LIXEN MAJ 2022

MEMESTAGRAM: SVEDIGE, ØKOLOGISKE OG HJEMMELAVEDE MEMES

LIXEN 25. årgang

3. nummer

maj 2022

ULOVLIGT GADERÆS

»DER ER TO VOGNBANER, OG HONDAEN HOLDER FORREST PARALLELT MED EN BMW, DER HAR FULGT OS SIDEN TRÆFFET. CIVILPOLITI?«

KATHRINE ABRAHAMSEN

ISSA MAHMOUD JEPPESEN »JEG SYNES, JOURNALISTIKKEN BLIVER SPÆNDENDE, NÅR MAN KAN GÅ SINE KILDER PÅ KLINGEN.«

»Det kræver noget mod, en god portion stædighed, nogle trælse afslag og en masse tålmodighed!«

2 LEDER

MAJ 2022 INTERN

Dos and don’ts for medier under praktiksøgning Vores praktiksøgning er forbi. Den har været hektisk og bragt os til møde med mange forskellige praktiksteder i løbet af de seneste to uger. Nogle medier brillerede, andre skuffede, flere overraskede, og få præsterede en kokasse af en præsentation. Her både en tak og en anke til jer, som vi mødte på vores vej.

Tak til de af jer, der svarede seriøst, ærligt og på alle vores spørgsmål. Dem, som viste åbenhed og ordentlighed. Dem, som smilte det skælvende ud af vores ben, gjorde sig umage og tog sig tid. I gjorde en nervepirrende tid nemmere, og I gjorde det nemmere at vælge jer til.

Men der var også jer andre. Jer, som mødte os med arrogance og ligegyldighed.

Tro det eller lad være, men mange afskrev jer helt på baggrund af et dårligt første møde. Og når man tilmed ikke engang orker at bruge et par minutter på at undersøge, hvem det er, man har inviteret til samtale, før vedkommende sidder i spørgsmålenes skudlinje, er der godt nok lang vej igen.

Lad mig give jer nogle konkrete råd: 1. Som forrige sætning indikerer: I det mindste skim vores hjemmesider, før I byder os ind til samtale. Jeg troede, at I gik op i forberedelse?

2. Måske er det en idé at sætte mere end én enkelt dag af til samtaler, hvis samtaleintervallerne lyder 10:00-10:08, 10:09-10:17, 10:18-10:26 osv.

3. Vi vil gerne til samtale med jer, men det nytter ikke noget at satse alt på et bræt, når konkurrencen er så hård. Derfor nytter det heller ikke noget, at I er rigide, når vi spørger, om vi allernådigst kan få flyttet en samtale en halv time, så vi ikke skal nøjes med vores ene skud i bøssen hos jer.

Ved et sådant sammensurium af indtryk, som dette praktikræs har været, er I alle endt med at stå i stor kontrast til hinanden - for nogle i positivt og andre i negativt lys. Alt andet lige betød det første møde med jer meget. Og det synes jeg, I skal huske på, når I i fremtiden igen skal ud og møde jeres stjernedygtige kommende praktikanter.

I er store kanoner, og vi er små spirer, men der er så meget potentiale at hente heriblandt os. Vi gør os simpelthen så umage i den her tid, så jeg håber, at I alle fremadrettet vil tænke over at gøre det samme.

På 2. semester på journalistik er der et ekstraordinært højt fravær. Det tage INTERN fat på i denne måned. Derudover kan du læse om nogle af dem, der vælger at få børn, mens de studerer.

Og så har forsvarsministeren været på besøg på Medietorvet.

EKSTERN

Stefanie er fan af Katrine Abrahamsen, og Susanna Sommer er vild med fortællende journalistik. Det kan du læse om i EKSTERN. Derudover kan du møde to forskellige chefredaktører på to forskellige medier: Nyhedsmediet Føleton og den borgerlige netavis Kontrast.

PORTRÆT

For Issa Mahmoud Jeppesen har et enormt videbegær altid været styrende for, hvad han har givet sig i kast med. Både i journalistikken og i livet. LIXEN har taget en snak med den nyudklækkede ’Deadline’-vært om hans arbejde, drivkræfter og hans liv.

VERDEN

Atomkræft er på vej ind, og faktisk har en dansk virksomhed netop underskrevet en revolutionerende aftale, der kan komme til at få stor betydning for den grønne omstilling på globalt plan.

Derudover kan du læse om tre ukraniske flygtninges første tid i Danmark.

KULTUR

I KULTUR kan du læse om meme-kultur, som ikke bare noget, der foregår på nettet. Det er et fællesskab, og det er faktisk den nye folkekultur. Derudover kan du læse en reportage fra et ulovligt gaderæs, hvor LIXEN har været med på bagsædet. Og så holder KULTUR dig opdateret på begivenheder i maj.

DEBAT

At Will Smith slog Chris Rock er et udtryk for, at man kan slippe afsted med meget, når man er rig og berømt. Det argumenterer Charlotte for i DEBAT.

SPORTEN

Casper “CadiaN” Møller var engang håndboldspiller, men i dag er han holdkaptajn på det danske Counter-Strike hold. Læs om hans rejse ind i E-sportens verden i SPORTEN.

BAGSIDEN

Lissa mener, at vi som studerende bør se indad, når vi brokker os over, at SU’en ikke rækker. Vi bør lære at håndtere vores økonomi. På BAGSIDEN kan du desuden tage en test og finde ud af, hvor god DU er til at håndtere din økonomi.

Chefredaktør Camille Koeller WEB: lixen.dk MAIL: lixen@journet.sdu.dk

TRYK: OTM Avistryk FORSIDE-FOTO: OPLAG: 500 eksemplarer Magnus Nygaard

LIXEN Campusvej 55, 5230 Odense M

August Tærsker Høgh INTERN-redaktør

LIXEN er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Camille Koeller Ansvarshavende Chefredaktør

Juliane Sigurdsson Chefredaktør

Rikke Precht Møller INTERN-redaktør

Tine Stadil Trier EKSTERN-redaktør

Charlotte Mathiesen EKSTERN-redaktør

Sebastian C. Christensen VERDEN-redaktør

Agnes Sofie Rønberg VERDEN-redaktør

Eva Simonsen KULTUR-redaktør

Benjamin Jungdal KULTUR-redaktør

Mathilde Lehrskov Michaelsen SPORTEN-redaktør

Stefan Lindahl Jensen SPORTEN-redaktør

Berfin Erdem DEBAT-redaktør

Mina Rahim DEBAT-redaktør

Lissa Paustian BAGSIDEN-redaktør

INTERN

MAJ 2022

3

Ministerbesøg på Medietorvet Torsdag d. 21. april var forsvarsminister Morten Bødskov på besøg på SDU. Arrangementet gav de studerende mulighed for at få et større indblik i regeringens forsvarspolitik i kølvandet på krigen i Ukraine.

Af August Tærsker Høgh Foto: August Tærsker Høgh

E

gentlig var det landets statsoverhoved Mette Frederiksen, der skulle have meldt sin ankomst på SDU denne solbeskinnede torsdag i april.

Mere end 500 studerende havde vist interesse for begivenheden på Facebook, så der var lagt op til et stort arrangement.

Dagen før blev det dog pludselig meldt ud, at ”statsministeren desværre var blevet forhindret”. Torsdag morgen kom forklaringen.

Statsministeren havde i al hemmelighed droppet den forsvarspolitiske debat på SDU for at tage til krigens centrum Kyiv og mødes med Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj.

Som erstatning sendte hun forsvarsminister Morten Bødskov. Selvom opbakningen til et besøg fra statsministeren sandsynligvis havde været større, formåede Morten Bødskov alligevel at fylde Medietorvet med debatlystne statskundskabsstuderende. Det var i hvert

fald sådan spørgerne gang på gang præsenterede sig, når de fik mikrofonen i hånden.

Ministertid Inden vi nåede dertil, skulle ministeren dog nå at leve op til rygtet, der følger med titlen.

20 minutter forsinket trådte Morten Bødskov ind på Medietorvet. I ét blev den højlydte snakken og forventningens glæde vekslet til absolut stilhed. Alles øjne blev fokuseret rettet mod ministeren. Hans ansigt antog en dyb rød farve. Om han havde det varmt, blev overvældet af den pludselige stilhed, eller det var en blanding af de to, er ikke til at sige.

Til gengæld kan man konkludere, at professor i international politik ved SDU, Sten Rynning, ikke ønskede, at forsvarsministeren kom på besøg. Efter et kort oplæg fra universitetets rektor, Jens Ringsmose, præsenterede Sten Rynning forsvarsministeren med ordene: »I den bedste verden fandtes der ikke forsvar og der fandtes ikke forsvarsministre,« hvorefter han understregede, at vi altså ikke lever i den bedste verden.

Herefter gik Morten Bødskov på scenen. »Det er et nyt Europa vi står overfor. Jeg er ked af at sige det, men der er ingen vej udenom,« lød meldingen fra forsvarsministeren, der drog paralleller til Jerntæppet under den kolde krig, hvor Europa var delt i øst og vest.

Får vi en EU-hær?

Med den konstatering sporede han sig ind på det danske EU-forbehold, som danskerne skal stemme ja eller nej til, om de vil afskaffe den 1. juni. »Der er svære dilemmaer i det, det indrømmer jeg gerne. Afgiver vi suverænitet?

Hvad er det for et samarbejde vi har? Kommer der en EU-hær? Lad os tage de her diskussioner. Svarene på de tre spørgsmål er nej, men vi kan sagtens tage diskussionerne,« lød det fra Morten Bødskov.

Den første spørger tog forsvarsministerens ord til sig og spurgte ind til frygten for en EU-hær. »Det samarbejde vi bliver en del af nu (hvis danskerne stemmer ja 1. juni) er et mellemstatsligt samarbejde, hvor vi også

får veto mod tossede idéer som en EU-hær.

Det har vi ikke nu. Derfor har vi jo fraskrevet os selv muligheden for at stoppe en eventuel EU-hær,« sagde Morten Bødskov.

Luxembourgforliget fra 1966 siger, at hvis et forslag sætter et EU-lands vitale interesser på spil, skal det afgøres ved enstemmighed. Derfor har hvert medlemsland i realiteten vetoret.

I løbet af debatten kom forsvarsministeren også omkring emner som, hvorfor de ukrainske flygtninge får mere hjælp end de syriske flygtninge gjorde i 2015, den store afgang af professionelt personale i Forsvaret og målsætningen om, at Forsvaret først skal udgøre 2% af BNP i 2033.

Efter en halv times debat rundede Sten Rynning af, og forsvarsministeren modtog højlydte klapsalver. Dernæst bar han videre på sin rockstjerne-autoritet og fik taget selfies med de fremmødte. Arrangementet afsluttedes med smil på læben.

Uddannelsesleder om højt fravær: »Jeg synes, de skal se sig selv i øjnene« På 2. semester på bacheloren i Journalistik har der i foråret på nogle fag været problemer med højt fravær. Det skuffer uddannelsesleder Louise Kjærgaard, der mener, det er tid til selvrefleksion.

Af August Tærsker Høgh

F

agene Journalistik og samfund og Mediesprog ligger for de 2. semester-studerende ofte isoleret på dage, hvor der ikke er andet undervisning. Det vil sige, at de studerende kun har to til tre undervisningstimer på disse dage. Det får angiveligt flere studerende til at droppe undervisningen. Særligt i Mediesprog er fraværet højt. »Når det har været værst, har Jonas nogle dage været nede på at have 40 studerende til undervisning. Det er jo meget problematisk.

Hans oplevelse er jo, at der er nogle der holder ”lille fredag” og synes, at det er træls at skulle komme dagen efter,« siger uddannelsesleder ved Center for Journalistik, Louise Kjærgaard.

I faget Journalistik og samfund ses det samme problem med fraværet. »Journalistik og samfund ser også, at der er en tendens til, at de dage hvor Mediesprog og Journalistik og samfund ligger samme dag, er der mere fremmøde

end de dage, hvor Journalistik og samfund ligger alene,« siger Louise Kjærgaard.

Tendensen ærgrer Louise Kjærgaard, da hun mener, de studerende, der ikke møder op, går glip af meget. »Man går glip af noget socialt og man går glip af noget forståelse på et andet plan.

Så kan man måske også få lidt mere overfladelæring, altså det at være i tingene mange gange giver også en dybere læring.« Pendlere har selv valgt det Nogle af de studerende pendler fra København eller andre byer hvorfra transporten varer lige så lang tid eller længere tid end undervisningen. Louise Kjærgaard accepterer dog ikke, hvis transporttiden er årsag til, at de studerende ikke møder op til undervisningen. »Man har selv valgt at læse i Odense og man har sagt til sig selv, at det kan lade sig gøre for mig at blive boende i fx København og pendle. Hvis man så ikke gør det, så synes jeg egentlig, at man skal se sig selv i øjnene og sige, ”har jeg forstået det valg jeg har taget, og

har jeg været moden nok til at tage det valg?« Ikke skemaets skyld Ifølge Louise Kjærgaard bliver der hvert år gjort et stort arbejde ud af at lægge det bedst mulige skema for hvert semester. Det er dog en stor kabale, der skal gå op både med både undervisere og lokaler. Hun mener i stedet, at det er de studerendes eget ansvar at løse problemet. »Vi skal ikke løse det ved at sige: Nå, de studerende har ikke lyst til at komme om fredagen, så skal vi ikke have undervisning om fredagen. Det er simpelthen for umodent.

Om lidt skal du i praktik og ud på at arbejdsmarked, og der er ikke noget, der hedder, at man ikke møder op om fredagen, fordi man har været i byen torsdag aften, eller det var nemmere lige at blive hjemme og sove længe.« Hun vil dog meget gerne vende mulige løsninger med de studerende. »Jeg håber, alle ved, at de altid kan komme og tale med underviserne eller mig, hvis de har gode idéer, eller noget de

gerne vil diskutere omkring undervisning og fremmøde,« siger Louise Kjærgaard.

Mødepligt er sidste udvej Det høje fravær på 2. semester er dog ikke et enestående tilfælde ifølge uddannelseslederen. »Rent historisk er det jo ikke første gang vi oplever det her. Der er nogle årgange hvor der sker noget med fremmødet. For to-tre år siden havde vi faktisk en diskussion, om vi skulle indføre mødepligt.« Det er dog et tiltag, som hverken Louise Kjærgaard eller underviserne ville være glade for at tage i brug, da de studerende er voksne mennesker og bør kunne forvalte deres ansvar selv: »Men vi kan jo blive tvunget til det, hvis det her problem bider sig fast eller vokser, så kan vi godt blive tvunget hen i den overvejelse igen. Vi er der ikke lige nu, men vi havde den overvejelse for to-tre år siden.«

4

INTERN

MAJ 2022

»Jeg vil gøre alt for Emily« Sengetider, højtlæsning og børneopdragelse er måske ikke det, du går rundt og tænker på. Men det burde det måske være. I hvert fald hvis man spørger nogen af de fædre vi har på studiet, for de vil anbefale at få børn under uddannelsen - hvis man er klar vel og mærke.

Af Rikke Precht Foto: privatfoto

N

år jeg kommer hjem, efter at have gennemgået fire timers mediejura, og det første jeg ser er min datter som smiler, det er der ingenting der slår. Alt det gøgl man har oplevet i løbet dagen, det glemmer man hurtigt.« Det er bare en af glæderne ved at være blevet far, hvis man spørger Jacob Ligaard Sorgenfri. Peter Ellekær har det på samme måde.

Han ser mange fordele ved at være forælder og studerende. »Man har så meget tid sammen med sit barn og sin familie. Jeg har ikke prøvet andet, men jeg kunne forestille mig at båndet man får med sit barn er anderledes, hvis man arbejder. Den første del af barnets liv, hvor der dannes relationer, der kunne jeg være tilstede hele tiden. Det er klart det fedeste ved det.« Jacob havde altid tænkt, at ordsprog som, »børn er den største gave i livet« var lidt noget fis. Men det perspektiv ændrede sig hurtigt, da han selv blev far. »Pludselig står du der med det lille menneske, som du har sat i verden. Der er ikke noget du ikke ville gøre for dit barn. Jeg vil gøre alt for Emily.« Den ubetingede kærlighed til sin datter kendetegner også den største glæde i forældreskabet for Jacob.

»Jeg havde dårlig samvittighed over noget hele tiden. Enten havde jeg det dårligt over ikke at studere nok, eller være nok sammen med min familie. Jeg var lidt klemt mellem to. Det har jeg lige skulle vænne mig til.« Udfordringer og forældreskab Men det er heller ikke uden problemer, og forældreskabet kan da også være hårdt. For Peter var det særligt det sociale, som ændrede sig i takt med titlen som far. »Det sværeste har været alle de fravalg man skulle gøre socialt. Alt skulle planlægges og strømlines. At give afkald på sociale kan være det hårdt.« Heldigvis kan vi som medstuderende dog hjælpe til. Spørger man Peter ville planlægning i bedre tid gøre det nemmere for at ham og andre at deltage.

