LIXEN JUNI 2022

LIXEN 25. årgang

4. nummer

juni 2022

MEDSTIFTER AF ZETLAND »JEG TROR, VI KUN ER LIGE I BEGYNDELSEN AF AT FORSTÅ, HVORDAN JOURNALISTIKKEN OG INTERNETTET KAN MØDE HINANDEN.«

KNUD BRIX

LEG MED KØNSROLLER OG QUEERFEMINISTISK BDSM

SWITCH LAVER SEXPOSITIV KUNST

»SOCIALE MEDIER BLIVER ALTID BESKYLDT FOR AT VÆRE ASOCIALE. DET ER FUCKING UNUANCERET.«

SANNE CIGALE

»DET LIGGER I EKSTRA BLADETS DNA AT VÆRE KRITISKE. NÅR ALLE ANDRE MEDIER SIGER JA, STANDSER VI OP OG SPØRGER: HVAD VIL VI?«

2 LEDER

JUNI 2022

»Hvorfor vil du være journalist?«

INTERN

Noget med mennesker. Eller noget. Noget med verdens brændpunkter, den fjerde statsmagt, væltede ministre og en Cavling. Noget med nysgerrighed og undren, der har været der siden barnsben. Noget med en brændende passion, der aldrig hører op.

Da vi gik til optagelsesprøve, skulle vi svare på, hvorfor vi ville være journalister. Da vi skulle søge praktik, skulle vi svare på et lignende spørgsmål, men relatere det til det medie, vi søgte. »Hvorfor vil du være journalist på vores medie?« Og så svarer man sit indøvede svar på den mindst indøvede måde, man kan præstere.

Fordi den der lækre one-liner, om hvorfor man egentlig vil være journalist, synes ligesom altid at forsvinde ud af hovedet, når man bliver spurgt. Og hvorfor så det? Alle de andre journaliststuderende har jo styr på deres retning, motivation og drivkraft for faget. Målrettetheden på det her studie vil jo næsten ingen ende tage - i hvert fald ikke hvis man kigger på vores skarpvinklede hjemmesider eller overhører vores memorerede praktik-forsamtale-svar.

Der er selvfølgelig dem, der ved, hvad de vil, og hvorfor de vil hvad. Men hvis man ikke er en del af det fåtal - fordi det er det: et fåtal - skal man altså huske på, at hvor vi starter ikke definerer, hvor vi ender. Vi skal først netop nu til at træde vores første spæde skridt i mediebranchen, så chill. Hvorfor man vil være journalist, og hvad man vil med journalistikken, er altså ikke så nemt at svare på, som så mange journalist-optagelsesprøve-gatekeepers og praktikantvejledere tror, det er.

I INTERN kan du læse et modsvar til uddannelseslederens opsang i sidste måned. Derudover samler sektionen op på praktiksøgningen og forholder praktikantvejlederen de studerendes kritik.

EKSTERN

I EKSTERN kan du læse om den tidligere journalist i Sovjetunionen, Leif Davidsen og hans tanker om nutidens Rusland. Du kan også læse om, hvorfor journalister skal bruge sig selv mere i journalistikken, og om hvorfor Ekstra Bladet stemmer nej til forsvarsforbeholdet.

PORTRÆT

Egentlig ville Sanne Cigale gerne være psykolog, for hun er besat af at forstå mennesker. I dag fortæller hun almindelige menneskers hemmeligheder på P1 og prøver at forstå, hvorfor de er hemmelige.

VERDEN

VERDEN tager dig med til demonstration med Extinction Rebellion, der har gjort klimakamp til klassekamp. Derudover kan du læse om, hvorfor Monica Lylloff har mistet tilliden til systemet.

KULTUR

Det er ikke nødvendigvis en fordel at kunne svare på, præcis hvad man vil med journalistik. For når man svarer på det, handler det ofte om slutmålet, og hvad man vil arbejde med om tyve år. Når man svarer på det, kan man nemt komme til at glemme det vigtigste:

SWITCH laver sexpositiv kunst, der tager udgangspunkt i leg med kønsroller og queerfeministisk BDSM. De reclaimer patriarkalske stereotyper og udfordrer magtdynamikken mellem det maskuline og feminine.

Hvad vil jeg lige nu? Hvor kan jeg blive udfordret lige nu? Hvad har jeg brug for lige nu?

DEBAT

Vi skal nok nå at finde svar på alt det, vi endnu ikke har svar på. Ligesom vi i øvrigt gør med så meget andet i det her fag.

Berfin mener, at vi slet ikke tager det alvorligt nok, at der ikke er nok minoritetsetniske borgere i medierne. Mina fortæller dig, hvorfor du skal se reality, mens Sara mener, at praktiksøgningen mindede om et reality-show.

Chefredaktører Camille Koeller og Juliane Sigurdsson

SPORTEN

Og on a personal note…

Den nuværende LIXEN-redaktion takker nu af efter syv brandvarme aviser. Størstedelen af os skal i praktik landet over, og nogle af os fortsætter arbejdet på Medietorvet efter sommerferien. Men fælles er vi om at sige tak til alle, der har bidraget, skrevet og læst med det seneste år.

Det havde ikke været det samme uden jer <3

Hvis du gik glip af High Risk, kommer SPORTEN dig til undsætning med en reportage derfra. Derudover tager sektionen dig med på Vincenzo Nibalis rejse som cykelrytter.

BAGSIDEN

Frygt ej! BAGSIDEN fortæller dig i denne måned, hvordan du kan komme på ferie sydpå på SU.

Kærlige hilsner, kram og god karma På vegne af redaktionen, Camille og Juliane WEB: lixen.dk MAIL: lixen@journet.sdu.dk

TRYK: OTM Avistryk FORSIDE-FOTO: OPLAG: 500 eksemplarer Magnus Nygaard

LIXEN Campusvej 55, 5230 Odense M

August Tærsker Høgh INTERN-redaktør

LIXEN er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Camille Koeller Ansvarshavende Chefredaktør

Juliane Sigurdsson Chefredaktør

Rikke Precht Møller INTERN-redaktør

Tine Stadil Trier EKSTERN-redaktør

Charlotte Mathiesen EKSTERN-redaktør

Sebastian C. Christensen VERDEN-redaktør

Agnes Sofie Rønberg VERDEN-redaktør

Eva Simonsen KULTUR-redaktør

Benjamin Jungdal KULTUR-redaktør

Mathilde Lehrskov Michaelsen SPORTEN-redaktør

Stefan Lindahl Jensen SPORTEN-redaktør

Berfin Erdem DEBAT-redaktør

Mina Rahim DEBAT-redaktør

Lissa Paustian BAGSIDEN-redaktør

INTERN

JUNI 2022

3

Studerende følte sig dårligt forberedt på praktiksøgningen I en undersøgelse lavet af Lixen, viser det sig, at 39% af de studerende ikke følte sig godt nok forberedt til praktiksøgningen. Det er ikke tilfredsstillende, hvis man spørger Niels Møller Mikkelsen.

Af Rikke Precht Møller Foto: Privat

F

ra SDU’s side har man forsøgt at forberede de studerende på praktiksøgningen. På trods af dette følte 39% sig ikke godt nok forberedt. Praktikræset har ført mange overraskelser med sig, hvilket praktikansøger Kristoffer Stefanson mærkede på egen krop.

“Jeg blev overrasket over, hvor hårdt man skal sælge sig selv. Det føltes som at skulle til eksamen en gang om dagen, uden at man kunne nå at forberede sig. Jeg var overrasket over, hvor meget man selv skulle opsøge det, ringe og spørge hvor på listen man ligger osv.

Det var lidt ubehageligt, syntes jeg,” udtaler Kristoffer Stefansson.

Kristoffer Stefansson er en af de studerende, som ikke følte sig godt nok forberedt til praktiksøgningen. Hvorvidt det er SDU’s skyld ved han dog ikke. Men han ville gerne have været klædt bedre på til processen.

“Niels fik præsenteret for os, hvordan forløbet ville være, og hvordan man kunne forberede sig. Man kunne godt have hørt mere om praktik på de tidligere semestre. Det blev offentliggjort virkelig sent, hvilke steder man rent faktisk kunne komme i praktik. Det var stressende.”

Selvom Kristoffer havde forventet at Åbenthus ugen ville være hård, blev han alligevel overrasket over hvor stressende det var.

“Jeg synes, det var enormt stressende. Selvom jeg havde forberedt mig mentalt på, at ugen ville blive stressende, så blev jeg overrasket over, hvor hårdt det var”.

Oplevelsen af ikke at føle sig godt nok forberedt er Kristoffer ikke ene om. Det er en kritik Niels Møller Mikkelsen tager alvorligt.

“Det er ikke tilfredsstillende, at så mange ikke har følt sig godt nok forberedt. Det er noget, vi skal have ændret på.”

Niels anerkender også, at det kan være en hård periode for de studerende at skulle igennem.

“Jeg forstår godt frustrationen, for det er et hårdt forløb. Jeg forstår godt, at der var ting, man gerne ville have, var anderledes. Jeg forstår godt, at ting kan optimeres. Men jeg synes også, man skal se på de ting, der bliver gjort. Vi skal så kigge på, hvordan dette kan optimeres, så de studerende føler sig bedre rustet.”

Så hvad gør SDU egentligt for at forberede de studerende?

Fælles introduktion til praktiksøgningen.

Fællesundervisning i hjemmesideopsætning og indhold.

Infoaftener med branchefolk og tidligere praktiksøgende.

Individuelle praktikvejledningssamtaler.

Faglig sparring med de studerende.

Planlægning og afholdelse af praktikmesse på DOK5000.

Det er denne “pakke,” Niels vil optimere fremadrettet. Han håber da også, at flere studerende føler sig godt nok forberedt til næste års praktiksøgning. Det er ihvertfald det klare mål. Fremadrettet vil man arbejde på at forberede de studerende på en bedre måde.

“Det er klart, at når der er så mange, som er utilfredse, så skal vi ændre vores prioriteringer. Vi skal kigge på, om der skal laves mere undervisning i den gode samtale og mindre tid på individuelle samtaler. Vi skal selvfølgelig kigge på, hvad vi kan gøre anderledes eller bedre.”

Men ifølge Niels har praktiksøgning altid været en stressfuld periode, som aldrig har fungeret til UG. “Praktiksøgning har aldrig virket optimalt.

Der er altid ting man kan gøre bedre”.

Aja Nøhr Larsen er ligesom Kristoffer Stefansson en af de studerende, som ikke følte sig godt nok forberedt. Aja har dog et konkret bud på, hvad der kunne have hjulpet hende i praktiksøgningen.

“Man kunne måske have mere løbende vejledning - også under Åbent hus-ugen. Det er måske lidt en utopi, men hvis man havde en

tidligere studerende, man kunne kontakte, ville det have været rart. Der var virkelig mange ting, man havde brug for at vende med nogen.”

Kristoffer Stefansson har et godt råd til næste års praktikansøgere: “Lad vær at lægge din første samtale midt i ugen. Læg dine samtaler så tidligt som muligt, for at undgå unødvendigt stress på dig selv.”

4

INTERN

JUNI 2022

Konklusionen er klar: I år havde langt flere studerende forhåndsaftaler

I 2021 blev det tilladt for praktikstederne at lave aftaler med kommende praktikanter inden Store Matchdag. LIXENs undersøgelse tyder på, at regelændringen blev udnyttet til fulde i løbet af forårets praktiksøgning.

E

Af August Tærsker Høgh

n spørgeundersøgelse udarbejdet af LIXEN viser, at 94% af de 4. semesterstuderende ved SDU, der skal i praktik til efteråret, havde en forhåndsaftale på Matchdagen. »Det overrasker mig meget. I de to år vi har haft corona og før det, har det ikke været sådan her. Det overrasker mig, at det er sket.

Men jeg kunne godt se undervejs, hvor det gik hen,« siger Niels Møller Mikkelsen, der er praktikantvejleder ved Center for Journalistik på SDU. Matchdagen er i daglig tale kendt som “Panikdagen”, da praktikansøgerne tidligere var samlet på dagen og farede rundt i fuld panik for at sikre sig en aftale med et praktiksted.

I dag foregår begivenheden online, og langt de fleste har tilsyneladende en aftale med et praktiksted allerede før Matchdagen. »Matchdagen er egentlig mere en formalitet end det er en matchdag. Det er jo dér du bliver matchet i systemet, men alle har en aftale før Matchdagen,« siger Godtfred Perera, der som 4. semesterstuderende selv var igennem forårets praktiksøgning. »Jeg var totalt indstillet på, at hvis jeg ikke fik en forhåndsaftale, så fik jeg ikke en plads et sted, jeg gerne ville være,« lyder det fra Aja Nøhr Larsen, der også var igennem praktiksøgningen.

Niels Møller Mikkelsen ser også, at prak-

tiksøgningsprocessen har ændret sig. »Historisk set har det været anderledes.

Der har altid været tilkendegivelser, men faste forhåndsaftaler har der ikke været i samme omfang tidligere.« Forhåndsaftaler er kommet for at blive Forhåndsaftaler har i mange år været et omdiskuteret emne i praktiksøgningsprocessen.

Flere medier har lavet aftaler med de studerende før Matchdagen, selvom det har været i strid med Praktikudvalgets retningslinjer for praktikstederne. I 2021 ændrede Praktikudvalget dog retningslinjerne, så det nu er tilladt at lave forhåndsaftaler. Aftalerne er dog kun bindende for praktikstederne, hvilket vil sige, at praktikansøgere til hver en tid kan springe fra en aftale.

Godtfred Perera er tilfreds med de nye retningslinjer. »Jeg synes faktisk, at det er en fin måde at gøre det på i og med, at hvis et praktiksted tilbyder en plads, så kan de ikke tilbyde den til flere. Hvis du siger ja, så har I en aftale, men du kan godt som praktikansøger springe fra.« Praktikantvejleder Niels Møller Mikkelsen kan godt følge Godtfred Pereras synspunkt. »Det er ikke nødvendigvis negativt, at så mange ved, hvad de skal, før de rammer Store Matchdag, men det overrasker mig.« Godtfred Perera ser dog også nogle udfordringer ved systemet. »Det er jo også svært, fordi hvis praktikstederne laver aftaler først på ugen (Åbent hus-

ugen), så har dem der kommer til samtaler senere på ugen ikke mulighed for at få tilbudt en plads.« Han tilføjer: »I det ideelle scenarie skulle alle forhåndsaftaler jo indgås sidst på ugen, så alle fik en fair chance. Jeg tror bare ikke, det ville blive overholdt.« Til årets praktiksøgning var der ligesom i de seneste år langt flere praktikpladser end praktikansøgere. Derfor var muligheden for

at få en praktikplads uden en forhåndsaftale stadig særdeles god, selvom man måske ikke ville ende med sin førsteprioritet.

LIXENs undersøgelse viser, at flertallet landede den endelige aftale med deres praktiksted enten tirsdag, onsdag eller torsdag i Åbent hus-ugen. Håbet om en forhåndsaftale levede dog stadig, selvom man ikke havde en aftale med et praktiksted, da Åbent hus-ugen var slut. Lidt over 15% fik nemlig først en aftale i hus efter Åbent hus-ugen.

Kære uddannelsesleder: Jeg ser mig selv i spejlet hver eneste morgen, og jeg er stolt!

I sidste måneds udgave af LIXEN finder du en skarpladt kritik af fraværet på andet semester. Artiklen kalder det “problemer med højt fravær” - men hvilke problemer, det høje fravær er årsag til, er endnu uvist.

S

Af Nanna van Toornburg

ommeren er skudt i gang. Nok er det forsømte forår forbi, men juni måned må i den grad stå for den største andel af sved på overlæben hos de studerende. Fat om fyldepen og opslagsværk: Eksaminerne står for døren.

D. 1. juni har de studerende på andet semester netop afleveret sommerens første eksamen - Research og Metode II. For den uindviede kan jeg fortælle, at faget, jævnfør fagbeskrivelsen, handler om: “selvstændigt og kritisk reflekteret at researche en problemstilling journalistisk og/eller videnskabeligt”.

Det lyder jo fedt nok, men det har også sine slagsider. For da jeg læste sidste måneds udgave af Lixen, kunne jeg ikke lade være med selvstændigt og kritisk at reflektere over artiklen om det høje fravær på andet semester.

