Lixen juni 2011

Guide: Her kan du bruge dit pressekort Side 7 Læs alt om forårets Panikdag Side 10

Studerende savner undervisning i fotojournalistik Side 3

Lixen

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 13. årgang | 4. nummer | juni 2011

”

Det er bedre at træffe nogle valg, end det er at være undgænger. Undgænger er sådan et forfærdeligt ord, så det vil jeg ikke.

Karen Thisted om ikke at fortryde de valg, man tager Portræt side 8

2 | juni 2011

| LIXEN

Indhold

Leder

UDDANNELSE

Panik, taktik og gode kondisko

Det er sidste chance, hvis du har brug for hjælp fra en af de dygtige damer fra sekreteriatet på Center for Journalistik. Det lukker nemlig efter dette semester. Læs hvor du fremover skal gå hen for at få vejledning. Side 4

BRANCHE

Forårets Panikdag har det seneste stykke tid ikke været til at overse, hverken på Medietorvet eller i den danske medieverden.

En video, som ikke kun dokumenterede selve Panikdagen, men også viste, at DR snød, var som brænde på det bål, der i forvejen er så let antændeligt. Det bragte sindene i kog, og der blev skabt en debat på Journalisten.dk – en debat med mange forslag til, hvordan Panikdagen kan gøres mindre panisk eller helt afskaffes.

Journalistisk plagiat skal være fortid. Derfor har Martin Moore stiftet Churnalism.com, hvor læserne kan tjekke, hvilke engelske artikler der er direkte skrevet af efter en pressemeddelelse.

Side 6

Men det, der bliver glemt, er, at det ikke kun er medierne, der snyder ved at sende sms’er og ringe før tid – det er lige så meget os, de studerende, for vi tager imod pladserne. Selvfølgelig gør vi det. For hvem siger nej, når først tilbuddet kommer? Så længe vi tager imod, før Pia Færing har båttet med hornet, vil der være syndere iblandt de, der ansætter praktikanterne.

PORTRÆT

Men en ting er sikkert. Snyd opstår, fordi medierne panikker. Når medierne snyder og sætter de studerende i et dilemma, breder panikken sig som en steppebrand. Meget af spillet den dag handler om, foran hvilken dør man står, når hornet lyder præcis klokken 9.30. Det er en dag, der handler om taktik og gode kondisko. Hvis der tikker en sms ind før tid, sætter det den studerende i et kæmpe dilemma om, hvor han eller hun skal vælge at stille sig.

Og så sker der netop det, at medierne skaber panikken – og ikke omvendt.

Journalist Karen Thisted vil have det sjovt. Også når hun arbejder.

Derfor er hun ikke bange for at tage nye chancer, selvom det ikke altid er gået godt.

Side 8-9

Det er en følelsesladet dag , og det kan diskuteres, om den fungerer optimalt.

Men spørgsmålet er, om der overhovedet findes et bedre alternativ. Ulrik Haagerup foreslår, at man i løbet af sin tid på studiet selv skal finde en praktikplads. Men vil det ikke bare skabe endnu mere panik, og vil der ikke bare opstå stor konkurrence blandt de studerende allerede fra dag ét? Løsningen er heller ikke at trække lod. På den måde risikerer man, at de studerende ender et sted, hvor de slet ikke har lyst til at være. Resultat her vil være en dårlig praktiktid – både for den studerende og for praktikstedet.

FOKUS Lixen var med, da det gik løs til Panikdagen den 4. maj i Aarhus.

Dagen endte med, at 58 ud af 60 SDU´ere fik en praktikplads. Læs reportagen fra den følelsesladede dag.

Side 11

OPINION Panik, panik, panik! Her, der og alle vegne og således også i denne version af Lixens battle.

Studerende Simone Martedal Skov undrer sig over praktiksystemets opbygning, og praktikantog karrierevejleder fra DMJX Pia Færing står på mål. Side 15

PANI E L K T T B A PANIKBATTLE B T K I T N L E A P

Og det er trods alt ikke tilfældet med det nuværende system. For resultatet af denne Panikdag blev, trods snyd, at omkring 70 % af alle studerende fra både DMJX, RUC og SDU stod med en praktikplads, som de havde søgt.

Dagen endte alligevel godt for SDU. Lixen var med i Aarhus, da Panikdagen løb af stablen. Og hvor var det fedt at se og opleve, hvordan SDU’erne kæmpede for pladser til sig selv og ikke mindst hinanden. Sammenholdet blev et vigtigt våben, som helt sikkert har været medvirkende til, at kun to SDU’ere tog fra Aarhus uden en praktikplads, og et våben som SDU kan være stolt af!

Næste nummer af Lixen udkommer i starten af september.

God sommer!

Lixen

Simone, Christine og Sarah

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Avisen dækker udviklinger og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser.

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer

Logo: Karina Cecilie Møller Layoutinspirator: Sara Winther Korrekturlæser: Katja Lyngbach Johnsson Helene Refsgaard Faste skribenter: Morten Hjortshøj og Kenneth Frydensbjerg

Ida Meyer Redaktør

Paul Sauer Redaktør

Cathrine Borup Bloch Redaktør

Simone Agger Ansv. chefredaktør

Christine Landry Brandt Chefredaktør

Sarah Andersen Chefredaktør

Malte A. Christensen Redaktør

Lea Holdgaard Sørensen Redaktør

Rune Heidtmann Billedredaktør

UDDANNELSE

LIXEN | juni 2011 |

Fotojournalistik er stadig for de få Trods rekordmange ansøgere til uddannelsen som fotojournalist i Aarhus er der ingen udsigter til udvidelse eller oprettelse af en lignende uddannelse på SDU.

Morten Hjortshøj

BLITZKRIEG. 260 ansøgere til 16 pladser. Aldrig før har antallet af ansøgere til fotojournalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole været så højt, som det var i år. Men trods en stigning i ansøgerantallet på mere end 20 procent er der ikke planer om udvidelse af uddannelsen. Det fastslår Søren Pagter, der er leder af fotojournalistuddannelsen i Aarhus. »Vi har ikke lyst til at udfordre os selv. Begynder vi at uddanne flere, vil der for eksempel ikke være praktikpladser nok,« vurderer studielederen, der også ser de relativt få mulige danske arbejdspladser som færdigudannet fotojournalist som hindring for flere studiepladser. »Det er jo stort set kun de allerstørste dagblade, der har fotojournalister ansat. Vi lover selvfølgelig ikke, at alle vores studerende står med arbejde, når de er færdiguddannede.

Men de 16, vi uddanner i dag, passer meget fint med, hvad branchen kan bære.« Tidstypisk og kreativ Uddannelsen som fotojournalist er en fireårig uddannelse, som er en paral-

lel til journalistuddannelsen på Journalisthøjskolen i Aarhus. Den består af halvandet år på skolen, derefter halvandet års praktik og til sidst et år på skolen igen. I praktiktiden er fotojournalisten aktiv medarbejder på et dagblad, billedbureau eller magasin – fortrinsvis som fotograf, men også som skrivende medarbejder.

Uddannelsen har eksisteret siden 1992 og har i de seneste fire år oplevet et markant stigende antal ansøgere. Det hænger ifølge Søren Pagter sammen med en tidstypisk trend: »Mange unge vil gerne arbejde kreativt og udtrykke sig gennem billeder og grafisk design. Den branche er vi en del af,« forklarer han.

Kamerakannibalisme Men selvom kreativ formidling hitter blandt de studiesøgende, er der heller ikke udsigter til at oprette en lignende uddannelse på Danmarks næststørste journaliststudie i Odense. Det fastslår centerleder ved Center for Journalistik på SDU, Peter Bro. »Jeg tror, vi må sande, at markedet for en rendyrket fotograf-uddannelse er fint dækket, som tingene er i dag,« fortæller centerlederen.

Han afviser at gå Aarhus i bedene med oprettelsen af en decideret fotojournalistik uddannelse og bakkes op af Søren Pagter fra DJMX. »Det ville være at spise sig selv op,« siger han til Lixen. moran10@student.sdu.dk

Foto: Rune Jensen Heidtmann

Journaliststuderende vil være kammerater med kameraet Fremtidens journalister er mere attraktive, hvis de kan finde ud af at tage gode billeder. Det mener flertallet af de journaliststuderende på SDU, der savner undervisning i at fotografere.

Morten Hjortshøj

SAVN. Tilrettelæg et tv-program, lav en radioflade og hav styr på online formidling. Du skal kunne mere end trylle med pen og blok, hvis du vil være attraktiv journalist i dagens medieverden. Du skal blandt andet kunne tage gode billeder til dine artikler. Det mener i hvert fald 68 % af de journaliststuderende på Syddansk Universitet ifølge en rundspørge, som Lixen har foretaget.

Blandt 65 studerende på andet og fjerde semester vil syv ud af ti studerende sende show it, don’t tell itflosklen ad hidtil ubetrådte stier. De vil have kameraundervisning integreret som en del af journalistuddannelsen. Kun et fåtal af de studerende føler sig nemlig i stand til at tage billeder, der er bedre end gennemsnittet, viser rundspørgen.

Show it Ifølge centerleder ved journalistuddannelsen på SDU, Peter Bro, er det vigtigt, at SDU uddanner journalister, som også er skarpe til at formidle i billeder. Og selvom uddannelsen traditionelt set kun har haft fokus på billedsiden på tv-semestret, kan han godt se det fornuftige i, at journaliststuderende kan beherske blitzlys og tage flotte fotografier, der er klar til tryk.

Han fremhæver, at flere af underviserne på Center for Journalistik, heriblandt Karsten Baagø og Karen Løth Sass, brænder meget for det visuelle, fotografiet og fotografering. »Disse evner og interesser vil jeg gerne, at vi udnytter mere,« siger Peter Bro.

Svensk succes Og der er god grund til at lade de journaliststuderende blive tættere kammerater med kameraet. Øget fokus på fotojournalistik har vist sig at være profitabelt i en avisbranche, der plages af dårlige oplagstal og illoyale læsere. For et par år siden kunne Svenska Dagbladet, som en af få skandinaviske aviser, melde om fremgang i salget. Årsagen? Flere og bedre billeder kombineret med hardcore fotojournalistiske produktioner. »Fotojournalistikken har fået en

renæssance i Svenska Dagbladet de seneste tre år. Det kan mærkes både i billedvalg og måden, fotografier får lov til at dominere,« fortalte avisens ansvarlige udgiver, Mats-Eric Nilsson til Medievärlden.se og vurderede, at læserne særligt værdsætter de rigt illustrerede reportager.

”

den gode historie,” siger hun og kalder det et problem, at ”alle skal kunne alt hele tiden.« Den holdning deles ikke af chefredaktør på Frederiksborg Amtsavis, Palle Høj. Han opfordrer journalistuddannelserne til at se realiteterne i øjnene og sætte fotounder-

Men det fjerner altså også fokus fra det grundlæggende håndværk - idéudvikling, videreformidling og den gode historie.

Lærke Kløvedal, 2. semesterstuderende, CfJ

Habil journalist anno 2011 De studerendes opfattelse af fotofagets vigtighed rejser imidlertid debat. For hvor mange formidlingsformer skal man egentlig kunne beherske for at kunne kalde sig en habil journalist anno 2011?

Lærke Kløvedal, der er studerende og faglig vejleder på journalistuddannelsen på SDU, er enig i, at de studerende bliver mere attraktive som journalister, hvis de også kan fotografere. »Men det fjerner altså også fokus fra det grundlæggende håndværk -idéudvikling, videreformidling og

Presset skema Centerleder Peter Bro ser også fidusen i fotoundervisning på studiet.

Men han har umiddelbart svært ved at se, hvordan det skal presses ind i et i forvejen tætpakket studieprogram. »Hver gang vi introducerer nye elementer, skal vi være meget opmærksomme på, om der er noget andet, vi skal have ud,« forklarer centerlederen, der nu vil vende behovet for fotoundervisning med de øvrige repræsentanter i Studienævnet. moran10@student.sdu.dk

visning på skemaet. Langt de fleste journalister, der er ansat på aviser på størrelse med Frederiksborg Amtsavis, tager nemlig ofte selv billeder til deres artikler, forklarer chefredaktøren. »Det gjorde journalisterne ikke for ti år siden. Men grænserne har rykket sig, og derfor skulle man måske også på uddannelsesinstitutioner interessere sig for fotodelen, selvom det ikke er den primære del,« siger han og fortsætter: »Det er måske i virkeligheden mere anvendeligt for mange end at kunne lave radio.«

| juni 2011

UDDANNELSE

| LIXEN

Det journalistiske sekretariat lukker Hjælpen til alt det praktiske omkring dit studie rykker længere væk. Hen over sommeren lukker sekretariatet på Center for Journalistik for at blive slået sammen med sekretariater fra andre centre og institutter.

petencecentre, som betjener hele fakultetet, men kun med et arbejdsområde. Men det betyder også, at sekretærerne flytter længere væk fra de studerende og de ansatte.

