Lixen oktober 2014

Lixen

Lixen

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 16. årgang | 5. nummer | Oktober 2014

EKSTERN

Side 10

Thomas Korsgaard og drømmen om noget med medier

PORTRÆT

Side 13

Gratis nyhedsavis vil sælge dine oplysninger

Side 12

DR lader udlandet i stikken

Kritikere skoser DR for ikke at fokusere nok på udlandet. Noget værre sludder, mener DR’s nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup. Lixens Gravergruppe har undersøgt, om DR’s rolle i udlandet er ændret efter det nye medieforligs fyringsrunder.

Side 8

FOKUS: VELKOMMEN 1. SEMESTER

SIDE 17-21

2 | oktober 2014 | LIXEN

Indhold

Leder

INTERN

»Du skal have en stærk psyke for at blive journalist. Det er ikke hvem som helst, der kan blive det.«

I denne måned inviterer Lixen dig tættere på håndværksunderviserne. De fortæller historier fra deres eget, professionelle liv. Og så tager Lixen er skarpt blik på årets optagelsesstal.

Ordene kommer fra studieleder på Center for Journalistik, Karsten Baagø, i artiklen ”Drømme, håb – og stress”. Den er bragt i Journalistens augustudgave som opfølgning på en trivselsundersøgelse målt på 421 journaliststuderende på SDU, RUC og DMJX. I den sammenhæng skiller tallet 76 sig ud. Det er antallet af studerende, der har alvorlig stress.

Side 3-7

Men betyder det, at de 76 personer har en dårligere psyke end de resterende 345 personer? Næppe. Men det er muligt, at de andre prioriterer deres tid anderledes netop for at undgå stress-symptomer. Måske læser de ikke pensum løbende, eller de dropper ugeopgaver hist og her. Og det accepterer de i stedet for at lade sig gå på af det.

EKSTERN DR bliver mødt af kritik fra to medieforskere, og gratisavisen Metroexpress forsøger sig med en ny form for mur til deres nyheder på nettet. Ekstern tager pulsen på mediebranchen udenfor Medietorvets mure.

Efter publiceringen af undersøgelsen har underviserne taget problematikken til sig. Endda i så høj grad, at 1. semester den første dag fik beskeden: Når du får stress, og ikke hvis du får stress.

Side 8-12

De kunne lige så godt have sagt: ”Velkommen til Journalistik. Her får du stress.”

PORTRÆT Han har dækket nogle af de største mediebegivenheder i sine 26 år som journalist. I dag er han manden, der samler op på dagen i 22 Nyhederne på TV2. Lixen har mødt Poul Erik Skammelsen.

Underviserne står allerede nu klar med tudehornet for at alarmere i tide, så der i fremtiden forhåbentlig er et fald i antallet af journaliststuderende med stress.

Desværre er velkomsten et tegn på, at underviserne hurtigt påvirkes af undersøgelser og tager dem for gode varer. I undersøgelsen fremgår det, at hele 108 personer trives ganske godt på journaliststudierne. For nok er journalistik et krævende fag, der forsøger at trække alle vores kindtænder ud – men det er dog langt fra alle, der går ned med stress.

Side 13-16

FOKUS Lixen byder velkommen til årgang 2014. 96 nye studerende er klar til at gøre mediebranchen usikker. Rusdagene er ovre, og vi samler op på rusforløbet - lige fra trivselsundersøgelse til rustur.

Så for at rette den ‘varme’ velkomst til det nye 1. semester: »Velkommen 1. semester.

Det hedder hvis I får stress, og ikke når I får stress.

Der er nogle, der har fået stress, men der er også rigtig mange, der har det ganske godt på studiet.

Så tag tre dybe indåndinger og en dag af gangen.«

Side 17-21

OPINION

På vegne af redaktionen Jane og Josephine

Sportsjournalisten Stine Bjerre Jørgensen træder sine skridt i en mandsdomineret verden.

Men det holder hende ikke tilbage. Hun skriver månedens klumme til Lixen, hvor hun fortæller om sit virke på TV 2 Sporten.

Side 22-23

Lixen

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklingen og tendenser om mediebranchen og på landets journalistuddannelser LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M

Jane Grønning Ansv. chefredaktør

Josephine Fogsgaard Chefredaktør

Anna Nedergaard Redaktør

Mette Mølgaard Henriksen Redaktør

Sofie Rye Redaktør

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer Faste skribenter: Johanne Ramskov Erichsen Stefan Jørgensen Karen Louise Mørk Victoria Touveneau

Stefanie Mather Redaktør

Karen Lerbech Digital redaktør

Holger Anderson Billedredaktør

Emilie Dyrup og Philip Bidstrup Bagsideredaktører

INTERN

I øvrigt mener jeg...

LIXEN | oktober 2014 | 3

Kalender Odense: 25. oktober: KaJO Generalforsamling og Jern Henrik på Medietorvet

At fire rusture må række. P.s. Tak, fordi I dansede.

- Martin Pilgaard Kristensen, 7. semester At undervisning i SPSS og andet statistik-gøgl er brud på menneskerettighederne.

- Martin Lorentsen, 3. semester At Martin Pilgaard Kristensen har MANGE flere rusture i sig. Nogen skal jo føre den stolte Toto-tradition videre.

- Annika Raunstrup, 5. semester At det er lidt spændende, om man bliver en af de 2/3 af årgangen, der får alvorlig stress.

- Laura Møller Kretz, 1. semester At hvis man bliver bandlyst fra branchen med et snit under 7, så er 4. semester fucked.

- Sophie Schlichtkrull Dalgaard, 3. semester Hvor gammel bliver en ræv. (Har jeg misforstået konceptet?).

- Thor Hedegaard, 1. semester At det er foruroligende, så meget Annika elsker Beyoncé.

- Annemette Drue, 5. semester At journalistik er et super fedt studie.

- Sabrina Blangsted Højfeldt, 1. semester At der burde arrangeres en temafest for alle journoer på studiet med et vildt absurd tema.

- Melissa Elisabeth Bertelsen, 1. semester At danskerne har en tendens til at gå amok over sager, de i bund og grund intet ved om (eksempelvis Jensens Bøfhussagen).

- Hans Christian Hauerbach, 3. semester At jour-holdet i øjeblikket spiller bedre end landsholdet.

- Patrick Ludvigsen, 3. semester

9.-10. november: Fagfestival. (Begrænset antal billetter).

København: 8. oktober: Studenter-Bio: Ekstra Bladet uden for citat i Grand Teatret (gratis).

Andet: 24.-25. november: Medielejr på Vallekilde Højskole.

INTERN

4 | oktober 2014 | LIXEN

Takker nej til Cavling - Hænger uskyldig ud som na

Her e

De slår dig i hovedet, når din vinkel ikke er skarp nok, når du ikke har styr på kilderne og når fakta ikke er på plads. Men hvad med dem selv - er håndværksunderviserne pletfrie efter flere år på journalistikkens smalle sti?

Hvad er du mest stolt over?

Det er i virkeligheden et arbejde over mange år. Jeg har lavet en fremragende dækning af Afghanistan-krigen.

Både historien om alt det forfærdelige og historien om håbet, har jeg fortalt. Og dét er historier, som jeg ikke er færdige med at fortælle.

Stefanie Mather

Niels Møller Mikkelsen lærer tredje semester at lave tv. Foto: Holger Anderson

Blå bøger De har allesammen tilbragt deres studietid på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Men ellers er ligheder svære at få øje på. Mød håndværksunderviserne her.

Niels Møller Mikkelsen blev færdiguddannet i 2005.

Han var i praktik på TV AVISEN og hos DR, og siden har han arbejdet på TV2 Nyhederne, Station 2, Dags Dato, DR2 og TV AVISEN. Nu lærer han tredje semester at lave tv.

Charlotte Aagaard kunne i 1988 kalde sig for journalist, og sin praktik havde hun på Dagbladet Information.

I adskillige år har hun været ansat selv samme sted, og er det stadig sideløbende med, at hun underviser i skreven journalistik på Syddansk Universitet.

Anne Lea Landsted var færdig som journalist i 1988, og hendes ‘Panik-dag‘ endte med en underskrevet kontakt hos Politiken. DR og Det Fri Aktuel har haft glæden af hende, og så har hun ellers været sin egen chef og arbejdet som freelancer i mange år. I dag deler hun sin erfaring med første semester og lærer dem at skrive artikler.

David Trads havde færdiggjort sin journalistuddannelse i 1994, og hans praktik fandt sted på JyllandsPosten. Chefredaktør har han været på Dagbladet Information og Nyhedsavisen. Han har desuden arbejdet som politisk redaktør og Moskva-korrespondent på Jyllands-Posten. Han har også haft fremtrædende stillinger på DR Nyheder, Metroxpress og Berlingske.

Louise Kjærgaard afsluttede sin uddannelse i 1994.

Hun var praktikant på Fyens Stiftstidende, og var overbevidst om, at hun skulle være skreven journalist. Den opfattelse ændrede sig dog, og hendes karriere har budt på jobs ved DR’s regionale stationer så som Midt & Vest, Trekanten, Østjylland og Fyn.

Hvad er du mest stolt over?

Et tv-indslag til Station 2, hvor vi optrevlede en gruppe nigerianske internetsvindler med base i Nigeria og USA. De snød danske kvinder for hundredetusinde af kroner.

Det lykkedes at finde frem til bagmændene i en lejlighed i Bronx i New York, og de skulle betale en stor sum tilbage til én af de kvinder, de havde snydt.

Og mindst stolt over?

Nogle gange er mine nyhedsindslag gået for hurtigt, fordi der er pres op til deadline. Så er jeg kommet til at udtale en toppolitikers navn forkert eller ikke haft ordentligt styr på fakta forud for et interview.

Hvad er det hårdeste ved at være journalist?

At grænsen mellem arbejde og fritid er meget flydende.

Hvis man ikke tager sig selv i agt, så er man på hele tiden. Det, at være journalist, er ikke noget, man er fra 9-15. Det er man 24 timer i døgnet.

Og det bedste?

At få lov til at opleve andres liv helt tæt på, opleve dele af Danmark og verden, som man kun gør, fordi man er journalist. Og så får man oveni købet lov til at formidle historierne videre til danskere.

Hvornår er tv bedst?

Når det bliver fortalt med maven. Når man kan mærke journalisten. Når man kan mærke fortælleren. Når man kan mærke, at der er noget på spil.

Og mindst stolt over?

Jeg har tabt en sag i Pressenævnet, fordi jeg skrev en artikel om en somalisk friskole i København, der rådgav forældre om omskæring af piger. De henviste til en fatwa af en libanesisk iman, og jeg blev så opslugt af historien, at jeg glemte at få en ekspert til at vurdere fatwaen. Jeg synes, at det var så indlysende forkert, at jeg glemte at få nogen til at anklage skolen, og det kom jeg så selv til at gøre. Og derfor havde jeg jo ikke ført tilstrækkeligt sandhedsbevis. Det var en fejl. Jeg har været rigtig ked af sagen, fordi det er en plet på ens karriere at have en negativ afgørelse i Pressenævnet.

Hvad er det hårdeste ved at være journalist?

At man kommer meget tæt på folk, som man skriver om. Man bliver deres talerør, og det er en meget svær balancegang.

Og det bedste?

Det giver en helt vild stor indflydelse. Jeg er, med min journalistik, i stand til at sætte ting på dagsordenen og få ændret lovgivningen. Det er helt fantastisk, at jeg kan det som ene person.

Hvad kan ‘dit’ medie, som de andre ikke kan?

Den skrevne historie tilbyder en helt anden fordybelse end tv-mediet, fordi det er så flygtigt og kortfattet.

Dit bedste råd til journaliststuderende?

Led efter, hvad I vil med jeres journalistik. I skal ville mere end bare at skrive eller fortælle en god historie, ellers bliver det meningsløst at være journalist. Det kunne være en idé at finde sig et speciale, som man bliver rigtig dygtig til. Det tror jeg, at der er stadig større brug for, hvis det skal være muligt at sælge kvalitetsjournalistik.

Hvad kan ”dit” medie, som de andre ikke kan?

Tv har alt det, de andre medier har, det har det skrevne ord, det har det talte ord, det har billeder, det har lyd – det har alt. Så hvis man kan finde ud af at bruge det hele, så har man også den største gennemslagskræft.

Dit bedste råd til journaliststuderende?

Nyd, at I er på et studie hvor nysgerrighed og dumme spørgsmål belønner sig. Kast jer ud I de oplevelser journalistikken giver, og stil alle de dumme spørgsmål, som ingen andre tør.

Charlotte Aagaard underviser første semester i skrivende journalistik Foto: Holger Anderson

INTERN

LIXEN | oktober 2014 | 5

azi-sympatisør - Får kilde til at flygte til England

er dine undervisere Hvad er du mest stolt over?

