Magasin skt k 3 by LARM

SANKT KJELDS KVARTER | MAJ 2014

KUNST FOR KUNSTENS SKYLD »Al kunst er fuldkommen ubrugelig«. Med disse ord hyldede Oscar Wilde sin yndlingsbeskæftigelse. Kunsten skulle ikke give svar, løsninger eller retning, men stille spørgsmål og være så smuk eller hæslig, som den nu havde lyst. Den skulle kort sagt være kunst for kunstens skyld. De tanker kan vi godt bruge i dag i en verden, hvor nytteværdi og praktisk tænkning er blevet dominerende. Vi har faktisk desperat brug for noget ubrugeligt. Noget, der alene laves, fordi det er sjovt, underligt, rart, provokerende, eller simpelthen fordi, det er det, vi har lyst til. Derfor har Skt K dedikeret et helt magasin til kunst og kreativitet. Lysten og frirummet fra den praktiske hverdag går igen i de vidt forskellige miljøer, vi har besøgt i Skt. Kjelds Kvarter. Det gælder i de mange lokale kunstneratelierer, hvor amatører såvel som semi- eller fuldtidsprofessionelle arbejder med ting, der giver dyb mening for dem. Og det gælder i de tre portrætinterviews med folk, der arbejder med så forskellige medier som klassisk skulptur, fotografi, installationer og iscenesatte universer. Alle har de idéen om et frirum, et personligt rum og en personlig vision, de udtrykker. Det kræver mod, at give sig hen sin kunst. At trække timerne ud af en travl kalender med børn, arbejde og andre forpligtelser. At gøre det ’unyttige’. Vores nyttige handlinger belønnes af arbejdsgivere, børn og bekendte, men hvem belønner os for vores fordybelse i det kreative og det kunstneriske? Det simple svar, man møder enslydende hos alle vi har talt med, er: Det kunstneriske arbejde bærer lønnen i sig selv. At udtrykke sig, at lede efter en form, at finde den, er en beskæftigelse, der skaber engagement, mening og identitet. Og det gælder uanset, om man forsøger at leve af sin kunst eller har det som en hobby nogle timer om ugen. I magasinet møder vi børnene, der optræder som urbane kunstguerillakrigere, men også Vennemindevejs mange finurlige, spirituelle, småsjofle og engerede kunstnere. Vi møder kunstneren som skør discokugle, og kvinden, der har tabt sit hjerte i Grønland. Vi møder tanker og overvejelser om kunst på alle niveauer fra de mest klassiske til de futuristiske. Vores håb er, at du får lyst til at møde kunstnerne i vores kvarter, og måske at du også får lyst til at møde kunstneren i dig selv. / Jacob Cold, redaktør

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

Kunstneren som discokugle

Kristian Sverdrup

Kunsten på din vej

Camilla O’Connor Katrine Dahlerup Annemette Lichtenberg

Et hjem ved verdens ende

Elin Sarsfield Kromann

Atelieret uden navn

Helle Høvelskov Anne Lorenzen Jacob Christensen Jette Andersen Steen Berg Hansen

Sansningen 30 Finn Naur Petersen

Galitternes Tid

Eva Wendelboe Kuczynski

Kunst på tværs

Kildevældsskolen

Kildevældsskolen Anette Haslund Trine Meincke 4U Ada

Skribent: Iben Bentzen Design: Kenneth S. Olsson Forsidefoto: Casper Nørgaard

Yonas

Tryk: GP TRYK Papir: Cyclus Offset Oplag: 2.000

Miki

Maj 2014

Zoe

INDHOLD

Ophavsmænd: Cold/Olsson Redaktion: Jacob Cold

Rasmus Lind Greiner

Ø-børns naturhegn

SKT K MAGASIN

Dette magasin er støttet af Områdefornyelsen i Sankt Kjelds Kvarter

INTERVIEW MED BILLEDHUGGEREN KRISTIAN SVERDRUP FORTALT AF JACOB COLD

KUNSTNEREN SOM

DISCOKUGLE Ligesom discokuglens refleksion giver kunsten ikke nødvendigvis mening. Den reflekterer bare det lys der falder på den, den virkelighed, der er omkring den.

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

Foto: Camilla

≈ OPERATION X

KRISTIAN SVERDRUP / BORTHIGSGADE

an skulle næsten tro, det var iscenesat. Kristian Sverdrup står nøgen i gangen og vifter med et håndklæde. »Vent lige et øjeblik!«, bedyrer han. Et par minutter efter kommer han påklædt ud i opgangen og giver mig hånden med et nysgerrigt, intenst blik. Havde han glemt aftalen eller glædet sig til den? Kristian byder mig en smøg, som vi ryger foran opgangen med udsigt til husene i Lyngbyvej-kvarteret. Jeg bemærker hans haltende gang. Han forklarer, at han som barn fik konstateret »cerebral parese«, en spastisk lammelse i den ene side af kroppen. Af samme grund sidder hans ene hånd indadvendt og kan kun bruges meget begrænset. Hvordan kan man være billedhugger med kun én hånd? »Det kan man sagtens. Jeg er så heldig at have en assistent, der kan lave meget af det fysiske arbejde. Det er så mig, der får ideerne og laver tegningerne og skitserne. Der er vores samfund meget gavmildt. Jeg får faktisk jævnligt hjælp stillet til rådighed«. I billedhuggerens let rodede lejlighed serveres en kop knaldsort kaffe. Over stuebordet hænger den klassiske Superflex-plakat: Foreigners please don’t leave us alone with the Danes. Jeg bemærker et playmobilsørøverskib, der står på reolen. »Er det ikke fedt?« spørger Kristian. Jeg nikker. Jeg havde selv samme skib. Som barn. Han fortsætter ivrigt: »Ja, jeg har faktisk alt mit playmobil stående stadigvæk. Der kom en ny piratfilm sidste år. Den film skulle jeg da ind og se med mine nevøer. Og så legede vi sørøvere bagefter. I gamle dage, du ved, der jeg havde også det der skib. Jeg elskede ham der Kaptajn Klo, fordi han havde en hånd lige som mig. Da jeg blev 40, ville jeg gerne have, at Kaptajn Klo skulle på togt igen, og så gav mine nevøer mig sørøverskibet som fællesgave. Så har vi simpelthen leget helt uhæmmet med det lige siden!« Hans begejstring er helt uforfalsket. Kunstneren som legebarn, tænker jeg. Ikke helt det billede, jeg havde dannet mig ud fra min research, som pegede på en selv- og formbevidst kunstner. På Kristians hjemmeside og forskellige andre steder på nettet fremstår han som et paradoks: Han hævder at være en politisk kunstner, men hans værker virker ofte meget optagede af form og æstetik, og nogle af dem ligner mest af alt lækkert design. Er du en politisk kunstner? »Ja, det er jeg. Som regel arbejder jeg med et emne, der er spændende, og det finder jeg hovedsagelig i samtiden. Mit sidste store værk var meget politisk.»Decade debris« hed det. Det var en udstilling, jeg lavede i samarbejde med en antropolog; en arkæologisk gennemgang af det første årti i dette århundrede. Der var skulpturer med titler som ’9/11’, ’Migration’ og ’Clash of Civilisations’. Mit mål var at grave igennem årtiet og spørge: ’Hvad var det, der skete?’«

