Lixen maj 2014

Lixen

Lixen

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 16. årgang | 3. nummer | maj 2014

OPINION

PORTRÆT

gider simpelthen “ikkeJegkede mig!

- Ane Cortzen

Thomas Skov bryder sig egentlig ikke om journalister

Side 18

Side 10

Læser du journalistik eller arbejder du i mediebranchen, er du med al sandsynlighed etnisk dansker.

Journalister og journaliststuderende med anden etnisk baggrund end dansk er et sjældent syn. Det bekymrer en forsker fra Aalborg Universitet, da branchen derfor ikke afspejler samfundets mangfoldighed. Lederne på landets journalistuddannelser finder sagen problematisk og erkender, at de ikke ved, hvordan problemet skal løses.

Side 8

FOKUS: STORE MATCH DAG

SIDE 13-17

2 | maj 2014 | LIXEN

Indhold

Leder

INTERN

”Journalister er privilegerede.”

Otagelsesprøven til Journalistik blev afholdt lørdag den 5. april.

Lixen var med på sidelinjen for at fange stemningen på dagen.

Og så har Center for Journalistik fået tilladelse til at oprette en ny kandidatuddannelse.

Det er i hvert fald, hvad Børsens nyhedsredaktør, Susanne Sayers, skriver i april måneds udgave af Journalisten.

Men vi mener, at journaliststuderende både er privilegerede og selvhøjtidelige – og det starter allerede på journalistuddannelserne.

Vores årgang af journaliststuderende lever op til de fordomme, der er i samfundet om os og vores jævnaldrende. Kører tingene ikke efter vores hoved, takker vi ’nej tak’ på forhånd. Men det er ikke de studerendes skyld – det er tværtimod noget, vi bliver presset til på uddannelserne.

Side 3-6

EKSTERN Advertorials er blevet almindeligt indhold i medieverdenen.

Vi ser nærmere på annoncerne i artikelform. Og så har Lixen undersøgt holdningen til licens blandt landets journaliststuderende.

Ved hver semesterstart lægger underviseren ud med at snakke om eksamen.

Det punkt bliver slået fast, inden vi har været forbi boghandlen og købe semestrets dosis af studiebøger. Det medfører, at vi konstant leder efter historier, der kan imponere underviserne, så vi får faglig anerkendelse. Vi søger efter en historie med konflikt eller en, der berører vores dagligdag. Er historien eller kilden ikke spændende nok, sløjfer vi den. Og det er her problemet ligger.

Side 7-9

Når 5. semester hvert år den 1. august åbner døren til det nye praktiksted, har de et problem, hvis de kun vil fortælle historier, hvor de selv har noget på spil.

Det skal vi lægge fra os – og vi skal gøre det, inden vi forlader studiet.

PORTRÆT Hendes vej til tv-skærmen har været en utraditionel én af slagsen. Men det betyder ikke noget for Ane Cortzen. Hun springer gerne ud i nye udfordringer, når muligheden byder sig.

Men for at vi kan rette op på fejlen, har vi brug for, at vores undervisere tager det første skridt. Vi mener, at det er en fuldstændig fordrejning af den journalistiske opfattelse, at en eksamen i håndværksfagene kun kan nå højder i karakteren, hvis den indebærer så stor en konflikt, at mediehusene ikke engang kender til den.

Vi vil helst belyse historier, der kan ryge direkte på forsiden under BREAKING-bjælken. Selvfølgelig vil vi det. Som små ville vi alle være prinsesser eller Superman eller andre populære figurer – men det skete bare ikke. Vi måtte se i øjnene, at der fandtes en virkelighed, og det samme må vi som journalister.

Nogle gange må vi nøjes og tage det sure slæb. Vi kan ikke alle sammen sidde på Christiansborg og dække den politiske dagligdag.

Side 10-12

FOKUS Lixen tog med til forårets Store Match Dag for at være med på første række, da hornet lød. I denne måneds fokus kan du læse om oplevelser fra dagen, og se hvor de kommende journalistpraktikan-ter fra SDU skal hen.

Side 13-17

Det er i orden, at vi er privilegerede og selvhøjtidelige, men vi mangler en opfattelse af, at journaliststuderende er klare over det. Vi mangler en erkendelse af, at det er et område, der skal ændres. Og vi mangler, at de studerende har lyst til at ændre det.

Vi mener ikke, at det er en måde at komme frem på i livet, for det er netop et privilegie, at vi har fået lov til at studerede journalistik. Vi skal have selvhøjtideligheden under lup, for den trænger til at blive justeret.

OPINION Thomas Skov bryder sig virkelig ikke om journalister. Hvorfor han ikke gør det, kan du læse i månedens Opinion. Her kan du også læse Dagbog fra en praktikant, der tager os med til både Rusland og Bruxelles.

Så læg den på hylden og erkend, at du som journaliststuderende har det meget godt!

På vegne af redaktionen Jane og Josephine

Side 18-19

Lixen

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklingen og tendenser om mediebranchen og på landets journalistuddannelser LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M

Jane Grønning Ansv. chefredaktør

Josephine Fogsgaard Chefredaktør

Anna Nedergaard Redaktør

Mette Mølgaard Henriksen Redaktør

Rebecca Mølsted Cywan Redaktør

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer Faste skribenter: Karen Louise Mørk Victoria Touveneau Stefan Jørgensen Billeder af Thomas Skov på forsiden, side 2 og side 18 er taget af Mathias Bojesen.

Sofie Rye Redaktør

Stefanie Mather Redaktør

Karen Lerbech Digital redaktør

Holger Anderson Billedredaktør

INTERN

I øvrigt

mener jeg...

LIXEN | april 2014 | 3

Kalender Odense

2. maj: Institutdysten på Samfundsvidenskabligt Faktultet 7.-8. maj: Samtaler for de kommende journaliststuderende 10. maj: Tutortræning

At tømmermænd er et spørgsmål om (manglende) træning.

- Kristian Pedersen, 2. semester

København 10. maj: Kravling

At 2. semester burde tage kampen op og genoptage festudvalget.

Caroline Møller Gundesen, 4. semester At onsdags-byture er nogle af de bedste.

- Kristian Pedersen, 2. semester At onsdags-byture er nogle af de værste.

- Martin Lorentsen, 2. semester At ‘Slagteriet’ er et godt navn til en praktikfest.

- Simon Lund Christiansen, 4. semester At DR skal holde op med at stjæle historier fra dagbladene uden at citere. Tre dage i træk i TVA/21Søndag er simpelthen for dårligt!

- Kasper Thomsen, 4. semester At påske-paintball er vejen til en del blå og smertefulde pletter i morgen.

- Danny Longhi Andreasen, 2. semester At SDU ligger frygteligt langt væk fra min lejlighed.

- Maria Rode Olsen, 2. semester At 4 minutter er lige kort nok til et Detektor-indslag til TV. - Morten Hillebert Bay, 2. semester At min telefonpasser skal blive bedre til at tage telefonen, når jeg ringer til ham.

- Nicolaj Thomas Truelsen, 4. semester

Aarhus 24. maj: High Risk

INTERN

4 | maj 2014 | LIXEN

Endnu en thriller til samlingen REPORAGE: Spændingen, nervøsiteten og præstationsangsten kan mærkes hele vejen ned ad Gydehutten. Det er dagen for optagelsesprøverne til Journalistik på Syddansk Universitet, og det syder af forventning.

Sofie Helene Grue, 2. semester

Ude foran lokale U45, hvor velkomsten skal foregå, står der store klaser af mennesker.

Klokken er 8.52 lørdag den 5. april 2014. Ude i ydrekredsen står der en fyr med brunt hår, sorte, runde briller, striktrøje og orange pandebånd. Mikkel Vithner er klar til at gå til optagelsesprøve. »Lige nu er jeg ikke så nervøs for det, men det kommer nok,« siger Mikkel og smiler, så man kan se tænderne. Den manglende nervøsitet kommer nok af, at Mikkel tidligere har forsøgt at søge ind på Fotojournalistik i Aarhus, hvor han ikke kom videre fra optagelsesprøverne.

Nu har han fundet ud af, at han hellere vil søge ind på journalistuddannelserne i både Aarhus og Odense. »Jeg opdagede, at der var

meget store begrænsninger ved kun at kunne fortælle via billeder,« forklarer Mikkel, som kender nogle, der er kommet ind på Fotojournalistik og derfor ved lidt om studiet.

Så langt, så godt Efter en velkomsttale af Peter Bro, centerleder ved Center for Journalistik, går de to første prøver i gang. Den første prøve er sprogtesten, den anden er analyseprøven, hvor deltagerne ud fra en masse bilag skal skrive en relevant leder. Mikkel har især problemer med opgave nummer to. »Jeg var virkelig i tidspres med nummer to,« siger han, da vi møder ham i kantinen, hvor han er ved at spise sin frokost.

Mikkel er ikke bange for, hvordan videnstesten kommer til at gå. Han har fulgt godt med og føler sig rustet til den. »Det er sjovt. Det er videnstesten, som alle taler om og er bange for, men ikke jeg,« er hans udmelding.

Til gengæld er der en anden prøve, som Mikkel gennem dagen har været mere nervøs for. »Jeg frygter faktisk referatopgaven mere, fordi det er så svært at vide, om man nu har forstået det rigtigt og kan få skrevet noget relevant,« siger han efter at have tygget en mundfuld medbragt lasagne færdig.

Mikkel Vithner. Foto: Holger Anderson

Mikkel spiser op, mens vi snakker, frokostpausen går hurtigt, og inden længe er det blevet tid til de to sidste prøver.

Ganske udmærket Mikkel går sammen med de andre tilbage mod lokale U45 for at høre den obligatoriske forelæsning, som hvert år holdes i forbindelse med referatøvelsen.

I år er det lektor i Mediesprog

Jonas Blom, som holder sit oplæg om mediernes mumledansk.

Efter oplægget går Mikkel sammen med de andre ansøgere ultra stille tilbage mod deres prøvelokaler. Hjælperne leder dem på vej og holder øje med, om de diskuterer, hvad der nu skal stå i referatet. Det må man nemlig ikke. En del af øvelsen er, at man skal kunne forstå og

omsætte et mundtligt oplæg til skrift – uden hjælp.

Tiden går. Referatprøven bliver gjort færdig og videnstesten går i gang. Inde i TV-lokalet sidder Mikkel og klikker løs i multiplechoise-testen. Han ser meget koncentreret og en smule anstrengt ud i ansigtet.

Da prøven er slut, og alt er afleveret på intranettet BlackBoard, kommer Mikkel ud af lokalet. Han ser en anelse træt ud, men humøret er der stadig, og han lyder ikke som om, han er slået helt ud. »Jeg tror, at det er gået ganske udmærket,« siger han og lyder tilfreds, men tilføjer. »Det er jo rigtig fint at sige, hvis jeg ikke kommer videre til samtalerne.« Han griner en smule ironisk.

Det lader dog til at være gået godt for ham - trods alt. Dog lægger han ikke skjul på, at dagen har været nervepirrende og fyldt med spænding. »Hvis jeg skal beskrive dagen som en filmgenre, så vil jeg nok kalde det en thriller, fordi der var så meget spænding i den,« vurderer Mikkel. sogru13@student.sdu.dk

HJERTEBANKEN. Nervøse journalistaspiranter sveder over den lange optagelsesprøve på Syddansk Universitet. Foto: Holger Anderson

Mikkel er gået videre til sidste led i optagelsesprocessen, samtalerne, der afholdes den 7. og 8. maj.

INTERN

LIXEN | maj 2014 | 5

Flere valgfag på vej

Mere innovation eller EU? Til efteråret træder den nye reform af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet i kraft. Her er der udsigt til mere at vælge mellem for de studerende.

Sofie Rye

»Det er noget pis, at der ikke er nogen valgfag.« Så kontant lyder udmeldingen fra Maj Schubert, journaliststuderende på 2. semester ved Syddansk Universitet. Men nu ser det ud til, at hende og valgfagshungrende ligesindede bliver hørt.

En ny reform af bacheloren i journalistik vil give de studerende flere fag at vælge mellem.

»Med den nye reform, der træder i kraft til efteråret, er der lagt 2-4 valgfag ind på 7. semester,« siger centerleder for Center for Journalistik på Syddansk Universitet, Peter Bro. Han gør opmærksom på, at det, som det er i dag, allerede er muligt at tage et valgfag på bachelorsemesteret; det kan endda være fag på et helt andet universitet, men det er et tilbud, som få gør brug af. »Jeg kan godt forstå, at de studerende gerne vil have journalistiske valgfag, og der er måske ikke så mange mulighed-

er på bachelordelen. Det er der til gengæld på kandidaten, hvor 2. og 3. semester er valgfrie,« siger Peter Bro og pointerer, at det langt hen ad vejen er et spørgsmål om økonomi. Men med de mange BA-studerende er midlerne nu fundet, så valgfag kan blive en realitet fra efteråret.

