Lixen - November 2016

Lixen

De Journaliststuderendes Avis | www.lixen.dk | 18. årgang | 6. nummer | November 2016

Hvordan hopper man fra nyhedsjournalistik på SDU til at lave TV-produktioner som ‘Anja og heksebørnene’?

FOKUSSET s. 13

Efter studiet åbnes en verden af mangfoldig journalistik I provinsen er der mere at komme efter, end man lige går og tror STUDIET s. 5 Er medierne ansvarlige for “Killer Clowns”?

DEBATTEN s. 18

Indhold Studiet

4-7

Debatten

18-19

Vi kigger i denne måned lidt ind ad. Hvem er vi egentlig, os der studerer journalistik? Vi

”Killer Clowns” – er det mediernes skyld, at trends som denne populariseres? Skal vi som

har derfor spurgt Peter Bro om, hvad det gør, at så mange af de studerende har gået på en

journalister kede os noget mere for at blive kreative stjerner? Eller kan vi alle sammen få

forberedende højskole. Derudover har vi undret os over, hvorfor der er så få med anden

stillet diagnosen “Journalistisk ADHD”? Læs Debatten og bliv klogere.

etnisk baggrund, der studerer journalistik i Odense.

Branchen

9-11

Branchen bevæger sig endnu en gang vidt omkring, og vi har blandt andet taget et kig på, om dækningen af OL kan betegnes som public service. Ud over det anmelder vi fem forskellige bøger, enhver journalist bør kende. Slutteligt har Oliver Sønderbye Therp undersøgt, hvorfor det amerikanske valg er så populært i medierne.

Fokusset 12-15 Journalistik er ikke kun hårde nyheder. Journalistik kan være alt fra comedy og reality til kvindemagasiner. Derfor sætter Lixen i denne måned fokus på journalistikkens blandede bolcher - alt den journalistik, man ikke bliver præsenteret for på studiet.

Bixen

16-17

Der var mandehørmstema i det kontroversielle 4. afsnit af ‘Den store bagedyst’. Jørgen Leth har anmeldt afsnittet for Lixen. Ud over det vælger Lixen også at bryde fogedforbuddet. Vi bringer eksklusivt et afsnit af bogen ‘7 år med lokalpolitiet i Helsinge’, som PET frygter vil

Kan man give medierne skylden for noget så vanvittigt som en “klovneepidemi”? Få svaret i Debatten på s. 18

afsløre centrale arbejdsmetoder i sikkerhedstjenesten.

Lixen er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklingen og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os på Infomedia Lukas Bjerg Ansv. Chefredaktør

Lotte Bach Andersen Fokussetredaktør

Amalie Klitgaard Chefredaktør

Jasmin Lennert Studietredaktør

Emilie Utzon Carlsen Studietredaktør

Josefine Alberg Fokussetredaktør

Morten Beese Nielsen Bixenredaktør

Christoffer Mortensen Bixenredaktør

Steven Vikkelsø Andersen Branchenredaktør

Victor Juul Grønbæk Debattenredaktør

Lasse Witt Branchenredaktør

Amalie Hebel Andersen Debattenredaktør

Asbjørn Hildebrandt Christensen Webredaktør

Matthias Grandjean Billedredaktør

Tryk: Skive Folkeblad Oplag: 600 eksemplarer

Ditte-Marie Bindesbøll Schov Fast illustrator

Lederen ”Og vinderen af dette års Jern Henrik-pris er…”

Disse ord kan jeg høre blive skrålet ude på Medietorvet, hvor de to værter er ved at forberede sig til det store Jern Henrik-awardshow. Det er fredag eftermiddag, og jeg sidder sammen med resten af Lixen-redaktionen og sammensætter november-udgaven.

Jeg glæder mig til Jern Henrik-awardshowet, og jeg glæder mig til at se, hvem der vinder de forskellige priser. Men på sammen tid kan jeg heller ikke lade være med at tænke, at et awardshow og priser måske er for meget?

Journalistik er en branche, som bløder. Det hører vi alt for ofte, og det er lang tid siden, at nogen har spået en lys fremtid for den journalistik. I forrige udgave kommenterede vi også i Lixen, at det kan være et problem, at så mange nye journalister uddannes, når der ikke nødvendigvis er nok arbejdspladser. På trods af dette har de danske journalister alligevel store tanker om sig selv og det journalistiske virke.

Der er mindst 121 forskellige priser inden for den journalistiske verden i Danmark. Fagbladet Journalisten kunne i 2013 regne ud, at der er 33,8 procent chance for at vinde en pris i løbet af sin journalistiske karriere.

Og disse priser spænder lige fra den ansete Cavling til Årets Pressefoto. Fra Bedste mandlige tv-vært til Bedste livsstilsprogram. Og fra Bedste tv-trailer til… ja, Jern-Henrik.

Selvom vi har store problemer i branchen, så elsker vi altså at hædre os selv.

Spørgsmålet er, om denne hæder giver mening?

Det er vigtigt at hædre dem, som faktisk har gjort et godt stykke arbejde, og som på en eller anden måde har bidraget med noget i samfundet. Det var blandt andet også derfor, at man stiftede Pulitzer-prisen, for på den måde kunne man skabe entusiasme og begejstring for at skabe god journalistik. Og måske er netop det hele idéen med de mange priser: En måde at holde gejsten oppe i en branche under store forandringer.

Medietorvet 1. november:

Lixens åbne redaktionsmøde

2. november:

Nyhedsdøgnet

3. november:

Lixens torsdagsbar

3. november:

DJ-kursus: Skriv dig til et studierelevant job (GRATIS)

7. november:

3. semesters debatkonkurrence

9. november:

Store Matchdag (efterår ‘16)

12. november:

Medielejr 2016

15. november:

Tirsdagsoplæg: Lea Korsgaard

20. november:

Fagfestival

22. november:

Tirsdagsoplæg: Jørn Stjerneklar

25. november:

Tilmeldingsfrist til posten som chefredaktører på Lixen

28. november:

Skosåleugen

2. december:

Jour-lefrokost og jour-lerevy

Det kræver så bare, at alle har mulighed for at opnå denne hæder.

Hvis man kigger på oversigten over de 121 priser, man kan vinde i Danmark, så tegner der sig et billede af, at det kun er den ”traditionelle” journalistik, der findes i dag.

Men sådan er det jo netop ikke.

Man tænker journalistik i mange nye baner, og der bliver søsat en masse nye initiativer. Det er nemlig nødvendigt for at overleve. Og for at overleve må man hædre den nye journalistik.

Jeg skal som den første være ærlig og indrømme, at vi ikke selv altid har gjort det nok i Lixen.

Vi har altid haft som mål at belyse de sider af journalistikken, der normalt ikke bliver anset som værende ”traditionel” journalistik, og som vi derfor ikke bliver undervist i på studiet. Og vi har da også bragt nogle artikler hist og her, men vi er tit faldet tilbage på den klassiske måde at gøre tingene på.

Dette er en af grundene til, at vi i denne måneds Fokusset har valgt at fokusere på ”journalistikkens blandede bolcher”. For én ting er, at vi bør hædre og tildele priser til den utraditionelle journalistik. En anden ting er overhovedet at belyse denne journalistik – for hvordan kan man hædre den, hvis man ikke ved, at den eksisterer?

Vil DU være Lixens nye chefredaktør?

Hvis ja, har du nu muligheden!

Lixen søger 2 nye ansvarsfulde og idérige chefredaktører fra journaliststudierne på SDU, som for 2017 skal varetage avisen.

Jeg kigger atter ud på de to værter, der er ved at forberede det store Jern

Send en ansøgning til lixen@journet.sdu.dk sammen med en medstuderende senest den 25. november.

Henrik-awardshow, og jeg glædes ved, at vi stadig holder fast i denne hæder.

For det kan godt være, at det lyder absurd at have 121 priser i en presset branche. Men måske er det netop de mange priser, der holder gejsten og lysten i live – og dermed selve journalistikken i live.

I slutningen af november får I muligheden for at blive Lixens nye chefredaktører, når der afholdes kampvalg.

Vi skal også bare lige huske dem, som normalt ikke får den hæder, de er berettiget til.

På vegne af redaktionen, Lukas Bjerg

Læs mere om chefredaktørrollen på side 8.

København klarer sig uden en journalistuddannelse Selvom det virker naturligt at kunne uddanne sig til journalist side om side med store mediehuse i Danmarks hovedstad, så er behovet for journalister dækket af de tre nuværende uddannelser.

Af Sofie Myhre Jørgensen sjoer15@student.sdu.dk Illustrator: Victoria Eichert Hess-Petersen

D

anmarks Radio, Berlingske, TV2 News, Politiken.

Mange medier

uddannede ikke er dækket.

Prodekan

for

Det

Samfundsviden-

og er påvirket af historien, fortæller Birgitte

udvikling og den europæiske debat. Vi ville

Sloth:

også kunne trække på vores brede huma-

ligger direkte på Københavns puls,

skabelige Fakultet på Københavns Uni-

»Hvis man skal forklare, hvorfor en be-

niora, så vi ville få journalister, der vidste

men hvorfor studerer journalister langt fra de

versitet, Birgitte Sloth, fortæller, at en

stemt uddannelse findes et bestemt sted eller

meget om kunsthistorie, moderne dans, film

medier, der tager storbyens tempo og tryk?

journalistuddannelse

og litteraturvidenskab,« siger hun.

i

er organiseret på bestemt måde, så handler

overvejelserne hos fakultetet. Men hun

ikke

har

været

det om, hvor den uddannelse er opstået, og

Hos Uddannelses- og Forskningsministeriet

kan godt se logikken i, at København

det er måske afgjort af tilfældigheder.«

oplever de ikke et behov for en journalist-

Universitet skulle udbyde en journalist-

Den konkrete historiske baggrund for

uddannelse i hovedstaden. Det fortæller Jør-

uddannelse: »Rent logisk kunne man godt

placering af journalistuddannelserne kan

gen Sørensen, der er chefkonsulent i mini-

forestille sig, at vi uddannede journalister

Jørgen Sørensen ikke gå nærmere ind i.

steriet:

her. Men det gør vi altså ikke.«

»Der bliver uddannet så mange kvalificerede journalister i Danmark, at markedet er

Hun tror ikke, at Uddannelses- og Forsk-

dækket. Så hvis Politiken søger nye medar-

ningsministeriet vil bakke op.

bejdere, er det ikke vores indtryk, at der er

»Hvis vi nu skulle få den idé, så er jeg ret

problemer med at få kvalificerede ansøgere.«

sikker på, at vi ikke ville kunne få lov,« siger

“

“

hun og forsætter; »Vi kan ikke fremvise en lang liste fra københavnske chefredaktører,

Vi har et journalistmiljø i København, og der kunne vi i princippet sagtens udbyde en bachelor.

Jens Otto Kjær Hansen er dog ikke sikker på, at endnu en journalistuddannelse i København er en god idé: »Det nytter ikke noget at smøre uddannelser for tyndt ud. Der skal være forskningsog studiemiljøer, som har en kvalitet, og hvis

Der er jo ikke så langt fra Odense til København, der er bare meget langt fra København til Odense

du spreder uddannelsesområderne på rigtig mange små områder, kan kvaliteten godt komme til at knibe.« Samarbejdet svigter ikke Selvom mange større mediehuse ligger langt

der siger, at der mangler journalister i Køben-

fra uddannelserne, synes Jens Otto Kjær ikke,

havn.«

at det påvirker samarbejdet mellem uddan»Men man tager selvfølgelig udgangs-

nelser og mediehuse.

Rektor på DMJX, Jens Otto Kjær Hansen,

punkt i det eksisterende uddannelsesbillede.

»Min fornemmelse er, at både vi og I på

udbyder forskellige københavnerbaserede

Og her er det et faktum, at den første jour-

Syddansk Universitet er lige dygtige til at

kommunikationsuddannelser.

nalistuddannelse eksempelvis blev oprettet i

opretholde kontakten med medierne. Vi har

Aarhus og ikke i København,« siger han.

medievirksomheder i bestyrelsen, og I har

»Vi har et journalistmiljø i København, og der kunne vi i princippet sagtens udbyde

dem i jeres advisory board,« siger han.

Og skal en ny uddannelse oprettes, kræver

en bachelor. «

De rigtige kompetencer

det, at arbejdsmarkedet for uddannelsen ikke

Han tror dog ikke, at det er lige nu, at man får

En journalistuddannelse på et universitet

Birgitte Sloth tror heller ikke, at afstanden

er dækket af de eksisterende uddannelser.

tilladelse til det:

kræver specifikke forskningsområder inden-

går ud over samarbejdet.

Universiteterne skal altså kunne vise, at der

»Jeg kunne forestille mig, at det i dag

mangler ansøgere, når arbejdsgivere søger

med de store reduktioner, der sker på redak-

Det er områder, de ikke har på Københavns

godt studere i Odense og ende med at arbej-

medarbejdere.

tioner, formentligt ikke er tiden, hvor man får

Universitet, men Birgitte Sloth kan se fordele

de i København« og tilføjer; »Der er jo ikke så

lov til at oprette journalistuddannelser.«

ved de forskningsfelter, som universitet i sted-

langt fra Odense til København, der er bare

et har.

meget langt fra København til Odense.«

Det er ikke tiden til tilladelse Sådan som det ser ud nu, er det ikke muligt

Historiske tilfældigheder

at påvise, at arbejdsmarkedet for journalist-

Placering af uddannelser kan ske tilfældigt

for retskrivning og kommunikation.

»Vi har meget forskning, der handler om EU, som er relevant i forhold til samfundets

»Det er ikke noget problem, for man kan

Et slag i og for provinsen Søren Bruhn Kongsted rev i august endnu en gang rødderne op og bevægede sig vestpå tilbage over bæltet mod Sønderjylland. I denne måneds Lixen slår han et slag for provinsen.

Lea Korsgaard Chefredaktør på Zetland Af Søren Bruhn Kongsted sbkongsted@gmail.com

K

Hvor bor du?

2500 Valby. Villa. Wolksvagen.

lokken 6.30 banker det på døren.

