LIXEN - maj 2017

Lixen

De Journaliststuderendes Avis | www.lixen.dk | 19. årgang | 3. nummer | Maj 2017

»Det enkle fanger opmærksomheden« BRANCHEN s. 4-5

Hvad kan man gøre, hvis Panikdagen ikke gik som håbet?

STUDIET s. 10-11

BUNKER T E R E R ILLUST KSYSTEMET: G O N E X LI RAKTI P M O R MENE

Klar...

Parat...

Panikdag!

STUDIET s. 8-9

»Systemet gavner hverken medierne eller os selv. Allerede fra start melder flere medier ud, at de ikke har tænkt sig at spille efter reglerne, fordi de mener, at det er et håbløst system.« LEDEREN s. 2

2 LEDEREN LIXEN-LEDER

MAJ d bejde me - i samar Bunker et Illustrer

Lixen og Illustreret Bunker mener: Praktiksystemet er et kaos ude af proportioner Hornet lyder og klumpen af På trods af uendelige studerende forvandler sig frustrationer og opråb om til et mosh-pit af hovedløse forbedringer brager panhøns, der panisk løber iksystemet stadig derudaf rundt, ledende efter dét som et tog, vi ikke kan andet lokale, hvor der muligvis end at forsøge at springe på. venter en aftale, klar til at Vi klamrer os til det, mens blive underskrevet. Mens vi håber på, det vil føre os den ene lykkeligt popper sikkert i mål. Over en fjerdchampagne med en un- edel af de praktiksøgende derskrevet kontrakt i bag- blev denne gang efterladt lommen, står den anden i ingenmandsland med et med tårer ned ad kinderne halvt år til næste afgang. og en telefon, der aldrig Det er ikke bare hul i hoveringer. det, men også både nedladDet er scener som dem, ende og umenneskeligt. der udspillede sig på PanSystemet gavner hverken ik-dagen den 19. april. Re- medierne eller os selv. torikken lyver ikke. Hele Allerede fra start melder vanvidskonceptet er blevet flere medier ud, at de ikke til en absurd fortælling, har tænkt sig at spille efter vi kan underholde med reglerne, fordi de mener, til middagsselskaber. Det at det er et håbløst system. efterlader altid måbende Hvad siger det om den tilgæster.

Konstellationen stand, som forløbet har virker næsten for van- bevæget sig hen imod? Der vittig til at være sand. bliver lavet lokumsaftaler Spørgsmålet er, om det under bordene med det store drama overhovedet udfald, at både de praktikvil finde sted, hvis syste- søgende og medierne får met ikke ser ud, som det røde ører. Og de uheldige gør nu. studerende uden en plads Det her er endnu et står tilbage med en følelse opråb. Denne gang et fælles af at være blevet kørt godt skrig fra de journaliststud- og grundigt over. Skolerende på SDU og DMJX er, fagforbund og medier med et klart budskab: Vi burde alle sammen have skal tilbage på sporet til postkasserøde ører. For de et praktiksystem, der ikke har alt for længe siddet på stiller de studerende i en hænderne, mens systemet situation af magtesløshed har hægtet os fuldstændig og alt for dårlige odds. af.

INDHOLD BRANCHEN ..sniger sig omkring den journalistiske troværdighed og journalisters manglende gennemsigtighed. Find ud af, hvad illustrationen kan gøre for Politiken, og kom med på Nyhedssafari!

Læs med på side 3-5.

STUDIET ..opsummerer Panikdagen. Hvordan var det? Og hvad gør man, hvis det ikke gik som håbet? Samt lidt opvarmning til High Risk og nyt fra KaJO. Tag et kig på side 8-11.

SATIREN ..har været en tur forbi DMJX, hvor en journaliststuderende var så uheldig at miste sit g-punkt.

Læs mere om hændelsen på side 14.

BLIKFANGET ..laver en guide til den perfekte illustration og bringer ligeledes en mindre fotoreportage fra en mindehøjtidelighed for Danmarks befrielse.

Ret øjnene mod bagsiden.

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os på Infomedia

FOKUSSET ..ligger i denne ombæring på journalistikkens lyd. Blandt andet bringer sektionen en guide til DIT næste valg af podcast.

Smut frem til side 6-7.

DEBATTEN ..diskuterer Panikdag og praktikforløbet. Frustrationer og mulige løsninger melder sig på avisens sider.

Følg med i debatten på side 12-13.

NICHEN ..anmelder historikeren Henrik Jensens nyligt udgivede vinter-essay »Derfra vores verden går«. Er der et behov for patriotisme?

Find ud af dette med side 15.

- God læsning!

Tryk: Skive Folkeblad Oplag: 500 eksemplarer

Lixen er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen er af de studerende, for de studerende og for journalistikken.

Johan Ørskov PODCASTEN-redaktør

Alexander Berg Jensen Ansv. chefredaktør

Mikkel Hamann Jensen Chefreaktør

Julie Dorthea Bøge STUDIET-redaktør

Mathias Oldager DEBATTEN-redaktør

Karen Klærke BRANCHEN-redaktør

Karoline Lunddal Dam DEBATTEN-redaktør

Simon Taarnskov Aabech BRANCHEN-redaktør

Bækas Seref SATIREN-redaktør

Julie Almann Larsen FOKUSSET-redaktør

Simon Kristian Holt NICHEN-redaktør

Marie Louise Forival Andersen FOKUSSET-redaktør

Emilie Philip Kruuse Foxil Fotoredaktør

Olav Fonager Webredaktør

Caroline Rødgaard Bjelke Illustrator

Simon Mølgaard JOURNALIXEN-redaktør

Tobias Schiøler JOURNALIXEN-redaktør

BRANCHEN

LX

3

Medieforsker: Journalister kan bekæmpe falske nyheder ved at blotte deres holdninger Den rullende lavine af falske- og manipulerede nyheder kan bekæmpes ved, at journalisten lader sit håndværk afspejle det menneske og de holdninger, der ligger bag. Det mener medieforsker Mads Kæmsgaard Eberholst.

vores holdninger til kende. For risikerer vi så ikke, at folk udelukkende går efter de nyheder, der bekræfter dem i de holdninger, de i forvejen havde?

I et forsøg på at dæmme ned for de røde lamper, nævner han chefredaktør for Weekendavisen, Martin Krasnik. Han er et eksempel på, at det har en gavnlig effekt, når journalister bekender kulør. »De fleste ved sgu godt, hvad han står for. Han er blevet chefredaktør for Weekendavisen. Mediets brugere læser avisen med nogle bestemte øjne. Her er man med til at bekende den her kulør, som er vigtig for brugerne,« fortæller Eberholst.

Af Karen Klærke

D

et kan virke forvirrende. Vi kæmper for at producere journalistik, som vi har lært, at det skal produceres. Helst objektivt og upartisk, så det fremstår troværdigt. Og nu fortæller Mads Kæmsgaard Eberholst så, at journalister skal bekende kulør, hvis de skal undgå, at den journalistiske troværdighed bliver rullet over af falske- og manipulerede nyheder. »Vi ved sådan set godt allesammen, at det her med, at vi prøver at være pisse upartiske, det kan faktisk ikke lade sig gøre,« fortæller han.

Ifølge Eberholst er opskriften på giftmidlet mod manipuleret nyhedsstof derfor klar: Journalister skal stoppe med at male deres holdninger over med objektivitet og to-sideraf-samme-sag-proceduren.

“ Vi ser, at holdningsstoffet begynder at fylde mere og mere også blandt de klassiske medier. Noget der ellers før har været forbeholdt ledere.«

“ Vi ved sådan set godt allesammen, at det her med, at

vi prøver at være pisse upartiske, det kan faktisk ikke lade sig gøre.

Gennemsigtighed er sundt For at forstå, hvad manipulerede nyheder egentlig er, så har afsenderen bag denne artikel kreeret et eksempel: En journalist vil skrive en artikel om HPVvaccinen og de piger, der har klaget over dens bivirkninger. Journalisten ved godt, at der er et enormt vidensgrundlag, som udtrykkeligt taler for, at unge piger får vaccinen. Journalisten ved også godt, at gruppen af vaccinemodstandere er minimal. Journalisten vælger alligevel i sin objektivitetsblindhed at basere sin artikel på en udtalelse fra henholdsvis en forsker, der taler for vaccinen, og en vaccinemodstander. Artiklen bliver efterfølgende udgivet hos et nyhedsmedie, hvor den i selskab med ostemadder og morgenkaffe bliver slugt af Hr Jensen. Hr. Jensen tror nu, at der er ligeså mange vaccinemodstandere, som der er vaccinefortalere, og han vælger derfor, at hans 12-årige pige ikke skal modtage vaccinen. Hr. Jensen er ubevidst blevet offer for manipulerede nyheder.

Illustration: Caroline Bjelke.

“ Det er entydigt positivt, når journalister indarbejder,

at de også er mennesker, og at mennesker har holdninger, og at de holdninger betyder noget, for de mennesker vi er.

Hvis vi skal undgå at producere manipulerede nyheder til Hr. Jensen, så skal journalister ifølge Eberholst blotte sig. »Det er entydigt positivt, når journalister indarbejder, at de også er mennesker, og at mennesker har holdninger, og at de holdninger betyder noget, for de mennesker vi er,« fortæller han.

Derfor skal journalister gennem deres produkter gøre klart, hvorfra de står, og med hvilke briller de ser verden igennem. Han tilføjer, at det derefter er op til læserene at tage stilling til, hvorvidt de kan spejle sig i det eller ej.

Netop det, at journalister viser gennemsigtighed, gør, at læserne slipper for at spekulere i, hvorvidt de er ofre for manipulation.

Eberholst fortæller, at det ligefrem kan være et sundt træk for branchen, hvis journalister blotlægger deres perspektiv på forskellige emner. »Større åbenhed omkring alle dele af produktionsprocessen gør, at man er mindre i tvivl om, hvad hensigten med historien er,« fortæller han.

“ Større åbenhed omkring alle dele af produktionsprocessen gør, at man er mindre i tvivl om, hvad hensigten med historien er,

Det kan fungere i praksis Alle lamper, der kan lyse, lyser knaldrødt, når Eberholst præsenterer strategien om at give

Holdningsstof fylder mere og mere For ifølge ham er det ikke kun hos Weekendavisen og Martin Krasnik, at der hersker en gennemsigtighed i ståsted og verdenssyn, som fungerer i praksis. »Vi ser, at holdningsstoffet begynder at fylde mere og mere også blandt de klassiske medier. Noget der ellers før har været forbeholdt ledere.« En bevægelse, som er et resultat af, at journalister i højere grad begynder at tage stilling til, hvilken rolle de spiller i demokratiet samt hele diskussionen om falske nyheder. »Ideen om, at medierne i princippet er unbiased, og at journalisterne i princippet er unbiased, det er en meget vigtig diskussion at tage, og vi bevæger os derhen af,« afslutter Eberholst.

I de seneste år har man skubbet indtil flere problematikker i mediebranchen ind under begrebet »fake news«. Men vi bør i stedet opløse begrebet og adskille problemerne fra hinanden, hvis vi vil lavinen til livs. Vi kan ikke gøre noget ved de falske nyheder, der produceres af teenagebørn i tredjeverdenslande.

Derimod kan vi gå til kamp mod de manipulerede nyheder, der opstår herhjemme. En kamp, som ifølge Eberholst kan vindes, hvis journalister producerer journalistik med åbne kort.

“ Ideen om, at medierne i princippet er unbiased, og at

journalisterne i princippet er unbiased, det er en meget vigtig diskussion at tage, og vi bevæger os derhen af.

