Lixen Maj 2012

Oplev Panikdagen!

Journalist uden mobil og computer

Lixen

Praktikfag på skemaet

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 14. årgang | 3. nummer | maj 2012

Studerende stresser over CV-ræs Fire ud af fem studerende på Medietorvet føler ikke, at det er nok kun at følge med i undervisningen på studiet. I hvert fald ikke, hvis man vil have en god praktikplads. Studieleder Karsten Baagø kalder praktikken et problem.

Kristian Corfixen

112 studerende har deltaget i en undersøgelse, Lixen har foretaget. Her svarer 81 %, at de ikke føler, studiet i sig selv er nok til den gode praktikplads. Og det resulterer i pressede og stressede elever. I Lixens undersøgelse fremgår det, at 64 % har følt sig negativt påvirkede, når de har kigget på deres studiekammeraters journalistik ud over studiet.

Studieleder på Center for Journalistik, Karsten Baagø, mener, det er problematisk, at de studerende har et så skarpt fokus uden for studiet.

»Lige nu står vi med et problem, som vi erkender, men som der ikke er nogen umiddelbar løsning på«, fortæller han.

Studielederen møder selv de stressede studerende, når de kommer på hans kontor og græder. »Og det er på ingen måde et kvalitetsstempel for en uddannelse«, forklarer han.

Lixen har samlet fem studerende fra 2. semester for at diskutere de studerendes CV-fiksering. Alle har de oplevet, hvordan stressen over praktikfordelingen indfandt sig allerede tidligt på studiet. »Det går lidt i arv, det praktik-ræs«, forklarer Sebastian Abrahamsen.

Sammen med hans medstuderende kommer de med på bud på, hvordan man kunne nedtone CV-ræset. De diskuterer tomme undervisningslokaler, praktik-prioriteringer og panik-tendenser.

Læs debatten og se Lixens undersøgelse på side 5 - 7

FOKUS. Kvinder læser mandemagasin. Debatten bobler, når kvindemagasinernes indhold diskuteres. Få et smugkig i magasinernes verden med forargelse, penge og underholdning i månedens fokus.

Indblik i Østergaard Bag de politiske analyser fra Politikens Hus på Rådhuspladsen gemmer sig en målrettet kvinde med rødder i det midtjydske.

Tinne Hjersing Knudsen

Politikens politiske redaktør Mette Østergaard pendler mellem mediet i København og manden i Moskva. Hun ser et demokratisk problem i, at spindoktorer laver ringmur om de danske poli-

tikkere. Personlige rådgivere forsøger altid at binde journalister noget på ærmet, og derfor er det vigtigt at have sit bullshit-filter tændt, når ens arbejdsplads hedder Christiansborg.

Mette Østergaard mener, at det er nødvendigt at holde snor i partisoldater og folkevalgte.

Selvom politikkerne har et utak-nemmeligt job.

Læs portrættet af Mette Østergaard på side 13-15

2 | maj 2012 | LIXEN

Indhold

Leder

INTERN

En pige brækker sig inden frokostpausen. Resten af de nervøse journalist aspiranter siger ikke så meget. Og hvis de endelig gør, er det for at blive bekræftet i, at Ankara altså er hovedstaden i Tyrkiet. Ikk’?

INTERN har i denne måned grebet fat i Medietorvets hovedproblematikker – praktikpanik og cv-ræs. 112 studerende har deltaget i Lixens undersøgelse af stemningen på Medietorvet. Du kan læse om studerende med cvstress og selvværdsproblemer, ’Journalistikkens Praktik’ og om det nye fag på 4. semester.

Side 3-9

I sidste måned var 298 håbefulde ansøgere til optagelsesprøve på Center for Journalistik. Omkring 200 af dem kommer ikke ind.

De fleste, der læser denne leder, har været igennem optagelseshelvedet – og euforien. De mange måneder, hvor man venter på svar, kommer videre, venter, får svar og til sidst modtager brevet ”Tillykke, du er optaget på Center for Journalistik”. Glædestårerne triller, og sejren fejres med en masse store fadøl.

EKSTERN

I dag er fadøllenes tømmermænd for længst blevet erstattet med nye på Sir Club. Euforien har lagt sig, og nogle gange tager man sig selv i, at man ikke orker at skulle til Mediesprog – for slet ikke at tale om på Research, Offentlig Forvaltning, Innovation… Fortsæt selv listen.

I halvfemserne hittede Brandon Walsh som skolejournalist i Beverly Hills 90201. Men hvordan var man egentlig journalist uden mobil og computer? I EKSTERN kan du også blive klogere på konstruktiv journalistik, og hvad Obama og TV 2 har med hinanden at gøre.

Side 10-12

Vi har mødt flere af dem. Dem, som vil give deres højre arm – og sikkert også den venstre - for at komme ind på vores uddannelse. De spørger: »Er det ikke sindssygt fedt, når man er kommet ind?«. Jovist. Men nogle gange glemmer man det.

Journalistikstudiet er hårdt, krævende og en tidssluger uden lige. Hvor mange har ikke siddet på Medietorvet efter klokken 17 og slidt studiekortet gennem kortlæseren en gang i timen, fordi man liiiiige ville finpudse en artikel, speak, et interview…? Fortsæt selv listen.

PORTRÆT

Politikens politiske førstedame fortæller om professionaliseret politik, karriereafsæt i Kjellerup og om at pendle fra København til Moskva. Men ikke om at være ung kvinde på en toppost, for det mener hun er irrelevant for hendes arbejde.

Vi gør det, fordi vi synes, det er sjovt. Og fordi vi ikke kan lade være. Det er nok også grunden til, vi alle i sin tid blev optaget på journaliststudiet. Fordi vi brænder for faget. Spørgsmålet er, om vi også husker at brænde for studiet.

For vores fokus har ændret sig. Først handlede det om at få lov til at studere.

Men da vi først havde fået det syddanske studiekort, rettede vi hurtigt et nyt fokus uden for Medietorvet - mod redaktionerne og praktikken.

Side 13-15

I sidste måned af Lixen skrev studieleder Karsten Baagø en klumme. Her kritiserede han de studerende for at fokusere for meget på aktiviteter uden for studiet. Han mener, vi konkurrerer mod hinanden, skaber A- og B-hold og nedprioriterer studiet til fordel for CV’et, som er blevet vores nye optagelsesprøve.

FOKUS

Er magasinerne kun overfladiske og ikke-journalistiske, som fordommene lyder? Eller er der mere substans end øjet umiddelbart ser? I denne måned har Lixen fokus på magasinjournalistik, og vi undersøger blandt andet, hvorfor det intelligente dameblad endnu ikke findes.

Side 16-21

Mange af os tænker på det fordømte CV. Men det ville også være underligt andet, når vi har en praktikproces med tudende horn, brændende telefoner, udspekulerede taktikker… Fortsæt selv listen.

Vi har ikke løsningen på problemet, men vi sætter fokus på det. For faktum er, at seks ud af ti føler sig stressede, når de kigger på deres studiekammeraters CV-optankning. I denne måned sætter vi tal på tankerne omkring CV-ræset, vi konfronterer Karsten Baagø med problemet og lader fem fra 2. semester diskutere løsninger.

OPINION

I disse dage skåler 4. semester for deres velfortjente praktiksejre. Vi vil opfordre 2. semester til at skåle for, at vi går her nu. Og at vi skal nyde det. Der sidder faktisk nogle derude, som brækker sig for at få vores pladser.

Praktikvejleder Karen Løth Sass revser de praktiksøgende journaliststuderende for at være Københavnfikserede. En nyslået praktikant revser praktiksystemet og branchen for at være uprofessionel.

På vegne af redaktionen, Kristian og Christine

Side 22-23

Lixen

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Avisen dækker udviklingen og tendenser om mediebranchen og på landets journalistuddannelser

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer Illustrator: Rasmus Lund Svaneberg Korrekturlæser: Line Rønn Tofte

Christine Brink

Kristian Corfixen

Christine Randa

Mads Ellegaard Hansen

Christina Nordvang Jensen

Chefredaktør

Ansv. chefredaktør

Redaktør

Redaktør

Redaktør

Tinne Hjersing Knudsen

Maria Arcel

Morten Buttler

Rasmus Hinchely Gade

Bjørn Hvidsteen

Redaktør

Redaktør

Webredaktør

Webredaktør og grafiker

Billedredaktør og fotograf

INTERN

LIXEN | maj 2012 |

Praktiksøgende viser ikke eksamenskarakterer

Når landets journaliststuderende præsenterer sig på praktikhjemmesider, henviser de ikke til eksamenskarakterer.

Christine Brink, Tinne Hjersing Knudsen

Børnehavepædagog, bagerassistent og backpacker. Det er tre eksempler på, hvad praktikaspiranterne fra landets journalistuddannelser skriver på deres hjemmesider, når de sælger sig selv forud for Store Match Dag. Alle landets journaliststuderende slider og slæber i forelæsningslokaler med akademiske fag, men kun 17 ud af 274 har i år sat eksamenskarakterer på deres hjemmesider.

Selvom de praktiksøgende SDU’ere har været til 15 eksamener inden Store Match Dag, er det kun seks personer, der henviser til en enkelt karakter eller hele eksamensbeviset.

Produkt frem for karakter Naja Dandanell fra 4. semester er en af de SDU’ere, som ikke har karakterer på hjemmesiden. »Jeg tror, at medierne lægger vægt på, om man er kildekritisk, om man kan vinkle, og om man har gjort sig klart, hvad man vil med sin journalistik. Så jeg tænkte ikke på karaktererne«, siger Naja Dandanell, der ellers har et eksamensbevis med fine karakterer.

Mette Serup fra 4. semester er en af de få, som har valgt at henvise til sine karakterer på sin hjemmeside.

Hun har lavet mange ting ved siden af studiet, men alligevel valgte hun at lægge sit eksamensbevis op på hjemmesiden. »Jeg ville gerne vise, at jeg både var i stand til at formidle, analysere og stille mig kritisk over for ting. Og så viser gode karakterer jo også, at man engagerer sig der, hvor man er«, siger Mette Serup.

Hendes medstuderende Helene Jepsen har henvist til en enkelt håndværkskarakter på sin hjemmeside. »Jeg kunne godt være bange for, at nogle ville tænke, at man var en selvfed idiot, hvis man lagde dem op. Så det tænkte jeg da også over«, siger Helene Jepsen og understreger, at hun ikke mener, karaktererne siger noget om, hvor god en journalist man er.

Branchen ligeglad – men ikke helt Når praktikantvejlederne svømmer i land med den udvalgte praktikant i havet af ansøgninger, er eksamenskarakterer ikke afgørende. Overhovedet. I hvert fald ikke på TV 2 Lorry og Information, hvor henholdsvis

Mette Serup og Naja Dandanell starter i praktik til sommer.

På Information kigger praktikantvejleder og journalist, Kristian Villesen slet ikke på karakterer, når han afgør, hvem han ansætter. »Jeg vil hellere selv vurdere eller læse, hvad I kan. Det bedste man kan gøre, er at lægge nogle gode artikler ud«, siger han.

På Information vil de hellere se, hvem ansøgeren er, og hvad personen kan. »For os handler det om, hvad det er for nogle historier, personen har skrevet, og om det er nogle, vi kan huske, mærke og bruge i vores avis. Vi kigger også på engagement og drive – og det får man jo ikke karakterer for«, siger Kristian Villesen.

Hans Nørgaard Christensen, der er redaktionschef på TV 2 Lorry, er til dels enig med Kristian Villesen. »Har man en god karakter, synes jeg, at man skal henvise til den. Det vil bestemt ikke komme folk til skade, at de gør det«, siger han og påpeger, at de ikke kigger så meget på karakterer, at det er afgørende. »Vi kigger på, om det er Lorry-folk eller ej. Det siger mere end en karakter i sig selv. Men jeg ville da være åndssvag, hvis jeg ikke lod en god karakter tælle med i min vurdering af folk«, siger han.

Karaktervalg undrer centerleder På Center for Journalistik undrer

centerleder Peter Bro sig over, at medierne ikke er mere interesserede i de studerendes karakterer – især i de akademiske fag. »Jeg tror, at mange af mediernes praktikjægere kunne få et mere fyldestgørende indtryk af, hvem de er i færd med at ansætte, hvis de også orienterede sig mere efter eksamensbladene«, siger centerlederen og understreger, at eksamenskaraktererne ikke skal være det eneste, de studerende skal vurderes på.

Peter Bro mener, at medierne forspilder en oplagt chance for at lære deres kommende praktikanter bedre at kende og motivere dem til at fordybe sig mere i de akademiske fag i studietiden. »Bliver det kendt blandt vores studerende, at karakteren har en betydning for, hvor og hvorvidt de kan komme i praktik, ja, så tror jeg, at det har en betydelig motiverende effekt«, slutter han.

chkje@student.sdu.dk tiknu11@student.sdu.dk

Lettelse. Kommende praktikanter på Information taler med chefredaktør Christian Jensen efter en veloverstået Store Match Dag. Naja Dandanell (i midten) fra 4. semester havde valgt ikke at vise sine eksamenskarakterer på sin praktikhjemmeside. Foto: Bjørn Hvidsteen

INTERN

| maj 2012 | LIXEN

KaJO: Praktik på skemaet vil øge presset Fra 2013 bliver Mediesprog på 4. semester byttet ud med faget ’Journalistikkens Praktik’. Ifølge Peter Bro har det været nødvendigt for at holde de studerende aktive og det faglige niveau højt. I KaJO mener man, at det nye fag kan øge praktikhysteriet

Mads Ellegaard Hansen

»Kald det bare at ride med på ryggen af en bølge, som desværre synes at være så altopslugende, at selv de bedste faglige intentioner fra dygtige undervisere risikerer at drukne«.

Sådan beskriver centerleder Peter Bro baggrunden for den nye faglige satsning på Center for Journalistik.

Når de journaliststuderende vender tilbage til forårssemestret 2013, bliver det med et nyt fag på skemaet for 4. semester - ’Journalistikkens Praktik’. Faget skal erstatte Mediesprog 4, men vil stadig indeholde flere elementer fra mediesprogsfaget, men nu sat i kontekst med praktikken.

Praktiksøgning er førsteprioritet Ifølge Peter Bro har det været nødvendigt at oprette det nye fag for at lokke de studerende på 4. semester tilbage i undervisningslokalerne.

Gennem en årrække har studiet været vidne til manglende fremmøde og deltagelse i mediesprogsundervisningen på 4. semester, oplyser Peter Bro. Og i studienævnet har man været ret overbevist om, at den tendens bundede i, at Store Match Dag fyldte stadig mere i de studerendes bevidsthed. »Derfor har vi besluttet at løse to problemer på en gang ved at lave en omlægning af det 5 ECTS-fag, så det fremover bygger på de studerendes store motivation for at finde en god praktikplads«, forklarer Peter Bro.

Paradoks om praktikfag Men beslutningen om et fag med fokus på praktiksøgningen vækker bekymring hos KaJO, der er de journaliststuderendes fagforening på SDU. Her mener man, at det nye fag vil øge presset på praktiksøgningen. »Hvis det er sådan, at man får et praktikfag, som skal ruste os bedre til praktiksøgning, så vil det hype praktiksøgningen til at være noget fuldstændig groundbreaking - at den virkelig har noget at sige for, hvor vi ender som journalister. Og det, tror vi i KaJO, er en rigtig dum idé«, siger Nanna Cecilia Pedersen, der er formand i KaJO. I stedet for at bidrage med yderliger1e fokus på praktiksøgning, mener Nanna Cecilia Pedersen, at studiet burde bruge energi på at berolige de studerende omkring fremtiden. »Praktik er uddannelse. Det er to semestre, som gør os endnu bedre til at være journalister. Det er ikke noget, som ændrer vores fremtid«, forklarer hun Også blandt de studerende gøres der tanker om det nye fag. Sebastian Abrahamsen, der er studerende på 2. semester, er betænkelig ved den nye faglige satsning. »Det er paradoksalt, at vi hele tiden får at vide, at vi skal fokusere på

undervisningen, og tænke mindre på praktikken samtidig med, at et nyt praktikfag skubber et af de almindelige fag ud af undervisningen«, siger Sebastian Abrahamsen.

Proaktiv indsats Centerleder Peter Bro kan godt se det selvmodsigende i studiets nye faglige satsning, men mener at det har været nødvendigt at tænke praktiksøgningen ind i den faglige målsætning.