Specielt er jeg stolt over at have lavet Nyhedsavisen, som jeg var chefredaktør for. Så er jeg meget glad for de politiske historier, jeg skrev for Jyllands-Posten, da jeg var politisk redaktør i 90’erne.

Anne Lea Landsted underviser første semester i journalistik til print. Foto: Karen Lerbech

Hvad er du mest stolt over?

Der er tre ting. ‘Brevet fra Lundbeck’, der afslører jeg det danske statsfirma Lundbeck. Artiklen blev trykt i Sygeplejersken, dengang de bragte undersøgende journalistik. Så er der ‘Jagten på hærchefen’, jeg tog til Irak og derefter De Forenede Arabiske Emirater for at finde den forsvunde irakiske hærchef. Han havde været i husarrast i Danmark, og så pludselig en dag forsvandt han. Jeg arbejdede som freelancer og solgte historien til Jyllands-Posten. Jeg er også rigtig stolt af artiklen ‘De frivilligt hjemvendte’, som faktisk blev nomineret til FUJ-prisen.

Og mindst stolt over?

Det dummeste jeg har gjort, er at takke nej til en Cavling.

Jeg havde lavet et program til serien ‘Danmark i krig’ på P1. Cavlingkomiteen ringer til mig og vil have informationer, fordi mit program ikke er indstillet, men de mener, at det er på niveau. Jeg siger til dem, at jeg synes, en anden fortjener det mere. Det er simpelthen torskedumt, og jeg har aldrig turde fortælle det til de andre. Det er faktisk først for nyligt, at jeg er begyndt at tale om det, for jeg har næsten ikke kunne holde det ud.

Hvad er det hårdeste ved at være journalist?

Jeg var på Christiansborg i mange år, hvor jeg elskede at være først med det sidste. Jeg var nyhedsjunkie, men det er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne i dag.

Og mindst stolt over?

Da jeg var chefredaktør på Information godkendte jeg en artikel, hvor en person blev hængt ud som nazisympatisør, hvilket ikke var rigtigt. Jeg holdt for lang tid fast i, at det var rigtigt, men til sidst måtte jeg uundgåeligt beklage artiklen. Det ærger mig meget, at vi bragte artiklen, at jeg ikke stoppede den, og at jeg ikke undskyldte for det tidligere. Nu er det 10 år siden, men det bliver stadig bragt op, fordi folk mener, at det har svækket min troværdighed. Det er vigtigt at huske, at hvis man bare laver én fejl, der er alvorlig nok, kan fejlen forfølge en i mange år.

Hvad er det hårdeste ved at være journalist?

At man altid skal følge med. Hvis man har et stofområde, man beskæftiger sig med, er der ingen pauser fra det. Heller ikke søndag morgen, når man virkelig ikke gider. Man hopper op på en tigers ryg, og så buldrer man af sted - man holder aldrig op så længe, man er journalist.

Og det bedste?

Man har lov til at beskæftige sig med det, der forhåbentligt interesserer en allermest. Og så kan man stille spørgsmål til alle mennesker fra top til bund i samfundet. Det er et fantastisk privilegium.

Hvornår er skrift bedst?

Når noget er kompliceret, så synes jeg, at ren skrift virker bedst.

Dit bedste råd til journaliststuderende?

Det vigtigste råd er, at hver gang I skal i gang med en historie, så er det bare om at få begyndt med det samme.

Det budskab kan ikke undervurderes. Ring til nogen, få fat i nogen, læs noget, følg med i tingene, kom i gang.

Og det bedste?

At kunne fordybe sig i noget. Det kan jeg nærmest blive helt høj af.

Louise Kjærgaard sørger for, at tredje semester kan lave radio-journalistisk. (Foto: Jørgen Hansen)

Hvad er du mest stolt over?

En programrække til P1, som hed ‘Øjeblikke’. Det handlede om vagabonder og hjemløse, som jeg fandt til Egeskov Marked. Det var dem, der skulle fortælle historien uden sammenbindinger med speak eller spørgsmål.

Og mindst stolt over?

Jeg lavede et indslag til TV AVISEN om muslimske kvinder, der var undertrykte. Vi fik en kvinde til at udtale sig, og vi slørede hende. Senere fandt jeg ud af, at hun var blev truet af familien, fordi hun var blevet genkendt.

Hendes fætter hjalp hende med at flygte til England. Det er flovt, når vi som journalister ikke kan overskue de konsekvenser, vores journalistik har for vores kilder.

Hvad er det hårdeste ved at være journalist?

Når tidspresset gør, at jeg må gå på kompromis med min faglighed. Tendensen med hellere at være først end bedst, bliver jeg flov over. Det er utilfredsstillende for mig som journalist.

Og det bedste?

Når man oplever, at de historier man fortæller har en gennemslagskræft, og når det lykkes at fortælle gennem mennesker.

Hvornår er radio bedst?

Når intensitet opnås med stemme, lyd, stilhed og musik.

Når folk bliver siddende i bilen for at høre et indslag færdigt, fordi de føler sig ramt af historien og bliver suget ind i radio-universet.

Dit bedste råd til journaliststuderende?

Brænd for det. Det er allersjovest, og I laver det bedste journalistik, når I er engagereret.

Hvornår er skrift bedst?

Når man kommer helt bag om i lange historier. Det synes jeg, er helt fantastisk.

Dit bedste råd til journaliststuderende?

Sig aldrig nej til en Cavling.

stmat13@student.sdu.dk David Trads lærer første semester at skrive artikler. Foto: Holger Anderson

INTERN

6 | oktober 2014 | LIXEN

Centerleder: Ansøgernes niveau er højere i år Et nyt semester er startet, og det samme er 96 nye journaliststuderende på Syddansk Universitet. Sidste år blev kun 88 budt velkommen.

Louisa Rieck. 1. semester

»Sværhedsgraden af vores optagelsesprøve er ikke ændret. Det har, som i de forrige år, igen været sådan, at vi ved hjælp af optagelsesprøven vurderer, hvem der kommer videre til samtale, og hvem der ikke kommer ind.

Allerede der kunne vi se, at der var flere kvalificerede, som så også kom til samtale,« fortæller Peter Bro. På trods af kritik af den lave optagelse fra sidste år holdes der ifølge Peter Bro fast i, at Center for Journalistik ikke vil gå på kompromis med kvaliteten hos de studerende. I år var der 210 ansøgere til samtalen, mens der også i 2013 var over 200 samtaler. Tallet er meget større end det, som står på studiets hjemmeside. Her står der, at kun omkring 150 kommer ind til samtale.

»Da der var flere kvalificerede ansøgere, havde vi i sidste ende 210 til samtale. Det var også grunden til, at man i selve samtalen kunne opnå 7,5 point, mens man sidste år kun kunne få 7 point,« forklarer Peter Bro. Centerlederen afviser, at de flere optagne skyldes økonomiske grunde, men at niveauet blandt ansøgerne blot har været højere i år i forhold til sidste år.

Desuden henviser han til, at en stor andel af de penge som Center for Journalistik får per studerende, i sidste ende igen bliver taget fra centeret og i stedet går til SDU. Flere ansøgere Der har i år været 524 håbefulde ansøgere til uddannelsen, hvor cirka 300 blev inviteret til optagelsesprøven, og 100 fik tilbudt en studieplads. 96 har sagt ja til at starte.

Ole Friis, der er prodekan for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, bekræfter, at taxameterpengene er universiteternes

Foto: Agnete Scheel

primære indkomst. »Det foregår på den måde, at studiet får penge for hver studerende, der går til eksamen og får sine ECTS-point. Når der bliver optaget færre, frafalder der derfor en hvis sum penge,« forklarer Ole Friis.

Han afviser dog, at der har været en ordre om, at Center for Journalistik er blevet bedt om at optage flere studerende i år.

»Vi har en kvalitetspolitik, og den går ud på at have størst mulig omfang af de bedst egnede studerende. Det giver i sidste ende en god uddannelse for alle optagne. Nåleøjet er meget småt, men det er bevidst, fordi vi vil have de bedste ind,« fortsætter Ole Friis.

Han ved, at der er mange, som gerne vil ind på journaliststudiet, men påpeger også, at

man ikke vil åbne mere op for uddannelsen eller gøre prøven lettere. »Vi vil sikre en kvalitetsuddannelse, og her gælder det om at finde det rigtige match,« siger han. lorie14@student.sdu.dk

INTERN

LIXEN | oktober 2014 | 7

Ny eksamen tvinger 1. semester til at producere journalistik En ny portefølje skal få 1. semester til at producere mere journalistik i Håndværk 1. De seneste år har underviserne kæmpet med, at for få studerende har afleveret opgaver i håndværksfaget, men det skal en ny eksamensform gøre op med.

eksamensordning, der rykker noget af eksamenspresset væk fra januar,« fortæller studieleder på Center for Journalistik, Karsen Baagø.

»Vi har valgt at gøre det for at være sikre på, at de lærer at vinkle,« siger Anne Lea Landsted, der underviser i Håndværk 1.

Studienævnet har i længere tid ønsket at ændre håndværkseksamenen, fordi de gerne vil afprøve nye former, som knytter sig tættere til den undervisning, de studerende får i håndværksfaget. »Det er Studienævnet, der synes, at det var en måde at gøre undervisningen anderledes på.

Så vi tænkte, at vi kunne lave en

Mere journalistik Ifølge Karsten Baagø er det overordnede mål med den nye eksamensform at få de studerende til at producere mere journalistik på studiet. Han mener nemlig, at der på de tidligere årgange er blevet lavet for lidt i håndværksfaget. »Kravet til den studerende er ikke anderledes, end det hele tiden har været. Nemlig, at den studerende følger undervisningen og bestiller noget og lægger de timer i det, som de 10 ECTS kræver,« mener Karsten Baagø.

Jane Grønning

Lave afleveringsprocenter i Håndværk 1 og en hård januar måned med eksaminer er nogle af de faktorer, der danner grundlaget for den nye eksamensform i Håndværk 1. En form, der består af fire opgaver spredt ud over hele semestret frem for én intensiv uge i januar.

Den nye eksamensform kommer i kølvandet på et ønske om at få de studerende til at producere mere journalistik på studiet. Men håndværksunderviserne har i lang tid ønsket at ændre eksamensformen til obligatoriske opgaver, der kunne udgøre en portefølje, som udgør en eksamen. »Det har vi ønsket, fordi det simpelthen er nemmere at teste, om de kan det, vi lærer dem,« fortæller Anne Lea Landsted.

Tilfreds 1. semester Hos de fleste studerende på 1. semester får den nye håndværkseksamen en varm velkomst.

Trods megen snak om stress og mistrivsel, så er der ikke tvivl om, at porteføljen er en bedre

eksamensform. »Jeg kan kun se det som en fordel. Det er rigtig rart, at det er mere jævnt fordelt, så vi ikke får smidt det hele i hovedet på én gang,« lyder det fra Julia Friis Jørgensen fra 1. semester.

Den udmelding er hendes medstuderende Frederik Helms helt enig i. »I forhold til alternativet, synes jeg, det virker mere overskueligt, at det ikke bliver presset sammen med de andre eksaminer, vi skal til.« janjo13@student.sdu.dk

Nordmand optaget efter kun 10 måneder i Danmark Mindre end hver femte ansøger til journaliststudiet får en plads på Syddansk Universitet. Men det lykkedes norske Lise Marit Syftestad at komme ind.

Malthe Rygaard, 1. semester

Svedige håndflader klistrede næsten til tastaturet, da eleverne på journalistlinjen på diverse højskoler åbnede mailen, der skulle fortælle, om de efter sommerferien skulle studere journa-listik på Syddansk Universitet. Lise Marit Syftestad fra Norge, der kun havde boet i Danmark i 10 måneder, var kommet ind på journalistuddannelsen. Det var ikke noget, hun havde regnet med. »Jeg troede ikke, jeg kunne klare optagelsesprøven med det samme, da jeg næsten lige var flyttet til Danmark. Nu lykkedes det, og det har været en drøm for mig at opnå det,« siger Lise Marit Syftestad.

Hun har i lang tid ønsket at blive journalist, men i Norge kan man kun blive optaget gennem kvote 1. Hendes gennemsnit var ikke højt nok, så hun fik afslag på sin ansøgning. Hun beskriver det som ‘heartbreaking’ ikke at komme ind. Derfor prøvede hun lykken i Danmark,

selvom hun godt vidste, at det ikke ville blive let. »Jeg læste, at man kunne blive optaget i Danmark gennem optagelsesprøve. Jeg tænkte, det ville blive meget svært for mig, men jeg havde det sådan, ‘hvorfor ikke prøve?’,« siger Lise Marit Syftestad.

Efter hun er startet på stu-diet, har reaktionen fra hendes medstuderende været god. Hun er meget overrasket over, at folk synes, det er sejt, at hun klarede optagelsesprøven. Samtidig føler hun, at hun som nordmand skal bevise, hun er god nok til studiet.

