LIXEN - oktober 2017

Lixen

De Journaliststuderendes Avis | www.lixen.dk | 19. årgang | 8. nummer | Oktober 2017 Tag med Mads Steffensen på hans karrietidsrejse i Monopolet.

BRANCHEN s. 4-5

»Vi voksede op sammen, legede sammen og grinte sammen. Vi var veninder, men blev adskilt, da hendes forældre giftede hende væk til en fætter i Jordan.«

NICHEN s. 18-19

Var Matthesen en passende grillmester?

DEBATTEN s. 14

»Der er folk, som dræber hinanden. Det er en katastrofe for civilbefolkningen, hvis der ikke kommer billeder og dokumentation ud.« - Nagieb Khaja FOKUSSET mødte ham i København. Læs med på side 8-9.

2 LEDEREN

OKTOBER

Kend reglerne! Så du ved, hvordan du bedst kan bryde dem.

INDHOLD

Vi skal ikke ende med, at vi som journaliststuderende bliver smeltet om til de samme møtrikker, der passer til det store maskineri.

Der er ingen grund til at holde sig tilbage, hvis man sidder indebrændt med en idé om, hvordan man kan eksperimentere med sit radioindslag.

For så bliver vi alle den samme journalist. Det bør ikke ske. For der er ikke nogen af os, som er ens. Alle har en forskellig tilgang til, hvordan journalistik skal produceres og udføres. Det bør udnyttes. For jeg vil vove den påstand, at det vil hæve journalistikken til en ekstra dimension.

Også selvom, det ikke står i nogen kapitler. Men fordi du lader dig inspirere af en BBC-dokumentar, et indslag fra 21.30’eren, din yndlings podcaster, en medstuderende eller din egen kreative hjernehalvdel. Det handler om allerede nu at bevæge sig ud af sin komfortzone, prøve dine grænser af og stikke i andre retninger.

Underviserne på Center for Journalistik, DMJX og RUC siger én ting.

De journaliststuderende skal kunne deres anatomi. Der er et normsæt, som skal følges. Vinkling, interviewteknik og dramaturgi. Hvilket skal understreges som en vigtig ting.

Helt bestemt. Er der ikke noget fundament, kan man ikke bygge videre. De fleste mediehuse bruger de forskellige modeller, som vi lærer om på journalistuddannelserne, og hvis du ikke kan dine grundlæggende færdigheder, er du groft sagt ikke meget værd.

Det handler også om at lytte til sine mavefornemmelser, når man er ude i marken eller ringer sine kilder op.

At man stoler på, at det, man gør, sagtens kan fungere. Også selvom din underviser har givet udtryk for, at der vil blive delt lussinger ud til dem, som bryder med reglerne. Lixen kalder selvfølgelig ikke på et oprør mod teorien, men det er et forfriskende afbræk at turde være sig selv i sit journalistiske virke.

Vær den journalist, du gerne vil være. Du lærer kun af det.

Den som intet vover, vinder intet.

Men mediehusene vil i den grad også se deres nye journalister som nogen, der har sine egen måde at lave journalistik på.

Med de journalistiske grundpiller solidt plantet på rygraden, søger de også folk med kreativiteten, det innovative, eksperimenterende og udforskende tatoveret på de journalistiske DNA-strenge.

...god læsning!

BRANCHEN ...14 år med dilemmaer, et monopol og Mads Steffensen som vært. Læs vores aldeles fremragende interview med Mads Steffensen. Bliv samtidig klogere på crowdfunding, arbejdet som filmanmelder og dilemmaet om en mediepulje til unge danskere.

Bliv klogere på side 3-7.

FOKUSSET ...hvis du intereserer dig for nichejournalistik, som biografier eller andre store journalistiske formater. Så bladr om på Fokusset, hvor du kan læse om en af de dygtigste inde for feltet. Læs også det eksklusive interview med journalisten Nagieb Khaja, der fortæller om sit arbejde i verdens brændende punkter.

Tag et kig på side 8-10.

STUDIET

...der er opråb til ledelsesgangene på Center for Journalistik fra en studerende. Find ud af, hvad det går ud på, og læs samtidig om, hvilke udfordringer der ligger i at være med i Studienævnet.

Smut forbi side 11-13.

DEBATTEN ...bør journalister være ekstra påpasselig med, hvordan de skildrer sig selv på de sociale medier? Har Anders Matthesen lært os noget vigtigt, da han ristede Laursen, Husum og Brohave til årets Guldtuben?

Diskutér med på side 14-15

SATIREN ...nordkoreansk nyhedsmodel som inspiration til de danske mediehuse? DR vil i hvert fald gerne eksperimentere. Og nåh ja, Lixen går selvfølgelig ind for mangfoldighed, så om du er kvinde, LGBTQ+ eller normal, vil du elske at læse om qvindelige bodybuilder. Desuden er der agurketid året rundt hos Lixen.

Få latterkramper på side 16-17

NICHEN

BLIKFANGET

Lixen (an)befaler, at du som journaliststuderende allerede nu befrier din indre journalist og graver dig lidt op fra dine bunker af noter, der omhandler, hvordan man får mest ud af sin kilde i et interview.

...besøger Jordan, hvor to tidligere veninder møder hinanden for første gang i mange år. Før i tiden var de noget ens, men det er ikke tilfældet mere.

Ret øjnene mod side 18-19

.

...kom med bag kulisserne på TV2 Fyn og se, hvordan der produceres journalistik til mange tusinde fynboer.

Send blikket mod bagsiden.

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os på Infomedia

Tryk: Skive Folkeblad Oplag: 500 eksemplarer

Lixen er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen er af de studerende, for de studerende og for journalistikken.

Alexander Berg Jensen Ansv. chefredaktør

Mikkel Hamann Jensen Chefreaktør

Julie Dorthea Bøge STUDIET-redaktør

Mathias Oldager DEBATTEN-redaktør

Karen Klærke BRANCHEN-redaktør

Karoline Lunddal Dam DEBATTEN-redaktør

Olav Fonager Webredaktør

Johan Ørskov PODCASTEN-redaktør

Simon Taarnskov Aabech BRANCHEN-redaktør

Julie Almann Larsen FOKUSSET-redaktør

Marie Louise Forival Andersen FOKUSSET-redaktør

Emilie Philip Kruuse Foxil Fotoredaktør

Simon Mølgaard JOURNALIXEN-redaktør

Bækas Seref SATIREN-redaktør

David Skaanning SATIREN-redaktør

Simon Kristian Holt NICHEN-redaktør

Caroline Rødgaard Bjelke Illustrator

Tobias Schiøler JOURNALIXEN-redaktør

BRANCHEN

LX

3

»En filmanmeldelse skal være en oplevelse i sig selv« Som vært for radioprogrammet Filmland på P1 anmelder Per Juul Carlsen filmuge efter uge. Branchen har taget en snak med ham om, hvordan man bevarer nysgerrigheden for det hvide lærred, selvom man har anmeldt film i over 20 år.

Af Simon Taarnskov Aabech

»E

Sådan lyder det i Per Juul Carlsens anmeldelse af filmen Manifest i radioprogrammet Filmland den 24. august 2017.

I filmen spiller den verdensberømte skuespillerinde Cate Blanchett hele 13 forskellige roller, hvor hun fremfører forskellige berømte kunstmanifester - for eksempel Lars Von Triers Dogme 95. Filmen er en speciel oplevelse, hvilket Per Juul Carlsen selv forsøger at gengive til lytteren. »Jeg er den type anmelder, der godt kan lide at lege med sproget. Jeg forsøger at sende folk ud på en rejse. Normalt vil man forsøge at anmelde en film ud fra dens egne præmisser og trænge ind i filmen inden man begynder at skrive, men jeg forsøger at gå en anden vej.« Fra musik til film Per Juul Carlsen er ikke som de andre filmanmeldere. Flertallet er uddannet i film- og medievidenskab. Carlsen søgte selv ind på Danmarks Journalisthøjskole tilbage i starten af 90erne, men kom ikke igennem nåleøjet. Af andre omveje havnede han som musikanmelder hos Gaffa, hvor han fik en særlig lektion. »Jeg læste engang en anmeldelse af en rockkoncert, hvor anmelderen forestillede sig, at han var i forsangerens øres sted. Der var en form for New Journalism som rockskribent tilbage i 1990-erne.«

“gelForpå respekt, mig at se er det manhvis man blot

bruger en time på at skrive om en film er god eller ej. »Mange skribenter legede med formen, og det blev jeg meget inspireret af. At man kunne lave en form for litteratur ud af en anmeldelse. Jeg kunne godt lide tanken om at bryde rammerne og gå ud over det, folk forventede.« Netop det at bryde rammerne er en særlig prioritet for Juul Carlsen. »For mig at se er det mangel på respekt, hvis man blot bruger en time på at skrive, om en film er god eller ej. Jeg mener, at man skal gøre sig en anstrengelse. Jeg tror, at disse oplevelser bringer folk videre, og de kommer længere end, hvis de har læst en traditionel anmeldelse.«

Per Juul Carlsen ved mikrofonen. Foto: Agnete Schlichtkrull.

n filmanmeldelse skal ikke være en karakter. En filmanmeldelse må aldrig være en overskrift. En filmanmeldelse må aldrig være doven. Den må aldrig være forudsigelig.

Den må aldrig gå den nemme vej. En filmanmeldelse skal have en sjæl, og den skal kunne føles. En filmanmeldelse skal være et værk og et selvstændigt væsen, ligesom den film, roman eller kunstudstilling den forholder sig til.«

En branche med diversitet Filmanmelderbranchen er hård og et væld af danske medier har anmeldere siddende, der gerne vil fortælle deres læsere, hvorfor de skal se eller undgå en film. »Hvis jeg havde gået på universitetet og studeret filmkunst, havde jeg gjort tingene på en anden måde. Der findes forskellige typer af anmeldere i Danmark. Christian Monggaard (Information) er en slags fanjournalist, Kim Skotte (Politiken) er stor forsvarer af den klassiske kultur, mens Bo Green Jensen (Weekendavisen) er tidligere digter. Folk i denne branche har en forskellig baggrund.«

»I øjeblikket er der en enorm angst for at lave originale film. Filmdistributørerne tager de sikre valg. Hvis man går ind på kino.dk og sammenligner, hvilke film anmelderne er faldet i svime over i forhold til den generelle biografgænger, kan man se en stor forskel i, hvilke film, der er populære.« Typisk vil brugerne være glade for de store blockbustere, mens anmelderne falder mere for de kunstneriske film, der typisk ikke sælger det samme antal billetter. Per Juul Carlsen kan godt genkende tendensen og erkender, at man som anmelder er i et dilemma.

man kan føle, at man har set den samme film 100 gange før.

sende folk ud på en rejse.

“Jeg er den type anmelder, “komme Som anmelder kan man der godt kan lide at lege i et dilemma, fordi at med sproget. Jeg forsøger at Per Juul Carlsen: Eftersøgning: originalitet!

Efter mange år som anmelder kan det være udfordrende at opfinde den dybe tallerken. »Efter 20 år som anmelder kan jeg godt mærke, at det bliver sværere ikke at gentage sig selv. Man kan komme i et dilemma, hvor man føler, at man har set den samme film 100 gange før. For eksempel hvis jeg skal se en dansk film.«

“fordre Det kræver en masse at udsig selv samt lytterne

uge efter uge. Man bliver slidt ned over at finde nye vinkler år efter år.

•

..startede som freelancejournalist i 1991.

•

..var redaktør for tidsskriftet Levende Billeder fra 1993 til 1994.

•

..var journalist på P3 fra 19911997.

•

..var musik- og filmskribent på Politiken fra 1991-1999.

•

..er i dag vært på radioprogrammet Filmland på P1.

»Som anmelder sidder man og ser et væld af film. Der er så mange forskellige holdninger til, hvad film skal kunne. Når der kommer en ny film med et helt andet filmsprog end man er vant til, kan det være svært for dem, der blot ser 3-4 film i biografen om året at forstå, hvad vi anmeldere mener. Nogle gange kan folk mene, at vi bliver for nørdede.

Der er ikke så meget, man kan gøre ved det.« Et nemt job?

I det hele taget kan det være svært at forholde sig til, hvad en filmanmelder laver. For de skal jo bare se film, ikke? Helt så nemt er det ikke. En typisk arbejdsdag for Carlsen starter kl. 5 om morgenen, hvor han skal færdiggøre en anmeldelse. Derefter skal konen og ungerne sendes på arbejde og i skole, hvor han derefter skal se en film og gøre klar til flere interviews. »Det kan virke nemt at anmelde film, men for at kunne nå at sætte sig ind i en film og lave en ordentlig anmeldelse, skal man bruge meget tid. Det kræver en masse at udfordre sig selv samt lytterne uge efter uge. Man bliver slidt ned over at finde nye vinkler år efter år. Jeg mener, at der er kvaliteter i mit arbejde, som er på samme niveau som i traditionel journalistik.«

4 BRANCHEN

OKTOBER

Stemmen, der forfører over én million lyttere hver lørdag I år er det 20 år siden, at Mads Steffensen blev færdiguddannet journalist, og sammen med Lixen lader han blikket glide tilbage. Det er historien om en journaliststuderende, der ikke fik sin drømmepraktikplads. To årtier senere er han vært på Danmarks største radioprogram. »DR ringede op og spurgte, om jeg ville derind og lave noget radio. Og det er der, jeg er blevet,« fortæller han.

Af Mads Ingemann

O

ver én million danskere lytter med hver lørdag, hvor Mads Steffensen sammen med et udvalgt panel diskuterer dilemmaer af enhver art, som lytterne flittigt sender ind til diskussion. I 14 år har programmet kørt fast på DR’s radio hver lørdag kun afbrudt af ferier. Mads Steffensen er nærmest blevet et householdname i de danske hjem, der hver lørdag formiddag hører Mads & Monopolet. »Jeg begyndte i ’93. ’97. Færdig. Ja. Det har jeg slet ikke tænkt over,« konstaterer Mads Steffensen.

Ingen praktikplads i første runde Under praktikperioden på den sidste del af studiet fik Mads ikke en praktikplads i første runde. I anden runde fik han plads på en mindre avis. »Alle mine venner fik Danmarks Radio, Tv2, Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten.

Jeg fik Frederiksborg Amtsavis,« fortæller han.

Mads tænkte, at det var op ad bakke, for han beskriver det som et hierarki, ud fra hvad man får og ikke får. Mads Steffensen er dog et godt eksempel på, at det nok skal gå godt fremadrettet, selvom man ikke får den eftertragtede praktikplads. Det viste sig også at være en god praktikperiode, hvor han blandt andet lavede sport for avisen. »Jeg dækkede landskampe og Rungsted i ishockey og ALT muligt andet.« Der var rigeligt at lave for den unge journaliststuderende ved den lille avis.

