Skt k no 5 by LARM

Kultur i klimakvarter østerbro

Tag stilling til dit kvarter! Samskabelse i Klimakarréen Trænings-stationer? Borgerne reddede København

Thomas Sandberg

Korsang på Østerbro

Mads Faber og Kulturcenter Kildevæld

En mand der fik sin gade

Marts 2016

Den lokale hobbit

Mads Faber om Kulturcenter Kildevæld

Om kvarteret omkring Vognmandsmarken

Mads Faber

Kulturcenter Kildevæld

Hvordan bliver det?

Kom nu ind i kampen

En samtale om byen med forskerne Birgitte Hoffmann og Peter Munthe-Kaas fra Aalborg Universitet København

Udviklingen i Klimakvarter Østerbro

Birgitte Hoffmann

Lyden af et kvarter

Thomas Sandberg, slagtøjsekspert, performer og improvisator

Musikalsk ønskeliste

Thomas Sandberg

Samskabelse i Klimakarréen

Bjarne Gantzel Pedersen

Trænings-stationer i Skt Kjelds kvarter

Lucas Arge Håkansson

Manden på motorcyklen

En absurd komedie om kommunal klodsmajor. Men også en meget reel og uløst problematik omkring fænomenet ’private fællesveje’

Borgerne reddede København

Torkil Lauesens overvejelser om byfornyelse

Kommentarer

... til de to foregående artikler ’Manden på motorcyklen’ og ’Borgerne reddede København’

Det flerstemmige fællesskab Nabo Østerbros Kor

skt

K – klimakvarter Østerbro

Kære borger Ja, kære ’borger’, for hvad vil det egentlig sige at være borger? Er du en god borger? En ligeglad borger? En medborger? En hvadpokker-vil-I-mig-nu?-borger? Hvordan definerer du ’borger’? I din hånd er den 5. udgave af magasinet Skt K, der formidler, hvad der sker på Ydre Østerbro i forbindelse med Områdefornyelsen og Klimakvarter.dk. Denne gang stiller vi skarpt på temaet ’samskabelse’: Hvordan arbejder vi sammen om bydelen? Vi undersøger forholdet mellem borgere og kommune, men også borgernes indbyrdes samarbejde og det kommunale bureaukrati. Her uddeles ris, ros og rundhåndede forslag. Hvordan gør vi gade- og bylivet mere levende? Lyt til lydkunstnerens Thomas Sandbergs mange forslag. Skriv til ham med idéer. Hvordan renoverer vi vores gade eller skaffer nye kulturfaciliteter? Lyt til Jørgen Thomsens og Mads Fabers historier om at kæmpe mod mange odds for at få det, man ønsker. Grin, græd, ras eller bryd ud i jubel. Lyt til to forskeres gode råd om samskabelse eller mærk fællesskabet i Nabo Østerbros kor, hvor den fælles passion er stærkere end forskellighederne. Et enkelt blad kan ikke ændre historiens gang, men vi forsøger at skabe en ærlig samtale. Uden filtre. Her er både den gode vilje, men også det åleglatte kommunesvar og borgeren, der har fået nok. Hvordan bygger vi bro? Hvordan skaber vi nogle rammer, hvor borgere og kommune ikke er modsætninger? Magasinet målrettes de dele af kvarteret, som vi tænker har særligt gavn af det, men også de relevante myndigheder. Vores håb er, at alle kan lære noget af det og får lyst til at handle. / Redaktionen

Se mere om Klimakvarter Østerbro på: www.klimakvarter.dk

Ekstra eksemplarer af Magasinet Skt K kan hentes hos Områdefornyelsen Skt. Kjelds Kvarter, Vennemindevej 39.

Skt K magasin nr. 5 Ophavsmænd: Cold / Olsson Redaktion: Jacob Cold / mail@jacobcold.dk Design: Kenneth Schønning Olsson Forsidefoto: Lena Paaske / www.casting.dk Marts 2016

Magasinet er støttet økonomisk af Områdefornyelsen Sankt Kjelds Kvarter

skt

K – klimakvarter Østerbro /

Tillid er nøgleordet for Mads Faber. Hans rejse gennem bureaukratiets labyrint af troldmænd og hekse sammen med et svorent broderskab af lokale nærmer sig nu sit endemål: Kulturcentret.

skt

K – klimakvarter Østerbro

/ af Jacob Cold // foto: Kenneth Olsson

I et lille rødt hus bag Kildevældsskolen holder DUI til. Det er ikke en stort og prangende hus, ej heller en faldefærdig rønne, men et hyggeligt, kvadratisk og praktisk hus. Her mødes børn, unge og voksne til hyggelige aktiviteter og et stenkast herfra ved skolen bygges snart det nye Kulturcenter Kildevæld. Mads Faber, aktiv i fritidsforeningen og del af Kulturcentrets styregruppe, fortæller:

For 5 år siden var vi en forening i krise. Medlemmerne sivede, og vi manglede ideer. Selvom vi hjalp hinanden i nærområdet og havde et godt forhold til skolen, var det hele ret uorganiseret. Der stod nogle faldefærdige barakker heromme, hvor der indimellem sad unge mennesker og røg hash. Indmellem blev der lavet hærværk, og det skete desværre også, at der blev sat ild til ting. Ingen tog rigtig ansvar.

skt

K – klimakvarter Østerbro /

Herredet vågner

Den Store Parade

Så en dag dukkede Mads Uldall fra Områdefornyelsen op. Han havde et lille gedebukkeskæg, sjove briller og et par meget levende øjne. Han luskede lidt rundt og stillede spørgsmål, så kom han og sagde: »Skal vi ikke få noget op at stå hernede? Her er et potentiale«. Han snakkede også med Jørgen Bang, skoleinspektøren, og begyndte at lufte en idé: Kan man placere et kulturcenter her bag skolen? Det var skoleinspektøren ikke umiddelbart så glad for, for han ville gerne have en sportshal, men den her nysgerrige mand fik os til at tale sammen og drømme.

Vi besluttede at lave så stor ståhej som muligt for at råbe kommunen op. Vi organiserede derfor et meget alternativt borgermøde, ’Kulturcenter for en dag’, som samtidig var en slags minifestival. Der var en række aktiviteter på og ved skolen, hvor der blev indsamlet borgeridéer og en farverig parade gennem kvarteret med musikanter, skolebørn, dansere, akrobater og borgere i alle aldre og størrelser. Folk hang ud af vinduerne eller kom og sluttede sig til optoget. I min begejstring glemte jeg helt noget, jeg tidigere på dagen havde oplevet foran scenen ved skolen: En vrissen dame, der sad i en havestol og røg cigaretter med cigaretrør, mens hun gentog: »I har stjålet vores kulturhus!«

Vi begyndte at lave mindre projekter med støtte fra Områdefornyelsen. Først lavede vi bålpladsen sammen med Orion-spejderne. Vi havde slet ikke samarbejdet førhen, så det var helt vildt, lidt som når Sovjet mødte USA under Den Kolde Krig. Men vi fandt ud af, at det kunne lade sig gøre at dele faciliteter og fik tillid til hinanden. Så kom cykelværkstedsprojektet sammen med foreningen Lavuk. Her var Torkil fra Områdefornyelsen musklerne. Det blev bygget i en smukt udsmykket container, og vi fik revet barakkerne ned. Hærværket faldt drastisk for snart at forsvinde helt.

Lille mand, hvad nu? Allerede dengang tog jeg ind for at præsentere Kulturcenter-projektet på Rådhuset. Jeg talte i ti minutter begejstret om vores ide, men det var tydeligt, at det ikke havde den store interesse. Jeg følte mig pludselig meget lille og sank ned i den store stol i det flotte udvalgsværelse. Det stod klart, at vi måtte være mere konkrete, og Mads foreslog pludselig: Hvad nu hvis Kulturcentret ligger på selve skolen? Jeg gik lidt baglæns. Jeg havde en drøm om et separat Kulturhus, men Mads fik arkitektfirmaet Tredje Natur til at lave en tegning, som kombinerede skole og Kulturcenter. Det så faktisk godt ud, og lokalt begyndte der at komme stor opbakning til ideen.

skt

K – klimakvarter Østerbro

Helt euforisk efter paraden fór jeg ned til møde i Østerbro Lokaludvalg, hvor man skulle tage stilling til, om man støttede projektet. Jeg havde følelsen af, at jeg nu kunne overbevise alle, men blev hurtigt afbrudt: »Det er ikke borgerinddragelse!« lød det. »Hvorfor ikke?« Fordi Lokaludvalget ikke var med! Jeg mærkede en enorm vrede rettet mod mig, og pludselig genkendte jeg den vrede kvinde med cigaretrøret fra tidligere. Jeg fik virkelig mange prygl, inden de til sidst nedstemte forslaget. Efter deres opfattelse var borgerinddragelse noget helt andet. Alle skulle spørges og blive enige. Hvad med keramikforeningen? Jeg er fuldstændig overbevist om, at hvis alle skulle blive enige på forhånd, så ville der aldrig være kommet hverken kulturcenter eller kulturhus. Men modstanden kom selvfølgelig ikke af ingenting. Det gamle Kulturhus var blevet syltet og løftet fra Kramers dage brudt. Det var dengang, alting blev lovet ud, men kun indfriet, når det var opportunt, og hvor borgerinddragelsen var elendig.

Broderskabet Trods Lokaludvalgets modstand begyndte Kulturcentret at få positiv bevågenhed på Rådhuset, og næstformanden i Lokaludvalget, Axel, og kollegaen Allan, genfremsatte forslaget. Denne gang stemte Lokaludvalget for. Det betød, at skolen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Områdefornyelsen og Lokaludvalget nu støttede op om Kulturcentret og kunne lægge et samlet

pres. Vi formede en slags broderskab, en styregruppe, der skulle bære processen igennem til bitre eller forhåbentlig lykkelige ende, og vi blev enige om, at hvis det skulle lykkes, måtte vi have tillid til hinanden. Pengene kom til sidst, og vi gik i gang med at udforme det indhold, der skulle være i Kulturcentret. Jo længere frem i processen vi kom, og jo mere konkret det blev, des klarere interessekonflikter opstod der i broderskabet internt. I talende stund, nærmer vi os selve byggeriet, og vi er midt i den proces, hvor det hele bliver meget konkret. »Kan jeg få min skole til at fungere«? tænker skoleinspektøren, mens Mogens Holm, chef for Kultur Østerbro, tænker: »Kan jeg få mit Kulturcenter til at fungere?« I detaljen, i hver enkelt kvadratmeter, findes både Djævlen og Gud.

