Lixen - December 2016

Lixen

De Journaliststuderendes Avis | www.lixen.dk | 18. årgang | 7. nummer | December 2016

Læs mere om Julie Würtz’s praktikvalg på S. 4

Læs »Uforsikret Down Under« på S. 14

Foto: Mikael Reick SE og HØR

Fra dømt til darling - Julie valgte SE og HØR

Journaliststuderende skulker fra akademiske fag STUDIET S. 7

For Rune Skyum-Nielsen er tryghed nøglen til det gode portræt BRANCHEN S. 8

Indhold Studiet

4-7

Så er vi nået til vejs ende - ihverfald for vores vedkommende. Inden da skal vi dog et smut forbi praktikanten hos denne måneds mest omtalte ugeblad - SE OG HØR. Desuden skal vi diskutere, om der bliver uddannet for mange journalister. Og er vi egentlig ikke lidt for unge? Og så er der vores fremmøde til de akademiske fag; nogen er måske lettere utilfredse med det…

Branchen

Debatten

18-19

I denne måneds Debatten kan du læse en førstehåndsberetning om den hårde tjans som chefredaktør på Nyhedsdøgnet. Der vil også lyde et opråb om at, ja, tale åbent og frit om praktikken. Og så vil du møde et kritisk indspark om den manglende diversitet på landets journaliststudier.

8-12

Branchen er gået i graverhumør. Mød John Hansen, der som én af de eneste afdækkede Panama Papers, og Joris Luyendijk, der har skrevet om de lyssky aktiviteter i de britiske banker. Mathias Oldager har fundet ud af, at den journalistiske jobkrise måske ikke er så slem, som vi går og tror. Vi kigger på nye måder at bruge medierne på. Og så har Lukas Bjerg snakket med Rune Skyum-Nielsen, der er landets mest brugte portrætskribent.

Fokusset 13-15 Fokusset i denne måned er de moderne journalistiske formater. Det er svært at komme uden om web-journalistik i medieverdenen, så hvorfor lærer vi ikke mere om det på uddannelserne? Hvordan påvirker sociale medier de klassiske journalistiske principper? Og er blogging en form for journalistik? Det er nogle af de spørgsmål, Fokussets skribenter har undersøgt i denne måned.

Bixen

16-17

Det var kvinderne, der tog priserne hjem, da Jern Henrik blev afholdt. Mændene fik lov til at dele dem ud. Derfor bør den omdøbes til Jern Henriette. Awardshowet var et billede på et nyt lavpunkt i mændenes historie.

Snart er året forbi, og vi har været vidne til en masse store og små journalistiske begivenheder. Se om DU kan løse Bixens kryds og tværs, hvor vi quizzer i ’Det journalistiske år der gik’.

Lixen er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklingen og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os på Infomedia Amalie Klitgaard Ansv. Chefredaktør

Lukas Bjerg Chefredaktør

Jasmin Lennert Studietredaktør

Emilie Utzon Carlsen Studietredaktør

Lotte Bach Andersen Fokussetredaktør

Josefine Alberg Fokussetredaktør

Morten Beese Nielsen Bixenredaktør

Christoffer Mortensen Bixenredaktør

Steven Vikkelsø Andersen Branchenredaktør

Victor Juul Grønbæk Debattenredaktør

Lasse Witt Branchenredaktør

Amalie Hebel Andersen Debattenredaktør

Asbjørn Hildebrandt Christensen Webredaktør

Matthias Grandjean Billedredaktør

Tryk: Skive Folkeblad Oplag: 600 eksemplarer

Ditte-Marie Bindesbøll Schov Fast illustrator

Lederen Dette er den sidste udgave af Lixen, som den nuværende redaktion står for. Derfor giver vi i denne omgang ordet i lederen til nogle af de siddende redaktører.

For mig betyder Lixen læring, fællesskab og fordybelse.

Man kan gå i dybden med små emner eller interviewe store danske journalister. Derudover har det været en spændende og lærerig proces at være med på Lixen-redaktionen, hvor hygge og sammenhold er lige så vigtige begreber som kilder og vinkel.

- Lotte Bach Andersen, Fokussetredaktør

For mig er Lixen en mulighed. En mulighed for at vise hvad den nye generation af journalister kan. En mulighed for at kunne prøve sprog, vinkler, fremgangsmåder og genrer af. En mulighed for at kunne fejle (det har vi gjort mange gange), men også opnå succes (det håber vi hvert fald). En mulighed for at kunne finde ud af, hvordan vi vil forme fremtidens journalistik.

- Lukas Bjerg, Chefredaktør At være sammen med en gruppe engagerede mennesker om at skabe en avis med kvalitetsindhold, både i form af oplysning, underholdning og lækkert udseende, det har været det fedeste ved at være med i Lixen. Nu har jeg kun været redaktør for Fokusset i tre måneder, men jeg har lært meget og så har det samtidig været sjovt at få lov til at lave noget inden for andre journalistiske områder, end vi får mulighed på uddannelsen. Jeg vil stærkt opfordrer andre til at være med til at lave Lixen på den ene eller anden måde.

- Josefine Alberg, Fokussetredaktør Lixen har givet mig tynd mave, men gjort mig tykhudet

Man lytter hver gang, at en medstuderende siger sin mening. Kunne det være en artikel til debatten? Kan jeg overbevise personen om, at det skal trykkes? Et år som redaktør, og du lærer at få folk til tasterne - også selvom de var lidt betænkelige i begyndelsen.

- Amalie Hebel Andersen, Debattenredaktør

Udover en weekend om måneden med et overdrevet snack-indtag, så har det her år med Lixen budt på en masse god journalistik, som vi har været stolte af. Der er blevet kæmpet bragt for de rigtige kilder, tal og de obligatoriske interview med Peter Bro. Og selvom det til tider har været presset at skulle sidde med tømmermænd og rette kommaer i InDesign, så er det en lille smule ærgerligt, at vi nu kan præsentere vores allersidste Lixen-udgave. Men den er virkelig blevet god – vi er meget tilfredse, så værsgo at læse!

- Jamin Lennert og Emilie Utzon Carlsen, Studietredaktører Lixen er en legeplads, men ikke kun for de seje børn.

Her får man et kreativt outlet med frie former, stærkt sammenhold og masser af journalistisk erfaring. Og så er køen til rutchjebanen heller ikke så lang, så alle kan få en tur!

- Victor Juul Grønbæk, Debattenredaktør Lixen giver mig en undskyldning, for at være kreativ i en ellers presset hverdag

- Morten Beese Nielsen, Bixenredaktør

- Ditte-Marie Bindesbøll Schov, Illustrator

Lixen betyder for mig en finger på pulsen i medieverdenen. Ved hjælp af bladet får jeg et bedre overblik over, hvordan min fremtidige branche ser ud. DJ har deres eget blad, men Lixen er specialsyet til journaliststuderende og er derfor nemmere for en kommende journalist at forholde sig til. Her er der mere fokus på de ting, som jeg bekymrer mig om som praktik, og hvilke kvalifikationer branchen efterspørger hos kommende journalister.

Må jeg være ærlig? Lixen har været ligesom den kælekanin, jeg fik, da jeg var cirka 9 år. Vildt fascinerende i starten - og vildt hård at holde gejsten oppe over i længden. For det at være chefredaktør er krævende.

Det at gå på kompromis med ens idealistiske jeg og i større grad gå efter læseroptimering. Av, den gør ondt.

Men når det så virker, og man kan se glade redaktører og skribenter udvikle deres journalistiske kundskaber og potentialer, så er det virkelig det hele værd. Så jeg har ikke helt lyst til at give slip på Lixen endnu. For trods slid og slæb er det jo en fantastisk og fascinerende mulighed for at prøve journalistikken og sig selv af.

- Victor Juul Grønbæk, Debattenredaktør

- Amalie Klitgaard, Chefredaktør

Ja, jeg arbejder på SE og HØR

og jeg elsker det!

I praktik hos Se og Hør kan man riskere at ende med Ghita Nørby og Viggop Mortensen på en bænk i Dragør Foto: Mikael Reick SE og HØR

De er kendt for dårlig moral, Danmarks største medieretssag og paparazzi. Og kendte. Masser af kendte. Julie Würtz gjorde op med de traditionelle nyheder og valgte i stedet at teste fordommene hos et af landets mest omdiskuterede medier.

Velkommen til 12 måneder på SE og HØR.

Af Julie Würtz julie.wurtz@sh.dk

P

ludselig fik jeg nok. Blot få dage før ”panikdagen”.

I to uger havde jeg stormet land og rige rundt til forskellige åbent husarrangementer i TV-branchen. Men den rette mavefornemmelse var aldrig dukket op. Og alligevel stod jeg som en skræmt kalv bundet til brunchbordet på ”Kvægtorvet”, mens jeg nervøst sippede til min kaffe. Og så slog det mig.

Det her er ikke mig. Jeg dur ikke til ultrakorte deadlines og hardcore nyhedsjournalistik. Jeg vil ikke ændre verden. Det må jeg lade de andre om. Jeg vil skrive til helt almindelige danskere, der befinder sig i alt fra det nordlige København til Klitmøller i Udkantsdanmark. Jeg vil få folk til at slappe af i stedet for at stresse. Jeg vil lave underholdning frem for nyheder.

Og tanken om at skulle arbejde på aviser eller TV-stationer, hvor alting foregår fra dag til dag, giver mig næsten hjertebanken.

Jeg indrømmer blankt, at jeg i panikræset lod mig rive med på en popularitetsvogn, hvor jeg kun søgte de steder, der ville være et rent show-off på det obligatoriske panikbillede uden for Danmarks Journalisthøjskole. Men nøj, hvor ville det være fedt at være en af dem, som kunne vise, at man var havnet på TV 2 eller Politiken. Men nej.

Jeg kom nemlig i tanke om, at det hverken var Politiken eller TV 2 Nyhederne, der gav mig drømmen til at blive journalist. I stedet havde jeg siddet i mine teenageår og savlet

over Zulu Awards, DMA, Vild med dans og tonsvis af røde løbere med kendte i glitter og glamour.

Det er min drøm Så jeg tog chancen og søgte praktik hos dem, de andre medier ikke må lege med. SE og HØR. Jeg har ikke fortrudt det et eneste sekund. Faktisk, så elsker jeg det.

Og siden jeg nu arbejder på SE og HØR. Er jeg så en idiot? Nej. Har jeg en moral? Ja. At møde og nedbryde fordomme er en del af jobbeskrivelsen. Jobbet på Danmarks største sladderblad kunne let hentyde, at jeg ikke tager hensyn til andre. Men virkeligheden er en ganske anden.

Personligt har jeg aldrig følt mig presset til at skrive om noget, jeg synes, der er gået over min egen moral.

Dog har jeg haft mine betænkeligheder ved at vælge et så omdiskuteret medie. Kommer jeg til at sætte mig i bås i forhold til min karriere? Og hvad vil mine venner og familie dog sige? Og en kæmpe medieretssag kørende på alle nyhedskanalerne vil måske heller ikke fremme min sag. Men på en måde ville det jo også være en udfordring. For hvordan får man et blad op at stå efter sådan en omgang?

Jeg kan fortælle jer, at det ikke er let.

Efter SE og HØR-sagen har bladets omdømme fået et ordentligt hak. Men det er ikke en hindring. Heller ikke for mig som praktikant. I stedet for at hente kaffe bliver du

således inviteret ind til chefredaktionen, hvor du får lov til at smide dine ideer på bordet. Og man bliver lyttet til.

Intentionen er nemlig den samme. SE og HØR skal komme på det rette spor igen efter skandalen.

Men du bliver også testet til grænsen. Jeg glemmer aldrig min første opgave på bladet.

Det var min fjerde dag på redaktionen, og jeg havde fået den opgave, at jeg skulle interviewe Viggo Mortensen og Ghita Nørby i Dragør. »Held og lykke. De gider aldrig at snakke med os, så du prøver bare,« grinte folk på redaktionen dagen før. Men dagen efter var det mig der grinte, så tårerne trillede ned ad kinderne, da jeg sad på en bænk i en sandwich mellem ”Matador”- og ”Ringenes Herre”-legenderne, mens vi drak champagne og snakkede om Ghitas have.

Det var blot starten Siden har jeg på SE og HØR også stået sammen med Dronningen til en udstilling på Amalienborg, været i Operaen til Zulu Comedy Galla, delt 30 sekunder af mit liv med Mads Mikkelsen, da jeg var så heldig at fange ham til en biografpremiere, fået kindkys af Ole Henriksen til Copenhagen Pride, stået på rulleski med Julie Berthelsen, været til ballet på Det Kongelige Teater, og ikke mindst har jeg skubbet min chefredaktør i vandet i et hundekostume – bare fordi det kunne være sjovt på video.

Men selv om opgaverne let kan virke som fis og ballede på sladderbladet, findes der også en mere alvorlig side af SE og HØR. Under ”Knæk Cancer”-ugen i oktober har jeg interviewet kendte og almindelige danskere om deres smertefulde oplevelser med sygdommen. Det var hårdt at have mennesker i røret, der fortæller om, hvordan de har mistet deres kære, eller selv har været igennem et forløb med den frygtelige sygdom.

Personligt var det en af de største udfordringer for mig på bladet, da jeg normalt taler med et glimt i øjet, når jeg møder de kendte.

Nu var tonen anderledes, og jeg skulle komme helt under huden på folk og stille de svære spørgsmål om liv og død for at fortælle den historie, der virkelig gjorde ondt.

