Lixen - april 2019

De Journaliststuderendes Avis | www.lixen.dk | 21. årgang | 2. nummer | April 2019

Fra KaJO’s formand til de studerende:

Ta’ en slapper!

S. 13 i Studiet

Nagieb Khaja i Syrien sammen med organisationen White Helmets, som giver humanitær hjælp under borgerkrigen.

Minoriteter mangler i mediebilledet – gør dækningen mindre mangfoldig Både i den danske journaliststand og i nyhedsbilledet udgør antallet af etniske minoriteter en meget lav procent. Det er vigtigt for en mangfoldig mediedækning, at sammensætningen af journaliststanden byder på diversitet. Journalisten Nagieb Khaja er et eksempel på, at man kan drage fordel af en anden kulturel og social opvækst, som giver lettere adgang til andre kilder og historier.

Af Julie Schneider og Marie Nissen

N

agieb Khaja har gennem mange år produceret journalistik med fødderne placeret direkte i jorden i de miljøer, som han beretter om. I både Syrien og Afghanistan har han fået adgang til kilder, som ingen andre danske journalister har formået at få i tale.

Men allerede da han tager karrierens

første spæde skridt i starten af 00’erne, skiller han sig ud. For Nagieb Khaja er ung og mørk i huden, og så går han næsten direkte fra et socialt boligområde i Avedøre Stationsby til journalistuddannelsen på Syddansk Universitet. »Jeg var faktisk den eneste på vores årgang med anden etnisk baggrund. Den

eneste, der ikke havde en typisk dansk kulturel bagage med mig. Jeg kan ikke sige, at jeg var den eneste, der var vokset op i et såkaldt socialt boligområde. Men jeg var i hvert fald en af få.

Med sine afghanske rødder og opvækst på Københavns Vestegn har Nagieb Khaja en større indsigt i og viden om etniske

minoriteter og socialt udsatte i sammenligningen med sine medstuderende. Og baggrunden skal vise sig at have stor betydning for adgangen til kilder.

Læs artiklen på s.3-5 i Branchen

2 LEDEREN

APRIL

Mødepligt - den sidste udvej? »Mens de studerende snart begynder at få PTSD, når ordet PANIK nævnes på gangene, så er spørgsmålet, hvad vi egentlig skal gå mest i panik over?« Sådan skrev vi i sidste måneds leder, og vi må erkende, at situationen ikke har ændret sig meget siden. Årsagen til Lixens panikreaktion er nærmere at finde i ånden på studiet. Sektionen Studiet belyser i denne udgave på side 12, hvordan det står til på journalistuddannelsens 2. semester. Her producerer de studerende ikke de nyhedsartikler, som de skal, og de har derfor modtaget en reprimande fra underviserne.

Det giver anledning til mange foruroligende spørgsmål, som vi ønsker at finde svar på: Er der noget galt med optagelsesprocessen? Er der noget galt med fagene, siden fremmøde- og afleveringsprocenten er lav? Skal bundniveauet øges, når man kan glide gennem ethvert semester uden at åbne en bog?

Vi er uforstående overfor, at man kan komme igennem en bacheloruddannelse uden at have vist engagement på studiet. Når vi sidder til undervisning og kigger rundt i lokalet, som igen er tomt på nær de samme 25 studerende. Næsten alle eksamener viser en pæn normalfordeling, når man bladrer gennem karakterstatistikkerne. I 12 ud af 15 fag er dumpeprocenten lavere end to procent, mens gennemsnittet for alle 15 fag er fire procent. Betyder det, at folk vælger at prioritere tiden på at læse pensum i stedet for at dukke op? Læser de intensivt op inden eksamen? Eller er det bare for nemt at komme igennem?

På RUC har journalistuddannelsen mødepligt til undervisningen. Det burde journalistuddannelsen her på stedet overveje at tage op til diskussion. I vores øjne burde det være en selvfølge, at man møder op. For der er mødepligt i livet - på arbejdet, hos kæresten, familien og vennerne. For der hersker logikken, at hvis vi ikke

INDHOLD

møder op, så ryger vi ud.

Hvis vi sammenligner med arbejdsmarkedet ville for højt fravær kvittere i en fyring. Måske er det en alvorlig konsekvens, som alle kan forholde sig til, der skal til, hvis vi ønsker et velfungerende fagligt studiemiljø. Hvis du har et vist antal procent fravær, ryger du ud på røven. For du ville det ikke nok.

BRANCHEN Det er journalisters pligt at være opmærksomme på, at de kilder, de udvælger, afspejler befolkningen mere repræsentativt. Det mener journalisten Nagieb Khaja. På s. 3-5 kan du læse om, hvor få etniske minoriteter, der er i mediebilledet og i branchen, og hvorfor det er et problem. På s. 6-7 fortæller fotojournalist Rasmus Flindt Pedersen om det perfekte billede.

SPOT PÅ I denne udgave sættes spot på krimijournalistikken og særligt sagen om Kim Wall. På s. 8-9 kan du læse et interview med DR’s retsreporter Trine Maria Illsøe. På s. 9-10 kan du komme med til retssagen mod Peter Madsen. Den tidligere drabschef Bent Isager-Nielsen fortæller om forholdet mellem politi og journalister på s. 10-11, og sektionen runder af med en klumme om menneskers fascination af mørket.

- Julie Schneider og Marie Nissen

STUDIET

2. semester på studiet har fået en kritisk, men konstruktiv mail fra deres undervisere. Fremmødet er for lavt, og for få afleverer opgaverne i forbindelse med undervisningen. Det kan du læse mere om på s. 12.

På s. 13 råder KaJO’s formand, Rane von Benzon, de studerende til at tage en slapper.

NICHEN I Nichen Politik på s. 14 kan du læse om disruptionrådet, hvilken fuktion rådet har, og hvilken fremtid der er for dette. I Nichen Kultur på s. 15 kan du bliver klogere på Rusland og landets geopolitiske magt i en analyse af redaktøren.

FAVORITTEN Favoritten ser i denne omgang nærmere på temaet “tro“. På s. 16 kan du møde SDU’s præst, der altid er klar til en snak med studerende, som har noget på hjerte. På s. 17 kan du læse et debatindlæg om det at tro, og hvad religion gør for samfundet.

BLIKFANGET Kom med fotoredaktør Emma Daugaard Bork på besøg i Vor Frelsers Kirke på Ejbygade i Odense på s. 18-19.

SATIREN “Skal vi drikke en kop te?“ spørger Ghita Nørby. På bagsiden giver hun en reprimande til den danske journaliststand. Derudover har SDU til stor glæde for alle indført den elskede panik-dag på hele universitetet.

God læselyst!

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os på Infomedia

Tryk: Skive Folkeblad Oplag: 500 eksemplarer

Lixen er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen er af de studerende, for de studerende og for journalistikken.

Marie Nissen Ansv. chefredaktør

Julie Schneider Chefredaktør

Kristina Finne Branchen-redaktør

Mads Klitgaard Branchen-redaktør

Sophie Lund Møller Spot På-redaktør

Teitur Larsen Spot På-redaktør

Emilie Rotbøl Amstrup Studiet-redaktør

Melissa Kjemtrup Studiet-redaktør

Sarah Fiona Murphy Politik-redaktør

Wincentz Heim Kultur-redaktør

Karen Møller Jørgensen Favoritten-redaktør

Emma Daugaard Bork Fotoredaktør

Jakob Svensmark Satiren-redaktør

Julie Schuster Lapp Illustrator

Luka Emil Jørgensen Lydredaktør

Stine Schmidt Jørgensen Lydredaktør

BRANCHEN

3

Fortsat fra forsiden:

Minoriteter mangler i mediebilledet – gør dækningen mindre mangfoldig ikke kun der, at det vil være en fordel. Det vil også være en berigelse i dækningen af den danske kontekst,« siger Skovsgaard.

Af Julie Schneider og Marie Nissen

Insiderviden er en fordel Under studietiden opbygger Nagieb Khaja netop et stort netværk i miljøer med kilder, som andre journalister ikke i samme omfang kan få fat i. Hans insiderviden skaber den fordel, at han kan få adgang til at producere nogle andre historier. Men som færdiguddannet jour-

Den danske journaliststand er etnisk dansk Ikke kun på uddannelsen er repræsentanter fra minoritetsmiljøer fraværende, for billedet ser ikke meget anderledes ud i mediebranchen. De nyeste tal på området er fra 2010, hvor Dansk Journalistforbund (DJ) i samarbejde med Danmarks Statistik undersøgte antallet af indvandrere og efterkommere af indvandrere i den danske journaliststand.

Undersøgelsen fandt frem til, at blot tre procent af alle DJ’s medlemmer har anden etnisk herkomst. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at under én procent af dem er fra ikke-vestlige lande. Hvis man kun betragter journalister i DJ Dataene er trukket fra DJ’s medlemsohar kun 1,5 procent anden etnisk herkomst plysninger. Tallene er her opgjort i procent. her beskrives det ikke, hvor mange der er fra nalist, der skal skyde en karriere i gang, byder henholdsvis vestlige eller ikke-vestlige lande. den anderledes baggrund omvendt også på en Uddannelsesleder på Center for Journalrække ulemper. Antallet af jobsamtaler, Khaistik på SDU, Morten Skovsgaard, har også ja bliver indkaldt til, kan tælles på en hånd, og undersøgt sammensætningen af den danhan støder på mange fordomme. Særligt én ske journaliststand af flere omgange, og situation har printet sig fast i hukommelsen: han fortæller, at der stadig i dag er tale om »Til en jobsamtale blev jeg spurgt, om jeg »forsvindende få« etniske minoriteter blandt havde fået min uddannelse i Beirut. Mine journalister. Ifølge forskerteamet på Center forældre er fra Afghanistan. Jeg har aldrig for Journalistik er mere end 83 procent af de skrevet noget som helst om Beirut [Libanons danske journalister uddannet fra én af jourhovedstad, red.]. nalistuddannelserne.

Med den oplysning Det giver bare noget at Det var på en landsdækkende kan det antages, at det have en baggrund, der gør, avis, hvor redakheller ikke er på udat man lettere kan tale med tøren bare gik ud dannelserne, at man finder mange andre folk, og ikke skiller sig for meget fra, at jeg var arhudfarver end hvid. ud, når man rejser rundt i Mel- aber, og derefter »Når man har meget lemøsten. Det er ikke kun der, ikke kunne forestille sig, at jeg hafå, der er opvokset at det vil være en fordel. Det vil vde fået en jouri minoritetsmiljøer, får man ofte et out- også være en berigelse i dæknin- nalistuddannelse Danmark.« sider-perspektiv på gen af den danske kontekst. i Khaja er en miljøerne. Man ved i slags pioner, for der er ikke mange som udgangspunktet ikke, hvor man skal kigge ham. Derfor føler han også, at han skal bevhen, og så bliver det ofte kriminalitetshistorise noget for at blive accepteret i branchen. ier eller ’ugens glade historie’,« siger Morten »Jeg har oplevet journalister som er lidt: Skovsgaard om nogle af de problemer, der ‘arh, han er selv fra det miljø’. De har en laopstår ved at have en journaliststand med tent, ubevidst måde at sætte en i bås på. De en meget homogen kulturel baggrund. Antænker om en, at hvis man er fra det miljø, så tallet af journalister, der har insiderviden i kan man ikke være kritisk overfor det miljø.« kraft af en anden kulturel opvækst end den Nagieb Khaja understreger, at journalister danske, afspejler ikke andelen i befolkningen. med minoritetsbaggrund i dag næppe ville »Det giver bare noget at have en baggrrende ind i den slags fordomme, fordi der er und, der gør, at man lettere kan tale med langt mere viden og åbenhed om minoriteter folk, og ikke skiller sig for meget ud, når i branchen i dag – og ofte ses det som en posman rejser rundt i Mellemøsten. Det er

“

itiv kvalitet. Khakommer til ja mener, at det orde. Man kan Til en jobsamtale blev jeg spurgt, er enormt vigtigt derfor forom jeg havde fået min uddan- estille sig, at at der er dannelse i Beirut. Mine forældre flere journalske journalister, som er i berøring er fra Afghanistan. Jeg har aldrig ister med mimed de menne- skrevet noget som helst om Beirut noritetsbaggrsker, som de taler und muligvis [Libanons hovedstad, red.] om i medierne kunne betyde for at kunne en stigning i få alle nuancerne med. antallet af minoritetskilder i nyhedsbilledet. »For der er stadigvæk mange danskere, Og for at øge antallet af minoritetssom ikke er i berøring med journalister i branchen, må antallet øges minoriteter, som lever i på journalistuddannelsen. Til det siger nogle små hvide enklaver, uddannelsesleder Morten Skovsgaard: hvis man kan kalde det »Vi ved godt, at der er for få, og det er et for det. Og får alle deres problem. Diversitet kan som minimum ikke oplysninger qua historskade, og det vil gøre dækningen mere mangier, som primært probfoldig dybest set. Om det er vores ansvar? lematiserer minoriteter.

Det synes jeg sådan set, det er, men det er Vi skal som journalister også vores ansvar, at vi får de bedste ind. Vi sørge for, at opfattelsen skal prøve at få de bedste ind, samtidigt med ikke bliver forvrænget.« at vi har diversitet. Det er en balancegang.«

“

Etniske minoriteter i nyhedsbilledet Mangel på etniske minoriteter i journalistbranchen kan have konsekvenser for, hvordan man betragter etniske miljøer i Danmark, og hvordan journalister udvælger kilder. Både Morten Skovsgaard og Nagieb Khaja påpeger, at det er lettere at få kilder med anden etnisk og social baggrund i tale, hvis journalisten selv har en automatisk forforståelse med i baghånden.