Netværket kan være altafgørende Mads Steffensen startede ved DR i 1998.

Han fortæller, at netværket samt ens familie spiller en stor rolle, hvis man vil have en fod indenfor hos de store mediehuse. Mads Steffensens storebror, Palle Steffensen, havde arbejdet ved P3. »Da P3 manglede én, huskede de, at Palle havde en lillebror, som vist også var journalist.« Det var døren til DR-radio, og i slutningen af 90’erne var Mads Steffensen producer for Go Morgen P3. »Det hjælper at kende nogen for at komme ind, men du skal selv sørge for at blive der. Du kan hurtigt ryge ud igen, hvis du ikke leverer. Så er det lige meget, om du kender nogen eller ej,« forklarer han.

“Det hjælper at kende nogen for at komme ind, men

du skal selv sørge for at blive der. Du kan hurtigt ryge ud igen, hvis du ikke leverer. Så er det lige meget om du kender nogen eller ej.

Uventet succes I 2003 fik Mads idéen til Mads & Monopolet og fik muligheden for at lave det. Det er i dag 14 år siden, og det sendes fortsat hver lørdag med voksende popularitet.

»Det havde jeg altså ikke regnet med,« fortæller Mads Steffensen om successen.

At Mads Steffensens idé skulle få så meget vind i sejlene, havde han ikke kunne forestille sig. »Du ved aldrig, når du laver et nyt program, om det kan flyve eller ej, og du regner slet ikke med, at det kan flyve i så lang tid.« Opskriften kan lyde simpel: Én vært med tre kendte gæster diskuterer dilemmaer indsendt af lytterne. Målet er at løse de problemer, som findes i hverdagen, og mange kan genkende i større eller mindre grad.

“

Du ved aldrig, når du laver et nyt program, om det kan flyve eller ej, og du regner slet ikke med, at det kan flyve i så lang tid.

Hemmeligheden bag alderen Det er dog ikke lige til at sammensætte et panel. »Jeg prøver hele tiden at få nye ind.

Nyt kød på hylden.« Panelet i uge 38 var gengangere bestående af musikeren Søren Rasted og politikeren Ida Auken. Som debutant i programmet, havde Mads Steffensen inviteret professor Eske Willerslev ind. »Ida har været miljøminister, og Søren er interesseret i naturvidenskab, og de synes sikkert, at det er spændende at møde Eske Willerslev,« fortæller Mads.

Mads bruger meget tid på at sammensætte panelet af gæster, for de skal ikke blot diskutere og svare. Der skal også være en hvis kemi mellem personerne.

»Man har tre pladser, og så skal man prøve at planlægge kemi,« konkluderer han. Det giver en bedre diskussion gæsterne imellem, og Mads ser det som en succes, hvis diskussionen fortsætter, mens musikken spiller imellem dilemmaerne.

Der er sket meget på de 14 år, programmet har kørt, men programmet har fulgt med. De sociale medier, der er kommet siden 2003, har givet en masse nye dilemmaer: »Det var ikke en faktor dengang. ’Skal jeg blive Facebook-ven med min chef?’ eller hele Tinder-problematikken,« erfarer Mads.

Der skal ske en udvikling i programmet, ellers vil det ikke kunne køre i så mange år med succes. Det er i den grad lykkedes. Programmet i uge 38 med Eske Willerslev, Søren Rasted og Ida Auken havde over 1,2 mio. lyttere. Næsten halvdelen af de danskere, der hørte radio i det tidsrum, hørte Mads & Monopolet.

“

Jeg prøver hele tiden at få nye ind. Nyt kød på hylden.

Lever på lyttere Mads Steffensen har som vært på 14. år hørt på rigtig, rigtig mange dilemmaer. Lige meget om det er de tunge eller lette emner, så har han stor respekt for de lyttere, der skriver ind. »Det med at lægge sine ting frem åbent, og få andre til at diskutere det, dét er modigt,« forklarer han.

Mads føler, at han står ved siden af de personer, som skriver ind, og han sørger for, at de får en god oplevelse. Han fortæller også til

”

Alle mine venner fik Danmarks Radio, Politiken, TV 2 Berlingske og Jyllands-Posten. Jeg fik Frederiksborg Amtsavis.

Fra Amtsavis til DR Efter praktikperioden og studiet havde han en kort ansættelse ved Metronome, hvor Mads Steffensen sammen med Lars Hjortshøj sad på redaktionen for programmet, Hvem er hvem? mens Amin Jensen og Michael Carøe var værter. Under studietiden havde forfatter og journalist Jakob Kvist besøgt Journalisthøjskolen i forbindelse med sin udgivelse af bogen Ambassadøren: En bog om Michael Laudrup, og de to havde efterfølgende en snak om fodbold og Barcelona. Jakob Kvist var ansat på Berlingske Tidende, og det viste sig at være en fordel for Mads Steffensen. Da avisen manglede en vikarierende sportsjournalist, fik han en anbefaling fra Jakob Kvist.

Efterfølgende fik Mads Steffensen et opkald, som bragte ham hen til sin endelige arbejdsplads.

Panelet i Mads & Monopolet fra uge 38. Fra vesntre af: Søren Rasted, Mads Stefffensen, Ida Auken og Eske Willerslev. Foto: Mads & Monopolet, P4.

BRANCHEN

LX afsenderne, at panelet siger, hvad det synes, og måske er svaret ikke et afsenderen bryder sig om. Det er præmissen i det. Og det er heller ikke kun panelet, som diskuterer emnet.

Lytterne danner også deres meninger, og det er endnu en faktor, som folk skal forholde sig til, når de sender et dilemma ind. »Har du været i radioen, og jeg har lagt røret på og sat en plade på, så ved vejen det lige om lidt. Eller skolen. Eller arbejdspladsen. Eller familien,« siger han.

Det store skift Mads & Monopolet har kørt som det største program på P3 i 12 år, og flyttede for to år siden over på P4, hvor det også blev det største program. »Det er unikt, at det har kørt i så lang tid, men også at det fortsat er så sjovt at lave.« I starten var målet fem år. Det blev til ti.

Programmet lever stadig i bedste velgående,

og Mads Steffensen lyver aldrig, når han siger sin kendte catchphrase: »Det bliver et aldeles fremragende program.« Han kan ikke forestille sig at stoppe det, og programmet har ikke været på et sted, hvor det har mistet momentum. »Jeg holder op, når folk holder op med at knalde for højt, holder op med at ville gå fra deres samlever og behandler hinanden ordentligt.«

“ Jeg holder op, når folk holder op med at knalde for højt, holder op med at ville gå fra deres samlever og behandler hinanden ordentligt.

5

Fakta om Mads Steffensen •

47 år. Født 8. juni, 1970.

• Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1997.

• Ansat ved DR siden 1998.

• Tidligere vært på Aftenshowet, Alle mod én, Nærradiofonien mm.

• Vært på Mads & Monopolet siden 2003. I 12 på P3 og siden januar 2016 på P4.

• Gift siden 2003 med Marianne Foldberg Steffensen. Sammen har parret har tre børn.

Nyhedssafari Plant bagdelen i sædet og hæld termokaffen op, for nu tager vi dig med på en sightseeingtur gennem månedens mest eksotiske nyheder i Branchen. Vi har haft alt fra DR, fotografer og flytteproblemer under lup.

Advarsel!

Vi starter ud med en advarsel til alle kommende journalistpraktikanter. Lige nu forsøger produktionsselskabet Media Movers at lokke journaliststuderende med en praktikplads samt 5000 kroner i månedsløn.

Det er blot en tredjedel af den praktikløn, som Danske Mediers Arbejdsgiverforening og Dansk Journalistforbund anser for at være normal for en almindelig journalistpraktikant.

De privatejede medievirksomheder ser dog ingen grund til at inddrage danskerne i deres eboks-oplysninger – heriblandt Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen.

En lille overvejelse herfra: Kan Poul Madsen og de andre tiende chefredaktører ikke forhindre sniksnakken, hvis de lægger pengesedlerne på bordet?

Af Karen Klærke

Mingel med ministrene!

Med barnegråd i stemmen: »Hvorfor må jeg ikke, når alle de andre må?« Sådan – eller nogenlunde sådan – skrev journalist Morten Skærbæk fra Politiken til Folketingets ombudsmand. Han kunne ikke forstå, hvorfor Jyllands-Posten kunne få en minister til at udtale sig om regeringens holdning til en sag, mens han ikke selv kunne.

Konklusionen fra ombudsmanden blev, at ministre gerne må give solohistorier, hvis det ikke sker skriftligt. Derfor er der god grund til at strejfe området for statskundskab og lade sig flette fingre med fremtidens ministre.

DJ-boligdrømme er aflyst September har været ekstra turbulent for Dansk Journalistforbund, der ellers startede måneden ud med annonceringen af, at de flytter sammen med forbundet Kommunikation og Sprog til nye og større lokaler. Først måtte formand for Dansk Journalistforbund, Lars Werge, forsvare den nye huslejepris, som han selv indrømmer ”er til at tage og føle på”. Summa summarum: Lars Werge var en glad mand, fordi mange års forhandlinger var faldet på plads. Men blot en halv måned senere har KS afbestilt deres flyttevogn. De vil kun bo under samme tag med DJ, hvis DJ vil fusionere med dem – og sådan et ægteskab er DJ altså ikke parat til!

DR kæmper med balancen Det er ikke kun Dansk Journalistforbund, der har haft en turbulent måned – det samme gør sig gældende for DR, der efterhånden chikaneres på daglig basis.

I den her måned var det DRs etikchef, Inger Bach, der udtalte, at hun under Copenhagen Pride helst ikke så, at medarbejdere fra DR skiltede med deres deltagelse. Kasteskyts lå klar – for hvordan kan DR bruge 2,1 mio. kr. årligt på en mangfoldighedskonsulent, når de ansatte ikke må give sig tilkende på mangfoldighedens nationaldag.

Her er lige et par overvejelser, der er værd at tage med: DR er licensgødet, hvilket betyder, at virksomheden på samme tid skal nå bredt ud, men også fremstå uafhængig. Hvis

Illustration: Caroline Bjelke DR skilter med, at de er til Copenhagen Pride, så tillægger de sig en dagsorden.

Dén dagsorden er Hr. Jensen fra Sydfyn ikke fan af, men da DR er licensbetalt, kan han ikke på samme måde, som hvis det var et andet medie, vælge det fra. Derfor triller DR rundt på et balancebræt, der er noget nær umuligt at holde i vatter.

DR-chikanen fortsætter Vi er ikke færdige med at chikanere DR, som også er en del debatten om lønniveauet for chefredaktører – for hvor meget tjener de

egentlig? DJ spurgte, og kun en fjerdedel ville oplyse det. Diskussionen kommer i kølvandet på debatten om Licensbetalte DR, der giver 2,1 mio. til deres mangfoldighedsdirektør om året. En årsløn, der vil kunne finansiere de næste 87,5 års husleje på HC Ørsted Kollegiet. Tendensen blandt de 20 adspurgte var, at licensbetalte chef-redaktører som Lea Korsgaard fra Zetland og Jørgen Ramskov fra Radio24syv føler sig forpligtet til at oplyse, hvorvidt licenskronerne går til en ekstra mand i marken eller speltboller og ølandsbrød fra Lagkagehuset.

Fotografer under angreb Hvis fotografstablen var en slags dyr, så ville WWF kategorisere dem under truede dyrearter. Hos Jysk Fynske Medier har syv fotografer måtte pakke deres kameratasker sammen. Det blev konsekvensen af en sparerunde på mediets fotoafdeling. Det er ikke mere end et år siden at samme fotoafdeling var på tvungen slankekur – her røg ti fotografer. Argumentet er, at journalister og amatørfotografer kan præstere samme kunst med Iphone-kameraet. Men lad os lige slå et slag for de fotografdrømmende journaliststuderende - for frem til den 15. oktober har man lige nu mulighed for at se World Press Photo-udstillingen hos Politikens Hus, hvor 45 af verdens bedste pressefoto er linet op. Pressefotos, som kræver mere end evnen til at bruge et Iphone-kamera.

Vi håber I nød turen, og vi byder på endnu en omgang nyhedssafari i næste måned.

6 BRANCHEN

OKTOBER

Unge skal have en mediepulje Bør man forære de unge et gratis abonnement til et valgfrit dagblad, så de kan blive introduceret til journalistik, der rækker ud over derfor-må-du-ikke-give-din-hund-chokolade-rubrikker? De danske dagblade samt kultur- og medieordfører er klar til at overveje det.

Af Karen Klærke

»G

o and get the young people!« Sådan afsluttede Erkan Özden en paneldebat på SDU, da han blev opfordret til at give sit bedste råd videre til lokalets kommende journalister.

Derfor vil jeg gerne slå et slag for, at man forærer de unge et abonnement til et dagblad, så de kan blive introduceret til journalistisk indhold, der rækker ud over kattevideoer.

Frankrig har gjort det I Frankrig forsøgte man sig i 2009 med en ordning, hvor unge mellem 18-24 år kunne få et års gratis abonnement på et valgfrit dagblad. Det betød, at der hver uge lå en frisktrykt avis ved siden af de unges Coco Pops.

Regeringen og dagbladene delte udgifterne.

Efter det gratis abonnement var udløbet, begyndte halvdelen af de deltagende unge at købe dagbladets avis, mens 62% begyndte at læse deres onlineudgave.

I mine ører lyder det som en win-win-situation: Man introducerer de unge til at læse nyheder med journalistisk indhold, og man fylder ny ilt på dagbladenes respiratorer. »Jeg kan godt lide ideen om, at man giver de unge en mediepulje, som de selv kan investere i nyhedsmedier. De skal nok finde frem til deres Netflix og streamingstjenester,« siger Aslak Gottlieb, der er mediekonsulent og ekspert i forholdet mellem børn og journalistik.

Aslak Gottlieb nævner en række fordele ved et gratis avisabonnement til et dagblad. »De unge lærer mediet at kende. Det er ret dyrt at holde et dagblad herhjemme, så den hurdle – prisen - den bliver ryddet af vejen. Derudover giver man de unge et digitalt helle,« fortsætter han.

havn. I Frankrig delte dagbladene og regeringen omkostningerne. Dagbladene betalte for de ekstra aviseksemplarer, der skulle trykkes, mens regeringen sørgede for papiravisens vej fra maskineri til morgenmadsbord.

Klar på et samarbejde Diskussionen kan være nok så irrelevant, hvis hverken de danske dagblade eller regeringen vil samarbejde om at fodre de unge med et års gratis avisabonnement.

Jeg spurgte derfor Politikens chefredaktør Christian Jensen, hvorvidt han ser potentiale i at samarbejde med regeringen om en ordning lignende den, der kørte i Frankrig. »Hvis der fra regeringens – eller andet – hold er konkrete idéer om en sådan ordning, som du skitserer, så vil vi meget gerne være med,« skriver Christian Jensen.

