Skt k magasin 4 by LARM

ul tur en om kærlighed

om at kultivere et frø

om det muliges kunst om kapløb med tiden

om hvide stakitter om multikultur

SANKT KJELDS KVARTER | JUNI 2015

om Østerbro

omkring Kulturcenter Kildevæld

no 4

skt

Kulturcenter Kildevæld

Kildevældsskolen

Kildevældssøen

Illustrationen er udført af Svendborg Architects

Skt K magasin Ophavsmænd: Cold/Olsson

INDHOLD

Redaktør: Jacob Cold

Kulturcenter Kildevæld – det muliges kunst

Skribenter: Jacob Cold Alexandra J. Mollerup Aleksander A. Dokkedal.

Kultur er kærlighed

Skolen og Kulturcentret

Grafisk design: Kenneth Schønning Olsson

Multikultur er mere end revy og kebab

Kulturens kapløb med tiden

Hvad er kultur?

Kunsten at kultivere et frø

Kontakt: MagasinSktK@mail-online.dk

Tilhænger af det hvide stakit

Magasinet er støttet af Områdefornyelsen Sankt Kjelds Kvarter og Østerbro Lokaludvalg

En oase for byens unge

Foto: Kenneth Schønning Olsson (undtagen portrætter af Mette Mertz og Nana Vaaben) Tryk: Dansk Avistryk Oplag: 18.000 Juni 2015

Hvad sker der her?

Bagsiden

Kulturen i Kulturcenter Kildevæld

At kultivere sig selv og hinanden

Jacob Cold, redaktør.

sterbro får snart et nyt kulturcenter! På Ydre Østerbro ved Kildevældsskolen og Kildevældsparken. Det er hovedtemaet i denne 4. udgave af kulturmagasinet Skt K, der udgives med støtte fra Områdefornyelsen Skt. Kjelds Kvartér og Østerbro Lokaludvalg.

Kulturelle oplevelser bliver bedst, når vi føler os trygge, og i den tryghed kan møde noget nyt og anderledes, pointerer Områdefornyelsen chef René Sommer Lindsay, der også peger på, at det måske er fint nok, at Østerbro er lidt ’provinsbyagtig’ og at Kulturcentret bliver en form for medborgerhus, men med plads til det skæve.

Magasinet Skt K har redaktionel frihed. Vores formål er både at informere om Kulturcentret, men også at fortælle historier fra kvarteret og medvirke til en levende debat om kultur generelt. Vi håber at lokke så mange og så forskellige borgere som muligt til Kulturcentret, så vi kan få en levende, udfordrende kulturudveksling.

Kultur er at ’afstresse’ og ’kultivere’ mennesker, give dem plads, rammer og inspiration til at folde sig ud, lyder det fra Kultur Østerbros chef, Mogens Holm. Men kultur er også at ’kultivere’ naturen og sig selv, som vi ser i Københavns første taglandbrug, ØsterGRO. Menneskesjælen er som en plante, der kræver pleje, nærvær og frihed for at trives og folde sig ud.

I dette blad spørger vi blandt andet: Hvad er kultur? Og hvad er god kultur?

God kultur kan efter vores mening skabes i et miljø, hvor der er en fælles historie, nogle fælles spilleregler og plads til den enkelte. Man kan ikke lade som om kulturelle forskelligheder ikke eksisterer, men man kan skabe en fælles ramme, der sikrer, at der er plads til det meste, men hvor de færreste skræmmes væk.

Kultur er ’kærlighed og personlig udvikling’, hævder en kommunerepræsentant, der ønsker et sted, hvor forskelligheder mødes, og hvor man lærer noget nyt om sig selv. Kultur er mødet mellem mange kulturer, ikke bare mellem revy og kebab, siger mødrene til elever på Kildevældsskolen.

Held og lykke med projektet og tillykke med det kommende kulturcenter.

ul tur en Kulturmagasinet Skt K – no 4

En tidslinje over forløbet:

Når Ydre Østerbro i december 2016 får et nyt kulturcenter ved Kildevældsskolen er det kulminationen på en lang politisk proces. Nogle vil mene at Kulturcentret endelig indfrier det gamle borgmesterløfte til bydelen, andre at man havde forventninger om et større og mere selvstændigt ’kulturhus’. Afgørende er dog, at alle de største aktører såsom Østerbro Lokaludvalg, Kultur Østerbro, Kultur- og Fritidsudvalget, Områdefornyelsen Skt. Kjelds Kvarter og en lang række foreninger og institutioner nu står sammen om det kommende Kulturcenter Kildevæld.

2000-2004: Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen lover flere gange borgerne på Østerbro et nyt kulturhus. 2005: Borgerrepræsentationen beslutter at afsætte 30 millioner til et nyt kulturhus, men gør som betingelse, at huset skal finansieres med salget af den såkaldte Beauvais-grund på Ydre Østerbro. Det er også tanken, at kulturhuset skal placeres i dette område nær banen og Ryparken Station. 2008: Det besluttes, at kulturhuset i stedet skal placeres på Hans Knudsens Plads, men stadig betinget af salget af Beauvais-grunden. Grunden er fortsat ikke solgt. Et projektforslag med en ramme på 60 millioner udarbejdes. 2009: Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune fremsætter ønske om, at der i kommunens budget afsættes økonomi til et kulturhus på Ydre Østerbro uafhængig af salget af Beauvais-grunden. Borgerrepræsentationen finder ikke disse penge i budgettet. 2011: Kulturhusplanerne begynder at se meget usikre ud, da det fortsat ikke er lykkedes af sælge Beauvais-grunden. Områdefornyelsen Skt. Kjelds Kvarter beslutter at arbejde for udbygning af et eksisterende mødested til et ’kulturcenter’, da det gamle kulturhusprojekt efterhånden virker urealistisk. I samarbejde med en række borgere, foreninger og institutioner begynder man at tegne en profil for dette kulturcenter. Forår 2012: Kultur- og Fritidsudvalget, der er forelagt idéen, beslutter at arbejde for et kulturcenter ved Kildevældsskolen og skrinlægger den gamle plan om et kulturhus på Hans Knudsens Plads. Østerbro Lokaludvalg tilslutter sig efter en del debat om det gamle kulturhusprojekt at arbejde for Kulturcentret som den mest realistiske løsning. Sommer 2012: Der afholdes et stort, alternativt borgermøde i form af en parade gennem kvarteret og arrangementet ’Kulturcenter for en dag’. Det sker i tæt samarbejde mellem Østerbro Lokaludvalg, Kultur Østerbro, Kildevældsskolen og en række lokale foreninger og institutioner. Formålet er både at undersøge, hvad borgerne ønsker, at vise hvad der kunne foregå i Kulturcentret – og at holde Københavns Kommune fast på deres nye løfte. Efterår 2012 og 2013: Der afholdes en række workshops med henblik på at undersøge, hvilke behov der er for aktiviteter i Kulturcentret. Flere af disse tager udgangspunkt i en ’bæredygtig’ profil, idet Skt. Kjelds Kvarter samtidig får status af Københavns første ’Klimakvarter’. Østerbro Lokaludvalg laver en spørgeskemaundersøgelse på hjemmesiden, som også efterspørger borgernes ønsker. Alle disse informationer gives til den nedsatte styregruppe for Kulturcentret. Forår 2014: Kultur- og Fritidsudvalget bevilger 26,5 millioner til opførelse af Kulturcentret ved Kildevældsskolen. Sommer 2014: Lokal og Anlægsfonden giver tilsagn om bevilling af 5 millioner kroner til Kulturcentret. Vinter 2016: Kulturcentret på Kildevældsskolen skal efter planen stå klar og indeholde blandt andet bibliotek, café, mødelokaler, et kreativt værksted og et stort bevægelsesområde. Det skal indgå i samspil med både Kildevældsskolen og Kildevældsparkens udearealer. Centrets samlede areal planlægges at blive cirka 1050 kvadratmeter, hvoraf 500 er nybygning og 550 er ombygning af eksisterende lokaler på Kildevældsskolen. Den daglige ledelse vil Kultur Østerbro stå for som del af Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Kulturen i Kulturcenter Kildevæld

Kulturcenter Kildevæld – det muliges kunst

Kildevældsskolen

Kildevældssøen

Illustrationen er udført af Svendborg Architects

Kulturmagasinet Skt K – no 4

vi være opmærksomme på, at vi allerede har nogle traditioner med os omkring, hvad kultur er. Det er ikke et spørgsmål om at opfinde tusind nye aktiviteter. Jeg tror at nogle af traditionerne skal vi udfordre, og nogle af dem skal vi anerkende. Når denne ånd af samarbejde og dialog så for alvor svæver over Kulturcentret, så skal det være helt frit.

Kultur er kærlighed

Er vi ude i at kultur dækker over næsten alting? Som en gammel socialdemokrat sagde: At kulturen er summen af vores fælles erfaringer? Ja, men summen er større end de to tal lagt sammen. Kulturen er det, der samler os, men også det, der udfordrer os. Hvis jeg synes kulturen handler om frikadeller, rødkål og et dansk flag, så er der måske i traditionel forstand noget samlende og meget lokalt i det, men der er ikke nogen udfordring. Det er sjovere hvis man – for at blive i billedet – tager frikadeller og rødkål og så en vietnamesisk dessert. Fordi så får vi udfordret os selv, skabt en ny oplevelse.

AF JACOB COLD

Kulturen på ydre Østerbro får nu sit længe ventede kulturcenter. Men hvad er det for en kultur, der skal mødes her? Og hvad er kultur egentlig for noget? Skt K har talt med forhenværende projektchef for Områdefornyelsen, Mads Uldall, der har spillet en central rolle i kampen for at få et kulturcenter til kvarteret.

Nu får det ydre Østerbro langt om længe sit eget kulturcenter. Hvorfor egentlig ikke et kulturhus?

or mig er det et kultursted. Et sted, hvor man kan komme og møde hinanden og blive klogere på sig selv og andre. Når vi bruger ordet ’center’, er det fordi, der lå så mange billeder af, hvad et hus var. Vi kunne lige så godt have kaldt det et kultursted.

Det har ikke været helt nemt at finde en løsning på det ønske om et kulturhus, som har eksisteret på Østerbro i lang tid. Det, vi i Områdefornyelsen valgte at gøre, var at se på hvilke organisationer og institutioner, der allerede eksisterede, og som man kunne gøre stærkere og udvikle til kulturelle mødesteder. Her faldt blikket på skolen. Vi sagde: Der findes allerede et kultursted, som kan udvikles og åbnes op for de lokale. Og da vi så nærmere på det tænkte vi: Hold da op! Her kunne vi få 13.000 kvadratmeter til kultur for den pris det ville koste at nybygge 1.000 kvadratmeter.

