LIXEN - marts 2017

Lixen

De Journaliststuderendes Avis | www.lixen.dk | 19. årgang | 1. nummer | Marts 2017

Hvad ønsker praktikstederne af de praktiksøgende?

BRANCHEN s. 6-7

»Jeg er medieforsker, ikke model« SATIREN s. 14

Datajournalistik som modsvar til fake news? s. 3 BRANCHEN ANMELDELSE: Vi elsker hardcore!

NICHÉN s. 15

2 LEDEREN

MARTS

LIXEN-LEDER

Vi byder velkommen til en ny epoke i Lixens historie!

Vi starter lige med ananas-i-egen-juice.

Lixens nye Dreamteam-redaktion er klar til at støbe en månedlig journalistisk snack til dette Herrens år - 2017.

Vi kan med garanti tale på hele redaktionens vegne, at det har kriblet i fingerspidserne for at komme i gang med hele projektet.

Redaktionen er klar til at sætte knivskarpt fokus på forskellige journalistiske temaer.

Vi er parate til at sætte fokus på alt fra fake news og alternative fakta til debatten om underholdningsjournalistikkens plads i branchen. Fra diskussioner om studiets mangel på anderledes undervisningsformer til snakken om datajournalistik.

Lixen har fået nogle nye tiltag. Fra nu af vil en håndfuld af skribenternes artikler blive til podcast: En lille journalistisk symfoni til cykelturen hjem fra Medietorvet eller til morgenkaffen.

Journalixen, et andet

INDHOLD

nyt tiltag, bliver vores pendant til meta-journalistikkens Orange Scene, ’Mennesker & Medier’. Et månedligt podcast bestående af et debatpanel, der vil tage forskellige journalistiske emner op til diskussion.

Vi vil også gerne give en større chance til nichejournalistikken, som et sundt afbræk til den traditionelle journalistik. Derfor har vi startet en ny sektion, Nichén, hvor man kan prøve kræfter med andre journalistiske arbejdsformer.

Sidder du for eksempel inde med en lille musikanmeldelse i maven, eller har du lyst til at formidle komplicerede emner på et sprogligt Weekendavisenniveau, så er Nichén sektionen for dig.

Nye initiativer, som vi er enormt stolte af at kunne præsentere, og som vi glæder os rigtig meget til at følge i årets gang!

Det føles godt at være i gang.

BRANCHEN ..springer bredt rundt i journalistverdenen. Fra NODA’s datajournalistik til foredrag med Tantholdt. Fra en gennemgående nyhedssafari til praktikråd stillet af praktikpladserne selv.

Du får det hele på side 3-7.

STUDIET ..revser Center for Journalistiks undervisningsformer, men kommer også omkring det gode og til tider tiltrængte ved akademisk undervisning.

Bladr hurtigt frem til side 10-11.

SATIREN ..afslører Syddansk Universtitets egen Peter Bro i en rolle, som de journaliststuderende aldrig har set det før. Samtidig får 2. bachelorsemester en Gintberghilsen.

Grin med, kammerater, på side 14.

BLIKFANGET ..fremviser den stolte, nye LIXEN-redaktion. Med et kreativt twist og en dygtig tegnestreg.

Så find os på bagsiden.

FOKUSSET ..leger med underholdningsjournalistikkens rolle i branchen. Her lægger fokusset vægt på underholdningens tabu og relevans.

Find det på side 8-9.

DEBATTEN ..beriger diskussionsklubben med humle, ZULU-seereri og en Pind i journalistikkens cykelhjul.

Deltag i debatten på side 12-13.

NICHEN ..har været til koncert, hvor det i den grad gik hardcore for sig.

Læs anmeldelsen på side 15.

- God læsning!

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os på Infomedia

Lixen er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen er af de studerende, for de studerende og for journalistikken.

Alexander Berg Jensen Ansv. chefredaktør

Mikkel Hamann Jensen Chefreaktør

Julie Dorthea Bøge STUDIET-redaktør

Mathias Oldager DEBATTEN-redaktør

Karen Klærke BRANCHEN-redaktør

Karoline Lunddal Dam DEBATTEN-redaktør

Simon Taarnskov Aabech BRANCHEN-redaktør

Bækas Seref SATIREN-redaktør

Tryk: Skive Folkeblad Oplag: 500 eksemplarer

Julie Almann Larsen FOKUSSET-redaktør

Trine Holm Sørensen NICHEN-redaktør

Marie Louise Forival Andersen FOKUSSET-redaktør

Emilie Philip Kruuse Foxil Fotoredaktør

Olav Fonager Webredaktør

Caroline Rødgaard Bjelke Illustrator

Johan Ørskov PODCASTEN-redaktør

Simon Mølgaard JOURNALIXEN-redaktør

Tobias Schiøler JOURNALIXEN-redaktør

BRANCHEN

LX

3

Med data kan løgn bekæmpes Medierne bør imødegå fake news og cherrypicking med datajournalistik. Det er en af konklusionerne fra NODA 17.

Men det er alt for få journalister i stand til.

Af Mathias Falkengaard

D

er er stille ved de aflange hvide borde, som går tværs gennem det høje, vidstrakte lokale. De fleste stole er optagede.

Gæsterne har blikket rettet mod den sorte scene for enden af rummet. Her går en midaldrende mand og taler rungende ud mod sit publikum. Mange nikker. Flere slår eftertænksomme folder i ansigtet. De eneste afbrydelser i talestrømmen er oplægsholderens egne suk. På projektorlærredet bag ham står med store bogstaver: »The 12,345th Presentation on Why Data Journalism Matters«.

Aron Pilhofer er den sidste taler ved Nordic Data Journalism Conference, der bliver afholdt på Radisson Blu HC Andersen Hotel i Odense. Han er formand for journalistisk innovation ved Temple University og tidligere ansvarlig for datajournalistik hos New York Times og The Guardian. I dag går han hårdt til sit publikum, der består af journalister, redaktører og andre mediefolk. Der bliver slet ikke gjort nok for datajournalistikken, mener han. Nogen steder. »Den største grund til, at jeg står her og fortæller jer, at I skal satse på datajournalistik, er, at det er fremtidens journalistik,« siger Aron Pilhofer.

Værn mod fake news Det budskab er der bred opbakning til ved NODA. Her mener mange deltagere, at noget af dét, datajournalistik kan, er at vinde brugernes tillid. Især i en tid hvor der er mange falske nyheder. Alastair Reid, der er chefredaktør hos engelske First Draft, giver et eksempel. »Noget af det, jeg oftest ser falske nyheder om, er flygtningekrisen. Især når det kommer til, hvor meget kriminalitet flygtninge begår.

Her burde medierne i højere grad bruge de officielle data, der er, som viser, hvor meget kriminalitet flygtninge rent faktisk begår, og så sætte det i forhold til dem, der er født i det pågældende land. Det er den slags vigtige historier, der kan laves med datajournalistik,« fortæller Alastair Reid.

Han har rejst verden rundt for at træne mediechefer i, hvordan de undgår at viderebringe fejlagtige informationer. Noget der særligt er en udfordring på den anden side af Atlanten, hvor Donald Trumps stab har introduceret begrebet ‘alternative fakta’ og ikke skyr cherrypicking. »I USA udgiver de lige nu en database med en oversigt over, hvor meget kriminalitet immigranter begår hver eneste uge. Det er jo

Amy Webb holder oplæg ved NODA. Omtrent 250 mediefolk fra 14 forskellige lande deltog ved konferencen. Foto: Mathias Falkengaard.

helt vanvittigt. Det er ikke falske nyheder, men det er at tage en lille mængde data ud af kontekst for at få det til at ligne et massivt problem. I de tilfælde er vi som medier nødt til at have data, der viser, hvordan helheden ser ud,« siger Alastair Reid.

“ Den største grund til, at jeg står her og fortæller jer, at I

skal satse på datajournalistik, er, at det er fremtidens journalistik, Samme behov i Danmark Og det er blevet lettere at finde den slags tal.

IBM anslår, at 90 % af verdens data er blevet til de seneste to år. Spørger man den danske medieforsker Mads Kæmsgaard Eberholst, er det en del af løsningen på den journalistiske identitetskrise, de mange forskellige ”sandheder” skaber. Det gælder også for de danske medier. »Vi lever i en tid, hvor ministerier slicer historier og giver forskellige medier forskellige vinkler på de samme rapporter, så de kan skrive historier med statistisk belæg, som er modstridende. Jyllands-Posten kan skrive, at

der kommer flere indvandrere. Politiken kan skrive, at der kommer færre, og i samme rapport kan begge dele sådan set være sandt,« forklarer Mads Kæmsgaard Eberholst.

Evnerne mangler Derfor er det fra hans synspunkt vigtigt, at journalister fremstiller data, der faktisk gør brugerne klogere. Problemet er bare, at mange journalister ikke kan finde ud af det, mener han. »Journalister er ikke særlig talglade. De forstår ikke tal. De kommer fra humanistiske traditioner. Sproglige studentereksamener som oftest. Det skaber en række begrænsninger for, hvor langt man kan nå,« siger Mads Kæmsgaard Eberholst.

Alligevel tror han på, at det vil ændre sig med tiden. Behovet for god datajournalistik er simpelthen for stort. Desuden ser Mads Kæmsgaard Eberholst tendenser til, at flere journalister begynder at vise interesse for datajournalistikken. »Der er et mismatch mellem, hvad mulighederne og hvad kompetencerne er lige nu, og det, tror jeg, vil udvikle sig stille og roligt,« siger Mads Kæmsgaard Eberholst.

En nødvendighed Tilbage i foredragssalen ser Aron Pilhofer ud til at have desillusioneret en del af gæsterne.

Men det er også hans mening. For han har et budskab, der skal nå ud på redaktionerne.

Der skal gøres plads til journalister, der ved, hvordan man skaber og formidler data. Og det skal ske, før det er for sent. Derfor lukker Aron Pilhofer konferencen med en pessimistisk note. »I en nær fremtid, når aviserne er ved at lukke ned, vil folk kigge rundt efter personer, der ved, hvordan man bruger en computer. Men de vil ikke være der. Medmindre vi investerer lige nu.«

Fakta om NODA-konferencen: - Nordic Data Journalism Conference - Konference for datajournalistik - Dataloger og journalister mødes side om side - Blev afholdt i Odense den 27. til den 28. januar 2017

4 BRANCHEN

MARTS

Rasmus Tantholdt: »Jeg ser ikke mig selv som et journalistisk orakel« TV 2-korrespondenten Rasmus Tantholdt fortæller om sin vej ind i journalistikkens verden og giver et indblik ind i den verden, der kan blive vores.