Svært med sproget Der følger mange udfordringer med at være norsk journaliststuderende i Danmark. Alt lige fra politik, til kultur og samfundet generelt, som danskere har fået ind med modermælken.

Det skal hun bruge kræfter på at sætte sig ind i. Og selvom hun taler med en accent, der får Ståle Solbakkens udtale til at lyde arabisk, bruger hun meget energi på at blive endnu bedre. »Det er hårdt at lære sproget. Hver dag er en udfordring for mig. Når jeg kommer hjem fra studiet og lægger mig i min

seng, er jeg helt udmattet af, at jeg skal formulere mig korrekt.

Stille sætningerne korrekt og sætte kommaer det rigtige sted, for hvis jeg gør det på den norske måde, bliver det helt forkert,« fortæller Lise Marit Syftestad.

Hun oplever, at folk forstår, hvad hun siger. Hvis ikke, må folk bare bære over med hende og hellere sige, hvis hun laver en fejl. »For jeg vil jo helst lære så meget som muligt,« siger Lise Marit Syftestad Talkshowvært i Danmark Igennem flere år har Lise spillet teater i Norge, og når hun er færdiguddannet journalist, vil hun bruge sine skuespillerevner til at stå på en scene. Det vil hun gøre i Danmark. »Jeg vil gerne starte mit eget talkshow i Danmark. Min langsigtede plan er et talkshow, der bliver sendt i hele Skandinavien.

Jeg tænker, at man skal drømme lidt stort, skal man ikke det?«

maost14@student.sdu.dk

Foto: Holger Anderson.

EKSTERN

8 | oktober 2014 | LIXEN

Kritik af DR: Udlande »DR bruger for lidt tid på udlandet,« lyder kritikken fra Venstre-politiker og medieforskere.

Ulrik Haagerup svarer igen og kalder kritikken for noget ’overfladisk bavl.’

Stefan Jørgensen, 3. semester Annika Helene Wetterling, 1. semester

Du har tunet ind på DR. Viserne på uret rammer 19:00, og dagens vigtigste nyheder bliver præsenteret af værten i jakkesæt. Indlandet prioriteres som det vigtigste. Værten skifter kamera – hvad er der sket i udlandet? En reporter rapporterer fra et fjernt land, under hendes stemme lægges de samme billeder, som de store nyhedsbureauer bruger. Der er ikke ressourcer til, at kanalen selv producerer billeder og historier. Det er i hvert fald sådan, kritikken lyder. »Der er ingen tvivl om, at kernen i public service er nyheder, som giver indblik og dækker et bredere perspektiv. Ligesom de store medier, skærer DR kraftigt ned på udlandsstoffet. « Så klart formulerer folketingsmedlem fra Venstre Michael Aastrup Jensen sin kritik af DR. Han ser gerne, at DR fokuserer mere på at levere udsyn. »DR burde med public service-kravet gå forrest og sikre,

at vi får alle udlandsnyhederne direkte i stedet for at få dem fra nyhedsbureauer.« Michael Aastrup Jensen mener, at DR fokuserer for meget på underholdning og seertal frem for at opfylde deres primære formål, altså public service-kravet. »DR mener, at de skal underholde og have gode seertal.

Det er der hele problemet ligger. DR er ikke i konkurrence med nogen. De skal levere public service. Det nytter ikke noget at rende rundt og levere det samme, som de kommercielle medier gør,« siger Michael Aastrup Jensen.

Bør have eller vil have Medieforsker ved Roskilde Universitetscenter Michael Bruun Andersen er på linje med Michael Aastrup Jensens kritik af DR. Han ser det som et problem, at udenrigsstoffet bliver udvalgt på baggrund af journalisternes egen prioritering frem for, hvad borgerne behøver. »Det er jo et spørgsmål, om folk skal have, det de bør have, eller det de vil have. Ser man på, hvad de vil have, så er udenrigsdækningen sikkert fin. Ser man derimod på det, som borgerne bør have, så er der for lidt udenrigsstof,« forklarer Michael Bruun Andersen.

Medieforsker og professor ved Aarhus Universitet Frands Mortensen er enig i kritikken af DR. Han påpeger som eksempel, at det er blevet gjort mere tydeligt i de seneste mediepolitiske aftaler, at man skal

UDLAND. DR har i øjeblikket tre udsendte i Washington, Bruxelles og Beijing og en udsendt i Mellemøsten, Berlin, Ma

forbedre dækningen af EU. Det fremgår således af den seneste medieaftale fra 2011, at DR skal ‘styrke formidlingen af EU-stof.’

Det ser Frands Mortensen som et tegn på, at udlandsdækningen ikke er fyldestgørende. »Når man præciserer no-

get, er det fordi, man mener, at det ikke er godt nok,« siger Frands Mortensen og forklarer nærmere: »EU behandles ikke i det omfang, det skal i forhold til det væsentlighedskrav, som kommer med public service-kravet.

Det er temmelig alvorligt.«

Demokratisk problem Michael Bruun Andersen mener heller ikke, at DR dækker EU godt nok. EU har ganske enkelt ikke nok gennemslagskraft. »Forskningen er relativ entydig. Man dækker EU efter, om man kan finde en dansk vinkel på EU-stoffet. Kan man det, så kommer man igennem. Ellers Kulturminister Marianne Jelved (R) præsenterede den 26. juni i år det ny medieforlig, vedtaget af et samlet Folketing. Aftalen gør man ikke. Korrespondentbetyder, at DR fremover modtager 3,67 mia. kr. om året. DR skal derudover: erne siger også, at de har meget svært ved at sælge deres hist»» sikre et bredt udbud af programmer og »» fortsat gøre DR’s radio- og tv-program»» have et uafhængigt og alsidigt nyhedstilorier, « siger Michael Bruun tjenester omfattende nyhedsformidling, mer tilgængelige på internettet ved samtidig bud på nettet med fokus på egenproduktion.

Andersen. oplysning, debat, undervisning i form af uddistribution (simulcast) og on demand.

Frands Mortensen fra Aarhus dannelse og læring, kunst og underholdning »» fortsat arbejde for en løbende effektiv»» nedsætte udvalg, som skal se på public isering af virksomheden. DR bliver stillet et Universitet går endda så langt i »» styrke indsatsen overfor unge med innoservice i fremtiden. Udvalget skal effektiviseringskrav på 2 pct., licenstilførslen kritikken, at han ser det som et vativt indhold på internettet og tv inden for udarbejde et grundlag for overvejelser til DR vil dermed i 2015 blive nedsat med demokratisk problem, da han en bred genre af programmer, der appellerer om public service-mediernes rolle i me74,9 mio. kr. mener, den manglende dækning til unge, herunder aktualitet og samfundsfor- dielandskabet de kommende år. giver borgerne ringere mulighed hold, videnskab, satire og underholdning. for at stemme ud fra ‘et oplyst

Medieforligets nye krav

EKSTERN

LIXEN | oktober 2014 | 9

et bliver udeladt

Foto: Malte Nørgaard

adrid og Rio de Janeiro. Illustration: Holger Anderson

grundlag.’ »Min holdning er, at DR ikke dækker EU godt nok. Man isolerer EU som et særligt problem og ser ikke, at EU’s rolle i dansk lovgivning er meget omfattende. Vi ved fra forskellige målinger, at omkring halvdelen af de danske love, som vedtages, er gået igennem EU, og det omtales meget, meget lidt,« siger Frands Mortensen.

Samme problem genkender Michael Bruun Andersen, som mener, at man på den baggrund ofte ender med den samme vinkel om, at ‘EU tager røven på Danmark’; en vinkel, som han betegner som ‘trist og indskrænket’. »Vi har oprustet« Nyhedsdirektør i DR, Ulrik Haagerup, stiller sig indled-

ningsvis noget uforstående overfor kritikken, og han har specielt svært ved at forstå Michael Aastrup Jensens påstand om, at DR har for stort et fokus på underholdning og seertal: »En kritik af, at DR ikke opprioriterer udlandsdækningen til fordel for underholdning er noget overfladisk bavl. Det bygger på nogle fordomme, hvis det er den opfattelse, man har,« mener Ulrik Haagerup.

Ulrik Haagerup bakkes op af Socialdemokratiets kulturordfører, Troels Ravn. Han lægger vægt på, at public service-kravet er meget mere omfattende end blot at levere nyheder: »Public Service omhandler debat, kulturudsendelser, nyheder, dokumentar og underholdning. De skal levere det, der

binder en befolkning sammen i et demokratisk samfund,« siger Troels Ravn.

Ulrik Haagerup forklarer dog, at DR har haft et behov for at opprioritere dækningen af Tyskland og Asien, mens man nu har et mere permanent fokus på EU. Han anerkender dermed, at dækningen af blandt andet EU ikke har været god nok. Han mener dog, at den samlede udlandsdækning er tilfredsstillende, og han er meget stolt af den. »Vi har oprustet vores udlandsdækning. Vi har i de seneste par år sat fokus på opprioritering af væsentlige stofområder også på bekostning af noget, som vi syntes var småunderholdende. Hvis du sammenligner os med stort set alle andre tv-stationer, så tror

jeg ikke, at man finder andre public service-stationer, som bruger så meget plads og krudt på udlandsstof som os,« påstår Ulrik Haagerup.

‘Horisont,’ som vises på DR1 hver mandag kl.21:25, er ifølge Ulrik Haagerup, et godt eksempel på, at DR prioriterer udlandsdækningen højt. Ulrik Haagerup lover samtidig, at udlandsstoffet ikke berøres af sparerunden.

Troels Ravn er positiv over for DRs håndtering af sparerunden. Han retter dog en skarp kritik mod Michael Aastrup Jensen og hans borgerlige kollegaer, som ifølge Troels Ravn skal have respekt for DRs ledelse og direktion. »Blækket er knapt blevet tørt på den nye medieaftale, før de borgerlige partier løber ud med

kritik. De var de første til at sige, at DR skal slanke sig, og nu når DR så gør det, så vil de helt ned i detaljen og bestemme. Gør de det, så risikerer de at komme på kant med armslængdeprincippet. De borgerlige partier skulle tage at stikke piben ind,« slutter Troels Ravn.

Det kan tilføjes, at DR i øjeblikket har 13 faste medarbejdere i udlandet. stefj13@student.sdu.dk anwet14@student.sdu

EKSTERN

10 | oktober 2014 | LIXEN

Krig i øjenhøjde med

Puk Damsgård DR’s dronning i Mellemøsten har netop udgivet en ny bog. Hun er kendt for at gøre Mellemøsten folkelig, og det lever hun fortsat op til med sin nye udgivelse.

Karen Louise Mørk, 3. semester

De fleste kender Puk Damsgård, der er DR’s korrespondent i Mellemøsten. Med sin nærværende rapportering fra krigshærgede lande tager hun danskerne i hånden og viser dem en verden, de færreste kunne forestille sig, hvis ikke det var for hende.

DR’s seere, lyttere og læsere er ikke de eneste, der har fornøjelsen af Puk Damsgårds fortællinger. I 2006 skrev hun sin første bog, ‘Mellem Taleban og Fremtiden’. Siden da har hun skrevet tre bøger, hvoraf den seneste udkom i begyndelsen af september. Bogen hedder ’Hvor solen græder’, og her tager Puk

Damsgård sine læsere med til Syrien.

Bogens hovedperson, Nour, er en ung, syrisk storbykvinde, der i en revolutionsforelskelse tilslutter sig de syriske oprørere.

Gennem Nour beskriver Puk Damsgård det syriske liv bag facaden. Og det er dét, der er det altafgørende: »At få lov til at hæfte sig på en person, som man bare kan lære at kende og blive involveret i, mener jeg, er det ypperste inden for journalistikken,« siger Puk Damsgård.

Bogen giver plads til mere Muligheden for at skabe et deltaljeret persongalleri er en af grundene til, at Puk Damsgård tyr til den litterære genre. Her kan hun fortælle mere, end hun kan i et kort indslag til DR. »I en bog er der plads til flere

nuancer. I et kort indslag når man kun at vise få facetter af personerne. I en bog bliver det til hele mennesker.« Forfatterskabet fungerer også som en pause fra de korte nyhedsindslag, hvor billeder af slagmarker ofte er i fokus. For Puk Damsgård er det vigtigt at vise danskerne, at der er andet end krig i et land som Syrien.