Troldmændene Jo længere den slags projekter kommer op i det politiske system, des sværere bliver det at bevare lokal indflydelse. Nu sidder der nogle magtfulde »troldmænd« oven over os: En styregruppe med kontorchefer og projektledere i forvaltningerne. De skal adminstrere en helhedsrenovering af skolen til 150 mil. og et kulturcenterbudget til 30 mil. Så kan vi lokale godt føle, at vi mister kontrollen. Selvom jeg indimellem er lige ved at miste tilliden til systemet, har jeg den dog stadig. De mennesker, der sidder centralt, vil os det godt. De har bare mange hensyn at tage. Lokalt kan bølgerne også gå højt, men jeg stoler på, at Mogens og Jørgen vil projektet og hinanden det godt. Jeg tror, at kampen for at få det Kulturcenter, vi ønsker, vil blive vundet i hverdagen. I den proces forsøger vi som gode hobbitter at holde fast i naiviteten og visionen. Nogen gange kan man godt føle, at det er som den leg, hvor man sidder i rundkreds og hvisker »pølse« i øret på sin nabo, og når ordet kommer tilbage er det blevet »ost«. Men vi bliver ved, og nogle af os leger med tanken om et Kulturcenter drevet af lokale. Hvad angår cafédrift og aktiviteter er vi faktisk ret langt.

Ud og hjem igen Jeg mener helt overordnet, at uden den her lange rejse gennem kommunens bureaukrati havde det ikke kunne lade sig gøre. Vi var gået i stå. Bureaukratiet og troldmændene med de mange forskelligfarvede hatte og kasketter er nødvendige, og man kan også betragte det som en luksus. Når frustrationerne har været størst i styregruppen, har jeg forsøgt at minde de andre om, at det jo dybest set er en fantastisk mulighed at grundlægge et kulturcenter i sin egen bydel.

Finansieringen har på en måde været ringen, og da vi fik først fik den, og opgaven stod klar, var den forbandet, for hvem skulle bære ansvaret? Så røg det hele en tur til Mordor og de store troldmænd. Jeg ved ikke, hvem af os, der er Frodo. Jeg tror ikke, det er mig. Det håber jeg ikke, for han fik jo en nogle alvorlige ar. Jeg er måske nærmere Sam, der tager hjem til kone og børn bagefter. Jeg har samtidig lært at masse mennesker rigtig godt at kende i den her proces, og jeg har fundet ud af, at jeg er ganske stædig. God til det lange seje træk.

En vrissen dame, der sad i en havestol og røg cigaretter med cigaretrør, mens hun gentog: »I har stjålet vores kulturhus!«

På de næste sider kan du se Mads Fabers tanker om udviklingen i vores kvarter.

skt

K – klimakvarter Østerbro /

Vi har lige sammenlagt vores lejlighed på Vognmandsmarken med nabolejligheden, fordi vi gerne vil blive boende i kvarteret. Mange i vores ejendom flytter fra de små to-tre værelseslejligheder til omegnskommunerne, når deres familie vokser.

Men der er også mange som bliver boende, fordi de får øjnene op for kvarterets kvaliteter. En god lokal institution og skole er vigtig. Men en anden vigtig kvalitet er, at der i de seneste år er kommet et større lokalt fællesskab. Vores ejendom har fået en masse fællesskab og gode oplevelser ud af at lave grønne hjørner. Snart bliver vi også LAR-gård (Lokal Afledning af Regnvand (red.)) og det medfører en masse grønt og gerne mindre vand i kælderen, hvis der kommer ekstremregn igen.

skt

K – klimakvarter Østerbro

Vi er blevet et ’hej- og goddagkvarter’. Altså vi kender hinanden, eller i hvert fald siger man hej til dem, man møder på gaden. Vi ses oftere i forskellige sammenhænge. Det håber vi kan fortsætte. Vi er blevet et brokvarter, som man er stolt af at bo i. ’Klimakvarter’ er faktisk et brand, som folk uden for kvarteret har hørt om. Det er sejt at sige, at man bor i klimakvarteret.

Hvis vi skal tage drømmen helt ud, så er det for os som børnefamilie, at vi har så stærkt et fællesskab og kendskab til hinanden i vores område, at vi lader vores børn gå på besøg hos hinanden, uden at de skal følges og bringes. Ikke fordi vi ikke gider følge dem og mødes med deres forældre, men fordi det er en værdi, at være tryg omkring sådan nogle ting. Sådan som man er i provinsen, hvor vi begge er vokset op, og hvor vi gerne holder sommerhusferie. Det kræver selvfølgelig også, at gaderne bliver mere børnevenlige. / Mads Faber, februar

skt

K – klimakvarter Østerbro /

Kulturcenter Kildevæld Hvordan kommer det færdige Kulturcenter Kildevæld til at se ud? På redaktionen har vi forsøgt at få fingrene i de plantegninger og det billedmateriale, som vi ved eksisterer, men det har ikke været muligt. Det har heller ikke været muligt at få nogen til at udtale sig officielt. Det er dog lykkedes os at få fingre i dette billede af en model, som angiveligt viser en del af Kulturcentret set fra selve Kildevældsskolens bibliotek. Som vi forstår det, vil dette bibliotek og skolens gymnastiksal også indgå som del af Kulturcentret. Skole og kulturcenter skal altså delvis bygges sammen, og der vil være nogle dobbeltfunktioner, hvor der er skole om dagen og kulturaktiviter om eftermiddagen og aftenen. Det forlyder, at selve Kulturcentret vil stå færdigt om 1 1/2 til 2 år. Den omfattende renovering af skolen vil tage yderligere ét år. Således vil helheden stå færdig om 2 1/2 til 3 år. Ud fra beskrivelserne kan man danne sig et indre billede af, at Kulturcentret ’kobles’ på skolen der, hvor skolen grænser op til Kildevældsparken. Lidt i stil med den nyere tilbygning, der er lavet til den gamle på Statens Museum for Kunst i Østre Anlæg. Disse gisninger og indre billeder står dybest set for redaktionens egen regning, da ingen har villet udtale sig til referat.

/ tekst: Jacob Cold // foto: Mogens Holm

skt

K – klimakvarter Østerbro

Fra de første skitser fra ’Kulturcenter for en dag’ i 2012 til den endelige udformning i 2016.

skt

K – klimakvarter Østerbro /

skt

K â&#x20AC;&#x201C; klimakvarter Ă&#x2DC;sterbro

En samtale om byen med forskerne Birgitte Hoffmann og Peter Munthe-Kaas fra Aalborg Universitet København

skt

K – klimakvarter Østerbro /

/ tekst: Jacob Cold // foto: Kenneth Olsson

Brækkede ben og fikse fordomme For nylig skulle min andelsboligforening have kommunens tilladelse til nye altaner. Det var en langsom proces, der stødte på endnu en udsættelse, da sagsbehandleren ’brækkede benet’. I andelsboligforeningen diskuterede vi muntert, om et brækket ben virkelig var en gyldig udsættelsesgrund! Kunne man have betroet opgaven til en kollega? Sendt krykhusaren en taxa med dokumenter til underskrift? Vi rystede indforstået på hovedet over kommunens bureaukrati. Et sådant ry for at være tung af danse med opstår naturligvis ikke ud af det blå. Men ind imellem kan man få den tanke, at idéen om den sløve, uigennemskuelige kommune er blevet en lidt magelig fordom blandt mange borgere? Måske endda en undskyldning for ikke at engagere sig lokalt? For at få et mere nuanceret blik på borgernes møde med kommunen, kontaktede jeg to forskere, der har netop denne relation mellem borgere og kommune som deres speciale.

Borgeren som gartner Birgitte Hoffmann og Peter MuntheKaas har på Ålborg Universitet København i en årrække lavet ’aktionsforskning’, hvor de både undersøger og samarbejder med borgere, foreninger og kommune om byudvikling. Igennem 5 år har de arbejdet tæt sammen med Teknik og Miljøforvaltningen for at undersøge, hvordan kommunen i praksis kan arbejde mere sammen med borgerne om byen. Kan I prøve at gøre status over borgerinddragelsen anno 2016? Birgitte: Vi befinder os i en brydningstid. Hvad vil det sige at være borger i fremtiden? Hvad er myndighedernes rolle? Siden midten af 1800-tallet har rollerne ellers været klare: Byplanlæggere og arkitekter designede byen. Borgerne levede i den og med den. Nu er rollerne under forandring. Dels fordi vi har fået nye ønsker om at have indflydelse og realisere os selv i byen. Dels fordi presset på velfærdssamfundet kræver, at vi finder nye måder at løse opgaverne i byen på.

skt

K – klimakvarter Østerbro

Peter: Selve ordet ’inddragelse’ rummer jo, at nogen ’inddrager’ nogen andre. Der er flere gamle formater for inddragelse, som er stivnede og ikke fungerer. Typisk er det planlæggerne, der inddrager borgerne, når de har allerede har lavet planerne. Vi er på vej derhen, hvor vi laver mere åbne netværk, og hvor man sammen skaber byen og definerer indholdet og dialogen på nye måder. Skal borgerne så til at bestemme, hvad der sker? Birgitte: Nej, ikke alene, for borgernes ideer er ikke nødvendigvis de bedste. Hvis man bare spørger dem: ’Hvad vil du have?’, så vil vi få en masse petanquebaner! Det spændende sker, når vi får en god dialog mellem borgerne og professionelle. Så lærer begge parter og udvikler ideerne om byen. I Klimakvarteret på Østerbro skal man for eksempel håndtere regnvand i store mængder i regnbede og multifunktionelle anlæg. Vandet er ikke længere gemt væk i en ’usynlig by’ under jorden. Den klimarobuste by kræver ændringer i byen, hvor folk bor og færdes. Det kræver et nært samarbejde. Hvordan skal det se ud? Hvilke aktiviteter vil vi prioritere? Hvem skal passe bedene? Det er vel kommunens opgave af passe bedene ... ? Birgitte: Ikke nødvendigvis. Kommunen har ikke uanede ressourcer, og måske kan man kigge udenlands på nogle eksempler. I Portland, USA, ’bortadopterer’ forvaltningen vejbede til borgerne, så de kan passe dem. Så bliver der råd til nogle flere vejbede. Det viser sig også, at flere børnefamilier får fælles aktiviteter, og de ældre damer tør komme ud og deltage i et grønt fællesskab. Her i Klimakvarteret har vi blandt andet tagfarmen Østergro, men også mange mindre grønne borgerdrevne initiativer. Områdefornyelsen har spillet en vigtig rolle som fremskudt bastion for kommunen. Man har tilført midler og hjælp, men meget af initiativet er overladt til borgerne.