Studiemæssigt har det også ændret sig for Jacob. Førhen kunne han nemt koncentrere sig om studie, læsning og opgaver i flere timer, nu er der pludseligt små forstyrrelser med en lille datter på 4 måneder. Men for Jacob har forandringen også medført en øjenåbner. »Det at der nu er et lille menneske, som du har ansvaret for 100%, det skaber en sund balance. Man får ligesom øjnene op for, at der er andre ting, end hvad man selv har lyst til.« Men særligt i eksamensperioder kan det være svært, at forene forældreskabet og stud-

Til venstre ses Peter Ellekær med sin søn Theo. Til højre ses Jacob Ligaard Sorgenfri med sin datter Emily. ielivet. For Jacob betød det, at han skulle splitte tiden mellem sin familie og studiegruppen, og det var hårdt. Særligt i december hvor Jacob var i gang med det sidste af sit undersøgende projekt var det vanskeligt.

Hans studiegruppe og ham arbejdede alle dage mellem jul og nytår, og det medførte tid væk fra Emily og familien. »Jeg havde dårlig samvittighed over noget hele tiden. Enten havde jeg det dårligt over ikke at studere nok, eller være nok sammen med min familie. Jeg var lidt klemt mellem to. Det har jeg lige skulle vænne mig til.« Forældreskab og studie er en god kombi Spørger man de to fædre, vil de da også anbefale at blive forældre under studiet. På trods af afkaldet til det sociale, den til tider dårlige samvittighed og de søvnløse nætter, er der mange gode grunde til at stifte familie under uddannelsen. »Jeg vil klart anbefale medstuderende at blive forældre. De mange økonomiske støttemuligheder er virkelig lækkert og en ekstra håndsrækning. Systemet har en forståelse for, at det kræver ekstra økonomi at stifte familie. Ikke at man bliver rig. Men der er en forståelse. Langsigtet synes jeg, at det giver mening. Hvis man har en vis alder og er klar.« Det økonomiske perspektiv er Jacob enig i, han mener også at det sagtens kan lade sig

gøre at være forælder og studerende. Men påpeger også, at man skal gøre sig praktiske overvejelser, inden man beslutter sig for at sætte et barn i verden. »Det handler om at tage tingene i den rigtige rækkefølge, som det passer. Sådan noget som at blive forældre, skal ikke klinisk planlægges. Men nogle tider passer bedre end andre. Der er noget helt praktisk der skal op.

Det skal selvfølgelig ikke afgøre det hundrede procent. Hvis det kun er at vente, for at vente, er det jo spild af tid.« Sådan udtrykker Jacob det. Men en særlig fordom er også vigtig for Jacob at fjerne . »Man kan ikke være forælder og på SU. Den tanke vil jeg gerne skyde ned. Vi kan få det til at fungere. Hvis jeg kan, kan andre også. Om jeg vil anbefale det, ved jeg ikke.

Fordi det kommer jo helt an på hvor man er i livet. Men man skal ikke lade sig holde tilbage af at være studerende.« Et godt råd med på vejen Både Jacob og Peter giver også et godt råd med på vejen, hvis du overvejer om det er nu, du vil stifte familie.

Jacobs bedste råd er at acceptere, at alting kommer til at tage meget længere tid. »Du kan gange alting med tre. Hvis det førhen tog en time at forberede sig, tager det tre timer nu.«

Ifølge ham er det vigtigt at snakke med sin partner om det, så der er en fælles forståelse og fælles aftaler. Det kan være 2 timer hver dag, hvor man kun studerer og partneren passer barnet. Eller hvad der passer jer. »Det er et godt parforholdsråd. Hver gang man skal rejse sig fra studierne forsvinder fokus, også kan det være svært at gå tilbage og læser videre. Og prøv så at være striks med at overholde det. Det er ikke de fem minutter, det er mere det at tabe fokus og skulle komme tilbage.« Peters bedste råd er, at man skal gennemtænke beslutningen nøje. »Man skal virkelig tænke det igennem.

Man skal tænke hele uddannelsesforløbet igennem. Hvordan skal jeg være der for min familie, hvad er jeg villig til at ofre? Jeg gennemtænkte det ned til mindste detalje.

Jeg havde tjekket hele planen for min uddannelse igennem. Det var vigtigt for mig at vide, hvor jeg kunne ‘tage’ mig tid til at læse osv.

Det har sgu hjulpet mig ret godt.« Det kan altså godt betale sig at overveje, om det er nu du skal stifte familie. Ihvertfald fortryder Peter og Jacob langt fra, at de blev fædre under uddannelsen. Der er gode råd at hente i studievejledningen, hvis du har en lille på vej eller leger med tanken om det.

EKSTERN

MAJ 2022

5

Mikkel Andersson: »Det er et urbant, øvre middelklasse-perspektiv, som journalistikken er præget af« Mikkel Andersson byttede en lukrativ tilværelse som freelancer ud med en stresset post som chefredaktør for det borgerlige netmedie Kontrast. Mediet gik i luften i november 2020 og har en mission om at lave borgerlig journalistik til borgerlige mennesker. LIXEN mødte chefredaktøren til en snak om borgerlig journalistik, den danske journaliststand, og hvorfor han mener, at medierne ligner hinanden meget.

Tekst og foto: Mikkel N. H. Kristensen

M

forkert eller fordækt. De laver den journalistik, de vil, og det skal de have lov til. Vi vil bare gerne gå ind og sige, at der er en anden måde. Der er et alternativ og en alternativ måde at anskue de her problematikker på, og det perspektiv vil vi gerne lægge frem.«

ikkel Andersson er en travl mand.

Der har været nok at se til, siden han blev hentet ind som chefredaktør for Kontrast i 2020.

Det var hans bekendte, den nationalkonservative debattør og forfatter Kasper Støvring, og investoren Lasse Birk Olesen, der gik med en idé om at lave et borgerligt medie. Mikkel Andersson havde godt hørt om idéen, men tænkte at idéen ville blive svær at få realiseret.

Men pludselig var der rejst en ikke-ubetydelig sum penge til projektet. »Jeg havde selv larmet om, at jeg synes, der manglede et borgerligt medie, som var noget andet end det, man så på Berlingske og de andre,« siger Mikkel Andersson.

Der gik ikke længe, før invitationen lå i indbakken. De ville gerne have ham ind som chefredaktør for det nye medie. Opvejningen var svær. Tilværelsen som freelancejournalist, satiriker og debattør var lukrativ og bød på et hav af debatter, foredrag, radiotjanser og andet. Men noget trak alligevel. »Jeg ville ærgre mig over, hvis jeg ikke tog den chance. Jeg synes, det var en unik mulighed for at lave noget helt nyt.« En borgerlig redaktionel linje Det endte med, at Mikkel Andersson i april 2020 takkede ja til stillingen på én betingelse: komplet redaktionel frihed.

Linjen skulle være borgerlig, og det skulle være borgerlig journalistik til borgerlige mennesker. Historierne skulle tale til et borgerligt publikum, og ifølge chefredaktøren er der ikke noget i vejen med at varedeklarere sit medie. »Det er klart, at de vinklinger og de emner, vi vælger at skrive om, er borgerlige. Hvis du vil læse om, at det er træls, at kandidaten bliver omlagt til et lån, skal du læse Information,« siger Mikkel Andersson og fortsætter: »Men ikke i den forstand, at vi har en holdning, der bliver mast ind mellem linjerne på en Fox News-agtig måde. Vi er naturligvis tilmeldt Pressenævnet, og vi går meget op i, at vores journalistik skal være efter alle gældende standarder.« Borgerlig journalistik eller journalistik til borgerlige?

Mikkel Andersson erkender gerne, at der ikke er mangel på borgerlige aviser. Men i en vis forstand. De skriver af og til borgerlige ledere, men den journalistiske tilgang til emnerne

savner et borgerligt perspektiv »Jeg synes jo, problemet med dem alle sammen - og det er jo et paradoks, som mange af de store medier står i - er, at de altid vil sige, at deres politiske synspunkter og overordnede holdninger kun kommer til udtryk på ledersiderne, da resten er redigeret ud fra rene, rå, objektive nyhedskriterier. Det giver jo det umiddelbare paradoks, at hvorfor skal du så holde Berlingske i stedet for Politiken?« udtaler chefredaktøren.

Og det er dét, han håber, Kontrast kan ændre på. Et medie, der ikke er bange for at sige, at de er borgerlige, og som heller ikke skammer sig over det. »Ideen med Kontrast var, at man trængte til et medie, der sagde: “Vi er borgerlige.” Vi

vælger vores vinkler og vores historier ud fra et borgerligt perspektiv. Det er dét, vi er sat i verden for.« Og det er en tendens, chefredaktøren savner. Generelt mener han, at medierne ikke repræsenterer den egentlige befolknings holdninger godt nok. Grundene kan være mange, men han påpeger især, at journalisterne ligner hinanden og ikke befolkningen. »Jeg tror, at der er relativ stor opbakning til mange af de holdninger, vi giver udtryk for, i meget store dele af befolkningen, men det er der ikke særligt meget i journalistikken, og det er måske dér, problemet ligger,« siger Mikkel Andersson. »Det, vi godt vil gøre, er at sige, at der ikke er nogle af de andre medier, der gør noget

Den røde journaliststand I september 2021 udgav Kontrast en historie, der viste tal fra en intern undersøgelse foretaget blandt 2. og 3. semesterstuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Tallene viste en tendens, der har været alment kendt i mange år: At journalister i overvejende grad stemmer til venstre for midten.

Afsløringen blev emne for den evindelige debat, som journalisters politiske holdninger altid har været. Men ifølge Mikkel Andersson kan journalister ikke undgå at trække deres egne overbevisninger ned over de emner, de dækker og den måde, de dækker det på. »Jeg mener jo rent objektivt, at den måde, du opfatter verden på, farver den journalistik, du producerer. Hvad er vigtigst? Er det indvandringsproblemer eller er det klimakrisen?

Det er der ingen vægt, du kan afgøre det på i forhold til et objektivt perspektiv og sige, at det ene er et objektivt større problem end det andet.« Spørger man Mikkel Andersson, er et af problemerne blandt journaliststanden, at de mere eller mindre allesammen er enige om et fælles værdisæt. Der er nogle fælles holdninger og en konsensus om emner som klima, EU, køn, ligestilling og indvandring. »Jeg tror ikke, folk aktivt sidder og prøver at fremme en bestemt politisk dagsorden. Jeg tror, det er fordi, de har et verdenssyn, de ikke stiller spørgsmålstegn ved, fordi de er omgivet af folk som dem selv, og de er optaget af nogle selvindlysende sandheder.« Men selvom Mikkel Andersson mener, at journalistikken i dag er præget af et venstreorienteret verdenssyn, er det ikke noget, der har holdt ham ude. »Udover, at det er bredt defineret som venstreorienteret, er det et urbant, øvre middelklasse-perspektiv, som journalistikken er præget af i dag. Det er jo bare, som det er.

Det er ikke et spørgsmål om, at der er en eller anden konspiration bag det, som gør, at alle mulige andre klasser eller borgerlige bliver holdt ude. Jeg har aldrig oplevet en strukturel repression på min vej gennem min journalistkarriere.«

6 EKSTERN

MAJ 2022

Når virkelighedens historier bliver fortalt med fiktionens greb Den fortællende journalistik brager frem i medierne. Webdocs, podcasts, »Genstart« og »Helikopter« er eksempler på, at de fortællende greb bruges i nyhedsdækningen. Så hvad er det, den fortællende journalistik gør for nyhedsbilledet, og hvad rører den i os mennesker?

Af Charlotte Knutzen Illustration af Tine Stadil trier

P

å journalistikstudiet på SDU, er der et helt semester dedikeret til fortællende journalistik. Imens satser flere og flere grene af medieverdenen på de dybere formater. DR har for nyligt oprettet redaktionen »Digitale fortællinger,« og P1-podcasten »Det brændte bordel« blev sidste år kåret til »Årets dokumentar,« samtidig med, at »Genstart« troner selvsikkert over resten af radiohitlisten. Fortællende journalistik har tvunget sig ind i det danske mediebillede og gennemsyrer formentligt dit feed.

Genren indeholder ofte den lille historie i det store perspektiv. Den indeholder følelser og tanker, der skaber indlevelse og identifikation. Det kan være gennem karakterer, en hovedperson med en mission, scener, dialog, detaljer, og ikke mindst virkemidler som cliffhangers og flashbacks.

Journalistik der kan føles i hele kroppen Susanna Sommer er journalist, radioproducent og lektor på journalistuddannelserne på SDU, hvor hun også underviser i fortællende journalistik. Hun mener, at den fortællende genre blandt andet er stærk til at fremkalde følelser. »Det er lidt ligesom, når du ser en film.

Når du ser en film, og du ser nogen bliver mobbet. Du ser en lille dreng stå og gemme sig ude på drengetoilettet, imens en hel gruppe ældre elever står og råber »Din lille bøsserøv!« Der kan du mærke din mave knuge sig sammen, fordi du forstår, hvor forfærdeligt det må være at stå og gemme sig inde på det der toilet.« Hun fortæller, at det er kendetegnende for

denne genre, at den aktiverer hele vores krop og ikke blot vores hjerner. »Pludseligt forstår du det med andet end din informations-hjerne. Du forstår det med hele kroppen. Måske tænder det nogle erfaringer, du selv har. Fortællende journalistik har bare en måde der gør, at vi kan forholde os til komplekse sammenhænge, som vi ikke selv har oplevet.« Fiktionens greb i de aktuelle nyhedeFortællende journalistik erstatter ikke den klassiske journalistik, vi kender. Der er ikke blevet færre nyheder, men den fortællende journalistik er blevet et mere markant supplement i mediehusene. Programmer som netop »Genstart« på P1 og »Kernen« på TV2 er to nyere programmer, der hurtigt er blevet populære blandt danskerne.

Fælles for dem er, at de fortæller komplekse nyhedshistorier ved brug af greb, vi kender fra fiktionen. I hvert afsnit går de ind i en aktuel sags kerne og gør i høj grad brug af en hovedperson, plotteknikker og rekonstruktioner. Susanna Sommer mener, at de dramatiske metoder fra den fortællende journalistik, hjælper os med at føle, at vi kommer dybere ned i nyhedshistorier, i et mediebillede der ellers kan fremstå som et epilepsi-fremkaldende virvar af information. »I en verden, hvor vi får adgang til mere og mere information, flere og flere stemmer og flere og flere muligheder for at orientere os, tror jeg, vi har brug for at føle, at vi kommer dybere ned i noget. Ikke som en afløsning, men som et supplement til den orientering, de fleste af os jo forholder os til på en eller anden måde i vores hverdag,« siger hun.

Dybere indsigt i en lille del af det aktuelle Det generelle nyhedsbillede i dag er præget af gule breaking bjælker og hurtige nyhedshistorier, som sørger for at orientere den almene borger om alle de vigtigste nyheder.

Det er også sådan den traditionelle nyhedsjournalistik ser ud, fortæller Susanna Sommer. »Nyheder forbinder man jo normalt med, at man tænder for radioen om morgenen, og så hører man nogle nyheder, hvor man får at vide ‘det her det er sket, så det her er dagsordenen i dag.’« Det er dog ikke det, den fortællende journalistik vil eller skal gøre, fortæller Susanna Sommer. Den vil i stedet fange modtageren og forsøge at lære dem alt om en bestemt begivenhed, fremfor at give et mere bredt udsnit af dagens begivenheder. »I modsætning til de traditionelle nyheder, så er der nogle tilbud, der siger, ‘Prøv at hør her, her dykker vi ned i noget som giver dig en ekstra indsigt eller en ekstra viden om, hvad det egentlig er, der er på spil i denne her lille del af det aktuelle nyhedsbillede.’« Nysgerrighed, form og mod Susanna Sommer har i dette forår undervist lydinteresserede journaliststuderende på fjerde semester i fortællende journalistik.

Men den del, som hun finder mest vigtigt i den fortællende journalistik, er dog ikke noget man finder i pensum. »Jeg tror det allervigtigste er at være nysgerrig på andre mennesker. De spændende historier opstår, når man ikke har lyst til at finde et facit, man kendte i forvejen, men

man har lyst til at gå ud i verden og finde ud af, at den hænger sammen på en anden og mere nuanceret måde, end man egentlig troede. Den fortællende journalistik kan tilbyde os enormt nuancerede historier om verdenen.« Susanna Sommer fortæller desuden, at hun finder det lettere at have formen for sin historie nogenlunde på plads, inden hun laver den, fordi det gør det nemmere at se den færdige fortælling. »Jeg synes man skal tænke fortællingen og formen ind fra starten og have en fornemmelse af, hvordan man kan gøre den til noget særligt, som tjener lige præcis den historie bedst. Jeg tror de fleste unge journalister tænker, at det med form kommer efter interviews og research, men for mig kommer formen og indholdet samtidig.« Hun mener også, at det er vigtigt, at man forbliver tro mod sig selv, og den journalistik man gerne selv vil bedrive. Det nytter ikke noget, at man blot følger flokken, fordi det bliver først rigtigt specielt, når modtageren oplever det som noget unikt. »Man skal have mod til ikke kun at se de historier, som de andre ser, men faktisk tro på sit eget originale blik på verden. Og mod til at fortælle på en måde, der ikke minder om de andres. Nogle gange åbner man bare en avisartikel, og så er der bare en stemme med et eller andet blik for verdenen, hvor man tænker ”Det er bare helt særligt. Denne her oplevelse kunne ingen andre end det her menneske have givet mig.«

EKSTERN 7

MAJ 2022

»Vi vil hellere være et godt medie for en lidt mindre læserskare, end middelmådigt for en stor læserskare« David Dragsted er chefredaktør for Føljeton, et mindre medie, som primært lever af at lave skarpt formulerede nyhedsbreve. LIXEN har mødt ham til en snak om mediet, sprogets betydning, tiltroen til læsernes IQ, og om ikke at føle sig truet af de etablerede medier.