Der er også et liv på trods. »Det er et åndehul fra de hurtige nyheder og en måde at få skabt sammenhæng på for mig selv. Jeg ville have følt, at jeg brændte inde med alt det, jeg har oplevet og de mennesker, jeg har mødt, hvis jeg ikke havde skrevet den bog.« Ud af de fire bøger hun har udgivet, betyder den nyeste mest for Puk Damsgård. »Det er klart den vigtigste bog, jeg har skrevet. Der er virkelig noget på spil, både for personerne jeg følger, men også for mig selv. Og så er den et vigtigt indspark i debatten om, hvad vi

FORFATTERLIV. Puk Damsgård skriver bøger for at gå i dybden. Foto: Politikens Forlag

vil foretage os i forhold til IS (Islamisk Stat, red.).« Fortællinger af kød og blod Oplagstallene indikerer også, at bogen kommer på et godt tidspunkt. Den har ligget nummer et på bestsellerlisten, siden den udkom, og JP/Politikens Forlagshus har netop bestemt at trykke tredje oplag, fortæller forlagschefen Kim Hundevadt. »Der har været et behov for at forstå, hvad det er, der foregår i Syrien. Bogen giver læseren en forståelse af det politiske spil og forklarer det på en fin, sober og grundig måde.«

En anden forklaring på bogens popularitet er forfatterens enestående evne til at engagere sig i de mennesker, hun møder, forklarer Kim Hundevadt. »Der, hvor den for alvor rammer, er, at der kommer kød og blod på fortællingerne. Den bringer mennesket i centrum.

I kraft af at du oplever krigen gennem menneskene, som Puk møder, forstår du, hvad det vil sige at skulle overleve i krig.

Ikke bare på et intellektuelt plan, men også emotionelt.«

kmoer13@student.sdu.dk

Generationsskifte i æteren Hakon Mosbech fra medievirksomheden Zetland byder P1’s lyttere velkommen til den næste generation Mennesker og Medier fredag den 3. oktober. Han fører faklen videre fra Lasse Jensen, der har drevet programmet siden 2001.

Karen Lerbech

Det er noget af en medieinstitution, som Hakon Mosbech og folkene bag Zetland får overdraget nøglerne til den 1. oktober. Her overtager de officielt

programmet Mennesker og Medier, som hver uge sætter mediebranchen og journalistikken under kritisk lup på DRs P1.

Hakon Mosbech glæder sig til at sætte sig i værtsstolen, som han overtager fra den 67årige Lasse Jensen. Han mener, det giver god mening, at det nu er Zetland, der skal stå for programmet. »Et af de vigtigste og mest bærende spørgsmål for et program som Mennesker og Medier er, hvordan vi sikrer journalistikkens overlevelse lige nu. Og hele tanken bag Zetland er lysten til at kæmpe for det, vi ser som kvalitetsjournalistik,« siger Hakon Mosbech. »På den måde er der klare

fællestræk mellem Mennesker og Medier og Zetland.« Ny medievirkelighed Zetland blev stiftet i 2012 og har igennem de sidste to år udgivet singler (lange, journalistiske fortællinger, red.) til de digitale platforme og lavet live-arrangementer. Begge dele med stor succes. Og nu er de klar til at kaste sig over radioen, hvor det er mediebranchen, der skal stilles skarpt på. »Der er en ny medievirkelighed. Både i forhold til nye, digitale medier, men også i forhold til de store etablerede medieorganisationer, som står overfor nogle udfordringer, men også nye muligheder. Hvordan skal journalistikken komme ind

i den nye tid, vi er på vej ind i?

Det tror vi, vi ved noget om i Zetland, og det er det, vi er super engagerede i at fortælle historier om.« Nytænkning og potentiale For P1s kanalchef, Anders Kinch-Jensen, er samarbejdet med Hakob Mosbeh og Zetland noget, man glæder sig til. »Der ligger en enorm nytænkning bag det, som Zetland står for, og de har vist nye fomater til at formidle journalistik,« siger Anders Kinch-Jensen om en af grundene til, hvorfor valget faldt på netop Zetland. »Og så har Hakon (Mosbech, red.) potentiale til at blive en god og markant vært, som er vigtigt, når man laver radio.«

Hakon Mosbech er med sine 33 år halvt så gammel som Lasse Jensen, og kanalchefen på P1 glæder sig til at se, hvad det får af betydning for programmet. »Hakon (Mosbech, red.) repræsenterer en ny generation med et nyt mediesyn, som vi regner med vil give programmet en ny dimension,« siger Anders Kinch-Jensen. karpe13@student.sdu.dk

Mennesker og Medier Mennesker og Medier har sendt i 11 sæsoner siden 2001. Det er blevet til næsten 700 programmer.

Programmet har i gennemsnit 143.000 lyttere om ugen.

Tal fra Jansen&Kompagni og DR Medieforskning

EKSTERN

LIXEN | oktober 2014 | 11

At balancere mellem storhedsvanvid og mindreværd Zetlands Talenthold, blogger for Politiken og dokumentar for Radio24syv. Thomas Korsgaard er 19 år - alligevel er det kun et udpluk af, hvad han har lavet. Lixen har mødt ham for at blive klogere på hvordan i alverden, han har båret sig ad. vanvid til ikke at lade sig paralysere af den, forklarer han.

Johanne Ramskov Erichsen og Eva Lange Jørgensen, 3. semester

Noget med medier. Lige siden Thomas Korsgaard var dreng i Skive, er det, hvad han har drømt om. At lave noget med medier. I dag er Skive byttet ud med København, og allerede inden han fik studenterhuen på, var han i den grad lykkedes med at lave noget med medier.

Vi er taget ud for at møde den unge mand - og det er med lige dele fascination og misundelse.

Han laver jo for fanden de ting, vi drømmer om. Vi er fulde af beundring. Men også lettere paniske over, at vi muligvis er ved at blive overhalet indenom af en 19-årig fyr fra Skive, som mest af alt ligner én, der lige er stoppet på efterskole. Hvad er det, han kan? Vi møder ham på arbejdspladsen i DR Byen for at aflure nogle tricks.

Ja til alt Thomas Korsgaard møder os i receptionen. Han fører os op og ned ad trapper og gennem glasdøre, mens han speedsnakker om en artikelserie, han skriver på. Vi når frem til hans hemmelige sted. Der, på en bænk i solen, med kæmpebygningen bag os og metroen som lydspor, går vi i gang med interviewet.

Hvis man vil noget nok, skal man nok få lov. Sådan skrev Thomas i en kronik i sommer.

Men har det ikke krævet mere end vilje for ham at nå dertil, hvor han er i dag? »Viljestyrke er det mest grundlæggende. Hvis viljen er stærk, skal man nok få lov at gøre det,« siger Thomas.

Hvis det kun handler om vilje, hvorfor er der så ikke flere som dig? »Man skal selvfølgelig også kunne bruge den viljestyrke.

Der var engang en, som sagde, at jeg virkelig havde fået mange chancer. Det har jeg også, men jeg har også taget dem.« Mener du, at du har været meget opsøgende i forhold til

SELVGJORT. Thomas Korsgaard er i fuld gang med at skabe sig sin egen karriere i mediebranchen. Og han er ikke bange for at irritere folk, imens han gør det. Foto: Johanne Ramskov Erichsen.

chancer? »Ja. Man får ikke kastet noget som helst i hovedet. Man er for dum, hvis man ikke siger ja til alt.« Skab din egen karriere uden alt muligt pis Den 25. september skal Thomas til Aarhus og holde oplæg på DMJX. ‘Skab din egen karriere

“

Han har da klaret sig meget godt uden. »For mig har det altid været en drøm at komme til at gå på jeres uddannelse (journalistuddannelsen, red.). Det har det været, siden jeg var en tyk og kikset dreng i Jylland,« griner Thomas.

Okay. Vi drømmer altså om at lave de ting, Thomas laver,

Spørg selv Mads Brügger, om han ikke er træt af mig

uden alt muligt pis’ lyder overskriften. Er det ikke lidt ironisk, at netop han skal fortælle en flok journaliststuderende, at man faktisk kan klare sig fint uden en uddannelse? »Jo, det er det. Men det jeg vil sige, er, at man kan nå et godt stykke, hvis man opsøger nogle mennesker og tror på sine idéer.

Hvis man lægger sig et godt sted mellem storhedsvanvid og mindreværd.« Er det sådan, man skaber sin egen karriere uden så meget pis? Ved at lægge sig derimellem? »Ja, det tror jeg. En blanding af alle de ting.« Så hvis Thomas nu skal være helt ærlig, er det så overflødigt med en journalistuddannelse?

når vi engang er færdige med vores uddannelse, mens Thomas drømmer om at komme ind på vores uddannelse. Men han er jo Zetlands vådeste drøm allerede. Kan han ikke bare læne sig tilbage? »Spis nu brød til, som vi siger i Jylland. Så dygtig er jeg jo heller ikke. Man kan altid blive dygtigere, og jeg prøver fandme på ikke at hvile på laurbærrene,« siger Thomas.

En balancegang I løbet af interviewet går det op for os, at der især er én ting ved Thomas, der går igen: Han bliver ved, indtil han får lov.

Som da han i 3. klasse skrev til ugeavisen i Skive, at han var ledig, hvis de manglede en

journalist. Med en solid dosis af hvad han selv betegner som »rablende storhedsvanvid,« blev han ved med at sende ansøgninger til avisen. De afslog de første mange gange, men til sidst fik han lov. Han blev ved dengang, og det gør han stadig i dag. »Jeg er pisseirriterende. Jeg sender hele tiden ideer til diverse redaktører. Spørg selv Mads Brügger, om han ikke er træt af mig,« griner Thomas.

Så det handler altså om at blive ved og ikke være bange for at være pisseirriterende. Men hvad med ærefrygt? Tvivler Thomas aldrig på sig selv?

Jo. Thomas indrømmer, at ærefrygten kommer snigende hver dag. Men her er det igen vigtigt at kunne balancere mellem storhedsvanvid og mindreværd. Man skal have tilpas mindreværd til at føle ærefrygten, men også tilpas storheds-

Ung og rastløs Thomas har været på sin rejse mod at lave noget med medier de sidste mange år. Men skal han aldrig bare ud og være ung?

Tage på en unik dannelsesrejse i Asien og måske få sig en carpe diem-tatovering med gotisk skrift? »Jeg synes, jeg husker at være ung – mød mig på klubben hver weekend. Men det er en last for mig, at jeg ikke kan lade være med at være i gang med noget. Jeg er rastløs og særligt sensitiv. Det er en dårlig kombination,« forklarer Thomas.

Handler det også om, at du er bange for at blive glemt? »Jeg kan godt blive bekymret for, om det hele bare går i sig selv igen. At alle dørene lige pludselig er lukkede.« Solen er ved at være væk fra bænken, vi sidder på. Thomas skal videre til Zetland, og vi skal hjem til Odense. Mens vi går mod metroen, snakker vi om, at vi journalister måske bør være bedre til at bruge hinanden frem for at konkurrere mod hinanden. Hvis man vil det der med medier, mon ikke man så nok skal komme til det – ligegyldig hvilken vej man vælger. Ingen grund til panik. jeric13@student.sdu.dk evjoe13@student.sdu.dk

THOMAS KORSGAARD KORT FORTALT Thomas Korsgaard er 19 år. Født og opvokset i Skive. Bor i København. Blev student fra Ørestad Gymnasium i sommer.

Arbejder som assistent på 21 Søndag, når han altså ikke lige er en del af Zetlands Talenthold eller skriver på sit bogprojekt for Peoples Press.

Thomas har sit eget firma, som hedder Noget Med Medier. Han har lavet radiodokumentar for Radio24syv og skrevet for Politiken, Atlas og Information

EKSTERN

12 | oktober 2014 | LIXEN

Metroxpress online: Betal med dine kontaktoplysninger MUR. Dagene med frit tilgængelige nyheder på MX.dk er ovre. Nyhedsmediet er i disse uger ved at afprøver en ny forretningsmetode: Du får gratis nyheder, til gengæld vil avisen have din e-mailadresse og Facebook-oplysninger.

Journaliststuderende om Sharewall

Karen Lerbech og Sofie Rye

’We are free’ står der hvidt på blåt på Metroxpress’ standere. Men på deres hjemmeside er nyhederne ikke længere så lige til at få fat på. ’Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få flere gratis nyheder,’ popper frem på skærmen, men du skal ikke have penge op ad lommen. Det er dine kontaktoplysninger, de er interesserede i. »Vi er en gratis avis. Derfor tror vi ikke på, at en betalingsmur er vejen frem,« siger chefredaktør for Metroxpress, Jonas Kuld Rathje.

Derfor har avisen nu kastet sig ud i et forsøg med det relativt nye koncept, Sharewall. Her lader du oplysningerne til dit visakort blive i pungen. Til gengæld giver du avisen tilladelse til at få adgang til din e-mailadresse og din Facebook-konto med alle dertilhørende oplysninger.

I sidste ende skal det give Metroxpress flere penge i kassen. »Det er en basic måde at tjene penge på, og bannerannoncer er op ad bakke,« siger Jonas Kuld Rathje og henviser til, at besøgstallet på mx.dk ikke er stort nok til at hive tilstrækkelige annoncekroner hjem. Med Sharewall får avisen mulighed for at sprede deres marketing ud på flere platforme - blandt andet ved hjælp af nyhedsbreve.