Ingen hund. Tre høns.

Jeg bliver liggende. Jeg venter ikke

Hvem bor du med?

gæster, og jeg skal først vågne klok-

En masse testostoron: Min mand og

ken 8. To minutter senere banker det igen på

mine tre sønner.

døren. Meget insisterende. Jeg kigger ind i

Hvad er din baggrund?

mit klædeskab, men giver hurtigt op. Jeg har

Jeg er uddannet journalist fra SDU

alligevel fået en flot og voksen pizza-krop

og har en toårig master i sociologi

gennem den seneste måned, så den kan godt vises frem.

Søren møder mange forskellige Sønderjyder på sin vej mod DR’s sydlige sendeflader Privatfoto

været på Berlingske og Politiken og som forfatter hos Gyldendal, inden

Inden det når at banke på døren for tredje gang, åbner jeg den. Jeg står i mine underbuk-

minutter senere er der et koben i døren ind til

Gågaden har det samme lort som Strøget.

ser. Han står med sin lægetaske og siger, at jeg

Frank. Det lykkedes ikke at få døren op med

Normal, Tiger, Sportmaster. Shawarmabar-

har ringet efter lægevagten. Det nægter jeg.

kobenet, så de prøver menneskebenet. De vil

erne giver det dobbelte dressing til den halve

Han siger, at en Frank har ringet efter læge-

sgu sparke døren op nu, kan jeg høre. Inden

pris. Og selv kassedamen i Føtex er skuffet,

vagten. Jeg siger, jeg hedder Søren og ikke

hele bygningen fra 1750 falder fra hinanden,

hvis man ikke gider prutte lidt om prisen.

Frank. Han kigger på mig og siger, at jeg har

når Frank at åbne døren for politiet.

Her er dejligt i Aabenraa. Jovist savner jeg

ringet. Jeg siger nej, her bor ingen Frank. Lægen accepterer det ikke og fastholder blikket

fra The New School i New York. Har

mine venner. Og det er da pisse nederen, at 6.58 forlader politiet stedet.

mod mig. Jeg begynder sgu lige pludselig at

der ikke er nogen togstation i byen. Men det er ikke noget, en Opel Corsa 1,2 fra 2006 ikke

tvivle. Jeg kigger ind i min egen entré. Træder

7.05 forlader vagtlægen stedet. I højt humør.

et skridt ind i min stue. Nej. Her bor altså ikke

Så Frank er vist ikke død. Jeg hørte i øvrigt, at

nogen Frank. Men er det ikke noget med, at

Frank var faldet i søvn, efter han havde ringet

nation.

Aviser eller web?

Zetland, Financial Times, Weekendavisen, dr.dk, Pol.dk.

Cykel eller bil?

Cykel.

15 minutter til tre kasser Slots

New Yorker.

boede i København eller Aarhus. Men så er der kun 15 minutters afstand til, at tre kasser Slots koster 120 kroner, og så skal det hele jo nok gå alligevel.

Jeg er ikke blevet skræmt væk af provinsen. Faktisk har jeg fået meget mere respekt for udkanten. Jeg kan kun ærgre mig over, at det ikke er mere populært at vælge praktik i udkanten. For hvor er her mange gode historier, og hvor er det vigtigt, at det bliver dæk-

der bor en Frank i 1. til højre? Det fortæller

til vagtlægen, hvilket skulle være forklaringen

ket. Og hvor er det sjovt at lave. Også selvom

jeg lægen og lukker døren bag mig.

på, hvorfor han ikke åbnede døren.

jeg ikke lige kan drikke en latte på en wan-

Jeg kan høre gennem min dør, at lægen

Uffe Elbæk og Khal Drogo i kombi-

Har du et idol?

og triste dage. Dage, hvor jeg ville ønske jeg

- Jeg er i praktik på DR Syd og Esbjerg - Jeg laver radionyheder og flader til P4 Syd og Esbjerg, som ugentlig har 400.000 lyttere - Der er ikke langt fra regionalnyhed til landsnyhed. Flere gange har jeg haft mine nyheder i landsdækkende radioavis, og to gange har TV-Avisen lavet en af ‘mine’ historier

Dig selv med tre ord?

kan gøre noget ved.

Jeg kommer uden tvivl til at have kedelige

Bonusinfo:

Zetland-ræset, jeg befinder mig i nu.

nabe-rustik café med mine venner, når jeg

David Remnick, redaktør på The Guilty pleasure?

Den Store Bagedyst.

Hvis ikke journalist?

Højskoleforstander.

Det bedste ved dit job ?

At se andre forelske sig i og arbejde for den samme vision som mig.

Hvad er du værst til?

At tænke mig om en ekstra gang.

Hvad er du bedst til?

At lade være at tænke mig om en ekstra gang.

Hvad er din livret?

Bøf Bernaise.

Tre ting du ikke kan leve uden?

Nescafé, mascara, bøger.

banker på ved naboen. Der bliver ikke åbnet.

6200 Aabenraa

har fri. Til gengæld kan jeg tilbyde overnat-

Er Frank død? Måske har jeg holdt lægen hen

Nu tænker læseren nok noget a la ”Sikke en

ning i smukke omgivelser kun et kvarter fra

så længe, at Frank er død i mellemtiden. Stak-

actionpacked morgen. Sådan en actionpacked morgen kan kun foregå i København. «

Merkels rige.

Berlin.

PS. Ikke alle oplysninger i ovenstående er kor-

Efter Zetlands live-chefs bryllup i en

kels Frank.

Politiet kommer!

Næ, du. Vi har også actionpacked morgener

rekt. F.eks. hedder min nabo ikke Frank, men

6.50 tropper politiet op på matriklen. Poli-

i Aabenraa. 6200 Aabenraa. Og hvor er her

der er ikke nogen grund til at give person-

tiet og vagtlægen mødes ude på fortovet. Jeg

dejligt. Stranden er 500 meter lang og 25

følsomme oplysninger ud. Det er heller ikke

kan ikke komme ind til Frank, som skulle

meter bred. En strand, som ville være enhver

korrekt, at kassedamen prutter om prisen.

bo i 1. til højre, siger vagtlægen. Nå, Frank?

Instagrammers drøm og enhver hipsters fore-

Jeg bipper selv varerne ved selvbetjenings-

Ham kender vi godt, siger politimanden. To

trukne badested, hvis det lå i København.

kassen.

Næste rejsedestination?

Sidste gang tømmermænd? svensk skov.

Morgenrutine?

Op, unger op, havregrød, bad, ud af døren. Medianen af en hverdagsmorgen i en dansk børnefamilie.

Peter Bro:

Vi risikerer at undergrave branchen

Skal man have gået på højskole for at blive optaget på journaliststudiet? Er højskoleforløbene til gavn for journalistik på SDU? Eller er de i virkeligheden med til at ensarte, hvilken type personer der klarer sig igennem optagelsesforløbet?

Lixen har talt med centerleder Peter Bro og fået hans syn på højskoledebatten.

uddannelsen. Det er en dyr løsning, men vi vil netop gerne mangfoldigheden.«

Det koster at gå på højskole

Nogle af højskolerne har kurser, hvis formål

At tage på højskole kan tydeligt være en god investering, når man går med journalistikdrømme. Men man skal have den store pung op af lommen, hvis man vil bruge efteråret på enten Hadsten, Vallekilde, Rødding eller Askov, som alle tilbyder kurser i journalistik. Gennemsnitsprisen for et efterårsophold på disse højskoler er nemlig 25.455 kroner. Udover grundprisen kommer også materialeudgifter, transport, ekskursioner og lommepenge, mens kost og logi er inkluderet i prisen. Flere af højskolerne tager også på studietur, og her svinger prisen fra 3300 kroner og helt op til 12.600 kroner.

er at klargøre deres elever til at kunne bestå optagelsesprøverne. Dette gør de i særdeleshed ved at gennemgå tidligere års optagelsesprøver. Kunne I sammensætte optagelsesprøver forskelligt hvert år, således at højskolerne ikke på samme måde kan undervise deres elever i, hvordan de består optagelsesprøven? »Det er en snak, som vi har hvert eneste

Hadsted, Vallekilde, Rødding og Askov er pænt repræsenteret på Journalistik på SDU. På årgang 2015 blev der, ud af de 103 optagne, optaget 46 studerende, som havde gået på en af dé fire højskoler. Af de 46 studerende kom 28 studerende fra Vallekilde, 13 studerende fra Askov, fem studerende fra Hadsten og otte studerende fra Rødding.

år. Vi ønsker ikke at spænde ben for de højskoler, som gerne vil bidrage til at dygtiggøre ansøgere.

Men på den anden side skal det heller ikke være sådan, at man – groft sagt – kan Af Victoria Eichert Hess-Petersen vihes15@student.sdu.dk

betale sig for at komme ind. For så har vi jo en ny skævhed, hvor de formuende har råd til at betale et grundigt højskoleophold på flere måneder, som sikrer adgang. Sådan skal det

lavet deres eget medie.«

fiske, etniske, kønsmæssige eller andre bag-

ikke være.« Har vi et problem her på studiet med, at for

grunde.

På årgang 15 har 46 elever enten gået på

Når det er sagt, så er det klart, at vi er et

mange af de studerende har gået på et

Hvad vil du sige til folk, som påstår, at man

Vallekilde, Rødding, Askov eller Hadsten.

elitestudie på mange måder. For vi har en

optagelsesforberedende højskoleforløb?

i virkeligheden kan betale sig til optagelse på

Hvilke problemer oplever i at det giver for

landets mest krævende optagelsesprøver, har

studiet, hvis man har råd til at betale op til

studiemiljøet? Og hvordan forsøger i at kom-

rigtig mange dygtige ansøgere at vælge mel-

50.000 kr. for et højskoleforløb?

me de problemer til livs?

lem, så vi ender jo også med at sætte barren

»Det kommer helt an på antallet af optagne med en højskolebaggrund. Som udgangspunkt synes jeg, at det er positivt, at

»Jeg vil sige, at man kan styrke sin an-

»Vi har flere år talt om, at der kan være

vores studerende er så motiverede, at de har

søgning og gennemslagskraft på mange andre

en social snarere end en faglig problema-

tid, lyst og afsætter økonomi til at tage et høj-

måder end at tage et forberedende højskole-

tik i forhold til studerende, som kommer

Man kan forestille sig, at det især er person-

skoleophold. Det er udtryk for engagement.

ophold.

ganske højt.«

fra samme højskolemiljø. For hvis man ikke

er fra stærke sociale grupper, der tager på

På den anden side skal vi sikre, at vi også

Vi kigger efter potentielle studerende,

kommer ud over de cirkler, man var en del af

højskoleophold. Hvordan sikrer I jer, at I ud-

er åbne for ansøgere med andre baggrunde.

som har gjort spændende, udviklende og

i højskoletiden, så er det naturligvis synd for

danner en god blanding af journalister?

Vi vil jo netop gerne bidrage til, at journa-

nytænkende ting, og som har demonstreret

alle.

listikken udvikler sig, og til det formål skal vi

evner og engagement på mange måder. Det

også have studerende, der tænker og handler

kan man faktisk nogle gange bedst vise, at

redaktionssammensætninger,

sociale

ning. Eller et karaktergennemsnit. Men ved

forskelligt.«

man kan, ved netop ikke at tage et højskole-

sammenhænge, hvor man finder sammen på

også at tage snakke med ansøgerne og lave

ophold som så mange andre.«

nye måder og den slags. Og det ved jeg også,

særligt designede prøver.«

Hvordan sammensætter i optagelsesforløbet,

»Jævnfør ovenstående … Det gør vi ved

Derfor prøver vi også at lave forskellige lave

ikke bare at optage efter en motiveret ansøg-

at rusvejlederne prøver at være opmærksom-

så der bliver taget højde for, at det ikke kun

Hvad vil du sige til folk, som påstår, at man,

er ansøgere, som enten går eller har gået på

for at komme ind på studiet, allerede skal

højskole, som kommer ind på studiet?

besidde nogle af de færdigheder som man

En analyse fra Danmarks Evalueringsinsti-

nalister fra stærke sociale grupper, der for

bliver undervist i på uddannelsen?

»Vi har bevidst fravalgt at optage folk på deres karaktergennemsnit. For så er vi bange for, at spredningen bliver for lille.

I stedet har vi designet et forløb, hvor vi

me på.«

Hvilke problemstillinger kan du se for hele branchen, hvis der kun bliver uddannet jour-

tut fra 2015 viser, at kvote 2-systemet faktisk

eksempel har råd og ressourcer til at tage på

»Vi optager hvert år mange, som ikke har

er mere skævvridende end kvote 1-systemet,

højskole?

stiftet bekendtskab med journalistikken for-

når det kommer til at sikre uddannelse til

»Journalister arbejder i offentlighedens

inden, og det er vigtigt for os.

forskellige sociale grupper. Er I gode nok til

tjeneste, og hvis vi kun har blik for en lille

at sammensætte en varieret gruppe studer-

gruppe af offentligheden, fordi vi er indok-

ende, når I optager nye studerende?

trineret eller disponeret til kun at se dele af

tester forskellige ting, og hvor vi først og frem-

Men vi skal også passe på ikke at gøre det

mest bruger rigtig, rigtig mange arbejdstimer

til et problem, at vi har massevis af studer-

på at interviewe flere hundrede ansøgere, før

ende, som brænder så meget for journalistik-

»Jeg kender ikke den pågældende ana-

vi skærer ned til de 100 optagne på BA- ud-

ken, at de har lavet gymnasiebladet, arbejdet

lyse, men vi vil som udgangspunkt gerne sikre

dannelsen og de 50 optagne på cand. mag.-

frivilligt på netmedier og måske endda har

en mangfoldighed i forhold sociale, geogra-

verdenen, ja, så undergraver vi vores eget eksistensgrundlag.«

Diversiteten halter på SDU På Journalistik ved SDU er de studerende med en anden etnisk baggrund end dansk stærkt underrepræsenterede, hvilket ikke er gået ubemærket hen.

videregående uddannelse, mener Navid Mo-

vandt Kravlingprisen i 2015 for sin serie

laaghaei.

om syriske flygtninge. Navid Molaaghaei

Det lave optag på Journalistik ser Yasemin Schilling Özkir dog ikke noget problem i: »Det er vel de mest kvalificerede, der klarer sig igennem optagelserne. Så er etni-

»Det ser lovende ud, når man ser på det enkeltvist.« Peter Bro, der er uddannelsesleder på

citeten lige meget.«

Journalistik ved SDU, er enig i, at journalister

Navid Molaaghaei virker ikke enig:

med anden etnisk baggrund klarer sig godt.