Tåsinge Plads – arkitektens kunst eller borgernes plads? Det lyder smukt, at borgerne passer bedene og er med til at designe byen. Men det lyder også som en temmelig kompliceret affære, når alle skal inddrages. Peter: Byen vil altid være kompleks. Der er ekstremt mange interesser på spil. Det nye og positive er, at byplanlæggerne gør sig store anstrengelser for at omfavne denne kompleksitet i stedet for blot at sidde inde bag murene og lave færdige designs. Man bruger mange opsøgende metoder for at undersøge og lytte til borgernes behov. Et andet eksempel på denne proces er Københavns 18 kulturhuse. De er alle sammen støttet kommunalt, men drevet frem af borgerinitiativer. Hvordan er den nye form for samarbejde og borgerinddragelse anderledes end fortidens? Peter: I den tradtionelle høringspraksis har myndighederne en plan, som sendes i høring i lokalområdet. Er modstanden enorm kan planen forkastes. Ellers kan den ændres i nogle detaljer. Eller godkendes i sin helhed. Det, vi taler om nu, er en meget tidligere og dynamisk inddragelse af borgerperspektiver. At man på et tidligt stadie afprøver ting og inddrager folks erfaringer. Lad os se på Tåsinge Plads som eksempel. Her det mit indtryk, at man lyttede ekstremt meget i de indledende faser. Alligevel er det svært at se borgernes input i pladsens endelige udformning ... Birgitte: Klimakvarterets aktiviteter på Tåsinge Plads er faktisk et rigtig godt eksempel på de nye tilgange. Her begyndte man helt åbent med at diskutere pladsen ved at sætte gang i nogle events, der inviterede de lokale til at udvikle deres ideer og deltage i midlertidige aktiviteter. Det var meget positivt. Det skabte en ny relation mellem borgerne og mellem borgere og kommune. Da man kom til den endelige konstruktion af pladsen, ’faldt man ned’ i de eksisterende procedurer: At opgaven skal sendes i EU-udbud, osv. I den proces kan kæden nemt hoppe af. Så glemmes borgervinklen.

Peter: Byen vil altid være kompleks. Der er ekstremt mange interesser på spil. Det nye og positive er, at byplanlæggerne gør sig store anstrengelser for at omfavne denne kompleksitet i stedet for blot at sidde inde bag murene og lave færdige designs.

skt

K – klimakvarter Østerbro /

Peter: Vi har også brug for, at folk organiserer sig lokalt i enkeltprojekter. Så kan sådan nogen som jeg hjælpe ved at give borgerne nogle navigationskompetencer i forhold til det kommunale system. 16

skt

K – klimakvarter Østerbro

Hvad kunne man have gjort anderledes? Birgitte: Det her er jo en læreproces for alle, også kommunen. Og en af de vigtige pointer er, at man både kan og skal skrive processerne ind i selve oplægget til udbuddet. Man skal kræve, at det arkitektfirma, der byder på opgaven, bygger videre på forarbejdet og løbende inddrager folk i en samskabende proces. Kunne Tåsinge Plads have været delvist bygget af borgere? Ja, hvorfor ikke! I øvrigt mener jeg ikke, at pladsen er færdig. Måske er det først nu, at processen med at bruge og udvikle pladsen begynder for alvor. Peter: Det handler meget om, at den her dialog mellem myndigheder, professionelle og borgere fortsætter. At du ikke bare som planlægger samler lidt information og derefter planlægger dit design. Birgitte: Peter og jeg arbejder for at skabe nogle arenaer, hvor forskellige perspektiver og behov kan mødes gennem hele processen fra den tidligere planlægning til brugsprocessen. I disse arenaer skal borgernes behov også komme i spil og udvikles. Vi skal skabe arenaer for de fælles læreprocesser, der er nødvendige, hvis vi skal have en levende by. Skal disse ’arenaer’ så være inden for rammen af foreninger, borgermøder osv? Peter: Det er ikke nødvendigvis de gamle strukturer som foreninger og lokaludvalg, der rummer svaret. Ofte er der her tunge processer, der ikke fører til borgerengagement, men topstyring, og som kun på papiret er repræsentative. Vi har også brug for, at folk organiserer sig lokalt i enkeltprojekter. Så kan sådan nogen som jeg hjælpe ved at give borgerne nogle navigationskompetencer i forhold til det kommunale system. For faktisk er det slet ikke så kompliceret som mange går og tror.

Den aktive borger: Fantasi eller fremtid? Har borgerne egentlig tid til alt det her, eller er det en ’kommunal fantasi’ om den aktive borger? Birgitte: Forskningen peger faktisk på, at når folk siger, de ikke har tid til at engagere sig, så passer det som sådan ikke. Vi bruger bare tiden med familien og foran fjernsynet. Det er måske et udtryk for, at vi i dag løber så stærkt på arbejdet. Jeg anerkender, at vi lever stresset, men spørgsmålet er, om vi ikke kunne udvikle nye måder at engagere os på. Kunne man i stedet for at se fjernsyn være med til at passe et lokalt grønt bed sammen med sine børn? Kunne man lave fælles madlavningsprojekter, så man ikke skal lave mad hver dag? Så kunne man måske få nogle meningsfulde fællesskaber og samtidig møde andre i lokalområdet og bruge og snakke om byen på nye måder.

Hvad nu hvis borgerne gerne vil være i fred for kommunale inddragelsesprocesser? Birgitte: Måske er Københavns Kommune rent faktisk idealistisk, og mener det alvorligt, når man har lavet en politik, der hedder ’Sammen om Byen’ og ’Fællesskab København’. Indimellem kan jeg faktisk godt synes at borgerne er møgirriterende! Lederen af Miljøpunkt Østerbro fik seriøs ballade sidste år på Tåsingegade, fordi man inddrog 5 parkeringspladser til en happening om parkering! Der er også brug for at vi som borgere tænker på os selv på en anden måde. Der er nemlig en stærk nyliberalisme i tiden, som presser borgeren ind i en kunderolle. Hvor medborgerrollen lægger op til engagement, lægger kunderollen op til, at vi bliver brokkehoveder, der reagerer på en service. Det er modsatrettede tendenser i tiden, vi som personer kan påvirke ved at engagere os. Vi må se at komme ind i kampen!

Birgitte: Forskningen peger faktisk på, at når folk siger, de ikke har tid til at engagere sig, så passer det som sådan ikke. Vi bruger bare tiden med familien og foran fjernsynet. Det er måske et udtryk for, at vi i dag løber så stærkt på arbejdet.

På de næste sider kan du se Birgitte Hoffmanns tanker om udviklingen i vores kvarter. skt

K – klimakvarter Østerbro /

Birgitte Hoffmann – om udviklingen i Klimakvarter Østerbro Ud over at være forsker i byudvikling er Birgitte selv borger på Ydre Østerbro. Hun bor til daglig i det såkaldte Lyngbyvejskvarter på vestsiden af Lyngbyvejen

Hvordan kan naturen udvikle byen? • Traditionelt ses by og natur som grundlæggende forskellige – hvorfor kan de ikke forenes? • Vi skal skabe nye former for natur i byen – op og ned ad stolper, hen ad vejen ... • Grønne fortove, grønne facader, frugttræer. • Vi kan håndtere regnvand, skabe mange små og store grønne korridorer til dyr og mennesker, og få flere og bedre steder at bevæge sig rundt i byen til fods eller på cykel. • Østergro skaber nye sammenhænge mellem by og landbrug i regionen. Lad os udbygge disse og få flere lokale fødevarer • Vi kan få en hverdag med mange oplevelser for alle sanser • Flere grønne byrum til at slappe af i og rum til fællesskaber og møder • Den nære natur øger vores sundhed • Det skaber værdi i hverdagen for kvarteret og for vores ejendomme • Hvorfor skal vi have så meget asfalt i vores kvarter, der kan blive den grønneste by? • Vi er i gang med Tåsingeplads, Østergro, Fortovshaven og de mange grønne gårde. Hvordan kommer vi videre?

skt

K – klimakvarter Østerbro

/ tekst og foto: Birgitte Hoffmann

Hvilken by vil vi gerne bo i? • Hvem ville for 15 år siden tro på, at man i dag kan bade i havnen? Og at over 50 % af københavnere cykler til skole og arbejde? • Byen omskabes hele tiden. Det, vi gør i dag har betydning for, hvordan byen ser ud om 20 år. Hvad drømmer vi om? Vi kan gå i gang. • Byen skabes ikke kun af kommunen, men i nye fællesskaber på tværs af det private og det offentlige. Masser af initiativer, som vi i dag tager for givet, kommer oprindeligt fra borgere og lokale initiativer – fx vindmøller, affaldssortering, byhaver … Hvilken by vil vi skabe?

Hvordan kan kvarteret blive bundet sammen på tværs af Lyngbyvej? Hvordan kan vi krydse denne barriere? Hvad med at starte med nogle bilfrie søndage? Vi kan lave et årligt kvarters OL med masser af sport! Eller dans på vejen?

Kommer din bil, når du kalder? • Den grønne by behøver ikke være en kamp mod biler og p-pladser. • Måden vi har bil og transporterer os på udvikler sig også. • Vi behøver ikke tage en by for givet, der er bygget til biler? Biler fylder, når de kører, og når de står stille. Hvordan kunne vi ellers bruge den plads, de tager? Biler skaber barrierer i byen og utryghed, de støjer og ødelægger vores helbred og øger drivhuseffekten og klimaforandringerne. • Vi kan have bil på nye og billigere måder. Nye generationer af biler og bilejerskaber er på vej, der bygger på nye former for leasing, fælles ejerskab og selvkørende teknologi mv. Hvem gider passe et tons jern i fremtiden? Hvem siger, at det giver værdi at have sin private bil til at stå og ruste foran døren. • En bil kører kun ca. 3-5 % af dens levetid. Resten af tiden står den og mister værdi. Hvor meget skal du arbejde for at betale ca. 30.000 om året for en bil? • Tænk, hvis der er nogle, der passer en fælles bilpark, og du kan kalde på ’din’ bil gennem din mobiltelefon, så den kører op foran døren. Uber i en ny skattebaseret version. Eller den kører selv. • Om få år har vi meget færre biler i byen. Hvorfor ikke gå i gang med at lave vores bydel om efter dette? Hvad kan vi få i byen, hvis der er fx 75 procent færre biler i vores bydel?

skt

K – klimakvarter Østerbro /

Thomas Sandberg, slagtøjsekspert, performer og improvisator bruger lyd til at skabe nærvær og relationer mellem mennesker. Fra en fortid som ’smal’ og anmelderrost lydkunstner er fokus nu på at formidle og åbne folks ører. Hør ham fortælle om lydens potentiale i bydelen.

