Lixen december '09

»Der er et dogme om, at det skal være svært at forstå, bare fordi det er udlandsjournalistik. Det, synes jeg, er noget pjat!« Portræt af Mette Vibe Utzon, vært og reporter på Horisont, side 12

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 11. årgang | 8. nummer | december 2009

Protestexit fra praktikudvalget Praktikudvalget har mandat til at straffe praktiksteder, der ikke overholder reglerne på Store Match Dag. Men ifølge Ivar Brændgaard, medlem af Praktikudvalget gennem 18 år, har undervisningsministeriet frataget dem det mandat. Derfor er han trådt ud af Praktikudvalget i protest. Han frygter mere snyd i fremtiden.

Sofie Bak Thorup

ADJØ.

Undervisningsministeriet burde ifølge Ivar Brændgaard, TV 2’s repræsentant i Praktikudvalget, bakke Praktikudvalgets beslutninger op. Men sådan er virkeligheden ikke, og med den begrundelse vil han ikke længere være en del af Praktikudvalget. »Den eneste ordentlige måde at gøre det på er, at Undervisningsministeriet følger praktikudvalgets beslutninger,« siger Ivar Brændgaard.

Tilsidesat I oktober i år underkendte Undervisningsministeriet Praktikudvalgets dom over B.T. Praktikudvalget havde givet B.T. karantæne, fordi formiddagsbladet havde ringet til en praktikansøger tidligere, end reglerne tillader. Men så klagede B.T. til Undervisningsministeriet. Derefter frafaldt straffen, fordi den var for hård i forhold til overtrædelsen ifølge ministeriet. Bastard Film blev anklaget

for snyd ved Store Match Dag i oktober i år, men det får heller ingen konsekvenser, da sagen lignede B.T.s. »Med karantænen til B.T. havde vi lavet et glimrende eksempel på, at folk ikke skulle snyde i fremtiden.

Vi har forfinet det her system, så det fungerede udmærket, men nu hersker ministeriet,« siger det afgående medlem af Praktikudvalget.

Formanden for Praktikudvalget, Christian Kirkegaard, beklager, at Ivar Brændgaard stopper, men han har forståelse for beslutningen: »Jeg kan godt forstå hans frustration, men jeg vil ikke selv gøre det samme. Hele Praktikudvalget var træt af Undervisningsministeriets beslutning, men vi fastholder at støtte ordningen. Vi har givet B.T. og Bastard en misbilligelse, som skal offentliggøres. Og vi kan i fremtiden godt sanktionere, hvis der kommer

”

Mediemøllen snurrede, da Niels Krogsgård blev anholdt i Iran. Dækningen af sagen møder nu kraftig kritik. Side 4

»Det betyder, at flere kan få lyst til at bryde reglerne i fremtiden,« siger han.

Han er dog ikke selv fristet til at bruge smuthullet: »Nej, bare fordi én begår en forbrydelse, betyder det ikke, at vi også vil gøre det.« Bent Falbert, chefredaktør på Ekstra Bladet, og Christian Hüttemeier, praktikantvejleder på Politiken, deler holdningen. På alle tre praktiksteder mener man, at det nuværende system med læserunde mellem 8.00 og 9.30 er godt, og at alle praktiksteder burde støtte op om det.

Anger Søren Steen Jørgensen, direktør på Bastard Film A/S har efter anklagen om snyd tilkendegivet, at produktionsselskabet har begået en fejl, og at det i fremtiden vil bakke op om

Vi har forfinet det her system, så det fungerede udmærket, men nu hersker ministeriet.

Ivar Brændgaard, afgået medlem af Praktikudvalget

sager om grovere snyd, end der var i de to tilfælde,« fortæller han.

Smuthul til snyd Ivar Brændgaard er bange for, at tilsidesættelsen af Praktikudvalget kan føre til mere snyd i fremtiden.

Det samme gælder Christian Jensen, praktikantvejleder på Berlingske Tidende:

Lær at blive en menneskekender

systemet ved Store Match Dag. Da nyheden; om at Ivar Brændgaard var trådt ud af Praktikudvalget, blev redaktionen bekendt, var Undervisningsministeriet desværre gået på weekend. sotho08@student.sdu.dk

Foto: Nils Meilvang, Berlingske Tidende

Fordomme i journalistik

Ligesom journalister skal få kilder til at åbne sig og fortælle om personlige emner, arbejder psykologer med samtaleterapien.

Psykologer bevæger sig helt ind til klienternes dybeste tanker og følelser, så klienterne kan og vil sætte ord på problemerne. I denne måned af Lixen kan du få et indblik i psykologernes arbejdsmetoder, så du kan blive en bedre interviewer.

Anmeldere er rygklappende og indspiste, sportsjournalistikken er ukritisk og sovset ind i klichéer og mode og ugebladene leverer elendig journalistik. Fordomme er der nok af i branchen. Vi undersøger, hvilke fordomme, der skal skrottes.

Side 9

FOKUS side 20-24

02 | december 2009

UDDANNELSE

| LIXEN

Indhold

Leder

UDDANNELSE

Rundtosseri

Uge 46 stod i samarbejdets tegn på Medietorvet. Statskundskabere og journaliststuderende skulle sammen lave projekt om kommunalvalget. Ifølge en underviser er projektet en succes, men kun syv procent af de studerende mærkede samarbejdet. Side 5

BRANCHE

Mister de studerende fagligheden af at skøjte rundt i en flermediel verden? Og skal nyudklækkede journalister regne med at starte egne virksomheder? Debatten klingede, da Clement Kjærsgaard inviterede til konference i slutningen af november. Side 17.

Foto: Asbjørn Sand, Journalisthøjskolen

PORTRÆT

Hun kom ind på Journalisthøjskolen med pressekortet i baglommen. Mette Vibe Utzon havde læst journalistik i USA og arbejdet på flere medier. Derfor var hun efter eget udsagn ulidelig at være sammen med i timerne.

Side 14 - 15

Foto: Sophie Bremer

FOKUS

Strikkeopskrifter i ugebladet hjemmet og friske analyser af Victoria Beckhams nye outfit i modemagasinet Cover. Denne måneds fokus handler om fordomme og om den slags journalistik, som flere af os rynker brynene af. Side 20-24

Illustration: Kristoffer Kræn

Avisbeduinens gennemrejse blev kort. Center for Journalistik skal have ny centerleder – igen. Tre sæt lederballer har tynget centerets øverste stol på fem år. Senest nåede Per Knudsen at sidde der i ni en halv måned.

For tre måneder siden fik Center for Journalistik en ny studieleder. Den nære leder i det daglige. Vi har de sidste to måneder bragt en efterlysning af hende, da hun ikke havde præsenteret sig for tredje semester.

Man kan ikke klandre CfJ for mangel på nyt blod. Måske snarere for mangel på rutineret blod, der når at cirkulere mere end en enkelt gang i kroppen, før det bliver erstattet ved endnu en transfusion.

I alt har seks ansigter taget turen igennem svingdøren det sidste år. To af dem besad lederposter.

Svingdøren skal stoppes

Den omfattende udskiftning rejser flere åbenlyse problemer: Lederne er startet fra bunden hver gang. Der har ikke været nævneværdig overlevering, og derfor er der opstået begynderfejl. Senest har studieleder Anne Lea Landsted rådgivet en studerende til at bryde DJ’s retningslinjer og tage 18 måneders praktik i forbindelse med Panikdagen. Fordi hun ikke kendte reglerne.

Det kan ske, men det er uheldigt, når

OPINION

Maskulinistisk modspil. I sidste udgave af Lixen bragte vi debatindlægget ‘Iført røde strømper og Fjällräv.’ Benita Dreyer-Andersen, 3. semester, savnede ligestilling i mediernes dækning af kendte mænd og kvinder. I dette nummer får hun et maskulint modsvar. Side 27

”

”

manglen på rutine går udover de studerende.

Samme mangel på rutine har hersket i radiolokalerne. Både forårsog efterårssemestret har oplevet opbrudte undervisningsforløb med to forskellige undervisere. Især forårssemesteret var utilfredsstillende. I den forbindelse lovede Per Knudsen, at det skulle være slut med den store udskiftning. ’Knudsen sætter fussen i svingdøren’. Sådan skrev vi i juni, men nu er han selv smuttet ud af selv samme svingdør. Lyden af den roterende dør, der kører rundt og rundt, får frustrationen til at spire. Kan det virkelig passe, at Center for Journalistik skal være en motorvej, for ledere og undervisere på gennemfart?

Forhåbentlig kan frustrationen kanaliseres over i en konstruktiv debat på centeret. Det vigtigste spørgsmål er nu: Hvad ønsker man af en ny centerleder? En aktiv type med ild i rumpen, der kan promovere CfJ ude i branchen? Eller en leder, der vil fokusere mere på det nære og kan samle stumperne på centeret. Måske endda én, der har viljen til at sidde flere år i stolen?

Svingdøren skal stoppes. Det er første skridt på vejen til at genoprette tilliden blandt de studerende.

Vi skal ikke have en svingdør, der roterer, så der hele tiden kommer nye folk ind og ud.

Vores mål er at etablere et fast team.

Illustration: Sofie Bak Thorup

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Avisen dækker udviklinger og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser.

Per Knudsen, daværende centerleder til Lixen i juni 2009

Johan Bertil Winther Chefredaktør

Morten Bang Chefredaktør

Gudmund de Stordeur Redaktør

Sophie Bremer Redaktør

LIXEN Campusvej 55 5220 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer Logo: Henriette Solgaard Layoutinspirator: Sara Winther Ansvarshavende chefredaktør i dette nummer: Johan Bertil Winther

Sofie Bak Thorup Redaktør

Kristoffer Kræn Redaktør

Leonora Beck Redaktør

UDDANNELSE

LIXEN | december 2009 | 3

Centerleder skal engageres i det daglige Ni en halv måned. Så længe holdt Per Knudsen som centerleder på CfJ. Jesper Strandskov, dekan på det samfundsvidenskabelige fakultet, ansatte centerlederen.

Foto: Johan Bertil Winther

Per Knudsens afskedssalut Per Knudsen er fratrådt sin stilling som centerleder. Den 10. november gjorde han opmærksom på sin afgang i en mail til de studerende, og siden har kursen på rygtebørsen været høj. Den nu tidligere centerleder har ikke ønsket at lade sig interviewe til Lixen, men han har sendt os en mail.

»Jeg forstår og respekterer fuldt ud, at I som studerende gerne vil have en uddybende forklaring fra mig. Derfor beklager og undskylder jeg også, at jeg ikke kan imødekomme dette ønske.

Når jeg takker nej til at give et interview til Lixen, skyldes det en principiel indstilling fra min side.

Som centerleder har jeg bestræbt mig på altid at stille mig til rådighed og forholde mig til ethvert spørgsmål vedrøren-de Center for Journalistik. Nu, hvor jeg er fratrådt, har jeg

”

til gengæld den lige så principielle indstilling, at jeg ikke udtaler mig om forholdene på min tidligere arbejdsplads.

Det er nu op til andre at forholde sig til universitetets organisation, ledelsesforhold, intriger og hvad der ellers måtte være af problemer.

Hvad mig selv angår, kan jeg derfor kun gentage, at mit ønske om i større omfang at gøre brug af mit journalistiske engagement har vist sig uforeneligt med en stilling, hvor tyngdepunktet ønskes lagt på arbejdsopgaver af driftsmæssig og administrativ karakter.

Personligt vil jeg nu bruge al min energi på at se fremad. Men jeg vil gerne sige jer studerende tak for et godt samarbejde. Det har været en fornøjelse. Held og lykke med jeres videre uddannelse.« Sådan skriver Per Knudsen i en mail.

johaa08@student.sdu.dk

Johan Bertil Winther

Per Knudsen vil ikke interviewes. Ved du, hvorfor han er stoppet på CfJ? Det er jo begrundet med, at han ikke helt synes, at de opgaver, der ligger i lederfunktionen, er det, han havde forventet. Han havde måske haft nogle forhåbninger om, at der ikke var så mange driftsmæssige og uddannelsesmæssige opgaver, men det er der jo på et Center for Journalistik.

Når man kommer ude fra, kan man have nogle forventninger til et job, som ikke helt indfries. Og det er jo helt ok.

Hvad har I lært af den korte tid, Per Knudsen har været på centeret?

Det er jo klart, at der er en lang række opgaver med hensyn til uddannelse og personale, som skal løses.

Og det er klart, at det

er vigtigt, at en centerleder også har interesse i at tage fat i de opgaver.

Jeg kan ikke se, at der er noget tillidsbrud i forhold til de studerende her.

Det, der må være det afgørende, er, Der har været utilfredshed med CfJs at vores uddannelse fungerer bedst store svingdør. Hvordan håndterer du muligt. Det er da altid rart at have det? noget større kontinuitet på ledelsesStore svingdør, det ved jeg ikke. Det posterne over en længere periode. Så er da rigtigt, at vi har haft nogle forderfor vil vi også håbe, at vi kan få en skellige ledere. Troels Mylenberg sad centerleder, der vil sidde længere på da et pænt stykke tid, og før ham var posten, end det vi oplevede her med det Krause-Kjær, og han sad ikke så Per. langt tid.

Når det er sagt, så er det klart, at Vi havde selvfølgelig håbet på, at vi vi må se på den profil, hvor der er et kunne få en centerleder, der ville sidmenneske, der kommer udefra, som ikke er en del af uniVi havde selvfølgelig håbet, at versitet og ikke har været det tidligere. vi kunne få en centerleder, der ville Det er jo en anden verden, man bevæger sidde nogle år. sig ind i. Måske skal Jesper Strandskov, dekan vi ikke lede efter en, som er højt profileret i forvejen, men deride nogle år. Men en gang imellem er mod finde en, som især er optaget af det sådan, at forventninger og virkeat være engageret i det daglige arbeligheden ikke passer sammen. jde med udvikling af uddannelsen og fagene.

Vil I ansætte samme type leder næste gang?

Hvornår får vi en ny centerleder?

Det gør vi nogle overvejelser om, når Det er ikke afklaret. Men jeg kan vi skal snakke om det i Styrelsen her fortælle jer mere efter næste møde i den 8. december.

Styrelsen.

”

Hvordan vil I genoprette de studerendes tillid til, at lederne sidder mere end få år på Center for Journalistik?

johaa08@student.sdu.dk

Det er fint, så man kan få ro på bagsmækken, indtil man finder en ny kvalificeret kandidat.

Nikolaj Rytgaard, de studerendes repræsentant i Styrelsen Magtens tredeling på Medietovet.

Fra venstre. Erik Albæk, Anne Lea Landsted & Vibeke Normann Andersen, Fotos: Hung Tien Vu, Sarah Landsted & SDU. Illustration: Sophie Bremer

Magtens tredeling på Medietorvet Efter Per Knudsens uventede exit ud af svingdøren skulle det pludselig gå hurtigt med en midlertidig ledelsesplan. Planen er her nu og fordeler magten på medietorvet mellem tre ansatte. Det er en løsning, som alle er tilfredse med.

Sophie Bremer

PLAN B. Anne Lea Landsted, Vibeke Normann Andersen og Erik

Albæk. Sådan lyder fordelingen af magten på Center for Journalistik efter Per Knudsens opsigelse indtil sommerferien. Studieleder Anne Lea Landsted har nu det overordnede ansvar for uddannelserne på journalistik, og Erik Albæk, der i forvejen er forskningsleder samme sted, bliver ansvarlig for undervisningen i de akademiske fag.

Samtidig får institutleder på Institut for Statskundskab Vibeke Norman Andersen personaleansvaret. »Tredelingen matcher de kompetencer og ansvarsområder, som vi hver især har haft indtil nu. Derfor har det været naturligt at fordele opgaverne på en sådan måde, så de passer med de opgaver, som vi tre

varetager i forvejen,« siger Vibeke Normann Andersen.

Glæde på Medietorvet Trekløveret Landsted, Normann og Albæk er yderst tilfredst med løsningen situationen taget i betragtning. »Den arbejdsdeling og -koordination, vi er nået frem til, finder jeg aldeles fornuftig,« siger Erik Albæk, der bakkes op af både Vibeke Normann Andersen og Anne Lea Landsted.

Blandt underviserne på Center for Journalistik er der blevet taget godt imod den midlertidige løsning. »Det hele gik meget hurtigt, og jeg synes, det er en rigtig god løsning, de har fundet. Det fungerer godt,

at Vibeke Normann er kommet ind over. Vi kan mærke, at der sker noget, og det er glimrende,« siger Lene Rimestad, lektor i journalistik, SDU. Også de studerendes repræsentant i styrelsen Nikolaj Rytgaard, 5.semester er glad for løsningen: »Det er fint, så man kan få ro på bagsmækken, indtil man finder en ny kvalificeret kandidat.«

Ingen betydning for studerende Sekretariatet på Center for Journalistik mener ikke, at de studerende vil kunne mærke ændringer i deres hverdag som følge af den nye ledelsesstruktur. Det samme siger Vibeke Normann Andersen: »Det har forhåbentlig den betyd-

ning, at vi i overgangsperioden har sikret, at der er taget hånd om alle aspekter af jeres studium – lige fra planlægning af de kommende semestres undervisning og eksamen til udvikling af jeres uddannelse,« siger hun.

De studerendes repræsentant i styrelsen Nikolaj Rytgaard er heller ikke nervøs på de studerendes vegne.

Vibeke Normann Andersen forklarer, at den nye ledelse i samarbejde med underviserne og styrelsen skal arbejde på at finde en fremadrettet og permanent løsning. sohan08@student.sdu.dk

4 | december 2009

UDDANNELSE

| LIXEN

Foto: Nils Meilvang, Berlingske Tidende Journaliststuderende fra SDU Niels Krogsgård (t.h.) møder familie og vennen Henrik Fallesen i Kastrup Lufthavn efter seks dage i fængsel i Iran.

Medierne ignorerede Niels Krogsgårds sikkerhed De danske medier tænkte kun på salgstal og antallet af museklik frem for Niels Krogsgårds sikkerhed, da de skrev om den fængslede journaliststuderende i Iran. Sådan lyder kritikken fra en medieforsker. Men Ekstra Bladet mener, at medierne har gjort Niels Krogsgård en tjeneste.

Da Niels Krogsgård blev sat bag iranske tremmer, forhørte myndighederne sig i starten om hans syn på USA og på den iranske regeringsleder Mahmoud Ahmadinejad. Han havde fortalt dem, han var antropologistuderende, fordi Medier i selvsving det var ulovligt som journalist at Charlotte Slente, der er chef for rejse ind i landet med et turistvisum.

Udenrigsministeriets Borgerservice, Men i løbet af ugen kunne Niels har håndteret sagen for ministeriet.

Krogsgård mærke, at de iranske Kristoffer Kræn Hun var i kontakt med de fleste store myndigheder vidste mere og mere Leonora Beck Johan Bertil Winther danske medier, mens Niels Krogsom ham: gård sad fængslet i Iran, fordi medi»De vidste, at jeg er journalist, SVIGT. Dagen efter Niels Krogsgård erne ringede til Udenrigsministeriet men de ville have mig til at sige det. blev fængslet i Iran, trykte de danfor at høre sidste nyt. Og i størsteDe ville have mig til at afsløre mine ske medier historien om den tilfandelen af samtalerne forklarede hun kilder. Og de spurgte mig blandt angetagne journaliststudedet, om jeg er medlem rende. Men medierne af Dansk Journalistforskulle have overvejet, Det er en historie, der er behandlet bund,« fortæller han. hvad de slyngede ud i ofPå det tidspunkt rutinemæssigt som enhver anden fentligheden.

Informakunne Niels Krogsgård nyhedshistorie i pressen. Og det er tionerne om Niels Krogsregne ud, at historien gård kunne nemlig skade om ham var kommet betænkeligt hans sag i Iran, mener ud til de danske medier.

Per Jauert, medieforsker medieforsker Per Jauert Og at de iranske mynfra Århus Universitet. digheder fulgte med i »Den danske presse har i det journalisterne, at de skulle overveje, nyhedsstrømmen. her tilfælde reageret meget uhenhvad de trykte, fordi det kunne få sigtsmæssigt, fordi den jo ikke har konsekvenser for Niels Krogsgård.

