SDU’s generalister har trange kår for specialisering
SDU uddanner generalister. Vi undervises i journalistiske genrer og skal så mestre dem på både skrift, lyd og video. Det er jo fantastisk, hvis det så kunne lykkes, men ikke overraskende, virker det, til det i højere grad resulterer i, at vi aldrig bliver helt gode til noget. Og slet ikke det, som man allerhelst vil. Efter snart 2 år på studiet vil jeg tillade mig at fortælle om de problemer, det har skabt for mig og mine medstuderende.
Nyhedsfadæsen: Efter flere måneders undervisning i nyheder på skrift, lyd og video er der nyhedsuge. Fra morgen til sen eftermiddag bliver der produceret daglige nyheder i alle tre medieformer og givet samlet efterkritik. Et problem sniger sig dog ind: Ingen kan skrive en ordentlig nyhed. Det ville være pinligt for os studerende, hvis ikke der stod tre undervisere foran os og kløede sig i nakken over, hvad satan det er, de så har brugt månedsvis på at få ind i hovederne på os.
Webdok? Det kan du selv være: Det er noget med en hjemmeside, og så er det noget med både at bruge skrift, lyd og video. Og det skulle virke ret godt, hvis man kan finde ud af det. Men på trods af, at man kan aflevere både graverprojekt og fortællende projekt som webdok, ja så har vi ingen undervisning fået i, hvordan man teknisk stykker sådan en sammen. Ingen. Men har du interessen, så google lige *Det store webdokeventyr: Sådan lærte vi at lave en digital fortælling* - Illustreret Bunker har nemlig skrevet en lærerig webdok om det.
Skriftholdet, der udeblev: Med semestret for fortællende journalistik kommer endelig muligheden for at specialisere sig og kun få undervisning i det medie, der virkelig interesserer en. Det man brænder for. Så fedt! Nå du vil gerne skrive? Jaeh, øh, okay så tre fjerdedele af jer kan få lov til det. I andre må lære at elske lyd og video. Hvorfor man ikke kan lade skriftholdet være lidt større end de andre, er jeg fuldstændig uforstående overfor.
44 entusiastiske mennesker kan man godt presse ind i et lokale. At mange af dem, der så fik lov at komme på skriftholdet ikke møder op, kan jo så yderligere undre. Men jeg synes det er lige frækt nok af underviseren at brokke sig over manglende elever, når man har forment 11 adgang.
INTERN
Ro på, selvom praktikangsten spreder sig! Det bedyrer Nanna, selvom hun allerede nu begræder endnu et forsømt forår. Vi laver alle fejl engang imellem - også vores mytiske undervisere. Hvad er det nu lige for en frø, der er flyttet ind på Bornholm? Og kan man skrive en artikel på en fremmeds computer?
EKSTERN
I denne måneds EKSTERN, kommer vi med på rejsen som undercovernazist ind i et mørkt netværk af radikaliserede teenagere. Du kan også læse om Aziz Bourrid, der er vært på podcasten iFronten, hvor han bla. taler med eks-bandemedlemmer om de menneskelige omkostninger ved det kriminelle liv. Fodrer TV 2 fremtidens ludomaner i bedste sendetid? Det spørgsmål kommer også til debat i EKSTERN.
PORTRÆT
Den kyniske og objektive anmelder er langt fra Christian Monggaard. Han tror i virkeligheden slet ikke på den tilstræbte objektivitet. Derfor inddrager han også gerne sig selv og sine egne oplevelser, når han anmelder film. Læs, hvordan det hele startede for Christian Monggaard i biografmørket i Silkeborg med E.T. flyvende henover himlen.
SAMFUND
Chat GPT har her der og alle vegne, men der har ikke været meget snak om, hvad sådan en chatbot egentlig har af aftryk på klimaet. Det kommer under lup i SAMFUND. Og så er SAMFUND med den unge iværksætter Mathilda Nansen rundt for at høre om at lægge øjenskygge på blomster.
KULTUR
Vogue, vogue! VOGUE! Hvad er det? Det vil du forstå efter at have læst reportagen fra det eksklusive Ballroom-miljø, der sjældent lukker fremmede ind. Freja Engkilde har været med og fortæller om safespace og lyserøde nipples. Et andet muligt safespace er serien The Last of Us, hvor vi kan reflektere lidt over, hvad vi egentlig ville gøre, hvis nu der kom zombier. Det og meget mere, undersøger Ida Marcher Mandøe.
OPINION
Er det på tide, at du stiller dig på den ene eller anden eller tredje side af organdonationsvippen? Det sætter OPINION til debat i denne måned. I sektionen kan du også læse om, hvorfor den konstruktive journalistik måske er svaret på en stor del af nyhedsmediernes udfordringer. Og hvordan tøjrer vi os i en kunstdebat, der er stukket helt af? Det kan du alt sammen læse om i OPINION.
BAGSIDEN
Mediemates inviterer til fede arrangementer! Tjek BAGSIDEN for datoer og en lille teaser for et kommende stillingsopslag.
WEB: lixen.dk
MAIL: lixen@journet.sdu.dk
TRYK: Sjællandske Medier A/S
OPLAG: 500 eksemplarer
FORSIDE-FOTO: Frederik Kongsgaard
LIXEN Campusvej 55, 5230 Odense M
LIXEN er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.
Med kaffekopper i hånden, selvtilfredse smil på læberne og en autoritær aura omkring sig, vader underviserne rundt på SDU. Hvis man lytter efter, kan man høre dem hviske: »Jeg har arbejdet på TV2 og DR - Jeg har vundet en pris - Min far er stærkere end din«. Men er de virkelig så fejlfri, som vi går og tror? Det besluttede vi at undersøge ved at løfte sløret for deres største bommerter.
Jeg er i praktik på Berlingske, hvor jeg er udsendt til Aberdeen, Skotlands tredjestørste by. Jeg skal skrive om Aberdeen FC, der møder FC København i Europa League. Om fredagen, hvor jeg har rejsedag hjem, bliver jeg overmodig og tænker, jeg sælger en ekstra artikel ind til min redaktion derhjemme i København. Det havde jeg ikke behøvet, men jeg har en ide, og så vidt jeg kan se, har jeg god tid til at lave den.
Men pludselig, efter kampen, går der lort i flytiderne i lufthavnen. Min aftalte flyafgang mod København bliver skubbet igen og igen, og jeg har problemer med at få arbejdsro, grundet det stigende stress. Jeg bliver hele tiden omdirigeret rundt i lufthavnen på måder, hvor jeg ikke kan få lov at sidde med en laptop og arbejde, og jeg kan ikke rigtig få netforbindelsen til at virke på hverken computer eller telefonen.
Det ender med, at jeg ud på af enen med kæmpe sved på panden må skrive i flyet, men så løber min computer tør for strøm. Jeg har ikke netforbindelse i flyet på telefonen, og flyet lander efter min deadline. Jeg har inden afrejsen skrevet hjem til redaktionen, at jeg har den ekstra artikel klar straks efter, vi lander. Undervejs på flyveturen går jeg rundt i flyet og spørger folk, om jeg må låne deres computer, men de kigger bare på mig, som om jeg er skør. Det ender med, at jeg får lov at låne en computer fra en på førsteklasse og skriver artiklen på den. Jeg står klar forrest i flyet, da vi lander for at drøne af og med ham i VIP-lounge for at sende min ekstra artikel hjem til redaktionen fra hans computer. Det lykkes altså til sidst, men efter den deadline jeg oprindelig havde, og derfor måtte min kollega på avisen blive hængende hjemme på redaktionen i København for at sætte den op. Jeg havde jo plads i avisen, som jeg skulle fylde til lørdagsavisen, så der var ingen vej udenom.
Jeg er nyuddannet og har lige fået et job på TV2 Bornholm. Jeg havde ikke lavet TV i praktik, så jeg tænkte, at hvis jeg skulle lære det, var det nu.
Der var en skide god naturhistorie om, at klokkefrøen var på vej tilbage på Bornholm. Den skyndte jeg mig at hoppe på og gik i gang med indslaget. Det var en længere proces; Jeg var ude i naturen og optage frølyde, jeg interviewede natureksperter og lavede voxpop med Bornholmerne om, hvor
Altså de står jo i kø, bummeterne. Heldigvis, det er jo dem man lærer noget af. Men den jeg vil fortælle om, som jeg stadig nogle gange kan blive pinligt berørt over, det er dengang, jeg var på kulturredaktionen på Fyens Stiftstidende.
Dogmefilmen Festen var lige udkommet, og jeg havde fået et telefoninterview med Ulrich Thomsen, som er født og opvokset i Odense, der spiller hovedrollen. Jeg havde ikke set filmen og havde heller ikke nået at læse op på den. Jeg tænkte, jeg tager den fra hoften. Jeg kører det hurtige kliché-interview, så jeg spurgte lidt til, hvordan det var at være med i filmen. Lidt åbne spørgsmål, som ikke ville afsløre mig, troede jeg selv. På et tidspunkt stiller jeg så spørgsmålet, om der var noget i filmen, han kunne genkende fra sit eget liv. Så blev der frygteligt stille i telefonen, og så sagde han, nej, det handler jo om en dreng, der er blevet misbrugt af sin far, og det er jeg ikke blevet.
glædelig en nyhed det var, at den smukke klokkefrø var på vej tilbage. Indslaget blev sendt, og kort tid efter får jeg et opkald fra en Bornholmer: »Du er vist den eneste klokkefrø her. Det er løvfrøen, der er på vej tilbage.« Det var fandme pinligt. Det var ikke fordi, researchen var dårlig, lektien er bare at være præcis. Der kan man hurtigt komme til at blande to navne sammen. Det tror jeg, alle kommer ud for i deres karriere det at kalde en person for noget andet, end de hedder.
En anden gang fik jeg et kæmpe hosteanfald, da jeg læste nyheder direkte i radioen. Det var så grelt, at jeg ikke kunne få et ord ud og bare måtte stikke manus i hånden på en kollega og derefter flygte fra lydstudiet.
Og med til historien hører det, at Ulrich Thomsens far har et større firma i Odense. Og jeg er ret sikker på, at Ulrich Thomsen ikke synes, at det var særligt passende, at Fyens Stiftstidende spurgte ham, om hans far – som formentligt holder Fyens Stiftstidende, havde udsat ham for den slags. Og jeg aner ikke, hvordan jeg kom tilbage fra den, men jeg ved bare, at jeg havde koldsved i resten af interviewet.
Mit bluff var blevet kaldt, fordi jeg ikke havde lavet min research, og jeg ikke havde forberedt mig. Jeg havde forsøgt at bluffe mig igennem i stedet for at være ærlig og sige det til ham fra starten af. Men det var en fejl, jeg lærte noget af, nu går jeg nødigt uforberedt til et interview.
Foto: pixabay.com
Det forsømte forår står for døren. Up and coming eksamenslæsning kombineret med lyse, lune forårsaftener, der kalder på kolde fadøl. Og så den forestående praktiksøgning. Om det er læsningen, fadøllene eller vennerne, der skal forsømmes er op til den enkelte.
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at hovedpine, indre uro og mavesmerter ikke havde været present det sidste stykke tid. Og når vi nu er ved netdoktors liste over fysiske symptomer på stress - burde nervøsiteten ikke først indtræffe, hvis man ikke havde hjertebanken?
Det er sjovt, hvordan jeg forår efter forår sender en kort tanke til Hans Scherfigs romanklassiker fra 1940. Titlen ender på en eller anden måde altid med at være ret rammende for mit forår. Og helt for egen regning - så tror jeg ikke, jeg ikke er den eneste, der har det på denne måde. For når jeg kigger rundt i klasselokalet på de 30 stykker, der også har valgt at møde op den dag, kan jeg ikke lade være med at tænke, at mine medstuderende måske også føler, at der er relativt meget på deres livstallerken lige nu.
Trivsel, trivsel, trivsel
Hvordan står det så til med trivslen på Syddansk Universitet? Spørger man studieog trivselsvejleder på Syddansk Universitet Sanne Choe Jensen, går det generelt set ret godt. Men studie- og miljøundersøgelserne, der bliver foretaget på universitetet viser desværre også, at der er plads til forbedringer:
»Generelt set, så har de studerende det rigtigt godt. Men vi har desværre også en gruppe, der mistrives [...] 27% af de studerende oplever stærke stresssymptomer. Altså daglige, stærke stresssymptomer.«
Og med stresssymptomer menes der fx mavesmerter, koncentrationsbesvær, hjertebanken.
»Alvorlige ting« tilføjer Sanne Choe Jensen.
Hvordan man kan svare enig eller meget enig i spørgsmålet om, at man trives på sit studie samtidigt med at man oplever daglige, stærke stresssymptomer er mig en gåde.
Dette billede tegner sig også hos de journaliststuderende på Syddansk Universitet. Kigger man specifikt på resultaterne herfra, ser man også en generelt høj trivsel og relativt høj frekvens af stress og ensomhed.
