Lixen september 2011

Velkommen til årgang 2011 – vi glæder os til at dele Medietorvet med jer!

I denne udgave af Lixen kan du opleve (eller genopleve) rusturen.

Du kan også lære dine studiekammerater og nye lærere bedre at kende.

Læs med fra side 3

Lixen

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 13. årgang | 5. nummer | september 2011

”

Mit privatliv er ikke-eksisterende. Det er helt vildt sørgeligt at sige, men jeg er hele tiden på farten. Det er røvsygt, men helt vildt sjovt.

Jesper Steinmetz om livet som korrespondent Portræt side 8

2 | september 2011

| LIXEN

Indhold

Leder

UDDANNELSE

Kryds valget af i kalenderen!

En undersøgelse foretaget af Lixen viser, at journaliststuderende ikke kaster deres beskedne SUkroner efter et avisabonnement.

Det generer dog ikke chefredaktørerne for de store dagblade, som ved, at nutidens journalister holder sig opdateret på anden vis. Side 6

BRANCHE

Siden Berlingske sidste år indførte retningslinjer for medarbejdernes brug af sociale medier ,har et fåtal af danske medier valgt at følge trop. Alligevel anbefaler Berlingskes chefredaktør, Lisbeth Knudsen, de omdiskuterede regler. Side 11

PORTRÆT

”Det her er ikke et job, det er en livsstil.” Jesper Steinmetz gør status efter et år som TV 2 Nyhedernes korrespondent i Washington. Side 8-9

FOKUS Hvordan forbereder et regionalt medie sig til årets valgkamp? Læs med på side 15 og blive klogere på regional valgoprustning – på fynsk. Lixen har i denne måned fokus på Kryds.

Så skete det endelig! Det vi alle har gået og ventet på i flere måneder. Og måske endda år. Der er blevet udskrevet valg. Folketingsvalg. En dag, som især politikere og ikke mindst medierne har forberedt sig på i uendelige tider.

§

stk.

Og allerede nu har hvert et landsdækkende medie meldt sig ind i kampen om at dække valget pompøst og uden hæmninger.

Allerede på dagen, hvor Lars Løkke indtog den til anledningen opstillede talerstol i Marienborgs forgård og rømmede sig, før han højt og tydeligt sagde: »Jeg har derfor indstillet til Hendes Majestæt Dronningen, at der udskrives valg til Folketinget til afholdelse torsdag den 15. september,« var de to spidskandidater til statsministerposten i duel mod hinanden. Direkte duel.

Thorning-Schmidt mod Løkke Rasmussen. For det er efterhånden blevet måden, hvorpå et valg afgøres. Parterne skal kæmpe en benhård og nådesløs kamp på ord mod hinanden med en garvet tv-journalist som ordstyrer. Uden papirer at kigge ned i, uden spindoktorer at skjule sig bag og uden mulighed for at rette op på talefejl.

Og når nyhedschef for TV 2, Michael Dyrby kalder valget for ”vores DM”, er det ikke uden grund. For selvom nyhedschef for DR Nyheder Ulrik Haagerup i Kanalernes Kamp på side 14 siger, at det for DR ikke gælder om at vinde valget, men om at gøre danskerne klogere på et afgørende valg, minder han mest af alt om en politiker, der let og elegant svarer uden om journalistens spørgsmål. For selvfølgelig gælder det om at vinde valget. Både for dem, det hele egentligt drejer sig om, nemlig politikerne, men bestemt også for medierne. Selvfølgelig vil alle medier gøre alt, hvad der står i deres magt for, at lige netop de om små tre uger kan læne sig tilbage i chefstolen, puste ud og sige ”Vi gjorde det. Vi vandt valgdækningen”.

For Folketingsvalget bliver det største nogensinde. For alle parter og på alle fronter. Der bliver en endnu mere massiv mediedækning, og politikerne bruger endnu flere penge på reklamekampagner end tidligere. I den forgangne weekend har Børsen udsendt en særlig valgavis til deres abonnenter. Og det er første gang siden 1970, at Børsen udkommer med en ekstra lørdagsavis, som kun plejer at komme digitalt:

»Dette valg handler om økonomi. Derfor er det vores valg, og Børsens læsere får derfor fuld dækning af startskuddet på valgkampen på print, online og iPad i morgen,« siger chefredaktør og administrerende direktør, Anders Krab-Johansen til Journalisten.dk.

Og grunden til at alle medier opruster og sætter alle sejl ind på, hvis ikke at vinde, så i hvert fald på at lave den mest massive valgdækning nogensinde må være, at det er det, vi seere, læsere og lyttere vil have. Vi vil i hvert fald gerne oplyses, informeres og have serveret politikerne og deres valgflæsk på et sølvfad, så vi den 15. september kan gå til stemmeboksene med god samvittighed, fordi vi til den tid har fået så meget indsigt i politikernes mærkesager, at vi med rette kan sætte vores KRYDS.

OPINION Hvis du allerde har glemt, hvem du knyttede tætte bånd med på rusturen, så find dem igen allerbagerst i avisen. Lixen var ude med linsen på rusturen og forevigede hver og en af jer til månedens bagside.

God læselyst – og god valgkamp!

Simone, Christine og Sarah

Lixen

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Avisen dækker udviklinger og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser.

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer

Logo: Karina Cecilie Møller Layoutinspirator: Sara Winther Korrekturlæser: Katja Lyngbach Johnsson og Helene Refsgaard

Cathrine Borup Bloch Redaktør

Paul Sauer Redaktør

Ida Meyer Redaktør

Simone Agger Chefredaktør

Christine Landry Brandt Ansv. chefredaktør

Malte A. Christensen Redaktør

Lea Holdgaard Sørensen Redaktør

Sarah Andersen Chefredaktør

Rune Jensen Heidtmann Billedredaktør

UDDANNELSE

LIXEN | september 2011 |

Her er din årgang Hvis du skulle være i tvivl om, hvem der går forbi dig på Medietorvet eller måske ikke er helt klar over, hvem du selv er, så har Lixen her glæden af at præsentere dig for dig selv og din årgang.

Lea Holdgaard Sørensen Christine Landry Brandt

Kære Russer, Du er 22,2 år gammel. Du er faktisk lidt mere pige, end du er dreng, og du søgte ind på DMJX, men kom ikke ind. Det gjorde du til gengæld på SDU - og HURRA for det!

Du har muligvis fravalgt at gå på en journalistisk højskole, inden du kom ind på drømmestudiet, men hvis du valgte det, har du sikkert gået på Askov Højskole.

Der er ikke skyggen af en journalist i din nærmeste familie – måske kun lige en fjern fætter et sted i Sønderjylland.

Dine forældre har ikke det, der ligner en akademisk uddannelse, men hvis de har, er din far en kende mere

akademisk end din mor.

Når dagens nyhedskilde skal udvælges, er der ingen tvivl i dit sind; Politiken rocker din verden!

I stemmeboksen støtter du op om Margrethe Vestagers politiske holdninger og sætter dit kryds ved Det Radikale Venstre.

Du er tosset med sladder men takker pænt nej til kaffen – det skal du nok til at lære!

Kære Russer, mød dig selv og din årgang!

Køn Pige: 58,2 % Dreng: 41,8 %

Hvor gammel er du?

18: 0 19: 3 20: 11 21: 13 22: 16 23: 13 24: 5 25: 1 26: 2 27: 0 28: 1 29: 0

30: 0 31: 1 32: 0 33: 1 34: 0

Søgte du ind på DMJX? Ja: 55,2 % Nej: 44,8 % Kom du ind?

Ja: 43,2 % Nej: 56,8 %

Har du gået på en journalistisk højskole?

Ja: 41,8 % Nej: 58,2 % Hvis ja, hvilken?

Askov Højskole: 53,6 % Vallekilde Højskole: 25,0 % Rødding Højskole: 7,1 % Esbjerg Højskole: 3,6 % Rønde Højskole: 3,6 % Anden: 14, 3 %

Er der journalister i din nærmeste familie?

Ja: 16,4 % Nej: 83,6 %

Har dine forældre en akademisk uddannelse?

Kun min mor: 6,0 % Kun min far: 9,0 % Begge forældre: 17,9 % Ingen af dem: 67,1 % Hvilken avis læser du oftest?

Politiken: 53,7 % Berlingske: 6,0 % Jyllands-Posten: 5,8 % Information: 3,2 % B.T.: 4,5 % Ekstra Bladet: 6,5 % Weekendavisen: 3,5 % Flensburger Zeitung: 0% Børsen: 1,0 % Jydske Vestkysten: 0 % Gratisaviser: 5,8 % Fyens Stiftstidende: 6,5 % Forskelligt: 3,5 %

Hvis der var valg i morgen, hvilket parti ville du så stemme på?

SF: 14,8 % Socialdemokraterne: 13,4 % Dansk Folkeparti: 0 % Konservative: 7,4 % Venstre: 9,0 % Enhedslisten: 9,0 % Radikale: 25,4 %

Liberal Alliance: 1,5 % Uafhængige: 0 % Ved ikke: 18,0 % Blankt: 1,5 %

Hvor mange kopper kaffe drikker du om dagen?

0: 38,8 % 1-2: 34,3 % 3-4: 23,9 % 5+: 3,0 % Interesserer du dig for sladder?

Ja: 58,2 % Nej: 41,8 %

Undersøgelsen er baseret på de spørgeskemaer, som blev delt ud til deltagerne på rusturen. 67 respondenter deltog ud af en årgang på 100.

Det lave antal respondenter skal ses i lyset af bortkomne spørgeskemaer. leaso08@student.sdu.dk chbra19@student.sdu.dk

En centerleders refleksioner Med procenttallene regnet ud er centerleder på Center for Journalistik, Peter Bro, klar med sine overvejelser og betragtninger om den nye årgang.

Lea Holdgaard Sørensen Christine Landry Brandt

Foto: Rune Jensen Heidtmann

Hvad er dine tanker om en gennemsnitsalder på 22,2 år på den nye årgang? »Det ser ud som om, at vores nuværende regerings ambitioner om, at danske unge skal starte stadig tidligere, har en vis succes også på journalistuddannelsen i Odense.

Det er en udvikling, der har stået på i snart flere år, og mens kritikere kan hæfte sig ved, at der måske mangler nogle livserfaringer i flokken af nystartede på Center for Journalistik, så kan vi andre måske glæde os over mere målrettede studerende, der endnu har pensum og andre former for indlæring og lærdom fra gymnasier, HF- og andre forberedende uddannelser med sig.

Samtidig skal vi dog være opmærksom på, at udviklingen ikke nødvendigvis er udtryk for, at vi sender stadig yngre mennesker ud i den anden ende. Tendensen er nemlig, at SDUstuderende bruger stadig længere tid på journaliststudiet, fordi de også i tiltagende grad tager kandidatuddannelser med, før de bliver en del af den journalistiske jernindustri.« 41,8 % af de adspurgte russere har gået på en journalistisk højskole. Vil de kunne drage fordel af det på Center for Journalistik? »På ét punkt adskiller vi os dog ganske meget fra andre uddannelser.

Nemlig i forhold til, at mange af vores ansøgere har fulgt ganske målrettede forløb på højskoler for at forberede sig til optagelsesprøverne og for at have et godt afsæt til den første tid på studiet.

Jeg kan dog afsløre, at allerede efter ganske få uger, hvis ikke dage, så kan man vanskeligt hvile på erfaringerne fra højskolerne, for så skulle undervisningen gerne være oppe i så højt gear, at alle bliver udfordret og drevet frem mod nye erkendelser og vigtige erfaringer.«

De nye studerende stemmer i overvejende grad radikalt. Hvorfor det? »Jeg hæfter mig ved, at det politiske grundudgangspunkt for de nyoptagne minder ganske meget om studerende på andre uddannelser.

Ikke mindst de samfundsvidenskabelige uddannelser, som vi jo også hører under i Odense. Her står midterpartier som Det Radikale Venstre traditionelt meget stærkt.«

leaso08@student.sdu.dk chbra10@student.sdu.dk

| september 2011

UDDANNELSE

| LIXEN

Foto: Rune Jensen Heidtmann

Foto: Rune Jensen Heidtmann

J rden rundt på 72 timer Når man beder fem tilfældige russere om at beskrive den journalistiske rustur 2011 med ét ord, får man prompte følgende svar kastet i hovedet: druk, druk, fællesskab, druk og druk. Vi lader den stå her.

Lea Holdgaard Sørensen Cathrine Borup Bloch

VERDENSMÆND. Der var danskere i landsholdstrøjer. Der var indere med raslende skørter. Der var en jøde med sorte slangekrøller. Og så var der stribede, alpehuebeklædte franskmænd – mindst 37. Men én nationalitet deler de alle: Russere.

Selvom de hverken behersker det russiske sprog, bærer ulideligt varme pelshuer eller drikker uhæmmede mængder af vodka (eller jo, det gjorde de måske nok?!), så er den nye årgang af journaliststuderende fuldblodsrussere. Og dét blev bevist på årets rustur, som blev afviklet på en moderne grundtvigsk højskole et sted i Sønderjylland. Lørdagens Eurovision Song Contest lossede

fredagens hæmninger tilbage, hvor de kom fra. Tilbage til før de så hinanden nøgne, drak tæt med redaktionen i halvandet døgn og gjaldede kampråb og slagsange – nogle af dem med tilhørende koreografi.

Før det gik galt Men før nøgenhed, ølbonger og udklædning mødte vi russerne i Odense M. I Kantine II på SDU kom de i flokke, stimlede sammen om velkomstbordet og trak en redaktion med dertilhørende t-shirt – nogle mere beige end andre. Den første øl blev knappet op. Måske slog de 4,6 % de værste sommerfugle ihjel.

Efter Peter Bro, Steffen Kretz og tunsandwich drog to stopfyldte busser summende af smalltalk og speeddating med pletvis akavet stilhed mod den hemmelige destination.

Efter to timer stik mod vest trillede russerne ind på Løgumkloster Højskoles asfalterede parkeringsplads.

Berusede af indtryk, stemningen og lidt af de smålunkne Albani-bajere.

Måske var der kaos, da 140 tasker og soveposer skulle graves frem fra bussens indre, og indlogeringen kunne begynde.

Men fortvivl ej: Småbitte, hvide

Foto: Niels Christian Buhl

sedler skrevet med skriftstørrelse 7, der knap kunne beskues af det blotte øje, afklarede russernes sovesituation. For næsten dem alle sammen.

Hip hurra og klam roulade Fredagens mest brugte sætning: »Arj, skal vi virkelig have den her på hele weekenden!?« Det skulle de.

Den obligatoriske t-shirt vakte glæde hos mange. I en sådan grad at flere af russerdullerne costumizede/maltrakterede dem i stor stil med saks.

Med t-shirten som uniform og småkolde Carlsberg som våben marchede russerne fredag efter aftensmaden redaktionsvis til dyst i storsalen. En dyst i børnefødselsdag.

Men de glade og velkendte fødselsdagsdiscipliner fik et rusturstwist, da stopdansen var med sexy moves, rouladen skulle proppes i kæften på tid, og cornflakesene blev serveret med lunken bajer i stedet for kølig minimælk.

De heppede på hinanden. Voldsomt og inderligt. Til RUST blev kåret som redaktionsvinder, hvilket tilskyndede hånlige tilråb a la ”I lugter af ost, og jeres mor er en kost.” Rime kunne de da.

Efter ophedet dyst kom der salg i

Foto: Niels Christian Buhl

baren, hvor søde Somersby og sure citroner med tilhørende tequliashots blev langet over disken til kåde russere og om muligt endnu mere kåde tutorer.

Dickslap din tutor Groggy med bollehår og morgenånde mødte russerne op til lørdagens program. Efter en festlig præsentation af studiets organer var Gæt og Grimasser næste indslag. Det gik fint for flere. Årstal blev gættet og griflet ned på hvidt papir. »Hvornår fanden var det nu, hende den skævøjede smuttede fra Jokke?!«, »Neeej, Osama døde sgu da i 2008!« Foran deres kommende medstuderende parodierede russerne nogle af verdenshistoriens største begivenheder. Men gårsdagens kampdruk kunne stadig mærkes under håret, og flere brugte timerne på græsset til at restituere svælget.

Men gejsten steg for alvor igen, da startfløjtet lød til årets Ølympiade.

