LIXEN DECEMBER 2019

De Journaliststuderendes Avis | www.lixen.dk | 21. årgang | 6. nummer | December 2019

Dansk Journalistforbund i modvind: Gav LIXEN afslag på presseakkreditering Læs om dramaet fra s. 4

LIXEN har været til Grønt Topmøde Fyn Læs med på s. 17

Linsen har fundet kunst fra Odenses gader Se fra s. 18

Hvad laver de tidligere LIXEN-redaktører i dag, og hvad har de fået ud af at være en del af avisen?

Find ud af det fra side s. 6

2 LEDEREN LIXEN lakker nu mod enden af se-

mestret, og vi udgiver derfor den sidste avis i dette årti. Nemlig 2010’erne. Som tidsbevidste individer kan vi godt lide at inddele trends, verdensforståelser og livsstile ind i årtier, som vi senere kan tænke tilbage på. De flippede 60’ere med hippier og røg af fjolletobak, de funky 70’ere med disco og bakkenbarter og, for at de yngre kan spejle sig, de nexus 00’ere med lavtaljede jeans og Arto. Men hvad definerer 2010’erne?

Vi er efterhånden så moderne og selvbevidste, at vi da ikke kan defineres kollektivt, men vi defineres individuelt. For hvert individ er unikt, ikke?

2010’erne handlede måske mere om at kigge ind i sig selv. Ikke kigge i spejlet og tænke ‘jeg skal have trimmet næsehårene’, nej, kigge ind i sin egen selvbevidsthed og tænke ‘hvem er jeg?’. Vi har skulle finde vores muse, være vores virkelige selv, glemme folk omkring os, fralægge os ansvar og gøre lige, hvad vi har haft lyst til. 2010’erne har i den grad været individets årti, hvor vi ihærdigt har forsøgt at presse ligestilling og politisk korrekthed i folkemunde - med mere eller mindre succes. Vi har taget hånd om minoriteterne i samfundet, hvor vi har sagt ja til dem, der ikke er født med det køn, som de identificerer sig med, og dem, der er både er mand og kvinde, men også dem, som er noget i mellem. Vi har sagt hen, høn og Dem til vores medmennesker, og diskuteret kønsneutrale trafiklys. Og så vandt to mænd Vild med Dans. Vi, og de berømte ansigter, har trodset den moderne racisme, sagt black lives matter, og Beyoncé er blevet selverklæret feminist.

Men 2010’erne har også i den grad budt slang og nye ord velkommen. Vi er blevet influencers, som køber bitcoins, der læser fakenews fra clickbaitartikler.

Vi hylder krænkelseskulturen, hvis nogen skulle sige grønlænderstiv. Vi har slået de magtfulde mænd over hænderne og sagt hashtag #Metoo. Vi har kaldt vores kærester bae, undskyldt vores drukture med YOLO, skreget YAS når de nyeste yeezys er kommet i butikkerne. Vi har swagget os ind i diskotekerne og taget selfies. Vi har sagt no homo, når bro-

DECEMBER INDHOLD

mancen blev lidt for hed. Vi har dabbet og konstateret vores humør ved at sige mood, vi har kaldt vores venindes øjenbryn for flawless og sagt, at deres shady comeback var virkelig salty.

Når nu snakken om selvbevidstheden er skudt i gang, så kan snakken om klima lige så godt komme på bane. Til årets julefrokoster kan du forvente et menukort bestående af linsepølser i stedet for den varme leverpostej med bacon. Mandlen i risalamanden er skiftet ud med et tyggegummi uden gummi.

Om du er vegetar, kødæder eller har en diæt bestående af linser, så er der en plads om julebordet.

Den klimavenlige dansker har fundet sin plads ved bordet og er ikke bange for at brede albuerne. Gretha Thunberg har stået i spidsen for klimasnakken og har gjort danskerne opmærksomme på deres overforbrug. Da vi overshoppede til Black Friday, genbrugte Thunberg sine sokker for tiende gang, mens hun sejlede over havet i en CO2-neutral båd.

Danskernes forbrug er blevet så stort, at man uden tøven køber en dyr frakke til sig selv, i stedet for at ønske sig den til jul. Derudover er vi blevet dovne. I stedet for at gå ned i Netto, får vi varene leveret lige til døren i fine måltidskasser.

Så er vi jo også sikre på, at spise den helt rigtige linsepølse!

I mens vi tænker over vores forbrug, som vi i øvrigt poster på de sociale medier i heftig fart, selvom det er billede nummer hundrede af nevø Julius, gør vi os klar til at gense SKAM. Den norske tv-serie satte ungdomskulturen til debat ved at snakke om sex, alkohol, seksuel orienting og religion, uden at sætte sorte bjælker over bandeordene eller kønsdelene. ‘Dritkul’, ‘gjanske’ og ‘du er veldig vakker’ blev almindelige gloser på skolebænken. Vi spejlede vores individualitet i spejlet og så godt efter.

Er jeg til piger? Er jeg vegetar? Er jeg klimatosse? Eller er jeg bare lidt af det hele? Flexi-everything!

Nå ja, så har LIXEN jo også fået afslag på presseakkreditering af et forbund, som går op i den åbne dialog og pressefriheden. Det kan man så diskutere, om er sandt.

God læselyst!

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os på Infomedia

STUDIET

De journalistikstuderende var ikke tilfredse med, hvordan de blev kastet ud i dette års håndværkseksamen. Derfor blev en mail sendt ud til underviserne, hvor kritikken blev beskrevet nøje. Dog med en tone, der angiv kontruktiv kritik med håb om en bedre løsning til den kommende årgang.

BRANCHEN

Branchen har været lidt vidt omkring. Der er snakket om freelance, hvad det indebærer og om undersøgende journalistik med selveste Mette Frisk. Der har dog været konflikt i Branchen. LIXEN fik afslag på pressekreditering til ekstraordinært delegeretmøde, men det er en længere historie, så læs med.

ZOOM

Journalister producerer et hav af artikler. Nogle bedre end andre. Men, der er ofte én historie, der stikker ud som værende anderledes på enten en grænseoverskridende, fascinerende eller ubehagelig måde. Læs med om forskellige journalisters historier, som de aldrig vil glemme at have været en del af.

FAVORITTEN

Duften af varm leverpostej, nybagte klejner og gran i stuen. Det er ved at være jul, og danskerne trækker i vintertøjet og køber julegaver i Magasin. Men hvad, hvis man ikke holder jul? Og hvad, hvis man ikke lige tror på ham Jesus, men en tyk mand fra Asien? Og ham Jehova. Synes han overhovedet, at jul er cool?

KULTUREN

Alkoholen er svømmet ind over Kulturen, hvor der er blevet skrevet om den danske drukkulur. Hvem er ansvarlige, når drukken går over gevind og ender i tragedie? Den, der skænker, den, der drikker eller hele den danske kultur? Og er vi egentlig så alene i Danmark om at drikke os i hegnet?

POLITIKKEN

Politikken er i denne måned holdningsorienteret. Læs to debatindlæg om blandt andet det, der foregår mellem linjerne på “Det Politiske Talkshow” og om et pres rettet mod magthaverne om at løse klimakrisen bedre. Klimakompasset har været i Kerteminde for at dække FN’s verdensmål 17.

LINSEN

Skal man tage på Brandts Museum for at se på kunst? Ikke nødvendigvis. Kunsten kan faktisk ligge lige om hjørnet. Linsen har været rundt i Odense by for at finde flotte, kunstneriske grafittimalerier i gaderne.

SATIREN

Satiren sætter DJ’s delegeretmøde på en spids. Med satiriske tanker bliver hele baduljen sat under en sjov loop, hvor det hele selvfølgelig skal tages med et gran salt. Måske du støder på ordet kutyme.

Tryk: Skive Folkeblad Oplag: 500 eksemplarer

Lixen er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen er af de studerende, for de studerende og for journalistikken.

Karen Mathilde Møller Chefredaktør

Amalie Dvinge Agerbo Studiet-redaktør

Adam Hofbauer Kulturen-redaktør

Maj Petersen Branchen-redaktør

Jesper Lindstrøm Jørgensen Politikken-redaktør

Maria Kornbeck Lundsgaard Branchen-redaktør

Emma Margrethe Bork Linsen-redaktør

Sophie Lund Møller Zoom-redaktør

Louise Lind Satiren-redaktør

Line Schou Jensen Zoom-redaktør

Emilie Sunekær Illustrator

Aida Jahić Favoritten-redaktør

Teitur Larsen Chefredaktør

Emilie Søndergaard Christiansen Favoritten-redaktør

August Sandberg Kulturen-redaktør

Anna Myrthue LIXEN Lyd-redaktør

Henriette Kampp LIXEN Lyd-redaktør

Anne Margrethe Seeberg Larsen SoMe-redaktør

STUDIET

3

Med venlig hilsen 40 studerende Utilfredshed kan sagtens være konstruktivt. Det viste Mathilde Hougaard Boesen, der læser på bacheloruddannelsen i Journalistik på Syddansk Universitet, da hun sammen 39 andre studerende sendte en mail til sine undervisere med kritikpunkter af den nye studieordning. Nu svarer Morten Skovsgaard på kritikken.

Af Amalie Dvinge Agerbo

D

et var en forvirret og frustreret Mathilde Hougaard Boesen, der en onsdag eftermiddag gik forgæves op ad trapperne, der fører ind til de kontorer, som tilhører Center for Journalistik. Sammen med sin eksamensgruppe i faget “Journalistisk Håndværk og Mediesprog 3,” følte hun, at de faglige mål i faget var konfuse, hvorfor hun forsøgte at opsøge sin underviser i faget, men uden held. På tilbagevejen fra kontorerne mødte hun en af sine medstuderende, og snakken faldt naturligt på, hvorfor hun havde forsøgt at banke på underviserens dør. Hendes medstuderende nikkede genkendende til de frustrationer, der havde spredt sig i Mathildes eksamensgruppe: »Her gik det op for mig, at forvirringen og frustrationen omkring eksamen også åndede nogle af mine medstuderende i nakken. Også nogle af dem, der ikke var i min egen gruppe,« fortæller den 23-årige, der læser på 3. semester af bacheloruddannelsen i Journalistik.

En mail med 40 afsendere I den eksamen, som har skabt forvirring blandt de studerende, skal journalistaspiranterne aflevere et undersøgende journalistisk produkt, der skal produceres enten som radio, TV eller multimedie. Dertil skal der afleveres en metoderapport, hvori de studerende skal redegøre for de metodiske tilgange, de har benyttet i produktet, samtidigt med at der skal vurderes og analyseres på de journalistiske valg, de har truffet undervejs i arbejdsprocessen. Derudover produceres en mediesprogsopgave bestående af en ledende artikel og en analyse af denne.

Efter sin forgæves gåtur til undervisernes kontorer, taler Mathilde i løbet af onsdagens undervisningspause, der falder først på eftermiddagen, med en lang række af sine medstuderende, om hvordan og hvorfor hun føler sig forvirret. »Guuud, jeg troede bare, det var mig,« var reaktionen fra mange af de journaliststuderende på 3. semester. »Der var nogle af mine medstuderende, der nærmest allerede nikkede og gav mig ret, før jeg var færdig med at fortælle, hvad det var, jeg egentligt tænkte og følte,« forklarer hun i en lavmælt tone.

Hun uddyber: »Her slog det mig, at det måske var en god idé, hvis vi alle sammen skrev en fælles mail til vores undervisere om, hvordan det føles at være 3. semesterstuderende på den nye studieordning.« Tasterne på Mathildes computer klaprede løs den eftermiddag, og i løbet af en time havde hun forfattet en mail, der skulle sendes til underviserne på semesteret:

»Jeg læste mailen højt for nogle, mens andre fik den tilsendt på Facebook. Folk kunne læse den og komme med kommentarer, så processen var egentligt simpel, og mailen florerede ret hurtigt ud blandt alle 3. semesterstuderende.« Således blev Mathilde initiativtageren bag en mail, der i fællesskab med 39 andre journaliststuderende blev sendt til undervisergruppen.

Mailen begynder med ordene: Vi er en gruppe studerende, der har valgt at sende denne mail til jer, da vi er frustrerede og kede af den måde, undervisningen og eksamensforløbet foregår på på nuværende 3. semester.

I mailen udtrykte de studerende deres bekymring vedrørende Journalistisk Håndværk og Mediesprog 3 og særligt den tilhørende eksamen: ‘Vi er med på, at vi laver undersøgende journalistik, men mange af os sidder tilbage med en oplevelse af, at vi ikke har evnerne til at producere den form for journalistik, der forventes.’

Forvirringen vedrørende eksamen er noget, der ifølge de 40 afsendere på mailen, påvirker deres daglige trivsel: ‘Vi har ikke ondt af os selv - men konstaterer blot i plenum, at nogle af os er frustrerede til et niveau, hvor vi er kede af det, mangler overskud til daglige gøremål derhjemme, og enkelte genovervejer også, hvorvidt studiet er noget for os.

Enkelte overvejer også at blanke eksamen.’

Journalistisk Håndværk og Mediesprog 3 og den nye studieordning Da det langt om længe blev onsdag aften, og Mathilde lagde sig til rette på sin hovedpude kom alle bekymringerne i en lind strøm. Hun var ikke klar over, hvordan undervisergruppen ville reagere på den mail, de 40 studerende netop havde sendt afsted.

Grinende fortæller hun om sine bekymringer. »Inden jeg lagde mig til at sove, nåede jeg at tænke på, hvad jeg ville gøre, hvis jeg nu skulle blive smidt ud af studiet, men det var der slet ikke nogen grund til.« Morgenen efter tikkede den første mailbesvarelse ind i Mathildes indbakke. »Jeg fik den sødeste og mest behagelige mail fra Rasmus (red. mediesprogsunderviser), og de efterfølgende mails fra resten af underviserstablen var også anerkendende.« Undervisergruppen i faget Journalistisk Håndværk og Mediesprog 3 består på nuværende tidspunkt af mediesprogsunderviseren Rasmus Rønlev og Christine Brasch Bækholm, der underviser i den journalistiske del af faget. I samarbejde med Morten Skovsgaard, der er uddannelsesansvarlig ved Center for Journalistik, og Louise Kjærgaard, som er ansvarlig for bacheloruddannelsen Journalistik, foreslog de at arrangere et møde med de journaliststuderende, hvor forvirringen og frustrationerne kunne komme til orde.

De 40 studerende, der sammen afsendte den føromtalte mail, besluttede sig i fællesskab for tre repræsentanter, der skulle deltage i mødet og repræsentere de fælles synspunkter. Mathilde Hougaard Boesen blev en af de tre repræsentanter. Om mødet fortæller hun. »Jeg føler generelt, at underviserne var konstruktive og lyttende. Det virkede som om, at de var glade for, at vi fak-

tisk opsøgte dem og fortalte dem, hvordan det ser ud fra vores side af bordet.« Og det var ikke kun faget Journalistisk Håndværk og Mediesprog 3, der blev drøftet på mødet. Snakken foldede sig ud og kom også til at handle om den nye studieordning på bacheloruddannelsen i Journalistik, der trådte i kraft i 2018. Mathilde rykker let på sig, inden hun fortæller videre. »Vi fortalte underviserne hvilke andre problemstillinger, vi også oplever. Vi er eksempelvis gået fra at have fem eksaminer på den gamle studieordning til nu kun at have tre i løbet af et semester. Man har fjernet to eksaminer, men de andre tre er blevet fordelt ud over semesteret, hvilket kan føles som et konstant pres. Og i øvrigt er det et stort koordineringsarbejde med tre gruppeeksaminer.

Samtidigt ved vi godt, at det er en ny studieordning, og at underviserne ikke tidligere har prøvet at opbygge semesteret på den her måde. Men derfor er det også vigtigt, at de er lydhøre overfor kritik,« erfarer hun.

3. semester lakker snart mod enden for Mathilde Hougaard Boesen og hendes medstuderende. Netop derfor er de journaliststuderende også bevidste omkring, at det er begrænset, hvad der er af muligheder for at ændre på de kritikpunkter, der har været på dagsordenen til mødet. »Vi har ikke særlig meget tid tilbage på 3. semester, og derfor er det nok begrænset, hvad der kan ændres nu. Jeg har stor respekt for vores undervisere, og derfor synes jeg også, at det er vigtigt, at vi studerende gør opmærksom på, at der er noget, der ikke fungerer, så underviserne ikke skal høre den samme klagesang flere gange.

