LIXEN NOVEMBER 2020

COVID-19:

USAKORRESPONDENT: »JEG HAVDE IKKE REGNET MED, AT JEG VILLE GØRE DET, MEN JEG HAR BESTILT EN SKUDSIKKER VEST«

LIXEN 24. årgang

3. nummer

november 2020

»JEG ER SKIDE BANGE FOR AT SKUFFE«

BRIAN WEICHARDT

SÅDAN ER SITUATIONEN PÅ CENTER FOR JOURNALISTIK

2 LEDER

NOVEMBER 2020

Center for Journalistik har erstattet filmkameraet med mobiltelefonen. Det er et problem for de elever, som ønsker at arbejde med tv

INDHOLD

Tre semestre på Center for Journalistik lig med nul erfaring med et filmkamera. Det er et problem for de studerende, der ønsker at søge praktik hos et produktionsselskab, da de kommer til at stå svagt ved siden af elever fra DMJX, der har haft mulighed for at specialisere sig med tv-mediet.

I den tid årgang 2019 har færdes på Medietorvet, har vi kun haft én dag, hvor der er blevet sat fokus på den praktiske del af tv-produktion, et dagskursus i Adobe Premiere Pro. En introduktion til, hvordan man bruger et professionelt filmkamera, har uddannelsen dog undladt til trods for at have udstyret liggende til rådighed.

INTERN

Som elev er man blevet afspist med undervisernes argument om, at ‘mobile-journalism’ er det nye. Men ser vi ud i den virkelige verden, så tror vi næppe, at Nordisk Film eller DR Nyheder har erstattet filmkameraet med arbejdstelefonen.

Udefra set kan det fremstå som en positiv ting, at de journaliststuderende på Syddansk Universitet arbejder på tværs af medier gennem hele deres uddannelsesforløb. Dog oplever flere studerende på Center for Journalistik at undervisningen ikke afsætter nok tid til at gå i dybden med det enkelte medie, hvad enten det er skrift, radio eller tv. Det betyder, at eleverne står tilbage med ansvaret for egen læring, hvis de ønsker at fordybe sig yderligere i det enkelte medie. For eksempel ved selv at arrangere et introkursus til hvordan man bruger et ordentligt filmkamera.

I denne måned kan du læse om Sandra Brovall, der er USA-korrespondent for Politiken, hvor hun i sommer var med til at dække Black Lives Matter-demonstrationerne i blandt andet Washington D.C. Derudover kan du møde Klaus Rothstein og Ulrik Dahlin, som er selvlærte journalister.

Kan man forene underholdning og journalistik? LIXEN har spurgt tre journalister i underholdsningsbranchen om netop dette. Månedens portrættet er med Brian Weichardt, som er politisk journalist ved Ekstra Bladet.

For at blive en dygtig journalist kræver det selvfølgelig, at man er vidende og god til at møde andre mennesker, men ønsker man at lave tv eller radio for den sags skyld, så kan man ikke komme udenom, at det også kræver teknisk snilde at blive en dygtig journalist.

Derfor er det vigtigt, at vi på Center på Journalistik ikke forsømmer den tekniske del at journalistuddannelsen.

HH og TF

I denne måned kommer LIXEN med en opfølgning om sexisme i praktikken. Derudover kan du læse om coronavirus, som i den grad har sat sit præg på undervisningen på Center for Journalistik. LIXEN gør status og tager pulsen på, hvordan det går. Det er dog ikke kun undervisningen, som coronavirus har påvirket, for dette års Kravlingprisen 2020 er ingen undtagelse. Det krævede ekstra meget sprit til hænderne og for den sags skyld også ganen.

EKSTERN

FOKUS

Lykke er denne måneds emne, hvor du kan komme med til fællesmeditation hos Buddhistisk Center Odense eller rejse med til smilets land, der langsomt mistede sin lykke. Du kan læse om Emma, som mistede troen på lykken, men fandt lykken i troen. Derudover kan du møde Stine Bosse, der er Group CEO for Tryg, og Maja Grønholdt, der er digital nomade.

SPORT

Redaktøren på LIXENs sportssektion tager jer endnu engang med ud på fodboldbanen, og gennemgår den afsluttende del af FC Jourventus efterårssæson.

DEBAT

Bliv klogere på næste generation af journalister på Center for Journalistik.

WEB: lixen.dk MAIL: lixen@journet.sdu.dk

TRYK: OTM Avistryk FORSIDE-FOTO: OPLAG: 500 eksemplarer Emil Skjelbo Bruun

Hedvig Høgh-Olesen Chefredaktør

Thomas Florin Chefredaktør

Cathrine Bøgh Sørensen INTERN-redaktør

Liv Almer INTERN-redaktør

Lasse Hjeresen Wraae EKSTERN-redaktør

Josephine G. Lorentsen EKSTERN-redaktør

Line Foldager Villemann FOKUS-redaktør

Silas Moody FOKUS-redaktør

Emil Mozart Hansen SPORT-redaktør

Harald Sebastian Krebs DEBAT-redaktør

Anders Kofod - Jensen DEBAT-redaktør

Morten Palm Andersen LYD

Jonas André Sørensen LYD, WEB

Agnes Rønberg ILLUSTRATOR

LIXEN Campusvej 55, 5230 Odense M

LIXEN er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

INTERN

NOVEMBER 2020

3

Én ud af seks praktikanter oplever sexisme under praktikperioden, men uddannelsesstederne hører intet En ny undersøgelse lavet af KVINFO i samarbejde med Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Center for Journalistik på Syddansk Universitet viser, at 16 procent af de adspurgte studerende har oplevet seksuel chikane på deres praktikplads. Men kun én enkelt af de studerende har meldt tilbage til deres praktikvejleder, underviser eller studiested.

Af Liv Almer Illustration: Agnes Rønberg

D

et kom ikke som nogen stor overraskelse, da KVINFO i samarbejde med fire uddannelser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Center for Journalistik på Syddansk Universitet i midten af oktober måned kunne afsløre, at 16 procent af 143 adspurgte praktikanter i medie- og kommunikationsbranchen havde oplevet seksuel chikane på deres praktiksted.

Resultaterne af undersøgelsen kom nemlig som et efterskælv af, at en række tidligere praktikanter fra Danmarks Radio sendte et brev til ledelsen om deres oplevelser med seksuelle krænkelser og chikane i praktikperioden.

LIXEN rettede i sidste måned kritik mod Center for Journalistik grundet manglen på retningslinjer, hvis en studerende måtte opleve seksuelle krænkelser under sin praktiktid. Kritikken kom blandt andet fra formanden for Danske Mediestuderende Mie Hovmark, som forklarede, hvordan det kan være svært at orientere sig i, hvordan man konkret skal håndtere seksuelle krænkelser som studerende i praktikperioden. »Jeg mangler som studerende at vide, hvilken proces jeg starter. Er det et langt forløb? Er det en times samtale med en ansat?

Der står, de skal starte en intern proces, men hvad er den? Det tror jeg, man som studerende godt kan blive utryg over, og det skal være mere tydeligt,« forklarede hun til fagbladet Journalisten om manglen på retningslinjer på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Nye retningslinjer Center for Journalistik indrømmede tilbage i september, at det var en mangel, at der ikke havde været et system eller en måde at rapportere tilbage til ens uddannelsessted, for de studerende, der måtte opleve seksuelle krænkelser i praktikperioden. Og nu skal der ske noget, mener Center for Journalistiks praktikvejleder, Niels Møller Mikkelsen. I et samarbejde med RUC, DMJX, repræsentanter fra branchen, studerende og nogle af de kvinder, der var med til at påbegynde det støttebrev, som 1.615 kvinder underskrev som støtte til Sofie Linde, er de nemlig begyndt at diskutere, hvad man konkret kan gøre som praktikant. Både for at undgå at den seksuelle chikane opstår, men også hvis den allerede er sket.

»Vi kommer til under hele praktikforberedelsestiden at kigge på, hvordan man klarlægger sine egne grænser, og hvad man gør, hvis de bliver overskredet,« forklarer han og fortsætter: »Så gør vi det, at vi, når man er i praktik, vil gøre det mere klart, hvilke kanaler man kan gå både internt og eksternt på sit praktiksted.

Hvemw man kan gå til i forhold til chef og tillidsmand, men også hvem man kan gå til i forbundet (red. Dansk Journalistforbund), og hvem man kan gå til på studiet, hvis man oplever noget. Og så vil vi have gjort vores evalueringsskema bedre, så at de er mere specifikke på det her problem.« Én ud af seks har oplevet chikane suelle krænkelser i praktikperioden, er også kanter, der har oplevet seksuel chikane på Undersøgelsens resultater falmer dog ikke i alt for højt, mener Niels Møller Mikkelsen. egen krop. Én skriver om oplevelsen: lyset af, at man nu ændrer retningslinjerne »Det er alt for mange. Vi er enige om, at det “Jeg oplevede en ældre mand til en firmafpå universiteterne. Én ud af seks praktikaner voldsomme tal, est, der lagde an på mange ter, der har deltaget i undersøgelsen, siger, at yngre piger inklusive mig »Jeg er ked af, hvis der er og det er jo ikke de har oplevet seksuel chikane i praktiktiden, selv. Samme mand havde nogen, der ikke har følt, rart, at det er sket. og kun én af disse har meldt tilbage til deres til en anden fest nogle cig- at de kunne gå til os på Men det vi kigger praktikvejleder, underviser eller studiested. aretter, som han “lånte” til studiet og har haft brug mest på er, hvorfor Og det er beklageligt, mener Niels Møller min kollega og veninde, for det. Det beklager er det, at vi ikke Mikkelsen. har været gode men hentydede til, at hun jeg,« »Jeg er ked af, hvis der er nogen, der ikke nok til, at der er så skyldte ham noget.” har følt, at de kunne gå til os på studiet og har blevet meldt ind til os?

Hvad er det, vi kunne Adskillige andre beskriver, hvordan man haft brug for det. Det beklager jeg,« forklarer have gjort anderledes?« internt ‘advarede’ hinanden om kollegaer, Center for JournalisHvis nogle af disse praktikanter, der har man gjorde klogt i at untiks praktikvejleder. »(...) senere på aftenen dgå til sociale arrangesagt at de har oplevet seksuelle krænkelser i Dog understreger pindede han mig ud og menter efter arbejdspraktikperioden, kommer fra SDU, og ikke han, at det slet ikke rørte rigtigt slibrigt ved tiden. har meldt tilbage til uddannelsesstedet, fordi er sikkert, at prakti- mine hofter.« systemet har været mangelfuldt, har I så no“Jeg har kun oplevet « kanterne har haft et get at sige til dem? én ting, mens jeg har behov for at melde tilbage. »Det er der med sandsynlighed, og det er været i praktik. Jeg har arbejdet sammen »Vi ved jo reelt heller ikke, om de her stuvi jo klar over. Og det kan vi jo kun beklage, med en del kvinder og til en julefrokost blev derende har haft et behov for at gå til studiet. at man ikke har følt at man har kunnet. Jeg jeg advaret mod en specifik mand, og seneDet skal vi også huske. Men vi har jo et behov er jo selvfølgelig ked af, hvis der er nogen, re på aftenen pindede han mig ud og rørte for at få at vide, hvis der sker noget derude, der ikke har følt, at de kunne gå til os. Det er rigtigt slibrigt ved mine hofter. Først tænkte for at vi kan gøre noget.« jo skrækkeligt.

Og det er jo det, vi gerne skal jeg, det var mærkeligt, først nu har jeg tænkt, rette op på nu.

Men igen, jeg kender jo ikke til det var mega upassende - det var ikke ok, det De tunge historier de konkrete episoder.

Jeg ved jo ikke, om de var ubehageligt, de andre havde advaret imod Af undersøgelsen fra KVINFO fremgår også har haft behov for at snakke.« ham.” nogle specifikke fortællinger fra de praktiOg antallet af praktikanter, der oplever sek-

INTERN

4

NOVEMBER 2020

Opdatering på COVID-19: Sådan er situationen lige nu Myndighederne holder fortsat landets universiteter åbne. Med flere retningslinjer, online undervisning og maksimumgrænse til antal elever i undervisningslokalerne forsøger Center for Journalistik at få de journaliststuderende smertefrit gennem efterårssemesteret i en coronatid. LIXEN gør status og tager her pulsen på, hvordan det går.

Af Cathrine Bøegh Sørensen

N

edenfor trapperne til Medietorvet står én af Syddansk Universitets mange håndspritdispenser og hilser velkommen til en studie-tilværelse, som er alt andet end normal for både de journaliststuderende og underviserne på Center for Journalistik.

Coronakrisen har sat sit præg på det næsten mennesketomme universitet. Kun ganske få studerende bevæger sig rundt på de grå betongange, da al deres undervisning endnu ikke er omlagt til digitale forløb. Myndighedernes restriktioner er klistret op som plakatmeddelelser med en venlig påmindelse om, at denne del af 2020 fortsat ikke har set sin afslutning med coronavirus. Og midt i al håndtering af et coronapåvirket semester, dukker der alligevel kritikpunkter op iblandt de journaliststuderende, underviserne og ledelsen.

Der har været smittede I begyndelsen af efterårssemesteret blev de 1. semesterstuderende på både bachelor- og cand.mag.-uddannelserne hjemsendt på grund af to mindre smitteudbrud. Her var nogle enkelte studerende blevet smittet med corona. Både underviserne og ledelsen på Center for Journalistik var nødt til at erstatte det allerede planlagte fysiske fremmøde med online undervisning i en uge frem. Alt sammen for at stoppe smittespredning, og for at de studerende kunne få tid til at blive testet for coronavirus.

Men selvom Center for Journalistik og de nye journaliststuderende fik afværget smitteudbruddene med hurtige ændringer, så er der ikke just begejstring at spore for den generelle håndtering af undervisningen hos bacheloruddannelsens 3. semesterstuderende.

Mangel på struktur og online undervisning LIXEN har talt med tre journaliststuderende på bacheloruddannelsens 3. semester, som alle er frustreret over den måde, som Center for Journalistik håndterer efterårssemesteret på.

Victoria Vedde har egentlig følt sig ganske upåvirket af corona. I starten af semesteret satte hun stor lid til, at Syddansk Universitet og Center for Journalistik ville håndtere det kommende semester på en fornuftig måde, så hun som pendler ville føle sig tryg. Hendes holdning ændrede sig dog, da smittetallene i både København og Odense steg. »Jeg har ikke været særlig utryg ved at møde op på skolen, lige indtil smittetallet i både København, hvor jeg bor, og Odense steg. Så synes jeg ikke, at det var super fedt at skulle i skole,« fortæller hun.

Victoria Vedde føler heller ikke, at rammerne på dette semester lever op til det for-

ventede. Derudover forstår hun ikke, hvorfor underviserne og ledelsen har fravalgt online undervisningen i Journalistisk Håndværk og Mediesprog 3. »For at være helt ærlig, så synes jeg, at dette semester på journalistik er ret fjollet.

Jeg anerkender fuldt ud, at ledelsen og underviserne har taget kritikken fra 2. semester til sig, men de er stadig ikke nået i mål,« uddyber hun.

For Emil Bang Hansen virker undervisningen ustruktureret. Han efterlyser mere dialog mellem underviserne, så undervisningskvaliteten kan komme op på det samme niveau i alle fagene. »Jeg forstår ikke, at der er så stor forskel på, hvordan underviserne griber det an. Man får en fornemmelse af, at de overhovedet ikke taler sammen. Nogle er vildt dygtige til at tilpasse sig og kommer med gode løsninger. Andre har meget svært ved at tilrettelægge undervisningen på en god måde,« siger han og fortsætter: »Det giver eksempelvis ingen mening, at vi i Vidensfag kan få fuld undervisning selvom 50 procent er virtuelt, men i Journalistisk Håndværk og Mediesprog 3 får vi kun 50 procent af den undervisning, som vi skulle have haft,« afslutter Emil Bang Hansen.

Han mener, at løsningen i håndværksfaget kunne være at give de studerende lov til at møde op på skift og erstatte gruppearbejdet med muligheden for online undervisning over Zoom, som det foregår i Vidensfag.

Malena Rønnow Hausmann er enig i sine medstuderendes kritik. Hun føler sig, som mor og pårørende til en person i risikogruppen, stresset over den måde, hvorpå hun skal balancere undervisningen og risikoen ved fremmøde hver dag. Hun søger mere klarhed fra underviserne og ledelsen. »Der har været så mange kontraordrer og så mange ting, der ikke gav mening. Det er både stressende og forstyrrende. Vi ses alligevel med vores medstuderende, når begge hold møder ind samme dag. Vi har alligevel blandet holdene, da vi lavede eksamensgrupper i Vidensfag. Så kom dog med nogle retningslinjer. Hav en plan fra start,« fortæller hun.