Af Charlotte Bech Mathiesen Illustration: Leo Juul Eriksen

F

øljeton blev oprindeligt stiftet i 2006 med tanken om at genoplive de gamle journalistiske føljetoner, som har ophav i den franske presse. Føljetoner er blot et ord som betegner en fortælling der er brudt op i flere små afsnit. Føljetons intention bag at skrive i dette format var, at teksterne skulle passe til mobiltelefonen. Derfor lavede mediet i sin tid 5 føljetoner med hver sit emne, som udkom i små bidder, der var spiselige på mobilen.

Sideløbende med dét besluttede mediet at lave et nyhedsbrev. Målet var at give et simpelt, hurtigt og intelligent overblik over dagens nyheder. Det viste sig dog, at det ene format var mere populært end det andet, fortæller chefredaktør David Dragsted. »Man kunne se, at det, som folk virkelig værdsatte at læse, var nyhedsbrevet. Så der valgte vi at lave kursskifte. Vi ville satse på at blive et nyhedsbrevsmedie, som lavede journalistiske nyhedsbreve.«

En lille velkonstrueret pakke I dag er Føljetons hovedfokus at lave disse journalistiske nyhedsbreve indenfor flere forskellige emner, blandt andet politik, sport, kultur, livsstil og historie. Derudover er der ‘Det daglige føljeton’, som indkapsler dagens største og vigtigste nyheder. Nyhedsbrevene er skræddersyede til mobiltelefonen, for at gøre det mere enkelt og nemt for læseren at få sit daglige overblik.

Selvom nogle måske vil mene, at det er nemmere og hurtigere at skrive et nyhedsbrev end almindelige artikler, så er der en kunst bag det, fortæller David Dragsted. De skal være korte, præcise og oplysende. Noget af det, som han mener, der får Føljeton til at skille sig ud fra andre medier, er blandt andet den måde som de konstruerer deres nyhedsbreve på. »Vi laver en lille intelligent, velkonstrueret, velskrevet pakke, som hurtigt kan give én det overblik, man har brug for, og det er der mange, der gerne vil have i dag, når de er på farten. De vil have en kort gennemgang af det vigtigste, og de skal kunne læse det på telefonen. Det er målet, for det vi laver.« Noget tyder da også på, at det er rigtigt, at læserne gerne vil have nyhedsbreve. For no-

En kernemålgruppe som sætter pris på en filosofisk reference, kan måske for nogle lyde elitært. Men David Dragsted mener ikke, at det er tilfældet. Han siger dog samtidig, at en af hans største kæpheste inden for journalistuddannelsen er, at man får tudet ørene fulde med, at man som journalist skal skrive i et letforståeligt sprog, og at der helst ikke må være for svære akademiske ord med i ens tekster.

Det er noget, som Føljeton tager afstand fra. »Jeg tror, at vi tænker det lidt omvendt her på redaktionen, fordi vi ser anderledes på det. Vi mener ikke, at det altid er fedt at gå efter laveste fællesnævner. Vi har i stedet tiltro til, at vores læsere godt kan følge med og godt kan tænke selv. For os handler det i virkeligheden om at tage vores læsere seriøst og ikke være fordummende.«

gle år tilbage var der nemlig meget få m dier, som gjorde sig i nyhedsbreve, men i dag har stort set alle de etablerede medier et nyhedsbrev.

Føljeton var dog nogle af de første til at bryde igennem med det, mener David Dragsted. »Jeg tror, vi var nogle af de første, der for alvor satte fokus ind på nyhedsbrevet. Senere hen er det så blevet meget populært, også ved andre medier. Mange medier i Danmark er faktisk begyndt at gå rigtig meget op i deres nyhedsbreve nu.

Eksempelvis har Jysk-Fynske Medier etableret nogle ultra lokale medier, kun for at skrive i nyhedsbrevsformatet.« Lækkert sprog og tiltro til læseren Udover at levere skarptskårne nyhedsbreve er det også vigtigt for Føljeton, at der bliver kælet for sproget i deres tekster. Det er en anden ting, som skiller dem ud fra mængden, mener David Dragsted. Hos Føljeton bliver der nemlig brugt ekstra tid på veltænkte formuleringer og at have noget personlighed med i det skrevne. »Udover det journalistiske håndværk er sproget nærmest det vigtigste for os her på redaktionen. Vi bruger lang tid på at kæle for sproget i teksterne, og så skal læseren også gerne kunne mærke skribenten i det. Med andre ord må der gerne skrives med et glimt i øjet. Det synes jeg faktisk, man skylder læserne, når de bruger både penge og tid på at læse ens nyheder.«

Føljeton går samtidig højt op i, at journalisterne brænder for de emner, de skriver om.

David Dragsted mener, at det er helt essentielt for kvaliteten af det, man udgiver, at læseren kan mærke, at der er passion bag emnerne. »Jeg synes, det er den største tjeneste, man kan gøre sine læsere, fordi de kan mærke det på den færdige tekst. Hvis man bare sidder og laver bestillingsopgaver, fordi alle skriver om et bestemt emne, kommer der ikke nødvendigvis noget godt journalistisk ud af det.« Ikke bare et københavnermedie Selvom mediet har hjemme i København og på mange punkter virker til at appellere til den unge og hippe storbytype, så er det langt fra hele sandheden. David Dragsted fortæller, at Føljetons læsergruppe faktisk er en langt mere broget flok, end man måske lige skulle tro. »Vi har læsere fra alle dele af Danmark og i alle aldersgrupper, men vi forsøger heller ikke at ramme nogle aldersgrupper eller typer specifikt. Kernemålgruppen for os er egentlig bare alle de læsere, som sætter pris på en filosofisk reference engang imellem og et lækkert sprog. Dem som interesserer sig for alt det, som rører sig i samfundet, og som gerne vil have det serveret på en let spiselig måde.«

Stadig de skarpeste på nyhedsbreve Da Føljetons rejse som nyhedsbrevsmedie startede, var de en frontrunner på ideen.

Men hvordan ser det ud i dag, nu hvor alle de store og etablerede medier er begyndt at følge trop? David Dragsted mener, at mediets fokus på hele tiden at være de skarpeste på nyhedsbreve, giver dem en fordel over de andre medier. »De klassiske omnibusaviser skal jo omfavne det hele, og gå i dybden med det meste, så deres nyhedsbreve bliver mere et supplement.

Sådan er det ikke ved os. Vi laver primært det her, så vi tager os tid til at zoome helt ind på nogle få begivenheder og giver dem alt vores fokus.« Udover at være skarpere på nyhedsbrevsformatet, mener David Dragsted også, at Føljetons tilgang til journalistikken adskiller dem fra de andre medier. »Vi kan godt lide at prøve at skrive nogle historier, hvor tilgangen er anderledes, end man finder i andre medier. Vi drejer vinklerne og forsøger at se på de store samfundsdebatter med friske øjne. På den måde kan man nok godt betegne os lidt som et nichemedie. Vi vil i hvert fald hellere være et godt medie for en lidt mindre læserskare, end et middelmådigt et for en stor læserskare.«

8 EKSTERN

MAJ 2022

Vejen til værtstjansen Kathrine Abrahamsen er vært på P3. Et job, der lyder særdeles appetitvækkende i ørene på mange sultne journaliststuderende. Men hvordan bliver man vært? Ifølge Kathrine Abrahamsen har det krævet en blanding af benhårdt arbejde, modet til at give noget af sig selv og evnen til at positionere røven direkte i klaskehøjde.

J

eg er fan af P3-vært Kathrine Abrahamsen. Ikke sådan, ‘jeg vil føde dine børn’-agtig fan, men sådan, ‘hold kæft, hvor vil jeg bare gerne opnå de ting, du har opnået’-fan.

Jeg er allerede en smule starstruck, da jeg træder ind i den store firkantede bygning - ja, jeg er faktisk så starstruck, at jeg simpelthen ikke kan finde ud af at komme ind ad døren.

Jeg er lidt på udebane, men jeg bliver nødt til at tage mig sammen. Jeg er her nemlig med et ret vigtigt formål. »Hvordan bliver man ligesom dig?« Det er mit aller første spørgsmål i interviewet. Kathrine griner lidt nervøst og svarer: »Det ved jeg da nærmest ikke engang selv.« Jeg forstår hende egentligt godt. Hvad i alverden svarer man lige på det? Men det er jo essensen af, hvorfor jeg er her. Jeg vil gerne vide, hvordan man bliver ligesom hende.

Nærmere betegnet, hvordan man bliver en dygtig vært med speciale i underholdning.

Kathrine Abrahamsen er aktuel med programmet ‘Buffeten’ på P3, hun har været vært på flere forskellige radio og tvprogrammer og lavet en podcast Men vejen hertil har været en smule broget.

Kathrine startede faktisk med at læse til sygeplejerske, fordi hun altid har vidst, at hun gerne ville have noget med mennesker at gøre. Karrierevejen skiftede dog, da hun lidt tilfældigt fik tilbudt et runner-job på alle børns yndlings sommer-tidsfordrivstv, SommerSummarum. Det kreative og underholdende miljø satte for alvor skub i hendes drøm om at arbejde i mediebranchen.

Efterfølgende blev hun optaget på tv- og medietilrettelæggeruddannelsen og kunne træde ud på jobmarkedet som færdiguddannet i 2016. Efter studiet har hun haft en masse forskellige jobs som runner, tilrettelægger og caster. Men Kathrine havde en drøm i maven, som hun simpelthen ikke kunne ignorere længere. Hun ville være vært.

Det er virkelig at sætte røven i klaskehøjde Men hvordan bliver man egentlig vært? Jeg har nok lidt naivt altid gået og troet, at hvis man bare havde en blændende personlighed og var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, så ville jobtilbuddene komme væltende ind som reklamer, når man ikke har fået sat sit famøse ‘jeg vil ikke have reklamer’klistermærke på postkassen endnu. Men sådan er virkeligheden bestemt ikke, og det lærte Kathrine Abrahamsen på den hårde måde. »Der er noget helt vildt sårbart ved at sige: “Jeg vil gerne være vært, og jeg vil gerne være på.” Der kom ikke nogen og prikkede én på skulderen. Jeg tror faktisk, at der er mange, som går med en drøm i maven om at blive værter, men der er bare ikke ret mange, som

Af Stefanie Lauenborg Illustration: Tine Stadil Trier og Stefanie Lauenborg

tør at sige det højt. Hvad hvis folk tænker, at det kan du sgu da ikke finde ud af - det er virkelig at sætte røven i klaskehøjde.« Men hun tog skeen i egen hånd, strammede ballerne og åbnede munden. Kathrines mod resulterede i hendes første værtsjob på ZULU-programmet ‘Ha’ det max’.

Jeg sidder som et ængsteligt barn og forventer, at Kathrine nu vil fortælle mig, hvordan hendes karriere bare tog fart efter hendes første værtsjob. Det gjorde den ikke. Da programmet var slut, var hun på dagpenge. Jeg er nærmest helt målløs, da Kathrine fortæller det. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg havde regnet med, at det ville være så nemt, men Kathrine forsikrer mig om, at det kræver mod, benhårdt arbejde og en masse tålmodighed at blive vært. »Jeg vil hellere true med at blive, end jeg vil true med at gå« Jeg har enormt meget respekt for Kathrine Abrahamsen og andre værter. Det kræver et enormt gå-på-mod at turde at sige højt, hvad man gerne vil og arbejde hårdt for at få det - noget som Kathrine har gjort og stadig gør. Efter mange forskellige småjobs ringede telefonen fra DR. De skulle caste til et nyt satireprogram og ville gerne have hende ind. Programmet blev lukket ned, inden det overhovedet gik i gang. »Men jeg var sådan lidt, I kommer ikke af med mig! Så jeg tog alle mulige forskellige jobs på DR bare for at blive i huset. Jeg var rimelig stædig om, at jeg ikke ville stoppe

herude. Jeg vil hellere true med at blive, end jeg vil true med at gå!« Igen viste Kathrines stædighed sig at bære frugt. Hun blev vært på programmet ‘Tabu’ med Line Kirsten Nikolajsen på P3 og laver i dag ‘Buffeten’ med Mathias Helt. »Jeg synes jo ikke, at jeg er langt i min karriere, men når jeg tænker tilbage på, hvordan min karriere har været bare indtil nu, så synes jeg faktisk, at jeg kan se mig selv i øjnene og sige: “Hold kæft det har jeg arbejdet hårdt for!” Der er ikke nogen, som har serveret en skid for mig, men det kan jeg faktisk godt lide. Jeg har lavet alt muligt og været stædig og insisterende. På den måde kan jeg være mere stolt af at være endt, hvor jeg er endt.« Det er svært at få det til at se let ud Igen igen melder der sig en lille fordom hos mig - også selvom jeg er en fan. Jeg er fast lytter af P3 og har tit tænkt, at det må være fantastisk nemt bare at snakke om alt muligt sjovt i to timer og så ‘call it a day’. Men igen maner Kathrine Abrahamsen alle mine fordomme til jorden. Det kræver meget mere end bare en god personlighed at blive en dygtig underholdningsvært. »Mit værtskab er jo egentlig min personlighed. Men man skal være helt vildt dygtig og have en ret solid værktøjskasse. Det har taget mig mange år at nå til et sted, hvor jeg er god til at sende radio. Alle de værter, som får det til at se let ud, det er de dygtigste

værter. Fordi det er svært at få det til at se let ud.« Særligt én ting er vigtigt for Kathrine Abrahamsen som vært. Hun er ikke bleg for at give noget af sig selv, hvilket er en egenskab, hun mener, er altafgørende for at være en god underholdningsvært. »Jeg er en meget personlig vært, og jeg giver mega meget af mig selv med det formål at underholde men også forhåbentligt at møde mennesker med en forståelse og få dem til at føle sig set og hørt.« Som trofast P3 lytter forstår jeg virkelig, hvad Kathrine Abrahamsen mener. Jeg har dog aldrig tænkt over, at der faktisk ligger et stort arbejde bag at give mig og alle de andre lyttere en følelse af at blive hørt og forstået, når snakken blandt andet går på lidt ømme emner som bollevenner og hæmorider. Jeg tror, at Kathrine er for meget jyde til selv at indrømme det, men hun er én af de værter, som får det til at se let ud. »Hvordan bliver man ligesom dig?« Jeg slutter interviewet med samme spørgsmål som jeg startede med. Kathrine griner igen og svarer kort men godt: »Det kræver noget mod, en god portion stædighed, nogle trælse afslag og en masse tålmodighed!« Jeg vil tage Kathrines gode råd til mig og sætte røven i klaskehøjde. Hvem ved? Måske er det en dag mig, som sender radio fra DR Byen. En ting er helt sikkert - næste gang kan jeg godt finde ud af at komme ind ad døren.

PORTRÆT 9

MAHMOUD JEPPESEN

ISSA

MAJ 2022

»Jeg synes, journalistikken bliver spændende, når man kan gå sine kilder på kligen«

»Jeg tror, de syntes, jeg var rigtig flink og lidt sjov, men jeg tror ikke, de tænkte, at der var et journalistisk talent gemt i ham«

»Når jeg i en eller anden forstand kan fornemme, at læringskurven er stejl og at frontallapperne er elektriske, så er det fedt at gå på arbejde«

Mød Deadline-værten på s. 10-11

10

PORTRÆT

MAJ 2022

Issa Mahmoud Jeppesen: »Lige nu vil jeg bare lave Deadline. Det er det eneste, jeg ved« For Issa Mahmoud Jeppesen har et enormt videbegær altid været styrende for, hvad han har givet sig i kast med.

Både i journalistikken og i livet. LIXEN har talt med den nyudklækkede Deadline-vært om livet, arbejdet og drivkraften.

Af Benjamin Jungdal Foto: Magnus Nygaard

D

et er egentlig planen, at vi skal sætte os på en café. Men verden udenfor lokker. Varmen og solen, foråret og

roen.