4 BRANCHEN

MAJ

Det enkle fanger opmærksomheden Han kan godt lide det skæve og de små fejl. Philip Ytournel er tegner hos Politiken, og bidrager dagligt med satiriske tegninger til avisen.

Lixen har taget en snak med ham om kreativitet, grænser, og det med at være sjov, selvom man ikke altid prøver på at være det.

for sine simple virkemidler. Han mener, at det hele ikke skal være for teknisk, detaljeret og opstillet som i en Disney-film. »Jeg har meget svært ved kunst, der tager sig selv højtideligt. Det kan jeg næsten ikke holde ud. Eller når folk sidder ved en computer og bruger meget tid på at få et glas til at blive transparent. Så kan jeg bedre lide en enkelt streg, der fanger en sjov idé.«

“ Jeg kan slet ikke lave en tegning, som er dyster og fuld af

smerte. Jeg ville straks tegne noget fjollet nede i hjørnet, der kunne tage brodden af det alvorlige. Det ligger nok i min natur,

Af Simon Taarnskov Aabech

»

Jeg har lavet en tegning. En lille mand står på en sort streg. Han kigger op på et fly. Ud af flyet bliver der rakt den lange finger til ham - med tilhørende taleboble. Der står ’Fuck dig, Jørgen’. Jørgen står tilbage alene og forladt. Jeg ved ikke engang, hvad den handler om, men jeg synes, at den er meget sjov.« Sådan beskriver Philip Ytournel en af sine tegninger, der pryder væggene på hans kontor. Kontoret ligger i JP/Politikens hus ved Rådhuspladsen i København. Her har han haft tegnestue siden 2007. »Jeg opfatter tegningen som en reklame for teksten. Det er et visuelt element på siden, der fører dig til historien. Den skal få dig til at ville vide mere,« siger Ytournel.

Når man bladrer gennem en avis, ser man typisk fotografier, der skal visualisere nyhederne. Men tegninger kan noget andet, mener tegneren. »Forestil dig, at man har en historie om vindmølleindustrien. Det er kedeligt at vise et billede af en vindmølle. Med en tegning kan man illustrere nyheden meget sjovere.«

“ Jeg opfatter tegningen som en reklame for teksten.

Det er et visuelt element på siden, der fører dig til historien. Den skal få dig til at ville vide mere, Fra bureau til blyant Philip Ytournel er uddannet som grafisk designer. Han startede ved et større københavnsk bureau. Dengang havde han dog svært ved at følge kundernes ønsker, når han mente, at hans egne idéer var bedre. Det blev ikke altid modtaget godt hos chefen. Et år efter var han freelancer. Det var tilbage i år 2000.

Så kom Politiken ind i billedet, for de stod og manglede en nyhedsgrafiker på deltid. »Jeg eksperimenterede mere i starten.

Jeg kom til at kede mig, hvis jeg tegnede på samme måde to dage i streg. Nu har jeg fundet ud af, hvilke stilarter jeg synes, der passer mig. Jo længere jeg har tegnet, jo mere ligner mine værker hinanden. Jeg har arbejdet mig ind på et strejf af genkendelighed, hvor jeg før i tiden måske var lidt mere flagrende i stilen,« fortæller Ytournel.

På en typisk arbejdsdag får Philip Ytournel en henvendelse fra en kollega om, at han skal lave en illustration til en artikel. Det eneste

Illustration: Marina Bohn Hansen.

krav er, at illustrationen skal forholde sig til emnet – ellers er rammerne frie. Artiklen er ofte allerede færdig. Nogen gange er den først lige påbegyndt. Det er en fordel for ham. »Jeg kan bedst lide de frie rammer. Når jeg får et emne, giver det mig straks billeder i hovedet. For eksempel, hvis jeg skal tegne ’skattefar’. Dér får jeg nogle billeder inde i hovedet.

Hvis jeg får et emne, får jeg begrænsninger, i modsætning til hvis jeg kunne tegne alt i hele verdenen. Begrænsninger sætter gang i den kreative proces.« Philip Ytournels tegnestil og metoder har ikke ændret sig meget over årene, men han er begyndt at udnytte teknologien til udarbejdelsen af sine tegninger. »På det seneste laver jeg hurtige blyantsskitser og kruseduller, som jeg tegner ind på computeren. Der er en sindssyg god energi i kruseduller. Hvis jeg tegner over den, så får man foræret en god dynamik, som er svær at drage frem, når man skal tegne helt fra bunden af. Jeg bryder mig generelt ikke om at tegne for mange skitser. Jeg kan bedst lide at starte i det ene hjørne og så tegne derud af, og se hvad der sker,« fortæller han.

“ Man kan ikke undgå, at lave dårlige tegninger, når man laver en om dagen.

Philip Ytournel har gennem årene lavet tusindvis af tegninger, men det er dog ikke alle han er lige tilfredse med. »Man kan ikke undgå, at lave dårlige tegninger, når man laver en om dagen. For nylig havde jeg en tegning med på forsiden, som forestillede et hul. Men folk kunne simpelthen ikke se, at det var et hul. Det er sjovt, man kan bruge flere timer på en karikatur af en politiker, men så kunne jeg pludselig ikke tegne et hul. Så måtte jeg tegne det om, til det lignede.« Satiren er vigtig Philip Ytournel er kendt for altid at have et humoristisk tvist i sine tegninger.

»Det er ikke altid et mål, men det er det, jeg er bedst til. Jeg prøver nogle gange at lave en tegning uden humor, men så får jeg en idé, og så bliver den sjov alligevel. Jeg kan nemt blive så distanceret og irriteret. Og så får jeg lyst til at tage pis på det hele.«

“ Jeg har meget svært ved kunst, der tager sig selv højtideligt. Det kan næsten ikke holde ud.

jeg

Den ironiske distance er ikke til at overse, når man ser på hans tegninger. Selv de alvorlige emner får tilført satire. Han kan ikke lade være. »Jeg kan slet ikke lave en tegning, som er dyster og fuld af smerte. Jeg ville straks tegne noget fjollet nede i hjørnet, der kunne tage brodden af det alvorlige. Det ligger nok i min natur,« fortæller han.

Philip Ytournel er udover satiren også kendt

Ytringsfrihed og shitstorms Siden Muhammedtegningerne i 2006 og angrebet mod det franske satireblad Charlie Hebdo i januar 2015 har der været et større fokus på, hvilke tegninger og illustrationer man kan udgive. Det er ikke noget, Philip Ytournel tænker over i hverdagen, men det er svært ikke at gøre sig tanker om det. »Jeg mener ikke, at der er grænser for, hvad man kan tegne, men jeg synes, der er øget fokus på, om man må krænke folk. Hvis man krænker nogle, synes folk, at man ikke skulle have gjort det. Før i tiden ville man ligesom sige: ’Det er jeg ikke enig med dig i, det er fandeme for dårligt’, men nu er det blevet til, at man slet ikke skulle have tegnet den. Folk er blevet mere sippede omkring, hvad man må lave sjov med.« Denne problematik gælder dog ikke kun de større internationale tegninger, men også mindre tegninger i de danske aviser og blade.

Spørger man tegneren, så kan han godt se en generel tendens. »Alle små konflikter bliver jo blæst ud af proportioner på de sociale medier. Historier bliver hurtigt meget store, men så pludselig glemt igen. Det er måske noget, Vi tegnere tænker mere over. Jeg har dog også tegnet ting, hvor jeg har tænkt, at nu bliver folk pis-

Fakta om Philip Ytournel - Født i 1972 og opvokset på Fyn. - Han har en fransk mor og dansk far.

- Ytournel bor i på Vesterbro i København med sin kone og to børn.

- Tegner ved Politiken siden 2007 - Oprindelig uddannet som grafisk designer fra Kolding Designskole i 1997.

BRANCHEN

LX sesure, men så er der ikke sket en skid bagefter.« Udviklingen på de sociale medier har skabt en stor ændring i, hvordan tegninger og illustrationer bliver opfattet, men Philip Ytournel kan ofte blive overrasket over, hvad det er, som folk bliver provokeret af. Det kan for eksempel være i sager om feminisme, integration og prostitution. »Folk kan være firkantede på forhånd. Nogle kan ikke se andre synspunkter end deres eget. Det bliver meget hurtigt en lukket klub af folk, der råber og skriger af hinanden. Når jeg laver en tegning for Politiken er der personer, der ikke kan lide tegningen af den sim-

ple grund, at den er med i Politiken. De kan ikke se bort fra 50 års historie på skuldrene af mig. Det er jo ærgerligt.«

“ Jeg mener ikke, at der er grænser for, hvad man kan tegne, men jeg synes, der er øget på, om man må krænke folk, Hvordan skal man slutte en tegning?

Philip Ytournel finder sin inspiration blandt tegnere fra hele verden. Mange af dem kom-

mer især fra Frankrig og USA. »Jeg har altid været glad for Gary Larson (skaber af The Far Side, red.). Jeg er også begyndt at følge The Newyorker, et amerikansk tidsskrift, som laver nogle meget tidstypiske tegninger. Det samme gør Charlie Hebdo.

Ellers er jeg også glad for Claus Deleuran (dansker, der blandt andet har lavet Rejsen til Saturn, red.). Den franske tegner Édika er nok min nummer 1. Han har en rablende stil.« Èdika er kendt for sine metafyldte tegninger. Franskmanden tegner ofte sig selv og slutter af med at meddele, at han ikke ved, hvordan han skal afslutte sin tegning. Så slut-

5

ter tegnestriben bare.

Helt samme stil har Ytournel ikke, men det er vel aldrig for sent.

“

Når jeg laver en tegning for Politiken er der personer, der ikke kan lide tegningen af den simple grund, at den er med i Politiken. De kan ikke se bort fra 50 års historie på skuldrene af mig. Det er jo ærgerligt.

Nyhedssafarien Hop med på en tur gennem denne måned nyhedsjungle, hvor vi skal møde en række fødselarer og stifte bekendtskab med to helt nye arter indenfor mediebranchen.

Af Karen Klærke

V

i starter med at sende flagranker og rutebilslagkage over grænsen, da det politiske ugeblad Der Spiegel fylder 70 år. Magasinet læses ugentligt af 17 millioner par øjne, og er et verdensflorerende ikon inden for undersøgende journalistik. Der Spiegel er dog kendt for at jogge frem og tilbage på grænsen for, hvad der bør bringes og ikke bringes. Netop derfor er mediet elsket og hadet af mange.

Se bare på den forsideillustration bladet bragte, efter Donald Trump blev indsat på den amerikanske trone. En illustration, der forestiller Donald Trump i færd med at halshugge Frihedsgudinden. For nogle bliver det en for stor afstandstagen til objektivitetsnormen, når Donald Trump sammenlignes med en ekstremist. Men for de 17 millioner par øjne er det måske i virkeligheden den form for stillingtagen, Der Spiegel har til de forskellige emner, som de har brug for. Her skal læserne ikke overveje, hvorvidt de bliver manipuleret med, fordi det i hver artikel bliver klart for læseren, hvilke holdninger Der Spiegel har.

Måske er det på tide, at man udvider sit Tysklandsperspektiv og forbinder det med mere end blot karrywurst og Fleggardhandel.

Formandsskab for DJ bliver genvalgt Et tillykke bør også kastes efter Lars Werge og Tine Johansen, som er blevet genvalgt som formandskab for Dansk Journalistforbund.

At makkerparret vandt, kommer dog ikke som det store chok, da ingen modkandidater stillede op overfor dem.

