Lixen November 2012

Drengerøvene fra Monte Carlo

Fokus: Børnejournalistik

Jern Henrik

Lixen

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 14. årgang | 7. nummer | november 2012

Flere efterlyser friere form De studerende savner andet end nyheder i undervisningen. Det viser Lixens undersøgelse.

Christina Nordvang Jensen

Features, baggrundsartikler og kulturjournalistik. Det er nogle af de ting, de studerende gerne vil have mere af i undervisningen på Center for Journalistik. De ønsker at eksperimentere med flere former end ny-

hedsjournalistikken. I Lixens undersøgelse, hvor 121 har deltaget, svarer 51,2 procent, at de er utilfredse med mængden af undervisning i andre genrer.

Louise Haack, der går på 3. semester er en af dem, der efterlyser alternativer til nyhederne. »Jeg føler lidt, at jeg laver nyheder hele tiden, og det synes jeg er ærgerligt. Jeg ved selvfølgelig godt, at jeg kan tage en masse værktøjer med fra

de nyhedsindslag og artikler, som vi laver. Men det kunne være rart, hvis man også havde fokus på de længere formater«, siger hun.

Nyheder er vigtige Men ikke alle savner fokus på andre genrer. Kristian Højgaard, også fra 3. semester, synes, at skolens prioritering er, som den skal være. »Det er meget passende, at der er et hovedfokus på den del af journa-

listikken. Jeg har altid følt, at grundværktøjerne i journalistik findes i sin mest rene form i nyhedsjournalistikken«, forklarer han, men uddyber, at han godt kan se, at det til tider ville være rart at prøve kræfter med noget andet.

Ikke plads til alt Centerleder Peter Bro imødekommer de studerendes interesse for andre genrer, men påpeger, at det nu

engang er nyheder, der er grundstenen for journalistisk læring. »Det er vores erfaring, at en god måde at lære journalistikkens metoder og virkemidler på er at tage afsæt i nyhederne«, siger han og understreger, at studiet er opmærksomme på problematikken, men at det er svært at nå igennem alle genrer, når uddannelsen ikke spænder over mere end tre og et halvt år.

Læs mere på side 4-5.

Stéphanie

Surrugue

”

Jeg synes, det er enormt sjovt at vade ind til et møde, hvor der sidder syv mænd rundt om bordet, og når jeg går ud igen, så har jeg fået min idé igennem. Jeg kan godt lide den der evige forhandling, som for mig dybest set handler meget mere om journalistik end om køn Stéphanie Surrugue er et lattermildt væsen, men bag smilet gemmer sig en bestemt kvinde med holdninger, der bliver ført ud i virkeligheden. Hendes franske forbindelse har taget hende verden rundt. Fra præsidentvalg til et land i ruiner. Men lige nu er hun at finde i News-studiet på Teglholmen, hvor hun fire gange om ugen formidler aktuelle kulturnyheder på et program, der har krævet sit at få klar til skærmen.

Læs portrættet på side 11-13

2 | november 2012 | LIXEN

Indhold

Leder

INTERN

”Jeg tror altså, jeg dropper forelæsningen i dag…”

INTERN følger i denne måned KaJOs generalforsamling og Jern Henrik tæt med en reportage fra awardshowet og et referat fra CVdebatten. Derudover kan Lixen fortælle, at 3. semester skal have Statistik i hele februar på grund af mangel på akademiske undervisere.

Side 3-8

Hånden på hjertet: Hvor mange gange har du sagt den sætning? Og et endnu mere interessant spørgsmål er, hvor mange gange du har fortsat sætningen med ordene: ”… Jeg kan simpelthen ikke se, hvad jeg skal bruge det til?”

Sætningerne bliver ofte sagt, mens vi studerende drejer til venstre mod SDU-udgangen i stedet for at gå ad Gydehutten og mod et U-lokale. Faktisk så ofte, at man nogle gange skulle tro, at U’et i lokalebetegnelsen U43 står for ubesøgt og ikke undervisning. Mange vælger i hvert fald at blive siddende foran redigeringsskærmen eller blive derhjemme, når der er akademiske fag på skemaet.

EKSTERN

Vi har besøgt drengene fra Monte Carlo på P3 og blandt andet fået en snak om at skide højt og flot på P3’s målgruppe og skamme sig på sin generations vegne.

Den blå Twitter fugl er også fløjet forbi EKSTERN-sektionen i denne måned, og så gør TV 2 og DR os klogere på begrebet social change-tv. side 9-10

Fra dag ét på rusturen bliver man gjort opmærksom på, at journaliststudiet handler om at prioritere. Ellers kommer man ikke igennem det uden at knække halsen. Og prioriteringen bliver ofte en nedprioritering af de akademiske fag.

Foto: Carolina Segre Høyer

PORTRÆT

”Jeg kan simpelthen ikke se, hvad jeg skal bruge det til”. Det bliver den begrundelse, man kommer frem til, når man tænker på ens reserverede - men tomme - sæde til ”Journalistik og Samfund”.

Kulturens kronede dronning Stéphanie Surrugue har mødt Lixen til en snak om mænd, både de professionelle og de private.

Hun fortæller om at vinde Hørupprisen for sit arbejde på Haiti, hvor det krævede sin kvinde at holde fokus på den journalistiske pligt. Og så fortæller hun historier fra sin fransk/danske opvækst.

Side 11-13

FOKUS:

På 1. semester gav begrundelsen ikke i samme grad mening. Det var i hvert fald svært at argumentere for, at den gjorde. For det var lettere at forstå, at Mediejura var relevant for os som kommende journalister. Og at det gav mening at reflektere over journalistisk etik i Refleksionfag 1.

Ligesom man på 2. semester mødte op til forelæsninger om centraladministrationen og kommunernes opbygning i faget Offentlig Forvaltning, fordi man ikke vil have et dumt ansigtsudtryk, når ens kilde henviser til kommunalreformen.

BØRNEJOURNALISTIK

Lixen sætter i denne måned fokus på nogle, der er lidt yngre end avisens gennemsnitslæser.

Få gode råd til, hvordan du interviewer de små hoveder, og læs om DRs seneste tiltag: En nyhedsudsendelse - for børn.

Side 15-17

Men i takt med at abstraktionsniveauet stiger i de akademiske fag, så falder den åbenlyse relevans. Det bliver i hvert fald sværere at se den, og så nedprioriterer vi U-lokalerne til fordel for håndværksopgaver. Og fritimer.

Foto: DR/Agnete Schlictkrull

OPINION

Iværsættere efterlyses! Sådan lyder det fra håndværkslærer Fillip Wallberg i denne måneds OPINION. Mia Laursen og Kristian Højgaard Nielsen ytrer ønske om en tv-kanal til de journaliststuderende, mens Sine Skott Andersen giver faget Journalistik og Samfund en overhaling. .

Side 18-19

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer

Vi savner at høre, hvorfor det er relevant for os, som kommende journalister, at kende til Priors “media fragmentation”. Måske er der en god forklaring. Måske er der gået autopilot i undervisningsplanen.

Vi vil opfordre underviserne til at pege på, hvorfor deres pensum og powerpoint-præsentationer er relevante for os, så der en grund til at vælge undervisningen frem for udgangen. I sidste ende ville det betyde, at der sad flere end 25 mennesker til en forelæsning i Journalistik og Samfund.

På vegne af redaktionen, Kristian og Christine

P.s. Inden deadline vil vi gerne takke Anders Møller-Nielsen og Ralf Andersson, de to eneste undervisere fra studiet, der mødte op til KaJOdebat og Jern Henrik. Tak, Anders og Ralf. Det viser, at I er engagerede i studiet, de studerende og den journalistik, som de producerer.

Lixen

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Avisen dækker udviklingen og tendenser om mediebranchen og på landets journalistuddannelser LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M

Vi har travlt på studiet. Og ofte forsøger vi så rationelt at overbevise hinanden om, at det er okay at skippe en forelæsning. For hvorfor skal vi egentligt kende til Priors teorier om ”media fragmentation”. Det kan som studerende være svært at se. Især når man kan lugte de travle redaktioner, langt fra Prior og pensum, lige om hjørnet.

Billedet øverst t.v. på forsiden er taget af Carolina Segre Høyer Billedet øverst i midten. på forsiden er taget af DR/Kirsten Ellebæk Billedet øverst t.h. på forsiden er taget af Malte Lillelund Nørgaard

Christine Brink

Kristian Corfixen

Christine Randa

Maria Arcel

Chefredaktør

Ansv. chefredaktør

Redaktør

Redaktør

Christina Nordvang Jensen

Mads Ellegaard Hansen

Redaktør

Morten Buttler

Bjørn Hvidsteen

Redaktør

Webredaktør

Billedredaktør og fotograf

INTERN

LIXEN | november 2012 |

Kun ét fag i februar

Faget ”Værktøjer 3: Statistik” er rykket fra 3. til 4. semester næste år, men faget bliver ikke fordelt over hele semestret. Center for Journalistik afvikler nemlig hele faget i februar måned.

Centerlederen forklarer, at grunden er mangel på akademiske undervisere.

Maria Arcel

Går du på 3. semester, og glæder du dig til at nærlæse komplicerede statistikker og blive en haj til kritisk at nedbryde og gennemskue dem? Så bliver februar en fed måned for dig.

De nuværende 3. semesterstuderende skal nemlig have faget Statistik i hele februar.

På 3. semesters skema har de studerende to refleksionsfag, nemlig Journalistik og Samfund 1 og 2. Nor-

”

ikke havde de samme journalistiske og akademiske forudsætninger, som vores nuværende og allerede fastansatte undervisere. Derfor valgte vi denne løsning, som naturligvis gerne skulle være en engangsforteelse«.

Kalenderudfordringerne i denne sag er blevet forstærket af, at vi for tiden har nogle begrænsninger i den akademiske del af medarbejderflokken Peter Bro, Centerleder

malt ville det ene være byttet ud med Værktøjer 3. »Det er jo i strid med den egentlige studieordning, men det skyldes, at David Nicolas Hopmann, som er underviser i faget, opholder sig i udlandet hele dette semester«, siger studieleder på Center for Journalistik, Karsten Baagø.

Han forklarer, at faget Statistik ikke er fordelt ud over hele 4. semester, men i stedet er presset sammen, som såkaldt blokundervisning lige efter vintereksamenerne, fordi David Nicolas Hopmann skal på barselsorlov 1. marts 2013.

Mangel på akademisk arbejdskraft Det har ikke været muligt at få en anden akademisk underviser til at overtage faget fra David Nicolas Hopmann, og det skyldes ifølge centerleder Peter Bro, at der for tiden er for få akademiske undervisere på Center for Journalistik. »Kalenderudfordringerne i denne sag er blevet forstærket af, at vi for tiden har nogle begrænsninger i den akademiske del af medarbejderflokken«, forklarer han og fortsætter: »Derfor arbejder vi hårdt på, at vi allerede fra næste år får mulighed for at slå nogle stillinger op inden for områder, såsom refleksionsfagene og de akademiske metodefag«, siger Peter Bro.

”

Afhængige af feedback Studieleder, Karsten Baagø, er heller ikke uden betænkeligheder over for den nye undervisningsstruktur, som møder de kommende 4. semester studerende. Han tilføjer, at han og

Jeg vil tage udgangspunkt i at lægge undervisningen tre dage om ugen fra klokken 10-16 i fire uger

Illustration: Tue Uldall

Liselotte Schmidt, Sekretær i Studiekontakten

Centerlederen forklarer yderligere, at den nye undervisningsform er en nødløsning, men at ledelsen følte sig nødsaget til den, da andre muligheder ville svække undervisningskvaliteten. »Alternativet var, at vi ansatte nogle eksterne folk i en kort periode. Men vi frygtede, at det ville gå ud over undervisningskvaliteten, fordi de

resten af ledelsen er meget åbne over for de studerendes reaktioner på den intense undervisningsform. »Vi er naturligvis super afhængige af jeres feedback på, hvordan den slags blokundervisning opleves af jer studerende. Vi har ikke de store erfaringer med det. Men denne konstruktion adskiller sig ikke fra almindelige blokbaserede moduler på andre læreanstalter, så umiddelbart

burde det kunne gå ganske fint«, siger Karsten Baagø.

Om eksamenen i Statistik kommer til at ligge allerede i februar eller marts, eller om de studerende må vente med at komme til eksamen i juni, altså tre måneder efter fagets afslutning, er endnu ikke besluttet.

Karsten Baagø forklarer, at den praktiske tilrettelæggelse af faget, endnu ikke er på plads, og tilføjer: »Dog skal det siges, at vi som hovedregel er underlagt den overordnede SDU bestemmelse om, at vi kun afholder eksamener i juni og januar«.

Intet er sikkert Liselotte Schmidt, som er sekretær i Studiekontakten kan heller ikke sige med sikkerhed, hvornår eksamenen kommer til at ligge, men omkring skemalægningen, fortæller hun følgende: »Jeg vil tage udgangspunkt i at lægge undervisningen tre dage om ugen fra klokken 10-16 i fire uger.