/ tekst: Jacob Cold // foto: Lena Paaske

Hvad er lyd? Det er den mest grundlæggende af vores sanser. Lyde kan skabe associationer, ligesom dufte, men de er også stærkt knyttet til overlevelse. Høresansen er vores forsvarsapparat. Vi skal kunne høre, hvad der sker omkring os. Lydindtryk er derfor meget intense. Et mærkeligt eller abstrakt billedkunstværk har publikum intet problem med. Men et mærkelig lydkunstværk: Forfærdeligt! Store protester. Nej, siger folk, giv os i stedet Mozart, Bach og Beethoven, som er 200-300 år gammel lyd. Lydens univers går så tæt på, at det skaber stærke følelser. Hvordan arbejder du med lyd? Jeg er en form for handyman med lyd. Èn der kan få lyd ud af alting og spiller på alt, jeg kommer i nærheden af. Jeg elsker at invitere folk ind i det univers og lave et almindeligt rum om til noget magisk. Jeg både spiller og performer, og det meste er improvisation. Lige nu turnerer jeg på skoler, hvor klasserne

skt

K – klimakvarter Østerbro

sender mig videoer til en dropbox, og så integrerer jeg dem i mine værker. Kan lyd spille en rolle i byudvikling og bykultur? I høj grad. Selvom det ikke er det første man tænker på, spiller lyd en enorm rolle. Hvordan lyder dit kvarter? Kan du li’ lyden af dit kvarter? Er du opmærksom på den? Lyd kan spille en rolle i form af events, som da jeg spillede ved indvielsen af Tåsinge Plads. En lydevent kunne også være baseret på borgeres indsendte lydmateriale. Det handler, som meget kunst, om at skærpe opmærksomheden og få magien ind i hverdagen. Man kan forvandle noget, man ikke havde forestillet sig – Netto, Kildevældsparken eller parkeringskælderen – til en musikalsk arena. Men der er også de mere længerevarende eller permanente lydinstallationer. Lydinstallationer? Man kan forestille sig lydlegepladser med lydskulpturer. Altså steder, hvor man bruge f.eks. slagtøjsinstrumenter som trommer og xylofoner i det fri, og

hvor de er lavet i robuste materialer, så de kan blive stående: ’Far, skal vi ikke gå ned på lydlegepladsen?’ Der virkelig mange muligheder. Også sådan noget som vindharper, der fløjter eller synger, når det blæser, og lydforstærkende eller dæmpende effekter, som kan forholde sig til de naturlige lyde, der er i bydelen. Hvordan lyder Ydre Østerbro? Ja, det kunne jo være interessant at finde ud af. Hvordan lyder det for dig? Lyd er jo et ikke et objektivt faktum, men udtryk for det, vi hører og bemærker. Så det handler meget om opmærksomhed, selvom der selvfølgelig er nogen lyde, der generelt opfattes som behagelige og andre som mindre behagelige. Umiddelbart er det et ret stilfærdigt kvarter, hvor trafikken fylder mindre end mange andre steder, men der er måske brug for lidt mere variation i lydbilledet. Ydre Østerbro er udnævnt til ’Klimakvarter’ med fokus på regnvandet, og hvad vi stiller op med det. Bortset fra oversvømmede

kældre er lyden at vand vel noget, de fleste holder af? Der er helt fantastiske muligheder med vand. Hvis der i forvejen skal laves kanaler eller steder, hvor regnvandet opsamles, så kunne man med et meget lille twist skabe lydeffekter. Det kunne være i form af noget, vandet løber igennem, hen over eller under. Der skal meget små metalstykker eller lignende forhindringer til at skabe effekter, som vil få folk til at stoppe op og undres eller glædes. Så vi kan skabe lyde, der minder os at være ved en flod eller ved havet? Ja, for eksempel. Men det er ikke kun lyden af vand, man kan udnytte. Også trafikken, både fodgængere og biler. Der kan være lyd i vejene eller i fortovene, som høres når folk passerer. Opera, når man kører henover et vejbump? Latter, når du træder på en flise? Ja, hvorfor ikke? Eller mere lyddæmpende og subtile effekter.

Thomas: Jeg er en form for handyman med lyd. Èn der kan få lyd ud af alting og spiller på alt, jeg kommer i nærheden af. Jeg elsker at invitere folk ind i det univers og lave et almindeligt rum om til noget magisk.

skt

K – klimakvarter Østerbro /

Hvad kan denne fokus på lyd give kvarteret? Det kunne være interessant, hvis det rent faktisk kunne lokke folk til at bruge kvarteret mere. Jeg har tidligere arbejdet med en app, der hedder Recho, hvor du optager eller producerer lyd på specifikke steder (GPS-koordinater). Når folk med denne app passerer disse steder, hører de lydene, som andre har produceret eller optaget. Det kunne være et populært projekt for de yngre. Et mere jordnært eksempel er noget, vi allerede gør i Strandvejskvarteret, hvor jeg selv bor, eller Komponistkvarteret som det også kaldes, fordi alle gaderne er opkaldt efter danske komponister. Her har vi i 15-16 år lavet musikalsk nytårskur hver januar, hvor vi har sunget sange af alle komponisterne, startende med ’Dengang jeg drog afsted’ i Hornemans Gade og afsluttende med en vanvittig udgave af Champagnegaloppen på H.C. Lumbyes Gade, hvor jeg spiller på koklokker og meget mere. Man kunne begynde at plante en masse ideer til lydprojekter i bydelen. Er det ikke både luksuriøst og dyrt med lydprojekter og lydinstallationer? Ikke nødvendigvis. Vindharper, der fløjter, når vinden blæser eller enkle vandinstallationer behøver ikke koste meget. Der gør events heller ikke. Og hvis man har det rigtige projekt til en dyr lydskulptur og kan lokke en spændende kunstner til området, så er der jo mulighed for søge Statens Kunstfond. Man skal selvfølgelig have lov, for folk har stærke holdninger til skulpturer, men det handler jo også om at skabe interesse om det her kvarter. Det kunne være skønt at få folk fra andre kvarterer til at komme hertil. Og meget af det kunne selvfølgelig også være rettet mod børnene. Apropos børn: De er omgivet af meget larm i dag fra støjende Disney-show og Ramasjang til larmende klasseværelser. Er vores høresans blevet mindre fintfølende? Vi lever i en tid, hvor der kæmpes enormt om opmærksomheden. Reklamerne skal kalde os hen til tv-skærmen med skrig og skrål og få os til at købe noget. Lydbilledet er indrettet på at få os til at reagere, og der spilles voldsomt på det forsvarsberedskab, vi evolutionært har i form af vores høresans. Det misbruges. Men høresansen er den

skt

K – klimakvarter Østerbro

fineste sans, den er stadig intakt, og den skal stimuleres til at opfatte flere nuancer. Hvis du virkelig skaber hul igennem til den, så kan alle opleve lyd som noget poetisk og nærværende. Det kunne være en stor gevinst for kvarteret.

Idekatalog Thomas´ og Jacobs ideer til lydprojekter, der kunne berige Ydre Østerbro. 1) En musikcafé eller et rum, hvor der kan være forestillinger og små opførelser. Selvom man altid skal passe på med at skabe institutioner, der kvæler iværksætterlysten, vil Thomas gerne være ankermand i en lokal musikcafé. Det kunne være inden for rammerne af det kommende Kulturcenter. Eller et helt andet sted. Han har forelsket sig i kapellet ved det gamle Øresundshospital, som ligger ved Svanemøllen Station tæt på det minaretlignende tårn. Lige nu er her noget lager, men det kan der måske laves om på. 2) Man kunne lave et tæt samarbejde med Klimakvarteret omkring lyd og vand. Her kunne man systematisk tænke lyd ind i de planer om afvandingskanaler og lignende som planlægges på for eksempel Skt. Kjelds Plads og Bryggervangen. Jacob vil videregive denne udfordring til Områdefornyelsen Skt. Kjelds Kvarter og Klimakvarter.dk. 3) Man kunne tage initiativ til lydskulpturer og kontakte interessante kunstnere for at få dem interessede i kvarteret. Der bor allerede en del herude. Herefter kunne man lave fondsansøgninger til projektet. 4) Jacob foreslår at Thomas laver kvarterkoncert ved Områdefornyelsens afslutning i forsommeren. En koncert, hvor han selv spiller, men hvor borgerne inden da sender materiale ind til Thomas med henblik på at finde bydelens lyd. Østerbropuljen skal søges om penge og dette projekt skal præsenteres for Områdefornyelsen. 5) Thomas foreslår musikalske legeskulpturer på legepladsen ved Kildevældsparken. Hvis nogen blandt læserne har andre gode ideer til lydprojekter i kvarteret er de velkomne til at skrive til Thomas Sandberg på mail: post@thomassandberg.dk eller via hans hjemmeside www.thomassandberg.dk

// foto: Lena Paaske

På næsteopslag kan du se Thomas Sandbergs egen musikalske ønskeliste til klimakvarteret.

skt

K – klimakvarter Østerbro /

skt

K â&#x20AC;&#x201C; klimakvarter Ă&#x2DC;sterbro

Grafik: Thomas Sandberg

skt

K â&#x20AC;&#x201C; klimakvarter Ă&#x2DC;sterbro /

Samskabelse i Klimakarréen Af Bjarne Gantzel Pedersen Gennem et ambitiøst projekt har Københavns kommune siden sommeren 2013 styret udviklingen for en karré i Skt Kjelds kvartér, der skal inspirere til og informere om:

kan bare være et kaffemøde eller fællesspisning. Rummet og stedet har sin egen værdi. Nogle gange skal der også en god portion tålmodighed til, så skal de rigtige nok dukke op før eller senere.