Foreningen Ansvarlig Presse har i samarbejde med RUC og JP/Politikens Hus undersøgt antallet af etniske minoritetskilder i mediebilledet. Som med antallet af journalister er antallet af kilder ligeledes lavt. Blot fire procent af kilderne i det danske nyhedsbillede er ikke-etniske danskere. I den danske befolkning udgør antallet af ikke-etniske danskere 12 procent. Rapporten konkluderer på den baggrund, at medierne fejler i at give en ligelig repræsentation af forskellige samfundsgrupper, når så få etniske minoriteter

Mens antallet af etniske minoriteter er steget i befolkningen mellem 2011 og 2016, er antallet af minoriteter brugt som kilder i nyhedsbilledet faldet fra 5 til 4 procent i samme årrække. Tallene er opgjort i procent.

Nagieb Khaja befinder sig i Afghanistan på dette billede. Foto: privat.

4 BRANCHEN

APRIL

“

Vi ved godt, at der er for få, og det er et problem. Diversitet kan som minimum ikke skade, og det vil gøre dækningen mere mangfoldig dybest set. Om det er vores ansvar? Det synes jeg sådan set, det er, men det er også vores ansvar, at vi får de bedste ind.

Uddannelsesleder Morten Skovsgaard på sit kontor.

Foto: Louise Olifent

Minoriteter føler sig misrepræsenteret Ifølge Morten Skovsgaard kan han som uddannelsesleder ikke øge diversiteten på studiet, hvis det lave antal af etniske minoriteter bunder i noget strukturelt. Eksempelvis i form af at minoritetsgrupper føler sig ekskluderet i mediebilledet grundet de negative historier, og de derfor slet ikke ønsker at blive journalister og bidrage til en fortsat ekskludering.

Nagieb Khaja bakker Skovsgaard op, for han tror på samme måde, at nogle minoriteter har et negativt syn på medier, da de netop føler sig misrepræsenteret. »De har nogle forestillinger om, at de kommer ind i et univers, hvor de skal være med til at opretholde det her billede og give køb på deres egen opfattelse af, hvordan samfundet ser ud.« Ifølge Khaja kan journalister gøre noget aktivt for at forbedre misrepræsentationen. De skal blive bedre til at finde cases, der tilhører en minoritet, når de producerer journalistik. »Hvis man laver en historie om, at der er problemer med institutionspladser til vuggestuebørn, skal man prøve at få nogle minoriteter i tale. Hvad synes de om, at de er nødt til at gå hjemme i ekstra lang tid eller få en barnepige, da de ikke kan få pasning?« Det er et problem, hvis minoriteter kun er en del af historier, som handler om kriminalitet eller ekstremisme. Det gør, at danskerne får et forvrænget billede af danske indvandrere og deres efterkommere. Khaja understreger, at journalister ikke skal lave rosenrøde fremstillinger, men at historierne skal vise virkeligheden. Virkeligheden er, at minoriteter også lever normale liv, hvor de bakser med trivielle problemer som alle andre.

Det kan dog være en ikke-intentionel handling fra journalisters side, når de udvælger cases, der ligner dem selv. Ifølge den amerikanske professor Stephen Reese så udvælger journalister deres kilder blandt andet på baggrund af individuelle faktorer såsom baggrund, bopæl og holdninger. Derfor vil det også være lettere for journalister med minoritetsbaggrund at få adgang til minoritetskilder, fordi de har flere fælles karakteristika.

Hvis journalister derfor ikke er opmærk-

somme på, hvordan de tilgår kilder, der er anderledes end dem selv, så kan det potentielt komme til at påvirke folks holdninger på en negativ måde. Khaja forklarer, at journalister ikke længere er neutrale, hvis de kun viser minoriteter i problematiske historier. Han mener derfor, at det er vigtigt at finde kilder uden for sit eget miljø. »Det skal vi være bevidste om, og jeg ved godt, at man ikke gider have den på sig. Man vil bare lave sin historie, og man gider ikke tænke på alt det her, der er bare ikke noget at gøre. Det er os journalister, der gengiver virkeligheden, og det er et tungt ansvar.«

“

Det har der været tradition for i hjemlandet. De er blevet opflasket med, at der er mere status i eksempelvis at være læge eller tandlæge

Diversiteten skal øges via oplysning En anden forklaring på det lave antal af etniske minoriteter i faget kan skyldes noget kulturelt. Khaja forklarer, at der har været en tendens til, at mange unge med minoritetsbaggrund søger mod mere tekniske uddannelser. »Det har der været tradition for i hjemlandet. De er blevet opflasket med, at der er mere status i eksempelvis at være læge eller tandlæge,« forklarer Nagieb Khaja.

Samme fornemmelse deler Skovsgaard.

Hans indtryk er også, at unge med anden etnisk baggrund søger mod de tekniske og sundhedsfaglige uddannelser. Derfor er det også svært for uddannelseslederen at vide, hvad man skal gøre ved den skæve fordeling.

Han mener ikke, at potentielle ansøgere bliver sorteret fra i optagelsesprøven, men problemet ligger i, at de slet ikke søger grundet disse kulturelle og strukturelle årsager, som både Nagieb Khaja og Skovsgaard har påpeget.

Selvom det er svært at bestemme, hvad der lige akkurat gør, at der er få etniske minoriteter

på studiet, så nævner Skovsgaard, at det fra uddannelsernes side kan være en løsning at komme ud og fortælle om faget på ungdomsuddannelserne i områder, hvor der er en høj koncentration af elever med anden etnisk baggrund. Som så meget andet er det dog et spørgsmål om ressourcer og tid. Men det er noget, som Skovsgaard er positiv omkring: »Vi kan sådan set kun gøre for lidt, men der er kun så og så mange ressourcer og så og så meget opmærksomhed, vi kan rette på bestemte områder.« Også ude i branchen bliver der handlet på området. Khaja er en del af foreningen Ansvarlig Presse, som har gjort en indsats i forbindelse med det lave antal minoriteter i branchen. De har blandt andet holdt workshops på de journalistuddannelserne og bestilt rapporter omkring, hvordan medierne dækker forskellige minoriteter. Men for Khaja er en del af løsningen også at fremhæve forbilleder blandt allerede arbejdende journalister. »Jeg tror, at den der udvikling, hvor der er nogle minoriteter, der er journalister, som man kan spejle sig i, og man kan se, at man godt kan lave journalistik på en sober og nøgtern måde i nogle af de miljøer, man selv er en del af. Det er noget, jeg er sikker på, kan give folk blod på tanden,« siger han.

“

Vi kan sådan set kun gøre for lidt, men der er kun så og så mange ressourcer og så og så meget opmærksomhed, vi kan rette på bestemte områder.

Det er ikke fordi, at folk i Danmark med en minoritetsbaggrund ikke er dygtige nok til at komme ind på journaliststudierne, mener Khaja. Det handler om at inspirere dem og gøre dem opmærksomme på faget, lave oplysningskampagner, rekruttering, efterskole-kurser og så videre. Det er en vigtig kamp, for journalister spiller en vigtig rolle i samfundet. »Journalister er de mennesker, der

er med til at fremstille den virkelighed, vi har, så de mennesker, der ikke er i berøring med minoriteter, også får adgang til og forståelse for, hvad det er for nogle mennesker, og hvilke værdier de har.« Der er meget, der tyder på, at en større diversitet i den danske journaliststand, vil byde på en mere mangfoldig og repræsentativ mediedækning.

Blå bog: Nagieb Khaja • • • • • •

•

Født i 1979 og opvokset i Danmark.

Hans forældre kom til Danmark fra Afghanistan i 1966.

Uddannet fra journalistuddannelsen på SDU i 2004.

Har arbejdet som freelance-journalist gennem de sidste 11 år.

Journalist, dokumentarist, krigskorrespondent og forfatter.

Har rejst til Talibankontrollerede områder i Afghanistan og Syrien og har interviewet Talibanoprørere og bandeledere.

Instruktør på flere dokumentarfilm om Taliban og Al Qaeda til blandt andet BBC, Guardian TV og Vice News.

BRANCHEN Nagieb Khaja ses her sammen med organisationen White Helmets, der blandt andet giver lægehjælp og foretager redningsaktioner i Syrien. Foto: privat

“

For der er stadigvæk mange danskere, som ikke er i berøring med minoriteter, som lever i nogle små hvide enklaver, hvis man kan kalde det for det. Og får alle deres oplysninger qua historier, som primært problematiserer minoriteter. Vi skal som journalister sørge for, at opfattelsen ikke bliver forvrænget, siger Nagieb Khaja.

Nagieb Khaja i Afghanistan. Han har i sin journalistiske karriere interviewet Talibanoprørere og bandeledere. Foto: privat.

5

6 BRANCHEN

APRIL

Jagten på det perfekte billede Som fotograf er Rasmus Flindt Pedersen altid på jagt efter det perfekte billede. Men hvad kræver det at tage sådan et billede? Læs med herunder, hvor Rasmus fortæller sin historie og giver de studerende gode råd.

Af Kristina Finne

I

hjertet af Østerbro i København ligger Café Bopa. Her har jeg med lidt held fået en aftale med den prisvindende fotograf Rasmus Flindt Pedersen.

Klokken 18:01 træder han ind ad døren til caféen. Klar til at fortælle mig om jagten på det perfekte billede.

Har du altid vidst, at du ville være fotograf?

Nej, det har jeg bestemt ikke. Jeg startede faktisk med at læse medievidenskab på Syddansk Universitet, men jeg kunne godt mærke, at der manglede et eller andet. Det var som om, at der ikke rigtig var nogle, der kunne fortælle mig, hvad jeg skulle bruge uddannelsen til i praksis, og det irriterede mig. På det tidspunkt var jeg begyndt at interessere mig for både journalistik og billeder, så jeg valgte faktisk at droppe ud af medievidenskab midt i mit bachelorprojekt for at søge ind på fotojournalistuddannelsen på Journalisthøjskolen i Aarhus. De optog kun

Foto: presse

otte per semester dengang, så det var tem melig svært at komme ind. Jeg fik en standby-plads og kom ind den vej, så jeg var ret heldig.

Hvordan opstod interessen for billeder?

Som dreng gik jeg meget op i, at ting skulle være retfærdige, og jeg kunne blive ret irriteret og sur, hvis jeg oplevede at noget foregik uretfærdigt. Og det er nok det, som jeg et eller andet sted er blevet ved med at dyrke.

Jeg er ikke en af de fotografer, hvor det har været en drengedrøm for mig – overhovedet ikke. Men jeg fik da et kamera af min morfar, da jeg var lille, og jeg kom faktisk også til at smadre min fars spejlreflekskamera engang. Så selvom jeg har taget lidt billeder som dreng, så er det ikke en interesse eller passion, som altid har ligget i mig. Jeg tror først, den opstod, da jeg fandt ud af, at jeg via fotografiet både kunne fortælle historier og samtidig gøre noget ved uretfærdigheden.

Du har flere gange været iklædt både skuds ikker vest og sikkerhedshjelm, når du har været på arbejde. Hvordan er det?

Det er selvfølgelig først og fremmest spændende, for ellers havde jeg ikke gjort det.

Men man skal ikke undervurdere det, for det er sindssygt hårdt arbejde at befinde sig i en krigszone. Her handler det virkelig om at være omstillingsparat og om at stå på tæer, for der kan ske noget hvert sekund. Senest har jeg besøgt Libanon, Irak og Yemen.

For mig er det vigtigt at vise, at verden kan være et virkelig nederen sted, og det er lige præcis derfor, at jeg siger ja til at rejse sådan nogle steder hen; for at vise, hvad der foregår rundt omkring i verden og for at skildre uretfærdighederne.

Når jeg rejser ind i krigszoner, er jeg der først og fremmest som menneske og ikke kun som fotograf. Derfor er det yderst vig tigt, at jeg giver noget af mig selv og tager mig tid til at tale med folk. Det hjælper både

mig og mit arbejde, men det gør også, at de får nemmere ved at forstå mine motiver, og hvorfor jeg er der. De fleste synes trods alt, at det er godt, vi er der.

En anden ting, der er rigtig vigtig, når man rejser sådan nogle steder, er situationsfornemmelse.

Som fotograf skal man virkelig kunne tyde, hvornår man kan tage billeder, og hvornår man skal smutte. Ellers kan jeg godt forestille mig, at der kan opstå nogle ubehagelige situationer.

Når det så er sagt, så er det utrolig vigtigt for mig at have variation i mit arbejde – det elsker jeg faktisk. Jeg kan godt lide, at dagene ikke ligner hinanden, og at jeg den ene dag kan tage ud og fotografere noget så uskyldigt som genoptræningsmaskiner her i Danmark, for næste dag at kunne rejse til et af verdens brændpunkter.

Det er fantastisk.

BRANCHEN For at kunne blive en prisvindende fotograf, kræver det selvfølgelig, at man kan tage gode billeder. Men hvad er et godt billede?

Det er jo meget subjektivt, hvornår noget er et godt billede. For mig betyder det meget, at jeg kan mærke at fotografen vil mig noget; der skal være en årsag til, at jeg som læser skal kigge på netop det her billede. Og så betyder de tekniske ting selvfølgelig også noget, såsom lys, komposition, rette linjer, det gyldne snit og så videre.

Men hvis jeg skal komme med nogle konkrete bud, så ville det først og fremmest være, at fotografen ikke må tage fokus. Det er indholdet, det skal handle om og ikke fotografen.

For det andet skal der ske noget på billedet, ellers er det dybt uinteressant for læseren at kigge på. Og for det tredje skal billedet ikke virke for tilfældigt; man skal gerne kunne mærke, at der ligger nogle tanker og lidt arbejde bag.

Nutidens journalister er i højere grad begyndt at tage deres egne billeder, når de er ude og producere historier. Er du aldrig nervøs for at almindelige journalister kan forårsage, at jeres branche uddør?