Skemaet er endnu ikke lagt, og jeg kan derfor ikke garantere, at det er sådan, undervisningen kommer til at ligge, men jeg vil gøre et stort forsøg«, siger Liselotte Schmidt og tilføjer, at det ikke er udelukket, at de nuværende 3. semester studerende vil få håndværksundervisning de to andre dage i ugen.

mafoc11@student.sdu.dk

INTERN

| november 2012 | LIXEN

Undersøgelse: Halvdelen af de studerende efterlyser andre genrer end nyheder Lixen har taget temperaturen på de journaliststuderendes holdning til undervisningen på SDU. I undersøgelsen, hvor 121 har deltaget, svarer 51, 2 procent, at de er utilfredse med mængden af undervisning i andre former for journalistik end nyheder.

Hvor tilfreds er du med mængden af andre former for journalistik, såsom kultur, sport, finans mm. i undervisningen?

38,8 %

21,5 %

24,8 %

2,5 % Meget tilfreds

12,4 % Tilfreds

Hverken eller

Utilfreds

Hvor tilfreds er du med mængden af nyhedsjournalistik i undervisningen?

37,3 %

Hvilke formater savner du mere af i undervisningen?

8,5 % 2,5 %

60,2 %

Meget utilfreds

58,7 %

47,5 % 32,2 %

Hvis du selv måtte vælge en niche, du skulle beskæftige dig med, hvad ville du så vælge?

18,2 %

7,9 %

12,4 %

De tre mest hyppige svar

KULTUR

4,1 % Meget tilfreds

Tilfreds

Hverken eller

Utilfreds

Politik

Livsstil

Meget utilfreds

Kredit til korrekturlæser: Line Rønn Tofte

Mug og Medietorvholdere lukker køkken

Lixen søger nye chefredaktører

Valg: Få indflydelse med Bro og co.

Sikker sejr: 3. semester rev russerne rundt

Vi glemte at kreditere hende i sidste måned. Derfor får hun nu en rubrik for sig selv; vores flittige korrekturlæser Line Rønn Tofte. Sidste torsdag i hver måned får hun nemlig alle Lixen-artiklerne til gennemsyn. Vi sender hermed en undskyldning og en masse kredit til Line. Grunden til, at Line Rønn Tofte ikke er krediteret i denne måned, skyldes dog ikke, at vi endnu engang har glemt hende.

På grund af efterårsferien har vi rykket vores deadlines, og derfor er alle stave-, slå- og kommafejl i avisen på Lixen-redaktionens egen regning i denne måned.

Brink

Sur mælk fra marts, tallerkener med mug og madpakker fra før efterårsferien dominerer fælleskøkkenet på Medietorvet. Griseriet betyder, at rengøringspersonalet ikke vil gøre rent i køkkenet, og derfor har Medietorvholderne besluttet at lukke det. »Jeg tvivler på, at folk sviner lige så meget hjemme i deres egne køkkener. Jeg har ikke tyve timer ekstra om ugen til at gøre rent«, siger formand for Medietorvholderne, Eva Krarup Nielsen. Køkkenet er lukket indtil 1. december. Hvis den manglende rengøring fortsætter, bliver køkkenet også låst i eksamensperioden.

Brink

Vil du være Lixens nye chefredaktør?

Så send en mail til Kristian Corfixen eller Christine Brink senest 6. november. Vil du hellere være med til at bestemme, hvem der skal være Lixens nye chefredaktører, så mød op til Lixens valgdebat på Medietorvet tirsdag den 20. november klokken 12-14. Her fortæller chefkandidaterne om deres planer og ambitioner for Lixen. Herefter stemmer alle journaliststuderende på Medietorvet på den kandidat, de synes, skal føre avisen videre. Vi fejrer Lixen-valget med en øl på Sir Club om aftenen.

Den 20. november klokken 9 til den 21. november klokken 19 kan alle studerende på Journalistik elektronisk stemme på kandidater til Studienævnet. De fire studerende, der får flest stemmer, bliver medlemmer af Studienævnet fra 1. januar 2013. Nuværende medlem Sebastian Andreasen fra 3. semester genopstiller, mens Simone Agger, Mette Serup og Daniel Hedelund fra 5. semester stopper. I Studienævnet har de studerende blandt andet indflydelse på fagbeskrivelser, studieordningen og dispensationssager.

Efter to tætte kampe lykkedes det ikke 1. semester at gøre en ende på 3. semesters sejrsstimer. Begge hold 3. semester vandt stærke sejre på 31 og er således gået ubesejret igennem deres tid på Medietorvet. Hos pigerne var en veloplagt Mia Laursen i hopla, og med et hattrick sikrede hun kvinderne sejren. Hos drengene var Anders Johannsen i sit es, og med scoringer til 1-0 og 2-1 havde han to afgørende fødder med i drengenes sejr. Bjørn Von Eyben slukkede definitivt lyset hos 1. semester, der må tilbage til taktiktavlen, hvis de vil slå de rutinerede journalister.

Brink

Brink

Brink

INTERN

LIXEN | november 2012 |

Prioritering. Louise Haack, 3. semester, er en af de studerende, der er utilftreds med mængden af andre genrer i undervisningen. Hun savner at beskæftige sig med de lidt længere formater.

Hendes medstuderende på 3. semester Kristian Højgaard er glad for studiets hovedfokus på nyheder og har ikke et stort ønske om andre former for journalistik. Foto: Bjørn Hvidsteen

Et spørgsmål om prioritering På grund af den korte uddannelse, er det svært at få lagt flere genrer i de studerendes håndværkskasse. Sådan lyder meldingen fra centerleder Peter Bro og radiounderviser Karen Løth Sass.

Tidligere radiounderviser Karsten den her opgave?” Det er jeg da altid rer nyheder højt, så kan hun godt Prinds lavede et semester helt uden åben overfor. Jeg skal nok få banket forstå de studerende og husker nyheder. I stedet var der fokus på lydjer på plads, hvis jeg synes, at det også selv sin tid på Journalisthøjuniverser og de gode fortællinger. bliver for meget«, forklarer hun. skolen, hvor nyheder til tider hang »Nogle gange har man lyst til at gøre hende ud af halsen, og trangen til Dialog er vigtigt andre genrer var stor.

Det er en tilDerfor prøver hun også at Jeg prøver at lave en plan, hvor alle får Svært at nå det hele gang som Peter eksperimentere i hendes deres shine på et tidspunkt, men det er skide Bro støtter. Han Også centerleder Peter Bro ser tidsundervisning. presset som en stopklods for at pri»Jeg prøver at lægge små svært mener, det er oritere andre genrer højere. Det er åndehuller ind, hvor der er vigtigt med en Karen Løth Sass, radiounderviser svært at skulle give de studerende noget andet end nyheder, tæt dialog mellem Christina Nordvang Jensen undervisning i alle genrer på tre og eller hvor man fokuserer mere på ligesom Karsten. Det kan også godt underviser og de studerende.

Portrætter, features, baggrundsaret halvt år. fortællingen. Men man har også som være, vi skal prøve det. Ved det sid»Vi vil jo sådan set alle sammen tikler, kulturjournalistik - og listen »Vi har enormt svært ved at nå at underviser en skræk for, at man ikke ste eksperiment med radiofortælling gerne bringe jer op på et endnu fortsætter. Ønskesedlen hos de stulægge mange andre ting ind end får de fuldstændig grundlæggende på mit radiohold var oplevelsen højere niveau, og der er masser af derende er lang. De vil gerne beholde nyhedselementet. Vi kan ikke nå at elementer i journalistikken, som der netop, at de studerende var gode til håndværksunderviserne, som uden nyhederne, men også have mere af lære jer det hele på en så kort uddanjo er i nyheder, på plads«, siger hun. at vinkle. Så man lærer også noget af problemer også kan løfte jer de her de andre former for journalistik. nelse«, forklarer han og opfordrer de For ifølge hende er det hele at eksperimentere«, fortæller Karen tre eller fire niveauer højere, hvis der Men det er ifølge radiounderviser tiden et spørgsmål Løth Sass. vel at mærke var tid til det. Så det Karen Løth Sass en om prioritering. er jo et spørgsmål om, at I også selv svær balance. Tiden er Vi har enormt svært ved at lægge mange »Jeg prøver at lave Underviser byder op til dans bliver gode til at sende et signal til ikke til, at det hele kan en plan, hvor alle får Selvom Karen Løth Sass har mange håndværksunderviserne«, forklarer nås, og derfor må der andre ting ind end nyhedselementet. Vi kan deres shine på et tidstanker om forskellige eksperimenter, han og uddyber, at det ligeledes er prioriteres. punkt, men det er skide ved hun godt, hvor svært det kan være en debat, der er aktuel at tage op i Hun tænker tit over ikke nå at lære jer det hele på en så kort svært«, påpeger hun. at finde frem til nyhedshistorierne. problematikken og uddannelse Studienævnet.

Derfor vil hun gerne imødekomme de vender den med sine »Vi kan bruge denne her sag som

Peter Bro, Centerleder studerendes ønsker. Hun opfordrer afsæt for, at vi tager en snak i studiekollegaer, når understuderende til at tage en kandidat, Radiosemester uden nyheder dem til selv at byde ind med forslag. nævnet i forhold til, om vi kan blive visningsplanen er på tegnebrættet. hvor man kan bygge ekstra elementNetop fordi det er svært at vurdere, »Jeg synes sagtens, at man kan prøve bedre til at imødekomme de her Men ifølge hende er nyheder bare er ovenpå. hvordan mængden af de forskelat udfordre underviseren. “Kommer ønsker, som både underviserne og grundlaget for at kunne håndværket. lige genrer skal indordnes i underder et forløb, hvor vi kan slippe det de studerende sådan set har«, siger »Nyheder er journalistens DNA. Vi lytter visningen, er der i løbet af årene her nyhedsbegreb? Eller må jeg han.

Det skal man kunne, og så kan man Selvom Karen Løth Sass prioritepå SDU blevet eksperimenteret. slippe det en lille smule i forhold til chrij11@student.sdu.dk komme videre derfra. Det er en

”

barsk virkelighed derude, og den er meget nyhedspræget, så det kan ikke nytte noget, at vi lukker sådan nogle fortællefantaster ud, der ikke har styr på, hvad en nyhed er og ved, hvordan man finder en«, forklarer hun.

”

INTERN

| november 2012 | LIXEN

Debat til KaJOs generalforsamling:

CV’et er overvurderet Det giver dig ikke noget stort forspring at have et kilometerlangt CV. Det handler om personlighed og om engagement, når praktikstederne udvælger deres praktikanter.

Sådan lød det fra debatpanelet på KaJOs generalforsamling.

Morten Buttler

Ved KaJOs generalforsamling den 27. oktober, skulle der udover nye bestyrelsesmedlemmer og økonomiske beretninger også diskuteres CV. Et panel skulle diskutere CV’ets betydning i praktiksøgningen og studietiden.

Panelet bestod af journalist på Fyns Amts Avis Hans-Henrik Dyssel, tvunderviser Ralf Andersson og den ene halvdel af Lixens chefredaktørduo Kristian Corfixen.

Debatten tog afsæt i, at flere studerende dropper undervisning og opgaver til fordel for freelanceproduktioner eller andre journalistiske opgaver. En debat, som Lixen tidligere har sat fokus på. »Vi lavede en undersøgelse, hvor seks ud af ti svarede, at de følte sig stressede over deres CV. Så vi fik bekræftet, at det er noget, vi fokuserer meget på«, forklarer Lixens chefredaktør Kristian Corfixen.

Forskellige kompetencer Ralf Andersson mener, at det er dumt at fokusere for meget på at få ”det gode CV”. »Selvfølgelig betyder CV noget, men det er jo lige så meget, hvad der ellers står. Man kan have mange forskellige kompetencer. I er ikke uddannede journalister. Det er det, I skal skrive ansøgningen ud fra. I skal lade være med at pynte jeres CV som et juletræ i børnehaven«, siger han og efterlyser i stedet for, at man finder gnisten frem i sin ansøgning. »Der er mange faktorer, der spiller ind over. Noget af det er lysten. Det synes jeg, er det allervigtigste. Det er den gnist, gejst og begejstring man har. Selvfølgelig skal det helst være for journalistikken, men bare I brænder for et eller andet, så man kan mærke, at I er der«, fortæller tvunderviseren, der tidligere har været ansat på DR.

Ansøgeren bag CV’et Også Hans-Henrik Dyssel under-

streger, at han skal kunne mærke ansøgeren bag alle ordenene. »Vi kigger efter, om der er noget engagement i sådan en ansøgning. Om der er noget, der driver ansøgeren. Det kan være studierelevant arbejde, men det kan også være frivilligt arbejde eller spejder«, forklarer han.

Marya Kromann fra 7. semester gav sit indspark til debatten. Hun mener, at de studerende selv er skyld for det store CV-fokus. »Jeg tror, vi lægger et pres på os selv, som ikke er nødvendigt. Jeg var selv ved at knække halsen på hele CV-ræset. Jeg kom i praktik for at lære noget, så i stedet for at kigge efter, hvad der var mest prestige i, så gik jeg målrettet efter praktikstedet, der gik op i, at det er en læreplads«, siger hun.