Tanken er at udnytte den energi, som er forbundet med praktikken, til at højne de kommende årganges faglige og studiemæssige evner. »I Studienævnet har vi nu i mange år forsøgt os med alverdens tiltag og krumspring for at fastholde fokus på den daglige undervisning, og i erkendelse af, at dette er uhyre vanskelig - ja, så har vi sidste år besluttet os for, at vi nu proaktivt vil udnytte denne store studenterindsats på 4. semester til at få nogle studiemæssige pointer banket på plads«, afslutter han. madha11@student.sdu.dk

Peter Bro pointerer, at studienævnets beslutning om at ændre faget blev taget for et år siden, og altså ikke har noget at gøre med undervisningen i Mediesprog 4 på dette semester.

Byttefag. Fra 2013 erstatter Journalistikkens Praktik faget Mediesprog på 4. semester. Ifølge Peter Bro vil man udnytte energien omkring praktiksøgningen til at styrke de studerendes faglighed. Foto: Bjørn Hvidsteen.

Landsted blogger fra Libanon

Fodboldbrag i Aarhus

Rust dig til Rusturen

Jour-studerende laver vindervideo

Er du stadig klog nok?

Lektorblog: Har panikdag, undreopgaver og eksamener taget pusten fra dig, og er udlængslen ikke til at holde ud? Så kan du dagdrømme dig en tur til Mellemøsten med Anne Lea Landsted for en time eller to.

Den journalistiske lektor blogger under hele sin tur fra Erbil i Irak til Tripoli i Libyen. Indtil videre kan du læse beretninger om den lumre libanesiske hotelejer Karlos med K, paradisiske æbler fra jorden i Jordan og bjerghoteller med udsigt over Beirut.

Du kan finde Anne Leas blog på annelealandsted.com

Drømmederby: Ved redaktionens deadline var det desværre ikke lykkedes for Lixen at hente resultaterne hjem fra rivalopgøret mellem DMJX Og Syddansk Universitet.

Det til trods for ihærdige forsøg med blandt andet flaskepost, brevdue, zeppeliner, cykelbud og 56 kbit modem.

Fodboldekspert, -træner og -journalist, tidligere anfører for Lindholm IF og allround gentleman, charmør og good guy - Morten Buttler - udtaler, at SDU selvfølgelig må anses som storfavoritter i det sagnomspundne opgør. »Med al min fodboldmæssige ekspertise på højkant, vil jeg vurdere, at

Sammenryst: En hel weekend med journalistisk foredrag, ølympiade, erotisk dans, alt godt fra køkkenet og rengøring, mens anekdoter fra den slørede nat deles med dine nye bekendtskaber.

Hvis du genkender dig selv i noget af det her, så skal du med på rustur – hvis du selvfølgelig får en plads på det eftertragtede studie eller en tjans som tutor. Så sæt kryds i kalenderen den 17-19 august, hvor bussen vil køre dig til et hemmeligt sted i Danmark.

Feriepenge: Kristian Højgaard Nielsen og Johan Eriksen, begge fra 2. semester, kan nu se frem til en sommerferie med samlet set 12.000 kroner ekstra på kontoen.

De to journaliststuderende har vundet konkurrencen ’Telling Science’, hvor studerende gennem en video skulle vise, hvordan forskning var en del af deres hverdag.

Studiekammeraterne valgte at fokusere på teorien bag nyhedsformidling på tv.

Du kan se deres vindervideo på youtu.be/V7sV61pgOJc

Paratviden: Så er videnstesten fra årets optagelsesprøver på SDU ude - og det store spørgsmål melder sig: Er du stadig klog nok til at blive journalist?

Pernille Seier Hansen, der er fuldmægtig ved Center for Journalistik, oplyser, at gennemsnittet fra prøverne i år ligger på 33 korrekte besvarelser – og topscoreren ramte 47 rigtige.

Over 2400 personer har allerede lagt vejen forbi Lixen.dk, hvor du kan finde de 50 spørgsmål.

Ellegaard

Nordvang

Ellegaard

Ellegaard

INTERN

LIXEN | maj 2012 |

Studerende: Det er ikke nok at studere sig til praktikpladsen Kristian Corfixen

112 studerende - 64 fra 2011-årgangen og 48 fra 2010-årgangen. Så mange på Center for Journalistik har medvirket i Lixens undersøgelse. Her svarer fire ud af fem, at de ikke føler, det er nok at investere tid i undervisningen, hvis de vil have en god praktikplads.

Har du nogensinde følt dig presset eller stresset, når du har kigget på dine studiekammerater, og hvad de laver af journalistik ud over studiet?

64% svarede ja

Har du i din tid på studiet følt, at det ikke var nok - i forhold til praktiksøgning - kun at følge med i undervisningen, aflevere opgaver til tiden osv., og at du også helst skulle lave noget udover studiet, hvis du ville have en god praktikplads?

81% svarede ja

Synes du, der fokuseres for meget på 5./6.-semsters praktikforløb på studiet?

36% svarede ja

Laver du - eller har du lavet ting udover studiet, som er relevant at skrive på dit CV i forbindelse med praktiksøgning?

Hvor stor en del af dine studiekammerater, skønner du, har aktiviteter ved siden af studiet, som er relevant for praktiksøgningen?

73% svarede ja

2010-årgangen svarede:

Har du prøvet at nedprioritere lektier eller forelæsninger til fordel for CV-relevante aktiviteter?

2011-årgangen svarede:

46% svarede ja

INTERN

| maj 2012 | LIXEN

Studieleder: Praktikken er et problem Jagter de studerende på Center for Journalistik i for høj grad det gode CV og den tilhørende praktikplads? Lixen har talt med studieleder Karsten Baagø, som mener, at de journaliststuderende har blikket for stift rettet mod alt det uden for studiet. Og det har konsekvenser.

Kristian Corfixen

Et år i praktik er en vigtig del af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet. Men praktikforløbet har også en stor indflydelse på studiets forudgående semestre. Det viser en undersøgelse, som Lixen har foretaget, hvor 112 elever fra Medietorvets to nyeste årgange har deltaget.

Af de adspurgte svarer fire ud af fem studerende, at de i deres studietid har følt, at det faglige på uddannelsen ikke er nok, hvis man vil have en god praktikplads. Samtidig er 73 procent i gang med, eller har lavet, CV-relevante aktiviteter uden for studiet.

Karsten Baagø, som er underviser og studieleder på Center for Journalistik, er opmærksom på de studerendes bibeskæftigelser. I sidste måned skrev han en klumme i Lixen, hvor han satte fokus på de tomme sæder i undervisningslokalerne og jagten på det gode CV blandt de studerende. Han mener, de gør hinanden til konkurrenter. I de værste tilfælde har det resulteret i dårligt selvværd, tungsind, angst og stress på Medietorvet, forklarer han. »Jeg synes, den store skurk i det her er praktikken. Meget af det, jeg snakker om i den klumme, handler dybest set om problemer, der stammer fra, at vi har praktiksøgning på den måde, vi har«, fortæller studielederen.

36 procent af de studerende synes, man fokuserer for meget på praktikken. Synes du også det som studieleder? »Jeg synes, at når branchen i så høj grad strækker sine fangearme ind i vores uddannelse, og når den gør selve praktiksøgningen til et karrierefænomen og karrierespænd frem for en del af uddannelsen, så er der er et problem«, forklarer Karsten Baagø.

Gammel tendens Det er dog ikke en ny tendens, der har ramt Medietorvets sidste par årgange. »Vi går ikke og måler på det, men det er noget, vi har iagttaget i mange år«, fortæller Karsten Baagø.

73 procent har i Lixens undersøgelse svaret, at de laver eller har lavet CVrelevante aktiviteter, der ikke har noget med studiet at gøre. Er det i princippet ikke i orden? »Jo, det er det«.

Hvornår bliver det så et problem? »Det bliver et helt konkret problem, når folk sidder her på mit kontor og græder. Det er på ingen

måde et kvalitetsstempel for en uddannelse«, fortæller studielederen og fortsætter: »Når kikkerten kun er rettet stift mod fremtiden og karrieren, men ikke samtidig indebærer en form for fælles ansvarsfølelse for, at alle har det nogenlunde okay på det her sted, så har vi altså et problem«.

Spiller selv en rolle Karsten Baagø indrømmer, at Center for Journalistik er medvirkende til de studerendes CV-fokus frem mod praktikken. »Vi opfordrer jo til, at I laver noget ud over studiet. Og vores eksamensopgaver er endda formuleret sådan, så de skal være umiddelbart publicerbare i branchens flader og organer. Det er jo noget, vi alle sammen er med på«, siger han.

Han mener dog, at problemet ligger i, at man lader som om, der ikke er en skævvridning på studiet.

For man ved godt, den eksisterer, tilføjer han.

Er man en god studerende på Center for Journalistik, hvis man kun laver skolearbejde og ikke laver noget udover? »Min klumme handler ikke om, at nogen er forkerte, og nogen er rigtige. Min klumme handler slet ikke om, at alle jer, der laver alt muligt andet spændende uden for studiet, er

”

på de muligheder, I har for at blive dygtigere«, siger studielederen.

Tilstrækkeligt kun at studere Ser I helst, at de studerende tager imod studierelevante bijobs? »Vi har ikke noget hverken eksplicit eller implicit ønske om, at de

”

Vi vil gøre alt, hvad vi kan. Selvfølgelig vil vi diskutere det her, fordi det er rasende relavant for os alle sammen

studerende her på centret laver andre ting end at passe deres uddannelse. Tværtimod. Vi har et helt udtrykkeligt ønske om, at I så meget som overhovedet muligt er glade for at gå her og passe jeres uddannelse«, siger Karsten Baagø.

Han understreger, at selvom man kun koncentrerer sig om journaliststudiet, så er det efter hans mening fuldt tilstrækkeligt for at blive en god journalist.

Men hvorfor tror du så, de studerende er af en anden opfattelse? Over 80 procent af de studerende har i deres tid på studiet følt, at det ikke var nok kun at koncentrere sig om studiet, hvis man ville have en god praktikplads?

Jeg synes, den store skurk i det her er praktikken

forkerte. Alle gør, hvad de kan for at klare sig selv, deres uddannelse og gøre spændende ting«, forklarer han.

Studerende er voksne mennesker Knap halvdelen har prøvet at nedprioritere lektier eller forelæsninger til fordel for CV-relevante aktiviteter. Er det et problem for Odenses journalistuddannelse? »Det er et højt tal. Og det er jo et udtryk for det, jeg siger: Nemlig at branchen har utrolig stor indflydelse på, hvordan jeres adfærd er«, fortæller Karsten Baagø Men det er jo ikke branchen, der sender studierelevante jobopslag til vores SDU-mailadresser. Det er jo jer som studie? »Der er et stort fokus hos jer, som studerende, på jeres fremtid. Jeg synes, de valg I træffer er et udtryk for, at I er voksne mennesker, som foretager en kold analyse af, hvad der bedst kan betale sig«, fortæller han og fortsætter: »Men jo, det er da et problem, at halvdelen af jer studerende nedprioriterer studiet til fordel for noget CV-relevant. Men det er jer, der beslutter det«.

Men er det ikke lidt tvetydigt, at du i din klumme påpeger tomme sæder i undervisningen, og samtidig sender I mails om CV-relevante bijobs til de studerendes indbakker? »Det er så jer, der skal vurdere, om I vil sige ja eller nej, og om det går ud over jeres uddannelse eller ej.

Der er ikke noget kriminelt i det som sådan. Der er jo ikke nogen, der siger, vi ikke må gøre opmærksom

problem, at praktikforløbet bliver en rekrutteringsbegivenhed og et karrierestep fremfor en del af uddannelsen. »Jeg så gerne praktiksøgningen blive lavet radikalt om. Så vi fik kortsluttet nogle problemer. Jeg kan godt forstå, I synes, det er vigtigt at lave

»Fangearmene fra hele branchen udenfor er nået ind i den måde, praktikpladser bliver søgt og fordelt på. Det, synes jeg, skævvrider og antaster enormt mange kvaliteter ved denne her uddannelse«, siger studielederen.

Praktiksystemet kunne laves om Karsten Baagø mener, det er et

alt muligt andet end at passe jeres uddannelse. Det er utilfredsstillende og synd for jer«, forklarer han.

Du møder selv nogle af de knækkede studerende på kontoret, men knap 64 procent af de studerende føler sig pressede eller stressede over deres studiekammeraters sideløbende CVrelevante aktiviteter. Er det ikke let at kritisere det, I ser, uden selv at gøre noget som undervisere? »Lige nu står vi med et problem, som vi erkender, men som der ikke er nogen umiddelbar løsning på. Jeg tror, en løsning kunne være at lave praktiksystemet om. « Karsten Baagø tror dog ikke, hans tanker er realistiske og kan blive ført ud i livet. »Det er blot mit bud. Men jeg er jo bare en lille fisk i et større spil«, tilføjer han.

Rasende relevant Men når undersøgelsen viser, at der er så mange, der føler sig pressede eller stressede, vil I ikke på en eller anden måde forsøge at reagere på det? »Jeg tror, det er første gang, der bliver målt på det her. I hvert fald imens jeg har været her«, fortæller studielederen, og fortsætter: »Vi vil gøre alt, hvad vi kan.

Selvfølgelig vil vi diskutere det her, fordi det er rasende relevant for os alle sammen.«

Du siger, at tendensen ikke er ny.

Har I nogensinde gjort noget for at komme problemet til livs? »Arbejdstrykket på den her uddannelse har været større. Vi har jævnligt debatteret, hvordan vi har kunnet komme elever, der mistrives, til hjælp. Det har resulteret i, at vi har haft skarpt fokus på arbejdstrykket, hvilket vi også har lettet«, fortæller studielederen.

Men det er jo selve studiets faglige arbejdstryk – det har vel ikke så meget med fokusset på praktikken at gøre? »Nej, men vi er rådvilde. Vi vil jo gerne have, at alle udfolder sig optimalt i forhold til, hvad de synes, de kan og vil«, forklarer studielederen.

Svært at gøre noget Er I som undervisere gode nok til at neddysse praktikpanikken og CVræset? »Jeg kan ikke snakke for andre end mig selv, men jeg gør, hvad jeg kan.

Men det rækker jo ikke ret langt.

Vores forkromede ønsker og meninger rækker kun lige præcis langt nok til, at I ikke selv synes, det er værd at høre på, fordi I har vigtigere hensyn at tage – nemlig jeres egen uddannelse og karriere«, forklarer han.

Karsten Baagø fortsætter: »Hele det her praktik er bare en større skude at vende, fordi der er hundredevis af hensyn og modstridende ønsker. Og frem for alt er der heller ikke noget krav fra de studerende om, at det skal laves om. Så det spiller jo også ind«.

Hvad mener du med det? »Der er ikke nogen af jer studerende, der har sagt: ”Det her praktiksystem, det synes vi er for dårligt. Det vil vi ikke finde os i – lav det om.” I er bare gået med på den, og I leger med på legen. Ligesom alle os andre«, afslutter han. krsoe11@student.sdu.dk

Praktikproblem. Karsten Baagø er studieleder på Center for Journalistik. Ikke kun på Medietorvet oplever han, hvordan de studerende allerede tidligt på studiet fokuserer på praktikken. De kommer også op på hans kontor og græder. Foto: Bjørn Hvidsteen

INTERN

LIXEN | maj 2012 |

»Folk har jo været i Tjekkiet og

lave reportager og alt muligt«

Sebastian Abrahamsen, Eva Krarup Randa Nielsen, Sine Skott Andersen, Trine Søgaard Kristiansen og Sebastian ”Spjald” Andreasen. Lixen har samlet fem studerende fra 2. semester for at diskutere, hvad man kan gøre ved journaliststudiets praktikfiksering og panikhåndtering.

Kristian Corfixen

»Jeg kan godt forstå, at folk bliver stressede«, siger Eva Krarup.

Hendes fire medstuderende nikker samstemmende. Før en mediesprogs-time sidder de en torsdag i et tomt tv-lokale og diskuterer CV-fiksering, studierelevante bibeskæftigelser og stress på grund af praktikken på 5. og 6. semester.

De kender alle til panikken omkring praktikken, som de blev bekendt med allerede i løbet af de første måneder på Medietorvet.

Eva Krarup fortsætter, imens hun kigger ud i lokalet og får øjenkontakt med tv-redigeringsrummets computerskærme. »Og jeg er da også selv en gang imellem stresset. Man kan ikke lade være med at tænke: ”Åh nej, der er da ikke nogen af de lorteproduktioner, jeg har lavet i tv, som jeg har lyst til at smide på min hjemmeside til praktikken«.

