der er romanens lidt skrumlede krimimotor. Men Scherfig synes nu også mere interesseret i at skildre, hvordan kapitalismen og kirken – og siden nazisterne – har været fantastisk dygtige til at etablere rammer, eller hegn, om mennesker. Mens idealisterne ikke kan andet end at tale og modarbejde hinandens tro på en ny, bedre verden.
Når jeg læser Scherfig, kan jeg mærke, hvordan jeg i ny dansk litteratur savner hans tilgang til stoffet. Savner måden at skrive om et helt samfund og dets mennesker og brydninger. I storskala. I dag er det typisk autobiografiske jeg-skildringer af enkelte samfundslag, der dyrkes.
Nok er Scherfigs marxistiske menneskesyn, hvor kun omgivelserne skaber identiteten, stærkt reduktivt. Ligesom hans skildringer af præster, lærere og forretningsfolk flere steder er direkte dæmoniserende. Men har han ikke fat i noget, når han mener, at skolen er med til at gøre os til nyttige samfundsborgere? Eller i at de fleste søger tryghed i hamsterhjulet? Og i at reel lykke aldrig kan findes der?
At læse Scherfig er noget andet som 51-årig end som 17-årig. Men stadig en oplevelse. Ikke mindst sproget og stilen. Den næsten zoologiske – Scherfig studerede faktisk zoologi en tid – måde at beskrive menneskers adfærd og habitater på, den onde ironi og falske solidaritet med Amsted og kompagni. Og den vedholdende interesse for de aparte og udstødte, der måske har nøglerne til et nyt og bedre samfund. Hvis bare de kloge og godhjertede blandt dem kunne få styr på idéerne og på sig selv. Organisere sig! Ja, den kommunistiske utopi står lige bag ordene i romanerne, og Scherfig forblev til sin død tro mod sin egen idealisme, men også blind for de uhyrligheder, den udvirkede i Sovjetunionen.
Over min ene datters seng hænger et af Scherfigs skønne saftiggrønne junglemalerier – for maler var han jo også – og kan ligne en modsætning til hans stikkende romaner. Det tænker jeg, da jeg putter hende. Men også at malerierne måske snarere ligger i forlængelse af romanerne. At malerierne er Scherfigs drøm om fremtiden. Hvor løven og lammet lever i fred. Side om side i det høje, dejlige græs. J
”Den forsvundne fuldmægtig”, ”Det forsømte forår” og ”Idealister” er udkommet på Gyldendal.
Hans Scherfig
Hans Scherfig (1905-1979) var maler, tegner, journalist og forfatter.
Han skrev blandt andet to af dansk litteraturs mest læste romaner, ”Den forsvundne fuldmægtig” (1938) og ”Det forsømte forår” (1940), der begge blev til populære film.
Scherfig var fra 1939 og frem til sin død medlem af Danmarks Kommunistiske Parti.
Modtog i 1973 Det Danske Akademis Store Pris.
2 Hans Scherfig (1905-1979) forblev til sin død tro mod kommunismen, men også blind for de uhyrligheder, den udvirkede i Sovjetunionen.
– Foto: Tage Christensen/Ritzau Scanpix
En forelskelse forandrer blikket på hele verden
Caroline Albertine Minor fik international anerkendelse for novellesamlingen ”Velsignelser” og ros for romanen ”Hummerens skjold”. Med digtsamlingen ”Nivå Bugt Strandenge” gælder det kærlighedens væsen interview
Daniel Øhrstrøm ohrstrom@k.dk
Den olivengrønne drejetelefon står som en tavs tidslomme i stuen hjemme hos digteren Caroline Albertine Minor på Nørrebro i København. Hun har uden held forsøgt at få den koblet på kobbernettet. Nu har hun accepteret den som noget smukt og ubrugeligt – som sten, man samler op på stranden og bare nyder synet af. Som digter leder hun på samme måde altid efter de rigtige ord at samle op og vise frem. Og dem har hun faktisk – ifølge Kristeligt Dagblads anmelder – fundet med sin digtsamling, der udkom i foråret, ”Nivå Bugt Strandenge”, som Martin Rohr Gregersen gav fem stjerner og nærmest sprogligt forelsket kalder ”en samling af kærlighedsdigte, der falder som finregn på en kølig forsommermorgen. Med samme forfriskende lethed og rene rolighed fremkalder de verden med en nærmest delikat klarhed og livfuld nænsomhed”.
Kærligheden har Caroline Albertine Minor allerede beskæftiget sig med i novellesamlingen ”Velsignelser” (2017), romanen ”Hummerens skjold” (2020) og sin tidligere genskrivning af Bibelens erotiske digtsamling Højsangen. Men nu er hun altså aktuel med sine egne kærlighedsdigte.
”At blive forelsket er at finde et fast fokus for sin opmærksomhed. Pludselig handler alt om den anden, og det er blandt andet også det, som mine digte handler om,” siger Caroline Albertine Minor.
Dedikeret til børnene
Digtene er blevet til gennem en periode på over 10 år, hvor hun selv har fundet ind og ud af forhold og fået to børn undervejs, fortæller hun, da vi sidder i hendes københavnerkøkken, der er udsmykket med børnetegninger som farverige beviser på stor kærlighed. Flere af digtene er også dedikeret til børnene. Men hovedfokus er et andet, og digterjeget rejser gennem den romantiske kærligheds forskellige faser fra den første forelskelse og forførelse til den svie og smerte, der kan følge med en kærestesorg. Og det hele kalder på digte, mener hun:
”Jeg har tænkt meget over, hvorfor kærligheden eller forelskelsen tilbyder sig sådan til at skrive digte. For det er jo mildt sagt ikke noget nyt,” siger Caroline Albertine Minor, der både citerer kærlighedsdigte fra Shakespeare og Pia Juul i bogens to mottocitater. Og de to døde poeter var som bekendt langtfra de første til at skrive om forelskelse. Siden oldtidens digtere og Højsangen 500-100 år f.Kr. har forelskede forfattere skrevet en nærmest endeløs strøm af digte, sonetter, popsange, reklametekster og romantiske Hollywoodfilm, så ordet ”kærlighed” sommetider kan føles slidt og tomt som en hjerteformet gasballon, som langsomt taber luft.
Men alligevel forsøger moderne digtere som Caroline Albertine Minor stadig at finde et nyt sprog for kærligheden, og det er der god grund til, mener hun. For at være forelsket gi-
ver også et andet blik på verden.
”Når man er meget forelsket, ser man jo på verden og leder efter det, som man har lyst til at give til den anden, det, man ved, den anden vil sætte pris på, blive opmuntret af, være optaget af eller synes er morsomt.
Det vil sige, at man som forelsket foretager en udvælgelsesproces ligesom en digter, der skal finde ord til sit digt. For alt kan jo ikke stå i et digt, så der er altid en skarp udvælgelse, men den udvælgelsesproces er allerede i gang for den forelskede, der går rundt i verden. Og så fortsætter den destillering inde i digtet,” siger Caroline Albertine Minor.
Et vakt nervesystem
En forelskelse fremtvinger på den måde en særlig opmærksomhed på verden, mener hun.
”Når man er forelsket, hvad enten det er lykkeligt eller ulykkeligt, er ens nervesystem bare mere vakt. Og som forfatter er det rart at have et vakt nervesystem, for ellers kommer der ingen impulser, der giver mig lyst til at skrive.
Men det, der så sker, er, at jeg meget tydeligt mærker noget i virkeligheden, der ansporer mig til at skrive, og jeg kan ikke forudsige, hvad det er, men det er som at lade hånden glide over en flade. Man kan ikke se det, men pludselig kan man mærke, at der er noget,” siger hun, mens hun kører sin flade hånd hen over spisebordet foran sig.
”Sådan var jeg i en tid utroligt åben, men det var også hårdt at være i,” kommer det så.
Bogen består af fire dele, der også fører læseren gennem forskellige stemninger.
”Den første del er ældre digte til min søns far og til min søn og digte fra et tidligere parforhold, der var mere smertefuldt eller mørkt. På en måde danner den del en baggrund for jegets måde at elske på. Del to er så en forelskelse i et specifikt ’du’, som man ikke får navnet på, og i del tre er tabet af dette ’du’ en
Caroline Albertine Minor
Født 1988.
En af de mest kritikerroste forfattere i den yngre generation. Har blandt andet modtaget Michael Strunge-prisen, P.O. Enquists pris og Danske Skønlitterære Forfatteres pris Den svære Toer, ligesom hun var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen ”Velsignelser”.
Hun er mor til to børn og bor i København.
”Nivå Bugt Strandenge” er udkommet på forlaget Gutkind.
”Når man er forelsket, hvad enten det er lykkeligt eller ulykkeligt, er ens nervesystem bare mere vakt. Og som forfatter er det rart at have et vakt nervesystem, for ellers kommer der ingen impulser, der giver mig lyst til at skrive.
realitet, og det er der en sorg over, men i den del er der til gengæld plads til digte om venner, børn og andre digtere, så den del peger på en vej ud af den manisk optagede forelskelse, så man pludselig også får øje på flere ting. Og den sidste del er mere manifestagtig, hvor jeget forsøger at forholde sig til den måde, det har elsket på,” siger hun og giver sig til at recitere et digt:
”Bortset fra ham,/ jeg mistede/ til trafikken,/gjorde mændene, jeg elskede,/ mig i sidste ende ondt,/ og skønt de valgte/ forskellige knive,/ sleb de dem alle mod/ den samme sten /jeg er kommet for /at smide den i havet.”
Digteren ser op, inden hun udlægger sin tekst:
”Her kan man se, at der også er kommet en vilje, der træder ind i jeget, fordi hun også har fundet en alenehed, der ikke er ensom, så det også er et jeg, der nyder at være alene,” siger digteren, der dog ikke har opgivet kærligheden helt, for forelskelser kan komme og gå, som hun siger.
”Det forunderlige er, at det hver gang føles helt afgørende nyt, som om man aldrig har været forelsket før, og som om man nærmest er den første, der nogensinde har været forelsket. På den måde har kærligheden også genopstandelsen i sig. Og mine digte er også en besyngelse af selve kærligheden, der kommer, når man mindst venter det. Det ville jeg gerne skrive højstemt om, uden at lade som om kærligheden ikke også kan være kompliceret for en singlemor, der bor med sine to børn fra tidligere forhold,” siger Caroline Albertine Minor, som i samlingens sidste digt, ”Stensamler”, samler sten på stranden, der minder hende om hendes børn.
Og sådan kan man jo også samle hendes digte op som strandsten, der måske minder én om et menneske, man engang har givet særlig opmærksomhed.
CAROLINE ALBERTINE MINOR
10 | Sommerbøger – Danske stemmer
Små forlag indfører usædvanlige salgsmetoder
Skærpet kamp om opmærksomhed fra læsere og medier har fået flere små forlag og mindre kendte forfattere til at gå nye veje i deres markedsføring af bøger nyhed
Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk
Trænger du til en krisepsykolog efter en tur med DSB? Så køb en bog og vind en samtale! Alle har prøvet at købe og give en bog. Har du prøvet at give en forfatter i julegave?
Kom ind på forlagets workshop og sy din egen bog!
Lige så længe der er blevet skrevet bøger, har forfattere og forlag haft brug for at markedsføre dem, men i de senere år har kampen om bogkøbernes opmærksomhed ført til flere usædvanlige påfund. Især fra de mindste forlag, som i stigende grad oplever, at det er svært at opnå omtale på mere traditionel vis med en anmeldelse i et dagblad.
”Det er ikke nok bare at sende en bog ud og håbe, den bliver anmeldt. Vi bliver nødt til at gøre noget ekstraordinært.
Det har man længe gjort i alle mulige andre brancher, men bogverdenen har været meget konservativ,” siger Thomas Aagaard Skovmand, forlagschef på Byens Forlag.
Det var hans forlag, som for nogle år siden forsøgte sig med den idé, at man
som bogkøber ikke alene kunne give en bog i julegave, men at gavemodtageren efterfølgende fik forfatteren på besøg. Tilbuddet var dog indrettet på en måde, så det var forfattere i ens eget geografiske område, man kunne få besøg af. Byens Forlag har også for nylig sendt en bog ud til anmelderne, som var ledsaget af en marcipangris og en pose flæskesvær. Idéen kom fra forfatterne Alice Aagaard og Peter Pedersen, fordi grise spiller en vigtig rolle i deres roman ”Willumsens slagteri”. Inspirationen er hentet fra, at bogbloggere på Instagram ofte får en lille erkendtlighed for at om tale bøger, fortæller Thomas Aagaard Skovmand. ”Vi har omkring 60 instagrammere, som vi sender vores bøger til. Instagram er blevet en alt afgørende platform for os. Tidligere har vi tænkt, at dagbladene var det store vindue for at vise vores bøger frem, men vi mær ker, at der er blevet mindre plads i avisen til at omtale bøger,” siger han.
skrevet, mens jeg kørte i tog mellem Esbjerg og København. Når man kører så meget i tog, oplever man mange mærkelige episoder, og sådan fik jeg idéen,” fortæller Jan Egesborg, som tidligere har markedsført en serie bøger om berømte ligninger fra matematikkens og fysikkens verden med en konkurrence om at vinde en tatovering.
Christel Sunesen er stifter af netværket for de allermindste forlag, Mikrofest. Mikroforlagene har ifølge stifteren specialiseret sig i ”guerillamarkedsføring” i form af begivenheder, hvor præsentationen af en bog nærmest bliver kunstværker i sig selv.
FOTO:
Udgivelsen er et værk i sig selv Jan Egesborg er forfatter og har i foråret udgivet billedromanen ”Søen i Khon Kaen” med illustrationer af Lilian Brøgger, som forlaget Fahrenheit helt har opgivet at sende til anmeldelse. I stedet omtaler man bogen på Instagram i sammenhæng med en konkurrence, hvor man kan vinde en samtale med en krisepsykolog til en værdi af 1500 kroner, hvis man har haft en dårlig oplevelse med DSB.
”Handlingen i min bog har ikke noget med DSB at gøre, men den er delvis
”Vi har prøvet lidt af hvert. Spillekort med digte på. Bogudgivelse kombineret med en drømmetydning. Vi ser det ikke som markedsføring, men at forlæggeriet i sig selv er en kunstnerisk praksis,” siger Christel Sunesen, der selv leder forlaget Ekbatana. Forlaget med drømmetydningen
” Men alle dem, der ikke står til at blive anmeldt i avisen, må jo finde på noget, så de kan blive en god historie – og dermed alligevel komme i avisen.
JESPER PROVSTGAARD, REDAKTØR PÅ BRANCHEBLADET BOGMARKEDET
hedder Arkiv for detaljer og er også dem, som udbyder workshops, hvor forfattere og bogkøbere kan sy deres egne bøger som en særlig form for indbinding af værkerne.
Så kom de alligevel i avisen
Jesper Provstgaard er redaktør på branchebladet Bogmarkedet. Også han har bemærket, at markedsføring af bøger har taget nye former, og vurderer, at dette dels hænger sammen med, at små forlag ikke har så mange penge at annoncere for, dels at traditionelle medier som dagblade har skruet ned for mængden af omtaler og anmeldelser, samtidig med at der udgives flere bøger end nogensinde.
