»Hvis I kigger under bordene, så kan I se, at jeg har klistret spørgsmål un der bordene, så det ikke gik helt galt.«
PETER BRO
»Det er som om, man skal have en særlig form for seksualitet eller være i et parforhold, hvor der er krise for at have et sexlegetøj.«
Der er en streamingkrig i gang. ViaPlay, Netflix, HBO Max, Disney+ med mange flere og nu måske snart DR+? Du må nu stille dyrt indkøbte film til rådighed i længere end de 8 dage, du tidligere har været begrænset af, takket være den nye public service-kontrakt. Jeg forestiller mig, du har poppet champagnen på direktionsgangen. Nu skal de internationale streaminggiganter endelig få! Undskyld ironien, men du kaster dig ind i en slåskamp med hænderne bundet på ryggen. Med den nye aftale har du blot fået fjernet bindet fra øjnene, men du virker bevidst om at holde dem lukket.
Netflix’s budget til indhold anslås at være omkring 130 milliarder danske kroner. Disneys budget til indhold anslås at være omkring 251 milliarder danske kroner. Dit budget til ind hold, og det her er med tekniske udgifter og kor og orkestre, er lige omkring 3,3 milliarder danske kroner. Modig må man kalde dig, at du tager kampen op. Men DR, det er mod som Monty Pythons lemlæstede sorte ridder, der ikke har indset, han har tabt. Hvis du har glemt ham, kan du passende tjekke ham ud på Netflix.
Du må sidde med nogle tal og analyser, som du stadig har til gode at dele med offent ligheden, der viser, at folk i hobevis valfarter til flow og app for at streame de film, du allere de har. For hvordan retfærdiggør du ellers, at det er vejen frem at satse på on-demand film?
Gnider en filmdistributør sig i hænderne over, hun fik overtalt dig om, det var det rigtige? Det her er ren anekdotisk, men det har aldrig været det, der lokkede mig til dig. Men noget af det, som du mestrer, ja måske er bedst til? Det har, og det bliver besparet.
Så jeg siger, hvad der er blevet sagt før i håbet om, at du lytter denne gang. Jeg har masser streamingtjenester, men jeg har kun en af dig. Så tag nu public service-opgaven alvorligt i stedet for at prøve at være noget, du ikke er. Jeg er ikke sikker på, du kan komme tilbage fra den vej, du er på vej ned ad.
Bedste hilsner
Sebastian C. ChristensenFrederik Kongsgaard
En ny kunstinstallation har fundet vej til medietorvet. Hvad synes de studerende om den? Hvem er kunstneren bag? Hvad er budskabet? Spørgsmålene er mange, og INTERN forsøger at besvare dem alle. Og så rapporterer de fra Peter Bros samfundsvidenskabelige CHARMEof fensiv til Mette Frederiksens besøg i Agoraen.
Mød journalist og skaber af online-mediet Popular Front, Jake Hanrahan, når EKSTERN tager til LONDON. Den tidligere VICE-journalist og krigskorrespondent fortæller om at holde det ægte og respektfuldt. I ’EKSTERNs løftede pegefinger’ sættes spot på nedlæggelsen af programmer som Detektor. Sektionen løfter også pegefingeren over den manglende me diedækning af den humanitære krise i Afghanistan.
Mads Brügger har inviteret LIXEN inden for i Frihedsbrevets redaktionslokaler til en snak om hans ønskede opgør med den etablerede mediefauna. Den antiautoritære vovehals fortæller om effekten, overraskelser kan have på magten og journalistikken.
Farverige dildoer, angst i klasselokalet og en kvindelig mekaniker, der ikke lader fordomme holde hende tilbage. Alt sammen kan du læse om i denne måneds SAMFUND.
I KULTUR kan du komme på tur i manegen hos Dynoma Workshop her i Odense. Du kan også komme på en vaskeægte tour de gastronomie gennem Odenses snørklede gader.
Hvordan holder man balancen i sit studieliv? Det er spørgsmålet, der tages op til de bat i denne måneds OPINION. Du kan også læse om oversete konsekvenser af krigen i Ukraine.
På BAGSIDEN kan du læse en transskription af en MUS-samtale med studiet. Her kan du bla. læse, hvad det har at sige om det forgangne år, dets svage sider og forhold til DMJX.
I september måned har Medietorvet fået en ny kunstinstallation på de udendørs bænke. Dog har installationen allerede affødt flere debatter, der afspejler den offentlige samtale, vi har om kunst.
Af Nanna Eline van Toornburg
Foto: Lissa Juul Paustian
For
foden af Syddansk Universitets bru talistiske bygningsværk er der i nattens mulm og mørke blevet placeret en ny kunstinstallation. Snorlige rækker af okker gule nikotinstumper fastklemt mellem to stykker træ. Simple as that. Prikken over i’et er det røde advarselsklistermærke, der kan skimtes bag de gule rækker. Klistermærket prædiker det simple budskab: »Rygning er ikke længere tilladt her!«.
Den kontroversielle kunstinstallation planter utallige spørgsmål. Hvem er kunst neren bag projektet? Er det interaktiv kunst, hvor publikum opfordres til selv at bidrage til installationen? Og er det egentlig en kom mentar til de yngre generationers ihærdige klimakamp? Dog er der især to spørgsmål og kritikpunkter, der har præget den debat, der er fulgt i kølvandet på kunstinstallationens opførelse. Spørgsmål, der trækker tråde til den samtale, der har været om kunst i de landsdækkende medier.
Provokunst eller pis og papir?
Der fødes ofte kunst med henblik på provoka tion. De fleste af os husker Marco Evaristtis udstilling på Trapholt i Kolding. Ti blendere. Alle opfyldt med glasklart vand og en lyslev ende sværddrager, der dovent svømmede i cirkler i sin beskedne, nyopførte bolig. Eva risttis udstilling er en provokation af fineste, kunstneriske skuffe. Spørgsmålet er, om den mystiske installation ude foran Medietorvet forsøger at gøre ham kunsten efter?
Selvudnævnt kunst- og kulturekspert, Louis Dohlmann Langen, der i øvrigt møder on-brand op til interviewet iført en solgul charmeklud, mener, at Medietorvets installa tion på visse punkter formår at følge i Evarist tis provokative fodspor.
»Det er jo en lille, stille protest, vil jeg kalde det. Det er et direkte modsvar på, at man ikke må ryge længere, og det er jo det, som pro vokunst skal kunne.«
Her må man sætte streg under lille
INTERN har stået bag en undersøgelse blandt Medietorvets gængere. Undersøgelsen viser nemlig, at størstedelen er relativt lige glade med installationen.
Louis Dohlmann Langen er ikke overrasket over undersøgelsens resultater.
»Jeg tror, at det nok kun er nogle bestemte personer, og altid et fåtal, et mindretal, der bliver provokeret, imens de fleste måske i virkeligheden er ligeglade og bare trækker på skuldrene.«
Så måske har provokunstens sko været en anelse for store til, at installationen kunne ud fylde dem. Dette afføder dog en debat, der er langt større end debatten om værkets genre. For er der overhovedet tale om kunst?
Flere meningsdannere har sat spørgsmål stegn ved, om der overhovedet er tale om kunst. En debat, der også huserede nationalt i januar 2022, da kunstner, Torben Ribe, ud stillede en 3,5 meter lang fiskefilet i hjertet af Aalborg. Bevares, der var tale en om skulptur, men fiskefileten skabte et nationalt røre og
satte kunst, og hvad der egentlig er kunst, på dagsordenen. Spurgte man Torben Ribe, lød svaret prompte: »Det er kunst, fordi jeg siger, det er kunst. Det er det korte svar.«
Det er ikke kun på INTERN, at vi har un dret os. Bagsideredaktør, Lissa Juul Paustian, har ganske tidstypisk inviteret sine mange følgere på Instagram til at deltage i debat ten. Flertallet af Lissa Juul Paustians følgere er uomtvisteligt enige om, at der ikke er tale
hensigt. Mening - eller mangel på samme. Som det så ofte sker, når en debat har sum met et stykke tid i nyhederne, så forlanger folk et svar. Hvis de ikke kan få det, jamen, så begynder de at konspirere. Og rundt omkring på gangene på Syddansk Universitet kan man høre en sagte hvisken i krogene. Rygterne går nemlig på, at installationen i virkeligheden er sat i værk af den nihilistiske oprørsgruppe under navnet SDU’s Teknisk Service.
Nihilsme: …der findes ingen mening.
Kilde: Oxford Lexicon
INTERN har fået aktindsigt i en række for trolige mails fra Teknisk Service. I disse mails tager Teknisk Service imidlertid æren for ska belsen af Medietorvets installation. I en mail skriver Teknwisk Service:
»Nogle af ryger-ly´ene er imidlertid flyttet af hensyn til røggener ved de nærliggende bygninger. Der er en opdatering af over sigtskort vedrørende rygning i process.«
Om hensigten bag denne flytning skriver wde:
»Teknisk Service har som sådan ikke noget at gøre med udfærdigelsen af den egentlige rygepolitik, vi sørger blot for at facilitere ma teriel, skiltning mv. iht. politikken.«
om kunst. Det er bare klamt. Så installationen er på stående fod både provokerende og lig egyldig, og så er det i øvrigt slet ikke kunst. Hvad i alverden er meningen så?
Og måske er det netop dét, der er værkets
INTERN har forsøgt at få en yderligere kommentar fra Teknisk Service. Dette har desværre ikke været muligt. For de nysger rige, der endnu ikke har oplevet kunstinstal lationen, kan det være, at den kan opleves i oktober måned. Men man kan aldrig vide sig sikker.
Leder af journalistuddannelserne på SDU, Peter Bro tog alle virkemidler i brug for at undgå en pinlig fremtoning under statsminister Mette Frederiksens besøg.
Af Christoffer Tauber»Statsminister Mette Frederiksen kom mer til SDU Odense for at debattere uddannelse med dig som SDU-studer ende.« Plinger en besked ind fra ItsLearning med afsender Faculty of Business and Social Sciences.
»Det foregår her: Fredag kl. 11.00-12.30 på SDU Odense i Agora ved indgang Vangede V«
AGORA 10:30
Samlingsrummet Agora er halvfyldt, der står 1-2 studerende ved hvert andet systematisk opsat hvide samtalebord, hvor der er plads til et par albuer, en blok og en kop kaffe.
KL. 11:00 dukker leder af journalistuddan nelserne på SDU Peter Bro op på scenen og stiller sig ved det ene af de to opsatte, sorte samtaleborde på scenens sorte gulv. Formål, outcome, overblik, tider bliver udpenslet i bedste fagbeskrivelsesformat af en kvinde, som formodes at være fra Faculty of Business and Social Sciences.
KL. 11:20 tager Peter Bro-show over. »Ville det ikke gøre det mindeværdigt for Mette Frederiksen, at på SDU vil alle spørge om noget?«
Siger Peter Bro efter at han har instrueret de 150 tilstedeværende studerende i at stikke lappen i luften, når han stiller spørgsmålet: »Er der nogen, som har noget, de gerne vil spørge om?«
For at få Mette til at måbe over de mange spørgsmål – når hun engang kommer.
Peter Bro padler rundt på scenen mel lem vendinger, som »Det her behøver de tilstedeværende medier ikke at skrive, men det er lidt svært at komme frem til SDU på grund af den igangværende ombygning« og 5-6 gange »Skal vi ikke lige øve den igen?« Hvorefter de studerende stikker de trætte lapper i vejret gang på gang.
»Det var derfor, vi skulle komme så tidligt,« hvisker en 1. semesters studerende på ræk ken bag mig.
»Skal vi ikke klappe for at byde ordent ligt velkommen?« siger Peter Bro, efter statsministeren Mette Frederiksen dukker op i dørene til Agora.
Mette Frederiksen bliver eskorteret op til de to sorte samtaleborde af borgmester Peter Rahbek Juhl, rektor Jens Ringsmose, stabschef Martin Justesen, to PET-vagter, to repræsentanter fra SDU og to unavngivne embedsmænd.
Efter en kort tale af rektor omhandlende et
godt regionalt forankret universitet, som også ligger udenfor de fire største byer, fører Mette Frederiksen taktstokken og skøjter indstuderet rundt mellem Rusland, Ukraine, klimakrise, uddannelsesloft, omprioriter ingsbidrag og:
»Man kan ikke spare sig ud af, at der skal være gode uddannelser«, og:
»I vil altid være langt mere ambitiøse end min generation!«
Folk klapper. Peter Bro afbryder og dirigerer Mette Frederiksen over til det bord, hvor han stod under statsministerens monolog. Statsministerens øjenbryn ryger op i panden, øjnene bliver dobbelt størrelse , og mund vigen strammer til. Peter Bro indskyder let grinende:
»Jeg har hørt, at du er mere fotogen fra højre side.« Mette Frederiksen spæder til med en kort rysten på hovedet og indvilger i at bytte side. Fra sin nyvundne flanke på scenen indleder Peter Bro med at give Mette seks små gule bøger, som hun kan give i gave til særligt dy gtige studerende, som stiller gode spørgsmål. Hvorefter flashmob a lá Peter Bro serveres.
