Lixen April 2010

Ny centerleder skal skabe sammenhæng Side 4

MedieCup: Studinese Calcio i semifinalen På bagsiden Med pen i provinsen: Spørgsmålstegn i Sorø Side 14

Lixen

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 12. årgang | 2. nummer | april 2010

”

Her i huset har vi aldrig pakket tingene ind.

Det er jo ikke Kristeligt Dagblad, vi udgiver.

Bent Falbert, Ekstra Bladet

Portræt: Per Westergård side 12-13

Foto: Morten Elstrup

2 | april 2010

| LIXEN

Indhold

Leder

UDDANNELSE

Center på skrump

På Center for Journalistik skal der spares. Blandt andet bliver de kommende første semesterstuderende kun inddelt i tre håndværkshold og ikke fire. De ansatte på instituttet vil ikke komme nærmere ind på, hvilke ændringer de studerende kommer til at mærke endnu. Side 3

BRANCHE

Tidligt i marts blev årets pressefotograf udpeget. 30-årige Mads Nissen fra Berlingske Tidende, der vandt titlen, viser sine billeder og fortæller, om sin tur til Afghanistan, hvad et godt fotografi er, og hvorfor kemien mellem ham og den portrætterede er altafgørende. Side 10-11

Foto: Mads Nissen Foto: Johan Bertil Winther

FOKUS

I denne måneds fokus skriver vi om grænser. Og vi kommer vidt omkring. Fra de ubetrædelige grænser i Kina, til krigsjournalistikkens begrænsninger, og de grænser, der opstår, når man dækker en begravelse. Vi stiller spørgsmålet: hvor går grænsen? Og måske finder vi svaret.

Side 17-22

Ill.: Nana Frederikke Fischer

Foto: Benjamin Kürstein, Ekstra Bladet

PORTRÆT

Udsigten over Rådhuspladsen, de evindelige ture i retssalene og en dag pakket med planer er fra den 31. marts fortid for Ekstra Bladets chefredaktør igennem 24 år. Bent Falbert pakker sit kontor ned for endelig at prøve det sabbatår, han aldrig fik.

Side 12-13

Foto: Morten Elstrup

BAGSIDEN

Nørrebrohallen kogede, da Journalistforbundet afholdt Medie-cup i år. Center for Journalistik sendte to hold af sted for at tackle branchen, og de to hold satte deres stærke præg på turneringen. Læs hvordan.

Side 24

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer

Der står ’økonomi’ på den største udfordring for Center for Journalistik. Meget tyder på, at kommende studerende kommer til at betale regningen for centerets dårlige økonomi. Det er allerede nu besluttet, at fire håndværkshold bliver til tre næste år. Færre hold betyder flere studerende. Flere studerende betyder mindre tid. Et skridt i den forkerte retning. Vi håber selvfølgelig ikke, at det bliver startskuddet til en føljeton af forringelser.

Beslutningerne om besparelserne er taget, før Peter Bros tiltrædelse den 1. april. Han afviser ikke, at også sammenlægninger af hold kan blive en realitet:

SDU, journalist Lasse Jensen, er ikke i tvivl om, at valget af Peter Bro er fornuftigt. »Min personlige mening er, at SDU har behov for mere akademisk og mindre håndværk. Det, at der er kommet en akademiker, kan hjælpe på det,« siger den garvede radiojournalist.

Peter Bro har indtil videre udtalt, at båndene mellem Center for Journalistik og Statskundskab skal styrkes og uddannelsen skal have en stærkere profil. Velmenende, fornuftigt og ufarligt. Vi ser frem til, at der kommer mere konkrete visioner på bordet og glæder os over, at Styrelsen har prioriteret en leder, som føler sig hjemme i universitetsverdenen.

»Det er der slet ikke nogle konkrete planer om endnu. Men det er ikke for at sige, at det ikke kan ske på et eller andet tidspunkt,« siger han. Og dermed kan de studerende ikke føle sig sikre.

Studienævnsformanden, Centerog studielederjobbene er blevet samlet under én kasket i bestræbelserne på at minimere tidsspildet på administration. Muligvis ligger der også et økonomisk aspekt i det.

Håbet er, at besparelserne bliver lavet der, hvor der er plads til dem.

Frygten er, at det går ud over de studerende. Man kan undre sig over, at der skal flere opringninger til for at få bekræftet rygterne om sammenlægningen af håndværksholdene på 1. semester

”

Modvilligheden til at udtale sig om besparelserne kan tyde på, at man hos ledelsen er klar over, at der langt fra er tale om en holdbar situation.

”

I øvrigt mener jeg, at det er langt ude at 2.semester skal have en videnstest.

Foto: Søren Dal Rasmussen

Lixen

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Avisen dækker udviklinger og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser.

LIXEN Campusvej 55 5220 Odense M

Marts blev måneden, hvor de studerende på Center for Journalisti fik op til flere ønsker opfyldt.

Først og fremmest er den efterhånden heftigt omtalte tomme chefstol blevet besat. Den nye leder af Center for Journalistik kan dårligt, som de fleste af sine forgængere, betegnes som et fyrtårn inden for branchen. Han er ikke selv journalist, men akademiker, hvilket afføder forhåbninger om mere fokus på de akademiske fag. Reaktionerne fra de kilder, vi har talt med i branchen, har været positive. Og forventningerne er høje. Ligeså er vores. Og vi håber, at Peter Bro kan leve op til dem. Tidligere ekstern lektor på

Logo: Karina Cecilie Møller Layoutinspirator: Sara Winther Korrekturlæser: Julie Lund Mikkelsen & Andreas Langaa

Ansvarshavende chefredaktør i dette nummer: Natasha Nomathemba Dyasi

Nana Frederikke Fischer Redaktør

Thomas Damgaard Sørensen Redaktør

Morten Elstrup, 2. semester

Rikke Gredsted Seidenfaden Chefredaktør

Lise Karlshøj Ipsen Chefredaktør

Natasha Nomathemba Dyasi Chefredaktør

Jakob Balthazar Munk Redaktør

Casper Fauerholdt Webredaktør

Karina Cecilie Møller Billedredaktør

UDDANNELSE

LIXEN | april 2010 |

Økonomiske krampetrækninger på CfJ Den økonomiske kurve på Center for Journalistik er nedadgående.

Det vil blandt andet betyde, at der kun bliver tre håndværkshold for de kommende journalister på første semester.

Nana Frederikke Fischer

PENGEPROBLEMER. Økonomien på Center for Journalistik er ikke til at tage og føle på. Det skyldes ikke kun, at den er af forsvindende størrelse, men også at de ansatte smyger sig udenom, så snart snakken falder på instituttets penge.

Vibeke Normann Andersen, institutleder på Institut for Statskundskab, vedkender, at instituttet er i økonomisk lavvande. Hun forklarer, at man fremover vil satse på at styrke indsatsen i forhold til diplomuddannelser. Anderledes vævende er svaret på, hvad de studerende kan forvente, der bliver skåret ned på.

Sammenlagte hold »Det er for tidligt at nævne nogle konkrete tiltag. Vi har fået en ny centerleder, der skal have lov til at stikke linjen ud, så det vil jeg af hensyn til ham ikke gøre, for han skal have lov til at sætte sit præg på det,« siger Vibeke Normann Andersen.

Journaliststuderende på tilvalgsuddannelsen og bacheloruddannelsen skal måske forberede sig på flere sammenlagte timer på skemaet.

Den tanke blev luftet til seneste studienævnsmøde. Men den nye centerleder, Peter Bro, har ikke tænkt sig at sætte sit første aftryk på uddannelsen ved at slå hold sammen. »Det er der slet ikke nogen konkrete planer om endnu. Men det er ikke for at sige, at det ikke kan ske på et eller andet tidspunkt,« siger han.

Kendsgerningen Alligevel er det kendt blandt studerende og lærere, at der på næste årgang kun vil være tre håndværkshold

i stedet for fire, som der var på den seneste første semester-årgang.

Når Lene Rimestad stopper som

”

nomien, og at det kun vil betyde, at der kommer en anelse flere elever på holdene.

Økonomien har været et problem siden sidste år. Man havde en for positiv budgettering på indtægtssiden på journalistik.

Vibeke Normann Andersen

underviser på Centeret for at skrive sin ph.D, bliver hun ikke afløst. Det kommer til at betyde en lærer mindre til det skrivende første semester.

En kendsgerning, Vibeke Normann Andersen ender med at indrømme efter endnu en opringning.

Og en kendsgerning, som Peter Bro også har været bekendt med. Dog siger han: »Det er et af de tiltag, vi har besluttet os for. Det er en af de beslutninger, der er truffet, før jeg trådte til som centerleder.« Vibeke Normann Andersen forklarer, at det til dels er på grund af øko-

»De fysiske rammer i undervisningslokalerne på Medietorvet sætter nogle naturlige og fagligt velbegrundede begrænsninger for, hvor mange studerende der er plads til,« siger hun.

Fordi styrtdykningen af ansøgere ikke var til at forudse, mener hun ikke, at man kan placere ansvaret for den fejlslagne budgettering nogen steder. »Forudsætningerne kan ændre sig, og vi kan ikke forudse, at der kommer et år som 2008, hvor ansøgertallet næsten dykker 25 procent,« siger hun. naros09@student.sdu.dk

Problemåret 2008 I 2008 snørede instituttets budget sig stramt sammen, forklarer Vibeke Normann Andersen: »Økonomien har været et problem siden sidste år. Der var faldende optag på statskundskab i 2008, og man havde en for positiv budgettering på indtægtssiden på journalistik.«

Ordensmenneske på KaJO-formandsposten Der skal være styr på de strukturelle rammer i KaJO, når Simone Martedal Skov træder til som ny formand. Ud over ordentlig struktur vil formanden kæmpe for et styrket samarbejde mellem de tre journalistuddannelsers fagforbund.

Nana Frederikke Fischer

ORDENSMENNESKE. Lørdag den 27. marts overtog Simone Martedal Skov posten som formand for KaJO. Med mikrofonen i den ene hånd og en tale i den anden, forklarede hun, hvad KaJO’s medlemmer kan forvente af hende som ny formand. Organisatorisk overskud står højt på hendes ønskeliste. Det samme gør et styrket samarbejde inden for DJSwtud. »Jeg ved ikke, om jeg ser forbedrede praktiske retningslinjer i KaJO som et hovedmål. Men en personlig mærkesag for mig er at få styr på de rent strukturelle rammer. Det mere visionære ligger i forhold til et styrket samarbejde i DJstud,« siger hun.

Overleveringssystem KaJO’s nyvalgte bannerfører sætter pris på, at der er styr på tingene.

Derfor gik hun til valg på blandt andet ønsket om at indføre en form for overleveringssystem i fagforbundet.

Efter et halvt år som bestyrelsesmedlem ved hun, hvordan det er at kaste den ene arbejdsopgave efter den anden op i nettet uden nødvendigvis at kende til omfanget. »Jeg vil bidrage til KaJO ved at forsøge at få indført en form for overleveringssystem. Der skal man skrive ned, hvad man laver, så erfaringer kan videregives,« siger hun og forklarer, at det både skal gælde for formand og bestyrelse. Ønsket om et øget fokus på den praktiske struktur er mest af alt en personlig kæphest for formanden.

Hun ser en større kamp i at styrke samarbejdet mellem de tre journalistuddannelsers fagforbund JR, KaJ og KaJO. »Vi er nået rigtig langt, og vi kan nå meget længere. Men vi er jo tre forskellige uddannelser, og der er derfor nogle ting, man ikke kan blive enige om. Men det har man hele tiden været bevidst om i DJstud, og vi samarbejder på de punkter, vi kan blive enige,« siger hun.

Stor stemme Samarbejdet mellem journalistuddannelserne fremhæver hun gang på gang. Hun forklarer, at tidligere formand i KaJO Maria Djurhuus også arbejdede for et tæt samarbejde i DJstud. I sommer blev undersøgelsen

”Praktik er uddannelse” gennemført.

Den viste, at de studerende især efterspørger mere efterkritik af det, de producerer under praktikken. Det

er et blandt flere punkter, som ifølge formanden kan forbedres ved hjælp af holdånd blandt de tre fagforbund. »Vi er jo den største gruppe i Jour-

nalistforbundet, når vi står sammen.

Samlet har vi en stor stemme og kan også få indflydelse,« siger hun.

naros09@student.sdu.dk

Simone Martedal Skov er ny KaJO-formand. Foto: Sandra M. Skals

| april 2010

UDDANNELSE

| LIXEN

Foto: Karina Cecilie Møller

Ny centerleder skal bygge bro Forventningerne og kravene til den nye centerleder på Center for Journalistik har været mange.

Peter Bro er headhuntet til Center for Journalistik og er ikke bange for de udfordringer, som jobbet fører med sig.

Rikke Gredsted Seidenfaden

FYRTÅRN. Udfordringer er der nok af som ny centerleder. Både når det handler om de studerendes fag, profilering af uddannelsen og forholdet mellem underviserne. Det er nogle af de ting, som Peter Bro vil tage fat på i den kommende tid.

Journalistik og håndværk »Det betyder noget, at underviserne

ikke ser hinanden i frokostpausen og ikke lige kan diskutere politiske eller journalistiske problemstillinger,« forklarer Peter Bro. Derfor vil han først og fremme beskræbe sig på at skabe en tættere sammenhæng mellem de akademiske fag og håndværk. En kobling, som underviserne også skal have et ansvar for at føre ud i livet: »Underviserne skal sætte sig sammen før hvert semester og finde ud af, hvordan fagene kan kobles sammen. Og selvfølgelig så de får et kendskab til hinanden på tværs af fagene,« fortæller han.

Også de studerende skal kunne mærke, at underviserne bliver knyttet tættere sammen. »Succeskriteriet skal være, at de studerende føler, at de akademiske fag og håndværksfagene bliver knyttet tættere sammen,« siger han og fortæller, at det er noget, som centret skal blive endnu bedre til, netop fordi

det er en af dets ressourcer.

Profileringen er alles ansvar Tre ud af Center for Journalistiks fire centerledere har været journalister, og profileringen af uddannelsen har været vægtet højt. Det er den stadig, men nu er det ikke kun centerlederen selv, der skal stå for at formidle viden om Center for Journalistik: »Fra universitetsverdenen er jeg vant til at stille videre til dem, der ved mest om et emne. Selvfølgelig vil der være ting, som jeg skal udtale mig om, men vi skal blive bedre til at formidle den store viden, som vi har på centeret,« fortæller Peter Bro. Både de journalistiske og akademiske medarbejdere skal være med til at profilere uddannelsen og formidle journalistisk viden: »Mange af de ansatte sidder inde med en viden og erfaring, som vi simpelthen skal blive bedre til at formidle ud til branchen,« siger Peter Bro.

Mindre administrativ centerleder Den administrative del af jobbet forskrækker ikke Peter Bro. Han peger selv på, at hans tætte tilknytning til universitetet gør, at han kan trænge nemmere igennem en tung universitetsstruktur. Også på denne front er der ændringer. Posten som studienævnsformand, studie– og centerleder er slået sammen. Håbet er, at det giver en kortere vej mellem de studerende og centerlederen end tidligere: »Forhåbentlig kan de studerende komme til mig, og jeg kan afklare nogle ting med det samme. Netop fordi de tre poster er samlet til én,« forklarer den nye centerleder.

Glad for ny centerleder Peter Bros største bekymring var, hvordan kollegaerne ville reagere på nyheden om, at en kollega skulle overtage jobbet: »Jeg var selvfølgelig lidt nervøs over,

Foto: Karina Cecilie Møller

hvordan de ville reagere. Men de var glade og begyndte at klappe og juble, da de fik det at vide,« siger han.

Og både gamle og nye studerende og ansatte har sendt mails med lykønskninger. Også gode ideer og forslag til forandringer er allerede blevet sendt til den nye centerleder: »Der går nok lige et par dage, før jeg svarer på dem,« fortæller han.

risei09@student.sdu.dk

FAKTA OM PETER BRO - 37 år.

- Uddannet Cand. Comm. Fra RUC. - Har undervist alle ti årgange på Center for Journalistik.

UDDANNELSE

LIXEN | april 2010 |

Det siger de om Peter Bro Efter fem måneder uden frontfigur er lederposten på Center for Journalistik atter blevet besat.

Valget er faldet på Peter Bro, som i 10 år har været tilknyttet journalistuddannelsen på SDU. LIXEN har spurgt folk i branchen og på universitet, hvad de synes om valget af Peter Bro som ny centerleder.

Lise Karlshøj Ipsen

Foto: Lise Roland Johansen

Lasse Jensen, journalist Jeg synes, at det er en fremragende ide, at Center for Journalistik har ansat Peter Bro. Jeg kender Peter som en fremragende underviser og forsker. Der er intet, der taler imod ansættelsen af ham. Det er et godt valg.

På SDU forsøger man at skræve over to forskellige verdener. Den aka-

demiske og den journalistiske. Det er to verdener, som er præget af en anelse gensidig mistillid. Journalister kan bedst lide journalister, og forskere kan bedst lide forskere.

Det, jeg har oplevet på SDU, er, at samarbejdet ikke altid har fungeret optimalt. Min personlige mening er, at SDU har behov for mere akademisk og mindre

håndværk. Det, at der er kommet en akademiker, kan hjælpe på det.

Folk, der er opvokset i akademisk miljø, har den fordel, at de er hjemme i universitetspolitikkens krinkelkroge og magtkampe. Her kan selv dygtige journalister eller redaktører komme til kort. Vi er vant til, at afstanden mellem beslutning og udførelse er ultra-kort. Det er den langtfra på universiteter.