»Jeg synes, at det er fedt, at der kommer flere og flere ind i mediebilledet,« siger han

Af Bækas Seref baekas@msn.com

konkluderer derfor:

Han peger på, hvad han mener, den tendens til dels kan skyldes:

og henviser til mere kendte danske journali-

»Danske medier har fået et bedre blik

ster som Abdel Aziz Mahmoud fra DR og Ja-

for betydningen af mangfoldighed. Herunder

kob Sheikh fra Politiken.

også at have medarbejdere ansat, der i sig selv

gjort sig.

For at opnå mere diversitet, som dog ikke specifikt omhandler etnicitet, har Journalistik ved SDU startet to projekter. Det ene er ”Mediacamp”, der blev afholdt for første

“

Danske medier har fået et bedre blik for betydningen af mangfoldighed.

repræsenterer en mangfoldighed i forhold til Etnisk diversitet er vigtigt

sociale, kønsmæssige, geografiske, etniske

gang i 2015, hvor fem fynske gymnasieklasser

f de 95 ansøgere i 2016, der blev

Med henblik på at jobmulighederne som jour-

mv. forhold.«

mødte op på Medietorvet på SDU. Her prø-

optaget på bacheloruddannelsen i

nalist kan være begrænsede, og at man ikke

Han tilføjer dog, at det også har været

Journalistik ved SDU, ser vi kun tre

nødvendigvis bliver en prominent journalist,

fordi, at de journaliststuderende med anden

med en anden etnisk baggrund end dansk.

fordi man er af en anden etnisk oprindelse

etnisk baggrund end dansk, de har haft på

Det fortæller Yasemin Schilling Özkir. Den

end dansk, mener Navid Molaaghaei, at der

SDU, har haft et godt ‘drive’.

A

ene er hende selv.

Fra årgang 2015 er tallet dog endnu lavere. Med et optagelsestal på 103 kan de kun prale med at have en enkelt med mellemøstlig baggrund, nemlig 20-årige Navid Molaaghaei.

Mangel på prestige Som en forklaring på den tilsyneladende manglende interesse for journaliststudiet

“

Der hvor forældrene kommer fra, er det at være journalist ikke ligeså prominent,

uddannelsen, hvor 21 børn på 11 år skulle

Ifølge Navid Molaaghaei kan journalist-

rapportere og skrive nyheder til børneavisen

studerende med en anden etnisk baggrund

Kids News på Berlingske Media og Ultra Nyt

end dansk byde ind med andre kompetencer,

på DR Ultra.

som etniske danskere ofte ikke besidder, heriblandt sprog og kultur:

Med de to projekter når man også ud til de etniske minoriteter, da man må antage, at de er væsentligt bedre repræsenterede i de fynske gymnasieklasser end på Journalistud-

er for få journaliststuderende på SDU af slag-

Derfor er det kun oplagt, at vi ligesom kan

dannelsen.

sen til at påtage sig de fremtrædende roller.

give vores kompetencer til lige præcis det

Til et debatarrangement hos Mellem-

emne.« Han nævner integrationsemnet og

folkeligt Samvirke om etnisk misrepræsenta-

fortsætter:

tion argumenterer Peter Bro også for, at man

De fremtrædende roller er afgørende for

Schilling Özkir på prestige som en afgørende

repræsentanter for de etniske minoriteter i mediebillet og kan dermed også skabe større

jeg, at det betyder meget.«

Det andet projekt hedder Børnejournalist-

»Det [red. situationen i Mellemøsten]

mere diversitet på studiet. De bliver en slags

»For den tyrkiske side af min familie tror

genrer.

kommer jo til at være relevant i noget tid.

blandt etniske minoriteter peger Yasemin faktor.

vede de kræfter med forskellige journalistiske

»Hvem kan bedre fortælle om det, end dem som har været en del af det?«

ud, med optagelsesprøvens anden del, hvor der bliver lagt vægt på motivation fremfor

interesse for faget iblandt dem, mener han.

Navid Molaaghaei oplever dog, at de få

på Journalistik ved SDU, håber at nå bredere

Initiativer til mere diversitet

karakterer.

journalister med en anden etnisk baggrund

Navid Molaaghaei mener ikke, at der er no-

Hvis man spørger Navid Molaaghaei, er

dre etniske baggrunde end dansk hovedsage-

end dansk ofte er »knaldhamrende dygtige«.

gle specifikke tiltag, man fra studiets side bør

han forhåbningsfuld med hensyn til diver-

ligt vælger studieretninger indenfor kom-

Han henviser blandt andet til Inaam Nabil,

tage for at opnå en bredere etnisk diversitet.

siteten på uddannelsen i fremtiden på trods

Hun nævner, at hendes venner med an-

munikation og økonomi. Det gør de, fordi de ifølge Yasemin Schilling Özkir nok vælger deres studie ud fra potentiel indkomst fremfor forventninger til selve studiet.

Navid Molaaghaei forklarer, at der er en stor tendens til, at man i kredse af anden etnisk oprindelse end dansk påvirkes af sine forældres holdninger: »Der hvor forældrene kommer fra, er det at være journalist ikke ligeså prominent, som det kan være her, hvor det af nogle bliver set som den fjerde statsmagt.« Allerede som 15-årig skal man bestemme, hvilken studieretningslinje man skal have i gymnasiet. I den alder er de færreste helt klar over, hvad de vil. Det gør, at forældrenes ønsker og råd har en større effekt på deres børns valg af ungdomsuddannelse, som ofte er valgt med henblik på det senere valg af Illustrator: Victoria Eichert Hess-Petersen

der er i gang med sit bachelor-projekt. Hun

Det er dog overvejelser som Peter Bro har

af de lave tal.

Foto: Matthias Grandjean

Den 29. oktober var der valg til KaJO’s bestyrelse til ved foreningens generalforsamling. Her ses den nye bestyrelse: Øverst fra venstre: Mikkel Hamann Jensen (nyvalgt), Nikolaj Krogh Bonde, Mads Gordon Ladekarl, William Sonne (nyvalgt) Midt fra venstre: Signe Skov Henningsen, Maria Rode Olsen, Sofie Ejlskov, Katrine Vigilius Nederst fra venstre: Emma Kleist Christensen, Josefine Nygaard Hummelmose (næstformand), Kristoffer Nordskov (formand), Jacob Mouritsen (kasserer) Ikke på billedet: Oliver Sønderbye Therp

ER DU LIXENS NYE CHEFREDAKTØR?

I slutningen af november bliver to nye chefredaktører for Lixen 2017 (01.01.201731.12.2017) udnævnt ved kampvalg. Alle journaliststuderende på 1. semester – både bachelor og cand. mag. - har mulighed for at stille op ved at sende en ansøgning sammen med en medstuderende til lixen@journet.sdu.dk senest den 25. november.

Men hvad indebærer rollen som chefredaktør? Få svaret her.

Form avisen som du vil

Skal indholdet kun handle om medieverdenen og journaliststuderende? Skal Lixen udkomme hver uge eller hvert halve år? Kun være elektronisk? Være et magasin? Ændre navn?

Der findes utallige muligheder for at ændre og forme Lixen lige, som du, din medchefredaktør og dine sektionsredaktører vil. Kun fantasien sætter grænser. Din rolle bliver således at føre en vision og mision ud i livet via en veletableret platform. Lixen har nemlig et oplag på 600 eksemplarer og næsten 1000 likes på Facebook. Det ikke så ringe endda.

Ansvar og eksklusiv erfaring

Med muligheder følger ansvar. For som chefredaktør står du med det øverste ansvar. Hvis noget går galt, får du et rap over fingrene – og hvis alt går godt, får du skulderklap og anerkendende ros. Netop, fordi du har meget på spil som chefredaktør, lærer du utroligt meget inden for alle avisproduktionens roller.

SEND EN ANSØGNING SAMMEN MED EN MEDSTUDERENDE TIL lixen@journet.sdu.dk INDEN DEN 25. NOVEMBER UDNÆVNELSE SKER VED KAMPVALG

Du er tovholder på hver udgave. Du skal sørge for, at sektionsredaktørerne får skribenterne til at overholde deadlines og aflevere kvalitetsindhold. Du står for planglæningen. Du står for Lixens økonomi. Du står for kommunikationsstrategier og udførsel heraf.

Dette giver dig erfaring ift. foreningarbejde, strategi, intern og ekstern kommunikation, at målrette indhold efter en bestemt målgruppe, idéudvikling, at layoutte og meget mere.

Fem stærke bøger du bare må læse 2016 har budt på mange gode udgivelser med afslørende skandalesager, indsigt i mafiaen og rejseskildringer ind i ukendte landområder i det centrale Asien. Lixen giver her fem stærke anbefalinger på nye bøger, som er journalistisk værd at læse.

Krigen der aldrig ender - Reportager fra Afghanistan

Mafiaen kommer - italiensk mafia rykker nordpå i et forsvarsløst Europa

Skjulte penge - magt, partistøtte og lobbyisme i dansk politik

Panama Papers - historien om en verdensomspændende afsløring

Carsten Jensen & Anders Hammer Gyldendal

Morten Beiter Gyldendal

Carl Emil Arnfred & Chris Kjær Jessen People’s Press

Frederik Obermaier & Bastian Obermayer Politikens Forlag

orfatter og journalist Carsten Jensen er tilbage med en ny bog om Afghanistan.

Denne gang er det i et samarbejde med den norske journalist Anders Hammer, hvor de har rejst rundt i landet sammen. Det er der kommet en interessant reportage fra det krigsramte land ud af.

For tre år siden mødte de to forfattere hinanden i Afghanistan for at skildre det nye samfund, efter at størstedelen af de vestlige landtropper var trukket tilbage.

Det kom der den norske udgivelse ’Alt dette kunne vært unngått’ ud af, hvor de interviewede afghanske tolke, som arbejdede for Vesten, klanledere, som støtter Taliban og almindelige borgere, som håber på en bedre fremtid. Nu er bogen blevet videreudviklet med nye kapitler og fotos og udkommet på dansk, efter at Carsten Jensen og Anders Hammer igen rejste til Afghanistan i 2016 for at få nye beretninger fra det uroprægede område. Carsten Jensen har i årevis været en stærk kritiker af den danske krigsindsats i Afghanistan, og sidste år udkom hans storsælgende roman ’Den første sten’, hvor han ikke lægger fingrene imellem, når der fortælles om soldaternes handlinger mod den afghanske befolkning. Med ’Krigen der aldrig ender’ får vi en stærk rejseberetning, hvor vi kommer ind under huden på et fortabt land, og hvor det kan være vanskeligt at forestille sig, hvordan det nogensinde skal kunne blive stabilt igen efter talrige af krige i flere årtier.

ksisterer mafiaen i Danmark? Det spørgsmål vil læseren sidde med efter at have læst journalisten Morten Beiters reportage fra Italien, som er præget af korruption og politisk magtmisbrug.

Igennem flere interviews med tidligere mafiabosser får vi et indblik i mafiaens verden med hvidvaskning af penge, narkosalg, mordepisoder og bestikkelse af politikere.

Skiftende regeringers talrige forsøg på at bekæmpe det sorte marked i Italien har været en årelang og desperat kamp med tiden, før nye karteller og kriminelle bagmænd er skudt op i landet. Morten Beiter giver en spændende fortælling i et splittet lands dramatiske historie fra fascisme til demokrati, og hvor mafiaen langt fra virker knækket af hårde fængselsstraffe og myndighedernes overvågning. Mere imponerende bliver hans research ved at se på mafiaens udbredelse i øvrige europæiske lande med blandt andet likvideringerne af seks personer fra mafiaorganisationen Ndrangheta i Duisburg i 2007, og hvilken rolle EU har for at kunne dæmme op mod den kriminelle aktivitet.

For mens man åbenlyst taler om mafiaens rolle i Italien, er der samtidig stilhed i det øvrige EU, når der bliver hvidvasket penge og smuglet narkotika ind i de europæiske lande.

Beiter slutter af med at se på et af Danmarks største narkofund af kokain i Esbjerg Havn sidste år til en værdi på 800-900 millioner kr., og hvor han spørger, om mafiaen kunne have organiseret denne last, som syv mænd er tiltalt for af dansk politi.

anmark er en af de mest åbne og demokratiske lande i verden, men når det gælder indsigt i partistøtte fra lobbygrupper, begynder det at halte.

Journalisterne Carl Emil Arnfred og Chris Kjær Jessen fra henholdsvis Politiken og Berlingske har med bogen ’Skjulte penge’ lavet research på, hvordan de politiske partier på Christiansborg har det vanskeligt med at give offentligheden en gennemskuelig åbenhed i private donationer fra foreninger og organisationer, som har en interesse i at påvirke den førte politik. De to forfattere giver flere eksempler på fikse og smarte

ette års absolut største skandale foldede sig ud med sagen om Panama Papers. Frederik Obermaier og Bastian Obermayer giver her et interessant indblik i, hvordan en enkelt whistleblower pludselig fik finansverden til at ryste.

De to tyske journalister fra Süddeutsche Zeitung beretter i ’Panama Papers’ om, hvordan et tip i 2015 om millioner af hemmelige lister kunne have offentlighedens interesse i en hidtil uhørt grad, og hvor vi får journalisternes overvejelser om, hvordan

Sovjetistan - En rejse gennem Turkmenistan, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan og Usbekistan

en norske journalist Erika Fatland er taget på en imponerende rejse i Centralasien, hvor man kommer ind i fem postsovjetiske staters kulturer og traditioner fra de enorme steppeområder i Kasahkstan til tyske immigranter i isolerede landsbyer i Kirgisistan.