Maj Schubert er ikke i tvivl om de fordele, det vil have. »Man bliver specialiseret i noget, man brænder for. Jeg kunne f.eks. godt tænke mig noget mere kultur.« Hendes medstuderende Nina Alimooti

Grumsen nikker, men kan nu også godt se fordelene ved den nuværende struktur. »Det er fedt, at vi har et helt semester til både skrift, radio og tv. Det giver mere mening at specialisere sig inden for de akademiske fag.« Sådan gør de i Aarhus Valgfagene fylder mere på Danmarks Journalisthøjskole (DMJX). Her specialiserer de studerende sig i enten tv, radio eller print allerede på 3. semester; og også deres 7. semester er under forandring.

»Før var semesteret en yderligere mediespecialisering. Nu laver vi i stedet en overligger med sociale medier,« siger uddannelseschef på Danmarks Journalisthøjskole, Henrik W. Jørgensen, der også gør opmærksom på, at økonomien spiller en stor rolle.

Det endelige antal af valgfag, der vil blive udbudt fra efteråret på journalistuddannelsen på SDU, er endnu ikke fastlagt.

sorye13@student.sdu.dk

Hash og flugtkonger på radioholdet Et samarbejde mellem Radio 24syv og 2. semesters radiohold gav et anderledes output end den sædvanlige P4-flade.

Victoria Touveneau, 2. semester

Jeg møder hjemløse Csaba på Knippelsbro. Hans hår er langt og tyndt, men ikke fedtet. Han er en anelse fjendtlig over for, hvad vi skal til at begive os ud i.

Han fortæller, at han bliver ond om aftenen, mens et smil breder sig, og hans manglende fortand titter frem. Jeg ånder lettet op over, at klokken kun er 11 om formiddagen. Men tanken nager mig. Vil han lave en scene? Kan jeg regne med ham?

Lædervesten sidder stramt omkring hans lille torso, som han tit griber mod med begge hænder på siden af maven i smerter. De sidste syv år har lægerne sagt, at han kun har to måneder tilbage at leve i, så han er vant til at være ved at dø. Men han er ligeglad med livet efter

døden - det er kun det her liv, vi har, siger han. Jeg tænker over, hvorfor han har valgt at bruge det på gaden. Det skal jeg finde ud af om lidt, når vi skal ud at spise på en af Danmarks fineste restauranter, Kadeau. Det hele vil blive foreviget på min medbragte optager.

En uge tidligere Mads Brügger og kollegaen Mikael Bertelsen var mødt op på Medietorvet for at give radioholdet deres ugeopgave.

Opgaven var så fri, at der ingen rammer var.

Opildnet af de to radioværters oplæg med skøre radioindslag og underviser i Journalistisk Innovation, Lene Rimestad, der sparkede opgaven yderligere i gang med følgende sætning. »Forestil jer det mest grænseoverskridende for jer selv at gøre - og arbejd så ud fra det.« Med en åben fase blev radioopgaven skudt i gang.

Det var en omvæltning fra den tidligere radioundervisning, der har været præget af P4’s rammer. »Det er sjovt engang imellem at få fri leg. Undervisningen har haft meget faste rammer og for-

NYE IDÉER. Kanalcheferne fra Radio24syv ping-pong’er i sædvandelig stil. Foto: Holger Anderson.

mater med nyhedspakker og reportager, som også er godt, men det er lidt trættende at lave lokalradio til 40+,« fortæller Niels Vedersøe Østergaard fra 2. semesters radiohold.

Flødekarameller Anderledes og prestigefyldte projekter forsøger underviser Karen Løth Sass altid at få ind i løbet af radiosemestret. »Jeg synes altid, der skal lægge en flødekaramel i radiosemestret,« siger hun.

Opgaven var en udfordring,

fordi der netop ingen rammer var, mener hun og fortæller, at Radio24syv’s Mads Brügger og Mikael Bertelsen ikke ville sige noget, for at se hvad radioholdet turde. Selvom opgaven umiddelbart lyder udfordrende, var stemningen opløftet på radioholdet. »Det var rart at møde mennesker fra branchen, der fortæller dig, at selv den skøreste ide er god nok,« fortæller Niels Vedersøe Østergaard efter hans pitch med Mads Brügger.

At det lige netop var 24syv-

makkerparret, der kom med opgaven, har også en anden positiv sideeffekt. »Det, der altid sker, især når der kommer koryfæer ind, er, at der kommer en umiddelbar motivation fra de studerende,« siger Karen Løth Sass. Hun mener desuden, at der er kommet original radio ud af forløbet, og at samarbejdet har været sjovt for både studerende og undervisere.

De færdige produkter og udviklede formater spænder vidt og bredt. En af fællesnævnerne er, at de ligger langt fra de sædvanlige flader. Forløbet er endnu ikke afsluttet, og radioprogrammernes skæbne er derfor uvist.

vipet13@student.sdu.dk

INTERN

6 | maj 2014 | LIXEN

Optagelsesprøver forsinker cand.mag Den nye kandidatuddannelse, cand.mag i Journalistik, er blevet godkendt på Syddansk Universitet, men til de håbefulde ansøgeres ærgrelse tager uddannelsen først sin start i 2015. Forsinkelsen skyldes blandt andet, at Center for Journalistik søgte om dispensation for, at alle ansøgere skal til en optagelsesprøve ligesom på bacheloruddannelsen.

Rebecca Mølsted Cywan

Journalistuddannelsen på Syddansk Universitet (SDU) er kendt for at stille høje krav til sine ansøgere. Det samme ønsker de at gøre på den nye kandidatuddannelse, cand.mag i Journalistik, som erstatter den tidligere cand.public B. Desværre har det blot forsinket godkendelsen af uddannelsen i Akkrediteringsrådet. De gav ikke kandidaten grønt lys i første omgang, da det er imod reglerne, at alle ansøgere til en kandidatuddannelse skal til en optagelsesprøve, selv hvis der er nok studiepladser til at optage alle ansøgere. Dette fremgår af afgørelsen på SDU’s dispensationsansøgning fra Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser.

Fortvivlede studerende Selvom der aldrig blev offentliggjort en ansøgningsfrist på cand.mag’en, har flere håbeful-

de ansøgere vist interesse for uddannelsen. Flere har fortvivlet ringet til SDU, da de fik beskeden om, at uddannelsen først bliver oprettet næste år. »Vi har allerede oplevet interesse for uddannelsen, selvom vi ikke har gjort meget for at annoncere med den.

“

Lang ventetid Andreas Berg Jackobsen var en af dem, der allerede havde fået nys om den kommende kadidatuddannelse. Siden sommeren 2013 har han planlagt at søge ind. »Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at den ikke allerede bli-

2014. Andreas Berg Jackobsen satsede fuldt ud på, at SDU ville få oprettet uddannelsen i år. Da han i slutningen af maj fandt ud af, at dette ikke var tilfældet, måtte han hurtigt lægge plan B. »Jeg har søgt ind på bacheloruddannelsen i journalistik i stedet. Det er hundrede procent

Personer, som troede, de kunne starte på uddannelsen i 2014, har grædende ringet ind til os.

Personer, som troede, de kunne starte på uddannelsen i 2014, har grædende ringet til os,« fortæller Peter Bro, centerleder på Center for Journalistik.

Cand.mag’en blev godkendt i midten af april og kunne i teorien starte allerede i år. Men dette er der ifølge Peter Bro ikke nok tid til. »Formelt set kan uddannelsen godt blive oprettet i 2014, men det er ikke realistisk, at vi kan nå det, så derfor har vi valgt at vente til september i 2015,« forklarer Peter Bro.

Peter Bro, centerleder på Center for Journalistik

ver oprettet i år. Det er længe, jeg har gået og troet, at jeg kunne søge ind på uddannelsen.

Jeg ringede ind tre dage før ansøgningsfristen på bacheloren i Journalistik og fik at vide, at kandidaten ikke bliver oprettet i år,« siger Andreas Berg Jackobsen, der afslutter sin bachelor i engelsk til sommer.

På SDU’s hjemmeside har man længe kunnet læse, at der er en ny kandidatuddannelse i journalistik på vej. Dette fjernede SDU for cirka en måned siden, da de kunne se, at de ikke kan nå at oprette uddannelsen til

journalistikken, jeg vil gå efter, og jeg kan ikke vente et helt år på at komme i gang,« fortæller han.

Prøven er nødvendig Det nye ved kandidaten er, at alle med en hvilken som helst bachelor eller professionsbachelor har mulighed for at søge ind. Derfor mener Peter Bro, at det var nødvendigt at søge om dispensation for, at alle konsekvent skal gennem en optagelsesprøve. »Det er nødvendigt at have alle til optagelsesprøve, fordi de kommer fra forskellige bacheloruddannelser, og derfor er det ik-

ke sikkert, at de er passende skarpe på det journalistiske område. Optagelsesprøven er også et princip, der fungerer rigtig godt på bacheloruddannelsen, og derfor kunne vi lige så godt prøve at føre det videre til kandidatuddannelsen,« siger Peter Bro. Resultatet af dispensationsansøgningen blev desværre et afslag. Derfor bliver optagelsesprøverne kun afholdt, hvis antallet af ansøgere overstiger de tredive studiepladser, som kandidaten tilbyder, når den starter næste år. Peter Bro håber, at optagelsesprøverne kan blive afholdt hvert år. »På den tidligere kandidatuddannelse cand.public B oplevede vi, at der var under tredive ansøgere. Men den var også anderledes opbygget, da det kun var få bacheloruddannelser, der gav adgang til den. På cand.mag’en kan alle med en bachelor eller professionsbachelor søge ind, og med den interesse, der allerede har været for uddannelsen, tror og håber jeg på, at der er over tredive ansøgere hvert år,« fortæller Peter Bro. recyw13@student.sdu.dk

FORSINKELSE. Cand.mag blev godkendt forsent til at starte op i 2014. Derfor må kommende kandidatstuderende vente til næste år med at starte på uddannelsen. Foto: Danny James Ford

EKSTERN

LIXEN | maj 2014 | 7

Er journalister forpligtigede til at betale licens?

Over halvdelen af landets journaliststuderende betaler licens.

De fleste har endda tilmeldt sig frivilligt. Men hvorvidt de studerende bør føle sig særlig forpligtet til at betale licens, fordi de er en del af mediebranchen, er der ikke enighed om.

Josephine Fogsgaard & Mette Mølgaard Henriksen

Tænder man for fjernsynet og slår over på enten Danmarks Radio eller TV2 regionernes kanaler, er det lovpligtigt at betale licens. Sådan lyder det i hvert fald, hvis man modtager et opkald fra DR Licens. Monte Carlo-drengene har udtalt, at ’licens er noget, vi giver til hinanden’, mens Dårligt Nyt på DR2 senest har sat licens-debatten på spidsen med indslaget ’Licens er noget, du giver til mig’.

Men hvordan forholder vi journalister os egentlig til licens? Er vi særligt forpligtigede til at betale licens, blot fordi vi er en del af mediebranchen? Lixen har sat sig for at undersøge, hvad de journaliststuderende mener om licens.

Undersøgelsen tager udgangspunkt i et spørgeskema, Lixen har sendt ud blandt de journaliststuderende på Roskilde Universitet og Syddansk Universitet, hvor godt halvdelen af de

“

LICENS. Undersøgelser viser, at over halvdelen af de journaliststuderende betaler licens. Foto: Mette Mølgaard Henriksen

følger jo trods alt loven. Yderligere, fordi I netop er journaliststuderende vil det være endnu mere mærkværdigt, hvis ikke I betalte licens,« fortæller Frands Mortensen.

Jeg får det stramt, når mine medstuderende ikke betaler licens. Det synes jeg ikke, man kan forsvare, når man arbejder i vores branche.

Runa Ammitzbøll Flügge, SDU

studerende har svaret. Ens for de journaliststuderende er, at over halvdelen betaler licens, og at over 80 % har tilmeldt sig frivilligt. ’Overraskende’, lyder det fra professor i Medievidenskab ved Aarhus Universitet, Frands Mortensen. »Det er da pænt høje tal. Umiddelbart er det højere, end jeg havde skønnet på forhånd. I den her aldersgruppe havde jeg regnet med, at der nok var færre,« vurderer Frands Mortensen.