Anne Lea Landsted, underviser på Center for Journalistik

Foto: Sophie Bremer

Jeg synes, at det er en rigtig god ide, at man har ansat Peter Bro. Sagt med en kliché, så er han den rette til at bygge bro imellem Center for Journalistik og Statskundskab. Det mangler vi lidt.

Vi er hæmmede af, at vi er fysisk

Anker Brink Lund, professor i medieledelse på CBS Det er en utaknemmelig stilling, fordi man både skal være administrativ indadtil og ansigt udadtil. Så det er en stor opgave. Men jeg vil sige det sådan, at han har en masse gode forudsætninger for at løse den.

Jeg mener, at der er god grund til at sige til lykke til SDU. Han er fagligt stærk og kan både det

adskilte. Vi har ikke den daglige kontakt. Der er Peter Bro et godt bindeled.

Det er også vigtigt, at vi kommer godt i gang med den nye studieordning. Og jeg tror, at han er den rette til at sikre den integration.

Foto: Jakob Balthazar Munk

Per Westergård, formand for Styrelsen Han kender den akademiske verden og vil kunne integrere journalistfagene i universitetsverdenen.

Jeg har ingen forventning om, at han skal sidde på posten i 10 år. Det, tror jeg, ikke altid er en fordel. Men jeg ville da være glad, hvis han vil sidde i tre-fem år.

Sophie Bremer, studerende på CfJ og medlem af Studienævnet Jeg synes, det er rigtig fornuftigt, at man har valgt en internt, som har styr på tingene, og som kender ar-

Hvor vigtigt er det, at han ikke er så kendt i journalistkredse?

Det er kun en lille del af jobbet. Det er vigtigere, at han kan lede indadtil.

At han kan repræsentere journalistikkens verden over for resten af universitetsverdenen.

Vi er mange, der stiller store krav til ham i det job. lig og spreder en god stemning. Og så er han vellidt af alle. Det er vigtigt oven på en turbulent periode for centeret. Jeg er også glad for, at det er én indefra, som kender Center for Journalistik.

Hvad kan Peter Bro tilføre studiet?

Han er en rar mand. Utrolig behage-

Foto: Frederikke Bremer

Peter Bro opfylder de krav, vi stiller til en centerleder. Det var derfor, vi headhuntede ham til stillingen. Vi henvendte os til Peter og spurgte, om han ville. Så det var ikke et traditionelt ansættelsesforløb. Vi var meget overbeviste om, at vi havde en rigtig god kandidat.

formidlings- og forskningsmæssige.

Og så er han et omgængeligt og venligt menneske.

bejdsgangene, personalet og de studerende. Så jeg synes, at det er meget positivt.

Jeg tror, at han lige nu og her vil kunne give noget ro og noget stabilitet både på Medietorvet, men

forhåbentlig generelt i systemet.

Kommer de studerende til at kunne mærke forskel med ham som leder?

Jeg har en forventning om, at Peter vil få styr på papirbunkerne, og at han får styr på økonomien. Det er noget, som vil have indflydelse for os studerende. Samtidigt tror jeg, at han vil få styrket samspillet mellem håndværket og det akademiske.

Jeg vil blive meget overrasket, hvis Peter smutter inden for et år. Han har været her i rigtig mange år og ved, hvordan tingene fungerer. Så hvis han også bliver overrasket over arbejdsopgaverne og smutter, så bliver jeg meget forbløffet. Jeg tror og håber, at han vil blive i lang tid.

liips09@student.sdu.dk

| april 2010

UDDANNELSE

| LIXEN

Nu skal de akademiske fag give mening En ny studieordning skal fra næste semester skabe mere sammenhæng mellem håndværk og de akademiske fag. De studerendes engagement i de tunge teorifag er for sløjt, og det skal den nye studieordning ændre på.

Sara Wilkins Ida Nathan

TEORI. De journaliststuderende på Syddansk Universitet har længe efterlyst koblingen mellem historietimens kongerækker og håndværksundervisningens konflikthistorier.

Det har hidtil været op til dem selv at bruge lærdommen fra de akademiske fag i deres håndværksprodukter, men nu skal integrationen mellem fagene styrkes.

Erik Albæk er ansvarlig for kvaliteten af de akademiske fag på journalistuddannelsen. Han er hjernen bag den nye struktur. »De studerende har manglet interesse for de akademiske fag, og det er ikke kun deres egen skyld. Undervisningen skal nu skræddersyes til journalisteleverne,« siger han.

Nye værktøjer Ændringerne vil hovedsageligt udgøres af en ny type fag, de såkaldte værktøjsfag, hvor eleverne blandt andet skal lære mere om samfundsvidenskabelig metode, research og

mediejura. Det er elementer, der til en vis grad allerede indgår i uddannelsen, men som noget nyt bliver præsenteret på 1. semester.

Ambitionen er, at journalister fra

”

De studerende skal lære PR Senere i uddannelsesforløbet skal de studerendes kompetencer udvides med undervisning i det nye fag: Kommunikation, Journalistik og PR.

Vi kan simpelthen ikke få armene ned. Vi synes, at den nye studieordning er genial.

SDU skal være endnu mere vidende og kritiske, end de er i forvejen. Derfor skal lærerne i højere grad planlægge undervisningen sammen på tværs af de enkelte fag, understreger Erik Albæk.

Anne Lea Landsted »Det nye fag hænger sammen med erkendelsen af, at der er stigende efterspørgsel på journalister i kommunikationsbranchen. SDU vil derfor tilpasse sig markedet,« siger studieleder Anne Lea Landsted.

Næste årgang får fuldt udbytte Den nye studieordning træder i kraft efter sommerferien og vil først og fremmest have betydning for den kommende årgang. De nuværende studerende vil også komme til at fornemme en tættere forbindelse mellem håndværk og de akademiske fag.

Og det skal de være glade for, mener Anne Lea Landsted. »Vi kan simpelthen ikke få armene ned. Vi synes, den er genial,« siger Anne Lea Landsted om den nye studieordning, der har mødt bred opbakning i lærergruppen. sakri09@student.sdu.dk idnat09@student.sdu.dk

Åbent hus på Center for Journalistik For mange er det svært at træffe et valg mellem Journalisthøjskolen og SDU. Den 6. marts åbnede Center for Journalistik dørene for nysgerrige – måske – kommende studerende. Lixen tog en snak med tre håbefulde journalistspirer.

Tue Winther, 21 år, fra Roskilde.

Går på Askov Højskole. Har søgt ind i Århus og Odense.

Hvor vil du helst gå? »Jeg troede egentlig helst, at jeg ville optages på Journalisthøjskolen, men efter i dag så håber jeg lidt på at komme ind her. Jeg synes virkelig, at det virker fedt.

Det virker, som om Århus kører meget på sit gode ry, og de gik ikke ligeså meget op i én. Og så virker det

Anne Lundbye, 20 år, fra Silkeborg, går på Askov Højskole. Søger både ind på SDU og Journalisthøjskolen.

Hvad er dit indtryk af SDU indtil videre? »Det er meget positivt. Det tiltaler mig meget, at det er flermedielt. Det lyder meget spændende, at man både kan arbejde med tv og radio, så det ikke kun bliver akademisk og teoretisk. Det var nok lidt min fordom.

Jeg synes også, at det er meget positivt, at alle, der kommer videre, kommer til en samtale. Så føler man sig ikke bare som et nummer, som man lidt gør på Journalisthøj-skolen.« Hvad er din førsteprioritet? »Jeg tror faktisk, at det er SDU. Før jeg havde været til Åbent hus, var Journalisthøjskolen faktisk min førsteprioritet.«

også, som om det er ret hyggeligt at gå her«.

Hvordan forbereder du dig til prøven? »Jeg går på Askov Højskoles journalistlinje.«

Hvor længe har du villet være journalist? »Det har jeg villet siden midten af gynasiet. Det er ikke en livslang drøm, men nu vil jeg virkelig gerne ind.«

Hvilken slags journalistik vil du gerne lave? »Det startede med, at jeg gerne ville være modejournalist. Men nu tænker jeg lidt, at det kunne være sjovt at lave nyhedsjournalistik.«

Hvilken slags journalistik vil du gerne lave? »I begyndelsen ville jeg gerne være skrivende journalist. Nu har jeg prøvet at arbejde lidt med tv, og det, tror jeg, egentlig også, kunne være ret spændende.

Jeg kunne også godt tænke mig at komme til udlandet og skrive nogle reportager. Det tiltaler mig meget.« Foto: Rikke Gredsted Seidenfaden

Christian Jensen, 19 år, fra Middelfart, søger både ind på SDU og i Århus.

Hvorfor vil du gerne søge ind på Journalistik? »Mangfoldigheden tiltaler mig. Det er en broget flok, der går på journaliststudiet. Det er ikke bare dem med det højeste gennemsnit, der kommer ind.

Jeg har også en forventning om, at folk er meget kreative. Og så kan man også bruge uddannelsen til mange ting.«

Hvilken slags journalistik vil du gerne lave? »Jeg ved det ikke helt. I første omgang er det studiet, der tiltaler mig.

Så kan det være, at man falder over noget interessant.« Er du blevet klogere, efter du har været til åbent hus på SDU? »Ja. Det er jeg. De var gode til at give indblik i de faglige ting, men også i, hvordan dagligdagen fungerer her.

For eksempel at man nogle gange bliver nødt til at være her til klokken tre om natten for at blive færdig.«

Hvad er din førsteprioritet? »Det var egentlig Journalisthøjskolen, men efter i dag må jeg tage det op til overvejelse igen. Jeg synes, at varen blev solgt bedre her. Jeg var også til åbent hus på Journalisthøjskolen. Det virker bare så meget mere hyggeligt her.«

risei09@student,sdu.dk liips09@student.sdu.dk

UDDANNELSE

LIXEN | april 2010 |

Cavlingvinder bliver ny Fellow Styrelsen på Center for Journalistik har uddelt det eftertragtede Fellowship. Vinderen blev dette års Cavlingvinder, Jesper Tynell. Fra august 2010 til januar 2011 skal han bore i magtrelationer mellem ministre og embedsmænd.

Lise Karlshøj Ipsen

Han er efterhånden en feteret herre, ham vores nye Fellow.

I november 2009 blev han hædret af Foreningen for Undersøgende Journalistik for at være årets bedste graver på radio. I januar vandt han den fornemmeste journalistiske pris, Cavlingprisen, for sit arbejde på P1 Orientering med den såkaldte ”Kontanthjælpssag.” Nu har han sat kronen på værket ved at høste det Journalistiske Fellowship.

Journalistisk eksperiment Jesper Tynell glæder sig til sin nye hverdag på Center for Journalistik, og det er da også med en vis entusiasme, han fortæller om sine forventninger. »Det, jeg allermest håber på, er, at jeg både får mulighed for at lave en kæmpe research i de historier, jeg skal arbejde med. Men frem for alt håber jeg på at få prøvet grænser af

metodisk for, hvad der kan lade sig gøre,« siger han.

Går alt vel med projektet, håber Jesper Tynell, at det færdige projekt bliver en bog om centraladministrationen. »Der er en vis portion eksperiment i det. Derfor er det slet ikke sikkert, at det lykkes. Men det er det, jeg håber på og sigter efter og på nuværende tidspunkt regner med. Men det vil tiden vise,« siger han.

Fellow, hvor er du?

Der har i tidligere udgaver af Lixen været rettet kritik mod andre Fellows, fordi de ikke har været særlig synlige på Medietorvet. Jesper Tynell er bekendt med kritikken, men han mener, at problemet ligger i urealistiske forventninger. »Jeg har et indtryk af, at I studerende, hver gang en Fellow har været der 14 dage, har ringet og spurgt, hvorfor han ikke er der mere. Så jeg tror, det er et spørgsmål om at afstemme forventningerne,« siger han.

Han pointerer, at han vil være at finde på gangene tre dage om ugen fra 10 til 16. Hans primære opgave er dog at hellige sig sit projekt, slår han fast.

Insider Styrelsen på Center for Journalistik tildelte Jesper Tynell legatet for hans projekt om magtrelationer mellem ministre og embedsmænd, ”the inside story”. Inspirationen til projektet kommer hovedsageligt fra amerikanske bøger om Bush-administrationen, fortæller den nyslåede Fellow.

Jesper Tynell tager seks måneders orlov fra sit job som journalist på P1 Orientering for at blive Fellow på Center for Journalistik.

Foto: Agnete Schlichtkrull

Formand for Styrelsen Per Westergård begrunder valget af Orientering-journalisten således: »Han kan fortælle og forhåbentlig

engagere de studerende i sin måde at arbejde på. Jesper Tynell kan bore, grave og stille de kritiske spørgsmål.

Han mestrer de klassiske redskaber.

Og så regner vi med, at han kan lære

fra sig og indgå i spændende diskussioner.« liips09@student.sdu.dk

Forkerte forventninger til Fellow En Fellow er ikke sat i verden for de studerendes skyld. Fokus skal ligge på projektet. Og er der tid til det, gør det da ikke noget, hvis de studerende bliver inddraget. Det siger formand for Styrelsen, Per Westergård.

Lise Karlshøj Ipsen

Hvornår er noget godt nok? Og hvor meget skal man stå til rådighed? Det er spørgsmål, som den tidligere Fellow på Center for Journalistik Jakob Elkjær aldrig fandt svaret på i de syv måneder, han tilbragte på SDU. Han rettede ved sin afgang en kritik af Fellowshippet, som, han mente, ikke var defineret klart nok. ”Er det overhovedet en Fellow, man vil have?” spurgte han retorisk.

Urealistiske forventninger Der har tidligere i Lixen været efterlysninger af vores Fellows, som de studerende har kritiseret for at være for usynlige.

Men det er en misforståelse, når de studerende kritiserer en Fellow for ikke at engagere sig.

»Det, der opstår, er en misforståelse.

De studerende på SDU synes, at den her Fellow er sat i verden for dem.

Vi prioriterer fra Styrelsen, at det vigtige for os er, at den pågældende skal fordybe sig forskningsmæssigt i journalistik,« siger Per Westergård, formand for Styrelsen på Center for Journalistik og uddyber: »Han skal holde snuden i sporet og koncentrere sig om sit projekt. Vi ser gerne, at han trækker på de forskere og undervisere, som er på universitet. Han må også gerne fungere som sparringspartner for de studerende, men det er ikke det primære,« siger Per Westergård.

Is i maven Når den fremtidige Fellow Jesper Tynell til august tager hul på sit projekt og flytter ind på sit SDU-kontor, vil han måske blive mødt af de samme forventninger som hans forgængere.

Per Westergård råder ham til at slå koldt vand i blodet. »Han skal have is i maven, når de studerende til efteråret efter to uger klager over, at de ikke ser ham nok,« siger han.

»Vi har været for uklare« Per Westergård erkender, at de har været for uklare i deres definition af, hvad der forventes af en Fellow.

»Vi har diskuteret i Styrelsen, at vi skriftligt vil formulere forventningerne, inden folk søger Fellowshippet.

Folk skal vide, hvad der bliver forventet af dem. Vi har været for uklare,« siger han. liips09@student.sdu.dk

Per Westergård er formand for Styrelsen, som udpeger den journalistiske Fellow på CfJ . Foto: Jakob Balthazar Munk

| april 2010

UDDANNELSE

| LIXEN

DJ Stud: Ærgerligt med et smalt forlig Som journalistpraktikant risikerer du stadig at skulle undvære udviklingssamtaler og grundig efterkritik. Det er konsekvensen af den nye overenskomst mellem Dansk Journalistforbund og Danske Mediers Arbejdsgivere.

Det var nemlig kun ét af DJStud’s ti krav, som fik plads i uddannelsesaftalen.

Søren Dal Rasmussen

SMALT FORLIG. Praktik er ikke uddannelse. I hvert fald ikke endnu.

Det lykkedes nemlig ikke i denne omgang at få overbevist arbejdsgiverne om, at der er brug for ting som en personlig udviklingsplan og afspadseringsregler i praktikaftalen. Det ærgrer Rasmus Mark Pedersen, der var forhand-ler for DJStud ved de seneste overenskomstforhandlinger.

”

Journalistforbund og Danske Mediers Arbejdsgivere skrantede allerede fra starten. De to parter fandt aldrig hin-anden ved forhandlingsbordet. Derfor blev den nye aftale et smalt forlig, hvor det egentlig kun var lønnen, som blev forhandlet. Det fik DJStud’s oprindelige plan til at falde på gulvet. »De overordnede forhandlinger gik hurtigt i hårknude, fordi arbejdsgiverne stillede så mange uhyrlige krav. Derfor nægtede de desværre også at se på DJStud’s forslag til praktikantaftalen. Man kan sige, at vi blev en lille spiller i det store spil,« siger Rasmus Mark Pedersen.

Den konklusion nikker de gen-kendende til i Dansk Journalistforbund.

Det fortæller Hans Jørgen Dybro, der er DJ’s faglige konsulent: »Det ligner et lille resultat for en stor arbejdsindsats. Men husk på, at resultatet af dagbladsforhandlingerne også var meget beskedne.

Det havde naturligvis betydning for praktikantaftalen. Der blev hverken givet eller taget det store,« siger han.

Nej til de bløde værdier Det lykkedes DJStud at forhandle sig frem til en højere løn til journalist-

Man kan sige, at vi blev en lille spiller i det store spil.

Rasmus Mark Pedersen, DJ Stud

»Jeg er da skuffet over, at vi ikke kunne blive enige om en bred aftale og diskutere vores oprindelige krav.

Nemlig, at praktik er uddannelse,« siger han.