Det er dekanen på det samfundsvidenskabelige fakultet, Jesper Strandskov, som står for omlæg-

”

være mindst lige så gode, som de er nu.« Sekretariatet samler Men underviser i journalistisk håndværk Lene Rimestad er bekymret for omlægningen. Hun håber, det nye system kommer til at fungere, men

Jeg sammenligner det med, at vi ikke har nogen mor længere.

Nicholas Muhs Rindahl

FARVEL. For enden af undervisergangen sidder Pernille, Lise-lotte og Randi klar til at hjælpe både ansatte og studerende på Center for Journalistik. Men det bliver de ikke ved med. Fra næste semester lukker det journalistiske sekretariat for at blive slået sammen med sekretariater fra resten af det samfundsvidenskabelige fakultet.

I stedet skal de ansatte i sekretariatet arbejde i nogle såkaldte kom-

Lene Rimestad, underviser i journalistisk håndværk

ningen, og han tror, det vil skabe en bedre service end i den nuværende struktur. »Som det er nu, har hvert enkelt sekretariat deres egen struktur og deres måde at gøre tingene på. Vi prøver at samle kompetencerne i en række centre, så de kan yde en bedre og mere effektiv service, end man kan i de nuværende sekretariater. Men kvaliteten af ydelserne skal

hun er bange for, at det ikke kommer til at passe til de specielle rammer, der er på Medietorvet. »Både de studerende og de ansatte på Center for Journalistik er jo lidt anderledes, og vi har nogle specielle behov. Derfor er det betryggende, at sekretariatet kender os. Der er en hensyntagen til den enkelte, som jeg er bange for at miste i det nye system,« siger hun og fortsætter:

»Jeg sammenligner det med, at vi ikke har nogen mor længere. De er jo limen i både det faglige og sociale her på gangene. Derudover er jeg jo ked af at miste den daglige kontakt med en række gode kolleger.« Beslutning ovenfra Centerleder på Center for Journalistik Peter Bro har ikke haft den store indflydelse på ændringen, men det er ikke en beslutning, han er ubetinget glad for. Han kan se både fordele og ulemper ved omlægningen, men han forstår godt Lene Rimestads bekymring for at miste den tætte kontakt med sekretærerne. »Det er en beslutning, der er taget ovenfra, men det er ikke en blomst, der er groet i min have. Vores sekretærer er jo en slags kulturbærere. De er her mere end alle os andre, så de har stor indflydelse på stedet. Det kan jeg godt være bange for at miste,« fortæller Peter Bro. Men Jesper Strandskov tror ikke, at servicen for de studerende eller de

ansatte på Medietorvet bliver dårligere. Tværtimod. Han fastholder, at den nye struktur bliver en ændring til det bedre og fremhæver, at der stadig vil være en faglig sekretær, som kun kommer til at arbejde med Center for Journalistik. »Det er klart, at der er nogle bekymringer, men jeg tror mest, de er knyttet til forandringen. Vi har jo et klart formål med, hvad vi gør, og vi har haft et anerkendt konsulentfirma til at hjælpe os med det,« forklarer Jesper Strandskov og fortsætter: »Det er jo de samme personer, der kommer til at sidde i de nye centre, så de kommer stadig til at kende forholdene på journalistik. Derudover får det faglige miljø på journalistik en sekretær, som kun har med det at gøre. Vi er kun interesserede i at skabe den bedst mulige fundering omkring Center for Journalistiks behov.« nirin07@student.sdu.dk

Foto: Rune Jensen Heidtmann

Danske Journaliststuderende vil have kvalitet Journalistuddannelserne i Danmark skal være de bedste.

Det mener faggruppen Danske Journaliststuderende, som nu har nedsat et særligt udvalg, der skal undersøge kvaliteten på landets tre journalistuddannelser. Centerleder på SDU Peter Bro hilser tiltaget velkommen.

forbedre kvaliteten af de danske journalistuddannelser. Kvalitetstjekket skal sikre, at uddannelsesniveauet er højt, og kvaliteten af de enkelte uddannede journalister er på niveau både indenlands og udenlands.

”

Når vi kender uddannelsernes niveau, kan vi overveje, om der er mulighed for forbedringer.

Lea Holdgaard Sørensen

TILTAG. Ambitionerne er høje. Journalistuddannelserne i Danmark skal være de bedste, de kan være. Sådan lyder budskabet fra Danske Journaliststuderende, som mener, at deres medlemmer skal sikres den bedst mulige uddannelse. Faggruppen under Dansk Journalistforbund besluttede på det seneste seminar at nedsætte et udvalg til at undersøge og

uddannelserne,« forklarer Nicholas Muhs Rindahl.

Udvalget skal sammenligne de danske journalistuddannelser ved for eksempel at undersøge, hvor mange der får job som journalister efter ud-

Nicholas Muhs Rindahl, bestyrelsesmedlem i KaJO

KaJO og KaJ trækker i tovene Tovholderne på projektet er bestyrelsesmedlem i KaJO Nicholas Muhs Rindahl og næstformanden for KaJ Nikolaj Søndergaard. Sammen skal de to herrer arbejde under Danske Journaliststuderende og undersøge uddannelsernes nuværende niveau: »Når vi kender uddannelsernes niveau, kan vi overveje, om der er mulighed for forbedringer. Målet er, at vi fremtidigt kan få konkret indflydelse og sikre en forbedring af

dannelse fra henholdsvis Roskilde, Odense og Aarhus, og hvem der render med praktikpladserne på den halvårlige Store Match Dag. Undersøgelsen skal også inddrage andre lande i sammenligningen, hvor de omkringliggende landes journalistuddannelser skal en tur under kvalitetsluppen.

Danske Journaliststuderende understreger, at en nedsættelse af et kvalitetsudvalg ikke er en kritik af det nuværende uddannelsesniveau.

»Der er ikke noget galt med uddannelserne, men for at have den bedste uddannelse må vi studerende tage ansvar for at sikre kvaliteten,« siger Nicholas Muhs Rindahl.

En centerleder byder tiltaget velkommen Centerleder på journalistuddannelsen på SDU Peter Bro er begejstret for tiltaget, som han giver en håndsrækning. Han er enig i, at netop de studerende kan være med til at forbedre journalistuddannelserne, da de selv er en stor del af uddannelserne til daglig.

Ifølge centerlederen kan det nye udvalg have god gavn af at læse nogle af de evalueringer, som både branchefolk og forskere har udarbejdet hen over uddannelsernes levetid. Kompetente mennesker, som har kigget på blandt andet uddannelsernes undervisning og opbygning, kan være behjælpelige i tovholdernes kvalitetstjek.

Han beskriver samtidig, at behovet

for at arbejde med udviklingen af uddannelserne er stort: »I en tid, hvor store revolutioner præger redaktionslokalerne, har vi mere end noget andet behov for at få diskuteret, hvordan fremtidens journalister skal arbejde, og hvad de skal kunne.« Peter Bro sender en stående invitation af sted til udvalget til at kigge forbi hans kontor snarest til en snak om kvalitet, forbedringer og fremtidens uddannelser. leaso08@student.sdu.dk

UDDANNELSE

LIXEN | juni 2011 |

Kandidaternes praktikforløb er i forandring Til november skal de kandidatstuderende søge praktik. Men praktikforløbet på cand.public.

B er under forandring, og meget kan se anderledes ud om bare få år.

Malte Abildgaard Christensen

FORANDRING. I den nuværende studieordning er der lagt op til, at de studerende på cand.public.B – altså dem, der ikke har journalistik som hovedfag – kun har seks måneder i praktik. Centerleder på Center for Journalistik på SDU Peter Bro så gerne, at de kandidatstuderende, der ikke har en bachelor i journalistik,

”

Lappeløsning på grund af mere praktik Ledelsen på Center for Journalistik overvejer derfor at ændre opbygningen af cand.public.B, og de har snakket om flere tiltag: »Vi overvejer blandt andet at lægge praktikken på 3. semester i stedet for 2., så de studerende kan få et års praktik og kun mangle specialeskrivningen, når de kommer tilbage. Men dette vil medføre, at kandidatstuderende skal søge praktik samtidig med bachelorene, hvorfor vi kommer til at konkurrere mod os selv, hvilket vi ikke ønsker,« siger Peter Bro. Netop derfor har Peter Bro mindre travlt med at foretage de store beslutninger. Selv de mindste forandringer påvirker hele studiet. Men da flere af de studerende hellere vil have de 12 måneders praktik, ser Peter Bro det

Der er kun sat et halvt år af til praktik, men i praksis bruger de fleste et helt år.

Peter Bro, Centerleder på Center for Journalistik

fik længere praktiktid. Han mener dog også, at de har brug for undervisning. »Da de ikke har en grunduddannelse i journalistik, får de ”kun” et halvt års journalistisk uddannelse på kandidaten, før de skal i praktik.

Derfor er der ikke så meget undervisning tilbage, hvis de også bruger 12 måneder i praktik,« siger han.

De fleste studerende vælger dog at tage 12 måneders praktik. Ved at gøre det kommer den studerende uden for uddannelsens opbygning og må vente et halvt år på at kunne studere videre. De studerende bruger derfor halvandet år af deres uddannelse ved at tage 12 måneders praktik i stedet for de oplagte seks, hvorefter man kan fortsætte direkte på uddannelsen. Et problem Peter Bro er opmærksom på: »Alle dele af uddannelsen er til debat. Blandt andet snakker vi om praktikforløbet på cand.public.B, hvor der kun er sat et halvt år af, men de fleste bruger 12 måneder i praktik,« siger Peter Bro.

nødvendigt at ændre kandidatuddannelsen.

Inden for de seneste år har langt størstedelen af kandidatstuderende fået praktikperioder af et års varighed. Blandt dem er Ida Amalie Bodh Have, som har en klar holdning til vigtigheden af en længerevarende praktikperiode. »Jeg synes, at praktikken er meget vigtigere end tiden på studiet. Man lærer ikke at være journalist på universitetet, så derfor synes jeg helt klart, at praktikken skal være på 12 måneder,« siger Ida Amalie Bodh Have, der er cand.public.B-studerende på SDU og for tiden i praktik hos NORDJYSKE Medier, hvor hun skal være i 12 måneder: »Her ville det ikke give meget mening kun at være i seks måneder, da man både skal igennem en lokal- og en indholdsredaktion på hver seks måneder.« Flere praktiksteder udlodder kun 12 måneders praktik, og derfor kan kandidatstuderende ende som sorteper med færre muligheder for prak-

tik end bachelorstuderende.

Også Jannie Elisa Fjordside, der er i praktik hos CARE, har valgt 12 måneders praktik: »Det betyder mere for mig, at jeg laver noget, jeg brænder for, end at det passer perfekt ind i mit studieforløb.« Faktisk har størstedelen af de kandidatstuderende, der er i praktik for tiden, valgt 12 måneders praktik, selvom det på cand.public.B er meningen, at man ”kun” har seks måneders praktik og derefter skal tilbage på skolebænken.

Peter Bro erkender, at Center for Journalistik for tiden bruger lappeløsninger for at løse situationen: »Der er kun sat et halvt år af til praktik, men i praksis bruger de fleste et helt år. Derfor bruger vi en lappeløsning, hvor de studerende må selvstudere i et halvt år, før fagene udbydes igen.«

6 måneder

12 måneder

6 måneder

12 måneder

Temamøde til juni Derfor har Peter Bro nedsat en gruppe bestående af flere lektorer på Center for Journalistik, der skal vurdere hele uddannelsen, deriblandt cand. public.B delen.

Men på trods af flere løsningsforslag og undersøgelsesgrupper er der måske lang vej til en ændring. »Formelt er det mig, Studienævnet og Styrelsen, der beslutter, hvad der skal ske. Og alle led skal høres.

Og de store beslutninger som at ændre strukturen på uddannelsen kræver studieordningsændringer, og de skal foretages cirka halvandet år, før uddannelsen starter. Men jeg har en drøm om, at vi på Styrelsens temamøde til juni sætter fokus på opbygningen af uddannelsen, deriblandt skal cand.public.B. vendes.« Ansvarshavende for cand.public.

B-uddannelsen Morten Skovsgaard er løbende i kontakt med Peter Bro, men han vil ikke udtale sig om uddannelsens opbygning, før der er nogle konkrete tiltag på bordet.