Af Anni Møllemand

R

asmus Tantholdt havde altid været glad for dansk, da han gik i folkeskole. Han havde aldrig gået i gymnasiet, men formåede alligevel at imponere redaktøren på den lokalavis, han skrev frivillige artikler for i Århus.

Men at disse journalistiske skriblerier skulle blive til en lang karriere hos TV 2, havde han slet ikke turdet drømme om. End ikke da han kom direkte ind på Journalisthøjskolen i Århus. Eller da han fik sin praktikplads på TV Midt Vest. »Da jeg var på TV Midt Vest, var jeg lykkelig, og der tænkte jeg, at jeg kunne være resten af mit liv,« fortæller han.

Spirende talent Tantholdt klarede sig glimrende på TV Midt Vest, og det gik hurtigt op for både ham selv og andre, at han havde flair for at opsnappe de gode historier. Men han ville ikke sætte baren for højt og forsøgte derfor ’at være i det, han var i’ og ikke tænke for langt frem.

Dog vil man som udefrakommende snildt kunne se, at Rasmus Tantholdt var ydmyg i forhold til sine egne evner. Han blev nemlig allerede tilbudt job på TV 2 Nyhederne et år, inden han dimitterede fra Journalisthøjskolen.

Set i retrospekt kan han da også godt se, at han har klaret sig godt og har måttet kæmpe hårdt for at nå dertil, hvor han er i dag. Men Tantholdt mener ikke, at det at opsnappe gode historier kun er noget, der kommer med erfaring. »Det tror jeg ikke nødvendigvis er noget, man kan lære. Det, tror jeg, er noget, man har eller ikke har,« siger han.

Et mulighedsfelt Betyder det så, at der slet intet håb er, hvis man ikke umiddelbart har dette talent, som Rasmus Tantholdt snakker om? Det der tillader én at komme direkte ind på Journalisthøjskolen og efterfølgende direkte ind på TV 2 Nyhederne? Nej, det mener han trods alt ikke. Han lægger vægt på, at journalistfaget er bredt og giver mulighed for at lave mange forskellige ting. Alle behøver trods alt ikke at være korrespondent i Mellemøsten. »Jeg ser ikke mig selv som et journalistisk orakel,« fortæller Tantholdt.

“

Hvis du tænker, at du skal være den nye Ulla Terkelsen eller Anderson Cooper og dermed allerede har et selvbillede, hvor det rent faktisk kunne være en mulighed, så tror jeg, du skal skrue en lille smule ned. Fordi så tror jeg ikke, du opnår det

Ydmyghed og selvbevidsthed At være ydmyg i sit felt ser Rasmus Tantholdt som værende et vigtigt fundament for at opnå den drivkraft, der går forud for det hårde arbejde. »Hvis du tænker, at du skal være den nye Ulla Terkelsen eller Anderson Cooper og dermed allerede har et selvbillede, hvor det rent faktisk kunne være en mulighed, så tror jeg, du skal skrue en lille smule ned. Fordi så tror jeg ikke, du opnår det,« siger han.

Tantholdt forklarer i forlængelse heri, at det slet ikke er muligt at blive eller arbejde som Ulla Terkelsen, Anderson Cooper eller ham selv. »Der er ikke nogen, der kan lave tv, ligesom jeg kan. Du kan lave det, ligesom du kan, og Ulla kan lave det, ligesom Ulla kan,« siger han.

Derfor er han heller ikke bange for nye journalisttalenter inden for sit eget felt. Det var han i starten, men det er han ikke mere, for der er ikke nødvendigvis én måde at lave tv på, der er bedre end en anden.

“ Du kan ikke læse dig til det her. Der er ikke nogen lærere

på SDU, der kan fortælle dig, hvor grænsen går, Jagten på clicks Rasmus Tantholdt er også delvist enig i den kritik, der er af nutidens journalistik om at være gået i en forkert retning i forhold til, at det gælder mere om at få klik, end det gør om at være etisk bevidst. »Hvis jeg lægger et billede op af en flygtning på Instagram, så er der ikke nogen, der

gider kigge på det, men hvis jeg for eksempel lægger et billede op af mig selv med en sjov hat eller mig, der står sammen med flygtningen, så klikker det meget mere,« fortæller Tantholdt.

På den ene side vil han gerne have, at folk klikker meget, fordi der så er mange, som følger med i, hvad de laver på TV 2. Men på den anden side vil han ikke gøre det for enhver pris. Han beretter om et eksempel, hvor han var i Mogadishu og sad og redigerede med sin fotograf Anders Bach, da der pludselig sprænger en selvmordsbombe lige uden for deres vindue. De kom ikke selv noget til,

“ Der er ikke nogen, der kan lave tv, ligesom jeg kan. Du

kan lave det, ligesom du kan, og Ulla kan lave det, ligesom Ulla kan,

Giver den anden side en stemme Det, der er vigtigst som journalist, er, at man er bevidst omkring det ansvar, man har. Tantholdt melder ud, at for ham, når han rapporterer fra et land som Syrien, så gælder det om at tegne et så præcist billede af de konfliktramte omstændigheder som muligt. »Jeg forsøger at kigge på, hvilket billede medierne tegner af Syrien, og så forsøger jeg at finde de steder, hvor jeg føler billedet enten er tegnet lidt forkert eller mangler at blive tegnet,« siger Tantholdt.

Han vil gerne fortælle de historier, som han ikke tror, var blevet fortalt, hvis han ikke var dernede.

Og en ting, han er særligt opmærksom på, er, at han giver dem på den anden side en stemme også. Da Muammar Gaddafi for eksempel i sin tid var statsleder i Libyen, og de vestlige lande mildest talt ikke var begejstrede for ham, tog Tantholdt alligevel en snak med diktatoren og hans støtter. Og dem ’på den anden side’ er trods alt almindelige mennesker med argumenter for deres synspunkter og holdninger.

De er bare ikke synderligt begejstrede for de vestlige journalister - netop fordi de mener, de vestlige medier tegner et unuanceret billede af konflikterne. »Det er jeg for øvrigt fuldstændig enig i,« siger Tantholdt.

Rasmus Tantholdt - inden han fortæller om Mellemøsten i et af de mange foredrag, som han har afholdt siden 2003. Foto: Steffen Berg Klenow

BRANCHEN

LX for deres vindue. De kom ikke selv noget til, men der var 20 mennesker, der blev dræbt, heriblandt en gravid kvinde. Tv2.dk bragte historien, hvor rubrikken lød ’Tantholdt tæt på selvmordsbombe’. Denne var tydeligvis blevet valgt, fordi den klikkede meget, og det indrømmede folkene bag også, da Tantholdt konfronterede dem med det. Og her sagde Tantholdt stop.

Han bruger sig selv i sit arbejde, fordi han ved, det virker indirekte at sige: »prøv at tage mig i hånden, så skal jeg vise jer noget«. Folk vil simpelthen hellere tage Rasmus Tantholdt i hånden, end de vil tage en ukendt i hånden. Fordi han er velkendt.

Han symboliserer troværdighed. Men han indrømmer, at der er en grænse for, hvor meget man kan bruge sig selv, og i forsøget på at finde ud af, hvor den går, har han også overskredet den grænse. »Du kan ikke læse dig til det her. Der er ikke nogen lærere på SDU, der kan fortælle

dig, hvor grænsen går,« hævder Tantholdt.

“ Hvis jeg lægger et billede op af en flygtning på Instagram, så er der ikke nogen, der gider kigge på det, men hvis jeg for eksempel lægger et billede op af mig selv med en sjov hat eller mig, der står sammen med flygtningen, så klikker det meget mere, Balancegang Men selvom Rasmus Tantholdt er meget bevidst omkring sit ansvar som journalist, så er det stadig lidt af en hård kamp at oplyse danskerne korrekt om, hvad der sker i de lande, han rapporterer fra. Folk har nemlig en tendens til kun at huske de dårlige nyheder og

er samtidig mere påvirkelige for propaganda fra den side, de holder med, end for den side, de ikke holder med. Derfor giver de vestlige medier også mere taletid til ’os’-siden end til ’dem’-siden.

Rasmus Tantholdt står derfor overfor at skulle vække folks interesse for konflikterne ved at appellere til deres følelser, samtidig med at han også appellerer til deres fornuft i forhold til at anerkende, at dem på den anden side ikke blot er ’de onde’. Altså er det lidt af en balancegang, men selvom der ikke nødvendigvis er flere mennesker, som bliver påvirket af det, Rasmus Tantholdt laver, så er han alligevel fortrøstningsfuld. »Jeg føler alligevel, at hver gang folk har set noget af det, jeg laver, så bliver de lidt klogere, og det kan berøre folk. Og det gør jo så, at de bliver mere interesserede i øjeblikket. Men det betyder ikke nødvendigvis, at flere bliver interesserede, men at det individ, som ser det, bliver mere interesseret,« med-

5

deler han.

Det er trods alt bedre end ingenting.

Fakta om Rasmus Tantholdt: - Født 20. oktober 1973 (43 år).

- Dimitteret fra Journalisthøjskolen i 2000.

- Var praktikant hos TV Midt Vest.

- Begyndte i TV2 Nyhedernes indlandsredaktion og er i dag international korrespondent.

Nyhedssafari De to nye redaktører, Simon Taarnskov Aabech og Karen Klærke, giver jer her et eksklusivt oprids over de vigtigste nyheder i branchen på det seneste.

Af Karen Klærke & Simon Taarnskov Aabech

N

ytårstømmermændene havde knapt fortrængt sig før den konfronterende Deadline-konge Martin Krasnik meddelte, at han tiltræder som ny chefredaktør for Weekendavisen.

Da Donald Trump indtog den amerikanske trone i slutningen af januar, blussede fakenews-debatten atter op igen, og et nyt begreb meldte sig på banen - alternative fakta.