Nej, det er jeg overhovedet ikke nervøs for.

Forskellen på os og almindelige journalister er jo, at vi interesserer os for selve billedet.

Og hvis man ikke har interessen, så er det svært at tage et ordentligt billede.

Branchen kommer helt sikkert til at ændre sig, men det har den altid gjort og vil altid gøre. Så nej, jeg føler mig ikke truet af journalister, for de kan ikke det, som vi kan.

Har du nogle gode råd til de studerende, som selv vil ud og jage det perfekte billede?

Hvis vi snakker rent teknisk, vil jeg anbefale, at man anskaffer sig et kamera, og ikke bare tager telefonen i brug. Og så kan man med fordel lægge særligt vægt på objektivet – et godt objektiv kan få dig virkelig langt. Derudover skal du finde noget, som du synes er interessant at fotografere. Hav noget på hjerte!

Foto: presse

Årets pressefoto 2017 taget af Rasmus Flindt Pedersen.

Noget andet, som jeg finder meget relevant er, at det kræver tilstedeværelse og ikke mindst nærvær at tage et godt billede. Det kræver som oftest også meget arbejde, så det skal man lige være indforstået med, før man begiver sig ud i den store verden og tror, at det perfekte billede bliver serveret foran dig – det gør det sjældent.

Men når man så endelig begiver sig ud for at tage det perfekte billede, kan man med fordel altid have i baghovedet, at det perfekte billede skal fortælle en historie. Det skal fungere som dokumentation på virkeligheden, og så skal det gerne kunne få læseren til at stille spørgsmålstegn. Måske endda inspirere.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Man skal være til stede i situationen og give noget af sig selv! Tale med folk og vise dem ens motivation. Og hvis man ikke er så klar på det, så kan en god billedtekst altså gøre rigtig meget godt.

Til slut vil jeg gerne lige komme med det allervigtigste og måske endda bedste råd: Hellere intet billede end et dårligt billede.

Hvis du er i tvivl, så slet det. Et billede fungerer kun hos læseren, hvis billedet i sig selv fungerer. Og det er jo det, som jagten på det perfekte billede går ud på; at tage et billede, som kan stå alene, og som selv kan fortælle historien.

7

8 SPOT PÅ SATIRE

APRIL

Balancen mellem oplysning og underholdning i krimijournalistikken

Af Sophie Lund Møller og Teitur Larsen Gys, gru og gåsehud. Vi mennesker bliver draget af hårrejsende spændingshistorier.

Hvem har ikke prøvet at være fanget af en krimi en mørk aften med lige dele ubehag og nysgerrighed i kroppen? Man bliver nødt til læse videre. Krimisulten står man ikke alene med. Krimier er ikke bare mainstream, men har været den mest dominerende genre i de seneste år. Hvert år bliver der afholdt en krimimesse i fængslet i Horsens. I 2018 deltog mere end 7.000 besøgende fra hele verden i krimimessen. Et klassisk eksempel på krimilitteraturens popularitet er Stieg Larssons tre Millennium-bøger, som har solgt op mod 80 millioner eksemplarer i 50 lande.

Medieforsker Stig Hjarvard fra Københavns Universitet offentliggjorde i 2017 en analyse, der viser, at danskerne foretrækker krimilitteratur. Næsten halvdelen af alle danskere vælger krimien, når de blev spurgt om, hvilke typer romaner de foretrækker at læse.

Krimilitteraturens spændingsmoment har også bevæget sig ind i journalistikken. Før i tiden var retsreporterens opgave nøgternt at rapportere politiets informationer, hvor man i højere grad fokuserer på følelsesliv og

detaljer i krimijournalistikken i dag. Vi kan næsten ikke komme uden om ubådssagen, når vi taler nyere krimijournalistik. Det var en sag, der rystede, forfærdede og skræmte, men samtidig blev vi også draget af uhyggen og rædslen i sagen, som medierne rapporterede om. Der er skrevet mere end 10.000 artikler om Kim Wall, og mediernes gule breakingbjælke blinkede uafbrudt, i de måneder sagen stod på. Det skabte stor debat om, hvad formålet er med krimijournalistik, og hvor langt krimijournalistikken egentlig bør gå. For hvordan balancerer man mellem sensation, underholdning og oplysning, når det handler om virkelige menneskers tragedier og ikke blot er den nyeste krimi af Sara Blædel?

I denne måneds Spot På er vi blevet draget af krimijournalistikken. Vores skribenter har gravet sig dybt ned i krimijournalistikkens mørke. De har undersøgt, hvordan man som journalist forholder sig til og arbejder med en genre, som oftest er makaber og umenneskelig.

God læselyst herfra.

Trine Maria Ilsøe: » Uanset om det er en kvindelig journalist eller et bandemedlem, skylder vi dem at gøre det på samme måde« Af Emilie Søndergaard Christiansen og Stine Ploug Christiansen

T

orsdag den 10. august 2017 sejlede ubåden Nautilus ud i Københavns havn fra Refshaleøen. Ombord var kaptajn og opfinder Peter Madsen og den kvindelige svenske journalist Kim Wall. Hun var med for at lave en reportage om den excentriske opfinders arbejde.

Senere samme aften blev ubåden meldt savnet og en større redningsaktion sat i gang.

Dagen efter, fredag den 11. august, dukkede ubåden op i Køge Bugt. Her kom det frem, at ubåden havde været forsvundet på grund af tekniske vanskeligheder, men at alle ombord havde det godt. Redningsaktionen blev afblæst, og besætningen blev reddet i land. Kim Wall var dog ikke længere en del af besætningen på det tidspunkt. Peter Madsen blev anholdt for drab på den svenske journalist, men forklarede, at hun var blevet sat i land aftenen før.

Sagen eksploderede i medierne. Peter Madsen ændrede flere gange sin forklaring på, hvad der skete ombord på Nautilus. Han erkendte, at Kim Wall var død ombord på ubåden, men han holdt fast i sin forklaring om, at der var sket en ulykke, og at han ikke var skyld i hendes død.

I august fandt en mand Kim Walls torso

i Køge Bugt, og i løbet af de næste par måneder dukkede de resterende kropsdele op i farvandet ud for Amager.

Tirsdag den 16. januar 2018 blev Peter Madsen tiltalt for at have dræbt den svenske journalist, og fra marts til slutningen af april blev sagen mod Peter Madsen kørt i Københavns byret. Her blev han fundet skyldig i at have dræbt Kim Wall, samt for at have begået seksuel mishandling og usømmelig omgang med lig – og dømt til en livstidsstraf. En dom, han dog valgte at anke.

Ankesagen blev taget op i Østre Landsret i september 2018, hvor dommen fra byretten blev stadfæstet. Peter Madsen besluttede efterfølgende, at han ikke ville indbringe sagen for Højesteret, og han har altså accepteret sin livstidsdom.

Ansigtet bag dækningen af Ubådssagen Et halvt år senere står vi uden for DR’s enorme bygninger med den elektriske summen fra metroen i baggrunden. Vi er her for at møde personen bag et af de ansigter, der over en lang periode var et fast indslag i Danmarks Radios dækning af Ubådssagen.

Rets- og krimikorrespondent Trine Maria Ilsøe brugte en stor del af sidste år på at formidle til seerne, hvad der foregik på den anden side af de tykke mure ind til retssalen.

Indenfor svingdøren møder vi hende.

Smilende kommer hun gående mod os.

Telefonen er som klistret fast i hånden på hende, og hun fortæller, at hun er i gang med at lave en aftale med en besværlig kilde. En ”rigtig bandit”, som hun forklarer. »For mig er det en grundlæggende interesse for det, jeg kalder blå blink. Men det er ligeså meget en interesse for det retspolitiske – altså hvorfor straffer vi, og hvad betyder det, at vi straffer hårdt? Hvad betyder det sociologisk? Så det er altså det kriminologiske aspekt, der er interessant, det retspolitiske i forhold til hvordan vi har indrettet vores system og så selvfølgelig blå blink,« fortæller Trine Maria Ilsøe om sin interesse for krimijournalistik.

Interessen for kriminalstof har for Ilsøes vedkommende været der hele livet, og hun har altid vidst, at hun skulle arbejde med krimi. Tidligere har hun arbejdet som kriminalreporter på Politiken, og hun har derudover en længere uddannelse inden for jura. Det lå dog ikke i kortene,

at Trine Maria Ilsøe skulle ende som retsog krimikorrespondent. Indtil for tre og et halvt år siden havde hun aldrig lavet fjernsyn eller radio, men så kom jobbet som retskorrespondent for DR, og siden har Trine Maria Ilsøe været Danmarks Radios ansigt udadtil i store kriminalsager.

Foto: Pressefoto

SPOT PÅ KRIMIJOURNALISTIK Da ubåden den 11. august dukkede op i Køge Bugt, var det derfor også Trine Maria Ilsøe, der tog sagen. En sag, som endte med at blive en af de mest omtalte drabssager i dansk historie. »Det som gjorde, at den her sag var usædvanlig var jo, at Kim Wall var en ung og smuk journalist. Peter Madsen var kendt i forvejen og gerningsstedet var en ubåd.

Og det gjorde, at den lige pludselig ikke bare eksploderede herhjemme, men også eksploderede i udlandet,« fortæller hun.

Ubehagelige detaljer Undervejs, som Ubådssagen skred frem, kom der flere makabre detaljer frem i lyset. De mange detaljer i sagen gjorde også, at den for Trine Maria Ilsøe var voldsom at dække. »Jeg synes, den var voldsom. Og den gik også ind under huden på mig. Det handlede om nogle af de detaljer, der var i sagen.« På trods af voldsomme detaljer er det dog for Trine Maria vigtigt, at man ikke lader sig påvirke følelsesmæssigt, når man dækker en sådan sag. »Det kan godt være, at detaljerne påvirker en, men det er man simpelthen nødt til at holde adskilt. Man er simpelthen nødt til at lægge sine følelser til side og så dække sagen.

Så kan du jo godt bagefter som menneske føle noget. Det er man simpelthen bare nødt til at få styr på. Ellers så skal man ikke lave det her.«

mediernes rolle at afgøre, om en tiltalt er Mediernes rolle skyldig eller ej.

Til trods for at Ubådssagen blev massivt »Det er vigtigt at holde fast i, at det er ikke dækket i medier verden over, havde Trine os, der dømmer folk. Det er ikke journalister, Maria Ilsøe fuldt fokus på, at denne sag der dømmer folk. Det er retssystemet. Jeg skulle dækkes som var det enhver kan godt nogle gange få spørgsmålet: anden retssag. ‘men hvor stærkt står anklagerens »Når nogle bliver slået sag?’ Det vil jeg ikke forholde ihjel, så er det den mig til.« største tragedie, der Heller ikke i kan ske i livet. Det Ubådssagen skulle det gælder jo egentlig være medierne, der både, om det afgjorde, om Peter er kvinder Madsen skulle eller mænd. dømmes eller ej.

Drabssager Alligevel beskyldte er de mest Peter Madsens alvorlige sager forsvarer, Betina at dække, Hald Engmark, den for nogle er massive dækning af døde. Og der Ubådssagen for at synes jeg, at være medvirkende til, vi skylder dem, at ubådskaptajnen i uanset om det sidste ende blev kendt er en kvindelig skyldig i drab. journalist, eller det Alligevel mener Trine er et bandemedlem, Maria Ilsøe, at mediernes der også har dækning af Ubådssagen pårørende, at vi gør det Illustration: Julie Lapp overordnet set har været god. på samme måde.« »Det var jo som om, at selv den Selvom Ubådssagen blev mindste ting var en stor nyhed. Der skulle dækket intenst af medier fra hele verden, ingenting til, før den gule bjælke rullede. er det vigtigt for Trine Maria Ilsøe at Altså selv den mindste dut var jo noget. Vi understrege, at det på intet tidspunkt er

9

dækkede ikke det hele på DR, men mere de større skridt i sagen. Overordnet set kan det godt være, at vi (de forskellige medier, red.) har haft lidt forskellige grænser for, hvor tæt vi er gået på detaljerne, men det må være op til det enkelte mediehus at afgøre, hvor tæt man vil gå. Jeg synes faktisk, at mange af os har ligget nogenlunde samme sted i forhold til detaljeringsgraden.

Tiden efter Ubådssagen Travlheden på gangen i DR Byen vidner om, at verden går videre – selv efter en sag, der skabte så meget mediebevågenhed som Ubådssagen. Nye sager kommer til, og andre går i glemmebogen. Ubådssagen er dog næppe en sag, der vil blive glemt lige foreløbig. Den fik sin endelige afslutning den 26. september 2018, og til spørgsmålet om, om det ikke er svært at komme videre efter sådan en sag, tøver Trine Maria Ilsøe ikke: »Hvis man har så mange følelser i det, så tror jeg ikke, man skal lave det. Så skal man ikke være kriminalreporter. Det betyder ikke, at man ikke bliver påvirket, for det gjorde jeg.

Jeg vil dog sige, at mit arbejde er skidesjovt også. Det kommer hurtigt til at lyde meget alvorligt, men hvis man synes, det er sjovt også, så er det jo fedt!«

Ubådssagens afgørelse: 12 timer på en festivalstol foran Østre Landsret Af Emilie Søndergard Christiansen

Onsdag d. 25. september 2018, kl 19.19 Klokken er lidt over 19, da jeg sidder i toget på vej mod København. Jeg er på vej til Østre Landsret for at overvære domsafsigelsen i Ubådssagen. Det er tredje gang, jeg tager turen fra Odense til København. Ved de to første retssager er jeg ikke kommet ind. I dag er tingene en smule anderledes. Jeg er i ekstra god tid. Der er over tolv timer til, at retssagen går i gang.