Jeg føler, at vi er blevet hørt på møFoto: Amalie Dvinge Agerbo det, men jeg er da også lidt spændt på at se, hvad der kommer til at ske med det her semester fremadrettet.« Da LIXEN taler med Mathilde efter mødets afvikling, er der én ting, den unge journaliststuderende har på sinde. »Jeg håber, at det her viser over for andre og kommende journaliststuderende, at den magtkritik vi lærer, at vi skal benytte i samfundet, også er helt fair at bruge på vores eget studie. Så længe man er konstruktiv.« Fremtidens 3. semester på den nye studieordning Ifølge Morten Skovsgaard, der er uddannelsesansvarlig ved Center for Journalistik, vidner mailen og mødet om et stort engagement hos de nuværende studerende på 3. semester. »Jeg er rigtig glad for at få sådan en mail.

Jeg oplever det som et ægte engagement i, at man vil have den bedste uddannelse, man kan få, og at man vil have ordentlige forhold på den uddannelse, man går på.« Og den uddannelsesansvarlige har da også taget kritikken fra de studerende til sig. »Vi tager det meget seriøst, når vi får sådan en henvendelse fra de studerende. Vi er kun en uddannelse i kraft af, at de studerende er her, og vi bestræber os på at uddanne så gode journalister så muligt.« I år 2018 startede de studerende, der nu går på 3. semester. De er den første årgang, der går på den nye studieordning af bacheloruddannelsen i Journalistik. Med den nye studieordning var det blandt andet meningen, at de studerende skulle opleve en større faglig sammenhæng på tværs af de fag, der undervises i. Morten Skovsgaard, der også har været med til at gennemføre reformen, fortæller: »Vi undervisere har på intet tidspunkt tænkt, at vi har de vise sten og har ramt alt i den studieordning og reform helt perfekt. Vi synes, at vi kan se forbedringer fra den tidligere studieordning, men der er helt sikkert ting, man kan korrigere på. Også inden for de enkelte fag.« For de 40 afsendere, der var med til at indgive kritikpunkter til underviserne, ser fremtiden lys ud.

Blandt andet har der allerede været en fælles snak på årgangen, hvor forventningerne til eksamen blev skruet væsentligt ned. Derudover er

der nogle ting som undervisergruppen vil arbejde på at forbedre, før den næste årgang skal begynde på deres 3. semester. »Lige nu venter vi på at se slutevalueringerne af Journalistisk Håndværk og Mediesprog 3 og de andre fag. Her må vi forvente, at de studerende, der ikke var med til at sende den pågældende mail, også tilkendegiver deres holdninger. På den måde bliver billedet mere nuanceret. Men jeg tænker helt sikkert, at sådan noget som at tage de studerende lidt mere i hånden, når der skal genereres ideer til historier, bliver fast inventar for semesteret fremadrettet. I undervisergruppen skal vi ved evalueringen af semesteret diskutere, hvordan vi kan gøre det endnu bedre.«

4 BRANCHEN

DECEMBER

LIXEN nægtet adgang til ekstraordinært delegeretmøde Da Dansk Journalistforbunds ekstraordinære delegeretmøde løb af stablen den 24. november, var det uden LIXENs tilstedeværelse og dækning. Ifølge Dansk Journalistforbund er det nemlig ikke kutyme at presseakkreditere andre medier end deres eget fagblad, Journalisten. Et valg, som flere siden har stillet sig kritiske over for.

Af Maj Petersen & Maria Kornbeck Lundsgaard

opsigtsvækkende i. Det, der siden fik lavinen til at rulle, var, daværende formand for Dansk Journalistforbund, Lars Werges, formulering af, hvorfor chefredaktøren måtte fratræde.

Han skrev blandt andet i pressemeddelelsen, at ”(…) hans (red. Hesselagers) journalistiske kompromisløse linje har også slidt på relationen mellem parterne”.

For mange medlemmer faldt formuleringen i dårlig jord. Den kompromisløse journalistik er netop nødvendig og en rettighed, Forbundets turbulente sommer som forbundet bør beskytte journalisters ret Søndag den 24. november var der ekstraortil at udøve. Samtidig mente mange, at lige dinært delegeretmøde i Dansk Journalistnetop den sætning fik det til at lyde som om, forbund. Hovedbestyrelsen i forbundet inat fratrædelsen nok mere lænede sig op af en dkaldte til mødet, efter 317 medlemmer i en god gedigen fyring frem for den gensidige afunderskriftindsamling lykkedes med at råbe tale, som forbundet ellers fremlagde det som. toppen af forbundet op. Det var en reaktion Medlemmerne og fagbladet Journalisten stillpå, at Journalistforbundet den 28. juni 2019 ede af mange omgange spørgsmålstegn ved i en pressemeddelelse meldte ud, at chefresagen til hovedbestyrelsens medlemmer, men daktøren på Journalisten, Øjvind Hesselager, svarene var få, og internt havde man aftalt, fratrådte efter aftale med forbundets hovedat kun forbundets formand, Tine Johansen, bestyrelse. Dét er der i og for sig ikke noget måtte udtale sig.

Få dage efter Hesselagers fratrædelse trak Lars Werge sig og skabte yderligere røre i en i forvejen kaotisk andedam. Og netop reaktionen på pressemed30. oktober delelsen lagde han til grund Anmodning om pressefor sin fratrædelse. Han akkreditering sendes til følte ikke længere, at han DJ på mail 1. november havde hovedbestyrelsens Tilmeldingsfrist. opbakning.

Lixen rykker telefonisk for Et presset forbund fortsvar fra DJ 6. november satte sin turbulente somLIXEN efterspørger svar på mer med en afskedigelse anmodning om presseaf den nyansatte direktør 7. november akkreditering Afslag på presseakkrediterefter blot tre måneder på ing. posten. En ansættelsesproces, der i øvrigt kostede forDJ tilbyder at undersøge bundet 135.000 i udgifter mulighederne for dispen14. november til et ansættelsesbureau. sation for tilmeldingsfrist DMS tilbyder at betale På det ekstraordinære billetter til LIXEN delegeretmøde var der derfor en kort dagsorden. Der skulle aflægges beretning 15. november 15. november for Hesselagers fratræden, LIXEN anmoder via mail Telefonisk kontakt til Tine Werges fratræden og ditil DJ om dispensation for Johansen, som bekræfter rektørens fyring samt tilmeldingsfrisgt manglende kutyme vælges ny ledelse i Dansk Journalistforbund.

Både posten som formand, næst20. november formand og de 13 poster Afslag på dispensation til hovedbestyrelsen samt for tilmeldingsfrist suppleanter var på valg. En 23. november relevant og vigtig begivenTwitter-debat starter ved et tweet fra Martin Flink hed i mediebranchen og for 24. november medlemmer af Dansk JourEkstraordinært nalistforbund.

‘Vi er pressefriheden, trykkefriheden, ytringsfriheden og informationsrettens vogter.’

Sådan beskriver Dansk Journalistforbund sin egen vision. Alligevel kunne de journaliststuderendes avis, LIXEN, fra Syddansk Universitet, sidste søndag ikke deltage i det det ekstraordinære delegeretmøde. Begrundelse: Journalistforbundet har ikke kutyme for, at andre medier end deres eget deltager.

delegeretmøde

Illustration: Emilie Sunekær

Relevant event at dække LIXEN mente, at der lå stor vigtighed i at viderebringe hovedpointerne fra mødet til de studerende, som med sine ca. 3000 repræsentanter udgør ca. en sjettedel af forbundets samlede medlemstal. Derfor sendte Branchen-sektionen en anmodning om presseakkreditering afsted til forbundet. Den anmodning blev sendt tre dage før tilmeldingsfristen og fulgt op med en telefonisk henvendelse på dagen for tilmeldingsfristen.

I den forbindelse fik LIXEN besked om, at anmodningen var blevet sendt videre i systemet, og at tilmeldingsfristen gjaldt dem, der skulle tilmelde sig som almindelige gæster - og altså ikke for LIXENs anmodning.

LIXEN rykkede igen pr. mail den 6. november, lige godt en uge efter første henvendelse blev sendt, og dagen efter svarede Dansk Journalistforbund, at anmodningen ikke kunne imødekommes. Begrundelsen var, at der ikke er kutyme for at akkreditere pressen til møderne i forbundet.

Ifølge Hans Jørgen Dybro, der er politisk konsulent i Dansk Journalistforbund, ville den beslutning have gjort sig gældende for alle medier, der ønskede at deltage som presseakkrediterede: »Med hensyn til at komme som et medie udefra og gerne ville være med, så er der ikke kutyme eller en praksis for at gøre det for medier i det hele taget.« Senere hen blev ordet “kutyme” centrum for en heftig Twitter-debat, da mange branchefolk var uforstående over for, at pressens eget fagforbund mangler kutyme for noget, der er tradition for i mange andre danske fagforbund. Hos Danske Mediestuderende er man ligeledes uforstående over for beslutningen og begrundelsen: »Det er ikke i orden. Det handler ikke bare om de studerende, men om et mere generelt spørgsmål om pressen skal have adgang til kongresser og generalforsamlinger osv. Det har man andre steder, så det skal man også have i Journalistforbundet,« lyder det fra næstformand i Danske Mediestuderende, Rane Rosencrone von Benzon.

Journalisten er velkommen - andre medier må udeblive Det ekstraordinære delegeretmøde var dog ikke fri for pressens tilstedeværelse. Mødet blev nemlig dækket af hele tre mand fra Journalisten, Dansk Journalistforbunds eget fagblad. Et forhold der fik flere mediefolk til tasterne på Twitter, hvor der blev stillet spørgsmålstegn ved forskelsbehandling af

medierne. Blandt disse var nyhedschefen på Journalisten, Ole Obitsø: @OleObit 23. november, kl. 14.34

Ifølge formanden for Dansk Journalistforbund, Tine Johansen, er Journalistens deltagelse på møderne dog ikke et spørgsmål om forskelsbehandling: @DJintweets 23. november, kl. 15.53

Altså, Journalisten må deltage, fordi de er en del af forbundet. Men: LIXEN finansieres af Kredsen af Journaliststuderende i Odense (KaJO), der er en del af Dansk Journalistforbund. Freja Wedenborg, der er medlem af hovedbestyrelsen i Dansk Journalistforbund, understreger, at hun ikke kender det konkrete forløb med Lixen godt nok til at have en holdning til det. Principielt mener hun dog, at man skal se studentermedierne i et særligt lys, når det kommer til at dække branche- og fagforeningsrelevante begivenheder: »Der kan være gode grunde til, at fagforeningerne nogle gange har brug for at lukke dørene. Men det synes jeg ikke gælder jer eller Journalisten. Jeg synes, at I har et særligt forhold, og derfor kan det også være, at I skal have nogle særlige privilegier.« Dansk Journalistforbund tilføjede kort efter deres første tweet et argument, der lød på, at Journalisten fremgår af Dansk Journalistforbunds vedtægter og er nævnt i forbindelse med delegeretmøde.

Journalisten er nævnt ved navn en enkelt gang i vedtægterne i forbindelse med delegeretmøde: ”Kandidater har ret til at præsentere sig i Journalisten forud for delegeretmødet (…)”. Der står således ikke noget om mediernes, inklusiv Journalistens, adgang til delegeretmøder, men blot, at kandidater har ret til at præsentere sig i Journalisten forud for møderne. Hans Jørgen Dybro fra Dansk Journalistforbund vedholder dog forklaringen fra Twitter, da LIXEN snakker med ham om mandagen, dagen efter delegeretmødet:

BRANCHEN

5

»Journalisten skal med, fordi de ansatte på Journalisten er medarbejdere i DJ. De har frihedsbrev til at kunne skrive, som de vil, men de er medarbejdere i DJ. Punkt to er, at Journalisten nævnt i DJs vedtægter til ordinære delegeretmøder.« At afvisningen skulle vidne om manglende åbenhed eller pressefrihed på forbundets delegeretmøder, afviser Hans Jørgen Dybro blankt. Der er ingen regler for, hvordan Journalisten kan dække møderne, og det står i øvrigt alle deltagere frit for at rapportere fra mødet, og indtil nu har det været sådan, man har gjort det: »Delegeretmøde bliver dækket alt det det skal være af Journalisten og sådan har altid været,« siger Hans Jørgen Dybro.

Ikke et spørgsmål om betalingsvillighed Da LIXEN modtog afvisningen på anmodningen om presseakkreditering, var tilmeldingsfristen overskredet med syv dage. Med afvisningen fulgte et tilbud om at undersøge mulighederne for at dispensere for fristen, såfremt LIXEN-journalisterne var villige til at betale de 540,- per person, som almindelige gæster skulle betale for at deltage i mødet. Et tilbud som i øvrigt kun 28 medlemmer gjorde brug af, da delegerede i Dansk Journalistforbund deltog gratis.

Danske Mediestuderende trådte ind i sagen og tilbød at betale to billetter samt transport til LIXENs journalister. Men da det blev fremlagt for forbundet, at journalisterne nu havde mulighed for at deltage som betalende gæster, blev de mødt af endnu en mur. Det kunne nemlig ikke lade sig gøre at dispensere for tilmeldingsfristen. Dette på trods af, at LIXEN fra begyndelsen søgte og fulgte op på anmodningen inden tilmeldingsfristen - og først modtog svar fra forbundet efter tilmeldingsfristen.

Hovedbestyrelsesmedlem Freja Wedenborg ser positivt på de studerendes engagement og ønske om at dække relevante begivenheder inden for fagforeningen. »Det er jo en gave for DJ, at vi har studerende, der faktisk går op i, hvad der foregår i vores forbund og gerne vil fortælle det videre

til resten af de studerende, og det skal man værne om. Det er der mange Journalistforbund rundt om i verden, der ikke har.« Praksis skal revurderes fremover Dansk Journalistforbund har i skrivende stund ikke nogen kutyme for, om andre medier end Journalisten skal have adgang til delegeretmøder. Tine Johansen skrev på Twitter, at sekretariatet aldrig før har modtaget en anmodning om presseakkreditering til delegeretmøder før. Derfor stod det ikke klart, hvordan det skulle håndteres. Hos Danske Mediestuderendes næstformand, Rane Rosencrone Von Bezon, giver den manglende kutyme anledning undring: »Det har jeg meget svært ved at forstå, for det lader jo slet ikke til, at det er et område, DJ har taget stilling til før, og at der derfor skulle være tale om en decideret manglende kutyme, lyder mærkeligt.«

Dog går LIXEN ikke tomhændet fra oplevelsen. Ifølge hovedbestyrelsesmedlem, Freja Wedenborg, er det nemlig blevet nødvendigt fremover at diskutere den såkaldte kutyme, der har har været årsag til forvirring, misforståelser og diskussioner: »Jeg synes, at vi skal have en grundlæggende diskussionen i hovedbestyrelsen om, hvem der skal have lov at deltage,« forklarer hun.

Og selvom hun ikke nødvendigvis mener, at der skal åbnes for alle medier, skal møderne fremover også være tilgængelige for de studerendes medier. »Det kan være en god idé at skrive ned et sted, at Journalisten og de studerendes medier bliver inviteret, med det udgangspunkt at nogle diskussioner stadig kan være uden for referat.« Ifølge Freja Wedenborg er det derfor også vigtigt, at beslutninger som disse bliver taget op i hovedbestyrelsen, så administrativt an-

Illustration: Emilie Sunekær

satte ikke står alene med ansvaret: »Desto mere vi ikke har de der diskussioner i hovedbestyrelsen, desto mere bliver det ad hoc - hvad plejer de at gøre, kutyme. Og det er da bare meget bedre, hvis det bliver diskuteret i de rigtige, valgte organer. Det er altid bedre at snakke om tingene.« Kulminationen på hele processen blev et LIXEN-frit ekstraordinært delegeretmøde i København. Tilbage står stærkt, at Dansk Journalistforbund selv skriver i deres strategi, at de “har total åbenhed om vores økonomi og vores beslutninger.” En åbenhed, som dog øjensynligt ikke gjaldt for LIXEN i denne omgang.

Debat: Udelukkelse af LIXEN viser, hvorfor organisering er vigtig

Af Mathilde Hougaard Indrømmet. Det er ikke den sjoveste start, jeg har fået på posten som formand for KaJO. Dansk Journalistforbund har været igennem en svær tid siden i sommers, som du kan læse meget mere om her.

