Lixen - Marts 2016 by LIXEN

Lixen

De Journaliststuderendes Avis | www.lixen.dk | 18. årgang | 1. nummer | Marts 2016

Foto: Matthias Grandjean

»Hvordan kan man slå sin egen mor ihjel?« Peter Lundin blev efter drabet på sin kæreste og hendes to børn i 2000 symbol på menneskets skyggesider. Han blev et uhyggeligt samt fas-

cinerende fænomen - både i folkemunde og indenfor kriminaljournalistikken. Med en professionel og menneskelig distance var det tåleligt

at høre om hans væsen og gerninger. Denne luksus havde Ralf Andersson ikke. Han har brugt 2,5 år på at krybe under huden på Peter Lundin til en

Journalistmaskinen DEBATTEN S. 18

Praktik på et ugeblad BRANCHEN S. 10

dokumentarfilm. Men morderen krøb også under huden på journalisten. Læs mere på side 12

MARTS

Indhold Studiet

4-7

Hvis du altid har drømt om at kende Poul Madsen, Ekstra Bladets chefredaktørs, guilty pleasure, så kig med i Studiet. Derudover giver vi dig den ultimative guide til det nye praktiksystem. Vi har fulgt fodboldholdet Jourventus’ første træning op til den berygtede High Risk samt talt med Peter Bro om den nye plagiatguide, der skal forhindre endnu en Michael Qureshi-sag.

Branchen

8-11

Hvad foregår der i mediebranchen? Der, hvor journaliststuderendes drømme udleves. Vi giver dig i denne måned et blik ind i livet som journalistpraktikant på Billed-Bladet. Du kan også læse om, hvordan politikere føler sig udstillet af af journalisterne. Desuden får du et blik bag om mikrofonerne, når P3-værten David Mandel fortæller om at lave seriøs radio med et sjovt twist.

Fokusset

12-14

På fokusset kan du i denne måned læse Ralf Anderssons fortælling om, hvordan det var at lave en dokumentar om Danmarks mest berygtede morder. Du kan også få en bedre forståelse for, hvordan man arbejder med pårørende i et interview med Rasmus Thirup Beck. Til sidst kan du blive klogere på krimi i radioen, når Susanna Sommer fortæller om krimi-podcasts.

Bixen

15-16

Velkommen til den første udgave af Bixen nogensinde. Lixens satiriske og kreative sektion. I denne udgave af Bixen kan du læse første afsnit af en artikelserie, hvor Ole Kalsbøll griller vores undervisere. Derudover har vi sat DR op mod TV2 i en fodboldkamp for at se, hvem der løber med Cavling Cuppen.

Debatten

17-19

I Debatten kan du læse en anmeldelse af Oscarhåbet ’Spotlight’ og en debat omkring journalistikkens rolle. Du kan også læse et bud på, hvad studiet kunne gøre for at give de studerende mulighed for at specialisere sig fagligt på bacheloren, og til sidst kan du læse om, hvad feminisme egentlig er, og hvorfor det er så slemt, når medierne tegner et forkert billede.

Foto: Emma Kleist

Læs om David Mandels arbejde på P3 i spændingsfeltet mellem underholdning og journalistik - Tjek side 9

Lixen er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklingen og tendenser om mediebranchen og på landets journalistuddannelser LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os på Infomedia Amalie Christina Klitgaard Ansv. Chefredaktør

Celina Brøndel Fokussetredaktør

Lukas Bjerg Chefredaktør

Jasmin Lennert Studietredaktør

Emilie Utzon Carlsen Studietredaktør

Emma Kleist Christensen Branchenredaktør

Alexandra Mollerup Fokussetredaktør

Eva Skjødt Birkeland Bixenredaktør

Morten Beese Nielsen Bixenredaktør

Signe Skov Henningsen Debattenredaktør

Lasse Witt Branchenredaktør

Amalie Hebel Andersen Debattenredaktør

Asbjørn Hildebrandt Christensen Webredaktør

Matthias Grandjean Billedredaktør

Tryk: Rosendahls Oplag: 600 eksemplarer

LIXEN Leder

Medietorvets aktivitetskalender

Zap. Zap. Zap. Medieforbrugerne læser og ser i dag hen over nyheder, som brumbasser ubeslutsomt summer fra blomst til blomst efter den bedste nektar. Det er ikke nødvendigvis den mere dybdegående journalistik eller det kritiske interview, som rammer deres smag bedst. Det er påstanden fra tidligere underviser på SDU Anne Lea Landsted. I debatindlægget ”Nedlæg Journalistuddannelserne” argumenterer hun for at skrotte bacheloruddannelsen i journalistik på SDU og DMJX. De studerende bliver ikke klædt på med den rette faglige ballast til at redde medieverdenen. En medieverden, som i kontrast til medieforbrugernes hurtige kliks, mere minder om en humlebien, der næsten ikke kan flyve. Stramme deadlines, flygtige læsere og et aktualitetskriterie, som kræver ”NUheder” frem for nyheder og sandheder. Det er ikke ligefrem noget, som styrker journalisters brug af den samfundsvidenskabelige metode og specialviden. Det er netop, hvad Anne Lea i sit debatindlæg efterspørger. Rettere sagt efterspøger hun specialiserede bachelorstuderende fra andre studier med en cand.mag. i journalistik – ikke generaliserede journaliststuderende. For det første findes den mulighed allerede på SDU. For det andet ville deres viden sjældent blive brugt, da både medieverdenen og medieforbrugeren higer efter generalister og sensationalister – ikke kun specialister. Dermed ikke sagt, at vi i samlet flok begynder at recitere ’We Don’t Need No Education’ alla Pink Floyd. For som Martin Krasnik tidligere har udtalt til Journalisten er en mere specialiseret viden vigtig for at kunne holde styr på politikerne. Om det omhandler at skære igennem Mette Frederiksens udenoms-snak eller afsløre Eva Kjer Hansens flirten med Bæredygtigt Landbrug. Viden er obligatorisk. Men hvad er viden værd, hvis ingen hører det? Det er derfor en falliterklæring, hvis bacheloruddannelsen i journalistik bliver nedlagt, hvor man netop lærer at målrette artikler, journalistikkens etiske historie og flere formidlingsformer. Måske burde den rettere nytænkes i skyggen af nye tider, hvor ens store viden og kendskab til videnskabelige metoder sjældent er mulige at benytte sig af. Flere valgfag og dermed større selvbestemmelse over ens specialisering. Dét burde måske være næste skridt væk fra at uddanne en flok ens generalister. En reformation eller revolution af studiet – fedt, så kan vi snakke! Men at afvikle bacheloruddannelsen i journalistik er at acceptere problematikken i stedet for at håndtere den. Måske er det også vigtigt, at vi som generalister vægter alle dele af samfundet lige højt – fra havnearbejderen til finansdirektøren, og ikke lader ens emnespecifikke bachelor bestemme ens konstruktion af næste artikel. Måske er det også vigtigt, at nysgerrigheden for alle dele i samfundet holdes i ed gennem uvidenhed, da de dumme spørgsmål kommer herfra. For i sidste ende er journalistens rolle ikke kun at agere jagthund for samfundet med snuden rettet mod Christiansborg, men også at agere talerør for ALLE borgerne. I sidste ende er journalistens rolle måske netop at være uvidende for at undgå favorisere ens eget speciale- og interesseområde. I sidste ende er journalistens rolle meget mere end at være specialister. På Lixen favner vi bredt, så flest mulige genrer og typer journalistik bliver tilgodeset. Med plads til kreativ leg, lærende fejl og fænomenal kvalitet indtager vi 2016 med bravour - og ikke med sortseende briller. Velkommen til det nye Lixen! På vegne af redaktionen, Amalie Christina Klitgaard

1. marts:

Lixens åbne redaktionsmøde

4. marts:

Lixen-fredagsbar

7. marts:

DJ-kursus: Skriv dig til et studierelevant job

8. marts:

Tirsdagsoplæg: Poul Madsen

11. marts:

KaJO-generalforsamling og fest

14.-18. marts: Newsweek 15. marts:

Tirsdagsoplæg: Pia Færing

22.-28. marts: Påskeferie 28. marts:

Deadline for indhold til Lixen

29. marts:

Tirsdagsoplæg: Martin Krasnik

31. marts:

DJ-kursus: Minikursus i Wordpress for praktiksøgende studerende (GRATIS)

MARTS Studiet

På Studiet er vores ambition at dække, hvad der studiemæssigt er væsentligt for de studerende på de tre journalistuddannelser. Her har du mulighed for at stille dig kritisk over for din egen uddannelse, eller lade dig fascinere af kommende oplægsholdere eller undervisere. Vi vil hver måned sætte fokus på praktikanter i mediebranchen. Det kan blandt andet være en praktikant, der beretter om livet på praktikstederne eller handle om, hvad du selv kan gøre for at kvalificere dig til en praktikplads. Studiet vil derudover i hver udgave sætte fokus på en af den kommende måneds oplægsholdere. Her præsenteres personen i en á la ‘10 hurtige’, der beretter om drømme, guilty pleasures og morgenrutiner. Kort sagt bliver Studiet den sektion, der indeholder alt, hvad der er væsentligt for de journaliststuderende.

»En kildehenvisning svækker ikke det journalistiske produkt« Til sommer kommer der en ny guide, der skal vejlede i, hvordan journaliststuderende undgår at lave plagiat. En af initiativtagerne er leder på Center for Journalistik, Peter Bro. Han synes, der er for få kildehenvisninger i dansk journalistik.

Af Mads Dam Døllner madoe15@student.sdu.dk

ournalister scorer traditionelt set ikke højt i troværdighedsmålinger, og de seneste måneders sager om plagiat i den danske journaliststand har næppe hjulpet. Derfor er en ny guide på vej til journalister og journaliststuderende, så man undgår at ende i plagiat-fedtefadet. Bag guiden står de tre journalistuddannelser samt Dansk Journalistforbund og Danske Medier. Og der er i højeste grad brug for guiden, mener Peter Bro. »De seneste uger og måneder har vist, at der mildest talt er lidt tvivl om, hvad der er den rigtige og forkerte måde at opføre sig på, når man bruger elementer, som andre journalister har benyttet sig af tidligere,« siger Peter Bro. Da man i pressen ikke har nedskrevne regler eller tradition for fodnoter og kildehenvisninger, mener Peter Bro, at der er et klart gråzoneområde: »Der er en lang række tilfælde, hvor man som journalist gerne må bruge noget, som andre har arbejdet med, eller hvor man er afhængig af udtalelser, andre har indhentet. Men hvornår og hvor meget man skal henvise til de steder – hvad enten det så er personer eller andre publikationer – det har der ikke været helt klare retningslinjer for.« Flere kildehenvisninger, tak Ifølge Peter Bro kan man som journalist nemt hjælpe sig selv ved i højere grad at bruge kildehenvisninger: »Som udgangspunkt synes jeg, at vi er alt for tilbageholdende indenfor dansk journalistik med at vise, hvor vi har hentet vores ting fra. Jeg synes ikke, at det svækker et journalistisk produkt, at man har en kildehenvisning til et sted, man er blevet inspireret fra, eller et sted, man har hentet en udtalelse,« siger han. Sammen med Dansk Journalistforbund, Danske Medier og journalistuddannelserne på RUC og DMJX regner Peter Bro med, at man er klar med nye vejledninger til at undgå plagiat senest til sommer. I marts mødes parterne mødes for at drøfte vejledningen.

Teknologi og øget arbejdspres Teknologien og i særdeleshed internettet har medført, at medieforbrugerne har fået meget lettere adgang til internationale medier. Derfor kan man langt nemmere kigge journalister efter i sømmene. Som det eksempelvis var tilfældet, da USA-korrespondent Annegrethe Rasmussen for få måneder siden blev fyret fra Altinget og

“

De seneste uger og måneder har vist, at der mildest talt er lidt tvivl om, hvad der er den rigtige og forkerte måde at opføre sig på, når man bruger elementer, som andre journalister har benyttet sig af tidligere.