Over for hende sidder Sebastian Abrahamsen. Ligesom Eva Krarup har han været inde og kigge på 4. semesters praktikhjemmesider. »Jeg må indrømme, at jeg også følte mig lidt presset, da jeg kiggede på 4. semesters CV’er. Folk har jo været i Tjekkiet og lave reportager og alt muligt. Det går lidt i arv, dét praktikræs«, siger han.

Sebastian Abrahamsen er chefredaktør på RUST. Efter hans mening er det naturligt, at dem, der er mest ambitiøse, laver noget ved siden af. »Man kan ikke nå at læse alt på studiet. Så hvis man føler sig sikker på, at man kan skippe nogle ting, og samtidig lave noget, som i stedet er enormt relevant, så tror jeg, der er nogen, der godt kan klare at prioritere. Andre bliver måske stressede«, fortæller han.

Man kunne gruppere Sebastian ”Spjald” Andreasen er enig i sin medstuderendes holdning. På 1. semester sagde han ja til et studierelevant job, som han blev tilbudt i en mail fra studiet. Det viste sig dog hurtigt, at han ikke havde tid til det. Studiet i sig selv var for tidskrævende. Han har dog lagt mærke til, at hans medstuderende, især nu på andet semester, har fået mere at se til end lektier og læseplaner. »Der er mange, der enten ikke kommer, eller kun er halvt tilstede mentalt i timerne. Både til håndværkstimerne og de akademiske fag«, forklarer Sebastian ”Spjald” Andreasen og peger på CVrelevante bibeskæftigelser som årsag.

Trine Kristiansen nikker. Hun har et bijob på TV 2/FYN ved siden af studiet, fordi hun godt kunne tænke sig at lave tv i fremtiden. Dog har hun læst alt pensum indtil videre. »Men det er altså svært at tage studiet seriøst, når karaktererne

Foto: Bjørn Hvidsteen Debat. De studerende på studiet kører hinanden unødvendigt op, når det gælder praktikfiksering. Det er fem studerende på 2. semester enige i. ikke betyder noget. Jeg gider ikke karakterræset i hvert fald«, forklarer hun.

Sine Andersen har radio på 2. semester, og hun mener, at det kunne være godt at skabe en mentalitet i klasserne, hvor studiet var det vigtigste, så alle kom til timerne og var engagerede. »Jeg synes, det er ærgerligt, når folk ikke møder op. Men jeg kunne ikke selv finde på at sige det til dem, der ikke kommer«, fortæller hun. »Måske kunne man gruppere efter det?«, indskyder Sebastian ”Spjald” Andreasen. »Man kunne sige, at dem, der vælger at prioritere anderledes end 100 procent studiet, de kommer i gruppe sammen. Så er folk matchet op efter, hvordan de prioriterer. De andre med ting ved siden af kunne så koordinere, hvor meget energi de ville lægge i studiet«, foreslår han.

Trine Kristiansen mener, at det er en god idé. »Det ér meget forskelligt, hvordan folk har det med studiet, og hvor meget de laver ved siden af. Så hvis man selv kunne være med til at vælge grupper og redaktioner - det tror jeg kun ville være en fordel for alle«, siger hun.

De fem studerende er ikke alle enige i forslaget, men de peger alle på, at det typisk er de akademiske fag, der bliver nedprioriteret til fordel for andre aktiviteter. »Nogle gange, så synes man lidt det er spild at møde op. Så sidder man måske der og får dårlig samvittighed over den artikel, man kunne skrive i stedet«, forklarer Eva Krarup.

Hun er skribent på både Lixen

og RUST og bruger det til at holde skriveriet ved lige, når hun har tv på 2. semester. »Og så fordi, min farmor skal have noget at hænge op på køleskabet derhjemme«, tilføjer hun.

Branchen skal hjælpe At kigge på medstuderende, der skriver og udgiver artikler ved siden af studiet, har tidligere fået Sebastian ”Spjald” Andreasen til at føle sig stresset. Selv kunne han forestille sig, at han gerne om et år ville i praktik på TV/MIDT-VEST. »Så jeg spurgte Filip (håndværkslærer på studiet red.), hvad TV/MIDT-VEST leder efter hos deres praktikanter. Filip har selv været i

”

Flere af de fremmødte journaliststuderende mener, at det kunne være en god idé, hvis man tidligt på studiet fik forskellige praktiksteder ud og fortælle om, hvor meget de egentlig lægger vægt på et godt CV. »Hvis de så kunne fortælle, at det kom mere an på det personlige, og at de vægtede samtalerne højest, så kunne jeg tage det mere roligt og lægge mit fokus mere rigtigt. Jeg har brug for, at en udefra siger, vi skal slappe af«, fortæller Sine Andersen.

Trine Kristiansen har også spurgt på sin nuværende arbejdsplads, hvad de leder efter hos en praktikant. På trods af, at et CV garanteret ville være et plus, pegede de også på det personlige.

Man kan ikke bare fra lærernes side skrive opinioner og påpege et problem, og så ikke gøre noget ved det - Eva Krarup, studerende 2. semester

praktik derovre, og han sagde, at de kigger lige så meget på, hvordan man er som mennesker, som hvad man havde lavet ved siden af«, fortæller Sebastian ”Spjald” Andreasen.

At tale med håndværkslæreren hjalp på stressen. Især fordi Filip Wallberg fortalte, at man på praktikstedet ligger mere vægt på det personlige end på et godt CV. »Og det var bare det, jeg skulle vide. Jeg har senere snakket med en studievært derovre fra, og det har da givet mig ro i sjælen. Måske kan man selv afhjælpe det på den måde«, tilføjer Sebastian ”Spjald” Andreasen.

»Vi studerende tror, at kravene er højere, end de er. Man skal huske, at når vi er i praktik, så er vi stadig under uddannelse«, siger hun.

Sebastian Abrahamsen giver hende ret. »Studiet her er jo kun en kravlegård.

Vi lærer jo først rigtigt det journalistiske i praktikken«, fortæller han.

Han tror, at jo mere man vænner praktikstederne til, at der er nogen, der har massere af erfaring, jo mere kan de også forvente af de praktiksøgende.

Det gør, at kravet hele tiden stiger, og at der kommer øvre lag af studer-

ende, der er mere fremme i skoene end studiekammeraterne, forklarer han.

Underviserne skal reagere De fem studerende kunne godt tænke sig, at underviserne på studiet kom mere på banen, når de studerendes praktikstress melder sig. »Der kunne være brug for, at der blev gydet olie på vandene. Ikke kun af branchen, men også fra studiets side og af lærerne«, siger Sebastian Abrahamsen.

Sebastian ”Spjald” Andreasen afbryder: »Men vi har selv en stor del i at nedtone det. Vi kører hinanden op«, siger han.

Der bliver nikket fra de andre studerende. »Ja, men løsningen er ikke at indrykke læserbreve i Lixen fra lærerens side. Der skal måske tages dialog med de studerende, så man føler, det er en tovejskommunikation«, siger Sebastian Abrahamsen.

Han peger på, at studiets lærere selv har været i branchen. Han mener derfor, at de med fordel kunne aflive myterne og fortælle om, hvordan man bedst mulig søger den praktiklads, man måske kunne tænke sig, så man helt fra start undgår stressen. »Men tror I ikke, de går meget op i, at vi er et universitetsstudie og voksne mennesker?«, spørger Trine Kristiansen. »Man kan ikke bare fra lærernes side skrive opinioner og påpege et problem, og så ikke gøre noget ved det«, afslutter Eva Krarup. krsoe11@student.sdu.dk

| maj 2012 | LIXEN

ANNONCE

INTERN

LIXEN | maj 2012 |

Oplev årets Panikdag Til Panikdag i Aarhus onsdag den 18. april fulgte Lixen Christine Landry Brandt på hendes jagt efter en lækker praktikplads. Nedenfor ligger fire videoer på hver deres barcode. Ved at scanne barcoden får du adgang til Christines Panikdag.

Foto: Bjørn Hvidsteen Lettelse: De stressende paniktimer skylles ned med en kop KaJO-kaffe.

Her havnede SDU’erne Bjørn Hvidsteen, Morten Buttler, Rasmus Gade

Vi står foran TV 2 Østjylland. Christine og telefonpasser Tinne gennemgår dagens plan. Vigtige detaljer skal finpudses inden hornet tuder klokken 9.30. Stemningen er relativt rolig, for der er stadigvæk en halv time til de mest hektiske timer og minutter i vores journalistaspirants karriere. Inden for dørene hos tvkanalen står der flere vordende praktikanter. Mænd og kvinder der håber at finde deres praktikplads her en lille kilometer fra Journalisthøjskolen.

Der er kun et halvt minut til Panikdagens start, og Christine er spændt. Det digitale ur snegler sig af sted, mens Christine tripper. Her nedenfor trappen kan praktikaspiranterne kigge op på praktikantvejlederne, der som konger og dronninger fra balkonen observerer de unge nervevrag.

Straks klokken ringer, er der action. Måske endda for meget action for Christine, der pludselig skal træffe en vigtig beslutning.

Jublen vil ingen ende tage, og 10 minutter inde i dagens program, er det hele slut. Med dagens største smil flyver Christine ned af trappen. Hun efterlader ingen tvivl om udfaldet af dagens samtale, og hun er TV 2’s de næste 12 måneder. En krammer og et tak for hjælpen til telefon-Tinne falder prompte, og den tydelige lettelse er passager resten af dagen.

Mange glemmer, at medierne er lige så vilde efter praktikanter, som praktikanterne er efter et praktiksted.

Emma Lichscheidt er en eftertragtet ansøger, da både TV 2 og TV 2 Østjylland jagter hendes underskrift. mobut11@student.sdu.dk ragad092student.sdu.dk bjhvi11@student.sdu.dk

Aia Lykke Nielsen - Ritzau Anders Mørup Dall - Sjællandske Medier Anna Tjörnqvist Jensen - Frederiksborg Amtsavis Camilla Holmgaard Hansen - Dagens Medicin Carsten Freltofte Lysdal - Sjællandske Medier Casper Dalsgaard Sander - DR Sjælland Cathrine Borup Bloch - Berlingske Catja Stephansen - Fyens Stiftstidende Cecilie Engholm Skov - Women Christine Landry Brandt - TV 2 Nyheder Christoffer Anias Sandager - TV 2 Fyn Daria Gorbounova - Jyllands-Posten Daniel Per Hedelund - Jyllands-Posten Dennis Hansen Cordsen - Sjællandske Medier Emma Bech Christensen - Berlingske Emma Dariush Lichtscheidt - TV 2 Østjylland Frederik T. Christensen - Dansk Industri Grith Larsen - DR Kultur, musikradio, P6 Helene Jepsen - Ekstra Bladet Helene L. Skov Refsgaard - Fyens Stiftstidende Henrik N. Mortensen - Ingeniøren Henrik Søren Hansen - DR Nyheder Ida Meyer - Information Jasmina Blichert-Hansen - Jyllands-Posten Julie Schjødt Lybæk-Hansen - Monday Julie Reese Carlsen - Fyens Stiftstidende Kasper Kildegaard Sørensen - Berlingske Katja Lyngbach Johnsson - DR Sporten Katrine Villarreal Villumsen - Berlingske Kenneth Skipper - Fyns Amts Avis Kitt Overgaard Kristensen - Flyvertaktisk Kommando Kristian Isaksen - Fyens Stiftstidende Lasse Delin Moldrup - metroXpress Lasse Vøge-Christensen - Ritzau Louise H. Hvid Gregersen - Sjællandske Medier

Lærke Kløvedal - DR Nyheder Mai Hjalager Gudmundsen - Alt for Damerne Maja Gasberg Mazor - DR Nyheder May-Britt Petersen - DGI Mette Serup - TV 2 Lorry Michaela Louise Thulesen - DR Trekanten Mie Flyttov - Fyns Amts Avis Mie L. Heiberg Sørensen - DR Syd Mikkel Asferg Andersen - DR Sporten Mimi Munch-Jensen - Viborg Stifts Folkeblad Morten Hjortshøj Andersen - Politiken Morten Kaiser - Danske Kommuner Naja Dandanell Kristensen - Information Natacha M. Tjørnholm - DR Midt-og Vest Nicolas Muhs Rindahl - Børsen Niels Christian Buhl - TV 2 Lorry Paul Sauer - Jyllands-Posten Rikke Cathrine Bendixen - TV2.dk Rikke Museth Janniche - Fyens Stiftstidende Sandra Nielsen - Lolland Falster

Folketidende Sigrid Julie Bak Møller - Ingeniøren Simone Agger Michaelsen - Ekstra Bladet Sofus Sten Hansen - TV 2 Øst Sophie Ogilvie Kampmann - Aller Media Stine Melissa Jensen - Lolland Falster

Folketidende Stine Skovsgaard Antoft - Jyske Vestkysten Thorkil Jacobsen - Berlingske Tonny Cramer Schnoor - DR Fyn Trine Ladekarl - TV 2 Nord Xenia Kruse Kessler - Blu Cand.public. B Peter Kring

- DR Tro og Kultur

Kristian Corfixen

»Det er gået rigtigt godt«. Sådan siger praktikvejleder på Center for Journalistik, Karen Løth Sass, om årets praktikfordeling af SDU’ere til Store Match Dag. I skrivende stund mangler kun 3 af de 70 praktiksøgende en praktikplads. »De tre svæver lidt og er i anden runde. Og to af dem ender nok med orlov, fordi de er ret låst på tv og gerne vil det«, fortæller Karen Løth Sass. Hun forklarer, at én studerende er ude og aktivt søge nogle af de pladser, der er i anden runde.

SDU’ere hjælper hinanden 73 procent af SDU’erne fik i år en plads, de havde søgt. De andre studerende måtte søge alternativer på selve dagen, og det resulterede i 15 praktikansættelser på steder, de ikke havde søgt i første omgang. »Vi fejrer ikke, før vi er helt sikre på, at der ikke er mere at gøre deroppe den dag. Så snart de studerende har fået pladser, så står de hos mig og spørger, om der er noget, de kan hjælpe med. Og det er der«, fortæller Karen Løth Sass.

Praktikvejlederen mener, at SDU’erne er gode til at tage til Aarhus som én enhed. Set sammen med de forudgående vejledersamtaler, så tror hun, at dét specielt er derfor, SDU’erne klarer sig så godt i praktikpanikken, når 9.30-hornet lyder i det jyske.

Populære på Berlingske Medietorvets studerende har været specielt populære hos Berlingske. I år gik fem af de ni opslåede stillinger til studerende fra Center for Journalistik. Man skal dog ikke regne med, at man er bedre stillet som syddansk studerende, hvis man vil stå foran deres dør næste år. »Det er en dejlig statistik for jer, men det er altså fuldstændig tilfældigt. Vi sidder ikke og kigger på, om det er DJH’ere, SDU’ere eller RUC’ere.

Vi vil bare have de bedste ansøgere«, forklarer praktikvejleder ved Berlingske, Elisabeth Arnsdorf Haslund. krsoe11@student.sdu.dk

SÅDAN GIK DET DE ANDRE

DMJX: 155 deltog i søgningen 121 fik en søgt plads (78 %) 27 fik plads, de ikke havde søgt 7 var tilbage uden en praktikplads RUC: 36 deltog i søgningen 28 fik en søgt plads (78 %) 4 fik en plads, de ikke havde søgt 4 var tilbage uden en praktikplads Pia Færing fra DMJX oplyser, at siden tallene blev opgjort, har firefem stykker fået en praktikplads.

Kilde: Pia Færing, praktik- og karrierevejleder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

EKSTERN

10 | maj 2012 | LIXEN

Sådan lavede

Brandon Walsh journalistik

Computer, mobil, diktafon. Uundværlige redskaber i en journalists hverdag anno 2012. Men engang var virkeligheden en anden. Kom med tilbage til dengang, man dækkede sin computer til med dyner og ringede til fodboldspillernes forældres fastnettelefoner.

Christine Brink

Lige nu skal du forestille dig en hylende guitar spille temaet fra serien Beverly Hills 90210. For vi skal tilbage til halvfemserne – og lidt før.

Dengang du ikke var gammel nok til at forstå teksten til din egen engelske version af ”Ba’ma Barbie Gøøøøl” eller netop var gammel nok til at lytte til Nirvana. Dengang Lixen endnu ikke eksisterede, men Brandon Walsh og Andrea Zuckerman styrede skolebladet på West Beverly High. Dengang Jes Dorph lige var blevet ansat på TV 2 Nyhederne, og man brugte skrivemaskiner til optagelsesprøven på Journalisthøjskolen.