Han mener, at forklaringen især skal findes i, at undersøgelsen er foretaget blandt journaliststuderende. Det er derfor ikke så underligt, at tilslutningen til licens er stor. »Det er jo en forpligtelse, du har. Det er en lovgivning, og de fleste danskere

Flere sider af samme sag Selvom Morten Hillebert Bay fra SDU mener, at licens er en forældet idé, ser han det som en selvfølge at betale, idet det er lovpligtigt. Det samme mener Runa Ammitzbøll Flügge, der er studerende på SDU. »Jeg får det stramt, når mine medstuderende ikke betaler licens. Det synes jeg ikke, man kan forsvare, når man arbejder i vores branche,« fortæller Runa Ammitzbøll Flügge.

Men faktisk er det godt 30 % af de journaliststuderende, der ikke betaler licens, hvilket der kan findes mange grunde til. »Især som journaliststuderende burde man jo støtte sine kollegaer. Men det

er bare sindssygt mange penge! Derfor prøver jeg at undgå det så længe som muligt,« siger en studerende fra SDU, der ønsker at være anonym. Navnet er kendt af redaktionen.

Lixens undersøgelse viser også, at det kun er lidt over halvdelen, der har svaret, at ’de føler, at de har en særlig forpligtelse til at betale licens’. Det undrer Frands Mortensen, professor i Medievidenskab.

Han mener, at det må formodes, at man som kommende journalist er velvidende om, hvad det koster at lave journalistik af høj kvalitet. Det er ifølge ham nødvendigt at betale licens, for at systemet kan køre videre. »Det overrasker mig, at tilslutningen ikke er højere. Jeg ville have regnet med, at den var betydeligt højere. Det overrasker mig en del,« siger Frands Mortensen.

Meningerne er delte hos de journaliststuderende, og for Mikkel Poulsen fra RUC er det væsentligt at betale licens – uanset professionen. »Jeg føler mig forpligtet til at betale.

Det er underordnet, om jeg er en del af journalistbranchen,« fortæller han.

Licens er for alle Men fordi man studerer journalistik, er det ikke ensbetydende med, at man har en større pligt til at betale licens. Sådan lyder fra kommunikationskonsulent fra

Dansk Journalistforbund, Esben Ørberg, der ikke mener, at professionen afgør, om man skal betale licens. »Vi har en formodning om, at vores medlemmer betaler ligesom alle andre mennesker for det, de får, og det de køber.

Akkurat som de betaler et abonnement på en avis,« fortæller Esben Ørberg.

Forpligtigelsen hos journalister er altså ikke anderledes end hos resten af Danmarks befolkning. »Efter vores mening har man ikke en større forpligtigelse til at betale licens, hvis man er ansat i medierne. Det er den samme forpligtelse – uanset om man er journalist eller rengøringsassistent,« mener han.

Journaliststuderende på SDU Jens Jakob Kjær Hansen er af en anden overbevisning. For ham er det tankevækkende, hvis man ikke engang som journalist føler, at man bør betale licens. »Hvis man som journaliststuderende, hvor man må formode, at man virkelig brænder for journalistikken, ikke er villig til at betale for journalistik i det hele taget, er det svært ikke at være lidt bekymret for fremtiden. Hvis ikke engang vi vil betale, hvem gider så?«

jofog13@student.sdu.dk mehen13@student.sdu.dk

EKSTERN

8 | maj 2014 | LIXEN

Få journaliststuderende med indvandrerbaggrund Skaren af journalister afspejler ikke mangfoldigheden i samfundet. Det gælder både på uddannelserne og i branchen.

Det er problematisk mener ledere på de danske journalistuddannelser.

Karen Louise Mørk, 2. semester

Der er for få journaliststuderende med indvandrerbaggrund på de danske journaliststudier, og det er et problem ifølge professor på AAU Iben Jensen, der forsker i medier og etnicitet. Hun mener, at det er pressens opgave at afspejle samfundets sammensætning og derved give en ligeværdig repræsentation af alle etniske grupper. »Når man har en mangfoldig befolkning, skal man også have en mangfoldig journalistskare,« siger Iben Jensen.

Men er det overhovedet muligt for journalister at leve op til rol-

len som demokratiets vagthund, når andelen af journalister med indvandrerbaggrund er så lav?

Det mener journalistpraktikant fra SDU Inaam Nabil ikke, at det er. »Det er et demokratisk problem i forhold til at fremstille den virkelighed, danskere med anden etnisk baggrund oplever.

Journalistikken gengiver ikke virkeligheden proportionelt, og det skaber et skævt billede,« mener Inaam Nabil, der selv er dansk-palæstinenser.

Flere fordele Journalister med indvandrerbaggrund kan bidrage med en anden kulturforståelse, andre kilder og anderledes indfaldsvinkler til indvandreremner og problemfelter. Derfor er det et problem, at de ikke er til stede i medierne, mener rektor på DMJX, Jens Otto Kjær Hansen. »De vil være i stand til at lave journalistik, der kan formidle forståelsen af deres samfund til folk med en tilsvarende kultur,« siger han.

Problemet bekræftes af studieleder på RUC, Michael

Bruun Andersen, men kun under forudsætningen af, at journalister med indvandrerbaggrund dækker områder, der ikke er særligt godt dækket i forvejen. »Hvis de laver det samme som danske journalister, så er det jo fuldstændig ligegyldigt. Men vi

“

ter. »Man kan ikke slippe gennem vores studie, hvis man ikke kan skrive korrekt dansk, så sprogkravet holder utvivlsomt nogen ude,« siger Michael Bruun Andersen.

På SDU kan man se, at der fra begyndelsen er meget få an-

Det er et demokratisk problem i forhold til at fremstille den virkelighed, danskere med anden etnisk baggrund oplever.

hører kun problemhistorier, når der har været skyderi på Nørrebro, så der er en lang række historier, der ikke bliver dækket,« mener Michael Bruun Andersen.

Sprogkrav og troværdighed Studielederne på uddannelserne er enige i, at kravet om de upåklagelige sprogkundskaber kan være en af grundene til, at det er svært at finde en studerende med indvandrerbaggrund blandt de kommende journalis-

Inaam Nabil, journalistpraktikant

søgere fra denne gruppe, så det er ikke ved prøven, de ryger ud. Studieleder Karsten Baagø gætter på, at det skyldes en indforståethed i journalistbranchen. »Hvis jeg skulle sætte mig i en nydanskers sted, ville jeg tænke, at der er så meget, der er indforstået; det er et landskab, der er for ukendt til at kaste sig ud i det.« Inaam Nabil tror ikke, at det handler om de høje krav, men derimod om den lave tro-

værdighed, der er til journalister – særligt i indvandrermiljøer. »Jeg er selv vokset op i Vollsmose, hvor mange har haft uheldige episoder med journalister, der i udgangspunktet søger konflikthistorier.

Derfor er troværdigheden utrolig lav, og det, tror jeg, kan være en af grundene til, at man ikke vil have noget med branchen at gøre,« siger hun.

De tre studieledere anerkender, at det er et problem med så få studerende med indvandrerbaggrund. De har alle bud på, hvad det skyldes, men når man spørger, hvad man kan gøre for at tiltrække flere, er svarene få. »Det ved jeg ikke. Jeg er faktisk helt blank. Men man kan starte med at få taget hul på snakken,« siger Karsten Baagø fra SDU.

kmoer13@student.sdu.dk

Historisk forståelse forbedrer journalistikken På DMJX og Center for Journalistik bliver de studerende ikke undervist i historiefaget. Fagfolk mener, at det kan være en fordel for journalistikken, hvis faget indgår i undervisningen. Men studielederen på Center for Journalistik fortæller, at det er en prioriteringssag.

Josephine Fogsgaard

De journaliststuderende starter hvert semester med en tur i boghandlen.

Afhængigt af semestrets nummer bliver kurven fyldt med bøger til Journalistisk Innovation og Offentlig Forvaltning. Men ingen af bøgerne er præget af faget ’Historie’. På Center for Journalistik og DMJX mener man, at det er et spørgsmål om prioritering. Men Politikens ansvarshavende chefredaktør og en lektor i historie ved SDU mener, at journalister kan bruge den historiske metode i journalistikken.

»Jeg vil bestemt mene, at indgående kendskab til historien er en fordel for journalister og derfor også bør indgå i den journalistiske uddannelse,« siger Politikens ansvarshavende chefredaktør, Bo Lidegaard.

På DMJX mener rektor, Jens Otto Kjær Hansen, at man på uddannelsen bør kunne forudsætte, at de studerende har fået en grundig historieundervisning. De har derfor ikke intentioner om at indføre faget. »Vi har ikke nogen specifikke planer om at indføre historie som fag,« fortæller han.

Farvel til historiefaget For nogle år siden underviste lektor i historie, Nils Arne Sørensen, de journaliststuderende i faget ’Moderne

dansk og europæisk historie’.

Men sådan forholder det sig ikke længere. Ifølge studieleder, Karsten Baagø, skyldes det ikke, at historie er et mindre vigtigt fag. De andre fag har bare været mere relevante. Han vurderer, at både studerende og undervisere ønsker at få faget tilbage på pensumlisten, men det er endnu ikke sket. »Det var en lang række omstændigheder, der gjorde, at vi sagde farvel til historie for nogle år siden. Vi besluttede os for at skærpe profilen i retningen af samfundsfaglige politologiske emner,« fortæller Karsten Baagø.

Historisk metode er vejen Nils Arne Sørensen mener ikke, at de journaliststuderende skal

undervises i historisk viden. De skal derimod trænes i at tænke over, at emner og problematikker kan have en historisk dimension. Han tror, at undervisning i historisk metode kan hjælpe de kommende journalister. »Jeg vil ikke være fortaler for, at man for at være journalist skal have en bachelor i historie.

Jeg vil argumentere for, at det er vigtigt for de fleste ting, at tænke over, at det, man skal forklare, bliver man ofte klogere på ved at se det i en historisk sammenhæng,« fortæller han.

Karsten Baagø erkender, at de journaliststuderende kan have gavn af at blive undervist i metode, herunder også historisk metode. Han fortæller, at metodeundervisningen er nog-

et, Center for Journalistik i stigende grad vil lægge vægt på fremover.

Historisk perspektiv Bo Lidegaard mener ligeledes, at den historiske metode er afgørende for det journalistiske arbejde. Han erkender, at man på alle uddannelser må prioritere hvilke kundskaber og færdigheder, der er vigtigst.

Han mener dog, at det er en kvalifikation, hvis journalister kan sætte tingene i historisk

perspektiv.

»Alt andet lige tror jeg, journalister, som har et historisk perspektiv og har de kvalifikationer qua deres uddannelse, vil stå stærkere på jobmarkedet.« jofog13@student.sdu.dk

EKSTERN

LIXEN | maj 2014 | 9

Pas på advertorials!

Annoncer i artikelform, de såkaldte advertorials, er blevet almindeligt indhold i medieverdenen. Men medierne skal være opmærksomme – ellers svigter de læserne.

Stefan Jørgensen, 2. semester

’Giv hverdagsmaden et ekstra pift’. ’Nyd julen: Find vej til byens julepyntede værtshuse’. ’Danskerne inviterer færre gæster’.

Alle tre rubrikker lyder umiddelbart som nogle, der kunne indgå i journalistiske produktioner. Bag dem gemmer sig betalt indhold, og det eneste, der afslører det, er et ’Annonce’ i det ene hjørne. Annoncerne er skjult i artikelform og betalt af henholdsvis et bryggeri, et cateringfirma og et madvaremærke i de tre ovenstående eksempler.

‘Problematisk’, mener Pernille

Tranberg, tidligere fellow på SDU og nu journalist og rådgiver i eget firma, som har forsket i netmediers troværdighed. »Advertorials er i bund og grund skjult reklame på den måde, at de er attraktive, fordi folk tror, at det er en artikel. Det vil sige, at man låner troværdigheden fra det redaktionelle til det kommercielle, og den sammenblanding er risikabel,« mener Pernille Tranberg.

Ikke råd til at lade være Pernille Tranberg synes derfor, at medierne skal passe på med at bruge advertorials. Især hvis de gerne vil bevare deres troværdighed samtidig med, at det publicistiske og journalistiske indhold i fremtiden bliver sværere at finde. Hun erkender dog, at den journalistiske branche er presset. »Hvis man har råd til at lade være med advertorials, så skal man gøre det. Jeg er klar over, at der er mange, som ikke har råd til at lade være. Så skal man naturligvis løse det på en måde,

så det er fuldstændig klart for brugerne, at det her er en annonce og ikke en redaktionel tekst,« siger hun.

På Søndagsavisen har man også taget annonceformen til sig. Det økonomiske incitament var her en af årsagerne til, at de begyndte at tilbyde annoncørerne advertorials.