Dagbladet Information, fordi hendes klumme i Altinget mindede for meget om en leder i det engelske nyhedsmagasin The Economist. Også et øget arbejdspres i branchen har udfordret journalisternes arbejdsgang, mener Peter Bro: »Journalister bliver udfordret af, at de skal producere meget mere end de tidligere skulle. Det vil sige, at man har mindre tid til den enkelte artikel, og alt andet lige bliver man måske også mere afhængig af andre journalisters forudgående kildearbejde. På den måde bliver vi også udfordret, både fordi vi kan blive kigget efter i kortene, men også fordi vi er mere afhængige af, hvad andre producerer.« Og her kan man med kildehenvisninger nemt undgå at løbe ind i problemer med troværdigheden: »For mig er det (kildehenvisninger, red.) et udtryk for, at man udtrykker sin grundighed. Og skulle der så være nogle, der er kritiske overfor det, man har lavet, jamen så

Illustrator: Victoria Eichhert Hess-Petersen

kan de selv tjekke det efter. Det vil også betyde, at man renser sig selv for en hel masse mistanker og i bedste fald får en højere troværdighed,« påpeger Peter Bro. Mediernes eget ansvar Peter Bro medgiver, at det i høj grad er et internt redaktionelt spørgsmål på de enkelte medier. Her nævner han Politiken som et eksempel på et medie, der har forsøgt at hæve standarden, når det kommer til citatskik og henvisninger: »Der vil være forskellige medier, der har forskellige standarder. Eksempelvis har Politiken jo tidligere annonceret, at i det omfang man eksempelvis refererer til politiske udtalelser, så skal man indgive, om det er poli-

“

Journalister bliver udfordret af, at de skal producere meget mere end de tidligere skulle.

tikeren selv, der udtrykker dem - eksempelvis på et pressemøde - eller om man har hentet dem fra en pressemeddelelse eller fået udtalelserne fra en spindoktor.« En vejledning til at undgå plagiat kan altså ikke direkte diktere mediernes praksis, når det kommer til kildehenvisninger, men

skal i højere grad være med til at hæve minimumstandarderne i dansk journalistik. Peter Bro håber på, at man i arbejdet med den nye vejledning, kan dele den journalistiske proces i arbejdet op: »Vi skal ind og dele arbejdsprocessen op i forskellige faser og se på, hvornår det er vigtigt og i hvilke sammenhænge, det er vigtigt, at man henviser til eventuelle kilder, man har brugt. Hvad enten det er skrevne eller mundtlige kilder. «

“

For mig er det et udtryk for, at man udtrykker sin grundighed.

Tror du, at et journalistisk produkt kan komme til at se lidt for ”akademisk” ud? »Jeg kan sagtens se for mig, at hvis man nu plastrede nyhedsindslag og artikler til med fodnoter eller subnoter, så kunne man godt forestille sig, at der er noget formmæssigt, som man risikerer at tabe. Der må man jo bare sige, at vi har fået nettet, som jo har en dybde i sig, hvor man kan angive alverdens former for ting, uden at det nødvendigvis forstyrrer læsningen. «

STUDIET

LIXEN Stor optimisme forud for High Risk-opgør

Trænerteamet bag FC Jourventus er optimistiske omkring holdets chancer ved dette års High-Risk. Det bliver ikke nemt, men hvis vi kan stille med det stærkeste hold, tror vi på en sejr, lyder det. Foto: Thomas Borberg, polfoto.dk

bliver nemt. Men kan vi stille med stærkeste hold, burde vi have gode chancer,« siger han.

Af Oliver Sønderbye Therp olthe15@student.sdu.dk

en røde cindersbane er tung af vand. Flere dages regn har givet rundbanen på Syddansk Universitets atletik- og bevægelsesstadion en mørk nuance. Det er dog ingen ting sammenlignet med den fodboldbane, der plejede at danne ramme om FC Jourventus’ træningspas: Græsplanen er forvandlet til en kæmpe mudderpøl, der indikerer, at træning med bold og fodboldstøvler ligger et godt stykke ude i fremtiden. I stedet står der i dag 200 meters-intervaller på menuen. Frederik Helms, Mads Gordon og Niklas Bøgild, der alle går på fjerde semester, overtog i sommers trænertjansen for FC Jourventus, der er et lukket fodboldhold for de journaliststuderende på Syddansk Universitet. Og de er ved at forberede holdet til High Risk, den famøse fodboldkamp mod Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles studiefodboldhold, FC Åben Modus, der i år spilles d. 14. maj i Århus. FC Jourventus’ træner og anfører Mads Gordon vil ikke bruge ordet ”fiasko” om sidste års 2-0 nederlag, men mener, at ”uheld” er mere dækkende. Og han er ikke bange for at sætte barren højere i år: »Jeg tror på en sejr, selvom det uden tvivl ikke

“

Vi håber, at stort set alle fra studiet tager med bussen til Aarhus, så vi kan få en kæmpe fest, når vi har vundet.

Altid velklædte Optimismen bakkes op ad medtræner Frederik Helms, der tager positive takter med fra sidste års nederlag: »Det kan forventes, at vi vinder på æstetikken igen - både på og udenfor banen. Forhåbentligt har Sebastian charmeret Sanne (”klubmor” i B1913, red.) nok til at få skaffet nye trøjer og nyt anførerbind,« siger han. En af de spillere, der ifølge Frederik Helms kan blive særlig vigtig i kampen om håneretten, er sidste sæsons ‘årets spiller’, Simon Boye. Som intern topscorer var han en vigtig aktør i FC Jourventus’ oprykning til Serie 3, men sæsonen var ingen dans på roser: »Han nævnes på trods af, at han intet mindeværdigt har leveret ud over sin debutkamp,« forklarer Frederik Helms og uddyber: »Samtidigt får han garanteret en eller anden tåbelig skade lige op til kampen. Kaptajn Gordon er også uundgåelig til High Risk-opgøret og er om nogen synonym med den fight, der skal til for at sikre High Risk-sejren.« Afsted til Århus Tilbage på rundbanen er intervallerne ved at

være færdigløbet. De trætte spillere tømmer deres vandflasker, mens de slæber sig ind mod klubbens styrketræningslokale. Foran dem venter en lang sæson, der foruden High Risk-opgøret mod FC Åben Modus også byder på hårdt arbejde med at videreføre holdets stolte tradition med oprykning tre sæsoner i træk. Men målsætningen er dog ifølge Mads Gordon klar: »Vi skal spille med om oprykning. Og så skal vi have hævet tilskuertallet til hjemmekampene,« siger han. Tilskuertallet var gennemgående lavt sidste sæson og er et af de steder, hvor

“

Det kan forventes, at vi vinder på æstetikken igen - både på og udenfor banen.

trænerteamet har kæmpet en brav kamp for at hente opbakning til holdet. »Den primære forskel er vores øgede fokus på de sociale medier. Derudover er ‘Dødboldsspecialist’ Niklas Bøgild gået fra blond til leverpostej,« forklarer Frederik Helms, inden kommer med en opfordring til alle de jounaliststuderende på Syddansk Universitet: »Vi håber, at stort set alle fra studiet tager med bussen til Aarhus, så vi kan få en kæmpe fest, når vi har vundet.«

Poul Madsen

Chefredaktør på Ekstra Bladet

Bopæl? Jeg bor på Østerbro i København med kone, børn og en af verdens mindste hunde. Praktiksted? Jeg var i praktik på Ud & Se DSB og DR Radioavisen. Tre ord om dig selv? Dedikeret, standhaftig og mest i godt humør. Aviser eller web? Mobil. Eb.dk og Twitter er mine foretrukne nyhedskilder. Cykel eller bil? Jeg burde cykle, men kører i bil. Elsker at køre og høre musik. Journalistisk idol? Ulla Terkelsen. Én som bare kan blive ved. Guilty pleasure? Rødvin! Hvis ikke journalist? Journalist. Det bedste ved dit job? Friheden! Jeg kan ændre alt, hvis jeg er dygtig nok. Jeg bestemmer 80 % selv hvad jeg laver. Det tror jeg ikke mange kan sige. Dårlig til? Tålmodighed. Derfor passer Twitter så godt til mig. 140 tegn, så stopper min tålmodighed. Bedst til? Gennemskue hænge.

komplicerede

sammen-

Livret? Røde bøffer. Tre ting du ikke kan leve uden? Min familie, min bil og min tennis. Næste rejsedestination? Rom. Sidste gang tømmermænd? I sidste weekend. Morgenrutine? Kaffe, nyhedslæsning i sengen og langsom opvågning.

Holdet, der sikrede FC Jourventus oprykning til serie 3 Foto: William Ejsing

6 STUDIET

MARTS

Det er journalistikken, RUC’erne venter på Når vi engang er færdiguddannede journalister og skal til at arbejde rigtigt, vil vi opdage, at der sidder en masse journalister derude, der fagligt tænker helt anderledes end os. En af grundene til det er, at de kommer fra en anden uddannelse. 23-årige Simone Rieder studerer på RUC og er en af dem, vi kommer til at møde ude i virkeligheden.

Irriterende basisår Simone Rieder bor på Vesterbro i København og pendler hver dag de 21 minutter til Trekroner, hvor RUC ligger. Hun valgte blandt andet RUC’s journalistuddannelse, fordi det ligger så tæt på København: »Der er mange relevante studiejobs, der ligger tæt på hovedstaden,« siger hun og fortæller, at hun selv har studiejob på dagbladet BT. Ud over basisåret, der går igen på alle RUC’s uddannelser, er det for eksempel først på kandidaten, at man kan komme i praktik. Bachelor-delen tager tre år, og det er først på fjerde semester, man får ren journalistikundervisning. »Basisåret er noget af det værste ved at gå på RUC,« siger Simone Rieder.

Af Julie Just Krebs jukre14@student.sdu.dk

“

»Mine medstuderende er ret dedikerede til journalistik. Selvom vi har fået venner på basisåret, som vi selvfølgelig holder fast i, så er det journalistikken, vi har ventet på.«

or en journaliststuderende på SDU kan RUC’s uddannelser virke som et fremmed land. 23-årige Simone Rieder er en af dem, der læser journalistik på RUC. Simone Rieder studerer på fjerde semester og har en humanistisk-teknologisk studieretning, men hun ender ud med at blive journalist. Hvordan hænger det sammen? »Man starter med at vælge mellem nogle forskellige studieretninger. Alle har så et basisår, hvor man får en rygsæk, som man skal have med sig,« forklarer Simone Rieder. »Alle har ikke de samme fag, for det er tilpasset, hvilken studieretning man er på, men her er journalisterne blandet med alle de andre studerende. Efter første år vælger man så endeligt, hvilke fag man vil have.« Fordi journalistik er populært, er snittet højere på de fag på RUC, der relaterer sig til journalistik. Derfor forhåndsoptages man på journalistik, selvom man senere har mulighed for at søge eventuelle restpladser på faget, hvis man ikke kom ind fra starten af.

Branchen er begyndt at få øjnene op for, hvad vi kan på RUC.

Bredere profil Omvendt mener hun, at det ekstra fag giver de journaliststuderende på RUC en bredere profil, når de skal have jobs: »Journalistbranchen kan være svær at komme ind i, og derfor er det andet fag rigtig godt at have med oven i hatten.« Simone Rieder mener, at det ekstra fag betyder, at man ikke kun ved noget om journalistik. Hun har selv geografi som andet fag. De journaliststuderende på RUC får intro til tre medier (radio, tv og skrevne), selvom de ikke kommer lige meget igennem alle tre ting: »Det er primært det skrevne medie, vi fokuserer på. Vi skal så på et tidspunkt beslutte os for enten tv eller radio.«

Simone Rieder (23) mener, at de forskellige journalistuddannelser konkurrerer på lige fod med hinanden. Foto: Sara Fuglsig Christensen.

Lige konkurrence Praktiksøgningen og store-match-dag foregår som på både SDU og DJMX i Århus. Næsten. Man er først i praktik på kandidaten på grund af basisåret. Simone Rieder mener alligevel, at konkurrencen blandt de tre steder er lige: »Arbejdsgiverne skelner vist ikke mellem, hvilken uddannelse man kommer fra.«

Generelt mener Simone Rieder, at studerende fra RUC fuldt ud kan konkurrere med de andre journalistikuddannelser: »Branchen er begyndt at få øjnene op for, hvad vi kan på RUC.«

Nyt system skal gøre praktiksøgningen mere fair I begyndelsen af februar faldt de nye retningslinjer for praktiksøgning på plads. Systemet skal foregå som en reel jobsøgning og gøre processen mere lige.