”Jeg tror, vi ser de usædvanlige salgsmetoder, dels fordi det kan være en billigere måde at få opmærksomhed på end traditionelle annoncer, men også fordi det ligger meget naturligt i forlagenes dna at prøve ting af,” siger Jesper Provstgaard.
Han peger på, at når et forlag skal forsøge at give en bog omtale, kan det vælge et socialt medie. Typisk TikTok hvis det er en bog til børn og unge, Instagram eller Facebook til de lidt ældre og LinkedIn, hvis det er en managementbog. Der er også bestemte litterære genrer, som har hele blogger-universer på sociale medier, men sjældent omtales i dagblade, for eksempel romance, bemærker Jesper Provstgaard: ”Jeg tror ikke, avisernes anmeldelser mister deres berettigelse som det sted, der har en særlig status, fordi professionelle anmeldere fælder deres dom over bøgerne. Men alle dem, der ikke står til at blive anmeldt i avisen, må jo finde på noget, så de kan blive en god historie –og dermed alligevel komme i avisen.” J
0 Det er ikke længere nok at udbyde bøger til salg fra boghandlernes hylder. Stadig flere forlag og forfattere udtænker avancerede salgsmetoder til at skaffe opmærksomhed om deres produkt. – Foto: Julie Meldhede Kristensen
At blive far som ung gav Kristian Leths liv en kærkommen struktur
Lidelse hører med til ethvert liv, så det gælder om at finde en meningsfuld lidelse, mener forfatteren, musikeren og radioværten Kristian Leth, der i april udgav bogen ”Afstanden”
interview
Daniel Øhrstrøm ohrstrom@k.dk I sin nye erindringsbog ”Afstanden” beskriver Kristian Leth, hvordan han lod tv’et køre i rummet ved siden af, mens han sad til sin egen konfirmationsfest. På den måde kunne han mellem talerne løbe ind og høre, om hans far, Jørgen Leth, skulle finde på at afbryde sin besyngelse af andre folks cyklende sønner ved dagens sportsbegivenhed med en lille hilsen, at
der skam også var en anden vigtig begivenhed den dag – derhjemme.
Men Kristian Leth lyttede forgæves, mens faderen fortsatte med at cykle i syntaksen inde i fjernsynet.
”Jeg kan ærligt talt ikke huske, om min far kommenterede Tour de France eller en forårsklassiker,” siger Kristian Leth og kigger ned i Københavns Kanal, hvor Solen som en kærkommen klassiker ser ud til at ramme hver eneste lille krusning i vandet.
Kristian Leth er i dag selv blevet en anerkendt kunstner herhjemme som både musiker, digter, forfatter og tv- og radiovært, selvom han bor et helt andet sted i verden og kun tre-fire gange om året er på besøg i Danmark.
Senest har han selv høstet stor anerkendelse og Bibelselskabets pris for sine populære P1-programmer ”Bibelen Leth fortalt”, hvori han sammen med en medvært nærlæser Bibelen – på en linje fra sit hjem i New York, hvor han snart har boet i 10 år sammen med sin kone og parrets tre børn.
Selv har han seks søskende, som han holder sammen med, hvoraf fem bor i Danmark og en i USA.
Men det er bare ét lag i titlen på Kristians Leths seneste erindringsbind, ”Afstanden”, hvori han filosoferer over afstanden mellem mennesker og generationer med afsæt i sin egen opvækst.
”Jeg hørte nogen sige, at jo mere personligt, man skriver, jo mere universelt bliver det. For min egen oplevelse gennem min opvækst er ikke særligt speciel. Den er på mange måder helt utroligt banal og almindelig. Der har været flere generationer med de oplevelser, om så faderen har været direktør, ingeniør eller psykolog,” siger Kristian Leth.
Sidst i bogen er der dog – uden at afsløre alt – faktisk en scene, hvor Jørgen Leth under en indlæggelse på Rigshospitalet antyder, at han nok hverken har været det perfekte menneske eller den perfekte far. Og i det afsnit citerer Kristian Leth faderen og sin egen tavshed på hospitalet:
”’Jeg ligger tit og tænker over det. Det, du også kender til. Jeg tænker over, om jeg gjorde det rigtige, om jeg gjorde det
2 ”Jeg ville ikke have, at mit barn skulle opleve det samme som mig.
Og når først det valg var taget, var det egentlig ikke så besværligt,” siger Kristian Leth om at være far på en mere nærværende måde.
– Fotos: Leif Tuxen
godt nok.’ Han får tårer i øjnene. Han mener med os, og jeg tænker, at jeg burde have sagt, at det gjorde han,” skriver Kristian Leth, men gengiver så en samtale, hvor de to digtere på tværs af generationsforskellen i stedet får en god litterær samtale, som Kristian Leth ser paralleller til i Bibelen.
At ofre sit barn
For fraværende fædre er ikke et nyt fænomen. Bibelen er fuld af dysfunktionelle familier, påpeger Kristian Leth, som selv bruger Bibelen flittigt i sin nye bog. ”Jeg tænker, at en måde at måle, om man er lykkedes med sin opdragelse, er at se, hvordan ens børn har det med hinanden,” siger Kristian Leth og ruller de gammeltestamentlige slægtshistorier og familiestridigheder ud, der hos patriarkerne ifølge ham viser et billede af flere generationers svigt.
Det oplagte eksempel er Abraham, der ville ofre sin søn, men Isak kom selv til kort som far. Han havde selv to sønner, Jakob og Esau, men tillod, at Jakob snød sin bror for hans arv. Jakobs egne sønner var tæt på at slå Josef ihjel, fordi Jakob gjorde forskel på sine børn. Det hele ser ud til at begynde med Abraham og Isak i en fortælling, der ifølge Kristian Leth handler om et grusomt svigt, der sætter sig i slægten gennem generationerne.
Og ligesom Søren Kierkegaard skriver om fader-søn-forholdet mellem Abraham og Isak i ”Frygt og bæven”, tager Kristian Leth netop den fortælling op i sin bog, hvor han selv filosoferer over det frygtelige i, at Abraham var villig til at ofre sin egen søn for sin tro, for det burde jo være omvendt, som der står i bogen:
”Hvad kan være en mere præcis beskrivelse af forældres kærlighed end følelsen af at være villig til at ofre alle principper for at redde sit barns liv? At ville dræbe for sit barn. At ville slide sig selv ud, give sit eget liv, sin stolthed, sit renommé, sine genstande, sit eftermæle for at redde sit barn.
At intet andet er mere helligt end kærligheden mellem forældre og barn. At være forælder er at forholde sig til alle de gange, man ikke lever op til det ideal,” skriver Kristian Leth, som også sommetider selv føler, at han kommer til kort som far.
”Jeg tror ikke, målet med forældreskabet er noget perfekt. Det er nærmere at blive ved at være der, også når det ikke virker, og når det er svært. Når vi får børn, tænker vi på vores forældre på en
” Jeg tænker, at en måde at måle, om man er lykkedes med sin opdragelse, er at se, hvordan ens børn har det med hinanden.
KRISTIAN LETH, FORFATTER
anden måde, og de bliver mennesker, der tog nogle valg, og ikke bare far og mor,” siger Kristian Leth. Selv traf han alligevel et vigtigt valg, da han blev far i en alder af bare 23 år. Han ville være en mere nærværende far for sit eget barn, end hans far havde været for ham.
”Jeg følte faktisk slet ikke, at det var et valg. Eller valget var et, jeg tog én gang, og så var det det. Hvis valget i en speci-
fik situation derefter stod mellem min familie og mit arbejde, så havde jeg allerede bestemt mig. For jeg ville ikke have, at mit barn skulle opleve det samme som mig. Og når først det valg var taget, var det egentlig ikke så besværligt. Omvendt vil jeg sige, at det faktisk frisatte mig og gjorde, at jeg blev meget mere effektiv og målrettet i de arbejdstimer, jeg havde. Jeg ville aldrig have fået skrevet så mange bøger og lavet så meget musik, hvis jeg ikke var blevet far så tidligt. Det gav mig en struktur, som jeg aldrig rigtigt satte spørgsmålstegn ved. For eksempel også i forhold til at min arbejdsdag slutter klokken fem om eftermiddagen, og at jeg principielt ikke arbejder om aftenen eller i weekenden,” siger Kristian Leth.
Den fortabte søn
Adspurgt forholder Kristian Leth sig også gerne til faderbilledet i lignelsen om den fortabte søn, der vel også kunne have heddet ”Lignelsen om de fortabte sønner”. For lignelsen i Lukasevangeliet handler om to sønner, der på hver deres måde tvivler på faderens kærlighed.
Den yngste søn har sløset sin arv bort, men bliver modtaget med åbne arme og en fest, da han vender hjem. Det gør sto-
rebroderen misundelig. For selv har han slidt og slæbt, men aldrig fået nogen fedekalv til sine venner. ”Alt mit er dit,” forklarer faderen sin søn og opfordrer ham til at glæde sig sammen med sin bror.
”Vi får aldrig at vide, hvordan historien ender, om de to brødre forsones, vi er tvunget til selv at tænke videre. Men det fantastiske ved den lignelse er, at vi alle sammen kan være alle tre personer i historien.
Vi kender godt følelsen af at elske nogen så højt, at vi vil tilgive alt, de har gjort. Og vi kender følelsen af at ønske os den tilgivelse og ubetingede omfavnelse. Og så forstår vi selvfølgelig broderens gode spørgsmål: ’Hvad med mig? Er min trofasthed ligegyldig?’,” siger Kristian Leth og vender tilbage til sin egen bog.
”Det, jeg har at sige om forholdet til min far, har jeg skrevet i bogen. Jeg mener ikke, det er det specifikke ved min situation, der gør historien vedkommende. Jeg har mange venner, der ligefrem har haft fædre, der forsvandt og havde en helt anden familie ved siden af, men det, der optager mig, er, hvordan man får vendt historien, så den ikke gentager sig.
Det er blandt andet det, min bog handler om, ligesom den handler om erindring og forholdet mellem generationer,” siger forfatteren og tager sine solbriller på, mens vi følges ad langs Københavns Kanal, hvor fremmede mennesker mødes og cykler ind mellem hinanden, mens forfatteren bevæger sig ind til kernen af sin bog.
”Jeg har kaldt bogen for ’Afstanden’ af mange grunde. Den handler om afstanden mellem os og dem, vi elsker, også vores børn og familie. Den handler om afstanden mellem andre tiders sind og nutiden, og hvad historien kan fortælle os om os selv. Og så handler den for mig mest om den afstand, vi har til os selv –mellem os selv og os selv, selv om det måske lyder indviklet. Det, at vi ser os selv i verden, og at menneskets erkendelse springer ud af det blik,” siger han og ser op.
”Og ud af den betingelse kommer også den lidelse, der er en præmis for eksistensen. Som forælder må man forstå, at man ikke kan skærme sine børn helt fra smerte. For lidelse hører med til livet, uanset hvordan man lever sit liv. Målet må være at finde en meningsfuld lidelse, ikke at tro, at man kan leve et liv uden.”
Kristian Leth
Født 1980.
Siden uddannelsen fra
Forfatterskolen i 2002 har han skrevet 11 bøger, blandt andet digtsamlinger, faglitteratur og en roman.
Derudover har han som musiker og sanger udgivet 16 plader, deriblandt ni med bandet The William Blakes og fire soloplader på dansk.
Han har modtaget priser for sit arbejde både som kunstner og som radiojournalist, blandt andet for ”Bibelen Leth fortalt”.
Kristian Leth bor med sin hustru og parrets tre børn i New York. ”Afgrunden”, som er sidste bind i en erindringstrilogi, er udgivet på Gladiator.
16 | Sommerbøger – Danske
Kåre Bluitgens nye bog er både en livshymne og et sørgespil
Kåre Bluitgen har skrevet en sjælsrystende roman om to flygtninges rejse ind og ud af alle drømme og illusioner anmeldelse
Liselotte Wiemer
kultur@k.dk
Forfatteren Kåre Bluitgen følger en kompaspil, der sidder i hjertet. Han skriver om det, der må og skal siges – fordi det brænder på og løber over. Fra flygtningestrømme til diktatur og racisme, korankriser og menneskerettigheder. Fra fortid til nutid. Fra alverdens lande. Og for både voksne og unge.
Forfatteren har et enestående talent for verdens blinde vinkler. Og ”Mod havet mod himlen” er en kraftpræstation, der må slå enhver læser omkuld.
Den er en livshymne og et endeløst sørgespil. Den er afpillet, som vi kun er, når vi intet har at miste. Den er historien om en moder. Den er en konstant anfægtelse. Og så er den ikke mindst en brutal sandhed kastet lige i øjnene.
Drømmen. Det er det, der driver mor og datter, Gracious og Faith, hele vejen fra fattigdommen i Benin City i Nigeria – over to have til deres håbs mål: London i England. Landet med mælk og honning. Og uanede muligheder. Ak, ja.
Egentlig gør de det ikke af fri vilje. De er presset af en familie, der som mange andre på det afrikanske kontinent tror, at der ligger en kiste med guld for enden af regnbuen.
Rygterne svirrer om penge, der strømmer tilbage fra vellykkede emigrationer. Det ene mere urealistisk end det andet.
Så Gracious og Faith rejser på alles vegne. Over havet under himlen. Deres historie er romanens omdrejningspunkt. Og de fortæller på skift.
Havet må de krydse. Men himlen, hvor er
4 Kåre Bluitgen, der er født i 1959, har ofte religiøse temaer i sine bøger. – Foto: Martin Sylvest/AFP/Ritzau Scanpix
den? Ingen steder, alle steder. Ind imellem en sol midt i håbløsheden, ind imellem sort som en dag i helvede. Rejsen er betalt af familien, men nogen garantibeviser er der ikke.
Boko Haram er den største trussel, ikke mindst fordi de to flygtende er kristne. Men konstant møder de kriminelle typer, der vil udnytte dem. De bliver stuvet sammen i containere, de bliver udsultet, må leve i prostitution under de forfærdeligste forhold, de voldtages og straffes. Og som ufatteligt mange andre sætter de livet på spil i overfyldte både på
Et råt og komisk gys
Stine Askov gør det igen. Rammer klokkeklart, kejtet og kærligt ind i hverdagens menneskelige forviklinger. Hvor er det hårdt, hvor er det sjovt, hvor er det godt anmeldelse
Liselotte Wiemer kultur@k.dk
Forfatteren Stine Askov har med stadig færre virkemidler fundet sin helt egen rørende, rablende, ruskende form for nutidsrealisme. På samme tid knivskarpt, hjerteknusende og langt ude. Jeg har været vild med hendes forfatterskab siden den morbide ”Bid” fra 2012 – og da ikke mindst de seneste to: ”Katalog over katastrofer” (2020) og ”Nøjsomheden” (2022). Jamen, ikke en fod er sat forkert. Hun modtog Dansk Litteraturpris i 2023. Flere må komme til.
