Lixen april 2011

Hyggesnakker politikerne for meget i Go’morgen og Go’aften Danmark?

Side 17

Sophie Bremer løb med årets Kravling Se billederne

Side 7 Ta’ tabloiden med på farten eller fordyb dig i broadsheet Side 13

Lixen

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 13. årgang | 2. nummer | april 2011

”

Det er virkelig meget nemmere at leve, når man ikke er bange for at sige noget til andre folk.

Anders Lund Madsen Portræt side 10

2 | april 2011

| LIXEN

Indhold

Leder

UDDANNELSE

Her skulle have været en rubrik ... men vi havde ingen idéer

Hver femte studerende på Center for Journalistik frygter en eventuel terrortrussel så meget, at de lader det påvirke deres valg af praktikplads. Det viser en ny undersøgelse. Side 5

Foto: ColourBox Foto: CreativeCommons

BRANCHE Det er blevet nemmere for journalister at finde kilder, siden hjemmesiden JournalistWire. com blev lanceret. Nu kan journalister smide snøren ud i det online kildenetværk og vente på, at ekspertene bider på. Side 14-15

Det får vi konstant tudet ørene fulde af på Medietorvet. Men en rundspørge viser, at næsten 70 % af de studerende på Center for Journalistik ”ofte” eller ”hele tiden” har problemer med at finde idéer til de journalistiske historier.

Og det er et problem, for i vores fag er den gode, skarpe, skøre idé grundlæggende for at lave god journalistik. Det nytter ikke noget, at man hurtigt kan lave den nødvendige research, samle 100 tv-klip til en berettermodel og finde den perfekte kilde, som kommer med alle guldcitaterne, hvis ikke man kan finde idéen.

”

Og det er ikke kun på medietorvet, at de gode idéer efterspørges. Branchen skriger efter praktikanter, der er i stand til selv at finde historien.

PORTRÆT Anders Lund Madsen har snakket sig ind i de fleste danskeres hukommelse. Men der var engang, hvor han langtfra var så snaksaglig, som vi kender ham i dag.

Lixen har besøgt manden med de mange ord. Side 10-11

Foto: Rune Heidtmann

FOKUS Lixens fokus i denne måned er UNDERHOLDNING. Du kan møde tre journalister, som efter uddannelsen på Journalisthøjskolen valgte at skifte nyheder ud med humor og mordmysterier.

Side 18-19

Foto: Privatfoto

OPINION Hvordan scorer man en glamourmodel, og hvor meget kan man spise af en burger på 3.600 g? Det finder du ud af som praktikant på M!. Praktikanten, som har skrevet denne måneds klumme, synes, han har verdens bedste praktikplads. Side 22

»I skal huske at undre jer, så kommer idéerne!«

Derfor er det en rigtig god nyhed, at kommende studerende på Center for Journalistik vil blive undervist i idéudvikling. Med det nye fag Journalistisk Innovation skal de studerende netop lære, hvordan man får de idéer, som kan videreudvikles til skarpe nyheder, bløde reportager og hardcore undersøgende journalistik.

Men det er ikke nok. Vi skal også blive bedre til at bruge hinanden her på Medietorvet, når vi alle sidder og vrider vores hjerner for at finde en historie til næste ugeopgave. Vi skal udnytte, at vi på alle semestre er delt ind i redaktioner, hvor vi kan sparre med hinanden, og vi skal blive bedre til videreudvikle på hinandens idéer. For det er ofte der, de bedste historier dukker op.

Men det kræver, at vi allerede fra studiets start får de rette redskaber i vores værktøjskasse. Og det kan de nye studerende nu glæde sig til.

Og det er ikke kun på Medietorvet, at de gode idéer efterspørges. Branchen skriger efter praktikanter, der er i stand til selv at finde historien. »Idéudvikling kan heller ikke prioriteres højt nok i undervisningen – både undervisning i at finde en historie og undervisning i at flytte en allerede opdaget historie,« fortæller chefredaktør på Berlingske Jens Grund.

Den 25. marts var der Kravlinguddeling i Den Grå Hal. Kravlingprisen bliver netop uddelt til en praktikant, der formår at omsætte sin undren til et bæredygtigt journalistisk produkt.

Kravling-vinder Sophie Bremer undrede sig og fik den gode idé. Faktisk fik hun to. Hun undrede sig over DSB’s kritisable adfærd over for kunderne, hvad enten det handlede om manglende klippeautomater, direkte indespærring af børn eller afrivning af deres hår. Og hun gravede sig frem til historien om, hvordan fattige russiske kulmindearbejdere risikerer at blive dræbt og invaliderede for at producere det kul, som DONG Energy bruger til at forsyne danskerne med varme og el.

Et stort tillykke skal lyde herfra!

/Redaktionen

Lixen

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Avisen dækker udviklinger og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser.

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer Logo: Karina Cecilie Møller Layoutinspirator: Sara Winther Korrekturlæsere: Katja Lyngbach Helene Refsgaard

Ida Meyer Redaktør

Simone Agger Chefredaktør

Paul Sauer Redaktør

Cathrine Borup Bloch Redaktør

Malte A. Christensen Redaktør

Christine Landry Brandt Ansv. chefredaktør

Lea Holdgaard Sørensen Redaktør

Sarah Andersen Chefredaktør

Rune Heidtmann Billedredaktør

UDDANNELSE

LIXEN | april 2011 |

Bijobberi skal nærstuderes Bijobreglen har ikke fulgt med tiden, mener Danske Journaliststuderende. De vil gerne have en arbejdsgruppe til at kigge på omfanget og arten af studerendes bijob med henblik på, at reglen måske kan ændres.

Ida Meyer

BIJOB. Medlemmer af Dansk Journalistforbund må ikke tage et bijob, som hindrer arbejdsløse medlemmers beskæftigelse. Det står i Journalistforbundets Forbundslov § 7, stk. 3. Men den regel er helt ude af trit med virkeligheden, mener DJ Stud. En undersøgelse lavet af netop DJ Stud. viser nemlig, at studerende bijobber alligevel. »Man kan sige, at vi i virkeligheden har en regel, som bliver brudt hele tiden,« siger Generalsekretær i DJ Stud. Agnete Wismer.

Derfor ser DJ Stud. gerne, at reglen bliver ændret. Men først skal det undersøges, hvad det reelt er for nogle jobs, studerende har, og om det er nogle jobs, som uddannede freelancere kunne have haft. DJ Stud. foreslår, at man nedsætter en arbejdsgruppe, som skal afdække, hvilke arbejdsopgaver de studerende har og så tage stilling til, om den nuværende bijobregel skal revideres. Gruppen skal bestå af både freelancere, studerende og tre repræsentanter fra medierne. »Vi er ikke interesserede i at fjerne bijobreglen, så studerende bare kan bijobbe alt det, de vil. Vi kan godt

se, at det ikke holder, for vi er med til at underbyde et marked, som vi selv skal ud på om lidt. Men vi er interesserede i at finde en løsning, der svarer til virkeligheden, hvor de studerende kan få lov til at bijobbe i et vist omfang uden at tage brødet ud af munden på freelancerne,« siger Agnete Wismer.

Underbetalte studerende Den nuværende regel er problematisk på flere måder. De studerende bliver for det første underbetalt i forhold til det arbejde, de udfører og underbyder samtidig deres uddannede kolleger. Derudover er der risiko for, at de studerende tager arbejde fra uddannede medlemmer af DJ. Agnete Wismer frygter, at reglen får folk til at føle sig uvelkomne i Journalistforbundet og derfor lader være med at melde sig ind eller melder sig ud igen. Men hun forestiller sig også, at studerende fra andre fag vil tage de journalistiske jobs. »Der kan også ske det, at hvis de journaliststuderende bliver afskrækkede fra at tage de her jobs, så vil der bare være nogle andre, der tager dem som for eksempel folk, som læser dansk, statskundskab eller kommunikation,« siger hun.

Grøn journalistpraktikant Kristian Meldgaard, formand for Freelancegruppen under DJ, kalder problematikken om bijobs alvorlig. »Det er meget mere alvorligt end spørgsmålet om, hvorvidt studerende kan tjene lidt ekstra til cappuccinoer nede på caféen. Det er hele vores lønsystem, der er under pres

og dermed også de studerendes,« forklarer han.

Han påpeger, at det ikke kun er de studerendes bijobberi, som er med til at vride journalistjobbene ud af mediearbejdspladserne. Som Agnete Wismer også påpeger, så er der mange andre fag, som overtager journalisternes arbejdsfunktioner. »Det er ikke for at hugge på jer studerende. Tværtimod. Det er generelt et kæmpemæssigt problem,« siger Kristian Meldgaard.

Det er dog vigtigt, at arbejdsgiverne støtter op om, at ingen skal bijobbe.

Inden praktiksøgningen kæmper journaliststuderende for at skabe sig et CV, som kan imponere den eftertragtede praktikplads. Men der skal ændres på, at arbejdsgiverne ligger så meget vægt på de studerendes CV, mener Kristian Meldgaard. »Arbejdsgiverne siger, at studerende skal have et CV så langt som et ondt år, inden de kommer ud af vuggen. Det skal vi have sagt til dem, at vi ikke vil finde os i. Det bliver først løst i det øjeblik, arbejdsgiveren accepterer, at dem man får i praktik er helt grønne journalistspirer,« siger han.

Agnete Wismer er enig i, at hvis situationen omkring bijob skal forbedres, så skal alle parter støtte op om det. »Vi er godt klar over, at hvis det her skal løse sig, så skal vi alle sammen være med,« siger Agnete Wismer.

Upopulær studentertarif Bijobsproblematikken har været diskuteret meget, og DJ Stud.’s forslag har været længe undervejs, fortæller Agnete Wismer. Som Lixen skrev

i december jonglerede DJ Stud. på det tidspunkt med forslaget om en såkaldt studentertarif. Tariffen gik ud på at gøre det mere klart, hvordan studerende skal aflønnes for deres arbejde alt efter, hvor journalistisk det er. Men det var Freelancegruppen under DJ ikke begejstrede for. »Man skal ikke bijobbe. Derfor kan man heller ikke lave en tarif for noget, der ikke findes,« siger Kristian Meldgaard, formand for Freelancegruppen.

Han synes ikke, at der er noget, som kan kaldes studierelevant arbejde.

Det vil altid være bijob. »Folk der går på skole, de skal gå på skole. De har et fuldtidsarbejde med at blive færdige som journalister. Vi andre har et fuldtidsarbejde med at leve af at være journalister,« siger Kristian Meldgaard.

Derfor blev det ikke forslaget om en studentertarif, som blev DJ Stud.’s endelige forslag, fordi de gerne vil opnå en bredere opbakning. Idéen om en studentertarif er dog vedlagt forslaget ment som et udgangspunkt, man eventuelt kan arbejde ud fra. »Det forslag, vi har lavet nu, er rimelig holdningsneutralt. Det kan jo godt være, at arbejdsgruppen finder ud af, at der ikke er behov for at revidere bijobreglen, og at den er, som den skal være,« siger Agnete Wismer.

Bred opbakning Også hovedbestyrelsen i DJ er interesseret i en bred løsning. Der har derfor netop været afholdt et møde mellem medlemmer af DJ’s hovedbestyrelse, Freelancegruppen, studerende og tillidsrepræsentanter fra

medierne. Idéen var, at man skulle lave et ændringsforslag til DJ Stud.’s forslag i håbet om større opbakning til forårets delegeretmøde. Men mødet affødte et helt nyt forslag, som nu skal til diskussion i diverse baglande.

Forslaget går, ligesom DJ Stud.’s, ud på at nedsætte en arbejdsgruppe, som grundigt skal undersøge arten og omfanget af journalistiske bijobs. Men der ligger dog ikke i det nye forslag, at arbejdsgruppen skal arbejde hen mod en ændring af den nuværende regel, fortæller Kristian Meldgaard.

Ifølge Kristian Meldgaard vil dette forslag blive støttet af både DJ’s hovedbestyrelse, Freelancegruppen og mediernes tillidsfolk. Han håber derfor, at DJ Stud. vil trække deres forslag inden delegeretmødet og støtte op om det nye. »Vi håber, at DJ Stud. vil støtte det her forslag, for så kommer vi nemlig derhen, hvor vi alle sammen vil uden at udstille en eller anden form for tåbelig uenighed, som jo heller ikke er reel, for vi er jo enige om målet. Vi kan være uenige i midlerne og alt muligt andet, men vi er ikke uenige om målet: at vi alle sammen skal kunne leve af at være journalister hele livet,« slutter Kristian Meldgaard.

I DJ Stud. har de endnu ikke besluttet, om de vil støtte det nye forslag eller holde fast ved deres eget.

Næstformand i DJ Fred Jacobsen ønsker ikke at kommentere på forslaget før efter delegeretmødet den 13.-14. april. idmey10@student.sdu.dk

Kodeordet i KaJO er fællesskab Der er kommet en ny kvinde bag roret i Kredsen af Journaliststuderende i Odense (KaJO).

Kvinden, der skal sætte den nye kurs, er Naja Dandanell. En kurs, der peger i retning af et stærkt fællesskab med medlemmerne, så bestyrelsen i fremtiden kan træffe beslutninger til gavn for alle.

Helene Jepsen

FORKVINDE. »Det at være medlem af KaJO skal ikke bare være de 108 kroner, der kører over PBS’en hver måned. Man må gerne forvente noget af sin fagforening,« fortæller Naja Dandanell, som er ny formand i KaJO. Hun vil som ny formand gerne drage alle medlemmerne ind over de beslutninger, som bliver taget i

bestyrelsen og i de udvalg, som KaJO sidder i sammen med de journaliststuderende fra Aarhus og Roskilde. »Jeg vil gerne skabe et stærkere fællesskab med medlemmerne, så man kan tage beslutninger på deres vegne uden at være i tvivl om, hvad det er, de egentlig vil,« fortæller Naja Dandanell.

Som formand tænker hun meget på, at alle skal være en del af KaJO. Det er både bestyrelsen og medlemmerne, der skal have indflydelse. »I bestyrelsen har vi et godt fællesskab, hvor vi hjælper hinanden.

Fællesskab er nok et meget godt nøgleord for hele KaJO. Vi lægger altid linjerne i fællesskab,« siger hun.

Linjerne, der skal lægges i KaJO, skal de studerende, der begynder efter sommerferien, også være med til at tegne op. »Når man begynder på det nye semester efter sommerferien, så skal man ret hurtigt vide, hvad KaJO er.

Man skal vide, at man har en fag-

forening, som arbejder for en og gerne vil kæmpe for ens rettigheder.

De skal blive en del af KaJO-fælles skabet,« siger Naja Dandanell.

Arbejderbevægelsens bind 1-40 Tanken om fællesskab og solidaritet er ikke noget nyt for Naja Dandanell.

Hun kommer fra et hjem, hvor arbejderbevægelsens bind 1 til 40 pryder bogreolerne. »Dengang jeg var lille, tjente jeg penge på at støvsuge bøgerne derhjemme, og det kunne godt tage en halv søndag. Jeg skulle igennem alle bindene fra arbejderbevægelsen, og så fik jeg en 20’er for det. Men for det meste snød jeg, så jeg kun tog bind 1 og 2,« fortæller hun grinende.

Selvom hun snød under støvsugningen af bøgerne, så kunne hun ikke undgå at få fællesskabstanken ind under huden. Begge hendes forældre er aktive i fagbevægelsen, og interessen for fagforeningsarbejde kommer derfor naturligt.

»Jeg har altid interesseret mig for fagbevægelsen. Jeg blev slæbt med til mit første tillidsmandsmøde, da jeg var et halvt år. Det har været en stor del af min familie. Derfor har jeg også interessen for arbejdet i KaJO,« siger Naja Dandanell.

Fællesskabet i KaJO skal udmønte sig i nogle konkrete ting. Naja Dandanell håber på, at hun under sin formandsperiode kan være med til at kæmpe for fagforbundets mærkesager, som er at styrke fagligheden på Center for

Foto: Simone Martedal Skov

Journalistik, arbejde for et aktivt og levende studiemiljø og sætte fokus på, at praktik er uddannelse.

Desuden glæder hun sig til at fortsætte det gode samarbejde med Kredsen af Journaliststuderende i Aarhus og specialgruppen af Journaliststuderende på RUC i Roskilde, så de i fællesskab kan udarbejde nogle retningslinjer for Danske Journaliststuderende. hjeps10@student.sdu.dk

| april 2011

UDDANNELSE

| LIXEN

SOS: Journaliststuderende man Morten Hjortshøj

TANKETOM. Hvad skal jeg skrive om, hvem skal jeg filme, og hvordan kommer jeg i gang med mit radioindslag? Alle kan lære at researche og skrive en historie, men det kan være svært at få den gode idé, som sætter det hele i gang. Næsten 70 procent af de studerende på Center for Journalistik på SDU vurderer, at de »ofte« eller »hele tiden« mangler idéer til journalistiske historier. Det viser en rundspørge, som Lixen har foretaget blandt 77 studerende fordelt på henholdsvis 2. og 4. semester. De studerende savner undervisning i idéudvikling, men bør også blive bedre til at sparre med hinanden, vurderer to af de studerende.

HVOR OFTE HAR DU PROBLEMER MED AT FÅ IDÉER TIL JOURNALISTISKE HISTORIER?

ALDRIG (2,6 %) FÅ GANGE (28,3 %) OFTE (59,7 %) HELE TIDEN (9,1 %)

Hvor er værktøjet? »Man oplever det særligt til eksamen og prøveeksamen, hvor man får at vide, at mange af ens idéer mangler nyhedsværdi,« fortæller Ida Marie Bøgh om at bøvle med at komme på sporet af gode journalistiske historier.

Hun er tilvalgsstuderende på 2. semester og blandt de 83 procent på uddannelsen, som savner undervisning i idéudvikling. Hun mener,

”

komme. Så let er det bare ikke altid,« fortæller Maja Mazor. Hun synes også, at uddannelsens 1. semester har givet hende for få redskaber til at idéudvikle, og hun savner besøg fra folk i branchen, som kan fortælle, hvordan de får deres idéer.

Mere sparring, tak!

De to journaliststuderende er dog enige om, at de som studerende også selv har et ansvar for, at der på ud-

Der er jo ingen, der gider være en af de der hjælpeløse praktikanter, der skal have alle opgaverne serveret.

Maja Mazor, journaliststuderende

at de studerende på Center for Journalistik bør have flere værktøjer til at klare den svære disciplin, der er grundlæggende for hele det journalistiske arbejde. Hun bakkes op af Maja Mazor, der læser på bacheloruddannelsen i journalistik på 2. semester: »Vi får hele tiden at vide, at vi skal undre os og holde øjne og ører åbne – så skal de gode historier nok ER DU NERVØS FOR, OM DU KAN FÅ IDÉER TIL JOURNALISTISKE HISTORIER, NÅR DU SKAL I PRAKTIK?

JA (74 %) NEJ (26 %)

dannelsen bliver opfostret gode idéer. De har begge oplevet, at andre har kunnet se en god historie i noget, der for dem var almindelig dagligdagssnak. Derfor er det ærgerligt, at folk på Medietorvet ikke er mere flittige til at udveksle journalistiske flyvegriller. »Hvis vi delte flere tanker og idéer med hinanden, ville vi nok være mere opmærksomme på, hvad der

gler

mangler

idéer

6 ud af 10 journaliststuderende på Syddansk Universitet har svært ved at få idéer til journalistiske historier. De studerende frygter for praktikken og savner undervisning i idéudvikling.

mangler rent faktisk var brugbart,« vurderer Ida Marie Bøgh.

Ifølge de to journalister in spe skal der dog først og fremmest lægges mere vægt på idégenerering i undervisningen på Center for Journalistik.