20.44 Jeg ankommer til Østre Landsret som den første. I alt er der plads til seks tilhørere i retssalen. Det er en forløsning, da jeg endelig står foran retten. Jeg skal se domsafsigelsen mod Peter Madsen. Samtidigt er det også en meget underlig følelse. Om tolv timer skal jeg sidde i samme rum som en morder. Hurtigt er vi seks personer, der skal tilbringe de næste tolv timer sammen på gaden foran Østre Landsret.

23.04 Det er bidende koldt og blæsende. Pludselig begynder det at småregne. Jeg ryster af kulde.

Mine tænder klaprer, og alle hårene på min krop står op. Jeg sidder i min lille festivalstol med et tyndt vattæppe omkring mig og forsøger at holde varmen. Jeg har slet ikke taget nok tøj på, og selvom jeg har sat mig i læ i en døråbning, har jeg aldrig frosset så meget i mit liv.

00.21 Det må se sjovt ud for dem, der passerer os i løbet af natten. En af de andre har medbragt en hængekøje, han hænger op på gitteret ind til Østre Landsret. En anden sidder og

skærmer sig med to paraplyer, der på grund af blæsten, bliver ved med at flyve væk.

Det er svært at falde i søvn på grund af kulden og det faktum, at jeg sidder på gaden i en festivalstol midt inde i København sammen med fem fuldstændigt fremmede mennesker. Ikke desto mindre lykkes det mig at få tiden til at gå, også selvom jeg ikke sover mere end højst et kvarter.

Jeg har snart ventet i fire timer.

Det føles som om, der er en evighed endnu.

8 timer endnu. 6 timer endnu.

der står ”tilhører nr. 1”.

Vi går ind i Østre Landsret og får at vide, at vi kan sætte os ned i kantinen, indtil retssalen åbner klokken 09.00. Vi går ned i kantinen, hvor duften af varm kaffe og rundstykker hænger i luften. Endelig kan vi få varmen.

09.15

Der er et kvarter til, at retssagen går i gang, da vi sætter os på vores pladser.

I den ene side af retssalen sidder Kim Walls forældre og kæreste. Jeg får 06.16 en klump i halsen, Stille og roligt da jeg kigger over begynder der på dem. Jeg kan at komme liv i mærke, at tårerne Bredgade. Natten er langsomt stiger op gået godt til trods i øjnene, og jeg er for kulden, og jeg nødt til at synke et kan mærke, at jeg er par gange og kigge begyndt at blive rigtig ned i jorden, før det spændt. Om lidt går over. skal jeg ind i Østre Efter nogle Landsret. Den før minutter bliver så mennesketomme en dør tæt på mig Emilie Søndergaard Christiansen, privatfoto indgang til Østre åbnet. Ind kommer Landsret er nu Peter Madsen fulgt næsten ikke synlig på grund af den voksende af to betjente fra kriminalforsorgen. Det giver flok af journalister, der er begyndt at samle et sug i maven. Det er første gang, at jeg er så sig. tæt på en morder. Han smiler og nikker til de tre kvinder, der er placeret på pladserne bag 08.30 ham. Hans kæreste og to veninder. Iført grå Efter tolv timers venten kommer en vagt ud jeans, hvide Converse, en sort blazer og en og henter os. Jeg får tildelt et kort, hvorpå sort trøje ser han helt almindelig ud. Det er

det mest surrealistiske, jeg nogensinde har oplevet. Han kigger lidt rundt i salen, men på intet tidspunkt kigger han i vores retning.

09.30 Døren ind til retssalen bliver lukket, og ind kommer dommeren og de tre domsmænd.

Alle rejser sig. Dommeren indleder med formalia, og så kan retssagen gå i gang. Alle sætter sig, og anklager Kristian Kirk indleder med sin procedure. Han argumenterer for, at Peter Madsen skal idømmes livstid. Da han når til afslutningen af sin procedure, kigger han på dommeren og procederer: ”Høje Landsret. Denne her uhyggelige og makabre drabssag er helt unik på mange parametre.

Der er tale om en kynisk, perverteret og beregnende sexmorder, og så mener jeg ikke, at der er plads til at ryste på hånden.

Den eneste rigtige straf er derfor livstid og den næstbedste forvaring.”

11.06 Vi får en tiltrængt pause. Jeg kan virkelig mærke, hvor træt jeg egentlig er. Jeg går ud og får noget frisk luft til hovedet, så jeg kan være klar til forsvarerens procedure.

11.18 Retssagen går i gang igen. Denne gang er det forsvarer Betina Hald Engmark, der skal fremføre sin procedure. Hun argumenterer for, at Peter Madsen ikke er tidligere straffet, og at han skal idømmes en tidsbestemt straf.

Som afslutning snakker hun om erstatning.

Fortsættes på næste side...

10 SPOT PÅ

APRIL

KRIMIJOURNALISTIK

Imens forsvareren snakker, lægger jeg mærke til, at Peter Madsen kigger over på Kim Walls familie. Kim Walls mor kigger tilbage på ham med det mest hårde, smertefulde blik, jeg nogensinde har set. Da Betina Hald Engmark har afsluttet sin procedure, er det Peter Madsen, der har det sidste ord: »Jeg er forfærdelig ked af det. Det følelsesmæssige. Jeg er forfærdelig ked af det for Kims pårørende for, hvad der er sket.« Så er der pause. Vi får at vide, at dommen forventes afsagt klokken 15.00.

12.42 Vi forlader retten for at finde noget frokost.

Jeg er helt baldret i hovedet. Det har været en lang dag med mange informationer indtil videre. Jeg snakker en del om sagen med de andre tilhørere. Det hele kører rundt i hovedet.

14.55 Vi er gået tilbage til retssalen. Dommen bliver afsagt om 5 minutter. Alle står op. Ude fra gangen kan man høre lyden af folk, der går forbi. Folk, der taler. Inde i retssalen har stilheden sænket sig. Jeg er spændt. Peter Madsen bliver ført ind. Han smiler til sine veninder. De smiler igen. Pludselig kigger han over på mig. Jeg får øjenkontakt med ham. Mit hjerte banker galoperer afsted. Jeg

ved slet ikke, hvordan jeg skal reagere, og der flyver tusind tanker igennem hovedet på mig. Jeg kan mærke, at jeg bliver fuldstændigt handlingslammet, og jeg kan ikke andet end blot at kigge tilbage. Han fastholder mit blik, indtil dommeren kommer ind. Det er det mest surrealistiske, jeg nogensinde har oplevet.

15.00 Nu er det nu. Dommen skal afsiges. Mit hjerte banker ekstra hurtigt, da dommeren læser dommen op. ”Thi kendes for ret. Byrettens dom stadfæstes. Peter Madsen er idømt fængsel på livstid også i Østre Landsret.”

Alle sætter sig, og dommen bliver uddybet. Peter Madsen bliver ligbleg, da dommen bliver afsagt. Al farve forsvinder fra hans ansigt og nakke.

Jeg har aldrig set nogen blive så hvid i hovedet.

Nogle røde plamager spreder sig i hans nakke.

Han er tydeligvis chokeret over dommen. Han ser utilpas ud. Han står med ryggen til pressen og tilhørerne. Så bliver retten hævet. Peter Madsen kigger kort over på os, inden han bliver ført ud.

15.16 Udenfor har pressen stillet op. Der er kameraer og mikrofoner overalt. Jeg når lige at se forsvarer Betina Hald Engmark udtale sig om dommen.

Derefter drager jeg hjem mod Odense. Jeg er helt høj og overvældet, da jeg går mod hovedbanegården. Det er uden tvivl det vildeste, jeg

Journalister foran Østre Landsret. Foto: Emilie Søndergaard Christiansen.

nogensinde har oplevet, og på alle måder en oplevelse, jeg ikke ville være foruden.

Emilie Søndergaard Christiansen skrev tidspunkterne ned i sin notesbog.

Bent Isager-Nielsen: »Nogle gange går pressen jo for langt« Sådan lyder det fra tidligere drabschef Bent Isager-Nielsen. Han har med sine 44 år i politiet i den grad haft sin omgang med journalister og medier lige fra DR til Ekstra Bladet. Samarbejdet mellem politi og presse er vigtigt, men han mener dog, at journalisterne til tider bør være mere varsomme med, hvad de skriver, og hvem de dømmer, inden retten har talt.

Af Henriette Kampp

B

ent Isager-Nielsen gik sidste år på pension efter 44 år i politiet. Han er tidligere politiinspektør og drabschef for Rigspolitiets Rejsehold. Han har være ansigtet udadtil ved utallige pressemøder og udtalt sig om grufulde sager foran ivrige journalis-

ter. Journalister, der hungrer efter detaljer, som kan sætte vinklen og skabe den mest opsigtsvækkende rubrik.

Mødet med Bent Isager-Nielsen Den 14. marts stod Bent Isager-Nielsen på scenen i Odense Kongres Center. En behagelig

mand, der med venstre hånd i lommen, offeret er, jo større interesse er der. »Det er ikke fordi kvinder, der bliver slået begynder sit foredrag med stor ro og sikker stemmeføring. Ingen PowerPoint med ihjel i danske ubåde, er et stort samfundsbilleder af gerningssteder og ofre, kun mæssigt problem som bandekrige. Det sker en stemme der fortæller. Her er et men- stort set aldrig, og alligevel fylder det så neske, der har set ting, og der med sine meget. Det er en kvinde, en journalist, der fortællinger fra virkeligheden på én og bare passer sit arbejde, der så falder i kløerne på en så farlig og pervers mand.« samme tid forarger og drager tilskuerne.

Uddybende fortæller han, at det er i sager Det er en kendsgerning blandt journalister, at krimistof rangerer højt hos læserne, med ofre som Emilie Meng og Kim Wall, at og derfor er det vigtigt at have et godt sa- man kan sige: Kunne det ha’ været mig? Eller min datter? Eller min søster? Og det er netop marbejde med politiet. »Overordnet set er journalisterne en derfor, at disse sager er så skræmmende for kæmpe hjælp for Overordnet set er journal- os. os, men det er klart isterne en kæmpe hjælp Bent Isager-Nielsen mener dog, at pressen nogle gange, når for os, men det er klart nogle skal træde varsomt. de plager os eller »Der er ingen tvivl vinkler noget på gange, når de plager os eller en måde, som vi vinkler noget på en måde, om, at de skriver noikke ønsker det, som vi ikke ønsker det, så get, som borgerne så kan man godt kan man godt blive træt af gerne vil se, og der er heller ikke så meget blive træt af dem«, dem. tvivl om i Peter Madfortæller Bent Issen-sagen, at det er ager Nielsen et par ham. Det kan jo ikke være en anden. Dét, der dage senere over en telefonforbindelse.

Han understreger, at politiet ikke er i kunne være tvivl om, er: Har han forsætligt underholdningsbranchen. De forholder sig slået hende ihjel? Eller er det et uheld, som til spørgsmålene: Hvad kan give omtale af han siger?« Han understreger, at pressen bør være sagen? og hvad kan vi bruge til at få vidner mere tilbageholdende med, hvad de skriver, frem? inden retten har talt. Der er mange etiske Når pressen går for langt En sag, der har fået særdeles stor overvejelser, journalister bør gøre sig, inden dækning både fra danske og udenlandske de skriver om sager som Peter Madsen– medier, er Peter Madsen–sagen, der også sagen. Det er en sag, der er af så uhyggelig er kendt som ubådssagen. Bent Isag- karakter og med så tragisk en udgang, at der er-Nielsen fortæller, at jo mere almindeligt bør tages hensyn til ofrene og deres familier.

“

Bent Isager-Nielsen. Foto: Henriette Kampp

SPOT PÅ KRIMIJOURNALISTIK sempelvis Emilie Meng og om Kim Wall.

I andre sager er der dog også et vigtigt hensyn at tage til de mistænkte.

Et vigtigt samarbejde »Nogle gange går pressen jo for langt«, Selvom Bent Isager-Nielsen mener, at joursiger Bent Isager-Nielsen og fortæller om en nalister til tider går for sag fra 2010, hvor Politi og presse skal jo ikke langt for den gode hisen ung pige, Mavære bonkammerater, men torie, så er politiet afria, nytårsaften blev fundet myrdet i en man skal fandeme respektere hængige af, at pressen vaskekælder i Hern- hinanden og de arbejdsvilkår skriver og viser intering. Politiet anhold- og de arbejdssituationer, man esse for samarbejdet og sagerne og hjælper te og sigtede én, og hver især har med at formidle budham hængte Ekstra skaber ud.

Bladet på forsiden og »Politi og presse skal jo ikke være bonkamskrev: Her er han, gerningsmanden. merater, men man skal fandeme respektere »Og det var ikke gerningsmanden. Og polihinanden og de arbejdsvilkår og de arbejdstiet havde heller aldrig sagt det. Politiet havde situationer, man hver især har«, siger han. sagt: ”Vi står i en situation nu, hvor mistankeTil kommende journalister, der snart grundlaget er så stærkt mod ham her, at vi skal give sig i kast med krimijournalistik og sigter ham for drab”,« fortæller Bent Isagdermed også samarbejdet med politifolk, lyer-Nielsen. der rådet fra Bent Isager-Nielsen: Chefredaktøren på Ekstrabladet, Poul Mad»Vær åben og ærlig. Spørg gerne ind - men sen sagde bl.a. dengang: ”Vi mener, at det respekter de svar du får og respekter aftaler.« har offentlighedens interesse at se og høre, hvem den sigtede er i en af de mest bestialske drabssager i årevis”, og uanset om man forstår, hvorfor Ekstra Bladet dengang valgte at bringe billede og navn af den sigtede, eller man modsat er enig med Bent Isager-Nielsen i, at Ekstra Bladet i denne sag gik for langt, så er der ingen tvivl om, at sagen demonstrerer pressens magt. Med en magt følger der, som klichéen lyder, et stort ansvar. Et ansvar, som journalister altid bør have i baghovedet, især når de skal formidle de svære historier om ek-

11

“

Foto: Bent Isager-Nielsen holder foredrag i Odense Kongres Center.