Trump insisterede på, at der var lige så mange mennesker tilstede ved hans indsættelsesceremoni, som ved Barack Obamas i 2009. Det var fake news, fordi luftfotos dokumenterede det modsatte. Trumps politiske rådgiver fortalte efterfølgende, at udtalelsen blot var alternativ fakta. Spørgsmålene er mange: Hvad er forskellen på fake news og alternativ fakta, og hvordan sorterer vi mellem sandt og falsk i nyhedsfloreringen?

Mens vi er ved hotte trends, der truer den troværdige journalistik, så er det også værd at notere et ord som advertorials. Annoncører har set lyset i reklamer, der ligner journalistiske produkter. Journalistikkens svar på filmbranchens product-placement. Ofte er reklameskiltningen så ringe, at læseren tror reklameartiklen er en journalistisk artikel. Medieforsker Michael Bruun Andersen skriver, at man udnytter den troværdighed journalistikken har opbygget gennem de sidste hundrede år, og konsekvenserne bliver en undermineret journalistik, der indeholder

kommercielle budskaber. Dansk Journalistforbund er gået til kamp mod annoncørernes nye strategi, og et hovedbestyrelsesmedlem vil sågar indføre et mærke a la det røde økomærke, som indikerer, at det du læser lige nu, er troværdig journalistik.

Vi haster videre til letfordøjelige nyheder: Politikens Jakob Sheikh bliver politisk råd-

giver for Søren Pape og bliver dermed lukket ind på den anden side af Justitsministeriets fire vægge.

Mens Sheikh lukkes ind i regerings-varmen, har Cavlingprisens modtagere 2016 formentlig være lukket ude siden sidste vinter.

De tre gutter fra Berlingske modtog nemlig prisen for deres afsløring af Gyllegate-sagen,

der mundede ud i et Eva Kjer-exit.

Ulrik Haagerup træder tilbage efter 10 år som nyhedsdirektør i Danmarks Radio. I stedet skal han nu arbejde på Århus Universitet.

Om det er licens-hesten eller skandalen om SAS-bonuspoint, der har gjort udfaldet, vides ikke.

6 BRANCHEN

MARTS

Forår, forvirring og forventninger Hvordan sikrer man sig de mest optimale chancer for at skaffe drømmepraktikpladsen? Fire mediehuse ligger kortene på bordet og afslører deres fokuspunkter.

DR Nyheder

lighed for at vise en anden side af sig selv,« siger Christian Lindhardt.

Danmarks Radio er landets største medie. De står bag utallige programmer, der udkommer i din radio, dit TV og din computer, hver eneste dag. Flere journaliststuderende drømmer om at slå deres folder i Ørestadens gigantiske nybyggeri, DR-Byen.

Erfaring og baggrund Det er ikke nødvendigt at have foden indenfor hos DR inden Store Matchdag, og Christian Lindhardt ønsker ikke, at de kommende praktikanter kimer ham ned inden da.

Af: Simon Taarnskov Aabech

»D

er er ikke én formel. Det, vi søger, er engagement, lysten til at fortælle historier og selvfølgelig grundlæggende journalistiske færdigheder, som skal være i orden.« Sådan fortæller Christian Lindhardt, der har været hos DR siden 2013. Han mener, at det er lysten, der driver værket for praktikanterne Mange muligheder DR har 16 forskellige redaktioner, hvor man som praktikant kan komme ud og arbejde.

Hvis du vil lave undersøgende journalistik til TV-avisen, reportere for P1 Morgen eller opdatere den danske befolkning med nyheder på dr.dk, ja, så har du mulighed for det. Man kommer til at arbejde for mindst tre forskellige steder i løbet af praktikperioden, men nogen kommer også til at være hele fem-seks forskellige steder. »Måske opdager man i løbet af praktiktiden, at man har nogle andre kompetencer end dem, man lige troede var de skarpeste til at starte med. Det kan være, at man synes, at man kan blive en dygtig tv-fortæller, men man finder ud af, at man er hamrende dygtig til at lave radio i stedet,« fortæller Christian Lindhardt.

“Det kan være, at man synes, at man kan blive en

dygtig tv-fortæller, men man finder ud af, at man er hamrende dygtig til at lave radio i stedet.

Stemme, speak og samtale Det er en fordel at have en god speak, hvis man søger hos DR. Man skal have en stemme, der kan arbejdes med. På de studerendes hjemmesider bliver der set og lyttet til utallige produktioner. Der vurderes nøje om ansøgeren har en fremtid inde hos DR. De studerendes hjemmesider undersøges grundigt.

Man er dog ikke helt fortabt, hvis ens ansøgning og tidligere arbejde ikke er helt i top. »Man kan have lavet en halvdårlig ansøgning og alligevel have en rigtig god samtale hos os. Man kan også have lavet en super god ansøgning, men komme ud for en halvskidt samtale. Så det kan gå begge veje. Det ender med en samlet vurdering. Vi har indført samtalerne for at give praktikanterne en mu-

»Det bedste man kan gøre er at passe sit studie optimalt og lave nogle ting ved siden af, som gør, at man tilegner sig kompetencer, faglighed, viden og personlig bagage som man kan bruge i sin journalistik,« afslutter han.

Et godt CV med studierelevant arbejde er et stort plus. Så længe man har udvist initiativ med det arbejde, man har udført, har man en fordel. Det er ikke afgørende, om man har læst på DMJX, RUC eller SDU, men at man har noget erfaring og god bagage, som man kan bruge i sit daglige virke som journalist-

Fakta om DR Nyheder: - 75 ansøgte i foråret 2016 - 11 fik praktikplads - 4 af praktikanterne fra SDU

huske, at jeg har læst om vedkommende, når jeg går ind på hjemmesiden igen?« spørger hun.

Intet facit Praktikantvejlederne er som regel meget enige, når et praktikanthold skal sammensættes.

Hos praktikantvejlederne er der en bred enighed om, at der ikke findes ét facit for en ideel ansøger. Kan den kommende praktikant få en god tid på avisen?

Kan vedkommende udvikle sig og blive endnu dygtigere end udgangspunktet?

Rundt i landskabet Praktikanterne skifter redaktion hver tredje måned eller hvert halve år, så ligesom hos de andre medier kommer man rundt i forskellige redaktioner. »Vi prøver selvfølgelig at mikse studie, køn, alder og andre ting. Vi vil gerne støde på folk, der har lavet nogle gode tekster, har gode erfaringer og en rar personlighed, men hvis de alle sammen er 24 år og fra Århus og kun interesserer sig for kulturjournalistik, er det et problem. Det er selvfølgelig klart, at det er en kabale og et puslespil at få det hele til at hænge sammen.«

“

Politiken Ved Rådhuspladsen i hjertet af København ligger en af Danmarks ældste og største aviser, Politiken. Avisen fik sidste år 53 ansøgninger, hvilket var det næsthøjeste antal ansøgninger efter DR Nyheder. Der arbejdes hårdt på at finde de rigtige aspiranter.

Af Simon Taarnskov Aabech

S

idste år blev over 300 hjemmesider gennemlæst for at danne sig et overblik over de kommende praktikantansøgere.

Produktioner og præsentationstekst blev nøje læst. Debatredaktør og praktikantvejleder, Milla Mølgaard fortæller, at ansøgernes tekster siger en masse om, hvem de er, og hvad de kan: »Man kan godt fornemme, om denne her praktikantansøger kan skrive. Vi går op i, at vedkommende kan vinkle sig selv. Kan jeg

Uddannelserne er forskellige, så det er nogle gange varierende, hvad de studerende er gode til.

Men det er faktisk sjældent så entydigt.

Og hovedbudskabet er, at vi ikke har en fast skabelon for, hvad den gode praktikant er eller skal kunne.

Kandidater i øjenhøjde Selv hvis man tidligere har haft artikler udgivet i skrevne medier, betyder det ikke, at man automatisk har førsteret til en praktikplads.

Man kan sagtens have skrevet flere gode tekster, som aldrig er blevet udgivet. Det handler om at have styr på sine skrivekompetencer.

Ens personlighed skal skinne igennem i ens arbejde. Åbent hus hos Politiken er et meget vigtigt skridt i udvælgelsen af praktikanter. Her ser man kandidaterne i øjnene og afholder samtaler med dem. Her bliver der snakket journalistik. Vejlederne danner sig et billede af ens person og får en fornemmelse af, hvem man er og, hvad de kan.

Den studerendes uddannelsessted har heller ikke betydning hos Politiken.

»Uddannelserne er forskellige, så det er nogle gange varierende, hvad de studerende er gode til. Men det er faktisk sjældent så entydigt. Og hovedbudskabet er, at vi ikke har en fast skabelon for, hvad den gode praktikant er eller skal kunne,« afslutter Milla Mølgaard.

Fakta om Politiken: - 53 ansøgte i foråret 2016 - 5 fik praktikplads - Ingen praktikanter fra SDU

LX

BRANCHEN

altafgørende.

Inden åbent hus bør du derfor først tage et par forhåndsregler: »Vær godt forberedt. Sørg for at sætte jer ind i, hvad det er for et medie, I henvender jer til. Jeg har før været ude for, at man spørger, hvilken artikel den praktiksøgende sidst har læst i Ekstra Bladet, og der så nævnes en artikel fra BT,« fortæller Carsten Norton.

Læs derfor op på artikler fra Ekstra Bladet, inden du møder folk fra redaktionen. Virk interesseret og bevidst om mediet, du henvender dig til, og pitch idéer, så de kan tage en føler på din kreative sjæl. »Det er vigtigt for os, at vi kan mærke, det er nogle, der gerne vil Ekstra Bladet som medie,« siger Carsten Norton. Han tilføjer, at Ekstra Bladet ikke er et medie for alle, og omvendt.

telse er der.

Som glasuren på kagen falder her svaret på det obligatoriske spørgsmål: Foretrækker Carsten Norton en træningslejr frem for en anden? »Jeg har med tiden fået et klart billede af, hvad forskellen er. Men det er ikke sådan, at vi hellere vil have nogle fra DMJX i stedet for folk fra SDU og RUC. Både SDU og RUC er jo også akademiske uddannelser. Nogle gange kommer folk med nogle fagkundskaber derfra som kan være rigtigt, rigtigt gode at have med. DMJX er mere den klassiske uddannelse. Men jeg kan godt se kvaliteterne i begge dele.«

Fakta om Ekstra Bladet: - 35 ansøgte i foråret 2016 - 9 fik en praktikplads - 6 af praktikanterne var fra SDU

” Lad nu være med at spørge, hvad praktikstedet kan gøre for dig, spørg dig selv, hvad du kan gøre for praktikstedet.