Politiken er ikke det eneste dagblad, der ser muligheder i et lignende samarbejde. Også Jyllands-Posten er parate til at slå et slag for avisudgaven samt gøde de unges lyst til at læse nyheder med journalistisk indhold. »Hvis regeringen ville betale en del af det, ville modellen være en anden og værd at overveje. Men sådan er det ikke lige pt. i Danmark,« fortæller Louise Abildgaard Grøn, der er projektleder hos Jyllands-Posten.

“

Hvis der fra regeringens- eller andet – hold er konkrete idéer om en sådan ordning, som du skitserer, så vil vi meget gerne være med.

Noget tyder på, at et gratis avisabonnement til unge bør være et punkt på eft-

erårets finanslovforhandlinger. Mogens Jensen, der er kultur- og medieordfører for Socialdemokratiet er nemlig villig til at drøfte støtteordningen yderligere. »Såfremt der er et ønske blandt dagbladene og andre medier om at introducere sådan en ordning i Danmark som en del af mediestøtten, vil Socialdemokratiet være åbne overfor at drøfte det. Det vil selvfølgelig være væsentligt at inddrage erfaringerne fra Frankrig i overvejelserne.«

“deMediet er jo ikke lavet til unge, så du risikerer at

ramme ret meget forbi, og der er alt for mange skønne spildte kræfter af kroner og øre, for det er en dyr distribution, der er tale om.

Papiravisen er ikke skabt til de unge Selvom kemien ser ud til at være skabt, så mener Aslak Gottlieb, at de danske dagblade samt regeringen vil opnå størst effekt af samarbejdet, hvis de skænker de unge en mediepulje fremfor en ugentlig gratis avis. »Mediet er jo ikke lavet til de unge, så du risikerer at ramme ret meget forbi, og der er alt for mange skønne spildte kræfter af kroner og øre, for det er en dyr distribution, der er tale om,« fortæller Aslak Gottlieb.

Hvor der er vilje, er der vej. Lad os håbe, at forslaget kan skinne om kap med registreringsafgifter og motorvejsprojekter, når finanslovsforhandlingerne skydes i gang til oktober.

“om,Jegat man kan godt lide ideen giver de unge en

mediepulje, som de selv kan investere i nyhedsmedier.

De skal nok finde frem til deres Netflix og streamingstjenester.

Men Aslak Gottlieb er dog skeptisk, når han skal svare på, hvorvidt en støtteordning som den i Frankrig kan fungere i Danmark. »Hvis politikerne vil det, så kan det selvfølgelig være en ordning. Set ud fra den enkelte unges synspunkt, så er det selvfølgelig en god ide. Tænk at få en gratis avis leveret. Men jeg er ikke sikker på, at effekten står mål med omkostningerne,« siger han.

Og ja, den franske ordning kostede penge.

Helt præcist 15 mio. euro, hvilket svarer til 809.352 DSB-turer fra Odense til Køben-

Pa Illustration: Caroline Bjelke.

Den franske støtteordning: • Ordning til unge mellem 18-24 år om et gratis abonnement til en ugentlig avis.

• Kørte i Frankrig i perioden 2009-2019 • Formålet var at introducere de unge til avislæsning • Regeringen og de 59 deltagende dagblade delte omkostningerne.

• Første faste viste at 62 % af de unge, der tog i mod tilbuddet, var begyndt at læse onlineudgaven efterfølgende.

• Der mangler oplysninger om langtidseffekten af projektet.

LX

BRANCHEN

7

Crowdfunding er de journaliststuderendes legeplads Crowdfunding er et koncept, der kan give de journaliststuderende mulighed for at få publiceret deres artikler, og samtidig modtage et tilskud til SUen.

Af Nikolai Rosler Jørgensen

D

et er ikke let at finde et mediehus, der vil betale for de studerendes journalistiske produkter, når de allerede har uddannede journalister på lønningslisten. Men konceptet crowdfunding giver de unge journaliststuderende mulighed for at få publiceret deres artikler og samtidig modtage et tilskud til SU’en. Crowdfundingmedier, som har fokus på journalistik, kan derfor blive de journaliststuderende nye bedste ven.

Som journaliststuderende kan der være et utal af fordele ved at få publiceret sine artikler. Udover at det ser kanon godt ud, når man skal søge praktik, så kan det også være en god måde at få pudset skrivekundskaberne og tjene lidt ekstra penge. Desværre er det ikke altid let. Mange mediehuse har hverken tid, penge eller ressourcer til at betale for eksperimenterende idéer. Der kan derfor være noget at hente, hvis man kigger uden om de traditionelle medier.

“

Jeg synes, at det er et enormt godt springbræt for unge og uerfarne journalister, som har mod på at forsøge sig med mere,« fortæller Signe Ullstad, der er journaliststuderende på SDU. Kvalitet over kvantitet Ideen med journalistisk crowdfunding er, at læserne agerer redaktører. Det er dem, der sætter dagsordenen, og dem, der bestemmer, om en ide kan blive til en artikel. Det,

Foto: Flickr. som crowdfunding giver plads til, er i høj grad kvalitets- og nichejournalistik. I crowdfundet journalistik er der ikke mulighed for at bringe de traditionelle breakingnyheder eller dag-til-dag-overblik. Tværtimod er der mulighed for at lave undersøgende- og fokuserende journalistik, som tager tid. Det giver også journalisterne mulighed for at skrive om deres interesser eller noget, de brænder inde med.

Muligheden for at slynge artikler ud i massevis er ikke så stor, da det kræver støtte, hver gang en idé skal blive til virkelighed. Til gengæld kan der prøves kræfter med skæve historier, de studerende normalt ikke vil kaste sig ud i. »Jeg synes, at det er et enormt godt springbræt for unge og uerfarne journalister, som har mod på at forsøge sig med mere,« fortæller Signe Ullstad, der er journaliststuderende på SDU. »Journalistisk crowdfunding er et enormt

Idéen bag journalistisk crowdfundimg: 1. Journalisten foreslår idéer til artikler 2. Brugerne spytter penge i de idéer, som de kan lide.

3. Hvis idéen samler nok penge, skriver journalisten artiklen.

4. Når artiklen er færdig, kan brugerne læse de artikler, som de har støttet.

godt initiativ, der kan få promoveret mange upcoming journalister. Jeg kunne helt sikkert finde på at afprøve det i fremtiden,« fortsætter hun.

“

Forestil dig, at du sidder med en tom avis. Der er ingen billeder. Ingen tekst. Du må nu helt selv vælge, hvad der skal være i avisen. Hvilket drømmescenarie.

Mulighed for udfoldelse En af de journalistiske platforme for crowdfunding hedder Peblish - People Publish og er et projekt startet af de to iværksættere Kasper Gade og Joel Boukris tilbage i 2015. »Forestil dig, at du sidder med en tom avis. Der er ingen billeder. Ingen tekst. Du må nu helt selv vælge, hvad der skal være i avisen. Hvilket drømmescenarie. Ikke mere tomt og kedeligt indhold. Nu har du endelig mulighed for at få kvalitetsjournalistik. På dine præmisser. Avisen hedder Peblish, og her arbejder læsere og journalister sammen om at udgive artikler.« Sådan lyder konceptet fra Peblish, som tilbage i 2015 blev det første danske medie, som crowdfunder artikler.

Peblish går i al sin enkelhed ud på, at du som journalist laver et artikelforslag ud fra en af dine egne idéer eller tager en af de mange læseridéer, som findes på siden. I artikelforslaget skriver du kort og konkret, hvad din artikel kommer til at handle om, og hvordan du vil gribe opgaven an. Derudover skriver du, hvor meget du vil have for at skrive artiklen og din formodet deadline.

Nu handler det om brugerne. Hvis de kan lide idéen, så kan de smide et valgfrit beløb efter din artikel, og når du har samlet penge nok, kan du gå i gang med at skrive artiklen.

På nuværende tidspunkt er der knap 1.500 brugere og cirka 50 journalister på platformen, så der er gode muligheder for at få en masse legekammerater til at hjælpe med at finde idéer. Journalister på Peblish har frie rammer til at være kreative og afprøve idéer.

Det eneste, der kan spænde ben for nogle, er, at det kræver dokumentation på tidligere journalistisk arbejde for at blive journalist på siden.

Lidt til pengepungen En af de journaliststuderendes store fordele ved at få crowdfundet artikler er, udover at det er en god platform for at afprøve sine idéer, at der er mulighed for at tjene penge på det. Men det er formentlig ikke lige nemt for alle at få en idé igennem. Der findes gratis journalistik overalt på internettet, så det kræver nogle skarpe idéer for at få brugerne til at smide penge efter dit projekt.

Hvis du sidder med en genial idé, en undren eller noget tredje, der rækker ud over det aktuelle nyhedsbillede, og som du gerne vil gå mere i dybden med, så er crowdfundingsplatformen muligvis et forsøg værd.

“

Journalistisk crowdfunding er et enormt godt initiativ, der kan få promoveret mange upcoming journalister. Jeg kunne helt sikkert finde på at afprøve det i fremtiden,« fortsætter hun.

8

OKTOBER

FOKUSSET

Nagieb Khaja: »Når du ikke ser det ske, så tror du heller ikke, at det foregår« Han er en af de få vestlige journalister, som har haft adgang til ledere af Al-Qaeda og Taliban. Han er blevet kidnappet, fængslet og truet på livet. For Nagieb Khaja tager ikke i krig med de vestlige soldater. I stedet ser han, hvad der foregår på den anden side af krigens kaos.

At gøre en forskel er hans mål, og journalistikken er hans middel.

Af Marie Louise Florival Andersen

I

2008 befandt Nagieb Khaja sig i Helmandprovinsen i det sydlige Afghanistan. Hans plan var at skildre den fjende, de danske soldater kæmpede imod ved at få kontakt til en højtstående Taliban-kommandant. Det endte ud i syv dage og syv nætter som gidsel, hvor Nagieb måtte frygte for sit liv. For i Syrien og Afghanistan er grænsen mellem at være et gidsel og at være fri ganske hårfin som journalist.

Men i dag sidder Nagieb Khaja med en americano ved et plankebord på Møller Kaffe og Køkken på Nørrebro. Københavns caféer og biblioteker er Nagiebs arbejdsplads, for med et kamera, en telefon og en computer kan han udføre sit freelancearbejde hvor som helst på sine egne præmisser. Som barn voksede han op i Avedøre, som er en bydel i Storkøbenhavn. Her var samfundets typiske minoriteter en majoritet, og Nagieb, der har afghanske aner, var selv en af dem.

Allerede som helt ung lagde han mærke til den måde, som udlændinge, bandemedlemmer og militære konflikter blev beskrevet på i medierne. Der var en masse lag og nuancer omkring det, der foregik, som slet ikke kom med i nyhedsfortællingerne.

Det gjaldt både i skolegården hjemme i Avedøre, men også i resten af verden, hvor Mellemøsten hurtigt blev opsigtsvækkende for den unge Nagieb. »Der var mange stereotype historier om Mellemøsten. Arabere blev beskrevet som patriarkalske, kvindeundertrykkende og hadfyldte typer. Den måde folk blev beskrevet på var, som om det var fuldstændig hægtet fra virkeligheden,« fortæller han.

I gymnasietiden var dansktimerne vægtet højest på Nagiebs skema, og passionen for at skrive historier skulle bruges til noget fornuftigt. »I stedet for at sidde og bitche over mediedækningen og være irriteret, så måtte jeg prøve at gøre en forskel. Jeg vidste, at jeg kunne lide at fortælle historier, og

journalistik blev en måde at blande det, jeg godt kunne lide med noget, jeg ikke syntes var i orden.« Opgør med sensationelle vinkler Da Nagieb selv sad på Medietorvet på Syddansk Universitet tilbage i 2004, var han inspireret af de journalister, som var der, hvor den almene journalist ikke dækkede fra.

I dag kan Nagieb skrive krigskorrespondent, dokumentarinstruktør og forfatter på CV’et, og det er resultatet af den måde, som han har valgt at arbejde med journalistikken på. De historier, han vælger, er ofte originale og svære at lave. På den måde har han mulighed for at arbejde som freelancer.

Han forsøger så vidt muligt at undgå de sensationelle vinkler, som man ofte ser hos de forskellige nyhedsstationer. »Man kan hurtigt komme til at forcere nogle vinkler. Der er en skarp konkurrence om at komme ud først og hurtigt. Men på den måde kommer man til at begå fejl, fordi

“ Man skal vide, hvad der foregår og vide, hvad

årsagen til problemerne er. Out of sight, out of mind. hastværk er lastværk.« Lige fra den dag Nagieb kunne kalde sig uddannet journalist fra SDU, har intentionen været at lave historier, som han kan stå inde for. Og vigtigst af alt har det været et mål at kunne se kilderne i øjnene efterfølgende. »Jeg skaber tillidsbåndet ved at være tro mod de aftaler, jeg laver med folk, og gengiver virkeligheden så nøgternt og præcis som muligt. Jeg tror, at hvis man på en eller anden måde skaber en skarp linje mellem ens egne holdninger og det, man beskriver, så bliver man respekteret,« siger han, og

markerer en usynlig linje på plankebordet.

Han har gjort en stor indsats for at afdække årsagerne til bestemte problemstillinger som terror- og bandeproblematikker frem for at lave en sensationel dækning af emnerne. På den måde har Nagieb vundet tillid i miljøer, som normalt er kritiske over for pressen. Og det har gavnet ham.

Fra retslokale til krigerhistorier I 2010 lavede Nagieb en historie for TV2 om lejemordssagen med Store Abde, som er en af de mest kendte personer i den kriminelle underverden. Han snakkede med ham i retten, og to år senere møder han ham på en gåtur ned ad Blågårdsgade på Nørrebro. Det var to uger inden, at Nagieb havde planlagt en rejse til Syrien. Store Abde kunne genkende ham, og denne gang var samtaleemnerne ikke mordanklager, voldsdomme eller Blågårdsbanden. I stedet havde Abde også i sinde at drage mod de syriske grænser for at opveje de dårlige ting, han havde gjort i sit liv og for at hjælpe de syriske oprører. Men Nagieb tænkte, at det ville være problematisk at rejse ned til den Syriske Borgerkrig sammen med den måske mest berygtede bandeleder i Danmark.

Betænksomheden nåede dog et vendepunkt efter adskillige kopper kaffe og lange telefonsamtaler med Store Abde. Nagieb så en unik mulighed i at lave en dokumentar om én af de syrienkrigere, der var i samfundets og mediebilledets søgelys. Det blev en historie, der satte dagsordenen. Ikke kun i Danmark, men også internationalt, hvor dokumentaren blev en af de mest sete på The Guardian. Turen satte en kædereaktion i gang, for den gjorde, at Nagieb fik adgang til nye kilder og nye unikke historier i Syrien. »Jeg brugte meget tid på at dække bandekonflikten, som der kun kom et par nyhedsindslag ud af, men det viste sig, at min snak med Abde i et retslokale i København

førte til mange historier i Syrien. Det er det der med hele tiden at tænke i en større sammenhæng,« fortæller han.