• hvordan København bliver CO2-neutralt i 2025 • hvordan vi lokalt håndterer den regnmængde, der falder ved de oftere forekommende skybrud • hvordan vi reducerer det økologiske fodspor • hvordan vi skaber et ’rum’, der inviterer til socialt bekræftende fællesskaber, der kan bidrage til øget trivsel og glæde. Mange delprojekter og aktører præger projektet på befordrende og udfordrende vis. Blandt delprojekterne kan nævnes borgermobilisering og – inddragelse, formulering af idékatalog over muligheder og ønsker for den kommende fælles gård og bygningerne, samt produktivt og fremadskridende samarbejde mellem kommune, private virksomheder og borgere. Som antropologer i eget land formåede Smith Innovation i den indledende fase at tolke beboernes og kommunens behov og ønsker. Gennem interviews og facilitering af møder, hvor idéer opstår og mennesker med fælles interesser finder hinanden, lavede de et inspirerende idékatalog og høstede i denne proces væsentlige erfaringer, som de deler med os på www.klimaspring.dk. I dagens Danmark er borgerinddragelsen meget vigtig for at borgerne føler og tager ejerskab for de projekter som berører dem. Det kan nemt blive et win-win, for borgerne kan bidrage med væsentlige lokale ressourcer og viden. Byplanlæggeren kender ikke nødvendigvis den lokale historie og hvilke muligheder, der med fordel kan genoplives. Borgerinddragelse er en svær disciplin, som kræver en stabil tilstedeværelse af projektejer (kommunen) og for et projekt som vores, der startede i 2013, kræver det også et momentum – at energien bliver holdt oppe. Ellers forsvinder interessen fra de borgere, der var med i starten. I dag er det V!GØR som har fået til opgave at samle os omkring samskabende processer og hyggelige events. De skaber et tillidsfuldt og kreativt rum, og jeg håber, at Københavns kommune vil fylde vores fælles kalender med masser af møder sammen med V!GØR. Vedholdende invitationer til og facilitering af disse møder er vigtige for samskabelse. Der behøver ikke at være en lang forkromet dagsorden, det

skt

K – klimakvarter Østerbro

Beboerne har dog også taget initiativ til selv at danne en gruppe uden indblanding fra kommune eller aktører fra den private sektor. Oplagte funktioner som vicevært og snerydning kan jo med fordel etableres på tværs af karréens ejendomme. For 5 år siden havde vi på Østerbro et innovativt og CO2-reducerende projekt der hed 2100.nu. Her fandt man bl.a. ud af, at mange varmecentraler kan optimeres og derved give en reduktion i forbruget på ca. 10 % (uden at det gik ud over komforten). Dette resultat, fælles tilbudshentning fra forskellige entreprenører, internetudbydere og håndværker, blev startskuddet til, at der i klimakarréen blev oprettet en driftgruppe, der skal facilitere dette samarbejde. Interessen for disse møder var i starten stor, og vi fik bl.a. etableret kontakt til Hofor, der sendte en konsulent ud til et af møderne. Her fik bestyrelser eller kontaktpersoner i karréens ejendomme mulighed for at tilmelde sig en ordning, hvorved det skulle blive nemmere at overvåge ejendommens varmeforbrug (det er oplagt, at der skal sommerlukkes, men fx central nattesænkning og sænkning af varmetilførslen i dagtimerne på hverdage medfører et reduceret forbrug). Vores ønske er, at der i karréen kan dannes et lille korps af interesserede, der optimerer ejendommenes varmecentraler og således effektivt får reduceret CO2-udslippet. Foruden driftgruppen har vi også talt om at etablere en havegruppe og en ’social gruppe’. Sidstnævnte får til formål at invitere til fælles arrangementer i karréen, når vores fælles gård er etableret. Af fælles aktiviteter mødtes vi også omkring nedrivning af et stakit mellem to ejendomme på Kildevældsgade som et symbol på starten til vores fælles gård. Vi har lavet pop-up haver og været på tur rundt i København for at se, hvordan andre har løst deres opgaver med en fælles gård. Men hvad skal vi så have i vores gård? Det er stadig et åbent og interessant spørgsmål. Foruden græs og gynger, kan der måske blive plads til høns og hestehov, tyttebær og totempæl? Man kan hurtigt få ondt i hjertet, når man lytter til nyheder der rapporterer om flygtninge, krige og klimakatastrofer. Lad os sammen skabe rum for en livsglæde, baseret på værdier der anerkender en fælles jordklode for os og kommende generationer.

Klimakarréen er Københavns Kommunes ’forsøgslaboratorium’ for klima- og menneskevenlige bosteder med udgangspunkt i en eksisterende, kompleks, aktiv og beboet boligkarré. Med borgernes tilslutning søger vi her at skabe en resilient, bæredygtig og repeterbar prototype for Københavns gamle bygninger og gårde. Hvordan inddrager vi beboerne og hvilke tekniske muligheder kan medføre et ønsket mindre økologisk fodspor og er økonomisk realiserbart? Karréen omsluttes af gaderne: Helsingborggade, Kildevældsgade, Thomas Laubs Gade og Landskronagade.

Bjarne: Man kan hurtigt få ondt i hjertet, når man lytter til nyheder der rapporterer om flygtninge, krige og klimakatastrofer. Lad os sammen skabe rum for en livsglæde, baseret på værdier der anerkender en fælles jordklode for os og kommende generationer.

skt

K – klimakvarter Østerbro /

»I Kildevældsparken indretter vi et aktivitets-landskab for større børn og unge. Det kan Lucas forhåbentlig få glæde af.«

skt

K – klimakvarter Østerbro

Trænings-stationer i Skt Kjelds kvarter Lucas Arge Håkansson, 19 år, skriver: »Jeg er overbevist om, at unge i Skt Kjeldsområdet vil benytte eventuelle træningsstationer. Med disse vil man kunne mødes med sine venner over en træning.« Magasinet Skt K har sendt dette ønske videre til René Sommer Lindsay, Projektchef for Områdefornyelsen Skt. Kjelds Kvarter, som svarer:

Vi har drøftet muligheden for aktivitetshjørner i en periode, men de fleste gader er privat fællesvej, og det skulle således være grundejerne selv, der tager initiativ til projektet eller som minimum godkender det og påtager sig den efterfølgende drift og ansvar for fitnessredskabet. Det har vi ikke fundet nogen, der vil. Vi har indrettet nogle rolige grønne hjørner, men der er ingen, som har godtaget deciderede fitnessinstrumenter. På Bryggervangen og Skt. Kjelds Plads (den offentlige gade vi laver) har vi udbudt et projekt, hvor vi har stillet nogle krav og ønsker til inventaret, der bl.a. hedder, at inventaret ved de små pladsdannelser udformes, så de har en dobbeltfunktion, f.eks: • At hegn på visse steder opstilles som parallel-barrer, hvor man kan lave dips. • At kunstnerisk udsmykning i regnbede samtidig kan være klatre- og hoppesteder i tørvejr. • At plantebedes kant udformes med mulighed for at sidde eller gå balancegang. • At pullerter opstilles, så man kan løbe i slalom omkring dem på løbehjul. • At et espalier også kan være pull-up bar. • At cykelstativ også kan være balancebom. • At siddepladser også kan være udstrækningssteder. Vi kan endnu ikke sige i hvilken form, det bliver udført, men det skulle gerne blive en levende og aktiv strækning, der fører folk mellem Kildevældsparken og Fælledparken. I Kildevældsparken indretter vi et aktivitetslandskab for større børn og unge. Det kan Lucas forhåbentlig få glæde af. Sidst men ikke mindst, så er der er en række fitnessredskaber i Fælledparken, som ligger tæt på kvarteret og er brugbare for alle. / René Sommer Lindsay

skt

K – klimakvarter Østerbro /

Jørgen: Den største udfordring var dog at få kommunen i tale. Jeg har ringet til Københavns Kommune utallige gange. Det er altid den yngste, der tager telefonen ... 30

skt

K – klimakvarter Østerbro

Thomas Laubs Gade er en nydelig lille gade på Ydre Østerbro. Her udspillede sig for nylig et lokalt drama med enorm indsats og risiko for hovedpersonen Jørgen Thomsen. Et eventyr med en lykkelig slutning. En absurd komedie om kommunal klodsmajor. Men også en meget reel og uløst problematik omkring fænomenet ’private fællesveje’. / tekst: Jacob Cold // foto: Kenneth Olsson

Tre akkorder og sandheden »Er der nogen plan for interviewet?« »Jeg vil egentlig bare gerne høre din historie.« »Mere behøver man heller ikke. Tre akkorder og sandheden, som Bob Dylan sagde. Jeg vidste heller ingen ting, før jeg gik i gang med det her. Så var jeg nok slet ikke gået i gang!« Jørgen Thomsens ry er rejst foran ham. Historien om manden, der risikerede sin egen økonomi og overvandt utallige prøvelser for at få renoveret Thomas Laubs Gade, er efterhånden kendt af mange på Ydre Østerbro. Her ligner måske ikke Babylons Hængende Haver, men fra vinduet i lejligheden tager gaden sig nydelig ud med rette linjer, skråparkering og nyplantede træer. Man skal kende historien for fuldt ud at værdsætte gadens forvandling. Den kender Jørgen bedre end nogen anden.