Hver post, hvert sit land, hver sin halsbrækkende udfordring. Shots gled ned på udvalgte poster, ost på andre, mens ølpostebongen kunne slukke tørsten hos de fleste redaktioner. Point for fedteri og nøgenhed

blev taget gravalvorligt og sendte russerne ud i både massage, smiger og dickslapping.

Tak, for helvede!

Og således fører det os tilbage til point of no return: Lørdagens (rus)tur rundt om jorden. Det var her, vi knyttede bånd. Sådan for alvor. Vi blev forelskede i hver og en af Jer. Alle vores og jeres sommerfugle i maverne lagde sig krampagtigt til at dø med en promille på 6. For vi var ikke længere nervøse og akavede, men ude af kontrol og upassende.

Sammen. I har gjort indtryk, venner!

For satan, hvor har I været søde, sjove, klamme, lækre, nøgne, underlige og helt igennem fabelagtigt underholdende. Vi glæder os som glade grise til at betræde Medietorvets blanke trægulve med jer det næste års tid, drikke Fynsk Forår og Galliano-hotshots med Jer på Clubben og udveksle noter om nyhedskriterier, injurier og fyrtårnsallegorien, når tidspresset rammer i eksamensperioden. Og vi ved, at I nu ved, at vi glæder os. leaso08@student.sdu.dk cablo10@student.sdu.dk

Foto: Niels Christian Buhl

UDDANNELSE

LIXEN | september 2011 |

En russers bekendelser:

At miste overskægget på en rustur Kristian Corfixen, 1. semester

KLUMME. Jeg havde egentlig købt en ny trøje til lejligheden. Til rusturen.

Den lå øverst i den tætpakkede taske, da jeg steg på et vestgående tog fra Københavns Hovedbanegård mod postnummeret 5230. På journalistfabrikken i midten af Danmark skulle den være en del af det førstehåndsindtryk, der skulle præge mine nye studiekammerater. De skulle tænke, at jeg var velklædt, journalistagtig, og at jeg virkede som en fyr, man med rette kunne blive gode venner med. Sådan blev det dog ikke.

Jeg nåede at give førstehåndsindtryk i min nye striktrøje i omkring

ti minutter, da jeg mødte op på SDU. Derefter, og stort set resten af turen, var jeg en turkisblå mand i en lidt for tætsiddende JydskeVestkysten tshirt.

Uforberedt og uvidende fandt jeg mig selv siddende på sæde 22 et par timer senere. Den fynske hjemmebane fra mit tidligere liv udtonede gennem bussens bagrude, og jeg var fuld i gang med at speeddate en friskintroduceret medstuderende.

Turens tone var slået an fra det øjeblik en Odense Pilsner blev budt som morgenmad, og jeg blev påbudt et trøjeskift af tutorerne i SDU-kantinen – man kunne ikke være forberedt på noget som helst.

Lørdag aften, forklædt som en franskmand, bevægede jeg mig derfor fra et tomandsværelse på en højskole i Løgumkloster til en oppyntet hal, sprøjtet ind i Carlsberg-øl og fyldt op

med verdens nationaliteter. Weekenden var startet vellykket med bustur, besluttet drukkultur og en tidligere på dagen velvalgt middagslur. Den turkisblå redaktionstrøje var blevet smidt, og jeg havde iført mig udklædning, indkøbt hjemmefra og fint lagt i tasken under den nyindkøbte, nu kasserede, striktrøje. Det påklistrede overskæg faldt dog hurtigt af i farten, da først lyset blev slukket i festsalen, og øllerne havde fået kulden i køleskabet. Jeg begyndte at forstå meningen med rusturen. Med en senere vundet Melodi Grand-pris til CV’et, var jeg klar til at møde resten af verden og snakke mit tørklæde løst. Min franskmandshat mistede jeg omkring det tidspunkt, hvor det alligevel var så mørkt, at vi ikke kunne se hinanden derude, hvor man må ryge. Klokken cirka tre glemte jeg min påtagede sydlandske ac-

cent, og jeg havde oparbejdet mig en velklingede syddansk pendant. Jeg var blevet SDU’er, ikke med adresse i Provence, men på Medietorvet. Rusturen havde opfyldt et succeskriterie: Pludselig finder man sig selv stå og kramme sin nye journalistven, så striberne på trøjen udviskes, og kulden i den udendørs rygekupe udebliver på trods af tidspunkt og ikke sydlandsk landekode.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg fik bonjour’et mig til mange nye gode venner den aften, derude på fliserne i Sønderjylland. Der er mange highfives til gode på brædderne på Medietorvet, når man tropper op med skoletaske, uden franskmandshat og overskæg, og efteråret vælter ind over betonbyggeriet på markerne i Odense M. Når kulden slipper igennem glaspartierne, så får jeg måske brug for den nyindkøbte striktrøje,

men indtil videre er den faldet ind under kategorien ”ikke nødvendig”.

Nu sidder jeg så her. Veloplyst og overbevist om SDU og de mange øl, der er i vente på Center for Journalistik. Og med stafet-kampråb og tequila-ansigtskramper stadig buldrende i baghovedet, sidder jeg oplyst i ansigtet af min computerskærms blåhvide farver. Jeg er på Facebook, og med musseklik overdøver jeg bilerne på brostenene neden for vinduet.

Klik klik klik!! Jeg klikker ja ja ja, og jeg klikker på ”ansøg”, og jeg får skrevet mine kommende journalistvenner ind i vennelisten – ikke på grund af en sej, dyr striktrøje at gemme sig under, men på grund af en yderst vellykket rustur, der fik overskægget til at falde af.

Kend din håndværkslærer Kære 1. semester!

Her har du dem. De tre, der skal svinge pisken over dig det næste halve år og lære dig alt om vinkler, kilder, interviewteknik, portrætter og nyhedskriterier.

Simone Agger

Navn: Filip Wallberg.

Alder: 28 år.

Har tidligere arbejdet på: TV/MIDT-VEST og Ekstra Bladet.

Din yndlingskliché: Bob, bob, bob.

Hvilken avis læser du, mens du drikker morgenkaffe: Søndagsavisen og tilbudsavisen fra Bilka.

Hvad er god journalistik for dig: Når faktuelle fejl fylder alle spalter.

Hvad forventer du af de nye studerende: At de har kaffen og kagen klar, når jeg kommer en halv time for sent.

Og hvad skal de forvente af dig: Af mig? Hvad? Skal jeg lave noget? Det sagde Peter intet om, da jeg blev ansat.

Foto: Newmediadays.com

Navn: Anne Lea Landsted alias Arne Leo alias Lektor Landsted.

Alder: 40 plus.

Har tidligere arbejdet på: Politiken, Berlingske Tidende, Det Fri Aktuelt, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, DR Dokumentar, P1, TV 2 Christiansborg, Den tysk-franske kanal Arte, Nordisk Film, Sygeplejersken og skrevet til Fagbladet 3F, JydskeVestkysten, Vejle Amts Folkeblad, Fyens Stiftstidende – hmm, måske er det lettere at skrive, hvor jeg ikke har været.

Din yndlingskliché: Vi er mange, der mener…

Hvilken avis læser du, mens du drikker morgenkaffe: Jeg drikker altid te – helst Panyong, men Perchs Bostonblanding går også an.

Hvad er god journalistik for dig: Facebook, Twitter og The Economist.

Hvad forventer du af de nye studerende: Engagement og et godt BMI. Og hvad skal de forvente af dig: Undskyld, den må jeg lige have igen.

Foto: Privatfoto

Navn: Lene Rimestad/Rime/Leni Riefenstahl.

Alder: 60 år minus 156 måneder, tror jeg nok.

Har tidligere arbejdet på: Rimestads Bureau, Computerworld, Jyllands-Postens Forlag, Politiken, Berlingske Tidende, Børsens Nyhedsmagasin, Børsen (praktik) og et sommerferievikariat på Information. Plus det løse... Hvor mange spalter har jeg?

Din yndlingskliché: Det går nok altsammen

Hvilken avis læser du, mens du drikker morgenkaffe: Spørgsmålet indeholder en præsupposition om, at jeg drikker kaffe om morgenen. Det gør jeg ikke. Prøv igen.

Hvad er god journalistik for dig: ”Th newspaper does ivrything f’r us. It runs th’ polis foorce an’ th’ banks, commands th’ milishy, controls th’ ligislachure, baptizes th’ young, marries th’ foolish, comforts th’ afflicted, afflicts th’ comfortable, buries th’ dead an’ roasts thim aftherward” (Kilde: Finley Peter Dunne, min fremhævning, hans stavning).

Hvad forventer du af de nye studerende: At de brænder så meget for at blive journalister, så de vil være dybt dedikerede som journaliststuderende. Engagement, ærlighed og store fødder.

Og hvad skal de forvente af dig: Ingenting. Jeg er jo fastansat.

Foto: Journalisten.dk

| september 2011

UDDANNELSE

| LIXEN

Ny fellow vil forbedre netjournalistik Den 1. august begyndte Kurt Westh Nielsen som ny fellow på Center for Journalistik. Her skal han bruge et halvt år på at forske i, hvordan de danske medier kan tænke i nye baner, når de producerer til internettet.

Sarah Andersen

NYTÆNKNING. Da Kurt Westh Nielsen satte sig i fellow-stolen den 1. august, tog han hul på en seks måneder lang periode, hvor han skal fordybe sig i journalistik på internettet. I den tid håber han på at blive klogere på, hvordan de danske medier kan forbedre deres online-vaner.

Han mener nemlig, at udviklingen er gået i stå: »Når jeg ser på netjournalistikken herhjemme, så synes jeg ikke, der sker så pokkers meget nyt.« Kurt Westh Nielsen ved, hvad han taler om. I de sidste 17 år har han fulgt udviklingen inden for netjournalistik på meget nært hold. I 1994 var han en af bagmændene, da Ingeniøren som det første danske fagblad kom på nettet. Siden har han ikke lagt arbejdet med netmedier fra sig, og

senest har han været chefredaktør i it-fagforeningen Prosa.

Discount-journalistik Selvom han selv har været en stor del af den danske netjournalistik i de sidste mange år, så er der ikke meget ros at hente fra Kurt Westh Nielsen: »I dag kan netjournalistik nemt blive meget kedeligt. Det er blevet til discount-journalistik, hvor det oftest er en-kildes-historier, som bliver smidt af sted på nettet. Det, synes jeg, er en skam, for jeg vil påstå, at man godt kan drive kvalitetsjournalistik på nettet, uden at det bliver så voldsomt meget dyrere.« Derfor håber Kurt Westh Nielsen, at han kan hjælpe medierne på vej til at tænke mere kreativt: »Der er virkelig brug for at kigge sig omkring for at finde ud af, hvor der er gode eksempler, som peger fremad. Vi skal væk fra de nuværende forestillinger om, hvordan man bør lave journalistik på nettet.«

De skal blive bedre til at spørge deres læsere til råds. »I min fortid som fagjournalist har jeg været meget bevidst om, at mange af mine læsere ved mere om emnerne, end jeg selv gør,« siger Kurt Westh Nielsen.

Helt konkret mener han, at journalister skal blive bedre til at dele deres tanker og idéer med læserne: ”Lige nu oplever jeg en angst for at dele historier, fordi man er bange for, at andre stjæler idéen. Det vil jeg gerne udfordre ved at kigge på, hvordan det er gået de steder, hvor man har taget chancen og undersøgt, om det rent faktisk kan være et brugbart redskab til at forbedre sit produkt.«

Aktive læsere Kurt Westh Nielsen håber ikke, at han skal bruge for meget af sin tid som fellow bag et skrivebord. Han vil gerne ud og være aktiv og snakke med de folk, der ved noget om emnet. Det samme mener han, de danske netjournalister skal begynde på:

Forpligtet til at formidle Kurt Westh Nielsen er rigtig glad for, at han har fået muligheden for at fordybe sig i lige præcis det, han selv synes, er allermest spændende og uden at skulle få dårlig samvittighed over, at andre arbejdsopgaver hober sig op. Men med sådan en frihed mener han også, at der følger et ansvar: »Når jeg har fået denne her mulighed, så føler jeg mig også forpligtet til at dele ud af den viden, jeg finder frem til. Både til de studerende på SDU, men også til alle andre som synes, det er interessant.«

hvordan de indhenter deres viden. »Det afgørende er ikke, om journalister holder avis derhjemme, men at de er velorienterede.«

omvendt heller ikke, at nogen i dagbladsbranchen forventer, at de skal basere deres overlevelse på studerende på SU.«

Derfor er de studerende på Medietorvet altid velkommen til at kontakte ham, hvis de vil vide mere om hans projekt. »Men jeg sidder jo ikke bare på mit kontor og venter på, at der kommer

studerende forbi. Jeg skal væk fra skrivebordet og ud for at observere.

Heldigvis er internettet jo netop en god mulighed for at komme i kontakt med hinanden,« siger Kurt Westh Nielsen. saran10@student.sdu.dk

Foto: Kurt Westh Nilesen

Journaliststuderende dropper avislæsningen Kun knap en tredjedel af de journaliststuderende bladrer hver morgen i en avis, mens de sidder ved morgenbordet og drikker kaffe. Det viser en undersøgelse, som Lixen har foretaget. Det chokerer dog ikke chefredaktørerne på de store dagblade, som ved, at nutidens journalistspirer holder sig opdateret på andre platforme.

Simone Agger

AVISLÆSNING. Det er langt fra alle journaliststuderende, der har et abonnement på en avis. Faktisk er det kun 24 %, der får smidt en avis ned i postkassen hver morgen. 65 % af de 81 adspurgte journalistaspiranter abonnerer ikke på en avis, men det kommer ikke som nogen større overraskelse for spidserne for landets største dagblade. Det fortæller chefredaktør for Politiken Anne Mette Svane: »Jeg må konkludere, at journaliststuderende nok ligner deres jævnaldrende, som i højere grad vælger avisen fra og vælger at læse digitale nyheder i stedet for.« Og heller ikke Berlingskes chefredaktør Jens Grund er chokeret. Han mener, at det vigtigste er, at nutidens journalister er opdateret på, hvad der sker i samfundet, frem for hvor og

SU-ramte studerende Grunden til den store skare af abonnementsløse journalistspirer er, at det for SU-modtagende studerende er for dyrt. 64 % svarer nemlig i undersøgelsen, at de ikke holder en avis, fordi de ikke har råd. Og det er Jørn Mikkelsen, chefredaktør for Morgenavisen Jyllands-Posten, udmærket klar over: »Jeg holdt nu heller ikke selv avis, da jeg gik på Journalisthøjskolen. Det havde jeg sør’me ikke råd til. Dagens studerende læser avisen på nettet, på alle mulige platforme,« siger han.

Både Politiken, Morgenavisen Jyllands-Posten og Berlingske giver 50 % rabat til studerende, men selv ikke den halverede pris er nok til at få journalistaspiranter til at tegne abonnementer.

Centerleder på Center for Journalistik, Peter Bro, mener, at tendensen blandt de journaliststuderende følger den generelle tendens i dagens Danmark: »Det lave antal abonnementer harmonerer jo desværre meget godt med den generelle samfundstendens, hvor fastbetalende avislæsere synes at være en uddøende race.

Det kan man begræde, men jeg tror

”

er og lejligheder til at holde fysiske aviser i hånden med jævne mellemrum, og til det formål har vi jo fine faciliteter her på centeret.«

80 % af alle nyheder stammer fra en avis. På et tidspunkt vil nogle af jer opdage det fantastiske medie, som papiravisen er.

Jørn Mikkelsen, chefredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten

Printaviser har mere dybde Anne Mette Svane er enig i, at et avisabonnement kan være en tung post på et minimalt budget, men dette bør ikke være en undskyldning for ikke at åbne en avis. »En avis er dyr, men omvendt må man også med rette forvente, at journaliststuderende har en levende interesse i at holde sig orienterede og lære aviserne godt at kende,« forklarer hun og påpeger samtidig: »Men på alle uddannelsesinstitutioner ligger aviserne der jo, så der har de en mulighed for at lære aviserne at kende. Men hvis de vil forberede sig og have nogle gode muligheder for at komme i praktik på i hvert fald Politiken, så forventer vi selvfølgelig, at de kender avisen rigtig godt.« Og her er Peter Bro enig: »Jeg håber da ikke, at vores studerende forsømmer oplagte mulighed-

For selvom teknologien udvikles, og nyhederne i større og større grad fortælles og læses på nettet, så bør man ikke kigge henover printaviserne. Det er ofte her, historierne forklares i dybden, og det er også her, mange nethistorier har sine rødder. »Vi skal naturligvis ikke være blinde for, at der er masser af historier fra printudgaven, som ikke umiddelbart er tilgængelige på avisernes egne www-universer,« siger Peter Bro. Også Jørn Mikkelsen mener, at papiravisen har meget at byde på: »På nettet holder man sig opdateret med hurtige og ret korte nyheder.

