Lixen - Maj 2016 by LIXEN

Lixen

De Journaliststuderendes Avis | www.lixen.dk | 18. årgang | 3. nummer | Maj 2016

Foto: Magnus Nielsen

En dag med Politiken-praktikanten i magtens centrum Der findes mange fordomme om, hvordan det er at være praktikant på et af landets største medier. Men hvordan er det egentlig at være i praktik hos Politiken? Og hvordan foregår dagligdagen som journalist, når man arbejder side om side med landets største magthavere? Det kender den 26-årige Mette Dalgaard svaret på. Læs mere på side 12-13

Fra manden Martin til journalisten Krasnik BRANCHEN S. 8-9

Øl og ingen vinkel med Thomas Skov Gaardsvig BIXEN S. 16-17

Indhold Studiet

4-7 Bixen

16-17

April har stået i praktikkens tegn. Det kan også mærkes i denne måneds sektion, hvor du blandt

Thomas Skov Gaardsvig er altmuligmanden, der startede sin karriere som praktikant hos De

andet kan få gode råd til, hvad du gør, hvis du endnu står uden praktikplads. Vi har også spurgt

Sorte Spejdere. Siden er han blevet programleder på DR3. Vi mødte ham til en fyraftensøl og

Thomas Skov om alt fra hans morgenrutiner til Guilty Pleasure. Også har vi undersøgt, hvor

en skæv og uforudsigelig samtale, som vi hylder her på Bixen.

vigtigt det egentlig er, at kunne begå sig med både TV og radio.

Branchen

8-11 Debatten

I Branchen sætter vi denne gang presseforholdene i Kina under luppen med interviews af

18-19

Maj måneds debatsider kommer omkring mediernes dækning af den politiske beslutningspro-

korrespondenterne Philip Khokhar og Pia Elers. Desuden har vi undersøgt, hvordan Martin

cess, hvordan medierne bruger breaking news for meget, og en teenageforelskelse i Politiken,

Krasnik er bare som Martin, og hvad det egentligt kræver for at kunne lave god regional-tv.

som måske alligevel ikke var ægte kærlighed.

Fokusset

Læs om svære presseforhold og censur i Kina i artiklern »De spiser med pinde og finder Østens historier« på side 10

12-15

Fokusset er gået tæt på de politiske journalister for at blive klogere på arbejdsgangen på Christiansborg. Bekender man kulør, når man i 27 år har gået sin gang på borgen? Og hvad siger en praktikant fra Politiken til at jonglere rundt med de mange politikeres udsagn? Vi sætter også et lille fokus på, at det nu er 71 år siden, Danmark blev fri for den tyske besættelse, og hvad det har betydet for journalistikken.

Illustration: Ditte-Marie Bindesbøll Schov

Lixen er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklingen og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os på Infomedia Amalie Klitgaard Ansv. Chefredaktør

Celina Brøndel Fokussetredaktør

Lukas Bjerg Chefreaktør

Alexandra Mollerup Fokussetredaktør

Jasmin Lennert Studietredaktør

Emilie Utzon Carlsen Studietredaktør

Morten Beese Nielsen Bixenredaktør

Christoffer Mortensen Bixenredaktør

Emma Kleist Christensen Branchenredaktør

Signe Skov Henningsen Debattenredaktør

Lasse Witt Branchenredaktør

Amalie Hebel Andersen Debattenredaktør

Asbjørn Hildebrandt Christensen Webredaktør

Matthias Grandjean Billedredaktør

Tryk: Skive Folkeblad Oplag: 600 eksemplarer

Lederen Vi skal turde prøve grænser af. Kun på den måde kan den journalistiske kreativitet blomstre og måske vise medieverdenen en ny vej i kampen mod og med faldende oplagstal, brugergenereret indhold og brugen af flere platforme. Vi skal turde teste, om journalistisk genrebevidsthed og normtænkning er vejen frem. Eller om disse konforme grænser lokker medierne i forfald og glemsel, mens bloggere, Facebook-krigere og debattører bryder rammerne og dermed overtager journalisternes post og ansvar i samfundet. Man tester grænserne ved både at kende og udfordre. Det første skal Lixen selvfølgelig være platform for. For kun gennem øvning lærer man journalistikkens kunst, etik og grænser at kende. Når man så har lært at skrive og fundet grænserne, kan man prøve dem af. Det skal der også være plads til – altså provokativt indhold og nye idéer. Det sidste var tanken med sektionen ’Bixen’, som blev tilføjet til avisen i marts 2016. Heri kom et kreativt og nytænkende forsøg i form af artikelserien ”Undervisere på grillen”. For hvor går grænsen mellem underholdende satire og stigmatiserende mobning – og så endda med garvede journalister og undervisere i fokus? I artikelserien er to undervisere på skift blevet sarkastisk ”grillet” af to forskellige skribenter. Det var en fremragende idé – men idéen manglede et mål. Derfor lukker Lixen serien ned efter en længere debat, selvom vi påskønner indsparket. For uden klart mål og vinkel tangerer artiklerne i større grad til sarkastisk mobning af personernes (opfattede) karakteristika gemt i satiriske fåreklæder i form af virkemidler som ironi, humor og overdrivelse. For satire er en litterær form, hvor afsenderen sætter fokus på en persons handlinger og væremåde med det formål, at noget bestemt skal ændres, fjernes eller forbedres. Men vi skal stadig turde prøve grænser af, fejle, lære – og prøve igen. Om man hedder Kurt Westergaard, Charlie Hebdo eller Lixen. Lixen står med åbne arme. For hvis de journaliststuderende ikke tør prøve idéer af, hvem fanden gør så? For hvis journaliststuderende ikke tør forny sig, hvorfor har samfundet så brug for dem, hvis andre varetager deres post? På vegne af redaktionen, Amalie Christina Klitgaard

Journalistik i sommerferien? Snart går vi ind i sommerferietid, agurketid ... og måske også journalistiktid? I en travl hverdag med lektioner, artikler, TV, radio, studiejob, kæreste og øldrikkeri er der ikke altid tid til at udføre sine journalistiske projekter. Men nu er tiden her! Hvis du vælger at bruge sommermånederne på at arbejde journalistisk på en festival, lave en podcast i Afrika, påbegynde en TV-dokumentar eller noget helt fjerde, femte sjette ... Så skriv en artikel til Lixen. Eller tag nogle billeder. Eller lav en video. For vi vil utroligt gerne høre om det - og publicere det løbende på vores website. Send din idé eller dit materiale til: lixen@journet.sdu.dk

Medietorvet 10. maj:

Oplæg: Sådan sælger du din skoleopgave

11. maj:

Undervisningsfri

12. maj:

Undervisningsfri

13. maj:

Institutdysten

14. maj:

High Risk

16. maj:

Undervisningsfri

17. maj:

Oplægsholder: Thomas Skov

17. maj:

DJ-kursus: Wordpress for studerende (GRATIS)

30. maj:

DJ-kursus: Pas på dig selv

31. maj:

Sidste undervisningsdag

8. juni:

DJ-kursus: Skriv dig til studierelevant job (GRATIS)

Hop ud af kassen og ind i drømmen Tit er det mere tilfældighed end evner, der afgør, hvor du ender i praktik. Det vigtigste er, at du aldrig går på kompromis med dig selv og dine drømme. derfor skulle jeg til Panikdag igen. Her løb

nødt til at bruge tiden konstruktivt, hvis jeg

til Panikdag, stod stærkere end tidligere. Jeg

jeg fra en kontrakt for at komme over til DR

nogensinde skulle grave mig op af det hul,

var ikke bare endnu en cementblok fra SDU,

Sporten, da de ringede efter mig. Det var også

jeg følte, jeg var hoppet direkte ned i. At nå

men faktisk en studerende, der var klogere

mere tilfældighed end noget andet, at jeg ikke

til en konstruktiv konklusion kan tage tid.

på, hvor jeg ville gå hen med min journalistik.

nåede at flå hætten af kuglepennen, før min

Det gjorde det også for mig. Jeg troede, jeg

Jeg havde været tro mod mig selv, og måske

mnrg@dr.dk

telefonpasser sparkede døren op og råbte

drømte om at lave nyheder. Men nu havde

derfor endte jeg også som praktikant det sted,

foran sine egne chefer, at jeg skulle spæne

jeg pludselig frit valg og skulle ikke forsøge

jeg ikke havde turde søge inden min første

hen til DR Sporten.

at være en firkantet studerende, der passede

Panikdag, fordi jeg allerede havde opgivet at

Af Malte Lillelund Nørgaard

uck praktikpladser. Sådan tænkte jeg, første gang jeg havde været til Panik-

kæmpe slåskampen mod den konkurrence,

dag, og jeg måtte rejse hjem uden en

jeg troede, der var.

“

ansættelseskontrakt. Fuck det hele. Ingen ville have mig. Jeg følte mig efterladt og ikke tilstrækkelig. Og ja, jeg græd, da mine venner var taget hjem. For det er en lortefølelse at føle sig alene i verden.

“

Jeg var ikke bare endnu en cementblok fra SDU.

Nu havde jeg været chefredaktør på et maga-

Fuck praktikpladser. Sådan tænkte jeg.

sin, skrevet nyheder i spandevis og var godt i gang med at skrive en bog om fodbold. Alt sammen ting, jeg havde drømt om. Og ting,

Siden er jeg blevet klogere. Jeg siger ikke

som jeg ikke ville have haft muligheden for,

længere fuck praktikpladser, men du skal

hvis jeg var endt i praktik i første omgang.

have lov til at gøre det, hvis du ikke bliver til-

Nej, du kan ikke eliminere tilfældighederne

budt en stilling det sted, du drømmer om. For

på en Panikdag, men du kan minimere dem,

praktikpladser er drømme. Og tit er det mere

hvis du er tro mod dig selv. Du er Danmarks

held og tilfældighed, end det er kunnen og

bedste journalist, hvis du fortæller mig præ-

præstationer, der bestemmer, om du ender

cis, hvad dine drømme er. Får du ikke en

med at stå tilbage med din drømmestill-

Illustrator: Josefine Nygaard Hummelmose

ing. Hallo. Jeg havde også været redaktør på Lixen, så selvfølgelig kunne det ikke gå galt

Efter hvad der føltes som den totale ned-

perfekt ned i en nyhedskasse.

for mig. Mine forsamtaler var gået glimrende,

tur til første panikdag, græd jeg færdig, åd

Nu kunne jeg pludselig lave den journal-

ansøgningen var skrevet fint, og jeg havde

junkfood for mange hundrede kroner og så

istik, jeg brændte for. Sportsjournalistikken.

tilmed fået et hint om, at der var et sted, der

dårlige film i en uge, inden jeg endelig fik

Og netop derfor tror jeg også, at de produk-

ville ansætte mig. Det hjalp ikke meget. Og

samlet tankerne til noget rationelt. Jeg blev

ter jeg kunne fremvise anden gang, jeg var

praktikplads, så lev drømmene ud. Min drøm var at blive forfatter. Det er jeg i dag. Næste mål er at blive bachelor i journalistik.

Er det ikke vigtigt at kunne lidt af det hele? Journalistuddannelsen på SDU i Odense og DMJX i Århus minder unægteligt meget om hinanden. En af forskellene er dog, at de studerende på DMJX selv kan vælge, hvilke medier de vil specialisere sig i på tredje semester. Foto: Privat pressebillede

Af Cecilie Spottog Petersen cepet15@student.sdu.dk

»Jeg tænker, at jeg vælger tv mere end ra-

vil have, at de studerende tager ansvar for

dio. Når jeg engang bliver færdig, vil jeg

deres egen uddannelse.

gerne arbejde på en graversektion enten

»Ansvar bør være forbundet med indflydelse,

bag dokumentarer eller nyheder. Ellers vil

og vi tror på, at de studerende samlet set lær-

jeg gerne være programvært eller udenrigs-

er mere, når de selv har valgt deres forløb,«

korrespondent. Det er alle karriereveje, hvor

siger Thomas Pallesen og fortsætter:

jeg vil kunne bruge noget fra tv-forløbet i

»Når det kommer til de mediespecifikke

å Syddansk Universitet i Odense ud-

større grad, end hvis jeg vælger radio,« siger

kompetencer, synes vi godt, at vi kan tillade

danner de journalister. På Danmarks

Naja Schyberg Petersen.

de studerende at fravælge nogle bestemte

Medie- og Journalisthøjskole i Århus

Men ifølge tv-lektor ved SDU Niels Møller

kompetencer. Alternativet ville være, at alle

uddanner de journalister. Begge steder læg-

Mikkelsen er det vigtigt for den studerende at

skulle lære det samme halvgodt og måske

ger stor vægt på at ruste de studerende til

have kendskab til alle tre genre:

halvengageret.«

at komme ud i virkeligheden. En af de store

»Som uddannet journalist er det vigtigt at

Man skal dog som uddannet journalist

forskelle ligger imidlertid i forløbet på tredje

have kendskab til flere medier for ikke at låse

i dag ikke regne med, at man får lov til kun

semester. Mens man på SDU har undervis-

sig fast. Jeg kan godt forstå ideen på DMJX,

at beskæftige sig med én genre på en arbejds

ning i radio og tv på henholdsvis andet og

men jeg tænker, at SDU’s måde, hvorpå de

plads.

tredje semester, så skal de studerende på

studerende lærer om både radio, tv og skriv-

»Man kan risikere at skulle lave lidt af

DMJX selv vælge, hvad de vil specialisere sig

ende medier, giver andre fordele. Der er en

det hele,

i. Men når uddannelsesstederne bestræber

anden mulighed for at søge bredere.«

ligheden. De studerende går ikke ud og bliver

sig på at ruste de studerende til en verden

“

når man kommer ud i virke-

tv-journalister. Man bliver journalist, og så er

Man bliver journalist, og så er det underordnet, hvilket medie man har med at gøre.

det underordnet, hvilket medie man har med

praktikpladsen:

Mads Bager Granderup er dog ikke bange for

at prøve kræfter med andre medier, end det

»Vi hører fra praktikstederne, at så længe de

at gå glip af noget.

man selv har valgt på semesteret. Der er nem-

studerende kan deres journalistiske hånd-

»Nej, overhovedet ikke. Journalistik er

lig flere muligheder for, at de studerende kan

værk, så skal de nok lære færdighederne

mange ting. Jeg har valg at fokusere på en

arbejde frivilligt på skolen.