6 måneder

12 måneder

18 måneder 6 måneder

maltc08@student.sdu.dk

12 måneder

Tre hurtige Fusion kræver ny rektor

Stigning i mediejobs på 150 procent

Frafald til samtaler

I 2008 blev Journalisthøjskolen i Aarhus og Mediehøjskolen i Emdrup fusioneret til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og nu skal der findes en ny, fælles rektor for uddannelserne. Indtil nu har Anne-Marie Dohm være rektor i Aarhus og Anne-Marie Wivel på Mediehøjskolen i Emdrup.

I løbet af de sidste syv år er antallet af mediejobs steget med 150 procent. Ifølge Jonas Thing fra Dansk Journalistforbund skyldes det især flere kommunikationsjobs, udtaler han til Journalisten.dk. På trods af stigningen er der stadigvæk omkring 10 procent færre jobs end før finanskrisen.

Da Center for Journalistik havde optagelsessamtaler den 18. og 19. maj, meldte 12 studerende afbud, og derudover mødte knap otte slet ikke op. Center for Journalistik havde kaldt omkring 170 ansøgere til samtale til både tilvalgs- og bacheloruddannelsen.

saran10

saran10

saran10

| juni 2011

BRANCHE

| LIXEN

afslører Folkene bag det engelske website churnalism.com er trætte af ukritiske afskrivninger og savner gennemsigtighed i webjournalistikken.

Kenneth Frydensbjerg

KVÆRNALISTIK. Dovne journalister skal tage sig i akt. I hvert fald i Storbritannien. Siden slutningen af februar har læsere af de engelske nationale medier nemlig haft mulighed for at kigge medierne efter i sømmene.

På hjemmesiden churnalism.com har de kunne tjekke, hvor stor en procentdel af de engelske artikler i virkeligheden er ren plagiat af pressemeddelelser.

Ifølge idémanden bag churnalism. com, Martin Moore, har sitet haft over en halv million sidevisninger i løbet af tjenestens første 11 uger. »Vi byggede websitet som en offentlig ressource – for at øge bevidstheden om churnalism i den

britiske presse, for at hjælpe befolkningen med at identificere churnalism og for at tilskynde original journalistik,« fortæller Martin Moore.

Savner gennemsigtighed Navnet churnalism, der bedst oversættes til kværnalistik, dækker over det fænomen, hvor journalister ukritisk kopierer store mængder tekst fra pressemeddelelser og udgiver det under egen byline.

Idéen til webstedet udsprang af Guardian-journalist Nick Davies’ bog ”Flat Earth News” fra 2008. I bogen beskriver Nick Davies, hvordan den øgede hastighed har medført, at “journalister ikke længere indsamler nyheder, men er blevet reduceret til passivt at spytte materiale ud.”

Ifølge Martin Moore skal websitet bruges til at holde journalisterne i ørerne, men journalister kan også bruge det til at undgå tvunget churnalism. »Ikke al churnalism er dårligt.

Nogle pressemeddelelser er klart i offentlighedens interesse, såsom medicinske gennembrud, offentlige

y p p a ste o c

meddelelser, lukning af skoler og så videre. Men selv i disse tilfælde føler jeg stadig, at der er et behov for gennemsigtighed.« For Martin Moore og folkene bag churnalism.com handler det blandt andet om tydelige henvisninger til de originale kilder, hvad enten det er pressemeddelelser, organisationers hjemmesider, Facebook eller lignende: »Vi føler, det er bedre, at læseren i det mindste får at vide, hvad artiklen baserer på.«

Også i Danmark Churnalism er dog langt fra kun et engelsk problem.

Ukritisk afskrivning førte i februar til, at en opdigtet historie om en utroskabsalarm i kærestens undertøj spredte sig fra det kulørte the Daily Mail’s website til tv-showet USA Today.

Og i Danmark kunne b.dk’s læsere i april læse, at “Odense har valgt at investere sig ud af krisen”. Desværre var artiklen en kopi af en pressemeddelelse fra Odense Kommune, og

journalistik journalisten havde ikke selv skrevet et eneste ord – undtagen sit eget navn.

Men med tiden kan mediebrugere fra andre lande komme til at nyde godt af churnalism.com. Ifølge Martin Moore har den internationale interesse for siden været stor: »Branchefolk og mediestuderende fra lande som USA, Australien, Sydafrika og en del europæiske lande har spurgt, om vi har planer om at udvide webstedet internationalt. Så nu arbejder vi på at udvikle churnalism. com, så websitet kan bruges i andre lande.« Hvornår de danske mediebrugere kan få glæde af websitet, vides dog endnu ikke. kpete07@student.sdu.dk

CHURNALISM.COM › To churn – at kværne. › Ordet “churnalism” er blevet tilskrevet BBC-journalisten Waseem Zakir. › Servicen drives af Media Standards Trust, som er en non-profit organisation, der arbejder på at højne ”quality, transparency and accountability in news”.

Læs mere om Media Standards Trust og churnalism på: › mediastandardstrust.org › churnalism.com

Pressemedarbejdere letter presset Adm. direktør

Juraafdelingen HR-manager Cheføkonom

Ina Grønvig

PRESSEHJÆLP. Al kommunikation mellem de fleste private virksomheder og en journalist skal gå gennem en pressemedarbejder. Mens nogle journalister vil opfatte det som en hindring i deres arbejde, vil andre opfatte det som en hjælp til at blive sat i kontakt med de rigtige kilder.

Men ifølge Nete Nørgaard Kristensen, der er lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet, er det noget helt andet, journalisten skal bekymre sig om. Pressemedarbejderens hjælp til at finde kilder kan nemlig være en måde at guide en journalist i en bestemt retning.

»Når pressemedarbejderen finder kilder til journalisten, kan pressemedarbejderen guide journalisten i en bestemt retning – potentielt også i en anden retning end den, journalisten selv havde tænkt sig,« fastslår Nete Kristensen.

I LEGO Koncernen og Danske Bank ser de dog hellere, at deres pressemedarbejdere opfattes som den hjælpende hånd. Charlotte Simonsen er kommunikationschef i LEGO Koncernen, og hun fortæller, at kommunikationsafdelingen er til for to ting: »Vores kommunikationsmedarbejdere skal yde en service for journalisterne og hjælpe dem med at få fat i de rigtige personer,« fortæller hun og forsætter: »Men samtidig er de også til for, at vi kan have en fornemmelse af, hvornår vi kommer til at optræde i medierne.« Stadig tillid til journalisterne I LEGO Koncernen har de en intern aftale om, at kommunikationsafdelingen altid skal informeres, når en medarbejder er i kontakt med en journalist. Aftalen er til for at sørge

for, at journalisten har fat i den rigtige person. Også i Danske Bank er det vigtigt, at journalisten hjælpes til at få fat i den person, han søger. Det fortæller Kenni Leth, der er vicechef for Media Relations i Danske Bank. »Nogle gange kan journalisten ringe direkte til den kilde, han eller hun skal tale med i banken. Andre gange kan det være en god idé først at tale med os i presseafdelingen for at sikre, at journalisten får fat i den rigtige tals-person,« forklarer han.

Nete Kristensen fortæller, at den opprioritering af pressemedarbejdere, der har været siden 1990’erne, ikke skyldes, at virksomhederne har mistet tilliden til journalisterne.

Hun mener, at virksomhederne i stedet er blevet mere bevidste om vigtigheden af at fremstå som professionelle. »Jeg mener ikke, at virksomhederne har mistet tilliden til journalisterne. Det er mere udtryk for en offensiv end en defensiv strategi set fra virksomheder og organisationers side og dermed udtryk for en bevidsthed om mediernes centrale rolle og tilstedeværelse,« forklarer hun.

Sværere arbejdsvilkår Dette er en opfattelse, som Charlotte Simonsen fra LEGO Koncernen deler.

Det er samtidig hendes opfattelse, at journalistens arbejde er blevet sværere og mere varieret, og at pressemedarbejderen er med til at lette hele processen. »Førhen var det oftest den samme journalist, vi var i kontakt med.

Denne havde derfor et stort kendskab til virksomheden, og hvordan den fungerer. Nu snakker vi med en ny journalist hver gang, og vi skal derfor sørge for, at journalisten får al informationen hver gang,« fortæller Charlotte Simonsen.

Derfor beder LEGO Koncernen også ofte om at få citater til godkendelse.

Det samme gælder for Danske Bank. »Ofte vil vi gerne læse citater fra bankens talspersoner igennem inden publicering for at undgå eventuelle faktuelle fejl eller misforståelser,« fortæller Kenni Leth. ingro07@student.sdu.dk

Salgschef

Pressemedarbejdere skal ikke ses som en forhindring. De er nemlig til for at lette journalisternes arbejde. Det er dog vigtigt at tage sine forholdsregler, vurderer Nete Kristensen, der er lektor ved Københavns Universitet.

BRANCHE

LIXEN | juni 2011 |

Guide:

Her betaler pressekortet entréen Med et pressekort på lommen bliver kontanterne overflødige.

Mange steder fungerer kortet nemlig som adgangsbillet, og man slipper derfor for at betale entréen. Men kan samvittigheden holde til, at frynsekortet finansierer fornøjelserne?

Emma Lichscheidt Camilla Holmgaard

FRYNS. En kulturel oplevelse her sidst på måneden ville da være hyggelig – men SU’en er allerede gået til husholdning og måske lidt for mange øl i sidste weekend. Fortvivl ej! Er man den heldige indehaver af et pressekort, er der nemlig masser af fryns at hente på den konto.

Om man vil se Riddersalen på Egeskov Slot eller overvære fodringen af kamæleonen og trætudserne i Vissenbjergs terrarium, så er det magiske kort billetten ind. En rundspørge viser nemlig, at ti ud af 11 museer, slotte og dyreparker omkring Odense giver fri adgang for journalister med pressekort. Også selvom besøget ikke er arbejdsrelateret.

Det er kun fuglene i Frydenlund Fuglepark i Tommerup, der skærmes for journalister. Her er der ingen særbehandling af pressens folk.

Dans og druk Det er tilsyneladende lettere at få en gratis sludder med Egeskov

Slots greve end med Kaptajn Morgan. Blandt Odenses diskoteker er der nemlig bred enighed om, at et pressekort ikke giver fri entré til dansegulv og diskorytmer. Her kræves betaling ved kasse ét, selvom man stikker kortet i hovedet på dørmanden og endda er trukket i den lårkorte i aftenens anledning.

Og man kan argumentere nok så meget for, hvordan en tur i byen er med til at danne en som journalist: Øllerne er også på egen regning.

Men er det virkelig ikke muligt at få fingrene i fri fadøl? Værtshuset Sir Club har ry for at være tilholdssted for de journaliststuderende i Odense, og der ender da af og til også et par gratis flasker på bordet, når forsamlingen når en vis størrelse. Men kan man lave en egentlig aftale om billige øl?

Jovist kan man det. En snak med den søde bartenderinde bringer en aftale i hus om en gratis øl hver anden torsdag samt favorable priser mod fremvisning af pressekortet.

skabte heftig debat i Journalistland, og Politiken fik straks annulleret aftalen med henvisning til avisens etiske regler.

Dengang tog Dansk Journalistforbunds formand, Mogens Blicher Bjerregård, afstand til brugen af pressekortet i denne sammenhæng, men var – og er det stadigvæk i dag – meget tilbageholdende med at blande sig i, hvordan medlemmerne bruger pressekortet.

Et arbejdskort Mogens Blicher Bjerregård ser udelukkende pressekortet som et ar-

bejdsredskab, og for ham handler det om kortets troværdighed, når han beder det enkelte medlem om at bruge kortet med omtanke. »Men forbud har ingen relevans,« mener han og fortsætter: »Vi er meget varsomme med at lave regler, da det kun er den enkelte selv, der kan vurdere, hvornår det er i orden at bruge kortet.« Han har tillid til, at medlemmerne bruger pressekortet fornuftigt, og hvis forbundet bliver gjort opmærksom på misbrug, bliver kortet inddraget. »Jeg har set så få eksempler i min

tid, hvor der er tale om decideret misbrug af kortet, at jeg kan tælle det på én hånd,« fortæller han.

Mogens Blicher Bjerregård vil altså ikke lave et sæt retningslinjer for brug af pressekortet, men understreger endnu engang, at kortet er et arbejdskort og ikke skal bruges for egen vindings skyld. emlic10@student.sdu.dk camha10@student.sdu.dk

Carl Nielsen Museet Fyns Kunstmuseum

Debat i journalistland Denne aftale minder til forveksling om en, der blev sat i stand i maj 2007 af en praktikant på Politiken. »Endelig kan du bruge dit pressekort til noget!« stod der ifølge Journalisten.dk i en mail fra praktikanten til de andre journalistpraktikanter fra RUC: En fordelagtig aftale om billige øl og drinks på Nørrebro-stedet Gefährlich var kommet i hus, og det eneste, man skulle gøre for at modtage tilbuddene, var at vise sit pressekort i baren.