Arbejdskraft fra start Selvom et fedt CV ikke gør det alene, kan en god erhvervserfaring give lidt medvind i processen, for man skal ikke underkende, at man indgår på lige vilkår med de ”voksne” journalister. Det understregede Dansk Journalistforbunds næstformand, Lars Werge, med et indspark fra salen. »Det handler meget om arbejdsgivernes krav. Hvad kan I, når I kommer ud. I skal ud og levere noget arbejde. Arbejdsgiverne vil som udgangspunkt bare gerne have, at I kan en masse, når I kommer, så I kan levere et stykke arbejde fra dag et, to eller fem«, pointerer han.

Praktik er uddannelse Det er Hans-Henrik Dyssel delvist enig i, for selvom man er billig arbejdskraft, så er det en nødvendighed, at praktikstederne tager ansvar for, at deres praktikanter får evaluering og vejledning. »Selvfølgelig kommer det I laver i avisen, og så er I jo arbejdskraft. Der skal dog også være et særligt fokus på at evaluere jer«, siger han.

Han mener, at det er vigtigt at få gjort op med CV-ræset, fordi det er unødvendig stress at tage på sig. »Vi er begyndt at snakke stress med vores nye praktikanter. Det har vi ikke gjort før, og det har ikke været fordi praktikanter efter ni måneders ansættelse er blevet slidt fuldstændig ned. Det er helt i starten af praktikanttiden. Det er simpelthen for dumt«, siger han, og opfordrer de studerende til at finde en løsning på problemet. »Det er for dumt at gå ned med stress som 22-årig over noget vigtigt, ja, men ikke livsafgørende«, konstaterer han. mobut11@student.sdu.dk

CV-debat. På baggrund af Lixens undersøgelse om stress og CV-ræs blandt journaliststuderende i maj, blev der diskuteret CV-problematik til KaJOs generalforsamling lørdag den 27. oktober. Foto: Malte Lillelund Nørgaard.

INTERN

LIXEN | november 2012 |

Foto: Bjørn Hvidsteen

En snublende men veloplagt Henrik Årets Jern Henrik forløb ikke helt efter planen. Alligevel lykkedes det at få uddelt de i alt fire Henrikker og sat både lattermuskler og spænding i gang på Medietorvet.

Stine Voigt de Klauman, Maja Mackintosh

”De nominerede til årets Jern Henrik er…” og så kører videoen, men med dobbelt lydspor. Den bliver slukket.

Og tændt igen. Og igen. Og så bliver der stille. Jurymedlem Kristoffer Meinert fra Radio24syv står og træder sig selv lidt over tæerne i tusmørket på scenen. De vestsjællandske værter Casper Bagge og Mads

Frimann tripper rundt om den lille opsats, som små boksere, der ikke helt tør at gå ind i ringen. Den vestsjællandske accent går i ujævne bølger.

De har ikke nogle jokes i ærmet. Eller røverhistorier fra hjemegnen for den sags skyld. »Det kan godt være, jeg ikke er tilknyttet en lyttermagnet, men i det mindste kan vi finde ud af at lave lyd«, forsvarer Kristoffer Meinert sin akavede sceneposition. »SKÅL!« råber KaJO-formand Nanna Pedersen og løfter en

dekoreret KaJO-øl højt i vejret. Koret følger trop.

The show must go on Efter 6 minutter og 17 sekunder der føles ulideligt lange i det ellers stramt planlagte show, vender lyden tilbage og den løsslupne stemning, der har udfoldet sig, fokuseres. De nominerede præsenteres endelig, og juryen debatterer på skærmen.

Vinderen er original, siger de.

Det er den gode historie. Veldokumenteret. »Mere af det

her«, siger Miki Mistrati.

Kort forinden har Kristoffer Meinert da også givet en konstruktiv opsang på selvsamme melodi. Om originalitet og kamp for at få lov at lave de historier, man synes er interessante.

Spændingselastikken bliver trukket til bristepunktet, lige indtil Kristoffer Meinert igen tager den ned på niveau. »Jeg ved godt, hvad der står.

Men det er jo en del af spændingsopbygningen, at jeg skal stå her og åbne en konvolut«.

Og Henrik-vinderne er...

Han udfører sin nu italesatte spændingsskabende gestus.

Kigger op og udbryder: »Hans Redder fra Information«.

Jern Henrik vinder Den glitrer og skinner ikke helt som en Oscar, men er mere beskeden i sin udformning. Den udstråler det, den repræsenterer – hårdt arbejde og gedigent håndværk. Jern Henrik. Hans Redder står med den i hånden og ser lidt forbavset ud. »Jeg ved ikke, hvad jeg skal

sige? Jeg har aldrig vundet noget før, tror jeg«.

Hans Redder har skrevet en række komplicerede historier om regnskabsfusk på Institut for Menneskerettigheder.

Alligevel ligner han en frisk skoledreng, der lige er begyndt i første klasse, som han spankulerer ned igennem massen af mennesker. Blot er mappen under armen erstattet af en check og penalhuset i hånden med statuetten. stdek12@student.sdu.dk majjo12@student.sdu.dk

Felt Henrik blev vundet af Michaela Kirk for sine tv-indslag ”Viljen til Livet” bragt på TV 2 Fyn. Men hun var desværre ikke til stede til prisoverrækkelsen.

Foto: Malte Nørdgaard

Service Henrik Isabella Hindkjær for ”Er du også en præstationsprinsesse?”

Hvordan har du det med at vinde?

Jeg har det rigtig godt med at vinde, og det har jeg faktisk især, fordi jeg har skrevet for et dameblad. Man kan godt føle, at der er et prestigeshow nogle gange. Det er fantastisk, at folk vil på Politiken og Information, men det er skønt, at man også kan få lidt aner-

kendelse for at lave noget på et dameblad.

Har dit praktiksted gjort noget særligt for, at du kunne vinde?

Helt sikkert. Det er jo en slags personlig fortælling, og jeg synes, det var fantastisk at komme ind på et redaktionsmøde med sådan en idé, og alle folk bare sidder og lytter og siger: ”Det går du bare ud og laver. Klø på.” Jeg er sikker på, at det ikke er alle steder, man gør det.

Foto: Malte Nørdgaard

Basker Henrik Christian Loiborg for netbankindbrud Hvordan har du det med at vinde?

Det er fedt. Jeg synes, det er lækkert at få et skulderklap, for det man har lavet. Det er lækkert at få flere nomineringer også. Nu var jeg jo på Ingeniøren, og det var en praktikant fra Ingeniøren, der sidste år fik Jern Henrik, så det er ret fedt at nichemedierne, kan komme frem.

Har du en særlig journalistisk fremtidsdrøm?

Jeg kan godt lide undersøgende journalistik og journalistik med konsekvenser. Jeg synes ikke nødvendigvis, der skal være en skurk, men det er fedt, hvis der er noget, der ikke er, som det måske bør være. Og så kan jeg godt lide, at det ikke er noget, der bare ligger lige foran en. At man skal arbejde lidt for det.

Foto: Malte Nørdgaard

Jern Henrik Hans Redder for historier om regnskabsfusk på Institut for Menneskerettigheder Hvordan har du det med at vinde?

Jeg er sindssygt glad, men jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige, da jeg stod deroppe på scenen. Jeg skal vel sige tak til alle mulige og sådan? Men det fik jeg slet ikke gjort. Jeg havde ikke lige tænkt situationen igennem.

Har dit praktiksted gjort noget

særligt for, at du kunne vinde?

Jeg har lavet artiklerne sammen med en fastansat journalist, og det var et projekt, som vi fik rigtig meget tid til at lave. Vi brugte to uger, hvor vi ikke koncentrerede os om andet. Hvis vi ikke havde fået al den tid, så havde vi ikke kunnet lave den artikel, for det var virkelig et kompliceret forhold, alle parterne havde til hinanden. Så det er også min redaktørs fortjeneste, at man kan få lov til det.

INTERN

| november 2012 | LIXEN

Studerende føler sig akademisk afklædt

På Center for Journalistik skal de studerende i flere fag aflevere en akademisk opgave til eksamen.

Størstedelen af de studerende på 3. semester mener dog ikke, at studiet har forsøgt at klæde dem ordentligt på fagligt, så de kan skrive en. Og det er på trods af, at årgangen indtil videre har afleveret en akademisk opgave til tre eksamener.

Kristian Corfixen

Et metodeafsnit. Analysedel og efterfølgende diskussion. Og så korrekte kildehenvisninger med en litteraturliste til sidst. Det er elementer i en akademisk opgave, som man skal aflevere til flere eksamener på journalistuddannelsen i Odense.

Men flere studerende mener ikke, de ved, hvordan man sammensætter og skriver en akademisk opgave.

Det viser en undersøgelse, foretaget

”

eksamen, som man ikke ved, hvordan man laver. Hun foreslår, at man laver et kursus allerede på 1. semester, der lærer de studerende, hvordan man skriver en akademisk opgave. »Det behøver jo ikke være noget, der erstatter et helt fag på skemaet.

Men når SDU markedsfører sig på at være en akademisk uddannelse, så er det da mærkeligt, at det ikke bare er en del af et fag«, siger hun og peger på, at de studerende på hendes årgang indtil videre har afleveret tre akademiske eksamensopgaver. Tre opgaver, hun mener kunne laves bedre, hvis man ikke skulle bruge energi

Jeg føler mig i hvert fald på ingen måder sikker i, hvad en akademisk opgave helt præcis skal indeholde, og hvordan den skal opbygges. Sådan tror jeg, der er mange på studiet, der har det Runa Ammitzbøll Flügge, studerende på 3. semester

af Lixen. Her svarer halvdelen af de studerende på 3. semester, at de ikke føler, de vidste, hvordan man laver en akademisk opgave, da de skulle aflevere eksamensopgave i fag som ”Research” før sommerferien. En af dem er Runa Ammitzbøll Flügge.

Ligesom syv ud af ti studerende på hendes årgang, mener hun ikke, at man fra studiets side har forsøgt at klæde de studerende ordentligt på fagligt til at kunne skrive opgaverne. »Efter min mening har man ikke været gode nok til at lære os om formalia og form. Jeg føler mig i hvert fald på ingen måder sikker i, hvad en akademisk opgave helt præcis skal indeholde, og hvordan den skal opbygges. Sådan tror jeg, der er mange på studiet, der har det«, fortæller hun.

Ikke prøvet det før Ifølge Lixens undersøgelse havde knap tre ud af fem studerende på 3. semester ingen erfaring med akademisk opgaveskrivning, da de startede på journalistuddannelsen i Odense. Det havde Runa Ammitzbøll Flügge heller ikke, og hun forstår ikke, hvorfor man skal aflevere opgaver til LIXENS UNDERSØGELSE

50 studerende på 3. semester (både på bachelor- og tilvalgsuddannelsen) har deltaget

på at være usikker på opbygning, og hvad de forskellige afsnit skal indeholde.

Eksamen er en øvelse David Nicolas Hopmann underviser i faget ”Researchtilgange, -metoder og –teknikker” på 2. semester. Selv rettede han sidste holds eksamensopgaver, og han mener ikke, der er brug for et separat kursus i akademisk opgaveskrivning. »Øvelse gør mester. Og eksamen er en god måde at øve sig på«, siger han.

Han kan ikke se, hvor man skulle tage ressourcerne til ekstra undervisning fra, og David Nicolas Hopmann forklarer, at han til hans forelæsninger opfordrer de studerende til at orientere sig i akademiske tekster, hvis de vil vide, hvordan man eksempelvis laver en korrekt litteraturliste. »Men man får jo ikke en lavere karakter, fordi ens litteraturliste eksempelvis er elendig«, fortæller underviseren og peger på, at man tager højde for de studerendes samlede niveau, når man bedømmer eksamensopgaverne. »Det er klart, at man de første par

gange som studerende kan have en oplevelse af, at det er svært. Men der er hos os ingen forventninger om, at man kan det, når man starter.

Det er jo netop det, man skal lære på et universitet«, siger David Nicolas Hopmann og tilføjer, at han synes, det er godt, hvis de studerende føler sig udfordrede.

Han mener ikke, at man skal være frustreret over de akademiske eksamensopgaver. Men han opfordrer de studerende til at tage kontakt til deres forelæser, hvis det er tilfældet. »Og det er der forbavsende få, der gør«, tilføjer underviseren.

Lærer det med tiden Centerleder på Center for Journalistik, Peter Bro, forklarer, at man tidligere på uddannelsen har haft et forløb, hvor de studerende blev undervist i akademiske opgaver. »Det, synes vi, fungerede mindre godt, så derfor er vi gået hen til, at det er blevet lagt over i undervisningen i de enkelte fag. Vores erfaring har indtil videre været, at det var det, der gav mest mening«, siger han og peger på, at man på 1. semester i år vil forsøge at bruge en hel undervisningsgang i Reflektionsfag 1 på, at de studerende kan øve sig på akademisk opgaveskrivning.

Ligesom David Nicolas Hopmann, mener han ikke, at man på Center for Journalistik har en forventning om, at de studerende kan skrive akademiske opgaver, når de starter på studiet. De skal gradvist blive bedre til det, imens de går på uddannelsen. »Det ville være underligt, hvis folk allerede følte sig fuldbefarne i, hvordan man laver en akademisk opgave på deres andet studieår. Man må gerne have lidt tålmodighed som studerende. Det skal nok indfinde sig, og vi skal nok tage hensyn, indtil I når bachelorniveau«, siger han. krsoe11@student.sdu.dk

Prioritering. På opfordring af Lixen diskuterer de studerende på Facebook, om man burde have ekstra undervisning i at skrive akademiske opgaver.

