Lixen marts 2014

Lixen

Lixen

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 16. årgang | 1. nummer | marts 2014

OPINION

PORTRÆT

“

Jeg går nogle gange meget tæt på.

Chefredaktør revser unge journalister

- Line Holm, featurejournalist

Side 23

Side 11

Ordet vinder over billedet

Kommende journalister skal kunne mere. Nu forventes det også, at journalister kan tage billeder til deres artikler. Det er både mediebranchen og journalistuddannelserne enige om. Men her stopper enigheden. Hvordan de journaliststuderende bedst rustes til den journalistiske virkelighed, er der flere bud på.

Side 20

TEMA: FOTOJOURNALISTIK

SIDE 15-21

2 | marts 2014 | LIXEN

Indhold

Leder

INTERN

Vi skal turde være kritiske. Overfor os selv og overfor journalistikken.

Vi undersøger radiofagets fokus på den regionale journalistik, stiller skarpt på svartider fra Studieadministrationen og tager et kritisk blik på CV-ræset forud for Panikdagen i april.

Vi bliver ikke bare uddannede til at være journalister. Formlen på “journalist” er visket ud. Kravene bliver stadigt større, og muligvis endnu større for journaliststuderende. For hvem gider at ansætte os som praktikanter eller ny-udklækkede journalister, hvis vi ikke formår at udfordre udviklingen?

Vi er nødt til at hænge i som journaliststuderende, for ellers kan vores gyldne mulighed for det gode job forsvinde. Vi får konkurrence fra alle steder. Om personen har læst statskundskab, antropologi eller sociologi er fuldstændig underordnet. Der forventes mere af os, fordi samfundet er blevet et andet.

Side 3-8

EKSTERN

Journalister skal gå nye veje, men betyder det, at vi skal gå på kompromis?

Vi må hanke op i os selv og følge med udviklingen og finde en formel på, hvordan vi udfylder rollen bedst.

I Aarhus ændrer Damarks Medieog Journalisthøjskole på adgangskravene til deres uddannelser gældende fra 1. september. Fra nu af skal der sendes et CV med ansøgningen for, at man må gå til optagelsesprøve.

Lixen har været igennem udviklingstromlen. Vi er en universitetsavis, men for, at vi fortsat bliver taget seriøst af andre medier, bliver også vi nødt til at udvikle os.

Vi har et krav på Lixen. Opinion-sektionen skal være mere debatterende. Vi skal have en mening om journalistikken og turde være kritiske over for det, vi laver. I fremtiden skal vi skabe vores eget job. Men hvordan kan vi det, hvis vi ikke har en holdning til medieverdenen? På Lixen mener vi, at det bliver svært at skille sig ud som journalist, hvis vi ikke er kritiske, kræver ændringer og ser vores fejl.

Side 9-10

PORTRÆT En syg pige i Nepal skulle vise sig at få stor betydning for Line Holm. Artikelserien om den syge Victoria kastede en Cavlingnominering af sig, og siden har Line Holm markeret sig som en af Danmarks bedste journalister til det lange, skrevne format.

Men vi skal også kunne modtage kritik fra medieverdenen. I marts-udgaven har vi bedt Jonas Kuld Rathje, chefredaktør på MetroXpress, om at forholde sig til nutidens journalistik. Han mener, at nutidens journaliststuderende er dovne i forhold til tidligere.

Vi skal ikke ryste på hovedet af opsange fra branchen. Vi skal i stedet tage dem til os, for kun sådan kan vi blive bedre. Ligegyldigt om det er en lussing eller et klap på skulderen.

Side 11-14

FOKUS

Vi har brug for et realitetstjek!

Du ser deres arbejde hver dag i aviserne. Fotografierne. Men hvem er fotojournalisterne? Og hvad vil det i det hele taget sige at være fotojournalist og ikke fotograf? Lixen sætter fokus på fotojournalistikken.

Side 15-21

På vegne af redaktionen, Jane og Josephine

OPINION Er unge journalister dovne? Det mener chefredaktøren hos MetroXpress, Jonas Kuld Rathje, som står bag månedens klumme. Læs også “Dagbog fra en praktikant”, hvor du kan komme bag kulisserne på DR Nyheder.

Side 22-23

Lixen

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklingen og tendenser om mediebranchen og på landets journalistuddannelser LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M

Jane Grønning Ansv. chefredaktør

Josephine Fogsgaard Chefredaktør

Anna Nedergaard Redaktør

Kristian Balle Ravn Redaktør

Mette Mølgaard Henriksen Redaktør

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer Faste skribenter: Karen Louise Mørk Victoria Touveneau Stefan Jørgensen

Rebecca Cywan Redaktør

Sofie Rye Redaktør

Stefanie Mather Redaktør

Karen Lerbech Digital redaktør

Holger Anderson Billedredaktør

INTERN

LIXEN | marts 2014 | 3

CV får for meget opmærksomhed Journaliststuderende og praktisksteder tænker for meget på CV’et. Det mener Karsten Baagø, studieleder på Center for Journalistik. De studerende er enige og mener, at CV’et skaber et pres.

Karen Louise Mørk, 2. semester

Mange journalistaspiranter arbejder lige nu på ansøgninger til praktikken. Flotte titler på CV’et har fået stor betydning, når der skal underskrives kontrakter på panikdagen. Det mener flere studerende.

Ifølge studieleder, Karsten Baagø, fokuserer branchen og de studerende for meget på CV og karrieremuligheder. »Vi har erfaret, at CV’et har stor betydning for de studerende, og det er mit indtryk, at det har fået stadig større betydning med årene. Det er ikke en udvikling, vi fra uddannelsens side har tilskyndet eller bifalder,« siger Karsten Baagø.

Praktikperioden er tænkt som et element i uddannelsen ligesom andre fag.

Karsten Baagø oplever, at praktikken er blevet et karriereelement på en del praktiksteder, hvor praktikanterne benyttes som fuldtidsarbejdsraft i den redaktionelle vagtplan. Ifølge Karsten Baagø er det ikke meningen med praktikken. »Praktikstedet har afgørende betydning for jeres fremtidige karriere.

Sådan lyder dogmet.

Et dogme, som I dels selv har skabt, og et dogme som dele af branchen selv bekræfter,« siger han.

ansøgninger fra journaliststuderende. Redaktionschef, Peter Faurholdt-Löfvall, mener, at det er meget naturligt, at praktikken har så stor betydning for de studerende, da den har indflydelse på den fremtidige karriere. »Uden at kende tallene på det, tror jeg, at mange bliver ansat på det medie, hvor de har været i praktik. Det er jo det sted, der har været med til at forme dem og lære dem det, man har brug for,« siger Peter Faurholdt-Löfvall.

Han bekræfter, at CV’et spiller en stor rolle, når de skal ansætte praktikanter. Men det er ikke altafgørende. »Vi læser folks CV og kigger på, hvad de har lavet, men vi vælger ikke kun dem, der kan dokumentere erfaring,« siger han.

Praktikperioden spiller en stor rolle hos praktikanterne.

Konsekvensen er, at der er kommet større fokus på CV’et.

Både når de studerende søger praktikpladser, og når branchen ansætter praktikanter. »Det er mit indtryk, at medierne er mere optagede af, hvad I laver udenfor uddannelsen,« siger Karsten Baagø.

CV og stress Annemette Drue går på 4. semester på journalistuddannelsen ved SDU, og hun er netop i gang med praktikansøgningen. Hendes opfattelse er, at CV’et har stor betyd-

CV. De journaliststuderende stresser fortsat over presset om CV. Illustration: Josephine Fogsgaard

CV, og derfor har jeg været stresset,« fortæller Annemette Drue.

Hun kan dog skrive på sit CV, at hun har arbejdet som frivillig skribent for OB Kvin-

Hvad kan man gøre?

Ifølge Karsten Baagø er både branchen og de studerende optaget af de forkerte ting, og det er ”uværdigt” for de kommende praktikanter.

“

Vi har erfaret, at CV’et har stor betydning for de studerende, og det er mit indtryk, at det har fået stadig større betydning med årene

Praktik betyder meget DR Nyheder er et af de praktiksteder, der modtager flest

- Karsten Baagø, studieleder ved Center for Journalistik

ning i forbindelse med praktikken. Det har været stressende for hende. »Jo flottere og mere studierelevant dit CV er, dets bedre er det, når du skal søge praktik. Jeg har ikke et langt

defodbold. »Jeg er overhovedet ikke interesseret i sportsjournalistik. Men det var det job, jeg kunne finde, og det var jo bare for at kunne skrive det på mit CV,« siger Annemette Drue.

»Jeg synes ikke den måde, I bliver udvalgt og ansat på i forbindelse med praktikken er specielt værdig for jer. Men I accepterer den,« siger studielederen.

I forhold til panikdagen mener Peter Faurholdt-Löfvall,

at alle prøver at gøre det så værdigt som muligt for de studerende. Og som han siger, er systemet bedre end så meget andet. Han er dog altid åben for en ny og bedre løsning. »Jeg synes ikke, det er optimalt, som det foregår nu. Jeg har bare ikke på stående fod afløseren for det. Men det er klart, det er en hård dag for alle,« siger Peter FaurholdtLöfvall.

Ifølge Karsten Baagø er det begrænset, hvad de kan gøre på Center for Journalistik.

Hvis de studerende ønsker bedre vilkår, kræver det ændringer, og de kommer ikke af sig selv.

kmoerk13@student.sdu.dk

INTERN

4 | marts 2014 | LIXEN

Beton TV skal være mere journalistisk

To nye redaktører vil gøre Beton TV mere journalistik samt lave flere kritiske vinkler. En vision, der falder i god jord hos ledelsen bag Beton TV, som har efterspurgt en mere journalistisk tilgang.

Jane Grønning

Beton TV har fået to nye redaktører. Mikkel Eskelund og Christina Schmidth Pedersen.

De har en dagsorden. Indslagene skal være mere journalis tiske. De studerende på Syddansk Universitet skal have lyst til at se indslagene og føle, at de får noget ud af det. Christina Schmidth Pedersen mener, at indslagene i højere grad skal have en kritisk vinkel. »Vi vil gerne lave flere skarpe vinkler og noget mere kritisk. TV-indslag med mere

indhold, end der har været. Så vil vi gerne have en skarpere profil, der kan arbejdes videre på,« fortæller Christina Schmidth Pedersen.

Beton TV er de studerendes TV på SDU. Et projekt, der blev startet i januar sidste år af studerende på Center for Journalistik. Undervejs har studerende fra medievidenskab og tilvalg i journalistik udgjort redaktionen. Men Christina Schmidth Pedersen og Mikkel Eskelund er nu også en del af holdet. De studerer journalistik på bacheloruddannelsen og vil være med til at gøre Beton TV mere journalistisk.

Dybdegående indslag Mimo Antabi er kommunikations- og eventmedarbejder på SDU og en del af ledelsen af Beton TV. Han håber på, at de to journaliststuderende kan hjælpe til, at der kommer flere dybdegående tvindslag. »Det med at grave nogle ting frem af mulden, det har haltet lidt. Det bliver bedre nu, vi

har to journaliststuderende med. Så dem forventer jeg mig rigtig meget,« siger Mimo Antabi.

Op til de studerende Da Beton TV er for de studerende, har SDU valgt, at strukturen er op til dem, der udgør redaktionen. Der er frie tøjler, lige bortset fra ét krav: indslagene skal udstråle en journalistisk tilgang. »Der er lagt en præmis omkring den journalistiske tilgang. En-kilde-historier er no-go. Udover det har vi valgt at lade det være meget op til de studerende, fordi det ikke skal ende med en forlænget propaganda-arm,« fortæller Mimo Antabi.

De nye redaktører mener, at der især er ét fag, der kan tilføre Beton TV flere journalistiske historier. »Det, vi tager med, er den undervisning, vi har fået i TV. Vi tænker historierne anderledes. Så det vi tager med, det er den journalistiske tilgang,« forklarer Mikkel Eskelund.

SDU. Beton TV vil producere flere kritiske indslag.

Tre ting Ifølge Mimo Antabi er der tre ting, som Beton TV skal arbejde mere med. »Synlighed. Det kan man hele tiden blive bedre til. De journalistiske historier, og at det er en naturlig ting, at man skal ind og se, hvad sker der på Beton TV. At det bliver en integreret og forankret ting. Det skal vi blive meget bedre til.

Der peger pilen især tilbage os,« siger han.

Men synligheden kommer ikke af sig selv. Redaktionen arbejder for at være nærværende. Det gælder også på de sociale medier. »Vi har tilføjet Twitter og Instagram, fordi vi forsøger

at være der, hvor vi selv er.

Hvor andre studerende er og forhåbentlig kigger,« siger Mikkel Eskelund.

De kritiske indslag kan gøre, at flere studerende vil vise interesse for Beton TV. Det håber Christina Schmidt Pedersen. »Jeg tror på, at når vi laver skarpe historier og har en kritisk tilgang til det hele, så er det også mere interessant for folk at se på. Der bliver ikke længere lavet indslag for sjov. Vi har sjove vinkler, men det hele kommer til at tage udgangspunkt i rigtige historier,« fastslår Christina Schmidth Pedersen. janjo13@student.sdu.dk

Karakterer stiger i Offentlig Forvaltning For første gang måtte de bruge journaliststuderende hjælpemidler til eksamen i Offentlig Forvaltning. Og det havde indflydelse på karaktererne. Men de studerende mener, at hjælpemidlerne ikke eneste mulige forklaring på karakterstigningen.