Out of sight, out of mind De bøger og dokumentarer, som Nagieb efterhånden har produceret gennem årene, har givet krigskorrespondenten mulighed

“Min drivkraft kommer

af, at jeg gerne vil gøre en forskel. Journalistik er bare et middel til at opnå det. for at forklare, hvad der ligger til grund for blandt andet de krige og konflikter, vi ser. »Jeg synes simpelthen, at noget af det ypperste, man som journalist kan gøre, er at stille beslutningstagere til ansvar. At være med til at oplyse befolkningen om, hvad der foregår de steder, hvor nogle af de mest alvorlige beslutninger, et samfund kan træffe, bliver ført ud i livet.« Som eksempel var Nagieb meget fokuseret på, hvilke fejl der blev begået i Afghanistan i forhold til den danske og amerikanske indsats. Og det var med håb om, at de samme fejl ikke blev begået igen. »Der er folk, der dræber hinanden. Man skal vide, hvad der foregår, og vide, hvad årsagen til problemerne er. Out of sight, out of mind. Når du ikke ser det ske, så tror du heller ikke, at det foregår. Det er en katastrofe for civilbefolkningen, hvis der ikke kommer billeder og dokumentation ud,« understreger han. Siden krigen i Afghanistan begyndte tilbage i 2001, har kun 6-7 journalister på verdensplan lavet reportager fra Talibankontrollerede områder. Nagieb er en af dem.

Han involverede sig i Afghanistankrigen, fordi han mente, at det var vigtigt at dække en konflikt, som Danmark og Vesten

Nagieb Khaja med en australsk Al-Qaeda-leder i Syrien. Foto: Privatfoto.

FOKUSSET

LX

9

korrespondenter tager så meget fejl, så viser det for alvor styrken i at være der selv,« understreger han.

Nagieb i Afghanistan med Taliban i baggrunden. Foto: Privatfoto.

investerede menneskeliv i. I Syrien var det katastrofens omfang, der drev ham, selvom Danmark ikke var direkte involveret. »Det, der sker i Syrien, er jo en universel historie, som i det store hele handler om mennesker og menneskeheden. Og vi så hur-

“ Hvis jeg er sammen med en milits, prøver

jeg at opholde mig meget sammen med dem, sove med dem og spise med dem. Det giver bare en helt anden autenticitet i forhold til den oplevelse, man får. tigt, at konflikten gik hen og blev den største humanitære katastrofe i nyere tid.« Mennesket over journalisten Nagieb har i løbet af sine adskillige rejser mødt mennesker, som oplever hverdagen og virkeligheden som helvede på jord. Han har set uskyldige børn betale den højeste pris og mødre, hvis gråd har lydt som hele Aleppos sorg og desperation fanget i en krop.

Og tårerne er løbet ned ad hans kinder bag det rullende kamera mange gange. Hvis han befinder sig i en situation, hvor han kan se, at der kan gøres en forskel, smider han kameraet. Hvis hjælpen allerede er der, eller hvis han ikke kan gøre noget, dokumenterer han det. »Min drivkraft kommer af, at jeg gerne vil gøre en positiv forskel. Journalistik er bare et middel til at opnå det. Det er ikke det store dilemma for mig. Journalister er mennesker.

Og det at være et ordenligt menneske skal ikke være i modstrid med at være journalist,« fortæller han med alvorsfulde øjne.

Tiden og tvivlen som værktøj Som Nagieb forklarede tidligere, holder han fast i, at hastværk er lastværk. Igennem årene har han læst mange bøger og rapporter for

at opnå mest mulig viden om situationen i Mellemøsten. Men tid er også et vigtigt værktøj, når han rejser. Her kan han bruge flere uger på at lære sine kilder at kende. »Hvis jeg er sammen med en milits, prøver jeg at opholde mig meget sammen med dem, sove med dem og spise med dem. Det giver bare en helt anden autenticitet i forhold til den oplevelse, man får samt en indsigt og viden, som man bare ikke kan få ved at læse op på det. Ting udvikler sig hele tiden.« Tvivlen er også et vigtigt redskab, når han formidler sine historier. I øjeblikket prøver Nagieb at kommet til Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien, hvor russerne bomber, og døden fra luften kan ramme civilbefolkningen når som helst. Og selvom flybilletten allerede ligger lunt i lommen, er Nagieb blevet klar over, at det ikke er muligt at tage af sted endnu.

Det ærgrer ham, for når der ikke er nogen til at berette om, hvad der sker, bliver de civile glemt af omverdenen. Derfor er han også usikker, når han skal udtale sig om situationen i Idlib, da han ikke har været i området i to år. »Jeg har tit oplevet at få oplysninger fra nogle kilder, hvorefter jeg selv rejser derned, og så er det noget helt andet. Og det gør, at jeg er usikker. Jeg har altid sådan en tvivl i forhold til den information, der kommer fra sådan nogle steder,« fastslår han.

Nagieb stræber således altid efter at være førstehåndskilde, når krige og konflikter skal dækkes. Kunsten i at være der selv er det, der opnår respekt. Under Irak- og Afghanistankonflikten var to af verdens mest anerkendte mellemøstenkorrespondenter fra henholdsvis The Independent og The Guardian nogle af dem, som Nagieb respekterede allermest. Nu er det dem, han respekterer mindst i forhold til Syriendækningen. De har ikke selv været i de oprørskontrollerede dele af Syrien, som Nagieb har oplevet. Og de ting, der bliver sagt om de områder, er fuldstændig i modstrid med det, som Nagieb har været vidne til dernede. »De har ikke været der selv. Det beviser for mig, at når to af verdens bedste mellemøst-

“ Jeg har tit oplevet at få oplysninger fra nogle

Arbejdets konsekvenser Men krigens virkelighed har sat sine blodrøde spor. Nagieb er kommet tæt på mange af de folk, han har mødt undervejs, og han har set, hvordan krigen har smadret menneskeskæbner og forrådt befolkningen. Det er vigtigt for ham, at menneskeligheden ikke skal skjules bag det journalistiske arbejde. Det er han altid opmærksom på.

Han er blevet taget til fange af Taliban tre gange. Han har stået ansigt til ansigt med en kalashnikov, og han er blevet gennembanket af tyrkiske grænsevagter. Men han snakker om oplevelserne med sine nærmeste, og han bruger humor til at tackle de sværeste situationer. Når han fortæller om sine oplevelser, er alvoren ikke til at undgå at ænse i hans ansigt, men Nagieb er humoristisk, og han fortæller gerne om sine dumdristigheder i en uhøjtidelig tone. De barske erindringer bruger han som et middel til at forstå, hvad så mange mennesker går igennem hver eneste dag. Og det styrker hans historier.

kilder, hvorefter jeg selv rejser derned, og så er det noget helt andet.

Foto: Privatfoto.

10 FOKUSSET

OKTOBER

En masse tid til kilder og journalistnørderi Mange journalister drømmer om at kunne researche sager og historier helt til bunds. At bruge måneder på at grave sig rundt i journalistikkens kildemuld. Ikke mange får lov til at gøre det regelmæssigt, som Rikke Hyldgaard gør det i sin journalistverden.

Af Mikkel Hamann Jensen

I

journalisternes verden, hvor alting skal være kort, præcist og produceret i højt tempo, finder den travle skrivejourno sjældent tid til at gå helt i spækket med sine historier.

Tiden med kilderne er knap. Antallet af anslag er nærmest ikke eksisterende. Og når dagen er omme, så svæver tankerne atter mod næste mulige spaltehistorie.

Men forestil dig så en verden, hvor kilden ikke forsvinder med det samme, idet diktafonen slukker. En verden, hvor du sidder på en Soho-cocktailbar i London og interviewer Hans Pilgaard til sent ud på natten. En verden, hvor Johannes Langkilde inviterer dig på besøg i Washington i en uges tid, fordi I fra morgen til aften skal vende hændelser fra USA. En verden, hvor du følger en soldat i flere måneder, før, under og efter hans udsendelse til Afghanistan, for så at se din bog ligge på landets boghylder, to år efter du mødte soldaten første gang.

Velkommen til Rikke Hyldgaards verden.

Hvert efterår er hun fast underviser i skrivende håndværk på Syddansk Universitets journalistuddannelse. Og når dét er færdiggjort, begraver hun sig resten af året i større journalistiske projekter. Projekter, der indtil videre har kastet fire bøger af sig. »Det er herre sjovt at få lov til at nørde så længe med en historie,« fortæller Rikke.

før hun fandt sig til rette i feature-sektionen.

Og her forblev hun de sidste 10-15 år, inden hun fik sit job som underviser i 2015.

I januar 2010 stødte Rikke så på soldaten Jacob Christensen, der skulle sendes afsted til Afghanistan året efter. I længere tid fulgte hun ham og hans historie, hvilket udmundede i en featureserie på Fyens Stiftidende i flere kapitler. Artikelserien vandt hun Spadestiksprisen for i 2011 – Danmarks største pris for kritisk og undersøgende journalistik i regional- og lokalpressen. Historien kunne Jyllands-Postens Forlag godt tænke sig at lave en bog ud af, og flere måneders arbejde og 239 sider senere kom ’Soldaten – i krig og kærlighed til’.

Og så var Rikkes interesse for bogskrivekunsten vækket. »Når man først har lykkedes med det én gang, så får man pludseligt mod på mere. Det var en naturlig del af min proces. Nu gik jeg ud af dette spor.« Journalistikken er en stor hjælp Tre bøger er det sidenhen blevet til. To biografier med dansktopsangerinden Dorthe Kollo og journalist Hans Pilgaard. Den tredje udkommer her senere i oktober, hvor Johannes Langkilde fortæller om sine oplevelser i og af USA. Alle tre som ghostwriter, hvor hun har interviewet historien ud af de tre personer og så skrevet bøgerne, som var det personerne selv, der havde skrevet dem.

Og her har hendes mangeårige titel som journalist hjulpet meget. »Jeg kunne slet ikke have gjort det uden min faglighed. Slet ikke den her form for faglitteratur. Det kan godt være, man kan det inden for skønlitteraturen, hvis man har en eller anden indre, kunstnerisk brønd at hente det fra, men at skrive non-fiction kan du ikke gøre uden at være en god researcher eller at vide noget om, hvordan man formidler. Her hjælper mine 20 års erfaring mig,« slår Rikke fast.

Vinklingen og researchmetoderne er de samme. Men alligevel kan hun se nogle klare, journalistiske skel mellem korte og lange skriv. »Længden og detaljegraden er de største forskelle. Nyhedstrekanten er ikke nok, så andre fortællemodeller må i spil, når du har så meget materiale. Og så kommer du meget tættere på dine kilder. Hvem skulle have troet, at jeg skulle få en så nær adgang til Hans Pilgaards tanker og liv? Det er sgu da et privilegie. Og helt vidunderligt,« smiler hun og tilføjer:

Følte sig hjemme i featuregenren Som otteårig fik hun sin første skrivemaskine. Hun elskede at skrive stile i sin skoletid, og i sine sabbatår prøvede hun sig selv af hos Ikast-redaktionen på Herning Folkeblad.

Kort tid efter var hun klar til at uddanne sig som journalist. »Da jeg satte min fod på journalisthøjskolens gulv for første gang, var jeg bare ikke i tvivl mere. Det var som at komme hjem. Jeg følte mig hjemme,« husker Rikke Hyldgaard tilbage. »Kaffekopperne kan blive lidt.. ulækre i skrivefasen.« Foto: Privatfoto.

Efter hun havde sat sit sidste punktum på uddannelsen i Aarhus i 1997, blev hun ansat på Fyens Stiftidende, hvor hun også havde været i praktik. Først som vikar, dernæst som fastansat journalist. Selvom hun var fascineret af den sproglige udfordring ved at skrive kort og skarpt, tiltalte de længere formater hende mere. Hun endte på et hav af avisens redaktioner,

»Jeg holder meget af alle fire hovedpersoner i bøgerne. Det kommer man til.« Tilfredsstillende, fedt og hårdt Rikke Hyldgaard indrømmer også, at der kan være knapt så positive aspekter ved at arbejde så lang tid med en historie. »At give den så meget opmærksomhed er en stor tilfredsstillelse, men også hårdt. Du kan ikke rigtigt lægge den fra dig. Du gror med den, som var det en ting i din hjerne. I en journalists dagligdag lægger man hurtigt historien på hylden, når man går hjem, men her tænker du på den, selv når du skal sove.

Jeg skal også huske at leve mit eget liv. Ikke Dorthe Kollos eller Johannes Langkildes,« fortæller hun.

Men her har Rikke fundet en meget god balance ved at undervise den ene halvdel af sit arbejdsår. »Det er super fedt at skrive bøger, men jeg ville gå kold, hvis jeg skulle sidde på mit loftkammer hele tiden. Jeg er glad for, jeg kan kombinere det med mit job som underviser.

De studerende og mine kolleger inspirerer mig og giver mig ny energi, så jeg bliver klar til at skrive mere. For det er fedt!« Hun har allerede flere spændende projekter på vej, men hvad og hvem de handler om, kan hun ikke afsløre. Men der kommer helt sikkert flere nørderier og skrivetimer på loftkammeret og flere dybdegående samtaler på tomandshånd.

For sådan er det lige nu i Rikke Hyldgaards journalistverden.

Rikkes arbejdsproces som journalistforfatter: 1. Kemiafstemningsmøde: Først skal du finde ud af, om dig og kilden kan sammen. I skal bruge mange timer ved hinandens side.

2. Grundresearch: Interview kilden. Hvor er den gode historie? Hvad har personen på hjerte?

3. Overblik: Lav en tidslinje over kildens liv. Definér vendepunkter og temaer på tidsplinjen. Find de vigtige episoder.

4. Kød på skelettet: Interview kilden om vende- og højdepunkterne. I mødes et hav af gange, og du aftaler dage, hvor I snakker omkring bestemte temaer.

5. Byg bogen op: Du kan ikke bare starte øverst på venstre side. Skab kapitelstruktur på forhånd. Det må ikke være sådan, at du ikke kan skrive mere efter 100 sider, eller at du stadig mangler en masse efter 400 og så skal lave det hele om.

Husk dine fortællemodeller.

6. Skriv: Skriv, skriv og skriv. Sæt deadlines for dig selv. Interview kilden flere gange undervejs, hvis du mangler informationer.

7. Ret til: ‘Kill your darlings’ og nørd din tekst sprogligt igennem.

8. Kom lidt væk: Husk på, at du har et liv ved siden af bogen. Tag dine pauser. Hav det fedt med at skrive.

Rikke Hyldgaard, da hun besøgte Johannes Langkilde (i bagggrunden) i Washington D.C. Foto: Privatfoto.