KVARTERETS DAGLIGSTUE Hvordan vil du berolige dem, der bliver utrygge ved, hvad sådan et ’kulturcenter’ er for noget? Jeg mener jo netop ikke, at man skal vide eller på forhånd definere, præcis hvad det er. Det er godt, hvis navnet udfordrer folk til at være en lille smule usikre på, hvad det egentlig er. Visionen er det, vi i Kvarterplanen beskriver som, ’det tredje sted’. Vi har vores hjem, vi har mange tilfælde en arbejdsplads, og så er der Kulturcentret: Det er kvarterets dagligstue, hvor man mødes, og hvor alle har mulighed for at være med. Kulturcentret vil være resultatet af de ting, der sker der, og derfor kan du aldrig vide dig helt sikker på, hvordan det ser ud og føles, når du kommer der. Hvis du vil være 100 % tryg, så skal du nok blive hjemme. Tor Nørretranders har talt om, at fremtidens kulturhus vil være lige som de mest benyttede steder på internettet, hvor der er en ramme eller struktur, men hvor brugerne selv skaber indholdet: facebook og så videre…? Det er et udmærket billede, synes jeg, men jeg tror nu, at der til at starte med skal være en stærk idé med Kulturcentret. Vi skal holde fast i, at det er et samspil mellem alle de ressourcer, der er blandt de lokale aktører, herunder den lokale folkeskole. Samtidig skal

EN ÅBEN FEST Hvad vil der med sikkerhed ikke være plads til i Kulturcentret: Julefrokoster? Der vil være plads til rigtig mange forskellige ting i Kulturcentret. Det var en af de internatonale kunstnere, vi har inviteret, som boede hos en lokal borger og lavede et kunstværk, der fik os til at tænke over hjemmet, og hvordan vi bruger det. Til ferniseringen kom en hjemløs, som beboeren havde lært at kende på Ryparken Station, hvor vedkommende stod og solgte Hus Forbi. Selvfølgelig var der plads til hende; hvad ville mere oplagt? Men for at være helt konkret og ikke så filosofisk: Skal der være private julefrokoster? Nej, det skal ikke være et sted, som du køber til din egen lukkede fest. Ikke hvis det står til mig. Er der ikke en risiko for at der bliver kamp om pladsen? Forhåbentlig! Hvis der er to konkurrerende ideer om, hvilken aktivitet, der skal være torsdag kl. 20-22 i Kulturcentrets store sal, så kan det selvfølgelig blive til noget negativt, men hvis man snakker om det på den gode måde, så har man pludselig mulighed for at finde en fordeling eller en kreativ løsning. I stedet for at de unge vil have en koncert og de ældre et møde, så kunne det være supersjovt, hvis man kunne få de to ting til at hænge sammen. Koncerten kunne måske være ramme om mødet. Så var der både underholdning og publikum.

KVANTITET OG KVALITET Hvis Kulturcentret havde en bror eller en søster, hvem ville det så være? Vi har været ovre at se på et svensk kulturcenter, Garaget i Malmø, som har inspireret meget. Det, der er særligt ved Garaget, er, at det ikke ligner et kulturhus. Du kommer ind i et rum, hvor der er et bibliotek, en masse kreative værksteder, mødefaciliteter og et sted, hvor man kan performe. Så er der en cafe: Det er kvarterets dagligstue, hvor alt muligt kan foregå samtidig. Da vi var derovre, var der syv forskellige aktiviteter, der var i gang på samme tid, f.eks. sprogundervisning, syning, bogsøgning og et engageret møde. Men undskyld mig: Ville man ikke få mere ud af at se en professionel musiker eller danser end at sidde i et rum sammen med nogen, der syr? Jeg kan godt forstå, hvad du siger. Det er ikke et enten-eller, men lad mig forklare pointen endnu tydeligere: Hvis vi ikke ser hinanden, så forholder vi os ikke til hinanden. Hvis nogle unge og nogle ældre er ved

Kulturen i Kulturcenter Kildevæld

at lave noget sammen – sætte et teaterstykke op for eksempel – så forholder de sig til hinanden, og der er kontakt mellem livsformer og generationer. Det, jeg ser for mig, er, at man i Kulturcentret bevæger sig fra at se hinanden til at gøre noget sammen. Lige nu er der på Ydre Østerbro ikke rigtig noget sted, hvor man kan se hinanden.

FÆLLESSKABERNE Lever vi ikke i en tid, hvor folk i stigende grad orienterer sig mod deres eget segment: De, der er som dem selv? Det er interessant, at vores fællesskaber har ændret sig og er blevet snævrere. De gamle fællesskaber var nok familien, arbejdspladsen og kvarteret. Solide rodfæstede fællesskaber. I dag har vi nogle postmoderne fællesskaber, hvor vi er frigjort af traditionerne og selv kan vælge. Og der er mange flere valgmuligheder.

Ud fra det du siger om at se og møde hinanden, er det fristende at konkludere, at du er enig med dem, der opfatter kultur som relationer? Ja og nej. Jeg tror det er i relationen og mødet, at de synlige ting sker, men det, der er interessant, er, når det begynder at røre ved den enkelte som menneske. Når mødet sætter noget i gang og er med til at udvikle vedkommende. Så kultur er en form for personlig udvikling? Det tror jeg i høj grad, det er. Det er det, der samler os. Det er det, der gør, at vi befinder os samme sted og mødes, men gennem det møde får det os til udvikle os og gør os klogere på os selv og på hinanden. Og nogen gange gør det ondt at blive udfordret – og det er ok. Kan man sammenligne din beskrivelse af kultur med kærlighed? Ja … det tror jeg faktisk godt man kan. Det kan jeg godt. Både fordi jeg har masser af kærlighed til Kulturcentret, men også fordi jeg kan se kærligheden som metafor for de relationer, der er mellem de forskellige borgere i Kulturcentret. Kærligheden er jo noget, der udvikler sig og modnes, og samtidig, hvis man skal holde liv i kærligheden, er der nødt til at være noget spræl og uforudsigelighed. Kærlighed er det trygge, men også det overraskende. Det spontane. Det ekstravagante. Nogen gange har man lyst til ristede kastanjer og en flaske rødvin. Nogen gange har man lyst til at danse moderne. Nogen gange kan man mærke kærligheden stærkere end andre gange. Men det kræver, at man tør møde hinanden.

»Kærligheden er jo noget, der udvikler sig og modnes, og samtidig, hvis man skal holde liv i kærligheden, er der nødt til at være noget spræl og uforudsigelighed. Kærlighed er det trygge, men også det overraskende«

Mads Uldall

Men din antagelse om, at de fællesskaber er lukkede og homogene, tror jeg ikke på. Jeg tror, at det moderne menneske indgår i mange fælleskaber. Dit ene fællesskab er måske, at du er ung og single, ét andet er, at du elsker at lave teater. Så mødes du med nogen, der er i en helt anden situation end dig, men I har teatret til fælles. Og så når premieren er overstået, og klapsalverne har lagt sig, skal de yngste og de ældste måske hjem, mens nogle af de unge singler bliver og drikker en øl. Det er bare fint.

UDVIKLING OG KÆRLIGHED

Kulturmagasinet Skt K – no 4

Skolen og Kulturcentret

Kulturen i Kulturcenter KildevĂŚld

Mette Mertz

Nana Vaaben

– mor til Marius og Malte, der begge går på Kildevældsskolen. Medlem af skolebestyrelsen.

Kulturcentret bygges op ad Kildevældsskolen, der står midt i en folkeskolereform. Skt K har spurgt henholdsvis en forsker og en mor til to elever, hvordan det går med reformen, og hvad den kan betyde for Kulturcentret. Hvad er det mest positive ved skolereformen, som du oplever den nu? Mette: Jeg oplever, at lærernes teamsamarbejde er blevet meget mere tydeligt for os forældre. Der kommer beskeder og ugeplaner fra hele teamet på et klassetrin, og man kan i højere grad end tidligere mærke deres givtige samarbejde. Og så synes jeg, det er superhyggeligt, hvis man kommer forbi skolen om eftermiddagen at opleve den gode summen og stemning, når der er lærere i gang alle steder. Men det er jo i virkeligheden mere den nye arbejdstidsregel ... Nanna: Der ligger mange gode tanker spundet ind i skolereformen, men nogle af dem er unægtelig godt gemt. Især synes jeg, at der i skolereformen ligger nogle sympatiske – og klassisk danske – læringssyn, som handler om at tage børnene alvorligt og så vidt muligt give dem indflydelse.

– adjunkt (PhD) og forsker på UCC. Har en bog på vej om ledelse og organisering i skolen efter reformen.

Hvad er det mest problematiske ved skolereformen, som du oplever den nu? Mette: At nå at lave lektier for de klassetrin, hvor de stadig går i fritidshjem. Vi prioriterer meget højt, at vores mindste barn stadig går i fritidshjem som før, selvom han har fået længere skoledag. Det betyder, at hans dage er blevet lidt længere, og at det til tider kan være svært at nå det hele. Jeg er meget optaget af de undersøgelser, der viser, at lektier ikke nødvendigvis giver klogere børn, og jeg ville elske ’kun’ at skulle læse og lave større opgaver med mine børn. Nanna: At man tror man kan få mere af alt på kortere tid og for de samme penge. Mere læring, mere trivsel, mere bevægelse, mere inklusion, mere målstyring, mere evaluering og mere af alt muligt andet. Derudover rummer reformen også nogle anderledes læringssyn baseret på målstyring og måling af børns læring. Jeg tror mange lærere sukker efter en diskussion af HVAD børnene skal lære i stedet for HVOR MEGET, de skal lære, og hvordan man måler det. Tror du reformen på sigt vil ændre kulturen på skolen og i givet fald hvordan? Mette: Ja, det tror jeg. Jeg tror og håber på at folkeskolereformen vil fremme en skole, der tilbyder mine børn en større alsidighed i læringsmæssige tilgange. Jeg har kun stor ros og respekt både overfor lærere og pædagoger, og at de nu i højere grad skal samarbejde om vores børns læring, kan jeg kun være glad for. Nanna: Kulturen kan godt kan blive ændret, men jeg tror desværre, at det bliver i en anden retning, end det var tænkt. Jeg tror, at ambitionen om at få mere for mindre ved at omorganisere og målstyre børns og voksnes tid til en vis grad vil medføre lærere, der er mindre engagerede og laver mindre inspirerende undervisning. Af samme grund tror jeg også, at børnene kommer til at finde skolen mindre inspirerende, fordi der vil være mindre overskud i lærerrelationen.

Var det klogt at lave en reform af folkeskolen og af lærernes arbejdstidsregler samtidig? Mette: Nej, det var sgu ærlig talt ikke det skarpeste. Det har været én stor pærevælling af argumenter for og imod reformen og arbejdstidsreglerne. Det havde gjort det meget nemmere, hvis man ikke havde gjort det på samme tid. Nanna: Nej, og jeg tror faktisk også, det kom bag på mange politikere, at det udviklede sig så grimt. I ministerierne og KL har man siden 2006 og 2007 ønsket at spare penge og i den forbindelse bestilt en række rapporter, der skulle vise, at lærernes arbejdstidsregler var den store stopklods. Det var basal økonomisk logik. Det, der beklageligvis skete ved at ville gøre begge dele på én gang, var, at ressourcejagten udviklede til en ’lærerjagt’ og medførte en folkestemning, der gjorde det legitimt at betragte lærere som dumme og dovne. Det er en virkelig nedbrydende for en faggruppe. Hvordan forestiller du dig samspillet mellem skolen og Kulturcentret? Mette: Jeg drømmer om et harmonisk samarbejde mellem skole og kultur, hvor alle aktører kan drage nytte af hinanden. Jeg håber på en virkelighed, hvor skolen bruger mange af faciliteterne i løbet af dagen, og hvor der, i takt med at børnene får fri, starter flere og flere andre kulturelle tilbud, så området vil summe af energi næsten døgnet rundt. Nanna: Det kan blive til alting og til ingenting. Skolereformen rummer jo ambitionen om ’den åbne skole’ i samarbejde med både musikskoler og sportsforeninger, frivillige og forældre, firmaer, museer og alle mulige aktører i lokalsamfundet. Det er en kompliceret affære, men hvis man kan få sat den ind i en struktur, hvor alle ikke tror at nogle andre har ansvaret, så tror jeg på ideen.