Dine nyheds-livretter Den London-baserede virksomhed Sharewall har kun et halvt år på bagen. Forrest i fortagendet sidder stifter og CEO, Anders Ibsen. Han fortæller, ikke overraskende, meget begejstret om partnerskabet med

Der er delte meninger om den sociale medier-mur

Metroxpress. »Det her er den ubetinget største succes i forhold til at tilmelde sig i forhold til nogen anden avis!« En løsning, som han mener alle får maksimalt ud af. »Hvis du som forbruger tilmelder dig, kan avisen begynde at lære noget om dig og servere de nyheder, der er mest relevante for dig.« Læseren får målrettet sin nyhedsstrøm, og mediet kan tjene flere penge fra annoncører, der igen kan ramme deres kundegruppe mere præcist. Ren win-win-win, skulle man tro.

Alle medier gør det Men begejstringen er noget mere forbeholden hos Kasper Lindskow, som forsker i forret-

ningsmodeller for fremtidens nyhedsmedier ved Copenhagen Business School, og som lige nu er i gang med en erhvervs-ph.d. i samarbejde med JP/Politikens Hus. Han mener, at successen skal måles på, hvor mange der giver tilladelse til, at Metroxpress må bruge deres e-mailadresse.

Og nu bliver det muligvis en smule teknisk. Men i følge Markedsføringsloven skal du altid give tilladelse, før nogen kan sende dig e-mails. Det er netop denne tilladelse, du giver Metroxpress, når du sætter flueben i firkanten ud for teksten ’Jeg accepterer følgende vilkår for min adgang:’ og derved accepterer samtykkeerklæringen. »Men at indsamle data om læserne er noget, alle medier gør,«

Metroxpress’ samtykkeerklæring

Sharewall

Ved at trykke ”Jeg accepterer” accepterer du følgende: a) At vi løbende modtager dine data fra det sociale medie, du har valgt at logge på vores tjeneste med. b) At vi må bruge de e-mailadresser, telefonnummre og konti på de sociale medier, som du har oplyst til os, til at sende kommercielle budskaber til dig. (...) At vi dagligt – en eller flere gange – må sende dig/gøre dig bekendt med artikler vi finder relevante for dig, sammen med markedsføring fra vores annoncører. e) At vi på vores annoncørers vegne, må sende dig tilbud på annoncerede varer og tjensteydelser m.v. som vi ud fra de data vi har, tror kan have din interesse (...) g) At vi anvender tracking teknologi til at indsamle andre type tracking oplysninger fra tredjemand, som sætter os i stand til bedre at ramme dine preferencer eller præsentere dig for nye varer og tjenesteydelser, som vi tror kan have din interesse.

» Nystartet virksomhed fra marts i år

Det siger du ja til. Udpluk:

forklarer Kasper Lindskow og henviser blandt andet til brugen af cookies. Han er ikke i tvivl om, at mure på nyhedsmedier kommer til at betyde mere og mere. »Det afgørende er, hvordan vi bruger dem,« siger han.

Ved Metroxpress holder de øje med udviklingen, og chefredaktør Jonas Kuld Rathje håber ikke avisen bliver eneste hest i folden, når det kommer til brugen af tjenester som Sharewall: »Hvis folk vænner sig til at betale med sig selv, bliver det på et tidspunkt ikke noget man tænker over længere.«

karpe13@student.sdu.dk sorye13@student.sdu.dk Illustration: Holger Anderson

Kort om virksomheden » Specialiseret i såkaldt ‘social sharing’ og permission-marketing » Danske Anders Ibsen er grundlægger og administrerende direktør » Virksomheden tæller på nuværende tidspunkt 5 medarbejdere » Sharewall har netop påbegyndt samarbejde med en af Europas største medievirksomheder, svenske Modern Times Group » Det var Sharewall selv, der hendte sig til Metroxpress med forretningsforslaget

Thor Kajberg, 3. semester DMJX »Det lyder som en smart genvej til indtjening på online-indhold fra MX’s side. For ‘den almindelige dansker’ virker Sharewall derimod som en trist udvikling. Du får en digital kontrakt stukket i hånden, hvor du - på vegne af dine Facebook-venner - kan vinke farvel til den smule privatliv, der ikke allerede er blevet gjort til ’Big Data’ og målgruppebaseret marketing.

Spørgsmålet er, om al den viden om min adfærd, mit liv, venner og deres kontaktoplysninger virkelig er MX.dk’s indhold værd? Jeg ved ikke, hvad prisen er på stående fod, men for mit vedkommende skal der mere til end en gratisavis’ onlineartikler, før jeg sælger min digitale sjæl.« Stine Harritsø, kandidatstuderende i Medievidenskab ved Aarhus Universitet »Jeg synes, det virker forkert, når et nyhedsmedie så eksplicit kræver betaling via min accept til at modtage kommercielt indhold mm. fra dem og deres annoncører.

Jeg vil langt hellere betale for at få adgang til nyheder frem for den her ’gratis’ betaling.« Kasper Almst, nyuddannet cand. commer i Journalistik og Offentlig Administration fra RUC »Den her form for sharewall har jeg ikke lyst til at benytte mig af.

Normalt har jeg ikke noget imod at dele mine oplysninger på nettet, og jeg giver gerne tilladelser til apps osv., men i det her tilfælde er det sprængende punkt for mig, at jeg skal give MX tilladelse til at kontakte mig og bruge mine oplysninger til direkte markedsføring. Jeg vil gerne selv kunne styre, hvornår jeg læser deres nyheder. Så vil jeg hellere betale for en nyhedsside, hvor jeg ved hvilket produkt, jeg får for mine penge.« Thor Hedegaard, 1. semester SDU »Jeg synes, det er et virkelig spændende koncept, og jeg glæder mig til at høre, hvad deres erfaringer bliver. Jeg har intet problem med at dele min data med MX eller andre og heller ikke, at de bruger den til målrette markedsføring mod mig - jeg er egentlig ret ligeglad.

Hvis andre, mere interessante, aviser brugte samme Sharewall, så ville jeg helt sikker bruge det.«

PORTRÆT

LIXEN | oktober 2014 | 13

Manden, der bliver ved med at fortĂŚlle

Foto: Holger Anderson

PORTRÆT

14 | oktober 2014 | LIXEN

Den gode fortælling betyder alt. Sådan lyder Poul Erik Skammelsens mantra. Og det er uanset, om han står omringet af traumatiserede amerikanere, lykkelige tyskere eller i et studie midt i Odense.

Josephine Fogsgaard & Anna Nedergaard

To tvillinger er netop styrtet sammen. Manhattan har på få timer mistet sine to flagskibe på den ikoniske skyline. Det er den 11. september 2001. Dagen, hvor terrorisme blev sat på hele verdens radar.

På det østlige Manhattan, ikke langt fra det igangværende terrorangreb, befinder Poul Erik Skammelsen sig et par timer tidligere. Han er TV 2’s faste udenrigskorrespondent og står i FN’s hovedkvarter, hvor han er ved at få akkreditering. Han er på vej til et interview med Kofi Annan, den daværende generalsekretær for FN, da telefonen ringer. Et fly er fløjet ind i World Trade Center, lyder beskeden. »Jeg havde det sådan, at det kunne jeg ikke tage mig af. Jeg

“

Det er en udmattet og påvirket reporter, Jes Dorph-Petersen skal stille om til. Poul Erik Skammelsen kommer direkte fra det sydlige Manhattan og det, der i dag går under navnet Ground Zero. Her har han netop gået blandt mennesker, der for få dage siden mistede sine nærmeste, og brandmænd der med sod og støv i ansigtet så forpinte og maste ud. »Det kan være, at det lyder melodramatisk, men man kan simpelthen se smerten, og det rammer én lige i hjertet,« rapporterer han, inden stemmen knækker over, og man kan ane en tåre i øjet på den erfarne korrespondent. En tydeligt overrasket Jes Dorph-Petersen overtager kort, inden han igen stiller om til Poul Erik Skammelsen. »Det er jo min opgave at holde hovedet koldt, men en gang imellem er det måske lidt sværere end som så,« afslutter Poul Erik Skammelsen.

Foto: Holger Anderson

Det er jo min opgave at holde hovedet koldt, men engang imellem er det måske lidt sværere end som så.

- Poul Erik Skammelsen

skulle interviewe Kofi Annan,« siger han med et let, ironisk træk på skuldrene. Og en vished om, at han dengang afviste det, der senere viste sig at være den vestlige verdens største terrorangreb.

Efter kort tid ringer produceren, der sidder i Washington, til lokalholdets telefoner. Et øjeblik senere ringer hun igen til Poul Erik Skammelsen - endnu et fly har ramt en bygning.

Denne gang det andet tårn. »Og så ved vi jo godt, at det simpelthen ikke kan være en tilfældighed. Det kan ikke være andet end terror.« TERRORKRIG. Sådan har der stået med store typer i venstre hjørne af skærmen, når TV 2 Nyhederne og mange ekstra af slagsen har kørt i døgndrift de seneste dage. Det samme er tilfældet den 13. september i en udvidet udgave af 19 Nyhederne.

Følelser er undtagelsen Den 13. september blev en af de dage, hvor mennesket var stærkere end reporteren. Ifølge Poul Erik Skammelsen gør det ikke noget, at folk kan mærke, at der er et menneske bag fortællingen. »Du kan ikke tage ned og dække den slags brændpunkter, hvor der er mennesker, der lider, hvis du ikke har hjertet med,« fortæller han og læner sig forover for at uddybe. »Hvis ikke du bliver påvirket af folk, der er fordrevet, af en familie, der har mistet alt, så skulle du være lavet af sten.« Hvis man som korrespondent - eller reporter - ikke tør at vise sine følelser midt i brændpunkterne, sætter han spørgsmålstegn ved, om man er egnet til at komme ud og afdække dem.

Der er følelser bag de fleste fortællinger. Han mener, at

Foto: Holger Anderson

Foto: Holger Anderson

PORTRÆT man som journalist skal passe på ikke at undervurdere, hvad følelser betyder - også i store brændpunkter og voldsomme konflikter. Alligevel skiller liveindslaget fra den 13. september sig ud. »Det er i virkeligheden bare det, at det sker live. For det er jo ikke sådan, at jeg ikke har været ude i noget, der før eller efter har påvirket mig. Men her sker det live. Og jeg tror, den slags må forblive en undtagelse,« konstaterer han.

Blå bog - Født i 1963.

- Færdiguddannet journalist fra Journalisthøjskolen i 1988.

- Ansat på TV 2 siden 1988.

- Har været fast korrespondent i blandt andet Moskva, Prag og Washington.

- Har blandt andet været vært på Ellemann/Lykketoft, Dags Dato, Skammelsens Verden og nu 22 Nyhederne med Poul Erik Skammelsen.

LIXEN | oktober 2014 | 15 Et journalistisk panser En ting er at opleve noget så traumatisk som attentatet på World Trade Center den 11. september 2001. Noget andet er at skulle formidle det videre til hele Danmarks befolkning via en satellit på live-tv. Men for Poul Erik Skammelsen var det muligt at komme ud over det, der skete og formidle det, fordi det gav mening at være der. Fordi hans opgave var at fortælle andre, hvad der skete og have mulighed for at påvirke modtagerens holdning - måske endda politikernes holdning. »Hvis man bare var voyeur, der stod og kiggede på, så ville det ikke give mening. Men det giver jo mening, fordi man har den opgave at fortælle andre om, hvad der sker.« Man tager en uniform på, når man rapporterer fra nogle af verdens yderpunkter. For Poul Erik Skammelsen giver det mening at være i den rolle. Han tror, at uniformen medvirker til, at man kan få sin psyke helskindet hjem fra brændpunkterne. »Derfor kan man bevæge sig videre. Ikke nødvendigvis upåvirket, men uden at være fuld-

stændig traumatiseret, som man ellers ville være. Jeg tror, man kan kalde det et journalistisk panser,« vurderer han.

begivenhed, der ikke blev gjort op i dødstal, omkomne eller fordrevne. På den måde ligner den ikke de historier, korrespondenter normalt dækker. »Den ændrede fuldstændig det verdensbillede, vi havde.

Den ændrede magtforholdene i verden. Den verden mange af os var vokset op i. Og så var der det helt, helt særlige, at det ikke blev gjort op i død og ødelæggelse. Det var en glædelig begivenhed,« husker han.

For Poul Erik Skammelsen står den oplevelse derfor som det største, og samtidig noget af

Men der skal ikke nødvendigvis en historisk begivenhed til at ændre korrespondentlivet. Poul Erik Skammelsen fortæller, hvordan den tekniske udvikling har betydet meget for korrespondentrollen Live-udsendelser er blevet hverdag, fordi det er langt nemmere at sende gennem en af verdens satellitter. »Det med, at der ikke er en deadline. Det kan godt være, at der stadig er en opsamling i de store nyhedsudsendelser, men du kan forvente at være på hele tiden. Det er en af de største forskelle fra tidligere,« mener han.