Mener du, at man fra studiets side har forsøgt at klæde de studerende ordentligt på fagligt, så man kan skrive en akademisk opgave (hvad enten man har erfaring inden for det eller ej)?

Synes du, at man på Center for Journalistik burde gøre mere ud af at lære de studerende, hvordan man skriver en akademisk opgave, inden man skal til eksamen i et fag, hvor man skal aflevere en?

Da du skulle skrive eksamensopgave i eksempelvis fagene ”Research” eller ”Journalistisk Innovation”, følte du da, at du vidste, hvordan man sammensætter og skriver en akademisk opgave?

Da du startede på studiet, havde du da erfaring inden for, hvordan man skriver en akademisk opgave?

30 % svarede ja 70 % svarede nej

62 % svarede ja 38 % svarede nej

52% svarede ja 48 % svarede nej

42 % svarede ja 58 % svarede nej

EKSTERN

LIXEN | november 2012 |

DRengerøve i radiostudiet »Jeg tror næsten, vi skal ind og starte rumskibet!« Klokken er 13:58, og Monte Carlo-drengene Peter Falktoft og Esben Bjerre har i de sidste 45 minutter siddet fastlåst i Lixens varme stol.

Cecilie Norlyk, Eva Krarup Randa

Thor Mögers exit, så forholder man sig jo lidt uhøjtideligt til det. Og det synes vi, at der var brug for«, forklarer Peter Falktoft.

Selvom det er uhøjtideligt, skal det dog have en samfundsrelevans.

Derfor er det oftest TV-aviser og dokumentarprogrammer, der ligger til grund for deres research. »18-Nyhederne vil man især rigtig gerne se! Det er journalistikkens fastfood, den har så meget fart på!« siger Peter Falktoft akkompagneret af en serie store armbevægelser.

I dag er den varme stol skiftet ud med en blød sofa i DRs førerbygning på Amager. Der er to minutter til drengene er på live i radioen, men det tager de meget afslappet. De tager det generelt meget afslappet i Statsradiofoniens højhellige gemakker. »Det lyder lidt selvfedt, og det gør programmet måske i det hele taget, men der er jo ikke stor forskel på, når Arbejdsmoral og mangel på Monte Carlo-drengene Peter Falktoft t.v. og Esben Bjerre t.h.

Foto: Carolina Segre Høyer vi går i studiet og sender, og når vi samme sidder to timer i sofaen og snakker«, Monte Carlo sender konsekvent alle Til trods for deres venskab, holder DR, der som de eneste i dét her hus foner og ikke bryder sig om Apple, siger Esben Bjerre fra sin plads i hverdage og helligdage. Også selvom de alligevel kortene tæt ind til krophar fat i De Blå Mænd«, siger Esben også er de typer, der stemmer, når selvsamme sofa. hovedpersonerne har snot ud af alle pen over for hinanden, inden de går Bjerre. der er Vild Med Dans og køber lys En arbejdsdag på Monte Carlohuller. i studiet.

Ifølge Monte Carlo-drengene kan pålægschokolade og handler i Lidl, redaktionen, som består af de tre Ifølge Esben og Peter er det en ud»Det er svært at lade være med P3s målgruppe sættes i bås som så er folk rasende! Fandengaleme om medlemmer, Esben Bjerre, Peter præget mentalitet på DR, at “så blev at fyre al begejstringen af inden et de individorienterede, 20-39-årige de kommer til tasterne! Men hvis vi Falktoft og producer Mette Kjær, klokken sgu fire, skide være med den program. Det er endnu ikke sket, at selvstændige røvhulstyper, som siger, at kinesere ikke er rigtige menstarter typisk klokken 10. Eller lidt finanslov, nu går jeg fandme hjem”.

Esben har forberedt et indslag, som kører i leaset bil med masser af nesker, så er folk fløjtende ligeglade«, fartbøder og klip i kørekortet. P3senere. jeg har hørt, inden vi siger Peter Falktoft. lytteren bor i en kønsløs Bo Bed»Arbejdstiden er går på, for så bliver Peter og Esben skammer sig på deVi har skidt højt og flot på P3s målgruppe re-inspireret lejlighed på Islands meget som komdet sgu lidt for ”Live res generations vegne og over det, munalt ansatte. helt fra starten fra Bremen”-opstilletBrygge med glasbord. Dem har der fylder mest i medierne.

Esben Bjerre, radiovært, Monte Carlo, P3 Det er lidt ad hoc, haha-agtigt«, siger Esben og Peter ikke sindssygt meget »Der er flere, der ved, hvem Peter og så kommer det Peter Falktoft. til fælles med. og Amalie er, end hvor Mitt Romney også an på morgentrafikken«, siger Den holdning er endnu ikke indtrådt Og der er aldrig pinlig tavshed i »Nu siger du, at vi ikke kan lide kommer fra«, siger Esben Bjerre. Og Esben Bjerre. hos Monte Carlo, fordi de stadig er så studiet, for gudskelov er Esben et dem, men vi er faktisk vilde med det kan nogle gange være rigtig irri“Morgentrafik” kan ifølge producer nye i faget. unikum inden for menneskets fysik i dem!« siger Peter Falktoft henvendt terende.

Mette Kjær også oversættes til lager»Om fem år er vi sikkert nogle form af alle hans allergier. til Esben Bjerre, der lige har påstået »Ved du, hvor Mitt Romney kommer salg eller en release på et par limited kæmpe røvhuller, så skrider vi sgu »Bynke, birk, græs, hassel, elm og det modsatte. fra?« spørger Peter Falktoft. edition sneakers. også. Hvis de ferietillæg ikke falder så hele natskyggefamilien - for slet Hvis lytterne ikke kan lide pro»Han kommer fra Massachussets«, på minuttet, så kan jeg godt love dig ikke at snakke om nødder. Én bid og grammet, så er det fordi, de synes, at lyder det prompte fra Esben Bjerre.

Journalistisk fastfood for, at jeg nedlægger arbejdet hurrigor mortis ville indtræffe. Så der er drengene er nogle røvhuller. »Han ved det! Det havde ellers været Men man har aldrig rigtig fri, når tigere, end du kan nå at sige “Statsrafaktisk nærmest altid en rigtig selvfed man arbejder på Monte Carlo. Når diofonien”«, siger Peter Falktoft. noget at snakke om«, “jeg-interessererarbejdsdagen slutter kl. 16, tager siger Peter Falktoft.

Men hvis vi siger, at kinesere ikke er rigtige m i g - m e g e t - f o r de tre redaktionsmedlemmer hjem Langt fra Live fra Bremen konflikten-i-Melmennesker, så er folk fløjtende ligeglade og finkæmmer mediebilledet for at Efter at Peter Falktoft havde afsluttet Frihed, fabeldyr og l e m ø s t e n” - a g t i g

Peter Falktoft, radiovært, Monte Carlo, P3 finde sjove emner til morgendagens sin praktik på P3, blev han ringet op fuldfed selvtillid sætning, hvis du program. Det skal handle om, hvad af DR og tilbudt sit eget radioproDRs ledelse har valgt ikke havde vidst der sker i ind- og udland set gengram. Han takkede ja til tilbuddet på at give de to uortodokse levemænd »Hvis man er vært på Musikquizdet! Men det gjorde du«, siger Peter nem Peter Falktofts og Esben Bjerres én betingelse: At Esben Bjerre, hans helt og aldeles frie tøjler. Cheferne zen, og folk ikke kan lide det, så er Falktoft med et anerkendende nik og prisme. De tror, at den hårde og gode ven fra Journalisthøjskolen, har gjort det klart, at præmissen for det nok fordi, folk ikke bryder sig fortsætter. puritanske tilgang til alt inden for blev medvært. Og efter seks månedprogrammet er, at værterne skal give om musikken, men vi har forsøgt »Vi lever fra dag til dag«. nyhedsverdenen måske kan skræmers diplomati, hvor det lykkedes at noget af sig selv. Og målgruppeanaat skabe et sted, som er bygget op Hvis det stod til Esben og Peter me folk lidt. hente Esben Bjerre hjem fra San lyse er ikke et krav. omkring alt det, Esben og jeg interfortsætter Monte Carlo-universet for »Det kender man jo også fra sig Francisco, var Monte Carlo dermed »Vi har skidt højt og flot på P3s esserer os for. Derfor havde det også evigt. Men virkeligheden er muligvis selv, når man sidder i kantinen og klar til at gå i luften for første gang målgruppe helt fra starten. P3 er jo været noget af et spark i skridtet, en anden, indrømmer de to værter. snakker om præsidentvalget eller i februar. dét her sagnomspundne fabeldyr i hvis folk bare havde hadet det«, siger Selvom de har gode lyttertal, og det Peter Falktoft. ikke er mere end én måned siden, de vandt Den Gyldne Mikrofon, er fremKinesere er også mennesker tiden uvis, ifølge dem selv: Fordi Peter og Esben er yngre end »Vi skal også huske på, at det her er de værter, der normalt træder deres Danmarks Radio, medieverdenens såler i P3s eftermiddagsflade, bliver svar på Hviderusland. Det kan være, de nogle gange revet med og kører der sidder én oppe på ledelsesganud af en tangent, som man måske gen, der aldrig har hørt P3, som i ikke skulle have gået ud af. Og det morgen beslutter sig for, at programsker da også en gang i mellem, at folk met skal droppes. Det ved man ikke. bliver fornærmede. Over petitesser Det er det fede ved DR. Hvis der er vel at mærke. gået mere end et år siden en fyrings»Der er fandme godt nok vide ramrunde, så sidder man jo og bliver lidt mer for, hvornår folk sender sure nervøs. Så vi lever fra dag til dag, det mails. Det er nogle underlige ting, er måske i virkeligheden en gave«. folk bliver fornærmede over. Hvis vi evnie11@student.sdu.dk, Foto: Carolina Segre Høyer Foto: Carolina Segre Høyer påpeger, at de folk, der har HTC-telecnorl11@student.sdu.dk

”

”

EKSTERN

10 | november 2012 | LIXEN

Journalistikken har fået pip Du kommer nok ikke uden om den lille blå fugl, der måske allerede ligger gemt blandt dine apps. Men hvordan bliver Twitter brugt på redaktionerne, og hvordan tæmmer du den i din journalistiske værktøjskasse?

Jeppe Aamand Øvig

Nyhedsstrømmen bliver vildere og mere diffus, og flere danskere er efterhånden aktive på det sociale medie Twitter. Noget tyder på, at det er mere end en modedille. »Det er et ekstremt vigtigt journa-

listisk redskab«, fortæller Kristian Strøbech, faglig leder for nye medier på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og fortsætter: »Det er en del af jakken, man skal have på som moderne journalist, hvis man vil være ordentligt klædt på«.

Mere end pjat Kristian Strøbech mener, at flere journalister bør være godt klædt på med hensyn til twitteriet. Han fortæller, at journalistikkens fremtid ligger hos de sociale medier, men det er langt fra alle, der ved, hvad Twitter er. »Flertallet, jeg møder, tror, at Twitter er noget inferiørt 140-tegnspjat, men intet kunne være fjernere fra virkeligheden«, forklarer han.

Twitter hjælper Kristian Strøbech

med at følge nyhederne, men også til at finde interessante artikler at bygge videre på. Hvad end det drejer sig om politik, sport eller madlavning, skal der nok være noget, du kan bruge.

Praktisk værktøj Også Hans Redder Nørgaard bruger sin Twitter til at plukke og presse nyheder ud af. Han er blevet færdig i sin praktik hos Information, hvor han flittigt brugte Twitter i et års tid.

Hans Redder Nørgaard er enig i, at Twitter er et godt sted at finde nyheder og historier. »Men Twitter er også god til at skabe opmærksomhed om egne historier, fordi det er så let for folk at reagere på Twitter«, forklarer han. Når han havde skrevet en god artikel, linkede

han til den, så folk kunne sende den videre og starte debatter. »Det synes jeg, er fedt. For når man skriver for en avis, så er den trykt på papir, og så er den ofte glemt igen«, konstaterer han.

Orden fra kaos Den tidligere Information-praktikant nævner to eksempler, hvor historier er gravet ud af moradset, der kan være ens News Feed. »TV AVISEN viste to blå politikere som almindelige danskere, der var uenige med regeringens politik. Folk skrev om det på Twitter, og det var der så en fra Journalisten, der fangede«, fortæller han.

Det andet eksempel er en artikel, han selv har skrevet. Enhedslisten

havde bestilt en undersøgelse, der viste, at to ud af tre af danskere var for legalisering af hash. Flere medier løb ukritisk videre med historien.

På Twitter undrede folk sig over spørgsmålenes objektivitet.

Twitter på borgen Hvis du er på bar bund, når du logger på Twitter, foreslår Jyllands-Postenjournalist Kaare Sørensen, at du sætter en aften af, til at sætte dig ind i det. Find ud af, hvem du vil følge, se hvem de følger og så videre. »På et tidspunkt fulgte jeg for mange, så skar jeg ned. Nu følger jeg omkring 940«, fortæller han, men beroliger med, at man kun behøver 120, før man mærker, hvad Twitter kan. Desuden har han lavet en politisk liste, man kan følge.