»Er der nogle, som har noget, de gerne vil spørge om?« 150 hænder ryger gennemøvet i vejret, og det gør statsministerens mundvige også.
»Er der nogen, der har et brændende behov for at stille et spørgsmål?« lyder det herefter
Peter Bro skyder studerende med sin pegefinger en efter en, og spørgsmål falder i Statsministerens retning om SU-gæld, fastholdelse af udenlandske studerende, uddannelsesturisme, uddannelsessnobberi, praktisk folkeskole versus boglig folkeskole.
En enkelt lavstammet fysikstuderende i et funklende jakkesæt og med en lille dannebrogsbroche våger at spørge ind til konkrete tiltag til: »Hvorfor fokuserer man ikke på at få flere elever over i den naturvi denskabelige sfære i folkeskolen, nu hvor vi kommer til at mangle dem i fremtiden?« Spørgsmålet leveres med en ’Hva’ så? Hvad har du tænkt dig at gøre ved det-attitude.
Lokalet pauser i et kort sekund. Mette Frederiksen trykker herefter start igen med et modsvar.
»At gå fra en mere bogligt orienteret folke skole til en mere praktisk er et af mine bud, men jeg kunne godt tænke mig at høre, om du havde svaret?« leveret med hendes ’Lev med det’-attitude.
Rummet bliver fyldt med hvisken, løftede øjenbryn, åh-råb og studerende, der kigger med åben mund på hinanden. »Vil du høre dem?« prøver den specialestud erende fysiker.
»Meget gerne!« svarer Mette Frederiksen tilbage.
Fysikeren overtager i 2 minutter Peter Bro- og Mette-show, med tre konkrete tiltag:
1. Opkvalifikation af de naturvidenskabe lige lærere og en ændret diskurs om, at fysik er svært.
2. Adskil fysik og kemi i folkeskolen, da det giver et overfladisk billede af fagene. Og 3. fokuser på at for eksempel fysik er med til at skabe den grønne fremtid.
Et så kompetent svar, at statsministeren må kvittere med langsomme bestemte nik, et blik nedad og en lille, gul bog rakt i hans retning til lyden af pift og klapsalver fra de studerende.
Fysikeren kigger på bogen, og fors iden kommer til syne. Kunsten at give AHA-oplevelser – Sådan virker din formid ling stærkere og bliver husket længere. Af Peter Bro.
Forfatteren til selv samme bog overtager rummet, takker for spørgsmål og ditto for svar. Herefter løfter han sløret for hans tiltro til de 150 universitetsstuderendes evner. »Hvis I kigger under bordene, så kan I se, at jeg har klistret spørgsmål under bordene, så det ikke gik helt galt.«
En høj, lyshåret studerende bøjer knæene, trækker hovedet lidt til siden og spejder mod undersiden af hans hvide samtalebord. Han får fat i et stykke hvidt af A4-papir med en sætning på midten og river klisterbåndet med op for at læse det.
Han kigger rundt på sine medstuderende og siger lydløst bogstaverne »WTF« imens han ryster hurtigt på hovedet.
Ironi-korrespondenten glæder sig til at anmelde bogen i næste udgave af LIXEN.
STERNs løftede pegefinger! Dette bliver en fast bestanddel i EKSTERN-sektionen, hvor der hver måned skal være plads til at dele et par me diekritiske håndmadder ud til den danske redaktør- og journaliststand. I denne måned har vi været sure over DR’s digitaligserings show og Ida Ebbensgaard, der i Presselogen advoke rede for, at medieforbruge re skal kunne skræddersy deres nyhedsbillede (fed tanke, ik? Den vender vi lige i månedens medie kommentar). Du vil også kunne læse om mediernes dækning - eller mangel på samme - et år efter Tale bans magtovertagelse i Af ghanistan i fjor. Det vender vi også tilbage til.
I EKSTERNs løftede pegefinger er vi ikke bange for at råbe op, når vi ser noget, der går skævt. Det kan måske lyde en anelse arrogant, ignorant og sågar også privilegeret, at vi kan sidde i vores varme stole på Medietorvet og råbe vagt i gevær, hver gang vi ser noget, vi ikke bryder os om. Hvem er vi til at råbe op? Vi er jo bare en flok 1. og 3. semesterstuderende uden den mindste smule journalistiske erfaring eller ballast.
Det uomtvistelige er dog, at om Brügger, Christian og Tom Jensen, Marchen eller Knud Brix vil det, så er det vores generation af journalister, der en dag bestrider de bonede gulve på Rådhuspladsen, i Pilestræde, eller hvor end det er, Friheds brevet har kontorer. Vi har brug for jeres er faring, og I har brug for vores ungdommelige syn på tingene. En smuk symbiose.
Medierne skal tåle kritik, og det har de også alt grund til at modtage. Mediecheferne sid der ofte i Presselogen og debatprogrammer og bruger dage og uger på at harcelere mod magtfulde politikere, der ødelægger det for alle journalisterne. Nogle gange er det, som om medierne glemmer, hvilken magt og in stans de i virkeligheden selv udgør.
Og det er netop det, vi håber på at kunne bidrage med i EKSTERNs løftede pegefinger. En fremtidens og ungdommens stemme, hvor vi kan give vores besyv med. For hvis ikke nu, hvornår så?
Hvis journalister siges at være talerør for borgerne, må vi unge journaliststuderende jo være talerør for de unge borgere. Derfor er vi nok de bedst egnede til at forestille sig, hvor
dan fremtidens mediebillede skal se ud.
Vi er 100% uafhængige, og det her er en kæmpe mulighed for at være fræk. Med andre ord har vi alt at vinde og intet at tabe i EK STERNs løftede pegefinger.
I denne måned har sektiones redaktører helt ekstraordinært valgt hver deres løftede pegefinger.
Public service-medier er en løftestang for demokrati og samfund. Derfor har det hele måneden gibbet i mig at få lov til at løfte pegefingeren, når jeg har været i nærheden af DR-byen på Amager. Min pegefinger er ikke kun løftet.
Den bevæger sig som et taktfast pendul fra side til side. For nej, nej, nej, hvor virker DR’s nye digitaliseringsstrategi som et selvmål. Det er åbenlyst DR’s intention at tage kampen op med de store amerikanske streamingtjenester, der nok ifølge dem tager lidt for meget af danskernes skærmtid. Men
det er en kamp, der har samme styrkeforhold som en kamp mellem FCK og FC Barcelona, ville have det. Den er tabt på forhånd. Der for må DR huske at være gode til det, de rent faktisk er sindssygt dygtige til. De har nem lig noget hos DR, som er meget værdifuldt, og som de store streamingtjenester ikke har på samme måde. En masse dygtige, danske journalister, der i årenes løb har skabt en masse oplysende journalistiske program mer. Det er derfor ekstremt ærgerligt, når DR vælger at lukke programmer som De tektor og Bagklog, hvoraf især førstnævnte virkelig kommer til sin ret i et valgår, for i stedet at satse på ungdomsprogram mer med langt min dre public service indhold, såsom De Dyre Piger eller Mere Voksen end Bjerrehuus. Digitaliseringenstrategien skal i høj grad være med til at få fat i en større andel af de unge brugere. Ja vel. Men det er vigtigt ikke at glemme, at DR også må blive ved med at levere kvalitetsindhold til vores ældre
generation, der jo, som vi alle ved, kun bliver større og større i løbet af de kommende år. Flere af disse argument er har allerede gjort in dtog i debatten, men vi på EKSTERN mener, at der er et overset pers pektiv på, hvorfor DR’s store digitale satsning er problematisk. Læs mere om det i måned ens mediekommentar.
fb
Lige så længe jeg kan huske, har Danmark været en krigsførende nation. Det er en del af den nationale identitet, jeg er vokset op med. At jeg bor i et land, som fører krig ude i verden. Hvorvidt det er rigtigt eller forkert, er jeg for så vidt ligeglad med. I hvert fald som journal ist.
Hvad, jeg dog ikke er ligeglad med, er, hvor dan medierne behan dler dækningen af Af ghanistan. Mens Trine Bramsen sejlede rundt i det sydfynske øhav på en lidt sketchy tur med Marinehjemmeværnet, og Mette Frederiksen gav den op til en kon cert med Folkeklubben, faldt Kabul. Alle husker billederne af afghanere, der klamrede sig til fly vinger. En humanitær katastrofe uden lige.
I forhold til at Afghanistan og vores tur nus dernede gennem 20 år har udgjort en så væsentlig del af den nyere Danmarkshistorie, stiller jeg mig nogle gange uforstående for, hvor lidt man egentlig hører om landet nu.
Hvis man endelig gør, er det noget med, at en Al-Qaeda leder er blevet dræbt, eller at ISKP er i kampe mod Taleban. Vigtige histor ier, bestemt. Men medierne glemmer ofte, at landet befinder sig i en humanitær katastro fe. Midlerne er indefrosset, din stat består af totalitære islamister, og kvinderne må atter igen ikke være frie mennesker.
Jeg beder ikke om et konstant tema på for siden af DR, der dagligt opdateres med nye historier fra landet . Hvis man vil finde his torierne derfra, må man også selv trevle dem op gennem internationale medier. Jeg savner bare, at danske medier beskæftiger sig lidt mere med det land, der, om vi vil det eller ej, er en del af vores egen historie. Mere om dette i næste måneds løftede pegefinger, hvor vi får Jakob Sheikh i tale om netop de emner. mk
»En fremtidens og ungdommens stemme, hvor vi kan give vores besyv med. For hvis ikke nu, hvornår så?«
møder Jake Hanrahan på en bænk i det nordlige Lon don, et par timer inden han skal holde den første fremvisning af hans nye dokumentar ‘Front line Hooligan’. Sammen med kameramanden Luke Pierce har han fulgt en ukrainsk, antifas cistisk hooliganfraktion, der nu kæmper ved de østlige fronter i Ukraine. Det var hooligansene selv, der rakte ud og spurgte, om han havde lyst til at besøge dem. Der er noget råt over Jake Hanra han. Han ser arret ud i ansigtet, men han er uden egentlige ar. Han fortæller, at han »heldigvis ikke har set sådan, megaforfær delige ting,« men at han nok også er god til at fortrænge nogle af de oplevelser, han har set i konflikt zoner verden over.
Før Popular Front blev startet i 2018, slog han folderne ud hos VICE News under nyhedschef Kevin Sutcliffe. Det var i den tid lige æra af VICE. Fra dengang det var »råt, nyt, spændende og interessant,« og fra før det blev overtaget af »kommercielle inter esser,« som han selv kalder det.
»Det var ret tydeligt, at jeg var lidt anderledes end de andre journalister. Jeg er fra en arbej derklassebaggrund og har haft en lorteopvækst, og vi havde ingen penge. Altså, vi var ikke Oliver Twist eller noget i den dur, men det var hårdt. Og det former dig. Og det former dig anderledes, end de andre journalister, der kommer fra de samme, privilege rede kår,« siger han og fortsæt ter: »Kevin kom fra lidt af det samme.«
Efter VICE blev opkøbt af HBO, begyndte det at gå »ad helvede til« ifølge Jake Hanrahan. De fleste, inklusiv Kevin Sutcliffe, blev fyret, og han så stedet, der havde givet ham hans første plat form, smuldre under fødderne på sig. Efter et par freelancejobs her og der startede han Popular Front.
Deres fokus ligger i det, han selv betegner som »det niche aspekt i konfliktjournalistik« - om det så er inden for krige, konflikter, ideologi eller politik. Som ek sempel JStark, en nu død kurdisk våbendesigner, der skabte ‘Fuck GunControl-9’, et lettilgængeligt og funktionelt 3D-printet våben, og igangsatte en hel bevægelse. Eller Anton og hans venner fra
den antifascistiske hooligangrup
pering Hoods Hoods Klan, der sidste år kæmpede mod deres fascistiske hooliganfjender, men nu kæmper mod Putins hær.
Popular Front skulle vise sig at blive Jake Hanrahans hjerte barn. Det er primært en enmand shær drevet af ham selv sammen med en håndfuld løst tilknyt tede designere, journalister og kameramænd.
Missionen er at lave »uafhængig græsrodskonfliktjournalistik.« Selv siger han, at de har skabt en modkultur. En kultur og et me die, der står i opposition til main stream-journalistik og elitære, kommercielle interesser. »Ingen dikkedarer, ingen elitisme, ingen agenda« er mottoet.