Nu er vi der igen. I hverdagens filigranhjørne, hvor farerne lurer lige under hårspænderne. Bogstaveligt. For det er netop håret, der
”Mod havet mod himlen” er en kraftpræstation, der må slå enhver læser omkuld.
ranglet væsen med enorme drømme. Han vil være verdens bedste basketballspiller. Når vi kan drømme det, kan det også blive til virkelighed. Det kan godt ske, siger han, som et omkvæd på en sang. Jesus vil hjælpe. Giannis er en favnfuld af lys og håb. Han ejer ikke dagens mønt. Men mor og datter betaler et stykke af rejsen med nogle af de sidste penge, de har. For det håb, den tro, den drøm må de have med sig. Om det går godt, må man selv græde sig til. For vi er i troens og håbets, men i den grad også i virkelighedens verden.
Romanen er desværre for lang, og især Europa-delen kunne efter min mening skæres betydeligt. Vi skal ikke vide alt. Alligevel formår Kåre Bluitgen at holde hele dette detaljerige menneskelige overlevelsesrum med gråd og græmmelse og strejf af lys i en forbløffende stram snor.
Jesus er med hele vejen. Et svar får de ikke. Eller gør de? Vi ser så kort. Men vi ser. For denne roman er ikke bare litteratur. Den er også et dokudrama, en stjernekaster og en klyngebombe. Ja, måske er det ligefrem Faiths eget forslåede skrivehæfte? J
Middelhavet, kun for at lande på en kyst, hvor tusinder af flygtninge allerede kæmper om de få himmelske pladser.
Faith, der vil være forfatter, skriver det hele ned i sit hæfte.
Det er mageløst rystende beskrevet. Forfatteren må have været der selv, hvad han ikke har. Men livet på bagsiden og bagsædet, det kender han.
Og så er der alligevel glimt af en himmel fuld af både engle og hjælpende ånder. Allermest lysende står drengen Giannis. Et lille,
5 stjerner
Kåre Bluitgen: Mod havet mod himlen. 560 sider. 298 kroner. Forlaget Tøkk.
er det gennemgående psykologiske drama i Askovs nyeste roman ”Varme hænder”. Kan håropsætning være livsfarligt? Ja, her kan det!
Omdrejningspunktet er det, der i følgebrevet med stor fornuft (som slet ikke fanger romanens galskab) omtales som ”omsorgsarbejdet og de mennesker, der udfører det”. Med andre ord: Vi er i de varme hænders land, hvor hænderne sjældent er mere end lunkne.
Kan håropsætning være livsfarligt? Ja, her kan det!
Det hørte vi om i Katrine Marie Guldagers roman fra den psykiatriske afdeling: ”Jeg hører, hvad du siger” – og det oplever vi her, hvor vores hovedperson, Camilla, er pædagog i en børnehave med alt for få ansatte. Det får fatale konsekvenser. Hun må droppe jobbet. Og i en rum tid sidder hun derhjemme foran tv’et og ser ”Ekstreme samlere”, den ene episode efter den anden, mens hendes to store døtre og den forstående Morten ser bekymrede til.
Indtil der altså dukker et ønskejob op som handicaphjælper. Verdens nemmeste job, står der i annoncen. Ja, det skal jeg lige love for! Og så begynder romanen.
Det viser sig nemlig, at kørestolsbrugeren
og den semiberømte forfatter Mathilde er en uberegnelig kommandant. Kontrollerende til det sygelige. Ikke mindst omkring denne håropsætning. Mere bør ikke røbes. For angsten sidder som en konstant boksehandske i mellemgulvet. Ikke mindst da coronaen kommer. Man er naglet til siderne, skønt der ret beset intet er at være bange for. Og midt i heksegryden står vores velmenende, opofrende Camilla. Hun vil gøre alt for at gøre sin arbejdsgiver tilfreds. Hendes selvtillid har én gang fået et knæk, og det må bare ikke ske igen. Så hun vil gå i et med tapetet, hun vil vaske hænder, til de slår revner, hun vil ligge vågen hele natten på sin hjælperbriks, for at høre det mindste kald, hun vil komme løbende med en liter mælk på sin fridag, hun vil forlade sin datters 18-års fødselsdag, whatever. Bare Mathilde kalder. ”Jeg er under nedbrydning,” konstaterer hun et sted. Som kunne hun intet gøre ved det. ”Hvorfor siger du ikke fra”, spørger veninderne og døtrene og Morten. Men det er lige præcis Stine Askovs kronjuvel. Alle disse skæve, ofte så velmenende re-
lationer, vi vikles ind i og ikke kan vikle os ud af igen. Garnnøgler spundet rundt om personerne med småbitte virkemidler, der kun forstørrer både tragikken og komikken. Tragikken, fordi Camilla jo er et vidunderligt hjælpsomt menneske, der bare (som så mange overbelastede lidelsesfæller) bilder sig ind, at hun skal være fejlfri. Og tror, der er en belønning for enden af løbebåndet. Men der er kun en snubletråd. Komikken, fordi man kan genkende sig selv og sin nabo og sin søster og sin tante i hver af Askovs personer. Kærlig genkendelse. Ubærlig genkendelse. Og så alligevel helt ude i hampen. Hvor er det småt, godt og råt! J
3 Emily Dickinson (1830-1886) skrev digte til sit træskrin, men af og til også til spredt offentliggørelse eller som brevledsagelse. – Foto: Wikimedia Commons
Den oversete gigant
Bente Clod belyser den indre sammenhæng i og giver en dyb forståelse for Emily Dickinsons liv og værk i en stilistisk elegant, smuk og dybt empatisk biografisk roman
anmeldelse
Peter Stein Larsen kultur@k.dk
Emily Dickinson er navnet på en af den mest fascinerende og myteomspundne skikkelser i moderne lyrik. I sit korte og på det ydre plan begivenhedsløse liv fra 1830 til 1886 bevægede hun sig stort set ikke uden for den lille puritanske flække i Massachusetts, hvor hun var født, flyttede ikke hjemmefra og fik i sin livstid kun publiceret en håndfuld digte i et par tidsskrifter. Man forstod ikke hendes tekster, og tidens mandlige redaktører ignorerede hende eller bad hende ”vente med at publicere”. Først i 1920’erne opdager modernistiske digtere og kritikere i USA og Europa, at Dickinsons digtning er et kvantespring i lyrikkens historie på linje med Whitman og Baudelaire, og man flokkes om at publicere og kanonisere Dickinsons over 2000 efterladte digte.
En sådan historie om et miskendt geni, der først opdages og anerkendes efter sin død, er der naturligvis mange af. Der er tilsvarende skrevet en hel del biografier om kvindelige forfattere, der ikke har fået den interesse og hæder, de burde, på grund af en æstetisk konservativ og mandschauvinistisk kultur. En ting er imidlertid at fortælle om et forfatterskab og et liv, som omfatter interessante handlinger, en anden ting er at skrive en jegfortælling, der belyser den indre sammenhæng i og giver en dyb forståelse for en forfatters liv og værk. Dette har vi med Bente Clods ”Emily Dickinson. Skrift og drift” fået et af de bedste eksempler på, som jeg har læst.
Clods tilgang til Dickinson kommer ikke ud af ingenting, idet hun i 2005 udgav ikke mindre end 142 gendigtede digte i det fine udvalg ”På min vulkan”. Der er herfra i den nye Dickinson-roman talrige digtcitater, der alle er organisk støbt ind i det dybt fascinerende portræt af den amerikanske digter, som værket giver.
Personlighed i alt
Clods metode består i al sin enkelhed i, at hun lader sin opfattelse og oplevelse af Dickinsons personlighed gennemstrømme alt det stof, der optræder i værket. Tanker, breve, digte, handlingsforløb, dialoger og sansnin-
ger er alle kædet sammen til en helhedstolkning af tilværelsen. Hermed rammer Clod uden tvivl noget centralt, for hvad der kendetegner det originale poetiske temperament, er noget af det samme, som gælder for de psykiske sygdomme, vi kalder psykoser, nemlig at bestemte følelser og oplevelsesformer, der undfanges i digterens sjæl, farver og omfatter hele dette jegs omverdenstolkning.
Hvor vi ordinære mennesker er i stand til at kategorisere og adskille forhold, så vi kan operere civiliseret, kontrolleret og taktisk i vor omverden, så er en følelse af afvisning, forelskelse, skam, vrede, lidenskab, jalousi, ydmygelse, skuffelse og angst en jordrystende begivenhed, der har gennemgribende indflydelse på såvel digterens som den psykotiskes liv. Denne indflydelse kan i den positive forstand ytre sig som fantastiske og originale digteriske visioner, hvis essens netop er, at normalt adskilte tilværelsesområder smeltes sammen. Eller den kan ytre sig negativt som paranoide forestillinger om, hvordan omverdenen systematisk afviser, underkender eller forstøder digteren.
Roman i dagbogsform
Clods roman følger i en række dagbogsafsnit Dickinsons liv, fra hun som 10-årig for alvor begynder at danne sig sin egen forestillings-
verden, der blandt andet består i, at hun nægter at følge med familien i kirke hos den lokale puritanske præst. Hør for eksempel, hvor følsomt og indsigtsfuldt den unge piges tanker skildres, så vi virkelig fornemmer, at et egensindigt digterisk temperament, der ikke accepterer de stive rammer, som samfundet har stillet op, er under udvikling: ”Da jeg var lille og løb herud i skoven, blev jeg advaret mod alle de farer, der lurede i krattet. Mørkemænd, trolde, farlige dyr, giftige bær. Men jeg mødte kun venlighed og nysgerrighed under kronernes hvælv. Jeg fandt gemmesteder til blyant og papir. Dyrene viser, hvordan vi selv er inderst inde. Selvom vi kan tage tøj på og rede midterskilning og pudse sko, til de skinner, er vi ligesom dyrene inde under tøjet. Dunkende af liv, skamløse i mørke, hængende under himlen af skræk.”
Den sidste sætning har stor betydning i Clods roman, hvor de handlingsmæssige brændpunkter er to vilde forelskelser og i en vis grad fuldbyrdede kærlighedsforhold til svigerinden Sue og veninden Kate, som Emily oplever – inden disse kvinder træffer et andet og med samfundets øjne fornuftigere valg end at løbe bort i vanære fra familiens tryghed med en anden kvinde. For Dickinson bliver disse to lesbiske kærlighedsforbindelser benzinen, der brænder i hele digterens liv og ska-
ber et forpint liv og et genialt forfatterskab. Men Clods beskrivelse af denne proces er også, om ikke genial, så intet mindre end fremragende. Nyd for eksempel denne stilistisk elegante, smukke og dybt empatiske beskrivelse af, hvordan Dickinsons verden bryder sammen, fordi hun som et sublimt poetisk temperament ikke kan holde nogen ting adskilte, men lader sig drive med af en mørk og vild undergangsvision, der til sidst gør det af med hende – med 2000 fantastiske upublicerede digte som resultat: ”Feberen varer en uges tid. Mine øjne svigter mig igen, jeg kan ikke læse eller skrive. Jeg går igennem lag på lag af angst for at miste synet, for at miste forstanden. Går igennem sorg og svigt og vrede, går igennem Sue, går igennem hende og Kate og professorfruerne, går igennem gamle verdener, ind i nye.”
Bente Clods ”Emily Dickinson, Skrift og drift” er en fabelagtig biografisk roman, der oplyser et af verdenslyrikkens allerstørste forfatterskaber. J
Pope Francis with Fabio Marchese Ragona: Life. My Story Through History. Oversat fra italiensk af Aubrey Botsford. 234 sider. 25 engelske pund. Harperone.
Pave Frans taler ud
Pavens selvbiografi gør os klogere på hans inspirationskilder og rejser foruroligende spørgsmål. Men han har en tendens til glatsnakkeri læst udefra
Kristian Østergaard debat@k.dk
Salmedigteren H.A. Brorson opfordrede: ”Kom hjerte, tag dit regnebræt, skriv op dit levneds dage/ se til, at du kan sanse ret/ og tænke lidt tilbage” (DDS 714).
Den 87-årige pave Frans har taget den ripensiske biskop på ordet og fortalt sin historie til journalisten Fabio Marchese Ragona. Verdenshistorien indgår hele tiden i selvbiografien, for pointen er, at det enkelte menneskes skæbne er forbundet med menneskehedens skæbne. Derfor begynder vi med Anden Verdenskrig og slutter med Ukrainekrigen. I begyndelsen er Jorge Mario Bergoglio, som han er døbt, medvider og iagttager. Senere bliver han aktør og får indflydelse på historiens gang.
En af pave Frans’ forgængere – Johannes XXIII – skal engang have sagt: ”Enhver kan blive pave. Beviset er, at jeg er blevet det.”
svær i fortællingen. Som når Frans fortæller om sin forelskelse som 19-årig: ”Hun var så smuk, så klog, at det fik mit hoved til at snurre. I en hel uge blev jeg ved at se hende for mig, hvilket gjorde det vanskeligt for mig at bede.”
placerer sig på den yderste venstrefløj, er umiskendeligt.
3 Kapitlet om pave Frans’ liv i de dramatiske år under det argentinske militærdiktatur er bogens højdepunkt, skriver Kristian Østergaard.
– Foto: Alessia Giuliani/IPA/ritzau/ Reuter
Ordene kunne være pave Frans’ – han minder os om, at vi jo alle sammen kommer fra et hus i en gade i et kvarter i en by, og det er Frans magtpåliggende ikke at fremstå som noget unikum. Barndomserindringerne fra Buenos Aires rummer en smukt inddæmmet viden om verden af i går og et dejligt ube-
Men Frans lærer sig snart at få dirigeret de stærke følelser i andre retninger og avancerer i det kirkelige system. To kvinder er helt afgørende for at forstå pave Frans. Den ene er hans bedstemor Rosa, som med sin robuste kristendomsforståelse gjorde Frans til en folkelig forkynder og sjælesørger. Den anden er Esther Ballestrino. Ballestrino var biokemiker, ateist og marxist, og hun bliver Frans’ politiske mentor i de unge år. Ballestrino blev myrdet under det argentinske militærdiktatur, og kapitlet om Frans’ liv i disse dramatiske år er bogens højdepunkt. Frans engagerede sig ikke direkte i modstanden mod diktaturet, men i enkelte tilfælde forsøgte han at bistå diktaturets modstandere. Det var ikke nok til at redde Ballestrino, og med sympatisk selverkendelse meddeler han læserne, at han måske ikke fik gjort nok.
Gjorde man pavens opskrift på migration til anerkendt praksis, ville Europa gå under.
Han kalder til et grundlæggende opgør med kapitalismen, ligesom han mener, at enhver, som kan sige ordet ”asyl”, skal opnå det. Frans ser intet problem i, at den tredje verden tager ophold i Europa og får serveret en livsform på et sølvfad, som det har taget kontinentet 100 år at bringe til veje.
Gjorde man pavens opskrift på migration til anerkendt praksis, ville Europa gå under. Men Frans nærer ikke høje tanker om Europa, og når det gælder truslen fra islamistisk terror, anlægger paven det mest fordragelige, mindst stødende og mest forsigtige tonefald, som kan mobiliseres: ”Der findes dem, som dyrker hadet og opfordrer til vold, men vi må svare igen med kærlighed og uddannelse.”
I spørgsmålet om abort er dommen til gengæld knusende og inappellabel. Sundhedspersonale, som medvirker til abort, er ”lejemordere”, for som Frans understreger: ”Jeg bliver aldrig træt af at sige, at abort er mord, en kriminel handling.”