Til dagligt arbejder Kaare Sørensen på Christiansborg, hvor han ser Twitter som det samme som at banke lidt på dørene og høre, hvad der sker hos hinanden. »Twitter er god til historier, der er for små til web. Det kan være orientering om mødetider eller rygter om kommende forlig og aftaler«, fortæller han.

Men Twitter er ikke en magisk pille. Du er stadig nødt til at gå ud i virkeligheden og finde dine historier, Illustration: understreger Christiansborg-jourJeppe Aamand Øvig nalisten. jeuvi12@student.sdu.dk

Public service-løsninger DR og TV 2 har taget tvgenren social change til sig. Men er der her tale om public service reality? For DR og TV 2 handler det om at skabe debat, inspirere til løsninger og om en ny måde at eksekvere public service på.

Christine Randa

Tilbage i starten af 2005 satte tvkokken Jamie Oliver sig for at få britiske skoleelever til at spise bedre. Det resulterede i programserien Jamie’s School Dinners. Et program, der skabte debat og endte med at få den britiske regering til aktivt at gøre noget ved kvaliteten af skolemaden.

Jamie’s School Dinners er et eksempel på et program, der går ind under genren social change. Et program som også ledte til, at man i Danmark fik øjnene op for genren.

Medierne som aktive spillere I den klassiske journalistik tager

man, som journalist og medie, et problem op og konfronterer de forskellige, indvolverede parter med problematikken. Eller holder sig til at beskrive verden.

I social change-programmerne gør medierne selv noget ved problemet.

De tager et samfundsproblem op og bruger programmet til at bidrage til en forandring.

Og social change-programmerne har gennem de seneste år vundet indpas på de danske public serviceudbyderes programlister. »Vi bruger social change-genren til at skabe debat. Og til ikke blot at vise problemer, men også se på løsninger«, fortæller kanalchef på DR, Lotte Lindegaard.

Og netop på DR har seerne kunne følge med i blandt andet Chris på Chokoladefabrikken og By på Skrump. På TV 2 er seerne blevet præsenteret for programmer som Skolen og Plan B. Social change er altså heller ikke et nyt fænomen på den danske tvscene . »Men det er måske nyt, at vi prioriterer det så højt«, pointerer Lotte Lindegaard.

Public service reality?

Men hvorfor prioriterer man social change-programmerne? Er det ikke bare public service-udbydernes bud på reality-tv?

Programdirektør på TV 2, Palle Strøm, kan godt se, at der er nogle greb fra de to genrer, der minder om hinanden. »Men hvor reality kan være komplet overfladisk og ligegyldigt for samfundet, har social change-programmerne altid et samfundsforhold under behandling«, forklarer han.

Lotte Lindegaard pointerer, at social change kan have mange former, som lægger sig mere eller mindre op ad reality-genren. »I programmet Gør Danmark Dansk lånte vi fra reality-genren. Men vi har også sendt følgedokumentar-serien Restaurant bag tremmer. Så social change er ikke nødvendigvis reality«, forklarer hun.

Ifølge Palle Strøm lægger social change typisk tættere på dokumentartraditionen, hvor reality ligger tættere op ad underholdningsprogrammerne, som vi kender dem med regler, konkurrencer og udstemning af deltagere.

Han ser også en stor forskel i, at man til social change-programmerne generelt caster almindelige mennesker, som skal gennemgå en transformation gennem programmet. »Og så er social change et forsøg på at samle mange om noget vigtigt«, siger Palle Strøm og forklarer, at social change er en måde at eksekvere public service-ansvaret på.

Lotte Lindegaard synes også, at social change-programmerne er godt public service-tv. »Vi vil gerne vække debat med DR1s social change-programmer. Få danskerne til at diskutere værdier. Og så vil vi gerne inspirere til løsninger«, forklarer hun.

På tidens præmisser Men det handler ikke kun om at lave programmer, der skaber debat og giver løsninger. Det handler også om at få danskerne til at se public service-tv i et samfund med mulighed for underholdning 24/7. »For ti år siden kunne man vise tunge, vidensbaserede dokumentarer, der var vigtige og folk så dem.

Det kan man ikke i dag. Skal man have folk til at interessere sig for

tunge emner, for eksempel alkoholisme, så må man for det meste lægge dem i konceptuelle rammer som Ultimatum, selvfølgelig uden af forråde eller distorte virkeligheden«, siger Palle Strøm.

Så for TV 2 er social change-genren en måde at råbe op på. En måde for public service-udbyderne at sætte fokus på nogle stofområder, som de ellers ikke kunne få seere til at interesserer sig for.

Lotte Lindegaard mener dog ikke, at det handler om en større konkurrence og efterspørgsel på underholdning. »Jeg tror snarere der er en efterspørgsel på substans. Seerne vil gerne tage noget med sig, når de slukker for tv’et - en følelse, inspiration, noget der har gjort dem lidt klogere. Det giver vi dem, ved at have noget på hjerte og ved at være dygtige formidlere«, siger hun og pointerer, at det er det, der gør social change-programmerne populære og værd at prioritere. chran11@student.sdu.dk

PORTRÆT

LIXEN | november 2012 | 11

Surrugue

Foto: Bjørn Hvidsteen

Madame Kulturens nye darling er halv fransk og hel feminist. Det er en rolle, som det tog tid at acceptere. Nu bliver der kæmpet for både kvinder, kultur og kvalitetsjournalistik. Lixen har sagt bonjour madame til Stéphanie Surrugue.

Mads Ellegaard Hansen, Morten Buttler

»Hold kæft, hvor er I damebladsagtige!« Stéphanie Surrugue lader kroppen falde tilbage mod ryglænet i sofaen, mens øjnene søger himlende mod loftet.

Vi er på besøg i hendes dagligstue - den offentlige af dem.

Hvor cappuccino og chai-te fylder koppen, og dankortterminalen nupper 30 kroner fra kontoen. På Riccos Kaffebar i det inderste af København holder Stéphanie Surrugue sine fridage. De få hun har.

Spørgsmålet om kæreste, børn og karriere vækker ikke den store begejstring hos tv-værten. Hun har tilsyneladende modtaget lignende spørgsmål tidligere fra Femina. Og SØNDAG. Og ALT for damerne. »Du spørger, om jeg har en kæreste? Øhm. Tænk, at I spørger om sådan noget, det er da helt vildt«.

Vi prøver panisk at finde frem til argumenter, der kan retfærdiggøre spørgsmålet, men vores offer har lugtet lunten. Der er lagt op til en vinkel. »Det gør jo også historien bedre, kan man sige, fordi jeg

så er hende der, der fik en god karriere, men som sidder »Hele det der ungdomsoprør er gået lige hen som 35-årig og ikke har nogen børn. Så kan man skræmme over hovedet på mine forældre. De fik familie, gik alle«. til cocktailparties og så cykelløb, dengang alle andre Stéphanie Surrugue er 35 år og bor i København. Hun er kæmpede for alt muligt«. vært på kulturprogrammet “Kulturen på NEWS”, der fire I stedet bød hjemmet på et klassisk fransk familiegange om ugen zoomer ind på kulturelle nyheder. Det har mønster, hvor kæft, trit og retning vægtede højere end krævet sit at få det nye program på benene, og det er en af girafsprog, og hvor arbejderbaggrunden blevet spædet de ting, som der ikke havde været tid til, hvis hun havde rigeligt op med dyder om almen dannelse. haft børn. »Jeg er min families første student – men ikke desto »Jeg ville jo ikke have oplevet alle de vilde ting, jeg har mindre, så har der altid været sådan nogle meget franske oplevet, hvis jeg havde haft to unger«. krav til, hvordan man opførte sig«, forklarer Stéphanie Der bliver stille et øjeblik.

Surrugue. »Fuck, nu sagde jeg det. Jeg tror ikke, at jeg kunne få mig Hun lader endnu en gang øjnene flakke over den menselv til at rejse ud i verden tale mindereol og hiver eller arbejde så meget, en historie om den 13Jeg ville jo ikke have oplevet alle de vilde som jeg har gjort, hvis jeg årige Stéphanie ned fra havde haft børn. Jeg lover, ting, jeg har oplevet, hvis jeg havde haft to hylderne.

I får den solo, når jeg bliver unger »Hvor andre piger sikgravid«, siger hun, mens kert fik noget at vide om hun forsøger at skjule sit smil bag glasset med kaffe. p-piller, så var et af de første råd, som jeg fik af min mor, at Hendes blik glider lidt ud af fokus, som om hun udlever når jeg skulle til reception, så var det vigtigt, at man fandt en sit eget tankeeksperiment. vindueskarm, hvor man kunne lægge sin håndtaske. For når man så gik rundt med en tallerken, så kunne man bedFranske fornemmelser re mingle med folk, når man havde den anden hånd fri til Efternavnet afslører, at Stéphanie Surrugue ikke er ren at sige goddag. Det var min familie«. hr. og fru Jensen. En fransk far, der forelskede sig i den danske hårmodel fra L’Oreal udgør hendes ophav. Selvom Liberté, egalité, sororité Stéphanie Surrugue er barn af halvfjerdserne, så var det Men mor kom ikke kun med dessiner for god receptionsikke hønsestrik eller rundkredspædagogik, der domi- adfærd. For selvom familiekulturen var fransk, skulle mannerede opvæksten. den ikke dominere. Vi er tilbage ved snakken om mænd.

”

PORTRÆT

12 | november 2012 | LIXEN

»Det sjove er, at det med årene er gået op for mig, at min mor jo er ærke rødstrømpe. Det har hun bare aldrig selv defineret sig som. Vi har virkelig fået den der: ”Du har et godt hoved – få dig en uddannelse, så du aldrig skal være afhængig af en mand. Du skal virkelig kunne klare dig selv“«.

Selvom familien ikke ligefrem dyrkede rødstrømpebevægelsen, og den konservative katolske privatskole ikke hyldede de feministiske forbilleder, så gik det med årene op for Stéphanie Surrugue, at hun selv havde stærke holdninger til kønskampen. »De første år, der sagde jeg sådan: ”Det er altså ikke fordi, at jeg er feminist, men jeg synes måske, at det er lidt uretfærdigt, at mine mandlige kolleger på Politiken tjener mere end mig, men det er altså ikke fordi, at jeg er feminist”«, siger hun og indtager et splitsekund rollen som den undskyldende unge Stéphanie Surrugue. »En eller anden dag tænkte jeg så: ”Hvorfor fanden er jeg så bange for det der ord?” Det er jeg, fordi folk nogle gange bliver enormt trætte og får det der: ”Årh nej, du er bare en skinger rødstrømpe”. Og det tror jeg måske, at jeg har taget på mig siden hen: ”Ja, jeg er feminist, og nej, jeg gider ikke sidde og underholde utrolig meget med det”«.

Smid aldrig kvindekortet skal tie stille og være enormt glad for, at man overhovedet Stéphanie Surrugues forhold til feminismen har været har fået sit job«. stærkt forbundet med en af de journalistiske grundregler Men et eller andet sted nyder hun også den evige kamp – for hende er det nemlig først og fremmest et spørgsmål på jobbet med alle sine mandlige kolleger. om handling. »Jeg synes, det er enormt sjovt at vade ind til et møde, »Jeg forsøger at være fehvor der sidder syv minist på show it, don’t tell mænd rundt om borHele det der ungdomsoprør er gået lige it-måden. Jeg synes, det sudet, og når jeg går ud per vigtigt, at der er nogle, hen over hovedet på mine forældre. De fik igen, så har jeg fået min som kæfter op, men også idé igennem. Jeg kan at der er en hel masse, der familie, gik til cocktailarties og så cykelløb, godt lide den der evige bare gør det. Jeg har tænkt: dengang alle andre kæmpede for alt muligt forhandling, som for ”Lad mig tage nogle vilde mig dybest set handler beslutninger i min karriere meget mere om jourog håbe, at der er nogle kvinder, der ser det”«. nalistik end om køn«.

Men ligestilling i mediebranchen er ikke bare noget, der kommer af sig selv.

Fadersmålet fransk »Det kræver simpelthen, at man finder sine egne nosser Med det halvfranske ophav fulgte også det franske frem og går ned og banker i bordet og siger: ”Jeg vil ikke sprog. Et sprog, der både fandt vej til rygraden gennem finde mig i det. Jeg er dygtig. Jeg vil have en lønforhøjelse”. hyggesnakken over middagsbordet, men også blev pisket Aldrig nogensinde sætte sig ind på et eller andet hjørne- ind på farens foranstaltning. kontor og smide kvindekortet i lønforhandlingen, men »Jeg hadede det, da jeg var lille. Det var jo sindssygt være velforberedt, og ikke blive bange for, at der sidder irriterende at skulle hjem fra dansk skole, og så køre to en eller anden mand på 60 år, der dybest set synes, at man timers skriftlig diktat med min far, når man hellere ville ud og lege. Det var sådan en magtkamp, der bare aldrig holdt op. Men han fik jo ret, og jeg er glad for det i dag, og jeg ville tvinge mine egne stakkels børn til det samme«.