På landsplan ses det fra en undersøgelse fra 2022, at mere end hver fjerde studerende har opsøgt læge eller været frameldt studie på grund af stress. Og dette er til trods for, at politikerne rent faktisk har forsøgt at sætte ind overfor mistrivslen blandt unge med
hjælpepakker i kølvandet på corona-nedlukninger.
Trivsel er et vidt begreb. For hvordan skaber man trivsel for de universitetsstuderende? Ifølge en analyse lavet af Kim Jesper Hermann, Torben Kristian Jensen og Berit Lassesen fra Aarhus Universitet er det vigtigt, at de studerende føler sig som en del af et større fællesskab på deres studie. Både fagligt og socialt.
Forholdet mellem studerende og underviser har også stor betydning for de studerendes trivsel. Her spiller klar kommunikation fra undervisere og løbende feedback især en vigtig rolle. Og ja, selvfølgelig skal arbejdsbyrden også virke overkommelig.
Føler du dig ramt? Så burde du fortsætte din læsning.
En faglig vurdering
Hvis disse symptomer begynder at være en integreret del af din hverdag, kunne du overveje at gå til studie- og trivselsvejledningen. Sanne Choe Jensen fortæller, at eleverne som oftest kommer til vejledningen med et problem eller en problematik:
» Når vi så kommer længere ind i snakken, så kan man godt mærke, at den studerende er presset og ikke har ressourcer til at håndtere deres situation. Og det går ud over både deres privatliv og deres muligheder for at læse.«
Og Sanne Choe Jensen understreger, at det er vigtigt at tage sine symptomer seriøst og få opsøgt læge:
»Det er altid vigtigt at få taget fat i en fagperson og få en faglig vurdering af, hvordan den enkelte person har det. Det er den første ting, så de kan få noget hjælp, og komme videre - måske også blive henvist til et psykologtilbud.«
Men hvad er årsagen til al den stress og ensomhed? Ifølge trivselsundersøgelsen blandt de journaliststuderende så kommer den største andel af presset fra de studerende selv. Og det var da i grunden et heldigt resultat. Så behøver universitetet ikke at tage den på sin kappe.
Men hvad kan jeg egentlig selv gøre?
Og så til the million dollar question. Hvad kan jeg selv gøre? Psykiatrifonden skriver ganske rammende på deres hjemmeside, at “arbejdsrelateret stress er svært at løse alene.” Heldigvis følger de op med en liste metoder, du kan gøre brug af, hvis du oplever stress.
De lægger ud med overblik. Start dagen med at få et overblik over dine arbejdsopgaver.
Gør dig klart, hvad du skal nå og vær realis-
tisk, så du ikke føler, at du er bagud.
Dernæst skal du lave en prioritering af dine arbejdsopgaver.
Planlægning. For en distræt tidsoptimist som mig selv er næste sætning en blanding af komik og utopi - planlæg de prioriterede opgaver, og gør, som du har planlagt.
Den næste række råd er måske i gajolpakke-enden, men fortjener ikke desto mindre at blive nævnt.
1. Gør én ting ad gangen
2. Husk pauser
3. Oprethold en sund livsstil
4. Hav fokus på din vejrtrækning. Træk vejret dybt ned i maven, før du går i gang med en opgave Kilde: Psykiatrifonden.dk
Siden januar har jeg i samarbejde med Dagbladet Information afdækket et højreekstremistisk ungdomsnetværk. Jeg tager jer med på rejsen og viser nogle af de journalistiske redskaber, vi brugte i projektet.
18. marts udgav Dagbladet Information en artikelserie i 3 afsnit om det højreekstreme internetunivers Fædrelandsfront. Projektet har jeg lavet i samarbejde med Ida Espersen. Det blev søsat tilbage i januar, og det har været en vild rejse, jeg kunne snakke langt og længe om, men det må blive en anden god gang.
I den her artikel vil jeg prøve at gøre jer klogere på nogle af de journalistiske greb, vi brugte i forbindelse med at afdække det her netværk - både i den indledende research, men også rent metodemæssigt omkring identifikation, systematisering og generel journalistisk håndværk.
Interesser er din ven
Under den to dage lange køretur, hvor vi konfronterede unge medlemmer fra hele landet, spurgte jeg Ida om et par gode fifs til en ung journalistspire. Hun nævner, at nicher altid er en god ting.
Et interessefelt for mig har længe været højreekstremisme. Det har været et sammensurium af internetkultur, politik og ideologi samt en ekstrem og fringe kultur - altsammen noget, jeg finder spændende. Derigennem har det været noget, der automatisk har ligget på den palette af ting, jeg tjekker op på og interesserer mig for.
Derudover har internettet og computere altid interesseret mig, så at være fiks på både net og computer og tale begges sprog hjælper også. Lige i det her projekt viste netop det at være en kæmpe fordel.
Find en niche eller et spørgsmål, kun du kan svare på. Prøv derefter at sætte det i en journalistisk kontekst
Kodning og YouTube-guides
Når først man er inde i Fædrelandsfront, er der fuld adgang til det hele. Min første tanke var selvfølgelig, at det var vildt fascinerende, men at jeg også hurtigst muligt skulle få gemt alt materialet. Jeg undersøgte kort, hvad man kunne gøre, og fandt den noble disciplin scraping frem.
Scraping handler kort om at skrabe alt indhold fra en given platform. Om så det er en Discordkanal, en hjemmeside eller en profil på Instagram. Et program, der downloader alt data, der findes. Bo Elkjær har skrevet et glimrende kapitel om det i Den Undersøgende Journalistiks Metoder.
Jeg har ikke anslag til at gå alvorligt i detaljer med, hvordan man gør, men nettet er generelt din bedste ven. Der findes utallige tråde og videoer på YouTube om scraping.
En del af at lære scraping er at lære at kode. Jeg har tidligere stiftet bekendtskab med det allermest basale kodning, så det er ikke 1000% fjernt, men det krævede alligevel en del videoer på YouTube og nogle nørdede afkroge af nettet.
For at holde styr på hvad, jeg vidste om hvem, lavede jeg et langt excel-ark, hvor jeg skrev alt ned. Alder (det kunne man selv angive), hvilke roller man havde (nationalsocialist og fascist fx), og hvilket køn man havde. Derudover skrev og gemte jeg også alt personlig information, jeg fandt. Stort og småt. Ved at sammenholde det hele kunne vi få et overblik over aliasser, alder, ideologi og i nogle tilfælde bopæl.
Hold styr på dit materiale og sorter det rigtigt fra start. Det sparer dig en masse tid i længden. Undersøg tekniske muligheder, der kan give dig en fordel
Grib chancerne
I historien afdækker vi bl.a., hvordan otte drenge mødes i et gruppeopkald og tager en ‘hate values’ test. 246 spørgsmål om, hvor meget du hader kvinder, jøder, transpersoner, handicappede og andre minoriteter.
Dette baserer sig på ca. 40 minutters videomateriale, jeg optog en sen aften i min lejlighed. Gennem vores muldvarpeprofil fulgte vi med i flere Discordkanaler, og en dag ser jeg en række toneangivende fra Fædrelandsfront udføre quizzen.
Stille kommer jeg ind. Siger intet, mikrofonen slukket. Det må sgu briste eller bære.
Jeg skal ikke til at begynde at sige noget - der er jeg slet ikke endnu. Var jeg blevet afsløret den dag, havde projektet set radikalt anderledes ud.
Vi får et sjældent indblik i, hvordan den indbyrdes kommunikation foregår. Hvad de
1.
2.
lægger vægt på, hvordan de omtaler hinanden. Uhyre vigtigt og uhyre skræmmende.
Tag en chance - det kan lykkes og give noget indsigtsfuldt
Identifikation
Noget af det, jeg har fået allermest ud af rent fagligt i det her projekt, har været i den proces, der handler om identifikation. Igen, det kræver noget teknisk snilde, men med lidt held, sund fornuft og fikse idéer, kan det sagtens lade sig gøre. Identifikation er en mærkelig proces, for det eneste, vi har at gå på, er dét, de unge selv deler. Nogle gange doxxer de hinanden som en form for joke. Det vil sige, at man deler personlig information om personen bag et alias. En enkelt gang har en bruger selv delt hans navn og by i en lukket gruppe.
Typisk har det været ved at sammenholde informationer fra doxxing med de små krummer, de selv mere eller mindre ubevidst lægger frit tilgængeligt. Ved at sammenstykke det hele får du pludselig en masse konkret at gå efter.
Vi har derudover gjort brug af en aktindsigt og oplysninger fra Tinglysningen. Tinglysningen kan fortælle os om ejerforhold og dermed om adresser. Aktindsigten gav os et konkret navn, vi ud fra kunne finde adressen på - bl.a. gennem Tinglysningen.
I ét tilfælde havde en bruger en konto tilknyttet sin bruger, hvor han havde delt en video fra en dansk by, vi ved at kigge og Google fandt ud af, hvor var. I en anden video kunne man kort se et stisystem fra hans værelse. Efter en times tid på Google Earth fandt vi stisystemet. Vi dobbelttjekkede adressen inden konfrontationen for at være sikre på, at den var rigtig.
I et andet tilfælde skulle vi finde en unavngiven togstation, hvilket lykkes. Den unge fik sit navn doxxed af en anden ung i fællesskabet og ved at sammenholde de to informationer, fandt vi en profil med et navn. Mange søgninger senere finder vi forælderen og dermed en adresse.
Summa summarum må være, at en del af identifikationen er gået ved at tage stykker af den information, vi finder i Fædrelandsfront, og strikke det sammen med de offentligt tilgængelige værktøjer, vi har som journalister - f.eks. Tinglysningen, aktindsigter, sociale medier, geolocaiton osv.
Gode fifs, jeg lærte i løbet af projektet:
Find en niche
Hav tekniske færdigheder i orden
3. Brug tid på systematisering
4. Grib chancerne
5. Brug din sunde fornuftFoto: Mikkel Kristensen
Aziz Bourrid har oplevet lidt af hvert i løbet af sine 40 år. Gennem sin podcast iFronten prøver han at italesætte nogle af de ting, vi ikke er så glade for at tale om, og tale med de mennesker, vi ikke er så glade for at tale med. Kriminalitetsforherligende podcast eller socialpædagogisk projekt, der skal få unge kriminelle til at reflektere en ekstra gang? LIXEN talte med manden bag
Aziz Bourrid sidder foran sin gæst. Gæsten har lige detaljeret forklaret om, da han stak en mand ned.
»Når du at tænke over, det er et knivstik, eller er det bare en refleks?«
Sådan spørger Aziz Bourrid sin gæst. Professionel, rolig og med overblik, men også spørgende, som om det var det mest naturlige spørgsmål i verden. I realiteten sidder han overfor det, de fleste ville kalde et farligt menneske, men han sidder der. Rolig, koldfattet og nysgerrig.
»Jeg skulle jo bevise, at jeg var sej,« svarer gæsten.
Gennem sin podcast iFronten forsøger han at sætte fokus på nogle af de historier og de emner, Bourrid ikke mener, vi forstår godt nok. De fleste gæster kender han fra sit eget liv, og deres liv ligger ikke vildt fjernt fra, hvordan hans eget engang så ud.
Gæsterne har typisk en blakket fortid, og når Aziz siger blakket fortid, så mener han det.
Nærmest samtlige gæster har tunge domme bag sig. Nogen har begået alvorlig personfarlig kriminalitet, nogen har siddet flere år i fængsel, og nogen har rykket kokain i kilovis. Ved første øjekast kan man tænke, at det er en kriminalitetsforherligende podcast, der giver mennesker taletid, vi som samfund fordømmer og fortier. Men Aziz synes, historierne er vigtige og fortjener at blive fortalt.
Samtalen handler ofte om kriminalitet, bander og narko, og det er ikke tilfældigt. Som sine gæster har Aziz ikke været »guds bedste barn,« som han selv fortæller det. Men han føler også, at det er dét, der er spændende. At det er dét, folk gerne vil høre. Han kalder det »hard-hitting interviews.«
Idéen er hentet fra USA, hvor Aziz brugte timer, dage og uger på at se interviews med hårdkogte kriminelle, bandemedlemmer og andet godtfolk. Når han var i skole eller på job, kunne han gå og glæde sig til at komme hjem og se endnu et hard-hitting interview.