Nu bliver det lettere at finde kilder Du kender det sikkert. Miljøeksperten du interviewede i sidste uge var kort og konkret, og nu mangler du igen en miljøekspert til en ny artikel. Eller måske står du og skal lave et indslag om en forsvunden kæmpesattelit,

men hvor støver man lige en rumforsker op henne?

Svaret er ’Pluralisterne’. En nystartet gruppe af mennesker, der har besluttet sig for at komme medierne til undsætning. De er netop nu ved at oprette et slags digitalt kildebibliotek fyldt op med kildelister, der kun vil blive længere med tiden. Målet er at hjælpe journalister til at få en bredere kilderepræsentation i deres produkter, så de eksempelvis undgår at hive fat i den samme miljøekspert gang på gang, eller så de hurtigt kan slå navnet på en rumforsker op. Hvem ved, om Pluralisterne kan gå hen og blive det skjold, journalister kan forsvare sig med, når de kritiseres for at underrepræsentere en række samfunds- og minoritetsgrupper?

Ny lov mod reklamer Det er ikke kun Pluralisterne, der er kommet journalistikken til undsætning i aprilmåned. I et forsøg på at undgå skjulte reklamer forklædt i journalistisk indhold har Folketinget vedtaget en ny markedsføringslov. Loven skærper reglerne for, hvornår journalister skal huske at stemple deres håndværk med et annonce-skilt, hvis de i deres journalistiske arbejde har omtalt en virksomheds produkt. Kort sagt vil det betyde, at medier, der omtaler produkter tilsendt fra virksomheder ud fra kommercielle hensyn, skal markere, at det er reklametekst. Det kan dog fremstå en smule

flydende. For hvad har ikke en kommerciel hensigt? Og skal en filmanmeldelse så også stemples med et fedt reklametryk?

Tidligere BT-chef opretter bogforlag 114 dage. Så lang tid gik der fra, at Olav Skaaning Andersen blev fyret som chefredaktør på BT, til han nu kan meddele, at han stifter forlaget Momenta. »Der er et marked og et behov for velskrevne journalistiske fortællinger i langt format,« siger Olav Skaaning Andersen til Journalisten i forbindelse med stiftelsen. Men det kan

risikere at skabe problemer, når Momenta vil skabe journalistiske fortællinger skrevet af skønlitterære forfattere. Skønlitterære forfattere har nemlig ikke krav til research og dokumentation, hvilket strider mod fundamentet for det, mange af os forbinder med journalistiske fortællinger.

Illustration: Marina Bohn Hansen

6 FOKUSSET

MAJ

»Der er utroligt mange, som har savnet den her type formidling« Elias Eliot og Jacob Ege Hinchely havde for år tilbage en idé til TV. Det skulle hedde Han Duo, men blev fra begyndelsen afvist til TV. Der var ikke nok publikum, der gad at høre om spil, film og tv-serier, fik de at vide.

Derfor valgte duoen, at Han Duo skulle laves som podcast. Her fik de kraftigt modbevist påstanden om, at der ikke er publikum til dét stofområde, som de er så evigt passioneret omkring.

Der blev dyrket rollespil, og en Commodore 64 blev til en PlayStation. Og så var der Troldspejlet med Jakob Stegelmann, der også dyrkede dét univers, som Elias Eliot og Jacob Ege Hinchely elskede og fortsat elsker i dag.

“

Ingen er særligt interesseret i at høre om det her, fik vi at vide. Det har vi så med vores podcast fået modbevist. Kraftigt. »Troldspejlet talte til os. De tog de her emner seriøst, ligesom vi gjorde,« fortæller Elias Eliot. Ligesom dengang har de to Han Duo-værter en seriøs kærlighed til film, spil og tv-serier. »Det har hængt ved. Vi er langt fra vokset fra vores kærlighed til de genrer.

Hvilket også er årsagen til, at Han Duo blev til,« fortæller Elias Eliot. »Det er derfor, vi sprang ud i at lave podcast. Men også fordi vi følte, at der manglede

»Vi laver det, fordi vi ikke kan lade være.

Det er det mest tilfredsstillende job, jeg nogensinde har haft, fordi jeg i forvejen dyrker det i min fritid,« fortæller Elias Eliot.

Nok vil Elias Eliot gå så langt og slet ikke kalde det for arbejde. Arbejde eller ej, så fornemmer han, at det arbejde, han laver med Han Duo, er noget, folk længtes efter. Med en runding på en million streaminger og et jubilæumsafsnit som udsolgt liveshow på Bremen Teater har han i den grad en pointe. »Der er utroligt mange, som har savnet den her type af formidling, for mange elsker den her kultur. Folk er helt vildt dedikeret, og vi får overvældende respons på vores arbejde. Vi får simpelthen sendt fankunst til os,« fortæller han.

Afvist til tv-skærmen »Det sjove er, at vi i starten prøvede at lave Han Duo til et tv-program rettet mod DR3.

Der fik vi dog at vide, at anmelderformatet er dødt. ’Ingen er særligt interesseret i at høre om det her,‘ fik vi at vide. Det har vi så

med vores podcast fået modbevist. Kraftigt,« fortæller Elias Eliot.

Selvom DR3 ikke gad at røre deres koncept med en ildtang, føler Elias Eliot dog, at podcastformatet har været endnu bedre for dem.

Især i forhold til hvordan man kan gå i dybden med sit emne og undgå kompromiser med redaktører, der kan ødelægge kvaliteten. »Det fedeste ved podcast er at kunne boltre sig omkring noget, vi er så passioneret omkring. Vi elsker det så meget, at vi ikke føler, vi arbejder. Det er ren glæde og nysgerrighed.

Det er vores helt eget. Dét er det vigtigste,« fortæller Elias Eliot. »Der er ikke en tilrettelægger eller redaktør, som ikke har forståelse for vores lidenskab eller siger: ’I skal ikke lave fire timer om de tre første Star Wars-film, det skal ned på en time’. Det er os, der bestemmer. Vi sætter rammerne. Vi er fuldstændigt på vores egne præmisser.«

En enkelt lille hurdle Selvom Han Duo-værterne ikke kan lade Af Alexander Berg Jensen være med at lave podcast, fordi film, spil og tv-serier ligger så lias Eliot taler indgroet i deres for sin egne, DNA, er der dog men også sin meden lille knast. De vært Jacob Ege får ingen løn for Hinchelys vegne, det, og det tager når han fortæller, meget tid at lave at der altid har podcast. Det er været en glødende ikke noget, der lidenskab for spil, vil forhindre dem tv-serier og film i at lave det, men igennem hele livet. de håber stadig på Nu laver de samat kunne få lov til men en podcast, at leve af det en hvor de primært dag. Især nu hvor anmelder spil, Elias Eliot til augenrefilm og tvgust får sit første serier, men også barn, fortæller bringer nyheder han.

Dog er podog interviews. En castmageren ikke podcast, der kaldet mindste i tvivl des Han Duo. om, at der ikke For Elias Eliots går lang tid, før de vedkommende og andre kan begvar barndommen ynde at leve af at spækket med teglave podcast. neserier om su»Vi har vist, at perhelte. Superder er stor inman var absolut teresse for det. I favoritten. Elias’ USA er de meget mor syede enlængere fremme gang til fastelavn i forhold til at et Superman-kosfi nde sponsortume til ham. Da ater til podcast, han fandt ud af, og det begynder at han ikke kunne Han Duos udsolgte liveshow på Bremen Teater.

Jacob Ege Hinchely (tv.) og Elias Eliot (th.).

Foto: Sarah Lohmann Andersen. så småt at boble flyve med dragten herhjemme i Danpå, begyndte han en podcast, som formidler og nørder med det mark,« fortæller Elias Eliot. »Jeg tror, at firat græde. For hvorfor kunne han ikke flyve, her.

Formålet er at skabe en pendant, en platmaerne nok skal få øjnene op for podcastfornu hvor han lignede Superman? Det udtalte form, hvor det her emne bliver taget seriøst matet.« Elias Eliot for nyligt i en udsendelse af Filmuden ironisk distance, men med en oprigtig Men uanset om de snart får løn for det eller selskabet på DRK. Vi laver det, fordi vi ikke kan kærlighed.

Vi laver vores eget Troldspejlet.« ej, har de ikke tænkt sig at stoppe med at lave Ud over de store stakke med SupermanElias Eliot ser ikke sig selv som ekspert på lade være. Det er det mest til- Han Duo-podcast grundet den ildhu, både tegneserier var der Star Wars i biograferne. området, faktisk så afskyr han at bruge ordet fredsstillende job, jeg nogensinde Elias Eliot og Jacob Ege Hinchely har til genekspert. Han vil hellere kaldes dybt passionren. har haft, fordi jeg i forvejen dyrker eret nørd.

Dét at få lov til at nørde og formidle »Jacob og jeg kan se os selv lave det her Der er utroligt mange, som har det i min fritid. det her stofområde er en sand fornøjelse. Et mange, mange, mange år ud i fremtiden.« savnet den her type af formidling, drømmejob. Og det på trods af at de ikke tjenfor mange elsker den her kultur. er noget på det.

E

“

“

LX

FOKUSSET

7

Seks podcasts du bør lytte til På redaktionen giver vi dig her seks gode råd til, hvad du bør smide i ørene, næste gang du mangler noget at slappe af til. Se også et overblik over de mest populære podcasts på iTunes netop nu.

How to Be a Girl

anders & anders

Den amerikanske kvinde Marlo Mack har lavet denne podcast sammen med sin transkønnede datter. Podcasten handler om deres hverdag sammen samt de udfordringer, de møder.

De to snaksaglige personligheder Anders Lund Madsen og Anders Breinholt diskuterer livets små og store spørgsmål i denne podcast.

Her lytter du til den: howtobeagirlpodcast.com på iTunes.

Her lytter du til den: kan både findes på iTunes og på podcast-app’en på telefonen.

og

Dårligdommerne Dårligdommerne anmelder dårlige danske film og dykker ned i, når plot eller skuespil ikke hænger sammen.

Kvinden med den tunge kuffert En mystisk, norsk kvinde rejser rundt til forskellige klostre og refugier i Danmark, hvor hun bor. På hvert sted lykkes det hende at skabe intern splid, inden hun stikker af fra regningen. Journalist Krister Moltzen har i denne podcastserie sat sig for at finde ud af, hvem kvinden er, og hvorfor hun svindler.

Her lytter du til den: dommerne.dk og iTunes.

10 mest populære podcasts på iTunes 1. Equinox 1985 - DR

Her lytter du til den: politiken.dk

2. Mads & Monopolet - DR 3. anders & anders - Anders Breinholt & Anders Lund Madsen 4. S-town - Serial & This American Life

Kestlers Kaffeklub: Syrien – hvad nu?

Fup i Farvandet

En podcast i to dele, hvor Sune Haugbølle, lektor og forsker i Mellemøsten ved RUC, i første del fortæller om situationen i Syrien. I anden del fortæller journalist Nagieb Khaja om at filme i Syrien under krigen.

Er en comedy-podcast. Værterne er Morten Wichmann og Mikkel Malmberg plus en ny gæst i hvert indslag. De har haft besøg af blandt andre Jan Gintberg, Sanne Søndergaard og Thomas Skov.