Kører man små to timer nord på fra London, når man til sidst Northampton. Det er her, Jake Hanrahan er født og opvokset og her, han stadig bor i dag.
Han siger selv, at han var lidt af en rod som ung. »A misfit,« som han kalder det - et udtryk, han gentager flere gange i løbet af da gen.
»Jeg hadede skolen. Og jeg var også en idiot i skolen. Jeg kom hele tiden i problemer, og jeg kom ikke derfra med noget. Og det var ikke fordi, jeg var dum eller no get. Jeg var bare utilpasset.«
Spørger man om, hvordan han
tager sig af sig selv, når man har brugt halvdelen af sit vok sne liv i konfliktzoner, svarer han prompte kampsport. Han er kommet i det samme center de sidste 15 år og kommer stadig til træning om søndagen.
»Det hjælper at holde det inde. Det er nok ikke den sundeste måde. Jeg har i virkeligheden haft en ret traumatisk barndom. Ikke noget vildt forfærdeligt, bare rodet,« fortæller han, før han med et smil fortsætter: »Krigene er ikke så slemme.«
Når Jake Hanrahan fortæller, at han kommer fra en arbejder klassebaggrund, er det med stol thed i stemmen. Farfaren var tømrer og emigrerede fra Irland til Northampton, og i nogle år troede Jake Hanrahan også, at han skulle være tømrer. Hans storebror havde fået et godt job, og det ville han med ud på, men farfaren forhindrede det.
»Jeg sagde, at jeg havde lyst til at blive tømrer, og han sagde, at jeg skulle lade være, og at jeg skulle skrive i stedet. Han var en klog mand.«
Fra gaden, til gaden »Vores kontor ser fucking ghetto ud.«
Og han har ret. Vi har taget en Uber til deres kontor i det cen trale London. Gennem en virkelig smal gang ved siden af en frisør kommer man op til et ydmygt
kontor. Ét skrivebord, én kontor stol, et par klapstole, et Popular Front-flag og et billede af JStark med hans ‘FuckGunControl-9’ med teksten »I am extreme ly peaceful« er det eneste, man finder i rummet.
Da han efter tiden hos VICE News endelig havde fået nok af freelancearbejde, startede han Popular Front. Idéen havde luret i baghovedet det sidste år hos VICE.
»Jeg startede Popular Front i et råddent lejlighedskompleks i Northampton, hvor der blev sol gt narko og var slagsmål. Og det er her, jeg kommer fra, og det er her, det er. Det er fra gaden. Og ikke på den der corny måde, men det er for de folk, der kender til det,« siger Jake Hanrahan.
»Det skulle give den følelse af, at det var der, det var fra. Det skulle bare være, hvad det var. Det skulle ikke være for rent. Vi skulle ikke ligne VICE News. Selvfølgelig tog vi inspiration fra de tidlige dage af VICE, men nu føler jeg klart, at vi har vores egen æstetik, og at det er meget anderledes fra alt det andet, du ser.«
Og når man ser en Popular Front-dokumentar, ulmer det også af noget andet end det, man er vant til i en dokumentar. Musikken er technoplaget, klip ningen går hurtigt, og der bliver leget med det visuelle.
»Det hele er meget bevidst. Selv den måde vi klipper i dokumen tarerne. Meget af det har jeg taget fra skate-videoer,« fortæller do kumentaristen.
»Men man skal heller ikke gøre det for meget. For så gør du krig til et spil, og det synes jeg ikke, vi gør. Demonstrationer og optøjer er noget andet, men ikke krige. Jeg har prøvet at finde den rig
med. Han havde før hørt om våbendesigneren, og Jake Hanra han fik tilsendt de allerførste idéer til det, der senere skulle vise sig at blive ‘FuckGunControl-9’.
»Han viste mig den første pro totype, og der kunne jeg godt se, at det her var rimelig fucking stort.«
Efter at Jake Hanrahan havde opbygget et tæt forhold til JStark
deres chefer og deres kollegers skyld, og ikke for folket.
Men også om den afhængighed, han mener, medierne er bundet op på. Om det enten er statsstøt tede medier eller medier, der har kommercielle interesser bag sig. Den, der betaler for festen, be stemmer musikken.
Af samme grund blev det en fun damental søjle i projektet, at det skulle være seerne, der primært skulle finansiere Popular Fronts journalistik gennem abonnent servicen Patreon.
Popular Front prøver at bryde med nogle af de normer, man normalt forbinder med traditio nel journalistik. Han har tidligere kaldt deres journalistik for ‘anti autoritær’, og de har flere gange doneret relativt store summer penge til velgørenhed. Overskud det fra aftenens fremvisning går til Hoods Hoods Klan, der er i mangel på udstyr ved fronten.
Kan det gå fra at være journalis tik til aktivisme?
tige balance mellem at holde det respektfuldt og stilfuldt samtidig med, at vi også skulle være lidt rapkæftede. Vi kan aldrig være de første, men vi kan lave bedre ting.«
I dag har de været vidt omkring. Sammen med kameramanden Luke Pierce har Popular Front dækket Ukraine, oprørere i Korsi ka, demonstrationer i Belarus og 3D-printede våben for at nævne nogle få. Senest var de i hælene på Anton og hans antifascistiske kammerater fra Hoods Hoods Klan, mens de klargjorde sig på at blive sendt til fronten.
Live free or fucking die Jake Hanrahan fortæller, at do kumentaren om den kurdiske våbendesigner JStark blev et ven depunkt. Figuren omkring JStark har altid været omringet af mystik og en vis kultstatus i 3D-våben miljøet, og den blev ikke mindre mystisk af, at han døde af et hjer teanfald under et møde med det tyske politi i 2021. Dokumentaren er i skrivende stund med længder den mest sete, de har produceret.
Jake Hanrahan blev i første omgang selv kontaktet af JStark. Han havde set hans reportager fra de kurdisk besatte områder i Mellemøsten og ville sende ham et takkebrev. Efter at være blevet arresteret og smidt i tyrkisk fæng sel efter en reportagetur i 2015 blev Jake Hanrahan for nogle lidt af en kurdisk folkehelt.
»Han skrev, at han havde set mine reportager fra Kurdistan og takkede mig for at støtte hans folk. Men jeg vidste ikke, at det var JStark. Han skrev til mig fra en anonym bruger dengang.«
Undervejs afslørede JStark over for Hanrahan, at det faktisk var ham, han dengang havde skrevet
over en årelang periode beslut tede våbendesigneren sig endelig for at sige ja til et interview og in viterede Popular Front til Tysk land.
»Han kom frem til, at han gerne ville have, at verden også så det. Det er en underlig byttehandel. Jeg får en god historie, og han får sit budskab ud. Journalister har som regel ikke lyst til at snakke om det.«
Senest har man kunnet se JStarks våben i hænderne på separatister i Indonesien samt i Myanmar, hvor demokrati forkæmpere har været i konf likt med militærjuntaen, der tog magten i 2021.
Det ligger i tråd med den ide ologi, der ligger bag FuckGun Control-9. Med relativt få, lovlige dele kan man ved hjælp af inter netteknologi bygge et funktionelt våben i kampen mod autoritære kræfter. Men også i tråd med den tanke, der ligger bag Popular Front. At finde de mest fringe ak tører i konflikter verden over.
»At være komplet objektiv er for psykopater«
Tankegodset bag Popular Front er, at det skal stå som en modkul tur til det etablerede journalis tiske felt. Det skal stå i opposition til den kultur, Jake Hanrahan mener, mainstream-journalistik - og i særdeleshed mainstream konfliktjournalistik - har skabt.
Han taler om en kultur med lodne mediebosser, der ikke betaler deres reportere nok, sørg er for deres sikkerhed eller i bund og grund interesserer sig for det, der sker ved frontlinjerne, men blot vil være de første til at breake nyheder. Og journalisterne, der laver journalistik for dem selv,
»Jeg synes ikke, vi laver noget aktivistisk. Det, som folk måske kalder aktivistisk, synes jeg bare er at være et anstændigt menne ske.«
»Alle de her højreekstreme grupper i Ukraine får en masse dækning, og Hoods Hoods Klan er en gruppe, der ingen dækning får, og burde blive dækket mere. Måske er det dét, jeg kan gøre. At smide dem på lærredet.«
»Men først og fremmest er det en god historie. Jeg er ikke nogen
engel. Jeg er en reporter. Folk skal ikke tænke, at jeg er en fan tastisk fyr. Jeg gør bare, hvad der interesserer mig.«
Den allestedsværende tilstræbte objektivitet, der tilsyneladende skulle herske i moderne konflikt journalistik, giver han heller ikke meget for.
»Jeg ved ikke, om du har været i krig, men at se det og så sige: “Tja, jeg skal huske at være objektiv.” Altså, hvordan? Det er fucked up. Jeg tror, du er nødt til at være et godt menneske for at være en god reporter. Du har brug for en sjæl. Selvfølgelig er der måder at gøre det på,« siger han og fortsætter:
»Jeg vil ikke sige, Popular Front er objektive. Men jeg vil sige, at vi er meget klare i, hvad vi er for, og hvad vi er imod. Og det, synes jeg, er en meget mere ærlig tilgang i stedet for at lade, som om vi er objektive.«
Fremvisningen er slut, og solen har sænket sig over det østlige London. Vi havde 30 minutter til interviewet, men endte med at bruge dagen sammen. Slutteligt spørger jeg om det bedste råd, han kan give en ung journalis taspirant:
»Man skal ikke blive trukket for langt ned i kulturen omkring journalistikken. Lav fodarbejdet. Og husk: Hvem er det her til? Er det til min redaktør, eller er det til den stakkels kvinde, der lige har mistet sit barn? Lav journal istik for menneskene, ikke for din chef.«
DR’s store digitaliseringsstrategi følger en bekymrende tendens, hvor de respekterede mediers dagsordener i højere grad bliver skræddersyede til det enkelte individ. Og det medfører, at vi som borgere i et sundt demokrati har et langt større ansvar end tidligere for at holde os nuancerede i samfundsdebatten.
Iden seneste tid er der flere ting i det danske medielandskab, der har fået mig til at spærre øjnene op. Først præsenterede DR en lang række forandringer som led i mediehusets nye digitale strategi. Her blev det blandt andet offentliggjort, at man har i sinde at flytte sit eneste dybdegående, dagsaktuelle journalistiske program, Deadline, delvist væk fra flow-tv for i stedet at tilpasse det et digitalt format. Ændringen i programmets format begrunder DR med, at de har en vigtig demokratisk opgave med at nå endnu flere med deres nyhedsindhold.
Problemet er bare, at det ikke er demokratisk styrkende, når DR rykker Deadline væk fra flow-tv. I den proces ligger nemlig også, at man fjerner den tilfældige eksponering, som for eksempel sker, når man på flow-tv zapper rundt mellem kanaler og tilfældigt falder over et afsnit Deadline en sen hverdagsaften, hvor man bliver præsenteret for synspunkter i samfundsdebatten, man ikke havde regnet med at blive præsenteret for. Digitaliseringen skaber i stedet den selektive eksponering, hvor hvert individ selv har mulighed for at vælge og vrage mellem alverdens indhold.
Et ændret medieudbud
Lad mig komme med et eksempel. Dengang min far var dreng, fandtes der kun én tvkanal. Det betød, at når han ønskede socialt samvær med sin familie, der ofte samledes om tv’et om aftenen, blev han, om han ønskede det eller ej, eksponeret for Danmarks Radio. TV-udsendelserne på DR er og var gennem sin public-service kontrakt tvunget til at bringe indhold såsom dokumentarer, foredrag og nyhedsudsendelser, der var i samfundets og offentlighedens tjeneste. Det resulterede i, at han blot ved at være til stede i stuen blev
garanteret at få indblik i nyhedsbilledet og blev introduceret for flere sider af den samme historie, så han fik alle nuancerne med.
Siden da er medieudbuddet som bekendt voldsomt forandret. I dag kan mine yngre søskende med et fingerknips hive Ipad’en frem og søge indhold fra alverdens streamingtjenester, der hverken er forpligtede til at skulle levere oplysning om samfundsforhold eller har nogen interesse i at nuancere tidens store spørgsmål. Det mudrer tingene og gør situationen kompliceret, fordi de ikke længere, på den samme måde som deres far, bliver tilfældigt udsat for nyheder. De skal selv tilvælge dem. Og det er problematisk, fordi det ligger i menneskets natur at undgå informationer, der ikke passer ind i vores verdensbillede. I stedet har vi tendens til at opsøge viden, der bekræfter os i den verdensopfattelse, vi hver især allerede går rundt med.