Det første Issa Mahmoud Jeppesen gør, efter jeg har trykket hans hånd, er at stille mig en masse spørgsmål. Spørgsmål om studiet, journalistik, mig og praktik. Jeg har forberedt mine egne spørgsmål, så jeg bliver fanget på det forkerte ben. Heldigvis skal Issa Mahmoud Jeppesen ikke skrive en artikel om mig.

Men hvordan kommer man også ud af rollen som interviewer, når man lever af at interviewe?

Issa Mahmoud Jeppesen har altid haft en higen efter at lære og blive klogere. Det har været den røde tråd gennem hans liv og professionelle virke. I begyndelsen af marts blev den tidligere vært på P1-programmet Slotsholmen tilbudt at overtage Steen Nørskovs rolle som vært på Deadline. Han takkede ja med det samme.

Vi beslutter os at gå i Kongens Have. Issa Mahmoud Jeppesen er født og opvokset på Krystalgade i København, så det er i mere end bare overført betydning, at jeg nu befinder mig i hans baghave. Jeg må trippe efter, når han med sine lange ben erobrer store landmasser for hvert skridt. »Jeg tror da vist, der står Issa og Benjamin skrevet på den bænk dér,« siger han og peger på en bænk, der står foran et lysthus omgivet solskin og personhøjt-beskårede æbletræer på lige rækker.

En solstråle Issa Mahmoud Jeppesen cykler på arbejde hver dag. Hvis der er solskin, prøver han at cykle en vej, hvor der ikke er skygge. »Så kan jeg misse med øjnene op mod solen og ramme en solstråle, inden jeg træder ind i DR Byens mørke - inden jeg træder ind i dødsstjernen,« griner han Halvdelen af gangene han kommer på arbejde, har han glemt sit DR-kort. Det er oftest først, når han står i svingdørene, at han opdager det. »Neej, åårh shit, jeg har glemt mit kort,« tænker han.

Ved receptionen kender de ham efterhånden ret godt. Han får et navneskilt, et ’her er der en, der ikke har styr på sit kort’-skilt, som han kalder det. »Nogle gange glemmer jeg også at tage dét på,« griner han.

Issa Mahmoud Jeppesen er en anerkendt politisk journalist. Sin tid som vært på Slotsholmen har gjort ham til en velkendt skikkelser på Christiansborg og i det danske mediebillede. »Det er ret vildt, at du kan sidde på din plads i kælderen på DR-redaktionen og så dingle et par etager op, banke på døren, kigge en magthaver i øjnene og spørge vedkommende: “Hvorfor i alverden har du valgt at gøre det her, når det har de her konsekvenser for de her mennesker?”«

I 2019 ringede P3 og spurgte, om ikke han kunne tænke sig at dække valget for dem. Det gjorde han så. »Efter det blev jeg spurgt, om ikke jeg havde lyst til at vikariere på Slotsholmen, og så endte det med, at jeg blev fast der. Det var der, jeg fik etableret mig lidt på Christiansborg,« siger han. »Jeg synes, journalistikken bliver spændende, når man kan gå sine kilder på klingen.

Jeg synes, den kritiske journalistik er med til at skærpe de holdninger og argumenter, som er definerende for vores offentlige samtale og den retning, vores samfund bliver trukket i.« Fra rundtosset til de rigtige spørgsmål Det er lykkedes Issa Mahmoud Jeppesen at bryde ind i DR Byen. Nu handler det om finde op til Deadline-redaktionen. »Det er helt kafkask at finde rundt i DR Byen,« fortæller han.

Redaktionen sidder oppe på fjerde sal i ‘nyhedssøjlen’. Det er et åbent kontor. »Der bliver talt meget om journalistik i plenum og på kryds og tværs af pladserne.« På hans skrivebord ligger en bred vifte af dagens aviser. »11.30 er der redaktionsmøde, og så jeg har lige rundt regnet en time til at orientere mig,« siger han.

Med til redaktionsmødet er der en reda-

ktør, reporter, planlægger, praktikant og så værten. Alle får ordet. »Vi begynder at have nogle lidt mere konkrete samtaler om, hvem gæsterne kunne være, og hvilke spørgsmål der kunne stilles,« fortæller han. »Det, jeg tænker mest over, er at sørge for at stille de rigtige spørgsmål, og om der er nogle perspektiver, som jeg overser. En vinkel, jeg er blind overfor.« Som 23-årig kom Issa Mahmoud Jeppesen ind på RUC, hvor han læste en kandidat i journalistik. Senere kom han i praktik på DR. »Jeg startede med at lave radioavisen, hvor jeg bare var totalt rundtosset i to måneder.« Det med at skrive et oplæg, der kunne stå på bagsiden af en tændstikæske, kunne han slet ikke finde ud af. »Jeg lærte dog at skære ind til benet i en eller anden forstand.« Og så kom han ind på Christiansborg-redaktionen. »Der kunne jeg virkelig fornemme, at jeg havde en ekstrem stejl læringskurve. Måske også fordi udgangspunktet ikke var særlig godt. Det tror jeg også, at mine redaktører og kolleger ville sige. Jeg tror, de syntes, jeg var rigtig flink og lidt sjov, men jeg tror ikke, de tænkte, at der var et journalistisk talent gemt i ham,« griner han.

Et oplyst grundlag »Så var jeg jo bare barnlig i et år, hvor jeg bare havde det ungt. Jeg festede meget og arbejdede som runner på forskellige filmproduktion,« siger Issa Mahmoud Jeppesen.

På et tidspunkt i løbet af sit sabbatår, fandt han ud af, at han var sulten efter en åndelig anstrengelse. »Jeg prøvede at sætte mig ned og spekulere i de intervaller, hvor jeg var ædru. Hvad er det, jeg synes, er interessant? Jeg kunne tydeligt fornemme, at hvad der foregik omkring mig og i omverdenen, syntes jeg var interessant,« fortæller han.

Han fik et legat til Askov Højskole. Her fik han bekræftet, at journalistik var noget for ham. »Det var rigtig fedt på højskole, hvor jeg skulle bo på værelse med Dennis fra Vojens, som jo bare havde en helt anden tilgang til det samfund, vi begge to var en del af og en anden tilgang til journalistik,« fortæller han.

I løbet af eftermiddagen fordyber Issa Mahmoud Jeppesen sig i aftenens udsendelse. Én af indslagene skal handle om Elon Musk. »Denne her på alle led og kanter helt ekstraordinære, kuriøse, ekstremt innovativ og entreprenante person og verdens rigeste mand, der lige pludselig melder ud, at han vil købe det mest indflydelsesrige sociale medie i verden, Twitter, for et svimlende milliardbeløb,« siger Issa Mahmoud Jeppesen.

Han forbereder sig, læser artikler og skriver noter og spørgsmål ned for at danne sig et overblik. »Jeg sørger for, at mit udgangspunkt for at tage en snak om Elon Musk er på så oplyst et grundlag som overhovedet muligt,« fortæller han.

Han begynder at skrive nogle konkrete og undrende spørgsmål ned. »Langsomt undervejs i processen begynder der at udkrystallisere sig en form for rød tråd og en endnu klarere vinkel end på redaktionsmødet,« forklarer han Indslaget skal gæstes af Frederik Kulager, journalist på Zetland, og Birgitte Borup, udlandsredaktør på Berlingske. »Så ringer jeg dem op, som jo har endnu mere forstand på det, der skal tales om, end jeg har. Og så begynder jeg at stille de spørgsmål, jeg selv har,« fortæller han.

Optakt »Adieu,« siger Issa Mahmoud Jeppesen til sin redaktør og går ned i garderoben og sminken.

Han kommer ind i studie 12, hvor han får en øresnegl i øret og en mikrofon koblet til sin person. Der er tre stemmer i hans øre – én, som giver ham tider, én, som siger, hvilke kameraer han skal kigge i og en redaktør, som kan sige, hvis interviewet stikker i en forkert retning. »Èt minut til udsendelse,« råber en studieassistent ud i studiet, og den klassiske Deadline-jingle begynder at spille i hans øre. Issa Mahmoud Jeppesen sidder klar ved det hvide bord. Der hænger et rødt, digitalt ur i studiet.

Det siger 22:29. »Det er jo klart, at når jinglen kommer på, så bliver jeg mere fokuseret. Nu kommer det ud til folk, der sidder derhjemme, men det er

PORTRÆT

MAJ 2022 ikke et voldsomt skifte,« siger han.

Det er mere i løbet af dagen, at han har emotionelle op- og nedture. Der er mange gange i løbet af hans research, hvor han tænker: »Ej den holder ikke den her vinkel. Det går ikke, vi bliver nødt til at lave en anden historie.« Indtil han læser en ny artikel og tænker: »Okay, det her det bliver det fedeste indslag overhovedet.« Et tryk på maven Sidste år fik Issa Mahmoud Jeppesen en datter.

Han tøver og stirrer frem for sig. Han vejer sine ord varsomt. Gennem hele samtalen er mange sætninger begyndt uden at blive færdige, og mange pauser vidner om, at han tænker meget over sine svar. Han vil ikke beskrive sin datters fødsel med klichéer, siger han. Så sidder vi i stilhed lidt. »Det er en stor ting,« siger han endelig. »Det er stadigvæk her et år efter ved at bundfælde sig oppe i hovedet på mig. Nogle gange når jeg vågner om morgenen, er jeg sådan: “Årh ja, det er rigtigt, jeg er jo far”.« Han gik på barsel i tre måneder, og da han vendte tilbage, ringede chefen for Deadline, Nikolai Thyssen, til ham og spurgte, om ikke de skulle gå ud og drikke en kop kaffe. I 2021 havde Issa Mahmoud Jeppesen arbejdet som sommervikar på Deadline. »Det passede mig rigtig godt at være sommervikar på Deadline, for på det tidspunkt havde jeg nok været vært på ’Slotsholmen’ i halvandet års tid. Den type af Christiansborg-journalistik er en lille smule cyklisk, så det var godt at prøve noget andet,« fortæller han.

Nikolai Thyssen trykkede ham lidt på maven og spurgte ind til, hvad for nogle tanker han gjorde sig om et format som Deadline. »På et tidspunkt spurgte han så, om jeg kunne tænke mig at være fast vært på programmet. Og så sagde jeg ja.« Elektriske frontallapper »Han vil sende rumraketter til Mars, han har erobret vores veje med elbiler, og nu vil klodens rigeste mand også købe verdens mest indflydelsesrige sociale medie. Analyse af fænomenet Musk til sidst i udsendelsen. Velkommen til Deadline,« læser Issa Mahmoud Jeppesen op ad teleprompter-teksten.

Han laver et lille oplæg til historien og sætter sig over i det, som Deadline-værterne kalder Wegner-hjørnet, hvor hans to gæster Frederik Kulager og Birgitte Borup venter. »Jeg har glædet mig rigtig meget til at plukke jeres hoveder for viden omkring den mand, der er på skærmen her,« siger han og peger til højre, hvor en stor skærm viser et billede af Elon Musk.

Det er netop noget af det, der drager ham mest ved arbejdet som Deadline-vært og en af grundene til, at han sagde ja til jobbet. »Det, at kunne få lov til at sidde overfor eksperter, der har viet deres voksne og professionelle tilværelse til at beskæftige sig med lige præcis det, der skal tales om her,« siger han. »Nogle gange har jeg bare lyst til at sætte popcorn over og så bare sidde og spise, mens jeg har samtalerne med dem. Fordi jeg jo selv bliver klogere.« Issa Mahmoud Jeppesen ser det som en rød tråd gennem livet og sit virke som journalist. »Når jeg i en eller anden forstand kan fornemme, at læringskurven er stejl og at frontallapperne er elektriske, så er det fedt at gå på arbejde.«

Metamorfosen »Jeps, det var Deadline for i aften. I morgen så sidder Lotte Folke Kaarsholm i værtsstolen. På gensyn,« afrunder han udsendelsen af.

Så går han op på redaktionen og beder om en dom. »Folk er ret baldret. Det har jo været en lang dag, så det er ikke fordi, der er den store forkromede efterkritik.« Aftenens udsendelse rumsterer stadig i baghovedet på ham, når han cykler hjem. Det

er også noget, han ser som det vigtigste, en god Deadline-udsendelse skal kunne gøre. »Den skal gerne sidde fast i folk. Den skal gerne gennemgå en metamorfose. Den skal manifestere sig andre steder også. Den må gerne leve videre på en tråd på Twitter. Den må også gerne afføde artikler i aviser. Det må hjertens gerne også være det, man taler om, når man spiser morgenmad, eller når man møder ind på arbejde. Men det er ikke sådan, at jeg har en eller anden forkromet plan om,

11

at nu skal udsendelsen bare blive ‘the talk of town’,« forklarer han.

Kongens Have er ikke gået igennem en metamorfose i løbet af den tid, vi har siddet der. Solen står stadig højt og skarpt, omend den har flyttet sig lidt på himlen. Jeg spørger ind til fremtiden. »Prøv at hør, Benjamin, jeg ved ikke engang, hvad jeg skal, efter du og jeg har snakket sammen. Lige nu vil jeg bare lave Deadline. Det er det eneste, jeg ved,« siger han.

12

VERDEN

MAJ 2022

Dansk atomkraft henfalder ind i fremtiden I begyndelsen af april underskrev den danske atomkraft-virksomhed Seaborg en aftale med det sydkoreanske skibsværft Samsung Heavy Industries. De to virksomheder skal samarbejde om at bygge sejlende atomkraftværker, der har potentialet til at blive en stor del af den grønne omstilling på globalt plan. Regeringen bør bakke op om udviklingen, mener Seaborg.

Af: Benjamin Jungdal

I

den sydkoreanske millionby Ulsan står præsidenten for Samsung Heavy Industries, Jintaek Jeong, foran sine kolleger og viser en aftale, han lige har underskrevet, frem med et stolt smil. Troels Schönfeldt, der er direktør for det danske atomkraftselskab Seaborg, gør det samme. Han står i København på den anden side af jordkloden.

Aftalen blev indgået i begyndelsen af april.

Det er en såkaldt udviklingsaftale, der lægger op til, at Seaborgs atomreaktorer, de såkaldte flydende saltreaktorer, skal monteres på pramme bygget af Samsung og sejles til sydøstasiatiske havnebyer, hvor de skal levere strøm til elnettet og drive Powerto-X-anlæg. Power-to-X er en proces, hvor grøn strøm omdannes til såkaldte e-fuels, der direkte kan erstatte de fossile brændsler, der bruges i bl.a. skibsindustrien og den tunge industri. »Det er en rigtig stor milepæl. Det er afgørende for os at arbejde sammen med så stort et skibsværft, så vi forhåbentligt om nogle år kan få et produkt på markedet,« fortæller Mikkel Veje Rønsbo, der er presseansvarlig hos Seaborg.

Seaborg blev stiftet i 2014. Det blev startet af tre fysikere fra Niels Bohr instituttet.

De faldt over en gammel reaktorteknologi baseret på flydende salt, der var under udvikling i USA i 1960’erne, men aldrig kom længere end forsøgsstadiet. De besluttede sig for at arbejde videre med teknologien,

»Vi har fundet løsninger på de problemer, der gjorde, at man droppede teknologien i 1960’erne.« som de så et stort potentiale i. I dag er mere end 100 mennesker fordelt over hele kloden ansat i virksomheden. Gennem dens korte levetid har virksomheden fået investeringer af store millionbeløb af adskillige investorer, blandt andet Bestseller-indehaveren Anders Holch Povlsen.

Afløbsrens I horisontens tågedis kan stævnen på et større skib skimtes. Bag sig trækker det en pram. På dækket af prammen står en container, der indeholder en atomreaktor. Om lidt lægger den til kaj i Singapore, hvor atomkraftværket tilknyttes elnettet, hvor det skal levere grøn strøm til mere end 200.000 af byens husstande. Det lyder måske for godt til at være sandt, men det er ikke desto mindre, hvad Seaborg regner med, vil blive en realitet inden for den nærmeste fremtid. Allerede i 2026 regner de med at montere den første reaktor på en af Samsungs pramme og starte serieproduktionen af kraftværkerne. »Vi er allerede langt med teknologien.

Vi har fundet løsninger på de problemer, der gjorde, at man droppede teknologien i 1960’erne,« siger Mikkel Veje Rønsbo.

Dengang anvendte man grafit i reaktoren som moderator. Det er moderatoren, der forhindrer, at fissionsprocessen løber løbsk.

Grafit viste sig at blive ødelagt efter kun

Sådan kan det flydende atomkraftværk komme til at se ud. Foto: Seaborg

fire år i reaktoren. Seaborg fandt ud af, at de kunne bruge ganske almindeligt afløbsrens som moderator i stedet. »Afløbsrens, som det du har under håndvasken, eller, hvis du har børn som mig, højt oppe i skabet, er super effektivt som moderator,« forklarer Mikkel Veje Rønsbo.