Stefan Jørgensen, 2. semester

De journaliststuderende på 2. semester svedte formentligt mindre end de tidligere årgange, da de i januar satte sig til tasterne ved eksamen i Offentlig Forvaltning. For første gang måtte de stud-

erende nemlig have hjælpemidler med i form af pensum, noter og internet. Og det kan mærkes på karaktererne. Årgangen fra 2012 kom ud med et karaktergennemsnit på 3,8 i offentlig forvaltning, mens 2013-årgangen løftede snittet til 4,8. Samtidig er dumpeprocenten også blevet lavere. Underviser i Offentlig Forvaltning på Center for Journalistik, Normann Pedersen, afviser dog, at det er blevet lettere at bestå faget. »Ved at hæve niveauet i bedømmelsen, kompenserer jeg for, at de studerende må have hjæl-pemidler med,« siger Normann Pedersen.

Normann Pedersen. De peger nemlig kun på én årsag til karakterstigningen. »Jeg tror udelukkende, der er én grund til det, og det er, at vi har fået lov til at bruge hjælpemidler i år. Det tror jeg har været afgørende,« siger Frederik Mikelsons, journaliststuderende på 2. semester.

Han bakkes op af medstuderende Jakob Schjoldager. »Jeg mener ikke, at vi har bedre læsevaner end de tidligere årgange. Hjælpemidlerne har måske tværtimod haft den modsatte effekt og er dermed blevet en hvilepude for os med hensyn til læsningen. Så hjælpemidlerne har været den store forskel.«

Hjælpemidler afgørende Flere journaliststuderende på 2. semester er uenige med

Andre forklaringer Modsat de studerende peger Normann Pedersen og

Johannes Michelsen, fagansvarlig for de journalistiske vidensfag ved Institut for Statskundskab, på, at forklaringen på det højere snit og den lavere dumpeprocent primært skal findes andre steder.

Johannes Michelsen forklarer blandt andet, at underviserne med en målrettet indsats har forsøgt at gøre de journaliststuderende til bedre studerende. Karakterstigningen ser han netop som et udtryk for, at denne indsats er lykkedes. De journaliststuderende har ganske enkelt fået bedre læsevaner og forbereder sig bedre til undervisningen, mener Johannes Michelsen. Samtidig synes han, at timingen har været god. »De studerende har jo været begunstigede af, at vi har haft

et begivenhedsrigt efterår med kommunalvalg og flere spændende sager omkring embedsmænd og politikeres roller,« siger Johannes Michelsen.

Normann Pedersen er enig med Johannes Michelsen om den gode timing. Han fremhæver samtidig, at han har forsøgt at gøre undervisningen mere konkret for de journaliststuderende. »Der har været kommunalvalg, finanslovsaftalen og mange gode cases, så vi har jo ramt rigtigt i forhold til, hvad der er sket ude i samfundet,« siger Normann Pedersen.

INTERN

LIXEN | marts 2014 | 5

Forsinket eksamensresultat skaber utilfredshed For de journaliststuderende på 4. semester medførte et manglende svar på eksamensopgaven i Journalistik og Samfund utilfredshed og et unødvendigt pres. Det manglende svar overskred deadline med fire uger og strakte sig ind i januars eksmensstress.

Jane Grønning

Stress, svedige håndflader og sene nattetimer er hverdagskost for de fleste studerende i januar måned. Eksaminerne hænger over hovederne, men for de journaliststuderende på 4. semester på Center for Journalistik var der én eksamen, der gav unødvendig opmærksomhed. En eksamen, hvor der stadig ikke var kommet svar på til trods for en deadline d. 27. december 2013.

Efter krav fra Syddansk Universitet skal svar på eksamensopgaver falde senest fire uger efter aflevering, men de journaliststuderende på SDU måtte vente yderligere fire uger i uvished, før karakteren kom. »At 4. semester fik deres eksamenskarakterer senere end forventet skyldes, at jeg dette efterår har haft et meget stort arbejdspres, og var så uheldig at blive syg sidst på semesteret. Jeg bad derfor Peter Bro om at få assistance, men trods den ekstra hjælp kunne vi ikke nå at rette alle opgaverne indenfor de normale rammer,« fortæller underviser Anne Kirstine Hermann.

Krav på ny deadline Manglende information om ventetiden på eksamensresultatet har skabt utilfredshed hos de studerende på 4. semester. Tre dage før resultatet skulle falde, modtog de studerende en mail, hvori der stod, at de ikke ville få svar

KRITIK. På 4. semester er flere studerende utilfredse over manglende kommunikation omkring eksamensresultat. Foto. Holger Anderson.

den 27. december 2013 som forventet. Der forlød intet om, hvornår de kunne forvente at få svar. Det har flere stude-rende kritiseret. »Jeg mener, at det er kritisk, at man ikke giver en ny dato, fordi det er som om, man slækker på reglen med de fire uger,« siger Faton Nesimi, 4. semester.

Ifølge Karsten Baagø, der er studieleder på Center for Journalistik, er der en årsag til, at de studerende ikke fik en fælles mail om en ny dato. »Det korte svar er travlhed. Det lange svar er, at Studiekontakten for sent blev opmærksom på, at den nye deadline, der blev meddelt til administrationen, nemlig d.

6. januar, ikke kunne overholdes. Tidsfristen blev skubbet en gang mere derefter, men på grund af travlhed fik Studiekontakten ikke sendt besked ud om det. Det beklager man meget,« siger han.

Tåler ingen gentagelse Centerleder, Peter Bro, erkender, at forholdene i sag ikke har været optimale.

Den overskredne deadline er en fejl, ledelsen skal lære af. En fejl, som ifølge Peter Bro ikke skal gentages. »Det er absolut ikke i orden.

Det er en formildende omstændighed, midt i det hele, at det, som jeg har forstået det, ikke er gået ud over nogle studerendes muligheder for at komme til reeksamen. Men det er selvfølgelig ikke en sag, der tåler gentagelse,« siger han.

Selvom det forsinkede svar på eksamensopgaverne ikke voldte problemer for dem, der skulle til reeksamen, så er sagen ikke helt problemfri.

Faton Nesimi mener, at underviserne skal stræbe efter at overholde fire-ugers-reglen, når det gælder rettelse af eksamensopgaver. Der skal være en gensidig respekt. Når de studerende afleverer til dead-

line, så skal underviserne gøre det samme. »Man bør virkelig stræbe efter at overholde den regel.

Der er en grund til, at den er der, ellers kan man lige så godt fjerne den,« siger han.

En fremadrettet løsning På Center for Journalistik er der et ønske om, at en lignende situation ikke sker igen.

Derfor er Peter Bro opsat på at lære af det, der gik galt. »Noget af det, som vi kan lære af sagen, er, at undervisere, som i forvejen er stærkt hængt op i et enkelt semester, næppe også skal trækkes med de store ændringer i undervisningsog eksamensformen. Her har vi nok været for ambitiøse i forhold til, hvad vi gerne vil afprøve på en gang. Men jeg skal også skynde mig at understrege, at det jo skete, fordi vi gerne ville udvikle os og lave endnu bedre undervisning.

Men det skal naturligvis ikke gå ud over de fastsatte ram-

mer for eksamener mv.,« siger han.

For én af de studerende, der dumpede eksamen, er forespørgslen klar. En ny dato for, hvornår resultaterne var klar, havde været til stor hjælp.

Det ville sætte uvisheden ud af spillet og give større mulighed for at koordinere dagene i en ellers travl og pakket eksamensmåned. »Når man har dumpet den (eksamen, red.) så er det fordi, man ikke har gjort det godt nok, og så vil man gerne forsøge at forbedre sig til den næste. Det var der ikke lige frem helt vildt meget tid til.

En dato, er det mindste, man kan forlange.« janjo13@student.sdu.dk

INTERN

6 | marts 2014 | LIXEN

Studerende skal samarbejde i radio I år skal de studerende i radio lave en makkereksamen og sammen aflevere to opgaver i en portefølje.Tidligere har eksamen bestået af en individuel del og en makkeropgave. Ændringen skyldes, at radio handler om at samarbejde, siger radiounderviser Karen Løth Sass.

Josephine Fogsgaard

De journaliststuderende på 2. semester skal være ’forsøgsstuderende’ i radiofaget. Lektor på Center for Journalistik og underviser i radiofaget, Karen Løth Sass, har nemlig sløjfet den individuelle eksamen og den såkaldte gruppeeksamen, hvor hver redaktion afleverer en nyhedsudsendelse. 2. semester skal i stedet være de første, der afleverer en såkaldt makkereksamen, hvor man samarbejder to og to. Men radioeksamen indeholder også en portefølje, hvor makkerholdet skal samle to indslag i løbet af semestret. »Journalistik bliver bedre, når man diskuterer det med andre. Radio er i sin essens et samarbejde med andre mennesker,« fortæller Karen Løth Sass.

Center for Journalistik lavede oprindeligt gruppeeksamen for at teste de studerende i at gå i studiet og sammen afvikle en nyhedsudsendelse.

Men gruppeeksamen har fået kritik for at være irrelevant, da eksamen er bestået eller ikkebestået. Karen Løth Sass mener, at de større årgange har skabt en fare for gruppeeksamens grundlag. Der bliver nemlig optaget flere på journalistik, og det kan derfor være svært at afvikle en ordentlig eksamen. Gruppeeksamen erstattes derfor med makkereksamen. Karen Løth Sass mener, at det hjælper de studerende, da der er mindre arbejde,

eftersom man nu er to til at lave opgaven.

Radio er ikke kun en eksamen Radiofaget har ikke tidligere indeholdt obligatoriske opga-ver, men med indførelsen af porteføljen, kræver Karen Løth Sass, at de studerende skal aflevere to af semestrets indslag til eksamen. Hun fortæller, at mange studerende undlader at aflevere ugeopgaver i radiofaget, og hun mener, at det er vigtigt for at øve sig i at afvikle radioindslag. Amalie Pil Sørensen, medlem af Studienævnet på Center for Journalistik, håber, at porteføljen vil give de studerende mere engagement og motivation til at aflevere opgaver i radiofaget. »Det er den kontinuerlige arbejdsindsats, der bliver belønnet, hvilket jeg synes er en god idé. Nu er der i hvert fald ikke nogen undskyldning for ikke at prioritere at lave noget i løbet af semestret. Så jeg håber da, at det ikke bliver en sur pligt at lave porteføljeopgaver, men at det tværtimod bliver en god oplevelse,«

mener Amalie Pil Sørensen.

De studerende skal vælge to indslag, der til slut skal udgøre porteføljen. Karen Løth Sass mener, at det hjælper de studerende, da de har mulighed for at rette i produktet. »Man har faktisk mulighed for at forbedre noget. Man har muligheden for, at jeg kan lytte det igennem, inden det bliver puttet i porteføljen igen og måske få lidt mere feedback, så vi kan have en proces, der kører igennem hele semestret,« fortæller Karen Løth Sass.

Amalie Pil Sørensen studerer selv journalistik på 4. semester. Hun tror, at karaktergennemsnittet for sin årgang havde været højere, hvis der havde været en større arbejdsindsats. »Hvis vi havde arbejdet mere i løbet af semestret, havde vi sikkert kunne blive meget bedre til eksamen. Så jeg tror, at det er et tilskynd for, at man afleverer mere, men det er ikke det, der er målet. Det er jo målet, at man bliver bedre til radiomediet,« mener Amalie

Pil Sørensen.

Fem skarpe til Karen Løth Sass Er den nye undervisningsform lavet til, at de studerende kan øve sig i at samarbejde? »Ja, for det handler radio jo meget om – at kunne afvikle noget sammen.« Tror du, at 4. semester har manglet det her samarbejde i radiofaget? »Ja. Men problemet er jo, at der ikke bliver afleveret ret meget på håndværksfagene.« Hvad tror du, det skyldes, at tidligere årgange ikke har afleveret ugeopgaverne? »Det må du spørge de studerende om. Jeg kan jo bare se, at de ikke prioriterer det.

Jeg ved så ikke, hvad de bruger deres tid på. Jeg tænker, at det er sådan en hjælper, som giver god pædagogisk mening. Altså at man arbej-

der med tingene gennem semestret og får lov til at lave noget om.« Er porteføljen et tiltag for, at der bliver afleveret mere? »Det er også en motivation for at få lavet de håndværksopgaver. Det er jo et håndværksfag. Det kan ikke nytte noget, at det er første gang, du skal have fat i din optager, når du skal lave eksamen.« Er den nye samarbejdsform et forsøg? »Det er ikke et forsøg-forsøg.

Jeg synes egentlig, at det er en modernisering. Vi gør det ikke for at rationere. Men jeg vil sige, at det største og vigtigste argument er, at vi fører eksamen ind i semestret. Vi forpligter folk til at få lavet noget godt, mens de er hos mig.«

jofog13@student.sdu.dk

UDDANNELSE. Kravene til radioeksamen er ændret. De journaliststuderende skal nu aflevere en portefølje og en makkereksamen. Foto: Holger Svend Anderson.

INTERN

LIXEN | marts 2014 | 7

Radio sigter mod regionerne Det er nemmere at få en praktikplads på en radiostation i DR’s regioner. Det mener radiolærer Karen Løth Sass.

Derfor er undervisningen i radio på Center for Journalistik i høj grad målrettet det regionale stof. Det møder kritik fra nyhedschefen på Radio24syv.

Josephine Fogsgaard

Regionalt eller nationalt? På Center for Journalistik mener man, at der er flere praktikpladser på radiostationer i DR’s regioner. Undervisningen er derfor i høj grad rettet mod regionale målgrupper.