Falbert: Offentlighed gavner tænkt på Niels Krogsgårds sikker»Niels Krogsgård er ikke et enkeltEt af de medier, der offentliggjorde en hed,« siger han. stående tilfælde. Men i den her sag, bunke nyheder om den tilfangetagne Per Jauert fortæller, at det har var der en ekstraordinært stor meNiels Krogsgård, var Ekstra Bladet. udsat Niels Krogsgård for en stor dieinteresse - og hvis medierne speMen avisens chefredaktør Bent Falrisiko: kulerer, er det sjældent til gavn for de bert glider af på kritikken. Han men»Det er oplagt, at i det øjeblik der personer, vi prøver at hjælpe,« siger er i stedet, at medierne gjorde den står noget i de danske medier, om Charlotte Slente. journaliststuderende en tjeneste. at han har arbejdet undercover som Udenrigschefen oplever ikke, at »Jeg tror, at kendskab til en anjournalist på turistvisum, så opstår medierne altid tager hensyn til de holdelse beskytter Niels Krogsgård. der en sikkerhedsrisiko for jourfølsomme sager: Så længe anholdelsen er hemmelig, nalisten. For det er ulovligt i Iran.« »Det virker, som om medierne ikke kan de gøre med ham, hvad de vil Ifølge Per Jauert vandt konflikt og altid er bevidste om, at den danske bag lukkede døre. Offentlighed lægsensation over lysten til at gå dybere medievirkelighed er del af en gloger pres på magthavere. Jo mere ned i sagen og tænke sig om. baliseret verden. Når man skriver offentlighed, jo bedre. Medierne be»Det er en historie, der er behandnoget i Danmark, kan det nemt blive virkede også, at ambassadøren gik let rutinemæssigt som enhver anden oversat og brugt over hele verden.« i aktion. Jeg tror på, at offentlighed

”

nyhedshistorie fra pressen. Og det er betænkeligt. Derfor bør den her sag give tid til eftertanke hos den danske presse, og den giver god grund til meget røde ører hos mediehusene,« fortæller han.

er en beskyttelse i sådan nogle situationer,« fortæller Bent Falbert og tilføjer: »Der er altid en kontormand et eller andet sted, der mener, at vi skulle gøre noget andet. Og det er jeg sådan set ret ligeglad med.« Berlingske tog hensyn Heller ikke Berlingske Tidende tager kritikken til sig. Avisen har ifølge ansvarshavende chefredaktør Lisbeth Knudsen bevidst holdt sig fra at jagte sensationen. »Vi har faktisk forsøgt at beskytte Niels så meget, som vi kunne, mens han sad fanget. Derfor har vi ikke på nogen måde gået i detaljer med hans planer, og vi overvejede meget nøje det portræt, vi bragte. Men det handler jo om personligheden Niels Krogsgård og afslører ikke nogen hemmeligheder om, hvad han lavede i Iran,« siger hun.

Dagen før Niels Krogsgård blev fængslet i Iran, kontaktede han Berlingske Tidendes udlandsredaktør for at dække demonstrationerne den følgende dag for avisen. Da den studerende forsvandt, ringede Lisbeth Knudsen derfor til udenrigsministeriet og Dansk Journalistforbund og fortalte dem om kontakten for at hjælpe med at finde Niels Krogsgård. »Men den kontakt offentliggjorde vi faktisk ikke, og det viser igen, at vi har været meget opmærksomme på Niels’ sikkerhed i den her sag,« siger chefredaktøren.

Norge tav om kidnapning I Norge blev en journalist taget til fange i Afghanistan af Taleban den fjerde november - præcis samme dag, som Niels Krogsgård blev arresteret.

Men de norske medier valgte ikke

at trykke noget om den forsvundne journalist, før han var i sikkerhed.

Espen Egil Hansen, som er ansvarshavende chefredaktør på Norges største avis, Verdens Gang, besluttede, at det var det rigtige at gøre.

Han mente, at en offentliggørelse ville øge sandsynligheden for, at noget skulle ske med journalisten. »Der er to hensyn, der står op med hinanden. Vi har en kontrakt med vores læsere og en informationspligt, men vi har også en ansvarspligt. Vi må til enhver tid også vurdere konsekvenserne af, hvad vi publicerer.

Det er en vigtig del af hele presseetikken,« siger han.

Opmærksomhed en fordel Men den norske og den danske sag adskiller sig meget fra hinanden, mener Espen Egil Hansen. Ifølge ham var al opmærksomheden omkring den danske sag måske en fordel for Niels Krogsgård. »Jeg tror, at det nogle gange ville være i den kidnappede persons interesse, at der er et internationalt pres. Specielt, når det er myndighederne, der har arresteret journalisten. Men i forhold til en terrororganisation er det noget andet. Terrororganisationerne, der kidnapper folk, vil gerne have nyheder i medierne. Det hører med til terrorisme. De vil lave store overskrifter,« siger Espen Egil Hansen.

Han understreger dog, at han ikke kender meget til sagen med Niels Krogsgård. krsoe08@student.sdu.dk libec08@student.sdu.dk johaa08@student.sdu.dk

UDDANNELSE

LIXEN | december 2009 | 5

KRONIK

En tur gennem mediemøllen Anne Lea Landsted. Studieleder, alea@journalism.sdu.dk

KRONIK. Manglende kildekritik, løse rygter, uvidenhed, interviews, der aldrig blev præsenteret som interviews og vinkler, der var fastlagt på forhånd. Det var, hvad jeg og Syddansk Universitet oplevede i forbindelse med Krogsgård-sagen, efter to døgn i mediemøllen.

B.T. lagde hårdt ud fredag den 6. december med et ’interview’ med Niels Krogsgårds søster, Karen Krogsgård. Hun vidste ikke, at der var tale om et interview og fik derfor et chok, da hun dagen efter så sig selv citeret for at sige, at broderen »elsker eventyr og farefulde færd,« og at han var i Iran for at undersøge forhold, »der var strengt forbudt og tabubelagt for det iranske styre.« Senere optrådte flere af Niels Krogsgårds venner og studiekammerater i medierne. »Niels Krogsgård er altid på jagt efter forsidehistorien og skyr sjældent mange midler for at få det helt rigtige citat« og »Niels Krogsgård vil gå langt for den gode historie,« stod der blandt andet i et portræt på berlingske.dk.

Det var der for så vidt ikke noget galt i. Problemet var, at Niels Krogsgård var blevet arresteret af

de iranske myndigheder, og at de ansatte på Irans ambassade også læste, hvad de danske medier skrev.

han bliver mistænkt for at være journalist på et turistvisum eller anklaget for at være det. Så kan han få en lang og ubehagelig fængselsdom for det.« Han var i Iran samtidig med de to journaliststuderende også på et turistvisum.

Fredag aften var forfatteren og journalisten Karin Bo Bergquist i Deadline på DR2. Hun havde talt med Niels Krogsgård og hans studiekammerat Henrik Fallesen, inden de tog af sted. De Da jeg ringede for at brokke mig, gav havde blandt hans chef mig det råd at holde mund andet sendt hele planen for næste gang en journalist ringer. deres tur til Anne Lea Landsted, Studieleder hende på mail.

Nu sad hun i Deadline og udleverede Han blev bakket op af Fyens dem ved i detaljer at fortælle, hvilke Stiftstidendes ’Iran ekspert’, Bjarke historier, de havde planlagt at lave Vestesen, der har rejst flere gange fra Iran. som rejseleder, også på turistvisum, Hun afslørede endvidere, at de var i Iran. rejst ind på turistvisum, og at Niels »Det er jo en fuldstændig vanvittig Krogsgård havde deltaget i en ulovlig beslutning at lade to studerende redemonstration. jse til et land som Iran. Med mindre Karin Bo Bergquist har selv rejst man virkelig er klar over, hvad man i Iran og må derfor om nogen vide, går ind til, skal man holde sig væk.« hvilke konsekvenser hendes udtalelser kunne få.

Niels Krogsgård og Henrik Fallesen ‘Den erfarne udenrigskorresponvar faktisk klar over, hvad de gik dent Jens Nauntofte’ frarådede ifølge ind til. De var blevet klædt godt på Ritzaus Bureau journalister at rejse af deres vejleder. Derudover havde til Iran med mindre, »man har fået et de søgt råd og vejledning hos flere journalistvisum.« førende Iran-eksperter, blandt andre Om Niels Krogsgård sagde han: Politikens journalist Vibeke Sperling, »Han kommer i problemer nu, hvis iraneren Jaleh Tavakoli fra foreningen

”

Frit Iran og universitetsforsker Janne Bjerre Christiansen.

Søndag aften blev jeg ringet op af en journalist fra Fyens Stiftstidende.

Han havde fået fingre i en mail, jeg havde sendt til de studerende. Det var nu ikke så svært – den var sendt til alle – også de studerende i praktik. I mailen stod der: »Kære alle, Som I sikkert allerede har hørt, så er en af jeres studiekammerater Niels Krogsgård tilbageholdt i Iran. Udenrigsministeriet har fået bekræftet, at han er anholdt, men ikke hvor.

Indtil videre er det meget vigtigt, at I ikke udtaler jeg yderligere til medierne, men henviser til mig. De mange udtalelser og rygter har indtil videre gjort mere skade end gavn.

Jeg håber, I forstår. Lige nu er det vigtigste at få Niels ud af Iran. Vi gør alt, hvad vi kan.

Bedste hilsner, Anne Lea, studieleder« Han ville vide, hvorfor jeg havde givet de studerende mundkurv på.

Jeg mindede om, at vi har ytringsfrihed i Danmark, og at jeg hverken kan eller vil forhindre folk i at tale, men at ytringsfrihed ikke er det samme som ytringspligt.

Jeg afviste at medvirke med den begrundelse, at jeg var træt af mediernes dækning af sagen. Journalisten refererede alt, hvad jeg havde sagt i ikke-interviewet i næste dags avis. Mine udtalelser om, at jeg var træt af journalisternes dækning af sagen, var ganske vist blevet til, at jeg var »træt af sagen.« Det passede bedre ind i hans vinkel.

Da jeg ringede for at brokke mig, gav hans chef mig det råd at holde mund næste gang en journalist ringer, eller komme med meget korte svar.

Det gjorde han selv.

Newspaq, som jeg slet ikke havde talt med, skrev en historie med overskriften: Unge journalister fik mundkurv på – og længere nede i historien stod der, at jeg måtte trække mail i land. Det passede ikke.

Jeg trak ingen mail i land.

Egentlig burde jeg grine, men efter at have været en tur i mediemøllen havde jeg mest lyst til at græde.

Tænk at høre en chefredaktør resignere ved at træffe sine egne forholds-regler. Er vi virkelig kommet så langt ud, at vi nu skal til at råde kilder til at holde kæft, hvis de ikke vil se sig selv udstillet i medierne?

Lisbeth Knudsen: SDU mangler rejseregler Niels Krogsgård var på forhånd kandidat til at blive smidt i fængsel, og nu bør Syddansk Universitet få klarere retningslinjer for rejser i risikoområder. Sådan siger Lisbeth Knudsen, formand for Journalisthøjskolens bestyrelse.

Studieleder Anne Lea Landsted afviser kritikken.

Tekst og foto: Johan Bertil Winther

Studieleder Anne Lea Landsted svarede på mange spørgsmål, mens Niels Krogsgård sad fængslet i Iran.

RETTESNOR. Niels Krogsgård rejste til Iran på falske forudsætninger med sit turistvisum, og derfor var han på forhånd kandidat til at blive anholdt og smidt i fængsel. Det mener Lisbeth Knudsens, formand for Journalisthøjskolens bestyrelse og ansvarshavende chefredaktør på Berlingske Tidende. »Det indebærer en kolossal risiko at tage ind på turistvisum i sådan nogle områder, og det bør man som uddannelsesinstitution påtage sig

opgaven med at advare imod,« siger hun.

I den sammenhæng henviser hun til Journalisthøjskolen, som, hun mener, har klarere retningslinjer, når studerende vil skrive opgaver fra risikoområder. I Århus får de studerende udover vejledning også et brev, hvor skolen udtrykker eventuel bekymring ved et projekt. ’Vi gjorde, hvad vi kunne’ Studieleder på SDU Anne Lea Landst-

ed mener, at SDU har gjort, hvad man kunne i den aktuelle sag. »Niels Krogsgård og hans makker Henrik Fallesen har været i Iran og skrive en opgave på SDU, derfor har de rejst på turistvisum. Hvis folk kommer og siger, at de vil rejse som journalister, så siger vi, at de skal have et journalistvisum,« siger Anne Lea Landsted og tilføjer: »De er voksne mennesker, og vi kunne ikke have forhindret dem i at rejse. Jeg har det meget bedre i dag,

når jeg ved, at deres vejleder brugte megen til på at tale med dem om sikkerhed og etik, inden de tog af sted, end jeg ville have haft det, hvis vi bare havde sagt nej – og så ikke foretaget os yderligere.« Utilstrækkelig vejledning Indtil Niels Krogsgård blev fængslet i Iran har man både i Odense og i Århus vejledt de studerende på baggrund af Udenrigsministeriets rejsevejledning, men det mener Lis-

beth Knudsen ikke er tilstrækkeligt.

Og Anne-Marie Dohm, rektor på Journalisthøjskolen, er også blevet opmærksom på, at ministeriets rejsevejledning ikke er nok. »Efter den her sag vil jeg ændre vores skriftlige vejledning, for jeg kan se, at Udenrigsministeriets rejsevejledning ikke er tilstrækkelig i flere lande,« siger Anne-Marie Dohm.

Hun henviser til, at vejledningen ikke er skrevet for journalister.

Anne Lea Landsted har endnu ikke afgjort, om man vil overtage Journalisthøjskolens metode og fremover understrege sin vejledning i et brev.

Hun siger: »Niels Krogsgårds fængsling har selvfølgelig givet anledning til selvransagelse. Nu må vi vurdere, om der er noget, som skal strammes op.« johaa08@student.sdu.dk FAKTA

På Journalisthøjskolen får de studerende mundtlig og skriftilg vejledning. På SDU bliver de studerende kun vejledt mundtligt.

6 | december 2009

UDDANNELSE

| LIXEN

Fem skarpe til chefjuristen

Væld af vurderinger i ‘plagiatsagen’ Da Journalisten.dk plagierede en Lixen-artikel førte det til et virvar af forskellige erstatningsbeløb fra flere jurister. Ifølge chefjurist hos Journalistforbundet, Anne Louise Schelin, vil beløbet altid være baseret på et individuelt skøn fra juristen.

Leonora Beck

Journalistens chefredaktør Troels Evold Widding endte i en ophavsretssag, efter han plagierede Silas Fulgsbjergs og Mads Terkildsens artikel i Lixen fra oktober. Én jurist regnede ud at erstatningen skulle ligge på 15.384 kroner, men en anden jurist i Dansk Journalistforbund vurderede erstatningen til en tredjedel af beløbet – 5128 kroner. De studerende spurgte efter en ny vurdering fra Anne Louise Schelin, chefjuristen i DJ. Hun vurderede erstatningen til 10.900 kroner. Det endte med at være det beløb, som Silas Fuglsbjerg og Mads Terkildsen fik. Hun svarer her på fem skarpe om plagiatsagen.

Jurist Christian Dølpher vurderede i første omgang sagen til mellem 5128 kr. og 7692 kr. Argumentet var, at kun en tredjedel af artiklen var plagieret. Hvad mener du om den vurdering? »Der er ingen fast opskrift, for hvordan et erstatnings- og godtgørelseskrav udregnes. Hvis en avis overskrider citatretten fra en 1000 siders bog ved for eksempel at citere fire sider, kan der ikke kræves erstatning for alle de mange timer, der er medgået til at skrive de 1000 sider. Og kravet kan heller ikke fastsættes til fire tusindedele af honoraret for bogen. Er der tale om et for omfattende citat fra en artikel og artiklens hovedværdi ligger i citatet, er det ikke nødvendigvis relevant at fastsætte erstatningen efter, hvilken andel citatet udgør af den samlede artikel. Der må foretages et skøn i hvert enkelt tilfælde.« Hvorfor vurderer du og Christian Dølpher erstatningen så forskelligt? »Det er ikke sikkert, at vi vurderer forskelligt. Det er tænkeligt, at jeg kunne være nået frem til omtrent det samme beløb. Men jeg har behandlet sagen i forhold til, at der allerede var rejst et krav på 15.384 kroner. I det lys fandt jeg det i den konkrete sag ikke relevant at foreslå kravet reduceret til mindre end 10.600 kroner.« Er det kutyme, at der vurderes så forskelligt i ophavsretssager og andre sager? »De skøn, vi foretager, plejer at ligge rimelig tæt på hinanden. Er vi i tvivl, konsulterer vi en kollega. Da der er et stort element af skøn forbundet med fastsættelsen, vil der med stor sikkerhed næsten altid være en afvigelse.«

Sagen viser, at medlemmerne af DJ ikke kan vide sig sikre på den vurdering, de får fra fagforbundet, når de ender i en sag. Hvordan skal medlemmerne forholde sig til det? »Mig bekendt er Mads’ og Silas’ krav på 15.384 kroner ikke foreslået af en af DJs jurister, men fastsat mere eller mekanisk efter en faglig tommelfingerregel, vi anvender som udgangspunkt. Tommelfingerreglen skal justeres efter de konkrete omstændigheder. Det er blandt andet det, vi plejer at hjælpe med i juridisk afdeling. Det skete så ikke i denne sag på grund af beklagelig travlhed og misforståelser.«

Ville det gavne medlemmerne at bede om en uvildig vurdering af ens sag et andet sted fra? »Det er mit helt klare indtryk, at medlemmerne af DJ i det store og hele er meget tilfredse med den hjælp, de får i DJ i forbindelse med sager om krænkelse af deres ophavsret. Det vil næppe føre til bedre resultater at konsultere eksterne advokater, der ikke besidder de righoldige erfaringer fra medieområdet, som DJs juridiske konsulenter ligger inde med. Men vi er ikke kede af at lade os kigge i kortene.«

libec08@student.sdu.dk

Da radioholdet sendte flade under kommunalvalgsugen var koncentrationen på sit højeste. Paparazzi gennem rude: Karsten Prinds.

Samarbejde med statskundskab deler undervisere og studerende Det tværfaglige samarbejde med statskundskab var en succes, mener underviser Lene Rimestad.

De journaliststuderende er dog langt fra enige, viser en rundspørge.

Nikolaj Albrechtsen Mikkel Cramon

VALGUGE. »Vi har naturligvis noget, vi kan bidrage med på tværs af studierne.« Sådan sagde daværende leder af Center for Journalistik Per Knudsen til Lixen tilbage i juni.

Nu er den så overstået. Kommunalvalgsugen, der skulle kombinere statskundskab og journalistik.

Men ikke alle har brugt ugen på tværfagligt samarbejde. En undersøgelse viser, at under syv procent af de journaliststuderende mener, de har fået et samarbejde med statskundskab ud af ugen. Det var samtidig det punkt, som færrest studerende mente, de havde brugt ugen på.

Underviser i håndværk Lene Rimestad fortæller, at det var svært at lægge elementer fra to forskellige verdener sammen, men overordnet set, er hun godt tilfreds med udfaldet. »Jeg er meget begejstret. Jeg synes, der er en masse ting, vi sagtens kunne gøre bedre, men sådan helt overordnet, så synes jeg, det gik godt,« siger hun.

Få fællesnævnere Lene Rimestad efterlyser også mere samarbejde og foreslår, at statskundskabere og journalister sidder i samme rum og løser opgaver. »De skulle have haft nogle opgav-

er, der havde flere fællesnævnere,« mener hun.

Samarbejdspartnerne fra statskundskab mener også, at problemet ligger i for få fællesnævnere i opgaverne. Det siger den faglige leder for første semesterstuderende ved statskundskab, Michael Baggesen Klitgaard. Han er dog ikke enig med Lene Rimestad i, at det er nok, at studerende fra statskundskab og journalistik arbejder side om side. »Hvis vi skulle gøre det om, skulle vi blande dem, i stedet for at de skulle arbejde parallelt. Det var ligesom om, der fra journalistik var skabt åbne rammer, hvor vores studerende fik relativt snævre spørgsmål. Og så tror jeg, at de spørgsmål og opgaver, journalisterne fik, var for åbne,« siger han og forklarer, hvordan han tror, samarbejdet kan blive forbedret. »Det man skal gøre fremover er, at man laver en organiseret platform, som journalistik havde, og så skulle man blive enige om, hvilke spørgsmål der skal være.« Hvert sit produkt Håndværksunderviserne mener også, at det er her, der kan sættes ind. »Det praktiske felt kan være endnu bedre integreret. At man var endnu mere fælles om det praktiske produkt, der kom ud, og at man havde siddet sammen og researchet,« mener underviser Rune Michelsen, der dog stadig gerne ser, at man kunne have forskellige produkter.