LX

STUDIET

11

Klumme:

Laksen er løs i Fandensgade J

eg har et lille, men også ret vigtigt opråb til ledelseskorridorerne på Center for Journalistik.

Det handler om makkerskabs-konceptet på radio- og tv-semestrene.

Jeg siger det meget nøgternt uden de store sproglige vendinger: det fungerer ikke optimalt.

Bare lige for at slå det fast med syvtommersøm, så skal man på radio- og tv-semestrene være i makkerskab. To og to. Og det er hér, jeg har gået og grublet, studset over et meget simpelt spørgsmål; hvorfor egentlig have fast makker?

Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at jeg selvfølgelig finder fordele ved at man er i et fast makkerskab. Det er på alle måder en rar og tryghedsskabende tanke om, at man har én sparringspartner.

Man bliver også bedt om at finde sin egen journalistiske soulmate, én som har omtrent samme visioner som én selv. Én man ved, har et særligt gåpåmod, hovedet fyldt med geniale idéer og med kreativiteten solidt støbt i sin journalistiske DNA. Det lyder alt sammen meget lyserødt, og det er også drømmescenariet, når man skal til at vælge makker.

“

For jeg var selv helt overbevist om, at mit valg var det rigtige. Det var det også langt hen ad vejen, men til sidst gik det ikke længere. Det endte med en blid skilsmisse. Det lyder som et teatralsk drama med Hugh Grant og Renée Zellweger som hovedrolleindehavere, men det var det bestemt ikke. I så fald vil dramaet fylde en kvart A4-sides manuskript.

Det var i sidste ende blot en ærlig beslutning om, at vi som makkerpar ikke supplerede hinanden så godt længere. Det hele ville gå ud over den journalistiske produktion, og med hånden på hjertet, sparrer vi nok også hinanden for flere indre blødninger på længere sigt.

Af Alexander Berg Jensen

“

Det ville være frygteligt, hvis man kun sad og gav hinanden skulderklap. Diskussioner og uenigheder hører til. Det lærer én at argumentere for sin sag. Det er hamrende sundt

Man kan også være så heldig at finde én, på linje med et makkerskab som Anders Breinholt og Anders Lund Madsen eller Esben Bjerre og Peter Falktoft. Jeg under helt bestemt de makkerpar, som klikker sammen på denne her måde. Nu lyder jeg med garanti helt Nordsø-bitter over, at mit eget makkerskab ikke gik, som jeg engang håbede på.

En af de største frustrationer fra min side var, at jeg rent faktisk var ræd for at ødelægge et venskab ved at sige stop.

For trods for at man bliver bedt om finde sin journalistiske partner in crime, der har samme ambitioner etcetera, så er det ikke en hemmelighed, at man også søger én, man snakker med til hverdag og drikker tequila med i weekenderne.

Lære at arbejde sammen trods vidt forskellige tilgange til sit fag, og bide i det sure æble?

I den sagnomspundne virkelige verden vælger man jo ikke sine egne kollegaer. Ja tak. Jeg ved godt, at jeg ikke kan sidde og swipe til højre og venstre, og på den måde vælge og vrage mellem dem, jeg finder det attraktivt at arbejde med.

Det er jeg udmærket klar over.

Dog vil man ude på redaktionerne have et virvar af forskellige folk at samarbejde med. Netop derfor forstår jeg ikke, hvorfor vi journaliststuderende ikke lærer at samarbejde med vores studiekammerater på kryds og tværs.

“

Jeg tør godt vove den påstand, at vi kun vil blive skarpere og samtidig ekstraordinært dygtige til at arbejde på kryds og tværs med forskellige menneskers unikke tilgang til, hvordan man laver god journalistik

Foto: Emilie Kruse Foxil.

Det lyder som et teatralsk drama med Hugh Grant og Renée Zellweger som hovedrolleindehavere, men det var det bestemt ikke.

overdrivelse fremmer forståelsen.

Hvis der overhovedet er tale om overdrivelse. Nu er det selvfølgelig sådan jeg havde det personligt; at forskellighederne overtog.

Men lur mig, om der ikke er andre, som sidder med samme følelse.

Så igen, et gabagtigt non-drama blot en erkendelse om, at nu kunne vi godt se enden på vores epoke.

Hele skilsmisse-affæren med min makker gav mig mange overvejelser, om hvorvidt hele makkerskabs-konceptet overhovedet fungerer. Sådan et ’break-up’ er jo aldrig en helt gnidningsfri beslutning. Der lå masser af frustrationer og refleksioner bag, der gjorde, at man måtte skrive ”Alexander og Julies makkerskab.

2017-2017.” på gravstenen ved 3. semesters spæde begyndelse. Årsagen til, at jeg ikke synes, makkerskabs-konceptet fungerer, har flere aspekter. Først og fremmest så hersker der selvfølgelig ingen tvivl om, at alle journalister

og journalister in spe tænker forskelligt. Og Gud ske tak og lov for det. Det ville være frygteligt, hvis man kun sad og gav hinanden skulderklap. Diskussioner og uenigheder hører til. Det lærer én at argumentere for sin sag. Det er hamrende sundt. Men hvis man er så forskellige i vurderingen af, hvordan man skal gå til det journalistiske arbejde, og generelt har svært ved at nå til enighed, ja, så kan ens motivation styrtdykke med voldsom hast. Man drænes for energi.

Det går ud over den journalistiske produktion, hvor man ender med at aflevere en skål kold Gullaschsuppe til sine undervisere. Og værst af alt, ender det med, at man mister lysten til at lave journalistik.

Det lyder muligvis voldsomt, men

“

Okay, handler dét her ikke bare om at være voksen? Lære at arbejde sammen trods vidt forskellige tilgange til sit fag, og bide i det sure æble?

Uden tvivl var det en horribel tanke, at der var kammeratskab på spil, for et ’break up’ kan tages personligt også selvom, det er det professionelle makkerskab, man har in mente. Jeg var overbevist om, at der vil blive købt dartpile og printet billeder af mig til lejligheden.

Okay, handler dét her ikke bare om at være voksen?

Jeg tænker, at der er mulighed for at opleve den enkeltes unikke tilgang til, hvordan man laver journalistik. Inspiration af en helt anden kaliber er at arbejde sammen med folk, der hver især har noget at byde på, og som man tilmed kan lære noget af. Forstil dig, at du først arbejder sammen med en, som er et naturtalent med radiosproget, så en anden der er en haj til at lave kritiske interviews, og så en tredje der har redigeringsevner som én, der har arbejdet med stoffet i en menneskealder. Prøv at overveje hvor meget man kan lære af dét.

Jeg tør godt vove den påstand, at vi kun vil blive skarpere og samtidig ekstraordinært dygtige til at arbejde på kryds og tværs med forskellige menneskers unikke tilgang til, hvordan man laver god journalistik.

Så Morten og Peter ved ledelsesgangene på Center for Journalistik.

Gør op med makkerskabs-konceptet og lær os at arbejde sammen med forskellige personligheder.

Vi bliver endnu bedre journalister af det. Dét tør jeg godt at påstå.

12 STUDIET

OKTOBER

S’et i studierepræsentant står for stålvilje Da Christina Yoon Petersen gik til valg som den nye studierepræsentant, var det med håb om at forbedre studiet organisatorisk, men det har vist sig at være sværere, end hun troede. Faktisk så svært, at hun i sommer var millimeter fra at gå af posten.

Af Karoline Lunddal Dam

I

november sidste år blev Christina valgt ind som studierepræsentant for Center for Journalistik i Studienævnet. Med gåpå-mod var målene at internationalisere studiet, få mere viden om kommunikationsbranchen ind i undervisningen og være sikker på, at underviserevalueringer bliver læst.

Men de mål har været svære at have hånd i hanke med efter alle studienævn under det Samfundsvidenskabelige Fakultet i begyndelsen af 2017 blev samlet.

”jo Det faglige indhold giver ikke længere mening at diskutere på de store møder.

De andre er jo ligeglade med journalistik

Samling med alt det sure og søde Christina sidder til bords med blandt andre Statskundskab, Europæiske studier og Sociologi.

Nu er der kommet en større ensretning, når det kommer til dispensationsansøgninger og indvendinger, der vedrører hele fakultetet, og det glæder Christina, at de studerende nu får den samme behandling, hvad enten de undervises i kulturforskelle eller interviewteknikker.

Men med sammenlægningen er man også gået på kompromis med de studiemæssige diskussioner, og det ærgrer Christina: »Det faglige indhold giver jo ikke længere mening at diskutere på de store møder.

De andre er jo ligeglade med journalistik.« Ligeglad med hinanden Og ligegladheden med de andre studier er Christina stødt på flere gange.

Hun har oplevet, at andre studie-repræsentanter ønsker hende fraværende, fordi Christina har mange forslag til forbedring af lige netop hendes eget studie. »Jeg har oplevet, at nogle ikke ønsker, jeg er der, selvom jeg har mandat til det,« fortæller hun.

Ligegladheden ser Christina som en af de vigtigste faktorer at udrydde, hvis vi skal have et velfungerende studienævn: »Det er jo en udfordring, at både undervisere og studerende ikke er så interesserede i, om det går godt eller skidt for de andre studier.«

”på,Jeghvorfor fik ikke nok feedback nogle forslag ikke gik igennem, så jeg fik den opfattelse, at studerende bare sidder der proforma, at det mest bare

Foto: Privatfoto

er noget nogle har fundet på Så tæt på at takke af Med sammenlægningen er begrebet underudvalg opstået, hvor der netop sættes tid af til, at Christina kan lægge målsætninger og forslag på bordet.

Men underudvalgene kræver, at studierepræsentanterne sætter mere tid af til Studienævnet. Ekstra tid Christina ikke har sagt ja til at bruge. »Det er sådan set kun blevet nemmere for dekanen, og det kan man jo så diskutere om det er det værd,« pointerer hun.

De øgede besværligheder fik Christina til at sætte spørgsmålstegn ved, om fakultetet rent faktisk ønskede hende og de andre studierepræsentanters tilstedeværelse, og det var det, der i sommer fik hende til at overveje at indstille sit kandidatur. »Jeg fik ikke nok feedback på, hvorfor nogle forslag ikke gik igennem, så jeg fik den opfattelse, at studerende bare sidder der proforma, at det mest bare er noget nogle har fundet på,« fortæller Christina.

”manFraenundervisernes side har romantisk illusion om, at man får et enormt godt studiemiljø, hvis vi er her virkelig meget, men vi vil også gerne have tid til vores interviews Ét ønske er i mål Men Christina giver ikke op så let: »Man må jo også bare tage kampen, og sige: Det kan simpelthen ikke passe!« Og viljen til at fortsætte gjorde, at hun fik gennemtvunget et af sine store ønsker for de studerende på 3. semester. Med stædighed og overbevisning fik Christina skåret studiedagene ned fra fire til tre, men der skulle meget til, før det lykkedes. »Fra undervisernes side har man en romantisk illusion om,

at man får et enormt godt studiemiljø, hvis vi er her virkelig meget, men vi vil også gerne have tid til vores interviews,« fortæller hun.

Og det kan de studerende på 3. semester glæde sig over at have fået takket være Christinas fastholdenhed: »Det var ret besværligt.

Jeg måtte ringe og skrive flere gange for at holde dem op på det: »Sker der nu noget?«« Til november er der nyt valg til Studienævnet, og Christina håber at kunne få bundet en sløjfe for hendes repræsentantskab. Og til den kommende studierepræsentant har hun et par råd: »Du skal turde at sige noget til underviserne.

Du skal holde på det, du tror på, og så skal du huske at holde tæt kontakt til de studerende, da det er dem, du kæmper for.«

LX

STUDIET

13

Nyt fra KaJO

SEPTEMBER

Én af Lixens gode venner, KaJO, udkommer med et månedligt nyhedsbrev.

Hvis du ikke allerede har læst september-udgaven, så læs med her.

KaJO’s Nyhedsbrev er tilbage efter sommerpausen. Der er sket en masse ting siden maj-måned, så lad os bare springe durk ud i det!

OMROKERINGER I BESTYRELSEN KaJO’s tidligere bestyrelsesmedlem Emma Kleist gik i juli af som Thilde Høybyes højre hånd i Danske Mediestuderende. Derfor var der brug for en ny organisatorisk næstformand i samarbejdsforeningen.

Og endnu engang er vi stolte af at kunne fortælle, at et bestyrelsesmedlem fra vores forening var klar til at tage opgaven på sig. KaJOs Jacob Mouritsen stillede op og blev af Danske Mediestuderendes Samarbejdsudvalg den 31. august valg til posten som organisatorisk næstformand.

Det betød også et vemodigt farvel fra Jacob til KaJO-bestyrelsen, hvor vi kommer til at savne hans skarpe argumenter og herlige, venlige væsen. Men vi ønsker ham stort tillykke og held og lykke med den nye post! Tak for dit arbejde hos KaJO. Jacob har besat hele to poster i KaJO-bestyrelsen i sit år som bestyrelsesmedlem. Første halvår begik han sig som kasserer, og andet halvår blev brugt på næstformandsposten. Det betød, at med hans nye erhverv måtte vi i KaJO-bestyrelsen finde en ny næstformand.

Til bestyrelsesmødet den 28. august meldte bestyrelsesmedlem Naja Navntoft sig til posten, og hun blev enstemmigt valgt til KaJOs konstituerende næstformand. Tillykke til Naja!

STUDIESTART Og så skal KaJO selvfølgelig også byde velkommen til en masse nye medlemmer. Med en ny årgang af Cand.mag.’er og bachelorer har bestyrelsen forsøgt at gøre sig så tydelig som muligt.

Bestyrelsesmedlemmerne William Sonne Kaalø og Sofie Ejlskov talte foran de to nye årgange til Foreningernes Dag i introforløbet i start-september, hvor der ligeledes blev delt mule(godte)poser ud fra Dansk Journalistforbund. Jacob Mouritsen og kasserer Emilie Kruuse Foxil besøgte bachelorerne med tømmermandscola og foreningssnak på deres RUS-tur.

Og antallet af nye KaJO-medlemmer er fantastisk højt. Nok engang velkommen til KaJO! PHONEBANK OG TRIVSEL Som vi skrev i sidste maj-nyhedsbevet, så afholdt vi d. 21. maj vores ‘Hvordan har du det, journo-ven?’-undersøgelse, hvor vi ringede ud til alle vores medlemmer. Vi skrev, at vi nedsatte en arbejdsgruppe med bestyrelsesmedlem Malte Jørstad som tovholder for bestyrelsesmedlemmerne Mikkel Hamann Jensen, Sofie Ejlskov og William Sonne Kaalø. Arbejdsmødet blev afholdt i starten

af juli, og her fandt vi ud af følgende: • Medlemmerne fortalte, at placeringen af opgaver og koordineringen mellem undervisere var et stort problem. Det går vi fra KaJO selvfølgelig til ledelsen af Center for Journalistik med det samme. Vi vil kæmpe for at få indført en ordning, hvor semesterplaner og undervisernes deadlines bliver sat til en slags ‘høring’ blandt de studerende, inden semestrene begynder.