Christine Brasch Bækholm underviser i Journalistisk Håndværk og Mediesprog på 3. semester, og hun er ikke enig i kritikken.

Hun mener, at den måde som undervisningen afvikles på fungerer godt og hensigtsmæssigt. Hun understreger, at hun ikke har modtaget nogen klager eller ønsker om ændringer. »Det har faktisk fungeret bedre, synes jeg, end når jeg har 100 studerende på én gang.

Det er fordi, man bedre kan få en dialog imellem de studerende og mig som underviser. Nu er det jo faktisk et lille hold i år. Der er jo kun 40 eller sådan noget pr. gang. Men jeg kan faktisk bedre lide det, for jeg synes ikke, at håndværksundervisning med 100

fungerer så godt. Derfor kunne det sagtens være noget, jeg tog med videre,« fortæller hun.

Til kritikken af manglende online undervisning forklarer Christine Brasch Bækholm, at så længe myndighedernes retningslinjer er med fokus på mulighed for fysisk fremmøde, så vil det fra undervisernes side være det, der bliver satset på i håndværksfaget. Den fysiske tilstedeværelse er ifølge hende helt afgørende for faget. »Altså, vi prioriterer rigtig meget fysisk tilstedeværelse på håndværksfaget. I hvert fald fordi, det er en branche, hvor man skal ud og møde mennesker. Så jeg synes ikke, at man får det fulde udbytte af den her uddannelse, hvis man skal sidde hjemme bag en computerskærm,« forklarer hun.

Christine Brasch Bækholm understreger, at hvis der er utilfredshed eller ønsker om særlige hensyn, så er de studerende mere end velkomne til at tage fat i hende, en af de andre undervisere eller ledelsen.

Overholder ikke retningslinjerne Hvor de studerende ønsker mere struktur og online undervisning, ønsker underviserne og ledelsen sig, at de studerende bliver bedre til at overholde Sundhedsstyrelsen retningslinjer for håndtering af corona. Ifølge uddannelsesleder Louise Kjærgaard, er der blandt underviserne bekymring for den måde, de studerende håndterer blandt andet afstanden til hinanden på. »Vi oplever, at det er meget svært at få de studerende til at huske at overholde blandt andet afstandskravene. De kommer for tæt på hinanden, selvom det bliver indskærpet igen og igen. Så sent som i går har jeg fået en mail fra en underviser, som siger: Hvad skal vi gøre? Bliver vi nødt til at markere, hvor stolene skal stå, fordi de studerende kommer for tæt på hinanden?« forklarer hun.

Også underviser Christine Brasch Bækholm forklarer, at hun er overrasket over, hvor let de studerende tager på myndighedernes retningslinjerne. »Jeg er faktisk vildt overrasket over, hvor let de studerende tager på det hele. Altså, der er ikke ret mange, der spritter hverken hænder eller borde af eller holder afstand,« fortæller hun og fortsætter: »Vi har faktisk haft det oppe på et medarbejdermøde, fordi der var en anden underviser, der bragte det op og sagde, at han var helt overrasket over, hvor let de studerende tog på det.« De uddyber begge kritikken med, at ingen af underviserne befinder sig godt med at agere ’coronapoliti’ over for de studerende. Retningslinjerne er ifølge dem begge noget, som de studerende ved, at de skal respektere. »Jeg synes, de er voksne mennesker, og det er de studerendes eget ansvar,« siger Christine Brasch Bækholm.

Både Louise Kjærgaard og Christine Brasch

Bækholm mener, at de studerende skal stramme sig an med at overholde retningslinjerne, så den fysiske åbning af universitetet kan blive bibeholdt. Derudover mener de, at kritikken vedrørende online undervisning ikke vil være til stede, hvis bare de studerende holdt afstand og huskede at spritte af.

Ingen konkret handleplan Som det ser ud nu, holder landets universiteter fortsat åbent for studerende. Center for Journalistik er ingen undtagelse. Her bliver der fortsat satset på, at de håndværksbaserede fag skal afvikles med fysisk tilstedeværelse, dog med lavere antal af studerende i lokalerne. De mere akademiske fag såsom Vidensfag og Refleksionsfag vil blive afviklet delvist online og delvist ved fysisk fremmøde.

Men selvom det lyder til, at der er en klar plan for den nærmeste fremtid set i forhold til myndighedernes nuværende anbefalinger, så ligger der ikke en decideret handleplan klar i skuffen hos Center for Journalistik ved en eventuel nedlukning, fortæller Uddannelsesleder Louise Kjærgaard. »Den skal faktisk lidt højere op i systemet, for så er det en skuffeplan. Jeg kender den ikke. Det er ikke sådan, at vi på journalistik kan sige: Så er vi klar til noget helt andet i morgen, fordi det er noget, vi har overvejet mange gange, for hvad skal vi gøre i forhold til at have planer, hvis ting forandrer sig,« siger hun.

Louise Kjærgaard mener, at det er svært at have en detaljeret handleplan klar, da problemet er, at situationen hele tiden er foranderlig. Hun føler sig dog sikker på, at eventuelle nedlukningsscenarier er under overvejelse højere oppe i systemet hos Syddansk Universitets administration og ledelse. »Hvis scenariet er en fuld lukning, så kommer vi nok til at gå over til noget, der ligner forårssemesteret. Og bliver det nogle andre restriktioner, ja, det har jeg lidt svært ved at forestille mig, hvad de så bliver. Så må vi jo tage dem og håbe på, at vi kan være hurtige til at omstille os igen,« uddyber hun.

Men uden en handleplan risikerer de studerende så at stå i samme uvisse situation, som de gjorde i foråret? »Jeg tænker ikke, at foråret kommer til at gentage sig igen, fordi vi er så meget klogere og mere erfarne nu,« siger hun og fortsætter: »Altså nu kender vi både Zoom og Teams og de andre platforme, der gør, at det kan lade sig gøre med en omstilling. Så jeg tror ikke vi kommer til … Nej, det gør vi ikke. Vi kommer ikke til at opleve noget, der svarer til foråret.

Men jeg vil heller ikke sidde og sige, at der er en detaljeret plan for, hvordan det bliver i morgen, fordi ingen af os kender i morgen,« afslutter Louise Kjærgaard.

INTERN

NOVEMBER 2020 Mulighed for dialog For nogle uger siden udsendte uddannelsesleder Louise Kjærgaard og Centerleder Peter Bro en mail, hvori alle journaliststuderende og undervisere inviteres til semestermøde i starten af november. Dette møde bliver holdt digitalt via Zoom.

Det er frivilligt at deltage i mødet, men med fokuspunkter som sexisme og corona-udfordringer håber de på, at mange har lyst til at deltage eller bare lytte med. »Denne gang er det med fokus på

corona og sexchikane. Begge emner fylder jo vildt meget i vores branche lige nu. Vi er blandt andet interesseret i, hvordan vi får rustet de journaliststuderende bedst muligt til eksempelvis praktik. Her vil vi rigtig gerne have bud fra netop de studerende,« uddyber Louise Kjærgaard.

Til spørgsmålet om, hvorvidt onlineundervisningen og undervisningsstrukturen kommer op til diskussion på mødet, siger Louise Kjærgaard, at de er åbne over for

dialog og spørgsmål. Hun forestiller sig, at mødet bliver en åben samtale mellem deltagerne, men med primært fokus på de to emner.

Semestermødet er ikke et nyt fænomen på studiet. Hvert semester inviteres underviserne og de studerende med til et møde, som under normale forhold vil blive holdt på Medietorvet. I foråret blev semestermødet aflyst grundet den ekstraordinære nedlukning. Det er dog planen, at det fremover skal været et fast indslag, hvor de stud-

5

erende og undervisere, der har sin daglige gang på Center for Journalistik, kan stikke hovederne sammen og mærke, hvad der rør sig rundt omkring på studiet.

Semestermødet afholdes d. 3. november 2020 fra klokken 12:0012:45 via det vedhæftede Zoomlink, som er at finde i den allerede udsendte invitation, som de studerende og underviserne modtog tidligere i oktober på mail.

How to: Ikke at deltage i en prisuddeling Jeg har forsøgt at lave en reportage fra Kravlingprisen, som løb af stablen fredag den 9. oktober på Bremen Teater i indre København. Mere end noget andet lykkes det mig at lave en guide til, hvordan man ikke skal tilgå et sådant arrangement. Dette er i stedet blevet en guide til at opnå flest muligt tømmermænd - både moralsk og fysisk.

Af Jakob Engelund Vistisen Foto: Hjalte Gregersen

A

lle 300 pladser var besatte, da den Corona-modificerede 2020-udgave af Kravlingprisen, som blev beværtet af komikerne Martin Johannes Larsen og Rasmus Wallbridge, startede. Prisen, der har taget navn efter Cavlingprisen, er en prisuddeling for mediestuderende i praktik og har været uddelt hvert år siden 2000.

Blandt de 300 var jeg og de fire studiekammerater, som jeg var af sted med. Vi opdagede dog, da vi ankom, at vi skilte os markant ud på ét parameter. Som med stort set alle andre arrangementer, der er organiseret af studerende og for studerende, havde vi antaget, at det foregik med en promille. Så klædt i jakkesæt og kjoler havde vi i bedste Brødrene Price-stil snydt lidt hjemmefra.

Allerede inden vi havde forladt hotelværelset, havde vi kumuleret en betragtelig mængde pant i form af billig hvidvin, shotflasker og øldåser.

Da dørene åbnede, og de frivillige viste deltagerne på plads for at undgå for meget trængsel, strøg vi i stedet direkte i baren for at vedligeholde vores allerede prominente brandert. Dette viste sig dog at være en fejl.

Dobbelt så meget for pengene Da showet startede, gjorde jeg mig den erfaring, at der ikke blot var hyret to værter, men to tvillingepar.

Det viste sig ved nærmere eftersyn desværre, at det kun var mig og min

sidemakker, som havde den oplevelse. Men så længe at jeg kneb det ene øje sammen, var deres silhuetter nogenlunde skarpe.

At værterne var slørede, betød dog ikke, at vi ikke kunne nyde deres helt specielle og akavede humor, når de præsenterede priserne, som var inddelt i kategorierne journalistik, kommunikation, foto/TV og design.

Det ansvarlige havde selvfølgelig været at stoppe med at drikke og håbe på, at vi ville blive ædru nok til at nyde showet uden dobbeltsyn. Vi var desværre ikke i stand til at være ansvarlige, og promillen kom til at stige yderligere frem for at falde.

B, som i boss bitch Aftenens første musikalske indslag blev leveret af rapperen Tessa. Indtil hun gik på, havde vores brandert ikke været decideret pinlig, men dette skulle snart ændre sig. Den vilde energi Tessa lagde for dagen indbød til meget mere end at sidde ned og klappe med, som var det, arrangementets coronarestriktioner tillod. Fristelsen blev for meget for min sidemakker, som flere gange fløj op af sit sæde for at danse til stor misfornøjelse for personalet, og herfra gik det blot ned af bakke.

Mit øjetrick virkede ikke længere,

og jeg så dobbelt så mange Tessaer som det var tiltænkt, og hverken jeg eller resten af salen kunne dy sig for at rappe med. Så vidt jeg husker, i hvert fald.

Da aftenens anden og sidste act, Nuller nix, gik på scenen, blev det for meget for vores stærkt berusede gruppe. Blandingen af vores, igennem hele aftenen, stigende promille og nostalgi gjorde, at der

nu blev skreget med på nullernes største pophits som Elskovspony og Boing af vores lungers fulde kraft, og min sidemakkers dansetrang blev så stor, at personalet blev nødt til at bede os om at gå, hvis han ikke kunne holde sig i sædet fra nu af. Heldigvis slap vi afsted med, at resten af mine studiekammerater lod, som om de ikke kendte os, og ikke flyttede deres ben.

Som helhed har arrangementet været en succes. Jeg er ikke sikker på, at vi har deltaget i den samme fejring som størstedelen af salen gjorde, men mit indtryk er, at der også var feststemning udenfor vores alkoholinducerede

boble.

Jeg har to anbefalinger, hvis du overvejer, om du skal deltage til Kravlingprisen næste år: Gør det. Lad vær’ med at gør det på en røvhullet måde som os - og for Guds skyld, lad vær’ med at holde forfest som var det din sidste gymnasiefest. Følg reglerne, og nyd showet.

Du kan altid feste, ikke altid hylde dine medstuderende.

6 INTERN

NOVEMBER 2020

LIXEN undersøger: syv fordomme om praktiksøgningen Af Nanna Malou Rasmussen

To år. Eller fire semestre. Så lang tid går der, fra man smider sin taske på Medietorvets orange sofaer for første gang, til man griber den for at drage i praktik. I mellemtiden lever myterne om praktiktiden i bedste velgående. LIXEN har derfor talt med to nuværende praktikanter og Center for Journalistiks praktikvejleder for at af- eller bekræfte disse.

M

åske har du set Anne Margrethe Seeberg Larsens navn i TV 2 Nyhederne, hvor hun speaker nyhedsindslag på udlandsredaktionen.

Og måske har du læst Adam Christopher Bro Hofbauers navn som byline i Børsens artikler. Begge er studerende på Center for Journalistik på Syddansk Universitet og har været igennem praktikræset for nu at lande på deres drømme praktikplads ved to store mediehuse. Sammen med Center for Journalistiks praktikvejleder, Niels Møller Nielsen, forsøger de nu at besvare de myter, der florerer på studiets gange. ”Det er vigtigt at have et CV, der er spækket med studierelevante jobs” NEJ. Der er muligvis en række studerende, der på nuværende tidspunkt ryster i bukserne over ikke at have et studierelevant job på CV’et. Dog nikker hverken Anne eller Adam genkendende til myten. »De sidste fem år har jeg arbejdet i LEGOLAND og været lagermedarbejder, pædagogmedhjælper og lærervikar. Og jeg har fået en rigtig fin praktikplads alligevel,« fortæller Anne.

Begge har dog haft et frivilligt job på LIXEN, hvor de har været henholdsvis SoMe- og kulturredaktør, ligesom de begge har kunne skrive ’Frivillig tutor’ på CV’et.

Spørger man praktikvejleder Niels Møller Mikkelsen, sætter han spørgsmålstegn ved definitionen af ’studierelevant’. For hvad er et studierelevant job egentligt? Han peger på, at et studierelevant job sagtens kan være at man har været handicaphjælper eller har været ansvarlig for frugt- og grøntafdelingen i Føtex. »Jeg oplever lige så ofte, at dem der har været ude at møde mennesker, som for eksempel i en børnehave, er mindst lige så godt eller bedre stillet end dem, der har været runner på et eller andet produktionsselskab,« uddyber han. ”Panikdagen er dagen, hvor alle er i panik” IKKE LÆNGERE. Tidligere var panikdagen en dag, hvor landts journaliststuderende mødtes i ”Bunkeren” (red. tidligere bygning for Journalisthøjskolen) i Aarhus, fløjten lød og der blev løbet stærkt for at få fingrene i en praktikplads.

Sådan er det ikke længere, mener Niels Møller Mikkelsen. Ifølge praktikvejlederen hører udtrykket ’panikdagen’ i den grad fortiden til. I dag sker det hele nemlig online.

Det betyder, at de journaliststuderende i Odense og Roskilde kan blive hjemme, frem for at drage til Aarhus. Og det betyder, at det nu er langt mindre panik-fremkaldende.

Det fungerer nu sådan, at man søger praktikplads de steder, man gerne vil ind. På ’Store Matchdag’ vil de medier, der er interesseret i én blive vist, hvor man så får 10 minutter til at trykke ’ja’ eller ’nej’ til det tilbud man får.

Det er altså stadig en dag med fart på, men ikke i samme grad som tidligere.

Anne understreger, at hun selv havde tusind modsatrettede følelser indvendigt, men at man skal huske på, at det også er medierne, der har noget på spil denne dag. »Så længe der er pladser nok, er der ikke grund til direkte panik, for forløbet på dagen er stille og roligt – især fordi det er gjort digitalt,« forklarer hun. ”Der er en risiko for, at du ikke får en praktikplads” JA. Der er selvfølgelig en risiko for, at man ikke får en praktikplads, bekræfter Niels Møller Mikkelsen. De seneste gange har der dog været langt flere praktikpladser, end der har været studerende. Eksempelvis var der i denne omgang 50 pladser for meget.