Fotos leveret af Mette Mertz og Nana Vaaben

Kulturmagasinet Skt K – no 4

I denne samtale mellem fire engagerede mødre, der bor i Danmark, men har deres rødder i 4 forskellige kontinenenter, kastes lys på det ægte multikulturelle møde. Det er, som det fremgår, et møde, der ikke er præget af modsætninger, men af nysgerrighed og ægte interesse.

Multikultur er mere end revy og kebab

Shahnac stammer fra Pakistan. Gininia stammer fra Sierra Leone. Shizuka stammer fra Japan. Ildiko stammer fra Ungarn. Alle mødrene har børn på Kildevældsskolen.

»... man kan bedre forstå hinanden, hvis man kan se, hvilken kultur man kommer fra, og hvordan man lever. Hvordan ser en afrikansk bog ud f.eks.? Det kunne jeg godt tænke mig at se«

AF JACOB COLD

Shahnac: Emil fra Lønneberg ... Gininia: Dronning Margrethe og alt det der. Man bliver træt af det ... (latter) I Sierra Leone har vi også historier; vi har folk, der går rundt og fortæller historier. Det kunne man også bruge.

vad er kultur?

Gininia: Kultur er din baggrund. Hvor du kommer fra. Dine vaner, som går i arv gennem generationer. Det kan være madlavning, børneopdragelse... Ildiko: Kultur er traditioner. Livsstil. Sprog. Shahnac: Ja, det er er vigtigt, at du kender dit modersmål. Jeg vil meget gerne have, at mine børn lærer urdu. Nu er der kun mulighed for arabisk, dansk, tysk, engelsk Shizuka: Det kan også være kreative ting. I Japan har vi origami, som alle faktisk kan lave. Alle har lært det af deres mor. Det er en kulturel tradition. Skt K: Hvordan forestiller I jer Kulturcentret? Ildiko: Jeg kunne godt tænke mig, der var en teaterscene. Hvor børnene fra de forskellige skoler optræder. En slags konkurrence, hvor man inviterer alle: Skolerne mod hinanden... Gininia: Ja, ligesom en dyst. Derfra, hvor jeg kommer, er der en konkurrence hvert år, hvor man viser frem, hvad man kan. Shahnac: Der kunne også være konkurrence i madlavning. Noget man laver sammen forældre og børn. Pakistansk mad over for noget andet mad. Gininia: Ja! I afrikansk madlavning bruger vi f.eks. ikke decilitermål. Vi måler med øjnene. Men det bliver godt alligevel. Jeg synes, vi har brug for er et sted, hvor alle kan bidrage lidt. Ikke kun med fokus på dansk kultur, som her på Kildevældsskolen. Ikke kun revy og den slags. Vi behøver ikke hele tiden høre om H.C. Andersen, Pippi Langstrømpe ... (griner)

Ildiko: Det er ikke fordi, det kun er dansk kultur, der fylder her på skolen. Det er også lige så meget amerikansk og engelsk kultur, som er blevet del af dansk kultur. Shizuka: Jeg vil meget gerne se ting fra mange forskellige lande. Udstillinger med billeder. Ildiko: Ja, man kan bedre forstå hinanden, hvis man kan se, hvilken kultur man kommer fra, og hvordan man lever. Hvordan ser en afrikansk bog ud f.eks.? Det kunne jeg godt tænke mig at se. Skt K: Hvilke aktiviter synes I, der skal foregå i Kulturcentret? Ildiko: Jeg synes, det er vigtigt, at Kulturcentret er et sted, der giver information om, hvad der sker i området. Det er besværligt at gå på websider og få overblik. Gininia: Der skal være noget for de gamle. Så de også kan få lov til at komme. Ildiko: Fra 0 til 99 år. Eleverne har forældre, og de har bedsteforældre. Gininia: Jo mere der er for børnene, des mere kommer forældrene. Ildiko: Jeg ville gerne se forskellige billeder fra forskellige børn. Kunstværker som de laver. Shizuka: Koncerter. Ildiko: Et hyggerum. Et puderum for teenagere måske. Hvor de kan ligge og lave ingenting. Der er de gode til. Shahnac: De vil bare slappe af. Spille computer. Der er allerede et sted herovre, Den bemandede Legeplads (red.), hvor de kan spille indenfor, så det behøver de ikke have i Kulturcentret.

Kulturen i Kulturcenter Kildevæld

Shahnac, Gininia, Shizuka og Ildiko. »... så skal der være over 100 værelser. Værelser, hvor man går ind i nye værelser. Og hvis man vil give indtryk af japansk kultur, kan man have en stemme i højttaleren, der hele tiden snakker, blablabla! I Japan er der lyd og larm hele tiden«

Gininia: Det kunne være rigtig godt med én, der kan forklare dem, hvordan det danske system fungerer. Der er nogen, der ryger helt uden for systemet, så hænger de ud på gaden. De ved ikke, hvad de skal gøre. De mangler 9. og 10. klasse. Hvad skal de så lave? De har brug for gode råd. Ildiko: En mentor. En livsvejleder. Gininia: Ja!

Gininia: Ja, alle er stille i Danmark. (sukker) Jeg er vist lidt negativ i dag. Shizuka: I dag? (griner) Shizuka: Jeg har opdaget, at danskerne om sommeren er enormt glade. De larmer og åh! Og ih! Men om vinteren er de meget deprimerede. Shahnac: Det er ikke kun danskerne, der er nede om vinteren. Jeg kan også blive helt træt. (griner)

Skt K: Hvad kunne være helt fantastisk? Shizuka: Der kunne også være et teceremonihus. Et lille rum. Det kan være småt, med tatamimåtter. Gininia: Og sushi? Det er lækkert!

Shizuka: Jeg kunne godt tænke mig en kulturfest, hvor man kan kigge på og købe forskellige ting. En sakura-festival for eksempel, som vi kender fra Japan. Der har været én hvert år nede ved Den lille Havfrue, hvor der er mange kirsebærtræer. Sakura betyder kirsebærtræ. Så kommer der masser af små butikker. Folk kommer ind og ser på bøger osv.

Shizuka: Ja, ja. (griner) Ildiko: En udstilling med ting som er typiske for forskelige lande og berømte. F.eks. Rubi kuben, som er ungarsk. Det ved folk ikke. Shizuka: Ja, så skal der være over 100 værelser. Værelser, hvor man går ind i nye værelser. Og hvis man vil give indtryk af japansk kultur, kan man have en stemme i højttaleren, der hele tiden snakker, blablabla! I Japan er der lyd og larm hele tiden.

Kulturmagasinet Skt K – no 4

Gininia: Det skal være plads til mange kulturer. Jeg bor tæt ved Nørrebrohallen, men jeg kommer der ikke så meget, for det er meget overtaget af arabisk kultur. Det er kebab det hele! Det er fint nok med arabisk kultur og dansk kultur, men ikke hele tiden! Shahnac: Ja, hvad med os pakistanerne! Vi er jo slet ikke arabere! (latter) Ildiko: Det skal være et sted, hvor man virkelig kan opleve forskellighed.

Kulturens kapløb med tiden AF JACOB COLD

AT BYGGE MED LEGO Kultur Østerbro får ansvar for den daglige drift af det kommende Kulturcenter. Hvad er det, borgerne på ydre Østerbro efter din opfattelse drømmer om?

et er mit klare indtryk, at det hus eller center, borgerne ønsker, er noget ganske exceptionelt anderledes, end man har set andre steder. Det er ikke sådan, at vi bare kan skele til et kulturhus på Amager eller i Valby eller Malmø og efterligne det. Borgerne ønsker tydeligvis en helt særlig Østerbro-udgave. Vi oplever ikke, at de vil have et sted til deres specifikke forening eller aktivitet, det være sig bowling eller stramajbroderi, men at de ønsker et mødested, hvor de bliver udfordret i deres egen selvforståelse. Et mangfoldigt sted. Hvordan har I fået det indtryk? I styregruppen for Kulturcentret er der et bredt udsnit af folk fra skolen, foreninger, Lokaludvalget, miljøorganisationer og frivillige. Samtidig er der gennemført en række ’folkevandringer’ hen mod Kulturcentret: fysiske bevægelser, der har haft karakter af borgerinddragelse. Her har man både ’vist vej’ til centret og bydelen som helhed og samtidig spurgt folk, hvad de drømmer om. Der har også været en række traditionelle undersøgelser som fokusgrupper og spørgeskemaer og mere utraditionelle som eksempelvis brætspil, som vi spillet med borgerne. På den måde har vi spillet eller leget deres ønsker frem. Hvad angår Kulturcentret, er det også muligt vi bygger modeller i Lego eller lader borgerne bygge dem. Det gør, at nogle andre end dem, der normalt sidder i bestyrelser eller skriver læsebreve, kommer til orde i processen.

DEN GRÆSKE AGORA OG DE NI MUSER Hvordan ser du personligt Kulturcentret for dig? Min egen personlige vision er inspireret af den klassiske græske agora. Det er den her centrale plads med et springvand i midten, omgivet af en søjlegange. Her mødes folk og snakker, børnene leger, og hvis man

Østerbro står foran en rivende kulturel udvikling med udbygningen af Nordhavn, kommende metroforbindelser og nye kulturfaciliteter. I en samtale med Kultur Østerbros chef, Mogens Holm, filosoferes både lavpraktisk og højpandet om det nye Kulturcenter Kildevæld, om Østerbros sjæl og om kulturens rolle i regnedrengenes epoke.