Frans forklarer, at han aldrig selv blev marxist som Ballestrino, men at han i sit syn på økonomi og migrationsspørgsmål
Det sidste udtryk kunne man jo også bruge om misbrugssagerne i romerkirken, men Frans nøjes med at beklage dem på halvanden side, skønt afdækningen af dem ellers har udløst den største interne krise i Vatikanet siden Reformationen.
Hvordan var Frans’ forhold til sin forgænger? Gådefuldt. Frans forklarer, at de to blev enige om, at Benedikt fortsat skulle være en del af kirkens liv i Rom: ”Denne beslutning førte desværre ikke til ret meget, eftersom der i de næste 10 år ikke var nogen mangel på konflikter, og det skadede begge sider.”
Foregik der et opslidningsslag mellem de to paver, og hvad gik konflikten ud på? Det er presserende spørgsmål, der kræver klare svar, som udebliver. I det hele taget har den nuværende pave et talent for glatsnakkeri. Da vi når til krigen i Ukraine, hedder det: ”Vi må alle i verden arbejde for, at dialogen vinder, og de ansvarlige forstår, at bomber ikke løser nogen problemer, men blot skaber nye.”
Jamen, består der ikke en moralsk forskel på dem, der leverer våben til den angrebne part, og dem, der leverer våben til aggressoren? Med pave Frans har det globale syd fået en markant repræsentant, mens katolikker i den vestlige verden har fået noget at tænke over. J
I ”Læst udefra” omtaler Kristeligt Dagblad en aktuel bog fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.
Med troen i hjertet fra begyndelsen
Salmedigter Iben Krogsdal har skrevet en meget fin beretning om sin intense erfaring af kristen tro. En kærkommen håndsrækning til den blufærdige tvivler anmeldelse
Sørine Gotfredsen debat@k.dk
Mange overvejer i løbet af livet, om troen mon er noget, mennesket helt fra begyndelsen bærer på i det indre. Om den simpelthen er nedlagt i os.
Iben Krogsdals bog ”Det utrolige” kommer med et slags svar på det spørgsmål. Bogen er del af den meget vellykkede serie af personlige vidnesbyrd om kristendommen, der udgives af forlaget Eksistensen under den samlede titel ”Kristendommen ifølge …”, og nu er turen altså kommet til salmedigter og forfatter Iben Krogsdal.
Hun indleder med en beskrivelse af, hvordan hun reelt aldrig har tvivlet på, at Gud findes, men hun har været i vildrede angående, hvad det kræver af hende at stå i forhold til ham. Dilemmaet udgør en central drivkraft i denne poetiske, personlige og rørende bog, der også rummer teologiske betragtninger, der dog ikke altid helt står distancen.
Iben Krogsdal befinder sig i den position, der utvivlsomt harmonerer med en del danskeres tilgang til det kristne. Den er præget af subjektive erfaringer og hang til at befinde sig i det private religiøse rum, og bogen bærer præg af at være skrevet af en kvinde, der selv har gennemlevet det meste af, hvad hun ved om kristendom.
Ærefrygten for det almægtige
Langt det meste af tiden fungerer teksten smukt, hvilket ikke mindst skyldes, at Iben Krogsdal er særdeles gavmild med sig selv. Hun begynder som sagt med begyndelsen og skriver: ”Jeg er født troende. Jeg tror, at troen vokser frem som det dybeste i et menneske og bliver til, længe før ånden blæser sprog og bevidsthed gennem vores hjerner.”
Den 56-årige Iben Krogsdal voksede op på Mors omgivet af stor natur og gammeldags digitalløs barnefrihed. Hun var videbegærlig og tidligt gudfrygtig på den helt unge manér, hvor man tror, at selv de mindste handlinger kan tolkes som et brud på den gode orden. Jeg genkender mig selv i Iben Krogsdal som barn. Ærefrygten for noget almægtigt alvorligt kan virkelig præge barndommens dage. Da hun blev konfirmeret, modtog hun en salmebog i gave og fik sit noget oversamvittighedsfulde væsen blødt op af skæret fra evigheden. Et frø var lagt, og da Iben Krogsdal havde uddannet sig som billedkunstner og i flere år i det skjulte udlevet sin tro og kærlighed til salmerne – vi befinder os her i de religionsforagtende 1980’ere og 1990’ere – deltog hun i 2009 i et salmedigtermøde, der fik afgørende betydning. Hun indså, at hun ville skrive salmer og har siden manifesteret sig som én af de dygtigste salmedigtere iblandt os. Man forstår hendes færd ind i troen, for skønt Iben Krogsdal formentligt sanser livet ekstraordinært intensivt, gør hun erfaringerne let tilgængelige, og man aner, hvor meget i hende, der er drevet af basal menneskelig længsel efter ikke at føle sig fortabt. Der er noget rent og purt ved hendes beskrivelse af troen, og specielt i kraft af hendes forhold til salmerne og dette at synge fornemmer man, hvorfra denne digters dybeste drivkraft stammer. Hun skriver: ”Jo ældre en salme er, og jo flere der har sunget den op gennem tiderne,
0 Iben Krogsdal er præst, forfatter og salmedigter. – Foto: Leif Tuxen
Jeg genkender mig selv i Iben Krogsdal som barn.
jo smukkere bliver den. Salmer er overleverede åndelighedsformer, som man bliver bevæget af at synge, og i det øjeblik, man synger, er man trådt ind i en overjordisk katedral …”. Det kan ikke beskrives meget mere præcist, og det er i høj grad denne vej til indsigt, der kendetegner bogens smukke karakter.
Kristendommens blodige alvor Lidt tungere bliver det i den afsluttende del angående det teologiske. I sin undersøgelse af fortabelsens mulighed vil Iben Krogsdal gerne lægge afstand til dogmet om, at troen er en forudsætning for at blive frelst. Hun
mener, at kristendommens ”store, vidunderlige, blodige alvor” netop viser sig ved, at velkomsten hos Gud bryder med enhver forestilling om noget, vi selv skal præstere, og hun formulerer sin egen læresætning angående tro og frelse. Lidt volapyk-agtig, hvis man spørger mig. Hun skriver: ”Det nye Testamente handler overhovedet ikke om, at først skal man tro, og så bliver man frelst. Det er lige omvendt. Frelsen er selve troen; Vi er frelste, når vi ikke er i tvivl om, at vi begynder og ender i lyset.”
Jeg forstår simpelthen ikke ordene og har svært ved at se forskellen mellem denne og den mere direkte formulering af retfærdiggørelse gennem tro. Iben Krogsdals sprog og personlige overvejelser angående kristendommen kommer generelt lidt til kort i forhold til det decideret teologiske, og hun er absolut stærkest i synet på salmerne, ritualernes tidløshed og kirkerummets historiske og eksistentielle betydning. Hun er ikke én af dem, der ønsker særlig megen modernisering og mener ikke, at man skal se det som et mål i sig selv, at folk bedre kan forstå, hvad der siges i kirken. Dertil er hun alt for fascineret af det gådefulde og mystiske, som hun først og fremmest mener, at vi bør værne om. Hun skriver: ”Gudstjenesten har aldrig handlet om det, vi kan forstå, men netop altid om
det, vi aldrig skal forstå, det utrolige …” Af og til balancerer Iben Krogsdal på kanten til det overfølende og lidt krukkede, men det er ofte prisen, når man investerer sig selv så meget, og trods de knaster til anfægtelse, der altid viser sig, når vi udlægger vores teologi hver især, kan jeg virkelig godt lide denne bog. Man er ikke et sekund i tvivl om Iben Krogsdals oprigtighed og troskab over for det, hun sanser og føler og tror, og særligt den første del af bogen vil for mange være en vidunderlig åben dør at gå igennem, hvis man gerne vil tættere på, hvad kristen tro er. Og ikke mindst have nogle svar på spørgsmålet om, hvordan og hvor tidligt i livet den mon viser sig. J
5 stjerner
Iben Krogsdal: Det utrolige. 171 sider. 130 kroner. Eksistensen
24 | Sommerbøger – Kultur,
Stort
værk om afdød kunstner
Mammutmonografien
”Altid forandret” er en læseværdig bog om den spændende kunstner
Emil Westman Hertz, der døde som 37-årig anmeldelse
Erik Steffensen
kultur@k.dk
Man kan kun være fuld af beundring over det arbejde, der er lagt i bogudgivelsen ”Altid forandret” om kunstneren Emil Westman Hertz (1978-2016).
Hans værk er mangefacetteret med udspring i en grafisk stærk åre, han kunne tegne i en ung alder og havde naturen som sit skatkammer, hvilket han fik udfoldet i installationer af objekter og skulpturer med inspiration fra både Afrika og Bornholm.
Emil Westman Hertz gik gennem verden, men verden gik også gennem ham. En skabende kunstner, en shaman, der interesserede sig for det åndelige i tingenes væsen, en moderne udgave af Giacometti, kan man fornemme. Der er dog ellers ikke meget påvirkning fra andre kunstnere i det værk, han skabte efter at have endt uddannelsen på Kunstakademiet i København i 2008 og frem til sin død af leukæmi otte år senere.
Bogen ”Altid forandret” tager både fat i naturen, klimaet og planetens konstante forandring og naturligvis mennesket og kunsten, der løb gennem Emil Westman Hertz’ hænder med en selvfølgelighed, der er de færreste forundt. Bogens essays er formet som indsigter i forskellige dele af værket og de spørgsmål, Westman Hertz’ praksis rejser. Forfatteren Line Marie Thorsen skriver om planter, der binder verdener sammen med fokus blandt andet på bjørnekloen, som var en genkommende vækst i de installationer, kunstneren frembragte.
Der er fine iagttagelser og værknære beskrivelser af kunsten af kunsthistorikeren Mikkel Bogh i hans ”Portræt af kunstneren som blæksprutte”, og museumsdirektør Anders Gaardboe Jensen giver også et flot biografisk portræt af Emil Westman Hertz, som udfoldede sit talent i Holstebro Kunstmuseums sale, hvor kunstneren er godt repræsenteret i dag.
Nanna Stjernholm Jepsen har redigeret dygtigt og skrevet forord til denne mammut af en kunstnermonografi på mere end trehundrede gennemillustrerede sider, hvor alle facetter synes at være belyst i hans kunstneriske virke.
Emil Westman Hertz skabte sit eget sprog gennem materialer. Det kan ses, føles og mærkes gennem hele bogens forløb. J 6 stjerner
Nanna Stjernholm Jepsen: Emil Westman Hertz: Altid forandret. 328 sider, rigt illustreret. 399,95 kroner. Aarhus Universitetsforlag.
Et liv med fugle
Fugletegner Jens Gregersen fortæller i sin nye bog om et liv i naturen med fugle som omdrejningspunkt anmeldelse
Erik Steffensen kultur@k.dk
”Fugleliv” er en dejlig og en meget smuk bog, som Jens Gregersen har skrevet og tegnet om sit liv som fugletegner. Det at have et arbejde eller ærinde, der siden barndommen har bragt ham i kontakt med de fjerede og frie fugle, er nu samlet som en fortælling om naturen og faktisk også dens forandring gennem mere end et halvt århundrede.
Læseren bliver taget med fra barn- og ungdom ved Brabrand Sø og hører om, hvordan en purk på fem år godt kan forelske sig i silkehaler og få følelsen sat på papir. Bogen beskriver også, hvordan radius bare udvides på landkortet senere i ungdommen, og om hvordan det at kende andre, der tegner fugle eller laver feltarbejde som ornitologer, virker som inspiration. Jens Gregersen bliver reklametegner. Han bevarer dog ikke blot sit fokus på årstidernes vekslen sideordnet, men lykkes med at komme af sted på opgaver, der entydigt peger ham i retning mod et langt liv med fugleobservationer og tegninger af planter og dyr. Der er både poesi og anekdoter i ”Fugleliv”.
Frihåndstegningerne er sommetider skitser og indimellem selvstændige små værker, der rækker ud over det observerede notat. Derfor er det nærmest soleklart, at Johannes Larsen Museet står som udgiver, for netop her i kunstnerens navn og på museet i Kerteminde er samlet noget af det bedste, der findes i landet, hvad angår tegninger af fuglenes liv og færden.
Det kræver nærvær at møde op i felten, og den evne har Jens Gregersen opdyrket fra barnsben, forstår man i erindringsbogen. ”Nærvær” er også titlen på en udstilling af de originale arbejder, der udstilles senere på sommeren fra den 29. juni. Det at tegne giver ordløs indsigt i naturens væsen. Talen forstummer for at give plads til iagttagelse og
Jens Gregersen
Født i 1952 i Aarhus. Tegner, maler og forfatter. Uddannet reklametegner.
Eneste beboer på den lille ø Vorsø i Horsens Fjord.
Har i årtier arbejdet med naturovervågning i hele landet og udgivet en lang række bøger om især dansk natur. Gift med Sus, der arbejder som psykoterapeut.
lytten. Bogen giver virkelig plads til eftertanke. Ældre mennesker husker svalerne, der sad på telefontrådene i sommerlandskabet. Det syn er erstattet af det oprindelige, hvor svaler holdt til på udgåede grene i træerne. Sådan erfarer man, at kulturen forandrer sig undervejs i livet. Svaler, ravne og storke forsvinder og kommer så måske igen. Deres adfærd studeres af fuglekenderen undervejs. Jens Gregersen har boet i, hvad der må betegnes som fuglereservater en stor del af sit liv. Og han har rejst efter fuglene som kun få med sine skitseblokke. ”Fugleliv” er blevet til et liv med fugle. Eller omvendt. Men bogen er også et vidnesbyrd om kunstens veje ind og ud af naturen. Den er en ydmyg tilkendegivelse af, at naturen er svær at slippe, når tegneren først har fået greb om sine virkemidler. Bogen er et tydeligt bevis på, at Jens Gregersen har gjort sit arbejde ved at møde op i naturen. Det er så fint, som det kan være, og som sådan bliver både tekst og tegning en form for debatindlæg om vores holdning og omsorg for vores omgivende natur og det liv, der gerne skulle udfolde sig fremover. J
0 Jens Gregersen har i godt 40 år boet på Vorsø i Horsens Fjord med fuglene som eneste naboer. Og han har rejst efter fuglene med sine skitseblokke. Her er han fotograferet på Fyns Hoved. – Foto: Johan Beru
0 Mange
4 Jesper Wung-Sung brugte
fire måneder på at læse 12.000 sider af H.C. Andersens eventyr, romaner og efterladte dagbøger, inden han begyndte på sin bog.
– Foto: Leif Tuxen
”Livet er et stort, underligt, poetisk digt”
Jesper Wung-Sung tog 30 års tilløb til at skrive sin roman ”Hans Christian”, der fortæller historien om verdens største eventyrdigter som jegfortælling. Men det var først e er, at han havde en underlig drøm, at han gik i gang interview
Daniel Øhrstrøm ohrstrom@k.dk
Se, træernes sorte silhuetter spejler sig som papirklip i Odense Å, så det ikke er svært at forestille sig, hvorfor netop dette sted engang fodrede en helt særlig drengs fantasi. Allerede i sin barnevogn lå drengen ifølge Jesper WungSungs nyeste roman ”Hans Christian” og spejdede op på skyerne, der lignede kæmpehvaler. Og senere stod skomagersønnen Hans Christian sikkert engang her ved åen og sang på sin syngesten, mens han drømte om at blive en berømt sanger.