Ekstra Bladet Hvordan opnår du de mest optimale muligheder for at gå dør om dør med Poul Madsen? Det giver Ekstra Bladets nyheds- og praktikant-chef, Carsten Norton, dig svaret på her.

Af Karen Klærke

L

ad dig ikke holde tilbage af en karakter bog, der flirter lidt med bunden. Carsten Norton fortæller, at der ikke fra- eller tilvælges på baggrund af et karaktergennemsnit.

Hvis du derfor brænder for Ekstra Bladet som medie, bør du sende en ansøgning afsted!

Du kan dog langt fra læne dig tilbage endnu. Det er nu dit afgørende træk kommer: Åbent hus og praktikmesser. Det er her praktikvejlederne ser dig face-to-face samt giver håndtryk, hvilket Carsten Norton finder

Forvent kun noget af dig selv Carsten Norton har ét godt råd, som han tillægger et Kennedy-citat-niveau. »Lad nu være med at spørge, hvad praktikstedet kan gøre for dig, spørg dig selv, hvad du kan gøre for praktikstedet,« og han tilføjer: »Der er mange, som forventer, at vi skal give dem noget.

Sådan er det ikke og heller ikke i den virkelige verden.« Fair nok. Det er dog rart at vide, hvor vidt man bliver sat til at hente kaffe og udskrive båndudskrifter eller ej. Det gør man dog ikke.

Man får i stedet mulighed for at søge de redaktioner, man gerne vil på, hvorefter man roterer hver tredje måned.

Lige nu tager en praktikant på Ekstra Bladet del i gravergruppen, hvor han skriver historier om responstiden på ambulancer rundt i Danmark. »Hver gang han laver en historie, så griber andre medier den og laver en opfølgning. Det er en mulighed man får herinde som praktikant,« fortæller Carsten Norton.

Akademisk uddannelse kan være en fordel Når du har afsluttet et år på Ekstra Bladet, bør du ifølge Carsten Norton være flyvefærdig.

Men hvad hvis man ikke er klar til at erklære et års ægteskab for opløst? Frygt ej!

Mange af mediets journalister er tidligere praktikanter, så muligheden for en ansæt-

Radio24syv Elendigt karaktergennemsnit? Elendig kommatering?

Så fortsæt endelig med praktikansøgningen til Radio24syv.

Af Karen Klærke

»M

an skal egentlig ikke have nogen basale radiokompetencer på plads inden. Det er klart, at man skal kunne tale et forståeligt dansk,« udtaler chefredaktør på Radio24Syv, Jørgen Ramskov. Han tilføjer, at dialekt dog er mere end velkommen.

Ligesom hos Ekstra Bladet er det ved åbent hus-arrangementerne, at du optimerer dine chancer for praktikplads betydeligt. Jørgen Ramskov fortæller, at de finder samtalen mere værd end en flot skriftlig ansøgning.

“ Hvis du spørger, om man skal ringe hver fjortende dag eller sende blomster, så er det ikke nogle ting vi hopper på.

Send ikke blomster eller dartpile Når du har sendt ansøgningen afsted, bør du derfor sørge for en solid oprustning, inden åbent-hus-slaget finder sted. »Hvis du spørger, om man skal ringe hver fjortende dag eller sende blomster, så er det ikke nogle ting vi hopper på,« udtaler Ramskov, som i stedet giver sit bud på en oprustningsstrategi, der kan nedlægge fjenden.

7

»Det spiller en rolle, om man har sat sig ind i, hvad radio24syv er. At vi kan mærke, at man gerne vil os og ikke bare har kastet dartpile på en væg og har ramt radio24syv,« fortæller han. Derfor bør du erstatte Spotify med radio24syv og sætte dig ind i, hvad og hvordan taleradioen arbejder. »Vi vil helst ikke lave et radioindslag ud fra en forside i Berlingske,« siger Jørgen Ramskov. På åbent-hus-mødet er det derfor vigtigt, at du agerer nysgerrig, viser dit reflekterende jeg og hitter på skæve og originale ideer.

”

Det er ikke sådan, at du bliver nakkeskudt, hvis du ikke møder ind med en idé.

Det er lovligt at være idéløs Hvis du allerede nu bliver angstprovokeret over forventninger om originale ideer og selvstændigt arbejde, så er det spild af vigtig hjernekapacitet. »Det er ikke sådan, at du bliver nakkeskudt, hvis du ikke møder ind med en idé,« fortæller Pelle Dam, praktikansvarlig på Radio24syv.

Samme morgen som interviewet fandt sted, havde en praktikant været idéløs på redaktionsmødet, men sad efterfølgende med tre historier, som de andre ikke kunne nå at lave. Pelle Dam tilføjer dog: »Hvis du aldrig får en idé, så er det selvfølgelig svært at være her.« Fra praktikant til fastansat Hvis du allerede nu gør dig tanker om praktikforløb og en videre fastansættelse, så er der bestemt muligheder! »Vi har flere fastansatte, som har været praktikanter. Men vi kan selvfølgelig ikke tilbyde fastansættelse til alle vores praktikanter,« siger Pelle Dam. Redaktionen huser lige nu den tidligere SDU-soldat, Sofie Rye. Hun stoppede i praktik i sommers, men har fået en etårig kontrakt.

I efteråret slugte hun en cocktail af bachelorprojekt og fuldtid på Radio24syv, hvilket ifølge hende ikke føltes umuligt. »Min vejleder troede ikke rigtigt på det, men det lykkedes nu fint. Hvis man ligger en rigtig god plan og strammer ballerne ekstra godt sammen,« fortæller Sofie Rye. Selvom der lige nu er otte praktikanter på Radio24syv, hvoraf seks er fra betonbunkeren i Midtjylland, så pointerer Pelle Dam følgende: »Det er absolut ikke fordi, at dem fra DMJX har bedre chancer, fordi der er flere af dem nu.« Så foråret er ungt, og håbet atter lysegrønt!

Fakta om Radio24syv: - 17 ansøgte i foråret 2016 - 4 fik en praktikplads - 1 var fra SDU

8 FOKUSSET

MARTS

Man skal ikke tage det hele så seriøst Journaliststuderende på SDU har tendens til at favorisere og prestigebetone seriøse medier og hårde nyheder. En tendens, der ifølge Yasemin Özkir kan være med til at tabuisere underholdningsjournalistik Af Marie Louise Florival Andersen maan316@student.sdu.dk

D

rømme, forventninger og visioner er der mange af blandt de journaliststuderende på SDU. Skal man være redaktør hos Jyllandsposten, skribent for Politiken eller graverjournalist for Berlingske?

Snakken går og den ene drøm overgår den anden. Men hvad med de drømme, der ikke nødvendigvis indebærer akademiske formuleringer og politiske termer? De drømme, der informerer på en anderledes måde og måske endda kan få et smil frem på læben?

Yasemin Özkir, journaliststuderende på SDU, er en af den slags drømmere. »Der kan være en tendens til, at man tager

sig selv lidt for seriøst. At det hele skal være sensationspræget, og det gælder om at have de skarpeste journalistiske historier om de klogeste emner. For mig at se handler journalistik lige så meget om at komme ind under huden på nogle mennesker og måske også gøre nogle mennesker glade med de fortællinger, man nu har,« fortæller hun.

Yasemin er selv meget åben omkring fremtiden som journalist. Mulighederne er mange og det ene udelukker ikke det andet, mener hun. Desværre kan det føles, som om der er en bestemt vej, man bør følge for at passe ind. »Der er prestige i at sige, at man vil arbejde på Berlingske. Jeg tror, at nogle faktisk sidder med en drøm om at lave noget underholdning, men ikke viser det, fordi det er gået hen og blevet et tabu på studiet. Så er det nemmere bare at sige, at man vil skrive for Berlingske og følge strømmen.«

“Jeg mener altså

ikke, at succes kan defineres i denne branche. Det er en meget subjektiv definition

Man kan ikke definere succes Når det kommer til definitionen af succes i den journalistiske branche, kan der være tale om en hårfin balance, hvor enighed kan være svær at opnå. De mange samtaler blandt de studerende har givet Yasemin stof til eftertanke. For hvad er succes i virkeligheden?

“Jeg

har oplevet, at folk spørger, om jeg ikke vil noget seriøst med min uddannelse.

De sætter spørgsmålstegn ved, om jeg ikke vil lave ’rigtig’ journalistik »Jeg kan huske, at folk har snakket om, hvem der kommer til at klare sig bedst, og det, synes jeg, er umuligt at definere.

For mig er succes ikke at blive redaktør på Weekendavisen eller Politiken, for det vil slet ikke være mig at sidde i en lederrolle og tage store beslutninger. I mit perspektiv vil succes være at sidde i en redaktion som en del af et team hos et sjovt medie, hvor jeg kan

komme ud og møde nogle skæve eksistenser.

Jeg mener altså ikke, at succes kan defineres i denne branche. Det er en meget subjektiv definition,« fortæller Yasemin.

Grunden til denne tendens, mener hun, kan være, at det skaber en form for prestige. Men for hende er de små, skæve historier mindst lige så vigtige som verdensomspændende nyheder. En lille begivenhed kan have en verden til forskel for det enkelte menneske, som situationen drejer sig om. Men reaktionerne på hendes holdninger og interesser for lige netop underholdningsjournalistik er ikke altid positive. »Folk reagerer forskelligt. Nogle mener, det er fedt, og nogle tvivler på, om det holder.

Jeg har oplevet, at folk spørger, om jeg ikke vil noget seriøst med min uddannelse. De sætter spørgsmålstegn ved, om jeg ikke vil lave ’rigtig’ journalistik.« Om det er P3, DR3 eller DR Ultra, der bliver Yasemin’s fremtidige arbejdsplads, ved hun endnu ikke. Men blandt disse medier findes en succes og en journalistisk arbejdsplads, som hverken er mere eller mindre ’rigtig’ end redaktørposten hos Jyllandsposten.