På det punkt er Michael Baggesen Klitgaard enig. Han mener, at samarbejdet kan være godt, men at man også må se realistisk på det: »Det er to forskellige uddannelser, der har to forskellige sigter, så der er grænser for hvor langt man kan gå. Man kan sige, at hvis vi skulle or-

ganisere efter den måde, man arbejder på journalistisk, så ville vi aldrig komme i nærheden af at indfri vores mål – og det samme for håndværk.« Lene Rimestad mener også, at der er grænser for hvor meget, man kan blande de to fag. »Jeg tror ikke, det er en god idé, at vi blander de studerende mere, end vi gør i dag. For det er to forskellige fagligheder.« De to studieretninger kan nu se tilbage på uge 46, hvor under hver tiende af de journaliststuderende mener at have fået noget ud af det tværfaglige samarbejde. Og hvornår skal et arrangement så forsøge at forhøje det antal? Ingen konkrete idéer er på bordet endnu, men der er blevet talt om et samarbejde til næste år, fortæller Michael Baggesen Klitgaard. nialb09@student.sdu.dk mikma09@student.sdu.dk

UNDERSØGELSEN Håndværksunderviserne Lene Rimestad og Rune Michelsen har opstillet til sammen syv punkter for kommunalvalgsugen.

Første semesterstuderende ved journalistik har i en rundspørge svaret på, hvilke af de syv punkter, de synes, de har fået ud af ugen: Under syv procent af de studerende mener, de har fået et samarbejde med statskundskab ud af ugen.

Omvendt svarer hele 83 procent, at ugens arbejde har givet dem en indsigt i kommunalpolitik.

59 procent af første semesterstuderende mener, de har lært at researche til og skrive politiske artikler.

48 deltog i undersøgelsen

UDDANNELSE

LIXEN | december 2009 | 7

Journalistforbundet.dk får pil nedad Forbundets webside er ukonkret og rodet, mener underviser i webdesign Lise Agerbæk. DJ er enig, men har først en ny side klar om et år.

Signe Haahr Pedersen Stine Greve

UKONKRET. Firkantede blå bokse står stablede ovenpå hinanden. De er fyldt med små som store bogstaver, tykke som tynde streger og tegninger af mennesker, der taler. Man har klikket dig ind på Journalistforbundet. dk. »Siden er ikke klar i spyttet,« lyder det fra Lise Agerbæk, som underviser i webdesign ved erhvervsakademiet Lillebælt, da hun anmelder Dansk Journalistforbunds hjemmeside for Lixen. Ifølge hende har siden et flot logo, men er uklar i, hvem den henvender sig til. »De henvender sig til alle på en gang uden rigtig at henvende sig til nogen,« siger hun og forklarer, at hjemmesiden rummer en masse nyttige oplysninger, men at det ikke fremgår, hvem den er til for. »Det mest optimale ville være at dele den op i målgrupper,« påpeger Lise Agerbæk. Hun mener, at siden

ANNONCE

ville virke mere overskuelig, hvis man lavede nogle helt overordnede bjælker med titler. Det kunne være ’journalist’, ’fotograf’, ’studerende’ og ’arbejdsgiver’. Så ville enhver bruger vide, hvor hun skulle klikke. DJ kender til kritikken. »Vi er klar over, at der er nogle problemer med navigationen,« siger Journalistforbundets webkonsulent Louise Theil, som oplyser, at forbundet arbejder på at forbedre især den del af hjemmesiden.

Lukket og teksttung Journalistforbundet.dk har efter Lise

Agerbæks mening også en række problemer, når det kommer til design: »Det er som om, de har købt nyt logo, men har glemt at opdatere resten af siden,« pointerer underviseren og retter kritik mod forsiden, som er fyldt med tekst, kasser og streger: »Der er også mange forskellige skriftstørrelser, og det giver et rodet udseende,« siger hun, og fortsætter: »Tit er det en stor hjælp på forsider, hvis der en form for identifikationsmulighed for brugeren i kraft af et fotografi, som også giver noget

dybde. Denne her side virker ret lukket, da den ikke inviterer indenfor.«

Farverne fungerer Den vurdering er Louise Theil er enig i. »Vi spørger medlemmerne, hvordan den opleves, og vi er meget opmærksomme på at ramme vores visuelle medlemmer bedre,« meddeler hun og forklarer, at hele hjemmesiden med tiden skal have samme design som logoet.

Dog ser det ikke helt sort ud for fagforeningens hjemmeside, som har valgt fine farver, mener Lise Agerbæk:

»Farvemæssigt synes jeg, at de har arbejdet godt med at få et udvalg af farver, der passer sammen. Det meste har den samme farveholdning - og så er der nogle kontrastfarver, der bryder det hele.« siger hun.

Alt i alt vurderer Lise Agerbæk, at man sagtens kan finde hjemmesider, der er værre end Dansk Journalistforbunds, men: »Den er meget uvinklet,« smiler hun. Louise Theil gætter på, at hjemme-siden ikke er blevet moderniseret, fordi DJ har haft travlt med en række andre projekter, som har været vigtigere, men: »Det er svært for mig at sige, da jeg først blev ansat i midten af august,« siger hun og afslører, at en ny side er på tegnebrættet. Men medlemmerne må vente til december næste år, før den er klar: »Vi vil gerne gøre det grundigt denne gang. Så vi lægger vægt på analyser af, hvad vores medlemmer har behov for,« pointerer Louise Theil og fortsætter: »Vi laver et kæmpestort grundigt forarbejde, og det tager lang tid at indhente al den information.« Lise Agerbæks vurdering:

igne09@student.sdu.dk stgre09@student.sdu.dk

8 | december 2009

UDDANNELSE

| LIXEN

Foto: Mike Baird

Fellowshippet sejler videre trods støtte-halvering Syddansk Universitet har siden 2006 modtaget en halv million kroner i årlig støtte til fellowordningen. Pengene doneres af Aarhus Stiftstidendes Fond. Nu vil fonden ikke længere bære projektet, men dekan og medlem af Styrelsen, Jesper Strandskov, lover, at fellowshippet fortsætter.

Mie Holm Christensen Steffen Koldborg

STØTTE. »Fra starten har vi sagt, at vi godt ville være med i nogle år.

Vi har aldrig haft noget ønske om at være dem, der står som garanter.

Der må også komme andre til,« siger Henrik Dybbroe, formand for Aarhus Stiftstidendes Fond.

Fonden synes fortsat, at fellowshippet er gavnligt og vil ikke afvise, at den fremover vil bidrage med mindre beløb. Fellowordningen kan ansøges af journalister og redaktør-

er. Den valgte fellow får tid og rum selvom den mangler penge i øjestuderende, hvis denne ordning ikke til at fordybe sig i et selvvalgt emne blikket. Styrelsen overvejer ikke at fortsætter, for det giver os et godt ini et halvt år. Det er ikke meningen, at nedlægge ordningen. dblik i den verden, som vi skal ud i på fellowen skal undervise, men i stedet »Det er slet ikke det, vi taler om. et tidspunkt,« siger Sophie Bremer, være til inspiration for de journalistVi har ingen tanker om, at den skulle studerende og næstformand i studistuderende. blive droppet,« understreger Jesper enævnet.

Det er ikke af økonomiske årsager, Strandskov.

Hun er glad for den erfaring, som at fonden har valgt at halvere sit biHan forklarer, at ordningen er de forskellige fellows deler ud af. drag. god, fordi den skaber en væsentlig »Helt konkret har vi haft Jakob »Vi indikerede lige fra Elkjær, der lige har afholdt starten, at vi ikke ville Vi skal nok finde de penge, der fakta-tjek i Kommunalvalgsufortsætte. Vi har været gen. Men også da Per Knudsen igangsætteren og syntes, mangler var fellow, talte han meget om Jesper Strandskov, Dekan det var et spændende prosine visioner, og det var inspirjekt, men vi skal ikke år ud erende,« siger hun. og år ind give det store beløb,« siger opmærksomhed omkring den jourhan. nalistiske profession. Samtidig synes Fellow-ordningen giver frihed han, at det er positivt, at der kommer Den nuværende fellow, Jakob Elkjær, Dekanen har planen inspiration udefra: bruger sit fellowship til at gå i dybFondens beslutning om at halvere »Jeg synes, under alle omstænden med webjournalistik. Personligt det økonomiske bidrag til 250.000 digheder, at det er en meget vigtig er han glad for ordningen, fordi den kroner får ikke Jesper Strandskov, ordning, hvor vi har en journalist, der giver ham tid og plads til at fordybe dekan og medlem af Styrelsen, til at får lejlighed til at fordybe sig lidt.« sig. frygte for fremtiden: »Fellowshippet er en mulighed for »Vi skal nok finde de penge, der Gevinst for de studerende at trække vejret og få indsigt og blive eventuelt kunne mangle i forhold til I studienævnet håber man også, at klogere, « siger han. de meldinger, der er kommet fra Aarfellowship-ordningen får lov at leve Hvis donationen havde været halv hus Stiftstidendes Fond.« videre. så stor, ville det ifølge Jakob Elkjær Dermed er ordningen ikke i fare, »Det ville være ærgerligt for de have haft en væsentlig betydning for

”

hans indtægt. Han har svært ved at svare på hypotetiske spørgsmål, men han mener, at han nok ville have søgt legatet alligevel. miech09@student.sdu.dk stkol08@student.sdu.dk

FELLOWSHIPPET Har eksisteret siden 2006.

Center For Journalistik vælger modtageren.

Prisen er på 500.000 kroner, hvilket gør den til Danmarks største journalistiske pris. Beløbet er doneret af Aarhus Stiftstidendes Fond. Fellowen kan forske i et halvt år. Pengene skal også dække frikøb fra arbejdsplads, transport og andet. Fonden ønsker, at beløbet skal gå til ’en fremtrædende journalist eller redaktør, der kan bidrage til udviklingen af fremtidens journalister’.

Hensigten er at både studerende såvel som fellowen gensidigt skal inspirere hinanden.

To hurtige Kend din nye Lixen-redaktion

Studerende i pressenævnet

Den 4. november stemte de studerende på Syddansk Universitet om, hvem der skulle efterfølge de nuværende chefredaktører på Lixen.

Det kvindelige hold med Natasha Dyasi, Lise Karlshøj Ipsen og Rikke Gredsted vandt valget, og som deres fem redaktører har de valgt Casper Munk Fauerholdt, Nana Frederikke Fischer Rosenvinge, Karina Cecilie Møller, Jakob Balthazar Munk og Thomas Damgaard Sørensen.

Redaktionen overtager Lixen den 1. januar.

Nina Bach Andersen fra femte semester, der er i praktik ved 3F, er havnet i to pressenævnssager.

Først klagede rengøringsleverandøren B.O.B Service til Pressenævnet, efter 3F afslørede, at virksomheden betalte deres ansatte ned til 40 kroner i timen. Klagen gik blandt andet på, at ejeren af B.O.B Service ikke havde fået lov til at udtale sig i artiklerne.

Efterfølgende hev godsejeren Gorm Lokdam Nina Bach Andersen og 3F i pressenævnet i

forbindelse med artikler om, at han havde snydt flere af sine ansatte i løn. Godsejeren mener, at han er blevet citeret forkert.

Men Nina Bach Andersen og hendes kollegaer føler sig godt rustet til, når sagerne skal afgøres.

Interviewet med Godsejeren Gorm Lokdam, har de optaget på bånd. Og Nina Bach Andersen har i form af mails bevis på, at hun og kollegaerne har forsøgt at kontakte ejeren af B.O.B. Service flere gange. »Jeg er ret overbevist, om at vi nok skal vinde.

Vores advokat har sagt, at vi har en god sag. Jeg føler ikke, at vi har gjort noget forkert på noget tidspunkt, så jeg kan ikke se, hvorfor vi skulle tabe sagerne,« siger Nina Bach Andersen.

Sagen med B.O.B Service bliver afgjort i næste uge.

Leonora Beck

BRANCHE

LIXEN | december 2009 | 9

Lær at blive en menneskekender Du har sikkert stået i situationen: Din kilde har svært ved at sætte ord på sine tanker og følelser eller måske lukker kilden i og vil pludselig ikke snakke om bestemte emner.

Psykologer oplever ofte disse scenarier i deres arbejde. De bruger forskellige teknikker til at skabe en god kontakt og få deres klienter til at åbne sig. Psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard giver her sit bud på, hvad journalister kan lære af psykologer.

bygget sig op igennem rigtig lang tid. Det tager nogle gange bare lidt tid at finde frem til. Jeg tror, formlen for mig er at bevare den her åbenhed,« forklarer Camilla Carlsen Bechsgaard.

Gudmund de Stordeur

SAMTALETERAPI. »Værsgo’ at sætte dig ned,« siger Camilla Carlsen Bechsgaard, mens hun peger på en cremehvid sofa midt i rummet. Jeg synker ned i sofapuderne, mens hun placerer sig i en lænestol lige over for mig. Hendes øjne hviler undersøgende og nysgerrigt på mig. Hun er psykolog, og hver dag sidder hun her og spørger ind til folks psykiske problemer for at hjælpe dem ud af en krise. Jeg er dog ikke kommet for at få hjælp. I stedet er jeg kommet for at lære. Den næste times tid skal vi nemlig sammen prøve at finde frem til, hvad journalister kan lære af psykologer i de mere dybdeborende interviews.

Hun læner sig frem mod mig og spærrer øjnene lidt mere op: »Selvfølgelig hvis man sidder og interviewer Peter Lundin, så skal man ikke give udtryk for, at man synes, det er helt i orden, det, han har gjort. Men samtidig skal han også kunne mærke den her nysgerrighed overfor: ’hvordan er du som person, og hvordan er dit liv endt med at blive sådan, som det er nu? Og det har jeg egentlig lyst til at finde ud af sammen med dig Ramme som køreplan lige nu’. Uanset hvor forskruede, de er.« Camilla Carlsen Bechsgaard lægger ud med at Det værste, man kan gøre, når man skal få fortælle, at det vigtigste for en god samtale er at klienterne til at åbne sig op, er at bestemme få lavet en personernes ramme fra følelser på starten.

Jo mere man skubber på med spørgsmål, forhånd. Ca»Rammilla Carlsen jo mere fastlåst bliver situationen. men er Bechsgaard

grundlaget Camilla Carlsen Bechsgaard, psykolog bruger et for det, dødsfald som som skal eksempel: ske videre frem. Det kan give dig mulighed for »Der er ligesom en eller anden traditionel at vide, at du kan komme af med alle dine infor- forventning om, hvad man skal føle, når der er mationer på en struktureret måde,« forklarer nogen, som er døde, men det kan faktisk være hun. nogle helt andre følelser, der kommer frem med En ramme er en aftale mellem psykologen og noget. Vrede, forvirring eller lettelse – alt efter, klienten, der fortæller noget om, hvad de begge hvordan dødsfaldet er foregået. Derfor er det forventer og har brug for af samtalen og hvilke vigtigt, at klienterne kan mærke, at der er rum ting, de skal tale om. Sammen finder de frem til til den følelse, og at jeg ikke har nogen defineret nogle regler, som de overholder og følger. Så und- forventning om, at det skal være en bestemt går psykologen også at overskride klientens følelse, de skal komme med,« forklarer hun. grænser.

Psykologen drager parallellen til journalist- Når kilderne ikke vil snakke ens arbejde, mens hun iagttager mig intensivt.

Camilla Carlsen Bechsgaard går derfor først ind »Det, kunne jeg forestille mig, var det samme og bruger sig selv, efter at klienten har sat ord i jeres situation. Man (kilden red.) har et eller på sine egne følelser. Det kan åbne op for helt andet, som man enormt gerne vil fortælle, men andre ting. hvordan pokker skal man få begyndt, og får man Hun lægger hovedet en anelse på skrå, mens nu sagt det, som er vigtigt for én at sige? Der er hun forklarer: det rart for kilden, at jeg som ekspert siger, at »Næste skridt er spejlingen. Så kan jeg gå ind jeg ved, hvad det er for nogle ting, vi skal rundt og bekræfte dem i den følelse og sige ’ja, det kan om, for at du får fortalt mig det, der er vigtigt for jeg godt mærke på dig. Det må have været rigtig dig at sige. Det er sådan en gensidig afklaring,« rart.’ Så får de den der: ’Puha, hun ser faktisk fortæller hun. mine følelser og anerkender dem.’ Så kan det være, at de tør lukke op for posen for nogle af de Tillid, så kilden vil tale andre følelser, som også ligger inde bagved.« En klar aftale er altså fundamentet for et godt Som journalist må man altså frem for alt holtillidsforhold. Men for at bevare den gode kon- de fast i de åbne spørgsmål, sætte sig i kildens takt hele vejen igennem er det ifølge Camilla sted og leve sig helt ind i personen, tænker jeg.

Carlsen Bechsgaard vigtigt, at man viser, at man Ligesom journalister møder kilder, der pludkonstant er nysgerrig, og at man ikke går ind og selig ikke vil tale om personlige emner, støder dømmer personen.

Camilla Carlsen Bechsgaard også på klienter,

”

Foto: Gudmund de Stordeur

der lukker i. Her er det vigtigt, at man stopper op og trækker sig lidt tilbage: »Jo mere man skubber på med spørgsmål, jo mere fastlåst bliver situationen. Når de lukker i, så er det jo fordi, der er et eller andet, de ikke har lyst til at fortælle. Og hvis jeg bliver ved med mine spørgsmål, så får jeg jo bare presset dem længere ind i den aflukning. Det, jeg skal gøre, er at trække mig lidt tilbage og måske bare beskrive, hvad der sker lige nu og her,« forklarer hun.

Nye aftaler kan åbne op Noget, man konkret kan gøre, hvis personen lukker i, er at ændre på den aftale, man lavede i starten. Man kan blive enige om, at der er nogle ting, man ikke skriver om i sin artikel, men blot bruger til baggrund for at få forstå hele historien. Så kan det være at personen igen føler sig tryg og vil snakke.

Det er også vigtigt at være åben overfor, at personen vil tale om nogle helt andre emner.

Ofte gemmer svarene sig her: »Mennesker er jo ikke sådan nogle opdelte enheder. Man kan tænke: ’hvorfor reagerer hun så voldsomt på det her? Men når man så går tilbage, så kan man se den sårbarhed, der har

Pausen som redskab Camilla Carlsen Bechsgaard fortæller, at pauser er en vigtig del af hendes arbejde. Men de skal bruges rigtigt: »Nogle mennesker er meget nervøse og ude af balance med sig selv, og så skal man ikke holde mange pauser, for det vækker for meget angst. Men i andre situationer kan man komme meget længere ved at respektere pausen. Du får tænkt dig om, jeg får tænkt mig om, og vi når at lande i kontakten begge to. Det giver en bedre kontakt,« forklarer hun.

En bedre kontakt. Ordene hænger lidt i luften.

Journalister skal altså heller ikke altid opfatte pauser som pinlige.

Camilla Carlsen Bechsgaard fortæller, at hun har gode erfaringer med at gøre brug af helt banale metoder: For eksempel skriver hun på et stykke notepapir, når hun føler, der skal være en pause. Og andre gange sidder hun blot og kigger eftertænksomt ud i lokalet.

Etikken frem for alt Vores samtaletid er ved at være forbi, og snart sidder Camilla Carlsen Bechsgaard over for en ny klient i den varme sofa, hvor jeg efterhånden sidder godt plantet. Inden vi forlader hinanden, har psykologen en afsluttende kommentar, som vi journalister skal tænke over: »De fleste kan sagtens få folk til at græde og fortælle en helt masse, hvis de går tæt nok på.

Kunsten er, at få dem til at gå ud af rummet igen og føle, at de har deres værdighed i behold, og at de er blevet samlet op på en eller anden måde.

Kan du få dem til at føle, at de faktisk går ud derfra med håret på panden stadigvæk, eller efterlader du et eller andet grædende nervevrag?

Det er ikke artiklen for enhver pris!«

gudes08@student.sdu.dk

Gode råd fra psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard til journalister i de mere dybdeborende interviews: - Lav en fast aftale fra starten om, hvad rammen er for interviewet. Bliv enig med kilden om, hvad I må og ikke må tale om. Rammen skaber tillid og tryghed.

- Lad være med at tro, at du ved, hvad kilden føler og tænker. Hvis du definerer kildernes følelser, lukker de i. Vær konstant nysgerrig og nærværende.

- Brug dig selv til at spejle dig i kilden – sæt dig i kildens sted.

- Hvis kilderne lukker i, så lad være med at skubbe på med spørgsmål. Stop op og træk dig lidt tilbage. Måske skal rammen for interviewet ændres - genforhandl rammen.

- Vær åben for at køre ud af en tangent – svarene ligger måske her.