inden for radio og tv på praktikpladsen. De

bestemt del af journalistikken. Jeg ville føle,

»Vi har en tv-station, hvor man kan arbejde

skal ikke være bange for at mangle noget.«

uden for betonmurene, er det så ikke vigtigt, at man kan lidt af det hele? Ifølge lektor i tv på DMJX Thomas Pallesen så bør de studerende ikke være nervøse for at mangle noget, når de kommer ud på

at gøre,« siger Niels Møller Mikkelsen. DMJX’ ledelse opfordrer dog også de studerende til at vælge en så alsidig uddannelse som muligt. Og der er også rig mulighed for

at jeg gik glip af noget, hvis jeg for eksempel

frivilligt. Vi har også to radiostationer, hvor

Tredje semester på DMJX er opbygget af

valgte tv-forløbet, da jeg så vil gå glip af de

man kan arbejde og har mulighed for at lære.

tre blokke. I starten af semesteret gennemgår

skriftlige kompetencer, som man kan lære på

Selvom man for eksempel ikke vælger tv-

de studerende et reportage- og featureforløb

skriveforløbet.«

forløbet, så har man forskellige muligheder

på otte uger, hvor de enten kan vælge at have

for at arbejde med det. Dermed får vi givet

skrivende medier, radio eller tv. De sidste syv

De studerende skal tage ansvar

de studerende en all-around,« siger Thomas

uger af semesteret går med undersøgende

Når journalisthøjskolens ledelse lader de stud-

Pallesen.

journalistik, hvor de studerende igen selv kan

erende vælge selv, skyldes det, at de gerne

vælge mellem skrivende medier, radio eller tv. Her kan den studerende vælge det samme som i første del af semesteret, men fravælger dermed en genre. Det er dog ikke noget som generer Mads Bager Granderup, der går på andet semester på DMJX: »Jeg vælger skrivende medier på tredje semester. Jeg vil være journalist, fordi jeg kan lide at skrive, så jeg har valgt at fokusere på den del af journalistikken.« Og der er flere studerende, der vælger at gøre som Mads Bager Granderup. 25 procent af de studerende i foråret 2016 har valgt at tage tvforløbet i begge blokke af semesteret. Mens 16

Thomas Skov TV-vært i DR

Bopæl? Jeg har købt et hus i Humlebyen på Vesterbro i København med mine damer, Emilie og Ellen . Praktiksted? Jeg har været i praktik som kok. Men det var i folkeskolen og det endte med at jeg skar mig selv i tommelfingeren og blev sendt hjem. Det gik bedre da jeg kom i praktik på De Sorte Spejdere. Beskriv dig selv med tre ord? Sjov, jysk og optimistisk på livet. Aviser eller web? Webwebweb. Cykel eller bil? Bil. Især når jeg skal til Fyn og Jylland. Har du et idol? Jeg har altid set op til Trey Parker og Matt Stone, som blandt andet har skabt South Park. Jeg kan også godt lide Niels Hausgaard. Guilty pleasure? Snøfler. Jeg kan æde tonsvis. Hvis ikke journalist? Kok på Restaurant Bones. Jeg var allerede godt på vej. Hvad er det bedste ved dit job? At jeg møder et hav af mennesker. Hvad er du værst til? At få ting gjort færdig, som fx ... Hvad er du bedst til? At tage den med ro og huske at det der ikke er sjovt, mens man står i det, som regel bliver sjovt senere hen. Hvad er din livret? En omgang XL Spareribs fra Bones. Tre ting du ikke kan leve uden? Min iPhone, min penis og cola. Næste rejsedestination? Jeg skal til Bali til sommer. Sidste tømmermænd? Det er desværre længe siden, efter jeg er blevet far. Jeg befinder mig i stadiet mellem at være ung nok til at gå i byen og gammel nok til at blive hverdagsalkoholiker. Morgenrutiner? Jeg skifter ble på min datter, spiser havregryn og tjekker Netbank.

procent har valgt både radio- og tv-forløbet. En anden studerende, der også overvejer at vælge en genre fra, er Naja Schyberg Peter sen.

På DMJX må de studerende selv vælge, hvad de vil specialisere sig i. Foto: Anders Hviid

»Det er ikke slut endnu« Det blev sagt så mange gange til Store Match Dag, at man kunne have gjort det til et drukspil. Men faktum er, at det ikke nødvendigvis er slut, hvis man ikke har fået en praktikplads til Store Match Dag. En af dem, der har haft heldet med sig på den anden side, er Elisabeth Friis Larsen.

Af Signe Skov Henningsen sihen15@student.sdu.dk

tore Match Dag løb af stablen fredag d. 15. april. 32 ud af de 86 praktiksøgende SDU-studerende måtte tage

hjem uden en praktikplads. Men som der blev sagt helt utrolig mange gange på dagen, så var det ikke slut endnu. Nye praktikpladser

Grafik: Matthias Grandjean Tekst: Signe Skov Henningsen

blev slået op, og andre medier havde ventet

BLU, fordi jeg vidste, at de lavede forhånds-

Region Sjælland og Sand TV, og det endte

med at søge praktikanter til Store Match Dag

aftaler med nogle andre, og så var jeg sådan

med, at både Region Sjælland og Sand TV

var overstået. Elisabeth Friis Larsen var en af

lidt, ‘Hvorfor skal jeg så søge dem?’«

tilbød hende en praktikplads. Hun endte dog

dem, der måtte tage slukøret hjem fra Århus,

Dog så hun en åbning hos Døvefilm, og

men mandagen efter landede hun en aftale

havde også regnet med, at de ville ringe til

»Jeg sad på en café med en veninde, og der var

med Sand TV.

hende til Store Match Dag. Men det gjorde de

en meget blandet stemning. Men så ringede

»De ringede til mig på panikdagen lige i den

ikke.

de og sagde, at de havde valgt at ansætte mig.

der halvanden time, hvor der ikke må være

»Jeg havde virkelig håbet på, at Døvefilm

‘Mener I det?’ var det første, som jeg nærmest

kontakt mellem medier og de journaliststu-

ville ringe, for jeg vidste godt, at hvis de ikke

råbte til dem i telefonen. Jeg kunne slet ikke

derende. Der ringede de og sagde: ‘Hej, vil du

ringede, så ville jeg ikke få noget – den dag i

være i min egen krop.«

komme til samtale på mandag?’ På det tids-

hvert fald.«

punkt vidste jeg ikke, om jeg ville få noget på

med at vælge Sand TV.

Men selv hvis hun ikke havde haft succes med Sand TV eller Region Sjælland, stod hun

dagen, eller om jeg ikke ville, men jeg tænkte,

»Jeg skal forberede mig, jeg skal

klar med en plan C: Få oprettet en ny plads.

at hvis jeg fik en plads, så ville jeg sige ja til

forberede mig«

»Min veninde prøvede at skrive rundt til

den og så bare aflyse Sand TV. Men jeg fik jo

Efter at have stået med en tavs telefon til

nogle, som hun tænkte havde indflydelse,

så ikke noget, og så tog jeg til samtale med

Store Match Dag gentænkte Elisabeth sine

men det nåede der aldrig at komme mere ud

Sand TV,« siger hun.

muligheder. Udover den planlagte sam-

af, for så havde jeg fået en plads. Jeg havde da

tale med Sand TV fik hun en samtale med

tænkt mig at prøve at presse på nogle steder.

Nedstirret telefon ringer aldrig

Region Sjælland mandagen efter. Hun havde

Måske finde nogle steder, der ikke havde slået

Egentlig havde hun ikke regnet med at ende

ikke overvejet at søge praktikplads hos dem,

en stilling op og høre dem, om de ikke havde

hos Sand TV. I ugen op til havde hun været

men da hun stod fredag eftermiddag uden en

tænkt, at de skulle have en praktikant, for det

til samtale hos både DR, TV2, BLU, DocEye,

plads, ringede hun til dem alligevel og lavede

ved jeg er lykkedes for andre.«

Døvefilm, Ekstra Bladet og Metronome.

en aftale om at komme til samtale hos dem

»Men der vidste jeg godt, at jeg ikke ville få

samme dag, som hun skulle til samtale med

en plads,« siger hun. »Jeg tror faktisk ikke

Sand TV.

engang, at jeg nåede at lave en ansøgning til

Om mandagen mødtes hun både med

STUDIET 7 LIXEN Studerende skrotter undervisning op til Store Match Dag Op til Store Match Dag kommer færre studerende til undervisning. Dét viser en rundspørge blandt underviserne på 4. semester lavet af Lixen. Studieleder Morten Skovsgaard er opmærksom på problemet og vil ”dreje på de håndtag”, han kan.

Af Oliver Therp Sønderbye olthe15@student.sdu.dk

hun.

visning droppes:

visningen, som man ikke får ved at læse det

»Jeg har også brugt tid på mine ansøgninger

»Man kan selvfølgelig samle noget af det op,

op,« siger han.

uden for undervisningstiden, men jeg har

hvis man gør en stor indsats på et andet tids-

ikke følt, det var nok.«

punkt i semesteret, men vi har valgt at have

En grundig evaluering

ra den ene undervisningsgang til den

Studieleder Morten Skovsgaard kan godt

anden faldt fremmødet til Mediejura

forstå, at de studerende har svært ved at nå

på 4. semester fra over 50 studerende

det hele, og der bliver kigget på, om 4. semes-

så meget undervisning af en grund. Der er

»Alt er oppe at vende« Amalie Kaaris Lund tror ikke, der kan gøres

lagt op til, at der skal være en læring i under-

meget for at afhjælpe problemet, medmindre

Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn? »Det er svært at nå alt den planlagte undervisning, samtidig med at man søger praktik. «

man ændrer hele praktiksystemet, »så man ikke både skal skrive ansøgninger, gå til samtaler, og hvad-ved-jeg i samme uge.«

til omkring 20. Og professor Sten Schaum-

ter kan struktureres anderledes:

burg-Müller er ikke den eneste, der har oplevet tomme undervisningslokaler. For an-

»Vi er i gang med en grundig evaluering af 4. semester, også fordi der har været stresspro-

tallet af fremmødte studerende falder op til

blemer, og vi prøver at se, om vi kan lægge det

Kan man forestille sig, at der i fremtiden kom-

Store Match Dag.

an på en anden måde,« siger han og fortsæt-

mer en længere periode med undervisnings-

Dét står dog ikke højest på ønskelisten hos Morten Skovsgaard.

ter:

fri op til Store Match Dag?

underviserne på 4. semester svarer tre ud af

»Vi prøver at dreje på de håndtag, vi kan. Vi

fire undervisere, at der kommer færre studer-

tager også en snak med de andre uddannelser

»Vi vil ikke udelukke noget på forhånd. Men jeg tror nok nærmere, at man vil overveje en

ende til deres timer. Den fjerde ønsker ikke at

for at se, om der er noget, vi kan gøre, der

model, hvor man får integreret de læringsmål,

svare, da faget kun har haft én undervisnings-

giver et mere fornuftig tidsforbrug i forhold

der er i fagene, med praktiksøgning på en

gang i ugerne op til. Amalie Kaaris Lund fra 4.

til praktiksøgning. «

bedre måde,« siger Morten Skovsgaard og fortsætter:

I en rundspørge lavet af Lixen blandt

semester er en af dem, der har droppet under-

På trods af at hun har droppet flere under-

visning. I ugen op til Store Match Dag var hun

visningstimer, er Amalie Kaaris Lund over-

kun til én forelæsning, og hun har sporadisk

bevist om, at hun nok skal klare studiet allige-

»Jeg tror, det vil være en bedre løsning end at give en længere friperiode, fordi semesteret

droppet fag i løbet af semesteret for at få tid

vel. Nu bruger hun sine kræfter på at læse det

er i forvejen ret presset på timer. Alt er oppe

til at lave ansøgninger og besøge medier.

forsømte op. Selvom Morten Skovsgaard har

at vende, men jeg tror ikke, vi kan forestille os

»Når medierne holder åbent hus, så dukker

forståelse for prioriteringen, mener han dog,

man op. Ligemeget hvornår det er,« siger

at det er et problem, at den skemalagte under-

Illustrator: Matthias Grandjean Tekst: Amalie Klitgaard Kilde: Se nedenståede undersøgelse

at give mere fritid.«

Studerende indgik praktikaftaler før Store Match Dag Dette forårs praktiksøgning har som altid være præget af panik; blandt andet fordi systemet flere gange blev ændret undervejs. Denne

“Når de lægger op til, at man ikke skal indgå forhåndsaftaler, så fungerer det ikke at indgå forhåndsaftaler. Men hvis man indretter systemet på en måde, så man godt må indgå disse aftaler, så tror jeg absolut, at det vil fungere.” - Mads Okholm

spørgeskemaundersøgelse

er udarbejdet af Lixen i samarbejde med studerende og underviser Morten Skovsgaard på faget ”Researchtilgange, metoder og teknik-

”Der var mest kritik af, at det hele var lavet om, og at det hele var noget kaos. Jeg synes egentlig ikke, at forhåndsaftalerne gjorde nogen forskel på situationen.” - Linea Andersen

ker” på SDU. Resultaterne viser, at flere praktiksteder lavede aftaler med de praktiksøgende på 4. semester på SDU før

”Når situationen var, at 90 ikke fik en plads, så ville jeg ikke have is i maven til ikke at sige ja og tage imod en forhåndsaftale. Jeg tror, at det er sådan, det er. Jeg tror ikke, at der er så meget at gøre ved det.” - Cille Holm Højvang

Store Match Dag og at flere finder aftalerne problematiske. I undersøgelsen spørges der desuden ind til flere aspekter af praktik-

”Sådan som det kom til at forløbe sig, så synes jeg egentlig, at det er okay at indgå forhåndsaftaler. Selvom det kan være presset ikke at have fået en forhåndsaftale, så er det også rart at vide, hvilke praktikpladser der er taget.” - Amalie Kaaris

søgningen blandt 4. semester på SDU, som vil blive brugt til at forbedre næste års praktiksøgning. Deltagerantallet ligger på cirka 32, hvorved resultaterne skal tages med et gran salt, men det giver stadig et repræsentativt billede.

”Jeg synes, at det er et problem, at der ikke er en konsensus om, at medierne gør det samme. Det var bedre, hvis alle medier indgik aftale enten på eller inden Store Match Dag.” - Thor Hedegaard Illustrator: Matthias Grandjean Tekst: Amalie Klitgaard

Foto: Emma Kleist Christensen

Makeup og jakkesæt gør mennesket Martin til tv-værten Krasnik Når Martin Krasnik optræder som vært på DR2-programmet Deadline, sammenligner han sit job med en skuespillers. Beklædt med pudder og pænt jakkesæt spiller han rollen som grænseløs journalist.

og må derfor henvende sig til den gråhårede

også. Jeg tager også sminke på. Jeg har mine

sig godt, men også have en form for social

dame, som betjener receptionen. Hun smiler

åbningsreplikker. Der er mange af de ting,

grænseløshed. Jeg bliver nødt til at opføre

til ham og starter den snævre svingdør.

jeg siger, som er skrevet ned i et manuskript,

mig på en måde, man aldrig ville opføre sig

men ligesom for en skuespiller bliver det

på i en normal samtale.«

»Vi skal kaste lys over, hvad vi ved om den der hvervning af danskere til Islamisk

mest interessant, hvis jeg er god til at impro-

Stat,« udbryder Lasse Lauridsen, der er

visere,« fortæller han om den rolle, han skal

Konfliktsky til hverdag, grænseløs i

redaktør på Deadline, da de holder dagens

indtage senere samme aften.