vil have lidt mere fortrolige samtaler eller afgrænsede aktiviteter, kan man trække sig ud i søjlegangen. Så kan der være bestyrelsesmøder i boldklubben eller lignende; så trækker man ind i nogle adskilte rum bag søljegangen, men er stadig tæt på pladsen og dens liv. Kan du være endnu mere konkret og beskrive, hvad du visuelt ser for dig en maj om et par år? Ja ... indledningsvis, forestiller jeg mig, at bygningerne ligger hen i morgentågen. Så dukker de første borgere op og lukker sig selv ind ved hjælp af mobiltelefon eller lignende. Jeg ser ingen reception, ingen kommunalarbejder, der stiller sig i vejen. Jeg vil tro, at nogle af borgere går ind og laver lidt meditation i et hjørne. Andre varmer op med noget mere gymnastisk. Så begynder børnene at komme forbi på vej til skole. Der kommer mere og mere puls, boldspil måske. Lidt senere dukker der nogle medarbejdere fra Kultur Østerbro op, som går i dialog med borgerne. Der vil være biblioteksfaciliteter, måske et forfatterværksted og andre workshops inden for de kunstneriske genrer. Dagen igennem kommer der folk, der gerne vil have en kop kaffe i caféen og være i nærheden af andre mennesker i stedet for at sidde derhjemme. Om eftermiddagen kulminerer det nok med kraftig fysisk aktivitet, og senere vil der sikkert også være koncerter og forestillinger. Er det dig der bygger med Lego nu …? Ja, det er det, men det er også i høj grad et Lego-slot, der bygger på borgernes drømme. Det er en særlig Østerbro-drøm, der tager form. Jeg har længe haft en personlig drøm om en skole grundlagt på de ni musers princip. Altså også en græsk inspireret idé om at favne mange discipliner, men med særlig vægt på kunsten og dygtigheden. Er det ikke noget kultur, der er ’bedre’ end andet? Det er jeg glad for, at du nævner. Jeg er begyndt at kalde mine medarbejdere for kuratorer. ’Hvad for noget?’ siger de? ’Vi er bibliotekarer. Vi får tingene til at køre’. Men det, jeg mener, er, at vi som Kultur- og Fritidsforvaltning skal være med til at kvalificere det, der foregår. Ikke alle 80.000 Østerbro-borgere, kan lave

en udstilling, men nogen kan, hvis de får kvalificeret hjælp og gode rammer. Jeg ville grundlæggende ønske, at der i processen var et større krav om dygtighed. Men jeg må konstatere, at borgerne indtil videre primært har talt om kvantitet: De vil have alt muligt – og lidt til. Det er mit håb, at vi gennem en handlen sammen kan højne niveauet, for naturligvis skal dem, der laver koncert, have en tone i livet! På Akademiet for Utæmmet Kreativitet, hvor jeg engang arbejdede, var der både dygtige og mindre dygtige folk, kunstnerisk set. Men jævnligt blev vi udsat for rigtig dygtige kunstnere, f.eks. en operasanger eller cirkusartister på højt niveau. Det inspirerede og gjorde, at der blev højere til loftet. Kan man forestille sig noget lignende? Ja, hvis du kan trække den dygtige operasanger til, der samtidig har en pædagogisk evne, så kan du nå hvem som helst. Så kan du lave master classes, workshops og lignende. På ét plan har vi alle evner, som vi kan udveksle, og selve det kompetencebytte kan blive en spændende del af Kulturcentret. Men kvalitet er da vigtigt. Når de store navne kommer her på Øbro-Jagtvej Bibliotek, så er det fulde huse: Vivienne McKee, Østerbros engelsksprogede skuespillerdiva, Jakob Holdt med hans fotoudstillinger. Skulle vi så holde på med at gøre det i Kulturcenter Kildevæld. Nej da! Kulturcentret ligger op ad en stor folkeskole. Hvordan får man vist borgerne, at det er ikke bare en forlængelse af skolen? Vi har faktisk ikke travlt med at skille os ud fra skolen. Vi bliver placeret mellem skolen og Kildevældsparken, så på den måde er der en vis fysisk markering af afstand, men Kulturcentret og skolen er født som siamesiske tvillinger. Og det er måske ikke nogen ulempe. Der er kommet en kæmpe mundfuld af en folkeskolereform, som skolerne kæmper for at realisere og skære ud i passende bidder, og her er Kildevældsskolen det første sted i Danmark, hvor man reelt bygger muligheden for at realisere reformen i nye mursten. Folkeskolen har fået besked på at åbne sig mod lokalsamfundet, og det kommer til at ske de næste par år, mens vi bygger Kulturcentret. Det tager vi meget alvorligt.

Kulturen i Kulturcenter Kildevæld

»Borgerne på Østerbro er stærke, selvhjulpne og ikke vant til at bede om noget. Måske derfor er de stærkt underforsynede, hvad angår kulturelle aktiviteter. Men det må stoppe nu. Der skal altså også serveres ved det her bord! Ellers vokser byen skævt«

GAMLE OG NYE TRADITIONER Hvad bliver Kulturcentrets rolle i forhold til Østerbros øvrige kulturelle tilbud? Ja, for det første kan man opfatte Kulturcenter Kildevæld som et bindeled til de mange andre ting, der sker i Skt. Kjelds Kvarter. Den nye Tåsinge Plads for at tage et nærliggende eksempel. Her har du en række sociale og kulturelle aktiviteter, der kan knyttes til Kulturcentret. På den måde vil bæredygtighedstanken og ideen om et klimakvarter, der er central i Skt. Kjelds Kvarter, også blive central i Kulturcentret. Samtidig bliver Kulturcentret del af Kultur Østerbros netværk, som bl.a. omfatter bibliotekerne og spillestedet Krudttønden. Man kan sammenligne med Krudttønden, der også er opstået som et ønske fra en gruppe stærke Østerbro-borgere. Her ønskede man at få toppen af Copenhagen Jazz Festival trukket til, og man har skabt et engelsksproget teaterrepertoire, som du ikke finder magen til i Danmark! Det er nogle fornemme traditioner, som borgerne selv har skabt og drevet frem.

REGNEDRENGENE OG POESIEN Du taler meget om, at borgerne skal have indflydelse på udformningen af Kulturcentret og derved også på de prioriteringer, der foretages. Men er det overhovedet muligt at indvirke på bureaukratiet? Jeg tænker for eksempel på tidligere kulturminister Uffe Elbæk, der forsøgte at være revolutionær med en masse nye prioriteringer, men som det kun lykkedes at omfordele 10 mil. ud af et kulturbudget på 6,1 mia. Ja, og så blev han endda fyret! Det er vigtigt at forstå, at hvis man forsøger at ændre noget i et stift system, så sætter systemet sig i gang for at afværge truslen. En enkelt mand kan ikke ændre det. Men hvis man lytter til borgerne og lader ideerne vokse frem der, så er der meget mere vægt bag. Hvordan lytter vi så på den bedste måde? Det er spørgsmålet. Den gamle idé om, at hvis vi har styr på foreningerne, så har vi også styr på borgerne, den dur ikke længere.

Mogens Holm

I det store perspektiv er det vigtigt, at vi ser Østerbro som en helhed. Det omfatter også Nordhavn, hvor der vokser et område med 45.000 mennesker frem. I løbet af 20-25 år vil Østerbro som kulturel enhed altså blive en tredjedel større end de 80.000, der bor her nu. 125.000 mennesker i alt. Det er jo enormt! Så her kommer et nyt tyngdepunkt: Et maritimt kulturcenter,

hvor land og vand flettes sammen. Overordnet ser jeg i fremtiden tre kulturelle centre på Østerbro: Et omkring bibliotekerne og de faciliteter Kultur Østerbro omfatter nu, ét omkring Nordhavn som er meget internationalt og maritimt, og så et omkring Kulturcenter Kildevæld, som er meget lokalt forankret med fokus på lokal mangfoldighed.

»Min egen personlige vision er inspireret af den klassiske græske agora. Det er den her centrale plads med et springvand i midten, omgivet af en søjlegange«

Kulturmagasinet Skt K – no 4

I dag er det en mere individuel, zappende kultur, vi har med at gøre. Derfor bruger vi i Kultur- og Fritidsforvaltningen en masse kræfter på at finde ud af, hvad der er grobund for blandt borgerne. Festivaler er for eksempel en måde at se, hvad der virker. Sådan vil vi også gøre i Nordhavn, hvor Nordea har skudt en masse penge i en havnefestival. Vi kæmper som besat for at være på forkant og kanalisere pengene derhen, hvor borgerne er, og derfor løber vi stærkt. Apropos fart, så kan man ikke åbne en avis i øjeblikket uden at læse om, hvordan medarbejdere i den offentlige sektor må løbe stærkere, bliver stressede, og hvordan alt skal måles. Hvad mener du kulturens og kunstens rolle er i en tid med ekstrem fokus på målinger og øget tempo? Det er det vigtigste spørgsmål, man kan stille til kulturlivet i disse år. Det, du beskriver, er jo resultatet af New Public Management-tankegangen, som, selvom den blødes op, stadig er meget stærk. Vi mærker den især, når noget skal måles og vejes. Bliver vi på biblioteket målt på, hvor mange, der kommer ind gennem vores tælleapparat, så er det der fokus tvinges hen. Har vi aktiviteter Kildevældsparken, der ikke måles, findes de så? Man lider i vidt omfang under den vrangforestilling, at økonomi er en eksakt videnskab, hvor alt kan beregnes.

Ro efter klokken sytten! Det kan man se af servitutterne for den bebyggelse, der blev lagt her i midten af 1800-tallet. Vi har måske derfor en tradition for de mest ansvarsfulde borgere, man kan forestille sig. Borgerne skal have plads til at tage det ansvar. Kultur og Fritidsforvaltningen driver for eksempel tre badeanstalter. Nu overvejer vi at åbne hele havnen for badning. ’Hvad hvis nogen så bliver uvenner med en kajakroer?’ bliver der spurgt. ’Så må du tage dialogen med kajakroeren.’ Vi behøver ikke at undgå konflikter for enhver pris og pakke borgerne ind i vat, for der kan godt komme noget meningsfyldt ud af konflikter. Ligesom når vi åbner på biblioteket på Jagtvej for ubemandet adgang. De offentlige repræsentanter har trukket sig væk. Så må borgerne selv tage ansvar. Vi bliver som sagt 125.000 på Østerbro over de næste 20-25 år. Det er et vanvittig spændende perspektiv og med ekstremt mange ressourcestærke borgere, både herboende udlændinge og danskere, er fremtiden lys. Det eneste, vi skal ud over, er Østerbros arvesynd med at være sig selv nok, men det tror jeg automatisk vil ske. Metroen vil forbinde os med resten af verden, udvekslingen vil bliver hurtigere, og vi kan ikke længere bygge mure, som man gjorde i 1850’erne. Den store udfordring at bevare Østerbros særegenhed og traditionen for ansvarsfuldhed og selvstændighed i en bydel, der forandrer sig lige så hurtigt som tiden.

»Vi behøver ikke at undgå konflikter for enhver pris og pakke borgerne ind i vat, for der kan godt komme noget meningsfyldt ud af konflikter«

Jeg mener vores opgave er stille og roligt at løfte fingeren og sige: Hvad bliver der målt på? Kan vi måle noget, der er vigtigere end bare antal af brugere? Hvis vi tænker på de ting, jeg nævnte før i Kulturcenter Kildevæld, så kunne det være ideelt, hvis vi kunne måle på graden af afstresning. Står det til mig kommer vi til at måle på kvaliteten af afstresningen. På det menneske, der har tid til at sige: ’Hov, du har glemt at lyne dine bukser!’ Det er det, folk egentlig har behov for. Kvalitet. Nærvær. Det er det, som har værdi. Men kan man måle den slags? Kan man måle fantasi, skønhed og nærvær uden at kulturen bliver afpoetiseret og mister sin kvalitet? Sådan som det ser ud nu, tror jeg ikke, vi slipper for det oversættelsesarbejde. Vi i kulturen er jo de klogeste. Vi kan godt lære at forstå økonomerne, selvom de ikke kan forstå os. Vi må hjælpe dem til at forstå. Vi skal både lave kultur, der er nærværende og poetisk, og samtidig tilfredsstille dem, der vil have tal. Og der sker faktisk også en udvikling i forhold til, hvad vi kan måle på. For 20 år siden var du til grin, hvis du talte om bæredygtighed. I dag måler alle Corporate Social Responsibiilty (CSR). Jeg tror godt, at vi for at bruge dit ord kan poetisere, gøre ting magiske, og samtidig måle på en bedre måde. Sagen er jo at målekulturen og nedskæringer er noget alle påvirkes af. Manden i Finansministeriet oplever jo også smerte, når ressourcerne forsvinder, og hans mor skal på plejehjem. Han sukker også, når han har været i teatret og set noget juks, der ikke fungerer, fordi der mangler ressourcer.