Seneste radioeksamen lød på et regionalt indslag. Men har uddannelsen kun til formål at uddanne de studerende frem mod praktiktiden? »Jeg læner mig meget op ad regionernes radio, fordi det er der, praktikpladserne er,« siger Karen Løth Sass, radiounderviser.

De studerende bliver også undervist i andet end regionalt stof. De arbejder nemlig med indslag til P3 og Radio24syv.

De studerende skal kunne lave indslag, der indeholder mere end blot en nyhed. Nemlig det længere indslag, der ligger i en flade. Radiofaget bruger meget tid på den regionale flade. Det skyldes den tætte sammenhæng i nyheden, det længere indslag og spottet.

De studerende får alle radiokompetencer i spil og kan fortælle samme historie i tre forskellige typer radio, fortæller Karen Løth Sass Der er også landsdækkende praktikpladser Hun mener, det er relevant at udforme undervisningen til regionerne. Men Jan Bjarke Mindegaard, nyhedschef på Radio24syv, er uenig. Han mener ikke, at fremtiden for journalistpraktikanter er på

UDDANNELSE: De journaliststuderende skal i højere grad lave radio til regionale målgrupper. Foto: Holger Svend Andersen.

regionale radiostationer. Han tilføjer, at Radio24syv er et tydeligt bevis. Her har de seks praktikanter, der arbejder nationalt og globalt. Ikke regionalt eller lokalt. »Det, synes jeg, er fuldstændigt misvisende. Jeg anerkender fuldt ud, at man lærer enormt meget af at lave lokal og regional journalistik. Men jeg synes, det er helt misvisende at målrette uddannelsen mod, at man udelukkende skal i praktik på DR’s distrikter,« siger Jan Bjarke Mindegaard.

Han mener, at der er mange radioarbejdspladser, der ligger nationalt. Han synes derfor, at det er et fejlskud, hvis man målretter radiofaget til udelukkende at være regionalt journalistik.

Landsdækkende historier kan gøres regionale Johan Haarløv, der studerer journalistik på 4. semester skulle dække en regional frem for landsdækkende problemstilling til eksamen. Hans opfattelse er, at undervisningen er meget præget af regionerne, men tilføjer at undervisningen også indeholder nyhedsflader til medier som P3.

Ifølge Karen Løth Sass hjælper det de studerende, hvis de fokuserer på regionalt stof

frem for landsdækkende, som det var tilfældet ved dette eksamensspørgsmål.

Men Johan Haarløv mener ikke, at det hjælper alle på radioholdet. »Nogen hjælper det sikkert.

Men jeg tror også, at der er andre, som det slet ikke hjælper. Jeg synes, det er ærgerligt, at man indskrænker vores muligheder for at udfolde sig til eksamen på radiosemestret. Rammerne er for stringente og for faste,« mener Johan Haarløv.

Karen Løth Sass mener ikke, at hun indskrænker de studerendes muligheder. Ifølge hende er det nemmere at få fat i regionale kilder frem for at få en minister i tale. »Du kan sagtens lave en landsdækkende historie og gøre den regional. Alle landsdækkende historier er jo også relevante ude i regionerne. Så det er jo ikke sådan, at jeg lukker noget for de studerende,« mener Karen Løth Sass.

Fordel at have styr på regionalt stof Camilla Due-Frederiksen har netop afsluttet seks måneders praktik på P4 Trekanten.

Nu laver hun ’Formiddag på 4’eren’ på P4’s landsdækkende radioafdeling i Aarhus.

Hun mener, det er fornuf tigt,

at Karen Løth Sass fokuserer på regionalt stof i undervisningen. Ifølge Camilla Due-Frederiksen bruger P4regionerne ofte praktikanter som freelancere, og det kan være nemmere at få arbejde regionalt end landsdækkende. »Jeg kan se, at de freelancere, som P4 Trekanten bruger, er praktikanter fra deres egen region eller andre DR regioner. Det synes jeg også, at man bliver nødt til at tænke på. Hvilke jobs er der at få bagefter? Det er fedt at sidde og lave lange formater som for eksempel P1 Klubværelset, men er der et job bagefter? Det er der højst sandsynligt ikke, fordi redaktionen er så lille,« siger Camilla Due-Frederiksen.

Rent fagligt mener hun ikke, at man udelukkende kan vælge det regionale frem for det landsdækkende stof. Men de nationale historier kan være svære at lave, fordi de kræver stor research, dokumentation og perspektiv. Derfor mener hun, at det kun er en fordel, at den studerende har prøvet kræfter med regionale indslag, som kan være nemmere at komme i gang med og få gjort færdige, inden vedkommende skal i praktik.

»Hvis man har beskæftiget sig med det i en stor del af semestret, så tror jeg, at man vil være mere sikker i det stof.

At det er regionalt, tvinger en til hele tiden at være kreativ og tænke: Hvordan kan jeg bruge det her stof på vores område?« lyder fra fra Camilla Due-Frederiksen.

Fokus på fremtidige jobs Jan Bjarke Mindegaard mener ikke, at man kun kan undervise frem mod praktikken. Uddannelsen bliver også nødt til at fokusere på fremtidens jobs på arbejdsmarkedet. »Jeg ved godt, at det, der er uddannelsernes succeskriterie, er at få flest mulige i praktik. Men det må ikke skygge for, at det samlet set handler om at få nogle stærke, velud-

dannede studerende ud på arbejdsmarkedet bagefter, som er i stand til at favne samfundet, siger Jan Bjarke Mindegaard og fortsætter: »Det

tror jeg ikke, at der er særlig stor sandsynlighed for, hvis du udelukkende beskæftiger dig med lokal journalistik, når du skal i praktik i 12 eller 18 måneder.«

jofog13@student.sdu.dk

INTERN

8 | marts 2014 | LIXEN

Reeksamen rammer studerende Blev alle eksaminer ikke klaret i første forsøg, er det nu tid til, at reeksamen skal bestås.

Men netop det kan blive lidt sværere, når reeksaminerne ligger for tæt.

Johanne Ramskov Erichsen, 2. semester

Kaffe i spandevis, dårlig nattesøvn og svedige håndflader. Symptomer de fleste studerende forbinder med eksamenstid.

De journaliststuderende på 2. semester havde fem eksaminer i januar. For dem, der ikke bestod eksaminerne i første forsøg venter reeksamen i februar, men i år er det ikke kun tanken om endnu en eksamen, der giver anledning til dårlig nattesøvn. Reeksamen i Offentlig Forvaltning er nemlig lagt, så den falder blot en time efter

deadline for reeksamen i Håndværk 1 og Mediesprog 1.

Unødvendigt pres Andreas Holleufer er en af de i alt 3 elever, der står i denne situation, og ifølge ham, skaber det et unødvendigt pres. »Det virker nyttesløst at holde reeksamen samme dag.

Idéen med reeksamen må vel være, at man kan nå at dygtiggøre sig, fordi man har misforstået noget fundamentalt i faget,« siger han.

Studieleder og journalistisk lektor ved Center for journalistik, Karsten Baagø, forklarer, at det ikke er omkostningsfrit at aflevere blankt, som var tilfældet i Andreas Holleufers situation. »Det er især hårdt at aflevere blankt til januarprøverne, hvor reeksamenssmækket kommer i februar og er årsag til forstyrrelser i både uddannelse og velbefindende,« siger Karsten Baagø.

Han mener dog ikke, at denne situation er noget stort

problem, da 7-dages hjemmeopgave i håndværk er designet til at kunne laves på cirka 50 timer. Ifølge ham burde det dermed ikke være noget problem at blive klar til eksamen i Offentlig Forvaltning. »Efter min bedste vurdering burde det være muligt at strukturere sin tid og sætte sit ambitionsniveau efter at færdiggøre håndværksopgaven aftenen inden deadline. Det siger sig selv, at det ikke er hverken hensigten med eksamensformen eller sundt for krop og sjæl at arbejde hele natten og blive færdig i sidste minut,« mener Karsten Baagø.

For Andreas Holleufer betyder planlægningen af reeksaminerne, at han fokuserer på håndværk og mediesprog og nedprioriterer Offentlig Forvaltning. Han føler ikke, han kan nå at læse stoffet og frygter, at det kan betyde, at han må tage reeksamen i Offentlig Forvaltning en tredje og sidste gang. »Jeg følte mig forberedt

første gang i Offentlig Forvaltning. Problemet nu er, at det jo ikke bliver bedre, fordi jeg er nødt til at fokusere på håndværk. Jeg kan ikke nå at dygtiggøre mig og terpe endnu mere før reeksamen, hvilket gør det hele lidt meningsløst«.

Et logistisk mareridt Hos fagkoordinatoren fra dagstudieadministrationen kender man til problemet med eksaminer, der falder oveni hinanden. Ifølge dem skyldes problemet, at der er en række regler og bekendtgørelser, der skal overholdes, men som stritter i forskellige retninger. »Vi kan ikke gøre mere,

end vi gør. Det er noget lovgivningsmæssigt, der skal ændres, for vi skal jo overholde de regler og bekendtgørelser, der er,« forklarer de.

De er klar over, at planlægningen af og til går ud over de studerende. Dog fortæller de, at de prøver at planlægge det sådan, at de eksaminer med statistisk færrest dumpende studerende ligger sammen.

På den måde bliver så få som muligt berørt af problemet. »Vi er klar over, at der vil være studerende, der kommer i klemme i planlægningen, og det er selvfølgelig beklageligt, men vi gør alt for at planlægge, at det sker i så få tilfælde som muligt«, forklarer de. jeric13@student.sdu.dk

Vær med til at finde vinderen af Kravling’14

Indstil dine medstuderende, kolleger, venner eller måske dig selv i kategorierne: Kravling, Den Visuelle Kravling eller KommKravling på www.kravling.dk inden d. 12. marts kl. 12.00.

EKSTERN

LIXEN | marts 2014 | 9

DMJX ændrer adgangskrav Danmarks Medie- og Journalisthøjskole ændrer fra i år kravene til deres ansøgere. Nu skal de håbefulde journalistspirer sende et CV for at få lov til at deltage i optagelsesprøven til april.

Stefanie Mather

Alle er velkomne. Uanset baggrund. Ansøgningen skal blot sendes afsted. Sådan plejer det at lyde fra Danmarks Medie-og Journalisthøjskole, men i år er tonen skærpet, og ansøgerne skal sende deres CV for at få adgang til den skriftlige prøve. »På grund af helligdagene ligger optagelsesprøve og samtale tættere på hinanden i år, end de plejer. Derfor er vi

nødt til at rykke det helt frem og sige, at nu skal CV’et udfyldes på forhånd. Det er udelukkende af praktiske årsager, og CV’et skal ligesom sidste år bruges til samtalen,« fortæller Solveig Schmidt, der er kvalitetschef på DMJX. Gymnasial uddannelse Hvis det stod til DMJX’s bestyrelse, havde kravet været endnu højere. Bestyrelsen foreslog, at ansøgerne skulle have en gymnasial uddannelse med i bagagen for at søge ind. Men det ændringsforslag afviste Uddannelsesog Forskningsministeriet. »Vi har søgt om at få lov til at ændre adgangskravet, men vi fik afslag. Min fornemmelse er, at det er dårlig timing, fordi ministeriet er i gang med at ændre andre uddannelser. Så vil de vel ikke røre ved de praksisser, der eksisterer,« siger DMJX’s rektor, Jens Otto Kjær Hansen.

Ukvalificerede ansøgere Han fortæller også, at mange ansøgere er meget langt fra at være potentielle til at blive optaget. Af den specifikke grund ønskede DMJX at ændre adgangskravene. »Vi havde en idé om, at hvis vi satte et krav om at have en overligger, kunne vi holde nogen væk, der under alle omstændigheder ikke ville have en kinamands chance,« udtaler Jens Otto Kjær Hansen.

Fra marken til DMJX Både det nye tiltag om CV og den ønskede ændring om en hue på hovedet, får Kasper Stougaard til at ryste på sit hoved. Der har aldrig siddet en studenterhue. Han er derimod uddannet landmand, men har alligevel fundet vej væk fra marken og studerer nu journalistik på andet semester på DMJX. »Hvis man skal ændre noget, skal det være fordi,

at det skal blive bedre. Det er en mærkelig løsning med CV, de har valgt. Det må give mere administrativt arbejde, men de får selvfølgelig også sorteret nogen fra,« siger den kommende journalist Kasper Stougaard.

Ekstra gevinst Mens Kasper Stougaard er skeptisk overfor at pille ved agangskravene, har kvalitetschefen Solveig Schmidt en anden grund til, at CV-kravet er en god idé. »Vi scorer den ekstra gevinst, at vi så ved, hvor mange der kommer til optagelsesprøven,« forklarer hun.

Nye ændringer på vej Når ministeriet har afvist DMJX’s ønske, om at ansøgerne skal have en studenterhue, må skolen se andre veje.

For ændringer skal der til.

Fra Østjylland skæver de mod det fynske, og har SDU’s optagelessamtaler for øje.

»Vi kigger på, hvordan Syddansk Universitet gør på deres sundhedsuddannelser. SDU’s sundhedsuddannelser har en måde at køre interviews igennem på, som vi tror, at vi kunne have gavn af at bytte vores samtaler ud med,« siger Solveig Schmidt.

Bredde på DMJX Danmarks Medieog Journalisthøjskole har ry for at være et sted, hvor alle kan komme ind. Netop fordi der ingen krav er stillet til ansøgerne. Så at bestyrelsen gerne vil presse en hue ned over hovedet på folk, mener Kasper Stougaard er en dårlig idé. »Det giver en god bredde på DMJX, at folk kommer med forskellige baggrunde.