De flydende saltreaktorer fungerer sådan, at reaktoren fyldes med smeltet salt og opløst uran. Det bliver varmere inde i reaktoren, og når det kommer ud igen, kan det varme vand op, som driver en dampturbine. Der er adskillige fordele ved teknologien, blandt andet at reaktoren ikke kan nedsmelte og skabe en katastrofe som ved Tjernobylulykken. En fordel er også, at det er ganske umuligt at bruge det radioaktive materiale i kernen til at lave atomvåben, og det er helt afgørende, hvis man skal have atomkraft ud i den store, vide verden. »Det er nemmere at lave atomvåben ud af almindelig granitsten, end det er at lave atomvåben ud af vores reaktorer,« fortæller Mikkel Veje Rønsbo.

Globalt problem »Det er et fantastisk koncept,« siger en begejstret Bent Lauritzen, da jeg spørger indtil hans tanker om Seaborgs reaktorer.

Bent Lauritzen er afdelingsleder på DTU og atomkraftforsker. Han ser et stort potentiale i Seaborgs reaktorer. Han peger på, at det især er de små, transportable reaktorer, der gør det til en interessant teknologi. »Når man gør reaktorerne mindre, betyder det, at man kan bygge dem centralt, og når man bygger dem i små moduler, kan de transporteres til lands og vands. Så får man noget, der ligner en samlebåndsproduktion. Det burde gøre det billigere at bygge denne reaktortype. Det er måden at gøre atomkraft billigere

end kul og gas,« forklarer Bent Lauritzen.

Han understreger, at klimaforandringerne er et globalt problem, og derfor skal løsningerne også være globale. »Det er klart, at det største danske bidrag ville være, hvis vi kan udvikle teknologi, der kan bruges i hele verden.« Seaborg regner med at bygge de første prototyper af deres reaktorer i 2024, og i 2026 planlægger de at påbegynde serieproduktionen af atomkraftværkerne. Bent Lauritzen er dog ikke overbevist om, at det er en tidsplan, der vil komme til at holde. »Jeg tænker, at det er en optimistisk målsætning. Det er, hvis alting flasker sig. Der er jo altid nogle usikkerheder, når det kommer til at lave sådan nogle ting,« siger Bent Lauritzen.

vet af kul og gas. »I Sydøstasien er man ved at projektere 240 kulkraftværker, og hvis de bliver bygget, så er slaget tabt omkring klimaet,« fortæller Mikkel Veje Rønsbo.

FN’s klimapanel har sagt, at vi ikke når i mål med den grønne omstilling, hvis ikke vi udvikler nye teknologier og anvender alle teknologier, vi i forvejen har. Men der bliver lige nu ikke sat nogen penge af til forskning i atomkraft i Danmark.

Genopfinde Niels Bohr Seaborg satser på at udvikle og producere reaktorerne i Danmark. Derefter vil de sende dem til Sydkorea, hvor de skal installeres på Samsungs pramme. Det er primært sydøstasiatiske havnebyer, Seaborg ville sælge deres teknologi til.

Det skyldes blandt andet, at det er områder, hvor der er meget lidt vind og ofte for lidt plads til at installere solceller. Derudover er det et område, der står på tærsklen til en rivende udvikling. En udvikling der, som det ser De to nye samarbejdspartnere viser deres aftale frem på hver sin side af kloden. ud nu, primært vil blive dre- Foto: Samsung Heavy Industries.

VERDEN

MAJ 2022

13

I skyggen af krig: Tre ukrainere fortæller om deres første tid i Danmark Bomber, soldater og frygt har overtaget hverdagen i Ukraine. I håb om sikkerhed og en tryggere hverdag er omkring 35.000 ukrainere flygtet til Danmark. Tre af dem er Valentina, Galina og Irina.

Af Sophie Frederikke Gommesen og Cille Høg Pedersen

D

en russiske invasion af Ukraine startede den 24. februar 2022. En invasion, som har gjort, at over 4 mio. ukrainere er flygtet fra deres hjem. Mange er flygtet uden mere, end hvad de kunne bære.. De har efterladt hele deres liv tilbage i Ukraine. Men hvordan er det så at komme til et fremmed land med en fremmed kultur og et uforståeligt sprog? På trods af gæstfrihed kan hjemveen stadig trække, og det og dem, de har forladt, stadig fylde meget.

Vi har besøgt tre ukrainske familier, der nu bor i Danmark for at høre deres historie.

Valentina: Jeg savner alt Når man ankommer til en villavej i Hørup, bliver man mødt af børnelatter. Her findes et hus, som normalt rummer en familie på fire, men nu rummer 10 personer. En af dem er ukrainske Valentina Fedosieiva på 35 år. Allan Anderson og hans kone er en af de familier, som har åbnet sit hjem for ukrainske flygtninge.

Valentina ankom den 8. marts sammen med sine tre børn. De er flygtet fra Kyiv. Det har været en lang rejse fra Kyiv med tog til Slovakiet og videre hele vejen til Danmark.

Selvom rejsen var lang, var hun fast besluttet på, at de skulle væk fra bomberne og frygten for at dø.

På skødet sidder hendes to-årige datter Amelia. Valentina kigger på hende, aer hendes kind, kigger op og siger: »Det vigtigste var at få mine børn i sikkerhed, og det er de nu.« Det handlede om overlevelse, og med sig havde de kun én rygsæk hver. Men det er ikke mere oppakning, de savner. »Jeg savner selvfølgelig alt hjemme i Ukraine. Mit hus, mine venner og min familie«.

Valentina holder en pause med at tale. Allan giver hende et anerkendende nik, imens han trykker hendes arm.

Selvom tiden er hård, har familien indtil videre fundet sig godt til rette hos værtsfamilien i Sønderjylland. Trods at den ukrainske kultur ifølge Valentina adskiller sig fra den danske, trives hun i Danmark. Med et glimt

Galina (tv) med sønnerne, veninden og datteren.

​​Valentina i døråbningen med datteren Amelia på armen, og værtsfamilien ved siden af.

i øjet roser hun værtsfamilien og fortæller, at Allan hjælper til med alting. Hjælpen har været stor, og det har også fået Valentina til at øve sig på dansk og søge job som rengøringskone på en skole i Sønderborg.

Dagene i Danmark går hurtigt, da Valentina har tre børn at tage sig af. Med et smil fortæller hun, at de ofte går ture eller laver mad sammen. For hende minder hverdagen meget om den, hun havde i Ukraine før krigens udbrud. Imens hun griner, siger hun, at kommunikationen dog er mere besværlig.

Tanken om at skulle blive i Danmark og starte et liv her skræmmer hende ikke. Så længe hendes tre børn kan få en frisk start, er hun åben for at blive her. Uvisheden om krigens længde har for alvor sat tankerne om et liv i Danmark i gang.

Galina: Det var som at komme til Månen Ned ad en lille grusvej i Aabenraa bliver man mødt af endnu en villa. Et stort, gult murstenshus, som Galina Tarasenko på 42 år har fået lov at bo i sammen med sin mand, sine tre børn, hendes veninde og datteren. I Ukraine er deres nyrenoverede hus blevet bombet.

De er flygtet fra Mykolaiv og ankom den 20. marts til Danmark. Det er endnu en af de familier, som har haft bomber og raketter flyvende over hovedet og så sig tvunget til at flygte.

Danmark er noget anderledes end det land, de kom fra, synes Galina. Både kultur og hverdag er anderledes. »Det var som at komme til Månen«, siger Galina Tarasenko.

I Ukraine arbejdede Galina som biolog, hvilket er noget anderledes, end hvad hun laver i dag. Hun prøver at få dagene til at gå med at ordne dokumenter, have besøg af journalister, online-undervisning til børnene, og selv vil hun gerne finde nogle dansk-lektioner.

Selvom landet er anderledes fra Ukraine, ser Galina en masse positive ting i Danmark, som hjælper med at holde humøret højt. »Jeg føler, vi har den samme mentalitet som danskere. De er meget hjælpsomme«, fortæller hun.

Mens Galina fortæller historien om deres flugt, kan man bag to døre høre børnelatter og klaverspil. Ud kommer Galinas to sønner og venindens datter, som alle tre er meget tilfredse med at bo i Danmark. Især fordi de endnu ingen lektier får for i skolen.

Trods Galinas forældre er efterladt i Ukraine, føler hun, at de bliver nødt til at se fordelene i, at de kan blive i Danmark sammen med sine børn. »Mine børn kan starte til fodbold og få nye venner. Selvom jeg savner hele mit liv i Ukraine, er jeg med på, at det aldrig vil blive det samme«.

og derfor en del af denaldersgruppe af mænd, den ukrainske regering har forbudt at forlade landet. Først var Irina imod at skulle forlade hjemlandet, men hendes veninde, som allerede var ankommet til Danmark, fik hende overtalt. Irina og hendes to sønner blev derfor hentet i bil af en mand fra Kolding og kørt hele vejen fra Polen til Danmark - med kun to tasker pakket.

Og selvom der skulle overtalelse til at flygte, er de nu på grund af omstændighederne glade for, at de er kommet til Danmark, hvor de kan leve i tryghed. Værterne, Berit og Sebastian Bach Winther, har selv børn, der er blevet venner med Irinas egne sønner. Hun fortæller, at værtsfamilien gør alt for at hjælpe. På trods af at de kun har kendt deres værtsfamilie i en måned, betragter de dem som deres anden familie. »Det er et dejligt land, her er mere roligt.

Berit og Sebastian gør det mere trygt for os at være her«, fortæller Irina.

Heldigvis bor Irinas veninde med sine børn også i Odense, og de kan derfor mødes. De nyder, at cafeen Free-Ukraine er åbnet på Vesterbro. Selv føler Irina, at folk i Danmark har været meget hjælpsomme. »Folk har hjulpet os rigtig meget. Især i cafeen, hvor vi kommer meget«, siger Irina.

Tiden i Danmark har givet Irina en følelse af, at ukrainerne ikke er alene. Oplevelsen i Danmark har været god, men aldrig i sit liv havde Irina troet, at hun skulle forlade Ukraine for et nyt land. »Hver dag håber vi på, at vi kan komme hjem. Selvfølgelig drømmer jeg om at komme tilbage«, siger Irina, imens hun sidder med sønnen Dima på skødet.

Irina og familien har været vant til at rejse meget, men at skulle bosætte sig i et helt nyt land har aldrig været en del af deres plan.

Hun håber meget på at kunne komme tilbage til hverdagen og blive genforenet med sin mand. Selvom hun gerne vil tilbage, ved hun, at der til den tid er meget arbejde, der skal gøres.

På trods af tre meget forskellige situationer har de alle et stærkt slægtskab til Ukraine og tænker over, hvad fremtiden bringer. Som Irina siger: »Det er mit land. Det er mit hjem«.

Irina: Ukraine er mit hjem Foran caféen “Free-Ukraine” på Vesterbro i Odense møder vi Irina Kriat og hendes 5-årige søn Dima. Et sted, som de nu ofte besøger.

Hun ankom til Danmark den 13. marts sammen med sine to børn. Hendes mand har hun måttet efterlade i Ukraine, da han er mellem 18 og 60 år Irina sammen med sønnen Dima i Odense centrum.

14

KULTUR

Dyre fælge, store anlæg og ulovlige gaderæs: Striben 2022 er skudt igang

MAJ 2022

Alle navne i artiklen er aliaser, men LIXEN er bekendt med deres identitet.

Lørdag d. 16/4 stod i bilernes tegn, da Striben havde sæsonstart og inviterede bilentusiaster fra hele landet til at sparke dæk og køre ulovlige ræs i Odense. LIXEN var med på bagsædet i en Honda Civic.

Af Mattis Preil.

Foto: Mattis Preil

B

ilen står skævt med det ene bagdæk hævet over jorden, som en hund, der lader vandet. Topnøglen, der ihærdigt forsøger at stramme den sidste hjulbolt, lyder som lynlås på overarbejde.

Der lyder et lille knald. »Ej, det er fucking løgn!” udbryder Henrik, der nu sidder med sit værktøj i fire stykker mellem fingrene.« »Jeg har jo kun fået én af sommerdækkene på, og jeg er allerede én time forsinket. Lort.« Værktøjskassen bliver rodet igennem i en panisk facon. »Jeg må købe en ny, der er ikke andet for.

Lad os håbe, at boltene holder turen til Bauhaus.« Værktøjet bliver pakket sammen, og bilen vender tilbage til vandret position. »Hej Christian, jeg er på vej til Bauhaus, skal have ny stiftnøgle, skal jeg hente dig på turen? Ses om 5.« Telefonen stoppes i lommen, og nøglen ryger i tændingen.Med nyt værktøj i inventaret og en gut mere i bilen, ruller Hondaen trofast op ad indkørslen. De sidste dæk bliver sat på, mens en cigaret bliver inhaleret. »Alt, hvad vi mangler, er en tur i vaskehallen og så at få hentet Jens. Lad os komme afsted.« Henrik tørrer en dråbe sved af panden og tager sine arbejdshandsker af. Hans plettede bukser beretter om et slagsmål med et par beskidte vinterdæk. »Kan du ringe til Jens og sige, at vi er der om et kvarter? Så står jeg for musikken,« siger Henrik til Christian, mens han finder ‘Don Omar’ frem på Spotify i bedste Fast & Furious-stil.

Med en skinnende ren bil, der glimter i den synkende sol, bliver kursen sat mod den sidste passager. ‘Bandoleros’ spiller for fulde drøn, mens omdrejningstælleren lister sig mod 7 tusind omdrejninger. Jens venter allerede og skynder sig ind i bilen. »Hva’ drenge er I ikke lidt sent på den?« »Don’t get me started« sukker Henrik tilbage. »Står den på ræs i dag?« spørger han forsigtigt. »Det kan ikke udelukkes, selvom jeg dog stadig har standardfilter og -udstødning.

Den skal jo til syn den 15. Måske en bedre ide næste gang. I dag må vi nøjes med at kigge på,« svarer Henrik. »Så hvor er det Striben er i dag?« Christian hiver sin telefon frem og åbner google maps, klar til at taste svaret ind. »Grønløkkevej, men er ikke sikker på præcist hvor« når Henrik at svare, mens han blæser afsted fra et nyligt grønt lys. »Prøv at følge ham der, han skal helt klart til Striben!« udbryder Jens, mens han peger på en Golf 2 med alufælge, der koster det, der er tilsvarende to gange månedsløn for den gennemsnitlige dansker.

En Brians Mekka Efter 4 minutter med udsigten til retro-baglygter drejer golfen ind på parkeringspladsen bag Bull’s Burgers. På pladsen holder der nyvaskede og opgejlede biler så langt øjet rækker. Solen er lige forsvundet bag horisonten, og bilerne, der før glimtede som ædelsten, er nu kun oplyst af forlygter og farverige neonlys. Hundredvis af stolte benzin-fanatikere står nu og beundrer hinandens projekter, imens de rundhåndet deler ud af tips og tricks. »Hvorfor er der så mange? Det er jo helt vildt.« Jens er målløs. »Det er sæsonstart, så der kommer til at være meget gang i den i dag,« svarer Christian, mens han tager billeder ud af vinduet.

Henrik danser Hondaen ind på en parkeringsplads, hvor den på sin sænkede undervogn og flashy fælge passer ind som fod i hose.

Hondaen bliver stillet blandt sine ligemænd, mens gruppen begynder at gå ud på opdagelse. Kontrasten er iøjnefaldende.

Blankpolerede luksusbiler til indkøbspriser på over 800.000 kroner med udstyr og modificeringer til 100.000 oven i står side om side med rustne smadderkasser fra slut-80’erne.

Ejerne taler dog som var de ligemænd med den samme månedlige indkomst. Efter tre kvarter begynder menneskemængden at tynde ud.

Meldingen kommer på Facebook-siden.

Pladsen lukker officielt, og folk anbefales at sprede sig ud, finde noget mad og drikke og afvente yderligere instrukser. Den sociale del af mødet er nået til vejs ende. Der skal ikke længere sparkes dæk og snakkes anlæg. Mørket og natten bringer en anden del af Striben med sig. Den del, som i medierne er synonymt med Striben. »Jeg er sulten, skal vi tage på Burger King, mens vi venter?« Henrik står med nøglerne i hånden. Turen går mod udkanten af byen. Der er mange biler, der kører med samme kurs, og der bliver heftigt diskuteret om hvilke biler der var de

bedste. Et rødt lys ved et kryds stopper samtalen brat. Der er to vognbaner, og Hondaen holder forrest parallelt med en BMW, der har fulgt os siden træffet. Civilpoliti? Tanken har strejfet alle i bilen, og Jens når kun lige at spørge, inden han får øje på klistermærket i ruden på bilen. ‘Striben Odense’ står der, og det indikerer, hvad der skal til at gå ned. »Er I klar?« Henrik sætter sig til rette og giver speederen et tryk. »Let’s go.« Jens skruer ned for musikken. Grønt lys.

Der bliver sat i gang med et solidt tryk på speederen, men intet som ikke kan forsvares i retten. Simultant træder føreren af BMW’en speederen i bund. Henrik svarer, og begge biler blæser mod næste kryds. Hondaen skriger afsted med langt over fem tusinde omdrejninger i minuttet. BMW’en følger trop. Rødt lys.