Facts: - Julie Würtz, 22 år - Praktik på SE og HØR i 12 måneder - SE og HØR har ca. 400.000 læsere om ugen, og er derfor et af Danmarks største ugeblade

Jeg har lært en masse ting ved at være på SE og HØR, men jeg må sige, at praktiksøgningen gjort et stort indtryk på mig.

Jeg var tæt på ikke at søge ind på bladet, fordi jeg var bange for, hvad andre ville tænke om mig. Både på studiet, i min senere karriere, og ikke mindst min familie. Heldigvis er udfaldet blevet rigtig positivt. Det er sjældent, at personer påpeger, at mit arbejde er decideret uacceptabelt. Og jeg tager gerne diskussionen op, når den kommer. For at arbejde på SE og HØR har allerede på under fire måneder givet mig så mange fantastiske og gode oplevelser, jeg aldrig har turde drømme om.

Så man skal ikke være bange for at sende sin ansøgning i en anden retning end de andre, hvis det virkelig er et sted, man brænder for at være. Jeg var tæt på at lade være. Og jeg er i dag meget taknemmelig for, at jeg ikke fik en forhåndsaftale på Kvægtorvet den mandag eftermiddag.

For det kunne jo være, at man bliver positivt overrasket og ender på en træbænk en lørdag eftermiddag udenfor Dragør Bio med champagne, Ghita Nørby og Viggo Mortensen.

For ja, jeg arbejder på SE og HØR – og jeg elsker det!

Optages der for mange på journalistuddannelsen?

80 studerende fik ingen praktikplads ved sidste panikdag. Gangen før gik 82 tomhændet hjem, og den udvikling ser ud til at fortsætte. Det er derfor nærliggende at stille spørgsmålet: Optages der for mange på journalistuddannelserne?

Af Oliver Sønderbye Therp olther15@student.sdu.dk

D

a praktikvejleder Pia Færing den 15. april 2016 blæste i hornet og indledte Store Match-dag på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, var Mads Gordon Ladekarl afklaret. Han følte, at han havde gjort, hvad han kunne for at få en praktikplads. Da dagen var slut, stod han dog uden – og han var langt fra den eneste. 103 andre måtte ligesom Mads gå slukørede hjem.

22 fik efterfølgende en praktikplads, så tallet endte på 82.

Men hvordan sikrer vi, at det tal i fremtiden bliver lavere? Danske Mediestuderende mener, at vi skal justere optaget på journalistuddannelserne: »Løsningen er at reducere optaget proportionelt på tværs af journalistuddannelserne og så naturligvis holde op med at oprette nye journalistuddannelser,« siger formand Peter Pishai Storgaard.

Det er journalistisk direktør i Danske Medier, Christian Kierkegaard, og centerleder ved Center for Journalistik, Peter Bro, dog ikke enige i.

Mangel på arbejdspladser?

Det er Uddannelses- og Forskningsministeriet, der sammen med uddannelserne bestemmer, hvor mange studerende der optages. Center for Journalistik kan hvert år optage mellem 75 og 125 på bacheloruddannelsen i journalistik, og de sidste par år er der blevet optaget cirka 100 om året. Det skyldes ifølge Peter Bro, at de ønsker at holde niveauet højt og har kigget på efterspørgslen på markedet.

Han mener ikke, at optaget skal sænkes yderligere: »Hvis man kigger på arbejdsløshedstallene i Dansk Journalistforbund, så er de lave.

Vi har en udfordring med praktiktiden, men fordi mulighederne bagefter er fornuftige, så giver det mening at bevare optaget,« forklarer han.

Danske Mediestuderendes formand, Peter Pishai Storgaard, ser dette dog ikke som et fyldestgørende argument: »Ledighedstallene fortæller ikke hele sandheden. Dels er der en række freelancere, som ikke figurerer som ledige på trods af en løn, der gør det svært at få hverdagen til at hænge sammen, og så fortæller ledighedstallene ikke noget om dem, som finder beskæftigelse inden for andre områder,« forklarer han: »Hvis det er kommunikationsfolk, der er efterspørgsel på, så hæv optaget på kommu-

Journalist på TV 2 Sporten

nikationsuddannelserne i stedet.« Det mener Peter Bro dog er en lidt ensporet tankegang, fordi journalister bidrager med noget andet end kommunikatører: »Selvfølgelig har vi nogle kerneområder, der er målrettet de publicistiske medier, men man kan bruge uddannelsen til mange ting.

Praksiselementer som formidling og kildekritik kan bruges i en lang række fag, så det er en lidt ensporet tankegang, hvis man ikke kan se, at principperne kan bruges i flere fag.« For dyr i drift?

Journalistisk direktør i Danske Medier, Christian Kierkegaard, mener heller ikke, at optaget skal sænkes. Han henviser også til de lave arbejdsløshedstal i Dansk Journalistforbund, og han mener, manglen på praktikpladser skal løses et andet sted: »Løsningen er snarere at se på, om de vilkår, der gælder for at have studerende i praktik, er de rigtige. Og her kommer vi ikke uden om at drøfte aflønningen, der nærmer sig startlønningerne for uddannede journalister på en række områder,« forklarer han: »Lønnen er blandt andet årsagen til, at mange nye netmedier samt et stort antal fagblade og lokale ugeaviser ikke har journalistpraktikanter, selv om det er særdeles velegnede praktiksteder – og at også større medier har valgt at reducere antallet af praktikanter som led i sparerunder.« Formand for Danske Mediestuderende Peter Pishai Storgaard ser ikke lønnen som et problem, selvom han dog er villig til at gå på kompromis: »Både journalist- og tilrettelæggerpraktikanter bidrager med arbejde til en langt højere værdi, end den løn de modtager. Men vi har flere gange sagt, at vi er villige til at forhandle om lønnen, hvis medierne i højere grad vil sætte fokus på det uddannelsesmæssige aspekt i praktikken.« Et strukturelt problem?

Da praktikvejleder Pia Færing den 10. november 2016 blæste i hornet og indledte endnu en Store Match-dag på Danmarks

Rasmus Staghøj Hvor bor du?

Jeg bor alene i København.

Hvad er din baggrund?

Uddannet fra Journalisthøjskolen i 2011 efter et praktikophold på BT. Da jeg blev færdig blev jeg ansat på BTs sportsredaktion. I foråret 2013 skiftede jeg til TV 2.

Beskriv dig selv med tre ord Ambitiøs, utålmodig, forfængelig.

Guilty pleasure?

Burhan G. Sådan er det bare.

Bliver for mange lukket ind ad døren til den journalistiske verden?

Illustrator: Ditte -Marie Bindesbøll Schov

Medie- og Journalisthøjskole, kunne Mads Gordon Ladekarl mærke, at endnu en afvisning ville påvirke ham kraftigt. Han kunne dog ånde lettet op, for da dagen var slut, stod han med en kontrakt med Ekstra Bladet i hånden.

80 andre var dog ikke lige så heldige Centerleder for Center for Journalistik, Peter Bro, mener, at løsningen på manglen på praktikpladser er en bedre koordinering mellem Dansk Journalistforbund, mediearbejdsgiverne og de tre journalistuddannelser. Han nævner Danmarks Medie- og Journalisthøj skoles udskydelse af praktikkens start fra 4. til 5. semester som et eksempel. Det vil nemlig skabe et semester, hvor kun studerende fra Syddansk Universitet og Roskilde Universitet skal søge praktik, og derfor tage lidt af trykket: »Vi skal passe på, at manglen på praktikpladser ikke bliver et strukturelt problem, og hvis det skulle vise sig, at der ikke er jobs, så er det ikke hugget i sten, at det samme antal skal optages,« siger han: »Lige nu mangler jeg bare gode argumenter for det.«

Danske Mediestuderende...

Danske Medier...

...er en faglig samarbejdsorganisation for de lokale studenterforeninger i Dansk Journalistforbund – Medier og Kommunikation.

Varetager bl.a. overenskomstforhandlinger og arrangerer Medielejr og Kravling.

…er de private mediers talerør i forhold til alle danske og internationale myndigheder. Er en fusion af alle væsentlige foreninger for danske professionelle medier.

Kilde: danskemedier.dk/om-danske-medier/ .

foreningen/

Hvad skulle du være, hvis ikke du var journalist?

Kok. I folkeskolen var jeg i erhvervspraktik på Frederikshøj Kro i Aarhus. Udover at skrælle kartofler, lavede jeg pandekager til Stig Tøfting, der var kommet ind som gæst i restauranten. Det kunne jeg godt lide. Altså pandekagerne.

Hvad er du værst til?

At vente i uvished, når der er problemer med live-forbindelsen fra et bjerg i Italien og hjem til Danmark. Jeg er heller ikke så god med en boremaskine, men det har ingen sammenhæng.

Hvad er du bedst til?

At rose mig selv. Men jeg er omvendt også bedst til at kritisere mig selv. Jeg kan blive høj af at lave godt live-TV, og jeg kan blive nedtrykt, hvis jeg har gjort det dårligt. Og så laver jeg en fremragende bearnaise, og det roser jeg gerne mig selv for.

Tre ting du ikke kan leve uden Min iPhone, internet, mine solbriller.

Hvad bliver din næste rejsedestination?

Jeg overvejer at besøge Jørgen Leth på Haiti igen til vinter. Ellers tager jeg til Asien, som jeg ikke har udforsket tilstrækkeligt.

Hvornår har du sidst haft tømmermænd?

Hvilken dag er det i dag? Jeg er lige blevet single, så det sker ret ofte.

Hvad er din morgenrutine?

Hvis jeg skal på arbejde, betragter jeg min morgen som ren overlevelse. Jeg er ikke et morgenmenneske. Når jeg har fri og tid, skal det helst gå langsomt. Omelet, kaffe, nyheder på telefonen og radio.

Alder er kun et tal – eller er det?

I disse dage bliver det diskuteret, om journaliststuderende er blevet for unge.

Netop diskussionen om de studerendes alder har være oppe at vende mange gange før. Men ifølge Lene Rimestad er det ikke nødvendigvis alderen, der er det vigtigste, når man skal vurdere, om de studerende er klar til universitetslivet.

Af Cecilie Spottog Petersen cepet15@student.sdu.dk

T

allet fremgår i dit pas, på dit kørekort, på din dåbsattest. Det er ofte noget af det første, du fortæller, når du bliver spurgt ind til dig selv, og så bliver det ofte diskuteret på studiet. Men er det i virkeligheden

så vigtigt, som vi går og tror? Altså det der med din alder.

Ifølge Lene Rimestad handler det ikke kun om alder, når det kommer til, om man er klar til at studere på universitetet. For hende er det vigtigere at snakke om den individuelle studerendes modenhed. Og alder og modenhed kan ikke altid sættes under samme fællesnævner. »Det er ikke alder, der tæller, men om man engagerer sig i studiet og i hinanden. Til gengæld hvis man ikke er det, så trækker det ned,« siger den tidligere underviser på journaliststudiet.

DMJX udskyder praktikken Tidligere på måneden offentliggjorde Danmarks Journalist og Mediehøjskole, at de ville ændre studieordningen, så de studerende fremover skal blive et halvt år mere på skolebænken, inden de kommer ud i praktikken. Ordningen kommer således til at ligne SDU’s model. En af årsagerne til dette er, at de studerende er blevet yngre end tidligere og dermed skal have mere viden, inden de kommer ud i virkeligheden. Det kan Lene Rimestad godt se fornuften i: »Med længere tid på skolebænken er der mulighed for at proppe mere viden ind i folk og

Aldersgennemsnittet ved studiestart: 2010: 2011: 2012:

22.4 år 22.2 år 21.4 år

2014: 2015: 2016:

20.03 år 21.8 år 22.6 år

Undersøgelsen er foretaget af Lixen.

dermed få det mere med i bagagen.« Og hun ved, hvad hun snakker om, når samtalen falder på betydningen af modenhed på studiet: »De ni år jeg har undervist på universitetet, har årgangene været forskellige. Jeg havde engang en årgang med meget umodne mennesker, som hellere ville ryge hash og spille fodbold. Det gjorde, at årgangen blev dårligere. Men det har ikke noget med alderen at gøre. Det er vigtigere at snakke om, hvilke mennesker man får ind, og om de vil studiet,« siger Lene Rimestad.

Men hun understreger samtidig, at det netop på journaliststudiet er vigtigt at have noget livserfaring. »Du kan gå seks år på danskstudiet uden den store kontakt til omverden. De journaliststuderende skal kunne formidle til andre mennesker og har et ansvar overfor dem. De skal kunne afkode andre mennesker, konfrontere dem og kunne læse rapporter. Det kræver modenhed. Du skal have personlig styrke, og det får du ved at møde verden,« siger Lene Rimestad.

For lidt ar på den journalistiske sjæl De danske journaliststuderende bliver yngre og yngre. Det har i lang tid været normen, at man på journaliststudierne skulle være en smule ældre, når man startede uddannelse. Men dette er altså ved at ændre sig.

Journaliststuderende fra SDU, Nicoline V. V. Hoeg, var selv 19 år, da hun startede på studiet.

Af Nicoline V. V. Hoeg nhoeg15@student.sdu.dk

H

un slår blikket ned. Kameraet ruller stadig. Jeg skæver til mine spørgsmål igen. »Kan du forklare, hvordan det føles?«, står der. Jeg husker min interviewtræning og lader stilheden fylde rummet – smertefuldt opmærksom på kameraet over min skulder. Hun løfter igen blikket og kigger mig ind i øjnene. Ikke i kameraet, for det har jeg bedt hende om ikke at gøre. Og i det øjeblik ser jeg mig selv igennem hende: Ikke andet end en lille bitte pige, der bare lader som om, hun er journalist.