Her lytter du til den: politiken.dk

Her lytter du til den: fupifarvandet.dk

5. Hårnålens værdi, Thomas Jarolics - Berlingske Media 6. Morten Resen Startup - Morten Resen 7. Her Går Det Godt - Esben Bjerre & Peter Falktoft 8. Den Korte Radioavis - Radio24syv 9. Dobbeltmordet - DR 10. Fries Before Guys - RadioPlay

8 STUDIET Klar, parat, panikdag!

MAJ

På Store Match Dag tropper håbefulde mediestuderende op fra Syddansk Universitet, Roskilde Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus for at gafle sig en praktikplads. Det er en hektisk stoleleg, hvor langt fra alle får en plads. Mens den ene lykkeligt popper champagnen med en underskrevet kontrakt i baglommen, står den anden med tårer nedad kinderne og en telefon, der aldrig ringede. Det officielle navn er Store Match Dag. Men de studerende kalder det Panikdag.

Af Anne Vinternes

T

ræerne passerer ét efter ét gennem den beskidte togrude. Klokken er 09.47.

Det er onsdag den 19. april. Overfor mig bliver næste avisside i Fyens Stiftstidende vendt. Det er min roomie, Rasmus Valentin Kej, der bladrer. Jeg kalder ham bare Kej. Den nye side nærstuderes. Hovedet er lidt på skrå, og øjnene er ekstra vakse.

I dag er ikke en helt normal onsdag for Kej. Det er Store Match Dag. Panikdag. Det er i dag, han finder ud af, om han er købt eller solgt. Om han får en praktikplads, eller om han må tage tomhændet hjem fra journalisthøjskolen i Århus. Han er langt fra den eneste. 334 andre mediestuderende er i samme båd som ham. Han har søgt praktik hos P4 Fyn, P4 Syd og Fyens Stiftstidende.

Et lille gab sniger sig frem, og hans øjne er en smule røde. Det er ikke blevet til særlig meget søvn de seneste par dage.

Samtaleemnet i vores bofællesskab har drejet sig meget om praktik den seneste uge, eller rettere måned. Mens vi sammen drak en kop kaffe. Mens grøntsagerne til middagen blev stegt på panden. Mens vi var på vej til fødselsdagsfest på diskotek. Ja, selv når vi var i løbeklub, drejede samtalen sig om den kommende praktik. Og nu er dagen kommet.

Tilbageblik: Jeg var meget spændt i ugen op til Panikdag. Det var gået rigtig godt til samtalen med Fyens Stiftstidende, og jeg havde en god kemi med dem. Jeg tror ikke, jeg var en af deres førsteprioriteter, men jeg var alligevel rolig, fordi jeg syntes, det var gået godt. // Rasmus Valentin Kej Han spurgte for noget tid siden, om jeg ville tage med som support og telefonpasser. Og selvfølgelig ville jeg det! Hvem vil ikke gerne være den seje spindoktor, der hjælper ham på vej mod målet? Samtidig var jeg nysgerrig på, hvad søren den her dag mon var for noget.

Om præcis et år står jeg selv i hans situation.

Vi snakker alle scenarierne igennem, så jeg er sikker på, hvad han helst vil, og hvad jeg skal gøre, hvis flere medier kontakter ham samtidig. »Hvis P4 Fyn ringer, så skal du hive mig derhen. Og hvis jeg sidder til samtale ved Fyens Stiftstidende eller P4 Syd imens, ja, så må du åbne døren og afbryde. Faktisk så må du godt åbne døren, uanset hvem der ringer.

Så kan jeg bedre beslutte mig,« klargør han.

Jeg nikker. Han fisker sin iPhone op af lommen. Det er kæresten, der skriver held og lykke i en sms. Sms’er bliver det kun til fra familiens side. Kej har nemlig bedt alle om ikke at ringe til ham lige netop i dag.

Også selvom han også har opgivet mit nummer.

Et opkald må for alt i verden ikke blok-

ere en opringning fra et praktiksted.

DSB-tonen lyder, og den velkendte kvindestemme meddeler: »Næste station: Århus«. Det gibber i Kej, og han kigger op på mig. Han folder avisen sammen og stikker den ned i min ellers proppede rygsæk, som i dagens anledning fungerer som survival kit. Der er opladerstik til mobilen, store madpakker, som i morges blev klasket sammen med et for lille stykke sølvpapir rundt om.

Vandflasker til at slukke tørsten. En computer til at sende nye ansøgninger fra, hvis det skulle vise sig, at ingen af de ansøgte praktiksteder bider på krogen. Og ikke mindst en champagne samt plastikglas, hvis det omvendte bliver tilfældet.

Toget standser, og vi stiger ud.

En mistet telefon På perronen kigger Kej på togbilletterne, som han har printet ud. Han kan ikke finde ud af, om billetterne kan bruges til busturen ud til Journalisthøjskolen DMJX. Vi spørger på billetkontoret. Her står hans medstuderende Katrine Vigilius. Hendes øjne flakker rundt i lokalet, og hendes hænder ryster. Hun får øje på os og går med hastige skridt hen imod os. »Ej nej nej, der er lige sket det dummeste!« udbryder hun og forklarer, at hun har glemt sin telefon i toget. Den telefon, som hun har bedt alle praktikstederne om at ringe til. Den telefon, som i dagens anledning fungerer som nøglen til alle de smarte biler, hun har udset sig i forretningen.

Tilbageblik: Jeg blev meget irriteret på mig selv. Og så tænkte jeg: »Nej, ikke igen!«, for jeg har glemt ting i toget mange gange før - Min Macbook i et tog i Tyskland, min cykel i S-toget, en af mine gamle mobiler, en sweater, en termokande og en ryg-pude. Men ret hurtigt gik jeg i gang med at tænke på, hvad jeg kunne gøre for at løse problemet! // Katrine Vigilius

Illustration: Caroline Bjelke.

STUDIET

LX »Jamen,

ved du hvad, søde. Så er det da dumt, at du har glemt den lige netop i dag,« siger hun og klukker.

Katrine virker dog ikke til at være i det humoristiske hjørne på det tidspunkt og tager en dyb indånding. Hun smiler nervøst tilbage. »Ja, men hvis det nu er sket, hvad kan jeg så gøre? Kan jeg nå at få telefonen?« Katrine indser, at der ikke er noget at gøre.

Hun må klare dagen uden. Vi går sammen over på Baresso Coffee skråt overfor banegården for at sidde et roligt sted. Katrine beslutter sig for at ringe rundt til alle praktikstederne, hun har søgt, for at forklare om sin situation og bede dem om at sende hende en mail i stedet, hvis de er interesserede. Da hun ringer op til Børsen, sitrer hendes hænder.

Tilbageblik: Stederne jeg søgte var Watch, Altinget, DI og Jyllands-Postens JP Finans, fordi jeg gerne vil skrive og lave noget nørdet, faglig journalistik - gerne om erhverv eller politik. Jeg ville allerhelst på Børsen, men jeg kom helt i tvivl, da for eksempel Politiken og Jyllands-Posten hev fat i mig. På dagen gik jeg dog efter Børsen, som var mit udgangspunkt. Da jeg så ringede til Børsen på Baresso for at sige, at jeg havde mistet min mobil, sagde praktikantvejlederen Peter »det var fandeme dumt«, og så tænkte jeg »shit, nu har jeg blowet den Børsen-plads!« // Katrine Vigilius Efterfølgende tager vi ud til DMJX med en bus, der er fyldt med mange andre mediestuderende.

Som en dørjagt i Monsters Inc. I et åbent område på DMJX står alle mediestuderende tætpakket. Alle skal starte det samme sted, når hornet lyder. Nogen har dog valgt at starte ved DR Byen på den anden side af vejen. Der er også en del tilstede, som

ikke behøver at gruble synderligt, fordi de har en forhåndsaftale med et medie.

Tilbageblik: Jeg turde ikke at stille mig ved DR Byen, fordi DR Fyn kun tilbød én praktikplads, derimod havde Fyens Stiftstidende ni. Så der var statistisk en bedre chance her. // Rasmus Valentin Kej Kej går skiftevis ud for at trække luft og ind igen. Han tager dybe indåndinger og tjekker hele tiden klokken. 10 minutter til. Fem minutter. To minutter. Jeg er nervøs og spændt på hans vegne. To piger står foran os, og deres skuldre ryster. Det kunne være mig. Hvis jeg er nervøs nu, hvordan mon det så ikke bliver, når det er mig selv om et år? Ét minut. Alle stirrer på deres telefoner. Hornet lyder.

Alle bevæger sig med hastige skridt mod den dør, som de helst vil have en praktikplads ved. Nogle bliver ringet op efter to sekunder, nogle sætter i løb. Andre kan ikke finde vej.

Det føltes som dørjagt-scenen i Monsters Inc., hvor Sully og Mike febrilsk forsøger at finde den rigtige, lyserøde dør med blomster på blandt et hav af forskelligartede døre, for at aflevere Bøh dér, hvor hun hører hjemme.

Vi går ti skridt mod Fyens Stiftstidendes dør.

Så ringer min telefon. Jeg fyrer den op til Kejs øre i en hastig bevægelse. »Hej, det er Rasmus. P4 FYN! Vil I skrive kontrakt eller er det en samtale? Kontrakt. VI ER PÅ VEJ!« Hans øjne bobler af glæde. Et kæmpestort smil breder sig på mine læber. Jeg hiver i hans arm og skubber os gennem menneskemængden. Vi skal mod strømmen, og det skal gå stærkt, for ellers ringer P4 Fyn videre til deres 2. prioritet. Vi springer alle trappetrinnene over, flyver ud ad hovedindgangen og skal over vejen til DR Byen. Der er rødt i fodgængerfeltet, men vi stormer over alligevel.

Telefonen ringer igen. Det er P4 Fyn, der spørger, hvor vi bliver af. Mens vi spurter, forsikrer jeg dem om, at vi er der om 30 sekunder. Ved DR Byen åbner skydedørene

alt for langsomt op. Vi vælter nærmest ind i forhallen. En mand, der hedder Peder, henter os og fører os ind på et lille kontor.

Kej smiler stort, og jeg bobler af glæde.

Vi er begge forpustede. Mens Kej prøver at få vejret, får han hosteanfald. DR chefen må hente en flaske vand til ham og siger grinende: »Jeg troede, du gik i løbeklub?« Få minutter efter bliver kuglepennen langet over bordet, og underskriftsfeltet kan til Kejs store lettelse udfyldes med eget navn.

Tilbageblik: Lige da jeg havde skrevet under, følte jeg mig udødelig! Jeg ved ikke, om jeg tænkte så forfærdelig meget lige i det øjeblik.

Da jeg havde passeret lyskrydset, var det en mindre praktikåbenbaring. Alt det hårde arbejde med messe, åbent hus-arrangementer og for-samtaler gav pludselig mening. // Rasmus Valentin Kej Solskin og skyet Hele to timer senere står Kej udenfor hovedindgangen til DMJX. Solen skinner, men der er også en del skyer. Han popper champagnen og skåler med sine venner. Flere hælder boblevand i deres glas rundt omkring og krammer hinanden.

Kigger man lidt bedre efter, står små klumper af folk med tomme blikke og gemmer sig i mængden. Nogle af dem kigger stadig på deres tavse telefon. På afstand fra menneskemængden står en lyshåret pige. I den ene hånd har hun en iPhone op til øret.

Hun tørrer øjnene med den anden hånd, men tårerne bliver ved med at trille ned mod hendes nedadgående mund. Hun fik måske ikke en praktikplads.

For de kommende praktikanter venter der store forandringer efter sommerferien.

De skal ud i virkelighedens mediebranche og lære at gebærde sig blandt de erfarne.