Journalistikken blev naturligvis stadig produceret. Men på helt andre vilkår end i dag. For hvordan var man journalist uden iPhone og MacBook? Lixen tager dig gennem den journalistiske proces med anekdoter fra to journalister, der sikkert i højtaljede Levi’s cowboybukser, lavede journalistik. Dengang i halvfemserne.

1. Research: Bog og bibliotekar I arkivet på Fyens Stiftstidende hiver journalist Ivar Juel Nordentoft en af de gamle avisbøger frem. I bøgerne bliver alle udgivelser af Fyens Stiftstidende samlet. Selv har Ivar Juel Nordentoft været med siden 1980.

I dag bliver bøgerne kun brugt ved særlige lejligheder som H.C. Andersens jubilæum. Tidligere kunne de være en vigtig del af

Foto: Bjørn Hvidsteen researchfasen. »En af de store ændringer i dag er, at man kan google alt. I gamle dage kunne man jo alle i byrådets navne udenad, for hvordan skulle man ellers kunne slå det op?«, spørger Ivar Juel Nordentoft.

I Fyens Stiftstidendes arkiv sad der bibliotekarer til rådighed, som kunne finde gamle sager og artikler. Hvis

man vel at mærke ikke kunne finde dem i sin personlige scrapbog.

Sportsjournalist Niels Frydenlund arbejdede på Tipsbladet fra 1994.

Han havde sit eget skab med hængemapper, hvor han arkiverede gamle sportsresultater og artikler. »Det gjorde alle. Det var du simpelthen nødt til. Man kunne jo ikke bare gå på nettet«, siger Niels

Alternativ Google. Journalist Ivar Juel Nordentoft bladrer i arkivet på Fyens Stiftstidende. Tidligere blev det brugt til at finde kilder, gamle sager og billeder. På næste side har journalisten fundet et billede af afdøde Mærsk McKinney Møller. Foto: Bjørn Hvidsteen.

Frydenlund og forklarer, at opslagsværker og baggrundskilder ellers var den gængse vej til information.

2. Kilder: Fodbold og fastnet Ivar Juel Nordentoft har et godt råd, når det kommer til mobiltelefonien.

Eller mangel på samme. »Man skulle holde sig gode venner med omstillingen. Det var alfa og omega«, siger han og henviser til omstillingsdamerne i receptionen, som var slusen for alle, der ville i kontakt med journalisterne på redaktionen. Sådan var livet uden en mobiltelefon. »Jeg var tit nede og snakke og give dem lidt kaffe og kage«, fortæller han.

Men den fynske journalist husker dog tydeligt den respekt, han fik fra kollegerne i firserne, da han trak redaktionens fælles mobiltelefon - i kuffertstørrelse og med skulderstrop - op af lommen eller nærmere: bilens bagagerum. »Det var der meget prestige i«, griner Ivar Juel Nordentoft, som mindes, at redaktionen fik deres egne mobiltelefoner engang i halvfemserne.

For sportsjournalisten Niels Frydenlund gjorde den manglende mobiltelefon det især svært at

komme i kontakt med de unge fodboldspillere. »De var ikke ret tit hjemme. Men så var det altid godt at have deres forældres telefonnumre. Forældrene vidste som regel, hvor de var«, forklarer han.

3. Skriv: Slans og skrivemaskiner I 1992 fik Niels Frydenlund en stationær computer. Indtil da havde han skrevet sine artikler på skrivemaskiner eller avancerede skrivemaskiner med skærme, hvor der var plads til syv linjer. Tidligere slæbte sportsjournalisterne maskinerne med på stadion, når de skulle reportere fra fodboldkampe. Herfra ringede man hjem til redaktionen og indtalte sin artikel til en diktafon eller læste den højt for en person i omstillingen, som tog mod citat.

Odense Fodboldstadion havde én pressetelefon, som reporterne kunne låne efter kampene. På Fyens Stiftstidende går historien om Mr. Slans, tidligere sportsjournalist, der skruede pressetelefonen fra hinanden. Når reporterne rev sig frustrerede i håret og bandede over teknikken, satte han telefonen sammen igen. På den måde kunne Mr. Slans og Fyens Tidende – som det hed dengang – få sportsresultaterne

EKSTERN som de første. Ivar Juel Nordentoft griner, mens han fortæller historien. »Jeg ved ikke, om det er en skrøne, men jeg synes, du skal skrive den alligevel«, siger han.

4. Send: Dyner og diktafoner På et hotel i Wales har Niels Frydenlund netop skrevet en artikel til Tipsbladet. Deadline er næste dag, så artiklen skal sendes til Danmark. Året er 1996. »Jeg kan huske, at man satte høretelefoner til computeren, og så spændte man dem rundt om fastnettelefonen. Hvis de sad stramt nok, kunne computeren kommunikere gennem telefonen«, forklarer Niels Frydenlund.

Med en avanceret form for morsekoder kunne man altså sende sin artikel tilbage til Danmark. En overførsel der kunne vare mellem 15-30 minutter og ikke altid var uden problemer. »Jeg havde jo kolleger, der var rystende nervøse, når de skulle på opgave i udlandet. Fordi det ikke var sikkert, at de kunne få deres stof hjem«, griner Niels Frydenlund af den omstændelige proces.

Ivar Juel Nordentoft havde en lignede oplevelse i Rom. »Det var vigtigt, at man dækkede computeren og telefonen til med dyner. For hvis der var nogle lyde, der forstyrrede signalet, ville der

LIXEN | maj 2012 | 11

komme en fejl i manuskriptet, som kom ud på papir i den anden ende«, forklarer han.

Nyheder og nye tider De to journalister er ikke i tvivl om, hvad den teknologiske udvikling har betydet for den journalistiske proces: Nyhedstempoet er blevet højere. »Man kan nå meget mere. Der er produktion hele tiden. Det betyder, du skal være mere original i den tilgang, du har til det. Hvis du ikke bare vil have det samme, som alle andre har«, siger Ivar Juel Nordentoft og påpeger, at det er en kæmpe lettelse, at man kan lave om i sine dokumenter.

Derudover er det blevet nemmere at søge informationer. Niels Frydenlund uddyber: »Jeg synes, der var mere bund i de ting, jeg lavede efterfølgende. Men det risikerer også at blive uoriginalt, fordi det er nemmere bare at søge nogle oplysninger på nettet frem for at tale med nogle mennesker i en researchproces«.

Foto: Bjørn Hvidsteen

I fremtiden har teknologien måske udviklet sig sådan, at denne simple avisside nu spiller den afsluttende del af Beverly Hills 90210-temaet.

Men indtil da må du nøjes med at lukke øjnene og forestille dig det. chkje11@student.sdu.dk

Foto: Bjørn Hvidsteen

Konstruktiv journalistik under Lixens lup Konstruktiv journalistik har gennem de seneste år været et buzzword i mediebranchen. Lixen har talt med TV 2, Fyens Stiftstidende og P4 Fyn, der alle har taget værktøjet til sig og gjort det til en del af arbejdsgangen på redaktionen. For hvad gemmer der sig egentlig bag de 23 bogstaver?

Yes We Can viser succes på skærmen På TV 2 skal menneskers historier åbne seernes øjne op for nye muligheder.

Stationen kalder det Yes We Can- journalistik - og ja, det er hugget fra Obama.

Christina Nordvang Jensen

Du sidder i sofaen en onsdag aften.

22 Nyhederne på TV 2 er i gang, og et portrætindslag dukker pludselig op blandt nyheder om arbejdsløshed, krig og politiske skandaler. Du ved det måske ikke, men det er TV 2’s Yes We Can-journalistik, du kigger på. »Det er et udtryk for, at vi godt kunne tænke os at lave portrætter af mennesker, som har gjort noget udover det sædvanlige. Som enten har hjulpet andre eller gjort noget fantastisk – selvfølgelig tyvstjålet fra Obama. Sådan ligesom i kølvandet på ham«, forklarer nyhedsdirektør på TV 2, Michael Dyrby.

TV 2 har inden for den seneste årrække indført det konstruktive værktøj, og formålet med den slags journalistik er klar. »Det er for at vise mennesker, der gør noget interessant, som vi andre kan spejle os i eller blive inspireret af at se og tænke: ”Sådan kan man også gøre det”«, siger han.

Hele virkelighedsbilledet Michael Dyrby mener, at Yes We Can - journalistik er et godt værktøj til at vise den del af virkeligheden, som nogle gange drukner i nyhedsstrømmen. »Vi er sat i verden for at dække virkeligheden, og den er andet end lovforslag, nedskæringer og internationale kriser. Det er også, at der er mennesker, der gør stærke og interessante ting. Det er simpelthen for at lave en så bred, facetteret og nuanceret dækning af, hvordan virkeligheden ser ud i Danmark«, forklarer han.

Ifølge nyhedsdirektøren får man ved Yes We Can-indslagene fortalt

en historie, der kan inspirere og aspirere seerne. »Det der med, at der er nogen, der gør noget, der er større, end det man egentlig kan forvente, og man derfor siger: ”Okay, er det noget, jeg også kan?”, det synes jeg er dybt fascinerende«, siger han.

”

folk, hvad det er«, siger han.

Selvom det har fået en god plads på TV 2, så slår Michael Dyrby fast, at det ikke skal stå på linje med den gamle palet med aktualitet, konflikt, væsentlighed etc. »Jeg synes ikke, at det er et nyhedskriterium. Jeg synes, at det er en del af en værktøjskasse. Det

Vi er sat i verden for at dække virkeligheden, og den er andet end lovforslag, nedskæringer og internationale kriser Michael Dyrby, Nyhedsdirektør TV 2

Ikke et nyhedskriterium Yes We Can-indslag er ikke at finde hver dag i 22 Nyhederne. Ifølge Michael Dyrby svinger det meget, men værktøjet, Yes We Can-journalistik, er så godt integreret i værktøjskassen, at alle på TV 2 kender til det. Og når der er for lidt af det, så er meldingen enkel. »Nogle perioder er det der ofte, andre gange går det lidt ned igen – og så skal man bare sige: ”Vi skal have noget mere Yes We Can”, og så ved

er en genre, ligesom hvis du laver afslørende journalistik, portrætter eller reportager, eller hvad du ellers har i den værktøjskasse, når du skal lave nyheder. Det her er for mig en vinkel på tingene«, forklarer han.

Han ser nemlig, som udgangspunkt, ikke journalistens rolle som løsningsorienteret. Men han er åben over for, at det til tider kan indgå i journalistikken. »Jeg synes ikke, at jeg har en forpligtigelse til at finde løsninger.

Men jeg synes da, at det er interessant, hvis man engang imellem kan være med til at vise positive eller interessante løsninger på problemstillinger«, fastslår han.

Yes We Can og meget mere I fremtiden er Michael Dyrby ikke i tvivl om, at TV 2 fortsætter med at gøre brug af værktøjet. Måske det ændrer navn, men formen vil altid være der. Han har også allerede tanker om, hvad der kunne blive det næste. »Det kan være, at det næste hedder ’løsninger’, hvor man har en problemstilling: “Hvordan holder man sin hjerne i gang, ung og interessant, selvom man er kommet op i årene?”. I kraft af, at man får en befolkning, som bliver ældre og lever længere, hvad kan de så gøre? Så kan man komme med nogle bud på, hvordan man gør det. Det er også en vinkel på en form for journalistik«, afslutter han. chrij11@student.sdu.dk

EKSTERN

12 | maj 2012 | LIXEN

Fast på tjeklisten hos Fyens På Fyens Stiftstidende har den konstruktive journalistik fået en fast plads i spalterne.

Ifølge chefredaktør Per Westergaard er det nemlig et bærende element i fremtidens avis.

Christina Nordvang Jensen

Når du åbner Fyens Stiftstidende, kan du være temmelig sikker på, at en blå cirkel eller to på et tidspunkt vil fange dit blik. Inde i den cirkel møder du eksempelvis ordene ”Sådan kan det løses”, der med hvid skrift signalerer avisens konstruktive indsats. En artikel om en problemfyldt historie har fået en løsningsorienteret vinkel – og dermed det blå konstruktive stempel.

Det er et af de tre elementer af konstruktiv journalistik, som Fyens Stiftstidende for to år siden gav sig i kast med.

Avisen skulle i gang med en større relancering for at få vendt det faldende oplagstal.

Og her måtte journalistikken også finde nye rammer. »Som dagblad har vi brug for at udvikle vores journalistik, så den for læseren fremtræder mere nyttig, brugbar og gennemarbejdet end den rene nyhed«, siger chefredaktør på Fyens Stiftstidende Per Westergaard.

Konstruktive kampagner Store kampagner og temaer, der bygger på dybdegående konstruktivt arbejde, er det andet element i Fyens Stiftstidendes konstruktive journalistik. Her sætter avisen to til tre gange hvert halve år fokus på forskellige emner. ”Det skal Fyn leve af” er navnet på en af de kampagner, som Fyens Stiftstidende har kørt.

Og kampagnen skulle ikke handle om, hvor forfærdeligt det er, at Lindø-værftet eller Kildemoes’ cykelfabrik lukker.

Nej, historierne skulle ifølge Per Westergaard over i en helt anden journalistisk grøft. »Lad os nu sætte os for, med hjælp fra så mange eksperter som muligt og andre, at pege på, hvor der ligger en fremtid arbejdsmæssigt og velfærdsmæssigt på Fyn. Hvor er det, vi skal udvikle os hen af? Så vi vender journalistikken lidt på hovedet i forhold til den traditionelle«, forklarer chefredaktøren.

Fyens Stiftstidende kaster sig over journalistik, der er mere orienteret mod perspektiv, baggrund og forståelse. Per Westergaard mener, at den slags journalistik gør det nemmere at tage abonnementskroner for avisen.

Avis i flere dimensioner Den konstruktive journalistik finder ikke kun vej til avisens spalter. Det tredje element er ”det fysiske møde”, som på Fyens Stiftstidende blandt andet består af ”Café Stiften”. Her inviteres abonnenter hver uge ind for at debattere aktuelle historier. »Vi prøver at inddrage dem, der er ansvarlige for en løsning, og sammen med de abonnenter, der har lyst til at deltage, forsøger vi gennem fysisk dialog at puffe problemstillingerne længere frem mod en løsning. Det har vist sig at være en knaldhamrende succes«, siger Per Westergaard.

Ifølge chefredaktøren har meget af det avisen laver en involverende karakter for borgerne. »Det hele er bygget op på noget, jeg vil sige, er på nip-

pet til at være et socialt medie, så langt som en trykt avis overhovedet kan være et socialt medie. Man bringer nogle borgere sammen om at løse nogle problemer«, siger han.

Det mener han er et vigtigt element at tage fat på for aviserne i dag, hvis de skal have en fremtid. »De skal i virkeligheden i høj grad være et community for forskellige borgere og forskellige fællesskaber i lokalsamfundet«, siger Per Westergaard.

På P4 Fyn er den problemløsende journalistik blevet et hverdagsværktøj til stor glæde for stationens. Journalist på P4 Fyn, Jesper Borup, mener, at den form for journalistik burde fylde meget mere.

torie, når man har fortalt nyheden og så gå videre til den næste, så følger vi simpelthen op på den. Spørger lytterne og eventuelt eksperter, hvad de synes, man skal gøre ved problemet«, forklarer han.

Han mener, at det er vigtigt, at denne form for journalistik bliver brugt, når radionyhedsstrømmen går hurtigt, og det ofte er korte indslag, der dominerer fladen.

myndigheder. Det gav resultater. »Politikerne lavede en umiddelbar løsning for at forbedre sikkerheden. Nu er de så i gang med den større løsning til på længere sigt«, siger han.

Radioen tuner ind på løsninger

Christina NordvangJensen

Redningshund: Mens journalistens rolle som vagthund er velkendt, har Skt. Bernhardshunden sneget sig ind hos flere medier som et konstruktivt værktøj til at løse situationer.

Illustration: LUHN

Velintegreret værktøj Det er ikke meget de konstruktive værktøjer får lov til at hvile sig på den fynske redaktion. Ifølge Per Westergaard er den genkendelige blå cirkel dukket op i spalterne omkring 2.000 gange de seneste to år.

Og ”Café Stiften” huser hver uge lige godt 150 abonnenter.

Blandt Fyens Stiftstidendes journalister er værktøjet også godt integreret i dagligdagen. »Hver gang journalisterne skal skrive en artikel, som handler om et problem, så skal de gøre sig den over-vejelse, om de gennem deres artikel kan bidrage til, at problemet finder en løsning eller i hvert fald bliver skubbet frem mod en løsning«, forklarer Per Westergaard.

Og den konstruktive tankegang kan journalisterne godt føje til den faste tjekliste. »Vi laver mange ting, og vi laver mange fornyelser. Men denne her del er i den grad kommet for at blive. For vi er overbeviste om, at det er en del af den moderne avis«, afslutter han.