»Jeg så de her interviews og tænkte, at jeg kender historier, der er vildere end det der. Jeg har det samme potentiale for gæster som de her podcasts, og så er spørgsmålet bare: Kan jeg finde ud af at bygge et interview op, og kan jeg lave lige så fedt content?«
Sluseholmen og et billboard på væggen Aziz byder velkommen i en 3-værelses lejlighed i det nybyggede Sluseholmen. Modernistisk og rummeligt, og med et kæmpe iFronten-banner hængende på to af væggene. Hjemmet bærer præg af hærværksaktioner fra hans datter, der har skrevet sit navn på ruden og hængt klistermærker op på dørene. Det er gået stærkt for Aziz og iFronten på det seneste. Projektet startede officielt for 9
måneder siden, og efter 2 millioner visninger på TikTok, knap 15.000 følgere og en overvældende god respons er han klar til at tage det til det næste niveau. En del af det er også at dele hans egen historie. Men ikke helt endnu. Han har planer med det på sigt.
»Lige nu skal det handle om iFronten. Min historie er jo ikke en del af iFronten, den er bare blevet interessant, fordi jeg er blæst op i iFronten. Der er nogle mennesker, der har interesse i min historie. Men der skal være et formål med at fortælle historien.«
»Jeg er bange for, at min historie kommer til at overskygge iFronten. Og det er ikke meningen. Det skal være omvendt.«
En forebyggende socialpædagogisk bandepodcast
Han gør det klart, at gæsterne ikke er tilfældigt opstøvede. Han kender dem enten personligt, perifert, fra gamle dage eller gennem kammerater.
Blandt Aziz’ gæster finder man lidt af hvert.
Ali K, der er blevet skudt 5 gange. Den tidligere Black Cobra bandeleder Zohair, der nu står
til fængsel og udvisning. Eller Jim Latrache, som han knapt spørger ind til fortiden som undercovermuldvarp i Nordkorea, men mere indtil, hvornår han købte sit første kilo kokain og til hvad pris.
Og så er der en som Ahmad Osman - også et tidligere bandemedlem, der nu sidder i kørestol efter et knivstikkeri. I de første sekunder af interviewet med Ahmad kigger Aziz direkte ind i kameraet for en indledende bemærkning:
»En heads-up til de unge derude: Jeg synes, I skal slå ørene rigtig godt ud. Vi kommer til at snakke ekstremt meget om venner, ego og spontane handlinger, der fører til fatale konsekvenser.«
Og det er præcis det, de gør i interviewet. Snakker om fatale konsekvenser, bagsiden af medaljen, og hvorfor gangsterlivet måske ikke altid er det mest appellerende.
Vision og mission
Aziz har en mission med podcasten. Den skal nemlig ikke bare være en kriminalitetsforherligende podcast eller en podcast, der udeluk-
kende dyrker bandelivet, de hurtige penge og de hvide baner. Det skal være en podcast til de unge, der måske allerede er i periferien af bandelivet, men som stadig har tid at løbe på.
»En forebyggende socialpædagogisk bandepodcast,« kalder han det selv undervejs. Det er ikke guds bedste børn, han har med at gøre. Det medgiver han. Men historierne er vigtige, for hvis vi skal forstå bandemiljøet og komme nogle af de unge gutter i forkøbet, må vi også forstå dem, de ser op til. Dem, der gik før dem og var de første i gamet.
»Jeg mener, at de her mennesker, og de ting, de har været igennem. Der ligger så meget baggrund i det. Hvis man giver dem muligheden for at komme med en rød tråd i tingene, så kan man både forhindre og forebygge.«
»I store træk handler det om at oplyse og informere,« konstaterer han.
Tankerne bag iFronten er på ingen måde visionsløse. Aziz fortæller, som en der har oplevet det indefra, at myndigheder og fagpersoner ikke er gode nok til at forstå de kriminelle. Til at forstå bandemedlemmerne. Hvilke tanker og refleksioner, der ligger bag deres valg.
»Jeg vil gerne italesætte de her ting, der er blevet meget værre, og skabe en forståelse overfor de her mennesker - specielt overfor myndigheder, der måske ikke har en forståelse for, hvorfor de her mennesker gør, som de gør,« slår han fast.
Flere skriver til Aziz, at det er fedt, at de ikke bare glorificerer tingene, og det bliver sat i et andet perspektiv.
»Vi giver jo folk de fede historier. Det giver jeg dig ret i. Vi giver dem noget hard-hitting, og vi får gæsterne til at fortælle om domme. Vi kan godt grine, og vi kan godt have det sjovt. Men der er ingen, der skal være i tvivl om, at vi er alvorlige. Budskabet er dybt alvorligt.«
i tvivl om, at vi er alvorlige.
AZIZ BOURID Podcaster»Vi kan godt grine, og vi kan godt have det sjovt. Men der er ingen, der skal være
Budskabet er dybt alvorligt.«
I løbet af hele Danmarks underholdningsprogram, X-Factor, kunne man den 17. marts gentagende gange se gamblingreklamer i pausen. Det sker, efter flere og flere unge oplever problemer med gambling. Kan det virkelig være rigtigt, at TV2 skal være med til at puste yderligere til problemet? Det mener EKSTERN-redaktør Frederik Boesgaard ikke.
Jeg er hoppet med på X-Factor-bølgen igen i år. For mit vedkommende er det særligt de første afsnit af hver sæson med auditions, der tøjrer min interesse. Her lader jeg mig rive med og løfter øjenbrynene over de til tider ringe præstationer. Liveshowene, som er i fuld gang, markerer slutningen for de dårligste deltagere og dermed også sekvenserne med løftede øjenbryn. Men i fredags røg de op i panden igen. TV2 bragte mellem nyhederne og X-Factor-afgørelsen en reklameblok med ikke mindre end fem målrettede og opdaterede spilreklamer, der knyttede sig til det igangværende afsnit af X-Factor. Tænk: ”Clara Nedergaard ryger ud i aften: Odds 25”. Danske Spil, Unibet, Maria Casino og Mr. Green rimer ikke på familiehygge, fredagsslik eller public service.
At opfordre til at spille om penge hører ingen steder hjemme på en public service-kanal. Især ikke når programmets seere i så høj grad består af børn og unge. Forestil dig at den samme gruppe skal se på live-odds for, hvem der er mest tilbøjelig til at ryge ud, før de begynder at se MGP eller Junior Bagedysten.
Der er en grund til, at minimumsalderen for spil er 18 år. For børn og unge er særligt udsatte, når det gælder problemer med spil. Tal fra Center for Ludomani viser, at en tidlig spilledebut øger risikoen for at ende som ludoman. Samme center fastslår i en undersøgelse fra 2022, at 24.500 unge danskere mellem 12 og 17 år allerede har spilleproblemer.
TV2 havde sidste år et overskud på 463 millioner kroner. Derfor er det at synke alt for lavt, når de falder for de helt sikkert godt betalte bettingreklamer.
X-Factors berettigelse på et public service-medie er i årevis blevet kritiseret. Kritikerne har længe ment, at programmet er for kommercielt. Det skyldes særligt tendenserne til den slags ydmygelses-fjernsyn, som man også ser i Paradise Hotel. Her tænkes der særligt på X-Factors indledende afsnit, hvor de talentløse deltagere bliver sorteret fra
efter at have gjort sig selv til grin. Elementer, der ifølge kritikerne hører til på kommercielle kanaler som TV3 og Kanal 5. Da debatten var på sit højeste, forsvarede daværende kulturdirektør Morten Hesseldahl programmets berettigelse på DR ved at sige: »Vi kan jo ikke lave public service, uden der er en public, og der hjælper X-Factor jo i høj grad med at skaffe den public, som er en af de forudsætninger, som gør, at vi kan være her.«
Udtalelsen indkapsler problemet med spilreklamer på TV2. For det er selv samme store publikum, der nu udsættes for lokkerier. Spilfirmaerne har gjort et scoop, når de uskyldigt præsenterer gamblingens verden for fremtidens potentielle ludomaner, der sidder i sofaen og sluger markedsføringen lige så hurtigt som deres popcorn. Familiens samlingspunkt har pludselig fået en dunst af gæld og afhængighed. En grim lugt, som TV2 må se at fjerne.
Reklamerne spiller en afgørende rolle i forsøget på at rekruttere nye spillefugle. Undersøgelser foretaget af skatteministeriet viser, at reklamerne er med til at sænke paraderne for pengespil hos seerne. Derudover prikker de konstant til dem, der i forvejen er
spille-tilbøjelige og minder dem om, hvor let det er at spille. Spil, der hurtigt kan føre til ludomani.
Ludomani har alvorlige konsekvenser. Mange ludomaner oplever brud med både familie og venner, og flere mister deres arbejde eller studieplads. Ifølge Center for Ludomani har 43 % af dem, der har været i behandling, overvejet at begå selvmord, fordi de har følt sig trængt op i et hjørne, og 34 % har begået kriminalitet for at finansiere spil.
Spilreklamerne under fredagens X-Factor ærgrer mig ekstra meget, fordi jeg i længere tid har gået rundt og været af den overbevisning, at lige præcis udnyttelsen af pausen inden afgørelsen har været genial. Her indflettes nemlig en nyhedsudsendelse, der giver programmet hele sin public-service berettigelse. Det gik op for mig under en forelæsning på mit journalistik-studie sidste år.
En oplagt mulighed
Mine to undervisere Kim Andersen og Morten Skovsgaard, der er henholdsvis lektor og professor på Center for Journalistik, præsenterede min årgang for et studie,
de i fællesskab havde udarbejdet i 2019. Studiet viser, at X-Factor er en fantastisk mulighed for at række ud til den del af befolkningen, der normalt ikke ser Nyhederne. Fredage uden X-Factor betyder, at kun 11 % af befolkningen ser aftenens nyhedsudsendelse, mens fredage med X-Factor resulterer i at hele 26 % af befolkningen ser selvsamme nyhedsudsendelse, der bliver sendt mellem de to dele af programmet. Altså en stigning på 140 % i forhold til normalt. Heraf mange børn og unge, der normalt ikke ser nyheder. Det betyder desværre også, at spilfirmaerne nu drager den præcis samme fordel, som man får, når man sender nyheder i pausen af X-Factor. Den positive oplysningseffekt ved den tilfældige eksponering falmer fuldstændig ved siden af det faktum, at man samtidig risikerer at gøre flere til ofre for ludomani. TV2 havde sidste år et overskud på 463 millioner kroner. Det er derfor at synke alt for lavt, når de falder for de helt sikkert godt betalte reklamer. Spilreklamerne skal væk i en hulens fart, så vi igen kan nyde godt af X-Factor. Det kan ikke gå hurtigt nok.
CHIRSTIAN MONGGAARD DEN AUTODIDAKTE ANMELDER
»JEG HAR ALTID SKREVET MEGET, MEN JEG HAR
ALDRIG FÅET AT VIDE, HVORDAN EN ARTIKEL SKAL OPBYGGES.«
Filmskribent og forfatter Christian Monggaard har gennem 25 år haft sin gang som redaktør og anmelder hos Dagbladet Information. Modsat mange andre journalister, er han autodidakt med to ufærdige uddannelser i bagagen og har i sine egne ord »aldrig lært at opbygge en artikel«. Lixen har besøgt skribenten, der de sidste 30 år har forsøgt at fornøje sine læsere, forstå og formidle alt om film.
Af Eva Almann SimonsenBio Silkeborg 1982. 10-årige Christian Monggaard har sammen med sin mor sat sig til rette i biografmørket. De skal se Steven Spielbergs nye film E.T. En film om drengen Elliott der bliver venner med rumvæsenet E.T., som ved en fejl er blevet efterladt på jorden. Elliott fatter sympati for E.T. Han føler sig selv forladt, da hans forældre er skilt. Dette ræsonnerede straks med den midtjyske dreng Christian, hvis mor og manden han anså for at være sin far, var blevet skilt nogle år forinden.
»Jeg kan huske vi begge to sad og græd. Det er en meget rørende film. Det var min første store filmoplevelse« fortæller han.
»Spielberg har altid fyldt meget for mig som filminstruktør.«
Siger han, og lægger ansigtet i tænksomme folder. Det indrammes af en vilter blond manke af hår og skæg. Vi befinder os på hans kontor på Dagbladet Information i hjertet af indre København.
Christian Monggaard har som selvudnævnt cinefil brugt de sidste 30 år på drømmejobbet som filmskribent. Han er dog ikke bleg for at indrømme, at 75% af de film han ser er dårlige. Han besidder, hvad han i sine egne ord kalder »en nærmest kompletist-agtig trang til at vide, se, og læse alt.« Dagen inden vi mødes, har han netop færdiggjort sin anmeldelse af Steven Spielbergs seneste film; den semi-selvbiografiske The Fabelmans, hvor Spielberg for alvor dykker ned i sine forældres dysfunktionelle skilsmisse.
Forfatteren Christian Monggaard
Christian Monggaard er autodidakt. Bag sig har han et år på Klassisk Arkæologi studiet og noget tid på Film- og Medievidenskab. Et skelsættende øjeblik i hans karriere kom da han som 21-årig i ‘93 sad med sin daværende partner og læste avis, og en annonce i filmmagasinet Levende Billeder fangede hans blik. Han husker, det var Orson Welles, som den dag prydede forsiden. Annoncen fortalte, at magasinet søgte nye skribenter. Monggaard havde allerede pensioneret Indiana Jones-drømmen, så hans interesse blev straks vakt. Han søgte jobbet og fik det. Nu korser han sig ofte over, hvor studentikose hans skriverier var, når han genlæser sine gamle anmeldelser.