En umiddelbart uskyldig aftale – hvis altså ikke det lige havde været for detaljen med pressekortet. Det

Brandts Museum

Australian Bar

Møntergården

H.C. Andersens hus

Club Retro Boogie Dance Café Diskotek Globe

Illustrationer: Paul Sauer

Odense Zoo

DET VISER RUNDSPØRGEN

Den Fynske Landsby

Ved følgende steder er der fri entré, hvis blot man viser pressekortet i indgangen: › › › › › › › › › ›

Brandts Museum (i alle afdelinger) Carl Nielsen Museet og Barndomshjem Den Fynske Landsby Egeskov Slot Fjord & Bælt i Kerteminde Fyns Kunstmuseum H.C. Andersens Hus Møntergården Odense Zoo Terrariet i Vissenbjerg

Ved følgende steder er der ikke fri entré, selvom man har pressekort: › Australian Bar › Boogie Dance Café › CinemaxX (med mindre der foreligger en aftale om, at man er der som anmelder) › Club Retro › Danmarks FugleZoo i Tommerup › Diskotek Globe › OB’s fodboldkampe (dog findes en akkrediteringsordning)

| juni 2011

PORTRÆT

| LIXEN

Foto: Rune Jensen Heidtmann

Spiser livet af kongeligt porcelæn Karen Thisted elsker livet. Og hun er ikke bange for at bruge det. At tage chancer og have det sjovt med det man laver, har ført hende mange steder hen i sin lange karriere. Og det har givet hende både plusser og minusser på livets bankbog.

Simone Agger Christine Landry Brandt

TAKNEMMELIG. »Jeg er der liiige om lidt. Inden for to minutter,« kvidrer Karen Thisted og lægger røret på. En halv sandwich senere bliver der pludselig sat gang i den ellers så stille ensrettede gade i det indre København. »HEJ HEEJ! Godt, I fandt et sted at sidde,« ekkoer det i gaden. Et godt stykke væk – og i hvert fald så langt væk, at man ikke burde kunne føre en samtale – kommer en højtråbende dame halvløbende. Jakken flyver bag hende, og håret ser ud som noget, der ikke har villet lystre samme morgen.

Hele den smalle opgang bag den grønne dør er Karens. Det samme er de tre etager, som lejligheden består af. På hver etage er der ét rum.

På førstesalen er stuen indrettet med en lang, lysegrøn divaneser, et stort, rundt træbord med en spraglet dug og en brændeovn i hjørnet.

Rundt om det tunge træbord står en broget flok stole, og inden vi sætter os til rette, når Karen lige at advare: »Den her bordplade, den falder af. Jeg mangler en mand i hjemmet. Der skal sættes en pløk ind her, og den bliver aldrig sat i,« siger hun bestemt.

Karen smider jakken på divaneseren, puster ud og smiler. »Ja, jeg kan desværre ikke rigtig byde jer noget,« siger hun og sætter sig resolut til rette i den røde stol ved bordet.

Benhård begyndelse Men Karen har ikke altid været så målrettet,

som hun er i dag. Der gik nemlig mange år inden hun vidste, at hun ville være journalist.

Faktisk blev hun først klar over det, da hendes far pludselig krævede, at hun tog stilling til, hvad hun ville med sit liv. Indtil da havde hun ikke skænket fremtiden mange tanker. Hun havde været på den Suhrske Husmoderskole, hvor hun lærte at plukke fasaner og lave forloren hare. Og mere var det egentlig ikke blevet til. Ikke engang en studentereksamen. »Min far sagde: Nu må du tage dig sammen og sige, hvad du vil være. Jeg sagde: Det aner jeg ikke. Så sagde han: Du må sige et eller andet, og så må du se at komme i lære. Du kan ikke bare gå her. Så sagde jeg bare journalist, for det var sådan noget, det var lidt smart at være,« fortæller Karen.

Hun er vokset op i Ringsted sammen med sine

”

dent til Karen, og hvis de gjorde, var det kun for at få hende til at løbe ærinder. Specielt en episode husker hun tydeligt. En kollega sagde en dag til hende, at hun skulle gå på apoteket og købe kondomer, så han kunne hygge sig med sin kæreste i weekenden: »Det skal lige siges, at der kun var ét apotek i Ringsted, og at alle kendte hinanden, og alle kendte i hvert fald min far. Og tænk, jeg vidste dårligt nok, hvad det var. Jeg sagde nej, men så sagde han, jo, det skal du lige. Sådan hundsede de med mig. Så måtte jeg gå derned og sige, at jeg skulle have ti kondomer. Hold kæft, hvor var jeg flov.« Men Karen er stædig. Og det har hun altid været. Netop derfor gav hun heller ikke op. I stedet for at flygte kæmpede hun endnu hårdere og arbejdede endnu længere. Og kollegerne

Så måtte jeg gå derned og sige, at jeg skulle have ti kondomer. Hold kæft, hvor var jeg flov.

forældre og sin to år ældre søster. Karens far var byens matador. Altid klædt i jakkesæt og med en stor cigar i munden. Efter Karen havde fortalt om sine nyopdagede journalistdrømme, rejste han sig med det samme, tog telefonen og ringede til chefredaktøren for Dagbladet Ringsted. Da røret igen blev lagt på, havde Karen fået en læreplads på bladet med start to måneder senere. 18 år gammel. »Sådan kom jeg ind, og det var forfærdeligt.

Det var i 60’erne, hvor det lige var begyndt at blive rød front. De havde islandske sweatre og langt hår. Og der kom jeg gående ind, provinsdatteren, hvis far havde skaffet mig ind. Jeg var slet ikke ligesom dem,« siger Karen.

Starten på det journalistiske liv var derfor ikke let. I de første måneder talte de andre sjæl-

Karen Thisted, journalist

på dagbladet indså til sidst, at Karen rent faktisk kunne andet end at hedde Thisted til efternavn.

Udfordringer, kom an!

At være blevet journalist har Karen aldrig fortrudt. Hun elsker faget, og at faderen skaffede hende en læreplads er noget af det bedste, der er sket i hendes liv. »Jeg er optaget af journalistik hele tiden. Jeg glæder mig altid til, jeg skal læse Politiken. Jeg ser virkelig frem til det,« siger Karen og pointerer: »Dét, at være interesseret i journalistik, er altså ikke noget, du kan være fra 9 til 17.« Netop passionen for faget og lysten til at udfordre sig selv har drevet Karen ud i mange

afkroge af journalistikken. Hun har været skribent på Roskilde Dagblad og Hjemmet.

Været redaktionschef på Ekstra Bladet og TV 2 Nyhederne. Søsat programmer som Eleva2ren og Go’morgen Danmark. Lavet spin for Lars Barfoed. Været direktør for tv-selskabet Saga Produktion. Lavet radio på P3. Og herudover har hun et utal af biografier på CV’et.

Journalisten Karen Thisted er nemlig heller ikke bange for at tage chancer og prøve sig selv af i medieverdenen. »Det der med at være bange, synes jeg ikke om. Man skal heller ikke falde for meget til ro i et job og sige, at nu går man ingen steder. Der synes jeg, at det har været sjovt at prøve nogle forskellige ting, hvor man ikke vidste, hvor man havnede,« fortæller Karen.

At kaste sig hovedkulds ud i tingene har givet Karen mange gode oplevelser. Og enkelte dårlige.

Da hun i 1998 blev spurgt, om hun ville være direktør for sit eget tv-selskab Saga Produktion, sagde hun, som så mange gange før, ja, uden at tøve. »Det er det største nederlag i mit liv. Jeg kørte hele firmaet nedenom og hjem. Jeg kunne ikke finde ud af at drive et firma, jeg kunne ikke få solgt noget,« siger Karen.

Fiaskoen med firmaet betød, at hun måtte sælge sin lejlighed på Islands Brygge og flytte ind i et lille sommerhus i en periode.

Men heldigvis har der været langt flere gode oplevelser gennem Karens karriere. En af dem er, at hun har mødt Huxi Bach. Karen betegner mødet med ham og årene, hvor de lavede radioprogrammet ”Den løse kanon”, som de sjoveste år i hendes 64 år lange liv. »Når vi sidder og taler sammen, sker der et eller andet. Når vi taler om journalistik, ting og sager, folk, dronningen og alt muligt, så sker der noget, som vi ikke kan styre. Vi ved ikke, hvad det er,« siger Karen om den specielle kemi, der er mellem hende og den halvt så gamle kollega.

Når skilsmisse er løsningen Som Karen sidder der i den store, broderede, røde stol, virker hun ikke det mindste ubeslut-

PORTRÆT som, men i 1976, da hun arbejdede på Hjemmet, var billedet et helt andet. Chefredaktøren, Lise Nørgaard, har spillet en stor rolle i hendes liv. På hjemmefronten var Karen gift med journalist Ole Thisted, som hun mødte på Roskilde Dagblad, og sammen fik de datteren Marlene.

Men ægteskabet var ikke længere lykkeligt – det vidste Karen, men også resten af redaktionen på Hjemmet. Hun brugte nemlig mange arbejdstimer på at fortælle om sit ulykkelige ægteskab. Derfor blev hun en dag kaldt ind på chefredaktørens kontor til en snak. Og det er ikke svært for Karen at genkalde sig samtalen: »Der er ingen af os her på redaktionen, der kan mere. Du er blevet en pine. Det kan ikke nytte, at så snart folk møder dig, så flygter de fra toiletter og kontorer, fordi de ikke kan tåle at høre mere om, hvor frygtelig Ole Thisted er,« fortæller Karen, mens hun griner, fordi hun i dag godt kan se, hvor irriterende hun må have været.

Lise Nørgaard gav hende to muligheder. Enten skulle hun holde op med at tale om Ole Thisted og hans forfærdeligheder, og det troede Lise ikke på, hun kunne. Derfor rådede hun Karen til at vælge mulighed nunmer to: at blive skilt.

Karen turde ikke gøre andet end, hvad Lise Nørgaard sagde, og sammen tilrettelagde de skilsmissen.

Samme aften gik Karen hjem og lagde papirerne på bordet foran sin mand og fortalte, at hun ville skilles. »Ole og jeg er stadig rigtig gode venner, men jeg er Lise taknemmelig. For hun lærte mig, at man skal træffe nogle valg, og det gør ikke noget, hvis man træffer de forkerte. Det er bedre at træffe nogle valg, end det er at være undgænger. Undgænger er sådan et forfærdeligt ord, så det vil jeg ikke!«

LIXEN | juni 2011 | flere kilo på. Men i stedet for at være ked af det, ændrede hun kurs: »Så tænkte jeg, nu kan det fandme også være det samme. Nu vil jeg nyde at have det sjovt og lave min mad. Og så fik jeg en afslappet holdning til mit eget ydre og udseende. Jeg nyder livet. Jeg nyyyder det.« Ikke en gang når folk skælder hende ud på internettet, i diverse klummer eller lignende, bliver hun sur eller ked. For med alderen har Karen lært, at det ikke betyder noget, hvad andre tænker om hende. »Jeg har fået meget skældud. I starten tænkte jeg, at jeg ville svare dem alle sammen. Men det gør jeg altså ikke. Det påvirker mig ikke. Det kan jo ikke nytte noget,« siger hun.

For livet skal elskes. Det har Karen lært fra sin livsglade far. Specielt glædede han sig til hvert eneste måltid, som han syntes skulle være noget særligt, og dét har Karen lært.

Hver aften anretter hun sin mad på kong-

eligt porcelæn og drikker af krystalglas, også selvom det bare er middag for én. »Jeg har lært at nyde tingene. I morges tænkte jeg: Hvad skal jeg have i aften? Og så så jeg lige, at der var jomfruhummere hos fiskehandleren, og så tænkte jeg: Nå, så skal jeg have jomfruhummer. Sådan kan jeg sidde og tænke, og det er jo ikke dårligt.« simic09@student.sdu.dk chbra10@student.sdu.dk

Navn: Karen Thisted Fødselsdag: 31. juli 1946 Stjernetegn: Løve Højde: 174 cm Søskende: Jeg har en søster, der hedder Anne, som er to år ældre Bedste ven: Lasse Ellegaard – korrespondent i Mellemøsten

Da glæden forsvandt Karen er generelt taknemmelig for sit liv og de steder, hendes karriere har ført hende hen.

Men der har også været hårde perioder og tider. Som da hun levede i et dårligt ægteskab, hun ikke kunne se sig ud af, og da hun for otte år siden fik en depression. »Jeg gik i sort. Fuldstændig. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor forfærdeligt det var. Jeg lå i min seng i tre måneder med hovedet ind mod væggen. Jeg var sort, sort, sort. Jeg kunne intet,« siger Karen.