Søndagsavisen har endda ansat en tekstforfatter og en freelancejournalist på grund af den store efterspørgsel. »Advertorials har eksisteret i mange år, og da vi så fra USA, at det havde fået et voldsomt

opsving, så valgte vi at gå offensivt ind og lave en bevidst plan for det og tage nogle af de udfordringer, der er. Som avis kunne vi heller ikke sige nej, når blandt andet Politiken tilbød det,« fortæller Søndagsavisens ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør,« Arne Ullum.

Troværdighed i fokus På begge medier er der fokus på troværdighed og skillelinjen mellem eget indhold og annoncørindhold. Læserne må ikke være i tvivl, mener Politikens

ansvarshavende chefredaktør, Bo Lidegaard. »Vores vigtigste gode i forhold til vores læsere er jo vores troværdighed. Hvis der opstår den mindste tvivl om troværdigheden, og om hvad, der er vores eget publicistiske materiale i avisen kontra noget, som annoncører har betalt for at få i avisen, så svigter vi vores læsere,« forklarer Bo Lidegaard.

Han suppleres af Arne Ullum, som fortæller, at Søndagsavisen er ved at lave ændringer, fordi de vil gøre det mere klart for læserne, hvad der er hvad. »Vi er løbet ind i den udfordring, at selvom vi synes, vi har lavet markante forskelle, så er vi ikke sikre på, at det fremstår så klart. Så vi er i gang med at lave nogle forandringer, så vi får en mere klar adskillelse, fordi vi har fået så mange advertorials.« stefj13@student.sdu.dk

Kritisk journalistik møder kritik En begrænset dækning af Snowdens afsløringer har fået den danske aktivist Peter Kofod til at stille sig kritisk over for dansk journalistik. Graverjournalist er enig i, at sagen ikke har fyldt meget herhjemme, mens chefredaktør er uenig.

Mette Mølgaard Henriksen

»De danske medier lod næsten som ingenting.« Sådan lyder kritikken fra aktivisten Peter Kofod, der tilbage i februar fik det hidtil første danske interview med whistlebloweren Edward Snowden. Peter Kofod har fulgt Snowdens afsløringer tæt, og igennem fælles bekendte

lykkedes det ham at få et interview på plads. Ifølge ham har medierne langt fra været kritiske nok. »Det er de her store magtstrukturer, de ikke tør dække.

Det var derfor, jeg lavede interviewet med Snowden for at pege fingre af medierne. Det burde have været dem, der lavede det,« forklarer Peter Kofod.

Denne kritik kan Politikens chefredaktør Anne Mette Svane dog ikke genkende. »Jeg synes faktisk, at danske medier har haft en rimelig indgående dækning af det. Hvis du genlæser de historier, vi har skrevet, vil du finde artikler, der gør ondt på magthaverne,« siger hun.

Et magtforhold i ubalance Men ifølge Peter Kofod slipper magthaverne ofte alt for let.

Snowden-sagen er et eksempel

på dette. »Det er selvfølgelig mediernes opgave at være kritiske. Men det de især skal være kritiske overfor, er de her magtcentre, der udøver magt over alle os ganske almindelige borgere. Det er dem, der skal holdes til regnskab,« siger Peter Kofod.

Og det lykkedes da også langt hen ad vejen. Det mener Lars Nørgaard Pedersen, der er en del af gravergruppen på Berlingske. Dog erkender han, at dækningen af Snowdens afsløringer havde potentiale til at fylde mere i medierne. »Jeg synes, Peter Kofod har ret i, at det har været bemærkelsesværdigt, hvor lidt Snowden trods alt har fyldt herhjemme,« fortæller Lars Nørgaard Pedersen.

Men det er ikke altid så ligetil.

Nyhedsstrømmen går hurtigere, og det sætter pres på redak-

tionerne om at prioritere nyhederne. En anden forklaring er, at kommunikationsfolk fylder mere i den politiske verden. »Balanceforholdet har ændret sig. Det er tippet over i retningen af, at spinsiden er blevet stærkere, og journalisterne er blevet færre. Det sætter medierne under pres i forhold til at lave kritisk, undersøgende journalistik,« fortæller Lars Nørgaard Pedersen.

Udviklingens præmisser Magthaverne har kommunikationsfolk ansat, der rådgiver og beskytter dem mod ubehagelige sager. Ifølge Anne Mette Svane er det en del af udviklingen inden for journalistikken, og det sætter ekstra krav til journalisterne om at bevare den kritiske afstand. »Det er jo et forhold i den moderne journalistik, som man he-

le tiden er nødt til at forholde sig til. Det er ikke noget, jeg forventer, går væk.

Til gengæld betyder det, at vi skal være skarpe og holde en kritisk distance til magthaverne,« fortæller Anne Mette Svane.

Peter Kofod er heller ikke blind over for, at der kan være udfordringer på vejen til en afslørende historie. Og selv om det ofte ikke lyder sådan, er han faktisk på journalisternes side, da de arbejder for det samme som ham selv. Nemlig retfærdighed og åbenhed. »Det er ikke nemt at skulle stille magthaverne til ansvar.

Det er svært arbejde. Men jeg så gerne mere magt til journalisterne.« mehen13@student.sdu.dk

PORTRÆT

10 | maj 2014 | LIXEN

Foto: Holger Anderson

Mere end bare en finurlig TV-trold Ane Cortzen er ikke din normale TV-vært. Hun er opvokset i en journalistfamilie, uddannet arkitekt og grafisk designer, og på skærmen er hun ikke sen til at hoppe i de korte shorts, hvis det giver seerne godt tv. Og så vil hun desuden helst undgå, at der bliver mast en kasse ned over hende. Sådan fungerer tilværelsen nemlig ikke, når man hedder Ane Cortzen. Hun føler begrænsningen, så snart hun bliver reduceret til ét adjektiv, og folk begynder at se hende som en rigtig, lille TV-trold. hende for en smule kassetænkning.

Men vi vil gøre vores bedste for, at det ikke bliver firkantet.

Karen Lerbech & Stefanie Mather

Det kan siges ret kort. Ane Cortzen vil ikke sættes i bås. Når adjektiverne begynder at stå i kø for at blive sat på hende, er det tid til at forlade skuden. Så skal der bladres i ordbogen og findes nye ord, som kan passe på hende. Og bliver der sat lighedstegn mellem hende og et adjektiv, så er det ud af vagten og videre. Så bryder hun fri.

Ja, og nu skal vi så lave et portræt af hende. Og hvordan gør man lige dét uden at sætte hende i bås? 13 siders transskribering skal skæres ned til tre sider i en avis. Og det er når billederne er medregnet! Sandheden er, at det desværre nok ikke kan lade sig gøre uden at udsætte

Hun skulle i hvert fald ikke være journalist. Med en far der var chefredaktør, en mor der var journalist og en bror, som ønskede at blive journalist, så skulle Ane Cortzen være noget andet. »Det er den der fornemmelse, man har, når man er ung. At mulighederne ligger åbne, og at man kan blive alt muligt. Jeg syntes, at det var røvsygt at gå direkte hen og blive journalist. Selvom det helt klart havde været det letteste for mig.« Ja, journalist skulle du ikke være.

Det var måske den første bås, du brød ud af på vejen til det, der skulle vise sig at blive dit karriereliv. Du er lidt en Rasmus-modsat, men på den gode måde. Du er det absolut modsatte af en medløber.

Ane, du er en modløber.

Valget om ikke at vælge noget blot for nemhedens skyld, eller fordi det giver mening på papiret, har ført Ane Cortzen ud på en snoet studie- og karrierevej.

Det førte hende både igennem musik på højt niveau i gymnasiet, optagelsesprøven til landets skuespillerskoler, Kunstakademiets Arkitektskole, chefstillinger som grafisk designer i Schweiz og Danmark, indtil hun for fire år siden havnede i en værtsrolle ved DR. Med Ane Cortzens egne ord, så »giver det ikke umiddelbart så meget mening«. Og så måske allige-vel.

Ane Cortzen er født og opvokset i det nordsjællandske. Da hun var 13 år, flyttede familien til København, hvor hun begyndte på privatskolen Ingrid Jespersen på Østerbro. Ane Cortzen beskriver det i et interview med Politiken i julen 2012 som »fantastisk«, da hun på skolen på Østerbro mødte en masse anderledes

mennesker, og havnede i »et sjovt, kreativt miljø«. Det kreative smittede af på den unge Ane, der i sin skole- og gymnasietid deltog aktivt i både musik og teater. Og da det kom til valget af valgfag i gymnasiet, hoppede Ane Cortzen på musik på højniveau – på trods af, at hun efter eget udsagn er »tordnende umusikalsk«. Men hun syntes, at det var sjovt.

Samfundsfag ville have givet mere mening på papiret for journalistdatteren, men maven sang musik.

I gymnasiet begyndte Ane Cortzen at tage skuespiltimer ved skuespiller Bodil Jørgensen. Både Ane Cortzen selv og Bodil Jørgensen var enige om, at hun var talentfuld, og havde det der særlige, og at verden lå for hendes fødder. Men Ane Cortzen gik ikke videre fra førsteprøven ved optagelsesprøven til skuespillerskolerne, og så var det ligesom dét. Ville de ikke have hende, så kunne de blive fri. Ane Cortzen søgte nye græsgange, som førte hende til Kunstakademiets Arkitektskole.

PORTRÆT Et ukendt territorium med et sprog Ane Cortzen først efter noget tid fik lært. »Der var ikke nogen, der holdt mig i hånden på skolen, og jeg var meget ulykkelig i starten. Men jeg holdt ud, knækkede koden. Og så udfoldede der sig bare en hel ny verden for mig, som jeg er rigtig glad for, at jeg har lært at kende.

Det der med at vælge noget, som ikke ligger til én, kan sagtens ende med at være godt. Man skal bare holde ud.« Nu har du fundet din vej. Den er anderledes, den ligner ikke dine forældres eller brors. Du skal være arkitekt. Men efter de første to år på bygningskunst vælger du overbygningen i design. Det der med at skulle tegne huse er alligevel ikke lige dig. Processen er for lang og for langsom. Grafisk design, derimod. Der finder du din hylde. Tempoet er hurtigere, og det visuelle er stadig i fokus.

Ja. Arkitekt og grafisk designer.

Det er det, du skal være.

Ane Cortzen blev færdiguddannet som grafisk designer fra Kunstakademiets Arkitektskole i 2001. Kort tid efter pakkede hun sine kufferter og sin kæreste, som hun havde mødt på Arkitektskolen, og flyttede til Lucerne i Schweiz. Året forinden havde hun set et stillingsopslag i kantinen ved det reklamebureau, hun arbejdede på ved siden af arkitektstudiet.

Bodum søgte en designchef til deres kontor i Schweiz. Ane Cortzen søgte stillingen – og fik den. 25 år gammel og netop færdiguddannet. Og dér sad Ane Cortzen så i et hjørnekontor med udsigt til Lucernes bakkede landskab med fire folk under sig.

Ane Cortzen havde ikke gjort sig de store tanker, da hun søgte stillingen. »Jamen, det var den der fornemmelse af, at jeg jo bare kunne søge den. Der kunne jo ikke ske noget ved, at jeg ikke fik stillingen. Min mand, der var min kæreste dengang, er halvt schweizer, og vi havde været i Lucerne og talt om, at det var en mega fed by. Og så søgte en dansk virksomhed en grafisk designer lige dér, så jeg tænkte, at jeg da bare skulle søge den. Der var alt muligt, der gjorde, at jeg tænkte, at jeg nok ikke ville få den alligevel. Men så fik jeg den! Det havde jeg slet ikke forventet.« Det her er Ane Cortzen i en nøddeskal. Hun ser en mulighed og byder den gerne op til dans. Med hendes egne ord kan det jo både gå godt, eller det kan gå skidt – men man ved det først, hvis man giver det forsøget. »Det der med at frygte nederlaget, det kan du ikke rigtigt bruge til noget,« siger Ane Cortzen.

Uden at sætte dig for meget i bås, kan vi godt sætte adjektivet ’speciel’ på dig. Altså, speciel på

LIXEN | maj 2014 | 11 den dér måde, at du er din egen lykkes smed. At du er din egen.

Hvis jobopslaget kom om, at der blev søgt folk, som skulle til månen, så ville du prøve at søge det. Du ser en chance, og så griber du efter den.

Hun sprang ud i værtsrollen i program-

“

under mig, som skulle levere. Jeg havde en masse ansvar, forpligtelser, krav og ting, jeg skulle leve op til. Pludselig blev jeg sat fri. Der var andre på redaktionen, som skulle tage sig af det tunge arbejde, og der var en redaktør, som havde ansvaret. Min del føltes ansvarsfri. Det var en stor lettelse.« Kasser og bokse er ikke noget Ane

Jeg syntes, at det var røvsygt at gå direkte hen og blive journalist.

met TV!TV!TV! i 2010 – med hovedet først. Der kom hun direkte fra en stilling som designredaktør i DR Design og havde aldrig lavet TV før. Men Thomas Klinkby, der var redaktør på programmet, havde på fornemmelsen, at Ane Cortzen ville blive en fantastisk vært. Så hun kom til prøvefilmning, fik jobbet, sagde sin chefstilling op og kom på en etårig kontrakt med DR. Den nye rolle foran skærmen kom som en kærkommen forandring i Ane Cortzens tilværelse. »Det var en enorm befrielse! Jeg var kreativ chef i DR, og havde en masse folk

Cortzen er tilhænger af i sit arbejdsliv.