De seneste syv år har det konstruktive værktøj fulgt problemhistorier til dørs og belyst løsninger på problemer og ikke kun selve problemet. P4 Fyn mærkede et behov for det, både hos lyttere og journalister på redaktionen.

Ifølge Jesper Borup, journa-list på P4 Fyn, giver det en mulighed for at lave opfølgninger på historier og gå grundigt til værks. Noget han og andre synes, der manglede. Og arbejdsprocessen er klar. »I stedet for at stoppe en his-

Journalistik der nytter Det er forskelligt, hvor meget det kommer til udtryk i de daglige radioudsendelser. Men Jesper Borup har en klar holdning til, hvornår de griber fat i det konstruktive værktøj. For ham skal der være et forløb og et problem. »Vi gør det med historier, der er egnet til det. Det er historier, der handler om konkrete, reelle problemer, som almindelige mennesker har«, forklarer han.

Deres problemløsende journalistik er blandt andet kommet til udtryk i en historie om busholdepladsen ved Odense Banegård. På grund af omlægning var der skabt et stort trafikkaos, som både chaufførerne og borgerne var trætte af. Her dækkede de problematikken, men tog historien et skridt videre og undersøgte, hvad løsningen kunne være gennem interviews med borgere, arbejdstilsynet og andre

Smitter af på lytterne I takt med, at P4 Fyn har sat mere fokus på den problemløsende journalistik, har de oplevet, at flere lyttere tænker i løsninger. Jesper Borup nævner en periode, hvor P4 Fyn i et halvt år havde haft en del problemløsende historier. »Morgenstudieværten opdagede, at de henvendelser, som folk kom med, simpelthen havde fået en helt ny karakter. Hvor der tidligere havde været en masse brok og en masse kritik af forskellige forhold, så begyndte der at komme henvendelser, der handlede om, hvordan man så kunne løse problemet«, forklarer han.

Jesper Borup er ikke i tvivl om, at læsernes løsningsorienterede henvendelser er sket på baggrund af den problemløsende stil på P4 Fyn. Ny rolle til journalisten Hvis det stod til Jesper Borup, skulle der være meget mere konstruktiv journalistik i de danske medier. Han tror blandt andet, at man skal se på journalistens rolle i dag og genfinde den. Ifølge ham er

den forældet i forhold til samfundets udvikling. »Jeg synes, at der er et behov for at redefinere journalistrollen, så den passer til den måde, som samfundet fungerer i dag. Sådan som vi opfatter journalistens rolle traditionelt, der passer den til det samfund, der var for 100 år siden«, siger han.

Ifølge P4-journalisten skulle journalistens nye rolle indebære mere konstruktiv journalistik. »Jeg synes, at det kunne være fedt, hvis medierne blev til et sted, hvor der var halvt af hvert. Halvt hvor man påtog sig den gode gamle rolle som vagthund og halvt, hvor man var den konstruktive problemløser, der handlede på vegne af samfundet for at få løst problemer«, forklarer han.

Selvom Jesper Borup gerne ser konstruktiv journalistik fylde meget mere, så er det ikke ensbetydende med, at man skal fravælge journalistens kritiske rolle. »Det er ikke fordi, at vi skal holde op med at være kritiske journalister eller vagthunde.

Men vi skal også være konstruktive, og vi skal også give plads til, at vores medier kan være et forum for problemløsning«, afslutter han. chrij11@student.sdu.dk

PORTRÆT

LIXEN | maj 2012 | 13

Målrettet og

Meningsmåler Magtfuld

Mette Østergaard har taget lyntoget fra Midtjylland til toppen af Politiken.

I dag er hun 31 år og en Christiansborgkvinde med et tændt bullshit-filter.

Tinne Hjersing Knudsen

På en hvid rumdeler lige under brysthøjde holder Politikens indlandsredaktion sig oppe på albuer. Klokken er lidt over 9.00, og avisen får efterkritik. Journalister strømmer til med kilder, konflikter og kaffe.

Midt i flokken står Politikens politiske førstedame, Mette Østergaard. Hun følger med i efterkritikken og kniber øjnene sammen, som om hun lytter med dem, når ord som politik, flertal og partikonflikter suser henover læberne på journalisterne.

Ingen skulderstjerner Mette Østergaard var i kulturchok, da svingdøren puffede hende ind på receptionens sorte granitgulve og til redaktionsmøde for første gang. »Jeg havde været på Jyllands-Posten, TV 2 og Børsen inden, som har en lidt mere stringent kultur i forhold til ledelseshierarki«, fortæller hun.

Da hun stod der på albuerne, bøjet hen over den hvide rumdeler for første gang, afbrød en af journalisterne nyhedschefen og sagde »Det er jeg simpelthen ikke enig i«. Det startede en længere diskussion, som den nyslåede politiske redaktør fulgte overrasket med i. »Der hvor jeg havde været før, var det sådan, at dem med flest

stjerner på skuldrene satte linjen«.

På Politiken diskuterer de journalistik ekstremt meget, og det bliver man glad for, når man lige har vænnet sig til det, forklarer Mette Østergaard. »Det gør, at vi hele tiden udvikler vores journalistik. Vi er meget bevidste om at tage diskussioner. På vores intranet kan der sagtens være stor kritik af en ledelsesbeslutning, uden det er til skade for journalisterne«, tilføjer hun.

I dag holder hun så meget af den korte afstand fra skribent til chef, at hun nødigt ville være den foruden. Mette Østergaard elsker den ordnede debat, og det virker meget naturligt, når hun dagligt orkestrerer store politiske skænderier, der bestemmer, hvordan Danmark skal bygges ud eller om.

Foto: Bjørn Hvidesteen To skridt foran Mette Østergaard går stærkt, så man er to skridt bag hende, når hun trækker sin cykel i høje hæle fra den pulserende Politiken til sin egentlige arbejdsplads, Christiansborg. Eller også er hun bare to skridt foran, som hun har været i hele sin karriere. I en alder af 31, sidder hun på fjerde år på et af landets største dagblade - i en af de gevaldigste og vigtigste stole som politisk redaktør.

I dag er der stille i det politiske Danmark, så Mette Østergaards starter klokken 9 i Politikens hus med tre redaktionsmøder på en time. »Jeg møder klokken 9 og arbejder til omkring klokken…« »Klokken 16?« Hun sender et blik, som havde nogen hårdnakket påstået, at Anders Fogh Rasmussen var statsminister i en rød regering. »Nej, nej, nej, ikke 16«, siger hun og griner. »Til klokken 18-19 stykker mindst!«.

Men når der udskrives valg, droppes betalingsring eller skal varmes op til trepartsforhandlingerne, sidder hun klar under pudderkvasten hos TV 2 News klokken 6. Der serverer hun analyser og kommentarer til danskernes morgenkaffe.

»Hvis der er en stor sag, står jeg virkelig tidligt op og lægger først avisen i seng klokken 22«, siger hun. »Men det sker oftest, når der er valg, og der er man så høj på adrenalin, at man ikke mærker, man er træt«.

Det er ikke kun, når der er valg, Mette Østergaard er spændt op på adrenalin. Det er hun dagligt, fordi hun vil være først med de politiske nyheder. »Man er i konstant kamp med de andre politiske redaktioner.

Det handler om at være først med nyhederne. Nogle gange taber man, andre gange vinder man«, fortæller hun.

Karriereafsæt i Kjellerup Mette Østergaard er vokset op i en lille, midtjysk by langt fra borge og statsministre, hvor journalistik og politik ikke fyldte meget. Hendes mor var dagplejemor og faren selvstændig maler.

Sammen skabte forældrene et kernefamiliemiljø med tradition for, at man læste avisen og interesserede sig for, hvad der foregik i samfundet. »Min opvækst kombineret med, at jeg er et meget nysgerrigt menneske, tror jeg, var grunden til, at jeg fik interessen for jour-

nalistik. Men også det, at jeg havde en hel klassisk interesse for at skrive. Jeg er bare sådan en, der godt kunne lide dansk i folkeskolen«, fortæller hun.

Mette Østergaard valgte for alvor journalistikken, da hun kom i praktik på lokalavisen Kjellerup Tidende i 9. klasse. »Jeg syntes, at det var fantastisk at være på Kjellerup Tidende, og jeg har stadig kontakt til redaktøren. Han hjalp mig i en periode, hvor jeg skrev nogle ting til ham, som han kiggede på. Jeg allierede mig med ham for at blive klogere på det dér med at være journalist«.

Derfra var der aldrig tvivl om, hvad Mette Østergaard ville.

Da hun havde gået i gymnasiet og rejst rundt i Asien, Afrika og Australien i nogle år, søgte hun ind på Journalisthøjskolen i Aarhus. Hun søgte også halvhjertet ind på statskundskab, som skulle være hendes backup. Den fik hun ikke brug for. »Jeg klarede optagelsesprøven i første forsøg. Jeg søgte ind på statskundskab, men der har ikke været andre ting, jeg ville i virkeligheden«, siger hun.

(Fortsættes på næste side)

PORTRÆT

14 | maj 2012 | LIXEN

Mette Østergaard Født 11. maj 1980 Opvokset i Ans i Midtjylland Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2006 Praktik på Jyllands-Posten Har arbejdet på Børsen og TV 2 Headhuntet til stillingen som politisk redaktør på Politiken i 2008 Gift med Lars K.Kjærsgaard

”

Politikerne ved godt, at vi ikke er venner. Vi indgår i et arbejdsfællesskab, hvor vi har hver vores hat i forhold til, hvad vi skal opnå Mette Østergaard, politisk redaktør på Politiken

bevise folk. Ren og skær fordi de ikke vidste, hvad jeg kunne, og hvad jeg var for en«.

Foto: Bjørn Hvidsteen Ung, magtfuld og hvad så?

Mette Østergaard husker sin tid på Journalisthøjskolen som en stor social oplevelse, men hun var skuffet over det faglige niveau. »Jeg syntes, at det var rigtig sjovt at gå på skolen, og jeg lærte nogle søde mennesker at kende. Det var på den måde en rigtig fed tid, men jeg var frustreret over uddannelsen. Jeg syntes, at der var for meget af ”Prøv det her af og kom tilbage og se, hvad du synes om det” uden ret meget teori og ret meget retning. Jeg synes

sgu godt, at den kunne have haft et højere fagligt niveau. Men det var sjovt socialt«, siger hun og griner.

Det er flere år siden nu, at Mette Østergaard havde sin daglige gang i betonbunkeren og fik nye venner i fredagsbaren. I sommeren 2004 kom hun i praktik på Jyllands-Posten, og siden er det gået stærkt. Det har løftet mange bryn og affødt mange spørgsmål, da journalister på poster på linje med hendes, har mange års erfaring. Og det har Mette Østergaard forståelse for.

»Jeg tror da også, at jeg havde kigget med en vis skepsis på mig, hvis jeg stod udefra. Man bliver nødt til at vise, at man er værdig til og kan udfylde den rolle, man har fået«, siger hun.

Bliver du aldrig træt af spørgsmål, der handler om, at du er ung og kvinde? »Jeg synes, at det med at være kvinde og ung er parametre, som jeg ikke kan gøre noget ved. På den ene side synes jeg, at det er en lidt tom diskussion, fordi det ikke påvirker

mit arbejde. På den anden side synes jeg, at det er et vigtigt statement til de kvinder, der sidder derude og gerne vil lave det, jeg laver«, siger hun og tilføjer: »Men i forhold til mit arbejde, synes jeg, at det er fuldstændig irrelevant«.

Føler du, at du har skulle bevise noget ekstra? »Øøøøh…« siger hun og slår klik med tungen. »Det er et godt spørgsmål. Jeg ved ikke, om jeg har skulle bevise noget ekstra, men det har taget tid at over-

Mål og mand, men ikke mave Mette Østergaard har været gift i to år med sin mand, som hun mødte mens de begge læste i Aarhus. Han har lige fået job i Moskva for de næste to år. »Nu starter det helt store pendlerliv. Vi ses i weekenderne, mere eller mindre hver af dem« siger hun.

Det er noget af en afstand at pendle? »Ja, men det er faktisk ikke så langt.

Det tager to og en halv time at flyve, så mentalt tænker jeg, at det er ligesom, da jeg læste den sidste del på Journalisthøjskolen og skulle pendle frem og tilbage fra København«, siger hun.

Men hvad så med børn?

Hun griner med et af de der »He he«’er, man sender efter en dårlig joke. »Jeg er kommet i den alder, hvor alle spørger mig om det. Det er svært at se, hvor de skulle være lige nu, men altså, de må komme, når de kommer«, siger hun og tilføjer, at det er svært at finde plads til dem nu mellem pendlerrejser og tidskræ-vende jobs.

Mette Østergaards job er hårdt, men hun elsker det og har ikke lagt en plan for, hvor de høje hæle skal føre hende hen næste gang. »Jeg har det sådan, at jeg nyder det, jeg er i lige nu ekstremt meget. Jeg synes, at jeg har et fantastisk job, og jeg ved næsten ikke, hvad folk skulle give mig, som jeg hellere ville«, siger hun.

Derfor har hun ikke et egentligt mål med sin karriere eller en drøm om, hvem hun vil interviewe, når man spørger hende.

Jyde uden jantelov På Mette Østergaards raketrejse fra

PORTRÆT

LIXEN | maj 2012 | 15

den midtjyske barndomsflække til Borgens tunge gulve, har hun mødt skepsis, men ikke jantelov. »Det er fair nok, at folk stiller sig kritiske over for mig. Jeg synes i virkeligheden ikke, at det er jantelov«, siger hun.

Men hvordan har du det med jantelov generelt? »Jeg synes sådan set, at janteloven er hæmmende for, hvordan vi helt overordnet udvikler vores samfund, den kreativitet, der er i det, og hvad vi tror på.

Den er ødelæggende for, hvad folk tror, de kan, og de chancer de tør tage«, fortæller Mette Østergaard.

Hun er næsten lige landet efter fem ugers efteruddannelse og ferie i USA. Der har hun været vidne til en omvendt jantelov. »De kan alting, og slår stort ud med armene og synes, at alt er muligt, og det er bare med at prøve det af. I den forstand kan jeg godt lide, at danskerne har en sund grad af realisme i sig«, siger hun. »Jeg er trods alt jyde, så jeg er ikke fan af den amerikanske udgave. Men jeg synes godt, at danskerne må lette albuerne fra siden, selvom de ikke slår vildt ud med armene«, siger hun.

Et utaknemmeligt job Selvom Mette Østergaard tilbringer størstedelen af sin tid på Christiansborg, drømmer hun ikke om at bytte kontor og arbejde med en politiker. »Jeg misunder dem ikke, men jeg synes, at man må tage hatten af for det, de gør«, siger hun.

Redaktøren deler ofte karakterer ud til landets politikere, og hun er ikke i tvivl om, hvad der får hende til at tænke i 10- og 12-taller. »En politiker skal have et klart budskab, fordi kommunikation betyder mere og mere. De skal efterleve deres politik og stå inde for det, de vil for andre. De skal også kunne deres substans. Nogle gange kommer politik til at handle meget om form, men de politikere der klarer sig

Foto: Bjørn Hvidsteen Ministerkritisk. Mette Østergaard synes, at diskussionen om, hvor meget spindoktorerne fylder i dansk politik er for fantasifuld. Så længe journalister og politikere arbejder under samme tag på Christiansborg, kan hun nemt italesætte politikere og ministre ved at stoppe dem på på gangene. bedst, er dem der forstår at omsætte substans til klar retorik. Hvis de ikke kan deres substans, bliver det meget hurtigt nogle overfladiske oneliners«, siger hun.

Så. Hvad synes du egentlig om dem og deres arbejde? »Jeg synes, at de har et sindssygt utaknemmeligt job. De arbejder rigtig meget og skal stå til ansvar for rigtig meget i pressen. De får ikke en specielt god løn, og de får oftere skældud end ros«, siger hun, selvom

det netop er hendes job at gå kritisk til politikerne. »Præmissen for den politiske journalistik er, at vi konstant skal hænge politikerne op på det, de gør. Det er vores rolle. Politikerne har en anden«, fastslår hun.

Vi er ikke venner Mette Østergaard har stor respekt for politikere, men det betyder ikke, at hun vil være venner med dem.

Så hun synes ikke, det gør noget, at

journalister og politikere er tæt på hinanden på Christiansborg. »Politikerne ved godt, at vi ikke er venner. Vi indgår i et arbejdsfællesskab, hvor vi har hver vores hat i forhold til, hvad vi skal opnå. Det er politikerne jo også professionelle nok til at forstå«, forklarer hun og tilføjer, at diskussionen bliver lidt for blåøjet, fordi alle er kritiske og bevidste om egen rolle.