FOTO: TRINE MEINCKE

Har du så et konkret politisk budskab i forhold til det årti? »Det var selvfølgelig det årti, hvor der blev løjet for, at vi skulle i krig, og hvor muslimer blev lagt for had, men mit formål er mere at afspejle og beskrive virkeligheden end at komme med et bestemt budskab. Det må gerne være sådan at beskueren skal bruge hovedet selv.« Altså en politisk kunstner uden et decideret politisk budskab? »Budskabet er der jo. Og som regel er der også en tekst, der forklarer noget. Men det er ikke det samme som, at det er entydigt, eller at alle lige kan læse det. Jeg er meget fascineret af »tegn«, altså ting, der peger på noget eller symboliser noget. Jeg har for eksempel lavet denne her skulptur efter en workshop på Vestbredden med palæstinensiske unge.« Han rækker mig mig en tung jernskulptur, som han har stående i vinduet. »Folk, der kan arabisk og hebraisk kan straks se, hvad der står på hver sit sprog. Her står der ’tro’ og her ’politik’. Det er fandeme en dødelig cocktail!« Jeg mærker værket i hånden. Skulpturen er tung og nærmest brutal. Ved nærmere eftersyn kan jeg godt se, at det ikke er den rene designhygge. Men hvad hvis folk ikke forstår dit budskab? »Det er jo publikums problem. Det handler meget om, hvad det er for et publikum, vi har. Enhver kan få et indtryk, men de fleste ved ikke ret meget om kunst, og det er en skam. For mig er det enkelt nok: Kunstens rolle er at afspejle samtiden. Hulemalerierne, for eksempel, viser nogen, der kaster spyd i maven på en bjørn. Det er et billede på tiden, de levede i. Jeg viser det, der sker i min samtid. Men det betyder ikke, at jeg forklarer alting. Et kunstværk er ikke et produkt, der er klar til brug. Det er ikke et design. Michelangelo skulle engang lave et gravmonument til paven! Tre eller fire skulpturer begyndte han på, han var halvejs. Så døde Paven. Fuck mand! Han stod der på billedhuggergården i Firenze og vidste ikke, hvad han skulle gøre! Så kom der en ny pave; han var fuldstændig ligeglad med de skulpturer, og værket blev gemt væk, for Michelangelo måtte videre, han skulle jo tjene penge. Pointen er, at det værk blev et mesterværk. Fordi det var ét af de få værker, som viser det ufærdiges potentiale. De forskellige veje ting kan gå, og som beskueren må digte med på.« Lad os sige, at det moderne publikum ikke har blik for det ’ufuldendte’ – men blot tænker: »Nej hvor er den flot«, og så køber den til hjemmet … »Det gør jo på en måde ikke noget. Det må folk selv om. Selv om jeg selvfølgelig foretrækker, at de opdager budskabet på et tidspunkt. Jeg har lavet et IKEA-krucifiks . En kommentar til masseforbruget. IKEA- kataloget bliver trykt i lige så mange eksemplarer som Biblen og der er nogle mennesker, der sværger til IKEA, som andre til Biblen. Faktisk flere. Forbruget er blevet en religion. Så lavede jeg et IKEA- kors. Så kan du lægge dig ned og bede til IKEA!«

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

Men der er jo samtidig flot. Det er lækkert design. Kunne det ikke blive en kommerciel succes? »Jo, faktisk var det lige før vi overvejede, om vi skal sælge konceptet til IKEA! I Nordsverige ligger der en kæmpe IKEA så langt væk fra alting, at der anlagt en campingplads, hvor folk kan bo, mens de køber ind. Og inde i den her gigantiske IKEA er der en kirke, hvor de holder gudstjeneste hver søndag. Så kommer folk langvejs fra og for at købe ind og bede i IKEA-kirken! Men nogle af mine værker er mere tydelige og mindre ironiske. Som det her værk, ’In the shadow of Dannebrog’, hvor du ser Dannebrog fra siden, men ovenfra ser du et hagekors. Det var under Fogh-regeringen, hvor DF var støtteparti, og hvor der var kommet den her harske tone med Nazi-præster, der stod og prædikede og gav et meget dårligt billede af Danmark. Det virkede naturligt for mig at lave det værk.« Har det aldrig været fristende for dig at få dine værker sat i masseproduktion? »Det er der flere, der har forslået. Den æstetiske skønhed ville måske ikke lide. Men nødvendigheden ville. Hvis jeg begynder at masseproducere, så er det jo ikke en værk mere, så er det et produkt. Men faktisk er det heller ikke nemt at tjene penge på det. Folk kender slet ikke omkostningerne ved at producere unika. De synes måske 5-10.000 kr. er meget, men det er faktisk produktionsomkostningerne! Og unika er meget skrøbelige. »Det her værk«, Kristian hentyder til en flad, hvid doughnut-lignende skulptur i et meget smukt design, »det er trukket op i våd gips. Det er lavet i en form, der er opdelt i 13 stykker. Nogle af dem er knækket under en transport. Det er jeg fandeme ked af! Det kan ikke repareres. Man kunne også printe det i plastic, men så ville du have omkostninger mellem 20.000 og 40.000. Og så er det heller ikke rigtig et ’værk’ længere.«

Når jeg hænger lidt fast i det her med design og masseproduktion versus kunst, er det også fordi Østerbro, hvor du bor, er kendt som et »pænt« kvarter. Lækre velindrettede lejligheder, ro og orden. Hvis du ikke vil sælge dine ting som pænt design, passer du så overhovedet ind her? »Jeg har altid boet på Østerbro. Jeg føler mig hjemme her. Mange af mine kammerater bor på Vesterbro, og jeg overvejede det også, men Østerbro er mere rummelig. Man kan måske sige om Vesterbro, at der er en bestemt måde, man skal være cool og kunstner på. Du skal hele tiden være på caféer og barer og drikke dig pissestiv. Du må leve hårdt. Der er nogen af dem, der kører i sænk. Jeg tror, jeg er blevet for vant til Østerbro og til at have familien tæt på. I Lyngbyvej-kvarteret, hvor jeg boede i mange år, kender folk hinanden og vi har fælleshuset Ulrik. Der er onsdagsspisning og torsdagsspisning. Der er gymnastik og sommerfest og loppemarked og fastelavn. Folk hilser på hinanden. Jeg er jo sådan én, der er let genkendelig, én af kvarterets originaler. Det er pissevigtigt, at der er nogen tosser. Jeg havde besøg af en svensk kunstner, jeg kender. Først skældte han mig ud i 3 dage for at være selvoptaget. Så til sidst aftenen inden han skulle rejse drak vi nogle whiskyer sammen, og han endte med at sige: »Det største kunstværk, det er ikke det, du laver, det er dig selv.«

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

KUNSTNEREN SOM DISCOKUGLE

Foto: Camilla Hylleberg

Foto: Jens Brink

KRISTIAN SVERDRUP

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

At man ikke kan trække en tydelig streg mellem kunstneren og mennesket Kristian Sverdrup (og hvorfor skulle man?) bekræftes af det projekt han arbejder på for tiden. Han er gået i gang med at lave et værk inspireret af sin egen usædvanlige hjerne: »Lige nu arbejder jeg på et projekt til Elsass centret, fordi der er en kæmpestor hjernekonference i 2015. Jeg fortalte dig, at hele min venstre side er spastisk. Den anden er fin nok. Jeg har nogle billeder af min hjerne, hvor man kan se det. Man kan se et stort dødt område, det er bevægelsescentret for venstre del af kroppen. Jeg har lavet en hjerne i stort format. Jeg skal også bruge min hjerne i samarbejde med kunstneren Jeppe Hein. Han har tænkt sig at vi skal bruge dele af min hjerne til at lave et sofaarrangement.« Et sofaarrangement? »Ja, han har tænkt sig at lave en mødepavillon til konferencen med et sofaarrangement. Jeg har lavet et skitseudkast, og Jeppe han vil gerne køre sit team indover. Det lød egentlig meget fedt. De ville lave en slags puder ud af min hjerne. En slags hjerne-lounge. Og jeg har også fået mit helt eget parallelle projekt på konferencen.« Hvordan fik du den idé med at bruge din hjerne i et kunstværk? »Jo, da Jeppe ringede til mig for at lave noget sammen, havde jeg lige fået scannet hjernen for epilepsi. Jeg fik lov at få billederne med. Sindssygt meget materiale! Jeg fik lyst til at bruge det til noget i forhold til min situation: Jeg er jo meget, meget let ramt, for jeg kan stadig tale. Der er nogen, som ikke kan noget som helst uden hjælpere, selvom de er kloge og har børn. Da jeg så det der billedmateriale, blev jeg helt vildt glad. Jeg brugte flere dage på at kigge på det sammen med kusine, der er læge. Vi gav alting navne, ligesom man gør på stjernehimlen.« Efter at have vist mig nogle billeder af sin hjerne på computeren, har Kristian fået lyst lidt til frisk luft og en smøg, og vi spadserer side om side op igennem Lyngbyvej-kvarteret. Hans halten er meget karakteristisk, og der bliver hilst på ham undervejs. Han bemærker og kommenterer de små detaljer, der gør husene uensartede: døre, fortrapper, gelændere.

Er det en del af det, at være kunstner: at man hele tiden leder efter materiale? »Ja, det kan man godt sige. Man er hele tiden på jagt. Ligesom når man går en tur ned ad gaden. Man må gribe det, man kan få. Det er at være billedkunstner. Jeg plejer at kalde mig selv ’billedhugger’. Jeg hugger og stjæler de ting, jeg ser. Hvis jeg skulle sige det meget abstrakt, så er kunsten en slags discokugle, der reflekterer alt det, der afspejler sig i den. Ligesom discokuglens refleksion giver kunsten ikke nødvendigvis mening. Den reflekterer bare det lys der falder på den, den virkelighed, der er omkring den. Og det er den discokugle, publikum selv skal læse mening ind i.«

Se mere på www.kristiansverdrup.dk

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

KUNSTNEREN SOM DISCOKUGLE

9 Foto: Camilla Hylleberg

KRISTIAN SVERDRUP

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

INTERVIEWS MED KUNSTNERE PÅ VENNEMINDEVEJ FORTALT AF IBEN BENTZEN

KUNSTEN PÅ DIN VEJ Det tager højst tre minutter at køre fra Jagtvej til Kildevældsparken. Den tilbagelagte strækning hedder Vennemindevej, og hvis man tillader det, kan man køre de knap 1000 meter uden at bemærke noget iøjnefaldende. Ud af øjenkrogen glider grå facader med korslagte arme forbi. Områdefornyelsen Skt. Kjelds har inviteret mig til at stå af cyklen og se nærmere på Vennemindevejs kunstværksteder og Kildevældsparkens voksende kunstprojekter. Farverige fabeldyr, gipsbryster med personlige historier og hæklede røde pølser møder mig. De mange stilarter stikker i alle retninger fra figurative malerier til street art. Værkstederne er kunstnernes frirum, læringsrum og laboratorium for eksperimenter, og de er lige så forskellige og rummelige som kunstnerne selv.