Ifølge Lixens rundspørge frygter 74 procent af de journaliststuderende, at de ikke kan få idéer, når de sidder ved redaktionsmødet på praktikstedet. Derfor kan det ikke gå hurtigt nok med at få idéudvikling på skemaet. »Der er jo ingen, der gider være en af de der hjælpeløse praktikanter, der skal have alle opgaverne serveret,« fastslår Maja Mazor. moran10@student.sdu.dk

SAVNER DU UNDERVISNING I IDÉUDVIKLING PÅ STUDIET?

VED IKKE (6,5 %) JA (83,1 %) NEJ (10,1 %)

Hjælp på vej til idéløse journalister Centerleder på Center for Journalistik Peter Bro er klar med nye fag, der skal få fremtidige årgange på sporet af gode idéer.

Praktikstederne jubler.

Morten Hjortshøj

HJÆLP. Det er en »markant udmelding«, når næsten 70 procent af de journaliststuderende på SDU ofte eller hele tiden mangler idéer. Det vurderer centerleder Peter Bro. »Og så er det også en markant udmelding, som jeg vil tro, bliver delt af de allerfleste undervisere,« siger han.

Peter Bro forklarer, at Studienævnet på Center for Journalistik derfor har besluttet at indføre nye fag for kom-

mende bachelor- og kandidatstuderende på SDU. I løbet af 2. semester vil de kommende bachelorer møde faget ”Journalistisk innovation”, mens de nye kandidatstuderende skal beskæftige sig med et fag, der endnu er på arbejdsstadiet. »Tanken er, at de studerende ikke alene skal lære noget mere generelt om, hvad det er for nogle idéer, som nogle af branchens bedste hænder og hoveder får i disse år. Vi skal også have gjort os selv skarpere til at få nye idéer,« fortæller Peter Bro om “Journalistisk innovation”, som han er sikker på, at der bliver kamp om at få lov til at undervise i blandt underviserne. Det nye fag skal blandt andet give de bachelorstuderende flere forskellige indfaldsvinkler til, hvordan man personligt kan arbejde med idéudvikling. Samtidig skal de studerende selv kunne levere et

innovativt journalistisk produkt på medieplatforme efter eget valg.

Branchen begejstret Indførelsen af de nye fag vækker entydig begejstring hos branchens praktiksteder, fortæller Peter Bro. Blandt andet hos Berlingskes chefredaktør Jens Grund der også er ansvarlig for avisens praktikanter. »Den tillærte evne til at omsætte forundringen og forargelsen til objektiv journalistik er ikke altid lige godt opøvet hos praktikanter – og uddannede,« siger han. »Derfor kan idéudvikling heller ikke prioriteres højt nok i undervisningen – både undervisning i at finde en historie og undervisning i at flytte en allerede opdaget historie,« fortæller han til Lixen. moran10@student.sdu.dk

Illustration: Paul Sauer

UDDANNELSE

LIXEN | april 2011 |

Terrorangst påvirker praktikvalg En undersøgelse blandt studerende på Center for Journalistik viser, at en eventuel terrortrussel har indflydelse på, hvor praktikog jobansøgningen havner. Men chefredaktører tror ikke på færre ansøgere af den grund.

Tekst: Anne Bonnevie Lundbye Research: Thomas Therkildsen Funding

TERROR. Hver femte journaliststuderende frygter en eventuel terrortrussel.

Det viser en undersøgelse af Thomas Therkildsen Funding foretaget blandt de studerende på Center for Journalistik. Målet var at kortlægge, hvorvidt de studerende ville lade deres fremtidige praktik- og jobsøgning påvirke af en eventuel terrortrussel – magen til den vi så rettet mod JP/Politikens Hus tilbage i december måned.

Ud af 218 besvarelser svarer hver femte studerende enten »jeg vil helt undlade at søge sådan et sted, da jeg

ville være bekymret for min egen sikkerhed« eller »hvis jeg havde alternativer, der var lige så fagligt tilfredsstillende, ville jeg undgå stedet.

Der er ingen grund til at tage chancer.«

Mission failed De studerendes frygt for terror er da heller ikke helt ubegrundet.

Den 29. december 2010 blev JP/ Politikens Hus, der rummer JyllandsPosten, Politiken og Ekstra Bladet, udsat for et af de mest alvorlige terrorforsøg i nyere tid. Takket være PET lykkedes det ikke terroristerne at gennemføre deres mission om »at dræbe så mange som muligt.« JP/Politikens Hus har siden Muhammedtegningerne stået højt på listen over vestlige terrormål.

Truslen i december var dermed det sjette forsøg mod Jyllands-Posten efter Muhammed-krisen.

Angsten spreder sig Dagen efter terrorforsøget skrev Politiken i deres leder: »Håbet ligger i grunden i, at vi hver dag går på arbejde og skriver om

magten og afmagten og afdækker en flig af virkeligheden, så vores læsere måske kan skimte noget af meningen med det hele i stedet for meningsløsheden.« Alligevel måtte Politiken se i øjnene, at deres ansatte to måneder senere begyndte at sige op. Politikens ledelse bekræftede over for B.dk, at flere af avisens ansatte inden for kort tid havde opsagt deres stillinger, fordi de frygtede at blive ramt af terror på grund af deres arbejde.

”

»Jeg kan godt forstå, hvis truslerne virker skræmmende på nogle af dem, der skal ud i praktik. Det er meget forskelligt, hvordan truslerne påvirker os, selvom den fysiske sikkerhed i bladhusene er meget høj, og selvom vi er gode til at tale med hinanden, når der opstår en eller anden ny trusselsituation,« siger Henrik Thomsen, chefredaktør på Jyllands-Posten.

Også Anne Mette Svane, chefredaktør på Politiken, kan godt forstå de studerendes frygt for et eventuelt

Håbet ligger i grunden i, at vi hver dag går på arbejde og skriver om magten og afmagten og afdækker en flig af virkeligheden, så vores læsere måske kan skimte noget af meningen med det hele i stedet for meningsløsheden.

Politikens leder dagen efter terrorforsøget

En måned senere måtte JP/Politikens hus nu gøres bekendt med, at hver femte af landets journaliststuderende også frygter terror.

Voxpop: Hvad mener de studerende om terrortruslen?

terrorangreb. Men hun understreger dog, at sikkerhedstrusler bliver håndteret professionelt af JP/Politikens Hus i dialog med myndighed-

Frygt fører ikke til færre ansøgere Selvom hver femte af de adspurgte vil lade deres kommende praktikvalg påvirke af en eventuel terrortrussel, tror Henrik Thomsen ikke på færre ansøgere til næste praktikrunde. »Trusler mod Jyllands-Posten er desværre ikke noget nyt. Avisen har været på terrorgruppernes radar i mere end fem år – men det har heldigvis ikke forhindret os i at tiltrække rigtig gode praktikanter og journalister. Derfor er jeg sikker på, at vi også får masser af ansøgninger til den kommende praktikrunde.« Heller ikke Anne Mette Svane tror på færre ansøgere af den grund. »Journaliststuderende går efter at komme i praktik på den bedste mediearbejdsplads, og derfor forventer jeg, at Politiken igen bliver det mest søgte praktiksted,« siger hun. annlu10@student.sdu.dk

FAKTA: Undersøgelse om journaliststuderendes frygt for terror 3%

Lizandra Pultz Nielsen, tilvalgsstuderende: »Jeg sætter min egen sikkerhed og tryghed i hverdagen højere end, at skulle stå last og brast i ytringsfrihedens navn. Jeg sætter min familie og partner højt og ønsker ikke ligefrem at opsøge at være en levende skydeskive, når jeg har så mange andre steder, hvor jeg kan søge praktikplads.

Men jeg har dog en stor, stor beundring for dem, som gør det.«

Foto: Privatfoto

erne. Samtidig bliver medarbejderne løbende informeret om sikkerhedsforanstaltningerne.

Jeg ville helt undlade at søge sådan et sted, da jeg ville være bekymret for min egen sikkerhed.

7% 14 %

33 %

»Der er ikke skyggen af tvivl om, at terrortruslen er med til, i et vist omfang, at devaluere ytringsfriheden og dermed også demokratiet. Jeg synes virkelig, det er trist og et stort tab, hvis dette bliver en realitet, hvilket det sagtens kunne blive, hvis frygten blandt journalister bliver udbredt.

Derfor er jeg også taknemmelig over, at nogen har brede nok skuldre til at se stort på terror-truslen. Jeg ville gerne kunne sige mig fri for, at det påvirker mit valg. Men det gør det altså.«

Hvis jeg havde alternativer, der var lige så fagligt tilfredsstillende, ville jeg undgå stedet. Der er ingen grund til at tage chancer.

Det ville bekymre mig, men jeg ville ikke umiddelbart lade det afgøre min beslutning.

43 %

Det ville ikke betyde noget for mit valg.

Det ville kun give mig mere lyst til at arbejde for mediet. Jeg vil ikke styres af trusler.

Filip Lauritzen, pratikant på TV 2 Lorry:

Julie Rebecca S. Lybæk-Hansen, 2. semester:

Thomas Terkildsen Funding har foretaget undersøgelsen.

»Står jeg med valget mellem to ligeværdige praktiksteder, så ser jeg ingen grund til at vælge det terrorudsatte praktiksted.«

»Det kan godt være, at der er et mindretal, som er bange. Det vil der nok altid være.

Jeg har bare ikke lyst til at være en del af det.«

Spørgeskemaet blev sendt ud i januar 2011 i forbindelse med hans radioeksamen.

»Jeg vil ikke sige, at jeg fravælger et praktiksted på grund af terror, men hvis jeg har et alternativ, der er mindst lige så godt, vil jeg nok vælge det. For hvorfor tage chancen, hvis den sikre løsning er lige så fin?«

»Selvom journalister frygter terror, vil det hverken skade demokratiet eller ytringsfriheden. For vi journalister er så fandenivoldsk stædige, når det handler om at jagte og udgive de vigtige historier. På den anden side er der jo steder i København, hvor det stort set er umuligt at færdes med en pen og et kamera. Af frygt for stenkast og trusler nedprioriterer vi mange bandehistorier på TV 2 Lorry - og det må vel siges at være en trussel mod ytringsfriheden.«

»Jeg synes derimod, at det er vigtigt at være med til at bakke op om ytringsfriheden.

På det grundlag synes jeg derfor heller ikke, at man skal lade sin frygt styre sine beslutninger. Så har terroristerne jo vundet.«

»Det er en uheldig tendens, at flere og flere journalister frygter terrortruslen, men heldigvis er der stadig mange, der ikke føler sig truet af terrortrusler.«

Han spurgte alle studerende på Center for Journalistik.

218 besvarede spørgeskeamet.

Foto: Anne Lundbye

Mikkel Asferg Andersen, 2. semester: »Jeg tror, at det påvirker den generelle trivsel på en arbejdsplads, hvis stedet er truet af terror. Derfor vil jeg naturligvis tage dette med i mine overvejelser omkring praktiksteder – ligesom jeg også ville tænke over mere almindelige ting som arbejdsforhold og -opgaver.« »Hvis der er en sikker bro og en usikker bro, du kan gå over for at nå samme mål, vil jeg selvfølgelig vælge den sikre bro.«

Foto: Privatfoto

»Der er ingen grund til at lægge mit liv i andres hænder, hvis jeg kan få lov at bestemme over det selv på en mere sikker arbejdsplads.«

Foto: Anne Lundbye

| april 2011

UDDANNELSE

| LIXEN

Rekordhøjt frafald Antallet af 2. semesterstuderende, der er stoppet som bachelorstuderende på Center for Journalistik, er tårnhøjt. Centerleder Peter Bro mener, at det giver anledning til at tænke over, om noget skal ændres fremover.

Simone Agger

NEDTUR. Efter kun syv måneders gang på Medietorvets blanke gulv har 10,6 % af de bachelorstuderende forladt det igen. Det viser en undersøgelse, som Lixen har foretaget. Det er en kæmpe stigning i forhold til de foregående år.

Tal fra Syddansk Universitet viser, at antallet af frafald de seneste år har ligget mellem 1 % og 4 %. Disse undersøgelser er foretaget efter det første år på journalistik, mens Lix-

ens undersøgelse er lavet efter kun lidt over et halvt år. Og dermed kan frafaldet nå at stige yderligere, inden den officielle undersøgelse bliver lavet.

Frafald kan forklares Ifølge Peter Bro giver tallene anledning til at tænke over, hvorfor det ser ud, som om flere stopper på uddannelsen. »Noget af det, vi snakker om på undervisningsgangen, er, om det eksempelvis har haft nogen betydning, at der har været flere studerende per underviser i håndværksfaget på 1. semester.« De studerende, der blev optaget i sommer blev inddelt i tre klasser, hvor der de foregående år har været fire. Herudover blev bachelorstuderende og tilvalgsstuderende blandet sammen i klasserne. Tidligere har de tilvalgsstuderende udgjort en klasse for sig selv.

Og netop sammenblandingen af bachelor og tilvalg kan måske også have betydning, mener Peter Bro. De studerende, der læser journalistik på tilvalg har allerede gået to år på universitetet, og de er måske derfor et andet sted i deres liv, end de studerende, der kommer udefra. Han har dog også en tredje overvejelse: »Vi har om nogen mange timer her

”

Studerende er ikke uden skyld Men måske skal blikket også vendes mod de studerende. Peter Bro forklarer, at man måske kan tale om en ny type af studerende, der er begyndt at komme på universiteterne. »Nogle forskere mener, at de lidt nyere generationer er vant til at kunne vælge mellem mange forskellige ting. Så i stedet for at give den en

Vi har om nogen mange timer her hos os. Og det kan måske være en forklaring.

Peter Bro, Centerleder på Center for Journalistik

hos os. Og det kan måske også være en forklaring. Det er simpelthen blevet et rigtig hårdt studie. Der er mange undervisningstimer, og der er en forventning om, at man skal læse rigtig meget. Det kan godt være, at man er blevet for ambitiøs.«

ordentlig skalle og forsøge at holde ud, så er de vant til, at der er flere muligheder, der byder sig.« Peter Bro fastslår dog, at det ikke er en opfattelse, som han deler, men at det er endnu et punkt, der kan være med til at forklare de triste tal.

Journalistik på SDU er et eftertragtet studie. Hvert år søger flere hundreder ind på studiet, der kun optager omkring 75 bachelorstuderende én gang om året. Og derfor er det en trist udvikling, at folk falder fra efter kort tid, når mange står i kø for at få en af de populære pladser. »Det går jo den forkerte vej. Men samtidig er det vanskeligt at gå den modsatte vej, da vi har haft meget få, der har stoppet. Men det betyder ikke, at vi skal hvile på laurbærrene.

Vi skal sætte godt og effektfuldt ind, når tallene ser ud, som de gør,« siger Peter Bro.

Ingen af de personer, der er stoppet på Center for Journalistik, har ønsket at udtale sig yderligere til Lixen. simic09@student.sdu.dk

Lixen søger faste skribenter Kunne du tænke dig at skrive for en af Danmarks bedste studieaviser? Så bliv fast skribent for Lixen!

Som fast skribent forpligter du dig til at skrive mindst én artikel til hver udgivelse.

Til gengæld får du holdt skrivepennen ved lige, du kommer til at snakke med en masse spændende folk fra branchen, og du har noget godt at skrive på CV’et.

Lixen søger lige nu to faste skribenter - er du interesseret?

Så skriv til lixen@journet.sdu.dk

Tre hurtige Nye medlemmer valgt ind i KaJO-bestyrelsen

Journalisthygge i Odense

Peter Bro – nu som professor

Lørdag d. 5. marts afholdt KaJO sin halvårlige generalforsamling på Medietorvet på SDU. Her blev Naja Dandanell valgt som ny formand for KAJO’s bestyrelse og Helene Jepsen blev valgt som ny kasserer. Følgende medlemmer blev stemt ind i bestyrelsen for et år: Mimi Munch, Aia Lykke, Morten Elstrup, Nicholas Rindahl og Astrid Holck, mens Thomas Sørensen og Daria Gorbounova blev valgt ind for et halvt år. leaso08

Tre praktikanter fra TV 2 Nyhederne har taget initiativ til fælles øl og hygge for alle journaliststuderende, journalistpraktikanter, fotografer og teknikere i Odense. Første arrangement finder sted torsdag d.7. april klokken 20:00 på Restaurant Grønttorvet til stegt flæsk og persillesovs og billige øl.

Læs mere på Facebook i gruppen ”Grønne tider i O’ense”.

Leder på Center for Journalistik på Syddansk Universitet Peter Bro er pr. 1. marts 2011 tiltrådt i et nyoprettet professorat.

Det såkaldte MSO-professorat er med særlige opgaver, og i sin nye stilling skal Peter Bro fremme en udviklingsorienteret forskning i journalistik, skriver SDU på hjemmesiden.

saran10

leaso08

Bravo Bremer!

KRAVLING

LIXEN | april 2011 |

Chefredaktør på Berlingske Tom Jensen overrakte den eftertragtede Kravlingstatuette til Sophie Bremer fra SDU.

Sophie Bremer fra SDU sejrede ved årets Kravlingfest, hvor hun modtog den prestigefyldte statuette. DJMX’s Niels Christensen vandt Fotokravlingen for sin fotoserie ”Drengeliv”. Lixen har talt med Sophie dagen derpå, hvor glæden og tømmermændene er ved at indfinde sig.

Tekst: Cathrine Borup Bloch Foto: Rune Jensen Heidtmann

KRAVLING. Stemmen er hverken rusten eller tømmermændsgnaven, da Sophie Bremer tager telefonen.

Røret har nemlig siddet klistret til hendes øre siden lørdag morgen klokken halv otte. Og Sophie var altså hjemme fra byen klokken seks. Alle ringer for at ønske Ekstra Bladetpraktikanten tillykke med de journaliststuderendes pendant til Cavlingprisen: Kravling. Lige nu ligger statuetten i Sophies taske, for den skal med på besøg hos hendes søster.

Men efterfølgende er den sikret en central plads i bogreolen. »Hun har allerede ringet og sagt, at jeg skal tage den med,« siger en glad vinder.

Sophie vandt for afdækningen af historierne ”Gak gak i DSB” og ”DONG køber dødskul”. Historier, der har krævet mange af døgnets timer og en stædighed ud over det sædvanlige.

Chefredaktør på Berlingske Tom Jensen afsluttede på vegne af juryen med at sige: »Der er ingen gode argumenter for ikke at give Sophie Bremer årets Kravlingpris. Det er til gengæld svært at holde tal på argumenterne for at give hende den.« Sophie havde selv ikke regnet med at vinde. Hun var bare ovenud lykkelig for at være nomineret. Derfor var hun også fuldstændig overvældet, da Tom Jensen nævnte hendes navn. Hendes gamle tv- og radiomakker Alexander Jacobsen måtte sige ”Det er dig, det er dig! De snakker om dig!” flere gange, inden det gik op for Sophie, at det gjorde de! Og så væltede de 20 kolleger fra Ekstra Bladet,

der var taget med som støtte, henover Sophie, inden hun i discokuglernes skær kunne takke for prisen.

Dagen derpå er hun ligeså glad og overvældet, som hun var fredag aften. »Det er begyndt nu at gå op for mig, hvad det lige var, der skete i går. Det er meget overvældende, og jeg er meget, meget glad,« siger hun.

Sanseligt drengeliv Fotokravlingen gik til Niels Christensen fra DJMX for fotoserien ”Drengeliv”. Han tog vinderbillederne, da han var i praktik på Politiken. De skildrer tiden mellem dreng og mand. Niels var 17 år, da han blev optaget på DJMX på fotojournalistlinjen. Han var dengang den yngste, der nogensinde blev optaget. Inden da droppede Niels ud af gymnasiet efter et halvt år for at tage til Indien for at følge drømmen om at tage billeder.