Fulde odenseanere og dovne københavnere Artiklen retter hård kritik mod de studerende på andet semester. Fraværet er for højt, og de studerende skal tage sig sammen. Kritikken bliver kommunikeret af uddannelsesleder for Center ved Journalistik, Louise Kjærgaard.

Og hun er klar i spyttet: “Om lidt skal du i praktik og ud på et arbejdsmarked, og der er ikke noget, der hedder,

at man ikke møder op om fredagen, fordi man har været i byen torsdag aften, eller det var nemmere lige at blive hjemme og sove længe.”

Lad os få det åbenlyse overstået: Alle os, der har vores ugentlige gang på Medietorvet ved, at mediebranchen i højere grad handler om dit netværk, end om karaktergennemsnittet på dit eksamensbevis. Kunne det tænkes, at noget af fraværet skyldes selvsamme arbejdsmarked, som Kjærgaard refererer til? Læser man førnævnte citat, skulle man næsten fristes til at tro, at Kjærgaard ikke tror, at de studerende har den ringeste kendskab til arbejdsmarkedet. Til dette opstiller jeg en konkurrerende hypotese: Det har de!

En kausal sammenhæng?

Artiklen præsenterer to teser, som forklaring på det høje fravær: 1. “Lille fredag” i Vintapperstræde.

2. Dovne pendlere, der ikke rigtig orker at tage til Odense.

Her mangler jeg altså i bedste Mette Frederiksen stil “en samtale om [...] nuancer” Så jeg vil gå i Mettes fodspor, og selv lægge op til den samtale.

For universitetet adskiller sig på mange punkter fra folkeskolen. Man har selv ansvar for at tilrettelægge sin tid og sin læring på den måde, der fungerer bedst for én selv. Dette giver de to førnævnte hypoteser ikke meget rum til.

Og nu skal det vise sig, om LIXENs læsere har fulgt med i Research og Metode. For artiklen argumenterer for en kausal sammen mellem fravær blandt studerende og “problemer med de studerendes læring.” Desværre udviser artiklen ikke yderligere interesse i at finde ud af, hvorfor fraværet er steget, og om fravær rent faktisk fører til en effekt - fx læringsmæssige konsekvenser. For en god ordens skyld vil jeg skynde mig at tilføje, at man ikke kan måle om fraværet overhovedet er steget, da der ikke bliver ført protokol til undervisningen.

Den vakse vil tænke - det er da ret ligetil at måle, om fravær har en effekt på de studerendes læring eller det faglige niveau om man vil. Ja. Først skal vi operationalisere effekten ”det faglige niveau”, så vi ved hvad vi skal måle. For nemhedens skyld vælger jeg at operationalisere det faglige niveau ud fra karaktergennemsnit.

Dette giver os muligheden for at sammenligne karaktergennemsnit på tværs af tid, og se, om andet semester skiller sig ud fra de årgange, hvor fraværet (efter undervisernes hukommelse) har været lavere.

Nok om kausale sammenhænge. Det jeg prøver at illustrere er, hvordan artiklen beskæftiger sig med ensidige hypoteser, der begge fremstiller de studerende som dovne.

Der er ingen alternative forklaringer i de studerendes favør, samtidig med, at der heller

ikke fremføres belæg for nogle reelle konsekvenser af fraværet. Derudover går man ud fra, at de der pendler fra fx København (men vi ved jo godt, at det mest er os I mener) ikke er voksne nok til at forstå, hvad det vil sige at læse i en anden by, ved at bede dem om at: “...se sig selv i øjnene og sige, “har jeg forstået det valg jeg har taget, og har jeg været moden nok til at tage det valg?”

Her oplever jeg ikke, at man forsøger at besvare spørgsmålet om fravær i dialog og ikke mindst øjenhøjde med de studerende.

Havde man ventet med at bringe artiklen til eksaminerne var ovre, kunne man rent faktisk have sammenlignet det faglige niveau med tidligere år. I stedet har man besluttet sig for både årsagerne til fraværet og konsekvenserne på forhånd og sidst, men ikke mindst, toppet op med sanktioner og fremtidig mødepligt.

Jeg har ikke i sinde at trække et pendler-offer-kort. Det ved jeg godt ikke kommer til at have en effekt. Men Louise: Jeg pendler til Odense i snit tre gange om ugen. Jeg balancerer på en økonomisk knivsæg. Jeg har et studierelevant arbejde, der udfordrer mig, og åbner døre i min praktiksøgning. Derudover forsøger jeg at finde tid til mine venner og min familie en gang imellem. Jeg er stolt af mig selv.

EKSTERN

JUNI 2022

5

Knud Brix: »Man skal da først være bekymret, hvis folk ikke har en holdning til Ekstra Bladet« I forbindelse med afstemningen om forsvarsforbeholdet har Ekstra Bladet som det eneste medie sagt nej og lanceret en aktivistisk kampagne, der skal få danskerne til at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor vi skal stemme midt i en krig. LIXEN tog en snak med chefredaktør Knud Brix for at høre, hvorfor de har søsat kampagnen, og hvordan det er pludselig at stå i journalistisk og politisk modvind.

Af Mikkel Kristensen og Sebastian Stentoft Foto: Steen Trolle

D

et er 7 år siden, vi sidst var ved stemmeurnerne om et af Danmarks fire EU-forbehold, og den første juni skal vi denne gang stemme om forsvarsforbeholdet. Flere eksperter og politiske analytikere har kaldt valgkampen sløj med svage kampagner fra både ja- og nej-siden. På trods af dette er Ekstra Bladet kommet ind fra sidelinjen med den måske mest markante kampagne.

På lederplads, ved busstoppesteder og på en bybus gennem København har man kunne læse slogans som Stemmer vi kun, fordi der er krig? og Skal et ja koste en krig?

I Ekstra Bladets leder har ansvar shavende chefredaktør Knud Brix været ude og appellere for et nej under rubrikken Nej, nej og atter nej. »Tag nejhatten på,« indleder han. »Kernen i vores kampagne er jo at stille spørgsmålet: Hvorfor skal vi stemme midt i en krig? Det er er lidt tilfældig timing, at vi skal til stemmeurnerne nu,« fortæller Knud Brix.

Når Knud Brix fortæller at timingen er tilfældig, så er det naturligvis ironisk. Han mener, at politikerne i ly af krigen i Ukraine kommer ind fra højre med en folkeafstemning, der skal få befolkningen til at droppe forsvarsforbeholdet. »Politikerne har haft det her på deres dosmerseddel, siden jeg startede på Christiansborg i 2005.

Allerede der stod det på Foghs dosmerseddel, at vi skulle af med de her forbehold. Så det har de jo ønsket i mange, mange år. Og nu er krigen, hvor forfærdelig den end er, en mulighed, fordi det hvirvler følelser op,« siger Knud Brix. »Det får folk til at blive bange og det får folk til at indbyde frygt, en naturlig frygt, og så håber politikerne, at de kan presse det igennem, og der tillader vi os bare at sige: Skal vi lade os skræmme til et ja?« Twitterkritik På Twitter har Ekstra Bladets kampagne mødt kritik fra politikere på ja-siden. De synes, det er utilstedeligt, at man appellerer for et nej midt i en krig. Men den kritik har chefredaktøren ikke meget tilovers for.

magtkritisk journalistik. Så det, at folk har en holdning til os… Man skal da først være bekymret, hvis folk ikke har en holdning til Ekstra Bladet.« I flere artikler har man kunne se, at mange danskere ikke ved, hvad de vil stemme, og i de sidste uger op til afstemningen har opinionsmålinger vist, at op mod 1/3 af danskerne stadig ikke er afklaret med, hvad de vil stemme den 1. juni.

Adspurgt om, hvorvidt kampagner kan gøre forvirre mere end de kan oplyse, lyder svaret fra Knud Brix. »Jeg synes, det er fremragende at vi har en pluralistisk debat, hvor vi kan tillade os at sige nej og sige det højt, og at det så gør nogle sure er fint nok,« siger han og uddyber: »Det er Ekstra Bladets position.

Så vil nogle andre argumentere for et ja. Det er da totalt legitimt. Men jeg har svært ved at forstå forargelsen på en eller anden måde, men det glæder mig da, at folk er forargede over Ekstra Bladet. Det må man gerne være.«

»Det er jo en rørende omsorg for vores journalistik, der bliver udvist, og det er vi glade nok for. Det har jo engang fungeret sådan i dansk dagspresse de sidste 100 år, at man har lederplads, og så har man journalistik. Hvorfor skulle det være anderledes hos os, end det er på alle ja-aviserne?« siger Knud Brix og uddyber. »Man kan jo sige, at vi har tilladt os at råbe det ud i en megafon.

Må du trykke din avis? Ja. Må du stå nede på Rådhuspladsen og dele din avis ud? Ja. Må du råbe ud over Rådhuspladsen, at vi stemmer ja?

Det må du gerne. Må du råbe det i en megafon, eller lave en kampagne som vi gør? Nej, det må man åbenbart ikke, ifølge nogle, og det er jo totalt hyklerisk,« mener Knud Brix. »Vi har en holdning, og den tillader vi os at råbe så højt, vi har lyst til.«

På spidsen af et knivsæg Kritikken har været ventet ifølge Mark Ørsten, medieforsker og professor på Roskilde Universitet. Han siger, at kampagner altid vil være et sats for medierne. »Kampagnejournalistisk er altid lidt af et knivsæg for medier. Størstedelen af danskerne mener, at aviser skal være saglige og upartiske. Så hver gang man vælger at lancere en kampagne, gambler man også lidt med troværdigheden.« Han mener dog, at Ekstra Bladet befinder sig i en særlig gunstig situation, da avisen ikke har alverdens troværdighed at satse med. »I tillidsmålingerne ligger Ekstra Bladet allerede i bunden, så for dem betyder det ikke særligt meget, om de gambler med troværdigheden.

Folk har allerede taget stilling til, om de kan lide Ekstra Bladet eller ej.«

Måske derfor har Ekstra Bladet også været særligt flittige til at lancere kampagner gennem tidens løb, og spørger man Mark Ørsten, har medier altid et klart motiv, når det kommer til kampagner. »Det har altid været et forsøg på at brande sig. Det forsøg er så blevet mere nødvendigt, da der er dukket mange flere nyhedsmedier frem. Både i form af traditionelle nyhedsmedier, men også i form af en masse alternative nyhedsmedier på nettet.« Klassens frække dreng Chefredaktør Knud Brix finder sig dog fint tilpas med at være i modvind. Det ligger nemlig i Ekstra Bladets DNA, at man ikke behøves at være elsket af alle. »Ekstra Bladets position er jo at forfægte sin holdning og lave hård,

Det ligger i DNA’et Det har været nogle turbulente tider på kontoret på rådhuspladsen. Henrik Qvortrup blev hentet ind som chefredaktør, men hans stil manglede ledelse, og de menige journalister så ham sjældent på gangene.

Efter et kaotisk forløb i forbindelse med Henrik Qvortrups afgang, trådte Knud Brix til på chefredaktørposten. Og hvis man spørger Knud Brix om, hvorvidt kampagnen har noget at gøre med, at man skal brande sig på ny efter Henrik Qvortrups afgang, medarbejderflugt og løndiskussioner med Konservative, er svaret også klart fra chefredaktøren. »Jeg tror, vi havde kørt den her kampagne uanset hvad. Det ligger i Ekstra Bladets DNA at være kritisk, og når alle andre medier siger ja, så standser vi op og siger: Hvad vil vi her? Det tror jeg, vi havde gjort, uanset hvor vi lå i medielandskabet.

Så det hænger sgu ikke sammen med det.«

6 EKSTERN

JUNI 2022

Fremtidens journalister skal turde bruge sig selv I en tid hvor de traditionelle medier kæmper for at være relevante, er det nu vigtigere end nogensinde før, at journalister tør bruge sig selv. Det er nemlig en vigtig faktor for, at journalistikken kan skabe forbindelse og tillid til folk i internettets tidsalder. Det mener tidligere direktør og medstifter af Zetland, Jakob Moll.

Af Mads Hjermind

O

kay. Inden vi går i gang, bliver jeg nødt til at indrømme noget. De fleste af de historier, jeg har lavet på studiet det første år, har været pænt kedelige. Jeg er faktisk ret sikker på, at jeg ikke ville have klikket, læst eller lyttet til nogen af dem selv.

Og det er sgu lidt et problem. For hvis ikke engang jeg selv gider, ja, hvem i alverden skulle så?

Derfor kontaktede jeg Jakob Moll. Han er tidligere direktør og medstifter af Zetland, og så har han netop afsluttet sit fellowship på Harvard University. Der undersøgte han, hvordan medier som Zetland kan finde nye måder at skabe tillid og finansiering til journalistik på i fremtiden.

Og som journalist, medie-iværksætter og forretningsmand, med lidt Silicon Valleytech-fyr-vibes over sig, virkede han som den helt rigtige at stille spørgsmålet, som jeg har tænkt over længe. Nemlig: Hvordan laver man journalistik, som folk rent faktisk gider bruge deres tid på i denne fortravlede verden?

Det er selvfølgelig ikke mit originale spørgsmål, men spørgsmålet, som alle medier og journalister verden over prøver at finde svar på lige nu. For Jakob Moll handler det i høj grad om tillid, og at turde bringe sig selv i spil i historierne. »Kunsten er at overbevise folk om, at vi er nogle ægte mennesker, der er drevet af en ægte nysgerrighed. Det skaber tillid og gør, at folk gider bruge tid på vores historier.« Tillid til personer, ikke institutioner Jeg møder Jakob Moll på et Zoom-møde, ugen efter han har afsluttet sit fellowship. Det fine tøj er udskiftet med en surfer-t-shirt og AirPods, som giver ham et afslappet look i det solbeskinnede soveværelse på den anden side af Atlanten.

Og det var faktisk også meningen med fellowshippet. At det skulle være et års pusterum, hvor han kunne blive klogere på, hvordan han skulle bidrage til at bringe journalistikken videre i fremtiden. Jakob Moll mener nemlig, at journalistikken skal ændre sig på helt utrolig mange måder. En af dem er, at journalistikken skal blive mere personlig.

For der er nemlig sket et markant skifte i, hvem vi har tillid til, mener Jakob Moll. Hvor tilliden tidligere lå hos samfundets institu-

tioner, heriblandt de traditionelle medier, er det i dag personer, som vi finder troværdige.

Han mener, at det er den udvikling, der gjorde det muligt for Donald Trump at overbevise en tilstrækkelig stor andel af den amerikanske befolkning om, at de amerikanske institutioner og det samlede system var rigged. »Og man kan sige meget om Donald Trump, men han har fandme meget personlighed.« Men skiftet i tillid kan også bruges til at forstå, hvorfor unge vender de traditionelle medier ryggen. »De gider simpelthen ikke høre på den her institutionelle fortællemåde. The Voice from Nowhere. Det er i hvert fald min påstand. Det bliver opfattet som fake og irrelevant.« Derfor mener Jakob Moll, at journalister skal blive bedre til at bruge deres personlighed. Folk skal kunne mærke, at der er et rigtigt, levende menneske bag. »Jeg plejer at anbefale Michael Lewis til alle unge journalister. I hans podcast, Against the Rules, er han fremragende til at være personligt til stede. Det er det, at man møder ham som et menneske, der gør, at man gerne vil bruge tid sammen med ham.« I Danmark nævner Jakob Moll navne som Knud Brix, Rasmus Tantholdt og Puk Damsgård. Men hvis man virkelig skal lære kunsten at bruge sig selv, er der ikke noget bedre sted at lære fra end YouTube. I løbet af de sidste ti måneder har Jakob Moll nemlig haft tid til at sætte sig ind i sin 16-årige søn Frodes YouTube-vaner. »Selvfølgelig er der en masse, som kun handler om gaming, men der er faktisk også noget, man bliver klogere af,« siger Jakob Moll.

Og det er det stof, som Jakob Moll mener, man som journalist skal blive inspireret af.

For det går ikke at have en nedladende tilgang til YouTubere. Man skal derimod være ydmyg og prøve at forstå, hvad de gør rigtigt, siden folk med glæde vælger at bruge mange timer derinde.