• Cand.mag.-studerende fortalte, at deres praktikvejledning var dårlig og særdeles mangelfuld. Det går vi selvfølgelig også til SDU-ledelsen med.

• Vi vil få opsat et planlægningskursus for vores medlemmer ude på Syddansk Universitet for de medlemmer, der vil have lidt råd til at strukturere hverdagen. Det bliver muligvis til et tirsdagsoplæg.

• KaJO-bestyrelsen står også klar for de af vores medlemmer, der ikke har fået/får praktikplads. Man er altid velkommen til at kontakte os, hvis man har brug for en snak omkring det eller har brug for råd.

JERN HENRIK AWARDSHOW og KAJO-GENERALFORSAMLING 28. oktober Vores generalforsamling står overfor os - og med den også JERN HENRIK AWARDSHOW! Den 28. oktober går det løs. Vi har været i sving med at hyre værter, og vi glæder os til at løfte sløret for, hvem det bliver. Glæd jer!

I bestyrelsen er vi blevet enige om, at der stadig vil blive serveret gratis øl til generalforsamlingen, men under regulerede forhold. Der vil blive afholdt en stor debat og en masse underholdning senere på aftenen i forbindelse med awardshowet. Så ja.. glæd jer!

KaJOs nu tidligere næstformand Jacob Mouritsen (tv.) sammen med sit nye formandskab i Danske Mediestuderende, formand Thilde Høybye og økonomisk næstformand Lasse Strüwing Hansen.

Foto: Jonathan Hadberg Stephansen.

Naja Navntoft (th.) er ny konstituerende næstformand i KaJO. Her står hun sammen med KaJOs formand, Signe Skov.

Foto: KaJOs Facebook-side.

TIRSDAGSOPLÆG ER TILBAGE – OG MED DJ-KURSUS I ODENSE Ja, du hørte skam helt rigtigt. Tirsdagsoplæggene har fået nye torvholdere i form af William Sonne Kaalø og Naja Navntoft, der vil sørge for, at medlemmernes mange tirsdage mellem 12 og 14 i hvert fald ikke skal være kedelige.

Vi har allerede haft besøg af vores gode ven Christopher Bering Baden, der traditionen tro kom forbi og holdt sit oplæg ‘Sådan sælger du din opgave’. Han havde Christian Friis Hansen fra JydskeVestkysten med på Medietorvet, samt et par studerende med deres historier om at sælge en opgave.

Det er også lykkedes os at få et kursus fra Dansk Journalistforbund til Odense - og det kommer til at handle om Photoshop! Det er den 6. november, ganske gratis for medlemmer, og begivenheden kan du finde på KaJO’s Facebook-side, ’Kredsen af Journaliststuderende Odense’.

KaJOs seneste tirsdagsoplæg ‘Sådan sælger du din opgave’ v. Christoffer Bering Baden i hvid t-shirt. Han er gæstet af tre studerende - fra venstre: Jacob Mouritsen, Ole Blædel og Theis Eriksen.

Foto: Mikkel Hamann Jensen.

Det var vist dét i denne omgang. Nyhedsbrevet er selvfølgelig tilbage i næste måned, men inden da skal Generalforsamlingen og Jern Henrik lige overstås.

Vi ses!

14 DEBATTEN

OKTOBER

Well done - et perfekt billede på virkeligheden Anders Matthesen har været i vælten for sin optræden ved Guldtuben, hvor han roastede de nominerede youtubere. Men er kritikken nu også berettiget, og ramte han virkelig så meget ved siden af, da han rakte næse som grillmester?

Af Mathias Oldager

L

ad mig være ærlig: YouTube er min guilty pleasure. Jeg følger nok ikke så meget med, som andre gør, men jeg følger mere med, end jeg er stolt af.

Alligevel interesserede det mig ikke, da Guldtuben – et årligt tilbagevendende awardshow om sociale medier – segboardede af staben i midten af september. Det var først da medierne negligerede sin egen proportionssans og lod artikel på artikel og interview på interview handle om en begrænset kritik af Anders Matthesens optræden i forbindelse med uddelingen af prisen »Årets youtuber«, at jeg blev opmærksom på det. Her optræder Matthesen som den fiktive og stærkt indebrændte youtuber Jannik Rundholdt.

I den forbindelse griber Matthesen fat i et format, som man bedst kender fra den anden side af Atlanten: Roasting. Fuldstændig på linje med den bitre rolle gør han nar af de mange nominerede youtubere, som modsat ham selv har opnået folkets hæder. Årets youtuber, Alexander Husum, bliver for eksempel skudt i skoene, at det bedste, han nogensinde har lavet, er hans ekskæreste, youtuberen LouLiving.

Den mest tungtvejende kritik er rettet mod, at sproget skulle være for groft til den alders-

“denFuldstændig på linje med bitre rolle gør han nar af de mange nominerede youtubere, som modsat ham selv har opnået folkets hæder. gruppe, som ser med, og at det yngre publikum i øvrigt ikke forstår Matthesens ironi.

Først og fremmest bruger youtuberne selv en tyk mængde ironi i deres videoer, så de må åbenbart heller ikke være bevidste om deres eget publikums kompetencer. Derudover lader de, der ytrer dette synspunkt, ikke til at have nogen demografisk indsigt. Det har jeg for så vidt heller ikke, men man skal ikke klikke meget rundt på det store internet, før man kan finde frem til kulturstyrelsens hjemmeside, hvor det i en 2015-rapport fremgår, at der er en bred diversitet i, hvem der ser videoer på YouTube eller andre sider, såsom Vimeo. Lige som en sidekommentar: Hvis jeg nogensinde i mit liv støder på nogen, der ser videoer på Vimeo, så ville alle alarmklokker ringe, og jeg ville straks stille spørgsmålstegn ved, om det mon er en glitch i Matrixen eller måske bare er en forskruet drøm. Det, jeg prøver at sige, er: Man kan godt regne med, at det er YouTube-seere, undersøgelsen danner et billede af. Undersøgelsens resultater peger på, at der er en masse i aldersgrupperne ‘12-18-årige’ og ‘19-34-årige’, som enten dagligt eller 1-6 dage om ugen ser videoer gennem disse tjenester.

Det er altså en aldersmæssigt bred skare af mennesker, der ser YouTube. Alligevel kan det selvfølgelig være korrekt, at Matthesens

sprogbrug ikke bør rettes mod de helt unge i salen, men til gengæld så rammer det plet hos os lidt ældre, der er i øvrigt er vokset op med Anders Matthesen og hans humor.

En verden af grimme ord Men argumentet om sprogbrug falder endegyldigt til jorden, hvis man vender næsen væk

“påKommentarfelterne siden stiller læserne over-

for langt grimmere sprog i noget, der kan minde om åben ildkamp

fra selve awardshowet og ind mod resten af YouTube. Hvis man først føler sig stødt af Matthesens udtalelser, så vil man for alvor være banket gul og blå, når man opdager, hvad hjemmesiden byder på.

Fie Laursen, der var blandt de roastede, var hurtigst ude af startboksen med en video. Her kritiserer hun netop Matthesens sprogbrug og gør sig i øvrigt også klog på det rent demografiske. Hun har givetvis også en større indsigt i sine egne seeres alder, end jeg har, fordi hun har værktøjerne til det gennem YouTube.

Det væsentlige er bare, at der i hendes egne videoer er en decideret syndflod af bandeord og beretninger om sex og sugardaddys. Det er altså det, som man kan få lov til at høre om på YouTube. Jeg peger ikke fingre af Fie, for hun er ikke den eneste, der gør sig i den slags. Det er heller ikke nødvendigvis sproget i videoerne, der er det værste.

Ko mm e ntarfe lterne på siden stiller læserne overfor langt grimmere sprog i noget, der kan minde om åben ildkamp. Vælger man så at betragte kommentarerne ud fra et rent ortografisk og grammatisk perspektiv, så er det tydeligt, at flere af dem altså skrevet af helt unge børn. De befinder sig nemlig i et univers, der byder op til det sprog. For var der slet ikke nogen, der bemærkede, hvad der blev årets video? Det var et såkaldt diss track rettet mod netop Fie Laursen, hvor der blandt andet bliver sunget, at »incest er det bedste«, at hun har været sammen med et

helt håndboldhold, og at hun har kneppet sig selv med så stor en dildo, at hun til sidst har kløvet sig selv over i to dele. Ja, lyrikkens verden er både raffineret og tiltalende.

Pointen er, at det klinger vanvittigt hult, når folk kritiserer Matthesen for at skulle have været for grov og ramt forbi målgruppen, når dét er årets video.

Konflikter er dagligdag Konflikter mellem youtubere er også nærmest blevet normen, og det skaber selvsagt debat i kommentarfelterne, fordi seerne har et helt specielt tilhørsforhold til dem, de følger. Denne form for YouTube-drama er kendt over hele verden, og flere er også blevet afsløret i selv at iscenesætte det, fordi drama og konflikt giver flere seere og derved højere indtægter. Jeg skal ikke til at belære nogen om nyhedskriterierne, men selvfølgelig sælger konflikt.

Youtuberne oplever i øvrigt langt værre ting end dette. De bliver opsøgt, svinet til og råbt ad. Årets youtuber, Alexander Husum, har i dag lagt en video ud, hvor han sidder tydeligt berørt og forklarer, at han ikke kan være i fred i sit eget hjem.

Der bliver tit lagt videoer ud, hvor youtubere tydeligt har det hårdt med de mange negative kommentarer og henvendelser, de får skudt i hovedet.

Matthesens optræden var til sammenligning kærlig og ikke mindst for sjov.

Som journalist kan man da også kun værdsætte den store mængde researchtid, der tydeligvis er lagt bag den roast, som han leverede.

Han skulle sætte sig ind i en helt ny YouTube-verden, og selvom den i det store billede måske er mere righoldig end som så, så udstillede han den grimme side på en tydelig og passende måde. En verden af grimme kommentarer, intern konflikt og profant sprog.

Illustration: Caroline Bjelke.

LX

DEBATTEN

15

Hej Medier, hvorfor skal I være så fandens perfe kte?

Regelmæssigt dukker mediernes falske illusion af virkeligheden arrigt frem til debat. Vi er alle blevet en splittet person: SoMe-mig og virkelige mig. Vi lever i et performancesamfund, men at pege fingre nytter næppe noget. Mediebilledet ændrer sig ikke, og vi er desværre selv med til at opretholde det.

Af Ghita Nidam Møller

H

vis man lader øjnene vandre ned ad internettets uendeligt mange sider, lader de sig hurtigt fange i et spind af glitrende historier om unge, smukke mennesker, der har rejst jorden rundt, er på den nye juicekur og har taget morgenens løbetur med en ny personlig rekord som følge deraf. Alt imens de lige har fået både karrieren og kæresten på plads og ‘hviler i sig selv’.

Det er de bedste billeder og de gladeste hashtags, der bliver brugt. Jeg gør det selv, og du gør det også. Det er som at blive slikket i hovedet af en løgn.

Hvornår har du sidst postet om dine strækmærker eller nederlaget i fodboldkampen?

Men det er ikke kun som privatpersoner, vi bør skamme os en smule. Som journalister in spe bør det give os en smule mavepine, når det vrimler med ‘helt almindelige’ personer i Aftenshowet, der fortæller om deres store skuespilkarriere eller deres ‘struggle’ efter at være hjemvendt fra frivilligarbejde i Uganda, og tilsyneladende også har været forbi en stylist og hapset en lykkepille inden.

Disse efterstræbte mennesker iagttager vi på sociale medier og i tv, og de er konstante samtaleemner i vores omgangskreds, men vi møder dem ellers aldrig, og vores virkelige jeg bliver ifølge os selv aldrig ligesådan.

Ofte efterlades vi tilbage med en lille rumsteren i maven og en svag nedladende hvisken i øret, der fortæller os, at vi kan blive bedre og mere perfekte til de så fandens perfekte medier. Vi måler os op ad alt det, vi ser, og det er alt sammen så fandens perfekt.

Hvornår kommer vi til at ‘hvile i os selv’, så vi ikke længere har behov for at poste fitnessbilleder og foodporn hver dag?

Vi får mavepiner, og stress er langsomt blevet en del af dagligdagen for de fleste af os. Det giver stress at forsøge at efterstræbe det bedste, når det kommer til SoMeverdenen, for virkeligheden er aldrig ensidig.

Det er de lykkelige løgnes skyld,

for du får aldrig lov til at høre om Ugandarejserens vinterdepression, som du alligevel er overbevist om, at han umuligt kan have.

Men det er ikke opstanden af de sociale medier, der er skyld i vores performancesamfund...

Problemet er hos os, der støtter den endeløse stræben efter denne fandens perfektion.

Problemet er, at tilfredsheden med vores eget liv erstattes af længsel og misundelse efter, at vores virkelige jeg kommer til at kunne sammenlignes med mediernes ‘helt almindelige’ personer med deres ‘helt almindelige’ hverdagshistorier.

Og det er virkelig et problem, for jeg er af den opfattelse, at det kun er gennem tilfredshed, at livet kan leves ordentligt.

Så husk lige, at en dag, der er brugt på at grine, så latteren bliver helt hysterisk og får folk til at ryste på hovedet, også er en fantastisk dag, selvom den ikke er dokumenteret

på de sociale medier og ikke lyder vanvittigt sindsoprivende.

For når man vågner med minder på nethinden, man ikke fandt et behov for at dele med sine (utallige) følgere på ‘den blå fugl’ eller ‘det hvide spøgelse’, fordi øjeblikket ikke var værd at bryde for et ekstra like eller genafspilning, det er de tider. hvor livet leves. Det er tider, hvor nuet ikke tages for givet.

De øjeblikke, hvor det er okay at fare lidt vild, og ikke have mulighed for at lede sine insta-følgere ad den rette vej.

Jeg tillader mig at give dig et lille opråb med på de sidste linjer: Ingen er fandens perfekt, heller ikke dem, medierne fremsætter som normale, men øjeblikke kan sagtens være det, også selvom de kun er dine, og dine følgere ikke har haft mulighed for at stresse over deres længsel og misundelse efter dit SoMe-jeg, som du så ofte gør over andres.

Nej, minder er den flygtige lykke, som vi kan hive frem bag øjnene, når verden ellers

tilbyder os en filtreret og retoucheret løgn.

Det er en lykke kun til ære for os selv uden andre formål. Dét er fandens perfekt.

Fotos: Colourbox.