I disse år får politikere flere særlige rådgivere og spindoktorer. Hvad synes

du om den professionaliseringen? »Jeg synes, at det er et demokratisk problem, hvis spindoktorerne bliver så stor en mur omkring politikerne, at det er svært at tale direkte med dem«, siger hun og forklarer, at det ikke er et problem, når politikere og journalister arbejder under samme tag eller på samme borg. »Jeg kan møde en minister på gangen og begynde at interviewe ham med det samme, uden jeg skal lave en aftale med en spindoktor først. Det giver os en ekstrem frihed i forhold til at have direkte adgang«, siger Mette Østergaard, der synes, bekymringerne og fordommene om arbejdsfællesskabet er for fantasifulde. »Man tænker, “altså tror dem, der kritiserer de politiske journalister virkelig, at vi står og tager imod spindoktorer med åbne arme?” Vi ved, at de får en millionhyre for at profilere deres egne ministre. Selvfølgelig prøver de at binde os noget på ærmet, når de kommer til os. Det er da fuldstændig åbenlyst«, siger hun. »Det er jo ikke sådan, at man tænker, det var da pænt af ham at komme og fortælle det der. Man har altid sit bullshit-filter tændt«.

Semifeminist Elevatoren er fyldt, så Mette Østergaard tager trappen. Der er ikke meget tid til at træne mellem lovforslag, skandaler og personsager.

Alligevel skyder hun en imponerende fart op af trapperne på vej til sin redaktion. Hun stopper op. »Nu ved jeg, hvem jeg vil interviewe«, siger hun. »USA’s første kvindelige præsident, når hun kommer. Lidt feministisk har man vel lov til at være«.

Foto: Tinne Hjersing Knud-

tiknu11@student.sdu.dk

FOKUS

16 | maj 2012 | LIXEN

MAGASINET

Denne måneds fokus

Maj 2012

Forsvind ind i en

verden

af lækkert tøj, popmusik og masser af holdninger til

magasinjournalistik

Læs alt om:

... at være på en magasinredaktion ... at være kvindemagasin på IQ-kur ... og om at kvinder vil have det tykke

pssst - men slank sælger mest

6

sider

med fordommme

& facts

FOKUS

LIXEN | maj 2012 | 17

FEMINA

De fleste stole er tomme. Der er ellers masser af plads til de østrogenberigende redaktører og skribenter, som forsøder de kvindelige læsere med sundhedstips, portrætter af dygtige skuespillerinder og det nyeste nye af lækkert tøj. Men møder skal holdes, ferier skal nydes og inspiration fra København, og ikke fra et kontor hos Aller på Havneholmen, skal indfanges.

De kedelige grå opslagstavler kan ellers næsten ikke skimtes bag inspiration. Collager af udklippede fotomodeller, en stor gul sløjfe, små lyserøde grise og smukt dekorerede bøger fra Chanel og YSL pynter opslagstavler og borde.

Modeøen, som redaktøren kalder redaktionen, beskriver den verden af pasteller, perler og pailletter, man møder, når man træder ind i lokalet på Feminas redaktion. I en klar pink blazer sidder en praktikant fra SDU. Og med høretelefoner i ørene og skinnende lipgloss, skriver hun koncentreret på sin computer.

De fem skribenter, som ikke er ude i verden, men sidder ved skriveborde netop nu, kan næsten heller ikke løfte blikket fra computerne. Koncentrationen og alvorligheden er ikke til at tage fejl af. Men ikke på den tørre måde – her glimter alt.

Arcel

Bob Dylan, en overflod af tøj, kreative opslagstavler og pophår.

Lixen har besøgt fem magasinredaktioner, for at give DIG et indblik i, hvordan det er at arbejde på et magasin.

POPLICK

Studiestræde. Gennem porten i nummer 19. Op ad trappen og til venstre. Så er man hos Poplick, et nystartet dansk popmagasin. Med syv numre på bagen, har magasinet lagt godt fra land.

En kæmpe Rihanna, der labber flødeskum af fingeren, tager gæstfrit imod folk, når hoveddøren åbner sig. Redaktøren, Kristian Dam Nygaard, kommer slæbende med et bundt af helt nytrykte Poplick #7. »Tag ét«, byder han. »Haps«, siger jeg.

De lyse lokaler i Studiestræde deler de med Soundvenue. En halvdel med skovmandsskjorter og indie-stemning og Poplicks halvdel med Burhan G, pophår og en kort diskussion om, at Fredrick Fetterlein nu stiller op i tv-programmet ”Dagens Mand”.

Der er delte meninger om Fetterleins seneste tiltag, men alle fire i redaktionen kan dog blive enige om at ryste på hovedet af det.

Det helt friske Justin Bieber-interview er også et varmt emne.

To spørgsmål måtte Poplicks udsendte stille popdrengen, og de skulle være leveret i forvejen til godkendelse. Ikke nok med det.

Bieber sad endda i London. Man skal ville det for at tale med musikeren, men 42,5 millioner likes på Facebook viser, at knægten er populær, så derfor er det bare af sted.

Schou Larsen

ALT FOR DAMERNE

EUROMAN

Bob Dylan krænger sin sjæl ud, mens tasterne på computerne klikker tænksomt. Euroman arbejder. Alt i mens Art Directoren nusser et billede af en 42 tommer plasmaskærm sikkert på plads ved siden af den tilhørende tekst, arbejder journalist Henrik Nordskilde på en diger artikel om Rupert Murdochs uldne metoder. »Der kommer mere til konstant, så jeg bliver jo aldrig færdig«, siger han forpustet.

Henning Jensen, Mads Brügger og Anders Lund Madsen overvåger rummet oppe fra deres pladser på opslagstavlen. Skytsengle og muser for den arbejdende Euroman-redaktion.

Snakken i rummet er lavmælt, og koncentrationen holder samtalerne korte. Hele stemningen er som syv bigamistiske ægtefolk, der sidder lykkelige om morgenbordet med hver deres avis. Små indforståede sætninger og kommentarer falder med følt varme. Lokalerne indbyder mere til hygge end til analyser af Medoc-vine og Rolex-ure. Der er en unægtelig god stemning i Euromans lokaler hos Egmont.

Redaktør Mads Lange taler om den næste store tendens, han ser komme lige om hjørnet. »Jeg ser to ting. Det der ligestillingsjazz kommer op, men med mere fokus på manden. Vi er en race, der lever fire år kortere, har flere sygdomme og tager færre uddannelser. Hvorfor? Og så ser jeg politik, der taler til almindelige mennesker. Der er så meget politisk støj for tiden. Der skal vi skære igennem og knække koden, så alle kan være med. Refleksion. Det er netop magasinets styrke«.

Schou Larsen

Egmontmagasinernes hovedkvarter er klinisk, men receptionen er pyntet med en Poul Kjærholm sofa og en yngre kvindelig receptionist.

Stilheden er næsten det eneste, man hører, når man træder ind på ALT for damernes redaktion, hvor fordommen om en kævlende hønsegård manes til jorden inden for få brøkdele af et sekund. Onsdag morgen dominerer en hurtig klikken fra slanke fingre lokalet.

Men bag dørene på en snæver gang gemmer sig andet end rytmiske tastaturtamp. Til dagligt sidder en håndfuld kvinder i et hav af tøj, der ligner en militærbunker af pastelfarvet camouflage. I en kaotisk himmel formår kvinderne imod alle odds at holde styr på, hvad der skal af sted til ”photoshoot”, og hvad der skal tilbage til diverse PR- bureauer.

Villadsen

FISK OG FRI

På første sal ligger en redaktion, der på den ene side omgives af Gl. Kongevejs jævne, men konstante trafik og på den anden af Frederiksbergidyl med duften af regn, der lægger sig på den forårslunkne asfalt.

Herskabslejlighedens gang bevogtes af redaktionens hund, der trasker rundt på det lyse trægulv. Redaktionen er omgivet af et mørkt træetablissement, men pludselig stirrer man direkte ind i øjnene på en capebøffel, redaktøren har skudt.

Denne lidt ulige head-to-head opstilling betragtes fra højre af en zebra, der hænger ved siden af.

Hele vejen rundt om de tre skribenter hænger alskens jagttrofæer, der ikke var plads til hjemme hos den skrivende jæger. En trofæsamling, der kunne tælle det halve af zoologisk have, følger i tavshed med, når der skrives for at nå deadline og tilfredsstille læsernes ønske om at være med helt fremme, når det gælder de seneste trends inden for fiskegrej og haglgeværer.

Villadsen

Illustration: LUHN

FOKUS

18 | maj 2012 | LIXEN

Mig og mit magasin Charlotte Bertelsen, Antik og Auktion, 44 år, skolelærer

af Jonas Shou Larsen

Antikviteter interesserer mig. Jeg er samler, og min mand er samler. Jeg bliver inspireret, og det giver viden, når jeg selv shopper antikviteter.

En af tingene ved magasinet er, at man kan følge prisudviklingen både i DK og EU. Det gælder både, når vi køber ind, og når vi sælger vores antikviteter. Der er mange penge både at tjene og spare.

Jeg læser ikke alt fra ende til anden, men de ting jeg interesserer mig for, husker jeg og kigger efter, når jeg er på messer.

Magasinet har også en vurderingsdel, hvor man kan få vurderet sine sager. Det har jeg også brugt flittigt til mine egne antikviteter.

Magasinet er i øvrigt fyldt med brugbar orientering om messer og kvalificerede loppemarkeder med tonsvis af guf på.

Christian Thorgaard Nielsen, Anders And, 7 år, 0. Klasse Anders And-blade, de er bare sjove. Nogen gange følger der seje ting med, og de er også bare sjove.

Min yndlingshistorie er en med Mickey Mouse og Fedtmule, og min yndlingsfigur er Anders And.

Esben Brøgger Mikkelsen, Gastro, 26, studerende Jeg interesserer mig først og fremmest for mad, og Gastro er suverænt det bedste danske magasin inden for mad. Det er en god blanding af opskrifter, længere artikler og information om vin. De er heller ikke bange for at have holdninger til, hvad de laver. Det tiltaler mig.

Det er nok et blad henvendt til mænd. Det er meget barskt i tonen, og der er fokus på kendte franske vine og livsnyderi.

De følger også årstiderne. Der er ikke noget, der hedder ’asparges’ i Gastro i november måned.

Det gør det virkelig brugbart og til noget, som jeg kan bruge i praksis.

Jeg bruger Gastro til inspiration, men opskrifterne har jeg også brugt. Opskrifterne er af blandet sværhedsgrad - det spænder fra simpelt italiensk køkken til top-cuisine-niveau. Billederne er af høj klasse, og de giver mig lyst til at lave mad.

Mona Larsen, Ugebladet Søndag, 60, Pædagog Bladet er hyggeligt at kigge i. Det indeholder både mad, tøj og blomster, og det er noget, jeg kan lide. Jeg følger egentlig ikke opskrifterne som sådan, eller køber tøjet deri, men det er meget rart at blive inspireret.

Der er specielt en side, der hedder ”Årets gang i haven”. Den følger jeg alle fire årstider. Der står for eksempel, hvornår jeg skal lægge mine tulipanløg i jorden og den slags. Jeg ville nok glemme at gøre det ellers.

Kryds & tværsen er også meget god, men den er nok mest til min mand, Carl-Oscar. Den løser han som regel.

Tim Bjørn, Dansk Dynamit, 33 år, Grafisk designer.

Der er ikke nogen magasiner på tryk, der virkelig gør sig gældende i det danske landskab. Så hvis man vil følge med herhjemme, skal man på nettet og læse de magasiner, der er tilgængelige der.

Dansk Dynamit giver et godt overblik over arrangementer, nyheder og seneste bevægelser inden for den grafiske verden. Der er fokus på Danmark, men der er også udenlandske historier. Som grafiker skal der søges inspiration, hvis man ikke vil ende med at stå stille, så det er noget med at kigge sig omkring og lade sig inspirere.

FOKUS

LIXEN | maj 2012 | 19

Kvinder flygter ind i mandeunivers Danske kvinder stjæler kærestens Euroman i deres søgen efter et mere artikeltungt kvindemagasin.

Tendensen portrætterer en debat i galop. meget småt«, konkluderer Per Ingdal og tilføjer, at han forøvrigt synes, at det kan debateres, hvor særlig seriøs Euromans journalistik er i forhold til kvindemagasinernes.

ning om at skabe et intelligent kvindemagasin gennem debat. Dorthe Meyer har oprettet gruppen, fordi hun efterlyser et gennemarbejdet Christine Randa magasin for kvinder.

Euroman er et livstilsmagasin til »Jeg er træt af at stå nede i kiosken den veluddannede, yngre mand Et portræt af protest og skimme forsiderne på 20 til 30 - og måske også kvinde. På På trods af Per Ingdals forbehold kvindemagasiner, uden at nogen af Euroman oplever de, at 20 til 30 portrætterer flugten til mandemagadem appellerer til mig«, fortæller hun. procent af Et kvindemagasin efter deres læDet er for mig totalt intelligensfornærmende Dorthe Meyers hoved skal serbreve er at læse. Hvor er den kritiske journalistik? have intelligente og dybskrevet af deborende artikler. Hun vil kvinder. De Tonny Vorm, tidl. redaktionschef på Euroman fortæller, at der er stor efterspørgse mere end de kendtes hjem sel på en kvindelig udgave af deres magasin.

Tidligere redaktionschef på Euroman, Tonny Vorm, forklarer: »Vi fik hele tiden henvendelser fra kvinder, der gerne ville have en kvindelig udgave af Euroman. Vi kunne desværre bare ikke trykke henvendelserne, fordi de ofte tilsvinede Eurowoman, som jo er en del af samme koncern som Euroman«.

Ifølge ham skyldes Euromans succes hos kvinderne, at der ikke er ret meget seriøs journalistik i kvindemagasinerne. »Det handler jo stort set kun om accessories. Det gør, at mange føler, at de bliver talt ned til. Og så er der portrætterne. Her er journalisterne fuldstændig jubelidiotisk glade for de kendte, de interviewer. Det er for mig totalt intelligensfornærmende at læse. Hvor er den kritiske journalistik?«, spørger Tonny Vorm.

”

Fordummende debat Per Ingdal er udgiverdirektør hos det konkurrerende forlag Aller Media. »Det er en almindelig antagelse i nogle kredse, at kvindemagasiner ikke er intelligente, og nogle mener oven i købet, at de er fordummende«, konstaterer han og tilføjer: »I min optik er debatten fordummende«.

Per Ingdal synes, at de danske kvinder i realiteten har et stort udbud af medier, som de frit kan forbruge.

Men der må jo mangle noget, når en gruppe danske kvinder vælger at læse Euroman i stedet for Eurowoman? »Nogen mener, at mænd har et spændende magasin med en seriøs profil i form af Euroman, og at mange kvinder også køber Euroman, fordi de mangler en pendant i form af et kvindemagasin«, opsummerer Per Ingdal.

Men han pointerer, at Euroman er et af Danmarks mindste magasiner rent salgsmæssigt, »Og i betragtning af, at de næsten har markedet for mandemagasiner for sig selv, og at en gruppe intellektuelle kvinder samtidig påstår, at de ofte køber bladet, så må markedet for et sådant magasin for kvinder være

Hun mener ikke, at det kan være rigtig, at kvindejournalistik primært

”

De har ikke læst op på det, de kritiserer. Så er det nemt at stemple andre

Christina Zemanova, chefredaktør på Cover

handler om, hvordan man forbedrer sig som kvinde. Hvordan man holder på sin mand og slanker sig. Dorthe Meyer vil tales til som et ligeværdigt menneske. »Tal til mennesket og ikke kun kvinden«, efterspørger hun.

Debat I jagten på at blive taget seriøse flygter danske kvinder over til mandemagasinet Euroman. Debatten bobler, tasterne klikker og kvinderne vælger toiletbås. Foto: Bjørn Hvidsteen sinet Euroman en utilfredshed over manglen på et seriøst kvindemagasin. Debatten går lystigt over middagsborde, på politiken.dk, berlingske.dk og på de sociale medier.

På Facebook har grafiker og web-

”

og garderober. For Dorthe Meyer handler debatten lige så meget om kønspolitik som om en utilfredshed. »Hvis journalistikken er den fjerde statsmagt, så bliver vi nødt til at se på, hvordan kvinderne behandles og

Skal vi have ligestilling mellem mænd og kvinder, skal den også være gældende i medierne

designer Dorthe Meyer oprettet gruppen ”Intelligent dameblad”.