Hvor andre efter et lille årti i samme branche med flere chefstillinger på CV’et måske ville tænke, at nu var kursen lagt, så finder Ane Cortzen trøst i, at mulighederne altid er åbne. »Jeg synes, at det er en rar og trøstende tanke, at man jo faktisk kan blive ved med at finde på alt muligt.« Og du finder på alt muligt, og du flygter fra både båse og bokse.

Hvor du ender i dit liv, tror vi, er en gåde selv for dig.

TALESTRØM. Ane Cortzen har knapt færdiggjort en sætning, før hun er i gang med den næste. Foto: Holger Anderson.

Man fornemmer tydeligt Ane Cortzens arbejdsmantra, når man sidder overfor hende og hører om hendes karriereveje: At sætte sig selv på spil og hoppe ud i livet, når muligheden byder sig og så ikke tænke så meget over det. Hun beskriver sig selv som rastløs, og det fornemmer man også. Ikke blot ved det faktum, at hun gennem 14 år på arbejdsmarkedet har haft syv forskellige job – de sidste tre som vært i DR. Det kommer også frem på den måde, hun sidder i sofaen på. Først helt fremme i sædet, så helt tilbagelænet, så hænderne igennem håret og så en tredje position i sofaen. En mellemting imellem de to første. Det er næsten som om, at hun lidt er på vej videre igen.

De tre ord du vil beskrive dig selv med er rastløs, spontan og forfængelig. Men du er mere end det, du er sprudlende, når du taler.

Og du taler med kroppen. Du er forvirret, for lige så snart du har sagt forfængelig, fortryder du det igen – og så alligevel ikke. Du diskuterer med dig selv om, hvorvidt du er forfængelig eller ej. Du er travl, der foregår så mange ting oppe i dit hoved. Du er på en eller anden måde videre i din tankegang, langt væk fra interviewet, der ellers handler om dig – og på samme tid er du enormt meget til stede, og du giver virkelig meget af dig selv. Den balance formår du at skabe, måske fordi du både er rastløs og spontan.

Og ja, nu satte vi adjektiver på dig, men vi håber, at du kan leve med dem.

Jagten efter det utrygge og bruddet med egne rutiner har ført Ane Cortzen forbi tre forskellige værtsroller i DR siden 2010. Først TV!TV!TV!, så Vogternes Råd og for tiden styrer hun løjerne i 2. sæson af DR2s program Søndag Live. »Det er rigtig vigtigt for mig at skifte job ofte. Jeg har altid skiftet job omkring hvert tredje år. Jeg bliver meget hurtigt rastløs, og jeg bryder mig ikke om, når tingene begynder at blive rutine.« Derfor valgte hun at stoppe TVTVTV! efter fjerde sæson på trods af programmets store popularitet. Det var blevet for trygt.

Hun følte, at hun begyndte at gentage sig selv. Derfor måtte programmet stoppe.

Inden det blev en bleg version af sig selv – og inden hun blev det samme.

For Ane Cortzen gælder det om at bryde ud af den bås, man som TV-vært ofte bliver sat i. Hun var træt af at blive beskrevet som en lille finurlig TV-trold på TV!TV!TV, og hun følte, at den TVpersona hun havde i programmet var ved at blive for dominerende. Hun ville gerne have, at der skulle findes nye adjektiver frem, når hun skulle beskrives. Og det skulle fortsat være sjovt at lave TV. »Når man bruger så mange timer på

PORTRÆT

12 | maj 2014 | LIXEN arbejde, så skal det altså også være sjovt.

Jeg gider simpelthen ikke kede mig.« Ane Cortzen smager lidt på ordene. »Jeg synes, der er et frisind og en helt ny energi i det der med at sige det trygge op og prøve noget nyt.«

“

du trækker i hotpants og en stram top, og går igennem kantinen i DR Byen for at få det bedst mulige program. Dér kan man mærke dig.

Ane Cortzens bror er Mads Brügger, som er kanalchef på Radio24syv og kendt for

Det ville jo ikke være til at holde ud, hvis alle var som mig.

Tryghed på arbejdsmarkedet duer ikke for dig. Du skal videre, og du skal udfordres, når det bliver for trivielt. Men du nævner fra tid til anden både mand og børn. Tryghed i familien og i hjemmet virker til at være alfa og omega. Der er ro på hjemmefronten, hvilket gør, at du kan skabe røre på din karrierevej.

Også selvom den byder på udfordringer.

Ane Cortzen har i sin værtstjans måtte forholde sig til den journalistiske virkelighed – uden en uddannelse indenfor faget. Men det tager hun ikke så tungt.

Hun ville ikke have været sin omvej foruden, for på vejen igennem den kreative branche har Ane Cortzen lært noget af det, der i dag gør hende til den vært, hun er. »Det giver mig en ukonventionel måde at gribe tingene an på, som kan virke meget godt, når alle andre gør det på den traditionelle måde,« siger hun. »Det, at jeg ikke er uddannet journalist betyder nok, at jeg er god til at sætte mig selv mere i spil. Jeg har ikke den der professionelle facade.« Ane Cortzen er meget bevidst om, hvilken vært hun gerne vil være. Der er tænkt over detaljerne, og hendes fremtræden på skærmen er helt overlagt. »Værtsrollen kan nogle gange være meget tryg – for tryg. Man beder folk om at levere alt muligt, så man kan suge så meget som muligt ud af dem. De skal give af sig selv og sætte alt muligt på spil.

Det synes jeg også, at værten skal.« For Ane Cortzen skal den gode vært være godt selskab. Hvad der så er godt selskab, er op til seerne. Men så længe man giver noget af sig selv, så mener Ane Cortzen ikke, at man kan ramme helt ved siden af. Og det lader til, at hendes formel virker, for siden sin TV-debut har hun vundet adskillige priser blandt andet for bedste TV-vært.

Hun synes alligevel, at det er godt, at der er forskel på både journalister og TVværter. At der er nogle, som tager sig af den mere objektive form, hvor de holder sig selv tilbage, mens andre stikker ud. »Altså, det ville jo ikke være til at holde ud, hvis alle var som mig. Eller hvis alle var som min bror, som jo også fylder ret meget.« Og du giver noget af dig selv. Når

sin utraditionelle tilgang til journalistik.

At de bruger forskellige efternavne er helt tilfældigt. De hedder begge Brügger Cortzen, og har altid brugt hvert deres efternavn. Ane Cortzen har tidligere fortalt, at hun valgte at bruge Cortzen, da hun med navnet Ane Brügger ville hedde det samme som sin mormor. Og det syntes hun altså ville være for underligt.

De forskellige efternavne endte med at blive en mindre befrielse for Ane Cortzen, da hun indtog de danske TVstuer. »Der var ikke nogen, der vidste, at Mads var min bror, da jeg startede. Det var en stor lettelse, ellers ville jeg jo blive målt op ad ham hele tiden. Derfor sagde jeg det heller ikke selv så meget i starten,« fortæller Ane Cortzen og smiler. I dag er hun blevet accepteret, for den hun er, og hun er selv overrasket over hvor lidt, hun er blevet målt op ved siden af sin bror.

derlig, ja… Man bliver tvunget til at tage stilling til sig selv hele tiden. Det skaber en irriterende form for forfængelighed, som jeg ville ønske, at jeg kunne lægge på hylden, men det er virkelig svært.« Her spiller Ane Cortzens tre børn en væsentlig rolle, for ifølge hende selv er det børnene, som holder hende normal.

De er ligeglade med, hvad hun går og laver – så derhjemme er Ane Cortzen mor, der læser godnathistorier og laver modellervoks.

Har vi nu sat dig i båsen som den gode mor, der har tid til sine børn, mens hun også er en travl karriekvinde, som går op i sig selv?

Evnen til at drømme og gribe chancen, når den byder sig, betyder meget for Ane Cortzen, hvilket ikke fornægter sig, når man ser på hvad, hun har opnået i en alder af lige knapt 40 år. Hun er ikke færdig med at drømme – heller ikke selvom hun lige nu laver det, som ifølge hende selv, er drømmejobbet. Hun drømmer om at gøre det bedre, skarpere. Gøre sig selv bedre og skarpere. Og af helt andre drømme, så drømmer hun om at bo i

udlandet. »Der er ikke nogen grund til at blive boende i det samme lille hjørne af verden hele sit liv, når der ligger en helt fantastisk verden derude. Jeg kunne da godt tænke mig at bo i Paris, bo i New York og bo i Uruguay,« fortæller hun. Om det bliver mens børnene stadig går i skole eller først senere, det ved hun ikke. Men drømmen om bopæl udenfor Danmarks grænser, den holder hun fast i.

Lige nu befinder hun sig i Danmark.

Midt i den danske mediebranche, som hun ellers i sin ungdom gjorde alt for at undgå. Ane Cortzen griner. »Man kan åbenbart ikke undgå sin skæbne.« Men du fortæller, at du heller ikke er færdig endnu. Skæbne eller ej.

Og det er med en fed streg under nej, når vi spørger dig, om du skal lave TV resten af dit liv.

Ja, Ane. Sådan er det vist med dig.

karpe13@student.sdu.dk stmat13@student.sdu.dk

Men det er jo egentlig også noget mærkeligt noget, det der med at måle folk – om det så er op ad dem selv eller andre. Som du selv siger, bliver du hverken mere eller mindre TV-vært jo flere gange, du er det. Når man er TV-vært, er man TV-vært, og det er underligt, at der ingen rang er. Det synes du i hvert fald. Men du synes også, at det er meget rart.

Da Ane Cortzen hoppede ud i sin nye tilværelse som TV-vært, var hun 36 år. Mor til tre børn og gift med den kæreste, hun ni år tidligere var draget til Schweiz med.

Manden arbejder i dag stadig som arkitekt, og familielivet er i høj grad centreret omkring parrets tre børn og et liv, der egentlig ikke handler særlig meget om TV – ud over dét der bliver set hjemme i sofaen. For Ane Cortzen skaber det balance i tilværelsen, at baglandet ikke kun kender hende som TV-værten. De kender hende også som den grafiske designer, moren, den selvstændige, hustruen og arkitekten, som hun var inden livet på TV. Og det spiller en stor rolle. For eksempel når Ane Cortzen mærker den nye følelse af forfængelighed, som der er begyndt at trænge sig på, efter hun er kommet på skærmen. »Man bliver simpelthen eksponeret for sit eget ansigt på en helt anden måde, end man gør normalt. Man ser sig selv udefra, og det skaber en eller anden un-

FORFÆNGELIGHED. Ane Cortzen går meget op i sig selv, men ville ønske, at hun ikke gjorde. Foto: Holger Anderson.

FOKUS: STORE MATCH DAG

LIXEN | maj 2014 | 13

En telefonpassers oplevelser Panikdagen bliver frygtet af alle. Også af telefonpasserne. Jeg, Julie Lykke, var telefonpasser for Lars Düwel, og dagen bød på spænding, der grænsede til det ubærlige.

Julie Lykke, 2. semester

Telefonpasser. Hvad mon det indebærer? Hverken jeg eller Lars Düwel, som jeg var telefonpasser for, vidste det. Heldigvis kunne en telefonpasser fra DMJX forklare mig det. »Som telefonpasser løber man rundt mellem praktikstederne og hjælper med at tage telefonen, når praktiksteder ringer,« siger Sofie Hedegaard Bach.

Umiddelbart ikke voldsomt hårdt. Hårdt bliver det først, hvis praktikansøgeren ikke bliver kaldt til møde eller modtager opkald.

Klokken er lidt i ni på DMJX, og panikhistorier fra tidligere år svirrer i luften. Nu kommer Lars.

Han smiler stort, og de blå øjne ser rundt i landskabet uden at hvile i længere tid end et par sekunder på noget bestemt. »Jeg glæder mig. Politiken, Børsen - alt er jo en drøm!« siger han. Lars’ glæde overskygger heldigvis enhver panik, for nu.

Alligevel stikker vi hovederne sammen for at tage en snak om dagens taktik. Hvis førsteprioriteten Politiken ringer – så skal jeg afbryde Lars uanset hvem, han er til møde hos. »Jeg kan ikke tage hurtige beslutninger. Så dem tager du,« siger han Jeg kigger utrygt på ham.