Tekstcollagerne fra Vennemindevej er en åben invitation til at stoppe op og lade sig overraske af kunsten på din vej.

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

 VENNEMINDEVEJ

O’CONNOR OG DAHLERUP / VENNEMINDEVEJ 45C Værkstedet er ét år gammelt. Ophavskvinderne bag er Camilla O’Connor og Katrine Dahlerup. Camilla arbejder til dagligt som billedkunstlærer på Langelinieskolen, og Katrine er grafisk designer i Højskolernes Hus. De er begge gift og har to børn hver. Værkstedet emmer af proces og finurlighed. Alle møbler i Værkstedet er genbrugsmøbler fundet i de bugnende containere på Ydre Østerbro. Det holder udgifterne nede og giver rummet historie. Det er alt andet end et hvidt galleri. Det er et arbejdsrum og et frirum.

Det forstyrrende vindue. Udstillingsvinduet skal gerne forstyrre folk. Til jul lavede Camilla og Katrine en julefortælling, hvor der løbende blev bygget mere på fortællingen i vinduet. Med Værkstedet vil de gerne debattere overdrevent forbrug. Brændt kunst. Duften af brændt træ møder én, når man træder ind i Værkstedet. Synet af den lille brænder fremkalder minder fra formningslokalet i folkeskolen. Camilla brænder dekorative værker, der kommenterer på vores forhastede hverdag. Tid og nostalgi er centrale temaer for Camilla. Det viser den bizarre sammenstilling af nuttede glansbilleder og snurrende møllevinger med økser.

Gang i pølsefabrikken. Der er praktisk talt gang i pølsefabrikken. Katrine og Camilla hækler røde pølser og spytter dem ud på samlebånd. Hver pølse får mere tid og kærlighed, end en spiselig rød pølse nogensinde vil få. Gelænder med potens. Gelænderet uden for Værkstedet har fået en hæklet beklædning på og sorte hæklede kugler. Værket hedder ’Tyren’, og der er vist ingen tvivl om, hvad det ligner …

 VENNEMINDEVEJ

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

O’CONNOR OG DAHLERUP / VENNEMINDEVEJ 45C

KATRINE

Værkstedet er mit frirum: Ingen tidsfrister, ingen kunder, ingen begrænsninger.

Brede fortov med potentiale. »Sidste sommer satte jeg et bord og stole ud på fortovet for at arbejde i solen. Så snart jeg holdt pause, sad der folk ved bordet. Tænk hvilket socialt liv der kunne blive, hvis Vennemindevejs fortove blev fyldt med borde, stole og mennesker… « Bandlyste tidsfrister. »Værkstedet er mit frirum: Ingen tidsfrister, ingen kunder, ingen begrænsninger. Det er sindssygt svært. Det er stik modsat mit arbejde som grafisk designer med klare deadlines, faste ramme og kunder, der skal betjenes. Men jeg elsker begge dele.«

Mere lyst og mindre bør. »Hverdagen er langt hen ad vejen styret af, hvad vi bør og skal. Det bestemmer og styrer vores valg. Men jeg vil have mere lyst og mindre bør i mit liv. Værkstedet er lyst i ren form.« Der går 7 år, før du ved, hvad du har gang i ... Sådan sagde mesteren til den nu berømte kunstner Tracey Emin i en dokumentarfilm, Katrine har set. Det er sidenhen blevet et mantra for Katrine, der nu har 6 år tilbage uden præstationspres. / Katrine

Spørg mig om alt – undtagen hvad jeg laver. »Jeg befinder mig i en konstant læringsproces, hvor jeg giver mig selv total frihed til at udforske materialer og motiver. Jeg aner ikke, hvad meningen er, og netop det er meningen.« Katrine smiler og smider benene på bordet, så kopperne klirrer.

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

FOTO: CAMILLA HYLLEBERG

Afvisning af tiden. Tid er en mangelvare i en hverdag med to børn, job og en udearbejdende mand. »For første gang i 12 år fandt jeg fire sammenhængende dage til mig selv. Her fik jeg en udstilling op at stå på Riccos kaffebar. Udstillingen hed ’Afvisning af tiden’.« Langtidslykke. »Jeg har tidligere købt meget dyrt tøj. Men det er ikke lykken for mig. ’Happiness is a way of life’, er mit motto. Med det mener jeg en slags ’langtidslykke’ – det er den lykke, der er dybere end en dyr jakke.« /Camilla

Min tilknytning til Ydre Østerbro er stærk. Jeg arbejder, bor og lever her, og jeg vil gerne være stolt af mit kvarter. Vennemindevej skal være mere end en passage, hvor det handler om at komme fra A til Z hurtigst muligt. En tur på Vennemindevej skal være en oplevelse med overraskelser undervejs.

CAMILLA

45C SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

LICHTENBERG / VENNEMINDEVEJ 43D

nnemette Lichtenbergs studio inviterer til at gå på opdagelse. Her har hun i 6 år malet, klippet og visualiseret sine tanker og følelser på lærred og papir. Inden da var hun 14 år i diverse fælles kunstnerværksteder på Ydre Østerbro. Annemettes billedunivers rummer fængende historier overtrukket med et lag af humor. Annemette er 59 år og har gennem de seneste 19 år undervist i illustration på Det Kongelig Danske Kunstakademis Designskole. Så er der åbent. Det håndskrevne ÅBENT-skilt i vinduet indbyder til, at du kan komme ind og få tilfredsstillet din nysgerrighed. Skærmen i vinduet indfører dig i Annemettes univers om livets op- og nedture og menneskelig kommunikation. Gå på opdagelse. Lærreder, billeder og spritnye tegninger i alle størrelser står lag på lag lænet op af væggene. Farvestrålende flader, krokodiller og konturstreger lever side om side, og der er rig mulighed for at gå på opdagelse.

Jeg sætter pris på roen. Efter at P-pladserne på Vennemindevej er fjernet, er der mindre larm. Men man kunne godt bruge lidt mere liv i gaderne end bussernes brølen. Det er jo lidt dødt.

Annemettes kunst kommunikerer klart. Hun illustrerer det indre liv formidlet i farver, former og ofte personificeret i dyr eller forenklede menneskehoveder. Studiet er et fordybelsesrum og drives ikke mindst i kraft af en ordentlig omgang selvdisciplin. Samtidig er det et laboratorium for kunstneriske eksperimenter.

Kunstner ind til benet. Kunstner er ikke en kasket, Annemette tager på, når hun træder ind i studiet. Hun er kunstner hele vejen igennem, når hun underviser, maler, sover, tænker og taler. Den lokale forankring er central for Annemette. Studiet er som en forlænget stue blot 5 minutters gang fra Annemette lejlighed ved Skt. Kjelds Plads. Fra sin solide forankring på Vennemindevej spinder Annemette tråde til udlandet, hvor hun bl.a. underviser i Tyskland og udstiller i Sverige. »God energi giver god energi«, er Annemettes motto. Hendes smittende energi gennemsyrer hendes liv og kunstpraksis. Forlæns og baglæns. »Mange ting har jeg gjort baglæns. Nu er det tid til, at jeg lever forlæns.«

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

FOTO: CAMILLA HYLLEBERG

Pauserne er lige så vigtige som tiden, man arbejder. Det er her refleksionen får plads og tager form