»Jeg har altid skrevet meget, men jeg har aldrig fået at vide, hvordan en artikel skal op-
bygges.«
Dog kan det stadig smitte af på ham, at læse sit yngres jegs begejstring over en film. Den unge Christian Monggaards appetit på at skrive, blev dog ikke mættet af de hurtigt producerede artikler og som blot 25-årig og far til en søn, med en datter på vej, fik han en idé. I 1996 havde hans journalistiske komet-karriere bragt ham til stillingen som redaktør på Levende Billeder, og i den forbindelse fik han lov til at komme med på filmoptagelserne til familiefilmen “Hannibal og Jerry”, der blev produceret af filmskaberduoen Michael Wikke og Steen Rasmussen. At se makkerparret arbejde både foran og bag kameraet vækkede hans indre aficionado, hvilket resulterede i, at han forfattede et brev til duoen.
»Vi snakker forholdsvist ofte sammen den dag i dag, og så engang imellem hiver Wikke brevet frem og læser det op for at gøre mig flov« griner han, mens hans ansigt pinefuldt fortrækker sig ved mindet om sit unge, naive jeg.
I brevet udpenslede han sin vision om at skrive en biografi om duoen. Det gav de grønt lys til, men da Monggaard sendte sit manuskript rundt til alle de store forlæggere, modtog han afslag efter afslag. Selveste Morten Hesseldahl som var redaktør hos Gyldendal og formand for Det Danske Filminstitut kvitterede med et brev om, at han ikke synes, biografien besad den “fornødne tyngde”. Monggaard skrev senere bogen i en feberrus og biografien Så er der kronhjort, Kurt udkom i 2006. Biografien blev senere revideret og udkom nu under titlen Brug dit hjerte som telefon. Christian Monggaard ler også, da han genkalder, hvordan han senere stak Morten Hesseldahl et eksemplar af bogen, og kvitterede med ordene »De var ikke for lette til at skrive en bog om.«
Redaktøren
Siden da, har han bl.a. givet sig i kast med at forfatte flere bøger om film- og serieinstruktør Erik Balling, og de universer han skabte gennem sin karriere med folkekære serier som Matador, Olsen Banden og Huset på Christianshavn.
»Han er en af de største danske filminstruktører nogensinde. En enormt fascinerende figur som ikke har fået credit for at være en auteur. Han forsøgte at ophøje komediegenren, med film der hverken skulle tale hen
over hovedet på folk eller tale ned til dem,« fortæller Christian Monggaard.
En stor del af Monggaards karriere baserer sig på at give Balling vindikation som en kunstner med noget på hjerte. Dagen inden vi mødes, har han været ude på Ringsted Kongrescenter til et event med fire af de skuespillerinder fra Matador, der portrætterede seriens ikoniske kvindelige karakterer.
Da han indleverede første udkast af Ballings biografi til sin redaktør, var han ganske tilfreds.
»Min redaktør læste det, jeg synes var mit færdige manuskript og vendte tilbage med en masse rettelser. Hun var pissedygtig, men jeg var så vred på hende. Da jeg havde skrevet den igennem, som hun sagde, så vidste jeg, det var blevet en bedre bog. I virkeligheden kom min vrede af, at jeg blev udfordret og inderst inde vidste, at jeg havde brug for at blive udfordret,« fortæller han og fortsætter:
»Det værste der kan overgå en som skribent, journalist og kritiker, er ingen redaktør at have. Det vigtigste er at have en, som udfordrer en.«
At bruge sig selv som skribent Som læser af Christian Monggaards skriverier, er der altid én stilistisk ting, der springer i øjnene. I kontrast til flere af sine kollegaer, tager han ofte udgangspunkt i, hvad der som menneske rammer ham i det, han anmelder. Han har netop fulgt den 95. Oscar-ceremoni, hvor filmen Aftersun også havde en nominering. I sin anmeldelse af filmen lægger han vægt på, hvordan det portræt Paul Mescal tegner af en far, trækker ham tilbage til en tid, hvor han som enlig, ung far tog sine børn med ud at rejse.
»Han prøver at være en god far for sine børn, samtidig med man kan mærke, at der er en sorg hos ham. Han er trist og sørger, når han tror, datteren ikke ser det. Det kan jeg genkende mig selv i. Den følelse af savn, når man er på ferie med sine børn, og hvor man hele tiden tænker, at man burde være på ferie med sin partner og sine børn. Det savn at den familie man troede man skulle være engang, ikke eksisterer længere.«
I 1994 da han var 22 og stadig tog spæde skridt i sin karriere, blev han for første gang far.
»Jeg var glad for at blive far. Men var måske heller ikke den allerbedste far de første
år af mine børns liv, fordi jeg samtidig begyndte min karriere som skrivende. Min karriere begyndte at tage fart, så der var både en partner og børn der kom til at lide afsavn af det, hvilket resulterede i et ødelagt parforhold og to børn, der måtte nøjes med deres far hver anden weekend,« Siger han og ælter en hvide kugle, han knuger i sin venstre hånd. Han forklarer, at han begyndte at se på film og TV anderledes efter han fik børn. TV-serier om lykkelige familier rammer noget i ham. Han reflekterer højt, mens han vender og drejer kuglen:
»Det er fedt, at jeg er en forholdsvist ung far. Var jeg for ung til at få børn? måske, men jeg var glad for at blive far.«
Han ser det som sin styrke og signatur at inddrage sig selv, dog har det været en kunst at mestre, hvor meget han skal dosere brugen af sig selv. Som han selv påpeger, er der jo aldrig nogen, der har fortalt ham, hvad han som skribent må og ikke må. Dog synes han at være nået frem til en balance med at bruge sig selv på en ordentlig måde.
»Som anmelder lægger jeg ikke skjul på, hvem jeg er. Den tilstræbte objektivitet tror jeg ikke en skid på.«
Disse overvejelser kommer til udtryk i hans anmeldelse af en af årets Oscarvindere: The Whale. I sin anmeldelse fokuserer han på Brendan Frasers rænessance fra typecastet actionskuespiller til en mangefacetteret skuespiller, som formår at transcendere en skrøbelig rolle som engelskprofessoren Charlie - en fysisk stor karakter, der forsøger at spise sig selv ihjel. Det, der taler til Christian Monggaard er på det almenmenneskelige plan om et menneske, der har mistet. Hvad der ikke indgik i anmeldelsen er, hvordan Monggaard selv har oplevet omverdenens fordomme mod hans krop. Han fortæller, hvordan han selv kan identificere sig med ikke at have lyst til at gå ud, på grund af folks reaktioner på hans udseende.
»Jeg har selv levet med en form for skam. Jeg har selv oplevet diskrimination. Det er ikke fordi, det nødvendigvis gør ondt, men jeg har mere en forundring over at folk er fuldstændig uden pli og opdragelse, og kan finde på at sige grimme ting til andre mennesker.«
I filmen isolerer Charlie sig i sit eget hjem, da omverdenen ser anderledes på ham, hvilket Christian Monggaard selv kan identificere sig med til en vis grad.
»Jeg har prøvet at føle mig for tyk, forkert og ugleset.«
Det Christian Monggaard finder så magisk ved Brendan Frasers performance, er, hvordan han formår at gøre hovedpersonen menneskelig og får seeren til at “glemme”, at han er en større mand end de fleste. Det valgte han i stedet at vinkle sin anmeldelse på. »Den amerikanske filmkritiker Roger Ebert sagde engang at “film er en empatimaskine”. Det kan give en muligheden for at sætte sig i et andet menneskes sted. Leve en anden kultur, køn, seksualitet eller hudfarve. Film kan skabe forståelse og gøre os til bedre mennesker. Det tror jeg fuldt og fast på« siger han. Han byder også den stigende diversitet, der indtager filmverdenen velkommen. Både bag kameraet og blandt kulturskribenter. På trods af han selv har oplevet diskrimination i forbindelse med sit arbejde, lægger han også vægt på, at det aldrig har været i nærheden af det, hans kvindelige kollegaer bliver udsat for. Derfor mener han at stigende diversitet i branchen har været tiltrængt.
»Som midaldrende, hvid, ciskønnet, heteromand skal jeg lære nogle gange at holde min kæft. Som en god kollega sagde, skal man nogle gange holde sin kæft, træde et skridt tilbage og lytte til, hvad der bliver sagt.«
Part og observatør Som anmelder, kulturjournalist og forfatter er Monggaard en del af, men samtidig en kritisk observatør af, den danske filmbranche. Som veteran i faget, har han været tilskuer til utallige karrierefødsler, knuste stjernedrømme og filmflop af Shakesperianske dimensioner. Hans første store internationale oplevelse leder os tilbage til Cannes filmfestival i 1998. Det år hvor dogmebølgen svøbte byen i de to filmsucceser Festen og Idioterne, og som ifølge Monggaard blev genfødslen for dansk film. Mange folk fra den danske filmbranche som deltog, kender Monggaard den dag i dag. Han kaster lys over den metarolle han selv spiller.
»Jeg er observatør i den danske filmbranche, og så alligevel ikke. Det er den samme lille andedam. Man er nødt til at holde fast i, at kunstnerne er derovre og jeg er her.«
Han mener dog også, hans kritiske sans med årene er blevet skærpet selv overfor de instruktører, han har kendt længe. Dog nægter han at kompromittere sin journalistiske integritet og undlader at anmelde film af de instruktører, han kender for godt. Han har af etiske årsager også måtte takke nej til fantastiske rejser betalt af filmselskaber, tilbud om bestyrelsesposter i prisuddelings- og legatkomiteer. Selvom det har gjort ondt.
»Jeg kan ikke sidde og belønne de samme mennesker som jeg måske senere skal skrive om« siger han og tilføjer:
»Hvis ikke mine læsere kan stole på, hvem jeg er som kritiker og journalist, så har jeg ikke noget tilbage. Det eneste jeg har er min troværdighed.«
Han er dog også bevidst om, at han som filmelsker har sin kryptonit.
»Jeg er en lige så stor fanboy, som jeg er professionel kritiker« indrømmer han og uddyber:
»I virkeligheden går det jo lidt imod det jeg sagde om integritet, men jeg har mine favoritter og har bedt internationale instruktører jeg har mødt om autografer. Jeg er professionel, men også tilpas meget fanboy til at jeg kan finde på at gøre sådan noget.«
Mathilda Lin Rhod Nansens hverdag er ikke som andre 21-årige. Mens hendes venner tager på interrails i Østeuropa og studerer på Københavns Universitet, betaler hun moms og lægger øjenskygge på blomster til Tessa.
Det er en sjasket regnvejrsdag, og
Mathilda Lin Rhod Nansen står foran
Oberra, en nyopført restaurant i Nordvest. Hun har sit lange, afblegede hår sat op i en hestehale, og kanten på hendes hvide stofbukser er sort af det våde grus. Ved siden af Mathilda står hendes ladcykel. Træladet på cyklen er malet i en pastellilla farve, hvor man tydeligt kan ane penselstrøgene på det uplejede træ. Ladcyklen fragter Mathildas levebrød, nemlig hendes virksomhed, rundt.
Mathilda er 21 år. Den 5. august 2022 startede hun sit eget firma – Rhod Flowers – ugen inden fashion week. Hun kalder sig selv florist og dekoratør, men modsat mange andre florister har hun ikke en butik. Alle hendes aftaler, samarbejder og bestillinger kommer på Instagram på hendes iPhone, hvis skærm former et kryds af revner.
Stadig er hun bange for at miste alt det, hun har bygget op det seneste år.
»Det er jo bare blomster. De kan jo bare købe det hos en anden,« siger hun med frygten for at miste sine gode samarbejder malet i øjnene.
Mens hendes venner planlægger interrails og Roskildecamps til sommer, ved Mathilda ikke, om hun kan tage fri. »Jeg regner med at tage to uger til sommer. Men der har jeg heller ikke holdt ferie i et år.«
På blomstertur i København
De kender Mathilda inde på
Oberra. Hun kommer hver torsdag kl. 10 og leverer blomster til restauranten. Med et smil indtager hun rummet og bliver mødt af godmorgen-hilsner. Hos Oberra er arbejder hun udenfor ved de grønne caféborde, så hun ikke sviner inde i restauranten. Sirligt arrangerer hun monsterablade, også kendt som bloggerplanten, callaer, rosmarin og guldregn i de håndlavede vaser.