Morgenavisen byder på meget mere fordybelse, analyser og perspektiv – men den kan man jo med tiden også læse på forskellige platforme.« Så længe jeg har nettet På trods af at papiraviserne stadig bringer artikler med mere dybde og

perspektiv, er der dog ikke udsigt til, at flere journaliststuderende begynder at abonnere på en sådan. Og det er en skam, mener Politikens Anne Mette Svane: »Jeg synes, at det er ærgerligt, at journaliststuderende ikke har lyst til at læse printaviser. Det forholder sig jo også sådan, at printaviserne stadigvæk er det, som der i høj grad trækker mediehusenes økonomi,« forklarer hun.

Lixens undersøgelse viser samtidig, at 75 % mener, at det ikke er specielt vigtigt at holde en avis, så længe de har nettet til rådighed. Og det er helt fint for Berlingskes chefredaktør. »Jeg er ikke så optaget af specifikke medier som af indhold, og journalister læser avis på arbejdspladsen og bruger net og mobile medieplatforme langt mere end tidligere til at holde sig velorienterede,« siger Jens Grund, og han bakkes op af Jørn Mikkelsen: »80 % af alle nyheder her i landet stammer fra en avis. På et tidspunkt vil nogle af jer opdage det fantastiske medie, som papiravisen er. Men andre – sikkert de fleste – vil hellere læse den på iPad eller mobil. Fint med mig.« simic09@student.sdu.dk

UDDANNELSE

LIXEN | september 2011 |

Red dit redaktionsmøde Journalistisk lektor på Center for Journalistik Lene Rimestad er i fuld gang med sin ph.d. om redaktionsmøder. Lixen fik derfor hendes gode råd til, hvordan man retter op på et redaktionsmøde, som ikke fungerer.

Ida Meyer

HJÆLP. Da Lene Rimestad var ny praktikant på Børsen, oplevede hun til sit første redaktionsmøde, at tre journalister blev bortvist, fordi de var for negative. Hun blev forskrækket, men til gengæld var hun lysvågen resten af mødet. Siden har hun været til et hav af redaktionsmøder.

Nogle gange er bølgerne gået alt for højt, mens det andre gange ikke er blevet til mere end et par slunkne skvulp. Og så er det der med at holde øjnene åbne langt sværere. Faktisk er det engang lykkedes hende at falde i søvn.

Lene Rimestad er journalistisk lektor på Center for Journalistik og er lige nu i gang med at skrive en ph.d. om redaktionsmøder. Det er et område, som der hverken findes bøger eller kurser indenfor. Noget hun selv har efterspurgt i sin journalistiske karriere. »Det er jo noget, vi gør hver eneste dag, så det er mig komplet uforståeligt, at der ikke er nogen, der har arbejdet systematisk med det,« siger hun.

Derfor har Lene Rimestad nu selv kastet sig over systematisk at undersøge og analysere redaktionsmøder for at pejle sig ind på, hvad der gør et redaktionsmøde godt. Hun besøger mediearbejdspladser for at optage deres redaktionsmøder, hvorefter hun analyserer dem ved at kigge på blandt andet øjenkontakt, talepauser, gestik og intonation. »Jeg synes det er helt vildt spændende, hvordan vi opfører os over for hinanden, og hvad det er, der sker, når noget virker eller ikke virker. Så det er simpelthen et forsøg på at gøre noget bedre, som jeg ikke synes fungerer,« fortæller Lene Rimestad.

Hun har indtil videre været i gang med sin ph.d. i cirka et år og regner med at være færdig i 2014.

Her på Lixen har vi dog lokket Lene Rimestad til at dele lidt ud af alt det, hun allerede ved om redaktionsmøder. Vi opstillede derfor fem redaktionsmødedilemmaer, som man nemt kan blive udsat for som journaliststuderende på SDU og bad hende hjælpe os med at løse dem. idmey10@student.sdu.dk

Lenes fem

møde 1 Redaktionsion smøde efter

dakt Det er første re erne til ugens ra idé og n, de weeken s ne sy teres. Ingen dioflade skal disku idé e en n er, og de om de andres idé ver skudt ned. bli n de an n efter de Lene Rimestad: bruge tid på at »Man skal aldrig al r ned. Hver idé sk skyde andres idée vil st sid l Ti t. spek behandles med re af en kritisk masse ed m de sid an m e nd gy be kan man idéer, og derefter k no de go er r éer de at afgøre, hvilke id e. nd ru n de an til e til at komme vider lang tid, men det Det kan godt tage r é at gøre, fordi de er en rigtig god id r de , m de af n ge no faktisk kan være fra ge nde eller dårli lyder helt vildt ty blive rigtig, rigtig n ka m starten, so der ind.« gode, hvis flere by

il et god

t redaktio 1. RESPEK nsmøde T. Du er a ltid en del bliver du o af en grup g dit prod pe. Samme ukt bedre n med dem .

2. NÆRVÆ R. Det er kun en halv være til st eller en he ede her og l nu. Ingen mobiltelefo time. Brug den på at 3. TILLID ner eller sv . Sørg for, inkeærind at der er så ligt. Uden er. meget tillid tillid tør in gen tænke mellem jer tabt inde i so st ore tanker, m muhjernen på folk. Det e og mange idéer går r tilladt at 4. FORBER fo reslå alt.

EDELSE. Idéer kom Forbered d mer ikke ti ig til dem. l alle unde r selve mø 5. LYT ME det.

D TO ØRE R, TAL K nyde respe U N MED É kten, nærv N MUND æret og till den måde . Lad alle iden og giv løftes det alle taletid samlede niv . Kun på eau for jere s anstrenge lser.

Redaktionsmøde 2

øde 4 Redaktionmsenm stid, og redak-

Ugeopgaven er netop ble vet stillet, og redaktionen skal nu bra instorme på idéer. Mange har allered e fundet deres historie, og udvekslingen af idéer er minimal. De fleste sidder utålmodigt og tripper for at slippe væk fra mødet og komme i gang med deres egen historie.

Lene Rimestad: »Jeg synes, man skal forpligte hinanden som redaktion.

Man er jo en gruppe. Nogle gange vis er det sig, at dem, der har det allersv ærest i startfasen, faktisk er dem, der er bedst til at lande produkte t ordentligt.

Det handler om, at ma n lærer at se hinandens gode sider og prøver at hjælpe hinanden med de svage. Der er en tendens til, at ma n lader dem i stikken, som ikke kan fin de ud af det, men man lærer altså ogs å noget af at hjælpe hinanden. Det kan jeg ikke sige skrapt nok! Alle skal hav e lige meget tid, og det er noget, ma n skal være bevidst om – især her på skolen.«

eksa Det er blevet ntielle diskutere pote al sk e rn ne tio ingen er r de rier, men eksamenshisto desperat ogle mangler idéer i spil. N har his, der allerede en idé, mens de at dele r fo e s, er bang torien på plad dre fra an at r, fo frygt deres idéer af l snuppe dem. redaktionen vi d: Lene Rimesta der var de oplevet, at in ns »Har I noge har aldjeres idé? Jeg nogen, der tog nde ind de der kom græ rig haft nogen, en, der r va r , fordi de på mit kontor . I tror, at en idé. Aldrig havde stjålet , man gu et stykke ld idéer er ligesom ke er ik r de n, og som finder på veje giver ig el rk vi an Når m hvis ret mange af. g O r. en fuld af idée god los, så er verd ig gt ri er rson, som det man er en pe re gø ke ik så orfor at til at få idéer, hv ål m tillelse eller et « til en tilfredss n? ne io kt til hele reda udvikle idéer

Redaktionsmøde 5

Redaktionsmøde 3 En gruppe holder redaktionsmøde på Medietorvet. Koncentrationen er dårlig. Nogle sludrer med studiekammeraterne, som kommer traskende forbi, én henter kaffe, mens andre gaber og overtegner deres noter med kruseduller.

Lene Rimestad: »For det første: Ryk ind i et lukket lokale! Det duer ikke at holde redaktionsmøder i et åbent rum. Og for det andet: Aftal med hinanden, at I for eksempel kører i tyve minutter og så holder en pause. De redaktionsmøder, som jeg synes, fungerer bedst, er møder, hvor der er forbud mod avislæsning, mobiltelefoner og sniksnak i krogene. Det skal ikke håndhæves voldsomt, men alle skal være enige om, at man skal være nærværende.«

gode råd t

Illustration: Paul Sauer

Der er ingen struktur på redaktionsmødet. Nogle råber højt og taler i munden på hinanden, mens andre holder sig usikkert tilbage. Det er ikke muligt for ordstyreren at lede mødet.

Lene Rimestad: »Dem, der er stærkest i grupperne, skal være bevidste om, hvor meget de fylder og prøve at lade andre fylde også. Det er tit dem, der taler lavest og siger mindst, der har mest at byde på, fordi vedkommende bruger mere tid på at tænke end at tale – og man kan altså ikke begge ting samtidig.

Derfor skal man give alle plads og tage alles idéer i betragtning. I er jo ikke færdiguddannede endnu. I sidder ikke på TV-Avisen og skal lave tophistorien til i aften. Det handler om at have det sjovt og hjælpe hinanden med at få en god uddannelse.«

| september 2011

PORTRÆT

| LIXEN

Foto: Rune Jensen Heidtmann

Begejstret, beæret, berejst Efter et år som korrespondent for TV 2 Nyhederne har Jesper Steinmetz erkendt realiteterne. Hans privatliv og fritid er skrottet. Nu handler livet kun om det, han kalder verdens bedste job.

Sarah Andersen Malte Abildgaard Christensen

RODLØS. Det er en stille periode i USA, og derfor har Jesper Steinmetz taget turen fra Washington til New York for at fejre en venindes fødselsdag. Det ender med at blive ”en giga druktur”, og Jesper tumler først i seng omkring klokken 4. Hjemme på redaktionen i Odense læser udlandsredaktøren, at ti russiske statsborgere er blevet afsløret som spioner og anholdt i New York. Klokken 5 begynder han derfor at kime Jesper ned. Både med opkald og sms’er. Først to timer senere får han fat i en noget sløv Jesper Steinmetz. Meldingen fra redaktøren er hård og kontant: ”Sig mig, er du på arbejde eller på ferie?” Jesper vakler ud af sengen for at forberede sig på, at han skal være med live i 19-Nyhederne et par timer senere.

På vejen må han forbi McDonald’s og bestille en stor menu med ”ekstra fries”. Jesper ender med at få lavet et vellykket live-interview til 19-Nyhederne, og samtidig lærte han på den

hårde måde, hvad det vil sige at være TV 2 Nyhedernes korrespondent i Washington.

Hvis Jesper skal være helt ærlig, så undrer det ham ikke, at han er endt med at have hele USA som sin arbejdsplads. Han har nemlig altid været den dominerende type, der har været god til at få tingene, som han gerne vil have det: »Da vi skulle lave skolekomedie, var jeg meget den type, der gerne ville bestemme det hele: ”Er det ikke smart, hvis vi laver denne her skolekomedie, og er det ikke bare smartest, hvis jeg skriver manuskriptet og instruerer det. Og så ville det også være ret smart, hvis jeg også bare spiller hovedrollen”.« Jesper endte også med at få sin vilje, da TV 2 Nyhederne ledte efter den person, der skulle afløse Allan Silberbrandt som korrespondent i Washington. Allerede flere år tidligere havde Jesper fortalt sin chef, at han en dag gerne ville skrive korrespondent på sit visitkort. Og at han drømte om USA: »Jeg var så højrøvet, at jeg sagde til min chef: ”Det er altså ikke i Mellemøsten, jeg gerne vil være korrespondent”.« Den samtale glemte hans chef ikke. Den 4. juli 2008 er amerikanerne i fuld gang med at fejre deres uafhængighedsdag, mens Jesper Steinmetz sidder på et kontor i Odense og får at vide, at hans amerikanske drøm bliver opfyldt. Fra foråret 2010 skal han være TV 2 Nyhedernes korrespondent i Washington. »Jeg var lige så jublende lykkelig, som da jeg fik at vide, at jeg var optaget på Journalisthøjskolen. Samme aften havde jeg 19-Nyhederne, og der havde jeg virkelig lyst til at sige: ”19-Nyhederne godaften. Og ved I hvad, om to år sidder jeg i USA”. «

Den glade vikar Det var andet end USA, der trak i Jesper. Det gjorde den friske luft uden for nyhedsstudiet også. Da Jesper tog af sted som korrespondent i 2010, havde han arbejdet som vært på TV 2 Nyhederne i 6 år. Et job, som han har været rigtig glad for, og som han ved, er meget prestigefyldt. Men Jesper savnede meget at være journalist. At komme ud i marken og selv lave historier.

”

sin sidste vagt i nyhedsstudiet hos TV 2 Nyhederne, men i løbet af sommeren har han været tilbage som vikar.

Han faldt hurtigt tilbage i rollen som vært, men han længes ikke efter at komme tilbage: »Det har været fedt at være vært den sidste måned, men jeg er kun den glade vikar. Jeg kunne mærke, at jeg havde en befrielse og en lethed, som jeg ikke havde tidligere. Jeg vil skide

Jeg bliver helt vildt rastløs, hvis jeg ikke har været oppe i en flyvemaskine i en hel uge. Så er der virkelig noget galt.

Jesper Steinmetz, TV 2 Nyhedernes korrespondent i USA

»Det der med at være ude som reporter giver mig simpelthen så meget tilfredsstillelse. At det er mig, der er ude og kæmpe for historien, snakke med kilderne og redigere indslaget. At jeg når at tænke ”Fuck, når vi det?” Som studievært skal man nok altid nå det. Der har man jo en hel horde af hjælpere, som jo er total luksus.

Men det kan også godt lidt blive en sovepude.« Livet som korrespondent i USA er ikke en sovepude. Jesper skal altid være klar til at rykke ud, også når han ellers ligger med hovedet trygt på hovedpuden. Men Jesper savner ikke sit job hjemme i studiet, hvor dagens redaktør sjældent rev ham ud af sengen: »Hver eneste gang jeg er live igennem fra USA og hører studieværten i min øresnegl, så tænker jeg, at jeg virkelig er glad for, jeg står herude i den friske luft og ikke inde i studiet.« Det er halvandet år siden, at Jesper havde

på, om hende jeg interviewer bliver fornærmet.

Jeg skal ikke pleje noget renommé. Det gav mig en styrke og gjorde mig måske i virkeligheden bedre.«

Rastløs og rodløs Jesper kedede sig ikke som vært, men han ville hellere være korrespondent. Det passer perfekt til ham med et rodløst liv på farten. Han vil gerne være med, hvor det sker. Hver eneste gang! Derfor irriterede det ham rigtig meget, da han missede chancen for at tage til Japan i marts for at dække det store jordskælv, som tiltrak hele verdens opmærksomhed. Han sad i en flyvemaskine på vej hjem til en Melodi Grand Prix-fest i Danmark, og han hørte derfor først redaktørens besked, da han mellemlandede i Hamburg, og de allerede havde sendt en anden af sted:

PORTRÆT »Det var jeg pisse bitter over. Hvis man er journalist by heart, vil man jo gerne være med ved de store begivenheder,« pointerer Jesper og joker med, at hver eneste gang han tager til Danmark, sker der noget stort, der ødelægger hans planer. Sidst var han ikke engang i landet i 24 timer, før han igen måtte med et fly for at dække Strauss-Kahn-sagen på nært hold.

Alligevel længes han lige nu efter at komme tilbage til USA og igen være på farten. Faktisk får han det nærmest dårligt, hvis han ikke jævnligt besøger en check-in skranke: »Jeg bliver helt vildt rastløs, hvis jeg ikke har været oppe i en flyvemaskine i en hel uge. Så er der virkelig noget galt.«

”

LIXEN | september 2011 | en reportage. Det lærte han, da redaktøren hjemme i Danmark måtte vække ham tidligt om morgen efter den våde bytur: »Det her er ikke et job, det er en livsstil.