Gruppen har i skrivende stund 567 medlemmer og har en målsæt-

Dorthe Meyer, Intelligent dameblad fremstilles i medierne. Skal vi have ligestilling mellem mænd og kvinder, skal den også være gældende i medierne«, påråber hun.

dem, der skal udfylde det hul, som mange mener, at der er i magasin-

Mudderkast Chefredaktør på magasinet Cover, Christina Zemanova, synes, at det ville være fint med et kvindemagasin mere. »Jeg elsker magasiner og mangfoldigheden i udvalget. Så kom endelig med et mere, som har sin egen stil«, siger hun.

Men Christina Zemanova er træt af, at debatten bliver en kritik af de eksisterende magasiner. Hun synes, at det er forkert, at kritikken rettes mod magasiner som Cover. »Cover er ikke et kvindemagasin.

Det er et modemagasin. Vi er ikke

branchen«, fastslår hun og pointerer, at debatten om de seriøse kvindemagasiner ikke har noget at gøre med det, som Cover laver.

For hende er hele præmissen for debatten kommet ud på et sidespor.

Derfor lod hun tasterne gløde og sendte et modsvar i form af en opinion i Politiken.

Christina Zemanova ser en debat, der er båret af folk, som ikke læser blade som Cover. »Hvis jeg var med i smagsdommerne på DR2 og ikke havde læst den bog, som jeg skulle bedømme, så ville jeg nok blive smidt ud rimelig hurtigt«, perspektiverer hun.

Christina Zemanova mener, at debatten er blevet en gang mudderkastning, hvor de konkrete eksempler er forsvundet. »De har ikke læst op på det, de kritiserer. Så er det nemt at stemple andre«, siger hun og fortsætter »Den kritiske journalistik, som de efterspørger, mangler i debatten.

Du kan ikke skrive en anmeldelse i Politiken uden at komme med et konkret eksempel på, hvorfor din kritik er berettiget. Men det kan man åbenbart godt, når det handler om kvindemagasiner«.

Og netop på Politiken har Christina Zemanova tidligere haft sine deadlines og drukket sine kopper kaffe.

I den periode skrev hun både for Politiken og Cover. »Konteksten er forskellig, men jeg skriver på samme måde, om det er til Politiken eller Cover«, siger hun og pointerer, at mange af de artikler, der skrives til kvindemagasinerne, er skrevet af de samme, som skriver for Euroman og landets aviser.

Christina Zemanova tror, at det handler om, at nogle kvinder synes, at det er dumt at skrive om mode.

Den dedikerede skifter side Anne Sophia Hermansen er blogger på Berlingske. I 15 år var hun, det hun kalder, en dedikeret kvindemagasinslæser. I dag læser hun Euroman. »Artiklerne er kort sagt mere intelligent tænkt, spørgsmålene er bedre, og interviewpersonerne har noget interessant på hjertet. For mig er det ikke nok at læse om en skuespillers makeup-tricks eller en fotomodels guide til New York. I Euroman finder jeg artikler om kultur, politik, design, og der er lange, velskrevne interviews«, forklarer hun.

Chran11@student.sdu.dk

FOKUS

20 | maj 2012 | LIXEN

Artikelslanke magasiner sælger

Kvinder efterspørger mere intelligens og dybde i de danske kvindemagasiner. Men forlagene mener ikke, at der er forretning i de ”tunge” magasiner til kvinder. Både Benjamin Media og Aller Media har søsat satsninger, men har måtte se dem synke. En facebookgruppe prøver nu at vende tendensen.

Christine Randa

Med efterspørgsel følger udbud. Det er vi mange, der har fået banket ind i hovederne tilbage i gymnasiet. Men er magasinbranchen en undtagelse?

Man ser, at kvinder læser Euroman og melder sig ind i facebookgrupper for selv at skabe “intelligente” kvindemagasiner. Men alligevel lader det ønskede kvindemagasin vente på sig. Forklaringen lyder, at økonomien og magasinernes forretningsmodel sætter begrænsningerne.

Økonomiske grænser Ifølge analysechef for Benjamin Media, Pia Kirkeskov Svendsen, handler det om, at der simpelthen ikke er penge i de mere artikeltunge kvindemagasiner. »Det er vores erfaring, at det er meget svært at lave ”seriøse” magasiner til kvinder, fordi magasinet som koncept oftest har et stærkt element af underholdning og af slapning. Jo mere “seriøst” du gør det, desto større en målgruppe, tror jeg, du kommer til at miste«, siger hun.

Benjamin Media har erfaret, at det artikeltunge og mere dybdegående stof er en niche og derfor ikke er inden for deres fokusområde. »Når vi udvikler magasinkoncepter, går vi efter noget, der er bredt. Vi skal have noget volume for, at det giver en forretning«, forklarer Pia Kirkeskov Svendsen.

Hos Aller Media har man heller ikke nogen planer om at udgive et mere artikeltungt magasin til kvinder. »Vi mener, at markedet for et mere

”

Økonomi. På de fuldvoksne magasinhylder i 7-Eleven skal kvinderne ikke regne med at finde et artikeltungt magasin. De store magasinforlag mener ikke, at der er plads på markedet. Der er ikke penge i det, lyder argumentet. Foto: Bjørn Hvidsteen læserne, men der var desværre bare ikke læsere nok til, at det kunne løbe rundt«, forklarer Pia Kirkeskov Svendsen.

Nova havde 15.000 abonnenter, men det var for lidt i forhold til Benjamin Medias ambitioner for magasinet. »Andre nichemagasiner får lov at overleve med det læsertal, men ambitionen var bare ikke et nichemagasin«, fortæller Mette Holbæk.

Vi mener, at markedet for et mere artikeltungt kvindemagasin er meget småt

Per Ingdal, udgiverdirektør hos Aller Media

artikeltungt kvindemagasin er meget småt«, siger udgiverdirektør, Per Ingdal, fra Aller Media.

Han fortsætter: »Hvis der er et behov må det blive dækket af andre medietyper. Danske kvinder har i realiteten et stort udbud af medier, som de frit kan forbruge«.

Sats søsættes og synker I 2006 satsede Benjamin Media på et magasin til kvinder i trediverne.

Magasinet skulle være mere artikeltungt end de eksisterende kvindemagasiner og fokusere på lidt dybere emner. Magasinet fik navnet Nova, og Mette Holbæk blev chefredaktør.

Magasinet udkom 13 gange, men blev droppet efter et år, selvom både Mette Holbæk og analysechef, Pia Kirkeskov Svendsen, oplevede en stor begejstring fra bladets læsere. »Vi fik utrolig positiv respons fra

Manglende annoncørtække To år efter Benjamin Medias flopsats prøvede Aller Media med et erhvervsog karrieremagasin til kvinder. Bladet fik navnet CV, og målgruppen blev de højtuddannede kvinder med en årsindkomst på over 400.000 kroner.

Aller Media oplyste dengang, at antallet af højtuddannede kvinder i målgruppen var 600.000. Men også Magasinet CV lukkede et år efter, at det blev indviet.

Susanne Hoeck var kvinden bag konceptet og chefredaktør på Magasinet CV. »Vi mødte en hel fantastisk imødekommenhed og interesse for bladet, da det udkom. Der var et marked for det«, konstaterer hun.

Men annoncørerne faldt fra, og det økonomiske grundlag braste. Målgruppens interesse stemte ikke overens med annoncørernes pengekasse.

En tendens Mette Holbæk genkender.

Hun mener, at manglen på seriøse kvindemagasiner skyldes en manglende annoncetække. Hvis kvindemagasinerne bliver mere artikeltunge, så er der en risiko for, at de ikke længere tiltrækker annoncørerne. »Der er sikkert et voksende marked for seriøse kvindemagasiner, men jeg kan ikke gennemskue, hvordan man skal finansiere et sådant blad«, siger Mette Holbæk.

Susanne Hoeck mener også, at der stadig er en efterspørgsel på et seriøst kvindemagasin. Men hun giver Mette Holbæk ret i, at det muligvis skal være under andre forhold. »Går man ind og laver et magasin hos de store forlag, såsom Aller Media eller Benjamin Media, så skal der sælges rigtig mange magasiner.

Men man kunne sagtens lave et nicheblad med en mindre udgiver«, siger hun.

Alternativ løsning Facebookgruppen ”Intelligent dameblad” mener, at de har løsningen.

Dorthe Meyer skabte gruppen i håbet om at kunne skabe et kvindemagasin, som taler til kvinden som menneske og ikke kun som kvinde.

Men for at skabe et sådant magasin har Dorthe Meyer, og nogle ligesindede, måtte tænke i alternative løsninger, når det kommer til økonomien. De vil ud over det dilemma, som Dorthe Meyer mener, at de eksisterende kvindemagasiner står i. »De helt store penge ligger i modeog makeup-branchen. På grund af magasinernes afhængighed af dem som annoncører, ser vi, at kvindemagasinernes indhold i højere grad dikteres af annoncørerne end af

læserne«, konkluderer hun.

Dorthe Meyer forstår magasinernes dilemma og vil derfor finde en alternativ indtægtskilde. Spørgsmålet på det netop afsluttede redaktionsmøde eller kaffemøde, som Dorthe Meyer kalder det, lød på: Hvordan finansierer vi bladet uden af være til salg for kommercielle kræfter?

Svaret blev at starte en forening, hvor medlemmerne kan støtte magasinet gennem medlemshonorarer og frivillige donationer. Dorthe Meyer synes, at der er grundlag for en forening. »Vi gør et politisk arbejde i form af at kæmpe for ligestillingen i medierne. Hvis vores medlemmer vil se vores projekt realiseret, kan de støtte med 50 eller 100 kroner og samtidig få magasinet«, forklarer hun.

Men medlemmernes støtte er primært tænkt som en hjælp til at starte magasinet op. Senere i forløbet er drømmen, at finansieringen vil bygge på penge fra kvindeorganisationer som Kvinfo og gennem

”

En tåget efterspørgsel Men når det kommer til stykket, er det så overhovedet et artikeltungt kvindemagasin, som kvinder vil have?

Mette Holbæk har oplevet, at det kan være svært at vide, hvad kvinderne egentlig vil have. Da hun var chefredaktør på Woman, lavede de spørgeskemaundersøgelser om, hvilke artikler og portrætter folk ønskede at læse. »Men når vi publicerede det lidt mere seriøse stof, som de efterspurgte, så solgte bladet ikke lige så godt«, siger hun og fortsætter, »Når det kommer til stykket, så er det ikke den kontekst, folk vil have de mere seriøse ting i«.

Hun fortæller også om, hvordan Woman i starten var mere artikeltungt. Konceptet blev senere gjort renere, hvilket virkede godt. »Woman blev ekstremt let afkodeligt. Du ved, hvad du får, og det viser sig, at størstedelen af læserne ikke vil overraskes«, siger hun.

Når vi publicerede det lidt mere seriøse stof, så solgte bladet ikke lige så godt Mette Holbæk, tidl. chefredaktør på Woman

penge fra bladfonde. Annoncører er dog ikke tænkt helt ud af økonomibilledet. »Vi vil stadig bruge annoncører, men i vores tilfælde kunne der være tale om sponsoreringer fra kulturinstitutioner og ikke Dolce & Gabbana. Altså ikke annoncører, der er kønsbestemte«, siger Dorthe Meyer.

Mette Holbæk mener også, at det danske markeds størrelse gør, at de artikeltunge kvindemagasiner har svært ved at løbe rundt. »Hvis vi havde et stort marked, kunne vi lave de vildeste smalle ting og stadig få en ok omsætning«, konstaterer hun. chran11@student.sdu.dk

FOKUS

LIXEN | maj 2012 | 21

Journalistik uden

nyhedskick

Ikke alle journalister er underlagt de gængse arbejdsvilkår med kaffeoverload, svedige håndflader og stress for at få artiklen i trykken til morgendagens avis. Lixen er taget på en rejse ind i mediernes maskinrum for at tale om lange kontra korte deadlines og journalistik med mangel på nyhedskick.

Eva Krarup Randa Nielsen

»Hvis man kan kalde det her en kop kaffe, så drikker jeg cirka to om dagen«, proklamerer Rune Skyum-Nielsen med et skeptisk blik på den blæksorte, dampende væske, han lige har trukket i automaten. Da han arbejdede på en nyhedsredaktion, var hans koffeinindtag langt højere. Efter han har skruet ned for tempoet i magasinjournalistikkens portrætter og features med lange deadlines, har han lært at kontrollere koffein-afhængigheden.

Således forholder det sig ikke for Marie Tromborg, der er nyhedsjournalist på metroXpress. På en gennemsnitlig dag drikker hun seks-syv kopper kaffe. Og mange af hendes kolleger, har et langt højere forbrug. Det letter gevaldigt på arbejdspresset, når hun løbende skal levere artikler til morgendagens avis.

Hverdagen for magasinjournalist Rune Skyum-Nielsen ser unægtelig meget anderledes ud. Da Lixens udsendte møder ham, er han afslappet. På væggen hænger det færdige udkast til maj-nummeret af Ud & Se med Johanne Schmidt-Nielsen på forsiden. Hans næste deadline er næsten halvanden uge ude i fremtiden.

Hjemmearbejde På MetroXpress er Marie Tromborg også forholdsvis afslappet, men det er mere undtagelsen end reglen. Hun arbejder på en historie, der har vist sig at være meget omfangsrig, og som derfor først skal i trykken om to eller tre dage. Men langt de fleste

dage skriver hun artikler med relativt korte deadlines. Og det er på den måde, hun, ifølge hende selv, arbejder bedst. »Det handler meget om temperament. Jeg trives utrolig godt med at arbejde under pres. Jeg er meget udisciplineret, så jeg får ikke lavet så meget, hvis jeg har lang tid til det.

Så derfor er det en klar fordel for mig med korte deadlines«, siger hun.

Marie Tromborg har tidligere arbejdet som magasinjournalist på Jyllands-Posten. Dengang oplevede hun det som et tilbagevendende problem, at hun tog jobbet med hjem.

Efter hun er gået over til nyhedsjournalistikken, har hun lært at lægge arbejdet fra sig, når hun går hjem fra redaktionen. »Når du afslutter et projekt hver dag, er det lettere at cleare hovedet, end når man har en lang deadline«, forklarer hun.

Rune Skyum-Nielsen har ofte svært ved at adskille arbejde og fritid. Hvis et portræt foreksempel ikke fungerer, kan han godt gå og være irriteret i flere dage, indtil han finder en løsning. »Det er svært at slippe det helt. Så skal jeg virkelig lave noget sjovt«, siger han.

Nyhedskick eller ikk’?

Da Rune Skyum-Nielsen blev færdiguddannet som journalist, tog han hul på en karriere som kulturjournalist, der skrev nyheder, interview og anmeldelser. Fire år med et stabilt og højt kaffeforbrug og en dyb fællesskabsfølelse på en stor nyhedsredaktion. Men da han kom på Nyhedsavisen, begyndte især nyhedsjournalistikken langsomt at trætte ham. Han sammenligner det med perioden, hvor man lige er blevet single, eller det er blevet forår.

Foto: Eva Krarup Afklaret Maria Tromborg fra metroXpress går afklaret hjem med korte deadlines.

Foto: Eva Krarup Stolt Rune Skyum-Nielsen viser maj-nummeret af Ud & Se Der er ny luft under vingerne, og man kan fyre den af i byen. Men pludselig finder man ud af, at man ikke kan feste lige så meget og lige så hårdt længere. »Byture og nyhedskicket. Same, same. Det er sjovt nok at prøve det engang imellem, men du får ikke det samme kick, og samtidig kan du også mærke, at du er blevet lidt ældre. Og så er det lidt trættende og patetisk at gentage sig selv uge efter uge«, forklarer han.

Marie Tromborg har altid gerne ville lave nyhedsjournalistik. For hende handler det ikke nødvendigvis om at være dér, hvor det sker, men om at stramme historien så meget som muligt. Og det kan man bedre med nyheder end med lange features. Hun får et kick ud af, at finde den gode historie og gøre den skarp. Og så er hun meget optaget af at konsekvensvinkle sine historier. Hendes artikler skal ikke bare være ligegyldige tendenshistorier, de skal også åbne op for eventuelle løsningsforslag.

Foreløbig har Marie Tromborg ingen planer om at vende tilbage til magasinjournalistikken. Hun kan godt nogle gange savne at have længere tid til at skrive, men tidspresset er et vilkår, hun har lært at acceptere.