43D  VENNEMINDEVEJ

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

Hvis man først er ramt af det, kan man ikke give slip

Et hjem ved verdens ende

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

FOTO: CAMILLA UTKE SCHIØLER

ELIN SARSFIELD KROMANN / SANKT KJELDS GADE

orsinket af snestormen når jeg frem til Elin Sarsfield Kromanns atelier på Indre Østerbro. I gården mellem for- og baghus møder jeg hende, en kvinde på omkring de 40 med et sanseligt, men også æterisk, drømmende ansigt. Hun virker til at være i sit element, som hun kommer fjedrende hen over sneen uden andet end en uldsweater og en bagerpose. Elin fører mig op ad trappen i det gamle baghus, hvor en række kunstnere har atelier. Da vi træder ind i hendes atelier bliver vi mødt af et kaotisk syn os: En kollega, Simon, har åbenbart haft en festlig aften i sit eget atelier og losset alt sit udstyr ind til Elin. Efter en kort kammeratlig telefonsamtale med selvsamme, skyldbetyngede Simon indtager vi i stedet slynglens eget højloftede atelier, hvor kaffe og romkugler kommer på bordet. »Jeg har tænkt over det, du sagde i telefonen med, hvad, det er, der driver værket«, begynder Elin, »hvad der gør, at man gider. Det har jeg selvfølgelig mine egne dybt personlige bud på…« Det imødekommende ansigt er pludselig tænksomt, nærmest lidt bekymret. Jeg fornemmer, at vi alt for hurtigt er på vej til dette svære hvorfor: Hvorfor er vi kunstnere? Hvorfor er vi ikke kunstnere? Jeg beroliger: »Nu behøver du jo bestemt ikke gå lige til kernen med det samme.« »Nej. Det er rigtigt. Og det er ofte svært at sætte fingeren på. Men det kan starte sådan her, meget intuitivt: For nogle år siden arbejdede jeg med installationer, og jeg havde fornemmelse af, at jeg skulle have gravet et hul i jorden. Der skulle være et hul, simpelthen. Det gik jeg så i gang med. Mens jeg stod og gravede det her hul, fik jeg en idé. Det udviklede sig så til at jeg gravede formen af en robåd, og det blev efterhånden til et værk, en installation: en robåd, der ikke var der. Jeg ved ikke, hvad det skulle og hvorfor, men det var sådan, det skulle være!« Elin er fotograf og installationskunstner. En stor del af hendes arbejde i de senere år er foregået i Østgrønland. Hendes billeder, som jeg har studeret inden besøget, viser ofte tomme eller forladte huse i Østgrønlandske landsbyer eller fangsthuse midt i det store ingenting, den grønlandske ødemark. Lige som den fraværende robåd i jorden, synes mange af Elins billeder at fortælle historier om fravær eller tomhed. Hvordan opstod ideen med de tomme grønlandske huse? »Der skete det, at jeg skulle på barsel og så pludselig opholdt jeg mig meget i hjemmet, hvilket jeg ikke var vant til. Mens jeg gik derhjemme læste jeg en bog: »Hjemmet, en antropologisk feltvandring.« Jeg begyndte at undersøge mit eget hjem, og spørge: Hvad er hjemmet for noget? Hvad det bestod af: Træ, mursten osv. Og så opstod lige som i bogen spørgsmålet: Hvad er det, der gør at et sted, bliver til et hjem? Det er jo menneskene, der er der. Og så – på en lidt bagvendt måde – blev jeg interesseret i hjem, der fungerer på en anden måde, end jeg er vant til,

ET HJEM VED VERDENS ENDE

FORTALT AF JACOB COLD

f.eks. hjem uden mennesker eller ’midlertidige hjem’, som fangsthusene er. På samme måde som man lettere kan definere sig selv i mødet med det, der er forskelligt fra en selv. Men der er stadig lang vej fra Østerbro til Grønland? »Ja, jeg arvede et hus deroppe efter min far, da han døde. Og det gav mig muligheden for at komme derop. Så begyndte jeg at genforelske mig. Men ideen om ’hjemmet’ var der hele tiden, det var den røde tråd i mit projekt, også da jeg kom til Grønland. Grønland havde jo også været mit hjem som barn.« Hvilken betydning har Grønland for dig? »Jeg har udviklet sådan et ulykkeligt kærlighedsforhold til Grønland. Når jeg skal derop, fyldes jeg af en enorm glæde, og hver gang jeg kommer hjem, har jeg det som om jeg er blevet gået fra af mit livs udkårne. Hvilke hjem fandt du så i Grønland? »De mindre byers huse i Grønland er bygget af træ og malet røde, grønne, gule og blå. De er utroligt fine mod de ret barske omgivelser. Lys i vinduerne og røg op af skorstenen. Men så opdagede jeg de her enkelte forladte huse, der stod hist og her i byen. De blev ikke brugt på det tidspunkt og jeg begyndte at fotografere dem.« Fik du ikke lyst til at gå ind i husene og fotografere? Nej, det fik jeg ikke. Det syntes jeg var at overskride en grænse. Og det var heller ikke som sådan den »sentimentale« del, livet i husene engang, der interesserede mig. Det, der interesserede mig var husene som skulpturer i landskaberne. Når du fjerner bevægelsen og menneskene i et hus, og der er sat plader for vinduerne, så er der ikke noget blik, der skuer ud eller skuer ind. Så bliver huset et objekt. Og det objekt var jeg meget optaget af at fotografere. På et tidspunkt gik du over til at fotografere fangsthytter. Hvordan kom du på det? Jeg begyndte at kigge ud mod horisonterne. Det var jeg vant til som barn. Du kan kigge på fjelde som ligger 30 km væk, og i den her klare luft kan du slet, slet ikke bedømme afstande. Så tænkte jeg at de der jagthytter var meget interessante. De fungerer jo også som et »hjem« for fangere. Før i tiden tog man på to-tre måneders ture for at jage bjørne. De er et stykke civilisation midt i det øde, og uden dem ville man slet ikke kunne fornemme dimensionerne.« Når jeg ser på de her billeder af små barakker midt i det enorme landskab, så kan jeg jo ikke lade være med at ’tolke’. Er det menneskets lidenhed i universets storhed, der fascinerer dig? »Ja, selvfølgelig. Er det også døden? »Ja, det er det også. Forgængeligheden. Det er her, hvor det tomme og forladte kommer ind. Eller udsatheden. De her hytter er jo uendelig udsatte mod den enorme baggrund.«

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

KAP DALTON TURNER Ø

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

ET HJEM VED VERDENS ENDE

SYDKAP STEWARD Ø

VÆRKER AF ELIN SARSFIELD KROMANN

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

Der er også noget skræmmende ved dem. Taler du til en barnlig fantasi og uhygge? »Det jeg selv synes er interessant er den rå natur. Den er meget anderledes end os, og det vi kender til. Man er virkelig fremmed, virkelig på besøg. Man er meget lille og meget lidt betydningsfuld. Det er en vederkvægelse, en befrielse. Men man er meget forsigtig. Man er altid på udkig efter bjørne. Når man ankommer til sådan en hytte, kunne der sagtens ligge en bjørn inden i. På den måde er det uhyggeligt. Jeg er altid bange, når jeg er deroppe. Meget mere bange, end jeg troede, jeg ville være. Første gang jeg så en isbjørn, da ville jeg bare hjem. De andre ville sove i telt! Jeg nægtede. Jeg har altid enten overnattet i hytterne eller i båden.« Er der noget ’drengerøvsagtigt’ ved at rejse rundt deroppe? »Jo, det er mandens univers. Det er barskt. En del af rejsen foregår ved, at du ligger på bunden af en speedbåd, der bare banker henover det klare vand. Du har oceaner af tøj på hele tiden, alligevel er du gennemkold. Du er helt færdig, når du kommer frem til én af de her hytter. Men det fantastiske er, at midt i det hele, der står de der, klar til fri afbenyttelse. Det har nok noget at gøre med, at hvis man ikke er gæstfri, så kan man koste den andens liv. Alle skal kunne være der. Så må man stå op og sove, hvis det er nødvendigt. Det er primitivt men funktionelt og ekstremt hyggeligt. Når man så har fået slæbt tunge kasser med proviant op, så sidder man der, og der bliver fortalt historier, og det er noget helt særligt.« Det lyder som et eventyr. »Ja, det er et eventyr at bevæge sig rundt i det landskab. At trodse al den modstand, alle de besværligheder; et meget praktisk eventyr, for det er jo et logistisk mareridt at komme rundt i Østgrønland. Man kommer i kontakt med noget ur-noget. Et møde med noget helt oprindeligt. Og så laver man de her civilisatoriske nedslag i en lille hytte, der beskytter en imod de enorme dimensioner. Det er det, jeg skildrer i mine billeder.«

Når du udstiller dine billeder, hvorfor fortæller du så ikke om alt dette, det er er jo en vanvittig spændende historie? »Jeg tror, jeg ser rejsen og mit møde med landskabet som en meget privat del. Værkerne, det er så den del af det, jeg kan dele. Jeg kan godt li at man oplever, værkerne på deres egne præmisser.« Men hvis det ikke er eventyret i sig selv, og din egen oplevelse af eventyr, du vil vise og dele i din kunst, hvad er det så du vil udtrykke? »Det, der driver værket er som regel, at jeg har en idé jeg vil udforske og udtrykke, og så må jeg forsøge alle mulige tekniske ting undervejs. Forskellige former for fotos for eksempel, sådan at jeg skaber det rette udtryk. Det gælder uanset om jeg er i vildmarken eller herhjemme, selvom det selvfølgelig udgør en særlig udfordring at skulle fotografere fra en isflage! Da jeg lavede mine undersøgelser af hjemmet i Danmark, blev jeg meget optaget af is. Jeg lavede en videoinstallation med en isterning, der langsomt smeltede. Det krævede et utal af forundersøgelser med alle mulige forskellige videomedier. Isterningen var og blev