Måske var han, som Jesper Wung-Sung forestiller sig, også lidt bange for høgen, der kiggede ned på ham med ”et strengere blik end præsten i kirken”. Men selv høgen kunne aldrig helt forstyrre drengens yvske tanker. Og da han mange år senere fejlede som sanger ved en optagelsesprøve på Det Kongelige Teater og på selvmordets rand gik fortvivlet rundt i de københavnske gader, kunne det ifølge den bemeldte roman heller ikke slå drengen helt ud.
”Sådan var jeg altså. At selv når jeg ledte e er det rigtige sted at dø, kunne jeg samtidig ikke lade være med at spejde endnu mere e er den perfekte plads til en statue af mig selv”, som Jesper Wung-Sung skriver med drengens nu halvvoksne stemme. Og den senere så berømte dreng skulle bare se os nu, forfatteren og Kristeligt Dagblads udsendte, der går i drengens fodspor langs Odense Å, hvor poesien stadig lever i bedste velgående så mange år e er.
Kun en svag lyd af bytra k, småsnakkende kærester og kondiløbere, der passerer os sammen med en vraltende patrulje af ænder, forstyrrer fuglenes koncert.
”Hans Christian Andersen. Født i Odense den 2. april 1805”, står der ved statuens fod. Og selv som statue ser han drømmende ud.
Gad vide, om han vidste, at han ville få millioner af fans verden over?
”Den statue ville H.C. Andersen i hvert fald have nydt. Og det er jo ikke engang den eneste statue af ham her i byen, der ligefrem har markedsført sig selv på at være H.C. Andersens fødeby,” siger Jesper Wung-Sung, som alligevel synes, at vi skal gå langs åen, hvor fantasien vågnede i Hans Christian. Ligesom Odense Å skærer sig gennem et godt stykke af eventyrdigterens fødeby, løber H.C. Andersens forfatterskab også gennem en god bid af Jesper Wung-Sungs bøger. Men interviewet begynder faktisk en time tidligere i Svendborg.
En belastende medpassager
”Wung Sung Plads” står der på et specieldesignet gadeskilt, der er hængt op på den hvide gavl af Jesper Wung-Sungs herskabsvilla i Svendborg. På den måde skal han heller ikke selv vente på at få en plads opkaldt e er sig til e er sin død. Men inde i hans skrivehule hænger en håndfuld plakater fra hans største forfatterpriser som De Gyldne Laurbær og Danmarks Skolebibliotekarers børnebogspris, der kunne tyde på, at han er på vej til at følge i H.C. Andersens fodspor.
og herinde på sit kontor har
For siden Jesper Wung-Sung modtog Debutantprisen for den senere lmatiserede novellesamling ”To ryk og en a evering”, har han kunnet leve af at skrive bøger, og herinde på sit kontor har han de seneste 17 år siddet og skrevet en lille hyldemeter bøger til både børn
og voksne. Og på bordet mellem os ligger en stak af hans egne bøger, som han umiddelbart selv mener er inspireret direkte af H.C. Andersen.
Derfor betragter han også sit foreløbige forfatterskab som én stor skriveøvelse op til endelig at kunne skrive om og som ”Hans Christian”.
”Man kan jo skrive om meget, som folk har en mening om, men H.C. Andersen har alle en mening om. Derfor kan man også sige, at jeg har ha et næsten 30-årigt tilløb til det, før jeg turde skrive den, så i mange år har jeg bare gået og taget noter, indtil jeg følte mig klar, og det gjorde jeg alligevel aldrig,” siger han og holder en kunstpause, inden han fortsætter:
”Men i sommeren 2022 havde jeg en drøm, hvor jeg drømte, at jeg sad i et y og havde en eller anden form for deadline. Jeg skulle havde skrevet et eller andet. Men i drømmen havde jeg en dybt belastende medpassager, som snart ville sidde ved vinduet og snart ville sidde ved gangen. Snart bad vedkommende og snart larmede vedkommende, og så spurgte vedkommende mig om noget.
Han talte så højt, at jeg nærmest blev ov på hans vegne. For han forstyrrede hele tiden, og så fandt jeg ud af, at det var H.C. Andersen, der sad ved siden af mig!”, siger Jesper Wung-Sung, som vågnede op med en klar fornemmelse af, at det nu var tid til at tage forstyrrelsen til sig for alvor, så han besluttede sig for at læse mindst 100 sider af H.C. Andersen hver dag.
Fire måneder senere havde Jesper WungSung læst 12.000 sider af H.C. Andersens eventyr, romaner og e erladte dagbøger.
”Så satte jeg mig ned og skrev romanen i en lang H.C. Andersen-rus på et halvt år, hvilket er langt hurtigere, end jeg ellers skriver. Men nu var jeg jo kommet ind i hans verden, sprog og blik på alting. For som han selv skrev, er livet et stort, underligt, poetisk digt.”
Trælåret som kommunikationsform
Selv voksede Jesper Wung-Sung op i Marstal på Ærø, hvor han gik i en klasse, hvor ingen frivilligt læste hverken eventyr eller andre bøger.
”På den måde kan jeg også godt identi cere mig med H.C. Andersen, som hele livet forstod at se verden med barnets sind, men som barn ikke altid forstod de andre børn. Og det gjorde jeg heller ikke, for ingen af de andre drenge havde nogen boglige ambitioner, så trælåret var dengang den ypperste kommunikationsform, og det forstod jeg aldrig helt,” siger forfatteren, inden han sætter sig i bilen mod den fynske hovedstad.
”Men først da jeg yttede hjemmefra og
kom i gymnasiet i Svendborg, åbnede bøgernes verden sig for mig, for jeg var allerede dengang fuld af store spørgsmål til tilværelsen, og jeg tror både, at det var derfor, jeg k en enorm trang til at læse og skrive selv. Og jeg kom faktisk også op i et eventyr af H.C. Andersen til min studentereksamen, selvom jeg dengang hellere ville have trukket en nutidig forfatter. ”
Føler du så, at det er anden gang, du er oppe til eksamen i H.C. Andersen med din nye roman?
”Ja, det kan man faktisk godt sige,” siger han og slår en latter op, inden vi går op fra parkeringskælderen midt i Odense for bogstaveligt talt at komme tættere på H.C. Andersens åsted.
”Det var lige her, at H.C. Andersens mor stod og vaskede tøj,” siger forfatteren begejstret og sætter sig tjenstvilligt på reporterens jakke på en sten som den lille havfrue til ære for fotografen, mens han fortæller videre: ”H.C. Andersen forenede forældrenes egenskaber. Robustheden havde han fra sin mor, der nok dybest set gi ede sig med faderen for at få tag over hovedet, og det poetiske og drømmende havde han fra sin far, som ikke alene kunne læse og skrive, men sad og læste Shakespeare og Holberg, ligesom han lavede dukketeater til sønnen. Det var der altså ikke mange andre fædre omkring Munkemøllestræde, der gjorde dengang,” siger han, mens blikket pludselig bliver drømmende. Måske er forfatteren et øjeblik tilbage til dengang, hvor her stod en dreng og sang. J
Jesper Wung-Sung
Født 1971.
Dansk forfatter. Debuterede i 1998 med novellesamlingen ”To ryk og en aflevering” og har siden skrevet en lang række bøger for børn, unge og voksne.
Han har blandt andet modtaget Bogforums Debutantpris, Silas-prisen, Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger, De Gyldne Laurbær, Søren Gyldendal Prisen og Drachmannlegatet.
Værkerne er oversat til ni sprog, filmatiseret og dramatiseret. Jesper Wung-Sung er medlem af Det Danske Akademi.
Han bor i Svendborg, er gift og har to børn. ”Hans Christian” er udkommet på forlaget Gyldendal.
1 Halldór Laxness (1902-1998) skriver i nyudgivelsen af ”Frie folk” indsigtsfuldt og medrivende om livet på et fårebrug på kanten af den islandske vildmark. – Foto: Naundorf Cathleen/Sz Photo/Ritzau Scanpix, Staff/Epa Nf-Epa/Ritzau Scanpix
Laxness’ fabelagtige univers fascinerer stadig
Halldór Laxness’ smukke, indsigtsfulde og visionære roman om ”Frie folk” er genudgivet dette forår anmeldelse
Peter Stein Larsen kultur@k.dk
I gamle dage sagde man i forbindelse med litteratur, at man hørte gudernes tungemål, når man skulle karakterisere det, at man i digtningen blev fortryllet eller slået omkuld af, at man ikke kunne bestemme, hvor den stemme, man mødte i et værk, kom fra.
Senere foreslog en af det 20. århundredes vigtigste litteraturteoretikere, russeren Michail Bachtin, mere nøgternt, at det hos de allerstørste forfattere ikke var nogen guddommelige inspiration, der talte. Derimod formåede visse forfattere som Dostojevskij og Dickens at skrive en særlig flerstemmig eller polyfon prosa, hvor en række forskellige synsvinkler og personer kommer til udtryk på én gang. Og at denne evne netop var genistregen i især den vækst inden for den moderne roman, som man har set siden det 19. århundrede.
I nordisk litteratur finder man fire giganter inden for den polyfone prosa, nemlig danskerne Pontoppidan og Johannes V. Jensen, nordmanden Knut Hamsun og islændingen Halldór Laxness, der alle også har til fælles, at de har været selvfølgelige kandidater til og fået Nobelprisen i litteratur.
Halldór Laxness er en af de forfattere, som man kan læse 684 siders intens prosa af, uden at man bemærker, hvor meget man har læst, idet man suges ind i hans univers af forskellige stemmer. Og ligesom hos Hamsun, Pontoppidan og Jensen har Laxness en fabelagtig evne til at lade alle sine personer stå som selvstændige personer, der belyses i hele deres psykologiske, sociale og eksistentielle kompleksitet, og som man i næsten alle tilfælde får en dyb forståelse for og empati med.
Dette kan man få vished om i den nyeste udgave af Laxness’ mesterværk fra 1934-35, som nu hedder ”Frie folk” (tidligere på dansk ”Frie Mænd”), og som er den første oversættelse af dette værk i næsten 90 år.
Romanen udspiller sig omkring en fjeldhytte på kanten af den islandske vildmark, og hovedpersonen er den tidligere tjenestekarl Bjartur Jónsson, der efter 18 års slid på en stor gård endelig
Halldór Laxness er en af de forfattere, som man kan læse 684 siders intens prosa af, uden at man bemærker, hvor meget man har læst, idet man suges ind i hans univers af forskellige stemmer.
har fået skrabet midler sammen, så han kan blive selvstændig. Man kan imidlertid roligt sige, at titlens ”frie folk” kan stå i gåseøjne, for vi hører i romanen om, hvordan Bjartur på sit lille fårebrug – til trods for at han og hans familie knokler som besatte – må give op over for overmagten. En overmagt, der ikke bare er de naturgivne forhold med fejlslagen høst, ubarmhjertigt klima og sygdomme, men også nådesløs udbytning fra storbønder og den moderne kapitalisme, der ikke efterlader en chance til småbønderne i ødemarken.
Bjartur er som person lige så viljestærk, handlekraftig, skarpsindig, stolt og beslutsom, som han er ærekær, følsom, indebrændt, stædig og mistroisk. Bemærk i det følgende, hvor fantastisk Laxness’ evne er til at lade sin fortællers synsvinkel panorere fra en flok selvglade, overfladiske og velstillede turister til Bjartur: ”Mændene var ude for at prøve deres heste, kvinderne havde opdaget, at der var kommet bær på heden, og kaldte det en skovtur, de havde mad med i taskerne og ville spise i ”skoven”, Ingólfur Arnarson kom ikke op til gården, men sendte en mand afsted for at spørge Bjartur, om han måtte skyde ude i mosen og fiske i søen. Og måtte kvinderne få lov til at gå en tur langs fjeldet for at se, om de måske kunne finde nogle bær? Bjartur var stolt af sin ejendomsret, og det morede ham at blive spurgt om tilladelse, han mente, at kvinderne nok selv bedst vidste, hvad det var, de ville snuse rundt efter, eftersom de i det hele taget var interesserede i at snuse rundt, og han ville ikke misunde dem, hvis de fandt en smule bær, men for sin del troede han, at det var noget helt andet, de ledte efter.”
Hvad det lige præcis er, Bjartur hentyder til, at sognefogedens selskab leder efter, siges ikke direkte, men Bjarturs kone, Rósa, er gravid med Ingólfur og er blevet giftet bort til den fattige Bjartur for at undgå skandale. Og sådan er den sociale udnyttelse, magt og nådesløse undertrykkelse en uomgængelig kraft i det islandske samfund med dets ”frie folk”, der, efter Laxness’ mening, ikke har en chance i den moderne udvikling, som tilintetgør dem mentalt som materielt.
Alt dette udvikler sig i denne fabelagtig spændende roman, som også afspejler den kompleksitet og de sjælelige storme, der huserede i Islands ubestridt største forfatter. Laxness’ ståsteder i livet omfattede blandt andet at være katolsk munk i et kloster i Belgien, at være sovjettro kommunist med fuld støtte til Stalins udrensninger i 1930’erne, at være internationalist med bosted i det moderne Californien og at være nationaldigter i den nye unge islandske nation efter Anden Verdenskrig. Alle disse tendenser kan man opleve i denne dybe, smukke, indsigtsfulde og visionære roman om ”frie folk”. J
Tarjei Vesaas’ noveller om børn og unges indre liv er en dyb og smuk nydelse anmeldelse
Jeppe Krogsgaard Christensen kultur@k.dk
Da Karl Ove Knausgård skulle sætte navn på alle tiders bedste norske roman, pegede han på ”Fuglene”. Tarjei Vesaas’ hovedværk fra 1957 om drengen Mattis, som regnes for en tosse og ser virkeligheden på sin egen blåøjede, intuitive måde. Det er en vidunderlig roman, og derfor er det også interessant at læse den første af de fire Vesaas-noveller, som kvalitetsforlaget Batzer & Co ´nu har udgivet.
”Tusten”, som novellen hedder, er et tydeligt forlæg til ”Fuglene” med sin fortælling om Mattis, der bor med sin søster og er ”en halvtosse”, som sanser mennesker og omgivelser på en anderledes måde. Og da han til sin store overraskelse bliver tilbudt arbejde som tømmerhugger i Veståsene, kan han ikke tro sit held. At være alene langt ude i skovene er dog noget af en udfordring. For kan han nu få sig selv til at fælde de fine unge træer, arbejder han for langsomt, og hvad mon arbejdsgiveren vil tænke om ham?
Vesaas skriver sig fuldkommen ubesværet ind i Mattis’ måde at tænke, sanse og opleve på, og selvom novellen siden voksede til en hel roman, fremstår den fuldt forløst.
Vellykket er også ”Vesle-Trask”. Her sidder en dreng i klasselokalet, hvor hans lærerinde er til eksamen. Og hun har det svært foran eksaminatorer og elever, rødmer, taber tråden, og drengen føler sig ansvarlig. Vil så gerne hjælpe og venter utålmodigt på at få lov til at fremlægge det, de har aftalt. Men tiden går, lærerinden slås for at bestå, og da drengen omsider bliver bedt om at tale, er der ingen lyd på hans stemme. Ordene forbliver inde i hans hoved: ”Det er Vesle-Trask, der lirer sin lektie
af og ikke glemmer ét ord – der er bare ingen lyd.”