Deadline

første redaktionsmøde. Martin sidder afslap-

Denne rolle kan virke meget hård og

Når man møder Martin Krasnik som privat-

pet i en sofa, og lader pegefingeren glide ned

ligefrem i nogles øjne. Han fortæller selv,

person, er han ikke den samme udspørgende

ad sin iPhone-skærm.

at han ofte får privatbeskeder fra folk, der

type, som man møder i Deadline. Han

synes, at han er usympatisk, men det rører

fortæller, at han er ret konfliktsky, når han

Pind. Han kan ikke i dag,« mumler Martin.

ham ikke. Han beskriver selv, at han med

ikke er på skærmen.

Han er iklædt en sort langærmet t-shirt og

vilje lægger normale manerer til side, for at

»Jeg har allerede snakket med Søren

»Jeg er ret konfliktsky i virkeligheden.

Af Emma Kleist Christensen

mørke jeans. Om 11 timer skal Martin Kras-

få sine kilder til at svare oprigtigt og ikke

Men man kan ikke komme helt udenom, at

emmch@student.sdu.dk

nik i studiet og gennemføre aftenens DR2

bare med de sædvanlige ’politikersvar’.

når jeg synes, at det er så sjovt at lave de der

Deadline. På den tid skal han ikke blot nå at

»Jeg synes, at det er sjovt og spæn-

konfrontationsinterviews, må det være fordi

orsdag formiddag nærmer klokken

researche og finde kilder, der kan komme i

dende, når jeg kan få politikere ud et sted,

der er noget hidsigt i mit temperament, som

sig 11. På Emil Holms Kanal møder

studiet - om 11 timer skal Martin stå i studiet

hvor de ikke havde regnet med at komme

kommer ud på den måde,« griner han.

Martin Krasnik ind i den store

som en anden person.

og få dem til at sige ting, de ikke havde

glasbygning markeret med det karakteristiske ”DR”-logo. Han har glemt sit personale-ID,

»Jeg er lidt som en teaterskuespiller. Skuespillere tager kostume på – det gør jeg

Denne forskel kommer også til syne ved

forberedt,« fortæller han. »For at komme

Martins forhold til sine kilder. Til aftenens

derhen må man først og fremmest forberede

program skal Deadline have besøg af to

politikere og to journalister. Klokken 20 skal han ringe til aftenens ene gæst, Pernille Skipper fra Enhedslisten. Hun har flytterod derhjemme og havde i første omgang misforstået det emne, de skulle tale om. Derfor sørger han for at tale hende lidt til ro. Da han ringer hende op, går han fra sit skrivebord og over i en sofa, hvor han krydser benene hen over sofabordet. Da hun tager telefonen taler han i et roligt stemme-leje, ”Hej Pernille. Nå, jeg hører, at der er lidt flytterod derhjemme?” Martin Krasnik fortæller selv, at han ofte prøver at skabe god stemning inden sine interview. Det gør han for at vise, at de ting, som foregår i programmet ikke er personligt eller tarveligt ment. »Hvis jeg sidder lige før et interview, som jeg ved bliver hårdt, gør jeg meget for at sludre og hygge og joke med gæsten. Også for at vise, at det her er et professionelt forhold. At den næste halve time er jeg ikke primært Martin, men Deadline-værten. Det er et job. Det er en rolle, jeg spiller. Jeg prøver virkelig at vise, at det er strictly business,« forklarer han. Ingen nervøsitet Da klokken bliver 21:50 er det tid til at komme i gang. Martin stormer fra sit skrivebord og ned igennem DR-byens tomme gange. De fleste medarbejdere er gået hjem på denne tid, men når man nærmer sig Deadline-studiet, er der pludselig mennesker. Martin går ind i et lille rum med spejle på alle væggene. En mørkhåret kvinde

sidder

frisørstole,

der kigger ind i alle rummets spejle. Med en hurtig bevægelse griber han en barbermaskine og fjerner de værste

skægstubbe omkring munden. Bagefter går

klæde

over

skuldrene

på

Foto: Emma Kleist Christensen

ham.

gen nervøsitet at spore. Dette skyldes, at

sprayfarve,

han ligesom en skuespiller kan påtage sig en

rummet. Da han kommer tilbage, er t-shirt og

pudder på kinderne og voks i håret er Mar-

rolle, og derfor ikke er helt sig selv på scenen.

jeans skiftet ud med et mørkeblåt jakkesæt.

han med hurtige skridt mod omklædnings-

Kvinden sig

fra

lægger

frisørstolen et

beskyttende

Efter

øjenbrynsfrisering,

tin forvandlet til Deadline-værten Krasnik.

»Skuespillere… altså hvorfor er de ikke

rejser

Der er kun kort tid til han skal på scenen,

nervøse, inden de skal på scenen? Måske

hånd-

men hans ansigt er afslappet, og der er in-

fordi de både er sig selv - og slet ikke sig selv. Det der ville gøre mig nervøs var, hvis jeg var rent mig selv, og hvis jeg kunne se mit publikum og for eksempel holde en tale for mennesker, som jeg kender. Men i studiet forlader jeg ligesom mig selv. Altså, hvad kunne der da også ske ved det? Det er jo bare fjernsyn! Det handler ikke om liv eller død«. Da klokken bliver 22:00 går Krasnik ind i studiet. Der er fyldt med skærme og kameraer. I midten af det hele står et stort lyst skrivebord. Krasnik får sat en lille grå plastikdims i øret, og stiller sig foran skrivebordet, hvorfra han kigger ind i et kamera. Han retter ryggen og placerer sine hænder sammenlagt foran maven. 29 minutter senere sidder gæsterne klar ved skrivebordet. Krasnik står stadig foran skrivebordet. Da klokken runder 22:30 åbner han hænderne og strækker fingrene fortællende mod kameraet. Programmet går i gang, men Krasnik er rolig og fattet, og kan sine replikker på rygraden. »Jeg tror ikke, at jeg tager det hele så alvorligt. Det, jeg er mest nervøs over, er egentlig, at der ikke sker en skid i programmet, at det hele bliver forudsigeligt. Der kan jeg godt tænke: Fuck altså! Hvorfor laver vi overhovedet det her, det er jo fuldstændig ligegyldigt, og der kommer ikke noget ud af det. Det kan gøre mig meget helt ulideligt nervøs,« siger han.

Foto: Emma Kleist Christensen

De spiser med pinde og finder Østens historier Lixen har fået en snak med to danske korrespondenter, Philip Khokhar og Pia Elers, i Kina. De fortæller om et liv, der byder på overvågning, Tai Chi og aha-oplevelser under overfladen af Riget i Midten.

jubilæum. Manden fra Nordkoreas udenrigsministerium, som Philip Khokhar skulle interviewe, ville ikke sige præcis, hvem han var. Det var tydeligt, at nordkoreaneren kom fra en vigtig familie. Han var uddannet i Schweiz – ligesom landets nuværende regent, Kim Jong-Un - og talte godt engelsk med amerikansk accent. Da han før Philip Khokhars interview blev interviewet af de norske medier, svarede han åbent og virkede mere progressiv end gennemsnittet af nordkoreanske em-

Khokhars pas, og det var usikkert, hvorvidt Philip kunne rejse hjem til Beijing til den planlagte afgangstid. Hele historien kan læses på DR’s hjemmeside, men det endte med, at Philip Khokhar trods alt slap ud af verdens mest lukkede land. »I gamle dage havde korrespondenter monopol på nyheder fra udlandet,« siger Philip Khokhar. I dag er verden blevet meget mindre og informationsstrømmen vokset. Men Philip Khokhar mener ikke, at korrespondenter er

Af Katrine Vigilius kavig15@student.sdu.dk

»Da jeg kom hjem til min lejlighed, stod vinduet åbent. Jeg vidste med sikkerhed, at jeg ikke havde åbnet det, da jeg tog afsted.« De kinesiske myndigheder havde været i lejligheden i Beijing, mens Philip Khokhar var i Taiwan. »Jeg tolker signalet som om, at de vil sige til mig: ”Vi kan gøre, hvad vi vil.« Han har været DR’s Asienkorrespondent siden 2014. Han har flere gange oplevet, at myndighederne har snuset rundt i hans lejlighed, mens han var væk. Vi er mødtes i en café i det internationale compound i Beijing, hvor DR har kontor. Et afgrænset område af hvide betonblokke med uniformerede kinesiske vagter ved lågerne. Selvom Kinas kommunistparti ikke ligefrem ønsker sig udenlandske journalister til jul, understreger Philip Khokhar, at man ikke skal give køb på sine kritiske spørgsmål af den grund. »Man skal passe på med ikke at blive for forsigtig. Hvis man ikke vil være kritisk, skal man nok ikke være her.« Over stregen i Nordkorea Heller ikke i Nordkorea ville Philip give sig selv mundkurv på. Han var rejst til Nordkoreas hovedstad, Pyongyang, i 2015 for at dække fejringen af kommunistpartiets 70års

»Efter den her rejse er dit liv måske lavet om.« Det var 1996. Pia Elers var rejst til Kina sammen med en erhvervsdelegation med blandt andre udenrigsmi-nisteren, Niels Helveg Petersen. Det var ham, der sagde, at livet måske ville blive forandret for hende. Der er noget ved Asien - man kan blive bidt af det. 20 år senere sidder jeg sammen med hende i Dali Courtyard, en gårdhave-restaurant i Houhai-området i Beijing. Der er lyskæder i træerne, grønne flasker Nanjing-øl på bordet og så en hel del turister. Hun kunne også godt ligne en turist, men som hun forklarer tjeneren: »I live in Beijing. I work for a Danish newspaper.« Udenrigsministeren fik ret. Pia Elers flyttede til Kina i 2010 og har de sidste fem år arbejdet som Asien-korrespondent for Børsen, samtidig med at hun har lavet opgaver for TV2 og andre medier. Ebbe Sand i kinesisk fodboldskole Da vi mødes, er hun netop blevet færdig med første udkast til en historie om Ebbe Sands fodboldakademi i Shanghai. Den skal bruges i Børsens tillægsmagasin, Pleasure. Historien adskiller sig i indhold fra de erhvervshistorier, Pia Elers typisk beskæftiger sig med. Alligevel er den karakteristisk, for

Foto: Katrine Vigilius

bedsmænd. »Jeg troede, der var lidt bredere rum med ham,« siger Philip Khokar. Han ønskede at gå til sin journalistiske opgave i Eremitriget på samme måde, som han gør alle andre steder. »Jeg ville ikke bare holde mikrofonen,« siger han. Interviewet gik da også fint, lige indtil nordkoreanerens lovprisninger af sit fædreland blev lige lovligt positive for et land, der ligger solidt i bunden af friheds-, vækst- og sundhedsstatistikker. Han udbredte sig blandt andet om, hvordan Nordkorea ikke havde nogen arbejdsløshed. Philip Khokhar pointerede, at der altså er folk i Nordkorea, der sulter. Pludselig var der problemer med Philip

Foto: Martin Gøttske/JP

den handler om mødet mellem det danske og det kinesiske. Ligesom Pias interview med den kineser, der for nylig opkøbte koncernen B&O, med Kronprinsesse Mary under hendes besøg på en designmesse i Shanghai eller den dag Pia sad i en jordhytte i Yunnan-provinsen i det sydlige Kina. »Det er en oplevelse, jeg aldrig glemmer.« Kineserne i jordhytten skulle dyrke økologisk te som en del af et projekt startet af en dansk kvinde. Historien lærte Pia Elers, at Kina er andet og mere end shoppingmalls og proppede subways. »Der er folk i det her land, som ikke har råd til at drikke en café latte til 30 kr.«

overflødige af den grund: »Er vi virkelig blevet klogere på verden?« spørger Philip Khokhar og fortsætter: »Vi har adgang til et hav af information, som vi har svært ved at dechifrere og afkode.« En nøgle til at afkode oplysninger, tal og fakta er at tage læsere og seere tæt på ”det levede liv”. Derfor er reportagen kernen i Philip Khokhars arbejde. Reportagen er mødet med mennesker. Den kan flytte en fra at være en tilskuer, der er ”lost in translation” til at kunne relatere og identificere sig med mennesker med andre tankegange, tøjvaner og en anden historie. Det man ikke kan læse sig til Et møde der gjorde indtryk på Philip Khokhar var besøget hos Bao Tong, som engang var et

Turen til hytten i Junan opfyldte Pias personlige mission som korrespondent: at lære noget nyt - hver dag. »Jeg vil gerne have en aha-oplevelse mindst en gang om dagen.« Pia Elers professionelle mission er at gøre sine læsere klogere på Kinas marked. På udfordringer og muligheder. For det andet vil hun gerne vise, at Kina ikke er ved at gå nedenom og hjem. For eksempel viste teprojektet sig som en succes, og Pia kunne senere finde teen på hylden i Magasin hjemme i Danmark. Hun synes, at det nogle gange kunne se ud i danske medier som om ’det hele går ad helvede til’ i Kina. En anderledes verden Kina har vist hende, hvordan verden hænger sammen. Når der sker noget i Kina, så går aktiekurserne enten op eller ned. Hun har lært, at kul ikke kun er ondt, at Kinas yngre generation, de såkaldte ”China millennials” svinger kreditkortet lystigt, og at kineserne erkender, at de ikke har et demokrati, men også at det heller ikke er nemt at styre et land med 1,4 milliarder indbyggere. Desuden har hun lært at dyrke Qi Gang – en sport der minder om slowmotion-kampsporten Tai Chi – og at kigge sig grundigt for, når hun skal over vejen. Kineserne kører over vejen, når det passer dem – også selvom der er rødt

højtstående medlem af kommunistpartiet i slutningen af 1980’erne. Bao Tong faldt i unåde, fordi han ikke ønskede at slå hårdt ned mod studenterdemonstrationerne på Den Himmelske Fredsplads i 1989. Han sidder nu i husarrest i en lejlighed i Beijing, hvor Philip Khokhar mødte den tidligere regeringsmand, der nu er ’blevet for gammel til ikke at sige sin mening’. »Man oplever ting herude, som man ikke kan læse sig til,« siger Philip Khokhar. På landet i Kina, i materialismens sprækker, hvor udviklingen kører i et tempo langt fra højhastighedstogenes, findes der for eksempel en anden virkelighed, der ikke når frem til mange danskeres nyhedsfeed. Her er enkelthed. Man har sin familie, sit levebrød og sin helt, Mao. I Maos hjemby Shaoshan er der opført en stor figur af Mao, som folk tilbeder. Det minder om, hvordan nordkoreanerne tilbeder deres ledere. »Det var en aha-oplevelse for mig at opleve dyrkelsen af Mao,« siger Philip Khokhar. Ikke et realityshow »Asien er ikke noget, der rydder forsider på samme måde som for eksempel Syrien gør. Flygtningestrømmen betyder, at det har en direkte indvirkning på Danmark. Så er der valgkampen i USA, der kører ligesom et realityshow. Man kan godt forsvinde i strømmen, hvis man ikke er oppe på mærkerne.« At være oppe på mærkerne kræver blandt andet, at man er klar til at imødekomme det uforudsigelige. Selvom Philip Khokhar er fastansat, er der ikke meget andet end lønnen, der ligger fast. Nogle uger arbejder Philip 30 timer, andre 100. Nogle dage skal han live i TV-Avisen, hvilket er klokken 4 om natten i Asien. Til gengæld rejser han til nye steder mindst en gang om måneden og får på den måde set store dele af Asien. Han får lov at møde mennesker, hvis liv er skrevet med andre skrifttegn end vores egne, at forstå det fremmede før os andre og invitere danskerne med på sine eventyr. »Man får nogle unikke oplevelser. Men man skal også arbejde for det,« siger Philip Khokhar.