Flere små hold af telefonpassere og praktikansøgere står rundt om os og taler fåmælt. »Skal jeg have læderjakken på,« spørger Lars. Min første beslutning som telefonpasser. Jeg kigger på Lars og vurderer, at det er bedre bare med skjorten.

Så er klokken 09:15. Vi stiller

os foran Politikens lukkede døre.

Langsomt kommer der flere til. Antallet af journalistspirer foran døren overstiger Politikens antal af praktikpladser. Både ansøgere og telefonpassere ser på hinanden meget klare over netop det faktum. Fem minutter før hornet lyder, beslutter vi at dele os op. Jeg løber over til Børsen, som er Lars’ 2. prioritet.

Startskuddet går!

Vi er i gang. En Børsen-mand træder ud af døren og kigger rundt på ansøgerne. Han peger nogle stykker ud. Lars’ navn bliver ikke råbt op. Efter fem minutter bytter vi plads, og jeg løber op til Politiken. Fem-ti minutter senere, får vi, der venter foran Politiken, at vide, at alle pladser er taget. Telefonen har endnu ikke ringet. Folk løber småpanisk rundt i de sidste minutter. Jeg står nu foran Lars’ 4. prioritet, da også 3. prioriteten Dagbladet Information var lukket for pladser. Panikken bliver så småt erstattet af arme

Foto. Julie Lykke

i vejret, men også af apatiske ansigter slukkede for håb. Jeg skriver nervøst til Lars. »Hvor er du?« Han ringer. »Det er overstået. Jeg har skrevet under med Børsen. Så vi er glade!« En Børsen-mand »Hvorfor stod du ikke foran døren, Lars? Vi kiggede efter dig,« spurgte en fra Børsen, da han fik øje på Lars. Kun de ansøgere, som stod foran deres dør blev valgt, og alle fem praktikp-

ladser var besat. Heldigvis lavede Børsen en ekstra plads til Lars.

Det var på et hængende hår.

Jeg fanger en glad Lars midt i virvaret. Han bliver ved med at gå, men sænker tempoet og kigger på sit ur. »Vi skal lige have møde i Børsen, noget internt, du ved.« Allerede en ægte Børsen-mand. julyk13@student.sdu.dk

Fordom skydes ned af praktikanter Når de journaliststuderende søger praktikpladser op til Store Match Dag, er der mange overvejelser og tanker, der skal tages højde for. Fordomme om praktikstederne er en af dem.

Jane Grønning

Tromlen er den samme hvert år, når de journaliststuderende starter på 4. semester. Lav en hjemmeside, lær at sælge dig selv og søg en praktikplads. I forvejen er der mange ting at tænke over. Fordomme om, at man som praktikant på et stort medie får lov til at lave mindre. kan lægge ekstra pres på de studerende. Journalistpraktikant på DR Nyheder Christine Brink

mener ikke, der er belæg for denne fordom. »Jeg har hørt folk sige, at hvis du kommer på DR, så får du ikke rigtig lov til at lave noget, fordi det er så stort et hus. Det passer i hvert fald ikke. Du får lov til at lave alt,« siger hun.

Mere end kaffe Fordommene afholder måske nogle fra at søge det, de drømmer om. Praktikant på Politiken Kristian Corfixen troede, han kun fik lov til at lave kaffe i starten. Den fordom viste sig at være det pure opspind. »En af de fordomme jeg havde, inden jeg startede, var, at det var sådan et stort sted, hvor man risikerede at blive sat over i hjørnet, og så kunne man i øvrigt lave en kop kaffe engang i mellem. Det har vist sig at være fuldstændig forkert. Fordommene jeg havde omkring et stort medie, de er virkelig gjort til

skamme,« fortæller han.

Det er ikke kun journalistpraktikanterne, der skyder fordommene ned. Rasmus Baastrup Nielsen, praktikantvejleder på DR Nyheder og journalist på 21Søndag, er enig med praktikanterne i, at der ikke er hold i fordommene. »Man får lov til at lave lige så meget, som man gerne vil. Men man får det ikke foræret. Der er ikke fem minutter, der venter på, at en praktikant kommer ind og fylder dem ud i toppen af TV-Avisen. Man skal selv byde ind og kræve de fem minutter,« siger han og tilføjer. »De praktikanter, vi har haft på 21Søndag, laver også tophistorier. Man får lov at lave lige så meget som de rigtige journalister,« fortæller Rasmus Baastrup Nielsen.

Stort eller småt?

Selvom man som praktikant på

et stort medie får lov til at lave alt det, man vil, er der forskel på, hvor meget man får lov til at komme ud af huset. På et mindre medie, hvor der er færre journalister, er muligheden for at komme ud af huset meget større end hos de store medier. »Ligegyldigt hvad det er for et indslag, du kommer tilbage med, så skal det bringes. Der er brug for, at det er i fladen. Så man ved, at det er vigtigt, det man skal ud at lave,« siger Christina V. Jensen, journalistpraktikant på TV2/Fyn og fortsætter. »Selvfølgelig ville jeg slet ikke kimse af at have fået plads på TV2 eller Politiken, men det er klart, når det er mindre steder, så kommer du også mere ud.«

ende søger med åbne øjne og på et oplyst grundlag. De skal forholde sig som journalister til praktikfasen ved at researche på den. »Det, jeg lægger vægt på i vejledningen, er, at man skal gøre op med sig selv, hvor man passer ind. Jeg beder dem tage stilling til ’hvad er jeg for en type’ og ’hvor vil jeg trives henne’,« siger hun.

Karen Løth Sass mener heller ikke, at de journaliststuderende skal lade sig skræmme af de store medier. »Jeg synes faktisk sjældent at praktiksøgningen er særlig kritisk over for de store steder.

Vi har en fælles konsensus om, at det er fedt at være på de store steder.«

Tag stilling Ifølge praktikvejleder på Center for Journalistik, Karen Løth Sass, er det vigtigt, at de studer-

janjo13@student.sdu.dk

FOKUS: STORE MATCH DAG

14 | maj 2014 | LIXEN

Lokalt er ikke banalt Sig lokaljournalistik og nogle forestiller sig måske en lidt kedelig, banal og uvæsentlig journalistik, der ikke gør den store forskel for folk. Spørger man to chefredaktører for lokalmedier, er virkeligheden omvendt.

Jens Jakob Kjær Hansen, 2. semester

Han havde aldrig troet at han skulle ende på et lokalmedie.

Sådan lyder det fra Jesper Markussen, konstitueret chefredaktør på Dagbladet HolstebroStruer. Som journaliststuderende havde han en idé om, at lokaljournalistik var lidt af en sove-

pude. Han fik dog hurtigt afkræftet fordommen, da han kom i praktik. »Da jeg var i praktik på Fyens Stiftstidende, var det en af de bedste perioder, jeg har haft i mit liv. Jeg sad på Ringeredaktionen, men det var en fest. Der var ikke nogen grænser for, hvad jeg kunne få lov til at lave af journalistik.« Efter sin praktiktid på Fyens Stiftstidende endte han med at tage vikariater på Dagbladet Holstebro-Struer, hvor han senere blev fastansat. En ansættelse, han aldrig har fortrudt, han tog imod. Han nyder nærheden til læserne, og at man som lokaljournalist har stor journalistisk frihed.

På bar bund Den journalistiske frihed ved at

være praktikant og journalist på lokale medier er en stor fordel, fremhæver Peter Orry, ansvarshavende chefredaktør for JydskeVestkysten og administrerende direktør for Syddanske Medier. »Hvis man kommer i praktik på et lokalt medie, tror jeg, at der sker mere journalistisk, end hvis man sidder på et landsdækkende medie. Det gør der, fordi man får lov til at blive kastet ud i den journalistiske virkelighed.

Man får flere historier trykt og lagt på nettet, end man gør på et stort medie, hvor der kan gå uger mellem, at praktikanter har historier i avisen,« fortæller han.

Udover den journalistiske udvikling markerer Peter Orry også den menneskelige udvikling ved at komme til et sted, man ikke kender, som vigtig.

»Jeg tror, det som ungt menneske er rigtig sundt, hvis man kommer fra en beskyttet tilværelse til en helt ny. Det er uanset, om man flytter fra Esbjerg til København eller omvendt. Det hører helt klart med til at blive voksen at komme ud af sine faste rammer og blive udfordret.«

Alt andet end kedeligt At skulle skrive for et lokalblad, som ligger i en landsdel, nogle betegner som udkantsdanmark, kunne for nogle måske lyde som et kedeligt arbejde. Det er det ikke, hvis man spørger redaktørerne. »Det synes jeg slet ikke. For du mærker tydeligt virkningen af din journalistik, når du arbejder på et lokalmedie. Det, man skriver, bliver læst af dem, man kan se nede på gaden, og som

man møder, når man har fri. Det stiller krav til ens professionalitet som journalist,« fortæller Peter Orry.

Jesper Markussen fortæller, at han også tydeligt mærker effekten af hans journalistik. »Man er i et lille samfund, men har en kolossal gennemslagskraft i det område, man er i. Der er kort vej til forsiden, og man får lov til at kaste sig over alt inden for de lokale rammer.

Man mærker konsekvenserne af det, man laver, med det samme, når man for eksempel møder kilderne i brugsen, eller når de kommer dampende af raseri ind på redaktionen over noget, der er blevet skrevet. Man møder dem og skal kunne se dem i øjnene igen.”

Jensh13@student.sdu.dk

Orlov er lig med netværk Efter forårets Panikdag, torsdag den 24. april, var der 14 SDU’ere, der stod uden en praktikplads. Det betyder, at de nu skal overveje, om de skal tage et halvt års orlov. En orlov, hvor de ifølge praktikvejleder Karen Løth Sass skal ud i branchen og skabe et netværk. for Journalistik på Syddansk Universitet.

Jane Grønning

14. Så mange SDU’ere måtte i år køre hjem fra DMJX uden en praktikplads. Det er det højeste tal nogensinde. Et tal, der er påvirket af et betydeligt lavere antal praktikpladser i forhold til antallet af praktiksøgende. Ingen praktikplads betyder for de fleste en orlov på minimum seks måneder indtil næste Panikdag.

Men hvad skal der så ske, når man er tvunget til at rive et halvt år ud af studiet? »Jeg synes bestemt, man skal forsøge at lave noget studierelevant. Noget, der forbedrer ens chancer i det halve år. Så skal man også bruge det halve år på at få et netværk,« siger Karen Løth Sass, praktikvejleder på Center

Snævert søgefelt Til årets Panikdag var der hele 45 pladser i underskud. Der plejer normalt at mangle 30. Det medførte en øget konkurrence, der i sidste ende resulterede i, at mange måtte gå tomhændede hjem. »Der var færre pladser, end der plejer at være. Og så var det bare et meget snævert elektronisk søgefelt på det her hold,« lyder det fra Karen Løth Sass, der hentyder til, at mange kun søgte radio og TV. Annika Raunstrup fra 4. semester var en af de studerende, der måtte tage hjem uden en praktikplads. Hun søgte kun fire pladser, men fortryder ikke sit valg. »Jeg søgte virkelig snævert og ikke nok med det, så søgte jeg og-

så nogle pladser, som de andre også gerne ville have. Det er virkelig dårlige odds. Så jeg havde hele tiden sagt til mig selv, at hvis jeg ender med orlov, så er det helt okay,« fortæller hun.

Nej tak til Matchroom De studerende, der ikke får en praktikplads kan vælge at gå i Matchroom. Her bliver de resterende praktikpladser slået op. Så kan de studerende vurdere, om der er en praktikplads, de skal forsøge at satse på.

For Annika Raunstrup var den beslutning taget på forhånd.

»Jeg har sagt fra dag 1, at jeg ikke går i Matchroom. Det var et bevidst fravalg. Vi har fået vist videoer, hvor der er nogle, der har søgt DR som ender med at skrive under på ’Vi med Hund’. Det er ikke en god slutning i mit hoved,« siger hun.

I nogles øjne er man kræsen, hvis man tager orlov, fordi man ikke får den praktikplads, som man gerne vil have. »Det er jo pisse forkælet at sige, at man bare tager orlov, hvis der egentlig er en plads tilbage. Men jeg valgte simpelthen, at jeg ikke ville i Matchroom,« siger Annika Raunstrup.

Ikke verdens undergang Trods ærgrelsen over at komme hjem uden en praktikplads, så lader Annika Raunstrup sig ikke gå på af det. »Det er ikke verdens undergang, at jeg ender med orlov.

Hvis jeg ikke ender med at få en plads næste gang, så er det heller ikke nogen garanti eller noget pejlemærke for, at jeg ikke kan blive til noget,« fortæller hun.