Klumme: Fascination af menneskets mørke sider Vi danskere er tilsyneladende vilde med ondskab. Journalister skriver om det. Det samme gør forfattere, og læserne bider på krogen som aldrig før. Men er fokusset på mennesket mørke sider et problem?

Af Amalie Dvinge Agerbo

Om

med konspirationsteorier om episoden. Kim lidt går vi sommeren i møde, og Walls parterede torso og tanken om, hvad det betyder, at det er netop er to år der er gået forud, fylder os med ubehag og en siden, at den svenske freelancejournalist Kim angstfølelse, men vi er også alle en smule fasWall døde. Under tiden med den efterfølgencinerede. Vi vil jo gerne vide det. Ubådssagen de retssag, skriblede jeg følgende tanker ned: er et tydeligt billede på, at der kan gemme sig ”Jeg er som så mange andre forskrækket mørke sider i menneskets sind. Peter Madsen over fundet af den svenske journalist Kim beskrives af sin omgangskreds som værenWalls legemsdele i Øresund. Kim Wall var om de venlig og ærlig. Hvordan kan han så have bord på Peter Madsens ubåd og blev efterfølparteret et lig? Hvor kommer den ”ondskab” gende meldt savnet af hendes familie. Retsfra? medicinsk institut For mig er det ganske Boghandlere rundt antager, at liget er fint, at man er interi landet har fyldt reolblevet parteret beverne op med krimier, idst. Hele verdens- esseret i ubådssagen og der handler om diverse befolkningen er i andre kriminalsager, men forbrydelser. Og det er chok over, hvad der galskaben må også have en ikke kun et fåtal af krimmon har foregået ibøger, der pryder reolerne. Hos den lokale på ubåden ’’Nautilus’’. Den eneste, der er klar boghandel i Skjern, hvor jeg er vokset op, er over det, er opfinder Peter Madsen. Er der i hele bagvæggen i butikken fyldt op af en kridet hele taget tale om et mord? Eller er det misektion. Det kommer måske ikke som et bare en ulykke? Jeg vil vide det.” chok for alle, at danskerne er glade for at læse Og jeg var formentligt ikke den eneste, der krimier. På bestsellerlisterne er det tydeligt gik med de tanker. Hele ubådssagen var noat se, krimier er noget, danskerne vil læse. get danskerne talte om og viste interesse for.

Stig Hjarvard fra Københavns Universitet Man skal ikke lede længe på de sociale medier har for nyligt udarbejdet en undersøgelse om eller i nyhedsaviser, for at finde artikler fyldt

“

danskernes læsevaner. Denne undersøgelser viser, at 48% af de danskere, der læser, læser mindst én krimi hvert halve år. Men hvorfor?

Det lader til, at vi ”almindelige mennesker” er besatte af at trænge ind i en forbryderhjerne og se, hvordan der ser ud. Det skulle ikke undre mig, hvis hylderne hos de forskellige boghandlere inden for kort tid fyldes af biografier om Peter Madsen. Sådan en biografi kan jo passende stå ved siden af ”Bogen om Kim Wall” og ”Jeg som anklager – Drabet i ubåden og andre sager fra den mørke side.”

For mig er det ganske fint, at man er interesseret i ubådssagen og andre kriminalsager, men galskaben må også have en ende. Journalistik og for den sags skyld bøger er blevet alt for meget krig, kaos og død. Vi hæfter os for meget ved nyhedskriteriet konflikt. Det bør vi lave om på, så 90-årige Gerda fra Ådum ikke er bange for at blive slået ned, når hun skal i Brugsen. Og ja, der er reel videnskabelig evidens for, at mennesker tænker irrationelt som følge af mediestrømmen.

Vores ekstreme lidenskab for den type af bøger og artikler skyldes måske, at vi har en tendens til at tro, at hvis vi forstår

”ondskabens” mekanismer, så kan vi kontrollere den. Nogen vil måske påstå, at ”ondskab” i virkeligheden er en forbindelse til den dæmoniske verden. Det ved jeg ikke, om jeg er enig i. Men måske bør vi i lavere grad skrive bøger og artikler om den slags? Så kan det være, at 90-årige Gerda ikke er helt så bange for at gå udenfor sin dør. Uanset hvad vil jeg i hvert fald gerne slå et slag for, at vi får mere perspektiv i journalistik og bogskriveri, så vi ikke ender i et frygtsamfund.

Klummen er et udtryk for skribentens holdning.

12 STUDIET

APRIL

Lærerstab i mail til 2. semester: Vi har aldrig oplevet så beskedent engagement En mail udsendt til hele 2. semester udtrykker bekymring for, at de studerende hverken afleverer opgaver eller møder op til undervisning. »Jeg har aldrig været i nærheden af det her før,« lyder det fra underviser.

Af Mads Klitgaard Christensen

Foto: Melissa Kjemtrup

»K

ære alle på 2. semester. Siden begyndelsen af dette semester har vi undret os over, at en stor del af jer fravælger undervisningen. Nu kan vi se, at I i høj grad også undlader at lave de opgaver, der har til formål at lære jer at lave nyheder. Det er stærkt foruroligende.« Sådan lyder bekymringen til de studerende på 2. semester, efter at de i marts modtager en mail fra underviserne på Center for Journalistik ved Syddansk Universitet. Den kommer i kølvandet på en ekstraordinær lav indsats fra de studerende i undervisningen tidligt på semesteret, og det har vakt bekymring blandt lærerstaben, der ikke har oplevet så stort fravær før. »Jeg har ikke været i nærheden af det her før, og det har de andre [undervisere, red.] heller ikke,« siger Christine Brasch Bækholm, der underviser i faget journalistisk håndværk, og som er medforfatter til mailen. »Vi kunne se, at der var rigtig meget fravær, og det, synes jeg ikke, er optimalt.

Det er usædvanligt, at folk falder fra så tidligt på semesteret. Hvis det sker, så plejer det at være senere på semesteret, og det er samtidig tidligt på uddannelsen, hvor vi normalt plejer at have 100 procent fremmøde og afleveringer,« siger hun.

Fire af underviserne vælger derfor at skrive en mail ud til 2. semester, hvor de efterlyser et større engagement blandt de studerende, og i mailen fremgår det også, at de aldrig har oplevet så beskedent et engagement i deres tid som ansatte. »Vi fire undervisere har tilsammen 30 års undervisningserfaring her fra SDU, og vi har helt ærligt aldrig oplevet en årgang, der har vist et så beskedent engagement og udstrålet en så lille lyst til at blive journalister. Vi har

ikke en gang været i nærheden,« står der.

ducere video og lyd, når de kommer længere hen i studiet. Derfor er hun ikke i tvivl om, at studiet er det rette sted for hende.

Samtidig kan hun godt forstå den løftede pegefinger fra underviserne, og fortæller, at mailen har hjulpet på modet til at studere blandt hende og medstuderende. »Det har været en skideballe der virkede og de fleste tænkte, at den var fair nok,« siger hun.

»Learning By Doing er ikke bare et slogan« Kun 8 ud af 31 elever på Christine Braschs hold valgte at aflevere deres opgaver.

Det har fået underviserne til at overveje, om de klæder de studerende godt nok på til de opgaver, der bliver stillet. »Det her skete så tidligt på semesteret, at der dårligt nok kunne nå at være underEn lille hård kerne visning. Når man arbejder med nyheder, kan »Vi er klar over, at der i årgangen er en hård det ikke nytte noget med lange deadlines. Det kerne, der kan se bort fra denne løftede pegevigtigste er, at de øver sig. Så hellere aflevere finger. Men faknoget juks end ikke at aflevere noget, Vi har helt ærligt aldrig ople- tum er, at det kun er en lille del af fordi vi tror på, at vet en årgang, der har vist et årgangen, der har man lærer noget alligevel,« siger hun. så beskedent engagement og ud- afleveret alle tre opgaver og samDet kan i øvrigt strålet en så lille lyst til at blive tidig har været også læses i mailen: journalister. til størstedelen »Learning By af undervisningen,« skriver underviserne.

Doing er ikke bare et slogan. Når I ikke laEn af de studerende som har aflevver opgaverne, lærer I ikke noget. Det er eret størstedelen af sine opgaver og deltsådan, værksteds- og praksisnær underaget i undervisningen er Sandra Goldek, visning virker. I går glip af at prøve det, I der også går på 2. semester. Hun føler en dag skal arbejde med,« skriver lærerne. ikke, at den løftede pegefinger er rettet En af de studerende, der har forsømt unmod hende. Men hun fortæller, at studidervisningen i starten af semesteret er Maria et godt kan være hårdt engang imellem.

Wix Steffensen, som indrømmer, at hun har »Der er rimelig meget pres på, og jeg tror nohaft et manglende engagement i starten af gle har fået et lettere chok over, at komme fra semesteret. Hun forklarer, at der er flere måske tre sabbatår og ikke være inde i den årsager til fraværet fra undervisningen og skolerytme, hvor der er afleveringer konstant. opgaverne.

Det her er et lidt hårdt studie, hvor vi skal nå »Jeg har nok været doven. Det er det en masse ting. Men jeg kommer lige fra gymkorte svar. Men det har været en blannasiet af, så for mig var det ikke så stort et ding af, at jeg ikke har fundet den store problem at komme i gang igen,« siger hun. lyst til at skrive nyheder, og at det har Selvom nogle af de medstuderende været en anelse uoverskueligt,« siger hun. har problemer med de korte deadlines, Maria Wix Steffensen ser frem til at pro-

“

så ser Sandra Goldek anderledes på det. »Generelt synes jeg ikke, det er så svært, men det tager tid at finde en god nyhed. Men når vi finder en nyhed, vi gerne vil arbejde med, så kommer de her krav nogle gange i vejen,« siger hun.

Men hun mener afslutningsvist ikke, at nogle bør klage over, at der er lidt travlt og henviser til den branche, som de journaliststuderende er på vej ind i. »Vi har nogle forpligtelser til den branche, som vi træder ud i.

Det samme gælder med studiet.« Bekymring på længere sigt Det beskedne engagement i studiet smitter af på de andre studerende. Det er en kultur, som både Sandra Goldek og underviser Christine Brasch nikker genkendende til. Det kan blive et problem, når de studerende skal bevise deres værd i praktikperioden om et års tid. I mailen udtrykker underviserne nemlig også bekymring for, hvordan det vil gå dem på længere sigt. »På den lange bane er vi bekymrede for, om I har den rette indstilling til at klare jer i en branche i rivende udvikling, hvor kravene til hele tiden at omstille sig og lære nyt aldrig har været større,« står der i mailen.

Sammen med den kollektive løftede pegefinger har Christine Brasch og de andre hovedundervisere også inviteret de studerende til en samtale om, hvorvidt de er havnet på den rigtige uddannelse. Samtalerne har ikke ført lærere og elever tættere på en løsning, siger hun og forklarer: »Vi vil rigtig gerne appellere til, at det er ens eget ansvar. Det er ikke os, der skal stå og slå nogen i hovedet. Vi havde bare lyst til at fortælle dem, at det har nogle konsekvenser, og det var det, vi gjorde med den mail.«

STUDIET

13

KaJO: Ta’ en slapper!

Af Rane von Benzon, Formand i Kredsen af Journaliststuderende Odense

Illustration: Julie Lapp

K

ender du det her? Du får tilbudt at skrive en artikel fra det lokalområde, hvor du er opvokset. Det passer ikke ind i dit program.

Du er i forvejen bagud med produktionen, der skal afleveres om to dage, de 100-siders pensum, der skulle læses til refleksionsfag i forgårs, er du endnu ikke kommet i gang med, og med den sparsomme fritid du har tilbage – hvis man kan kalde det det - er du ved at forberede et indslag til OSR om Kinas investeringer i Afrika. Men hey! Du er ambitiøs. Det er derfor, du er kommet ind på journaliststudiet, og så er det at have flere bolde i luften i øvrigt en del af det journalistiske DNA. Derudover kigger du over på din medstuderende, der har mindst dobbelt så mange bolde i luften, så selvfølgelig siger du ja til at skrive artiklen. Jo flere, der kender dine journalistiske kvaliteter, jo bedre.

Hvis ikke du kender ovenstående, så gør jeg. Jeg er ikke en skid bedre selv. I perioder siger jeg ja til opgaver, der tager flere timer, end der er i døgnet, og dét får mig til at gå på kompromis med både søvn og studiet.

Når jeg siger ja til for mange ting, resulterer det ofte i dårlig søvn og i en manglende tilstedeværelse. Det er som om, at hovedet er fyldt med så mange ting, at det er svært at koncentrere sig og være til stede i det, jeg laver. Det kan være et tegn på stress – og det er tegn, som er vigtige at kende.

Det er ikke den enkeltes ansvar, og det er ikke kun på universitetet Stress er ikke den enkeltes ansvar eller skyld.

Det er vigtigt at slå fast. Stress kan være et resultat af flere forskellige ting, men helt overordnet skyldes det de strukturer, der er om-

kring det journalistiske arbejde: Vekslende arbejds- og studietider og et højt tempo i hverdagen for slet ikke at nævne Store Match-dag.

Ifølge en undersøgelse lavet af Dansk Journalistforbund i 2016, så er journaliststuderende mere stressudsatte end andre sammenlignelige studerende. Når vi er hyppigere ramt af stress end andre studerende, og mediebranchen i øvrigt er hyppigere ramt end andre brancher, så er det fordi, vi er i et miljø, der avler stress. Det er ofte kulturen, men det kan også være, man er i et miljø med nogle mennesker, som ikke giver den støtte, man har brug for.