Vi holder nu igen ved siden af hinanden.

Der bliver grinet og nikket anerkendende til den anden vognbane. Vejene skilles, Hondaen vender snuden mod Burger King.

BMW’en fortsætter videre ud i natten efter en ny modstander.

Efter en omgang burgere tikker en ny besked ind. En story på Snapchat viser et satellitbillede, og teksten lyder på en adresse i et industrikvarter i Ringe. Nu begynder runde to af ræset. Hondaen forsvinder i mængden.

Vejen forude ligner scenen fra en techno-festival. Et virvar af lys, der skærer sig igennem mørket. Afkørslen til Ringe fyldes hurtigt, indtil flere hundrede biler har indtaget de omkringliggende industriveje. Stribens tovholdere har et spørgsmål til de ankomne: »Skal I køre ræs eller parkere?« Ulovligt gennem natten Mens drengene går gennem mørket, falder samtalen på, om Henrik skal ud og køre næste gang. »Jeg skal lige have lavet udstødning og skiftet luftfilteret, så ville jeg egentlig gerne.

Men jeg vil ikke miste bilen. Jeg vil egentlig gerne køre lovligt, gerne på bane. Men det er

jo ikke en mulighed.« Han holder en kort pause. »Jeg kommer nok til at køre alligevel, jeg har jo ikke bygget bilen for ingenting.« Mere når han ikke at sige, før en Golf 4 blæser forbi os med en gammel Bimmer i hælene. Mållinjen ligger lige foran, og bilerne kommer med tophastighed flyvende forbi. Vi når lige at standse ved mållinjen, indikeret med røde lamper, 201 meter fra startlinjen, da endnu et sæt biler blæser forbi. Der går ikke længe mellem bilerne, og variationen er stor. Det er ikke kun toptunede biler, der gør entre. Både motorcykler, superbiler og mormors gamle Suzuki tager en tur ned ad banen. Efter hvert løb lyder der bifald og glade tilråb fra de mange tilskuere, omend løbet var spændende eller ej.

Efter en time med nonstop action er der en sød duft af brændte dæk, varme koblinger og brugt benzin i luften. »De har da været i gang længe, og der har ikke været noget politi endnu, det er nærmest et mirakel.« Henrik kigger paranoidt rundt, som havde hans ord fremmanet en patruljevogn. »Ja, men igen, måske har vi fået lov til at nyde aftenen lidt endnu, vi holder os jo væk fra nogen anden trafik,« svarer Christian, mens han gestikulerer ud til de mørke industribygninger og tomme byggegrunde rundt omkring os.

Klokken har nærmet sig 01, og kulden bider. »Lad os smutte.« Henrik drejer om på fødderne og går tilbage mod parkeringspladsen. Med bilen proppet for sidste gang og anlægget skruet op bliver Snapchat tjekket en sidste gang, mens Ringes byskilt forsvinder bag os. »Godt vi er på vej hjem, politiet er lige dukket op. Det kunne have blevet rigtig dyrt.« Christian pakker telefonen væk og følger op: »Men det har sgu været fedt alligevel, jeg tror det bliver en fed sæson!« Selvom aftenen har været rolig, og der ingen problemer har været hverken med deltagere eller politiet, er det ikke altid sådan.

Løbene er ulovlige og bliver afholdt på offentlige veje uden nogen form for sikkerhedsforanstaltninger. Dette resulterer også i mange uheld og dødsfald. Det er dog ikke kun deltageres liv, som er i fare, men også andre trafikanter der bevæger sig i nattelivet. Alle løb er dog ikke ulovlige, og på fora og sociale medier er der et ønske om at få muligheden for at køre lovligt hver gang. Arrangementer som Racedays afholder lovlige gaderæs. Dog bliver disse kun afholdt få dage om året, og det er ikke nok for den motorglade gruppe.

Så Striben kommer nok til altid at være vovehalse på kanten med loven, indtil de får deres eget legerum.

KULTUR

MAJ 2022

15

Tatoveringer, dæknavne og meme-ups: Mød Danmarks nye kulturfællesskab Fra asken af Radio24syv er der vokset et miljø, som online og offline samles om interessen for memes. Med massevis af følgere, bølger og skabere er Memestagram blevet en kulturel scene, der er alt andet end selvhøjtidelig.

Af Sebastian C. Christensen og Agnes Rønberg Fotos: Agnes Rønberg

V

iser du dem ikke tatoveringen?« Spørger Ida. Marcus hiver op i buksebenet og afslører en tegning af en gul stol med et fjoget filur-ansigt. »Jeg fik den lavet sidste år,« siger han.

Filur-ansigtet pryder også bagsiden af hans telefon i form af et slidt klistermærke. »Det er nogle, hun har lavet, som vi fik på et tidspunkt, da vi mødtes med hende,« fortæller Ida, som også har klistermærket.

Den person, hun taler om, kalder de Skrot 1, da hun er den ene halvdel af memeduoen Skrotmemes. Selv står Ida bag Barda Memes og ‘shitpost-profilen’ Fars Brød, mens hendes kæreste Marcus har profilen Svedige Memes.

Ida går i 3.g, Marcus på universitetet. De er begge 19 år og bor sammen på Sjælland. Og så har de mødt hinanden gennem deres memeprofiler på Instagram. »Vi er slet ikke de eneste,« griner Marcus.

Vi havde egentlig inviteret to mememagere på café for at spørge, hvilket fællesskab der er omkring memes: Marcus og så 15-årige August, der går i 9. klasse og står bag Hjemmelavede øko memes. Men da de alle tre i forvejen havde aftalt at spise is bagefter, er Ida taget med uanmeldt, hvilket i sig selv svarer meget godt på spørgsmålet. »Vi kalder fællesskabet Memestagram,« siger hun leende. Senere i aften skal parret ud at drikke øl med nogle flere mememagere, som de er i gruppechat med. Det er ikke bare en vennegruppe som enhver anden; tilsammen har de mange tusind følgere, hvis humør og holdninger de har mulighed for at præge.

Og de er ikke alle anonyme mennesker bag en skærm. »Der er faktisk en god portion af dem, jeg læser sammen med, der kendte til min profil, før de kendte til mig,« siger Marcus. Selvom hans nærmeste kender til hans hobby, vil han helst værne om sit privatliv online. De andre mememagere har det på samme måde, og derfor optræder de kun ved fornavn. August er desuden ikke hans rigtige navn, da han ikke føler sig klar til, at nogen skulle kunne identificere ham. Redaktionen er bekendt med deres fulde navne.

Meme-queen Maya Tekeli er Memestagrams kultleder Den nuværende danske memebølge, der primært lever på Instagram, kan ifølge de tre spores tilbage til radioprogrammet Det Lille Mememageri, som gik i luften på Radio24syv i 2018. Her blev personerne bag memeprofiler inviteret ind for at lave memes til Instagram live i studiet. I takt med at programmet rullede, voksede følget på Instagram, og værten Maya Tekeli, der efter sigende skulle have startet den allerførste gruppechat for mememagere, opnåede idoldyrkelse. »Vi er alle sammen hendes disciple,« siger Marcus grinende.

Instagram har introduceret en intimitet til memes, mener Idil Galip, som skriver PhD i mememageres online liv ved Edinburgh Universitet. Hvor man på Reddit eksempelvis kan finde memes inde i bestemte fora, finder man dem på Instagram ved at følge profiler. »Hele præmissen med Instagram var fra starten af, at det var et sted, man kunne vise sit fotoalbum. Derfor har det et aspekt af venskab,« uddyber Galip.

Det 24Syvske børskrak August var kun 13 år, da han blev inviteret ind i Radio24syv-programmet for at lave memes.

Han er den eneste af de tre mememagere, der blev en del af fællesskabet før programmet lukkede. Det startede i en kedelig sommerferie, hvor hans søster viste ham Det Lille Mememageris instagramprofil, hvilket fik ham til at starte sin egen. Der er sket meget i miljøet siden. »Skal jeg prøve at lave en tidslinje?« spørger han og rækker ud efter blok og kuglepen.

August tegner en streg mellem et spørgsmålstegn og år 2017/18. Her foregik de danske memes på Facebook og Reddit og var præget af en selvbevidsthed over at være dansk. Det endte ud i memes om koldskål og modstand mod Sverige, husker de tre meme-

magere.

18-19: 24syv, storhedstid, skriver han så. »Med 24syv begyndte memes at omhandle det politiske mediebillede,« fortæller han, og de andre nikker.

Radioprogrammets betydning bliver også klar, da August skriver depression på tidslinjen. Lukningen af radioen den 31. oktober 2019 affødte en kollektiv sorg blandt memeprofilerne på det sociale medie. »Ligesom ved et børskrak - man stoppede ikke med at lave memes, men alle var triste,« beretter August.

En invitation til klubben En novemberdag i 2019 tikkede en notifikation ind på Idas telefon om, at hun var blevet inviteret ind i en gruppechat på Instagram.

Store profiler som Herlige Svend, Slap Kurs og Maya Tekeli var blandt de navne, hun kunne se. »Wow,« tænkte hun. Hun havde drevet Barda Memes i et stykke tid nu, men kendte ikke omfanget af det fællesskab, der fandtes online. »Jeg kom mere og mere ind i det fællesskab. Og så opstod der nogle nye gruppechats, som jeg var en del af, og kulturen ændrede sig meget. Der kom flere og flere memeprofiler til. Der er virkelig mange grupper nu,« fortæller Ida. Grupper, hvor der ikke bare bliver sendt memes, men også kreeret. Ida fortæller, at de fleste memes, der ender på medlemmernes profil, har været igennem chatten først. »For eksempel cirkel-memet som Skrotmemes lavede,« fortæller Ida, og viser en sjusket tegning af tre pile i en cirkulær bevægelse.

Det startede med en af mememagernes observation om, »at det er sjovt, når ting går i ring.« Vor tids punkfællesskaber Det er gennemgående for Memestagram, at memes ikke bliver lavet i et vakuum. Me-

memagerne sparrer med hinanden både online og offline om, hvad der er sjovt. Memeforsker Idil Galip sammenligner det med 80ernes undergrundsscene. »Jeg synes, det minder meget om gørdet-selv punkkollektiver, hvor folk arbejder med begrænsede ressourcer. Jeg ser de her personer som kunstkollektiver, fordi de er så forbundne.« Hun kalder memes det nyeste skud på stammen af folkekultur, som eksempelvis eventyr og vittigheder hører ind under. Internettet åbner blot op for, at det kan spredes og afkodes med uhørt hast og til mange flere mennesker. Og det er den folkekultur, som både tiltrækker følgere og skabere til memeverdenen.

Den danske memescene har udviklet sig til et mudret billede med mange formater.

Når Marcus sætter musik på videoen af Will Smith, der slår Chris Rock, er der et stykke vej over til mere teksttunge og semi-poetiske posts som dem, memeprofilen Den Medierede Grubler lægger op. »Selvom det ikke er de samme slags memes, vi lægger op, så er der stadigvæk den her respekt for hinanden. Jeg har også musikervenner, der støtter hinanden, selvom de ikke laver samme slags musik. For os er det bare memes,« siger Marcus.

Ikke-økologisk meme-up Det er samme tilgang, der går igen, når der bliver inviteret til meme-up med øl i Fodmageriet, gruppechatten for mememagere over 18. Ida læner sig over Marcus for at spørge August, om han skal med i aften. »Skal du med, Øko?« »Han kan sgu da ikke komme ind,« minder Marcus hende om, og August griner. »Nå nej, du er et barn,« siger hun. »Ja,« bekræfter han leende.

Om der vil komme memes ud af meme-uppet i aften, må tiden vise, men indtil da står den på is og sodavand på Strøget.

16 KULTUR

MAJ 2022

Redaktionens anbefaling: Michelle McNamaras “I’ll be gone in the dark” Af Eva Almann Simonsen Foto: JP/Politikens Forlag

P

erioden 1974 til 1986 var en angst-inducerende tid for flere middelklassesamfund i Californien. Kilden til denne angst var manden, der senere blev døbt “The Golden State Killer”. 13 mord, 50 voldtægter og 120 indbrud senere, var det californiske politi på lige så bar bund som efter første forbrydelse. I denne true crime-bog følger journalist - Michelle McNamara - gerningsmandens spor af ødelæggelse i ‘Den gyldne stat’.

Selvom man ikke vil definere sig selv som en ‘true crime buff’ (en der konsumerer krimistof), bør “I’ll be gone in the dark” være et kanonpunkt på enhver undersøgende journalistspires liste. Det er korrekt, at denne bog er et true crime værk af samme kaliber som Truman Capotes’ “In Cold Blood” (“Med koldt blod”) og har potentiale til at blive lige så banebrydende inden for genren. Men det skal dog ikke forglemmes, at Michelle McNamara først og fremmest var undersøgende journalist. Det var dog hendes hæderkronede dage som krimi-blogger og amatørdetektiv, der katapulterede hende ind i den offentlige bevidsthed. Hun etablerede sig selv som en af forgangspersonerne for det nye årtusindes måde at formidle true crime på. Helt konkret lancerede hun bloggen True Crime Diary, hvor hun kunne dyrke sin årelange kærlighed til at undersøge uopklarede forbrydelser.

I bogen føres læseren med ud på samme vildspor som McNamara selv, og man efter-

lades med en inderlig respekt for McNamaras metodiske arbejdsmetoder (Læs: besættelse.)

McNamaras intuitive måde at forbinde og søge efter ledetråde er et testamente til dygtige journalister, der er faldet i kampen om at udfolde deres historier.

McNamara døde pludseligt i en alder af 46 år, da hun var halvvejs med at skrive bogen. Dette faktum er en påmindelse om, at vi som journalister ofte tror, at vi kommer til at overleve vores historier. Dette er forståeligt fra McNamaras synspunkt: Hun undersøgte denne knap halvtreds år gamle sag med en gerningsmand, der var estimeret til at være i halvfjerdserne. Hun vidste, at hun jagede et fantom, men ikke hvorvidt der var tale om et spøgelse eller ej. Faktum er, at vi glemmer, at vores historier ofte overlever os og bliver en del af vores eftermæle. »This is how it ends for you« ‘Golden State Killer’ (Det navn McNamara endte med at døbe ham, og hvilket hang ved) blev pågrebet blot to år og tre dage efter McNamaras død. McNamara var dog allerede begyndt på bogens afsluttende kapitel, og kapitlets sidste ord illustrerer en vis poetisk retfærdighed i arrestationen. »This is how it ends for you. »You’ll be silent forever, and I’ll be gone in the dark,« you threatened a victim once. Open the door. Show us your face. Walk into the light.« Politiet i Californien påpeger gang på gang, at McNamaras undersøgelser ikke var den direkte årsag til gerningsman-

dens pågribelse. Men journalistens rolle er en utaknemmelig en af slagsen, og i en serie af begivenheder var McNamara instrumental i at hive Golden State Killers forbrydelser ud i lyset og få hans gerninger på mange lokale californieres læber.

Et testamente til dybdeborende journalistik Skrivet er en unik kombination af velskrevne kapitler i et fyndigt sprog, der formår at få sin læser til at glemme, at de sidder med et stykke non-fiktion. Hver en sætning maler et gruopvækkende portræt af den kultur og frygt, der gennemsyrede 1970’ernes californiske lokalsamfund. McNamara er en puritansk journalist, som ikke tager sig kunstneriske friheder, men som klart og koncist forholder sig til fakta. Fakta fra tusinder af siders rapporter. Fakta, erhvervet gennem de utallige relationer hun kultiverede med pensionerede efterforskere på sagen, ‘cold case investigators’ (Dansk: politifolk der undersøger uopklarede sager) og ‘web sleuths’ (Dansk: amatør detektiver, der benytter internettet som primær arbejdskilde) mfl. McNamara væver på 320 sider et tæppe af selvbiografi, fakta og hundredvis af menneskeskæbner sammen, hvilket er blevet hendes testamente til dybdeborende journalistik.

Du kan slå ‘Golden State Killer’s’ navn og forbrydelser op på Wikipedia, hvis det er det, du ønsker. Hans identitet er ikke pointen.

Nu er han blevet demaskeret og reduceret til

blot en mand. Men hvis du udelukkende gør det, kommer du til at snyde dig selv for et velskrevet journalistisk værk. Selvom bogen er publiceret på dansk, vil jeg dog til enhver tid anbefale, at du ikke snyder dig selv for McNamaras penetrerende prosa på originalsproget engelsk. Den findes på både på dansk og engelsk hos Odense Hovedbibliotek #støtditlokalebibliotek.