16 SATIREN

OKTOBER

En dansk pendant til Den Glorværdige Og Triumferende TV-Værtinde, Der Steg Ned Fra Himlen I har højst sandsynligt set hende før. Siddende i sin lyserøde trøje, glædeligt fortælle om regimets storslåede bedrifter om missilaffyringer henover det japanske øhav. Med relieftryk på hvert ét ord. Grædende, men stadig sammenfattet, når landets store leder dør. Ri Chun-hee er blevet et symbol på Nordkorea, og det vil DR Nyheder lade sig inspirere af.

D

et internationale samfund er i øjeblikket øjenvidner til dette århundredes største penismåling mellem realitystjernen Donald Trump og diktatoren Kim Jong-un; et verdensomspændt trashtalk-absurdteater i en kaliber som Floyd Mayweather og Conor McGregor. Fællesnævneren er grimt hår og forskellen er forbruget af Twitter. Nordkorea er på alles læber og de fleste gruer for, om den ene eller anden part snart klikker på den store, røde knap.

De eneste, der ser ud til ikke at kunne klage, er nordkoreanerne selv. Som i, de kan vitterligt ikke klage. Det er sjældent, at Nordkorea og vestlige idealer finder sted i samme synonymordbog. Ingen vil forbinde Nordkorea med noget positivt. Overhovedet. Der er dog én, som lader sig inspirere af Nordkoreas overgearede tilgang til at formidle nyheder.

Af Alexander Berg Jensen

de der nordkoriander. Du kan se det for dig: danske bøgeskove i baggrunden, helt nationalromantisk. Et flagrende Dannebrog. En dramatisk symfoni. Og relieftryk. Masser af relieftryk. Hvor er det fucking mødelokale?«

“sgu’... enVi der mangler stortuder, hvis Lars Løkke nu skrider i svinget.

Nikolai Thyssen går med hastige skridt rundt ved de store gange i DR Byen. »Nu må du ikke misforstå mig, det er ikke fordi, jeg vil lave propaganda, som du så fint påpeger at kalde det, men… Vi mangler sgu’ en der stortuder, hvis Lars Løkke nu skrider i svinget. Ligesom Ri Chun-hee gjorde, da ham der Kim Illemann døde i Nordkorea. Kæft, jeg skal skide.«

“overtalt Når jeg har fået de mel-

“gerne Jeg

vil bare se Tine Gøtzsche sige, at der er sendt tre F-16 fly mod Sverige, det kan sgu sætte lidt fut i maskineriet.

lemledere, at vi bør gør ligesom i Nordkorea, så har jeg været med til at forandre dansk nyhedsformidling for evigt.

Tine Gøetzsche med Dannebrog og grønne bøgetræer i baggrunden. Illustration: Caroline Bjelke.

DR’s nyhedsredaktør Nikolai Thyssen er klar til at ’revolutionere den danske nyhedsformidling’. Sådan udtaler han det selv, da jeg møder ham stige ud af sin øjeskærende hvide limousine ved DR Byen på Amager. Nikolai Thyssen skal til et møde med nogle mellemledere hos DR, hvor han skal sælge sin idé. »Hey! Ved du, hvorfor jeg har taget Belvedere-flasker og Cohiba Robustos cigarer med? Ja, det er fordi jeg, kommende Ridder af Dannebrogsordenen, Nikolai Thyssen, skal op og smide det hele på bordet. Når jeg har fået overtalt de mellemledere, at vi bør gør ligesom i Nordkorea, så har jeg været med til at forandre dansk nyhedsformidling for evigt. Jeg kalder en oktan 98-brandert senere,« fortæller Nikolaj Thyssen. Han har en lille rest hvidt pulver siddende under højre næsebor og imens han stirrer mig intensivt i øjnene, fortæller han mig. »Jeg gør det sgu. Jeg får alle de andre nyhedskonger til at abdicere. Jeg skal fortælle

dig, hvorfor min idé er den bedste.« Nikolai Thyssen får næseblod. »Vi skal have de gamle monopoldage tilbage til Danmarks fucking RADIO!« Han bliver pludselig stille, danner en cirkel med sin tommelfinger og pegefinger og placerer den ved hoften. Det fanger min opmærksomhed og jeg kigger på den lille cirkel. »HA! Nu må jeg give dig en lammer!«, og

“ags-danskere Alle de miserable hverdvil stå ude på gaden og kigge op på de titanisk store tv-skærme. Tine Gøtzsche vil se majestætisk ud fra det perspektiv. med ét giver han mig et knastørt hug på min venstre triceps. »Nu skal du bare høre. Altså, du kan jo se,

hvordan hende den nordkoreanske nyhedsoplæser, Ri Chun-hee, hun er jo blevet et billede af Nordkorea. Der er ingen andre. Ingen over, ingen ved siden af. Alle ser hende som dén ene, troværdige nyhedsoplæser.« Nikolai Thyssen prøver at finde hen til det lokale, han skal holde møde med mellemlederne. Han stopper op ved Starbucks for at få en latte. »Heyo, æh, æh, flyt jer lige, hey hey, barista-frue, HEY!,« siger Nikolai Thyssen og knipser alt for mange gange. Han får sin latte. »Forstil dig lige Tine Gøtzsche sidde dér.

Fortælle alverdens nyheder til hele Danmarks befolkning. Alle de miserable hverdags-danskere vil stå ude på gaden og kigge op på de titanisk store tv-skærme. Tine Gøtzsche vil se majestætisk ud fra det perspektiv. Overvej, hvor troværdig, hun vil være? Ingen vil sige hende imod,« fortæller Nikolai Thyssen med en uovertruffen selvtillid. »Og vi kører fuldstændig samme model som

Nikolai Thyssen sidder på toilettet.

Det larmer og lyder ikke rart. Det stinker. »Ja, nu siger jeg jo ikke, at vi skal suge alt til os, hvad de gør i Nordkorea. Vi skal ikke have militærparader, hvor de danske soldater kommer spjættende og kigger op mod Lars Løkke, som DE gør, det ser jo latterligt ud.

Jeg vil bare gerne se Tine Gøtzsche sige, at der er sendt tre F-16 fly mod Sverige, det kan sgu sætte lidt fut i maskineriet. Av, for helvede, hvorfor skal jeg æde så mange jalapeños dagen inden et møde!« Der bliver stille fra toilettet. Døren var ikke låst, så den går nemt op. Nikolai Thyssen ligger på gulvet uden bukser på. Det skummer ud af hans mund. Det sidste jeg får set til Nikolai Thyssen er ham på en båre på vej ind i en ambulance. Idéen om at kopiere den nordkoreanske nyhedsmodel står på standby.

LX

SATIREN TEMATIXEN: Seje SportsQvinder!

17

Efter 4 års elendig fodbold fra herrelandsholdet forsøgte de danske medier sig med et helt utænkeligt eksperiment over sommeren.

Da det stod klart, at det danske kvindelandshold var klar til at spille en vaskeægte EM-kvartfinale, tog det ikke mange timer for medierne at spytte en halvfordøjet morgencroissant ud og sende to-tre journalister med lyntoget til Rotterdam for at dække succeshistorien. Denne måneds emne i TemaTixen handler om andre udækkede, superzeje og zøde zportsstjerner ad femininum.

En rigtig (s)He-Man

Den New Zealandske vægtløfterinde, Laurel Hubbard, tog sit livs beslutning. Hun kan nu kalde sig verdens stærkeste kvinde.

Af Mads Ingemann

I

marts måned vandt den 39-årige, New Zealandske vægtløfter Laurel Hubbard kvindernes helt egen internationale vægtløftningskonkurrence i Australien. Det var en kraftpræstation. Hun smadrede fire rekorder og slog kvinden på andenpladsen med hele 19 kilo. Laurels modstandere var ikke tilfredse med dette resultat.

Laurel stillede op i klassen 90+, hvilket betyder vægtløftere over 90 kg. Det er den tungeste division indenfor kvindevægtløftning, og den passede godt til Laurel og hendes kampvægt på 131,83 kg. Hun vandt begge kategorier, med hhv. 123 kg i ’snatch’ og 145 kg i ’clean and jerk’. »Nogle vil kalde dem dårlige tabere,« udtaler Laurel til australsk medie, mens hun klør sig i sin ualmindelige høje tinding. Kaitlyn Fassina, som endte på tredjepladsen, havde ikke megen sportsånd eller accept af resultatet. »Det er det ledelsen og det new zealandske folk har besluttet, Jeg kan ikke sige meget mere end det. Hun [Hubbard] bliver anderkendt som en kvinde, og sådan er det.« Det skriger langt væk at Kaitlyn er en dårlig taber og ikke vil acceptere sit nederlag til en bedre kvindelig atlet. Også den olympiske vægtløfterinde Deborah Acason udtrykker også klart at hun ikke synes det er fair. Det lykkedes Lixen at få en kommentar fra Laurel Hubbard. I et telefoninterview udtaler hun med dyb stemme: »Det er virkelig hårdt at høre på når mine

modstandere ikke vil anderkende min sejr«.

Det er tydeligt at Laurel er oprevet, selvom det er flere måneder siden. »Hvis det går dem så meget på så må de bare bruge noget mere tid med træning.« Under interviewet har Laurel gjort sit mellemmåltid klar. En lille shake bestående af 16 rå æg, to tunsteaks, 200 gram knoglemarv, 1½ deciliter totaktsolie og en flintesten.

Laurel Hubbard har ikke altid heddet Laurel. Det meste af hendes liv har hun heddet Gavin Hubbard og hun blev født som mand.

Efter lang tids skuffende resultater som mandelig vægtløfter, indså Gavin at han ikke levede sit fulde potentiale ud. Under vandringen på den New Zealandske Camino, tog han beslutningen og han ville ikke længere være noget han ikke var.

Laurel er en travl kvinde og afslutter interviewet da hun skal ned og træne, men Lixen når at få en afsluttende kommentar: »Jeg er så lykkelig over min beslutning. Det har givet mig en ro at jeg ikke skal lyve for mig selv og andre. Jeg kan nu fokusere 100 procent på min træning, og det giver nu resultater.« Laurel er blot en lille del af en voksende tendens, hvor folk gør op med deres køn og derefter opnår bedre resultater indenfor konkurrencesport.

Danmarks næste store medaljehåb

Det er blandt børnene, at fremtidens store stjerner findes. Lixen har fundet en af disse små stjerneskud, og set hvor vigtigt det er for børn at vende blikket indad så talentet kan komme ud.

Af Mads Ingemann

I

weekenden var der stævne i Bolbrohallen.

Med til stævnet og deltagende i en af aldersklasserne var Josephine Poulsen. En lille bedårende pige på 8 år og en ny voksende stjerne på den danske sportshimmel. Med sit skulderlange, lyse hår sat op i en stram hestehale fortæller hun med stor entusiasme om de kampe hun indtil videre har vundet og de reaktioner hun har fået. Hendes stemme lyder hæs, men med hendes mange glædesudbrud i løbet af dagen er det forståeligt. »Det har været så sjovt i dag!« Glæden stråler ud af de blå øjne.

Foto: roonb, flickr.

AGURKETIDENDE

Journaliststuderende ser Beverly Hills 90210 22-årige Daniel Brinck læser i dag journalistik på DMJX i Århus. Havde det ikke været for Beverly Hills 90210, havde Daniels liv i dag måske taget en anden drejning

Af Jesper Kristensen

D

aniels Brincks babyblå værelse er dækket med 90210-plakater, og det er ikke helt uden betydning.

»Beverly Hills har været en øjenåbner for mig. Brandon er grunden til, jeg læser journalistik i dag«, fortæller han begejstret.

På en drøv sommerdag 2012 hvor regnen knitrer på ruderne, og træerne buldrer i vinden, sætter Daniel Brinck sig foran tv’et. I en sløv bevægelse peger han fjernbetjeningen mod tv’et og zapper frem og tilbage. Han stopper ved TV2 Zulu. Der er Beverly Hills 90210.

Sådan startede rejsen for den nu 22-årige Daniel, journaliststuderende på DMJX i Aarhus, der den dag i dag stadig følger med i 90’ernes store ungdomsserie på trods af, at

han har gennemset den gentagne gange. »At se Brandon Walsh følge sin drøm og lave etisk korrekt journalistik er som at se mig selv«, forklarer Daniel.

På trods af, at Brandon Walsh har været Daniels helt store inspirationskilde, er det dog ikke hans yndlingskarakter i den populære serie. »Jeg er helt vild med den udvikling Steve Sanders gennemgår fra at være ’bad boy’ til at blive en kærlig far«, afslutter Daniel med et forsigtigt smil.

»Min mor og far har siddet og heppet hele dagen. Sammen med de andre børns forældre.

De har ikke været lige så glade!« Josephines høje grin overdøver alt andet i cafeteriet. Hun er glad og det er forståeligt. Dette er hendes første konkurrence i hendes aldersklasse, og hun er videre i semifinalen. Hendes næste modstander, Rebecca, har ligesom Josephine ikke mødt nævneværdig modstand i løbet af dagen. Ifølge Josephine har Rebeccas modstandere dog heller ikke været de bedste, så Josephine ser sig selv som favorit. I kølvandet af Josephines sejre, har der dog været klager fra forældrene til Josephines sidste modstander. Curlingforældre findes skam også her i Bolbro. De er utilfredse over kampenes udfald, men der er ikke noget at gøre siger arrangørerne. Josephine kommenterer lavmælt brokkeriet: »Hun må bare træne noget mere. Hun er endda ældre end mig. Hun er 9.. 9 og et halvt faktisk! Så ja det må da være pinligt!« Josephines forældre, Karen og Flemming, fortæller om hendes svære opvækst og at der noget specielt ved Josephine, som man måske ikke ser med det samme.

Denne lille lyshårede pige er ikke født som en pige. Oskar, som hun hed før, havde det svært i skolen og ikke mindst i sportsgrene med de andre drenge i skolen. Igennem lang tid forsvandt Oskar mere og mere ind i sig selv.

Efter nogle år tog sønnen dog mod til sig, og fortalte sine forældre at han følte sig mere som en 8 årig pige. »Det var hårdt for os som forældre at se at han ikke trivedes til det sport han gik til. Han syntes ikke at han var god nok« Kærligheden til deres barn stråler ud af øjnene på Josephines forældre. »Vi var så glade da Oskar endelig fortalte os det. Vi sad om bordet til hans 26-års fødselsdag, og han var så lettet da han havde sagt det.« Josephine er sikkert videre til finalen.

Kampen blev afgjort før tid, da Josephines modstander pådrog sig en slem skade under kampen. Igen er modstanderens forældre oppe ved dommerbordet for at brokke sig. »Jeg ønsker for Rebecca (modstanderen red.) at hendes forældre er ligeså åbne overfor hende, som mine har været. Hun har tydeligvis ikke fundet det hun er god til endnu.« Josephine er et meget empatisk og forstående menneske. »Måske er Rebecca inderst inde en 40-årig skakspiller.« Josephines grin overdøver igen alt andet. »Hun stinker i hvert fald til karate!« Efter dagens stævne tager Karen og Flemming hjem. Stolte, og med en meget glad og træt datter. Josephine har vundet dagens karatestævne for 7 til 10 årige piger. Der er god stemning for hele familien skal forbi McDonalds på vej hjem.