- Brug pausen aktivt i interviewet. Små pauser ind imellem kan skabe en bedre kontakt.

10 | december 2009

BRANCHE

| LIXEN

Mediestrateg Morten Bay mener, at papiravisen inden for en årrække er død. Derfor skal der nye midler til, hvis de store avishuse skal overleve. Det, han kalder for et ‘klubkoncept’, hvor brugerne får del i brandet, kunne være en løsning. Illustration: Morten Knudsen

’Klubkoncepter’ kan redde danske aviser Det har længe gået den forkerte vej oplagsmæssigt for danske aviser. Mediestrateg Morten Bay ryster uforstående på hovedet af de store medievirksomheder, som driver aviserne. Ifølge ham har de ikke forstået pointen: Papiravisen er død, og det såkaldte ’klubkoncept’ kan redde bladhusene ligesom i USA og England.

Fremover skal avisen være biproduktet, mens hovedproduktet er avisens brand.

Benjamin Mechlenborg Gregersen

ANALYSE. »Bladhusene skal se ud over avisen. Man skal satse på brand frem for illusionen om et evigt avismarked.« Så klar er meldingen fra mediestrateg Morten Bay, der har fulgt den danske papirnedtur fra sidelinjen i USA. Han mener, at papiravisen er

biproduktet i fremtiden, mens brandet og klubkoncepter er hovedproduktet.

For to måneder siden udsendte Journalisten et nummer med en forside, der sagde: ’Klik er Gud’.

Man kunne derfor fristes til at videreudvikle Nietzsches postulat fra midten af 1800-tallet og sige: Papiravisen er død. Men hvad er alternativet så? Bladhusene har direkte kontakt til læserne via deres websider, så forretningsmodellen må være derude.

Knyt læserne til bladhuset Morten Bay er ikke ene om sin analyse. De faldende oplagstal kan ses på Dansk Oplagskontrol, og de viser, at ingen aviser har formået at øge antallet af læsere de seneste tre år. Kigger man derimod på avisernes websider, så har Ekstra Bladet og Politiken oplevet en tredobling på hjemmesidetrafikken, mens Berlingske Tidende og JyllandsPosten har set en fordobling i antallet af online-brugere.

Dem, der ikke læser, er fremtiden »Incitamentet er der på nettet.

Aviserne skal bare se ud over den boks, der hedder print. Mediebrandet tilhører i dag brugerne, hvor man iklæder sig et brand, som netværket skal se,« siger Morten Bay. Han mener, at bladhusene skal kigge mod udlandet, hvor man flere steder har opgivet den almindelige trykte avis som hovedprodukt. Ifølge Morten Bay skal man tænke mere i fællesskaber eller klubkoncepter, som skal knytte læserne tættere på bladhuset. Sagt på en anden måde.

Mediehuse: Grib de lavthængende frugter. »Det passer ikke, at folk ikke er villige til at betale for en ydelse. De skal bare føle, at de får noget ekstra, og brugerne på den måde føler sig specielle,« siger han.

Det understøttes af en ny undersøgelse fra Boston Consulting Group, der viser, at op i mod 60 procent af befolkningen i visse europæiske lande er villig til at betale mindre beløb for webartikler.

Man kunne spørge, hvorfor man ikke kan indføre de specialklubber, som Morten Bay refererer til?

Internettet har gjort det muligt at tiltrække læsere, der normalt ikke

ville åbne en papiravis. Og netop den målgruppe kan være med til at sikre bladhusenes overlevelse. »I USA har jeg været med til at omlægge Los Angeles Magazine, hvor de har droppet det normale abonnement. I stedet har de oprettet en VIP-klub, Los Angeles Circles, som giver medlemmerne adgang til en lang række fordele som for eksempel arrangementer og specielle medlemstilbud,« siger Morten Bay.

Konservativ ledelse Og netop denne knytning af brugerne til bladhuset er også kendt i Danmark.

Berlingske Tidende har webshoppen LIDTmere, JyllandsPosten - JP Master og Politiken har Politiken Plus. Alle tre steder ser de en stor udvikling.

For eksempel kunne chefredaktør for Politiken Tøger Seidenfaden i oktober fortælle om en omsætning på et trecifret millionbeløb, og Poul Skøtt, salgs- og marketingdirektør hos Politiken, kunne i maj måned berette, at Politiken Plus stod for en ikke uvæsentlig del af Politikens omsætning. Det stiller et indlysende spørgsmål. Hvorfor satser bladhusene ikke benhårdt

på en forretningsmetode, hvor ikke kun avisens normale kunder, de der betaler abonnement, kan få medlemsfordele? Som det ser ud nu, så er ekstraydelserne kun for personer, der i forvejen holder avisen.

Hvorfor ikke gå hele vejen og tilbyde alle medlemskab af VIP-klubber?

Dermed vil klubkoncepter kunne redde danske aviser og bladhuse.

Og lægger man ordene sammen her i sidste sætning, så tyder det på en forstokket og konservativ indstilling fra mediekoncernernes side. begre08@student.sdu.dk

KLUBKONCEPTER Brugerne skal have adgang til specielle services. Det kan være alt fra foredrag, over billig vin til rejser. Ligeledes skal klubberne ikke kun give adgang for folk, der holder avisen. Klubben skal være for alle, der vil sættes i forbindelse med avisens brand. Østrogen, der er et dansk kvindemagasin, har haft stor succes med konceptet.

BRANCHE

LIXEN | december 2009 | 11

Research med guruen Mr. Myers Paul Myers er researchspecialist på BBC. På Graverkonferencen afslørede han nogle af sine tricks, og her giver vi dem videre.

Johan Bertil Winther Leonora Beck

SØG. Solen skinner ind mellem persiennerne i DR-byens møderum 2. Vi sidder 25 spændte journalister og venter på at ’få alle fiduserne på vores egen computer’ – sådan som konferenceprogrammet lover. Paul Myers fejer sit sorte hår væk fra øjnene og smiler. »I dag vil jeg give jer værktøjer til at finde informationer effektivt på nettet, og så skal vi se på et par faldgrubber, som I helst skal undgå,« siger den store researcher med klingende britisk accent.

Hul i kraniet Paul Myers starter workshoppen med at bede os finde gode internetsider om alternativ medicin.

Et par minutter senere spørger han, hvor mange der har brugt Google.

Tøvende rækker næsten alle hånden i vejret. »Google er god til mange ting. Men også rigtigt ringe til mange andre ting for eksempel at søge på emner.

Fordi Google søger på ord,« siger Paul Myers.

Derfor foreslår han, at du bruger hjemmesiden dmoz.org i stedet.

Her kan du søge på kategorier og underkategorier og på den måde finde emner, som du ikke kendte på forhånd. »Med eksemplet alternativ medicin var det nok de færreste af jer, der kendte trepanation, hvor man borer et hul i kraniet. Men det kunne måske alligevel være interessant at inddrage, hvis I vil dække de mere absurde former for alternativ medicin,« siger researcheren. site:Google Google kan også være et godt værktøj, mener Paul Myers, men man skal tøjle søgemaskinen. Derfor giver han fire hurtige fif til din søgning.

Hvis du taster ~ foran et ord, søger du på synonymer – altså ord, som

betyder cirka det samme. Med ’~job’ søger Google for eksempel også på ’jobs’, ’arbejde’ og ’stillinger’. Det kan være brugbart, hvis du vil søge bredt i starten.

Et andet trick er ’site:’, hvor du kan begrænse din søgning til en bestemt side. Hvis du for eksempel kun vil søge på Lixens hjemmeside, kan du begrænse dig med ’site:lixen.dk’.

Statistikjagt Paul Myers giver også en genvej til at søge på bestemte filtyper med ’filetype:’. »Hvis du er på jagt efter statistikker, kan du skrive ’filetype:xls’. Så søger du kun på Excel-ark. Det kan du kombinere med et bestemt site med site:,« siger Paul Myers.

Hvis vi for eksempel er på jagt efter et budget på Udenrigsministeriets hjemmeside, kan vi taste ’filetype:xls site:um.dk budget’.

Researcherens sidste trick i Google er ’cached’-knappen, som står under søgeresultatet. Det er den version af hjemmesiden, som søgemaskinen har gemt i sit arkiv, og det kan være nyttigt, hvis siden for eksempel er blevet nedlagt. Så kan man se den

sidste udgave, som Google har gemt via ’cached’.

Martin Luther King Sidste del af workshoppen handler om at undgå at blive fuppet, når vi søger på nettet. Det er nemlig ikke altid, at vi lægger mærke til de tonsvis af utroværdige informationer, som florerer i det virtuelle.

Paul Myers søger på ’martinlutherking’ på Google, og den tredje side på listen er martinlutherking.org. Siden lover sandheden om den sorte, amerikanske menneskeretsforkæmper, og der står, at både lærere og studerende kan have stor glæde af den.

Nu laver Paul Myers et ’Whois’-tjek gennem sin hjemmeside Research Clinic, og det viser sig, at manden bag lutherking-siden hedder Don Black.

Vi har samtidig mandens adresse og telefonnummer, og vi kan se, at han leder organisationen ’Stormfront’. ..og nazidating Et par klik videre fortæller os, at Don Black er en ledende nynazist i USA, og Stormfront er en organisation med samme interesser.

»Kunne det ikke være interessant, hvis denne nynazist med historisk interesse for Martin Luther King også havde et datingsite for nazister?« spørger researcheren retorisk.

På Research Clinic klikker han på ’reversed-IP’, og med denne funktion får vi de andre sider, som er registreret under samme IP-adresse.

Her i blandt whitesingles.com.

De fleste i møderum 2 griner af nazidatingsiden, mens de klapper de bærbare computere sammen flere konkrete og nyttige værktøjer rigere. johaa08@student.sdu.dk libec08@student.sdu.dk

MERE MYERS

Paul Myers har siden 1995 arbejdet som researcher på BBC. Han har samlet sine bedste teknikker og links på sin hjemmeside Research Clinic: www.kortlink.dk/77g9 Oplev også Paul Myers på det nye Lixen.dk under WebTV

Avisen lever ikke videre på e-læsere Siden Amazon lancerede deres første elektroniske bog- og avislæser Kindle i 2007, er den af mange blevet udråbt som den trykte presses redning. Nu er apparatet endelig kommet til Danmark, men ifølge markedschefen fra Danske Specialmedier egner Kindle og andre e-læsere sig slet ikke til at læse aviser og magasiner.

Hans Redder Nørgaard

DIMSEDUT. »E-læsere egner sig perfekt til at læse bøger, men kort sagt ser jeg ikke store muligheder for magasiner og aviser,« siger markedschef Henrik Thøgersen fra Danske Specialmedier, Han har længe fulgt de såkaldte elæseres udvikling.

E-læsere er allerede slået igennem i USA, hvor salget er eksploderet de seneste år. Den bedst sælgende læser er Amazons Kindle, som alene i 2009 har solgt op imod tre millioner eksemplarer. Ved hjælp af en indbygget internetforbindelse kan man med få tryk hente en bog, en avis eller et

magasin lynhurtigt ned på sin Kindle nogle helt elementære egenskaber, og begynde at læse. Og det til en bil- som e-læserne ikke opfylder. ligere pris end den udgave, du kan »Der er ingen mulighed for interfinde i butikken, fordi der ikke går aktion med læserne, og det er for penge til tryk og distribution. eksempel ikke muligt at kommentere Vi har hørt det så mange gange før: på artikler,« siger han og fortsætter: Aviser og magasiner verden over er »Derfor er der reelt ikke nogen fori krise, fordi deres forretningsmod- skel på at læse en gammeldags trykt eller ikke hænger sammen. Derfor avis og en e-læserudgave af samme leder meavis.« diehuse Og så E-læsere egner sig perfekt til bøger, er der desperat efter en men jeg ser ikke de store muligheder i k k e holdbar nogen l ø s n i n g , for magasiner og aviser pointe i som kan Henrik Thøgersen, Danske Specialmedier at have s i k re , endnu at der også i fremtiden vil være et et nyt apparat med i tasken hver dag, marked for deres journalistik. Meget mener Henrik Thøgersen. opmærksomhed har de sidste år »Jeg ved godt, at alle medier er på drejet sig om elektroniske bøger, de jagt efter nye forretningsmodeller i såkaldte e-læsere, der nu også er ble- øjeblikket, men løsningen skal ikke vet tilgængelige i Danmark og resten findes her,« siger han. af Europa.

Henrik Thøgersen mener i stedet, at der er meget større muligheder i Mobiler og bærbare er bedre de allerede udbredte bærbare comE-læsernes mange muligheder må putere og mobiltelefoner. lyde som sød musik hos de mange »Dem går vi allerede rundt med, trængte mediehuse verden over, og og de bliver hele tiden bedre og mere flere store udenlandske aviser og mobile. Så jeg tror, at det bliver her, magasiner har gjort deres aviser til- vi i fremtiden vil læse vores nyhedgængelige for e-læserne. Men ifølge er og magasiner,« forudser Henrik Henrik Thøgersen er det ikke her, Thøgersen. nøglen til den trykte presses overlevelse skal findes. Han mener, at der er hanoe09@student.sdu.dk

”

Tidligere har mange forudset, at e-læsere som denne Amazon Kindle vil blive papiravisernes redning, men det afviser Henrik Thøgersen fra Danske Specialmedier.

Foto: David Sifry

12 | december 2009

BRANCHE

| LIXEN

DEN STORE GRAVERKONFERENCE 2009

BBC, The Guardian, Kyiv Post og The Daily Telegraph. Egypten, USA, England, Finland og Sverige. DR-Byen flød med undersøgende journalister fra hele verden, som delte deres viden og erfaringer med deltagerne til Den Store Graverkonference. Nedenfor kan du læse, hvad nogle af de store guruer inden for den undersøgende journalistik havde at byde på.

TJEK LIXEN.DK På Lixen.dk kan du gå ind og se LixTv med The Guardians stjernereporter Nick Davies. Han svarer på spørgsmålet: ’Hvad skal man gøre som studerende, hvis man drømmer om at arbejde som undersøgende journalist i fremtiden?’

Mikael Berthelsen og Mads Brügger brugte den legendariske overhead, da de fortalte om Quatraromysteriet. Illustration: Johan Bertil Winther

Fiskerijournalistik sikrer din overlevelse Udvid din opfattelse af journalistrollen og specialiser dig i et meget, meget snævert emne.

Sådan lød buddene, da journalisterne Mark Hunter og Nick Davies blev parret for at finde svaret på, hvordan man i fremtiden tjener penge på at lave journalistik.

Morten Bang

RIGDOM. Bliv den bedste til at lave journalistik om en niche, og søg sandheden på så mange forskellige måder som muligt.

I kondenseret form var det budskabet, da Foreningen for Undersøgende Journalistik havde sat den engelske journalist og forfatter Nick Davies og hans amerikanske ditto Mark Hunter i stævne. Sam-

men forsøgte de at knække koden for, hvordan man i fremtiden tjener penge på journalistik.

De traditionelle medier mister reklamepenge og forbløder. Antallet af jobs skrumper med samme hastighed som et stykke salami på en brandvarm stegepande. Midt i al krisekulleren er der ifølge de to herrer muligheder. »Folk stoler mindre og mindre på de store medier. Den gode nyhed er, at folk godt er klar over, at de ikke får hele sandheden. Derfor er der en stor chance for, at dygtige småmedier kan give den troværdige information, som læserne efterspørger,« mener Mark Hunter.

Nichen redder dig Nick Davies fortæller om det succesfulde medie MLex i Bruxelles. Det skriver om ’noget så kedeligt’ som konkurrencelovgivning i EU. Emnet er dog så snævert, at det er dér, man er nødt til at gå hen, hvis man vil have

den bedste viden om emnet. Det kan man som iværksætterjournalist lære af, mener han. »Det kan være et specifikt emne eller et geografisk område, som du dækker bedre end alle andre. Hvis du kan gøre det, så gør du dig selv uundværlig,« mener Nick Davies.

Mark Hunter griber bolden og foreslår: »Er der en undersøgende hjemmeside om fiskeri i Danmark? Det kunne være en oplagt mulighed,« mener han.

Spred dine aktiviteter Du skal, ifølge Hunter og Davies, ikke være bange for at søge penge hos donorer, sponsorer og læsere. Mark Hunter mener, at kernen i dit arbejde skal være at samarbejde med alle, der har en interesse i at finde sandheden. Opfat dig selv som en ’undersøger’ i bred forstand og ikke kun som en journalist, der laver sine egne artikler eller indslag.

»Du kan godt samarbejde med Greenpeace. Det gælder bare om at være ærlig over for læserne omkring det,« siger Mark Hunter, der mener, at mange interesseorganisationer godt kan se fordelen i, at man finder frem til sandheden.

Også selvom de ikke kan lide resultatet. »Samarbejd med alle dem, du mener, er interesserede i at få sandheden frem. Det kan man gøre på mange måder. Du kan undervise folk i journalistik, så de selv kan undersøge, du kan lave forskning eller skrive bøger.

Du kan eksempelvis også samarbejde med en interesseorganisation. Det handler om at undersøge sandheden i mange forskellige sammenhænge,« forklarer han.

Undersøge os selv først Kritiske spørgsmål fra publikum, som går på, om det nu også kan lade sig gøre, bliver mødt en opfordring til ikke at se begrænsninger.

»Det bliver ikke nemt. Vi vil bare gerne få folk til at se muligheder for, hvordan vi redder vores fremtid,« siger Nick Davies.

Mark Hunter supplerer: »Det har en pris at blive ved med at lave det, man elsker. Vi må begynde at lede efter åbne døre i stedet for at sige ’det kan ikke lade sig gøre’.

Vi må spørge ’hvorfor?’. Vi må starte med at undersøge vores egen fremtid«, siger Mark Hunter. mojoe08student.sdu.dk

DRIFTIGE MINIMEDIER: www.info.mlex.com www.spot.us www.propublica.org Se Nick Davies råd til, hvordan man får job som nyuddannet journaliststuderende på Lixen.dk’s Web-tv.

BRANCHE

LIXEN | december 2009 | 13

Undersøgende journalister i et lukket regime Ytringsfrihed blev først en menneskeret i Egypten for syv år siden, og der er stadig kun få undersøgende journalister i landet. To af dem gæstede FUJ’s Graverkonference, hvor de fortalte om kilders frygt for at blive straffet og censur som en daglig udfordring.

Ali El Bahnasawi fortæller om sine opdagelser i forbindelse med det egyptiske ambulancevæsen. Han fandt blandt andet ud af, at ambulanceførerne er dårligt uddannede i Egypten, og at reaktionstiden for ambulancerne er alt for lang sammenlignet med internationale standarder.

En højere sags tjeneste Begge journalister er enige om, at arbejdet som graver er besværligt i Egypten. Men samtidig er der mange store og vigtige historier, som venter på at blive skrevet. Derfor bliver de ved. Ethar El-Katatney siger: »Som journalister er vi ikke bare blevet sat i verden for at fortælle, hvor mange der er døde i dag, eller at præsidenten holder et pressemøde.

Det er vores pligt at afsløre korruption og andre emner af offentlig interesse, og derfor bliver vi ved trods de åbenlyse udfordringer.«

Johan Bertil Winther

FRONTKÆMPERE. I DR’s åbne konferencerum Samtalehaven sidder en arabisk udseende mand i brun blazerjakke og en kvinde med håret gemt væk under et sort tørklæde. De hedder Ali El Bahnasawi og Ethar ElKatatney, og de arbejder begge som undersøgende journalister i Egypten. »Det kan være meget svært at få kilder til at tale, fordi de er bange - enten for at miste deres job eller bange for at komme i problemer. Det sker specielt, hvis historien handler om den offentlige sektor. Derudover er der stadig også emner, som er underlagt censur,« siger Ethar El-Katatney.

Først i 2002 blev der indført officiel ytringsfrihed i Egypten, men som journalist skal man stadig passe meget på, hvad man skriver. Ali El Bahnasawi fortæller, at mange redaktører udøver selvcensur af frygt for regeringen. Han siger: »Selvom de (redaktørerne red.) har dokumentationen i orden, vil de ikke trykke historien. Det er usundt, og derfor er det virkelig vigtigt, at

johaa08@student.sdu.dk Ethar El-Katatney arbejder som undersøgende journalist i Egypten. Det er ikke altid nemt. Foto: Johan Bertil Winther

den undersøgende journa-listik bliver mere udbredt i Egypten.«

Arabiske spadesvingere Pia Thordsen er ordstyrer i Samtalehaven i dag, og hun har sørget for, at de to egyptiske journalister kunne komme til Graverkonferencen igennem ARIJ – Arab Reporters for Investigative Journalism. Pia Thordsen er bestyrelsesmedlem i foreningen, og ind imellem afbryder hun de to journalister for at få flere detaljer om deres besværlige arbejdsvilkår. »I udgiver begge i et engelsksproget magasin, men hvad tror I, der

ville ske, hvis I udgav i et arabisk medie?« spørger Pia Thordsen og ser på Ethar El-Katatney. Hun svarer: »Når vi udgiver på engelsk, er der meget mindre fokus på det, vi skriver.