Eventkalender Odense maj 2022 Hele maj / Landskaber / Kunstmuseum Brandts Hele maj / Kathrine Ærtebjerg - De tusind gåders sted / Kunstmuseum Brandts Hele maj / Forunderlige Fortællinger / Kunstmuseum Brandts Indtil 28. maj / Kjeld Ulrich Moments / Galleri Sandberg 1. maj / Arbejdernes Internationale Kampdag / Foregår kontroversielt nok ikke i Kongens Have, men på parkeringspladsen ved Mødecenter Fabrikken på Lumbyvej 1. maj / Veras Market i Storms Pakhus / Storms Pakhus 1. maj / Manfred Mann’s Earth Band (UK) / Posten 1. maj / Dire Straits Jam / Dexter 2. maj, 16. maj / Banko i Pakhuset / Storms Pakhus 2. maj / Institutdysten 2022 / SDU 2. maj / Dialog: Konflikten: Ukraine og Rusland / Studenterhuset 2. maj / Inhaler (IRL) / Posten 2. maj / Rundvisning på Odense Teater / Odense Teater 2. maj / Die Weiße Rose / Den Fynske Opera 2, 3, 4, 5. maj / Projekt Frygt / Teater Momentum 3. maj / Gopler ældes baglæns - Foredrag med Nicklas Brendborg / Magasinet 3. maj / Jazz Jam / Studenterhuset 3. maj / Fernisering: Lone Blomquist / Kunstbygningen Filosoffen 3,5,10,12,17,19,24,26,31. maj / Comedy Open Mic / Teater95B 4. maj / Teaterstykke: Vi bygger en vej / Historiens Hus 5,6,7. maj / DON GNU (DK) WALK-MAN / DYNAMO 5. maj / Queer Café / Ungdomshuset Odense 5. maj / Suede (UK) / Posten 6. maj / Sangskatten - Fællessang i Magasinet med Fallulah og Sys Bjerre / Magasinet 6. maj / La Dame Blanche / Posten 6, 13, 15 maj / Bar’Opera præsenterer “The Pet Shop” / Studenterhuset 7,8,11,12,13,14. maj / Acting for Climate: BARK / En lokal skov, lokation endnu uvis 7. maj / 80’er festen i Odense Maj ‘22 / Rugårdsvej 5 8. maj / City Matters - En kunstnerisk vandring i byens natur / Teater Momentum 9. maj / Storms Comedy Club #2 / Storms Pakhus 9-14. maj / SMASK / Teater Momentum 10. maj / Tobias Dybvad - Levemand / Magasinet 10. maj / David Ramirez (US) / Posten 10, 24. maj / Broderisalon på Tekstilværkstedet / Tekstilværkstedet 11. maj / Læsegruppe på Lambda / Lambda 11. maj / Lykkehjulet Live / Teater95B

11. maj / Lukas Graham Koncert / DOK5000 11. maj / Bajer & Broderi / Storms Pakhus 11-12. maj / Conference: Future Developement for Arab Youth - Challenges and Opportunities / SDU 12. maj / Mozarts Requiem dirigeret af Phillip Faber / ODEON 12. maj / Globalisering set fra byggepladsen / Kulturmaskinen Odense 12-15. maj / Shu-Bi-Dua The Musical / ODEON 13. maj / Modest + Poptones / Frølageret 13. maj / Les Filles de Illighadad / Teater Momentum 13,19. maj / GENTS / Posten 14. maj / Waterplz 1010 - Rave For Peace / Teater Momentum 14. maj / Verdens bedste cykelhold / Jyske Bank Arena Fyn 14. maj / Total Hip Replacement & Anyankofo (DK/GH) / Posten 15-17. maj / Mod Til At Dræbe / Teater Momentum 16. maj / Thomas Vinterberg & Thomas Bo Larsen / ODEON 16. maj / ODEONs Sangklub / ODEON 19. maj / The Savage Rose / Magasinet 20. maj / Cutting Edge Electronics fra SDMK-lydkunstnere / Frølageret 20. maj / Nicklas Sahl / Posten 21. maj / Comedy Surprise / Teater95B 21. maj / Odense Pride 2022: Parade & Demonstration / Munkemose Park 21. maj / Lambda Social / Lambda 23. maj / Foredrag: Svend Brinkmann - Hvad er lykken? / Odense Congress Center 23, 24. maj / Spejlmanden / Teater Momentum 24. maj / BISSE / Studenterhuset 25. maj / Dragbanko med Polly & Martha / Teater95B 25. maj / Hjerteflimmer for Voksne På Tour / Magasinet 25. maj / Annika Aakjær / Posten 26. maj / Open Jam / Studenterhuset 26. maj / Arrested Development (US) / Posten 26-28. maj / Brighton Boys / Teater Momentum 27-29. maj / Cocktail Festival / DOK5000 27-29. maj / Odense Havnekultur Festival 2022 / Havnepladsen 28. maj / Sofie Linde & Rasmus Bjerg: Linde På Bjerget / ODEON 28. maj / Michael Schøt / Magasinet 30. maj / Det er genialt, det der / Odense Congress Center 31. maj / Crime & the City Solutions / Posten

DEBAT

MAJ 2022

17

Will, your privilege is showing I har hørt om det, læst om det og snakket om det. I har helt sikkert en holdning til det, der skete under den 94. Oscar-uddeling, hvor Will Smith slog Chris Rock på live-tv. Selvom Will Smith har undskyldt, og Chris Rock har meldt ud, at han ikke vil retsforfølge Will Smith, så betyder det ikke, at vi ikke stadig kan snakke om, hvilket signal håndteringen af dette optrin har sendt til os alle sammen.

Af Charlotte Bech Mathiesen Foto: Kaliva/Shutterstock.com

N

ogle har kaldt det et historisk moment, og jeg er enig. Et historisk dumt moment. Jeg kan huske, at jeg så overskrifterne og tænkte: “Gud, der røg Will Smiths karriere.”

Men ved nærmere efterforskning fandt jeg ud af, at Will Smith ikke ret længe efter at have slået en anden mand på åben skærm kunne modtage Oscar-statuetten for bedste mandlige hovedrolle. Da jeg så videoerne med hans tale, tænkte jeg med det samme: “Så må det være en joke. Så dumme tror de vel ikke, at vi er?” Men nu står vi her næsten en måned senere, og det virker ikke, som om der kommer en afsløring rundt om hjørnet.

Hvis vi går ud fra, at optrinnet ikke var indøvet, så kan jeg blot konkludere, at både Will Smith og Oscar-akademiet har mistet deres autoritet fuldstændig i mine øjne.

At slå andre mennesker hører nemlig ingen steder hjemme i bedste sendetid. Rettelse – at slå andre mennesker hører ingen steder hjemme. Punktum.

Alligevel kan Will Smith få lov til at gå urørt hen imod Chris Rock, pande ham en syngende lussing, gå uberørt ned igen og derefter sidde og råbe op som et surt barn, der ikke har fået sin vilje. Undskyld mig, men hvornår blev den slags opførsel okay?

Måske fordi det var Will Smith, som slog.

En mand med en formue på 350 millioner dollars, som er en del af Hollywoods elite.

Det er sådan, at det ser ud i hvert fald.

Will Smith skulle have været vist ud på stedet, da optrinnet skete. Oscar-akademiet havde muligheden for at udsende et klart signal om, at den opførsel ikke er velkommen til et

af de fineste awardshows i branchen. I stedet at den reaktion definerer det problem, jeg fik Will Smith lov til at gå uforstyrret tilbage forsøger at udstille. Vi ville jo aldrig have distil sin plads og efterfølgende råbe op i et grimt kuteret, om det her var okay, hvis ikke det var Will Smith, der stod bag. Men nu hvor argusprog.

Nu var det jo ikke en lige højre, som sendte menterne er derude, så lad mig da lige løbe Chris Rock i gulvet, så jeg prøver ikke at ad- dem igennem.

“Chris Rock lavede jo en usmagelig joke vokere for, at Will Smith skulle være ført ud i håndjern. Men det havde klædt akademiet at om Will Smiths kone, Jada, og hendes hårtab udvise en eller anden form for morale ved at som er grundet en sygdom.”

En usmagelig joke, som jeg da egentlig prikke Will Smith på skulderen og pænt bede måske kan give folk ret i, at det er, må aldrig ham forlade establissementet. blive en undskyldning for at udøve vold.

I stedet står det, der skete den 27. marts “Han var vred, og i vrede handler man nopå Dolby Theatre i Los Angeles, nu tilbage gle gange uhæmmet.” For det første er det som en kendsgerning om, at så snart du er rig et super dårligt argument. Det trækker asog berømt nok, så kan du té dig, som du vil sociationer til, at uden de store konsekvenser. En stor »Forestil jer blot engang, at det man kan undskyvoldsmænds fed langemand til var en ukendt udenlandsk pro- lde ageren med, at almindelige menducer, som havde lavet samme “de var vrede”. nesker. Især i et nummer?

Den person var røget Dernæst, har I land som USA, hvor ud hurtigere, end Will Smith set videoen? Will der sidder folk i spankulfængsel på ti og tyve kunne nå at sige “Get my wife’s Smith år for besiddelse af name out your fucking mouth.”« erer nærmest op på scenen og skal marihuana. gå i cirka ti sekunder, før han når frem til Forestil jer blot engang, at det var en Chris Rock og slår ham. På vejen tilbage går ukendt udenlandsk producer, som havde han igen kontrolleret. Der er ingenting i Will lavet samme nummer? Den person var røget Smiths kropssprog eller ageren, der tyder på, ud hurtigere, end Will Smith kunne nå at at han agerede i et uhæmmet vredesudbrud. sige “Get my wife’s name out your fucking Snarere et egoudbrud. mouth.” Hele situationen indkapsler blot de “Det er smukt, at Will Smith gerne vil besstore klasseskel, vi stadig lever under den dag kytte hans kone, især på grund af deres turi dag. bulente forhold.” Officer, it’s this one, right Nogle mener, at Will Smith var i sin gode here. Få en parterapeut, og bland stakkels ret til sin reaktion og er kommet på en masse Chris Rock uden om dine ægteskabelige argumenter, som forsøger at skabe sympati problemer, Will Smith. for ham. Et eller andet sted synes jeg blot,

“Joken kan sikkert have gjort skade på nogle, der sidder derhjemme med alopecia, så det er godt, at Will Smith gør opmærksom på det.” Lad os få én ting på det rene, tror I virkelig, at Will Smith havde rørt sig ud ad flækken, hvis hans kone ikke led af alopecia?

Lad os nu ikke glemme, at Will Smith grinte ad joken, før han gik op og slog Chris Rock.

Will Smiths handlinger var intet andet end et klart udtryk for, ja, nu kommer den, toxic masculinity. Hvis Will Smiths intention havde været at skabe opmærksomhed omkring, hvor degraderende sådan nogle jokes kan være for mennesker med alopecia, så havde han en enestående mulighed for at bruge sin takketale på at informere om sygdommen.

På den måde var det nok også Chris Rock, som var blevet set på som skurken af offentligheden.

Men i stedet skulle Will Smith lege alfahan, og nu er han så udelukket fra Oscar-akademiet i ti år. Og hvilken sølle straf er det ikke?

Denne symbolske straf er ikke andet end et bevis på, at man holder hånden over hinanden i de inderste kredse i Hollywood. Straffen betyder i praksis, at Will Smith ikke må deltage i Oscar-showet i ti år, men han kan stadig nomineres og vinde priser. Så i princippet er det blot festen, han misser hvert år.

Alligevel virker det til, at folk er tilfredse.

Will Smith er højst sandsynligt nok tilfreds.

Nu venter han nok blot på, at alt det her dysses ned og går over i historien.

Jeg kan næsten høre dem grine ad os alle sammen.

18

SPORTEN

MAJ 2022

Fra håndboldspiller til verdenskendt Counter-Strike spiller: Mød Casper ”cadiaN” Møller, kaptajnen bag danske Heroic Af Mathilde Lehrskov Michaelsen & Nicholas Toft Foto: Mathilde Lehrskov Michaelsen

Casper ”cadiaN” Møller har gjort sig bemærket på globalt plan, når man taler om e-sport og mere specifikt Counter-Strike.

Det, der startede som en håndboldkarriere, skulle senere hen vise sig at give bemærkelsesværdige titler og pokaler i Counter-Strike universet. Men hvem er manden bag skærmen egentlig?

I

et større bygningskompleks i det centrale København, der set udefra blot ligner enhver anden kontorbygning, holder det danske Counter-Strike hold, Heroic, til. Holdets kaptajn, Casper Møller, er 26 år gammel og går til daglig under aliasset “cadiaN”. Han er in-game leader, hvilket med andre ord betyder holdkaptajn. Det er en titel og tilværelse, som Casper Møller på ingen måde kunne have forudset, da hans e-sport rejse først begyndte.

Fra håndbold til e-sport Som ung gik Casper ”cadiaN” Møller på Team Danmark Håndbold akademiet i Haderslev. Håndbold fyldte meget i hjemmet. Det var passionen, og det han brændte for, men skæbnen havde andre planer. »Jeg blev skadet i knæet, lige da jeg skulle til at starte i 1.g., og det tog bare mega lang tid. Jeg skulle opereres og alle mulige ting, så det blev aldrig rigtig det samme.« Det var netop i disse år, at en ny version af spillet Counter-Strike blev udgivet. Her blev hundredvis af timer brugt i hulen på værelset, hvor gaming, livestreams og firkantede øjne foran computeren blev det nye hit. Her blev fodbolden for alvor byttet ud med virtuel snak med vennerne og LAN-aftener. I den tidligere udgave af spillet spillede Casper allerede på et semi-pro niveau, så han gik naturligt i krig med den nye version også. »Alle blev ligesom nulstillet, og jeg var i forvejen set som en ret god spiller inden, og så tog det lidt fart derfra. Jeg kom på et hold, og man kan sige, der hvor jeg begyndte at få en karriere ud af det, var da vi tog til Sverige til DreamHack. Der var en turnering der hedder BYOC (Bring Your Own Computer, red.)”

Som ung knægt, der først dyrkede fodbold og senere håndbold på højt plan, var det både en omvæltning personligt samt familiemæssigt, at e-sport nu skulle spille den store rolle.

Dengang var hans mor særdeles nervøs, da hun betragtede hans nye hobby som asocial. ”Skal vi ikke slukke den computer? Skal du ikke ud?« spurgte hun blandt andet. Men det varede ikke længe før støtten fra moren - ligesom karrieren - tog fart. Præcis som offside i fodbold og tre-trins-reglen i håndbold gik hun i krig med at lære reglerne og de gængse termer, der findes i e-sportsverdenen. »Hun har altid været vant til at se, at jeg var meget ude med venner, men da hun så så den første turnering, jeg var til, så syntes hun, at det var mega fedt. I dag ser hun jo alle kampe

uanset tidszone, og hvor end vi spiller henne i verden.« Til turneringen i Sverige får Casper Møller skabt sig et navn, da hans hold, Xapso (tidligere e-sportsorganisation, red.), formår at kapre én af de to pladser, som det krævede at gå videre i turneringen. Og siden da, har karrieren bestemt taget fart. »Ens plads i hierarkiet og på scenen har jo ændret sig meget. Dengang var man jo en af de unge, som folk var lidt ligeglade med, fordi der også var nogle rigtig gode spillere fra de tidligere spil og turneringer.« Ligesom i ungdomsfodbold, hvor talentspejdere besøger mindre klubber, er vejen til de store scener i e-sport ligeledes gennem anerkendelse på mindre hold og turneringer. »Man bliver opdaget ved at tage til turneringer. Så tog man måske til Rødekro Kongrescenter og spillede eller Copenhagen Games

Øksnehallen, og så var der måske nogle der så: »Okay, han er måske bedre end sine holdkammerater,« og så fik man et tilbud efter det.« Etiske spørgsmålstegn og dilemmaer E-sport som sportsgren har gennem tidens løb oplevet en del negativitet, fordi mange mener man “bare” sidder bag en computerskærm, og det derfor ikke kan betegnes som en rigtig sportsgren, Alligevel mener Casper Møller, at det er den stereotype tankegang omkring e-sport. »Jeg synes, at der er mange gode eksempler på, at de stereotype tanker er blevet modbevist de seneste år. Det er jo en del af vores træning, at man er fysisk aktiv, og vi har også fysioterapeut og mentaltræner tilknyttet, hvilket er nogle aspekter, der viser seriøsiteten i det. Der er jo også noget med stamina og koncentrationsevne, som bliver forlænget ved at være i god form.«

Casper Møller mener også, at synet på Counter-Strike afhænger meget af, hvilken generation man er fra. »Dem fra de yngre årgange er jo fuldstændig nede med at spille. Alle har spillet PlayStation, og alle har spillet computer. Det er måske mere den ældre generation, der har et mere tilbagetrukket forhold til teknologi,« siger Casper Møller.

Det specifikke syn på Counter-Strike har ikke kun startet debatter hjemme i stuerne, men også i OL-universet. Her har debatten været oppe at vende flere gange, om e-sport - og mere specifikt Counter-Strike - burde være en del af OL. »Den generelle holdning i e-sport community’et er, at folk tror mere på, at OL har brug for e-sport, end e-sport har brug for OL.« Der har været en dalende interesse for OL i nogle år, og netop derfor mener Casper Møller, at en løsning på dette problem ville

SPORTEN

MAJ 2022 være gennem e-sporten. »Hvis du skal fange den yngre generation, så har du en god chance for at fange dem gennem internettet ved e-sporten. E-sport har jo klaret sig i mange år, og kan jo bare kigge på den vækst, der har være i industrien.