Jeg startede på journaliststudiet som 19årig og var dermed en af de 10 yngste på min årgang. Fra dag ét hørte jeg om mine medstuderendes højskoleophold, lange rejser og tidligere uddannelser. Jeg havde hverken været på efterskole, højskole eller ligget tre måneder på en strand et sted i Asien. Jeg havde dog haft et sabbatår, hvor jeg gjorde rent på et plejehjem og arbejdede i 7-eleven.

I get it – det er sgu ikke noget, man bliver

synderligt dannet af.

19 år gammel på journaliststudiet. Vi får altid i film portrætteret journalister som de her lidt ældre, slidte, hærgede og utrættelige typer, der drikker alt for meget kaffe og ryger for mange cigaretter. Det er sikkert på sin vis også sandt, men her er mit spørgsmål: Bliver den garvede journalist i filmen ikke blot mere interessant, hvis hun/han har været i faget en del år? Svaret kender jeg ikke, men jeg kan tale for mig selv.

Da jeg sad dér, med kameraet rullende over min skulder, var min selvtillid helt i bund. Mine tanker blev ved med at køre rundt om det faktum, at jeg var for ung til at kunne interviewe folk med ar på sjælen. Jeg har jo ingen livserfaring’, tænkte jeg. Men i det øjeblik skete der noget. Jeg stillede hende mit spørgsmål: »Kan du forklare hvordan det føles?« Og ja, det kunne hun jo faktisk godt. Ikke fordi jeg har en bestemt alder, ikke fordi hun skulle vide noget som helst om, hvilke ar jeg selv har på sjælen. For at være moden er ikke det samme som at være voksen. I det øjeblik var jeg jo en journalist i hendes øjne. En journalist, der stillede hende et journalistisk spørgsmål i en journalistisk sammenhæng. Og om jeg er ældre eller yngre end hende, tror jeg ærligt talt, hun var kom-

Nicoline V. V. Hoeg er en af de journalststuderende, der trækker aldersgennemsnittet ned. Foto: Matthias Grandjean

plet ligeglad med.

Og nu kommer vi til min pointe: Jeg skulle på ingen måde have haft et ekstra sabbatår. Jeg var klar til at studere, og jeg vidste 100 procent, at det skulle være journalistik.

Betyder det, at jeg ved, om det er smart eller ej at uddanne yngre og yngre journalister? På ingen måde. Jeg mener blot, at de her ar på sjælen og de her modnende oplevelser, dem

skal man sgu nok få. Om de kommer før eller efter min uddannelse, kan jeg ærligt talt ikke se det store problem med.

For jeg er sikker på, at der også et sted findes nogle 25-årige, der ikke er modne nok til at starte på uddannelsen, og hvis de skal have chancen før mig, udelukkende baseret på mit fødselsår, så synes jeg ærligt talt, man skal genoverveje sine prioriteter.

Studerende dropper fag om viden Jo længere ind i efteråret man kommer, des færre studerende dukker op til de akademiske fag. Men det er ikke en god idé, hvis man spørger en af underviserne.

Af Birgitte Søe bisoe14@student.sdu.dk

T

omme stole. Det er ofte det syn, der møder underviserne på 3. semester, når det gælder de akademiske fag ’refleksion’, ’mediesprog’ og ’økonomi’.

Det er et fænomen, der har vakt opsigt hos både undervisere og de studerende. Og det er ikke så mærkeligt.

En undersøgelse, Lixen har lavet blandt de journaliststuderende på SDU, viser nemlig, at godt otte ud af 10 på et eller andet tidspunkt har droppet undervisningen i et af fagene, hvor det ikke har skyldtes sygdom.

Og der findes mange årsager til, at mediesprog mandag morgen og refleksion samt økonomi torsdag eftermiddag ikke bliver prioriteret: »Jeg har klaret mig fint uden at være med til al undervisning på de to første semestre« »Jeg føler, at forelæsningerne bare er et referat af det, jeg har læst hjemmefra.« »Jeg har prioriteret at bruge min tid på andre gøremål.« Sådan lød nogle af begrundelserne fra de studerende i undersøgelsen.

Forskel på fremmøde til fagene Det står også klart, at det er faget refleksion, der topper listen over fag, de studerende mener, der er mindst grund til at komme til.

Men manglen på studerende til ugens undervisning i de akademiske fag vækker opsigt hos en af underviserne. Heidi Jønch-Clausen har undervist 3. semester i mediesprog og retorik, og hun har lagt mærke til den faldende mængde af studerende til hendes undervisning: »Deltagelsen daler typisk i løbet af semesteret. Vi har styr på, hvem, der ikke kommer, og hvem, der gør. Jeg husker jeres ansigter og kan godt blive skuffet over, at hende der den lille med krøllerne eller ham den flabede med kasketten ikke har været der flere gange i træk - og omvendt bliver jeg glad over dem, der næsten altid kommer. Hurra for dem,« siger hun.

Foto:Matthias Grandjean Prioriteringen af de akademiske fag på journalistuddannelsen halter.

Og selvom de akademiske fag jævnligt er ramt af mandefald gennem semesteret, kan Heidi Jønch-Clausen glæde sig over, at det ikke er hendes fag, de studerende finder mest undværligt. Hele 50 % af de adspurgte finder faget ’refleksion’, der dækker over teorier og journalistikkens historie, som det fag, hvor det er mindst nødvendigt at være til stede i undervisningstimerne for at bestå. Næsten 30 % peger på økonomi, mens de sidste 20 % ser mediesprog som det letteste fag at bestå uden undervisning.

Fællesskabet lider under fravær Og spørger man Heidi Jønch-Clausen, så kan undervisningen for resten af de studerende godt påvirkes en smule, hvis tilstedeværelsen er faldende: »Det påvirker ikke undervisningen sådan nævneværdigt. Jeg underviser jo ikke dårligere, bare fordi jeg har færre tilhørere. Og dog. Jeg kan godt blive så glad, hvis der dukker mange op, at jeg er mere i hopla, og undervisningen bliver mere energisk. Hvis der som regel er fuldt hus i et fag, gør jeg nok også måske mere eller mindre ubevidst mere ud af forberedelsen. Det tror jeg er helt naturligt.« Men for studerende Josefine Alberg handler det mest om, at hun helst selv vil læse op, og så er sværhedsgraden i vidensfagene ikke udfordrende nok til at få hende til at møde op: »Jeg har klaret mig fint uden at være med til al undervisning på de to første semestre.

Jeg får ikke så meget ud af forelæsninger og vil egentlig hellere selv læse op. Og så mener jeg generelt, at de akademiske fag indtil videre har været lidt for lette at score en høj

Figur 1: Føler du, at det er nødvendigt at dukke op til vidensfagene for at bestå eksaminerne?

Rød: Ja, men ikke i alle Blå: Nej, slet ikke

karakter i, i den forstand at det ikke kræver den store deltagelse eller indsigt i pensum at klare sig godt. Det har nok noget med eksamensformen at gøre.« Eksaminer hjælper ikke fremmødet Selvom eksaminerne altid ligger og lurer ude i horisonten, så er det ikke noget, der får de studerende ud af døren og af sted til undervisning. Det er nemlig næsten kun 2 af 10, der synes, det er nødvendigt at være til stede til alle undervisningstimer for at bestå eksaminerne. Hele 4 ud af 10 mener slet ikke, det er nødvendigt at være til stede overhovedet.

Men hvordan ser underviser Heidi JønchClausen på det?

Grøn: Ja, det gælder i alle fag Lilla: Andet

»Det afhænger af, hvor nemt man har ved det, og hvor grundigt man læser pensum. Men der er ingen tvivl om, at det meget sværere.

Mediesprog er ikke nemt, og Jonas og jeg gør meget ud af at lægge tyngden i vores undervisning på at forklare de svære emner i pensum, som kræver at blive uddybet og forklaret,« siger Heidi Jønch-Clausen til Lixen.

Og selvom mangel på deltagelse ikke ændrer det store i Heidi Jønch-Clausens undervisning, så har hun en klar opfordring til de studerende, der har tendens til at skippe den ugentlige undervisning i de akademiske fag: »Mød op! Prioritér dit studie! Jeg havde også flere gode studiejobs, men dem passede jeg selvfølgelig uden for undervisningen.«

At sætte rammerne for det gode portræt Hvordan skriver man et godt portræt? Hvordan kommer man ind på livet af et fremmed menneske?

Og hvorfor er portrættet overhovedet så interessant at begive sig i kast med?

Det ved Rune Skyum-Nielsen, som er en af landets mest succesfulde og anerkendte portrætskribenter.

Af Lukas Bjerg lukasbjerg@hotmail.dk

N

år man skal lave et godt portræt, så er der især én ting, som er vigtig: At skabe et trygt miljø.

Det er derfor, at Rune Skyum-Nielsen har valgt, at dette interview skal finde sted langs vandet. Han har forinden skrevet: Hvad med at mødes til en solnedgang ved trælandskabet bag Marriott ved Københavns Havn? Og så vade hjem mod mig på Christianshavn til en kop kaffe? (Regel #1: Interview aldrig på en tilfældig café).

Grunden til, at interviewet lige præcis skal være her, er, at det er et sted, han holder af. Det er her, han løber og gør sig sine egne tanker, og det er også her, han begynder sine forberedelser, inden han selv skal ud og interviewe andre.

Og interviews har han lavet mange af. Så mange at han i dag er en af Danmarks mest anerkendte freelancere og portrætskribenter.

Han er den journalist, der har prydet flest magasinforsider med portrætter, der spænder lige fra Keith Richards til Bjarke Ingels. Han har også skrevet længere biografier, hvor den senest er den anmelderroste bestseller ’Jakob var her’, som portrætterer den afdøde forfatter Jakob Ejersbo.

Fra SDU til freelance Rune Skyum-Nielsen har dog ikke altid villet være freelancer og portrætskribent. Tværtimod.

Da han færdiggjorde sin journalistuddannelse på SDU i 2002, prøvede han sine færdigheder af på aviser som Dagen, Jyllands-Posten og Information.

Det var først i 2006, at en ny verden åbnede sig for ham. En gammel kollega, som Rune Skyum-Nielsen tidligere havde arbejdet sammen med på Dagen, var blevet redaktør på Ud og Se, og han ville have et forsideportræt af Frank Hvam og Mia Lyhne. Rune SkyumNielsen sagde ja, og lige pludselig skulle han gå fra 5000 til 30.000 tegn.

Rune Skyum-Nielsen kunne godt lide de længere interviews og formater, men at ende med at leve af at skrive, så langt havde han aldrig rigtig overvejet. Måske fordi det virkede

urealistisk. I dag føler han, at portrættet er noget af det bedste og mest interessante, der kan komme ud af journalistikken. At portrættet er det sted, hvor man kan få lov til at udfolde sig sprogligt og udfordre skabelonerne, samtidig med at man lærer noget om sig selv og andre.

Tryghed åbner op Det vigtigste i et portræt er at få folk til at åbne sig op. Det er også det sværeste. For Rune Skyum-Nielsen handler det om at kunne aflure folk. Altså ikke at snyde eller manipulere dem, men at være bevidst om, hvem personen er, og hvordan man skal gå til denne person. Alle er forskellige, og derfor skal man tænke sig godt om. Nogle gange – blandt de medievante og travle – skal man gå direkte og hårdt på lige fra starten, mens andre, mere uprøvede interviewpersoner, skal ledes igennem interviewet med blid og nænsom hånd.

Det er derfor, at Rune Skyum-Nielsen aldrig interviewer på caféer. At sidde faceto-face med en anden person kan virke enormt intimiderende. Det gælder ikke mindst, hvis man skal tale om privatliv eller andre personlige sager, mens man sidder omringet af 12 andre cafégæster. Og så er der bare heller ikke noget mere kedeligt for læseren end at blive stopfodret med de typiske rammer, der udgør den klassiske cafefortælling. Beskrivelser fra en gåtur langs havnen er langt mere interessante – hvis man har et forhold til havnen, naturligvis ...

For Rune Skyum-Nielsen er trygheden og den gensidige tillid helt afgørende for at vise nye sider af et menneske. Derfor tror han heller ikke på den gamle skole inden for

journalistikken, der siger, at journalisten aldrig må give noget af sig selv under et interview. Rune Skyum-Nielsen deler gerne sine tanker og følelser med den person, han interviewer, for han har opdaget, at det fører til, at personen dermed præsenterer et mere ærligt og mindre opstillet billede af sig selv. Paraderne falder lettere, hvis kommunikationen går i mere end én retning.

Rygklapperi og kritisk sans Det er ikke hvem som helst, Rune SkyumNielsen takker ja til at portrættere eller selv ønsker at opsøge. Hvis det er en person, der i forvejen er eksponeret, og der ingen ny vinkel er at få øje på, så duer det ikke. Man skal kun lave et portræt, hvis man kan bringe noget nyt til torvs. Omvendt bør man aldrig takke nej af den grund, at interviewpersonen ikke tiltaler eller interesserer én. Man skal passe på med at lade sine fordomme råde, for så udfordrer man hverken sit eget eller sine læseres verdensbillede – og så bliver portrættet forudsigeligt. Det er regel #2: At man skal huske at overraske.

Rune Skyum-Nielsen har både roser og kritik til overs for landets portrætskribenter.

Han mener, at der er for mange portrætter, der udmunder i rygklapperi. Portrætter, hvor det er tydeligt, at der aldrig er blevet stillet et kritisk spørgsmål. Hvor journalisten lefler for sin interviewperson eller aldrig kommer videre end glansbilledet. Den gode portrætskribent skal altid være bevidst om, at alle har en interesse i at skabe et så godt billede af sig selv som muligt – og så skal han eller hun forsøge at tegne et mindre forlorent.