Så hvis man kan kombinere YouTubernes begejstring og brugen af ens personlighed med de traditionelle journalistiske værdier og værktøjer, tror Jakob Moll, man kan ramme noget spændende. »Jeg tror, vi kun er lige i begyndelsen af at forstå, hvordan journalistikken og internettet kan møde hinanden. Det tog også årtier for journalistikken at finde ud af, hvad man skulle stille op med radio og tv.«

Foto: Privat Find ud af, hvad du gerne vil bidrage med Desværre synes Jakob Moll, at der er en tendens til, at de danske journalistuddannelser banker nysgerrigheden og kreativiteten ud af folk. Måske fordi praktikken får lov til at fylde så meget. Fokusset bliver derfor at lave noget, som ligner det eksisterende, i stedet for at eksperimentere. »Derfor håber jeg, du tager det med i din historie, at du ikke rigtig har lavet noget journalistik på uddannelsen, som du selv ville forbruge. For det synes jeg, er det helt rigtige perspektiv. For så bliver spørgsmålet, hvordan man finder frem til det.« Og her mener Jakob Moll, man skal glemme alt om Ritzau-rullen og de hurtige nyheder.

Det er alligevel en forretningsmodel, som er død. I stedet bør man løbe sin webhistorik igennem for at se, hvad der virkelig interesserer én. For det er den oprigtige nysgerrighed, man skal bruge, hvis man skal have forhåbninger om at lave noget, som andre gerne vil bruge tid på. Han vil endda gå så lang til at sige, at det er det eneste journalistik, som folk vil bruge deres penge på. »Man bliver nødt til at finde ud af, hvad man gerne vil bidrage med, eller hvad det er, man brænder for. Det kan godt være, man skal ud i branchen først. Men det bliver rigtig svært, hvis man ikke finder ud af det før eller siden,« siger Jakob Moll.

»Og hvis man kan kombinere de to ting: at vide noget indgående om et emne og kunne formidle det med en oprigtig nysgerrighed og personlighed, så bliver man automatisk en person, som folk gerne vil lytte til.« Efter interviewet kan jeg ikke lade være med at tænke, at der noget koldt og kontant ved logikken bag det, som Jakob Moll har sagt, som jeg egentlig godt kan lide: Find ud af, hvad du gerne vil bidrage med, og hvis du ikke ved, hvad det skal være, så er det måske bedre bare helt at lade være. Selvfølgelig var det ikke det, han sagde, men bare min fortolkning af det. Jeg er nok bare træt af at lave ligegyldige historier. For det andet lyder da meget sjovere.

Jakob Molls boganbefalinger • Public Opinion af Walter Lippmann • Reckoning af Candis Callison og Mary Lynn Young • The Journalist and the Murderer af Janet Malcolm Frode Molls YouTubeanbefalinger • ContraPoints • Michael Reeves • YourMovieSucksDOTorg

PORTRÆT 7

JUNI 2022

Sanne Cigale

vil forstå mennesker.

»Min mor har altid spurgt mig, hvornår jeg får et rigtigt job.

Og jeg har altid tænkt, det kommer nok lige om lidt. Men det er bare aldrig sket.

Og nu bliver jeg hængende.« »Jeg er faktisk besat af at forstå folk. Jeg er besat af at analysere folk.«

»Jeg synes virkelig ikke, jeg er en journalist. Jeg har det lidt som Zlatan, som bare er Zlatan.

Jeg er ikke journalist, jeg er Sanne Cigale.«

8 PORTRÆT

JUNI 2022

Sanne Cigale: »Jeg kan ikke finde ud af særlig mange ting. Jeg kan lave mad, jeg kan spille violin, og jeg kan læse dansk og historie.

Og så kan jeg samtalen.« Når du ringer ind til »Hemmeligheder« på P1, dømmer Sanne Cigale dig ikke. Hun gør dig ikke til offer, og hun velsigner dig ikke. Til gengæld stiller hun spørgsmål. For Sanne Cigale er besat af at forstå, tale med og analysere andre mennesker.

Derfor har hun fundet vejen ind til andre menneskers dybeste indre.

Af Juliane Sigurdsson Foto: Magnus Nygaard

1

0 sekunder.« Sanne Cigale sidder bag ved en glasvæg på den anden side af lydstudiet. Hun sidder overfor ugens gæst, Adnan Al-Adhami.

De taler om Israel, om P3-programmet »Tabu« og om de arabiske endelser »al« og »el.« Om 10 sekunder skal de snakke om hemmeligheder.

»5 sekunder.« I sine hørebøffer får Sanne Cigale at vide, hvor lang tid der er til, at endnu et afsnit af »Hemmeligheder« på P1 begynder. »2 sekunder.« Sanne Cigale bliver stille og retter på hørebøfferne. Introen til »Hemmeligheder« begynder: »Du har ringet til »Hemmeligheder« på P1.

Tak for din hemmelighed. Vi lover at passe godt på den.«

Det nye P1 Første gang Sanne Cigale sendte Hemmeligheder var den første januar 2021.

Hun skulle egentlig sende »De Konstruktive Nyheder« med Anders Lund Madsen, men i et år havde hun prøvet at få P1-cheferne til at gøre »Hemmeligheder« til et radioprogram.

I stedet for at byde velkommen til »De Konstruktive Nyheder«, kunne man i stedet høre hende og Anders Lund Madsen byde velkommen til »Hemmeligheder« på P1.

Det kunne være endt galt, for P1-cheferne havde i første omgang lagt Sanne Cigales programforslag i graven. Men de kunne lide, hvad de hørte, og pludselig manglede der noget på sendefladen. »Nogle gange skal man bare tage en sender.

Det kan man blive nødt til. Så kan man altid bede om tilgivelse,« fortæller Sanne Cigale med et smil.

Hun sidder med benene over kors i en kontorstol i et af P1’s lydstudier. Hendes lange mørke hår er slået ud, og hun har en brun ruskindsvest med frynser på ud over en hvid skjorte og cowboybukser. Hun bemærker selv, at hun ligner Pocahontas i dag.

Pludselig slår hun ud med armene. »Jeg tror, vi er det nye P1. Nu har jeg sagt det.« Hun skimter ud ad ruden i den lydsikrede dør. På den anden side sidder hele P1redaktionen. »Vi har fat i nogle lyttere, som P1 normalt ikke har fat i.« Dem der lytter til »Hemmeligheder« er nemlig markant yngre, end dem der normalt lytter til P1. De beskæftiger sig også med noget andet. I »Hemmeligheder« har de blandt andet ofte soldater og håndværkere igennem som lyttere. »Nu siger jeg noget, som P1-cheferne nok ikke ville sige; Det er jo fordi P1’s lyttere ikke falder fra, men dør. Derfor skal de [P1 red.] jo finde en ny måde.« »Hemmeligheder« på P1 er et meget enkelt format, hvor Sanne Cigale sammen med en gæst enten lytter til eller snakker med lytterne om lytternes egne hemmeligheder. Der er både plads til store og små hemmeligheder.

En lytter har i et afsnit ringet ind og fortalt, at hun har haft sex med sin papbror. En anden lytter har ringet ind og fortalt, at hun hævner sig på sin voldelige ekskæreste ved at sende ham kuponkataloger. Men der er også en lytter, der har ringet ind og sagt: »Jeg er pædofil.« Og en anden lytter har ringet ind og fortalt: »Jeg tror, jeg har slået en mand ihjel.« »Vi prøver at give dem det, de ikke aner, de vil have. Og som, de ikke aner, eksisterer,«

fortæller Sanne Cigale.

Med »de« mener hun P1-lytterne, men også P1-cheferne. For »Hemmeligheder« handler hverken om nyheder, kultur eller videnskab, som normalt er kutymen på P1. Det handler om mennesker og om tabuer. Om alt det forbudte, men også alt det, alle kan genkende.

Men man må aldrig kunne genkende den konkrete historie. Derfor ligger der altid et stort journalistisk og etisk arbejde bag. »Der er jo potentielt nogen, der kan sidde og genkende historien, og det ville jo være injurierende. Det er min værste frygt, jeg kan næsten vågne op badet i sved, at vi har fået en etiksag på nakken, fordi en eller anden har sagt noget, som er injurierende,« fortæller Sanne Cigale og ryster på overkroppen ved tanken.

Lytterne er derfor altid maskerede, medmindre de selv ønsker ikke at være det.

Programmet er også forproduceret, så man kan nå at klippe det ud, hvis Sanne eller lytteren kommer til at sige noget, der kan gøre lytteren genkendelig. »De skal kunne leve præcis det samme liv før og efter,« slår hun fast.

Gennem programmets historie har mange lyttere ringet ind og fortalt, at de enten har været udsat for et overgreb, eller at de selv har begået et overgreb. Etik spiller en særlig rolle i overgrebshemmelighederne. »Det er jo ikke en stikkerlinje, og det er ikke en politilinje,« slår Sanne Cigale fast.

Fra mennesker til mennesker Sanne Cigale rejser sig fra kontorstolen, da emnet falder på, hvordan »Hemmeligheder« opstod. Det hele startede nemlig på Instagram, og det har hun en stærk holdning til. »Sociale medier bliver altid beskyldt for at være asociale. Det er fucking unuanceret. Nu kan jeg mærke, jeg faktisk bliver rasende.« Hvis der er noget, hun ikke bryder sig om, er det, når ting bliver unuancerede. Hun ville vise, at sociale medier godt kunne være sociale. Derfor tænkte hun: »Hvad sker der, hvis man giver andre mennesker stemmen på ens egen platform?« Hun begyndte at spørge sine følgere, hvad deres hemmeligheder var. Hurtigt vrimlede det ind med beskeder fra følgere, der fortalte, at de fortrød at have fået børn, at de var misundelige på deres veninder, eller at de havde følelser for deres kærestes bror. Hemmelighederne delte Sanne Cigale anonymt i sin story. »Når jeg laver »Hemmeligheder« på Instagram er det alt andet end asocialt. Der er folk, der vil levere tøj og sko til folk, der

PORTRÆT 9

JUNI 2022 ikke har. Psykologer, der vil levere gratis psykologhjælp. Folk, der vil køre tur med børn med kolik.« På et tidspunkt skrev en ung kvinde til hende, at hun var blevet inspireret af Sanne Cigales hemmelighedsrunder på Instagram til at fortælle sin mor, at hun havde en spiseforstyrrelse. Det turde hun, fordi hun kunne se, at der var andre, der havde det på samme måde. »Der tænkte jeg, at det her er mindblowing.« Hemmelighederne blev en ventil, hvor både Sanne Cigale og hendes følgere kunne få et indblik helt ind i andre menneskers hoveder.

Og ofte kunne de se, at de problemer, de selv havde, havde mange andre også. »Alle padler i livet. Og det glemmer man tit, at alle padler. Og i »Hemmeligheder« kan man høre, at alle padler. Livet er jo svært for fanden, det synes vi jo alle sammen.« Personligt er Sanne Cigale fascineret af hemmeligheder. Det er hun, fordi hun er fascineret mennesker. For hende er »Hemmeligheder« en mulighed for at komme tættere på mennesker, end man ellers kan komme. »Jeg er faktisk besat af at forstå folk. Jeg er besat af at analysere folk,« fortæller hun og spørger: »Hvor tit får man lov at komme ind i hovedet på folk? Det gør man jo aldrig.« Vejen til hemmelighederne Egentlig ville Sanne Cigale gerne være psykolog, men man skulle bruge matematik på c-niveau for at søge ind. Og det kunne hun ikke få. I stedet søgte hun ind på Dansk og Historie på Århus Universitet. »Jeg kan ikke finde ud af særlig mange ting.

Jeg er god til det, jeg laver, men det er meget få ting. Jeg kan lave mad, jeg kan spille violin, og jeg kan læse dansk og historie. Og så kan jeg samtalen.« Selvom hun var god til at studere, kunne hun mærke, at det ikke var den rigtige vej for hende at gå. Hun savnede at arbejde med mennesker. Derfor startede hun i 2008 i praktik på DR Ramasjang sammen med Mikkel Kryger og Sofie Linde, som på det tidspunkt var 18 år. »Det var helt wack. Jeg kunne jo ingenting.

Jeg kunne verdenshistorien.« »Jeg kunne bare mærke, at jeg ikke kunne være gymnasielærer. Jeg kan ikke møde ind noget sted klokken otte, og jeg kan ikke arbejde i grupper. Jeg tror faktisk, jeg ville synes, elever var søde. Jeg kan godt lide unge mennesker. Så jeg tror bare, jeg syntes, det er der Ramasjang-noget lød sjovt.« Efter sin tid i Ramasjang tog det for alvor fart. Sanne Cigale fik et job hos Anders Lund Madsen på »Det Nye Talkshow,« som blev hendes vej ind i mediebranchen. Senere blev hun ansat som journalist på Go’ Morgen Danmark. Hun har været vært på Radio 24/7, ansat som debattør hos Berlingske og været tv-vært på DR på sit eget program »Jøde!«. I dag laver hun »Hemmeligheder« på P1. »Jeg føler ikke, det her er et rigtigt job.

Jeg føler bare, jeg laver hemmeligheder,« fortæller hun. »Min mor har altid spurgt mig, hvornår jeg får et rigtigt job. Og jeg har altid tænkt, det kommer nok lige om lidt. Men det er bare aldrig sket. Og nu bliver jeg hængende.« Selvom hun har brugt 14 år i mediebranchen, ser hun stadig ikke sig selv som journalist.

Måske fordi ordet journalist er forbundet med andre ord, hun ikke kan lide. Ord som interviewteknik og genretræk. Og måske fordi, hun ikke kan lide, når ting bliver sat i

kasser. Heller ikke hende selv. »Jeg synes virkelig ikke, jeg er en journalist.

Men det er jeg nok, for hvad er en journalist?

Jeg har det lidt som Zlatan, som bare er Zlatan. Jeg er ikke journalist, jeg er Sanne Cigale.« Sanne Cigales hemmeligheder I »Hemmeligheder« skal ugens gæst fortælle sin egen hemmelighed. Sanne skal hver uge ringe til et kendt menneske og spørge: »Kommer du ikke ind i radioen og fortæller din hemmelighed?« Hun er afhængig af, at de siger ja. For uden gæsterne er der ingen »Hemmeligheder.« Alligevel ville hun aldrig selv sige ja, hvis nogen spurgte hende om det samme. »Jeg er bare blevet lidt gammel inde i. Jeg kan ret godt lide mit privatliv,« fortæller hun og lægger vægt på ordet »ret.« Alligevel taler hun åbent om, at hun lever med angst. Første gang, hun fortalte det, var i et interview med Alt For Damerne. Dengang skabte det overskrifter i flere tabloidaviser. I BT stod der: »Dansk tv-vært lider af psykisk sygdom.« At tale om angst ville for mange høre under kategorien »privatliv« eller måske endda være en hemmelighed eller et tabu, men det er det ikke for Sanne Cigale. »Det, synes jeg, jo bare ikke er en hemmelighed. Måske fordi jeg har gået til terapi i tusind år. Jeg fatter jo ikke folk, der ikke har angst. Altså hvordan fanden har du ikke angst,« siger hun og fortsætter: »Du er sat på sådan en eller anden random jordklode, og så skal du prøve at tage nogle boliglån. Altså det giver jo ingen mening. Det er jo en syg leg, livet. Vi gør jo nogle sindssyge ting. Vi sætter os op i en flyvemaskine og fortæller os selv, at det giver mening, fordi noget om tyngdeloven. Men jeg føler, det hele er noget, vi leger. Jeg kan slet ikke forstå, man kan leve et liv uden angst.« Angst er ikke det eneste tabubelagte emne, Sanne Cigale taler åbent om. I programserien »Jøde!« på DR, fortæller hun sammen med andre, hvordan de alle har holdt det skjult, at de har en jødisk baggrund, fordi det er forbundet med et tabu at være jøde. På sin

Instagram fortæller hun ærlig om, hvordan hun oplever det at være blevet mor. Men det mest tabubrydende, hun har gjort, er at starte på arbejde igen, lige efter hun blev mor. »Det har jeg hørt mere lort for end for noget som helst andet. Der følte jeg mig faktisk som en tabubryder.« Hver gang hun fortæller åbent om et tabubelagt emne, har hun oplevet, at det har haft negative konsekvenser. Hun er blevet kaldt ting, og det har skabt overskrifter i medierne. Men hun føler sig ikke generelt som en tabubryder, og hun ser heller ikke sig selv som mere ærlig eller modig end andre mennesker. Hun kan dog godt genkende, at hun er meget politisk. Nogle gange tænker hun endda, at det måske er et problem, nu hvor hun arbejder i DR. »Jeg havde også engang en chef, der fortalte mig, at det var godt, at jeg var freelancer, så han ikke skulle tage ansvar for, hvad jeg skrev på Instagram.« Du må gerne være et offer, men Sanne Cigale gør dig ikke til det En lytter er med igennem telefonen.