NU SKAL DER SERVERES VED DET HER BORD Du har nu stået i spidsen for Kultur Østerbro i 3 år. Hvad er det særlige ved Østerbro? Borgerne på Østerbro er stærke, selvhjulpne og ikke vant til at bede om noget. Måske derfor er de stærkt underforsynede, hvad angår kulturelle aktiviteter. Men det må stoppe nu. Der skal altså også serveres ved det her bord! Ellers vokser byen skævt. Østerbro er en bydel med nogle bestemte kulturelle traditioner og en idé om, at her gør vi ting på en bestemt måde. Bydelen blev faktisk grundlagt på en idé om, at her uden for voldene er der orden i sagerne.

Kulturen i Kulturcenter Kildevæld

KAREN, PENSIONIST: Det, der bliver lavet i dag, er mere for unge mennesker. Jeg kommer ingen steder. Jeg kan ikke gå. Hvad jeg godt kunne tænke mig var, at der blev lavet noget med sang lige som ude på Bakken. I Fælledparken. Sådan noget forlystelsespark med sang og sådan.

Hvad er kultur?

ANNE-LISE, LÆRER: God opførsel. ODA, PENSIONIST: Det er, hvor der sker noget. Teater var jeg lige ved at sige. Der skal også ske noget herude!

METTE, LÆGE: God kultur er noget, der udfordrer og får en til at tænke over livet. Over hvordan man skal leve sit eget liv og leve sammen med andre.

FREJA, SKOLEELEV: Det ved jeg ikke. Jeg tror, det er buske og sådan noget? Nej vent! Det er mennesker i Kongens Have.

BJERNE, SELVSTÆNDIG: Noget, der flytter din bevidsthed og får dig til at opdage nye sider af dig selv. Noget, der får dig til at tænke. Når du bliver provokeret. Da Yahia Hassan kom frem, syntes jeg, det var god kultur. Provokerende. Det er ikke tit man hører om digtere.

OLE, FORSKER: Al menneskelig, kreativ aktivitet. MARIA, PÅ BARSEL: Det er både kunst og kreativ udfoldelse, men det er også noget mere menneskeligt, der betegner den måde, man er sammen på.

Hvad er dårlig kultur?

MELISSA, SKOLEELEV: Traditioner og ting man laver sammen. BRIAN, LEDIG: Det kommer an på, hvad man er til. Natur. Sådan et liv som her i Fælledparken. LAURA, KONSULENT: Jeg tror, jeg ser kultur som livsstil mere end som kunst og materielle ting. Hvordan er det folk lever? Hvad er deres attitude?

JETTE, GYMNASIELÆRER: Hende Linse er dårlig kultur. På Østerbro er linser noget, vi køber hos bageren. Dårlig kultur er også Dan Park og den der kamp for at træde andre over tæerne. At han malede nazi-tegn inde på synagogen, og at man så lod ham udstille herude på Østerbro! Dårlig kultur er dårlig opførsel!

DAVID, RESTAURATØR: Det er den kultur folk har. Det er der, de kommer fra. Den måde de lever på og de traditioner, de har. Kunst det er noget helt andet! Kunstnere lever i deres helt egen verden og skaber ting, som du ikke altid kan forstå.

DALMA, STUDERENDE: Det er der ikke noget, der hedder.

CAMILLA, PROJEKTLEDER: Det er de tilbud, man kan få i byen. Musik, museum, biblioteker osv.

LARS, SALGSCHEF: Det er når man bare læner sig tilbage og ikke bliver udfordret. ’Ørkenens sønner’ for eksempel. Når de bare står og siger ’tissemand!’. Det er bred kultur, men ikke god kultur.

Hvad er god kultur?

KIM, LEDIG: Sure mennesker. Folk der smider affald, dem kan jeg godt blive lidt harm over. Der var en mand, der bare smed to dåser i en container. Der var pant på, så gjorde jeg opmærksom på det. »Så kan du lære det« sagde han. Det var da dårlig kultur.

LARS, DESIGNER: For mig at se er det noget, der sætter tingene på spidsen. Noget, der underholder eller provokerer meget. Eller udvikler dig. Skubber dig på en eller anden måde

OLE, FORSKER: I kreativ sammenhæng er det dårlig kultur, når man bare kopierer eller reproducerer. Det betyder ikke, at f.eks. X-faktor er dårligt pr. definition, for der er fine og rørende momenter, men når de prøver at overgå hinanden i at rose noget, der virkelig ikke er særlig fantastisk, så er det dårlig kultur.

LAURA, KONSULENT: For mig er det noget der er åbent og udendørs. Livsglæde, god mad, dans. Når man samles på tværs af forskelligheder.

TOM, IT-KONSULENT: Dårlig kultur er sådan noget populistisk noget, hvor man prøver at køre på en fællesnævner, som bare vil ramme bredest muligt.

RIKKE, PÆDAGOG: Det er vel op til modtageren.

Kulturmagasinet Skt K – no 4

Mellem rækkerne af kål og krydderurter står store vandpytter. Bag drivhuset kommer hønsene fyldige og magelige frem fra deres lune hus: Hønen med ’hanerollen’ forrest som en stolt solodanser. Det er sådan høns skal se ud: Sunde fjer, smukke rødbrune farver, veltilfredse, klukkende lyde. Her ånder fred.

Kunsten at kultivere et frø AF JACOB COLD

»Jeg har ikke lyst til at proklamere og moralisere. Jeg har bare lyst til at invitere folk til at være del af den grønne udvikling«

Kulturen i Kulturcenter Kildevæld

ivia ankommer ad vindeltrappen, der synes at dreje sig i uendelighed op mod himlen. Hun er i gummistøvler og fleecetrøje og ser vindblæst men gæv ud som en engel med fødderne godt plantet i mulden. Hun hilser på afstand og nipper undervejs ned gennem rækkerne til nogle kål, inden vi trykker hånd, og jeg inviteres indenfor i drivhuset. ØsterGRO, hvor jeg har vovet mig op, er en 600 m2 stor økologisk taghave i 4. sals højde på toppen af et gammelt bil-auktionshus på Æbeløgade nær Skt. Kjelds Plads. Den er Livias, Sofies og Kristians fælles drøm om en grøn oase midt i byen, hvor lokale beboere kan være med til at dyrke jorden fra såning til høst og være del af en naturlig cyklus. Faktisk er omfanget af haven så stort, at man kan tale om Københavns første egentlig tag-landbrug, en markant udvidelse af de urbane haver og grønne tage, der findes andre steder i København.

PIONERERNE Hvordan er det lykkedes jer at skabe Københavns første taglandbrug? Først og fremmest havde vi drømmen, idéen og nogle konkrete erfaringer fra Ottilias Have, som vi tidligere havde arbejdet sammen om - og Brooklyn Grange i New York, som er verdens største taglandbrug. Vi ledte efter et tag og fik gennem René Sommer Lindsay fra Områdefornyelsen/Københavns Klimakvarter kontakt til Nelleman Holding, der gerne ville give os det her helt ideelle tag som et arealsponsorat. Vi kunne tilbyde at udnytte det tomme areal og give Nellemann en grøn profil. Samtidig ville projektet slet ikke have kunnet lade sig gøre uden fondsstøtte fra Fonden for Økologisk Landbrug, Områdefornyelsen Skt. Kjelds Kvarter, Friluftsrådet og Østerbro Lokaludvalg. Hvad var ellers de største udfordringer? Vi havde begyndervanskeligheder heroppe med jorden, for jord er tungt og selvom tagkonstruktionen har en høj nyttelast, ville den ikke kunne bære en normal god muldjord. Det, du ser her, er en speciel letvægtsjord udviklet til formålet. Den mængde vi har heroppe vejer 110 tons, hvilket kun er 2/3 af, hvad normal jord vejer. Men det er en større udfordring at holde næringsindholdet højt, så i juli 2014, da tagfarmen begyndte at sprudle, var det en kæmpe forløsning. Var det gået galt, havde det sikkert betydet, at der ville gå længere tid, før nogen turde prøve et etablere et lignende taglandbrug igen.

ET NATURLIGT KREDSLØB Hvad er forskellene på et almindeligt landbrug og et taglandbrug? Først og fremmest størrelsen og hensynet til vægten, som vi har været inde på. I taglandbruget er der meget mere af håndens arbejde uden brug af maskiner. Man kan gå og nippe de nye skud fra broccolien, man vender komposten med en skovl og kan gå og håndplukke kållarverne i stedet for at sprøjte med gift. Det er mindst lige så fysisk hårdt. Taler I med planterne? Vi snakker med hønsene – og med bierne. Planterne passer vi på, vi pakker dem ind om vinteren og hæger om dem. Det er mere en omsorg end en samtale. Men det hele hænger sammen, og på den måde føler man sig forbundet. Vi opsamler regnen, vi skaber kompost: hønsene spiser grøntaffald, lægger æg og laver verdens bedste gødning i form af deres lort. Det bliver så komposteret og kommer ud om foråret. I vores kompost indgår også vores medlemmers grøntaffald. De kommer hver uge og henter en kasse med grønt og afleverer samtidig deres grøntaffald. Det er jo et princip indenfor økologi, at du ikke må bruge kunstgødning, så du bruger naturens logik.

Kulturmagasinet Skt K – no 4

Hvordan føles det at arbejde heroppe? Det er fantastisk at være udenfor hver dag. At få lov til at arbejde fysisk hårdt og samtidig bruge sin hjerne. Vores arbejdsopgaver er meget afvekslende. Når man dyrker økologisk, har man en masse andre tricks til at holde skadedyr og plantesygdomme væk og sikre planterne næring. Men det bedste er nok, at man får lov til at indgå i et naturligt kredsløb. Der er folk, der vender civilisationen ryggen og flytter ud i skoven for at komme væk fra stress og jag. Hvorfor har I ikke valgt den vej? Som så mange andre bor vi i byen, fordi vi godt kan li mange af de ting, den tilbyder. Flere og flere flytter jo til byerne, og den største del af Danmarks befolkning bor nu i byerne. Så i stedet for at det skal være et enten-eller, synes vi, at man kan skabe nogle grønne fristeder i byerne. Jeg synes, alle mennesker fortjener at se sig selv som del af et naturligt kredsløb. Vi har brug for et helle, hvor vi kan stoppe op i den strøm af travlhed, der er. Vi har en menneskeret til at indånde frisk luft og til at være del af et større fællesskab.