Hver af de fem stater har udviklet sig i vidt forskellige retninger efter deres løsrivelse fra Sovjetunionen for 25 år siden, men de har alle det til fælles, at demokratiet har vanskelige kår, og hvor myndighederne styrer samfundet benhårdt med en stærk nationalisme og forherligelse af regimet, massiv korruption og undertrykkelse mod minoriteter og rettighedsforkæmpere.

Da Erika Fatland starter på turen i Turkmenistan er intet, som hun har oplevet før. Hun bliver mødt med mistro på hendes rejse fra bureaukratiets side, og hendes mulighed for at snakke frit med kilder bliver konstant sat på spil.

F

Erika Fatland - Informations Forlag

E

D

D

idéer til at komme uden om lovgivningen fra lobbyisters side.

Både den røde og den blå fløj bliver gennemgået i kapitlerne, hvor læseren vil få en indsigt i, at politikerne ikke altid får oplyst de korrekte beløb fra privatorganisationer, og at den såkaldte 20.000 kroners grænse om oplysningspligt stadig giver konflikt mellem partierne.

Til sidst i bogen får man en god oversigt over økonomisk støtte til de forskellige partier, og hvor man kan spørge sig selv, om denne liste skulle være større? Hvis man kan lide en større indsigt i, hvordan politikken på Christiansborg fungerer, så er ‘Skjulte penge’ en betydningsfuld bog at gå i dybden med.

Sovjetunionens sammenbrud sætter fortsat sit præg på de fem centralasiatiske lande, hvor miljøkatastrofer, usle levevilkår og overgreb på befolkningen er en del af hverdagen, og hvor vestens øje på forbedringer for længst er glemt og borte.

Vestligt samarbejde med diktaturer Særlig betydningsfuld bliver bogen, når Erika Fatland beskriver, hvordan Telenor og andre multinationale selskaber samarbejder med det usbekiske regime på trods af grove brud på menneskerettigheder ifølge Amnesty og Human Rigths Watch. Diktatorer og korrupte embedsmænd bliver forgyldt med millioner fra de store virksomheder, mens befolkningen ikke ser en krone, og de bliver hårdt undertrykt, når de protester.

Erika Fatland har tidligere udgivet den prisbelønnede bog ‘Året uden sommer’ om den tragiske hændelse på Utøya i 2011, hvor hun interviewede overlevende og pårørende

D

kildens oplysninger kunne bekræftes fra et ellers lukket område som offshore og skattely.

De over 10 millioner fortrolige dokumenter førte alle til den panamanske bank, Mossack Fonseca, og efter at have samarbejdet med den journalistiske gravergruppe ICIJ, heriblandt med de to danske journalister John Hansen fra Politiken og Søren Kristensen fra Danmarks Radio, var de to tyske journalister ikke i tvivl om sagens udfald. Både Islands statsminister, Sigmundur David Gunnlaugsson, og banker som Nordea og Jyske Bank er endt i fedtefadet med fusk af oplysninger og skattesnyd sammen med mange andre kendte personligheder af både politikere og sportsstjerner samt flere multinationale selskaber. ’Panama Papers’ er et flot journalistisk værk, som klart bør læses for at kunne forstå sagens skandaleomfang.

samt ‘Englebyen - Fortællinger fra Beslan’, hvor hun beskriver den russisk-tjetjenske konflikts mange ofre med skolemassakren i den russiske republik Nordossetien i det nordlige Kaukasus i 2004.

Med sine dybe russiske kundskaber i folkekulturer, traditioner og historie giver Erika Fatland i ’Sovjetistan’ på over 400 sider læseren en indsigtsfuld rejse i spændende og mytiske landområder, som burde fortjene langt mere opmærksomhed i Vesten.

BOGANMELDELSER Af Lasse Witt lawit03@student.sdu.dk

Er OL public service?

Under OL i 2016 sendte DR direkte fra Rio langt det meste af døgnet på deres TV– og radiokanaler. Men som public service institution har DR et ansvar for at byde på indhold til alle seere og lyttere, og hænger det så sammen med at sende sport hele dagen?

Af Steven Andersen steva15@student.sdu.dk

S

vuush*, *blafff*, *bliff*. Viktor Axelsen svinger majestætisk sin ketcher frem og tilbage. Han er i bronzefinalen mod Lin Dan, og det ser ud til at gå rigtig godt for ham.

DR har nu næsten uafbrudt sendt OL i snart to uger. Jeg slår over på DR3. Her er to kinesiske damer, som jeg aldrig har hørt om, i gang med at kaste sig ud fra en vippe, der står 10 meter oppe i luften, ned i det store bassin i hallen.

Jeg slukker TV’et og tænder i stedet min radio for at skrue om på P3. Men her undgår man heller ikke de olympiske lege. Her sender en reporter live fra semifinalen i banecykling.

OL til øjet og til øret Tidligere på året, da verdens største sportsarrangement blev afholdt, blev det sendt næsten hele dagen på både DR1 og DR3. Ud over det sendte Danmarks Radio også flere gange fra deres radiokanaler. Men da DR er en public ser-

vice station, der har pligt til at sende indhold, der taler til alle aldre og til alle typer, bliver man i tvivl om, hvorvidt det ansvar bliver opfyldt, når de næsten udelukkende sender sport under OL. For hvad hvis man slet ikke gider se alt det sport?

Det har vi på Lixen undret os over, og vi tog derfor kontakt til den ledende chef hos DR Sporten, Morten Clausen, for at høre, om han kunne retfærdiggøre al den sportsdækning.

“

»Det er i den grad public service at vise et bredt udpluk af de dygtigste danske atleter i international konkurrence. En af DR’s hovedopgaver er at skabe tilbud, der samler danskerne. Det gør OL.« Men under OL bliver der sendt et væld af sportsgrene. Ud over de sportsgrene, som hitter i Danmark som håndbold, badminton og svømning, bliver der også sendt en masse brydning, udspring og skydning, som normalt aldrig ville blive vist på dansk tv, eller som for den sags skyld har danske topatleter blandt sine udøvere. Men Morten Clausen mener ikke, at de sportsgrene bør tages ud af sendefladen, snarere tværtimod. »En af styrkerne ved at sende OL er, at vi

her har mulighed for at sende topsport, som danskerne ellers sjældent stifter bekendtskab med – heriblandt udspring. Vi havde før OL troen på, at mindre sportsgrene ville kunne appellere til seerne. Produktionen er af høj kvalitet og konkurrenceformatet nemt at forstå,« siger Morten Clausen.

Men selv hos DR ved man godt, at alle ikke er interesserede i OL sporten. Morten Clausen mener dog, at langt størstedelen er. »Alle er ikke interesserede i OL. Men hovedparten af danskerne er. Da Danmark spillede håndboldfinale ved OL så 88 % af alle med tændt fjernsyn med. Ingen andre programmer har den tilslutning,« siger han.

En af DR’s hovedopgaver er at skabe tilbud, der samler danskerne. Det gør OL

»Vi sendte så meget OL, fordi vi synes livesport med danske atleter og internationale topstjerner er en rigtig god vare at kunne tilbyde seerne, lytterne og brugerne. Alle tal, vi har modtaget efterfølgende, har også bekræftet, at interessen har været overvældende,« siger Morten Clausen.

OL er public service Chefen hos DR Sporten mener faktisk, at OL er et perfekt eksempel på DR’s public service rolle.

Foto: John Sachs

Foto: Tim Hipps

»Amerikansk politik er et cirkus«

Lixen

Allerede fire uger inden det amerikanske valg var det blevet dækket tættere end de sidste valg i Frankrig, Tyskland og Storbritannien til sammen på tilsvarende tidspunkt. Ifølge lektor fra SDU skyldes det, at amerikansk politik er et ”cirkus”, men Informations udlandsredaktør mener, at interessen for det amerikanske valg bare er større.

Indslag dækker over historier bragt i landsdækkende dagblade, TV-indslag og webkilder (b.dk, politiko.dk, politiken.dk, ekstrabladet.dk, dr.dk, TV2 Nyhederne Online

Kilder: - seomondo.dk/eksport/danmarks-eksport - journalisten.dk/saa-massiv-er-daekningen-af-det-amerikanske-valg

Donald Trump og Hillary Clinton 11. til 18. oktober 2015

D

er er mere end 6.000 kilometer fra Marienborg til The White House. Der er lige omkring 1.000 km til både Palais de l’Élysée og 10 Downing Street og 350 km til Bundeskanzleramt.

I 2014 stod USA for 6,8 procent af Danmarks samlede eksport, mens Frankrig stod for 3,6 procent, Storbritannien for 7,8 procent og Tyskland for 18 procent.

Både geografisk og økonomisk er Danmark altså tættere knyttet til Frankrig, Storbritannien og Tyskland end USA. Alligevel dækkes det amerikanske præsidentvalg væsentlig tættere end valget i de tre europæiske lande.

Fire uger inden valget indgår de amerikanske præsidentkandidater i mere end dobbelt så mange indslag, som kandidaterne i Frankrig, Storbritannien og Tyskland til sammen gjorde på samme tidspunkt inden deres sidste valg.

Det viser en opgørelse lavet af Lixen.

Og det overrasker ikke Thomas Ærvold Bjerre, der er lektor i Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet: »Amerikansk politik er et cirkus, et show.

François Hollande og Nicolas Sarkozy 8. til 15. april 2012

Derfor er det god TV i den forstand, at det er underholdende,« siger han.

Nemt at præsentere Thomas Ærvold Bjerre forklarer, at det politiske system i USA er velegnet til medierne: »USA har et two party-system. Du har derfor to kandidater fra de to største partier over for hinanden, og det er derfor nemt for en dansk journalist at præsentere.«

“

I Danmark svømmer vi i amerikansk populærkultur

Og det bliver endnu nemmere af danskernes forbrug af populærkultur fra USA: »I Danmark svømmer vi i amerikansk populærkultur. USA er altså stadig en global kulturel dynamo, så der er en genkendelighed for danskerne i forhold til amerikansk kultur, og den er let at bygge videre på,« forklarer han.

Angela Merkel og Peer Steinbrück 25. august til 1. september 2013

David Cameron og Ed Miliband 9. til 16. april 2015

Større interesse for Donald Trump end Juppé Det er ifølge Informations udlandsredaktør, Emil Rottbøll ”helt klassisk”, at det amerikanske præsidentvalg dækkes tættere end andre valg: »Både politisk, økonomisk og kulturelt har USA en enorm indflydelse over hele verden, som både direkte og indirekte påvirker danskere. Derfor kan betydningen for Danmark som land ikke gøres op direkte i forhold til geografisk afstand eller størrelsen af vores samhandel.« Thomas Ærvold Bjerre mener dog ikke, at amerikansk politik har den samme indflydelse på Danmark som EU og valg i Storbritannien og Tyskland: »Det har betydning på det udenrigspolitiske område, fordi vi går i krig med USA, og der har USA en stor stemme, men ellers har det ikke betydning for den almindelige dansker, hvem der bliver valgt.« Han mener derfor, at man burde skrue ned for dækningen af det amerikanske valg, men

Emil Rottbøll forsvarer det med, at interessen for det amerikanske valg bare er større end for andre valg: »Sandsynligheden for, at du sidder med din tante til et familieselskab og diskuterer, om det bliver Hillary og Trump, er noget større, end at talen falder på, om Alain Juppé nu monstro er på vej tilbage i toppen af fransk politik. Selv om sidstnævnte lige nu står med de bedste odds for at blive Frankrigs næste præsident til foråret, er den danske Wikipedia-side om ham mindst fire år forældet. Det siger noget om interessen,« siger Emil Rottbøll.

Af Oliver Sønderbye Therp olthe15@student.sdu.dk

»Du kan selv være hovedrollen i det, du laver« Journalistik forbindes ofte med nyheder, hyppige deadlines og konfronterende interviews. Men man kan være journa-list på mange måder, og er drømmen i stedet at skrive underholdende artikler, længere features, personlige klummer eller livsstilsguides, så er magasinjournalistik måske sagen. Men hvad er det de glitrende forsiders genre kan? 32-årige Sara Møller Christensen er med sine 6,5 år på livsstilsmagasinet Woman lidt af en ekspert på området.

God magasinjournalistik kræver flid

Af Josefine Alberg joalb15@student.sdu.dk

D

er hersker en udpræget ro over det åbne kontorlandskab i Benjamin Medias lokaler på Frederiksberg

mandag formiddag. Her på førstesalen deler Woman-redaktionen pladsen med flere andre magasiner, som Costume og Magasinet Liv. Den fredelige stemning har måske nok noget at gøre med, at det er frokosttid, men samtidig er det ikke til at komme uden om, at magasingenren ligesom resten af den trykte presse er blevet ramt af den stigende digitalisering. Woman, livsstilsmagasinet til kvinder, med sine 16 år på bagen er ingen undtagelse, men de holder som mange hovedet oppe ved et større sats på online medier. Selvom en af konsekvenserne har været færre faste journaliststillinger, er der håb endnu, hvis man har en magasinjournalist i maven.

“

nalistik efter alle kunstens regler:

Fordi man i samme nummer kan skrive om

»I starten, da jeg selv gik på Journalisthøjs-

»Der er meget forskel fra nyhedsjournal-

pinlige historier, noget der er sjovt og et eller

kolen, tænkte jeg: »Arg det her er meget ny-

istik, der kan være meget skabelonopbygget.

andet sted lidt dumt, og så kan man også

hedsagtigt, men der kommer altså en skat for

Man skal kunne løfte alt fra lange og fortæl-

skrive om voldtægt, og hvorfor der egentlig er

enden af regnbuen.«

lende tekster, men man skal også kunne

så få domsfældelser.«

Woman-redaktøren understreger, hvor

skrive om en hårspray på en måde, så det ikke

vigtig uddannelsen er, fordi redskaber som

lyder som en produkttekst,« siger Sara Møller

interview- og fortælleteknik er noget, man

Christensen.

brug-er hver dag i magasinbranchen, og det

En anden ting, hun fremhæver, er muligheden for at bruge sig selv i arbejdet: »Man holder det ikke ud i strakt arm og skriver om det som fluen på væggen. Du kan

er redskaber, man får med sig fra uddan-

En genre med personlighed

selv være hovedrollen i det, du laver,« siger

nelsen.