FOKUSSET

LX

9

Klumme: »Er jeg virkelig den eneste, der lytter til underholdning?« Af Julie Almann Larsen jular@student.sdu.dk

D

a andet semester på journalistik blev skudt i gang, blev vi på radioholdet bedt om at fortælle, hvilke radioprogrammer og radiokanaler vi lyttede til. Den ene hånd efter den anden røg i vejret. Og det ene akademiske, komplicerede eller højkulturelle program efter det andet blev nævnt.

Ingen smed en stolt næve i vejret og sagde, at de syntes, Mads og Monopolet var det fedeste. P3 blev omtalt som »sådan en lallekanal, man for længst stoppede med at lytte til«. Senere den dag og de efterfølgende dage tænkte jeg over, om det virkelig kunne passe, at jeg var den eneste, som i tide og utide lyttede til disse programmer. Var jeg virkelig den eneste, der lyttede til underholdning?

Jeg konkluderede, at det ikke kunne være rigtigt. Hvis jeg selv havde rakt hånden op og kun måtte nævne ét program, så havde jeg også sagt P1 frem for P3.

“

P3 blev omtalt som »sådan en lalle-kanal, man for længst stoppede med at lytte til« Underholdningsjournalistik vs. hårde nyheder Men hvorfor skal det være sådan? Hvordan kan det være, at det er ilde set, hvis man lytter til og læser anden journalistik end det allermest seriøse? Eller hvis man vil bruge sin journalistuddannelse til at være vært på Aftenshowet? Hvordan kan det være, at man kun bliver taget alvorligt, hvis man agter at skrive lange smører for Berlingske eller lege katten efter musen med Lars Løkke på Christiansborg?

Efter at have diskuteret underholdningsjournalistik med flere fra min årgang på journalistuddannelsen kunne jeg konkludere, at underholdningsjournalistik er et vidt begreb, som afhænger af den enkeltes subjektive vurdering. Min subjektive vurdering og mit udgangspunkt i dette indlæg er, at underholdningsjournalistik er journalistik, hvis umiddelbare formål er at underholde.

Læg mærke til umiddelbare Denne form for journalistik har også andre, måske mere samfundsrelevante formål. Det vil jeg vende tilbage til.

Journalister negligerer underholdningsjournalistik Der kan være mange bud på årsager til negligering af underholdningsjournalistik på journalistuddannelsen. Jeg har tænkt over, hvorfor jeg mener, at det er sådan, og det er der kommet et par teorier ud af.

Min første teori lyder på, at det er finere, hvis man vil lave ’seriøs’ journalistik. For kun hvis man laver ’seriøs’ journalistik og hårde nyheder, tager man sin opgave som den fjerde statsmagt alvorligt. Vi skal som journalister sørge for at informere den danske befolkning, gøre befolkningen klogere og i stand til at medvirke i demokratiet og agere som den ideelle samfundsborger. Den rolle kan vi kun påtage os, hvis vi beskæftiger os med alvorlige samfundsmæssige problemer.

Min anden teori er, at vi på overfladen virker som dygtigere, klogere journalister, hvis vi beskæftiger os med komplekse emner.

Hvis vi beskæftiger os med emner, som kun højtuddannede og politisk interesserede kan forstå og relatere til, og som vi i øvrigt skal bruge mere spalteplads, end hvad godt er, på at forklare; så er vi rigtige journalister.

Så bruger vi vores uddannelse fornuftigt, og så er det noget, vi gerne fortæller til vores medstuderende.

En afgørende faktor But let’s face it: Underholdningsjournalistik er i dag lige så eftertragtet som al anden journalistik, vil jeg vove at påstå. Det er også lige så vigtigt. For med underholdningsjournalistik rammer man som journalist en anden målgruppe, end man ville gøre med lange, undersøgende artikler i Politiken. Denne målgruppe er vigtig. Man rammer bl.a. dem, som muligvis ikke er politisk interesserede.

Underholdningsjournalistik kan være afgørende for denne målgruppe, fordi det ofte får abstrakte politiske emner ned på et plan, hvor disse mennesker kan relatere til det og måske endda identificere sig med det.

Det er vigtigt, fordi vi ellers ender med et samfund, hvor kun eliten eller politisk interesserede får taletid, kommer til orde og bliver oplyst. Det er noget, vi som journalister (in spe) kan og bør forhindre. Medierne og public service er til alle danskere. Mikkel Fønsskovs ’bløde’ erfaringsinterviews på Aftenshowet betyder noget. De ændrer noget for nogle og gør andre bevidste om et samfundsmæssigt problem.

Nye diskurser omkring underholdningsjournalistik For at vende tilbage til første lektion i radioundervisningen så ligger negligeringen af underholdningsjournalistik i mine øjne ikke i selve uddannelsen og dens opbygning.

Vi har, allerede her små syv måneder efter studiestart, haft rig mulighed for at afprøve den ’blødere’ del af journalistikken. Vi har flere gange beskæftiget os med erfaringsinterviews

og reportager, og vi har mulighed for at starte vores egne radioprogrammer, for at nævne et par punkter.

“

Der er behov for journalister, som vil lave underholdning, akkurat lige som der er behov for journalister til at lave de benhårde, knivskarpe nyheder Ikke desto mindre må det være os journaliststuderende, som selv skaber og italesætter tabuiseringen af underholdningsjournalistik.

Derfor er det også kun os journaliststuderende, som kan ændre disse forvrængede diskurser. Underholdningsjournalistik er også (vigtig) journalistik. Der er behov for journalister, som vil lave underholdning, akkurat lige som der er behov for journalister til at lave de benhårde, knivskarpe nyheder. Vi kan jo ikke alle ende med at lege katten efter musen med Lars Løkke på Christiansborg.

10 STUDIET

MARTS

Få dog styr på dit håndværk Af Julie Dorthea Bøge Julie.d.boege@gmail.com

V

i tror vi kan gå på vandet. Mange af os kan takke vore forældre for at være opdraget i den tro, at vi er små, forbistrede, funklende stjerner, hver og én. Vi har derfor haft usandsynligt nemt ved at annektere tanken om, at vi kan alt, og dermed spankulere tankeløst henover vandets spejlblanke overflade uden at falde igennem.

Sandheden er imidlertid, at man skal lære at kravle, før man kan gå.

Da jeg startede på journaliststudiet, fik jeg hurtigt manet mine tanker omkring min egen kunnen i jorden. Det var et decideret skarpt og kreativt tænkende felt, jeg var stillet op imod – klar til kamp om pladserne hos de store mediemoguler. Vi havde alle sammen talent. Det var vi hver især ikke i tvivl om. Og det levede vi højt og fast på.

Det var selvsamme drivkraft, der hjalp mig i forsøget på at komme gennem nåleøjet.

Jeg blev dog hurtigt klar over, at de basale redskaber, jeg havde med mig fra gymnasiets danskundervisning og grundforløb i grammatik, ikke helt kunne hamle op med det niveau, som jeg nu skulle affinde mig med. Det var især mediesprog, der gav anledning til megen frustration i den første periode blandt os alle. De kommaregler, man tidligere blindt havde benyttet sig af, blev gjort til skamme – her tænker jeg naturligvis på den evige: Husk at sætte komma, hvis du kan bytte ’der’ ud med ’som’-regel.

“Det, der kan ses

som et tegn på simpel uvidenhed eller direkte negation af Dansk Sprognævns officielle kommaregler, opsnuses af de grammatiske blodhunde – så enkelt er det.

Vi er heldigvis ikke de eneste.

I den virkelige verden uden for SDU’s trygge aflukke støder jeg ofte på små sproglige finurligheder. Alt lige fra at stave avokado: advokado, til fuldkommen misforstået brug af faste vendinger såsom at gimse af i stedet for at kimse ad.

Ja, det er faktisk rent ud sagt tåkrummende. I mine øjne er det et tegn på, at man enten er tynget af en deadline, eller også er der tale om ren dovenskab fra journalistens side. Hvorfor bruger man ikke lige de ekstra par minutter på at få tjekket sin artikel igennem for sproglige fejl? Det er mig endnu en gåde.

Når jeg bliver mødt af et mediebillede, hvor der gives lidt for stort albuerum til grammatisk analfabetisme, så kan jeg ikke lade være med at glæde mig ved tanken over at være studerende på SDU. Tanken er jo netop hér, at vi skal klædes ordentligt på til at kunne agere grammatisk korrekt indenfor Dansk Sprognævns givne retningslinjer.

Når vi en dag træder ud i en verden, hvor bølgerne går højt, og tidspresset er enormt, bør vi som journalister være forrest i feltet. Vi bør fremstå som de gode eksempler med grundlæggende grammatiske færdigheder, så vi så vidt muligt undgår at ryge i fedtefadet for eventuelle sproglige fejl og mangler. Befolkningen, de ved nok så meget om, hvornår man bruger start- fremfor slutkomma et. Og ja, de holder skarpt øje med os journalister.

Hvorfor så ikke gøre sig den umage at få styr på tingene, inden det virkelig går løs?

“I den virkelige verden

uden for SDU’s trygge aflukke støder jeg ofte på små sproglige finurligheder. Alt lige fra at stave avokado: advokado, til fuldkommen misforstået brug af faste vendinger såsom at gimse af i stedet for at kimse ad.

Ved at få en helt grundlæggende forståelse for sproget, og i særdeleshed grammatik, kan man måske dæmme op for fremtidige fodfejl. Så kan det godt være, at man skal trækkes igennem sætningsskemaet og lave syntaktisk analyse, men det er med det ene for øje: At forberede os på de sproglige kritikere (læserne, seerne, lytterne), som sidder klar derude på tasterne. De rykker hurtigt og fortsætter ubarmhjertigt og uhæmmet med at give sproglige prygl til de journalister, som er blinde for deres egne fejl.

Det, der kan ses som et tegn på simpel uvidenhed eller direkte negation af Dansk Sprognævns officielle kommaregler, opsnuses af de grammatiske blodhunde – så enkelt er det.

Helt basale fejl skuer i de flestes øjne, og det er langt hen ad vejen også et tegn på, at man har givet op for tidligt i sit arbejde med artiklen. Enten glemmer man at gå kritisk til værks med sit eget journalistiske produkt, eller også har man blot stirret sig blind.

“Til skeptikeren: Bare rolig. Der er en helt naturlig forklaring på, hvorfor du skal trækkes gennem de tunge drenge ’Syntaks’ og ’Ortografi’.