Men risikoen er der, understreger praktikvejlederen. Det bedste råd han kan give, er, at tænke over hvordan man søger. Hvis man kun ønsker en bestemt type medie, øges risikoen for, at man ikke får en plads. »Det handler om at vælge bredt, og se muligheder i andre medier end dem, man måske i første omgang faldt for,« uddyber han. ”Din hjemmeside skal virkelig være gennemført” JA. Men det kommer stærkt an på, hvordan ‘gennemført’ fortolkes. Det er ifølge Niels Møller Mikkelsen vigtigt, at man gør sig umage med sin hjemmeside, da den er ens ansigt udadtil. Det betyder dog ikke, at det er det visuelle, der tæller. Det handler på ingen måde om, at ens hjemmeside skal være flot og farverig. Ifølge praktikvejlederen handler det nemlig om hvilken hjemmeside, der fortæller mest om, hvem man er som person. Denne strategi fulgte Adam Christopher Bro Hofbauer, da han byggede sin hjemmeside op. »Rent visuelt kan jeg godt afsløre, at min hjemmeside ikke var ligeså pæn som nogle

af de andres. Det jeg fokuserede på ved min hjemmeside, var indholdet: hvem jeg er, hvad mine interesser er, og hvad jeg gerne vil med journalistikken,« fortæller han.

Anne Margrethe Seeberg Larsen indså ligeledes vigtigheden af den personlige hjemmeside. ”Hjemmesiden er det første egentlige indtryk medierne får af dig, og derfor skal den være velgjort og stråle af dig.”

På fjerde semester vil der være undervisning i opbygningen af ens hjemmeside, og her kan det være en fordel at holde tungen lige i munden. »Ved flere af de samtaler jeg var til, var min hjemmeside noget af det første, medierne nævnte. Så hvis man har lavet en velovervejet hjemmeside, har man også et godt indløb til en god samtale,« fortæller hun. ”Du bliver nødt til brande dig selv på de sociale medier” NEJ. Du behøver hverken at smide din artikel op på din Instagram-story, diskutere politik på Twitter eller lave en udførlig LinkedIn-profil, hvis du ikke føler for det. Hverken Anne eller Adam har arbejdet med store armbevægelser på den front. »Jeg har hverken LinkedIn eller Twitter, og jeg har ikke postet noget på Instagram siden 2017. Jeg er meget, meget lidt SoMe, og det havde jeg ikke lyst til at ændre på, ”bare” fordi jeg skulle have en praktikplads«, fortæller Anne.

Adam anerkender, at mulige medier kan lægge mærke til én, hvis man er aktiv på de sociale medier, men han mener ikke, at det er vigtigt for at lande på en god praktikplads. »Mange af dem jeg kender, der har fået den praktikplads, de gerne ville have, har aldrig nogensinde ytret sig på Twitter om det ene eller andet. De har egentligt bare brugt de sociale medier til at lægge stories op af venner og den slags ting«, fortæller han. ”Din praktikvideo skal vise alle de 12-taller, du har fået gennem livet”

NEJ. Du behøver nødvendigvis ikke at vise, at du har vundet 17 medaljer på hesteryg, været danmarksmester i skak eller spillet tuba på højt niveau. Der er nemlig mange vinkler at bygge sin video på, mener Adam Christopher Bro Hofbauer. »Jeg lavede en video, hvor jeg ville imponere ved at jonglere, lave mad og gå tur med hunde, hvor samtlige ting fuckede up,« fortæller han og fortsætter: »Hvad jeg prøvede at fortælle med videoen, var, at selvom jeg ikke mestrer disse ting, vil jeg være den bedste praktikant, de nogensinde får, da jeg vil arbejde hårdt for journalistikken.« Niels Møller Mikkelsen forklarer, at mediehusene har knap så stor interesse for ‘blærerøvsvideoerne’, men – som med hjemmesiderne – mere er interesserede i at se, hvem man er som person. Det gælder altså om at gøre noget, som sidemakkeren ikke gør, og noget, der understreger ens personlighed. ”Man bliver kastet ud i grænseoverskridende opgaver i det sekund, man starter” SOM REGEL. Her fremhæver de to praktikanter, at det kommer meget an på praktikstedet. Nogen har en uges introduktion, andre har kun to dage, mens nogle tredje slet ingen har.

Adam måtte nøjes med kun to introduktionsdage. »Personligt følte jeg, at den første tid var lidt udfordrende. Erhvervsjournalistik var jo helt nyt for mig. Heldigvis har jeg nogle søde kollegaer, som var gode til at hjælpe,« siger han.

De første dage i praktik var også spændende for Anne Margrethe Seeberg Larsen. »På min anden dag lavede jeg et indslag tilNyhederne kl. 18, og det var overvældende, men ikke grænseoverskridende.

Mine kolleger var, og er stadig, meget hjælpsomme og opmærksomme på, at jeg kan følge med og har det godt«, fortæller hun.

EKSTERN 7

NOVEMBER 2020

»Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville gøre det, men jeg har bestilt en skudsikker vest« I 2016 var Sandra Brovall med til at dække præsidentvalget fra både Politikens newsroom og USA. I dag er hun USA-korrespondent for samme avis, hvor hun dækker et land i en ekstrem tid.

Af Thomas Florin

D

et er lørdag formiddag, og Sandra Brovall sidder mutters alene i et kontorfællesskab i den lille amerikanske by Hudson, som ligger to og en halv times kørsel nord for New York City. Normalt arbejder hun fra et andet fælleskontor i bydelen Brooklyn, men i dag er det fra Hudson, at hun som USA-korrespondent skriver om det enorme land for Politiken.

I den forgangne uge har hun sammen med Johannes Skov Andersen, der er chef for digitale fortællinger på samme avis, været i Florida, hvor de har kørt efter historier fra Orlando til Miami. Denne lørdag er Johannes med på en online forbindelse, da han er rejst tilbage til Danmark. Sammen skal de Sandra Brovall rapporterer fra Black Lives Matter-demonstration i Philadelphia, Pennsylvania, samme uge med George Floyds død.

Foto: privat. lægge sidste hånd på deres forsidehistorie til morgendagens Politiken, der er en reportage terede fra demonstrationerne i gaderne. Han studeret i USA både på østkysten, vestkysten og fra The Villages i Orlando. gav hende nogle råd, hvis der skulle opstå en midt i landet, hvor hun har set de kæmpe kon»Vi har snakket om, at vi gerne vil lave en hissituation, hvor folk begyndte at løbe i panik, da traster, som landet består af. torie om de ældre amerikanere, altså baby boomdet mest farlige faktisk kan være at blive trampet »Det er helt vanvittigt, hvor forskellige ers, da de er nogle af dem, hvor der konsekvent ned. staterne er, og det er nærmest, som om man rejser er flest, der stemmer. Derfor havde vi en idé om Det var netop, hvad der skete, da nationalgartil forskellige lande, når man rejser mellem dem. at tage til The Villages, som er USA’s Disneyland den begyndte at sprøjte med peberspray den nat i Det er helt forskellige værdier og mennesker, der for pensionister og Trump-land, hvor der normalt Washington. findes fra stat til stat, og det er sindssygt fascinerkører parader af golfvogne for Trump,« fortæller »Da folk pludselig begyndte at løbe, havde jeg ende,« fortæller hun, der har været USA-korreSandra, der er med på en Zoom-forbindelse, og i baghovedet, det fotografen havde fortalt mig om spondent siden 2018. fortsætter: at tænke på det som en flod, hvor vandet kommer »Men den dag vi var der, kørte en 500 vogn strømmende. At man skal finde et sted, hvor man En intens dækning lang parade af golfvogne med Biden-skilte, der er i sikkerhed for folk, der kommer løbende. Jeg I sommer har Sandra Brovall blandt andet skrevet var nede for at afgive deres stemmer på ham. Så søgte hen bag et træ og kom i sikkerhed på den om de mange Black Lives Matter-demonstravores historie handler om, at der er nogle af de måde.« fortæller hun. tioner, som hun har dækket fra Kentucky, New hvide ældre vælgere, der vender sig mod Trump York City, Oklahoma, Philadelphia og hovedstatil fordel for Biden. Vi var nærmest på en form Ekstreme kræfter på spil den Washington D.C. for skattejagt gennem det her paradis for ældre Udover reportagen fra pensionisternes paradis »Jeg var for eksempel i Washington for at for at finde en vælger, der tidligere har stemt på The Villages i Orlando, så var Sandra Brovall dække en demonstration få dage efter George Trump, men nu stemmer på Biden.« og Johannes Skov Andersen også i Miami i den Floyds død. Det var natten efter, at Trump havde forgangne uge. ryddet pladsen (red. Lafayette Park) foran Det Beverly Hills 90210 og Michael Jordan »Vi boede på Trump National Doral lidt uden Hvide Hus med tåregas for at tage et billede med Sandra Brovall har fra barnsben været fascineret for Miami, som er et af Trumps golf-resorts, hvor biblen ved St. John’s kirken. Pludselig, da jeg af USA, og hun mener, at hendes tidlige interesse der blev afholdt AMP Fest - en årlig festival for stod og snakkede med nogle af demonstranterne, for landet kan opsummeres til tv-serien Beverly hundredvis af Trumps mest hardcore tilhængebegyndte folk at løbe, da der blev sprøjtet med Hills 90210 og basketballspilleren for Chicago re.

Tilstede var blandt andre Roger Stone (red. peberspray. Det var virkelig vildt at opleve, da Bulls, Michael Jordan.

Trump-tilhænger, som Trump benådede efter han det var en fredelig demonstration, hvor politiet »For mig har det helt fra starten af handlet havde løjet over for den amerikanske kongres) og nationalgarden stod i deres riot-gear, men om en kulturel interesse for USA, hvor jeg kan og medlemmer af had-gruppen Proud Boys,« pludselig begyndte at sprøjte med peberspray huske, hvordan jeg som barn snakkede med mine fortæller hun. også mod pressen,« fortæller hun og fortsætter: venner i skolen om den her tv-serie, som var Det lykkes Sandra at få et interview med »Det har nok været i den situation, at jeg har en totalt fremmed verden for os. Og ved siden både Roger Stone og formanden for Proud Boys været mest bange dels på grund af panikken og af skolen gik jeg til basketball og var ekstremt Enrique Tarrio. dels på grund af frygten for coronavirus, da folk fascineret af Michael Jordan. Du ved, det var »Det var en ret vild og skør weekend med guld inklusive mig selv tog deres masker af for at bare så vildt på afstand at betragte det land og og Trump-logoer til en festival, der bedst kan hoste og hakke - at dække de demonstrationer i den livsstil, der fandtes. Men når du som barn ser beskrives som at se den yderste, mest ekstreme sommer har været nogle ret intense oplevelser.« Beverly Hills 90210, så er det jo ikke sådan, at og konspiratoriske højrefløj hoppe ud fra Twitter Sandra Brovall havde blandt andet snakket USA er - hverken dengang eller i dag,« fortæller og blive til virkelighed.« med en fotograf fra Politiken, som har dækket USA-korrespondenten.

Sandra fortæller via Zoom-forbindelsen, at mange demonstrationer, inden hun selv rapporSenere hen har Sandra Brovall boet, rejst og

det er voldsomme kræfter, der er på spil lige nu dels i forhold til Black Lives Matter-bevægelsen og dels i forhold til den ekstreme højreradikalisme, hvor en gruppe som Proud Boys har dukket velbevæbnet op til antidemonstrationer og ser venstrefløjen som terrorister.

Skudsikker vest »Jeg havde ikke regnet med at jeg ville gøre det, men jeg har bestilt en skudsikker vest, efter min svenske og finske kollega fortalte mig, at deres sikkerhedsafdeling havde bedt dem om at købe det. Vi ved med demonstrationerne op til valget, at nogle af dem har udviklet sig voldeligt og til skudepisoder. Og efter valget vil der formentlig være demonstrationer, som jeg skal dække.« fortæller Sandra Brovall.

Hun vender hjem til Danmark til næste efterår, og den tredje november bliver det afgjort, om det bliver Trumps anden regeringsperiode eller Bidens første, som hun skal dække indtil da for Politiken. »Jeg tror helt sikkert, at der vil være uroligheder efter valget ligegyldigt hvem der vinder, og der kommer til at være meget vrede både på den ene og den anden fløj. Nu var jeg til den her festival i Miami, hvor Roger Stone faktisk bad folk om at gribe til våben, hvis der er valgfusk involveret,« fortæller hun.

Ifølge amerikanske studier ser man ikke en tendens til systematisk fusk i forhold til såkaldte mail-in ballots, der er en form for brevstemmer, hvor amerikanerne modtager en stemmeblanket med posten, Men tanken om valgfusk er en måde at se på valget på, der lever stærkt blandt Trumps tilhængere og præsidenten selv. »Der er en grund til, at jeg har købt den skudsikre vest, selvom der er lang leveringstid på den.« Har du en frygt for at skulle ud i marken efter valget? »Nej, jeg frygter det ikke. Og jeg tror, at sandsynligheden for, at man står i en situation, hvor man får brug for den skudsikre vest, er ret lille, men ikke desto mindre har jeg bestilt den.

Og det siger selvfølgelig noget om, hvor vi står lige nu i USA. Jeg tror ikke, at jeg havde overvejet det, hvis jeg var USA-korrespondent for fire eller otte år siden.«

8 EKSTERN

NOVEMBER 2020

Mediebranchen fortæller: Underholdning er også journalistik I foråret skabte chef for JP/Politiken, Stig Ørskov, stor debat i mediebranchen, da han kunne konkludere, at flere unge journalister søger mod underholdningsbranchen frem for medier om politik og erhverv.

Underholdningsbranchen får ofte kritik for ikke at lave rigtig journalistik. Men, hvad er underholdningsjournalistik egentlig, og er der hold i fordommene? Christian Ørtoft, Sille Sofie Jasper og Maria Vejen Jung fortæller.

Af Josephine G. Lorentsen Illustration: Agnes Rønberg

Christian Ørtoft er uddannet journalist fra Syddansk Universitet. Han arbejder ved Nordisk Film TV, hvor han både laver underholdning og aktuelt på Go’aften Live.

Han har tidligere arbejdet ved Ekstra Bladets tv-redaktion, hvor han har lavet nyheder, men han er også kendt for sine anderledes røde løber-interviews.

Hvordan blev du introduceret til underholdningsjournalistik? »Jeg lavede et interview til Copenhagen Pride med Lars Løkke. Jeg var ansat ved deres (red. Ekstra-bladets) tv-afdeling, hvor jeg var ude og lave et interview med ham, som cheferne godt kunne lide, fordi de syntes, jeg var sjov. Så tænkte de: “nå, lad os prøve at lave rød løber med ham.” Så det var helt vildt tilfældigt, at jeg endte der, og blev en, der var ude og dække mange røde løbere.« Hvad fik dig til at blive ved med at arbejde med underholdning? »Det var sjovt, og jeg var skide god til det. I den periode, vidste jeg godt, at jeg ikke skulle stå og være klovn på den røde løber i flere år, men jeg syntes, det var fedt at lave nogle sjove interviews. Samtidig med det lavede jeg også amerikansk valg, jeg lavede en parodi på Anders Samuelsen, og så var jeg også ude at filme. Så jeg lavede alt muligt ved Ekstra Bladet. Bare det var inden for noget med tv, så lavede jeg det.« Hvad er underholdningsjournalistik for dig? »Jeg vil sige, det lyder ret banalt, men det er en genre, man godt kan undvære og så alligevel ikke. Det er ikke den store information, man får, men det er bare noget, der interesserer folk, at man ligesom kan komme bag skuespillerne på Badehotellet, eller man kan

lære X Factor-deltagerne bedre at kende. Det er alt det der ekstra information, som man ikke får at se på DR, TV 2 eller der, hvor programmet nu kører.« Hvad kan journalister bidrage med, når det handler om at lave god underholdning? »Selvom det er underholdning, så er det samme måde, man udvælger sine historier på, og hvordan man finder en vinkel. Så der er ikke nogen forskel på, om du laver underholdningsjournalistik eller nyhedsjournalistik.« Flere unge journalister søger praktik i underholdningsbranchen. Hvad kan man lære af at arbejde her? »Jeg lærte at blive en knivskarp interviewer. På de røde løbere har du kun meget kort tid, inden de kendte skal ind i biografmørket, skal i teatret eller til et Award Show. Du får måske en liste med 100 navne, og så skal du udvælge, hvem der er mest interessant. Så du bliver ret god til at have et godt overblik på mange mennesker, og vide lidt om alt og alle.