KaJO er lokalforening under Dansk Journalistforbund, så som frivillige i foreningen er det alt sammen spørgsmål, der har optaget meget af min og andre studerendes tid.

Blandt andet valgte jeg at skrive under på den underskriftsindsamling, andre medlemmer af Dansk Journalistforbund startede, fordi de gerne ville have et ekstraordinært delegeretmøde. Delegeretmødet er Journalistforbundets højeste myndighed, og det er

her, vi kan gå hen, når vi søger svar. Anmodningen blev imødekommet, og derfor har jeg faktisk været optimist det meste af efteråret.

Den optimisme styrtede dog brat, da to journalister her på LIXEN ikke fik lov til at dække det ekstraordinære delegeretmøde.

Som formand for KaJO, men mindst lige så meget som journaliststuderende, undrer det mig dybt, at vores egen fagforening ikke greb chancen for at nå ud til de studerende på Syddansk Universitet og inviterede LIXEN indenfor. Ja, situationen i Dansk Journalistforbund har været alvorlig, men som mediefolk bør det være skåret i rygraden, at udelukkelse af pressen sjældent er den rigtige vej at gå i vores demokratiske institutioner.

Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har været så meget på Twitter som weekenden for det ekstraordinære delegeretmøde. På kringlet vis nåede historien om LIXENs afvisning nemlig frem til offentligheden, og på 280 tegn måtte jeg og andre støtter i mediebranchen gang på gang forklare og forsvare LIXEN-journalis-

terne. I skrivende stund mangler jeg fortsat en ordentlig forklaring på, hvorfor LIXEN ikke fik akkreditering til det ekstraordinære delegeretmøde.

Men jeg er fortsat optimist. Hvorfor?

Jo, for lige netop den her sag viser, hvorfor det er så sindssygt vigtigt, at vi som studerende organiserer os og står sammen.

For mediebranchen er trængt. Når den tidligere regering vælger at slække på mediestøtten, er det ikke bare 20% af DR og Radio 24syv, vi mister. Nej, vi mister langsomt og gradvist den demokratiske vagthund, journalistikken er i vores samfund.

Dén kamp kæmper vi – også – i KaJO, i Danske Mediestuderende og i Dansk Journalistforbund. Når vi så lige pludselig kan blive i tvivl om pressefriheden der, hvor den skulle stå allerstærkest, skal vi troppe endnu mere talstærkt op.

Som formand for KaJO er jeg både stolt og rørt over den opbakning, mange studerende på Medietorvet viste os i løbet af den sidste weekend i november. Vi må blot ikke tro,

at kampen er kæmpet færdigt, fordi LIXEN forhåbentligt får lov til at deltage, næste gang Dansk Journalistforbund afholder delegeretmøde.

Tværtimod, så er kampen for pressefrihed, lige behandling af pressen og sikre forhold for journalister en kamp, der i meget højere grad skal kæmpes uden for forbundet. Men skal vi vinde den – og det skal vi – er vi nødt til at engagere os. Vi stod som den lille spiller i Twitter-diskussionerne, og når man er lille, kan man alt for nemt blive kørt over.

Jeg forstår godt, hvis man har mistet tilliden og lysten til Dansk Journalistforbund. Min begejstring hænger mig ikke ligefrem ud af halsen i øjeblikket. Men vi sætter pressefriheden og vores egen fremtid over styr, hvis vi som studerende giver op nu. Selv forsøger jeg at konvertere de skuffede følelser til endnu mere engagement i det, jeg tror på, og som er den kamp, KaJO kan og skal kæmpe.

Kun på dén måde sikrer vi, at Dansk Journalistforbund og resten af verden mærker, at vi er der.

6 BRANCHEN

DECEMBER

Mette Frisk: Det handler om at give folk noget Undersøgende journalistik er hårdtslående. Med elementer som konflikt og konfrontation kender vi som læser, lytter og seer den undersøgende journalistiks kradsbørstighed. Den har væltet ministre og skabt forandringer. Men den undersøgende journalistik kan have en anden nuance, et andet udtryk. Det har journalist og TV-vært Mette Frisk bevist.

Af Troels Gorell

S

Debut mellem Mette Frisk har gende journalkarriere og har en pris af ForeninJournalistik. Det erende på SDU, at bekendtskab med af håndværket. »Vi lavede en ud af, at der var Aabenraa i SønderLitauen. Og på den Vores historie han-

færger og lastbiler arbejdet som undersøist i en stor del af sin blandt andet modtaget gen for Undersøgende var som journaliststudhun første gang stiftede den undersøgende del historie, hvor vi fandt en færge, som gik fra jylland til Klaipeda i var der lastbilfragt. dlede om cabotagekør-

“

Man kan flytte noget i forhold til, hvis man arbejder med nyhedsjournalistik.

Frisk.

På trods af de mange projekter gennem årene har Frisk bevaret sin interesse for undersøgende journalistik: »Jeg har bare altid synes, at det var sjovt.

Og det er spændende at lege detektiv. Det er jo grundlæggende interessant at arbejde ved at grave nyt frem og også det element, at man kan flytte noget i forhold til, hvis man arbejder med nyhedsjournalistik.«

iden januar sidste år har Mette Frisk inviteret de danske TV-seere ind i det, hun karakteriserer som et “detektivarbejde”.

Med programserierne “Forsvundne arvinger” forsøger hun og eksperten fra Rigsarkivet, Adam Jon Kronegh, at finde arvinger til afdøde. Et svar på et mysterium skal findes. Et arbejde for en detektiv. Undervejs i programmerne benyttes de klassiske metoder inden for undersøgende journalistik: Søgning i databaser, gennemtrawling af dokumenter, og nok så vigtigt interviews med forskellige kilder. Alt sammen for at give et svar og en forløsning til de pårørende, mens seerne samtidig præsenteres for vores fælles sociale arv som samfund.

Og det er netop her, at denne form for undersøgende journalistik adskiller sig fra den gængse. Den afsøger ikke stridighederne, det ondskabsfulde eller bedraget, men svarene og forløsningens glæde. Med høje seertal og tre sæsoner på bare Bag Mette Frisk (til højre) står kollega Anne Herlin (til venstre), som er tilrettelæggger på Forsvundne arvinger. Foto: Privat. lidt over et år, må det konMetode, fisketure og selling point sel (transport mellem forskellige steder instateres, at den anderledes måde at bruge Før Mette Frisk går i gang med et projekt, den for ét land, udført af en lastvogn fra et anundersøgende journalistik på har været en er det afgørende for hende at gøre sig klart, det land, red) på et tidspunkt, hvor man talte succes. At den undersøgende journalistiks hvor informationen kan findes. meget om social dumping. Vi fandt ud af, at anden nuance hitter, er ikke overraskende »Nogle steder er det hos naboen og hos de udenlandske vognmænd kørte fra færgen for Frisk. For hende har den kontante unoverboen, mens det andre steder er med rundt i Danmark, selvom de ikke måtte. For dersøgende journalistik sine begrænsninger. en aktindsigt, et ministerium eller et helt at dokumentere det, så skulle vi simpelthen »Jeg synes, at der er stor forskel på at lave fjerde sted. Det han- dler meget om at gøre brug af det mest klassiske; nemlig skjult undersøgende journalistik som i forsvundne regne ud, hvor infor- mationerne findes og kamera og ligge og følge efter dem. Så vi lånte arvinger og til at lave den mere afslørenfinde frem til, hvad er mit ‘selling point’. en bil af en af mine forældres venner, og så de form for undersøgende journalistisk om Altså: Hvorfor skal folk give mig den her insad vi der med kamera inde i bilen, imens vi f.eks. skattely og osv., som jeg også har lavet formation? Det kørte efter dem.« tidligere. Men man slår sig på det. Man skal Don’t go down without a fight. skal man have Hun smiler, da tage så mange bank, fordi man synes en hisgjort sig klart, hun fortæller histotorie er vigtigt. Afslørende journalistik er så inden man ringer. Det er selvfølgelig i en sitrien, der på mange måder indkapsler en omkostningsfuldt. Og der synes jeg, at det uation, hvor man ved, at folk ligger inde med detektivs ilddåb. er så utroligt rart at lave sådan noget som den information, man gerne vil have. Det er »Jeg husker det sådan helt hat-og-blå“Forsvundne arvinger”, fordi at det netop jo også alle fisketurene, hvor man ikke ved, briller-agtigt, men det var super sjovt, og vi handler om at give folk noget,« forklarer hvad folk ved, og hvor man bare forsøger at fik faktisk en historie ud af den, for vi solgte Frisk og holder en kort pause for at tænke. afdække, hvor informationen findes henne.« den til det, som hed Søndagsmagasinet den»Det er så dejligt et blidt sted at være. Jeg Gennem årene har hun opbygget en vis gang, som var forløberen til 21-søndag, og vi synes, de forsvundne arvinger er et godt ekrobusthed over for afvisninger, når det var meget, meget stolte. De kunne ikke bruge sempel på at bruge undersøgende journalkommer til den undersøgende journalistiks det, som vi havde lavet rent TV-mæssigt, istik til noget andet, og som har en anden hellige gral; aktindsigt: men de købte historien,« fortæller Mette grundtone. At give folk noget.

“

“Man kommer ikke nogen vegne, hvis man bare tager for gode vare, at ‘nå, men den aktindsigt fik jeg ikke. Det var ærgerligt.’ Så må man prøve med en ny eller klage. Man skal hele tiden blive ved og prøve at finde nye veje at gå. Don’t go down without a fight.”

Old school journalistik At tænke kreativt er et vigtigt element i Mette Frisks arbejdsmetode. Og netop derfor var det essentielt, at teamet bag “Forsvundne arvinger” udviklede en ekspertise i at finde hvad som helst. »Der sidder nogle helt sindssyg dygtige kollegaer i f.eks. forsvundne arvinger- redaktionen, som kan australsk tinglysning og newzealandske databaser på deres lillefingre, fordi de netop er vant til at tænke kreativt. Så sent som i går var vi på optagelse, og imens tikkede der en sms fra én fra redaktionen med beskeden ‘Jeg har fået en ny kilde i kassen. Det er helt vildt!’«, fortæller hun, alt imens hun begejstret slår i bordet. Glæden over fundet af kilden er stadig intakt fra i går. »Den metode han har brugt, er at google på et navn og ved hit-nr 800, så er der en eller anden artikel på thai med et billedet af ham, som vi er interesseret i. Og så er det noget med at få det google-translatet’ og finde ud af, hvor er der et navn, som vi kan tracke.« Det kom der en københavnsk adresse ud af og med thai-artiklen i hånden tog teamet ud for at undersøge, om der var nogen, som havde set manden. Det gav resultater. »Det ender med at være den fedeste kilde. Det er jo helt old school journalistik.« Vejen til guldet Processen mod det endelige resultat, det færdige program, er længere, end man som seer umiddelbart kunne tænke. Og læg dertil alle de projekter, der undervejs må lægges i graven. »Fire måneder pr. program. Og det lyder jo af meget, men det er det ikke. For vi lavede på et tidspunkt en optælling, hvor vi regnede os frem til, at vi havde haft fingrene i omegnen af 220 historier for at de 19 historier, vi har lavet indtil nu, er blevet til noget. Så det er jo ret mange historier, vi har måtte lægge ned undervejs, og den tid der bruges på research, bliver man jo nødt til regne med.

Så der går rigtig mange historier tabt før, at man når til guldet,« afslutter Mette Frisk.

Hun tager fat i DR-posen med værtstøjet.

Drikker det sidste kaffe inden hun begiver sig hjemad.

BRANCHEN Det handler om dit “Why”

7

Hvorfor? Det er spørgsmålet, man bør stille sig selv, inden man kaster sig ud i livet som freelancer eller selvstændig. For hvis man skal lykkes med sine mål og ambitioner, så skal man vide, hvorfor man laver, hvad man laver. Det er i hvert fald tilfældet, hvis man spørger freelancer og bestyrelsesmedlem i Freelancegruppen, Nicolai Zwinge, der har prøvet turen hele to gange. gebranchen, har Zwinge erfaret, at han kan bidrage med sine evner inden for vidensdeling og historiefortælling. Ikke bare så det gavner andre, men så det også giver mening for ham selv.

Det skal give mening At blive selvstændig lå ellers ikke i kortene for Nicolai Zwinge. Faktisk var hans udgangspunkt, at han aldrig nogensinde skulle være Da journalist Nicolai Zwinge for 10 år siden freelancer igen. Han levede af samarbejdet kastede sig hovedkulds ud i en tilværelse med andre, og det selvstændige liv var ikke som freelancer, manglede han at gøre sig en noget for ham. Men efter årene som journalessentiel overvejelse: Hvorfor? Hvorfor freeist, kommunikatør og vidensdeler inden for lance, og hvad ville han bruge det til? byggebranchen, var der alligevel noget, der Efter at være blevet færdiguddannet fra tiltrak hans opmærksomhed.

Roskilde Universitet i 2009, vidste Zwinge »Jeg havde ligesom brug for at sige: Hvad ikke, hvad fremtiden skulle bringe. Han vider det, jeg vil lave? Why?« forklarer han og ste bare, at han ikke ville lave nyheder. Udtilføjer med en hovedrysten og et lille smil: faldet blev en kontorplads i København og en »Så sagde jeg op. Jeg sagde nej til fast løn, tilværelse som freelancer - dog uden overvefrynsegoder og alt muligt. Frygtelig grænsejelsen om hvorfor. Derfor blev hans første overskridende beslutning.« møde med freelancelivet en retningsløs tid Og så stod Zwinge endnu engang med det med forskellige opgaver fra indslag i den2ralabel, han havde besluttet, at han aldrig skulle dio til artikler for Hus Forbi. have: Freelancer. Men denne gang med en »Der faldt jeg lidt ind i det. Sådan, det var presserende overveen beslutning, og jeg haFor det skal være noget, jelse: Why? En tanvde egentlig ikke overveder giver mening for mig. ke, der efterfølgende jet hvorfor. Så efter et har fyldt og drevet halvandet, to år var det, hans beslutninger og karriere. For det er jeg havde en kæmpe gæld og en masse konikke bare nok at arbejde med lyd. Lyden skal torartikler,« forklarer han nu ti år senere, også fortælle historier, der giver mening - og hvor grunden til den mislykkedes freelanceskaber værdi. karriere står mere klar. »Jeg har ligesom prøvet, og arbejder stadig Den manglede en drivkraft. Et why. med, at finde min niche inden for vidensdelI dag har Nicolai Zwinge for anden gang ing og samarbejde. For det skal være noget kastet sig ud fra timetervippen for at prøve der giver mening for mig,« siger han og læner kræfter med det selvstændige arbejdsliv. sig tilbage i stolen.

Forskellen er, at han denne gang har mange For Zwinge er det derfor centralt, at hele års erfaring fra mediebranchen med sig og processen styres af ens why, af ens passion. en vision om, hvorfor han vil være freelanc»Det er også vigtigt at kunne lave lyd og er. En vision, der har ført ham til Lydens historier til noget, hvor jeg faktisk føler, at det Hus i København, hvor han, med udsigt over kan give værdi. Så er det nemmere at stå op søerne, arbejder hen mod at få sit firma Podom morgenen og have virkelig travlt, og det People i luften. er også meget nemmere at bilde nogen ind, at »Denne gang har jeg prøvet at sige, at hvis det er en god idé.« det skal give mening, så man skal kunne holde ud at bløde økonomisk, for sådan er det Når du ved hvorfor, kan du nemmere også i perioder, så skal man på en eller anden sælge det måde have gjort sig klar, hvad fanden er det, Netop ordet salg ringer for manges ører med jeg vil med det her,« forklarer han og lægger en dårlig klang af påtrængende telefonsælgesine sorte læsebriller på bordet foran sig. re og ukomfortable jobsamtaler. For en freeFor det at være freelancer handler ikke lancer er salg dog en unægtelig livsbetingelse, for Zwinge om at blive mangemillionær. Det for man har ikke som udgangspunkt en redahandler om, at lydformatet kan noget i hans ktør i ryggen, der står klar og villig til at betale ører, og at han ved, at han kan bidrage med for og publicere ens historier. Køberne skal noget. Efter mange år som mediemand i bygman selv finde, og historierne må man selv sælge.

Men også i denne proces kan ens why være et brugbart værktøj. »At man har retning, gør det nemmere. Jeg tror, at det er nemmere at sælge noget, du tror på, end at sælge noget for at tjene en masse penge,« slår han fast med et smil.