For Mathilda har opstarten på hendes virksomhed været sjov og svær. Hun har kæmpet med, at brands har udnyttet hendes gode vilje, når det kommer til betaling og aftaler. Og så har hun prøvet at være på spanden, i tid-
spres og i fortvivlelse over ting, hun ikke har kunnet nå eller ikke har prøvet før.
»Det her er jeg virkelig ikke stolt af, men jeg har engang været nødt til at købe blomster i Rema 1000, fordi jeg ikke havde tid til at tage på Grønttorvet,« siger hun med hævede øjenbryn og sin højre hånd slået op for munden.
Efter Mathilda har været på Oberra, cykler hun videre mod Friheden, en cafe på Nørrebro. Hun hopper nøjsomt på tæerne for at beskytte sine beskidte buksekanter fra vådt grus og små vandpytter.
På Friheden kender de ansatte også Mathilda. Hun stiller hun sig udenfor ved en hoftehøj, spraymalet træboks med rullehjul,
Jeg regner med at tage to uger til sommer. Men der har jeg heller ikke holdt ferie i et år
MATHILDA LIN RHOD NANSEN
Stifter af Rhod Flowers
som hun har bruger som arbejdsplads. Det siler ned, men hun står i læ under en gulog hvidstribet markise, der er kontrastfuldt nuttet til Nørrebros ellers rå graffitiprægede mure.
Øjenskygge på orkidéer Engang skrev et af Danmarks hotteste firmaer i hendes indboks, at de gerne ville have hende til at finde sorte orkideer til et photoshoot. I sin iver og starstruckhed over brandet meddelte Mathilda straks, at det kunne hun sagtens. Ingen problem. Det hun ikke vidste var, at man ikke kan finde sorte orkidéer. Så
hun satte sig ud for at lave nogle, men stødte straks ind i problemer. Orkidéer kan ikke spraymales, for så klapper de sammen som et slattent pitabrød. Man kan ikke sætte rødderne i vand blandet med frugtfarve, for det tager ti dage, og de når at dø inden. Mathilda gik i panik. Var hun nødt til at ringe for at sige, at hun ikke kunne gøre det alligevel? Efter research og grundig hjernegrublen, valgte hun at satse. På Grønttorvet købte hun otte af de flotteste orkidéplanter, hun kunne finde. Med ti timer til shootet ringede Mathilda til en makeupartist, hun tidligere havde arbejdet med. Hun fik lokket makeupartisten hjem i sin lejlighed på Glasvej med et løfte om en kebab, og der skulle de lægge øjenskygge på orkidébladene. Med et fast greb om orkidéerne, lagde de to kvinder smokey eyes på blomsterne, til deres fingre og ansigter blødte sort og lejligheden ligeså. Til gengældendte blomsterne med at blive lige som modegiganten ville have dem. Selv Tessa fik en makeupbelagt orkidégren med hjem efterfølgende. Fra Friheden skal Mathilda videre til Kødbyen, hvor Åben Bar ligger. Det er hendes nyeste samarbejde, som hun selv har jagtet. På Åben Bar modtager de Mathilda uden for åbningstiden og Nicolai, som hun har haft kontakten til om det nye samarbejde, hilser venligt på hende. Han gelejder hende ud bag baren i et køkken, der ikke er i brug.Med Kødbyens velkendte, hvide klinker på væggene, store gæringstanke, metalrør og lutter stålflader, udmærker lokalet sig til betegnelserne ’råt’ og ’sterilt’. Og det er lige præcis den æstetik, som Mathilda jagter. Kontraster.
Til Åben Bar har hun taget tørrede blomster i bordeaux og støvet lilla med. Det er hendes yndlingskombination af farver og netop et forsøg på at skabe en kontrast til barens rustikke look. Mens duften af gæring og bryggeriets egen IPA ’Vestergade’ smyger om sig i rummet, snupper Mathilda elegant en rødskaftet urtekniv op fra sin slangeskindbelagte Fenditaske. Hun snitter uproblematisk de tykke rødder ind mod sig selv. Det har hun gjort mange gange før.
Med ChatGPT blussede diskussionen om potentialet for kunstig intelligens op igen. Men vi glemmer ofte, at de kræfter, der står bag AI efterlader sig spor af CO2.
Det er ikke mere end to måneder siden, at det var på alles læber: ChatGPT.
Og selvom det ikke altid var nemt at huske de otte bogstaver, var det svært at glemme, hvad denne AI-model kan gøre: Til ethvert spørgsmål har ChatGPT’en et svar. Men hvad størstedelen måske ikke tænker at spørge ind til, er hvad der også følger med det svar. For de maskiner, der driver den avancerede chatbot, bruger store mængder af strøm, og det betyder, at ChatGPT’en efterlader et uønsket aftryk. Et CO2-aftryk.
Teknologien bag ChatGPT er det, man kalder machine learning modeller, og denne type for kunstig intelligens bygger på, at modellen skal kunne blive ved med at lære af sig selv, baseret på de erfaringer, den gør sig.
»En machine learning model bliver til ved, at du har en masse data, som du viser til din computer samtidig med, at du fortæller computeren, hvad det er, den ser«, forklarer Kasper Groes Albin Ludvigsen, der er data scientist og bestyrelsesmedlem i forening Danish Data Science Community.
»Så hvis du gerne vil lære din computer at kende forskel på billeder af hunde og billeder af katte, så viser du den millioner af fotografier af henholdsvis hunde og katte. For hver gang du viser et billede af en kat, så siger du; det her er en kat, og hver gang du viser et billede af en hund, så siger du; det her er en hund.«
For at denne proces overhovedet kan lade sig gøre, kræver det en computerkraft i form af mange hardwarekomponenter. Og det er netop den her hardware, der kan efterlade sig et aftryk, fortæller Kasper Groes Albin Ludvigsen.
»De her hardwarekomponenter, de bruger strøm, og den her strøm er ikke altid produceret fra vedvarende kilder, og derfor kan der være et CO2-aftryk.«
Inde i maskinrummet ChatGPTs primære hardwarekomponent hedder Graphics processing unit (GPU).
Research-virksomheden Trendforce estimerer, at ChatGPT skal bruge mere end 30.000 GPU’er for at kunne fungere. Til sammenligning skal en god gamer computer bruge en
enkelt.
Leon Derczynskin er lektor i computer science ved IT-Universitetet, og for ham lyder antallet af GPU’er sandsynligt, når der er tale om modeller som ChatGPT.
»Der er en enorm mængde af matematik involveret. Modellerne har mange parametre, og de skal alle ganges igennem, og hver eneste forudsigelse skal udregnes.«
Derczynski tilføjer, at der er et effektivt strømforbrug pr. udregning, men at det er skalaen, der trækker i retning af et stort strømforbrug.
GPT-4 er den model, som den ChatGPT vi kender i dag, benytter sig af. For GPT-3, altså ChatGPTs forgænger, har modellen 175 milliarder parametre. En artikel i tidsskriftet Computer fra juli 2022 regner sig frem til, at det tager omkring to uger at lære modellen op. Det et energiforbrug på 1287 MWh, svarende til 552 tons CO2.
Den mængde CO2, er den samme som 74 danskere i 2021 udledte på et helt år.
Men det stopper ikke nødvendigvis her. Alt det med hunde, katte og GPU’er foregår nemlig i modellens træningsproces, der ikke er til-
Det vigtigste er at bruge effektive datacentre eller benytte sig af effektiv energi. Og når man ikke er opmærksom på, hvor energien kommer fra, så er den nok beskidt. Og det er der ingen undskyldning for LEON DERCZYNSKI
Lektor i computer science, IT-Universitetet
inferensen kan foregå alle steder. Der findes modeller næsten så gode som ChatGPT, og så sent som i går, så jeg en af dem køre på en mobiltelefon. Det betyder, at der er modeller, der kører alle steder, og det er svært at overvåge«, fortæller Leon Derczynski.
Op fra kulkældrene
Ifølge Leon Derczynski er der en del, der forsker i at gøre inferensfasen så energieffektiv som muligt, og man arbejder også på at skrive bedre koder, så algoritmerne skal bruge mindre strøm.
Men her og nu er der også måder, hvor man kan mindske energiforbruget og CO2-udledninger.
»Det vigtigste er at bruge effektive datacentre eller benytte sig af effektiv energi. Og når man ikke er opmærksom på, hvor energien kommer fra, så er den nok beskidt. Og det er der ingen undskyldning for,« siger Leon Derczynski.
Han mener heller ikke, at den samfundsværdi, modeller som ChatGPT kan give, er en undskyldning for at udlede mere.
»De fordele, som jeg ser ved de her modeller, det er, at man kan generere algoritmer hurtigere og på den måde gøre arbejdet en smule mere effektivt. Og vi ved, at det at gøre arbejdet hurtigere betyder, at de industrielle maskiner bliver ved med at køre og ved med at udlede. Altså det er jo den forkerte vej. Hvis vi udleder mere, så gør vi det jo ikke bedre.« Flere datacentre bruger allerede i dag blandt andet hydroelektrisk energi eller geotermisk energi, så den strøm, datacentrene skal bruge, mindsker deres CO2-aftryk. Men ifølge nogle eksperter modsvarer det ikke den hastighed internettrafikken stiger med.
At mindske datacentrene CO2-aftryk handler lige nu om optimering og effektivisering for virksomhederne.
gængelig for omverden. Efter at have trænet og blevet gjort tilgængelig går modellen i det, man kalder inferens. Nogle siger også, at modellen er gået i produktion.
I denne del er der også et strømforbrug, men modsat i træningen kan det være svært at beregne, hvor meget der bruges. »Modellerne bliver trænet centralt, men
Men det er ikke usandsynligt, at det i fremtiden vil handle om vores, forbrugerens, internetvaner og brug af kunstig intelligens i hverdagen.
Undergrundskulturen ballroom er et frirum og en hyldest af queer-personer på tværs af køn, etnicitet, alder og seksualitet. Det er et voksende fællesskab inden for LGBTQ+ - miljøet, der samler folk fra hele verden. Her bliver de færreste udefra lukket ind. LIXEN er taget til et ball i København for at opleve den verden, som ballroom performer Cobra Miyake Mugler ikke kan slippe.
Mørke toner fra en cello snor sig gennem højtalerne. Det er Vivaldis The Four Seasons ‘Summer’, der spiller. Cobra Miyake Mugler sidder på tilskuerrækkerne og ser aftenens åbningsnummer. På catwalken sætter en kvinde sine hænder på lårene og twerker. Hun er iført hvidt lingeri, der blotter det meste af kroppen. Et par rosarøde brystvorter skyder op fra afklippede huller i hendes bluse. Kvinden spreder sine ben over en lyserød flødeskumskage, mens en susende lyd af violiner kaster sig ind mod tilskuerne. Hun griner og en sortmalet tunge lister sig ind over hendes læber. Hun flår kagen i stykker med sit underliv. Publikum skriger i begejstring. Om nogle få timer er det Cobra, som skal konkurrere på catwalken.
»If I can’t have cake it’s not my revolution« Står der på programbeskrivelsen i foyeren. En reference til citatet “Let them eat cake” efter sigende udtalt af Marie-Antoinette, dronningen af Frankrig, under Den franske revolution.
Vi er til ballet, ’The Feral Ball: New World Edition’, der er afslutningen på en tredages lang festival. På førstedagen kom evolutionen, på andendagen kom revolutionen og i aften fejres den nye verden med kage. Ifølge programmet baner revolutionen vej for en mere empatisk, kærlig og skamløs verden.
Ballet bliver afholdt på AFUK Scenen i en stor forestillingshal på Enghavevej i København. Udefra ligner det en skolegård med kla-
trestativer, bord bænkesæt og et stort uranlæg, der mest minder om frikvarter og lunken leverpostej i madpakken. Men bag grønne døre åbner sig en ny verden til brusende house-musik, lysbølger og glædesskrig. Det må være sådan det føltes, da Lucy åbnede dørene til Narnia.
Den alternative verden
»Let’s fucking ball,« råber den mandlige vært, også kaldet MC, Typhoon Angels og breder sine arme ud mod tilskuerne. Et insisterende spotlys vælter ind over hans svedglinsende overkrop. I de næste fem timer skal han guide deltagere og tilskuere gennem kategorierne i aften.
Høje hæle klikker mod gulvet. Kælenavne som honey, darling og sweetie udveksles mellem de fremmødte i salen. På begge sider af catwalken står røde stole, og Cobra Miyake Mugler sidder i en af dem. I løbet af aftenen skal deltagerne konkurrere foran et dommerpanel om trofæer inden for et stort spænd af kategorier, som hedder alt fra Sex Siren til European Runway.
For at respektere safe space-politiken er det forbudt at tage billeder under kategorien Sex Siren. En kvinde træder ind på catwalken og sprøjter citronsaft i ansigtet. Det drypper ned over brysterne og løber mod navlen. Her behøver hun ikke gemme sin krop væk, for ballroomkulturen er et frirum og en fejring af det sensuelle og kropslige.