Jeg er blevet god til at se en vinkel på alt. Jeg kan virkelig skære en historie knivskarpt, fordi det bliver du nødt til.« Hvordan forholder du dig til påstanden om, at underholdningsjournalister ikke er kritiske nok, og at det er et problem, at flere unge søger hen mod denne del af branchen frem for eks. erhverv og politik? »Journalistik for mig er et håndværk og ligesom en almindelig håndværker, lad os sige en tømrer for eksempel, så ville det jo også være optimalt, hvis en tømrer kun byggede hospitaler, men der er jo også nogen, der skal bygge et tivoli, fordi der er et marked for det. Og det er den samme måde, jeg ser på journalistik. Det er jo klart, at det er vigtigt, at der kommer noget god journalistik fra dagbladene, men folk vil jo også gerne have underholdning. Jeg ser bare ikke journalistisk, som at vi skal være den her fjerde statsmagt allesammen.«

Hvad er den største misforståelse, som folk har om dit arbejde? »At vi er ukritiske på Go’aften Live. Og den havde jeg måske også tidligere. Men det er jo det samme på Ekstra Bladet, der er der også folk, der siger: “I trykker bare hvad som helst.” Men der er store redaktionelle overvejelser om, hvad man publicerer også på Go’aften Live. Jeg synes, vi er lige så kritiske som nyhederne eller TV-avisen.« Hvilke råd har du til en ung spirende journalist, der overvejer at lave underholdning? »Hvis man finder et sted og laver nyheder til at starte med, så tror jeg bare paletten er bredere bagefter. Men, når alt kommer til alt, så handler det om at kunne se en vinkel og skære en nyhed, og så er det egentlig lige meget, hvad du laver. Det er vigtigt, at folk lader vær’ med at have de her fordomme om, at der er noget, der er finere end noget andet.

Man skal finde ud af, hvad der passer til en selv. Man skal tænke over, hvem man er som person, før man går ud og finder en praktikplads.«

Sille Sofie Jasper er journaliststuderende ved Syddansk Universitet. Hun er praktikant ved produktionsselskabet Blu. Her arbejder hun som tilrettelægger ved X Factor, hvor hun interviewer og filmer deltagere og dommer Martin Jensen til programmet.

Hvilke overvejelser havde du i forhold til at vælge Blu som din praktikplads? »Jeg tror aldrig, at jeg var grebet af enten at skrive eller klippe på studiet. Det, der virkelig tændte mig, var mødet med mennesker - at få lov til at fortælle deres historie, og ikke bare bruge dem som en partskilde eller ekspertkilde. Og så var det bare ikke noget for mig det med korte deadlines. Det var det, der gjorde, at jeg valgte at søge et produktionsselskab at det så lige blev Blu, var fordi jeg gik op i kemi.«

På studiet lærer man ikke rigtig om underholdningsjournalistik. Hvad har det haft af betydning for dit valg af praktikplads? »Jeg synes, det er sindssygt ærgerligt, at der ikke bliver gjort mere ud af at fortælle, at man sagtens kan gå den vej. Det var noget, jeg selv fandt ud af, at det kan man også. Ikke fordi jeg syntes, det var tabubelagt overhovedet.

Jeg kunne sagtens sige, det var det, jeg ville, men det er ikke den gængse interesse på studiet, tror jeg.« Hvad er underholdningsjournalistik for dig? »Jeg tror bare, det er det, der fanger, det der rammer, det som man samles om i stuerne, som er for alle, og som man bliver grebet af på en eller anden måde.« Hvad er det vigtigste du har lært indtil videre af at arbejde med underholdning? »Jeg tror, det vigtigste, jeg har fundet ud af, er, at alle mennesker bærer rundt på deres. Jeg har snakket med mange mennesker, siden jeg startede, og alle har deres historie at fortælle. Og så at det er vildt dygtige mennesker på produktionen, der ikke kun arbejder for at underholde folk, men også for at repræsentere hele Danmark, hvad end det er den dreng, der lige er kommet ud af kriminalitet, eller bare en familiefar fra Sønderborg.« Hvad har du kunne bruge fra din journalistuddannelse til at lave god underholdning? »Jeg har tænkt ret meget over, hvor fint det har været i forhold til interviewteknikker - det med at udarbejde et manus. Og så helt sikkert det med at vinkle, fordi det kan jeg mærke, at det har jeg fået hug for. Ikke at jeg har fået skældud, men selvom vi laver et portræt med en pige på 15 år og ikke rigtig ved, hvad det skal handle om, så skal det handle om et eller andet, og det skal der spores ind på.« Hvordan forholder du dig til påstanden om, at underholdningsjournalister ikke er kritis-

EKSTERN 9

NOVEMBER 2020

ke nok, og at det er problem at flere unge søger hen mod denne del af branchen frem for eks. erhverv og politik? »Det jo dejligt, at vi er forskellige. Jeg har aldrig været den, der var totalt politisk engageret. Og jeg synes, det er ærgerligt, hvis journalistik kun bliver til det. Og så vil jeg også sige, at der bliver tænkt mere over det, end man lige tror. Man er et program, der har rigtigt mange seere, så selvfølgelig skal man også tage stilling til nogle politiske emner eller debatter, der er i samfundet.”

Hvad er den største misforståelse, andre har om dit praktiksted? »At det ikke er rigtig journalistik, tror jeg.

At det bare er fjol og spas dagen lang« Hvilke råd har du til os andre journaliststuderende, der overvejer at lave underholdning? »Kast jer ud i det. Det er virkelig fedt. Det er selvfølgelig, hvem man er som menneske, men hvis man kan lide at komme ud af huset og få lov til at fordybe sig i noget over længere tid, så skal man gøre det. Og, hvis man har mulighed for det, så skal man øve sig med et kamera, da det er vildt eftertragtet i den her branche. Og når du kommer i praktik på et produktionsselskab, så kan du få lov til rigtig mange ting. Så hvis man gerne vil noget i den dur, så synes jeg, man skal prøve at sætte sig ind i, hvad man kan lave ved et produktionsselskab. Det er ikke kun at sidde og skrive artikler eller at interviewe.«

Maria Vejen Jung er uddannet journalist fra Syddansk Universitet. Hun er freelancejournalist og på nuværende tidspunkt på barsel fra produktionsselskabet Blu, hvor hun blandt andet har lavet dokumentaren Kære Tove, Verdens største brætspil, Beauty Bosserne og X Factor. Hun har tidligere skrevet for Børsen og har lavet et hav af projekter relateret til aktualitet og underholdning ved Skandinavisk Film Kom-

pagni, Billed-Bladet, Her & Nu, Allers TV-redaktion og TV3.

Hvordan blev du introduceret til underholdningsjournalistikken? »Jeg kommer ud af en familie, som har været ret meget i berøring med sportsverdenen og med underholdningsbranchen. Så når man skulle finde kilder, blev jeg ret hurtigt den, der kendte alle mulige mærkelige mennesker og folk fra vidt forskellige brancher. Der var ikke noget om det på studiet. Der var en smule på tv-pensummet, men alt var nyhedsorienteret.

Så det var først, da jeg kom i praktik og oplevede underholdningsdelen af mediebranchen, at jeg blev introduceret til det.« Hvorfor ville du gerne lave underholdning? »Jeg tror helt oprigtigt, at jeg kan gå ned på gaden og finde et hvilket som helst menneske, og hvis jeg sætter mig ned og snakker med vedkommende og stiller de rigtige spørgsmål, så har det menneske en historie at fortælle, som kan røre andre. Og det kan jeg godt lide.

Det er mere tilgængeligt i underholdningsjournalistikken, det her med at fortælle en historie, der på en eller anden måde skal bevæge et andet menneske.« Hvad er underholdningsjournalistik for dig? »Jeg sondrer ikke mellem nyhedsjournalistik og underholdningsjournalistik. Der er journalistik, og så handler det bare om, hvilket emne du har den pågældende dag, og den platform du skal udkomme på. Når man sætter sig ned og ser noget, som bliver defineret som nyhedsjournalistik, så har ens modtagere en kritisk distance til det, de bliver præsenteret for. Og når de sætter sig ned for at modtage noget mere underholdningsjournalistisk, så er barriererne bare lagt lidt mere ned.« Hvad kan journalister bidrage med, når det handler om at lave god underholdning? »Det er det som alle lærer: Det hele handler i bund og grund om at fortælle en historie. Det

er det journalistiske håndværk du har, og den der værktøjskasse vi alle sammen går rundt med. Så det er, at du lærer at stille de rigtig spørgsmål, at researche og at skære historien bagefter.« Flere unge journalister søger praktik i underholdningsbranchen. Hvad kan man lære af at være i den? »Kildepleje! Der kan nyhedsjournalister måske tænke, at det bare handler om, at man skal sørge for nogle gange at ringe, læse på Twitter og nogle gange kommentere osv..

Men det er noget andet, når du pludselig sidder på Beauty Bosserne som tilrettelægger og har nogle faste medvirkende, du laver indslag med. Man skal sige: “Hvordan får jeg det bedste ud af det her menneske? Hvordan skaber jeg et professionelt tillidsforhold med det her menneske?” Og det lærer man virkelig som underholdningsjournalist. Man får i hvert fald øjnene op for, hvor vigtigt det er.« Hvordan forholder du dig til påstanden om, at underholdningsjournalister ikke er kritiske nok, og at det er problem at flere unge søger hen mod denne del af branchen frem for eks. erhverv og politik? »Alting går jo op og ned i bølger. Da jeg var under uddannelse, var der ikke mange, der lavede underholdning. Og fordi du laver underholdning, når du er ung, så kan du ikke lave politik når du er ældre? Pjat! Hvis man kan sit håndværk og har styr på sin værktøjskasse, hvorfor så ikke? Man har også forskellige interesser i livet. Jeg har skrevet for Børsen, før jeg blev underholdningsjournalist. Så jeg har jo bare gjort det med omvendt fortegn. Selvfølgelig er det en vigtigt og interessant samfundsdiskussion, men jeg synes bare, man skal lade folk have lov til at tage sig en uddannelse, få et job og ligesom ”learn the skills”.

Så kan man også lærer at være kritisk i underholdningsbranchen? »Jeg tror dem som virkelig brænder for

journalistik og vælger at gå den vej, de har simpelthen nysgerrighed og kritisk tilgang i deres dna. Du er også kritisk, når du laver sync-interviews, især når du sidder og skriver de interviews du skal lave til en kendis eller til en reality-deltager.« Hvad er den største misforståelse, som folk har om dit arbejde? »At journalister er ræverøde og bare skriver det de vil. Og så oplever jeg da ofte at, at hvis man siger, man har lavet reality, at folk bliver nysgerrige og så kommer den så også: “Ej, det er jo mega træls sådan som i fremstiller folk eller sådan som i klipper folk.”« Hvilke råd har du til en ung spirende journalist, der overvejer at lave underholdning? »Hvis du gerne vil være underholdningsjournalist, så synes jeg, at du skal huske på, at de gode historier i høj grad handler om de relationer, du har til mennesker, og om du formår at skabe tryghed. Det handler om at kende sit publikum, og publikum er ikke kun dem du levere produktet til. Dit “personlige” publikum er også den medvirkende. Men samtidig skal du vide, at I ikke er venner.

Det er en professionel relation. Hvis du lige nu synes, det er spændende med underholdningsjournalistik, så skal du sørge for også at pleje dit netværk i branchen og på studiet, så du en dag kan sige: “Nu har jeg lavet nok Beauty Bosserne, Paradise Hotel eller X Factor, og nu kunne jeg godt tænke mig at lave dit eller dat. Hvordan kommer jeg derhen?”«

10

PORTRÆT

NOVEMBER 2020

Brian Weichardt: »Jeg vil gerne arbejde for at prøve at slå sprækker i det polerede panser, der er i politik« En mand mange politikere helst undgår - og med god grund, for Brian Weichardt er en af Danmarks skarpeste politiske journalister. Men i virkeligheden var det lidt et tilfælde, at han blev journalist. Jeg mødte ham til en snak om, hvad det er, der driver ham.

Af Andreas Bundgaard Foto: Emil Skjelbo Bruun

V

i mødes på Assistens Kirkegården på Nørrebro, jeg har fået lov til at bruge et par timer af hans tid, her på hans sidste fridag i efterårsferien.

Det er egentlig mig, der skal spørge ham, men vi når kun lige at mødes, inden han spørger: »Hvorfor i alverden vil du lave et portræt af mig?« Den frække dreng fra Vestegnen Brian Weichardt har i snart 15 år været journalist, og i 10 af dem har han dækket politik for Ritzau, Radio24syv og nu Ekstra Bladet. Han er vokset op i en boligblok på Vestegnen, uddannet cand.comm i journalistik fra Roskilde Universitet, og i dag er han bosat på Frederiksberg.

Det var slet ikke meningen, at Brian Weichardt skulle være journalist. Han interesserede sig mere for menneskelige relationer, og han startede derfor med at læse socialvidenskab. Det førte ham og en gruppe venner til Østeuropa, hvor de studerede, hvordan minoritetsgrupper havde det i andre samfund. Han skulle dog også vælge et andet fag, og her faldt valget på journalistik. »Jeg har jo altid fulgt med i medierne, og en dag læste jeg en artikel om smuglersodavand i kiosker. Indledningen var noget med: “Han står og smiler, men der kan være mord bag”. Så sagde jeg til mig selv: “Det der kan jeg gøre bedre!”. Det var selvfølgelig ikke kun den artikel, men jeg husker den stadigvæk.« Der går ikke ikke mange minutter, før Brian Weichardt hiver cigaretpakken op af jakkelommen, og tænder den første smøg, mens han snakker videre.

»Altså, du kunne tage en cigaret, og så stod Frederik Cilius, Mads Brügger og alle mulige vilde mennesker med kreative hjerner. Jeg følte mig faktisk lidt som en fremmed fugl.« En fremmed fugl Første gang, jeg hørte om Brian Weichardt, var, da han som vært i radioprogrammet 100% Brian på Radio24syv udfordrede politikerne med hans meget konfrontatoriske og konkrete spørge-stil.

Selv vil han dog beskrive sig mere som en pleaser, der hader hvis tingene bliver for tåkrummende. Den konfrontatoriske spørge-stil opsnappede journalisten i løbet af de 5 år, hvor han var kriminalreporter. »Jeg har da også mange gange tænkt på, at det jeg har taget med ved at sidde i retssale og høre de bedste advokater udspørge

tiltalte, det er deres spørgeteknik. Den er jo så konkret: “Hvor var du den dag? Var du ved bageren, eller var du i kiosken.” Jeg har jo siddet og fået det ind i ørene gratis i fem år.

Så jeg prøver at tænke ligesom dem, når jeg skal lave et interview.« Brian Weichardt har lidt et ry for at være den frække dreng i klassen, og i sin jagt på svar har han ofte taget kreative metoder i brug. Tilbage i 2017 meldte han sig ind i Venstre for at få svar på, hvorfor partiets spidskandidat i Københavns kommune kunne leje et lokale gratis på rådhuset. Og selvom han allerede efter én måned på Ekstra Bladet fik frataget sin presseadgang til Christiansborg på grund af klager over ham, så mener han stadigvæk, at han har klare grænser for, hvad han vil gøre. »Jeg har så mange grænser, men jeg vil også gerne have, at politisk journalistik er lidt sjovere. Jeg tror, at hvis man laver noget, som folk synes er underholdende, så hører de meget bedre efter. Altså, bare på Radio24syv lykkedes det mange af mine kollegaer at gøre politik sjovt. Det er ikke for at være led eller grænseoverskridende.« Og lige præcis tiden på Radio24syv var en sjov tid - og en vild tid, hvor Brian Weichardt, en fyr fra Vestegnen, pludselig endte blandt nogle af landets store kulturpersonligheder. »Altså, du kunne tage en cigaret, og så stod Frederik Cilius, Mads Brügger og alle mulige vilde mennesker med kreative hjerner. Jeg følte mig faktisk lidt som en fremmed fugl.« Selvom han i langt størstedelen af sin karriere har arbejdet med at skrive artikler, og nu her på Ekstra Bladet også laver videoer en gang imellem, så var det tiden på Radio24syv og det med at lave radio, der har været det mest specielle for ham. Og derfor blev jeg også nødt til at spørge, hvordan han havde oplevet lukningen af radioen. »Jeg troede aldrig, at vi ville lukke, så da det rent faktisk stoppede, så var det jo bare en kort proces. Det var jo også en kæmpe nedtur.