Jeg er personligt blevet langt mere bevidst omkring, hvor mange fordele journalistuddannelsen på SDU har sammenlignet med de andre respektable kandidater i samme skuffe. Udover at terpe os igennem sætningsanalyse i alskens afskygninger bliver vi samtidig gjort opmærksomme på, hvilken verden der venter os på den anden side.

En medieverden, hvor tidspres er en væsentlig faktor, som kan have stor indflydelse på vores arbejde i sidste ende.

Allerede nu har vi fået et solidt kendskab til sætningsskemaets sanselige sammenhæng.

Men når det er sagt, så har vi langt igen, der er længere til målstregen end hidtil antaget.

Vi har lige lært at rejse os på vores små ben og klemme os fast til nærmeste stoleben.

Til skeptikeren: Bare rolig. Der er en helt naturlig forklaring på, hvorfor du skal trækkes gennem de tunge drenge ’Syntaks’ og ’Ortografi’. Det er med henblik på, at du skal have styr på det basale håndværk, før du kan bryste dig af at være ferm i den grammatiske jargon og i sidste ende blive en eminent skribent.

LX

STUDIET

11

Hvor er mine skriveøvelser og hvorfor de fossile kompendier?

Af Alexander Berg Jensen Alexanderberg17@gmail.com

Nu var jeg her så, og med dét, som føltes som et knips, var 1. semester overstået. Jeg er stadig lykkelig over at kunne kalde mig journaliststuderende. Sociallivet fejler intet. Vi har trippet om at komme i gang, når vi til Tirsdagsoplæg har hørt på inspirerende professionelle i branchen fortælle om deres daglige gang.

Vi har allerede oplevet en lille hors d’oeuvre af virkeligheden, da vi under Skosåleugen fik afprøvet vores journalistiske færdigheder af med lokaljournalistik rundt omkring i riget. Mange ting har været tilfredsstillende, men det har langt fra været ’landet af honning og mælk’, som mine forventninger ellers fortalte mig inden hele eventyret startede.

“Det er ikke hjernevri-

dende teori at vide, at DR3’s målgruppe er anderledes i forhold til P1’s målgruppe.

Lidt firkantet sagt.

Selvfølgelig er det ikke det. Mine forventninger var tårnhøje. Det er heller ikke sådan, at mit billede af Journalistik som et lille paradis ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på SDU er fuldstændigt smuldret. Jeg kunne stadig ikke forstille mig et bedre studie at være på. Der har bare manglet (og mangler) noget. Noget jeg vil vove at påstå, der vil gøre studiet endnu bedre. Her er en lille potpourri af de ting, jeg har savnet ved 1. semester, og stadig går og savner.

Kommentar iden inden jeg startede på Journalistik på Syddansk Universitet, havde jeg ekstraordinært høje forventninger til, hvad min kommende tid som journaliststuderende ville byde mig. Jeg havde sat uddannelsen op på et helligt og udødeligt piedestal, som en form for journalistisk Utopia, hvor alting bare vil føles rigtigt. Medietorvet var de journaliststuderendes Edens Have.

Men hvorfor skulle jeg også se anderledes på det.

Journalistik var min drømmeuddannelse. Siden mine spæde teenageår, hvor jeg for første gang blev spurgt af en studievejleder, hvad jeg gerne vil være ’som stor’, har journalistikken stædigt hængt ved.

T

Giv os lov til at skrive I 1. semester skulle vi støbes til at kunne skrive knivskarpe og sylespidst vinklede nyhedsartikler.

Vi har også lært alle de nødvendige redskaber såsom at kunne kravle ned ad abstraktionsstigen, være konkrete og skildre mellem forskellige målgrupper, og hvad nyheds-hjertet ellers begærer.

Men med al respekt for faget, så er det ikke noget, der kræver to hele hverdage om ugen at lære.

Det er ikke hjernevridende teori at vide, at DR3’s målgruppe er anderledes i forhold til P1’s målgruppe. Lidt firkantet sagt. Dog kan det være svært i praksis at skrive en velskrevet og vinklet artikel, når man ikke får det helt ind under huden, og samtidig er i konstant rotation med at skrive.

Nu taler jeg i princippet blot for mig selv og skal ikke lege orakel. Jeg skal ikke fortælle, hvordan det hele ellers bør foregå, men jeg fornemmer blandt mine medstuderende, at der har manglet mange flere skriveøvelser. Det er sjældent, jeg hører nogen sige, at de virkelig har fået nyhedsjournalistikken helt ind til knoglerne. At de virkelig har fået blod på tanden, når det gælder om at lave nyheder til enten Politiken eller Fyens Stiftstidende.

Jeg forstår ikke, hvorfor man har brugt to dage om ugen på teori og små-opgaver om påstande i rubrikker og eksponering af eksperters abstrakte professorlingvistik. Der bør have haft langt flere skriveøvelser.

Langt flere reportage-øvelser, portræt-øvelser, etcetera, etcetera. Så mange skriveøvelser, at vi vil få hård hud på fingrene og få tastaturet til at smelte.

Det har været savnet, og der har været rig mulighed for at give os tid til den slags. Som sagt: to dage med teori. Det bør kunne lade sig gøre at cutte teori med opgaver til én dag, og så have en ugentlig skrivedag. Så vil vi nærme os den 7. journalist-himmel, som mine forventninger om studiet fornemmede.

Giv os mere af den store, store verden Sociologi, politik, etik og andet teoribaseret undervisning er for de fleste journaliststuderendes vedkommende enormt spændende. Der er dog en løftet pegefinger. Fordi jeg mener, at det godt kan gå hen og blive for teoritungt.

Dér, hvor jeg virkelig er blevet inspireret, og hvor jeg er blevet endnu mere nysgerrig på journalistikkens gøren og kunnen, har været til Tirsdagsoplæg.

Til Medielejr på Vallekilde Højskole. Til alle de tidspunkter, hvor journalister og andre branchefolk har været og fortælle om deres arbejde.

“Det konkrete er nemmere

at sluge end tørre diagrammer og statistikker fra Giddens og Deuze. Jo, teori er enormt vigtigt, men hvor vil jeg elske langt mere af den ’virkelige’ verden.

At høre om Mathilde Kimers arbejde i Ukraine og Rusland, Lea Korsgaards chefredaktør-rolle på Zetland eller Kristoffer Eriksens rejse til de superrige i verdens udviklingslande – dét har været inspirerende i en galakse for sig. Teori står sort på hvidt, men deres oplæg har været konkrete.

Det konkrete er nemmere at sluge end tørre diagrammer og statistikker fra Giddens og Deuze. Jo, teori er enormt vigtigt, men hvor vil jeg elske langt mere af den ’virkelige’ verden.

Vi bør få formidlet viden om den verden, vi skal ud i, på andre måder end de tykke moppedrengekompendier (1980’erne har ringet, de vil gerne have dem tilbage), PDF-filer eller førnævnte Giddens. Der er et helt ocean af dokumentarer, podcasts og andet, der på et fagligt højt niveau kan gøre os klogere på, hvordan det store billede hænger sammen. Lad os diskutere lidt af dem i stedet.

Giv os lidt variation i pensum eller til undervisning. Det vil være et friskt pust og et afbræk på det teoritunge læsestof.

12 DEBATTEN

MARTS

Debatten er journalistens humle I en verden, hvor objektivitetsnormen fylder uendeligt meget for den enkelte journalist, så er debat journalistens mulighed for et tiltrængt afløb, hvor man kan være menneske og ikke kun journalist.

Af Mathias Oldager & Karoline Lunddal Dam

D

et er vigtigt, at I tilstræber jer objektivitet og undertrykker jeres meninger, så den ikke kolliderer med jeres daglige virke som journalist, forklarer de højtråbende oplægsholdere. Bagefter forklarer de, at en journalist aldrig har fri.

I en verden, hvor man som journalist hele tiden skal forstå sig selv som værende foruden meninger, bliver man meningsløs. Og journalister er bestemt ikke meningsløse!

Med tanke på den drivkraft, der ligger bag vores idealistiske faggruppe, som vil redde verden fra uretfærdighed og dårligdom, så er meninger nemlig det, vi har flest af. Vi har en mening om kønsroller, om fake news, og selv klimaet i undervisningslokalerne har vi en mening om.

Meninger, som selvfølgelig ikke skal gemmes væk fra offentligheden, så længe man står inde for sit navn og ikke sin titel.

Det handler om at få afløb fra den nøgterne og fastlåste verden, som fanger journalisterne i hverdagslivet. Det handler om at huske sig selv.

Det, der skabte vores egen lyst til journalistfaget, og det der gør, at vi ikke river hovederne af os selv, når vi har skrevet en artikel, er, at vi får mulighed for at debattere emnet.

Om det så er på nettet eller ansigt til ansigt med andre. Selvfølgelig skal indlæggene ikke være enfoldige og unuancerede, for det gode debatindlæg kræver også stillingtagen til de modargumenter, der kunne opstå.

I en alkoholiseret branche, som journalistfaget har været i mange år, så er debat nutidens humle, der giver afløb til personen bag titlen. Et sagligt, velargumenteret afløb, der skaber fremgang og kan højne den journalistiske kvalitet. Det er en kunst, som ikke skal forklejnes eller forties til intethed i forelæsninger af moraliserende undervisere. Vi skal omfavne det, for det er det kæreste, vi har.

En Pind i hjulet på åbenheden Lukkede samråd og en politisk scene, hvor fortæppet er trukket for. Kan det passe, at Danmark skal forfalde til diktaturlignende tilstande?

Af William Sonne Kaalø

I

det forgangne folketingsår blev der ifølge Jyllands-Posten holdt 367 åbne samråd.

Det høje tal bør vi journalister sætte pris på. For åbenhed er nu engang vejen frem i vores branche. Også for borgerne. Jo mindre gennemskuelighed, jo sværere er det at afsløre svindelsager. Vi skal kæmpe for åbenhed.

Især i en tid, hvor vi diskuterer offentlighedslov og ser en præsident i USA give medierne mundkurv på.