Fotokravlingkomitéen begrundede Niels’ sejr med blandt andet: »Vinderens billeder slog benene væk under os. Vi blev lukket ind i en verden, vi ellers ikke ville have mulighed for at blive en del af. Det er en historie, som vi kan lugte, smage, føle. En historie med en kollage af øjeblikke af liv, stemningsfulde og umiddelbare.« Praktikvejlederprisen, som er helt ny, blev overrakt til Nanna Holst fra TV 2 Lorry. Praktikant på Jyske Banks ungdomsmagasin 12:17 Sebastian Kjær-Sørensen fik en ærespris for sit arbejde med magasinet til iPad. Præmien var selvfølgelig en iPad 2. cablo10@student.sdu.dk ruhei08@student.sdu.dk

SOPHIE BREMER ER: 24 år.

6. semesterstuderende på CfJ, SDU. Praktikant på Ekstra Bladet siden august 2010.

NIELS CHRISTENSEN ER: 22 år.

Fotojournaliststuderende på DJMX. Tidligere fotopraktikant på Politiken.

| april 2011

UDDANNELSE

| LIXEN

SDU kom, de så, og de løb med chokoladen Journited Juniors floppede igen i år, pigernes Team Silkelagen diskede trods udeblivende resultater op med sambabold, og forhåndsfavoritterne fra Studinese Calcio var turneringens helt store oplevelse, da MedieCup 2011 løb af stablen den 19. maj i Nørrebrohallen.

Mikkel Cramon Morten Elstrup

KAMPGEJST. Turneringen var ikke mange spilleminutter gammel, før det stod klart, at Center for Journalistik har nogle helt enestående fodboldspillere.

Efter Journited Juniors’ skuffende indsats sidste år var der ikke mange, der spåede dem de store muligheder for at blande sig i kampen om pokalen. Og selvom drengene fra 6. semester i forhold til sidste år havde superliberoen Thomas Hovmøller med i truppen, og holdet formåede at holde et relativt højt niveau gennem de indledende puljekampe, endte det hele alligevel brat allerede i kvartfinalen.

Fodboldkraftværket Lars Trier Mogensen og hans brave disciple fra Politiken 2 blev med en 4-3-sejr stopklods for ’los juniors’ videre færd i turneringen.

Frække silkelagener 4. semesterpigernes Team Silkelagen viste sig til gengæld på flere måder at overraske positivt, også selvom resultaterne desværre ikke stod mål med de fremragende tekniske præstationer, som de små, stramme piger viste på bane 2.

Der skal imidlertid ikke herske nogen tvivl om, at hvis de kvindelige fodboldtalenter havde trænet regelmæssigt op til turneringen og eventuelt snakket lidt mere taktik – ja, så havde det meget muligt udviklet sig til en giftig cocktail på banen.

Alle elskede Studinese Men nok om de middelmådige Journited Juniors og de talentfulde tøser.

Lad os vende blikket mod dem, det i virkeligheden drejede sig om.

Dem, som stjal billedet denne lørdag i København. Dem, som overtromlede alt og alle – lige indtil finalen. Der er selvfølgelig tale om mastodonterne fra Studinese Calcio.

Allerede i første kamp bekræftede holdet, at de mente det seriøst i år. Ritzau 3 blev kørt midt over og smadret med hele 9-0 i en kamp, hvor Mikkel Cramon gjorde al tvivl til skamme og beviste, at hans udtagelse som ’supersub’ til dette års Mediecup var fuldt ud berettiget.

Foto: Morten Elstrup

Foto: Pernille Ulriksen

Resten af gruppekampene blev vundet uden de store problemer, hvor Jakob Munk og i særdeleshed Morten Elstrup førte an, da Viasat Sport, Journalistforbundet og Mediehus Aarhus – som i øvrigt viste skræmmende styrke – blev fuldstændig smadret.

Kvartfinalen var næste mål. Her ventede Ritzau 1, og som det havde været tilfældet i de øvrige kampe, fik modstanderen ikke et ben til jorden mod talentfulde Studinese.

6-2 blev resultatet. Og i semifinalen fik Viasat Sport muligheden for revanche, hvor Studinese i holdenes første indbyrdes møde nøjedes med at vinde 3-2.

Men denne gang fordoblede Elstrup og co. målscoringen og kanonerede seks kasser i nettet mod Viasat Sports to.

Medieliderlig dommer Dermed var alt forløbet, som de fleste i Nørrebrohallen havde forventet; Studinese Calcio havde nået finalen, og de var nu kun syv minutter fra at vinde hele turneringen.

Endnu et Ritzau-hold var modstanderen. Allerede inden finalen var flere tilskuere taget hjem af den simple grund, at resultatet var givet på forhånd – Studinese Calcio måtte selvfølgelig vinde.

Og det gik da også planmæssigt, indtil dommeren pludselig blev medieliderlig blandt de mange journalister.

To vanvittige udvisninger blev tildelt Studinesespillerne Müller og Elstrup, mens Ritzau 2 helt ubegribeligt fik lov at spille med fire mand i forsvaret i stedet for de tilladte tre.

Med to mand i undertal og 15 sekunder tilbage, var der ikke meget, forhåndsfavoritterne kunne stille op, og da der blot resterede seks sekunder af Mediecup 2011, afgjorde Ritzau 2, i kvalm duet med dommeren, begivenhederne til stor frustration for både spillere og tilskuere.

Lidt opmuntring fik de moralske vindere dog oven på det ufortjente nederlag, da Morten Elstrup efterfølgende ved præmieoverrækkelsen, helt fortjent efter spil og indsats, blev kåret til ’turneringens fighter’.

Elstrup vandt en æske Anton Bergchokolade. Fremragende.

Mediecup 2011 var slut. Studinese Calcio havde indprentet sig i de flestes bevidsthed denne lørdag.

FC Silkelagen leverede også en fornem turnering, mens det stod klart, at Journited Jouniors igen i år ikke ramte dagen. mikma09@student.sdu.dk moels09@student.sdu.dk

Foto: Morten Elstrup

Foto: Morten Elstrup

Foto: Pernille Ulriksen

UDDANNELSE

LIXEN | april 2011 |

Det er det, de vil have!

Jagten på fyld til CV’et giver måske pote, når praktikansøgningen skal skrives. Eller gør den?

Og skal ansøgningen grifles ned på halvgult pergamentpapir og sendes afsted med brevdue? Og hvad med jobbet som opvasker i Kauslunde forsamlingshus, da jeg var 14 – skal det pryde CV’et?

Lixen har talt med praktikantvejlederne fra Ritzaus Bureau, DSB Kommunikation og DR Ung. Her giver vi dig et overblik over, hvad du skal huske, når du skriver den famøse ansøgning.

Christine Landry Brandt

Hvad indeholder den gode ansøgning for jer?

Peter Hammer, praktikantvejleder på DR Ung: En god ansøgning vækker en seriøs interesse og besvarer de første obligatoriske spørgsmål, men lader nogle stå åbne, så vi er nødt til at kalde dig til samtale for at få stillet vores nysgerrighed.

Karen Gahrn, praktikantvejleder på DSB Kommunikation: Jeg ser på, om der er en god sprogbehandling, og om der er en god udstråling og god dynamik i ansøgningen. Derudover ser jeg på sådan nogle fuldstændig enkle ting - der skal sgu ikke være stavefejl eller kommafejl, for så synes jeg ikke, at man tager det alvorligt.

Peter Trads, praktikantvejleder på Ritzaus Bureau: Du skal skrive, så vi får et troværdigt billede af, hvem du er, og hvad du vil med din praktiktid. Skriv hvorfor du mener, at du er et godt match til lige netop den type journalistik, vi laver, og den type arbejdsplads vi er.

Hvor meget betyder CV’et?

Peter Hammer, praktikantvejleder på DR Ung: Hvis der er noget interessant på CV’et kan det næsten veje tungere end selve ansøgningen, men lad være med at fylde en hel side med erfaringer som opvasker. Når det er sagt, kan alle mulige menneskelige erfaringer eller faglige kompetencer fra en anden uddannelse være langt vigtigere end irrelevant erfaring fra branchen som for eksempel piccoloarbejde.

Karen Gahrn, praktikantvejleder på DSB Kommunikation: CV’et er meget relevant, for det er jo det, der har været med til at skabe ansøgeren som person. Jeg kan sagtens

finde det rigtigt interessant, hvis en ansøger har været ude og lave nogle spændende projekter i sin fritid eller været ude at rejse og har oplevet nogle ting, der kan være med til at give vedkommende noget erfaring og perspektiv.

Peter Trads, praktikantvejleder på Ritzaus Bureau: CV’et betyder noget, men det er en del af et større billede. Man behøver ikke have været redaktør på Lixen, selvom det selvfølgelig ikke skader, men man skal vise, at man har mod og lyst til at give den fuld skrue inden for, hvad det nu kan være. Om det så er spejderføre eller rejseguide, det vigtige er, at du kan lave koblingen til, hvordan vi kan bruge det på Ritzaus Bureau.

Hvor meget betyder ansøgerens hjemmeside for jer?

Peter Hammer, praktikantvejleder på DR Ung: Vi bruger rigtig meget tid på at se dem igennem. Hjemmesiderne giver os en mulighed for at vurdere, hvad ansøgeren kan. Jo flere der har journalistiske produkter liggende på hjemmesiden, jo vigtigere er det at have noget.

Karen Gahrn, praktikantvejleder på DSB Kommunikation: Jeg har lagt mest vægt på ansøgningerne, når jeg tidligere har ansat praktikanter.

Men jeg ved, at min kollega fra ’DSB i dag’ har brugt de studerendes hjemmesider. Om jeg vil bruge dem i år?

Det må vi se - men jeg synes, man skal koncentrere sig om at lave så god og præcis en ansøgning som muligt.

Peter Trads, praktikantvejleder på Ritzaus Bureau: Vi kigger på hjemmesiderne hos alle, der har været til Åbent Hus hos os. Det drejer sig måske om 30-50 mennesker, og vi bruger lang tid på at gennemse den studerendes produktioner, tidligere arbejde, CV, livshistorie, drømme, ønsker til praktiksted osv. Det er først og fremmest på baggrund af hjemmesiden, at vi beslutter os for, hvem vi vil gå efter.

Hvad får dig til at ligge ansøgningen i ’nej-bunken’ med det samme?

Peter Hammer, praktikantvejleder på DR Ung: Det kan for eksempel være den helt basale show it, don’t tell it – lad være med at skrive, at du har sort humor, hvis det ikke fremgår af teksten – det er et turn-off.

Karen Gahrn, praktikantvejleder på DSB Kommunikation: Hvis den er for kæk, eller hvis der er fejl.

Peter Trads, praktikantvejleder på Ritzaus Bureau: For mange sjuskede fejl og dårligt sprog eller mangel på forståelse for, hvad vi laver, og hvordan man skriver.

Hvor vigtigt er det, at ansøgningen er kreativ?

Peter Hammer, praktikantvejleder på DR Ung: Det betyder især noget, hvis der ikke er så meget at vise frem på CV’et. Vi vil gerne overraskes og grine, men pas på ikke at vælge et udtryk, der kommer til at overdøve budskabet. Pas på klichéer - også selvom du bruger dem på en vildt raffineret og meta-agtig måde. Der er kort tid til at læse ansøgninger, og et turn-off er lige så slemt som slet ikke at blive lagt mærke til.

Foto: Stig Stasig Karen Gahrn er praktikantvejleder på DSB Kommunikation og redaktør på Ud og Se med DSB.

Karen Gahrn, praktikantvejleder på DSB Kommunikation: Man skal ikke gøre det smart, det gider vi ikke. Nogen gange er der nogen, der forsøger at designe ansøgningen, så den ligner bladet (red. Ud og Se).

Det er jeg helt ligeglad med. Det er jo ikke det, vi ser efter, for I skal jo ikke ind og designe hos os.

Så jeg vil sige, lad vær at være smart!

Peter Trads, praktikantvejleder på Ritzaus Bureau: Ansøgningen skal ikke være skrevet på vers på et bananblad bare for at være kreativ og skille sig ud. Der skal være en mening med galskaben. Men sprudlende, legende sprog, ja tak!

Et godt råd til de kommende ansøgere?

Peter Hammer, praktikantvejleder på DR Ung: Udnyt det, når en praktikansætter siger ’skriv endelig hvis der er nogle spørgsmål.’ Man skal gøre alt, hvad man overhovedet kan og sørge for at få etableret en kontakt til dem, der skal ansætte praktikanter.

Foto: Arkivfoto Peter Trads er praktikantvejleder og journalist på Ritzaus Bureau.

Karen Gahrn, praktikantvejleder på DSB Kommunikation: Tag det alvorligt og brug noget tid på idéudviklingen af en ansøgning, ligesom du bruger tid på idéudviklingen af en artikel.

Peter Trads, praktikantvejleder på Ritzaus Bureau: Vær afklaret med, hvad man vil – både for jeres og vores skyld. Det forarbejde, vi har gjort, gør, at vi tit rammer rigtig, rigtig godt. Det ville være træls med en, som ikke passer ind. Både for vedkommende og for vores skyld.

chbra10@student.sdu.dk

Foto: Arkivfoto Peter Hammer er stedfortrædende praktikantvejleder og redaktionssekretær på DR Ung.

10 | april 2011

PORTRÆT

| LIXEN

Journalisten der var

Foto: Rune Jensen Heidtmann

Han er evigt gestikulerende og speedsnakkende. Han har hyggesnakket med Kronprins Frederik, interviewet Robbie Williams og underholder hver fredag knap en million danskere i Det Nye Talkshow. Men der var engang, hvor Anders Lund Madsen bestemt ikke brød sig om at tale med andre.

Sarah Andersen Paul Sauer

LANGHÅRET. »Undskyld! Det var bussen!« Ordene vækker genlyd på et ellers myldretidstungt Østerbro i København. »Nu er I sikkert kommet i sindssygt god tid og er pissesure og alt muligt.« Klokken er 16.08, og vi havde aftalt at mødes med Anders Lund Madsen klokken 16.00.

En lille forsinkelse. Og ganske uforskyldt. Men alligevel en situation, som Anders med det samme løjer stemningen af.

Er der opstået en pinlig situation, skal den nemlig vendes til noget positivt. Det lærte Anders allerede som barn.

Når der til familiefesterne var én, der fik for meget at drikke, og der opstod pinlige situationer, var det ham, der brød tavsheden og opblødede stemningen.

»Når jeg kommer for sent, og I står og venter, så skal jeg finde ud af, hvor sure I er, og hvor længe I har ventet.

Det ville mange måske bruge meget lang tid på at finde ud af, men det finder jeg meget hurtigt ud af. Det er en god evne at have.«

Vil bare være Anders Vi er i mellemtiden trådt ud af den regnfulde blæst og ind ad den postkasserøde dør.

Forbi det store Danmarkskort med oprulning, som hænger i entréen og minder én om geografitimerne i folkeskolen. Videre op ad trappen til stuen, hvor det kæmpestore akvarium kæmper om opmærksomheden med de mintgrønne halvfjerdsersofaer. Og ind i køkkenet, hvor et stort elghoved har sin fremtrædende plads på væggen over spisebordet. »Den har ikke et navn. Den kommer alligevel ikke, når man kalder,« røber Anders, da vi sætter os ved bordet.

Kongen af TV, som hans e-mailsignatur lyder. Iført kamouflagebukser og en grøn trøje. Og håret uglet på den måde, som det efterhånden har været i mange år.

Men selvom manden, der har underholdt millioner af danskere med programmer som Taxa-Madsen, De Sorte Spejdere og Det Nye Talkshow, efterhånden er blevet et fænomen i mediebranchen, ser han ikke sig selv som specielt anderledes. »Jeg vil bare have lov til at være mig selv. Sige, hvad jeg har lyst til, og gøre, hvad jeg har lyst til, så længe jeg ikke generer andre,« forklarer han, mens han serverer den sorte te.

Og han får stort set lov til at gøre, som han vil. Hvad enten det er under et interview med Kronprins Frederik eller sammen med Anders Breinholt i De Sorte Spejdere. Eller på hans seneste legeplads, Det Nye Talkshow. »Det er sjovt at teste, hvor langt ude ting man kan få folk til at se, når det er på et pænt tidspunkt. Klokken to om natten på DR2 kan man godt lave sådan noget, hvor man sidder og prutter i en spand, men det er meget sjovere at få lov til at prutte i en spand på Det Nye Talkshow.

”

bror.

Gennemsnitlig og almindelig. Lige midt i middelklassen. »Der er en tendens til, at man skal gøre sig selv helt vildt sær som barn: ”Jeg var en lidt anderledes dreng”.

Det er helt vildt. Jeg har aldrig læst et interview med en kendt person, uden at han eller hun siger, at de var udenfor som barn. Så mange kan simpelthen ikke have været udenfor, for så er der slet ingen, som er indenfor.« Han rykker frem og tilbage i stolen, mens hænderne ivrigt tegner pointerne i luften.

Hvis jeg var blevet født i Nordkorea, så havde jeg haft ét stort problem: At man ingenting må.

Anders Lund Madsen

Det skal nok ske på et eller andet tidspunkt.« Derfor føler Anders sig heldig over at være født i Danmark i 1963. Var han blevet født 50 år tidligere eller i et helt andet land, havde der måske ikke været plads til sådan én som ham. »Hvis jeg var blevet født i Nordkorea, så havde jeg haft ét stort problem: At man ingenting må,« siger han, mens han slår opgivende ud med armene.

Midt i middelklassen Anders blev dog født i Danmark, og han voksede op i et rækkehusmiljø i en forstad til København.

Med en sygeplejerske som mor, en ingeniør som far og en tre år ældre

Selv var han kun i periferien i folkeskolen. Men adrig helt derude, hvor det blev “behandlingskrævende”. »Jeg var lille og lidt for skræmt, men jeg blev ikke mobbet eller sådan noget. Jeg var kun lidt udenfor, og det er godt på den måde, at så har man lyst til at komme indenfor. Det giver en social ambition, som gør, at man bliver til noget.« En bid af det hele Det ”noget”, han skulle blive til, skulle helst have et eller andet at gøre med at skrive. Det fik Anders at vide af en dansklærer på gymnasiet. »Det var lige i begyndelsen af firserne, hvor det var meget populært at være meget nedtrykt. Og jeg

var helt vildt god til at skrive stile om jorden, der gik under og sådan noget.

Derfor syntes han, at jeg var meget talentfuld.« Efterfølgende sendte Anders en ansøgning til Journalisthøjskolen. Ikke fordi han havde et stort ønske om at blive journalist, men fordi han gerne ville teste sig selv med den berygtede optagelsesprøve.

Han kom ikke gennem nåleøjet, og derfor røg der ansøgninger af sted til både jura, skuespillerskolen og arkitektskolen. »Det var meget tydeligt, at jeg enten søgte noget, fordi det var svært at komme ind, eller fordi det var fint at gå der. Det var ikke, fordi jeg tænkte, at det var sjovt.« Anders læner sig frem og smager lidt på den metafor, der skal forklare, hvorfor det så lige blev Journalisthøjskolen, han søgte ind på igen. »Jeg opdagede, at det fantastiske ved journalistik er, at man kan få det hele på én gang. Det er ligesom at købe platten på en færge, hvor man får lidt af det hele. Der er altid noget, man ikke kan lide, men der er jo også en masse, som man godt kan lide.« Bange for at bjæffe Da det efter tredje forsøg lykkedes for Anders at få en plads på uddannelsen, var han glad.

Smilet forsvandt dog hurtigt, da det gik op for ham, at det ikke var nok bare at komme ind på uddannelsen.

