Lixen maj 2011

P1 og Radio 24syv vil have flere til at lytte til taleradio Side 8

Er det okay, at medierne inviterer til forsamtaler inden Panikdagen?

Side 4

Tænder praktikstederne lyset i talenterne?

Side 12

Lixen

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 13. årgang | 3. nummer | maj 2011

”

Du skal ikke rode i papirer, du skal bare tale med mennesker.

Olav Hergel, journalist Portræt Side 6

2 | maj 2011

| LIXEN

Indhold

Leder

UDDANNELSE

KAJO’s formand, Naja Dandanell, har været til delegeretmøde i Dansk Journalistforbund. Læs hendes betragtninger fra weekenden, der både bød på forhandlinger, fællesskab, faglige diskussioner og fest. Side 5

Rygtet, der mistede en flig Journalistuddannelsen på SDU fylder i år 13 år. På de år er det lykkedes for SDU at skabe sig et godt rygte. Journalisthøjskolen i Aarhus bliver ikke længere set som den eneste mulighed for at blive journalist. Det viser årets ansøgertal på Center for Journalistik i Odense, hvor 430 håbefulde journalistspirer havde valgt at sende en motiveret ansøgning til uddannelsen. En stigning på 25 % i forhold til sidste år.

BRANCHE

”

Cavlingvinderen Olav Hergel vil helst ikke sidde bag sit skrivebord på Politiken. Han vil ud og opleve og tale med mennesker, når han skal skrive historier.

Side 6-7

Desværre endte årets optagelsesprøve med at blive en dag, hvor der måske blev slået en flig af det ellers gode rygte.

Lørdag den 17. april sad 225 udvalgte ansøgere og svedte over årets optagelsesprøve, hvor Peter Bro endnu en gang indledningsvis fik alle de spændte aspiranter til at sætte fingrespidserne mod hinanden. En dag, der skulle skille fårene fra bukkene, så kun de allerbedste ansøgere ender på Medietorvet. Et nyt kuld journalistspirer, som skal ud i branchen og bevise, at SDU kan uddanne dygtige journalister. Desværre endte årets optagelsesprøve med at blive en dag, hvor der måske blev slået en flig af det ellers gode rygte.

PORTRÆT Det er blevet populært at tjekke politikernes udsagn. P1-programmet Detektor var det første til at tjekke op på de danske politikere, og nu er Jyllands-Posten fulgt efter med sitet FaktaMeter.

En gevinst for den politiske debat, mener begge stiftere. Side 9

De 225 ansøgere skulle igennem den berygtede videnstest. 50 spørgsmål som skal sikre, at det nye kuld journaliststuderende har den rette paratviden til at kunne begå sig i medieverdenen. Men i år glemte Center for Journalistik en vigtig journalistisk dyd: at have styr på sin research. Det viste sig nemlig, at der var fem fejl i årets videnstest. Og det kan skade SDU’s gode rygte, mener Morten Garly, videnskabsredaktør på Politiken:

FOKUS

”Det skader universitetets renomme, omdømme og troværdighed. Og det kan jo i sidste ende risikere at smitte af på de kandidater, der kommer ud fra uddannelsen, og som gerne skulle levere troværdig journalistik, som mediebrugerne har tillid til,” udtalte han til Politiken.dk. få dage efter.

Denne måned sætter vi fokus på TALENT. Læs blandt andet hvad praktikstederne gør for at udvikle branchens nye stjerner og mød tre praktikanter, som allerede er nået langt med deres talent. Side 11-17

SDU har nemlig et godt rygte ude i branchen, som nødigt skal ødelægges. På Ekstra Bladet oplever nyhedschef Miki Mistrati, at praktikanter fra SDU er meget modne, fokuserede, arbejdsomme og parate til at udvikle sig.

Og netop det gode praktikrygte havde SDU brug for den 4. maj til forårets Panikdag. Desværre kunne vi ikke nå at få noget fra den store dag med i dette nummer. Til gengæld kan I glæde jer til næste nummer, hvor vi sætter fokus på forårets Panikdag.

OPINION

Vi tager i denne måned afsked med en af Lixens gode venner.

For allersidste gang kan du følge Komma. Vi mindes Kommas gode tider i Lixen med en dødsannonce på side 20

Simone, Christine og Sarah

Lixen

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Avisen dækker udviklinger og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser.

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer

Logo: Karina Cecilie Møller Layoutinspirator: Sara Winther Korrekturlæser: Katja Lyngbach Johnsson Helene Refsgaard

Ida Meyer Redaktør

Paul Sauer Redaktør

Cathrine Borup Bloch Redaktør

Simone Agger Chefredaktør

Christine Landry Brandt Chefredaktør

Sarah Andersen Ansv. chefredaktør

Malte A. Christensen Redaktør

Lea Holdgaard Sørensen Redaktør

Rune Heidtmann Billedredaktør

UDDANNELSE

LIXEN | maj 2011 |

Stakken af ansøgninger vokser Center for Journalistik har i år modtaget flere ansøgninger fra håbefulde aspiranter end nogensinde før.

Ida Meyer

VOKSEVÆRK. De 250 ansøgere, der i år var til optagelsesprøven på SDU, var alle kommet igennem et journalistisk nåleøje, som var endnu mindre, end det nogensinde før har været.

Center for Journalistiks postkasse var proppet med 430 ansøgninger, da fristen for at søge udløb den 15. marts. Det er 25 % flere end sidste år. Og desuden det højeste ansøgertal nogensinde.

Old school-kommunikation Centerleder Peter Bro tror, at der er flere årsager til den store stigning i

antallet af ansøgere. For det første har landets universiteter de sidste år oplevet at modtage flere og flere ansøgninger. »Det er simpelthen et konjunkturspørgsmål, som vel også påvirker vores optag,« siger Peter Bro. Han fortæller også, at man på Center for Journalistik har forsøgt sig med nye tiltag i forsøget på at udbrede og fortælle om uddannelsen.

Nye tiltag, som på mange måder er udtryk for old school-kommunikation, siger Peter Bro. Han har blandt andet opfordret de nuværende studerende til at hive fat i personer fra omgangskredsen, som de tænkte, ville være gode ansøgere. Derudover har han henvendt sig mere direkte til studievejledere på gymnasier, højskoleledere og ansvarlige på journalistlinjer. »De generelle konjunkturer og nye tiltag har vel skabt en stærk cocktail,

hvis virkning vores studiekontor nu skal leve med i disse dage,« siger Peter Bro.

Rikke Mathiassen, 21 år, Vejle Søgte sidste år ind i Aarhus Søger nu ind i både Aarhus og Odense

Andrea Sandahl Skov Bøtker, 25 år, København Søger ind i både Aarhus og Odense

Johannes Bjerg Hansen, 20 år, Aarhus Søgte sidste år ind i Aarhus Søger nu ind i både Aarhus og Odense

Teresa Lee, 22 år, København Søger ind i Odense

Hvorfor søger du ind på journalistik?

Det må være en kæmpeluksus at have et job, hvor man kommer i kontakt med så mange forskellige mennesker og så mange forskellige historier hver eneste dag. Og der ligger også en stor frihed i jobbet og kreativitet til selv at opsøge sine historier.

Hvorfor søger du ind på journalistik?

Det er et erhverv, som er konstant udfordrende, og jeg synes, at der er mange spændende områder. Der ligger også en ære i at få lov til at formidle ud til forskellige grupper. Det er vigtigt at orientere folk sandfærdigt og korrekt. Og jeg synes, at det er vigtigt at fortælle historier, der ikke er blevet fortalt før.

Hvorfor søger du ind på journalistik?

Det gør jeg, fordi jeg gerne vil være journalist. Det har jeg altid gerne ville. Jeg synes, at det er et spændende job.

Hvorfor søger du ind på journalistik?

Jeg har læst dansk i to år, og det har været op og ned. Jeg har altid gerne villet skrive, men jeg har først haft mod til at søge ind nu. Det er det, jeg allerhelst vil.

Flere med journalistdrømme Men det er ikke kun SDU, der oplever, at flere drømmer om at uddanne sig

til journalist. På Journalisthøjskolen har der i år både været flere ansøgere på journalistlinien og på fotojournalistlinien. TV- og medietilretterlæggeruddannelsen på Mediehøjskolen bekræfter også en stigning. RUC har indtil videre fået 13 færre ansøgn-

inger end sidste år, men det endelige ansøgertal findes først, når alle kvote 1-ansøgninger også er modtaget.

idmey10@student.sdu.dk

Illustration: Søren Meyer

VOXPOP: Hvorfor søger du ind på SDU? 250 par fødder stormer ned af Gydehutten. 250 par hænder holder krampagtigt fat i blokken med Peter Bros gyldne ord til referatøvelsen nedskrevet og hans indviklede grafer forsøgt tegnet.

Optagelsesprøven anno 2011 er for længst skudt i gang, og man kan mærke nervøsiteten i luften.

Lixen nåede at fange fire håbefulde aspiranter i en af pauserne.

Simone Agger Cathrine Borup Bloch

PRÆSTATIONSANGST. En lørdag i april med solskin, grønt græs og blå himmel. Men 250 mennesker med journalistdrømme fik ikke lov til at nyde solens stråler på netop denne lørdag – den stod nemlig på optagelsesprøve på Center for Journalistik, Syddansk Universitet Om det var i terminalrummene dybt nede i kældrene eller på Medietorvet under lidt mere komfortable forhold, så skulle SDU-ansøgerne sidde og skrible, tænke og svede i syv stive timer. Dog afbrudt af små solskinspauser til både frokost og cigaretter og et oplæg fra en veloplagt Peter Bro til referatøvelsen.

Prøven bød som sædvanlig på videns- og sprogtest samt førnævnte referatøvelse. Et nyt element var en analyse, hvor aspiranterne fik udleveret en samling tekster, det være sig ledere, klummer, nyhedsartikler eller Facebook-opdateringer, og fik til opgave at skrive en nyhedsanalyse eller en form for leder – der var faktisk rimelig frit spil. simic09@student.sdu.dk cablo10@student.sdu.dk

Hvorfor SDU? Jeg synes, at SDU har en fed kombination af akademiske fag og det journalistiske håndværk, og jeg synes, at stedet virker enormt tiltalende. Det virker, som om der er en fin professionel linje igennem det hele.

Hvad synes du om optagelsesprøven indtil videre?

Jeg synes, at det var et fint oplæg fra Peter Bro. Man kan mærke, at de gør meget for at skabe en afslappet atmosfære. Jeg kan godt lide, at der er flere pauser, og at man får lov til at gå lidt frem og tilbage, så det ikke er ligesom i Aarhus, hvor man sidder ned i flere timer i streg.

Hvorfor SDU? Jeg kunne godt tænke mig en akademisk journalistisk uddannelse. Jeg vil gerne have, at det bliver mit springbræt ind i den journalistiske verden, fordi jeg gerne vil have en faglig ballast, som giver mig nogle andre muligheder end en praksisorienteret håndværksmæssig journalistisk uddannelse.

Hvad synes du om optagelsesprøven indtil videre?

Den er fin. Jeg var overrasket over, at der i videnstesten var ret mange udenrigs- og litterære spørgsmål.

Sprogtesten var også fin. Her er udfordringen jo, at man skal være hurtig, og det har også sin charme. Hvis man kan, så kan man, og hvis ikke, så er man ude.

Hvorfor SDU? Oddsene for at komme ind på uddannelsen er så lave, så derfor søger jeg både ind her og i Aarhus. Man bliver jo nødt til at spille på flere heste.

Hvad synes du om optagelsesprøven indtil videre?

Jeg synes, at den er svær, men det synes jeg også, at den bør være. Ellers får man en masse ind, som ikke har det faglige niveau. De skal jo skære folk fra, og det er en fin måde at finde ud af det på.

Hvad har du gjort for at forberede dig til prøven?

Sidste år var jeg på et intensivt forberedelseskursus på Rødding Højskole. I år har jeg ikke gjort så meget andet end at læse en masse aviser og lavet noget grammatik.

Hvorfor SDU? Jeg har hørt, at det skulle være den bedste uddannelse. SDU har den rigtige blanding af de akademiske fag og håndværket, og jeg synes, det er meget vigtigt at kombinere de to dele af journalistfaget.

Hvad synes om du optagelsesprøven indtil videre?

Den er fin, men jeg kan ikke lade være med at blive lidt usikker hele tiden. Den er lidt tricky.

Hvad har du gjort for at forberede dig til prøven?

Jeg har læst nogle aviser, og jeg har lånt nogle grammatikbøger. Jeg har bare generelt sørget for at holde mig godt orienteret op til prøven. Og så har jeg jo også læst dansk i to år – det håber jeg, kan gavne mig lidt.

| maj 2011

UDDANNELSE

| LIXEN

På besøg hos medierne Inden de praktiksøgende sender deres ansøgninger, inviterer de kommende praktiksteder til åbent hus.

Det er en hektisk uge, som ofte er afgørende for, hvor ansøgningen i sidste ende lander. Lixen sms’ede med Casper Fauerholdt fra 4. semester, da han var på besøg hos landets medier.

Mandag 11/04/2011 9.40 Fra Lixen: Hej Casper. Hvor er du henne, og hvordan har du det?

Fra Casper: Hej folkens. Jeg har lige passeret en G4S-vagt og et par store, tunge døre og er nu på vej ind hos Jyllands-Posten i Viby sammen med fire andre SDU’ere. »Danmarks største parcelhus bliver stedet kaldt,« fortæller chefredaktør Henrik Thomsen os. Ja, og nok også det bedst beskyttede af slagsen, tænker jeg. Men jeg har det fint og ser frem til den samtale, man kan komme til her på JP senere.

Mandag 11/04/2011 14.30 Fra Lixen: Hvordan gik det og hvad med samtalen?

Overlevede du?

Fra Casper: Ja, jeg overlevede. Og jeg synes faktisk, det gik okay til samtalen.

Det var alle de andres vurdering af deres egen samtale dog også. Så enten er de skidesøde hos JP, eller også er vi alle bare dygtige. Det ene behøver selvfølgelig heller ikke udelukke det andet.

Fra Casper: Ja, jeg var sammen med stort set alle andre journaliststuderende forbi de to øvrige store morgenavisers åbent hus-arrangement. Jens Grund bød velkommen på Pilestræde, mens Anne Mette Svane gjorde det samme lidt senere i huset på Rådhuspladsen. Der er godt nok mange om buddet til de i alt 17 pladser, de to aviser tilbyder, tænker jeg. Jeg forsøger også at genkende de andre for at overbevise mig selv om, at der er mange gengangere ved de forskellige aviser. Til det har jeg ikke gennemskuet svaret.