Det er en skør idé at ændre på det,« pointerer han. stmat13@student.sdu.dk

Journalister føler sig forbigået af eget forbund Utilfredshed med Dansk Journalistforbund får journalister til at stifte et nyt forbund.

Kristian Balle Ravn

»Vi føler, at vi er ved at blive klemt i vores eget forbund.« Så klar i mælet er medstifter af den nye forening og journalist på Radio24Syv, Rasmus Mark Pedersen, da han bliver spurgt om, hvilke overvejelser, der ligger bag stiftelsen af foreningen, som endnu ikke har fået et navn.

Den 7. januar 2014 vedtog 27 medlemmer at stifte en ny forening under DJ, som skal styrke journalisters position i forbundet. Rasmus Mark Pedersen mener, at som det

er lige nu, er der alt for mange aktører, der sætter dagsordenen for journalisterne. »Vi mener, at der er brug for en helt klar journalistisk stemme. Hvorfor skal bladtegnere stemme om kommunikationsetik. Det bør alt andet lige være kommunikatørerne selv, som bestemmer deres etik. Derfor er det også kun en naturlighed, at vi får dette forum.« Overordnet set skal foreningen være med til at skabe forbundets mediepolitik, have en klar stemme i mediedebatten, være med til at uddele pressekort og skabe stærkere overenskomster. Rasmus Mark Pedersen understreger dog, at de er tilfredse med Dansk Journalistforbunds arbejde, og det er ikke en målsætning, at den nye forening skal stå alene. »Det er ikke sådan, at vi

skal ud og lave et nyt forbund.

Dansk Journalistforbund er et glimrende forbund.« Journalister i mindretal Selvom flirten mellem Dansk Journalistforbund og Kommunikation og Sprog startede tilbage i 2002, var det først i 2012, da Dansk Journalistforbund begyndte at undersøge, om en fusionering ville kunne lade sig gøre, at tanken til den nye forening for alvor tog fart. »Hvis fusionen bliver en realitet, kan vi journalister ende med at være i mindretal. Det er en realitet. Derfor har vi så meget medvind lige nu,« siger Rasmus Mark Pedersen.

Lige nu har både kommunikatører, fotografer og freelancere deres egen forening.

Journalisterne er de eneste, der står udenfor. Rasmus Mark Pedersen mener, at det

også rent politisk er nødvendigt med en stærk stemme, ligesom de andre foreninger taler deres aktøres sag. »Vi vil meget gerne bidrage til, at der er en klar og tydelig stemme i mediedebatten. Det er derfor også vigtigt, at vi ser det fra de arbejdende journalisters synspunkt. Vi hører aldrig vores chefer sige, at vi er overbebyrdet med arbejde. Vi vil sørge for, at det er journalister, der er med til at beslutte de ting, som berører os journalister.« Opbakning i branchen Rasmus Mark Pedersen og de andre initiativtagere har indtil videre fået positive tilbagemeldinger fra deres kollegaer. Dog er der nogle diskussioner i kulissen, som vil blive taget med i overvejelserne. »Generelt når vi, som ny

forening, snakker om, at det journalistiske fag skal styrkes får vi rigtig gode tilbagemeldinger. Der hvor diskussionerne begynder at opstå, er når snakken falder på, hvor meget magt vi skal have.« Rasmus Mark Pedersen fortæller, at der er mange forskellige tidspunkter, hvor journalisterne har været enige om, at der ikke er blevet taget aktiv stilling til en given sag og kommer med et konkret eksempel. »Det bedst kendte eksempel i medierne er nok Waterfrontsagen. Der var brug for en klar journalistisk stemme i den sag, den var der bare ikke.« Den nye forening har stiftende generalforsamling torsdag den 24. april efter Fagligt Forum, hvor også navnet skal findes. krrav11@student.sdu.dk

EKSTERN

10 | marts 2014 | LIXEN

Twitter giver job i DR Sandie Westh er ny reporter på radiokanalen DR MAMA. Hun blev spottet på Twitter.

Karen Lerbech

»Ting jeg har det svært med: Når folk laver Facebookprofiler til deres børn. Når folk laver Facebookprofiler til deres dyr. Og tør mad.« Sandie Westh lægger ikke fingrene imellem, når hun opdaterer sin Twitter-profil.

Med bramfri ærlighed kom-

menterer hun alt fra Magasins nye gluten frie popcorn til Facebook-bekendtskabernes speltbolleopdateringer. Det har nu skaffet hende et job som reporter på den digitale radiokanal DR MAMA, der ifølge DR er P3s frække lillebror. »Man regner ikke lige med, at der er nogen, som holder øje med én,« siger Sandie Westh. Den 3. januar modtog hun et opkald fra Mikkel Borg, der er vært på DR MAMA. Han kunne fortælle, at der var en DR-redaktør, som havde holdt øje med hende på Twitter. De ville gerne invitere hende til en casting i DR Byen.

»Det var ret vildt. Jeg er jo helt grøn og har aldrig lavet radio før,« fortæller den 26årige antropologistuderende.

Men Sandie Westh klarede sig igennem både første og anden casting, og mandag den 24. februar havde hun debut i æteren. »Det var intenst. Og helt vildt sjovt,« siger Sandie Westh om sin første livesending.

Twitter er stedet Sandie Westh oprettede sin profil på Twitter tilbage i 2009, men blev først for alvor aktiv i 2011. Hun har lige knap 1.600 følgere og har tweetet over 10.500 gange, hvilket er

noget af en bedrift, når man ikke er kendt og i offentlighedens søgelys.

I dag kan hun ikke undvære Twitter, som hun synes, passer perfekt til en travl hverdag med den korte og kontante form, der ligger i de 140 tegn.

Og så finder Sandie Westh Twitter befriende i forhold til for eksempel Facebook. »Jeg kan godt lide Twitter, fordi jeg kan skabe min egen tidslinje,« siger hun. »Jeg slipper for speltboller, babyer og hjemmelavede smoothies.« Vil man have succes og sjov på det sociale medie, handler det ifølge Sandie Westh om at vise, hvem man er. Tweet i

eget navn og vær ærlig. »På Twitter skal man give noget af sig selv. Ellers får man ikke noget igen.«

TWITTER. Sandie Westh er ny radiovært. Foto: Sandie Westh karpe13@student.sdu.dk

Tag dig i agt for aktindsigt Den nye offentlighedslov begrænser mulighederne for at søge aktindsigt. Journalster er stærkt utilfredse, mens politiker mener, at det er en nødvendighed.

Henriette Barbara Lindeneg, 2. semester

Den omdiskuterede offentlighedslov er blevet ændret flere gange, senest den 1. januar 2014.

Loven har til formål at sikre åbenhed hos myndighederne for at styrke informations- og ytringsfriheden.

Den er vedtaget efter højlydte debatter og demonstrationer, som også har involveret en indsamling med over 90.000 underskrifter ’mod mørklægning’ og kritiske kronikker underskrevet af chefredaktørerne fra de

store mediehuse.

Det er især § 24 og § 27 stk.

2, som er kritiseret af journalister. Ni af landets chefredaktører skriver i et åbent brev i april sidste år: »Disse to punkter findes ikke i offentlighedslovens nuværende form og betyder i praksis, at det i fremtiden vil blive sværere at få indsigt i oplysninger, som har relevans for Folketinget, offentlighed og pressen.« To modsatte opfattelser Det er især journalister og chefredaktører, der har kritiseret de nye lovændringer, men også professorer i mediejura og tidligere embedsmænd har været ude med kritik. »Jeg appellerer imidlertid til, at man holder sig for øje, at det ikke er muligt at have en offentlig forvaltning, der til gavn for borgerne løser alle dens mangfoldige ogaver, hvis der ikke er mulighed for at undtage visse

dokumenter fra aktindsigt,« skriver tidligere justitsminister Morten Bødskov i Dagbladet Information den 8. februar 2013.

En anden paragraf, der giver problemer i forhold til at søge aktindsigt er § 4 stk.

1, som giver adgang til dokumenter fra virksomheder, hvor staten ejer mere end 75 %. Det var dog senest en realitet i 2013, da 87 selskaber var undtaget den del af offentlighedsloven. »Undtagelserne fra § 4 om selskaberne var en alvorlig begrænsning, men det havde også et andet aspekt. Reglen blev under debatten om lovforslaget fremhævet, som en afgørende landvinding for åbenheden. Når så halvdelen af de selskaber, der kunne være tale om, forsvandt fra åbenheden, var det en kraftig understregning af, at det blot var spin,« fortæller journalist Lars Rugaard.

Charlotte Aagaard, jour-

nalist på Dagbladet Information siden 1990 med speciale i dansk udenrigs-, forsvarsog sikkerhedspolitik. Hun kommer med råd til, hvordan journaliststuderende søger aktindsigt efter de nye regler. »Vær meget præcis. Ring på forhånd til myndigheden og forklar situationen.« »Vær seriøs i din søgning. Vær omhyggelig med at rykke for svar. Der kan gå 36 måneder, før man får svar, så man skal følge op på, hvad der sker. Ellers kan man risikere, at sagen bliver syltet ud i det uendelige. Klag til Ombudsmanden, hvis du er utilfreds med dit svar.« Ulrik Dahlin, journalist på dagbladet Information siden 2000. Vandt i 2011 sammen med Anton Geist Cavlingprisen for at skrive om den såkaldte statsløse-sag. For at få fat i vigtige dokumenter søgte de via Sverige. De havde ventet over en måned

i Danmark, men der gik knap to døgn fra de søgte, til de fik dem af de svenske myndigheder. »Find og brug andre måder end aktindsigt. Journalister! Hjælp hinanden og del den viden, I har. Det kan måske hjælpe jer udenom en aktindsigt. Søg på nettet.« »Brug ikke aktindsigt som research. Vær præcis og bed om så lidt som muligt.

Find detaljerne. Lav et udpluk og ikke en massebombning.« LOVEN KORT § 24 foreskriver, at aktindsigten ikke længere gælder dokumenter, som er sendt mellem statslige myndigheder, og som indeholder rådgivning fra embedsværket til en minister. § 27 stk. 2 betyder, at aktindsigten ikke længere skal omfatte dokumenter, som bliver sendt mellem ministre og medlemmere af Folketinget. For eksempel i forbindelse med en lovgivning. hlind13@student.sdu.dk

PORTRÆT

LIXEN | marts 2014 | 11

PORTRÆT: Cavlingnomineret og single-aktuel i USA. Foto: Holger Anderson

Et liv i langt format

LINE HOLM NIELSEN er forelsket i den lange fortælling.

Hun synes, graverjournalistik uden et narrativ er ligegyldigt. »Alt handler om følelser.« Hun er reserveret, men insisterer på at gå helt tæt på. Og så er hun uimponeret over fortælleniveauet hos størstedelen af danske journalister. Inden længe får den Cavlingnominerede journalist amerikanerne til at læse om et røveri i Brøndby.

PORTRÆT

12 | marts 2014 | LIXEN

Sofie Rye

Anna Nedergaard

I Nepals larmende hovedstad ligger et barn uden navn med opsvulmet hoved og udskyder døden lidt endnu.

Rundt om den lille pige står tre fremmede mennesker: en kvinde fra Gentofte, en fotograf og journalisten Line Holm Nielsen.

Det er på grund af Line Holm, at de er her. Tilbage i september måned 2010 skriver hun om den navnløse pige med sygdommen hydrocephalus; en tilstand, der får hovedet til at svulme op med væske, og som er dødelig, hvis den ikke behandles. Artiklen bliver læst af en mor i Gentofte, som bliver så rørt over den lille piges skæbne, at hun bestemmer sig for at forlade sin egen familie for at flyve mod Himalaya. Hun bliver nødt til at møde hende. Fotografen Mads Nissen og Line Holm tager med. ___

For hvert bump kan Cecilie mærke barnets baghoved bevæge sig på sin højre underarm. Det giver efter som en spændt vandballon. Hun tænker på, om det kan briste.

Uddrag fra ‘I Victorias navn’, 26.9.2010 ___

»Vi tog hjem efter operationen og troede, at alt ville blive godt. En uge efter fik vi besked om, at pigen var død på trods af behandlingen. Jeg har aldrig følt skyld, men jeg har tænkt: Skulle man bare have ladet hende være?« Line Holm lader spørgsmålet hænge i tavsheden et øjeblik for selv at svare: det hun gjorde, var det rigtige. Det har hendes mange og lange samtaler med Mads Nissen forsikret hende om. De havde været forsigtige med aldrig at blive aktører. Aldrig være dem, der tog beslutninger for den døende pige, men kun stå observerende på sidelinjen hele forløbet igennem.

Den lille piges død i Hima-

NEPAL. Den danske kvinde fra Gentofte, Cecilie M. Hansen, sammen med den på det tidspunkt navnløse pige. Hun fik senere navnet Victoria; opkaldt efter den romerske sejrsgudinde. Foto: Mads Nissen

laya har i dag sat sig fast som den stærkeste oplevelse, hun har haft som journalist, men også som den historie, hvor der var mest på spil. »Jeg var bange for at komme

til at hænge den danske kvinde ud. Og os selv for den sags skyld. Hvordan ville folk mon ikke reagere, når de læste historien om en kvinde, der tager ud for at redde hele

verden,« fortæller hun, »og der så ligger et dødt barn tilbage.« Alt handler om følelser Dine historier bliver ligegyl-

dige, hvis du ikke er i stand til at fortælle dem ordentligt.