Ifølge Karen Løth Sass er en orlov ikke uvelkomment. Men de studerende skal tage den med fornuft. »Hvis man griber det ordentligt an og undersøger realiteterne, så kan det være udmærket i et halvt år, hvis man laver noget fornuftigt. Men det er dumt at sidde ved kassen i netto. Så er det måske bedre at få et studiejob på TV2.« Janjo13@student.sdu.dk

Annika Raunstrup har dagen efter Foto: Jane Grønning ORLOV. 14 håbefulde SDU’ere gik hjem fra Panikdag uden praktikplads.

Panikdagen fået praktikplads på TV2 Østjylland.

FOKUS: STORE MATCH DAG

LIXEN | maj 2014 | 15

I hælene på Altinget.dk Stress, angst og dårlige nerver har de seneste måneder været dagligdag for de praktiksøgende journaliststuderende. Den 24. april eskalerede de mange måneders arbejde i Store Match Dag, bedre kendt som Panikdag. Men hvordan er den store dag mon for praktikstederne? Lixen har fulgt netmediet Altinget.dk for at få svar på det.

Anna Nedergaard

Jeg møder de to repræsentanter for Altinget.dk første gang, da klokken er halv ni. De sidder i lokale 411 i den store, grå betonbygning, der huser Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Direktør Rasmus Nielsen og redaktionschef Anders Jerking er sendt i marken for at forsøge at hive de bedste kandidater med tilbage til kontoret på Christiansborg.

Det er mange måneders arbejde, der nu forhåbentlig skal munde ud i, at de får to egnede kandidater i hus. Udover Åbent Hus og samtaler bruger de også ressourcer på at se hjemmesider igennem og læse ansøgninger. Og så selvfølgelig på at være til stede, når Panikdagen løber af stablen. »Vi bruger lige så meget tid på det her, som hvis vi skal ansætte en leder. Det er lidt tankevækkende,« påpeger direktør Rasmus Nielsen.

2 ud af 21 Selvom de kun skal bruge to praktikanter, har de fået hele

21 ansøgninger. Jeg sætter mig overfor de to chefer, der er godt i gang med den endelige udvælgelse. På bordet foran mig ligger en masse visitkort spredt ud i et forsøg på at lave en prioriteret rækkefølge. Og det har været særlig svært i år. »Jeg har været rigtig imponeret over niveauet i år. Jeg synes, at der er mange, der er kompetente, og som har gjort sig tanker om, hvem de er, hvad de kan, og hvad de vil. Så der er sådan set mange, som jeg godt ville kunne ansætte,« fortæller redaktionschef Anders Jerking.

45 pladser i underskud Inden dagen er skudt i gang, står det allerede klart, at der er mindst 45 praktipladser for lidt i år. Eller 45 studerende for meget, om man vil. Og det er sjældent, at så mange håbefulde studerende står tilbage uden en plads, når dagen er omme. En faktor, der i den grad skræmmer de studerende, men som kan være en fordel for praktikstederne. »Det, at der i år er 45 pladser for lidt, ved jeg, giver os en stor fordel. Det handler jo om udbud og efterspørgsel. De studerende er meget mere pressede i år, så de spiller ikke så højt spil, og deres tærskel for hvor meget de satser er langt lavere,« mener direktør Rasmus Nielsen.

Selvom Altinget.dk mener, at dagen er ’helt umulig’ at forudse, bærer stemningen i det lille lokale præg af, at der hersker en vis ro. Og en følelse af, at det nok skal lykkes at få et par stærke praktikanter med hjem. Til forrige Panikdag havde selvsamme sted fået omkring otte ansøgninger, så med 21 visitkort på bordet er der grund til at være fortrøstningsfuld.

Kasper Kaasgaard, DMJX

Foto: Anna Nedergaard

PANIKDAG. Altinget.dk skal i år ansætte to nye praktikanter. Foto: Jane Grønning

Jeg forlader de to herrer igen en tyve minutters tid senere, så de kan arbejde videre.

Flot fremmøde Fremmødet er massivt ved lokale 411, da jeg vender tilbage kvart over ni. Da der er fem minutter til, at hornet lyder, står hele otte personer klar. De to chefer træder ud ad døren et par minutter inden for at se de nervøse ansøgere an og holde øje med, om deres førsteprioriteter er iblandt. Det er anspændte smil, de bliver mødt med, mens de lader blikket glide fra den ene til den anden potentielle praktikant.

Pludselig lyder hornet, og to kandidater bliver med det samme prikket på skulderen og hevet ind. Tilbage står seks studerende, der med telefonen i hånden stirrer stift ned på skærmen. Et par stykker får med det samme et opkald og skynder sig videre. Resten bliver stående.

Kun to minutter senere bliver døren åbnet, og beskeden om at ’pladserne er besat’ møder mængden af de håbefulde stu-

derende, der stadig står og venter. Et højt suk lyder fra flere, der med det samme griber telefon og telefonpasser og spæner videre.

Ti minutter senere går døren op og to lykkelige og overvældede kommende Altinget.dk-praktikanter springer jublende i armene på deres telefonpassere.

To DMJX’ere Da jeg igen bevæger mig ind bag den brune jerndør, med nr. 411 skrevet på, er det to glade og tilfredse chefer, jeg møder. Stemningen bærer nu præg af enorm lettelse. Jeg sætter mig igen ved bordet, mens de har travlt med at ringe til deres redaktion i København for at fortælle, at dagen er forløbet som planlagt.

De har fået to førsteprioriteter, som oven i købet også havde dem som første prioritet. »Og det er jo i sådanne tilfælde, at det hele går op i en højere enhed,« konstaterer en glad redaktionschef.

Valget er faldet på to studerende fra DMJX, men det er helt tilfældigt. Det er ikke noget, Altinget.dk går op i.

»Jeg kunne faktisk ikke engang huske det, da de sad her.

Så det har absolut ikke spillet ind. Det er profilen på personen, der er relevant. Alle tre uddannelser kan være lige gode,« slår Rasmus Nielsen fast.

Praktikpladsen ikke alt For de fleste studerende er Panikdagen alfa og omega. Men det er en overdrivelse, mener begge chefer. Selvom dagen er vigtig, er den ikke altafgørende.

De journaliststuderende er slet ikke færdige journalister, når de kommer i praktik. Der kan nå at ske en masse i mellemtiden. »Man er jo ufærdig som praktikant. Man er i gang med en læringsproces, og man er slet ikke færdigudviklet,« mener Anders Jerking.

Rasmus Nielsen indrømmer dog, at en god praktikplads er at foretrække, da den kan sætte skub i karrieren. »Vores karriere består i sejre, sejre og sejre, ikke i ’ej, så gik det ikke lige’-oplevelser,« slutter den tilfredse direktør. anned13@student.sdu.dk

De blev valgt

Lise-Lotte Skjoldan, DMJX

»Altinget var min førsteprioritet, så jeg stod klar her.

»Altinget var uden tvivl min førsteprioritet. Jeg ved,

Jeg vil gerne i praktik der, fordi man får lov til at lave

at det er politisk journalistik, jeg rigtig gerne vil lave.

specifik journalistik, og man får lov til at snakke med

Desuden synes jeg, det er fedt med et netmedie, der

nogle, der ved, hvad de taler om. Jeg har også mødt

virkelig har nogle læsere, der gider at betale for deres

deres EU-korrespondent i Strasbourg, og det var

indhold, fordi det er så god journalistik. Og så vil jeg

egentlig det, der åbnede mine øjne for stedet. Man

bare gerne ind og arbejde på Christiansborg. Det er en

har jo mulighed for at komme til EU det sidste halve

drøm, og det skal jeg nu i 18 måneder. Det er noget,

år, og det kunne jeg utrolig godt tænke mig. Og så er

jeg har gået efter i meget lang tid, så det er helt fan-

det ellers bare fedt at være på Christiansborg.«

tastisk.«

Foto: Anna Nedergaard

FOKUS: STORE MATCH DAG

16 | maj 2014 | LIXEN

Her kom SDU’erne i praktik

Lixen har samlet et overblik over, hvor de journaliststuderende fra SDU kom i praktik. Der var i alt 90 kandidater. 76 fik en plads, mens 14 er uafklarede. De er nu måske nødt til at gå på orlov.

Studerende i praktik pr. 1. august 2014

Studerende i praktik pr. 1. august 2014 Navn

Praktikplads

Amalie Pil Sørensen Anders Rasmussen Anna Amalie Breusch Larsen Anna Eg Pedersen Anne Sofie Feld Annemette Drue Callesen Annika Raunstrup Bianca Gajda Kirkeby Brian Nebelong Carl-Emil Søe Caroline Gerd Frandsen Caroline Møller Gundesen Christina Krogh Lauritzen Christina Mia Vinter Christina Schmidth Pedersen Christoffer Miguel Frendesen Ditte Nørgaard Goor Dorthe Lodberg Emil Hermann Eva Krarup Randa Nielsen Faton Nesimi Frederik Palle Pedersen Ida Hestbek Ydo Ida Kirstine Kristensen Isabelle Mathiassen Jane Bruun Elkjær Jens Lund Feveile Jeppe Aamand Øvig Jeppe Sig Løkke Nielsen Johan Haarløv Jonas Sivkær Pettersen Kari Kvaale Kasper Stoof Jensen Kasper Larsen Kasper Thomsen Katrine Heiberg Baumgardt Katrine Marie Krøjby Kirstine Møgelbjerg Østrup Kresten Mosbæk Gravesen Kristian Magnus Damsgaard Jensen Lars Düwel

Kristeligt Dagblad DR Nyheder/Sporten Nordisk Film TV Fyns Amts Avis DR-Bornholm Sjællandske Medier TV2 Østjylland Uafklaret DSB Kommunikation DR Nyheder/Sporten Børsen TV2 Østjylland Radio24syv Uafklaret TV2/Fyn Uafklaret Uafklaret JydskeVestkysten Fyens Stiftstidende Fyns Amts Avis Ekstra Bladet DR Nyheder/Sporten TV2/Bornholm Uafklaret Koncern TV- og Filmproduktion Politiken Ekstra Bladet Radio24syv Sand TV DR Nyheder/Sporten Uafklaret Uafklaret JydskeVestkysten DR-Kontant og Orientering Ekstra Bladet Modemagasinet IN DR Kultur/Videnskab Ekstra Bladet TV2/Nord Radio24syv Børsen

Antal mdr.

12 12 12 12 12 12 18 6 12 12 18 12 12 12 12 12 12 12 18 12 12 12 12 12 12 18 12 12 12 12 12 18 12 12

Navn Lasse Ryom Nielsen Louise Bendix Poulsen Louise Lønsmann Christensen Louise Ravn Uberg Maibritt Schulz-Pedersen Maja Mackintosh Johansen Malte Lillelund Nørgaard Marc Killigren Akselsen Maria Holm Mikkelsen Maria Rye Vangsted Mathias Raun Mathilde Kjær Hansen Mette Glud Olsen Mette Rønn Nielsen Mia Bentzen Nielsen Michel Kisby Bloch Andersen Michelle Thygesen Mie Boggreen Winther Mikkel Eskelund Morten Bank Frederiksen Nanna Sofie Nagy Frejvald Nicolaj Thomas Truelsen Niklas Majgaard Andersen

Praktikplads

Kristeligt Dagblad TV Syd DR/Nordjylland TV2/Danmark: Nyhederne Uafklaret Information Uafklaret TV2/Danmark: Nyhederne Uafklaret TV/Midt-Vest Uafklaret DR Ung Dansk Metal Jyllands-Posten TV2/Danmark: Sporten Berlingske DR Nyheder/Sporten Fagbladet Folkeskolen TV2/Danmark: Nyhederne Ritzaus Bureau Koncern TV- og Filmproduktion BT Sjællandske Medier – DAGBLADET og Frederiksborg Amts Avis Oliver Morten Jensen Lolland Falsters Folketidende Pernille Baden Obelitz Ekstra Bladet Pernille Kjærsgaard Her & Nu Peter Blæsild Eriksen TV2/Lorry Rasmus Friis Jensen DR Kultur Rebecca Eva Bodnia Uafklaret Rikke Stockholm Qvist Rasmussen Uafklaret Ronni Burkal Nielsen BT Runa Louise Ammitzbøll Flügge TV2/Fyn Simon Lund Christiansen Børsen Stine Voigt de Klauman Uafklaret Stine Væde Lykkebo DR B&U/Livsstil Søren Kramer Vestergaard TV2/Danmark: Nyhederne Søren Martin Olsen Berlingske Teis Jeppe Gørtz Politiken Thomas Harboe Westergaard DR Kultur Tobias Sydradal Lund Uafklaret Vibeke Mikkelsen Hansen Kristeligt Dagblad

Antal mdr.