Tirsdag 12/04/2011 16.00 Fra Lixen: Hej Casper. To store morgenaviser i dag – hvordan gik det?

Onsdag 13/04/2011 14.15 Fra Casper: Det gode ved Informations åbent hus-arrangement er, at de har samtaler bagefter. Det mindre gode er, at de kun varer fem minutter hver. Ligesom en god portion SDU’ere, DJH’ere og RUC’ere gik jeg den knap så lange, men ret så spændte tur op til Christian Jensens kontor på 3. sal. En ekstra udfordring var, at min knap i bukserne sprang øjeblikket inden, det var min tur til at brænde igennem på chefredaktørens kontor.

Fra Casper: Hej! I dag skal jeg besøge Fagbladet 3F og Kristeligt Dagblad. Specielt førstnævnte ser jeg frem til at kigge lidt nærmere på.

Endelig et arrangement, hvor man ikke sidder sammen med 80 andre. Vi har fået en intim aftale, hvor vi kun er seks-syv stykker, der skal komme på besøg. Det giver forhåbentlig en lidt mere afslappet stemning.

Fra Casper: Vi var seks drenge fra Syddansk, der havde fået en aftale med Ritzaus Bureau. Fedt sted. »Her skal man ikke komme, hvis man har spidse albuer,« sagde praktikantvejlederen. Det første sted, hvor det blev sagt. Bagefter var det Børsen. Og nu er det hjem og skrive ansøgninger.

Torsdag 14/04/2011 10.00 Fra Lixen: Hej Casper. Hvad skal du i dag?

Fredag 15/04/2011 15.30 Fra Lixen: Sidste dag! Hvor har du været henne, og hvordan har det været?

Forsamtaler forhindrer mismatch Det er helt i orden at holde forsamtaler i Åbent Hus-ugen.

Det gør Pia Færing medierne opmærksomme på i et brev udsendt på vegne af Praktikudvalget. Der må dog ikke loves en ansættelse på stedet. De studerende og medierne synes, det er en god måde at finde det perfekte match på.

Ida Meyer Cathrine Borup Bloch

PRAKTIKANTMATCH. Når gongongen lyder kl. 9:30 på panikdagen i Aarhus, indleder medierne jagten på den perfekte praktikant, og de stude-rende jagten på det perfekte praktiksted. Men nogle praktiksteder kender allerede ansøgerne og ved hvem, de gerne vil nedlægge. I Åbent Hus-ugen har nogle af medierne nemlig inviteret til individuelle samtaler med de nervøse og håbefulde ansøgere. Og det er helt i orden, siger Pia Færing, karriere- og praktikantvejleder på DMJX. Hun har på vegne af Praktikudvalget sendt et brev til

alle praktiksteder, hvori hun gør opmærksom på, at medierne gerne må holde forsamtaler. »Vi har sendt et brev ud, fordi nogle holdt forsamtaler og andre syntes, at det skulle være forbudt. Der var behov for at fortælle dem, der gjorde det, at det var ok, for vi kan alligevel ikke kontrollere det,« siger Pia Færing.

Det er okay at flirte Pia Færing understreger i brevet, at samtalerne ikke må blive en førstesortering af ansøgerfeltet. Det er vigtigt, at den udelukkende er orienterende og ikke bærer præg af en ansættelsessamtale. »Jeg blander mig ikke i, om folk flirter til en fest, så længe de ikke indgår ægteskab,« siger hun.

Ekstra Bladet er et af de medier, der holder forsamtaler, og nyhedschef samt ansvarlig for forsamtalerne Miki Mistrati undrer sig over, at alle medierne ikke gør det. Han synes, at det giver ham en god mulighed for at lave det perfekte match mellem ansøgeren og avisen. Selvom Miki Mistrati ikke lover aspiranterne ansættelse på stedet, har han allerede udset sig dem, hvis ansøgninger han glæder sig til at læse.

»Men eftersom vi jo ikke må sige til dem, at vi gerne vil ansætte dem, så er det jo en hemmelighed, der er inde i mit hoved,« siger han.

Hektisk panik Balancegangen mellem hvornår samtalen blot er orienterende, og hvornår den bliver en decideret ansættelsessamtale er hårfin. Det men-

”

Derfor ville mange føle sig trådt over tæerne og afvist på forhånd, hvis de ikke blev inviteret til samtale.

Praktikantvejleder på Information Kristian Villesen er meget opmærksom på, at samtalen ikke skal være lig med en ansættelse, men han synes, det er vigtigt, at ansøgeren og praktikstedet kender hinanden en lille smule inden Panikdagen.

Jeg blander mig ikke i, om folk flirter til en fest, så længe de ikke indgår ægteskab.

Pia Færing, karriere- og praktikantvejleder

er Elisabeth Haslund, der er praktikantvejleder på Berlingske, et af de medier, der har valgt ikke at holde forsamtaler. »Det er en svær balancegang, og vi vil ikke risikere at komme til at gå over grænsen og sende forkerte signaler og gøre noget, som egentlig ikke er fair og rimeligt over for de studerende,« fastslår hun.

Elisabeth Haslund påpeger, at Berlingske er så heldige at få så mange ansøgere, at det alligevel ville være umuligt at kalde alle til en samtale.

»Panikdagen er jo meget hektisk, og ved samtalerne er det en fordel, at man lige ved lidt om hinanden inden, så det hele ikke ender i én stor panik,« siger han.

God kemi De studerende, som Lixen har talt med, er også positivt stemt over for forsamtalerne. »Jeg synes, det er en rigtig god idé.

Under samtalerne får man bedre mulighed for at give et personligt indtryk og uddybe sine tanker om

journalistik – ligesom til enhver anden jobsamtale. Det er i mine øjne en fordel både for ansøgere og praktiksteder. Derfor er det ærgerligt, at det kun er få praktiksteder, der på forhånd møder deres kommende praktikanter face to face,« siger Sara Wilkins, 4. semesterstuderende på Center for Journalistik, SDU. Nikolaj Albrectsen, der også går på 4. semester på SDU, er enig. »Samtalerne gør, at man får et indtryk af hinanden på forhånd og kan se, om man har et match. Det gør det mindre tilfældigt på Panikdagen,« siger han.

Sara Wilkins mener også, at samtalerne kan have indflydelse på, om ansøgningerne havner hos det rigtige praktiksted. Hun havde selv gode oplevelser til samtalerne og blev bekræftet i, at de pågældende praktiksteder var de rigtige at søge for hende. idmey10@student.sdu.dk cablo10@student.sdu.dk

UDDANNELSE

LIXEN | maj 2011 |

Stjernehimmel, girafkøer og tilfredse studerende 32 timers delegeretmøde i Dansk Journalistforbund byder på både forhandlinger og fællesskab.

Faglige diskussioner og flueknepperi. Fest og Finn Arne. Forslag og faner. Og ikke mindst tre gode resultater til de studerende.

Naja Dandanell, formand for KaJO

DELEGERETMØDE. Onsdag kl. 10.00: Velkomst ”Var vi ikke på efteruddannelse sammen?”, ”Arbejdede du også på Morsø Dagblad i ’82?”., ”Nej, der var jeg på DR Midtvest.”

Vi er ankommet til delegeretmøde på Hotel Nyborg Strand, og med mundene fulde af kaffe og minicroissanter hilser gamle kolleger på hinanden. Selvom vi studerende fylder godt op i foyeren, er der overvejende mange grå stænk og vigende hårgrænser i mængden af forventningsstemte journalister, der ser frem til et indholdsrigt møde.

Vi går ind i den store mødesal, og formanden for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård, byder velkommen. Forude venter to dage med fremmedord som offentlighedslov, realløn, strukturel forret-

ningskrise, lønspænd og outsourcing af layoutarbejde. Men vi studerende har også selv nogle krav med. Dem vender vi tilbage til.

Onsdag kl. 16.30: Mere kaffe Vi har taget lyttebøfferne på, og fra talerstolen bliver der diskuteret beretning og håndtering af forbundets midler. Alt imens har midtergangen af salen ændret sig til noget, der mest af alt minder om indfaldsvejen ved Køge Bugt en tirsdag morgen. I girafkøer bevæger folk sig fremad med halsen strakt i unaturlig længde for at kunne skimte målet. Foyeren.

Hvor der er kaffe. I kandevis. Og frugt og kage. Indimellem springes der over, og nogen laver en hurtig overhaling indenom. Vi studerende finder vores allermest forargede miner frem og bliver stødt siddende på vores grønne stole.

Onsdag kl. 22.00: Stjernebaren Nede i kælderen på Nyborg Strand findes et ganske særligt sted. Her er gulvene dækket af tykke tæpper, væggene er beklædt med spejle og fra stjernehimlen i loftet lyser små pærer i alle regnbuens farver.

Med andre ord – var man med til at dække Tjernobylkatastrofen, var ens skulderpuder brede, og spillede kasset-tebåndet Duran Duran, er Stjernebaren som at træde ind i himlen.

Skulderpuderne er væk, men dan-

seskoene er de samme, og festen udvikler sig til noget, der ikke er for små børn.

Torsdag kl. 9.00: Ny næstformand Ovenpå nattens udfoldelser sender morgenbuffeten forræderiske dampe af gris i alle afskygninger. Bacon, skinke, frikadeller, mere bacon. En stille kop kaffe kan det dog blive til.

Vi er nemlig vågnet op til den Store Valgdag, og hovederne skal være friske.

Kun en uge inden delegeretmøde meldte en modkandidat sig til næstformandsposten. De sidste ni år har Fred Jacobsen siddet på posten, men pludselig dukkede Lars Werge op.

En høj mand med klare holdninger Længe var det uvist, om der ville blive kampvalg, men dramaet udeblev, da Fred Jacobsen frivilligt trak sig.

Det er et enigt delegeretmøde, der vælger Lars Werge som ny næstformand i Dansk Journalistforbund. Det oplever han desværre ikke, da han er ude at tisse. For meget kaffe? Til gengæld er det til stående klapsalver, at han igen kommer ind i salen og holder sin takketale.

Derefter skal de resterende bestyrelsesmedlemmer vælges. Frem med stemmesedlerne. Vi studerende støtter Troels Gadegaard Frølich, som studerer på DJH og er tidligere formand for KaJ. Da stemmerne er talt

Foto: Nicholas Muhs Rindahl

Foto: Nicholas Muhs Rindahl

op, bliver Troels’ navn nævnt som nummer fire, og stemningen smager pludselig af EM ’92 – målt på klapsalverne.

Torsdag kl. 15.30: Vi tager lige en kontra Vi er nået til uddannelsespolitik i handlingsprogrammet. Under Danske Journaliststuderende hører udvalget Praktik Er Uddannelse. Udvalget er utilfreds med, at der ikke findes en systematisk efteruddannelse af praktikkantvejledere og vil derfor have det indskrevet i handlingsprogrammet. Forslaget bliver vedtaget, og Danske Journaliststuderende hiver den anden sejr i hus.

Nu står den på lovændringer, og vi lærer hurtigt Finn Arne Hansen at kende. Eller bare Finn Arne. Han har nemlig stillet ikke mindre end fem forslag til lovændringer. Desværre for Finn Arne har han ikke hovedbestyrelsen på sin side, og der går lidt sport i at sende stemmesedlerne i vejret, når dirigenten siger, ”vi tager lige en kontra”.

Danske Journaliststuderende har også et ændringsforslag med, der handler om bijobberi. Vi vil have nedsat en arbejdsgruppe, som skal analysere baggrunden for dette.

Forslaget medfører en del diskussion, men vi ender alligevel med at få det vedtaget med stort flertal.

Kaffen er blevet kold, og mødet

lakker mod enden. For Danske Journaliststuderende har delegeretmøde været en succes, og til en summen af kollegiale ”farveller” og ”på gensyn” i foyeren tager vi tilfredse hjem. nkris10@student.sdu.dk

FAKTA OM DELEGERETMØDET - Delegeretmødet hvert andet år.

foregår

- I år fandt delegeretmødet sted 13.-14. april 2011 på Hotel Nyborg Strand.

- Delegerede fra alle kredse i DJ bliver inviteret deriblandt, KaJ, JR og KaJO. - På mødet diskuteres blandt andet vision, strategi og handlingsprogram, forslag til vedtægtsændringer og budgetfastlæggelse.

- Derudover vælges den nye hovedbestyrelse til DJ.

Foto: Nicholas Muhs Rindahl

Foto: Nicholas Muhs Rindahl

| maj 2011

PORTRÆT

| LIXEN

Et retfærdigt Journalist og forfatter Olav Hergel er født med én mund og to ører.

Det er fordi, de gode historier kommer til en, når man lytter til mennesker. Hans sans for retfærdighed og evne til at tale med mennesker driver ham til at skrive historier, som ellers ikke ville være blevet skrevet.

Cathrine Borup Bloch Ida Meyer

RETFÆRDIGHEDSHUND. En lun aften på en udendørs café i den kroatiske by Split. Byen var idyllisk, men de mange skudhuller i bygningerne vidnede om den krig, der netop var afsluttet. De stærke spændinger kunne stadigvæk mærkes i luften. Olav Hergel fik et par glas med en engelsk fotograf og en irsk soldat.

Olav var udsendt af Berlingske Tidende for at sende reportager hjem fra byen efter krigen. Stemningen var løssluppen, og den irske soldat havde travlt med at fortælle vittigheder – den bedste var en, der gjorde grin med Hitler.

Pludselig rykkede tre unge, karseklippede kroatere hen til bordet ved siden af det muntre selskab.

De begyndte at komme med truende bemærkninger. Alle tre havde været en del af den kroatiske hær, og det var kun 14 dage siden, at et hold amerikanske soldater var blevet slået brutalt ihjel af en håndfuld unge, kroatiske mænd. Det var første og eneste gang, at Olav som udsendt journalist havde været bange. Rigtig bange. Men den irske soldat var hurtig, greb en af kroaternes hånd og præsenterede sig. Både Olav og fotografen fulgte hans eksempel. Olav bød på øl på Berlingske Tidendes regning, og de tre rædselsslagne mænd tog de unge kroatere til fange i en atmosfære af venlighed. Olavs store interesse for fodbold kom ham til und-

OLAV HERGELS BLÅ BOG

sætning, da han kunne lire fem-seks navne på kroatiske landsholdsspillere af og pludselig var fuldstændig overbevist om, at Kroatien da havde gode chancer for at vinde det forestående Europamesterskab i fodbold. Hans evne til hurtigt at komme ind på livet af andre mennesker reddede ham fra en situation, der kunne have været rigtig farlig.