En ny hverdag banker på, hvor der måske er et nyt tag over hovedet, andre mødetider, et forhøjet kaffeforbrug, en iøjnefaldende dialekt eller svære udfordringer, der skubber

9

grænser. Det er noget, Katrine Vigilius glæder sig til med sin praktikplads på Børsen. »Jeg håber at lære en hel masse om aktier, økonomi og virksomheder. Suge en masse til mig. Jeg elsker at lære noget nyt og lære svære ord og forstå komplekse ting. Og så håber jeg på at interviewe en masse spændende mennesker og blive bedre til at skrive levende og med et lækkert sprog. Jeg vil gerne give Børsens artikler et sprogligt løft,« siger hun.

Efter at have oplevet panikdag er jeg ikke et lige så stort spørgsmålstegn som før. Men jeg ved ikke, om oplevelsen har skabt mere eller mindre panik i mig. Kej giver mig et råd, som jeg kan skrive bag øret. »Du skal ville det praktiksted, du drømmer om. Hvis du gerne vil i praktik som sportsjournalist, så skriv på et magasin eller arbejd på en sportsredaktion. Jeg ville gerne på P4 Fyn. Derfor solgte jeg mig selv på, at jeg er fynbo, har haft P4 Fyn inde på livet, siden jeg var helt lille, og at jeg har lavet radio, der handler om Fyn.« Vi krammer farvel. Mange fra hans semester skal nemlig i byen og fejre hinanden.

På vej hjem i toget tæller jeg ikke træer.

Jeg prøver at finde mig godt til rette i det blå DBS-sæde og ser frem til de udfordringer, der venter.

Overblik over Panikdagen 2017 •

Der var i alt 235 praktikpladser til rådighed.

•

335 mediestuderende søgte praktikplads, hvoraf 96 ikke fik en plads

•

DMJX havde 160 ansøgere, hvoraf 55 mangler plads

•

SDU havde 100 ansøgere, hvoraf 30 mangler plads

•

RUC havde 57 ansøgere, hvoraf 5 mangler plads

•

TVM’ere havde 18 ansøgere, hvoraf 6 mangler plads

Kilde: Journalisten.dk

High Risk: Fem hurtige til to af trænerne SØREN NØRGAARD JENSEN

SOFIE LODAHL ØRTS

Hvordan var High Risk sidste år?

Rammerne til en stor og festlig dag var på plads.

Desværre for os blev dagen knapt så festlig efter en tabt straffesparkskonkurrence. Det lyste klart ud af øjnene, at folk slet ikke havde lyst til at være der efterfølgende.

Hvordan var High Risk sidste år?

High Risk var sidste år meget forvirrende. Med et nyt, ukendt hold var vi som små bier, der løb omkring og ikke anede, hvad vi skulle.

Træner, SDUkendt

Træner, FC Jourventus

Nu er du med som spillende træner. Hvad skal tilskuerne glæde sig mest til fra Jourventus?

De skal glæde sig til at se et tændt Jourventushold, der spiller offensivt champagnefodbold.

Vi skal ud fra start ud og vise, at det er vores hjemmebane, og derfor skal vi heller ikke være bange for at gå hårdt ind i tacklingerne.

Hvad kommer du til at sige til dine spillere, lige inden de går på banen?

Det nemme svar vil være, at de skal gå ind og nyde kampen. Det er til dels også rigtigt, men de skal også være klar over, hvad der står på spil her.

Hvad skal FC Åben Modus og RUC United være nervøse for, når de ruller ind i Odense?

Allerede når de krydser hver deres bro, skal de være nervøse. Vi har set frem til denne dag siden sidste års arrangement, og det viser vi dem fra det tidspunkt, de stiger af busserne. Vi har Danmarks bedste fans, og de vil lægge et enormt pres på både RUC og Åben Modus.

Hvordan skal High Risk-sejren fejres?

Der skal drikkes til den lyse morgen, og Åben Modus skal sendes hjem med en klar besked om, at de aldrig får pokalen at se igen!

Nu er du med som spillende træner. Hvad skal tilskuerne glæde sig mest til fra SDUkendt?

I år kommer vi til at levere en flot, flot fodboldkamp med babes og mål på stribe. I modsætning til et af vores modstanderhold går vi ind for fair play og god kampånd. Men vi går også efter pokalen – og den får vi.

Hvad kommer du til at sige til dine spillere, lige inden de går på banen?

Lige inden vi går på banen, plejer vi at strække Mias ben ud. Vi vil gerne undgå krampe. Så skal vi lige have sat håret. Men selvfølgelig ikke ens, for hvem fanden gør det? Derefter plejer vi at tjekke modstanderne ud og råbe »SMADR« (..eller måske bare »SDUkendt«). Det virkede ikke sidste år. Det gør det i år.

Hvad skal Ulla United og Roskilde Smadretidende være nervøse for, når de ruller ind i Odense?

De andre hold skal allerede ved duften af Albaniøl og synet af Campusvej være klar over, at vi har oppet os. En hel del.

Hvordan skal High Risk-sejren fejres?

Når vi har hevet pokalen hjem, har vi tænkt os at fællesbade i G&T’s. Vi skal hovere til den store guldmedalje og ønske Ulla tillykke med, at de igen i år fik fat i en ambulance.

10 STUDIET

MAJ

Livet går videre Trods et velskruet CV måtte Malte Jørstad tomhændet forlade panikdagen i foråret 2016. Han var blevet dumpet af drømmemediet og stod pludselig med 6 måneder til at genopfinde sig selv inden næste panikdag.

Af Signe Julie Andersen og Lykke Thymann Hansen

»J

eg stod ved DR i Århus på panikdagen. Det var Ultranyt, som jeg satsede mest på. Da vi alle (praktikansøgere, red.) stod i indgangshallen for foden af trappen, befandt alle cheferne sig på balkonen og kiggede ned på os forfærdede studerende.

De stod med de udvalgte CV’er i hænderne og holdt øje med, om de (ansøgerne, red.), som de gerne ville have, var mødt op. Jeg fik øjenkontakt med redaktøren for Ultranyt, Tommy Zwicky, som jeg kendte på forhånd. Han løftede sin vandflaske og sendte en hilsen. Så tænkte jeg: ’Yes, den er der!’ Jeg ledte konstant efter tegn.

En kammerat kiggede på mig og udbrød: ’Yay mand, den er helt sikker nu.’ Hornet lød. Cheferne gik ned til de praktikanter, som de ønskede. Men ingen gik hen til mig.«

“ Det, der meldte sig bagefter, var spørgsmålet om: Hvad fanden skal jeg så lave?

Malte Jørstad har prøvet det, som mange af os journaliststuderende frygter, og som 30 SDU’ere oplevede den 19. april: At komme hjem efter en panikdag uden en praktikplads. »Det, der meldte sig bagefter, var spørgsmålet: ’Hvad fanden skal jeg så lave?’« fortæller Malte, da vi møder ham til en snak om, hvordan han greb tiden an umiddelbart efter afslaget.

En række tilfældigheder i løbet af det efterfølgende halve års orlov resulterede i et fagligt retningsskifte og klædte ham på til at søge praktik hos TV2 Fyn, hvor han siden februar har været praktikant.

Fra fornægtelse til accept Men selvom det for Malte endte i et lykkeligt forhold med TV2 regionen, har de seks måneder og særligt den første tid efter panikdag nummer ét ikke været uden nedture. »Det var mest af alt antiklimatisk. Det var luft, der gik af en ballon. Det har været som et break up,« forklarer Malte og henviser til, at han umiddelbart efter panikdagen stillede spørgsmålstegn ved DR’s afvisning og undrede sig over, at han var blevet valgt fra.

“Det var for desperation-

sagtigt. Det var lidt som at tage i byen umiddelbart efter et break up og lede efter et eller andet nyt. »Jeg havde virkelig, i al beskedenhed, et CV, hvor der stod meget på,« fortæller han og påpeger, at CV’et allerede dengang rummede titler som stationsleder for Studenterradioen, mentor ved børnejournalistuddannelsen og bestyrelsesmedlem hos KaJO.

»Det hjalp ikke en skid,« siger han. »Det har gjort, at jeg var deroppe af - at jeg var i betragtning. Men der var bare én, der var en my bedre end mig.« Den tanke udviklede sig til handling. Malte begyndte at skrive ansøgninger til de praktiksteder, som endnu ikke var besat.

Dog sendte han dem aldrig afsted. »Det var for desperationsagtigt. Det var lidt som at tage i byen umiddelbart efter et break up og lede efter et eller andet nyt.« Væk fra panikken I hele den efterfølgende periode forsøgte Malte at vende den svære og uforudsete situation til noget konstruktivt.

Han ønskede at skabe en hverdag og nogle rammer for de følgende seks måneder, som pludselig var tomme i hans kalender. »Det handlede om at finde noget at få tiden til at gå med, og som, jeg samtidig syntes, var sjovt.« En lang række sammenfald gav ham muligheden for at søge væk fra Odense og al panikken på Medietorvet.

Tilfældigvis mødte han en kammerat fra folkeskolen - en pædagogstuderende, som søgte en roomie i København.

“Det var godt at prøve at

arbejde mere uforpligtende.

At arbejde med noget, som kun var lystbetonet. Noget, som man ikke har tid til i forbindelse med studiet.

Samtidig fik han job ved et mindre tvproduktionsselskab i Roskilde gennem en bekendt fra børnejournalistuddannelsen.

Her kunne han udforske en helt ny journalistisk retning og udvikle sine evner som videojournalist. »Jeg opdagede, hvor fedt jeg syntes, at det var,« fortæller han.

For Malte var det en frihed, at han kunne kaste sig ud i egne projekter, som ikke kun skulle laves, fordi de stod i en læseplan. »Det var godt at prøve at arbejde mere uforpligtende. At arbejde med noget, som kun var lystbetonet. Noget, som man ikke har tid til i forbindelse med studiet.« Flytningen og jobudfordringen gav Malte muligheden for at få studiestress og praktik-

panik på afstand. Han gik ikke længere kun op og ned af studerende, der talte om praktik, men var i højere grad omgivet af folk, der slet ikke vidste noget om det. Det gav luftforandring, ny viden og ro til at tage optakten til efterårets panikdag i et tempo, han selv kunne overskue.

Netværk, netværk, netværk Da Malte drog til endnu en panikdag, havde han lært af sine erfaringer.

DR Ultra var ikke længere førsteprioritet. »Hvis jeg lavede en fejl den første gang, jeg søgte, så var det ikke at lede så meget efter det, jeg gerne ville, men nærmere noget, hvor jeg tænkte, at de gerne ville mig.« Foruden at være blevet klogere på sig selv som journalist og på spillet omkring praktiksøgning, begyndte Malte ligeledes at drage klare fordele af, at han søgte anden gang. »Jeg havde sendt store dele af min årgang i forvejen. Heriblandt også nogle af mine gode venner.« Maltes navn blev derfor nævnt, når redaktørerne spurgte efter anbefalinger fra de daværende praktikanter. Ifølge Malte kan man være et skridt foran sine konkurrenter, der søger første gang, hvis man som

LX

STUDIET

andengangssøgende søger det samme sted som tidligere. »Alt det, man har rejst rundt, sagt hej og trykket hånd er ikke spildt. Det er en langsigtet investering på kontoen til næste gang.« Dog valgte Malte ikke at søge hos DR Ultra igen. I stedet var positiv omtale fra medstuderende og det nye netværk med til at sikre ham en fod indenfor hos sin kommende praktikplads. Ved gentagne besøg på TV 2 Fyn kunne han mærke interesse fra praktikkoordinatoren.