Af Emilie Utzon Carlsen & Jasmin Lennert

emcar13@student.sdu.dk

anske Mediestuderende har i samarbejde med praktik- og uddannelsesstederne samlet stumperne fra det gamle praktiksystem op og

klinket dem sammen på ny. Store Matchdag er blevet til Lille Matchdag, og åbent hus er udskiftet med praktikmesse. Alt sammen for at give lige muligheder for både praktiksteder og studerende. Merete Lindstrøm, formand for Danske Mediestuderende, har hele tiden haft ét mål ved ændringerne af praktiksystemet: »Vi har hele tiden haft for øje at skabe et system, der vil give mindst mulig panik for de studerende, og et system, der minder mere om et almindeligt ansættelsesforløb,« udtaler formanden. For at få situationen til at minde mest muligt om en jobansøgning slås stillingerne op, hvorefter ansøgerne har mulighed for at researche og skrive ansøgninger til de praktiksteder, de ønsker at søge. Herefter kan medierne indkalde til samtaler - akkurat som en almindelig jobsituation.

på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Det er ikke første gang, Jonathan May søger praktik. I efteråret 2015 søgte han praktik hos diverse praktiksteder, men uden held. Jonathan May, der nu skal i gang med sin anden praktiksøgning, er forhåbningsfuld over det nye system, men der er dog én ting, der bekymrer ham: »Jeg er lidt utryg ved, at de har erstattet åbent hus med en praktikmesse. Det virker lidt svært at få indblik i praktikstederne. Hvis jeg søgte første gang, så kunne jeg godt være

Praktikmesse fremfor åbent hus En af dem, der til april skal forsøge sig med det nye system, er Jonathan May, der studerer

bange for, at man ikke fik det rigtige kendskab til de steder, der udbyder praktik.« Praktikmessen, hvor de studerende har

“

Hvis alle parter holder sig til rammerne, så bliver det et sindssygt godt forløb for de studerende.

mulighed for at møde flere medier, stille spørgsmål og samle inspiration, mener Merete Lindstrøm er noget af det, der gør dette års praktiksøgning mere fair: »Vi har valgt at lave en praktikmesse, så alle på den måde får lige muligheder for at komme ud og snakke med medierne,« forklarer hun og uddyber: »Desuden er der måske nogle af de studerende, der snakker med medier, de ikke havde overvejet, hvis de skulle rejse rundt i Danmark på egen hånd.« Grundlæggende er både Merete Lindstrøm og Jonathan May positive overfor de kommende ændringer. Og Merete Lindstrøm er ikke i tvivl: »Hvis alle parter holder sig til rammerne, så bliver det et sindssygt godt forløb for de studerende. Tager medierne sig tid til det, får de god mulighed for at bedømme de studerende ud fra både ansøgning og samtale.«

LIXEN

STUDIET

Den store guide til din praktiksøgning Når systemet for praktiksøgningen bliver ændret, kan det være svært at finde hovede og hale i, hvordan man som studerende skal finde vej til den praktikplads, der passer bedst til én. Derfor guider Lixen dig herunder til det nye system, så du får den bedst mulige praktiksøgning.

Illustrator: Matthias Grandjean Udarbejdet af Emilie Utzon Carlson & Jasmin Lennert

MARTS

Branchen

Velkommen til Branchen! Den tidligere ekstern-sektion kommer for fremtiden til at hedde Branchen. Sektionen handler om alt det, der sker ude i den store vilde mediebranche, som vi nok alle higer efter at komme ud og blive en del af. Branchen rummer alt lige fra portrætter til analyser og artikler om det der foregår udenfor det trygge studiemiljø. Så glæd dig til denne måneds sektion, hvor du kan læse om bl.a. shitstorm, om P3-værten David Mandel, forholdet mellem politikere og journalister og meget, meget mere!

Medierne fremstiller politikere som realitystjerner Nutidens politiske scene kan minde om et realityshow, når politikere bliver trukket gennem mediemaskinen. Det kan tyde på, at journalister er gået fra en traditionel dækning til en tilrettelægning af den politiske virkelighed. Det afskrækker folk uden politisk erfaring fra at hænge valgplakater op engang hver fjerde år, ifølge Bertel Haarder.

Af Klaus Færch Gjerulff klgje15@student.sdu.dk

lere hundredetusinde danskere ser reality-tv. Det populære format har igennem de sidste par årtier smittet af på en anden dækning af virkeligheden, heriblandt politik. På Christiansborg er politikerne, deriblandt kultur- og kirkeminister Bertel Haarder, blevet trætte af mediernes besættelse af processen i stedet for indholdet af den politik, de skaber inde bag murerne. Bertel Haarder kan nikke genkendende til dækningen af politik som et reality-cirkus. »Ja, det er i hvert fald blevet værre. Det er blevet værre i min tid. Vi i den politiske verden, vi er rigtig godt trætte af journalister, fordi vi synes, at de interesserer sig for meget for spillet fremfor indholdet,« siger Bertel Haarder til Lixen. Tilrettelægningen ved realityshowet Paradise Hotel handler om at følge processen, som deltagerne går igennem. Kærlighedsaffærerne, de mange drinks og selvfølgelig de interne konflikter skaber grundlaget for et realityshow. Særligt ved realityshows ser man de forskellige roller deltagerne har. Der er blandt andet den dumme, damernes ven og den festglade.

Bertel Haarder er træt af at se hans kollegaer blive behandlet som reality-stjerner af medierne. Foto: Johannes Jansson/norden.org © og S. Juhl ©

Henrik Sass Larsen (S), Carsten Hansen (S) og selv statsministeren Lars Løkke Rasmussen (V) måtte alle tage rollen som den festglade reality-deltager, efter at de blev fanget i at drikke et par øl. Dansk Folkepartis Pernille Bendixen måtte tage rollen som den dumme reality-deltager, efter at hun blev afsløret på direkte radio i, at hun ikke vidste, hvad den nationaløkonomiske forkortelse BNP betød. I mellemtiden er det ikke ukendt, at politikere tager en øl i ny og næ. Der er en grund til, at deres kantine bliver kaldt Snapstinget, og når Pernille Bendixen arbejder som børneordfører, har hun arbejdet mere med det ”Børne Nationale Produkt” og ikke det Brutto Nationale Produkt. Der er ifølge Bertel Haarder en manglende forståelse for politikere som normale mennesker, der trækker vejret. »Politikerne er ikke perfekte. Det har de aldrig været. Det nye er, at alle mulige private ting, pludselig skal gøres til noget politisk relevant,« siger Bertel Haarder. Når journalistik bliver tilrettelægning I realityshowet Paradise Hotel bliver

deltagerne tit udsat for diverse udfordringer, der bliver planlagt af tilrettelæggerne til at give et frisk pust ind i konflikten. De skaber nogle rammer for deltagerne, hvor det handler om ikke at ryge ud af spillet. Mediernes dækning af politik har også ført til en indblanding i den politiske proces. Under valgkampen i 2015 oplevede partiet Alternativet medier, der ville mere end bare stille spørgsmål til deres politik. Den politiske leder Uffe Elbæks talefejl i et interview om retsforbeholdet blev bragt i en artikel i Politiken og udløste en konflikt internt i partiet, men Politikens intention var ikke kun at bringe en fortalelse ifølge pressechef for Alternativet, Magnus Harald Haslebo. Det kunne ligne, at Politiken gik direkte efter konfliktoptrapning i partiet, mener han. »Uffe Elbæk kom til at sige forbeholdene i stedet for retsforbeholdet, og her ansatte Politiken et hold journalister til at ringe rundt til alle 69 kandidater,« siger Magnus Harald Haslebo til Lixen. Denne strategi er heller ikke ukendt for Bertel Haarder. Han kan genkende det samme billede fra Liberal Alliances forgænger under

partiet Ny Alliances fald. »Det var også det, der ødelagde forgængeren til Liberal Alliance. Det opdager nye partier, at hvis der er splittelse, så koster det,« forklarer Bertel Haarder. Erfarne folk har ikke lyst til at være reality-stjerner Risikoen for at blive udsat i medierne har ifølge Bertel Haarder store konsekvenser for lysten til at stille op til Folketinget. En undersøgelse foretaget af Politiken i 2011 viser, at antallet af de såkaldte levebrødpolitikere er steget til at tage en stor bid af Folketinget. I 1966 var det under fire procent, der havde haft mindre end fire år udenfor politik, og i 2011 var det 36,3 procent. »Det værste er, at de mange kvalificerede, de vælger ikke at stille op, fordi de kan se, hvordan man risikerer at blive slæbt igennem skidtet som politiker. Det er simpelthen nok folkestyrets største problem, at mange af dem, der kunne være gode både som medlemmer og som ministre, de stiller ikke op. Desværre,« siger Bertel Haarder.

Når journalistikken skaber shitstorm gennem de sociale medier

En stadig større del af de journalistiske nyheder bliver publiceret på grund af heftige debatter på de sociale medier, de såkaldte shitstorms. Redaktionerne skal kunne skelne etisk i debatten, mener næstformand Tine Johansen fra Dansk Journalistforbund.

hitstorm er blevet et hyppigere udtryk i pressen som overskrift på debatter, der er blusset op på de sociale medier. Facebook og Twitter bliver i dag brugt af flere medier til at skabe debat om enkeltsager, som pressen har omtalt. Men også historier uden om mediernes sociale profiler kan give nyhedsværdi til shitstorm. En shitstorm kan ramme både politikere, virksomheder og privatpersoner. Da Danske Bank lancerede deres kampagne ’New standards’ tilbage i 2012, blev kritikken mod banken omtalt i offentligheden som et flop. Først to år efter indtraf ordet shitstorm i dens nuværende terminologi, hvor en voldsom kritik på de sociale medier bliver ukontrollerbar for en hovedperson.

Af Lasse Witt lawit03@student.sdu.dk

Shitstorm uden kontrol I en klumme på Altinget.dk 15. januar

2016 skrev redaktøren for Mandag Morgen Danmark, Lisbeth Knudsen, om ”Shitstorme som ny demokratisk magtfaktor,” hvor hun påpeger, at debatter på de sociale medier kan have en slagkraft, som kan lægge enhver modstander ned som taber. Dette giver en større journalistisk udfordring for pressen, nemlig det at kunne skelne tydeligt i den etiske brug af folks kommentarer. Tine Johansen, næstformand i Dansk Journalistforbund, opfordrer de enkelte redaktioner til at gennemtænke brugen af debatter på de sociale medier, da der kan opstå gråzoner. »Når folk debatter på mediers sociale profiler, har de stiltiende accepteret, at pressen kan bruge folks kommentarer til nyhedsindslag, men ikke alle er klar over det,« siger Tine Johansen.

Undgå dårlig journalistisk research Der er også tilfælde, hvor debatter løber af sporet, uden at pressen har tjekket det faktuelle i sagen. Shitstormen om dagplejemoderen i Haderslev i starten af februar viste et misvisende billede af sandheden, og hvor hovedpersonen blev anklaget på et forkert grundlag, uden at vidner var blevet hørt. »Det kræver ordentligt journalistisk research for at undgå, at en person bliver fejlagtigt ramt,« siger Tine Johansen. Tine Johansen har dog tiltro til mediernes benyttelse af debatter på nettet. »Brugen af de sociale medier fylder i diskussionen på de forskellige redaktioner, og de får en stadig større bevidsthed hos journalisterne, men jeg er ikke i tvivl om, at medierne gennemtænker etisk, hvornår de skal publicere folks kommentarer som nyheder,« siger hun.

BRANCHEN

LIXEN

David Mandel: »Journalistik og underholdning er ikke to forskellige størrelser«

Foto: Emma Kleist

Når journalisten David Mandel laver radioprogrammet Gandhi på P3 med komikeren Christian Fuhlendorff, skal det først og fremmest være underholdende. Alligevel må lytterne meget gerne gå lidt klogere derfra.