Stemmen skratter, for lytteren er maskeret.

Hverken Sanne Cigale eller Adnan AlAdhami ved, hvad lytteren skal til at sige. »Da jeg var 14 år, blev jeg udsat for et overgreb over platformen OFIR.« I stedet for at fortælle lytteren, at det er synd, spørger Sanne Cigale ind til, hvad der skete. Hun spørger, hvordan lytteren følte bagefter, og hvordan lytteren har det i dag.

Sanne Cigale reagerer nemlig aldrig med medlidenhed. Hun dømmer heller ikke lytteren, og hun velsigner dem heller ikke. Selvom lytterne ofte ringer ind med hemmeligheder, der handler om, at de har været udsat for en krænkelse, er det vigtigt for Sanne Cigale ikke at tale til dem som ofre. »Det er jeg seriøst allergisk overfor. Når man kommer ind med sin hemmelighed, kommer man med sit eget narrativ. Man må gerne føle sig som et offer i mit program, men jeg vil fandme ikke gøre dig til det,« siger hun og uddyber: »Hvis man er et offer, er det nemt at blive udsat for en krænkelse igen. For man står

et sårbart sted. Og jeg skal ikke være den, der skubber folk derud, hvor de kan blive krænkede igen.« Når Sanne Cigale tager på arbejde for at optage, ved hun ikke, hvad dagen bringer. Hun kan komme til at snakke med voldtægtsmænd og voldtægtsofre. Måske endda mordere.

Men hun har ikke problemer med at blive for tynget af dem. Derhjemme lever hun nemlig i en »war-zone,« hvor man ikke kan tænke på andet end bleer og mad. »Når jeg kommer hjem, har jeg et lille skrigende menneske, som bare er sindssyg.

Så bliver du bare revet ud af det,« fortæller hun med dyb alvor.

Den hårde mediebranche Outtroen til »Hemmeligheder« på P1 spiller ud af højtalerne i lydstudiet. Sanne Cigale smiler til Adnan Al-Adhami og tager hørebøfferne af. Hun har netop fået endnu et afsnit af »Hemmeligheder« i kassen.

Hun ved, at hun i hvert fald skal optage »Hemmeligheder« resten af året, men så ved hun heller ikke så meget mere. »Jeg har ikke en plan. Jeg har aldrig haft en plan.« Der er dog én ting, hun er ret sikker på. Hun skal ikke være i mediebranchen for evigt. »Jeg synes, mediebranchen er hård at være i. Jeg synes, den er rigtig hård at være i. De vinklinger, der bliver lavet. Det er sort hvidt.

Der er ingen, der har tid til at høre, hvem man er, og hvad man kommer fra. Det er er hårdt mod hårdt.« Det, hun savner allermest i mediebranchen, er tid. Tid til at se mennesket, gå i dybden og give plads til nuancerne. Derfor kunne hun godt forestille sig at vende tilbage til den oprindelige plan. »Jeg kan forestille mig at lave noget helt andet. Så vil jeg læse psykologi. Det gad jeg faktisk godt.« Som det sidste siger hun: »Hvis du ikke kan andet, så synes jeg, du skal give mediebranchen en chance. Men kan du stå på hovedet eller tale fransk, så skal du gøre noget andet. Og det mener jeg.«

10

EKSTERN

JUNI 2022

Leif Davidsen: »Lenins revolution isolerede Rusland. Nu er de isolerede igen.« I begyndelsen af april udkom Leif Davidsen med romanen ‘Lenins Bodyguard’. Det er den ottende i en række af bøger, der har forbindelse til Rusland, som forfatteren har skrevet. Rusland har aldrig gjort op med dets blodige historie, mener Leif Davidsen.

V

i mødes i Rosengårdscentret i Odense, hvor Leif Davidsen skal signere sin højakutelle roman: ‘Lenins Bodyguard’. Bogen handler om Oscar Madsen, der ved et tilfælde kommer til at bo sammen med Lenin på et pensionat i København i 1910. En mørk aften redder Oscar Madsen sin medlogerende fra to overfaldsmænd udsendt af den russiske tsar.

I 1917 får han en henvendelse: Lenin har brug for hans hjælp. Oscar Madsen bliver vidne til den russiske revolution og verdenshistorien som Lenins Bodyguard.

Leif Davidsen begyndte at skrive romanen i 2012, men lod den ligge i et par år. »Jeg har længe tænkt på, hvorfor i alverden det er så svært at få et normalt samfund og demokrati i Rusland. Det er jo lykkedes mange andre steder,« fortæller Leif Davidsen.

Både som journalist og forfatter, har det været et spørgsmål, han har brugt mange kræfter på at besvare. »Så tænkte jeg, at man må gå tilbage til udgangspunktet, som er revolutionen og borgerkrigen, som de aldrig har haft et opgør med. Aldrig nogensinde har de sat sig ned og sagt: ’Hør nu her, hvordan kan det være, at vi i den grad har slået hinanden ihjel?’.« Mr. Moskva Leif Davidsen kom til Sovjetunionen første gang i 1980. »Jeg blev sendt til Moskva mod min vilje.

Jeg ville gerne studere kommunismen. Så kunne de sende mig til Cuba, hvor de taler spansk, og hvor der er tropisk klima,« siger han.

Han var derovre i tre uger. »Jeg hadede hvert eneste minut, jeg var der.« Dengang arbejdede han for et baggrundsprogram, der hed ‘Udefra’, som i dag indgår i P1 Orientering. Der var redaktionskonference hver tredje måned, hvor de store linjer blev lagt. »Min kone foreslog, om jeg ikke skulle foreslå en ny rejse til Sovjetunionen. ‘Ej nu må du holde op. Hvor mange gange har jeg ikke sagt, at der sætter jeg ikke mine ben igen’ sagde jeg. Det gav hun mig ret i. Men jeg havde jo næsten ikke talt om andet end det sted, siden jeg var kommet hjem derfra,« fortæller Leif Davidsen. »Det var anderledes. Jeg har altid været fascineret af ting, jeg ikke forstår.« I 1981 var Leif Davidsen på en tre-ugers reportagerejse i Baltikum. »Efter den rejse var jeg solgt.« Han lærte russisk, og i 1984 bosatte han sig sammen med sin kone og to børn i Moskva som DR’s korrespondent i Sovjetunionen.

Et samfund i dyb krise I Februar 1984 blev den aldrende Konstantin Tjernenko valgt til Generaldirektør for Sovjetunionen.

Af Benjamin Jungdal Foto: Benjamin Jungdal »Det var et stagnerende samfund. Der skete ingenting. Alt var frosset. Der var ingen dialog med vesten. Det var virkelig et samfund i dyb krise,« forklarer Leif Davidsen Siden oktoberrevolutionen i 1917 havde kommunistpartiet styret Sovjetunionen og Rusland med fast hånd. Det totalitære samfund, der i næsten 70 år udførte massemord, masseterror og var skyld i sovjetborgernes dybe armod, stod nu over for et opbrud. »Folk var enormt skuffede over, at man valgte den der gamle mand (Konstantin Tjernenko, red.) i stedet for Gorbatjov, som allerede var på spil på det tidspunkt,« siger Leif Davidsen.

Konstantin Tjernenko var på mange måder et udtryk for de sidste krampetrækninger af det gamle system. »Propagandaen, som kørte, gav jo ikke nogen mening i forhold til det liv, folk levede.

De fortalte jo ikke om køer efter mad og udrensninger. Men folk var jo ret villige til at snakke og fortælle om deres liv og fortrædeligheder,« siger han.

Et stikkersamfund Som udenrigskorrespondent for DR måtte Leif Davidsen gå en balancegang, for at kunne rapportere sandfærdigt og kritisk om, hvad han så på gaden. »Lejligheden var aflyttet. Der var nok ikke overvågning hele tiden - det tror jeg ikke, de havde ressourcer til. Vores russiske personale rapporterede en gang om måneden til, ja, hvor de nu end rapporterede til om os.

De har aldrig snakket helt vildt meget om det, for det er ikke sjovt at være en stikker. Det var et stikkersamfund,« fortæller han. Det var særligt de vestlige journalisters kilder, der var i farezonen for alvorlige konsekvenser,

hvis de talte over sig. »Vi skulle jo beskytte vores kilder. Det værste, der kunne ske for os, var, at vi blev smidt ud. Men vores kilder kunne jo få fem år i straffelejr for anti-sovjetisk virksomhed og propaganda. Det var deres risiko.« Tjernobyl Mikhail Gorbatjov kom til magten i 1985. »Samfundet åbnede sig op. Ikke med det samme. Det kom gradvist,« siger Leif Davidsen.

Efter Tjernobylulykken i 1986 kunne Leif Davidsen mærke, at noget begyndte at ændre sig. »En af verdens førende eksperter i rygmarvstransplantationer, den amerikanske læge Robert Gale, kom til Moskva for at hjælpe. Han holdt en pressekonference, hvor han sagde, at det var meget svært at behandle de sårede brandmænd, fordi de var radioaktive. Hans bemærkninger blev også sendt i sovjetisk tv. For sovjetborgerne var det simpelthen et chok. De havde fået fortalt, at den sovjetiske teknologi var overlegen alt andet og ufejlbarlig. Så hele tilliden til systemet led et enormt knæk,« siger han.

Vicegeneraldirektøren fra Danmarks Radio Den 4. maj 1986 rejste Leif Davidsens souschef i DR, Frank Esmann, til Moskva.

Han medbragte blandt andet geigertællere, til at måle eventuel radioaktivitet.

Leif Davidsen havde forinden brugt et halvt år på at stable en rundrejse i det store land på benene, så han kunne skildre samfundets forandringer under Gorbatjov. »Min kontaktperson i sovjetisk tv sagde, at jeg var nødt til at få en chef herover, for vi kunne ikke komme videre. Så kunne vi nemlig

rykke et niveau op,« siger Leif Davidsen. »Jeg ringede til Frank og spurgte, om ikke han altid havde haft lyst til at være vicegeneralsekretær i DR.« Der blev afholdt et kortvarigt møde, hvor vicechefen i sovjetisk tv lykønskede danskerne for befrielsesaftenen. Leif Davidsen holdt så en rørende tale, hvor han kondolerede for tabet af de 31 tapre brandmænd, der omkom i Tjernobylulykken, og Frank Esmann en rørende tale om det 500 år lange venskab mellem Danmark og Rusland. »Der var ikke et øje tørt,« smiler Leif Davidsen. »Vicechefen vendte sig om mod sit personale og sagde: ‘Giv dem, hvad de vil have’, og pludselig åbnede næsten alle døre sig. I et totalitært samfund spørger man nemlig ikke det enkelte menneske. Der er én ovenfra, der siger, hvordan det skal være, og så står man ret. Det var et vendepunkt.« Leif Davidsen vendte hjem fra Moskva i 1988. Blot ét år efter faldt Berlinmuren.

Leif Davidsen rejste uafbrudt rundt i Østeuropa og rapporterede om østblokken og Sovjetunionens sammenbrud i den periode. »Samfundet faldt fra hinanden. Der var demonstrationer og protester, og folk sagde hvad som helst. Det var et samfund i forandring - nærmest en revolution. Indtil alt stoppede i julen 1991, og så kom 90’erne, hvor alt kunne lade sig gøre. Det var en kaotisk tid men også en meget fri tid. Og så var der jo rigtig gode journalistiske historier.« At genskabe et slavisk imperium »For mig går der en lige linje fra Lenin over Stalin og Bresjnev og Tjernenko til Putin. De er alle rundet af systemet. Den brutalitet, der lå i den russiske revolution og borgerkrig, har de jo aldrig gjort op med,« siger Leif Davidsen.

For tre måneder siden invaderede Rusland sin nabo Ukraine. Putins propagandamaskine kører på russernes tv-skærme og i aviserne.

Censur er indført, og vestlige virksomheder forsvinder fra landet, hvor inflationen er på himmelflugt. Ifølge Leif Davidsen trækker det tråde tilbage den kolde krigs mørkeste kapitler og helt tilbage til tiden før første verdenskrig. »Despoterne sidder så længe, og de bliver mere og mere isolerede. De ved ikke, hvad der foregår. Putin drives vel også af et ønske om at genskabe et slavisk imperium bestående af Ukraine, Hviderusland og Rusland i førersædet. Hvad ved vi om, hvad der sker oppe i hovedet på ham? Han er mere og mere mærkelig og mere og mere indebrændt.

Hvorfor i alverden invaderede han Ukraine?« Som tingene har udviklet sig, er emnet i romanen ’Lenins Bodyguard’ blevet ganske aktuelt. »Lenins revolution isolerede Rusland. Nu er de isolerede igen,« siger Leif Davidsen.

VERDEN

JUNI 2022

11

»Brug din hvidhed til noget nyttigt!« råbte kvinden fra Mozambique. Klimakamp blev til klassekamp under Extinction Rebellion-demonstration Klimakampen bredte sig på tværs af landegrænser, da aktivister fra Extinction Rebellion gik på gaden i solidaritet med verdens klimaflygtninge - og flygtninge generelt i øvrigt. Retfærdighed er det nye grønne, men ikke alle er med på bølgen.

Tekst og foto af Agnes Rønberg

V

elkommen!« Den uregelmæssige lyd af marchtrommer og tamburiner, der bliver øvet på, blander sig med lyden af snak under de nygrønne træer på Israels Plads. Linh Le har stillet sig op på podiet, der befinder sig på ladet af en lille lastbil. »Kom tættere på!« Hun er vågnet op med en god fornemmelse i maven efter i går, hvor hun endte i arresten sammen med over 100 aktivister, fordi de havde blokeret samtlige broer til Slotsholmen. I dag skal hun holde folkemængdens opmærksomhed med slagsange, taler og kampråb de næste fire-fem timer. Til daglig er Linh Le performancekunstner og aktivist.

I dag er hendes første gang som konferencier. »Vi er forbundet til hinanden,« proklamerer hun. »Vi skal vise, at vi er økosystemer og ikke individer.« »Klimamarch: Solidarisk flygtningepolitik nu« er navnet på demonstrationen den 7. maj, som i modsætning til gårsdagens blokade ikke lægger op til ulovligheder - ikke officielt i hvert fald. Denne lørdag er nummer to ud af otte dage i Vendepunktet, en intensiv demonstrations-uge, som aktivistgruppen Extinction Rebellion i samarbejde med mange andre organisationer har arrangeret i maj. Den 4. april i år udkom den sjette hovedrapport fra FN’s klimapanel, der giver verdenssamfundet tre år til at bremse den støt stigende CO2-kurve. Da de danske politikere ifølge Extinction Rebellion endnu ikke har fremlagt en plan for at nå det mål, har gruppen nu fremsat fire aktuelle krav, som magthaverne bør indfri snarest muligt.

De tre første krav drejer sig udelukkende om den grønne politik: Stop byggeri på natur, aflys ny fossil infrastruktur og giv mere magt til det klima-borgerting, der de sidste tre år har arbejdet på forslag til grønne politiske tiltag. Det fjerde krav skiller sig til gengæld ud ved også at have et udlændingepolitisk aspekt.

En mudret sag?

Det fjerde krav har været til heftig debat særligt i Dagbladet Information, efter bladet udtrykte bekymring i en leder. Bekymringen findes også her under træerne. »Jeg frygter, at det er med til at støde nogle mennesker fra sig, at man blander flygtningedebatten ind i det her. Klimaet er så vigtig en sag for hele befolkningen uanset politisk ståsted,« mener Inger Hansen, der er aktiv i Klimabevægelsen.

Efter et par taler sætter vognen i gang, og bagefter følger de 200 mennesker, der ifølge

Aktivister fra Extinction Rebellion blokerer trafikken i krydset ved Nationalbanken, vel vidende at der ender med bøde og anholdelse. For flere af dem er det anden dag i træk.

politiets vurdering er mødt op, med gennem Københavns gader. »Ellebæk Prison,« råber Linh Le og vender mikrofonen udad: »Shut it down!« Ligesom mange andre kampråb, der bliver råbt i dag, stammer det fra andre bevægelsers demonstrationer for flygtninges rettigheder.