Flittig med mennesker Journalisten Olav Hergel har nemlig talent for at tale med mennesker og for hurtigt at skabe en gensidig tillid.

Selv siger han, at han er flittig med mennesker. Hans flittighed er derimod minimal, når det kommer til at gennemlæse tunge, støvede rapporter og researche. Så det undgår han helst og lader sig i stedet inspirere, når han taler, lytter og oplever. Derfor pryder hans features, portrætter og reportager til dagligt Politikens sider. Journalistik, hvor man møder mennesker og lytter til dem. Det er derfor, en journalist har én mund og to ører, mener Olav. »Du går udenfor på vejen, og så sker verdenshistorien foran dig. Der er billeder, og der er mennesker, du kan snakke med. Du skal ikke rode i papirer, du skal bare tale med mennesker.« Olav er, hvis han selv skal sige det, en rigtig dårlig nyhedsjournalist.

Han vil grave dybere, og det vidner den gyldne miniatureudgave af Henrik Cavling om. Den står i soveværelsets vindueskarm og gemmer sig en smule bag lysestager, bøger og ganske almindeligt rod. Lidt støv har den også samlet, siden han modtog Cavlingstatuetten i 2006. Det er dog ikke ensbetydende med, at Olav ikke er både stolt over og glad for prisen. Det vidner snarere om Olavs manglende ordenssans. »Jeg syntes, at det var fantastisk at modtage Cavlingprisen, og jeg kan huske hvert minut fra den dag. Jeg er glad og ydmyg over for det. Det giver

en god fornemmelse i maven, at jeg kan gå ind og se den stå der i vindueskarmen.« Cavlingprisen fik han, fordi han lyttede til nogle, som tit bliver overset i medierne og endnu sjældnere bliver hørt: Børnene på de danske asylcentre. Sammen med fotografen Miriam Dalsgaard lavede han en række mini-interviews med børnene på asylcenteret Kongelunden.

Egentlig var det bare nogle simple ”venindebogsspørgsmål” som ”Hvad er din livret?” og ”Hvad vil du gerne være, når du bliver stor?”, men dommerkomitéen skrev i deres begrundelse, at det var lykkedes Olav og Miriam at ”finde ind til børnenes indre liv, drømme og forhåbninger”.

Opskrift på Cavling Selvom det er de færreste journalister, som opnår at modtage den prestigefyldte statuette, er Olav fortsat meget ydmyg. Han siger, at hovedingrediensen i opskriften på en Cavling er held. Og en vis portion

ihærdighed. Held, fordi Politikens forsideredaktør ikke havde noget til forsiden netop den dag, og fordi Anders Fogh Rasmussen lige havde meddelt, at han ikke havde tænkt sig at besøge børnene på asylcentrene. Olav og Miriams interviews og gribende portrætter af asylbørnene var planlagt til en søndagsavis, men da redaktøren sagde: ”Kan I rykke til i morgen?”, gjorde de det. Næste dags forside var et billede af en køn ti-årig pige, som sad fanget i Kongelunden, mens hun og hendes familie ventede på en opholdstilladelse. Blandingen af held og ihærdighed satte sagen på dagsordenen.

Det giver Olav en tilfredsstillelse, når han formår at sætte dagsordenen med sine historier. Flygtninge og indvandrere er på hans personlige dagsorden og er et politisk emne, som han er dybt engageret i. »Det er den største samfundsmæssige, politiske og journalistiske historie, som er sket i min levetid.« Det er det simple argument, som

forklarer, hvorfor det netop er dét, som er blevet hans fokus. Og så er det ikke kun en historie om ”dem”, men ligeså meget en historie om ”os”.

Danskerne.

Da det lange hår blev kort I starten af 1970’erne gik en dreng rundt i den pæne københavnerforstad Charlottenlund. Han var 17 år, netop blevet forældreløs og havde derfor egen lejlighed på Ordrupvej.

En treværelses. Håret var langt og nøje sat i midterskilning, på overkroppen slaskede en islandsk sweater og ud over den en jakke med frynser.

17-årige Olav vidste på det tidspunkt ikke, at han ville bruge et billede af sig selv i netop den mundering på invitationen til sin 50 års-fødselsdag 33 år senere. Han vidste heller ikke, at han ville blive en journalist, der havde en Cavling stående i vindueskarmen. Selvom han drømte om det.

Inden Olav blev 17 og startede i gymnasiet, indtog han rollen som ”klassens rod”. Moren ville have

Født i 1956.

Student fra Ordrup Gymnasium i 1976.

Fik en kandidat i jura fra Københavns Universitet i 1983.

Læste på Danmarks Journalisthøjskole i årene 1983-87.

Journalist på Berlingske: 1987-2005.

Startede som journalist på Politiken i 2005 og er der stadig.

Vandt Cavlingprisen i 2006 for en serie om asylbørn.

Udgav romanen ”Flygtningen” i 2006 og opfølgeren ”Indvandreren” i 2010. Flygtningen blev desuden filmatiseret under navnet ”Flugten” med Iben Hjejle i hovedrollen som journalisten Rikke Lyngvig.

Bor i Snekkersten med konen Liller, datteren Laura og hundene Mokka og Baby. Den ældste datter Ida-Marie er flyttet hjemmefra.

Olav kalder sine mange kvinder for ”sin østrogenmur”.

Foto: Rune Jensen Heidtmann

PORTRÆT

LIXEN | maj 2011 |

sludrechartol

ham til at spille klaver, men han ville hellere brænde krudt af på fodboldbanen og benzin af med de andre rødder på knallerterne. Og så røg han hash. »Jeg røg tæskemeget hash. Det lyder, som om at mit liv har været én stor hashtåge, og det var det også, fra jeg var 14, til jeg var 17. Men så stoppede jeg også.« På drengeværelset havde chillummen også en central plads på bordet ved siden af sengen med det grimme, brune sengetæppe og de hyggelige puder.

I gymnasiet lærte Olav at styre sit store temperament, som han dog understreger, at han stadig har. Han fik nye venner, og han lærte at feste både fredag og lørdag – uden hash.

Når han skal karakterisere sin gymnasietid, er der ét ord, der går igen: ”Frihed”. »Jeg fik sådan et fuldstændig normalt ungdomsliv. Mit liv havde tidligere været enormt præget af, at

”

Hysterisk retfærdig Islænderen, jakken med frynser og den halve arbejdsuge er for længst lagt på hylden. Men temperamentet og evnen til at tale med andre mennesker er stadig stærke karaktertræk hos Olav, nu 55 år og med hus i Snekkersten. Foruden hundene Mokka og Baby bor konen Liselotte, kaldet Liller, og datteren Laura i huset. Den ældste datter Ida-Marie er flyttet hjemmefra. Det lyse gulv, den minimalistiske sofa og den vildtvoksende have uden for vinduet giver stuen en sommerhusstemning og en ro. En ro, der ikke altid hviler over Olavs iltre temperament.

Da den ældste datter var lille, måtte Olav lave en regel med hende om, at hun fik stukket en tier i hånden, hver gang hendes far fik et vredesudbrud over snørebånd, der ikke ville bindes ordentligt eller gymnastikposen, der var væk. Den lille blanke mønt, der skulle op ad lommen hver gang, skulle minde Olav om, at det var ham,

journalist, og du må mene alt det, du vil, som forfatter. Jeg mener nogle meget stærke ting omkring retfærdighed, og både grunden til, at jeg skrev bogen ”Flygtningen”, og grunden til, at jeg skiftede fra Berlingske til Politiken, var jo fordi, jeg syntes, at der var nogle ting, der var forkerte på flygtningecentrene.« Romanerne er samtidig en kommentar til samfundet, og politikerne og journalisterne ligner til forveks-

ling virkelighedens. For Olav kan ikke uden virkeligheden. Det er den, der inspirerer ham og gør hans bøger troværdige og relevante.

Olav er stadigvæk ikke færdig med indvandrerne, og han er i hvert fald ikke færdig med at fortælle deres historier. Han føler sig meget privilegeret over at have familie, hunde og villa i Nordsjælland. Over at kunne lægge en hvidvin på køl, inden han går en tur med Mokka og Baby, mens

Liller ordner salaten til aftensmaden.

Men han husker hele tiden sig selv på at komme i de mindre privilegeredes verden og fortælle de historier, som ellers ikke ville blive fortalt. For det er de historier, der er værd at fortælle. cablo10@student.sdu.dk idmey10@student.sdu.dk

Retfærdighed betyder faktisk ret meget.

Jeg kan næsten være helt hysterisk med det.

Olav Hergel, journalist

min mor var så syg, og min far ikke var der, men alt ændrede sig lige pludselig til at blive et rigtigt dejligt liv og en meget stor frihed.« Han studser selv lidt over, at det var hans mors død, der skulle hjælpe ham til at blomstre. Men Olav føler, at han fandt sig selv der alene i lejligheden på Ordrupvej – med kort hår.

Olav fik nemlig klippet det lange hår af og fik en god ven, der gik i pæne lædersko, gul kashmirsweater og lyse cowboybukser, og han lærte ham at drikke alkohol og gå med piger. Det gik samtidig op for Olav, at det var de humanistiske fag, der tiltrak ham.

Ifølge ham er det dem, der former journalistikken, så det var ikke så underligt, at det var yndlingsfagene på skoleskemaet. For journalist, det har han altid villet være.

Gennem hele gymnasietiden startede Olavs weekend nærmest onsdag eftermiddag, for hver torsdag holdt han pjækkedag for at slippe for matematik og fysik. Det var for kedeligt. Og så var han også dårlig til det. Fredag var nem med idræt, dansk og historie, og så stod den altid på fest hos Olav om aftenen. »Sådan så jeg virkelig på tilværelsen, og det var fantastisk og dejligt. Jeg fik rigtig mange venner og fandt ud af, at jeg var udadvendt og også kunne få folk til at grine.«

der var den voksne.

Temperamentet kommer især til udtryk, når triggerordet ”retfærdighed” nævnes. Olav søger nemlig efter retfærdighed. Søger efter historierne om de personer, der ikke selv kan fortælle dem, og som har brug for, at nogen råber højt. »Retfærdighed betyder faktisk rigtig meget. Jeg kan næsten være helt hysterisk med det. Nu har jeg jo selvfølgelig ikke patent på, hvad der er rigtigt, men jeg kan blive rigtig vred, hvis der er nogen, der forsøger at snyde.« Olavs talerør De stærke meninger var også grunden til, at Olav i 2006 skiftede job fra Berlingske til Politiken. Han mente, at der var noget helt grundlæggende galt med asylcentrene i Danmark og indvandrerpolitikken. Og det ville Berlingske ikke længere lade ham bruge spalteplads på. Men Olav var ikke færdig med at fortælle historier, og derfor sprang han ud i både jobskifte og forfatterskab. Olavs første roman ”Flygtningen” udkom i 2005 og nummer to ”Indvandreren” fulgte efter i 2010. Begge bøger behandler flygtninge- og indvandrersituationen i Danmark og er blevet Olavs eget talerør. »Du må jo ikke mene noget som

Foto: Rune Jensen Heidtmann

| maj 2011

BRANCHE

| LIXEN

Foto: Rune Jensen heidtmann

Radioen råber efter flere lyttere Inden længe lyder startskuddet for den nye radiokanal Radio 24syv.

Når Radio 24syv træder ind på den danske radioscene, er det med forhåbningen om, at den kommer til at fremme taleradio-genren.

Det siger både direktøren for den nye kanal og Danmark Radios kanalchef for P1. Forskere mener dog ikke, at den nye radio får nævneværdig betydning.

Simone Agger

KONKURRENCE. Berlingske People fik for få uger siden EU-kommissionens godkendelse, hvilket betyder, at du fra den 1. november kan tune ind på Radio 24syv. Det er kulminationen på det medieforlig, som VKregeringen i samarbejde med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har vedtaget. Her besluttede de, at danske radiolyttere skal have en ny public service-radiokanal, som skal være

”

»I henhold til det udbudsmateriale, der ligger, så skal vi være en taleradiokanal. Vores mål er at komme til at lave en moderne, dynamisk taleradio, der bestemt kan yde P1 stærk konkurrence, og som bliver en radio, man regner med, og som har nogle programmer, der vil stikke ud og markere sig,« siger han.

Radio 24syv har allerede nu markeret sig ved at melde ud, at der skal være mulighed for at rydde sendefladen, hvis der er ”breaking news”. En filosofi ingen andre radiostationer har i dag.

Kærlig konkurrence Også hos DR er man bevidst om, at den nye public service-radiokanal bliver en direkte konkurrent til P1.

Men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. »Partierne bag medieforliget har besluttet, at lytterne skal have et alternativ til P1, så det er Radio 24syvs opgave at skabe et alternativ på talesamfundsradio,« siger kanalchef for P1, Anders Kinch-Jensen og fortsætter:

Vores mål er at komme til at lave en moderne, dynamisk taleradio, der bestemt kan yde P1 stærk konkurrence.

Jørgen Ramskov, direktør for Radio 24syv

nyheds- og aktualitetsorienteret.

Med andre ord skal der være et alternativ til P1.

Manden, der skal stå i spidsen for den nye radiokanal, er Jørgen Ramskov, og han er klar over, hvilken opgave han står overfor.

»P1 og Radio 24syv kommer derfor i direkte konkurrence, men jeg tror også, at de får en fælles opgave med at øge interessen for taleradio i Danmark, som P1 pt. er ene om at give på landsplan.«

Lyttertal uge 12

P1 har i øjeblikket en lytterandel på 7 %, mens topscoreren P4 er helt oppe på cirka 40 %. Anders KinchJensen håber, at den øgede konkurrence betyder, at man kan få endnu flere til at lytte til taleradio. »Jeg tror, at vi samlet set kan hæve den til 10 %. Og så håber jeg, at P1 vil tage hovedparten,« siger han.

Også Jørgen Ramskov håber, at det øgede fokus på taleradio og konkurrencen mellem Radio 24syv og P1 kommer til at betyde flere lyttere. »Som det ser ud lige nu, så er taleradio jo ikke det, der er flest lyttere til.