Cobra skal konkurrere i European Runway,
hvor det gælder om at have den bedste feminine gangart, når man går ned ad catwalken. For at vinde kategorien skal hendes outfit være lavet af genbrugsmateriale, der er sat sammen i moderigtige kombinationer for at passe til ballets tema ’The New World’. Hun har øvet sig længe på sin gang, og outfittet ligger og venter på hende inde i omklædningsrummet.
Det er ikke alle de fremmødte, som skal performe i aften. Flere er kommet for at heppe og støtte op om fællesskabet i ballroomkulturen, der bryder med de gængse normer og griner af janteloven.
»Det handler meget om at være en del af noget større,« fortæller Ida Louise Holte, da vi nogle uger forinden mødes i Kødbyen. Sådan hedder hun rigtigt, og Cobra Miyake Mugler er hendes navn i ballroom-miljøet. Ved vores første møde er hun iført en opknappet skjorte og lange jeans til stor forskel fra Cobras ultrakorte denimnederdel og matchende trekantstop.
Cobra er Ida Louise Holtes alter-ego. Hun er dyr og flygtig. Hun er vejen væk fra samfundets herskende normer. Gennem Cobra kan Ida udleve en anden side af sig selv, som ellers ikke passer ind i samfundsstrukturen. Det er helt nødvendigt for Ida.
»I det heteronormative samfund er der nogle koder, som bare ikke passer til mange queer-personer. Så vi har lavet vores egne. Der er taget højde for os og vores venner på en helt anden måde end i resten af samfundet. Hele den alternative verden er jo bygget af os med henblik på andre queer-personer. Så identitetspolitisk er vi helt samme sted, og det er trygt. Derfor giver det mening at søge tilflugt i den alternative verden,« forklarer hun.
Hun har søgt et fællesskab i mange aspekter af sit liv, men det var først i ballroomkulturen, hun virkelig fandt sine folk og sig selv.
»Det er rigtig fedt, at vi er så mange, der samles om noget fælles, andet end et studie for eksempel kan gøre. Man kan spejle sig i hinanden og dele erfaringer,« fortæller hun og fortsætter.
»Som queer-person, når man går i en skole, på et studie eller en arbejdsplads, er der ikke altid nogen, man kan spejle sig i. Man har ikke nødvendigvis samme forståelsesramme eller samme vilkår for at eksistere. For eksempel kan man føle sig mere usikker i nattelivet som queer-person. Det kan blive ensomt. I ballroom, der bevæger alle sig inde for samme forståelses-
ramme. Det gør det nemmere at være sig selv«
Det første danske ball kom i 2018, men kulturen opstod allerede tilbage i 70’ernes Harlem, New York. Oprindeligt begyndte det som en protest mod de daværende drag fashionshows, hvor især brune queer-personer følte sig uvelkomne. De deltog sjældent, tabte ofte til de hvide drag queens og fik ingen anerkendelse. Det fik den amerikanske drag queen, Crystal LaBeija, til at rase mod det etablerede system, hvilket satte gang i nutidens ballroom. Undergrundskulturen voksede sig stor og blev et safespace for alle queer-personer væk fra racisme og diskrimination.
»Jeg tror, der er mange som mig, der har
I det kapitalistiske
er man er vant til at skulle sælge det, man brænder for.
IDA LOUISEbrugt det som en alternativ verden. Som en flugt fra samfundets herskende normer,« fortæller Ida Louise Holte.
Tilbage på stolerækken spejler Cobra sig i sine solbriller, mens hun maler læberne røde. Det er her Ida Louise Holtes flugt begynder. Her er hun ikke den 23-årige studerende, som læser Leisure Management på Sjællands Erhvervsakademi. Her er hun Cobra med knæhøje læderstøvler, der hviler på stolens kant. Her er hun ballroom performer, prisvinder og respekteret konkurrent på catwalken. Her har hun vundet priser i København, Paris og London, og måske vinder hun endnu én i aften.
Det første møde
Første gang Ida Louise Holte stødte på ballroomkulturen var i 2017. Hun gik på Oure Kostgymnasium på Fyn, fordi hun dansede og havde gjort det siden barnsben. Men tiden på kostgymnasiet føltes isolerende og langt fra det sprudlende byliv på Nørrebro, som hun var vant til. Derfor tog hun til København i weekenderne, hvor hun opdagede vogue. En dansestil fra ballroomkulturen, hvor man skiftevis poserer som modellerne på forsiden af Vogue-magasinet.
»Det stiftede jeg bekendtskab med. Så når jeg var hjemme på weekend om søndagen, så
var der vogue-sessions. Og det var bare vildt fedt!« fortæller hun.
De mange søndagssessions foran spejlet ledte til mødet med Samara. Det var hende, som gav Ida Louise Holte navnet Cobra. Samara deltog ved de samme vogue-sessions som Ida Louise Holte, og de blev hurtigt veninder. Samara havde før været til et ball i New York, og det lød vanvittigt spændende, når hun fortalte om det. Derfor aftalte veninderne sammen at tage til Paris, for at Ida Louise Holte også kunne opleve ballroomkulturen. Det var første gang, hun rejste ud i verden uden forældre eller en folkeskoleklasse løbende efter sig.
Veninderne tog til et ball sammen, og Ida Louise Holte blev fuldstændig overvældet ved synet af så mange smukke mennesker samlet på et sted. Skønhed, men på en helt anden måde, end hvad hun var vant til at se. Det var andre kroppe, andre udtryk, andre normer. De bar sig selv på en vild måde, som hun aldrig havde oplevet før.
Ida Louise Holte skulle gå ned af catwalken under hendes første Ball i Paris, og her vandt hun sit første trofæ.
Derfra gik det hurtigt, og inden længe blev hun optaget i The House of Miyake Mugler. Det er et slags team, et hjem hvor hendes parallelfamilie og medperformere er.
Tilbage i 70’erne fungerede husene som en rigtig familie for specielt brune og latinamerikanske LGBTQ+ personer. I mange tilfælde blev de nemlig smidt ud hjemmefra, og derfor flyttede nogle af dem sammen som en slags plejefamilie. Sådan er det ikke i dag, men familiefølelsen er stadig stor.
Bevarelsen af undergrundskulturen »Get it on the floor, get it, get it on the floor. Who’s that bitch in the back? Who’s that bitch that’s ready to attack? Get it on the floor, get it, get it on the floor,« rapper Typhoon Angels så hurtigt, at hvert ord sluges af det næste. Cobra står oprejst og hujer af sin veninde, som med vuggende hofter går ned ad catwalken. Røde lokker af hår kastes mod scenegulvet, idet hun lander i split og drejer begge arme op over hovedet.
»Fabulous ,« mimer Cobra.
En efter en træder deltagerne op på catwalken og bliver bedømt af et sultent dommerpanel. Nøgne kroppe bevæger sig skamløst gennem salen, en kvinde iklædt elektroder mimer til en operalignende sang, og en olieret mand spænder med musklerne.
Efter adskillige timer er det nu blevet Cobras tur til at performe foran dommerpanelet. Hun er iført en forreven kjole, lavet ud af genbrugte t-shirts. En bred diamant choker slutter sig om hendes hals. Med et flygtigt blik på konkurrenten, en kvinde i lårkort bodysuit, træder Cobra ind på catwalken. Hun løfter armene skiftevis og poserer som forsidekvinder i modemagasiner med
præg af robotlignende bevægelser.
Selvom ballroomkulturen er et uundværligt fællesskab for Ida Louise Holte, så ønsker hun ikke, at det skal blive allemandseje.
»I det kapitalistiske samfund, er man er vant til at skulle sælge det, man brænder for ’Ej, vi skal have flere med’. Der er det meget specielt med ballroom, for vi klarer os fint. Vi har ikke brug for flere. Vi har brug for at nære det, som er. Netop fordi det ikke skal være en zoologisk have for udefrakommende, der ikke selv ønsker at deltage, men blot vil se på,« fortæller hun.
Med selvsikre skridt og svajende hofter går Cobra mod dommerpanelet. Baner af sved fugter det korte hår i nakken.
Hun er ikke den eneste, som er bange for, at ballroomkulturen skal blive for turistet. Generelt er der en frygt for, at ballroom fællesskabet tiltrækker for meget mainstream opmærksomhed udefra. Flere musikalbummer, TV-serier og dokumentarer som ’Pose’, ’Legendary’ og ’Paris Is Burning’ har skabt stor opmærksomhed for kulturen, men det slæber også et nysgerrigt publikum efter sig.
»Det er meget en balancegang. Jeg er så taknemlig for, at der var nogen, som viste mig det. Det er jo vigtigt at dem, der har brug for det, finder det. De skal helt klart vide, at det er her,« fortæller Ida Louise Holte.
Cobra Miyake Mugler stopper op, da hun når til dommerkomiteen. Hun vender sig med siden til, så de får hele kjolen at se. På tilskuerrækkerne bliver der piftet, råbt skat, knipset med fingrene og kysset luften. Hendes modstander forsøger ihærdigt at stille sig ind foran hende. Cobra løfter sin højre hånd op i vejret, svinger en usynlig lasso over hovedet, drejer rundt på hælen og kaster hånden mod dommerne som for at fange deres opmærksomhed en sidste gang.
»Graaaand prize,« udbryder værten og peger på Cobra. Klapsalver vælter ud i salen. Hendes læber trækker sig op til et smil, og kinderne blusser. Hun klapper også og bukker som tak til dommerne. Arrangøren af aftenens ball løber over scenen med et lille guldtrofæ i hænderne. De omfavner hinanden. Små smilerynker samler sig omkring hans øjne, da han overrækker hendes trofæet. Hun ler og hvirvler ned ad catwalken. Endnu en sejr i parallelverdenen.
samfund,
HOLTE
Performer
Sæsonens sidste afsnit af The Last of US er for nyligt rullet over skærmene, og det nye tomrum gør plads til undren. Hvorfor ser alle pludselig på zombier? Skal vi frygte en svampepandemi i virkeligheden? Og hvad kan fiktion lære os om klimakrisen? Tre eksperter fra Syddansk Universitet giver deres bud på, hvordan vi kan forstå serien ud fra forskning.
Af Ida Marcher Mandøe
Foto: Ida Marcher Mandøe
The Last of Us behandler et utal af aktuelle emner, som giver stof til eftertanke – i hvert fald hos de af os, hvis hjerner endnu ikke er overtaget af en muteret svamp. Her udfoldes en lille bid af de emner.
Klimafrygt og menneskeligt bullshit
I The Last of Us opstår en farlig svampemutation på grund af global opvarmning (ups). Det efterlader samfundet i en barsk, apokalyptisk tilstand. Vi følger Joel Miller, som mister sin datter ved udbruddets begyndelse, og Ellie Williams, som altid har været vant til at skulle klare sig selv. De to kæmper sig gennem den postapokalyptiske verden. Og ligesom i serien, kan stigende temperaturer i princippet komme til at betyde flere pandemier i virkeligheden, fortæller forsker i biokemi Maria Szomek.
»Forskellige organismer overlever bedre under forskellige temperaturer. Nogle kan potentielt trives bedre i varme,« siger hun.
Allerede i seriens første scene bliver global opvarmning nævnt. Fjenden er et ubehageligt mix af svampe og mennesker. Og gang på gang præsenteres vi for ødelagte bygninger dækket af grønne planter. Derfor er det måske ikke så overraskende, at serien er blevet kaldt en perfekt metafor for klimakrisen.
Rune Graulund er lektor i amerikanske studier og forsker i, hvordan man bruger populærkultur til at tale om for eksempel klima. Han beskriver klimakrisen som en undertone i The Last of Us.
»De her store populærkulturelle fænomener tapper ind i en frygt, vi har, « siger han. – Og rigtig mange af os har en frygt omkring klima, som ligger i baggrunden hele tiden.«
Undertonen af klima kan blandt andet forstås med det specifikke monster, serien har valgt at arbejde med, zombien.
»Den er faceless, og kan være repræsentativ for så mange ting: Flygtningestrøm, terror, kemikalieudbrud, forbrugersamfundet og så videre,« siger Rune Graulund.
»Og også klima.«
Og på trods af stigende temperaturer, er
der da heller intet der tyder på, at der vil komme en virkelig svampepandemi foreløbigt. I serien er det svampen Cordyceps, der omdanner mennesker til zombielignende monstre. Spurgt ind til, om det er realistisk, er Maria Szomek klar i spyttet.
»Nej nej nej,« siger hun.
»Det er meget usandsynligt.«
Det er uhyggeligt, når du ser det i TV. Pludselig tænker du, åh gud, kan det her rent faktisk ske?
MARIA SZOMEK
Forsker i Biokemi, SDU
»Det er uhyggeligt, når du ser det i TV. Pludselig tænker du, åh gud, kan det her rent faktisk ske?