I ”21 år” er fortælleren en ung mand. Han arbejder med sin bror i marken, hvor de en dag får hjælp af en ung, smuk og stærk kvinde, de begge føler sig tiltrukket af. En konkurrence om hendes gunst opstår, hvor broderen længe står bedst, men hvor fortælleren til sidst – med en kort berøring – tænder en gnist mellem dem: ”Jeg rakte hånden ud og rørte ved hendes arm. Der gik et stød igennem hende. To af mine fingre lagde sig mod rundingen af hendes arm. Uklare og vilde tanker og syner kom i rasende fart.” Vesaas er således både i stand til at skildre barnets og den unges virkelighed i novellerne, hvor sproget er en ren nydelse. Rytmisk vekslen i sætningslængder, omhyggelig dosering af adjektiver og scener, som tegnes op med få ord. Som oversætterne, Jannie Jensen og Arild Batzer, alt sammen formidler sikkert og lydhørt. Tag bare åbningen på ”Sidste mand hjem”, hvor en ung mand med ét finder sin rette plads i livet: ”I skoven. Sidst på efteråret. Længe efter Allehelgensdag. Det er tid for tømmerdrift. Skoven er fuld af heste, mænd, hug og råb. Og tunge brag af træer idet de falder mod en våd jord. Det er et mildt efterår, ingen sne, kun en let, let regn i åsene.”
”Tusten og andre noveller” er en lille bog. Fire noveller. 89 små sider. Men med større skønhed og dybde end så mange murstensromaner om barn- og ungdomsliv. Vesaas var og er en ener. Og det kan enhver nu, efter bare en enkelt time ved læselampen, forvisse sig om. J
5 stjerner
Tarjei Vesaas: Tusten og andre noveller. Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. 89 sider. 125 kroner. Batzer & Co.
2 Terjei Vesaas (1897-1970) var født i hjertet af Telemarken, der danner baggrund for mange af hans romaner, noveller og digte. – Foto: Oslo Museum
en stilsiksprogforom en der bli-
0 Andrev Walden fik i 2023 Augustpriset på 100.000 kroner for ”Jävla karlar”, på dansk ”Satans mænd”. – Foto: Jonas Ekströmer/TT/Ritzau Scanpix
Drengen uden egenskaber
Svenske Andrev Walden debuterer imponerende flot med den prisbelønnede fortælling om en barndom med alt for mange fraværende fædre anmeldelse
Lotte Kirkeby kultur@k.dk
”Engang havde jeg syv fædre på syv år. Det her er fortællingen om de år.”
Således indleder Andrev Walden ”Satans mænd”. Som det eventyr, barndommen også er, uanset graden af funktionalitet i en familie, uanset antallet af fædre.
Men hvordan definerer man en far?
Den unge Andrev, der er bogens jegfortæller, gør et forsøg: ”En mand kan ikke regnes for en af mine fædre, hvis han aldrig fik mig til at stille mig selv spørgsmålet, om jeg skulle kalde ham far.”
Det bliver som bekendt til syv af slagsen, selvom han aldrig helt lærer at gennemskue dem, men han ved, at de er ligesom vejret og vokseværk: ”Man vælger ikke selv, hvornår de begynder eller slutter, ikke engang mødrene har nogen umiddelbar indflydelse på, om de er der eller ej, de kommer bare, og så må man finde den rette påklædning eller bide tænderne sammen. Det går jo altid over igen.”
Hans syv fædre har fået et kapitel hver, der bærer deres navn – eller hans definition af dem: Planettroldmanden, Kunstneren, Tyven, Præsten, Morderen, Kajakroeren og Indianeren.
Den svenske provins
Den sidste er den egentlige, som han dog aldrig har mødt, mens Planettroldmanden, der er far til hans to små søskende, bliver den mest gennemgående af alle faderskikkelserne.
Vi er i 1980’erne i de svenske skove og i den svenske provins med enkelte afstikkere til Stockholm, hvor den unge Andrev vokser op hos sin mor som det evigt samarbejdsvillige barn i en familie, der falder uden for systemet med sin alternative livsform. Der er masser af (satans) mænd med irriterende store forelskelsespotentialer, der er veninder, smøger, hennafarvet hår og gennemtærede biler, ”der ligner noget, nogen har fundet på. Som en børnetegning af en bil. Den er høj og skæv, og farverne holder sig kun næsten inden for stregerne”. Der er mange fædre. Men der er kun
én mor, Andrevs mor – som bogen også er dedikeret til. ”Til mor. (Obs: ikke passivt-aggressivt)”. Og som han søger og også får i glimt, når de for eksempel sidder i en af de ramponerede biler med deres fælles vejrtrækning, der larmer, med deres fælles smalle næsebor: ”Jeg ved godt, at jeg er sådan et barn, som andre får spat af. Alle undtagen én synes, jeg er svær at elske, men hende har jeg for mig selv nu, og det er det bedste, jeg ved. Vi sidder der i bilen og suser for hinanden.”
”Satans mænd” tegner et billede af en tid, hvor normer og værdier efter 1968 var blevet vendt på hovedet, og hvor der blev kæmpet for at finde en ny og holdbar form til familielivet. Den skildrer også en dreng, der efter eget udsagn ikke er god til noget og bekymrer sig behørigt derom. Og så er der verden. Som han forsøger at forstå, men hvor han aldrig finder den konstant, han har brug for, og hvor mænd og kvinder, fædre og mødre, aldrig finder hinanden.
”Satans mænd” er en smuk, stilsikker og sprogligt stærk fortælling om en dreng, der vokser og bliver til og skal finde sin egen vej, mens hormonerne pisker, og uskylden snærer, mens fædre kommer og går, og forelskelsen i Den Enlige Mors Datter river og flår. Det er barnets historie, fortalt i jegform, nogle gange med en direkte henvendelse til et læsende ”du”, hvilket kan forekomme anstrengende. Men det gør det ikke her. Det samme gælder de metakommentarer, der falder klogt doseret og diskret peger på deres egen metode: at det er en voksen forfatter, der sidder og skriver, betragter sin barndom og kaster et forsonende helikopterblik på den uden at psykologisere eller pege fingre. Andrev Walden, journalist og illustrator, modtog for sin debut den svenske Augustpriset for bedste skønlitterære bog 2023. Det forstår man til fulde. ”Satans mænd” kommer med en befriende fred. Walden skyder sig ikke fri af sin barndom. Han skriver sig fri. Og det er en udsøgt fornøjelse at bevidne. J
5 stjerner
Andrev Walden. Satans mænd. På dansk ved Nanna Lund. 385 sider. 300 kroner. Politikens Forlag.
Fra fantasy til romantasy
J.R.R. Tolkien (1892-1973) grundlagde fantasygenren med klassikerne ”Hobbitten” fra 1937 og ”Ringenes herre” fra 1954. Siden har utallige forfattere og filmskabere bidraget med fortællinger, der typisk indeholder drager, krigere, troldmænd, elverfolk, magi og onde magter, der skal besejres.
Bogsucces: Magi, stærke kvinder og dragesex storsælger
Den litterære genre romantasy betragtes som underlødig og skabelonagtig, men det forhindrer ikke, at millioner af læsere køber bøgerne, som kombinerer eventyrlige fantasyelementer med meget sa ig romantik feature
Bjarne Nørum og Morten Mikkelsen norum@k.dk, mikkelsen@k.dk
Det er en gammel nyhed, at sex sælger.
Det nye er, at bøger med en ganske særlig cocktail af eventyrlige fortællinger, stærke kvindekarakterer og skamløs erotik sælger endnu bedre.
Lige nu sælger genren millioner af eksemplarer og ligger højt på internationale bestsellerlister. Genren kaldes romantasy og har også i Danmark et stort og voksende publikum, især blandt yngre kvinder, men også enkelte mænd, oplyser Peter Westergaard, som er ved at færdiggøre en kandidatuddannelse i engelsk og medievidenskab på Aarhus Universitet og skriver speciale om fantasylitteratur.
”Romantik har altid indgået i fantasy, men i den nye undergenre er hovedfokus på romantikken, selvom det også kan være, at der er en drage eller ond magt, som skal besejres,” forklarer han.
Butikschef Julie Mette Hyld Peitersen fra boghandlen Arnold Busk bekræ er, at der også er et voksende marked for romantasy i Danmark.
”Mange læsere fortrækker bøgerne på engelsk, men en del er oversat til dansk, og de sælger også godt. Til gengæld er der ikke rigtig nogen danske forfattere i genren endnu,” siger Julie Mette Hyld Peitersen, som karakteriserer den typiske romantasylæser som en ung kvinde, der læser mellem 150 og 350 bøger om året og uden problemer kan konsumere en bog på 400-600 sider på et par dage.
Marketingschef Lene Fagerlund Haug fra forlaget Tellerup bekræ er også interessen, om end forlaget ikke speci kt bruger begrebet romantasy.
”Et kærlighedsplot er ganske almindeligt i langt de este af vores fantasyromaner. Danske Louise Haiberg har skrevet fantasy, hvor kærligheden spiller en stor rolle, for eksempel i ’Låsen & Vogteren’. ’The Black Dagger Brotherhood’-serien af J.R. Ward er bygget op som en kavalkade af hede kærlighedshistorier i det samme urbane vampyrunivers. Denne klassi cerer vi som erotisk litteratur, men andre ville måske kategorisere den som romantasy,” forklarer hun.
Selv dragerne har sex
Betegnelsen romantasy går tilbage til midten af 2000’erne, men ifølge Peter Westergaard har især to faktorer inden for de seneste år katapulteret genren op på bestsellerlisterne. Dels gav coronanedlukningen i 2020-2021 et meget stort antal unge verden over tid og lyst til at drømme sig væk fra pandemien til en romantisk fantasiverden i store murstensromaner på 500-600 sider. Dels har en e ektiv markedsføring via det sociale medie TikTok gjort bøgerne synlige for publikum. Et tydeligt eksempel på dette er den 42-årige amerikanske forfatter Rebecca Yarros, som ved begyndelsen af 2023 var ret ukendt. I april og oktober udgav hun ”Fourth Wing” og ”Iron Flame”, bind 1 og 2 i ”Empyrean”-serien. Første bind nåede et stort publikum, blandt andet fordi den blev eksponeret kraftigt på TikTok. Bogen toppede amerikanske bestsellerlister hele sommeren, og da andet bind udkom i e eråret, var Yarros allerede et fænomen med en kæmpe fanskare. De to bøger er udgivet på dansk på Hr. Ferdinand, et underforlag til Politikens Forlag, hvor de har beholdt deres engelske titler. Tilsammen har de på verdensplan solgt et godt stykke over to millioner eksemplarer.
Ifølge Maria Månson, kulturjournalist med speciale i lm og litteratur og tidligere tv-vært på DR, var det lidt tilfældigt, at Rebecca Yarros k mange TikTok-visninger. Men Månson vurderer, at de mange især unge kvinder, som e er at have set en kort video på nettet har læst de to murstensromaner, ikke er blevet sku et.
”Jeg læste også bøgerne, da det bredte sig som en steppebrand, at dem skulle man bare læse. Det er på ét plan en universel og genkendelig historie om forbudt kærlighed mellem dem, der skulle være ender, ligesom ’Romeo og Julie’ eller ’West Side Story’. Men samtidig kan den læses som en feministisk fortælling, hvor den kvindelige hovedperson, Violet Sorrengail, ikke er en uskyldsren jomfru, der med bævende bryst higer e er den
stærke mand, men tværtimod er lige så seksuelt erfaren som hendes ende og elsker, Bragen,” siger Maria Månson.
Hun konstaterer, at ”Fourth Wing” og ”Iron Flame” nok sælger millioner af eksemplarer, men de regnes ikke for n litteratur på samme måde som lyrik og klassisk romankunst. Måske skal de nærmere sammenlignes med lægeromaner. Med den tilføjelse, at de er meget mere normbrydende.
”I forhold til fantasyromaner som ’Harry Potter’, der i dag virker lidt bedaget, er Rebecca Yarros’ stil ny og frisk, og læserne kan få lidt røde kinder af at læse de skamløse erotiske beskrivelser. Selv dragerne har sex i bøgerne,” siger Maria Månson.
Hun fremhæver et andet punkt, som også er med til at forklare, hvad det er, Rebecca Yarros rammer hos sine læsere. Yarros lider af en bindevævssygdom, som gør hende ekstra skrøbelig. Forfatteren har udstyret sin hovedperson med samme sygdom.
”Dermed kommer historien til at handle om repræsentation og om at kunne begå sig, selvom man har et handicap. Dét er et budskab, som appellerer til mange unge i dag, der føler sig forkerte: Du kan overleve i verden, selvom den ikke er tilpasset dig,” forklarer Maria Månson.
Kvinders modstykke til porno Dronningen af romantasy er ikke Yarros, men den ligeledes amerikanske Sarah J. Maas, hvis serie ”Throne of Glass” udgives på dansk på forlaget Tellerup. Den 37-årige Maas’ bøger har siden 2012 solgt mere end 40 millioner eksemplarer. Hendes bogserie ”A Court of Thorns and Roses” har ha tilsammen 14 milliarder visninger på TikTok. Og da hun uanmeldt var til stede i en boghandel i New York ved udgivelsen af sin seneste bog, ”House of Flame and Shadow”, den 30. januar i år, gav de mange fremmødte fans sig til at skrige af begejstring, som var hun en rockstjerne. Nicola Presley, seniorlektor i engelsk litteratur ved universitetet i Bath i England, fortæller til avisen The Sunday Times, at hun var skeptisk, da hendes datter begyndte at læse bøger af Sarah J. Maas – og måtte tilmed skjule sin forfærdelse, da hun skulle vejlede en af sine studerende i forfatterskabet. Hun blev dog selv fanget af de romantiske fantasier. ”Jeg følte lidt skam. Bøgerne er forudsigelige, og de gentager sig selv, men de får dig til at bladre videre. Unge mennesker lever i en verden med stor usikkerhed, derfor søger de noget, hvor de ved, at alt ender godt til sidst,” siger Nicola Presley. J
J.K. Rowling (født 1965) udgav sine syv bøger om Harry Potter i 19972007 og fornyede genren ved at blande de magiske elementer med et nutidsunivers og et britisk kostskolemiljø. Ligesom hos Tolkien spiller romantik ikke en afgørende rolle, det er mere venskab, som er tema.
George R.R. Martin (født 1948) udgav i 1996 romanen ”A Game of Thrones”, som indledte romanserien ”A Song of Ice and Fire”, som ikke mindst i kraft af tv-serien ”Game of Thrones” fik et kæmpe publikum i 2010’erne. Historien tilhører den såkaldte grimdark-genre inden for fantasy, som er rå, mørk og fyldt med sex, men ikke romance.
Suzanne Collins (født 1962) udgav i 2008-2010 de populære ”Hunger Games”-bøger, som er fantasy karakteriseret ved en stærk kvindelig hovedperson, Katniss Everdeen. Der er en romance i fortællingen, men den spiller ikke en hovedrolle.