Den ustabile arbejdsrytme, som du nok indimellem oplever på universitetet, er ret lig den måde, som det også foregår på i branchen. Så når du virkelig har lyst til at sige ja til at skrive den artikel fra dit lokalområde, selvom det skriger mod al logik og vil kræve, at du flytter til Mars for at få 25 timer i døgnet, så er det ikke en midlertidig

lyst. Sådan er det - især i praktikken, men også som udlært. Lær derfor allerede nu, hvornår du lige kan presse dig selv en smule mere, og hvornår det er tid til at sige stop.

Sådan spotter du stress: Der er mange forskellige symptomer.

Det her er de mest hyppige. Det vigtigste er at kende sig selv.

Her kan du få hjælp: Der er mange forskellige steder, du kan få hjælp, hvis du er stresset eller er ved at blive det.

Du kan blandt andet ringe til Dansk Journalistforbund: 3342 8000 Syddansk Universitet har også forskellige muligheder for hjælp: Studie- og trivselsvejledere: 65 50 18 01 Studenterpræst: 29 27 87 13 Du kan også altid snakke med KaJO – vi er ikke professionelle konsulenter, men blot dine medstuderende, der forsøger at være for dig i hverdagen. Du kan skriver her: kajosdu@gmail.dk eller ringe her: 24 41 39 52.

- Du mangler handlekraft.

- Du har svært ved at prioritere.

- Du er træt og udbrændt.

- Du oplever indre uro i kroppen.

- Du er fraværende og glemmer ting.

- Du har svært ved at sove om natten.

- Du mangler selvtillid.

- Du er oftere syg.

Kilde: https://journalistforbundet.dk/stress

Kend dig selv og dine grænser Det er som regel under et højt tempo, journalistik bliver skabt, og selvom årsagen til stress skyldes omkringliggende strukturer, er det ofte op til den enkelte at råbe op. Helst før stresset rammer.

Det bedste, du kan gøre for at vide, hvornår du skal råbe op, er at kende dig selv, dine grænser og din krops reaktioner, når dit hoved vil lidt for meget. Nogle almindelige symptomer er dårlig søvn, og at du oftere mister koncentrationen.

KaJO – din afdeling af Dansk Journalistforbund på SDU - arbejder selvfølgelig også på at påvirke strukturerne og nedbringe stress blandt studerende og praktikanter. Det sker helt konkret på

Delegeretmøde 2019, hvor vi i samarbejdsorganisationen Danske Mediestuderende vil gøre det til et erklæret mål for Dansk Journalistforbund at nedbringe stress og skabe bedre trivsel blandt vores medlemmer.

Derudover så indeholder praktikantaftalen fra 2018 også en lang række punkter, der forbedrer tilværelsen som praktikant – for eksempel en systematisk feedback, der gør, at man ved, hvad man skal forbedre ved sit håndværk, og hvad man gør skidegodt. Dén viden kan give ro på og afklare, hvor man skal lægge sit fokus.

Det skal stadig nævnes, at de 3.000 kroner, vi gik ned i løn for at få aftalen hjem, var alt for dyr – men det er en sag til en anden gang. Vi arbejder benhårdt på, at de forskellige aftalepunkter overholdes.

Det er også derfor, vi gør det Der er ikke en formel for how-to-uni, og vi er alle forskellige. Det nytter ikke at sammenligne sig med andre, når det er ens egne grænser, der begrænser. Det betyder selvfølgelig ikke, at grænser ikke skal presses og brydes. Det er netop nu, der er tid og mulighed for det. Men lær dem at kende og lær at sige stop. Og måske allervigtigst: Tal med hinanden om det. Du er helt sikkert ikke alene om at synes, at presset i vores branche ind i mellem er alt for stort.

Når alt kommer til alt, så er det jo også derfor, vi gør det. Vi er drevet af historiefortælling, og vi er klar til at være på, når kilderne eller historierne kræver det. Det er derfor, vi laver journalistik. Men pas på hinanden og på dig selv.

14 NICHEN

APRIL

POLITIK

Regeringen forlænger sit Disruptionråd – forskere er skeptiske Regeringens Disruptionråd - med det noble formål at føre Danmark sikkert ind i en teknologisk fremtid - skulle efter planen have holdt sit sidste møde den 9. februar i år. Men statsminister Lars Løkke Rasmussen og resten af regeringen er så begejstrede for det ellers ofte udskældte råds arbejde, at man har valgt at forlænge dets levetid. Lixen har bedt to forskere forholde sig til rådets foreløbige resultater og dets forlængelse; og de deler ikke umiddelbart statsministerens begejstring.

Af Jesper Lindstrøm Jørgensen

Da

regeringens Disruptionråd den 9. februar i år præsenterede rapporten ‘Klar til fremtidens job’, der udlægger rådets foreløbige resultater gennem blandt andet 15 såkaldte sigtelinjer, bebudede statsminister Lars Løkke Rasmussen ved samme lejlighed, at man vil forlænge rådet, som ellers skulle have været afsluttet ved samme lejlighed. Fremover vil sammenslutningen af ministre, erhvervsledere, fagforeningsbosser og en enkelt filminstruktør blot skulle mødes én gang om året mod de i alt ni møder over de første to år af dets eksistens; men altså dog fortsat bestå.

Og det er ellers ikke fordi, Disruptionrådet hidtil synes at have været en klar vindersag for regeringen. For nylig kom det blandt andet frem, at rådet har haft usædvanligt store udgifter til flyrejser på business class og konsulentarbejde. Desuden medførte Danske Banks hvidvask-sag, at man måtte smide et af sine medlemmer på porten, nemlig den afgåede direktør i banken, Thomas Borgen.

En uheldig historie af mere komisk karakter var da medlemmet Hella Joof kort efter rådets oprettelse udtalte, at disruption var ligesom ‘de mange indianerstammer, der hvert syvende år brænder hele lortet ned og starter forfra’. Ingen anede, hvilke indianerstammer filminstruktøren refererede til, og folk stillede sig selv spørgsmålet: »Hvad i alverden skal Hella Joof kunne bidrage med i det råd?«.

Så hvorfor vælger regeringen alt på trods at opretholde dette tilsyneladende problembarn? Hvad er det, det bidrager med?

Det har Lixen bedt en arbejdsmarkedsforsker og en digitaliseringsforsker om at forholde sig til.

Rund og ukonkret rapport Bent Greve, der er arbejdsmarkedsforsker ved RUC, føler sig efter et kig på ‘Klar til fremtidens job’ ikke overbevist om en mærkbar værdi ved Disruptionrådets arbejde. Helt overordnet mener han, at der en gennemgående mangel på konkrete tiltag. »Grundlæggende synes jeg ikke, at Disruptionrådet konkret kommer særlig langt. Rapporten er rund og upræcis«, siger han og fortsætter. »Der mangler en konkret diskussion af, hvordan man vil nå sine mål. Når man for eksempel taler om livslang læring, hvad er det så, man vil gøre for at sikre den? Hvad er det for konkrete værktøjer, der skal anvendes, for at det rent faktisk bliver til virkelighed?«.

Og selvom Bent Greve må medgive, at der visse steder i rapporten bliver nævnt tiltag af umiddelbart mere konkret karakter – for eksempel når der under uddannelsesafsnittet omtales en afskaffelse af bonus for hurtig studiestart - mener han ikke, at vi har

grund til at tilskrive Disruptionrådet æren for dem. Der er nemlig ingen tegn på, at den slags tiltag ikke ville have set dagens lys under alle omstændighederne, mener han. »Det er svært at se, at rådets analyser og rapporter har givet så voldsomt meget ny viden,« vurderer han.

Blind digitaliseringsbegejstring Jesper Balslev, der er digitaliseringsforsker, og som desuden har deltaget i et af Disruptionrådets møder, deler Bent Greves vurdering af ‘Klar til fremtidens job’ som en overordnet vag omgang.

Derudover oplever Jesper Balslev, at der i Disruptionrådets arbejde – såvel som generelt i den politiske tænkning på Christiansborg hersker en blind digitaliseringsbegejstring og formodning om en uendelig digital vækst. Men den tænkning, mener han ikke, at man bør sætte sin lid til. »Der er en blind tillid til, at den teknologiske udvikling [herunder den digitale, red], vi har kendt hidtil, vil fortsætte. Men den kunne lige så godt stoppe, gå langsommere, eller gå i en anden retning; det kan man ikke forudsige«, siger han og fortsætter. »Der er et konstant fokus på vækst, men der mangler en nøgtern stillingtagen til konsekvenserne – for eksempel på uddannelses- og sundhedsområdet. Man spekulerer i de økonomiske effekter af digitaliseringen snarere end i en faglig undersøgelse af dens reelle konsekvenser.« »Jeg tror ikke, man skal forvente sig særligt meget af det setup« Men nu har regeringen altså, alt på trods, valgt at forlænge sit Disruptionråd. For Bent Greve og Jesper Balslev er der dog intet, der tyder på, at de ekstra arbejdstimer vil komme til at gøre deres skepsis til skamme. »Jeg tror i høj grad, det vil blive det samme igen,« vurderer Bent Greve.

Og Jesper Balslev stemmer i. »Jeg tror ikke, man skal forvente sig særligt meget af det setup. Alle og enhver ville kunne skrive de sigtelinjer, men hvordan kommer vi derhen, hvad er konsekvenserne af at prøve at nå de mål, hvem har gavn af det, og hvad må man ofre? Det er de spørgsmål, der ville være den gode faglighed.« Og det er den gode faglighed, der er mangel på? »Ja.« Da Disruptionrådet er forankret i beskæfti-

gelses m i n isteriet, er beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen blevet bedt om at forholde sig til kritikken, men han har ikke ønsket at stille op til interview.

Illustration: Emilie Sunekær

Faktaboks: 1.

Disruptionsrådet primære formål er at finde løsninger og se muligheder i en hastig teknologisk udvikling i Danmark.

2. Disruptionsrådet skal være med til, at tage emner om, som Regeringen kan foretage politik på baggrund af.

3. Et af de emner, der var oppe og vende sidste år i disruptionsrådet, var muligheden for at give de dygtigste studerende, mulighed for at blive endnu bedre.

NICHEN KULTUR Analyse:

15

Det rationelle Rusland?

Siden 2014 har Vesten og Ruslands forhold været iskoldt. Vi argumenterer for, at Rusland er en trussel mod verdensfreden og vores vestlige civilisation, men er Rusland det? Og er deres opførsel egentlig så forkert?

Af Simon Wincentz Heim

Da

længere den store indflydelse på internaRusland invaderede Krim-halvøen tionale beslutninger, og de bliver blandt i 2014, gjorde de op med næsten andet i optakten til Irak- og Afghanityve års venskab og fremgang med Vesten. stan-krigen tysset på af Vesten, da Rusland Vi fordømte Ruslands ageren og agkritiserer planerne om en krig i disse lande. gressioner mod det, vi så som uskyldige I de kommende år efter Den Kolde Krigs og forsvarsløse ukrainerene. I Vesten afslutning begynder såvel NATO som EU gennemførte vi en række økonomiske sankat gå mere aktivt og længere ind i, hvad der tioner, som skulle gøre livet surt for den tidligere blev anset som den russiske georussiske elite, men mere modstand blev det politiske sfære. Og det er egentlig her, at den aldrig til mod Ruslands aggressive adfærd. manglende forståelse for I Vesten blev vi dog ved med at fordømme Hvis vi objektivt og Ruslands ageren ofte stammer fra. Der var tidligere og dæmonisere kvalificeret skal kunne en såkaldt stødpudezone Rusland i medierne. den aktu- mellem Sovjetunionen Det er faktisk svært bedømme Warszawa-pagten at finde intellektu- elle situation, bliver vi med elle i Danmark, som nødt til at forstå de geo- og Vesten med NATO. Den bestod blandt andet har forsøgt at give et politiske elementer, der af lande som Rumænien, objektivt udsagn på, Jugoslavien og Ungarn. hvorfor Rusland opAlle lande, der ikke var en del af Sovjefører sig, som de gør. Marie Krarup har tunionen, men som til dels stillede sig postil tider forsøgt at give et andet syn på afitive over for østfronten eller direkte var færeren, men det har dog været mere Pumedlemmer af Warszawa-pagten. Disse tin-venligt, end det har været objektivt. lande var med til at skabe en glidende overDer er ingen tvivl om, at Ruslands ageren gang mellem EU, NATO og Sovjetunionen, skal tages alvorligt, og at vi skal være årvåmen op gennem 2000’erne blev mange af gen i forhold til situationen på den verdendisse lande medlemmer af EU og NATO spolitiske scene – men det er skræmmende eller forsøgte aktivt at opnå medlemskab. at se, hvor let vi finder det gamle fjenDet kulminerede i 2004, da EU optog ti debillede frem igen fra Den Kolde Krig. østeuropæiske lande og proklamerede, at de Og det kan diskuteres, hvorfor denne arhavde skabt et nyt og forenet Europa. Optatikel egentlig er at finde på kultursektionen, gelsen af lande som Polen, Ungarn og Baltinår den umiddelbart tager sig ud som en kum-landene var ikke kun en forening af Veststorpolitisk analyse. Men det er den, fordi og Østeuropa, det var et farvel til den gamle vores ensidige billede af Rusland også skystødpudezone og et direkte indgreb i, hvad der ldes noget kulturelt. Vi er blevet programtraditionelt var russisk indflydelsesområde. meret til siden Den Kolde Krig at være misDisse lande har blandt andet også meldt troiske over for Rusland – og det er også sig ind i NATO. Faktisk er det meste af den som om, at der er en vis form for tryghed i tidligere stødpudezone i dag medlemmer af at finde tilbage til det gamle verdensbillede med en klart defineret fjende.