Læseren er nemlig ikke dum. Alle ved, at alle har en mørk side. Derfor har Rune Skyum-Nielsen en måde at teste, om hans portræt har vist en så sandfærdig virkelighed som muligt. Når han viser det færdige portræt til den interviewede person, så holder han øje med reaktionen: Jo mere rystet interviewpersonen er, jo længere fra glansbilledet befinder portrættet sig.

Overraskelsen efter 10 linjer Der findes én ting, som med det samme kan få Rune Skyum-Nielsen til at lægge en kollegas portræt fra sig igen. Og det er, hvis han ikke får en aha-oplevelse inden for de første 10 linjer. Hvis han ikke bliver overrasket over vinklen, eller den måde sproget kommer i spil på, hvis der ikke eksperimenteres med opbygningen, eller hvis anslaget ikke fænger ... så bliver det en drøj omgang at komme igennem, og så lader han hellere være.

Når man går på Syddansk Universitet, får man en masse traditionelle skabeloner at arbejde med. Og dem skal man lære for at sikre sit bundniveau, understreger han. Men dernæst har han også forsøgt at undvære skabelonerne så meget som muligt. At bruge den samme skabelon på alle de personer, man portrætterer, giver ikke mening, mener han. Det er jo lidt som at sige, at alle personer har den samme slags historie at fortælle.

Da Rune Skyum-Nielsen så bliver spurgt, om det ville være en god idé at prøve noget nyt – såsom noget så tåbeligt som at portrættere ham uden ét eneste direkte citat – nikker han entusiastisk. Dét ville overraske ham som læser. Og give ham noget at tænke over. Og så er det alt andet end tåbeligt.

BLÅ BOG

Født 1978 i København.

Uddannet 2002 fra SDU (første årgang).

Modtager af og nomineret til en række priser.

Tidligere ansat på Dagen, Information, JP og Nyhedsavisen.

Forfatter til fire anmelderroste bøger.

Freelancer siden 2008, tilknyttet blandt andre Ud & Se og Euroman.

Landets mest brugte portrætskribent.

FOTO: Lukas Bjerg

Medier kan også integrere

Lixen

I en digital tidsalder stiller vi store krav til, hvad medierne skal kunne. To tidligere flygtninge har gennem brugen af radio og YouTube illustreret, hvordan medierne kan være med til at integrere flygtninge og indvandrere.

A

lbert Einstein er trykt i grålige toner og indrammet af sort plastik. På reolen står tykke lærebøger. Nogle på dansk, men størstedelen på arabisk. Mapper med titlerne ”nyheder”, ”ideer” og ”Radio Sawa” står på en lige række. På spisebordet er en sort mikrofon på stativ og to fladskærme. »Vil du have kaffe?« lyder det fra Moustapha Shikho, som kigger på mig over brillekanten. »Ja tak« siger jeg, selvom jeg ikke drikker kaffe. Jeg kan ikke lide det. Men det er som om, at det hører sig til i dag.

Moustapha har lukket mig ind i sit hjem. Det er en toværelses lejlighed i centrum af Lemvig. I stuen har han en lædersofa, et sofabord og spiseplads. Præcis som man forestiller sig, der ser ud i langt de fleste stuer. Men denne lejlighed er ikke som enhver anden lejlighed – det er nemlig også stedet for produktionen bag Radio Sawa.

Radio, der rykker »Dagens nyheder: Vinterens første sne er faldet i Danmark.« Stemmen er Louise Jespersens. Sammen med Moustapha indtaler hun de lokale og nationale nyheder til Radio Sawa. Hun på dansk, han på arabisk. Studiet er Moustaphas stue.

Det var inden for disse fire, hvidmalede vægge, Moustapha for første gang slog tonerne an til en anderledes radiokanal i starten af juli måned. Selv lytter han ofte til Radio24Syv, men det er ikke hér, inspirationen kommer fra. Moustaphas største inspiration er hentet fra hans egen historie som flygtning i Danmark.

Som nyankommen i Danmark opdagede han hurtigt, hvor stor trangen til at lære det danske samfund var hos de arabisktalende flygtninge.

Derfor besluttede han sig for Foto: Privat at opstarte sin egen kanal, da han fik en lejlighed i Lemvig.

Herfra når han ud til flygtninge i nærområdet, som løbende giver Moustapha positive tilbagemeldinger og ønsker om mere radio.

Kanalen arbejder stadig på at udbrede projektet yderligere.

Sprogundervisning på Youtubsk »Adverbier. Han er her, og hun er der.« Sådan lyder det på Youtube-kanalen ’Danskundervisning på Arabisk med Khaled.’ Manden bag, Khaled Ksibe, er ligesom Moustapha Shikho en tidligere flygtning, som i dag har slået rødder i Odder.

Af Sofie Lodahl Ørts sourt15@student.sdu.dk

“

Tonen i flygtningedebatten kan godt blive lidt ensporet.

Der mangler nogle flere historier om det, der også lykkes

Der er behov for disse medier Hos Radio Sawa i Lemvig ønsker de med radiokanalen at lave et indspark til den flygtningedebat, som i høj grad er blusset op de seneste år. En debat, som ifølge Louise Jespersen, er meget ensformig, og derfor er der behov for andre toner: »Tonen i flygtningedebatten kan godt blive lidt ensporet. Der mangler nogle flere historier om det, der også lykkes. Det kunne godt fortjene lidt mere spalteplads. Derfor er der et kæmpe behov for det her,« fortæller Louise Jespersen.

Ligesom Radio Sawa, mener Khaled Ksibe, at der er behov for de her medier, som imødekommer de flygtninge, der kommer til Danmark. Først og fremmest fordi størstedelen af dem har et ønske om at lære det danskesprog. »Flygtninge ønsker at lære dansk. Det er ikke kun folk på sprogskolerne, som ser videoerne – det er også folk på asylcentrene. Alle flygtninge vil gerne lære dansk, og derfor er behovet stort,« fortæller Khaled Ksibe. Det er hans seertal da også et bevis på – i skrivende stund har kanalen netop rundet 1.200.000 visninger.

Store ambitioner for fremtiden Den bragende succes på Khaled Ksibes Youtube-kanal har medført, at han i dag er indehaver af Den Europæiske Sprogpris 2016. Youtube-kanalen er blevet en del af Lærdansk Aarhus, hvor Khaled er blevet ansat som studentermedhjælper.

Men hans ambitioner stopper ikke her: »Jeg vil gerne producere videoer med bedre kvalitet og tilføre noget nyt. Desuden tror jeg, at flere kan kopiere min idé og lave undervisning på andre sprog, eksempelvis somalisk.«

Efter at være flygtet fra Syrien for tre år siden, opdagede også han en efterspørgsel fra de andre flygtninge.

En efterspørgsel efter mere danskundervisning.

Derfor besluttede han sig sidste efterår for at opstarte en youtube-kanal med danskundervisning.

Grunden til at valget faldt på netop Youtube, er der flere grunde til: »Der er mange fordele ved at undervise på Youtube. Videoerne kan nå ud til et større publikum, og folk kan se videoerne, når de har tid,« fortæller han.

Hos Moustapha og Louise i Lemvig håber man på, at der i fremtiden kan blive økonomi til at lave en app, så folk får nemmere ved at lytte til Radio Sawa. Desuden håber man på, at radiokanalen kan være med til at påvirke synet på flygtninge: »Det er som om, danskerne og flygtningene står på hver sin side. Men der kommer flere og flere flygtninge, og så bliver vi nødt til at få det bedste ud af den situation, vi står i. Hvis det her kan være med til at give noget positivt til debatten, så bliver vi ved,« fortæller Louise Jespersen.

Panama-sagen sætter nye standarder for graverjournalistisk samarbejde ’Panama Papers’ har været en af de største mediesager i 2016, hvor banken Mossack Fonseca blev afsløret for skattely ved hjælp af et internationalt journalistisk samarbejde. Lixen har talt med John Hansen fra Politiken, som var en af de to danske journalister, der var involveret i at grave skandalen frem for den danske offentlighed.

Af Lasse Waarsøe Witt lawit03@student.sdu.dk

L

uften bliver indåndet ekstra dybt søndag aften den 3. april. Kort før kl. 20 har mange danskere sat sig til rette i stuerne, uanende om at der inden for ganske kort tid vil blive lanceret en kæmpe finansskandale af en hidtil uset dimension. Uret slår hel, og der bliver klikket på upload-knappen.

Nyheden, som bliver kaldt ’Panama Papers’, er i fuld gang verden over, og de politiske reaktioner ruller ind i den kommende tid.

Projektet hemmeligholdt i et år John Hansen, graverjournalist fra Politiken, er sammen med Søren Kristensen fra DR de to eneste danske journalister, som i næsten et års tid har haft kendskab til over 11 millioner dokumenter om skattely og bevidst unddragelse af oplysningspligtige informationer om hemmelige kontoer. Dokumenter, som alle stammede fra banken Mossack Fonsaca i det mellemamerikanske land Panama.

Sammen med mere end 100 journalister fra alle verdensdele var John Hansen som en del af det journalistiske netværk ’International Consortium of Investigative Journalists’ (ICIJ) blevet inviteret til et lukket møde i München i sommeren 2015 af Bastian Obermayer og Frederik Obermaier fra den tyske avis Süddeutsche Zeitung: »Det var en større sag at skulle undgå at fortælle de øvrige medarbejdere fra Süddeutsche Zeitung, hvad der var i gære, da så mange folk pludselig rykkede ind mediehusets bygning,« siger John Hansen.

Invitationen var opstået på baggrund af, at Bastian Obermayer et par måneder forinden havde fået et tip fra en anonym kilde under navnet John Doe. Sammen med kollegaen Frederik Obermaier var de to i gang med at gennemsøge 2,6 tb med filer fra Mossack Fonseca, inden de blev klar over, at de måtte have assistance fra andre journalister.

Det journalistiske graverprojekt sammensatte det hidtil største samarbejde mellem journalister, hvor der skulle tages stilling til, hvordan der skulle laves research på det lækkede

Skarp graverjournalistik af John Hansen var med til at afsløre Nordeas aktiviter i skattely. Foto: Lasse Waarsøe Witt.

materiale, og ikke mindst hvornår det skulle publiceres.

For John Hansen var tidspunktet for lanceringen af ’Panama Papers’ til fordel for Danmark, da det var i bedste sendetid: »At kunne blive enige om en fælles dag for publicering gav flere diskussioner mellem journalisterne, eksempelvis spanierne kan godt tage de tunge politiske emner en lørdag aften, modsat andre lande,« siger han. Også bekymringen for kildens sikkerhed satte ind, om hvor længe projektet kunne vente med en offentliggørelse.

I et helt år kunne researchgruppen af journalister hemmeligholde Panama-sagen, og samarbejdet satte nye standarder for den fælles koordinering: »Der blev udarbejdet arbejdsgrupper, som kunne fokusere på de enkelte lande, og hvor alt materiale gik gennem ’radical sharing’, hvilket betød, at vi delte hinandens idéer og fund,« forklarer John Hansen om projektets udarbejdelse.

Nordea fuld af løgn Den fælles database for journalisterne gjorde det muligt at kunne søge i tusinder af dokumenter, og hvor blandt andet Nordea dukkede op over 11.000 gange.

For John Hansen var Nordeas involvering i Mossack Fonseca en særlig grund til at få skrevet artiklerne om skattelyets omfattende aktiviteter:

»Med artiklerne om ’Panama Papers’ har jeg ønsket at sætte fokus på, hvordan en bank som Nordea kunne gøre det muligt at skjule sine handlinger, og vi kunne med databasen se, at Nordeas efterfølgende forklaring, om at de havde afviklet deres forbindelse til Mossack Fonseca i 2009 ikke passede. Der kom flere aktiviteter i årene efter 2009/2010,

“

Vi kunne med databasen se, at Nordeas efterfølgende forklaring, om at de havde afviklet deres forbindelse til Mossack Fonseca i 2009 ikke passede.

og på det seneste er det stagneret,« siger han. ’Panama Papers’ er langt fra den første mediesag om skattely, hvor der har været både ’Offshore leaks’ i 2013, ’Luxembourg leaks’ i 2014 og ’Swiss leaks’ i 2015, men Panama-sagen stikker sig alligevel ud på flere punkter, mener John Hansen: »Først og fremmest har det været det største journalistiske samarbejde mellem graverjournalister nogensinde, og omfanget

af lækkede filer fra en kilde har været over 10 gange så stor end eksempelvis Offshore leaks,« siger John Hansen.

Han påpeger også samarbejdet blandt tvfolkene med at få skaffet billedmateriale på forhånd fra Panama, og hvor de blev enige om at dele optagelserne med dem, som blev hjemme.

Mere i vente John Hansen er ikke i tvivl om, at vi ikke har hørt det sidste fra Panama Papers, der blandt andet forårsagede, at den islandske statsminister Sigmundur Davíð Gunnlaugssons aftrådte samt forklaringsproblemer for talrige af virksomheder, politikere og privatpersoner: »Myndighederne er i gang med at efterforske mulige brud på lovgivning, og det er vigtigt for os journalister, at vi følger op på disse sager for at kunne få en større indsigt og gennemslag med ’Panama Papers’,« siger han.

Med det internationale journalistiske samarbejde er John Hansen overbevist om, at graverjournalistikken vil gå en positiv fremtid i møde: »Vi skal fortsætte med at danne netværk, uden at vi samtidig føler, at vi tager noget fra hinanden, således at vi kan grave disse sager som eksempelvis ’Panama Papers’ frem. For hvis ikke os journalister, hvem skal så gøre det?«, siger John Hansen.