Men vi tror, at vi sammen med P1 kan få andelen af folk, der lytter til taleradio, løftet. Vi går benhårdt efter at fange nogle lyttere fra P1, men hvis vores kanal også kan gøre P1 endnu bedre, gør det da ikke noget.« Den nyudnævnte direktør er dog meget bevidst om, at DR bliver en stor og meget erfaren konkurrent, og at der skal arbejdes hårdt for at vinde terræn. »DR er en meget rutineret og dygtig spiller på radiomarkedet, så det bliver ikke nemt. Men selvfølgelig skal vi stjæle lyttere.« Per Jauert, der er lektor i medievidenskab ved Aarhus Universitet, er enig i, at den nye radiokanal kan være med til at skubbe taleradioen længere ind i danskernes bevidsthed. »Jeg vil nok ikke mene, at der bliver tale om en stor forøgelse. Måske op til 10 %, som de så skal dele. Men hvordan fordelingsforholdet bliver, er svært at spå om,« siger han.

Marginal betydning Medieforsker Klaus Kjøller glæder sig over, at P1 inden længe ikke er

den eneste såkaldte taleradio. »Man kan jo håbe, at P1 får en konkurrent, som kan virke befrugtende på dem, og det er jo også det, der er idéen. Det mener jeg virkelig, at der er brug for,« siger han og fortsætter: »P1 vil have godt af konkurrencen, og det vil være godt, hvis man gener-

”

fået ørerne op for DAB-radio. Hvor der i år 2009 var gennemsnitligt lidt over 900.000 DAB-lyttere om ugen, er der nu 1,1 million DAB-lyttere hver uge. Og selvom tallene stadig ikke kan måle sig med antallet af FM-lyttere, så ved Jørgen Ramskov godt, at Radio 24syv ikke kun skal fokusere på FM-kanalen.

Jeg tror, at vi samlet set kan hæve den til 10 %.

Og så håber jeg, at P1 vil tage hovedparten.

Anders Kinch-Jensen, kanalchef for P1

elt set kan få peppet taleradio lidt op.« Han mener dog ikke, at Radio 24syv kommer til at få den store betydning for dansk radio, da både den og P1 henvender sig til et forholdsvist lille segment. Det er meget få lyttere, man prøver at ramme, og han mener derfor, at det er radio for eliten. »Den får marginal betydning, for det er en meget lille niche, den henvender sig til. Jeg tror ikke engang, at de lyttere, der hører P1, føler, at der er behov for en ny kanal,« siger Klaus Kjøller.

Han bakkes op af Per Jauert: »Den kommer jo til at skulle konkurrere med P1, og det er jo en meget begrænset lytterskare, der er til den type radio. Det bliver kun muligt at flytte nogle små marginaler.«

Dejlige DAB Danske radiolyttere har de seneste år

Lyttertal uge 13

»Vi skal helt klart ind på DAB. Vi har foreløbig fået én DAB-radiokanal, så vi skal sende både på FM og DAB. Vi kommer også til at bruge rigtig mange ressourcer, idéer og kreative kræfter på at udvikle vores interaktion. Så vi skal bestemt ikke hænge fast i FM,« fastslår han.

På Radio 24syvs DAB-kanal kan man høre præcis det samme, som man kan på deres FM-kanal.

Hos DR er man også glade for den gode DAB-udvikling, og her arbejder man på, at flere og flere skal lytte til DAB-radio. »DAB er en digital platform, som giver mulighed for at sende langt flere kanaler. Den er nemmere at betjene, og man kan kombinere den med en masse andre digitale tjenester. Derfor har DR en række radiokanaler på DAB, som vi vil udvikle og gøre endnu mere attraktive.« Når Radio 24syv går i luften den 1. november 2011, betyder det samtidig, at P1 og P2 lægges sammen.

Helt konkret vil det sige, at man fra klokken 06 og frem til klokken 18 kan høre P1. Herefter kan man høre P2’s klassiske musik. Frekvensen vil være P1’s. Sammenlægningen betyder også, at programmer som ”Vita”, ”Reportagen” og ”Orientering Søndag” bliver nedlagt. Både P1 og P2 fortsætter dog som selvstændige kanaler på DAB-radio. simic09@student.sdu.dk

BRANCHE

LIXEN | maj 2011 |

Tjek på politikerne I den danske medieverden er det blevet en trend at tjekke politikernes udsagn. I 2011 er der kommet både et radioprogram og et site, hvor du kan få svar på, om det, der bliver sagt, nu også er rigtigt. Det er en udvikling, som kan være med til at skabe en bedre politisk debat, mener stifterne af begge initiativer.

Simone Agger

TJEK. Sandt. Falsk. Fakta. Overvejende usandt. Det er alle ord, som er blevet flittigt brugt af medierne de sidste tre måneder. Det er nemlig blevet en dansk trend at tjekke politikernes udsagn. En trend, der med hjemmesiden www.politifact.com, har sit udspring i USA. P1’s program Detektor var med Thomas Buch-Andersen i spidsen det første, der faktatjekkede herhjemme. Programmet har kørt siden årsskiftet og kan høres to gange om ugen. »Fakta er en stor del af den måde, som politikere og interesseorganisationer formulerer sig på. Og på mange andre medieplatforme går det meget hurtigere, fordi der skal produceres meget mere. Derfor bliver der kortere tid til at tjekke, om det man videreformidler, og de tal, der bliver brugt, faktisk holder. Derfor har vi set et behov for, at vi stopper op, kommer i dybden og ser, hvad det

egentlig er, vi har med at gøre,« siger Thomas Buch-Andersen.

Hos Jyllands-Posten mener man også, at det er nødvendigt at tjekke politikerne, der ofte slås mod hinanden med fakta og tal som våben. I slutningen af marts lancerede de deres nyeste initiativ FaktaMeter, der skal fungere som en slags database, hvor du kan slå op og se en masse udsagn, der er blevet tjekket. »Vores opgave er at grave et spadestik dybere. Vi vil ikke nøjes med at lave debathistorierne. Vi vil også gerne tjekke, om det, der bliver sagt, nu også er rigtigt,« siger nyhedschef på Jyllands-Posten Pierre Collignon og fortsætter: »Vi synes, at det kvalificerer den politiske debat. Den kan komme op på et højere niveau.«

”

at det også er sundt for politikerne, fordi de bliver mere opmærksomme på, at de bliver nødt til at have tjekket det, de siger, på forhånd. Og det er i det hele taget godt for samfundet,« siger han.

Professor ved Roskilde Universitet Jørgen Poulsen synes, at journalister alt for længe har ladet politikere gøre og sige, hvad de vil. Derfor mener han, at faktatjek-boomet er en god udvikling. »Jeg mener ikke, at journalisterne har gjort deres arbejde godt nok. De har ladet politikere sige alt muligt.

Så hvis der kommer nogle yderligere programmer, som tager fat i det her, så synes jeg, det er godt,« fortæller han.

Faktatjek er fremtiden Faktatjek er kommet for at blive.

Jo mere tjek af fakta der bliver i medierne, jo bedre. Det er godt for samfundsdebatten og for kvaliteten af den politiske debat.

Thomas Buch-Andersen, vært på Detektor

Skaber bedre politisk debat Thomas Buch-Andersen er enig i Pierre Collignons udtalelse, og han glæder sig derfor over JyllandsPostens initiativ. »Jo mere tjek af fakta der bliver i medierne, jo bedre. Det er godt for samfundsdebatten og for kvaliteten af den politiske debat. Jeg tror og håber,

Både i Danmark og i resten af verden.

I Sverige har man ikke deciderede programmer og sites som Detektor og FaktaMeter, men det betyder ikke, at politikere og andre magthavere slipper for at blive kigget over skulderen. Det fortæller Jenny Küttim, som er en svensk journalist. Hun har blandt andet været med til at hjælpe

Detektor i gang. »Vi har ingen programmer som Detektor i Sverige, men vi lavede rigtig mange faktatjek op til valget (i 2010, red). Både Aftonbladet, Dagens Nyheter og Sveriges Radio lavede det alle meget,« siger hun og fortsætter: »En journalist faktagransker altid i alt, og nu er der altså en platform til at vise åbent, hvem man gransker, og hvordan journalister undersøger og fortolker materialet. Jeg tror, at der kommer flere og flere faktatjek.

Det er blevet en etableret del af mediernes dækning.« Jenny Küttim mener desuden, at som udviklingen er nu, så kommer der til at være et naturligt udbud af faktatjek i alle lande.

Både Pierre Collignon og Thomas Buch-Andersen fortæller, at de vil fortsætte med henholdsvis sitet og programmet. Og det vil kun gavne den danske samfundsdebat, hvis endnu flere går i samme fodspor. »Jeg håber, at det spreder sig, og at der kommer mere af den slags journalistik. Jeg synes, at det er nødvendigt, og der er et stort behov for det,« siger Thomas Buch-Andersen og forklarer endvidere: »I takt med at vi har 24-timers nyhedskanaler og snart en 24-timers radiokanal, at der produceres mange aviser i Danmark, og der kommer meget ud på nettet, så er der et stigende behov for, at der er nogen, der stopper op og siger, hvad var det lige, vi fik sagt der.« simic09@student.sdu.dk

Har kørt siden 5. januar 2011

Blev lanceret i slutningen af marts 2011

Kan høres hver onsdag og torsdag på P1

JP allierede sig med et hold studerende fra Danmarks Journalisthøjskole, som hjalp med at tjekke udsagn

Programmet varer cirka en halv time hver gang

Tre hurtige Opfordring fra studienævnet

Svendborg NetAvis lukker

Ny fellow på Center for Journalistik

Studienævnet opfordrer praktikanterne til at videresende deres SDU-mail til den mail de bruger mest, da nogle glemmer at tjekke deres SDU-mail og derved glemmer at melde sig til eksamen.

Efter 14 måneder som redaktør og udgiver af netavisen må Frede Jacobsen indse, at der ikke er økonomi til at holde Svendborg NetAvis kørende. I sidste måned bragte Lixen et portræt af Frede Jacobsen, som man kan finde på lixen.dk.

Svendborg NetAvis nåede at blive den mest omtalte lokale netavis i landet.

Den nye fellow, som afløser Jesper Tynell, bliver Kurt Westh Nielsen. Han er i dag redaktør på fagbladet Prosa og vil udforske, hvordan danske medier får mere ud af internettes teknologiske muligheder.

chbra10

simic09

chbra10

BRANCHE

| LIXEN

spin

10 | maj 2011

n i p s Når journalisters spins sætter politisk dagsorden pin p i n

s

spin sp i n

Et nyt ph.d.-projekt viser, at politikernes ord i flere tilfælde kan spores tilbage til politiske journalister, som har en strategisk finger med i spillet for at sikre avissalget. Det kan være problematisk for demokratiet, mener professor i journalistik Peter Bro.

Lea Holdgaard Sørensen

SPIN. Når du åbner dagens avis, slår op på indland og lader dine øjne glide ned over en historie fra Christiansborg, er det ikke sikkert, at politikerens ord er hans egne. Journalister med daglig gang på Borgens bonede gulve kan nemlig have sat skub i konflikterne for at skabe nye historier til dagspressens forsider.

En ny ph.d.-afhandling under navnet ”Christiansborg uden for citat” afslører, at politiske journalister fremmer egne historier i et spil om at komme først med de sidste nyheder fra Borgen.

Journalistik i politikernes højborg Camilla Dindler fra Københavns Universitet er kvinden bag ph.d.-afhand-lingen. Gennem to år har hun færdedes på Borgens mange gange og fulgt samspillet mellem journalister og politiske aktører. Hun konkluderer, at politiske journalister i flere tilfælde bruger journalistisk spin for at få en god historie: »Journalistisk spin betyder, at en journalist kommer med et politisk udspil, inviterer en politiker med i

historien og derefter dækker det i avisen, som om det var politikerens eget udspil,« siger Camilla Dindler.

Historien om udspillet ligger altså på journalistens tegnebræt, når han ”sælger” idéen til en politiker. Derfor vil det efterfølgende i avisen se ud, som om det politiske udspil var på politikerens initiativ og ikke journalistens, forklarer Camilla Dindler.

I afhandlingen beskriver hun et konkret eksempel, hvor en journalist går til en politiker og præsenterer et emne, som journalisten finder egnet til en god historie. Camilla Dindler uddyber: »Journalisten spørger politikeren: ”Kan du ikke gå ind i folketingssalen og stille et § 20-spørgsmål til den her politiker?” I og med at politikeren siger ja, indtager den offentlige talerstol og stiller spørgsmålet, profilerer politikeren sig på et emne, som journalisten har skabt. Dette er med til at tegne politikeren og hans parti i offentligheden, selvom emnet er skabt af en journalist, som vil have en god historie.« Camilla Dindler vurderer, at journalisterne bruger journalistisk spin for at skabe den gode historie, som kan skabe grundlag for flere artikler.

Hun påpeger, at journalisterne ofte drives af kommercielle interesser for at sikre et bedre avissalg.

Når spin tager overhånd Peter Bro, der er professor i journalistik og tidligere pressesekretær i Folketinget, mener principielt, at journalister kan pendle mellem rollen som den aktive nyhedsskaber og den passive journalist. Men han understreger samtidig, at det er vigtigt,

Kan du ikke gå ind i folketingssalen og stille et § 20-spørgsmål til den her politiker?

Jo, det kan jeg sagtens.

Det vil formentlig fremme både mig og mit partis budskab.

Perfekt. Han fremsætter en sag i Folketinget, som jeg som den første kan skrive en god historie om.

Det var en god aftale. Jeg får mit navn og min sag profileret i medierne bare ved at gøre, hvad journalisten bad om.

at journalisten redegør for omstændighederne for nyheden: »Danskerne bør have mulighed for at vurdere, hvad såvel nyhedsformidlere som folkevalgte gør og bør. I dag er meget af kontakten mellem journalister og topkilderne en sort boks, hvor det kan være vanskeligt at se, hvad der sker, og hvem der styrer.