Derfor kan vi udgive flere historier, som ikke ville være muligt på arabisk. Jeg har for eksempel skrevet en om homoseksualitet inden for Islam, som aldrig ville være blevet udgivet i et arabisksproget medie.« Leverbetændelse og ambulancer Ethar El-Katatney har arbejdet som undersøgende journalist i to år, hvor hun blandt andet har sat fokus på

Hepatitis C. Hun fortæller om sine opdagelser omkring leversygdommen, som er den femtestørste dødsårsag i Egypten. Seks millioner er smittet, og meget få kender sygdommen. Derfor donerer mange egyptere blod, som ikke bliver tjekket, og på den måde spreder Hepatitis C sig yderligere. »Det er meget tragisk. Jeg har mødt en mand, som havde doneret blod i ti år, inden han fandt ud af, at han var smittet med Hepatitis C. Og på det tidspunkt skete det kun, fordi han havde gule øjne, og et familiemedlem bad ham blive tjekket,« siger Ethar El-Katatney.

FAKTA Du kan læse meget mere om Arab Reporters for Investigative Journalism på arij.net.

På lixen.dk kan du se WebTV med Ethar El-Katatney, hvor hun fortæller om de største udfordringer, hun møder som undersøgende journalist i Egypten.

Gravere bør samarbejde over landegrænser Pengene til graverjournalistikken svinder ind. Hvis de undersøgende journalister samarbejder på tværs af grænser og kulturer, vil de få mere ud af arbejdet. Det mener Gretchen Peters, der ved at samarbejde med afghanske journalister har skovlet sandheder frem om Talebans narkotikaøkonomi.

Leonora Beck

HOLDSPORT. Gretchen Peters står ude foran en stor rigmandsvilla. Den tilhører Haji Juma Khan, Sydasiens største narkotikasmugler. En ren Pablo Escobar, hvis smuglerpenge har forbindelse til Talebans økonomi.

Hun har forsøgt at opsøge ham i flere penge, og i en desperat medieverden, ikke være i stand til at få den inforår uden held. der forsøger at fange et dalende mation, fordi jeg ikke snakker sproGretchen Peters ringer på ved den publikum, er det svært at få plads til get,« forklarer hun. store jernport, og hun spørger gengraverne. nem sin tolk, om det er Haji Juma Gretchen Peters mener, at det Med internettets muligheder Khans hjem. ville være et problem, hvis den unRent praktisk kunne man oprette en »Haji Juma Khan har hjemmeside, hvor tohundrede huse, og det undersøgende jourJeg tror bare, at der er meget mere, vi her er et af dem,« lyder nalister landet over det rungende gennem kan gøre, hvis vi er sammen om det. kan registrere sig og dørtelefonen. stille sig til rådighed,

Det var et gennemforeslår hun. Hvis Gretchen Peters, undersøgende journalist brud for Gretchen Peters man som dansk uni hendes undersøgende journalisdersøgende journalistik om globale dersøgende journalist har brug for tik. Arbejdet med at finde Haji Juma emner sank ned i undergrunden og en dansk journalists hjælp, kan man Khan havde hun udført med hjælp forsvandt. For at få nogle hurtigere kontakte personen – og omvendt. fra afghanske og pakistanske underog bedre resultater ville det ifølge »Jeg tror bare, at der er meget søgende journalister. hende være en stor hjælp, hvis de mere, vi kan gøre, hvis vi er sammen undersøgende journalister derfor om det. Mediernes forandringsproFlere hænder på samme skovl samarbejder mellem kulturer. ces giver os udfordringer. Men for Der er færre og færre, der får en »Det kunne være, at noget, der at forsøge at fortælle fra en mere chance som Gretchen Peters. Undersker i USA, har en forbindelse til noog mere globaliseret verden, skal søgende journalistik koster tid og get, der sker i Danmark. Men jeg vil vi hoppe på nogle af de muligheder,

”

som også bliver givet,« siger Gretchen Peters.

En H&M-bluses rejse Et eksempel på, hvordan man kan udnytte et samarbejde, kunne være en bluse fra H&M og dens historie.

Følger man blusen tilbage, hvor den kom fra, og hvilke forhold den er transporteret, pakket og produceret under, får man meget at lave som enkeltstående mand. Med et samarbejde med undersøgende journalister fra lande, hvor blusen har været, kan man pludselig pumpe liv i historien. »Især aviserne bliver nødt til at gøre sig selv vigtige igen. Gøre sig selv vitale for samfundet igen ved at skaffe noget, som andre ikke har.

Og en af de ting kunne blive undersøgende journalistik,« understreger Gretchen Peters. libec08@student.sdu.dk

14 | oktober 2009

PORTRÆT

| LIXEN

Beirut-Bilka tur/retur I mange seeres hoveder er hun stadig den skrappe moster fra ’Kontant’. I Hendes egen knop har der aldrig været tvivl. Drømmen om at lave udlandsjournalistik og stå i Beiruts kugleregn som korrespondent førte hende ind i faget. Der skulle bare gå 16 år, før hun kom til at arbejde med udlandsstof på Horisont. Selv om hun for længst har sagt farvel til forbrugerjournalistik, kan hun dog stadig godt finde inspiration ved en tur i Bilka.

Morten Bang Sophie Bremer

UDSYN. En lørdag formiddag kører Mette Vibe Utzon fra sit hjem i det eksklusive København K ud til Bilka i indkøbscenteret Fields på Amager.

Målet er, som en anden svensker i Danmark, at fylde den gamle, slidte Volvo til randen med øl til datterens 17 års fødselsdag. Som altid stirrer folk på Mette Vibe Utzon, da hun for første gang træder ind i det overfyldte varehus. ’Det er jo hende fra TV!’ Men denne gang glor hun ligeså meget tilbage. For hun er trådt ind i en ny verden. En verden der gør, at hendes vogn denne lørdag bliver fyldt med meget mere end alkohol. Hun vader rundt mellem Bilkas enorme varehylder og kigger måbende på kvinderne.

De har dullet sig op og gjort sig klar til ugens højdepunkt: familieudflugt i Fields. Selv er hun iført afslappede jeans og vil helst bare have det overstået, så hun kan komme tilbage til det vante København K. Der ligner folk hende selv eller er i hvert fald ’basically the same all over.’

Men selvom hun synes, at Bilka denne lørdag er verdens mest rædselsfulde sted, så er der alligevel andet end det klistrede supermarkedsgulv, som får hende til at hænge fast.

Mette Vibe Utzon kommer dalende ned med rulletrappen i DR Byens forhal med ordene: »Ja, undskyld, jeg kommer for sent, men det er altså jer, der er tidligt på den!« Efter håndtrykkene letter vi med retning mod ’newsroom’. Stemningen i DRs glasgigant af et hovedsæde er trykket. Vi er blevet presset ind

METTE VIBE UTZON Blev født i Odense. Hun blev student fra Skt. Knuds Gymnasium 1980. Efter gymnasiet rejste hun, inden hun begyndte på teatervidenskab på Københavns Universitet. Senere droppede hun ud og læste journalistik et år på universitet i Georgia.

I 1988 kom hun ind på Journalisthøjskolen.

Efter praktik på TV 2 Lorry har hun arbejdet på blandt andet DR og TV 2. I 2008 vendte hun tilbage til DR og blev vært på Horisont. Har udgivet bogen Førstedamer. I november udkom hendes seneste bog Ikon - journalistikkens førstedamer.

inden et møde, der skal sætte ord på fremtiden i DR. Ved en kaffeautomat møder Mette Vibe Utzon en af dem, der er blevet fyret. Han har fået beskeden på forhånd. Hun spørger afdæmpet til, hvordan han har det. Han virker mærket.

Bagefter lister vi os ind i et mødelokale og lidt væk fra den afventende stemning, der præger sniksnakken omkring kaffeautomaten.

‘Hold nu kæft, Mette!’

Mette Vibe Utzon har villet være journalist så længe, at hun ikke kan huske, hvornår tanken opstod i hendes hoved. Hun ville være korrespondent. Drømmen var at stå i Beiruts kugleregn og rapportere hjem. Alligevel var vejen mod Journalisthøjskolen belagt med omveje og sidespring.

Efter at have stillet den værste rejsesult efter gymnasiet strejfede hun omkring Københavns Universitet og teatervidenskab. Starten på studiet kom mest, fordi alle i omgangskredsen begyndte at læse på universitetet. Da eksaminerne begyndte at fylde mere end cigaretter og te-drikning, droppede hun derfor ud. »Jeg syntes, det var hyggeligt, men blev enig med mig selv om, at det sgu ikke gik i det lange løb. Ad nogle omveje hørte jeg så om et legat via Rotary, som jeg fik. Jeg havde ikke noget med Rotary at gøre overhovedet, men det gav mig mulighed for at komme til USA – i Georgia af alle steder – og læse journalistik i et år. Der lærte jeg grundelementerne i journalistik og blev meget grebet af det,« fortæller hun.

Men et år i Georgia betød langt fra en fribillet til Journalisthøjskolen: »Jeg havde utrolig svært ved at komme ind på den skide journalisthøjskole. Jeg var lige ved flere gange, inden det lykkedes. Jeg har mig selv mistænkt for, at det var fordi, alle mine paratvidenspørgsmål var forkerte. Jeg fulgte nemlig heller ikke specielt godt med den gang. Sådan som jeg tror, at folk i virkeligheden ikke gør,« fortæller hun.

Den ulige vej ser hun dog snarere som den lige vej, når man skal være journalist. »Uanset hvad Bertel Haarder og alle mulige andre siger, så vil jeg stadig mene at for en journalist, er det absolut det bedste at have lavet alt muligt andet, inden man kommer ind på uddannelsen. Man bliver kun en bedre journalist af at have rejst eller været ude og tørre røv som hjemmehjælper,« mener hun.

Hun blev i stedet skribent på så forskellige steder som Penge & Privatøkonomi og »det rebelske« Ugeavisen København. Da hun så endelig fik slået ruden ind til Journalisthøjskolen, havde hun allerede samlet erfaring. Måske endda for meget. »Jeg kom ind med pressekortet i baglommen.

Jeg havde læst på skole i USA og havde oven i købet arbejdet som journalist. Jeg var ikke til at holde ud. Jeg kedede mig det første stykke tid.

Jeg synes godt, at jeg kunne finde ud af det, lærerne var dårlige og blah, blah, blah. Det var altid sådan, at lige op til pausen begyndte jeg at stille spørgsmål inde i auditoriet, og folk begyndte at råbe ’HOLD NU KÆFT, METTE’, vi vil til kaffe for fanden’. Jeg var snotirriterende,« erindrer Mette Vibe Utzon, inden hun tilføjer: »Det har mine klassekammerater da heller ikke undladt at fortælle mig siden hen.« Det var efter eget udsagn først i praktiktiden på TV 2 Lorry, at hun for alvor følte sig udfordret.

Allerede som praktikant blev Mette Vibe Utzon kastet på skærmen og fik lov til at spille

studieværtsrollen. Drømmene om at blive krigskorrespondent blev derfor gemt væk bag teleprompteren. »Jeg har lige lavet en bog, hvor jeg skriver, at jeg havde regnet med, at jeg skulle stå nede i Beirut med kuglerne flyvende om ørene, men jeg endte med at stå i et overbelyst studie med pudder på kinderne. Det var simpelthen ikke sådan, at jeg troede det skulle gå,« fortæller hun.

Men det ene jobtilbud tog det andet, og efter et par år endte hun i jobbet som hardcorevært og interviewer på Kontant - et job, der satte hende på listen over berømte og berygtede journalister. »I virkeligheden rager forbrugerstof mig en papskid for at sige det lige ud. Sådan noget med

PORTRÆT

LIXEN | oktober 2009 | 15 Mette Vibe Utzon kom ind på Journalisthøjskolen med pressekortet i baglommen. Hun havde læst journalistik i USA og arbejdet på Ugeavisen København og Penge & Privatøkonomi. Hun var derfor efter eget udsagn ulidelig at være sammen med i timerne. Foto: Sophie Bremer.

man er på, men man skal dosere det, for det skal ikke fylde for meget. Hvis jeg skal levere en vare, så er det lidt ligesom at være skuespiller, så yder man en præstation. Hvis man holder op med det, så står man bare og læser op fra teleprompteren. Jeg kunne simpelthen ikke mærke mig selv længere.« Derfor stoppede hun og var i en periode selvstændig inden jobbet som reporter og vært på Horisont blev en mulighed. »Det er i virkeligheden først nu, at ringen ligesom er sluttet. Jeg tænkte, okay, nu er jeg blevet så gammel, at hvis jeg skal prøve at være reporter, så er det nok nu, inden jeg bliver for gammel. Man kan sige om mig, at nu er jeg nået til de rigtige problemer. Det er dét, der virkelig betyder noget i verden. Og det er dét udsyn, jeg sommetider synes, vi savner i Danmark. Det er det, jeg gerne vil stå for i Horisont.«

at teste køleskabe, det siger mig ingenting. Jeg kan godt se, at forbrugerstof skal handle om noget, folk kan bruge til noget, men nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke ’Aaargh, så få dog nogle rigtige problemer’,« siger hun og slår ud med armene.

Ringen er sluttet Efter mange år i DR zappede hun kanal og blev ansat hos TV2 som vært på 22-nyhederne. Alligevel valgte Mette Vibe Utzon at stoppe efter kort tid. »Jeg havde stået i det overbelyste studie i så mange år og gjort det samme igen og igen. Jeg synes bare, at jeg stod og gentog mig selv, og det kunne jeg ikke mere. Hvis man er en god studievært, så giver man noget af sig selv, hver gang

Bøsseparet i Harlem er også vigtig Selv om forbrugerstoffet rager hende en papskid, så har hun alligevel taget en snert af tilgangen fra forbrugerjournalistikken med til Horisont. Det nære. De ugentlige 25 minutters globalt udsyn skal ikke være elitært snæversyn. Så når Horisont dækker borgmestervalget i New York, kigger Horisont også inden for hos den enlige mor eller bøsseparet fra Harlem. Det har kostet kritik. »Der sidder folk, også internt i DR, der synes, at vores dækning af Berlinmurens fald var det værste crap længe, men vi har på Horisont valgt at tage udgangspunkt et eller andet sted. Hvis der er fest i Berlin, så er det i festen, udgangspunktet ligger. Så skal vi nok fortælle de andre ting hen ad vejen,« forklarer Mette Vibe Utzon.

Hun kan dog godt se den kritik, som blandt andre Mette Fugl har givet udtryk for. Det med, at der godt kan blive for meget ’Hr. og Fru Hakkebøf’ over det, hvis der ikke er eksperter, der kan sætte tingene i perspektiv. »Det er rigtigt, at vi som journalister æder vores eget eksistensgrundlag op, hvis vi kun laver det der overflade-journalistik. Det kan jeg godt forstå, nogle er bekymrede for. Man har bare i udlandsjournalistikken i de sidste mange år i mine øjne haft det stik modsatte. Så jeg synes godt, at man vende sig lidt mere i den anden retning. Jeg tror, sandheden ligger et eller andet sted mellem Mette Fugl og så de største populister,« siger hun.

Hun understreger, at hun ikke er bange for kloge talende hoveder på tv. Når hun ikke selv kan være med, så er det dog på tide at holde igen. »Der mener jeg, det er min fornemste opgave som journalist at sige ’Hov! Stop! Stands! Ham der kender jeg ikke, og jeg forstår ikke, hvad han siger.’ Det har man lov til at sige. Fordi minus de fem, der har været der eller har læst om det på universitetet, så ved almindelige mennesker det formentlig ikke. Det er som om, at hvis man ikke har været i et land, så må man ikke tale med om, hvad der sker,« siger hun opildnet og fortsætter: »Der er et eller andet dogme om, at det skal

være svært at forstå, bare fordi det er udlandsjournalistik, og det, synes jeg, er noget pjat!« Et andet af de benspænd, som Mette Vibe Utzon og resten af Horisont-redaktionen har lagt for sig selv, er, at man ikke laver et program bare fordi, der er en anledning.

Ingen Libanon i denne omgang »Vi siger ikke længere ’Vi må nok hellere tage til Sydafrika, fordi der er valg’. Niks, det må vi ikke! Kun hvis der er en klar historie i det. På den måde har vi gjort op med, hvad vi synes, er den gamle måde at tænke på. Og det, er der også mange, der synes, er forkert. På den måde er vi stadig i en brydningstid på Horisont,« forklarer hun.

Virkeligheden er dog ikke helt så enkel. Hun fortæller om, hvordan hun i et stykke tid har forsøgt at komme til Libanon. Danske FN-soldater er lige rejst derned for at sikre freden, og hun har skaffet aftalerne med forsvaret. Indtil videre er planerne dog strandet på skrivebordet. Ærgrelsen er tydelig at høre på hende, men hun bruger det som eksempel på de nye tider på Horisont. »Jeg kunne ikke argumentere for, hvorfor vi skulle lave noget om det, men jeg forsøger stadig at finde historien, så jeg kan få min ide igennem! Jeg bliver bare lige nødt til at finde en vinkel først. Det er helt sikkert noget, der har ændret sig,« fortæller Mette Vibe Utzon.

Hun mener, at danskerne i de senere år har lukket sig meget om sig selv. Derfor er udlandsjournalistikken i hendes øjne vigtigere end nogensinde. »Jeg tror, at hvis Horisont har været vigtigt, så er det måske i endnu højere grad i dag. Så

kan man så spørge, hvor vigtig det er at snakke med en almindelig new yorker. Det er det måske heller ikke, men det kan måske få nogen til at interessere sig for emnet og søge flere informationer et andet sted. Der har tv’s rolle ændret sig meget i de seneste år,« mener hun.

Mette Vibe Utzons egen opfattelse af udsyn har ændret sig. Nogle gange behøver man ikke søge kugleregnen i Beirut. Der er det nok at tage på tilbudsjagt på Amager. »Jeg møder jo stortset kun mennesker, der ligner mig selv. Det vil jeg ønske for jeres generation af journalister, at I husker det der med søg ud - prøv at opdage, hvordan fanden tænker folk? Jeg kan godt i min egen hovmod og arrogance glemme det lidt. Det er det samme som, når store dele af den intellektuelle skare ikke kan fatte, hvordan fanden folk kan stemme på Dansk Folkeparti. Det er også, fordi vi ikke aner, hvordan folk tænker,« siger hun.

Tilbage i Bilka kigger Mette Vibe Utzon fra de andre kunder til sin mand Jesper og siger: »Jeg tror, at jeg nogle gange glemmer, hvordan resten af verden ser ud. Altså, hvor er det godt, at tage i Bilka en gang imellem, og se hvordan danskerne også ser ud.« De løsner sig fra gulvet og fylder bilen med øl.

Hun kører retur fra Bilka med visheden om, at man ikke altid skal skue mod udlandet for at få fornyet udsyn og udvidet sin horisont.

mojoe08@student.sdu.dk sohan08@student.sdu.dk

METTE VIBE UTZON OM... ...at blive kaldt ’den iltre kamphund’ »Jeg er pissehamrende træt af det. Vi har et behov for at sætte folk i kasser, og hvis man én gang har gjort noget bestemt, så er det den kasse, man sidder fast i. Jeg gider ikke at blive siddende i den kasse, men det kan godt være, at folk bliver ved med at se sådan på mig, men jeg ved jo godt, at det ikke er sådan, jeg er. Men det er da enormt belastende.

På den anden side vil jeg hellere have, at de siger, at jeg er skrap, end at de siger ’der kommer hende den sløve.« ...at være forbillede for yngre journalister »Det er meget mærkeligt. Da jeg hørte det, sagde jeg ’du tager da pis på mig.’ Men det hviler tungt på mine skuldre for så skal man sige kloge ting, når I kommer og spørger. Hvis man nu endelig skal være ikon for noget, så er det her noget, der er fedt at være ikon for.