Guardian-journalist:

»Grådig og paranoid bankkultur fordærver sine ansatte« Hvordan får man afdækket en finansverden, hvor døren er lukket for journalister, og ingen bankansatte har lyst til at sige noget?

Hollandske Joris Luyendijk fra The Guardian har gravet sig frem til inderkredsen, og han er nu bogaktuel med sin historie om London City, kapitalens hjerte i Storbritannien.

Med mere end 200 interviewede personer giver han et indblik i bankernes rådne og lyssky aktiviteter.

Af Lasse Waarsøe Witt lawit03@student.sdu.dk

H

SYSTEMET MÅ LAVES OM: Joris Luyendijk (tv) er kontant i sit svar om, at systemet har fejlet i bankverden, og at der må forandring til. Foto: Lasse Waarsøe Witt.

an skal lige have checket ud af hotellet ved Bella Centeret i København, inden interviewet kan begynde i hotellets

café.

Joris Luyendijk er en travl mand. Han er taget til Danmark på Bogforum for at promovere sin nyeste bog ‘Svømme med hajer’ – en rejse ind i bankverdenens mørke. Derudover skal han holde et foredrag om finansaktiviteterne, som ellers er et lukket område for journalister.

Som hollandsk korrespondent har Joris Luyendijk primært specialiseret sig i Mellemøstens politik i flere år for forskellige medier, hvilket der blandt andet kom bogen ‘Folk som os – hvad medierne ikke fortæller’ ud af i 2006 med hans førstehåndsoplevelser om diktatorer, krige og konflikter. Pludselig fik han et opkald fra London.

Den nu tidligere chefredaktør fra The Guardian, Alan Rusbridger, inviterede i 2011 Joris Luyendijk til et møde om at dække finansverdens foretagende; en opgave som ikke var ligetil: »Jeg vidste lige så meget – eller lidt – om finansverden som alle andre almindelige personer, men Rusbridger fik mig overbevist om at gå i gang med emnet,« siger Joris Luyendijk og fortsætter: »Da Lehman Brothers (amerikansk storbank i USA, red.) krakkede i 2008, og finanskrisen satte ind, opstod spørgsmålene om, hvordan kunne det her ske? De overvejelser tog jeg med, da jeg skulle lave en antropologisk research om bankverden i London,« siger han.

Frygt skaber mundkurv Joris Luyendijk tog udfordringen op ved at kontakte flere bankansatte i forskellige banker og investeringsselskaber, men svarene var enten afvisning af interview eller betingelsen af at gøre

det anonymt. Skepsissen var først og fremmest frygten for fyring eller andre repressalier, hvis de bankansatte blev opdaget af chefer i at udtale sig om følsomme emner.

“

Jeg har ikke sympati for dem, for det er at trække den for langt, men det er vigtigt at prøve at sætte sig ind i den anden persons situation og kunne forstå deres adfærd.

Luyendijk fik fat på ti personer, som hver gav deres historier om, hvordan bankverden fungerer, og da artiklerne blev publiceret gennem en blog på The Guardian i efteråret 2011, modtag han over 200 henvendelser fra ansatte de følgende to år, som ville fortælle om deres version af bankkulturen. »Der er utrolig få bøger om bankverdens interne funktion, fordi den er enorm succesfuld til at lukke af for udefrakommende og dermed kun fortæller sin egen version, men jeg kunne komme ind og få bekræftet mange af historierne,« siger han og forklarer videre: »De ansatte, særligt lavest i hierarkiet, har ingen jobsikkerhed. De kunne være fyret inden for fem minutter og blive bedt om at forlade virksomheden, hvis der ikke var tilfredshed fra ledelsens side med deres resultater.«

Mere absurde blev eksemplerne efterhånden, som han kunne bekræfte flere af historierne via Linkedin og andre personer, som kunne fortælle om dagligdagen i bankverden, hvor enhver er sig selv nærmest og stikker hinanden i ryggen: »Bonusordninger og hurtig profit har skabt en grådig kultur blandt flere af de ansatte uden hensynstagen til dem, som reelt har måttet betale for finanskrisen, nemlig helt almindelige borgere.« Råddenskaben ligger i selve systemet Joris Luyendijk udtrykker dog en vis empati for de ansatte igennem sine interviews: »Jeg har ikke sympati for dem, for det er at trække den for langt, men det er vigtigt at prøve at sætte sig ind i den anden persons situation og kunne forstå deres adfærd.«

Han fremhæver, at det er systemet, som har fejlet, og at det giver et demokratisk forklaringsproblem, når hverken den ene eller anden politiske fløj, som folk stemmer på, kan rydde op og skabe forandring efter finanskrisen.

Han afviser heller ikke, at et nyt krak kan opstå på verdensplan, hvis ikke der bliver gjort op med bankkulturen: »Mange bebrejder systemet, uden at vi helt forstår, hvad det er, men der er nogle, som forsøger at gøre tingene bedre, selvom det er svært,« siger Joris Luyendijk og opsummerer: »Som journalister må vi gøre finansverden forståelig for de uforstående. Flere mennesker bør vide, hvor farlig sektoren er blevet,« siger han.

BLÅ BOG: JORIS LUYENDIJK Født 1971, fra Holland Journalist på The Guardian.

Tidligere korrespondent i Mellemøsten.

Har studeret samfundsvidenskab i Amsterdam, Kansas og Cairo med speciale i religiøs antropologi.

To af hans bøger er oversat til dansk: ’Folk som os – hvad medierne ikke fortæller’ (2006) og ’Svømme med hajer – en rejse ind i bankverdenens mørke’ (2016).

Kunst-, Korea- og cafe latte-journalistik - Mød mine tre smukke mediestjerner Af Katrine Vigilius kavig15@student.sdu.dk

N

yskabelse, kreativitet og unikhed.

Jeg ved ikke med jer, men det er alle sammen ord, der efterhånden hænger mig ret langt ud af halsen. Vi hører konstant, at vi skal være særlige, balancere på kanten af boksen og skabe noget nyt. Ude i branchen bliver der også sendt den ene nyskabende journalistik-ballon op i luften efter den anden. Det er som om, det samme sker for de fleste: Enten fiser luften lidt ud, og de falder slapt til jorden, eller også er de egentlig bare en slet skjult kopi af noget, der allerede er der.

Men engang imellem, så er der alligevel nogle, der laver noget, som virkelig er noget helt særligt og meget forfriskende. Jeg har i hvert fald ‘opdaget’ tre ‘gems’ af journalistisk unikhed, som jeg gerne vil dele med jer. Det er ikke sikkert, de falder i alles smag, men jeg håber alligevel, at I vil tjekke disse dejlige damer ud. Til inspiration, berigelse eller bare fornøjelse.

1. Molly Crabapple Molly Crabapple er en tegnende journalist.

Da Crabapple som teenager fik en notesbog foræret, begyndte hun at tegne – og det har hun gjort lige siden.

Men hun er mere end en kunstner, for hun bruger sin kunst til at fortælle journalistiske historier, ofte fra steder, som de færreste har adgang til.

Molly Crabapples journalistiske tegnearbejde startede i 2013, da hun blev udsendt for Vice for at rapportere fra Guantanamo Bay. Hun måtte ikke tage billeder, og derfor brugte hun i stedet sin tegneblok til at nedfælde det, hun så og oplevede.

Siden da har hun tegnet fra amerikanske fængsler, flygtningelejre og om mørke kapitler i amerikansk historie.

Crabapples næste projekt er en bog om at leve under ISIS. 2. TheSkimm Hvad er nyt ved et nyhedsbrev? Umiddelbart ikke særligt meget. Aviser, firmaer og bloggere har skrevet nyhedsbreve i årevis.

Men nyhedsbrevet ’TheSkimm’ er alligevel anderledes. Nyhedsbrevet målretter sig kvinder og er skabt af de to veninder og kolleger Danielle Weisberg og Carly Zakin.

TheSkimm giver ikke bare læseren et overblik over dagens vigtigste nyheder. Når man abonnerer på TheSkimm, bliver man også en del af et fællesskab.

Tonen i nyhedsbrevet minder om den måde en gruppe veninder ville snakke sammen over en cafe latte, og hardcore politiske nyheder bliver blandet med skæve historier og referencer til popkultur, film, musik – lidt ligesom en livlig samtale med veninderne.

Det daglige email-nyhedsbrev har, foruden sine egne nyhedsresuméer, links til eksterne artikler og selvfølgelig opfordringer til at dele på Facebook og Twitter overalt - ‘social’ er et ret beskrivende ord for TheSkimm.

Et særkende ved TheSkimm er deres utrolige catchy og til tider lidt sære overskrifter. Se fx denne overskrift, der indleder en politisk historie om Donald Trump: ”WHAT TO SAY WHEN YOUR FRIEND FINALLY JOINS SNAPCHAT...

Better late than never. Same for Michigan.

Yesterday, the state announced that President-elect Donald Trump won its 16 electoral votes…”

Eller denne: “WHAT TO SAY TO YOUR FRIEND WHO ALWAYS GETS A LOT OF BUG BITES ON VACAY… Heads up. Yesterday, Texas said ‘howdy’ to the Zika virus. Health officials there said a person was infected with Zika, potentially from a local mosquito…”

Herefter følger en historie om Zika virus i USA. Eller denne: “WHAT TO SAY TO YOUR FRIEND WHO SAYS SHE WANTS TO BE AN ASTRONAUT...

No, you don’t.”

Linket fører til en artikel om, hvordan astronauter går på toilettet (eller ikke gør).

Man kan argumentere for, at TheSkimm anlægger en lige lovlig frisk og useriøs tone på nogle ret alvorlige emner. Men populært, det er det. Nyhedsbrevet har over en million abonnenter, blandt andre Oprah Winfrey, Sarah Jessica Parker og Michelle Obama.

3. Joo Yang Joo Yang er ikke uddannet journalist og arbejder heller ikke som journalist. Alligevel har jeg taget hende med blandt mine tre mediestjerner, fordi hun har, hvad enhver journalist ønsker: En unik historie. Det er en historie, hun har delt med millioner af mennesker, og som har været med til at forme omverdenens billede af et ellers lukket land.

Det er historien om hende selv, hendes liv i - og flugt fra - Nordkorea.

Joo Yang er født i Nordkorea. Her startede hun sin egen virksomhed med at sælge snacks, cigaretter og modetøj på det sorte marked.

Gennem bestikkelse og snilde lykkedes det hende i 2011 at flygte til Sydkorea gennem Kina.

Yang blev først kendt ved at medvirke i det sydkoreanske TV-program ‘Now on my way to meet you’, der fortæller nordkoreanske flygtninges historier i et talk show-agtigt format.

Siden da har Joo Yang rejst jorden rundt og fortalt sin historie, svaret på spørgsmål om Nordkorea på Redditt og har medvirket i TEDx. Hun har sat et ansigt på både den lidelse, men også den modstandsvilje og det initiativ, der er blandt den yngre generation i Nordkorea. Joo Yang har derfor været med til at nuancere billedet af Nordkorea og har udbredt både oplysning og været en åbning ind i ukendte sider af det lukkede land.

I

ngen af mine tre mediestjerner er ”klassiske journalister”, der objektivt og nøgternt laver interviews og afdækker begivenheder.

I stedet er de specialister inden for kunst, community-building og livet i Nordkorea.

Fælles for dem er, at de brænder for at fortælle historier, og de fortæller dem på en måde, der når ud til deres publikum på en anden måde end fx en online-artikel, eller en dokumentar på HBO kan. Deres historier er vigtige, og de bliver levende af den energi, humor og det engagement, som kvinderne bringer ind i dem.

Det gør, at jeg ikke bare får lyst til at bruge tid på deres historier. Jeg får lyst til at lære både Molly, Skimm-pigerne og Joo Yang bedre at kende og bruge mere tid sammen med dem.

Og måske er det netop det, der gør dem unikke og inspirerende – de er sig selv, og tør at lade det skinne igennem i deres historier.

Trods fyringsrunder: Laveste ledighed i Dansk Journalistforbund i 27 år Selvom fyringsrunder i de danske mediehuse fylder meget i medierne, så lader det ikke til at influere medlemmerne af Dansk Journalistforbund (DJ), hvor ledighedstallet i dag er det laveste siden 1989.

Af Mathias Oldager maold16@student.sdu.dk

F

yringsrunder er efterhånden blevet hverdag i mediebranchen, hvor journalister frygtsomt kan læse beretninger om afskedigelser på mange større dagblade de seneste år.

Dette lader dog ikke til at være et så stort problem, som omtalen ellers indikerer. De nyeste tal fra DJ viser, at ledigheden blandt dets medlemmerne ikke er set lavere siden Berlinmurens fald. Forbundets tal fra august 2016 anslår den aktuelle bruttoledighed til at være på 5 procent.

Tine Johansen, næstformand i DJ, mener, at grunden til den lave ledighed er, at mange journalister i dag veksler de klassiske journalistjobs til kommunikationsjobs, hvor der er vækst i arbejdspladser. I en branche, hvor journalister er eftertragtede: »Der er mange kommunikationsarbejdspladser, der specifikt leder efter en, der har journalistbaggrund. Det er nok fordi, man som journalist er god til at finde håret i suppen. Og hvis man skal lave pressearbejde, så

opfattes det som en klar fordel, at vedkommende selv kan tænke som en journalist,« forklarer hun.

Hun medgiver, at der forsvinder arbejdspladser ved dagbladene, men at både det offentlige, private virksomheder, NGO’er, fagforeninger og faglige organisationer er med til at skabe nye jobmuligheder.