Af Emma Kleist Christensen emmch15@student.sdu.dk

eg synes, jeg sidder sådan lidt… lidt mærkeligt,« lyder det fra radioværten David Mandel, da han indleder dagens program. Lidt efter lyder der nogle skramlende metalliske lyde, og medværten Christian Fuhlendorff fortæller grinende, at David er faldet ned af stolen. Det kan måske lyde lidt som en slags ’fald på halen’humor, men dagens program har faktisk to forholdsvis seriøse temaer. De skal både snakke om Stockholm-syndrom og ulovlig piratkopiering. »P3s lyttere vil underholdes. De vil høre noget musik. Der skal være lidt knald på,« fortæller David Mandel. Derfor arbejder værterne og holdet bag P3s morgenprogram ’Gandhi’ hele tiden med at give lytterne

seriøst journalistisk indhold, som er pakket ind i humor og med et glimt i øjet. »Det er ikke altid det lykkes. Nogle gange bliver det simpelthen for straight. Det er vores store udfordring. Det sjove skal gerne komme af den energi, vi leverer, og at vi i ny og næ stiller et spørgsmål, som er overraskende,« forklarer David Mandel. David Mandel er bevidst om, at selvom der er journalistisk indhold i et program som Gandhi, så er det ikke i den mest seriøse form. Han forklarer, at det simpelthen ikke er det, der er formålet med programmet. »Vi vælter jo ikke ministre, men der er altså også anden journalistik end det,« fortæller han. »Jeg synes vitterligt ikke, at underholdning og journalistik er to forskellige størrelser, hvis man gør det ordentligt. Hvis vi er gode nok, så kan folk få noget ud af det og gå lidt klogere derfra.« Netop for at gøre indholdet mere spiseligt, har Gandhi-holdet valgt at bruge lytterne til at komme med idéer til emner, de gerne vil vide mere om. I dag vil en lytter for eksempel gerne høre om Stockholm-syndromet. På den måde sikrer de, at lytterne ikke sidder tilbage med en følelse af, at radioprogrammets indhold taler hen over hovedet på dem. Underholdende journalistik er også rigtig journalistik David Mandel startede sin journalistiske karriere på Journalisthøjskolen i Århus, som han dog aldrig færdiggjorde, fordi han kom for godt i gang med sit journalistiske arbejde på P3. På uddannelsen mødte han en, for ham misforstået, opfattelse af, hvad journalistik egentlig er. »Der er jo en lidt snobbet holdning til, hvad

en rigtig journalist er. Det er nyheder, og det er graverjournalistik, og det er jeg ikke enig i,«fortæller radioværten. Han forklarer, at underholdende journalistik ofte er misforstået og bliver set lidt ned på.For ham har det dog altid været naturligt at bruge journalistikken til noget sjovt, og han har ikke, som mange andre, været interesseret i at lave klassisk graverjournalistik. »Jeg har allerede fra journalisthøjskolen fået at vide, at ’David, du skriver skide godt, men det kunne være fedt, hvis du lavede noget lidt mere seriøst’. Men der tænkte jeg bare, at det gider jeg ikke,« griner han. I radiostudiet gør de meget ud af at holde formaterne korte og servere det seriøse med det sjove. Kort efter et indslag om piratkopiering, hvor politikere og lobbyister har fået lov til at debattere deres holdninger til emnet, bliver stemningen lettet af en stor oppustelig penis. Det er journalistpraktikanten Toke, der har iført sig dette oppustede lyserøde kostume, hvorefter han går ind i studiet og siger undskyld til Christian for at have piratkopieret komikerens seneste liveshow. Selvom det for lytterne virker spontant, er indslag som disse nøje tænkt ind i programmet. Journalistuddannelsen var en let indgang til P3 På trods af den store vægtning af underholdning er det kun Davids medvært Christian, der ikke har en journalistisk baggrund ud af de fire mennesker, der laver programmet. David Mandel fortæller selv, at det skyldes, at journalistuddannelsen er en god indgangsvinkel til at få lov til at arbejde med radio. »Jeg tror snildt, at man kan blive en rigtig dygtig journalist uden nogensinde at have

kigget på en journalistuddannelse. Men det er en god genvej til at komme her ind,« forklarer han. Derudover har David Mandel også fået nogle redskaber med fra uddannelsen, som han ikke mener, at han ellers ville have fået. »I starten, når jeg skulle lave et interview, så tog det mig to timer, før jeg fik taget mig sammen og ringet. for det var lidt angstprovokerende. Det lærte jeg på journalisthøjskolen. Man skal bare kaste sig ud i det, og sådan er radio også meget.« fortæller han og fortsætter: »Det er jo en fantastisk basis for at lave noget radio og have nogle journalistiske værktøjer. Selvom du laver underholdende radio, så bruger du dem hver dag.« David Mandel fortæller samtidig, at journalistuddannelsen ikke er nok i sig selv for at skabe godt underholdningsjournalistik. »Det er originalitet og evnen til at formidle. På en kanal som P3, så er det en god base at være journalist,« fortæller han, og understreger det helt unikke ved at arbejde med komikeren Christian Fuhlendorff: »Han kan få idéer, som jeg ellers aldrig havde fået, og så bliver det helt genialt.«

FAKTA

Navn: David Neerup Mandel. Alder: 35 år. Uddannelse: begyndte på Journalisthøjskolen i Århus i 2005, men færdiggjorde ikke det sidste semester af uddannelsen. Tidligere arbejde: startede som praktikant på ’De sorte spejdere’ for næsten 10 år siden, og har siden – kun med få afstikkere – arbejdet på forskellige programmer på P3.

10 BRANCHEN

MARTS

En dag som praktikant på Billed-Bladet

Foto: Lene Skriver Bak

Hvordan er det egentlig at være i praktik på Danmarks mest læste ugeblad? Maria Rode er i praktik på dét, som hun selv beskriver som verdens bedste praktiksted. Her har hun en farverig hverdag med kendisser, kjoler og X-Factor.

Af Maria Rode Olsen maria.olsen@billed-bladet.dk

å Billed-Bladet har vi flextider – så det har vi selvfølgelig også som praktikanter. Alligevel er ens standarddag fra cirka 9 til 16, men der er tit aftenarbejde, fordi vi dækker en del film-, TV- og teaterpremierer. I dag er en sådan dag, så i stedet for at møde ind klokken ni, ringer mit vækkeur først

klokken ni. Jeg møder ind på kontoret på femte sal i Aller-huset, Havneholmen i København, klokken 11. Aller-huset er en stor glasbygning med udsigt over det meste af byen. Billed-Bladets kontor dækker næsten halvdelen af femte sal, hvor vi sidder journalister, redaktører, fotografer, layoutere og korrekturlæsere i et aflangt og åbent kontorlandskab, der kun bliver brudt op af mødelokaler og hovedtrappen. Jeg sidder sammen med de skrivende journalister næsten helt ude i spidsen med et vindue vendt mod havnebassinet. Her er der god udsigt - især om sommeren! De første par timer er ikke så specielle. Jeg skriver en artikel til vores hjemmeside billedbladet.dk om schlager-kongen Hansi Hinterseer. Han fylder nemlig 62 år, og vores læsere elsker at ønske folk tillykke på Facebook. Det er mig, der skriver den, fordi jeg er den sidste, der har interviewet ham i Salzburg, så nu er jeg ”Hansi-pigen.” Efter frokost slår jeg tiden ihjel med at se næste uges program af ”X-Factor,” som jeg har fået tilsendt af DR før tid. Jeg er blevet journalisten, der dækker ”X-Factor” for Billed-Bladet, og derfor skal jeg have set programmerne i god tid, så jeg kan nå at interviewe og skrive artikler. Det ændrer sig, når live-showsene begynder. Der skal jeg sidde

med i studiet hver fredag, indtil finalen er afsluttet. Min arbejdsdag går for alvor i gang klokken 14, hvor jeg bliver hentet af min fotograf for i dag, Jeppe. Vi skal til pressemøde på filmen ”Den danske pige” på Arken i Ishøj. Til pressemødet deltager både filmens instruktør Tom Hooper og filmens to hovedrolleindehavere, Eddie Redmayne og Alicia Vikander.

“

Jeg sidder (selvfølgelig) på første række - for Eddie Redmayne er jo liiige der!

Pressemødet foregår midt i Arkens udstilling af Gerda Wegener. Der hænger originale malerier af filmens hovedpersoner, og stjernerne skal sidde lige foran et af de mest kendte. Pressen sidder i en halvmåne foran dem. Journalister i front og TV-fotograferne bagerst. Jeg sidder (selvfølgelig) på forreste række – for Eddie Redmayne er jo liiige der! En hurtig tur hjem til kontorstolen og så afsted igen til gallapremieren på samme film. Ud over Eddie Redmayne, Alicia Vikander og Tom Hooper kommer der også rigtig

mange danske kendisser, som jeg skal snakke med. Vi er et af de ugeblade, hvor stjernernes tøj er vigtigt, så selvfølgelig skal jeg spørge, hvad de har på til gallapremieren. Det er for resten også altid en god ice-breaker. Når det er en gallapremiere, er tøjet endnu mere vigtigt, fordi gæsterne oftest finder deres flotteste frem. Amalie Dollerup har for eksempel lånt en flot 20’er kjole fra hendes rolle i ”Badehotellet”, Ellen Hillingsø har en sort trøje med hvide detaljer fra Ole Yde, og Alicia Vikander er i en smuk, gulvlang guldkjole fra hoveddesigneren hos Louis Vuitton, Nicolas Ghesquière. Ellers snakker vi om alt fra transkønnede til graviditeter og Melodi Grand Prix. Jeg er mødt på den røde løber i Imperial klokken 19:30, og dørene åbner for gæsterne klokken 20. Efter 45 minutter er den røde løber afsluttet, og alle skal ind i salen for at se filmen – inklusiv mig, hvis jeg altså har lyst. Arbejdsdagen er færdig klokken cirka 23:30, og jeg tager hjem til mig selv igen.

BRANCHEN

LIXEN

Medier sløser med læsernes sikkerhed på nettet Norske Morgenbladet har som det første avismedie i Norden lanceret en krypteret netavis for at beskytte sine læsere. For de danske medier er der dog fortsat lang vej, før krypteringen er almindelig praksis på nettet.

Af Lasse Witt lawit03@student.sdu.dk

vem holder øje med, hvilke nyheder du læser på nyhedsavisernes hjemmeside? I en undersøgelse foretaget af Lixen har ingen af de landsdækkende blade krypteret deres netavis. Og der kan gå lang tid, før det bliver indført. Digitalchef for Kristeligt Dagblad, Mads Emil Lidegaard, erkender problemet i ikke at kunne beskytte sine læsere godt nok. »Som udgiver af digitalt indhold har Kristeligt Dagblad et ansvar for vores brugeres sikkerhed, og det tager vi meget alvorligt,« siger han. Frederik Wiedemann, som er digitaldirektør for Politiken, forklarer, at analysebureauers statistik og registrering af læserne er årsagen til, at Politiken ikke bruger kryptering på deres hjemmeside. Han ser det dog ikke kun som negativt, at medierne ikke krypterer deres hjemmesider over for tredjeparts. »Det er ikke kun dårligt som sådan, da vores hjemmeside via aftalte tredjeparts fra analysebureauer kan målrette læserens brug og behov,« mener han. Kryptering er mulig uden annoncetab Sidste år lavede Washington Post sin netavis krypteret som den første avis i verden. I januar fulgte den norske avis Morgenbladet efter ved at lave en sikker forbindelse på sin hjemmeside. Ifølge Morgenbladets journalist Sigve Indregard har avisen i dag digitale redskaber til at kunne samarbejde med analysebureauer uden at miste reklameindtægter gennem en krypteret netavis. Kryptering medvirker til, at ingen tredjepart kan se, hvilke hjemmesider man søger efter og kigger på. På adresselinje vil der være et ”s” sat ind efter http, som viser, at siden er sikker for læseren. Når en hjemmeside ikke er krypteret, opstår der en usikker forbindelse, som kan give andre parter så som myndigheder, virksomheder og hackere mulighed for at spore og aflæse, hvilke sider som folk besøger og klikker ind på. Reklamer og pop-ups er nogle af de konsekvenser, som internetbrugere møder, når en hjemmeside ikke er krypteret, men de er ikke de eneste udfordringer, som en manglende kryptering giver. Hensynet til personværn spiller ind For journalisten Sigve Indregard på Morgenbladet har personværnet været en afgørende faktor til at lancere kryptering på deres avis. Han forklarer: »Mens ukrypteret trafik er som at sende alt som helt åbne postkort gennem systemet, er krypteret trafik som at sende en låst boks, som kun modtageren har en nøgle til. Alle, som står langs kablet, kan se, at der sendes noget, og hvor det sendes, men ikke hvad.« Morgenbladet mener endvidere, at en kryptering vil styrke sikkerheden på nettet og beskytte kilder, som ønsker at kontakte aviser.