Derfor er det beklageligt, når Søren Pind (V) på Twitter den 26. januar proklamerer, at han synes, det var en dum idé af Folketinget i sin tid at indføre åbne samråd, og han tilføjer, at det kun er et spil for galleriet. I et interview med Berlingske den 19. februar beskriver Pind åbne samråd som »folkestyrets eklatante fiasko og den værste opfindelse i dets historie,« og tilføjer: »I virkeligheden baner det vejen for diktaturet. Fordi det udstiller og latterliggør og forhåner og er uægte. Kravet om den påståede gennemsigtighed bærer reelt fascismen i sig.

For hvis man har den, så kommer løgnen jo!

Så begynder man at lyve.« Men hvis man er nødt til at lyve, spørger jeg lige: Bør man så være i politik? Og hvor mange åbne samråd holder diktatoren Kim Jong-Un om ugen?

Faktisk har Søren Pind delvist ret i sin påstand. For det politiske cirkus, vi i dag oplever, er virkeligt et spil for galleriet – og politikere bruger i høj grad åbne samråd til at udstille og grille hinanden og dermed udleve dette spil. Og det er ikke en god ting.

Det var ikke for at få detaljer om landbrugspakken forklaret, da tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) blev kaldt i samråd. Det var for at udstille hende på en nem måde, hvor man ikke skulle kæmpe om taletid i medierne. Den 20. februar i år sagde Kjer Hansen i et live-interview på TV SYD’s Facebook-side: »Jeg var tilhænger af åbne samråd i starten, fordi jeg troede, det ville føre til, at vi ville opføre os mere ordentligt. Men jeg må så erkende, at det ikke har været tilfældet.« Men der hvor Søren Pind (V) og jeg for alvor skilles, er, når han i kommentarerne til sit tweet anerkender, at flere lukkede samråd vil føre til mere lukkethed og yderligere tilføjer: »Og? Hvad hvis det er bedre? Der er svarene også mere frimodige.« ‘Frimodige’ forstået på den måde, at der bliver indgået aftaler under bordet, der får konsekvenser for vores velfærd, natur mm.?

Vi må aldrig gå på kompromis med lukkethed. Hellere et spil for galleriet og et politisk cirkus end politikere, der holder journalister og især borgere for nar. Det vil muligvis føre til mindre troværdighed til politikerne, men så må man gentænke den måde, der bliver ført politik på overfor os udenfor Christiansborgs mure. For udover personfølsomme oplysninger i konkrete sager, har Folketingspolitikere – herunder Søren Pind (V) – vel ikke noget at skjule for offentligheden. For det er jo netop os borgere, der har valgt Søren Pind og hans kolleger ind i Folketinget.

Det kan aldrig være bedre med lukkede end åbne samråd. Faktisk vil jeg, modsat Søren Pind (V), mene, at det er lukkede samråd, der baner vejen for diktaturet. Politikere kan have en skjult dagsorden – de må bare ikke få den eksekveret.

Det er dét, som åbne samråd er med til at sørge for. Og det skal de blive ved med.

Vi opfordrer derfor til, at I griber til den disputerende flaske ved at byde ind med indlæg til debatsektionen. I skal ikke bekymre jer om faglige krav, for vi er her for at hjælpe, hvis der overhoved skulle være behov for det.

De vigtigste er, at I giver lyd fra jer, for I bliver hørt.

LX

DEBATTEN

13

ZULU, bliv ved din læst Tillad mig at tage smagsdommerkasketten på for en kort bemærkning. Jeg sad og så Zulu Awards en sen søndag aften, og den samme tanke blev ved med at vende tilbage: Sikke en farce.

Af Maiken Krongaard Knudsen

O

verraskelsen over, at hele Danmarks Mads Mikkelsen rendte med prisen for ’Årets Bedste Skuespiller’, kunne ligge på et meget lille sted.

Han diskede op med sit karakteristiske charmesmil og blev klappet op på scenen til tonerne fra Star Wars-temaet. Zulus seere havde formentlig stemt på Mads Mikkelsen, fordi de gerne ville have et glimt af ham og høre ham sige et par bevingede ord på modersmålet.

Middelmådigheden rækker Herhjemme i andedammen er vi ved at revne af stolthed over hans bedrifter. Men vi er også forblændede. Den populære skuespiller har ikke lavet en dansk film i to år. Og faktisk har han i de seneste år stiftet bekendtskab med lave seertal og lunkne anmeldelser af noget af det, han har medvirket i i udlandet. I sin takketale tegnede Mads Mikkelsen selv et meget rammende billede, der illustrerer, hvori farcen ligger: »Zulu er familie for mig - på den måde at forstå, at det kun er familie, der synes, at det der, man bringer med hjem fra formning, er fedt.« Kendt kunstner eller bare kendt?

Det regnede med guld ned over Gulddreng, idet han hev to priser i land til awardshowet.

Ingen tvivl om, at den unge mand har målgruppen i sin hule hånd. Han har formået at lave ørehængere, han får folk ud på dansegulvet, og vores statsminister havde endda en skjult Gulddreng-reference med i sin nytårstale.

Og som om det ikke var nok, skulle DJ’en under den dobbelte prisvinders optræden i showet gudhjælpemig forestille at agere Lars Løkke Rasmussen. Er de blevet bonkammerater nu? Regnede han med, at han kunne score nogle billige point hos de unge vælgere?

Nå, det var en sidebemærkning.

Men come on. Malte Ebert aka Gulddreng kan ikke hamle op med de andre kunstnere, som var nomineret i de to kategorier. Det skurrede i mine ører, at han fik den credit.

“

Fjern skyklapperne, udvid horisonten og hæv barren for, hvad der tager kegler Hvilke vælgere er kvalificeret?

Eliten vs. folket er en brandvarm kartoffel i den offentlige debat verden over. Den debat rummer mange debatter. I denne ombæring vil jeg blot driste mig til at stille spørgsmålstegn ved Zulu Awards’ eksistensgrundlag.

På den ene side køber jeg begrundelsen for

at afholde et awardshow, hvor det er seerne, og ikke en fagjury, som afgør, hvem der vinder statuetterne. Folkets stemme er vigtig.

Alle kulturprodukter, film, radio, musik, you name it, laves til et publikum. Så på sin vis giver det mening, at de tilkendegiver, hvad der falder i deres smag. Men det var ganske åbenlyst, hvilke parametre, der havde været i spil, da Zulus seere skulle afgive deres stemmer. Jeg syntes, at de var galt afmarcheret.

Den rene popularitetsanerkendelse Imens Zulu Awards rullede over skærmen, løb Robertuddelingen af stablen. Til denne uddeling vandt ’Der kommer en dag’ i kategorien ’Årets Bedste Film’.

Fagjuryen bestod af skuespillere, instruktører og andre branchefolk.

Til Zulu Awards vandt ’Flaskepost fra P’.

Man kan og skal ikke sammenligne de to film.

Men dette eksempel var symptomatisk for hele prisuddelingsshowet på Zulu.

Det understregede den påfaldende tendens, der vækkede min indignation. De, der havde størst kendisfaktor, og det, der var hypet blandt befolkningen og i massemedierne, modtog priserne.

Populærkulturen er i høj kurs hos Zulusegmentet. De sluger Gulddreng og ’Flaskepost fra P’ råt. Mit opråb til dem lyder således: Fjern skyklapperne, udvid horisonten og hæv barren for, hvad der tager kegler. De burde i højere grad betragte film, tv og musik som værende kunstarter, man skal vurdere på bestemte parametre. Zulus seere tager ikke højde for, hvorvidt det, de ser eller lytter til, for eksempel rummer substans, et æstetisk udtryk, autenticitet, kreativitet eller originalitet.

Det er måske en politisk ukorrekt melding at slynge ud, men efter min mening har den kommercielle, middelmådige populærkultur vundet for meget terræn. Jeg vil gerne slå et slag for, at den kulturelle elite består, og at kulturen ikke bliver forfladiget.

Zulu – hold dig til det du kan Betyder det så, at kanalen TV 2 Zulu ikke har en berettigelse i det store tv-udbud? Nej, det synes jeg absolut ikke. Jeg vil til enhver tid lovprise dem for at have skænket mig ’KLOVN’. Og I ’Dybvaaaaad!’ har Tobias Dybvad blik for det komiske i, at Jørgen Leth, som i parentes bemærket er min (måske alles?) overskyggende grund til at se Tour De France, med sædvanlig troværdighed i stemmen udtaler isen Magnum forkert for femte gang i et rejseprogram.

Zulu er en legeplads, hvor både upcoming og etablerede navne inden for comedy kan boltre sig. Et bredt, mangfoldigt udsnit af befolkningen zapper over på Zulu, når de har brug for at blive underholdt, grine og koble hjernen fra – mig selv inklusiv. Hvert år bliver komikerne, satirikerne og andre fra branchen hyldet til Zulu Comedy Galla. Det er lige så

selvpromoverende og indspist et foretagende som awardshowet, men til gengæld er det helt på sin plads. Zulus fornemmeste opgave er at være leveringsdygtig i dansk comedy, og for min skyld må de gerne høste fortjente klapsalver på den konto.

Men Zulu Awards er overflødig. Zulu underminerer hele idéen om et awardshow, i og med de bedste præstationer og produkter

ikke bliver hædret, som det sig hør og bør.

I denne sammenhæng kan man godt børste støvet af den gamle talemåde ’skomager, bliv ved din læst’. Zulu burde holde sig til comedyen og lade være med at betræde andres enemærker.

14 SATIREN

MARTS

»Jeg er medieforsker, ikke model« Center for Journalistiks helt egen alfahan, centerleder Peter Bro, savner en fordums tid, hvor han blev anset som ligestillet med sine med-homosapiens og ikke havde et image som ham med magt og manke.

Af Alexander Berg Jensen alexanderberg17@gmail.com

»Ser du, det er ligesom et kompas, der skal føre sin kaptajn… Nej, vent, den kan ikke rigtig bruges her.«

»D

ux ab Locus ad Diurnalismus« står på skiltet ude foran Peter Bros kontor. I parentes står der »Centerleder for Journalistik«. »Du skal ikke starte artiklen med at kalde mig alfahan,« fortæller Peter Bro mig som det første, idet jeg træder ind på hans æresfrygtede kontor. »Ja, undskyld, jeg gik bare med nogle tanker om det her interview, og jeg er en smule nervøs, det skal du ikke tage dig af,« beklager han kort efter.

Peter Bro byder på en kop kaffe inden interviewets start. ’Villa, Volvo, Vagthund’ står der koppen. »Det er good ol’ Merrild. Min absolutte yndlings-kaffe,« fortæller centerlederen begejstret.