Man deponerer fuldstændig sit liv og sin tid til sin arbejdsgiver, mens man arbejder som korrespondent. Der hviler et rigtig stort ansvar på mine skuldre, så jeg skal hele tiden være aktiv og flittig. Derfor tilsidesætter jeg alting, hvis jobbet kalder – det er jeg forpligtet til. Så må jeg fandeme slappe af, når jeg bliver halvtreds.« Han kalder det selv for et ”ego-job udover alle grænser.” Arbejdet kommer altid i første række.

Sådan var det også, da hans veninde var på besøg, og Jesper pludselig måtte af sted på en

Jeg tilsidesætter alting, hvis jobbet kalder – det er jeg forpligtet til. Så må jeg fandeme slappe af, når jeg bliver halvtreds.

Jesper Steinmetz, TV 2 Nyhedernes korrespondent i USA

Selvom Jesper elsker at være på farten og være med, hvor det sker, så har han en grænse. Han vil ikke sendes af sted til krig: »Det tør jeg ikke, jeg er bange for at blive skudt. Jeg synes slet ikke, det er fascinerende.

Der skulle man nok have leget røver og soldater som lille, og der legede jeg i stedet cirkus.« Til gengæld synes han, at det er fascinerende at arbejde i USA. Han ser det som et stort privilegium at arbejde i et land med 50 stater, 9,8 millioner kvadratmeter land og over 300 millioner indbyggere: »Det er fedt at bo i det land, hvor alting bliver styret fra. Hele verden lytter til, hvad USA siger.

Det er helt vildt fascinerende.« Jespers fascination af USA startede allerede i ungdomsårene. I 1986 til 1987 studerede han på Hope College i Holland, Michigan, og her stod han for første gang ansigt til ansigt med en mand, der har haft verdens mest magtfulde job: den tidligere amerikanske præsident Gerald R. Ford. ”Jeg er jo fjernsynet” Det blev ikke sidste gang, at Jesper kom til at møde en amerikansk præsident, men det har også sin pris at have et job, hvor man møder så magtfulde personer. Jesper skal hele tiden være klar til at rykke ud til en liveoptagelse eller

opgave. De sidste mange dage af hendes ferie i USA så hun slet ikke Jesper: »Mit privatliv er ikke-eksisterende. Det er helt vildt sørgeligt at sige, men jeg er hele tiden på farten. Det er røvsygt, men helt vildt sjovt”.« Jesper er glad for, at han tog af sted til USA som single og uden børn. I de her år fylder hans job nemlig så meget, at hans arbejdsliv og privatliv flyder fuldstændig sammen. Derfor husker han også nogen af de største oplevelser i sit liv, som noget han har oplevet gennem sit arbejde. Her nævner han blandt andet episoden, hvor 33 chilenske minearbejdere sad fanget under jorden, og han stod på første parket, da de blev reddet op: »Sådan en mega begivenhed, der er gået hele kloden rundt, der har jeg fandeme stået. Der kan man altså ikke bare sige, ”Nå ja, that was just another day at the office”.« De samme tanker fløj igennem Jespers hoved, da han så den amerikanske præsidents datter fjolle rundt og spille bold med hunden i baghaven til Det Hvide Hus, mens han ventede på at komme ind til samtalen mellem Barack Obama og Lars Løkke Rasmussen i verdens nok mest berømte kontor: The Oval Office. Eller da han mødte Bill Clinton og Tony Blair. Eller da han var til det første vælgermøde i Portland, Oregon, og stod få meter fra, hvor Barack

Need to know

Nice to know

• 1990-1995: Danmarks Medieog Journalist Højskole. Praktik på Morgenavisen Jyllands-Posten.

Undervejs tog han et års orlov, hvor han rejste til Australien for at tage en supplerende journalistuddannelse

• Født den 7. maj 1967 på Frederiksberg

• 1995-1998: Politisk reporter på Morgenavisen Jyllands-Posten

• I flere år drømte han om at blive skuespiller

• 1998-2001: Politisk reporter på TV Avisen

• Drømmer om at stå på scenen til det europæiske Melodi Grand Prix og sige “Good evening Europe”

• 2001-2004: Reporter på TV 2 Nyhederne • 2004-2010: Studievært på TV 2 Nyhederne • 2010-2014: TV 2 Nyhedernes korrespondent i Washington

Obama holdt en af sine mange brandtaler. Der tog Jesper sig selv i at tænke: »Gud, det her er ligesom på fjernsyn. Men jeg er jo fjernsynet.«

”

• Er single og har ingen børn • Havde som ung sin egen biograf i forældrenes kælder

• Har skrevet bogen “Come on America”, der udkom fredag den 26. august 2011 • I bogen fortæller han om sit første år som TV 2 Nyhedernes korrespondent i Washington familie og venner. Heldigvis er de gode til at acceptere, at sådan er hans liv lige nu. Jesper synes også, det er vigtigt, at han giver sig selv lov til at være begejstret. Både når han pludselig rap-

Hver eneste gang, jeg er live igennem fra USA og hører studieværten i min øresnegl, så tænker jeg, at jeg virkelig er glad for, jeg står herude i den friske luft og ikke inde i studiet.

Jesper Steinmetz, TV 2 Nyhedernes korrespondent i USA

Flyvsk fremtid Jespers begejstring for sit job betyder alt. Uden begejstringen ville han ikke kunne leve det her liv, hvor han altid må vælge jobbet frem for

porterer fra et vulkanudbrud på Island, når han er med i Chile, eller når han ser præsidentens datter lege i baghaven til Det Hvide Hus: »Jeg vil have lov til at nyde det. Min begejstring, entusiasme og overraskelse gør også, at det skærper mine sanser. Og jeg bliver en bedre formidler, for hele den begejstring videreformidler jeg jo til seerne. Jeg hader den der selvhøjtidelighed, for så synes jeg, at man bliver en ringe journalist. Det er derfor, nogle skriver så røvsygt, fordi de har glemt deres begejstring og nysgerrighed.« Jesper har langt fra glemt sin begejstring.

Hver eneste dag tænker han, at han står op til verdens bedste job. Men det er også et job, hvor det er svært at planlægge sit liv, og det gider Jesper heller ikke. Lige nu tænker han ikke længere frem, end hvad han skal lave af historier i næste uge. Derfor vil han heller ikke tænke for meget over, hvad der skal ske, når hans periode i USA udløber om tre år. »Jeg vil ikke sige, at jeg aldrig kommer tilbage som vært, men lige nu har jeg ikke lyst til det.

Jeg har virkelig fået smag for at være ude. I løbet af sommeren har flere sagt til mig: ”Hvor er det bare dejligt at se dig på skærmen igen.” Og der har jeg virkelig tænkt, ”Ja, men I skal ikke vænne jer for meget til det”,« siger Jesper og fortsætter: »Det her job har gjort mit liv mere fucked-up.

Jeg kan godt være lidt bange for min fremtid. At jeg ender som en junkie, der aldrig vil kunne have et mandag til fredag job, hvor man har fri i weekenden med planlagte aftaler. Nu har jeg bare lært, at jeg altid er på farten.« saran10@student.sdu.dk maltc08@student.sdu.dk

Foto: Rune Jensen Heidtmann

10 | september 2011

BRANCHE

| LIXEN

Statusopdatering på I Like-projekt Center for Journalistiks undersøgelse om danskernes medievaner på Facebook og Twitter har nu været i gang i fem måneder. Det endelige mål er et sjette nyhedskriterium under navnet I Like, men projektleder Filip Wallberg vil ikke spå om, hvorvidt målet nås.

Malte Abildgaard Christensen

FACEBOOKFORSKNING. ”Thorning gik i fælden på læsermøde,” ”TV: Alarm: Alt for sød kattemor krammer killing” og ”Jorden går under på lørdag – det er helt sikkert.” Du har formentlig set minimum en af disse tre rubrikker før – de er nemlig de tre mest delte, likede og debatterede

artikler på Facebook siden den 10. april 2011. Hele 5.800 personer har delt Ekstrabladet.dk’s video om en kat, der passer godt på sin killing ved at kramme den, mens 6.601 har syntes godt om, at Thorning fik problemer på et læsermøde i slutningen af juli. Og hele 7.705 mennesker har kommenteret på B.T.s dommedagsartikel fra den 19. maj.

Disse tal er en del af Center for Journalistiks undersøgelse ”I Like”.

Målet er ifølge projektets leder, lektor på Center for Journalistik Filip Wallberg, at definere et nyt sjette nyhedskriterium. Et, der skal vejlede journalister i, hvordan en artikel, et radio-klip eller et tv-indslag skal skrues sammen, så det nemmere bliver delt på de sociale medier.

Projektet, der har indsamlet data fra Facebook og Twitter siden april, er godt undervejs, og projektleder Filip Wallberg forventer, at under-

TOP 20: MEST DELTE ARTIKLER (10/04-2011 - 12/08-2011) 1. Thorning gik i fælden på læsermøde (B.T.) 2. TV: Alarm: Alt for sød kattemor krammer killing (Ekstra Bladet) 3. Jorden går under på lørdag - det er helt sikkert (B.T.) 4. 43 ord er i fare for at uddø (Politiken) 5. Mads Christensen til ofrene: Hvorfor gjorde I ikke noget? (B.T.) 6. Verdens bedste frieri (Ekstra Bladet) 7. 27 grader i næste uge (B.T.) 8. Amy Winehouse fundet død (Ekstra Bladet) 9. Danmark bliver varm som en sauna (B.T.) 10. Danske Bank undgår at betale 3 milliarder i skat (Politiken) 11. Her er de: Verdens største bryster! (Ekstra Bladet) 12. Peter og Amalie går fra hinanden (Ekstra Bladet) 13. Se verdens vildeste parallelparkering (B.T.) 14. Lad os bruge Anders Breivik rigtigt (Berlingske) 15. Deltag i den historiske Tour-konkurrence (TV 2 Sporten) 16. Unge tvinges til at føre valgkamp for Lene (Ekstra Bladet) 17. Megabrandert filmet på overvågningsvideo (Ekstra Bladet) 18. TV: Real ødelagde pokalen (Ekstra Bladet) 19. Danske nynazister hylder norsk massemorder (Ekstra Bladet) 20. Konservative vil kræve betaling for lægebesøg (Politiken)

HVILKE MEDIER BLIVER DELT MEST PÅ FACEBOOK

søgelsens resultater kan fremlægges i slutningen af 2011. Indtil da skal mere materiale indsamles, og dette skal sammen med den journalistiske professor Peter Bro analyseres. Men om målet nås, kan Filip Wallberg endnu ikke spå om: »Det er sandsynligt, at vi kan udvikle flere kriterier for, hvilke historier der deles og debatteres. Men jeg ved ikke, om det kan komprimeres ned til et nyhedskriterium. Det vil efterårets databehandling afsløre.«

B.T. og EB mest aktive Undersøgelsen viser, at B.T. og Ekstra Bladet klart dominerer top tyve over historier, der bliver delt og disku-teret på Facebook. Det eneste andet medie i top ti er Politiken, der er repræsenteret med to artikler.

Denne tendens er ikke overraskende for Filip Wallberg: »B.T. og Ekstra Bladet er blandt de hjemmesider med størst fokus på nyheder i Danmark. Samtidig er begge medier dygtige til at stramme en historie, så historien bliver sat på spidsen og er let at forstå.« Mens det ifølge Filip Wallberg oftest er de lidt ”finurlige, forargelige eller frygtelige” artikler, der bliver delt på Facebook, er det stort set omvendt på Twitter. »Historierne, der deles på Twitter, er oftest politiske og provokerende og normalt mere seriøse end dem på Facebook,« vurderer Filip Wallberg ud fra sin egen undersøgelse. Men det er Facebook, der er klart højest prioriteret i Center for Journalistiks undersøgelse, da ”Twitter kun er en legetøjsbil fra Micro Machines ved siden af Facebooks store lastbil, når det gælder antallet af delte links,” som Filip Wallberg udtrykker det.

Illustration: Paul Sauer

Inspireret af USA Filip Wallberg har selv taget initiativet til forskningen. Han blev inspireret, da han læste ”The Like Log Story” fra Yahoo! Labs, der groft sagt prøver at vise, hvilke historier brugerne deler og debatterer på de sociale medier.

Filip Wallberg beskriver det amerikanske studie som et unikt indblik i, hvad der bliver delt på Facebook og Twitter og ser det som vigtigt, at en lignende undersøgelse er godt undervejs i Danmark. »Ligesom alle andre virksomheder skal medierne tage deres kunder alvorligt. Og derfor skal vi undersøge kundernes adfærd i det omfang, det er muligt,« siger Filip Wallberg om relevansen for hans forskning. Samtidig pointerer han dog, at statistikken ikke er afgørende for, hvordan journalister skal arbejde: »Vi skal ikke lade vores journalistik diktere af statistik, men vi skal tage det i betragtning, når vi træffer de redaktionelle beslutninger,« uddyber han.

150.000 artikler Indtil videre har programmet, der indsamler og kategoriserer statistikken, indsamlet over 150.000 artikler

fra en lang række danske medier.

Ifølge Filip Wallberg er det en fordel, jo længere programmet finder nye data. »Det er en automatiseret proces, så det gør ingen forskel, om jeg samler statistik for 15 eller 150.000 artikler.

Men det gør resultatet stærkere, hvis jeg inddrager flest mulig artikler,« siger Filip Wallberg.

Programmet indsamler kun data fra Facebook og Twitter, da især Facebook ifølge Filip Wallberg er ”altdominerende, når det gælder danskernes brug af internettet.”

Ifølge Foreningen for Danske Interaktive Medier brugte danskerne i 2010 omkring 267 millioner timer på Facebook, hvilket er et abnormt tal i forhold til, at de samme brugere kun brugte 33 og 25 millioner timer på henholdsvis ekstrabladet.dk og på tv2.dk – og netop derfor er det vigtigt for Center for Journalistik at finde ud af, hvad der bliver delt og debatteret på Facebook. Derudover mener Filip Wallberg, at det ville være umuligt at inddrage alle sociale medier, og samtidig ville undersøgelsen blive for kompliceret at fortolke. maltc08@student.sdu.dk

BRANCHE

LIXEN | september 2011 | 11

Medier fravælger Facebook-regler Det skabte ballade på Berlingske, da dagbladet sidste år indførte retningslinjer for medarbejdernes brug af Facebook. Selvom flere medier støttede op om beslutningen, er det dog fortsat kun et fåtal, som efterfølgende har indført de omstridte retningslinjer.

Paul Sauer

SOCIALREGLER. Da Berlingske sidste år udarbejdede et sæt retningslinjer for, hvordan deres medarbejdere skulle opføre sig på de sociale medier, delte bladhuset vandene i det danske medielandskab.

Internt vakte det ramaskrig, at Berlingske blandt andet advarede medarbejderne mod at tilslutte sig politiske og holdningsbaserede grupper på Facebook, med mindre der lå en journalistisk begrundelse bag.

Eksternt støttede blandt andet Morgenavisen Jyllands-Posten og Danmarks Radio op om den såkaldte ”Facebook-politik”.

Alligevel har nedskrevne regler for statusopdateringer og gruppetilmeldinger ikke for alvor vundet fodfæste hos de danske medier.

En rundspørge, som Lixen har foretaget, viser, at kun tre ud af ni adspurgte medier har formuleret en specifik politik for medarbejdernes brug af sociale medier.

Men stod det til chefredaktør på Berlingske Lisbeth Knudsen, burde alle medievirksomheder have faste retningslinjer.

Både af hensyn til virksomhederne selv og af hensyn til medarbejderne. »Det er også med til at beskytte medarbejderne, at man ved, hvad retningslinjerne er. Så kommer man ikke galt afsted ved at skrive nogle ting eller gøre nogle ting således, at man bringer sit ansættelsesforhold i fare,« forklarer hun.

Presse uden privatliv Hos Politiken vinder Facebook-politik som medarbejderbeskyttelse dog ikke gehør.

Chefredaktør Anne Mette Svane

mener, at de mange skrækhistorier, som de internetbaserede mødesteder allerede har affødt, har rustet journalisterne.

Derfor ved journalisterne nu, hvordan de skal agere på internettet uden risiko for at skade dem selv eller den virksomhed, de arbejder for.