Opvågnen »Vi var nogle beboere, der startede for 10-11 år siden. Vi havde en masse ideer om, hvor grønt og fantastisk, her skulle være. Vi fik også lavet en tegning til 40.000 kr. fordi nogen havde hørt, at uden den kunne man ingenting. Men efter 4-5 møder og indledende kontakt til kommunen virkede det hele

uoverskueligt. Det faldt fra hinanden, og de 40.000 var tabt. Vi havde slet ikke forestillet os, hvor kompliceret og teknokratisk det var. 4-5 år senere gentog historien sig. Og sådan gik årene. Vejen blev mere og mere elendig, og vi fik endnu et kommunalt påbud om at lappe hullerne. « »Kort efter påbuddet, en oktober morgen, gik jeg ned ad trappen og vadede ud i pløre til anklerne. Det lignede noget, du kan købe i Ukraine! Eller undskyld, Ukraine, det her var nok værre end Ukraine. Det var bare et stort rod af mudder og asfalt og nogle af hullerne i vejen var blevet så dybe, at man kunne forsvinde i dem. Jeg tænkte, at det skulle være løgn.« »Så gik jeg i gang igen. For at følge påbuddet skulle vi bruge 600.000 bare på at lappe gadens huller, men kommunens Asfaltafdeling, som jeg kontaktede, sagde det ligeud: »Løsningen er dyr og ikke særlig funktionsdygtig. Hullerne vil være der igen om få år!« Jeg satte mig ned og fandt ud af, hvem der professionelt ejede ejendommene. Så skrev jeg et omfattende brev til dem, om det her påbud fra kommunen: »Skal vi ikke i stedet benytte lejligheden til reelt at få en pæn gade?«

Tærsklens vogtere Allerede her startede vanskelighederne. Bare det af få fat i folk og få dem

samlet. Den første ejendom syntes, at deres fortov var pænere end de andres. De ville have penge, hvis det skulle graves op. Først blev jeg temmelig træt, så undersøgte jeg, hvad 30 meter gammelt fortov var værd og fik dem endelig overtalt til at gå med, da beløbet var meget lille. En anden ejendom havde først sagt ja, men så udbrød der intern krig, og den nye bestyrelse droppede alle den gamles planer og sagde nej. Det tog et helt år at få dem med igen. En tredje ejendom troede at en fjerde ejendom ville bruge pengene på deres eget kloaksystem! En femte ville gerne have de 40.000 kr., vi tabte, tilbage. Og faktisk anede langt de fleste borgere ikke, at en privat fællesvej er borgernes ansvar. Den største udfordring var dog at få kommunen i tale. Jeg har ringet til Københavns Kommune utallige gange. Det er altid den yngste, der tager telefonen. Hun er venlig og imødekommende, men hun ved ikke noget. Så bliver man stillet videre til en lidt mere erfaren type, der er høflig, men defensiv, og tydeligvis bange for at hjælpe. Bange for at skabe præcedens. Her gav vi op de første par gange, men bliver man ved, når man til sidst op til en mand på 50-60 år, som ikke er bange for at blive fyret. Han siger på en venlig og lettere humoristisk måde, at ’det kan ikke lade sig gøre’.

skt

K – klimakvarter Østerbro /

Manden på motorcyklen Efter 3 måneder, hvor jeg trods alt havde skaffet en mængde viden og konstateret at systemet ikke ville mig, var jeg meget tæt på at give op. Jeg var i øvrigt også kommet i tidsnød, for det kommunale påbud var jo stadig gældende, og hullerne var snart så store, at en bil kunne forsvinde i dem. Så fik jeg nok et telefonnummer og ringede uden meget håb. En rolig stemme tog telefonen: »Det er Hans«. Jeg fortalte ham, hvem jeg var og om Thomas Laubs Gade. »Den kender jeg godt«, sagde han. »Hvad er du i gang med?« »Jeg vil gerne lave en gade«. »Skal jeg ikke komme ud til dig?« Min hånd rystede. Jeg troede ikke mine egne ører: Her var en mand, ansat i Københavns Kommune, der ville tage ansvar ved at komme ud til mig! Klokken 8, en kold martsmorgen, kom han på sin motorcykel. Et meget sympatisk menneske: »Nå, sagde han. Skal vi gå rundt og kigge lidt på det?« I løbet af 10 minutter havde Hans fortalt mere faktuelt, end jeg havde indsamlet på 3 måneder i kommunens bureaukrati. I den kommende tid dukkede han altid op, når jeg havde brug for hjælp. Klokken 7 eller 17, i regn eller sne. Hver gang der var en ny problemstilling med kabler, asfalttyper, parkering osv., kom han med løsninger. Selv da en af foreningerne var ved at springe fra hjalp han og hans kolleger Roepstorp og Hansen fra Asfaltafdelingen med at overbevise dem. Det var fortsat en kamp at få alle ejendommene med i løsningen. Nogle af hjørneejendommene havde faktisk langt flere beboere på andre gader, fordi selve Thomas Laubs Gade er kort. Så flertallet i Thomas Laubs Gade bor ud til kommunale gader. Hvordan overtaler du en beboer til at give 1000 kr. til en gade, hun ikke bor på og sjældent kommer i? For vores ejendom, hvor der kun er 5 lejligheder, var det 13.000 kr pr. familie, så det betød at vi måtte blive hjemme fra sommerferie det år. Kort før indbetalingerne skulle starte læste en beboer, at kommunen ville overtage ydre Østerbro som parkeringszone. Så sprang alle fra, og det tog en måned at mane rygtet i jorden. Til sidst fik jeg indsamlet penge, men så var der et nyt problem. Hvad stiller

skt

K – klimakvarter Østerbro

man op med halvanden million? Jeg kunne jo være stukket af til Barbados med dem! Vi satte dem ind på en af ejendommenes administrator-konti. Senere fandt jeg ud, at hvis den ejendom var gået fallit, havde pengene tilhørt fallitboet. Det havde jo været en katastrofe! Jeg kunne have fået retssager på halsen. Men ingen fortalte os noget. Kommunen burde selvfølgelig indsamle pengene i deres system, men det må de ikke.

Miraklet Så skete det. Efter 10 år. Vi lavede en gade! Vi havde entreret med kommunens Asfaltafdeling, der lavede et super produkt. Gaden blev renoveret i bund og med skråparkering og nye fortove. Efter ti år var det lykkedes! Og da den så var lavet, stod jeg dernede og glædede mig, men savnede nogle træer, for den idé havde jeg ikke kunnet få de andre med på oprindeligt. Heldigvis var noget af asfalten for blød til cyklerne og skulle skiftes, så Hans sagde: »Når vi nu er herude, så kan vi ligeså godt grave huller til træer«. Klimakvarteret hjalp os med at finde en landskabsarkitekt. Han vidste alt om træer, og vi blev i gaden enige om nogle japanske paradisæbletræer, der var gode i forhold til lysindfald. Hans fra Asfaltafdelingen kom selv og gravede hullerne. Han hentede muld i Valbyparken og lavede små kantsten rundt om hullerne. Det var faktisk min idé at træerne kunne stå der, hvor der opstod plads i skråparkeringen. Det var jo genialt. Nu er der både træer, men også plads til en tredjedel flere biler. Det er ikke sådan at gaden er blevet helt vild og overvældende som på Klimakvarterets brochurer, men du kan ikke forestille dig forvandlingen. Nu har vi en gade. Da jeg var færdig med det hele, vidste jeg så meget om renovering af private fællesveje, at kommunen kunne ringe til mig for information. Men jeg ville ærlig talt ikke kaste mig ud i sådan et projekt igen. Det var for slidsomt, og jeg har oplevet for megen modvilje, træghed og ventetid. Jeg har måske brugt et halvt års fuld arbejdstid for slet ikke at nævne den økonomiske risiko.

Magttomrummet Problemet, er, at kommunen ikke vil eller kan leve op til sit ansvar. Samtidig ved borgerne ikke, hvad der er deres ansvar, og de magter det heller ikke.

Derfor ligner mange private fællesveje herude og på ydre Nørrebro den rene elendighed. Kommunen har et omfattende regelsæt for, hvordan de skal bruge tilsyn og påbud i gaden, men de forsømmer ganske enkelt deres pligt. Vi prøvede engang, at få dem til at fjerne et gammelt bilvrag i gaden. Et bilvrag lige ud for din hoveddør er ikke et opmuntrende syn en mandag morgen i slud fra nordvest. Det kunne de ikke. Østerbro Avis skrev til dem. Det hjalp ingenting. Til sidst henvendte avisen sig til Københavns Politichef, og det viste sig, at den var efterlyst i Sverige. Så forsvandt den endelig efter 16 måneder. Uden sammenligning i øvrigt kan man se på situationen omkring de private fællesveje som på situationen i Mellemøsten, hvor der opstår et magttomrum, når systemet bryder sammen. Kommunen gør intet. Borgerne ved ikke, hvad de skal gøre. Resultatet bliver at ukrudt, huller og bilvrag tager magten. Ligesom IS i Mellemøsten. Hvis man som borger skal overgive suverænitet over vejen til kommunen, så skal der være nogen eller noget i kommunen, der er parat til at tage ansvaret. Og ansvar er altså lidt mere end at slå op i et manual og sende et ’Nej’ på et stykke A4 i en kommunal konvolut. Det ville være nemmere, hvis vejen bare var kommunal eller privat.

Lærdommen, ansvaret og gaven i problemet Helt overordnet må der være en sluse mellem borgerne og kommunen. En direkte kontakt til personer som Hans, der ved noget om forskellige projekttyper. Kommunen elsker at stille sig op på gadehjørner og uddele brochurer med borgmesterord om fællesskab og sammenhold. Men fællesskab skabes ikke af slogans og reklameafdelinger. Det skabes af folk der kan, må og vil noget. Herude på Østerbro er Områdefornyelsen Klimakvarter rigtig gode til at byde os indenfor. De var hjælpsomme og effektive i forbindelse med gadetræerne og senere med grønne tage. Men de har jo ikke nok at skulle have sagt. Vil du den anden vej ind i kommunen er det umådelig vanskeligt. Jeg mener, at kommunen skal være meget mere opsøgende, igangsættende og tilstede lokalt. Der skal være folk, der skriver ud til alle ejendommene i en

situation som den her og hjælper, som Hans hjalp mig. Jeg talte engang med tidligere teknikborgmester Søren Pind. Han sagde: »I skal bare lave et vejlaug, det har de gjort et sted i Hørsholm«. Ja, tak, fire villaer og et lille slot har sluttet sig sammen! Sådan en ansvarsløs, naiv person har siddet på et område, der er så enormt kompliceret. For at se på det positive, så giver Klimakvarteret os nogle unikke muligheder for at lære at samarbejde ordentligt. Det er tragisk, at klimaet påvirker os så meget, men regnen kommer, og så må vi bruge det til noget godt. Lad os gribe udfordringen og skabe et mere enkelt og dynamisk system. På en måde er det jo skønt, hvis vi rent faktisk kan være ’sammen om byen’, så det ikke er et tomt slogan. At vi kan skabe en smuk, dynamisk, grøn by, og at borgerne ved, hvor de skal gå hen, hvis de gerne vil være med.

På de næste opslag kan du læse reaktioner på denne artikel. Såvel en privat respons fra en medarbejder i Områdefornyelsen som den officielle respons fra Københavns Kommune.