»Vi datede lidt på den der måde, hvor man forpligter sig uden at blive gift,« fortæller han.

Det hele gik bare op i en højere enhed Da Malte til panikdagen i november 2016 satte sin underskrift på en kontrakt med TV2 Fyn var det resultatet af seks måneder, som han havde givet et indhold, han kunne bruge.

Noget, som ikke var en selvfølge, men en konsekvens af held og handlekraft. Malte ser derfor positivt på de seks måneders orlov.

»For mig var det faktisk meget fedt at få et ekstra halvt år«, fortæller han og fortsætter: »Men det er også fordi, at det gik så godt.

Ellers kunne jeg godt have forestillet mig, at jeg havde siddet og suttet på min tommelfinger og rokket frem og tilbage ovre i hjørnet og ventet på, at det blev efterår, så jeg kunne søge igen.« I dag, et år efter DR’s afvisning, er Malte to panikdage, seks måneders erfaring og tre måneders praktik rigere. Han kan se tilbage på processen og konkludere følgende:

11

»Det vigtigste overhovedet, nogensinde, ever, i forbindelse med det her (praktiksøgning, red.), det er, at det ikke er så slemt ikke at få en plads. Livet går videre.«

Program: Sted: Campus Road 10.00: Arrangementets start.

10.30: SDUkendt vs. Roskilde Smadretidende.

11.30: FC Jourventus vs. RUC United.

13.30: Roskilde Smadretidende vs. Ulla United.

14.30: RUC United vs. FC Åben Modus.

16.30: SDUkendt vs. Ulla United.

17.30: FC Jourventus vs. FC Åben Modus.

19.00: Åbning af Danmarks største fredagsbar, ‘Nedenunder’.

02.00: Lukning af fredagsbaren.

Der vil være salg af øl og pølser til de tørstige og sultne.

Damekamp er 2x25 minutter. Herrekamp er 2x45 minutter.

Nyt fra KaJO Én af Lixens gode venner, KaJO, udkommer med et månedligt nyhedsbrev.

Fik du ikke læst april-udgaven, så læs med her.

Konstituerende bestyrelsesmøde KaJO’s delegerede til mødet vælger naturligvis helt selv, Fra SDU sidder, udover Katrine Vigilius, studD. 16. marts blev der holdt et konstituerende bestyrhvem de stemmer på. Men formand i KaJO, Signe Skov ieleder Peter Bro og praktikvejleder Niels Møller elsesmøde, hvor de nyvalgte bestyrelsesmedlemmer Henningsen ved godt, hvem hun vil stemme på til mødet: Mikkelsen. Der sidder i alt 10 personer i udvalget.

Emilie Philip Kruuse Foxil, Jonathan Vejbjerg og Naja »Jeg bruger selvfølgelig en af mine stemmer på Thilde.

Navntoft Holse valgte, i hvilke(t) udvalg de gerne vil Jeg kan ikke forestillle mig nogen, der ville være bedre til Delegeretmøde arbejde. at varetage de studerendes interesse på en ansvarlig, åben Delegeretmødet er den højeste myndighed i Dansk Til mødet berettede de forskellige udvalgs tovholdog samarbejdsvillig måde.« Journalistforbund, altså ligesom generalforsamlinSøren Bendixen (t.h.) i Gao, Mali sammen med fotograf ere, hvad man er i gang med. gen i KaJO. KaJO sender 16 delegerede afsted.Mads De Køngerskov. Foto: Privatfoto.

Blandt andet var der nyt fra KaJO’s praktikarbejdsstuderende har i alt 86 delegerede, og der er i alt ca.

Forå rsse gruppe. Gruppen arbejder på at gøre praktiksøgnings300 delegerede fra hele forbundet - så de studerende min I slu ar i tning Da en af forløbet så smidigt som muligt. Tovholder, Josefine har altså ret stor indflydelse. På delegeretmøde er der fra d mart nske Me e for s sam skell dies Nygaard Hummelmose, fortæller til mødet, at mange Dans valg til formandskabet og desuden hovedbestyrelsen ige m tude ke M edieu ledes alle rend edies i Hus af SDU’s praktiksøgende på 4. semester har spurgt, om i Dansk Journalistforbund, og så skal vi stemme om d lokal e dann tude et i K f o e r r e l enin s n ø er til benh de. M man må tage en telefonpasser med til Store Match-dag ændringer af forbundets vedtægter og vedtagelse af På s gern f a o ø v r e d e å n. mina et ble rssem retni ret a v hol i Århus. Vi har sammen med KaJ, Medie- og Journalhandlingsprogram. inar ng fl d i a t i Sa g vi di sion, lon K skute de form iststuderende, Danske Journaliststuderende RUC og Danske Mediestuderende stiller i den forbindelse visio and . rede n og - leg T d h elege ilde ede m værd andrea - DJ på DMJX København besluttet, at de stuet forslag til handlingsprogrammet, der skal forpH r i e ø e t u r for drea ybye mød , KSR sikquiz o e derende selv må bestemme, om de tager telefonpasser ligte hele Dansk Journalistforbund til at arbejde for g lær Danske M - vedtog be, DJ KU o te vo m e diest med eller ej. bekæmpelse af gratis arbejde blandt studerende, og r g DJ uder isRUC es kolleg e nde a bedr Derudover fortalte den tidligere kasserer - nu næstdet håber vi naturligvis, at vi får stemt igennem. e at k er i Kaj, a e nn de. formand - Jacob Mouritsen, at man er i gang med at Desuden er vi med til at stille et forslag om, at der give kassererskabet videre til den ny kasserer, Emilie skal være færre delegerede til delegeretmøde - lige nu Philip Kruuse Foxil. er der nemlig plads til cirka 450, men der møder kun 300 op.

Møde i det store praktikudvalg Til delegeretmøde i april stiller Danske MediestuDer har også været møde i det store praktikudvalg. derendes formand Thilde Høybye op som medlem af Vores repræsentant i udvalget, Katrine Vigilius, siger hovedbestyrelsen for hele Dansk Journalistforbund. efter mødet: »Jeg fortalte om trivselsundersøgelsen, og vi havde en god og konstruktiv snak om, hvordan vi både på udidannelserne og i praktikken kan imødekomme nogle af lde v april at ho i l g t i t s o de problemer, den dokumenterer. Desuden snakkede d ikle g si frem i udv nsda KaJO ser v o l e, i r a vi om flere løsningsforslag ift. manglende praktikplads e k i t V i er s isku relsen 9. april. H dst d y n t i s u ser, og vi fik godkendt nogle nye praktiksteder. Men t e m B ss d ke .2 mmen n du dag d itik - og ik a s s n e alt i alt har jeg bare lyst til at sige, at det var en virkelig o l l i s ol af, ka ores a tere p gøre v i finder ud positiv og konstruktiv oplevelse! De vil os det virkelig n disku a k brev. i v an v vad yheds d n r H o s . godt og er oprigtigt bekymret for de problemer, nogle v d e r h d åne KaJO til forårsseminar. Øverst fra venstre: Jacob Mouritsen, nu be ste m studerende har - både dem, der sidder i udvalget for ie end e om i næ r Signe Skov Henningsen, Naja Navntoft, Kristoffer Nordskov, e m medier, og dem, der repræsenterer uddannelsesstedlæse Maria Rode Olsen, William Sonne Kaalø og Emilie Philip Kruerne.« use Foxil. Foto: Emma Kleist Christensen.

12 DEBATTEN

MAJ

Skru ned for dramaet i journalistpraktikkens Hunger Games Jeg har glædet mig til denne her tid – tiden efter den 19. april. Hvor Panikdagen er overstået, og man har fået afklaring – om det så er godt eller dårligt, så ved man i hvert fald, hvad man skal nu.

Og det er skønt, og jeg var så heldig at være en af dem, der fik en praktikplads. Men jeg er også frustreret.

Af Katrine Vigilius

J

eg har længe hørt, at paniksystemet ikke er perfekt, men først nu, da jeg selv har oplevet det, er jeg blevet virkelig indigneret over det. Jeg synes, det er fair nok, at det er lidt hårdt at søge praktik og skulle sælge sig selv. For sådan er livet, og sådan er det også, når vi i fremtiden skal søge job. At folk ikke altid bliver valgt på baggrund af evner, men på grund af tilfældigheder, er – desværre – også meget realistisk i forhold til det virkelige arbejdsmarked. Selvom evner og talent bestemt betyder noget, handler det også i høj grad om at spille spillet og være lidt heldig – og det er vel også fint at lære.

How to make the odds ever in our favor Men jeg synes for det første, at der er et enormt spild af ressourcer, energi og tid, som går ind i praktiksøgningen. Og jeg synes, det er uværdigt, at nogle studerende bruger op mod 50 timer på at lave en hjemmeside, tager rundt til en masse praktikarrangementer og tilmed betaler mellem 500 og flere tusind kroner for hjemmeside- og transportomkostninger for så at stå med ingen praktikplads efter Panikdagen. Det er simpelthen uansvarlig forvaltning af de studerendes ressourcer og af offentlige kroner, at man bruger så meget tid af uddannelsen på noget, der munder ud i ingenting.

Som sagt, er det fint, at vi bruger noget tid på praktiksøgningen

“ Selvom evner og talent bestemt betyder noget, handler det også i høj grad om, at spille spillet og være lidt heldig.

– og man lærer også meget af det.

Men det er ude af proportioner. Vi er mange, der kan blive enige om, at praktiksøgningen er problematisk. Men hvad kan man gøre ved det? Vi har prøvet at ændre det før, for eksempel da Åbent Hus blev afskaffet sidste år, og det gik jo ikke så godt. Er det et argument for ikke at gøre mere? Det synes jeg ikke. Jeg synes, vi skal blive ved med at prøve at blive bedre.

Jeg ved, at en forkortelse af praktikperioden for Dansk Medie og Journalisthøjskole (DMJX) og en nedsættelse af optaget på TVMuddannelsen allerede er et skridt på vejen til at lette praktiksøgningen – det er super. Jeg har også nogle andre tanker.

For det første, så synes jeg, at vi bør lave vores hjemmesider meget tidligere i uddannelsen – måske allerede på første semester. Det er en god træning i at arbejde digitalt og at showcase sig selv som journalist. De studerende vil have en platform til at lægge produktioner op på i løbet af uddannelsen og kan for eksempel bruge hjemmesiden i forbindelse med ansøgninger til studiejobs eller til opgaver i frivillige foreninger. Gennem studietiden kan man løbende optimere hjemmesiden og skal til praktiksøgning blot finpudse den – ikke lave den fra bunden af. Medierne har desuden mulighed for at lære de studerende at kende også før selve praktikperioden. Åbent Hus-arrangementer og karrieremesser bør integreres i uddannelsen hen over de første år, ligesom vi - i hvert fald på mit semester - også allerede havde flere medie- og virksomhedsbesøg i løbet af 1., 2. og 3. semester i en rolig og behagelig atmosfære. Det burde der blot være endnu mere af – også med de mindre steder, hvoraf nogle besøg kunne være valgfrie. Lærer de studerende medierne at kende tidligere, kan de også bedre vælge studiejobs og fokus i studieopgaver ud fra, hvad praktikstederne efterspørger.

Bliver panikken så ikke bare spredt ud over hele uddannelsen?

Det er en relevant bekymring, men skaden er sket for længst.