Stort arbejde, lille resultat Forhandlingerne mellem Dansk

praktikanterne. Til gengæld var ingen af de såkaldte ’bløde værdier’, som barselsregler og efterkritik oppe at vende. Ebbe Dal er direktør for Danske Dagblades Forening og sad også med ved forhandlingsbordet. Ifølge ham var mange af praktikanternes krav simpelthen urealistiske. »Alle de bløde punkter, som var i

praktikanternes krav, hører slet ikke hjemme i en overenskomst. Efterkritik for eksempel har i bund og

”

enig med Ebbe Dal. For der er grænser for, hvad der kan forhandles. »Formelt set kan DMA ikke love,

Alle de bløde punkter, som var i praktikanternes krav, hører slet ikke hjemme i en overenskomst.

Ebbe Dal, Danske Dagblades Forening

grund noget at gøre med det uddannelsesmæssige. På det punkt ligger ansvaret hos uddannelsesinstitutionerne,« siger han.

På det punkt er Hans Jørgen Dybro

»Praktik er uddannelse«

hvad der skal være i selve indholdet af praktikken. Der er dybest set kun praktikantlønnen, vi kan aftale,« siger han.

Rasmus Mark Pedersen forstår

ikke argumentet og kalder det ’ren forhandlingssnak’. »Netop fordi det er en uddannelsesaftale, må det vel være meget naturligt, at der står noget om det uddannelsesmæssige indhold i aftalen. Hvis to parter kan blive enige om, at der skal stå noget om en personlig udviklingsplan for eksempel, så er der jo ikke nogen som helst, som siger, at det ikke kan stå der,« siger Rasmus Mark Pedersen. DJStud planlægger nu at gå videre til praktik-udvalget med deres projekt »Praktik er uddannelse«. soera@student.sdu.dk

• Startsamtaler skal indføres • Praktikantudviklingssamtaler skal indføres • Uddannelsesplanen skal opgraderes til en personlig udviklingsplan • Grundig efterkritik på både arbejdsprocesser og resultater hvert kvartal • Barselsregler for praktikanter skal sidestilles med de overenskomstansattes • Ret til at genoptage praktikperioden efter afholdelse af barsels- og forældreorlov • Overarbejde skal begrænses til et minimum • Arbejdstids- og afspadseringsregler indføres • Seks ugers ferie • Mere i løn

Kilde: www.djstud.dk Ill.: Thomas Damgaard Sørensen

Hjemmesider er blevet vigtigere til praktiksøgning De fleste praktiksøgende laver en hjemmeside. Og det er et vigtigt redskab i kampen for at skille sig ud i mængden af journaliststuderende.

Rikke Gredsted Seidenfaden

SELVPROMOVERING. »Der bliver set mere og mere på hjemmesi-derne,« fortæller Pia Færing, der koordinerer praktik for de tre journalistuddannelser. Hun kan tydeligt se, at hjemmesiderne har fået større betydning i praktiksøgningen: »Det er her, du for alvor kan vise, du er en dygtig journalist. Hjemmesiden skal være skarpvink-let, målrettet

mod praktikstedet og vise, at den studerende kan lave journalistik,« forklarer hun.

Vigtig hos de store praktiksteder Vil man inden for døren hos DR, er det også vigtigt, at hjemmesiden skiller sig ud fra mængden: »Hjemmesiden er meget vigtig, hvis man vil arbejde med nyheder

”

»Vi vil meget gerne se på en hjemmeside, at man kan lave og grave en nyhed frem. Det ville da være oplagt at vise,” siger Line Makwath.

Pia Færing forklarer, at det mest er de store steder, der målrettet går hjemmesiderne igennem. Hun mener dog, at de fleste steder vil begynde se hjemmesiderne igennem. Også selv om nogle steder i øjeblikket har den

Det er her, du for alvor kan vise, at du er en dygtig journalist. Hjemmesiden skal være skarpvinklet, målrettet mod praktikstedet og vise, at den studerende kan lave journalistik.

Pia Færring, praktikkordinator

og lave journalistik i det her hus. Vi har mange ansøgninger, så det er en måde at skille sig ud på,« fortæller Line Makvath, der er praktikantvejleder på DR Nyhederne. Hun fortæller også, at en målrettet hjemmeside er oplagt, hvis man vil ses i mængden:

politik, at de ikke kigger på hjemmesiderne: »Det er et spørgsmål om tid, før alle gør det. Det er ligesom Facebook.

Folk siger, at de aldrig vil bruge det.

Men på et tidspunkt opretter de jo alligevel en profil,” forklarer Pia Færing.

Man skal være original Opskriften på, hvordan man skiller sig ud i mængden af praktikansøgere, kan Pia Færing ikke give: »Hvis alle er lige gode og kreative, så falder originaliteten i værdi,” siger Pia Færing, som forklarer, at hjem-

”

hjemmesiden ikke alt på forhånd,” siger Line Makvath fra DR Nyheder.

Pia Færing mener heller ikke, at hjemmesiden er altafgørende, men at de journaliststuderende skal udnytte de muligheder for publicering, som man har:

Vi vil meget gerne se på en hjemmeside, at man kan lave og grave en nyhed frem. Det ville da være oplagt at vise.

Line Makwath, praktikantvejleder DR Nyhederne

mesidens originalitet skal give svar på, hvem man er, og hvad man vil. Det er vigtigt at vide, før man går i gang med siden.

Ikke altafgørende, men vigtig Hos DR Nyhederne er hjemmesiden da heller ikke altafgørende for, om man får en praktikplads: »Panikdagen er også et tilfældighedernes spil, så på den måde afgør

»Det gælder jo om at vise praktikstederne, at man altid gør sig umage, når man har muligheder for at publicere. Og det gælder, uanset om man skal skrive en ansøgning eller lave en hjemmeside,” siger hun.

risei09@student.sdu.dk

UDDANNELSE

LIXEN | april 2010 |

2. semester skal bestå videnstest En videnstest kan blive virkeligheden for 2. semester til sommer. Alle årgange på Journalistik bør bestå en obligatorisk videnstest, mener ny centerleder på Center for Journalistik Peter Bro.

Derfor tog han allerede emnet op i studienævnet for nogle måneder siden. Peter Bro vil gerne være ambitiøs på de studerendes vegne: »Jeg synes, at det ville være synd for studiets omdømme, hvis vi får en årgang ud i branchen, som simpelthen ikke ved nok,« siger han. Peter

”

Det er synd for studiets omdømme, hvis vi får en årgang ud i branchen, som simpelthen ikke ved nok om samfundet

Rikke Gredsted Seidenfaden

VIDEN OM. Da 2. semester skulle til optagelsesprøve på Journalistik i 2009, var mange måske lettede, fordi der ikke var nogen videnstest. Nu vender optagelsesnervøsiteten muligvis tilbage, hvis studienævnet endeligt beslutter at lave en videnstest til de studerende på 2. semester.

Alle skal igennem videnstesten »Det er problematisk, at der er en årgang, som ikke har bestået videnstesten. Jeg ville have svært ved at sende folk, der ikke har en basal viden om samfundet, i praktik,« fortæller Peter Bro. Han tiltræder som ny center- og studieleder pr. 1. april og har på sinde også at teste 2. semester i deres viden om samfundet.

BRANCHE

har bestået en videnstest, alligevel skal igennem den berømte prøve.

Ifølge Peter Bro er det vigtigt, at de studerende på 2. semester alligevel får testet deres viden: »Den analytiske prøve, som var i optagelsesprøven i stedet for videnstesten sidste år, er relevant. Men det er nemmere for ansøgerne at gemme

Peter Bro, Centerleder ved Center for Journalistik

Bro har selv undervist årgangen på 2. semester.

Ingen skal gemme sig Det er ikke første gang, at 2. semesters manglende videnstest har været oppe at vende i studienævnet. I år besluttede studienævnet at genindføre den videnstest, som den tidligere centerleder, Per Knusen, valgte at henrette i 2009 til fordel for en analytisk prøve. Det blev samtidig diskuteret, om det nuværende 2. semester, der er den eneste årgang, der ikke

sig i en analytisk prøve end i en videnstest. Når ansøgerne er optaget, skal vi nok lære dem at analysere samfundet,« siger Peter Bro. Han forklarer, at den basale viden skal være på plads, før man kan grave dybere ned i samfundets krinkelkroge.

Studerendes repræsentant enig Også næstformanden i studienævnet, Sophie Bremer, vil have de studerende på 2. semester testet. Hun var imod afskaffelsen af videnstesten fra

begyndelsen. Hun fortæller, at underviserne har brokket sig over, at 2. semester simpelthen ikke har deltaget nok i undervisningen. En manglende deltagelse, som muligvis skyldes uvidenhed omkring samfundet: »Hvis det er undervisernes indtryk, at 2. semester deltager mindre end andre årgange, så er det klart, at det er et argument, der vægter tungt i studienævnet,« siger hun.

Peter Bro er enig i den antagelse: »Jeg har selv undervist årgangen, da de gik på 1. semester. Og jeg kunne godt mærke en forskel fra tidligere årgange,« fortæller Peter Bro, som underviste 2. semester i Journalistikkens historie og etik i efteråret.

Skal læse viden op Hverken Peter Bro eller Sophie Bremer mener, at de studerende på 2. semester skal være nervøse for, om de består testen. Derfor skal de studerende også have 35 rigtige svar for at bestå testen. Både Peter Bro og Sophie Bremer tror på, at de studerende helt naturligt får en masse viden, når de er journaliststuderende. De er dog godt klar over, at de studerende muligvis ikke er enige i den antagelse:

»Jeg kan da godt forstå, hvis de studerende bliver nervøse over at få det at vide så sent, men i sidste ende tror jeg godt, at de kan følge argumenterne,« lyder det fra Sophie Bremer.

Dumper man videnstesten, vil der være en reeksamen i januar. risei09@student.sdu.dk

Videnstest til 2. semester Per Knudsen fjernede i 2009 videnstesten fra optagelsesprøverne til Journalistik.

Videnstesten består af 50 spørgsmål. De studerende på 2. semester skal have 35 rigtige for at bestå.

De studerende får en time til at lave testen.

Testen kommer formentlig til at ligge d. 24. juni, 2010 Beslutningen bliver endeligt truffet til maj.

Unfair støtteordning kan være fortid Mediestøtten i sin nuværende form er konkurrenceforvridende over for fritstående internetmedier. Det mener to chefredaktører. »I sidste ende kan det blive et spørgsmål om overlevelse,« lyder det. Og nu er Venstre og Socialdemokraterne enige om, at det kommende medieforlig skal indeholde bedre forhold for netmedierne.

Unfair konkurrence »Problemet med mediestøtten er, at vores konkurrenter får den. Vi kan som medie og virksomhed ikke vokse i et rimeligt tempo, når nogen får økonomisk støtte, og andre ikke gør. Jeg så den principielt set helst

”

Støtten til papiraviserne bliver også en støtte til deres netaviser. Derved går de ind og bliver en konkurrent på vores platform.

Casper Fauerholdt

FORLIG. Avisen.dk, Altinget.dk, Msn. dk, Bold.dk. Det er bare nogle af de medier, hvis navne ender på ”.dk”, men som ikke eksisterer i en papirudgave. Det betyder, at de står uden for døren, når de mange millioner,

”

Rasmus Emborg, chefredaktør på Avisen.dk

fjernet,« siger Rasmus Nielsen, der er chefredaktør på den politiske netavis Altinget.dk.

Man kan som dagblad søge om distributionstilskud fra Styrelsen for Bibliotek og Mediers bladpulje. Men selvom en trykt avis er dyrere at producere end en hjemmeside på internettet, mener Rasmus Emborg fra

Jeg så den principielt set helst fjernet.

Rasmus Nielsen, chefredaktør på Altinget.dk

der gives i mediestøtte til dagblade og ugeaviser, skal uddeles. Og det er konkurrenceforvridende, fortæller to chefredaktører, der ikke blot står uden for døren, men som også ser den nuværende støtteordning som gammeldags og utidssvarende.

Støtte på vej Men nu ser det ud til, at medier som Altinget.dk og Avisen.dk i fremtiden kan søge om mediestøtte. I februar fremlagde Venstre sit udspil til det kommende medieforlig, som blandt andet indeholder forslag om æn-

Avisen.dk, at støtten også ryger over til dagbladenes nyhedssites. »Det er et konkurrencemæssigt problem. Støtten til papiraviserne bliver også en støtte til deres netaviser. Derved går de ind og bliver en konkurrent på vores platform,« siger chefredaktøren på Avisen.dk.

dring af støtten, så den bliver mere indholdsbaseret. »Der er sket en teknologisk udvikling, som vi bliver nødt til at forholde os til. Fremtidens medieforlig skal se anderledes ud. Man skal blandt andet skal kigge på, hvilke udfordringer aviserne har og give støtte derefter. Men nye medier skal også have chancen, og derfor skal vi fokusere mere på indhold end på platform,« siger Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby.

Socialdemokraternes medieordfører, Mogens Jensen, har tidligere omtalt Venstres udspil som en blanding af »skidt og kanel«, men at forholdene for fritstående internetmedier skal gøres bedre er han helt enig i. »Det er på tide. Vi har længe ment, at fritstående internetmedier skal have mediestøtte. Mange af dem

leverer jo en form for public service, så det er kun naturligt, at de også vil kunne få støtte,« forklarer Mogens Jensen, der først senere på året vil fremlægge oppositionens forslag til fremtidens mediestøtte.

Et spørgsmål om definition Til den tid skal politikere og Dagbladsnævnet i så fald, at fritstående internetmedier vil kunne få støtte, formulere en definition af, hvad »fritstående internetmedier« er. »Og de skal ikke have en traditionel distributionsstøtte, ligesom dag-

”

til medier, der udelukkende opererer på nettet. »Man kan sagtens argumentere for, at vi som internetmedie ikke har distributionsudgifter. Derfor mener jeg, at støtten skal laves om til en produktionsstøtte, der gives uanset platform. I dag er det jo en teknisk platformsdefinition, der afgør, at vi ikke får støtte,« siger Rasmus Nielsen.

En sådan produktionsstøtte skal ifølge Altinget.dk’s chefredaktør tildeles dem, der leverer journalistik på en vist niveau. For som støtte-

Nye medier skal også have chanchen, og derfor skal vi fokusere mere på indhold end på platform.

Ellen Trane Nørby, medieordfører Venstre

bladene får, da internetmedierne i og for sig ikke har distributionsafgifter,« siger Mogens Jensen fra S. Det er Rasmus Emborg fra Avisen. dk til dels enig med socialdemokraten i. Men en endnu større omlægning af mediestøtten vil gavne journalistikken, mener han. »Man burde skrue medieforliget sådan sammen, at man støttede udviklingen af original kvalitetsjournalistik og ikke udgifterne til papir,« understreger Emborg.

Også hos Altinget er man bevidst om, at distributionsstøtte ikke kan gå

ordningen er nu, vil nye, men også veletablerede netmedier, ikke kunne udvikle sig tilfredsstillende, mener Rasmus Nielsen. Og hvis politikerne ikke holder, hvad de lover, så ser han langt fra med begejstring på fremtiden. »Det kan sagtens blive et spørgsmål om overlevelse,« lyder det.

cafau09@student.sdu.dk

10 | april 2010

”

BRANCHE

| LIXEN

Jeg er ikke bare den tavse flue på væggen

Årets Pressefotograf, Mads Nissen, har noget på hjerte. Med sine billeder vil han vise verden, som han oplever den, og skabe en platform for videre fortolkning.

Julie Lund Mikkelsen

BILLEDELIGT TALT. I 1998 stod den dengang 18-årige Mads Nissen i Venezuela med et gammelt kamera i hånden. Pludselig vidste han, hvad han skulle bruge sit liv på.

Han ville være fotograf. På sine gåture rundt i de sydamerikanske gader opdagede han, at han i fotograferingen kunne kombinere sit samfunds-engagement med sin kreativitet. Hans nysgerrighed på verden og lysten til at fortælle historier er stadig det, som driver ham i dag.

”

Og i år fik den unge pressefotograf så hele fire priser ved Årets Pressefoto bl.a. for Årets Pressefotograf.

Plads til fortolkning Mads Nissen ser sig selv som en essay-fotograf. Han arbejder i billedhistorier og lægger ikke skjul på, at han har noget hjerte. »Når jeg er ude at fotografere, prøver jeg på at være sådan en svamp, der går ned et sted og suger til mig. Og når man så klemmer mig, så kommer mine billeder ud. Det er mine fortolkninger, og det står jeg ved.

Hvis jeg er i Afghanistan og føler, at der er noget, der er helt galt, så ville jeg lyve, hvis jeg så tog et billede af nogle glade skolebørn. Min forpligtelse er at fortælle om den stemning, jeg oplevede, og så kan folk jo måske sige, at de ville have oplevet det anderledes,« siger Mads Nissen.

Men selvom hans billeder bærer hans personlige fingeraftryk, så skal

Hvordan skal jeg kunne forstå dig og fortolke dig, hvis jeg ikke kender dig?

Mads Nissen, fotograf Berlingske

»Jeg er motiveret af min egen idealisme om en bedre verden. Jeg fortæller historier om virkeligheden.

Og jeg prøver at gøre det på en personlig måde. For hvis jeg skal ramme dig med et billede og gå ind i dit hjerte, så er det også nødt til at gå ind i mit,« siger Mads Nissen.

Siden starten af 2009 har han været ansat på Berlingske Tidende.

der altid være plads til modtagerens egen fortolkning. »Et godt billede er ikke færdigt. Der skal være plads til, at man kan komme med sin egen fortolkning af det.

Det mangler i mange billeder i dag.

De er for entydige. Der er ikke nok at gå på opdagelse i og reflektere over.