Indstillingen skal udvides Morten Skovsgaard, lektor og studieleder ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet, forklarer, at de mange nye jobs kommer som et udtryk for, at medierne spiller en helt central rolle i dag: »Vi har set en enorm stigning i mediernes betydning for blandt andet organisationer og virksomheder. Derfor er de begyndt at ansætte professionelle folk, altså journalister, i stigende grad,« siger han.

Han understreger derfor også, at man som journalist ikke skal have en for begrænset forestilling om, hvor man ender i fremtiden:

»Jeg tror, man skal indstille sig på ikke at have for snæver en forestilling om, hvad man kommer til at arbejde med som journalist.

Man kunne forestille sig, at der i fremtiden vil være endnu mindre fast arbejdskraft hos de traditionelle medier og måske mere freelance-journalistik.« Også han ser fordelene ved journalister i kommunikationsafdelinger. Han tilføjer dog, at det for nogle journalister kan være svært at skulle være en del af en branche, hvor arbejdsgiveren forventer, at man er subjektiv: »For nogen vil det være svært, for andre vil det være helt naturligt. Det kommer an på, hvordan man betragter sin journalistiske position. Opfatter man det som, at man har en kompetence, som kan anvendes til forskellige ting, eller opfatter man det som, at man først og fremmest er offentlighedens tjener. Det sidste kan gøre det svært at være kommunikationsmedarbejder et sted, der ikke arbejder i offentlighedens tjeneste,« siger han.

Stéphanie Surrugue:

»Jeg er også et menneske, ikke bare en nyhedsmaskine« Hun har gjort sine journalistiske krumspring fra Politikens papiravis til sendefladen. I dag er Stéphanie Surrugue TV Avisens første kvindelige USA-korrespondent. Og så er hun Instagramdronning. To ting, der hører unægteligt tættere sammen, end det lyder - i hvert fald hvis man spørger hende selv.

Af Fleur Sativa fsati15@student.sdu.dk

N

uanceret.

Et ord, der ikke bare beskriver hendes karriere, men også Stéphanie Surrugue selv. Som grøn journalistspire startede hun op hos Politiken. Dengang medier var traditionelle, og før sociale medier var et ord. I dag er hun ansat hos DR som journalist og korrespondent. Her sender hun for tiden nyheder hjem fra det store USA – men bag mikrofonen og det polerede mediebillede afslører hendes profil på Instagram, at hun også er både kvinde, datter og mest af alt: et menneske. »Jeg tror, at jeg engang selv havde et billede af, at hvis man var journalist og ansat som korrespondent, så satte man sig ind i et fly i sin fine uldfrakke. Og så fløj man afsted, imens man læste i tykke aviser, inden man for en kort tid var på live,« lyder en ærlig beretning fra Stéphanie Surrugue.

“

Bag et poleret mediebillede Men med kolde morgener, sene nætter og kaffeånde har hun igennem sin arbejdserfaring hurtigt måtte opdage, at jobbet som famøs korrespondent indeholder meget mere end lune flyveture. De sociale medier bruger hun derfor i høj grad til at invitere sine seere ind bag kulisserne og væk fra de traditionelle rammer. »TV er jo ikke virkelighed. Fra studiet og ud i stuerne er det blevet opsat og koreograferet, og medieforbrugerne i dag er ikke dumme. De er både velvidende og kritiske, og jeg tror godt, at de kan rumme forskelligt indhold. Så hvorfor ikke bruge de sociale medier til at vise dem, at jeg også er morgengrim og træt, eller at jeg får hosteanfald under et liveinterview. Jeg er også et menneske, ikke bare en nyhedsmaskine, og alt det andet er der jo masser af!«

Så hvorfor ikke bruge de sociale medier til at vise dem, at jeg også er morgengrim og træt, eller at jeg får hosteanfald under et live-interview.

Billede fra Surrugues Instagram med teksten: Har hostet af nu! Melder alt klar til #tvavisen 21.30 (Foto: Meeeeeget opmærksom seer) Foto: Privatfoto

Som et eksempel fortæller Stéphanie om et af sine opslag på valgnatten. Her valgte hun at lægge et billede op klokken syv om morgenen af hende selv og sin fotograf.

På billedet så de begge trætte ud. De havde nemlig været oppe hele natten – og så kunne de se frem til at sende igen 3-4 timer senere. Noget, man ikke ville have set i TV-avisen, pointerer hun.

“

Stéphanie Surrugue er TV Avisens første kvindelige USA-korrespondent Foto: DR / Agnete Schlichtkrul

Jeg tror ofte, man må stille sig selv spørgsmålet: Er jeg journalist for min egen skyld eller for medieforbrugernes skyld? Personligt er mit arbejde meget mere spændende end mit privatliv

Plads til mere end bare selfies »Det er sjovt at bruge de sociale medier til at stille ting lidt sidelæns op i stedet for, at alting altid skal ses forlæns. Jeg vil gerne vise medieforbrugeren “journalistværkstedet” og alt det arbejde, der ligger bag facaden. Vi er jo en hel masse, der hver dag knokler for at få en dækning hjem.« Til trods for en tid, hvor iscenesættelse fylder meget for mange, er én ting især vigtig for Stéphanie Surrugue. Hun ønsker at dele mere end bare sig selv med sine over 27.000 følgere, hvilket ifølge hende “næsten er mere end antallet af seere en sløj tirsdag på DR2 Morgen”. Og netop derfor, skal der altid være indhold i det, hun deler. »Jeg tror ofte, man må stille sig selv spørgsmålet: Er jeg journalist for min egen skyld eller for medieforbrugerens skyld?

Personligt er mit arbejde meget mere spændende end mit private liv. Og man kommer bare længst, hvis man har noget at komme med. Uden indhold er form jo bare form. Det er ikke nok bare at være pæn eller sjov, eller hvad man ellers kan være.« Faglighed på de sociale medier Selv er hun ligeglad med, hvad folk mener om hendes numse eller øjenbryn. Det handler

om det, hun er god til: Sit job som USA-korrespondent. For den direkte forbindelse mellem journalistik og det digitale findes.

Stéphanie påpeger, at de sociale medier ikke er direkte journalistik, men hun er af den overbevisning, at de to ting er i familie. » På de sociale medier tager man folk med ud i verden. Det er vel også det, vi gør som journalister. Virkeligheden er, at det ikke er alle, der sidder klar med kaffen klokken 18.30 og slet ikke de nye medieforbrugere. Og dem skal vi vel også henvende os til og motivere, så de finder den medieplatform, der passer til deres interesse for verden.« For seertallene er faldende, og journalister anses stadig som nogle af landets mest utroværdige. Derfor dur det ikke, hvis man som journalist i dag ikke kan navigere rundt i de sociale medier, mener Stéphanie Surrugue.

Af den grund er hun heller ikke ked af, at hun udover TV-vært, journalist og fortatter, nu også kan tilføje “Instagrammer” til CV’et. »Vi skal huske at stå solidt på benene i vores faglighed, så kan vi nå rigtigt langt.

Hvis jeg har flyttet nogle enkelte bare to millimeter i deres interesse for nyheder, så føler jeg, at jeg har gjort mit job. Også selvom det er på Instagram!«

Er blogs en genre i den moderne journalistik?

Journalistikken har taget utallige vilde vendinger, og udviklingen er konstant. I dag står vi som journalister over for større krav fra modtagerne. Nogle krav, som blog-verdenen måske har fanget.

Af Louise Pilegaard Larsen loula15@student.sdu.dk

H

vis vi slår ordet ”journalistik” op i Den Store Danske, får vi at vide, at journalistik er betegnelsen for det redaktionelle indhold i aviser. Desuden kan den fortælle os, at journalistikken er udsprunget af politiske propagandafunktioner. Jo jo, det er selvfølgelig rigtigt, men journalistikken er da så meget mere end det. Jeg mener, at journalistikken siden den betegnelse har taget flere kovendinger. Journalistikken er af flere omgange blevet fornyet. Og ærlig talt, så tror jeg, at journalistikken er under konstant for-andring.

Jeg har over de sidste par uger grublet over, hvad moderne journalistik egentlig er.

Journalist på Information Lasse Jensen skriver følgende i et indlæg: »Det, der kendetegner den moderne og veluddannede journalist er, at hun skal være fleksibel, produktiv og hurtig. Hun skal desuden være tilpasnings- og omstillingsparat.« Den digitale udvikling har taget os med storm. Den har om nogen skabt grundlag for, at medierne har skulle omstille sig og tilpasse sig de nye muligheder, præcis som Lasse Jensen udtrykker. For slet ikke at snakke om modtagernes forventninger og krav. Produkterne skal leveres knaldhamrende hurtigt, og der er ikke langt fra tanke til et færdigt og publiceret indlæg. Og netop dét, tror jeg, er nøgleordene i moderne journalistik. At det skal være let tilgængeligt og konstant opdateret.

Kan blogs og journalistik gå hånd i hånd?

Med alt det sagt kan jeg ikke komme uden om bloggere og konceptet ‘blogs’ i sin enkelthed.

Blogs har i løbet af de sidste år tordnet frem.

Jeg vil vædde min gamle hat - hvis jeg altså havde sådan en - på, at vi alle sammen enten

kender nogle blogs, eller måske endda følger dem slavisk. Jeg hører til den sidste gruppe.

Jeg tror, at blogs tilbyder noget af det, vi som modtagere søger i vores trang til det hurtige nyheds-fix.

Mon ikke nogle af jer nu sidder og tænker: ”Jamen, blogs kan da ikke sammenlignes med de traditionelle nyhedssites?” Men hvorfor egentlig ikke? For det første er det langt fra alle, som søger nyhederne i sin traditionelle og lidt kedelige form, og for det andet er blogland mere end blogs om de nyeste tendenser og unge piger, som akavet poserer

journalistik, og om hvilke tanker de gør sig i forhold til deres ansvar over for læserne.

Derfor skrev jeg til et af Danmarks - efter min mening - mest erfarne bloggerpar. Sidsel Hilding-Hamann og Lasse Ribergård fra Aarhus og lokkede dem til at være med i en Q&A. Bloggerparret skriver til dagligt om deres kærlighed til smilets by, guider til de bedste feriedestinationer og ikke mindst om deres skandinaviske take på mode. Deres ambition med bloggen er, at de vil producere indhold, som afspejler dem som personer, og som i sidste ende får betydning for læserne.

modtageren. Derudover er der høj aktualitet grundet den korte vej fra tanke til blogindlæg.

Og det er præcis, hvad jeg tror, at moderne journalistik indebærer: Et fornyet take på forholdet mellem afsender og modtager.

“

Vi føler helt klart, at vi har en mere personlig relation til vores læsere, end de traditionelle medier har. På en måde bliver man onlinevenner

Som jeg nævnte tidligere, læser jeg selv rigtig mange blogs. Det er næsten latterligt så mange, jeg har smidt i min bogmærke-bjælke. Men ærligt ikke? Jeg får, hvad jeg søger, og jeg kan selv navigere rundt og styre mit income. Kan I følge mig? Hvis jeg ønsker at finde de nyeste opskrifter på den hele kylling, jeg har liggende i mit i forvejen fyldte køleskab, så ved jeg, hvor jeg skal søge hen. Jeg bliver ikke forstyrret af en masse andet, som jeg ikke søger. Og det er præcis, hvad bloggerparret fra Aarhus uddyber, når de nævner, at blogs passer ind i vores forbrugsmønster. Desuden fortæller de, hvor meget der er at hente i blogs. Inspiration, underholdning, drama og virkelighedsflugt.

Sidsel Hilding-Hamann og Lasse Ribergård står bag bloggen “Sidsel & Lasse”. De skriver til daglig om alt fra ferieguides til debatindlæg. Foto: Thorbjørn Kragh

i landets gader. Man kan finde blogs om alt fra politik, litteratur og rejser til mad, sex og skønhed.

Jeg er nysgerrig på, hvad bloggerne selv tænker om grunden til deres stigende popularitet, hvad de tænker om blogs som moderne

Vil I læse hele interviewet med bloggerparret fra Aarhus, kan I læse med her: Hvordan ser I jeres muligheder som bloggere for at nå ud til jeres læsere sammenlignet med de traditionelle medier? Vi føler helt klart, at vi har en mere personlig relation til vores læsere, end de traditionelle medier har. På en måde bliver man online-venner.

Hvilke tanker gør I jer omkring jeres muligheder for at påvirke jeres læsere? For nogle læsere er vi nok en slags rollemodeller, for andre nok bare en overspringshandling/tidsfordriv. Generelt har vi et indtryk af, at vores læsere er reflekterende og kritiske omkring

Sidsel og Lasse kender om nogen vigtigheden af at være leveringsdygtige i blogindlæg, og hvor meget det betyder hele tiden at holde læserne opdateret og underholdt. Desuden nævner de selv i løbet af interviewet, at vinklen er mere personlig og i øjenhøjde med

deres brug af online-medier og herunder også blogs. Så vi kan nok påvirke deres holdninger en smule, fordi de identificerer sig med os, men nok ikke meget mere end en ven kan påvirke din holdning.

Hvad mener I, at blogland tilbyder af muligheder i forhold til de traditionelle medier? En mere personlig vinkel i øjenhøjde med modtageren. Høj aktualitet – der er kort fra tanke til blogindlæg. Men vi mener stadig, at der er plads til begge dele.

Hvorfor tror I, at blogs er blevet så populære de seneste år? Fordi man kan finde nogle personer at spejle sig i og følge kontinuerligt med i deres gøren og laden. Der er potentielt både underholdning, inspi-

Er blogs kommet for at blive?