Ingen medier i Danmark bruger kryptering på deres hjemmeside, og de har aftaler med analysebureauer, som læseren accepterer at uddele information til ved brug af cookies. Det er et problem, mener Morgenbladet. Illustration: Cecilie Heinfelt

Mens ukrypteret trafik er som at sende alt som helt åbne postkort gennem systemet, er krypteret trafik som at sende en låst boks, som kun modtageren har en nøgle til. - Sigve Indregard, journalist

For at kunne have en fri presse, har det en betydning, at læsergruppen kan have frihed til at læse nyheder i fred og undgå mistænkeliggørelse i form af at blive kigget over skulderen af arbejdsgiveren og andre tredjeparter. Det understreger Sigve Indregard fra Morgenbladet som argument for at have en krypteret netavis. »Med kryptering kan arbejdsgiveren bare se, at en medarbejder besøgte morgenbladet. no, men ikke hvilke sider eller hvilke data, som blev sendt,« siger han.

Pressefriheden risikerer et knæk Kryptering af hjemmesider har fået en ny opmærksom i offentligheden i forbindelse med Justitsministeriets forslag om registrering af internetbesøg. Dette kan også få betydning for pressefriheden, hvis persondata bliver overvåget. »Troværdige og tilgængelige nyheder på internettet udgør en enorm gevinst for pressefriheden. Dette gælder både i Danmark og globalt – også selvom de sider, der viser nyhederne, ikke er krypterede endnu,« siger Mads Emil Lidegaard.

Forventer ingen forandring foreløbig Sigve Indregard håber, at kryptering vil blive udbredt fremover på mediernes netsider, men Washington Post og Morgenbladets initiativ har lange udsigter for de danske net-aviser. »Vi følger med stor interesse initiativet fra Washington Post og Morgenbladet, og på sigt er jeg ikke i tvivl om, at Kristeligt Dagblad kommer til at bruge https. Inden dette sker, er der dog en række udfordringer, der skal løses først. Den vigtigste er, at ikke alle vores samarbejdspartnere bruger https,« siger Mads Emil Lidegaard.

“

Frederik Wiedemann tror ikke, at Politiken vil gå over til kryptering i nærmeste fremtid. »Nej, det forventer vi ikke, da det ikke er muligt med de løsninger, som vi har nu, siger han.«

Hvad er HTTPS? Alle hjemmesider har en HTTP-protocol (Hypertext Transfer Protocol), som modtager og udveksler information fra en server. Når en forbindelse bliver krypteret, er HTTPS (Hypertext Transfer Protocol Secure) synlig i adresselinjen, som modvirker, at en tredjepart kan læse med.

MARTS FOKUSSET

Fokusset er den sektion, der hver måned zoomer ind på et emne, som har relevans for faget journalistik. Her går vi i dybden med forskellige genrer gennem andre journalisters oplevelser og erfaringer. Sektionen går primært uden om den traditionelle nyhedsartikel, og beskæftiger sig i stedet med de andre journalistiske genrer som interviews, portrætter, reportager, guides og fortællende journalistik.

Når frastødelse møder fascination I arbejdet som journalist møder man alle slags mennesker, og man skildrer alle afkroge af samfundet. Men hvordan er det at skildre den mørkeste del af samfundet? De mennesker, som ikke bidrager, men ødelægger. De ondeste og farligste mennesker i det danske samfund. Hvordan er det at fordybe sig og træde ind i en verden, så langt fra alt hvad man kender?

Af Josefine Nue jmoel15@student.sdu.dk

2000 træder journalist Ralf Andersson ind i denne verden, ind i morderen Peter Lundins verden. Gennem to og en halv måneder arbejder han og et tv-hold på en dokumentar om, hvordan et almindeligt barn forvandles til en morder. Og hvordan det kunne gå til, at en dømt morder i Amerika kunne rejse til Danmark og leve et almindeligt liv i Rødovre uden observation fra myndighederne. Peter Lundin bliver anholdt i sommeren 2000 for drabet på sin kæreste Marianne Pedersen og hendes to sønner Brian og Dennis i hendes hus i Rødovre. Sagen bliver dækket af samtlige medier sommeren over. Ralf Andersson er netop begyndt at arbejde på Nordisk Films dokumentarafdeling. Her vil hans nye redaktør have, at Ralf laver en dokumentar om Peter Lundin. Ralf Andersson er mildest talt ikke begejstret. Han bryder sig ikke om sagen og synes, at det er for makabert. På trods af sin indledningsvise skepsis indvilger Ralf Andersson i at lave dokumentaren – en dokumentar, der bringer ham helt tæt på en af Danmarks mest brutale forbrydere. En dreng bliver til morder I løbet af de to og et halvt år, hvor Ralf Andersson laver dokumentaren, kommer han meget tæt ind på livet af Peter Lundin. Og her bliver Ralf ramt af nogle uforståelige følelser. »Man bliver både fascineret og frastødt. Man tænker, hvordan kan man blive sådan, gøre noget, der er så ekstremt. Men man prøver at forstå det uforståelige. Det bør man gøre, ligegyldigt hvor uhyggelig gerningen er.

er Peter Lundin i hans tanker. Mareridt efter mareridt. Efter flere timer med redigering af klippene kan han Peter Lundins digte udenad. Ralf Andersson er så tæt på Peter Lundins liv, at han næsten føler, at han kender ham. »På det tidspunkt, der vidste jeg måske mere om dele af hans liv, end han selv kunne huske. Det var ret specielt.« Under et grundlovsforhør ser Ralf Anderson for første og eneste gang Peter Lundin. Da Peter Lundin går forbi Ralf Andersson, er det en meget intens og underlig oplevelse at være så tæt på et menneske, man ved så meget om og føler man kender, men som ikke ved, hvem man er.

Foto: Matthias Grandjean Det kan jeg se en mening i.« »Hvordan kan en person gøre noget så ekstremt,« spørger Ralf Andersson sig selv om flere gange under arbejdet med dokumentaren. Tankerne om, hvordan man kommer helt derud, og om vi alle kan slå ihjel, hvis blot omstændighederne har bragt os derud,

“

Hvordan kan det gå så galt med en mand, at han slår sin egen mor ihjel?

kører rundt.« Under arbejdet med dokumentaren tager tv-holdet til Amerika for at filme de steder, Peter Lundin er vokset op. De besøger også Peter Lundins faster i Canada, og især under turen til Amerika og Canada overvejer Ralf Andersson, hvordan et barn med samme udgangspunkt som alle andre bliver til psykopat og morder. Målet med turen til Amerika er at få et mere nuanceret billede af Peter Lundins liv og mere end blot hans egne fortællinger, men turen kommer til at betyde meget mere for Ralf Andersson. Især mødet med Peter Lundins faster bliver afgørende for Ralf. Hun viser billeder af en dreng, som ligner alle andre drenge. Han sidder på skødet af sin mor – den mor, han som 19-årig kvæler og begraver i sandklitterne på Cape Hatteras 300 kilometer fra familiens hjem. Fasteren viser også nogle breve, hun har modtaget fra Peter Lundin, fra da han sad i fængsel i Amerika. Her skriver Peter Lundin om, hvor godt han kan lide at slå ihjel. Ralf sidder nu med et billede af to ekstremer, der møder hinanden: Den lille dreng på morens skød, der vokser op

og bliver til en mand, som nyder at slå ihjel. Og Ralf spørger sig selv: »Hvordan kan det gå så galt med en mand, at han slår sin egen mor ihjel?« Under rejsen i Amerika kører Ralf og tvholdet fra familiens hus i Maggie Vally, hvor moren blev slået ihjel, og ud til stranden, hvor Peter Lundin og hans far Ole Lundin begravede hende. »Vi tog den køretur, hvor vi kørte fra dér, hvor han havde boet og slået sin mor ihjel, og ud til den strand, hvor ham og faren gravede liget ned. De havde taget moren og lagt hende i bilens bagagerum, hvorefter de var kørt 300 kilometer ud til en strand. (…) Jeg kan bare huske, at da vi kørte den tur, mig og tv-holdet, at jeg tænkte, det her er den tur, Peter har kørt med sin far, mens moren har ligget og rullet rundt i bagagerummet. Hvad snakkede de om?« Døgndrift i Peter Lundins univers Arbejdet med dokumentaren bliver en fokuseret og ekstrem periode i Ralf Anderssons liv. »Det fyldte rigtig meget, og jeg havde helt små børn dengang. Jeg var i en lang periode i en rytme, hvor jeg tit stod op om morgenen og arbejdede. Jeg fik børnene op og i børnehave, så tog jeg på arbejde, kom hjem, spiste aftensmad, fik lagt dem i seng. Og når de var lagt op, satte jeg mig til at arbejde indtil omkring midnat. Så fik jeg nogle timer, stod op igen, og sådan kørte det simpelthen i perioder for at nå det hele. Jeg var fuldstændig inde i det her univers.« Arbejdet med dokumentaren påvirker i perioder Ralf så meget, at selv når han sover,

To sider af samme sag Rejsen til Amerika var afgørende for dokumentaren. Først og fremmest for at be- eller afkræfte Peter Lundins egne fortællinger og for at kunne vise billeder fra hans opvækst. Men også fordi Ralf Anderson ville sætte dokumentarens fokus på tiden før Peter Lundin kom til Danmark. Ralf fortæller, at man ikke vælger at tage en igangværende sag med i dokumentaren på grund af etiske overvejelser. Sagen er ikke afsluttet, og Ralf Andersson mener ikke, at dokumentaren skal forholde sig til retssagen, mens den er i gang, men derimod være bundet op på fakta og fortællinger fra kilder i Amerika og gamle klip med Peter Lundin. Tilbage i 1994 producerede Nordisk Film en serie om danskere i Amerika. En af disse handler om Peter Lundin, der på daværende tidspunkt sidder i fængsel for mordet på sin mor. Disse klip bliver grundlaget for dokumentaren. Klippene indeholder blandt andet Peter Lundin, der maler sit ansigt og reciterer digte. Og interviews hvor Peter Lundin fortæller om sin opvækst og forholdet til sine forældre. Turen til Amerika var en hård oplevelse. Både det at opleve Peter Lundins liv, men også det at bruge flere dage på at finde lokationer og kilder, og så kun bruge få sekunder af videomaterialet i dokumentaren. »Vi var i Florida, hvor familien havde boet som et af de første steder. At finde frem til det sted var et kæmpe arbejde og tog flere dage.« I Amerika får Ralf Andersson informationer fra myndighederne i den by familien boede i. Informationer, der strider imod de forklaringer og historier, som Peter Lundin har fortalt i programmet fra 1994. Peter Lundin forklarer om sit forhold til forældrene som værende godt og om en god opvækst, mens rapporter hos politiet viser anmeldelser og beviser på, at Peter Lundin og faren flere gange har mishandlet Peter Lundins mor. Oplysninger, der viser Peter Lundins manipulerende og forvrængede virkelighedsopfattelse. Informationen fra Amerika giver dokumentaren en vinkel med fakta, der modsiger Peter Lundin. Ralf påpeger, at det er med til

FOKUSSET 13

LIXEN at sikre, at dokumentaren ikke blot er Peter Lundin udlægning, men en faktuel fortælling. Der er en mere nuanceret virkelighed, og den fortælles gennem de rapporter som Ralf og holdet får adgang til i Amerika.

Det var en lettelse – jeg havde fået nok Da dokumentaren er færdig indser Ralf Andersson, at kriminaljournalistik bestemt ikke er noget for ham. Han bryder sig ikke om, hvor dybt ind i sagen man kommer og takker

nej til tilbuddet om at skrive en bog om Peter Lundin. På det tidspunkt har han fået nok og kan ikke vente med at komme videre. Samtidig vil han ikke være den journalist, der lavede en masse om Peter Lundin, han vil noget

andet – noget mere. »Jeg orkede ikke at beskæftige mig mere med den historie og den mand og det univers, for jeg syntes det var så sygt, så jeg havde fået nok.«

»Jeg kunne simpelthen ikke holde min professionelle facade« Journalist Rasmus Thirup Beck var tilbage i 2007 med til at skrive Politikens artikelserie ’Døden på vejene’. Serien satte fokus på de mennesker, der bliver påvirket af trafikdrab. Rasmus Thirup Beck fortæller, hvorfor det i dette tilfælde er i orden at kaste sin professionelle facade i baggrunden og være menneske, før man er journalist. Interviewet tager afsæt i Rasmus Thirup Becks møde med forældrene til en trafikdræbt 15-årig, som fem måneder før blev kørt ihjel, da han var ved at tage knallertkørekort. at man tænker meget på, at det skal ingen andre gå igennem.« Hvordan havde du det inden interviewet? Af Alexandra Mollerup & Celina Brøndel almol15@student.sdu.dk cebro15@student.sdu.dk

»Jeg skulle lige tage en dyb indånding, da jeg ringede på og skulle lave interviewet med dem, for det vidste jeg, ville blive hårdt. Jeg tænkte, at jeg ikke skulle stille nogle kritiske

spørgsmål. Jeg skulle bare have deres ver-

pladser skal kapres. En gruppe drenge har

Hvordan er stemningen under inter-

allerede plantet sig ved bordet tættest på buf-

viewet?