Lige nu bekymrer studerende på alle semestre sig i uvidenhed og handlingslammelse. Samtidig har de dårlig samvittighed over, at de bekymrer sig om praktik – for det får man af vide, at man først skal gøre på 4. semester. Normalisér de

studerendes relation til praktikken. Det bliver aldrig et romantisk forhold, men det kan blive lidt mere konkret at forholde sig til.

om praktikpladserne og det presser arbejdsmarkedet, at der er så mange om jobsene. Alt i alt skader det kvaliteten.

I forhold til selve ansøgningsprocessen, så bør der indkaldes til samtaler, efter man har sendt sin ansøgning. Som man, mig bekendt, gør på alle almindelige arbejdspladser og universitetspraktiksteder. Medierne bør kun bruge tid på at holde samtaler med de studerende, der rent faktisk søger praktikpladsen. Og ansøgningerne bør sendes, så medierne har mere end halvanden time til at læse dem på Panikdagen.

Ja, jeg er ung og blåøjet, når jeg tror på, at vi kan gøre det her meget bedre. Men hvis vi ikke skal være det, hvem skal så? Jeg hader spild af tid og ressourcer, og jeg hader at se mine dygtige medstuderende knokle for ingenting. Som medlem af Kredsen af Journaliststuderende i Odense (KaJO) og Danske Mediestuderende (DMS) ved jeg, at der allerede er masser af gode mennesker, der prøver at forbedre systemet, og det gør mig glad og håbefuld. Jeg håber, at vi fremover i højere grad kan droppe konflikt- og sensationskriteriet i historien om vores journalistiske Hunger Games og i stedet fylde studietiden med masser af kvalitet.

I det hele taget bør praktiksøgningen ligne praktik- og jobsøgningerne på alle mulige andre uddannelser, der formår at gøre det uden så megen panik. Selvom vi journalister har en svaghed for drama, tror jeg virkelig, vi bør lære noget af andre kedelige uddannelser.

Og sidst, men vigtigst(!), så skal vi nedsætte optaget på studierne. Please. Der er ikke brug for så mange journalister, som der lige nu bliver spyttet ud.

Desuden er det efter uddannelsesloftet mere besværligt at skulle omuddanne sig, og vores bachelor giver ikke adgang til et hav af kandidater, der kan give nye muligheder. Vi er dygtige – ja, så vi skal nok få jobs andre steder. Og det er fint, at ikke alle på journalistuddannelsen ender som journalister.

More than just a piece in their games

Men der bliver stadig optaget alt for mange. Nedsæt optaget, så de unge der starter, har en statistisk realistisk chance for at få en praktikplads og et journalistisk job efterfølgende. Det kan godt være, at uddannelsen så får noget mindre i tilskud, men så må vi bruge vores telefoner, når vi skal lave radio og TV, eller sidde på træstole i stedet for kontorstole.

Det klarer vi nok. Men det presser de studerende, at der er så mange

(Jeg sidder med i DMS’ praktikudvalg, men indlægget er udtryk for personlige holdninger, ikke DMS’ eller KaJOs officielle holdning)

LX

DEBATTEN

13

Lad være med at lægge ansvaret på de studerende!

I sidste måned bragte Lixen et debatindlæg om praktiksøgning og stress. Som jeg læste det, var essensen af indlægget, at man skal tage sig en slapper, og at problemet med praktikpladser ikke er så stort, som vi går rundt og siger. Det er jeg lodret uenig i.

Af Signe Skov, formand for KaJO

»M

angler vi egentlig praktikpladser?« spørger Josefine Alberg i sidste måneds Lixen, ind-en hun siger til de studerende, at de skal tage en slapper, og at problemet med mangel på praktikpladser er noget, som vi går og bilder hinanden ind. Det er - undskyld sproget - det værste pis, jeg nogensinde har læst i Lixen.

tvungen orlov som et grundvilkår på uddannelsen. Det er systemet, der har fejlet, og det er systemet, der skal laves om.

(RUC) og Syddansk Universitet (SDU) nødt til at kigge på, om de også kan reducere optaget.

2. TV 2 og TV 2 Regionerne skal Manglen på praktikpladser er ikke stoppe med at praktikforlænge. noget, som skal håndteres på indi- TV 2 forlænger konsekvent prakvidbasis, og det er slet ikke noget, tikperioden for studerende med der skal løses ved, at store dele af 12 måneders praktik. Det vil altså vores studerende tager orlov. Det sige, at selvom man i sit studie skal skal løses oppefra. Problemet har gennemføre 12 måneders prakefterhånden vokset sig så stort, at tik, bliver man bedt om at tage det kræver indgriben 18 måneder. mange steder fra. I Det er direkte Det er - undskyld i modstrid med mine øjne er der flere sproget - det værste studiebekendtting, man kan gøre: på pis, jeg nogensinde gørelsen 1. Dimensionere på har læst i Lixen.

SDU og RUC. optaget. DMJX har Stoppede TV 2 allerede skåret 10 % i med at prakderes optag. Men hvis problemet tikforlænge, ville det unægteligt med de manglende praktikpladser frigøre en håndfuld pladser til nye skal løses, er Roskilde Universitet ansøgere.

“

Jeg anerkender Josefines pointe om, at et halvt års orlov ikke er jordens undergang for den enkelte.

Men hvis man løfter blikket og kigger udover sin egen situation, vil man se, at manglen på praktikpladser er et reelt pro-blem og det vokser. Lige meget hvilken indstilling man har, kan man ikke ignorere det faktum, at der i år mangler endnu flere praktikpladser, end der gjorde sidste år.

Og hvis ikke der sker strukturelle ændringer, er der ikke udsigt til, at problemet går væk. Fulgte man debatten om forkortelse af praktikperioden hos Danmarks Medieog Journalisthøjskole (DMJX), er man også klar over, at manglen på praktikpladser er så stor, at Undervisningsministeriet har krævet, at DMJX handler på det.

Når man bliver indskrevet på et studie, hvor praktik er en obligatorisk del af uddannelsen, skal man selvfølgelig også kunne gennemføre studiet. Det skal ikke ligge i baghovedet på den studerende de første fire semestre, at man med stor sandsynlighed skal på orlov i halve eller hele år, fordi der mangler praktikpladser. Vores studerende skal ikke bare acceptere

Illustration: Caroline Bjelke.

3.

Løn til alle praktikanter.

AC-praktikanter, altså ulønnede universitetspraktikanter, optager utrolig mange praktikpladser i mediebranchen. Hvis AC-praktikanterne også havde krav på løn, ville de ikke underbyde journalistpraktikanter i samme stil som nu, og der ville ikke være den samme økonomiske gevinst ved at tage en praktikant, der ikke læste journalistik. Derfor skal ACpraktikanter også lønnes, så vi som journaliststuderende bliver konkurrencedygtige på vores eget felt.

Det handler ikke kun om orlov

Jeg anerkender ikke Josefines præmis om, at en tredjedel skal på orlov, og så må man bare acceptere det og få det bedste ud af det.

Men det er ikke kun tvungen orlov, der er grunden til, at manglen på praktikpladser er et så massivt problem. Jeg taler af personlig erfaring, når jeg siger, at det føles som et kæmpe nederlag ikke at få en praktikplads. At ville noget så meget, at man næsten ikke kan sætte ord på det, og så blive fravalgt alligevel, er usandsynligt nedern. Så kan vi ændre vores retorik nok så meget og sige til hinanden, at det er okay, og at glasset er halvt fyldt. Det ændrer bare ikke på følelsen af at være helt vildt utilstrækkelig og ubrugelig - for sådan havde jeg det i hvert fald. Det er ikke noget, som jeg ønsker eller vil acceptere, at en tredjedel af vores studerende skal igennem.

Så nej, jeg vil ikke – som Josefine ellers opfordrer til - ringe til min mor. Mit problem kan ikke løses ved at snakke med min mor om det. Mit problem er et problem for små 30 % af de journaliststuderende på RUC, SDU og DMJX. Jeg vil derimod ringe til Peter Bro, Danske Mediearbejdsgivere, Dansk Journalistforbund og alle de andre, der rent faktisk har mulighed for at løse vores problem. Vi skal ikke bare acceptere manglen på praktikpladser, for det er på ingen måde bæredygtigt – hverken for individet eller kollektivet.

14 SATIREN

MAJ

DMJX-studerende: »Jeg mistede mit g-punkt« Efter en uheldig kaffeeskapade mistede den 21-årige DMJXstuderende Marius de Linde al respons fra sit g-punkt. Det lykkedes for ham at erstatte g-punktet, men følelsen er ikke helt den samme som før. Eksperter advarer nu mod uagtsom omgang med kaffekopper oven på episoden.

“ Af David Alexander Hindsgaul Skaaning

K

an man miste sit g-punkt af at spilde lidt kaffe? Svaret er ja. Det fandt den 21-årige Marius de Linde, en studerende fra 2. semester på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, ud af, da han var for lemfældig med sin kaffekop den 2. maj 2017. Han oplever, at hans medstuderende ikke tør tale med ham om det, der skete. En ekspert forklarer dog, at alle journaliststuderende er i risiko for at miste g-punktet, da de ofte drikker kaffe og arbejder samtidigt.

Ensom ulv Marius de Linde sidder i alene i kantinen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. En udstødt studerende på 2. semester. Stødt ud, da de fleste mennesker bliver ilde til mode over dem, som adskiller sig fra mængden.

Sådan én er Marius de Linde. Han er en lone wolf. For han har mistet sit g-punkt. »Jeg tænkte egentlig ikke så meget over, at jeg havde et g-punkt, før det var væk,« siger han med et nervøst smil.

Når jeg pressede på mit g-punkt, var det, som om jeg så ikke fik den der fantastiske følelse, som jeg plejede.

Han kigger ned i sin hvide engangstermokop i plast med hank. Den er fyldt til randen med en sort væske af noget skæbnesvangert.

I dette mørke dyb hviler hans blik i total stilhed i fem minutter. Han løfter sit ansigt og begynder sagte at synge omkvædet til Erik Hassles ’Hurtful’.

Han er en lone wolf.

Alting kan gå itu Det var ikke helt uden konsekvenser, da Marius de Linde kom til at spilde kaffe i starten af maj. Han oplevede en del forandringer i sin hverdag efterfølgende. »Når jeg pressede på mit g-punkt, var det, som om jeg så ikke fik den der fantastiske følelse, som jeg plejede,« forklarer han og uddyber: »Jeg mener, der kom jo ikke noget op.«

Kaffespildet er også gået ud over Marius de Lindes journalistiske arbejde. »Der er så mange ord, som ikke giver mening, når man mangler et g-punkt,« siger han. »Gigolo, for eksempel.« Ingen kan vide sig sikre Hændelsen foregik midt i journalisthøjskolens kantine, og heldigvis var personalet trænet til at håndtere situationen. Det var den 39-årige tekniker Teddy Tuborg, som tilså Marius de Lindes ødelagte g-punkt, og han advarer nu alle kaffedrikkere om den samme skæbne.

“

Et g-punkt, som ikke reagerer på stimuli, er slemt nok i sig selv.

Værre ville det være, hvis man slet ikke kunne tænde på noget. »Hvis man går lalleglad rundt og føler sig sikker med en kaffekop i hånden, så går det galt,« udtaler Teddy Tuborg. »Jeg ser særligt, at journaliststuderende er udsatte, fordi de drikker kaffe, mens de arbejder.« Efter et større indgreb lykkedes det for Teddy Tuborg at erstatte g-punktet. »Nu kan han få en masse glæde af sit gpunkt igen. Og det er jo en god ting. Men hvis

han spilder kaffe igen, så er det ikke sikkert, det kan fikses,« forklarer han.