– og at dytte er en folkesport. Hun har lært, at kineserne er mere end præstationsbesatte, enstrengede robotter: »Man skal ikke tro, at kineserne er sådan nogle, der går i takt.« I stedet mødes pensionisterne i parken om morgenen og laver morgengymnastik og danser, kineserne snakker over lange måltider og byens gader kan have en sydlandsk stemning om aftenen. »Jeg synes, jeg bliver klogere her i Kina end i Danmark. Alt herude er Guanxi,« forklarer Pia Elers. Ordet betyder netværk eller forbindelser. »Det er det vigtigste. Både i Kina og derhjemme.« Pia Elers drikker vin og udveksler visitkort eller bliver forbundet på den kinesiske chatapp, WeChat, til forskellige arrangementer, for eksempel i nordiske handelsorganisationer. Skal det gøres op i procenter, bruger Pia Elers – groft vurderet – 50 procent af sin tid på ”officielt journalistisk arbejde”. Resten bruger hun på at holde sig orienteret om begivenheder, der vedrører hendes målgruppe og så at pleje netværk. Det generer ikke Pia Elers, at hun skal bruge tid på at smalltalke. »Jeg synes, det er enormt spændende at møde nye mennesker.« Og mennesker er der jo nok af i Kina.

Regional-tv giver plads til en større kulturel fordybelse Det kræver stor kreativitet og fantasi at kunne lave regionaltv med en god kvalitet. Det kan Signe Ryge Petersen fra TV 2/ Fyn skrive under på, men det er en udfordring, som hun med glæde tager.

Af Lasse Witt lawit03@student.sdu.dk

om regional-tv bliver de otte TV 2regioner ofte begrænset af deres geografi til at kunne dække de største nyhedssager,

men det giver til gengæld frirum til at skabe anderledes tv med tid til fordybning. Signe Ryge Petersen blev landskendt i midten af 1990’erne, da hun var med til at starte TV2 Vejret som vært. Siden har det været de regionale tv-stationer med talrige af feature- og kulturindslag, som har præget hendes hverdag. Hun ved, hvad det vil sige at kunne lave tv på regionale præmisser: »Det er ikke så tit, at der er breaking news

Signe Ryge Petersen har med mere end 20 års erfaring på regional-tv et solidt kendskab til, hvordan det gode interview kan fremstå på tv, og det er et arbejde, som hun aldrig bliver træt af. Foto: Lasse Witt

på dagen her på TV2/Fyns redaktion, og det giver os en bedre mulighed for at planlægge og

respekt af journalisten.

forberede os på at lave et indslag end eksempelvis

»Det handler mere om, hvad der

på landsdækkende tv, og det er et kæmpe

interesserer kilden at få frem i selve

privilegium,« siger Signe Ryge Petersen.

interviewet, end hvad jeg selv lige går og

Efter en periode hos TV2 Vejret har hun haft mere end 10 års erfaring på den sjællandske

er interesserede i at blive interviewet, og kildenetværket hjælper hende i det daglige arbejde til at få inspiration til nye indslag.

interesserer mig for,« forklarer Signe Ryge

Regional-tv på nye platforme

Petersen og fortsætter:

Sidste år blev TV2/Fyn som den første

kanal TV Øst og siden 2007 produceret et hav af

»Kilden blomstrer meget mere og bliver

indslag for fynboerne. Alt sammen har det givet

mere frisat, synes jeg, når interviewet drejer

hende en stor viden om at kunne skabe et godt

sig om noget, som personen selv brænder for

interview.

og får lov til at formidle ud.«

Forberedelse altafgørende for et indslag

Kunsten at finde de gode interviews

“

regionalstation til en 24-timers kanal udover

Det handler mere om, hvad der interesserer kilden at få frem i selve interviewet, end hvad jeg selv lige går og interesserer mig for.

de faste programmer på TV 2, og også på de sociale medier bliver der satset mere og mere på at nå ud med nyheder og kulturelle indslag. De nye forandringer på de forskellige

Nogle dage bruger Signe Ryge Petersen på

De mange kulturelle interviews har givet

længere research, som gør, hun ikke producerer

Signe Ryge Petersen mulighed for at møde

et indslag til hver eneste dag, og det er en

og gå i dybden med kendte personligheder så

om, at tv-stationerne skal kunne levere en

situation, som hun sætter stor pris på.

som forfatterne Salman Rushdie og Carsten

god journalistisk drivkræft med interviews

Jensen og over til almindelige borgere, som

som det bærende element.

»Hvis jeg skal kunne forberede et interview med eksempelvis en forfatter, så kræver det

har en god historie at fortælle.

medieplatforme tager Signe Ryge Petersen med sindsro. Hun vil fortsat koncentrere sig

»Selvfølgelig skal vi som journalister

mere tid at få læst noget litteratur og bøger for

»Der er da selvfølgelig døde perioder,

være med de nye steder, men det er selve

at kunne være ordentligt klædt på,« siger Signe

hvor jeg tænker, at der bare intet sker her og

interviewet, hvor man skal sætte sig ind

Ryge Petersen.

nu, og hvor de gode historier er helt væk, men

i mødet med et andet menneske og så at

to dage efter kan det se helt anderledes ud,«

kunne gøre det interessant som et TV-

siger Signe Ryge Petersen.

indslag, der altid vil fange mig,« siger Signe

For at kunne lave et godt indslag, så pointerer hun, at det kræver en ordentlig forberedelse, og at folk føler, at de bliver taget seriøst og får

Hun får mange henvendelser fra folk, som

Ryge Petersen.

3 journalistiske ting, som du (måske) ikke vidste om Signe Ryge Petersen Trods mere end 20 år i mediebranchen er Signe Ryge Petersen ikke uddannet journalist. Hun har en cand. mag. i dansk og kulturformidling.

Før hun var 25 år, havde hun aldrig drømt om, at hun skulle komme til at lave TV.

Hun har skrevet speciale om kultur-tv, før hun blev tv-vært, der handlede om, hvorfor kultur-tv kan være så kedeligt.

En dag med Politiken-praktikan Der findes mange fordomme om, hvordan det er at være praktikant på et af landets største medier. Men hvordan er det egentli største magthavere? Det kender den 26-årige Mette Dalgaard svaret på.

Af Magnus Nielsen magni15@student.sdu.dk »Så røg Johanne. Og ind kom hende Pernille Skipper. Det bliver spændende at se, hvordan de klarer den,« siger en mand i shorts i køen til gæsteindgangen. På hver sin side af de tunge trædøre, som udgør hovedindgangen til Borgen, er Dannebrog hejst og vejer i vinden. Christiansborg tager sig godt ud i solen, og det er ikke svært at forestille sig, at inde bag de tunge døre bliver der taget beslutninger, som påvirker hele det danske kongerige. Det første, man møder, når man træder ind, er sikkerheden. »Skal du besøge en? Så skal du lige lige have et gæstekort, og så kommer hun ned og henter dig,« siger vagten til mig. Der går ikke mange minutter, før Mette kommer løbende ned af den berømte trappe, som har lagt trin til adskillige interviews og fotos gennem tiden. Hun har langt lyst hår, en dyb mørk vinrød skjorte og sorte bukser på. »Hej, er det Magnus?« spørger hun lettere forpustet, da hun kommer ned. »Har du spist? For det har jeg nemlig ikke, så jeg køber mig lige hurtigt noget frokost.«

Startede med Gyllegate

Kjer Hansen og Gyllegate startede. Det var ret

mulighed for at komme med egne forslag, og

Mette Dalgaard er 26 år og i gang med sine

vildt. Jeg anede intet om miljøpolitik, rand-

at cheferne lytter.

tre sidste måneder som journalistpraktikant

zoner, baseline og sådan noget, så der gik

» Min redaktør er til morgenmøde på selve

på Politiken. Hun er RUC’er. I første del af

meget tid i starten med at sidde på Google.

avisen hver morgen og kommer så tilbage og

hendes praktikperiode sad hun på Politikens

Men nu er jeg også blevet ret skarp på miljø-

fortæller, hvad vi skal have fokus på den dag.

økonomiredaktion.

og landbrugspolitik,« griner Mette.

Men han kommer mere med nogle rammer,

»Det var ikke en redaktion, jeg havde

De første tre måneder havde hun primært

og så kan man frit pitche idéer indenfor de

ønsket, og jeg var på forhånd lidt skræmt ved

vagter, hvor hun havde fokus på den politiske

rammer. Og så har vi et planlægningsmøde

tanken om økonomi i et halvt år, men det var

dækning til nettet, og sidst på dagen skrev

om mandagen, hvor man kan komme med

sindssygt fedt og lærerigt,« siger Mette med

hun en version til avisen. Men nu har hun

idéer til egne historier, lige så vel som man i

et smil, efter hun har købt en sandwich i kan-

flere vagter, hvor hun møder senere ind og

løbet af ugen kan lufte dem.«

tinen.

ikke er den, der skal rykke på det, der sker på

Hun leder mig sikkert rundt i gangene,

dagen.

men fortæller, at det til tider kan være rigtig

»De vagter er lidt anderledes end web-

svært at finde rundt. Men vejen til hendes

vagterne, fordi man på web skriver hele tiden.

egen gang, Ridebanen, den kender hun. Vi

Nu er der lidt længere tid til lige at få fulgt op

sætter os i køkkenet, som i dagens anled-

på nogle ting og sådan noget.«

“

ning er temmelig lummert, fordi solen står lige ind. Væggene er hvide. Der står fem små

Masser af plads til idéer

borde med to stole ved hvert, et køleskab, en

Ligesom mange andre havde Mette også hørt

opvaskemaskine, en mikroovn og et langt

fordommene om, at man på de store medier

køkkenbord, hvor der står tre kaffemaskiner,

kun fik lov til at hente kaffe og ikke lave det,

som man får indtrykket af nærmest kører i

man gerne ville. Hun oplevede dog hurtigt, at

døgndrift. I den tid det tager Mette at spise

det slet ikke var rigtigt.

sin sandwich, bliver der hentet adskillige nye kander kaffe.

“

Jeg havde også godt hørt de der rygter. Men det passer overhovedet ikke.

»Jeg kom på Borgen lige da alt det med Eva

»Jeg havde også godt hørt de der ryg-

Jeg kan huske, at vi skulle op og interviewe Esben Lunde om hans natursyn og sådan noget. Det var Rune, der ligesom styrede det, men da vi kom derop og sagde ’hej’ og alt det der, så sagde Rune lige pludselig ’ja, jeg har jo så også taget vores miljø- og naturekspert med’(...)

ter. Men det passer overhovedet ikke. Man er helt på linje med de andre journalister,

Hun kan dog godt ærgre sig lidt en gang

og man bliver overhovedet ikke set ned på.

imellem over, at der sjældent er mulighed

Selvfølgelig skal man lige bevise sit værd i

for at dykke ned i lidt længere projekter.

starten, og vise at de kan regne med en. Men

Men det er ikke, fordi praktikanter ikke får

ellers er man helt på linje og har også adgang

lov, men simpelthen fordi at redaktionen er

til kilder osv.«

så

Hun fortæller også, at man har rig

afhængig af dem. Men det har dog ikke

holdt Mette tilbage fra at pitche idéer til sin redaktør. »Jeg ville gerne lave noget med Esben Lunde de dage, han skulle præsentere sin naturpakke og havde noget på spil. Jeg fandt så ud af, at Rune Lykkeberg var kommet mig i forkøbet, men så blev jeg bare koblet med på det projekt, og vi sidder så og laver noget til Politikens PS-tillæg nu.« Som journalist på Borgen sidder man ikke med et bestemt stofområde, men Mette fik alligevel det råd at finde et område at dykke ned i. Og gerne et område, som var lidt anderledes end alle de andre. Og i forbindelse med hendes projekt med Rune Lykkeberg, så kom hendes viden om miljøpolitik hende også til gode. »Jeg kan huske, at vi skulle op og interviewe Esben Lunde om hans natursyn og sådan noget. Det var Rune, der ligesom styrede det, men da vi kom derop og sagde ’hej’ og alt det der, så sagde Rune lige pludselig ’ja, jeg har jo så også taget vores miljø- og naturekspert med’, og så tænkte jeg alligevel for mig selv, at ’ekspert, det er måske lige at stramme den lidt’,« griner Mette og siger, at godt nok ved hun, hvad randzoner og baseline er, men ekspert, det er hun altså bestemt ikke. »Men det gik rigtig godt, og jeg fik stillet

Foto: Magnus Nielsen

t i magtens centrum g at være i praktik hos Politiken? Og hvordan foregår dagligdagen som journalist, når man arbejder side om side med landets nogle kritiske spørgsmål til sidst, så alt var

tive ikke skal regne med at finde flertal hos

fint.”

rød blok i forhold til natur- og miljøpakken,

Mens hun sidder og spiser frokost, kom-

hvis regeringen ikke leverer på deres krav om

mer Mettes kollega Morten Skærbæk for

kvælstofreducerende tiltag. Radikale Venstre

anden gang ind og fylder kaffe på kanderne.

mener nemlig, at kravene er uambitiøse og er

”Nu siger du forhåbentlig, at du er på verdens

derfor kommet med deres egen pakke. Hun

bedste redaktion med nogle verdensklasse

skal nu op og høre, hvordan Socialdemokra-

journalister,” siger han til hende med et smil

tiet forholder sig til det. Hun fortæller, at det

på læben. ”Selvfølgelig. Og specielt dig jo

er svært at lave aftaler med politikerne, fordi

Morten, du sætter jo ligesom den tårnhøje

dagene så hurtigt kan ændre sig, så i dag går

standard for alle os andre,” griner Mette til-

hun bare forbi deres kontorer.

bage.