AT SE ET FRØ GRO Er det her kultur eller natur? En dejlig blanding, Det er jo en menneskelig handling at anlægge og dyrke en taghave: I den forstand er det kultur. Samtidig sker der en række ’kulturelle’ ting heroppe. Vi formidler både tankerne bag projektet og metoderne, vi bruger. Vi arbejder på at lade stedet være ramme om forskelligartede oplevelser. Ikke bare så folk kommer og hører om biavl og går igen, men så de får en fornemmelse af at være heroppe. Så de kommer i kontakt med naturen, for selvom det er dyrket, er det stadig natur. At så nogle frø i hovederne på folk. Det er vores drøm. Hvad skal de frø så udvikle sig til? Hvad tænker I folk kan lære? Det handler i virkeligheden om vores mentale sundhed. Hvis man mister meningen, så er der noget fint ved at vende tilbage til noget, der er helt grundlæggende. Så et frø og se det gro. Vi kan lære, at vi indgår i en verden, der i sine naturlige processer er langsom i modsætning til den forjagede verden, vi til tider ikke kan rumme. Skridt for skridt kan vi genfinde meningen med, hvordan vi indgår i og udgør en del af denne verden. Frem for alt kan det give en ro. Det er et andet tempo. Kunne vi mennesker have godt at være mere som planter? Ja, jeg tror i hvert fald, det er sundt at finde ind til kernen og et naturligt tempo, hvis man er ’faret vild’, men det kommer jo an på, hvordan planterne har det. Man kan også vælge at stresse planterne helt vildt, ligesom man stresser mennesker. Pumpe dem med kunstgødning. Man kan vælge, at noget skal gro og udvikle sig mere effektivt, end det egentlig kan, for at øge produktionen. Men det har nogle andre omkostninger. En udpining af vores natur, som vi jo som bekendt er dybt afhængige af og skal leve med i al fremtid.

SVINESTALDEN OG HAMSTERHJULET Hvad er din holdning til konventionelt landbrug såsom svinehold? Vores fælles holdning er, at naturen skal vi leve med i mange år fremover. Økologi er den naturlige måde at producere på. Jeg synes, det er grotesk, at vi har så omfattende en svineproduktion. Det er ikke i naturlig skala i forhold til, hvad vi selv har brug for. I stedet for at have store landbrug, hvor du bare tænker effektivitet ved at maksimere alting og skabe en monokul-

tur, skal vi ned i at tænke, at mindre landbrug og små kredsløb kan være lige så effektive. Alt i alt handler det om en cirkulær tankegang. Det er derfor, vi gerne vil formidle tanker om økologi og ideen om det lokalt producerede. Det giver ikke mening, at vi importerer vores mad langvejsfra. Både ressourcemæssigt, men også fordi den smagsmæssigt bliver forringet. Vil vi gerne have en træget gulerod eller en vandet agurk uden smag? Eller skal den være sprød og smagfuld? Alle ting går hånd i hånd. Du får mere respekt for det du spiser, hvis du anerkender det arbejde, der er lagt i det. Hvad har du selv fået ud af at have din dagligdag i ØsterGRO? Jeg har kunnet se, hvordan jeg bliver lykkelig af det. Skridt for skridt. Jeg har fundet ud af, at jeg kan blive meget hårdt ramt, hvis jeg bliver presset på psyken; hvis jeg føler mig som del af et hjul, der ikke kan stoppe. Man kan hurtigt få konstrueret en hverdag baseret på at tjene nogle penge eller leve op til nogle ydre krav. Man ser pludselig sig selv i en trummerum, som man ikke har lyst til. Jeg har selv oplevet at bruge så mange timer på noget, der slet ikke gjorde mig lykkelig, men bare slidt. Det her er måske fysisk hårdt, men ikke belastende.

HERRE PÅ EGET TAG Livia ser helt træt ud ved tanken om, hvad det nu var for et hamsterhjul, hun sad fast i. Samtidig har vi nu fået selskab af Kristian, medstifter af ØsterGRO, som i et stykke tid har rumsteret med diverse redskaber. Han bliver nu – på helt organisk vis – del af samtalen. Kristian, har du også brudt med noget, før du blev del ØsterGRO? Ja. Jeg troede på et tidspunkt, at jeg skulle være skov- og landskabsingeniør. På den måde tænkte jeg, jeg ville få noget indflydelse på mit arbejde. Men det gik op for mig, at hvis jeg gik den vej, så ville jeg havne i Skov og Park med en chef over mig som del af det system. Det kunne jeg ikke se for mig. Her er der selvfølgelig også nogle ofre, men det er trods alt noget, vi sammen har besluttet. Samtidig har jeg altid haft en interesse for håndværk, som der er masser af her. Jeg går ikke ud fra, at I lever som grever og baroner af det her …? Nej, det kan man ikke sige. Nogle gange, når pengekassen er helt tom, så tænker man på den projektlederstilling, man kunne have taget og holdt fast i. Men det har man jo bevæget sig væk fra, og jeg håber ikke at jeg skal tilbage til den virkelighed og aftjene værnepligt. Selv om det selvfølgelig kan blive nødvendigt. Hvad tror du, I laver om 5 år? Jeg tror, vi laver det her eller en masse lignende ting med byudvikling. At vi er sammen, og herrer i eget hus. Jeg har været inde i det offentlige. Er du sindssyg, hvor bliver der skubbet meget papir! Det har jeg ikke lyst til det. Der kunne spares mange penge, hvis der blev skubbet mindre papir rundt. Hvad er mulighederne for at ØsterGRO kan løbe rundt på sigt? Det, som vi i første omgang skal generere vores løn ud af, er de formidlende aktiviteter. Fondsmidlerne går hovedsageligt til etableringsudgifter og medlemsindtægterne til den basale drift: Vand, el, forsikringer osv. Det er vores hjerteblod at nå ud med formidling i forhold til bæredygtighed og by-landbrug. Vi fungerer allerede nu som rådgivere, fordi vi har startet flere grønne projekter. Vi skaber os en masse erfaringer med, hvordan det er at dyrke på et tag, udforme grønne rum, drive dem og skabe sunde, gode afgrøder. Det kan vi tjene vores løn på.

Livia

Hvad med det nye Kulturcenter, kan I indgå i samarbejde med det? Livia: Ja, Kulturcentret kommer også til at have fokus på bæredygtighed, sådan som jeg har forstået det med en klimaskolegård og så videre. Taget her er udgangspunktet for vores aktiviteter, men vi bevæger os jo også ’ned fra toppen’ og formidler det, som foregår her. Der er mange muligheder i forhold til et kulturcenter. Det handler jo også om i det hele taget at få en stærk forbindelse mellem stedet her og lokalområdet, så der kommer forskellige mennesker og aktører i spil. Vi er jo ikke interesseret i kun at være et sted for de allerede erklærede ’økohoveder’.

»Jeg har kunnet se, hvordan jeg bliver lykkelig af det. Skridt for skridt. Jeg har fundet ud af, at jeg kan blive meget hårdt ramt, hvis jeg bliver presset på psyken; hvis jeg føler mig som del af et hjul, der ikke kan stoppe«

Hvis jeres projekt med at skabe et levedygtigt ØsterGRO var en bjergbestigning, hvor langt var I så nu? Kristian: Basecamp nr. 1, helt nede for foden af bjerget. Men det gør ikke noget. Vi ser så meget potentiale i at udbrede det her. Vi har mange efterspørgsler fra folk, der gerne vil skabe et by-landbrug. Det bliver brugt på så mange forskellige måder rundt omkring i verden. Og vi mener bestemt det kan blive rentabelt. CSA (community supported agriculture red.) er en model, der er helt gængs i for eksempel Tyskland. Der er flere og flere, der vil lokaldyrket mad. Der er også nogle landbrug, som egentlig gerne vil omlægge til økologi, men måske mangler det sidste skub i den retning. Jeg kan mærke at Kristian og Livia er ved at blive utålmodige. Det er onsdag, og der skal høstes, og de har ekstra travlt på grund af et par afbud fra frivillige. Jeg overvejer lidt hjælpeløst at give en hånd med, men skal naturligvis som de fleste andre ’videre i dagens program’, og når et enkelt spørgsmål på falderebet.

»Undertiden, når jeg en sommermorgen havde taget mit sædvanlige bad, blev jeg siddende i solen i min dør hele formiddagen, sunket hen i drømmerier blandt fyrre, valnødtræer og sumak, i uforstyrret ensomhed og ro, mens fuglene sang rundt omkring eller fløj lydløst, hurtigt gennem huset, indtil solens stråler som faldt ind gennem vestenvinduet, eller lyden af en vogn på den fjerne landevej mindede mig om at tiden gik. På sådanne dage voksede jeg som kornet om natten, og de var langt bedre end nogen arbejdsdag kunne have været. Det føltes ikke som om tiden forsvandt mellem fingrene på mig, men tværtimod som om jeg fik den skænket i langt rigere mål end sædvanligt … For mine medborgere tog det sig utvivlsomt ud som den rene, skære dovenskab, men hvis fuglene og blomsterne havde vejet mig på deres vægt, tror jeg ikke, jeg var blevet fundet for let. Et menneske må finde sine bevæggrunde i sig selv, det er sandt. Naturens egen dag er meget rolig, og den vil næppe bebrejde ham hans langsomhed.« H.D Thoreau: ’Walden – eller Livet i Skovene’ (1854)

Hvad ville I gerne formidle direkte til folk?

Kristian

Livia: Jeg har ikke lyst til at proklamere og moralisere. Jeg har bare lyst til at invitere folk til at være del af den grønne udvikling. Jeg synes, at det er det fedeste, når folk kommer herop. Det er i mødet med folk, i det jordnære arbejde og fællesskabet omkring det, at tingene sker. Det er her den gensidige inspiration og spiren til noget nyt opstår. I er alle er meget velkomne heroppe!

»Vi ser så meget potentiale i at udbrede det her«

Kulturen i Kulturcenter Kildevæld

Sofie

KLIMAKVARTER Grønnere gader, blomstrende forhaver, et rigt dyreliv, landskabelige pladser og skybrudsveje, så vi undgår vandskader ved de store regnskyl. Det er blot nogle af de projekter, der føres ud i livet i Klimakvarteret på Ydre Østerbro i de kommende år. Læs mere på: http://www.klimakvarter. dk/om-klimakvarter-dk/

Fra juni til november høstes grøntsagerne på ØsterGRO. Det gøres hver onsdag af initiativtagerne med hjælp fra frivillige, og senere samme dag afhentes kasserne af medlemmer. Det er ikke et krav, at man som medlem tager del i arbejdet på taglandbruget. Man kan i princippet bare komme og hente sin kasse, men cirka to tredjedele vælger alligevel at deltage. Læs mere: https://www.facebook.com/ farmengro http://www.klimakvarter.dk/ tagfarmen-ostergro/

Kulturmagasinet Skt K – no 4

»forhaven bag det hvide stakit er fantastisk, fordi den giver dig den tryghed, der gør dig i stand til åbne op for det fremmede, også selvom naboen er lidt mærkelig. På samme måde forestiller jeg mig Kulturcentret.«

Helt ærlig: Er Østerbro – ikke mindst ydre Østerbro – egentlig ikke ret kedeligt?

et er der nogen, der mener. Jeg tror det var Søren Ulrik Thomsen, der engang kritiserede hele København for at være et villakvarter i 6. etager, og det kunne måske særligt være Østerbro, han tænkte på. Er det i hele taget en storby? spurgte han. Er det en dødssyg provins? Kritikken rammer noget, men alligevel synes jeg, han overser de mange positive ting, der også kan ligge i at være en slags villakvarter i byen. Lad mig starte lokalt. Min familie bor i Lyngbyvejskvarteret, som er del af Skt. Kjelds Kvarter, ydre Østerbro. Vi har en relativt lille lejlighed og en lille forhave. Der er en café tæt på, og der er Fælledparken lige om hjørnet. Der er heller ikke langt til en øl eller en koncert. Vi har valgt den her gade, fordi vi kan lide at bo i byen, men samtidig fordi det er et perfekt sted at have børn. De kan lege om aftenen på vejen, uden at man er bekymret. Samtidig har vi Fælleshuset, hvor vi kan spise sammen med andre, så alle ikke behøver have hver deres kæmpestore køkken-alrum. Jeg synes, det her er et af de mange fine steder i Skt. Kjelds Kvarter, som måske er lidt en forstad, men med nem adgang til byliv.