Sådan siger Maria Szomek om The Last of Us.
»Men jeg tror, at det er meget langt fra sandsynligt.«
Heidi Philipsen, lektor i medievidenskab, mener at seriens succes blandt andet skyldes de realistiske elementer.
»Det kunne være virkeligt, men vi har også lov til at drømme med, eller gøre det fiktionsagtigt,« siger hun.
Maria Szomek er dog skeptisk over for selve teorien.
»Myrer har en fuldstændig anderledes kropsstruktur.«
Den specifikke type svamp kan ikke angribe flere forskellige myrearter.
»Det er altså meget specialiseret, og svampene arbejder hårdt for at kunne angribe en art,« siger hun.
»Mennesker er så komplicerede, at det ville være svært rent faktisk at angribe os på samme vis.«
Heidi Philipsen forklarer dog, at serien fra et medievidenskabeligt perspektiv afspejler den verden, vi lever i, ved at beskæftige sig med klima.
»Det er jo på en måde paradoksalt, at vi bliver underholdt af det, men i det mindste bliver det sat på dagsordenen, at der er nogle problemer, vi skal tage os af,« siger hun.
En hypet apokalypse
The Last of Us er blevet ultrapopulær og har slået flere seerrekorder.
»Den er med til at skabe nogle refleksioner og noget debat,« siger Heidi Philipsen.
Især adaptionen fra spil til TV har fået ros for at være så vellykket, som den er. Både fra fans af spillet, og af nye tilskuere.
»Jeg tror, at de er lykkedes meget godt med at holde nogle af de der kompleksiteter i serien,« siger Heidi Philipsen.
Også Rune Graulund roser serien for at være mere nuanceret end nogle zombidramaer.
»Der er noget håb og varme i den her serie, som er anderledes,« siger han.
Og så kan et lækkert æstetisk univers også tage en del af æren for seriens succes. Hele storbyer ligger i ruiner, som med tiden er blevet indhyllet i frodige planter. Rune Graulund kalder fænomenet ”ruin porn”.
»Der er noget roligt ved det, fordi alt er vokset til og ser rart og lækkert ud.«
Der er måske også en mere instinktiv grund til, at vi drages af historien. Heidi Philipsen forklarer, at vi skal se på dyreriget for at forstå grunden.
»Dyreadfærdsforskere har kigget på dyreflokke, og fundet ud af, at dyr kæmper for sjov, men med en alvorlig bagside, for at lære noget om at overleve,« siger Heidi Philipsen.
Det samme fænomen gælder, når vi mennesker beskæftiger os med for eksempel zombiefiktion.
»Som mennesker får vi nogle ideer om, hvordan vi kan overleve. Og måske også, hvordan vi ikke kan overleve,« siger hun.
Den fiktive mutation i serien bygger på en svamp, som i virkeligheden angriber myrer. Det har fået fans til at spekulere i, om en lignende pandemi, rent faktisk kan ske.
»Vi vil gerne have det serveret på en måde, hvor noget af det er fiktion, så det glider en lille smule lettere ind, og vi bedre kan forholde os til det,« siger hun.
Hun pointerer, at der er brug for både fakta og fiktion, når det gælder så alvorligt et emne som klimakrisen.
Ud fra den teori er vi altså alle sammen logget ind, mandag efter mandag for at blive en smule klogere på, hvordan vi kan overleve nogle helt ekstreme situationer. Eller måske endda en zombieapokalypse.
Peter Rindal var en beskeden lagerarbejder, som i 60’erne skabte store bølger i debatten om den danske kulturpolitik – særligt rettet mod oprettelsen af Statens Kunstfond. Den kontroversielle og misforståede figur fortjener en lille tanke med på vejen. For nogle af hans tanker er stadig værd at gribe fat i til forankring i en kaotisk debat.
I1965 drog lagerarbejderen Peter Rindal fra Kolding til København. Med sig havde han en underskriftssamling, som flere hundrede havde sat sit navn på. Heri stod der blandt andet: ”Vi finder, at dette er misbrug af statens penge, og kan disse mennesker ikke leve af deres kunst, er der gode muligheder for at finde beskæftigelse i de produktive erhverv.”
Det omtalte misbrug af statens penge var oprettelsen af Statens Kunstfond. Den daværende regering havde besluttet at give livsvarige ydelser til udvalgte kunstnere. Og de havde indledningsvis sat 2 millioner kroner af i støtte til danske kunstnere, hvilket var en stor pose penge i 60’ernes Danmark.
Peter Rindal, der senere blev medlem af Fremskridtspartiet og fik sæde i netop Statens Kunstfond, var ikke imod moderne kunst, som mange tror. Hans kritik af Statens Kunstfond var af mere principiel karakter. En kritik af, at hårdtarbejdende borgere skulle betale for abstrakt kunst, der ikke ville give dem nogen som helst værdi. Hans oprør kom i en periode, hvor velfærdsstaten var under kraftig udvidelse, så mange af hans tanker er naturligvis præget af samtidens lommefilosofi. Men hvad, der står tilbage, er det principielle standpunkt, at borgerne ikke skal betale underhold til kunstnere, der ikke på anden vis kan klare sig selv. Kunstnere, der ikke kan
sælge deres kunst. Jeg mener, at tiden kalder på, at vi gentænker, hvordan kunststøtten bliver givet ud. Og der kan Peter Rindals idéer måske hjælpe os lidt på vej.
Den lukkede klub
Det virker til, at kunst og kultur har fået en mere fremtrædende plads i sindene på de nye regeringshoveder. I regeringsgrundlaget står der blandt andet, at de vil nedsætte et råd, ”der kan afdække og diskutere, hvordan kunst og kultur kan bidrage til at løse tidens store kriser, herunder klimakrisen, naturkrisen, velfærdskrisen og trivselskrisen.”
Når man fra statens side opsætter et formål med kunsten i et samfund, begynder man at komme på afveje. Det begynder unægtelig at ligne den agitprop, der blev produceret i Sovjetunionen – ingen sammenligning i øvrigt. Man begynder for alvor at komme på afveje, når kunstnere begynder at komme særlige krav til kunsten som f.eks. kvotekrav.
Der har også de seneste år været en del kritik af Statens Kunstfond, der nu råder over i omegnen af en halv milliard. I efteråret sidste år var der en del kritiske røster, blandt andet i Politiken, der hævdede, at der er en udbredt nepotisme i Fondens mange udvalg. Flere eksperter fortalte, at reglerne om inhabilitet i vurdering af ansøgere til kunststøtte ikke blev
overholdt. Med andre ord, at det er en lukket klub.
Befolkningens opbakning til kunsten kommer for alvor også under pres, når følelsen er, at der ikke bliver lavet noget, de kan spejle sig i. Når en buste bliver smadret som en del af en happening, tror jeg, at befolkningen hurtigt bliver fremmedgjort. Eller hvis en kunstner tager et museums penge og løber sin vej, som det var tilfældet i 2021 med værket ‘Take the money and run’, ja så kommer opbakningen til kunsten og kunststøtten på usikker grund. I 2017 viste en undersøgelse fra Megafon, at 51 procent af den danske befolkning synes, at kunststøtten er for høj.
Hvem stiller krav til hvem?
Den russiske maler Kazimir Malevich malede i 1913 en sort firkant på et hvidt lærred. Han havde selv meget høje og filosofiske tanker om, hvad der lå bag maleriet. Blandt andet at det skulle være en afspejling af, at det er fra nul til nul, at eksistensen har sin begyndelse. Uden at gå ind i en diskussion af værkets kunstneriske kvalitet, er maleriet som billede på den abstrakte og moderne kunst, Peter Rindal gjorde oprør mod, godt til at forklare, hvorfor en del mennesker føler sig fremmedgjorte af kunsten. For hvorfor skulle de betale deres hårdt tjente penge på den slags kunst?
Jeg vil vove den påstand, at det i den moderne abstrakte kunst, om det er på lærredet, i film eller i skønlitteraturen, i højere grad er kunstneren, der stiller store krav til publikum, end omvendt. Men det fører nødvendigvis til en fremmedgjorthed og i sidste ende ligegyldighed hos beskueren. Og hvad er så dens eksistensberettigelse?
Publikum skal i stedet stille store krav til kunstneren. Kunsten skal have det formål, som beskueren, seeren eller læseren definerer.
Hvis kunsten taler dybt til os, burde det i en perfekt verden kunne klare sig på et frit marked uden støtte fra staten. Vi skal kunne spejle os i det. Det skal kunne få os til at græde, le, reflektere og meget mere.
Der er nogle ret klare kriterier for, om en film fungerer eller en bog fungerer. Der skal være en historie og et narrativ, læser og publikum bliver opslugt af. Karakterer, man kan spejle sig i. Og dybe eksistentielle spørgsmål, der rumsterer i tankerne hos læserne efter sidste side eller hos publikum, når lysene tændes i biografen. I malerkunsten er det naturligvis lidt mere ukonkret. Men det er ikke meget at forlange, at man skal kunne spejle sig i motiverne, som skal ramme dybere følelser i os.
De store succeser
Mange danske kunstnere har haft stor succes nationalt såvel som internationalt. Og de har i særdeleshed haft held til at sælge deres kunst - det eneste krav rindalismen stiller til kunstnerne. Thomas Vinterberg vandt en Oscar for ’druk’. Susanne Bier har haft stor international succes.
Forfattere som Jussi-adler Olsen og Sara Omar sælger bøger til højre og venstre. Og i billedkunstens verden er der også en del danske, der sælger værker på auktionshuse til flere millioner. Kunstnere, hvis værker hænger på væggene i mange danske hjem.
Det virker altså til, at kunstnerne ganske vist kan overleve uden synderlig støtte. At danske kunstnere lever op til publikums høje krav og producerer noget, vi kommer stimlende i flok for at se, læse eller høre.
Det skal siges, at jeg mener, at Kunstfonden i sig selv er en god ting. Kunst er altid blevet støttet af velvillige mæcener, der har givet de kreative sjæle det økonomiske råderum til at vige al deres tid og kræfter til kunsten. Og det er godt - hvis ikke andet så for eftertiden. Men jeg synes, tiden kalder på, at vi gentænker, hvordan pengene bliver givet ud. For debatten og kunsten er i særdeleshed blevet rodet.
Her er det værd at sende en tanke til Peter Rindal. Drengen i kejserens nye klæder, der kaldte en spade for en spade og en firkant for en firkant.
For idéen om, at kunstnere helt eller delvist skal kunne leve af at sælge deres værker, kan måske hjælpe med at give forankring i en debat, der stritter i alle retninger.
Man undgår, at støtten bliver givet til kunstnere på et tvivlsomt grundlag. Når det er publikum, der stiller de store krav til kunstnerne, vil den bedste kunst overleve. Det bedste, der måske også er lige, hvad regeringen leder efter til at løse tidens store kriser. For spørgsmålet er, om ikke kunsten, der bearbejder de store kriser, vil klare sig glimrende på et frit marked, når nu de store kriser berører os så dybt.
Og sidste ende er der unægtelig noget tvivlsomt og mistænkeligt ved at give store pengeposer i støtte til meget abstrakt kunst. Netop hvad Peter Rindal gjorde oprør mod for snart 60 år siden.
Jeg er overbevist om, at konstruktiv journalistik kan føre mediebilledet i en helt ny og mere nuanceret retning. For det konstruktive har faktisk vist sig at være en redningskrans for forskellige medier. Da den britiske avis The Guardian var på randen af konkurs, gav de sig i kast med konstruktiv journalistik, og læserne vendte lydigt tilbage. Det giver et ret godt billede af, hvor meget vi som læsere higer efter andet end bombetrusler og hvidvasksager.
Endnu en oversigt over de nyeste sanktioner mod Rusland popper op på mobilens nyhedsapp. Med ét ledes vi videre til udenlandssektionen: Her får vi smækket sørgelige beskrivelser og billeder ind på nethinden af mennesker i krise som følge af det buldrende jordskælv i Tyrkiet og Syrien. Og slutteligt får vi serveret endnu en politiker på tallerkenen, der er gået over grænsen i den hede sexcisme-debat.
Historier som disse fylder en stor del af hverdagens mediebillede. Vi bliver bombarderet med historier fra øst og vest. Og det er jo netop journalisternes fornemste opgave - at agere talerør for borgerne og bringe døgnets aktuelle historier i front. Faktum er bare, at det i høj grad er webavisernes clickbait-overskrifter, der hiver læserne hjem. Og det er Ekstra Bladets skandalehistorier, der får de fleste kommentarer. Men skal journalistik kun sætte fokus på tragedier, sygdom, ofre og drama?