For selvom ordet Foto: Joachim Rode

Af Maj Petersen

“

Foto: Privat salg måske forbindes mere med marketing end journalistik, er det ifølge Zwinge ikke så langt fra det håndværk, man som journalist bruger i dagligdagen. Det er den samme proces, man laver, når man skal pitche en idé til en redaktør. Efter at have fået idéen, tænker man den igennem og researcher på den. Man gør sig ligeledes klart, hvorfor netop denne idé er relevant for sit medie og for redaktøren at sige ja til. Til sidst ”sælger” man idéen og går i dialog med redaktøren om dens udvikling.

På samme måde foregår freelance. Der kender du bare ikke altid redaktøren på forhånd. »Derfor er salg noget mærkeligt noget, men det er egentlig ikke så langt fra den værktøjskasse, som vi har med os som journalister.

Fx når vi spørger os selv: ”Hvorfor er den historie relevant?”« Branchen må forholde sig til virkeligheden Mediebranchen har også en rolle at spille i, hvordan arbejdet som freelancer opleves.

På studierne er bøgerne tomme for beskrivelser og læring om at være freelancer, selvom det er en karrierevej, mange studerende har tanker om. Ved et oplæg, Zwinge afholdte på Syddansk Universitet, viste en hurtig håndsoprækning, at en estimeret 30-40% af de deltagende studerende overvejede arbejdet som freelancer efter studiet.

En andel, der afspejler de 28% af alle journalister, der ifølge undersøgelsen Fagenes fremtid fra Dansk Journalistforbund, er freelancere. Et tal, der ifølge Zwinge vil stige over de næste år. »Så der er en branche, der skal kigge på virkeligheden,« forklarer Zwinge.

En udvikling, hvor flere og flere trækker i freelanceklæderne, nødvendiggør, at man italesætter det selvstændige arbejde på en anden måde. At være freelancer kan ifølge Zwinge nogle gange blive mødt med klichéen om, at freelancerne er dem, der ikke kunne fået arbejde. En fordom man både som individ og branche kan tale uden om.

»Derfor er det også vigtigt, at vi overvejer, hvorfor vi gør det. Men vi skal også blive bedre til at tale om det som et bevidst valg. Så det ikke bliver sådan, når man nu ringer til redaktøren: ”Nå ja, det var en af dem, der ikke kunne få arbejde”,« forklarer Zwinge med et lille nik og tilføjer: »Det er vi som branche med til at skabe.« Et aktivt why er et rigtigt why Man kan have mange forskellige baggrunde for at springe ud som freelancer. Det kan være et ønske om at blive stærk inden for en niche. Det kan være af nød. Det kan være i bestræbelse på en fastansættelse. Ifølge Zwinge er der ikke nogen begrundelser, der er bedre eller værre end andre, så længe man forholder sig aktivt til den og bruger den. »At sige: ”Jeg er freelancer, fordi jeg ikke kunne finde et andet arbejde.” Det er ikke et forkert valg. Man skal bare overveje, hvad man så bruger det til,« forklarer han. »Så er det din begrundelse, og så driver det dig i en retning,« Ens why kan derfor også bruges som værktøj til at komme fra A til B. Man skal bare have det for øje, når man tager beslutninger, der skal drive en fremad. Hvis man drømmer om at arbejde fast på et bestemt sportsmedie, kan man bruge freelance til at skrive for netop dét medie og medier, der minder om drømmemediet. Man rammer måske ikke skiven perfekt, men det skaber en retning. »Og jeg tror, netop det der med at stille sig spørgsmålet “hvorfor” også handler om, at du ikke skal lave det, de andre vil have dig til at lave. Du skal opsøge det, du selv brænder mest for,« forklarer han.

Det skal være sjovt Som freelancer er man sin egen chef, og man har muligheden for at arbejde med netop det, som man brænder for. For når det er passionen og interesser, der driver arbejdet, kan man bygge en karriere på ryggen af det. »Det skal jo være sjovt. Og når det bliver sjovt, og man starter med det, man brænder for, så kommer man også til at leve af det.

8 ZOOM

DECEMBER Historien du aldrig glemmer

Det kan være svært at vælge én historie som journalist, når man har haft en lang karriere med spækket med spændende historier, men som regel er der én historie, som står funklende klart alligevel. Denne måneds tema i Zoom er én historie, jeg aldrig glemmer. Vi har bedt vores skribenter interviewe en journalist, som de synes laver et spændende stykke arbejde, om én historie fra deres karriere, som de aldrig glemmer.

Læs om radioværten Sisse Sejrs sæbeopera i P3 under #AnderErRen. Du kan også læse om Chris Pedersens skelsættende interview med et modeikon og societydronning. De gode historier gemmer sig også på lærergangen.Vi har taget en snak med Niels, Christine, Louise og Ralf om én historie fra deres karriere, som har gjort indtryk på dem. God fornøjelse!

Line Schou Jensen

Sophie Lund Møller

Chris Pedersen møder mennesker med ærlighed I programmet Mode og Sex går Chris Pedersen under betegnelsen ”Danmarks skarpeste modejournalist”. Den betegnelse passer. Men Chris Pedersens liste af betegnelser stopper ikke her. Den strækker sig bredt fra journalist og redaktør - til tilrettelægger, konceptudvikler og tv-vært. Beskæftigelsen som freelancer og foredragsholder sniger sig også ind på papiret.

Af Josefine Hildebrandt Greve

I

Hvor det hele startede sin treværelses lejlighed på Vesterbro Vejen til det journalistiske håndværk gemmer Chris Pedersen på spændende tog sit spæde spadestik, da den dengang historier, som vidner om en farverig 26-årige kunsthistoriestuderende var i karriere i den danske mode- og mediebranche. praktik i New York. Her skrev han for En karriere som har krævet et tempo, som det pulserende magasin Nylon. I løbet af kun sportsudøvere kan konkurrere med. Men sit praktikophold stod den i modeugenspå denne regnvejrsdag er glamouren byttet ud tegn, og det fik Pedersen til tasterne. Han med en hvid skjorte og Adidasjoggingbukser. skrev derfor til Berlingske Tidende, om de Lyden af bløde toner strømmer ud af ville have nogle reportager fra modeugen. højtaleren og underbygger den afslappede »Jeg skrev til Berlingske Tidende, om atmosfære, som er pakket ind bag ruderne de ikke havde lyst til at få nogle reportager til det ellers så larmende København. derovre fra. Jeg skrev også, at jeg ikke kan Gennem sine runde briller med sort stel skrive. Jeg havde ikke lært at skrive, men har Chris Pedersen stillet skarpt på historier, jeg vidste, jeg kunne. Så giv mig en lav løn som har berørt mode- og kulturlivet. Han har mod, at I redigerer det. Og så gjorde vi det.« læst både kunsthistorie og kommunikation Derfra tog karrieren fart.

Den og har derfra kradset historierne i overfladen journalistiske karriere startede for alvor, og set dem fra en anden vinkel. At det lige er da Chris Pedersen modtog et opkald fra det mode og kultur, som Chris Pedersen zoomer ind på, er langt hen ad vejen en tilfældighed. Det hele startede med en drøm om at komme væk fra barndomsbyen Kerteminde på Fyn og ind til storbyens larm i København. Allerede dengang var reolen proppet med magasiner som The New Yorker, The Face, ID og amerikanske Vogue, og Chris Pedersen har altid vidst, at det var den vej, han ville gå. »Jeg har altid vidst, at det jeg skulle arbejde med, var noget, der handlede om storbyliv. Og det var bare det.

Men det var nødvendigvis ikke om modeverden, men det handlede bare om, at jeg gerne ville arbejde med formidling og journalistik i et moderne og urbant liv,« siger han.

Chris Pedersen har derfor altid interesseret sig for mode, kunst og kultur. Og gennem forskellige veje blev det til det, som han senere hen har formidlet en hel del om. Illustration: Emilie Sunekær

danske modemagasin Euroman. De spurgte, om han ville være moderedaktør hos dem. Et tilbud, som Pedersen ikke kunne sige nej til. »Da jeg startede der, var jeg jo stadig lidt grøn i at skrive, men der var blandt andet en som hedder Jens Vilstrup, som nu er chefredaktør på Ud og Se, og så var der en, som hedder Kasper Steenbach, der er redaktør på Dossier nu. De hjalp mig med at lære grundhåndværket i at skrive, mens jeg var der,« siger han og tager en slurk af sin kaffe.

Med hjælp fra læremestrene på Euroman blev statussen som moderedaktør startskuddet for Chris Pedersen til at komme ind på den danske mediescene. Siden Euroman har Chris Pedersen været som en blæksprutte, der har haft armene i kunstverden, med blandt andet en udstilling på kunstmuseet Brandts i Odense, skrevet med blæk hos

både Politiken, Berlingske Tidende og Børsen og været ansigt for mange tv-programmer hos DR. Ja, listen er umådelig lang. ”Darling.

Don’t worry.

What do you want to talk to me about?”

Selv med en lang karriere i bagagen, så skal der ikke graves længe i hukommelsen, før Chris Pedersen finder frem til det interview, der har gjort et særligt indtryk på ham. Scenen er i New York, og Chris Pedersen skal interviewe den ikoniske designer Diane Von Furstenberg.

En kvinde, som med Chris Pedersens ord, er en rigtig ‘societydronning’. Hun blev med sit design af skjortekjolen i 1970’erne billedet på den moderne newyorkerkvinde. Det var derfor ikke et hvilket som helst interview, den grønne journalistspirer Chris Pedersen skulle lave. Med lys i øjnene og ivrige armbevægelser fortæller Chris Pedersen om sit møde med den ikoniske kvinde. »Jeg kan huske, at jeg var rystende nervøs, for jeg havde ikke forberedt spørgsmål. Altså, jeg vidste ikke, hvordan man gør det her. Jeg havde ligesom ikke et ark med. Jeg havde bare en båndoptager med, som jeg havde købt nede på Broadway,« siger han med et blik, der fortæller, at han er rejst tilbage i tiden.

Med en beroligende hånd fra societydronningen og med ordene: ‘Darling.

Don’t worry. What do you want to talk to me about,’ så gennemførte Chris Pedersen interviewet. Det mundede ud i en 35 minutters samtale og otte sider i Eurowoman.

For Chris Pedersen betød interviewet noget ganske særligt. Det lærte ham noget, som han sidenhen har taget med sig i sin videre færden i den journalistiske verden. »Jeg lærte at erkende min egen svaghed og nervøsitet. Og at nervøsiteten gjorde, at hun lagde hånden på mig og måske svarede mere ærligt. Og jeg tror, at en af de ting, jeg har taget med videre, er, at jeg altid går til folk som mennesker. Jeg vil ikke beskrive mig selv som kritisk journalist. Jeg analyserer meget.«

ZOOM Interviewet lærte også den etablerede journalist, at man som interviewer kommer langt med ærlighed. Et redskab han bruger, når han som journalist giver noget af sig selv. Det har i mange situationer gjort, at Chris Pedersen har fået det med hjem, som han gerne ville frem for at være ‘helt iskold i røven,’ som han selv siger. ”Det var frygteligt. Frygteligt.”

Når Chris Pedersen kører i et højt tempo på karrierevejen, skifter han selv gear. Men én enkelt gang i autopilot gav ham en lærestreg, han sent glemmer. »Da jeg stoppede på Euroman, var jeg rimelig sådan ‘easy-going’. Jeg gik rimelig meget i byen. Jeg havde også vænnet mig til, og det tror jeg var fordi, at Euroman var så cool et sted, så jeg tror også, at jeg havde vænnet mig lidt til at køre på autopilot. Man får meget forærende, hvis du har et stærkt brand i ryggen. Så kan du gøre rimelig meget, hvad du vil. Og det tror jeg, at jeg lænede mig lidt ofte tilbage i.« Det interview, som har lært Chris Pedersen, hvad man absolut ikke må gøre, startede, da magasinet Nylon ringede til ham. De ville gerne have et interview, og Chris Pedersen ville gerne lave det. Men med en vane i at køre på autopilot, var lyttebøfferne ikke slået ligeså meget ud, som de plejede. Chris Pedersen var også for smart til at læse de tilsendte e-mails

ordentligt, og han regnede derfor bare med at klare interviewet på charmen. I opkaldet fra Nylon hørte han det som Sune Wagner,

siger han med et skævt smil.

Det ord, som Chris Pedersen bruger om interviewet, er ‘frygteligt’. Både for ham selv,

Privatfoto

forsanger i bandet The Raveonettes, som han skulle lave et interview med. Det viste sig derimod at være en anden Sune, der sad i den varme stol. »Og så spørger jeg efter Sune, og så siger hun: ”Sune Rose, jamen han er lige herovre’.

Og så står jeg og kigger, og så er jeg sådan lidt: ‘Sune Rose?’ Og så gik det op for mig der, at det ved jeg ikke, hvem er. Overhovedet,«

men også for kilden. Det lykkedes dog Chris Pedersen at få stablet en artikel på benene, men det gav ham en vigtig lektie med i bagagen. »Jeg kan huske, at jeg tænkte dengang, at det er et stort privilegium, at folk gider at åbne dem selv eller åbne deres dør for én. Og det skal man eddermame tage alvorligt. Og det gjorde jeg ikke der. Der var jeg for høj i

9

hatten. Og jeg kan huske, at det var en ting, jeg tænkte meget over, og som jeg tror gjorde, at jeg i hvert fald efterfølgende, lige meget hvem jeg taler med, tænker, at man skal behandle dem ordentligt. Og man skylder folk at gå hen og ville noget ordentligt med dem,« siger Pedersen bestemt.

Selvom Chris Pedersen begik en fejl dengang, så er det sidenhen blevet til et utal af interviews, som har været med til at flytte ham hen, hvor han er i dag.

Hvad så nu?

Hvis man spørger Chris Pedersen, hvad der skal ske nu, så svarer han, at det ved han ikke. Han har for nyligt sagt sit job op på Danmarks Radio, og nu leder han efter nye muligheder, som kan være med til at realisere kommende projekter. Dog står det klart for Chris Pedersen, at han ønsker at arbejde mere og bredere med kultur. Men for nu ser han, hvad der sker. »De sidste fem-seks år har jeg arbejdet ekstremt meget. Og har ikke rigtig stillet mig selv spørgsmålet om, hvad skulle der ske nu.

Og det er så lige nu. Nu tænker jeg mig lige om, og nu ser vi, hvad der sker,« slutter Chris Pedersen.

Hvis arbejdet ikke er sjovt, så vil jeg ikke være med Med hue, runde briller og blondt hår kommer Sisse Sejr Nørgaard gående i mod mig. Hendes stemme er kendt fra Radio100, men hun slår også sine folder i Politiken med sin egen klumme. Gennem hendes mange erfaringer med journalistik har hun bygget et mantra op »Det virker åndsvagt, men det fungerer, og det er sjovt.« Det er netop dette ordsprog, der viste sig i en journalistisk oplevelse, som hun husker som værende noget helt særligt.

Af Maria Wix Steffensen

»

Jeg ved ikke, hvad det er, men vi prøver.« Sådan lød det, da journalist, radioog tv-vært Sisse Sejr og jeg gik ind på Sebastopol, en restaurant på Sankt Hans Torv, på Nørrebro. Vi skulle havde været på Kaffeplantagen, men en horde af flittige studerende og barselsforældre havde overtaget stedet. Så vi gik direkte over vejen og ind på første og bedste sted, der serverede kaffe.

Skeer klingrede mod tung keramik og to hænder omsluttede glasset med juice ved bordende, så vi gik helt om bagerst i lokalet. Vimpler, guirlander og flag i samme farver som Le drapeau tricolore prydede hele restauranten. Oven i kom en tjener med sort forklæde, sort vest, to store hvide keramikkaffekopper med sort kaffe i. Og hvid mælk til.

Det hele virkede lidt åndsvagt, men det fungerede uden tvivl.

Samme vending bruger Sisse Sejr om grunden til, at vi sidder på denne frankofile restaurant.

I 2011 blev Sisse Sejr ansat på Pressen på P3 efter nogle år på de skrevne medier.

På P3 fik Sisse nemlig muligheden for at arbejde sammen med en af hendes idoler. »Jeg havde aldrig lavet radio i mit liv, men blev hyret. Jeg ved ikke, om det var fordi, jeg havde en gennemsigtig skjorte på til jobsamtalen, eller fordi jeg havde lavet noget sjovt, men i hvert fald kom jeg ind og skulle arbejde med mit gamle idol, som var og stadig er Tony Scott.« En blanding af det seriøse og det sjove Den velkendte nyhedsverden med

gule bjælker og 5 minutter-deadlines blev skiftet ud med en løsere tilgang til tingene, men vigtigst af alt var det skiftet ud med, at arbejdet skulle være sjovt.