Vallekilde Højskoles sænkede spisesal

sion. For mig handlede det bare om at få så

er det ved at være frokosttid. Her er et

mange detaljer som muligt.«

rend af skolens beboere. De helt rigtige

feten, hvor de sidder med næserne dybt nede

»De græder rigtig meget under det her

i en computer. Rasmus er en smule forsinket.

interview, og det gør jeg også. Jeg kunne sim-

»Var det i dag?« udbryder han over telefonen

pelthen ikke holde min professionelle facade.

og fortæller, at han kan være i spisesalen in-

De fortæller ting, som at de bliver ved med

den for et kvarter. Her er høflig selvbetjening

at dække op til fem på trods af, at det er fem

med kaffe på kanderne, og efter en halv kop

måneder siden, at Mark er død. Jeg kan huske,

»Jeg synes faktisk, at det var en rigtig god

indtager Rasmus spisesalen. Drengene, der

at det var meget påfaldende, at det var moren,

idé. Indtil da var alle trafikdrab blevet om-

før var begravet i computerskærmen, lever op

der førte ordet stort set hele tiden. Faren sad

talt i noteform, og så nogle gange ville vi lave

og møder Rasmus med gryntende grin, high-

helt forknyt - lige indtil vi kom til at snakke

tendenshistorier eller reportager. Men det er

Har du tre gode råd til, når man skal

fives og syngende stemmer.

om den person, der havde kørt Mark ned. Her

jo faktisk en rimelig væsentlig side af et trafi-

arbejde journalistisk med pårørende?

F0t0: Lasse Lundberg

sagde han pludselig noget med, at han lige til

kuheld, at det ikke bare er et menneske, der

Hvad var det første du gjorde, da

at begynde med var helt ligeglad med den,

dør, men en helt stribe af mennesker, hvis liv

du skulle skrive artiklen ’En ulykke

der havde kørt Mark ned. Men nu var han

pludselig bliver ændret.«

spredte sig som ringe i vandet’?

rasende. Og det synes jeg var intenst.«

»Det første jeg gjorde, var at kontakte

være plads til, at man ligesom kan holde en pause eller lige skal snøfte af. «

»1. Det skal være på deres præmisser 100 procent. 2. Man skal gøre det klart, at det er okay at være ked af det og græde. Også selvom man

Hvordan kan man bedst forberede

sidder sammen med mennesker, man ikke

forældrene og fortælle, hvordan jeg ville gøre

Hvad gjorde du efter interviewet med

sig til at lave et interview med

kender. I virkeligheden er det godt, hvis man

det hele. Og at jeg kun ville gøre det, hvis de

forældrene?

pårørende?

selv viser følelser. Det er sådan set bedre, end

kunne se formålet med det. Det ville gerne

»Jeg sendte alt, hvad jeg skrev, til dem.

»Jeg tror, at man skal have en god inter-

være med, fordi de syntes, at det var vigtigt

Det hele, fordi det bare er så personligt og

viewguide, som man kan støtte sig op af, når

3. At have en god interviewguide med,

at få fortalt historien, sådan at det ikke skulle

sårbart. Og så synes jeg, at det var ret vigtigt,

det bliver svært. Så bliver man ikke hylet så

som man kan støtte sig op ad. Jeg vil sige at

ske for andre.«

at de havde fuld kontrol over, hvad der blev

meget ud af den, at man mister fokus. En in-

det her er mere vigtigt end nogen sinde.«

bragt i avisen.«

terviewguide, som tager højde for, at der skal

at være en kold skid i det øjeblik.

Hvilke tanker gjorde du dig, inden du ringede forældrene op? »Jeg var egentlig rimelig rolig med selve

Sender du normalt dine artikler til godkendelse hos kilderne?

opringningen og med at få det hele på plads.

»Nej. Altså jeg sender tit citater, men så

Jeg tænkte, at det kunne være vigtigt for dem

sender jeg kun det. Det med at sende det hele,

at fortælle historien. Når man har været så-

det sker kun i sådan nogle situationer som

dan noget igennem, så tror jeg virkelig også,

den her.«

“

De græder rigtig meget under det her interview, og det gør jeg selvfølgelig også.

Var det relevant at få interviewet med eller ville det have været nok at

3 hurtige facts •

Rasmus Thirup Beck arbejder i dag som freelancejournalist, sideløbende med sit arbejde som underviser på Vallekilde Højskole.

•

Den omtalte artikel hedder: ‘En ulykke spredte sig som ringe i vandet’.

•

Artiklen blev bragt den 23-12-2007 i Politiken, som et led i den længere artikelserie ‘Døden på vejene’.

skrive, at en 15-årig var død i en trafikulykke?

14 FOKUSSET

MARTS

Krimien klinger i ørerne Interessen for true crime-genren er i kraftig vækst. Med successen fra serier som Making a Murderer og Serial forventes der kun flere af disse fortællinger i fremtiden. Men hvorfor er vi så fascinerede af disse sande krimihistorier?

Af Lukas Bjerg lukasbjerg@hotmail.dk

Vi er en del af opklaringen

Den slags finder man også i radioens verden.

på, at det næste afsnit kommer,« siger

»Det som virkelig har virket godt i Serial, er

Den svenske podcastserie Spår er et godt eks-

Suanna Sommer.

fornemmelsen af, at vi følger detektiven gen-

empel på dette, hvor de tager kontroversielle

nem hele efterforskningen. I virkeligheden

og omdiskuterede kriminalsager op.

ligger hele spændingen i, hvorvidt detektiven opklarer mordet,« mener Susanna Sommer.

Radioen oplever i dag en stor popularitet, viser DR’s årlige medierapport. For første

»Tit har kriminalhistorien været om den

gang i flere årtier er der en synlig fremgang

ensomme detektiv, som afslører det, som

i flowradioen, og overalt i verden dukker der

»En af grundene til, at det er interessant,

systemet ikke kunne finde ud af. Nu handler

nye og innovative podcasts op.

er, at vi som lytter får lov til at formode og

disse historier om, at man går ud og søger

»Radioen er gået fra at være et baggr-

»Det nye er jagten hen over en masse afsnit,

tænke: ”Gud, måske er det ham!” Vi digter

retfærdigheden, hvor systemet har fejlet,«

undsmedie til et forgrundsmedie. Der har

og at vi som lyttere bliver inddraget i opklar-

med i langt højere grad, og vi bliver sat på

forklarer Susanna Sommer.

været podcasts i mange år, men nu er vi en-

ingen. Det gamle er det, som til enhver tid har

arbejde - vi føler, at vi er en del af opklarin-

fascineret os; forbrydelsen, opklaringen af

gen.«

forbrydelsen og dét at følge en detektiv.«

Men især ét element har virkelig ændret sig

“

delig begyndt at udnytte formatet på en god

Hvis man lytter rigtig godt efter, så verdenen fuld af gode historier.

Det er en af årsagerne, som Susanna Som-

ved true crime-genren. I dag er der næsten

mer forklarer den stigende interesse for true

ligeså meget fokus på systemets fejl og mang-

crime-genren i radioen med. Susanna Som-

ler, som på at opklare forbrydelsen. Det ses

mer har i mange år arbejdet med radio-jour-

især ved Making a Murderer, hvor præmissen

Radioen og podcastens gyldne tider

nalistik, og i dag er hun blandt andet vært på

for serien er, at hovedpersonen er fejlagtig

»Radioen er vendt tilbage til at kunne lave

P1 Podcaster, hvor hun går i dybden med ak-

dømt for mord – og at politiet faktisk har

fortsatte serier, som refererer til hinanden.

tuelle podcasts og lækre lydoplevelser.

konstrueret hele mordsagen.

Lige pludselig sidder folk og venter spændt

måde,« siger Susanna Sommer. »Hvis man lytter rigtig godt efter, så er verdenen fuld af gode historier.«

Lixen anbefaler 8 true crime-podcasts På Lixen har vi sammen med Susanna Sommer udarbejdet en lille guide til de bedste true crime-podcasts. Her finder du podcasts fra både danske, norske, svenske og amerikanske producenter. Nogle producenter beskæftiger sig kun med true crime-genren, mens andre, såsom P1 og Third Ear, af og til kaster sig over kriminalhistorierne – og når de gør det, gør de det rigtig godt!

Illustrator: Matthias Grandjean Udarbejdet af Lukas Bjerg

LIXEN

Bixen Byd velkommen til den nye dreng i klassen – Bixen! Underholdende journalistik er mere populært end nogensinde, og det her er vores bidrag til underholdningen. Det er her, den satiriske pen er skapest. Her er højt til loftet, og vi bringer de ukonventionelle former for journalistiske produkter, der måske ikke lige passer ind andre steder. Her er der plads til den skæve idé, og du skal betragte det som din journalistiske legeplads. Bixen er sektionen, hvor vi afprøver den satiriske verdens begrænsninger og muligheder, i en tid, hvor vi aldrig har været mere påpasselige med, hvem vi træder over træerne. Vi skal tænke over, hvem vi rammer, og hvordan modtagelsen bliver, men det skal ske med selvironi, for humor er en vigtig vej til debat og viden. Vi håber, at I vil byde Bixen godt velkommen!

Undervisere på grillen Dette er første del af en artikelserie, hvor skribenten med et glimt i øjet og på et satirisk grundlag griller SDU’s undervisere. At ende på grillen er der intet personligt over, og vi håber, dette kan få underviserne til at læse Lixen. For man ved aldrig, hvem den næste på grillen bliver...

Af Ole Kalsbøll olkal15@student.sdu.dk

Anne Kirstine Hermanns dagbog Kære dagbog. I dag vil jeg fortælle dig lidt om min morgen og mine tanker. Jeg slår øjnene op. Det er tidligt. Jeg kigger på det maleri, jeg malede før sommerferien. Hvid baggrund med sorte, store bogstaver. YOLO står der. Det er lidt ligesom at føle på et stødhegn, når jeg ser det billede. Jeg bliver helt ekstatisk. Det bliver en fantastisk dag. I’m fucking awesome! Toget om morgenen til Odense er det sædvanlige. Jeg sætter mig selvfølgelig ind på 1. klasse. SDU betaler – JA TAK #Tch-tcing. Der sidder ham manden, der altid stirrer på

Illustration: Ditte-Marie Bindesbøll Schov

mig. Øøøøh… Som om jeg ikke lægger mærke til det? Men hah.. Jeg ved hvorfor.. Jeg er for lækker, lækker, lækker, lækker #NikOgJay. Jeg er den lærer, der sørger for at drengene skal drikke, når kortet ”Jeg har aldrig fantaseret om en lærer” bliver trukket i ”Jeghar-aldrig”. Jeg kan vel betragtes som den kvindelige udgave af Krimi-niller. #MændenesDame #DamernesDame Jeg elsker mit job, men jeg glæder mig nu alligevel til min ferie. Jeg skal til Thailand, hvor jeg skal nyde livet. Og så måske bruge 10-20 minutter på at rette opgaverne til refleksionseksamen, men det bliver sgu karakter efter lodtrækning – jeg skal jo alligevel ikke give feedback, eller.. Det bilder jeg dem i

hvert fald ind. ”SDU betaler ikke for feedback, men kun karakterer”, haha. De er ikke særlige kritiske de kommende ”journalister”. Jeg synes nu også, at rejsen til Thailand er fortjent. Jeg er jo blevet professor nu i etnogirakfisk (kan ikke lige huske, hvordan man staver til det, men det var jo også tilbage i oktober). Kan ikke engang huske, hvad det hedder. Det eneste jeg kan huske, er at en af de professorer, der bedømte min afhandling, hedder Barbie. Hvad er det for et navn? Professor Barbie...Det er alligevel imponerende, at jeg fik den alligevel, når man tænker på, hvor mange fester og tinderdates med lidt for meget alkohol jeg har været til – specielt hverdagsfesterne. Men SDU betaler jo for

”syge”-dagene, så det er perfekt. Elsker SDU. #DrHermann Nu ser jeg bare frem til at have mine elever fra 1. semester i Journalistik og Samfund. Jeg kommer til at se så fandens sprød ud med min tan. Det kan ikke vente med at blive sommer i DK. Kan man godt tillade sig at have shorts på i marts? Selvom det er koldt for mig, så må det da varme nogle af drengene. Måske også nogle af tøserne? You never know. Anne Kirstine ’Fucking’ Hermann bringer solen tilbage til Danmark. P.S. Håber aldrig nogensinde, at eleverne fra SDU eller mine kollegaer læser dette. Men hvis de gør, vil jeg bare sige: YOLO!