Kendskabet til det franske sprog og den franske kultur viste sig som et effektivt es i den journalistiske verden. »Da jeg var i praktik, var jeg skide genert. Jeg synes ikke rigtig, at det var noget, som jeg skulle sige til nogen. Men da det gik op for Politiken, at jeg kunne fransk, så var de sådan ”Hvorfor har du ikke sagt det? Af sted med dig”«.

Med fadersmålet i bagagen blev Stéphanie Surrugue sendt til FN-afstemning i Schweiz, præsidentvalg i Frankrig, terror i Marokko. Og til Haiti.

”

Hold roen i Haiti 12. januar 2010 ramte et kraftigt jordskælv Haiti. Både bygninger, samfund og skæbner blev rusket og revet fra hinanden, da skælvet ramte med en styrke på 7.0.

I kaosset måtte Stéphanie Surrugue finde fodfæste mellem murbrokker og fortabte mennesker. »Det var en kæmpe journalistisk opgave, fordi det var så enormt voldsomt, og fordi det var en enormt kompliceret opgave at komme frem til et land, hvor intet virker. Helt lavpraktisk at skulle sende hjem, hvordan fanden gør man det? Og hvordan skaber man sig et overblik i en situation, hvor der intet overblik er?« Men der skal findes en løsning, for Stéphanie Surrugue sætter en ære i at få historierne hjem, og det kræver ikke bare, at man får teknikken til at virke. »Det gør ikke nogen godt, at jeg står der og bliver vestligt rørstrømsk midt i kaos. Der har jeg været meget firkantet gennem årene og sagt: ”Nu arbejder jeg, nu skriver jeg, og jeg lader være med at forholde mig til det, før der er tid til det”. Det kræver noget selvdisciplin, og at man bider tænderne sammen. For selvfølgelig siver det ind«.

Derfor ventede der også et stort arbejde med at bearbejde turens indtryk, da hun og fotografkollegaen Peter Hove Olesen vendte hjem til redaktionen på Politiken. Processen var blevet sat i system af avisen med obligatoriske debriefinger af medarbejderne, og det er ifølge Stéphanie Surrugue en god idé. »Der er ufatteligt mange mænd i de forrige generationer, som er kommet hjem fra, hvad fanden der nu har været af konflikter, sat sig ned i kantinen, åbnet en øl og så har folk spurgt ”nå, hvordan var det?” – ”jamen, det var ikke så sjovt, skål”. Og så var dét det. Jeg tror, at det har været med til at bygge den der mytologi op, som har gjort, at folk er blevet skilt og fordrukne og haft mareridt om natten”«, siger hun og fortsætter. »Debriefing er måske den gode side af det der helt triste fænomen med, at journalistikken er blevet sådan lidt Danske Bank-agtig med åbne kontorlandskaber og DHL-stafet, for i det mindste tjener det for mig at se et formål for mig i modsætning til alt det andet«.

Foto: Bjørn Hvidsteen

Prisen fra Tøger Turen til Haiti bragte ikke kun minder til sindet eller artikler i avisen. Den 22. maj 2010 kunne Stéphanie

PORTRÆT

LIXEN | november 2012 | 13

Surrugue og Peter Hove Olesen finde sig selv i Kongens Have. Lige dér foran statuen af Viggo Hørup - med favnen fuld af blomster og et hoved, der brusede af glæde.

Politiken havde valgt at give de to journalister husets interne pris for deres dækning af katastrofen. Og det var en pris, som faldt på det helt rette tidspunkt, fortæller Stéphanie Surrugue. »Jeg tror, jeg er begyndt at slappe mere af. I begyndelsen havde jeg jo den der, hvor man er sådan en fuldstændig overdrevet kålhøgen, overglad og nyuddannet type, der bare ville have nogle priser, men ikke fik dem. Nu var det mere sådan en – rar og behagelig ting«.

Den dag i maj blev prisen overrakt af Politikens daværende chefredaktør, Tøger Seidenfaden. En person, som havde haft stort betydning for hendes tid på Politiken. »Jeg tror tit, at man knytter sig ret meget til den første, som ligesom ser lyset i en. Jeg var så grøn, da jeg startede derinde, og han var den første chef, der sagde: ”Hey, Du kan faktisk godt noget. Du skal noget mere end det, du laver lige nu«.

Men den 27. januar 2011 var Tøger Seidenfaden der ikke mere. Og prisen fik nu en stor merbetydning for Stéphanie Surrugue. »Da Tøger døde, var det endnu mere rart, at jeg havde fået prisen overrakt af ham. Lidt closure-agtigt. Og det var enormt mærkeligt at stå der året efter. Det var lidt vildt.

Vi nåede at få det sidste Tøger med os. Som jeg jo stadig på en eller måde savner. Jeg synes, at han var et pisse dygtigt, dejlig flabet og gennemført ordentligt menneske«.

Foto: Bjørn Hvidsteen

gram. TV 2 NEWS havde aldrig tidligere beskæftiget sig med kulturstoffet på den måde, og derfor var de første udfordringer af mere lav-praktisk, men absolut væsentlig, Fra tryk til tv karakter.

I løbet af sommeren 2011 fik Stéphanie Surrugue et »Det har været et pionerarbejde på den lidt frustreopkald, som ændrede hendes dagligdag. rende måde, hvor man finder ud af, at man ikke kan lave »Mikkel Hertz, som er kanaldirektør på NEWS, ringede. en kultur-voice over, fordi der ikke findes nogle kulturbilJeg var stadig på Politiken, og jeg blev overrasket. Jeg leder i arkivet på TV 2«. havde længe med jævne mellemrum brokket mig over, at Desuden måtte de ud og sætte et hold af kulturjourDanmark ikke kunne finde ud af at have et dagligt kultur- nalister, der kunne fylde den tomme redaktion ud. For i program. Jeg havde dog lighed med kulturbilikke regnet med, at det leder i arkivet manglede Det gør ikke nogen godt, at jeg står der og TV 2 NEWS også kulturblev TV 2, der gjorde det«.

Bevidst om, at det skulle bliver vestligt rørstrømsk midt i kaos journalister i huset. Og blive en kæmpe udgenerelt er der lavvande fordring, takkede hun ja til i kulturkassen, hvis man jobbet. Hun sagde op på Politiken for at dedikere sig fuldt er på jagt efter journalister med næse for nyheder. ud til opgaven på TV 2. »Der findes jo stort set ingen kulturjournalister, som »Jeg vidste, at det ikke ville nytte noget at prøve at tage oprigtigt kan lide at lave nyheder. Den værste race er dem, orlov, for det ville blive fucking hårdt at bygge det her op, som drømte om at blive kunstnere, der opdagede, de ikke hvis jeg havde en nødudgang. Politiken er jo det tryggeste havde talentet, og som så måtte nøjes med at være kulfor mig, og jeg ville simpelthen ende med at være fristet til turjournalister. De er lidt mavesure og umulige at få til at at komme tilbage«. vinkle«.

Udfordringen var dog ikke blot at lave et kvalitetsproArmene flyver rundt i luften, mens Stéphanie

”

Surrugue forklarer om den skepsis, som det nye kulturhold mødte i begyndelsen. »Selvom TV 2 gerne ville have programmet, har der også været rigtig mange, som lige har skulle lure præcis, hvor mærkelige vi var. Vi har beroliget dem med, at vi vinkler og så videre. Der er ingen journalistiske kriterier, der bliver sat ud af kraft, bare fordi det er kulturstof«.

I branchen har man allerede sat pris på hendes arbejde – to priser. Ved sensommerens tv-festival vandt Stéphanie Surrugue og ”Kulturen på NEWS” både prisen for bedste aktualitetsprogram og prisen som årets værtstalent.

… Og en lille smule kærlighed Den næste aftale i Surrugues kalender har tikket sig nærmere, mens vi har siddet på caféen. Kopperne på bordet er også ved at være tomme.

Men inden vi forlader Riccos, så er der lige et hængeparti, der skal afklares. Vi er tilbage ved begyndelsen.

Damebladsjournalisterne vil have et svar: ”Har du nogle, som du skal lave tulipanbed med i weekenden?” »Nej. Det er det korte svar. Måske får jeg mere lyst til at lave tulipanbed senere«. madha11@student.sdu.dk mobut11@student.sdu.dk

FAKTA Stéphanie Marie Surrugue Født 1977 i Danmark Har læst journalistik på RUC. Men nåede aldrig at blive færdig, da hun blev ansat på Politiken Ansat på Politiken fra 2002 til 2011 Desuden fungeret som vært på DR 2-programmet ”Kulturguiden” (2009) Har siden 2010 været en del af panelet i ”Mads & Monopolet” på P3 Står bag bøgerne ”Det Store Bogtyveri” (sammen Lea Korsgaard) og ”Enegænger - portræt af en prins” Har modtaget følgende priser: De Berlingske Journalisters Pris (2005) sammen med Lea Korsgaard, Politikens Hørup-pris (2010), Årets Værtstalent (2012) og Årets Aktualitetsprogram sammen med resten af holdet fra NEWS (2012) Kilder: DR, Politiken, TV 2 m.m.

Foto: Bjørn Hvidsteen

14 | november 2012 | LIXEN

ANNONCE

FOKUS: BØRNEJOURNALISTIK

LIXEN | november 2012 | 15

Børnejournalistik FOKUS:

Børne-tv som vi husker - interview med Mogens Vemmer

Christina Raabæk Lindschouw

Kikkassen: Ingrid og Lillebror (1965-81)

Tålmodige Ingrid og den barnlige trædukke Lillebror. »De kunne pakke enhver lille kedsommelig film ind, som om det var en gave til seerne«.

De populære værter fyldte kun tre-fire minutter af den halve time, udsendelsen varede. Resten var udenlandske film.

Cirkeline (1968)

En rigtig tegnefilm var formuer over DRs budget, så skaberne Hanne og Jannick Hastrup lavede filmen som stop motion. »Det var en mild og blid tegnefilm, hvor det ikke var tempo og hårdtslående argumenter, der løste konflikterne«.

Tegnefilmen blev også et eksempel på det subtilt politiske børnetv i 1970’erne.

Kaj og Andrea (1971-75, 1996)

Den bedrevidende papegøje og frække frø blev vist første gang i 1971. »Jeg synes, programmet havde en god pointe. At være venner uanset udseende… Men de samfundsbevidste i 1970’erne mente, det var noget pjat, fordi det ikke handlede om noget«.

Programmet blev dog en succes, da det blev taget op igen i 1996.

Jørgen Clevin (1952)

Den folkekære Clevin producerede indslag helt op i 1980’erne. »Han var Statsradiofoniens første gør-det-selv-mand, og han igangsatte efter min mening flere børn end skole- og fritidsvæsnet tilsammen«.

Sonja fra Saxogade (1968)

Serien skildrede frække Sonja fra det barske Vesterbro. »Den viste et helt andet liv og udvidede børns horisont. Det var en absolut pædagogisk serie – men det var nu ikke derfor, børnene så den«.

Børnene elskede serien, fordi Sonja var rapkæftet og turde sige både børn og voksne imod.

Børnenes TV-Avis (1969-72)

Journalistiske programmer, der blev genopfundet i forskellige udgaver i 1980’erne og 1990’erne og som tages op igen til næste år på Ramasjang. »Vi ville give børnene et fortrin, så de væsentlige ting blev forklaret til dem i vores udsendelse klokken 17«.

Dermed kunne de forstå TV AVISEN, de så med forældrene klokken 18.30.

Bullerfnis (1990-1992) Bamses Billedbog (1983-)

Bamses Billedbog har været underholdning for flere generationer. Ifølge Mogens Vemmer er den 30-årige fødselar udtryk for flere lag i fiktionen, som børnene bliver nødt til at forholde sig til. Dukken, den voksne stemme inde i dukken og parodien på et barn spillet af en voksen. Dukkerne blander sig med ”rigtige mennesker” og udfordrer børnene. »Bamse rummer nok flere lag end så meget andet tv, ellers ville den heller ikke være lavet i så mange generationer«.

Serien, hvor Hella Joof og Peter Frödin fortolkede gamle musikklassikere. »Historieskrivning, som en ny generation kan godte sig over sammen med os gamle. Det er en genial serie at se med børn«.

Bubber (1990-93, 1994-2005) Troldspejlet (1989-)

Magasinprogrammet med tegneserieelskende Jakob Stegelmann, der år efter år har udbredt sin begejstring for den nyeste underholdning. »Det er ham, der er programmets styrke, helt bestemt.

Et fuldstændig personligt program«.

TV 2s bedste bud på børneprogrammer kom med Bubbers Badekar og Snurre Snup Søndagsklub. »Jeg kan stadig ærgre mig over, vi ikke købte ham før TV 2 – da han endnu var til at betale. Mage til naturtalent skal man lede langt og længe efter«.

FAKTA Mogens Vemmer (1935-) Uddannet lærer i 1956

Hvaffor en hånd? (1991-2003)

Programmerne, der kørte gennem 90’erne og var castingforum og talentskole for værter som blandt andet Casper Christensen. »Programmet blev det, værterne havde lyst til. Uden den serie havde børne-tv været fattigere på skjulte talenter, der bare skulle foldes ud«.