Det fjerde krav hedder »Dansk klimapolitik driver mennesker på flugt – tag ansvar!« Detaljerne i kravet har bevægelserne Internationale Socialister og Fællesinitiativet mod Racisme og Diskrimination udformet. Det tæller både bud som at blive CO2-neutral i 2025 og at lukke udrejsecentrene – to måder at tage det globale ansvar på sig og arbejde for det, de kalder klimaretfærdighed. Linh Le mener, at kampen for klimaet og for den globale menneskehed hænger tæt sammen. »Vi, der er ansvarlige for CO2-udledningerne, har også et ansvar for at tage imod de flygtninge, der flygter fra de katastrofer, det skaber. Men vi kan ikke sige, at vi kun vil hjælpe klimaflygtninge. Derfor ønsker vi en solidarisk flygtningepolitik.« Ifølge Linh Le er der flere i Extinction Re-

»Vi, der er ansvarlige for CO2-udledningerne, har også et ansvar for at tage imod de flygtninge, der flygter fra de katastrofer, det skaber.« - Linh Le, aktivist bellion, som ikke er enige i alle detaljer i de fire krav i Vendepunktet, men det er heller ikke nødvendigt, mener hun. Da den internationale bevægelse ikke er hierarkisk bygget op, fungerer principprogrammet på hjemmesiden som øverste leder. Her er det centrale budskab, at der skal handles på klima- og biodiversitetskrisen nu, og er man enig i det, må enhver hejse bevægelsens flag.

Omvendt klassekamp På vognen hænger et banner: »Klimakamp er

klassekamp,« underskrevet af organisationen Internationale Socialister, som også holder tale i dag.

Extinction Rebellion er som bevægelse hverken socialistisk, liberal eller på anden måde partipolitisk affilieret, slår Linh Le fast, men til fælles har de to grupper en skepsis overfor økonomisk vækst. For Extinction Rebellion bunder det i, at vækst historisk har vist sig at hænge sammen med miljøødelæggelser og udledning af drivhusgasser. »Vi har været glade for samarbejdet på tværs af bevægelser,« siger Linh Le. Klassekamp står der intet om i Extinction Rebellions principprogram, men tænker man lidt ud af boksen, er der noget om det, mener Le. »Vi er en klasse af de rigeste lande i det globale Nord, der udleder mest CO2, mens de fattige lande i det globale Syd lider under det.« I det lys er vi altså ikke de undertrykte, men de herskende, og bliver nødt til at se indad, hvis vi vil standse den globale krise.

With great power…

Netop den pointe bliver hamret fast med syvtommerssøm, da vognen i løbet af ruten stopper, og talere fra nær og fjern griber mikrofonen for at tale om uretfærdigheder i form af diskrimination af flygtninge eller danskstøttede industriers påvirkning af oprindelige folk. »Pensionsfonde som PFA og Danske Bank mener ikke, de har et ansvar,« raser Ilham Rawoot på Sankt Annæ Plads. Sammen med Kete Fumo kommer hun fra organisationen JA! der kæmper mod den fossile industri i Mozambique. Siden der blev fundet naturgas i Cabo Delgado-området er en konflikt brudt ud, som har ødelagt naturområder og sendt hundredtusinder på flugt. »Men når de investerer I oliefirmaer som Total, der er involveret i gasprojekterne, er de lige så ansvarlige for menneskerettighedskrænkelserne,« mener Rawoot.

Kete Fumo opfordrer demonstranterne til at flytte deres pensionsopsparinger og kræve handling fra politikerne som for eksempel at

behandle undertrykkende oliestater som Saudi-Arabien på samme måde som Rusland. »Med et europæisk pas følger ansvar. Brug jeres hvidhed! Brug at I er europæere!« Et rigtigt arbejde Foran processionen går politiet går tæt på række ind i det solbeskinnede kryds ved Danske Bank og Nationalbanken. Og det er ikke uden grund, for ud af det blå løber en flok aktivister hen til det nærmeste fodgængerfelt og sætter sig ned. »Hvem lukker lortet ned?« råber én. »Vi lukker lortet ned!« svarer flokken, og sådan fortsætter det. Et minut senere er der salatfade og politibetjente overalt, og de har strips med.

Extinction Rebellion er nærmest synonym med civil ulydighed. En metode, de ikke bare bruger for at være på tværs, men fordi det historisk har vist sig at være den mest effektive måde at skabe forandringer på. En metode, der under Slotsholms-blokaden fik Liberal Alliances Ole Birk Olesen til at foreslå millionbøder for den slags optøjer. »Skulle I ikke få et rigtigt job i stedet for at sidde her?« råber en ung mand i frakke, mens han krydser den nu tomme vej.

Aktivisterne ler og hejser flagene højt fra de hvide vejstriber. En pige tænder for en megafon: »Jeg sidder her i solidaritet med alle de klimaaktivister i det globale Syd, der på ingen måde har det privilegie, jeg har. Jeg kan sidde her og blive taget med på stationen uden det truer mit liv og mit levebrød.« På vognen har Linh Le til gengæld lagt mikrofonen fra sig, mens hun sammen med resten af demonstrationen fortsætter ned mod endestationen, Christiansborg. Indtil videre har Vendepunktet gjort hende stolt. »Mange af dem, jeg snakker med, har aldrig gjort noget lignende før. Flere fra politiet har også sagt, at de godt forstår det. Selvfølgelig oplever vi også modstand, men jeg synes, den bliver mindre. Jeg har fået rigtig meget håb.«

12

VERDEN

JUNI 2022

Monica Lylloff taler med en million stemmer: Systemet har glemt, hvem det er til for Mødet med det offentlige ændrede tillid til mistillid for Monica Lylloff. Nu kæmper hun selv for forandring gennem græsrodsbevægelsen En million stemmer.

Tekst og foto af Sebastian C. Christensen

H

i deres normale bil. Men på trods af ar du tillid til politikerne?«​​spørger lægeerklæringer om, at deres datter aldrig Clement Kjærsgaard Monica Lylloff ville komme til at gå, måtte de kæmpe for at i DR2s Debatten. få bevilget et lån til en handicapbil. Først fik »Nej, det har jeg faktisk ikke,« svarer hun. de at vide, at alle familier må prioritere, hvad Snakken om politikerlede har gået mig på de vil tage med ud af hjemmet. længe, fordi den forbliver overfladisk. Vi di»Jeg måtte så bare efterlade min datter,« skuterer, om politikerleden bliver værre af fortæller Monica. enkeltsager såsom Det føltes urimeNick Hækkerup, »Jeg får hjertebanken, og jeg får der får job for Bryg- koldsved. Jeg er så bange for, at ligt, uværdigt og geriforeningen eller de kommer og ødelægger vores u m e n n e s k e l i g t . familie igen.« Mennesker, der Morten Messeroplever denne kamp, er der til gengæld massschmidt, der kalder Pernille Vermund for “en er af, og med Monica i spidsen bliver de i led kælling”. Når det bliver lidt interessant,

Monica Lylloff og En million stemmer modtager Enhedslistens græsrodspris og 5.000 kr.

2019 til bevægelsen En million stemmer, der diskuterer akademikere, om det er et systemkæmper for handicappedes retssikkerhed. atisk problem, at medierne har en tendens til På overfladen er Monicas historie en at dække politik som et stort spil om magten.

Men Monica Lylloff »Systemet skal huske, hvem sys- fortælling om et ser på politikerlede temet egentlig er skabt for. Det er system, der lader handicappede falde som et symptom jo ikke skabt for sig selv.« igennem. En kamp på noget større. for retssikkerhed. Men Debatten så rigtigt, da Løsningen er ikke andre politikere, fordi de inviterede hende ind til at snakke om tillid problemet er systemet. Et system, Monica til politikere og det demokratiske system. selv har slået sig på.

Monicas tre børn har forskellige diagnoser, I 2007 føder Monica Lylloff tvillinger. De er hvilket gjorde, at hun og hendes mand blev født for tidligt og har både fysiske og mentale en del af mange facebookgrupper i sin tid. For handicap. Hun har brug for det offentliges grupperne er diagnoseopdelte, og her deler hjælp til at tage sig af dem, og det er en hjælp, folk deres spørgsmål og problematikker. I alle hun forventer at få, når hun spørger. Men det grupperne gik de samme spørgsmål igen, og er ikke hjælp, hun får. Monicas møde med Monica indså hurtigt, at de problemer, hendet offentlige kunne vi kalde “Luftkastellet des familie stod overfor, ikke begrænsede sig der blev sprængt”, hvis ikke Stieg Larsson til få diagnoser. Og det er ikke Debatten eller allerede havde taget den titel. For Monica mig, der laver koblingen fra Monicas historie afslører mødet det danske velfærdssystem til en større systemkritik; den klarer hun helt som en illusion. selv.

Der var ikke plads til tre børn og kørestol

var kommunen, der ringede. Hun lytter den efterfølgende besked igennem, for at hun kan forberede et forsvar. Denne gang er det Kirsten fra Hjælpemiddelafdelingen, der vil høre, om Monicas datter Emma er glad for sin nye seng. Monica ringer straks tilbage, Et opråb fra borgerne fordi hun vil dele Emmas glæde. Og fordi hun Til Enhedslistens årsmøde i Valby ved bord mener, at borgerne har et ansvar for, at dem 35b for “danske gæster” sidder fire repræsender arbejder i systemet også får at vide, når de tanter fra En million stemmer. De er der for gør noget godt for borgerne. at modtage Enhedslistens græsrodspris. Det »Det er også en af mine missioner at sige: ser ikke ud af meget, men i virkeligheden er Det er jo ikke jer som personer derinde, vi de mødt talstærkt op: fire ud af fem for at er ude på at rette alvorlig kritik imod. Vi er være helt præcis. Flere er der ikke i folkebevallesammen gidsler i det her system, som ikke ægelsens kontaktgruppe.

Foran Monica »Det er et råb om, at politikerne fungerer«. ligger hendes del af er nødt til at kigge ud af vinduet Så hvem må på talen. Hendes ben og også åbne det, så virkeligheden banen? Hvem er har hun trukket kritikken rettet kan komme ind.« ind under stolen, mod? Svaret falder og hun sidder med hænderne i skødet, mens prompte: Christiansborg. de venter på, de skal op til scenen. §-tegnet »Politikerne er jo med til at skabe systemet. tatoveret på hendes venstre underarm vidner Hvis der ikke er nogen, der gør noget for at om hendes retsfølelse og baggrund. Monica ændre systemet, er politikerne meddelagtige er uddannet jurist og arbejdede som anklager i, at systemet fortsætter sådan«. i mange år, før kampen for handicappedes rettigheder overtog hendes liv.

Systemet der ikke vil lytte På trods af at Monica lige har været med i Er der noget galt med systemet? Der er i Debatten, er hun både glad og taknemmelig hvert fald en mistillid, der har drevet folk som for, at jeg vil skrive om hende og En million Monica til at starte en græsrodsbevægelse. Og stemmer. Hun deler ud af sin egen historie til oplevelsen efter at kæmpe siden 2019 er, at mig, ligesom hun trækker på den i sin tale til der ikke bliver lyttet. For spørgsmålet de i En Enhedslistens årsmøde. million stemmer fik var: “Hvad skal vi gøre?”.

At dele deres personlige historier er helt Derfor udarbejdede de et løsningskatalog, og naturligt både for Monica og de tre andre, det skaffede dem audiens hos alle partier. der står på scenen i dag. For det er deres »Men det er igen en mur. For vi skal jo ikke egen historie, som har komme og fortælle ført dem til at kæmpe »Vi er allesammen gidsler i politikerne, hvad de for handicappedes det her system, som ikke fun- skal gøre,« siger hun gerer.« retssikkerhed. De har med et smil, der betoalle oplevet kampen. De kæmper ikke, fordi ner hendes frustration. de vil, men fordi det system, de står overfor, »Det der med virkelig at tage fat om det gør det nødvendigt. svære og det komplicerede og det uoverMonica Lylloff kalder græsrodsbevægelser skuelige, det sker ikke. Det er mere sådan, at et symptom. Et symptom på, at systemet ikke der hurtigt skal sættes nogle krydser, fordi så fungerer. kan man sige: “Så har vi gjort noget”,« mener »Hvis man er nødt til at gå sammen om nohun. get, der ikke fungerer, er det jo fordi, at man »Men I har jo ikke gjort noget, I har bare fra politisk side ikke har løst sin opgave. Det lavet noget pseudoarbejde,« fortæller Monica er et opråb fra borgerne til politikerne om, frustreret. at de skal høre efter, hvad der bliver sagt. Og Hun ser det som et udtryk for et system, gøre noget ved det«. der er afkoblet fra virkeligheden. Og denne afkobling må løses for at løse problemet.

Mødet med det offentlige har sat sig »Det er jo også derfor, der opstår græsrodssom et traume bevægelser. Og demonstrationer. Det er jo et Når kommunen ringer, tager Monica ikke råb om, at politikerne er nødt til at kigge ud længere automatisk telefonen. Tillid har udaf vinduet og også åbne det, så virkeligheden viklet sig til mistillid. kan komme ind. Det nytter ikke noget, at de »Jeg får hjertebanken, og jeg får koldsved. bliver ved med at lukke døre og vinduer. For Jeg er så bange for, at de kommer og ødelægdet gør ikke frustrationerne mindre«. ger vores familie igen«.

Hun fortæller, hun afviste et opkald, da hun stod i Netto, fordi hun kunne se, det »Systemet skal huske, hvem systemet egentligt er skabt for. Det er jo ikke skabt for sig selv. Hvilket er den fornemmelse, man bliver efterladt med efterhånden«.

KULTUR

JUNI 2022

13

SWITCH

»SWITCH er en term for en form for BDSM, der betyder, at magtrelationen kan skifte afhængig af momentet« Fortæller Frida Retz.

»En sød ting ved Frida er at hun altid glæder sig til at dele en morgenkaffe« Fortælle Didde Borup Larsen.

Billedet er taget på deres altan i Bergen, hvor de er iført morgenkåber fra deres performance “Date at the hotel.”

Didde Borup Larsen sidder i sit studio og kærtegner en dildo med lilla hale. Lilla er den dominante farve i Didde Borup Larsens bachelorprojekt.

Fra deres performance “Date at the hotel”: » Det var powerplay der foregår i en seng på et hotelværelse.

Det var virkelig anti-binært, og vi spiste ti retter« Fortæller Didde Borup Larsen.

14

KULTUR

JUNI 2022

SWITCH

Dualitet mellem nydelse og smerte

Omsorg, sikkerhed og BDSM kan på overfladen opfattes som antonymer. Men for kunstnerduoen SWITCH er disse ingredienser i deres univers, bestående af rollespil, leg med kønsroller og queerfeministisk BDSM. LIXEN er rejst til Bergen for at portrættere duoen.

Af Eva Almann Simonsen Foto: Rasmus Hoffmann

B

DSM-miljøet har længe været en inspirationskilde, hvorfra flere kunstnere har tappet inspiration. Men på kunstscenen anno 2022 står kunstnerduoen SWITCH og forsøger at gøre op med traditionelle ideer om BDSM-miljøet som hardcore og utryg at tage del i. Gennem -objekt, -video og performancekunst udforsker Frida Retz og Didde Borup Larsen i fællesskab BDSM. BDSM, hvor den konventionelle magtdynamik mellem maskulin vs. feminin udviskes, og dualiteten mellem nydelse og smerte er i centrum.

I artiklen benyttes Frida Retzs pronominer hun/hende og Didde Borup Larsens pronominer de/dem.

Det er en blå og hed dag i Bergen. Asfalten, der leder op til den tronende geometriske bygning, nærmest syder i forårsvarmen. Bergen Academy of Art and Design står som et stykke universel arkitektur i den forstand, at den kunne stå i en hvilken som helst afkrog af en storby uden at gøre det store væsen af sig. Indeni er bygningen domineret af åbne, hvide ‘kontorbåse’, hvor hver kunstner har cirka 3 kvadratmeter at slå sig løs på. Dette industrielle kontormiljø kunne dog ikke stå i en mere diametral modsætning end til Frida Retz og Didde Borup Larsen. Sammen udgør de SWITCH, og i deres farverige garderober er de lette at få øje på da de møder os akademiets betongrå gange.

De er begge i færd med afslutte deres bachelor i kunst på akademiet. Vi bliver modtaget med kram af dem begge. Frida Retz bærer en moderne version af det ikoniske “bundesligahår”, som indrammer et par røde briller.

Hun klirrer, når hun bevæger sig, grundet et nøje kurateret sammensurium af smykker.