Og af den grund vil regler for medarbejdernes gøren og laden på sider som Facebook og Twitter aldrig indfinde sig i Politikens redaktionslokaler. »Vi er helt sikre på, at journalister og ansatte på Politiken er fuldt ud i stand til at agere på sociale medier på en god og ansvarlig måde. Og så er det i øvrigt en del af deres privatliv,« siger Anne Mette Svane.

Men Lisbeth Knudsen køber ikke, at en åben Facebook-profil hører under journalistens privatliv.

Tværtimod var det netop det journalistiske virkes offentlige natur, der sidste år fik Berlingske til at nedfælde de debatskabende retningslinjer.

De sociale mediers indtog har nemlig gjort journalisterne mere offentlige end nogensinde. »Som journalister er vi jo offentlige personer. Begrebet ”privatperson” findes ikke. Og det var det, som vi primært ville gøre opmærksom på,« understreger hun og fortsætter: »Virksomheder og kilder følger sådan set også med på Facebook. Så hvis man lægger et eller andet ud, så vil nogle af dem, som man har brug for at kunne arbejde med som kilder, også kunne læse med. Som professionel journalist er man interessant i mange sammenhænge for folk, organisationer og virksomheder, som gerne vil påvirke os.« Anne Mette Svane erkender da også, at ansatte i mediehuse skal træde mere varsomt på de sociale medier end andre brugere. »Det er klart, at når man er på sociale medier, og man er journalist, så gør det ikke noget, at man tænker sig om,« fastslår hun.

Ytringsgrænsen rykker Men journalisterne vil ikke have mediehusene til at tænke for sig.

Især ikke omkring anliggender, der ligger uden for deres arbejdstid.

Det viste sig i kølvandet på Berlingskes lancering af de omstridte ret-

ningslinjer, hvor flere medarbejdere anklagede chefredaktionen for at indskrænke deres ytringsfrihed.

På Politiken forstår man godt medarbejdernes reaktioner. »Jeg synes selvfølgelig altid, at man skal tænke sig om, når man indfører nogle retningslinjer for, hvordan man ytrer sig, når vi netop lever af ytringsfriheden. Det er sådan en meget, meget fin balance, som man skal være meget varsom omkring, hvis man overvejer at rykke den i enten den ene eller den anden retning.

Så det er ikke noget, vi overvejer,« siger Anne Mette Svane.

Kritikken bliver dog fejet til side af Lisbeth Knudsen. Hun erkender, at vandene gik højt i perioden omkring indførslen af regelsættet.

Men retningslinjerne har aldrig været ment som en ytringsbegrænsning, og siden er de høje råb da også forstummet. »Jeg har ikke hørt klager fra nogen, som har følt, at de på den måde er blevet begrænsede i deres ytringsfrihed efter den diskussion, der var,« siger Lisbeth Knudsen.

Derfor tøver hun ikke et sekund med at opfordre andre medier til at følge i Berlingskes fodspor. »Jeg vil i meget høj grad råde virksomheder, deriblandt andre medier, til at have sådan nogle retningslinjer. Det er jo altid rart at vide, hvad rammerne er, og hvornår det er, man kommer til at overskride sådanne rammer,« siger Lisbeth Knudsen.

Chefredaktør Christian Jensen, Information Jeg regner sådan set med, at journalisterne her på avisen sagtens kan skelne mellem, hvad man kan skrive på sociale medier, og hvad man ikke kan skrive på sociale medier. for 11 minutter siden · Synes godt om · Tilføj kommentar Chefredaktør Lisbeth Knudsen, Berlingske Det er med til at beskytte medarbejderne, at man ved, hvad retningslinierne er, så man ikke kommer galt afsted ved at skrive nogle ting eller gøre nogle ting således at man bringer sit ansættelsesforhold i fare. for 16 minutter siden · Synes godt om · Tilføj kommentar Chefredaktør Poul Madsen, Ekstra Bladet Det er sådan en systemkultur, som vinder frem overalt, hvor man tror, man skal kontrollere alt. Jeg tror på mine medarbejderes sunde fornuft og på, at de udmærket selv er klar over, hvad de kan tillade sig. for 17 minutter siden · Synes godt om · Tilføj kommentar Chefredaktør Jan Kristensen, Fyens Stiftstidende Vi har hidtil ikke oplevet brug/misbrug af sociale medier fra medarbejdernes side, der har gjort det nødvendigt at gribe ind fra ledelsens side. for 20 minutter siden · Synes godt om · Tilføj kommentar Chefredaktør Anne Mette Svane, Politiken Det er klart, at når man er på sociale medier, og man er journalist, så gør det ikke noget, at man tænker sig om.

Og det har vi fuld tillid til, at de sagtens kan finde ud af. for 22 minutter siden · Synes godt om · Tilføj kommentar Chefredaktør Lars Jespersen, NORDJYSKE Medier Vi har ikke fundet behov for at specificere regler for sociale medier, da de generelle personaleregler i sagens natur også gælder dem. for 24 minutter siden · Synes godt om · Tilføj kommentar

pasau10@student.sdu.dk

SÅDAN LYDER BERLINGSKES FACEBOOK-POLITIK

DISSE MEDIER HAR EN FACEBOOK-POLITIK

Berlingskes Facebook-retningslinjer fremgår af bladhusets › Berlingske etiske regler. Du kan læse et uddrag herunder. › Morgenavisen Jyllands-Posten › TV 2 For at opretholde ens troværdighed er det derfor afgørende: › At der er en journalistisk begrundelse for at være med i politiske eller holdningsbaserede grupper. › At der er balance i de grupper og fansider, man abonnerer på. › At man analyserer sin egen profil – kan du stå inde for det indtryk, den giver af dig?

DISSE MEDIER HAR IKKE EN FACEBOOK-POLITIK › › › › › ›

Politiken Ekstra Bladet Information NORDJYSKE Medier Fyens Stiftstidende Danmarks Radio*

Kilde: Journalisten.dk *) Danmarks Radio har retningslinjer for brugen af sociale medier for programmer og værter, mens mere omfattende retningslinjer i øjeblikket er til diskussion.

Tre hurtige Udskiftning i lærerstablen

Ny rektor sætter prikken over i’et i fusion

Faldende adgangskvotient på RUC

Semesteret er netop blevet skudt i gang, og det med et par nye (og enkelte før sete) ansigter bag kateteret. Heidi JønchClausen afløser Ebbe Grundwald i Medieprog 1, mens Sanne Godthaab Olesen overtager pegepinden i Mediejura. Filip Wallberg og Lene Rimestad bliver nye undervisere i Journalistisk håndværk 1. Samtidig erstatter Morten Skovsgaard Peter Bro i Journalistikkens historie, værdigrundlag og etik. simic09

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole fik i august ny rektor. Der var 16 ansøgere til jobbet, men det blev Jens Otto Kjær Hansen, som nu kan kalde sig rektor. I 2008 blev Journalisthøjskolen i Aarhus og Mediehøjskolen i Emdrup fusioneret til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og en fælles rektor var et led i den endelige fusionering.

Hvis du vil læse journalistik på RUC, behøver du ikke længere have landets højeste gennemsnit. Adgangskvotienterne for at komme ind på journalistuddannelsen i Roskilde er nemlig faldet. Humanistisk basisstudie + journalistik er faldet fra 10,9 til 10,5, mens samfundsvidenskabelig basisstudie + journalistik er faldet fra 10,7 til 10,3.

chbra10

idmey10

12 | september 2011

BRANCHE

| LIXEN

Reporter på Roskilde Festivalradio SDU’s grå beton er skiftet ud med en støvet mark lidt uden for Roskilde. Min sommerferie skulle i år bruges på at udforske festivalen som reporter for Roskilde Festivalradio. Jeg vil her tage dig med ud på den legendariske mark, hvor ikke to dage som reporter er ens.

Helene Jepsen

SMATRADIO. Biiip. Biiip. Biiip. Vækkeuret ringer. Klokken er 8.30, og det er tid til at forlade soveposen og det fugtige telt. Det er lidt hårdt at komme op efter nattens fest, men jeg når lige akkurat op til radioen til klokken 9. Jeg snupper en cola i køleskabet og suser ind til dagens første redaktionsmøde.

Radio i regn og mudder På Roskilde Festivalradio er vi i alt 50 medarbejdere, som sørger for, at der døgnet rundt under hele festivalen bliver leveret radio. På radioen finder man alt lige fra fladeværter til teknikere og lysdesignere. Der skal utroligt mange mennesker til for at få radioen til at fungere. Alle yder deres bedste på trods af tømmermænd, hedeslag eller oversvømmede gummistøvler.

Alle os medarbejdere er delt op i små teams, der har hver vores ansvarsområde. Jeg er med i infogruppen, som producerer nyheder en gang i timen mellem fladerne.

Under Astorias teltdug På morgenens redaktionsmøde i infogruppen fordeler vi opgaverne mellem os. Det er onsdag – dagen før koncerterne begynder – og det bærer vores idéer meget præg af.

Derfor er jeg da heller ikke sen til at melde mig til at lave en reportage fra Astoria-scenen, som er årets nye scene på festivalen. Jeg ringer lidt rundt og får en interviewaftale i hus henne ved scenen. Oppe i hovedet har jeg allerede en masse gode idéer til lydeffekter, der skal indgå i mit indslag. Inden jeg suser af sted ind bag scenerne, skal jeg dog lige hjælpe vores nyhedsvært med at lave en vejrudsigt. Vejrudsigterne på Roskilde Festival er alfa og omega for festivalgæsterne.

Da klokken er 10, griber jeg en mikrofon og et reportersæt. Nu er det tid til at tage på opdagelse ved Astoria-scenen. På vej hen til scenen krydser jeg det store festivalareal, som lige nu summer af forventning til morgendagens koncerter. Noget af det, der er fedt ved at være reporter, er, at man får lov at komme ”bag” festivalen. Man ser steder, som andre ikke ser, og oplever hele det cirkus, der er med til at få festivalen til at køre rundt. Spændende. Henne ved Astoria-scenen møder jeg projektlederen og et par håndværkere, der byder på kaffe i deres skurvogn.

De leverer en masse guldkorn til min diktafon.

Efter interviewet går jeg på opdagelse blandt rundsave og hammere under Astorias teltdug. Sidste hånd er ved at blive lagt på scenen, og det

Foto: Helene Jepsen

lykkes mig at få optaget en masse god reallyd.

Presset på tid Der er efterhånden gået en del tid med at optage interview og indslag fra Astoria, så på vejen tilbage til radioen snupper jeg lige en kebab med i hånden, så jeg kan komme i gang med at klippe indslaget med det samme, når jeg kommer tilbage i redaktionslokalet. Indslaget er planlagt til vores 12’er- udsendelse, så da jeg klokken lidt i 11 sætter mine ben på festivalradioen, har jeg travlt. Jeg skal både nå at klippe, speake samt skrive op- og nedlæg til vores nyhedsvært.

Af en eller anden årsag lykkes det mig at blive færdig med indslaget fem minutter i 12. Da indslaget klok-

ken 12 drøner ud af højtalerne, læner jeg mig glad tilbage i stolen, mens jeg snupper endnu en cola.

Et mekka for reportere Efter udsendelsen klokken 12 er der mødt en reporter mere ind, og vi brainstormer derfor lidt på gode idéer og giver hinanden inspiration.

Roskilde er et mekka for reportere.

Der er aldrig problemer med at finde en god historie, og der sker altid noget sjovt. En af de andre har hørt om en mand ved navn UFO-Aage. Han skulle eftersigende være indehaver af festivalens ældste telt. Det telt må jeg da se! Jeg snupper derfor en af radioens cykler og tager turen tværs over campingarealet.

Foran et ældgammelt 70’er telt finder jeg en små-snalret Aage, som

ikke er bleg for at fortælle en god røverhistorie. Jeg når både at høre om Bob Marley-koncerten i ’79 og om vedligeholdelse af teltet. Efter en øl i solen med Aage må jeg tilbage til radioen, så indslaget kan nå at blive klar til udsendelsen klokken 15.

Oppe i redaktionslokalet får jeg sluttet min diktafon til computeren.

Mens jeg hører interviewet igennem, går det op for mig, at interviewet bliver svært at klippe i, fordi hans tale bærer præg af lidt for mange øl. Jeg sidder derfor og bander og svovler lidt ind i computerskærmen.

Efter lidt tid finder jeg dog gejsten frem igen, for som journalist må man jo arbejde med det, man har. Jeg forsøger at redde indslaget med en spændende speak.

Noget af det, man lærer ved at være medarbejder på Roskilde Festivalradio, er, at man ikke altid kan blive hundrede procent tilfreds. Der er ikke tid til at rode med detaljerne i alle indslagene, da sendetiden skal fyldes ud.

Da klokken er 15, hopper vores nyhedsvært ind i sendevognen - en gammel campingvogn, som nu er fyldt med ledninger frem for gasblus.

Imens sidder vi andre i redaktionslokalet og hører hinandens indslag og telegrammer strømme ud i æteren.

Det er altid spændende at høre det færdige resultat. Denne udsendelse er vi heldigvis godt tilfredse med.

Indslagene og telegrammerne bliver bundet godt sammen. Dagen slutter derfor med højt humør og fællesskål i redaktionslokalet. hjeps10@student.sdu.dk

Medier med festivalarmbånd Hen over sommeren løber diverse danske musikfestivaler af stablen. Pressen er naturligvis også til stede, men med forskellige agendaer. Det kan være alt fra journalist og formidler til samarbejdspartner eller sponsor.

Malte Abildgaard Christensen

MEDIEFEST. Roskilde Festival er ikke kun Danmarks største festival. Det er også festivalen med den største mediedækning.

Mellem 3.000 og 4.000 mediefolk fra hele verden besøger festivalen, hvor fest, nøgenhed og øl florerer i stort antal. Mange danske medier er repræsenteret – lige fra de oplagte som Gaffa og Politiken til de mere kulørte blade som eksempelvis Se og Hør. Festivalerne rummer nemlig et stort potentiale for medierne,

ligegyldigt hvad det enkelte medie beskæftiger sig med.

Gaffa, der havde sendt 12 journalister til Roskildes Dyrskueplads i starten af juli, beskriver det som en oplagt begivenhed at dække. »Det er Danmarks største musikfestival, så selvfølgelig skal Danmarks største musikmagasin også være til stede i et stort omfang,« siger redaktionssekretær for Gaffa, Ole Rosenstandt Svidt, og forklarer, hvorfor Gaffa opsætter deres egen bod på Roskilde Festivalen: »Vi er der for at brande os selv og minde læserne om vores eksistens.

Derudover skader det ikke, hvis vi kan tjene lidt på at sælge merchandise – hvilket vi kan.« Også Se og Hør var til stede på Roskilde Festivalen og bragte hele seks sider i deres blad, men her er musikken ikke i fokus, som den er hos de fleste andre medier. »Vi dækker de fleste danske festivaler, men aldrig med et ord om

musikken. Vores læsere køber Se og Hør for at komme tæt på de danske og udenlandske stjerner,« siger chefredaktør Kim Henningsen.

Arbejder for mere presse Roskilde Festival er opmærksom på de mange medier, der deltager på deres festival. Nogle af dem endda på grund af en samarbejdsaftale. Ifølge Roskilde Festivals talskvinde Christina Bilde har deres festival sørget for flere aftaler med store medievirksomheder. Deriblandt Danmarks Radio, som sørger for optagelse og visning af koncerter, MetroXpress, som trykker festivalens egen avis Orange Press, samt Politiken, der har to boder – en på festivalpladsen og en i journalisternes højborg Media Zone, hvorfra avisen kan pleje deres kontakter og sørge for arrangementer for stjernerne og festivalgængerne.

Christina Bilde er glad for den store mediedækning af Nordens største festival. Det handler om

eksponering og markedsføring, erkender hun, og derfor er det også vigtigt, at de medier, de samarbejder med, har de rigtige værdier. »Vi vælger mediesamarbejdspartnere, der har særligt fokus på kvalitet, ungdom og musik. Og de skal kunne bidrage med noget, der kan komme publikum til gode før, under eller efter festivalen,« siger Christina Bilde.

Her nævner hun Danmarks Radios visning af en række koncerter på DR K og Politikens ”Your Space”- område på festivalpladsen, som måder hvorpå mediet bidrager med noget, publikum får glæde af.