Den tankegang voksede inde i Sisse. »Det vigtigste er, at det bliver sjovt.

Hvis folk forstår og griner af tungt stof,

Foto: Maria Wix Steffensen

så husker de det bedre. De husker en punchline bedre, dermed også en lang fortælling om f.eks. tungt EU-stof.« Og netop dét at spice tungt journalistisk stof op med humor, var det Sisse Sejr lærte af

at arbejde sammen med Ida Ebbensgaard og Tony Scott. Den her blanding af en seriøs Ida, en sjov Tony, og en Sisse, der skulle appellere til begge gav mulighed for at lave et public service-program, hvor de kunne snakke om Det Arabiske forår, børns vilkår i Grønland eller tungt EU-stof på en ’åndssvag måde’, som

både gjorde det sjovere og lettere at forstå.

I den forbindelse fik Sisse også ansvaret for at lave verdens første twitteropera. Hun fik hevet et kor, fra en skole på Christianshavn, og operasangeren Joakim Knop ind for at synge.

En ven hjalp med at få versefødder til at passe og så flød en opera kaldet #AndersErRen

ud gennem de danske radiohøjtalere. »Jeg sang, koret sang, alle sang. Det synes jeg, var virkelig sjovt, for teksten var sindssygt alvorlig. Den handlede om alle de gange Anders Fogh havde løjet om det grundlag, som vi gik i krig i Irak på. Men vi fik alle de tweets frem, som havde belæg på sig, under #AndersErRen, så det blev morsomt, og folk husker det endnu bedre af den grund. Det var ’åndsvagt’, men det fungerede helt vildt godt.« Åndssvagt fungerer måske ikke altid Sisse Sejr tilbragte lige omkring fire år på at lave ’åndssvage’ ting på Pressen på P3.

Mantraet tog hun med sig og oprettede en freelanceforretning, der er bygget op omkring jobs og opgaver, som Sisse synes har været sjovt.

Tilbage i nutiden kan hun både skrive radioog tv-vært, skribent, podcaster, kommentator og debattør på CV’et, og med kun en opgave tilbage forlader vi Restuarant Sebastopol.

Ude i det travle brostenskvarter leder Sisse Sejr vejen mod, hvad der næsten er Nørrebros svar på Eiffeltårnet i Paris, nemlig Assistentkirkegården.

Mellem barnevognsgående barselsforældre og efterårets gule, orange og brune blade begynder vi at skyde billeder i ægte damebladog bloggerstil. Et lidt forceret smil, med hænderne i lommen bliver hurtigt skiftet ud med solbriller og spejden efter en lysere fremtid for den her fotosession. Småakavede poseringer, hurtigfræsende cykler, der vil forbi og støvregn på kameralinsen får mildest talt det hele til at virke ret åndssvagt. Efter flere locations og forværrende vejr, kigger vi billederne igennem, og gæt engang. Det fungerede slet ikke.

10 ZOOM

DECEMBER Historier fra karrieren

På de små kontorer på den lange smalle gang gemmer underviserne på spændende historier fra deres karriere som journalister. Vi kiggede forbi deres kontor, og stillede dem spørgsmålet: ‘Hvis du skulle nævne én historie fra din karriere, som du aldrig glemmer, hvilken skulle det så være?’ Læs om børneprostitution i Thailand, en love scam som førte til Bronx i New York, feminister på Femø-lejren eller Brønderslev-sagen.

Af Line Schou Jensen & Sophie Lund Møller

Louise Kjærsgaard

D

et er håbløst at udpege én historie.

Nogle historier husker jeg, fordi der var journalistisk substans, og de gav fornemmelsen af at rykke ved noget. Nogle historier husker jeg, fordi jeg kom tæt på mennesker, der rørte mig. Nogle historier husker jeg, fordi de gav mig oplevelser, jeg ellers ikke ville have fået.

Jeg vælger én, jeg husker, fordi den udfordrede min evne til samarbejde, og kravet til journalisten om altid at være nysgerrig og fordomsfri over for kilden.

Jeg var tilrettelægger af et værtsbåret tv-program fra kvindelejren på Femø. Vi havde en mandlig og en kvindelig vært, Jens Blauenfeldt og Christine Feldthaus.

Det havde kostet rigtig mange kræfter overhovedet at overtale kvinderne til, at vi måtte komme med og lave tv fra lejren.

Jens og vores mandlige fotograf måtte naturligvis kun arbejde uden for lejren.

Men vi kvinder fik adgang og aftalte endda at være med til at vaske op og sove i telt på lejren inden optagelserne gik i gang for at blive en del af miljøet. Da vi ankom

var stemningen kælderkold og trykket. Vi fik at vide, at flere havde grædt, fordi vi skulle komme.

Kvinderne havde lige været samlet til et langt møde, og de var blevet voldsomt uenige internt, fordi en af dem havde sagt ja til at mødes med vores mandlige vært til et interview - uden for lejren. Og det var ikke de sidste tårer, der dryppede i lejren, mens vi var der. Det var tre dages optagelser, hvor mine evner til samarbejde blev trukket, strakt og testet. Der kom et program på skærmen på DR1, men det krævede et par opkald hjem til min værdifulde redaktør undervejs.

for at falde i med miljøet, så købte jeg en stor hawaiiskjorte, som stod åben, en stor guldkæde og et par polaroidsolbriller. Den første aften var vi på en bar, der hed Crazy Bar. Hvorfor har den gjort så stort indtryk på dig?

Man kom ind i Fordi den udfordrede mig og hele holdet så voldet mørkt lokasomt på samarbejde. Jeg er vant til at kunne skabe le. Det var helt et forhold til kilderne, som baserer sig på tillid. mørkt, men Men det opstod ikke her. Vi oplevede, at betingelslangsomt kom erne og stemningerne forandrede sig hele tiden. lyset. Det var et lokale med høj musik og en bar, og så var der gamle mænd og unge fyre. Nogle var endda drenge. u skal jeg nok prøve at gøre det kort. Èn De var nøgne. historie, som har gjort et enormt indtryk Mange af dem på mig, og som var totalt grænseoverskrihavde for at dende at være en del af. Det er sige det rent efterhånden en del år siden, ud store stive pikke, som de rendte rundt hvor jeg var ansat i DR. Jeg med. Det var simpelthen så sygt et billvar sammen med en anden ede, der dukkede op i mørket. Jeg skulle journalist, hvor vi besluttede jo spille pædofil, og der var sådan nogle at lave et program om børnerum ovenpå, hvor man kunne betale for prostitution i Thailand i Patsex. Jeg fandt derfor mig selv stå og distaya, som igennem mange kutere en pris med en af de her drenge år har været et sted, hvor er for at få det bånd og få dokumentation man til den slags, så tager på, at der foregik prostitution. Så jeg man derned. Så det gjorde stod og diskutere med en dreng om, hvor vi. Den anden journalist hamange penge han vde nogle skulle have for et kontakter Det var totalt blowjob. Det var til det thaigrænseoverskrisimpelthen løgn. landske dende for mig at Vi lavede en afpoliti, og skulle spille pædofil tale med politiet, de fortalte fordi de gerne ville os, hvor det bruge os til at få dokumentation for, hvad var, at det foregik. Det var et der foregik. De kunne nemlig ikke bare gå bestemt kvarter og bestemte ind, hvis der ikke foregik noget f.eks. en strande, hvor gamle mænd agt de kunne tage nogen i. De fik derfor og børn var sammen. Vi fik at lov til at bruge nogle af vores optagelser. vide, hvor det foregik på noDet var et andet dilemma, for man giver gle bestemte barer i byen. Vi som regel ikke bevismateriale til politiet. filmede med skjult kamera, Med godkendelse fra redaktøren i DR inog jeg havde en rygsæk, hvor dgik vi et samarbejde med det thailandske kameraet sad i remmen og

Ralf Andersson

N

“

Louise Kjærsgaard. Privatfoto.

Ralf Andersson. Privatfoto.

politi, hvor de kunne få kopier af optagelserne til en mulig retssag. De ville gerne storme, så der blev lavet en aftale om, at jeg blev kørt ned til stedet og skulle igen spille pædofil. Når der var shows oppe på scenen, så gik jeg ud og gav et tegn, fuldstændig som en dårlig krimifilm, og så havde de holdende tyve sikkerhedsfolk- og politifolk, som stormede stedet.

De gamle mænd på baren blev stillet på den ene side og drengene på den anden side udenfor. Mændene fik lov at slippe ret hurtigt.

Drengene blev anholdt og sat op på en lastbil.

Det var bare endnu mere synd for dem, for de skulle betale en bøde, hvilket gjorde de bare havde endnu mere brug for at lave forretning. Det var så deprimerende, og det var bare helt forkert i forhold til, hvad jeg troede, der skulle ske.

Hvordan fik I ideen til historien?

Min kollega havde kontakter, fordi han havde været i Thailand før. Han havde kontakter ind i miljøet bl.a. via politiet, som han havde snakket med før. De var super samarbejdsvillige, og på den måde var det ret enkelt at komme ind i miljøet.

ZOOM Hvorfor har den gjort så stort indtryk på dig?

Det gjorde selvfølgelig dybt indtryk på mig, og det var totalt grænseoverskridende for mig at skulle spille pædofil, være en del af et miljø og samarbejde med politiet, men jeg tænkte jo, at der var et højere mål med det. Jeg havde selv små børn, og så ser man tingene på en anden måde.

Niels Møller Mikkelsen. Privatfoto.

Niels Møller Mikkelsen

F

or en del år siden, der var jeg på Station 2, hvor jeg skulle lave en dokumentarfilm. Der var helt vildt mange historier om, at kvinder og mænd blev snydt på nettet - sådan nogle love scams. Jeg læste i en lokalavis om en kvinde, som havde været udsat for det her. Så ringede jeg til hende, og hun fortalte, at hun havde været i kontakt med den her mand, som havde sagt, at han havde været officer i den amerikanske hær og var i Afghanistan, og han kunne ikke komme hjem. Hun havde overført 70.000 kr. til ham. Hun var lige ved at gå fra hus og hjem, så hun havde taget et kæmpe banklån og lånt penge af sine veninder, men så var det gået op for hende, at det var svindel. Vi satte os for at prøve at finde ud af, hvem det egentlig var, der gjorde det. Så tog vi alle de her transaktioner og mailkorrespondance, der havde været, og så begyndte vi ellers at analysere, hvem der kunne have stået bag. Der var en masse spor, som førte os til New York. Så jeg tog med en fotograf til New York, fordi der var et bestemt advokatfirma, hvor nogle af de her pengetransaktioner var blevet kørt igennem et bestemt lokalt firma.

Advokatfirmaet vil ikke sige noget, men på en del af de her pengeoverførsler var der angivet et firma, som var kunde ved advokaten.

Det firma lå i Bronx, så vi tog ud i Bronx og bankede på den mest skumle lejlighed i hele verden. En kvinde åbner, og det viser sig, at hendes bror har det her firma, men hun ved ikke, hvor broderen er, men jeg bilder dem så ind, at det er fordi, at jeg skylder dem penge.

Jeg skal bare vide, hvor jeg skal aflevere dem.

Hun ved det ikke, men hun vil lige ringe til ham. Han vil selvfølgelig snakke med mig, og jeg siger, at jeg har 10.000 dollars, som jeg har fået at vide, at jeg skal aflevere til ham.

De er nogle lyssky folk, men han siger, at vi kan mødes om aftenen ved en subway. Han hedder så Gapa Appa eller noget i den stil, og jeg spørger ham, hvad fanden han har gang i.

Jeg har bankoverførsler, hvor jeg kan se hans navn står, og jeg siger, at jeg kan se, at der er blevet overført penge til ham. Han vidste slet ikke, hvad jeg snakkede om. Han var fra Ni-

geria, men han anede ikke, hvad jeg snakkede om, og det måtte være en fejl. Jeg fik ham til at gå ind i banken og få sine kontoudtog ud, hvor vi kunne se, at en del af de her penge var overført. Jeg siger til ham, at han bliver nødt til at stille op til et interview. Nu havde vi afsløret ham i det. Så vi aftalte, at vi skulle mødes med ham på en anden adresse ude i Bronx. Vi sætter os ned, og han fortæller, at han egentlig bare er en mellemmand, fordi pengene går til hans onkel i Nigeria. Så ringer vi onklen op, og han fortæller, at det var en fejl, og at kvinden i Danmark har købt noget af dem, men han indrømmer, at han har pengene.

På det tidspunkt kunne man ikke bare komme til Nigeria, så jeg fandt frem til en kollega fra BBC, som jeg fik til at rejse hen til ham i Nigeria og lave et interview om, hvordan det hele foregik. Det viser sig, at de i Nigeria har ladet som om, at de var den her amerikanske officer, og bedt kvinder om at sende pengene til USA og videre til Nigeria. Det vil sige, at vi fik optrevlet hele den her ring om, hvordan et af de scams foregik. Det blev selvfølgelig til en udsendelse, og to dage efter udsendelsen blev sendt, fik hun 35.000 kr. tilbage på sin konto. De sendte simpelthen pengene tilbage.

Hvorfor har den gjort så stort indtryk på dig?

Det var en ret fed historie omkring, hvordan man kan spore mailkorrespondancer og transaktioner. Det var ret specielt at være i Bronx og komme ind i de der lejligheder.

som havde fundet personlige papirer bl.a. en USB-nøgle med billeder, som lå inde i huset, som han gav os. Det var billeder fra familien fejrede jul, og det var en anden måde at vise familien på. Der var vi meget i tvivl, om vi måtte bruge billederne, fordi vi var kommet i besiddelse af dem på en anden måde.

Hvordan blev du påvirket af at dække sådan en sag?

Nogle bliver påvirket af at være i den slags historier. Andre gør ikke. Hvis man skal kunne være i det, så skal man være professionel. Det er jo alle de værste sager, man hører som krimireporter, hvis man ikke kan være professionel i det, så tror jeg ikke, at man kan være i det.

Merian Garde Gräs

D

en første historie, jeg kommer til at tænke på, er den med katten.

I 2008 var jeg studerende på Journalisthøjskolen og ansvarshavende redaktør på magasinet Citat. Vi arrangerede en stor åben idéudvikling for skolens studerende, hvor vi serverede muffins med indbagte ord og temaer, der kunne braines på. Der må have stået noget med dyr på en af kagesedlerne, for vi endte i en diskussion om kærligheden til kæledyr versus ligegyldigheden over for de produktionsdyr, vi propper i indkøbskurven. Hey, hvorfor spiser vi ikke en kat? Og det gjorde vi så.

En af de andre redaktører havde kontakt til en landmand med jagttegn, der hjertens gerne ville skyde en af de frække skovkatte, som strejfede på hans jord. Bum. En århusiansk kok

11

flåede katten, tilberedte den som ragout og serverede den for redaktørgruppen, mens hele forløbet blev dokumenteret af en fotostuderende. Studerende Kristian Kæmsgaard skrev artiklen, og jeg formaterede den til magasinets Facebook-side med billeder og opskrift.

Nogle dage senere lå jeg på stranden med nogle venner, da jeg fik et opkald: ”Tjek lige vores Facebook…” Det viste sig, at vi blev bombarderet med vrede kommentarer og beskeder fra kæledyrsdanmarks hårde kerne, der lovede os samme skæbne som den stakkels kat.

Inden Facebook censurerede siden og lukkede min og de øvrige redaktørers personlige profiler, nåede BT at opdage historien. Dyrenes Beskyttelse var helt oppe at køre. Og så ringede Ekstra Bladet, lokalpressen, P3, TV-Avisen og Go’morgen Danmark. Sådan en flok unge provo-journalister. Jeg stillede op til det hele og svarede så godt, jeg kunne. Som total uerfaren journalistspire havde jeg ingen kontrol over situationen, men forsøgte efter bedste evne at fremhæve absurditeten i hele denne kattesag.

Hvorfor har den gjort så stort indtryk på dig?