»Uh, nu er det spændende, om jeg kan huske,

“

hvor det er henne. Jeg er ikke altid lige god til

Hvis jeg sad alene, ville jeg nok bare begynde at snakke med mig selv

at komme rundt, for når man sidder på web, så er det nemmere lige at ringe derover, for ellers kan man nemt gå forgæves, og så spilder man rigtig meget tid,« fortæller Mette. Vi tager elevatoren op til 3. sal og går til

En levende redaktion

venstre. Så til venstre igen, ind gennem et

»Jeg skal lige ud og ryge en smøg, men vil du

rum, forbi de berømte rullende elevatorer,

ikke se kontoret først?«

som fragter politikerne op og ned, og så lidt

På Politikens Christiansborgredaktion er

til højre.

de otte, der sidder i to rum, som ligger lige

»Hmm, nu er jeg ikke helt sikker på, om vi

ved siden af hinanden. Seks fastansatte og to

skulle have været en etage ned,« siger Mette

praktikanter. Man har hvert sit skrivebord,

halvt til sig selv, indtil hun får øje på tidligere

man sidder ved.

skatteminister Benny Engelbrechts kontor.

»Man sidder rigtig tæt herinde. Og man

»Nå, men så er vi det rigtige sted.« Hun

sidder og snakker, folk ringer, og der kører

fører os videre ind af en dør, og ind på en lang

News i baggrunden, så man skal være ind-

gang, med en karakteristisk 70’er gul karry

stillet på, at der sker noget rundt om ørene.

farve på vægge og gulvtæppe.

Men det, synes jeg, er vildt fedt, for hvis der

»Her er det! Men han er der så ikke lige

sker noget, så er alle super optaget af det jo,

nu,« siger Mette, og stikker lige hovedet ind

og så kan man virkelig få diskuteret. Hvis jeg

i de omkringliggende kontorer. »Det kan

sad alene, ville jeg nok bare begynde at snakke

være, han er nede i salen.« Hun tager sin

med mig selv,« siger Mette og griner lidt.

telefon frem og prøver at ringe til ham. Tele-

På vej ud til rygeterrassen går man forbi

fonsvarer. »Nå, men så må vi ned og prøve

Alternativets kontorer. Freds- og forsvars-

Lisbeth Bech Poulsen.« Tilbage igen gennem

ordfører René Gade bærer stolt rundt på et

de mange rum, forbi elevatorerne, en enkelt

limegrønt Å, og ligner en som ikke helt har

sal ned af trapperne og lidt rundt igen. »Jeg

lyst til at give slip på det. Fra rygeterrassen

havde faktisk kontor lige derinde, da jeg var

har man udsigt ud over den gamle Ridebane

kommunikations-praktikant for SF,« siger

på Christiansborg. Solen står stadigvæk højt

Mette pludselig og peger på en lukket dør.

på himlen, og folk har smidt jakkerne og står

»Der sad jeg sammen med en anden ansat og

i T-shirts og skjorter. Hun fortæller, at hun

så Pernille Vigsø Bagge, der sad i Folketinget

nogle gange godt kan savne det sociale, som

for SF på det tidspunkt. Det var også rigtig

der var mere af, da hun sad inde på Rådhus-

hyggeligt!« Vi går lidt videre. Lidt til højre,

pladsen, hvor Politiken holder til.

lidt til venstre.

»Man er ikke altid med til de der

Inde på et kontor kan man lige skimte et

spontane fredagsøl længere,« siger hun,

par plakater med Pia Olsen Dyhrs ansigt. Der

mens hun pulser lidt på smøgen. Hun skyn-

ligger også et par SF-flyers og foldere. Efter

der sig dog at tilføje »men selvom mange af

lidt tid rundt mellem SF’s kontorer finder hun

drengene er lidt ældre og har fået børn, så får

“

vi da en lille skrivebordsøl en gang imellem efter arbejde. De er trods alt så unge, at de stadigvæk godt kan drikke,« griner hun. På besøg hos politikerne Da Mette har røget færdig, er det tid til lige at færdiggøre de sidste spørgsmål, og så går turen mod Socialdemokraternes kontorer, nærmere bestemt Simon Kollerups. Radikale Venstre har sagt til Mette, at De Konserva-

Det er da fedt at møde på arbejde her hver dag og være med, hvor det sker. Det er jo virkelig herinde, at man kan være med til at gøre en forskel og ændre på ting. Det er jo virkelig her, det sker!

Foto: Magnus Nielsen

endelig skiltet med Lisbeth Bech Poulsens

»Det er da fedt at møde på arbejde her

navn på. Men heller ikke denne gang er der

hver dag og være med, hvor det sker. Det er

bid. »Nå, men så må vi tilbage på kontoret, og

jo virkelig herinde, at man kan være med til

så ringer vi bare derfra.«

at gøre en forskel og ændre på ting. Det er jo virkelig her, det sker!« Hun håber da også på,

Mulighed for at gøre en forskel

at hun kan få et job på Christiansborg, når

Tilbage på kontoret skal Mette nu til at kime

hun er færdig. Dog er der lige et speciale, der

politikerne ned. Hun skal også lige nå at

skal skrives. Men det er langt fra sikkert, at

transskribere interviewet med Esben Lunde.

det bliver i Danmark.

Det skal nemlig med i PS-tillægget søndag, og

»Jeg har en aftale med en veninde om, at

så kan hun forhåbentlig holde fri kl.18. »Hov,

vi skal til New York og skrive speciale. Hun

skulle du lige have et billede inden du gik.«

sidder ovre på Information nu, og vi har sagt,

kommer hun i tanke om, og skynder sig at

at hvis en af os skulle være så heldig at få et

rydde tomme flasker og skrald væk fra skrive-

job, så er det okay, at man springer fra, og så

bordet. Så sætter hun sig parat. »Uh, jeg er

skriver vi det herhjemme.«

altid så akavet med sådan noget her.«

Mette har fulgt mig ned til den berømte

Livet som praktikant på Borgen er til tider

trappe, hvor dagen startede. Jeg tager af-

rigtig hektisk. Men Mette synes, at det er fedt

sked med hende, og bevæger mig ud i solen

at være med lige midt i magtens centrum. Her

igen med en snert af misundelse over, at det

har hun mulighed for at konfrontere

ikke er mig, der har mit eget skrivebord på

poli-

tikerne med det, de gør hver dag. Og så får man benhård træning i de journalistiske discipliner, som den hurtige nyhed, det kritiske interview eller kildekritik. Og selvom man ikke synes, at ministerrokader er det fedeste i verden, så får man stadigvæk masser ud af at være i praktik på Borgen, fordi man lærer at komme med nye perspektiver på de gode politiske historier.

Christiansborg.

Befrielsen af pressen 5. maj fejrer Danmark befrielsen. Det er nu 71 år siden, at Danmark blev fri for den tyske besættelse, men den 5. maj markerer også noget andet: Den ucensurerede presses genkomst.

opfattes som værende anti-tysk propaganda,

sion til at gælde sommerhalvåret, men også

et anstrengt forhold til evnesvage, en kom-

kunne værnemagten også kræve fjernelse af

en fejring af, at pressen fik deres redaktio-

mende statsministers skatteforhold, eller en

redaktører, som det f.eks. skete for Socialde-

nelle rettigheder tilbage. Samtidig er det også

venstreformands undertøj. Derfor skal vi som

mokratens redaktør H.P. Sørensen i 1941.

en påmindelse om, at selv hvis der stadigvæk

kommende journalister glæde os over, at vi

Historien om pressecensuren er vigtig, da den

eksisterede statslig kontrolleret censur, havde

kan skrive, hvad vi vil, så længe det er sandt,

cementerer det faktum, at sandheden altid vil

vi stadigvæk hørt om en socialminister med

for der er ikke noget alternativ.

ud. Underlægges pressen censur, bliver alverdens skribenter blot dygtigere til at skrive mellem linjerne, eller befolkningen finder alternative nyhedskilder. Da den danske presses troværdighed faldt grundet censuren, lyttede befolkningen i stedet til BBC eller svensk ra-

Af Yngve Alexander Saxil Andersen ynand15@student.sdu.dk

dio. De læste hellere det illegale blad De Frie Danske end deres sædvanlige avis. Alt sammen et udtryk for, at den ucensurerede presse er den mest attraktive presse.

a det tredje riges tropper rullede ind

Fortællingen om pressecensuren tjener

over den danske grænse den 9. april

som et vigtigt pejlemærke for den danske

1940, var det ikke blot den danske

presse. Går man på kompromis med sand-

suverænitet, der led et knæk. Allerede fra

heden, kompromitterer man ikke blot sit eget

starten af besættelsen blev de danske medier

livsgrundlag som virksomhed, da læserne

pålagt censur.

forsvinder, men man forskubbes også til ir-

Den danske pressecensur blev foretaget af Udenrigsministeriets Pressebureau. Denne

relevans, da der altid står andre klar og parate til at oplyse.

ordning var oprettet for at undgå tysk ind-

En anden vigtig ting, som censuren af

griben i den danske presse, således at pressen

pressen viste for 76 år siden, var, at tiden

fik lov til at fortsætte frit under tyske regler og

for statslig pressecensur var ovre. Det

censur… Paradoksalt, kan man kalde det eller

lykkedes ikke for værnemagten at eliminere

et nødvendigt onde.

den frie presse. De kunne lukke munden på

Pressebureauets beføjelser var blandt andet, at de kunne forbyde enhver omtale af

mainstreampressen, men ikke alle alternativerne.

en konkret begivenhed. Derudover stod de

Når det ikke var muligt at censurere

også for en forhåndscensur af alle informa-

pressen, mens kun radio og papiravisen

tioner fra de udenlandske presseagenturer,

eksisterede, kan det antages, at det er så godt

inden disse nåede frem til de danske redak-

som umuligt for staten at censurere pressen i

tører.

dag, da vi har endnu flere medieplatforme.

Mens censuren betød, at den danske

Så fejringen af befrielsen er ikke kun en

presse ikke måtte skrive, hvad der kunne

fejring af, at vi fik begrænset den tyske inva-

Illustration: Ditte-Marie Bindesbøll Schov

En mand og hans borg I 1992 blev Svend Auken væltet af sine partifæller. Et øjeblik, der står klar i erin-

dan det her system er bygget op.«

værre er fyldt med mennesker, og vi bevæger

dringen for politisk journalist Jesper Balslev. Oplevelsen af at befinde sig så tæt

Jesper Balslev nævner flere gange, hvor af-

os i stedet op ad trappen til Vandrehallen. At

på magtens centrum og at følge de dynamikker, afgørende beslutninger og det

gørende det er at være kritisk som politisk

Jesper Balslev har beskæftiget sig med politik

politiske spil, der er hverdagen på Christiansborg, har fået Jesper Balslev til at

journalist.

kommer også tydeligt til udtryk under vores

blive på Borgen igennem 26 år.

»Man bliver jo også brugt. I politik sender

samtale, hvor hans svar oftest indeholder en

er at befinde sig helt tæt på magten.»Bare

man nogle signaler, om at være first-mover,

politisk reference eller to. Som i 1992 da So-

det at være deroppe og mærke den der magt,

når politikerne forhandler. Og her Tweeter

cialdemokratiet væltede deres formand Sven

det synes jeg var enormt spændende. At følge

eller Facebooker politikerne. Her skal man al-

Auken, og de forskellige fløje forsøgte at bru-

magten og prøve at beskrive den.«

tid tænke, hvem afsenderen er og tjekke med

ge medierne til at få snavs frem om den anden

At beskrive magten har han gjort lige

en anden kilde for at se, om det holder vand.

fløj. Et eksempel på, hvordan politikerne hele

siden. Et arbejde, der kræver sin journal-

Og det er ikke bare fordi, den pågældende vil

tiden forsøger at præge dagsordenen i

jmoel15@student.sdu.dk

ist. Jesper forklarer, man skal værehurtig og

først frem.«

diebilledet.

skal man være tillidsfuld.

Af Josephine Nue

spændingen og fascinationen ved det politiske spil er under et

Dagsordenen på borgen har ændret sig

kunne overvåge det politiske, men mest af alt

ørste gang Jesper Balslev oplever Land-

sråd i Aalborg. Han er netop begyndt som politisk journalist og oplever, hvordan det

»Hvis de kilder, du taler med, ikke har tillid til dig, så har du ikke nogen fremtid som

me-

Dem der sætter dagsordenen

gennem tiden. Og især hvordan politikerne

Der er ingen tvivl om, at Jesper Balslev har

sætter dagsordenen. At være journalist på

være tæt på det politiske spil de sidste 26 år.

Borgen har ændret sig meget gennem de 26

politisk reporter. For det bygger så meget på

Mens vi bevæger os rundt på Borgen for

år, som Jesper Balslev har tilbragt på gangene

en respekt for hinandens roller, og måske lidt

at finde et lokale, der er frit, hilser flere på

på det gamle slot. Både på grund af skiftende

højstemt en respekt for demokratiet, og hvor-

ham. Jesper foreslår Snapstinget, der des-

regeringer; men også på grund af den tekno

logiske udvikling.

ternt som journalist passe dit arbejde.«

erne, regeringen og hvad der er på dagsor-

om det er en nyhed. For vi skal ikke holde med

»Under Nyrup sad man om det runde

Han uddyber og forklarer, at der både

denen. Derfor er det også en stor del af arbej-

henholdsvis de Blå eller Røde og deres tænket-

bord. Fogh ville skabe en afstand mellem ham

er fordele og ulemper ved, at politiske

det, at tale med politikere ”uden for blokken”,

anke. For der er mange, der har en interesse i,

og journalisterne og fik lavet en pult, han stod

journalister har kontorer på Borgen. Han

forklarer Jesper Balslev. Samtaler der ikke

at nyhederne bliver præget i en retning.« Der-

ved. Det giver mening, for vi har forskellige

fortæller, at med politisk journalistik er tid al-

er til citat, men som giver en forståelse for,

for er en af Jesper Balslevs kerneværdier også

roller. Fogh brugte sammen med Michael

tid en afgørende faktor, og derfor er det prak-

hvordan den politiske kalender ser ud.

objektivitet.