Sponsoreret af medierne Flere andre festivaler har medier som sponsorer. Eksempelvis er Se og Hør hovedsponsor for Langelandsfestivalen, og B.T. sørger for Smukfests Hotelt og sociale arrangementer på pladsen. Men ingen af parterne er bekymrede for, at det journalistiske håndværk bliver forurettet.

»Vi har ikke oplevet, at en festival har blandet sig i det redaktionelle indhold i artiklerne,« siger Gaffas redaktionssekretær, Ole Rosenstand Svidt. Og Smukfest er helt enig i denne betragtning: »Hvis man kigger på dækningen af Smukfest over nogle år, så synes jeg, at det er ret tydeligt, at medierne skriver, hvad de vil,« siger talsmanden for Danmarks Smukkeste Festival Poul Martin Bonde og fortsætter: »Vi samarbejder blandt andet med B.T. og Jyskebank.tv, men der er intet redaktionelt samarbejde i de aftaler.« maltc08@student.sdu.dk

FOKUS

LIXEN | september 2011 | 13

Du skal sætte kryds den 15. september.

Politikerne kæmper om din stemme, mens medierne kæmper om din opmærksomhed. Branchen har rustet sig til det store ansvar at fungere som din personlige valgguide frem til det endelige kryds i boksen.

Men det er ikke kun det omdiskuterede valgkryds, Lixen sætter fokus på i denne måned. Hvornår krydser man sin egen grænse i sit journalistiske arbejde?

Og hvornår krydses roller og identiteter, så en journalist pludselig bliver ekspert?

Lixen byder velkommen til fokus på KRYDS – på tværs.

Foto: Rune Jensen Heidtmann

14 | september 2011

FOKUS

| LIXEN

Voldsom valgdækning ≠ Vellykket valgdækning Medierne har gennem lang tid været klar til at skyde valgkampen i gang med den største og mest intense dækning i dansk mediehistorie. Men mere er ikke lig med bedre. Det mener flere eksperter.

Paul Sauer

KRYDSKVALITET. Snart skal krydset sættes. Det næste valg til Folketinget bliver den 15. september, og til den tid har medierne i næsten et år trippet for at skyde valgdækningen i gang.

En dækning, som flere eksperter peger på bliver den mest omfattende og intense nogensinde i dansk mediehistorie.

Men samtidig en dækning, som ikke

nødvendigvis bliver bedre af at blive større. Det mener Jørgen Poulsen, der er professor i journalistik på Roskilde Universitet. »Dækningen vil blive større end nogensinde. Men om der vil komme bedre stof på bordet, det kan jeg godt tvivle lidt på. Man vil løbe efter en hvilken som helst syg, vingeskudt and, man kan,« siger han.

Det betyder derfor ikke så meget, at redaktionerne i det danske medielandskab har haft lang tid til at sætte sig ind i stoffet. »Man har de optimale muligheder for at forberede sig, og det er jeg helt sikker på, at man har gjort.

Og vi får en meget massiv og voldsom dækning. Om den bliver saglig, det ved jeg ikke,« fortæller Jørgen Poulsen.

Både styrkelse og svækkelse Om den massive og voldsomme

dækning af valgkampen udgør en styrkelse eller en svækkelse af vores politiske system kommer lige netop an på, hvor saglig dækningen bliver.

Sådan lyder det fra politisk ekspert og valgforsker på Aalborg Universitet Johannes Andersen. »Vi vil få mere information, og det vil klart styrke den demokratiske proces, fordi vælgerne får flere informationer at tage stilling til. Men samtidig vil vi få mere dækning af processen, altså mere analyse af hvad det er for nogle ting, der ligger bag ved det hele. Vi får flere analyser af, hvordan spindoktorer agerer, vi får flere spindoktorer, der analyserer, hvordan andre spindoktorer analyserer og så videre,« forklarer han.

Især den politiske proces, der særligt synliggør sig selv ved et stigende antal personsager, har fyldt meget i medierne de sidste år.

Og når den type historier får lov at

fylde, bliver det sværere at finde det politiske indhold.

Men konsekvenserne af de mange historier kan hurtigt blive mere vidtrækkende end bare mangel på politisk indhold.

Mediernes læsere, seere og lyttere kan nemlig blive mætte og trætte af politik allerede før valget er overstået. »Især fjernsynsmediet har nemmere ved at personliggøre politikken og har nemmere ved at dramatisere den, og så får den almindelige vælger jo altså endnu mere af hundeslagsmålet. Og på den måde bliver de så væsentligt hurtigere trætte af det,« siger Johannes Andersen.

Michael Dyrby, TV 2

gangene på selve valgaftenen. Men det kan man ikke have nogen garanti for, der kan jo ske rigtig mange ting.

Men vi gør i hvert fald vores allerbedste for at præsentere en spændende og interessant valgaften.

Naturlig interesse Men det er ifølge Johannes Andersen helt naturligt, at medierne interesserer sig for den kommende valg kamp.

Kanalernes kamp VALGBATTLE. Når statsministeren blæser valgkampen i gang, starter han ikke kun en kamp mellem politikerne om stolene på Christiansborg.

Han starter også en kamp medierne imellem om vælgernes gunst.

To af hovedaktørerne i den fejde bliver TV 2 og Danmarks Radio. Lixen har derfor sat nyhedsdirektøren for TV 2, Michael Dyrby og nyhedschefen hos Danmarks Radio, Ulrik Haagerup, i stævne.

I bedste valgkampsstil skal de forklare, hvordan og hvorfor deres kanal vinder det valg, der foregår på vores fjernbetjeninger.

Paul Sauer Sarah Andersen

Ulrik Haagerup, DR Hvem er jeres spidskandidater?

Hvis du primært tænker på tv-delen og DR 1, så er vores flagskib på valgdækningen det program, vi kalder ”Kandidaterne”, hvor vores værter er Ask Rostrup og Kim Bildsøe Lassen.

Og de samme værter kommer også til at gå igen på valgaftenen. Valget faldt på dem, fordi vi gerne vi have en dækning, som er båret af substans og indsigt, og det er de to garanter for.

Hvor hårdt går I efter at vinde valgkampen mellem jer og TV 2?

Vi går ikke specielt meget op i at vinde den kamp. Vi går op i at forsøge at gøre danskerne klogere på et afgørende valg, som de skal træffe inden for få uger. Så valget mellem os og TV 2 er sådan set ikke det afgørende. Men det afgørende er selvfølgelig, at vi stiller det til rå-

dighed, som danskerne må forlange af os – nemlig at vi gør dem klogere på den her begivenhed, så de selv kan træffe deres eget valg.

Hvad lover I seerne, hvis de følger valgdækningen på DR? Så lover vi dem, at vi både bringer dem tæt på begivenhederne og tæt på politikerne. At vi stiller skarpe spørgsmål på offentlighedens vegne og forventer at få et svar. Og at vi forhåbentligt også giver dem et overblik og gør dem klogere.

Hvad er jeres mærkesag?

Vores mærkesag bliver substans.

Hvad har I lært i forhold til sidste valgdækning?

Vi ændrer jo hele tiden mange ting.

Nu gik vores valgdækning i 2007 meget godt. Og hvis man kigger på seertal, så var det første gang, siden tyskerne gik ind i Danmark, at næsten lige så mange danskere fulgte valget på DR1 som på TV 2. Det understreger jo meget godt, at det ikke er en naturlig nødvendighed, at alle danskere sidder og kigger på TV 2, som traditionelt har været dygtige til valgdækning. Samme udvikling har vi set under andre valg, blandt andet kommunalvalg og EU-parlamentsvalget. Der klarede vi os faktisk overraskende godt. Overraskende i hvert fald for TV 2.

Hvad er jeres bedste nye tiltag i forhold til sidste valg?

Tiltaget er, at vi bruger den sidste nye teknologi og sendeteknologi til at være så tæt på kandidaterne, at vi er ved siden af alle spidskandidaterne 24 timer i døgnet alle tre uger af valgkampen.

Hvem er jeres spidskandidater?

Vi er jo et hold her på TV 2, som vi altid er, når vi laver produktioner. Men i spidsen på selve valgaftenen bliver det Jes Dorph og Lotte Mejlhede. Til topmøderne, hvor de to store kandidater skal møde hinanden, står Johannes Langkilde og Cecilie Beck i spidsen. Vi synes, de er de bedste til at håndtere den slags opgaver, så de er udvalgt meget nøje efter alle kunstens regler.

Hvor hårdt går I efter at vinde valgkampen mellem jer og DR? Vi går jo efter at lave den bedste dækning som overhovedet muligt.

Det har vi altid gjort, og så har vi haft den fornøjelse, at vi har vundet alle

Hvad lover I seerne, hvis de følger valgdækningen på TV 2?

Vi lover dem nerve og noget nærhed, og vi lover dem rigtig mange politikere, som får lov til at tale og komme ud med deres synspunkter, især på News. Der tror vi, at News har så meget mere dækning end alle andre, at hvis man virkelig elsker politik, så kan man virkelig få noget at vide.

Hvad bliver jeres kernefokus?

Hvis vi kigger på valgoptakter, så vil vi bestræbe os på at gøre det så

»Medierne kæmper en desperat kamp om seere, og de kæmper en desperat kamp om læsere. Og de har så tænkt, at dem vinder vi simpelthen ved at bombardere dem med endnu mere materiale, hvis det er det, de vil have. Det er ikke sikkert, at det er det, de vil have, men det er det, de har valgt at sige,« forklarer Johannes Andersen.

Og den taktik fordrer ikke kvalitet.

Det gør den ikke, fordi medierne på trods af god forberedelsestid simpelthen ikke kan forberede sig på, hvad valgkampen kommer til at handle om. »Ingen ved rigtig for alvor, hvad man skal lægge vægt på, og så vil man gå efter, hvor flertallet går hen.

Og så kommer det til at gå stærkt, og så bliver det ikke nødvendigvis sagligt,« slutter Jørgen Poulsen. pasau10@student.sdu.dk

seværdigt som overhovedet muligt, med al den nerve og nærhed, der skal til, når vi nu er ved et valg, der afgør Danmarks skæbne. I nyhedsproduktionen har vi fokus på at lave en række faste formater, som er med til at formidle og fordøje hovedsynspunkterne og hovedemnerne i valgkampen. Altså det som danskerne er mest optagede af. Hvis man nu skal bruge en sportskliché om selve valgaftenen, så bliver det DM i politik.

Der handler det om at lave en aften, der er oplysende og underholdende, og hvor alle mænd er i hus med al den bedste teknologi og vores bedste evne til at analysere og bringe kommentarer. Der har alle simpelthen deres stiveste pus på og har pudset skoene. Det er vores DM.

Hvad har I lært i forhold til sidste valgdækning?

Hvis jeg nu skal være lidt fræk, så har vi lært, at det ikke er nødvendigt at have en masse resultater for at lave en god valgaften. Sidste gang sendte vi i lang tid, hvor vores grafik-maskine var gået i stykker, men alligevel havde vi rigtigt gode seertal. Så man kan godt have en del af en valgaften uden at snakke resultater. Ikke at vi vil prøve på at gøre det i år, der vil vi gerne prøve på at have resultater hele aftenen.

Hvad er jeres bedste nye tiltag i forhold til sidste valg?

Det synes jeg ikke, man skal lukke op for før på valgaftenen. Men det bliver super fedt, det kan jeg love dig.

pasau10@student.sdu.dk saran10@student.sdu.dk

Illustration: Paul Sauer

FOKUS

LIXEN | september 2011 | 15

Ha’ et Fynt valg Foto: Rune Jensen Heidtmann

Den nationale mediebranche bruger krudt og klejner på at opruste til den optimale valgdækning, som skal kulminere til folketingsvalget den 15. september. Også den regionale valgvinkel skal findes frem og pudses af. På den regionale tv-station TV2/FYN har oprustningen været i gang siden januar.

Lea Holdgaard Sørensen

KAMP. Valget er udskrevet. Nu eksploderer mediernes valgdækning, og mange måneders oprustning skal kulminere medio september. Mediebranchen er toptunet og fuldkommen forberedt til kampen om seere, læsere og lyttere, når valgets skandaler og perspektiver skal formidles videre til landets vælgere.

På TV2/FYN er omfanget mindre, men ikke desto mindre er det en vigtig opgave at holde det fynske land opdateret på valgkampens regionale perspektiver. Allerede ved årets oprindelse var målet for øje: »Vi satser på at fortælle fynboerne nære valghistorier og en dækning med masser af regional merværdi,« forklarer ledende nyhedsredaktør hos TV2/FYN Jakob Risbro, som for

første gang skal stå i spidsen for tvstationen, når fynboerne skal guides gennem valget.

Forberedelse uden overdrivelse Siden januar har tv-stationen været i gang med at forbedre den regionale valgdækning. Jakob Risbro forklarer, at idéerne løbende er blevet færdigudviklet, og formaterne til flere af udsendelserne er fastlagt. TV2/ FYNs underkanal TV2/FYN PLUS skal løbende vise temaudsendelser om regionens politikere, og disse udsendelser blev skudt allerede i årets første måneder. »Herudover er vi klar med vores valgsceneografi, valggrafik og valgguide på nettet, og der er sat flere nøglepersoner på enkelte opgaver,«

Foto: Rune Jensen Heidtmann

forklarer nyhedsredaktøren, som samtidig fortæller, at aftalerne med regionens politikere er i hus, og et samarbejde på tværs af de fynske medier er indgået, så vælgerne på Fyn kan inviteres til vælgermøder og hilse på de fynske politikere, der kæmper om krydset.

Dog understreger Jakob Risbro, at forberedelserne til den regionale valgdækning ikke er opskruet eller ekstraordinær i forhold til dækning en af sidste folketingsvalg. »Vi har fået flere udsendelser i forbindelse med det kommende folketingsvalg, men forberedelserne har ikke været meget anderledes end forrige gang. Det er jo mere under kommunalvalget, hvor vi som regionalt medie virkelig giver gas.«

Regionalt islæt på valgdagen Men den regionale vinkel på folketingsvalget er stadig væsentlig for regionens befolkning. Derfor er nye tiltag blevet en del af tv-stationens muligheder, når fynboerne skal gøres klogere på valgkampens hektiske forløb og holde styr på regionens repræsentanter. Den regionale tv-station får ikke meget sendetid på valgdagen, men nyhedsredaktøren satser på, at andre kort i ærmet kan holde det fynske land opdateret: »På selve valgdagen er vores dækning ikke massiv, men vi satser på en regional valgdækning på vores website.« Som noget nyt har de regionale tv-stationer fået en aftale med TV 2 Danmark om såkaldte kravletekster, som skal løbe i bunden af tv-skærmen, når den nationale valgdækning kører på selve valgdagen. Ifølge Jakob Risbro skal kravleteksterne indeholde informationer og status for de regionale politikere, så det regionale fokus bevares – også på valgdagen. »Det er jo vores fineste opgave at sørge for, at fynboerne får de fynske valghistorier, lærer de fynske kandidater at kende og får fynske vinkler på landshistorier,« siger nyhedsredaktøren.

Og således melder TV2/FYN sig klar til kamp. Valgkamp.

UPS...

Valgoprustningen på TV2/FYN blev pludselig omdrejningspunkt i nyhedsstrømmen mandag den 22. august. En teknisk fejl sendte nemlig informationen om, at statsminister Lars Løkke Rasmussen havde udskrevet folketingsvalg med afholdelse den 13. september ud på Google med TV2/ FYN som afsender. Den opsigtsvækkende solohistorie var dog en fejl, da man blot afprøvede valgforsiden til webben og ved en teknisk fejl kom til at publicere den fiktive dato for valget på Google. leaso08@student.sdu.dk

16 | september 2011

FOKUS

| LIXEN

Ekspertværterne De danske journalister interviewer hinanden som aldrig før.

Den berettende, refererende journalist har krydset grænsen og er blevet ekspert, og gisninger og spåkoneri er kommet på den journalistiske agenda. Men bør journalisten overhovedet indtage rollen som ekspert?

Morten Hjortshøj Cathrine Borup Bloch

SELVSVING. Vi kender Niels Brinch fra Station 2, hvor han med alvorlig mine og velpresset jakkesæt guider knap en million seere gennem kriminalsager hver mandag på TV 2. Men over de seneste par år er han begyndt at optræde i en anden rolle. Man kan som seer nu se ham i den varme stol over for sin journalistkollega – nu med betegnelsen ”terrorekspert” i stedet for ”vært” på blandt andet TV 2 News – senest i forbindelse med tragedien på Utøya i Norge. Og han er ikke alene. Flere journalister, der har en særlig ekspertise og viden inden for et bestemt område, bliver indkaldt som eksperter i tv-programmer i stedet for de typiske eksperter som for eksempel forskere, lektorer og professorer. En tendens, der ifølge udviklingschef i Update ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Steen K. Rasmussen er stigende.