Et godt billede vil modtageren noget. Med mine billeder vil jeg gerne

skabe en platform, så modtageren kan lave sit eget møde med de personer, jeg fotograferer. Men det må aldrig blive propaganda,« siger han.

Kemien er altafgørende Lige meget om han fotograferer et felthospital i Afghanistan, en guldmine i Sydamerika eller tager et portræt af en dansk politiker, så handler det for Mads Nissen om at skabe en

”

Han mener, det er vigtigt at have en fornemmelse for folks smerte. Og han vil hellere misse et billede i ny og næ end blive følelseskold. Man skal gøre arbejdet på en værdig måde og med kærlighed til dem, man fotograferer.

Virkeligheden er derude Det ligger Mads Nissen særligt på sinde at vise danskerne, at der er mennesker i verden, der ikke har det

Virkeligheden er derude. Ja, den er grim, og den er ulækker, men det er jo virkeligheden, der er sådan.

forbindelse med de mennesker, han fotograferer. For ham er vejen til et godt billede, at kemien er god. »Det er her, der kan ske noget interessant. Den kemi og det møde.

Det er det, det hele handler om. Så kan kulissen være så forskellig, som den er, men kemien er altafgørende,« siger Mads Nissen.

Og han vil så vidt muligt gerne ind på livet af dem, han fotograferer. »Jeg arbejder meget tæt på mennesker. For hvordan skal jeg kunne forstå dig og fortolke dig, hvis jeg ikke kender dig? Jeg tager ikke bare et snapshot og smutter. Jeg arbejder meget på at komme ind i folks liv og følge deres hverdag. Og jeg er ikke bare den tavse flue på væggen. Jeg hænger ud med menneskene, taler med dem og griner med dem. Det fi-neste fotografi er, når grænsen mellem det professionelle og det personlige er udvisket. Man skal virkelig brænde for at fortælle historien,« siger Mads Nissen.

lige så godt, som vi selv har. Og han kunne godt tænke sig, at de danske aviser gik endnu længere med de billeder, som fylder siderne. »Når Al-Jazeera dækker krigen i Gaza, viser de alle ligene og lidelserne.

Det gør de danske ikke på samme måde. Men hvem er det egentlig, der er amoralske? Er det dem, der viser det hele? Eller dem, der ikke gør?

Virkeligheden er derude. Ja, den er grim, og den er ulækker, men det er jo virkeligheden, der er sådan. Det er ikke billederne. Jeg kunne godt ønske mig, at man i Danmark viste mere i aviserne,« siger Mads Nissen.

Han mener, at folk ville have godt af at blive konfronteret med de hårdere billeder engang imellem. »Vi skal jo ikke støde læserne væk, men omvendt må man også vise, at de her ting eksisterer. Mange mellemøstlige medier mener, at Vesten er amoralsk, fordi vi ikke viser, hvordan det virkelig er. Så viser vi i stedet en soldat i modlys, der går i flot silhuet. Og det siger jo ikke en skid,«

”

Mads Nissen - Blev i 2007 uddannet som fotojournalist fra Danmarks Journalisthøjskole.

- Vandt fire priser ved Årets Pressefoto: Årets danske nyhedsbillede, Årets udenlandske nyhedsbillede, Årets udenlandske billedreportage og Årets pressefotograf.

- Har modtaget en lang række internationale priser senest bl.a. andenpladsen i kategorien ’Photographer Of The Year’ ved årets ’Pictures Of the Year International’, en international konkurrence for fotojournalister.

på, at man kan være objektiv. Jeg savner mere anarki, mere sans, mere passion. Folk er så ens. De fedeste journalister er dem, der tør gøre det, som de selv tror på. Jeg er egentlig ligeglad, hvad du som journalist tænker, men tænker du noget?« siger Mads Nissen.

Han mener, at hans succes netop udspringer af, at han følger sit eget instinkt.

Vi kan jo ikke støde læserne væk, men omvendt må man også vise, at de her ting eksisterer. Mange mellemøstlige medier mener, at Vesten er amoralsk, fordi vi ikke viser, hvordan det virkelig er. Så viser vi i stedet en soldat i modlys, der går i flot silhuet. Og det siger jo ikke en skid.

Mads Nissen, fotograf Berlingske Tidende

siger Mads Nissen.

Han ser det dog ikke som sin rolle at sige for eller imod krig. For ham er det derimod interessant at bruge sine billeder til at skabe en platform for debat og fortolkning.

Foto: Mads Nissen

Mere anarki og mere passion Mads Nissen mener, at der er alt for meget journalistik i dag, som ikke tager stilling. Han savner journalister med noget på hjerte. »Hvis man som journalist ikke selv mærker historien, hvordan skal modtageren så kunne? Jeg tror ikke

»Grunden til, at det er gået mig så godt som fotograf, er ikke, at jeg er specielt dygtig i forhold til så mange andre. Jeg tror mere, det skyldes, at jeg har turdet gå mine egne veje.

Mine billeder bliver altid bedst, når jeg er ligeglad med andres mål og følger mit eget hjerte. Min tilgang til min fastansættelse på Berlingske har da også hele tiden været, at jeg gør det på min måde, og ellers så må de jo fyre mig,« siger han med et smil.

BRANCHE

LIXEN | april 2010 | 11 Guldgraveren »Billedet er en del af et projekt, som jeg er ved at lave om Amazonas. Det er taget ved Sydamerikas største illegale guldmine, Eldorado do Juma.

”

Jeg føler, at jeg kan relatere til ham.

Urmennesket. Jeg føler nærmest, at jeg selv bliver beskidt, når jeg kigger på det.

Jeg føler nærmest, at jeg selv bliver beskidt, når jeg kigger på det. For mig er det også en historie om menneskets griskhed og grådighed.

Manden her, Venicius Perfira de Sousa, knoklede umenneskeligt hårdt med det helt manuelle arbejde.

Det er en historie om, hvad menneskets skrøbelige, lille krop kan overkomme.

Foto: Mads Nissen

Soldaten »Billedet er taget på et felthospital i Camp Bastion. Soldaten Michael er blevet ramt af en vejsidebombe, der har givet ham over 100 fragmenter i kroppen.

”

For mig er det også en historie om menneskets griskhed og grådighed.

Hvordan vi æder løs af Amazonas, men også, hvordan mennesket til alle tider har været besat af tanken om guld.«

Jeg synes, at det fortæller en vigtig historie, personliggjort i ham. Han er fanget i et øjeblik, hvor jeg bilder mig ind, at jeg kan mærke en snert af hans smerte.

Forestil dig at skulle ringe hjem og fortælle din mor, at du er blevet ramt af en bombe.

På billedet ringer han hjem og fortæller, at han er blevet såret, men at han er okay.

Forestil dig at skulle ringe hjem og fortælle din mor, at du er blevet ramt af en bombe.«

Foto: Mads Nissen

Afghanistan »Jeg var inviteret til Afghanistan for at se genopbygningen og fremgangen i Afghanistan. Men min oplevelse var noget helt andet.

Jeg blev pakket ind i vat fra første dag, måtte ikke gå ud på gaderne overhovedet og skulle som noget af det første oplyse min blodtype. Det forekom mig helt paradoksalt, når jeg nu var der for at se fremgangen.

Det er taget ud gennem en regnvåd skudsikker rude i en pansret bil. Jeg tog det i forbifarten, da vi passerede denne her kvinde.

”

Jeg kan godt lide det, fordi der er noget fare på færde, samtidig med at det viser noget dagligdag. Men vinden i burkaen giver det også noget befriende. Der er mulighed for fortolkning.

Måske er det en drøm eller måske et mareridt. Jeg har ikke svaret, men jeg giver en platform, som folk så kan fortolke på.«

Jeg blev pakket ind i vat fra første dag, måtte ikke gå ud på gaderne overhovedet og skulle som noget af det første oplyse min blodtype. Det forekom mig paradoksalt, når jeg nu var der for at se fremgangen.

Foto: Mads Nissen

12 | april 2010

PORTRÆT

| LIXEN

En rigtig mand hænger også En kølig forårsdag i København. Midt i hovedstaden, midt på Rådhuspladsen.

Her sidder en af landets mest slagkraftige journalistiske dræbermaskiner. En mand, der altid har prioriteret journalistikken højere end venskaber. Men nu glæder han sig til det sabbatår, han aldrig fik.

Anton Willemann Morten Elstrup

AFGANG. Tasken skal pakkes med sylespidse journalistiske mordvåben. Dagens offer hedder Bent Falbert. En mand, der er bedst kendt som den kompromisløse journalistiske kamphund, som med rejste børster hænger storbystoddere, politikere og sågar sine venner ud på forsiden. Og han gør det, når det passer ham. Om nogen må han kende spillets regler med sine over tyve år på Ekstra Bladet som ansvarshavende chefredaktør. Med slibrige forsider nok til at fylde en større aviscontainer er han med garanti ikke typen, der lader sig slå ud af to unge journalistspirer. Det interview, han skal gennemføre i dag, har han sandsynligvis liggende ganske komfortabelt på rygraden. Han kender spørgsmålene, efter at landets mange medier har været over ham som sultne gribbe, siden han i december sidste år meldte ud, at han den første april stopper som chefredaktør på formiddagsavisen.

Alt, hvad der kan skrives om manden, der blandt andet har tromlet sig vej gennem mere end 400 retssager, er skrevet.

Gode råd fra en med- og modspiller Når man står over for en mand, som tre ud af fire gange klarer frisag i retten, når virksomheder eller enkeltpersoner skyder med skarpt mod ham, bliver man nødt til at finde det tunge artilleri frem og endda hente hjælp fra kilder tæt på chefen. Og hvem kender Falbert bedre end hans bedste ven, den tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen. En ven, han har kendt i over 30 år. En ven, han drikker rødvin med i baghaven om sommeren, mens de taler om fodbold og spiller skak, når konerne giver dem fred. Hvis bølgerne går for højt i de to mediebevidste gentlemens haver på Frederiksberg, går de side om side ned til det lokale værtshus og svinger billardkøerne. Og taler politik. Niels Helveg Petersen er manden, der forhåbentlig kan fortælle den sande historie om den kyniske chefredaktør.

Give det nødvendige skyts. Men den radikale eksministers nærmest eventyrlige historier om en sød, rar og mild chefredaktør bag en kynisk facade, giver ikke noget dybere indblik

i manden, der i over tyve år har svunget den journalistiske pisk på Ekstra Bladet.

Undtagelsen Dér sidder han. Chefredaktøren. Med en kuglepen i hånden, der i faste bevægelser drejer rundt om sig selv på et papir og laver en serie af ligegyldige blækcirkler. Han ser ud til at kede sig. Vi borer i et par af de få, men alligevel brugbare informationer, som Niels Helveg Petersen tabte på en af Borgens lange herskabelige gange. »I har rigtig snakket med Niels, kan jeg høre,« siger Jeg kunne jo ikke stoppe det, fordi Niels han, inden han fortsætter. »Generelt har jeg et prinog jeg tilfældigvis deler baghave. Her i huset cip om ikke at være venner har vi aldrig pakket tingene ind. Det er jo med politikere, så Niels er ikke Kristeligt Dagblad, vi udgiver. en undtagelse. Vi har været

Bent Falbert, afgående chefredaktør på Ekstra Bladet venner i mange år nu, og det

”

venskab kunne jeg jo ikke suspendere, fordi jeg blev chefredaktør.«

”

I dag skal de alle sammen hjem til damen klokken 18.30, tænde grillen og passe børnene. Falder en flyver ned i dag, skal man ringe rundt og vække dem først.

Uvenner Falbert og Niels Helveg Petersen er genboer på en stille villavej. For mange år siden Bent Falbert, afgående chefredaktør på Ekstra Bladet lavede de en låge i hegnet mellem deres baghaver, så de med ganske få Her kom de to kammeraters venskab på skridt gennem haven kunne mødes og drikke prøve, da Falbert og Ekstra Bladet hang rødvin, spille skak og ikke mindst diskutere.

Helveg Petersen ud på forsiden med ordene: Men det har ikke været hver sommer, at de »Denne mand er et pjok,« efter at Niels Helveg røde druer har strømmet gennem den lunePetersen og De Radikale havde stemt nej til en fulde låge i baghaven. mindre politisk sag på et landsmøde. »Ja, der har da været kold luft i nogle »Ja, det blev han sgu meget stødt over, og jeg måneder gennem årene, det har vi ikke kuntror ikke engang, at det var mig, der smed det net undgå,« siger Falbert og henviser her til en på forsiden. Men jeg kunne jo ikke stoppe det, bestemt episode, der ligger flere år tilbage. fordi Niels og jeg tilfældigvis deler baghave.

PORTRÆT

LIXEN | april 2010 | 13

sine venner ud på forsiden Ville være korrespondent man ringe rundt og vække dem først,« siger Falbert har i mere end to årtier været synonym han. med Ekstra Bladet. Undervejs har der været anFalbert fortsætter ordstrømmen som et dre interessante jobtilbud, som han har over- maskingevær, der hagler derudad. vejet. »Engang fik jeg et Jeg siger ikke, det var rent druk, dengang tilbud fra en konkurda jeg var ung journalist, men der var en rerende avis. De ville have mig til at være kreativ, idéskabende atmosfære, hvor vi korrespondent i Lonjournalister snakkede journalistik, mens vi don. Det kunne jeg godt have tænkt mig, hyggede os til langt ud på natten.

Bent Falbert, afgående chefredaktør på Ekstra Bladet. men på nogenlunde samme tidspunkt blev jeg tilbudt at blive chefredaktør her på »Prøv nu at høre her«, siger Falbert resolut avisen, og så måtte jeg jo vælge,« siger han og og stopper op, mens han kigger på sit armunderstreger, at han har været tilfreds med, at båndsur. han valgte chefstolen. »Tiderne har ændret sig. I dag er journalister»Men hvis jeg skulle have levet et andet liv, ne vant til ordnede forhold, det er ikke som i så ville jeg gerne have været korrespondent i gamle dage. Jeg siger ikke, det var rent druk, enten London, Washington eller New York. Det dengang da jeg var ung journalist, men der kunne være sjovt.« var en kreativ, idéskabende atmosfære, hvor vi journalister snakkede journalistik, mens vi Glæder sig til frihed og sabbatår hyggede os til langt ud på natten. Der var en anMen nu er chefredaktørens verdensomspæn- den mentalitet, som gjorde, at vi var bedre til dende storbydrømme forbi. Selvom det ikke at generere nyheder. Vi var til stede på avisen blev til et korrespondentjob i verdens brænd- mere, end man er i dag.« punkter, har han ikke mistet lysten til at rejse.

Falbert rejser sig fra sin chefredaktørstol, »Nu har jeg jo aldrig været på den der tur, som han altså giver videre den første april. som alle journaliststuderende har været på. Klokken nærmer sig 17.00, og chefen har et De der to år, hvor I alle sammen har været i møde, han skal nå, inden han skal hjem til vilSydamerika, Asien og Australien. Især er der laen på Frederiksberg. Endnu et interview er nogle ting i Asien, jeg gerne vil opleve, mens jeg slut. Og om ganske få dage har Falbert hængt sit stadig kan tygge bøffer. Man kan sige, at jeg skal sidste bytte ud på forsiden. have mit første sabbatår, selvom jeg stadig skal arbejde lidt,« siger han.

Karrieren lakker altså mod enden, og nu vil anwil09@student.sdu.dk den afgående chefredaktør kaste sig over nye, moels09@student.sdu.dk journalistiske projekter. Fremover kan man i stedet finde ham i privatens nyindrettede arbejdsværelse på Frederiksberg. Selvom han staBENT FALBERT dig vil være tilknyttet Ekstra Bladet som klummeskriver og tovholder for de vrisne mænd på avisens bagside, understreger han, at det nu Er født den 22. marts 1947 i gælder andre drømme. Han vil lade den kyniske København. vagthund løbe hjemmefra og i stedet bruge det journalistiske krudt på at skrive bøger. »Jeg glæder mig især til at kunne stå op om Læste i en kort periode jura, morgenen, uden at min kalender er propfyldt. inden han i 1967 blev elev på Nu får jeg forhåbentlig nogle store huller i den, Dagbladet i Ringsted. så jeg kan få lov at improvisere lidt mere,« siger han.

Og netop friheden er noget, Falbert har savnet Ansat på Ekstra Bladet i 1971, som chefredaktør. »En af mine venner fortalte mig i vinter, at de hvor han har blandt andet havde været i Sydspanien, og så besluttede de har været politisk reporter, lige pludselig at blive dernede tre uger ekstra. kulturredaktør, lederskribent Det har jeg jo aldrig haft friheden til at gøre, og og siden 1988 ansvarshavende det bliver fantastisk at kunne beslutte sig for chefredaktør. sådan noget,« fortæller han.