Det er hverken en historie, der har gjort en stor forskel eller var særligt godt fortalt for den sags skyld. Men den sendte mig en bizar tur gennem mediemøllen, som jeg aldrig vil glemme. Ekstra Bladet fra dengang har jeg endnu: ”DE SPISTE KAT – NU TRUES DE PÅ LIVET”. Spisesedlen, hvor jeg sammen med min redaktørkollega mæsker mig i kattelår og tørrer sovs af kinden, pryder mit toilet som en sælsom påmindelse om, at vi journalister alt for let kan gå i selvsving.

Christine Brasch Bækholm

D

er er mange historier at vælge mellem, men hvis jeg skal vælge én, så er det min dækning af Brønderslev-sagen for Ekstra Bladet. Det var en sag fra Brønderslev med meget grov vanrøgt af børn, hvor den ældste pige af en søskendeflok på ti flygtede en dag. Faren havde holdt hende indespærret, og der var alle mulige mænd, som havde seksuelt misbrugt hende. Så flygtede hun i bare tæer i sneen og fortalte det hele, hvorefter forældrene blev anholdt. Der var fem af børnene der blev afhørt i retten, som foregik for lukkede døre. Jeg sad og hørte på alle de skrækkelige uhyrligheder, og jeg skulle formidle det til avisen og sortere i, hvad man kan tåle at skrive, og hvad der er for groft at fortælle i en avis. Så kom der et vidne ind, som havde taget imod pigen, da hun stak af.

Hun var løbet hen til en pølsevogn. Han havde taget hende med hjem og givet hende et bad. Så blinkede jeg til min fotograf, fordi vi havde aftalt, at hvis jeg sagde et eller andet, så skulle han gå ud og få fat i vidner. Da vidnet var færdig med at blive afhørt, tænkte vi, at ham ville vi gerne have en snak med bagefter, så fotografen gik ud og prøvede at fange ham uden, at konkurrenterne så det. Man er jo både kollegaer og konkurrenter i sådan en sag. Han lavede en aftale om, at vi kunne tage hjem til vidnet bagefter og lave et interview.

Det var nogle grimme ting, man hørte. Vi tog også ud på ejendommen for at se, hvor de havde boet. Der var en masse etiske dilemmaer i historien. Der var en anden kilde,

Forside i Ekstra Bladet med Merian Garde Gräs og sine medstuderende, der spiser kat. Privatfoto.

12 FAVORITTEN

DECEMBER

Månedens tema: Fire religioners forhold til julen I denne måneds Favoritten fokuserer vi på fire forskellige religioners forhold til julen. Hvordan fejrer man jul i Danmark, når man er buddhist, Jehovas Vidner, muslim eller asetroende? Det forsøger vi at give svar på i Favoritten. God læselyst og rigtig god jul!

Aida Jahić

Emilie Søndergaard Christiansen

En buddhistisk jul på kristne traditioner

Når julelys og duften af brændte mandler atter trænger gennem gaderne, følger Amalie Arvesen på 22 år trop. Hun elsker julen og alt det, den indebærer. Også selvom hun er buddhist og ikke tror på det, julen fejrer.

Af Stine Svendsen

»

Jeg er buddhist. Buddhisme er faktisk ikke en religion, men mere en livsfilosofi.« Sådan fortæller Amalie Arvesen, når man spørger hende, hvad hun tror på.

Amalie bor på Østerbro, og har det sidste år læst medicin, selvom drømmen er at læse psykologi. Og selvom troen ligger i den lære, som Buddha prædikede efter sin oplysning, så følger hun stadig traditionen om Jesu fødsel. Nemlig fejringen af juleaften og alt hvad det indebærer. »Jeg elsker julen. Vi har altid holdt jul, og det er lige så meget en tradition i min familie, som det er i alle andre familier.«

Og det var netop i familien, det hele startede. »Mine forældre blev buddhister længe inden, jeg blev født. Da jeg voksede op, vidste jeg godt, de mediterede osv., men de fortalte aldrig specifikt om buddhisme, da de ville have, at min bror og jeg selv skulle finde interessen i det. Lidt inden teenageårene begyndte jeg at stille spørgsmål og begyndte at meditere. Det føltes bare helt rigtigt.« Når kalenderen siger den 24. december hjemme hos Amalie er alt altid, som det plejer at være. And og flæskesteg på den røde dug, dans om juletræet med sange, der omhandler det magiske, som julen traditionelt set fejrer, og til sidst er der selvfølgelig risalamande og gaver. Og det synes Amalie faktisk slet ikke er underligt. Selvom det oprindeligt er en kristen tradition, er der jo mange, som ikke er kristne, der holder jul. Dog fylder buddhismen stadig meget i en tid, der er præget af kristne traditioner. »Vi er en gruppe buddhister, som mødes og mediterer i såkaldte meditationscentre,

og her fejrer vi julen sammen. Vi holder årlige julefrokoster og mange folk, som er flyttet hertil fra andre lande og derfor ikke bor tæt på familien, fejrer juleaften sammen med klassiske danske traditioner.« Og der er en helt særlig grund til, at de danske traditioner overlever hos flere religioner, hvis du spørger Amalie. »Jeg synes, de er hyggelige. Jeg tror virkelig ikke, at det i dag handler så meget om kristendommen. Det handler mere om hygge. Man synger de klassiske kristne julesange og mange familier går stadig i kirke, selvom de måske ikke er særlig religiøse.

Sådan er det i hvert fald i min familie.« Som buddhist tror man ikke på én eller flere guder, men på erkendelsen af nirvana som det endelige mål - både i dette liv og som et paradis efter døden. Men denne måde at føre traditioner videre på, selvom det ikke tilhører ens religion, vil kun blive stærkere i fremtiden, tror Amalie. »De ældre generationer føler sig sikkert

mere forbundet til den kristne del af det, men det er ikke min opfattelse, at hverken vores generation eller vores forældres går vældig meget op i det. Og det kan jeg egentlig rigtig godt lide. Vi tror på noget forskelligt, men kan alligevel samles om fælles traditioner.«

Foto: Amalie Arvesen

Simone fra Jehovas Vidner: »Jesus mente ikke, at fødslen skulle fejres« Simone Klingstrup er Jehovas Vidne. Hun mener, at der ud fra Bibelen er flere grunde til ikke at fejre jul. Derfor er hun en del af de cirka to procent af danskerne, som ikke fejrer jul.

S Af Christina Elkorn

Simone Klingstrup i Rigssalen i Odense.

Foto: Christina Elkorn

imone Klingstrup er Jehovas Vidne.

Hun mener, at der ud fra Bibelen er flere grunde til ikke at fejre jul.

Derfor er hun en del af de cirka to procent af danskerne, som ikke fejrer jul.

Simone Klingstrup er 18 år. Hun er på nuværende tidspunkt frisørelev og bliver udlært om et par år. Simone er et af de knap 15.000 Jehovas Vidner i Danmark.

Det betyder også, at hun ikke fejrer jul. »For det første er vores tro meget baseret på Bibelen. Julen handler i princippet om at fejre Jesu fødsel, som skulle være den 24. december.« En af grundene til, at Jehovas Vidner ikke fejrer jul er, fordi de tror på, at Jesus blev født i det tidlige efterår, hvor det stadig er lunt. »Vi tror på, at Jesus blev født i Betlehem i en stald med dyrene. Der står i Bibelen, at hyrderne levede udendørs på det tidspunkt, hvor Jesus blev født.

De holdt vagt over hjortene om natten.

Hjortene og hyrderne ville ikke opholde sig udenfor om vinteren. Derfor tror vi, efter omstændighederne, ikke på, at han blev født om vinteren.«

juletræet den 24.december, så ser Simone på denne aften som alle andre aftener. »Juleaften er en helt almindelig aften for os, hvor vi hygger med vores familie derhjemme og snakker om Gud. Det er noget, vi gør året rundt, så der er ikke noget traditionelt ved det, men det styrker vores tro.« En stor del af min personlighed og Mange danskere forbindmit liv er min tro. Vi overrasker hi- er også julen med brunkagnanden på andre tidspunkter, og vi er, konfekt og æbleskiver. hygger os på andre tidspunkter af året Det er ikke noget, Simone frem for, at det er på en bestemt dato. går glip af, men hun køber ikke direkte noget, der er forbundet med julen, fordi det ville stride imod hendes tro. man udrettet en masse ting. Når man bliver »Det er ikke fordi, vi ikke spiser en æblefødt, har man jo ikke udrettet noget endnu.« skive. Det er helt almindelig mad for os.« Det betyder, at Simone hverken deltagI december måned bruger Simone og er i julearrangementer, pynter op til jul, hendes familie meget tid på at gå ud og hører julemusik eller deltager i hverken fortælle om Jesus og Gud. Simone respakkeleg eller juleklip. Hun føler dog pekterer dog fuldt ud, at andre fejrer jul. ikke, at hun går glip af noget i juletiden. »Det er ikke forkert, at der bliver fejret »En stor del af min personlighed og mit liv er jul, for folk har jo lov til at vælge lige præmin tro. Vi overrasker hinanden på andre tidcis, hvad de har lyst til at tro på. Så på den spunkter, og vi hygger os på andre tidspunkter måde respekterer vi det 100%, at andre holdaf året frem for, at det er på en bestemt dato.« er jul. Vi tror på, at Gud har givet os den frie Selvom det er en tradition for mange vilje til selv at vælge, hvad, vi har lyst til.« danskere at spise flæskesteg og danse om En anden grund er, at Jehovas Vidner tror på, at Jesus ikke mente, at fødslen skulle fejres. Det er blandt andet også derfor, at de ikke fejrer fødselsdage. »Der står i Bibelen, at ens dødsdag er vigtigere end ens fødselsdag. For når man dør, har

“

FAVORITTEN Mjød, solhverv og juleaften

13

Når dagene bliver kortere, og temperaturen falder, så begynder asetroende Josefine Tallis Frusciante Hansen allerede at bygge op mod fejringen af vintersolhverv og Jól – vinterens og mørkets vendepunkt.

Af Emilie Sunekær

D

et er den 24. december, og kirkernes klokker ringer om kap imellem de små byer på Nordfyn. Folk trækker ud af stuerne, væk fra konfektfadene og i de pæne frakker for sammen at gå mod kirken i de små landsbyer. Men ikke 19-årige Josefine Tallis Frusciante Hansen. Hun har i stedet iført sig vandrestøvler, Fjällravenbukser, sweater og hue. En mundering, som skal holde hende varm, når hun om lidt skal dele mjød med vætterne ved Glavendruplunden. Èn tår til Josefine og én tår hældt ned i jordbunden. Ned til vætterne under de visne blade ved stenene, der skyder op ved den oldnordiske gravplads. For vætterne, de skal jo også mærke, at det er ”Jól”.

Selvom Josefine Tallis Frusciante Hansen skåler i mjød med vætterne, der er ånder i jorden, og dyrker naturen i den kolde tid, så har den kultur-danske jul stadig stor betydning for hende i den mørke tid. For jul er for hende mere nordisk kultur, end det er religion.

Josefine Tallis Frusciante Hansen. Foto: Emilie Sunekær.

Jól eller jul ”Jól” er en oldnordisk fejring, der fejrer vintersolhvervet ved midvinter, og det at dagene igen bliver længere. Det fejres normalt gennem hele december, men højdepunktet på fasen er den 21. og 22. december.

Det er en måde hvorpå, at man, ifølge Josefine Tallis Frusciante Hansen, kommer igennem vinterens kolde og mørke dage på. Gennem mjød, samvær, selvrefleksion i naturen, varselstegning ved at kaste med runer og lade dem tyde ens fremtid, ånde dyrkning, god mad og gaver til både venner og fjender som et tegn på respekt, kommer hun, og mange andre asetroende, stærkere igennem vinteren.

Trods varselstegning med runer, mjød delt

med vætterne og oplæsning af gamle digte ikke lyder som noget, kristne danskere forbinder med jul. Så gælder det, at andre traditioner, som adventskranse, her kaldet ventestager, julebukke, nisser, gaver, lys i mørket og mad i rigelige mængder, stammer fra hedenske traditioner. Og derfor synes Josefine Tallis Frusciante Hansen heller ikke, at asetroens ”Jól” ligger langt fra den kultur-danske julefejring.

Josefine Tallis Frusciante Hansen føler sig ofte fanget mellem kultur og religion – mest fordi, der i nogle asetro-kredse forventes, at man tager stilling til, om man enten fejrer ”Jól” eller kultur-dansk jul. Èt svar, Josefine Tallis Frusciante Hansen hverken har lyst eller føler er nødvendigt at svare på. »For mig er asetro et verdenssyn. Det er dyrkelsen af den nordiske kultur og natur. Troen i sig selv er forskellig fra asetroende til asetroende. For mig er det udelukkende en måde, hvorpå jeg forsøger

at forklare min virkelighed,« forklarer hun med talende arme og lysende øjne.

Josefine Tallis Frusciante Hansen fejrer derfor også juleaften med juletræ, julegaver og juleand. Én tradition, hun nok ikke lægger fra sig før, hun føler, at hun har sine egne traditioner. For jul er ikke ”for” kristent til at blive fejret af asetroende ifølge hende, så længe man blot husker på, at det hele ikke drejer sig om størrelsen på gaven, men om samværet og tanken på hinanden.

Med blik på lyset Folk trækker ud af kirken, sætter salmebøgerne på plads på hylderne ved udgangen, trykker præstens hånd og smider mønter i indsamlingsbøtterne, inden de bevæger sig ud i tusmørket, hvor de små lys i træerne så småt bliver tændt.

Imens har Josefine Tallis Frusciante delt mjød med vætterne i lunden, hvor lyset stille er sluppet op mellem træernes filtrende grene. Kulturkristen eller asetroende, begge parter er klar til at dele juleand, dele gaver ud og dele julens glæder.

Intet under mener Josefine Tallis Frusciante Hansen, der slutter. »Både jul og ”jól” handler om kontrasten mellem mørke og lys, hygge og fejringen af, at vi endnu engang kommer igennem vinteren.« Og derfor bliver juleaften også fejret på kultur dansk vis hjemme ved Josefine Tallis Frusciante Hansen.

Julen skaber glæde, hygge og kritik, selv for dem, som ikke fejrer den 21-årige Helin Baran er en muslimsk pige fra en lille by Aabenraa i Sønderjylland. Hun fejrer ikke selv jul, men for hende er julen en hyggelig stund i den mørke og kolde vinter. Dog stopper det hende ikke i at forholde sig kritisk til det heftige gaveræs i juleperioden.

Af Aida Jahic

G

averæs. Hygge. Julekalender. Disse tre ord forbinder Helin Baran med julen. De fleste ville måske starte med at sige hygge, men for Helin er det mærkværdigt, hvor meget julen handler om det materielle. »Julen er blandt andet blevet til et gaveræs.

Det handler rigtig meget om gaver i forhold til, at julen oprindeligt handler om Jesu fødsel.« Helin mener, at der kommer et pres med gaverne. Det gælder om at indfri andres forventninger til hvilken gave, de ønsker at modtage. »Der ligger nogle forventninger om, at man skal købe gaver til hinanden.

Det handler om pakker og forventningen om at give noget til hinanden. Og selvom at jeg ikke selv fejrer jul, så ligger der jo et underliggende pres om gaverne.« Men til trods for, at gaverne fylder rigtig meget i juleperioden, mener Helin også, at julen er hyggelig. Julelys og julepynt er med til at lyse byen op, der ellers er formørket af den kolde og mørke december måned. »På trods af alt det, jeg lige har nævnt,

så er julen også en hyggelig højtid. Hvert år bliver der pyntet op alle steder i byen med julelys og julepynt. Det er så hyggeligt at se på, og man bliver bare så glad.

Specielt i denne mørke tid om vinteren.« Derudover er julekalenderne på tv’et med til at skabe denne hygge. For Helin betyder julekalenderne et minde om barndommen. Hun har set julekalendere siden, at hun var helt lille. Derfor er det ikke mærkeligt, at det er en af de ting, som hun forbinder med julen og december måned. »Jeg har altid set julekalender sammen med mine brødre i december måned.

Det er en tradition, som jeg har holdt lidt fast ved. Det er sjovt, og det minder mig rigtig meget om barndommen.« Den 24. december er en helt almindelig dag Helin er født i Danmark, men har en baggrund som muslimsk kurder fra Tyrkiet.

Som muslim fejrer man ikke jul, selvom nogle muslimer i Danmark tager julen til sig.