Den ændrede fuldstændig det ver-densbillede, vi havde. Den ændrede magtforholdet i verden. Den verden mange af os var vokset op i.

Rasmus Modsat Det er oplagt at tro, at en enorm viden er vigtig, hvis man som journalistspire har et ønske om at se sig selv som korrespondent. Men netop der er Poul Erik Skammelsen ikke ubetinget enig. »I virkeligheden er det jo ikke troværdigt at lande et sted og så straks kunne udlægge hele teksten som ny korrespondent.

Det forventes ikke.« Har man en dyb interesse for udenrigsforhold, er det selvføl-

Størst: Berlinmurens fald Poul Erik Skammelsen har været fast korrespondent i blandt andet Washington, Moskva og Prag. Men den største historie, han har dækket, skal findes i et andet land. Nemlig Tyskland.

Det var november 1989, og Berlinmuren, der i næsten 30 år havde været symbol på Den Kolde Krig, var lige faldet. En ung og næsten nyuddannet Poul

“

- Poul Erik Skammelsen

Erik Skammelsen blev sendt afsted til Danmarks nabo for at dække begivenheden.

Det er en oplevelse, der betyder meget for ham. Både fordi den rent historisk er utrolig vigtig, men også fordi den skiller sig ud ved at være lykkelig. En

det første, han har dækket. Med Berlinmurens fald fulgte muligheden for at rejse rundt i det tidligere Østtyskland, hvor man nu kunne bevæge sig steder, hvor vestlige journalister aldrig før havde kunnet bevæge sig frit.

Foto: Holger Anderson

PORTRÆT

16 | oktober 2014 | LIXEN

gelig en god idé at holde sig opdateret i udenlandske aviser og magasiner. Men han uddyber, hvad der også kan være en fordel. »Der er nogen steder, hvor det at kende sin historiebog er

“

rolle på tv han har haft, har den gode fortælling været et grundelement. Det var især billedernes evne til at fortælle disse historier, der i sin tid tiltrak den unge journalistpraktikant mod Kvægtorvet i Odense.

Hvis man har den fede, hårdtslående tekst, ja, så er det fint, men det gælder også om at have den fængende melodi.

- Poul Erik Skammelsen

vigtigere end at have læst dagens avis, hvis man vil forstå, hvad der foregår.« På den måde kan man nemmere gebærde sig og opsøge steder i et fremmed land, der ofte er plaget af uro.

Udover at have kendskab til et lands historie, understreger Poul Erik Skammelsen, at det er vigtigt, at korrespondenter - og journalister - tør gå imod strømmen. Den journalistiske lemmingeffekt ses ofte, og den skal man gøre op med, hvis man vil være en dygtig journalist. »Det med at have en eller anden form for et Rasmus Modsatgen. Evnen til at se noget fra en anden side, også selvom man udgør et mindretal på én. Det er en god evne at have,« siger han med et let grin ved erkendelsen om, at det ikke altid er nemt i netop denne branche. »Og ja, det kan være virkelig svært, når det bare drøner derudaf. Når hele flokken af journalister bare løber i den samme retning.« Fortællingen betyder alt En uvurderlig ting for journalister er evnen til at skabe den gode fortælling. Uanset hvilken

»Jeg kunne godt lide den meget fortællende og beskrivende form, og den får man jo foræret i billeder. Det, synes jeg, egentlig bare var enormt spændende.« Da han i de sene 80’ere tilbragte sin studietid i Aarhus, var det først på 7. semester, han blev præsenteret for tv-mediet. Dengang havde Poul Erik Skammelsen ikke regnet med, at han i sin karriere skulle opnå at holde 25 års jubilæum på en tv-station. »Jeg ved ikke, om jeg havde forestillet mig, at jeg ville starte med at lave tv-journalistik. Jeg tror bare, jeg blev ramt af, at der var et ekstra fortælleelement.

Dybest set anser jeg mig selv for at være en, der fortæller historier,« fortæller han.

Netop evnen til at skabe fortællingen i historien er altså ifølge Poul Erik Skammelsen altafgørende inden for journalistikken. Selvom historien er god, er det formidlingen og fortællingen, der skal bringe den videre til læseren eller seeren. »Hvis man har den fede, hårdtslående tekst, ja, så er det fint, men det gælder også om at

have den fængende melodi. Det er jo dybest set fortællingen,« forklarer Poul Erik Skammelsen og fortæller, hvordan han selv bliver grebet af journalistik alene på baggrund af en fængende fortælling. »Jeg læser blandt andet The New Yorker, og der slår det mig, hvor ofte jeg ender med at læse en historie om et emne, hvor jeg på forhånd ville sige, at det ikke interesserer mig. Men den er bare så godt skrevet. Og så sidder jeg bagefter og tænker, at det var godt, jeg fik læst denne her historie. Den var faktisk enormt spændende. Så den gode fortælling, synes jeg, er virkelig vigtig at have med sig.« Alt går op i 22 »Jeg begyndte på TV 2 i 1988.

Blev hyret i april, den fjerde måned. 88 divideret med fire giver 22. Jeg dækkede Murens fald. Det var i november, altså den 11. måned, for TV 2. To gange 11 giver 22.« Sådan starter en trailer, der blev lavet, da det nye format og den nye vært for 22 Nyhederne skulle præsenteres. Den fortæller, hvordan mange dele af Poul Erik Skammelsens karriere går op i 22 - også nu, hvor han er fast vært på TV 2’s sene nyhedsudsendelse, der på de sociale medier har fået navnet 22Skammelsen.

Det 1 minut og 10 sekunder lange klip er især blevet promoveret via de sociale medier.

En metode, det nye format bevidst har valgt at benytte sig af.

22Skammelsen er på Facebook, Instagram og Twitter - og det bliver brugt aktivt. »Der er ikke denne der klare adskillelse mellem at være et tv-

program og så at være på nettet både i form af tv2.dk og ikke mindst i form af de sociale medier. Det er flydende« En nyhedsudsendelse er ikke længere et lukket univers. Der skal være plads til dialog med seeren, og det bidrager de sociale medier til. Og så er det en måde at nå en yngre målgruppe, der ikke er vant til at sidde klar foran fjernsynet for at følge med i de daglige nyheder. »Vi ved godt, at der er en generation, der nok ikke længere ser tv-nyhederne. Det kan godt være, de kender nyhederne, men de er ikke faste forbrugere, og de følger lige så meget

“

et bærende element. Et format, der umiddelbart kan lede tankerne hen på de nyhedsudsendelser, der vises på den anden side af Atlanten. Men ifølge Poul Erik Skammelsen er der ikke tale om en amerikanisering af nyhederne - en internationalisering, måske - men i hovedtræk mener han, det nye format er originalt. »Jeg siger ikke, at vi har opfundet den dybe tallerken, men jeg er ikke sikker på, at man kan finde nogen, der fortæller lige præcis på den måde, som vi gør.« Det er dog ikke alt, der går op i 22. Poul Erik Skammelsen

Jeg siger ikke, at vi har opfundet den dybe tallerken, men jeg er ikke på, at man kan finde nogen, der fortæller lige præcis på den måde, som vi gør.

- Poul Erik Skammelsen

med via de kilder, de nu engang får på deres bærbare eller deres telefon. Og så kan vi ramme dem, dér hvor de er,« forklarer Poul Erik Skammelsen.

Men det er ikke kun de sociale medier, der kendetegner 22 Nyhedernes nye format. En enorm storskærm med billeder og klip, der ryger ind og ud, og en vært, der går fra den ene ende til den anden, udgør også

kan til næste år fejre 27 års jubilæum på TV 2. Men han har ingen planer om at skulle forlade stedet. Og til spørgsmålet om, hvorvidt han nogensinde har overvejet at skifte TV 2 ud, kommer svaret prompte: »Nej.« jofog13@student.sdu.dk anned13@student.sdu.dk

Poul Erik Skammelsens 3 gode råd til journaliststuderende - Saml på viden. Læs, oplev, se og tag ting til jer på vejen.

- Vær nysgerrige og bevar nysgerrigheden.

- Fokusér på den gode fortælling.

Foto: Alle billeder på denne side stammer fra Instagram: 22Skammelsen.

FOKUS: VELKOMMEN TIL 1. SEMESTER

LIXEN | Oktober 2014 | 17

Anne Hermansen

Søren Dahl

Ida Kaarøe

Linea Andersen

Anna Lundberg

Mia Dernoff

Mads Ladekarl

Renna Rose Agger

Laura Kretz

Cille Højvang

Mathilde Jørgensen

Klara Hansen

Camilla Pihl

Mads Okholm

Frederik Helms Helms

Ane Johansen

Ann Sofie Jensen

Søren Kongsted

Ida Kyhn

Louise Nielsen

Nana Sørensen

Simone Lundt

Mikkel Mortensen Katja Østergaard

Anna Søjberg

Nicolaj Jensen

Amalie Pind

Salim Melhem

Elisabeth Larsen

William Sikker

Ida Stubbe

Katrine Rasmussen Kristian Haugner

Lise Syftestad

Malthe Rygaard

Julie Würtz

Louisa Rieck

Anja Andersen

Nicolaj Pedersen

Katrine Pedersen

Christian Ørtoft

Maria Jønsson

Kamilla Mærsk

Jonas Rasmussen

Sofie Munk Gauger

Lisa Andersen

Johannes Kjems

Carl Bøllingtoft

Jens Holmberg

Mikkel Lind

Amalie Lund

Andreas Jarvel

Sarah Sandhøj

Ditte Weng

Josephine Foantenay

Shani Pedersen

Alexander Winther Thor Hedegaard

Kristoffer Pedersen

Jonathan Kirkedal

Charlotte Freisleben

Julia Jørgensen

Mathias Jacobsen

Jannik Krarup

Cecilie Nisgaard

Sara Bangsbo

Thomas R.-Sellebjerg Signe Grandorf

Cecilie Lunding Tolversen

Maiken Rønneberg

Amalie Bentholm

Martin Pedersen

Malte Jørstad Nina Holst-Andersen Cecilie Rønsholt

Annika Wetterling Theodora Renard Birgitte Kongsgaard Lasse Davidsen

Line Søgaard

Emma Rudbeck

Velkommen til alle på første semester

Kh. Lixen

FOKUS: VELKOMMEN TIL 1. SEMESTER

18 | oktober 2014 | LIXEN

FOKUS: RUSTUR

Studerende får sukkerpsykose Rusturen 2014 var den vildeste slikpose, jeg nogensinde har sat tænderne i. Posen gemte på nye venskaber, vilde fester og gode grin.

Nederst i posen lå dog også det uundgåelige, kvalmefremkaldende vingummi i form af en hulens masse tømmermænd. stret. Sikke et godt første stykke slik.

Laura Møller Kretz & Søren Dahl, 1. semester

Fredagsslik Solen bager på parkeringspladsen ved Syddansk Universitet. De fleste af mine medstuderende står i skyggen af to store, rumlende busser og maser de sidste tasker på plads.

Vi ved ikke, hvor busserne kører hen. Ej heller, at den her tur skal vise sig at være en uimodståelig bland-selv-slikpose af oplevelser.

Busturen starter og viser sig straks at være en lækker chokolade med et lille stykke stærkt lakrids i midten. Et stykke lakrids, der, på trods af at klokken kun er 14.00, giver os lyst til at quizze, feste og grine. Duften af bus blander sig med den bløde aroma af iskold øl og en eftersmag af sindssyg god stemning.

Resten af bussen er også begej-

Vi står cirka syv kilometer fra langt-pokker-i-vold og kigger på en masse kulsorte barakker.

Lugten af mark og jysk hede hamrer i næseborene. Er det her virkelig Aabenraa? Lakrids- og chokoladesmagen danner sta-

digvæk et lag busglæde på tungen. For at komme videre i slikposen hælder jeg en øl eller fem ned.

Fredagens fest er det mest sindssyge stykke slik. Det vælter rundt i munden. Det er dækket af et hvinende stærkt lag pulver, der minder om ti gajolshots i

rap. Det bliver skarpt efterfulgt af en sanseløs dans til George Michael krydret med et godt skrald saxofon.

Det er heldigvis et af de stykker, der er mange af. Jeg gnasker løs. Dans. Øl. God stemning.

Det ene stykke tager det andet, indtil mit ansigt strejfes af solens spæde stråler. Jeg bumler i Foto: Jane Grønning

seng helt høj på sukker og nye indtryk.

Lørdagsslik Da jeg vågner, har jeg slet ikke lyst til mere slik. Det er der heller ikke nogen af de andre, der har. Vi trasker sammen over mod fælleshuset. Bundet sammen af en fælles mavepine og skam over alt det sukker vi har sat til livs.