Det, DR før i tiden har været så dygtige til, er at være det store fællesskabs-medie, der har præsenteret befolkningen for lidt af alt det, som vi ikke selv vidste, at vi havde brug for eller var interesseret i. Men problemet med DR’s nye fuldstændige omklamring af alt, der rimer på ordet ”digitalt” er, at man ved at overgå til streamingtjenester mister det tag, man før i tiden havde i befolkningen. Det sker, fordi man rykker ansvaret for at nuancere samfundsdebatten og tilgå pluralistiske nyheder over på det enkelte individ. Det medfører i form af menneskets intolerante natur en højrisiko for dannelse af ekkokamrer, hvor man hellere vil undgå og fortie diskussionen end at prøve at blive klogere på sine egne holdninger eller et givent emne, hvilket er undergravende for
pluralismen og den demokratiske samtale. Her skulle man så forvente, at man stadig ville kunne regne med, at de respekterede nyhedsmedier ville blive ved med at løfte opgaven og bidrage til den demokratiske samtale. Men heller ikke her ser det ud til. at der er meget hjælp at hente længere. I hvert fald ikke, hvis man skal tage Zetlands Chefredaktør, Ida Ebbensgaards, ord i Presselogen forleden for gode varer. Her erklærede hun sig tilhænger af et nyhedsfeed, hvor folk selv kan filtrere de nyheder, de ikke kan lide væk: ”Dem der har lyst til at sige tak, men nej tak. De kan sætte det her kryds”. Ida Ebbensgaard mener yderligere, at det i fremtiden er nyhedsbrugerne, der skal definere medieindholdet, og ikke mediecheferne. Det lyder næsten, som om at Ida Ebbensgaard er blevet så optaget af at rekruttere nye brugere til sit medie, at hun er blevet blind for, hvad hendes job i virkeligheden går ud på. Mediernes fornemmeste opgave er at beskrive virkeligheden, som den ser ud. En sådan skildring af virkeligheden får man ikke, hvis man kan sortere viden fra om bestemte personer, partier eller holdninger. En indførelse af en sådan sluk-knap for bestemte emner vil derfor være at gøre ens læsere en bjørnetjeneste.
I et årti har gud og hver mand bokset løs på Facebooks ekkokammerdannende algoritmer, men nu ser det ud til, at Zetland og andre danske medier ønsker at gå samme vej, når de lefler for egne brugere. Det kan potentielt skade demokratiet, hvis vi ikke får hørt på de personer og tanker, vi ikke bryder os om. Skrækscenariet fik hele verden at se, da Trump-støtter stormede Kongressen, efter det tabte præsidentvalg i januar sidste år. Stormen trækker dybe tråde til problematikken omkring at have flere forskellige offentligheder frem for
én fælles.
Stormen på Kongressen udsprang i høj grad af det ekkokammer, som medierne bærer et stort medansvar for. Her var der tale om en helt åbenlyst sammentømret gruppe, der udelukkende havde fået de informationer og fakta, som de selv havde ønsket. Pointet er ikke, at Ida Ebbensgaard skulle være ude efter et mediebillede, hvor vi alle sammen bevæger os rundt i vores egne snævre kasser. Det tror jeg bestemt ikke, at hun er. Pointen er, at det er vigtigere end nogensinde før, at både mediechefer og borgere i et sundt demokrati sørger for at huske at se nuancer i enhver historie eller debat.
Nyheder eller Netflix?
Selvfølgelig skal alle medier forsøge at skabe en bæredygtig forretning og være på de platforme, hvor deres målgrupper holder til. For jeg er helt med på, at nyheder kun har en værdi, hvis de bliver set. Men det må da være muligt at finde en løsning, hvor man ikke skal gå på kompromis med indhold, der skildrer forskellige holdninger.
Nyhedsprogrammer egner sig ikke til at blive proppet ned i digitaliseringsmaskinen, hvor de skal konkurrere med indhold fra andre streamingtjenester. Nyheder skal nemlig ikke betragtes som underholdning, og derfor skal nyhederne heller ikke vælges på samme måde, som man vælger en Netflix-film. Vigtigheden i, at nyheder bringes i et format, der evner at indflette så mange nuancer som muligt, så man ikke risikere at efterlade den enkelte person alene på perronen, kan derfor ikke understreges nok. De nuancerede nyheder er nemlig en forudsætning for et oplyst og velfungerende demokrati.
Mads Brügger er ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør på nyhedsbrevsmediet Frihedsbrevet – LIXEN har besøgt ham på Frihedsbrevets redaktion i København for at blive klogere på hans ønske om et opgør med den etablerede mediefauna, og om hvilken effekt overraskelser kan have på magten og journalistikken.
jeg kunne undgå det, ville jeg gerne have at mit næste arbejde var for et medie, hvor den danske stat ikke havde lod og del i mediets skæbne.«
Der er mange måder at være i tilværelsen på. Der er dem, som tøver og forbliver i konformiteten. Der er dem, som dis tancerer sig med ironi og fortrænger alvoren. Og så er der dem, som ikke fornægter sig selv og opnår den fulde personlige frihed. Det er ikke svært at identificere, hvor man skal finde Mads Brügger.
Længe inden Frihedsbrevet blev skabt, ha vde Mads Brügger gjort sig en del overvejelser om sin personlige frihed. Overvejelserne kom i kølvandet på nedlukningen af Radio24syv, hvor han var programchef sammen med Mi kael Bertelsen. Det skulle vise sig at blive en traumatisk og formativ oplevelse.
»Efter Radio24syv lukkede, og jeg var kommet til hægterne igen, tænkte jeg, at hvis
Et tankeeksperiment om et medie, som dyrkede den kompromisløse uafhængighed og håndhævede det journalistiske princip om ikke at være venner med nogen begyndte at dæmre.
»Jeg ønskede også, at kunne forholde mig kritisk til den svingdørskultur, der er mel lem presse, kommunikation og politik. Der er et galleri af personer, der må bevæge sig frit mellem de verdener, uden at det får kon sekvenser.«
De samme iagttagelser havde aktionæren Bjørn Høi Jensen gjort sig, hvorfor de to hur tigt blev enige om, at der måtte rejses et ini tiativ, som udfordrede den danske mediefau na.
»Det hele ligner meget hinanden. Vi havde
et ønske om, at nogen ruskede op i akvariet –satte fut i fejemøget.«
Derfor gik Frihedsbrevet i luften på Grun dlovsdag sidste år. Det er svært ikke at få øje på symbolikken, men navnevalget er ligeledes en direkte reference til det anakronistiske fri hedsbrev, som stiller en avisredaktion fri fra ejerkredsen, direktionen og bestyrelsen. I en solid guldramme pryder Frihedsbrevets fri hedsbrev endevæggen i mødelokalet på reda ktionens 2. sal.
En genopdagelse af faget Kort tid efter min ankomst tager Mads Brüg ger imod mig med smil og et fast håndtryk. Han har den ikoniske, sorte Frihedsbre vet-kop i den ene hånd, men han mangler noget i den anden. I et par skridt tilbage mod opgangsdøren fremstammer han med sin karismatiske københavner dialekt, at han skal have sine nikotintyggegummi med, in
den han er helt klar.
Et halvt års tid efter sin tilblivelse rykkede Frihedsbrevet ind i de nye lokaler på det puls erende torv på Vandkunsten – blot et sten kast fra magtens tinder. I et sammensurium af sildebensparket, et Hizbollah-flag i minia ture og minimalistiske skalstole fra det dan ske designvirksomhed Engelbrechts arbejdes der på højtryk med graverjournalistikken.
Det er ingen nødvendighed at komme langt ind i gemakkerne, før man får færden af den sitrende spænding og vitalitet, der florerer i luften. Redaktionen er ung og sammensat af mange af landets dygtigste journalister.
»Det at arbejde dagligt sammen med så unge og dygtige journalister, som der er på Frihedsbrevet, er en virkelwig god oplevelse. Det er næsten en måde at genopdage mit fag på – at opleve den måde de arbejder på, hvor dygtige og hurtige de er.«
Mads Brüggers mantra for Frihedsbrevet er at være et hurtigt medie, hvor stort set alle ansatte arbejder med at producere noget, der kan læses eller lyttes. Derfor er de unød vendige møder helt bevidst skåret fra.
»Jo før man sætter i gang, og jo mere ukontrolleret man begiver sig afsted, jo bedre – oftest. Med den risiko det er, at man så måske kører i grøften.«
Den manglende kontrol får tingene til at forblive i bevægelse. For Mads Brüg ger er det alfa omega at skabe et medie, som opfører sig behændigt og er letbenet.
På sporet gennem fax maskinen Selvom journalistikken var svær at fravriste sig, havde Mads Brügger som ung en umiddelbar betænkelighed med faget. Som barn af to forældre der havde udmær ket sig som anerkendte jour nalister, lå frygten i, om om verdenen skulle mistænke, at Mads Brügger blot havde lukreret på deres succes og var kommet ind i medie branchen ad bagveje.
Da jeg spørger, om han kan komme i tanke om en konk ret oplevelse, som havde vakt interessen for journalis tikken, bliver talestrømmen afløst af tavshed. Den ven stre albue glider kontrolleret henover den mørkegrønne linoleumsbordplade, mens han lader sit hoved falde langsomt ned i håndfladen.
»Jeg havde en drøm om at møde ham, der opfandt Wunderbaum-træet.«
Det var før den tid, hvor en computer med internet var allemandseje, og hvor faxmaski nen stadig fik kommunikationen til at hænge sammen herhjemme og over landegrænserne. På forunderlig vis fandt den unge Mads Brüg ger frem til, at opfinderen hed Julius Sämann og var bosat i Lugano i Schweiz.
Man skal ikke langt ind i en samtale med Mads Brügger, før den afslører, at hans tankevirksomhed er som et kartotek, der uden besvær kan hive diverse anekdoter fra en fjern tid frem.
Ad uransagelige veje fik han etableret kon takt til opfinderens søn, der boede i USA. Søn nen fik arrangeret, at Mads Brügger kunne rejse til Schweiz sammen med en fotograf for at besøge Julius Sämann.
»Det er en meget smuk historie, om en mand, der er ud af en jødisk familie, som slip per afsted med den sidste Atlanterhavsfærge fra Europa til Canada uden sine forældre, som dør i Auschwitz. Han lever siden alene i sko vene i Canada, hvor han lærer sig den paten terede teknik, at få enormt meget fyrnåleduft til at blive i pap.«
Selvom idéen til at finde Wunderbaum-op finderen måske virkede banal dengang, blev den succesfulde erfaring en øjenåbner for den kompleksitet og de store muligheder, som journalistikken rummer. For Mads Brügger findes glæden over og det essentielle i jour nalistikken nemlig i at komme på sporet af noget, åbne det op og blive overrasket over svaret.
Det seneste påfund fra Mads Brüggers hånd er en udstilling, hvor voksfigurer af de ti em bedsmænd, som Minkkommisionen vurdere de havde gjort sig skyldige i grove tjeneste forseelser, skal udstilles på et museum nær Christiansborg – stedet er dog endnu ukendt.
»Noget som i stigende grad bliver bragt til torvs af politisk hånd er, at politikerne vil be handles med værdighed og respekt. Der er et værdighedskrav, som de gør gældende. Det synes jeg er meget problematisk. Der ligger i det, at de er særligt fine, har krav på særbe handling og er en højvelbåren kaste, som er over os andre.«
Udstillingsprojektets budskab er at punk tere embedsværket, som Mads Brügger me ner er blevet politiseret. Med fusionen af kunst og journalistik ønsker han at overraske magten og resten af verden.
»Jo mere man forsøger at anvende over raskende og uprøvede strategier, jo mere held har man med det.«
Hvis Mads Brügger selv skal forklare sine succes med journalistikken, er det netop et resultat af, at han tør at sætte sig selv på spil. Han har gentagne gange oplevet, at virke ligheden belønner de mennesker, som tager chancerne – dem som ikke tøver.
»Det er jo det gamle mundheld om, at lyk ken står den kække bi. Jeg har igen og igen oplevet, at virkeligheden nærmest på en ok kult måde er venligt indstillet over for vove halse.«
Det nødvendige og det mulige Som grundindstilling er Mads Brügger skep tisk overfor magthaverne, tro følgesvend med friheden og antiautoritær af natur – i syn tesen med journalistikken opstår den fulde personlige frihed for ham. For Mads Brügger findes den ultimative lyksalighed i at kunne ringe til alle slags mennesker og åbne op for deres verden.
»Som journalist har man rejsepas til at tage præcis derhen, hvor man har lyst og banke på døren og spørge: ’Hvad foregår der her?’ Det er en ret vild billet.«
Samtidig befinder han sig hele tiden i et spændingsfelt, hvor journalistikken pendul erer mellem det mulige og det nødvendige. Den menige dansker opfatter ham forment
lig som den drilske spasmager, men for Mads Brügger handler hans arbejde ikke om spaß machen. Det handler om at lave god, kon ventionel journalistik, men også om nødven digheden af at give det et farverigt omslag. Det må gerne ligne en leg, men alvoren skal være det bærende element.