Det gør det vanskeligt for vælgerne at bedømme, hvad der virkelig foregår.« Peter Bro vurderer, at det journalistiske spin kan have konsekvenser for demokratiet: »Det slører vores forståelse af kvaliteten af det arbejde, som nyhedsformidlere og folkevalgte praktiserer. Gennemskuelighed er jo et af de vigtigste grundvilkår for et velfungerende folkestyre, hvor vi overlader vores beslutningskraft til folkevalgte beslutningstagere. Og hvor vi i øvrigt, i et vist omfang, overlader vores mulighed for at stille spørgsmål til vores folkevalgte repræsentanter til nogle nyhedsformidlere. Her kan det journalistiske spin, som ikke bliver åbent og klart præsenteret, være medvirkende til at fremme mistro, myter, uigennemsigtighed og dermed også usikkerhed.« »Sådan er den journalistiske metode« Troels Mylenberg, der er chefredaktør på Fyns Amts Avis og forhenværende politisk journalist på Christiansborg, mener ikke, at måden, den politiske journalistik praktikeres på, er påfaldende eller amoralsk. »Sådan er den journalistiske metode jo. Vi holder redaktionsmøder, hvor vi taler om disse konspirations-

teorier. Man får idéer til, hvordan noget kunne forholde sig. Derefter går vi jo ud og får dem be- eller afkræftet. Sådan er det i alle dele af journalistikken, ikke kun på Christiansborg,« forklarer han.

Ifølge Troels Mylenberg er det afgørende, at de fleste læsere udmærket kender til journalistens rolle på Christiansborg: »Den brede befolkning har ikke en naiv opfattelse af journalisterne som blanke stykker papir. De ved jo godt, at det er journalisterne, der bestemmer, hvilke historier, der skal dækkes.

Journalisterne har magten. Punktum.

Det ved læseren godt,« mener chefredaktøren og anser derfor ikke det journalistiske spin som et problem.

Peter Bro mener ikke, at læseren kan gennemskue det journalistiske spin, og hvem der står bag ordene i medierne. Han vurderer, at den aktive journalist stiller højere krav til henvisninger: »Journalister skal være bedre til at forklare omverdenen, hvad de foretager sig. Derfor er der behov for mere transparens og en bedre varemærkning af journalistikkens og arbejdsprocessen bag den. Men i alle tilfælde synes jeg, at det er vigtigt, at formidlere af historien også husker at varemærke deres arbejde i den forstand, at de gør det muligt for læsere, lyttere og seere at kende til baggrunde og bevæggrunde for historierne,« siger Peter Bro. leaso08@student.sdu.dk

Illustration: Paul Sauer

FOKUS

LIXEN | maj 2011 | 11

TALENT

er månedens fokus. Det er svært at definere, hvornår en person betegnes som et talent, selvom branchen forsøger. Men hvordan vægter medieverdenen og uddannelserne talent eller mangel på samme? Man kan samtidig spørge, om et journalistisk talent kan være medfødt, eller om det skabes via hårdt arbejde? Mød blandt andet tre journalisttalenter, der alle har gået på en journalistuddannelse.

Model: Elias, 10 måneder Foto: Rune Jensen Heidtmann

12 | maj 2011

FOKUS

| LIXEN

Tøvende talentudvikling på praktikstederne Praktikstederne er det første møde, en journaliststuderende får med det journalistiske arbejdsliv. Men hvor meget gør stederne ud af at finde og opdyrke fremtidens journalistiske stjerner?

at der på praktikstederne eksisterer et miljø, som både forstår de særlige evner, talentet har, og som er i stand til at udfordre og stimulere talentet. »Det er fantastisk afgørende, at man

”

Det er meget få, der bare er unikaer. Det er noget, man arbejder sig hen mod at blive

Paul Sauer

PRAKTIKTALENT. Der er dem, der bliver hyldet lidt mere end de andre.

Dem, der ser den historie, som ingen andre ser. Dem, der stiller de spørgsmål, der kan vælte en regering. Dem med talent for journalistik.

De får Cavlingpriser, anerkendelse og er et godt ansigt udadtil for mediehusene.

Men hvor meget gør selvsamme mediehuse for at få udviklet potentielle talenter, når de fungerer som praktiksteder for grønne journalistspirer under uddannelse?

Ifølge den seneste praktikundersøgelse, som er udført af en arbejdsgruppe under Praktikudvalget, føler 17 % af praktikanterne sig udsat for stress på praktikpladsen. En del af dem arbejder op mod 70 timer om ugen for blot at blive mødt med tavshed, når deres produktioner skal evalueres.

Flere eksperter har i forbindelse med praktikundersøgelsen langet ud efter mediebranchen og kaldt ledelsesstilen for ”gammeldags”, ”stupid” og ”primitiv”.

Talentet bliver tabt Og hvis ledelseskulturen er så forældet, som praktikundersøgelsen giver udtryk for, kan den få talenterne til at visne i stedet for at blomstre.

Det mener Leif Mikkelsen, der har startet TALENT-DK, et vidensnetværk om talentudvikling på tværs af performancekulturer.

Han understreger vigtigheden af,

› › › ›

›

PRAKTIKUNDERSØGELSEN 17 procent af praktikanterne har ofte problemer med stress på praktikpladsen.

53 procent af praktikanterne har ingen individuel uddannelsesplan.

34 procent har ingen startsamtale med en leder, hvor blandt andet forventningerne afstemmes.

57 procent får efterkritik mindst en gang om ugen af en uddannet kollega, vejleder eller redaktør.

Undersøgelsen er foretaget af en arbejdsgruppe under praktikudvalget. Omkring 600 praktikanter har medvirket.

kommende har et eller andet, man godt kunne tænke sig at arbejde med,« siger Caspar Birk, journalist og praktikantvejleder på NORDJYSKE medier.

Casper Hjort, nyhedschef og praktikantvejleder på B.T.

kommer et sted, hvor de mennesker, der har ansvaret for praktikanterne, interesserer sig for at arbejde med dem ud fra det individ, praktikanten er, og ikke ud fra en eller anden fast model om, at ’sådan plejer vi at gøre, hver gang vi har en praktikant’,« siger han.

Det er nemlig ikke givet, at et talent bliver forløst. Tværtimod. Talent er ingenting uden sine omgivelser og omstændigheder. »Der er meget godt talent, som egentlig er til stede, men som aldrig blomstrer, fordi der ikke er omgivelser til det,« forklarer Leif Mikkelsen.

Initiativ og hårdt arbejde Det syn deler han ikke med Casper Hjorth, som er nyhedschef og praktikantansvarlig på B.T. Skal der opfostres talenter i det gamle bladhus, er det således først og fremmest praktikanterne selv, der må trække i arbejdstøjet. »For de flestes vedkommende drejer det sig om mindst 80 % hårdt arbejde. Det er meget få, der bare er unikaer. Det er noget, man arbejder sig hen mod at blive,« forklarer han og fortsætter: »Det hele starter ved personen selv.

Du kan ikke udvikle noget, hvis der er én, der ikke gider.« Også på NORDJYSKE medier er det praktikantens eget initiativ og gåpåmod, der skal sparke udviklingen i gang. »Det er praktikanten, der i første omgang skal melde ind, hvis ved-

Ingen af de to praktiksteder har en egentlig strategi for talentudvikling.

Men det betyder omvendt ikke, at de ikke har gjort sig nogle tanker om, hvordan de bedst muligt får udnyttet praktikanternes potentiale. »Når man kommer i gang, og redaktionen så opdager, at der er noget, vedkommende er rigtig, rigtig god til, så er der jo et dyrkningspotentiale, der skal udnyttes,« siger Caspar Birk.

Der er da også en konsensus blandt begge praktiksteder om, at samtaler er et vigtigt redskab, der skal bruges til at hjælpe praktikanterne i deres udvikling. »Man skifter jo redaktion hver tredje eller sjette måned, og så prøver vi ret hurtigt at spore os ind på praktikanten for at få kabalen til at gå op, « siger Casper Hjorth.

”

en - 57 %, der får efterkritik mindst en gang om ugen af en uddannet kollega, vejleder eller redaktør.

Tallene bekymrer Leif Mikkelsen, som tillægger regelmæssige samtaler en meget vigtig betydning i forhold til at opdage og udvikle talenter. »Jo dygtigere, man er, jo mere har man behov for at modtage sparring, feedback og bedømmelse,« understreger han.

Casper Hjorth erkender da også, at B.T. har oplevet utilfredse miner fra praktikanter, der ikke har fået tilstrækkelig sparring. »Der var nogen, der stoppede efter et halvt år og sagde, at de ikke følte, at de havde fået de samtaler, som de var blevet lovet,« fortæller han.

Derfor har både B.T. og NORDJYSKE medier fortsat fokus på at forbedre og strukturere den sparring og feedback, som er vigtig for praktikanternes udvikling.

Hos B.T. har man blandt andet indført en såkaldt ’mentorordning’, så prakikanterne nu får skemalagte, månedlige samtaler med cheferne i huset.

Og på NORDJYSKE medier bliver der udover start- og slutsamtale hver tredje måned holdt en midtvejsevaluering. »Der sidder vi og finder ud af, om der er noget, vi mangler, eller om der

Der er meget godt talent, som egentlig er til stede, men som aldrig blomstrer, fordi der ikke er omgivelser til det.

Leif Mikkelsen, stifter af TALENT-DK

Fokus på feedback Netop sparring, feedback og bedømmelse - eller manglen på samme – er et centralt omdrejningspunkt i praktikundersøgelsen.

53 % af praktikanterne har ingen individuel uddannelsesplan og 34 % har ingen startsamtale med en leder, hvor forventningerne bliver afstemt.

Desuden er det kun lidt over halvdel-

er noget, som man virkelig kunne tænke sig at nærdyrke i de sidste tre måneder, inden man skal væk fra NORDJYSKE eller videre til den næste redaktion,« forklarer Caspar Birk.

Han pointerer dog, at det fortsat er det daglige engagement i udviklingen, der er altafgørende: »Man skal sørge for at have øjnene og ørerne åbne for, hvad praktikanten

siger, og hvad man ser af de produkter, som praktikanten laver.«

Skal se sig selv i spejlet Men hvordan kan det være, at praktikstederne tilsyneladende tøver med at anlægge en egentlig strategi for talentudvikling?

Ifølge Leif Mikkelsen skal svaret findes i manglende viden på området. »En stor del af den talentudvikling, der foregår i Danmark, er karakteriseret ved to store T’er: Tradition og Tilfældighed,« siger han.

Men når emnet endnu er så diffust, kan det være svært at opstøve præcis viden, som kan hjælpe praktikstederne.

Derfor mener Casper Hjorth, at talentudvikling som udgangspunkt er en kode, der kan være svær at knække. »Det er klart, at for branchen som helhed og for B.T. i særdeleshed, så vil jeg da gerne have en eller anden trylleformular, som gjorde alle bedre,« siger han og fortsætter: »Det, der jo er nemt, er at tage de praktikanter, der har drivet i sig, og gøre dem gode. Det sker næsten af sig selv. Det, som jeg selv føler, jeg vil være bedre til, er at få løftet de praktikanter, hvor det ikke helt funker.« Praktikperioden er dog et vitalt led i en journaliststuderendes videreudvikling, og derfor råder Leif Mikkelsen praktikstederne til at tage talentudviklingen seriøst.

Det er i hans øjne derfor nødvendigt, at praktikstederne ser sig selv i spejlet og sætter spørgsmålstegn ved, om de egentlig er dygtige nok, eller om de bare gør, som de altid har gjort. »Ligesom alt, hvad man skal blive bedre til, så skal man dybest set ærligt interessere sig for det,« siger han og fortsætter: »Hvis man viser oprigtig interesse og søger bistand, inspiration og uddannelse på området, så tager man et skridt i den rigtige retning.« pasau10@student.sdu.dk

SDU inviterer til fodboldbrag!

Så er det blevet tid til årets højdepunkt: fodboldkampene mellem SDU og DMJX! Datoen er den 13. maj, og pigerne sparker bolden op kl. 14.30. Drengene indtager græstæppet kl. 16.00.

S D U

D M J X

Begge kampe bliver spillet på B1913’s baner ved Syddansk Universitet.

Bliver du tørstig af fodbold fortsætter festen på Syddansk Universitet. Entréen købes i døren og koster 50 kr.

Annonce

FOKUS

Mikis talenter Når et kuld prakkere efter endt praktiktid er færdige på Ekstra Bladet, bliver de vurderet efter Miki Mistratis egen skala. En skala, der vejer praktikantens talent, og som spænder fra talentløs til toptalent.

Christine Landry Brandt

TALENTJAGT. Nyhedschef på Ekstra Bladet Miki Mistrati har gennem de seneste 12 år uddannet og ansat journalistpraktikanter, først på Bastard Film og nu på Ekstra Bladet. Efter praktikanternes endte praktiktid er han klar til at arkivere dem i en af sine tre selvopfundne talentkasser. »Overordnet inddeler jeg de studerende i tre talentgrupper. Nemlig toptalenterne, der kan blive til noget meget stort inden for journalistikken, og som kan vinde priser og blive

topchefer. Talenterne, som kan blive solide journalister og ende hvor som helst i branchen, og til sidst er der de talentløse, som slet ikke skulle være endt i denne branche,« fortæller Miki Mistrati.

For nyhedschefen er et talent en person, der har en særlig evne til at undre sig, idéudvikle, researche og formidle sin historie, så modtageren aldrig glemmer den. Samtidig handler det om løbende gennem praktikperioden at udvikle sig. »Jeg oplever fra tid til anden, at der kommer et åbenlyst talent ind ad døren, men som aldrig formår at flytte sig yderligere gennem sin praktiktid, og dermed forbliver man et uforløst talent på den lange bane,« siger Miki Mistrati og slår fast: »Har man ingen idéer eller evne til at skabe idéer, er man i mine øjne ikke et journalistisk talent.« Talent er ikke nok Han vurderer, at 20-30 % af hans praktikanter havner i toptalentgruppen, 60-70 % i talentgruppen og

igen 20-30 % ender i den talentløse gruppe. Og han har da også et klart billede af, hvordan de forskellige journalistuddannelser fordeler sig i hans hjemmelavede kategorier. »SDU ligger overvejende i grupperne toptalenter og talenter. Jeg har kun haft én SDU’er i den talentløse gruppe, der hovedsageligt indeholder elever fra DJH. Men jeg har også RUC’ere og DJH’ere i toptalentgruppen. Tre af mine største talenter kommer fra DJH og RUC,« forklarer Miki Mistrati.

Han mener, at de studerende fra SDU virker mere modne og fokuserede på, hvad de vil, når de kommer i praktik, og samtidig er de utrolig arbejdsomme og parate til at lade sig udvikle.