Han har lavet flere undersøgelser om journalisters rolle som kilde og ekspert i det danske mediebillede og har slået fast, at man oftere og oftere vil se journalister interviewe deres kolleger for åben skærm. »Det er utvivlsomt en stigende tendens, at journalister bruges som eksperter. Det handler jo ganske enkelt om, at man på tv-stationerne bruger det trick at hive en journalist ind i stedet for en ekspert, fordi journalisten ofte er en bedre formidler.

Man kan lave et set-up, hvor man ved, hvordan tingene kommer til at foregå,« siger han.

Letfordøjeligt, tak!

Netop journalistens evne til at formidle er altafgørende i et kort tvindslag, hvor der skal siges meget på få minutter. Steen K. Rasmussen påpeger, at en ”rigtig ekspert” ofte har en meget stor viden inden for det område, vedkommende udtaler sig om, og det kan være svært for dem at skære ind til benet og skarpvinkle stoffet. »Journalister er bedre til at forklare komplicerede sammenhænge på den relativt korte tid, de får stillet til

rådighed, i for eksempel en nyhedsudsendelse. Seerne har brug for en, der kan koge det ned, så det er til at forstå og fordøje,« siger han.

Derudover har journalisterne ofte indsigt i, hvad seerne vil have svar på i løbet af indslaget. En journalist, der optræder som ekspert, gør for det meste meget ud af at stille det supplerende spørgsmål: ”Og hvad betyder det så?” og dernæst svare på det.

De sørger for at sætte informationen i perspektiv og give en vurdering af, hvad det kan have af betydning. Det fastslår vært på Station 2 Niels Brinch, der ofte omtales som ”TV 2’s terrorekspert”. »Journalister er nogle mennesker, der gerne skulle have en evne til at indsamle oplysninger fra en lang række forskellige kilder og så bearbejde dem og præsentere dem. De skal stille de spørgsmål, de tror, seerne stiller. Når journalister bruges som eksperter, giver det en dynamisk måde at komme af med viden

Tantholdt, der begge indtager rollen som seernes øjne og ører. Personer, der er til stede, hvor det sker.

på og samtidig få nogle vurderinger fra folk, der kan sætte sig ind i, hvad seerne kan bruge,« siger han.

Han mener samtidig, at udviklingen i retning af en større brug af journalister som eksperter kan være med til at klæde seerne bedre på til at være bedre demokratiske medborgere og forstå samfundet.

»Det er jo ikke det, journalister er sat i verden for at gøre. Tværtimod skal journalister jo for så vidt overhovedet muligt fremlægge fakta og kilders udsagn,« forklarer han.

Ikke-eksperten Niels Brinch vil hellere kaldes for kommentator end ekspert. For ekspert er han bestemt ikke, mener han. Siden han blev færdiguddannet som journalist i 1980, har han stort set kun beskæftiget sig med krimistof i sin journalistiske karriere. Derfor har han gennem årene indsamlet en særlig viden og erfaring, der gør, at han tit er det oplagte valg som kommentator på en sag, der omhandler eksempelvis terror. Med tryk på kommentator. »Jeg er jo kommentator. Men jeg er ikke terrorekspert. Jeg er bare en journalist, der følger det stofområde meget.« Derfor er det også ofte vigtigere for seerne at høre en journalist, der beskæftiger sig med det pågældende område dagligt, end en ekspert, der har en uddannelse inden for emnet.

Steen K. Rasmussen nævner som eksempler Ulla Terkelsen og Rasmus

Footing frem for spåkoneri Steen K. Rasmussen slår dog fast, at journalister kan være nok så gode til at vurdere og sætte nyhedsindslagenes konklusioner i perspektiv for seerne, men hvis ikke de har deres såkaldte ”footing” i orden, falder det hele til jorden. Udtrykket ”footing” hentyder til det danske ord ”fodfæste”. Hvis ikke journalisten har belæg for at sige det, han siger, er det ikke i orden at fremstå som ekspert.

En af journalistikkens dyder nummer ét. »Man skal virkelig huske at have sin ”footing” i orden,« mener Steen K. Rasmussen.

Han fastslår, at det ikke må være et problem for seeren at gennemskue, om det er reel fakta eller bare gætterier og spåkoneri, journalisten roder sig ud i.

Når mikrofonen sendes videre Når TV 2 News sender live fra store begivenheder som eksempelvis tragedien på Utøya i Norge og optøjerne i Libyens hovedstad Tripoli, er det deres egne værter og journalister, der indhentes som eksperter.

Det skaber dynamik, at værten kan sende mikrofonen videre til sin kollega, som ikke nok med at befinde sig lige midt i brændpunktet, også er et kendt ansigt fra kanalen. Men med ekspertliggørelsen af tv-stationernes egne ansatte følger også risikoen for en mediebranche og en journalistkreds, der lukker sig om sig selv. Det forklarer lektor Nete Nørgaard Kristensen fra Københavns Universitet, der har skrevet en ph.d.-afhandling om professionaliseringen af journalistiske kilder. »Et kendetegn ved journalistik er jo, at man søger udsagn fra aktører uden for nyhedsinstitutionen. Man spørger nogle folk, der har oplevet nogle ting, repræsenterer en bestemt viden eller ekspertise eller bestrider magtfulde poster. Når journalisterne selv genererer det hele – altså bliver

kilder til deres egne historier – kan konsekvensen være, at kredsløbet lukker sig om sig selv,« forklarer hun.

Journalist vs. klogeåge Hun kan dog også se klare fordele ved at lade journalisterne interviewe hinanden i stedet for at overlade mikrofonen til de klassiske klogeåger på eksempelvis landets universiteter.

Hun er nemlig enig med Steen K. Rasmussen i, at journalisterne generelt er bedre formidlere end forskere, og så er det også både nemmere, billigere og mere bekvemt at benytte egne medarbejdere, der samtidig bliver profileret og ikoniseret ved at få ekspert-prædikatet. Og så viser det tilstedeværelse, når Jes Dorph Petersen interviewer Rasmus Tantholdt direkte fra Libyen og beder ham kommentere den genoprettede strømforsyning til de libyske borgere. Endnu mere tilstedeværelse skaber det, hvis han derefter beder

ham komme med en vurdering af krisens betydning for magtforholdene i landet.

Det er dog her, der også tit opstår problemer, mener Steen K. Rasmussen. Når en korrespondent som Rasmus Tantholdt opholder sig i for eksempel Tripoli, er det hans opgave at fortælle, hvad han ser og oplever. Og ikke gøre sig klog på noget, han ikke ved nok om. »Man forandrer derved fokus fra selve reportagen og øjenvidneberetningen til, at journalisten pludselig bliver en ekspert i libyske magtstrukturer. Og det er det skift, jeg synes af og til er problematisk,« fastslår Steen K. Rasmussen.

Nete Nørgaard Kristensen er enig i, at øjenvidneskildringen er bedre end eksperten, der tilbagelænet i studiets gæstestol lirer nogle velvalgte ord af i en lind strøm. Især når det gælder krigshistorier. »Hvis man tænker på krigsformidling, er det en fordel i forhold til spørgsmålet om aktualitet, at kilden er i begivenhedernes tid og rum, og det er jo ofte kun journalisterne,

der er det i modsætning til de akademiske eksperter,” forklarer hun.

Ifølge hende ved en krigsrapporter, naturligt nok, ofte meget mere om den pågældende krigssituationen, fordi de befinder sig lige i brændpunktet modsat en professor i militære studier, der sidder trygt og godt hjemme i Danmark.

Forsker uden forskning Nete Nørgaard Kristensens pointe møder også opbakning fra professor i journalistik Erik Albæk fra Syddansk Universitet, der i en lang årrække har forsket i ekspertbrugen i dansk journalistisk. Han mener, at eksperter meget ofte optræder i nyhedsudsendelser uden en ordentlig introduktion, der forklarer, hvorfor lige netop de er relevante i den pågældende sammenhæng. Og nogle gange uden et ordentligt grundlag for at udtale sig, som de gør.

Hans forskning viser, at størstedelen af de forskere, journalister bruger som kilder i medierne, ikke har forsket inden for det område, der bliver spurgt til, men mere ligger inde med en generel viden om emnet. Han underbygger med et eksempel: »Hvis du har en professor i statskundskab, der udtaler sig om, hvorfor Socialdemokraterne og Venstre kommer med hver deres vækstpakke, der minder utrolig meget om hinanden, så er det jo heller ikke noget, han har forsket i,« fortæller Erik Albæk.

Derfor kan mediehusenes egne Christiansborg-journalister ofte komme med mindst lige så kvalificerede vurderinger som de “rigtige eksperter”, fordi de har fingeren på den politiske puls og befinder sig på stedet, vurderer professoren.

Sidder stille med springbenet Journalisteksperter, der befinder sig på stedet er altså et plus, mener både Erik Albæk og Steen K. Rasmussen.

Men det betyder ikke, at de selv altid har lyst til at medvirke eller føler, at de kan bidrage med nok ekspertise eller viden. Niels Brinch siger faktisk oftest nej til at udtale sig i en nyhedsudsendelse, hvis han ikke føler, han har noget fornuftigt at sige. »Jeg siger faktisk ligeså ofte, hvis ikke oftere, nej til at medvirke i et indslag, hvis jeg føler, at jeg er på gyngende grund med hensyn til det, jeg skal udtale mig om. Jeg sidder ikke derhjemme med springbenet forrest og bare håber på at kunne komme ind og sidde i fjernsynet. Det er ikke det, det handler om. Hvis jeg synes, jeg kan byde ind med noget, så vil jeg gerne være med,« fastslår han. moran10@student.sdu.dk cablo10@student.sdu.dk

FOKUS

LIXEN | september 2011 | 17

Med kameraet som indsats Når fotograf Peter Hove tager til brændpunkterne for at tage billeder, har han mange etiske grænser. Men han mener også, at alt kan og skal fotograferes. For det er det, der er hans opgave. At vise folk, hvad der foregår i verden.

Simone Agger

HAITI. Irak. Libyen. Politikens fotograf Peter Hove har været de steder, som ikke ret mange mennesker tør at besøge, når bygningerne falder sammen om ørene på folk, og døde mennesker ligger i kæmpe dynger.

Og det er netop derfor, han tager til brændpunkterne gang på gang. Fordi den danske befolkning skal vide, hvad der foregår i verden. Derfor eksisterer der for Peter Hove ikke grænser for, hvad der bør og ikke bør fotograferes. Men derfor flyver der stadig, hver eneste gang, en masse etiske overvejelser gennem hans hoved, når han løfter linsen: »Mens jeg fotograferer har jeg mange etiske overvejelser; ved folk, at jeg er der, ved de, hvad de medvirker i, kan de tage vare på sig selv og meget andet.« Men alligevel mener Peter Hove, at alt skal fotograferes. For det er det, der er hans job. At vise folk, at det, der sker i verden, ikke er retfærdigt. »Jeg ser det, som om man er på arbejde for at løse en opgave. Så kan man efterfølgende opleve, at det på-

virker en meget, men i selve situationen er der tusind andre ting at tænke på, end hvordan man selv har det,« siger den 36-årige fotograf og fortsætter: »Det nytter jo ikke noget, hvis jeg rejser tusindvis af kilometer og skal prøve at beskrive for dem derhjemme, hvad det er, der sker, og så i det øjeblik jeg træder ind på et hospital og ser nogle børn, der har det dårligt, så sætter jeg mig i et hjørne og græder. Så har jeg jo ikke løst min opgave.«

Man skal råbe – ikke skrige For det er nemlig det, der er hans opgave. At vise folk de forfærdeligheder, som finder sted. Også selvom de billeder, han tager, en gang i mellem overskrider danskernes grænser. »Nogle bliver sure over, at jeg har taget et billede af et lille barn, der har mistet begge ben, og mange tænker, hvordan kan man dog gøre det. Der har jeg det sådan: don´t kill the messenger. Skyd ikke skylden på os. Det er din egen blufærdighed, der gør, at du ikke kan holde ud at kigge på, at verden ser sådan ud,« siger Peter Hove.

Men han er udmærket klar over, at nogle af de billeder, han tager, kan støde folk. »Man skal vise virkeligheden, som den er. Men samtidig nytter det heller ikke noget at putte nogle billeder i avisen, som folk hurtigt bladrer henover, fordi det simpelthen er for ulækkert. Det nytter ikke noget at skrige så højt, at ingen hører efter.« Peter Hove fortæller, at han selv kan blive i tvivl om, hvad der er for meget, og hvad der er for lidt. For grænsen

for hvad der er for ulækkert rykker sig nemt, når man er ude og afdække virkeligheden. »En god øvelse er at sige: hvad hvis det her billede bliver bragt på side fire, og der på side tre er en reportage fra en børnehave – hvordan kommer det så til at se ud?« Ingen regel uden undtagelse Peter Hove har en regel om, at når han tager til brændpunkterne, er det for at tage billeder og ikke for at hjælpe med nødhjælpsarbejdet. Men der findes ingen regler uden undtagelser. Heller ikke for den professionelle fotograf. Det oplevede han, da han sammen med en journalist var på Haiti. Efter at have været der en uges tid kørte de en dag forbi et større udgravningsarbejde, og her fangede en

lille dreng Hoves opmærksomhed. »På vej tilbage til bilen, så jeg ud af øjenkrogen, at han samlede en håndfuld spaghetti op fra jorden, som han begyndte at spise, men ellers var han fuldstændig apatisk. Der stoppede jeg op og forhørte mig om, hvad der var sket.« Det viste sig, at drengen lige var blevet gravet ud af en ruin, hvor han havde ligget med sine forældre, som nu var døde. Hans eneste slægtning, farmoren, ville tage ham til et hospital, men hun havde ikke penge til transporten. Derfor besluttede Peter Hove og hans kollega sig for at tage ham med på ladet af deres bil og køre ham til et nærliggende hospital. »På hospitalet fik jeg et kram af en amerikansk sygeplejerske, som sagde tak for, at vi var kommet med ham, og

der knækkede filmen fuldstændig for mig,« siger Peter Hove, som forklarer, at det er den eneste gang, han har kørt et barn på hospitalet.

For selv om fristelsen for at hjælpe de mange nødlidende mennesker er stor, ved Peter Hove, at det ikke er det, der er hans opgave. »Enten er man der som fotograf og journalist, eller også er man der som læge og nødhjælpsarbejder. Min opgave er en anden. Jeg siger ikke, at den er vigtigere, men man er nødt til at vælge. Og jeg tror, det nytter noget, at vi er der.« simic09@student.sdu.dk

Dette billede viser den dreng, som Peter Hove og hans kollega kørte til hospitalet. Billedet er aldrig før blevet bragt, da Peter Hove ikke mener, at man kan bruge situationer, som man selv har blandet sig så meget i.

Foto: Peter Hove Olesen

Mikrofonen gennem brevsprækken Efter et par måneder som praktikant på Ekstra Bladet blev Jesper Nielsen sendt ud for at interviewe ”Amagermandens” forældre.

Det blev til et udsædvanligt og grænseoverskridende interview.

Sarah Andersen

ÅBNING. Da sagen om ”Amagermanden” begyndte at rulle i november sidste år, havde Jesper Nielsen været i praktik på Ekstra Bladet i fire måneder. Som det første medie får de researchet sig frem til, hvor ”Amagermandens” forældre bor, og Jesper bliver sendt ud for at snakke med dem.

Da de åbner døren, præsenterer Jesper sig selv, og han afleverer et brev til dem, der forklarer, hvad han

gerne vil tale med dem om. De ville gerne have tid til at tænke over det, og derfor aftalte de, at Jesper skulle komme tilbage dagen efter: »Det var meget udramatisk, og selvom de selvfølgelig var meget påvirkede, så var de samtidig også meget fattede og gav hånd og det hele.« Usædvanligt interview Næste formiddag tog Jesper som aftalt ud til forældrene igen. Da han bankede på, valgte moren at tale til ham gennem døren i stedet for at lukke op. Jesper begyndte at spørge

Illustration: Paul Sauer

ind til, hvordan de havde det, og moren svarede på alle spørgsmålene.