For at blive journalist skal man også snakke med andre mennesker. En erkendelse, der gav ham både svedige hænder og rystende stemme.

PORTRÆT

LIXEN | april 2011 | 11

bange for mennesker »Jeg var smaddergod til at skrive, men jeg hadede at ringe til folk. Jeg skrev hovedopgave sammen med en, der hedder Mikael, som senere blev nyhedschef på Berlingske Nyhedsmagasin. Han var en helt sindssyg hård nyhedshund, som elskede det med at ringe og bjæffe af folk. Og jeg ville hellere dø end at gøre det.« Hænderne forlader for et øjeblik lufttegningerne for at massere tindingerne.

Skoleforløbet blev et evigt kapløb om at komme i gruppe med nogen, der var gode til at ringe og snakke med folk.

En taktik, der måske virkede i de trygge omgivelser på skolen i Aarhus. Men en taktik, han blev nødt til at droppe, da Ekstra Bladet tilbød ham en praktikplads. Øjnene flakker rundt, mens Anders husker tilbage på sin første opgave.

De finder hvile på tekanden, og endnu en kop te bliver hældt op, før ordstrømmen fortsætter. »Poul Schlüters kone, Lisbeth, var død. Og så skulle jeg ud sammen med en fotograf og sidde på lur i tilfælde af, at han kom ned for at lufte sine hunde. Jeg sad bare og gemte mig i bilen og håbede, at han ikke kom ud.

Og fra da af gik det for så vidt bare ned ad bakke,« husker Anders, mens de rastløse fingre piller ved mælkekartonen.

En anden gang var det hans lange hår, der bragte ham i uføre. Ekstra Bladet havde skrevet en række kritiske artikler om Christiania, og nu skulle der laves en reportage fra fristaden. Med sit lidt aparte udseende lignede Anders én, der måtte kende nogen derude. »Jeg havde aldrig været på Christiania. Jeg var pissebange. Hvis de opdagede, at jeg var fra Ekstra Bladet, så ville jeg få tæv. Så jeg gik rundt uden for Christiania og prøvede at kigge ind for at lave en reportage.

Den blev meget underlig.« Efterfølgende fandt Anders ud af, at man havde lov til at nægte at lave historier. Så det gjorde han. Igen og igen.

For at slippe for de kritiske interviews begyndte han i stedet at hænge ud ved faxmaskinen. Her fandt han mening i at koncentrere sig om de små historier, som tikkede ind, og som ingen andre interesserede sig for. »Så fik jeg bare Departementet for Håbløse Sager, hvor jeg fik alt det, som ingen andre gad lave.« Anders smiler lidt for sig selv. Kigger rundt i lokalet og slipper sit tag om mælkekartonen.

Det var her, han fandt sin rolle hos Ekstra Bladet. Blandt faxmeddelelser om Limfjordsmuslingekompagniet, der havde sat ny rekord og ledere om

Foto: Rune Jensen Heidtmann

Ekstra Bladets holdning til afføring, der ikke kan flyde. Og den bagside, som han efter fastansættelsen skrev sammen med Poul Høst-Madsen. »Det er mægtigt udfordrende at lave noget, som ikke er til noget stort. At finde det uendeligt store i det uendeligt små. Det er skideskægt.«

Sjovt at være pinlig Siden blev Anders bedre til det der med at tale med folk. Selvom han aldrig blev nogen nyhedshund på Ekstra Bladet - faktisk blev det kun til én forsidehistorie - lærte han to meget vigtige lektier: at det ikke er pinligt at tale med andre mennesker. Og at det godt kan være sjovt at være pinlig.

Når Anders i dag sender sin reporter til statsministerens tirsdagspressemøde for at få ham til at ”svare sjovere”, er det med den åbenbaring i baghovedet. »Jeg har jo selv gjort noget lignende. Det er sindssygt pinligt i øjeblikket, og det gør ondt helt ned i maven. Men hvis man går direkte ud i det og træder i spinaten med det samme, så er den ged barberet, og det er virkelig fedt - bagefter. Der er ingen mennesker i verden, der synes, det er sjovt at være pinlig, men det er sjovt bagefter.« Trykket bliver tydeligt lagt på det sidste ord, og pegefingeren bliver hævet for at understrege pointen.

Og i dag virker det da også som den mest naturlige ting i verden, når han hver fredag aften gestikulerer og speedsnakker sig gennem knap en times fjernsyn foran 800.000 danskere. »Jeg kom over det. Jeg kan ikke anbefale varmt nok at komme i praktik på Ekstra Bladet, hvis man har lidt social angst. Det er virkelig meget nemmere at leve, når man ikke er bange for at sige noget til andre folk.« Vil ikke fucke op For bange, dét er han ikke længere.

Tværtimod virker det, som om ordene står i kø for at komme ud, og at det hektiske kropssprog skal hjælpe dem på vej.

Men selvom den sociale angst er væk, er der dog en lille nervøsitet tilbage. Ikke over at snakke med folk.

Men over at finde ud af, hvad han skal snakke med dem om.

Det skal nemlig ikke kun være underholdende. Det skal også være originalt. Ellers spilder han både gæstens og seernes tid. Når Go’ Morgen Danmark og Aftenshowet hver dag støvsuger landet for relevante gæster, har Anders derfor to muligheder: »Man kan enten prøve at finde originale gæster, som de andre ikke har, eller finde på noget originalt, som de andre ikke har spurgt om.« Det kan være svært. Og han har da

Foto: Rune Jensen Heidtmann

også flere gange oplevet at få stress over ikke at vide, hvem eller hvad talkshowet skal handle om. »Det er virkelig svært at gøre ordentligt, synes jeg. Så mit mål er ikke at fucke op. Det har det nu altid været.« Tiden er gået, og Anders skal af sted. Samme aften skal han nemlig

overrække en pris til Zulu Awards.

Sammen med Medina. Og han skal have hendes tøj på.

Han indrømmer selv, at det måske er mere dumt, end det er sjovt. saran10@student.sdu.dk pasau10@student.sdu.dk

Blå bog Anders Lund Madsen › Er født den 15. oktober 1963. › Bor med kæresten Karin Prehst Utoft i København. › Har tre børn. › Har skrevet flere bøger, blandt andet Madsens ÆØÅ og Hold Masken Eller Der Falder Brænde Ned. › Har medvirket i en lang række radio- og tv-programmer, blandt andet Natmadsen, Taxa-Madsen, Mens vi venter på kometen og Oppe i hovedet. › Har sammen med sin bror, Peter Lund Madsen, optrådt med forestillingerne Mr. Nice Guy og Enden Er Nær.

Karriere › Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1990. › Ansat på Ekstra Bladet fra 1990 til 1999. › Har skrevet klummer for gratisavisen Urban og er fast søndagsskribent for JyllandsPosten. › Var fra 2005 til 2008 radiovært på P3’s De Sorte Spejdere sammen med Anders Breinholt. › Har siden 2009 været vært på sit eget direkte talkshow, Det Nye Talkshow.

12 | april 2011

BRANCHE

| LIXEN

iPad-journalistik på nordjysk NORDJYSKE Medier lancerede tilbage i november 2010 deres første applikation til iPad kaldet ”NORDJYSKE inside”. Nogen pengemaskine er det ikke, men det er blevet et godt udgangspunkt for fremtidens journalistik, lyder det fra udviklingschefen hos NORDJYSKE Medier.

Henrik Nordstrøm Mortensen

NYTÆNKNING. Når snakken falder på de såkaldte tablets, som for eksempel teknikmastodonten Apples iPad, stod 2010 i æblets tegn. 2011 byder dog på en lang række nye tekniske tiltag på tablettens platform – både fra Samsung, Google og mange flere.

Udviklingen i Danmark går dog ikke helt så stærkt. Kun de allerstørste medievirksomheder som Berlingske Media og JP/Politikens Hus har udgaver til platformen iPad. Enkelte andre magasiner eksperimenterer med versioner til tabletterne.

NORDJYSKE Medier skiller sig dog ud blandt de mindre medievirksomheder. De satsede allerede tilbage i november sidste år på et iPad-magasin kaldet ”NORDJYSKE inside”, som omhandler erhvervsliv, fritid og kultur.

»Vi tror på platformen, fordi den både kan levere lyd, HD-film, billeder, tekst og interaktivitet på én gang.

Det er det første rigtigt gode bud på en platform, som kan bringe flermedialiteten i spil,« fortæller Mikkel B. Ottesen, redaktionel udviklingschef hos NORDJYSKE Medier.

Platform under udvikling Udvikling til iPad er dyr og tidskrævende, men hos den nordjyske mediekoncern har man afsat fem journalister, som fast skal skrive for ”NORDJYSKE inside”. Ud over dem er der tilknyttet teknisk personale – i alt ni ansatte.

Men det er i første omgang ikke for pengenes, men for journalistikkens skyld, at medievirksomheden har satset på iPad-udviklingen. »Indrømmet, lige nu er det ikke noget, vi tjener penge på. Projektet er omvendt sat i verden for at forberede os på, når markedet er modent til iPad-udgivelser. Så besidder vi ekspertise og erfaring inden for netop det felt. Derfor er det en journalistisk og forretningsmæssig læringsplads,« siger Mikkel B. Ottesen.

Mixet målgruppe Det iPad-magasin, som er udviklet hos NORDJYSKE medier, henvender sig til en specielt sammensat gruppe. »”Inside” er et eksperiment. Det henvender sig til ”business 30+”-

typen samt studerende. Den lidt sjove sammensætning af målgruppen skyldes, at de to grupper er de første til at investere i de forskellige tablets,« forklarer Mikkel B. Ottesen.

Udviklingen standser dog ikke her, for gennem målinger vil de på redaktionen hele tiden tilpasse magasinet: »”NORDJYSKE inside” vil formentlig se anderledes ud om bare et halvt år. Vi arbejder hele tiden med at bestemme, om vi skal snævre læsergruppen ind, eller måske udvide den. Derfor vil vi lave endnu flere målgruppeanalyser i fremtiden,« siger Mikkel B. Ottesen.

Praktikanter kan også komme til NORDJYSKE Medier har ifølge Mikkel B. Ottesen ikke problemer med at lokke praktikanter til netop deres område.

Det er på trods af, at tiltrækningskraften for praktikpladser i provinsen mange steder har hårde betingelser.

Praktikanter hos det nordjyske mediehus vil få et bredt kendskab til flere platforme, herunder iPad. »Der sidder faktisk en praktikant på vores iPad-redaktion lige nu, så man kan sagtens som studerende blive en del af vores nye satsning,« afslutter Mikkel B. Ottesen.

Illustration: Henrik Nordstrøm Mortensen

henmo09@student.sdu.dk

Den gamle garde blæser til kamp Frede Jakobsen ragede uklar med Fynske Medier, da han lancerede sin egen netavis for et år siden. I dag er striden et afsluttet kapitel.

Nu kæmper han videre mod overfladisk journalistik og rutiner på afveje.

Kenneth Skipper

NETAVIS. Han havde hverken seksløber i bæltet eller lasso hængende over skulderen. Og han ankom slet ikke på en firbenet ganger.

Derimod var Frede Jakobsen bevæbnet med skarpe skud i skrivefingrene og nysmedet domænenavn, da han indtog Svendborg for et år siden.

Et indtog, der var reaktion på det, han betegner som et ”næsten-monopol”.

Fyns Amts Avis og Fyns Stiftstidende havde nemlig slået spalterne sammen. Og det fik den berejste journalist til at se rødt. Han brød med sin arbejdsgiver Fynske Medier og lancerede sin egen netavis. Hvilket førte til strid om loyalitet og ophavsret.

Loyalitet, fordi Frede Jakobsen lancerede sin netavis i fratrædelsesperioden fra sin tidligere arbejdsplads.

Og ophavsret, fordi hans nyindkøbte domænenavn, ”svendborgsavis.dk”,

lå lidt for tæt på ”Svendborg Avis” – aktieselskabet bag Fyns Amts Avis.

I dag er striden et overstået kapitel, og parterne lever i fred med hinanden.

Men ifølge Frede Jakobsen var det nærmest en nødvendighed at sige fra, da de to fynske dagblade smeltede sammen. »De eksisterende medier er i den grad blevet industrialiserede. Det er ikke indhold, men form, der er afgørende i dag,« siger han.

112 – ikke på netavisen Af samme årsag er han meget bevidst om sine valg. Som mest af alt ligner fravalg. »112-stof laver jeg ikke. Det bliver jo dækket i forvejen af amtsavisen, Radio Fyn og TV2 Fyn. Det fjerde fynske medie skal bruges til at grave noget af det, de andre lader ligge, frem,« siger Frede Jakobsen.

Men det er ingen jagthund, Frede Jakobsen efterlyser. Han vil meget hellere have vagthunden tilbage i nyhedsjournalistikken. Af en helt bestemt årsag. »Hvis du er vagthund, prøver du også at gå ordentligt og dybt ned i emnet,« siger han og vurderer, at rollen som vagthund bliver forsømt, fordi der ikke er tid.

Vagthund mod strømmen Et kig på svendborgsnetavis.dk viser hurtigt, at Frede Jakobsen har sin

egen stil. Og den kræver plads. Hans journalistiske produkter er nemlig lige så lange som køkkenruller. Når de altså er rullet ud i fuld længde.

For han ønsker at fortælle de historier, som andre ikke tager sig af. Og det er lykkedes, vurderer han. »De ting, jeg har dækket det sidste år, er ikke blevet dækket på den måde andre steder. Og mange ting er slet ikke blevet dækket,« siger han.

Han tænker på sine mange artikler om Svendborg Jobcenter og de såkaldte almindelige mennesker, der

kommer i klemme på bunden af systemet. »Der er sådan en tidsånd, at de sgu nok selv er ude om det. Derfor gør jeg meget ud af de historier. For her er en gruppe mennesker, stort set ingen i pressen interesser sig for. Andet end meget glimtvis.« Dyrker sine darlings Kampagnen og de lange artikler om sygemeldte og deres kamp mod systemet har gennem et år fungeret som talerør for en gruppe mennesker,

som ifølge Frede Jakobsen ikke magter at tage til genmæle. Kampagnen er kun mulig, fordi han insisterer på at dyrke sine journalistiske darlings i stedet for at stoppe dem i guillotinen med hovedet først. Og fordi han er træt af faste former. »Det er en fuldstændig absurd journalistisk metode først at fastlægge formen og bagefter finde ud af, hvad den skal indeholde,« fortæller Frede Jakobsen.

Selv er han aldrig i tvivl om, hvor lang en historie må være. Den skal være så lang, som den kræver og ikke én linje kortere, mener Frede Jakobsen. »Og sådan noget ungdomsoprør skal for helvede ikke komme fra en mand på 60 år, vel? Men hvor helvede er de unge journalister henne? Hvor er dem, der siger, vi skal gøre det på en anden måde frem for at flyde med flokken?,« spørger Frede Jakobsen.

Hvor længe hans netavis holder oprøret i live, er svært at spå om. Den genererer nemlig intet, der minder om et indtægtsgrundlag. Og selv om mediestøtten måske bliver ændret til fordel for frie internetmedier, vil den støtte komme for sent, vurderer Frede Jakobsen. kennethskipper@gmail.com

Foto: Kenneth Skipper

BRANCHE

LIXEN | april 2011 | 13

Foto: Rune Jensen Heidtmann

Formatforandring fryder ... eller gør det?

Tabloidformatet hører ikke længere kun formiddagspressen til. Seriøse aviser som Berlingske og Jyllands-Posten skiftede for et par år tilbage fra broadsheetformatet til det mere handy tabloid, der skal imødekomme den moderne læser. Weekendavisen og Politiken har ikke i sinde at ændre størrelsen på deres aviser.

Nogensinde.

Cathrine Borup Bloch

FORMATSKIFTE. Det kræver lange arme, masser af plads og et helt spisebord, når der skal læses i en broadsheetavis. Det er ikke lige sådan én, man tager med under armen og slår op i toget, så de to nærmeste sidemænd på sædet kan læse med på Politikens side 4. Det var det, Berlingske og Jyllands-Posten ønskede at gøre op med, da begge aviser skiftede til tabloidformatet i henholdsvis 2006 og 2008. Formatet skulle signalere en ny, moderne form, der passer til den moderne læser, som ofte tager avisen med på farten.

Tante Berlingske på retur »Da Berlingske skiftede format, ville vi virkelig gerne skabe en ændring, der viste, at vi var en moderne avis. Vi havde på det tidspunkt et måske lidt støvet ry. Folk respekterede avisen og havde stor tillid til den, men de syntes også, at den var lidt støvet.

Derfor syntes vi, at vi ville vise, at en seriøs avis kunne være den første, der rykkede ind på markedet med en avis, der er moderne og progressiv. Vi syntes, at vi havde behov for et markant skifte rent udtryksmæssigt,« siger Per Heilmann, designchef på Berlingske.

Børsen var den første seriøse morgenavis, der skiftede til tabloidformat allerede tilbage i 1970’erne.

Først i 2004 skiftede Information også, og i 2006 var det så Berlingskes tur til at lægge ”Tante Berlingske”-imaget bag sig og signalere modernitet og brugervenlighed med det

nye format. For brugervenligheden er vigtig, siger Per Heilmann. Måske endda det vigtigste. »I et mobilt samfund, hvor folk har travlt, er det et mere praktisk og handy format, som man kan sidde med uden at slå naboen ihjel, når man bladrer i den,« siger han.

Handy og håndterbart To år efter fulgte Jyllands-Posten trop. Og det er produktionschef Knud Refsing Andersen meget tilfreds med. »I dag kunne vi aldrig drømme om at gå tilbage til en broadsheetavis, fordi den ganske enkelt er uhåndterlig. Tabloidavisen er bare nemmere at have med at gøre, uanset om du sidder ved middagsbordet eller i toget. Den er et mere praktisk værktøj.

Det var absolut den mest væsentlige grund til, at vi skiftede,« siger han.

På Jyllands-Posten ønskede man også at følge med tiden og udvikle en moderne, brugervenlig avis, fastslår Knud Refsing Andersen. Han er overbevist om, at udviklingen går mod flere tabloidaviser – simpelthen fordi, de er lettere at håndtere.

Selvom læserne nu skal til at bladre flere gange.

”

tere at have med at gøre, men han påpeger, at hvis man har læst en avis i broadsheetformat i 30 år, så ved man godt, hvordan den skal foldes og bladres i. Politiken får da også flere reaktioner fra læsere, der beder dem om at holde fast i det store format, fastslår Søren Nyeland.

En rigtig avis Spørger man Andreas Peretti, der er designchef på Weekendavisen, giver broadsheetformatet fornemmelsen af ”en rigtig avis”. Det image vil Weekendavisen gerne bevare, for som Andreas Peretti siger, så er hans avis ikke én, man bladrer igennem på ti minutter. Man skal tage sig tid til at læse den og forsvinde ind i avisens univers af lange artikler.

Weekendavisens egne målinger viser, at deres læsere bruger omkring to timer på avisen, og det er mere hyggeligt og nemmere at fordybe sig i en stor avis, mener Andreas Peretti. »Vi vil gerne være en rigtig avis.

Det har vi jo også været i over 250 år, og det giver en vis seriøsitet, at den har broadsheetformat. Hvis man går over i tabloid, mister man den der følelse og fornemmelse af

I et mobilt samfund, hvor folk har travlt, er det et mere praktisk og handy format, som man kan sidde med uden at slå naboen ihjel, når man bladrer i den.

Per Heilmann, designchef på Berlingske

Anderledes ser det ud hos aviser som Politiken og Weekendavisen, der holder fast i broadsheetformatet. Og det har de i sinde at blive ved med. »Det er det eneste rigtige format for en avis som os. Vi er rigtig glade for, at de øvrige såkaldte seriøse morgenaviser har valgt at gå tabloid, fordi det gør, at vi differentierer os uden at skulle gøre noget som helst.