I dag bliver der stillet enormt høje krav til journalistikken, og det er virkelig noget, som jeg mener, at vi kan se på den moderne journalistik. De krav, som vi stiller til dagens journalistik og medier, er nogle, som blogs opfylder. Altså set fra mit synspunkt. De er leveringsdygtige i nye indlæg, de er knaldhamrende hurtige, de skriver i øjenhøjde med læseren og vigtigst af alt, så giver de læseren mulighed for selv at til- og fravælge stoffet.

Så hvis I spørger mig - en habil og dybt afhængig bloglæser - så har vi slet ikke set nok til blogs endnu. Jeg tror, at konceptet blogs har fat i den lange ende. Måske de traditionelle medier får øjnene op for det?

ration, drama og virkelighedsflugt at hente ved at læse blogs. Og der findes efterhånden så mange forskellige, at man stort set kan finde en blog, der matcher lige det emne og det liv, man nu løber ind i som læser. Helt overordnet set er vores medieforbrug i den grad rykket over på den digitale bane, og blogs passer rigtig godt ind i det forbrugsmønster, hvor man ”shopper rundt” efter content og inspiration, tror vi.

Hvornår synes I, at I har en journalistisk rolle som bloggere? (oplysende, kritiske mm.) Vi ville aldrig kalde os selv decideret journalistiske i vores tilgang. Det har vi ikke rigtig forudsætning for at være. Men vi skriver ofte oplysende i for eksempel vores rejseguides, og vi kan også sagtens finde på at skrive debatindlæg om blandt andet sociale medier og hævnporno.

AVISK-kriterier findes ikke på fjæsen I mit job med sociale medier på TV 2 kan det til tider være svært at se, hvor grænsen mellem marketing og journalistik går. For hvornår er det en ”ægte” nyhed, og hvornår er det promovering af et event på en af vores egne kanaler?

Af Victor Ernst victorernst@live.dk

D

e sociale medier er meget langt fra den skrevne journalistik, alligevel forsøger nogle journalister at overføre normer, såsom altid at skrive navnet ud.

Det gør vi ikke i min afdeling.

Jeg arbejder som studentermedhjælper i marketingsafdelingen hos TV 2. Min stilling hedder noget så fint som Community Manager, men hvis jeg kalder det SoMe-ansvarlig, så er der med stor sandsynlighed flere, der kan nikke genkendende til det. Jeg skal starte med endnu en gang at understrege, at jeg arbejder i marketingsafdelingen, fordi allerede der kan man se væsentlige forskelle på, hvilke typer opslag vi laver på sociale medier i min afdeling og de journalistisk funderede afdelinger. I lang tid blev der udelukkende slået artikler op på Nyhedernes og Sportens Facebook-sider.

Men i øjeblikket sker der en udvikling, hvor vi også ser flere emoji-afstemninger og konkur-

rencer på de sider, som er journalistisk funderet. Det er med til at udviske den skillelinje, der adskilte vores (marketing) og deres (journalisternes) Facebook-sider. Jeg og de resterende studentermedhjælpere, der besidder den samme stilling som mig, står primært for kanal-sider.

Det kan være TV 2 Zulu, TV 2 Charlie, TV 2 FRI, eller TV 2 SPORT, som i mit tilfælde. Jeg er ansvarlig for at svare folk på deres spørgsmål og kommentarer, lave opslag på diverse sociale medier og ”sprede en masse kærlighed” i form af og , men også skride ind, hvis der er optræk til shitstorm.

skriver de ofte artiklens vigtigste pointe i kommentarfeltet, hvilket er noget .

I sidste ende må man dog stadig erkende, at brugerne i høj grad fortsat æder maddingen når den bliver lagt klar til klik.

Victor Ernst på TV 2-kontoret Foto: Victor Ernst

“

De skal reagere, ellers er mit arbejde spildt. Alt, hvad jeg gør på arbejdet, er for brugerne.

Der er stadigvæk fisk på krogen Jeg slår også artikler op på Facebook-siden,

og jeg har altid et bestemt mål med artiklerne.

De skal være relevante for noget, der sker på TV 2 SPORT, fordi jeg skal lokke seere ind både til tv-kanalen og til hjemmesiden for at læse artiklerne. Det er nemlig disse steder, at pengene kommer ind i maskinen. Jeg må selvfølgelig aldrig give artiklernes vigtigste indhold væk. Og det er en svær balance at gøre det, samtidig med at jeg heller ikke vil have, at de ser alt for clickbait-agtige ud. Det er i øvrigt ikke for min egen skyld, at opslagene ikke må skrige clickbait, men fordi brugerne hader det. I protest over tydelig clickbait

Brugerne skal forkæles Opslag på de sociale medier skal gerne skabe tre modreaktioner; likes, kliks og seere. Hvis alt det kan lykkedes, så er jeg glad, og det er min chef helt sikkert også. Når jeg arbejder, glemmer jeg ofte alt om den journalistiske praksis. Nyhedskriterier, trekanter, point-beret-modeller ryger ud af vinduet. Mit eneste mål er at tilfredsstille brugerne. De skal reagere, ellers er mit arbejde spildt. Alt, hvad jeg gør på arbejdet, er for brugerne. Brugerne er i højsædet, og det skal de kunne mærke.

Jeg tænker i langt højere grad i indhold end journalistik. Hvilken type indhold vil denne målgruppe reagere på, og hvordan vil de reagere. Hvis en dansker har vundet en badmintonturnering i Kina, som selvfølgelig bliver vist på TV 2 SPORT, så er det bare ud med det helst hurtigt og med de STORE BOGSTAVER samt dertilhørende smileys i brug Det elsker de nemlig, dem dér, på den anden side af skærmen.

Emoji-afstemning er en afstemning på Facebook, hvor brugerne ved hjælp af forskellige følelsesbetonede smileys ( / / / / ) kan afgive en stemme på den reaktion, som de finder mest rammende.

Skal vi blive bedre til webjournalistik?

Mediebranchen er revet med i den digitale revolution, og derfor skal journaliststuderende uddanne sig til at stå sikkert på alle digitale platforme. er ikke grundig uddannelse i, hvad de forskellige sociale og digitale platforme kan,« siger Mads Boel.

Af Sofie Myhre sjoer15@student.sdu.dk

F

lere får deres nyheder fra Facebook eller ved at swipe direkte ind i en nyhedsapp. Vi liker, deler og kommenterer dagens bedste historier og har slukket for flow-tv’et og hevet stikket ud af radioen.

Det er ikke længere nok kun at kunne formidle til de traditionelle nyhedsmedier, mener redaktionschef hos TV 2 Fyn, Mads Boel: »Brugerne er på de digitale medier, og derfor er vi forpligtet til at formidle vores journalistik på netop de medier.« Men journalistuddannelserne følger ikke med den digitale udvikling: »Jeg synes stadig, uddannelserne behandler de sociale medier som et appendiks. Der

»Der er skruet op for digital journalistik« Leder på Center for Journalistik, Peter Bro, er uenig i, at der ikke bliver gjort meget ud af undervisningen i webjournalistik. På både første og fjerde semester er webjournalistik skrevet ind i håndværksfagenes fagbeskrivelser, og digital journalistik er et af tre pejlemærker, som kandidatuddannelsen retter sig efter. »Der er skruet en hel del op for digital journalistik de seneste år, men man kan altid diskutere, om vi skal skrue endnu mere op for det,« siger Peter Bro. Og knappen til undervisningen i journalistik på nettet skal drejes mod plus, mener Mads Boel: »Jeg synes, at alle journalistiske uddannelser i Danmark har en pligt til at sætte et øget fokus på de digitale medier og behandle de digitale medier med samme alvor og respekt, som de behandler de traditionelle me-

dier.« En digital ramme At webjournalistik er vigtig for de journaliststuderende kan både Peter Bro og Mads Boel blive enige om. For branchen er i omvæltning, fortæller Mads Boel: »Alle løber lige nu efter at forstå den digitale virkelighed. Og vi har simpelthen brug for at de, der uddanner de kommende journalister, tager det alvorligt, så journali-

sterne forstår digitalformidling på tværs af platforme.« Ifølge Peter Bro bliver digitalformidling taget seriøst ved at integrere det i alle håndværksfag. »Det kan godt være, at man som studerende tænker, at der det ene semester er fokus på skrift, det næste på lyd og det tredje på levende billeder, men i praksis skal det spille sammen indeni en digital ramme,« siger han.

Køns-krigen Kønsdebatten raser i medierne, og er især blevet aktuel igen med Ole Birk Olesens syv anklager mod kvinder. Om manden har ret i dette skal være usagt, men her på Bixen vi vil i hvert fald ikke holde os tilbage, når det kommer til kønsdebatten. Så vi har bedt to køns-kæmpere fra Medietorvet give deres blik på årets helt store begivenhed: Jern Henrik Awardshowet.

Jeg døber dig Jern Henriette

Jern Henrik: More like Jern Henriette

Jern Henrik bør omdøbes. For mændene var kun repræsenteret som pauseklovne på scenen, da kvinderne tog alle priserne med hjem.

Den prestigefyldte journalistprisuddeling bar ved udgangen af oktober præg af en systematisk nedprioritering og undertrykkelse af de mandlige værdier og evner.

J

ern Henrik er veloverstået, men efter den begivenhedsrige aften, bør KaJO skifte navnet til Jern Henriette. Det stærke køn vandt alle priserne denne aften.

Så det er nok på sin plads med en omdøbning. Kvinden har i hvert fald fundet sin plads blandt journalistfolket – og nu siger jeg bare, hvad vi alle tænker: Det var godt nok på tide!

Men med det ligestillingssamfund vi lever i i disse dage, må de stakkels mænd jo ikke udelades. De skal vel også føle, at de har en rolle i tilværelsen? Under Jern Henriette, var der ingen tvivl om, at værterne Morten Beese og Ole Kalsbøll havde et klart forslag til denne rolle: Nemlig den kendte pauseklovn.

For mænd er fantastiske til at underholde. I alle tænkelige former… Og mens klapsalverne var forbeholdt Johanne Erichsen, Sofie Ejlskov, Stefanie Mather og Emma Libner, var der ingen tvivl om, at de to værter var sat ind for, at vi også havde nogle at grine af.

Denne fordeling bør også implementeres uden for Jern Henriette. Har jeres mor ikke altid bedt jer om at gøre det, I er bedst til? Og når det handler om at styre medieverdenen, træder kvinderne endelig frem. Og mænd?

Væn jer til at give spaltepladsen til journalistikkens Thorning og Wozniacki.

For der er sket meget, siden James Brown i 1966 sang ”It’s a man’s man’s man’s world”, til 45 år efter, hvor alle svarede på Beyoncés spørgsmål: ”Who run the world?” Mændene burde måske have indset, at det ikke blot var indkøbslister, vi skrev i årene imellem. De regnede nok ikke med, at vi duede til andet end tøjvask og madlavning. Indtil den lørdag i oktober, hvor Johanne Ramskov Erichsen stod med Jern Henriette-prisen stadig mæt

Af Karoline Lunddal Dam kadam16@student.sdu.dk

og i rent tøj.

Der er intet negativt at sige om Jern Henriette. Alt var så flot udført. Kvinderne endte oppe på podiet, og

værterne kompenserede for den manglende opmærksomhed til mændene i jokes. Men nu skal vi kvinder dog ikke afskrive mændenes tilstedeværelse fuldstændig. Der skal jo være nogen til at overrække os vores vandrepokaler.

L

ørdag d. 29. oktober var der lagt i ovnen til, at det skulle blive en formidabel aften. Herrerne var klædt i jakkesæt, og kvinderne bar sig yndigt an i kjoler og høje hæle.

Generalforsamlingen forløb sig, som m a n kunne forvente med munter, m e n saglig tone fra Ka-

JO’s bestyrelse, fri ølbar og en ganske udmærket middag til følge.

Det var dog imidlertid mildest talt et paradigmeskift, da festlighedernes rammer ændrede sig til awardshowet Jern Henrik. Jeg har aldrig i mit 25-årige liv set et så kvindechauvinistisk cirkus som det awardshow!

Først og fremmest er det skammeligt, at vi,

Af Victor Juul Grønbæk vicjuul@gmail.com

på trods af at være et studie med en næsten ligelig kønsfordeling, ser to mandlige nomineringer ud af i alt 14 nomineringer til diverse priser. I en tid hvor diversitet bliver hyldet, hvordan kan det så være rimeligt, at vi som mænd bør tage til takke med blot to nomineringer og så endda inden for samme pris?! #JernHenrikissopink Derudover føler jeg, at det er forkasteligt, at man under oplæsning af diverse nomineringers speak kun har ladet en kvinde tale over alle indlæggene. Det er et klart retorisk træk fra matriarkatet til at tysse og assimilere mænds arbejde og ikke lade dem tale for dem selv - føj!

Værst af alt er dog valget af showets værter. Det er så typisk, at kvinder nedgør os til to klare og misforståede stereotyper. Vi ser her den stereotypiske ungkarl, som i kvindernes øjne ikke dur til andet end hor og ikke har styr på sit liv. Ej, men det er da okay, for han ser jo godt ud, ikke? Rigtige mænd har også former. Hvad er der blevet af ølmaven, månen på hovedet og det lange skæg? De sætter jo umulige skønhedsidealer, som ikke er repræsentativt for alle studiets mænd!

Den anden stereotype, vi bliver præsenteret for, er naturligvis den bløde far. En mand, der er blevet nedgjort til sin rolle som kvindens aflaster. Ikke nok med at manden igennem 9 måneder har måtte slide og slæbe for sin kone, når barnet så endelig kommer, får han så nogen form for værdsættelse? Nej, han skal da ud og tjene til føden, men lige så snart spotlyset rammer, skal han straks stå klar med baby for at vise, hvor god en far han er!