Didde Borup Larsen radierer androgynitet med sin lyse, afblegede ‘mini mullet’. En lang, kuglebesat ørering hænger ned i det ene øre, hvilket skaber en feminin kontrast til det traditionelt maskuline outfit bestående af en skjorte over en T-Shirt og et par mørke bukser.

Det første stop på dagens kunstneriske pilgrimsvandring er Frida Retzs atelier.

Hos Gynækologen Frida Retz er femogtyve år gammel og oprindeligt fra Trekroner - en flippet og kulturradikal bydel i Roskilde. En “War is a weapon of mass destruction” plakat står indrammet på et overfyldt skrivebord, mens spraymaling, ler, gips, og tomme dåser er spredt sporadisk omkring. Væggene er plastret til med alskens skriblerier: Fertilitet. Sexualitet. Androgyne.

Sexlegetøj. Væskes. Feminisme. Sorg. Overgreb. Håndtegninger af buttplugs på A4-ark - skitser til den udstilling, hun for nyligt havde i den nørrebroske sexlegetøjsbutik Peech.

En teaser til hendes bachelorprojekt “Hos Gynækologen vol 1. BDE.” står skarpt i linoleumstryk. »Hvor lærte I egentlig hinanden at kende?« Frida Retz og Didde Borup Larsen vender sig synkront mod hinanden og griner indforstået.

»Første minde?« spørger Frida Retz med et skævt, varmt smil.

Didde Borup Larsen besvarer spørgsmålet: »Første gang, jeg husker, er, at vi sidder i en sofa og taler om, at vi savner kropskontakt.« De når samstemmigt frem til, at de ikke har set sig tilbage siden det møde. Dette beretter et nærliggende billede på Frida Retzs skrivebord om. Det er et promotionsbillede fra deres performance “Date at the hotel” som de udførte på en performancefestival i Bergen.

At SWITCHE magtrelationen Vi bevæger os videre til Didde Borup Larsens kontorbås, der ligger et stykke fra Frida Retzs. »Vi ville gerne have haft studie sammen, men det kunne ikke lade sig gøre i dette semester,« indskyder Frida Retz skuffet.

Slægtskabet mellem Didde Borup Larsen

og Frida Retzs kontorbåse er slående. Dog er gipsfigurerne og linoleumstrykket byttet ud med alverdens tekstiler og en symaskine.

Syregrønt hæklegarn, en sort choker og perlebesat stof pryder et tøjstativ, hvilket akkompagneres af en paryk, læderhat og sirlige tegninger som vægudsmykning. Alskens værktøj, en hjertebesat sillikone-pisk, et par hvide læderstøvler med fjer og en buttplug med en mørkelilla hale fylder gulvets overflade i et organisk kaos.

Didde Borup Larsen er femogtyve år gammel og oprindeligt fra den sønderjyske flække ved navn Billum i nærheden af Ribe. En mere eller mindre gevaldig kontrast til Bergens sprudlende urbane omgivelser. Men selvom Frida Retz og Didde Borup Larsen deler nationalt ophav, havde de deres ‘meet cute’ i Bergen, og herfra materialiserede et projekt sig.

Dette efterlader blot spørgsmålet: Hvordan opstod duoen SWITCH?

»SWITCH er en term for en form for BDSM, der betyder, at magtrelationen kan skifte afhængig af momentet. Dette ses i vores første projekt, hvor der er et skift mellem gelé og latex, der puler« forklarer Frida Retz.

Didde Borup Larsen fortsætter: »Det har rødder i BDSM, hvor det handler om leg og safespace.« Duoens første projekt var videoen “SWITCH”, der blev vist på Galleri Flig i 2020 og lagde grundstenen for deres kunstneriske kollaboration. Til premieren havde duoen bygget en sort skærm som videoen spillede på. Under skærmen var en indbygget hylde, hvorpå lidt ‘godt til ganen’ stod i form af syregrønne, jello shots. »Til første udstilling var vi meget interaktive. Der er en styrke i at være to. Vi gav folk jelloshots, og de prøvede at slikke den (jello-slimen) ud,« beretter Frida Retz.

Responsen fra udefrakommende publikum, familie og venner har været positiv.

KULTUR 15

JUNI 2022

Frida Retz nævner bl.a., at hendes bedsteforældre også er store fans. Dertil har SWITCH også fået en fanskare, der ved første øjekast ikke ligefrem associeres med BDSMkunst. »I Trondhjem, da vi viste vores film “Rat and Cat and Horses”, var der et barn, der var sådan: »Åhhh heste!”« Børn kan godt se og sætte pris på legesygheden,« fortæller Frida Retz.

En duos fødsel Akademiets faciliteter til digital, kreativ udfoldelse viser sig fra sin bedste side. Vi bevæger os hen ad en lang gang, der fører ind til lokaler spækket med computere, så langt øjet rækker. Vi kommer til et rum, hvor der sidder et lille udvalg af koncentrerede medstuderende.

Didde Borup Larsen fører sine fingre over tastaturet i metodiske og øvede bevægelser, og så dukker det første projekt frem: Videoen “SWITCH”, der blev startskuddet til det hele. »Vi konstruerer ting low tech. Low digitalism. Vi laver detaljeorienterede film med materialer som gelé, ler og performance, altså intermedia. Der er et elektronisk aspekt i vores værker,« forklarer Didde Borup Larsen. Udtrykkene “low tech” og “low digitalism” er referencer til, at objekterne i deres værker konstrueres simpelt og gerne ud af noget upcycled. “Intermedia” er en fællesbetegnelse for når forskellige medier der benyttes i et kunstværk (Fx. video, skulptur og performance.)

Og i SWITCH-videoen manifesterer dette sig hurtigt. Animerede læderstøvler, piske og slim fylder skærmen. Det veksler mellem slikkelyde og piskesmæld som i en dominant/submissiv-relation. Inden for BDSM er dette magtrelationen, hvor der er en part, der dominerer og en part, der underkaster sig.

To menneskelige animationer bryder og smyger sig simultant om hinandens legemer. Og til slut bliver en pivende slim slået, til den er komplet udsplattet.

Der var dog også en mindre glamourøs side af det ambitiøse projekt. »Slimen mugnede i Diddes rum« fortæller Frida Retz leende.

Frida Retz og Didde Borup Larsen forklarer, hvordan de skabte værket ved hjælp af en green screen i deres stue. Værket kan i grove træk fortolkes som en magtrelation mellem gelé og latex. Legen med forskellige teksturer er substantielt for SWITCH. »Mødet mellem elementerne blev starten på duoen SWITCH« forklarer Frida Retz.

At reclaime patriarkalske figurer Vi er nu nået til duoens mest ambitiøse videoprojekt til dato: “Rat and Cat and Horses”.

Den sytten minutter lange video blev filmet under et “residence” i en landsby i Finland.

(Et residence er, når kunstnere får et betalt ophold på en lokation med det formål at drage inspiration fra deres nye omgivelser.) »Byen havde omkring 5.000 indbyggere, og vi fandt hurtigt ud af, at det var et sted, hvor den lokale doktor blev til tandlæge én gang om måneden,« fortæller Frida Retz om de isolerede, naturskønne omgivelser, duoen befandt sig i.

En sminket, bleg hånd med lange røde negle placerer nænsomt røde bær i hullerne af en taburet. Dette fortsætter i en rum tid, indtil alle hullerne er fyldt ud med bær. Der klippes videre til et bondehus i et frodigt, grønt sommerlandskab, og seeren bliver introduceret til to karakterer med alvorlige miner og klovne-lignende make up: Cowboy og Ridder - traditionelt maskuline karakterer. Frida Retz er i rollen som Cowboy iklædt lange, hvide støvler, en rød vest og cowboy-lignende solhat. Didde Borup Larsen er Ridder og bærer en tætsiddende, rød hat, guldkjole og hvid skjorte. »Vi startede med at bygge karakterer på.

Patriarkalske figurer såsom cowboys og riddere, der ‘reclaimer’ omsorg mellem karaktererne. Inden for BDSM kaldes dette ‘aftercare’,« forklarer Didde Borup Larsen.

Termen “reclaime” betyder at tage et velkendt begreb op til genforhandling. Dvs. at bruge det i en ny kontekst, og herved give det en ny betydning. Med at “reclaim omsorg” mener Didde Borup Larsen at de to karakterer får lov til at opføre sig på en måde som ikke er traditionelt ‘maskulin’, men at de filterløst får lov til at udvise omsorg, kærlighed og respekt for hinanden.

I løbet af filmen iagttager beskueren de to karakterers hverdagsgøremål i en utopisk verden induceret med omsorgsritualer.

Dette indkluderer bl.a. Frida Retz’ skede, der i en surrealistisk sekvens bliver åbnet med et spekulum-lignende instrument og bliver “tappet” for mælk, som var hun et bondegårdsdyr. Forskellen er dog, at alt, der sker, er samtykkebaseret, hvilket Frida Retzs kropssprog tydeligt indikerer. Denne mælk bliver herefter omdannet til eliksir, og givet til en træhest, der yderliger bliver vist omsorg ved at få et halstørklæde på. Det er et spil på, hvordan mennesker konsumerer ting produceret af dyr som fx. komælk.

Seeren bliver herefter inviteret ind i rollen som beskuer til et gilde, hvor flere pertentligt opstillede arrangementer af mad bliver konsumeret af duoen. Inspirationen til dette er taget fra den surrealistiske film “Daisies”, der blev født ud af den tjekkiske bølge af new wave film i 1960’erne. Filmens handling centrerer sig grundlæggende om to kvinders jagt

på og konsumering af mad. Dette ses tydeligt i absurditeten af både “Rat and Cat and Horses” og “Daisies”. Overfloden af æstetisk mad, de teatralske kostumer og detaljeorienterede shots.

“Rat and Cat and Horses” kulminerer til sidst i rungende, akustisk sang, der er en omskrivning af “Cowboys don’t cry”, hvor pronominerne er blevet ændret så “Cowgirls don’t cry”. De frodige omgivelser spiller en vital rolle i filmen. »Universet er postapokalyptisk. Det var vigtigt for mig ikke at fortælle om dystopi, men at vise omsorg overfor dyrene. At bruge powerplay (Indenfor BDSM betyder dette at parterne aktivt laver en rollefordeling mellem hvem der er dominant og hvem der er submissive), der skaber en flydende relation,« siger Didde Borup Larsen, hvorefter Frida Retz tilføjer: »En power/pleasure relation« Værket kan i korte træk beskrives som en “sci-fi spaghetti western”, der blev skabt on site, hvilket tydeligt ses i valg af rekvisitter. »Vi vidste vi ville filme, men vidste ikke, hvad vi ville. Den blev filmet i et dødsbo,« fortæller Frida Retz, og Didde Borup Larsen forklarer nærmere: »Man kan mærke forgængeren. Huset var efterladt af den tidliger ejer. For eksempel fandt vi ud af, at det gynækologi-instrument, vi brugte, i virkeligheden er en salat cutter.« Der er dog også andre budskaber i værket. »Vi leger med roller. Rollespil gør meget i BDSM. Vi forsøger at opløse internaliserede roller,« siger Didde Borup Larsen, og Frida Retz følger op med ordene: »Vi kan også spille de roller, fordi vi kommer med de privilegier, vi har.« BDSM som budbringer Men hvordan kobler virkelighedens BDSMverden sig til SWITCHs kunstneriske fortolkning af denne? »BDSM og vores praksis er fiktionsverdener der er lige så virkelige som alt andet, og som kan bruges som et rollespil til at opløse magtstrukturer og historisk marginalisering,« beretter Didde Borup Larsen, og uddyber yderligere: »Vi er begge to en del af BDSM-miljøet, hvis rollespil har dybe rødder i LGBT+ miljøet og erotica som en måde at regenerere eller reclaim narrativer gennem historiefortælling og leg.« Men hvad er det kraftfulde i at benytte BDSM som budbringer af disse budskaber? »At noget er “kraftfuldt” handler for mig, om at kraft er blevet fortalt som noget overmaskulint. Dette underminerer mange nuancerede værdier, der er til stede i BDSM, som lægger vægt på sikkerhed, leg med roller og omsorg i sammenhæng med smerte.

På den måde er det seksuelt frigørende og opløsende, både i kunstnerpraksis og privaten,« reflekterer Didde Borup Larsen.

I lejligheden Vi følger i trop til duoens refugium - det bofællesskab, de deler med en større gruppe roomies. En roomie er i gang med at forberede mad, da vi træder ind i køkkenet. Vi befinder os i en ældre herskabslejlighed. Lejligheden er et sammensurium af tidligere beboeres efterladte skatte - vægpolaroider, patinerede træmøbler og eklektisk pynt - der vidner om mange gode fester festet. »På hvilken måde tror I jeres nære relation påvirker jeres kunstneriske samvirke?« »Virkelig meget! Det er cringe, men vi har lyst til at være sammen,« udbryder Frida

Retz varmt, og tager Didde Borup Larsens hænder i sine.

Didde Borup Larsen uddyber, imens de kigger Retz dybt i øjnene »Det, vi har sammen, er virkelig bare specielt. Vi har det cute sammen. Både på et følelsesmæssigt plan, men også med arbejde.« Dette leder os videre til det tematiske: »Hvorfor faldt valget på netop sexpositiv kunst?« Frida Retz er med ét klar i spyttet: »Det har min kunst altid været.« »Du har et tilhørsforhold til det,« indskyder Didde Borup Larsen. »Fællesnævner er først og fremmest det kropslige. Men så er det mere kropspositivistisk og feministisk.« I forhold til at sværge til en kunstbevægelse de ser sig selv i, er der klar konsensus om, at de er en del af fjerdebølge feminisme og scifi. De understreger dog, at de også er individuelle kunstnere, med forskellige fokusser i hver sin kunst. »Mit fokus er lidt anderledes end dit. Noget flydende mellem det maskuline og feminine.

Måske er dit mere sensitivt,« siger Frida Retz henvendt til Didde Borup Larsen, der fortsætter: »Mit er i højere grad non-binært. Mere flydende mellem køn og seksualitet, hvor opløsning mellem disse er centralt.« En flytning til København »Så hvordan vil fremtiden ideelt se ud for SWITCH?« Frida Retz har prompte et svar klar: »Mega fed! Vi flytter til Danmark, og så vil vi dele atelier, hvilket er noget af det eneste, vi egentlig ved. Støbe nogle fleer geleér. Tage på residence igen.« Hun holder en kort pause og tilføjer så i et træt tonefald: »Men lige nu handler ALT om bachelor.« Retzs afgangsprojekt er en pornofilm ved navn “Hos Gynækologen vol 1. BDE.” »Det er en porno. I den er der ‘subdom’ mellem patient og læge. Det vil sige, at patienten boller lægen i stedet for omvendt. Det er et spil med energier. Formålet er at reclaim et andet ‘gaze‘« fortæller Frida Retz. Det vil sige at udfordre det generiske “male gaze”, der er et udtryk for den måde, hvorpå kvinder visuelt positioneres som objekter for heteroseksuelle mænds begær. Dette er særligt en gennemgående kritik af mainstream pornofilm.

Didde Borup Larsens afgangsprojekt er både en performance og installation med titlen “Where are mothers in the night?”. I performancen interagerer Didde Borup Larsen med en rhinstens-dækket robot. Robotten er placeret på et geléæg, der fungerer som en form for moderkage. Robotten vibrerer i et mønster, der gør, at det geléæg, den sidder på, blævrer. Hele seancen er badet i lilla lys, der i Didde Borup Larsens egne ord er »Nattens lys - et eskapistisk safe space for queers.” »Jeg viser omsorg overfor ægget med 3D-printede objekter, der er skabt til at yde omsorg og smerte på samme tid - relateret til BDSM-kultur. Jeg er æggets queer moder, der guider dem mod deres genfødsel gennem sang,« forklarer Didde Borup Larsen.

SWITCH laver bachelor-performance d. 28 maj, og pakker herefter kufferten og vender snuderne mod København. Lejlighed og atelier er endnu ikke på plads, men håbet er syregrønt.

16 SPORTEN

JUNI 2022

High Risk 2022: Håb i svære tider Hvert år spilles den største fodboldkamp inden for de journaliststuderendes verden, og i år var ingen undtagelse. Den 14. maj blev årets High Risk fløjtet i gang, hvilket indebar Albani øl i lange baner, støttende ord og knuste fodbolddrømme.