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

fuldstændig ustyrlig, vandet løb hele tiden uden for kameraets synsfelt – og så begyndte der at dukke de her spejlinger op, spejlinger af drivende skyer udenfor. Det store i det lille. Det fascinerer mig at forsøge at indfange noget flygtigt eller uhåndgribeligt. Det blev i øvrigt meget fint modtaget, og der var folk, der sad i 2 ½ time og så en isterning smelte på video!« Men hvad hvis nogen alligevel tænker: en isterning, der smelter! Helt ærligt. »Det kunne jeg også have gjort, tænker de!« Kunne de ikke det? »Jo måske, men gjorde de det?« Du lefler jo tydeligvis ikke for publikum: Kan du leve af det? »No way kan jeg leve af det! Jeg er heller ikke fuldtidskunstner nu. Jeg underviser på en billedskole, hvor jeg også fungerer som koordinator og jeg er også i gang med noget videreuddannelse, fordi kulturskolerne nu ved lov skal til at samarbejde med folkeskolerne. De fleste kunstnere, jeg kender, har en eller anden bi-indtægt ud over det der kommer ind fra deres kunstneriske praksis i forbindelse med salg, legater, stipendier, præmieringer mv. Der er mange udgifter forbundet med at udstille, som kunstnere ofte selv må stå for. Så bruger man en masse tid på at lave ansøgninger, og så får du en skov af afslag og en gang imellem et tilsagn.« Du har jo et eksotisk emne. Kunne du ikke ’udnytte’ det og sælge mere? »Jeg kan godt mærke, når du siger det, at jeg måske burde gøre mere ved det. Men siden jeg har fået børn, har det svært at få tid til den del. Jeg synes også det er vigtigt, hvor man udstiller, mere end bare at afsætte tingene. Jeg udstillede de her billeder fra Grønland på Arktisk Institut. Det var et perfekt sted. Så udstillede jeg i en kunstforening. Den fungerede overhovedet ikke. De her billeder udstiller jeg meget gerne i grønlandsrelaterede sammenhænge og gerne steder der også har en eller anden ’hjemlig’ præmis. Det er det optimale. Jeg laver ikke kunst primært for at sælge. Det indrømmer jeg.«

Se mere på www.elinkromann.dk

... der var folk, der sad i 2 ½ time, og så en isterning smelte på video!

FORTALT AF JACOB COLD • FOTO: CAMILLA UTKE SCHIØLER

ET HJEM VED VERDENS ENDE

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

ATELIERET UDEN NAVN / VENNEMINDEVEJ 7-9 INTERVIEWS MED KUNSTNERE PÅ VENNEMINDEVEJ FORTALT AF IBEN BENTZEN

en rummelige kælder med højt til loftet og stærk belysning har siden 2007 huset adskillige kunstnere. Nu er der fem kunstnere med hver deres atelier og stil. At gå fra rum til rum er som en jordomrejse, hvor man mellemlander på alle verdens kontinenter: Neonfarvede fabeldyr, østlig spiritualitet, bryster af gips, eventyrfigurer og våde lærreder. I den ene afdeling bliver der spillet Dire Straits og i den anden arabisk inspireret blues. En samlende betegnelse for stedet findes ikke – det er atelieret uden navn.

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

FOTO: CAMILLA HYLLEBERG

7-9  VENNEMINDEVEJ

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

HELLE HØVELSKOV / VENNEMINDEVEJ 7-9

Helle er selvstændig erhvervskvinde med fokus på kunst, personlig udvikling og netværk. Hun er 48 år og mor til 3. I 2012 startede hun kunstprojektet ’Mit Bryst’, som er en løbende kunstevent, der skal sætte fokus på brystkræft. Det handler om at få 1300 kvinder til at lave en afstøbning af deres ene bryst og udsmykke det. Både for at vise solidaritet med de kvinder, der lever med et eller ingen bryster og for at visualisere det antal af kvinder, der dør som følge af brystkræft hvert år. 1300 kvinder fik i 2012 lavet brystforstørrelser (et tal der er stigende), og 1300 kvinder døde af brystkræft samme år (et tal der heldigvis er faldende). Hun har indgået samarbejde med Kræftens Bekæmpelse om projektet, og 25% af salget af brystafstøbningerne går til Kræftens Bekæmpelse i kampen mod brystkræft.

»Kunstprojektet ’Mit Bryst’ er baseret på, at alle kvinder kan deltage aktivt i kampen mod brystkræft. Værket viser, at lige såvel som det er et personligt anliggende at være kræftramt, er det også et fælles projekt, som stadig er åbent for deltagelse.« Helle er lige flyttet ind i atelieret og ser det som en god mulighed for at netværke. Hun pointerer, at ved at dele kontakter kan kunstnerne hver især nå ud til flere mennesker. De er på den måde ikke konkurrenter, men kan hjælpe hinanden.

Et bryst rummer historie, styrke, kvindelighed og dermed også en sårbarhed, når en kvinde rammes af brystkræft. Det skal projektet være med til at sætte fokus på

Livet er en linje med mit fødselsår i den ene ende og en ukendt slutdato i den anden. Linjen er tiden og livet, der går. Så handler det om at fylde på med de oplevelser og relationer, som man helst ser, at linjen skal formes af ...

www.mitbryst.com

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

 VENNEMINDEVEJ

ANNE LORENZEN / VENNEMINDEVEJ 7-9 Anne er værkstedets alderspræsident på 60 år med en fortid som reklametegner og folkeskolelærer. Hun eksperimenterer meget, og der er enighed om, at det er hende, der har værkstedets teenageværelse.

Her er godt nok mange børnefamilier og til tider lige lovlig larmende. Men jeg foretrækker spontane havefester og larm frem for forstadens tomme græsplæner ...

Anne lejede rummet til opbevaring af malerier, men der gik kun to dage, så var det hendes atelier, og nu har hun arbejdet her i 3 ½ år. Anne betegner sig selv som en tekniknørd, der finder stor tilfredsstillelse i at lære fra sig. Hun arrangerer kurser, hvor man kan afprøve teknikker og materialer og har en portal med tips, vejledning og mulighed for feedback. Anne maler lag på lag med eventyrmotiver og graffiti tags. »Når folk ser mig, taber de tit underkæben af forbavselse, for de forventer at se en ung street art-kunstner, og ikke sådan en som mig,« siger Anne med et smil. Annes skjorte er indsmurt i flere lag af maling og vidner om en aktiv kvinde med gang i penslerne og kreativiteten. www.annelorenzen.dk

25 Jeg er en elendig sælger. Min gallerist Helle Borre sælger mine værker. Det gælder også mine Puslerier, som er små billeder på 10 x 10 cm, som man kan sammensætte i et individuelt puslespil

JACOB CHRISTENSEN / VENNEMINDEVEJ 7-9

Jeg er draget af spiritualitet og Østens symboler og ornamentik. Mine værker er en slags meditation for mig, hvor jeg fordyber mig fuldstændig, når jeg tegner.

Udstillingsvinduet virker som et trækplaster på folk og tiltrækker især mange nysgerrige mennesker om sommeren.

Jacob, den mest tatoverede kunstner på Vennemindevej, er 33 år og arbejder til dagligt som handicaphjælper på en specialskole. Førhen malede Jacob graffiti med smæk på farverne. Nu har han stillet sig selv den udfordring at tegne billeder i sort, hvid og rød. Hans tegninger er en opdagelsesrejse i geometriske former og mønstre. Derhjemme tegner Jacob også, men i atelieret nyder han samtidig at mødes med andre og arbejde med tegninger i store formater. Ærlighed er Jacobs mantra. Frem for at bekymre sig om, hvad andre mener og tænker om hans kunst, så lader han drivkraften komme indefra og maler præcis det, han selv har lyst til. Imens Jacob fortæller om sin kunst, tegner han på dugen ved siden af en besked, en anden har skrevet. Under dugen er en anden dug, som allerede er overtegnet. FaceBook: Dots N Doodles By Jacob Christensen

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

 VENNEMINDEVEJ

JETTE ANDERSEN / VENNEMINDEVEJ 7-9

Snart har Jette to års jubilæum i atelieret i kælderen, og hun bruger den gode energi i værkstedet som motivation til at komme ud af døren og i gang med sine værker. Jette er 51 år, mor til 3 børn og 2 bonusbørn. Hun arbejder som koordinator på Billedskolen i Roskilde.