Teddy Tuborg er bekymret for, at journaliststuderende slet ikke er klar over faren ved at spilde kaffe. »Et g-punkt, som ikke reagerer på stimuli, er slemt nok i sig selv. Værre ville det være, hvis man slet ikke kunne tænde på noget.« Slap med skrækken »Her er mit nye g-punkt,« fortæller Marius de Linde og peger på sit computertastatur.

Og ganske rigtigt. Mellem tastaturets f- og hpunkter skinner et spritnyt g-punkt. »Det er ikke helt, som det gamle var, men jeg er bare glad for, at der kommer noget op på skærmen, når jeg trykker på mit g-punkt,« siger han med et stort smil. »Jeg slap med skrækken denne gang,« fortæller Marius de Linde. Han vil tage Teddy Tuborgs formaning til sig. Han er nemlig klar over, hvad konsekvensen havde været, hvis kaffespildet havde ramt tastaturets tænd/ sluk-knap. »Hvis jeg ikke kunne tænde på noget, så ville det være trist, for så ville jeg ikke have megen glæde af mit g-punkt.«

Copyright maxpixel: http://maxpixel.freegreatpicture.com/Accident-Error-Mistake-Slip-up-Careless-Spill-876597

NICHEN

LX

15

Behovet for patriotisme Historikeren Henrik Jensen, født 1947 cand. Phil. I historie ved Københavns universitet 1973, udgav i vinter essayet »Derfra vores verden går«. Essayet behandler begrebet fædrelandskærlighed. Fædrelandskærlighed er, ifølge forfatteren, noget alle på det politiske spektrum skal forholde sig til for at undgå højreradikale partiers fremmarch.

Af Simon Kristian Holt

E

ssayets omdrejningspunkt er behovet for fædrelandskærligheden som forfatteren, Henrik Jensen, ser som et middel mod den antidemokratiske højrefløj, der de seneste år har vundet frem i Europa.

Jensen tager læseren i hånden, med et smukt og til tider sarkastisk sprog, gennem vigtige passager i danmarkshistorien, der ifølge ham har haft indflydelse på vores forhold til fædrelandet.

Denne berøringsangst har efterladt de højre ekstremistiske kræfter i Europa helt alene på banen, hvor de uden modstand har kunnet snakke til de nationale følelser hos befolkningerne rundt omkring i Europa.

Hele denne berøringsangst for det nationale gennemsyrer også hele EU-systemet.

Jensen fortæller i bogen en anekdote om, hvordan han sammen med andre førende historikere fra forskellige europæiske lande blev bedt om at sætte sig ned og skrive en fælles europæisk historie. Dette mislykkede, da netop krige og rivalisering blandt nationalstaterne har været essensen og dynamikken i den europæiske historie.

Ifølge Jensen har EU-projektet været en gevinst for medlemslandende. Dog kun som økonomisk gevinst – ikke demokratisk. For som før omtalt i artiklen, så fungerer demokratiet kun optimalt, hvis folket under demokratiet har tillid til eliten.

Dette er ikke tilfældet i den nuværende EU-konstellation. De 28 medlemslande har vidt forskellige kulturelle normer og genkendelighed. Dette kan, men må ikke undervurderes. Jensen foreslår derimod, at EU igen falder tilbage til den oprindelige idé om økonomisk samarbejde. Dette, plus en større dyrkelse af det nationale lokalt i landene, vil give mere suverænitet og identiet tilbage til nationalstaterne, som vil kunne afværge populistiske højrefløjspartiers fremmarch.

Nationalfølelsen er fundamentet for demokratiet Fædreland og fædrelandskærlighed lyder både farligt, tørt og uaktuelt. Men nationalfølelsen er ifølge Jensen primusmotor i et demokrati.

Vores vestlige demokratier bygger på, at vi har tillid til hinanden som borgere i vor lande. Accepten af fælles spilleregler bringer tryghed til samfundet. Denne tryghed og genkendelighed borgerne imellem må, ifølge Jensen, ikke undervurderes. For de er med til at skabe den nationale/sociale loyalitet, vi som samfund har behov for. For historien viser, at der med en bred folkelig forståelse af den eksisterende nomos skabes netop den nationale loyalitet i et givent samfund.

Denne nationale loyalitet er uhyre vigtig, da den hjælper borgerne i et samfund til at acceptere større grad af ulighed, som altid vil være i et kapitalistisk samfund.

“ Siden de store verdenskrige har det ikke været ufarligt at erklære sig national og patriotisk.

Nationalisme versus patriotisme Et helt centralt emne i Jensens essay er definitionen af fædrelandskærlighed. Siden de store verdenskrige har det ikke været ufarligt at erklære sig national og patriotisk. Allerede inden de sidste bogstaver har sluppet dine læber, er du allerede sat i bås. Du er bange, uoplyst og måske endda også racistisk.

Denne forudindtagede holdning til det nationale er noget, som der skal gøres op med ifølge Jensen. Jensen henviser til George Orwell, som med sin artikel »Notes on Nationalism« definerer de to begreber. Orwell mener, at patriotisme i sin natur er defensiv – både kulturelt og militært. Patrioten mener blot, at dennes kultur og levevis er den bedste, men han har intet ønske om at tvinge den ned over fremmede nationer.

Nationalismen er derimod den onde tvilling. Nationalisten har for øje at udbrede sin kultur. Nationalisten vil erobre andre kulture for at skaffe nationen mere magt – på bekostning af sin egen individualitet.

At være patriotisk skal altså her ikke forstås som Mel Gibson ridende på en hest med krudt og kugler om ørerne. Det skal derimod forstås som respekten og accepten af den danske kultur. Jensen påpeger nemlig, at vores vestlige kulturer er under pres i den

Henrik Jensen til de ‘Historiske Dage 2015’.

Foto: Mogens Engelund via Wikimedia. globaliserede verden. Derfor skal vi stå på mål for den danske kultur, som skaber den nationale loyalitet. Den er uhyggelig vigtig, hvis ikke Danmark skal opleve en bølge af højre-radikalisering.

Velfærdstatens rolle Ifølge Jensen har det danske samfund oplevet store forandringer gennem historien, som har forskudt samfundet eller sat den nationale følelse på spil. Landboreformerne i den sidste halvdel af det 18. århundrede gjorde bønderne til en vis grad frie. De arbejdede nu ikke længere for en godsejer, men havde nu bedre rammer til at skabe velstand selv.

En del af datidens nationalfølelse var, at alle danskere arbejdede for Danmark. For at tjene Danmark og gøre landet rigere efter vores store nederlag de seneste år på slagmarkerne.

Indtil da havde kristendommen også spillet en væsentligrolle i den danske sammenhængskraft. Freidrich Nietzsche erklærede »Gud er død« og så kom verdenskrigen. Verdenskrigen viste for alvor hvad det ’moderne’ menneske stadig var i stand til. Der skulle kun gå 25 år, før vi igen røg ud i en verdenskrig, som igen viste grusomme uhyrligheder. Efter krigen havde verden fået nok, og troen på en Gud forsvandt langsomt.

Marshall-hjælpen hjalp tyskerne i gang efter krigen. Højkonjunkturerne nåede først til for alvor i Danmark 60’erne, hvor Socialdemokratiets ekspansion af velfærdstaten tog

fart. Nu arbejdede danskerne, ligesom efter landboreformerne, for et bedre liv. Meningen med livet blev at arbejde. Gud var død og det nationale på tilbagetog. Det civile samfund, som tidligere havde bundet Danmark sammen, var i opløsning. »Kommunerne lagdes i 1970 sammen til uoverskueligheder, og velfærdstaten åd sig ind på det civile samfund. Staten var ikke nationen – det civile samfund var nationen,« som Jensen formulerer det. Dette forhold ændrede sig dog, og staten begyndte at opføre sig, som om den var nationen. Dette lagde grobunden for det individualistiske samfund, vi har i dag. Man var ikke længere afhængige af, om naboen gjorde sin pligt og arbejdede, eller om du selv gjorde. Du kunne blot læne dig tilbage, kræve dine overførelsesindkomster og være ligeglad med det nationale fælleskab.

Nationalfølelsen som et værn Den store folkelige mistillid til EU-projektet og højreradikale kræfters fremgang i Europa hænger uomtvisteligt sammen. Jensen advokerer dog her for, at en ’legitim’ dyrkelse af det nationale vil kunne dæmme op for disse tendenser. Jensen mener nemlig at patriotisme, som Orwell definerede det, ikke kun burde overlades til højreorienterede kræfter i Europa. Jensen mener, at der har været en berøringsangst for det nationale hos centrum-venstre og de venstreoriterede politkkere i Europa.

Derfor skal du læse »Derfra vores verden går« Jensens kald i mørket for patriotisme er vigtig, og jeg ser det som vores pligt, som oplyste og engagerede borgere at besvare dette kald.

Behovet fra 1968 om at traditioner og dannelse skal nedbrydes hænger stadig ved, og det er ekstremt farligt. Den kulturelle stamme og nationale loyalitet er nøgleord overfor de problemer, vi som samfund står overfor.

Disse to ting vil nemlig hjælpe nye borgere i vores samfund med at falde til. Som essayet skitserer, så kan udviklingen i den danske befolkning ses som en stor vandrende menneskeflok. Folk falder fra og nye kommer til.

Sådan har det altid været. Den nationale loyalitet, som folk hver især finder i vores Danmark, vil binde os sammen, nye som gamle, og skabe den altafgørende ‘vi-følelse’ i samfundet. Jeg tror nemlig ikke, at det som sådan er folks tro, der segregerer vores nuværdende samfund. Det er derimod billedet af, at forskellige befolkningsgrupper modarbejder hinanden og staten Danmark.

Manglen af det civile samfund samt den stigende individualisering er med til at gøre danskerne fjernere og fjernere fra hinanden.

Vi skal som svar på dette genopfinde den danske patriotisme og alle sammarbejde mod et bedre og fælles Danmark. Et Danmark, som bygger på en stærk kultur og bred dannelse.

Hele det moderne begreb ‘verdensborger’ spiller os fallit og neglicerer vores nationale sammenhængskraft og identitet til en pauver størrelse.

BLIKFANGET

LX

LIXEN PIXELS: 4. maj 2017, Odense Tekst og foto: Emilie Philip Kruuse Foxil

Omkring klokken 20.35 fredag den 4. maj 1945 forsvandt lyden af den danske radiospeaker Johannes G. Sørensens stemme pludselig under nyhedsoplæsningen i BBC’s dansksprogede nyhedsudsendelse. Kort efter vendte nyhedsoplæseren tilbage i radioen med et budskab, der udløste enorm glæde i den danske befolkning: Befrielsesbudskabet.

Efter fem års besættelse kapitulerede tyskerne. Danmark var befriet.

I år er det 72 år siden, danskerne kunne pille mørklægningsgardinerne ned og igen tænde lys i stuevinduerne. Torsdag den 4. maj 2017 blev befrielsen markeret ved arrangementer rundt omkring i landet. I Odense var der mindehøjtidelighed ved monumentet i Ansgar Anlæg.

Under de røde faner og grønne bøgegrene var soldater, politikere og borgere her samlet om fællessange, kransenedlæggelser og tale ved journalistisk chefredaktør i Jysk Fynske Medier, Troels Mylenberg.

LIXEN illustrerer: Step by step

1: Skitsering

2: Første farvelægning

3: Anden farvelægning

4: Tredje farvelægning

Illustrationer: Caroline Bjelke

5: Detaljer og optegning