”

Bent Falbert har været chefredaktør på Ekstra Bladet i 24 år. Foto: Morten Elstrup

Her i huset har vi aldrig pakket tingene ind. Det er jo ikke Kristeligt Dagblad, vi udgiver.«

da også været tidspunkter, hvor der har været konflikter i vores venskab, når jeg selv eller min kone er blevet hængt ud på forsiden.« Man tyder en irritation hos Niels Helveg Petersen over Falberts kyniske forsider. Men han

Bagsiden af venskabet Naturligvis slipper en garvet toppolitiker ikke alverdens gode historier ud til et par uprøvede Nu har jeg jo aldrig været på den der tur, journalister. Niels Helveg Petersen fortæller om Fal- som alle journaliststuderende har været på. berts hund og børn, om Bent Falbert, afgående chefredaktør på Ekstra Bladet. at de to herrer begge har sommerhus på Langeland, og at de i juledagene mødes med familierne har lært at acceptere det. og spiser julerester. Et solidt venskab, forstår »Det er jo hans job, så man må jo bare prøve man. tale om problemerne, så man kan komme vi»Men«, siger han og bremser den verbale flod dere. Men jeg vil gerne understrege, at Bent af lune bedstefarhistorier og udenomssnak: normalt er et sympatisk og elskværdigt væsen,« »Først og fremmest synes jeg, at Ekstra Bladet siger han. trykker nogle mærkelige historier, og der har

”

Den sidste opsang Men inden han får sin frihed, når den snart forhenværende chefredaktør at sende en bølge af længsel efter den gamle journalistiske mentalitet over skrivebordet. »I gamle dage var kantinen her i huset Danmarks største værtshus. Hvis en flyver var styrtet ned i Kastrup Lufthavn, kunne man løbe ned i kantinen og finde medarbejdere, der var klar alle døgnets timer. I dag skal de alle sammen hjem til damen klokken 18.30, tænde grillen og passe børnene. Falder en flyver ned i dag, skal

Har sidste arbejdsdag på chefredaktør-kontoret den 31. marts, men fortsætter med ’Falberts Gabestok’ og ’De gamle, vrisne mænd’.

Kilde: Wikipedia og Politiken

14 | april 2010

BRANCHE

| LIXEN

Ansvaret hviler tungt på Claus Rødgaard Thomsens skuldre. Han ser det som sin vigtigste opgave at sørge for at tingene fungerer i lokalsamfundet i Sorø. Hvis ikke sætter han spørgsmålstegn. FOTO: Jakob Balthazar Munk

I Sorø sættes spørgsmålstegn ” Kontoret er ikke stort, men det er ansvaret. Claus Rødgaard Thomsen skriver historier om de ting, der ikke fungerer i provinsbyen på Sydsjælland og bider korrumperede magthavere i haserne.

Men det bliver da også til en danseopvisning i ny og næ.

Jakob Balthazar Munk

LOKALT. »En historie, der har gjort en forskel? Nu skal jeg jo lige tænke mig om.« Claus Rødgaard Thomsen, redaktionschef for Sjællandske Mediers Sorø Redaktion, læner sig tilbage i skrivebordsstolen, folder hænderne om bag hovedet og kigger ud ad det vindue, der lyser ind på hans computerskærm. »Jo, så skulle det være dengang ...« Han begynder at fortælle. Om en penibel sag, han fulgte for et par år siden om et par, der skulle skilles.

Manden var dansk statsborger med somalisk baggrund, og konen uden

dansk statsborgerskab anklagede manden for at have tævet hende.

Den anklage førte til, at manden blev anholdt og fik en retssag på nakken.

Allerede inden der var blevet sagt et eneste ord bag rettens lukkede døre, havde lokalsamfundet svunget hammeren. Fra grillen på torvet, Netto i midtbyen og til den lokale skole i udkanten var der ikke meget at diskutere. Manden var skyldig.

Alligevel vovede Claus Rødgaard Thomsen at sætte et spørgsmålstegn.

Igennem en række interviews kom han tæt på den anklagede mand og fortalte den historie, som ingen ville høre på. Han fortalte om manden og konens ægteskabelige opgør, om baggrunden for deres skilsmisse, og han bidrog med de nuancer, debatten manglede.

Og imens kunne retssagen begynde. Her kom det langsomt frem, at kvinden måske ikke var helt så uskyldig som først antaget.

Det viste sig, at hun desperat havde forsøgt at få en opholdstilladelse i landet, og at politiet havde lavet flere procedurefejl. Enden blev, at manden blev frifundet.

Pludselig blev der stille i lokalsamfundet. Et par enkelte ører brændte, mens hovedpersonen henvendte sig til Claus Rødgaard Thomsen. »Han sagde til mig, hvor meget det betød for ham, at jeg havde skrevet de artikler, og at der var nogen, der troede på ham,« fortæller Claus Rødgaard Thomsen.

Men det var ikke kun æren, der var reddet for den anklagede. Mandens barn, som han ikke havde kunnet se under hele sagsforløbet, kunne pludselig få det sande billede af historien, og det var med til at redde deres forhold. Det fortalte manden efterfølgende. »Jeg er ikke sikker på, at det er de allermest læste historier, jeg har skrevet, men det havde i hvert fald en stor betydning for ham.« Giv agt – her vogter jeg Historien om den frifundne mand kan skrives i provinsen. På et dagblad som Sjællandske medier, hvor der er tid til at stoppe op, stille spørgsmål og forsøge at besvare dem. »Fordi vi beskæftiger os

Fordi vi beskæftiger os med et så lille område, så kan vi tage de små historier op og virkelig gøre en forskel.

i.

Claus Rødgaard Thomsen, Sjællandske Medier Sorø

med et så lille område, så kan vi tage de små historier op og virkelig gøre en forskel,« siger redaktøren.

Han er 35 år og har ikke travlt med at komme væk fra de gule vægge, opslagstavlen på væggen og den sofa, som gæsterne kan sætte sig

Og selvom han holder en avisside op med billede af en danseopvisning, som de lige har dækket, så er der masser af journalistiske udfordringer i hans arbejde og en eksistensberettigelse til avisen trods dens beskedne størrelse.

Med pen i provinsen Imellem parcelhuse, Dagli’ Brugser og flagstænger sidder provinsens journalister på lokalredaktionerne og producerer nyheder som skidt fra en spædekalv – for nu at blive i jargonen. Læserskaren er ikke stor. Det samme kan man sige om historierne. Men nogle gange er der historier, der skiller sig ud og bliver specielle på deres egen måde. Lixen tager i en ny portrætserie rundt i Danmark for at tale med de små samfundsredaktører og høre deres historie.

BRANCHE »Uden de lokale medier er der ikke nogen til at have den klassiske funktion som vagthund. Tager du for eksempel landspolitikere, så er der mange medier til at lave undersøgende journalistik. Men herude er der altså kun os til at holde øje med, hvad der sker. « Der er en kort pause på kontoret.

Kaffemaskinen brygger i baggrunden, avisens to andre medarbejdere snakker i de tilstødende lokaler, og Claus kigger endnu engang ud ad vinduet, inden han fortsætter. »Det er ikke noget demokratisk problem, hvis der ikke er billeder af gymnastikopvisningen, men der er et demokratisk problem, hvis der ikke er nogen, der følger op på, hvordan skattekronerne bliver administreret.«

”

LIXEN | april 2010 | 15

Men det er en problematik, som Claus Rødgaard Thomsen tit står i.

Hvordan skal kilderne håndteres?

Hvordan går man fra ven til journalist? Og ikke mindst, hvornår fortæller vennerne noget til Claus, og hvornår er det til redaktøren?

Indtil flere gange fortæller han, at han har stået med en god historie, som han ikke har kunnet skrive, fordi det er noget, som han har fået fortalt i privaten. »Man er nødt til at sige, at hvis ikke det var, fordi jeg vidste det her fra mit privatliv, så ville jeg ikke have en chance for at vide det. Og så må man sige, at vi må vente, indtil vi kan få det at vide andetsteds fra.« Nogle gange lykkes det, og andre gange lykkes det ikke, og hvis

større problemer end sure miner i frugt- og grøntafdelingen. »Man får et forklaringsproblem, hvis man dropper en historie, fordi man er bange for at gøre nogen sure. Så må man hellere skrive historien og forklare bagefter, hvorfor man har valgt at bringe den.« Ellers kan det hurtigt blive en glidebane i en by, hvor jungletrommerne bringer ligeså mange nyheder som lokalavisen. »Hvis man dropper en historie, så risikerer man at have en ny historie med en ny kilde to måneder senere.

Og så ringer man til kilden, som så siger: ’Jamen, for to måneder siden droppede du jo den historie, så kan du vel også droppe at skrive om det her.’ Og det går jo ikke,« fortæller

”

Der er jo ikke så mange til at overtage historierne. Vi er jo kun os fire, og man har altså givet sig selv et problem, hvis der er nogen, man ikke er på talefod med.

Claus Rødgaard Thomsen, Sjællandske Medier Sorø

Claus Rødgård Thomsen, mens han tager en tår kaffe.

Så selvom det er Sorø, og selvom dagbladet hedder Sjællandske Medier, så er pennen ikke blød og blåøjet. Indbyggerne kan godt give

en fadøl på den lokale, men de kan ikke regne med at slippe for berettiget kritik.

For i Sorø sættes spørgsmålstegn. jamun09@student.sdu.dk

Uden de lokale medier er der ikke nogen til at have den klassiske funktion som vagthund.

Tager du for eksempel landspolitikere, så er der mange medier til at lave undersøgende journalistik. Men herude er der altså kun os til at holde øje med, hvad der sker.

Claus Rødgaard Thomsen, Sjællandske Medier Sorø

Og det er de historier, Claus Rødgaard Thomsen er villig til at skrive. Også selvom det kan være kompliceret at stå ansigt til ansigt med en god bekendt og vide, at de spørgsmål, der bliver stillet, får sveden til at boble frem på panden og i håndfladerne hos modparten.

Med flere masker Det skete i valgkampen sidste år.

Her blev erhvervsudvikling hurtigt et tema, og det blev foreslået, at man skulle adskille erhverv og turisme, der tidligere havde været én organisation. Ændringen ville så betyde, at erhvervs- og turistchefen skulle forlade sin post, og det skulle Claus Rødgaard konfrontere hende med. Tidligere havde de spørgsmål, som redaktøren havde haft i posen til hende, været af mere fredelig karakter, men pludselig skulle der vises tænder. »I en sådan situation skal man lige vænne sig til de nye roller, og det kan være rigtig svært engang imellem.« Den kritiske historie blev bragt, og efterfølgende var turist- og erhvervschefen heller ikke helt tilfreds med vinklen. Det medførte en debat i spalterne. Yderligere konsekvenser fik det dog ikke, da forslaget blev droppet, og hun reddede sit job.

”

det ikke er muligt, så dropper han historien.

Brændende broer For man skulle nødigt brænde sine broer. I en by som Sorø med kun 7.000 indbyggere er Claus Rødgaard Thomsen afhængig af sine kilder, og han har det princip, at han altid skal kunne ringe dem op et par dage efter og få en kommentar til en ny sag. »Der er jo ikke så mange til at overtage historierne. Vi er jo kun os fire, og man har altså givet sig selv et problem, hvis der er nogle, man ikke er på talefod med.« For et par år siden skrev Claus kritisk om en forretningsmand, der ejede store dele af byen, og som var ved at gå konkurs. Og lige på det tidspunkt havde de to et meget anstrengt forhold. »Vi var ikke særlig gode venner, og det er vi sådan set stadig ikke, men vi snakker da, og jeg kan ringe til ham, når jeg skal have en kommentar.« Selvom en historie kan betyde et par sure blikke nede i Netto, så ville Claus aldrig droppe en historie for at undgå at gøre folk sure. For så er der pludselig

Det er ikke noget demokratisk problem, hvis der ikke er billeder af gymnastikopvisningen, men der er et demokratisk problem, hvis der ikke er nogen, der følger på på, hvordan skattekronerne bliver administreret.

Claus Rødgaard Thomsen, Sjællandske Medier Sorø

Claus Rødgaard Thomsen er områderedaktør for Sjællandske Mediers Sorø Redaktion,

16 | april 2010

BRANCHE

| LIXEN

Forbund følger faresignaler JydskeVestkysten har hyret en borgerredaktør, og på avisen kalder man det to år gamle projekt »en gigantisk succes«. Dansk Journalistforbund frygter ikke borgerjournalistikken nu, men holder øje med mulige faremomenter i fremtiden.

Kasper Ellesøe Steffen Koldborg

NÆRHED. Får, der bliver klippet, petanqueresultater og politiske referater er ikke borgerjournalistiske produkter, der er værd at frygte i branchen. Det mener næstformand i Dansk Journalistforbund, Fred Jacobsen. Han vurderer, at det kan blive et demokratisk problem, hvis

borgerjournalistikken bliver så populær, at den traditionelle journalistik nedprioriteres. Magthaverne skal altid kigges over skulderen. »Vi står over for en publicistisk udfordring, hvis ledelserne falder for den fristelse. Hvis det bliver tendensen, så må vi kigge på det. Hvis medierne sender borgerjournalister ud for at lave et stykke journalistisk arbejde, så kommer vi efter dem.

Så bliver det et faremoment,« siger han.

Fred Jacobsen er netop vendt hjem efter et studieophold i USA. Her er borgerjournalistik meget udbredt, og da flere arbejdsløse journalister hopper med på borgerjournalistvognen for at opnå en freelanceløn, højnes kvaliteten hos medierne, så forskellen på borgerjournalistik og traditionel journalistik udjævnes. »Generelt er prisen på journalistik på vej ned. Vi har ikke længere monopol på nyheder. Jeg har dog endnu ikke set et eksempel på borgerjournalistik herhjemme, som udgør en fare for journalisters arbejdspladser,« siger han.

Tanken om, at borgerjournalister kommer ud i nogle hjørner, journalister normalt ikke færdes i, har han sympati for, men niveauet er ikke altid lige højt. »Kvaliteten på borgerjournalistikken på JydskeVestkysten var for dårlig, men de er stadig der, hvor de siger, at fuglene skal synge med deres egne næb, men de må gerne gøre det pænt,« fortæller Fred Jacobsen

”

daværende chefredaktør Mikael Kamber til Journalisten, at tiltaget med borgerjournalistikken ikke var gået som forventet. Dengang var knap 2700 borgerjournalister registreret hos JydskeVestkysten. I dag er tallet vokset med små 2000 personer. »Vi er klart mere tilfredse i dag.

Kvantitativt set er det en gigantisk succes. Kvaliteten er meget blandet.

artikler, som borgerne kan lide, så giver jeg pokker i, hvordan vedkommende staver, og nyhedstrekanten er heller ikke vigtig. »Det, at vi har fået 4500 personer til at interessere sig for vores tiltag, er en klar succes,« siger han kafri09@student.sdu.dk stkol08@student.sdu.dk

Vi står over for en publicistisk udfordring.

Fred Jacobsen, næstformand i DJ

og henviser til, at der godt må være borgerjournalistik, men det må gerne have en vis standard.

JV: Gigantisk succes JydskeVestkysten lancerede i januar 2008 borgerjournalistik på avisens hjemmeside jv.dk. Et år senere sagde

Noget er godt og andet er skidt, men vi skal passe på med at holde det op mod den journalistiske kvalitet, vi kender,« siger konstitueret chefredaktør på JydskeVestkysten, Peter Orry. »Hvis eksempelvis en borgerjournalist i Aabenraa skriver nogle gode

Fred Jacobsen

Ingen rabatter eller bonuspris ” En avis i brevsprækken om morgenen er et luksusprodukt, som læserne skal betale fuld pris for, mener Politikens direktør. Derfor er det slut med store rabatter og introduktionstilbud på Den Levende Avis. Ifølge medieekspert giver strategien god mening – især i en tid med faldende annonceindtægter.

Hans Redder Nørgaard

UDSALG. Prøv avisen i en måned for 25 kroner, eller hvad med et helt år for under 2000? I årevis har morgenaviserne fisket efter nye læsere ved at lokke med store rabatter og introduktionstilbud. Men det skal være slut nu – i hvert fald på Politiken. Her skal alle, nye som gamle, nu betale fuld pris for et abonnement. »Hvis man vil have en BMW, så ved man, at man også skal betale for den – det samme gælder for en god avis,« fortæller Politikens bladdirektør, Roy Bruhn Petersen.

Han var med til at beslutte den nye salgsstrategi, og ifølge ham er det

den eneste rigtige vej at gå for betalingsaviserne. En af årsagerne til, at Politiken valgte at droppe de billige introduktionspriser, var, at læsere, der havde holdt avisen i mange år, følte sig snydt. »Vi har haft svært ved at se vores loyale læsere i øjnene, når de skulle betale langt mere for avisen end deres nabo, der lige var begyndt at læse den,« fortæller Roy Bruhn Petersen.

For det er de trofaste abonnenter, der er altafgørende for, at avisen overhovedet kan udkomme, pointerer bladdirektøren. Ifølge Jørgen Poulsen, professor i journalistik og medier ved Roskilde Universitet, giver den nye strategi god mening. »Jeg har altid været kritisk over for hele rabatstrategien, for man vænner læserne til ikke at betale fuld pris for avisen,« vurderer han. »Og når de efter rabatperioden oplever, at de skal betale fuld pris, skifter de blot avisen ud.«

Hvis man vil have en BMW, så ved man, at man også skal betale for den - det samme gælder for en god avis.