Vi har fået den her særposition på grund af broadsheetformatet. Det var derudover også en af Tøger Seidenfadens mærkesager, som vi har tænkt os at holde fast i,« siger Søren Nyeland, designchef på Politiken.

Han ved godt, at tabloidformatet betegnes som mere handy og let-

en rigtig avis,« siger han.

I forbindelse med seriøsitet påpeger Andreas Peretti også, at Berlingske og Jyllands-Posten har mistet en del af deres seriøse udtryk ved at skifte til tabloidformat. Det er Søren Nyeland fra Politiken enig i. »Jeg synes, at det er rigtig, rigtig synd, at Berlingske og JyllandsPosten udkommer i tabloid. Det sætter ikke en ordentlig ramme for deres indhold,« siger han.

Journalistisk højborg i tabloid Per Heilmann fra Berlingske kan godt følge Politiken og Weekendavisen i deres kritik, men er uenig i, at Berlingske har mistet seriøsitet. »Der er da noget særligt ved at

sidde med en stor avis, det forstår jeg godt. Men jeg er helt sikker på, at Berlingske overordnet set ikke har mistet seriøsitet eller troværdighed på at være gået i tabloid. Vi tror, at der er en stor del af læserne, der også foretrækker en visuel oplevelse og noget spræl, når de læser avis. Berlingske er stadigvæk den journalistiske højborg og den, der virkelig har stået for den objektive og seriøse journalistik gennem tiden. Det synes jeg ikke, avisen har tabt ved at gå i tabloid,« siger han.

Jyllands-Postens Knud Refsing Andersen er enig. »Det er da et gammeldags synspunkt. Vi har sammen med Berlingske og Information vist, at det sagtens kan lade sig gøre at lave en tabloidavis med et seriøst udtryk.

Det går jo fint,” fastslår han.

Ekspert: Format betyder ikke så meget Professor i medievidenskab ved Københavns Universitet Stig Hjarvard ser ikke noget negativt ved Berlingske og Jyllands-Postens skift fra broadsheet til tabloid. Han nævner også tabloidformatets handy størrelse, der passer til pendlerkulturen.

De eneste, der kunne tænkes at være imod det mindre format, er, ifølge Stig Hjarvard, de mangeårige abonnenter på aviserne, der måske er konservative af natur og ikke ønsker omlægninger. Han er dog overbevist om, at det ikke påvirker læserne i særlig høj grad. »Sagen er måske den, at det i virkeligheden ikke har så stor betydning for folk. Det, at vi har fået en række gratisaviser og andre typer af medier, gør, at den gamle fysiske forskel mellem tabloidaviser, der er underholdningsprægede på den ene side og seriøse aviser på den anden side, til dels er forsvundet. Det hænger ikke længere sammen med det fysiske format, som det tidligere har gjort. Det er meget nemmere at lave den her omstilling i dag, end det var for eksempelvis 20 år siden,« siger han.

Stig Hjarvard mener, at aviserne for 20 år siden ville sende et underligt signal om manglende seriøsitet, hvis de valgte at gå i tabloid. I dag signalerer det modernitet og fremtid. Han ser ikke det store problem i, at nogle af de store morgenaviser

har skiftet format. Form og indhold hænger ikke længere sammen på den samme måde, mener han. Det skyldes især, at forbrugs- og nyhedsmedier opererer på så mange forskellige medieplatforme.

Broadsheetunivers Overordnet set er Per Heilmann tilfreds med Berlingskes tabloidformat. Han synes nemlig, at det gør noget særligt for avisens indhold. »Jeg synes helt klart, at avisen er blevet mere skarp og mere prioriteret på sit indhold efter formatskiftet.

Broadsheetformatet har en tendens til at give plads til historier, der fortsætter lidt længere, end folk har tid til at læse,« siger han.

Netop derfor er Weekendavisen glad for broadsheetformatet, der præsenterer de lange artikler nemmere for læseren og inviterer til fordybelse. »Der er noget værdi i det på en eller anden måde. Vi er ikke interesserede i at lave den om. Vi skriver mange ord, så vi vil gerne sørge for, at de lange artikler kan være på én side. Det skal kunne læses på den måde,« siger han.

Det samme påpeger Politikens Søren Nyeland. »Man kan dvæle længere ved en side. Et meget populært opslag er vores opinionsopslag i anden sektion, som det er meningen, at du skal folde ud på køkkenbordet, og så har du nærmest et helt debatunivers foran dig. Sådan et univers kan du ikke præsentere i en tabloidsektion,« fastslår han.

Selvom hverken Weekendavisen eller Politiken er interesserede i at ændre format på noget tidspunkt, er Stig Hjarvard ikke sikker på, at de bliver ved med at holde fast i broadsheetformatet. »Jeg kunne snildt se nogen af dem ændre format. Måske på grund af nogle økonomiske fordele. Jeg tror ikke, at det på den måde er et helligt spørgsmål, som det måske var for 20 år siden,« siger han. cablo10@student.sdu.dk

14 | april 2011

BRANCHE

| LIXEN

Kildenetværk går ONLINE Den 7. februar var dagen, hvor journalister fik det nemmere.

Det er i hvert fald formålet med det nye, danske kildenetværk på internettet, JournalistWire.com, ifølge medstifter Rene Hjetting.

Eksperter ser potentiale, men også problemer.

Lea Holdgaard Sørensen

LØSNING? Livet skal være lettere for journalister. Ikke flere hår skal rives ud, når eksperter ikke ringer tilbage, når forskeren ikke ved det helt rigtige, eller når universitetssystemet er en forvirrende jungle af professorer og ph.d.’ere.

Løsningen hedder JournalistWire. com. Et site, som kan redde journalister fra total nedsmeltning, når ekspertkilden skal findes. Men hold tungen lige i munden – for er den online ekspert overhovedet troværdig?

Det online netværk JournalistWire.com er en ny internetservice, hvor formålet er at optimere kildeudvælgelsesprocessen for journalister og gøre det enkelt at komme i kontakt med den rette ekspertkilde.

Stifterne af den nye online service, Rene Hjetting og Finn Jensen, har bevæget sig i henholdsvis PR- og itudviklingsbranchen i ti år. Det er to mænd, som mener, at journalister skal have det nemmere i den daglige kontakt med kilder. Men de er også et par mænd med en opfattelse af, at journalister skal kunne få glæde af en hjælpende hånd til at finde nye kilder til deres historier. »Journalister har brug for et stort antal af kilder, og vi tror på, at JournalistWire.com kan være med til at gøre arbejdet nemmere for journalisterne ved at gøre deres netværk betydeligt større og dermed gøre det nemt at finde nye kilder til deres his-

torier,« forklarer Rene Hjetting, der ved årtusindskiftet etablerede pressetjenesten PressWire. En kommunikationskanal, der forbinder virksomheder og pressen.

JournalistWire.com er opbygget, så både journalister og kilder gratis opretter et log-in på hjemmesiden. Kilden angiver eget område for ekspertise, hvorefter han kan modtage forespørgsler udsendt fra journalister om netop dét område: »Lad os sige, du søger en Facebookekspert. Den forespørgsel sender journalisten ud i systemet, og den modtager netop den eller de personer, som har angivet, at Facebook er deres fagområde,« forklarer medmanden bag idéen, Rene Hjetting.

Han forklarer yderligere, at enhver forespørgsel vil blive manuelt godkendt for at sikre, at al kommunikation har relevans for både journalisten og kilden.

Supplement til tordenskjoldssoldater »Vi tror på, at behovet for denne løsning er stor.« Sådan beskriver Rene Hjetting initiativet bag det online kildenetværk i en pressemeddelelse. Han uddyber efterfølgende, at det er et håb, at journalister vil udnytte det første danske kildesystem til at udvide eget netværk og dermed få nye ekspertkilder på historierne.

Professor i statskundskab og journalistik ved Syddansk Universitet Erik Albæk vurderer, at danske journalister allerede har et bredt kildenetværk, som de primært anvender i deres research og til kildebrug. Sådan vil det også være fremadrettet. »Min fornemmelse er, at journalister ofte har tordenskjoldssoldater i den forstand, at de har et kildenetværk, som de før har været i kontakt med. Der er en fortrolighed mellem journalist og kilder, og det vil der blive ved med at være,« siger han.

Professoren anerkender dog, at tjenesten potentielt kan blive et sup-

plerende redskab til journalistens eget kildenetværk.

Nete Nørgaard Kristensen, lektor ved medievidenskab på Københavns Universitet, fremhæver også muligheden for, at JournalistWire. com kan være et middel til at udvide

”

ger han jo ikke et kildekritisk blik på kilden,« siger hun.

I værste tilfælde kan en fordrejning af ekspertbegrebet og en manglende kildekritisk tilgang fra journalisten betyde historier med mange faktuelle fejl, forklarer lektoren.

Det er problematisk, når kilden selv får lov til at definere sig som ekspert [...]

Nete Nørgaard Kristensen, lektor i Medievidenskab om JournalistWire.com

journalisters kildenetværk. Så kan de evige tordenskjoldssoldater få sig en pause, og nye eksperter kan bidrage med viden. »Det er jo et nyttigt redskab, hvis man kunne undgå, at de samme kilder altid bliver spurgt i bestemte sammenhænge, eftersom der kan være en tendens til, at journalister ofte genbruger samme ekspertkilder fra deres kildenetværk.« Enhver er ekspert – problem?

På websitet JournalistWire.com tror man på, ”at alle er eksperter inden for deres område”.

Som en del af systemet kan alle tilmelde sig som kilder og erklære egen ekspertise – uden opsyn eller godkendelse. Det kan give problemer, mener Nete Nørgaard Kristensen. »Det er problematisk, når kilden selv får lov til at definere sig som ekspert. Det stiller et større krav til journalistens eget granskende arbejde for at kunne finde ud af, om eksperten er troværdig eller ej som ekspertkilde, det vil sige afsættet for den viden, som ekspertkilden udtaler sig om eller på baggrund af.« Nete Nørgaard Kristensen vurderer, at JournalistWire.com kan fungere som et hjælpsomt redskab, hvis det ikke bliver brugt i blinde. »Det er klart, at journalisten skal undersøge, om kildens informationer er korrekte. Det ville være det professionelle at gøre. Ellers anlæg-

Hun fortsætter med at fremhæve, at hjemmesiden kan give anledning til spin og skjulte budskaber som en anden konsekvens af systemets sammensætning. »Det kan simpelthen dreje sig om, at ekspertkilden får varetaget nogle bestemte interesser, som journalisten slet ikke er klar over. Det kan være en skjult dagsorden bag det, kilden fortæller,« vurderer Nete Nørgaard Kristensen.

Professor Erik Albæk er enig i ulempen ved JournalistWire.com: »Det er et problem, hvis journalisten ikke er i stand til at gennemskue de kilder, han anvender. Der kan sagtens være personer, der melder sig til, som har en bestemt dagsorden – en anden end den, de fremfører.« Medstifter Rene Hjetting erkender, at der findes en faldgrube i forhold til kildens oprigtighed. »Det er korrekt, at vi ikke kan tjekke kildens oprigtighed. Det har vi jo ikke en chance for at gøre. Men det er også en overvejende årsag til, at tjenesten er gratis.« Han fortsætter med at påpege, at han endnu ikke har oplevet, at nogen har henvendt sig med fejl og problemer med utroværdige kilder. »Jeg oplever hundrede procent seriøsitet fra brugerne – både journalister og kilder,« udtaler en tilfreds medstifter.

leaso08@student.sdu.dk

EKSPERTER OM EKSPERTER EKSPERT 2:

EKSPERT 1: Erik Albæk, professor ved statskundskab og journalistik på Syddansk Universitet, foretog en undersøgelse af ekspertkildens rolle i dansk journalistik over en 40-årig periode.

Han fortæller: »Der er sket en voldsom stigning i journalisters brug af ekspertkilder.

Fra 1961 til 2001 er der sket en syvdobling i antallet af ekspertkilder i danske medier.

Der er også sket en ændring i den type af eksperter, der bruges. Hvor det tidligere var ekspertens egen forskning, der var interessant, er det i dag interessant for journalisterne

at bruge eksperter til at give en vurdering af en konkret begivenhed, som ikke har sit udspring i ekspertens forskning.

Før i tiden var det folk fra naturvidenskaben, men i dag er det samfundsvidenskaben, journalisterne har behov for viden om, da nyhedstrømmen typisk er politisk eller samfundsrelateret. Artiklerne er mere analyserende. Derfor søger journalisten en sparringspartner i ekspertkilden, der kan bidrage med baggrundsviden og tolke på en konkret situation.«

Nete Nørgaard Kristensen, lektor i medievidenskab på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet har skrevet en ph.d.-afhandling, som sætter fokus på forholdet mellem journalister og deres kilder.

Hun fortæller: »Eksperter i en oprindelig forstand er forankret i universitetssammenhænge med egen forskning og de dertil knyttede videnskabelige metoder som det centrale omdrejningspunkt.

Ekspertbegrebet har forandret sig på grund af en række sociokulturelle forhold, men også mediernes måde

at bruge eksperter på og italesætte, hvem der er eksperter, har forandret sig. Medierne er med til at tildele bestemte kilder eller aktører en rolle som ekspert, og det er også med til at forandre den måde, vi ser på ekspertbegrebet. «

leaso08student.sdu.dk

BRANCHE

LIXEN | april 2011 | 15

VOXPOP: Branchen siger...

BRANCHESTEMME 1

Thomas Gösta Svensson, journalist på Ekstra Bladet Foto: Privatfoto

Hvordan skaffer du dine kilder?

På Ekstra Bladet får vi tips fra kilder, og vi mødes nogle gange over en kop kaffe. Vi skaber et tillidsforhold. Ved professionelle kilder handler det om at holde ”suppen varm”, så man ikke mister kontakten. Der kan jo sagtens komme historier den vej fra.

JournalistWire.com – hvad tænker du om det nye fænomen?

Jamen, umiddelbart så lyder det som en meget god idé. Men det er vel også lidt farligt med selvbestaltede eksperter. Altså folk, der tror, de er eksperter inden for et bestemt område. Jeg har bare en teori om, at de rigtige eksperter ikke melder sig til sådan et forum.

Vil du bruge det?

Umiddelbart føler jeg ikke, jeg har behovet for det. Men jeg kan da godt lige tjekke det – hvad det kan. Men som sagt synes jeg, det lyder lidt farligt, det der med, at folk tilmelder sig og kalder sig ekspert. Man skal i hvert fald lige tjekke deres baggrund, og så er spørgsmålet, om det ikke tager endnu mere tid at være kritisk over for det. Så ville jeg nok bare helst selv finde frem til eksperten. Eksperter kan man altid finde, men det er mere cases, vi mangler – især på Ekstra Bladet.

BRANCHESTEMME 2

Hans Drachmann, journalist på Politiken Foto: Politiken

Hvordan skaffer du dine kilder?

Jeg arbejder med nogle kolossale kildenetværk, som jeg har opbygget gennem årene, men det er ikke altid, man bruger dem. Det kan være, man finder nye. Men jeg har været journalist siden 1985, så jeg har selvfølgelig en kæmpe liste indrettet efter navne og emner, jeg kan bruge. Men jeg mener ikke, at det afgørende er, at du har en masse kilder, som du kender. Det afgørende er at finde de rigtige kilder i den rigtige situation.

JournalistWire.com – hvad tænker du om det nye fænomen?

Min umiddelbare tanke er, at det ikke er noget, jeg har hørt om. Hvis det er noget, jeg blev præsenteret for, ville jeg sige, at det da godt kunne være interessant.

Vil du bruge det?

Det kan godt være, jeg vil bruge det, men det ville også kun være et blandt mange instrumenter. Det ville ikke være en udelukkende ting. Det tror jeg slet ikke, det kunne være.

BRANCHESTEMME 3

Martin Vestergaard, planlægningsredaktør på TV 2 Nyhederne og TV 2 News Foto: TV 2

Hvordan skaffer du dine kilder?

Jeg er selv oprindelig cand.scient.pol. Det vil sige, at mange af de universitetskilder, en journalist normalt ville bruge, kender jeg i forvejen, fordi jeg er uddannet ved universitetet. Og efter noget tid, så er det jo bare sådan, at man har en telefon, der er proppet med kilder. Man ved, hvad de forskellige kan, og så bruger man dem igen.

Så ja, jeg bruger mit kildenetværk, må man sige, i høj grad.

JournalistWire.com – hvad tænker du om det nye fænomen?

Jeg tænker, at konceptet er en god idé. Umiddelbart. Jeg brugte det i sidste uge, fordi vi skulle lave et tema om somaliere på TV2 News, og vi ville jo gerne have nogle andre kilder, end vi havde i forvejen. Hvis man kan finde en ny kilde, så er vi jo interesserede i at få dem på. På den måde synes jeg, at JournalistWire virker som en god mulighed for at finde nogle andre kilder end dem, man normalt bruger.

Vil du bruge det igen?

Jeg vil da prøve det igen, tror jeg. I en anden sammenhæng. Men det er da også et spørgsmål om, hvorvidt det kildenetværk, jeg har i forvejen, ikke er så stort og fasttømret i forhold til det, vi bruger på TV 2 News. Men vi vil gerne have nye kilder og især primære kilder på. Men ekspertkilder – dem har jeg sgu mange af i forvejen.

Illustration: Paul Sauer og Cathrine Borup Bloch

En tjeneste får vokseværk Den nye hjemmeside for journalister, JournalistWire.com, udvider over landegrænser efter blot to måneder på det danske marked.

Nyheden vækker glæde hos branchens godtfolk, men skepsis hos ekspert.

Lea Holdgaard Sørensen

TEMPO. Det går hurtigt for den nystartede hjemmeside JournalistWire. com. Medstifter Rene Hjetting er overvældet over modtagelsen af den nye tjeneste til journalister, som skal fungere som effektivt bindeled mellem journalister og deres kilder.

Opstart med succes Det nye site blev lanceret den 7. februar 2011 og har siden oplevet stor succes. 89 journalister har i skrivende stund tilknyttet sig sitet, og 155 kilder har meldt sig udtaleparate til journalisternes spørgsmål. Tal, som overstiger stifternes forventninger til hjemmesidens opstart. »Vi havde faktisk forventet, at det ville tage længere tid for journalister at afprøve JournalistWire.com, fordi journalister ofte allerede har opbygget et solidt kildenetværk. Derfor

havde vi troet, at det ville tage længere tid, før de ville forsøge at udvide deres netværk med JournalistWire. com,« udtaler Rene Hjetting.

Internationale vidder Succesen giver anledning til udvidelse. Det er nu et håb for Rene Hjetting, at den journalistiske service også kan begå sig over landegrænserne.

Ved den danske lancering åbnede stifterne også en portal i England, hvor danske journalister skal have mulighed for at finde de rette, britiske kilder. Nu skal tjenestens potentiale yderligere udvides med en portal i både Norge og Sverige, der blev åbnet den 31. marts.

Rene Hjetting er overbevist om, at journalister kan få gavn af at få kilder på tværs af lande og udnytte eksperter med andre perspektiver end de danske.