Gennem brevsprækken. »Det tog maksimalt to minutter, fra jeg bankede på, til jeg sagde tak og forlod opgangen igen. Jeg valgte at lave interviewet, selvom hun ikke åbnede, fordi jeg følte, at der var en åbning. Hun sagde på ingen måde, at hun ikke havde lyst til at tale, og derfor føler jeg ikke, at jeg ”satte en fod i døren”. Hun talte til mig som normalt – bare ikke face to face,« siger Jesper Nielsen.

Efterfølgende blev Jespers interview med ”Amagermandens” mor

bragt i Ekstra Bladet, og det var både han og resten af redaktionen enige om: »Det her er selvfølgelig en meget usædvanlig interviewteknik, men fordi jeg havde været derude dagen før og forklaret om mine intentioner, så var det bestemt min opfattelse, at hun godt vidste, at hun talte til citat gennem døren. Samtidig var det hende, der startede samtalen, og ikke mig.«

Grænseoverskridende Jesper mener, at han traf det rigtige valg. For ham er det altafgørende, at det blev gjort på en ordentlig måde, og at han i dag kan se sig selv i øjnene: »Jeg ved ikke, om jeg kunne finde på at gøre det igen, men ofte afgør omstændighederne rigtig meget. Hvis jeg havde været derude første dag, og de ikke havde åbnet, eller moren havde sagt dagen efter, at hun ikke

ville tale, og jeg så bagefter havde interviewet gennem døren, så var det problematisk. Men jeg havde været derude og set dem i øjnene og trykket deres hånd, og derfor føler jeg, at det blev gjort på en respektfuld måde,« siger Jesper Nielsen.

Alligevel føler han, at det var en meget grænseoverskridende oplevelse for en forholdsvis ny praktikant: ”Det var vildt grænseoverskridende i sig selv at blive sendt ud for at tale med mennesker, som må igennem noget, der minder om et helvede.

Og når det så oven i købet skete på denne her måde, så blev endnu en grænse selvfølgelig brudt. Men det med at bryde grænser er vel en mere eller mindre almindelig del af det at være journalist.« saran10@student.sdu.dk

18 | september 2011

OPINION

| LIXEN

Scrambled eggs med Morten Resen Pernille Marie Louise Ulriksen, praktikant på Nordisk Film TV.

Kære Pernille. Nu bliver det jo helt stalker-agtigt, når jeg starter med at sms’e dig allerede inden, vi har mødt hinanden (!), men jeg vil bare lige råbe hurra og flage for det så fine interview, du har lavet. Klap dig selv på skuld’rn! Vi ses i morgen. Kh Morten Resen.

Jeg er kun lige nået hjem og lande, da beskeden tikker ind på min telefon.

Små elleve timer af min praktiktid på Go’morgen og Go’aften Danmark er gået, og jeg mærker allerede det første sug i maven. Selveste Morten Resen roser mig! Så er vi i gang.

Siden da har jeg lært at håndtere det faktum, at jeg render op og ned af kendisser på mit arbejde hver dag, lidt bedre. Og det er heller ikke, fordi min telefon gløder af indkommende feedback-beskeder fra programmets værter, hver gang jeg har lavet en historie. Men det er vist meget godt, for så ville Morten Resen og Co. ikke lave meget andet end at sende sms’er min vej. Der er nemlig ikke gået en dag siden jeg startede, uden jeg har haft et indslag i Go’morgen Danmark.

That’s right - på min praktikplads bliver man ikke holdt i hånd eller lever i skyggen af de faste journalister, fordi man er ny. Næh nej, mantraet for praktikanter hedder learning by doing - og jeg tror sgu, at det virker!

Indrømmet – jeg var ved at skide i bukserne første dag, da jeg fik at vide, at de ord jeg skrev ind på computeren, ville blive sagt i fjernsynet foran 700.000 seere dagen efter. Men

jeg sprang ud i det - og det har allerede lært mig mere, end de tykkeste bøger fra Studenterboghandlen kan.

Selvfølgelig kan man sparre med alle de rutinerede journalister, og det gør jeg så sandelig også - men det forventes, at man prøver at ramme målet,

før man siger, man ikke kan spille fodbold og beder om at blive skiftet ud.

Praktikken har allerede givet mig vildere oplevelser end festudvalgets happy hour. Jeg har interviewet Rasmus Tantholdt om sultkatastrofen på Afrikas Horn, verdensmestrene i

Hellere før end efter OPINION. Lixen bør bruge næste halvår på at udvikle en tradition med fremragende og konstruktiv efterkritik. Og skribenterne bør tage efterkritikken til sig. Det er sådan vi bliver bedre.

Lixen er en avis for yngre journalister, skrevet af – yngre – journalister.

Derfor skal den ikke være perfekt, det er ikke det, vi sigter efter. Men det skal skinne igennem, at slutningen af sæsonen er milevidt foran i kvalitet end starten. Udviklingen og processen skal være i fokus – for det er derfor vi går på en uddannelse.

For at blive bedre. Derfor bør Lixen også påtage sig det ansvar.

Jeg foreslår helt konkret, at vi arbejder på at gøre vores arbejdsgang bedre, således at efterkritikken bliver mere ambitiøs. Det kræver god dialog mellem skribenter og redaktører.

Og ikke mindst at man er åben over for ideer på modtagersiden. Man skal være enige om, at efterkritik

af samfundsproblemer får også sendetid i Go’morgen og Go’aften Danmark. Ligesom årstidens grøntsager og en 21-årig millionær gør det.

Mit praktiksted er alsidighedens legeplads, og jeg har allerede sat mig godt til rette i sandkassen med min

på Christiansborg med en blok og en kuglepen eller læser morgennyheder op i den lokale radio.

Og selvom mine medstuderende, der gør det, sikkert mener at lige netop de har det fedeste praktiksted, så tager de altså fejl. De får jo ikke

dig sat på den anden ende, når en verdenskendt rapper gæster Danmark og når statsministeren udskriver valg.

For ja – vi laver faktisk andet end at teste børnecykler og spille Rasmus Seebachs nye single. Politiske debatter, ekspertinterviews og analyser

skovl. Og jeg aner ikke, om det er en aktuel nyhedshistorie eller et blødt forbrugerindslag, jeg graver frem lige netop den dag og skal briefe værterne om til næste program. Men jeg skovler løs og ser hvad der sker – og jeg har det pisseskægt med det!

Også selvom jeg ikke render rundt

serveret scrambled eggs til morgenmad af Morten Resen eller kommer gratis i Tivoli med verdens rareste TV-vært.

Illustration: Paul Sauer

Efterkritik: Rune Jensen Heidtmann

bordfodbold om deres sejeste finte, og Mikael Wulff om historien bag den sjoveste Wulffmorgenthaler-stribe nogensinde. Og jeg kan slet ikke i min vildeste fantasi forestille mig, hvem jeg ellers skal tale med det næste år.

Redaktionen bliver fuldstæn-

ikke er lig korrekturlæsning. Det skal være en opbyggelig kritik af en idé og udførelse. Det er mange punkter, vi arbejder med, når vi producerer nyheder, og de skal alle lige have et rettetegn, inden vi kan trykke noget – vi skylder os selv at bruge tid på det – for det er i de her ekstra timer, vi udvikler os.

Så den her går ud til både Lixen og dens skribenter. Vi skal være villige til at gå i dialog om vores arbejde, villige til at tage kritik til os og ikke mindst uvillige til at få trykt noget, som man med grundig gennemgang kunne have gjort bedre.

Jeg håber virkelig efterkritikken bliver praktiseret mere fremover. Vi har alle brug for det. ruhei08@student.sdu.dk

peulr09@student.sdu.dk

Breaking News — eller?

Mimi Munch-Jensen

OPINION. Det er mandag aften, og jeg er faldet i søvn, stadig lettere smadret ovenpå Journalistiks rustur i weekenden. Ganske uhørt har jeg ikke fået slukket min mobil. Det er den ellers altid, når jeg sover, netop for at undgå det, der sker nu. Jeg vågner af en ellers dejlig søvn, til den irriterende lyd af en sms. Lettere fortumlet tjekker jeg telefonen, det kunne jo være vigtigt.

Breaking News sms fra DR: ”Skuespilleren Jesper Klein er død efter kort tids sygdom, oplyser hans søn.”

Ahva?!

Jeg ser og hører allerede nyheder hver dag, jo flere jo bedre. Men for at være opdateret her og nu når der sker en stor nyhed, en nyhed der er vigtig at kende til her og nu, tilmeldte jeg mig for en måned siden DRs Breaking News sms tjeneste. 40 sms’er er det indtil videre blevet til, mange af dem om Anders Breiviks angreb i Oslo og Utøya, aftalen om USA’s gældsloft og andre nyheder,

som bestemt hører under breaking news kriteriet. Andre sms’er balancerer på kanten.

For eksempel: ”13-årig stikker kammerat ihjel i Sønderborg.” Tragisk bestemt, men breaking news? At ”Amy Winehouse er fundet død i sit hjem i London”, er næppe et tab, som vil have de store konsekvenser for den almindelige danskers hverdag.

Og nyheden om at en ”australsk rigmandsdatter har fået en formodet bombe rundt om halsen, det ligner en afpresningssag,” får en til at spekulere på, hvilke nyhedskriterier der egentlig bliver brugt til at udvælge breaking news nyhederne hos DR. Ikke nok med at nyheden er fyldt med forbehold (hvis ikke det er en bombe, er der ikke meget nyhed), denne rigmandsdatter og hendes familie er fuldstændig ukendte og uden betydning for de danske mediebrugere. Det er da en god historie, men én du bare må vide sker her og nu, lige meget hvad du laver? Måske hvis det var en dansker, der spændte halsbåndet.

Men måske er kriteriet, at der skal sendes en breaking news sms ud om

dagen, det er i hvert fald det indtryk jeg får, når jeg ser DRs sms’er igennem. Men på den måde slider man blot endnu mere på et i forvejen tyndslidt koncept, hvor det ikke er nyhedens vigtighed eller relevans for modtageren, der tæller, men om den er opsigtsvækkende nok. Måske er det ikke en nyhed om en time eller to, men her og nu i den kedelig nyhedsstrøm er den breaking news.

Men er Jesper Kleins død virkelig en nyhed på linje med Anders Breiviks angreb i Norge? I så fald spænder breaking news kriteriet efterhånden faretruende bredt. mmunc10@student.sdu.dk

OPINION

LIXEN | september 2011 | 19

Tanker om tankerne om tragedien i Norge Ligesom den norske statsminister, Jens Stoltenberg, mener Kasper Kildegaard Sørensen, at vi skal fokusere på demokratiet - vi skal skabe en åben og tolerant debat, hvor alle kan ytre, hvad de vil.

Kasper Kildegaard Sørensen

OPINION. I ugerne efter den rædselsfulde tragedie i Norge har der været en del selvransagelse i den danske offentlighed. Hver eneste dag har der været utallige debatter og artikler, som har handlet om ”tonen” i debatten, sammenhængen mellem ord og handling og meget andet, der kunne tjene som et perspektiv på begivenhederne i vores naboland.

Al debat er legitim, og alle synspunkter har deres demokratiske berettigelse. Men jeg har været meget foruroliget over at læse og høre, hvad der kommer til udtryk. Både fra meningsdannere og politikere, men så sandelig også blandt almindelige danskere, når man læser kommentarer til diverse blogs og kronikker.

Det værste har været at læse og høre de vedvarende forsøg på at sammenkæde Dansk Folkepartis indvandrerkritiske politik og synspunkter med Anders Breiviks afstumpede handlinger.

Vi bliver nødt til at huske, at der går en tyk streg mellem ord og handling.

De skal vurderes hver for sig og ikke som et sammenhængende hele. Medmindre man med ord har opfordret til voldelige handlinger.

Dansk Folkeparti har haft stor magt over dansk politik siden 2001. Nok også alt for meget efter manges smag.

Der vil sågar være nogen, der mener, at de har skadet landets renommé i udlandet. Det vil jeg ikke afvise. Men

Foto: Creative Commons

deres synspunkter er – og har hele tiden været – legitime ingredienser i den offentlige debat. De har haft kontroversielle synspunkter og foreslået yderligtgående initiativer. Men de har gjort det på demokratiets præmisser og inden for rammerne af den lovgivning, som vores folketing har vedtaget.

Derfor er det en glidebane at kæde deres synspunkter sammen med et bestialsk massemord.

For så skal man også give hele den politiske venstrefløj skylden for

Send dit indlæg til ‘I øvrigt mener jeg...” til lixen@journet.sdu.dk. Det gælder både folk på og udenfor Medietorvet.

Skriv ‘I øvrigt mener jeg’ i emne-feltet + din kommentar, dit navn og din stilling.

Så bringer vi indlægget i næste nummer.

mordet på Pim Fortuyn i 2002. Eller bebrejde den for, at Pia Kjærsgaard ikke kan gå på gaden uden livvagter.

Desuden begår man den fejltagelse, at man gør Breiviks handling til noget politisk. Det var den ikke. Den var bare psykopatisk. Afstumpet.

Men Dansk Folkeparti har også begået nogle kæmpe fejl i efterspillet til tragedien. Eksempelvis bad de Justitsministeren undersøge, om DNSB kunne forbydes. Foranledningen var, at et medlem havde ytret sympati for det, Breivik havde gjort.

For mig er al denne ”debat om debatten” og kasten om sig med forbud og indskrænkninger et udtryk for barnagtig panikangst og snæversyn. Og typisk dansk. Læren fra – og modsvaret til – den forfærdelige dag skal, som Jens Stoltenberg sagde, være mere demokrati. Mere åbenhed.

Vi må ikke forsøge at undertrykke de ekstreme og yderligtgående synspunkter med lovgivning og puritanisme. For det forsvinder holdningerne ikke af. Resultatet af det vil være, at

... at praktik er the shit.

Pernille Ulriksen, 5. semester

debatten så vil foregå i det skjulte. Til hemmelige forsamlinger, på lukkede blogs og i andre fora, hvor der kun vil deltage rygklappere. Dermed vil der ikke være et modsvar. Et dementi. Og så vil det værst tænkelige ske: Det vil vokse sig større. Blive selvforstærkende.

Vi bliver nødt til at holde fast i vores demokratiske værdier om ytringsfrihed og tolerance. Vi skal ikke være bange for vores egne synspunkter og potentielle følger heraf. Vi skal invitere alle indenfor i den demokratiske debat. Og hvis nogle så går over stregen, så må det intelligente civilsamfund sige fra. Komme med begavede modsvar. Herved undgår vi, at de mest ekstreme synspunkter opnår for stor tilslutning. Vi mindsker sandsynligheden for en ny Breivik. Opfordringen herfra må derfor lyde: Drop al den snak om tonen i debatten og om forbud og indskrænkninger. Stå op og gå jeres meningsmodstandere i møde.

Svar dem igen. Vis andre, hvorfor de tager fejl.

Lad mig slutteligt citere Benjamin Franklin: ”Den, som opgiver friheden for et øjebliks tryghed, fortjener ingen af delene.” kasoe10@student.sdu.dk

… at Fyens Stiftstidende sparkede røv under rusturen.

K. A., 1. semester

... at Tour de France burde være pensum.

Kenneth Frydensbjerg, cand. public. b

… at det har været en dejlig efterårsferie.

Ida Meyer, 3. semester

... at Kristian Iskasen boller for mange af de nye russere.

Sofus Sten Hansen, 3. semester

... at det har været en god rustur, når man på vej hjem tager sig selv i at prøve at betale buschaufføren med sit ølkort.

… at det var pisse fedt, da JydskeVestkysten vandt Melodi Grand Prix’et.

Simone Agger, 3. semester

… at vejrnyhederne kan være helt legale under visse omstændigheder.

Casper Fauerholt, 5. semester

Katrine Villumsen, 3. semester

... at det kommende festudvalg kommer til at blive farverigt og fantastisk, hvis alle de dejlige, interesserede russere melder sig ind!

Mie Leonora Heiberg, 3. semester

… at Fyens Stiftstidendes stærke repræsentation indenfor gingerpower var med til at sikre den ærefulde 2. plads.

Mie Leonora Heiberg, 3. semester

... at film er dårlige.

Dennis Cordsen, 3. semester

Bagsiden

faceback 2011

Foto: Rune Jensen Heidtmann