Jeg havde Mette Fugl. Jeg synes, hun var top fed, fordi hun stillede spørgsmål, som ingen andre turde stille. Hvis jeg bare kan have et lille bitte hjørne af den respekt, som Mette Fugl havde hos mig, så er jeg da stolt over det, og synes det er fedt.« ...at blive genkendt i Bilka »Når jeg går rundt i Bilka, så går jeg og slår blikket ned, for folk går og glor. De tror, at der på en eller anden måde er en skærm i mellem os, så jeg ikke kan se, at de glor. Det er meget mærkeligt. Det har altid været en gåde for mig. Det er ligesom, at folk ikke kan gennemskue, hvordan det der med fjernsynet hænger sammen. Der er stadigvæk en masse koder, som folk ikke kan aflæse. En af dem er, at når man er sådan på fjernsynet, så er man nok også sådan i virkeligheden, og det er noget værre sludder.«

16 | december 2009

BRANCHE

| LIXEN

Journalistpinger dominerede Ræsonkonferencen Clement Kjærsgaards magasin Ræson vil også holde konferencer. Den første fandt sted i et auditorium på Københavns Universitet, hvor journalistbranchens spidser dominerede dagen.

Johan Bertil Winther

MEDIESHOW. Lisbeth Knudsen.

Tøger Seidenfaden. Troels Mylenberg. Kenneth Plummer var der. Og listen over mediechefer og stjernejournalister, der gæstede Ræsons Årskonference lørdag den 29. november, var endnu længere.

Magasinets ejer Clement Kjærs-

gaard åbnede arrangementet med at præsentere en dag med fokus på mediernes fremtid og politikkens ditto. »For det er vores tanke på Ræson, at tingene hænger sammen. At Danmark hænger sammen med udlandet, og at politik og medier også hænger sammen.«

Konferencen var et shot mediekoncentrat af 12 timers journalistik, offentlighed, demokrati, markedsmodeller og debat.

Det er tanken, at konferencen skal være en årligt tilbagevendende begivenhed.

WebTV På det nye lixen.dk kan du i den kommende tid se WebTV med blandt andre Tøger Seidenfaden, Jørn Mikkelsen, Troels Mylenberg og Michael Kristiansen.

VoxPop Interview og tekst: Mette Albæk (JH), Jens Anton Klinke (JH), Leonora Beck og Johan Bertil Winther Fotos: Asbjørn Sand, Journalisthøjskolen

Tøger: Hos os tjener ingen to herrer på en gang Tøger Seidenfaden, chefredaktør på Dagbladet Politiken Hvis du var journaliststuderende i dag, hvad ville du så gøre for at ruste dig til fremtiden?

Altså, nu har jeg aldrig troet på, at man skal gå i anden klasse for at komme i tredje. Og jeg har aldrig gået på en uddannelse med henblik på, hvad jeg skulle lave bagefter. Jeg mener, at man skal få det maksimale ud af den situation, man er i lige nu.

Det vil sige afhængigt af, hvilken uddannelsen jeg var på, så ville jeg tillempe mig de

mest spændende kurser, opsøge de mest spændende lærere og få den størst mulige forståelse af de faglige traditioner, som var repræsenteret på den institution, hvor jeg var.

For jeg tror i virkeligheden, at man aldrig rigtig kan forudse, hvad det er, man får brug for om et år eller to år.

Hvor vigtigt mener du, det er, at man kan arbejde på alle medieplatforme?

Selvfølgelig er det altid bedre at kunne mere end én ting. Men på Politiken har vi jo den filosofi, at det er meget, meget vigtigt at have respekt

for den enkelte platforms integritet. Og derfor har vi ikke nogen journalister på Politiken, der som udgangspunkt tjener to herrer på en gang.

Hvis man er på Politiken, så er man enten på nettet eller på papiravisen.

Når det så er sagt, så er det klart, at over tid, så er det fedt, hvis man er seks måneder på nettet, seks måneder på print og seks måneder på webtv. Så har man selvfølgelig en meget mere alsidig profil og et bedre CV. Men igen.

Lad være med at tænke så meget på det. Prøv i stedet at leve maksimalt op til succeskriterierne på det sted, I lander.

Lisbeth: Alle skal arbejde på flere platforme Lisbeth Knudsen, chefredaktør på Berlingske Tidende Hvis du var tilbage til Journalisthøjskolen i dag og skulle ruste dig til fremtiden, hvad ville du så gøre?

Så ville jeg sørge for at gøre mig bekendt med så mange forskellige medieplatforme som muligt.

Jeg ville kaste mig ind i at afprøve nye måder at bruge journalistikken på, for jeg tror, det bliver en af de afgørende ting, at vi kan fortælle på nye måder. Vi skal være i stand til at udvikle journalistikken.

Hvor vigtigt er det at være flermediel?

Jeg tror ikke, at der er nogen medievirksomheder, som ikke om ganske få år alle sammen arbejder med flere forskellige platforme. Det kan være forskellige kombinationer af print og web eller webTV og nyhedsbreve eller helt andre ting. Også i meget høj grad nicherne, tror jeg, vil blive udviklet på medieområdet i de kommende år.

Hvad, mener du, er den største udfordring for den danske mediebranche i dag?

Det er simpelthen at få forandret vores organ-

isation og måden, vi arbejder på - måden vi arbejder med journalistisk på. Også kommercielt.

At få den forandret til det nye mediebillede, som har helt nye spillere og som kræver et helt nyt mindset af medievirksomhederne.

Vores forbrugere - og annoncørerne i virkeligheden også - har simpelthen påbegyndt en stor forandringsproces. De bruger medierne på en ny måde, og vi skal simpelthen følge med.

Vores organisationer, vores interne strukturer skal ændres. Journalisternes måde at arbejde på skal ændres.

Jørn: Jeg ville læse rigtig mange bøger Jørn Mikkelsen, chefredaktør på Jyllands-Posten Hvis du var journaliststuderende i dag, hvad ville du så gøre for at ruste dig bedst muligt til fremtiden?

Så ville jeg læse rigtig mange bøger. Om historie. Om økonomi. Om filosofi. Om kulturhistorie. Fordi det er det, det handler om fremover.

Hvis vi skal være i stand til som journalister at servicere mennesker, som bliver stadig mere veluddannede, så skal vi jo hele tiden have noget ekstra at tilbyde dem. Det nytter

ikke noget, at vi bare fortæller dem det, de ved i forvejen, eller så lidt at de er over vores niveau og derfor kan afsløre, hvor lidt vi i virkeligheden byder på. Viden, viden, viden.

Hvor vigtigt er det, at man som journalist i dag kan arbejde flermedialt?

Det er grundlæggende meget vigtigt. Det er noget, vi har været optaget af i hvert fald de sidste fem-ti år. Det skal være sådan, at journalister kan arbejde flermedialt, men det nye er så, at der forestår en specialisering igen. Der forestår i virkeligheden en tilbagevenden til tiden før vi blev flermediale. I dag er alle jo flermediale.

Hvis du skal på Jyllands-Posten skal du kunne tage billeder, du skal kunne tage video, du skal kunne lave noget som det her, du skal kunne skrive rigtig godt, og du skal have en stor viden om det, du skriver om. Det er multifunktionaliteten. Det forventer vi af dig i dag.

Jeg tror, at om nogle år, så vil du blive meget mere specialiseret igen. Enten som en rigtig god skriver, en rigtig god graver, en rigtig god tv-type som det her. Igen kvalitet. Det er nødvendigt at specialisere sig i det, man vil være god til; eksempelvis at skrive. Men du skal selvfølgelig, når du kommer forbi en ildebrand, kunne tage kameraet her og filme det.

BRANCHE

LIXEN | december 2009 | 17

Ræsons årskonference

Fra venstre: Anne-Marie Dohm, Mark Blach-Ørsten og Susanne Hegelund debatterer under Ræsons Årskonference. Mette Vibe Utzon yderst til højre er ordstyrer Foto: Asbjørn Sand, Journalisthøjskolen

Fremtidens journalist er en tusindkunstner Den tid, hvor journalister gik med blød hat og skrev på skrivemaskine, er for længst forbi. Fremtidens journalist skal versionere, undersøge, lave grafik og være redaktør - alt imens han eller hun starter egen virksomhed.

Det mener repræsentanter fra journalistuddannelserne og branchen.

Johan Bertil Winther

KRYSTALKUGLEN. Engang var en journalist en mand iført blød hat og hård attitude med en cigaret i mundvigen, der tastede på sin skrivemaskine. Siden har figuren skiftet facon til en mand eller en kvinde.

Cigaretten og den barske attitude er intakt, men skrivemaskinen blevet erstattet med en computer - og mobiltelefoner, museskader og evige symptomer på galopperende stress har meldt sig på banen.

Sådan starter journalist Mette Vibe Utzon med en beskrivelse af fortidens og nutidens journalist. Nu er hun klar til at vende blikket fremad som ordstyrer ved debatten ’Hvem er fremtidens journalist’ på Ræsons

Årskonference. I panelet og klar til at give deres bud står Anne-Marie Dohm, rektor på Journalisthøjskolen, Mark Blach-Ørsten, leder for journalistuddannelsen på RUC, og Susanne Hegelund, chef for TV-Avisen.

kolen fokus på, hvad journalister skal kunne om 8-10 år. Hun siger: »Vi forventer ikke, at en stor del af vores studerende i fremtiden skal ind på de store etablerede mediearbejdspladser. De skal skabe deres egne arbejdspladser.« Versionister søges Derfor bliver man undervist i innoSusanne Hegelund vation og entreprenørlægger ud med at skab i den sidste del af Fremtiden kræver en ny indstilling blandt uddannelsen i Århus, og i beskrive de studerende, der søger de studerende, for det er de færreste, der vil den forbindelse henviser praktik på TVrektoren til et forbillede i få en fastansættelse på et stort dagblad.

Avisen. Hun siger: Rasmus Nielsen, der har »Enten vil de startet Altinget.dk.

Mark Blach-Ørsten, leder af journalistuddannelsen på RUC være værter eller

også vil de lave undersøgende jourleger,« siger han Noget må gå tabt nalistik. Men vi har brug for versionInden han forklarer, at man også Susanne Hegelund tilføjer endnu en ister, der kan lave mange forskellige på RUC satser på flere platforme, og opgave for fremtidens journalister. ting på en gang.« som akademiske journalister lærer For på TV-Avisen er det mere og DR-chefen understreger, at de de både at blande viden og formater. mere normalt, at journalisterne også kommende journalister skal aflevere laver grafik og er redaktører på udpå mange platforme, og de skal ikke Iværksætter-journalister sendelser ind imellem. regne med at ’få bøjet deres navn i Mette Vibe Utzon spørger panelet, Det får Mette Vibe Utzon til at udneon’ hver dag. hvad de tre vigtigste ting er for frembryde: Anne-Marie Dohm tager teten op tidens journalister. »Jeg bliver helt lettet over, at jeg og forsvarer sine studerende: Susanne Hegelunds top tre lyder: ikke skal gå på hverken RUC eller »Jeg kan godt forstå, at de melder viden om samfundet, hurtighed og Journalisthøjskolen lige foreløbig.« pas, når Susanne siger, at de skal gode kilder. Hun siger, at der findes Inden hun tilføjer: være versionister. For det er ved gud tv-journalister, som slet ikke har no»Men det får mig til at tænke, hvad ikke særligt eftertragtet, og det tror gen kilder. Så fremtidens journalist er det så vi mister? Jeg ved godt, jeg ikke, man behøver gå på en jourskal have lyst til at opsøge kilder og hvad jeg tror, vi mister. Og det er fagnalistuddannelse for at være.« skabe netværk. ligheden, når vi skøjter rundt mellem De tilhørende i auditoriet griner, Anne-Marie Dohm peger på en alle de opgaver.« inden hun fortsætter: forskel mellem branchen og uddanDet er Anne-Marie Dohm ikke »Det afgørende er, at man kan nelserne, for mens Susanne Hegeenig i. Hun peger på, at alle i samproducere til flere platforme. Og lund taler om nogle aktuelle behov, fundet tager mere uddannelse i dag allervigtigst at man kan identificere så har rektoren på Journalisthøjsend tidligere. Så det skal journalister

”

platformen, som er relevant for den historie, man står med.« Mark Blach-Ørsten mener, at ønsket om versionister rejser et spørgsmål til hele branchen: »Hvor er Cavling-prisen for versioneret journalistik? De unge overtager jo de idealer, de ser hos ældre kol-

også gøre. »Der går ikke noget tabt, fordi man kan det hele,« siger rektoren og henviser til årets Cavlingpris-vinder ’Forbrydelsen’, der brugte flere platforme og udtryksformer.

Susanne Hegelund må dog indrømme, at TV-Avisen missede en vigtig historie om Afghanistan for nylig, fordi de simpelthen havde overset den i nyhedsstrømmen. Derfor fastholder Mette Vibe Utzon sin pointe om, at hurtigheden og de nye opgaver har en konsekvens.

Fremtiden bliver anderledes Debatten fortsætter, og panelet er enigt om, at motivationen for fremtidens journalister stadig skal være, at de vil gøre en forskel. Og så er troværdigheden fortsat essentiel. »Troværdigheden skal vi fortsat værne om. Med et stadigt stigende antal informationer er det vigtigt for et medie at kunne sige: ’Kom her, vi har information, du kan stole på og faktisk bruge til noget’,« siger Mark Blach-Ørsten.

I slutningen af en seancen siger lederen af RUC-uddannelsen: »Pointen er, at fremtiden bliver anderledes. Det kræver en ny indstilling blandt de studerende, for det er de færreste, der vil få en fastansættelse på et stort dagblad.« johaa08@student.sdu.dk

18 | december 2009

BRANCHE

| LIXEN

Klimarevolution frem for journalistiske idealer I denne måned bliver klimaet vejet, målt og vurderet ved klimaakonferencen, COP15, i København. Verdens lande skal forhandle, og de skal aftale en pris. Men også klimajournalistikken trænger til opmærksomhed.

Der skal luges ud i idealer og traditioner – men det koster.

Agnete Scheel Thomas Damgaard sørensen

APPEL. Det gamle journalistiske ideal om objektivitet og fairness spænder ben for klimaforhandlingerne – og for sandheden, mener Philip Chubb, professor i journalistik ved Monash University i Australien. Derfor skal

der gøres op med den traditionelle, fair journalistik, hvor fortalere og modstandere får lige meget taletid.

Hvor den gode og sandfærdige historie bringer begge sider af sagen. »Skal vi tage ansvaret for blot at informere, eller skal vi tage ansvaret for at få klimareformen til at komme?« spørger den australske professor.

Benspænd Ligevægt mellem holdninger i medierne fører ifølge Philip Chubb til et forvrænget virkelighedsbillede, som sår stor tvivl om klimaforandringer og ny forskning. Det vil igen bremse ovennævnte klimarevolution. Det er tid til, at klimajournaliststanden gør op med gamle idealer, pantsætter forældede traditioner og missionerer det, de ser som sandheden.

Hvad angår klimaforandringerne,

ligger professoren ikke skjul på, hvad der er sandheden. De er en realitet, og det er tid til handling. Medierne skal presse verdens lande til at gå aktivt i kamp mod den globale opvarmning. Der er brug for en klimarevolution. »Det handler om klodens fremtid.

Så vi bliver nødt til at gøre, hvad vi skal gøre. Og derfor vil vi gøre, hvad vi skal gøre,« erklærer Philip Chubb.

Brandfarlig debat Philip Chubb har undersøgt det australske dagblad ‘The Australians’ dækning af februars voldsomme storbrande, der raserede store dele af landet og kostede 173 mennesker livet.

I avisen fremførte udtalte klimaskeptikere i vidt omfang det synspunkt, at miljøaktivister var skyld i

brandenes ekstreme styrke. Et argument, der var i direkte strid med eksperters vurderinger. Påstanden var, at brandenes ekstreme styrke og intensitet skyldtes miljøaktivister, der modarbejdede myndighederne ved at beskære og tynde ud i skoven.

Skeptikerne påstod, at der var ekstra meget brændsel på skovbunden i form af buske og træer. En konklusion, som brandeksperter blankt afviser.

Ofrene for de ødelæggende brande tog varmt imod denne forklaring.

Det betød, at andre af Australiens store medier var nødt til at inddrage argumenterne i lang højere grad, end det var meningen.

Forkert syndebuk »Ofrene af Australiens mest dødelige brand nogensinde manglede en syndebuk. Den rolle strøg The Australian

ind og gav dem,« siger Philip Chubb Han mener, at problematikken i Australien er den samme som i resten af verden, hvor alvorlige skovbrande er udbredte og tiltagende.

Det er lettere at angribe klimaforkæmpere eller regeringen end den globale opvarmning. Australien er netop på vej ind i de varme måneder, og de første brande æder sig igennem den østlige del af landet, hvor temperaturen ligger på op til 40 grader. Forskere fra The Australian Climate Institute peger på, at faren for den slags alvorlige brande vil stige med mellem fem og 25 procent indtil 2020. agsch09@student.sdu.dk thoso07@student.sdu.dk

Foto: Cytoon (Creative commons)

Klimajournalistikken skal ned i baghaven Klimajournalisterne skal handle nu og fortælle de nære historier om den globale opvarmning.

Medierne skal koble klimaforandringer sammen med lokale vejrforhold og befolkningens dagligdag. På den måde kan man effektivt formidle klimaudfordringen. Sådan er budskabet fra en række forskere i klimajournalistik.

Agnete Scheel Thomas Damgaard Sørensen

NÆRVÆR. »Man skal ikke vise isbjørne på Grønland. Det er blevet en abstrakt kliché, og det er for langt væk,« mener Susanna Priest.

Hun er klimaforsker ved University of Nevada i USA. Journalisterne skal dække klimastoffet aktivt.

Men det er ikke nok at give klimaforkæmperne taletid. Forskningen og politikken skal formidles rigtigt, hvis borgerne skal forstå og kunne relatere til alvoren. Det mener deltagerne fra konferencen Respon-

sibility Across Borders, afholdt af Århus Universitet først i november.

Drop tvivlerne Den amerikanske forsker opfordrer til at konstatere, at den menneskeskabte globale opvarmning er en realitet og fortælle medieforbrugerne, hvad de selv kan gøre: »Drop tvivlerne. Lav korte historier fra folks baghave, der viser, hvordan andre har hjulpet klimaet. Vis det i stedet for at fortælle det.« Sæt dig ind i folks hverdag Susanna Priest slår også fast, at man som journalist er nødt til at sætte

sig ind i, hvad der ellers optager befolkningen.

Det kan nemlig også være nøglen til, at historien slår igennem:

»Når nu den økonomiske krise raser, er det vigtigt at vise, hvordan klimahensyn kan skabe arbejdspladser. Og når vejret er ekstremt, skal man illustrere sammenhængen med klimaet,« siger hun.

Tænk positivt Selvom situationen er alvorlig skal man ifølge Susanna Priest ikke male CO2 på væggen eller skrive om dommedag. »Fortæl sandheden, men undgå at dramatisere. Giv folk håb og vis dem en løsning,« siger Susanna Priest. agsch09@student.sdu.dk thoso07@student.sdu.dk

Foto: James Chipmunk

DR satser på globalt klimanærvær

Foto: Agnete Schlichtkrull

I DR forsøger man at holde det store udsyn ved at dække klimaspørgsmålet objektivt og fair med historier fra hele verden.

Klimaforandringerne er nemlig en global historie, som ikke kan fortælles fra Danmark.

Agnete Scheel Thomas Damgaard Sørensen

DÆKNING. »Klimaforandringerne er i sagens natur en global historie.

Den kan ikke fortælles fra Danmark, blandt andet fordi Danmark ligger i en zone, hvor klimaet ikke forandrer sig radikalt,« forklarer Steffen Kretz, hvorfor DR har mange internationale klimahistorier.

Udlandet også nærværende DR’s og Danmarks første klimakorrespondent forklarer videre, at public service-stationen både arbejder med et nationalt og internationalt perspektiv. Steffen Kretz mener, at historierne skal være nærværende, men det kan også lade sig gøre fra udlandet: »Jeg har valgt at gøre historierne

fra alle dele af verden nærværende ved at fortælle dem gennem mennesker, hvis liv er ændret på grund af tørke, oversvømmelser eller lignende.«

Tager ikke stilling DR ser på klimaspørgsmålet med et åbent sind, men tager samtidig bestik af, at hovedparten af verdens videnskabsfolk mener, den globale opvarmning er menneskeskabt.