En påstand, som professor og forskningsleder i statskundskab og journalistik ved Syddansk Universitet Erik Albæk ikke er enig i. Et forskningsprojekt foretaget under Erik Albæk viste nemlig, at der ikke var tegn på internationalisering af kildenetværk. Ifølge forskeren bruger danske journalister danske kilder

i 99 % af tilfældene: »Det hænger sammen med, at hovedparten af de historier, der er i danske aviser, er om danske forhold, og der er ikke ret meget ved at have en engelsk, en norsk eller en svensk kilde til at kommentere det,« udtaler professoren og afslutter: »Det kan da være fint nok at have det som redskab (JournalistWire. com. red.), men jeg tror ikke på, det kommer til at rykke noget. Nej, danske journalisters kilder vil primært være danske.« Nete Nørgaard Kristensen understreger, at internationale kilder stiller et endnu større krav til det journalistiske researcharbejde – selv på en tjeneste som JournalistWire.com, der fungerer som et virtuelt sølvfad med ekspertkilder: »Det kan være sværere for en journalist at vurdere en international kilde, fordi typer af uddannelsesinstitutioner ikke nødvendigvis er direkte sammenlignelige. Man kan derfor ikke bare sætte lighedstegn mellem vores baggrund i Danmark og i udlandet. Derfor kan det være vanskeligt eller i hvert fald mere ressourcekrævende at forholde sig kritisk til udenlandske kilder. Det stiller store krav til journalisten.«

Journalister ser fordele i udenlandsk ekspertise JournalistWire.com er den nye dreng i klassen, når det kommer til sociale netværk, der ønsker at forbinde mennesker på tværs af geografi. Ikke desto mindre er flere af branchens journalister positive over, at der er muligheder for at komme i kontakt med udenlandske kilder.

Planlægningsredaktør på TV 2 News Martin Vestergaard kalder en udvidelse til udlandet en fantastisk idé.

Journalist ved Politiken Hans Drachmann mener ikke, at han nødvendigvis vil bruge JournalistWire.com til at finde nye danske kilder. Han tror, at det kan være et redskab blandt mange til at skaffe kilder. Men han ser positivt på muligheden for international udvidelse af sit kildenetværk. »I en globaliseret verden er der ofte en international vinkel på historierne, og derfor bruger danske journalister også kilder fra udlandet.

Desuden er det meget gavnligt at bruge internationale kilder til at sammenligne nationale problematikker med andre lande.« Ekstra Bladets journalist Thomas Gösta Svensson forklarer, at han er

skeptisk over for kildernes egen mulighed for at kalde sig selv eksperter, men han mener, at JournalistWire. com kan gavne journalisters arbejde, hvis sitet kan gøre det nemmere at kommunikere med udenlandske kilder og finde frem til de rette til et bestemt område: »Hvis hjemmesiden holder, og det fungerer med de såkaldte eksperter, så synes jeg, at det internationale er et langt mere interessant aspekt.

Det er altid svært at finde frem til eksperter i udlandet, da de ofte skiller sig meget ud fra danske forskere og eksperter,« siger han.

JournalistWire.com skal i fremtiden også udvides til brug i Spanien, Irland, Tyskland og Frankrig.

leaso08student.sdu.dk

16 | april 2011

| LIXEN

FOKUS

Et smil er den korteste afstand mellem to mennesker.

Men er underholdning også den korteste afstand mellem medierne og læserne, seerne og lytterne?

Uddanner journaliststuderende sig til en branche, hvor de skal være lige så gode til at entertaine som de skal være til at finde på skarpe og relevante historier?

Hvor går grænsen mellem underholdning og journalistik, når Go’ morgen Danmark inviterer toppolitikkere til sofahygge?

Lixen sætter denne måned fokus på underholdning.

FOKUS

LIXEN | april 2011 | 17

Go’morgen Pia, Villy og Lars Når Pia Kjærsgaard vil lære græsk, og Villy Søvndal skal stoppe med at ryge, hygger og griner de med værterne i programmer som Go’morgen Danmark og Go’aften Danmark. Nogle gange behøver de ikke engang at tale politik. Soft news-programmerne er for ukritiske, og det er et problem, mener en ekspert.

Redaktionschefen på Go’morgen og Go’aften Danmark fastholder, at programmerne er kritiske, når der er behov for det, men at det også er deres profil at vise magthaverne som hele mennesker.

Christine Landry Brandt Cathrine Borup Bloch

SOFT NEWS. I en dyblilla sweater og med velfriseret page sidder Pia Kjærsgaard klar i Go’aften Danmarks studie med værten Michèle Bellaiche i stolen overfor. På bordet mellem dem pynter blomster og fyrfadsstager, og skærmen bag dem viser det græske øhav. Pia Kjærsgaard er nemlig ikke kommet for at tale udlændingepolitik, ministerrokade eller folketingsvalg. Hun er kommet for at fortælle, hvordan det går med hendes nytårsfortsæt fra sidste år – at lære græsk. Så hun og manden kan tale med indbyggerne i den lille bjerglandsby på Santorini i Grækenland, hvor politikeren har et hus. »Velkommen, Pia Kjærsgaard. Nu er jeg jo spændt på at høre, om du har de her lange, filosofiske samtaler med indbyggerne i Grækenland,« smiler Michèle Bellaiche.

Pia Kjærsgaard smågriner og fastslår at nej, det har hun altså ikke, for græsk er svært. De to kvinder er afslappede nok til at afbryde hinanden, skåle i Ouzo og fnise hele interviewet igennem, der også når at komme ind på, at Pia Kjærsgaard har skrevet en sang til sit barnebarns 15 års-fødselsdag, og at hun gerne vil dyrke mere motion. »Nu skal jeg jo ikke være politisk,« siger Pia Kjærsgaard, da hun kort nævner, at hendes nytårsfortsæt er, at Dansk Folkeparti skal klare sig godt til det forestående folketingsvalg. Men hvorfor skal hun egentlig ikke det?

Gæster i øjenhøjde Når Go’aften Danmark ruller over skærmen i hverdagsaftenerne, skal værterne ikke udelukkende lave kritiske interviews med politikerne.

Det fastslår redaktionschefen på Go’morgen Danmark og Go’aften Danmark, Line Gamborg. »Både Go’morgen og Go’aften Danmark er jo sat i verden for at give en lidt anderledes indgang til tingene,

end nyhederne gør. Vi skal være programmer, der har en anden tilgang, og her møder man politikere og kendisser i øjenhøjde og hører også om deres personlige interesser, valg og humoristiske sans,« siger hun.

Hun mener, det er et privilegie, at de i programmerne kan få lov til at vise andre sider af politikerne. Det siger noget om deres karakter og menneskesyn, og Line Gamborg mener, at det er vigtigt, når danskerne skal vurdere deres politikere.

De såkaldte soft news-programmer fokuserer også på ”historien bag” deres nyheder. Line Gamborg karakteriserer Go’morgen og Go’aften Danmark som underholdende aktualitetsprogrammer, der både har forbrugerstof, uddybning af aktuelle nyhedshistorier og kritiske interviews med politikere. Hun påpeger, at efter etableringen af TV 2 News, er det der, seerne skal zappe hen, hvis de vil have ren, politisk snak. Det har givet programmer som Go’morgen og Go’aften Danmark plads til at fokusere på andre ting. De skal stadig opdatere med aktuelle og seriøse nyheder, men her bliver seeren taget mere i hånden og får en spiselig og lettere udgave af nyhederne – måske med en overraskende og anderledes tilgang. »Vi er det, man kalder ”factual entertainment”, aktuelle historier, underholdning og fascination, og vi fokuserer på følelser og personlighed. Det er klart. Go’morgen Danmark kan jo godt skifte fra et kritisk interview med Helge Sander om Penkowa-sagen til, at det så pludselig handler om neglelakker,« siger Line Gamborg og pointerer, at fordi de kritiske interviews er pakket ind i madlavning og humørfyldt værtssnak, så er det samlede udtryk blødere.

Stig Hjarvard er professor i medievidenskab ved Københavns Universitet. Han er enig med Line Gamborg men mener samtidig, at fokusset hos Go’morgen og Go’aften Danmark udelukkende ligger på de bløde nyheder. »Det handler mere om samvær og selskabelighed, end det handler om, at vi skal få belyst et emne fra en kritisk vinkel,« siger han.

Positiv PR Journalist og ekspert i kritisk journalistik Nalle Kirkvåg har den holdning, at soft news-programmerne er for ukritiske. Det er et problem, mener han. »Jeg mener, at der generelt er brug for mere kritisk journalistik.

Soft news-programmer er både en måde at underholde på og et alibi for at lave markedsjournalistik. Men jeg synes, at de er for ukritiske,« fastslår han.

Han påpeger samtidig, at soft newsprogrammerne har givet politikerne et større frirum, hvor deres personlighed kommer mere i spil.

»Politikernes vilkår i dag handler i højere grad om at brande sig selv, da mange vælgere sætter deres kryds efter hvem, de kan lide som personer. Politikerne har derfor et større behov for at brande sig selv som mennesker, og det er soft news-programmerne en enestående mulighed for. Det betyder, at den manglende kritiske journalistik på en måde undergraver det demokratiske samfund, fordi politikerne ikke bliver udfordret nok,« siger han.

Stig Hjarvard påpeger, at omtalen af politikerne i soft news-programmerne næsten udelukkende er positiv. »Det er selvfølgelig klart, at politikere rigtig gerne vil i den her type programmer på tv. Det giver en god og sympatisk eksponering. Der er da ingen tvivl om, at det er skønt for en politiker at komme i Go’morgen eller Go’aften Danmark, fordi det giver gratis, positiv omtale,« siger han.

Politikere i modvind Det er Line Gamborg uenig i. Hun mener, at Go’morgen og Go’aften Danmark er gode til at stille de kritiske spørgsmål, når de skal stilles.

Der er ingen gratis, positiv omtale her, påpeger hun. Hun fastslår også, at Go’aften Danmark tangerer mere over i en talkshow-lignende genre, der fokuserer på det personlige og bløde, hvor Go’morgen Danmark ofte har politiske debatter. »Vi har som mål, at der ikke er nogen, der slipper for de kritiske spørgsmål. Det er vores profil, at vi aldrig kunne finde på at tage en politiker ind, der er i modvind uden at stille dem de kritiske spørgsmål.

Vores målsætning er, at det ikke er en nem omgang hos os, men vi skal også gøre det på en lidt anden måde.

Vi synes også, at den menneskelige historie er interessant,« siger hun.

Hun pointerer samtidig, at Go’morgen og Go’aften Danmark er meget bevidste om, at alle deres gæster har stor interesse i eksponeringen. »Hvis det skulle være et argument mod at interviewe dem, så ville vores studie blive ret tomt. Så vi overvejer altid kritisk deres dagsorden, og i valgperioder er vi meget bevidste om at dosere taletiden lige blandt regering og opposition, hvis vi laver interviews, der har til formål at vise politikernes mere personlige sider,« siger hun.

Journalist på Go’morgen og Go’aften Danmark Roald Bergmann mener også, at det er programmernes opgave at være kritiske. »Det er i det allerhøjeste grad. Vi er et aktualitetsprogram, og de emner og personer, der er aktuelle, skal selvfølgelig behandles med en kritisk sans. Vi skal da være kritiske i næsten alle indslag. Men samtidig er det ikke vores opgave at være den bidske vagthund. Det lader vi de andre nyhedsprogrammer om,« siger han.

Lidt for bløde Selvom Nalle Kirkvåg mener, at soft news-programmerne er for ukritiske, fastholder forsker i politisk kommunikation Christian Elmelund-Præstekær, at man ikke kan sammenligne Go’morgen og Go’aften Danmark med de almindelige, hårdtslående nyhedsprogrammer. For på den måde vil soft news-programmerne altid fremstå for ukritiske.

Han synes, at det er godt med programmer, der appellerer til flere typer af vælgere ved at sætte fokus på forskellige aspekter af politikken. »Soft news-programmerne er jo lidt

for bløde i forhold til den almindelige, hårde nyhedsstandard. Men omvendt kan det måske være med til at få nogle mennesker til at interessere sig for politik eller aktuelle begivenheder, som måske ellers ikke ville have gjort det. Faktisk kan det have en positiv demokratisk effekt, at det er nogle andre standarder, man bruger i programmer som Go’morgen og Go’aften Danmark. Det er ikke så hårdtslående og har mere fokus på det personlige,« siger han.

Venner i stribede t-shirts Go’morgen og Go’aften Danmark skal bringe aktuelle og informerende nyheder – både bløde og hårde, og derfor karakteriserer Line Gamborg sine programmer som en blanding af underholdning og journalistik. »Vores værter er jo i stribede tshirts og laver også sjov og underholdning. Vi er gode venner med vores seere. Der er positiv stemning, det er godt selskab, og vi går også op i at få Lars Løkke til at grine, når han kommer ind i studiet. Men han kommer som sagt ikke ind i studiet til en positiv snak, hvis han er i modvind,« siger hun.

Nalle Kirkvåg mener dog ikke, at journalistikken skal være underholdende. Den skal levere viden og information. »Grundlæggende synes jeg ikke, at det er journalistikkens opgave at underholde. Det er journalistikkens opgave at producere vidensbaserede nyheder, så vi som borgere har adgang til information om, hvad der sker i vores demokratiske samfund.

På den måde kan vi handle og agere optimalt,« fastslår han. chbra10@student.sdu.dk cablo10@student.sdu.dk

Foto: TV 2

Foto: TV 2

Foto: TV 2

Foto: TV 2

18 | april 2011

FOKUS

| LIXEN

Når journalister skifter branche De har alle tre haft deres daglige gang i Journalisthøjskolens flade bunker under deres uddannelse. De har alle tre kun arbejdet ganske kort som journalister. De valgte alle tre underholdningsbranchen frem for journalistikken. Lixen har talt med de to stand-up-komikere Sanne Søndergaard og Sebastian Dorset og krimiforfatter Elsebeth Egholm om at skifte nyheder ud med humor og mordmysterier.

Sanne Søndergaard:

Den skarpvinklede komiker Hun har ansigtet fuld af fregner, Rittersport i undertøjsskuffen og en dovenfed kat. Når man læser stand-up-komiker Sanne Søndergaards skøre skriblerier om sig selv på hendes hjemmeside, er det helt sikkert, at hun er endt det rigtige sted: i underholdningsbranchen. Men hun er nu altså uddannet journalist.

Cathrine Borup Bloch

FREGNET. »Jeg synes måske, at der manglede lidt humor på Journalisthøjskolen. Jeg passede bare virkelig dårligt ind i den verden, og det får jo én til at tænke over nogle ting,« siger Sanne Søndergaard.

Hun blev uddannet fra Journalisthøjskolen i 2004, og hun havde allerede under uddannelsen gjort sig flere tanker om, at journalistik måske ikke var hende alligevel. Da hun ved et tilfælde blev arbejdsløs, efter hun var færdiguddannet, gav det hende tid til at tænke og overveje sin fremtid. Det var der, hun besluttede sig for at blive stand-up-komiker. I dag kalder hun dét, at hun blev arbejdsløs, for ”heldigt”.

Sanne Søndergaard elsker at skrive og skarpvinkle, men er knap så vild med research og nuanceret nyhedsjournalistik, hvor begge parter skal høres. »Jeg har altid været vild med standup, og det er jo egentlig meget det

samme som journalistik. Det er jo at vende nogle emner på en meget skarpvinklet og spids måde. Jeg synes, at fordelen ved stand-up er, at jeg ikke behøver at være nuanceret.

Jeg synes faktisk, at det er et problem ved journalistik, at man tit kommer til at give løgnen ligeså meget taletid som sandheden, når begge parter skal høres. Som stand-up-komiker kan jeg selv vælge, hvilken vinkel jeg vil lægge på et emne, og jeg kan gå meget mere til grænsen,« siger hun.

Træt af objektivtet En af grundene til, at Sanne Søndergaard valgte stand-up-vejen, er, at hun har for meget at sige. Hun er dødtræt af objektivitetskriteriet og holdningsløse journalister. Hun føler, at hun slet ikke er typen, der bare kan sidde og lytte og stille spørgsmål.

Hun har en stemme selv. »Jeg efterlyser, at folk bliver lidt mere ærlige omkring, hvad de mener.

Journalister skal ikke hele tiden lade, som om de ikke selv har meninger.

Jeg kan godt lide journalister, der tør at sætte sig selv i spil,« siger hun.

Netop derfor har Sanne Søndergaard for det meste prøvet kræfter med klummer i alt fra Information til Urban. Og så er hun forresten også forfatter med én ungdomsroman bag sig og en ny på vej. Skrivefingrene kribler, og stemmebåndet skriger efter at blive brugt, så hun holder begge i gang mest muligt. Hun er overbevist om, at journalistuddannelsen har givet hende en rigtig god ballast som stand-up-komiker, og hun fortryder ikke et sekund, at hun har taget den. »Journalistik kan jo føre til mange ting. Det var et glimrende sted at

starte, og det er jo helt vildt, at jeg fik lov til at skrive så meget og arbejde med mit sprog. Det gavnede mig helt vildt meget. Journalistikken har helt sikkert også gjort, at jeg går meget op i sandhedsværdi og dokumentation.

Det er utrolig vigtigt for mig,« siger Sanne Søndergaard.

Som en ægte journalistuddannet går hun også op i at researche meget.

Måske mere end andre stand-upkomikere. Selvom hun egentlig ikke kan lide det. cablo10@student.sdu.dk

SANNE SØNDERGAARD Født i 1980 i Herning.

Student fra Ikast Gymnasium i 1999.

Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 2004.

Har siden læst cand.public på Syddansk Universitet og derunder kvinder- og kønsstudier på Københavns Universitet.

Debuterede som stand-upkomiker i 2005.

Har medvirket i stand-up.dk, TV 2 Zulus Comedy Fight Club og DM i stand-up.

Forfatter til bøgerne ”Kære Dødsbog” og ”Proforma”.

Foto: Privatfoto

FOKUS

LIXEN | april 2011 | 19

Elsebeth Egholm:

Krimidronning og nyhedsnarkoman Tidligere bestod Elsebeth Egholms hverdag af Berlingskes bagside og klummeskriverier. Nu er hendes liv fuld af mysterier, mord og en modig journalist. Hun skriver krimiromaner på fuldtid, og det er ikke et tilfælde, at hovedpersonen i hendes bøger er en kvindelig journalist. Det er hun nemlig også selv.

Cathrine Borup Bloch

FRI. Hun karakteriserer sig selv som ”uhelbredelig nyhedsnarkoman” og bruger sine romaner som et alibi for at dissekere den menneskelige natur og se nærmere på det samfund, vi lever i. Alle ting, der karakteriserer en god journalist. Men det har Elsebeth Egholm lagt på hylden – nu er hun forfatter med i alt ti bøger bag sig.

Hun blev uddannet fra Journalisthøjskolen i 1989 og blev kort efter headhuntet som bagsideredaktør hos Berlingske. Her var hun i knap tre år og har siden lavet freelancearbejde, hvor hun blandt andet har haft klummer i Berlingske og ALT for Damerne. Elsebeth Egholm arbejdede faktisk som journalist, indtil de tre første bøger var udgivet, simpelthen

fordi hun ikke kunne leve af at være forfatter. For det var da også klart romanerne, der tændte hende mest. »Jeg havde da lidt en plan om, at jeg skulle komme til at skrive romaner.

Det var bare sådan en lyst, jeg havde til at skrive fiktion, og den lyst ligger meget langt tilbage. Jeg har altid vidst det, egentlig. At jeg på et tidspunkt måske kunne komme til at leve af det, var bare sådan en drøm, der lå lidt ude i fremtiden. Jeg havde da en tanke om at skulle gøre karriere ud af bøgerne,« siger Elsebeth Egholm.

Et samfund af nyhedsnarkomaner Ifølge Elsebeth Egholm selv har hun altid befundet sig i underholdningsbranchen. Og det er hun stolt af, for hun synes, at den er en væsentlig del af det moderne samfund, hvor behovet for nyheder og underholdning er stødt stigende. »Jeg synes jo, at sådan noget som nyheder er blevet til noget, vi klikker ind på konstant, og pludselig er der også breaking news og det ene og det andet. Der er opstået en nyhedsnarkomani hos mange mennesker inklusiv mig selv. Det giver da noget adrenalin, når man ser, at der er sket noget spændende,” siger hun.