Jeg har brug for at udfordre mig selv, så jeg ikke gror fast.

»Jeg oplevede en blokering efter min seneste udstilling. Det var som om, jeg fik sat punktum for noget og jeg skal nu finde ud af, hvilken vej jeg skal gå. Jeg vil gerne prøve en masse ting af og har fundet en lærer, der stiller mig opgaver. Det kickstarter min kreativitet.« »Jeg hjælper i øjeblikket projektet ’BYG1BY’ med at male kunst på fuglekasser. Fuglekasserne bliver solgt på markeder i Danmark, og pengene går til at bygge huse til hjemvendte flygtninge i det afrikanske land Burundi.«

27 Der er ikke noget decideret netværk endnu på tværs af værkstederne på Vennemindevej, men vi har snakket om at få noget op at køre.

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

Sommetider er jeg selvfølgelig lidt splittet og tænker, om jeg burde arbejde som pædagog. Men så skulle jeg give afkald på min frihed, og mine egne børn skulle være længere tid i institution, og det synes jeg ikke om. Steen

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

 VENNEMINDEVEJ

STEEN BERG HANSEN / VENNEMINDEVEJ 7-9 Jeg har altid tegnet. Når jeg skulle skrive stil i folkeskolen, havde jeg lavet tegninger hele vejen rundt i margenen. Min dansklærer roste mig for mine tegninger.

Steen er 32 år, far til to og lever af sin kunst. Steens værksted er en neonfarvet urskov af fabeldyr og skævvredne kroppe. En skærende kontrast til Vennemindevejs grå facader. Det er paradoksalt, at Steen er uddannet naturpædagog og bruger det meste af sin tid i en kælder. Men Steen har nærmest skabt sin egen farverige skov af bemalede lærreder.

11 trappetrin og 5 skridt – så langt er der fra Steens lejlighed i stue-etagen til arbejdspladsen i kælderen. Der er et godt fællesskab i gården. Under skybruddet blev gulvet i værkstedet fuldstændig oversvømmet, og på ingen tid stod der fem fædre fra området, som gik i gang med at skovle vand op. »Jeg ejer ikke noget tøj, der ikke er maling på«, siger Steen indsmurt i maling. www.farveladeland.dk

FOTO: CAMILLA HYLLEBERG

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

FINN NAUR PETERSEN / OURØGADE

SANSNINGEN Finn Naur Petersen arbejder med værker, der bliver skabt specielt til det miljø, de indgår i. I dialog med udstillingsstedets karakter installeres værkerne og når udstillingen er slut, destrueres de. De større rumlige værker er kun en del af den kunstneriske praksis. Finn arbejder også med tegning og grafik som han underviser i på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Udsmykningsopgaver har Finn også løst, bl.a. på Farmaceutisk Højskole (på Jagtvej), Statsbiblioteket i Aarhus, samt Viborg Politigård. I 2014 er Finn Naur Petersen blevet tildelt en Eckersberg Medalje, som er en udmærkelse for særlig kunstnerisk indsats. Akademirådet skrev i sin begrundelse; »... for sin utrolige fornemmelse for materialet, hans søgen og nysgerrighed efter nyt stof og energi, der også har givet ham mulighed for at udføre væsentlige udsmykninger i det offentlige rum.«

Se mere på de næste sider og på: http://naurpetersen.dk

KUNST I VORES KVARTER

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

UDVALGTE VÆRKER / FINN NAUR PETERSEN

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

Læs mere om værkerne på http://naurpetersen.dk

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

GALIT TER NES TID INTERVIEW MED EVA WENDELBOE KUCZYNSKI AF JACOB COLD

EVA WENDELBOE KUCZYNSKI / THOMAS LAUBS GADE

iccos kaffebar, Tåsinge Plads, med dens retroindretning og nostalgiske Dylan-musik fra yndlings-LP’en ’Desire’, danner rammen om mit møde med scenograf Eva Wendelboe Kuczynski. Eva tilhører en ny generation af kunstnere, der bevæger sig ubesværet mellem genrer og dimensioner i den digitale tidsalder. Knap har vi fået taget den første slurk af kaffen, før hun uden tøven lægger de ni muser i graven: »Den gamle opdeling af kunstarterne i teater, litteratur, billedkunst og så videre, den er passé, helt old school. Blandingerne begynder at dominere. Det er faktisk i fuld gang.« Tænker du på overgangen fra det ’finkulturelle’ til ’oplevelsessamfundet’? »Nej, oplevelsessamfundet er også næsten overstået. Det var jo totaloplevelsen, hvor man skulle ’mærke’ det virkelige så tæt på som overhovedet muligt, både i teatersalen og på oplevelsesturen. Det har toppet. I performanceverdenenen var ekstremerne de her Signa Sørensen-totalforestillinger, hvor man kom helt tæt på skuespillerne og ind i universet. Det var spændende. Men det har ligesom været.« Hvis ikke det er den intense sanseoplevelse, vi søger længere, hvad er det så? »Overordnet set er vi på vej ind i en periode med det, der kaldes ’co-creation’ eller ’selvskabelse’. Man har fået nogle nye muligheder på nettet, og nu vil man være med i tingene selv. Folk vil gerne spille en hovedrolle, og de vil gerne være med til at skabe deres egen oplevelse. Det er det, du for eksempel ser i fænomenet Alternate Reality Games: ARG.« Vil du forklare det? »Jeg kan beskrive det med et billede. I historien Alice i Eventyrland, som vi kender den, falder vi med Alice ned i et dybt kaninhul, hvor der åbner sig en verden, der nok er tosset, men som hænger sammen i en fortælling. Det er den klassiske tilgang til en imaginær verden. I en ARG-version af historien har du smidt en håndgranat ned i kaninhullet, og alt er blevet splintret. Du skal nu med Alice (hvis hun er overhovedet er der) ned og finde sporene af det, der er sket, og i den proces er du med til at skabe det, der sker. Hvis du skal have den oprindelige Alice i eventyrland-historie, kommer du virkelig på hårdt arbejde, og det er heller ikke meningen. Meningen er de historier, du skaber, alene eller sammen med andre, i det her univers. De fleste af disse ARG-universer findes selvfølgelig på nettet.« Rider du med på den bølge? »Jeg synes nettet er fantastisk og giver nogle helt vilde muligheder. Men jeg synes også det fysiske møde er vigtigt. Min personlige måde at arbejde på er, at jeg laver en ramme med nogle spilleregler og en fortælling, som jeg inviterer folk ind i. Rammerne er givne, men ikke svarene, og på den måde håber jeg, at folk bliver medskabende.

FOTO: CAMILLA HYLLEBERG

Min baggrund er jo oprindeligt som scenograf. Derfor tænker jeg på mig selv som én, der iscenesætter virkeligheder, hvor noget kan udspille sig, og folk kan digte med.« Kan du give et eksempel? »Ja, for nylig lavede jeg børneprojektet ’Den Glemte Stamme’ på forskellige pladser her i kvarteret, blandt andet Tåsinge Plads. Det ramte egentlig ret godt, hvad jeg gerne vil. Det var en iscenesættelse af brugerne, hvor fortællingen skete sammen med dem. Der var omkring 400 lokale børn igennem det her oplevelsesunivers. Ideen var, at de skulle få et anderledes blik på deres bydel gennem nogle figurer, som de animerede. ’Galitter’ kaldte jeg dem.« Hvad er ’galitter’? Jo, galitterne er væsner fra en anden dimension, De kom hertil i forbindelse med skybruddet i 2011, da der var opstået en ubalance i universet. Rammen jeg skabte var en fortælling, hvor børnene skulle hjælpe galitterne tilbage til det sted og det fællesskab, de kom fra og på den måde skabe balance i universet igen. Galitterne var egentlig bare nogle træklodser med monteret ansigt og fod. De lignede ikke noget og var ikke noget, med mindre børnene gav dem liv, ’animerede’ dem, som jeg kalder det. Børnene skulle først lære deres galit at kende. Så skulle de have den igennem nogle prøver, hvor galitten, ikke barnet, havde hovedrollen, og hvor de kunne få tre nødvendige amuletter. Til sidst skulle børnene sige farvel til deres galit ved et afskedsritual i bunkeren under Ove Rodes plads.« Vil du kalde det en form for rollespil? »Jeg kan godt forstå du spørger. Jeg har faktisk aldrig spillet rollespil, men da jeg mødte min mand og han fortalte, at han spillede rollespil ude i skoven, da syntes jeg helt sikkert, det var spændende. Den der umærkelige grænse mellem én selv og en rolle, hvor man kan improvisere og lege med det, har jeg nok taget med ind i projektet. Der var faktisk også rollespillere med i iscenesættelsen; de fungerede som ’guides’ for børnene i form af videnskabsfolk og antropologer, der observerede, hvad der skete og gav børnene forskellige clues. Alligevel vil jeg ikke helt kalde det rollespil, for det opfatter jeg mere som ren leg.« Hvori består forskellen? »Jo altså i rollespil, der bliver du jo rollen. Du tager den på dig. I mit projekt var det børnene, der animerede nogle træklodser. Børnene var til stede både som sig selv og som den figur, de levede sig ind i. Det mener jeg muliggør en form for læring og erkendelse, som jeg håber sætter spor, fordi børnene er medskabende. På den måde kan du kalde det en egentlig kunstnerisk erfaring. Børn kender skattejagt, de kender rollespil, men jeg ville give dem en kunstnerisk oplevelse, hvor de havde en motivation til at være medskabende. Få dem til aktivt at undre sig over dette liv ved at føre deres