Mit råd til alle er at boycutte denne alt andet end subtile udstilling af mænds mangel til fordel for kvindernes fremmarch. Mens work matters!

Illustration af Ditte Bindesbøll Schov

Godt kæmpet! Det er altid rart at høre sandheden fra en forsmået undertrykt tøffelhelt eller en feministisk amazone-kriger…og husk, hvis det ikke var for den sydlige anatomi, er vi alle ens. Mere eller mindre….

- Bixen redaktionen

Kilde: Wikipedia Redigering: Christoffer Skødt Mortensen

Kilde: Helena Kristine Mandsberg Redigering: Christoffer Skødt Mortensen

Ligusterhækkens håndlanger Diversiteten halter på journalistuddannelserne. Det kan svække journalistikken i rollen som demokratisk institution, hvis de kulturelt betingede antagelser om ”den gode historie” ikke bevidstgøres og udfordres.

Af Jens Jakob Kjær Hansen jakobkh@gmail.com

J

eg er selv en af dem. En hvid dansker fra den bedre del af middelklassen.

Jeg tilhører en af klodens absolut mest privilegerede folk. Når jeg selv går rundt i min journalistiske boble på Medietorvet og læser portrætterne af de nye journaliststuderende, er det påfaldende, hvilke temaer der går igen i portrætterne siden dengang, jeg gik på første semester.

Jeg husker hvordan vores portrætters underlæggende fortællinger, som vi lavede af hinanden, i uhyggelig grad ligner dem, vi ser i dag. Eneste forskel er, at de nu hænger overalt på væggene på Medietorvet, så journaliststuderende nemmere kan læse om andre journaliststuderende.

Portrætterne, vi lavede for tre år siden, landede ligesom i dag et sted imellem fortællingen om den rejselystne person med behov for at ”redde verden” efter det, de havde set ”derude,” personen med et behov for at ”bevise sig selv” over for andre – særligt fædre (der virker til at være ret mange studerende med faderkomplekser?), dertil personen med et ønske om at ”være på” og udleve den ”spændende livsstil” som journalist. Fælles er, at journalistikken bliver en del af et selvudviklings- og realiserings projekt. Det er virkelig påfaldende, hvor ens fortællingerne er.

Forudsigelige narrativer Det lyder måske polemisk, men mine stereotypiseringer er ikke negativt ment. Det er en journalistisk stramning med et pædagogisk formål. For jeg er overbevist om, at vores ensartethed uundgåeligt vil komme til udtryk i vores informationsformidling. At tale om at ”formidle information” er dog nok lidt for-

fejlet, da ”information” vil være farvet i mere eller mindre grad i særlig grad i journalistikken, hvor ”formidling” vægtes højere end ”præcision,” mens det kan siges at forholde sig omvendt med forskningen.

Med et stærkt fokus på formidling følger bestemte narrativer, der bliver et vigtigt formidlingsredskab. Et redskab, som pakker informationen ind i en indpakning, der gør det til ”den gode historie,” som er kulturbetinget.

Og det er her, den manglende diversitet bliver et problem. For er vi ikke bevidste om vores kulturelt funderede værdier og antagelser, som giver sig til udtryk i, hvad vi forstår som ”den gode historie,” kan vi nemt udvikle tunnelsyn. Så kan vi miste blikket for de mange læsere og potentielle læsere, som ikke ligner os selv og blive ude af stand til at løfte vigtige samfundsdebatter til et ordentligt niveau.

en magtfaktor i offentligheden, må det være vigtigt at have strategier og arbejdsmetoder, så man ikke bliver alt for let for modparten at aflure, forudse og drage fordel af.

Derfor ser jeg et stort potentiale i at få større diversitet i mediebilledet og få udfordret nogle af de grundantagelser, vi tager for givet i vores narrativer og daglige arbejde som journalister. Med det følger andre vinklinger, præmisser og en mulighed for at italesætte relevante samfundsproblemer ud fra et bredere perspektiv. På den måde kan medierne måske ligefrem styrkes i rollen som demokratisk institution og dertil ramme nye målgrupper. Det må være på tide at rive ligusterhækken ned.

Lette at gennemskue Da jeg var i praktik som kommunikatør, blev jeg overrasket over, hvor let det er at forudse journalisters adfærd, vinklinger og underliggende præmisser i de journalistiske narrativer. Måske er det igen den manglende diversitet, der spiller ind sammen med fastlåste og indimellem lidt ureflekterede arbejdsrutiner på nyhedsredaktionerne. Og skal man være ”den fjerde statsmagt” og være

Nyhedsdøgnet som overgangsritual Journaliststuderendes studieliv er spækket med ritualer. Det smukke øjeblik, hvor de små fra 1. semester blomstrer ud i publikationen, fejrer man med overgangsritualet, Nyhedsdøgnet. I dette primitive stammeritual pukler de studerende for at blive publiceret, men de 24 timer sætter sine spor på årgangens fysik og mentalitet.”.

Af David Skaanning, redaktør på Døgnrytmen daska16@student.sdu.dk

S

tudielivet startede i september. Vi vokser så hurtigt, vi små. Det føles som i går, at vi bad fremmede mennesker om at kysse på gaden, flækkede kapsler af mokaïflasker og kravlede rundt på klistrede dansegulve i Odense. Sådanne ritualer hører sig jo til et studieliv.

Vi rejste os op fra ursuppen af kropsvæsker på Blomsten & Bien for at tumle rundt med blok og blyant og lede efter historier. På vores glade vej til den anden eksamensopgave stoppede vi op for endnu et ritual: Nyhedsdøgnet.

Nyhedsdøgnet er et overgangsritual på Medietorvet. Døgnet markerer det magiske tidspunkt i en uskyldsren journaliststuderendes liv, hvor man bliver publiceret. Det er en tid, hvor man vil opdage mange spændende for-andringer på sin krop og sindstilstand. Har du overlevet overgangen, kan du sikkert genkende symptomerne.

Du har formentlig allerede bemærket, hvordan mange timers foroverbøjet skribleri har krummet din ryg i en sådan grad, at du snart tager form af den stolte ørkenvandrer, dromedaren. Og ikke ulig den enpuklede kreatur bliver du også dirigeret af et menneske, der lader som om, det kender vejen.

Når dit humør er nede, din søvn er frarøvet, og du er på dit allerlaveste, så er chefredaktøren der til at gøre det hele værre. Når klokken er kvart i kvalme, er chefredaktøren i gang med sit sjette foredrag om vigtigheden af kommaets placering, og du begynder så småt at stille dig kritisk til væsentligheden af din egen eksistens.

Det er dog heller ikke let at være chefredaktør. De bekymrer sig om sine reportere: ”Klarer de sig? Får de nok at spise? Taler de med fremmede mennesker? Hvorfor ringer de ikke så tit mere?”

Men en chefredaktør må trøste sig med troen om, at reporterne har styr på det.

Brænder lokummet, bliver en løsning fundet i fællesskab. Ligeså er arbejdet i SoMe- og webredaktioner også et fælles anliggende, da det påvirker alle skribenter og redaktører.

Og det er måske i virkeligheden ritualets lektie. Vi små studerende står til ansvar for vores egen læring og udvikling i hverdagen,

men ved Nyhedsdøgnet arbejdede vi sammen på kryds og tværs for at skabe det bedste medie, vi kunne. Chefredaktørens kommaprædikener, reporterens kvalme og digitale dilemmaer tjener alle til dette formål.

Med fire hak i diktafonen fra en madfestival, to porteføljeopgaver og et Nyhedsdøgn er 1. semester godt rustet til eksamensperioden.

Vi er ikke længere små studerende – vi har nået publikationen, og inden længe er vi store journalister.

Hvad bliver det næste overgangsritual?

De studerende er opslugte af overgangsritualet’ Foto: Amalie Sofie Olsen

Lad os snakke om praktik!

Af Emma Kleist Christensen emmch15@student.sdu.dk

For selvom jeg ikke selv nævnte praktikken, så ved alle, der starter på vores studie godt, at praktik er målet.

I

ngenting er sikkert her i livet, undtagen døden og praktiksøgning. I hvert fald hvis man vil være journalist. Og ligesom med døden så nytter det ikke noget at gå og være bange for den dag, man skal søge praktik.

Illustrator: Nicoline V.V. Hoeg

I den tid, jeg har gået på journaliststudiet, har der været en udbredt skepsis over at snakke om praktiksøgningen. Vi er bange for at stresse os selv og hinanden, og som tutor for den nye årgang var jeg desværre nok også selv med til at neddysse praktiksnakken.

I sommer, da den nye årgang startede, var jeg meget bevidst om, at al snak ikke skulle komme til at handle om praktik. Jeg havde en klar overbevisning om, at det ville være dårligt for de nye, hvis de allerede fra første semester kun arbejdede hen mod den sagnomspundne Store Match Dag (læs: Panikdag). Alligevel måtte jeg hurtigt indse, at snakken ikke kunne ties ihjel.

Allerede den første uge fik jeg utallige spørgsmål om, hvornår vi skulle i praktik, hvordan man egentlig søgte, og hvad man skal gøre for at få den gode praktikplads.

Når man så ligesom mig efterhånden har gået et stykke tid på studiet, så begynder praktiktankerne for alvor at presse sig på.

Selvom vi siger til hinanden, at der er lang tid til, og vores undervisere forsikrer os om, at vi ikke behøver at gøre noget endnu, så er det lettere sagt end gjort.

For rundt omkring mig udspiller der sig en upåtalt kamp. Vi arbejder alle sammen i stor stil på at få noget godt på vores CV; om det så er et studiejob på TV2 eller en redaktørpost på Lixen.

I månederne op til praktiksøgningen burde det efterhånden være på høje tid at pille lidt ved praktikelefanten i rummet.

Men nej. Heller ikke her tør vi tale. Som bestyrelsesmedlem i KaJO fik jeg lov til at følge sidste praktiksøgning på helt nært hold, og spændingerne var tydelige. Alle opførte sig tilsyneladende sødt og ordentligt, men alligevel viste det sig bagefter, at en håndfuld

mennesker havde lavet forhåndsaftaler med forskellige medier. Dermed havde andre forspildt deres chancer, hvis de havde satset på netop det medie.

Jeg siger ikke, at vi skal komme forhåndsaftaler til livs. Det ville nok realistisk set ikke være muligt. Men hvis vi frigjorde emnet for tabuer og talte åbent med vores medstuderende, så ville det jo give alle en bedre chance for at sadle om fra de steder, der allerede havde lagt sig fast på deres kommende praktikanter.

Jeg ville da personligt langt hellere vide, at jeg ikke havde en chance på mit drømmepraktiksted end forgæves at kæmpe en tabt kamp.

Så lad os snakke om praktikken; lige fra vi starter på studiet, til vi står i vandrehallen i Aarhus og venter på det magiske telefonopkald, der skal sikre os drømmepladsen. Hvis alle taler åbent om deres praktikplaner, så undgår vi mistillid. Hvis vi får at vide, fra vi starter på studiet, hvordan praktiksøgningen egentlig fungerer, så finder vi måske ud af, at det ikke er så farligt. Og hvis vi alle sammen taler åbent om vores ambitioner på studiet, så kan vi støtte hinanden og hjælpe hinanden fremad.

For to ting er sikkert i livet som journaliststuderende: At du skal dø, og at du skal i praktik. Og selvom praktikpladsen måske ikke bliver Politiken eller DR Nyheder, så skal du nok få en plads. Praktikken er en del af vores uddannelse. Den handler om at lære – og din karriere bliver altså ikke afgjort af en blæret praktikplads.

Bagdelen Bagdelen er resten af året tilegnet fotokunsten. Her vil en dygtig fotograf med udgangspunkt i sine egne billeder dele sin viden. I denne måned er det Michael Nørgaards billeder og ord. Michael Nørgaard er fotojournaliststuderende, DMJX.

Reportagefotografering er der, hvor fotojournaliser adskiller sig mest fra andre fotografer. Det er den genre, hvor ens etik og troværdighed bliver udfordreret mest, da man ikke må instruere, sætte noget op eller ændre på noget. Står der noget forstyrrende mellem dig og det du gerne vil fotografere? Too bad. Du må ikke flytte det. Du må ikke lave noget om.

Du må bare finde en vej udenom.

Et øjeblik flygter. Det er netop et øjebliks natur. Derfor skal du være hurtig, når du skyder reportager. Du skal kende dit udstyr. Du skal vente og være tålmodig. Alt sammen for at være 100% klar når øjeblikket kommer.

Mit bedste råd til dig, når du skyder reportage, er at tænke over, hvad du gerne vil fortælle med dine billeder. Hvis du skulle fortælle historien på et minut, hvordan ville du så fortælle det?

Til at starte med ville du sikkert fortælle, hvor det hele sker. Skyd det. Så ville du sikkert fortælle, hvem eller hvad det hele handler om. Skyd det. Så ville du sikkert fortælle nogle små detaljer, der gør det hele specielt. Skyd det. Og til sidst ville du sikkert fortælle, hvordan det hele slutter. Skyd det.

Det er nemt bare at komme til at fotografere de ting, der fanger øjet. Det skal man også, men du skal ikke bare skyde fede billeder - du skal skyde en historie.

Bevæg dig. Gerne derhen, du normalt ikke ville gå. Gå tæt på. Også tættere på end det er rart. Skyd meget. Også mere end du tænker er nok. Vær ligeglad. Se dum ud. Der kommer fede billeder ud af at se dum ud, når man skyder dem.