»Selvom det måske ikke er så synligt i mine film, så gør jeg helt vildt meget ud af, at der i baggrunden og mellem linjerne i virke ligheden er meget journalistik arbejde, som man bare ikke opdager.«
Som et sigende eksempel fremhæver Mads Brügger sin seneste dokumentarfilm ’Cold Case Hammarskjöld’, som blev til i et sa marbejde med Det Danske Filminstitut i 2019, hvor han efter seks års research rejste til Ndola i Zambia for at komme på sporet af den daværende svenske diplomat og FN’s generalsekretær Dag Hammarskjölds død i et flystyrt tilbage i 1961. Sagen blev i sin tid henlagt trods rygter om et komplot mod gen eralsekretæren.
Dokumentarfilmen måtte ikke ligne de konforme produktioner, som de er flest. For når man er utålmodigt anlagt og kreativ af sind, er den didaktiske og traditionelle vej ikke en mulighed.
»Journalistik handler også om, hvor stort et publikum man er interesseret i. Journalis ter vil ikke tale om det, men der er i journal istik en forventning om, at man skal under holde.«
Når det grundige, bagvedliggende journal istiske arbejde skal formidles, skal det gøres på en måde, så modtageren bliver grebet af mystikken, er underholdt og vil vide mere. Men for Mads Brügger er der grænser for, hvor eksperimenterende journalistikken må blive og ikke mindst omfanget af det.
»Hvis jeg eksperimenterede hele tiden, ville jeg sikkert dels blive et uudholdeligt menne ske, og jeg ville gå op i limningen. Det er ret hårdt og ingen kan bære det i længden.«
Hans fingre tripper i bølgende bevægelse mod bordet. Den bastante chunky ring med et ornamenterede dødningehoved, som er placeret på langefingeren, bliver ramt af strålerne, som efterårssolen sender ind ad vinduet til mødelokalet. I et splitsekund læner han sig fremover i stolen og indtager samme position som før – igen får hovedet lov til at hvile i hånden og blikket falder ned mod det afrevne staniol fra tyggegummipakken.
Historien slutter aldrig Når arbejdsdagen slutter på Frihedsbrevet, starter sidegeschæften som dokumentarist og forfatter i det private. I tiden efter offen tliggørelsen af den prisvindende dokumen tarfilm ’Cold Case Hammarskjöld’ fortsatte Mads Brügger researcharbejdet om den nu afdød leder af den hemmelige organisation South African Institute of Maritime Research (SAIMR), Keith Maxwell.
»Jeg undersøgte ham og SAIMR og op dagede en helt masse mærkelig ting, som til sidste ledte mig på sporet af Mozambique, hvor jeg rejste til i forsøget på at få afklaret, om instituttet virkelig forsøgte at sprede HIVsmitte blandt sorte, og om de havde held med det.«
Igen bliver han tavs. Denne gang med et finurligt blik i øjnene bag de firkantede brill er af den kulsorte plast. Afsløringen lader han ikke falde. Der skal være en overraskelse for den nysgerrige. Svarene kan man finde i Mads Brüggers kommende udgivelse af bo gen ”Keith Maxwell, formoder jeg…”, som er på gaden til november.
Iklædt sin navyfarvede utility-jakke løfter han sig op fra skalstolen. I samme bevægelse griber han fat i den sorte kop med det hvide F på, som er vendt på hovedet. På vej ud af mødelokalet spørger jeg, om han vil have ci taterne til gennemlæsning.
»Nej, jeg skal ikke kontrollere eller læg ge censur ned over din journalistik – du må skrive det, du vil.«
I hver skoleklasse lider en til to elever af angst. Det anslår undersøgelse lavet af Vidensråd for forebyggelse. Det betyder, at lærerne har mindre tid til undervisningen. For at lærerstanden kan løfte den tunge opgave, kan det kræve, at læreruddan nelsen bliver ændret.
»Lærerne føler sig i den grad presset. Inklusionen – hvor angst, angstsymptomer og psykiske lidelser er en del af det –er den opgave, som lærerne føler sig mest presset over,« siger Danmarks Lærerforenings formand, Gordon Ørskov Madsen.
En undersøgelse fra Arbejder bevægelsens Erhvervsråd viser, at kun seks ud af ti læreruddannede fra årgangen 2015 er ansat i den danske folkeskole. Ifølge Gordon Ørskov Madsen er en af årsagerne, at lærerne har svært ved at accept ere de nuværende arbejdsvilkår.
»Jeg er meget bekymret, fordi det er vores børn og unge, vi ikke tager os godt nok af. Men jeg er også bekymret for, om lærerne kan holde til det. Jeg kan allerede se, at der er nogen, der ikke kan,« siger forman den for Danmarks Lærerforening.
Med skolereformen fra 2012 blev specialklasserne i folkeskolen ned lagt, og eleverne, der før ville gå i dem, går nu i de almindelige klass er. Samtidig vokser mistrivsel som angst generelt blandt børn, mens lærernes mistrivsel gør det samme.
For at komme mistrivsel og lærerflugt til livs foreslår forman den en række forbedrende indsats er. Herunder bedre uddannelse på området til både nuværende og fre mtidige lærere.
Hos Center for Angst er efterud dannelse af lærere noget, man har positive erfaringer med.
»Tilbagemeldingerne er, at det er rigtig givende at opkvalificere lære re og forældre via for eksempel no
gle infomøder om, hvad angst er,« fortæller leder og lektor for Center for Angst Sonja Breinholst.
Hun forsker i, hvorfor angst er blevet så udbredt blandt Danmarks yngste borgere.
»Det er, fordi vi ikke har været gode nok til at sætte ind præventivt. Jeg tænker, at lærerne er perfekte at opkvalificere, for det er dem, der ser børnene mest.«
Den Frie Lærerskole er forrest i bussen På Den Frie Lærerskole på Sydfyn har man allerede sat ind på områ det. I 2021 udvidede skolen, der tilbyder en femårig uddannelse til
kommende lærer på fri-, efter- og højskoler, deres undervisning i spe cialpædagogik. Flere studerende oplevede nemlig, at de ikke følte sig godt nok klædt på til deres et-årige praktik på tredje studieår.
»Det var vildt frustrerende at sid de der og tænke: ‘okay, jeg gjorde så
alt det, jeg ikke skulle’. Heldigvis er det bedre nu,« fortæller Simone Holm Bork, som blev uddannet fra Den Frie Lærerskole i sommer. På hendes årgang lærte de først om angst efter endt praktik. Deres erfa ringer var med til at få det ændret.
Hos Danmarks Lærerforening er man klar til at kæmpe for lignende ændring i læreruddannelsen på professionshøjskolerne.
»Specialundervisningsmodulet, som er valgfrit i dag, skal ind på læreruddannelsen for alle, så alle får mere specialviden. Det vil være noget af det, som står allerøverst på vores dagsorden i den kommende tid. Også i forbindelse med et kom mende folketingsvalg,« siger Gor don Ørskov Madsen.
»Jeg er meget be kymret, fordi det er vores børn og unge, vi ikke tag er os godt nok af. Men jeg er også bekymret for, omlærerne kan hol de til det. Jeg kan allerede se, at der er nogen, der ikke kan,«
Enblå SAAB 92 fra 1962. Det var den bil, der åbnede Michelle Delfs Bæks øjne op for en verden af mekanik. Da hun er seks år, får hendes mor en ny kæreste, han er SAAB-elsker, og så har han gået på mekan ikeruddannelsen. Han køber derfor den blå SAAB 92, og den lille Michelle hjælper til med at sætte den i stand.
»Jeg tror egentlig, det var, fordi jeg gerne ville bonde med ham, altså få et godt forhold til min papfar,« fortæller hun.
Arbejdet med bilen, olien på fingrene, kom ponenterne, der skal passe sammen, tænder alt sammen en ild i den seks-årige Michelle, og hun kan ikke lade være med at smile, når hun tænker tilbage.
»Det fedeste var, da vi fik den op at køre. For nu havde vi fjernet al rusten, vi havde samlet motoren, men den ville bare ikke starte. Det får vi styr på, og når man så sidder inde i bilen og kan få lov til at starte den, og den kører. Den der følelse, uh, jeg glemmer den ikke.«
Om cirka seks måneder får hun sit sven debevis som personvognsmekaniker samti dig med, at hun får et studenterbevis. Hun dystede sig frem til en plads til DM i Skills 2022, vinder af prisen Årets Lærling 2022 i Vejle Kommune og er blevet headhuntet som racerkørermekaniker til Insight Racing Den mark.
Men det som også gør Michelle Delfs Bæk til noget særligt er, at hun er kvinde. På landets autoværksteder er størstedelen nem lig stadig mænd.
Det var først mange år efter køreturen i den blå SAAB 92 og efter at brugt en stor del af sin fritid på biler, at Michelle forstod, at hen des interesse for mekanik ikke kun behøvede at være en hobby, men også kunne blive en hverdag.
»Jeg havde faktisk ikke tænkt på, at det var et erhverv, hvis skal jeg være ærlig. Og så prø vede man lidt praktik på efterskolen. Det her tror jeg faktisk godt, jeg vil, tænkte jeg så.« Valget faldt på Syddansk Erhvervsskole i Vejle, og da Michelle begyndte i august 2019, var det sammen med tre andre kvinder på ud dannelsen EUX som personvognsmekaniker. Men tre blev hurtigt til to, og ikke så lang tid efter blev to til en. De to piger var ikke inter esserede i den gymnasiale del af EUX-uddan nelsen, og Michelle var nu den eneste kvinde
tilbage på årgangen.
I timerne på skolen blev der ikke gjort noget særligt ud af, at hun var den eneste kvinde. Det var først, da hun skulle finde en læreplads, at hun blev opmærksom på de for domme og dårlige undskyldninger, der kan være i branchen.
Til at begynde med sendte hun 13 an søgninger ud til alle værkstederne omkring Gadbjerg, Jelling, Give og Bredsten, og for hver af de 13 ansøgninger mødte hun person ligt op i værkstedet for ikke at ende i bunken som endnu en lærlingeansøger. Men at finde en læreplads viste sig at være sværere end for ventet. For eksempel blev det påpeget, at hun var for lav.
»Det er åbenbart fordi alle dem, der går på værkstedet, er relativt høje. Jeg kan også godt selv se det, for vores nye lærling, han er lige et stykke højere end mig. Hvis vi skal arbejde samtidig under den samme bil, så skal han enten gå langt ned i knæ, eller så skal jeg stå meget højt på tæer for at kunne nå, når han skal have den (liften, red) efter sin højde. Alli gevel mener den 163 centimeter høje lærling, at det i praksis sagtens kan lykkes.«
»Det er jo en dårlig undskyldning, for så kan man jo fordele opgaverne, så det passer.«
Om det var håret, højden eller noget helt tredje, der var skyld i, at ingen af værksted erne meldte tilbage, var ikke til at sige. Det ændrede ikke på det faktum, at hun stadig manglede en læreplads. Hun sendte derfor også ansøgninger til værksteder omkring
I juli 2022 var blot 125 ud af 3389 per soner i gang med personvognsme kaniker hovedforløbet kvinder.Hoved forløbet er den periode i uddannelsen, hvor man er i lære. Kilde: Børne- og Un dervisningsministeriet.
Kvinden på Knuds værksted En dag ringer Knud fra Knud’s Auto. Det lille værksted på en villavej i Jelling manglede en lærling.
»Da jeg kom her hen, stod porten åben, så jeg gik ind og spurgte om, der var en mester et sted. Han stod henne i hjørnet og var ved at lave en aircondition. Så jeg fyrede jo bare løs. De skulle bare høre, at jeg kunne en lille smule i hvert fald.«
I dag er Michelle i lære på Knud’s Auto, hvor hun arbejder sammen sin mester, Knud, to svende og en enkelt fejedreng. Alle mænd. Og selv om de er flinke, går det ikke ubemær ket hen, at Michelle ikke er ligesom dem.
»Der er også en intern joke her med, hvis en bolt sidder fast. Fordi jeg har det åbenbart med at spænde den godt til.«
At Michelles fysik er anderledes end sine kollegers er ikke nødvendigvis en ulempe.
Det er efterhånden gået op for hende og rest en af værkstedet, at der også er en styrke at hente i at være mindre.
»De fleste kvinder har ikke de her man dehænder med store tykke pølsefingre, som man siger, der ikke kan komme til nogen steder. Så kan jeg lige komme rundt, og jeg kan lige lægge mig på motoren og række om bagved.«
Det har længe været Michelles drøm en dag at kunne åbne sit eget værksted og kalde sig mester. Men efter at hun blev inviteret ind i racerkørernes verden som frivillig mekaniker, er ideen om en karriere som racerkørerme kaniker begyndt at slå rødder.