Men jeg tænker ikke på det mere, fordi jeg ikke gider tænke på det mere. Det var jo bare sådan det var.« Drivkraften Brian Weichardt mener, at der er for meget journalistik i dag, som handler om, at man tager et interview med en politiker, der siger, hvad de går ind for, og så stiller man om til en politisk kommentator, der så siger, hvad der egentlig bliver sagt. Det kan undgås, hvis journalisten lavede et bedre interview. »Det kan have sin berettigelse en gang imellem, men som almindelig drivende motor skal vi ikke den vej, der skal folk selv se politikeren stå at svede.« Mens vi går hen ad stierne, er der noget, han bliver ved med at gentage. Det er fra en bog han engang har læst, Mussolini Kanalen hedder den, og der er en særlig passage, han

tænker meget over. Passagen beskriver, hvordan politikerne før i tiden, for at blive hørt, skulle stille sig op på en ølkasse på torvet og råbe ud til folk, hvad de mente.

Noget Brian Weichardt har svært ved at genkende i dag. »I dag får politikere jo puder på næsen og spørgsmål på forhånd, og alle mulige ting der gør, at umiddelbarheden forsvinder. Det spontane, det overraskende bliver tit pillet ud af det. Min oktan kører godt, hvis jeg føler, at jeg gør et eller andet, der overrasker politikerne, eller viser dem på en anden måde, end de pæne billeder som vi er vant til at se. Det gør, at jeg kan blive ved.«

»Jeg tror, at vi ender et meget dårligt sted, hvis politikerne begynder at sige, at pressen løber med fake news.

Så starter man en snebold, som triller ned ad et bjerg, og du ved ikke, hvor stor dén snebold bliver.« Selvom der på Brian Weichardts jobtitel står politisk journalist, så vil han helst ikke være på Christiansborg, og han snakker sjældent med en politiker, uden at en mikrofon er tændt i nærheden. Han er ikke vild med den arbejdsmetode, hvor man går op og ned ad hinanden hver dag.

Derfor prøver han at gøre det på en anden måde. »Stil de åbenlyse spørgsmål, og gør det, når de mindst venter det. Altså, gør det en eller anden onsdag, hvis det er en sag, der har kørt sidste torsdag - dér hvor de tænker på noget helt andet. Og se så hvad der sker.« Brian Weichardt gør sig ikke i lange analyser, han stiller de simple spørgsmål, som den almindelige borger på torvet ville stille. Alligevel har han mærket, hvordan partierne på Christiansborg er blevet mere bevidste om, hvordan de kommunikerer til vælgerne, og særligt en udvikling ærgrer han sig over. »Politikerne prøver at tale pressen ned.

Det er noget af det, der bekymrer mig allermest,« fortæller han og fortsætter: »Jeg tror, at vi ender et meget dårligt sted, hvis politikerne begynder at sige, at pressen løber med fake news. Så starter man en snebold, som triller ned ad et bjerg, og du ved ikke, hvor stor dén snebold bliver. Bare se på USA. Det skaber ikke gode, trygge samfund, hvis folk ikke stoler på pressen. Og jeg synes, at

vi mærker samme tendens herhjemme, hvor politikere prøver at skubbe til den snebold, hvis de kommer ud i dårlige sager« Al succes kommer med en pris Brian Weichardt, som selv har en kone og to børn, har på den hårde måde lært, at man som journalist skal kunne adskille den person, man er på Christiansborg, og den person man er privat. At dække politik kan være mere end et fuldtidsarbejde, og hvis ikke man lærer at stoppe sig selv, kan du arbejde dig selv ihjel. »Jeg har ikke forstand på stress, men jeg har nogle gange følt, at der var en film, der var ved at knække af arbejde og andre ting. Så jeg prøver at være bedre, end jeg har været, til at slukke for mit hoved. Det er noget, jeg har kunne mærke inden for de sidste par år. Det gjorde jeg også på 24syv. Jeg er simpelthen nødt til at tage mig af det, og derfor arbejder jeg ikke så meget, som jeg kunne,« fortæller han og fortsætter: »Altså, jeg er skide bange for at skuffe. Det er også en ting, jeg arbejder med, fordi det skaber alt for meget stress.« I forhold til at du ikke gør dit arbejde godt nok? »Ja, at lave noget der ikke er særlig godt, noget der ikke er lige så godt som sidste gang.

Det er en ting, jeg arbejder meget med. Jeg skal finde en balance mellem at blive god til ikke at ville skuffe og samtidig holde et højt niveau.« Men er det noget, du er blevet med alderen? »Nej, jeg arbejder meget med det, og det irriterer mig, at jeg har det sådan for dybest set, lad os nu ikke ophøje vores fag til mere, end det er, vi rydder jo ikke landminer, vi skaber ikke fred i verden. Vi prøver at påpege nogle ting, der kører dårligt i samfundet, som nogen skal gøre bedre. Det er jo det, vi kan gøre. Så der er ingen grund til, at vi kører os selv helt ned, og for hvad egentligt?« Selvom det ikke har været helt uden konsekvenser, er Brian Weichardt ikke i tvivl om, hvad det er, der driver ham, og hvorfor han bliver ved. »Det jeg gerne vil arbejde for, det er at prøve at slå sprækker i det polerede panser, der er i politik med forblommet vendinger, udenomssnak og billige angreb på modstandere,« fortæller Brian Weichardt og fortsætter: »Jeg vil gerne have, at vi kommer tilbage til dengang, hvor politikerne stod mere rent over for vælgeren - stod på torvet og skulle forklare sig overfor 100 mennesker, der bare kunne stå og skyde på ham. Det vil jeg gerne tilbage til i videst muligt omfang, for der er vi altså ikke i dag.«

NOVEMBER 2020

PORTRÆT

11

12

EKSTERN

NOVEMBER 2020

»Jeg lærte journalistik ved at lade, som om jeg var journalist« Mange journalister er kommet ind i branchen af afveje, og har ikke taget en egentlig journalistisk uddannelse, selvom det virker til at være den mest åbenlyse vej ind i branchen.

LIXEN har mødt Klaus Rothstein og Ulrik Dahlin.

To selvlærte journalister.

Af Lasse Hjeresen Wraae Foto: Lasse Hjeresen Wraae

K

laus Rothstein sidder på en velindrettet kaffebar på Vesterbro i København. Helt i blå og med sine sorte briller i panden. Normalt ville han sidde på sit hjemmekontor i sin lejlighed, men i dag har han sagt ja til en snak om, hvordan han ingen journalistisk uddannelse har. Faktisk ingen uddannelse overhovedet. “Et blankt stykke papir,” som han kalder sig selv.

Den 56-årige litteraturkritiker begyndte tidligt at bevæge sig hen mod mediebranchen. Hans journalistiske karriere startede dog med et afslag fra Journalisthøjskolen. Siden tog fanden ved ham, og han har i dag flere journalistiske meritter end de fleste. Han kan blandt andet kalde sig tidligere redaktør samt radiovært og nuværende skribent på Weekendavisen og litteraturkritiker for en række dagblade. Alt det opstod i en fascination af faget, et skrivetalent og en enorm skriveglæde. Men hvordan bevæger man sig ind i mediebranchen, når man er ufaglært som Klaus Rothstein? Det har han selv et meget enkelt svar på. »Jeg lærte journalistik ved at lade, som om jeg var journalist,« fortæller han.

Det kan lyde paradoksalt, når man tænker på, at unge mennesker i dag kan uddanne sig til journalist på Journalisthøjskolen og to universiteter. Rothstein tror dog på, at journalistik grundlæggende er et håndværksfag og at: »Der bare er nogle ting, der kalder på det autodidakte.« Som 16-årig startede Klaus Rothstein med at skrive kronikker, mens hans skolekam-

merater havde almindelige jobs. For Rothstein handlede det om at øve sig. Gøre sig bedre end de andre. Opskriften på at være autodidakt journalist er ikke åbenlys, og det var den heller ikke for ham. Men det er nødvendigt at kunne begå sig i en branche, hvor held og talent spiller en stor rolle. »Al min erfaring viser, at det er nødvendigt at være flittig, dygtig, heldig, opsøgende og modtagelig for at andre opsøger dig.« Akademiker-journalistik Ifølge Klaus Rothstein har mange journalister og skribenter særligt i hovedstadsområdet lange, akademiske uddannelser bag sig og har derefter nærmet sig den journalistiske verden. Nogle vil måske tænke, at det er en forfinet måde at anskue faget på, men Rothstein mener netop, at det har sin plads. »Jeg tror, der er et eller andet vigtigt i at komme fra faglige miljøer uden for journalistuddannelserne. Simpelthen at nærme sig journalistikken med entusiasme, skriveglæde og ydmyghed, fordi så kan man bidrage med noget andet,« fortæller han.

Ebbe og flod Selvom Klaus Rothstein er et unikt eksempel på, hvordan en autodidakt journalist opnår sine drømme, har det ikke været en nem rejse. Tværtimod. Gennem alle årene har han oplevet opture og nedture, gode perioder, mindre gode perioder, succeser og fiaskoer, hvilket Klaus Rothstein selv mener, der skal være og vil være resten af hans arbejdsliv.

»Jeg kan ikke være sikker på hvad der sker,« fortæller han.

Lige nu er Klaus Rothstein endda i en fase, hvor han skal bygge nye ting op, for alle vil stå i en situation hvor “papiret er blankt”, og der skal bygges nye relationer op.

Rothstein ser det som en uundværlig situation for sig selv, og han mener da også, at det giver arbejdslivet mening.

Vagthunden, Dahlin Ulrik Dahlin sidder med benene strakt ud over sit skrivebord. I den mundering, der passer ham bedst: kaffekop i hånden og skjorte med kuglepen i brystlommen. Rundt om ham er stakkevis af papirer og det røde Information-logo anses gennem vinduet.

Her har vi at gøre med en pitbull. Ham embedsmændene ikke vil have på nakken.

Ufaglært journalist er han også. Godt nok gik han på Journalisthøjskolen et halvt år, men han valgte at droppe ud, fordi: “han ikke lærte en skid” og ville hellere ud at knalde “de dumme svin,” som han selv kalder dem, der ikke opfører sig ordentligt.

Ligesom Klaus Rothstein har Ulrik Dahlin også en lang respekteret journalistisk karriere bag sig. Det hele startede dog med en ulønnet ansættelse hos Ugeavisen i København, hvor han lærte det journalistiske håndværk. »Det der med at gå ud og finde ud af noget,« fortæller han og uddyber: »Det, der var så fedt, var, at det vi fandt ud af blev til en artikel, da er jo deadline mandag. Det gjorde vi jo gentagne gange. Det er en stejl læringskurve. Og så ser man jo efter de dygtige på avisen. Det lærte jeg meget af, og på den måde fandt jeg også min egen stil.« Øvelse. Øvelse. Øvelse.

Fordi Ulrik Dahlin kom i

lære i stedet for at gøre Journalisthøjskolen færdig, lærte han hurtigt, hvad det vil sige at være journalist på en avis, hvor de gentagne gange øvede sig og fik lov til at gøre det. Det var en vigtig erkendelse for ham. »Min erfaring er, at mange af de journalistpraktikanter, som bliver ansat hos os, først får fat på, hvad faget egentlig går ud på, når de har lavet et konkret produkt, som skal bruges til noget.« Han mener, at man først lærer journalistiske processer og metoder, når man kommer ud i branchen og er ansat i et mediehus. »Man skal sgu lære at være lidt fandenivoldsk, når man kontakter kilder og beder om et svar. Jeg skal have det nu og ikke en time senere,« fortæller han og uddyber: »Praktikanter er meget længe på kontoret, og det kan der være mange grunde til, dels fordi de måske har svært ved at stykke mange informationer sammen, men jeg tror også, det er fordi, de ikke er påståelige nok over for kilder. Men det kræver erfaring.« Engang skulle unge journalister i mesterlære hos en avis – altså at man fik en praktikplads på en avis uden at have været på skole inden. Det mener Ulrik Dahlin havde sine styrker. »Der er noget helt vanvittigt i, at vi har fire journalistuddannelser. Faget er i høj grad blevet akademiseret,« fortæller han.

Ulrik Dahlin mener, at man godt kan argumentere for, at journalister altid kan dygtiggøre sig inden for bestemte områder, og blive bedre til det de laver. Det er alligevel hans erfaring, at alt den viden man tilegner sig bliver konkret, når man bruger den.

Hvad er dit råd til unge mennesker som prøver at finde en anden vej ind i branchen? »At lære, hvad fanden det går ud på.«

FOKUS

NOVEMBER 2020

13

Buddhistens vej til lykke: tag ansvar for dit eget liv Se indad, vær god mod andre og plant majs i stedet for kaktusser. Det mener buddhisten Benjamin Bech, er opskriften på det lykkelige liv.

Af Angelica Schou-Petersen

E

t rødligt skær omfavner de fremmødtes ansigter i en varm nuance. Lyset stammer fra et buddhaprydet alter, i et rum hvor væggene også er pyntet med farverige buddhatæpper, der leder tankerne væk fra gråvejret udenfor.

Man skulle tro, man befandt sig i hjertet af Sydøstasien og ikke på anden sal i en lejlighed i Odense centrum. »Vi mærker den formløse strøm af luft, der kommer og går ved spidsen af vores næser, og vi lader tanker og lyde gå forbi uden at bedømme dem,« lyder det fra en kvinde, der igangsætter fællesmeditationen på Buddhistisk Center Odense en tirsdag aften i oktober.

På en blå pude på et gult underlag sidder Benjamin Bech, der for seks år siden selv begyndte at praktisere buddhisme. Det har gjort ham klogere på livet, sindet og hvordan man bliver et lykkeligere menneske. Åh, hvorfor er verden sådan?

Benjamin er 33 år gammel, uddannet musiker, og arbejder til daglig med at undervise i og spille musik. Ja, og så er han buddhist.

Han er ellers født i en kulturkristen familie, og brugte også år af sit ungdomsliv på aktivt at praktisere kristendommen, men så faldt han en dag over buddhismen.

Det skete ret tilfældigt efter en række år, hvor han havde backpacket i Norden og Canada. Da han var færdig med at leve i sin rygsæk, drog han atter mod Odense, men fandt sig ikke tilpas i tilværelsen i byen. »Jeg havde måske lidt ondt af mig selv, og sagde ”Åh, hvorfor er verden sådan? Hvorfor regner det altid, når jeg går udenfor?” Indtil jeg tænkte, at det her kan simpelthen ikke være rigtigt. Nu må du tage dig sammen og tage lidt ansvar for, hvordan du har det,« fortæller han.

Benjamin undersøgte sine muligheder for at få hjælp til at få det bedre, og hørte så gennem musikverdenen om meditation. En simpel Google-søgning førte ham til Buddhistisk Center i Odense, hvor der var gratis fællesmeditation. »Jeg prøvede det af, og tænkte så bagefter over, om det gjorde en forskel. Og ja, det gjorde det. Og derfor prøvede jeg at komme igen, og er nu kommet her i seks år.« Et fitnesscenter for sindet Ifølge Benjamin kan han og andre bruge buddhisme som et hjælpemiddel til at komme lykken nærmere. Han kalder ikke sig selv religiøs, men ser i stedet buddhismen som en metodik, en livsstil eller en livsfilosofi. »Groft sagt kan man sige, at buddhisme er et fitnesscenter til sindet og bevidstheden,« uddyber han.

Han mener ikke, man finder lykken i den ydre verden, i materielle ting eller i andre mennesker. I stedet skal man søge indad og grave lykken frem fra sit allerinderste. »Lykke er erkendelsen af ens eget sind.

Når man begynder at erkende eller erfare, hvordan ens eget sind fungerer, så kommer en frihed, som skaber den her ubetingede lykke.«

»I buddhisme har vi ikke travlt med at skulle noget sted hen. Vi har alle værktøjer lige her, og vi skal ikke opnå noget eller have tilført noget udefra. Vi skal bare undersøge, hvordan vores eget sind fungerer,« fortæller Benjamin.

Selvansvar og karma Det kan lyde abstrakt og uhåndgribeligt at skulle erkende sit eget sind, men ifølge Benjamin skal der ikke de store ændringer til, før man kan mærke en forskel.

»Karma forklarer, at det har en årsag, at noget opstår nu, og ergo kan vi plante vores frø i dag til i morgen. Så hvis du planter kaktusfrø, får du kaktusser, men planter du majsfrø, får du majs,« forklarer han metaforisk.

Først og fremmest handler det om, at man selv aktivt gør en indsats for at få det bedre. »Det er ret grundlæggende i buddhisme, at man tager ansvar for sit eget liv. Hvis man ender i de samme dårlige situationer hele tiden, så har det nok noget med én selv at gøre,« forklarer Benjamin, der påpeger, at det er en god idé at se indad, i stedet for at tænke, at det er andre mennesker, der skaber problemer i ens liv.

Dette selvansvar lægger sig tæt op ad begrebet karma, som er en væsentlig lære inden for buddhismen, og et obligatorisk skridt på vejen til det lykkelige liv, ifølge Benjamin.