Men som hun selv beskriver det, så er det ikke noget, hendes familie har taget til sig: »Jeg fejrer ikke jul af flere årsager. Jeg er muslim, så det vil sige, at det er ikke en af vores helligdage og traditioner. Vi fejrer ikke Jesu’ fødsel som muslimer. Derudover er det ikke en tradition, min familie har taget til sig.« For hende er juleaften en helt almindelig dag. Da hun bliver spurgt, hvad hun laver den

24. december, kommer der et smil på læben: »Absolut ingenting,« siger hun og bryder ud i en let latter.

Hun fortsætter: »Det er ligesom alle andre dage. Vi sidder bare derhjemme, som vi altid gør. Nogle gange køber min mor en and op til jul. Der laver hun kartofler og sovs til. Det minder jo om julemad, men det er også det eneste, som vi gør.« Og julemaden, som Helins mor laver, har en historie til sig. Den stammer helt tilbage fra slut 60’erne, da Helins farfar kom til Danmark. »Min farfar fik nogle danske bekendtskaber, som havde lært ham om dansk mad. Det var blandt andet kartofler med sovs og kylling eller and, som han lærte at lave. Da min mor og far senere kom til Danmark, så lærte min farfar mine forældre at lave det. Og så er det bare noget, som mine forældre har holdt fast i.« Højtider i islam I Islam er der to religiøse højtider, der kaldes for Eid. Eid betyder fest eller højtid på arabisk. Den første fest er Eid al-Fitr, som fejrer ramadanens afslutning. To måneder og 10 dage efter kommer Eid al-Adha, som er offerfesten. Her slagter muslimer lam til minde om profeten Ibrahims villighed til at ofre sin søn. Det er også i denne højtid, at den årlige pilgrimsfærd finder sted.

Når Helin bliver spurgt ind til Eid al-Fitr, henviser hun til julen, da højtiderne minder lidt om hinanden.

»Eid er de tre dage, der kommer efter ramadanen, hvor man fejrer ramadanens afslutning. Der giver man gaver, penge eller slik til børnene. Det kunne godt minde lidt om julen, men det handler ikke om gaverne.

Der ligger ikke en forventning om, at man skal have gaver. Det handler om at spise god mad, fejre med familien og afslutte den lange måned, hvor man har fastet.« Hun fortsætter: »Det minder om julen i den forstand, at man også hygger med familien. Når jeg bliver spurgt, om hvad man laver til Eid, og hvad det er, så svarer jeg, at det minder om julen.

Så ved de godt, hvad det handler om.«

Foto: Aida Jahic

14 KULTUREN

DECEMBER

Konkurrencedruk bliver ikke kontrolleret Det er efterhånden en måned siden, at 19-årige Mark Corneliussen druknede i Odense Å efter at have været i byen med sine venner. Kort efter dette udmeldte Kræftens Bekæmpelse, at danskere over 15 år gennemsnitligt drikker 9,1 liter ren alkohol eller, hvad der svarer til mere end 600 øl hvert år. Trods dette sælger flere og flere danske barer konkurrencedruk til unge.

Af Liv Almer

D

Foto: Liv Almer

en hvide maling er næsten helt forsvundet omkring håndtaget på hoveddøren til den lille bar; Viggos. Der kræves et lille ryk for at komme ind, og den indelukkede røg omfavner en i et tungt, tåget kram, før man overhovedet når op ad de få trin, der leder til baren. Indenfor er væggene og loftet dækkede med indridsede ølkrus, som symboliserer hver datodrikker, der har sat sine fødder på den lille bar.

En dato er en udfordring, stillet af Viggos, som kræver, at man drikker ti fadøl før barens lukketid i bytte for ét af de prestigefyldte krus eller måske i håbet om at ende på barens Hall of Fame.

Selvom det er tirsdag aften klokken 21, er alle bordene på den lille bar optagede, og bartender Camilla Godtmark er i fuld gang med udskænkningen af kolde Odense Pilsnere. »Vi opfordrer selvfølgelig ikke folk til at drikke en dato, hvis de ikke kan klare det. Men der er jo en form for pres i det, som man lægger på sig selv om at kunne gennemføre,« forklarer Camilla.

Musikken er høj, og rundt om baren sidder fire mænd med hvert deres indgraveret krus. Ét af krusene er så ridset, at man knapt kan se igennem glasset. »Man indgraverer i kruset hver gang, man har drukket en dato,« siger han, da jeg spørger ind til det halvfyldte krus. Han tager en tår og nikker diskret hen mod den anden ende af baren. »Jeg har kun drukket 78. Ham derovre kalder vi Elvis. Han har drukket over 900.« En ulykkelig historie Selvom stemningen på Viggos er rolig på denne tirsdag aften, er det kun lidt over en måned siden, at den 19-årige dreng, Mark Corneliussen, blev fundet i Odense Å efter at have gået alene fra sine venner på The Old Irish Pub. Dette, på trods af at der i Danmark

er en såkaldt restaurationslov, som siger at al alkoholudskænking til personer, der kan være til fare for sig selv eller andre, er ulovligt. Betina Corneliussen, Marks mor, mener imidlertid ikke at loven fungerer. »Der er nogle mennesker, der ikke kan tåle øl og nogle, der ikke kan tåle spiritus, og alligevel bliver der bare hældt på og på og på,« siger hun og uddyber: »Der er flere mennesker i år, der er druknet i den å på grund af alkohol« Udfordringer og alkohol Men ligger problemet ganske enkelt hos Odenses barer, som udskænker alkohol uforsvarligt? Faktisk har både barer som Guldhornene, A-bar og Heidis udfordringer, der ligner Viggos dato-udfordring. Den ‘eneste forskel er, at disse barer også har lokationer i flere af landets andre store byer. Bartender på Viggos, Camilla Godtmark, ser da også sjældent nogen form for kontrol med udskænkningen: »Vi har ikke rigtigt nogen, der kommer her-

en aktindsigt i fældende afgørelser for overtrædelser af restaurationslovens §29, blev der i 2011 givet 243 bøder eller domme i forbindelse med denne, men i 2019 ligger dette tal på kun 45. Politiet har altså givet langt færre bøder i forbindelse med udskænkning af alkohol til mennesker, der kan være til fare for sig selv eller andre. De helt store tabere i dette er de danske unge, der ifølge en undersøgelse fra Vidensråd for Forebyggelse i juni viste, at de unge begynder at drikke tidligere og generelt drikker langt mere end unge fra andre europæiske lande. Og den ukontrollerede druk har alvorlige konsekvenser.

ind, medmindre vi tilkalder dem.« Det er altså op til bartenderne at afgøre, hvorvidt det er forsvarligt at fortsætte med at udskænke alkohol til en kunde. Camilla Godtmark tvivler på, at der kommer nogen form for kontrol foreløbig, og mener i stedet, at forældre til unge, der er ved at begynde at drikke alkohol, bør blande sig: »Jeg tror egentlig, at den bedste løsning ville være, hvis forældrene bare sætter nogle grænser, der siger, at børnene gerne må tage til fest, hvis de kan holde til det, de drikker.«

Opråb til de unge 19-årige Marks mor står i dag tilbage med spørgsmålet om, hvorfor Marks skæbne skulle blive, som den gjorde, og håber på, at de unge fremover selv vil være ekstra varsomme.

Siden 2011 har seks unge fynske mænd mistet livet i episoder, der har involveret alkohol.

Vi har ikke rigtigt “ nogen, der kommer herind, medmindre vi tilkalder dem

En nation, der elsker øl Selvom mængden af alkohol indtaget pr voksen over 15 år er faldet, er Danmark stadigvæk det land i Norden, der drikker absolut mest. I Sverige er tallet på 7,1 liter årligt og i Norge er det helt nede på 6 liter. Ifølge

Foto: Liv Almer

KULTUREN

15

En aften i Seoul: Fra BBQ til karaoke-bar Sydkorea og Danmark er, som de fleste nok kan regne ud; meget forskellige. Dog er der et enkelt punkt hvor vi i fællesskab kan nikke genkendende til kulturen. Druk.

Af Emil Rützou

D

u kommer spadserende ned ad den store handelsgade Myeongdong i den tunge Sydkoreanske sommerhede, og det første, du vil møde er de tusinder af små gadekøkkener, der i en aromasymfoni forener duften af alt fra stegt blæksprutte til marineret vildsvin. Blandt de mange gadekøkkener ligger der små beværtninger, der kan stille enhver spiritusglad personages trang til den stærke væske.

Det er allerede her man opdager, at Sydkorea er meget mere end overgearet K-pop og krig med nabotvillingen.

Respekt er noget af det øverste på den koreanske dagsorden, hvilket mærkes lige fra mødet med kassedamen i supermarkedet, til forretningsmanden, der insisterer på at betale din kaffe. Og det kan man kun være begejstret for. Med det sagt, så Sidegade til Myeongdong. Foto: Emil Rützou

elsker de samtidig amerikanerne og fedtet amerikansk kultur, i På trods af den høje gastronomiske sådan en grad, at selv deres øl er inspireret kvalitet, fornemmer man hurtigt, at det ikke af Budweiser. Det er tydeligt at se med de er for madens skyld, at koreanerne samles på mange ”Korean BBQ”-adviseringer, der samrestauranterne. men med barer og spritforretninger overalt Slutteligt skal du helst skylle hele oplevbryder byens neonskilte. elsen ned med en af de lokale øl, og en soju, som er koreanernes foretrukne spiritus.

Korea og USA Udtrykket barbecue kom til Sydkorea, da Nattelivet i Seoul amerikanerne kom under Korea-krigen.

De fleste unge koreanere er nydelige og velkPå trods af, at sydkoreanerne er ellevillædte mennesker, men med det talent, at de de med amerikansk kultur, har de alligevel kan drikke en gammel garvet irer under borformået at foretage en hybrid i køkkenet, hvor det. de forener amerikansk kogekunst med friske Det faktum leder mig nu over i det usagte, koreanske råvarer. Nemlig, den såkaldte komen det, det hele nemlig handler om, for at få reanske udgave af barbecue. Det er endnu et en god aften på Seoul-manér. Nemlig byens nydeligt eksempel på koreanernes fænomesprudlende natteliv. nalhed i køkkenet. Og de er gode til det.

Koreanerne er ifølge WHO (VerdenssundBesluttes det at besøge et af de mange hedsorganisationen) det land i Asien, der BBQ-steder, kan der forventes et samsurium oftest drikker sig fra sans og samling, og det af vildt, grøntsager og den klassiske koreaner jo ikke noget, vi ikke er bekendt med her i ske kimchi, der er fermenteret kål.

Danmark.

Og det er ikke at kimse ad. Det er virkelig Efter aftensmåltidet, falder snakken hurtigt en detonation af dimensioner, du vil opleve, på hvad aftenen skal gå med, og i bedste sydhvor den saftige kimchi blander sig med de koreansk stil går turen som det første til et af ellers stærkt marinerede svinekødsstykker på de mange skingre og farvefyldte karaoke-stdin tunge.

Gangnam. Når vi går på værtshus, går de på karaokebar. Det ser ud til, at hverken os eller koreanerne kan holde sig til de to genstande, der er anbefalet. Så selvom fremgangsmetoderne og ernæringen er forskellig, er formål og mentalitet den samme. Alkohol har det bare med at gøre det nemmere at danne relationer, så hvorfor ikke bare gøre det til en del af kulturen? Det ser ud til, at både danskerne og sydkoreanerne har regnet den ud. Koreanerne er bare bedre til at skjule det høje forbrug af alkohol under dække af ære, ydmyghed, flot madkultur og ærbødighed.

Noget vi danskere nok aldrig lærer.

Aften i Gangnam. Foto: Emil Rützou

eder, hvor du sammen men din flok kan leje et helt lokale, så du ikke skamskænder dig selv i offentligheden. Og det er her, det går for sig. For koreanerne kommer som hovedregel stinkende ud af disse beværtninger, slingrer ned ad de små oplyste sidegader og falder i søvn på byens mange metrostationer. Dog skal man ikke bekymre sig alt for meget, for stoltheden og æren gør, at tyveri og vold, stort set er ikkeeksisterende i Sydkorea. Et land med over 50 millioner mennesker. Det vil du aldrig se på Nørreport.

Drukkulturen i Sydkorea På trods af koreanernes manglende stopklods, findes der stadig et usagt kodeks når det kommer til indtagelsen af alkohol. Du må eksempelvis ikke selv skænke dine forfriskninger op, for det er din drukpartners job.

Det anses som en måde hvorpå man kan opbygge nye relationer, og specielt i forretningsøjemed er druk ikke til diskussion.

Sydkorea og Danmark har slående ligheder, når det kommer til drukkultur.

Når vi herhjemme spiser stegt flæsk på Guldgrillen, spiser de korean barbecue i

Sidegaderestaurant i Hongdae.

Foto: Emil Rützou

16 POLITIKKEN

DECEMBER Politikken: Debat

Nedenstående er udtryk for skribenternes egne holdninger.

Det, der er galt med “Det Politiske Talkshow”

Af Jesper Lindstrøm Jørgensen

»

Du kender det helt sikkert. Der er nogen, der stiller dig et spørgsmål; et rigtig træls spørgsmål. Hvad er så løsningen?

Jo; nogle vælger simpelthen decideret at omgå sandheden.« Med denne tilskyndelse til identifikation indledte vært Johannes Langkilde forleden ‘Det Politiske Talkshow’ på DR1. Hermed var kimen lagt til 37 minutters venskabelig samtale med ugens 3 politiske gæster: Venstres Claus Hjort Frederiksen, Socialdemokratiets Magnus Heunicke og den nybagte partifader Simon Emil Ammitzbøll-Bille fra Fremad. De 4 samtalepartnere (Johannes Langkilde medregnet, for han fremstår netop som blot en samtalepartner) fylder tiden ud med fifs til at undvige ubehagelige spørgsmål og pakker det hele ind i en masse hyggelig klukken. »Så siger du måske: ‘Jamen du svarer ikke på mit spørgsmål!’ Og så svarer man helt afslappet: ‘Jojo, jeg svarede,’ og så gentager man bare, det man sagde første gange. Og så er de der 2 minutter man har direkte i TV AVISEN ligesom overstået«. »Hæhæhæ.« »Hæhæhæ.« »Hæhæhæ.« Det hele fremstår frygteligt tilforladeligt.

Politikerne er vores venner, må vi forstå, og vi kender jo så udmærket selv behovet for at tale udenom. Programmets agenda er altså klar: Gennem jovial og benene-over-kors-agtig samtale skal seeren forstå, at talkshowets panel består af helt almindelige mennesker – med andre ord; at folketingspolitikere er akkurat som alle andre. Det åbenlyse problem med den præmis er, at den er falsk.

Hverken Claus Hjort, Magnus Heunicke eller Simon Emil er almindelige mennesker; de er magtmennesker. Som magtmenneske har du særlige privilegier og samtidig et særligt ansvar. Der er fx en afgørende forskel på at vige uden om et spørgsmål fra din bekymrede mor i privaten og på at vige udenom et spørgsmål fra en journalist på et pressemøde i forbindelse med præsentationen af en ny finanslov. Eller på at stikke en hvid løgn til naboen over hækken og at stikke den fra Folketingets talerstol (i det hele taget kan en løgn fra Folketingets talerstol vist aldrig være hvid). I det ene tilfælde angår dine aktiviteter udelukkende dit private liv, og i det andet angår det offentlighedens interesse. Forskellen forekommer at være indlysende - og som Jørgen Leth udtrykker det: ‘Jeg har meget let ved at tolerere andres små løgne. Det er ikke det samme som en stor løgn. En stor, politisk

løgn, det er en forbrydelse!’

Ikke desto mindre er det en indlysende forskel, som “Det Politiske Talkshow” lader til at ville udviske. Dette bliver måske allerbedst eksemplificeret, da Langkilde minder Heunicke om et uheldigt Detektor-interview, han har deltaget i og derefter (rent faktisk) siger til ham: »Det er ikke fordi, vi har lyst til at bore kniven ind i noget som helst, nejnejnej, jeg vil gerne prøve at forstå dig.« Wow. Heunicke og co. er altså bare helt almindelige mennesker, der gør, hvad de nu engang må gøre for at klare sig igennem. Akkurat som alle andre. Så hvad giver os ret til dømme? Hmm… Spøg til side, så synes der faktisk (alt på trods) også at være et potentiale i den joviale omgangstone. De 3 politikere sidder med sænkede parader og taler åbent om ting, de normalt ville holde skjult. Hvor hører du ellers Claus Hjort sige, at Ole Sohn (Socialdemokratiet) ‘nok havde fat i noget’, og at han selv af og til ‘taler sort’? Kun i ”Det Politiske Talkshow”! Mulighedernes land synes altså at have åbnet sine grænser. Måske Langkilde, med lidt muntert rygklapperi,

kunne få Hjorts tidligere chef Anders Fogh Rasmussen til at erkende, at krigen i Irak var baseret på en løgn? Hvem ved? Det nytter alt sammen imidlertid ikke det store, når det ligger i konceptets DNA ikke at ville ‘bore kniven ind’. Når man er mere optaget af at skabe identifikation end at stille til ansvar. Så løber det hele ligesom ud i sandet.