»Det kunne være så fedt at være racerkørermekaniker. Der går du ned i den mindste detalje til vinkel, til flappen til aero dynamik til down-force, altså alting. Det er meget nørdet. Og jeg kan godt lide at være nørdet.«
Og ligesom som på Knud’s Auto og på Syddansk Erhvervsskole er kvinder et særsyn. Men det holder ikke Michelle tilbage.
»For jeg har fået at vide, at kvinder er bed re, siger hun efterfulgt at et højt grin.«
sat i. Men de skal findes fysisk for at modbev ise den forestilling.
»At være til stede midt på Nørrebro, hvor børnefamilier og gamle mennesker, bagerier og møntvaskerier er, og hvor folk har deres daglige gang. Det gør, at man ser butikken i bybilledet og opdager, at det måske ikke er så farligt. Det stikker slet ikke så meget ud.«
Sexologen Ditte Winkel mener også, at det kan bidrage til samtalen om sexlegetøj.
»At kunne se alle mennesker, høje som lave, gå ind i en sexshop giver en større nuan ceringen af, hvem der bruger sexlegetøj. Det er ikke skummelt. Det er ikke ulækkert. Det er normalt.«
Og der er også en mening med, at sex legetøjet skal være attraktivt at se på. Det skal kunne pynte på hylden frem for at gemmes i nederste skuffe, fortæller Clara Andersen.
»Det er en del af aftabuiseringen. Vi har f.eks. nogle stående på kontoret. Det er ikke, fordi vi bruger dem, men fordi de er flotte og taler til en æstetisk sans. Det er en måde at gøre det hele mere hverdagsagtig på.«
Vender man sig mod Statens Serum Institut har i samarbejde med Aalborg Universitet kortlagt danskernes sexliv med undersø
exlegetøj er ikke en ny opfindelse. Den første vibrator kom til i starten af 1880 men under en tid, hvor man anså lider lighed som en sygdom. Det samme gjaldt for onani, der var forbundet med skam og blev anset som skadeligt for helbredet.
Sexlegetøjet var et middel, der helbrede kvinder for sygdommen hysteria. Oversat til vores tid betyder det seksuel frustrationen. Man troede, at det var kun mænd, som kunne blive liderlige. At en kvinde kunne have sek suelle drifter var ikke muligt. Og her kommer historiens første vibrator i spil.
Da man startede med at behandle kvinder for hysteria, var det lægen, der masserede kvindens kønsorganer med egen håndkraft.
Men kramper i hænder og led hos behandlere førte til, at lægen Joseph Mortimer Granville revolutionerede behandlingen af ”hysteria” med sin nye opfindelse: vibratoren.
Sexlegetøjet blev derfor ikke skabt til ny delse, men som antibiotika mod en infektion.
Smukke, vibrerende kunstværker skal gøre op med tabuet
Selvom vi i dag ikke anser onani som skade ligt for helbredet eller sexlegetøj som et medicinsk middel, så er brugen af sexlegetøj og egen nydelse stadig et tabubelagt emne i dag. Det mener sexolog Ditte Winkel.
»Det er simpelthen på grund af patriarka tet, og det er svært at ændre noget, vi har levet med længe. Dengang vidste man ikke bedre, og selvom vi heldigvis gør det i dag, tager det tid, før tabuet for alvor bliver brudt med.«
Flyver man ned fra helikopterperspektivet, lander vi foran nr. 25 på Guldbergsgade i København. Her holder Peech, en sexlegetø jsbutik, til på hjørnet. Men det er ikke en klas sisk sexlegetøjsbutik.
Et lyserødt slør, i det stof prinsesse tylskørter er lavet af, mandsopdækker bu
tikkens hvide vægge. Bag sløret er LED-lys monteret. Det lyser op i pink og forlanger øjets opmærksomhed. Butikken minder mere om et galleri med transparente hylder, hvor vibratorer, dildoer og stimulatorer står side om side som kunstværker.
Legetøjet udformer sig i alt fra muslinger til kegleformede figurer, der når begge ender af et tiltrækkende farvespektrum.
Det er tydeligt, at Peech ikke har noget at skjule.
Og det er hele præmissen for Clara Fillippa Damgaard Andersen på 26 år, der er direktør og medejer af Peech. Hun har butikken med kæresten Frank Hilmer Borring Petersen og vennerne Jonas Rahmanzadeh, og August Gjede.
Ideen til Peech opstod, fordi de syntes, at der var mangel på en sexlegetøjsbutik, hvor man kan købe legetøjet på en mere afseksu aliseret måde. Selvom det kan virke kontrain tuitivt at afseksualisere sex legetøj, så er vi sionen at skabe et rum, hvor man kan komme uden erfaring og lære om sexlegetøj.
»Det er som om, man skal have en særlig form for seksualitet eller være i et parforhold, hvor der er krise for at have et sexlegetøj. De stereotyper vil vi gerne tale ud af«, siger Clara Andersen.
Pornobutikken, der ligger mellem en bager og et møntvaskeri
I starten havde Peech kun en webshop og kunne i princippet gemme sig i en garage.
Men pointen er netop, at sexlegetøj ikke skal være noget, man gemmer væk. Derfor gav det mening at infiltrere bybilledets vante rammer med vibrerende kunstværker. Den første bu tik kom til sidste år i september, og nu er de på vej mod Århus, hvor endnu en butik åbner.
Men vejen ind i bybilledet var ikke nem. Der findes stadig gamle vedtægter og udle jere, der ikke er interesseret i at leje lokale til en pornobutik. En kategori, som Peech bliver
Wolt dit sexlegetøj Selvom Peech både har deres butik og web shop, så har de taget skridtet videre til Wolt. Det skete under coronapandemien, men sel vom coronaen er et overstået kapitel, så er det målet for Peech at forblive en del af hver dagen. Derfor kan man stadig få ‘woltet’ sit sexlegetøj.
Clara Andersen vurderer, at det stadig giver meningen, fordi det taler ind i konceptet om at aftabuisere sexlegetøj
»Og så er det praktisk, hvis man ligger der hjemme og er enormt liderlig. Så får man le veret det næsten med det samme. Det er jo fedt!« siger hun med et grin.
gelsen Projekt Sexus fra 2019. Den viste, at 67% af mænd og 30% af kvinder onanerer på ugentlig basis. Af respondenterne havde kun 30% til brugt sexlejetøg indenfor det seneste år.
I de lyserøde lokaler på Nørrebro har Clara Andersen en klar forventning om, at de kan hjælpe med at bidrage til at normalisere sex legetøj.
»Jeg tror, vi gør det i vores tilstedeværelse på nettet, sociale medier og fysisk. Vi taler om sex på en bestemt måde, og vi viser, at det godt må være en naturlig del af hverdagen. «
Vender man helt tilbage til starten af 1880, så har vi en helt anden seksuel forståelse i dag. Men som Projekt Sexus viser, og Ditte Winkel siger, så er vi ikke fuldstændig frigjort fra stigma. Der er en sexrevolution i gang.
Måske er du lige flyttet til Odense, eller måske har du boet her længe og er blevet for vant til at ramme McDonald’s i mangel på bedre. De lokkende nachos-caféer er mange, og det bugnende udbud af burgerbarer er endnu større. Men blandt dem ligger appetitvækkende gemte perler, der næsten kan få dig til at glemme din vante madpusher. Når sulten melder sig, flok kes folk ofte til Storms Pakhus - et overvæl dende sammensurium af drikkevarer og et alt for uoverskueligt madorgie. Men frygt ej, løsningen er der, når du kender det bedste i Odense. Jeg lyttede til løse rygter blandt beboerne i Odense og har fundet den bed ste kaffebar, sandwich og shawarma til dig.
Kebabben der får dig til at glemme Nørrebrogade
Først tager vi turen til Bolbro. Ja, du læste rigtigt. En kort cykeltur fra Flakhaven på 10 minutter, og du finder Karamichoo, der bety der krydret på japansk. Gemt inde i det mel lemøstlige supermarked Mango Bazaar Fyn finder du alt, hvad du kan forestille dig - også den bedste shawarma. Når du har kigget på de mange eksotiske frugter, kilotunge dåser med vinblade og dusiner af lammekroner i bazaaren, vil du med inspiration fra de mange varer have en uundgåelig sult midt i den for voksede grønthandel. Det kræver en rygrad
Den sandwich der bringer dig til Asien Hvor har du bare gået mange gange op og ned ad Vestergade og Kongensgade uden at finde et sted, hvor du kan få stillet din påtrængende sandwichsult. Men kigger du godt nok efter, er der gemt en perle af en sandwichshop.
Et ældre ægtepar fra Vietnam står klar med en varm velkomst, Bánh Mí og frisklavet lemonade. Bánh Mí, der betyder brød på vietnamesisk, er den rigtige gave til din frokostsultne mave. En sandwich, der samler det bedste fra Asien i en fransk baguette. I den lille passage, der går fra Kongensgade til Vintapperstræde i indre Odense, ligger der en lille, rød bev ærtning med navnet Lê’s Baguette. Her får du en sandwich, så en glene synger, og hvis du er en af de heldige, der har været et smut forbi Asien, vil maden, duftende og indretningen, få dig til at dag drømme dig tilbage for en kort stund. I ba guetten er der lynsyltet julienne af gulerødder og agurk, stegt tofu og avocado, som de fleste
af os elsker. Med en dressing, der smager af forsødet hvidløg, masser af koriander og frisk chili sætter det gang i hele smagsregistret.
Sødt, sprødt, surt, salt og umami. Lemon aden, der bliver frisklavet på bestilling, er så god, at du vil tænke tilbage på den forgangne sommers glæde lige stunder. I det lille køkken, ren der det ældre par rundt, mens de la ver Banh Mí med kærlighed. Lige uden for disken kan du nyde din sandwich på en klapstol, mens du kigger på et bill ede af Obama, der spiser en sandwich. Efter et besøg her vil pas sagen forbi den lille, røde perle, være mere end blot en smutvej til Old Irish Pub.
Jeg fik: Bánh Mí, 65 kr. og en lemon ade 40 kr.
Hvorhenne: Lê’s Baguette, Kongens gade 7B, Odense.
Tak for kaffe og billedskøn kage Selvom den gode cappuccino ikke er så SU-venlig på Café Fleu ri, får du til gengæld stil let din sult på Instagram efter en stille weekend, hvor FO MO’en har meldt sig, fra alle de ops lag på sociale medier du har set i løbet af natten til søndag. I den nyanlagte Nørregade ligger der en café, hvor du træder ind i et SoMe-venligt misk-mask af forskellige patinerede møbler, billeder, hylder, planter og lamper i alle tænkelige pastelfarver, der er med til at give en opløftende stemning af kolonihave midt i byen. Den lille smalle gård have er varm, grøn og indbydende. Kaffen er præcis som en god cappuccino skal være med fløjlsblød skummet sødmælk og brownien - wauw. Det skønne bagværk på Café Fleuri
som en jægersoldat at gå tommavet forbi det appetitlige og langsomt roterende rotisseri af kyllinge-, lamme- og oksekød. De få siddep ladser for enden af den lille disk, der fungerer som kasseapparat, køl til grønt og spisebar, er ofte fyldt, og man forstår godt hvorfor. Ét pitabrød fra denne biks og du har glemt alt om din cykeltur over broen. Kebabben, der snurrer dryppende af velsmag, bliver forenet i et færdiglavet pitabrød. Men kombinationen af den syrlige hvidløgsdressing, de syltede agurker skåret med bølgekniv, frisk salat og rødløg løfter det hele sammen med kebabkø det, der har fået den helt perfekte blanding af spidskommen og andre krydderier. Den saltede mellemøstlige yoghurtdrik Ayran på siden gjorde den stærke chili udholde lig. Det her sted er afhængighedsskabende, når du skal have stillet sulten i hverdagen. Hvis den her shawarmakiosk havde ligget på Nørrebrogade i København, ville denne højst sandsynligt være blandt de mest pop ulære. Bolbro har den bedste shawarma, du finder inden for kommunegrænsen.
Jeg fik: Pitabrød med kebab, 45 kr. og en Ayran, 10 kr. Hvorhenne: Karamichoo, Middelfart vej 123, Bolbro
har løbende saltkaramel, letristede hassel nødder og mørk chokolade, og er den perfek te balance mellem bitter og salt. Og så er den pyn tet af med billedskøn garniture. Det er brownie, som du ikke finder an dre steder i byen. Café Fleuri er den perfek te oase til at få roen til at høre om dine ven ners week endslad der. Smæk benene op på bænken af stilladsbrædder, slap af og nyd en god kop kaffe og kage. Her kan du kan være sikker på at få noget til dit foretrukne sociale medie, så du ikke går digitalt glemt igennem weekenden.