For ham er karma at tage ansvar for sine handlinger. Det gør man ved at indse, at alle handlinger har indvirkning på fremtiden.

Derfor er dagen i dag påvirket, af det du gjorde i går, og det du gør i dag, påvirker dagen i morgen. Ved at indse dette, får man en frihed til selv at vælge, hvordan man vil forholde sig og agere i alle situationer i livet. »Karma forklarer, at det har en årsag, at noget opstår nu, og ergo kan vi plante vores frø i dag til i morgen. Så hvis du planter kaktusfrø, får du kaktusser, men planter du majsfrø, får du majs, forklarer han metaforisk.« Det handler altså om at blive bevidst om sine egne handle- og tankemønstre, for på den måde kan man selv bestemme, om man vil se verden i et negativt eller positivt skær.

Om du for eksempel vil blive vred og jaloux over, at andre kigger på din kæreste, eller i stedet blive glad for at din kæreste har valgt lige netop dig, selvom andre også begærer hende. »Vi høster, det vi sår, og det skaber en frihed og lykke at være bevidst om det,« mener Benjamin.

Medglæde, medfølelse og meditation Selvom Benjamin først og fremmest mener, at man skal se indad for at finde lykke, betyder det dog ikke, at man skal glemme andre mennesker fuldstændig.

Endnu en ting buddhismen har lært ham, er nemlig, at lykke ikke kun handler om at arbejde for sin egen lykke, men også at forsøge at hjælpe andre til at blive mere lykkelige. »Medglæde og medfølelse er også vigtig.

Det betyder ikke medlidenhed, og ”ej, hvor er det synd for dig”. Medfølelse er mere, at man træner at forstå, at der er årsager til, at andre har det, som de har det. Og medglæde

er at sige ”Ej, hvor er det fedt for dig, at du fik karakteren 12”,« forklarer han.

Han mener, at man distancerer sig fra sit eget ego ved at hjælpe andre med at få det bedre, hvilket er endnu en metode til selv at føle mere lykke.

Derudover påpeger han, at man skal huske at være åben for at lære af andre mennesker, for i en verden med snart otte milliarder mennesker er det usandsynligt, at hele sandheden findes hos én selv.

Til sidst bruger Benjamin meditation som et redskab til at blive lykkeligere. Det var meditationen, der kickstartede hans odyssé ind i buddhismens verden, og grunden til at han denne tirsdag aften i oktober sidder i skrædderstilling på den blå pude på det gule underlag.

Ved at meditere kommer han sit eget sind nærmere. Prøver at tune ind på en frekvens, hvor støjen udefra fordufter, og hvor kun den pure bevidsthed er til stede.

Med lukkede øjne siger han mantraet ”Karmapa Chenno”. Karmapa er navnet på en buddhistisk spirituel lærer, også kaldet en lama. De andre buddhister i rummet stemmer i.

- Karmapa Chenno, Karmapa Chenno, Karmapa Chenno…

Regnens lette rislen på ruderne overdøves, og lokalet på anden sal fyldes med en følelse af ro, samhørighed, og ja, måske en smule lykke.

14

FOKUS

NOVEMBER 2020

Da Emma mistede troen på lykken, fandt hun lykken i troen Af Julie Øjerson Frederiksen

E

Smilets land, der langsomt mistede sin lykke At tage på ferie til Thailands ferieparadis bliver af mange set som symbolet på den rene lykke uden bekymringer. Er det også sandheden for Thailand som land? Ikke ifølge de seneste lykke-målinger.

T

Af Tanya Maria Møller Knudsen

he Land of Smiles. Thailænderne er ofte blevet afbilledet som et folk, der altid er positive, smilende og optimistiske, uanset hvilken situation, de måtte møde. Men selvom det thailandske folkefærd kan virke lykkelige ud ad til, er det en anden virkelighed, der rammer dem i dag.

For hvis man vender blikket mod World Happiness Report, der måler landes lykke, kan man aflæse, at Thailand er faldet fra en 34. plads til en 54. plads de seneste fem år.

Kris er 23 år og studerer kommunikation på Bangkok University. Han forstår godt, at thailændernes lykke er faldet og beskriver den nuværende situation i Thailand som ‘lidt af et kaos’. Landet er præget af massive demonstrationer, hvor de studerende går på gaden med håbet om at få genindført et reelt demokrati. »I Thailand er der korruption overalt, og man kan ikke stole på myndighederne,« siger Kris.

Er demokrati og lykke forenelige?

Kris har selv været på gaden, hvor han har oplevet sammenstød mellem politiet og de demonstrerende. I Danmark, hvor Kris tidligere har boet og gået på efterskole, mødte han langt fra de samme demokratiske udfordringer. Kris er halv dansk og halv thailandsk, men blev udvist fra Danmark efter at have boet her i 5 år, til hans store fortvivlelse. Han mener nemlig selv, at han var 10 gange lykkeligere i Danmark end i Thailand. »Forskellen er, at Danmark har et demokrati. I Thailand er der meget korruption, når det gælder regeringen, politiet og myndigheder, og det ser man ikke i Danmark.

Jeg har været i praktik i politiet i Danmark, hvor det hele foregik som det skulle. Hos det thailandske politi betaler man under bordet.« En af årsagerne til, at thailænderne er blevet mindre lykkelige, kan være, at de nu må indse, at demokratiet for alvor er på spil. Det mener Christian Bjørnskov, som er lykkeforsker ved Aarhus Universitet.

»Thailand havde militærkup for nogle år siden, hvor de fik afskaffet demokratiet og derefter nulstillet demokratiet, men denne gang er anderledes. Denne gang er der ikke planer om at genindføre det på samme måde. Nu ser det ud til, at deres demokrati kan være tabt i mange år,« forklarer Christian Bjørnskov.

Politisk medbestemmelse er essentiel Selvom Kris måske ikke altid har kunnet forstå de politiske problemer, da han som ung voksede op i Thailand, så har han nu været vidne til, hvordan den politiske uro har forandret landet. »I de seneste 15 år har Thailand været splittet i to farver: rød og gul, hvor den ene part går ind for demokratiet og den anden part er royalister. Nu er der kommet en tredje farve, orange, hvor vi er mere end 1 million mennesker, som mener, at regeringen ikke fungerer. Så landet er blevet mere og mere splittet,« udtaler Kris.

Ifølge Christian Bjørnskov er lykke ikke en éndimensionel størrelse. Men der er alligevel nogle faktorer, som er ens for flere lande, og som forklarer, hvorfor det thailandske folks lykke er dykket som det er. »Når et land bliver et mellemindkomstland, er det de samme ting, der er vigtige for folk. Når man bliver et mellemindkomstland som Thailand, begynder politisk medindflydelse at være vigtigt for folks liv. Så den individuelle lykke er også en effekt af at være et demokratisk land,« fortæller han og fortsætter: »Vi ved at Thailand er rigt nok til, at det her betyder noget for folk. Vi ved, de også har demokratisk erfaring. Og så ved vi, at denne gang er anderledes.« Hvis thailænderne skal blive lykkeligere, så lyder Kris’ ønske for Thailands fremtid klokkeklart: »Vi vil bare have et demokrati. Vi vil demonstrere i fred, og vi gør det for demokratiet.«

mma Balcázar er ikke i tvivl om, hvor hun dagligt finder sin personlige oplader til lykkedepotet. Det krævede en stor livskrise at finde vejen dertil, men det har været det hele værd ifølge Emma.

Danskerne praktiserer ikke kristendommen i særlig høj grad sammenlignet med andre kristne lande såsom USA. Den amerikansk sociolog Phil Zuckerman har kigget på dette element, fordi det undrede ham, at et så velfungerende og lykkelig velfærdssamfund som Danmark er blevet etableret uden biblen som understøttelse. Ifølge en typisk amerikaner er det umuligt at bygge et samfund op uden Guds hjælp, men Zuckerman peger på, at danskerne er så trygge i deres tilværelse, at de ikke behøver en religion som sikkerhedsnet. Men hvad sker der så, når trygheden bliver fejet væk under os?

I Gentofte møder jeg den 47-årige direktør for et skuespilstudie Emma, der ikke kunne forestille sig et lykkeligt liv uden nærheden af Gud. Det er i dag 10 år siden, at Emma Balcázar gik igennem den værste tid i sit liv.

I slutningen af sin graviditet oplevede hun en lammelse i ansigtet og kroppen, som resulterede i et akut kejsersnit. Herefter har hun haft varige mén, og der går fem måneder, før lammelsen forsvinder. Samtidig bakser hun med et ægteskab, der er præget af både psykisk og fysisk vold.

Emma mister efter fødslen to af sine tætteste familiemedlemmer i løbet af et år, og dér begynder angsten at gribe fat. Hendes krop reagerer på de voldsomme traumer, som hun lever med, og lige så stille begynder hun at folde hænderne op mod himlen. På det tidspunkt opfatter hun ikke sig selv som værende helt troende. Hun mangler et tegn og noget medgang i livet, der viser hende, at lyset findes.

På visit i Mexico Da verden ramlede omkring Emma, søgte hun mod sit ophav og væk fra kaos. Emma Balcázar sad på en restaurant i Mexico med sin søn på 2 år og sin mor. Det er hér, hun er vokset op, men som 19-årig flyttede hun til

Danmark. Mens en tjener ekspederer deres bord, spørger sønnen tjeneren på spansk, »Hvor er lyset«?

Tjeneren svarer, at han finder lyset i sit hjerte. »Nej, det er dig, der er lyset,« svarer sønnen.

Emma og hendes mor undrer sig over den mærkværdige samtale, men endnu mere mystisk bliver det, da de vender tilbage dagen efter, hvor tjeneren kommer direkte imod familien. »Jeg lagde mærke til dig med det samme fra første gang, du kom ind. Jeg vil bare sige til dig, at Gud elsker dig«.

Imens Emma fortæller om episoden i Spanien, begynder hendes stemme at dirre.

Tårerne triller ned ad kinderne, og hun skjuler øjnene bag håndfladerne før hun er klar til at fortsætte.

Emma får et tegn Da Emma kommer hjem fra turen til Mexico, støder hun på Gud alle vegne. I fjernsynet, i radioen og i menneskerne omkring hende. »Jeg var ude og gå en tur med en veninde i en park. Så fortæller jeg hende om alle de tegn, jeg har fået, og at der er noget med Jesus. Samtidig går vi forbi et gospelkor, som synger: JESUS, JESUS.« Hun griner, mens hun fortæller det, som om at det næsten er lidt for godt til at være sandt. Men hun mærker det og tror på det.

Herefter begynder hendes kristne liv for alvor.

Hun begynder jævnligt at komme i den kristne kirke, mærker Gud hver dag i alt hun gør og mærker den nye kvalitet i sit liv. »Jeg har aldrig været lykkeligere, og jeg ville gå igennem det hele igen,« afslutter Emma og kigger ud af vinduet. Vejen har været lang og fuld af bump, men nu har hun fundet fred.

FOKUS

NOVEMBER 2020

15

Frihed eller fremdrift, rejser eller resultater

Filosofisk er der to grene af definitionen på lykke. Den ene stammer fra Freud, “Mest mulig nydelse og mindst mulig smerte”. Den anden Seneca, “Lykken handler om, hvordan man møder verden i højere grad, end hvor man møder den.” Du tænker formentlig, at begge to virker meget rigtige. Du har måske ikke engang tænkt over, hvad lykke præcist er for dig. Jeg har snakket med to mennesker, der begge har reflekteret over deres egen lykke, forholdt sig selv den og handlet på den.

Men på trods af det, er de samtidigt meget forskellige mennesker, der har hver sin definition af, hvad lykke er for dem.

Af Silas Moody

Stine Bosse: Forretningskvinde for fuld fart

D

a LIXENS udsendte skulle finde en kvinde, der havde valgt karriere som sin vej til lykke, var der ingen tvivl om, hvem der skulle kontaktes. Det skulle være Stine Bosse. Hun er tidligere direktør og Group CEO ved Tryg, bestyrelsesmedlem i blandt andet Allianz Group og fem andre selskaber og formand for Europabevægelsen.

Selvom Stine Bosse ikke længere er direktør for Tryg, hvor hun arbejdede op imod 70 timer om ugen, er hun stadig en travl kvinde, der er svær at få fat på. En mandag aften klokken otte havde Stine en ledig stund, til at snakke med Lixen. Udover familie faldt snakken hurtigt på det at finde lykke i arbejdslivet. »Nogen bruger ordet ‘magt,’ men det handler om indflydelse. Det er dét med at være med, hvor tingene bliver besluttet. Hvor man kan være med til at påvirke noget. Det har jeg altid været fascineret af,« fortæller Stine Bosse til LIXEN.

I

Maja Grønholdt: Fra normerne til nomadelivet

september sidste år tog Maja Grønholdt og hendes kæreste den hidtil største beslutning i deres liv. Maja sagde jobbet op og byttede det velkendte liv i en toværelses lejlighed på Nørrebro ud med livet som nomade. »Vi har gjort, hvad der forventes af os i rigtig, rigtig mange år, men på et tidspunkt spurgte vi os selv: Hvad vil vi egentlig?.« Svaret fandt de i et frit liv, hvor de selv kan bestemme sine arbejdstider. Hvor de selv kan bestemme, hvor de befinder sig henne i verden, og hvad de laver. De lever af deres podcast om livet som nomade, små reklamefilm, som de laver for danske kunder og de oplevelser deres nye tilværelse giver dem wwI dag er Maja på Madeira i Portugal. I morgen måske et andet sted. »Det er den bedste beslutning jeg nogensinde har taget for mit eget liv. Vi har frihed til selv at vælge, hvor vi vil være og hvornår vi vil være der« fortæller Maja Grønholdt til LIXEN.

Årsrapporten glemmes, når virksomheden synger samme sang Selvom Stine Bosse ikke finder lykken med hovedet begravet i en årsrapport, mener hun alligevel, at hun har oplevet ægte lykke i sit arbejdsliv. Som direktør for Tryg og 4.000 mennesker, kunne hun få en helt speciel fornemmelse, når det hele bare spillede. »Når man fornemmer, at medarbejderne begynder at synge med på den samme sang. Det er fandme en fed følelse. Jeg tror en psykolog ville sige, at det er en form for selvrealisering, men det må næstewn være sådan Kim Larsen har oplevet det, når han har hørt folk synge med på sine sange.« Når Stine Bosse fortæller om sit arbejdsliv, fornemmer man, at det handler om meget mere end bare en virksomhed. At virksomheden er et barn, hun har ansvaret for at udvikle og klæde på til voksenlivet. »Det er oplevelsen af, at virksomheden folder sig ud. De ting som vi puttede ind i virksomheden gjorde at den fløj - vitterligt fløj! At vi kunne levere gode resultater på alle områder.

Glade medarbejdere, glade kunder, glade aktionærer, det er sindssygt fedt«.

Livet er for kort til regnvejr og kontorarbejde Maja fandt ud af, at hun følte sig rigtig lykkelig, når hun var væk fra kontoret og kunne mærke livet, når hun “kørte på en scooter gennem en rismark i Indonesien, svømmer med havskildpadder eller vandrer på vulkaner.” Derfor tog hun, den største beglutning i sit liv.

“Jeg valgte, at der skulle være flere oplevelser og mindre tid foran en computer.”

Da Maja skulle sige sit job som journalist op, var det med et smil på læben. Beslutningen var taget, hendes ting var sat til salg, og den sædvanlige kamp for at skjule mandagens træthed på kontoret blev nu skiftet ud med en morgendukkert i havet, spontane oplevelser og fornyet energi. »Det var en risikabel beslutning, men vi kan mærke vi lever. Vi vågner nu med et kæmpe smil om morgenen og vi har en helt anden energi.« I dag fortryder Maja Grønholdt langt fra sin beslutning. »Jeg tror ikke at særligt mange mennesker sidder tilbage som 90-årige og tænker på, at de skulle have brugt flere timer på kontoret.«

Jeg må jo tage mig selv, som jeg er I retrospekt kan Stine Bosse se, at hun altid har haft lyst til at være en leder. I ungdomsårene kastede hun sig ud i ungdomspolitik og meldte sig ind i både studienævn og studieråd. Hun mener selv, at det er lysten til de her ting, der skaber en leder og som nærmest er et gen i hendes DNA. »Det var nok det her gen, der blev stimuleret, ved tanken om det første lederjob« Stine Bosse beskriver sig selv, som et enormt nysgerrigt menneske, der elsker at skabe nye veje for sig selv. Men nysgerrighed som drivkraft og ledelse i blodet kræver også ofre. Så Lixen spørger Stine: Tror du, at du havde været lykkeligere, hvis du havde været folkeskolelærer og i stedet for karriere i højere grad, havde prioriteret familie? »Jeg tror man skal være tro imod, hvem man er. Jeg kunne ikke have været skolelærer, for så var jeg sgu blevet skoleinspektør eller distriktsdirektør eller et eller andet,« fortæller hun.