Kristiansen, sin daværende spin-doktor da-

tisk, at journalisterne hurtigt kan

komme

»Hvert udspil skal have sin tid, og alt er

»Jeg synes, at man skal anses som uafhæn-

gene op til tirsdagens pressemøde. Han blev

i kontakt med kilderne. Men en ulempe er, at

planlagt, med hvornår det breakes. Der er

gig og ikke-farvet. Der må aldrig være noget,

brugt til at scanne medierne og beslutte hvil-

nogen journalister ikke kan styre den tætte

nogle tidspunkter, der er bedre til dårlige ny-

der skygger for at jeg er professionel journalist.

ke holdninger, han havde til alt - og så sætte

kontakt, og at nogen politikere har følt sig for-

heder end andre.«

Meget opstemt sagt, er det jagten efter sand-

dagsordenen og lave en fast ramme for mø-

fulgt af journalister. Det kan være et problem,

Jesper Balslev fortæller, at politikerne

det. Ellers var han svær at komme i kontakt

fortæller Jesper Balslev, da det kan betyde, at

ikke blot planlægger deres forhandlinger, ud

med.«

journalister bliver fjernet fra Borgen. Jesper

fra hvornår det passer ind i kalenderen. Det

Men også andre politikere har sikret sig,

Balslev forklarer også, at nogle journalister

er lige så afgørende, at hvert udspil og hver

at det var dem, der satte dagsordenen. Eks-

frygter, at forholdene på borgen bliver ind-

forhandling får sin tid i medierne. Breaking

empelvis Margrethe Vestager og hendes brug

spiste og kildekritikken falder, og det kan

af dårlige nyheder er ofte planlagt ud fra, at

af Twitter. En tendens Jesper Balslev har en

have konsekvenser for historierne.

store historier fylder i medierne. Derfor be-

vis skepsis overfor, da det fratager journaliste-

»Da den nye forsvarsminister Peter

nytter partierne presseansvarlige til at sikre

rne muligheden for at være kritiske og sætte

Christensen skulle offentliggøres, hører jeg

sig, at hvert udspil, pressemeddelelser og

spørgsmålstegn ved, hvad politikerne siger.

DR sige et forkert navn. Der vidste jeg, at det

udtalelser udkommer på det bedst tænkelige

ikke passede, og der er man meget afhængig

tidspunkt.

Det afgørende øjeblik

af, at man skal vurdere sine kilder. Man skal

»Det er en spændende diskussion. Det

Jesper fortæller gennem hele interviewet

være meget kilde kritisk, og ikke gå ud med en

kan være et demokratisk problem i dag, at

meget om den kritiske sans og magten, derfor

historie med mindre man er 110 % sikker.«

vi er færre journalister, der skal holde den

passer lokalet vi ender med at sætte os i også

Det er det, der er så farligt ved at være tæt

udøvende magt i ave. Samtidig med at magth-

til interviewets stemning. Vi sætter os i Grun-

på kilderne, forklarer han. Man kan komme

averne ansætter journalister til at hjælpe til,

dlovsværelset. Et storslået værelse med høje

til at skade sig selv, sit medie eller give be-

hvordan partier, NGO’er og firmaer ser ud.

paneler, gråblå vægge og borde stillet op i en

folkningen forkerte oplysninger. Og det er på

Og forholdet mellem journalister og magtha-

firkant. Et bemærkelsesværdigt værelse taget

trods af, at kildernes ord har været korrekte

vere bliver skævvredet. Der er for mange på

Jesper Balslevs profession og interviewets

på det pågældende tidspunkt.

den anden side til at fremstille virkeligheden

emne i betragtning. Et værelse, der har været

Det var tilfældet, da Lars Løkke ikke gik

forudsætningsskabende for denne samtale og

af. Flere medier breakede, at han ville, hvore-

det arbejde, Jesper Balslev har haft igennem

fter han forblev som formand.

presserådgivere og undersøgelser, der under-

26 år.

støtter egne meninger og holdninger er noget,

Du skal finde din rolle, og du skal være

man som journalist skal være specielt kritisk

da Sven Auken blev væltet. Jeg var selv i Vejle

kritisk

overfor.

i idrætshallen, da det skete. Socialdemokratiet

Hverdagen på Borgen er præget af politik-

»Noget, der virkelig har sat sig, er i 1992,

så pænt som muligt for deres arbejdsgivere.« Og Jesper Balslev fortæller, det at bruge

heden, der er det vigtigste.« Og uden objektiviteten holder man ikke længe på Borgen, mener Jesper Balslev: »Hvis de oplever, at du er sendt i byen for

FAKTA Jesper Balslev blev færdig som journalist i 1978 fra DMJX. Efter nogle år hos TEK, Forbrugerrådet og som presseansvarlig for DBU endte han hos Ritzaus Bureau som almen rapporter. Den 1. november 1990 skiftede han fra erhvervsrapporter på Ritzau til politisk journalist for bureauet og har været det lige siden.

»Man skal beholde sin kritiske sans og se,

væltede selv deres formand for at få magten. Auken træder ind, og der sidder hele LO’s bestyrelse og alle de faglige folk, der førte kniven, det var som om de havde vinduesviskere på. De så ikke på Auken, kun Heidi Hansen værdigede ham et blik og nikkede til ham.« Det spændende og fascinerende ved at arbejde med politik er ifølge Jesper Balslev den konstante kamp om magten. Ikke blot mellem Rød og Blå blok, men også indbyrdes i partiet, som i 1992 da Socialdemokratiet væltede deres egen formand. Men samtidig er det også beslutningsprocessen. At være tæt på, hvor beslutningerne tages. De beslutninger, som har betydning for hele landet. I den forbindelse er det afgørende med gode kilder.

“

Hvert udspil skal have sin tid, og alt er planlagt, med hvornår det breakes. Der er nogle tidspunkter, der er bedre til dårlige nyheder end andre.(...)

Jesper fortæller om sit forhold til kilder: »Jeg ville ikke blive personlige venner med politikere. Jeg skal kunne stille

kri-

tiske spørgsmål. Der er en bro, man ikke skal krydse, og er du for tæt på, kan du ikke nøg-

Foto: FraserElliot, Flickr

En fyraftensbajer med Thomas Skov Gaardsvig »Det var godt vinklet,« siger Thomas Skov Gaardsvig sarkastisk, da vi har drukket vores fyraftensbajer, og interviewet er slut. Og ganske rigtigt, interviewet havde ingen vinkel, for hvordan sætter man en vinkel på en mand der i den grad stikker i alle retninger? Thomas Skov Gaardsvig er ambassadør for det skæve, som vi hylder her på Bixen. Derfor drak vi en fyraftensbajer med ham.

af at tage mig selv med ind i det. Så grænsen går et eller andet sted ved privatøkonomi og seksuelle forhold.« M: »Normalt bliver man klogere med alderen, men det er måske omvendt med dig?« T: »Jeg brugte mig selv i programmerne Live fra tarmen og Smerteeksperimentet, og jeg lærte faktisk noget om livet. Da min kone Emilie skulle føde sidste år, kunne jeg bruge noget af det, jeg havde oplevet og lært. Så det med selv at blive klogere og gøre andre klogere ved at bruge sig selv. Så jeg prøver at finde ud af, om der er en mening med det, jeg laver. Min grænse går et sted, hvor det ikke giver mening. Jeg vil aldrig knalde på tv, hvis det ikke gav mening.« M: »Du havde et skilt med ind til Vild Med Dans. Vil du kunne tage på kanotur med Lisa Lents i dag?«

Af Christoffer Skødt Mortensen og Morten Beese Nielsen cmort15@student.sdu.dk morni15@student.sdu.dk

”Vinstue 90 – Velskænket fadøl”. Ordene fylder selvsikkert barens store vinduesparti med hvide bogstaver her på Frederiksberg. Vinduerne er belagt med sort maling, så uvedkommende ikke kan se, hvem der sidder og drikker øl i baren her til fyraften. Vi har lige sat os ved det brune bodegabord med tvværten, Thomas Skov Gaardsvig. Inden længe står vores bartender ved bordet og spørger, om vi har besluttet os for en øl. Ingen af os kommer med et resolut svar, og bartenderen mærker, at vi ikke interesserer os for øl ud over den sædvanlige Carlsberg. »Kender i Ale no.16? Vi har en øl, der hedder ’Den Gyldne Hest’. Den minder lidt om den, den er bare lidt sødere.« Vi er forvirrede. Ingen af os kender øllen, så vi tager den. Bartenderen kommer herefter med tre små, buttede ølglas, som vi alle fylder til randen. Øllen er gylden og sødmen fylder mundvigen, men der er ingen bitterhed. Det viser sig, at vi drikker en juleøl her midt i april. Vi googler og lærer, at ”øllen er tilsat portvin, den er spændende og rund, men sød. Den har ingen bitterhed, hvilket kandiderer den til en rigtig dameøl.” Vi har alle siddet og rost den, så det må jo betyde, at vi er til dameøl. Men vi bliver enige om, at den passer godt til interviewet, for vi har at gøre med Thomas Skov Gaardsvig. En mand der har været rundt om det hele. Fra at være gravid til at have et kamera oppe i tarmen.

T: »(Trækker på det) Ja, det tror jeg godt. Jeg tror ikke, at hun er sur mere.« C: »Men var hun sur dengang?« T: »Ja, jeg tror, de var lidt sure. Allesammen var lidt sure. Især dem fra TV2. Fordi de tager det program så højtideligt, og det gør de stadig.«

M: »Så du fik lavet en rigtig afblegning?« T: »Jeg gik rundt i tre måneder og lignede pis, for at være klar i mælet. Men man må gøre, hvad det kræver. Jeg satte mig på et tidspunkt bag ved min ven ude på DR, og han kunne slet ikke genkende mig. Jeg blev nødt til at prikke ham på skulderen og sige: ”Det er mig, Thomas!”. Men TV2 opdagede det. Jeg var ellers blevet akkrediteret som P1journalist og fået falsk ID. Jeg kommer ind, og det er først, da jeg finder den fjernstyrede bil frem, at publikumsopvarmeren ser, hvad jeg har gang i. Han kan på en eller anden måde genkende mig. Så kigger han på mig og siger: ”Hvis du gør det der igen, så slår jeg dig ihjel”.« C: »Hvem drak du din sidste fyraftensøl med?« T: »Det var med en journalistven, som har valgt en anden vej. Han er, hvad jeg vil kalde en rigtig ”journalist” i DR-nyheder, og er en af dem, der tager de mere alvorlige emner. Jeg tror faktisk, det var her på Vinstue 90 i de røgfyldte lokaler.« M: »Tror du selv, at du tager den mere seriøse vej, som du kalder en rigtig journalist på et tidspunkt?«

T: »Altså bare at det var i TV2 nyhederne dagen efter. Jeg syntes, det var meget voldsomt, men det viser også, hvor lidt der sker i det program, når der ikke skal mere til end et lille skilt, før det hele ramler.

T: »Nej, det tror jeg ikke. Man kan godt have seriøsiteten med i det, jeg laver også. Jeg tror ikke, at jeg kommer til at lave nyheder på den måde. Det interesserer mig ikke, og der er mange, som er dygtigere til det end mig. Så bliver det sport, tror jeg.«

T: »Jeg har faktisk lige genset klippet i dag, og jeg er stadig glad for det.«

M: »Hvad skal der til for at komme på DR’s Hall of Fame væg?«

M: »Var der en dybere mening med teksten?«

T: »Det ved jeg ikke. Jeg tror bare, det er at gå all in og vise, at man er firmaets mand.«

M: »Hvad var de voldsomste reaktioner på det stunt?«

M: »Hvor går dine grænser?«

T: »Overhovedet ikke. Anders Lund Madsen spurgte om, vi ikke kunne smide glaskugler på gulvet. Og der blev jeg nødt til at sige ”Ahh, er det ikke lige voldsomt nok?”. Så blev vi enige om, at det bare skulle være et skilt. Vi vidste godt, det skulle være Lisa Lents, for det var et sjovt navn og en sjov karakter. Men det var først, da trykkeren fra DR sagde: ”Hvad skal der stå på den anden side?” at jeg sagde: ”du gør mig våd”. Så det var helt tilfældigt. For ”Juuhuu Lisa Lents” var bare sødt.

T: »Jeg tror, den rykker sig hele tiden. Hvis du havde spurgt for fem år siden, om jeg skulle have et kamera ind i mavesækken i fjernsynet, så havde jeg hundrede procent sagt nej. Men så blev det præsenteret som en god idé, og jeg synes, det er fedt at bruge sig selv. Enhver kan stille sig op i fjernsynet, læse noget op, som andre har skrevet, og smile på de rigtige tidspunkter. Jeg er meget fascineret

Jeg blev jo sat bag dommerne, fordi de syntes, det var sødt, at jeg havde et skilt med. Året efter prøvede jeg at komme derind med en fjernstyret bil med et skilt, hvor der stod ”Juuhuu TV2”, og på den anden side skrev jeg ”Stiv Puk”. Vi arbejdede meget med Puk Elgaard dengang. Men jeg blev opdaget, inden jeg kom ind i studiet. Jeg havde ellers afbleget hår og øjenbryn.«

M: »Kunne man forestille sig et program, hvor du kom tilbage til Bone´s?« T: »Det er slet ikke utænkeligt. For i virkeligheden var jeg den samme, da jeg stod bag pulten i Bone’s. Nu er det bare et andet publikum.« T: »Hvis vi lige skulle vende tilbage til Wikipedia–siden. Hvad står der egentligt?« C: »Der står ikke så meget. Der står lidt om din karriere. Der står ikke noget om Bone´s.« T: »Nej, der skal nok også stå lidt om DR3, og at jeg har været med til at starte ungdomskanalen på DR. Mandefødslen skal nævnes, fordi det er noget af det, jeg er gladest for, hvis jeg ser tilbage. Det var så bemærkelsesværdigt. Efterfølgende har jeg været i Tokyo og Barcelona for at fortælle om at vise mandefødslen for et udenlandspublikum, fordi de var interesserede i at lave det selv. Det er jeg ret stolt af.« M: »Var du reelt toptrimmet på 12 uger, eller hvor photoshoppet var det billede?« T: »Der var ikke photoshoppet med motivet, men der var da sikkert gjort noget med farverne, og der var selvbruner. Jeg måtte heller ikke spise salt i en hel uge, og så skulle jeg tage et whiskeyshot, fordi det gør et eller andet med musklerne. Det var forfærdeligt. Jeg var sur i de tre måneder, jeg skulle gøre det, så det var slet ikke det værd. Det var Joakim (Ingvardsen, red.), der var forsøgskanin, og som skulle have været på forsiden. Han skulle bruge en træningskammerat. Men han kunne slet ikke lade være med at spise sovs i de tre måneder. Så det blev mig af lidt omveje, for Emil Thorup sælger ikke bøger, og Esben Pretzmann så for mærkelig ud.« M: »Ja, Pretzmann lignede en tynd ”The Thing” fra Fantastic 4.« T: »Ha! Ja, det er ikke engang løgn. Men jeg har nærmest ikke været i et træningscenter siden. Det var ikke det værd for mig. Nu har jeg fået et barn, så det har stået sløjt til med at få pulsen op. Sidste gang jeg fik pulsen op, var da hun faldt ned af sofaen.« M: »Er du på vej mod en dadbod?«

Glasset er nu halvt fyldt Skummet har lagt sig i øllen, og de sitrende bobler i glasset bruser, men i et mere stille og roligt tempo. Det samme gør stemningen her på Vinstue 90.