Stephenie Meyer (født 1973) kombinerede i sin storsælgende ”Twilight”-serie fra 2005 til 2020 romance med et vampyrunivers.
Sarah J. Maas (født 1986) har siden 2012 forenet klassiske eventyrstrukturer med moderne romance. Gennembrudsværket ”Throne of Glass” bygger meget løst på ”Askepot”-fortællingen, mens ”Court of Thorns and Roses” bygger på eventyret om ”Skønheden og Udyret”.
Rebecca Yarros (født 1981) brød igennem i 2023 med ”Empyrean”serien, som forener romance og sex med en fantasyfortælling om en stærk kvindekarakter i et magisk krigerunivers.
FOTO: FRANK MAY/AP/ RITZAU SCANPIX.
FOTO: KATIE MARIE SENIORS
Fortiden er
en gammel film, der ikke må
forsvinde
En del af den tyske forfatter
Daniel Kehlmanns jødiske familie blev dræbt i koncentrationslejre. Da han hørte historien om filminstruktøren
G.W. Pabst, vidste han, at han havde fundet en ny måde at skrive om Anden Verdenskrig på interview
Daniel Øhrstrøm ohrstrom@k.dk
Filmoperatøren skramler med nøglerne som en fangevogter, da han til ære for fotografen lukker den tyskøstrigske forfatter Daniel Kehlmann ind i Cinematekets operatørrum.
Den tyske verdensstjerne sender filmoperatøren et høfligt nik, inden han går hjemmevant ind i det københavnske operatørrums mørke.
”Nå, så det er her magien foregår,” siger Daniel Kehlmann og smiler bredt, inden han går op ad den smalle, sorte trappe for at lade sig fotografere mellem stumfilmkameraer og gamle filmruller, der vidner om en anden og mere analog tid.
Det er anden gang på to dage, at Daniel Kehlmann besøger Cinemateket midt i København. For allerede dagen før fyldte den populære forfatter Cinematekets store sal til bristepunktet med sit foredrag om stumfilm og tidlige tyske talefilm. Dem er Daniel Kehlmann vokset op med som søn af skuespilleren og maleren Dagmar Mettler (født 1950) og den østrigske filminstruktør og forfatter Michael Kehlmann (1927-2005).
Faderen instruerede et hav af østrigske tvspil samt filmatiseringen af den jødiske forfatter Joseph Roths roman ”Radetzkymarsch”. Og Kehlmann-familien har selv jødiske rødder.
”Min farfar var faktisk også forfatter, han havde skrevet to romaner før krigen, men fordi han var halvt jødisk, undlod han at udgive noget som helst under krigen. En del af vores familie døde faktisk også i koncentrationslejre under Anden Verdenskrig, og min far var som en ganske ung mand selv i koncentrationslejr og overlevede kun, fordi min farfar
forfalskede familiens papirer og benyttede sig af den korruption, der bliver næret af ethvert diktatur,” siger han, da vi halvanden time tidligere sidder på hans danske forlag, Lindhardt og Ringhof, for at tale om hans nyeste roman ”Lysspil”, som udspiller sig under Anden Verdenskrig.
Små skridt mod Helvede Det bliver mildt sagt bemærket, når Daniel Kehlmann, der i dag er bosat i Berlin, udgiver en ny roman, for han har efterhånden læsere over hele verden, hvor han nu er blevet endnu mere kendt end både sin far og farfar.
Daniel Kehlmanns filminstruktørfar døde samme år, som sønnen fik sit internationale gennembrud med romanen ”Opmålingen af verden” (2005), der blev den største tyske bestseller i mange år, og med efterfølgende romansucceser som ”F” (2014) og ”Tyll” (2018) regnes Daniel Kehlmann i dag for at være Tysklands måske største nulevende forfatter.
De seneste år har han også skrevet filmmanuskripter, herunder til en Netflix-serie om forfatteren Franz Kafka (1883-1924), som forudsagde vor tids bureaukrati i romaner som ”Slottet” og ”Processen”.
”Vi lever jo stadig i Kafkas mareridt,” som Daniel Kehlmann udtrykker det. Og ved at skrive filmmanuskripter som sin far blev Daniel Kehlmann kun endnu mere optaget af film, fortæller han.
”Det gjorde mig også interesseret i, hvordan man laver film, og jeg begyndte at studere den tidlige tyske filmhistorie på Kafkas tid, hvor der blev produceret en række ikoniske stumfilm. Det er jo også fascinerende med gamle film, som kan føles som at se spøgelser, fordi man ved, at alle, man ser, er døde,” siger forfatteren.
I romanen ”Lysspil” zoomer Daniel Kehl-
” Benjamin Netanyahu er formentlig den dårligste jødiske leder nogensinde, men at sammenligne ham med Hitler er jo helt latterligt.
DANIEL KEHLMANN, FORFATTER
mann ikke ind på sin egen filminstruktørfar, men den tidlige tyske filminstruktør G.W. Pabst (1885-1967), som indspillede film med blandt andre danske Asta Nielsen (1881-1972) og Greta Garbo (1905-1990), som han endda fik æren for at opdage.
I 1920’erne stod Pabst således for nogle af de mest ikoniske tyske stumfilm. Senere slap han væk fra Hitlers kunstfjendske diktatur og lavede både film i Frankrig og i Hollywood, men dér blev han aldrig en succes. Og han endte med at vende hjem til Østrig og fortsatte med at lave film med Goebbels’ velsignelse. Og da Daniel Kehlmann opdagede det, blev han nysgerrig.
”Jeg blev fuldstændig forblændet af historien, som også efterlod mange huller og gåder. For hvorfor i alverden vendte Pabst tilbage, når han ikke var nazist? Men det er jo lige sagen for en romanforfatter, der lever af at fylde fiktion i de huller, som den virkelige historie efterlader, og historikere derfor kan gisne om. Men jeg tænkte over, at historien om Pabst var en mulighed for at fortælle en ny historie med en ny vinkel på Anden Verdenskrig,” siger Daniel Kehlmann og lader et smil sprede sig i det drengede ansigt.
En stor gråzone
Daniel Kehlmann er selv født i München og opvokset i Wien, han har boet i New York, efter at han fik sit internationale gennembrud, og han har brugt en del af sine egne amerikanske erfaringer, da han skrev kapitlerne om kunstneren Pabst, der kommer til USA, hvor han ikke kender de kulturelle koder.
”New York er meget anderledes end Los Angeles. I New York kan folk godt være negative. Men i Los Angeles er det virkelig svært at have en seriøs samtale med nogen, fordi alle er overvenlige og altid er så overpositive, at man ingen anelse har om, hvad de egentlig
mener. Og Pabst forstod for eksempel ikke, at amerikanere – især i Hollywood – aldrig siger nej, selvom de mener nej, så man skal læse mellem linjerne, fordi alle samtaler er marineret i overfladisk begejstring, så man kommer langt ved at rose hinandens sko derovre,” siger Daniel Kehlmann og griner.
Alle de producere, Pabst møder i romanen, roser hans tidligere film til skyerne, selvom de fleste tydeligvis ikke har set dem. Men kunstnerisk frihed vil de ikke give ham, og han ender modvilligt med at takke ja til at instruere filmen ”A Modern Hero”, selvom han ikke kan lide manuskriptet. Og den del af romanen skulle ligge tæt på virkeligheden, bedyrer Kehlmann.
”Mine amerikanske filminstruktørvenner siger faktisk, at den del af bogen stadig er meget præcis. Men i 1930’erne var det slet ikke nemt at komme til Hollywood som udenlandsk kunstner. Og Pabst var langtfra den eneste, der blev behandlet dårligt i Hollywood. Jødiske skuespillere, der var flygtet var Hitlers Tyskland, kunne for eksempel kun få roller som nazister. Og den tyske mesterinstruktør Fritz Lang blev behandlet lige så dårligt som Pabst, da han kom til Hollywood, hvor han i begyndelsen ikke engang måtte klippe sine egne film.”
Kollektiv demens
I en af romanens scener løber Pabst tør for statister, men bruger så i stedet 800 kz-fanger, så han kan færdiggøre sin film.
”Det er et moralsk lavpunkt for ham i romanen, at han tager så ekstreme midler i brug for at lave sin kunst, og det rejser jo spørgsmålet om, hvorvidt god kunst kan retfærdiggøre alting. Det mener han, og han går åbenlyst for langt. Scenen er fiktion, men den slags skete faktisk i virkeligheden.”
Scenen foregår under en optagelse til en
2 Gamle film kan føles som at se spøgelser, fordi man ved, at alle, man ser, er døde, mener forfatteren Daniel Kehlmann.
– Foto: Leif Tuxen
film midt under russernes angreb på Prag i 1945, og sådan en film arbejdede Pabst faktisk på, men filmen gik tabt, forklarer Kehlmann.
”Forestillingen om et tabt mesterværk er jo altid pirrende for en romanforfatter, så det inspirerede mig også. I virkeligheden er det tvivlsomt, om den film vitterligt var et mesterværk, for Pabst virkede nærmest resigneret i sin dagbog i den periode, men i min roman er den forsvundne film selvfølgelig et mesterværk, der er gået tabt.”
Er den forsvundne film og Pabsts assistent, som lider af alzheimer i romanen, også tænkt som metaforer for den historieløshed, der kan være i forhold til krigen i dag?
”Ja, det kan jeg ikke helt benægte. Jeg arbejder ellers sjældent så direkte med metaforer, fordi de kan dræne livet ud af enhver historie, men det er jo ikke helt forkert, at der findes en voldsom historieløshed i dag, hvor mange unge nok vil betragte min roman som en historie om noget, der skete for længe siden. Men for mig er det en roman om noget, der stadig er meget tæt på mig. Da jeg voksede op, var der mere tale om en fortrængning af krigen – lidt i stil med ’Halløj på badehotellet’, hvor de hele tiden siger ’Don’t mention the war!’. Efter at Muren faldt, var det, som om der en overgang kom en større historisk bevidsthed og selvransagelse, men nu er det igen, som om samfundet lider af en form for kollektiv demens. Men der er ting, man bare ikke må glemme,” siger Daniel Kehlmann, som også kan blive irriteret, når folk misbruger historien i nutidens debat.
”Benjamin Netanyahu er formentlig den dårligste jødiske leder nogensinde, men at sammenligne ham med Hitler er jo helt latterligt. Og jeg synes, at alle diskussioner om, hvad der foregår i øjeblikket i krigen mod Hamas, skulle begynde med, hvad der skete den 7. oktober, hvor Hamas angreb uskyldige israelere. Jo mere jeg tænker over, hvad der skete den dag, jo uhyggeligere synes jeg, at det er,” siger Daniel Kehlmann, som selv voksede op med faderens familiehistorier om, hvordan hans kusiner, fætre, tanter og onkler var blevet dræbt, bare fordi de var jøder.
”Ikke engang mine bedsteforældre var jøder i religiøs forstand, men det var Hitler jo ligeglad med,” siger Daniel Kehlmann, der heller ikke selv blev religiøst opdraget, og forældrene havde udelukkende valgt, at han skulle gå på en jesuitisk eliteskole i Wien, fordi den havde ry for at have det højeste faglige niveau.
”Eleverne havde vidt forskellig baggrunde, så det var ikke os alle, der var katolikker. Og den eneste jesuitmunk, der underviste os, var også den, der var mest kritisk over for religion, han var nærmest en anarkist selv, så det var ironisk nok en jesuit, der lærte mig religionskritik og kritisk tænkning i det hele taget, han var fantastisk, men mit eget moralske kompas er nok mere farvet af filosoffer. For kirkens rolle var ikke køn under krigen, hvor paven burde have taget mere afstand fra fascismen.”
Men Heidegger fik jo for eksempel også et blakket ry efter krigen?
”Ja, men han var faktisk i modsætning til Pabst også rigtig nazist. Det fremgår af Heideggers såkaldte sorte notesbøger, der blev udgivet for nogle år siden. Før havde vi fået at vide, at han nok bare var lidt forvirret med en vis sympati for nazismen, men notesbøgerne viser, at han var decideret fan af Hitler, og i et brev til sin bror skrev Heidegger nærmest komisk begejstret om, at ’Mein Kampf’ er sådan en fantastisk bog, at han næsten ikke kan slippe den. Og en filosof, der kan skrive sådan om ’Mein Kampf’, kan altså ikke tænke klart,” siger Daniel Kehlmann, inden vi finder filmoperatøren med nøglerne, som kan lukke os derind, hvor de gamle film er gemt.
Professor læste de bøger, USA’s grundlæggere læste. Det lærte ham noget om lykkebegrebet i dag
Amerikanernes forståelse af begrebet lykke og deres syn på de klassiske dyder har ændret sig markant, siden nationens grundlæggere udstak retningslinjerne for det amerikanske demokrati interview
Minna Skau skriver fra USA skau@k.dk
Retten til at stræbe efter lykke er et af de helt centrale begreber i den amerikanske selvforståelse. Den står nedfældet som en gudgiven ret i andet afsnit af den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776.
Men lykken er slet ikke, hvad den har været.
Det konkluderer den amerikanske forfatningsekspert Jeffrey Rosen, der brugte tiden under corona-nedlukningen til endelig at få sat sig mere grundigt ind i, hvad mændene bag de tre vigtigste dokumenter i det amerikanske demokrati – uafhængighedserklæringen, forfatningen og rettighedserklæringen –egentlig selv læste og lod sig inspirere af dengang for et kvart årtusinde siden.
Og det har været lidt af en øjenåbner for Rosen, der er direktør for det forfatningshistoriske museum National Constitution Center i Philadelphia.
Han indså blandt andet, at retten til stræben efter lykke betød noget helt andet, da lærde mænd som Benjamin Franklin, John Adams og Thomas Jefferson i 1770’erne og 80’erne formulerede de tekster, der stadig guider nutidens USA. Det lykkebegreb, klassiske filosoffer og intellektuelle som Cicero, Xenofon, Montesquieu og Adam Smith definerede, er nærmest stik modsat det, amerikanerne dyrker i dag.
”I en stor del af menneskehedens historie har lykke ikke været udtryk for det at have det godt, men for det at være god. Det handler ikke om at forfølge den umiddelbare nydelse, men snarere om at efterleve mere langsigtede dyder. Men vi har siden 1960’erne fulgt en moderne forståelse af, at man hytter sit eget skind, hvilket er en hyldest til grådighed og handler om umiddelbar nydelse baseret på egoet,” forklarer Rosen.
Efter at have læst og læst konstaterer han, at USA’s grundlæggere tog udgangspunkt i de langsigtede dyder og vægtede produktivitet og meningsfyldte aktiviteter med henblik på at blive bedre mennesker.
Meningen med livet
Som hjælp til alle dem, der ikke har mod på selv at dykke ned i de gamle tekster, har Jeffrey Rosen nu skrevet en slags håndbog med resuméer og overvejelser, ”The Pursuit of Happiness: How Classical Writers on Virtue Inspired the Lives of the Founders and Defined America” (dansk: Stræben efter lykke –hvordan de klassiske skrifter om dyder inspirerede grundlæggernes liv og definerede Amerika).
Rosen siger selv, at det handler om meningen med livet.
”Selvbeherskelse, selvudvikling, karakteropbygning, det at være den bedste udgave af sig selv og at moderere og tæmme sine uproduktive følelser og passion med henblik på at kunne udfolde vores talenter på bedst mulig vis,” forklarer han.