En nyhedsbuffet ud over det sædvanlige
For at smække en fancy betegnelse på bordet, så lever vi i et såkaldt high choice medie-miljø. Det er lidt som at være på rov i en kæmpe ta’ selv-buffet med alt lige fra lakseroulade og tunmousse til den mere snaskede del med sliders og flødekartofler. Vi kan tilog fravælge nyheder lige som det passer os –endda på alle tider af døgnet. Og det har vist sig, at flere og flere mennesker aktivt fravælger nyheder. Der er der, ifølge et journalistisk studie Conceptualizing News Avoidance: Towards a Shared Understanding of Different Causes and Potential Solution, tre grunde til, når man snakker om intentionel nyhedsundgåelse: Nyhederne er for negative, man føler man ikke kan stole på nyhederne, og sidst men ikke mindst er der opstået en overflod af nyheder, som man som mediebruger ikke kan navigere rundt i.
Hvis vi udelukkende bliver oplyst med negative nyheder, er det næsten som at bruge bagepulver i stedet for gær i en dej til bløde bamseboller: Resultatet er en hård skorpe, der gør, at man faktisk bliver lidt frustreret og ikke orker at kæmpe sig igennem resten. Hvis man i stedet bruger gær, så er resultatet måske stadig en knasende skorpe, men med en saftig krumme og lufthuller.
I ovenstående sammenhæng bruger jeg gær i bollerne som et billede på den såkaldte konstruktive journalistik. Konstruktiv journalistik består nemlig af flere dele, mener journalist Karen Lumholt og Lotte Rosdahl, der sammen har skabt et forum på Facebook for konstruktiv journalistik: Danmarks Bedste Nyheder.
”Konstruktiv journalistik er en fællesbetegnelse, der dækker over tre journalistiske undergenrer: Den konstruktive journalistik, der peger på løsninger. Den problemløsende journalistik, der forfølger løsningerne. Og den positive journalistik, der viser, at verden består af andet end problemer”, forklarer Karen Lumholt.
Vi bliver bomarderet med historier fra øst og vest. Og det er jo netop journalisternes fornemste opgave - at agere talerør for borgerne og bringe døgnets aktuelle historier i front
er fokus på skandaler og ting, som ikke gøres `godt nok`, så har medierne mulighed for at brede perspektivet ud. Ved ikke kun at skrive om, hvor meget vi fortsat forurener, så hiv da den konstruktive journalistik frem. Tilføj forslag og løsninger: Opfordre borgerne til at tage indkøbsnet med i supermarkedet i stedet for at købe en plastik bærepose. Foreslå samkørsel i små lokale grupper på vej til arbejde. Mulighederne er mange, og netop det mener journalist, Lotte Rosdahl, er vigtigt, hvilket jeg erklærer mig enig i:
”Konstruktiv journalistik handler om at bygge samfundet op ved at pege på løsninger. At bygge mennesker op ved at skabe håb, tillid og forståelse. Når den enkelte samfundsborger får større personressourcer, får samfundet også større ressourcer”.
Det handler altså om at skabe en mere nær relation mellem afsender og modtager, og det er selvfølgelig vigtigt at få oplysninger i et bredt omfang – både tragedier og komedier. Men det kan vel næppe gøre skade at komme med forslag og løsninger. Et godt eksempel, som jeg selv har gjort brug af, er Danmarks Radio. Kanalen P1 kørte et fast program
´Public Service´ med vært, Jesper Borup, der sammen med lytterne ledte efter løsninger på alverdens problemer i Danmark. Det havde uden tvivl et positivt udbytte, og som lytter blev man mere optimistisk på det samfund, vi lever i. Det samme gør sig gældende med ´Sara & Monopolet´. At høre tre vidt forskellige personligheders bud på meninger og løsninger i hverdagen giver ikke kun anledning til fnis, men også til en ny selvforståelse.
Find balancen mellem surt og sødt
lemer. Så hvordan undgår man at tegne et glansbillede af den verden, vi lever i?
I min optik skal mediebilledet ikke bestå af ”enten-eller”. Man kan jo vælge at kombinere sine daglige nyheds-input fra f.eks. TV 2 og Verdens Bedste Nyheder. På den måde får man både en halv time foran flimmerkassen med dagens tophistorier på godt og ondt, og så kan man passende slutte af med en mere positiv artikel, der tager afsæt i FNs verdensmål. Som læser, lytter eller seer kan man jo selv vælge at sortere til og fra. Hvis det for nogles vedkommende bliver for meget af det gode, kan man blot slukke fjernsynet eller scrolle væk fra artiklen.
Men skal journalistiken kun sætte fokus på tragedier, sygdom, ofre og drama?
For at pensle det ud bør journalistikken ikke kun bestå af en farvepalette med rød, grøn og gul.
Udvid smagshorisonten
I stedet for at have tunnelsyn, hvor der kun
På den anden side er der også mange skeptikere i forhold til den konstruktive journalistik. Man kan let hoppe i en fælde, hvor man som journalist postulerer innovative løsninger på et problem, men som egentligt ender med at undertrykke de rigtige prob-
Det handler i langt højere grad om at blande farverne. At skabe nye kombinationer, som kan ende med at give helt nye nuancer. Ligeså skal de traditionelle nyheder ikke udelukkes. De skal blot suppleres med en konstruktiv tilgang. Man kunne fx afskaffe eller nytænke nyhedskriterierne, så alt ikke omhandler konflikt og sensation. I stedet kunne man begynde at inddrage engagements-kriterier såsom overraskelse, trending og konstruktivitet. På den måde bliver dagsordenen mere årsags- og løsningsorienteret, og forhåbentligt kan medierne, som det vigtige talerør de er, være med til at give et spark imod en mere optimistisk og håbefuld verden.
Bare rolig, det her er ikke endnu en prædiken, der beder dig om at blive organdonor. Og jeg prøver heller ikke at give dig dårlig samvittighed, hvis du endnu ikke har taget stilling. Forhåbentlig giver jeg dig bare en smule indsigt, og måske efterlader det dig med nogle tanker eller bare taknemmelighed. Jeg har i hvert fald besluttet at registrere mig.
Jeg tror, at man alt for sjældent tænker over sine privilegier. At man tager sine gunstige levevilkår og sin sundhed for givet. Fra mig selv kender jeg følelsen af at regne med, at der er en dag i morgen, og forvente at jeg har en rask krop at vågne op sammen med. For er det ikke nemt at tage livet lidt for givet, når kroppen virker, som den skal?
Når man er ung, er noget af det sidste, man beskæftiger sig med sygdom og død. Man har travlt med sine studier, sit job eller hvornår man skal ud og drikke en øl med sine venner igen. Men hvem stopper op og takker sine lunger, når de cykler i skole? Tak fordi I hjælper mig med at trække vejret, når jeg cykler i skole om morgenen. Eller hvem takker sin lever, når de har wværet på druk? Tak fordi du passer på mig, når jeg drikker helt uforsvarligt.
Det gør jeg ikke, altså takker min lever, når jeg har været i byen. Men efter jeg mødte Frederik Falkenberg, er jeg blevet en smule mere opmærksom på, hvor heldig jeg er. Frederik var 21 år, da hans helt almindelige hverdag med uddannelse, venner og fodbold blev afbrudt af mavesmerter, hospitalsbesøg og medicin. Efter to år med smerter og mange besøg på Rigshospitalet faldt den endelige dom:
»Du skal have en levertransplantation inden for det indeværende år. Du lider af primær skleroserende kolangitis, som er en sygdom, der i svære tilfælde kan betyde, at man skal have en levertransplantation. Dit tilfælde bliver alvorligt på sigt. Hvis du ikke får en ny lever, dør du ung. Tilbage stod Frederik som 24-årig med udsigt til et liv i forandring og uvished. Men også en udsigt til at blive en del af et fællesskab i Vilslevgruppen, der er en ungegruppe i ‘Organdonation - ja tak’. Gruppen er en organisation, der indsamler midler øremærket unge med organsvigt og svære transplantationsforløb - og det fællesskab har været med til at løfte Frederik.
Når alvoren banker på ungdomsdøren Når man er i sine 20’ere, har man travlt med at spekulere på alt det gode, som livet har at byde på; Alle de bounty-strande, man skal bade ved, al den Nik & Jay-musik, man skal danse til natten lang, og alle de pastaretter, man skal spise med gode venner. Derfor kan jeg godt forstå, hvis man ikke tager stilling til organdonation eller ærligt talt slet ikke ænser det en tanke - for hvorfor skal man det, når det hele går så godt? Selv havde Frederik Falkenberg ikke taget stilling til organdonation før sin egen sygdom - han så det lidt som en i-morgen-opgave. Og det kan jeg godt genkende. Jeg fandt det enormt grænseoverskridende at registrere mig. Det fortalte jeg Frederik. Jeg følte mig en smule privilegieblind ved at sige det højt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: Hvorfor skal jeg sidde
her og være sart med organdonation, når jeg taler med et menneske, der har haft det så tæt inde på livet? Et menneske som ikke ville have været i live, hvis det ikke var for netop organdonation. Men Frederik forstod mig: »Det er en kæmpe overskridelse af ens grænser at tage stilling til organdonation. Det, at andre skal have dele af mig, kan være meget grænseoverskridende at tage stilling til. Men bare det, at folk tænker over det, er for mig at se et stort skridt, fortæller Frederik Falkenberg.
Er en ny lovgivning vejen frem?
Et borgerforslag om at gøre organdonation automatisk fra fødslen rejste sig i oktober 2021. Man ønsker at vende lovgivningen om, så man i stedet for at registrere sig som organdonor, som man skal i dag, skal gå ind og fravælge det aktivt, hvis man ikke ønsker at være organdonor. I marts 2022 nåede borgerforslaget over 50.000 støtter, og i februar 2023 medvirkede Frederik Falkenberg til en drøftelse i Folketinget som repræsentant for Vilslevgruppen.
»Jeg kender ikke svaret på, om det er den rigtige løsning at vende lovgivningen om. Man er herre over egen krop og i sin gode ret til at sige nej.
Forslagsstillerne bag borgerforslaget fremhæver, at det vil forbedre lægernes arbejdsvilkår, og at det i sidste ende kan føre til færre tab af mennesker, der er på venteliste til et eller flere organer.
Ja tak, nej tak eller ved ikke til organdonation Jeg er så privilegeret, at jeg har alle mine organer endnu. De passer deres arbejde, og jeg har ikke anledning til at være bekymret - så vidt jeg ved. Jeg har ikke været nødt til at skulle tage til syn og få nye reservedele, som Frederik så billedligt beskriver det. Men det er der mange, der har. Faktisk var der 338 patienter, der blev transplanteret i 2022. Frederik hører naturligvis ind under den statistik. 341 gange transplanterede man organer fra et menneske til et andet i 2022; 27 hjerter, 23 sæt lunger, 46 levere og 242 nyrer. Om man er for eller imod organdonation, så er det da fascinerende.
Jeg kunne ikke lade vær med at tænke: Hvorfor skal jeg sidde her og være sart med organdonation, når jeg taler med et menneske, der har haft det så tæt inde på livet?
Men hvorfor er det så vigtigt at tage stilling? Kan man ikke bare være ligeglad og lade sine pårørende stå med beslutningen, når den tid kommer?
»Vi tvinger ingen til at sige ja, men vi opfordrer til, at man registrerer sin holdning, og at man tager stilling. Det er en næstekærlig beslutning; både fordi ens pårørende slipper for at tage stilling, hvis man selv har registreret sig, men også fordi man hjælper de mennesker på venteliste, der modtager organet, fortæller Frederik Falkenberg.
I Danmark kan du registrere dig som organdonor på tre lige juridisk gyldige måder. Man kan tilmelde sig donorregistret, man kan bære et donorkort på sig, og man kan mundtligt fortælle sine pårørende om sin holdning til organdonation. 2/3 af danskerne har taget stilling på den ene eller anden måde. Personligt synes jeg selv, at det er rart at tale med pårørende om den slags - det virker på en sær måde mindre voldsomt at tale om, end det gør at registrere det.
Når man registrerer sig i donorregistret, kan man vælge at give fuld tilladelse eller delvis tilladelse. Man kan vælge ved ikke eller give totalt forbud. Man skal altså ikke tvinges til at sige ja til organdonation, hvis man ikke har lyst, og man kan til hver en tid slette sin registrering, hvis man fortryder. Det er på en eller anden måde også rart at vide. Jeg har registreret mig, og det har jeg, fordi noget af det, Frederik sagde til mig, hænger ved
»Faktum er, at jeg lever i dag, fordi en ung mand er død, og jeg er lykkelig for, at enten han eller hans familie har taget stilling.
Erderenkommendechefredaktør gemtidig?
LIXENvilidennærmestfremtidlægge etstillingsopslagud.
Såhvisduharmodpåathavedetstore ansvarogoverblikogførerdejournaliststuderendesavisudifremtiden,ja såhåbervi,deterdig,vikommertilat hørefra!
Hvisdetharvækketdinnysgerrighed, såretfalkeblikketmodfacebookgrupperneogitslearningdenkommende tid.