Hardcore nyhedsjournalistik

var dog ikke en del af Elsebeth Egholms arbejde som journalist. Det var spændingen til gengæld, og det er den i høj grad stadigvæk. Hendes krimier er underholdning, der sørger for at holde liv i spændingskurven.

Men journalistik er ofte også lig med underholdning, mener hun. »Det er ikke journalistikkens primære opgave, men den er underholdende. Det er også oplysende og fascinerende, men det har en snert af underholdning, når man kan sidde og tænke ”wow, det her sker i verden lige nu og her”, når man ser direkte billeder af tsunamien på CNN. Selvom det selvfølgelig også er tragisk,« siger Elsebeth Egholm.

Den største forskel på jobbet som forfatter og jobbet som journalist kan Elsebeth Egholm betegne med ét ord: ”frihed”. Det betyder noget helt særligt for hende at være sin egen chef og selv være herre over det univers, hun skaber. »Det er jo helt mit eget, det her.

Det handler om de personer, jeg selv skaber, og det er langt mere personligt. Jeg bestemmer over mit liv i langt højere grad, og det er fantastisk at kunne bolte sig frit,« siger hun.

ELSEBETH EGHOLM Født i 1960 i Nyborg.

Uddannet journalist i 1989.

Bagsideredaktør på Berlingske 1989-1992.

Hendes første roman ”De frie kvinders klub” udkom i 1999.

Har i alt udgivet ti bøger.

TV 2s krimiserie ”Den som dræber” er baseret på en originalidé af Elsebeth Egholm.

cablo10@student.sdu.dk

Foto: Privatfoto

Sebastian Dorset:

En ret dårlig journalist Vi har set Sebastian Dorset boltre sig frit på TV2 Zulu og til diverse stand-up-arrangementer. Men bag mikrofonen og den rappe replik er en journalist. En dårlig en af slagsen, mener han selv.

Cathrine Borup Bloch

SUBJEKTIV. »Jeg var ret dårlig som journalist,« skynder Sebastian Dorset sig at slå fast.

Derfor var han da også overbevist om, at han skulle gå underholdningens vej, da han blev færdig på Journalisthøjskolen i 1997. Efter sin praktikperiode kunne han mærke, at ”det der journalistik” ikke var noget, han brændte for. Uddannelsen blev også færdiggjort uden noget bragende eksamensbevis, påpeger han selv.

Sebastian Dorset synes, at standup-komikken har en særlig form for ærlig kommunikation i sig, som man ikke kan finde i journalistikken, og netop derfor er han glad for, at han skiftede fag relativt hurtigt. »Det, at man får lov til at sige sin

mening om noget, er jo skønt. Jeg får sådan en dejlig ro, når jeg kommer ud med det. Det, med at få lov til at være sjov over for en forsamling, det er lidt af et kick, når det lykkes. Og helt forfærdeligt når det ikke gør. Det er lidt spændende hver gang,« siger han.

Sebastian Dorset ser det som et kæmpe privilegium, at han kan få lov til at ytre sine holdninger for andre mennesker. Han føler næsten, at han bør udnytte sin stemme til at forholde sig kritisk til samfundet og politikerne. Det er dog journalistikkens rolle at være vagthund og ikke komikkens. »Det burde jeg jo gøre, men det er ikke sikkert, at der er nogen, der gider at høre på, hvad jeg mener om noget. Journalistikken er jo den officielle kilde til kritik af magthaverne, hvor stand-up mere er folkets stemme. Det er fedt,« siger han.

Idioten skal også høres En af de største grunde til, at Sebastian Dorset valgte at droppe journalistikken, er kravet om objektivitet.

Han var samtidig også træt af, at journalister blot skal efterprøve teser og høre begge sider i alle sager. Holdningsbåret journalistik er for ham mere interessant, og han bladrer da også for det meste om til klummen, når der skal læses avis. »En af grundene til, at jeg ikke ville være journalist, var, at man jo i virkeligheden startede med at opstille en tese, og så skulle man finde nogen, det ville sige det, man gerne ville have dem til. Jeg tror, at rigtig mange journalister gerne vil have lov til at smide objektivitetsbegrebet bare en gang imellem. Det er jo også derfor, at det er forbløffende nemt at få journalister til at skrive klummer. Resten af tiden sidder man der og forsøger at leve op til, at begge sider skal høres.

Også den kæmpe idiot, der bare står og vrøvler,« siger Sebastian Dorset.

Han fortryder ikke sin beslutning om at gå ind i stand-up-branchen og er meget indforstået med, at han aldrig kommer til at lave seriøs nyhedsjournalistik. Han ville dog ikke have noget imod at skrive en klumme i ny og næ. For som han selv siger:

»Jeg tror ikke, der er nogen, der vil have mig. Hvis man først har været gøgler i mange år og har stået og råbt ”pikkemand” på en eller anden jysk café, så tror jeg ikke ligefrem, at det er på Børsens nyhedsmagasin, man skal være dybdeborende journalist.

Men jeg kunne godt tænke mig at skrive noget i den lettere genre. Jeg elsker at skrive. Det er jo egentlig det, jeg kan.« cablo10@student.sdu.dk

SEBASTIAN DORSET Født i Aalborg i 1970.

Debuterede som stand-upkomiker i 1995.

Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1997.

Bagsideskribent på Urban 2003-2007.

Har leveret tekster til tv- og radioprogrammer som Ugen der Gak og Tjenesten på P3 og DR2.

Foto: Privatfoto

20 | april 2011

FOKUS

| LIXEN

Knap så relevant, men utrolig underholdende Ekstra Bladet er blandt de medier, der konsekvent søger den underholdende vinkel i deres nyhedsdækning. Både forsker Lars Kabel og chefredaktør Geir Ruud vurderer, at det giver flere læsere og dermed større indtjening.

Malte Abildgaard Christensen

FASCINATION. Hvis du skulle sætte ét ord på Ekstra Bladets nyhedsdækning, hvad skulle det så være?

Langt de fleste vil svare “underholdende,” og det er der en god grund til. Markedet er efterhånden proppet med tilbud til den nyhedshungrende dansker, og medievirksomhederne forsøger derfor i høj grad at finde potentielle læsere, så de fortsat kan tjene penge. Ekstra Bladet har selv valgt den underholdende stil. »Vi forsøger hos Ekstra Bladet at vælge de nyheder, som vi mener, mange af vores læsere har glæde af at læse og derfor vil købe vores

produkt,« vurderer chefredaktør på Ekstra Bladet Geir Ruud.

Lars Kabel, der er journalistforsker på UPDATE, mener, at Ekstra Bladet er meget fokuseret på underholdningselementet i deres nyhedsdækning: »Ekstra Bladet er lavet for at tjene penge og ikke for at oplyse. De er klart mere underholdende end kritiske og bringer derfor tit emner, der ikke er samfundsvigtige.« Chefredaktør Geir Ruud vurderer dog, at selvom Ekstra Bladet oftest anses som ren underholdning, har de også en vis relevans i samfundet: »Det meste af vores journalistik er egentlig ret alvorlig, fordi vi optræder som en vagthund, der vil afsløre politikerne og andre magthavere. Men vi forsøger dog at finde en morsom pointe i det alvorlige. Det passer bedst til vores læsere.«

Vagthunden, der roder i skraldespande Et af de seneste eksempler på, hvordan Ekstra Bladet dækkede et væsentligt problem på en underhold-

≠

ende måde, var da de gennemrodede miljøminister Karen Ellemanns

”

hvor underholdning vægter tungest.

Men på den måde minder de ikke alt

Tabloidpressen bruger billedet for billedets skyld, de overdriver tit deres historier, og de bruger gerne kendte personligheder.

Lars Kabel journalistforsker på UPDATE

(V) skraldespand den 16. december 2010. Her fandt de problemer med politikerens affaldssortering på trods af, at hun tidligere var kommet med en større opsang om retmæssig håndtering af affald. Det er bare et af mange eksempler på, at Ekstra Bladet er underholdende, men også kan være samfundsrelevante og -kritiske. Journalistforsker Lars Kabel vurderer, at det er en klar strategi. »Ekstra Bladet forsøger at gøre noget samfundsvæsentligt til letlæseligt stof. På den måde kan man læse avisen på en frokostpause og samtidig blive underholdt og lettere oplyst. Det er en balancegang mellem at sikre underholdning og nyheder,

Fokus på andre nyhedskriterier Så mens morgenaviserne primært fokuserer på væsentlighed, har Ekstra Bladet større fokus på identifikation og sensation. Lars Kabel kalder det ”tabloidpressens grundlæggende præmis”, at de skal underholde mere, end de skal oplyse, og derfor er det nødvendigt at have andre nyhedskriterier i centrum. »Ekstra Bladet bruger andre virkemidler og fortællemetoder end morgenaviserne. De bruger mange fascinerende billeder, et underholdende

maltc08@student.sdu.dk

g n i n d l

o h r de

Un

for meget om morgenaviserne, og derfor kæmper de ikke om de samme markedsandele,« siger han.

og veloplagt sprog og benytter sig oftere af cases. Derudover er artiklerne oftere krimi-, kendis- eller erotisk stof. De vil pirre læserens interesse med det samme,« vurderer Lars Kabel og fortsætter: »Tabloidpressen bruger billedet for billedets skyld, de overdriver tit deres historier, og de bruger gerne kendte personligheder.« Selvom Ekstra Bladets chefredaktør Geir Ruud ikke vil komme ind på, om underholdningen forøges i den nærmeste fremtid, så regner Lars Kabel med, at vi vil se mere af det: »Der vil komme mere tabloidisering. Mange medier rykker mere og mere ind på nettet, og her agerer flere af dem tabloidt. Eksempelvis er der stor forskel på TV 2’s nyheder på nettet og på tv. Ekstra Bladet har også flere tiltag på nettet end i avisen, som er ren underholdning.«

=

TV Avisen vælger relevans frem for humor Den rene underholdning er fortid i DR’s nyhedsdækning. Derfor har de for nyligt relanceret TV Avisen til fremover at fokusere på nyheder frem for fascination. DR skal være mere relevant for den samlede danske befolkning.

Vi skal være relevante enten for dig, for os eller for hele samfundet, og vi skal gøre danskerne klogere,« siger nyhedschef hos DR, Ulrik Haagerup.

Han vurderer, at relanceringen af TV

”

Det underholdende eller fascinerende kan og må ikke bære en nyhedshistorie alene.

Malte Abildgaard Christensen

VÆSENTLIGHED. DR er den klart største modtager af licenskronerne – de vil i 2011 modtage omkring 3,5 milliarder danske kroner. Og netop derfor er det vigtigt, at DR er til gavn for hele den danske befolkning. »Vi har i DR en stor public serviceopgave. Vi skal samle, oplyse og udfordre hele den danske befolkning.

und-erholdende historier og kun bruge underholdning som hjælp til seeren til at forstå nyhederne nemmere,« siger Ulrik Haagerup.

Ulrik Haagerup, nyhedschef på DR

Avisen, vil gøre nyhedsdækningen mere relevant, idet de lægger fokus på indholdet af nyhederne og kun bruger underholdende elementer til at fremvise problematikkerne på en nemmere måde. »Det underholdende eller fascinerende kan og må ikke bære en nyhedshistorie alene. Derfor forsøger vi at drosle ned på de udelukkende

Tre afgørende kriterier Et af de første punkter i medieaftalen 2011-2014 siger, at DR skal have fokus på kvalitet og væsentlighed i deres udbud af nyheds- og aktualitetsudsendelser og sikre, at der er relevante tilbud til hele befolkningen.

Ulrik Haagerup er helt enig: »Vi har tre primære kriterier til vores nyhedshistorier. De skal være

aktuelle, væsentlige og relevante.

Derefter kommer de skæve, fascinerende og underholdende elementer,« siger han og fortsætter: »Jeg bryder mig ikke om underholdning, der ikke er relevant. Underholdningen skal kun være en del af formidlingen. Men vi forsøger at være underholdende i TV Avisens formsprog blandt andet ved hjælp af vores nye 22 meter lange storskærm.

Der kan vi bruge billedsproget bedre og vise relevant og samtidig underholdende grafik og tv-billeder. Vi prøver generelt at være mere begavede i vores indhold og mere moderne i formsproget. På den måde publicerer vi relevante nyheder på en underholdende facon.« Læring via underholdning DR er opmærksomme på, at de skal være underholdende på visse punkter, men som Ulrik Haagerup siger:

»Det handler for TV Avisen om at finde relevante historier. Vi får ikke penge for bare at underholde. Det er der desuden mange andre, der er bedre til end os. Derfor har vi fokus på væsentligheden først og underholdning i anden række.« Man vil stadig kunne finde underholdning på DR, men i deres nyhedsdækning vil det relevante og væsentlige klart være førsteprioritet. Det underholdende og fascinerende vil ikke stå alene, men kun være medvirkende som et moderne redskab til at lette forståelsesprocessen for seerne. maltc08@student.sdu.dk

OPINION

LIXEN | april 2011 | 21

Hvad skal du lave i juni?

Maja Mazor

OPINION. »Bang!« Så blev endnu en eksamensplan smækket på webben.

Og vores juni bliver tæt pakket med prøvelser. Men hvor meget betyder de her prøvelser rent faktisk? Jeg er i tvivl. Ret meget. Skal vi bare bestå, eller skal vi præstere til 12 hver gang for at være sikret en blændende fremtid? Det er temmelig hårdt at præstere så meget en hel måned i træk – en hel måned uden tid til at tænke eller rent faktisk få læst op til prøverne.

Vi ved endnu ikke, hvad det betyder, når et akademisk fag afsluttes. Giver 02 smæk, og udløser 12 et virvar af kys og kærlighed? Enten er jeg dårligt oplyst, eller også betyder karaktererne ikke andet, end at der bliver sat tal på ens egen forståelse.

Hvis det sidste er gældende, kan det godt undre mig en smule, at vi død og pine skal op i fem fag efter hvert semester. Jeg er udmærket klar over, at

eksamensmåneder ikke er ren festivitas, men kunne man ikke gøre det mere menneskeligt? Eller er jeg bare lidt for mageligt anlagt med alle tendenserne af at være 90’er-forkælet, når jeg synes, at vores eksamensplan kan dræbe ethvert tegn på forår?

Den proppede juni dræber på mange måder den altafgørende motivation, når man ikke har mulighed for at gå i dybden med fagene. I stedet skal man hele tiden og lynhurtigt omstille sin hjerne på et nyt fag med en anderledes måde at se verden på.

Kunne man…?

Medicinuddannelsen her på Syddansk Universitet kører med moduler.

Det vil sige, at de efter otte ugers modulundervisning skal til en moduleksamen. Det lindrer bunken af eksaminer i sidste ende, hvis man forstiller sig, at man har afsluttet to af fagene midt på semestret. Om det rent praktisk kan lade sig gøre, det er jeg nok ikke i stand til at afgøre, men jeg synes, at det er værd at arbejde på. Et andet forslag er, at man i nogle af de famøse akademiske fag kunne aflevere to eller tre opgaver i løbet

af semestret, som skal bestås (enten med karakter eller som bestået/ ikke-bestået). Det, tror jeg samtidig, vil være med til at styrke vores forståelse af kursernes indhold. Hvis opgaverne skal kunne løses, kræver det, at man dukker op og følger med i undervisningen.

Som eksamensplanen ser ud lige nu, er jeg lykkelig over, at vi har ferie efter denne strøm af prøvelser. Så det ikke ender som i vinters, hvor vi efter en intensiv måned med prøver blev kastet direkte ud i et nyt semester med lange dage. For den omgang kunne slå selv den bedste i gulvet med et højt »Bang!«. mamaz10@student.sdu.dk

Skab noget selv, før I bare skaber jer Kasper Kildegaard Sørensen

OPINION. »I laver fuck-journalistik i øjeblikket, hvor I er ude i spekulationer i hvis og hvis og hvis«.

Denne udmelding blev jeg konfronteret med torsdag den 3. marts, da jeg læste dagens udgave af Børsen. Midt i avisen var der en stor artikel, hvor Magrethe Vestager (R) leverede en hård kritik af S og SF’s økonomiske plan Fair Løsning. Udtalelserne fik Børsens journalist til at konfrontere landets måske kommende finansminister Henrik Sass-Larsen (S) med støttepartiets kritik, hvorpå han kom med det perfide svar.

Hans udbrud skal ses som et led i en række af angreb fra politikere mod journalister: Vi har set Bertel Haarder gå amok på en DR-journalist og senere hævde, at medierne svigter demokratiet. Birthe Rønn Hornbech har udtalt, at danske journalister ikke ville få opholdstilladelse i Danmark efter pointsystemet, fordi de ikke kan det danske sprog. Og senest har Anders Samuelsen bidraget ved blandt andet at kalde Klaus Bundgård Povlsen og resten af Danmarks Radio ”til grin” samt ved at skændes på direkte tv med både Henrik Qvortrup og Johannes Langkilde.

Selvom politikernes kritik rent formmæssigt må betragtes som imbecil, har jeg tænkt meget over den.

Er dansk journalistik blevet så elendig, at det er direkte skadeligt for demokratiet? Svaret er naturligvis langt mere nuanceret, end politikerne giver udtryk for.

Dagbladet Informations dækning af Integrationsministeriets konventionsstridige behandling af statsløse palæstinensere var fremragende journalistik. DR2 har både Deadline og Debatten, hvor man hver dag ser seriøs journalistik og politiske debatter. Det samme sker blandt andet på TV 2 News hver mandag, hvor to politikere inviteres ind til en times debat om et aktuelt emne. Og jeg

”

ved at arbejde 12 minutter mere vil bremse det drastiske fald nedad velstandsstigen, som Danmark for tiden oplever. Faktum er, at en efterlønsreform skal give 16 milliarder kroner, svarende til 1,6 % af de samlede offentlige udgifter. Det svarer til, at 7.200 kroner ud af en almindelig årsløn på 450.000 kroner som journalist skulle kunne gøre en væsentlig forskel. Urealistisk, ikke sandt?

Jeg ønsker ikke, at mit indlæg bliver et blåøjet knæfald for den branche, jeg selv er en del af. Men jeg vil tillade mig at svare igen på de hårde angreb på standen, som jeg dagligt skal ligge øjne og ører til.

Kaper Kildegaard Sørensen, journaliststuderende på SDU

kunne blive ved.

Men inden jeg selv bliver overmandet af snæversyn og ensidighed, vil jeg fastslå: Der findes masser af journalistik, som ikke gavner den offentlige debat. Det var til grin, da Ekstra Bladet gravede i Karen Ellemanns skraldespand. Der er alt for mange meningsmålinger, og medierne skal passe på, at de ikke skaber et kommentatorvælde, hvor der kun er fokus på proces.

Grundlæggende deler jeg faktisk opfattelsen af, at den offentlige debat i Danmark er ufatteligt amputeret og overfladisk. Men det er latterligt, at politikerne konsekvent giver medierne skylden for det.

Jeg krummer tæer, hver gang jeg hører politikerne foregive, at vi enten ved at afskaffe efterlønnen eller

Oppositionen vil øge arbejdsudbuddet med, hvad der svarer til 12 minutter mere om dagen. Problemet er imidlertid to ting: For det første er der ingen garanti for, at fagbevægelsen vil være med til det. For det andet skal planen først træde i kraft, når ledigheden er på under 100.000 personer. Det har den været to gange siden 1974!

Derfor provokerer det mig at høre den intense kritik af dansk journalistik. Det er blevet et politisk mantra at sige, at det er umuligt at føre en indholdsrig debat. Og at det i øvrigt er journalisternes skyld.