Magasingenren tiltaler Sara Møller Chris-

Woman-journalisten.

Især forløbet med fortællende journalistik,

tensen af flere årsager, men en ting, hun flere

Idéudviklingen kan derfor indebære at bruge

har hun stadig glæde af i dag, men

under-

gange kommer ind på, er muligheden for at

egne samtaler med veninderne og forsøge at

visningen i nyhedsjournalistik har også vist

bruge mange forskellige ting fra den journal-

løfte dem til artikler, der kan være interessant

sig nyttig både i hendes arbej-de på Woman,

istiske værktøjskasse:

for mange kvinder.

men også i de 12 måneder på TV2-sporten: »Det kan godt

»Det er sjovt, fordi det er afvekslende.

Og veninder er netop et nøgleord hos Woman både med sloganet ‘Woman – din

være, når man sid-

veninde på nettet’, men også i redaktionsar-

der og terper case-,

bej-det og som hele grundværdien for maga-

parts-

sinet:

og

ekspert-

kilder, at man tænker

»Det er måske en kæmpe kliché, men det

- jamen, det er fedt,

er ikke bare et job; det bliver en livsstil, og de

hvis jeg skal lave ny-

her kvinder bliver virkelig ens veninder.«

hedsjournalistik

og

Kvinderne på Woman-redaktionen ved

intet andet - men så

næsten alt om hinanden, blandt andet fordi

tager man fejl,« siger

de også gerne vil give meget af sig selv til

Woman-journalisten

Womans læsere:

og uddyber:

Det kan godt være, når

man sidder og terper case-, parts- og ekspertkilder, at man tænker jamen, det er fedt, hvis jeg skal lave nyhedsjournalistik og intet andet - men så tager man fejl

For ti år siden var det blevet Sara Møller Christensens tur til at forlade journalisthøj-skolen og prøve kræfter med mediebranchen i de 18 måneders praktik, der er en del af uddannelsen. Hun ville gerne både skrive og lave TV og udover 12 måneder på TV2 Sporten, søgte hun derfor et praktikforløb på seks måneder med mulighed for at skrive – og netop sådan en plads kunne Woman tilbyde. »Jeg var hooked fra den første dag, jeg var her, og lige så snart jeg var færdiguddannet, tog jeg tilbage,« fortæller Sara Møller Christensen om den praktikplads, hun fik i hus med Woman. I dag sidder hun på femte år i chefredaktørstolen og har set Woman-redaktionen fra alle sider som både praktikant, skribent og chefredaktør, og netop derfor er hun lidt af en ekspert på sit felt.

»Vi har gjort meget ud af at være en syn-

»Her har man også

brug

for

lig redaktion. Vi vil have alminde-lige kvinder

at

ind på siderne og vise, at der egentlig ikke

kunne identificere og

er forskel mellem os og læserne,« siger Sara

se, hvem der er den

Møller Christensen.

rigtige kilde til en

Det er også derfor, at Woman fylder bladet

artikel, bygge inter-

med almindelige seje kvinder i stedet for at

views op og sikre sig,

rapportere om kendissernes stjerneliv;:

at man kommer hjem

»Hvis en helt almindelig Sanne fra Skjern

med det rigtige og at

kan noget sejt, så kan du fandme også. Jen-

kunne vinkle og gøre

iffer Aniston kan sidde og sige det samme og

en historie skarp.«

al respekt for hende, men det kan godt blive

Dog kan du ikke ude-

sådan lidt - jamen jeg er jo ikke Jennifer Anis-

lukkende

ton, det bliver jeg aldrig - men jeg kan måske

satse

på

nyhedsundervisningen, hvis du ønsker at skrive magasinjour-

godt være Sanne fra Skjern.« Den erfarne chefredaktør for Woman, Sara Møller Christensen.

Foto: Josefine Alberg

Drømmer du om en fremtid i magasinjournalistikkens tegn? – Sara har et par gode råd til, hvad du allerede kan gøre nu: 1) Der bruges mange freelancere i magasinbranchen. Så har du en god idé, så er det bare med at sende den ind! Sara fortæller, at mange

sparker døren ind til Woman ved selv at komme med en idé – her handler det ofte om at kunne se de ting, der sker lige for næsen af dig og gøre dem til artikel-idéer.

2) Øv dig på at skrive, også selvom du ikke får det solgt. Det er vigtigt at være lidt af en sproglig blæksprutte, der både kan skrive med humor den ene dag og om alvorlige emner den næste. »Vi prøver at få personlighed ind i sproget.«

3) Læs og dyrk den genre, du er interesseret i. »Vi kan høre med det samme, hvis folk ikke ved noget om genren«. Gør dig til ekspert; lær den så godt at kende, som du kan.

4) Præg din uddannelse! Det er ofte muligt at pege sin uddannelse i den retning, man ønsker at gå via de ting, man laver.

Underholdende journalistik eller politisk comedy?

Humor og underholdning indfinder sig tiltagende i nutidens nyhedsformidling.

Og journalistik og komik er to genrer, Sebastian Dorset kender ganske godt.

Af Mikkel Hamann Jensen mikkelhamann@hotmail.com

B

evæger journalistikken sig mere i retning af comedygenren? Antallet af smilspredende personligheder i nutidens nyhedsformidling er voksende.

Journalister såsom Monte Carlo-duoen og Kristoffer Eriksen pryder tv-skærmene og radioantennerne. Samtidig diskuterer danske komikere politik og nyheder mere end tidligere. Senest er Christian Fuhlendorff sprunget ud som samfundssatirisk talkshowvært på TV3’s ’Det sene show’.

Et af hovederne bag manuskriptet til showet er Sebastian Dorset, der har haft både standup og mediearbejde tæt på sig i over tyve år. I 1995 debuterede han som komiker. Han færdiggjorde to år senere sin journalistuddannelse på Danmarks Journalisthøjskole i Aar-

hus. Derfor måtte Dorset være den helt rigtige til at kommentere på den igangværende medieudvikling og de nye comedytendenser.

Så Lixen tog en snak med ham. »Humor kan noget specielt. Hvis du kan få folk til at grine og føle sig underholdt, kan du få dem til at læse og se vigtige nyheder, de normalt ikke ville nærme sig. Få beskuerens interesse,« forklarer Sebatsian Dorset.

“

Journalister skal kunne overraske. Arbejde med sproget.Skabe nye og sjove udtryk. Der behøver ikke at være jokes ligesom i standup, men måske en pudsig vinkel eller historie

Journalister kan lære af komikere Sebastian Dorset har altid haft en stor kærlighed til komik. Da den danske standupscene voksede i midten af 1990’erne, besluttede han at følge drømmen om at blive komiker fremfor at fortsætte med journalistfaget.

I årene efter at have dimitteret fra Danmarks Journalisthøjskole gik det hurtigt frem med hans standup. Han optrådte flere gange i TV2 Zulu’s ’standup.dk’, UNICEFs ’Talegaver til børn’ og tournésuccesen ’Fem på flugt’.

Dorset har et par ønsker og gode råd til den fremtidige nyhedsformidling efter at have arbejdet med både dygtige journalister og sjove komikerkollegaer igennem sin karriere. »Man skal ikke være bange for at stille de dumme spørgsmål. Hvis en politiker eller ekspert snakker om et besværligt emne, vil en

komiker spørge ind til de ting, personen ikke forstår.

Det er journalister ikke så gode til,« mener Dorset og tilføjer: »Hvis journalister ikke kan afkode bullshit, hvordan skal folk så? Få kritikken frem.« Kreativiteten bør også være et fokuspunkt for journalister, ifølge komikeren. »Journalister skal kunne overraske. Arbejde med sproget. Skabe nye og sjove udtryk. Der behøver ikke at være jokes ligesom i standup, men måske en pudsig vinkel eller historie,« råder Sebastian Dorset.

I 2003 vendte han tilbage til medieverdenen. Stadig med et strejf af komik. Han arbejdede på DR som satiredirektør helt indtil 2009, hvor han har skrevet materiale til flere TV2 Zulu-programmer.

Dorset anno 2016 I dag bruger han sin tid på at skrive klummer til danske dagblade og blogsites såsom Point of View International. Som nævnt før skriver han også materiale til ’Det sene show’ på TV3, og på hans hjemmeside er det muligt at booke ham som standupkomiker og foredragsholder. »Jeg tænker meget over, hvordan jeg for-

Sebastian Dorset - Journalist og komiker Foto: Peter Sørensen, Das Büro

mulerer mig. Det skal du som komiker. Og som journalist for den sags skyld. Jeg skal hele tiden tænke: Hvordan kan jeg sige det her sjovere? Kan et andet ord eller navn være bedre at bruge?« tænker Dorset højt.

Men det er ikke det eneste fra journalistikken, han har brugt – og stadig bruger – i sin standup. »Jeg kan let sætte mig ind i mine forskellige komikerjobs og forberede mig på alle slags publikummer. Jeg har fået et basalt samfundskendskab og en informationssøgningsteknik med mig, som jeg er virkelig glad for,« lyder det fra ham.

Sebastian Dorset mener, at komikere og journalister i det hele taget har en del tilfældes. »Begge genrer arbejder med nogle af de samme værktøjer og arbejdsmetoder. Måske er det derfor komikken og journalistikken nærmer sig hinanden,« ler han.

»Du kommer ind under huden på dem, du arbejder med« 33-årige Jeppe Sig færdiggjorde sin journalistuddannelse på SDU i januar 2016 og hoppede hovedkluns ud som tilrettelægger på DR2’s programserie ‘Anja og heksebørnene‘. Bacheloren var det perfekte springbræt ud i arbejdslivet.

Da Jeppe Sig søger ind på journalistuddannelsen, er det uden en specifik genre i baghovedet. Det er ikke før, panikræset for alvor sætter ind, og en medstuderende siger:

Af Nanna Nybro Hansen nanna16@student.sdu.dk

»Jeppe, har du overvejet produktionsbranchen?« at han tænker: »Det er da det, jeg skal!« Dette bliver kickstarten på en allerede blomstrende karriere.

Jeppe Sig og fotografen Anne efter en lang arbejdsdag på programserien ‘Anja og heksebørnene’ Privat billede

Livet som tilrettelægger Jeppe får praktikplads hos Sand TV. I løbet af året når han vidt omkring og arbejder på programmerne: Singleliv, Mig og min mor, Hofleverandørerne og Fantastiske fund.

Han sammenligner produktionsbranchen med sit tidligere liv som musiker: »Det er et meget kreativt miljø, hvor man hele tiden skal komme på nye ideer og finde nye vinkler. Det er lidt det samme, når man er i et band og skal skrive nyt musik,« siger Jeppe Sig. Noget gør Jeppe også rigtigt, for lige efter bacheloren bliver han tilbudt et tilrettelæggerjob hos Pipeline Entertainment på programmet ‘Anja og heksebørnene’. Programmet omhandler danske Anja Lovéns kamp for at redde heksebørn i Nigeria. Han griber chancen og flyver til det farlige Nigeria med et brækket ben – og et kæmpe ansvar. Her får han hjælp af en fotograf og en klipper, men styrer selv slagets gang. Dette omfatter blandt andet ideudvikling, planlægning, selve optagelserne og redigeringen: »Jeg tror, at der er mange som studerer journalistik, der gerne vil lave noget, som de føler rykker ved noget. Sådan har jeg også haft det. Det føler jeg, at jeg gør med dette projekt,« lyder det fra Jeppe Sig. Han forklarer, at man ikke kan beskrive en almindelig arbejdsdag som tilrettelægger.

Hver dag er forskellig. Ens er dog, at man tit

har en længere periode til et projekt, og derfor arbejder sig ind under huden på de medvirkende. På grund af båndet man får, kan man tit hive stærkere historier ud af de medvirkende end i nyhedsjournalistikken.

Studiets ballast Jeppe mener, at journalistuddannelsen er en samlet pakke med læring, der konstant summer i baghovedet på dig. Uden den havde han aldrig kunne hoppe direkte ud i tilrettelæggerollen. Især redigeringsteknikken fra TV-semestret har været behjælpeligt. Når han skriver speaks, som han gør på programmet, har han haft stor gavn af Mediesprog og konceptet ”kill your darlings”. Speakene skal nemlig hænge sammen, være forståelige og skære ind til benet. Det hele var dog ikke lutter lagkage på studiet: »Jeg følte, at der var et pres mellem eleverne på studiet og fra branchen. Man skal nå noget hele tiden og have rundsave på albuerne. Jeg var sådan: Puha, hvordan bliver det?« siger Jeppe Sig. Han mener dog, at det blot handler om at komme i gang: »Når jeg sad til forelæsninger eller foredrag, tænkte jeg: Så god bliver jeg aldrig. Men det gør man!« Jeppe blev i sommers udråbt til et af Copenhagen TV festivals ti TV-talenter. Han er nu i gang med at finde næste TV-eventyr.

Guide: Bliv professionel børnenyhedsformidler »Journalistik til børn er vigtigt, fordi børn rammes af nyheder i lige så stor grad som voksne gør. Men fælles for nyhederne er, de alle er målrettet voksne. Vi på Kids’ News laver nyheder, der rammer børn,« siger Kids’ News’ redaktør Jonas Stenbæk Christoffersen.

Af Caroline Rødgaard Bjelke caroline@bjelke.dk

Jonas Stenbæk Christoffersen vidste ikke meget om journalistik til børn, før han sad som redaktør på Berlingskes børneavis Kids’ News. Til dels fordi nyhedsformidling til børn er ganske nyt i Danmark, til dels fordi børn ikke er en målgruppe, man lærer meget om på journaliststudierne. Men han var ikke uden erfaring på nyhedsområdet, da han forinden Kids’ News i 11 år havde lavet nyheder til voksne på Berlingske Tidende. Jonas Stenbæk Christoffersen startede altså fra bunden med børneformidling, men med denne lille guide - med Kids’ News som forbillede - behøver I ikke at gøre det samme.