Det er tid til lørdagens frokost.

Jeg er godt tømmermændssulten og lukker derfor øjnene og krydser fingre for, at det næste stykke slik gør godt. Alt vender sig i mig. Frokosten er nok den ulækreste skumfidus, jeg nogensinde har fortæret. Den smager af tørt toastbrød, rynkede agurker og overlagret ost. Den straffer min mund. Jeg er vidne til intet mindre end en symfoni af klamhed. Det er klistret. Det er ekstremt klistret. Øv, hvor jeg hader klistret slik.

Efter en times tid sidder jeg i solen sammen med de andre.

FOKUS: VELKOMMEN TIL 1. SEMESTER

LIXEN | oktober 2014 | 19

FOKUS: RUSTUR

starter et jordskælv i mit hoved.

Jeg har det max dårligt. Jeg skynder mig i seng på slentrende ben. Sikke en dag.

Søndagskvalme Søndag morgen er det slut. Jeg kan ikke mere. Men selvfølgelig ligger der et ækelt lille stykke slik tilbage. Fedtet ind i lakridspulver, syrligt sukker og lidt rester fra chokoladen i går. Jeg sidder i silende regnvejr under en pavillon og tager mig sammen til at spise det. Endelig ankommer

busserne. Den lille klump gelatine bliver hældt i svælget godt hjulpet på vej af den obligatoriske reparationsbajer. Jeg falder omkuld i bussen. Der er noget mere stille end på vejen herned.

Hold kæft, hvor er det godt, at der næsten er 20 timer til, Mediesprog begynder.

Lakre14@student.sdu.dk Sodah14@student.sdu.dk

Foto: Jane Grønning Foto: Jane Grønning

Mine forventninger er høje. Det bliver et festfyrværkeri af smag og nydelse. Det næste stykke slik er et salmiakbolsje. Et, der kun bliver bedre med tiden.

Et, der spreder en lykkefølelse fra ganen og ned igennem hele kroppen. Lørdagens orienteringsløb er utvivlsomt et af de bedste stykker slik, jeg nogensinde har smagt. Fulde, kampklare og glade løber vi rundt i tolv forskellige hold. Flødeboller bliver tværet ud i håret, ord bliver stavet med numsen og popcorn bliver med hjælp fra en skøn discountcreme limet til ho-

vedet. Jeg smiler, jeg synger, og jeg får de sjoveste nye venner.

Pudselig når jeg til bolsjets midte, der med et lakridschok minder mig om, at jeg snart skal til at gøre mig klar til aftenens temafest.

Jeg ser mig i spejlet. Klar til fest. Til min store glæde er aftenens skurkefest en fantastisk toffifee. Jeg starter med at spise det lille lækre stykke chokolade på toppen. Det viser sig at være en god omgang drukspil med mine nye venner. Grin, øl og ekstremt fulde tutorer gør chokoladen til et lille stykke himmel,

der lægger tonen for resten af aftenen. Jeg kommer ned til nougaten i form af dans og alt for meget vodka-redbull. Jeg er lidt skuffet over, at der ikke bliver spillet noget mere Crazy Frog, men når det så er sagt, er DJ’en fremragende igen i aften. Min krop kan slet ikke stå stille. Alt imens jeg har spist chokoladen og nougaten, er jeg kommet igennem det yderste lag karamel.

Den danner rammen for aftenen og giver mig en følelse af, at jeg er endt det helt rigtige sted.

AAAV! Mine tænder når den kedelige, livløse nød. Berøringen

FOKUS: VELKOMMEN TIL 1. SEMESTER

20 | oktober 2014 | LIXEN

Velkommen til Center for Journalistik: Pas på I ikke får stress!

Siden en trivselsundersøgelse af Danske Journaliststuderende blev offentliggjort i maj, har stress været et hyppigt brugt begreb på Medietorvet og Center for Journalistik. Studielederen lover handling, og det har de nye 1. semesters studerende allerede oplevet.

Mette Mølgaard Henriksen

Den ene dag var der oplæg om stress og karakterer. Den anden dag var der rundvisning på Fyens Stiftstidende og Studenterhuset i Odense. Sådan så introforløbet ud for de nye journaliststuderende på Center for Journalistik ved Syddansk Universitet. Studienævnet har lagt vægt på et rusforløb med bløde værdier i centrum, men ikke uden at gøre virkeligheden klar for de kommende journalister: Journalistik er et krævende studie. »Det blev lidt for meget. Det var ikke et spørgsmål, om vi fik stress, men hvornår vi fik det.

Det var slet ikke med i mine overvejelser, at vi var i en risikogruppe i og med, at vi havde valgt det her studie,« fortæller Malte Jørstad, der netop er startet på 1. semester.

Men at stressfaktorer fylder dagsordenen, kommer ikke ud af ingenting. Det kommer som følge af Danske Journaliststuderendes trivselsundersøgelse, der blev offentliggjort lige inden sommerferien. Undersøgelsen viser, at 76 ud af 421 journaliststuderende fra både SDU, RUC og DMJX er i risikozonen for at blive ramt af stress. For Center for Journalistiks studerende gælder det, at 30 studerende har akut brug for hjælp mod stress.

Derfor er det et vigtigt emne allerede ved studiestart. »Stress opstår vel ved alt det, man ikke når, og derfor har vi lagt vægt på at tage det i opløbet, så de studerende kan være parate fra dag ét,« forklarer Kenneth Reinicke, der udover at undervise i Mediesprog, har været med til at arrangere introforløbet.

Ikke desto mindre oplevede Malte Jørstad introdagene som en noget hård start på drømmestudiet, og det var ikke lige stress, han havde forventet som omdrejningspunkt. »Man går og glæder sig til at starte på noget nyt. Og så kommer man og får at vide, at vi bliver stressede alle sammen,« lyder det.

Cv og gode karakterer Dagens andet oplæg stod Mimi Munch-Jensen for. Hun er med i Studienævnet, men var mødt op for at give ud af egne erfaringer som tidligere bachelorstuderende. Hun lagde vægt på, hvordan et fyldt CV, der skal sikre praktikpladsen, fylder for meget. Og samtidig tager fokus fra at opnå gode karakterer. »Det var vigtigt at få sagt: ‘ro på, glem det nu lidt. Det er gået for alle andre, det går nok også for jer. Fokusér på at blive helt vildt gode via studiet,’« fortæller Mimi Munch-Jensen.

Men kan det ikke være endnu en stressfaktor at snakke om karaktergennemsnit allerede den første dag?

»Nej, jeg vil kalde det en motivation,« lyder svaret fra Malte Jørstad, der håber, at det vil smitte af på hans medstuderende.

Forbedringer på vej For Karsten Baagø, studieleder ved Center for Journalistik, er det overvældende, at så mange studerende befinder sig i farezonen for at udvikle stress. Derfor har det været vigtigt allerede fra starten at gøre det klart for de studerende, hvordan de prioriterer deres tid. Hvis de studerende gør sig de overvejelser, vil han forsøge at reducere de andre stressfaktorer; dårlig kommunikation, en uigennemsigtig struktur og manglende planlægning. »De her stressfaktorer er jo et direkte angreb på det, vi gerne vil have, der sker; at I har rum og plads til at trives og udvikler jer både fagligt og personligt.

Det kan man jo ikke, når man er stresset. Så det er vores ansvar,« lyder det fra Karsten Baagø.

Men det tager tid. Ændringer sker ikke fra dag til dag. Derfor er det ikke sikkert, at den nye årgang vil kunne nyde godt af denne strategi. Endnu. Studielederen er nemlig varsom med at love for meget. »Nu bliver jeg lidt politisk, fordi jeg ikke kan udstede garantier, som er afhængige af en hel masse faktorer, som jeg ikke er herre over. Men jeg vil i hvert fald gøre mit til det,« fortæller Karsten Baagø.

STRESS. De nye journaliststuderende får at vide, at de ikke skal have for meget om ørerne. Tegning: Ida Scharla Løjmand

Seriøst men sjovt Når det er sagt, er det ikke til at komme udenom. Journalistik er et krævende studie. Men det er ikke ensbetydende med, at stress skal overtage alt det sjove. »Vores ansvar er at uddanne jer til journalister, og at I trives, mens I bliver det. Det er vores formål. Alt mening hører jo op, hvis I ikke har det godt. Hvorfor er vi her så? Det skal jo være sjovt og udviklende,« uddyber Karsten Baagø.

De faglige rammer er vigtige, men mindst lige så vigtige er de mentale rammer. Derfor oplever Malte Jørstad det ikke som udelukkende negativt, at der blev

snakket om stress i introforløbet. Det viser nemlig, at Center for Journalistik går op i de studerendes trivsel. »På en måde er det dejligt at vide, at der er fokus på stress.

Det har indgået i den her oplysningsproces, som i hvert fald har slået sig fast. Vi er slet ikke i tvivl om, at vi er i fare for at få stress nu.«

mehen13@student.sdu.dk

Gode råd mod stress: At være online og på sociale medier i fritiden er lige så belastende som at være på arbejde – du kommunikerer og præsterer, og dermed belaster du din hjerne på samme måde, som når du er på arbejde/studerer.

En jord- og betonarbejder skal slappe af i kroppen når han/hun har fri. Det er omvendt med en medie- og kommunikationsmedarbejder; de skal slappe af i hovedet og bruge kroppen, når du har fri.

Stress er kroppens naturlige reaktion på belastninger, et tegn på at der er ubalance i dit liv, og at du lige nu bruger flere ressourcer, end du faktisk har. En slags olielampe, der lyser, når din motor mangler brændstof. Øv dig derfor I at koble ud og koble af.

Gå lange ture kun med dig selv – og for dig selv. Gør de ting, der gør dig glad. Se de mennesker, der betyder allermest for dig og træk vejret langt ned i maven og øv dig i at sige: ”Nej, hjælp og pyt”.

Kig kritisk på din kalender – måske er det den, der er syg – og ikke dig!

Er du stresset? Find ud af det på stressbarometret: www.journalistforbundet.dk/stress Kilde: Eva Jakobsen, Arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Journalistforbund.

FOKUS: VELKOMMEN TIL 1. SEMESTER

LIXEN | oktober 2014 | 21

Postkort fra rusturen 2014

RUSTUR. TV 2 News viser deres slagsang. Foto: Jane Grønning

RUSTUR. Slagsangene er til stor morskab for tilskuerne og tutorerne. Foto: Jane Grønning

Cille Holm Højvang, 1. semester

Malthe Rygaard, 1. semester

Kære Lixen

Kære Lixen

Jeg kender dig jo ikke så godt endnu, men et postkort fra rusturen - dét skal du have. Der er så meget at fortælle, at jeg næsten ikke ved, hvor jeg skal begynde.

Lige nu sidder vi og hygger under en pavillon. Folk er ret slatne i dag. Ramt af tømmermænd og træthed. Der sidder i hvert fald en fyr ved næste bord og kæmper med at holde hovedet oppe og øjnene åbne. Det ser sgu sjovt ud.

Her er en smule koldt, og det øsregner udenfor. Det er nu meget hyggeligt. #Smiler.

Men ellers har vi været heldige med vejret. Det har faktisk været perfekt.

Lørdag var vi på et løb med forskellige poster. Vi var blevet delt ind i små hold, og hvert hold repræsenterede en tv-station. Jeg var TV 2 News. Vi havde lavet slagsange i bedste spejderstil. Tjikkerlikker-tjikkerlikker-tjav-tjav-tjav.

Og vores var en af de bedste. I hvert fald bedre end både MTV, DR1 og Kanal 4.

Vi fik da også en 3. plads for vores præstation i løbet. Og hey, jeg er ret god til at stave ord med min numse. #Fniser.

Vi drak selvfølgelig også øl. Mange øl! Det var faktisk lige så festligt som et afsnit af ’Sommer i Sunny Beach’. Der var endda en Flotte Fyr. Bare flottere. #Rødmer.

Om aftenen var der skurke-fest. Og gæt hvad! Jeg havde selvfølgelig glemt min udklædning. Der var heldigvis en tutor, som var god og improviserede et kostume til mig. Jeg vandt desværre ikke for bedste udklædning. Men okay, hvem kunne alligevel hamle op med Cruella De Ville eller ham blotter-fyren?

Jeg er sikker på, at de fleste er enige med mig i, at det har været en herrehyl rustur.

Ja, selv vores kok så ud til at hygge sig. Og én ting er sikkert. Det har i hvert fald været federe, end at ligge hjemme i sækkestolen og se Linie 3’s 25 års jubilæumsshow på dvd’en.

Ja, humøret er ikke ligefrem til at skrive til jer, for jeg er slet ikke på toppen.