Den har kun været eksponentiel i de sidste mange år.« Trods de mange debatter, om hvorvidt Counter-Strike burde være en del af OL, er det også klart, hvorfor scenariet endnu ikke er blevet til virkelighed, hvis det da nogensinde sker. »Det ville kræve en del. En af grundene, til at man ikke har gjort det indtil videre, er, at der er vold inkluderet.« Det er faktummet af, at man skyder folk i det virtuelle spil, der skaber de etiske spørgsmålstegn og dilemmaer. »Der er måske større chancer for FIFA eller e-sailing. Det virker jo ikke så menneskeligt, det dér med at skulle skyde hinanden.« Det berømte 1v4 clutch Den 8. marts 2021 løb den anerkendte turnering ESL Pro League af stablen. I månederne op til havde Casper Møller døjet med skuffende resultater, hvor holdet, der blot måneder forinden lå øverst på verdensranglisten, nu befandt sig på en 13. plads.

Det var tid til forandring, og med ankomsten af de to nye spillere Rasmus ”sjuush” Beck og Nikolaj ”niko” Kristensen”, var det et helt grønt hold, der nu skulle præstere på den store scene.

Det danske hold vinder alle fem kampe i gruppespillet og kvalificerer sig dermed direkte videre til semifinalen. Semifinalen vinder de ligeledes sikkert 2-0 over brasilianske FURIA. Heroic er videre til finalen og den 26-årige kaptajn har dermed igen muligheden for at kæmpe sig tilbage blandt verdens allerbedste.

Finalen spilles ’bedst ud af fem’ og de to hold giver hinanden kamp til stregen, da resultatet, efter fire spillede baner, stod 2-2. På den sidste bane er Heroic dog klart overlegne.

En bane spilles ’bedst ud af 30’ så med scoren 15-6 i danskernes favør manglede de blot én runde for at sikre sig trofæet. Casper Møller står alene tilbage med fem døde holdkammerater og fire modstandere at nedkæmpe. »Det sker så hurtigt. Altså de tre første kills skete i løbet af 10 sekunder, og så når der lige at være den der puster i situationen, hvor man når at tænke: »Okay fuck, jeg kan lukke denne her.« Der begynder det at pumpe, men jeg tænkte også om noget, så måtte modstanderen være mere nervøs, fordi det ville være ret skidt for dem at tabe 4 mod 1,« fortæller han.

I sekunderne efter formår Casper at gennemføre sit nu berømte ’clutch’ (vinde en runde alene mod mindst to modstandere, red.) og hele holdet udbryder i ekstatisk jubel.

Efter den finale blev navnet ’cadiaN’ for alvor slået fast i hovederne på Counter- Strike fans over hele verden. ”Det klip der, det ændrede også manges generelle holdning af mig til: ”Okay, ham der, han er faktisk virkelig, virkelig god”. Det var også bare hele det der med, at nu havde min rejse været længe undervejs, og jeg havde spillet godt det sidste stykke tid. Folk skulle lige vænne sig til det der med, at jeg var blevet god.”

Episoden gik herefter viralt i e-sport verdenen og Casper Møller vandt også

19

HLTV-prisen ”Play of the year”. Hvorvidt episoden kan kategoriseres som det største øjeblik i hans karriere fortæller han: »Ja, det tror jeg, at det er. På nogle parametre i hvert fald, for vi vinder jo et kæmpe trofæ og måden det ligesom sker på, er jo for mange Counter-Strike fans ikonisk. Alle vil sådan huske det, og hvis man går rundt i København, så er der også folk, der lige går hen og klapper en på skulderen.« Astralis hvem?

Ethvert hold har sine modstandere, og det gælder også for Heroic. Hvis man har hørt om Counter-Strike, har man heller ikke kunne undgå også at høre om Heroics rival, Astralis.

I en periode på to år, lå Astralis nummer et på verdensplan. I den periode spillede Casper Møller for holdet North, som var ejet af FCK og Nordisk Film. Her lå holdet North i top 10 på verdensplan. »Top 10 i verden er ret godt, men det er bare ikke godt, når alle folk sammenligner det med et hold, der vinder alle turneringer, og som ligger nummer 1 i verden,« fortæller Casper Møller om at stå i skyggen af Astralis.

Alligevel er Astralis’ titel kommet under pres, og de har også til sidst måttet se sig overvundet af holdet Heroic, når det kommer til verdensranglisten. Heroic har nemlig efterhånden en lang historik, når det kommer til at slå danskernes umiddelbare foretrukne Counter-Strike hold. »Man skal jo egentlig ikke så lang tid tilbage, hvor det var fuldstændig utænkeligt at slå dem og vinde over dem. Generelt, når vi spiller mod dem, så er jeg helt oppe at køre.« Casper Møller har været længe i ”gamet”, og han har derfor kunnet følge Astralis’ udvikling sideløbende med sin egen. Dog har det altid været observationer udefra, og Casper Møller har ingen intention om, at begynde at observere holdet, Astralis, inde fra deres egne rammer. »Det, der har kendetegnet det her hold, er, at vi har samlet et hold, hvor der ikke er nogen, der har lyst til at skifte til dem.« Ifølge Casper Møller er det ligesom fødekæder bare inde for sportsgrene. Hvis det bedste hold begynder at halte lidt, så henter holdet de bedste spillere ind fra det næstbedste hold, og på den måde kan de bevare deres plads på toppen i fødekæden. Problemet er bare, at interessen ikke har været der, og derfor halter rovdyret nu. »Vi vil ikke være med dem, vi vil være det hold, der slår dem,« siger Casper stolt og bevidst. ”Og den mentalitetsændring har jo gjort, at vi også har holdt sammen så længe på Heroic, og folk har ikke sagt ja tak til et tilbud fra dem, hvilket også har gjort, at Astralis har skulle lede længere efter gode erstatninger.”

Astralis har for nylig manglet en snigskytte og ud fra Casper Møllers teori om fødekæder, kunne man måske forestille sig, at han havde hørt fra dem efter de manglede en mand på denne position. Her smiler Casper Møller blot skævt, kigger kort ned i jorden og svarer hurtigt og fast: ”Ingen kommentarer.”

Fremtiden, ambitioner og mål Casper Møller har spillet for forskellige hold, han har besøgt utallige lande for at spille turneringer og han har skudt rigtig mange – i Counter-Strike, selvfølgelig. Men ligesom så mange gode historier, kommer der en slutning før eller siden. Spørgsmålet er bare, hvornår Casper Møller ser enden på sin lange karriere inde for e-sport. »Jeg tror, at jeg tager det meget en dag og en kontrakt ad gangen. Meget af det for mig

er, om lysten og motivationen stadigvæk er der. Eller hvis man får andre prioriteringer i livet, og man bliver træt af e-sporten.« Lige nu er Casper Møllers fokus uden tvivl på holdet og diverse andre mål – både personlige og resultatbaserede. »Det ultimative inden for Counter-Strike er nok at vinde en Major. Det er det største, som vi har. Det svarer nok til fodboldens Champions League eller en Grand Slam i Tennis. Det er resultatmæssigt det ypperste, hvor vi var ok tæt på sidste år, da vi var i semifinalen.« Men Casper Møller har også andre og mere personlige mål, som er mere procesorienterede, og som lægger fokus på hans egne personlige udvikling. »Det kan handle om at være en god kaptajn, blive en bedre kaptajn, en rollemodel for mine holdkammerater og dem, der følger med. Jeg tror også, at det er svært, hvis man kun sætter sig mål, der er resultatbaseret. De

er sværere at opnå, fordi meget af det jo kommer gennem en proces, hvor man arbejder.

Hvis jeg bliver verdens bedste kaptajn, jamen så skal vi nok også vinde.« De specifikke mål for året 2022 er dog klare for Casper Møller. »Som hold er det at få lov til at løfte et trofæ i en arena sammen. Nu har vi prøvet at vinde det hver for sig, og hvor vi var hjemme, men stadig ikke måtte have tilskuere, så nu vil vi gerne vinde i en arena med en masse tilskuere og konfetti.« På det mere personlige og individuelle plan stræber Casper Møller efter en mere struktureret hverdag, så det giver noget stabilitet.

Der er også andre og mere små mål. For eksempel vil Casper Møller gerne i top-20-listen, som HLTV har, men ifølge ham er det ikke ligefrem tårevædende, hvis det ikke sker. »Det kunne være en fed gestus at få, men for mig er det vigtigere at vinde som et hold.«

BAGSIDEN Længe leve den lukrative curlingmodel Jeg skal ikke være bleg for at indrømme, at os danske studerende til tider godt kan virke som nogle forkælede møgunger i forhold til unge fra andre lande og kontinenter. For selvom vi ikke har betalt en krone for vores uddannelsesplads, men derimod modtager studiestøtte hver måned blot for at være studieaktive, brokker vi os ofte over ikke at have penge nok til at finansiere vores såkaldte ”livsnødvendigheder”. Og når sparegrisen sidst på måneden er tom, fordi vi har brugt mere, end hvad vores disponible indkomst tillod, hænder det, at vi ser os nødsaget til at søge om hjælp fra de højere magter: Vores forældre.

Af Lissa Juul Paustian Illustration: shutterstock April er så småt ved at være ovre, hvilket betyder – trommehvirvel – at vi går endnu en fattig måned i møde, hvor vores pengepung er fladere end et selvklæbende frimærke. Til trods for at vi har knoklet os igennem ekstra vagter på et tidskrævende studiejob for at kunne finansiere pludselige tandlægeregninger og dyre studiebøger, formår vi ofte at skrabe bunden økonomisk, når måneden nærmer sig sin sidste dato. Let’s face it. At være broke er desværre et fælles livsvilkår for os, der sidder på skolebænken. Heldigvis har vi hinanden at tørre tudesnot i ærmet på, når vi føler den kæmpe uretfærdighed i ikke at have økonomisk adgang til grundlæggende menneskerettigheder såsom eksotiske rejser, roskildebilletter og sofistikerede byture på fancy cocktailbarer.

Du kan selvfølgelig også bare smide alt finansielt ansvar over bord og råbe carpe diem.

Men sandsynligheden for at du en dag vågner op til et økonomisk dommedagsscenarie, hvor eneste vej tilbage på rette spor er ved at lægge billet ind som deltager i Luksusfælden, er desværre temmelig høj. Så før du ”griber dagen” i et ugennemtænkt YOLO-projekt, bør du måske lige overveje, det er dét værd.

Nok om det. Nu hvor det er skåret ud i pap, hvor uretfærdigt det er, at vores rådighedsbeløb ikke er højere, skal vi videre til dét, som det hele handler om: Hvordan vi som studerende kan minimere vores månedlige forbrug.

Der er mange måder, vi kan spare penge på. Bevares, nogle metoder er mere ildesete end andre. Men hvorom alting er, er det vel nogenlunde konventionel visdom, at vores forældre elsker os ubetinget og gerne vil hjælpe os, hvor det er muligt. Dertil findes der en yderst lukrativ forretningsmodel, som jeg tør vædde min hat på, størstedelen af os har brugt en gang eller to, imens vi har været studerende. Tillad mig at præsentere curlingmodellen: Du har endnu en gang været en tur i byen i weekenden, hvor du lystigt skænkede håndbajere til både venner og fremmede, fordi du i stiv og euforiserende tilstand troede, du var rigere, end du faktisk var. Det var en forrygende aften, og takket være nattens alkoholindtag var SU-lån, biblioteksbøder og dyre pendlerkort på lykkeligvis bortsorterede bekymringer. Natten var ung, alkoholrusen gjorde dig flyvende, og du havde på ingen måde lyst til at sætte dit lys under en skæppe.

Lige indtil næste morgen. Den kemiske påvirkning af dine sårbare hjerneceller har efterladt dig i nedtrykt søndagsstemning med morgenkvalme, sindssyg vertigo, buldrende hovedpine og en yderst grim konto i minus.

Du har nu udsigt til at skulle leve måneden ud med en livskvalitet så kummerlig, at den er ækvivalent med et fængselsophold på datidens Alcatraz. Det er måske en lige voldsom nok sammenligning, men ikke desto mindre er din kommende madplan noget ala pastaketchup, dåsemakrel og klistret havregrød på vand.

Alt imens du sidder og scroller dig igennem nattens strabadser på Instagram, TikTok og Snapchat, får du en kærlig sms fra din mor, som inviterer sig selv og din far på søndagskaffe og snasket kanelstang – dét, som fynboerne kalder for brunsviger. Du ved udmærket godt, hvad klokken er slået. For når mor og far kommer på besøg, bliver du pusset og

nusset om, som det curlingbarn, du jo elsker at være en gang imellem. Ind ad døren kommer de med hænderne fulde af føtexposer og hjemmelavede gryderetter, som de glædeligt sorterer i henholdsvis køkkenskabe og kølehylder. Økologiske San Marzano tomater, den store vesterhavsost, græsk yoghurt og danske pærer fra Fejø bliver omhyggeligt sat på plads, og den nedfrosne gryderet med sødekartofler og chorizopølser lægges i fryseren.

De har desuden selv medbragt kanelstangen og en friskpresset appelsinjuice, fordi de tænkte, du sikkert har haft rygende travlt i weekenden med at være et pragteksemplar, der flittigt har brugt sin weekend på at studere. Du skænker dem en lunken kop vand blandet op med billig Nescafé fra Aldi og beklager, at mælken desværre er sur. De bebrejder dig ikke. Og skønt du lige har brugt en hel weekend på at male byen rød og klattet lidt for mange penge væk, ved de godt, du er et ansvarligt menneske, som størstedelen af tiden holder dit regnskab og budget i skak.

Nogle gange er det bare rart at være en 20 kilo tung, standardiseret sten af poleret granit på livets curlingbane. Men husk nu at fortælle dem, hvor taknemmelig du er over, at de hjælper dig i nødens stund, og at du sætter stor pris på det, når de fra tid til anden fylder dit køkken op med kaffe, krydderurter og kærlighed.

Skribenten bag dette indlæg har ikke foretaget en undersøgelse, der kan påvise selve omfanget af studerende, som gør brug af denne metode. Det skal pointeres, at skribenten selv er studerende, og derfor kommer i kredse, hvor ovenstående model ofte bliver erkendt anvendt i private henseender mellem barn og forælder/forældre. Derfor skønnes det ifølge skribenten, at denne tendens er relativ hyppig blandt de studerende på SDU.

Test din økonomi Når du får et brev fra banken, hvad gør du så med det?

1.

Bruger det som bogmærke

2.

Lægger det over i rodebunken til de andre breve

3.

Åbner det med det samme, og sætter det på plads i mit ringbindet

Din kæreste har fødselsdag, men du har ikke råd til den gave, du gerne vil købe. Hvad gør du?

1.

Laver bare et overtræk – det er jo hans fødselsdag

2.

Låner nogle penge af mine forældre

3.

Finder en billigere gave eller laver en selv

Du skal møde på studiet i morgen. H, hvad gør du ift. mad?

1.

Køber en kaffe og bolle til morgenmad og en lækker frokost fra buffeten

2.

Har frokost med, men jeg synes, den er lidt kedelig, så jeg smider den ud og køber en sandwich

3.

Jeg har rester med fra min aftensmad i går og fyldt min termokop op med kaffe hjemmefra

Du vinder 5 millioner kroner i Lotto. H, hvad gør du?

1.

Dropper ud af SDU, rejser et tropisk sted hen og lever mit bedste liv

2.

Køber en masse lækre ting såsom en iMac, et zoomobjektiv, en Mont Blanc pen og en hel masse andet lækkert gøgl.

Penge er til for at blive brugt!

3.

Betaler mine lån af, investerer i nogle aktier, købe en bolig og inviterer mine forældre på en ferie efter deres valg

Du skal med dine venner i byen. H, hvordan bruger du dine penge?

1.

SHOOOOOOTS til alle!

2.

Jeg giver øl til bordet. J, jeg kommer alligevel til at tjene SÅ mange penge, når jeg en dag blive vært på TV2 News

3.

Jeg er opmærksom på, hvad jeg bruger.

Hvis min ven giver den første omgang, giver jeg den anden. Det må helst gerne være lige

Hvordan har du det med at have over-

Kom med dit input Har du guldkorn i form af tips og tricks til, hvordan du holder dit månedlige pengeforbrug nede?

LIXEN opfordrer dig til at indsende dine gode råd, så dine medstuderende kan få glæde af dem.

træk på kontoen?

1.

Det er jo bare penge, så det påvirker mig ikke synderligt

2.

Jeg synes ikke, det er så rart, men det kan jo ske

3.

Tanken om at gå i minus giver mig decideret ondt i maven

Flest 1’er = Du har overhovedet ikke styr på din økonomi

Send dit tip til Lissa på e-mail Lipau21@student.sdu.dk

Flest 2’er = Du har nogenlunde styr på din økonomi.

Flest 3’er = Du har totalt styr på din økonomi