Af Mathilde Lehrskov Michaelsen Fotos: Daniel Schmidt & Josefine Larsen

D

et er lørdag den 14. maj, og formiddagssolen står højt over Syddansk Universitet. Campusvej bliver hurtigt bemandet af de to rivaliserende parter: De studerende fra Syddansk Universitet (FC Jourventus red.) og de studerende fra DMJX (FC Åben Modus red.). Kampen om High Risk-pokalen 2022 er løbet af stablen på Jourventus’ hjemmebane Campus Road.

Forventningerne Som en professionel journalist har jeg selvfølgelig forholdt mig objektivt, og jeg har derfor valgt kun at interviewe de journaliststuderende på Syddansk Universitet. Jeg har nemlig lært, at man skal vælge sine kilder med omhu, da livet er for kort til det, man kalder for ’en lorte kilde’. FC Åben Modus-spillernes udtalelser dur alligevel også kun til en højskolesangbog, de kan sælge i Bog & Idé i Storcenter Nord, når de skifter lokale fra skole til deltidsjob.

Inden kampen bliver fløjtet i gang, står tilskuer og SDU-studerende Frederik Kibsgaard på sidelinjen med en kold fadøl i hånden.

Hans forventninger er tårnhøje ligesom hans promille: »Altså, det er helt oplagt, at Jourventus brækker alle anklerne på modstanderne og tager en klar sejr,« fortæller Frederik Kibsgaard.

Når der bliver spurgt ind til forventningerne omkring slutresultatet, er Frederik Kibsgaard heller ikke bleg for at vise sin dedikation og tiltro til Jourventus: »Jeg har jo en forventning om, at SDU

vinder 5-0. Jeg ved godt, at det er lavt sat i forhold til deres egen forventning om en 9-1 sejr.« »Det gælder om at give dem lidt håb« Blæsten tager til omkring den bemandede græsplæne, og det trækker op til en gevaldig storm blandt fodboldspillerne. Akademikerne er bagud, hvilket betyder højlydt fejring fra fremtidens dagpengemodtagere. Selvom det kan være stramt at se på - især når ens skattepenge kommer til at gå til dem i fremtiden - kommer tilskuer Cille Høg med en vigtig pointe: »Det gælder om at give dem (Jourventus red.) lidt håb.« Ifølge hende er det vigtigt at holde humøret højt fra sidelinjen, hvilket publikum uden tvivl tager til sig. Selvom Jourventus starter anden halvleg bagud med 0-2, så afholder det ikke universitets tilskuere fra at støtte op om deres hold. Jourventus’ publikum står linet op bag egne linjer med romerlys, konfetti og røgbomber i blå og hvide farver.

Mikkel Greiner, der har hele to roller ved dagens High Risk som henholdsvis tilskuer til 1. holdet og spiller for 2. holdet, tror og håber også på, at resultatet bliver en smule tættere de sidste ti minutter af kampen: »Jeg har håb for, at vi laver et mål mere.

Det tror jeg kunne pynte.« Pludselig kommer Jourventus tættere og tættere på Åben Modus’ mål med bolden i total kontrol. »Nu scorer vi!« råber Mikkel Greiner en anelse chokeret og en anelse imponeret.

Ønsketænkningen til et flottere nederlag skulle vise sig at blive en realitet, da bolden bliver hamret ind i modstanderens net. Den nervepirrende stilhed bliver hurtigt byttet ud med en hysterisk fejring og jubel fra de glade akademikere.

Hvad gik galt?

Med kolde fadøl, gourmet-hotdogs, malede kinder og højtråbende sang kan det svært at forestille sig, hvad der skulle gå galt til årets High Risk-kamp. Alligevel må vores kære hold, Jourventus, se nederlaget i øjnene til begge kampe. Nederlaget betyder selvfølgelig jubel fra Storcenter Nords tilhængere, men det er også forståeligt, da chancen for en karriere inden for fodbold er større end deres chance for at blive vaskeægte journalister.

Men hvad gik egentlig galt til årets High Riskkamp? Det har Mikkel Greiner, Silas Steiner og Christian Kraglund hver deres svar på: »Drengene er bagud, men jeg synes faktisk, at de har gjort det fint. Men vi får ikke lavet vores returløb, og det er det, der går galt,« fortæller Mikkel Greiner.

Silas Steiner, som er målmand på Jourventus’ 1. hold, er også hårdt ramt af nederlaget til Åben Modus: »Jeg er mest af alt bare ærgerlig over, at vi taber denne kamp på tre personlige fejl, for ellers havde vi jo vundet den. Jeg tror også dybt seriøst, at vi havde vundet den, hvis vi ikke laver det fuck-up to minutter efter, vi selv reducerer til 1-2.« Alligevel kommer Silas Steiner med en opløftende bemærkning, hvilket falder på et

tørt sted i al kaosset: »Jeg er aldrig tilfreds med at tabe. Men det er klichéen med, at vi taber og vinder som et hold.« Jourventus’ træner, Christian Kraglund, fortæller også, at det var marginalernes kamp, og at der ikke var meget at stille op i sidste ende: »Det var en lige kamp fra start. De har måske en lille favoritværdighed. Det har de næsten hver gang i og med, at de er så mange flere elever per årgang.« Alligevel var der en helt specifik irritationsfaktor, som ikke var at finde på banen, men mere udenfor banen ved tilskuerne: »Jeg er lidt tvivlsom over vores egne fans til tider med alt det Johnny Deluxe.« Og netop musikken fra soundboksen delte vandene blandt Jourventus’ publikum, da der var bred diskussion, om det var festligt eller upassende. Dog var der ingen overordnet konklusion på, om Medina, Bruno Mars og Johnny Deluxe hørte til på banen til årets High Risk.

Vi skal ikke hjem, vi skal videre!

Selvom et nederlag aldrig er sjovt, er det ikke noget, som en kold Albani øl ikke kan redde.

Og mens DMJX’erne stiger ind i deres bus hjem til Århus, fortsætter festlighederne i downtown Odense med alle SDU-damerne i god behold.

SPORTEN

JUNI 2022

17

Italiensk cykel-legende stopper: Her er tre mindeværdige præstationer af ”Hajen fra Messina” Vincenzo Nibali sætter cyklen i garagen efter 2022-sæsonen. Den italienske cykelrytter har haft mange store øjeblikke i karrieren. LIXEN har udvalgt tre af dem.

Af William Frid Røn

C

ykelrytteren Vincenzo Nibali har en sejrsliste og trofæhylde, de fleste motionscyklister ville være misundelige på. 54 sejre i karrieren er det blevet til bl.a. samlet sejr i Vuelta A Espana 2010, Giro D´Italia i 2013 og 2016 og Tour de France 2014.

Snart har ”Hajen fra Messina”, som Nibali kaldes, kørt karrierens sidste løb. Vincenzo Nibali kører sin sidste sæson i år på Astana Qazaqstan Team. På netop Astana-holdet har “Hajen fra Messina” vundet de fleste af hans største sejre. LIXEN har udvalgt tre af Vincenzo Nibalis største præstationer.

Italiensk togt i Sheffield På 2. etape af Tour de France 2014 var der lagt op til et spændende løb, hvor nærmest alle ryttere kunne vinde. Finalen åbnede 5,9 km før mål. Både dem, der var bedst i endagsløb, og dem, som skulle køre om den samlede Tour-sejr, var til stede i finalen. Verdensstjernerne Peter Sagan og Alberto Contador fra Tinkoff-Saxo, samt den forsvarende Tour de France-vinder Team Skys Chris Froome prøvede med angreb.

Men Vincenzo Nibali fra Astana Pro Team havde en fordel i forhold til Sagan, Contador og Froome. Han havde sin holdkammerat fra Astana Pro Team Jakob Fuglsang med i gruppen. Jakob Fuglsang blev brugt som et taktisk greb. Danskeren prøvede med to snedige hug. Fuglsang kom ikke væk, men han sørgede med sine angreb for, at Nibali kunne sidde med i gruppen og vente på det moment, hvor han skulle angribe. 1,9 km fra mål kom momentet. Under de engelske skyer stak Vincenzo Nibali afsted alene. Utallige verdensstjerner lå i gruppen bag Nibali, men

italieneren var flyvende. Til trods for en ihærdig indsats i favoritgruppen bagved kunne ingen følge med italieneren, og dermed sejrede “Hajen fra Messina” på 2. etape af Tour de France og tog samtidig førertrøjen. Vincenzo Nibali var generelt flyvende i touren det år.

Det så man også tre dage senere på 5. etape i Tour de France 2014.

Slaget på brostenene På 5. etape af Tour de France 2014 skulle feltet ud på en vild etape. Rytterne skulle køre flere af brostensstykkerne fra det legendariske cykelløb Paris-Roubaix. Det var sådan en etape, hvor man som rytter med en dårlig præstation kunne pakke drømmen væk om en samlet Tour-sejr. Det blev en etape, som især viste to ting. Den viste, hvor stærk en holdkaptajn Nibali er. Den viste også, hvilken fænomenal cykelrytter Nibali er. Nibalis holdkammerat Lieuwe Westra kom med i udbruddet, og dermed slap Nibalis Astana-hold for at føre. Noget som førertrøjens hold plejer at gøre i Tour de France. Nibali sad tidligt fremme i feltet omringet af fem holdkammerater. Nibali var i nogenlunde sikkerhed.

Team Skys Chris Froome, der også drømte om en Tour-sejr, og som var styrtet dagen inden, sad længere tilbage. Froomes position i feltet betød to styrt. Froome måtte efter det andet styrt udgå af touren. Det blev en etape, hvor flere klassementsryttere var hårdt presset. Nibali var i superform på de mudrede veje. Da endagsløb-specialisten Sep Vanmarcke fra Belkin-holdet angreb på brostene, sad Nibali i gruppen sammen med Vanmarcke. Med 37,9 km tilbage sad italieneren i en 4-mands gruppe med to holdkammerater

i. Længere fremme sad to andre holdkammerater.

Der var ikke meget, som kunne stoppe Nibalis taktik den dag. Selv da en holdkammerat styrtede foran Nibali, og italieneren kortvarigt stoppede, kom han stærkt tilbage. De to Belkin-ryttere i front, Lars Boom og Sep Vanmarcke samt de resterende udbrydere, blev hentet af Nibali-gruppen. Dermed sad Nibali stadig med to holdkammerater, Liuewe Westra og Jakob Fuglsang. Nu sad italieneren med to holdkammerater i en stærk gruppe med blandt andre Peter Sagan og Lars Boom. Sidstnævnte prøvede at angribe, men blev hentet af Nibalis Astana-mandskab.

Længere bagud sad andre klassement-favoritter spredt i forskellige grupper, heriblandt Alejandro Valverde fra Movistar og Alberto Contador fra Tinkoff-Saxo. Team Skys nye kaptajn Richie Porte prøvede med angreb men hentede kun lidt tid på Nibali.

Med 7,7 km tilbage sad de tre tilbage i front.

Vincenzo Nibali og holdkammeraten Jakob Fuglsang samt Belkins Lars Boom. Med 5,9 km tilbage slog Lars Boom hullet til Fuglsang og Nibali. Lars Boom vandt etapen, men Vincenzo Nibali satte det første afgørende hug ind, i det der endte med at give ham Tour-sejren i 2014. Nibali havde taget meget tid på sine konkurrenter i kampen om den gule trøje og forsvarede førertrøjen på fornemmeste vis. Den første af udfordrerne til Nibali, som kom i mål, var Lotto-Belisols kaptajn Jurgen van der Broeck, der kom ind et minut og 44 sekunder efter Nibali. Alberto Contadors drøm om den gule trøje punkterede også den dag. Han kom ind to minutter og 33 sekunder efter Nibali.

Milano-Sanremo 2018: Haj angreb på Poggio Vincenzo Nibalis bedste resultat i det legendariske endagsløb Milano-Sanremo var inden 2018 en tredjeplads i 2012. Milano-Sanremo anses som sprinternes monument i cykelverden. Det virkede usandsynligt at se en tidligere Tour-vinder kæmpe med om sejren.

Efter at have siddet godt beskyttet i det meste af løbet, befandt Nibali, som nu kørte for Bahrain-Merida, sig pludselig forrest i feltet med 26,7 km tilbage. Nibalis holdkammerater var dog ikke med denne gang. Med 12,2 km tilbage og 3 km til løbets sidste bakke, Poggio, kom Bahrain-Merida frem og hjalp “Hajen fra Messina”.

På hjul af en holdkammerat viste Nibali også et trick, som kun sprintere normalt bruger. Nibali skubbede en konkurrent væk med hans krop. Den italienske verdensstjerne gik all in på at få en topplacering. Feltet var nu på Poggio, og med 7,1 km tilbage prøvede Israel Cycling Academy’s Krists Neilands at angribe.

Nibali så sit snit til at komme væk. Kortvarigt lignede det en finale mellem Neilands og Nibali. Med 6,5 km tilbage kørte Nibali væk fra Neilands. Nu var Nibali den forreste rytter.

Det var nu en duel mellem de bedste sprintere i verden og en tidligere Tour-vinder.

Det var et sjældent syn, tilskuerne i San Remo oplevede. Ved målstregen i San Remo stod tilskuerne iklædt vinterjakker og halstørklæder. De kunne se Nibali titte frem som forårssolen. Sejren var hans. Nibali havde slået de bedste sprintere på deres hjemmebane. Nibali blev den første rytter til at vinde en Grand Tour og Milano-Sanremo, siden Sean Kelly gjorde det i 1992.

18

DEBAT

JUNI 2022

Husk de minoritetsetniske kilder

Af Berfin Erdem Illustration: Keziaartt/Instagram.com

F

or tredje gang på ti år udgav Ansvarlig Presse i samarbejde med Roskilde Universitet en rapport om etniske minoriteter i de danske nyhedsmedier. Rapporten ’Dem vi (stadig) taler om’ viser, at kun 3,5 procent minoritetsetniske kilder optræder i nyhedsdækningen, selvom de udgør 14 procent af befolkningen. Det er en tilbagegang fra 2016, hvor 4 procent af borgere med anden etnisk baggrund optrådte i nyhedsdækningen, mens 12 procent udgjorde befolkningen. Når minoritetsetniske borgere endelig bliver interviewet, handler det typisk om kriminalitet, terror, integration og islam.

Det er et demokratisk problem, at vi ikke lader minoritetsetniske borgere komme til orde. Medierne sætter dagsorden, og hvis minoritetsetniske borgere ikke bliver inkluderet i den offentlige samtale, er vores dækning simpelthen hverken oplysende eller retvisende. Det kan have alvorlige konsekvenser, hvor svækkelse af tillid kan resultere i, at flere minoritetsetniske borgere får deres nyheder fra alternative nyhedsmedier i stedet for mainstream nyhedsmedier.

I slutningen af april var jeg til Ansvarlig Presses foredrag i forbindelse med udgivelsen af rapporten. Ved forrige udgivelse i 2017 dukkede samtlige chefredaktører op, hvor de sagde, at det skulle forbedres. I år

dukkede lige så mange chefredaktører op som antallet af minoritetsetniske kilder i artikler om bolig, daginstitutioner, landbrug, videregående uddannelser og Danmarks økonomi, skat og betalingsevne ifølge rapporten – nul.

Til gengæld blev emnet bragt op i Presselogen. Det talte panelet om i ti minutter efter at have talt i 40 minutter om sangerinden Medinas kritik mod medierne.

noritetsetniske journalist. Jeg vil ikke føle, at det kun bliver mit ansvar at hente minoritetsetniske kilder ind, så vi kan afbalancere. Det bliver for tungt for minoritetsetniske journalister som mig.

Der er derfor mange ting, vi alle kan gøre for at forbedre repræsentationen. Især hos ledelserne, hos redaktørerne, hos uddannelserne. Men også hos den enkelte journalist. Til sommer skal mange af os i praktik som journalister, og i den anledning håber jeg, at I vil lytte til min appel.

Okay. Hvor skal vi så starte for at øge diversiteten af kilder i nyhedsdækningen? Et Jeg beder jer om at prøve at undgå den vane bud fra journalistuddannelserne og Dansk i mediebranchen, Journalistforbund journalister har været at tiltrække »I år dukkede lige så mange hvor flere med anden etnisk chefredaktører op som an- har en tendens til at baggrund til journalitallet af minoritetsetniske ringe til de samme kilder. Jeg ved, at I studdannelserne. Det kilder i artikler om bolig, er en fin idé, og det daginstitutioner, landbrug, får travlt, men prøv glæder mig at høre, at videregående uddannelser at udvide jeres netundervejs, Danmarks Medie- og og Danmarks økonomi, skat værk Journalisthøjskole har og betalingsevne ifølge rap- hvilket kun vil gavne jer – eller tag et kig tænkt sig at besøge ekporten – nul.« på Ansvarlig Presses sempelvis gymnasier i kildeliste. Jeg beder jer også om ikke altid at Aarhus med mange minoritetsetniske elever ringe til de kilder, der minder mest om jer for at markedsføre uddannelserne. Det selv, selvom det er meget naturligt at gøre kunne vi godt have haft brug for i Vestegnen, som menneske ubevidst. dengang jeg gik i folkeskole. Erhvervsuddannelserne blev proppet ned i halsen på os.