Jeg er stor tilhænger af det hvide stakit AF JACOB COLD

René Sommer Lindsay er lokal beboer i Skt. Kjelds Kvarter og har været ansat som arkitekt i Områdefornyelsen siden dens begyndelse. Som projektchef har han nu ansvar for at aflevere bydelen pænt til borgerne i 2016. Han giver her et bud på, hvad der er ydre Østerbros særlige kendetegn. 20

Altså en slags forstadskvarter med eget forsamlingshus og inde i byen? Ja, det kan du godt sige. Her er husene et par etager lavere, men der var lignende kvaliteter i karréen ovre ved Kildevældsparken, hvor jeg boede før. Hvis man reelt kan skabe et villakvarter i 5-6 etager, så er det jo en enorm klimavenlig løsning i forhold til alle de villaer, man ellers skulle bygge. Det er slet ikke energikrævende på samme måde som de egentlige forstæder, Suburbia, og slet ikke som det, vi byplanlæggere kalder Exurbia, hvor folk bor langt fra København, men stadig pendler til byen. Et villakvarter i 6 etager er nok ikke det Søren Ulrik Thomsen gerne vil have, men det er måske det, rigtig mange andre ønsker. Spørgsmålet er, om vi ikke er ved at have gjort København så god som by, at den, udover at have storbyens tilbud, også har nogle af forstadens kvaliteter – bl.a. naboskab og fælleskab. ØsterGRO, hvor lokale beboere kan have deres egne grøntsager midt i byen. Dead Cat Motorcycles i Æbeløgade, hvor man i stedet for mange garager har ét fælles motorcykelværksted og et stærkt fællesskab. Så det går godt i provinsen: Haverne dyrkes, øllerne drikkes i motorcykelklubben med halvnøgne damer på væggene, og du går rundt som familiefar i al den grønne idyl herude og hygger dig noget så gevaldigt. Men mangler der ikke byliv? Jeg må indrømme, at bylivet ikke popper frem af sig selv i helt det tempo, man kunne ønske. Det vrimler med virkelystne mennesker i Skt. Kjelds Kvarter, men udfordringen er, at få dem til at starte noget her i kvarteret. Vi kunne godt tænke os mere liv. Men omvendt har jeg har det som beboer fint med, at der ikke er for eksempel Distortion-festival her eller karneval i gaderne, for det kan jeg nemt opsøge på Nørrebro eller i Fælledparken. Noget, jeg synes kan skabe kvalitet og liv i i gadebilledet, er halvprivate udeområder og forhaver, som giver en følelse af intimitet og hygge. Der skyder snart en del op blandt andet på Bryggervangen. Måske kan der ikke være kaffebarer hele vejen, for så meget byliv har vi ikke endnu, men vi kan få skabt en følelse af, at her bor folk. Det er også tanken med Tåsinge Plads, hvor et større anlægsprojekt har skabt fællesområder og ryddet op i en rodet trafiksituation. Her sad jeg i weekenden ubekymret med en kop kaffe fra Riccos kaffebar, mens min søn på 4 år løb rundt og legede lige op af trafikken. Hvis man bare lige havde tilstrækkeligt lokalt miljø til at få et par kaffebarer ved siden af hinanden som på Bopa Plads, så kunne det være fantastisk. Du nævner Tåsinge Plads. Hvad med Skt. Kjelds Plads, som vi vist uden at fornærme nogen godt kan slå fast ikke er Københavns smukkeste? Pladsen vil blive en vigtig del af en ny grøn forbindelse, der løber fra den kommende metro på hjørnet af Fælledparken via Samsøgade og Bryggervangen til Kildevældsparken og Kulturcentret. Jeg tror ikke, den skal bygges som et fransk torv. Der er enormt mange trafikhensyn og en meget uens arkitektur, og blandt andet derfor bliver Skt. Kjelds Plads sandsynligvis ikke det centrale mødested for kvarteret. Ikke i en nær fremtid i hvert fald. Men den vil blive et højdepunkt i den grønne forbindelse fra Fælledparken til Kildevældsparken, et sted, hvor ideen om klimakvarteret bliver tydelig. Der vil være fokus på både det grønne (floraen) og det blå (vandet). Mange vil cykle igennem, for eksempel på vej fra Nørrebro til vandet og nyde den grønne passage. Det vil være med til at gøre kvarteret synligt for omverdenen.

Kulturen i Kulturcenter Kildevæld

René Sommer Lindsay Det lyder alt sammen nært, familiært og lokalt. Samtidig ved jeg, at I har haft et tæt samarbejde med internationale kunstnere og byudviklere. Hvordan hænger det sammen? Vi havde en flok idealistiske udenlandske kunstnere til at besøge os og bo her i kvarteret af flere omgange. Idéen var at få nogle fremmede øjne på et kvarter, som er meget lokalt, og som måske ikke altid ser sig selv udefra. Den primære udfordring her på ydre Østerbro har nok været, at man er sig selv nok. Kunstnerne stillede et masse spørgsmål: Hvorfor skete der for eksempel ingenting på Tåsinge Plads? Hvorfor var der så mange udmærkede steder og lokaler, der ikke blev brugt til noget? Det var en af kunstnerne, David Granskog, der lavede et rørende banalt og enkelt projekt, Instant Hygge, hvor han testede alle mulige steder ved at sætte sig ned en søndag og tilbyde gratis morgenmad og en snak. Brødet hentede han hos Emmerys, når det ellers skulle smides ud, og kaffen bryggede han hjemme eller her på kontoret. Selv gjorde han som de andre kunstnere arbejdet gratis. Han hjalp med at gøre opmærksom på rummene i byen. Og det var Tåsinge Plads, der for alvor gav respons. Hvad er den røde tråd mellem den fattige kunstner med Instant Hygge, og det der sker nu? Jo, de aktiviteter har givet et fingerpeg om, hvad pladsen skal kunne, og de har spillet en rolle i forhold til, at vi nu har anlagt en plads. Det allervigtigste er nok, at der er folk i kvarteret, der har fået øjnene op for, at pladsen kan noget, og som engagerer sig. Jeg har netop haft møde med gruppen, der har etableret et pladslaug. Kommunen slår græsset og luger planterne, men pladslauget står for den sociale og kulturelle drift: Juletræet, fastelavn, forårsfesten, koncertarrangement. Når først folk er vant til, at der sker noget, så lever pladsen. Som procesværkstøj var det en succes med de her kunstnere. Vi fik afprøvet, hvad der var realistisk og urealistisk, hvad der var opbakning til og behov for hos kvarterets beboere. De var også med til at pege på det mulige indhold i et kulturcenter.

Kulturmagasinet Skt K – no 4

Ja, lad os vende øjnene mod det kommende Kulturcenter. Hvordan ser du det for dig? Det jeg ser er, at vi er ved at lave en lille kulturinstitution, der bliver sig selv, men som samtidig skal bringe ting i kvarteret i spil. Langt hen ad vejen ser jeg nok en form for medborgerhus, men i en større skala end det, vi har her i Lyngbyvejskvarteret. I sig selv vil det være et hus med café og mødelokaler, men samtidig kan det åbne døre. Til de større rum i skolen, til kultursalen, som bygges i skolens lokaler, men også til Tåsinge Plads og andre steder i kvarteret. Kulturcentret er en slags concierge, der åbner døre og viser vej. Vi har en masse skjulte ressourcer i kvarteret, som skal frem i lyset og udnyttes bedre. Det kan kulturcenteret hjælpe til med. Hvad forestiller du dig, at der kommer til at ske til daglig i Kulturcentret? Måske bliver det ikke helt ulig det Fælleshus vi har her i Lyngsbyvejs-kvarteret. Her er fællesspisning, her er forskellige hold – yogahold, billedkunsthold, dans. Her kommer studerende, ældre, børnefamilier. Kulturcentret kan være ramme om mange af de ting, der ellers er svære at arrangere. Samtidig tror jeg, at det kan være med til at åbne op og skabe lidt åbenhed over for noget anderledes. Jeg tror kulturmøder vil spille en rolle. Noget fedt ved de udenlandske kunstnere var jo, at de var fremmede. De måtte gerne spørge dumt. I disse tider kan vi nemt glemme, at de fleste kulturmøder er enormt berigende. Du nævner fællesspisning: Det er vel et kulturcenter og ikke et medborgerhus, der skal bygges? Det er jeg faktisk ikke sikker på. Og jeg er heller ikke sikker på, at du kan skelne så klart mellem de to ting. Jeg har boet på Christianshavn og kom ofte i Medborgerhuset for en kop gratis te. Det var et fascinerende sted, selvom om det umuligt kunne løbe rundt som ’klassisk’ kulturhus. Du måtte gerne tage din egen pizza med. Det var meget folkeligt og hjemmeagtigt, men samtidig var det det sted i København med de

allermest nicheprægede jazzkoncerter. For nogle år siden hørte jeg et skørt band, der vistnok hed Frisk Frugt – yoyo oyoy. Det er et kollektiv, der laver maksimalt bizar musik, som nærmest er umulig at lytte til. Støjmusikere, der er begyndt at spile jazz. Det var en genial koncert, også fordi publikum var vant til at blive udsat for lidt af hvert. Hvis folk ikke havde været vant til at komme der, ville de tænke: ’Det er sindssygt. Jeg går!’ Hvis man først er tryg ved et sted, så er man også frisk på at invitere noget nyt og fremmed indenfor. De koncerter var kæmpe oplevelser. Der er brug for nogle tosser? Ja, men hvis man kun har tosser, så bliver det for utrygt. Jeg er modsat mange arkitekter stor fortaler for det hvide stakit. Jeg mener, at forhaven bag det hvide stakit er fantastisk, fordi den giver dig den tryghed, der gør dig i stand til åbne op for det fremmede, også selvom naboen er lidt mærkelig. På samme måde forestiller jeg mig Kulturcentret. Her vil fællesskabet og den tryghed, det skaber, danne baggrund for, at man også kan lave en bizar teaterforestilling. Det sjove med de her kunstnere er jo, at vi er startet med at sende tosserne ind først, hvor kvarteret som kvarter ikke var klar til det. Nogen var klar, men ikke kvarteret som helhed. Nu må vi så se, hvad folk er klar til i Kulturcentret.