Bare jeg kunne lægge mig i sækkestolen derhjemme og sætte Linie 3’s 25 års jubilæumsshow på dvd’en, men skyggen af elektronisk udstyr skal man lede langt efter her i spejderlejren. Og nogen skal jo skrive til jer.

Nu sidder jeg her, dagen derpå, under en skide pavillon herude, hvor spejderne hører til. Jeg er meget træt, og regnen styrter ned i stride strømme.

Det hele startede ellers fremragende i går morges med højt humør. Ralph Lauren-skjorten var strøget, og min nye id-voks lå klar nede i toilettasken. #flotfyr23.

Vi troede alle, at festen begyndte om morgenen, da vi kom, men DR’s krimiflødebolle, Claus Buhr, fik da hurtigt sat en stopper for det. Han holdt et foredrag om terror, men det var lige så luftigt som indholdet af flødebollen. I det jakkesæt han havde på, mindede han om en af de der discountflødeboller forklædt i Summerbird-indpakning. Du ved, dem til 15,50 kr. i Lidl? Og hvem staver terrortrusler i to ord?

Men afsted kom vi, og det har godt nok været akavet mange gange. Som da vi skulle trække sko for at fordele, hvem der skulle sove med hvem. Bare jeg nu ikke trak ham broccoli-manden, der sad med alle pigerne i bussen! Heldigvis skete det ikke. Uheld i held blev det så årgangens fimsede indvandrer, jeg delte rum med. Og til speeddating senere på aftenen. Typisk mig, så ryger jeg ind i ham det fede brøndbysvin, der måske skulle have spist noget mere broccoli. Han snakkede og snakkede og snakkede og snakkede og snakkede og blev ved med at snakke om en eller anden Daniel. Jeg spurgte så lidt friskfyrs-agtigt, om det var hans bøssekæreste. Men det var det ikke. Det var bare en ny Brøndbyspiller.

Jeg kunne jo egentlig godt regne ud, med den start turen fik, at den ikke ville forløbe lige så festligt som et afsnit af ‘Sommer i Sunny Beach’. Allerede da vi kørte fra universitetet, var der problemer. For hvorfor havde tutorerne ikke brændt musikken ned på cd’er, når alle ved, at der ikke findes aux-stik i busser? #idioter.

Nu jeg er ved det. Jeg kan kun komme i tanke om et ord, der beskriver tutorerne: Arrogante. De virkede ligeglade med os nye. Ignorerede os. Lod os i stikken. Ikke engang de tutorer, som jeg havde gået på højskole med, ænsede mig. Jeg håber ikke, det fortsætter sådan her! I må undskylde mine sure opstød, men det har ikke ligefrem været en fest for mig indtil videre. Jeg er bare en mand med følelser.

De bedste hilsner Cille ciras14@student.sdu.dk

Irriterede hilsner Malthe maost14@student.sdu.dk

OPINION

22 | oktober 2014 | LIXEN DAGBOG FRA EN PRAKTIKANT

Kære Lixen En lille hilsen hjem til Betonbygningen i Odense her fra glasmontren på Amager, hvor jeg de første to måneder af min praktik har hængt en del ud med Bubber og set mere blod end de fleste. Endda uden at lave hverken børnefjernsyn eller krimistof.

Jeg er i praktik på DR Videnskab, hvor jeg sidder på den del af redaktionen, der laver fjernsyn til DR3. Altså når jeg er på redaktionen. For selvom jeg lå og brainstormede i en orange sofa den første dag, så var det altså ikke længe, jeg fik lov til at blive liggende. Der var jo ligesom et program, der skulle laves - og hvilken fantastisk følelse at have en betydningsfuld rolle i noget, der kommer ud til nogen!

Nogle gange glemmer man lidt, hvordan dagslys føles, når man sidder i et mørkt klipperum, men jeg har opdaget, at det er lærerigt at være med i alle led af produktionen.

Hvad det næste DR3-projekt bliver, ved jeg ikke endnu.

Men jeg ved, at jeg er glad for at være, hvor jeg er. For en del af jer bliver det næste projekt sikkert at tænke på praktik. Men prøv at skrue ned for paranoiaen over pladserne.

Jeg har hverken familiemedlemmer i mediebranchen eller et propfyldt CV, men det gik jo for mig, så mon ikke også det gør det for dig!

Kærlig Hilsen Katrine Krøjby

Vi arbejder på et nyt program, der hedder ’Dræb din livret’ til DR’s ungdomskanal. Jeg har bland andet kørt DR’s hvide tv-bil rundt i alt fra 8-tallet til Lemvig for at lave portrætter af deltagerne.

Og så er der både blevet lavet mad med Adam Price og skåret halse over hos Slagter Morten. Undervejs har jeg som tilrettelægger skulle lave interviews med de medvirkende om deres oplevelser. Hvis det lyder forvirrende, så tænd for DR3 lige om lidt, så kan du se resultatet.

Lige nu får jeg flashbacks til tv-lokalet, når jeg i vores postproduktion, får genopfrisket mine Avid-skills.

Foto: Pernille Obelitz

KLUMME

Journalisters skjulte selviscenesættelse Jens Jakob Kjær Hansen, 3. semester

For én gangs skyld slap man for agurketiden. Desværre fordi frygtelige uroligheder og krige brød ud. Gazakrigen skabte debat om journalisters subjektivitet. En journalist forsvarede sin subjektivitet med, at vedkommende ”ikke kunne lade være”.

Dermed blev fokus flyttet fra krigen til journalisten selv og dennes tilgang til faget. Der, hvor jeg fik kvalme, var, da journalisten begyndte at fremhæve sin journalistik som værende mere ”ærlig” end den påståede neutrale journalistik, der arbejder ud fra en skjult agenda.

For mange informationer Selvfølgelig er det mentalt belastende at være krigsjournalist, men hvis man begynder at flytte fokus over på sig selv, eller

man bryder sammen i gråd på direkte tv, er det måske på tide at rejse hjem? Den tidligere amerikanske forsvarsminister, Robert McNamara, som sad i perioden 1961-1968, da USA øgede indsatsen i Vietnam, sagde i et inter-

“

dog prøve, men acceptere at være åbne omkring at ‘virkeligheden’ er fragmenteret og kaotisk.

Når journalisterne sættes i centrum, når studieværter spørger, ”hvordan er det at være vidne til?” fremfor ”hvad skete

sionen som i én forstand er afsluttet, da alt dybest set er subjektivt (bortset fra åbenlyse fakta, som fx hvem der er statsminister). Noget andet er, hvor vigtigt det er, at ens udmeldinger er velunderbyggede, hvis man an-

Det er nemt at være subjektiv og måske provokerende, hvis man sidder på tiende etage i et kontor og ikke møder dem, man taler eller skriver om. view i 2003, at problemet med krig er, at det er menneskeligt umuligt fuldt ud at forstå, hvad der sker. Man kan ikke få overblik, da der er for mange informationer i omløb og for mange begivenheder, der finder sted og konstant ændrer virkeligheden.

Med det i baghovedet kan medier ikke forventes at give det fulde overblik, uanset hvor lang tid de har. De bør

der?” virker det som om, at medierne udnytter krige til at lave underholdning. Journalistik og underholdning kan kombineres, men det er problematisk, hvis det skaber en glidebane, hvor grænserne for hvad der bruges som genstand for underholdning konstant rykkes.

Privilegier forpligter Tilbage til subjektivitetsdiskus-

tager, at holdningers værdi afhænger af, hvor godt de er underbygget. Dertil er det, at man som journalist er privilegeret – der er tusinder af folk, hvis meninger aldrig når ud, selvom flere af dem sikkert er velunderbygget.

Endelig kan man som journalist nemt få en distance til det, man beskriver. Det er nemt at være subjektiv og måske provokerende, hvis man sidder på tiende e-

tage i et kontor og ikke møder dem, man taler eller skriver om.

Ingen undskyldning Det er lærerigt at tale med universitetsfolk, der arbejder med et smalt område, som de går i dybden med på en måde, journalister aldrig ville have tid til.

Ofte møder man den akademiske forsigtighed, der får tankerne hen på den gamle sokratiske læresætning: ”Det eneste, jeg ved, er, at jeg ingenting ved.”

Den journalistiske konsekvens af dette har for mig indtil videre været: ”Jo mere research, jo sløvere vinkling.” Løsningen er et ræsonnabelt kompromis. Hvis det kan findes. Uanset hvad, må subjektivitet ikke blive en undskyldning for dårlig research og et redskab til at beslaglægge enhver begivenhed til at sætte sig selv i centrum.

Jensh13@student.sdu.dk

OPINION

LIXEN | oktober 2014 | 23

Lad den usikre pige blive hjemme Stine Bjerre Jørgensen, sportsjournalist hos TV2, fortæller om det at være kvindelig sportsjournalist i en mandsdomineret verden.

Vi kvinder har det med at blive usikre på os selv. Vi tvivler og tager tingene for nært, når der er mindst grund til det. Er det godt nok, det jeg laver? Hvorfor hilste chefen ikke på gangen i morges?

Hvor har jeg tænkt de tanker mange gange. Da jeg trådte ind på Kvægtorvet for første gang, tolkede jeg på samtlige signaler, jeg mødte på turen ned af midtergangen. Jeg var en sportsglad pige med store drømme, men også en usikker praktikant, der var havnet i en mandeverden. Hamrende nervøs for hvordan jeg skulle gribe mit første redaktionsmøde an. Pludselig sad jeg der mellem Sisse Fisker, Claus Elgaard og Claus Elming. Jeg fandt hurtigt ud af, at den usikre pige måtte sidde over, når jeg

skulle på arbejde – ellers ville jeg aldrig vinde mine kampe.

Sportsjournalistikken kan være kynisk. Især hvis du bevæger dig ind i den som kvinde. Du skal forvente at blive testet på din viden og interesse for sport.

For hvilke kvinder interesserer sig i virkeligheden for sport? Du skal tage det for givet, at Troels Bech tester dig for rullende kamera, første gang du står foran ham. At Nikolaj Jacobsen saver dig over for åben skærm, når han lige har tabt med ét mål, og at Ulrik Wilbek vrisser af dig i primetime, mens to millioner danskere ser med. Sådan er gamet. Accepter det eller bliv hjemme.

Det her er en vigtig skillevej for kvindelige sportsjournalister. Jeg har haft en del kollega-

er, der har taget kritik for nært, hvilket har hæmmet deres udvikling. For kritik kan gøre ondt, når den er personlig, og det er den ofte i sportens verden. Har du lavet noget møg, får du det også at vide. Så er det altafgør-

Jeg fik lyst til at skrive det her lille indlæg til dig, der som kvinde overvejer at kaste dig ud i sportsjournalistikken. Det er en fantastisk verden med masser af unikke oplevelser, som du ikke får andre steder. Synet af et

Foto: TV2

ende, at du ikke lader dig slå ud af kritikken, men suger det konstruktive til dig og smider resten væk. Det har jeg lært på den hårde måde.

olympisk stadion i ekstase over Usain Bolts magiske ben. Følelsen af samhørighed med et rødklædt publikum i Herning, der synger nationalmelodi før en hi-

storisk håndboldkamp på dansk jord. Eller synet af en rørt Tom Kristensen, der vinder sit 9.

Le Mans og samtidig har mistet en kær kollega i et livsfarligt sving. Oplevelserne er lagret i baghovedet for evigt. Men de oplevelser får du kun, hvis du ikke lader dig slå ud af bumpene på vejen.

Så lad den usikre pige blive hjemme, hvis du bevæger dig ind i sportens verden. Forvent en portion skepsis, mød den med et fast blik, og smøg ærmerne op.

Vis din passion. Selvfølgelig sniger nerver sig ind i ny og næ.

Jeg kan stadig blive nervøs, når den røde lampe lyser. Men jeg minder mig selv om, at jeg kan mit arbejde. Det er der ingen grund til at betvivle, bare fordi jeg er kvinde i en mandeverden.

Drop usikkerheden og du vil møde en verden, du får rigtigt svært ved at give slip på igen.

DET MENER MEDIETORVET OM STRESS

Er for stresset til at deltage i debatten.

- Ulrik Baltzer, 7. semester

Det stresser at få at vide, at du nok får stress.

- Melissa Elisabeth Bertelsen, 1. semester

Hvis CFJ gerne vil være med til at afhjælpe problemet, bør de i stedet tale løbende med de studerende om det. Drop den teoretiske snak.

- Annika Helene Wetterling, 1. semester

I stedet for at stirre sig blindt på stress, skal vi måske i stedet give bolden op og komme ud over rampen.

- Stefan Jørgensen, 3. semester

Studiet var mere stressende end det virkelig arbejdsliv, og det er da tankevækkende.

- Katrine Wacher Fuglsang, 7. semester

Stress kan hverken ties eller tales ihjel. Forandring kræver handling.

- Malene Sommer Christiansen, 3. semester

Bagsiden

Bagsideredaktører: Emilie Dyrup og Philip Bidstrup