Og netop det ser Miki Mistrati som særdeles vigtigt. For talentet er ikke nok i sig selv. Man skal være parat til at suge til sig og hele tiden lære for på den måde at udvikle sig både fagligt og personligt. »Jeg plejer at sige til mine praktikanter, når de begynder i praktik, at lige nu er de ét sted i deres liv, og

når de slutter i praktik, er de et helt andet sted – både fagligt og personligt. Hvis ikke de oplever denne forvandling, ender de sikkert i den talentløse gruppe,« forklarer han.

Men talentet er ikke noget, Miki Mistrati kan spotte fra dag et. »Det er ekstremt svært at spotte et reelt talent, der kan udvikle sig til noget stort over tid. Jeg har lidt for mange gange set de unge fyre med de høje karakterer fra skolen sparke døren ind og allerede synes, at de er for store til at være til samtale. De holder ikke en meter på den lange bane.« Som regel tager det et halvt år for Miki Mistrati at vurdere, hvorvidt en praktikant er et reelt talent eller ej.

Han er som udgangspunkt ligeglad med, hvor de studerende kommer fra. Han ser udelukkende på deres talent og deres evne til at brænde igennem ved samtalen. chbra10@student.sdu.dk

Talenter made in DR DR har gennem flere år forsøgt at danne deres egne talenter via Talentværkstedet. Målet er at finde de gode historiefortællere, der ikke er blevet skolet af en journalistisk uddannelse i forvejen.

der. Derfor oprettede vi Talentværkstedet, som er for alle, der ikke vil gå den normale vej, men stadig har

”

Nogle mennesker har brug for en anden indgang. Dem, der ikke ved, hvad de vil, men har noget kreativt at byde ind med.

Malte Abildgaard Christensen

ORIGINALER. »Vi har rigtig mange praktikanter i mange afdelinger hos DR. Men på en journalistisk uddannelse lærer man måder at vinkle, tænke og se på samfundet på. Folk, der kommer ind via talentuddannelsen, starter fra scratch og har derfor anderledes, skæve og originale vinkler,« siger redaktør i DR Medier Rune Born Schwartz.

Han kan se fordele ved at have både praktikanter og egne, uddannede talenter ansat. »Praktikanterne er gode til deres centrale job – nyhedsjournalistikken. Men hos talenterne er det meget mere individuelt, og her kan vi i fællesskab finde deres talent gennem forskellige projekter, forløb og undervisning,« uddyber han. »Nogle mennesker har brug for en anden indgang. Dem, der ikke ved, hvad de vil, men har noget kreativt at byde ind med,« siger Christian Volfing Jacobsen, der er leder af Talentværkstedet og fortsætter: »De journaliststuderende er allerede fremragende, og derfor mener vi ikke, at vi skal gøre en indsats

»Min far var journalist, og i teenageårene vil man i hvert fald ikke være det samme som sin far. Des-

Christian Volfing Jacobsen, leder af Talentværkstedet

nogle vigtige journalistiske egenskaber. Personer som Mikael Bertelsen, Rune Tolsgaard og Camille Lange er eksempler på dette.« De overnævnte personer er stærke aktiver for DR, men havde ifølge Christian Volfing Jacobsen måske ikke været i DR nu, hvis ikke det var for Talentværkstedet.

Mere kreativ end boglig To af dem, der har gået på uddannelsen og stadig er tilknyttet DR, er Hjalte Flagstad og Jacob Ege Hinchely. De har begge været igennem Talentværkstedet og erkender, at de slet ikke overvejede en journalistisk uddannelse. »Jeg var lige blevet færdig med HF og følte mig slet ikke som en journalist.

Men jeg er kreativ og ser muligheder i det meste, så de mange forskellige muligheder, som DR kunne tilbyde, tiltrak mig,« siger Hjalte Flagstad, der gennem 5 ½ år hos DR har lavet flere forskellige journalistiske projekter på både radio, internettet og tv.

Jacob Ege Hinchely, der blev indskrevet som et kommende DR-talent i september 2009, ville oprindeligt heller ikke være journalist:

uden virkede en journalistisk uddannelse for boglig til mig. Jeg kan meget bedre forholde mig til den kreative tankegang, DR lægger op til i talentuddannelsen.« De to DR-talenter beviser, at uddannelsen er for de kreative og ikke nødvendigvis for de journalistiske talenter.

Hedt sommerjob De unge talenter bliver da også hurtigt kastet ud i tiltag, hvor de kan prøve både deres journalistiske og kreative elementer af.

Jacob Ege Hinchely blev selv testet direkte i æteren, da han i sommer var vært på Saunaklubben på P3.

Efter kun et halvt års uddannelse hos DR skulle han, Rachel Lewin Rukow, Nina Holmgren Hemicke og Morten Boye Amundsen tiltrække lyttere fra de udendørs fristelser og ind i den varme saunaklub.

Og fra august skal Jacob Ege Hinchely sammen med Emil Thorup og to endnu ukendte personer danne den personlige ramme om DR’s nye satsning, DR Mama, der skal blive et univers for den ungdommelige befolkning.

LIXEN | maj 2011 | 13

Saunaklubben og DR Mama er bare to af de mange tiltag, hvor personerne fra Talentværkstedet får lov til at prøve deres journalistiske egenskaber af og finde den rette plads i mediemøllen.

Og denne strategi er ikke helt tilfældig. »Talenterne bidrager allerede under uddannelsen. De har nye og anderledes tanker og kan finde de skæve og originale vinkler. Det er til stor fordel for DR, at de bidrager, mens de lærer,« siger Rune Born Schwartz.

Kendte undervisere Men talenterne skal også undervises, så de til sidst mestrer de journalistiske redskaber. Jacob Ege Hinchely kalder det »et lynkursus i journalistik,« mens Christian Volfing Jacobsen forklarer det således: »I de to år uddannelsen varer, modtager de undervisning i blandt andet interviewteknik, dramaturgi, radioog tv-redigering og skærmtests samtidig med, at de kommer i forskellige interne praktikforløb. Derved lærer de det, de skal og finder langsomt deres ståsted.« Udover undervisning af de forskellige ressourcer får talenterne også besøg af tidligere talenter. Eksempelvis har Mikael Bertelsen flere gange vejledt og undervist de studerende.

Ifølge Hjalte Flagstad veksler uddannelsen mellem teori og praksis, men med fokus på “learning by doing”. Talenterne får lov at prøve en masse ting af og kommer også til at dumme sig en gang imellem, men det

Illustration: Paul Sauer

er ifølge Christian Volfing Jacobsen nødvendigt: »Vi sørger for, at de får lov til at prøve sig selv af. Talenterne har lov til at dumme sig, så længe de bare lærer af det,« siger han.

Tilfældigt navn At uddannelsen hedder Talentværkstedet er mere en tilfældighed end et udtryk for et stort fokus på en skole for talenter. Førhen var uddannelsen knyttet til én bestemt tv- eller radiostation, eksempelvis P4 eller Børneradioen, men sidenhen har værkstedet udviklet sig til at dække over flere muligheder, hvor de gode historiefortællere bliver afprøvet på forskellige medieplatforme. Derved finder de deres rette hylde i DR organisationen. »Vi kan nok ikke finde et særligt dækkende navn for uddannelsen, da den ikke længere er tilknyttet et enkelt program eller station. Så det er lidt tilfældigt, at den hedder Talentværkstedet, men navnet sikrer en højere grad af forståelighed, da folk både internt og eksternt kender til uddannelsen på grund af navnet,« vurderer Christian Volfing Jacobsen. maltc08@student.sdu.dk

14 | maj 2011

FOKUS

| LIXEN

Forskelligt fokus på journalistfabrikkerne

JOURNAL

IST A/S

Illustration: Paul Sauer

Hvad er det, der ledes efter, når et nyt kuld journaliststuderende skal findes? Talent eller erfaring?

Journalistuddannelserne på SDU, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og RUC kigger efter forskellige ting, når fremtidens journalister skal spottes under optagelsesforløbene.

Camilla Holmgaard Emma Lichscheidt

FOKUS. I april måned sad en ny, håbefuld årgang og svedte over optagelsesprøverne til journalistuddannelserne i Odense og Aarhus.

Og selvom langt de fleste nok havde klamme håndflader, havde nogen større grund til at være nervøse end andre. For mens der er forskel på ansøgerne, er der også forskel på uddannelsesstederne. De leder nemlig efter helt forskellige ting hos de forventningsfulde journalistspirer.

Skæve – og erfarne – eksistenser Og hvad er det så, uddannelsesstederne vil have? På Center for Journalistik på SDU kredser centerleder Peter Bro meget om højskoleopholdene og generelt det at have erfaring, men journalistisk talent vægtes bestemt også højt, understreger han: »Talent er for mig både, at man har et meget mere bredspektret syn på verden, end normalen har. Men også at man i formidlingen kan operere med en meget større palet af ud-

tryksmuligheder og virkemidler,« forklarer han.

Desuden peger han på vigtigheden af at kunne reflektere og analysere, da det er med til at øge kreativiteten.

Og nytænkere og kreative mønsterbrydere er noget, branchen har brug for, mener Peter Bro, der netop ønsker at udfordre normalbilledet af en journalist. Derfor er det vigtigt for ham at få såkaldte “skæve eksistenser” med forskellige baggrunde ind på uddannelsen. De skæve eksistenser opstår efter Peter Bros mening blandt andet gennem erfaring, og derfor er man fra Center for Journalistiks side optaget af at få erfarne folk ind på uddannelsen. »Umiddelbart er det et plus for os, hvis vi kan se, at man har været på højskole forinden og har snuset til journalistik, fordi det for os er et udtryk for, at man er motiveret for at læse og engageret i det,« forklarer han, men understreger, at der også skal være plads til dem, der ikke har gået på højskole, men har en anden form for erfaring. Det kan for eksempel være frivilligt arbejde, medlem af et politisk parti, elevrådsformand eller elitesportsudøver. Fælles for dem alle er i hans øjne, at de udtrykker en eller anden form for engagement.

Engagerede journalister, tak!

Og engagement skal der til. Det er man enige i på både RUC og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, men her er journalistisk erfaring ikke nær så vigtig. På RUC sker optagelsen på uddannelsen ud fra gennemsnittet

på eksamenspapirerne fra gymnasiet.

Det vil sige, at der ikke bliver taget hensyn til ansøgernes måde at skrive på eller yderligere erfaringsmæssige grundlag. »Det er sådan, man traditionelt har fået optagelse på universitetsuddannelser, og det er fastsat af forholdet mellem efterspørgsel og udbud,« forklarer studieleder Mark BlachØrsten.

Men det giver samtidigt engagerede studerende, fortæller han: »Det er en sikring af basiskundskaber, formkorrekthed og engagement.« I Aarhus skal alle ansøgere – i modsætning til på Center for Journalistik – ikke igennem en samtale: De, der har klaret prøven bedst, kommer nemlig direkte ind på uddannelsen, mens de, der har klaret prøven nogenlunde, får mulighed for at komme til en samtale, hvor de forhåbentlig kan overbevise lektorerne om deres værd.

Faglig leder på Journalisthøjskolen Solveig Schmidt fortæller, at der ikke er nogen ”rigtig” eller ”forkert” erfaringsmæssig baggrund for at blive en god journalist. »Det er lige så godt at have været kassedame i Føtex eller fodboldtræner som at have lavet noget journalistisk før,« fortæller hun og fortsætter: »De er alle udtryk for, at man har brugt sine sociale kompetencer på en professionel måde.« Sådan spottes talenterne Men på Center for Journalistik kan erfaringen altså spille ind, når ansøgn-

ingerne læses, og de 250 håbefulde ansøgere vælges ud til næste fase af optagelsesforløbet. Erfaringen kan tillige have indirekte indflydelse på det videre forløb. For til selve optagelsesprøven er der nogen, der ved præcis, hvordan et referat skal stykkes sammen, mens andre kan finde ud af at analysere og reflektere, forklarer Peter Bro. Dog fortæller han, at de i udarbejdelsen af optagelsesprøven har tænkt over at lade en af opgaverne overraske, sådan så man ikke kan være forberedt på alt hjemmefra. Dette er blandt andet for at sikre at de, der ikke har gået på højskole, også har mulighed for at tage prøven på lige fod med dem, der har. I år bestod overraskelsen i, at ansøgerne blev bedt om at lave en analyse af en række forskellige tekster.

Vigtigheden i at kunne analysere og reflektere er også højt prioriteret på Journalisthøjskolen, for det betyder, at man er god til at prioritere rigtigt i oplysninger og finde frem til væsentlig information. Til gengæld er Solveig Schmidt ikke enig med Peter Bro og Mark Blach-Ørsten i at anse det for journalistisk talent at kunne finde ud af at stykke en artikel sammen – for som hun siger, er form noget, man altid kan lære.

Et godt råd til kommende ansøgere Men selvom man ikke kan eller skal være forberedt på alt hjemmefra, og selvom man ikke har flere års erfaring med sig, er der alligevel noget, man kan gøre for at være parat til optagelsesforløbene. Vil man gerne tage

journalistuddannelsen på RUC, gælder det om at få et gennemsnit, der er højt nok til at komme ind på uddannelsen, og desuden siger Mark Blach-Ørsten, at en god studerende set med hans øjne er engageret i samfundet og har lyst til at beskæftige sig med det.

På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole må man sørge for at indsamle nødvendig grundviden om samfundet og livet, så man besidder idéudviklingspotentiale, og desuden kan man træne sin sproglige korrekthed, et godt ordforråd og en grad af analyseevne – mestrer man disse ting, er man en god kandidat til journalistuddannelsen i Aarhus, fortæller Solveig Schmidt.

I Odense lyder opfordringen fra Peter Bro: »Det er klart, at der er masser at hente ved at tage på højskole eller på nogle af de forberedende kurser, for så får man rammerne omkring tingene. Men ellers vil jeg sige, at i stedet for kun at forberede sig på selve optagelsesprocessen, så det er jo bare at gå i gang med at gøre nogle af de ting, som vi finder interessante,« siger Peter Bro. Han uddyber det med, at det netop er at udvise noget formidlingsengagement på et eller andet plan – det behøver ikke være skriftligt, men kan eksempelvis også være i form af billedkunst eller ved at øve sig i at være en god taler. camha10@student.sdu.dk emlic10@student.sdu.dk

FOKUS

LIXEN | maj 2011 | 15

Lugten af en god historie Ingen andre kunne se det sexede i miljøforurening ved Esrum Sø – alligevel blev han ved. For har Anders Lindemann først fået færten af en god historie, slipper han ikke sporet. Det førte til en Kravlingnominering for Collstruphistorien.

sprede ringe i vandet på DR’s sendeflade i december 2010. »Det er ikke, fordi jeg finder nogle sager, som andre ikke kunne have fundet,« forklarer han, og øjnene får et særligt udtryk af opslugthed. »Jeg går bare videre i sagen og bliver ved med at hive i tråden«.