1)

Udvælgelse af nyheder

Berlingske Kids News har siden 2014 formidlet emner som krigen i Syrien, angrebet på Charlie Hebdo og nu også valgkampen i USA. Det er komplekse emner, men det er også emner, som børnene i forvejen hører en smule om. Og det er disse emner, Berlingske Kids’ News ser som deres pligt at forklare for børnene.

Et vigtigt sjette nyhedskriterium i journalistik til børn er nemlig, at det er noget, folk snakker om: »Særligt ved store emner som angrebet på Charlie Hebdo eller Krudttønden, hvor alle snakker om det, siver det ned til børnene, og her er det vigtigt at forklare dem, hvad det er, der er sket, så det ikke vokser sig større i deres hoveder, « siger Jonas Stenbæk Christoffersen.

Børnejournalistikkens opgave er derfor ikke at bringe nye og sensationelle nyheder, men at forklare de store nyheder, som allerede fylder i det offentlige rum – i børnehøjde. For at vide hvad børnene ved eller ikke ved, har Berlingske Kids’ News tæt kontakt med en række lærere og børnejournalister, som de jævnligt ringer til. Udover dette er det også vigtigt at formidle gode og spændende nyheder videre til børnene, så de ikke får det indtryk, at verden er et farligt sted at være.

3) Vær konkret - det er børn

2) Børn i centrum De almindelige nyhedskriterier gælder dog stadig, og ved valg af kilder er det især vigtigt med identifikationen. Børn spejler sig i andre børn. Derfor er det vigtigt at få børn til at fortælle om deres oplevelser: »I en af vores aviser har vi skrevet om den væbnede oprørsgruppe FARC i Colombia. Her valgte vi at tale med et barn i Colombia, fordi de kan sætte ord på det, vores læsere tænker, « fortæller Jonas Stenbæk Christoffersen.

Selvom det ikke er storpolitiske tanker, børn gør sig, er det vigtigt at tage disse tanker seriøst. Om det så er, hvordan børnene har det i Columbia, eller om det stadig er sikkert at flyve efter Tyrkiet skød Ruslands fly ned. Eller om det bare er, hvorfor politikere er så kedelige.

Inden børneavisens fødsel talte redaktionen med et utal af lærere og fagfolk fra blandt andet UNICEF og Børns Vilkår for at blive klog-ere på, hvordan man taler med børn om voldsomme emner: »Noget af det vi lærte var, at børn er meget faktuelt funderede. Deres spørgsmål er meget konkrete, og derfor skal man gå meget nøgternt til værks,« forklarer Jonas Stenbæk Christoffersen.

Det vil sige, at ved for eksempel et terrorangreb beskriver de, hvad der er foregået - helt konkret. Det faktuelle hændelsesforløb, klokkeslæt samt den præcise lokation, men de store malende beskrivelser overlader de til voksenaviserne: »De malende beskrivelser vokser hurtigt ud af proportioner i børns hoveder, fordi de allerede har så levende en fantasi. De behøver ikke blive hjulpet på vej, « fortsætter redaktøren.

4) Alt skal forklares

5) Hjælp dem videre

»Vi går som udgangspunkt altid ud fra, at vores læsere ikke kender kontekst og baggrund for vores historier,« fortæller Jonas Stenbæk Christoffersen.

Modsat voksenaviser, hvor man hverken må blive for intern eller fordumme læseren, skal man i børnejournalistik aldrig gå ud fra, at læseren ved noget på forhånd. Det vil sige, at hver gang en artikel handler om terror, så beskriver man også, hvad terror er. Og hvis der i næste uges udgave også er en artikel, der hand-

Ved særligt voldsomme historier har Kids’ News valgt at have et element med, som kan hjælpe børnene videre. Det kan bl.a. være en ‘Q&A’ med en person fra UNICEF eller Børns Vilkår med direkte citater, en beskrivende boks eller spørgsmål, som kan være en god idé at stille sin mor og far, hvis man ønsker at tale om det. På den måde kan de bedre slippe historien efterfølgende og slippe de dystre tanker, de måtte sidde med.

ler om terror, så beskriver man ordet og begrebet igen.

Udover det skal man heller ikke gå ud fra, at læseren kender til tidligere begivenheder.

Det kan lyde simpelt. Men da man i Kids’ News skulle forklare angrebet på Charlie Hebdo, skulle både ytringsfriheden forklares, Muhammed-tegningerne på Jyllandsposten skulle forklares, og så skulle det forklares, hvorfor Charlie Hebdo angrebet fyldte mere i medierne end Boko Haram-angrebet i Nigeria.

Illustrator: Ditte-Marie Bindesbøll Schov

Musikken i journalistikken — en overset, men vigtig genre Musikjournalistikken er et broget felt med løse definitioner og krav. Det kræver meget viden og musikalsk indsigt at kunne ytre sig på kvalificeret vis om kvaliteten af et stykke musik, men for nogle er det alligevel en overset genre. Her er grunden til, at jeg brænder for det.

Af Daniel Barber danielbarbermail@gmail.com

I

nden for journalistikken er der mange vigtige områder, man kan beskæftige sig med: Man kan agere vagthund over for politiske ledere, man kan gøre opmærksom på tilstanden i fjerne, krigsramte lande, man kan oplyse om nye videnskabelige fund, eller man kan give en stemme til samfundets uhørte. Traditionelt set har beretninger om musik egentlig ikke været et spørgsmål om liv eller død, og det er det heller ikke nu — men det er stadig meget vigtigt.

Som skribent for musiksiden Flick Of The Finger Magazine har jeg kunnet trække på min erfaring som guitarist, forsanger og sangskriver i diverse bands gennem de sidste seks år. Derudover også på den undervisning, jeg har modtaget i musik i gymnasiet og på musikskoler. Herudover er musikken en stor lidenskab for mig, og jeg har altid lyttet til en mangfoldighed af genrer og forskellige kunstnere. Min musikalske dannelse har været undervejs, så længe jeg har levet, og det er altså en uundværlig erfaring for mig at have med i dette fag. ”Musikalistik” Jeg har konkluderet, at journalistik og musik er et godt match. Journalistik kan være en forlængelse af den musikalske analyse, for her gør man brug af sin ekspertise inden for musikken og forsøger at give et kvalificeret

bud på, hvorfor noget lyder godt (eller ikke så godt), samtidig med at man skal beherske et konkret, men farverigt sprog. Man skal altså have kendskab til forskellige musikalske genrer, og man skal kende til en bred palette af bands og kunstnere, som man kan referere til og sammenligne med, når man vurderer en koncert, et album eller en sang. Samtidig skal man have en trænet journalistisk sans.

Men hvem bestemmer, om man er egnet til at kritisere eller rose musikken? Hvad er det helt nøjagtigt, man skal vide, før man er ”god nok”?

De uskrevne krav Der er undertiden ikke et forenende svar på spørgsmålet om, hvad der skal til, før man er god nok. Hvad man har brug for at vide, for

at kunne udtale sig om musikkens kvalitet, varierer nemlig. Det kan godt være, at man er ekspert i akkordsammensætninger, skalaer og kvart-kvint forudhold, men måske det ikke er så vigtigt, når man skal anmelde Taylor Swifts nye popplade. Man skal også passe på, at ens skriverier ikke bliver for tekniske og indforståede, da man herved risikerer at tabe mange læsere. Musikanmeldelsen er altså en konstant balancegang, hvor man forsøger at forstå stykkets teknikalitet, men hvor man samtidig skal formidle det i et let og tilgængeligt sprog. Det er en kunst at finde denne balance.

I sidste ende er det jo også et spørgsmål om smag: Det er ikke alle, der vil bryde sig om et stykke musik, og som anmelder er det heller

Det kræver stor musikalsk erfaring og indsigt at kunne analysere et album, en koncert eller en sang. Er det besværet værd? Foto: Tomasz Chmielewski

ikke dit job at repræsentere størstedelen af lytternes holdninger. Det eneste, der kan forventes af dig, er, at du tager udgangspunkt i din musikalitet og giver andre indblik i, hvad du selv som ekspert kan forholde dig til og samtidig bidrage med dine mange erfaringer i det rytmiske univers.

“

Musik danner fællesskaber og kan have mere politisk signifikans end læserbreve og artikler

Analysen af noget vigtigt Dette bringer imidlertid et spørgsmål på banen: I en genre som denne, der kræver så stor forberedelsestid, research og generel viden om feltet, ville samfundet så ikke være bedre tjent, hvis man brugte den energi på ”vigtigere” emner? På emner, hvor man kan gøre en reel forskel i folks liv? Her vil jeg argumentere for, at musikken har stor betydning og relevans i samfundet. Musik er en kulturbærer uden lige, og det er noget, alle har et forhold til. Eksempelvis under ungdomsoprøret i 1960’erne var nobelprisvinderen Bob Dylans sange en samlende faktor for, at man protesterede mod et politisk regime og en hel kultur. Musik danner fællesskaber og kan have mere politisk signifikans end læserbreve og artikler. Skønt musikanmeldelsen i sig selv måske ikke vælter regeringer, så gør musikken det, og derfor er det vigtigt at forholde sig til den.

Anders Bøtter om journalistikkens eftertragtede niche For mange er musikjournalistik et eftertragtet medie.

Der er ufatteligt mange om buddet, og jobbet som musikformidler kommer ikke ved at hvile på laurbærrene.

Drømmer du om at sende radio på P6 BEAT eller skrive for et medies kultursektion, kræver det ifølge radiovært Anders Bøtter dedikation af allerhøjeste kaliber.

Af Alexander Berg Jensen alexanderberg17@gmail.com

»Man skal øve sig. Øv dig, øv dig, øv dig. Kan ikke understrege vigtigheden nok,« fortæller Anders Bøtter mig i røret med budskabet om, at jobbet som musikjournalist ikke bliver serveret på en platinplade.

En trættende kliché lyder: Øvelse gør mester.

Indprentet til den helt store guldmedalje, men ikke desto mindre vigtig. Især hvis man skal lytte til Anders Bøtters råd til journaliststuderende, der drømmer om at beskæftige sig med musik- og kulturjourna-listik: »Hvis man gerne vil lave noget med musik, så lav en blog og skriv på den hver dag. Vil man gerne være radiovært, men ingen medier vil ansætte dig, så lav dit eget radioprogram. Igen: Øv dig. Man skal holde sit sværd og sin pen skarp hele tiden.« Fra dårlig betalt arbejde i pladebutik til P6 BEAT Til daglig er Ander Bøtter radiovært på P6 BEAT. I hverdagene vækker han morgenfriske musiknørder i Morgenbeatet, og søndage er han metalambassadør i programmet Sort Søndag. Yderligere er han vært for konceptprogrammet P6 BEAT Elsker.

Vejen til Statsradiofoniens radiolokaler har ikke været den rene idyl: »Jeg priser mig lykkelig for det, jeg laver. Men når jeg kigger tilbage på alle de ting, jeg har lavet for at komme her til, så har det krafthelvede været en lang vej.« Artikler for bittesmå, obskure magasiner og et arbejde i en pladebutik har engang været dagsordenen for Anders Bøtter:

»Man skal ikke undervurdere, hvor meget man vil komme til at ligge af frivilligt arbejde og interessetimer.«

“

Når jeg kigger tilbage på alle de ting, jeg har lavet for at komme hertil, så har det krafthelvede været en lang vej

Vigtig disciplin i journalistikken Anders Bøtter stikker mig en potpourri af argumenter for, hvorfor musikjournalistik er en essentiel gren i journalistikken. Et af argumenterne handler om danskernes unikke forbrug af musik: »Albumsalg, streaming og især livekoncerter sælger ekstremt godt – og det er ligegyldigt, om det er et stort navn eller et obskurt undergrundsband,« forklarer Anders Bøtter og understreger, at det er vigtigt med en journalistisk dækning af musik og kultur generelt.

Musikken er en af de største kulturbærere i Danmark, hvilket gør musikjournalistikken utrolig relevant. For at kunne få arbejde i denne branche, må man kunne kravle, før man kan gå. Foto: Klaus Thodsen

Jørgen Leth anmelder ‘Den store bagedyst’ Lixen har fået Jørgen Leth til at anmelde det kontroversielle 4. afsnit af ‘Den store bagedyst’, hvor deltagerne skulle konkurrere mod hinanden under temaet mandehørm.

Af Christoffer Skødt Mortensen og Morten Beese Nielsen cmort15@student.sdu.dk & mortenbeese81@gmail.com

M

anden svinger en økse. Han kløver træstubben. Det er en demonstration. En mandlig demonstration.

For temaet er mandehørm, og sådan starter afsnittet af ‘Den store bagedyst’ altså. Lad mig sige det med det samme. Jeg synes, det var en gruopvækkende oplevelse at se det afsnit. Det var det altså. Det vil jeg mene.

Jeg syntes, det var uvedkommende. For hvad er mandehørm egentligt? Er det noget, man

Illustration: Ditte -Marie Bindesbøll Schov

gør? Jeg ved det i hvert fald ikke.

De skal bage grovbrød til at starte med. Det skulle være mandigt, siger de. Jeg kan ikke forstå, at brødet altid skal være så groft. Så vidt jeg husker, har jeg altid spist brødet hvidt og knasende. Måske er det mandigt. Det kan godt være, tænker jeg. Gunnar Reinhart, den ene bagedystdeltager, udtaler i hvert fald, at han aldrig bager det derhjemme. Hans bløde hænder ryster, imens han ælter dejen. Det er åbenlyst, at deltageren ikke vil. Han vil ikke temaet. Men sådan er han. Usikker, naiv og stædig, krigerisk. Det kan jeg mærke. Hans brød er et norsk hyttebrød. Det er brunt og i en aflang form. Det er nærmest vulgært.

Men groft inden i. Det er det ikke. Det vil jeg mene.