“

En geopolitisk forståelse Hvis vi objektivt og kvalificeret skal kunne bedømme den aktuelle situation, bliver vi nødt til at forstå de geopolitiske elementer, der spiller ind. Det er nemt og ligetil at dømme Rusland som en irrationel og farlig fjende, når de invaderer et andet land, men det er straks sværere at analysere, hvad deres bagvedliggende rationale egentlig er.

Vi skal tilbage til tiden lige efter Den Kolde Krig. Sovjetunionen er kollapset. Der er skabt en ny verdensorden, og ud af de sovjetiske ruiner vokser et nyt Rusland frem, som på mange områder ikke kan matche sin forgænger i storhed, styrke og magt. Rusland har ikke

NATO, og det gør, at det vestlige militærapparat er rykket helt ind i russerne baghave.

Vi tolker ofte russerne som aggressive og farlige, når de på militærøvelser flyver deres bombefly tæt på vores territorie, men vi glemmer, at vi har udvist en endnu større aggression over for dem. Vi har med succes overtaget deres tidligere indflydelsesområde, gjort det til en del af vores geopolitiske sfære og placeret militært isenkram ved den russiske hoveddør.

Det burde stå klart for enhver, at russerne føler sig truet. NATO er målt på alle barometre en uoverkommelig modstander for russerne set ud fra økonomi, indbyggertal og militær kapacitet. Men når vi er så overlegne – hvorfor har vi så brug for at puste en slagen og tidligere stormagt så meget i nakken?

Det lader til, at vi har provokeret Putin. Og at han er opsat på at genvinde Ruslands ære og opnå mere magt i deres tidligere indflydelsesområder.

Krim – en rationel intervention Vi bør aldrig tiljuble, at et andet land invaderer og annekterer dele af andre nationer, men hvis vi i fremtiden skal kunne undgå disse situationer, bliver vi nødt til at forstå rationalet bag uden fjenderetorik eller fordomme.

Der er en rationel grund til, at Rusland invaderede og senere annekterede Krim. Selvom det ikke direkte har noget med sagen at gøre, så er det også vigtigt at huske på, at Krim ikke oprindelig var ukrainsk. Krim har traditionelt set tilhørt Rusland, og halvøen tilhørte faktisk Rusland helt frem til efter 2. verdenskrig, da man besluttede, at Krim skulle høre under den ukrainske administration. Dette var altså under Sovjetunionen – i en dansk kontekst vil det svare til, at regeringen bestemte at Region Sjælland plud-

selig skulle overtage Region Hovedstaden.

Det var en symbolsk gave til den ukrainske sovjetrepublik for deres bidrag under 2. verdenskrig.

Men nok om det.

Krim tilhørte frem til 2014 Ukraine. Og på Krim havde Rusland deres sortehavsflådebase. Det var russernes eneste adgang til et hav, der hurtigt kunne føre dem videre til Middelhavet og længere ud. Derfor vakte det rynker i panden hos Putin, da Ukraine begyndte at løfte sin interesse om at søge medlemskab i EU og NATO i 2013. Forhandlingerne mellem Ukraine og EU brød dog sammen, og den daværende ukrainske præsident vendte sig derefter, til stor glæde for Putin, mod Rusland.

Dette faldt dog ikke i god jord hos det ukrainske folk, som begyndte at demonstrere mod den daværende ukrainske præsident Janukovitj. Demonstrationerne udviklede sig voldsommere, og det endte med, at det ukrainske parlament afsatte præsidenten og udskrev nyvalg.

Putin var formentlig blevet bekymret over, at ukrainernes vilje til EU var så stærk, at det havde ført dem til at afsætte deres præsident.

Sortehavsflåden havde stor strategisk betydning for Putin og Rusland. Derfor har Putin ikke turdet at løbe risikoen, at Ukraine med tiden ville melde sig ind i EU og måske NATO. Det ville fjerne Putins mulighed for at råde over sin sortehavsflåde. Derfor invadererede Putin som bekendt Krim og annekterede senere halvøen. Både for at få Krim tilbage, som historisk bliver anset som værende russisk, men også fordi det geopolitisk var det rationelle valg i en situation, hvor Rusland er presset helt tilbage af NATO’s og EU’s udvidelser.

At forstå og fordømme Vi bør ikke anse Rusland for at være uskyldig – ej heller for at være en stor brun krammebamse. Rusland skal tages alvorligt, men vi bliver nødt til at forstå, før vi fordømmer.

Indtil nu har vi ofte blot fordømt.

Ruslands ageren og hemmelige aktiviteter i forhold til Brexit og det amerikanske præsidentvalg i 2016 var og er uacceptable, men vi bør se det i lyset af et Rusland, som på alle måder er presset stærkt tilbage af et Vesten, der høster stor succes og fortsat udvikling.

Rusland er selvfølgelig ikke ufarlig, men vi i Vesten er langt stærkere end dem på alle parametre. Og vi må spørge os selv – når vi er nervøse for Rusland, hvad er de så ikke for os?

16 FAVORITTEN

APRIL

Månedens tema: TRO »I må tro på, hvad I vil. På kærlighed og held i spil, indtil I får stillet jeres træsko.« Sådan synger guderne fra julekalenderen ‘Jul I Valhal’ (2005) med det budskab om, at du kan tro på netop, hvad du vil. På tilsvarende vis har studenterpræsten på SDU samme budskab, (dog synger hun det ikke som valhals guder) nemlig om åbenhed over for forskellige religioner i sit arbejde som præst i kirken og sjælesørger på SDU. Favoritten har i denne måned bevæget sig rundt om trosbegrebet og taget en snak med studenterpræstens rolle på et universitet, hendes funktion, og hvem der benytter sig af hende.

I et debatindlæg stilles der spørgsmålstegn ved, om der er tendens til at fordømme de religiøse - fokuseres der på alt det dårlige en religion kan udrette i stedet for det gode?

Af Karen Mathilde Møller Jørgensen

Studenterpræsten på SDU vil snakke om alt lige fra kærestesorger til bibelvers De kommende eksaminer går dig til hovedet. Studiejobbet og pensum giver dig stress. Kærestesorger og dumme forældre går dig på nerverne. Det kan være svært at kapere alt dette ene mand, men samtidig være udfordrende at snakke med de nære venner om. På Syddansk Universitet sidder studenterpræst Lene Crone Nielsen i lokale Ø13-508a-1 ved sit lyse skrivebord.

På væggene hænger religiøse citater, men du behøver hverken at være troende, kristen eller religiøs for at banke på hendes dør med kærestesorger eller eksamensangst hvilende på skuldrene. Lixen har taget en snak med 49-årige Lene Crone Nielsen om, hvad det egentlig vil sige at være studenterpræst. Hvad bruger man hende til, og så er der åbenbart nogle hemmelige Harry-Potter-rum på SDU! Hvad vil det sige at være studenterpræst?

Som studenterpræst er jeg ansat af Folkekirken. Der har der gennem mange år været tradition for, at der har været tilknyttet præster på universiteterne. Inden for min verden er der det, der kaldes funktionspræst - altså, at man er tilknyttet en institution som præst. Jeg har været præst i 19 år og to af dem på universitetet. Så er jeg sognepræst ved siden af.

Når jeg er præst på universitetet, så bruger jeg den gren af præstearbejdet til at være sjælesørger - et gammeldags ord for at være samtalepartner under tavshedspligt. Det er ikke sådan, at jeg holder gudstjenester herude. Jeg bruger det, jeg kan som sjælesørger, nemlig at kunne snakke med mennesker i forskellige livssituationer, også de svære.

venner. En udestående, som ikke har andel i ens liv.

Ser du dig selv som en slags psykolog eller hvor går grænsen, når man er præst?

Jeg er ikke psykolog. Så hvis der er nogen, hvor jeg kan se, at der måske er brug for anden hjælp, så snakker vi om det og siger til den studerende, at man meget gerne må snakke med mig, men du skal også snakke med din læge. Så kan jeg give skubbet til at komme videre. Det er også godt at kunne få det skub, så man kan anerkende og acceptere, at man har et problem. Mange ved godt, at de har et problem, men kan ikke lide at gøre noget ved det. Så det kan der være god sjælesorg i at sige: prøv at hør, du har et liv, der ligger og venter på dig og du skal ikke gå rundt og have det dårligt.

Hvordan ser en normal arbejdsdag ud?

I kirken er det helt almindeligt med gudstjenester, konfirmandundervisning, begravelser og dåb. På universitetet møder jeg ind på mit kontor og har delt flyers ud omkring, at jeg er her. Så booker folk samtaler og det er det, jeg er her for: at holde samtaler. Det er ikke et religiøst tilbud, du behøver ikke at være kristen eller troende. Det er ikke sådan, at vi skal snakke om noget religiøst - det kan være om hvad som helst.

Kan du se en forskel på at være studenterpræst og ‘almindelig’ præst?

Jeg har meget af den del at være sjælesørger på universitetet. På den måde er det den store forskel fra kirken. Så er aldersgruppen en forskel, fordi i kirken er det ofte 50-60+, der kommer. Herovre er det unge mennesker, og det synes jeg er rigtig dejligt.

Hvad gør man, hvis man gerne vil i kontakt med dig?

Skriv en mail, ring til mig eller bare find mig på hjemmesiden. Det bedste er at lave en aftale. På den måde har vi i gode rammer ordentlig tid til at snakke om, hvad der trykker.

Kan du se en tendens for, hvem der benytter sig af dit tilbud?

Det er der faktisk ikke. Det fordeler sig ligeligt på kønnene, på fagene, hvor langt du er på uddannelsen. Mange kommer flere gange eller en gang hver anden uge.

Nu er du kristen præst, kan andre religioner også komme?

Ja da, der kommer mange, som er muslimer for eksempel. Det er de studerende, der henvender sig til mig og mit tilbud [om samtale] er åbent for alle. Så når folk kommer til mig, så har man selv afgjort, at man vil snakke med mig. Muslimer og jeg kan have det til fælles, at vi er religiøst troende.

Hvad er det for nogle emner, man typisk snakker med dig om?

Det kan være kærester, parforhold. Det kan være ens forældre, hvis man for eksempel er flyttet hjemmefra og måske savner dem. Nogle kan også have behov for at skulle løsrive sig fra sine forældre, hvor mor og far skal forstå, at nu lever man sit eget liv. Nogle kommer, hvis de er i tvivl om det studium, de har

valgt. Nogle er måske på vej ind i noget stress eller depression - eller på vej ud af det. Det er faktisk alting, vi kan snakke om. Alt, der går en på. Nogle kommer også og siger ‘jeg ved ikke lige, hvad det er, men jeg kan mærke, at jeg trækker mig lidt fra mine venner i øjeblikket’ - og så kan samtalen udvikle sig derfra.

Det behøver altså ikke at være religiøse emner?

Man kan sige, at det er en eksistentiel samtale. Det er en samtale om livet. Det behøver ikke at være et behandlingstilbud som en psykolog kan give. Bare fordi du går og hænger med næbbet, behøver det ikke at være fordi, du har en depression og skal behandles.

Men du kan jo sagtens gå og have det træls og måske bare trænge til at tale med nogen om det. Som ikke er ens forældre, kærester eller

Hvorfor synes du, at der skal være en præst til rådighed på et universitet? Kan man ikke bare gå i kirke?

Det kan man jo også godt. Men grundtanken i kristendommen, at vi er gode nok som vi er, ligger meget bag mit arbejde på universitetet. Vi lever i en perfekthedskultur, men det er der ingen, der kan leve op til - så bliver man stresset. Så synes jeg kristendommen har et meget godt budskab, der siger: du er god nok som du er. Der er ingen, der er perfekte.

Find det, der betyder noget: du kommer op om morgenen, du er sund og rask, kan tage en uddannelse og bor i en privilegeret del af verden. Fokuser på det, der er vigtigst - og det er det, præsten prøver på at sige om søndagen: du behøver ikke at være perfekt. Gud tilgiver.

Mange har måske også fordomme om præster og kirken. Men når jeg er her [på universitetet] så giver jeg jo de studerende mulighed for at møde kirken gennem mig. Så bliver det en sammensmeltning mellem de studerendes hverdag og det jeg repræsenterer.

Bruger du dit arbejde på universitetet til den kirke, du også arbejder i?

Når man arbejder som præst, så skal man være i de tekster, man prædiker over - de gamle tekster. Men man skal også være i nutiden, hvor man skal have de gamle tekster og nutid til at gå i dialog med hinanden. Når jeg nu bruger så meget tid på universitetet og har samtaler, så giver det mig nogle nye vin-

FAVORITTEN kler. Samtalerne kan give mig nogle perspektiver, hvor noget bliver tydeligt på en anden måde.

Henter du noget materiale fra kirken, fx et bibelvers, i dine samtaler herude?

Hvis jeg begynder at lære den studerende lidt at kende, så kan jeg godt hive noget frem fra biblen. Når personen begynder at fortælle, så kan det nogle gange minde mig om noget fra testamentet, hvor for eksempel Jesus siger noget. »Kom til mig, alle jer der slider jer trætte, og jeg vil give jer hvile« - det er et af

mine yndlingssteder. Tænk, at der er en, der siger det.

Det er måske en sætning, du kan genkende dig selv i?

Ja, det kommer til udtryk i sjælesorgen. Jeg sætter i hvert fald det i spil, at der er noget, der er større end os, der siger: ‘du lille slidsomme menneske, der forsøger at knokle for at være perfekt - prøv at lade skuldrene falde og vid, at alt er okay.” Det er der god sjælesorg i.