GRAVERI. »Jeg er altid sulten og giver ikke slip, når først jeg lugter en god historie«, siger Anders Lindemann, der i 2010 var i praktik på DR. Med spaden i hånden og lugtesansen vakt, begav den 27-årige journaliststuderende sig i kast med gravearbejdet, da han fik tippet om “noget råddent” oppe ved Esrum Sø.

Alarmerende tæt på søens bred lå firmaet Collstrops forurenede grund. »Nogle tønder med gift, der var gravet ned lige ved siden af en af Danmarks reneste søer. Det måtte der ligge noget spændende i,« husker Anders.

Selv giver han graverhåndværket æren for historien, der efter et halvt års ihærdig research blev ved med at

Kammeradvokater i fritiden Når man trækker i tråde for at filtre komplekse sammenhænge ud, kræver det gerne længere tid end at strikke en overfladisk nyhed sammen. Så den opslugte DR-praktikant måtte tage sin fritid i brug.

Redaktøren var nemlig ikke lige så sikker på Collstrop-historien, som Anders var. »Jeg gravede i min fritid, sideløbende med mit daglige arbejde med andre historier. Men mit hovedfokus lå på Collstrop. Jeg brugte al min tid på den,« forklarer han.

For at finde ud af, hvorfor Collstrop aldrig var blevet stillet til regnskab for de tønder med gift, som firmaet lod forsvinde ved bredden af Esrum Sø, måtte Anders dykke ned i arkiverne. Tålmodigt måtte han vente på at få aktindsigt hos blandt andet Kammeradvokaten. Op til overfladen dukkede dokumenter om en retssag mod Collstrop, der aldrig var blevet

Sophie Bremer vandt årets Kravling-pris, og efter syv måneder i praktik har hun allerede ryddet adskillige forsider på Ekstra Bladet.

rien, og artiklerne om DSB krævede halvanden måneds hårdt arbejde – en historie, hun fortsat arbejder på.

Julie Rebecca S. Lybæk-Hansen

til noget. De gav flere spørgsmål end svar, men sporede Anders videre til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvor han endelig kunne støvsuge Collstrops regnskaber. Anders brugte et halvt år af sin fritid på research. Det var hårdt, men nødvendigt. »Hvis du ikke drømmer om din historie om natten, så går du ikke

nok op i den,« insisterer han.

Ikke sexet nok til TV Men selv da Anders kunne smække dokumentationen på bordet, var redaktøren ikke overbevist. Holdningen lød, at historien ikke var visuelt interessant nok til TV. Alligevel svigtede Anders hverken

Foto: Privatfoto

sit instinkt eller troen på, at det kunne lade sig gøre. »Jeg blev ved med at fastholde, at den journalistiske substans gik forud for den TV-mæssige fortælling. Og da jeg så fandt den grønne, forgiftede jord på Collstrups grund, blev der pludselig gode billeder af det også,« triumferer han.

Mere end en pølsefabrik For en journalistisk sporhund som Anders, lunede det unægtelig at se høsten af hans ihærdighed. »Efter et indslag erklærede Karen Ellemann live, at hun ville ændre en række miljølove, så det har jo fået politisk konsekvens ad helvede til!,« understreger han.

Men for Anders ligger nøglen til succesen gemt i noget så jordnært som den daglige indstilling til arbejdet. »Er man bare den, der møder ind og bidrager til pølsefabrikken, og som, når man så går hjem, ikke længere er Peter fra pølsefabrikken? Eller er man den, der virkelig investerer sig selv i det, man laver?«, spørger han og efterlader ingen tvivl om, at han selv altid er en del af ”pølsefabrikken”. julyb10@student.sdu.dk

Bremer brager derudaf Sarah Andersen

SUCCES. Den 25. marts kunne Sophie Bremer træde op på scenen i Den Grå Hal på Christiania og holde den famøse takketale. I hånden havde hun beviset på, at hun løb med årets Kravling-pris. Den fik hun for sine artikler i Ekstra Bladet om DSB’s adfærd over for sine kunder og for historien om kritisable arbejdsforhold for DONG’s russiske minearbejdere. »Jeg har lært, at det kan betale sig at blive ved. Ved begge historier mødte jeg modstand i starten, så det har vist mig, at selvom tingene måske ikke altid går den rette vej, så kan det betale sig at kæmpe videre,« siger Sophie Bremer.

Det krævede både tid og slid at lave de to historier. I tre måneder arbejdede hun intenst med DONG-histo-

Velkommen på forsiden Da Sophie Bremer startede i praktik på Ekstra Bladet, satte hun sig et mål.

Det gør hun altid, når hun starter på noget nyt. Inden for de to første måneder ville hun lave sin første forside. Hun endte med at rydde forsiden allerede den første uge, og efter en måned var det blevet til fem af slagsen. »Det er nok på grund af min stædighed. Og så handler det meget om at kunne se historierne. Ved mange af mine forsider har det måske i starten været svært at se den store historie, men så har jeg tænkt meget over, hvad jeg kunne gøre for at føre den videre og gøre den større,« siger hun.

Stædigheden har ikke kun sikret hende adskillige forsider. Hun kan også takke den for, at hun overhovedet kom så langt med historien om DSB. Sophie ville nemlig ikke give op, da redaktøren i første omgang ikke ville trykke historien. Hun kæmpede, til historien endte både i avisen og på forsiden.

Bruger sit temperament Sophie Bremer har temperament.

Det fik hendes chef Miki Mistrati at mærke, da han valgte at sende en mere erfaren journalist til Rusland for at dække historien om DONG’s russiske minearbejdere. Selvom hun råbte og skreg ad sin chef, endte det med, at hun måtte nøjes med at arbejde på historien hjemme i Danmark. »Det gjorde bare, at jeg arbejdede endnu hårdere, fordi jeg var nødt til at præstere en masse hjemme fra redaktionen for at få lov til at lave den historie og for at slippe for at blive sat til at lave alt muligt andet,« siger Sophie Bremer.

Hendes til tider voldsomme temperament benytter hun sig af i journalistikken. Derfor kæmpede hun videre med historien, selvom hun ikke fik lov til at komme til Rusland. »Jeg bruger mit temperament på den måde, at når andre måske tænker, at det er alt for svært at kaste sig over en historie om kul i Rusland fra sit skrivebord hjemme i Danmark, når man ikke engang må få at vide, hvilket område kullet er fra, så bliver jeg ved og ved i stedet for at give op,« siger hun.

Drevet af retfærdighed Historien om de kritisable arbejdsforhold for minearbejderne påvirkede hende så meget, at hun ikke kunne lægge den fra sig. »Jeg har en høj grad af retfærdighedssans, og når jeg synes, noget er uretfærdigt, så kan jeg ikke lægge det fra mig. Det er måske også gennemgående for mine artikler, at jeg ikke synes, det er fair over for de russiske minearbejdere.«

Sophie Bremer mangler nu fire måneder af sin praktiktid på Ekstra Bladet, før hun skal tilbage på Syddansk Universitet og gøre sin uddannelse færdig. »Mit mål lige nu er bare at nyde resten af min praktiktid og blive ved med at lære en masse her på Ekstra Bladet.« saran10@student.sdu.dk

Foto: Thomas Lekfeldt

16 | maj 2011

FOKUS

| LIXEN

Asbjørn Sand fotograferer

Asbjørn ser billeder i alt. Så han lægger aldrig kameraet fra sig.

Foto: Rune Jensen Heidtmann

Foto: Asbjørn Sand

Psoriasispatienter får det bedre af at slikke sol og bade i det meget saltholdige Døde Hav. Billedet vandt for Årets Pressefoto 2011 i “Åben klasse”.

23-årige Asbjørn Sand har ikke fotograferet særlig længe. Tre år.

Men da han løftede kameraet op til øjet første gang for at fange billeder af sine venner, der skatede, fandt han sit skjulte talent. Siden har han ikke kunne lægge kameraet fra sig. Og det har ført til flere fotopriser, både i Danmark og i udlandet.

Lixen har fulgt ham en dag på hans praktikplads ved Fyens Stiftstidende.

Rune Jensen Heidtmann Ida Marie Bøgh

Foto: Asbjørn Sand

Asbjørn fotografer altid sine venner, og på billedet er to af hans bedste vener. Asbjørn har valgt dette ud, fordi det formidler en følelse.

PASSION. Standardtorsdag. Det er overskyet. Det betyder bløde billeder, fordi lyset kommer til at fordele sig flot og jævnt i folks ansigter. Det er pænt og flatterende og enhver fotografs drømmeomstændighed. »Ja, det er næsten synd, at vi ikke har nogen udendørsopgaver i dag. Vi har tre, men de er vist alle inden for,« siger Asbjørn.

Det første job er på en rideskole i Middelfart. De har lige mistet en stor sum penge i støtte, og det dækker Fyens Stiftstidende med en artikel og selvfølgelig et godt billede fra stedet.

Så Asbjørn pakker fotogrejet og hopper i bilen. Han indstiller gps’en til Middelfartadressen og kører. »Hvis man gerne vil blive god til at køre bil, skal man bare blive fotojournalist. Jeg bruger det meste af min tid i bilen,« griner Asbjørn og fortsætter: »Men det er også fint nok, så kan jeg sidde og koncentrere mig om jobbet,

jeg skal på. Det kræver en del energi at finde på noget nyt hver gang.«

Det betyder noget for nogen »Det kan godt være, at rideskoler ikke er det mest spændende i verden.

Men når jeg kommer derud, gør jeg mit bedste for at virke interesseret og forsøger komme hjem med nogle gode billeder. For måske betyder det ikke alverden for mig, men for dem, det handler om, betyder det hele deres verden. Så man skylder dem at være interesseret.« Og Asbjørn er da også kun lige trådt ud af bilen og har klappet døren i, før han er på. Han finder hurtigt lederen af rideskolen og præsenterer sig som fotograf fra Fyens Stiftstidende. Asbjørn smiler venligt og læner sig ind i håndtrykket. Og bliver derefter vist rundt. Han spørger interesseret ind til affæren og nikker forstående til svarene.

Under rundvisningen ser Asbjørn

Foto: Asbjørn Sand

Asbjørns far poserer skævt. Dette billede er taget fra “Diary” på Asbjørns hjemmeside: www.asbjornsand.com.

rundt, træder til siden, og tænker på, hvor den bedste vinkel skal være.

Han løfter øjenbrynet og gør plads til kameraet. Drejer kameraet og klikker igen og prøver på at få det hele til at hænge sammen. »Jeg tænker på mange ting, for eksempel på om baggrunden bliver renere, hvis jeg flytter mig lidt til siden eller går ned i knæ.« Og det er netop dét, som Asbjørn har fundet ud af, at han er god til. »Jeg ser alting i billeder og tænker hele tiden på, hvordan jeg kan frame, det jeg ser, allerbedst.« Beskeden prisvinder Ifølge Asbjørn er der en del held involveret i, at han i dag laver det, som han brænder for. Han har tidligere i sit liv lavet flere andre ting, som for eksempel at være salgselev i en møbelforretning i Tyskland. Men hans passion for fotografering fik ham til at søge ind på fotojournalistlinjen.

Og med nogle optagelsesprøver, der heldigvis lå godt til ham, fik han lov til at prøve kræfter på Journalisthøjskolens fotolinje.

Men selvom hverdagen på Fyens Stiftstidende som fotojournalistpraktikant både er sjov og spændende, er fremtiden ikke helt sikker. »Når jeg er færdig med min uddannelse, ved jeg ikke rigtig, hvad der skal ske. Der bliver slået meget få stillinger op som fotograf, så jeg skal nok arbejde som freelancer. Men det betyder ikke så meget, om det er det ene eller det andet, så længe jeg kan blive ved med at fortælle historier og have det sjovt med det,« siger han og trækker roligt på skulderen.

Asbjørn fotograferer i fritiden sine venner og sin familie og samler det i dagbøger. Og nogle af dem er blevet så gode, at de har vundet en fotopris i USA. »Der er ikke nogen bestemt grund til, at jeg fotograferer mine venner.

FOKUS

LIXEN | maj 2011 | 17

– og Lixen følger ham én dag

Jeg kan bare ikke lade være. De har så meget kærlighed for hinanden, og den kærlighed vil jeg gerne dele med andre.«

Is i maven og KLIK! Tilbage på redaktionen ser han billederne igennem fra rideskolen, og overvejer, hvilke han vil sende af sted til journalisten, der skal sætte artiklen op. »Det er ikke altid, at journalisterne bruger de billeder jeg vælger. Men jeg prøver at argumentere godt for, hvorfor jeg kan lide nogle af dem frem for andre,« siger Asbjørn og redigerer i billederne.

Men tid til at gøre billederne helt klar har han ikke. Det er blevet mørkt, og på en skole i Odense skal der diskuteres konsekvenser af, at de knappe penge skal bruges på en anden måde. Det skal dækkes med en artikel og tilhørende billeder.

Ude på skolen inden det går i gang forsøger Asbjørn at fange stemningen. Snakker med folk, læner sig ind, spørger, og nikker. Og griner. Så går han videre, klogere på, hvad han skal fange. »Efter lidt tid tog jeg et billede, jeg med det samme vidste, jeg ville bruge: Lederen af mødet stod og snakkede med en deltager, de var

Foto: Rune Jensen Heidtmann

Foto: Rune Jensen Heidtmann

Foto: Rune Jensen Heidtmann

Foto: Rune Jensen Heidtmann

lidt tilbageholdende og sagde ikke ret meget, men de stod begge med hænderne i baglommen. Det så ud som om, de var på samme side. Jeg kunne dog ikke bruge billedet til noget, hvis ikke den ene havde set ud til siden, så jeg fik ansigtet med på billedet. Et billede er som regel mere personligt med ansigt,« fortæller Asbjørn begejstret og fortsætter: »Erfaring og sans for at forudse, hvad folk gør, er en vigtig del af det at fotografere. Nogle gange må man have is nok i maven til at stå klar med kameraet og vente på, at der sker et eller andet. Og KLIK, så er billedet til avisen hjemme.«

Anne Linnet suger den sidste energi På vejen hjem fra skolen gaber Asbjørn. Det har været en lang aftenvagt, men der er heldigvis kun en enkelt opgave tilbage.