Afsnittet har to dommere og en vært. Den ene dommer, Jan-Friis Mikkelsen, er pervers og nærmest erotisk på den måde, som han behandler brødet på. Han dufter til det. Kæler for det. Spiser det. Mig forekommer det ubehageligt og giver mig en mærkelig sjælelig påvirkning, når han kæler for brødet med fingeren. Det gør det altså.

Dommerne siger, at Gunnars brød er pussenusseagtigt. Det har en mærkelig ubagt krumme, siger de. Det kan Jan Friis-Mik-

kelsen ikke lide. Det kan man se, kan man. På

dommerne drikker en øl til. Som man rigtigt

samme dyne. Det er da mandehørmsagtigt,

hans ansigt. Hans ansigt er fladt. På toppen,

nok skal gøre, lærer jeg. Timm Vladimir og

tænker jeg. Men dommerne syntes det altså

altså.

hans venner fra Gastromand skåler i øl igen.

ikke. Det er for fint og babyagtigt, får han at

“

Jeg synes, stemningen er direkte firkantet.

vide. Det er for mildt, forsigtigt og blødt, siger

Stereotyp. Gunnar har lavet en breadstick

hun. Mette Blomsterbeg. Jeg overvejer, om

med knæk i og god smag af bacon, siger de.

hun snakker om Gunnar eller kagen. Det er

Han vinder dysten. Det gør han. Fortjent.

kagen, hun snakker om. Det må det være.

Hans bløde hænder ryster, imens han ælter dejen. Det er åbenlyst, at deltageren ikke vil. Han vil ikke temaet. Men sådan er han. Usikker, naiv og stædig, krigerisk.

Nu skal de bage deres mesterværk, siger de.

Mesterværket skal passe til en rigtig mandepolterabend. Hvad er en rigtig mandepolterabend, tænker jeg. Deltagerne fortolker det

“

forskelligt, og det er passende, synes jeg. Én bager det som en paintballpistol. En anden

Breadsticks skal de bage i den hemmelige

som en knust tallerken. Det forstår jeg ikke.

udfordring. Hvad er det? Er det en grissini?

Måske har jeg ikke hørt efter. Ibens kage er

Jeg har fået en grissini til min La Bottarga

erotisk. Nærmest fortryllende. Jeg synes, den

(spaghetti og fiskerogn) og Brunello di Mon-

er smuk og udtryksfuld. Brune, runde, fyldige

talcino 2010’er. Men ikke breadsticks.

baller med en smukt udført blå g-streng og en

Det har en mærkelig ubagt krumme, siger de.

Det kan Jan Friis-Mikkelsen ikke lide. Det kan man se. Kan man. På hans ansigt. Hans ansigt er fladt. På toppen, altså.

playboytatovering på lænden. Jan Friis-Mik-

Dommerne voterer. Louise vinder afsnittet.

Jeg ved nu ikke, om det er så mandehørms-

kelsen er vild med konceptet. Ballerne er saft-

Gunnar ryger ud. Han er tydeligvis oprørt.

agtigt. Jan Friis-Mikkelsen, dommeren, vil

ige, siger han. Men moussen mangler smag.

Men dommerne synes, han har bagt en

bage dem, så man kan hive i dem, og de bliver

Det gør den, altså.

babykage. Tårerne løber ned ad kinderne på

lange. Så må dejen ikke blive for tør, siger

ham. Deltagerne bliver enige om, at det ikke

han. Gunnar synes bare, at de bliver enormt

Gunnar er usikker, inden de skal smage hans

bare er kage. Det er en livsstil. Det er det

lange. Hans ansigt er malet i fortvivlelse.

kage. Den er ikke særlig mandehørmsagtig,

altså.

siger han. Måske har han misforstået temaet.

Den hemmelige dyst bliver afsnittets højde-

Det synes jeg ikke. På toppen af kagen ser vi

Jeg giver tre stjerner ud af seks mulige. Det er

punkt. Breadsticksene ser appetitlige ud, og

to fødder og kroppe, der skjuler sig under

ikke okay, men det må være på sin plads.

Lixen bryder PET fogedforbud Mandag skulle tidligere politibetjent Finn Jensen udgive sin erindringsbog ‘7 år med lokalpolitiet i Helsinge’, men PET har nedlagt fogedforbud, da efterretningstjenesten frygter afsløringer af centrale arbejdsmetoder i tjenesten. Lixen har valgt at trodse dette fogedforbud i ytringsfrihedens navn og bringer nederst på siden et uddrag fra bogens intense indhold.

Af Morten Beese Nielsen og Christoffer Skødt Mortensen mortenbeese81@gmail.com cmort15@student.sdu.dk

politiets store arbejde i kampen mod terror

Befolkningen skal have tillid til en efterret-

skulle finde på at søge i Lixen-redaktionens

på dagsordenen.

ningstjeneste, og en sådan én skal operere

internet søgehistorik, så kan vi allerede her

PET har ikke kunne dokumentere, at

med en vis grad af åbenhed over for pressen

fastslå, at et hvert materiale, der findes af

bogen er en sikkerhedsmæssig risiko for

og befolkningen. Derfor vælger Lixen også at

erotisk karakter, er frembragt i journalistisk

tjenestens arbejde, men fogedforbuddet er

udfordre PET ved at trykke en hel passage fra

øjemed.

alene nedlagt på baggrund af, at ordet ”ter-

Finn Jensens bog.

ror” fremgår 236 gange i bogen. Alene denne

Hvis PET som modsvar til denne artikel

baggrund for fogedforbuddet finder Lixen dybt problematisk, da PET overhovedet ikke

Derfor bringer Lixen et uddrag af bogen:

har nogen beviser for, at bogens indhold er en

Sagen kort:

sikkerhedsrisiko mod staten.

PET blev opmærksom på, at tidligere politibetjent Finn Jensen fra Nord-

Forfatteren bag bogen udtaler selv, at han

sjællands Politi ville udgive en bog med sine erindringer fra tiden i Helsinge

ixen respekterer i alle henseender

meget bevidst kun har beskrevet sager, der er

Lokalpoliti. Herefter gik PET i al hemmelighed i retten midt i frokosttiden

det danske retsvæsen, men lige præ-

afsluttet i retten, samt givet alle parter ano-

og fik retten til at nedlægge fogedforbud mod offentliggørelse af bogen.

cis i denne sag mener Lixen, at der er

nymisering. Ydermere fortæller forfatteren,

Mange journalister kritiserer tidspunktet for retsmødet og beskylder det

begået en alvorlig fejl. Dette er der to årsager

at han aldrig har været involveret i en terror-

for at være et bevidst valg af tidspunkt, da det er almen viden, at journali-

til:

efterforskning, men han alene i bogen gisner

ster er markant sårbare lige på dette tidspunkt af dagen.

Fogedforbuddet griber direkte ind i

om, hvorvidt der kunne være terrorrelaterede

Retten vedtog et fogedforbud mod udgivelse af bogen, indtil PET har haft

ytringsfriheden og den frie presse, og så er

kræfter, bag de sager han har været med til at

mulighed for at dissekere bogen for fortrolige oplysninger.

det samfundsmæssigt vigtigt at bringe lokal-

opklare i Helsinge Lokalpoliti.

Vi bringer her noget af det mest kontroversielle indhold af bogen ‘7 år med lokalpolitiet i Helsinge’.

Herefter havde hun kontaktet politiet.

L

mennesker kan være svært at sætte sig ind i.

her, jeg lever.

Jeg får straks sparket noget liv i Carsten,

Når man er en rutineret politibetjent som mig,

Nogle hundrede meter fra Fru Pedersens

der vågner med et grynt. Hurtigt på med jak-

gør man sig altid nogle overvejelser, når man

gård slukker vi udrykningssignalet, så vi ikke skræmmer den potentielle terrorist væk. Herefter stiger jeg ud og beder Carsten kalde på back-up og blive tilbage, da jeg vurderer, at situationen måske er for farlig for ham. Der er ingen tid at spilde, så jeg løber mod gårdspladsen. Da jeg kommer helt tæt på, bevæger jeg mig i skyggerne frem mod hoveddøren. I vinduet kan jeg se Fru Pedersen, der spejder ud efter gerningsmanden. I dette øjeblik er min puls et godt stykke over 130, og jeg for-

Kapitel 4

venter hvert et øjeblik, at der hopper en terrorist frem fra mørket.

Det kunne være terror

D

Da Fru Pedersen får øje på mig, åbner hun døren. » Gudskelov at I kom så hurtigt, men jeg har lige fundet ud af, at det blot var avisbuddet, der havde været her. Jeg blev bare bange, da jeg troede, at det var en ind-

et er en af de her nætter i provinsen. Man kan fornemme i luften,

ken og så hurtigt tjekke, at min

at denne nat vil blive speciel. Min

trofaste Heckler og Koch pis-

kører af sted mod en opgave som

brudstyv.«

denne. Man kommer i den såkaldte

Jeg tjekker herefter hendes postkasse og

”gule zone”, hvor man er klar på

kan konstatere, at Gribskovs Lokalavis ligger

kan blive en af de næt-

kamp. I dette tilfælde gør jeg

der. Altså er hendes forklaring plausibel. Jeg

ter. Rutineret som jeg

mig nogle seriøse overvejelser

vil dog ikke helt afvise, at her kunne være tale

makker Carsten Knudsen har allerede lagt sig

tol i bæltet var ladt – det

til at sove på den blå lænestol, til trods for at klokken kun er tre om natten. Det kunne aldrig falde mig ind at sove på en nattevagt. Jeg

er, har jeg allerede bil-

er altid klar, og vi får jo ikke løn for at ligge

nøglerne i bæltet, så det er

og snue.

en form sag at få tænding

om, hvorvidt dette kan være

om mulig terror i planlægningsfasen. Men

terrorrelateret. Det er kort tid

for at berolige Fru Pedersen delagtiggør jeg

efter Charlie Hebdo massakren,

hende ikke i mine tanker og siger blot tak for

og jeg kan ikke afvise, at der her

denne gang, og Carsten og jeg kører tilbage

Opkaldet kommer fra hovedstationen lidt

på Helsinge Lokalpolitis

over klokken 3.30. En fru Pedersen fra Ve-

uniformerede Peugeot

jby Strand har ringet 112, da hun frygter for

206.

sit liv. Hun var vågnet ved, at der var nogle

nalet bliver tændt, da vi

puslelyde ved hendes hoveddør. Skræksla-

med hvinende hjul kører ud

gen havde hun undersøgt sagen, og hun så en

tionen og sætter kursen mod Vejby Strand.

udrykningssignalet kører på fuld kraft, og jeg

Illustration:

person med en pandelampe på gårdspladsen.

Her vil jeg lige forklare noget, som for civile

kan se landskabet glide hurtigt forbi – det er

Ditte-Marie Bindesbøll Schov

er tale om en terrorist, der er ude

Udrykningssig-

og rekognoscere mod Vejby Strands kunstnermiljø. fra

sta-

mod stationen.

Dette var mit første møde med terrorens grimme ansigt.

Jeg befinder mig i mit rette element, når

Public (dis)service: Når medierne er med til at cementere ”uheldige trends” Medierne spiller i dag en kæmpe rolle, når det kommer til spredningen af trends som f.eks. Happy Slapping, stenkast fra motorvejsbroer og nu senest de såkaldte Killer Clowns.

Af Victor Juul Grønbæk vicjuul@gmail.com

D

e er over det hele. Drabelige klovne, der kommer frem ved mørkets frembrud ofte bærende på en form for våben for at virke endnu mere truende. Deres eneste formål lader til at være at skræmme folk for vid og sans – med utrolig effektiv virkning. Tager man blot en hurtig søgning på Facebook med ordet ”klovne”, dukker der utallige anti-klovnegrupper og klovnejagtsbegivenheder op, og det er alene i Danmark, hvor klovnene kun har været aktive i nogle uger.

hvorvidt trenden om stenkast fra motorvejsbroerne var skabt af den intense mediedækning. Herefter så vi da også, at lige så snart fokusset ikke længere lå på stenkasterne, så døde den trend også.

Ligeledes kunne det ses tidligere på året, at der efter den første historie om hævnporno nåede nyhedsstrømmen poppede lignende historier op i massevis.

Hvornår er det public service?

Som kommende journalister er vi nødt til at tage problematikker som denne her alvorligt.

Vi har et ansvar over for det samfund, vi tjener og efter alt at se, så tjener opmærksomheden på disse trends ikke samfundet det mindste.

Der har i lang tid hersket et dogme inden for journalistikken, der hedder, at vi ikke rapporterer om selvmord, da det statistisk set er bevist, at mere omtale om selvmord leder til større selvmordsrate. Sammenligner vi det med disse clown sightings, så er kausaliteten magen til.

Men hvordan opstår en sådan tilsyneladende meningsløs trend fra værende en lille, lokal hændelse i USA til et stort internationalt fænomen? Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det skyldes massemediernes sensationsliderlighed og jagt på likes. Bevares, det var da en sensationshistorie, da den første uhyggelige klovn blev spottet i South Carolina tilbage i august. Affærens mærkværdighed og mystik gjorde det til en nyhed, der hurtigt blev ”viral” og delt igen og igen.

Men så skete det igen. Og igen. Og så lige igen. Flere lokale nyhedsstationer kunne bringe historier om ”clown sightings”. Før man vidste af det, havde fænomenet spredt sig til hele Amerika som en anden epidemi.

Og ligesom enhver anden epidemi, var der tale om en bærer af smitten – denne bærer er moderne medier; massemedier såvel som de sociale.

Når det uheldige bliver viralt Jeg har i et tidligere debatindlæg i Lixen argumenteret for min frustration over, hvor meget ”likes og clicks” betyder for pressen i dag. Det er i mange tilfælde levevilkårene.

Men det er ikke en tendens, der er unik for pressen. For den er også at finde hos dem, der har gjort sig selv en levevej på sociale medier som Facebook og YouTube. De om

ikke andet griber hurtigere efter historier som den med klovnene, for de har en sjette sans for, hvad der har viralt potentiale. Når de deler en nyhedshistorie som denne i sådan et omfang, sender de et signal til nyhedsmedierne om, at det er noget, folk gerne vil høre om, og derfor får de historier mere sendetid, og før vi ved af det, så ruller snebolden og ender som en lavine.