12 18 12 12 12 12 18 12 12 12 12 12 12 12 18 12 12 12 12 12 12 12 18 12 12 12 12 12 18 12 12 12 12

Foto: Jane Grønning

FOKUS: STORE MATCH DAG

LIXEN | maj 2014 | 17

“Jeg tager dem med storm”

Lixen fangede nogle af SDU’s kommende praktikanter, efter de havde underskrevet kontrakten med deres fremtidige arbejdsgiver. Her kan du læse deres reaktioner.

Teis Jeppe Gørtz, Politiken Beskriv din samtale. »Nu her? Der var ikke nogen samtale. De råbte syv navne op, og der var jeg nummer to. Så efter 30 sekunder kom jeg ind, og de sagde ‘du er ansat’. Så sagde de, at vi skulle mødes på en bar nede i byen og drikke øl.« Hvor mange øl skal du have? »Rigtig mange. Og så skal jeg nok have en masse flødedrinks. Piña Colada og White Russian.« Skal du bare sove hele dagen i morgen? »Ja for fanden. Jeg er godt nok lige flyttet i går, så jeg skal ligge på en luftmadras i en tom lejlighed.«

Katrine Krøjby, DR Kultur/Videnskab Kunne du sove i nat? »Ja, jeg kunne godt sove.« Havde du mareridt? »Jeg drømte faktisk, at jeg fik DR Videnskab. Da jeg vågnede, tænkte jeg: ‘Det kan ikke passe’. Jeg turde ikke sige det til nogen, fordi hvis man siger det til nogen, så er det noget med, at drømmen ikke gælder alligevel.« Hvad havde du gjort dig af taktik om, hvor du skulle stå? »Jeg stod på DR, fordi det var min førsteprioritet. Jeg vidste godt, at chancerne ikke var så store, men det var det, jeg helst ville. Så hvis det ikke gik, så ville jeg efter fem minutter løbe hen på DMJX.«

Morten Bank Frederiksen, Ritzau Hvordan har du sovet i nat? »Jeg har faktisk sovet helt vildt dårligt. Jeg drømte, at der ikke var nogen, der ville have mig. Kun et sted med musikanmeldelser som ville have mig i seks måneder, og alle andre stod og kiggede på mig og sagde: ’Det var da klart’.« Hvad glæder du dig mest til, når du starter i praktik?

At få nogle kilometer i benene. At komme ind første dag og ringe til kilder på daglig basis. Og at blive udfordret.

Beskriv Panikdag med tre ord.

Jeg synes sgu psykisk waterboarding er ret godt.

Kirstine Møgelbjerg Østrup, Ekstra Bladet Hvordan har du haft det op til?

Jeg tror, jeg har været et af de mest rolige mennesker på det her studie. Jeg har meget den indstilling, at jeg ikke får noget ud af at gå rundt og være nervøs og hysterisk.

Beskriv Panikdag med tre ord.

Fuldstændig urimelig, hysterisk og samtidig fantastisk.

Hvad kommer der til at ske den 1. august, når du åbner dørene ind til EB? Så tager jeg dem med storm. Så er jeg pisse spændt, og jeg glæder mig til at komme i gang. Og jeg ved, at Ekstra Bladet er et mega fedt miljø.

Fortalt til Jane Grønning og Josephine Fogsgaard

OPINION

18 | maj 2014 | LIXEN DAGBOG FRA EN PRAKTIKANT

Kære Lixen Alt det, jeg vil fortælle om min praktiktid, kan slet ikke være på det her lillebitte postkort.

Da jeg satte en lykkelig underskrift hos Politiken i april sidste år, turde jeg ikke drømme om, at den kunne bringe mig så vidt omkring og give mig så meget, som den har gjort.

I august skræpper jeg op om homoseksuelle og højreekstremister i Rusland og begynder at skrive om den nye homolov. Artiklerne bliver til mange, og et halvt år senere står jeg ansigt til ansigt med to voldelige højreekstremister i en dunkel park i Skt. Petersborg.

Jeg hører dem stolt tælle, hvor mange homoseksuelle de har tævet, og lader dem forklare deres planer om at rense Rusland for dem. Det gør jeg uden at tisse i bukserne af skræk, selvom det er fristende for at holde varmen i den russiske kulde.

Det er ikke kun en øvelse i at undgå forfrysninger, men også i at besinde sig. De fuldvoksne mænd taler i ramme alvor om homoseksualitet som en sygdom i hjernen og en parasit i samfundet. Til sidst står fotografen, tolken og jeg for skud: Vi er for dumme til at forstå dem, fordi vi kommer fra primitive samfund i Skandinavien, hvor noget så dyrisk og ukristeligt som homoseksualitet er accepteret.

Praktikken har ikke bare sendt mig ud af Medietovet, men ud af redaktionen, væk fra skriveborget og direkte i ansigtet på det, jeg skriver om. Det er det allerbedste og det, jeg har lært mest af.

Det er nogle måneder siden, jeg rystede af skræk og kulde i Skt. Petersborg, og siden har Politiken givet mig en enkeltbillet til Bruxelles og et halvt år i selskab med EU-journalistikken. Jeg vader dagligt rundt mellem kæmpestore bygninger i EU-kvarteret, som kun bliver mindre forvirrende og mere spændende.

Jeg er både blevet klogere og rundere af at være praktikant i EU-hovedstaden, fordi jeg ikke bare har fået smag for EU-journalistikken, men også de kalorierige belgiske specialiteter som øl, chokolade, vafler og pomfritter.

Det er ikke til at forstå, at tiden snart er gået, og det er ikke særlig rart at tænke på, selvom jeg glæder mig til at se dig og Medietorvet igen. Det er umuligt at gøre op, hvad praktikken har lært mig, nu, hvor jeg stadig er midt i den, for det er en hel ubegribelig masse.

Jeg føler mig næsten som en voksen og færdigudviklet journalist. Jeg føler, at jeg er blevet bedre i alle genrer og mere bevidst om, hvad mine styrker og svagheder er. Det hele har været og er ret fantastisk.

Jeg håber, du har det godt. Du må hilse årgangen under mig og sige, at de godt kan glæde sig til at komme i praktik.

Kærlig hilsen, Tinne Hjersing Knudsen KLUMME

Thomas Skov om journalister

Jeg bryder mig i virkeligheden ikke om journalister.

Det er svært at komme ind på diverse journalistuddannelser. Du skal både kunne stave og sætte komma, og så skal du være klog.

Klog som bare fanden.

Hvert eneste år, når der har været optagelsesprøve til journalistskolerne, kan alle prøve kræfter med videnstesten. Jeg prøver hvert eneste år, og uanset hvordan jeg klarer det, revner jeg altid af stolthed over, at jeg klarede skærene i sin tid.

Om ikke andet så har jeg været klog. Det har jeg bevis på. For jeg kom ind på Journalisthøjskolen.

Sammen med alle de andre journalister. Der gik vi så alle sammen rundt og vidste, at vi

THOMAS SKOV. Foto: Mathias Bojesen.

var kloge, og det var skønt. I virkeligheden var det så skønt, at alle andre mennesker egentlig ikke sagde os noget længere. Vi havde nok i os selv. Vi gik rundt med en ‘Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle tale med en

renovationsarbejder om’-attitude. Og jo mere du er journalist, desto gladere bliver du for at være journalist. Du kan da godt tale med en slagter eller en mekaniker, men det er altså kun, hvis de er kilder i en eller an-

den historie, du kan skrive for at få endnu mere journalistanerkendelse.

En gang imellem har jeg sådan et mareridt, hvor jeg pludselig ser mig selv sidde og tale med en speditør af egen fri vilje.

Det er en frygtelig drøm, for i drømmen har jeg en meningsfuld samtale med speditøren, som ikke handler om en eller anden fed feature, jeg har læst i Politiken eller Zetlands nyeste udgivelse, eller om hvor genialt Third Ear er. Det bliver endnu værre, for jeg taler med speditøren, om hvad han laver, og om hvordan man fragter en 40 fods high cube hjem fra Kina, og jeg har ikke engang tænkt mig at bruge oplysningerne til noget journalistisk. Jeg tager endda mig selv i at tænke, at jeg burde se andre mennesker end kun journalister, fordi det ville fjerne mit snæversyn, der gør, at jeg tror, hele verden drejer sig rundt om mig og mine kollegaer, og at vi er Guds gave til jorden, når vi i virkeligheden er mere tjenere, end vi er konger.

Heldigvis bliver jeg som regel revet ud af mareridtet af en Twitter-notifikation fra @Journalistendk. Pyha.

OPINION

LIXEN | maj 2014 | 19

Fravær, forventninger og ferie Journaliststuderende på 2. semester er dårlige til at møde op til undervisningen. Man kan mistænke os for at være dovne, men vi mener, at det høje fravær har andre årsager.

Andreas Holleufer og Martin Lorentsen, 2. semester

Der har i den seneste tid været meget furore om fraværet på 2. semester. Det er også forståeligt, at der bliver set skævt til, at 13 elever møder op, når der burde være 40. Men hvorfor dette mandefald?

Udgangspunktet for os alle må vel være, at vi gerne vil være gode journalister. Hvorfor ellers skrive ansøgning, komme til prøve og samtale og være en af de heldige 88?

Er konklusionen simpelthen, at vi ikke føler, at vi bliver gode

journalister af at komme til timerne?

Det kan godt være. For hvordan bliver vi gode journalister?

Vi bliver bombarderet med

“

Vi skal udvise stram metodik, men også være kreative formidlere. Vi skal arbejde meget på studiet, men huske at tage pause. Vi skal have relevant erhvervserfaring, men også passe skolen.

Håndværkstimerne er nogle af de vigtigste timer, vi har. Dog virker det som om, at selve håndværket ikke prioriteres. Det

de. Vi arbejder bare ikke for et mediehus. Til tider virker det som om, at vores undervisere glemmer, at vi er studerende.

Vi er selvfølgelig glade for de mange undervisningstimer. Andre studerende hiver efter at få lov til at blive undervist mere.

Men vi har også brug for pauser.

Vi forstår ikke, at vi ikke har set skyggen af hverken en semester-

Til tider virker det som om, at vores undervisere glemmer, at vi er studerende.

Andreas Holleufer og Martin Lorentsen, 2. semester

meninger fra undervisere, branchefolk og medstuderende. Vejen til det fælles mål er splittet. I vores iver efter at gøre alt rigtigt, ender vi i nogles øjne altid med at gøre det forkerte.

handler om at få fat på de vigtigste personer. Vores undervisere er branchefolk, og i stedet for metode og fremgangsmåde bliver vi snarere bedømt på, hvem der kan skaffe den bedste kil-

pause eller anden ferie efter eksamensræset i januar.

Første semester var slut i december 2013, hvor vi gik en herlig og tiltrængt juleferie i møde.

For mange bestod en stor del

af juleferien dog af læsning og forberedelse til den jernhårde eksamensmåned i januar. Fra den 3. januar til den 24. januar blev der knoklet. Vi var trætte og udkørte, og vi kunne mildt sagt godt bruge en pause. Men sådan blev det ikke.

Så til undervisere og planlæggere: Vi vil gerne være gode og pligtopfyldende elever. Men vi vil først og fremmest gerne blive dygtige journalister. Ned med de enorme forventninger til kilder og lad håndværk være håndværk. Lad os trække vejret engang imellem og lad os komme nemmere til det fælles mål – at blive gode journalister.

Aholl13@student.sdu.dk Mlore13@student.sdu.dk

DET MENER MEDIETORVET OM PANIKDAG

Afskaf lortet og lav det til en normal ansættelsesprocedure.

- Amalie Pil Sørensen, 4. semester Panikdagen er traumatiserende for alle. Selv min praktikantvejleder kom tilbage på redaktionen lettere rystet.

- Kristian Højgaard Nielsen, 6. semester Hvorfor kan Panikdagen ikke foregå ligesom, når du søger et job? Det udelukker ikke Åbent Hus, og man undgår den store ydmygelse folk oplever på Panikdagen.

- Mimi Munch-Jensen, 1. semester på cand. public A

Panikdagen er den dag, hvor de ressourcestærke får bekræftet deres position i erhvervslivet, imens de andre bliver psykisk waterboardet.

- Alexander Oscar O’strit schmidth, 6.

se-

At det tydeligvis er trange tider, og at vi måske som praktikanter må gå ned i løn, hvis medierne tager flere praktikanter ind.

- Laura Aller Jónasdóttir, 2. semester

At medierne skal kigge i kassen, om der ikke er råd til en praktikplads mere. Det kan ikke være rigtigt, at så mange skal på tvungen orlov.

- Annemette Drue, 4. semester

Bagsiden

Bagsideredaktører: Emilie Dyrup og Philip Bidstrup