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

galitter gennem en verden ladet med fortælling. Men rollespilsfolk bruger også rigtig meget tid på at skabe og udvikle scenarierne – så på den måde minder det om kunst.« Jeg lagde mærke til, at du sagde børnene skulle sige farvel til deres galit …? »Ja, der skal være et ’cut’. Magien er i momentet. Der var mange af børnene, der ville have deres galit med hjem, og det måtte de ikke, for så ville magien forsvinde. Den sidste dag gav jeg nu alligevel to børn deres galitter med hjem. Og de der væsner, de bor hjemme hos dem nu. Men grundlæggende mener jeg, at det er sundt, at de også lærer at sige farvel til ting, og at det er sundt at erfare, at magien er der en kort stund for derefter at blive et minde.« Tænker du på ting som kærligheden? Ja, endda døden? »Ja helt sikkert. Jeg lavede på et tidspunkt en sansevandring på en kirkegård. Målet var egentlig at formidle døden som tema til en skoleklasse. Først skulle de registrere en række fakta om kirkegården og gravstenene. Så skulle de ud og grave. Og det var en oplevelse! Det har man ikke lyst til. Vi kiggede på de ting, de fandt, og vi talte om det måske var spor efter ’nogen’. Vi lavede nogle ritualer, hvor vi lagde tingene til hvile.« Har du altid været optaget af døden? »Det er jo der, det starter. På designskolen lavede jeg mit første værk. En afstøbning af svælget i sådan noget gummimateriale. Det hedder: ’Det sidste suk’. Det handlede om det moment, hvor al bevægelse stopper. Jeg formede på den længe og kunne ikke få den til at ligne noget. Så sagde min lærer. »Måske ser den faktisk sådan ud«. Den er ikke smuk. Men døden er jo heller ikke køn. Nu var det ikke mig, der fandt på det med børnene og døden, men omvendt synes jeg, det var en ønskeopgave. Hvad hvis de børn møder døden en dag? Så skal de da ikke være totalt uforberedte. Døden og den afsked, den er forbundet med, er en stor drivkraft for mig. Derfor var det vigtigt, at vi i lavede det her afskedsritual med galitterne i bunkeren.«

arkitekt, men som scenograf og historiefortæller. Min næste opgave er at scenografere en arbejdsplads, hvor man arbejder med DNA-analyse, og min opgave er så visuelt og rumligt at hjælpe dem med at fortælle historien om det de laver, så de kan se det hele tiden og husker på skønheden i deres fag. Det, der kommer bag på mig er at de gerne vil hyre en scenograf, og at det gerne må være vildt. De vil gerne have hjælp til at bryde med et for fast syn på virkeligheden og dagligdagen. Kunsten og det kreative har bredt sig helt ind i folks dagligdag på kontorerne.« Så er der overhovedet noget tilbage af den gamle kunstopfattelse? Den klassiske indlevelse i en skildring af virkeligheden? »Ja, det er jo de samme grundhistorier, vi arbejder med. De har ikke ændret sig. Formerne ændrer sig lynhurtigt, og nettet har betydet, at det er blevet utrolig meget lettere at være med i fiktive universer, hvor man er medskabende. Men det er jo stadig de gamle temaer, vi traver rundt i. Dem kan vi ikke slippe af med. Og det skal vi heller ikke. Kunst handler om grundfølelser og fælles menneskelige erfaringer. Det som kendetegner vores tid er bare, at vi gerne selv vil være med til at fortælle vores historie, og at vi har nogle nye medier at gøre det i.« Jeg tager afsked med Eva, der nu skal hjem til noget ganske andet end ’Alternate Reality Games’, nemlig aftensmad og børn, der skal lægges i seng. Trods alt føler jeg mig en anelse beroliget ved tanken om at grundhistorierne og de fælles menneskelige erfaringer stadig er de samme. I Riccos Kaffebar, er Dylan nu nået til ’One More Cup of Coffee’, og jeg roser baristaen for hans klassiske og sikre musikvalg, inden jeg siger farvel til den hyggelige retro-café og cykler ud mod fremtiden.

Se mere på de næste sider og læs om Eva Wendelboe Kuczynski på www.albanowik.com

Så eksisterer det som et minde? »Ja, og mindet har måske ændret på den måde vi opfatter virkeligheden. Det er blevet en del af os. Men faktisk skal projektet fortsættes til september på Kildevældsskolen. ’Galitternes tid’ hedder det, og den overordnede opgave er at give folk/børn inspiration til at tænke mere bæredygtigt. Børnene og andre deltagere vil træde ind i en verden, hvor alt er vendt helt rundt. Og ikke nødvendigvis på en rar måde. Inde i det univers kan man begynde at bearbejde børnene til at tænke nogle ting om vores verden. Spørgsmålet vi stiller os selv er: Kan man designe nogle rammer, som gør at folk ændrer nogle livsmønstre?« Altså en kunst, der blander sig i livet? »Ja, lige nu arbejder jeg f.eks. med at designe nogle kontormiljøer på Malmø Högskola, som giver folk andre muligheder i hverdagen. Jeg fungerer ikke som indretnings-

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

GALITTERNES TID

Jeg arbejder meget procesorienteret og spørgende i mine projekter. Jeg undersøger fx nye formater, samarbejder eller stiller spørgsmål som »har planter en stemme og er den lyd de udsender en skjult energikilde for fx galitter?«

EVA WENDELBOE KUCZYNSKI

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

TIL ORD DER SKABER HVAD DE NÆVNER

DEN GLEMTE STAMME

En interaktiv byrumsudstilling for børn i alderen 4-10 år. Udstillingen foregik på tre pladser på Østerbro.

DET SIDSTE SUK

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

GALITTERNES TID

EVA WENDELBOE KUCZYNSKI

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

illedkunstner Rasmus Lind Greiner er rykket ind på Kildevældskolen, hvor han sammen med lærer Christine Bækholm underviser 10. klasses elever i Kunst og Design. Projektet hedder Kunst på Tværs, og målet er at introducere eleverne til en tankegang, hvor den kreative proces, nysgerrighed og refleksion er i fokus. Allerede efter 6 måneder er der kunst overalt i skolegården, og de 16-årige elever er engagerede. Rasmus er 35 år og studerer kunsthistorie. Rasmus vil gerne vise eleverne, at kunst er andet end traditionelle malerier og skulpturer. Det er en kreativ proces, hvor mennesker interagerer med hinanden og deres omgivelser i alle medier, om så det er med perler eller pensler. Det er de færreste skoler, hvor perleplade-graffiti er en del af pensum. Her er Kildevældskolen en ener. Rasmus udfordrer elevernes vante tankegange. På et tidspunkt kunne man finde små lyserøde soldater placeret i diverse afkroge af skolen. Det skabte stor undren, og eleverne fik til opgave selv at sende soldater på mission. I klassen er der unge fra hele København og med forskellige kulturelle baggrunde. De mange kulturer afspejler sig for eksempel i skolegårdens fælles bybillede med bygninger fra Danmark til Dubai.

KUNST PÅ TVÆRS

KUNST PÅ TVÆRS/ KILDEVÆLDSSKOLEN

Overalt i skolegården er der kunst, der kan ses og berøres. Eleverne sætter visuelle fodspor i skolegården. De former og indtager deres daglige omgivelser.

FORTALT AF IBEN BENTZEN

Rasmus oplever, at eleverne tager ansvar og ejerskab. De unge vil sætte sig selv i spil med video, performance og workshops. »Udfordringen er at fænge og motivere eleverne – også dem, der kommer til undervisningen, bare fordi de skal.« »Jeg kunne selv godt have brugt en større åbenhed overfor kreativ undervisning og tankegang i folkeskolen. Det ville have givet mig en følelse af at være accepteret for min måde at være på. Men skolen kunne ikke rumme det dengang, og jeg følte mig anderledes.« ’Grøn kunst’ er temaet for undervisningen fra januar til sommerferien. Her vil eleverne blandt andet bevæge sig ud i byens rum og arbejde med GuerillaGardening, som er en slags graffiti lavet af planter.