Jørgen: Det lignede noget, du kan købe i Ukraine! Eller undskyld, Ukraine, det her var nok værre end Ukraine. Det var bare et stort rod af mudder og asfalt, og nogle af hullerne i vejen var blevet så dybe, at man kunne forsvinde i dem.

En mand der fik sin gade – Jørgen Thomsen

skt

K – klimakvarter Østerbro /

/ tekst: Jacob Cold

Borgerne reddede København Skt K har bedt Områdefornyelsens Torkil Lauesen, ’grand old man’ inden for byfornyelse, om en kommentar til Jørgen Thomsens artikel ’Manden på Motorcyklen’ og et par overvejelser om byfornyelse generelt.

Hvad er din umiddelbare reaktion på Jørgen Thomsens historie? Han har ret i, at det kan være vanskeligt for en borger på eget initiativ at trænge ind i kommunen. Systemet er sådan indrettet, at en ansøgning til kommunen enten får et ’ja’ eller et ’nej’. Måske med en begrundelse. Kommunen optræder her primært som myndighed. Der mangler muligheden for vejledning til at få projekter godkendt. Er det ikke kommunens opgave at give denne vejledning? Det er en prioritering: Skal der stå en rådgivende kommunal arkitekt til rådighed med konsulentbistand for enhver borger med et projekt i Københavns Kommune? Som Områdefornyelse kunne man godt overveje at afsætte flere midler til at støtte den type borgerdrevne projekter. Handler det her egentlig om prioritering eller om struktur? Det er også et spørgsmål om kommunal kultur og struktur. Har den person, du møder i kommunen den nødvendige viden og overskud? Jeg har en bekendt, der gerne ville have handicap-parkering foran sit hus. Hun ringede så til Center for Parkering og fik først ja, men det viste sig så, at der manglede noget asfalt til opstregning. Det er Center for Vejvedligeholds opgave, men der var ingen, der ledte hende videre, så hun fik et nej. Så kunne hun sidde og spekulere over det. I store forvaltninger dannes der let såkaldte siloer: Tårne, der ikke arbejder sammen, men lukker sig om sig selv. Man prøver at omstrukturere sig hele tiden for at forhindre det, men så opstår der nye siloer. Max Weber kalder det bureaukratiets jernlov.

skt

K – klimakvarter Østerbro

Hvad er kernen i Jørgen Thomsens historie efter din mening? At kommunen er uigennemtrængelig? Det er en del af det, men historien viser, at det ikke bare er spørgsmål om kommune versus borgere. Ofte er det borgere versus borgere. Nogle vil have en bænk og stokroser, andre leg i gaderne. Nogen vil slet ikke have noget, fordi det koster penge. Nogen tænker på fællesskabet, andre på hvad der lige er optimalt for dem selv. Borgerne på private fællesveje må også prøve finde deres egne ben, inden de sætter noget i gang. Mit private synspunkt er dog, at der ikke skal være private fællesveje i storbyer. Fortovene og vejene er noget vi fælles bruger, så det burde være kommunalt ejet. Er borgerne blevet for autoritetstro og derfor for tøvende i forhold til at tage initiativ? Det mener jeg ikke. Der er sket et enormt skift. Et skilt for 50 år siden med ’Græsset må ikke betrædes’, ville blive respekteret. I dag ville det medføre en shitstorm. Respekten for den kommunale embedsmand kan ligge på et lille sted, ligesom for lærere og autoriteter i det hele taget. Er kommunen tilstrækkeligt lydhør? Man vil i hvert fald meget gerne lave borgerinddragelse, men det er svært. Når man åbner et Områdefornyelseskontor løber borgerne ikke ligefrem døren ind for at deltage. Måske interesser det dem ikke? Måske frygter de, at de ikke har reel indflydelse? Mit råd er er at prøve det af. Man får måske ikke alle ønsker opfyldt, men nogen.

På Tåsinge Plads havde kommunen planer om mere liv og leg, men borgerne ville have mere ro og fred, bænk, natur og cappuccino. Og det fik de. Er København en bedre eller værre by end i 1999, hvor du begyndte at arbejde med byfornyelse? Jeg synes den er blevet bedre. Vi forsøger trods alt at begrænse biltrafikken og at skabe bedre byrum for fodgængere og cyklister. Jeg mener at tilgangen til byfornyelse har spillet en rolle. Her er sket en stor udvikling siden Egon Weidekamps hårdhændede forsøg på at rive ned og modernisere på Vesterbro og Nørrebro i slut-1970’erne og 1980’ere. Det gav en bred folkelig modreaktion, som nok var en øjenåbner for Københavns Kommune: Måske skulle man lave byfornyelse på en ny måde? Inddrage borgerne? Bevare eksisterende bygninger og værdier. Det resulterede i den nye mere nænsomme type kvarterløft, der begyndte midt i 1990’erne. Hvis det ikke havde været for folkelige protester og kravet om inddragelse kunne byen have set meget anderledes ud i dag. Tænk bare på den moderne by, politikere og byplanlæggere i 1960’erne ville have bygget i forbindelse med Søringen. Hvis den var blevet gennemført havde vi haft en motorvej helt fra Lyngbyvejen ind over søerne og lige gennem et Vesterbro fyldt med skyskrabere. Heldigvis nåede man kun SAS-hotellet. Det, planlæggerne synes er fantastisk lige nu, er det måske ikke om 50 år, så borgervinklen er vigtig for at undgå at tingene skrider ud. Torkil Lauesens kommentarer er udtryk for hans egne personlige holdninger.

Torkil: I store forvaltninger dannes der let såkaldte siloer: Tårne, der ikke arbejder sammen, men lukker sig om sig selv. Man prøver at omstrukturere sig hele tiden for at forhindre det, men så opstår der nye siloer. Max Weber kalder det bureaukratiets jernlov.

Kan du genkende Vesterbro? Sådan havde den elskede bydel set ud, hvis politikere og byplanlæggere havde fået deres vilje med ’Søringen’, et ambitiøst vejprojekt, der skulle forbinde Nordsjælland med et nyt forretningscentrum på Indre Vesterbro. Projektet krævede blandt andet en gigantisk motorvej gennem ydre Østerbro, beskæring af Søerne og et større Manhattenagtigt højhuskvarter på Vesterbro. Folketing og borgerrepræsentation med borgmester Urban Hansen vedtog planen, der mødte stor folkelig modstand. Den blev først udskudt og siden, under den økonomiske krise i 1973, opgivet.

skt

K – Københavns klimakvarter – Ydre Østerbro /

Kommentarer til de to foregående artikler ’Manden på motorcyklen’ og ’Borgerne reddede København’ Kommentar fra Anne-Sofie Degn, serviceområdechef i Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune Først vil jeg gerne sende et stort skulderklap til Jørgen Thomsen. Det er godt, at han på trods har knoklet for at få gennemført istandsættelsen af Thomas Laubs Gade. Vi ved godt, at de private fællesveje indimellem giver problemer, fordi der sker en sammenblanding af offentlige og privatretlige forhold. Grundejerne har det fulde ansvar for vejens udformning, vedligeholdelse og renholdelse, mens kommunen er forpligtet til at godkende udformningen, føre tilsyn med vejen og om nødvendigt give påbud om at istandsætte vejen. Vi ved også, at man som borger har brug for råd og vejledning i forhold til, hvordan man praktisk og økonomisk istandsætter en privat fællesvej. Mit indtryk er, at vi allerede er blevet en del bedre til dette, men det er noget, som vi fortsat har stort fokus på – også i forhold til, hvordan vi i forvaltningen kan hjælpe folk videre til den rette medarbejdere, så man ikke ringer forgæves. Ud over den information, vi har på vores hjemmeside, er der for nylig udgivet en særlig bog om private fællesveje i København, som giver rigtig god vejledning, og vi tager også altid gerne et møde med de grundejere, som ønsker det. Endelig vil jeg sige, at vi som kommune aldrig vil pålægge en enkelt grundejer som Jørgen Thomsen at styre så stort et projekt alene, men at det selvfølgelig godt kan ske af egen drift, fordi der heldigvis findes mange ildsjæle rundt omkring, som har de ekstra personlige ressourcer, der skal til. Men ellers vil kommunen stå for at fordele udgifterne og fordele dem på de enkelte grundejere, hvis vedligeholdelsen af vejen er så mangelfuld, at en samlet istandsættelse er nødvendig. Grundejerne kan i dag følge med i vurderingen af de private fællesvejes tilstand på kommunens hjemmeside. På den baggrund vælger mange grundejerforeninger selv at gå i gang med en istandsættelse, før vi skal udstede påbud. Kommunen er desuden i dialog med grundejernes paraplyorganisationer for i løbet af 2016 at finde ud, hvordan grundejere på private fællesveje uden grundejerforeninger bedst kan håndtere et påbud om samlet istandsættelse. Vi prøver således på flere fronter at nå ud til grundejerne på private fællesveje, så vi kan hjælpe bedst muligt inden for de rammer, vi har.