Det gentager hun om og om igen, som var det et professionelt mantra. »Det nytter ikke noget, at

PORTRÆT

LIXEN | marts 2014 | 13

du er vildt dygtig til at drible på midtbanen, hvis du ikke kan få scoret.« Og hvis du vil nå helt ind, er blufærdighed ikke en mulighed. Line Holm tror, at der er mange journalister, der er bange for at gå tæt på fremmede mennesker. »Jeg har oplevet kollegaer, der blev nødt til at gå, når jeg talte i telefon med folk,« siger hun og griner. »Jeg går somme tider meget tæt på og bliver meget intim i samtalen med kilder. Det skylder man kilderne – og det kræver det, hvis man vil lave historier om at have brystkræft eller være enkemand, uden det ender i overflade og klichéer.« Berøringsangsten over for følelser hos den danske presse har været stor, mener hun. Og er det måske stadig. Line Holm beskriver den danske journalistik som maskulin; den taler til hovedet og aldrig til maven, og det er en helt misforstået tilgang. »Alt handler om følelser.

Alle relationer, du har, handler om følelser. Også i politik og i kulturlivet. Det bliver man nødt til at tage alvorligt. Hvis man skal engagere læseren, nytter det ikke at være følelsesforskrækket eller klinisk.« Stemmen er dyb og monoton, når hun taler. Det er uden de store armbevægelser og med en rolig nærmest passiv ansigtsmimik. Man kunne snydes til at tro, at lidenskaben for faget slet ikke er virkelig. Men for den, der har læst ‘Kuppet’ eller ‘De faldne’, kan der ikke være tvivl. »Praktikanterne kaldte mig isdronningen engang. Lige så

“

god jeg er til at åbne folk op, når jeg er ude, lige så reserveret kan jeg virke for folk, der ikke kender mig, men det er fordi, jeg er meget koncentreret, når jeg er på arbejde.« Hun sidder et stykke tid og filosoferer over modsætningsforholdet, men slår det hen med sit behov for struktur og orden. Noget de hos Zetland mærker til, når Line Holms historier skal redigeres. Hun er en af de få, hvor det kan være overordentlig svært at lave noget om i teksten, fordi hun har gennemtænkt det hele i forvejen. Der bliver aldrig ændret noget, uden det er til debat.

Graveren og fortælleren Dagbladet Information og Jyllands-Posten slog for nylig stillinger op, hvor de specifikt søgte en featureskribent. Den lange fortælling synes så småt at vende tilbage til avisspalterne, men Line Holm forholder sig meget kritisk over for opdelingen mellem graverjournalistikken på den ene side og feature på den anden. »Undersøgende journalistik er ikke til at holde ud at læse, hvis der ikke er et narrativ, eller hvis der ikke er arbejdet med formidlingen. De to ting er hinandens forudsætninger – ikke hinandens

for til sidst at skrive singlen ‘Kuppet’. Det tager i alt fem måneder - tre uger bliver brugt på intensiv skrivning. I 2012, samme år for udgivelsen, bliver hun nomineret til den prestigefyldte Cavling for singlen. Og successen stopper ikke her. Lige nu er ‘Kuppet’ ved at blive oversat til engelsk for at udkomme på det amerikanske marked.

SINGLE. Den amerikanske pendant til Zetland, Atavist, udgiver snart Kuppet på det amerikanske marked. Foto: Holger Anderson

Line Holm også ædt sig igennem tykke teoribøger og efteruddannelser, for der er altid nye ting at lære og dygtigere skribenter at lade sig inspirere af. »Hvis man beslutter sig for at ville være en god skribent og

Praktikanterne kaldte mig isdronningen

BLÅ BOG Født den 26. juli 1975 Uddannet journalist fra DMJX i 2004 Journalist ved Berlingske fra 2004 Cavling-nomineret i 2011 for artikelserien ‘I Victorias navn’ og igen i 2012 for singlen ‘Kuppet’

modsætninger,« siger hun og understreger, at det selvfølgelig også gælder den anden vej rundt: featurejournalistik uden et undersøgende element bliver tandløst.

Der er utrolig få journalister i Danmark, der har dedikeret sig til den gode fortælling, mener hun. »Det er helt absurd at skulle sige det, men på aviserne kan jeg kun nævne 10-15 navne, der skriver bemærkelsesværdigt godt.« Derfor opfordrer hun især den nye generation af journalister til at dyrke narrativet i journalistikken, men her er det ikke nok at hive 12-taller hjem på journalistuddanelsen, hverken dengang eller i dag. Derfor har

forfølger det i sin karriere, så er det faktisk enormt nemt at være opsigtsvækkende i Danmark, fordi der er så få.« Kuppet i USA Line Holms mest succesrige historie til dato er singlen om Danmarks største røveri, røveriet mod Dansk Værdihåndtering i 2008.

Idéen til ‘Kuppet’ opstod mere eller mindre tilfældigt.

Midt i en kaffepause, hvor hun sidder og laver research til en artikelserie om Amagermanden og DNA-teknologi, falder hun i snak med en efterforsker hos politiet. Han fortæller, at de netop er ved at afslutte retssagen om røveriet mod Dansk Værdihånd-

tering. Det, der er gået over i historien som det største røveri i Danmark nogensinde. ___

Enkemænd Line Holm tror ikke på målgrupper, og bruger det derfor sjældent i sit arbejde. Det er ellers ofte en vigtig faktor for mange journalister, og noget man får tudet ørerne fulde af på journalistuddannelsen. Vi skal være bevidste om, hvem vi skriver til, og hvad læserne vil have, men ifølge Line Holm ved læserne oftest ikke selv, hvad de efterlyser. Eller også fortæller de ikke sandheden, når de bliver spurgt. »Det er ikke så fint at beskæftige sig med mennesker og følelser. Hvis vi spørger vores læsere, vil de jo ikke umiddelbart sige, at de helt vildt gerne vil læse om enkemænd,« fortæller hun og hentyder til sin nylige artikel ‘At miste halvdelen af sig selv’.

Den handler om en mand, der mister sin store kærlighed; efter 59 års ægteskab skal han for første gang til at lære at klare sig selv. Det er en af de historier, som Line Holm har fået enorm stor respons på. Positiv respons, vel at mærke, og overraskende, hvis man skal tro Berlingskes brugerundersøgelser.

Dernede bor drømmen om aldrig at have en bekymring mere i livet. I denne bygning og i den enorme stålboks bor drømmen om at købe et hus til sig selv og til kæresten, hvis hun vil. Drømmen om byens fedeste bil eller kokain og ___ champagne ad libitum til vennekredsen, der Ensomheden sidder vil betragte en med på en tom stol og ligrespekt og beundring. ger i den tomme side Uddrag fra ‘Kuppet,’ 2012 af sengen. Den sidder ___ på et tomt bilsæde, når man drejer hovedet for at tale om vejr»Jeg synes, det lød sjovt og et og det, man lige er helt vildt spændende. Sagen kørt forbi. Er til stede i havde noget tidstypisk over al sin intethed mellem sig: grådighed, rigdomsjagt et tikkende stueur, en og brutalitet. Det blev et con dør, der sjældnere går amore-projekt, for den havde op, og fotografier fra ingen hyperaktualitet. Det var et langt liv sammen. bare en god historie.« Line fulgte sin mavefornemmelse, søgte aktindsigt i forskellige ting, lavede aftaler med de dømte i fængslerne

Uddrag fra ‘At miste halvdelen af sig selv,’ 04.01.2014 ___

>

PORTRÆT

14 | marts 2014 | LIXEN Så målgruppeanalyser har Line Holm droppet for længst. Hun tænker derimod i gode emner, der tager afsæt i noget universelt hos alle mennesker. »Herinde på Berlingske er der selvfølgelig nogle emner, der er oplagte for os at beskæftige os med, men som featureskribent har jeg meget større frihed. Jeg føler mig Ordforklaring Longreads: Længere journalistiske fortællinger med et narrativ, oftest uden et aktualitets- eller nyhedselement.

Zetland: Medievirksomhed, der blev stiftet i 2012 af fire unge journalister med speciale i det lange format.

Single: En udgivelse, der længdemæssigt ligger sig mellem det lange magasinformat og egentlige bogudgivelse. Udgives ofte som e-publikationer.

ikke bundet af vores målgruppe, men udfordret af den.«

»Jeg har siddet på drømmejobbet, siden jeg blev uddannet. Og det dropper man jo ikke bare, fordi nogen mener, det er smart eller tidstypisk at prøve noget nyt.« Om en lille Det er helt absurd at skulle måned går sige det, men på aviserne kan jeg den 38-årige kun nævne 10-15 navne, der skriver journalist på bemærkelsesværdigt godt barsel med sit første barn.

Og det er en afslapet kommende mor, Berlingske og barsel der gør sig klar til at koncenLige siden praktiktiden har trere sig om privatlivet i 8-10 Line Holm været at finde i måneder. bygningen i Pilestræde num»Jeg går på barsel med tomer 34. Det betyder, at hun tal sjælefred. Jeg har det fint netop har fejret 10 års jubi- med at checke ud af nyhedslæum hos Berlingske. Det be- strømmen,« siger hun med et tyder også, at hun aldrig har let grin og læner sig tilbage i arbejdet for andre aviser. stolen, så den store mave skyMen der er en god grund til, der frem. at det er sådan.

Her adskiller hun sig fra

“

mange af sine kollegaer. Barsel er ofte lig med frygt for at være for længe væk fra en branche, der ikke er den samme i morgen, som den var i går, og som aldrig lader vente på sig. Det ryster hende ikke. »Jeg har været nomineret til

priser og fået priser og været ude at rejse og skrevet store ting, så jeg har ikke en følelse af, at der er ting, jeg ikke har nået. Tværtimod.«

sorye13@student.sdu.dk

anned13@student.sdu.dk

LINE HOLM ANBEFALER GENE WEINGARTEN. Washington Post. Pulitzervinder for ‘Fatal Distraction.’ »Noget af det mest velskrevne undersøgende journalistik, jeg har læst.« ELI SASLOW. Washington Post. »Har bl.a. skrevet ‘Life of a Salesman’ og ‘Into The Lonely Quiet.’ Stringent konstruerede, velskrevne features, som tager udgangspunkt i en-to personer, men ender med at blive portrætter af det amerikanske samfund.« BEN MONTGOMERY og MICHAEL KRUSE. Tampa Bay Times. »Unge og velskrivende, teoretiske i deres tilgang til features og entusiastiske omkring den gode fortælling.« DEXTER FILKINS, The New Yorker og CJ CHIVERS, New York Times. »De er begge krigsjournalister. ‘Lu Lobello’s Atonement’ og ‘The School’ hører til de bedste features nogensinde.« SUSAN ORLEAN og afdøde DAVID FORSTER WALLACE. »De tager små fænomener som hummerfiskeri eller en ti-årig dreng og får dem til at handle om hele livet.«

DE FALDNE. Portrætbogen går bag om de afdøde danske soldater fra krigen i Afghanistan. Billedet er fra bogen og viser en såret dansk soldat, der ringer hjem. Foto: Mads Nissen

FOKUS: FOTOJOURNALISTIK

LIXEN | marts 2014 | 15

Da fotografen også blev journalist Baggrund: Siden september 1992 har fotojournalistudannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole taget imod elever. Linjen skulle gøre journalistuddannelsen tidssvarende og har siden sin begyndelse haft stor succes med sine elever.

Karen Lerbech

Fotojournalistuddannelsen ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (dengang Danmarks Journalisthøjskole) slog dørene op for den første årgang fotojournalister i september 1992. Uddannelsen skulle imødekomme udviklingen i mediebranchen.

Siden linjens oprettelse har dens elever mødt både national og international anerkendelse.

Omkring 200 pressefotografer, redaktionssekretærer og

tionen. Og det kræver en forståelse for det journalistiske arbejde,« siger lederen af fotojournalistlinjen ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Søren Pagter.

Han fortæller, at tanken var, at jo flere på redaktionen, der forstår den journalistiske proces, des bedre bliver det journalistiske produkt.

En visuel verden I slutfirserne og starthalvfemserne oplevede man, hvordan de unge avislæsere gik fra de trykte medier til tv-mediet.

Det betød, at der blev stillet højere krav til det visuelle.

Journalistuddannelsen skulle gøres tidssvarende, lød det fra Journalisthøjskolens daværende prorektor, pressefotograf Jens-Kristian Søgaard, der talte på konferencen i 1991.

Kravet om høj kvalitet af billeder i medierne, har, ifølge formanden for Pressefotografforbundet, Lars Lindskov, ikke ændret sig siden dengang. Måske snarere tværtimod.

hvervsfaglig grunduddannelse også kaldet EFG. Undervisningen på EFG-uddannelsen fandt sted i et forløb mellem Århus Tekniske Skole og Journalisthøjskolen. Ligesom de andre håndværksfag krævede uddannelsen, at foto-eleverne havde en aftale om lærerplads i hånden, inden de startede deres skoleforløb.

Med oprettelsen af billedjournalistlinjen ved Journalisthøjskolen samlede man de journalistiske uddannelser under ét tag, og det var herefter slut med lærepladserne. De studerende ved fotojournalistlinjen fik samme praktikordning som de almene journaliststuderende.

Fra første til seneste årgang Fotojournalistlinjen har haft succes med deres uddannelse af fotojournalister siden dag et. Dengang som nu har skolen tiltrukket aspirerende fotografer, som vil tage billeder og fortælle historier.