Jeg beder jer om at forholde jer kritisk til den underviser, der berettede om, at på perAt tiltrække flere unge til journalistudsonens tidligere arbejdsplads – et regionalt dannelserne, er dog ikke det eneste, vi skal dagblad – havde de nok ikke sendt en mangøre. Alt ansvaret skal ikke ligge på den mi-

dlig journalist til et interview med kvinder, der går med tørklæde.

Det var måske ikke ment fjendtligt, og formålet var at forklare, hvordan man kan få mest muligt ud af et interview. Men jeg nægter at tro på, at man som mandlig reporter ikke kan få lige så meget ud af et interview med en kvinde med tørklæde som en kvindelig reporter. DR har engang lavet en video i forbindelse med Ramadan, hvor den mandlige vært blev inviteret hjem til en kvinde og hendes mor – hvor begge går med tørklæde – for at faste for en dag. Jeg kender utrolig mange kvinder, der går med tørklæde, og jeg kan forsikre jer om, at de er fuldstændig ligeglade med, om de skal interviewes af en kvinde eller en mand. Det piner mig faktisk at skulle forklare noget så simpelt. Især nu, hvor mange af dem faktisk bare gerne vil tale med en eller anden.

Forudindtagetheder som ovenstående skaber grobund for, at minoritetsetniske kilder netop ikke bliver hørt, og det er farligt, når undervisere flagrer med misforståede anskuelser over for journaliststuderende, der ikke ved bedre og ikke reelt har været ude på marken endnu.

Som fremtidige journalister skal vi passe meget på. Vi mister disse borgere som publikum, og vi mister også vores troværdighed som journalister – som vi desværre allerede er i gang med.

DEBAT

JUNI 2022

19

Har du brug for et reality-check? eksempel har programmet Selling Sunset givet mig et indblik ind i en branche, jeg aldrig troede, jeg skulle udforske; ejendomsmæglerbranchen. De fashionable ejendomsmæglere fra vestkysten har lært mig alt fra prissætning af dyre huse til mæglersalærer, og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg nu ved, hvad et hus med 5 badeværelser, 7 værelser og en god udsigt koster i The Valleys.

Af Mina Rahim Illustration: Bus109/Shutterstock.com

D

e fleste af os kender følelsen af at søge tilflugt ved stuens alter, efter hverdagens strabadser hober sig op.

Med fjernbetjeningen i hånden swiper man frem og tilbage blandt de mange muligheder. For hvad skal man se? Tjo, et af valgmulighederne er reality-tv.

Reality-tv er en genre, der efterhånden fylder meget af sendefladen, og hvor seertallene er støt stigende. Med undergenrer som talent-shows og Docu Soap har genren formået at have et fast greb om seerne. Og jeg er her for at fortælle dig, at du skal være en del af den seertilslutning, og det er der flere grunde til…

Eskapismen Hvorfor skal din virkelighedsflugt ende i den sædvanlige fiktionelle sitcom, når den kan ende i Calabasas hos Kardashian-klanen eller ved poolkanten i Mexico med festglade unge, der kæmper om en halv million? Det er, ifølge mig selv, den bedste form for eskapisme at kunne forsvinde ind i en handling, der allerede har udspillet sig i virkeligheden.

Eller som udspiller sig lige for øjnene af dig.

Og med reality-tv er mulighederne uendelige, for der er nærmest lavet reality-tv, der dækker alt fra det gængse til det obskure. Ja, jeg kigger på dig, I wanna Marry Harry - et reality-tv program, hvor 12 kvinder kæmper om, hvad de tror, er Prins Harrys hjerte, men i virkeligheden er han blot en look alike. Så tænd for dit TV eller åbn din smartphone og udforsk hvilken reality-verden, du gerne

vil eskapere i, når hverdagen banker på.

Mulighederne er uendelige!

Smeltedigeler og mæglersalærer Jeg vil vove at påstå, at jeg er blevet lidt klogere af reality-tv. Og det kan du også blive. Du får indblik i flere samfundslag, når kameraet zoomer ind på hverdagslivet blandt folk i både over- og underklassen.

Og det er oftest reality-tv-genren, der anfægter mine forforståelser om folk og kulturer. For nok vidste jeg, at USA var en stor smeltedigel, men efter at have set samtlige af The Real Housewives-programmerne, har jeg fået en meget større forståelse for, hvor forskelligartet USA egentlig er alt efter, hvor man befinder sig henne i landet.

Reality-tv giver dig også kendskab til mennesker og livsstile, som ligger dig fjernt. For

Personlighederne Realityverdenen har budt på nogle af de mest karismatiske personligheder i tv-landskabet.

Og de mange personligheder er bestemt den største grund til, at du skal begynde at se reality-tv. Af nævneværdige personligheder er der blandt andet Sidney Lee fra Singleliv og Mopper fra Familien på Bryggen (R.I.P. til begge to). Så fascinerende personer som dem støder man ikke på til hverdag, og derfor er deres respektive programmer en gylden mulighed for at lære dem at kende.

En fællesnævner for mange af realityverdenens kendinge er deres autencitet. De formår at være dem selv helt uden forbehold og mange gange på trods af opstillede formater.

Og jeg er sikker på, at du nok også kan genkende dig selv i mange af dem og måske endda også tage ved lære af deres handlinger.

Så er der ikke mere at sige, end at du skal tænde for flimmerkassen og få set noget reality-tv. Og ved du ikke, hvad du skal give dig i kast med, så frygt ej, anbefalingslisten er på vej! Jeg har lavet en lille top 5 med de reality-programmer, jeg synes, du bør se: 1. Real Housewives of Beverly Hills (Rige husfruer fra den Californiske vestkyst, what’s not to like) 2. Paradise Hotel (Og ja, også det nye, verden har godt af at få et mere woke Paradise) 3. Dette års praktikræs (OBS: Trigger warning) 4. The Simple Life (Paris Hilton og Nicole Richie, need i say more) 5. RuPaul’s Drag Race (Simply the best)

Hvor blev ærligheden af?

Af Sara Falk Garde

F

or journaliststuderende på fjerde semester er april måned lig med praktiksøgning - en nervepirrende og krævende proces, som faget ‘Praktikkens aspekter’ skulle forberede os på.

Jeg står dog tilbage med en følelse af ikke at være blevet ærligt forberedt på den rutsjebanetur, som praktiksøgningen har været for mit og mange andres vedkommende.

Praktiksøgningen er nogle intense uger, hvor følelserne i forvejen sidder uden på tøjet. Vi håber alle inderligt på at lande et sted, som vi bliver glade for at tilbringe vores praktiktid hos. Det er derfor særligt problematisk, at man i en følelsesmæssigt skrøbelig position ikke bliver forberedt grundigt nok på hvilket forløb, der egentlig venter forude.

“Det er praktikstederne, der skal sælge sig

selv på praktikmessen,” fik vi blandt andet at vide til det første infomøde. “I skal bare være jer selv og komme til messen med et åbent sind.”

Så det gjorde jeg. Jeg deltog i messen med et mål om at besøge så mange forskellige praktiksteder som muligt for at afsøge mine muligheder. Jeg havde ikke en rig salgstale parat, for det her var mediernes mulighed for at vise hvem de var, og hvad de kunne tilbyde.

Det fandt jeg ud af var en fejl, for det var en anden virkelighed, jeg mødte, end den vi var blevet orienteret om til de forberedende infomøder. For de forskellige mediehuse har fra start holdt skarpt øje med os praktiksøgende og vores adfærd - om man har vist interesse på messen, ens attitude og væremåde.

Har man stillet spørgsmål? Og hvilke andre stande er man gået hen til? Der er sågar nogle medier, der allerede til messen tager stilling til, om den spirende journalist foran dem

min mening lettere upassende spilanalogi, passer ind som praktikant hos dem eller ej. så føltes forhåndsaftalerne som aftalt spil.

“Intet er afgjort før matchdag,” fik vi vi Det kan nemt tage modet fra en, når man er også at vide. Det føles dog sådan, når medieen af dem, som ikke bliver tilbudt en. Dette husene allerede i løbet af den første dag af aftalte spil viser sig fra sin værste side, når åbent hus-ugen begynder at indgå forhåndmedierne allerede indgår aftaler i starten af saftaler med praktiksøgende (også kendt åbent hus-ugen, nogle gange før alle praksom tilkendegivelser eller indikationer tiksøgende overhovedet har - kært barn har mange været til samtale. navne). »Jeg føler ikke, at Jeg føler ikke, at jeg er Mange studerende takjeg er blevet klædt blevet klædt godt nok på ker ja til mediernes tilbud godt nok på til prak- til praktiksøgningen og de om forhåndsaftaler. For tiksøgningen og de uskrevne regler og proceat citere en af mine meduskrevne regler og durer, som har ulmet i det studerende: “Hvis jeg ved, procedurer, som har usagte. at de medier, jeg gerne vil ulmet i det usagte.« Jeg har savnet ærlighed og være på, laver aftaler med transparens omkring proalle mulige andre, så ved cessen. For hvis mine forventninger stemte jeg også, at der ikke er plads til mig, hvis overens med den virkelighed, jeg endte med jeg ikke er med på præmissen om at indgå at møde, kunne jeg med høj sandsynlighed forhåndsaftaler. Hvis man ikke melder sig have undgået at føle, at tæppet blev revet ind i det her spil, så kan man ikke være med.” væk under mig.

For at blive i den fortærskede og efter

BAGSIDEN Sådan rejser du i sommerferien på SU-budget Det er ikke til at vide, hvordan nogle studerende formår at rejse til Thailand i Vinterferien, Val Thorens i Påskeferien og så også lige kan høste op med en betaling på en all-inclusive ferie til Grækenland i sommerferien. Måske har de pitchet en idé til et lokalt medie, der gav dem grønt lys til at lave reportage fra en liggestol i sydens varme, eller også har de bare været super dygtige til at købe tilbudsvarer og genbrug det sidste års tid.

Hvis intet af ovenstående gør sig gældende for dig, så læs videre her og få inspiration til en nogenlunde SU-venlig ferie syd for Kongeriget Danmark.

Af Lissa Juul Paustian Illustration: Annie Spratt

D

et er sommer, det er sol, og det er søndag snart sommerferie, men du er stadig fattig som en kirkerotte og har absolut ingen penge at rejse sydpå for.

Jovist, det er da skønt at bruge et par dage på at læse en god bog og flette tæer med græsset i sine forældres baghave, men i to måneder?

Nej tak. Du har brug for at rejse langt væk!

Til et sted, hvor der er siesta-pause kl. 12:00 og vandaerobic i poolområdet kl. 15:00 – og hvor dét, at du bestiller en Margarita til morgenmaden, ikke er et bekymrende tegn på et muligt alkoholmisbrug.

Selvfølgelig har det sin charme at drikke øl og spille brætspil med sine venner i et feriehus på Ishøj Strand og Camping. Faktum er bare, at det ikke er et lækkert hotel i Sevilla med brede, hvide sandstrande, og lige meget hvor ihærdigt du og dine venner prøver at skabe en spansk tropestemning med paella og hjemmelavede sangrias, kan I ikke se bort fra DMI’s danske regnprognose. Ikke engang et slag minigolf i tørvejr kan det danske sommervejr byde jer,

Tid til at ty til alternativer Så hvad gør du lige, hvis du gerne vil sende et postkort til dine forældre fra en feriedestination, som bare er lidt længere sydpå end Lolland-Falster? Der er ingen grund til at gå i

Kom med dit input Har du guldkorn i form af tips og tricks til, hvordan du holder dit månedlige pengeforbrug nede?

LIXEN opfordrer dig til at indsende dine gode råd, så dine medstuderende kan få glæde af dem.

Send dit tip til Lissa på e-mail Lipau21@student.sdu.dk

panik, mulighederne er der! Det gælder bare om at tænke lidt i de alternative rejsebaner.

Her får du tre bud på, hvordan du kan holde ferie i udlandet, så du for eksempel kan kaste dig ud i at øve italienske gloser i støvlelandet eller spise østrigsk käsespätzle i Wien – uden at gå helt fallit vel og mærke! Du skal jo også have råd til en billet til studiestartsfesten, de nye studiebøger og et generhvervet pendlerkort, når kalenderen siger september.

Work-away: Få en lokal indsigt i samfundet og kulturen Du kan tage på en rejse til sydens sol i det skønne Italien, hvor du slipper for kun at skulle betale for din fly- eller togbillet. Her er der nemlig mange muligheder for unge, der for eksempelvis gerne vil hjælpe med at plukke vindurer på en vingård. Med WorkAway kan du tilbringe et par timer om dagen på på en gård, hvor ejerne har brug for ekstra hænder til at plukke grøntsager, vindruer eller noget helt tredje. I bytte får du kost og logi, så den udgift er du sparet for. Desuden får du en mindeværdig og lærerig rejse, fordi du kommer til at få en lokal indsigt i et sted, du sandsynligvis ellers ikke ville besøge. Der er rig mulighed for, at du kan lære om den lokale livsstil og samfund – og hvem ved, måske møder du en masse cool mennesker fra alle mulige andre lande. Det er da den perfekte måde at networke på! Afsti-afsted!

Interrail: Det bæredygtige togeventyr Du kan også overveje en idyllisk togtur, der tog dig ned gennem det europæiske landskab.

Med et Interrail Pass på hånde får du adgang til uforglemmelige oplevelser i hele Europa.

Hvad end du har lyst til at udforske hektiske storbyer, nyde smukke sandstrande eller gå på opdagelse i charmerende bjerglandsbyer, så er det bare et spørgsmål om, hvilket tog du skal hoppe på. Der er desuden flere økonomiske fordele at hente her også. Hvis du er mellem 12-27 år, får du rabat på interrail-passet, og som Interrail-rejsende får du adgang til en lang række rabatter – herunder til indkvartering, turistattraktioner og øvrig transport. Du skal dog lige huske, at der er krav om pladsbillet i perioden 18. juni til 21. august, til og fra Hamborg. Men ellers så er du good to go! Nogle af jer læsere er erfarne togpendlere, så I ved sikkert, at togtoiletter kan være en værre krigszone. Men her kommer lige en fælles announcement, så alle er indforstået med følgende: Husk desinfektionsservietter, håndsprit og jeres eget toiletpapir!

Tomle: Den modige og spontane rejse Hvad med at rejse med tomlen og lade dig føre uventede steder hen? En improviseret blaffetur er en rejseform, der virkelig kan give dig anderledes oplevelser og sjove møder. Når du skifter flybilletten ud med et

papskilt, og slipper tidsplanen og kontrollen, så overlader du din ferie til tilfældighederne.

Du er garanteret en sommerferie, hvor du vil møde spændende mennesker, udforske steder, du måske ikke engang vidste eksisterede, og du kommer nok også hjem både klogere på dig selv og med en masse god rejseerfaring. Hvis du ikke har prøvet den alternative blafferejse før, er det dog en god idé, at du gør det med en ven, så du ikke er helt alene på udebane. Et andet godt råd er at droppe solbrillerne og have det store smil på. Det kan nemlig godt skabe utryghed hos bilisten, hvis de ikke kan se dit venlige ansigt, og så kører de jo bare videre. Desuden skal du være opmærksom på, at det både er forbudt at tomle på motorvejen og at stoppe køretøjer, hvis du er påvirket af alkohol. So don’t drink and blaff, guys.

Der er tonsvis af muligheder, du kan kaste dig ud i, for at få en begivenhedsrig sommerferie fuld af eventyr og gode minder. Hvis du beslutter dig for at tage på WorkAway, interrail, blafferejse eller noget helt fjerde denne sommer, så håber jeg virkelig, at du vil skrive din oplevelse ned og sende den ind til Lixen.

Jeg er nemlig sikker på, det bliver en fuldstændig fantastisk fortælling.

Hav en rigtig god sommerferie og pas på hinanden!