T: »Ja, jeg var meget glad for, at det kom på mode. Jeg er nok på vej til en dadbod.«

C: »Din Wikipedia–side er meget kort. Hvis du selv skulle ændre på den, hvad ville du så skrive om dig selv?«

T: »Hvad har I hørt?«

T: »Så vil jeg nok skrive noget om den tid, hvor jeg arbejdede på Bone´s. Det syntes jeg overhovedet ikke bliver berørt.«

T: »Nej, jeg kan lige akkurat udfylde min selvangivelse. Jeg ville simpelthen være bange for at blive opdaget. Moralen er flosset, så jeg har lyst til det, men er simpelthen for bange for at blive opdaget.«

M: »Har tiden på Bone´s været med til at forme dig som menneske?« T: »Det var i hvert fald sjovt. Og jeg tror, jeg fandt ud af, at det kunne være sjovt at gå på arbejde.«

C: »Der har jo lige været den her store sag med Panama Papers.«

C: »Vil dit navn dukke op i den sag?«

M: »Er det ikke meget ujysk? Eller er det måske meget jysk?«

LIXEN

Foto: Christoffer Skødt Mortensen

T: »Det ujyske er at have pengene helt over i Panama. Det er jysk at have dem hjemme i madrassen. Der er mange sorte penge, hvor jeg kommer fra, men de bliver ikke sendt til Panama.« M: »Du nævner Anders Agger som dit forbillede i Information. Vi har svært ved at se, Anders Agger stikke et kamera ind i kroppen. Er du bange for ikke at blive taget seriøst, hvis du en dag skulle gå i hans fodspor?« T: »Det kunne man måske godt frygte, hvis det var lige nu. Men jeg tror, at hvis jeg langsomt bevæger mig derover af, så skal det nok gå. Jeg er fascineret af hans ro. Der er mange, der har travlt med at stille spørgsmålene og blive hørt. Han stiller bare spørgsmål og taler om alt muligt. Han er Søren Ryge bare up to date. Jeg ser meget op til ham.« De sidste dråber Øllen er ved at være tom, og interviewet er røget af sporet. Thomas Skov Gaardsvig drikker heldigvis øllen i samme tempo, som vi andre gør, og han er med på, at spørgsmålene bliver mere og mere åndssvage. C: »Har du nogensinde været på Tinder?« T: »Jeg har været på Emil Thorups Tinder for at prøve, fordi jeg er fascineret af det. Jeg har aldrig brugt det selv. Jeg kunne godt have ønsket mig at prøve det.« C: »Men det er godt, for du får muligheden nu. Hvis du skulle swipe, hvem ville du så rykke til højre og venstre?: Først Grev Ingolf.«

T: »Det er sjovt, I nævner ham, for vi skulle skaffe noget kongeligt hår til et program. Vi blev enige om Grev Ingolf, og jeg slog hans kone Sussi op på Krak. Det fik vi en høflig afvisning på. Han skulle swipes til højre, bare for at jeg kunne få en lok af hans hår. Jeg ville dog sørge for ikke at sige noget, han kunne smile af – han skulle være sur.« C: »Ja, så han ikke viser sine tænder! Så er der Tove Fergo?« T: »Uha, det er længe siden. Lever hun stadig?« M: »Det ved jeg ikke. Det var bare en af de første kvinder, der faldt mig ind.« Thomas googler hende. T: »Hun er død, står der. Af aggressiv kræft. Alene af den grund må jeg swipe til venstre.« C: »Frederik Fetterline?« T: »Ham har jeg mødt et par gange. Der er gang i ham, men jeg tror ikke, man kan lave en aftale. Hvis vi aftalte klokken 17.30 ville han komme danderende klokken 20.30. Det ville blive en meget sen nat, og jeg ved godt, hvem der skal betale.« C: »Så er der Linse Kessler?« T: »Hvis der aldrig var nogen der fik det at vide, så ryger hun til højre.« C: »Den sidste er Lukas Graham?«

T: »Helt sikkert til højre. Jeg samlede på autografer som barn, og i Herning var der kun Bjarne Riis. En dag så jeg i et blad, at de oplyste adressen for fans, der ville i kontakt med Krummerne. Der spurgte jeg efter Grunks adresse, og jeg sendte et brev, hvor jeg spurgte, om jeg kunne få hans autograf. Jeg fik et nydeligt brev tilbage med hans autograf, og at han havde fødselsdag den 8. oktober, og jeg måtte gerne komme. Det var stort af ham. Jeg tvivler på, han ville gøre det samme i dag! Jeg har stadig hans autograf derhjemme, så den må være en masse penge værd i dag.« C: »Du jagtede autografer som barn. Hvilken autograf ville du søge i dag?« T: »Selfien er jo blevet den nye autograf, og jeg ville gerne have en selfie med den siddende præsident i USA. Der er dog én ting jeg fortryder, når det kommer til selfies. Jeg er stor fan af Ricky Gervais, og jeg så, at han skulle optræde i New York, hvilket var en god anledning til at komme derover. Den aften vi skulle se ham optræde, sidder vi i Central Park og kigger på mennesker. Pludselig kommer Ricky Gervais gående. Jeg går op til ham – helt star strucked og med rystende hånd – og siger, jeg er kæmpe fan, og det er på grund af ham, jeg er herover. Han er sød og flink, og vi taler lidt. Jeg siger tak, og går tilbage til bænken. Siden den dag har jeg fortrudt, at jeg ikke fik den selfie. Hvis du ikke har et billede, så er det ikke sket.« M: »Vi googlede jo ’Thomas Skov nøgen’, og havde ikke regnet med at finde noget. Der dukkede dog billeder op fra Kolding Croquis klub. Hvor meget mening gav det for dig at

stå nøgen i Kolding Croquis Klub?« T: »Jeg tror, man kan tegne en graf, der vise hvor nøgen man er i sin karriere. I starten er man meget nøgen, og nu her seks år efter jeg startede, skal der meget til. Og så havde jeg en idé om, at sådan et croquis-hold var med kvinder, der var oppe i årene, og det ville ikke røre mig så meget, hvis der sad sådan nogle på min mormors alder, men det var helt unge piger alle sammen. Det var frygteligt. Frygteligt.« C: »Passer det, at du var med i et blokfløjteband, der hed Tupperware Giggolos?« T: »Ja, vi spillede til nogle gymnasiefester, men vi havde ikke så mange numre. Kasper på vaskebræt og Christian på jødeharpe. Musikken lå i mange år på www.band.dk, men nu er det vist blevet lukket. Min datter skal lære at spille blokfløjte. Jeg kunne selv spille med næsen – det var hittet!« Øllen er drukket, og underforstået er interviewet slut. Det var hyggelige 45 minutter i selskab med Thomas Skov.

Brikkerne i det politiske puslespil mangler Den politiske journalistik er ikke dækkende. Journalister gengiver sjældent hele beslutningsprocessen. I værste fald vil opbakningen til samfundet krakelere.

Af Matthias Grandjean grandjeanmatthias@gmail.com

lere af mine venner slængede sig på sofaen i stedet for at sætte et kryds, sidst danskerne skulle stemme.

Det er dog ikke, fordi de er ligeglade med

verdens gang. De diskuterer de udfordringer, vores samfund går i møde, og de har holdninger til mangt og meget – nogle handler endda fuldstændig økologisk på et SU-budget. Men de stemmer ikke. De har mistet til-

liden til politikerne. De synes, at politikerne

passer lige så godt på nyhedskriterierne som

fremme den offentlige opinionsdannelse ved

spiller hasard med vores samfund, og de har

de negative. Måske noget helt tredje.

blandt andet at være fora for debat. Også når

efterhånden mistet troen på, at vi nogensinde kan vende udviklingen.

No matter what. Der er forskel på den

det handler om vejen til en beslutning.

politiske løsning, det politiske spil og den

De har mistet tilliden til politikerne. Og

politiske beslutningsproces. Og forbindelsen

Kunne det være, at vi studerende, når vi en-

det er de ikke alene om. På trods af at dan-

mellem hvad politikerne siger, og hvordan

gang er ude i marken, skal fokusere mere på

skerne flere gange er blevet kåret som de mest

den virkelige verden faktisk er, mangler.

den del af processen, der forbinder det poli-

tillidsfulde i verden, har danskernes tillid til

Vi hører om problemer, og vi hører om løs-

tiske spil med virkeligheden?

netop politikerne aldrig været lavere, end den

ninger. Men vi hører kun til dels om proces-

er i dag

sen, der løser problemet.

Hvis hele processen aldrig formidles, er der fare for, at danskerne ender med en

Det skal der laves om på, hvis vi fortsat vil

Vi hører om det personfnidder, der er

skævvredet virkelighedsopfattelse. Så kan

udvikle samfundet i fællesskab. Der er nemlig

toppen af isbjerget i det politiske spil. Og hvis

det være, at mine venner i endnu højere

fare for, at mistilliden til politikerne spreder

vi læser analyseartikler, bliver vi klogere på

grad vil opleve de folkevalgte politikere som

sig og ender som en mistillid til hele det poli-

den politiske agenda, der munder ud i det det

nogle, der kan gøre, hvad de vil, når de først

tiske system. Det frygter blandt andre Rune

politiske spil. Men vi hører sjældent om den

er valgt ind. Så kan det være, at mine venner

Stubager, professor på Institut for Statskund-

virkelighed, der ligger til grund for, at politik-

vil føle sig endnu længere fra magten.

skab, Aarhus Universitet.

erne spiller de kort, som de gør.

Vi skal gøre endnu mere ud af at fortælle

Der er helt sikkert et utal af grunde til,

Nyhedsdækningen er ikke jordnær. Vi får

om alle parterne i beslutningsprocessen. Ny-

at vi ikke stoler på politikerne. Medierne

ikke at vide, hvem det betyder noget for, når

hedsdækningen skal ikke kun være faktuel

kritiseres ofte for at fokusere for meget på

politikerne siger, som de siger. Høringssvar,

korrekt, analyserende og perspektiverende.

negative, personcentrerede og sensationelle

fagforeningsinteresser og anbefalinger fra

Den skal også være dækkende.

historier.

interesseorganisationer fylder forbavsende

Måske er det en konsekvens af, at medi-

lidt.

erne forsøger at gøre deres nyhedsdækning

Mediernes opgave er at klæde dig, mig

mere underholdende. Måske er det en kon-

og alle vores bekendte på, så vi kan engagere

sekvens af, at de konstruktive nyheder ikke

os i samfundet på et oplyst grundlag. De skal

Når breaking news bryder ned I en tid hvor journalister kun lige er en anelse mere troværdige end bilforhandlere, er der på det kraftigste brug for selvransagelse og selvkritik. Vi bliver nødt til at forbedre os på en lang række punkter. Det første skridt kunne være at få styr på vores prioritering.

journalistikken. Hvis borgerne ikke stoler på

Jeg tror, at denne overdrevne brug er et

journalisterne, vil de heller ikke stole på ind-

signal om, at vi journalister ikke kan finde ud

erkenen med sæberester fra mig og stormer

holdet, og dermed har journalistikken ingen

af - eller ikke gider at spilde kræfter på - at

hen til fjernsynet - jeg trækker bare på skul-

værdi længere.

prioritere, hvor vigtige de forskellige nyhed-

drene og rækker ud efter vis-kestykket.

Hvordan kan journalisterne så atter genvinde folkets tillid? Der er mange kloge ho-

Det er endda blevet så slemt, at man i sat-

er er. Og hvis vi ikke engang kan finde ud af dette, hvorfor skulle borgerne så stole på os?

veder, der hver især har mange kloge forslag

Begrebet bliver fortolket på mange for-

til, hvad der kan forbedres. Jeg vil ikke kalde

skellige måder af de mange forskellige me-

mig selv for et af disse kloge hoveder. Men jeg

dier.

iren bruger betegnelsen i ligeså høj grad, som den bliver brugt i den seriøse nyhedsjournalistik. Jeg ved ærligt talt ikke, hvornår jeg skal

Et af de første tilfælde af breaking news var,

tage breaking news alvorligt. Jeg kan ikke

da CBS i 1963 afbrød den planlagte sendeflade

sige, om begrebet er årsagen til journaliste-

Det lyder lidt abstrakt, men jeg kan prøve

for at rapportere, at Kennedy var blevet skudt.

rnes manglende troværdighed.

at gøre det endnu mere konkret: Få styr på

Idéen var nemlig, at denne nyhed havde så

Jeg kan heller ikke bestemme, at den

brugen af begrebet “breaking news”. Jeg er

stor værdi for alle, og at konsekvenserne af

ene måde at bruge begrebet på er bedre end

ikke den første, der siger det, og jeg bliver

denne begivenhed ville være så vidtrækkende,

den anden måde. Og jeg kan i hvert fald ikke

helt sikkert ikke den sidste. Jeg siger det dog

at alle borgere i samfundet skulle have det at

tvinge medierne til at droppe deres misbrug

allige-vel, da jeg tror på, at vores generation

vide med det samme. Nyheden var altså så

af det. Det eneste jeg kan gøre er at opfordre

– altså den generation af journalister, der lige

vigtig, at den simpelthen brød den planlagte

mine medstuderende til et kort øjeblik at tøve

om lidt skal overtage roret – har muligheden

sendeflade. Det betyder, at den originale brug

med fingeren på breaking news-knappen, når

og evnerne til at rette op på alt det, der halter.

af breaking news kom af, at en nyhed var så

vi engang får ansvaret for prioriteringen af

vert år gennemfører Radius Kom-

Og journalisters overdrevne brug af begrebet

sensationel, så vidtrækkende, så vigtig og

nyhederne. Det kan være, at denne lille tøven

munikation

er netop en af de ting, der halter.

med så store konsekvenser, at alt andet måtte

er det første skridt mod at genvinde borg-

stå i baggrunden.Hvor mange nyheder lever

ernes tillid.