Vi redder ikke verden ved at købe metalsugerør

Af Tanya Maria Møller Knudsen

N

år du har læst overskriften, tænker du måske, at det da er en meget indlysende tanke. Men det at følge smarte trends som “zero waste” er for mange

danskere nærmest blevet en identitet og lig med et forsøg på at frelse verden. Og med det medfølger altså meget branding, hvor diverse webshops sælger plastikalternativer. Men jeg føler en stor undren, når det bliver normen at skulle købe sugerør af metal, selv hvis man stort set aldrig bruger sugerør i sin hverdag.

Mange af de her webshops advokerer for stort set det samme. At tage de små skridt mod en bæredygtig hverdag og at inspirere andre til at gøre det samme, ergo skal de også købe de samme smarte produkter.

Det er ikke kun lokale, danske webshops, der har givet sig i kast med trenden, men også supermarkeder og butikker som ellers sælger alt andet. Butikker som Flying Tiger Copenhagen og Søstrene Grene har også efterhånden set fidusen i at kapitalisere på metalsugerør m.m., mens de ellers i stor stil sælger plastikprodukter og medvirker til plastikforbruget. Det er hyklerisk, at de for en kort stund kan vaske hænder ved at bilde godtroende danskere ind, at deres CO2-udslip kan formindskes med storindkøb af bambusprodukter, mens de i stor stil medvirker til salget af plastikprodukter.

Jeg indrømmer dog uden tøven, at jeg selv har forsøgt at være en del af denne trend.

I troen om at det kunne hjælpe lidt på at modvirke klimakrisen. Fordi det kunne da være meget smart at have bionedbrydelige hundeposer, selvom jeg ikke har en hund, men bare fordi, det er et smart koncept. For hver hæsblæsende overskrift om at indlandsisen smelter, har jeg febrilsk smidt bambustandbørster i indkøbskurven. Efterfølgende undrer jeg mig over, hvordan fanden mine indkøb skulle kunne have nogen som helst form for indvirkning på miljøet. Mange af disse produkter er formentlig ikke made to order, men masseproduceret, så der bliver brugt flere ressourcer på produkterne. Det kan måske lyde lidt frelst, men hvis man virkelig har en intention om at formindske sit CO2-udslip, så synes jeg, man skal gøre det ordentligt.

Klimakampen skal ikke blive en personlig kamp for os, så vi kan forlade vores synder, for det er en alt for alvorlig situation, vi står i. Vi skal lægge pres på magthaverne, og selvom det er dét, vi konstant hører, så er det ren alvor. Vi skal lægge pres på at få indført en cirkulær økonomi, så hovedformålet ved at genbruge ikke bliver at købe genbrug, men at genbruge og upcycle de ting, man allerede har. I stedet for at købe plastikalternativer, vi egentlig ikke behøver, bør vi ændre vores mentalitet. En mentalitet, som går ud på, at vi ikke behøver at købe nyt hele tiden, men at vi værdsætter de ting, vi har, ved at forsøge at reparere dem, når vi kan. Vi skal ændre på køb og smid væk-kulturen og lægge vores energi, hvor der er behov for den i stedet for timevis af eco-shopping.

Illustration: Emilie Sunekær

POLITIKKEN

17

Klimakompasset: Fyn er fin, men hvornår skal Fyn være grøn?

På en frostklar morgen i november fører de snoede landeveje bilen frem til dagens destination, Lundsgaard Gods i Kerteminde.

Dagens udgangspunkt er FN’s Verdensmål 17: Partnerskaber for handling, og målet er at skabe en fælles grøn vision for Fyn.

Af Matilda Lyager Hanscomb & Clara Marie Rørsig

P

å en frostklar morgen i november fører de snoede landeveje bilen frem til dagens destination, Lundsgaard Gods i Kerteminde. Dagens udgangspunkt er FN’s Verdensmål 17: Partnerskaber for handling, og målet er at skabe en fælles grøn vision for Fyn. Den rislende lyd af kaffe, der forlader kanden og lander i bionedbrydelige papkrus, breder sig i godsets gamle staldlænge.

Klokken nærmer sig 09.00, og portene åbnes for politikere og beslutningstagere fra hele Fyn. De er alle dukket op i håbet om at være med til at skabe en bæredygtig fremtidsplan for den lille ø i midten. »Den grønne omstilling er kommet nedefra og op,« lyder det veloplagt fra dagens første taler, Klima-, Energi- og Forsyningsminister Dan Jørgensen.

Kigger man ud over salen, skorter det da heller ikke på initiativtagere, der tager fat nedefra. Og har gjort det længe før den grønne omstilling for alvor blev allemandseje.

»Jeg har egentlig lyst til at slette orførste spadestik til familievirksomheden det affald og sige, at det jo er resPlus Pack. Et udtryk som Camilla Haussourcer. Vi skal tænke anderledes.« trup stadig har med sig den dag i dag.

Gennem dagen pointerer flere talere i stil »Man kan gøre to ting, når man står i en med Camilla Haustrup Hermansen, at Fyn krise: Man kan vælge at gemme sig bag et er et glimrende foregangseksempel, når det læhegn og håbe, at den går over, eller man kan kommer til vælge at bygge vindmøller og Jeg har egentlig lyst til at slette ordet affald. Simon virkelig udnytte affald og sige, at det jo er ressourcer. Clausen, der er administrekrisen til noVi skal tænke anderledes. rende direktør get positivt. Og i renovationsfirmaet Marius Pedersen, giver det er det sidste, som motiverer mig meget.« i et oplæg konkrete eksempler på, hvordan Helt konkret udfaser Plus Pack i sin affald kan blive til nye råvarer. For eksempel produktion materialer, som er svære at kan gamle aviser genanvendes til æggebakgenanvende, og promoverer i stedet de ker eller isolering, og træ kan genanvendes materialer, der er lette at genanvende. til spånplader eller som energiprodukt. »Genanvendelse foregår på mange forskelSærligt tankevækkende er det, at mad, der lige måder, afhængigt af hvilket land man ser

"

Plastik fantastik Én af dem er Camilla Haustrup Hermansen, som er medejer og direktør for forretningsudvikling hos emballageproducenten Plus Pack. »Plus Pack har i 2019 vundet ‘Odense Verdensmålspris’ for virksomhedens mangeårige systematiske indsats med bæredygtighed, som de seneste år er blevet koblet op på FN’s verdensmål,« lyder det stolt fra Camilla Haustrup Hermansen.

Det er tydeligt, at det ikke er første gang, hun indtager en scene for at dele virksomhedens grønne vision, og deltagerne lytter opmærksomt efter. Flere Deltagerne samles i gården som et symbol på Verdensmål 17: Partnerskaber for handling. Foto: Claus Fisker virker ligefrem overraskede er én af de helt store syndere i affaldsregi, til. Og jeg er ked af at sige, at Danmark går foran over, at et firma, der producerer plastik - det kan genanvendes som biogas og gødningi forhold til at forbrænde affald, som i stedet mest udskældte materiale på klimadagsorsprodukt, hvis det bliver korrekt sorteret. burde genanvendes,« fortæller Camilla Hausdenen - overhovedet kan være bekendt at trup Hermansen, der dog glæder sig over det have grønne ambitioner. Dén undren har CaSammen om sortering initiativ, dagens fremmødte lægger for dagen. milla Haustrup Hermansen et klart svar på.

Odense Kommune er én af de sidste komNetop derfor er Plus Pack i tæt dialog med »For mig som producent af plastemmuner på Fyn til at overgå til en ny afde nationale lovgivere, i forhold til hvordan ballage handler det om at tage ansvar og faldsordning, hvor papir, glas, madaffald, fremtidens affaldssystem skal se ud. Når guide markedet i en retning, hvor plasten restaffald og lignende skal sorteres ved husvirksomheden designer med genanvenmed sikkerhed kan blive genanvendt eftstanden. Byens borgmester, Peter Rahbæk delse for øje, er det en væsentlig faktor, at er brug - hvis ikke genbrugt efter brug.« Juhl (S), har siddet på første parket under der rent faktisk er nogen, som genanvender dagens oplæg, og han fortæller til LIXEN, at materialerne, når emballagen og plasten Man skal gøre noget kommunen har en høj genbrugsprocent trods havner i husholdningsaffaldet. For Camilla Camilla Haustrup Hermansens oldeden sene implementering af den nye ordning.

Haustrup Hermansen er det ligeledes vigfar plejede at sige: “Man skal gøre no»Vi har længe haft en høj genbrugsprotigt at ændre på diskursen omkring affald. get”, da han for over 100 år siden tog det

cent i kommunen, men den skal være højere, og derfor skal borgerne sortere mere.

Det er blandt andet organisk affald, vi skal have sorteret fra, for hér kan vi rykke rigtigt meget på genbrugsprocenten.« Peter Rahbæk Juhl lægger ligeledes vægt på, at affald er ressourcer, og borgmesteren understreger, at det er et kollektivt ansvar at lykkes med ordningen. »Det er vigtigt, at tingene kan blive genanvendt, så vi har alle sammen et ansvar for at være gode til at sortere.« Det fælles ansvar er Peter Rahbæk Juel ikke ene om at tilskrive stor betydning. Også Camilla Haustrup Hermansen mener, at affaldssorteringen er noget, vi skal være fælles om. »Jeg synes, vi skal se hinanden i øjnene og spørge os selv, hvordan vi alle sammen kan gøre det bedre og tage ansvar for processen. Vi er nødt til at hjælpe hinanden til at gøre det.« Den grønne fortrop Dagen går på hæld, men inden afgang samles deltagerne ude i godsets store gård, hvor en drone knipser et fællesbillede. Sammen danner den grønne fortrop bestående af dagens 300 beslutningstagere et 17-tal, som symboliserer FN’s Verdensmål 17. Én af klimakæmperne er Marianne Wedderkop, der er teknisk chef i Svendborg Kommune og har 33-års kommunal erfaring. Hun kan ikke mindes en sag, som har været debatteret på samme måde som verdensmålene. »Verdensmålene samler både globalt, nationalt og lokalt. De favner bredt, og det er netop, hvad der gør dem interessante.« I begyndelsen gik bekymringen på, om kommunerne ville afgive noget suverænitet i forbindelse med samarbejdet om den grønne omstilling, men som Marianne Wedderkop pointerer, har de fynske kommuner aldrig arbejdet tættere sammen, end de gør nu.

På hjemturen leger dagens sidste solstråler med de rolige skvulp i Kerteminde Bugt og bevidner, at den gamle talemåde “Fyn er fin” stadig holder vand. Og dagen i dag beviser, at Fyn i den grad er mere end fin - Fyn er blevet grøn og har truffet en fælles beslutning om at gå sammen om en grøn vision.

18 LINSEN

DECEMBER

Billedserie: Når vi lader murene tale Synspunkter malet med spraydåser og sarkastisk kritik dækker Odenses mure som motiver på tomme lærreder. Med farver, former og frie ord taler murerne til og om det samfund, de lægger vægge til.

Af Anne Margrethe Seeberg Larsen

Sverigesgade, Odense

Havnegade, Odense

LINSEN

19

Jernbanestien, Odense

Jernbanestien, Odense

Sverigesgade, Odense

Jernbanestien, Odense

Kertemindestien, Odense

Kertemindestien, Odense

SATIREN

Hey DJ

Er der også kutyme for at skyde sig selv i foden?

LIXEN blev nægtet presseakkreditering til Dansk Journalistforbunds ekstraordinære delegeretmøde. Begrundelsen?

Det er der ikke kutyme for hos forbundet. Formanden siger ellers, at de er mere åbne end alle andre organisationer.

Af Louise Lind

Artiklen her skulle have taget udgangspunkt i det ekstraordinære delegeretmøde i Dansk Journalistforbund (DJ), der blev afholdt søndag 24. november. Men LIXEN fik ikke mulighed for at deltage. Mødet har blandt andet handlet om Øjvind Hesselagers mystiske exit som chefredaktør på fagbladet Journalisten. Ifølge DJ førte han en journalistisk kompromisløs linje, som har slidt på relationen til DJ’s ledelse.

Historien om Hesselager, ville jeg naturligvis have fulgt op på til mødet, men LIXEN blev forvist til den kedelige side af DJs dobbelt lukkede døre.

“

I DJ har vi en høj grad af åbenhed. Langt mere end i alle andre organisationer.

- Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund

Enhver kan da forstå, at kritiske historier kan skabe lidt kold luft, men det er ren utopi, hvis DJ forventede, at Journalisten ikke ville dække historierne om DJs skattely i Guernsey og de seksuelle krænkelser af studentermedhjælpere i DJ. Det er lige præcis sådan noget, Hesselager og fagbladet skulle dække. Og et ekstraordinært delegeretmøde er lige præcis sådan noget, en brancheavis som LIXEN skulle have dækket. Hele Hesselager-polemikken efterlader en dårlig smag i munden, der mest af alt minder om et lusket hold-kæftbolsje kogt på bitter malurt.

LIXEN fik afslag på presseakkreditering, fordi der hos DJ ikke er kutyme for at akkreditere repræsentanter fra medierne. Deres ord. Ikke mine. De har gentagne gange brugt kutyme som et argument for, at LIXEN og alle andre medier end Journalisten ikke må deltage ved møderne som akkrediteret pres-

se. Det hele klinger hult, når man på deres hjemmeside kan læse, at DJ kæmper for de bedst mulige forhold for presse- og informationsfriheden. I dette tilfælde gælder det åbenbart kun for Journalisten. DJ har et forklaringsproblem, der er større end Britta Nielsens døtres.

Ifølge hovedbestyrelsens egen beretning fra mødet, har formand Tine Johansen sagt, at ‘i DJ har vi en høj grad af åbenhed. Langt mere end i alle andre organisationer’ og ‘vi går langt for selv at leve op til vores egne idealer om åbenhed og transparens.’

Hvis det var rigtigt, var LIXEN 24. november blevet mødt af en smilende værtinde i København, der bad os om at komme indenfor i varmen til et stykke søndagskage, mens vi overværede det ekstraordinære delegeretmøde i den fagforening, som vedrører LIXENs læsere. I stedet for fik LIXEN serveret den kolde skulder. Tine Johansen og DJ kan prøve at spise os af med tomme floskler, men det preller af, når de låser døren for os.

Hvis Tine Johansen gerne vil pudse glorien med, at DJ er den fagforening med den højeste åbenhed, så bør DJ også kunne svare på, hvad der ligger til grund for deres kutyme.

At kæmpe for svaret på, hvorfor DJ har den kutyme, har været som at slå i en dyne. LIXEN har selvfølgelig taget Mikkel Kesslers boksehandsker på, og vi kæmper stædigt videre for at få det svar, som vi fortjener.

Næste gang DJ har tænkt sig at anvende det arrogante kutyme-argument som deres retoriske afværgemanøvre, skal de måske overveje, om de ikke er ved at save den gren over, som de selv sidder på.

Bare lige stop op en gang.

Tag fem minutter.

Tøm hovedet.

Sæt jer i lotusstilling.

#dkmedier #kutymegate @Lixen_sdu @DJintweets

DJs 10 grunde til ikke at give presseakkreditering 1. Kutyme 2. Kutyme 3. Kutyme 4. Kutyme 5. Kutyme 6. Kutyme 7. Kutyme 8. Kutyme

Tag en dyb indånding.

Pust langsomt ud.

Fyr en fed.

Du kan læse mere om LIXENs forløb med DJ i vores sektion Branchen - Og på Twitter selvfølgelig.

FAKTA

Sådan vil man måske nå frem til, at man ikke skal forskelsbehandle den presse, man repræsenterer. Man skulle måske blive mønstereksemplet på, hvordan man tjener presse- og informationsfriheden, når man påstår, man kæmper for den. Måske DJ skulle indrømme, at de har skudt sig selv i foden og fremover vil akkreditere pressen.

9. Kutyme 10. Kutyme