Selv de mindste ting som at handle ind og lave mad var for stor en opgave. Ikke en gang når hendes mange venner og kolleger ringede til hende, kunne hun overskue at løfte røret. »Jeg prøvede at gå i supermarkedet, men jeg måtte stille kurven og gå hjem. Så spiste jeg bare nogle havregryn og sådan noget, for man er også ligeglad med mad.« Kort forinden havde Karen skrevet bestselleren ”Det skal mærkes, at vi lever” – en samtalebog med Benny Andersen og Johannes Møllehave. Og netop mødet med Johannes Møllehave, hjalp Karen gennem den mørke periode. »Han ringede på et tidspunkt, hvor jeg ikke turde andet end at tage telefonen, fordi han blev ved og ved med at ringe. Jeg kan ikke, sagde jeg bare. Så sagde han: Du skal bare gøre mig en eneste tjeneste. Du skal gå ud og lukke døren op,« siger Karen.

Ude foran døren stod en kurv. Sådan lidt ubehjælpsomt, for Johannes Møllehave er ikke en mand, der kan finde ud af sådan noget, fortæller Karen. I kurven var der smidt en rullepølse, en spegepølse, noget rugbrød, en dåse sardiner, to flasker rødvin og Bibelen. Efter at have stirret længe på den efterladte kurv i døråbningen, løftede Karen blikket og så Johannes Møllehaves skikkelse ovre på den anden side af gaden. »Så så jeg, at han holdt øje med mig. Det var noget vildt for mig, at jeg havde åbnet døren og set et menneske stå lidt fra mig og nikke til mig,« siger Karen med en rolig og knap så høj stemmeføring og fortsætter: »Det tager hundrede år altså. Men langsomt gik det da bedre og bedre.« Madglad livsnyder Efter depressionen og et rygestop tog Karen

Venindebog

Yndlingsret: Hvidkålsrouletter Yndlingscitat: ”Bid livet i låret”, som er fra et digt af Benny Andersen. Man skal ikke vente på, at noget kommer af sig selv Yndlingsdrik: Gin & Tonic Favoritmusik: Bach ”Jesus bleibt meine Freunde” Elsker: At læse bøger Slapper bedst af: Når jeg er i mit sommerhus uden telefon og computer Hader mest: Den måde Danmark behandler indvandrere på Foto: Rune Jensen Heidtmann

10 | juni 2011

FOKUS

| LIXEN

PANIKDAG

Fotos: Lea Holdgaard Sørensen, Ida Meyer og Sarah Andersen

HER KOM DE I PRAKTIK BA-studerende i praktik per 1. august 2011 Navn

Praktikplads

Agnete Finnemann Scheel Andreas Dyring Dohn Andreas Müller Anja Helby Limkilde Anne Wittorff Rusbjerg Ann-Sophie Nøhr Hemmingsen Anton Willemann Astrid Holck Jensen Casper Munk Fauerholdt Chelina Nethe Anneli Jensen Christian Loiborg Christina Louise Oberschelp Dennis Krog Ditte Svane Fie Skovlund Skjoldhof Hans Redder Nørgaard Isabella Alonso de Vera Hindkjær Jakob Balthazar Munk Johan Lyngholm Pedersen Johanne Schlünssen Karina Cecilie Møller Karine Kirkebæk Kasper Ellesøe Friedrichsen Kasper Tim Marker Pedersen Katrine Nielsen Katrine Sivkær Pettersen Kim Damsgaard Pedersen Kristian Wraa Nielsen Lise Karlshøj Ipsen Magnus Ørum Harkjær Marya Ennesen Kromann Mathias Viby Sommer Michaela Louise Kirk Mie Holm Christensen Mikkel Cramon Madsen Morten Bisgaard Morten Elstrup Nana Frederikke Fischer Rosenvinge Natasha Guman Natasha Nomathemba Dyasi Nicola Emilie Brandt Hansen Nikolaj Ramsdal Albrectsen Nina Maria Bendixen Pernille Marie Louise Ulriksen Razan Bahaa El-Nakieb Rikke Gredsted Seidenfaden Rikke Gøtzsche Harden Sara Louise Wilkins Kristiansen Sebastian Nørgård Alsing Signe Haahr Pedersen Simone Martedal Skov Stefan Langholm Jessing Lund Steffan Axelsen Steffen Koldborg Stine Nyholm Møllegaard Greve Søren Dal Rasmussen Tine Østerskov Heinricy Victoria Rogena Holst Poulsen

Berlingske DR Nyheder/Deadline (Orlov) Fyns Amts Avis Fyens Stiftstidende TV2/Syd TV2/Lorry P4 Sjælland JyllandsPosten DR Syd Ingeniøren/Version2 Lolland-Falsters Folketidende SBS TV A/S Sport Videnskab.dk DR Sporten Information Newsdesk/Femina JyllandsPosten B.T. Metronome Ekstra Bladet Berlingske B.T. Monday Sport Hjemmet Familie Journal TIPS-bladet Fyens Stiftstidende (Søger udland) Fyens Stiftstidende ComputerWorld Fyens Stiftstidende TV2/Fyn Dagbladenes Bureau Ekstra Bladet TV2/Sporten JyllandsPosten Ritzaus Bureau DR Nyheder P4 København DR Sjælland JyllandsPosten Newsdesk/Femina Nordisk Film TV TV2/Nyhederne Berlingske Monday Operation X Politiken Sjællandske Medier Dagbladet Ringkøbing-Skjern DR Oplysning: P1 Morgen/Orientering TV2/Lorry JydskeVestkysten (Orlov) Fyns Amts Avis 3F Ritzau Finans/Ritzaus Bureau ComputerWorld

Navn

Praktikplads

Aviaya Sabrina B. Maistai Hansen Julie Kerzel Duel Thomas Damgaard Sørensen

Se og Hør Vega Pictures Ritzaus Bureau

Cand.public.B-studerende i praktik per 1. august 2011

FOKUS

LIXEN | juni 2011 | 11

Der var engang en Panikdag For alle jer, der ikke var der. Her kommer fortællingen om dagen, hvor journaliststuderendes håbefulde drømme bliver indfriet for de fleste og brister for få. Dagen, alle venter på. Dagen, alle frygter.

Panikdagen.

Lea Holdgaard Sørensen Cathrine Borup Bloch

ANGSTNEUROSE. Det summer på Bunkerens tunge betongange, hvor de brune døre med hvide, påklistrede sedler repræsenterer hver sit medie.

De fleste er lukkede, men sporadisk åbner en dør sig, og et søgende ansigt kigger ud i mængden af mennesker. Folket fryser i sekunderne og tør først trække vejret igen, når døren lukker sig.

Ansøgere venter. Spændte. Angste.

For halvanden time siden lå ansøgningerne i røde kasser i Vandrehallen. Nu ligger de på bordene hos medierne. Gennemlæste og muligvis fordelt i ”ja”-, ”nej”- og ”måske”-bunker. De journaliststuderende ved, at i disse sidste minutter afgøres skæbner på den anden side af døren. De kan ikke gøre mere. Som viseren nærmer sig 9.30, forsvinder farven fra ansigterne. Mobiltelefonerne knuges i hånden som for at holde fast i håbet om, at forventningerne indfries, og stedet ringer. Bare det ringer.

Hornet lyder Det gjalder, det forpulede horn. En fælles indånding bliver aldrig til et suk, da en symfoni af ringetoner afbryder zombietilstanden. Det er nu!

For de heldige ringer telefonen på klokkeslettet, mens andre forpinte sjæle på et splitsekund bliver fortvivlede og nidstirrer det tomme display.

Nogen skruer op for lyden. Lyden af ivrige stemmer, der hektisk aftaler møder med medier. Måske var det førsteprioriteten, der ringede som den første. Måske var det femte. »Undskyld, hvem sagde du, det var?

Er det Ritzau? Jeg kommer med det samme.« »Ved du hvad, hun er lige blevet ringet op af et andet medie, men hun er meget interesseret. Jeg sender hende ned til jer lige bagefter!«

Panikken!

De fleste løber. Og de løber stærkt, for uret arbejder mod dem, og det samme gør de konkurrerende praktikanter. Alle kæmper for at indgå i det perfekte match – praktikanten og praktikstedet, mennesket og mediet.

De potentielle mediematches sidder bag dørene med magten til at byde den udvalgte praktikant velkommen med en blank kontrakt, der bare mangler en underskrift. Men de har også magten til at afvise håbefulde søgende, der panisk banker på den brune dør i håbet om at kunne springe telefonshowet over og komme konkurrenterne i forkøbet. De vil så gerne ind. Men pladserne er få, og konkurrencen er hård. Medierne er ombejlede, men det er den kompe-

tente ansøger også. Alle vil have det bedste. Og den bedste har sit hvide stykke papir i hånden efter få minutter. I hvert fald nogle af dem. For andre bliver det en kamp mod tiden. »Han har ét minut til at komme herhen og skrive under. Ellers giver vi pladsen til en anden!« »Ja, okay, han sidder i samtale nu, men jeg ved, at I er hans førsteprioritet. Jeg sender ham hen til jer, så snart han kommer ud.« Telefonpasserne kommer i spil som dagens hjælpere, og medierne holdes hen i forsøget på at holde alle muligheder åbne. Presset er størst for den ombejlede. Men også for den, der turde satse. Det nærmer sig – en beslutning skal træffes. Er isen i maven kold nok? Tør du vente på mediet, eller sætter du endnu en hest i spil ved at løbe hen til næste dør og banke, banke på?

For nogen skal den træffes. Beslutningen. Nu. Papiret ligger klart foran på bordet. Det venter på en underskrift. Kuglepennen gribes og for hvert bogstav, der grifles ned med rystende hånd, bliver lettelsen større.

Praktikpladsen er i hus.

Post-paniske tilstande Der er fællessuk i Den Hvide Kantine.

Lettede suk. Få frustrerede. De nyansatte praktikanter får sig et stykke frugt, mens de udveksler kram og krigshistorier fra en kaosdag. Nu er det overstået. Det var det. Den berygtede dag var for nogen lige så frygtindgydende som forventet. For andre lige så tilfredsstillende som håbet.

Det runger af latter, lykønskninger

og vrøvlende snak over en basse fra Panikboden, mens hjernen forsøger at fordøje de mange indtryk. Adrenalinniveauet er endnu højt.

Et par timer på slagmarken er overstået, og bussen er nu fyldt med begejstrede SDU’ere. Den bakker ud og vender mod øst og kolde øl på Heidi’s i Odense. Dagens matchmaking skal fejres. Praktikanten fik sin praktikplads.

Om de lever lykkeligt til deres praktikårs ende? Ja, mon ikke?

Løb, Lærke, løb!

4. semesters Lærke Rygaard tog til årets Panikdag som telefonpasser. Hun endte med at have det kølige overblik, når hendes medstuderende manglede et mediematch. Men en ydmyg Lærke vil ikke kaldes for helt.

Lea Holdgaard Sørensen Cathrine Borup Bloch

LYNET. »Hun er den vildeste. Lærke har gjort alt, hun kunne for alle. Hun har det sygeste overblik,« udbryder Agnete Scheel fra 4. semester på SDU, da Panikdagen er overstået.

Du så hende nok. I glimt. Med mobiltelefonen ved øret og blokken i hånden løb Lærke Rygaard Bunkeren tynd på Panikdagen. Ikke for sin egen skyld, men for de andres. De medstuderende, som med panikken malet i ansigtet, havde brug for fornuft, et overblik og et par slagkraftige pepgloser. De kårede hende til ”Årets

hjælper” i en rus af lyksalighed, øl og Jägerbombs til aftenens post-paniske fest i Odense C. Men pigen med de brune øjne er på ingen måde dagens helt – ifølge hende selv.

Når årgangen skal afsættes Alligevel var Lærke alles hjælper. Selv er hun en del af den årgang af journaliststuderende, som skulle kæmpe for en praktikplads på drømmemediet netop den dag i maj. Men fordi Lærkes egen praktikdrøm fører hende over Nordsøen til den engelsk hovedstad, blev Panikdagen brugt på at tale de medstuderende ned med fornuftens ord, mens selvsamme medstuderende blev talt op i forsøget på at matche medie med ansøger.

Hun fik de afventende til at satse, de frustrerede til at crashe og de langsomme til at løbe. Selv forklarer hun, at sandhedsfordrejninger er en del af spillet om pladserne. »Min fornemmeste opgave var at fortælle nogle medier, som skulle holdes hen, at der var en ansøger fra SDU, som havde dem som en klar førsteprioritet, men i virkeligheden var de bare andenprioriteter.« Hun ler og ryster på hovedet.

leaso08@student.sdu.dk cablo10@student.sdu.dk

K I N A P

Illustration: Cathrine Borup Bloch og Lea Holdgaard Sørensen

Bravo Dagen er overstået. Mange matches er indgået, og blækket på kontrakterne er ved at være tørt. Ved hjørnebordet i Den Hvide Kantine står det medrejsende hold af SDU-hjælpere og gør status over praktikfordelingen. For mange håbefulde er det gået over al forventning. SDU’erne har gjort det godt. »Det lyder lidt kliché, men den bedste oplevelse har været at se de glade mennesker og de glade praktikvejledere, der endelig har fået det, som de gerne vil have det,« siger Lærke.