Sandheden er vel, at når politikerne, blandt andet som følge af deres ivrige deltagelse i for eksempel Go’ Morgen Danmark og andre ”bløde” programmer, fremelsker et stort fokus på personen i højere grad end politikeren,

er det klart, at der vil være mange personsager i medierne, navnlig i de tabloide af slagsen.

Denne tendens styrkes af, at der på Christiansborg – sandsynligvis på grund af en blanding af vælgerangst og valgkamp – hersker ekstrem politisk stilstand. Og når der endelig bliver kigget kritisk på de politiske planer, som trods alt foreligger, kan man se Henrik Sass-Larsen kvittere ved at svare aggressivt på et fuldstændig relevant spørgsmål.

Jeg ønsker ikke, at mit indlæg skal være et blåøjet knæfald for den branche, jeg selv er en del af. Men jeg vil tillade mig at svare igen på de hårde angreb på standen, som jeg dagligt skal lægge øjne og ører til.

Hvis der er et ønske blandt politikere om at højne debatniveauet, må der også være en vilje til at bidrage, for eksempel ved at stille op til de kritiske og seriøse indslag uden at blive fornærmet og gå til modangreb.

Danske politikere ser – som det defineres i biblen – ”splinten i sine naboers øjne, før de ser bjælkerne i deres egne”. Mit opråb er på denne baggrund: Skab noget selv, før I bare skaber jer. kasoe10@student.sdu.dk

Illustration: Ida Meyer

22 | april 2011

OPINION

| LIXEN

En praktikant fortæller:

I lære som journalist – nu med patter!

Christian Larsen, 6. semester, praktikant på Magasinet M!

KLUMME. Jeg har den bedste praktikplads i verden! Jeps! Det er mig, der sidder på den! Ikke ham på TV 2 Nyhederne eller hende på Politiken.

Ikke hende på TV Avisen eller ham på Jyllands-Posten. Mig! Christian!

Fra M! Alle andre praktikanter alle andre steder vil med ret stor sandsynlighed påstå, at jeg tager fejl, og at DE rent faktisk har den fedeste praktikplads i verden. Det skal I bare smile og nikke af. Vi ved jo allesammen, at det bare er, fordi de ikke ved bedre. Stakler.

At være praktikant på M! er ikke for tøsedrenge. Mine arbejdsopgaver indebærer at lære at tage hundrede armbøjninger og tohundrede mavebøjninger i træk (der er lang vej endnu!), at teste ren vodka og at blive tacklet af landsholdet i australsk fodbold. Det prøver de sgu ikke på News!

Der får de lov til at holde en mikrofon med en grim vindhætte, mens de skal stille spørgsmål til forsmåede dagpengemodtagere om, hvad de synes om den politiske situation i Libyen.

Eller på Politiken, hvor de knap nok får lov at læse korrektur på ligegyldige artikler om røde pædagoger, der synes, de får for lidt i løn.

Frygtløshed er en god egenskab at have, når man er på M!. For udfordringer er der nok af. Og hvem tager i praktik for at sige nej til udfordringer? Det er vist kun sportsjournalister, der gør det. Ja, no offence, men hvor meget udfordring er der i at spørge 20 atleter om, hvordan de har det lige nu? Jeg spørger bare.

I de fleste nyhedsmedier skal journalisten kravle rundt som en forvirret spyflue, der prøver at finde hoved og hale i handling og konsekvens, men egentlig allerhelst bare vil finde en lort at sætte sig på. Man fortæller,

hvad man ser, der sker, og helst uden selv at deltage i det eller påvirke situationen alt for meget. For det ville være utroværdigt.

Sådan er det ikke her. Vi får fede, sjove, utrolige, vilde eller enormt klamme ting til at ske, og så skriver

”

glamourmodel (fancy navn for lækker trunte med bare – og helst pænt store – bryster), eller hvor meget det kan lade sig gøre at spise af en burger på 3.600 g 3 timer efter frokost, før man brækker sig (svaret er 920 g, hvis man er mig), laver vi nogle

Vi får fede, sjove, utrolige, vilde eller enormt klamme ting til at ske, og så skriver vi om det

Christian Larsen, praktikant på Magasinet M!

vi om det. Så hvis der står ”passiv skrivebordsjournalistik” i dit horoskop, så skal du nok ikke stikke hovedet forbi Benjamin-forlaget.

Men det er ikke kun spas og løjer.

Det er faktisk (tro det eller ej) et rigtigt job, hvor vi laver rigtigt arbejde. Når vi ikke skriver om, hvordan du nemmest scorer Englands seneste

enormt brugbare artikler om historiske begivenheder, naturkatastrofer, verdens vildeste sniperriffel, det sikreste fængsel, eller hvad vi ellers kan finde på.

M! har opnået en fornem placering på en gymnasielærers pensum. Jo, jo.

Det skete, fordi en elev havde opgivet bladet som kilde til en artikel om den

amerikanske borgerkrig. Læreren blev inspireret til at se nærmere på, hvad det var for nogle artikler og vupti! M! blev undervisningsmateriale! Se selv. Vi er et meget seriøst medie!

På M! lærer man at kaste sig ud i hovedløse situationer. Man lærer at skarpvinkle jokes, artikler og sving i Mario Kart. Der er altid tid til at gennemgå tekster med journalisterne eller idéudvikle med redaktørerne. Og så er kantinen helt vanvittig god! Kort sagt: Verdens absolut sejeste praktikplads! Uenig? Bring it! christianl@benjamin.dk

Viden i farverig indpakning, tak Anne Bonnevig Lundbye

OPINION. Tillad mig at hylde “TV! TV! TV!”, det nyopstartede program på DR2, for at være et af de få programmer, som er underholdende og informerende på samme tid. Det er kritisk journalistik med et glimt i øjet.

I have a dream…

Tænk hvis underholdning og undersøgende journalistik kunne forenes.

I ugens løb byder fjernsynet på programmer som blandt andet “Tina Lund – helt tæt på”, “Vores virkelig store familie”, “Luksusfælden” og “De Unge Mødre”. Hver fredag sidder 1,8 millioner danskere lænket til sofaen for at følge aftenens afgørelse i “XFactor”. Hvorfor? Fordi det er underholdende.

Men det, der foregår ude i den virkelige verden, står i skarp kontrast til, hvad der foregår bag ruderne på landets journalistuddannelser. Her får vi tudet ørerne fulde af, at kritisk og undersøgende journalistik er vejen frem. Branchen synes mere end nogensinde at efterspørge den kritiske journalistik. Clement Kjers-

gaard opfordrer til mindre mikrofonholderi i det danske medielandskab. Og Jyllands-Posten har nedsat to gravergrupper inden for erhverv og indland til at undersøge, afsløre og forklare skjulte sammenhænge i samfundet.

Ofte bliver programmer som “Deadline”, “Søndagsmagasinet”, “Kontant” og “21 Søndag” fremhævet som eksempler på dybdeborende og kritisk journalistik. Men her vil den trofaste “X-Factor”-seer med garanti efterlyse en vis underholdningsværdi.

Hvorfor skal det altid være enten den ene eller den anden yderlighed?

Det undrer mig, at dygtige, veluddannede journalister og chefredaktører ikke er bedre til at kombinere underholdning og viden. Hvorfor skal man altid vælge imellem Tina Lund på TV 2 eller Deadline på DR 2?

Hvor er journalistikken, der kombinerer underholdningselementet og nyttig information?

Hvor er den informative journalistik, der er pakket lækkert ind, så man ikke opdager, at man bliver klogere undervejs?

“Den 11. Time” og “Quatraro Mysteriet” er programmer, der ligesom “TV! TV! TV!”, har forsøgt at tage nye

Foto: DR Illustration: Cathrine Borup Bloch

metoder i brug i kampen om at vinde seerens opmærksomhed. Idéerne kommer fra to jakkesætsklædte fyre, som selv Clement Kjersgaard beundrer. Fordi de har deres eget projekt med et indhold, som de selv brænder for.

Ifølge Clement Kjersgaard kan vi alle ende i den varme stol. Hvis blot vi har et unikt projekt, der er uafhængigt af efterspørgsel og arbejdsgiver.

Men hvor skal det unikke projekt komme fra i en tid, hvor vi institutionaliseres mere end nogensinde før? I et videnssamfund, hvor vi alle bliver skolet til at tænke kritisk og fremstille et gennemarbejdet og afslørende produkt. Hvilket er positivt nok. Lige bortset fra, at det medfører, at journalister arbejder særdeles målrettet og ser journalistik som en vare, hvor der ikke er plads til nyskabende og revolutionerende ideer.

Det er som bekendt kun døde fisk, der flyder med strømmen. Men kan strømmen være så stærk, at den også river de levende fisk med sig?

Det er i hvert fald de færreste af os, der kan slippe af sted med at kalde Morten Messerschmidt for et højreorienteret svin eller lave afslørende journalistik om EU på en underholdende måde. For faktum er, at ikke mange nyskabende og unikke projekter får lov til at blive en realitet i et samfund, som er styret af markeds-

kræfter og guldmønter.

Tilbage står vi så med den undersøgende og kritiske journalistik, som ingen har tid til at lave. For inden vi har taget det første spadestik for at grave efter historier, har internettet og den lynhurtige nyhedsstrøm overhalet os indenom.

Så for mig er fremtidens journalistik hverken underholdende eller undersøgende. Men begge dele. Lad os endelig få gravehandskerne på, så vi kan grave efter guldet. Men lad os da for pokker ha’ det sjovt, mens vi gør det, så vi tildrager os andres opmærksomhed. Det er jo nu engang det, der er journalistens job. annlu10@student.sdu.dk

OPINION

LIXEN | april 2011 | 23

Battle:

Skal journalistik underholde?

Henrik Søren Hansen, 2. semesterstuderende på CfJ

Nalle Kirkvåg, journalist, cand.comm og ekstern lektor på Københavns Universitet

Kirkeklokkerne har for længst ringet gæsterne ud af kirken. Den fede dame har sunget til festen, og bryllupsløftet om evigt troskab er mejslet ind i vielsesringen.

Forvirret? Det skal du ikke være. Jeg taler om det lykkelige ægteskab mellem journalistik og underholdning. Skilsmisse er et fyord. Journalistik skal underholde, hvis vi journalister ønsker at bevare vores job i fremtiden. Hvad er i øvrigt også bedre end at blive underholdt og oplyst på en og samme tid?

Hvad kendetegner egentligt underholdende journalistik? Er det underholdende journalistik, når en skræmt Rasmus Tantholdt slingrer sig gennem piraternes kugler i Somalia? Eller er det underholdning når, Kaare Sands ”De Unge Mødre” toner frem på skærmen? En ting er i hvert fald helt sikker. Vi skyller hele lortet ned til aftenkaffen.

Hvad sker der i det øjeblik, hvor vi journalister glemmer at fodre vores læsere med underholdende journalistik. Jeg er sikker på, at læserne/seerne vender os journalister ryggen. Naturligvis med latterligt lave salgstal/oplag til følge. Lykkes det ikke os journalister at ramme befolkningens nerve, så er det slut. Vi har simpelt-hen ikke plads til journalistisk fagsnobberi. Er samfundstendensen underholdende journalistik, så skal læserne dæleme også få det serveret. Det er trods alt vore kunder, som betaler for festlighederne.

Det er din egen skyld, at du ikke finder et tv-program eller en avis, som tilfredsstiller lige netop din smag. Udbuddet er enormt. Hvis jeg var chefredaktør på en håndfuld danske dagblade, ville jeg bide negle af angst for min egen fremtid. Enkelte Dagblade kunne med fordel lade sig støve af og genopfinde sig selv. Min mening er naturligvis vanvittig subjektiv. Tag eksempelvis et kig på denne rubrik fra Kristeligt Dagblad i tirsdags ”Libyen-krisen har sat fingeren på Kinas udenrigspolitiske dilemma”. Havde jeg skrevet en sådan rubrik til min eksamen, var jeg dumpet med et brag. Hvor er læsevenligheden henne? Hvor i denne rubrik får læseren en teaser, som giver dig en glubsk lyst til at æde artiklen med hud og hår? Jeg tror, at denne lidt ”tilbageholdende” stil er ved at være en uddød race. Rubrikken i Kristeligt Dagblad mangler i den grad nerve og er blottet for læsevenlighed.

Underholdende journalistik skal bruges med varsomhed. Det er trods alt ikke enhver journalistisk lejlighed, som partout skal peppes op med en overfrisk studievært eller en overdoseret humoristisk tilgang Uheldigvis lykkedes det for TV2 News at krydse den hårfine balance mellem underholdning og journalistik. Det skete ufrivilligt i forbindelse med det frygtelige jordskælv og den altødelæggende Tsunami i Japan.

Det lykkedes den ellers dybt professionelle TV2 News-vært at reklamere for et indslag med ordene: ”Glæd jer til nye dramatiske billeder af den frygtelige tsunami” SAY WHAT! Skal jeg glæde mig til at se japanske familiers liv blive skyllet bort. Der er ingen tvivl om, at TV2 News ved, hvad der tiltaler og underholder befolkningen. Denne gang var dog under lavmålet. ØV!

At være for eller imod underholdning i journalistik er en falsk modstilling. For i den dikotomi bliver det et spørgsmål om enten at være seriøs og kritisk eller at underholde. Men faktisk er der rigelig plads til begge dele. Problemet er derimod, at kritisk journalistik udgrænses på grund af et omsiggribende krav om underholdning. Og mens underholdning er helt fint, er kritisk, det vil sige vidensgenererende journalistik, hele grundlaget for vores demokrati. Et demokrati forudsætter nemlig adgang til grundlæggende viden om samfundet, for det er den viden, der afgør, hvorvidt vi kan tage intelligente valg eller ej. Problemet er, at journalistik i dag medregnes som del af en underholdningsindustri, der skal udfylde en 24 timers flade døgnet rundt. I den optik er kritisk journalistik udgrænset og marginaliseret til medier, som færre og færre finder adgang til.

At underholdende journalistik er redningen mod de ”latterligt lave salgstal/oplag”, er jeg ikke enig i. Især hos de public service støttede TV 2 og DR, er oplag ikke i sig selv afgørende. Her modtager man jo milliarder af kroner for netop at sikre, at der produceres det, der ikke bare kan overlades til markedet. Her bør salg og omsætning ikke i sig selv være afgørende. Så her skal man da turde eksperimentere med form, indhold og journalistisk formidling. Samtidig er det altså ikke ”journalistisk fagsnobberi” at sikre, at der finder en magtkritisk journalistik sted, som sikrer, at magten står på mål for de beslutninger, man har taget.

Der er en central konflikt mellem informations- og underholdningsværdier. For hvor kritisk journalistik dikterer væsentlighedskriterier, det vil sige emner og begivenheder, der har samfundsmæssige konsekvenser og relevans for de fleste, ja så dikterer underholdning bare stor appel hos publikum.

For underholdning gælder en markedslogik om aldrig at kede sit publikum. Den tendens ses også i nyhederne, der mere fungerer som seerlokomotiv for omkringliggende programmer og for reklamerne, hvilket skaber yderligere krav om popularitet. Dette fører til pres på redaktionerne om at levere underholdende produkter. Konsekvensen her er øget vægt på “human interest” og studieværters “happy talk” samt nyheder fra morgen til aften med deraf følgende færre ressourcer pr. udsendelse og indslag. Og med færre ressourcer pr. indslag bliver der endnu mindre råd til researchtung, det vil sige kritisk journalistik. Hermed begrænses vi som borgere i det demokratiske samfund fra at forholde os til principielle sager, idet de gode grundes ræsonnement udkonkurreres af kravet om evig aktualitet og ønsket om tidløs underholdning. Derved reduceres store dele af befolkningen til rollen som passive forbrugere af programmer, imens demokratisk afgørende diskussioner af/udgrænses til ikke-primetime medier, der ofte er helt uden gennemslagskraft.

Så, selv hvis samfundstendensen er underholdende journalistik, er dét ikke i sig selv et argument for, at så ”skal læserne dæleme også få det serveret.” For ingen ved, hvad de vil have fremover. For eksempel ville Bertelsen aldrig være sluppet igennem nåleøjet, hvis det alene var været markedets krav om underholdning, der bestemte. Det er han alt for alternativ til. Alligevel blev blandt andet Den 11. Time en stor succes, netop fordi de gik op imod et allestedsværende krav om underholdning, og i stedet gik deres egne veje.

VS.

Send dit indlæg til ‘I øvrigt mener jeg...” til lixen@journet.sdu.dk. Det gælder både folk på og uden for Medietorvet. Skriv ‘I øvrigt mener jeg’ i emnefeltet + din kommentar, dit navn og din stilling. Så bringer vi indlægget i næste nummer.

Indlæggene er forkortede. Læs den fulde version af battlen på lixen.dk

... at folk skal holde mund i biografen.

Julie Reese Carlsen, 2. semester

... at det er fuldstændig spild af tid for tilvalgsstuderende at møde til undervisningen i Research. Vi har haft det hele før!

Anders Bak, tilvalgsstuderende

... at flere burde komme til de herlige RUST-redaktionsmøder.

Maja Mazor, 2. semester

... at timerne i offentlig forvaltning den 18. april bør aflyses.

Katja Lyngbach Johnsson, 2. semester

... at vi skal ønske alle 4. semestrene held og lykke med praktiksøgningen.

... at der er for langt til kaffeautomaterne.

Kenneth Skipper, 2. semester

... at det er vildt unfair, at SDU’s administration (LÆS: konference) dømmer alle journaliststuderende, nye som gamle, ud fra hændelserne til afslutningsfesten sidste år. Det går nu ud over næste årgang, som vel ikke kan have det fjerneste at gøre med det. Hvad blev der af tilgivelse og nye chancer?

Mie Heiberg, 2. semester

Mie Flyttov, 2. semester

... at researchtilgange er en ret, der serveres bedst uden tømmermænd - og med en kop kulsort kaffe.

... at voldsomt mange ser stort på deres fagfællers stemmer i forbindelse med delegeretmøde i DJ.

Mikkel Asferg, 2. semester

Kristian Isaksen, 2. semester

... at støtten til Kravling var fantastisk. Tak!

Sophie Bremer, 6. semester

... at det var så fint at gense Sune Welling til KaJO GF’en.

Benita Dreyer-Andersen, 6. semester

... at Ekstra Bladets konstante brug af kælenavne er et udtryk for unødvendig underlødighed.

Kasper Kildegaard Sørensen, 2. semester

... at pølse-Bjarne laver verdens bedste ribbensandwich.

Christine Landry Brandt, 2. semester

Bagsiden ... Hvad kan vi så lære af Revyen 2011?

Lea Holdgaard Sørensen

Bananorgier hitter, ingen gider Rust/Lixen/Festudvalget, jyske provinsbønder bander over praktikanter, Whitneytøsen har stadig det hvide pulverstads i håret, og Sune Welling knepper tilsyneladende min forvaltning. Ja, årets revy begavede os med megen ny viden.

Et velspillende band lossede showet i gang til muntre toner af Vimmersvej med rappende hængerøve på vokal.

Medietorvets spraglede udgave af Ulf P. og Lisbeth D. guidede et aktivt publikum gennem scener fra

verdens navle, Medietorvet og øvrig journalistperiferi, hvor typer som Pippi Langstrømpe, Teknik-Anders, DF-citronmånen og Fin(n)hvalens overdimensionelle diller kunne indtage kreative hovedroller i diverse sketches.

Velskruede tekster blev leveret af et hold med råt talent og gribende begavelse inden for skuespillets ædle kunst – eller i hvert fald et hold med selvironi, humor og grænseløs sexappeal.

Applaus skal lyde for Revyen 2011, der i sandhed berigede os med latter og viden, vi ikke anede, vi behøvede.

leaso08@student.sdu.dk

Fotos: Simone Martedal Skov