Illustration: Malte Jørstad

16 BIXEN

Cavling Cup

Grafik: Matthias Grandjean

Vi har på Lixen længe spekuleret på, hvem af Danmarks to medieflagskibe – DR og TV2 der ville komme sejrrigt ud af en god gammeldags fodboldkamp. Vi har derfor sat de to virksomheders journalister over for hinanden på grønsværen, og bringer her en reportage fra kampen. Egmont var ligeledes inviteret til at stille op, men de måtte opgive, da de simpelthen ikke kunne stille elleve journalister til rådighed grundet outsourceingen til Asien.

Skammelsen gentagende gange selv tog fejl af Cecilie Beck og Natasja Crone til en julefrokost på TV2. 22. minut: Måååål!!! 1 – 0 til TV2. Mikael Kamber bryder igennem på venstre side efter en tæmning i pandekløften og smækker et følt indlæg ind over til Ulla Terkelsen, der udnytter centrifugalkraften i sit oversized tørklæde og får headet bolden hårdt ind under Anders Agger i målet. »Det kan man kalde indefra med Anders Agger! « Ordene råbes af en skadefro Morten Ankerdal, imens Anders Agger slukøret henter bolden ud af målet. 31. minut: Morten Spiegelhauer modtager et gult kort for usportslig optræden ved at gå undercover på DR’s bænk. Det var den rutinerede detektorvært Thomas BuchAndersen, der opdagede den urede tråd og gjorde dommeren opmærksom på dette.

ick off: Kampen sparkes i gang af DR’s Mr. News Kim Bildsøe, og straks lægger TV2 et hårdt pres på DR. De dyre licensbetalte journalister fra DR virker dog til at være forberedt på dette.

43. minut: Måååål!!! 1 – 1 udligning. Efter et TV2 spilovertag står DR’s træner, den altid cool Steffen Kretz, på sidelinjen og dirigerer sine journalister fremad. Det lader til at virke. Stephanie Surruge duperer Niels Brinch med sin lumre Instagram-profil, så han i et øjebliks uopmærksomhed ikke ser Martin Krasnik løbe forbi med bolden. Krasnik sparker bolden på tværs, hvor Puk Damsgaard er kommet med frem i et sindssygt raid op ad kanten. Hun tæsker til bolden med sin nyligt vundne Cavling, og Svenning Dalgaard må se sig prisgivet over for journalistikkens største hæderspris, da bolden tager venstre stolpe og går ind.

14. minut: For tredje gang inden for kort tid spiller Jesper Steinmetz bolden til Ulla Essendrop, da han simpelthen ikke kan se forskel på hende og Divya Das. En fair fejl skulle man tro, men Poul Erik Skammelsen er violet af arrigskab og råber ukvemsord efter Jesper Steinmetz. Rygterne går dog på, at

Pausestilling: 1 – 1 Kick off 2. halvleg: Alt er lige efter en veloverstået pause, og Rasmus Tantholdt giver bolden op. TV2 har foretaget en udskiftning i pausen, og Karin Cruz er kommet på banen i stedet for målscorer Ulla Terkelsen, der efter mange års tro journalistisk tjeneste

Af: Morten Beese Nielsen morni15@student.sdu.dk

kun formår at spille en enkel halvleg.

som de to mediers fokus på klimapolitik.

54. minut: Thomas Skov Gaardsvig bryder igennem på kanten og charmerer sig forbi Natasja Crone. Han lægger bolden hårdt skråt bagud, hvor Ask Rostrup har revet sig løs i en fri position. Ask Rostrup giver bolden en ordentlig tåhyler, og bolden passerer målet flere meter for højt. Man har ikke set DR skyde så meget over målet, siden budgettet for opførelsen af DR Byen blev lagt.

92. minut: Måååål! 3 – 2 til TV2: Rasmus Tantholdt forsøger sig desperat fra distancen, og bolden rettes af via Mads Steffensen og går ud til et hjørnespark. Et kæmpe dilemma for den rutinerede monopol-vært! Morten Ankerdal smækker en skruebold indover fra hjørnet, og hvem andre end Karin Cruz dukker op ved bagerste stolpe. Hun sætter en rolig inderside på, og bolden går mellem benene på Ulla Essendrop og ind i nettet. En fantastisk indskiftning af Poul-Erik Skammelsen! DR-journalisterne smider sig i græsset af ærgrelse, og Thomas Buch-Andersens detektorhjul havner dybt nede i bullshit! Hvilken afslutning!

“

Det kan man kalde indefra med Anders Agger! - Morten Ankerdal

61. minut: Måååål!!! 2 – 1 til DR. Faktisk var spillet ganske kedeligt i denne periode, men ud af ingenting trykker Kim Bildsøe af fra distancen. Det var Allan Silberbrandt, der var uopmærksom et øjeblik – ellers ikke et træk, der ligger til den rutinerede Newsvært. 72. minut: Anders Stegger gik glip af en kæmpe chance, da han havde for travlt med at lytte til sin egen stemme. Arkitekten bag den sublime stikning, Kim Bildsøe, giver den unge P3-vært en ordentlig overhaling. Man skal ikke fucke med Mr. News!!! 82. minut: Måååål!!!! 2 – 2 Udligning! Indskiftede Karin Cruz, afdribler Tine Gøtzsche på kanten, hvorefter hun snyder målmand Anders Agger med en skudfinte og trækker forbi ham. Hun sparker bolden ind i det tomme mål. Det var ren Messi-magi fra banens mest eksotiske efternavn. 87. minut: Der er stillingskrig mellem de to hold af journalister. Ingen tør åbne for meget op. Initiativet er lige så fraværende

93. minut: Ombudsmanden, der er dagens dommer, fløjter kampen af. Den kommercielle kanal slår statsradiofonien 3 – 2.

Slutresultat TV2 3 – 2 DR Mål: 22: Ulla Terkelsen 43: Puk Damsgård 61: Kim Bildsøe 82: Karin Cruz 92: Karin Cruz Tilskuertal: 28 licensbetalende journaliststuderende

LIXEN Debatten

I denne sektion skal der ikke være mikrofonholderi, men i stedet være plads til at have en kritisk holdning. Retningslinjerne er få; det, der debatteres, skal have relation til noget aktuelt, og det skal have noget med mediebranchen ellers os som journaliststuderende at gøre. Der skal være plads til debat og kritik af alle emner – også studiet, undervisningsformen, udvalgene eller Lixen selv. Så længe debatten er saglig og ordentlig i tonen, er der plads til lidt af hvert. Vi er åbne overfor nye måder at diskutere på og vil nogle gange præsentere jer for et problem, som I kan forholde jer til og forhåbentlig skrive et velformuleret debatindlæg ud fra, så vi kan få så mange af jeres meninger med som muligt. Debatten er jeres sektion, hvor I kan sige jeres mening og få den læst. I stedet for at gå og snakke i krogene, så fat din pen og skriv et debatindlæg. Måske kan du være med til at ændre noget, eller sætte fokus på et problem.

From hero to zero: Journalistens heltekappe er krympet i vasken Fortidens journalister som de uskyldiges forkæmpere er blevet erstattet af leflende, masseproducerende klikfiskere.

Af Victor Juul Grønbæk vicjuul@gmail.com

et er længe siden, at jeg har set journalister tage kampen op for samfundets velvære. I takt med at vi i dag som branche må kæmpe om læsernes eller seernes gunst, så ser den ærlige og sandfærdige journalistik ud til at være blevet tilsidesat til fordel for letfordøjelige ”click bait”-artikler, der produceres i massevis. Efterhånden som det skrevne medies platform er blevet flyttet til nettet, hvor reklamepenge er den primære indtægtskilde, ender historierne ofte som populistiske artikler, der desværre tit fungerer som finansiel selvbevarelse for medierne. Artiklerne synes ikke længere gennemtænkt videre end mantraet: »Gad vide, hvor mange likes den kan få?« Det er derudover ikke længere den totale sandhed, der er vigtig i nuet. Det gælder snarere om at få den gode historie ud så hurtigt som muligt. Sandheden og hvad der egentlig skete, stemmer ikke altid overens. Denne tankegang er som kryptonit for vores fag, der før har været præget af helte. Disse tidligere helte er i dag købt og betalt af virksomheder, som pryder siderne både i den trykte presse og online. Hvordan skal man som journalist skrive et kritisk indlæg om Kellogg’s morgenmadsprodukter, når de har købt et reklamespot på side 23? Man lægger altså bånd på sig selv og lader sin journalistiske integritet blive liggende derhjemme i skabet ved siden af sine Corn Flakes.

et frisk pust i det næsten western-lignende medielandskab og minder os om, hvad journalistik egentlig burde være. Filmen er bygget om den sande historie om The Boston Globes graverjournalister, der afslørede den katolske kirkes systematiske seksuelle overgreb på børn og unge. Journalisterne fra The Boston Globe kunne have valgt at skynde sig ud med historien uden at have alle informationerne på plads. I stedet væbnede de sig med tålmodighed og tog sig tid til at endevende alle deres arkiver, opbygge trygge forhold til deres kilder og gå på kanten af deres eget mod og egen jobsikkerhed. De gjorde kort sagt alt i den journalistiske etiks ånd. Jeg tolker filmens budskab sådan, at journalisters højeste mål bør og skal være at tjene samfundets borgere ved at finde sandheden – den totale sandhed – og ikke bare skynde sig ud med en historie, der skal tjene penge på kliks. Spotlight er efter min mening en trist påmindelse om, at journalisternes storhedstid muligvis er slut. Men den kan samtidig også ses som en opfordring til de nuværende og kommende journalister om, at vores virke er en vigtig størrelse, som vi ikke må sætte over styr for en hurtig indtjening. Vi er den fjerde statsmagt, og det er et privilegium, som vi ikke skal blæse på, men derimod bør værne om. Det er på tide, at vi påtager os helterollen igen. Vi kan og bør forsøge at redde verden.

Journalistikkens helte lever på film Her synes jeg, at en film som Spotlight giver Illustrator: Ditte-Marie Bindesbøll Schov

18 DEBATTEN

MARTS

Hvorfor skal vi alle sammen lære det samme? Journalistuddannelsen på SDU adskiller sig fra den på DMJX ved at være langt mere akademisk. Og selvom de akademiske fag giver os en solid faglig ballast, så ender vi alle sammen med at vide præcis de samme ting.

Af Oliver Sønderbye Therp olthe15@student.sdu.dk

Illustrator: Ditte-Marie Bindesbøll Schov

agen, hvor vores rejse som journaliststuderende startede, blev vi vist rundt på Fyens Stiftstidende. Begejstrede og en smule nervøse fik vi lov til at snuse til en redaktion, der på trods af fraværet af cigaretrøg, drejeskive-telefoner og skrivemaskiner lignede en af dem, jeg i min barndom har set og beundret i film som Alle præsidentens mænd. Her gav en redaktør os sit bedste råd: Find jeres niche og dyrk den. Det er dog lettere sagt end gjort. Specielt når vi alle sammen lærer det samme. En af grundene til, at jeg valgte at læse journalistisk på SDU og ikke DMJX, var vægtningen af vidensfagene. Den akademiske ballast som et supplement til et flermedialt fokus i håndværksundervisningen tiltalte mig meget. Men hvor jeg er mere end tilfreds med det sidste, har førstnævnte vist sig at være en gedigen skuffelse. Et fag som sociologi er helt sikkert det fedeste i verden, hvis man interesserer sig for det. Og på trods af en god underviser må jeg blankt erkende, at det gør jeg bare

ikke. Det er bestemt ikke blevet hjulpet på vej af, at jeg har mere end svært ved at se, hvordan sociologi skal kunne hjælpe mig i mit fremtidige journalistiske virke. Jo, jo, i fagbeskrivelsen står der godt nok, at sociologi »(…) er vigtigt, fordi undervisningen giver den studerende kompetencer til at researche en aktuel problemstilling på et analytisk kvalificeret niveau«.