Det er ikke et liv for alle Selvom Maja har fundet lykke i livet som nomade, tror hun man skal finde det, der gør lige netop en selv lykkelig. »Jeg tror ikke alle ville blive glade i den her konstellation.« fortæller hun.

Maja har tidligere i sit liv rejst meget og måske ligger tanken om karriere længere væk fra Maja end hos mange andre. »Der var mange af mine medstuderende, der rynkede på næsen, da jeg sagde, at jeg ville i praktik hos Go´morgen og Go´aften Danmark. De sagde ting som “Du er jo meget dygtigere end det. Skal du ikke noget mere?« Selvom Maja efterfølgende har spurtet rundt i newsroom, for at komme først med en historie, og er taget hjem fra juledagene med familien, fordi der kom breaking, har det aldrig føltes helt rigtigt. »Det liv, hvor man bare ventede på ferierne og næsten ikke kunne stå op om morgenen det var ikke det liv jeg ønskede at leve. Det var det liv jeg troede, jeg ønskede at leve,«

Lykke skal analyseres som en årsrapport Stine Bosse har flere gange analyseret sin egen lykke. Helst en gang hvert halve år, og i tidernes løb har hun fundet flere ting, der gør hende lykkelig. »Når man er i et så krævende et job, så bør man spørge sig selv cirka en gang hvert halve år, om det er det værd. Så tror jeg man vågner op på et tidspunkt og siger, det var vist ikke så godt det her.« Stine Bosse fremhæver, udover sine børnebørn, en arbejdsrelateret situation, der virkelig har givet hende en følelse af lykke. Som administrerende direktør stod overfor udfordringer med lav medarbejdertilfredshed. Menfter en række greb. andærede det sig. »Det var en fantastisk følelse. For det er der, succesen kommer og selvfølgelig vil vi alle gerne være en succes, men det var medarbejdernes stigende trivsel, der gav den største succesfølelse.« Denne følelse har været drivkraften for store dele af Stine Bosses liv og selvom hun ikke længere er CEO for Tryg overvinder drivkraften stadigvæk fristelsen for at læne sig tilbage og betragte et liv, som de fleste nok ville misunde.

Mere af det og mindre af det Selvom Maja ikke tror, hendes livsstil er for alle, mener hun alligevel, at alle burde forholde sig til deres egen lykke. Hun mener, at det handler om at spørge sig selv om man er glad og stille spørgsmålstegn ved, om det man laver og det man gør, er det rette. »Jeg tror, mange kunne blive gladere af at være mere i nuet og ikke jagte et bestemt hus eller en hurtigere bil,« fortæller Maja, der mener at man skal være ligeglad, med hvad andre forventer, at man gør.

Påtrods af at Maja har sat den tradionelle karrierevej på pause har hun speederen helt i bund, på de oplevelser hun om mange år, vil kigge tilbage på, og genkalde følelsen af ægte lykke, sammen med sin kæreste Derfor sidder Maja nu på Madeira og ved ikke, hvor lykken blæser hende hen fremover.

16 FOKUS

NOVEMBER 2020

Jeg for et par timer siden, da min hund var pissegod til hundetræning

Jeg fandt ud af, min far ikke skulle arbejde juleaften, Anna, 24 år

- Christoffer, 26 år

Min veninde ville passe mit barn.

3

Olivia, 2

Jeg spiste bland selv-slik

Isabella, 32 år

rdsat æ v g o t e s Jeg blev g var – uden , je som den romis! komp

Min baby sparkede i maven! Ninja-baby jo!

Anna, 25 år

Kristine, 24 år

Jeg fik at vide, jeg skulle være onkel

Jeg var sidst lykkelig, da ...

Niklas, 25 år

Af Rikke Stokland

Jeg bagte cookies!

Jacob, 25 år

Rikke sad på forreste række Og skraldgrinede til mit onemanshow Olav 27 år

Jeg vågnede i morges, rask, i live, med et liv på egne vilkår baseret på mine værdier

pitalet s o h å p r a f r Min mo ilede m s g o p o e n slog øjne til mig,

Jonas, 27 år

5 år

Mathilde, 2

Jeg sad på ca torv og dra fé på Svendborg k specialøl med min kæreste.

Mathias, 2

5 år

Jeg tog et vejskilt. Ægte lykke!

Katja, 25 år

SPORT

NOVEMBER 2020

17

Topkampe og smukt spil: FC Jourventus gik ubesejret gennem efteråret FC Jourventus fortsatte de flotte takter fra sæsonstarten i den afsluttende del af efterårssæsonen, men det var ikke uden problemer. Her er årets sidste indblik hos Danmarks bedste studiehold, der nu går på en lang vinterpause.

Af Emil Mozart Hansen

R

edaktøren på LIXENs sportssektion tager jer endnu engang med ud på fodboldbanen, hvor vi skal gennemgå den afsluttende del af FC Jourventus' efterårssæson.

I første del var det en dans på roser for FC Jourventus, der havde vundet samtlige kampe, men jeg kan allerede løfte sløret for, at der kom væsentlig mere modstand i de afsluttende kampe, hvor der var flere topkampe på programmet.

Udebane, debut og grønne trøjer Vi sluttede sidst på Campus Road, hvor FC Jourventus besejrede UTOPIA 7-0. Nu bevæger vi os længere ind mod byen, hvor ØB har hjemmebane. Her skulle FC Jourventus surfe videre på bølgen af sejre. Det gjorde de i den grad. FC Jourventus havde indstillet kompasset perfekt mod Østre Boldklub, der godt kunne ligne et hold, som havde spist fællesfrokost på Østens kebab-bod inden kampstart. FC Jourventus navigerede og spadserede let og elegant forbi ØB-spillerne, der gik mod øst, når FC Jourventus gik mod vest.

FC Jourventus havde meget mærkværdigt iført sig et sæt grønne spillertrøjer, som ØB havde stillet til rådighed, da hjemmeholdets hjemmetrøjer lignede FC Jourventus på en prik. Det uventede farveskifte gav dog ikke problemer.

På trods af et flot ØB-mål i ægte Cristiano Ronaldo-stil, så var det FC Jourventus, som kunne råbe ”Siiii” efter kampen, hvor det nu meget velkendte sejrsråb fandt sted efter en flot 4-1 sejr på udebane over ØB. Det var også en kamp, hvor der var debutanter fra den nye årgang.

Topkamp, opbakning og scoringer i mørke Det næste på efterårsmenuen var en aftenkamp mod B 67. Det var ikke bare en aftenkamp, nej det var en vaskeægte topkamp.

Nervøsiteten var til at spore hos Jourventus-spillerne. Nu ventede en modstander, som også havde præsteret glimrende i løbet af efterårssæsonen.

Fremmødet var utroligt flot, selvom det var en mørk, grå og efterårskold aften. Rygtet om, at det var en topkamp, havde spredt sig.

Samtidig må jeg rose SoMe-dækningen hos FC Jourventus. Der er virkelig blevet gjort

Kampe

Efterårsferie, afbud og tunge ben Så ramte vi uge 42, hvilket er efterårsferien, hvor der som regel er tid til at rejse, besøge familien eller tage på spaophold.

Et ferieramt FC Jourventus-hold mødte op mod Chang. På trods af mange afbud, så var lysten til en sejr der stadigvæk. Chang, som lå i den lavere del af tabellen, skulle ikke sætte en stopper for det.

Chang-holdet mødte dog op til kampen med stærkeste opstilling, og de kom flyvende fra start og blæste FC Jourventus bagover med et højt pres og hurtigt spil, der stressede især de bagerste kæder i Jourventus-maskineriet.

Chang kom foran gang på gang og i kampens døende sekunder førte de 3-2 mod et Jourventus-hold, der begyndte at kunne mærke, at efterårets første nederlag var på vej, men så kom efterårets flotteste mål pludselig op af hatten i Kochsgade.

Dommeren havde taget fløjten i munden.

Han var klar til at fløjte opgøret af, men så får FC Jourventus braget kuglen op i målhjørnet i forbindelse med en dødbold.

Spillere, trænere og fans udbryder i kolossal jubel både på og uden for banen.

Den scoring, den var vigtig. 3-3 i Chang. Nu

Status på efteråret, vinterhi og mesterskabsspil Det har været et efterår, hvor to årgange er blevet rystet sammen til en. KammeratsSidste kamp, mandfolkeindsats og kabet er vokset enormt. Fodbolden er blevet emotionel stemning prioriteret, selvom der har været skolearbejFC Jourventus promoverer med hashtagget #FORZAJOURVENTUS på deres sociale me de, studiejob og fritid ved siden af. Fodbolden har samlet utroligt mange mennesker i en dier. Det var lige præcis, hvad holdet skulle tid, hvor en epidemi hærger og gør hverdagøre. De skulle fortsætte, for 3-3 på udegen vanskelig. bane mod Chang er ikke et dårligt resultat.

Forhåbningerne og forventningerne til Specielt ikke, når man udligner i de døende dette efterår var store, så jeg er ikke oversekunder. rasket, men jeg må alligevel sige, at det har Nu til efterårets sidste kamp. Endnu enværet imponerende at følge FC Jourventus. gang var modstanderen Posten, men denne gang kan man vist godt sige, at det var deres Både på, men sandelig også uden for banen. gode hold uden at træde nogen over tæerne. FC Jourventus er virkelig noget specielt. Det er ikke nemt at få et hold til at fungere så For Posten havde to hold med i denne eftgodt, når erårspulje. Nu var det rækkens bedste hold, som stod på den anden banehalvdel. Posten man tænker på, at de rutinerede ræve fra 3. semester ikke havde spillet sammen før og havde vundet samtlige af deres kampe. lige pludselig får en håndfuld nye spillere Situationen om covid-19 fyldte dog fra 1. semester ind på holdet. Men det har i utroligt meget op til lørdagskampen, hvor den grad været en smuk fortælling fra første Mette Frederiksen havde meldt ud, at et træning. pressemøde med nye restriktioner skulle Nu går FC Jourventus i vinterhi. Støvlerne afholdes fredag. Kort sagt, så blev lørdagens lægges for en kort stund på hylden. Spillerne brag efterårets sidste kamp. får en lang pause til at forberede sig mentalt Det var derfor et emotionelt FC Jourpå det oprykningsspil, der venter til foråret. ventus-hold, der gik på banen mod Posten.

Det glæder jeg mig personligt utroligt meget Nervøsiteten var forsvundet, selvom modtil at følge. Det er jeg overbevist om, at vi er standeren var rækkens bedste hold målt på point. Jourventus-spillerne vidste godt, at nu mange der gør. var det tid til at give den hele armen.

Det gjorde FC Jourventus sandelig også.

Kampen mod Posten endte med at blive den mest underholdende af alle efterårets ti kampe. Hårde dueller, mundhuggeri og mål kunne de mange fremmødte tilskuere få lov til at se. Kampen levede virkelig op til sin status som topkamp.

FC Jourventus var kyniske, effektive og kort fortalt, så var de bare bedre end Posten.

Tre scoringer, en solid defensiv og et plankeværk nede i målet sikrede tre point og en ny forløsning. Posten reducerede på et straffespark til sidst, men det var lige meget.

FC Jourventus-spillerne vidste godt, at den var hjemme. Efterårets sidste kamp blev en sejr og sikke en måde at slukke af på.

Vindersangen fik virkelig en over nakken efter kampen. Der blev sunget så højt at strømmen et kort sekund forsvandt. videre til næste udfordring, der skulle vise sig at være den sidste.

Topscorerliste FC Jourventus

Herre S4 - Efteråret 2020 Hold

en indsats for at få venner og bekendte på stadion.

Nu en tur indenfor kridtstregerne. FC Jourventus kom bragende fra start i kampen mod B 67. Jeg kunne dog tydeligt se, at dette var den bedst spillende modstander med bolden, som FC Jourventus er løbet ind i indtil videre.

Men på trods af god modstand, så fandt FC Jourventus noget ekstraordinært frem og nerverne blev hurtigt skiftet ud med glæde, for scoringerne væltede ind i B 67-målet.

Men en reducering til B 67 skabte pludselig spænding og i takt med, at lyset dæmpede sig markant over Campus Road, så blev det lige pludselig en nervepirrende forestilling.

Men en mirakelredning i Jourventus-buret, fænomenal opbakning fra lægterne og en koldblodig indsats til sidst, så formåede FC Jourventus at vinde kampen i tusmørke med 4-1.

Stadionlys var der intet af, men der var lys i øjnene hos FC Jourventus-spillerne, der klarede første manddomsprøve i topstriden med bravur.

Mål Point

1. Posten 2. FC Jourventus 3. B 67 4. FC Campus

11 10 10 10

+30 +31 +37 +20

27 25 21 19

5. OKS 6. UTOPIA 7. Chang 8. Kildemosens BK 9. FC Odense 10. ØB 11. Posten 2

10 11 10 11 10 10 9

0 -12 -10 -10 -22 -23 -41

15 15 11 7 6 4 0

OBS: De fire bedste hold går videre til oprykningsspillet om oprykning til Serie 3.

Spiller

Resultater FC Jourventus Mål

1. Mathias Holst

7

2. Morten Palm

6

3. Malte Møller

4

4. Silas Moody

3

5. Mark Tolstrup

3

6. Oliver Orup

3

7. Anders Larsen

1

8. Ryan Svale

1

9. Simon Rosenkrantz

1

10. Youssef Ayoub

1

27/9 ØB - FC Jourventus 1-4 6/10 FC Jourventus - B 67 4-1 17/10 FC Jourventus - Chang 3-3 24/10 Posten - FC Jourventus 1-3 31/10 (Aflyst pga. Covid-19) FC Jourventus - FC Odense

18

DEBAT

NOVEMBER 2020

Me Too debatten har gjort journalister til jagthunde i stedet for vagthunde Af Anders Kofod-Jensen

O

nsdag d. 21. oktober skrev politisk ordfører for Socialdemokratiet, Jesper Petersen et opslag på Facebook, at han var blevet kontaktet af Ekstra Bladet, som ville bringe en artikel om, at han for 20 år siden havde haft et engangsforhold til en 15-årig pige. En pige, som han havde været lærervikar for på en folkeskole tilbage i 2001. Nu 20 år efter havde Ekstra Bladet fået nys om sagen og valgte at kontakte Jesper Petersen for at fortælle ham, at de havde tænkt sig at bringe historien på deres hjemmeside.

Selv mente Jesper Petersen, at Ekstra Bladet ville bringe en artikel, der bragte detaljer, som ikke beskrev episoden korrekt. Da Facebook-opdateringen var blevet offentliggjort, afviste chefredaktør for Ekstra Bladet, Poul Madsen, at mediet ville bringe historien: ”Der kommer ikke en historie i Ekstra Bladet om, hvad du foretog dig som lærervikar i Sønderborg. Selvom detaljerne ikke er helt, som du beskriver, så er det 20 år siden og derfor en sag, som er alt for gammel til at blive læst ind i den nuværende

krænkelsesdebat”. de fleste nok vil glemme den med sikkert også skal lægge øre til lidt Dette blev bragt op i Presseltiden, og alt vil blive, som det pleaf hvert. Poul Madsen ’undskyldogen på TV2 News, hvor Poul jer at være, men for hende har det te’ med, at avisen valgte at konMadsen var inde og forsvarer Eksikkert ikke været nemt at stå frem takte pigen først, men havde Ekstra Bladets håndtering af sagen. bare for at blive ’vraget’ i avisen, stra Bladet så ringe bemanding, Blandt andet var landets tidligere fordi der ikke var tilstrækkeligt at de ikke kunne kontakte dem statsminister, Lars Løkke Rasmuskød på. Det er svært at sige, hvad begge samtidig? I mine ører lysen med og udtalte, at han syntes, der er foregået dengang, når vi der det i hvert fald helt utrolidet var ulækkert og skammeligt, at nu kun kender historien fra Jesgt, hvis det skulle være tilfældet.