Af Lukas Bjerg lukasbjerg@hotmail.dk

troværdigheds-

vil vove at påstå, at min simple idé er værd at afprøve: Få styr på prioriteringen.

analyse, der afdækker danskernes

Vi bruger prædikatet alt for meget, og vi

opfattelse af forskellige faggruppers trovær-

påklistrer den gule, alarmerende advarselsb-

dighed. Og hvert år ligger journalisterne helt

jælke på så mange nyheder som muligt. Uag-

Når jeg i dag ser en rubrik med ordene

i bund. Det er et stort problem, da trovær-

tet om nyheden fortjener at blive defineret

tilknyttet, så tænker jeg automatisk, at da-

digheden er en af de vigtigste grundsten i

som breaking news.

gen går sin vante gang. Jeg smider ikke tall-

op til dette i dag? BREAKING NEWS: Det har vi hårdt brug for!

Vil jeg virkelig på Politiken? Politiken, DR og TV2 er seje og fascinerende. Men det er der andre praktiksteder, der også er. Og nogle af dem tiltrækker mig mere. Alligevel kan jeg ikke helt slippe min teenageforelskelse i Politiken, selvom kærligheden er væk.

Af Signe Skov Henningsen sihen15@student.sdu.dk

å Studenterhuset i Odense hænger der et klistermærke. ”Flere former. Færre normer” står der. Og så er

der et billede af tre personer med bulede baller og hår på steder, hvor man normalt fjerner

det.

Klistermærket

handler

for en artikel om en lokal rideklub. Det var

små notitser, dække helligdagene, hvor der

og bare siger det, fordi man ikke tror på,

der, hvor jeg fik øjnene op for, hvor meget

ikke sker noget eller skrive de ting, én af de

at man er god nok til et af de store medier.

lokaljournalistik egentlig betyder for dem,

fastansatte ikke lige har tid til at dække? Flere former, færre normer

der læser det. At det ikke var B-journalistik,

Jeg tror egentlig ikke, at det ville være

men at det er journalistik på en helt anden

så fedt at score ham fra folkeskolen, som jeg

Jeg er ret sikker på, at jeg ikke er den eneste,

måde. Og at det egentlig var en måde, der

håbede, at det ville være. Han bliver sikkert

der har det sådan. At vi alle sammen holder

tiltalte mig ret meget. Men hvorfor hænger

gift og lever lykkeligt til sine dages ende med

fast i vores teenagecrush, fordi sådan er det

jeg så alligevel fast i forbandede Politiken?

nogen - men den nogen skal nok ikke lige

bare. Selvfølgelig skal vi stadig have lov til at

være mig. Det samme med Politiken. Vi skal

drømme om TV2, Politiken, DR og alle de an-

… Og så levede de lykkeligt til deres

nok ikke ende sammen i denne her omgang.

dre flotte fyre og piger, for det har vi altid gjort.

dages ende

Jeg vil altid synes, at Politiken er fascinerende

Og fordi alle de andre forventer det. Men nogle

Politiken er mit teenagecrush. For mig er

og imponerende, men derfor skal vi ikke være

gange er det sgu okay at gå efter den sjove fyr i

avisen lidt lige som ham (eller hende) den

kærester. Vi vil nok bare ikke det samme.

stedet for ham den flotte. Hvis det er den sjove

flotte, der gik en klasse over mig i folkeskolen.

Det er ikke dig, det er mig – som de siger.

fyr, som vi i virkeligheden er mest interes-

Spændende, fascinerende og imponerende

Når jeg siger det til folk, svarer de som

serede i, er det da også ham, vi skal gå efter.

gang på gang. Og så sad jeg med store øjne

regel med et ”mener du det?”. Som om at det

Derfor har jeg et opråb til alle mine med-

og tilbad ham lidt inden i. Han var uopnåelig,

er underligt, at jeg ikke vil på Politiken eller

studerende: Fuck prestige og forventninger.

og det vidste jeg godt. Sådan havde jeg det

et af de andre store medier. Og så bliver jeg

Tænk over, hvem du ville have det bedst med.

engang med Politiken. Men så startede jeg

alligevel i tvivl. Skulle jeg alligevel prøve?

Teenagecrushet eller ham den sjove? Vælg

på journalistik. Pludselig var det ikke så

ham, som du helt ærligt er mest interesseret

uopnåeligt alligevel. Lidt som hvis

i og ikke ham, som dine venner og veninder

jeg havde mødt ham fra klas-

synes er mest nice. Det har jeg i hvert fald

sen over mig i byen, og

tænkt mig at gøre. Jeg ved stadig ikke,

jeg pludselig havde

om prinsen på den hvide hest bliver Politiken eller Ugeavisen

kropsnormer. Men det kunne også godt

Faaborg. Men jeg vil tænke

handle om, hvordan vi har det med vores

over mit valg og vælge

fremtidige arbejdsliv og især vores praktik.

dét, som jeg mener, vil være det bedste for

Drømmen om DR

mig og mine am-

Vi har alle sammen nogle klare idéer om,

bitioner.

hvor vi gerne vil i praktik henne. Og jeg tror,

F l e r e

at de fleste af os kaster lange blikke efter DR,

former, færre

Politiken, TV2, Ekstra Bladet og de andre

normer.

store, landsdækkende medier. Men hvorfor?

Det er det,

Er det fordi, at det er lige præcis de arbejds-

som jeg vil

opgaver og det miljø, som for eksempel DR

have.

kan tilbyde, der trækker? Eller er det navnet?

vil

Navnet, prestigen og forventningerne om,

bryde med

de store medier? For mit eget vedkom-

normerne

mende er det mest det sidste, der trækker. Jeg vil gerne udvikle mig journalistisk i praktikken. Jeg vil tæt på mine kilder. Jeg

vil

have lov til at eksperimentere og teste alle

mine idéer – også dem, der er åndssvage og

har det bedst med. Stå ved

tiken, der står øverst på min liste. Eller det

den og være stolt. Ligesom de

var det i hvert fald, indtil jeg begyndte at

der var blevet opsagt fra sit lejemål med et års varsel. Den blev delt 41 gange på Facebook. 41 gange er ret mange delinger

bryde

den praktikplads, som vi

kunne gøre det, men alligevel er det Poli-

jeg en stor artikel om en lokal rideklub,

skal

have, at vi skal vælge

ikke, om Politiken er dér, hvor jeg bedst vil

Da vi var på skosåleuge i Faaborg, skrev

Jeg

have,

rammerne. Jeg vil

dødsdømte projekter fra starten. Og jeg ved

artikler, der betyder noget for mine læsere.

pladsen.

præg. Jeg vil skubbe til grænser. Og så vil jeg

elsker nyheder, men jeg elsker også at skrive

hvad

praktik-

forskellige formater. Jeg vil sætte mit eget

er god til, og hvad jeg synes, der er sjovt. Jeg

for, der

drømme-

vil lære at skrive i alle genrer. Jeg vil lave

praktik. Jeg har tænkt en del over, hvad jeg

have,

at vi skal

at man selvfølgelig helst vil sidde på et af

tænke over, hvad jeg egentlig vil med min

Jeg

tre på klistermærket. Vi skal danse en chance for at score

med vores bulede baller og tossede

ham. Selv-følgelig ville jeg

praktikplads, fordi det er sådan, vi er.

prøve. Det var jo mit teenagecrush. Både Politiken og ham fra folkeskolen. Og så alligevel: For hvis nu man kiggede

Det er som om, at der er en forvent-

lidt efter, havde han så ikke lidt store ører,

ning om, at vi alle sammen håber på at

underlige hænder og var lidt arrogant?

blive den næste Ulla, skrive for Politiken

Egentlig ikke så fantastik, som jeg havde gjort

eller være mellemøstkorrespondent. At det

ham til? Og er Politiken det bedste sted for

er underligt, hvis man ikke vil det. Måske

mig at være praktikant? Vil jeg virkelig skrive

endda at man ikke har nogle ambitioner

Bagdelen Sunday Blues Det er ikke mange dage siden, foråret for alvor fik taget i os. Vejrudsigten meldte sol og hele 12 grader, så vi greb chancen for at sætte os udenfor og blotte vores lodne stænger og marcipangule pølsetæer.

alkoholiker rækker jeg en rystende hånd ud

sennep. Kjolen sladrer med det samme, for

efter mit første fix. Telefonen. Ingen beskeder.

den er alt for pænt lagt sammen. Der var vist

Intet nyt. Kun min venindes overdrevne hes-

én, der ikke fik noget ”pickle” i går. Den var

tegrin, der ler ud til mig fra min pauseskærm.

ellers kort, og han var også meget sød, ham du

Velkommen Rikke! Velkommen til resten af

mødte i baren. Og alligevel fandt du dig selv i

dit liv i glemsel og ensomhed.

køen på McDonald’s og cyklede hjem klokken fire i et sæt tarvelige hullede nylonstrømpe-

De fem flade

bukser med To Ludere og en Lommetyv (To

Det er mig en gåde, hvordan hende, som nu

cheeseburgere og pommes frites). Nu ligger

tøffer rundt i afklippede 80’er gamacher med

du her i fosterstilling og græder snot til Bev-

23 trykt på røven og fedtet hår, der bølger på

erly Hills. Hvornår går det op for dig, at ingen

den der Arne Melchior facon, i går lignede én

mystisk badboy på motorcykel kommer og

man faktisk godt gad kysse på. Altså da jeg

samler dig op? Og at du ikke er Kelly Taylor?

Af Rikke Schrøder Djurhuus ridju15@student.sdu.dk

gik hjemmefra. For få timer siden stod jeg rødmosset og fulde-sentimental på Rhino Bar

Kuvøseguf

med en arm under to forsvarsløse lærerstu-

En tur i køleskabet og så tilbage i seng, hvor

h, forår. ”Hjertet springer ud på

derende og sang med på ”Den bedste tid.”

jeg svøber mig ind som en hotdog. Det er som

forårets bud, det er en herlig tid.”

Jeg håber aldrig, jeg ser de mennesker igen.

om, søndagen altid formår at overhale os in-

Blomster, fuglekvidr, amoriner i

Nu sidder jeg her, omringet af Spangsbergs

denom. Alle de pligter, vi udskød, skyller nu

luften. Men jeg kan lige så godt sige det,

flødeboller, og ligner mest af alt en tyk øst-

ind over os. Som en bølge, der gør dynen så

som det er: Jeg kan ikke mærke det. Jeg ser

tysk grænsebetjent. Nu forsøger jeg ihærdigt

tung, at vi slet ikke magter at løfte den. Alle

hverken fugle, grønne skove eller Amor i

at kæmpe mig igennem min daggamle brand-

de fristelser, vi var offer for, og dem vi vendte

underdrenge. Jeg har tømmermænd. The

ert. Spangsbergs flødebollelov synes ikke at

ryggen til, ligger nu i baghovedet og nager.

Grey Goose er for længst fløjet, og nu er der

have slået et slag for moralske tømmermænd,

For slet ikke at nævne tanken om, at i morgen

kun Grey tilbage. Og nej, den hedder ikke

så jeg må i stedet tænke mig til den gråhårede

starter det hele forfra igen.

Christian. Den hedder søndag, men den slår

mand med dommerkåbe og hammer, som

Dér står jeg op og ligner et menneske

mindst lige så hårdt.

dunker mig i hovedet og siger ”du må godt.”

igen. Så lad mig lige sunde mig lidt i kuvøsen

Det letter en smule på samvittigheden.

for en stund, indtil jeg atter kan være mig selv

Jeg føler mig som Gravballemanden. En

bekendt. I morgen vil jeg springe ud af sen-

indtørret rosin med et lidende ansigtsudtryk. Det er som om, Instagram har narret os til at

Kjolens hemmelighed

gen, motionere, synge med fuglene og vinke

tro, at hvis det pis-øs-regner, så findes der sgu

Hele hytten stinker af hårlak og Happy Meal,

til Amor og de marcipangule tæer. Men altså

nok et filter, der kan rette op på den slags. Så-

og jeg finder synderen under kjolen fra i går.

først i morgen.

dan er det ikke i virkeligheden. Som en anden

Her ligger en levnet overbolle med pickle og

Klummen Er du Bagdelens Carrie Bradshaw, Bitterfissen Bethany eller Michael Robak? Her på Lixen elsker vi at høre om dine skæve betragtninger i hverdagen. Vi ved I som journaliststuderende går og undrer jer, forbløffes, forarges, underholdes osv. af små eller store ting i hverdagen. Her har du muligheden for at få afløb for dine skæve betragtninger i hverdagen og få bragt dit klummeindlæg. Det journalistiske indhold behøver nødvendigvis ikke at være i højsædet, men vi lægger vægt på, at klummen bringer noget alternativt til læserne. Alle har mulighed for at skrive månedens klumme, og temaet bestemmer man helt selv. Teksten skal fylde mellem 3000 og 3500 tegn, og du skal sende den ind til Lixen. Gå ind på lixen.dk og send dit forslag til månedens klumme. Så kan det være, det er dit forslag, der pryder Lixens bagdel næste gang.

Månedens pletskud Er du Bagdelens David LaChapelle, Joe Rosenthal eller Jan Grarup? Er du skarp med et kamera eller din telefon, og er verden blevet foreviget med netop dit kunstneriske syn. Har du helt styr på selfies, portrætter og totalbilleder, og vil du dele dine fotoprodukter med Lixens læsere? Det kan også være, du er fuldstændig blank, når det kommer til fotografering, men at du har været vanvittig heldig og har fanget årets pressefoto ved et tilfælde. Uanset hvad, så send os dit bedste billede. Det eneste krav er, at det er taget i løbet af måneden, måske mens du har været ude at lave dine journalistiske produkter. Så bliver det måske netop dit billede, der bliver valgt til månedens pletskud på Bagdelen. Send dit forslag til månedens pletskud på lixen.dk. Du kan også lægge dit pletskud på de sociale medier med #lixenpletskud Panikdag i på DMJX var ikke ren panik. Midt i vandrehallen kunne man finde søde repræsentanter fra Danske Mediestuderende, der stod klar til at trøste. Og udover moralsk opbakning var de også klar med kaffe og kage til de praktiksøgende. Foto: Emma Kleist Christensen