Jeg fik: Cappuccino, 49 kr. og et stykke brownie 59 kr.
Hvorhenne: Café Fleuri, Nørregade 28, Odense
Bag en skov af hvidmalede højhuse ligger Dynamo Workspace skjult på Odense Havn. Om en uge har cirkusset premiere på sin nye forestilling ‘Fuckd’, og in denfor er artisterne i fuld gang med de sidste forberedelser.
Rummet er omgivet af mørke tæpper, der fungerer som rumdelere for henholdsvis scenen, entréen og et andet øvelokale. Iført grøn sweater og stribede træningsbukser, dingler en ung, kvindelig artist fra en trapez. Hun hiver sin krop op et par gange, hvorefter hun sætter sig på gyngen og spejder ud over øvelokalet.
På gulvet står en mand og pruster. Hans arme fungerer som støtte for en kvindes kro psvægt. Med begge fødder solidt plantet på mandens håndflader står hun rank og folder langsomt armene ud. Hun strækker dem op i vejret og afslører to kæmpe latex fuckfingre på hendes hænder. Fuckfingrene er over en halv meter lange. De reflekterer belysningen, som fra oven giver de akrobatiske bevægels er et nærmest æstetisk udtryk. Men hvad er nycirkus foruden de akrobatiske bevægelser?
For at forstå nycirkus-genren skal man til bage til 1974, hvor cirkusskolen L’Académie Fratellini åbnede i Frankrig. Skolen var den første af sin slags, som modtog artister, der ikke var født ind i cirkusverdenen. Dette in
kluderede også dansere og skuespillere, og dermed blev den klassiske cirkusforestilling langsomt blandet sammen med teaterfores tilling. I slutningen af 1970’erne kunne man herfor opleve verdens første nycirkusfores tilling.
I Danmark kan genren spores tilbage til 1993, da Gøglerskolen i København startede Danmarks første professionelt målrettede ar tistuddannelse. Det var også her, at Dynamos ene kunstneriske leder og medstifter, Gry Lambertsen, senere uddannede sig. I dag går skolen under navnet AFUK – Akademiet for Utæmmet Kreativitet.
Fysik forenes med kreativitet
En af genrens vigtigste træk er, at den bland es med mange andre kreative discipliner. Og det var netop dette miks, der i sin tid dragede Gry Lambertsen mod genren.
»Du kan være mega fysisk og lave vildt fede tricks, og forene det med noget kreativt og en dramaturgisk fortælling.« tilføjer hun.
Det fortællende aspekt er tydeligt under prøverne, hvor cirkussets dramaturgiske me darbejder, Betina Rex, overværer den sceni ske fortælling. Hendes blik flakker konstant mellem artisterne og sin grønne notesbog.
»Her skal vi lave en overgang.« siger hun og afbryder øvelserne. Artisterne dumper for pustet hen og omslutter Betina Rex på det grå tæppeunderlag.
Snakken kommer omkring nogle praktiske begrænsninger ved cirku søvelserne, men det primære fokus er på for estillingens dramaturgiske forløb.
En genre uden grænser Fordi genren er ny, er den endnu ikke bun det til alverdens traditioner, og dette giver et enormt spænd for, hvad man kan optræde med.
»Det kan være poetisk og smukt. Det kan være råt og pun ket. Det kan være helt uden for.« forklarer Gry Lambert sen.
»Det kan være poetisk og smukt. Det kan være råt og punket. Det kan være helt uden for.«
Genren skal derfor ses som både flydende og grænseløs – uden faste rammer. Dette kan også tolkes
i en bogstavelig forstand. Mange af forestill ingerne foregår nemlig ikke på en scene. Dy namo Workspace tager eksempelvis tit ud på skoler for at lave forestillinger. Man ser der for sjældent den samme slags forestilling to gange, og det er ganske forventeligt, at pre miereforestillingen ændrer sig over tid. Med mangel på generelle genretræk kan det være svært at danne sig et billede af, hvad nycirkus egentlig går ud på. Ifølge Gry Lambertsen er der også kun én regel, der adskiller ny
cirkus fra traditionelt cirkus – der skal være en fortælling. Denne enkle regel er dog skel sættende for cirkusgenren. Forestillingen består ikke blot af sporadiske numre, med fokus på underholdning. Nycirkus vil gerne give muligheden for at udfolde sig indenfor alverdens forskellige temaer og kunstformer.
En rød løber går fra indgangen og ud på den slidte asfaltvej. Bagved hænger lamper i zig zag-mønstre under loftet, og summen af stemmer går i ét med indiemelodierne fra højtalerne.
Omkring halvtreds mennesker står nu sam let foran scenen. Lyden af et båthorn skærer igennem lokalet. Stilheden sænker sig. Gry træder op på en stol og udbryder:
»Dette er en forestilling, som forhåbentligt vil inspirere børn og unge til at spænde ben for konkurrencestaten, og sikre morgenda gens cirkusrebeller. I aften kommer vi til at se en forestilling, der er lavet til børn og unge. Vi drikker nogle bobler bagefter, så bliv endelig hængende.«
En stor klapsalve lyder. Herefter fylder publikum lidt over halvdelen af pladserne ud. En rungende stilhed sænker sig igen over for samlingen. Showet begynder.
De fire artister, Alfred, Rune, Signild og Sónia, stiller sig klar på scenen. Rune går hen til lydpulten og trykker på en knap. En ambient melodi bryder tavsheden.
Herefter henvender artisterne sig til publikum. Alfred gestikulerer arrigt og råber:
»I skal være fodsoldater for den dan ske konkurrencestat! Ja, I skal sørge for, at hjulene kører rundt! Men nogle enkelte af jer skal gå imod strømmen.
»Hvis alt andet fejler, så skal I i det mindste kunne rejse jer fra de rygende, radioaktive ru iner som motorsavssvingende krigsherrer!«
Signild overtager mikrofonen.
»Dansk Forsknings- og Undervisningsmin isterium har skabt centeret for kaos og dis ruption – også kaldet FUCKD.« informerer hun. Samtidig falder et stort, hvidt lærred ned bag hende med nøjagtigt dette ord i sorte, fede bogstaver.
Nu starter anden scene, som er nonverbal i sit udtryk og med et mere traditionelt cirku sudtryk. Artisterne danser på borde og stole i en kulisse, som forestiller et klasselokale. De jonglerer med æbler og laver akrobatik. Afslutningsvis står Sónia på hænder oven på fire stablede stole. Herefter lyder en stor klapsalve, mens musikken dør ud.
De mange cirkuselementer bliver også tydelige i femte scene, hvor artisterne kæmper mod hinanden i en postapokalyptisk spis eller bliv spist-verden. Her slynger de, iført sværd og hjelme, smidigt og akrobatisk deres kro ppe mod hinanden til hårdtslående techno musik. Scenen munder ud i en humoristisk kommentar fra Alfred rettet mod publikum:
»Så I det!? – så I hvordan jeg lige flæskede dem alle sammen man?!«
Hele forestillingen kulminerer i en scene,
på scenen. Sammen bukker de alle til vedva rende klapsalver.
Stigende tilslutning »Hey, kom og få bobler!« smiler Gry og still er sig klar bag baren. Hun er ekstatisk over artisternes præstation og hælder muntert champagne op.
»Da jeg startede som 18-årig, var der nærmest ingen artister inden for ny cirkus. Men nu har Det Kongelige Teater for eksempel ansat en cirkuskoreograf, og stadig flere teatre booker nycirkusfores tillinger.«
Bryde grænser! Ja, I skal redde verden!« Temaerne der berøres i stykket, kredser omkring Danmarks rolle i fremtidens verden og verdens nådesløshed.
Rune hejses nu op på Alfreds skuldre og udbryder:
hvor Sónia anvender Alfred som både hånd klæde, vask og lokum. Til slut springer hun ud i en saltomortale fra Alfreds skuldre og ned i hans favn. Publikum hujer af bege jstring, og de resterende artister træder frem
Hun havde dog håbet på, at der blev fuldt hus.
»Lige her til premieren er der rig tig mange, som vi har inviteret, og der kommer jo også mange fra artistlivet. Til øvrige forestillinger kommer der som regel også folk udefra.« fortæller Gry og fortsætter »Man får jo mulighed for at lære om tunge og tabubelagte emner på en fysisk og legende måde.« Ifølge Gry Lambertsen er nycirkus kommet for at blive.
»Da jeg startede som 18-årig, var der nærm est ingen artister inden for nycirkus. Men nu har Det Kongelige Teater for eksempel an
sat en cirkuskoreograf, og stadig flere teatre booker nycirkusforestillinger.« fortæller hun.
Hun ville dog ønske, at kendskabet til genren var mere udbredt.
»Det er jo stadigvæk en ukendt genre. Men jeg håber på, at nycirkusforestillinger bliver en lige så fast kulturføde som for eksempel teaterforestillinger.« afslutter hun.
Dynamo Workspace har indtil videre en af tale med Odense Kommune, der sikrer dem deres 1300 kvadratmeter på Odense Havn indtil 2023.
»Det er jo stadigvæk en ukendt genre. Men jeg håber på, at ny cirkusforestillinger bliver en lige så fast kulturføde som for eksem pel teaterforestillinger.«
nye studerende. Ankeret er lettet. Du er nu hoppet ombord på UNI-ski bet med kurs mod nye og spændende destinationer. Måske du allerede nu kan mærke lidt bølgeskvulp - både fysisk i maven, fordi du er spændt, men også mentalt fordi du er nervøs for det kapitel, der skal til at starte. For ja: Hverdagen bliver en anden end den, du hidtil har været vant til.
Vi ved alle, at studiestarten er en tid med fart over feltet. Men hvad skal vælges til, og hvad skal vælges fra? Der er ikke noget endegyldigt svar på det spørgsmål, for det er, for manges vedkommende, en heftig debat, der kører i døgndrift på den mentale harddisk. Dit hoved fortæller dig, at du både skal læse lektier i det kæmpe monstrum af en sociologibog, drikke Albani-øl på den lokale Bodega sammen med alle dine nye medstuderende, og måske skal du også tjene lidt ekstra monitos som supple ment til SU’en. Din krop derimod arbejder på højtryk, mens den skriger efter søvn og et par Pamol til at lindre hovedpinen oven på alle de nye indtryk - og nok også oven på de ekstra øller.
At håndtere den famøse studiestart og en spækket kalender er ikke ligefrem nemt. Uanset hvor klichéagtigt det nu en gang lyder, så handler det om at skabe en balance imellem søvn, lektier og det sociale. Den prædiken vækker nok genklang fra dine tid ligere skoleår. Og det er ikke sik kert, at det er blevet en mindre debat i
dit hoved, bare fordi du nu er blevet ældre. Det er utopisk tænkning at kunne nå alt i studiestarten, og det at skabe en balance er lettere sagt end gjort - det er jeg udmærket klar over. Men for at komme bedst muligt i havn, er det vigtigt at prioritere og mærke eft er, hvad DU vil.
For mit eget vedkommende var studiestart en en vanvittig lærerig periode både på den sociale, faglige og menneskelige konto. Det var faktisk her, hvor jeg begyndte at tvinge mig selv til at prioritere fra dag til dag. No gle dage havde jeg overskud, og min krop var fuld af adrenalin. På de dage kunne jeg snildt sige: »Ja tak, jeg vil rigtig gerne med til quiz-aften«, hvorimod jeg andre dage kunne mærke, at jeg var udkørt og sagde: »Nej tak, jeg kan mærke, at jeg har brug for at trække stikket og snuppe en slapper-aften foran flim merkassen«.
Når det så er sagt, skal jeg også lige hive mig selv ned fra piedestalen igen. Jeg bliver da stadig ramt af FOMO-følelsen sommetider, men det er på en anderledes måde nu. Når jeg indimellem mærker den, så tænker jeg: »Der kommer nok en gang mere, hvor de tager ud, og der tager jeg med. Det er ikke denne ene aften, der gør, at jeg mister alt og
alle«. Så husk på, at det, der ikke nås nu og her, nok skal blive realitet på et senere tid spunkt. Dem, der gerne vil mig, og så sande lig også dig, skal stadig nok være der, selvom man ikke tager med til ALT. Det er okay at vælge til og fra - det betaler sig på den lange bane.