Steffen Kretz siger: »Vi har ingen holdning naturligvis, men arbejder med et åbent sind på seere og lytteres vegne for at afklare fakta og aflive myter.« DR tager altså ikke stilling til om den globale opvarmning er menneskeskabt. Men når det kommer til vægtningen, bliver der ikke vægtet 50-50. »Skeptikerne findes, og de kommer naturligvis til orde. Men det ville ikke være en afbalanceret og nuanceret dækning, hvis vi skulle høre en skeptiker i hvert et indslag,« slår Steffen Kretz fast. agsch09@student.sdu.dk thoso07@student.sdu.dk

BRANCHE

LIXEN | december 2009 | 19

Journalist eller nationalist Danske journalister er frie og uafhængige. Med vores pressekort klistret til panden kan vi vælte politiblokader, være samfundets bidske vagthunde og samtidig skyde løs med arsenalet af regeringsvæltende og afslørende spørgsmål på Christiansborgs gange. Men hvad med den uafhængige del af virket? Ifølge religionshistorikere og minoritetsislamforskere er de danske journalister præget af en stærk nationalistisk vinkling i medierne.

Et problem, som kan få store konsekvenser for integrationen.

Tarek Omar

SÆDVANE. Uafhængig af religion, tjek. Uafhængig af politik, tjek. So far, so good. Men hvad med nationalismen? Er danske journalister uafhængige rent nationalt, eller dækker man stadig begivenheder i samfundet ud fra en Dannebrog - og ’Der var et yndigt land’-sammenhæng?

Ifølge religionsforsker på Syddansk Universitet Tim Jensen er der store problemer med den danske mediedækning, som bærer præg af en stærk nationalisme. »Danske journalister er simpelthen for dårlige på området. Udgangspunktet er jo, at journalisterne er uafhængige. Ikke kun af religion og politik – men også af nationalismen.

Det er journalisterne herhjemme bare ikke. Medierne fungerer som en opbygger og fastholder af den nationale jeg-identitet, hvilket er meget trættende i længden,« forklarer Tim Jensen, lektor fra Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier på SDU. Han fortsætter: »Det er et dagligt slæb for de danske journalister. Det virker som om, journalisterne i Danmark konstant forsøger at opretholde den danske nationalisme i mediedækningen. Det kan være fodboldkampe og håndboldkampe, men også i indenrigspolitiske værdidiskussioner. Ved at opretholde dette slæb ekskluderer vi automatisk også nogle grupper i samfundet, som føler sig forbipasseret i mediebilledet, som burde afspejle virkeligheden og den etniske

sammensætning i samfundet,« siger Tim Jensen.

Journalister er deprimerende Hele diskussionen omkring politisk og økonomisk uafhængighed har eksisteret i mediekredse i mange år.

Senest på Journalisten.dk i januar 2009, hvor Paula Larrain refererer til den frie presse som en ’illusion’. Ifølge Paula Larrain kan man først tale om en fri og uafhængig presse, når man erkender, at den ikke er det.

Man har altså diskuteret politik, økonomi og religion i forhold til mediernes uafhængighed, men nationalismen som mediernes vanedannende gangstok får ikke megen

spalteplads. Jørgen Bæk Simonsen er lektor ved Tværkulturelle og regionale studier på Københavns Universitet. Han mener, at der er god grund til det. »Det er så indgroet i dansk mediedækning. Men det er ikke kun i forhold til nationale krisesituationer, som tegningekrisen, at medierne agerer som nationale fanebærere.

Illustration: Leonora Beck

Det er også i forhold til dækningen af minoriteter i Danmark, hvor vi konstant dækker integrationsdebatten ud fra tanken om ’os og dem’, hvilket på en måde er en national danisme, som igen ekskluderer nogle grupper i samfundet. Det er deprimerende med sådanne journalister,« forklarer Jørgen Bæk Simonsen.

Politikere versus journalister Det er dog ikke alle forskere, der mener, at den danske mediedækning er fanget i nationalromantiske kløer.

En af de forskere, der går forrest imod Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsens udlægning, er Torben Rugbeerg fra Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet. Ifølge ham kan man ikke kun tildele journalisterne skylden for en øget nationalisme i mediedækningen. Diagnosen til den øgede nationalisme skal findes i den politiske kutyme og retorik på Christiansborg: »Vi skal passe på, når vi siger, at medierne er skyld i alt dårligt i samfundet. Det er en absurd tanke. Det er ikke medierne, som er blevet nationalistiske. Det er vores politikere, som især i værdipolitiske diskussioner har skabt denne ’os og dem’ retorik. Og når politikerne taler om det, så skriver medierne om det. Man kan dog alligevel godt savne en stærkere kildekritik blandt journalister. Men at kalde danske journalister for nationalister er alt for langt ude,« afslutter Torben Rugbeerg. taoma06@student.sdu.dk

20 | december 2009

FOKUS

| LIXEN

FOKUS: Fordomme i journalistik

Illustration: Kristoffer Kræn

Skrot dine fordomme!

Anmeldere er lempelige lemminger. Journalister på ugeblade er talentløse. Kristne er knastørre og konfliktsky. Ældre er senile.

Muslimer er krigeriske. Sportsjournalister er fordrukne jubelidioter og modejournalistik er for stupide stewardesselignende skribenter. I denne måneds fokus smider Lixen sine fordomme på forsøgsbordet for at be- eller afkræfte journalistiske myter.

Kristoffer Kræn

FORDOMSPER. Objektiviteten er død. I stedet bygger medierne en mur af fordomme mellem forskellige grupperinger i befolkningen. Sådan ligger medielandskabet i hvert fald i Sverige, hvor en undersøgelse af to forskere fra Göteborgs Universitet blev offentliggjort i sidste uge. Undersøgelsen optegner, hvordan svenske medier maler et fordomsfuldt billede af religion.

I undersøgelsen slår de to forskere fast, at medierne benytter sig af skabeloner, når de beskriver religiøse forhold. Medierne fremstiller kristne mennesker som knokkelkedelige kirkegængere og muslimer som massakregale mandschauvinister. Forskerne efterlyser, at medierne dropper fordommene:

»Det er muligt at gøre en indsats for at sætte tingene i perspektiv. Der var så mange artikler, der knyttede Islam til vold. Man skal som journalist være bevidst om religiøse klichéer,« fortæller Jenny Nordland, den ene af de to forskere, til Journalisten.se.

Danske dilettanter Som du kan læse i månedens fokussektion, er der også god grund til at tro, at det danske mediebillede bliver mudret af fordomme og stereotype opfattelser. Kristelig Dagblads tro- og kirkeredaktør, fortæller på side 18, at de danske medier er mere stereotype i deres dækning af religion end de svenske: »Spørgsmålet om, hvad der er fordomsfuldt, kan gradbøjes på mange måder. Men jeg må jo nok sige, at den svenske avisdebat – selvom jeg ikke følger den lige så tæt som den danske – er meget mere afdæmpet og mindre skarp, end vi oplever i de danske aviser. Hvis de synes, det er et kæmpeproblem dér, så ville de nok falde ned af stolene, hvis man lavede undersøgelsen i Danmark,« siger Morten Thomsen Højsgaard, ph.d. i religion og foredragsholder om religionens dækning i medierne. Meget mere om religiøse stereotyper inde i avisen.

Forsimple, ikke forulempe Når journalister skarpvinkler og skærer historier ind til benet, opfylder de deres pligt. Der er ikke

problematik bundet til at gøre sin fortælling simpel, så læseren kan danne sig billeder. Charlotte Wien er lektor på Syddansk Universitet og har skrevet ph.d. om mediestereotyper.

Hun forklarer, at journalister har til opgave at forsimple virkeligheden, men at de skal gøre det inden for grænser, hvor de implicerede parter stadig kan kende sig selv: »Som journalist skal du vække

”

en kløft mellem sandheden og den gruppe, du skildrer. Journalisten kan ikke beskrive virkeligheden, men de journalister, der kommer tættest på virkeligheden, leverer den højeste kvalitet, mener Charlotte Wien: »Hvis medierne fremstiller, at muslimer er krigeriske, og ældre er senile, står det budskab stærkere og stærkere. Jeg har ikke lyst til at råbe, at det er mediernes skyld det hele.

Hvis journalisten mener, der allerede er en forestilling i læserens hoved, vil han ofte trække det billede frem

Charlotte Wien, ph.d., mediestereotyper

billeder i din læsers hoved for at slå fast, at I taler om det samme. Det gør journalisten ved at spille på allerede etablerede forestillinger. Så hvis journalisten mener, der allerede er en forestilling i læserens hoved om, at muslimer er krigeriske, eller at ældre er senile, så vil han trække det billede frem. Det er forsimplede billeder af virkeligheden. Men hvis man skulle have alle detaljer med i sine artikler ville en avis være lige så ubrugelig som et landkort i målestokken 1:1.« Men selvom journalisterne umuligt kan beskrive hele virkeligheden, er der nogle bestemte kvalitetsstempler, man skal følge. Når du som journalist beskriver en gruppe i samfundet ud fra dine egne forestillinger, graver du

Det er deres job at forsimple virkeligheden, men ligesom at jeg kan bage et franskbrød, der er mere eller mindre godt, så kan medierne levere et produkt, der er mere eller mindre godt. Og et af kvalitetsstemplerne er, at fremstillingen af virkeligheden er så tæt virkeligheden som muligt. Og det er journalisternes ansvar.« Kom ud, journalist I den svenske undersøgelse påpeger forskeren Jenny Nordlander, at det ligger til os mennesker at generalisere og have fordomme: »Når der er en stærk konsensus omkring et emne blandt venner, bekendte og medierne, så accepterer vi den opfattelse af tingene. Også selvom den egentlig er fejlagtig.«

Hun håber dog alligevel, at nogen vil vælte muren mellem objektiv journalistik og bestemte samfundsgrupper:. »Nogen må bryde cirklen. Få nye billeder og tankesæt. Hvem kan gøre det med mere gennemslagskraft og hastighed, end journalisterne og medierne selv?« spørger Jenny Nordlander.

Den påstand er Charlotte Wien enig i. Hun kommer med et bud på, hvordan man kan komme sine fordomme til livs: »Måden, man skal agere på, er ved at tænke: er det billede, jeg har nu det rigtige? Og så skal man gå ud og møde de mennesker, man har stereotype forestillinger om. Så vil man for det meste opdage, at ens billeder ikke er sande.« krsoe08@student.sdu.dk

FOKUS PÅ FORDOMME Dogme: Find din fordom frem og konfronter den. Fokussektionen indeholder fordomme om: - Rygklappende anmeldere - Modejournalister - Mediernes fordomsfulde dækning af religion - Usaglig webjournalistik - Ukritisk sportsjournalistik - Sokkestrikkende og kagebagende ugebladsjournaliste

FOKUS

LIXEN | december 2009 | 21

Fordom: Danske filmanmeldere er indspiste og umoderne kulturradikale, der altid har den korrekte mening.

Venskaber korrumperer filmbranchen De har læst filmvidenskab, går i striktrøjer og ser Hitchcock i frokostpausen. De ser film, når vi andre arbejder, og de elsker at hylde det storslåede mesterværk.

Filmanmelderne. Men det er blot den gængse fordom, for i virkeligheden handler det om branche-interesser og om ikke at træde folk over tæerne, mener erfaren filminstruktør, der bakkes op af forsker i kulturjournalistik.

Anton Willeman Morten Elstrup

RYGKLAP. Venstreorienterede Bmennesker, der går i fløjlsbukser.

Indspiste og umoderne kulturradikale med en længerevarende humanistisk uddannelse i bagagen og minimum et par stumfilm på top 10-listen.

Og vigtigst af alt: De har altid den korrekte mening. Det er nemt at fylde blokken med fordomme om de danske filmanmeldere. Men sæt

filmen på pause. For når filmskaberne taler ud, er det ikke det billede, der skabes.

og filmentusiast, at der muligvis er andre end ham selv, der lader sig påvirke: »Filmbranchen i Danmark er uhygVenskaber over faglighed geligt lille, men det er jo et medfødt Jannik Splidsboel, uddannet i filmvilkår, så det handler om at holde sig videnskab og erfaren filminstruktør, på måtten og ikke lade sig bløde op mener, at der ofaf andre.« test er tale om kriKim Skotte medgiver Mange filmkritikere har en fortid i tikere, der stryger dog, at branchen ikke branchen med branchen, og man kunne sagtens forestille er hellig, men han unhårene i stedet for at der ikke sig, at nogle film bliver anmeldt bedre, end derstreger, at lade den faglige er noget at komme efter de har fortjent ekspertise være styhos ham.

rende. »Man kan sikkert sagNete Nørgaard Kristensen, ekspert i kulturjournalistik »De er dygtige og tens finde filmanmelvidende kulturspedere andre steder, som cialister, men det er ikke altid det, Her knækker spolen for den lader sig drive med af store positive der kommer til udtryk, når de skrivmangeårige filmredaktør på Poliinterviews i formiddagsblade og er anmeldelser af danske film,« siger tiken, Kim Skotte. Han er træt af den lange samtaler med spændende filmhan. evige klagesang om, at filmanmelfolk, som de møder til premierer og Jannik Splidsboel mener, at dere er usaglige og indspiste: andre fester.« branchen udvikler sig i en faretru»Jeg kender hverken filminstrukende og korrupt retning, fordi alle tører eller andre branchefolk privat, Venskabskorruption kender alle, og personlige interesser og jeg deltager ikke i distributionsNete Nørgaard Kristensen, ph.d står foran de faglige. fester og den slags arrangementer. I og ekspert i kulturjournalistik ved »Jeg har alt for ofte oplevet stedet passer jeg mit arbejde, som er Københavns Universitet, mener, at situationer, hvor kollegaer har kendt at give ærlig og retfærdig filmkritik,« det kan skabe problemer, at så mange filmanmelderne på kryds og tværs, siger Kim Skotte. i branchen har tætte relationer: og det har ikke givet læserne en Dog mener den garvede redaktør »Mange filmkritikere har en fortid

”

faglig anmeldelse. Filmanmelderne har i højere grad ønsket at bevare de venskabelige bånd. På den måde overlever middelmådige film på positiv omtale, og læseren bliver ledt i en forkert retning,« lyder det fra Jannik Splidsboel.

i branchen, og man kunne da sagtens forestille sig, at nogle film bliver anmeldt bedre, end de har fortjent, fordi de interne relationer skal plejes,« siger Nete Nørgaard Kristensen.

Hun tilføjer, at mange filmkritikere har samme baggrund som filminstruktørerne, og at det ligeledes kan give hovedpiner hos anmelderne: »Inden for kulturjournalistikken taler man ofte om venskabskorruption, og det er måske ikke så underligt, når man ser på de vilkår, filmanmelderne arbejder under,« siger Nete Nørgaard Kristensen.

Jannik Splidsboel håber på, at fremtiden kommer til at se lysere ud, når det gælder kvaliteten af filmanmeldelserne. »Forhåbentlig går det op for læserne, at filmkritikerne står tættere på filmproducenterne, end man umiddelbart skulle tro, og at det giver kritikerne anledning til at huske på, at de er der for læsernes skyld – ikke deres egen,« slutter Jannik Splidsboel. anwil09@student.sdu.dk moels09@student.sdu.dk

Fordom: Modejournalistik er dårlig journalistik.

Fordybelse i trends og tendenser Fnuglette artikler om modeller, tidens trends og Lina Rafns nyeste skokøb. Modebladene er fyldt med det. På Eurowoman og Cover er de trætte af fordommene. De er eksperter på området og mener, at deres genre er lige så meget værd som anden journalistik.

Rikke Gredsted Seidenfaden Nana Fischer

TRENDY. Ved du, at Colette er en hypet butik i det parisiske modemiljø, og at begrebet prêt-à-porter direkte oversat betyder ’klar til at bære’?

Så møder du måske fordomme om, at du ikke har nogen interesse i det samfund, vi lever i. Chefredaktør på Eurowoman Anne Lose er træt af de forudfattede meninger, hun møder i forbindelse med sit job. Hun forklarer, at Eurowomans gennemsnitlige læser er veluddannet og ikke udelukkende læser modejournalistik.

Men når de investerer i et blad som

Eurowoman, er det for modestoffets skyld, og det retter hun sig ind efter som chefredaktør. »Læserne siger, at de køber os for at læse om mode. Lange artikler rater ikke specielt højt. Det er ikke derfor, folk køber Eurowoman,« siger hun.

Nichejournalistik giver fordybelse På modemagasinet Cover kender chefredaktør Sara Sievers også godt til fordommene om modejournalistik. Alligevel synes hun ikke, at Cover møder fordommene særlig tit. Hos modemagasinet er de journalistiske artikler nemlig prioriteret højt: »På Cover har vi nogle høje journalistiske standarder. Vi bruger dygtige journalister, som også skriver for andre medier. Vi går meget op i den journalistiske kvalitet, fordi det er vigtigt med velskrevne artikler,« fortæller chefredaktøren.

Og bladrer man i Cover, dukker Rune Skyum-Nielsen op, som til daglig skriver for Ud&Se og netop har udgivet en bog om Nyhedsavisen.

Derudover har Sara Glanowski også ydet bidrag til Cover. Hun er uddannet journalist med praktik på Politik-

Foto: Leonora Beck Danske modeblade er trætte af fordommen om, at de skulle levere elendig journalistik. I stedet mener de, at modemagasinerne giver plads til fordybelse.

en og har vundet Kravling- og JernHenrik- priser for sin journalistik.

Ligesom på Eurowoman mener chefredaktøren på Cover heller ikke, at fordommene mod den lette journalistik er berettiget. Snarere tværtimod: »Nichejournalistikken giver mulighed for at dykke ned i et interessant emne, som journalisten har stor

viden om og synes er interessant,« siger hun og pointerer, at det kun er en fordel, at journalister har et stort kendskab til et bestemt emne. Og hun er heller ikke i tvivl om, at mediebilledet vil blive præget mere af nichejournalistik i fremtiden.

Politiken anerkender Cover Cover har for nylig indgået et sam-

arbejde med Politiken.dk. Covers hjemmeside ligger nu som en underside til Politiken.dk. Chefredaktør på Cover Sara Sievers mener, at samarbejdet med Politiken.dk har været med til at anerkende Covers mode og kulturjournalistik. Politiken er glade for samarbejdet, da det tilfører nye historier om mode til avisen, som dagbladet før har forsømt: »Mode er et stofområde, vi har underprioriteret på avisen. Det roder vi bod på nu, for læserundersøgelser viser faktisk, at vores læsere interesserer sig for mode i højere grad end andre avislæsere,« fortæller Anette Claudi, der er forbrugerredaktør på Politiken og har stået for samarbejdet med Cover.

Hun forklarer, at fornyelsen er med til gøre avisen mere spændende: »Vi justerer hele tiden på avisen for at ramme vores læsere bedst muligt, og med det nye samarbejde med Cover kan vi servere kvalificeret modejournalistik.« risei09@student.sdu.dk naros09@student.sdu.dk

22 | december 2009

FOKUS

| LIXEN

Fordom: Dybdeborende kvalitetsjournalistik dør med papiravisen – tilbage er kun sladderen på nettet.

Nøglen til god webjournalistik stadig ikke fundet Sex og sensationer giver flest klik på nyhedssites, viser undersøgelse. Nye projekter skal gøre op med den tendens, og der er udbredt enighed om, at nettet bliver kvalitetsjournalistikkens nye holdeplads. Indtil videre er svaret på problemet bare ikke fundet, lyder det fra ekspert.

Casper Fauerholdt

GEMMELEG. Internettet rummer et utal af muligheder for at levere dybdeborende kvalitetsjournalistik.

Det er hverken Pernille Tranberg fra Berlingske Tidendes nye ugentlige webmagasin ’UGEN’ eller Thomas Harder fra Ekstra Bladets ’Nationen!’ i tvivl om. Nytænkning er vejen frem, og på Berlingske Tidende også mikrobetaling. »Hvis der skal være kommercielle journalistiske medier fremover, kan vi ikke leve 100 procent af annonceindtægter. Derfor er vi nødt til at prøve flere forskellige veje.

For eksempel ved at udgive nye digitale produkter, som er så gode, at brugerne vil betale for dem,« siger

handler de mest læste historier om sex eller vold. ’Nationen!’ vil udnytte nettets muligheder til at inddrage brugerne og levere det, som Thomas Harder kalder undersøgende sladder. »At nettet kun kan bruges til sladder og ikke dybdeborende journalistik er en gammeldags måde at tænke på. Den måde, vi gør det på, er oplagt.

Nogle gange har folk lyst til at komme ud med deres holdning og andre Illustration: Cluc (flickr) gange lyst til at se på nogle dejlige Nettet rummer flere muligheder for god journalistik. Men hvordan bliver dybdeborende bryster,« siger han. journalistik en realitet, når sensation og sex udløser flest museklik i nyhedsstrømmen?

Men heller ikke her mener Kristian Strøbech, at Nationen formår Pernille Tranberg, der er redaktør på ind, som de synes er interessant. Og at ramme noget, der på langt sigt ’UGEN’. som i et eller andet omfang nok vil kan revolutionere mediebranchen.