Roy Bruhn Rasmussen, direktør Politiken

vigtigere for aviserne i fremtiden.« Det er samme analyse, der ligger bag Politikens beslutning, fortæller Roy Bruhn Rasmussen. Og ifølge ham er resultaterne af den nye strategi meget positive: »Politiken er nu den avis med det ubetinget mest lønsomme oplag.«

Svært at tiltrække nye Både Roy Bruhn Rasmussen og Jørgen Poulsen erkender dog, at det bliver sværere at tiltrække nye abonnenter, når der ikke kan tilbydes store rabatter. Men det bekymrer ikke bladdirektøren:

Annoncekroner mangler »Strategien med de store rabatter er at skaffe flere læsere og dermed flere annoncekroner,« fortæller Jørgen Poulsen. »Men aviserne får for lidt for deres annoncer i øjeblikket, og derfor bliver de betalende abonnenter endnu

Flere har søgt ind på journalistik Center for Journalistik har modtaget 80 ansøgninger mere i år sammenlignet med sidste år. På Danmarks Journalisthøjskole er der 110 flere håbefulde ansøgere, og Roskilde Uversitet har 26 ansøgere flere til basisuddannelsen med journalistik på overbygningen end sidste år. Det er en generel tendens, og Mediehøjskolen i København melder også om flere ansøgere i år. nadya09@student.sdu.dk

»De læsere, vi går glip af nu, er alligevel dem, der ikke vil betale fuld pris for avisen – og dem vil vi ikke savne.« Jørgen Poulsen er knap så optimistisk: »Det er klart, at en avis ikke kan overleve på sigt, hvis man ikke kan få nye læsere. Så selvom rabatstrategien ikke er rigtig, bør morgenaviserne overveje, om selve prisen på avisen skal ned, eller om man skal udkomme færre dage om ugen. De er nødt til at tænke nyt, hvis de skal overleve.« hanoe09@student.sdu.dk

Illustration: Thomas Damgaard Sørensen

KaJO går imod DJ Offentlighedskommissionens forslag til en ny offentlighedslov skaber røre i KaJO. Faktisk er den fynske studenter-fagforening så utilfreds med forslaget, at den har skrevet en udtalelse, hvori den afviser paragrafferne i den nye offentlighedslov, som begrænser adgangen til aktindsigt. I udtalelsen opfordrer KaJO Journalistforbundets Hovedbestyrelse til at » afvise alle indskrænkninger i åbenheden, når det endelige lovforslag fremsættes for Folketinget.« Det blev vedtaget ved KaJOs generalforsamling. liips09@student.sdu.dk

Mange SDU’ere indstillet til Kravling Når landets kommende journalister sidst i april fejrer sig selv og den nye Kravlingvinder, er det med et væld af SDU’ere som potentielle sejrherrer. Blandt de 80 indstillede værker florerer blandt andet navne som Jern Henrik-vinderen Emil Ellesøe Ditzel, DR’s Rasmus Mark Pedersen og Casper Hindse fra Dagbladenes Bureau. Også KaJOs omdiskuterede hvervningsfilm, der fik stor opmærksomhed for dens brug af pressekortet, er indstillet til en Kravling. Hvem der i sidste ende nomineres offentliggør priskomitéen først den 8. april. cafau09@student.sdu.dk

FOKUS

LIXEN | april 2010 | 17

Den hårfine grænse Hvor går grænsen? Det spørgsmål må være blevet stillet i mangt et redaktionslokale.

Hvad kan man som journalist tillade sig? Hvornår skal man trække sig, og hvornår skal man gå hele vejen? Og hvordan forholder man sig, når andre mennesker mener, at man er ved at nå grænsen for ordentlig opførsel?

Lise Karlshøj Ipsen Jakob Balthazar Munk

PÅ KANTEN. I dette nummer af Lixen træder vi et skridt baglæns og skriver om grænser.

Vi undersøger, hvordan det står til med pressefriheden i Kina. Her er landets journalister underlagt det kommunistiske styre, der ikke just ser med milde øjne på kritik. I de kinesiske redaktionslokaler er fængselsstraffe og i bedste fald fyringer den virkelighed, som journalisterne må forholde sig til, når deres historier skal publiceres. En ny rapport

fra det internationale journalistforbund (IFJ) viser, at det er gået tilbage for pressefriheden i Kina i det

”

velse for at se, hvor grænserne går, når personen, man skriver om, er ligeså livløs som det papir, det bliver

Der er flere kinesiske journalister, der afprøver og rykker ved grænserne for, hvad de kan tillade sig at skrive.

Martin Gøttske, Kina-korrespondent for Information

seneste år, men det er en sandhed med modifikationer. Det vurderer Kina-korrespondent for Information, Martin Gøttske: ».. Der er flere kinesiske journalister, der afprøver og rykker ved grænserne for, hvad de kan tillade sig at skrive,« udtaler Kina-korrespondenten, der har sin daglige gang i Beijing.

Læs om de ubetrædelige grænser, dem, der er ved at rykke sig og den lange kamp mod journalistik uden begrænsninger.

Til jord skal du blive, og vi vil med Modsat Kina er pressefriheden i Danmark eksemplarisk. Alligevel er der normer og regler, der er bestemmende for den journalistik, der når ud til borgerne.

Vi er taget til Etta Camerons begra-

skrevet på. Til lyden af kirkeklokker går vi bag om pressen og ser, hvordan journalister og fotografer agerer, når de står over for mennesker i deres dybeste sorg.

Her har vi talt med Ekstra Bladets Helle Kastholm, der har dækket flere begravelser i sin journalistiske karriere.

I medierne skal du genopstå Vi vil helt tæt på. Og lader det sig gøre, vil vi gerne have snuden ned i kisten og kameralinsen op i ansigterne på de trykkede efterladte.

Grænseoverskridende. Men også en konsekvens af, at mange kendisser i dag skabes af medierne. En del af disse har måttet sande, at inviterer man pressen til brylluppet, står den der også ved skilsmissen.

Kendisparret Erik og Anni er et

oplagt eksempel herpå. Af medierne er de kommet, og af medierne skal de (måske) genopstå. Vi siger, at vi hader dem, men vores handlinger fortæller en ganske anden historie.

Når Anni er nede, ryger klikraterne op. Og selv de ’seriøse’ morgenaviser må give spalteplads til Erik, Anni og alle de andre, som vi elsker at hade.

Grænserne for, hvad der bliver bragt hvor, har, med andre ord, rykket sig.

”

kræver, at journalisterne skal være bedre til at fortælle, hvor de har deres nyheder fra. Rasmus Tantholdt, krigskorrespondent fra TV2, giver svar på tiltale: »Hvis jeg siger, at et bestemt antal talebanere er blevet dræbt, så siger jeg altid, hvem jeg har det fra, for eksempel Forsvaret. Hvis parterne siger forskellige tal, så siger jeg dem begges,«

Selv de ’seriøse’ morgenaviser må give spalteplads til Erik, Anni og alle de andre, som vi elsker at hade. Grænserne for, hvad der bliver bragt hvor, har med andre ord rykket sig.

I seng med kilden Begrænsninger. Alt det man gerne vil, men ikke kan. Den fantastiske historie, der bliver forvandlet til den historie, der kunne lade sig gøre. Det er en krigskorrespondents hverdag.

I kugleregnen fører de kuglepennen, og når nyheden skal skrives, er det måske ikke altid helt tydeligt, hvor deres historier kommer fra. Det mener i hvert fald ekspert i medier og krige Mark Ørsten fra RUC. Han

Følg med i den stærkt aktuelle debat om journalisters begrænsninger, og bliv klogere på, om man kan sove i samme rum som dem, man skal skrive kritisk om.

For hvor går grænsen? jamun09@student.sdu.dk liips09@student.sdu.dk Illustration: Nana Frederikke Fischer

18 | april 2010

FOKUS

| LIXEN

Når Gossip går til grænsen De kendte i Danmark brokker sig sjældent over overskredne grænser. Kendisjournalistik fylder i vores medier og i vores dagligdag. Medieforsker Kirsten Sparre mener, at genkendelighed, glamour og klikrater sikrer fremtiden for endnu mere sladder.

Tine Heinricy

BLITZ. Danmark følger med i åndeløs spænding, når Se og Hør skriver, at Naser Khader har hyret sort arbejde til sit eget hjem, når der er splid imellem Casper Christensen og Iben Hjejle, eller når X-Factor-dommeren Remee har gået tur med sin familie i »offentligheden«. Grænselandet mellem danskerne og de kendte er blevet mindre. Men det betyder ikke, at grænser bliver overtrådt.

Tolerante kendte Hjemmesiden www.kandetpasse.dk er de kendtes chance for at brokke sig over medierne, når de er gået over stregen. Men de danske kendte

er meget tolerante. »Det er interessant, at hjemmesiden www.kandetpasse.dk ikke har særlig mange historier fra kendte, som føler sig krænkede og gået for nær, selv om det er sidens formål,« siger medieforsker og journalist Kirsten Sparre.

Siden år 1999 er der kommet flere historier fra de kendte menneskers intimsfære, men ifølge medieforskeren er der intet grænseoverskridende over det, så længe kilderne selv er en del af produktet.

Medier markedsfører Anni og Erik i sig selv er ikke godt mediestof. Men blev det, efter de medvirkede i TV-programmerne ”Erik og Anni goes to Hollywood”. Det er mediernes evne til at markedsføre de kendte, der får danskerne til at følge med og interessere sig for gossip og glamour. »Journalistik om de kendte virker kun, så længe brugeren vedkender

sig over, hvad han ser i hende og omvendt, og de kan også sammenligne de kendtes glamourøse liv med deres eget. Det er alt det, som kendisjournalistik lever af.«

Vi sparer penge og henter KLIK Kendisjournalistik lever altså af den gode intime historie, vi alle kan relatere til. Så længe de kendte åbner op for deres privatliv, er historien hurtigt skrevet og pengene nemt tjent ind.

De mennesker, vi møder igennem »Dybmedieforbrug kan vi være ligeså nysgerrige deborende og undersøgende over for, som dem vi møder i virkeligheden journalistik er Svært at undgå de kendte

Kirsten Sparre, medieforsker og journalist grundlæggenAnni Fønsby er dog en af de de dyr at lave, kendisser, som har fået oversig en relation til den enkelte kendte. skredet sine grænser. Hun har udIll.: Karina Cecilie Møller Hvis ikke vi gør det, så ville mange talt til www.kandetpasse.dk, at hun af historierne være inderligt ligegylnu lukker ned for presseadgangen dige,« konstaterer medieforskeren til sit og manden, Erik Damgaards og fortsætter: privatliv. »Så jo bedre medierne bliver til at Men denne historie er sjælden, og markedsføre de kendte, jo flere rede danske journalister fylder fortsat lationer former vi, og jo mere intemedierne med snak om de kendte, resserede bliver vi i sladder om fortæller Kirsten Sparre. netop disse kendte.« »Hvis man redigerer sit nyhedsIfølge Kirsten Sparre er Anni og produkt efter det, som danskerne taErik-historien dog så god, at den ikke ler om, er det svært at komme uden behøver megen markedsføring: om et par som Anni og Erik. Og så»Kombinationen af de to er unik og dan redigerer populæraviser i et vist dragende, fordi den spiller på modomfang også andre typer af medier,« sætninger. Seerne kan både undre fortæller Kirsten Sparre.

”

mens historier om de kendte kan laves på stort set ingen tid som citathistorier fra ind- og udenlandske medier og hjemmesider. Så det handler altså om, hvad de forskellige medier vil satse på i en tid, hvor de fleste af dem er presset på økonomien,« fortæller Kirsten Sparre.

Men helt overordnet handler det om, at der er læsere til stoffet, og at historier om kendte giver høje klikrater på hjemmesiderne. »Vi lever i et samfund, hvor vi konstant forbruger medier. Og de mennesker, vi møder igennem medieforbrug, kan vi være lige så nysgerrige overfor, som dem vi møder i virkeligheden,« siger medieforskeren. tihei09@student.sdu.dk

Begrænset af krig Journalistens begrænsninger skal frem i lyset. Det er ikke tydeligt nok, hvor nyhederne kommer fra, mener Mark Ørsten fra Roskilde Universitet, der er ekspert i medier og krige. Korrespondent på TV2 Rasmus Tantholdt kalder kritikken for useriøs.

Natasha Nomathemba Dyasi

TRANSPARENS. »Journalister i krig skal være bedre til at varedeklarere den journalistik, de laver. Det er ikke tydeligt nok, hvor journalisterne har deres nyheder fra«.

Det mener lektor Mark Ørsten fra Roskilde Universitet, der er ekspert i medier og krige. Han mener, at den udsendte journalist skal gøre opmærksom på sine egne begrænsninger. »Journalisten skal fortælle, hvor han har sine oplysninger fra, og de skjulte aftaler skal lægges frem. Det ville give en mere ærlig journalistik,« siger Mark Ørsten.

Han er klar over, at det kan virke lidt kluntet på TV, men mener, at ærligheden er vigtigere. Mark Ørsten kritiserer især de journalister, der

sover, spiser og bliver beskyttet af for eksempel danske soldater. Også kaldet embedded journalistik. Han mener, at det sjældent fremgår tydeligt nok i historien, når journalisten er embedded og omtaler det som Rasmus Tantholdt-journalistik. »Der er meget lidt fokus på, at han er embedded, når han præsenterer sine historier,« siger Mark Ørsten.

”

Spild af tid Rasmus Tantholdt erkender, at krigsjournalistikken altid er et udvalgt billede af virkeligheden, og han medgiver også, at blandt andet sikkerheden begrænser hans journalistik.

Men målet er at finde et godt udgangspunkt for det mest realistiske billede af krigen. »Jeg kan ikke tage ud og tale med

Jeg synes ikke, at det er seriøst at jeg skal gå ud og sige hver gang, at jeg er begrænset på den ene eller anden måde.

Den kritik er for letkøbt.

Rasmus Tantholdt, krigskorrespondent, TV2 Nyhederne

Useriøs kritik Rasmus Tantholdt tager ikke kritikken seriøst. Han mener, at det er en typisk påstand, der tyder på et manglende kendskab til de produkter, som korrespondenterne leverer. »For det første er det ekstremt sjældent, at jeg er embedded. Der er mange eksperter, der tror, at jeg er det hele tiden. For det andet fortæller jeg altid, hvor jeg har mine oplysninger fra,« siger han og fortsætter: »Hvis jeg siger, at et bestemt antal talebanere er blevet dræbt, så siger jeg altid, hvem jeg har det fra, for eksempel Forsvaret. Hvis parterne siger forskellige tal, så siger jeg dem begges,« siger han.

Taleban, det tør jeg ikke. Så det kan være svært at høre den anden part i sagen, men så gør vi det, at vi finder personer, der har sympati for Taleban i stedet,« siger han.

Alligevel synes han ikke, at det er journalistens ansvar at forklare, hvorfor de taler med hvem hele tiden. »Jeg synes ikke, det er seriøst, at jeg skal gå ud og sige hver gang, at jeg er begrænset på den ene eller den anden måde. Den kritik er for letkøbt,« siger Rasmus Tantholdt og fortsætter: »Jeg vil ikke spilde seernes tid med at fortælle, om jeg har vagter med eller ej, hvis det ikke er væsentligt

for seerne at vide,« siger han.

Rasmus Tantholdt er lettere irriteret på forskere og eksperter, der udtaler sig om journalister i krig og

vil gerne invitere dem med ud, så de kan se, hvordan det i virkeligheden foregår. nadya09@student.sdu.dk

FOKUS

LIXEN | april 2010 | 19

Pundik peger på freden Udfordringerne er så få, at de kan stå på en serviet. Alligevel mener Herbert Pundik ikke, at en fredelig løsning på konflikten mellem Israel og Palæstina er inden for rækkevidde.

Johan Bertil Winther Andersen

KONFLIKT. Blød jazzmusik flyder ud ad højttalerne på Dan Hotel i Tel Aviv. I sofaen overfor sidder Herbert Pundik, der er tidligere chefredaktør og nuværende seniorkorrespondent på Dagbladet Politiken. Han har selv boet i Israel i over 50 år. Med fagter og levende øjne forklarer den 82-årige journalist, at israelerne og palæstinenserne kender hinandens krav. »De har forhandlet så meget gennem årene, at begge parter stort set ved, hvordan den fredsproces ser ud.

Og hvis du giver dem en serviet og en blyant, så kan de sætte sig ned og skrive fredsforhandlingernes resultat,« siger Herbert Pundik.

Han forklarer, at der er meget lidt plads til variation i en mulig fred, fordi begge parter har nogle ultimative krav, som de hverken vil eller kan give op af hensyn til deres befolkninger. Den mere end 60 år gamle konflikt er derfor ikke så sort-hvid som blyantstreger på en serviet. Og freden er ikke tæt på, selvom man

ved, hvad den anden side kræver.

Krav om en stat Palæstinensernes første krav for fred er, at der bliver oprettet en palæstinensisk stat. Seniorkorrespondenten forklarer, at palæstinenserne holder på 1967-grænserne, som giver palæstinenserne 22 procent af hele landet, mens israelerne har de resterende 78 procent. »Her kan blive tale om en slags magtskifte. For hvis israelerne tager to-tre procent af landet på Vestbredden til bosættelser, så vil palæstinenserne have den jord et andet sted. De 22 procent står simpelthen i lysende neon som non negotiable,« siger Herbert Pundik. Han sidder ude på kanten af den bløde sofa, mens saxofonens toner flyder i baggrunden.

Kompensation og retfærdighed Det andet krav fra palæstinensisk side er, at man får hovedstad i Østjerusalem, og det tredje krav er, at man finder en løsning på flygtningeproblemet, som opstod i 1948. Her flygtede 650.000 arabere fra landet på grund af den israelske erobring, og i dag har de fået børn og er blevet til 3-4 millioner.

De vil have økonomisk kompensation og ’historisk retfærdighed’.

Forstået på den måde, at israelerne skal anerkende, at de var med til at fordrive dem ved en slags etnisk udrensning. Hertil kommer en masse mindre krav, men de tre er hovedpunkterne, mener seniorkorrespondenten.

Tvivl om to stater Fra israelsk side kræver man, at der

skal være ro på Vestbredden, og at det palæstinensiske selvstyre skal forhindre nye terrorangreb i Israel.

Den israelske regering siger, at man er klar til den to-statsløsning, som palæstinenserne kræver. Herbert Pundik tvivler dog på, at det er ærligt ment: »Selvom de siger noget andet, så

”

met til at stå som en slags håndfæstning. Nu er der ikke andre muligheder end en to-statsløsning. At han så gør en masse ting under bordet for at forhindre freden, ændrer ikke på det,« siger den garvede journalist.