Solen skinner, gaden er befærdet og butikkerne er i bevægelse. De sidste ingredienser til aftenens måltid skal hentes. Alligevel er her ro. Her har vi plads til at nyde livet. Drikke en kop kaffe og vende dagen med en god veninde, mens vi slentrer op ad Østerbrogade med dens smukke gamle bygninger. Henne i Fælledparken løber de unge fyre og sparker til bolde, mens børnene hopper på de store trampoliner. Kampråb brager igennem luften i det fjerne. Østerbro er i live og hyggen summer i hvert et hjørne.

æsten alle østerbrogenserne føler sig velkomne og omfavnede, men de unge er glemt. Glemt et sted mellem det travle studieliv, og familierne der slår rødder og uden helt at kunne forholde sig til Østerbros tilbud. Cafeerne er forbeholdt barnevognene. Gaderne giver ikke lov til at nyde en øl på en trappesten, uden man bliver set skævt til. Der er generelt ikke plads til at skeje ud og være ung på Østerbro.

En af de unge er Nina Saadon på 20 år. Vi møder hende en forårsdag i solen til en snak i Fælledparken. Hun er opvokset i Østerbros idyl. En idyl som ikke alle aldersgrupper kan være lige meget med i. Efter sjippetorv og hinkesten taber Østerbro pusten og kan først følge med, når sutteflasker og barnevogne igen er på programmet. Ninas barndomsminder er drysset ud over det hele som støvregn, men allerede som teenager havde hun et behov, der rakte ud over Østerbros trygge rammer. »I min omgangskreds, da jeg var teenager, var det mere spændende at hænge ud på Nørrebro, Vesterbro eller i Indre by. Jeg gætter på, det var på grund af de manglende kulturtilbud,« siger hun.

En oase for byens unge

Hun bor her ikke længere og kommer kun tilbage for at besøge sin familie. Hun værdsætter idyllen, men føler ikke, at hun kan passe Østerbros figursyede kjole. Der mangler frie tøjler til at praktisere sin ungdom, uden nedstirrende øjne fra de veletablerede østerbrogensere. Indtil da udfylder Vesterbro og Nørrebro de behov, der hører med, når man er ung.

UNGDOMMENS ØSTERBRO

AF ALEXANDRA J. MOLLERUP

Musik der brager ud af de mobile højtalere. Fest, dans og højt humør. Trappestene bemandet med øldrikkende drenge og piger. Glasskår og cigaretskodder der flyder, og barnevognene der er i vejen. Det kan være virkeligheden en sommeraften en given weekend på både Vesterbro og Nørrebro. Spørgsmålet er, om Østerbro skal kigge naboerne over skulderen og gøre dem kunsten efter?

OG ALEKSANDER A. DOKKEDAL.

Kulturen i Kulturcenter Kildevæld

Det skal ikke være Østerbros fremtid, ifølge Kristoffer Thurøe: »Østerbro skal ikke konkurrere med de andre bydele om mængden eller bredden af kulturtilbud. Til gengæld ville det give mening at fokusere på enkelte ting og så gøre det rigtig godt. Det ville da være fantastisk, hvis de unge fra bydelen fik ry for at være herreseje, initiativrige og gerne ville være med til at skabe en bedre by at bo i.« Kristoffer er medansvarlig i kulturvillaen KW3, der har bopæl på Krausesvej nummer 3 på Østerbro. Han står for kommunikationen og kontakten med de unge brugere af villaen.

EN STYKKE AF PARADIS Midt i Østerbros oase, omringet af børnehaver, fritidshjem, vuggestuer og spadserende børnefamilier, ligger KW3. Udefra ligner det Pippi Langstrømpes Villa VillaKulla. En grøn hullet hæk omfavner den store have og giver mulighed for at smugkigge. En stor udestue med glasfacade, kurvemøbler og et stort indestående træ er det første man ser, og der bliver man fanget. Nysgerrigheden kribler. En lang snæver haveindgang fører op til den ulåste hoveddør, som byder velkommen med skiltet ’Københavns Kommune’. Ingen dørmænd eller sure koner sorterer, hvem der må færdes i villaen, der står vidt åben for besøgende. Alligevel er det de færreste unge mennesker, der kender til dens eksistens. Under vores snak i Fælledparken med Nina Saadon fortæller hun, at hun aldrig har hørt om KW3 og peger på, at det kan skyldes den manglende annoncering og promovering. Det er et problem. Mange unge østerbrogensere kunne få gavn af KW3 og deres tilbud, så derfor handler det i høj grad om synlighed:

ET ANSIGT FRA VILLAEN Villaens daglige brugere, synes lige at have forladt stedet. Her er ikke en sjæl, hvilket fremmer lysten til at gå på opdagelse. Ude i entreen med rødmønstret tapet på væggene fører en trappe op til etagen ovenover. Nogle stemmer sniksnakker et sted fra enden af en lang hvid- og guldmønstret gang. To smilende unge fyre sidder på et kontor. De fortæller, at de er ’Storytellers’ og har lejet sig ind her i villaen. Nede på stueplan ligger køkkenet. Det er turkismalet og ved håndvasken står Sia, som er ved at fylde en vandekande op. Sia Hurtigkarl Degel er én blandt en håndfuld andre lejere og del af kulturhuset. Hun er selv fra Vesterbro og har lejet sig en plads ude i haven. Her har hun stillet en stor container, som fungerer som ’Koral Studios’ kunstatelier. Atelieret er endnu ikke klart, men hun går og pusler med både det indvendige af containeren og den omkringliggende have, som hun siger gerne skal være ’lidt pæn’. For Sia er kulturvillaen en lille oase. Modsat mange af de andre bydeles kulturhuse rummer den mangfoldighed og dynamik med folk i alle aldre, der byder ind med det de er gode til. Hun har valgt at leje sig ind i kulturvillaen på Østerbro, fordi den i sammenligning med andre kulturmiljøer som Ungdomshuset og Christiania, tilbyder et mere håndterbart undergrundsmiljø. Det har de gode kvaliteter fra undergrunden, fx frihed til kreative rammer, men samtidig er der en fælles forståelse for, at man skal værne om huset. Det er ikke et sted, hvor folk gakker helt ud og ryger for meget hash, glemmer rengøringen eller maler på væggene. Der bliver derimod lagt fokus på at værne om villaen og sørge for, at den stadig står som i går.

»Det bliver ikke annonceret særligt godt. Måske finder man tilbuddene, hvis man læser Østerbros lokalavis, men der skal gøres lidt mere, hvis det skal ramme en større målgruppe.«

»Vesterbro er blevet for smart. På Nørrebro sker der bare sindssygt meget og i Indre by vælter man i turister. Så er der Østerbro, som er noget rart taget ud af kontekst«

BLOMMEN I ET ÆG Østerbro behandler os jo godt, tænker vi, da vi forlader villaen. Vi har grønne pladser, rene veje og en stor Fælledpark, der binder os sammen med vores nabo Nørrebro. Vi ligner ikke de andre, og skal heller ikke kopiere de andres stress og jag. Vi når alting og kan nyde livet samtidig. På Østerbro behøver du ikke være moderigtigt klædt på, når du skal købe mælk. Men der er altid plads til forbedring, for ingen skal føle sig udenfor. De unge mennesker på Østerbro savner lidt forkælelse. De vil gerne have indflydelse og noget i gadebilledet, som er deres. Det handler hverken om at bringe Distortion til vores gader eller male graffiti på vores gamle bygninger, men blot om at omfavne de unge. Når det så er sagt skal vi alle sammen værdsætte de privilegier, vi jonglerer med i oasen. Kulturtilbuddene er i mange tilfælde klar til servering og venter kun på opmærksomhed. God fornøjelse derude!

Midt i Østerbros oase, omringet af børnehaver, fritidshjem, vuggestuer og spadserende børnefamilier, ligger KW3. Udefra ligner det Pippi Langstrømpes Villa VillaKulla.

Reklamer og store annoncer lader ikke til at være i KW3’s ånd. Tilbage i villaen fortæller Kristoffer, at deres synlighed skabes igennem arrangementer og offentlige projekter, der bliver afholdt i villaen. På den måde spredes budskabet om deres tilstedeværelse: »Størstedelen af vores opmærksomhed bliver skabt via de kulturmagere, der laver arrangementer i huset. Når folk henvender sig til os, er det næsten altid fordi, de har været til et arrangement i huset.« KW3 er stadig en ny spiller på kulturbanen og havde 15. maj 1 års fødselsdag. Fødselsdagen var måske startskuddet til et mere synligt kulturhus, der indtil nu har været lidt gemt væk imellem børneinstitutioner. Kulturvillaens tankegang er, at der er åbent for alle. De unge kan komme med hovederne fulde af ideer, der skal forløses og føres ud i livet. Åbne arme og fri leg er nøgleordene. Kun din kreativitet sætter grænserne. Hjælpen er gratis, og døren er aldrig låst. »KW3 bygger på troen på den selvskabte ungdomskultur, hvor de unge selv udvikler og afvikler projekter og lærer en masse om sig selv og verden i processen. KW3 er en gratis ramme for unges egne projekter. De kan låne huset uden at skulle tænke på budgetter. Samtidig kan vi give rådgivning og hjælpe med at fundraise til deres projekter«, fortæller Kristoffer.

Kulturmagasinet Skt K – no 4

Sia har fravalgt at have atelier i de andre bydele:

ul tur en

Hvad sker der her? Søg penge til dit kulturarrangement Har du en idé til et projekt eller et arrangement, der kan gøre Østerbro til en sjovere og mere spændende bydel at bo i? Så kan du søge penge fra Østerbro Lokaludvalgs puljemidler. Læs mere på www.oesterbrolokaludvalg.kk.dk eller kontakt Østerbro Lokaludvalg, Vennemindevej 39, 2100 København Ø. Telefon 35 55 74 36. E-mail: oesterbrolokaludvalg@okf.kk.dk. Lokaludvalget har, som noget særligt i år sat en forsøgspulje i søen som børn og unge på bydelens folkeskoler kan søge til arrangementer og projekter på Østerbro.

UDVALGTE BEGIVENHEDER OG VIGTIGE DATOER PÅ ØSTERBRO, SOMMEREN 2015.

07/08-09/08: Kulturhavn i Nordhavn

Nordhavn er Kulturhavns helt nye festivalområde og Københavns nyeste havnekvarter, hvor der er fuld fart på by- og havneudviklingen. Nordhavns festivaldebut byder på guidede ture og sejlads i alle afskygninger.

21/08: Flagermustur i Fælledparken Kl. 20: Tag med på en spændende vandring i Fælledparken med guide Lene Midtgaard, Miljøpunkt Østerbro. Turen er gratis og varer 1-1½ time. Hjørnet af Jagtvej og Vennemindevej.

22/08: Kulturfestival i Kildevældsparken

Kl. 11-16: Festival for lokale foreninger. For deltagelse kontakt projektleder Torkil Lauesen: torlau@tmf.kk.dk

28/08: Bollywood-Fest på Kildevældsskolen

Kl 18: Danseinstruktør Murari Lal Saini instruerer i de seneste Bollywood dansemoves. Alle er velkomne og det er ganske gratis Kl.20: Koncert med smuk indisk, klassisk musik i amfiteateret, inden sommeraftenen er mørk nok til, at vores udendørs biograf kan lyse op for en oplevelse fra verdens største filmindustri.