Debat: Mens vi sidder og fordømmer religion, så bruger det religiøse samfund krudt på at gøre verden til et bedre sted

Af Aida Jahic

Der er nogle bederum på universitetet - hvad er det for nogle?

Der er ét og det er ikke let at finde. Det er nærmest helt Harry Potter-agtigt. Det er et fordybelsesrum - det er vigtigt, det hedder det - men det er åbent for alle. Der ikke nogen møbler dernede, men det er bare et rum, der tilgængeligt for alle, hvis du mangler fordybelse.

Jeg har studenterpræstkolleger rundt omkring i Europa og der er mange på deres universiteter, der både har en kristen præst, en muslim, en metodist, baptist, katolik, jøde

- alt. Så er der en hel gang, hvor de sidder dernedad. Det synes jeg også ville være fint her - hvor der var lidt repræsenteret fra hele paletten.

nemlig ikke nogen af gæsterne.

Undskyld, men er det ikke gudhjælpemig smukt? Og det smukkeste af det hele: det, der motiverer de frivillige, er deres religion.

Deres kærlighed til Gud og Jesus. Deres næstekærlighed til deres medmennesker.

Og lad mig være ærlig: som privatperson var jeg ikke enig i alt, hvad de frivillige snakkede om. De fortalte blandt andet om, at de i deres trosretning ’healer’ deres trosfæller, så deres fysiske skavanker forsvinder.

Den vogn hopper jeg ikke med på.

Men jeg synes, det er smukt, hvordan de bruger deres religion på noget godt. Jeg kan godt lide at undersøge disse religiøse samfund, da det er blevet sådan et tabu i vores samfund at være religiøs. Jeg har også besøgt dansk-arabisk kulturforening i Odense, hvor frivillige blandt andet sørger for at holde unge mennesker væk fra kriminalitet. Disse nuancerede aspekter er glemt i debatten.

Jeg synes, man kan lære noget af de religiøse personer. De, der bruger deres tro på noget godt. Og dem findes der mange af.

Man skal bare opsøge dem i stedet for kun at fokusere på det dårlige.

Og lad os nu være ærlige. De fleste af os sidder og drikker os hammer stive i bajere hver fredag, mens de her mennesker udfører frivilligt socialt arbejde. Du behøver ikke at tro på healing-kræfter for at indrømme, at det religiøse samfund har en stor betydning for socialt udsatte mennesker. Det er ironisk, hvordan vi bruger så meget krudt på at dømme de religiøse, mens de bruger deres kræfter på netop ikke at dømme.

Så i stedet for at bruge så meget tid på at fordømme religion og religiøsitet, så kunne vi lære lidt fra det religiøse samfund. Vi kunne

lære lidt af deres livssyn og måden de hjælper deres medmennesker på.

Det er okay at være ateist, men det er ikke okay at være snæversynet.

Deler man så ikke op? Dem, der kommer til dig med en anden religion ville så gå ind til en af de andre?

Ja, der er jeg heldig lige nu - der kommer alle til mig. Og man behøver ikke at være troende eller religiøs.

"

Så i stedet for at bruge så meget tid på at fordømme religion og religiøsitet, så kunne vi lære lidt fra det religiøse samfund. Vi kunne lære lidt af deres livssyn og måden de hjælper deres medmennesker på.

Det er okay at være ateist, men det er ikke okay at være snæversynet.

Jeg besøgte Bykirken i Odense til min håndværkseksamen. Her er de frivillige i gang med at skænke mad til de besøgende gæster.

Vi

kender det sikkert alle sammen. Vi sidder og scroller gennem Facebook, da vi falder over en shitstorm. Disse shitstorme handler ofte om politikere, udlændinge eller religion. For ikke så lang tid siden var det Jehovas Vidner, der kom i klemme. Jeg læser ofte kommentarsporet for at følge med i debatten. Og den er ofte ensidig. Mange af kommentarerne er som følgende: »Religion er roden til alt ondt! Hvis det ikke var for religion, havde der været fred i verden.

Vi burde afskaffe religion verden over.« Og der er ikke langt fra de her Facebook-kommentarer til virkeligheden. Der er opstået en form for had for religion i vores senmoderne samfund. Religion ses som gammeldags, unødvendigt og mærkeligt. Som Nietzsche nu engang sagde: »Gud er død«.

Partier som Nye Borgerlige baserer deres politik på, at religion (eller en bestemt religion) er roden til alt ondt. Og hvis ikke til alt

ondt - så en del. Der får jeg lyst til at sige: Gu’ er det ej!

Der sker en masse forfærdelige ting i verden, som er udført af mennesker, der tilhører en bestemt religiøs overbevisning, ja.

Det kan man vist ikke benægte. Men helt ærligt, at religion som et koncept skal have skyld for menneskers handlinger, efterlader mig uforstående. Hvad med alle de gode ting ved religiøse personer? Dem synes jeg ofte ikke, der er fokus på i medierne.

Et eksempel er Bykirken i Odense, der hører under Pinsekirken. De afholder hver fredag begivenheden ”Østergade til middag”, som er styret af frivillige. Her kan ’gadens folk’ komme ind og få et varmt måltid. Udover et varmt måltid, får de også en varm velkomst. De frivillige står klar med åbne arme og krammer alle de besøgende, der kommer ind. Og det er lige meget, om de er alkoholikere, prostituerede eller ensomme. De frivillige dømmer

17

Her er de frivillige i gang med at gøre klar til deres gæster.

18 BLIKFANGET

APRIL

Et kig ind i kirken Vor Frelsers Kirke på Ejbygade emmer af ro en tirsdag formiddag. Inde i kirken er der køligt og stille. Hvert skridt får lokalet til at runge, og udenfor kan man høre en susen af bilerne, der kører forbi. Solens stråler finder sin vej ind gennem vinduerne og tegner skygger i kirkerummet.

Af Emma Margrethe Bork

For enden af kirken hænger alterbilledet, som menighedsrådet anskaffede i 2009 i anledning af kirkens 100-års fødselsdag. Billedet er malet af Arne Haugen Sørensen i 2006 og forestiller den fortabte søn, der vender hjem.

BLIKFANGET

Stolene står på rad og række op mod den hvide kalkvæg. På væggen hænger det gamle alterbillede, som blev flyttet fra alteret i 2009. billedet har titlen ‘Jesus og synderinden i farisærens hus’ og er malet af Joakim Skovgaard.

19

BAGSIDEN

af Jakob Svensmark

Panikdag til alle studerende på SDU Efter et fejlslagent forsøg på at indføre et nyt praktiksystem for de journaliststuderende kommer den gode gamle panikdag tilbage. Og nu får alle SDU’s studerende lov til at være med.

»N

ogle gange ligger guldægget lige for næsen af dig, og du opdager det først, når det bliver taget fra dig!« Det er ordene fra universitetsdirektør, Thomas Buchvald Vind, ovenpå beslutningen om at indføre en fælles panikdag for alle studerende på SDU. Panikdagen, som oprindeligt er opfundet for at nedbryde lidt for dumsmarte journaliststuderende, var ellers helt på vej ud, fordi nogle mente, at der måske fandtes mere humane måder at håndtere de studerendes praktiksøgning på. Gudskelov kom et IT-system uden kapacitet til at rumme 250 studerende i vejen for den plan, og det reddede panikdagen på målstregen.

hvis man valgte at indføre et ældgammelt praktiksystem. Men universitetsdirektøren fortæller, at nu, hvor panikdagen har været død og er blevet født på ny, passer den fint på universitetets fremadskuende profil.

Giver helt nye muligheder for de studerende Universitet har gjort det klart, at man vil gå all inn fra starten. Man har derfor omlagt en hel del studier, så alle de cirka 28.000 studerende kan deltage på tværs af studieretning, årgang og så videre, når panikdagen løber af sta-

blen 8. maj. Og ifølge universitetsdirektøren er der en lang række fordele ved at trække panikdagen ned over hovedet på alle universitetets studerende. For det vil på panikdagen være muligt for alle studerende at søge praktikplads hvor som helst, uanset om det har noget at gøre med ens uddannelse eller ej. »Det giver jo de studerende mulighed for at søge praktik nogle steder, som de end ikke havde overvejet tidligere. Står man eksempelvis som eskimologistuderende og tænker: ‘Jeg ville da egentlig hellere have været læge’, har man nu pludselig muligheden for at søge

Genialt koncept Genopstandelsen af panikdagen tager konceptet til helt nye højder. For planen er, at man allerede fra i år vil lave en stor fælles panikdag for alle studerende på SDU. Det er netop blevet offentliggjort af universitetsdirektøren, som for øvrigt fortæller, at man længe har haft et godt øje til journalisternes brutale praktiksøgningsstruktur. »Det er jo et genialt koncept. I en tid med alt for meget fokus på trivsel og sunde studiemiljøer er det fantastisk med sådan et lille sadistisk frirum på de voksnes præmisser, hvor de unge studerende én gang for alle lærer, at verden er hård og uretfærdig.« Han påpeger, at den eneste grund til, at man ikke langt tidligere har adopteret konceptet til hele universitetet, simpelthen er, at man i ledelsen har nogle ambitioner om at fremstå fremadskuende og innovativ. Derfor ville det selvsagt se lidt skidt ud,

en lægepraktikplads på rigshospitalet, selvom man måske ikke lige havde snittet, da man i sin tid ansøgte om optagelse på universitetet.« Til spørgsmålet om, om det ikke kan være lidt problematisk, at de studerende søger praktikpladser på fagområder, som de ikke er uddannet indenfor, siger universitetsdirektøren: »Slet ikke. Al god læring kommer af praktisk erfaring. Hele universitetsdelen er ren pro forma, og man overvurderer ofte betydningen af, hvad man reelt får ud af at tage en uddannelse. Man skal ud i det virkelige liv og lave nogle fejl, så skal man nok før eller siden få styr på det. Der er ikke noget, der giver en læge hård på brystet som et par forfejlede hjerteoperationer.« Man har endnu ikke det fulde overblik over, hvordan det rent praktisk vil lade sig gøre at få de 28.000 studerende fordelt på de over 40.000 praktiksteder, som har budt ind. Heller ikke hvordan man får plads til dem alle på SDU på én gang, når panikdagen løber af stablen d. 8. maj. Men det bekymrer ikke universitetsdirektøren. »Det tager vi, som det kommer. Og jeg er overbevist om, at vi nok skal få en rigtig fin dag alle sammen.«

Læserbrev fra Ghita

T

il hele den samlede, uduelige, danske journaliststand.

Stakkels jer! Stakkels jer! Gud, hvor har jeg ondt af jer. Hvad vil I? Vil I gå en tur i haven? Vil I have en lille kop te? Hvad er der med jer? Hvor er I? For jeg kan ikke mærke jer.

Overhovedet ikke faktisk. I er utydelige. Uklare! Og jeg kan simpelthen ikke holde det ud.

JEG er tydelig. Det kan jeg sige jer. Jeg er helt klar og tydelig! Hør mig. Over 50 år på det kaaaangelige teater har gjort mig til landets mest VEL-AR-TI-KU-LE-RE-DE diva. Jeg er en tydelig kvinde i min bedste alder med begge ben solidt plantet i den danske muld, og et hoved som hænger i et luftlag højt, højt over den danske middelmådighed. En middelmådighed, som hele den samlede danske presse er et formidabelt eksempel på. I har hverken rygrad eller nerve til at gøre nogen som helst forskel, noget som helst sted på jorden. I er dybt latterlige og unuancerede. Alle sammen!

Jer er derimod ekstremt nuanceret. Gud fader i himlen, hvor er jeg nuanceret. Fra Dirch til Karen Blixen, til Jeppe på bjerget, til Richard d. 3. Jeg kender dem alle sammen.

Indgående! De har været en del af mig. De har været dybt inde i mig. Dybt oppe i mig..

Altså... Ikke på den måde... Nej...

Men selvfølgelig er det eneste i tænker på.

Sex, sex, sex. Det er det, jeres små snoldede journalistkasketter kan drive det til.

I aner garanteret ikke engang, hvem jeg taler om. For I har alt for travlt med jeres boomstænger og jeres spisesedler. Gud fri mig vel!

Hvad blev der af det dannede forbillede?

Jeg er dannet. Gud fader i himlen, hvor er jeg dannet. Over 50 år på det kaaangelige teater har gjort mig til landets mest dannede diva. Og hvad kan I? Lytte kan I i hvert fald ikke. I taler og taler i en lind strøm uden at lytte til, hvad vi andre siger. Og det er ellers en afgørende kvalitet, hvis man vil være en god fortæller.

At være i stand til at lytte. Og det er jeg. Gud fader i himlen, hvor er jeg god til at lytte!

Hvad vil jeg så sige med det her? Det vil I garanteret spørge om. Jeg aner faktisk ikke, hvorfor jeg overhovedet bruger min tid på det her. Faktisk aner jeg ikke, hvorfor jeg bruger min tid på noget som helst. For I fatter det alligevel ikke. I fatter ingenting. Og det er der for øvrigt ingen, som gør. Altså med undtagelse

af mig selv selvfølgelig. Hvis bare alle var som mig. Gud, hvor ville verden være et langt mere dannet, folkeligt, nuanceret, højtflyvende og dybt jordnært sted, hvis alle var som mig.

Eller… Nej… Det er jo ikke det I skal.. I skal jo være jer selv. Finde jer selv. Det er jo for helvede det, som er min pointe... Eller også er det ikke... Hvad fanden ved jeg? Argh, hvor er det dog latterligt, at jeg overhovedet skal tage stilling til sådan et tåbeligt spørgsmål.

Hold jer fra mig, så jeg kan brokke mig i fred!

“

Stakkels jer! Stakkels jer! Gud, hvor har jeg ondt af jer.

Hvad vil I? Vil I gå en tur i haven? Vil I have en lille kop te?

Illustrationer: Julie Lapp