“

Find jeres niche og dyrk den. Det er dog lettere sagt end gjort.

Et andet argument lyder, at det skal gøre os i stand til at læse sociologiske tekster. Men vi har allerede et helt fag dedikeret til researchmetoder på 2. og 3. semester, der også arbejder med kildekritik. Idéen med vidensfagene som en del af undervisningen, er jeg stadig stor fan af. Men hvorfor ikke gøre det mere relevant for den enkelte? Hvorfor ikke give den studerende mulighed for at dykke ned i det, som han eller hun finder

mest interessant? Man kunne forestille sig en model, hvor der hvert semester bliver udbudt to eller flere fag i samarbejde med andre fakulteter, som den studerende kan vælge at følge sammen med de studerende på den respektive uddannelse. Det kan fx være Amerikansk Dokumentar på Amerikanske Studier, Europa i Verden på Historie eller Kultur, Bevægelse og Kamp på Idræt og Sundhed. Det vil give den enkelte studerende mulighed for at fordybe sig i et felt, som han eller hun interesser sig for. Og det vil give en dybere forståelse af området og dets metoder, andre perspektiver (og vinkler) på de journalistiske produktioner og gavne engagementet og deltagelsen i undervisningen. Derudover giver det en mulighed for, at vi kan differentiere os fra hinanden og fremvise andet end et pænt karakterblad og frivilligt arbejde som skribent på Lixen, når praktiksøgningen en dag står for dagen. Og det er vigtigt: For i en medieverden, hvor alle kan skrive om alt og publicere det, er der brug for, at vi skiller os ud. At vi finder vores niche og dyrker den. Det gør vi ikke, hvis vi alle sammen lærer det samme.

DEBATTEN

LIXEN

Ligestillingsdebatten lider i medierne Debatten om køn og ligestilling er eskaleret helt. Den er blevet unuanceret, og så er det efterhånden med livet som indsats, hvis man ytrer sin mening. Og når vi ikke engang kan snakke sammen, så er ligestillingsdebattens død lige om hjørnet.

Af Signe Skov Henningsen sihen15@student.sdu.dk

gider researche. Eller lader som om, at de ikke er klar over, at de bringer noget, der er så misvisende. Det er lettere at forholde sig til det sort/hvide verdensbillede, der er det herskende i medierne – at feminister er hystader, og ikke-feminister er onde sexister - end at skulle forsøge at forstå,

hvad feminisme er. Ikke at det er svært, men det er lettere bare at læne sig op af stereotyperne. Selvom Ekstra Bladet ikke har landets højeste lixtal, så burde det være i deres journalistiske interesse at tilføre debatten noget med substans og nuancere den lidt.

Men det er det åbenbart ikke. Indlæg som dette er et slag direkte i maven på feminismen, som man ikke kan beskytte sig imod. Fordomme er desværre blevet gjort til fakta i hovedet på skribenten og læseren. Ordet »feminisme« er måske misvisende. Det lægger op til, at det handler om kvinder – og måske kun kvinder. Det gør det ikke. Det handler om begge køn og lige muligheder. Jeg er feminist, men jeg hader ikke mænd. Jeg synes ikke, at jeg er bedre eller mere værd end mænd. Det virker som ting, der er åndssvagt at skrive, men alligevel er det fordommen mod feminister. Og det er dét, som er den herskende udlægning af feminisme i mange af medierne. Feminisme er blevet et fy-ord og noget, som vi griner af. Feminisme er blevet noget, som vi ikke længere tager alvorligt. Og det er i høj grad på grund af det forskruede billede, der bliver tegnet af feminisme

en 17. februar bragte Ekstra Bladet debatindlægget “Hvornår anerkender feminister, at mænd også har rettigheder?” af Geeti Amiri. Et indlæg, hvor forfatteren, mener jeg, har misforstået feminisme. Et indlæg, der er dybt skadeligt for ligestillingen. Og desværre en type indlæg, der er overraskende mange af, når vi snakker om feminisme i de danske medier. Der er en udpræget tendens til, at medierne giver spalteplads til indlæg om feminisme og kønsdebat, som simpelthen er faktuelt forkerte. Feminisme bliver fremstillet som noget, det ikke er, og det samme gælder feministerne. Det er med til at skabe en lodret forkert opfattelse af, hvad feminisme egentlig er. Feminisme er en verdensopfattelse og et grundlæggende behov for alle. Det er ikke kun kvinder, der har brug for feminisme. Det har mænd også. Feminisme er lige muligheder og rettigheder for alle, og alle der identicerer sig med dette, er i mine øjne feminister.

“

Fordomme er desværre blevet gjort til fakta i hovedet på skribenten og læseren.

Feminister er helt almindelige mennesker af begge køn, der kæmper for ligestilling – altså kæmper for lige vilkår uanset køn. Det er ikke hysteriske, snæversynede kvinder, der for enhver pris vil undertrykke mænd. Ikke desto mindre bliver feminister ofte fremstillet sådan i medierne. Indlæg som dette skaber fordomme om og had til feminister. Jeg kan kun håbe, men ikke forvente, at skribenterne til disse indlæg ved, hvad der er op og ned på feminisme. Til gengæld kan jeg forvente og forlange, at medierne ved det. Ignorance, uvidenhed eller jagten på clicks? Da Ekstra Bladet vælger at bringe Geeti Amiris debatindlæg, viser de enten, at de ikke ved, hvad feminisme er, eller også viser de bare, at de er ligeglade. Hvad end svaret er, så svigter Ekstra Bladet, så vel som andre medier, sit publicistiske ansvar, når de ikke

Illustrator: Malte Jørstad

Bagdelen

Mødet med det store, stygge DR Klummen »Lad os da lave et program om det!« siger ProducerHenrik. Fedt, tænker jeg. En dag vil jeg også kunne sige den sætning, og så rent faktisk mene det. Kunne sige: »Lad os lave et program om det,« og så bare sende det på P3.

Af Nicoline V. V. Hoeg nhoeg15@student.sdu.dk

lokken er lidt i otte en torsdag morgen. Jeg er langt væk fra universitetets moderlige rammer. Retter instinktivt blikket mod det kæmpestore, sorte terningeformede bæst, der tårner mange meter over mig. Blinker lidt. To hvide bogstaver bryder alt det sorte og giver mig et sug i maven. Jeg ser op på journalisternes Mekka. Kabaen på Amager. Det store og det eneste: DR. Her, hvor utallige af mine studiekammerater har tænkt sig at søge praktik, og hvor jeg, siden jeg var purung, har forestillet mig, at jeg en dag skulle ende. Det er til trods for, at det

altid har virket som den dummeste og mest uopnåelige barnedrøm. Selv nu, hvor jeg er på selvsamme uddannelse, hvor mange af de store kanoner herfra har startet deres rejse. I dag rører jeg dog alligevel lidt ved drømmen. Prikker til den med en pind lavet af benovelse. Jeg skal mødes med David Mandel fra Gandhi på P3 og følge Gandhi blive sendt live. I den småkolde lobby ven-ter jeg med benene dinglende over kanten på en hård bænk. Det minder mig egentlig bare endnu mere om, hvor lille, ung og malplaceret jeg føler mig. Min telefon vibrerer med en sms fra min mor, der hu-sker mig på at opføre mig pænt. Og at hilse. Et koldt vindpust rammer mig fra døren. Nu kommer David Mandel ind i lobbyen iført hvide sneaks. Ret smart at han sådan ligner sig selv fra de videoer, som Gandhi har lagt ud gennem tiderne. Jeg tror, jeg har set dem alle sammen. Jeg tænker, om radioværter mon bliver genkendt lige så ofte som TV-værter? David giver hånd til mig, helt som om jeg ikke lige har siddet på en bænk, hvor mine fødder ikke kunne nå jorden. I magtens centrum På det åbne kontor med de mange skriveborde lyses redaktionsmedlemmerne op af store vinduer. Et ensomt, efterladt ”happy new year”-skilt hænger på den ene væg. Jeg lader det bedste, jeg har lært, som om jeg er voksen, og giver hånd til hele redaktionen. Bliver tilbudt kaffe. Drikker normalt ikke kaffe. Siger alligevel ja til kaffen. David Mandel står også med en kop i hånden, så nu er jeg faktisk lidt mere ligesom David. Døren går

op og ind kommer selveste Christian Fuhlendorff. Bliver måske et kort sekund lidt starstruck. Han har en grøn strikhue trukket godt ned om ørene. Jeg tænker, om det er fordi, det er koldt udenfor, eller om det er fordi, det er fashion. Snakken mellem redaktionsmedlemmerne flyver over det hele. Hvordan ser hackere egentlig ud på stock photos? Hvornår skal redaktionen holde ferie? Og hvordan fungerer det overhovedet, når der handles aktier på børsen? Er det mon lige så kaotisk som på film? En gang i mellem udbryder David: »Ah, det er sjovt!« Og det er det også altid, når han sådan siger det. Han har hentet endnu en kop kaffe. Han har Alfons Åberg tatoveret på underarmen og svinger ham grinende rundt, til jeg får helt ondt af den lille mand. Christian har stadig huen på. »Lad os da lave et program om det!,« siger Producer-Henrik. Fedt, tænker jeg. En dag vil jeg også kunne sige den sætning, og så rent faktisk mene det. Kunne sige: »Lad os lave et program om det,« og så bare sende det på P3. Klokken nærmer sig ni og dermed sendetid. Redaktionen bevæger sig mod radiostudiet, hvor jeg bliver placeret ved siden af produceren. Frit udsyn til det famøse P3studie. Christian tager stadig ikke huen af. Jeg tager mig selv i at joke med de ansatte. Midt i hjertet af den journalistiske Kaba. Den røde lampe tændes, og programmet er i gang. Jeg bliver lidt varm indeni. En dag er det mig, der sidder derinde.

r du Bagdelens Carrie Bradshaw, Bitterfissen Bethany eller Michael Robak? Her på Lixen elsker vi at høre om dine skæve betragtninger i hverdagen. Vi ved I som journaliststuderende går og undrer jer, forbløffes, forarges, underholdes osv. af små eller store ting i hverdagen. Her har du muligheden for at få afløb for dine skæve betragtninger i hverdagen og få bragt dit klummeindlæg. Det journalistiske indhold behøver nødvendigvis ikke at være i højsædet, men vi lægger vægt på, at klummen bringer noget alternativt til læserne. Alle har mulighed for at skrive månedens klumme, og temaet bestemmer man helt selv. Teksten skal fylde mellem 3000 og 3500 tegn, og du skal sende den ind til Lixen. Gå ind på lixen.dk og send dit forslag til månedens klumme. Så kan det være, det er dit forslag, der pryder Lixens bagdel næste gang.

Månedens pletskud

r du Bagdelens David LaChapelle, Joe Rosenthal eller Jan Grarup? Du er skarp med et kamera eller din telefon, og verdenen bliver foreviget gennem netop dit kunstneriske syn. Selfies, portrætter og totalbilleder har du helt styr på og vil dele dine fotoprodukter med Lixens læsere. Det kan også være, du er fuldstændig blank, når det kommer til fotografering, men du var vanvittig heldig, og fangede årets pressefoto ved et tilfælde. Uanset hvad så send dit bedste billede ind. Eneste krav er, at det er taget i løbet af måneden, når du er ude og lave dine journalistiske produkter. Så bliver det måske netop dit billede, der bliver valgt til månedens pletskud på Bagdelen. Send dit forslag til månedens pletskud ind på lixen.dk. Du kan også lægge dit pletskud på de sociale medier med #lixenpletskud

Det er nok ikke gået din næse forbi, at Lixen har fået ny redaktion. Men vidste du, at der blev holdt et hemmeligt møde i kælderen under Medietorvet fredag aften under fastelavnsfesten? Hvad redaktionen lavede er endnu uvist. Ikke desto mindre fangede Julia Friis Jørgensen chefredtørerne - her som vindruer og teletubbi - i en relativt uortodoks stilling. Hvad Amalie Hebel laver i mellem dem er ligeledes uklart, men godt ser hun ud. Foto: Julie Friis Jørgensen