Ansat i DR i 1961 efter at have arbejdet for Københavns Kommune Ansat som programchef for Børne- og Ungdomsafdelingen i DR i 1968 Forsatte på posten i tre årtier til år 2000 Har udgivet erindringsbogen ”Fjernsyn for dig - 50 år med verdens værste seere”

FOTO: Fra toppen: billede 1, 2, 3, 4, 5, 8 og 9 – DR, billede 6 – DR/Ulla Voigt, billede 7 – DR/Agnete Schlichtkrull, billede 10 – DR/Valdemar Vedel, billede 11 – TV 2

Kilde: denstoredanske.dk m.m.

FOKUS: BØRNEJOURNALISTIK

16 | november 2012 | LIXEN

Sådan interviewer du Emma og William

Drop folkeskolelære-pædagogik og forberedelsestid. Afbryd og tag dem på sengekanten i stedet. Ramasjangvært Sofie Linde Lauridsen har efter fire år med børne-tv fundet ud af, hvordan man interviewer børn.

Mette Mohr Martensen

»Skrækscenariet er jo: ”det ved jeg ikke”-svar seks gange i træk«.

Og dem har hun fået mange af. I fire år har Sofie Linde Lauridsen lavet børne-tv. Og selvom det er længe siden, at hun selv har kunnet snige sig ned i skostørrelse 31 og altid skal vende hovedet 80 grader opad, har hun nu godt styr på, hvordan børn skal tales til – og ikke mindst interviewes. Hun har fundet ud af at undgå skræksvaret, og her giver hun fem gode råd videre.

»Det er vigtigt, at få skabt troværdighed,

tryghed og rammer for barnet. Spørg dem:

”Hvad sker der i skolen lige nu? Har du

hørt det nyeste Justin Bieber-hit?” Når de er trygge, er det pludselig ikke længere så ubehageligt at have en mikrofon ved munden og fem mænd, der kigger på dem gennem deres kameraer«.

»Børn har langt hen ad vejen et begreb

om, hvad man skal svare, og hvad man

ikke skal svare. Hvis de får for lang

forberedelse til at tænke over deres svar, så kommer de med de politisk korrekte svar. Vi skal i stedet tage barnet på sengekanten, så vi får den ægte barnlighed og de ægte reaktioner ud«.

»Man skal ikke stille store spørgsmål

som: Hvad er det fedeste tv-program

i hele verden? Så skyder man simpelt

hen sig selv i foden. Børn tager ting meget bogstaveligt, og et typisk svar vil være: ”Det ved jeg ikke”. Spørgsmålet er for diffust.

Spørg i stedet: ”Hvilke fjernsynsprogrammer synes du er sjove og hvorfor?”«

Foto: DR/ Bjarne Bergius Hermansen

»Det er vigtigt ikke at tale ned til børnene.

Jeg tror, at mange hænger fast i den her

folkeskolelærer-pædagogik: Vi skal ned

i øjenhøjde med børnene, og så skal vi tale tydeligt, så de forstår os (sagt med skolelærerstemme). Jeg tror langt hen ad vejen, at børn er skarpere, end man lige går og regner med. Vi skal ikke opføre os som dem, men vi skal være rollemodeller, der ikke er så langt fra dem«.

»Man skal ikke være bange for at afbryde børn. De er meget

spontane, og nogle gange stikker de helt af, fordi der er noget

andet, der lige popper op i deres hoved - og så skal de hjælpes

på rette vej igen. Jeg skulle engang interviewe et barn om LEGO. Men så endte vi med at tale om hans kat. Det var jeg slet ikke forberedt på. Jeg skulle selvfølgelig have stoppet ham og sagt: ”Det lyder som en spændende kat, men den må vi snakke om en anden gang. Det er vist noget med, at du er mega stærk til at bygge LEGO-mænd?” Men det er sådan noget, jeg ved nu«.

memar11@student.sdu.dk

Børn fortjener

Faktisk journalistik

I Weekendavisens tillæg, Faktisk, laver man seriøs journalistik til læseheste mellem 8 og 15 år. Grunden er simpel - børnene fortjener det samme, som de voksne.

Louise Haack

12 tabloid-sider og artikler om finanskrisen, udgravningen under metroen og Folketingets åbning.

Formatet er det samme, indholdet er næsten det samme, men målgruppen er langt fra den samme. Det kan være Johannes på 9 år eller Maria på 12.

Det er børn, der kan lide at læse. Og det er dem, man laver avis til i Weekendavisens tillæg Faktisk. »Vi laver Faktisk, fordi man skal

tage børn lige så alvorligt, som man tager voksne. Der fandtes ikke en eneste avis i Danmark til børn, men nu findes der en«, fortæller Vibe Termansen, der er redaktør på Faktisk.

Der har været aviser til børn før Faktisk. I mange år var Børneavisen

Foto: Bjørn Hvidsteen

et godt alternativ til farverige magasiner med artikler om Ronaldo og Miley Cyrus, men i 2007 blev den lagt i graven, og så var der ikke andre alternativer. I hvert fald ikke indtil Faktisk kom på banen i 2010.

Seriøs journalistik til børn Når man som redaktør skal udvælge stof til Faktisk, er det ifølge Vibe Termansen ikke meget anderledes, end hvis man skal udvælge stof til en almindelig avis. Det skal nemlig ikke kun interessere børn. Det skal ikke handle om, hvordan man kan indrette sit værelse bedst, hvilket tøj man helst skal gå i, eller hvilken frisure Beckham nu har, for Faktisk er først og fremmest en seriøs avis. »Når jeg bringer en artikel, skal der være noget i den, som jeg synes er nyt og spændende. Hvis det er interessant for mig, formoder jeg også, at det er interessant for børnene. Akkurat som på ”voksenaviser”«, forklarer Vibe Termansen.

Folketingsvalg og tyvetyve At avisen er skrevet til børn kommer til syne i den måde, man dækker aktuelle emner på. 2020-planen har man for eksempel skrevet om i Faktisk. Det gjorde man med en ru-

brik, der hed ”tyvetyve” og ved at fortælle, at planen er opkaldt efter årstallet 2020 og handler om, hvordan der kommer orden i Danmarks økonomi inden år 2020.

Det er uddybende information, som måske ikke havde fundet vej til en artikel i en anden avis. Men faktisk er Faktisk ikke så meget anderledes end resten af Weekendavisen, fortæller Vibe Termansen. »Faktisk er skrevet med kortere sætninger, og tingene er blevet forklaret mere. Det kan være lige så indviklet stof, som der er i resten af avisen, det er bare forklaret bedre«.

På Weekendavisen regner man ikke med, at man fanger fremtidens læsere ved at lave en avis til børn.

Men når voksne fortjener en avis, så fortjener børn også en. Som Vibe Termansen siger: »De er jo i lige så høj grad mennesker«. lohaa11@student.sdu.dk

FAKTA - Faktisk henvender sig til læseheste mellem 8 og 15 år.

- Faktisk udkommer som tillæg i Weekendavisen hver fredag.

- Faktisk indeholder både korte og lange artikler, tegneserier, konkurrencer og madopskrifter.

FOKUS: BØRNEJOURNALISTIK

LIXEN | november 2012 | 17

DR vil dække Breivik i børnehøjde I Norge og Tyskland har man gjort det i årevis. Nu gør Danmark det også. I år 2013 vil DR sende nyheder til børn, som skal kunne fortælle de dramatiske historier. Men selvom DR lader sig inspirere, lover kanalen, at de vil formidle på en helt ny måde.

Søren Martin Olsen

Nyheder er ikke kun for voksne.

For til næste år får danske børn

ser til børn«, siger Christian Volfing.

Terror og drab i børnenyheder I Tyskland, Norge og Sverige er det ikke nyt at sende nyheder for børn.

Det har de nemlig gjort i flere år.

De svenske børn kan se nyheder på kanalen ’Lilla Aktuellt’, i Tyskland bliver der på ZDF sendt nyheder for børn i ’logo!’, mens de norske nyheder hedder ’Supernytt’.

På den norske kanal lægger man stor vægt på, at børn har ret til at blive hørt, men det skal gøres på en grundig og opmærksom måde i et sprog børn forstår. »Vi har den tanke, at vi skal kunne snakke

bragt på børnekanalen. I nyhedsudsendelser for børn har man derfor et endnu større ansvar for, at der ikke er uklarhed efter et indslag, mener Live Kaldestad. Derfor har de på ’Supernytt’ et mål om, at de ikke skal være først med nyhederne. Og så længe man formidler korrekte informationer mener Live Kaldestad ikke, at nyheder skader børn.

Den største fare er tværtimod at

deres e g e n daglige nyhedsudsendelse på DR. Både historier som Anders Breiviks massakre på Utøya og krigshandlinger i Mellemøsten skal formidles, men med et andet perspektiv og større omhu end i andre nyhedsudsendelser. »Vi kommer selvfølgelig til at kigge på de andre udsendelser og se, hvad de gør rigtig. Men jeg tør godt love, at der kommer en helt ny dansk vinkel og et nyt initiativ«, siger Christian om alt, så længe vi gør det på en have berøringsangst over Volfing, redaktør for DR Ramasjang. gennemtænkt måde. for voldsomme historier.

Et nyt medieforlig, som blev vedBørn har tit mange spørgsmål, og »Hvis vi ikke forklarer børn, taget i sidste måned, giver DR 72 milvi forsøger at hjælpe dem med at hvordan tingene hænger sammen, lioner til at styrke så bliver de meget bange. børne-tv over de Det er en spændende udfordring, men vi Mange børn blev berørt næste to år. Penden 2. juli sidste år, hvor gene skal blandt er lidt nervøse, for det er en ny bane, og det Anders Breivik begik drab andet bruges er ikke nogen let opgave at lave vellykkede og terror, men alle har til at producere krav på at få at vide, hvad nyhedsudsendelser for børn b ø r n e n y h e d e r, der skete«, forklarer hun.

Christian Volfing, redaktør DR Ramasjang hvor også historier om nye computerspil eller forstå lidt mere af verden«, siger den Børn skal tages alvorligt filmpremierer kan blive en del af norske projektleder fra ’Supernytt’, I den tyske nyhedsudsendelse ’logo!’

DRs nyhedsudsendelse, som inLive Kaldestad. tager man også børn lige så seriøst troduceres i begyndelsen af 2013.

På ’Supernytt’ dækker man også som voksne. ’logo! ’ har i gennemsnit »Det er en spændende udfordring, de fleste handlinger. For nylig er en 600.000 seere hver dag og modtog i men vi er lidt nervøse for det er en ny mand i Norge blevet tiltalt for sek2010 den prestigefyldte Deutscher bane, og det er ikke nogen let opgave suelle overgreb, men på trods af de Fernsehpreis for årets bedste inat lave vellykkede nyhedsudsendelgrove handlinger, blev sagen stadig formationsprogram. Det var første

”

gang, prisen gik til et børneprogram. »Tanken bag ’logo!’ er, at vi tager

”

psykologer, når det drejer sig om følsomme historier. Derfor hører vi

Hvis vi ikke forklarer børn, hvordan tingene hænger sammen, så bliver de meget bange

Live Kaldested, projektleder for ’Supernytt’

børn alvorligt. Programmet skal kunne det samme som de voksnes nyhedsprogrammer. Udsendelserne skal derfor altid være live og sendes flere gange dagligt«, siger chefredaktør for ’logo! Markus Mörchen.

Illustration: Cordula Vorstrup Hahn

Spørgsmålet om, hvilke typer sager, som egner sig for børn, er en af de største udfordringer for den tyske redaktion.

Store, drabelige enkeltsager, som præger nyhedsbilledet et døgn, er ikke relevant for ’logo!’. Men hvis den store og frygtelige nyhed er af en sådan karakter, at den har en lang levetid, som eksempelvis Josef Fritzlsagen, vil det være naturligt for ’logo!’ at dække sagen og forsøge at sætte det i perspektiv, siger Markus Mörchen og indrømmer, at balancegangen kan være vanskelig. »Vi arbejder tæt sammen med

dem ad, om det er i orden at bringe nyheden på den måde, som vi ønsker«, siger han.

Nyheder børn kan tåle Hos DR har det længe været et ønske at

producere b ø r n e nyh e d e r, og med det nye medieforlig håber de at kunne styrke deres børne-tv i de kommende generationer. Selvom DR ikke er nået så langt i planlægningen endnu, afslører redaktør Christian Volfing, at de lader sig inspirere af de andre landes nyhedsudsendelser.

Ligesom de udenlandske børnekanaler gælder det for DR ikke om at være først med nyhederne, men om at lave en nyhedsudsendelse, som børn kan tåle at se, uddyber Christian Volfing. »Som hovedregel er der ikke nogen emner, som vi ikke vil tale om.

Men hvis vi ikke har nok at fortælle og analysere i en tragisk sag, så skal vi nok ikke dække den. I sidste ende handler det om at kende vores og børnenes begrænsninger«.

DRs børneudsendelser kommer til at minde om en almindelig nyhedsudsendelse. Udsendelserne går i luften tidligt på aftenen, så børnene har mulighed for at tale om nyhederne i fællesskab med deres forældre.