Benene har tilbagelagt flere af Bunkerens kilometer i forsøget på at hjælpe. Hjælpe dem, der havde mistet både mod og overblik. Men hun er altså ikke en helt – ifølge hende selv. leaso08@student.sdu.dk cablo10@student.sdu.dk

Foto: Lea Holdgaard Sørensen

12 | juni 2011

FOKUS

| LIXEN

VOXPOP: Sådan oplevede de Panikdagen Foto: Lea Holdgaard Sørensen

Foto: Lea Holdgaard Sørensen

Foto: Lea Holdgaard Sørensen

Pernille Ulriksen Ny praktikant på Nordisk Film TV

Razan El-Nakieb Ny praktikant på TV2 Nyhederne

Kasper Ellesøe Frederichsen Ny praktikant på B.T.

Hvordan forløb Panikdagen for dig efter klokken slog 9.30?

Jamen, der skete ikke rigtig noget de første par minutter. Der tænkte jeg bare ”fuck!” Men Monday ringede otte minutter over og kaldte mig til samtale, og de sagde så, at de ville ringe senere. Der tænkte jeg bare, at det kunne jeg ikke bruge til en skid, så jeg skyndte mig tilbage til Nordisk Film og kom til samtale hos dem som nummer to. De gav mig samme besked bagefter. Jeg ville jo så gerne have Nordisk Film, så da TV 2 Sporten så ringede og ville have mig til samtale, bankede jeg på hos Nordisk Film og fortalte dem, at TV 2 havde ringet. De lukkede døren og sagde, at de ville ringe, hvis det var. Da troede jeg, at jeg havde tabt dem.

Pludselig ringede Monday Operation X igen og ville have mig til at underskrive kontrakt. Der gik jeg i panik. Det gjorde jeg virkelig. Jeg vidste overhovedet ikke, hvad jeg skulle gøre. Men så kom der en pige ud, der havde været til samtale hos Nordisk Film, og der greb jeg muligheden for at fortælle dem, at Operation X ville have mig nu. Jeg gik ind i lokalet, og samtidig ringede min telefon, så jeg kastede den ud til min telefonpasser Lea og sagde, at hun skulle sige nej til Operation X. Og så sagde Nordisk Film ja til mig.

Hvordan forløb Panikdagen for dig efter klokken slog 9.30?

Jeg havde to førsteprioriteter: TV 2 og Operation X. Jeg var i tvivl om, hvor jeg skulle stille mig, men det endte med at blive TV 2. Så jeg stod der og ventede, og på slaget 9.30 kom en af praktikvejlederne fra TV 2 gående gennem mængden af mennesker, hev fat i mig og sagde: ”Razan, du kommer med mig nu.” Min telefon begyndte også pludselig at ringe, så jeg gav den til min telefonpasser. Det var Operation X – så mine førsteprioriteter kontaktede mig på samme tid. Jeg havde bare sagt til mig selv, at dem, der ringede først, dem tog jeg. Men ham fra TV 2 Nyhederne hev altså fat i mig, og jeg gik jo selvfølgelig bare med, og han sagde, at jeg slet ikke skulle være nervøs. Jeg snakkede med chefen Mikkel Hertz, som sagde tillykke med praktikpladsen. De bad mig dog om at vente med at skrive under, da de lige skulle have styr på nogle ting, og der var jeg godt nok bange for, at de ville brænde mig af. ”Jeg har ikke sagt nej til min anden førsteprioritet, for at I så kan brænde mig af!” Det sagde jeg til dem. Men de lovede mig, at det ville de ikke, og efter en halv time havde jeg skrevet under.

Hvordan forløb Panikdagen for dig efter klokken slog 9.30?

Først ventede og ventede jeg, og så blev jeg ringet op af min sidsteprioritet, som var DR Syd. De spurgte, om jeg ville til samtale, og jeg trak lidt på det og sagde, at jeg ville komme om lidt. Da der ikke var andre, der ringede, gik jeg ned til dem. Efter samtalen ville de bruge fem minutter på at votere, så jeg løb af sted for at se, om der var nogle andre, der ville have mig. DR Syd ringede alligevel først 20-25 minutter senere og sagde, at de ikke ville have mig. Der havde jeg fået en samtale hos B.T., selvom jeg ikke havde søgt dem. Efter samtalen løb jeg rundt og overvejede andre steder. Jeg overvejede endda Se og Hør. Puha, jeg er lige lidt forvirret.

Men der gik vel omkring ti minutter, og så kaldte de mig ind hos B.T. igen.

Og så skrev jeg sgu under.

Hvordan var følelsen bagefter?

Total lettelse. Jeg tror også, at jeg fik sagt en masse lort til dem derinde, for jeg var så lettet og helt vildt glad. De sagde til mig, at de da bare skulle have mig, fordi de kunne mærke, at jeg ville det så meget, så det har helt sikkert givet bonus, at jeg var så ihærdig over for dem og stod der, da hornet lød. De gav mig også en krammer. Jeg er måske også lidt glad for, at jeg har mærket panikken. Det var jeg ikke i øjeblikket, men nu synes jeg, det er rart at vide, at man trods alt var lidt eftertragtet.

Hvordan var følelsen bagefter?

Det var ubeskriveligt. Jeg fik sagt til dem: ”Fuck, nu er jeg jo TV 2’er!”

Det var en fantastisk oplevelse. Jeg var faktisk også glad for, at jeg stod ovre ved TV 2, for der var lidt færre mennesker, end der var på Journalisthøjskolen. Jeg ville ikke kunne klare at se folk, der græd eller var helt pressede. Jeg vil virkelig ikke lyde for selvglad, men det var fedt, at alle mine prioriteter ringede til mig.

Hvordan var følelsen bagefter?

Det føltes helt vildt. Det var sgu lidt satset, det jeg lavede. Men jeg er meget glad og tilfreds. Jeg havde jo ikke søgt B.T., så det var ren gatecrashing.

LIXEN OPLYSER: Citaterne fra voxpop’ens tre nyansatte praktikanter er strammet gevaldigt op af redaktionen. Det skyldes en ivrig og til tider forvirrende fortællelyst, der kun kan fremkomme på en dag som Panikdagen.

leaso08@student.sdu.dk cablo10@student.sdu.dk

Klumme:

En telefonpassers beretning Vi gør det jo gerne. Hjælper jer dén dag, hvor alle følelser, fornemmelser og forventninger kulminerer i en ekstase af inderlig glæde. Eller måske fuldkommen håbløshed. Vi vil helst undgå det sidste. Os telefonpassere.

Lea Holdgaard Sørensen

SOMMERFUGLE. Strategien er lagt.

Om få minutter sker det. Måneders forberedelse, års iver og bekymringer skal afvikles på få timer, få minutter eller få sekunder. Om lidt er du så nervøs, at hjernen glemmer prioriteringer og fornuft. Om lidt indtræder vores fornemmeste opgave: At hjælpe til med, at du får en praktikplads. Telefonpasseren til tjeneste.

Vi holder dig i hånden, når hornet tuder gennem gangene. Når hjerter slår dobbeltslag. Vi fedter din mobil til med vores våde håndflader. For vi er jo også nervøse. Vi føler dit håb.

Din håbløshed. Din glæde, når opkaldet kommer. Når døren går op.

Vi løber med dig. Anstrengt, men vi holder kadencen. Dén dag. Vi vil ikke sinke, men sikre dig målet. Det er vores mål.

Vi holder dit mod oppe. Peptalker, for vi ved jo, det nok skal gå. Du kan det her. Det kan du altså! Vi skubber

dig ind til samtalen. Og så venter vi.

Nervepirrende går minutterne. Vi tænker: Det skal nok gå. En samtale – det er en god ting. Men hvorfor ringer den mobil ikke lige med endnu et gyldent tilbud fra praktikhylden?

Hvorfor har den førsteprioritet endnu ikke tastet dit telefonnummer?

Kom nu. Kom nu.

Ud kommer du igen. Du smiler. »De vil lige have et par stykker mere til samtale, inden de ansætter.

De ringer.« Stille undren. Du spørger: »Hvad gør vi så nu?« Her sker det. Magien, der udgør samarbejdet. Dén dag. Det er nu, en telefonpasser skal træde i karakter.

Beslutte, hvad der nu skal ske. Skal vi vente? Skal vi stille os et andet sted, skal vi satse, skal vi crashe?

Spørgsmålene er flere, svarene er få. For minutterne går, og gangene fyldes taktvis med rørstrømske, kåde praktikanter med hvide sedler i hænderne. Kontrakten. Målet.

Ny dør et nyt sted. Nu går vi efter den førsteprioritet. Dét, I allerhelst vil, selvom I siger, at ”alle steder er lige gode.” Nej, vi har luret jer. Kom så!

Vi løber med dig. Døren går op foran førsteprioriteten, og det er dit navn, de kalder. Kaotisk lykke. Du løber ind og efterlader din telefon med passer på dørens yderside. Her venter vi på dig.

Vi lyver for dig. Holder medier

hen. De medier, som pludselig er vågnet op til dåd og kræver din opmærksomhed.

Hovedpine, hektiske røde kinder.

Samtalen er lang, men så… Døren åbner sig. Du er glad. Så er jeg glad.

Men ingen kontrakt i hånden endnu.

En anden skal også prøve lykken, inden svaret falder. Forventningen stiger. Vi vil det jo så gerne. Telefonen ringer med rykker fra andre medier om samtaler og underskrifter. Hvad gør vi? Løber vi og risikerer at miste førsteprioriteten? Tid til pres.

Vi presser dig, men vi er også selv pressede. Vi kan ikke spå om fremtiden, men blot håbe, at rådgivningen bærer praktikpladsen. Vi kan krydse vores svedige fingre for, at vi gør det rigtige ved at presse dig til at banke på netop dén brune dør. Beslutningen er truffet. Vi skubber dig foran de andre ansøgere. Gør det nu, bank på den dør. Vil de have dig, eller vil de ikke? Svaret skal falde – skal vi løbe, skal vi blive?

30 sekunder. De lukker dig ind.

3 minutter. De lukker dig ud. Du skriger så højt og kaster dig i armene på din telefonpasser. Lykken flyder.

Vi jubler med dig. Lettede over, at missionen lykkedes.

Alt er forbi. Du vandt, og din telefonpasser vandt – dén dag. leaso08@student.sdu.dk

Fotos: Rune Jensen Heidtmann

FOKUS

LIXEN | juni 2011 | 13

58 ud af 60 SDU’ere afsat Til forårets Store Match Dag den 4. maj gjorde SDU’erne næsten rent bord. 58 ud af 60 studerende har fået en praktikplads.

Succesen skyldes et godt sammenhold, og at de studerende er gode til at hjælpe hinanden. Det mener praktikantvejleder Karen Løth Sass.

Sarah Andersen

SUCCES. Da hornet lød den 4. maj på Store Match Dag, bedre kendt som Panikdagen, i Aarhus, blev det startskuddet til en succesfuld dag for de studerende på SDU. 57 ud af 60 studerende underskrev en kontrakt på dagen, én studerende har fået en praktikplads i anden runde, og to har valgt at tage orlov. »Panikdagen forløb fantastisk, og vi kan kun være tilfredse,« siger Karen Løth Sass, der er praktikantvejleder på Center for Journalistik.

I tiden op til Store Match Dag gør hun meget ud af, at årgangen skal rystes godt sammen. Målet er, at Store Match Dag ikke skal blive alles kamp mod alle, men at SDU’erne skal drage til Aarhus som et team. »Vi gør meget ud af, at når vi står deroppe, så har vi brug for hinanden, og jeg tror, det er afgørende for de gode resultater, at vores studerende hjælper hinanden,« siger Karen Løth Sass.

B: at gå på jagt efter ledige pladser. Der fik hun hjælp af flere af sine medstuderende, som allerede havde fået en praktikplads. En medstuderende skaffede hende en samtale hos Femina, og en anden kom med informationen om, at Fyns Amts Avis gerne ville gatechrashes. Den chance tog Stine Greve, og det endte med en underskrevet kontrakt: »Hvis jeg ikke havde fået hjælp af mine medstuderende, så er jeg ikke sikker på, at jeg i dag ville stå med en praktikplads hos Fyns Amts Avis.«

Foto: Ida Meyer

To minutter foran Politikens dør

Få studerende er en fordel Da Stine havde underskrevet sin kontrakt med Fyns Amts Avis, var der ikke tid til at åbne champagnen lige med det samme. Hun sørgede for at hjælpe de medstuderende, som stadigvæk stod uden en underskrevet kontrakt.