Søren Bidstrup var blandt de første 12 elever, der blev

“

På skolen lærte vi de journalistiske værktøjer, hvilket gjorde det muligt for os at se historierne ud fra en journalistisk synsvinkel - Søren Bidstrup, årgang 1992 billedredaktører var mødt op i Odense Congress Center den 19. og 20. november 1991 for at diskutere udviklingen i medielandskabet. Det var anden gang, Pressefotografforbundet mødtes til en faglig konference. På dagsordnen var blandt andet oprettelsen af en billedjournalistlinje (i dag kaldet fotojournalist) på Journalisthøjskolen i Aarhus.

Linjen skulle være med til at forny faget. »Meningen var at uddanne fotografer, som kunne være ligeværdige spillere på redak-

»I dag kan alle tage billeder.

Der er flere øjne på virkeligheden, og det ser jeg ikke som en dårlig ting. Men når verden er så visuel, som den er i dag, så bliver der stillet stadig højere krav. Hvis medierne skal skille sig ud, så skal der være kvalitet i det visuelle,« udtaler Lars Lindskov, der derfor mener, at der altid vil være brug for dygtige fotojournalister.

Inden Journalisthøjskolen fik sin billedjournalistlinje, var den eneste mulighed for at blive pressefotograf en er-

optaget på Journalisthøjskolens fotojournalistlinje (dengang billedjournalistlinje) i 1992. »På skolen lærte vi de journalistiske værktøjer, hvilket gjorde det muligt for os at se historierne ud fra en journalistisk synsvinkel. Det er vigtigt, når man skal ud og arbejde med journalister på en redaktion,« fortæller Søren Bidstrup, der i dag er fotojournalist på Berlingske. Siden sin praktiktid på JyllandsPosten, har Søren Bidstrup markeret sig i forskellige foto-

DMJX. Her er der siden 1992 blevet uddannet fotojournalister. Foto: Oliver Sand Breum

“

Kameraet er en adgangsbillet til nogle miljøer, man ellers ikke ville komme i

- Marie Hald, nyuddannet fotojournalist

konkurrencer. I 1994 vandt han Årets Bedste Danske Hverdagsbillede ved Årets Pressefoto, og senest har han i efteråret 2013 modtaget 2. pladsen i kategorien Daily Life ved den internationale fotokonkurrence World Press Photo.

Den nyuddannede fotojournalist Marie Hald var også blandt prisvinderne ved denne fotokonkurrence. Hun modtog en 2. plads i kategorien Observed Portraits.

Ligesom Søren Bidstrup, søgte Marie Hald ind på fotojournalistuddannelsen, fordi hun ville fortælle historier. »Jeg kan godt lide at arbejde med virkeligheden. Derfor kan jeg godt lide at tage billeder, der fortæller rigtige historier,« fortæller Marie Hald, om

hvorfor hun valgte at blive fotojournalist. »Kameraet er en adgangsbillet til nogle miljøer, man ellers ikke ville komme i,« siger Marie Hald, og er derfor heller ikke i tvivl om, at der i fremtiden vil være brug for dygtige fotojournalister. »Der er behov for folk, som er uddannet til at tage fortællende billeder.« karpe13@student.sdu.dk

FAKTA OM FOTOJOURNALISTIK • I dag kan man kun uddanne sig til fotojournalist ved DMJX. • Skolen optager hvert år 16 elever, otte per halvår.

• Det er ikke meget anderledes, end da linjen åbnede tilbage i 1992.

• Dengang blev der optaget 12 elever årligt på trykmedielinjen (mod otte på tv-linjen).

• Der bliver årligt optaget omkring 250 på den almene journalistlinje.

FOKUS: FOTOJOURNALISTIK

16 | marts 2014 | LIXEN

Fotografers identitet er vigtigere end uddannelsen Fotografiet er en fast følgesvend i mange artikler. Men det er forskelligt, om det er fotojournalister eller fotografer, der tager billederne.

Victoria Touveneau, 2. semester

Avisens fotografer udfører den visuelle del af det journalistiske produkt, og det betyder en del, hvor billederne kommer fra. Det stiller krav til fotografen, og selvom fotouddannelserne er forskellige, er skellet ikke klart i den virkelige verden.

Billedredaktør på Dagbaldet Information, Jakob Dall, er uddannet fotojournalist, men kalder sig fotograf.

»En fotograf er én, der tager et billede med et kamera, så hvorfor ikke bare kalde det, hvad det er?« spørger han.

Jakob Dall inddeler faget i tre retninger: kunst, journalistik og reklame. Ifølge ham har det altid været sådan. »Information bringer både billeder af kunstfotografer og uddannede reklamefotografer. Det handler om identiteten, man skaber som fotograf frem for uddannelsen.

Men hovedparten af billederne i avisen er taget af fotojournalister fra DMJX,« siger Jacob Dall.

I stedet for at se på, hvem der tager billedet, mener han, at det er vigtigere at se på det billede, der er tale om. »Portrættet er opstillet, mens reportagen skal være sand. Og det er her, at troværdigheden bliver en afgørende faktor,« siger han.

Den æstetiske sandhed Virkelighed og sandhed er nøglebegreber i den journalistiske billedreportage, men der er også andre vigtige faktorer. »Fotojournalistik bliver mere kunstnerisk. Flere tager personlige fotografier, der tangerer til at være kunst,« siger han.

Reportagefotoet skal vise verden, som den er, men billedets udtryk spiller også en rolle. Virkeligheden skal ikke bare dokumenteres, men bevæge noget i os. »Vi vil gerne have et billedvalg, der giver tid til fordybelse. Ikke bare det oplagte pressefotografi,« siger Jakob Dall.

Det planlagte fotografi Det opstillede billede er dét Henning Serritslev, uddannelsesleder på fotografud-

dannelsen på KEA, mener, er den afgørende forskel mellem fotojournalister og fotografer. »Det fotografi vi beskæfiger os med, er det planlagte. Det er kommercielt og bestilt,« siger han.

Han mener, at der er et overlap på områderne portræt– og featurebilleder, men at der alligevel sker en opdeling i branchen. »Det er et lille fag, men det har hver sine specialer,« siger Henning Serritslev.

Historiefortællere Mads Greve, lektor på fotojournalistlinjen på DMJX, mener, at fotojournalister har andre forcer end almindelige fotografer. »Fotojournalisterne er stærkere til at fortælle en historie og komme ind under huden på folk,« siger han.

Mads Greve mener, at uddannelserne blandes sammen, når fotojournalister bliver sat til at lave kommercielle opgaver. »Der er mange fotojournalister, der laver kommercielt arbejde, fordi de er hurtige til at gå ind og fornemme scenen og arbejde derefter,« siger han.

Det er en vigtig del af fotojournalistuddannelsen at være hurtig til at aflæse situationen. Selvom man kan planlægge et portræt, er det, ifølge Mads Greve, svært at forudse virkeligheden. Og selv et planlagt og opstillet billede kan være svært at føre ud i livet. »Virkeligheden er altid anderledes, end man tror.« vitou13@student.sdu.dk

Homofobien raser i Rusland Efter vedtagelsen af den omdiskuterede russiske homolov fulgte en række demonstrationer, der havde voldsomme konsekvenser for demonstranterne. Fotojournalisten Mads Nissen har flere gange været i Rusland for at fotografere homofobiens konsekvenser. rigtig interesse i andre menneskers liv.«

Mette Mølgaard Henriksen

Lixen har stilt Mads Nissen den opgave at udvælge et af sine favoritbilleder og beskrive historien bag. »Det er et umuligt spørgsmål at finde det billede, jeg bedst kan lide,« siger Mads Nissen.

Alligevel blev valget truffet.

På et billede, taget i Sankt Petersborg, der i sommeren 2013, var præget af demonstrationer. »Billedet handler om homofobi i Rusland, og hvordan homoseksuelle chikaneres. Billedet skildrer en homoparade, hvor den russiske fyr Kiriee Fedorov er en af dem, der bliver overfaldet af homofober,« forklarer han.

FOTOJOURNALISTIK: Kiriee Fedorov prøver at komme i sikkerhed efter et overfald til demonstrationen. Foto: Mads Nissen

Siden sommeren 2013 har Mads Nissen igen været i Rusland for at mødes med Kiriee. Fordi forholdet mellem fotograf og motiv er vigtigt. »Jeg synes, det er altafgørende, at man har en god

kontakt med dem, man fotograferer – at du prøver at forstå deres situation.« Der gælder samme spilleregler, om du er journalist eller fotojournalist. »Jeg vil sige, at det journalistisk set handler om en op-

Beskuerens reaktion Den umiddelbare historie i billedet er at skildre konse-kvenserne ved homofobi i Rusland. Men billedet er samtidig et symbol på den overordnede homfobi. »En anden grund til, at jeg kan lide det, er, at det giver læseren mulighed for at reflektere mere over sagen.« Uskarpheden i billedet skaber en kaotisk stemning, hvilket er med til at forstærke reaktionen ved billedet. »Billedet har flere abstrakte lag. Uskarpheden gør, at det bliver mindre konkret. Fotografi kan blive så skide konkret, at det bliver kedeligt.

Hvis noget skal være virkelig interessant, så er det med til at efterlade beskueren med noget plads og rum – og stof til

eftertanke.« Billeder skal være rodfæstede i en konkret virkelighed, men samtidig give mulighed for fortolkning. Ikke meget anderledes end en journalistisk tekst. »Billedet skal ramme universelle menneskelige følelser og sætte læseren ind i en stemning og skabe identifikation.« I billedet om Kiriee Fedorov har empatien været et nødvendigt redskab til at forstå Kiriee og hans situation.

Mads Nissen forklarer, at empatien fik ham til at forstå situation bedre. »Jeg er også vokset op i et lille lokalsamfund. Folk var intolerante på dem, der var anderledes. Jeg kan godt genkende lidt af det – de ting, der blev kastet på dem, ramte også mig.« mehen13@student.sdu.dk

FOKUS: FOTOJOURNALISTIK

LIXEN | marts 2014 | 17

Fotojournalisten sætter ord på billedet Mads Nissen er fotojournalist og ansat ved Berlingske. Her giver han et indblik i fotojournalistens verden og fortæller, om det gode journalistiske billede.

Mette Mølgaard Henriksen

Porteføljen inviterer beskueren ind i en verden fuld af fortællinger. Fra danske pressemøder, til Libyen og videre til Amazonas. Til krig i Afghanistan, hungersnød i Niger og til Rusland, hvor der demonstreres for homoseksuelles rettigheder. Billeder fra ind- og udland, i sort-hvid og i farve, skildrer krig, magtesløshed og kærlighed. Udover fotoopgaverne på Berlingske, har Mads Nissen udgivet bøgerne ”De faldne” og ”Amazonas”, vundet priser ved ”Danish Press Photo of the Year” og fået billeder udgivet i internationale medier. At han har opnået meget i en ung alder, er tydeligt for enhver.

Det gode billede I hjertet, i øjet og i hjernen. Her rammer et godt billede beskueren ifølge Mads Nissen. På et øjeblik kan et billede ramme beskueren lige i maven og skabe nærvær, empati og indlevelse.

Men kun hvis billedet lever op til en vis standard. Billedet skal være æstetisk og godt fotograferet. »På samme måde som du ikke kan lave en artikel fyldt med kommafejl, har fotografiet også nogle æstetiske krav. Æstetik er interessant, fordi den kan lokke folk ind i noget, de ikke troede, de interesserede sig for,« forklarer Mads Nissen.

Samtidig skal billedet give læseren noget at tænke over, det skal rejse spørgsmål og gøre læseren forvirret, men også klogere.

Evnen til at kunne prioritere Prioritering er et nøgleord i fotojournalistens verden. Det er afgørende at bestemme sig for, hvor man vil lægge sin energi. »At give sig 100 % på alting kan ikke lade sig gøre. Jeg vil meget hellere give mig 50 % på nogle ting og 100 % på andre. Der hvor jeg investerer mest energi, er som regel det, der betyder mest for mig,« uddyber Mads Nissen.

Tiden i Amazonas har været tidskrævende. Men det betyder ikke, at

“

Evnen til at komme tæt på Det gælder om at bygge bro mellem fotografens og motivets verden. »Hvis du har en oprigtig interesse i folk, så kan de mærke det. Hvis jeg viser, at jeg er dybt interesseret i menneskerne på billederne og giver dem en forklaring på, hvorfor jeg gerne vil fotografere, kan jeg komme virkelig langt. Jeg tror, at de fleste folk spørger mig: hvorfor vil han følge mig, hvorfor er jeg så interessant? Det tror jeg, at man skal give folk svaret på, inden de spørger.«

Jeg oplever det som min ret at tage billeder

billederne er bedre, end de andre, han har taget. »Jeg opererer med noget, jeg kalder et bundniveau. Uanset hvor ringe det er, er det altid et vist niveau.« siger Mads Nissen.

Vigtige egenskaber Udover at ramme beskueren i øjet, hjernen og hjertet, er der også andet, der karakteriserer den gode fotojournalist. »Jeg har bemærket en fandenivoldskhed. De fleste gode fotografer er lidt skøre,« siger Mads Nissen.