Ekstra Bladet ikke kontaktede Jesper Petersens side, men uanset Efter Poul Madsen valgte ikke at per Petersen, så snart bringe historien om Jesper de vidste, at de alligevel » Poul Madsen ’undskyldte’ med, at Petersen og pigen, kunne ikke ville bringe histo- avisen valgte at kontakte pigen først, man alligevel læse en artikel rien. Generelt mindede men havde Ekstra Bladet så ringe be- i Ekstra Bladet med overhele seancen i Presseloskriften ’Jesper Petersen i gen om skolegårdsfnid- manding, at de ikke kunne kontakte panik: Undskylder sex med der. dem begge samtidig? I mine ører ly- skole-elev’. De valgte derfor Poul Madsen havde der det i hvert fald helt utroligt, hvis at udnytte, at Jesper Peterstravlt med at skylde skyen selv havde stået frem til lden over på de andre det skulle være tilfældet.« at lave en artikel, hvori de mediehuse, som også effik det til at lyde, som om terfølgende havde bragt historien. I hvad vil jeg give Lars Løkke ret. det var ham, der selv havde stået Presselogen blev Poul Madsen også Det er skammeligt, at Ekstra Bladet frem af egen fri vilje, og ikke på spurgt ind til pigen, og hvordan de tøvede med at kontakte Jesper Pegrund af pres fra Ekstra Bladet. havde tænkt sig at hjælpe hende, tersen, så snart de vidste, at de ikke Denne form for journalistisk mahvortil han svarede, at det ville de havde tænkt sig at bringe historien nipulation klæder virkelig ikke meløbende tage hånd om. alligevel. diebranchen. I dette eksempel er Hvordan kan man tage hånd om Som journalister har vi nemlig et det i hvert fald tydeligt, at mediet en sag, der allerede er ude i offentansvar overfor både den anonyme er gået væk fra at være den klasligheden nu? pige og ikke mindst overfor Jessiske vagthund, og i stedet er bleSelvfølgelig kan man sige, at per Petersen og hans familie, der vet en journalistisk jagthund, der

går efter et bytte, den kan slagte.

Hvad kan man som journalist så lære af sagen om Jesper Petersen?

Selvfølgelig er det vigtigt, at de ’klamme krænkere’ skal konfronteres med, hvad de har gjort. Men i en situation, hvor vi ikke har mulighed for at høre, hvad der er foregået og derfor kun kan gisne om det, er det svært at anklage nogen for noget. Jeg mener i hvert fald, at man burde have bragt historien, så man kunne have hørt, hvad også pigen mente. For mig er det i hvert fald hende, der i dette tilfælde står tilbage som den helt store ’taber’.

Dermed ikke sagt, at der nogensinde er en vinder i disse sager.

Hvorfor smitter coronaindsatsen ikke af på andre sundhedsproblemer?

Af Jacob Berg

S

undhed og samfundssind blev nøgleordene i det herrens år 2020. Nærmest udelukkende på grund af en pandemi.

COVID-19 har sat vores omgang med hinanden på prøve. Afstand og hensyntagen er på meget kort tid blevet en forudsætning i mange af dagligdagens små hjørner. Senest er hele det offentlige liv, lige fra fastfood-forhandlerne til den lokale centerpub, blevet underlagt krav om obligatorisk at bære mundbind.

Og det har været nemt og hurtigt at omstille både virksomheder og deres kunder til corona-venlige løsninger. Og for det siger jeg tak.

Dog finder jeg det også tankevækkende, hvor meget lige præcis denne virus har påvirket visse virksomheders sundhedsindstilling og samfundssind. Særligt når man tager deres øvrige sundhedssynder i betragtning.

Kigger man på kaloriekongen McDonald’s, så har de hurtigt, effektivt og lovpligtigt omstillet deres forretning, således at deres kunder nu ikke smitter hinanden unødvendigt, når de skal købe deres diabetes type-2. Selvom dette umid-

delbart lyder positivt, så kan man andre sundhedsfaglige problemkunne spare penge i sundhedssekalligevel godt undre sig over, at stillinger. Ikke at virksomheden bør toren. Hvis fastfood-vanerne holddette er den eneste sundhedskrise, være ulovlig. Men folks daglige inder, vil brugerne blot være med til som McDonald’s skal indrette sig tag af kalorier bør kunne reguleres at betale for deres egen fremtidige efter. Især fordi McDonald’s selv mere effektivt, end man hidtil har behandlinger. har aktier i de aktuelle fedmeepidgjort.

Kritiske røster vil måske påpege, emier, der ses verden over. I DanDen nuværende pandemi har at McDonald’s og resten af burgmark er 51% af den voksne befolkkostet dyrt. Statskassen har blødt er-holdet kunne føle sig nødsaget ning overvægtige. 17% har et BMI milliarder af kroner væk. Et forslag til at forlade Danmark, hvis repå over 30. Og udgifterne er til at kunne være at lægge en hård beskatgeringen begynder at stille slankfå øje på. Et menneske med en så ning på kolesterol-bomberne. Hvis ere krav til mad-gigantens avance. høj BMI koster i gennemsnit Det er givetvis også korrekt. samfundet 28.000 kroner » Kigger man på kaloriekongen Men Danmark kommer hell- svarende til lidt mere end McDonald’s, så har de hurtigt, er ikke til at mangle fast500 Double Big Tasty Bacon effektivt og lovpligtigt omstillet food-løsninger, blot fordi en menuer. Denne virkelighed burgerkæde eller to forsvinhar også sin jævnlige gang deres forretning, således at de- der. Tværtimod kunne det i den offentlige debat, men res kunder nu ikke smitter hi- tænkes, at der ville komme den reguleres aldrig lige så nanden unødvendigt, når de skal nye, konsekvent skattebetalfast, som vi har set regulerinende spillere i markedet. købe deres diabetes type-2.« gen af coronavirus.

Lad os blive ved med at Dette indlæg er ikke holde de gode takter i forhold skrevet for at fatshame mennesker, der blev indført en lige så høj protil den aktuelle sundhedskrise. Men der måtte være overvægtige. Det centvis beskatning på fastfood med lad os nu også prøve at gøre op med er heller ikke skrevet som en kritik et for højt kalorieindhold, som den manglende adfærdsregulering af den danske corona-politik. Det man har indført for cigaretter og af menneskers fastfood-indtag. Vi er i stedet skrevet med en forhåbtobak, så ville der ske én af to ting. skal hverken ædes op af folkesygning om, at den hurtige eksekverEnten stopper folk med at spise domme eller influenzapandemier. ing af sundhedsforanstaltninger, fastfood i samme grad som hidOg vi skal heller ikke æde os ihjel. der pludselig er opstået fra politisk til. Afgifterne vil så ikke indbringe Man kan selvfølgelig ikke samhold, smitter af på indsatsen ved meget, men man vil forhåbentligt menligne konsekvenserne fra fast-

food-indtag med en hurtigt smittende virus. Til gengæld kan man nemt sammenligne indsatsen imod coronavirus med diverse folkesygdomme. Og forhåbentligt bliver det en eller anden dag en lige så effektiv indsats vi ser i kampen mod kaloriekongerne.

DEBAT

NOVEMBER 2020

19

Et år efter Radio24syv’s ophør er kanalen savnet - men livet er også gået videre

S

iden marts har man kunnet høre folk sige: “Tænk, hvis Radio24syv stadig havde været her til at dække coronakrisen”. Og siden september i år: “Tænk, hvis Radio24syv havde været her til at dække sexisme- og #metoo-debatten”. Faktum er, at radiostationen ikke længere findes, men at der stadig laves masser af god radio. Jeg var dog en af de mange, som begræd lukningen for et år siden af Radio24syv - den originale taleradio.

Takket være Mikael Bertelsen og Mads Brügger som programchefer og profilerede journalistiske kræfter var der igennem årene skabt en innovativ og finurlig stil, der ikke tøvede med at afsøge og overskride grænserne. “Den frække dreng i klassen” – noget helt andet end P1.

Selve lukningen var resultatet af en uskøn politisk proces affødt af et stærkt omdiskuteret medieforlig, og det var hjerteskærende, da radioen blev lagt i graven d. 31 oktober 2019 til tonerne af en smuk fanfare på taget af det daværende hovedsæde i København. Mange gav udtryk for at være næsten afhængige af Radio24syv – jeg selv inklusive. Derfor var jeg også efter nedlæggelsen bekymret for konsekvensen - om

Af Harald Sebastian Krebs Illustration: Agnes Rønberg met fortæller ugens gæst om en public service-radio nu gik en uvis tid at tænke ud af boksen og følge afgørende overgang i livet, der har med!

Og resultatet er blevet, at fremtid i møde? I dag, hvor der er haft indflydelse på personens reman ikke længere med nogen rimegået et år, siden Aaron Coplands ligiøsitet. Et klokkeklart eksempel lighed kan kalde P1 grå og støvet.

“Fanfare for the common man” på innovativ og interessant perRadio24syv har haft en markant blev spillet som afskedssalut på sonskildring og et meget vedkomindflydelse på den gamle kanal i taget af radiostationens bygning i mende journalistisk koncept. Endretning af at fremstå mere innovaVester Farimagsgade i København, nu et godt eksempel er Genstart tiv og uforudsigelig.

En lange række er jeg blevet betrygget i, at tingene med Knud Brix. af Radio24syv’s bærende kræfter trods alt ser langt mere lovende Radio24syv blev afløst på er efterfølgende kommet godt vidud, når det kommer til public serFM-båndets frekvens 103,0 af ere i medieverdenen.

I januar 2019 vice og taleradio. Jeg indrømmer den nye og ligeledes licensfinanhentede P1 Claus Cancel fra Radiogerne, at selvom jeg nærmest så sierede Radio4.

I forbindelse med 24syv ind som ny redaktionschef Radio24syv som en fast og næsten medieforliget blev det vedtag“rituel” del af min hverdag, så » Resultatet er blevet, at man et, at den nye kanal skulle ligge har jeg fundet mig fint til rette ikke længere med nogen mindst 110 km. fra København med det brede udbud af public rimelighed kan kalde P1 grå - et kontroversielt politisk valg. service, som findes derude.

P1 blev for år tilbage beskrevet og støvet. Radio24syv har Hovedsædet blev i Aarhus. Det som den kedelige og grå ta- haft en markant indflydelse er min oplevelse, at Radio4 har leradio. Det virkede også til, at på den gamle kanal i retning dyb respekt for sin københavnfolkene på DR var bekendt med af at fremstå mere innovativ ske forgænger og bestræber sig på at stå på skuldrene af denne. dette. Da tidligere kanalchef for og uforudsigelig. « Det vil tage tid at opbygge en P1, Thomas Buch Andersen, selvstændig og stærk profil, og det på programmerne P1 Morgen og søgte stillingen som chef, nævnte skal blive interessant at følge den Orientering.

Det er to eksempler han Radio24syv’s innovative og nye kanals udvikling. på programmer, som jeg ofte hører friske tilgang. Det skrev han i 2018 Mange af Radio24syv’s programfor at blive klogere på de seneste i Dagbladet Information. mer lever videre på andre medier. nyheder – i Danmark og i verden.

Radio24syv’s nytænkende tilKanalen var indbegrebet af pubDerudover har P1 ansat den tidliggang var lige netop dét, der skabte lic service.

Der var noget til alle, ere vært på Radio24syv Iben Maria stof og efterhånden gav radioog der blev favnet bredt – endda Zeuthen, hvor hun med sine kloge en sine mange lyttere. Men ikke så bredt, at mange af de populære ord og skarpe iagttagelsesevne står nok med det: radioens voksende programmer senere har fundet et for et nyt og meget ”24syv’sk”-konmarkedsandel både inspirerede og nyt og oplagt hjem.

Eksemplerne er cept med Tal til mig.

I programudfordrede DR - nu var det på høje

mange: hvem husker ikke det farverige sladdermagasin Det, vi taler om med Ditte Okman som sladderdronning? Programmet var lige fra starten som skabt til BT, og det er da også her, at det findes i dag.

Og hvad med det borgerlige debatprogram Cordua og Steno? Jo, det lever skam i bedste velgående hos Berlingske. Og endelig har Weekendavisen sat sig på det muligvis allerbedste portrætprogram med tid til den gode snak, Det Næste Kapitel.

Et af Radio24syv’s væsentligste kendetegn var de nytænkende og lidt skæve programkoncepter båret frem af stærke værtsprofiler, og derfor lever mange af disse journalistiske genistreger videre. Selvfølgelig tog det tid for Radio24syv at bygge sig selv op - fra 2011 til 2019.

Men årene var alt andet end spildte, og både tiden under og efter har haft en stor effekt og faktisk fornyet dansk taleradio.

BAGSIDEN

Parforhold: Single og (u)lykkelig Livets evige søgen efter det lykkelige liv og troen på, at den kun kan findes i kærligheden til et andet menneske, er en forkert opfattelse. Det er ganske enkelt ikke det, vi som mennesker definerer som lykkeligt. Jeg kan faktisk af erfaring sige, at et singleliv også kan sprudle af lykke.

D

a jeg forleden fattede pennen for at skrive et indlæg om emnet lykke, var det med et helt andet take, end det er endt med. En overhøring af en samtale mellem en flok kvinder i midten af tyverne, fik mig nemlig til at reflektere over, om man mon kan være single og lykkelig. Efter en mærken efter og en dyb selvrefleksion kom jeg frem til, at svaret på dette spørgsmål kun kan være: JA, man kan godt være single og lykkelig, for det er jeg.

Deres snak tog udgangspunkt i den ene af kvinderne, som tilsyneladende var single, og det jeg bed mærke i var, da den ene med en medlidende hånd på singlekvindes skulder, sagde: »Du kan jo ikke være lykkelig, når ikke du har en at dele hverdagen med«. Jeg må indrømme, at jeg blev enormt stødt over denne udmelding, for hun konkluderede jo lige, på vegne af alle os singler, at vi er ulykkelige.

Men hvad er det for en useriøs tolkning af det at være lykkelig, og hvad er det for en misforstået opfattelse af, at man som menneske først kan anskues for at være et helt og fuldkomment lykkelig, når man har fundet den, man vil dele livet med?

Selvfølgelig kan jeg godt relatere til, at man gerne vil finde prinsen eller prinsessen på den hvide hest, for hvem vil ikke gerne det. Jeg synes bare, at det er en forkert opfattelse, når

Af Rikke Roelsgaard Paulsen man går rundt og tror, at man ikke kan være lykkelig uden. Og nu skal jeg ikke spille hellig, for jeg har selv, efter et brud med en kæreste, haft lange perioder, hvor jeg havde svært ved at se, at opskriften på lykke ikke behøvede at inkludere en partner. Derfor satte jeg mit liv på standby, og placerede mig selv i en position, hvor jeg glemte at leve livet. For hvad var et lykkeligt liv uden en partner - den opskrift kendte jeg ikke til.

Kærlighed på recept Efter at have fundet opskriften på det lykkelige singleliv, så kan jeg godt gå og blive trist til mode over de singlekvinder, som endnu ikke har fundet den, og som endnu værre, ikke ved at den eksisterer. Tænk lige et scenarie, hvor du selv kan bestemme, hvornår aftensmaden skal indtages, og om den skal bestå af indisk take-away fra den lokale eller en hurtig omgang alt-godt-fra-køleskabet. Om der skal drikkes rødvin på en tirsdag eller tequila på en torsdag. Om der skal danses på bordene en lørdag aften, og om søndagen skal bruges i sengen, fordi gårsdagens indtag af lidt for mange vodkashots, gik vildt for sig. Om der skal høres Spice Girls eller Britney Spears mens entreens vægge males peach-melba farvet, og om Louisiana-plakaten skal hænge til højre eller venstre for stuens vinduesparti. Derfor skulle det

nu gerne stå klart, hvor fucking fantastisk, det efter sigende røvkedelige singleliv, kan være.

Og nu ved jeg godt, at der findes kvinder, hvis biologiske ur tikker. Men selv om du er en af dem, som er ved at rykke håret af sig selv over ikke at have fundet den partner, som skal være med til at fuldende familiens vel dekoreret stamtræ, så lad dig ikke narre til at tro, at man ikke kan være lykkelig foruden. Det betyder ikke, at mission “find en partner,” skal sættes på pause, for den del er også magisk. Men det betyder, at det er vigtigt, at du ikke lader den mission overskygge alt det andet, som også beriger dit liv med lykke. Og allervigtigst er det at huske på, at der også er en til dig - din tid i et lykkeligt parforhold kommer også.

(U) l y k k e l i g At finde frem til det lykkelige singleliv kan hurtigt komme til at lyde let og ligetil. Men faktisk har jeg erfaret, at det er lige det modsatte. Derfor krævede det mig også en god portion terapeutiske behandlinger at finde frem til, at lykke kan findes i andet end en partner.

Så til dig, søde kvinde, og i øvrigt til alle andre kvinder i denne verden, tænk jer lige om næste gang i får stoppet konklusionen om, at alle singlekvinder er ulykkelige, godt