Josephines har selv efterfølgende kontaktet Lixen for at fortælle, at hun skal i Go’ Aften Danmark. Det er dog ikke på grund af hendes sejr i weekendens stævne. »Jeg skal ind og snakke med dem, fordi at jeg skal med til MGP og synge« Josephine er lykkelig for hendes nye liv. Der krydses fingre for Josephine til MGP, og hendes sang: ’Bedste Veninder’.

18 NICHEN

OKTOBER

Fra Slagelse til Amman: To liv Vi voksede op sammen, legede sammen og grinte sammen. Vi var veninder, men blev adskilt, da hendes forældre giftede hende væk til sin fætter i Jordan. Fem år senere mødte vi hinanden igen i landet langt herfra.

Af Simone Hegelund Sørensen Osen fra den tætpakkede trafik fylder den gule taxa med en ubekvem lugt. Den unge chauffør har givet udtryk for, at destinationen er ham velkendt, men hans flakkende blik og synet af den samme butik for tredje gang siger noget andet. Jeg fisker mobilen op af tasken og prøver at følge med på kortet. »Oh, it’s here. Stop!« Han tramper hårdt på bremsen, jeg betaler ham to dinar og retter på mit lettere uglede hår, inden jeg stiger ud. Jeg får hurtigt øje på en lav kvinde iført hijab med en lille pige i hånden. »Manal,« råber jeg.

Hun vender sig og møder mig med et kram.

Et kram, jeg har savnet i fem år.

Mødet Manal og jeg voksede op på samme villavej i Slagelse på Vestsjælland. Vi løb på løbehjul, lavede dørfis og spillede fodbold i den lokale klub sammen. Manal er muslim, jeg er kristen. Alligevel var vi ens på rigtig mange områder. Vi var veninder.

Da jeg fyldte 15, fik jeg mit første fritidsjob, min første kæreste og min første invitation til fest. Forlovelsesfest. Manals fem år ældre fætter Ahmad havde spurgt hendes forældre om lov til at gifte sig med deres datter. De havde sagt ja, så nu var Manal forlovet. Det var sidste gang, jeg så hende i de kommende fem år. I de fem år udviklede jeg mig meget.

Jeg gik på gymnasiet, fik en kæreste, slog op, fik en ny, drak mig fuld, blev student, tog på Roskilde Festival, arbejdede og endte med at tage på Vallekilde Højskole. Jeg valgte journalistlinjen, for jeg ville være journalist. Dette valg bragte mig til Jordan på studietur. Helt tilfældigt til Jordan, hvor Manal nu bor sammen med sin mand Ahmad og deres treårige datter, Eleen. Nu sidder jeg her i deres nyrenoverede lejlighed i Amman, mens vi taler om alt og intet. Sammen igen, men ikke længere ens.

Vi er indendørs, i sikkerhed. I sikkerhed for at blive beskuet af mulige ægtemænd, så Manal lader det sorte tørklæde falde. Hendes hår er vokset betydeligt, siden sidst jeg så det.

Det når ikke blot hendes brystkasse længere, men er for længst vokset forbi navlen. Jeg beundrer dets svajende bevægelser, mens hun rumsterer ude i køkkenet. »Jordbær- eller chokoladekage?« spørger hun. »Jordbær,« svarer jeg.

Hun kommer ind med to overdådige kager og følger trop med alt fra chips til chokolade for ikke at glemme kaffen. Lille Eleen vimser om benene på Manal, der pænt beder hende sætte sig ned. Jeg forventede en hurtig strofe på arabisk, men Manal taler dansk til sin datter. »Snakker hun dansk?« spørger jeg uvidende og overrasket. »Sølvfølgelig gør hun det,« svarer Manal.

Manal fortæller om sin ægtemand Ahmad, der arbejder for Libyan Airlines. Hun fortæller, hvordan han spurgte hendes forældre om lov til at gifte sig med hende tilbage i 2012. Manal havde dengang haft ét krav. Hun ville under ingen omstændigheder flytte til Jordan.

Men da de blev gift, blev Manals krav tilsidesat.

Manal ønskede heller ikke børn i en tidlig alder, men Ahmads far blev alvorligt syg to år efter brylluppet. Ahmad ønskede inderligt, at faderen fik sin førstefødte at se, inden han afgik ved døden.

Manals ønske blev tilsidesat, og hun blev gravid.

En graviditet, der forvoldte Manal mange følelsesmæssige slag. Hun var ikke blot gravid som 19-årig. Hun følte sig også alene. Helt alene. Derudover blev det hurtigt konstateret, at fosteret i Manals mave havde hjerteproblemer. En konstatering, der skabte frygt, men paradoksalt nok også glæde hos Manal.

Barnet var sygt, så Manal måtte forlade Ahmad og Jordan for at få den bedste behandling. Behandlingen var i Danmark. I Danmark hvor Manal er født og opvokset, og hvor hele hendes familie bor. Eleen blev født seks måneder senere på Næstved Sygehus. Sund og rask.

Forskellige Mit første minde om Manal stammer fra en sommermorgen, hvor jeg var alene hjemme med min mor. Jeg var ude i haven, da det bankede på døren. Min mor rejste sig fra solsengen og gik gennem køkkenet for at åbne hoveddøren. Ude foran stod to mørkhårede piger med et løbehjul i deres hænder.

Jeg havde sådan et løbehjul. Helt magen til.

De spurgte min mor, om der var børn i huset, der havde lyst til at lege. Min mor svarede ja uden at spørge mig, og snart havde jeg fået to nye veninder. Manal og Mona. Manal og Mona havde fire søskende. To brødre og to søstre. De boede for enden af Holbergsgade i en stor, flot, hvid villa. Integrerede. Jeg husker hendes familie som integreret. Et billede, der krakelerede, da de giftede deres 15-årige datter væk.

Det længste, mine forældre sendte mig væk, da jeg var 15, var til Brøndby. For at spille fodbold. De kørte mig flere gange om ugen, og det var bare til træning. Derudover kom kampene i Slagelse. Jeg brugte rigtig meget tid med mine forældre i den alder og kunne aldrig forestille mig, at jeg skulle have været dem foruden.

Derudover brugte jeg meget tid på gymnasiet. Jeg kom i en sportslig klasse, der ikke kun konkurrerede i sport, men også i druk i weekenderne. Så jeg blev fuld. Jeg blev rigtig fuld. Selvfølgelig lærte jeg at kontrollere alkoholen, men min far har vist båret mig fra flere fester, end jeg lige husker.

I gymnasiet lærte jeg også, at min første kæreste ikke var min sidste. Tværtimod. Jeg datede først Ulrik fra 3. Da han blev kedelig, fandt jeg hurtigt Oliver fra klassen mere interessant. Derudover var festudvalgets formand også meget sød. Det var gengældt.

Sådan fortsatte interessen for drenge, og da jeg blev student, havde jeg en kæreste, men vi skulle i hvert fald ikke giftes. Ikke nu.

Jeg brugte mit første sabbatår på at få opfyldt en del ønsker. Jeg tog med mine veninder og kæreste ud at rejse. London, Athen, Milano, Madrid, Cape Town. Jeg kom vidt omkring. Det var sjovt. Det var vildt sjovt at have frie tøjler.

Her er Manals nabolag i Amman. Langt fra Slagelse. Foto: Jóhann Hansen.

Jeg har generelt fået opfyldt en del ønsker i mit liv. Til dels på grund af mine forældre og mine frie tøjler, men også på grund af min viljestyrke.

Viljestyrke besidder Manal også, men opbakning hjemmefra tolker vores familier på meget forskellige måder.

Ens Mens vi sidder i sofaen og udveksler ord og latter, slår det mig. Vi er så forskellige, men alligevel så ens. Ens ambitioner, ens drømme, ens ønsker.

Jeg vil være journalist. Manal vil være læge.

Hendes forhindring er det arabiske sprog, min er optagelsesprøven. Hendes stramme sorte bukser, den nydelige røde skjorte og den fulde krigsmaling fortæller, at hun går lige så meget som i sit udseende, som jeg selv gør i mit.

Hun ønsker den bedste fremtid for Eleen, og selvom jeg endnu ikke har børn, ved jeg, at jeg vil have det på samme måde. Hun elsker at shoppe, og mine røde tal på kontoen fortæller vist det samme.

Følelsen af at være alene er også noget, vi har delt. Manal var alene i Jordan. Uden familie og venner og med et barn på vej. Alene på en helt anden måde end jeg var.

Jeg blev mobbet en stor del af min skolegang. Det resulterede i, at jeg fandt mit eget selskab mere trygt end alle andres.

Vi er heldigvis begge to kommet videre. Det giver vi i hvert fald udtryk for. Jeg har fået mange venner og er med tiden blevet bedre til at acceptere og involvere mig i sociale fællesskaber. Manal har fundet nye veninder i Jordan og er blevet tættere med sin moster, Ahmads mor. Det hele hjælper på ensomheden, og Manal ser frem til, at hun fylder fireogtyve,

LX

NICHEN

for så er familiesammenføring nemlig muligt, og såfremt Ahmad kan finde arbejde i Danmark, kan hun tage sin lille familie med til Danmark. Med hjem.

At bo i Jordan er ikke noget, Manal ønsker på længere sigt. Her er det svært for hende at studere grundet sprogbarriererne, og hvad der ellers virker så simpelt som at tage et kørekort, kan ikke lade sig gøre. Så selvom fitnesscenteret få gader væk bliver brugt flittigt, bliver timerne sammen med Eleen i den ellers så fine lejlighed lange.

Jeg tager mig selv i at sige til Manal flere gange, hvor sej jeg synes, hun er. »Men der er jo ikke nogen, der gør det for mig,« svarer Manal og fortsætter: »Jeg har ingen mor til at gøre tingene for mig her i Jordan. Jeg er selv en mor nu. Det er på mig, ansvaret hviler.« Manal forklarer, at Eleen er hendes førsteprioritet.

Dagplejen benytter Manal sig ikke af, da hun synes, forholdene er for dårlige, og en skole i Jordan, føler hun heller ikke, er ideel for Eleen.

Generelt agerer Manal som en voksen kvinde, men det er hun jo i realiteten også.

Sådan ser hun også sig selv. Det har hun gjort i mange år. »Jeg blev voksen den dag, jeg flyttede til Jordan,« råber Manal ude fra køkkenet, mens hun skifter vandet i undulatens bur.

Jeg synes, det hele lyder meget hårdt, og jeg får flere gange udtrykt et »hold da op«, når Manal fortæller om sin tilværelse i Amman. »Jeg er jo glad for det, Simone. Det her er mit liv nu, og jeg har selv valgt det.« Selvom jeg er uenig i de sidste fem ord, der passerer hendes røde læber, nikker jeg forstående og kigger på uret.

Det er ved at være tid til at komme hjem.

Næste mødetid er 14:30 i lobbyen, og med den tunge trafik, kan det tage ufattelig lang tid at køre de seks kilometer. »Hold op, hvor er tiden gået stærkt,« udbryder jeg. »Skal du allerede hjem?« svarer Manal.

De store, brune øjne stirrer sørgmodigt, men forstående på mig. »Jeg tager lige mit tørklæde på.« Vi tager alle tre sko på, Eleen, Manal og jeg.

19

Så er vi klar. Klar til at tage afsked. Eleen trykker på knappen til elevatoren. Ja, sådan en hører til den lejlighed Manal og Ahmad lige har købt. Jeg ville nu foretrække at gå efter al det kage, men jeg følger selvfølgelig med. Vi når ud på den trafikerede gade.

Jeg leder uden held. Ingen gule taxaer. Jeg kan mærke, tiden presser mig lidt. Det bemærker Manal. Hun løfter Eleen og tager et skridt ud på den trafikerede vej. Den første gule taxa stopper, men har en kvinde på bagsædet. Manal beder mig vente og slår derefter over i arabisk. Der går ikke mange sekunder, før døren åbner, og taxachaufføren vinker mig ind.

Et kram. Så et til. Et kys på først højre så venstre kind. Jeg stryger mine fingre gennem Manals lille datters vidunderlige krøller.

Jeg vinker til Manal gennem den nedrullede rude i den gule taxa. »Farvel, Manal.« »Farvel, skat.«

Simone sammen med Manal og Manals datter, Eleen. Foto: Privatfoto.

Langt fra Slagelse 3240 kilometer er der i luftafstand fra Manal i den jordanske hovedstad, Amman, til Simone i den vestsjællandske

by Slagelse.

3.974.093 mennesker er der til forskel på de to byer, med ret langt fra Slagelses 33.433 indbyggere til Ammans over 4 millioner.

Den gennemsnitlige indkomst i Slagelse er 174.574 kroner om måneden, mens 3.913 kroner er, hvad den gennemsnitlige jordaner får i månedsløn.

Kilder: Danmarks Statistik, The Jordan Times, numbeo.

Her er Simones nabolag i Slagelse. Langt fra Amman. Foto: Simone Hegelund Sørensen.

LX

BLIKFANGET

LIXEN PIXELS:

MED PRODUCEREN PÅ ARBEJDE

Tekst og foto: Emilie Foxil

Producer. 33-årige Rigmor Nørstebø har været fastansat producer hos TV2 FYN gennem de sidste 2,5 år.

LIXEN har været med bag skærmen under afviklingen af en 19.30-nyhedsudsendelse.

Forberedelse. »En vellykket liveudsendelse kræver godt forarbejde.« Inden selve afviklingen gennemgår hun blandt andet manusser, laver kameraindstillinger og klipper teaserblokke.

Fra Norge til Fyn. Rigmør Nørstebø er nordmand og oprindeligt uddannet videojournalist. De sidste seks år har hun arbejdet som producer. Før hun flyttede til Danmark for at arbejde for TV2 FYN, var hun gennem en årrækkke ansat ved TV2 i Norge.

Mosart. Gennem afviklingssystemet Mosart har Rigmor Nørstebø kontrol over både kameraer, serverklip, lydmixer og lyset i studiet. »Med Mosart kan dét, der var et arbejde for 4-5 personer tidligere, klares af én person,« forklarer Rigmor Nørstebø.

Timing. Som producer har Rigmor Nørstebø ansvaret for at alle elementer times korrekt. Gennem headsettet guider hun studievært Jacob Rytz, som gennem et stort vindue kan se ud til hende i kontrolrummet.

Det sjoveste ved jobbet. »Det er at ‘være live’, når ting sker. Og allerhelst når der sker mange ting, og vi har gæster i studiet. Jeg kan godt lide, at der er lidt fart over det,« fortæller hun.