Selvom der var blevet lagt meget vægt på, at SDU tog til Store Match Dag som et team, så blev Stine alligevel overrasket over, hvor gode folk var til at hjælpe hinanden. »Jeg blev meget positivt overrasket over, hvor godt sammenhold der var.

Det var fantastisk at opleve, at folk gjorde alt for at hjælpe hinanden.« Karen Løth Sass lægger også vægt på, at hun nemt kan hjælpe sine studerende, fordi hun kender dem godt: »Det er en fordel, at vi er en lille årgang, som kender hinanden. Jeg tror også, det har betydning, at jeg er håndværkslærer og derfor kender de studerende.«

Politiken var den praktikplads, der fik flest ansøgere til årets Panikdag. Lixen stod foran Politikens dør i to minutter. Der var den første praktikant ansat.

Ida Meyer

VENTETID. Klokken nærmer sig langsomt halv ti og de håbefulde er begyndt at stimle sammen foran Bunkerens lokale 203 og 204 . Det er her, Politiken holder til. Og det er her, man har chancen for at blive en af de otte udvalgte, som efter sommer bliver en del af redaktionen på Rådhuspladsen 37.

Nervøsiteten ligger som en tung tåge over de ventende, der hurtigt bliver flere og flere. Nogle står beskedent og knuger telefonen i hånden.

Der spejdes til det store ur for enden

saran10@student.sdu.dk

Hjælp gav en praktikplads Stine Greve fra 4. semester fik brug for sine medstuderendes hjælp til Store Match Dag. Da hendes telefon stadigvæk var tavs klokken 9.45, besluttede hun sig for at satse på plan

af gangen. Andre virker mere selvsikre. Målrettede. Som om de ikke er i tvivl om, at det netop er foran Politikens dør, de hører til. Sporadisk høres høje grin, som nok snarere er et udtryk for ukontrolleret nervøsitet, end at der fortælles virkelig gode vittigheder.

Og så sker det. Lyden af hornet er fjern, men ingen er i tvivl. Panikken kontrolleres efter bedste evne, men ingen når så meget som at tage en afslappende vejrtrækning, før den første telefon ringer. Og så ringer endnu en. Og en til. Og en til. Og snart skabes en symfoni af ringetoner. »Jeg er på vej,« siger en og halser af sted, lige før døren til lokalet åbnes, og der med resolut mine inviteres en kommende praktikant indenfor. To minutter senere er der givet hånd, skrevet kontrakt og sagt på gensyn.

Politiken har ansat den første praktikant. Og så bliver der skreget. Og omfavnet, så panikken bliver mast ud af kroppen. idmey10@student.sdu.dk

Praktiksøgende får, hvad de søger Cirka 70 procent af alle deltagende praktikansøgere til forårets Store Match Dag endte med at få en praktikplads, de havde søgt. De studerende er gode til at matche sig selv med praktikstederne, lyder forklaringen fra de tre praktikantvejledere.

Sarah Andersen

MATCH. Efter en hektisk dag på Journalisthøjskolen den 4. maj endte de fleste studerende med at gå tilfredse hjem. Omkring 70 procent af de studerende endte nemlig med en praktikplads, som de havde søgt.

Et meget tilfredsstillende resultat, mener praktikant- og karrierevejleder Pia Færing: »Jeg er yderst tilfreds, og det viser også, at mange studerende er fleksible og gode til at matche sig selv.« Hun sørger for at gøre sine studerende på Journalisthøjskolen opmærksomme på, at de ikke alle kan få en plads på Politiken eller Berlingske, og at de derfor er nødt til at søge mere bredt end de store medier: »Jeg gør dem meget opmærksom på, at de små medier også findes, og at der er et liv uden for København.

Og at man godt kan starte en god karriere andre steder end på Politiken.« Derfor har skolen haft besøg af en række lokale og regionale medier, som skal gøre de studerende op-

mærksomme på, hvad de små medier kan tilbyde som praktiksted. »Få studerende læser de lokale medier, og derfor ved de heller ikke, hvad de kan tilbyde. Mange var for eksempel ikke klar over, at flere af mediehusene er flermedielle,« påpeger Pia Færing.

Samtaler skaber match Syddansk Universitet var de første, der fik ideen til at invitere en række lokale og regionale medier til en praktikmesse.

Det var en så stor succes, at de vil gentage det næste år og lade endnu flere lokale medier komme og fortælle, hvad de kan tilbyde.

Derudover har praktikantvejleder Karen Løth Sass holdt individuelle samtaler med alle studerende:

»Jeg tror, samtalerne hjælper de studerende med at blive mere afklarede og gode til at matche sig selv med praktikstederne.« På RUC holder praktikantvejleder Hanne Dam også individuelle samtaler med de studerende for at klæde dem bedst muligt på til at finde det rette praktiksted. »Vi sparrer både på personligheden og det faglige for at hjælpe de studerende med at finde en praktikplads, som de bliver glade for,« forklarer Hanne Dam. Studerende hjælper hinanden På Journalisthøjskolen holder Pia Færing ikke individuelle samtaler med de studerende, men det, mener hun ikke, gør dem mindre afklarede. »Jeg oplever, at de studerende er

rigtig gode til at hjælpe hinanden med at finde ud af, hvad der passer til dem. Og det tror jeg er langt vigtigere, end hvad jeg kan sidde og fortælle dem til en samtale.« Hun mener, at resultatet på 70 procent er et udtryk for, at praktiksystemet rent faktisk fungerer: »I det tal ligger meget af legitimeringen af alt det kaos, der er den dag. For det ender jo alligevel rigtig godt for rigtig mange.« saran10@student.sdu.dk

14 | juni 2011

OPINION

| LIXEN

Bagsiden Er du også liderlig?

En praktikant fortæller:

Minna Camara, 6. semester, praktikant på P1/Klubværelset og DR Reportage

August 2008 Et nyt hold skriveglade journalistspirer er netop ankommet til SDU. Det er i hvert fald min fornemmelse, at de er skriveglade. For lige meget hvem af mine nye medstuderende jeg spørger, svarer de alle det samme: De vil gerne skrive for et af de store dagblade. Og jeg er så pokkers enig! De få, der ikke vil det, som alle vi andre vil, kunne godt se sig selv i tv-journalistikken på DR eller TV 2. Punktum.

August 2009 Vi sidder i radiolokalet og kigger på Karsten Prinds’ lange lemmer. Han serverer en omgang radioros.

Jeg er uimponeret.

Vi får udleveret en optager, som for længst burde være gået på pension, får stukket en ligegyldig opgave i baglommen, og så får vi et engageret verbalt dask bagi. Nu skal vi ud i

virkeligheden og lave radio!

Jeg er stadig uimponeret.

dannelserne allerede to år inden praktikken, ja måske endda to år inden man starter på studiet, skal have besluttet sig for, hvor man vil i praktik, får man: 1) En horde studerende med yderst hudløse tunger efter flere års røvslikkeri.

2) Et meget ubehageligt studiemiljø.

3) Mange fag med uengagerede studerende.

4) En masse færdige journalister, som ender med at have valgt en forkert journalistisk retning.

Maj 2011 Jeg er i fuld gang med at producere en temalørdag til DR2. Og det er fedt!

Rigtig fedt!!! Men efter at min tid med lydbølger er forbi, og jeg i stedet er kommet over på kukkassens territorium (for sådan er min praktikplads skruet sammen. Et halvt år med radio og et halvt år med tv), er jeg begyndt at mærke et savn. Et savn

efter at komme hjem med en bunke lyd, der kan puttes i den kreative klippemaskine for efterfølgende at blive transformeret til det, man kan kalde radio. Jeg er vist gået hen og blevet lidt lysten…

Men selvom jeg ikke kan nå at få indfriet min gale radiotrang inden praktikkens udløb, er jeg alligevel noget så fornøjet. For nu føler jeg mig endelig sikker på, hvilken slags journalist, der skal blive af mig – og det føles virkelig befriende.

Derfor bekymrer det mig, når DR’s nyhedschef, Ulrik Haagerup, foreslår, at de journaliststuderende allerede inden uddannelsens start skal definere sig selv som journalister.

Læser man for eksempel jura, har man som ny på studiet måske en idé om, at man vil være advokat, men der er flere, som gennem sin studietid ændrer kurs og ender med at vælge en anden gren inden for den juridiske verden. Og sådan skal det også være. Hvis man på journalistud-

argumenterede for, at man skulle vende det blinde øje til alt, hvad der foregik i royalt regi og så kun skrive om 2020-planer og Brønderslev-sagen.

Kongehuset er en stor institution i samfundet og har en dyb folkelig forankring og interesse. Så selvfølgelig skal det dækkes. Men hvad blev der af proportionssansen? Den kritiske bearbejdning af stoffet? Jeg har ikke kunnet få øje på den. Når man hører landets mediechefer debattere det, hører man tv-direktørerne bruge det samme argument igen og igen: »Jamen de høje seertal viser jo, at vi er helt på linje med befolkningen.« Jeg vil dog betragte det som givet på forhånd, at man vil opnå pæne seertal, når der ikke bliver vist andet i fjernsynet 8-10 timer i streg, hverken på DR1, TV 2 eller TV 2 News (dog i lidt mindre omfang).

Der er dog ingen tvivl om, at landets befolkning nærer en stor interesse for det. Derfor er det en selvfølge, at uafhængige og kommercielle medier vil beskæftige sig med det for at få mange læsere og seere med det formål at kapitalisere på det i sidste ende. Men for TV 2 og i særdeleshed det licensfinansierede Danmarks Radio, der med Michael Kambers egne

ord har public service-lovgivningen som redaktionel grundlov og derfor ikke skal tage nogle markedsøkonomiske eller kommercielle hensyn, holder argumentet om de mange seere ikke i samme grad.

Det er et centralt element i DR’s selvforståelse, at de skal have en unik position i samfundet, hvor de skal fodre de højtbetalende borgere med det tunge kvalitetsindhold, som man ikke finder i de kommercielle medier. Derfor vækker det undren i min verden, at man – både når det handler om danske tvillinger og britiske vielser, sætter samtlige højtprofilerede værter til at beskæftige sig med de royale begivenheder og glemmer alt om 2020-planen, det historiske oprør i Mellemøsten, de to krige Danmark er involveret i, Brønderslevsagen, og hvad der ellers er af dybt relevante begivenheder, som også fortjener en plads i fladen de pågældende dage.

TV 2 gør det samme. De sender deres største nyhedsværter til London, trækker stjernekorrespondenten Ulla Terkelsen med og omdøber sågar deres programmer. Nu hed det pludselig ikke ”Go’ Morgen Danmark” længere, men i stedet ”Go’ Morgen London”.

Kriminalassistent Jensen fra Olsen Banden havde nok kvitteret ved at udbryde ”åh gud, åh gud”, som han plejer at gøre i filmene, når tilstanden er håbløs. Jeg nøjes midlertidigt med at tabe respekten for de medier, jeg ellers med glæde benytter og sågar

Marts 2010 Jeg fedter store løfter om min egen gøren og kunnen ned på papir og giver den en ordentlig omgang med ansøgningsstemplet. Jeg lukker kuverten. Indeni ligger en lille bunke ansøgninger, størstedelen er rettet mod radiopraktiksteder… For som radiosemesteret skred frem, gik det op for mig, at jeg var blevet, hvad man kan kalde en lille smule opstemt af de radiofoniske toner.

Hvis uddannelsen var skruet sammen efter Haagerups ønsker, ville jeg aldrig have vidst, at radiojournalistikken kunne tænde mig.

Hvis Haagerups forslag bliver en realitet, vil de store dagblade og de enkelte store tv-stationer blive begravet i ansøgninger fra studerende, som kun kan tro, men ikke vide, at dette praktiksted vil være det rette for dem.

Maj 2011 Journalistpraktikant snart færdig i praktik på et stort dagblad.

Havde Ulrik Haagerups forslag hersket, da jeg begyndte på studiet, ville ovenstående nok have været mig på nuværende tidspunkt, hvis der altså ville være plads til endnu en praktikant på et af de få eftertragtede steder. Jeg havde nok ikke vidst, hvor vild i varmen et helt andet journalistisk værktøj kunne gøre mig, for jeg havde ikke fået tid til at blive formet som journalist.