Når det officielle Israel i hovedtræk accepterer palæstinensernes krav,

Højre-regeringen med Natanyahu i spidsen tror ikke på freden, og mentalt er den israelske befolkning gået på orlov

Herbert Pundik, tidligere chefredaktør på Politiken

er den tanke mig ikke fremmed, at en stor del af den israelske regering ikke ønsker en palæstinensisk stat,« siger han.

Seniorkorrespondenten mener, at regeringen er tilbageholdende på grund af sikkerheden. Han peger på grupper, som frygter, at en palæstinensisk stat bliver en arabisk forpost, som vil udslette Israel senere.

Andre grupper vil ikke opgive Vestbredden på grund af bosættelserne, og andre mere religiøse grupper mener, at Gud i biblen har givet dem skødet til det hellige land.

Håndfæstningen På trods af Herbert Pundiks tvivl på, at det er oprigtigt ment, har den nuværende regeringsleder Benjamin Netanyahu faktisk accepteret en tostatsløsning for nogle år siden. Derfor er det den, man arbejder ud fra, når staterne nærmer sig hinanden i forhandlinger. »Benjamin Netanyahus ord er kom-

hvorfor sker der så ikke noget? »Det er der selvfølgelig ikke noget enkelt svar på. Men det hænger sammen med, at israelerne er et meget sammensat folk. Højre-regeringen med Netanyahu i spidsen tror ikke på freden, og mentalt er den israelske befolkning gået på orlov,« forklarer Herbert Pundik.

Løsning med en ny regering På længere sigt afviser seniorkorrespondenten ikke en fredelig løsning, men før det sker, skal Israel have en ny regering. På den palæstinensiske side peger han på splittelsen mellem de to politiske bevægelser Fatah og Hamas som den største udfordring.

Hvis israelerne kommer tilbage fra deres mentale ferie, og palæstinenserne formår at holde volden nede på Vestbredden, så ser Herbert Pundik muligheder. Indtil da tror han ikke på fred. Måske snarere på endnu en krig.

Journaliststuderende i Mellemøsten Fire SDU-studerende på 4. semester brugte ferien i januar på at rejse til Israel og Palæstina.

Her interviewede de blandt andet Herbert Pundik, oplevede hjertet af konflikten i Hebron og interviewede Mustafa Barghouti, der er palæstinensisk politiker og var Mahmoud Abbas modkandidat ved præsidentvalget i 2005. De har samlet interviews og historier i et multimedieprojekt på: www.israelprojekt.weebly.com

johaa08@student.sdu.dk

Herbert Pundik har boet i Israel over 50 år. Han mener ikke, at freden mellem Israel og Palæstina er på vej, selv om staterne nærmer sig hinanden i forhandlingerne.

Foto: Leonora Beck

20 | april 2010

FOKUS

| LIXEN

Pressefriheden i Kina er ikke eksisterende. Journalisterne er underlagt stærkt censur fra partistyret, men der er måske alligevel tegn på forandring. Det vurderer to Kina-eksperter. FOTO: Jakob Balthazar Munk Pressefriheden i Kina er ikke eksisterende. Journalisterne er underlagt stærkt censur fra partistyret, men der er måske alligevel tegn på forandring. Det vurderer to Kina-eksperter. FOTO: Jakob Balthazar Munk

Grænser her, der og alle vegne Pressefriheden i Kina er ikkeeksisterende. Oprørske journalister bliver smidt i fængsel. Aviserne bliver beordret til at trykke bestemte historier, og det kinesiske folk bliver ført bag lyset. En ny rapport fra International Federation of Journalists om graden af pressefrihed i Kina siger det klart i titlen: ”China Clamps Down”.

Men er det et entydigt og retvisende billede? Og går det virkelig kun én vej?

Jakob Balthazar Munk

BAGGRUND. Forestil dig, at du sidder som journalist og får fat i et dokument fra regeringen. Det beskriver i detaljer, hvilke vidtgående midler de bruger til at censurere pressen.

Det står der sort på hvidt.

Hvad gør du nu? Hvad siger mavefornemmelsen, journalistløftet og din professionelle stolthed dig? Du kan ikke bare lade det ligge, vel?

En af Kina’s mest berømte journalister Shi Jintao valgte tilbage i 2004 at

sende dokumentet i en mail til internationale journalistorganisationer for at vise, hvilke forhold kinesiske journalister arbejder under.

Da de kinesiske myndigheder opfattede, at dokumentet var blevet videresendt, kontaktede de straks Yahoo for at finde ud af, hvem afsenderen var.

De fik udleveret oplysningerne på Shi Jintao, der promte fik en fængselsstraf på 10 år, mens hans advokat, der vovede sig til at tage sagen, fik frataget sin licens.

Nu sidder Shi Jintao så i et kinesisk fængsel og venter på at modtage tre journalistiske priser, han er blevet tildelt af internationale journalistorganisationer, for sin kamp mod overmagten.

Og når han kommer ud igen, kan han passende svare på, om det var det værd. At betræde de opstillede grænser.

Låste grænser og dem, der lirker.

Men kunne han andet end at betræde grænserne? Grænserne for pressen i Kina er jo uendelige. Som et journalistisk minefelt, hvor hver eneste historie kan ødelægge livet for den, der vover at svinge pennen.

På den internationale organisation Reporters Without Borders presse-

frihedsindeks er Kina placeret på en 168-plads med kun Laos, Cuba, Burma, Iran, Turkmenistan, Nord Korea og Eritrea bag sig.

Og i begyndelsen af februar 2010 udgav International Federation of Journalists en rapport om presseforholdene i Kina med den dystopiske titel ”China Clamps Down.”

Her kunne de konstatere, at år 2009 havde budt på flere anholdelser, flere restriktioner og en øget kontrol med de informationer, der bliver sendt rundt via nettet.

Men det billede er alligevel ikke helt entydigt. Det vurderer Kina-korrespondent for Information Martin Gøttske. »Ingen tvivl om, at rapporten illus-

”

ker ved grænserne for, hvad de kan tillade sig at skrive, « siger Martin Gøttske.

Dermed lægger han op til, at de øgede sammenstød kan ses som et udtryk for, at der er ved at ske nogle forandringer i Kina, hvor de kinesiske journalister er blevet mere modige og mere villige til at kæmpe for deres grundlæggende rettigheder, og det bør man måske også bide mærke i. »Det er positivt på den måde, at der er flere journalister, der tør skrive om de følsomme emner,« siger han.

Kommercialiserings grænsevirkninger.

Et af de elementer, der har været med til at skubbe udviklingen i den rigtige

... Der er flere kinesiske journalister, der afprøver og rykker ved grænserne for, hvad de kan tillade sig at skrive

Martin Gøttske, Kina-korrespondent for Information

trerer et mønster i Kina, hvor regeringen og staten forhindrer kinesiske journalister i at skrive om, hvad de gerne vil. Men rapporten illustrerer samtidig, at der er flere kinesiske journalister, der afprøver og ryk-

retning, er en kommercialisering af det kinesiske mediemarked. Det har betydet, at medierne har måttet konkurrere på konkurrencevilkår, hvorved de negligerede historier er blevet efterspurgt.

Derfor har de kinesiske journalister også fået et økonomisk incitament til at udøve kritisk journalistik.

Det fortæller Flemming Ytzen fra Politiken, der de seneste 30 år har rejst i Kina som journalist. »Selv i et censurpræget og refleksivt mediemiljø så må de kinesiske journalister prøve at flytte grænser hele tiden, og det har de gjort inden for de seneste år. Men du har altså stadigvæk en situation, der hele tiden er to skridt frem og et tilbage.« Denne vægelsindede fremgang skal ses i lyset af det grundlæggende dilemma, som de kinesiske journalister står overfor hver eneste dag, når de skal lave journalistik, mener Martin Gøttske: »På den ene side er der presset fra oven, og på den anden side er der det økonomiske pres. Og de to ting støder mod hinanden, og engang imellem går det den ene vej, og engang imellem går det den anden vej.

Men der bliver hele tiden rykket ved grænserne.« De lokale og nationale grænser De præcise grænser for, hvilken kritisk journalistik man kan føre i Kina, afhænger af, hvem man træder på tæerne. Censurmyndighederne i Kina

FOKUS spiller her en dobbeltrolle. Nationalt er målet at bevare tilslutningen og opbakningen til styret, mens man lokalt ønsker at komme mafiaer og andre kriminelle til livs. Og det har betydning for, hvilke historier der bliver trykt, og hvilke der ikke gør. »Når det for eksempel gælder lokalkorruption og lokale forureningsskandaler, så er der i forhold til tidligere rigtig meget journalistik i Kina, der fokuserer på overgreb og korrupte embedsmænd. Men jo længere op i magtpyramiden kommer, jo sværere bliver det,« fortæller Flemming Ytzen.

Og at skrive noget i stil med, at korruptionen på lokalplan skyldes manglende uafhængige instanser, er helt udelukket. Der går grænsen meget klart for den kritiske journalistik. »Hvis de kinesiske journalister skal beskrive det, der sker på lokalplan, skal de absolut ikke kæde det sammen med systemets mangler. Der er nogle klare regler om, at man skal holde sig fra systemkritik som sådan, fordi det opfatter regeringen som en trussel mod deres magtmonopol,« siger Martin Gøttske.

Skulle man så alligevel fristes til at lade utilfredsheden sive, træder

LIXEN | april 2010 | 21 censurapparatet i karakter, og man bliver enten trukket i løn, sendt på to ugers lange Marx-kurser eller smidt i fængsel.

Idealister uden grænser Trods de ubetrædelige grænser oplever Martin Gøttske en daglig kinesisk interesse. Dels for at lave kritisk journalistik, men også for at udfordre partistyret og den censur, det udøver.

Og det er noget, der er sket inden for de seneste år. »For et par år siden var jeg ikke så begejstret for det, der skete med de kinesiske medier, og det var ikke sådan, at jeg beundrede de kinesiske journalister. Men specielt inden for de sidste få år er der ekstremt mange unge kinesiske journalister, der gør et fantastisk stykke arbejde, der nemt kan måle sig med andre lande,« siger Martin Gøttske, der også forklarer, at det typisk er unge journalister, der har en meget idealistisk tilgang til faget, og som bekender sig til journalistikkens klassiske rolle som samfundets fjerde statsmagt. »De ser deres rolle som at kritisere regeringen og støtte de folk, der bliver trådt på af systemet.« Hans dialog, daglige kontakt og

kendskaber til journalisternes mål og drømme får ham til at se relativt positivt på de udfordringer, der venter i fremtiden. »Jeg synes, at inden for de sidste 10 år er det gået ekstremt hurtigt med antallet af journalister, der er villige til at tage nogle chancer og til at presse på for, hvad de kan tillade sig. Den skare af journalister vokser hele tiden, og jeg kan ikke andet end at forestille mig, at antallet af de her journalister vil stige.« Han håber og tror på, at den idealistiske opfattelse blandt journalisterne vil forplante sig ned gennem generationerne og ind i fremtiden.

”

Kan grænserne viskes ud, og kan pressefrihed på et tidspunkt gøre sit indtog?

Ifølge Martin Gøttske er det et besværligt spørgsmål at besvare nuanceret. »Det kører frem og tilbage i Kina.

Kigger man på enkeltsagerne, så virker det, som om der er ekstrem kontrol med medierne, og hvor man ser, de kinesiske journalister bliver straffet. Det sker selvfølgelig også, men der findes også mange eksempler på, at det lykkes journalister at skrive om en masse ting, som de ikke kunne før.« Og det er denne langsomme og stædige proces, der skal føre kine-

Hvis de kinesiske journalister skal beskrive det der sker på lokalplan, skal de absolut ikke kæde det sammen med systemets mangler.

Der er nogle meget klare regler om, at man skal holde sig fra systemkritik som sådan...

Martin Gøttske, Kina-korrespondent for Information

Kan grænserne viskes ud?

Og med fremtiden følger spørgsmålet:

serne videre. Minutiøst og stædigt skal grænserne flyttes, og ifølge Mar-

tin Gøttske er det den spirende ungdom, der skal gå forrest. Den velvilje og det mod, de viser nu, skal inspirere kommende generationer. »Forhåbentlig vil presset på censuren i Kina blive større og større, hvorved råderummet for, hvad man kan trykke, også vil blive større. Men jeg tror ikke, at vi skal forvente, at den kinesiske regering vedtager pressefrihed i overmorgen,« siger Martin Gøttske.

Den betragtning er Flemming Ytzen enig i. Han tror på, at grænserne for pressefriheden kan udvide sig på samme måde, som den kapitalismen har gjort det i Kina igennem de seneste 20 år. »For bare 20 år siden eller mindre havde ingen kunnet forestille sig, at Kina kunne opbygge multinationale selskaber. Pludselig indså de bare, at forudsætningen for at fremme den nationale udvikling var at ekspandere globalt. På samme måde mener jeg, at de må erkende, at hvis de skal fortsætte med at have befolkningens opbakning, må der være garanti for nogle friheder. Der må være et rum for kritik.«

jamun09@student.sdu.dk

Pressefrihed på kinesisk På City University of Hong Kong skulle jeg lede længe efter unge studerende, der vil kæmpe for demokrati og pressefrihed. Dette er hvad mine erfaringer fra et semester i Kina fortæller mig.

Camilla Høj Eggers, journaliststuderende RUC

OPLEVELSE. Jeg tog i 2009 til Hongkong for at studere international politik og journalistik. Forventningerne var høje. Tænk at skulle møde den nye generation af journalister og politikinteresserede.

Dem, som i fremtiden skal kæmpe for pressefrihed og med ideologien i front marchere ind i en ny epoke for den kinesiske presse og for det politiske system.

Men efter et semester i Kina med mange diskussioner om demokrati, ytringsfrihed og pressefrihed måtte jeg sande, at langt fra alle unge journaliststuderende tror på kampen for en friere presse.

Hongkong versus Kina I Hongkong hersker et andet sæt spilleregler end i resten af Kina. Hongkong fungerer som en speciel administrativ region. Selvom man ikke kan kalde Hongkong demokratisk, så beskriver FreedomHouse.org, at borgerne i Hongkong kan glæde sig over både ytringsfrihed og pressefrihed. Meget modsat Kina.

Dog er der ingen garant for disse friheder. Freedom House skriver

nemlig på hjemmesiden, at selvom ytringsfrihed er beskyttet af loven i Hongkong, så er pladsen for at udtrykke sig frit reelt blevet begrænset de seneste år. Dette med pres fra den centrale regering i Beijing. Sådan risikerer de at blive undermineret af det magtfulde KKP, Kinas Kommunistiske Parti, der til dels allerede har været på spil.

På grund af den store forskel på Kina og Hongkong, er der mange unge kinesere, der rejser til Hongkong for at studere.

På mine kurser Media and Society og Contemporary International Politics of the Asian Pacific sad jeg blandt et stort antal studerende fra Kina og forsøgte at forstå, hvordan de tænker om demokrati, ytringsfrihed og pressefrihed.

Er de mon rejst til Hongkong for at søge mere frihed?

Når bølgerne går højt En gruppe kinesiske aktivister sendte i 1990 en video ud til omverdenen, hvori de gennem efterligninger af højtstående politikeres retorik udtrykte en stærk kritik af regeringen. Videoen kom som følge af massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989, hvor et uvist antal demonstranter blev dræbt af det kinesiske militær.

Vi så videoen i Media and Society og en skov af hænder rejste sig ved filmens slutning. En kinesisk pige forklarede hektisk, hvor meget det skader Kina, hver gang nogen kritiserer regeringen. Hun mente, at alle medier skal styres af staten for at undgå unødig kritik, »tænk, hvis en person kritiserer en politiker, der

I Kina har Camilla Høj Eggers argumenteret for pressefrihed. En ikke helt enkelt opgave. FOTO: Jakob BalthazarMunk

i virkeligheden er god! « Skoven af hænder visnede hurtigt og var efter et par sekunder som sunket i jorden - ingen af hendes landsmænd (eller kvinder) havde noget at tilføje.

Den belgiske professor forsøgte at grave lidt dybere ned i problematikken. »Jamen, hvad nu hvis en politiker har ageret aldeles forkert, må en journalist så ikke kommentere hændelsen?« Pigen svarede med stive øjne og anspændt nakke, at politikerne kun handler for Kinas fælles bedste.

Således fik hun hurtigt skyllet ideer om ytringsfrihed og pressefrihed ud i havet.

Kinesisk mur af skepsis I Contemporary International Politics of the Asian Pacific blev jeg udfordret til at holde en demokratitale.

Den skulle indgå i samspil med en anti-demokratitale, hvorefter en afstemning ville finde sted.

Lecture hall 16 var proppet på den store valgaften. Omtrent 85 studerende, hvoraf blot fem var vesterlændinge, fulgte min talestrøm. Derefter min modstanders.

Jeg lagde stor vægt på at fremhæve ytringsfrihed og pressefrihed som vigtige elementer. At prøve på at vise, hvordan en platform for offentlig debat kan være med til at skabe et mere dynamisk samfund. Den unge flok studerende fra både Hong-

kong og Kina måtte da blive ramt af inspiration.

Men afstemningen talte for sig selv.

80-5 endte valget. Det var som at gå direkte ind i en stor mur af skepsis.

Oplev det kinesiske internet Er det svært at forestille sig, hvordan det mon er at være på internettet i Kina? Hvordan virker censuren i grunden?

To tyskere og en amerikaner har i samarbejde udviklet China Channel Firefox Add-on, som gør det muligt at opleve det censurerede kinesiske internet. Programmet skal blot downloades, og så kan den virtuelle rejse i Kina begynde. Giv det et forsøg, og oplev, hvor grænserne går!