UNI-skibet sejler med høj hastighed over de næste 3,5 år. Så nyd studiet, nyd hinanden, og nyd dig selv. For du har nogle skønne, sjove og smukke stunder i vente, der nok til tider bliver drysset med træthed, tidspres og turbulens. Men når alle de adjektiver kog es sammen i én stor gryde, så har du nogle spændende år i vente. Det er år, hvor du får rig mulighed for at smage på alle de journal istiske delikatesser: Lige fra reportagernes saltede beskrivelser til nyhedernes pebrede deadlines. Alt i alt en lang rejse, der skal være med til at forme dig til den dygtige journalist, du drømmer om at blive. Og på den opfor dring er der vist ikke andet at sige end: Ohøj, ohøj 1. semmere!
Til sidst får du her et par guldkorn med på vejen fra en erfaren “stud iestarter”:
• Deltag i fællesaktiviteterne: Karaokeaftener, banwko og brætspil danner rammen for et særligt fællesskab nu og fremadrettet på studiet.
• Spis og drik godt: Hav madpa kke, snacks og vanddunk med til de lange dage.
• Accepter et stigende kaffefor brug: Kantinen langer kaffe over disken til sølle 8 kroner, hvis du har EGEN kop med.
• Prioriter din søvn: Ingen kan klare en uge med fire timers søvn per nat, medmindre du ønsker at ende i en zombieag tig tilstand med blodsprængte øjne og fedtet hår.
• Tag rummeligheds-kasketten på: Vær åben over for dine medstuderende, og anerkend de mange forskellige værdier, som hver person har med i bagagen.
Min mor er oprindeligt fra Ekaterinburg i Rusland, men har boet i Danmark i 23 år. I alle de år er hen des mor kommet på besøg med jævnlige mellemrum, men i dag ser det langt mere vanskeligt ud. Den danske stat afholder mig nemlig fra at se min russiske mormor.
Af Anna Katharina Wørmer Illustration: Anna Katharina Wørmerjeg siger chokolade med or angeknas, lugten af seniorbolig eller terrazzo-fliser på badeværelset, hvad tænker du så på? Søndagsbesøg på plejehjemmet, fødselsdagsfejring med hele familien, duften af Chanel N. 5? Måske var den sidste lidt for stereotyp, men tanken er, at denne associationsrække skal få dig til at tænke på din bedstemor. Det kan være, at jeg har ramt helt forbi, og så falder min pointe til jorden, men altså når jeg selv tænker på min russiske mormor, tænker jeg på nogle lidt andre ting. I år 2022 er det faktisk mest bekymring, der fylder mit hoved, når hun dukker op i mine tanker, for det er altid det samme ubehagelige spørgsmål, der plager mig: Hvornår mon jeg ser hende igen? I maj måned blev visumreglerne for russere nem lig skærpet, og det har forlænget udsigterne til et gensyn med babushka og hendes hjem melavede oladushki, som er en slags russiske pandekager.
Okay, jeg overlever nok uden mormors gas tronomiske evner, og jeg er klar over nyop fundne teknologier tillader en relativt god skærmforbindelse til, ja, en by i Rusland. Men jeg er bekymret og utryg ved tanken om, at et familiemedlem holdes ‘fanget’ i et land, der er på alles læber lige nu, og ikke på den gode måde.
Der bør ikke herske nogen tvivl om, at jeg fordømmer og tager afstand fra krigen (alt andet ville være helt gakket), men jeg synes ikke, at Danmarks symbolpolitik er særlig holdbar. Jeg mener faktisk, at den er helt hen i vejret.
Flyforbindelser til og fra Rusland er ikke-eksisterende, og udstedelse af visum til russere er så langhåret en proces, at det næsten kan være ligemeget. Vi kan f.eks. kigge på den ansøgningsformular til ‘fami liesammenføring’ i Danmark, som russiske borgere kan benytte sig af. Jubii. Nå vent. Nej altså, du skal også lige betale 10.000 kr. for at søge(!), ventetiden er på 6+ måneder, og så er der altså heller ingen garanti for, at babushka får lov til at flytte til det ganske danske land. Mens bureaukratiets mure tårner sig op og splitter min mormor fra resten af familien, sidder Putin i sit underjo rdiske palads og fryder sig. Fryder sig over, at ingen russere kan undslippe det helvede, han har skabt på gammel sovjetisk jord.
Fryder sig over den magt, han selv besidder. Fryder sig over, at Vesten endnu engang fremstår som the bad guy i russernes øjne, selvom det fjendske ry skyldes den propa gandistiske mediedækning, der har hersket siden… altid.
For hvis vi zoomer lidt ud, så er det vel ikke nogen hemmelighed, at Rusland siden dag ét har portrætteret Vesten som den evige skurk. Vi vesterlændinge er blevet kaldt for nazister, fascister, pædofile… the list goes on. Desværre er det ikke en snæver del af befolk ningen, der deler de her absurde holdninger. Faktum er, at alt for mange russere er blevet indoktrineret af de statsejede nyhedskanaler fra barnsben af; her er der ingen objektivitet, kun et nationalistisk narrativ.
Og det nationalistiske narrativ bliver fremmet for hver dag, der går, og krigen fortsætter. Alt imens vi i Danmark spiller heltemodige og solidariske ved at køre en symbolpolitik, der egentlig ikke forbed rer, men tværtimod forværrer situationen for os selv. Det startede med et kulturelt boykot af russisk musik, tv og teater, og det var åndssvagt, at vi ikke kunne skelne mellem Tjajkovskijs Svanesøen og Putins krigsførelse, men nu kan vi for alvor mærke krigens kolde gys. Vi ser nemlig ind i en vin terperiode med voldsomt høje energipriser.
Regningen for solidaritet skal betales nu I Danmark vil vi gerne fremstå viljestærke og solidariske, fællesskabsorienterede og med retfærdighedssansen i god behold. Vi vil gerne sende et signal til EU-landene, men også til Ukraine om, at vi står sammen på
tværs af landegrænser. Men hvad hjælper det her ‘signal’ overhovedet? Jeg er klar over, at vi er stærkest, når vi løfter i flok, men ser du nogen effekt? I et Genstart-afsnit om energikrisen siger Europakorrespondent på Information, Tore Keller, noget rimelig klogt i min optik. Han siger, at regningen for solidaritet betales nu. En regning, som jeg, i overført forstand, kan mærke i mine familierelationer. Og en regning, som du, i bogstavelig forstand, kommer til at mærke, når den danske vinter melder sin ankomst.
Vi mener symbolpolitikken i bedste mening, men desværre rammer det ikke manden i vores sigtekorn. Det 21. århun dredes jernmand er nemlig pakket godt ind i bobleplast, som var han en matryoshka af porcelæn. Og netop derfor er mange af de uskyldige russere, bl.a. min mormor, blevet til skydeskive. Mens Danmark og resten af EU-landene forsøger at navigere rundt i en krigszone (beklager analogien), prøver jeg at gennemskue, hvordan min sidste bedste forælder nægtes opholdstilladelse i et land, hvor resten af hendes familie opholder sig. Situationen spidser til, mens jeg forsøger at råbe igennem larmen af politik og krudt: hvorfor skal min mormor holdes som gidsel i eget land?
Første måned af studieåret på Center for Journalistik er netop overstået, og vi var mange på 1. og 3. semester, som havde glædet os til henholdsvis at starte og komme tilbage til dagligda gen på medietorvet. 5. semester har nu været i gang med deres praktikforløb i to måneder, og 7. semester skal snart påbegynde deres bacheloropgave. Alt tyder på, at vi studerende har no gle spændende og lærerige måneder i sigte. Men hvordan går Center for Journalistik egentlig selv og har det? Det vil jeg gerne vide, og derfor har jeg indkaldt mit studie til en MUS.
Af Lissa Juul Paustian
Illustration: Lissa Juul Paustian
Nå, Center for Journalistik, kan du sætte lidt ord på det forløbne år?
”Jamen, jeg synes faktisk, at det var et gan ske udmærket år. Vi undgik en tredje lock down, og jeg kunne endelig få lov til at holde mine døre åbne for de mange studerende, der elsker at begå sig på Medietorvet. Jeg ved, at der rundt omkring på mine forskellige år gange blev produceret en masse fængende reportager og afslørende gravernyheder, som jeg er stolt over at lægge navn til. Dog synes jeg, at det spidsede lidt til i foråret, da prak tikræset gik i gang. Der var jeg lige ved at slå revner i gulvene af al den stress og nervøsitet, der herskede inden for mine fire vægge. Det var derfor også tiltrængt, da jeg endelig kunne holde lidt sommerferie. Men jeg håber, at alle praktikanterne derude er havnet nogle spæn dende steder, hvor der er stor arbejdsglæde, sjove udfordringer og kort til grin.
Hvordan trives du med kollegaer og sa marbejdsrelationer?
”Det går strålende. Mediebranchen er jo under hastig forandring, og behovet for in novation er stort. Det var derfor enormt spændende at stable et samarbejde med FST Growth og Mediernes Forsknings- og Inno vationscenter på benene. Vi har etableret et
inkubatorforløb til de studerende, der sidder inde med gode idéer. På den måde udnytter vi nu vores fælles styrkepositioner og har ud viklet et innovations- og vækstmiljø indenfor medieområdet. Det er brobygning, der virke lig er effektiv og har gjort det muligt for cand. mag’erne hurtigere at omdanne deres idéer til virkelighed.”
Men hvad med din sociale trivsel?
”Jeg kan mærke, at der virkelig forsøges at løfte det sociale fællesskab her på stedet. Me dieMates er blevet ført videre, der er opstar tet en ny bogklub, KaJO lever i allerbedste velgående, og så er der desuden blevet dan net et kvindefodboldhold ved navn Dynamo Damsgaard. Jeg synes faktisk, at der er gode muligheder for at deltage i sociale begiven heder, som fx karaoke- og bankoaftener. De sociale relationer er en betydningsfuld faktor, som er med til at skabe gode faglige præsta tioner og en god studietid. Derfor er det rart at se, at vi på tværs af årgange hjælper, hygger
os og er der for hinanden.”
Hvordan vurderer du, at forholdet er mellem dig og DMJX?
”Uha… Nu hvor du spørger ind til DMJX, så har jeg da studset over, hvorfor de er vendt tilbage til at have 18 måneder lange prak tikforløb. Det er jo lidt af et benspænd i min afdeling, da de studerende, som skal søge praktik i foråret 2023, vil have færre prak tikpladser til rådighed. Jeg bestræber mig selvfølgelig på at forholde mig professionel overfor DMJX, men det er udfordrende, når vi konstant går hinanden på klingerne. På det sociale plan var det også lidt af et nederlag, da DMJX vandt over Jourventus med knusende 3-0 i High Risk tilbage i juni. Som om det ikke var nok for dem at kunne prale med, at Magnus Mio vandt en Cavling, før han over hovedet var færdiguddannet derfra. Det kan godt være, at vi skal til at indføre nogle dage med teambuildingøvelser, så vi kan booste vores relation og skabe lidt bedre stemning. Måske det endda ville være en god idé at in
kludere afdeling RUC, der lurepasser ovre på Sjælland. Det er nemlig kommet mig for øre, at de føler sig lidt udenfor det kollegiale fællesskab.”
Hvilke andre emner vil du gerne drøfte under denne samtale?
”Nu skal jeg ikke sidde her og belemre dig med overfladiske divanykker, men har du set medietorvet? Jeg råder over en smuk foyer, der simpelthen ikke får lov til at udnytte sit fulde potentiale. Emnet har før været oppe at vende i plenum, hvor vi endte med at blive honoreret med et par malerier, men jeg syn es bare stadig ikke, det er helt optimalt. Jeg beder hverken om muligheden for en tur i saunagus i pausen, massagestole eller dyre billardborde, men hvis jeg bare kunne få et par bedre sofaer, en kaffemaskine og et køleskab til folks sure madpakker, så ville jeg være jævnt tilfreds. Og så læste jeg for nylig, at man prøver at gøre mig røgfri? Der vil jeg bare sige, at det sådan set er helt okay, men det er bare ikke særlig rart, at jeg bliv er skoddet på lige ned i mine bænkeborde. Kunne man have beholdt røgskurerne, indtil jeg blev røgfri? Ja, det kunne man vist nok godt.”
Har du nogle svage sider, du vil arbej de med det kommende år?
”Det må nok være min arrogance overfor DMJX og RUC. Med alt det, jeg tilbyder, kommer det jo næppe som en overraskelse for nogen, at jeg er den bedste journalistud dannelse i landet. DMJX har haft sin tid som stjerne i primetime, og jojo da, det er selvføl gelig stadig et respektabelt studie, men er det en universitetsuddannelse? Nej. Og selvom RUC dog kan bryste sig med at være det, så har den bare ikke det format, jeg har. Nu står jeg øverst på podiet, og selvom jeg nyder at stå der og skinne, så ved jeg også godt, at jeg skal passe på med at stikke min næse for højt oppe i skyerne og blive storsnu det. Nok er jeg eftertragtet, men jeg har også en lille smule selverkendelse.”