I et forsøg på at henvende sig til forskellige aldersgrupper, bliver DR Ramasjang delt op i to kanaler. Den ene for børn under 7 år og den anden for børn i alderen 8-12 år.

sools12@student.sdu.dk

OPINION

18 | november 2012 | LIXEN En praktikant fortæller

Allerkæreste Lixen,

Det kan godt være, at du var min første rigtige aviskærlighed, og at jeg stadig er helt pjattet med dig, men nu har jeg altså fundet en ny eneste ene – i hvert fald for det næste år. Min nye avis huserer i Pilestræde i København, lyder navnet Berlingske, og jeg er uendeligt glad sammen med den.

Der er ikke ligeså meget rødvin og rugbrødsmadder i radiolokalet over Berlingske, som der er over dig, men til gengæld er der bobler og brownie.

Og det er ikke meningen, at det skal lyde mondænt på nogen måde, men vi får godt nok meget kage og til tider også champagne – når der sker noget ekstra godt.

Indrømmet, der sidder stadig en lille smule ærefrygt i mig næsten hver eneste dag, når jeg møder på arbejde og træder ind af de der meget magtfulde glasdøre i det snart 250 år gamle hus midt på Pilestræde og swiper mit adgangskort. For der er noget lidt skræmmende, men samtidig også pissefantastisk over at være en del af en af Danmarks største landsdækkende aviser. Hvor varemærket er solidt fasttømret med kvalitet og ambitioner som nøgleord, og hvor tryksværten på våbenskjoldet med valgsproget ”Umage betaler sig” (pænt oversat fra latin) for længst er tør.

Og det lyder absurd højtideligt, men det er det faktisk slet ikke. For selvom det er sundt med en smule ærefrygt, så inviterer Berlingske mig mest af alt til hver eneste dag at kaste mig hovedkulds ud i journalistikken, til at få nyhedspulsen helt op og til at have det sjovt uanset om jeg skriver om SF-formandsvalg, forstoppelse eller bomber i Beirut. Og jeg har faktisk skrevet om det hele, for lige nu sidder jeg på husets ultimative nyhedsnerve, Berlingske Nyhedsbureau (BNB), hvor jeg skal være indtil 1. februar, hvor jeg rykker en etage op til indlandsredaktionen. Her er plads til at være den spørgende praktikant, til at komme rundt i indland, udland, kultur og politik og til at drikke en øl efter arbejde og ryste på hovedet af den svenske prinsesse Madeleines forlovelsesvideo.

Det er ikke på BNB, man vælter regeringer og rydder forsider, og det er da også røvsygt, at man nogle gange skal sidde og oversætte Reuters-telegrammer om uro i Syrien, og der er også to dage, der næsten er ens. Men der er også dage, hvor kilderne pusher historier til dig, hvor din chef roser dig for en historie, ”som du har formået at løfte”, og hvor du får en mail om, at Johanne Schmidt-Nielsen beder justitsministeren om en redegørelse på baggrund af en af dine artikler.

Mest af alt er jeg egentlig bare en glad praktikant. Jeg har lært, at det vigtigste er at møde op med et smil, en jeg-kan-godt-fordi-det-skal-jeg-og-det-vil-jeg-attitude og vigtigst af alt med en ydmyghed over for dit fag.

Så skal det nok gå alt sammen.

Hils alle dine søde studerende på Medietorvet. Og så glæder jeg mig meget til at se dig igen på et tidspunkt.

Kærligst Cathrine

Cath

rine

Bor

up B

loch

Meninger

Nej tak til

denglish Sine Skott Andersen

I sommeren 2011 svedte jeg ekstra meget. Jeg skulle takke ja til en studieplads på journalistik i Aarhus eller i Odense. Alt blev vendt og drejet – også mængden af engelsk på de to studier. Fra SDU lød svaret; der er noget pensum på engelsk, men ingen forelæsninger. Fint, tænkte jeg, indtil der begyndte at tikke engelske mails ind på min SDU-mail fra Journalistik og Samfund 2.

Problemet er ikke engelsk. Problemet er, at fagets muligheder og de studerendes viden ikke bliver forløst. I timerne bliver alt forenklet og trukket tre niveauer ned, fordi det foregår på engelsk. Mange ting kan ikke direkte oversættes fra engelsk til dansk, og derfor går noget tabt hver gang.

Vi har hørt det hele før – bare på dansk. Hvis undervisningen var på dansk kunne vi løfte os op på et højere niveau – diskussionerne ville have meget mere substans, flere ville deltage, og vi ville opfylde fagets formål meget bedre.

Opgaverne og eksamen er på dansk, men pensum og forelæsninger foregår på engelsk. Selv Erik Albæk snakker engelsk til os, fordi de

andre undervisere skal kunne forstå ham. Men er det ikke vigtigere, at de studerende får det maksimale ud af undervisningen i stedet for, at de udenlandske undervisere gør?

Er det ikke problematisk, at vi bliver undervist af ph.d.-studerende, fordi de skal have undervisningstimer? ”Who’s Cavling?” lød det fra en af underviserne. Det går direkte ud over kvaliteten af undervisningen og kvaliteten af de journalister, som SDU spytter ud. Hvis underviserne var de bedste på området, så kæmpede jeg gerne med det engelske. Men der er 1.000 danskere, der ved mere om det end dem – hvorfor så ikke give os en af dem?

Selvfølgelig skal vi som journalister kunne forstå og snakke engelsk på et vist niveau. Adgangskravet er engelsk B, men et refleksionsfag kun på engelsk er et andet niveau.

Mit skoleengelsk rækker i hvert fald ikke til alt det, jeg har på hjertet om refleksioner over journalisternes rolle i dag. Jeg vil hellere bruge tid på at blive en fantastisk journalist, end at slå op i ordbogen, skrive noter på denglish og gå fra hver eneste forelæsning med følelsen af ”så lærte jeg heller ikke noget i dag”.

Jeg vil gerne spise en masse Balancid for mit sure opstød, men jeg vil også gerne have det maksimale ud af mit studie. Jeg håber, at studiet vil overveje, om det er vigtigst at have udenlandske ph.d.-studerende til at undervise os på et lavt fagligt niveau, eller om en dansktalende lektor skulle sætte gang i nogle heftige debatter og opfylde den ellers interessante fagbeskrivelse. sinan@student.sdu.dk

En tv-liderligs bekendelser Vi har RUST, Lixen og studenterradio, men hvor er tv-mulighederne? Tvglade journaliststuderende savner krævende kameraudstyr, vanskeligheder med hvidbalance og skæve stativer.

Mia Laursen, Kristian Højgaard Nielsen

Det er ligesom, når du skal lære at cykle. Du lærer først rigtigt at cykle, når far giver slip på kosteskaftet.

Det samme gør sig gældende med tv.

Du lærer først at lave tv, når underviseren giver slip, og praktikstederne tager dig i hånden. Men hvorfor er det først, når praktikstederne tager over, at vi kan stå på egne ben?

Gennem Lixen og RUST har vi

mulighed for at pudse vores skrivefærdigheder af, før vi skal ud i den virkelige verden. Hvorfor har vi ikke den mulighed med tv?

På Journalisthøjskolen i Aarhus har de tv-kanalen ComingUp, hvor de studerende kan prøve kræfter med tv-mediet. Her på SDU har vi grundlæggende gode vilkår for tvundervisning, så derfor burde vi også have de samme muligheder for at udfolde vores indre skærmtrold. En SDU tv-station ville give os mulighed for at suge erfaring til os og klæde os bedre på til praktiktiden. Med mere erfaring i kufferten ville vi også være selvstændige og formentlige også bedre praktikanter.

Måske lyder vi lidt CV-liderlige, men i realiteten er vi bare tv-liderlige. Vi vil bare gerne lave tv i fritiden, fordi

det er fedt medie at arbejde med. Et medie, som rummer flere grene af journalistikken. I undervisningen er der meget faste rammer for produktionerne, men med vores eget medie kunne vi selv få lov til at sætte dagsordenen og bryde rammerne for, hvad tv-skærmen kan bære.

Hvis det hele ses lidt i jordklodeperspektiv, har mange af de store universiteter med journaliststuderende også deres egen tv-kanal.

SDU har en størrelse, som gør, at de studerende bør få indsigt i, hvad der rører sig i øst og vest. Det kan gøres effektivt med en tv-kanal!

Kort sagt - vi savner tiden i tvlokalet og muligheden for at lave tv af god kvalitet. miala11@student.sdu.dk krini11@student.sdu.dk

OPINION

LIXEN | november 2012 | 19

Lærerklumme

Efterlysning: Iværksættere

Foto: Bjørn Hvidsteen Filip Wallberg

Jeg elsker at lege. Alene og sammen med andre. Leg holder hovedet i gang. Jeg tænker ikke på hverken modeltog eller Barbie. Jeg tænker på leg med journalistikken, som kan foregå på mange niveauer.

Som det er i dag, er vi på Medietorvet rigtig gode til at lege med vinkler, rubrikker og indledninger. Både stu-

derende og undervisere er mere end kreative, og det er sjovt, udfordrende og lærerigt at lege sammen.

Men vi er knap så gode, når det kommer til de større udfordringer.

Alt for sjældent blomstrer et nyt medie – digitalt eller analogt – op gennem Medietorvets gulve. Og det er en skam, for mulighederne er nærmest uendelige.

Man kan skrive om lystfiskeri, lave

videoer om Mellemøsten, radio om hundetræning og e-bøger om øl. Og platformen bestemmer du endda selv. Du kan formidle via mobiltelefoner, papir eller computere.

De første studerende på Center for Journalistik havde ikke de muligheder, som I har i dag. De var for 15 år siden begrænset af teknikken. Det ville være både dyrt og risikabelt at åbne et nyt medie. Hvis det gik galt, kunne man sidde i gæld til halsen.

Sådan er det ikke i dag.

I dag er journaliststuderende ikke begrænset af teknologien. Journaliststuderende er kun begrænset af kreativitet, tid og ildhu, og alligevel udnytter kun de færreste mulighederne i 2012.

Center for Journalistik ønsker innovation, og derfor underviser vi også i det. Men hvis nye medier skal blomstre op på Medietorvet, skal innovation ikke begrænses til et fag. Du skal som journaliststuderende se – og gribe – muligheden.

Der er få undtagelser, men de er skræmmende få.

To aktuelle undtagelser er tv fra

og om universitetet og realityportalen.dk.

Begge medier som er blomstret op på eller umiddelbart efter tiden på Medietorvet. Begge medier med eget fokus og platform.

Realityportalen.dk er undtagelsen,

”

rende ønsker at tage kampen op mod de gamle og etablerede medier.

I har intet at tabe, for det værste der kan ske er, at man må lukke et medie igen.

I IT-branchen kaldes en fiasko for erfaring. Den erfaring er nødvendig

Jeg undrer mig over, hvorfor så få journaliststuderende ønsker at tage kampen op mod de gamle etablerede medier

som er nået længst. Hjemmesiden kører, og journalisterne bag udgiver løbende nyheder om reality-tv - og alle de almindelige mennesker, som gerne vil være kendte. Man kan undre sig over, hvorfor ingen greb muligheden før, for idéen er genial, selvom folkene bag formentlig aldrig vinder en Cavling for journalistikken på hjemmesiden.

Jeg mener ikke, at alle journalister skal være iværksættere. Men jeg savner flere ildsjæle, som kan og tør sætte tingene i gang. Jeg undrer mig over, hvorfor så få journaliststude-

for journaliststuderende, hvis fremtidens journalister skal spille en aktiv rolle i at styre journalistikken og medierne i den rigtige og profitable retning.

Min efterlysning er derfor efter iværksættere, som tør satse timer og navn på et opstartsmedie i Danmark.

Platform og fokus er underordnet. Så længe I går efter guldet.

Og en ting er sikkert. Vi undervisere vil gerne hjælpe, for vi elsker at lege og se nye medier blomstre. filip@journalism.sdu.dk

… at Lisbeth Vestergård skulle slå sig sammen med Lisbeth Østergaard og lave programmet Lisbeth Gård^2

- Louise Uberg, 1. semester

… at første semester skal tage sig sammen og bakke op om Festudvalget - det er snart jer, der skal føre det videre - Louise Haack, 3. semester

… at klapsalver efter forelæsninger er tåbelige. Til jer, der klapper: I ender med rigtig ømme hænder til jul - Ann-Sofie Guldbæk Rasmussen, 1. semester (tilvalg)

… at klapsalver efter forelæsninger er særdeles fornuftige. Det gør akademikerne glade, og jeg er villig til at få ømme hænder for at gøre bogormene glade - Kristian Højgaard Nielsen, 3. semester

… at Kristian Højgaard til forveksling ligner en vampyr fra Twilight på billedet til venstre - Christine Brink, 3. semester

… at Sebastian Abrahamsen og Bjørn Hvidsteen dummede sig, da de ikke tog til VIP fest med porno-modeller i Berlin. Man kommer langt med pressekort!

- Louise Baltzer, 3. semester ... at den nye KaJO-bestyrelse er klar til at til sparke røv!

- Steffen Villadsen, ny næstformand i KaJO

… det er tankevækkende, at M’et i MTV engang stod for Music - Ulrik Baltzer, 3. semester

… at Ulrik Baltzer har ret. I dag står M’et i MTV for Moron...

- Robert Hendel, 5. semester

Bagsiden