Supplerende kommentar fra Jørgen Thomsen, Thomas Laubs Gade Torkil Lauesens indlæg (’Borgerne redede København’ på side 38) er for mig både spændende og opløftende. Jeg synes, han lokaliserer nogle af de problemstillinger, som borgerne har i forhold til offentlige myndigheder. Dette at bureaukratiet vender på ’tværs’ og ikke på ’langs’. At der er områder, hvor kommunen skal tage hånd om borgerne og deres problemer og ikke blot være myndighed. Og endelig at kommunen er nødt til at skabe rum til medarbejdere med en helt anden profil, viden og dynamik og måske kigge på private virksomheders måder at organisere sig. Der er, som Lauesen også påpeger, et forunderligt skisma mellem borgere, der er absolut uden respekt for autoriteter, og borgere, der alligevel ikke tager initiativ. Spørgsmålet må være: Hvad eller hvem passiviserer borgerne? Og hvordan får man dem positivt på banen? Angående privat/fællesvej var det for mig overraskende, at dette ikke betød en deling af arbejdet, 50% til hver, men 99% til private borgere og 1% til kommunen. Mange af trakasserierne mellem borgerne under renoveringen opstod selvfølgelig på grund af en umådelig mangel på banal viden og indsigt. En viden og indsigt kommunen burde ligge inde med og stille til rådighed fra dag et. Anne-Sofie Degns indlæg finder jeg nok mere forudsigeligt og mindre givende. Men Anne-Sofie Degn er jo også på lidt af en uriaspost, sendt i byen af systemet. Man henter et ringbind på reolen, og i det finder man en skabelon. Måske fra studietiden på CBS. Skabelonen er, sjovt nok, ret så præget af den måde, hvorpå man modtager nye medlemmer i religiøse bevægelser. Først ros til det nye medlem, så nogle beroligende bekendelser om egne synder og utilstrækkelighed, herpå en lidt længere prædiken til fælles bedste og endelig en slutning, hvor vi rider mod den nedadgående sol og nye oplevelser i fællesskab. Ved udgangen får det nye medlem en lille pjece i farver og en www-adresse. Om en måneds tid bliver Anne-Sofie Degn sikkert kaldt til det politiske lederkontor oppe på kommandobroen og spurgt, om der opstod nogen ubehagelige eller ligefrem fatale skader på grund af artiklen ’Manden på motorcyklen’. »Nej, kun et par meget små skrammer, nærmest ridser, de kan poleres væk«. Lederen nikker og Anne-Sofie Degn går tilbage ned gennem gangene til sin plads, og moderskibet fortsætter uskadt på sin rejse gennem galakserne ’mod det uendelige univers’1. ’Ground control to Major Tom: Now it’s time to leave the capsule if you dare’2. 1Buzz Lightyear, 2David Bowie Med venlig hilsen Jørgen Thomsen P.S. Det går pludselig op for mig, efter at have været med til at overtage hele vores gårdrum fra kommunen og totalrenovere det, plus at have været med til at totalrenovere en hel gade, at jeg endnu har til gode at besøge bare et kommunalt kontor. Endsige at møde bare en eneste kommunal embedsmand. Men jeg er ganske sikker på at det hele eksisterer.

skt

K – klimakvarter Østerbro

now it’s time to leave the capsule if you dare

Illustration: Jørgen Thomsen

skt

K – Københavns klimakvarter – Ydre Østerbro /

skt

K â&#x20AC;&#x201C; klimakvarter Ă&#x2DC;sterbro / Fotos: kenneth Olsson

skt

K â&#x20AC;&#x201C; klimakvarter Ă&#x2DC;sterbro /

Nabo Østerbros Kor

skt

K – klimakvarter Østerbro

skt

K â&#x20AC;&#x201C; klimakvarter Ă&#x2DC;sterbro /

/ tekst: Jacob Cold // foto: Kenneth Olsson

’Samskabelse’ er et af tidens modeord, men hvad med et godt gammeldaws fællesskab? Skt K’s udsendte besøgte Nabo Østerbros Kor og endte med at synge solo. Diskussionslysten er tydelig allerede under den korte frokost, inden korprøven starter. Her er laks, flere slags sild og mange holdninger til den verserende flygtningekrise. Flertallet er flove over Danmarks optræden i disse dage: »Du er nødt til at tage flere flygtninge, end du tror du kan,« lyder det nede fra den anden ende af bordet. Eva, pensioneret skolelærer, fortæller en historie fra Halsnæs, hvor syriske flygtninge skabte cateringfirmaet ’Lille Latakia’, en strålende succes. »Men alle de 60.000, der kommer, kan jo ikke lave cateringfirmaer!«, siger Merete uden helt at redegøre for, hvor hun har dette tal fra: »Vi kan godt tage imod dem, men så skal vi være ærlige og se i øjnene, at vi må skære ned på velfærdssamfundet.« Det får Hanne op i omdrejninger: »Det værste er måden, man taler om de her ting. DF’s måde. De vil ikke have nogen fremmede, men kun det danske flag og dansk mad.« »Socialdemokraterne siger jo det samme«, holder Merete fast. »Man bliver nødt til at regne. Ellers ender det med borgerkrigslignende tilstande.« Bent fremhæver det fine arbejde Røde

skt

K – klimakvarter Østerbro

Kors gør for flygtninge i lokaler på Hovedbanegården for kun 300.000 kr. pr måned. Hans sidedame giver ham ret: »Vi må lære at nøjes med mindre. Når vi har brug for hjælp, må vi stoppe op og tænke: Kan vi stramme lidt op her?«

Hyhy hoh hoho høh Aaaaaaaa Aaaaaaah Sssssss! S

Meningerne står skarpt, men der er ingen fordømmelse at spore. Snakken falder på den gang, der ikke var samme rigdom. I nøjsomhedssamfundet. »Hvis det sneede, talte man mønterne til bussen. Der var aldrig penge nok«. »Men jeg synes ikke, vi var mindre lykkelige dengang«, siger Merete: »Jeg kan huske, vi sad os spillede kort om aftenen. Ikke noget med telefon eller facebook«. »Nej, hvorherre bevares!«

Tour we a haw Inden vi synger får jeg lov til at massere Merete. Hun er voldsomt nysgerrig og spørger til min uddannelse og mine planer. Hun har ikke selv har taget en uddannelse, men læser 5 aviser om dagen og tager en masse kurser. Det næste bliver om Weimarrepublikken i Tyskland i 1920’erne. Jeg får en kompliment for min massage: »Hvor har du lært det?«

ho haha hø hehe. aah! h! Sssssss!

skt

K – klimakvarter Østerbro /

Så er der stemmeopvarmning i en cirkel:

»Hyhy hoho haha hoho høhø hehe. Aaaaaaaaah! Aaaaaaah! Sssssss! Sssssss!« Dernæst følger en opvarmningssang skrevet af Frans Rasmussen, der er kendt fra tv-udsendelserne »Sangerne fra opgangen«,, hvor han var korleder for sangere fra både Vollsmose og Urbanplanen:

»A goer a tour we a haw, det gør a næsten wer daw, a goer a tour we a haw og samler raw. Ååååh Westerhaw! Åååhh Westerhaw!« Nu er vi varme og klar til at lære en ny årstidssang, der starter. »Januar kommer først med kulde, sne og slud.« Da den ikke helt ukomplicerede melodi er blevet lært, kan jeg mærke, at der sker et skift inden i mig. Det er som om, de lyse kvindestemmer får noget til at opløses og blive blødt. Jeg føler, at jeg læner mig ind i dette fællesskab, omsluttet og omfavnet. Vi fortsætter med flere sange i mol, og jeg forsøger at følge med, mens lydene trænger gennem min skal, og jeg får tårer i øjnene.

Da nogen foreslår ’I skovens dybe stille ro’, er jeg parat til at lade tårerne vælde frit frem, men Eva synes alligevel, at vi trænger til noget mere muntert og Anne-Marie spiller for i den ’Den allersidste dans’, som vi svajer fornøjeligt til. I forlængelse af frokost debatten om flygtninge synger vi ’Godmorgen lille land’:

»Godmorgen, stå nu op! Stå ud af drøm og tankespind og stræk din tunge krop, for ingen er alene; når verden lukkes ind, bygger vi bro fra sind til sind.« What a wonderful world Jeg er for længst holdt op med at være iagttager. Det kunne være mit eget kor, og jeg har ligeså stor glæde af at synge som de andre. Også fotografen skråler med i vilden sky. Den livskraft, jeg oplever her, er helt umiddelbar. Ikke noget, der behøver tales op, fordi det er smukt at ældre mennesker mødes og synger sammen. Kraften er der simpelthen. Og de synger godt. Pludselig opstår det moment, jeg måske havde længtes mod, men ikke vidste, at jeg længtes mod. AnneMarie, hos hvem jeg før har taget et par sangtimer, synes at tiden er kommet til soloer. »Værsgo« siger hun til mig, »du

kender ’What a wonderful world’. »Der er ingen vej udenom.« Først lidt genert fra min plads i cirklen, men så med et par skridt frem mod klaveret, og siden, mens medviljen skyller ind over mig fra de forsamlede, udfolder jeg mig på bedste Louis Armstrong-maner og nyder hvert øjeblik. »Du burde stille op til X-factor,« lyder det efter bifaldet. Bagefter gentager Merete kunststykket i sit lysere leje, og nok engang risler det ned ad ryggen, inden vi synger en afsluttende fælles sang og runder af efter halvanden times udfoldelser. Opstemte er vi nu, lettere og lysere. Sangen udløser en masse skønne ting, siger Anne-Marie, mens vi spiser kage: »Vi laver endorfiner, seratonin, vi dæmper blodtrykket.« »Vi lever længere«, tilføjes det. Herefter taler vi om det gode liv. Og om det, der kommer i vejen for det. »Mange af de problemer, vi har, kan vi kun løse ved at være kreative«, fortsætter Anne-Marie. »Vi er så stolte af eliten, og der er så meget fokus på præstationer, også inden for sang, men vi skal fokusere langt mere på glæden og skaberlysten.« »Ja«, tilføjer Hanne, »Med lidt sangpædagogik kan alle få den her endorfinudløsning og glæde. Og i øvrigt kunne vi godt bruge et par mænd mere.«

»Godmorg stå nu op ud af drøm tankespin 44

skt

K – klimakvarter Østerbro

I reportagen nævner korleder Anne-Marie Kozuleh sangens ’helbredende’ effekt. Denne beskrives nærmere i artiklen ’Korsang for et bedre liv. Kor, identitet og helse’. Gennem korsangen får vi ifølge en artiklens forfatter mulighed for at udtrykke følelsesmæssige højdepunkter i et forpligtende fællesskab. Samtidig lærer vi at at mestre et sprog. Det er med til at skabe identitet, mening og sammenhæng i livet hos den enkelte sanger. http://videncenterforsang.dk/korsang-bedre-liv

Nabo Østerbros Kor øver hver torsdag i Vibenshave, Nyborggade 9, 12-14. Fri frokost for 25 kr. Mulighed for stemmetræning inden kor, torsdage 10-11.30 på adressen Odensegade 6. Man er velkommen til gratis prøvetime både til stemmetræning og til kor. Nabo Østebros Kor ledes af korleder og sanger Anne-Marie Kozuleh, uddannet ved Det Danske Musikkonservatorium. Yderlige info og kontakt: på amk@vennemindenet.dk

gen, p! Stå m og nd og skt

K – klimakvarter Østerbro /

skt

K â&#x20AC;&#x201C; klimakvarter Ă&#x2DC;sterbro / Fotos: kenneth Olsson

skt

K â&#x20AC;&#x201C; klimakvarter Ă&#x2DC;sterbro /

Se mere om Klimakvarter Ă&#x2DC;sterbro pĂĽ: www.klimakvarter.dk