Anne Linnet skal spille på spillestedet Magasinet i Odense, og Fyens Stiftstidende sender Asbjørn og en anmelder ud.

I døren får fotograferne at vide, at de under ingen omstændigheder må tage billeder under første nummer.

Det første nummer går i gang, og man finder ud af hvorfor.

Anne Linnet og bandet starter ud

med en stille og stemningsfyldt sang.

Asbjørn står op ad væggen oppe ved scenen. Udtryksløs. Men det er vel også i orden ikke at være så begejstret for Anne Linnet, når der sidder 1.000 publikummer og er det for ham.

Anden sang går i gang, og Asbjørn knipser hurtigt og effektivt. Efter to numre mener han, at han har, hvad han skal bruge. »Lad os komme af sted,« grynter han.

En alsidig dag, men en standarddag, er slut. Lixen takker mange gange for at få et indblik i en fotojournalists verden.

Asbjørns fotos til avisen den dag:

ruhei08@student.sdu.dk idboe08@student.sdu.dk

Foto: Asbjørn Sand

Foto: Asbjørn Sand

Foto: Asbjørn Sand

18 | maj 2011

OPINION

| LIXEN

En praktikant fortæller:

Har du en idé, jeg kan låne?

Kristoffer Kræn, 6. semester, praktikant på Information

KLUMME. Den her klumme er afleveret for sent. Dels fordi solen skinner, og mine tanker vandrer, men først og fremmest fordi jeg lider en bet, som jeg kan forstå mange andre studerende fra Center for Journalistik ligger under for: Vi har svært ved at få idéer.

Det er derfor, at en betragtelig del af jer annoncerer efter idéer på Facebook eller mailen, når det nærmer sig eksamenstid. En himmelråbende og lallende tendens, som desværre kun er et symptom på, at vores studie underprioriterer idéudviklingen.

Men det er også derfor, at størstedelen af jer render rundt med en undrebog, hvor der står ting som: Hvorfor er pund den eneste valuta, der bliver udtalt i ental?

”

Det har uden sammenligning været min største udfordring på Information: At møde op hver dag med en ny historie. Ikke fordi det absolut er forventet af mig, men fordi man, som min praktikantvejleder udtrykker det, ”får mest ud af sin praktiktid, hvis man kan lave sit eget”. Han har helt ret. Tilfredsstillelsen er større, engagementet er større, og fejlmarginen er mindre.

Verden er heldigvis noget lort, og der er altid en dagsorden at ride videre på, når Gadaffi angriber civile i Libyen, eller når oppositionen fremlægger en økonomisk plan uden plan. Således også på Information, hvor man er så afhængige af praktikanterne, at der altid er stof at rive i, og at der aldrig er overflødig arbejdskraft. Derfor har jeg oplevet at få stukket en historie i hånden, som på forhånd var tiltænkt forsiden. En flot

Det har uden sammenligning været min største udfordring på Information: At møde op hver dag med en ny historie.

Kristoffer Kræn, praktikant på Information

Eller: Hvorfor hedder det tennisalbue, når jeg fik det af at dyrke vandpolo? Og det er derfor, vores studie endnu ikke er det, vi ellers ofte kalder os selv: Danmarks bedste journalistrede.

tillid at vise praktikanterne. Men det er ikke det, man lever for, hvis man, som jeg, har valgt Information. For det er stedet, hvor jeg ved, jeg kan få lov til at lave alt, hvad jeg kommer med. Hvis jeg kommer med noget.

Som min situation ser ud nu, ender jeg oftest på en eller to idéer om ugen. Det er meget mere, end der var behov for på studiet, men en del mindre end der skal til, hvis jeg skal have det optimale ud af min praktiktid. Og det giver mig dårlig samvittighed, når jeg sidste år solgte mig på, at idéerne fossede ud af mig, fordi jeg rent faktisk havde den følelse på studiet, hvor jeg kun skulle fostre fire idéer på et semester.

Det glæder mig derfor, at Peter Bro vil opprioritere idéudviklingen. Det hjælper bare ikke den situation, jeg har stået i som praktikant, og det er nu engang den situation, jeg er blevet bedt om at nedpensle. Og jeg håber ikke, at SDU har tænkt sig at spise de studerende af med sætninger som: “Du skal bare køre en anden vej til skole,” eller “lav et mind-map over noget, du har undret dig over.”

Ellers er jeg en glad mand, når jeg svanser op og ned ad de snørklede gange på Information. Jeg nyder den stemning af sejr, der har ligget lænket til brædderne i den aldrende bygning, siden Rønn røg på porten engang i marts. Information er et ungt hus med dygtige journalister og venlige og idérige kollegaer. Jeg håber, at jeg en dag bliver én af dem. krsoe08@student.sdu.dk

Illustration: Paul Sauer

Gå nu hjem!

Daniel Rasmussen, 6. semester, praktikant på Ingeniøren

OPINION. Jeg vil starte med at komme med et udsagn, som vil få mange ambitiøse og superengagerede journalist-haletudser til at rulle med øjnene af mig.

Det kan godt være, at vi er på vej ind i et vigtigt fag, og at vi kan ændre verden og alt det der. Men journalistik er bare et arbejde. Det er en profession, en måde at skaffe smør på brødet. Og sådan bør man også tænke på det.

Misforstå mig ikke, jeg elsker også det her fag, og jeg lægger gerne mange timer i det med stor fornøjelse. Men det kan ikke nytte noget, at man bliver siddende på redaktionen til klokken ti hver aften, for det kan man ikke holde til. Man kan godt gøre det i en uge i træk, eller i en måned, men i længden så dræner det én, så forsvinder arbejdsglæden, og så er det pludselig ikke det fedeste fag i verden mere.

Da jeg begyndte som praktikant på Ingeniøren, var det min mission at knokle fra morgen til aften. Jeg ville sat’me vise, at jeg kunne noget. Da

jeg så første gang sad og stirrede ind i min skærm, en time efter jeg skulle være gået, så kom en af de garvede journalister forbi, og han kiggede på mig, som om jeg var fra en anden planet. »Skal du ikke hjem?,« spurgte han.

»Jo jo… lige om lidt,« svarede jeg og blev siddende. Men jeg blev ikke siddende ret længe, for jeg kunne godt mærke, at der ikke var nogen af de andre, der blev siddende.

Jeg har fået samme spørgsmål stillet med samme uforstående mine flere

gange siden hen. I starten troede jeg, at det var fordi, mine nye kolleger var uambitiøse, groet fast, faldet i søvn.

Men det er ikke tilfældet, tværtimod.

Jeg arbejder hver dag sammen med nogle knivskarpe og arbejdsomme journalister, som jeg har stor respekt

for. Men de ved godt, at der er et liv udenfor, og de ved, at for man kan blive ved med at nyde det hver dag, når man sætter sig foran tasterne, så er man nødt til at lave noget andet en gang imellem. »Jamen, man er jo nødt til at gøre sig bemærket og vinde point hos redaktøren, hvis man vil have et arbejde bagefter?,« tænker du sikkert så. Jo, men overarbejde hver dag er ikke den rigtige måde at gøre det på.

Jeg synes, det er skræmmende, hvis praktikanter begynder at konkurrere på, hvem der har flest overarbejdstimer. Gå hjem i stedet, tag til fodbold eller gå på café med veninderne, så kan du tage på arbejde med fuld energi og skrive nogle fede historier i morgen.

P.S. God fornøjelse med praktikken.

Det er rigtigt fedt. daniel.rasmussen86@gmail.com

Foto: Rune Jensen Heidtmann

OPINION

LIXEN | maj 2011 | 19

Battle: Talent eller arbejdshest?

Hvad, mener du, er definitionen på et journalistisk talent?

Er man født med et journalistisk talent?

Kan man uddanne sig til at blive et journalistisk talent?

Kan man uden at have flair for faget knokle sig til at blive en dygtig journalist?

Christian Volfing Jacobsen: En person, der har en naturlig fornemmelse for den gode historie, og som ved, hvornår der skal stilles spørgsmål og især, hvornår der skal lyttes. Det sidste syntes jeg oftest er sværest for mange journalister. Samtidig kræver det stor nysgerrighed og mod.

Christian Volfing Jacobsen Nej, det tror jeg ikke. Det kræver benhårdt arbejde og ikke mindst omgivelser, der formår at udfordre og udvikle én.

Christian Volfing Jacobsen Ja, hvis uddannelsen er god nok, og hvis man har mod på udfordringer og ikke er bange for at dumme sig. De bedste journalister er oftest også dem, der har lavet en masse skidt, men til gengæld har lært af sine erfaringer.

Christian Volfing Jacobsen Nej, det tror jeg bliver svært. Et eller andet flair eller fornemmelse for faget må man have for at markere sig. Ellers får man vist også svært ved at få et arbejde.

Anne Lea Landsted: Det er nysgerrighed, engagement, fantasi og indlevelsesevne – gerne kombineret med en vis ydmyghed og empati, da selvoptagethed og storskryden ødelægger talenter. Talent er også intelligens og evnen til at overskue større komplicerede sammenhænge, analysere dem og bringe dem ”i orden”. Det vil sige, at den talentfulde reporter indeholder både yin og yang – og altså bruger begge hjernehalvdele samtidig – både den kreative, følelsesmæssige og den analytiske. Peter Øvig Knudsen er et eksempel på det – og fra udlandet, CNNs senior reporter: Christiane Amanpour.

Anne Lea Landsted: Man kan være født med nogle af de egenskaber, jeg lige har nævnt, men om det ender med journalistik er jo ikke givet, så jeg tror ikke, man fødes med et journalistisk talent, men med nogle evner, man senere kan bruge som journalist.

Anne Lea Landsted: Det er min erfaring, at engagement, indlevelse og nysgerrighed samt evnen til at analysere og kombinere tingene kan inspireres frem i tæt samarbejde med dygtige kolleger eller af en god underviser/chef. Woodward og Bernstein, der afslørede Watergate og væltede Nixon, var formentlig aldrig nået så langt uden en dygtig og krævende chef som Ben Bradley for nu at nævne et af de mest berømte eksempler. Og i DR har P4 udviklet en stribe journalistiske talenter, der spænder fra hardcore undersøgende reportere som Erik Valeur til begavede radio/ tv-personligheder som Mikael Bertelsen. Så jeg tror faktisk, man kan komme ret langt i det rette miljø med de rigtige mennesker.

Send dit indlæg til ‘I øvrigt mener jeg...” ... at hvis Christine flopper som journalist, så har hun en blændende fremtid som konditor foran sig. til lixen@journet.sdu.dk. Det gælder både folk på og uden for Medietorvet.

Cathrine Borup Bloch, 2. semester Skriv ‘I øvrigt mener jeg’ i emne-feltet + din kommentar, dit navn og din stilling.

Så bringer vi indlægget i næste nummer. ... at det er mega trist, at ingen fra 2. semester har budt ind på den historiske LIXEN-lejlighed i 5000 C. Den er ellers vildt sweet.

Rikke Gredsted Seidenfaden, 4. semester

... at Offentlig forvaltning og Moderne dansk og europæisk historie er MEGET federe end Distortion.

Sophie Kampmann, 2. semester ... at det er træls, at vi ikke kunne nå at få Panikdagen med i majnummeret - øv!

Simone Agger, 2. semester

... at Lærke er et eminent godt valg til posten som faglig vejleder.

Maja Mazor, 2. semester

... at Lars Jørgensen er nice!

Katja Lyngbach Johnsson, 2. semester

... at Robert Hendel har de største bakkenbarter på hele Syddansk Universitet(Alle; også i Kolding, Slagelse, Esbjerg og Sønderborg).

Sofus Sten Hansen, 2. semester

... at det er vold-irriterende, at halvdelen af tv-holdet er nødt til at sidde med ryggen til Karsten. Især når han har påskeskjorten på.

Morten Hjortshøj, 2. semester

... at jeg bliver helt skruk, når jeg ser babyen på talent-siden.

Ida Meyer, 2. semester

... at Kaare Q´s uldne rullekrave gør ham utrolig asexuel!

Christine Landry Brandt, 2. semester

Anne Lea Landsted: Det kan man vel nok et stykke ad vejen. Men kun ved inspiration og samarbejde. Firkantede lærdomme, regler og berettermodeller alene dur ikke. Du kan ikke læse dig til at blive en dygtig journalist, men du kan inspireres til det.

Anne Lea Landsted er journalistik lektor på Syddansk Universitet

Christian Volfing Jacobsen er leder af DRs Talentværksted

... at det store frafald er pinligt for hele optagelseskonceptet.

Ina Grønvig, tilvalgsstuderede

... at Jacob Vestergaard viste afgørende kølighed i pressede situationer, da han førte tilvalg gennem 2. semester

Daniel Remar, tilvalgsstuderende

... at fejlene i videnstesten var pinlige, men at de ikke bør fælde dom over Peter Bro som centerleder.

Nicholas Muhs Rindahl, 2. semester

... at Mie H. fortjener et særligt kraftigt og yderst kærligt skulderklap for hårdt slid som FU-formand. Taknemmelige klapsalver skal lyde fra BA-damen i Vestjylland.

Lea Holdgaard Sørensen, tilvalgsstuderende

... at Rudkøbing er the shit.

... at KaJO skal stå af i Svendborg Vest.

KaJO

Daria Gorbounova, 2. semester

Vor kære Komma

* 1. oktober 2010 4. maj 2011

Bagsiden

Vi sender hermed en tankestreg til Komma.

Han døde af panisk lykke efter at have fået sin drømmepratikplads på Lixen.

Vi husker Komma som en modig krigshelt, der kæmpede en stribe slag i den hedengange krig mellem Det Nye og Det Gamle Komma.

Højdepunktet i Kommas liv var, da han vandt en Grammar.

Komma fik fred mellem to neksus. Men på Lixen tror vi på livet efter døden, så vi håber ikke, at dette bliver det sidste punktum.

Komma var født i festens tegn, og derfor vil der efter begravelsen være fest på Kommas kontor hjemme hos hans skaber Niels Chr. Buhl.

Vores tanker går til den tilbageblevne enke Semikolon.

Lixen