“Jeg er altså bare et gan-

“Min kone skælder mig

også ud, hvis jeg glemmer at købe klementiner i Bilka. Eller ’Clement’iner’, som jeg kalder dem.

Peter Bro, centerleder på Center for Journalistik. Foto: Arkiv.

ske almindeligt, dødeligt menneske, ligesom dig og alle dine medstuderende.

Han føler, at han har været anbragt på en piedestal i alt for lang tid.

Centerlederen forstår ikke dyrkelsen af ham som et ikon. Det er ham uforståeligt, at han har fået status, som værende en journalistisk inspirationskilde med rockstjernestatus.

Det fortæller den statue-egnede Peter Bro.

Inden interviewet begynder, vandrer Peter Bro eftertænksomt frem og tilbage i et tilbagelænet tempo og kigger på ældre billeder fra en barnedåb, han var til. Til barnedåben fortalte forældrene, ifølge Peter Bro, at de insisterede på, at de ville døbe barnet Peter.

Men denne situation blev for meget for ham.

»Jeg er altså bare et ganske almindeligt, dødeligt menneske, ligesom dig og alle dine medstuderende. Min kone skælder mig også ud, hvis jeg glemmer at købe klementiner i Bilka. Eller ’Clement’iner’, som jeg kalder dem. Ha-ha, se, jeg har endda også far-humor. Det er vel langtfra at være perfekt.«

Skaber useriøse forhold At Peter Bro bliver anset som en form for gudeskikkelse med »fakultetets flotteste hår«, gør, at han føler sig som et nemt mobbeoffer og derved mister autoritet. Og hermed også seriøsitet omkring sit erhverv, fortæller han, nu i et mere alvorligt toneleje. »Nu overhørte jeg tilfældigvis nogen tale om mig som en ’flottenhejmer’. Det er i sig selv fint nok med komplimenter, men det er jo ligesom ikke derfor, jeg er her. Jeg er medieforsker, ikke model.« Centerlederen har svært ved at komme med en forklaring på fænomenet.

Mens Peter Bro leder efter de rigtige ord, bliver vi pludseligt afbrudt af omkvædet i sangen ’Hvor Er Du Bro?’. Det er Peter Bros telefon, der ringer. Opkaldet giver ham et anspændt udtryk i ansigtet. Han tager telefonen og siger lavmælt: »Det er et rigtigt utidigt tidspunkt at ændre min ringetone på, Morten…« Samtidig bliver døren åbnet. Det er Morten Skovsgaard, lektor ved Center for Journalistik. Han kan slet ikke holde masken.

Han kniber en lille tåre og viser sin telefon frem. »Sorry, men kunne slet ikke lade være.

Fortsat godt interview!« klukker Morten Skovsgaard, lukker døren og går sin vej. Latteren høres fortsat gennem den hvide kontordør, mens han skridter hen ad gangen. »Kan du ikke se, hvad jeg mener?« spørger Bro. »Al den fremhævelse af, at jeg er ’Manly Man’ eller en eller anden Zeus af Centeret - det har ikke nogen god effekt. Det skaber drillerier og giver ikke det rigtige billede af mig; at jeg blot er en ganske almindelig mand, der passer mit leder- og papirarbejde.«

Kammerater!

Af Theis Meilby Eriksen terik16@student.sdu.dk

Foran os ligger andet semester, andet semester ud af syv. Det synes som lang vej endnu, men hvor hurtigt fløj første semester ikke afsted?

Vi har i det forgangne semester været akavede, panikket, været frustrerede og stressede. Vi har også været sociale, snotstive selskabeligt overrislede og dyrket drukbåret teambuilding fået lært hinanden at kende, på en jysk pløjemark.

Vi har været evigt innovative i vores overspringshandlinger kreative brud, som led i forsøget på ikke at læse endnu en sociologisk langgaber. Vi har været evigt undrende over, hvad Refleksion egentligt skulle.

Vi har demonstreret vores fineste graverarbejde i mangt en håndværksartikel omhandlende, hvad der nu egentligt rører sig i verdens fjerneste afkroge. Endelig har vi mobiliseret al vores humanioraagtige forståelse for at fatte sætningsskemaet.

Vi har overlevet januars stressterror og kæmpet os gennem ulæst opfrisket pensum!

Vi har taget hul på februars uddannelse i brug af moderne masse propaganda medier. Forude venter marts og resten af andet semester.

Men vi har gjort det! Vi har taget de første skridt mod målet.

Vel mødt, Hals Und Beinbruch!

NICHEN

LX

15

Tysk trampertrio løfter træg retroaften

Scooter på scnen. Foto: Bjarke Hammer Skov.

Fredag den 10. februar var der lagt op til benhårde beats og knæklys i lange baner, da arrangementet ’Vi Elsker Hardcore’ løb af stablen i Odense Idrætshal.

Af Bjarke Hammer Skov bjsko16@student.sdu.dk

F

ørste kunstner på scenen var 666.

Deres show bestod af DJ Mike Griesheimer og Mr. Demon på vokal.

Showet virkede ikke specielt indøvet, men der var god valuta på hitfronten. Adskillige gange under showet spyede Mr. Demon ild (og Asti!) rundt på scenen og ud over publikum. Det understøttede djævle-temaet ganske fint, men blev alligevel som virkemiddel slidt hurtigt. Sceneshowet kunne ikke helt bæres af Mr. Demon og ild alene, men han havde det tydeligvis fremragende på scenen.

Desværre var der mere kitsch end kunst over 666’s optræden.

Senere trådte Brooklyn Bounce noget hårdere på speederen. Udover en DJ og MC havde de også to kvindelige dansere med, som i høj grad var med til at bære showet igennem. Samarbejdet mellem DJ og MC samt mellem MC og dansere fungerede upåklageligt. Desværre brugte de mange af de samme gimmicks som 666 - fakler og ildspyning. Virkemidler, som allerede under 666’s show havde karakter af kliché, blev nu endnu mere tyndslidte.

Ikke desto mindre var energien og glæden ved at optræde, tydelig, og leveringen af numre som ’Born to Bounce’ og ’Bass, Beats & Melody’ passede perfekt ind i Vi Elsker Hardcore-konceptet.

“ Det alt for radiovenlige ‘set’ havde egnet sig bedre til The Voice end Vi Elsker Hardcore.

Eneste danske islæt var DJ Aligator med det borgerlige navn Aliasghar Movasat, som leverede en noget ugidelig indsats på scenen.

Konferencieren fik sagt fra scenen, at DJ Aligator spiller for fulde huse rundt omkring i verden. At dømme ud fra aftenens show var dette svært at tro. Medbragt var en MC fra USA, der trods den lange rejse ikke havde mange andre ord i sig end »come on!«. Undervejs i showet bemærker DJ Aligator, at han kun har kort tid tilbage på scenen.

Manden med det ellers solide bagkatalog så ud til at have misforstået konceptet med showet. Det alt for radio-venlige set havde egnet sig bedre til The Voice end Vi Elsker Hardcore. Det virkede ærligt talt, som om han havde travlt med at skulle ned fra scenen.

Et lys i mørket ved DJ Aligators optræden var den nærmest tinnitus-fremkaldende larm, der overdøvede det øvrige lydbillede, da publikum fra scenen blev forsynet med fløjter op til det største hit ’The Whistle Song’.

Selvom publikums eget fløjtespil lød mere som blokfløjteundervisning i 3. klasse end som fløjtestykket fra ’The Whistle Song’, så gav lydbilledet solide reminiscenser til den eufori om nummeret, der kom til udtryk på hitlisterne, hvor singlen nåede firedobbelt platin i Danmark alene.

Til sidst kom hovednavnet: Scooter. Og det var bestemt forsinkelsen værd. Trioen fra Hamburg har siden starten i 1993 haft en lille håndfuld udskiftninger i bandets besætning, men det har ikke ændret deres varemærke væsentligt. Det udfylder de stadig til punkt og prikke. Frontmand H.P. Baxxter er muligvis ikke så adræt som tidligere, men energien viste han endnu. Flankeret af røg, ild og pyroteknik i store mængder leverede Scooter og i særdeleshed H.P. Baxxter over cirka 75 minutter en sand tour de force i showmanship med en kavalkade af hits fra deres mere end 20 år lange karriere.

Et lille glimt af lys En lille, men central anke ved Scooters show var deres sætliste, som nærmest overhovedet ikke har ændret sig siden sommerens ’Vi Elsker 90’erne’-turné, men som alligevel bliver leveret med tysk effektivitet. Akkurat som Brooklyn Bounce havde Scooter også dansere med – hele fire af slagsen, som skiftedes lidt til at være på scenen. Nogen væsentlig funktion havde de ikke, og det meste af tiden var de reduceret til at stå som fyld i baggrunden.

Hullerne mellem ovenstående kunstnere blev fyldt ud af det, der i omtalen hed ’Kongemanden & friends’ – flere af dem med bag-

grund på hedengangne diskotek IN i København. Underholdningsmæssigt nåede de ikke langt ud over scenekanten. Det fungerede i grund-en ganske fint, da de lagde en blødere bund og på den måde ikke tog opmærksomhed fra hovedkunstnerne. Thomas Vendelboe, der måske er mere kendt for at være halvdelen af duoen Svenstrup & Vendelboe, skilte sig dog ud med en yderst solid sammensætning af numre. Taget lettede dog aldrig helt, for hans korte tid på scenen taget i betragtning brugte han for meget tid på at bygge numre op - og for lidt tid på klimaks.

Vurderingsmæssigt giver det ikke mening kun at vurdere showet på baggrund af det rent kunstneriske, der bortset fra Scooter ikke var noget at råbe hurra for. Det generede dog på ingen måde publikum, der aftenen igennem havde en kæmpe fest. Ganske vist var showet ikke direkte et 90’er-show, men retro-temaet skinnede – DJ Aligator undtaget - meget tydeligt igennem. Billetprisen var i den høje ende på over 500 kroner, men publikum fik leveret et veritabelt blast-from-the-past, inden de i vinterkulden bevægede sig hjemad.

Samlet vurdering:

2/6 knæklys for det kunstneriske.

5/6 for underholdningsværdien.

LX

BLIKFANGET

Illustration af Caroline Bjelke.