22 | april 2010

FOKUS

| LIXEN

Pludselig står man på grænsen til døden Og kigger sig omkring og skriver om tårerne, afskeden og mennesket, der er lige så livløs som papiret, der skrives på. Hvor tæt kan man gå på mennesker, der ikke lever, og pårørende i deres dybeste sorg?

Kisten knirker, kameraerne knipser, kuglepennen kradser og kirkeklokkerne kondolerer en lørdag formiddag, da Etta Cameron bliver begravet.

Jakob Balthazar Munk

BEGRAVELSE. Klædt i sorte kjoler, nypudsede sko og jakkesæt med slips står en flok mennesker ude foran indgangen til Christians Kirken i København. Klokken er kvart i et lørdag formiddag, og vinden rusker i deres medbragte blomsterbuketter.

De snakker fåmælt. Veksler blikke, kondolerer og kigger sig omkring.

Deres øjne er trætte og tomme, og deres foldede hænder hviler trygt på maven.

Blot et par meter fra dem i et hjørne af kirkens forgård står de medlemmer af den danske presse, der er blevet sendt til begravelse for at bringe læseren helt tæt på Etta Cameron.

Med tykke jakker, et par kameraer, der hænger skødesløst om halsen, og et par blokke, der stikker op af lommen, adskiller de sig fra de andre gæster. De tripper. Skutter sig. Kigger sig omkring og skraber deres sko mod småstenene. »Nu venter vi på, at der kommer nogle pårørende,« fortæller Helle Kastholm fra Ekstra Bladet. Det er hende, jeg følger for at se, hvor grænserne går, når de mennesker man skal skrive om, er lige så livløse som papiret, det skal trykkes på. Hvad kan man tillade sig, og hvad kan man ikke?

Mens vi venter »Men det er koldt at stå og vente, ikke?« Hun ler, mens en kraftig mand kommer hen til gruppen. Han har en grøn jakke på og en hue på hovedet.

Han stikker hånden frem og hilser.

Det er præsten. »Det bliver en to timer lang ceremoni i dag,« forklarer han og veksler yderligere et par ord og nikker og smiler, da en journalist med glimt i øjet spørger, om han har fået ny præsteuniform. »Ja, så mangler huen bare et kors.« Han går hen imod kirken igen, og Helle Kastholm henvender sig til mig. »Grænserne bliver lynhurtigt lagt af sig selv. « Hun tilføjer: »Og det er så præsten, der fungerer som et slags mellemled mellem de pårørende og pressen.« Et solo skud En fotograf tager et par hurtige skridt,

Hvor går grænsen for hvad pressen kan tillade sig til en begravelse? Vi er med en lørdag formiddag da Etta Cameron bliver begravet. Foto: Benjamin Kürstein, Ekstra Bladet

da han genkender et ansigt, der kommer gående igennem forgården op mod kirken. Peger linsen mod ansigtet og knipser et par hurtige gange.

Klik, klik, og manden går videre mod kirken. Fotografen smiler, da han kommer tilbage til gruppen. »Så fik jeg ham sgu lige solo.« Tak for igår En kvinde stiger afbalanceret ud af en stor Audi. Hun har en sort kjole med nylonstrømper, et sort hårbånd og en gul buket blomster, der hviler ganske roligt på hendes højre arm. Hun går langsomt op mod kirken. Hendes øjne er blanke, randerne under dem dybe, og hun kigger tomt frem. Ænser ikke den lille flok pressefolk, der nu også tæller en kameramand fra TV2 samt to journalister, der ikke har været lang tid væk fra hinanden. »Tak for i går.« »Ja, selv tak, det var hyggeligt.« »Jeg synes, du har lidt røde øjne.« De ler, alt imens den sørgmodige kvinde forsvinder ind i kirken, som præsten kommer ud af. Han har nu fuld mundering på. Den sorte præstekjole, den hvide krave og korset, der hænger fra hans hals. »Der går lige fem minutter, så kan I gå ind og tage de billeder, I skal have.« Han deler et par hvide sedler ud med titlerne på de sange, der skal synges.

Helt tæt på Midt i kirken står den. Hovedattraktionen. Kisten. Den er lysbrun, symmetrisk, og på toppen hviler et dannebrogsflag sammen med stars and stripes. Rundt omkring er der blomster. I alverdens farver og for-

mer. Lange, gule, korte, røde, ovale, lilla og dem, der er spidse, hvide og de krøllede.

Lidt koldt, ikke?

Bagved i gangen ind mod kirken har en journalist fået fat på sønnen, og de snakker roligt sammen.

Han bevæger hænderne forsigtigt,

”

komme op på forhøjningen, der fungerer som en scene.

Kvinden stiller sig og rømmer sig en gang, inden hun begynder at synge.

Der bliver klappet. Nogle rejser sig op. Hovederne svinger frem og tilbage, og på forreste række sidder sønnen og tripper med foden. Hans

Det var jo hamrende sørgeligt, og i det tilfælde er det rigtig svært at være presse fordi det er så nemt at komme galt af sted

Helle Kastholm, Ekstra Bladet

rokker hovedet ganske langsomt og kigger på journalisten med fokuserede øjne. Hendes pen bevæger sig over den hvide blok, hun nikker og kigger ham i øjnene, da hun stiller et nyt spørgsmål.

I entreen går præsten rundt. Han hilser på de sørgende, der bliver ved med at komme ind ad døren.

En af kirketjenerne henvender sig til en kvindelig journalist. »Det er lidt koldt, ikke?« Kvinden smiler og svarer: »Jo, men jeg har engang været her i halvanden time i snestorm.« Tjeneren griner kort. »Ja, så er alting jo relativt.« Afskeden »Velkommen«, siger præsten med en klar og høj stemme. Han kigger sig omkring.

På de mange mennesker, der sidder på bænkerækkerne. På dem, der sidder på de øvre etager, og måske på de journalister, der står i hjørnerne.

Han gør tegn til, at en kvinde skal

hoved bevæger sig i forsigtige stød, og hans hænder er foldede.

En fredelig en af slagsen Et par klik lyder fra en fotografens linse. Et par hurtige vip med fingeren for at fange scenen, livet og afskeden med det menneske, der ligger i kisten i midten.

Ude i siden står en kvindelig journalist og skriver ned. Det er Helle Kastholm, og det er ikke hendes første begravelse, men heldigvis en mere fredelig én af slagsen.

Det fortæller hun efterfølgende: »Hvis nu det havde været en begravelse af et barn, der blev slået ihjel af sin far, så havde det jo set helt anderledes ud. Det kalder jo på nogle helt andre følelser, også hos de efterladte, og derfor bliver tonen helt anderledes. « Tænk dig om Sammenligningen bunder i et minde.

Om en tragisk begivenhed og en voldsom begravelse. En far havde

dræbt sine børn og stukket ild til huset efterfølgende, og Helle Kastholm stod som reporter og skulle dække begivenheden. En udfordring både som menneske og journalist. »Det var jo hamrende sørgeligt, og i det tilfælde er det rigtigt svært at være presse, fordi det er så nemt at komme galt af sted, fordi alle følelserne sidder uden på huden på alle mennesker.« Hun tilføjer: »Og mennesker reagerer jo forskelligt, når de er i krise.« Der er en kort pause. »Så der skal man virkelig tænke sig om.«

Virkeligheden overgår fiktionen Helle Kastholm fortæller videre.

Om, hvordan pressen i sådanne situationer tager sine forholdsregler.

Fotografen placerer sig på det modsatte fortov med en telekanon. Journalisten er så anonym som muligt og sniger sig ind i kirken, når ceremonien går i gang, og ud igen, når den er slut. Og de pårørende får ikke stukket en mikrofon op i hovedet, for det er ikke nødvendigt for historien. Der er en nøgtern reportage rigeligt. For som Helle Kastholm udtrykker det: »Der er tidspunkter, hvor virkeligheden næsten overgår fiktionen.« Og selvom man som journalist står på sidelinjen med sin blok som skjold og med kuglepennen som sværd, kan man alligevel ikke undgå at blive ramt følelsesmæssigt. »Det gør jo ondt i maven. Jeg har været til to børnebegravelser i min karriere, og dem husker jeg begge,« siger Helle Kastholm. jamun09@student.sdu.dk

OPINION

LIXEN | april 2010 | 23

Send dit indlæg til ‘I øvrigt mener jeg...” til lixen@journet.sdu.dk. Det gælder både folk på og udenfor Medietorvet.

Skriv ‘I øvrigt mener jeg’ i emne-feltet + din kommentar, dit navn og din stilling.

Så bringer vi indlægget i næste nummer.

... at ledelsesstrukturen på Center for Journalistik begynder at minde om den i Brøndby IF. Peter Bro som centerleder, studieleder, underviser og forsker.

Hold op, han får travlt!

Flere og flere er med på tendensen Flere og flere journalister laver tendensjournalistik. Det er et problem, mener flere og flere journaliststuderende. I hvert fald en enkelt.

Søren Dal Rasmussen

Frederik Nørby, 4. semester

Branchen hylder og ænser de nye tendenser. For flere og flere journali... at vi skal lege endnu mere med lego og forkæles endnu mere med slik, nu ster laver tendensjournalistik. Den hvor Peter Bro er blevet centerleder!!! har vi vist hørt før, har vi ikke? FraMinna Camara, 4. semester sen ’flere og flere’ bliver brugt så tit, at det burde få en plads i den journal... at det burde være ulovligt at have fri senere end klokken 12 om fredagen, istiske ordbog. ’Vi laver en flere og flere’ bliver vel snart en fast vending for det er der ingen, der kan klare!

Kasper Ellesøe, 2. semester i landets redaktionslokaler.

En hurtig Infomediasøgning viser, at frasen ’flere og flere’ er forekom... at pigernes Peter Bro-jokes læner sig op ad teenagehysteri. met 2442 gange de sidste 30 dage.

Søren Geisler, 4. semester

... at det er fedt, at Peter Bro vil indføre fast fredagsbar med øl til 5 kr.

Sophie Bremer, næstformand i Studienævnet

... at det snart må være en kvindes tur til at blive Fellow på SDU. Anne Lea Landsted, studieleder på Center for Journalistik ... at Lixen giver alt for lidt spalteplads til radioprogrammet Elstrup og Willeman, som bliver sendt fra 21 til 22 torsdage i ulige uger.

Morten Elstrup, 2. semester ... bare, at Søren skal gå i bad.

Lise Karlshøj Ipsen, 2. semester

... at de nye russere skal rives rundt i cirkusmanegen!

Søren Dal Rasmussen, 2. semester

Til sammenligning optræder ’Helle Thorning’ 1332 gange, integration finder man 1779 gange. Det har ikke helt fået X Factor-status endnu (3388), men vi er forhåbentlig på vej.

Tendens eller tilfældigt?

Vi danskere bliver gladere for grusomt mange ting for tiden. Flere og flere vil have flere røde bøffer, flere og flere skifter de gamle glødepærer ud i de danske hjem, flere og flere vælger kejsersnit, flere og flere vil have internettet med sig overalt.

Det flyder rundt i medierne med fænomener og tilbøjeligheder. Og tit kan dokumentationen slet ikke bære historien. En stigning fra 15 til 25 over de seneste 2-3 år. Er det en tendens eller tilfældigt?

Jeg synes ikke, at det er journalistik, at flere og flere kører med cykelhjelm. Som en medstuderende sagde til mig for nylig: ’Flere og flere’-vin-

klen er bare for nem. Den bliver brugt til overflod.

Den gode tendenshistorie chokerer og overrasker. Selvfølgelig er der plads til den. Der er bare alt for mange af dem. I en tid, hvor den heftige debat om journalistikkens berettigelse strømmer rundt i branchen, nytter det ikke noget at køre sisyfosisk rundt i historier om, at der er kommet flere storke til Danmark.

Vi er nødt til at udvikle os. For vores læseres og vores egen skyld.

Så ud med tendensjournalistikken og ind med de væsentlige historier, de nærværende historier. Dem håber jeg i hvert fald, at der bliver flere og flere af.

soera09@student.sdu.dk

Hvad ville vi ikke sige, hvis nogen gjorde det samme mod vores gud?

... at jeg godt ku’ hele Lixens redaktion.

Hans Redder Nørgaard, bestyrelsesmedlem i KaJO

... at døren til køkkenet burde være åben døgnet rundt.

Mikkel Cramon, formand for festudvalgt

... at Lixen bør holde en fest.

Steffen Koldborg, 2. semester

... at det er langt ude, at 2. semester skal op til en videnstest.

Morten Elstrup, 2. semester

... at SU er et bedre scoretrick end SDU.

Sigrid Møller, 2. semester

... at den lille havfrue skal blive i Kina.

Sidsel Duch Langpap, 2. semester tilvalg

... at Lixen-weekend er ligesom at være i himlen.

Natasha Nomathemba Dyasi, 2. semester

Tegninger af: Amalie Ter-Borch Gram Schjønning

Bagsiden

Da Journited forgæves viste tænder En beretning fra MedieCup Kampråb og svedige fodboldfødder fyldte Nørrebrohallen fra den 20. til 21. marts, da årets Medie-Cup løb af stablen. SDU’s tropper kæmpede med skiftende held for at få pokalen til Odense.

Læs, hvordan det gik dem i de afgørendede minutter.

Mikkel Cramon

Overhalet af formiddagspressen Ekstra Bladet turde, hvor de studerende tiede i pulje A-kampen mellem Ekstra Bladet og Journited Juniors. 5-1 blev resultatet.

Fjerdesemesterholdet, Journited Juniors - også kaldet ’juniorspillerne’ – kommer hurtigt bagud 0-1. Og forvirring i det efterfølgende angrebsspil resulterer i et boldtab, hvorefter EB-spillerne kan sende en lang bold ned i det tomme mål, som målmand Caspar Jørgensen har forladt for en stund. Overordnet set en, fra start til slut, småforvirret kamp, som kun modstanderen ser ud til at kunne overskue bare en smule. Journitedspillerne virker ganske overraskede over det høje tempo og intensiteten, der præger kampen.

Høje bolde og en mangelfuld organisation kendetegner juniorernes spil, og selvom et af holdets lyspunkter, Lasse Skytt, presser modstanderen ihærdigt på egen banehalvdel, må drengene inkassere endnu en scoring. Det i en situation, hvor bagstopper Caspar Jørgensen er prisgivet.

På tilskuerrækkerne tales der om ’ydmygelse’ og ’afstraffelse’, men så tager førnævnte Lasse Skytt sagen i egen hånd og brager en kasse ind til reducering 1-4. Journited synes pludselig at have meldt sig ind i kampen, men straks bliver det udstillet, at frustrationerne sidder helt uden på tøjet; Manden over midten, Mads Therkildsen, tackles og får ikke tilkendt det frispark, han tydeligvis gerne ville have haft. Der opstår spillertumult, og juniorerne må se en mand udvist for brok. Alt imens lukker og slukker EB-spillerne med 5-1scoringen kampen og ydmygelsen af Journited Juniors, der aldrig rigtig fik et ben til jorden i en kamp, der ender i intern stridighed og splid spillerne imellem.

Klasseforskel

Efter en kamp Studinese Calcio skulle vinde med fem overskydende mål for at avancere fra puljen, gjaldt det Viasat Sport 1 i kvartfinalen.

Studinesespillerne har knapt fået vejret, efter de med en knusende 90-sejr sikrede sig videre avancement i turneringen, før kvartfinalen er i gang. Modstanderen er Viasat Sport 1, et helt igennem frygtindgydende hold iført sølvfarvede spilledragter og jeg skal komme efter dig. Forinden kampen har de vundet pulje C helt suverænt, og Studinese Calcio er derfor tvunget til at levere.

Kampen fløjtes op, og straks er der bonus. I et effektivt angreb havner bolden hos Morten Elstrup, den danske Gheorghe Hagi, og han svigter selvfølgelig ikke. 1-0. Publikum er tydeligt begejstrede over det imponerende spil og ufattelig høje tempo, Studinesespillerne præsterer fra start.

Knapt har modstanderen givet bolden op, før Studinese Calcio på

ny – hvad der indtil nu har været symptomatisk for hele holdets spillestil gennem turneringen – presser modstanderen så ekstremt højt, at de ender med at spille bolden i fødderne på en fremstormende Andreas Müller. Tempoet trækkes ud, og bolden spilles rundt i et hurtigt, men kontrolleret angreb. Bolden havner igen for fødderne af Elstrup, der kanonerer bolden i nettet og fordobler målscoren. 2-0. På dette tidspunkt lyder det fra bænken konstaterende, at ’det er ren udradering’. Og det var det.

Kontrolleret indsats fra start til slut. Stærkt forsvarsspil resulterer således i en hurtig kontra, som Jakob Munk på smukkeste vis formår at omsætte til 3-0, hvad der også skal vise sig at blive kampens resultat.

Spillet bølger mod slutningen lidt frem og tilbage, og i de få situationer, hvor Viasat Sport-holdet kommer igennem til, hvad der tilnærmelsesvis kan beskrives som værende målchancer, er Johan Lyngholm en stærk sidste skanse for Studinese Calcio. mikma09@student.sdu.dk

Studines Calcio nåede semifinalen ved årets MedieCup Foto: Søren Dal Rasmussen

”

Jamen, enhver kan jo se den enorme klasseforskel her

Morten Elstrup, spiller Studinese Calcio

Journited Junoirs kunne tidligt i forløbet nyde en kold fadøl, da de ikke gik videre fra gruppespillet.

Foto: Søren Dal Rasmussen

”

Det spil er jo fuldstændig idéløst

Hans Redder Nørgaard, holdleder for Studinese Calcio, om Journited Juniors spil

Foto: Søren Dal Rasmussen