Se mere på www.kunstpaatvaers.dk og på http://lindgreiner.dk/

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

FOTO: CASPER NØRGAARD / RASMUS LIND GREINER

Kunst som kommunikation og interaktion mellem mennesker er central for mig. Det er her, forandring og betydning opstår. Rasmus KUNST PÅ TVÆRS

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

KUNST PÅ TVÆRS

Folkeskolerne skal ikke ensrette unge og spytte dem ud på samlebånd. De unges frie tanker og udvikling skal anerkendes i højere grad, og her kan kunsten bruges. Rasmus

Vi har været i Berlin på studietur. Dem fra fodboldlinjen skal skrive stile om noget, de har oplevet, men jeg synes, det er federe, at vi skal lave vores eget produkt. Da jeg valgte kunstlinjen troede jeg, at vi skulle tegne og lave dekoration. Men jeg er positivt overrasket over, at vi for eksempel skal lave street art, for så prøver jeg noget nyt. Fatma Yilmaz, elev

Kunstundervisningen er afslappende, for det handler om, hvad man selv tænker og ikke så meget om, hvad der er rigtigt eller forkert. Det er ens fantasi, der gælder. Vi fik en lille plastiksoldat af Rasmus, som vi skulle male pink og sende på en mission i verden. Jeg satte min på bus 4A … Dina El Idrissi, elev

Perleplade-graffiti er så uskyldigt og venligt. Måske kan man komme længere med det end med graffiti malet med spray, som tit bliver opfattet som hærværk? Det er faktisk mit perlepladeværk, jeg er mest stolt af. Jeg laver en del kreativt derhjemme og maler på væggene i mit værelse. Mine yndlingsfag er samfundsfag og Kunst og Design. Street art kombinerer de to ting meget godt. Albert Emtoft, 16 år, elev

FOTO: CASPER NØRGAARD / RASMUS LIND GREINER / TRINE MEINCKE

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

Ø-BØRNS NATURHEGN / KILDEVÆLDSSKOLEN

'Ø-børns naturhegn' er titlen på et lokalt kunstprojekt, der indtil for nylig prydede ’Byens Hegn’ ved Vibenhus Runddel, Fælledparken. Det er et 20 meter langt maleri med genkendelige naturfragtmenter fra Kildevældsparken og ansigts silhuetter af børn fra 4.U på Kildevældsskolen.

Ø-BØRNS NATURHEGN

Til ferniseringen i Fælledparken står en lille dreng og peger begejstret på maleriet; »Se mor, det er Kildevældsparken!«. Han genkender den malede udgave af Kildevældsparkens skulptur, ’Fugl med unge’, hvilket er en god indikation af det lokale kunstprojekts succes. Børnene fra 4.U har skrevet hver deres selvportræt, som vi beskuere kan læse på venstre side af værket. Dernæst kan vi med børnenes portrætter forsøge at finde de enkeltes silhuetter i maleriet. Det er nogle gode nutidige historier om børns liv og lokale aktiviteter på Østerbro. Anette Haslund er lokal kunstner og idémager bag projektet. Trine Meincke er fotograf og medspiller i forløbet. 4.U er kunstnerne på værket. Projektet involverer således lokale børn, naturen og kreative kræfter der over en 3 måneders periode har malet og fotograferet processen på Kildevældsskolen. Stor tak til 4.Us forældre der fik hængt 'Ø-børns naturhegn' på plads ved Vibenhus Runddel og tak til lærer Mathilde Riise for hendes engagement med klassen. Værket er indviet med taler af Bertel Harder, 4.U og Anette Haslund. Værket kommer forhåbentlig tilbage til Kildevældsskolen efter tiden på Byens Hegn, hvor det vil kunne pynte de næste mange år! Projektet er støttet af Østerbro Lokaludvalg, Områdefornyelsen Skt. Kjelds Kvarter og Metroselskabet. / Trine Meincke

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

Se mere om Anette Haslund på www.kunsttilboern.dk

FOTO: TRINE MEINCKE

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

SKT

Jeg hedder Ada. Jeg går på Kilde-

Jeg hedder Zoe. Jeg går på Kilde-

vældsskolen, og er 10 år. Jeg bor på Østerbro, og er rigtig glad for det. Jeg bor sammen med min mor, far og kat. Jeg elsker sushi og pizza. Men kan desværre ikke tåle mælk, så det er ret trist. Jeg synes at Kildevældsskolen er en rigtig god skole. Specielt fordi at der er så mange klasser, så man kan få rigtig mange gode venner. Og mange rigtig gode lærere. Min ynglings farve er lyserød, lilla og blå. Jeg kan rigtig godt lide dyr. Mit ynglings dyr er kat, hund og elefanter. Jeg går til springgymnastik 1 gang om ugen. Jeg elsker også at tage billeder og tegne. Den bedste tid på året er helt klart jul, ifølge mig! Jeg går på klub hver dag, og synes det er rigtig hyggeligt. Jeg har en vane med at glæde mig til jul i august. Til jul holder jeg julefrokost med hele min familie. Her på Kildevældsskolen er det rigtig nemt at få mange venner. Jeg har rigtig mange goder venner. Jeg har kort mørkt hår og pink briller. Når jeg bliver stor, drømmer jeg om at blive en kendt fotograf. Jeg vil rigtig, rigtig gerne have en stor dejlig hund. Og altid en ny kat. Mit ynglings fag er Idræt, Natur/Teknik, og Dansk. Jeg kommer fra Danmark og Korea.

vældsskolen, og er 10 år. Jeg bor på Østerbro, og er rigtig glad for det. Mine forældre er skilt. Jeg har brunt hår og jeg kommer fra Danmark. Jeg går til dans og min yndlingsfarve er hvid, pink, sort og mange andre. Jeg har ikke noget dyr men har haft det. Det var en hund. Jeg er glad for alle mine venner, de er bare de bedste. Jeg elsker at spise kinesisk. Jeg elsker også at spille spil med mine forældre eller familie. Mine yndlingsfag er engelsk, dansk, madlavning. Jeg elsker at gå i skole fordi at man får noget ud af det. Jeg vil gerne prøve at komme på ferie i England og USA. Jeg kan godt lide at shoppe når det er jul, for jeg synes at det er så hyggeligt når der er pyntet op. Om sommeren elsker jeg at spise jordbær på stranden og bade. Mine yndlingsfrugter er hindbær og jordbær. Jeg begyndte til dans da jeg var 4 år gammel. Første dag jeg var der mødte jeg en der hed Alba jeg blev venner med og den dag glemmer jeg aldrig. Jeg syntes at det med maleriet har været sjovt. Fordi at man lærte at blive bedre til at male.

K – Kunst på Ydre Østerbro

FORTALT AF Ø-BØRN TIL TRINE MEINCKE

Jeg hedder Yonas og jeg er 10 år. Jeg

Jeg hedder Miki og jeg er 10 år gam-

bor på Tåsingegade og har en kat, den bliver tre måneder snart. Den er en rødkat. Jeg interesser mig for fodbold og jeg kan lide spil som Call of Duty. Jeg kan lide Bayern München. Kan også lide Barcelona. Jeg går til fodbold, mit hold hedder Skjold. Det er to gange om ugen, mandag og onsdag fra halv 5 til 6 i Ryparken. Min livret er pasta carbonara. Jeg har brune øjne og jeg har sort hår og sorte krøller. Jeg går på Kildevældsskolen på Østerbro. Jeg er bedst i frikvarterene. Mine yndlingsspillere er Messi og Gomez. Mit yndlingsdyr er tiger og kat. I fritiden går jeg på klub, den ligger på Bellmands gade. Jeg rejser nogle gange til Sverige og i februar skal jeg til Frankrig.

mel. Jeg bor sammen med min mor og min søster på Bellmansgade. Jeg har også en far på Amagerbro. Før boede jeg i Grønland og nu bor jeg her i Danmark. Jeg har familie i Grønland og i Danmark. I min fritid kører jeg på løbehjul ned af ramper. Der er kun to ramper i Nuuk. Min yndlingsfarve er grøn og blå. Mit ynglings dyr er en hamster og min livret er pizza. Den skole jeg går på hedder Kildevældskolen og jeg går i 4.u. I Grønland er der ikke nogen 0. klasse så derfor gik jeg i 5 klasse. Da jeg boede i Grønland gik jeg på en skole der hed Atuarfik Hans Lynge. Det er sjovt at bo på Østerbro for min mormor, kusine og fætter bor der nemlig også. Det har været sjovt at lave maleriet og man skulle samarbejde sammen.

Ø-BØRN FOTO: TRINE MEINCKE

SKT

K – Kunst på Ydre Østerbro

Kunst

SANKT KJELDS KVARTER | MAJ 2014 Dette magasin er støttet af Områdefornyelsen i Sankt Kjelds Kvarter

i vores kvarter