Forgængeligt og forglemmeligt For Rune Skyum-Nielsen er magasin-journalistikken tiltalende, fordi den får lov at blive stående. Længere. »Hvis du har en deadline hver eneste dag, så kan det godt være, at du rammer skrivestilen på den halve time, du har til deadline, men hvem ved, om folk orker at læse det, når de når til side 17 i avisen? Det er kun en brøkdel, der når at læse det, og selv hvis de synes, at ”det var egentlig meget interessant”, så er der altså en ny avis næste dag. Det er så forgængeligt og forglemmeligt«.

Det var netop forgængeligheden, der gjorde, at Rune Skyum-Nielsen af og

til følte det som spildte, upåskønnede kræfter at kæle for detaljen, da han arbejdede med nyhedsstoffet.

Med magasinjournalistikken får han mulighed for at fordybe sig og bruge lang tid på research, interview, udformning og sproglige detaljer. »En artikel i maj-nummeret af Ud&Se har jeg måske drøftet med mine kolleger eller grublet over selv siden januar eller februar, hvordan man eventuelt kunne gøre det. Men det er klart, så synes man også, at det er noget værre lort, hvis ikke man rammer den. Så skammer man sig nærmest. Og man rammer den altså ikke hver gang.« En kort, en lang På metroXpress har Marie Tromborg relativt faste rutiner. Der er ingen bestemte mødetidspunkter, men de 37 timer skal fordeles på fire dage, for om fredagen holder hun fri. Hun møder typisk ind ved ni-tiden og danner sig et overblik over dagens nyheder før morgenmødet klokken 09.30. Det er aldrig muligt at forudsige, hvordan dagen udarter sig. Det kommer an på, hvad der får nyhedslavinen til at rulle den pågældende dag. De har relativt sene deadlines på avisen, så man sikrer sig at få det nyeste med, men Marie Tromborg arbejder typisk til omkring klokken 17.

Rune Skyum-Nielsen har ikke nogen fast arbejdsrutine. De dage, hvor deadline nærmer sig med faretruende skridt, tvinger han sig selv til at stå op klokken fem-seks om morgenen for at skrive, for der er hovedet allermest klart. Andre dage strejfer han lidt rundt og ved ikke præcis, hvordan han skal komme i gang.

Rutinen kan også være sjov, så længe det ikke bliver søvndyssende, mener Rune SkyumNielsen. Det kan være mere produktivt at have en arbejdsdag fra 9-17. Han bliver jævnligt hængende

over sin tekst til klokken 21, fordi han ikke død og kritte behøver at lave noget fra 14-16. Og det er da heller ikke altid, at selvdisciplinen er i top. »Man giver sig nogen gange lidt for god tid, og så har man pludselig deadline rigtig tæt på.

Så føles det altså som om, man har endnu mere travlt, end hvis man ’bare’ skulle lave noget til næste dags avis. Det lyder lidt absurd, men det er sværere at komme op i nyhedsjournalisternes tempo, når man er ude af træning«, siger Rune Skyum-Nielsen og tager en sidste, bitter slurk af den nu lunkne automatkaffe. evnie11@student.sdu.dk

Rune Skyum-Nielsen, 33 år Uddannet fra Syddansk Universitet i 2002 Var i praktik på Jyllands-Posten Har bl.a. arbejdet som nyhedsjournalist på Dagen og Nyhedsavisen, som han var med til at starte Arbejder på DSB-magasinet Ud & Se og som musikanmelder på Information

Marie Tromborg. 27 år Uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2009 Var i praktik på Berlingske Har arbejdet som redaktør/ magasinjournalist på JyllandsPosten Ansat som journalist på metroXpress’ indlandsredaktion siden sommeren 2011

OPINION

22 | maj 2012 | LIXEN En lærer revser

Paniske flokdyr med kurs mod øst Karen Løth Sass, praktikvejleder

Natten til onsdag d. 18. april havde jeg en underlig drøm. En meget ophidset, nervøs kvindelig studerende kom løbende og spurgte: ”Er det rigtigt, at det er en fordel at være en mand på Store Matchdag?”. I drømmen fik jeg rodet mig ud i et svar om, at den stakkels kvinde kunne overveje at gå ind til samtalen som transkønnet, og længere behøver vi vist ikke gå ind i den drøm.

Og måske var drømmen et meget passende lead-in til dagen der fulgte. For Store Match-dag er hektisk, sindsssyg og ulogisk. Forud er gået flere måneder med voksende anspændthed, en myriade af hvadnu-hvis-spørgsmål, en desperat efterspørgsel på meldinger om, hvordan det plejer at være, efterlysninger af gode strategier, og et mere og mere desperat ønske om kontrol over egen situation og fremtid.

Der går mange historier om den dag, og mange af dem er sande.

Mange af dem er også positive. I år kæmpede 280 studerende om 260 pladser. Og da dagen var slut, var der alligevel altid pladser til overs.

I år var det pladser hos alt lige fra TV 2 Programafdelingen, regionale dagblade, forbrugerbladet Tænk, Newspaq, og andre fagblade Store Match-dag indleder 1. runde.

Når den er afsluttet er der faktisk også en 2. runde, hvor der også dukker få nye pladser op. Når det hele er overstået har cirka 75 procent af de studerende fået en af de pladser der stod på deres ønskeliste. Og der er stadig ledige pladser.

Og SDU’s erfaring er, at vi kan afsætte alle. Forudsat, at de er villige til at kigge i en anden retning end drømmepladsen. Ingen andre uddannelser kan på samme måde tilbyde pladser til alle. Bare spørg tømrerne eller murerne, der ikke kan komme videre med uddannelsen, fordi der ikke er lærepladser.

Men der er jo også de andre sande

En studerende revser

historier om panikken, dramaet, tårene og drømmene, der brister.

Og de historier får hvert år studerende fra samtlige uddannelser til at efterlyse en anden måde at fordele pladserne på. En måde der ikke rummer så meget panik. Problemet er bare, at en stor del af panikken ikke er indbygget i systemet – den akkumuleres blandt de studerende på alle udannelser, fordi de søger så ensidigt og klumper sig som de gør – se søgemønsteret på nettet. Øst er tilsyneladende bare bedre end vest – landsdækkende er finere end regionalt. Jeg vil ikke forsøge at sælge Holstebro by night som noget andet end et temmeligt stille sted med mere Steff Houlberg end sushi. Jeg

ikke København, men det er fandme heller ikke udkant – de har sgu et Storcenter! Men det allerværste er, at I antager, det er sådan, uden at vide noget. I kender ikke stederne, journalisterne eller redaktionerne i provinsen. Jeg kan love jer, at der sid-

Retorikken, som vi alle har omkring praktikpladserne, hjælper heller ikke. Vi er alle sammen; undervisere, studerende og branche, gode til at vedligeholde hierarkiet omkring praktikpladserne. Det gør vi når, vi med tilfredshed noterer,

der ambitiøse og dygtige mennesker på ALLE de redaktioner, der tager praktikanter – ellers var de aldrig blevet godkendt til at uddanne. Det ærgrer mig, at jeres valg ofte bliver truffet ud fra geografi og en fælles konsensus om,

at SDU tager mange pladser på de store landsaviser. Det er pladser, der afføder RESPEKT, når de kommer i hus. ”Så I det, han kom på Politiken?” eller ”SDU tog næsten alle pladserne på Berlingske!”

Anderledes stille er der om de

”

Koncentrer jer om hvad I vil, og hvad I trives med.

Ikke om, hvad der er i høj kurs i flokken eller blandt branchens alfahanner. Karen Løth Sass, praktikvejleder

Illustration: LUHN forstår godt, at man gerne vil være i København. Men vi taler ikke om en deportering for resten af livet. Og hvis man ikke kan flytte efter job nu, hvor der hverken er børn, husterminer og fælles budgetkonto, hvornår kan man så?

Jeg bliver lidt provokeret, når Panikavisen fra DJM nævner Kolding som udkantsdanmark. Det er et udtryk for uvidende arrogance. Kolding er

hvad der er gode og dårlige pladser.

Det skaber trængsel og panik.

Og jeg forstår ikke, at journaliststuderende, der siger de ALLERHELST vil tv eller radio, og derefter fravælger at søge TV 2 eller DR-regioner. Prioriterer man øst og landsdækkende over ønsket om at lave tv/ radio, har man taget opstilling i en rigtig lang kø. Og så vokser panikken og trængslen lidt mere.

praktikanter, der lander udenfor København og det landsdækkende: ”Nå, men er du så ok med det, eller?”

Det på trods af, at det måske er en plads på en stor regionsavis med muligheder på alle platforme og frie hænder til praktikantens idéer. I modsætning til eksempelvis Weekendavisen, hvor der alt andet lige bare er færre linjer til praktikanten.

Vi skal holde op med at tale om plad-

serne på den måde.

Koncentrer jer om, hvad I vil, og hvad I trives med. Ikke om, hvad der er i høj kurs i flokken eller blandt branchens alfahanner. Skab jeres egen fest – og den kan sagtens foregå i Aabenraa. I kapløbet mod de hellige haller i København glemmer alt for mange at undersøge, om det i virkeligheden er noget for dem. Og så kan praktiktiden blive noget, man skal overleve i stedet for en tid, hvor man i trygge rammer kan udvikle sin journalist-faglighed.

Så til dig på 2. semester, der allerede nu mærker presset og panikken, og som helt diskret og stille for dig selv forsøger at vurdere, hvor lunt du ligger i svinget i forhold til dine medstuderende og de allermest populære pladser.

Måske skulle du bare melde dig helt ud. Ikke af studiet, men af hysteriet omkring panik-pladser. Det handler om at finde en plads, hvor man kan udvikle sig og blive dygtigere, rutineret og sikker på værktøjerne. Det handler om, ikke blindt og uvidende at løbe efter det, som alle de andre også vil. Vær fordomsfri, vær nysgerrig, glem hvad du ved og lav din research. Undersøg ALLE praktiksteder, tjek fagbladene, de små og store steder før du lægger din plan.

Husk at: 1. Søg både i øst og vest 2. Du kun kan kontrollere dine egne valg – koncentrer dig om dét 3. Gå imod strømmen – journalister skal ikke være flokdyr 4. Se kritisk på din definering af drømmepladsen – er det din eller flokkens beslutning?

5. Der er en plads til alle, hvis man ikke er kræsen 6. At passe din undervisning, så du bliver rigtig dygtig

..Og hvis du alligevel bliver panisk stakåndet, så tæl fra 999 ned til nul.

Hjernen kan ikke være rationel og panisk på samme tid.

ksa@journalism.sdu.dk

Panikdagen er uprofessionel ad h.. til Anne Bonnevie Lundby, 4. semester

I grunden er det sjovt.. at nogle af Danmarks førende journalister går med på præmissen om at lade tilfældigheder råde, når de ansætter journalistpraktikanter. Journalister der er vidende om det samfund, de lever i og som man kunne antage for at besidde en høj retfærdighedssans. ”Ja tak, DR Nyheder har ansat, dem de skulle bruge. Vi ønsker resten fortsat held og lykke”, erklærede Sandy French klokken 10.34. Dermed formåede DR nyheder i år at ansætte 14 journalistpraktikanter på fire minutter. Som en flok gazeller var vi blevet gennet inden for ’den sorte firkant’ en halv time før startskuddet. Ikke lang tid efter kom cheferne ud af deres huler og gik som løver rundt og spottede deres bytte.

Samtidig kunne vi holde øje med minutterne, der sneglede sig af sted, imens tankerne fór igennem hovedet på én. Væsentlige overvejelser man bør gøre sig, inden man bliver kastet for løverne ud i det pulserende jour-

nalistliv: Bør jeg have banke-påtjeneste på min telefon, hvis der nu er to, der ringer på samme tid? Har jeg orienteret min telefonpasser, om hvor lang tid der skal gå, inden vi løber hen til et andet sted?

Efter det famøse horns tuden blev byttet slæbt af sted, indtil marken

”

hvert medie otte chefer, der kan ansætte per sms i løbet af et minut. Det er ikke professionelt og ikke til gavn for nogen”.

Men så er der heldigvis forsamtaler. Der, hvor man som kvæg sidder på rad og række og venter på at blive kaldt ind og få fem minutter til

Det undrer mig, hvorfor det inden for vores branche skal foregå så overfladisk og hektisk, at det i visse tilfælde ender med at være tilfældigheder, der afgører spillets udfald.

Anne Bonnevie Lundby, 4. semester

stort set var udryddet. Ens skæbne var netop blevet afgjort på fire minutter.

Det undrer mig, hvorfor det inden for vores branche skal foregå så overfladisk og hektisk, at det i visse tilfælde ender med at være tilfældigheder, der afgører spillets udfald.

Ulrik Haagerup har selv indrømmet over for Journalisten.dk: ”Hvis man skal have otte praktikanter, så sender

at sælge sig selv. Og vigtigst af alt, vinkle sig selv. I øvrigt mener jeg, at det er nyheder, der skal vinkles – ikke mennesker. Ingen andre steder har jeg hørt, at folk bliver ansat på baggrund af fem minutters samtale.

Ingen andre steder har jeg hørt om folk, der bliver ansat på baggrund af, hvad de har smidt på en hjemmeside.

De fleste steder bliver folk ansat

på baggrund af en ansøgning og en grundig samtale, hvor begge parter kan kigge hinanden i øjnene, lære hinanden at kende og finde ud af om de er et godt match. Stille og roligt.

Men sådan foregår det ikke inden for vores branche. Her snyder alle, så det driver. Ældre garvede journalistredaktører slynger ud, at de ”virkelig håber at se dig på panikdagen” og de praktiksøgende forsikrer medierne om, at de er deres første prioritet.

Også selvom det ikke er tilfældet. Alle bluffer. Alle spiller spillet. Og kan du ikke spillets regler, er du dømt ude.

Panikdagen er ikke et arrangement, men et fænomen, der er opstået af sig selv. Jeg mener, at det er på tide, at både praktikstederne og studerende råber vagt i gevær og får ændret systemet med de mange sorte huller og indfører en normal procedure for ansættelse.

Journalisterne kigger magthaverne over skuldrene og råber op, når der foregår noget, der er helt hen i vejret.

Men spørgsmålet er, hvem der kigger

journalisterne over skuldrene, når der foregår noget skandaløst?

Og nu sidder du nok tilbage og tænker; det er jo klart, at én der har været uheldig på panikdagen skal brokke sig over panikdagen. Og ja, gu fanden skal jeg brokke mig. For jeg har kæmpet siden jeg kom ind på studiet og min passion for journalistik fejler absolut intet. Og jeg var en af dem, der røg igennem systemets sorte huller. Men passionen for at forbedre det samfund vi lever i, kan ingen tage fra mig. Derfor har jeg også troen på, at det altid gør en forskel at ytre sig om sine tanker på skrift.

Så i øvrigt mener jeg, at panikdagen er uprofessionelt ad H... til.

Hvert år bliver der tabt dygtige kommende journalister på gulvet. Muligvis dem som ikke er retorisk dygtige, muligvis dem der ikke networker hver gang, de drikker en øl og mest af alt; dem som ikke har heldet med sig. anlu10@student.sdu.dk

OPINION

LIXEN | marts 2012 | 23

Postkort fra en praktikant

...at vi snart burde lave noget andet end fynske og lettere ligegyldige nyheder og i stedet få lov til at øve os på andre journalistiske genrer.

- amalie frøkjær-rubbås, 2 semester

...at amalie er et brokkehoved.

- Kristian Isaksen, 4. semester

...at det er vanvittigt, hvordan modvind og medvind kan ændre ens farthastighed. det er en voldtagende, men genial oplevelse.

-Line Tornvig Martinussen, 2. semester

...at det er undrende, hvordan et rundstykke, kaffe og en lunken buffet kan koste 260 kr. per mand til SDU’s praktikantdage.

...at der burde være flere “de studerendes dag” med gratis sandwich, kage, sodavand og kaffe. det var mega nice!

- sebastian nørgaard, 6. semester

...at det var fordi, det var james og adam price, der havde stået for buffeten. rundstykker og kaffe kom vist fra shell på nyborgvej.

- Christina Landry Brandt, 4 semester

ulrik baltzer, 2. semester

...at journalisthøjskolen fik røvfuld i fodboldkampene mod sdu.

- dan petersen, 2. semester

...at der bør ansættes en sexet assistent, der kan hente forplejninger til mig, når radio-karen gør mig kaffe-trængende.

- martin “dif” pilgaard, 2. semester

..at emma fra 2. semester skal have kæmpe tillykke med sit barn, og at kristian isaksen er mit faglige forbillede.

- Allan Nisgaard, 2. semester

Bagsiden