Men det er ikke kun omdelerne af nyhederne, der får blod på tanden. Vi lever uheldigvis i en ”mig-generation”, hvor iscenesættelse og opmærksomhed på den ene eller anden måde fylder så uendeligt meget. Vi er nået til et punkt, hvor det at være i en 6 sekunders Vine-video kan føre til succes (se ’Damn Dan-

Illustrator: Nicoline Viola Vilstrup Hoeg

iel’ og ’Deez Nutz’). Så det er jo ren opium for de mennesker, der søger at få den følelse af opmærksomhed og potentiel ”berømmelse”.

Dermed har vi opnået en ond cirkel, hvor aktanterne snylter på hinanden, og som får en lille ubetydelig historie til at sprede sig til et globalt fænomen, der på ingen måder gavner menigmanden.

Ikke første uheldige trend Killer Clowns er blot den seneste af en række uheldige trends, som ved stort mediedække har skabt en scene for dem, der udlever disse trends. For blot et par måneder siden kunne vi i faget Journalistisk Håndværk diskutere,

Hertil er mit påbud, at vi i fremtiden er nødt til at tænke langsigtet, om en given sag har ”trend-værdi” så at sige. Eller også er vi nødt til at være bedre til at reagere, når vi ser tidlige tegn på en tendens - at vi lukker i for dækningen af dem til fordel for bedre tjente nyheder. Blasfemisk vil nogen mene; vi bør rapportere om de ting, der rører sig i samfundet - helt ubetinget. Skønt jeg nikker genkendende til den romantiske forestilling om journalisters arbejde, så er virkeligheden blot en anden. Der er altid tilvalg og fravalg i de nyheder, vi dækker, så hvorfor ikke også tænke over, hvordan vores dækning kan være en katalysator for yderligere udvikling.

Mange af os vil så gerne redde verden. Men vi redder den ikke ved at slukke ild med ild.

Derfor skal journalister kede sig mere Har du svært ved at finde fokus og komme med originale idéer til dine produktioner?

Så er det måske fordi, at du ikke keder dig nok.

Af Katrine Vigilius kavig15@student.sdu.dk

H

vornår kedede du dig sidst?

Var det, da du ventede på bussen? Til forelæsningen, hvor underviseren stod og gentog det, der stod i pensumteksten? I en samtale med verdens mest uinteressante person? I Fakta-køen? På toilettet?

Hvad gjorde du? Du gik sandsynligvis på sociale medier, læste nyheder eller ”tjekkede” et eller andet. Når vi keder os, skynder vi os nemlig at drukne kedsomheden. Det gør jeg i hvert fald. Og hvorfor gør vi så det? Jeg har fundet 3 grunde: 1. Vi vil ikke spilde tiden, men skal være produktive konstant. Vi kan ikke rigtigt tillade os at lave ingenting, for der er altid en tekst, jeg ikke har fået læst, blogs eller artikler jeg burde følge med i, beskeder jeg skal have svaret på, eller en lejlighed jeg seriøst burde støvsuge.

2. Vi er dopaminjunkies, der kon-

stant skal have det belønningskick, det giver at modtage beskeder, likes og notifikationer eller føle, at vi får krydset en masse ”to-dos” af sin liste.

3. Vi har storhedsvanvid og lever med en illusion om, at vi kan følge med i alt – eller stort set alt – hvad der foregår af vigtige ting i nyhedsstrømmen.

Vi er altså ikke specielt gode til at kede os.

Og det, tror jeg, er et problem. Når vi keder os, er vores hjerner nemlig mest aktive og underbevidstheden, der hvor idéer bliver til, kommer i gang. Kedsomhed forstærker derfor vores kreativitet og giver os værdifulde dagdrømme og fokus.

1000 idéer til en plastikkop Kedsomhed er et stadie, hvor man er utilpas, rastløs, og som man derfor ønsker at komme væk fra. En af funktionerne ved kedsomhed er derfor, at den får os til at åbne os over for ting, der virker mere spændende, end der hvor man er lige nu. Det kan fylde vores hoved med fantasifulde forestillinger, gode idéer og løsninger på problemer.

To forskere fra University of Central Lancashire testede effekten af kedsomhed på kreativitet ved at stille to grupper af forsøgspersoner den samme opgave: De skulle skrive alle de idéer til anvendelsen af en plastikkop, som de kunne komme i tanke om. Den ene gruppe af forsøgspersoner var før opgaven blevet sat til en kedelig opgave. I et kvarter skulle de enten kopiere telefonnumre fra en telefonbog eller læse telefonnumrene. Den anden gruppe gik blot lige på med opgaven.

Grupperne, der havde udført en kedelig opgave først – og som fortalte, at de havde ke-

det sig - kom med flest idéer til, hvordan man kunne bruge plastikkoppen. Resultaterne ledte forskerne til konklusionen, at kedsomhed fører til mere kreativitet.

Kan man forestille sig, at det samme kan være tilfældet for journalister, der skal finde på en masse vinkler på en begivenhed, spørgsmål til en kilde eller overskrifter til en historie? Udover at styrke vores evne til at finde på løsninger og idéer, skærper kedsomhed vores fokus på, hvad der er vigtigt for os.

Find livets mening til en kedelig forelæsning Forestil dig, at du sidder til en super kedelig forelæsning. Mens du sidder dér til forelæsningen, begynder din hjerne at udtænke alternativer. Du tænker på alle de steder, du hellere ville være, og alle de ting du har mere lyst til at lave, som vil være vigtigt og værdifuldt for dig.

Når vi føler os utilfredse, begynder vi nemlig at tænke på mulige måder, vi kan komme ud af situationen og hen til noget mere tilfredsstillende; noget der harmonerer bedre med vores mål og ønsker.

På grund af kedsomheden bliver du altså bevidst om, hvad der virkelig betyder noget for dig. I mødet med det, der overhovedet ikke interesserer og stimulerer dig, gør kedsomheden, at du bliver bevidst om, hvad der er virkelig meningsfuldt for dig.

Kedsomhed kan altså fortælle dig noget om, hvad du skal og ikke skal beskæftige dig med, og hvor du skal være eller ikke være. Den kan være med til at give dig retning, drive og drømme som journalist.

Keder vi os, begynder vores tanker nem-

lig at vandre – vi begynder at dagdrømme.

Dagdrømmeri er nøglen til det unikke Når vi dagdrømmer, fokuserer vi indad i stedet for udad på det, der er omkring os. Og hvorfor er det nu så fantastisk? Det er det, fordi det kun er dig, der kan vandre rundt inde i dit eget hoved. Alle kan se det, der er ”udenfor” i den fysiske verden – vi kigger på de samme vejskilte, kantsten og cykelkurve. Alle kan gå på Facebook eller læse artikler på Politiken eller se Skam. Men din underbevidsthed er et unikt sted. De tanker og processer, der foregår derinde, har kun du adgang til. Og det er i underbevidstheden, at idéer kommer til live.

Så vær ikke bange for at bruge noget kvalitetstid med dine dagdrømme i stedet for at være så opsat på at følge med i en masse ting i den ydre verden. For inde i dit hoved er der originale tanker, der kan blive til projekter og historier, hvis du giver dem frit løb engang imellem.

Stå af toget og kalibrér hjernen Så: Husk at kede dig. Skab rammer for kedsomhed i stedet for at flygte fra den. Lad være med at tage mobilen op hver gang, du keder dig. Acceptér, at du ikke kan følge med i alt, og husk, at produktivitet ikke bare handler om at få krydset en masse to-dos af, men af kvaliteten af det, du laver, oplever og bidrager med.

Rens ud i hovedet i stedet for at fylde det med informationer og relationer. Kalibrér hjernen. Lad tankerne vandre – hvem ved, hvor de ender?

Kan man have journalistisk ADHD? … for jeg overvejer på ugentlig basis, om jeg skal droppe ud af vores studie.

Ikke fordi, at jeg ikke vil være journalist, men fordi at jeg ikke passer ind i de faglige rammer.

dele af vores undervisning. At jeg ikke er den eneste, der på ugentlig basis overvejer, om jeg godt bare kan droppe ud af vores studie og blive selvlært journalist. For helt ærligt: Vi vil være journalister, men alligevel bruger vi hvert semester kun en tredjedel af vores ECTS-point på at lave journalistik – ud over i praktikken, selvfølgelig.

Disclaimer: Jeg siger ikke, at de akademiske fag er ubrugelige, og der er sikkert mange, der er glade for dem. Men jeg føler personligt ikke, at jeg blive en bedre journalist af det.

Af Signe Skov Henningsen sihen15@student.sdu.dk

J

eg kan ikke se mig selv nogle andre steder end som journalist. Det er også derfor, at jeg er ved at tage en journalistuddannelse. Jeg elsker det sociale, og jeg elsker håndværksundervisningen. Men jeg kan ikke sidde stille og fordybe mig i de akademiske fag. De tænder mig simpelthen ikke. Og jeg vil godt vædde med, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. At jeg ikke er den eneste, der virkelig ikke gider store

I min verden er journalistik noget, man lærer ved at komme ud i den virkelig verden. Det er noget, man lærer ved at gøre det. Så når jeg bliver placeret i et auditorie og skal lytte og tage noter i stedet for at lave journalistik, så tænder jeg altså af på vores studie.

I bund og grund kan jeg godt se, at refleksionsfag, research og mediesprog tilfører mig en akademisk forståelse for det fag, som jeg forhåbentlig skal arbejde med resten af mit liv. Og derfor kommer jeg også – i hvert fald en del af tiden – til undervisningen disse fag.

Der, hvor kæden hopper helt af for mit vedkommende, er ved vidensfagene. 5 ECTS-

point giver mig på ingen måder en dybere forståelse for sociologi eller økonomi. Helt seriøst. Det er under et år siden, jeg afsluttede sociologi med et 12-tal, og det eneste, jeg kan huske fra faget, er, hvor Københavns volde lå under Christian IV, og at patienter nogle gange gør sig selv mere syge, end de egentlig er. Og det er ikke på grund af dårlig undervisning. Det er fordi, de fem ECTS-point i min verden er spild at tid. Det er tid, som jeg – og helt sikkert også mange andre – hellere ville bruge på at dygtiggøre os i vores håndværk.

Tankeeksperiment: Overvej hvis alt den tid, du brugte (eller burde bruge) på undervisning, forberedelse og eksamen i vidensfag, i stedet kunne bruges på flere håndværkstimer. Hvis vi tager udgangspunkt i de fælles-europæiske aftaler, så udgør 1 ECTS-point 27,5 arbejdstimer. Det er altså 137,5 time pr. semester, som du ville kunne bruge på at blive bedre til at finde historier, researche, interviewe eller skrive. Kort sagt; at blive bedre til dit håndværk. I stedet bruger vi dem på at snuse overfladisk til et vidensfag. Og det er for resten et vidensfag, som vi ikke selv har valgt. Hvem siger, at sociologi bliver relevant for mit journalistiske fagområde? Måske ville jeg have mere glæde af at følge et vidensfag fra Ameri-

kanske Studier eller Velfærdsteknologi.

Mit mål med det her er ikke at overbevise Peter Bro om, at vidensfagene skal nedlægges (men Peter; hvis du læser med, så overvej det lige). Mit mål er at bryde tabuet om, at vores studie ikke altid er verdens bedste studie.

Journalistik er vanvittigt fedt, men ofte trigger vores akademiske fag virkelig min trang til at springe ud på dybt vand og blive journalist uden en uddannelse. Nogen kalder det dovenskab. Det er det måske også lidt. Men det er lige så meget journalistisk ADHD, hvor jeg ikke kan sidde stille og fordybe mig, når jeg kunne lave noget, der er meget mere spændende – og som vil gøre mig til en bedre journalist.

Selvfølgelig ved jeg godt, at jeg er nødt til at vide noget om det samfund, som jeg skal ud og arbejde i. Og jeg ved godt, at jeg er hamrende privilegeret ved overhovedet at være blevet optaget på journalistik. Og alligevel skriver jeg det her debatindlæg, for det er et kæmpe tabu at sige, at vores studie ikke altid er action og guldstøv. Jeg tror, at mange af os ikke altid føler, at vi er på den rette hylde. Og med fare for at være lidt selvfed, så håber jeg, at andre, der har det lige som mig, kan se sig selv i det her.

Bagdelen Bagdelen er resten af året tilegnet fotokunsten. Her vil en dygtig fotograf med udgangspunkt i sine egne billeder dele sin viden. I denne måned er det Louise Koustrups billeder og ord. Louise Koustrup er fotojournaliststuderende, DMJX, og er pt. i praktik hos Fyens Stiftstidende.

Som fotojournalist vil man altid bestræbe sig på at lave et objektivt fotografi. Det er målet. Men det kan aldrig helt lade sig gøre, fordi du som fotograf tager nogle valg. Du tager valg i form af framing/beskæring, hvem eller hvad du vælger at fotografere, og i hvilken situation fotografiet tages. På denne måde vil et fotografi altid rumme en vis subjektivitet.

Et af de vigtigste råd, jeg kan give, er at øve sig i at komme tæt på fremmede mennesker. Hvis ikke du kan komme tæt på et menneske fysisk og psykisk, så kan du ikke tage et billede med følelser i – som kan genskabe følelser ved læseren.

Det næste, som er vigtigt ved portrætter, er, at den portrætteredes personlighed skal skinne igennem. Personligheden kan du ikke portrætter, medmindre du kan fornemme den selv. Derfor bruger jeg altid det første stykke tid med mine kilder på at fornemme dem og spørge ind til deres liv (hvis det er muligt – i reportage situationer uden fokus på én kilde, kan jeg kun observere med øjnene).

Tænk i vinkler. Hvor står du selv, når du tager billedet? Har du bare peget kameraet i retningen af det, der sker? Det vil man kunne fornemme på et billede. Gå på hug eller ræk kameraet op i vejret og håb på, at du kan ramme uden at kigge i søgeren. Tænk over, hvad der er i baggrunden. Har dit hovedmotiv en lygtepæl, der kommer ud af hovedet?