Offerviljen er heller ikke til at komme udenom. Han hentyder til, at det er svært at blive optaget på DMJX’ fotouddannelse. »Det er jo værre end at blive balletdanser. Du skal ville det sindssygt meget før, det lykkes.«

AMAZONAS. Verdens største regnskov byder på unikke øjeblikke. Foto: Mads Nissen

- Mads Nissen, fotojournalist

Spørger du altid? »Jeg spørger kun, hvis det er i min interesse. Jeg oplever det som min ret at tage billeder. Om jeg vil publicere det, er en mere kompliceret vurdering. Men der er intet forkert i at tage et billede.« Empatien som følgesvend Ifølge Mads Nissen gælder det om at lade sig påvirke af det, man fotograferer. »Nogle lukker af for at beskytte sig selv. Men så mister de den vigtigste nøgle til at skabe billeder. Uden empati er der kun registreringer.« På den måde bliver det lettere at forholde sig til de involveredes følelser. »Hvis jeg ser noget rigtig grumt, og jeg ikke kan forholde mig til mine egne følelser, kan jeg heller ikke forholde mig til andres følelser.

FOTOJOURNALITIK. Mads Nissen er en erfaren fotojournalist og ved, hvad han taler om. Foto: Mads Nissen

Hvem er jeg så til at mase mig ind i deres liv?« Derfor er det helt afgørende, at fotojournalisten lader sig påvirke af motivet. »Du skal lade dig påvirke helt vildt.

Du skal suge til dig, gøre dig sårbar, lade dig rive med.« Er der ikke en risiko for, at det bliver for meget? »Det er sjældent, at journalister og fotografer lader sig rive for meget med. Du kan ikke beskrive noget, hvis du ikke selv har smagt en smerte af det.« Men. »Jeg tror, det er vigtigt at holde pauser, mærke sig selv og fotografere noget andet.« Det var derfor, han tog tilbage til Libyen, selvom han var træt af krig. »Jeg orkede ikke at fotografere flere mennesker. Man giver meget af sig selv. Jeg tog tilbage og fotograferede landskaber – det var helt vildt befriende.« Selvom det er vigtigt for historien og billedets ægthed at leve sig ind i opgaven, er det også nødvendigt at stoppe op og reflektere en gang i mellem. »Jeg lytter meget til mig selv. Det er en risiko, jeg er meget opmærksom på.« mehen13@student.sdu.dk

LIBYEN. En lokal mand fra Ajdabiya takker Gud for sejren i marts 2011. Foto: Mads Nissen

18 | marts 2014 | LIXEN

FOKUS: FOTOJOURNALISTIK

FOKUS: FOTOJOURNALISTIK

LIXEN | marts 2014 | 19

Kunsten at hægte sig fast Mathias Bojesen er fotojournaliststuderende på Danmarks Medieog Journalisthøjskole i Aarhus. I dag skal han på opgave i ghettoen Trillegården i Aarhus Vest.

Holger Anderson Tekst og foto

På en frisk og grå februardag sidder jeg sammen med Mathias Bojesen på hans værelse og venter. Mathias Bojesen er fotojournaliststuderende på DMJX i Aarhus, og vi venter på, at hans kilde ringer tilbage. Lixen har fået lov til at interviewe Mathias Bojesen og følge ham på opgave. Han kigger flere gange på sin mobil. Interviewet går i gang.

Jeg spørger ham, hvorfor der er brug for fotojournalister. »Journalister kan ikke vise en historie i et billede. Journalister er gode til at skrive tekst, men hvis de bliver udstyret med et kamera, bruger de det til at lave noget illustrativt for at yde merværdi til en pointe i artiklen,« svarer han.

er derude, så skal jeg være der.« Men Mathias Bojesen mener, at det er vigtigt at kunne skrive som fotojournalist. »Det er vigtigt at kunne udføre begge roller, når man er ude. Man siger, at billeder siger mere end 1000 ord, men nogle gange har man også brug for en introduktion til billederne,« siger Mathias Bojesen.

Han fortæller om en billedserie, han har taget af en pige, som har forsøgt at begå selvmord. »Hvis man ikke bliver fortalt kort, at hun har prøvet at tage livet af sig selv, så har billederne en helt anden mening,« siger han.

Han fortæller videre om, hvad han gerne vil fange og forevige med kameraet. »Jeg vil gerne have den fuldkomne, objektive sandhed i mine billeder og for at kunne få det, skal man vide alt om en person eller alt om et sted,« siger han, og til-

“

Hvis man ikke bliver fortalt kort, at hun har prøvet at tage livet af sig selv, så har billederne en helt anden mening - Mathias Bojesen Han er ikke i tvivl om, at der er brug for fotojournalister, og han mener, at spørgsmålet i fremtiden vil være, om der også er brug for fotografer, når journalister og fotojournalister har kameraer.

Mathias Bojesen nulstiller Som fotojournalist er det vigtigt for Mathias Bojesen altid at være til stede dér, hvor han er på opgave. »Inden jeg tager af sted, sørger jeg for, at mit kamera er helt nulstillet, så jeg ved, at når jeg kommer derud, skal jeg indstille efter forholdene,« siger han og fortsætter: »Det samme gælder hjernen. Den skal også være helt nulstillet. Jeg kan ikke tænke på alt muligt andet. Når jeg

føjer: »Jeg føler, at jeg har gjort mit bedste - at det bliver så objektivt som muligt - når jeg får det hele med.« Telefonen vibrerer på skrivebordet: Raphael, Mathias Bojesens kilde, vil endelig mødes.

Mødet med Raphael Vi tager ud i Trillegården i Aarhus Vest for at mødes med Raphael foran Fakta-butikken på Frygtens Torv. Torvet har fået det tilnavn, fordi det har været hærget af åbenlys narkohandel, hærværk og unge, der udviser truende adfærd. Mathias Bojesen har mødt Raphael i en ungdomsklub i området: »Min første idé var at skildre den her ung-

domsklub, men jeg fandt hurtigt ud af, at det ville blive meget mere spændende, hvis jeg fandt en person at følge,« siger Mathias.

Han har fulgt Raphael flere gange og har forsøgt at komme tæt på ham, så han kan tage de billeder, der siger alt om Raphael. Men det er svært. Raphael har udsat mødet flere gange, først med en time, så med to, og nu er han ikke mødt op det aftalte sted. En halv time går, mens Mathias Bojesen forsøger at få fat på ham. Til sidst er der hul igennem: han spiser, men kommer snart.

Da Raphael dukker op, begynder han og Mathias Bojesen at diskutere, hvor vi skal hen i dag. De bliver enige om at gå hen på biblioteket, hvor Raphael ofte tjekker sin Facebookprofil på bibliotekets computere.

For Mathias Bojesen handler det om at hægte sig fast og blive hos sin kilde så længe som muligt. Han spørger Raphael, hvor vi skal hen efter biblioteket. Vi skal hen til en af Raphaels venner. Han foretager et par hurtige opkald, hvor han flere gange må forklare, hvem Mathias Bojesen og jeg er. Hele vejen fra biblioteket til lejligheden har Mathias Bojesen kameraet foran ansigtet, men det forhindrer ham ikke i at tale med Raphael, som virker meget vant til situationen.

Lejligheden er stor, med mange rum og en lang gang.

På væggene er der flere steder nøgne lysstofrør. I et af rummene tager vi billeder og snakker, mens Raphael får opladt sin mobil og lavet flere aftaler for aftenen.

Raphael taler om en anden ven, der kører rundt og handler, men uddyber aldrig, hvad det er, han handler med. Kameraerne klikker, mens han skriver til vennen, som ti minutter senere trækker op i en blå Nissan Micra på parkeringspladsen foran lejlighedskomplekset. Lige

så hurtigt som vi kom ind, lige så hurtigt er vi ude igen.

Raphael hilser på og giver

følge Raphael længere, da familieoverhovederne i området, også kaldet de ældre,

“

Jeg føler, at jeg har gjort mit bedste, at det bliver så objektivt som muligt - når jeg får det hele med.

- Mathias Bojesen

sig igen til at forklare. Men manden i bilen er ikke begejstret for situationen. Han nægter først at have nogen af os med, men efter forhandling får Mathias Bojesen ham overtalt til, at han kan komme med. Bilen laver en U-vending på parkeringspladsen. For Mathias Bojesen er missionen lykkedes.

Han har hægtet sig fast.

Efterfølgende fortæller han, at han senere på aftenen fik at vide, at han ikke kunne

mente, at der ville ske ham noget, hvis han blev ved. Til forskel fra vennen i bilen var de ældre ikke til at tale med. hoand13@student.sdu.dk

FOKUS: FOTOJOURNALISTIK

20 | marts 2014 | LIXEN

Foto fravælges for det gode ord I fremtiden bliver journalister mødt af krav om selv at fotografere.

Sådan spår branchen og de journalistiske uddannelser. Men der er stor uenighed om, hvordan de studerende skal rustes til dette.

Mette Mølgaard Henriksen

På redaktionerne rundt omkring i det danske medielandskab har fotograferne ikke længere monopol på at tage journalistiske billeder.

Flere fotografer ser deres arbejde overtaget af journalister, der bevæger sig rundt i felten med et kamera hængende om halsen. En af årsagerne til udviklingen er et økonomisk aspekt, idet det er billigere kun at sende én medarbejder ud på opgave. Det fortæller Thomas Borberg, der er fotochef på Politiken. Han er ærgerlig over, at fotografiet får mindre opmærksomhed end ordet og mener, at en dårligt skrevet artikel aldrig ville blive accepteret på samme måde som dårlige billeder godkendes og bringes af medierne. »Det generer mig. Det fortæller noget om holdningen til fotografiet, at medierne accepterer dårlige billeder.

Jeg synes, det er skidt. Man ser ned på fotografiet og har ikke forstået vigtigheden af det,« siger Thomas Borberg.

Ifølge ham skal de to professioner og tilhørende arbejdsopgaver så vidt muligt holdes adskilt. Fotojournalister tager billeder, mens journalister skriver artikler. »Jeg synes ikke, det er fedt, at journalister fotograferer selv.

Det ender med, at vi udvander vores egen faglighed. Både fotografer og journalister,« siger Thomas Borberg.

Klædt på til fremtiden Søren Lorenzen, chefredaktør ved Scanpix, er enig i, at

ORD OG BILLEDER. Journalister mødes oftere af kravet om at skulle fotografere, selvom de ikke er fotografer. Illustration: Holger Anderson.

journalister i fremtiden vil møde et krav om at kunne tage billeder ude på redaktionerne. Derfor ser han en fordel i, at uddannelserne underviser de journaliststuderende

ning i det mest basale inden for fotografering. Især læren om billedforståelse vil være en stor hjælp for journalister.

Uddannelserne skal altså være med til at forberede de

“

Journalister kan ikke både lave video, foto og journalistik (...) Det går ud over kvalitet - Thomas Borberg, fotochef hos Politiken i foto- og billedforståelse. På samme måde som fotojournalisterne på DMJX undervises i at skrive journalistiske tekster, vil det være en fordel, hvis de journaliststuderende omvendt får et indblik i fotojournalistens arbejdsproces. »Journalisterne møder nok en fremtid på redaktionerne, hvor de i stigende grad bliver mødt af et krav om at lave billeder og video. Det bliver vanskeligt, hvis ikke man er klædt rigtigt på,« siger Søren Lorenzen. Derfor ser han også en ide i, at uddannelserne indfører forløb om visuel fortælling og undervis-

journaliststuderende på den virkelighed, der er en realitet på det arbejdsmarked, de på sigt bliver en del af.

Thomas Borberg mener dog ikke, at det er en god ide, at uddannelserne skal indføre obligatoriske fotofag. I stedet for at opdrage journalister til at fotografere må det være op til redaktionerne at udvælge de journalister, der viser en særlig interesse og flair for fotografiets muligheder. Sådan en gruppe er han selv åben for at tage under oplæring for at sætte dem ind i fotografiets mangfoldighed. »Journalister kan ikke både

lave video, foto og journalistik. Så bliver det en blæksprutteuddannelse, og det går ud over kvaliteten. Det må være det enkelte blads opgave at udvælge de enkelte journalister og uddanne dem,« siger Thomas Borberg.

Der skal prioriteres Ingen af journalistuddannelserne tilbyder længerevarende forløb i foto, der fungerer som ballast for fremtidige arbejdsopgaver. Samlet for uddannelserne handler det om at prioritere den tid, der er til rådighed, inden de studerende sendes ud i praktik. Og her vægtes fotoet ikke på niveau med fag som politik, Offentlig Forvaltning og Mediejura. »Som studieleder har jeg en grænse for, hvad vi skal proppe ind i den her uddannelse.

Det er ikke vores problem, at branchen synes, at journalister også skal tage billeder.

Det er branchens eget problem, og det må de løse,« fortæller Karsten Baagø, studieleder ved SDU. Både på SDU og DMJX er man enige om, at det skal give

mening, hvis foto skal på skemaet. Det nytter ikke noget med et par timers under-visning hist og pist. Det er foto for omfattende et håndværk til. På DMJX arbejder de i øjeblikket på nye tiltag, der vil starte op i efteråret Det diskuteres om foto skal være et af de fag, de studerende kan vælge som valgfag. Det bliver ikke et obligatorisk fag, men kan vælges af de studerende, der har en særlig interesse og et ønske om at specialisere sig inden for området.

På den måde bliver en gruppe af de journaliststuderende altså rustet til den fremtid, der venter dem, fortæller Henrik Berggren, uddannelsesleder på DMJX. »For rigtig mange journalister bliver det en kompetence man bare skal kunne. Det vil man få brug for i sit daglige arbejde.« mehen13@student.sdu.dk

FOKUS: FOTOJOURNALISTIK

LIXEN | marts 2014 | 21

Med øje for det enestående Fotojournalistens fornemmeste opgave er at bringe beskueren tæt på virkeligheden, mener den unge fotojournalist Sofie Amalie Klougart. Selv forsøger hun at leve efter reglen ved at have øje for det enestående og overraskende. bedre. Derfor er fotojournalistens adgang fuldstændig central for, hvordan billedet i sidste ende bliver - og derfor helt centralt for mit arbejde.