Det stærke bånd, grundlæggerne så mel-
lem personlig og politisk selvkontrol giver for forfatteren også et nyt perspektiv på nutidens amerikanske samfund.
”I den klassiske definition var der ingen modsætning mellem selvudvikling og almenvellet. Tværtimod. De fulgtes ad, og selvkontrol var en forudsætning for det politiske styre. Hvis ikke vi kunne tæmme og moderere vores egne egoistiske impulser, ville vi heller ikke være i stand til at leve som produktive medlemmer af et samfund,” siger Rosen. Han konstaterer en helt aktuel relevans i grundlæggernes hyppige advarsler om sammenhængen mellem dyder og republikkens overlevelse.
”De var grundlæggende utrygge ved demagoger og sammenstimlinger. De frygtede, at der kunne komme en fremtidig Cæsar, som med smiger og løfter om billig luksus kunne overtale folket til at opgive deres frihed.”
Ifølge Rosen mente grundlæggerne, at Amerika ville falde som det græske og romerske og alle andre imperier i historien, hvis ikke borgerne efterlevede klassiske dyder og
Fra grundlæggernes læseliste
Cicero: ”Tusculanae disputationes” og ”Forpligtelser”
Marcus Aurelius: ”Meditationer”
Seneca den Yngre: Essays om blandt andet vrede og mod
Epiktet: ”Håndbog”
Plutarch: ”Parallelle liv”
Xenofon: ”Erindringer om Sokrates”
David Hume: Essays
Montesquieu: ”Om Lovenes Ånd”
John Locke: ”An Essay Concerning Human Understanding” samt afhandlinger om styreformen
Adam Smith: ”Teorien om de moralske følelser”
ILLUSTRATION: RASMUS JUUL.
USA’s kernedokumenter
USA’s ”founding fathers” bestod af George Washington, Thomas Jefferson, John Adams, Benjamin Franklin, Alexander Hamilton, John Jay og James Madison.
Fra uafhængighedserklæringen (1776): ”Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke.”
Fra første forfatningstillæg (1789): ”Kongressen må ikke vedtage love om en statskirke eller forbyde den frie religionsudøvelse; eller begrænse talefriheden.”
”I en stor del af menneskehedens historie har lykke ikke været udtryk for det at have det godt, men for det at være god. Det handler ikke om at forfølge den umiddelbare nydelse, men snarere om at efterleve mere langsigtede dyder.
JEFFREY ROSEN, FORFATNINGSEKSPERT OG FORFATTER
tog frihedsprincipperne til sig. Grundlæggerne mente, at det var en forudsætning for, at borgerne ville forsvare frihedsprincipperne, hvis de blev truet, og for at de kunne vælge samvittighedsfulde repræsentanter i stedet for at falde for smiger.
”Det er jo en stor udfordring for det amerikanske demokrati, og vores grundlæggeres advarsler virker mere fremsynede i dag end nogensinde,” siger Rosen.
Grundlæggerne hyklede
Han kan dog også konstatere, at grundlæggerne var meget ærlige om, at de selv kom til kort. Især hvad angår slaveri. Politiker og plantageejer Patrick Henry fra Virginia beskrev for eksempel slaveri som ”en praksis lige så frastødende for menneskeheden, som den er uforenelig med Bibelen og destruktiv for friheden”.
Men samme Henry erkendte også:
”Tænk bare, at jeg er herre over slaver, som jeg selv har købt. Jeg er drevet af det generelle besvær ved at leve uden dem. Jeg vil ikke, og jeg kan heller ikke retfærdiggøre det.”
Dén selverkendelse rummer også en vigtig lektie for Rosen.
”Grundlæggerne havde – som alle mennesker – fejl. De sigtede højt efter intet mindre end moralsk perfektion. Men på mange punkter kunne de ikke levere. Det er slående at se, hvordan de alle erkender deres hykleri omkring slaveri. Det er en god påmindelse i lyset af nutidens moralske selvtilfredshed. Det ligger på mange måder i menneskets natur at retfærdiggøre sig selv og at hykle i situationer, hvor det er svært at ændre sin adfærd,” siger Rosen og henviser blandt andet til, hvordan mange i dag forråder deres egne idealer i forhold til klimapolitikken.
Rosens læsning rummer også interessante iagttagelser i forhold til den adskillelse af stat og kirke, som amerikanske politikere ofte taler meget om i et land, hvor religion paradoksalt nok ofte spiller en stor rolle i den politiske debat. Men det er ifølge forfatningseksperten ikke helt så stort et paradoks, som det umiddelbart kunne lyde til. Rosen henviser til uafhængighedserklæringens ord om, at alle mennesker er skabt lige, og at de omtalte rettigheder er givet dem af Skaberen. Men han minder om, at første forfatningstillæg specifikt hylder pluralismen, og at der ingen steder står, at der er tale om en kristen gud. ”De troede på, at vores ret til liv, frihed og stræben efter lykke kom fra Gud eller naturen, ikke fra regeringen. Men man kan også læse sig til, at de følte sig stærkt forpligtet til det ikke-sekteriske og var dybt skeptiske over for religiøse fraktioner af enhver art,” siger Rosen. Så nøglebudskabet handlede om, at USA ikke skulle have en statsreligion. Det skulle ikke være en areligiøs nation, men en nation med plads til religiøs mangfoldighed.
FOTO: BILL FRASER
Men det er ifølge Rosen også den beskyttelse af individets ret til at følge sin religiøse overbevisning og dermed også retten til at søge undtagelser fra den generelle lovgivning, der skaber mange af nutidens spændinger i det amerikanske samfund.
Det betyder også, at forfatningen bliver både brugt og misbrugt i den aktuelle politiske debat.
Jeffrey Rosen kommenterer ikke direkte præsidentvalgkampen og dermed heller ikke, at den formodede republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, i marts i år lancerede en særlig Trump-udgave af Bibelen. Ud over den religiøse tekst rummer Trump-bibelen også teksten til en countrysang samt teksterne fra uafhængighedserklæringen, forfatningen, de borgerlige frihedsrettigheder og troskabseden.
Behov for en ny forfatning?
Ifølge Rosen har nogle af de tidligere debatter været ”lige så polariserende og potentielt voldelige som dem, vi oplever for tiden”. Men der er alligevel en forskel. ”Begge sider henviser til forfatningens idealer i en ekstremt polariseret tid. Men det særligt bekymrende nu er, at der både på den populistiske højrefløj og på den progressive venstrefløj er ekstremister, som ønsker helt at gøre op med forfatningen. De betvivler selve uafhængighedserklæringens idealer og især dem om frihed, lighed og demokrati. De siger, at vi skal finde en ny vej. Men historien støtter ikke denne vrangforestilling,” siger Jeffrey Rosen. Den amerikanske forfatning er – ligesom den danske grundlov og de fleste andre forfatninger – svær at ændre. Men hvad tror Rosen med sin nye, dybere indsigt i forfatternes tanker, at grundlæggerne selv ville mene om behovet for en modernisering og opdatering?
”Grundlæggerne var stærkt uenige om klogskaben i og behovet for fremtidige ændringer. Der er ingen grund til at tro, at de ikke ville have de samme diskussioner i dag som dengang,” siger Rosen. Han henviser til, at Thomas Jefferson for eksempel mente, at Jorden tilhører de levende, og at forfatningen burde nyskrives hvert 19. år. Mens James Madison regnede det første forfatningskonvent som et mirakel og mente, at det ville være for farligt at pille ved noget i den tekst, der kom ud af det.
”Noget af det mest slående i amerikansk historie er bredden i grundlæggernes holdninger til alle de helt fundamentale spørgsmål som den føderale magt over for delstaternes rettigheder, en stram kontra en løs forfatning og demokrati kontra magtelitens styre. Det var noget, de talte om dengang, og det har defineret amerikansk politik lige siden. Og enhver, der påstår, at grundlæggerne var enige om noget som helst, kender ikke sin historie,” siger Jeffrey Rosen. J
ner. Hun har modtaget en lang række priser for sine værker. – Foto: Murdo Macleod
Stærke tekster med melankoli og vemod
Hun skriver kort, knapt og godt som få irske Claire Keegan, hvis prisbelønnede noveller er oversat til 30 sprog. ”I sidste øjeblik” er ingen undtagelse anmeldelse
Lotte Kirkeby kultur@k.dk
”Der var en mand og en kvinde og menneskelig ensomhed.”
Denne sætning falder i den midterste novelle i Claire Keegans seneste samling, men kunne snildt have fået plads i alle af udgivelsens tre suveræne tekster. Den midterste novelle, ”En lang og smertefuld død”, skildrer en kvinde, der tager ophold i Heinrich Bölls hjem for at skrive, men bliver forstyrret af en insisterende mand, mens titelnovellen, som er samlingens stærkeste, fortæller historien om en mand, hvis tanker kredser om den kvinde, han kunne have tilbragt sit liv med. Og så er der den afsluttende, og måske mest kuldslåede, ”Antarktis”, der blandt meget andet viser Claire Keegans særlige talent for at bore en krog i sin læser. Den begynder sådan her: ”Hver gang den lykkeligt gifte kvinde tog hjemmefra, spekulerede
hun på, hvordan det ville føles at gå i seng med en anden mand.”
Alle tre noveller handler om kvinder og om mænd, om møder, der er såvel betydende som forstyrrende, og om mennesker, der på en og samme gang søger og forsøger at undslå sig menneskeligt samvær i deres bestræbelse på at finde en eller anden form for mening med livet, men mestendels strander i eksistentiel ensomhed. Om mænd, der ikke kan gøre sig fri af det mandebillede, de blev dannet i, og om kvinder, der ikke kan gøre sig fri af det mandlige blik – men også om kvinder, der kan. Og helt godt ender det aldrig. Som der står mod slutningen af titelnovellen:
”Så dukkede en linje, han havde læst et sted, op i hans hoved, noget med slutninger – noget med, at hvis ting ikke var endt galt, var de ikke endt endnu.”
Det er stærke tekster, der summer af melankoli, vemod og en pæn snert misogyni, og der er noget dragende unheimlich over de ellers nok så realistiske scenarier, som Claire Keegan med sikker hånd bygger op. Det er genkendeligt, og det er grumt. ”Måske er det bare for meget virkelighed”, som titelnovellens mandlige hovedperson, Cathal, siger under et skænderi med sin forlovede.
”I sidste øjeblik” er den tredje novellesamling på dansk fra Claire Keegan, tidligere er udkommet ”Den slags små ting” og ”Omsorg”, og der er så uende-
Det private er altid politisk
Forfatteren Alba de Céspedes’ ”Den forbudte notesbog” udkommer nu omsider på dansk og er en brillant skildring af en kvindes længsel efter en egen stemme
anmeldelse
Jeppe Krogsgaard Christensen kultur@k.dk
”Det var forkert af mig at købe denne notesbog, meget forkert. Men nu er det for sent at fortryde, skaden er sket.”
Sådan lyder de første linjer i ”Den forbudte notesbog”, der udkom i Italien i 1952 og nu omsider foreligger på dansk. Dengang var italiensk-cubanske Alba de Céspedes (1911-1997) et stort forfatternavn med flere internationale bestsellere, men hun gled siden ud i glemslen. Hvorfor er svært at sige, mens det derimod er let at forstå, hvorfor en roman som ”Den forbudte notesbog” i de her år oversættes, genudgives og hyldes i stor stil.
Den fiktive dagbog er nemlig ikke kun en litterær oplevelse, men taler også lige ind i vor tids diskussioner om ligestilling og kvinders usynlige og i sidste ende nedbrydende arbejde i hjemmet – det, der også kaldes the mental load
I ”Den forbudte notesbog” giver Céspedes stemme til 43-årige Valeria, der bor i efterkrigstidens Rom med sin mand, Michele, og deres to næsten voksne børn, Mirella og Riccardo. Ud over at passe hjem, mand og børn har Valeria – hvilket er usædvanligt på den tid – også et lønmodtagerjob. Hun lever et liv, som ikke levner meget plads til hendes følelser, drømme, ønsker. Og måske er det derfor, hun en dag køber notesbogen og begynder at skrive.
Det er forbundet med fortrydelse og skam, men behovet for at udtrykke sig, skildre livet hjemme og ude og betro sig til siderne er som en alt for længe undertrykt drift, og dér ved køkkenbordet bliver det stadig tydeligere for hende, at hendes liv ikke er tilfredsstillende. At forholdet til hendes mand er visnet, at hun ikke bryder sig om den måde, datteren udvikler sig på med en affære med en gift mand, og at sønnen vil gifte sig med en kvinde, hun ikke ser noget særligt lys i.
lig meget godt at sige om den og om dens forfatter: hendes anslag, hvor hun på en halv side – eller med blot en enkelt sætning – indfanger en stemning og opbygger en suspense, der danner et næsten fysisk undertryk, som suger læseren ind i hendes univers; hendes replikskifter, der kort og lakonisk spidder dynamikker og relationer mellem mennesker; hendes krydsklip, flashbacks, foregribelser og hendes konkreter. Men måske er det allerbedste, at Claire Keegan tvinger en til at sætte farten ned. Det føles vidunderligt old school at være i hendes selskab, der er ingen leflen for læseren, man læser langsomt og gerne igen, fordi man vil have oplevelsen til at vare ved, og fordi skriften er så intens og mættet med betydning, at man bliver bange for at misse en mellemregning eller overse et ordspil, hvis man ikke tager sig sammen. Og det er faktisk rart, når en forfatter beder en om at gøre det. J
5 stjerner
Claire Keegan. I sidste øjeblik – historier om kvinder og mænd. På dansk ved Signe Lyng. 128 sider. 149,95 kroner. Gutkind.
Det er, som om det at skrive får hende til at skærpe blikket på omgivelserne, men også til at bevidstgøre egne længsler. Et sted skriver hun om ønsket om at ”have mit eget værelse”, hvilket er en tydelig hilsen til Virginia Woolfs feministiske 1929-essay ”Sit eget værelse”.
Annie Ernaux, der i 2022 modtog Nobelprisen i litteratur, har om genopdagelsen af Céspedes’ forfatterskab begejstret skrevet, at det er ”som at bryde ind i et helt nyt univers”. Og at læse ”Den forbudte notesbog” er faktisk som at træde ind i noget nyt og voldsomt læseværdigt. Med sin enkle, upyntede prosa, med sit neorealistiske fokus på almindelige mennesker og med sin originale måde at pointere, at skriften besidder et radikalt, virkelighedsforandrende potentiale.
Om romanen ligefrem fortjener status som ”genopdaget klassiker”, som der står på dens bagside, kan diskuteres. Men den er ikke desto mindre virkelig vellykket og fremstår beundringsværdigt moderne i sin stil og med sit budskab om, at det ikke bare som kvinde, men som menneske er afgørende at finde sin egen stemme. Og om, at det private altid er politisk. J
5 stjerner
Alba de Céspedes: Den forbudte notesbog. Oversat af Nina Gross. 342 sider. 300 kroner. Forlaget Multivers.
15:18Og bog” get
0 56-årige Claire Keegan er født syd for Dublin i Irland. Hun er kendt for sine noveller og kortroma-