Og det er vel det uddannelsen er til for. Jeg havde ikke vidst, at jeg kunne blive noget så liderlig af radiofoni, hvis jeg ikke havde uddannet mig ordentligt. minc@dr.dk

Royalt selvsving Kasper Kildegaard

OPINION. Visse ting ændrer sig bare aldrig. Således heller ikke danske mediers tendens til at blive grebet af snæversyn og gå fuldstændig i selvsving hver eneste gang, der foregår noget royalt. Det er ligegyldigt, om det er væsentligt. Samtlige nyhedskriterier og gængse redaktionelle debatter om proportionering og god journalistik bliver kastet over bord, og hele standen sprinter som en flok lemminger efter de samme forherligende og ophøjende historier og vinkler. Taberen er de borgere, der gerne vil have væsentlighed og substans.

Lad mig slå det fast: Jeg er ikke royalist. Jeg er nok nærmere så langt fra at være det, som det overhovedet er muligt. Det har dog intet med sagen at gøre; min anke baserer sig på en journalistisk undren og på en frustration som menig borger over, at jeg visse dage er tvangsindlagt til at skulle høre om kjoler og royal forældreopdragelse.

Når det er sagt, vil jeg skynde mig at moderere mit synspunkt en smule: Jeg ville både være en elendig journalist og temmelig blåøjet, hvis jeg

er ved at uddanne mig til at arbejde for. Den seneste tids royale journalistik er i sandhed et grufuldt eksempel på lemmingeeffekten.

kasoe10@student.sdu.dk

Illustration: Paul Sauer

OPINION

LIXEN | juni 2011 | 15

PanikBattle: Jeg undrer mig over...

Simone Martedal Skov studerer journalistik på 4. semester på SDU. Den 4. maj 2011 deltog hun i Panikdagen på DMJX, hvor hun fik en praktikplads på DR Oplysning: P1 Morgen/Orientering.

Pia Færing er praktik- og karrierevejleder på DMJX. Hun er ansvarlig for Store Match Dag, bedre kendt som Panikdagen, der finder sted hvert halve år i Aarhus.

Panikken har endnu engang bredt sig i Aarhus. Men hvorfor skal den halvårlige begivenhed – Store Match Dag – blive ved med at være kendt under det lidet flatterende navn “Panikdagen”?

I denne udgave af Lixen undrer Simone Martedal Skov sig over opbygningen af de journaliststuderendes praktiksystem.

Pia Færing står for svarene, når Simone undrer sig over...

... at man har et system, hvor der ikke er sanktionsmuligheder, hvis reglerne bliver brudt. Det være sig forsamtaler, aftaler, kont(r)akt før det hæslige horn hyler, 18 måneders kontrakter med SDU’ere og RUC’ere og så videre.

Det ville da også være dejligt, hvis vi kunne sanktionere. Men Undervisningsministeriet har slået fast, at så længe et praktiksted er egnet til at uddanne praktikanter, så kan selve fordelingen af studerende aldrig legitimere en fratagelse af denne ret.

Med hensyn til 18 måneders kontrakter for de to universitetsuddannelser, så er dette jo udelukkende en sag mellem arbejdsmarkedets parter. Vi lever i et frit land, hvor folk har lov til at arbejde for den løn, parterne kan blive enige om. Således er det også med det ”arbejdsforhold”, der kaldes praktik. ... at der er folk, som mener, at praktiksøgningssystemet i sin nuværende form er den bedste løsning.

Der er rigtig mange uddannelser, hvor praktik også er en stor del af uddannelsen, men ingen andre steder foregår praktiksøgningen på bare tilnærmelsesvis samme måde.

Luk røven og fokuser, please!

Julie Reese Carlsen Ida Maria Bøgh

OPINION. Dette er en opsang til alle dem, der fordærver andres dyrt betalte og forventningsfulde oplevelser.

Vi kender det, og du kender det. Du har skrabet sammen af SU’en og vil rigtig forkæle dig selv med en lækker biograftur. Pengene er små, så man nyder det i den grad, når man endelig kan få lov til at fordybe sig i en god film i biffens bløde sæder. Du har sat dig godt til rette, men oven på din ene sidekammerat er der plantet for 80 kr. poppede, smørindsmurte og knuskelarmende majs samt et bæger cola så stort, at selv kopholderen må give fortabt. På din anden side har to gamle håndboldveninder, der ikke har set hinanden i evigheder, taget ophold og vender under traileren højlydt lørdagens bytur på Retro.

Alle detaljer inkluderet - det er klart!

Bedst som man tror, at popcornsgnaskeren ved siden af har guffet færdigt, og slyngveninderne klapper i i takt med, at lyset bliver dæmpet, lyden skrues i vejret og lærredet tuner ind på aftenens forestilling, fortsætter den småborgerlige kævlen med en volume, der stiger ligefrem proportionelt med filmlyden. De har nemlig ikke - ligesom dig - tænkt sig at nyde filmen og få en god kulturel oplevelse, men er blot troppet op for henholdsvis at have en undskyldning for at proppe i hovedet og for at tøsehygge med sladder. Når du så – ganske høfligt - retter et bedende og appellerende blik deres vej for på pæn og høflig vis at få dem til at skrue ned for volumen, bliver du mødt af et uforstående blik fra de

to, der tydeligvis ikke har samme forventninger til aftenen som dig.

Derimod begynder de tilmed at komme med små oplevelsesspolerende kommentarer til handlingen. Det er netop her, at du indser, at du lige så godt kunne have kylet pengene ud af vinduet.

Men hvorfor er det lige præcis, at folk tror, de er i deres fulde ret til at spolere dine oplevelser? Og det er bestemt ikke kun i biografen, at dette scenarie kan opstå. Zappergenerationen er ingen skrøne eller fiks ide.

Den lever i bedste velgående. Hvad enten det er i biffen, til koncert eller i undervisningslokalerne på universitetet. Der er bare altid folk, der vælger at zappe væk, så snart det, der sker i undervisningen, ikke er spændende nok til, at de rigtigt formår at fordybe sig og holde fokus. Hvisken i krogene er en ting, men at dele dagens oplevelser, ligegyldige tanker og gensynsglæde med andre mennesker højlydt og forstyrrende er bare ikke okay. Det er egoistisk, selvfornægtende og grænseoverskridende.

Muligvis vil denne opsang kunne forveksles med to vrede madammers klagesang, men er det for meget at forlange? I virkeligheden er dette måske mere en opfordring til, at man bør forsøge at nyde, fordybe sig og få det bedst mulige ud af situationen, før man spektakulært og til gene for sine medmennesker højtlydt zapper videre. Måske man kunne lære noget – måske endda af kedsomheden. Hvis der skal knevres i biografen eller i undervisningen, findes der masser af steder og fora til at gøre dette. Må vi anbefale et cafebesøg?

jucar10@student.sdu.dk

idboe08@student.sdu.dk

Det er korrekt, at journalisternes praktiksøgning er unik. Men ingen andre uddannelser kan præstere en lignende effektivitet og tilfredshed.

Rigtigt mange praktikuddannelser uddanner til det offentlige arbejdsmarked – og derfor synes det nemmere for både aftager og studerende at acceptere en fordeling bestemt af andre. Det være sig lodtrækning eller fordeling via uddannelsesinstitution. Denne metode kan hverken medier eller journaliststuderende acceptere.

Når man vurderer journaliststuderendes praktiksøgningssystem skal man huske, at det ikke er et system, der er skabt – det har udviklet sig!

For 30 år siden skrev de studerende ansøgninger midt på semesteret.

Derefter kunne der gå uger, før de eventuelt blev indkaldt til samtale, og nogle skulle rejse en del rundt i landet. Det kostede både tid og penge, og derfor tilbød Danmarks Journalisthøjskole husly til samtalerne.

Det var kimen til dagens Panikdag.

For pludselig blev medierne opmærksomme på konkurrencemomentet, og tid blev et vigtigt parameter. Indtil 2006 sendte vi stadig ansøgningerne med post – og så gjaldt det om at have det tidligste postbud. Og stor

ballade når enkelte forsendelser ikke nåede ud næste dag. Denne ulighed ville hverken praktikstederne eller de studerende acceptere. Så kom kl.

8-reglen.

Seneste skud på stammen er så læsevindue. Stor var min skepsis, da praktikudvalget indførte det – parterne havde jo indtil da åbenlyst forsøgt at skubbe til den gamle regel om kl. 8. Men det blev en succes – der dog fortsat udfordres af enkeltsager. ... hvad der er til hinder for at indføre et samtalevindue.

Og så kommer jeg naturligt til denne undren. Der er intet til hinder – bortset fra parterne selv. Regler der hviler på kontrol og sanktion dur ikke – vi kan hverken eller. Så systemet kan udelukkende bære de regler, der er tillid til.

Og her kommer min gamle skepsis ind: Når man ikke engang vil overholde grænsen nu, hvad sker der så, hvis vi indfører endnu en – der oven i købet bliver helt ”privat” i et lukket rum? Hvad sker der på Panikdagen, når det første rygte løber: Dagbladet Nyhederne har indgået aftaler! Så skal I bare se kaos.

Send dit indlæg til ‘I øvrigt mener jeg...” til lixen@journet.sdu.dk. Det gælder både folk på og udenfor Medietorvet.

Skriv ‘I øvrigt mener jeg’ i emne-feltet + din kommentar, dit navn og din stilling.

Så bringer vi indlægget i næste nummer.

... hvad der får mange studerende til at føle, at praktikplads eller ej eller hvilken det bliver, handler om liv og død.

I er et hold af vindere! I er dygtige, I har fået gode karakterer i skolen, I kommer fra hjem med både klaver og avis – og så er I kommet ind på en af de uddannelser, der er mest eftertragtet i Danmark. Nu truer måske første nederlag! Det kan rigtig mange ikke overskue. Og de kender ikke sig selv godt nok til at vide, om de kan bære det.

Oveni dette kommer så rigtig mange mediechefers ord om, at det er jeres karrieres vigtigste valg. At det er nu, I skal vælge både lønsum og venner.

Det sidste er ikke rigtigt – men svært at gennemskue. Det første er rigtig svært – og jeg tror, at når mange skælder ud på praktiksøgningssystemet, så er det i virkeligheden fordi, de er bange for at føle sig som tabere. Men intet system kan beskytte mod denne følelse. Den skal leves og læres.

.... at RUST-redaktionen er utroligt gode til at finde de rette vindere, når der skal deles billetter ud til Roskilde Festival.

Paul Sauer, 2. semester

.... at der er mere Kaare i Asferg, end der er i Quist.

Naja Dandanell, 2. semester

.... at Sofus Sten Hansen tager fejl. Jeg har ikke universitetets, men universets største bakkenbarter!

Robert Hendel, tilvalgsstuderende

.... at Fynbusserne er yderst irriterende og burde overholde deres tider. Og dernæst burde alle deres chauffører køre en inspirationstur med 5A i indre Kbh – således kan de lære at åbne BEGGE døre og eventuelt træde lidt på speederen.

Sophie O. Kampmann, 2. semester

.... at gulvet på Heidi’s er uforskammet glat!

Louise Holten Hvid Gregersen, 2. semester

.... at Jour-lejren på Roskilzzz bliver for vild!

.... at Morten Elstrup må være SDU’s svar på Diego Maradona.

Robert Hendel, tilvalgsstuderende

Helene Jepsen, 2. semester

.... at Panikdagens snydere ikke bør slippe uden straf.

.... at Sofus så møglækker ud med sit pandebånd til fodboldkampen.

.... at Herreværelset er mega street! Og værterne er på ingen måde for gamle til programmet.

.... at Lea Holdgaard Sørensen skal have et stort klap i numsen for godt formandsskab i Festudvalget.

Nicholas Rindahl, 2. semester

Julie Reese Carlsen, 2. semester

Mie Flyttov, 2. semester

Mie Heiberg, 2. semester

Bagsiden

SDU vs. DMJX FODBOLDOPGØR. Det eneste, der havde holdt regnen væk indtil nu, var SDU’s hvidtklædte heltekvinder, der strålede og varmede fodboldbanen op, nu hvor solen havde taget sig en pause. Flot og stramt fik de jaget DMJX’s skøger tilbage til Pias Pølsevogn. SDU’s kvinder vandt 2-1.

Men vejret var noget ustadigt den fredag i maj. Ildevarslende ville nogen sige.

Fra vinterbanen blæste der små støvfyldte hvirvelvinde ind over græsbanen og gav det hele et westernagtigt slør.

Folk stod i pølsevognen og ved Festudvalgts bar og hang med en dram, da de sorte Dalton Brødre fra DMJX kom riddende ind på banen på deres hovmod. De skreg og larmede og brugte feje tricks. Det var klart, at SDU’s lovlydige Lucky Lukes i deres gule heltetrøjer ikke kunne gøre noget.

De sorte fra DMJX vandt 2-1. Og snart derefter faldt regnen.

Tekst og foto: Rune Jensen Heidtmann