Det er noget, jeg decideret arbejder på at skabe, når jeg tager billeder, for hvis jeg vil have et unikt fotografi, er jeg nødt til at have en unik adgang eller en unik relation.«

Karen Lerbech

»Fotografiet kan lige præcis det, du ønsker fotografiet skal kunne. Det kan, ligesom det skrevne sprog, informere, konkretisere og manipulere, men vigtigst af alt, kan det gøre virkeligheden vedkommende i en sådan hastighed, at sproget ikke kan følge med.« Ordene er Sofie Amalie Klougarts. Hun er en af de nyeste talenter, der er udklækket fra fotojournalistlinjen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Siden sin studietid har hun markeret sig i både Danmark og udlandet, og hendes fotografier er blandt andet bragt i Time, Euroman og Information.

HVERDAGEN. Sofie Amalie Klougart viser virkeligheden. Billedet var en del af serien Philosophy in the Bedroom, som indbragte Sofie Amalie Klougart en førstepris i kategorien Åben Klasse ved Årets Pressefoto i 2013.

Foto: Sofie Amalie Klougart.

Lixen har mødt hende til en lille snak om fotojournalistik, om at finde sit eget udtryk og fagets fremtid.

Hvordan fandt du ud af, at det er fotografiet, du skal arbejde med? »Som 18-årig flyttede jeg til Berlin. Jeg var lige kommet ud af gymnasiet og havde besluttet mig for, at jeg ville afprøve, om jeg virkelig ville være fotojournalist. I Berlin levede jeg et enkelt liv. Stod op, gik lange ture, talte med de mennesker, jeg mødte, skrev pinligt dårlig poesi og fotograferede. Jeg forsøgte at leve i denne rytme, men ønskede mere retning. Der blev jeg fuldstændig sikker på, at jeg ville søge ind på fotojournalistuddannelsen.« Hvad kan fotografiet i journalistiske sammenhænge? »Jeg tænker, at spørgsmålet egentlig er vældig symptomatisk for måden fotografiet bliver brugt i journalistisk sammenhæng i dag.

Der ligger i det overordnede

Hvordan ser du fremtiden for fotojournalistikken? »Lige nu er vi i en omstillingsfase, som er meget barsk, men jeg er sikker på, at krisen i avisbranchen på sigt skaber andre og måske mere interessante platforme for fotojournalistikken. I disse år ser vi spændende eksperimenter som The Atavist og The Sochi Project tage form, og jeg er sikker på, at vi går gode tider i møde, når det kommer til alternative distributionsmuligheder og arbejdsopgaver for fotojournalister.

Om der reelt bliver skabt nye markeder afhænger af, hvor gode fotojournalisterne er til at kæmpe for at få en ordentlig pris for deres arbejde.«

SELVISCENESÆTTELSE. Reportagen fra Dansk Folkepartis sommergruppemøde på Vejle Fjord Hotel sikrede Sofie Amalie Klougart førsteprisen i kategorien Årets reportage, Danmark ved Årets Pressefoto i 2011. Foto: Sofie Amalie Klougart.

spørgsmål en berettiget forventning om, at fotografiet ikke kan stå alene. At der er en fare for, at fotografier bliver ’læst’ forkert, hvis det er for komplekse eller krævende. Jeg ville ønske, at spørgsmålet blev vendt om. Hvad kan skriftsproget berige fotografiet med i journalistisk sammenhæng? Hvilken funktion skal fotografiet have og hvor meget decideret journa-

listisk information skal der være i de billeder, der bliver bragt? Hvor komplekst må et fotografi egentlig være, når det bliver bragt i journalistisk sammenhæng? Hvor meget tankevirksomhed kan vi forlange af beskueren? Se dét er interessant, for hvor ofte ser vi ikke, at fotografierne taler ned til beskueren? At alt bliver oplyst og forenklet.«

Hvad søger du efter, når du tager billeder? »Jeg forsøger altid at have øje for det enestående. Det man ikke forventer at se.

Jeg mener overordnet set, at fotojournalistens fornemmeste greb er at bringe beskueren tæt på virkeligheden, lige meget hvordan den så end tager sig ud - og jo mere denne virkelighed så overrasker beskueren jo

Sofie Amalie Klougart. Foto: Dorte Klougart

BLÅ BOG: SOFIE AMALIE KLOUGART » Født 1987 » Studerende på DMJX 2009-13. » Underviser på fotolinjen på Krabbesholm Højskole, mens hun arbejder freelance som fotograf. karpe13@student.sdu.dk

OPINION

22 | marts 2014 | LIXEN

Hvornår har journalisten fri?

Nanna Frank, 2. semester

”Jeg arbejder ikke som journalist. Jeg ER journalist,” sagde Ulla Terkelsen for nogle år tilbage. Hun mener, at det ikke er et arbejde, men en livsstil. Men er det virkelig det?

Når en journalist går på arbejde mandag morgen og forlader kontoret kl. 16, er han så stadig journalist kl. 18 hjemme ved spisebordet? Grænsen er meget utydelig. Arbejder vi som journalister, eller er vi journalister.

Vi lever i et samfund, hvor image og selviscenesættelse er alfa omega. For nogle er det nødvendigt at fremstille sig selv som et glansbillede på internettet. Din fremtidige chefs første indtryk af dig er

ikke nødvendigvis, hvor fast dit håndtryk er. Det kan derimod være et billede fra lørdagens bytur, der finder vej til Google via din private Facebook-profil.

Som journalist er dit ansigt udadtil utrolig vigtigt. Nogle ønsker politisk passivitet,

“

hjemmeside, der udelukkende bliver brugt til dit professionelle liv, hvor linjerne er stærkt markeret. I kontrast til Facebook er der ingen tvivl på denne hjemmeside. Det er vigtigt at forstå, at man som journalist har et privatliv, og at vi nogle gange lægger no-

den teenager, jeg i virkeligheden er, skal jeg så stadig stå skoleret overfor chefen mandag morgen, fordi det ikke er kutymen på min arbejdsplads?

Twitter har gjort det muligt at skrive en lille biografi på ens profil. Her er det næsten u-

Vi lever i et samfund, hvor image og selviscenesættelse er alfa omega

- Nanna Frank

mens andre vægter din mening højt. Uanset hvad, kender hele landet dit navn allerede ved første byline.

Selvom nogle vælger at bruge Facebook arbejdsrelateret, er en lignende hjemmeside ved at slå igennem. LinkedIn er en

tesblokken fra os og er almindelige mennesker. Præcis som en skolelærer ikke er skolelærer i weekenden. Men hvis jeg lørdag aften skriver på Twitter, at jeg glæder mig til at være mere beruset end Nicklas Bendtner og feste som

muligt at komme forbi en journalists profil uden sætningen ”tweets for egen regning.” Netop for at gøre opmærksom på, at det, der bliver skrevet på profilen, ikke har noget med arbejdet at gøre. Det er da grotesk. Det er

en privat profil under ens eget navn. Det er mig, der står som forfatter, når jeg skriver noget på Twitter, ligesom når jeg skriver på Facebook. Jeg bruger det ikke i arbejdsrelateret sammenhæng, men som privatperson. Derfor er det ikke i orden, at jeg kan blive hængt op på det af min arbejdsgiver eller kollegaer. Selvfølgelig er det vigtigt, at man tænker sig om, før man offentliggør noget online. Men min uforståenhed over for girafmord og det faktum, at jeg faktisk ikke kan lide katte, har absolut intet at gøre med, hvor god jeg er til at skrive en artikel eller lave en reportage fra demonstrationerne i Ukraine. Det er det, man også skal kunne som professionel – man skal kunne skelne mellem privatliv og arbejdsliv.

Naive13@student.sdu.dk

Medietorvet mener... ... Jeg er træt af, at man omtaler en iver for at udrette noget i den virkelige verden for et CV-ræs og giver det en klang af, at vi kun jagter titler.

-Tinne Hjersing Knudsen, 6. semester

...Faktum er, at praktikansøgere med flotte CV’er står i højere kurs end dem uden.

-Simon Lund Christensen, 4. semester

...Men man skal ikke stresse over det i forhold til praktikplads. Her vægter personlighed, engagement og faglige evner også højt.

-Marlene Ulbæk Cohr Andersen, 4. semester Cand. Public B

...CV’et er smidt så højt

op på en piedestal, at det brækker nakken af at falde ned.

-Louise Uberg, 4. semester

...CV-hysteriet og panikdramatikken stresser journalistspirerne unødvendigt fra dag ét.

CV’et

-Ulrik Baltzer, 6. semester

...Når jeg ser, mine studiekammerater lave Lixen, Rust og radio, bliver jeg bekymret over, om mit CV er godt nok, når jeg skal til at søge praktik.

-Ida Scharla Løjmand, 2. semester

OPINION

LIXEN | marts 2014 | 23

DAGBOG FRA EN PRAKTIKANT

Kære Lixen Det er godt nok ved at være lang tid siden, vi to har set hinanden! »Christine, hvis du skriver et manus, så skriver jeg også et, og så kan vi lige sammenligne dem. Dit kan jo være lige så godt som mit.« »Nej, det tror jeg så ikke, Steffen Kretz.« Tænkte jeg. »Ja, selvfølgelig!« svarede jeg.

Scenen her udspillede sig i DR Byen. Nærmere betegnet “Newsroom”, hvor jeg havde “følvagt” hos Steffen Kretz, som skulle lære mig, den nye praktikant, at lave et indslag til TV Avisen.

Fem minutter senere sad jeg med mit manus, som nu var fyldt med røde streger, og følte mig som en elendig praktikant.

Men det er lige præcis det, der er det bedste og hårdeste ved at være i praktik på DR Nyheder. Hver dag bliver du udfordret af nogle af Danmarks dygtigste journalister, og hver gang du nærmer dig noget, der kunne minde om en comfort zone, skifter du til en anden redaktion. På DR Nyheder kommer man som udgangspunkt rundt på fire forskellige redaktioner.

Jeg startede på DR2 Morgen. Her lavede jeg alt fra indslag om singlekultur til skattesagskommissionen og lærte, at jeg faktisk godt kan være et velfungerende menneske klokken 4.30 om morgenen.

I november skiftede jeg min Politiken ud med Børsen og øvede mig i at høre efter hver gang Nina Munch-Perrin var på skærmen. Jeg var nemlig rykket over på erhverv- og økonomiredaktionen. Her lavede jeg både indslag til Radioavisen, TV Avisen, P1 Morgen, dr.dk.

For to uger siden begyndte jeg på P3 Nyhederne. Efter to uger har jeg lavet så mange indslag, at jeg ikke kan huske dem. Og jeg er allerede blevet kastet ud i min første live.

Mange af jer praktiksøgende sidder sikkert for tiden og prøver at finde jeres journalistiske brand. Er du politikpigen eller tv-typen?

På DR Nyheder får man lov til at prøve det hele. I hvert fald som praktikant. Og det er sgu ret fedt.

Kærlig hilsen Christine

“Den nye generation er mindre villig til at arbejde over” KLUMME: Chefredaktør på MetroXpress Jonas Kuld Rathje revser den unge generation af journaliststuderende.

Måske er det fordi, de unge journalister bliver yngre og yngre? I ’min tid’ – gamle dage, hvor alt som bekendt var bedre, og hvor vi hver dag gik langt i sne for at nå frem til vores journalistuddannelse – var gennemsnitsalderen for optagne på DJH (som dengang var eneste journalistuddannelse og som dengang hed sådan) 26 år. Det virker som om, at dét nu er gennemsnitsalderen for færdige journalister. ”Jeg har 2,25 afspadseringsdage til gode, kan jeg tage dem i næste uge, inden jeg stopper?” Sådan spurgte en af avisens praktikanter mig for nylig. Man bliver så træt. I ’min tid’ gik vi ind af døren til vores praktiksted den første dag –

Foto: Thomas Freitag

og gik hjem igen halvandet år senere. Hvis man har givet den gas i en periode, kan man naturligvis godt få en fridag.

Men kom nu.

De nye generationer af journaliststuderende er i mindre grad end tidligere (og nu generaliserer jeg ivrigt, fordi pladsen er trang, og der ER

naturligvis funklende, dygtige undtagelser) villige til at lægge den indsats, som en karriere i dagens medie branche kræver, hvis man skal få det optimale ud af sin studie- og praktiktid og en dag blive til noget særligt.

Som chefredaktør oplever jeg, at den nye generati-

on både er mindre villig til at arbejde over end de uddannede kolleger og også hurtigere til at lægge sig syg: ”Jeg har ondt i halsen, så jeg bliver hjemme”. Skriver du med halsen? Drik en kop te og kom til tasterne.

Som censor oplever jeg, at

helt almindelig arbejdsindsats i arbejdsrapporter pustes op til rene journalistiske ironmen. ”Det var meget kompliceret og tidskrævende, da jeg først skulle læse mig ind på emnet”. ”Tiden løb fra mig i researchfasen, fordi jeg skulle ringe til kilder, der var svære at få fat på”. Tør øjnene og læs op.

Det er lidt skuffende: Journalistuddannelserne er over en kam blevet væsentligt bedre, end de var i gamle dage. I har ikke rigtig nogle undskyldninger. Spænd hjelmen. Og kom så. Vi har brug for, at I bliver så gode, som I kan blive.

Med venlig hilsen Jonas Kuld Rathje Chefredaktør, MetroXpress

Bagsiden

Illustration: Ida Scharla Løjmand