Så langt er den faglige leder af nye være lidt tilbageskuende. Men vi må Hverken forretningsmæssigt eller medier på Journalisthøjssom samfundets kolen, Kristian Strøbech, enig behov for en vagtNogle gange har folk lyst til at komme hund. Økonomisk set med Pernille Tranberg. Han ser et kæmpe potentiale i inud med deres holdning og andre gange lyst skal der nok dukke ternettets muligheder, men en model op, der når det kommer til ’UGEN’ er til at se på nogle dejlige bryster kan give indtægter,

Thomas Harder, Nationen forventer han. Det han ekstremt skeptisk. »I den jagt, der findes på er nemlig på interforretningsmodeller, som nettet, at det dybe kan skabe lige så store indtægter for være åbne og se, om det kan blive et og oplevelsesbaserede journalistik aviserne som før i tiden, er ’UGEN’ på lille supplement til mediehusenes kommer til at befinde sig i fremtiden. ingen måde svaret på det spørgsmål. aktiviteter,« siger han.

Udfordringen ligger hos selve jourDet kritiske er jo, at mængden af granalisterne. tis indhold ikke bliver mindre af, at En journalistisk udfordring »Medierne, journalisterne og udaviserne begynder at pakke noget På Ekstra Bladets hjemmeside dannelserne skal blive ved med at

”

satse på at være formidlere af vanskelig tilgængelig eller skjult information i samfundet. Det skal man blive ved med at satse på, og det er journalistikkens svar på alt det forvirrende, der sker lige nu,« forklarer Kristian Strøbech. cafau09@student.sdu.dk

FAKTABOKS ’UGEN’ er Berlingske Tidendes digitale nyhedsmagasin, som udkommer hver fredag klokken 10. ’Nationen!’ er Ekstra Bladets side, hvor læsere kan bidrage med historier. Under ’Min Sag’ kan man fortælle om sig sag, og hvis 1.000 læsere viser sin opbakning, vil en journalist tage sagen op.

En ny undersøgelse viser, at de mest læste historier på danske nyhedssites handler om sex eller sensation. Læs analysen på jon-lund.com.

Fordom: Danske medier er unuancerede og fordomsfulde, når de skriver om religion.

Nogen må bryde cirklen De svenske mediers omtale af religion er ofte unuanceret og fordomsfuld, viser en ny undersøgelse. I Danmark er tonen umiddelbart endnu skarpere over for religion, men det er også tilfældet på alle andre stofområder, mener kirkeredaktør.

Lasse Skytt

MISTRO. To forskere har for nylig undersøgt svenske avisers omtale af religion. En af de mest iøjnefaldende konklusioner i undersøgelsen er de svenske mediers tendens til at fremstille religion i en overvejende negativ tone. Fordomme og stereotype billeder dominerer den svenske religionsdækning.

»I vores undersøgelse er det tydeligt, at journalister – præcis ligesom alle andre – benytter sig af stereotype billeder og har svært ved at fjerne sig fra dem,« skriver forskeren Jenny Nordlander i undersøgelsen.

Selvom der imidlertid ikke er lavet en lignende undersøgelse af danske medier, kan Kristeligt Dagblads troog kirkeredaktør Morten Thomsen Højsgaard genkende tendensen herhjemme. »Man kan ikke skære alle medier over én kam, og spørgsmålet om, hvad der er fordomsfuldt, kan gradbøjes på mange måder. Men jeg må jo nok sige, at den svenske avisdebat – selvom jeg ikke følger den ligeså tæt som den danske – er meget mere afdæmpet og mindre skarp, end vi oplever i de danske aviser. Så hvis de synes, det er et kæmpeproblem dér, så ville de nok falde ned af stolene, hvis man lavede undersøgelsen

gionsdækningen afspejler blot mediernes tone generelt – og mediernes omtale af religion er altså ikke mere fordomsfuld eller unuanceret, end den er på områder som politik eller erhvervsstof, fastslår han. »Hvis præsten tager af kassen, så Dæmonisering af islam er det en god historie for medierne og Ifølge den svenske undersøgelse for læseren, selvom det er en dårlig er tonen især skarp, når medierne historie for den religiøse orskriver om islam. ganisation. Men det tror jeg Knap halvdelen (45 Jeg må nok sige, at den svenske egentlig ikke er, fordi mediprocent) af alle de avisdebat er meget mere afdæmpet og erne vil have religionerne og artikler, som fremmindre skarp, end vi oplever i de danske de troende ned med nakken. stiller religion negaDet er simpelthen almindtivt, handler om den aviser muslimske tro. BillMorten Thomsen Højsgaard, redaktør, Kristeligt Dagblad elig logik indenfor branchen, at man kun sælger aviser, edet er det samme i Danmark, vurderer imam Abdul Wadæmonisering af islam,« siger Abdul hvis man finder det ekstraordinære, hid Pedersen, der kalder den danske Wahid Pedersen. det særlige eller det konfliktfyldte. islamdækning ’direkte fordomsfuld’.

De fleste mediebrugere ved heldig»Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, Et generelt fænomen vis godt, at virkeligheden indeholder at der er en særlig negativ opmærkSom Morten Thomsen Højsgaard ser mere end det,« mener Morten Thomsomhed mod islam og muslimer. det, er den negative tone dog ikke sen Højsgaard Det skyldes, at medierne hænger så så ensrettet. Den skarpe tone i relilasky08@student.sdu.dk i Danmark,« siger Morten Thomsen Højsgaard, der har en ph.d. i religion, og som desuden holder foredrag om blandt andet religionens plads i mediebilledet.

”

grundigt sammen med politikerne i en uhellig alliance omkring noget, som tjener begge parter. Medierne trives bedst med en dagsorden, som også vækker politisk genklang. Og politikerne lever også bedst med en dagsorden, der vækker mediemæssig genklang. Konsekvensen er en

FOKUS

LIXEN | december 2009 | 23

Fordom: Sportsjournalistik er klichéfyldt og ukritisk.

Spark i kuglerne og et kompromisløst kontraangreb Sportsjournalistik er klichéfyldt, ukritisk og har dårligt sprog.

Det viser en undersøgelse af de journaliststuderendes fordomme.

Men det er langt fra virkelighedsbilledet, mener sprogforsker Kirsten Andersen og formand for Danske Sportsjournalister Steen Ankerdal.

Jakob Balthazar Munk

KNOCK-OUT. Sportsjournalistik er en genre, der ofte får mange tørre tæsk – for nu at blive i fagjargonen.

Til tider har billedet af sportsjournalistikken været en vaklende bokser, der klamrer sig til torvet, mens sveden drypper, blodet flyder, og øjnene sejler rundt i hovedet.

Og sportsjournalistikken får endnu en lige højre fra de journaliststuderende på Syddansk Universitet. Seks ud af ti studerende mener, at det er den journalistiske genre forbundet med mindst prestige. Otte ud af ti mener, at det er de journalister, der kaster med flest klicher, og yderligere fem ud af ti er overbeviste om, at de har flest sproglige fejl. Ligeledes anser fem ud af ti studerende, sportsjournalister for at være de mindst

kritiske journalister. Og den generelle ringeagt er ikke ny for formanden for Danske Sportsjournalister, Steen Ankerdal: »Det er en ensporet opfattelse, som bygger på, at folk udtaler sig om noget, som de ikke har sat sig ordentligt ind i.« Steen Ankerdal, som har været sportsjournalist i mange år, kan på ingen måde genkende det ensidige og dystre billede, der opstilles. »Mange tror, at sportsjournalister ikke er rigtige journalister med en uddannelse bag sig. Dem er der ikke ret mange af,« siger han og tilføjer: »Så derfor synes jeg, at den kritik i sin generalisering er helt ude i hampen.« Ikke ukritiske Medieforsker fra Århus Universitet Kirsten Frandsen er også stærkt uenig i, at sportsjournalister er ukritiske. Hun har i mange år forsket og skrevet bøger om sportsjournalistik. »Den kritiske sportsjournalistik lever, og alene at den eksisterer, skal vi være meget glade for, da den har nogle vanskelige vilkår. Men hvis man kigger på det historisk og også internationalt, så synes jeg, at dansk sportsjournalistik er bedre end sit rygte,« forklarer Kirsten Frandsen.

Sportsjournalistikken er som genre især truet af den

Hun bakkes op af Steen Ankerdal, voldsomme mediekonkurrence.

Han bakkes til dels op af Kirsten der sammenligner forholdene med Med fascinationen som kernen i Frandsen, der er enig i, at genrens landets vigtigste magtinstitution: modtagerens interesse, skaber det grundforudsætning giver sproglige »Sportsjournalistikken er ligesom nogle grundlæggende dilemmaer for udfordringer.

Christiansborg. Hvis du ikke følger kritisk journalistik. »For at være sportsjournalist skal spillereglerne, så bliver du frosset »Sportsjournalistikken er rigtig du i princippet kunne mange ting, og god til at trække nogle bestemte ude.« en af de ting, der forventes af dig er, at læsere til sig, men de læsere har et du skal kunne formidle fascinationen meget ambivalent forhold til egentI kamp mod klichéerne medrivende gennem sproget. Og det lig kritisk journalistik,« siger Kirsten I manges optik er specielt sportsstiller faktisk store krav til journaliFrandsen. journalistik uløseligt forbundet med sten,« siger Kirsten Frandsen.

Et eksempel på problemstillingen klichéer, men det er ifølge Steen Hun når at tilføje: findes i cykelsporten. Her bliver de Ankerdal en forfejlet opfattelse. »Du skal kunne arbejde med dit fleste fascinerede af mandens kamp sprog mere kreativt, end mod bjerget, fysikken hvis du for eksempel arbeog den uudholdelige jder på Christiansborg.« Jeg synes, at sportsjournalistikkens smerte. Men når jourOg måske er der noforce er, at den er i øjenhøjde med sit nalisterne begynder get om snakken. Da DR’s publikum i modsætning til andre typer at grave i dopingsprogpris skulle udeles i problemer, krakelerer starten af november, var journalistik fascinationen så småt. det nemlig sportsjournalSteen Ankerdal, formand Danske Sportsjournalister Steen Ankerdal foristen Andreas Kraul, der mulerer det sådan: løb med æren og en check »Man risikerer at skære den gren »Jeg siger ikke, at der ikke er klipå 10.000 kroner. Og med på vejen over, man sidder på.« chéer, for selvfølgelig er der det. Men fik han ord som: hurtig, præcis, morEt andet problem for sportsjourder er ikke flere klichéer, end der er som, afslappet, tydelig og chan- cesknalisten er den stigende kommerandre steder.« abende i sit sprog.

Faktisk mener Steen Ankerdal, at cialisering og professionalisering. sportsjournalister er meget sprog»Sportsverdenen lukker sig i Sportsjournalister puster sig op ligt begavede, fordi der i høj grad er forhold til medierne, fordi man har Måske er sportsjournalistikken mere, plads til nytænkning. kommercielle interesser. Og jourend man umiddelbart tror. Måske »Sportsjournalistikken er det sted, nalister, der kommer med kritiske løser den sine journalistiske forplighvor sproget udfolder sig mest, fordi spørgsmål bliver ofte tilsidesat. Der telser overfor seeren eller læseren sporten betragtes fra chefredaktionstilles faktisk store krav til journaliintelligent og vedkommende. sterne, når de skal arbejde i det her erne som et sted, hvor man gerne må Kirsten Frandsen giver et indspark felt«, forklarer Kirsten Frandsen. eksperimentere lidt,« siger han. til den debat. »Jeg synes, at en af sportsjournalistikkens allerstørste force er, at den faktisk er i øjenhøjde i forhold til publikum - i modsætning til andre typer journalistik,« siger hun.

Hun fortæller, at hun er i gang med et forskningsprojekt, hvor hun interviewer folk, der ser meget sport på tv.

Og her har hun lagt mærke til specielt en ting, der giver udfordringer. »Sportsjournalisterne har et publikum, der opfatter sig selv som eksperter. Det gør, at det bliver svært at være journalist inden for det her felt,« siger Kirsten Frandsen og tilføjer: »Inden for sportsjournalistikken skriver man grundlæggende ud fra den samme fascination, som publikum har. Det giver nogle andre muligheder for at komme i dialog med publikum og opretholde kontakten.« Steen Ankerdal mener også, at sportsjournalistikken har en grundlæggende force i den viden, som de meget engagerede journalister har. »Jeg vil stadig vove at påstå, at nogle af de bedste journalister, der har været i dansk presse, er folk, der har deres rødder i sporten,« siger han.

”

jamun09@student.sdu.dk

24 | december 2009

FOKUS

| LIXEN

Fordom: Ugeblade bedriver ikke seriøs journalistik. Det er ikke andet end kageopskrifter og knaldromaner.

Tid til dybde på Strikkeopskrifter, brevkasser og guides til den perfekte citronfromage. Indgår det i dine hedeste fremtidsdrømme? Efter tre måneder i praktik på Hjemmet har Luise Marie Bekker gjort op med sine fordomme.

Natasha Dyasi Lise Karlshøj Ipsen

KAGEOPSKRIFTER. Luise Marie Bekker fra Journalisthøjskolen var fordomsfuld, da hun på Panikdagen løb til samtale hos Ugebladet Hjemmet. Hun havde ikke søgt Hjemmet, men efter næsten en times samtale stod det klart for begge parter, at de var et godt match. Det var ikke, fordi der var tvivl om, at Luise skulle ansættes, at samtalen trak ud. »Det var simpelthen bare så hyggeligt,« siger hun om det første møde med sin arbejdsgiver.

Samtalen har vist sig at være meget sigende om arbejdsgangen på ugebladet. Luise Marie Bekker sætter især pris på, at der er god tid. Både til artikler og feedback: »Jeg kan godt lide, at der er tid til

at tale med mennesker, og at jeg har tid til at finpudse mit sprog,« siger hun.

Det bedste praktiksted I chefredaktionen på Hjemmet har man bemærket den sparsomme interesse blandt de journaliststuderende. Chefredaktør Bjarne Ravnsted er opmærksom på, at der hersker fordomme. »De studerende tror sikkert, at det er noget gammeldags noget med kageopskrifter, og at man ikke kan lære noget. Det erfarer vi gang på gang, når vi er oppe til Panikdagen, « siger chefredaktøren.

Han vil hellere gå hjem fra Panikdagen uden en praktikant, end han vil have en, som ikke er motiveret. Bjarne Ravnsted lover et godt praktiksted til den fordomsfri praktikansøger. »Man kommer utrolig meget i dybden med tingene og får lov til at dyrke interviewgenren. Skal man ud og være en stor interview- og portrætjournalist, får man ikke et bedre praktiksted end på et ugeblad,« siger han.

Praktikantvejleder ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet Karsten Prinds mener ikke, at man kan tale om, at nogle praktiksteder

skulle være bedre end andre. »Det handler om, hvad den enkelte studerende har brug for. Det, som Hjemmet og ugeblade generelt har, er ressourcer. De har ugentlige deadlines, og dermed er der mere tid og opmærksomhed omkring praktikanten,« fortæller han.

Ufine ugeblade Bjarne Ravnsted forstår godt, at de unge ikke synes, Hjemmet er sexet. »Det har aldrig være specielt fint at lave ugeblade. I skolen lærer man jo heller ikke at læse ugeblade. I branchen har vi lært at leve med, at vores image ikke er det allerbedste,« siger han.

Luise Marie Bekker er enig med sin chefredaktør i, at Hjemmet ikke er forbundet med prestige blandt de journaliststuderende. Hun mener, at ugebladet skal blive bedre til at profilere sig selv. »På Hjemmet skriver du portrætter ligesom på Politiken. Interviewet er det samme,« siger hun.

Ude godt, Hjemmet bedst Selvom Luise Marie Bekker ikke havde søgt Hjemmet fra starten, er hun nu mere end tilfreds. Hun føler sig udfordret af sit praktiksted og synes, arbejdet er sjovt.

»Jeg kan ikke forstå, at jeg får penge for det, jeg laver. Jeg kunne godt forestille mig, at jeg vender tilbage til Hjemmet,« siger hun. nadya09@student.sdu.dk liips09@student.sdu.dk

VOX POP:

Mads Therkildsen, journaliststuderende, SDU, 3. semester.

Kunne du finde på at søge praktik på Hjemmet?

»Nej, ikke umiddelbart. Man skriver til ældre mennesker, og det er svært, når man er ung. Men det er måske en god øvelse at skrive til en anden målgruppe.«

Michael Gaunt, journaliststuderende RUC, 2. semester.

Mads Kjeldgaard, journaliststuderende, JH, 3. semester.

»Nej, det kunne jeg bestemt ikke.

Jeg opfatter det ikke som værende ‘rigtig’ journalistik. Jeg synes ikke, at det har nogen væsentlighed.«

»Nej, det kunne jeg sgu ikke. Det er ikke et medie, der passer til mig. Men jeg tror, at det for mange handler om prestige og omdømme.«

»Så skal du til at strikke,« bemærkede Luise Marie Bekkers klassekammerater, da de hørte, hun skulle på Ugebladet Hjemmet. Hun mener dog, at

Hjemmet er mere end strikkeopskrifter og knaldromaner. Foto: Flickr/Aslarn13

OPINION

LIXEN | december 2009 | 25

Læserbrev Maria Djurhuus Petersen Formand for Kredsen af Journaliststuderende i Odense, KaJO

Da jeg i sidste nummer af Lixen slog op på side 3, blev jeg noget overrasket.

Lixen kan selvfølgelig skrive, hvad den vil, men jeg mener dog, at avisen overser en række centrale spørgsmål vedrørende gratis arbejde.

Foto: Motoyen

Medieværksteder - uddannelse eller egoisme?

Troels Gadegaard Frølich, Praktikant på MediaWatch Formand, KaJ

Jeg abonnerer på Lixen, og jeg er godt tilfreds. Redaktørerne og skribenterne gør et fremragende stykke arbejde og leverer journalistik, som sagtens kunne være lavet af professionelle medier (Fagbladet Journalisten er enig).

Desværre var novemberudgavens leder et vildskud: Lixen kritiserede KaJO og Dansk Journalistforbund for at ville sikre sig, at de studerende ikke bare leverede gratis arbejdskraft til Politiken uden at få et uddannelsesmæssigt udbytte, men argumentationen var både tynd og mangelfuld.

Inden jeg bliver anklaget for at være bitter over, at Journalisthøjskolen ikke har lignende samarbejdsaftaler med et landsdækkende dagblad (og populært praktiksted), skal det siges, at medieværksteder ikke er et ukendt fænomen i Århus.

Journalisthøjskolen har tidligere haft samarbejder med blandt andet Jyllands-Posten, men vi har ikke set medieværksteder i stor stil, siden en gruppe studerende meddelte, at de hellere ville lave deres egen avis end levere gratis nyheder til JyllandsPosten.

Jeg skal ikke afvise, at der kan være en uddannelsesmæssig gevinst ved medieværkstederne, som ikke kan opnås på andre måder. Men jeg har endnu ikke hørt argumenter, som kan legitimere, at vi samtidig er gratis arbejdskraft. Og det er vi – også når

medieværkstedet har et andet formål end at få vores historier bragt.

Der er ingen danske medier, som har en særlig sektion til andenrangsjournalistik, de har fået gratis: Hvis det bliver trykt, har vi taget arbejde fra færdiguddannede journalister.

Punktum.

Derfor synes jeg også, Lixen skyder ved siden af målet med argumentet: »Det gavner de studerendes udvikling at være tæt på branchen. Det gælder måske endda i endnu højere grad før praktiktiden.« Selvfølgelig gavner det vores journalistiske udvikling at være tæt på branchen, men når vi tilbringer over en tredjedel af vores uddannelse i praktik som en del af branchen, burde vi være dækket ret godt ind.

Vi har længere praktiktid end nogen anden uddannelse, og Lixen får aldrig underbygget sin påstand om, at det skulle være særligt gavnligt at være tæt på branchen inden praktiktiden. Hvad er det, vi ikke når i løbet af de 12 eller 18 måneder?

Lixen får heller aldrig stillet spørgsmålet: ‘Kunne Jacob Elkjær have lavet et faktatjekprojekt – i samarbejde med Politiken eller alene – hvor studerende ikke undergraver de arbejdspladser og den løn, vi selv skal leve af om meget kort tid?’

Journalistforbundets retningslinier for medieværksteder kræver en honorering – det kan være i form af feedback – som »skal stå i et rimeligt forhold til virksomhedens udbytte af stoffet.« Læg mærke til formulerin-

Kære Troels og Maria,

gen ”et rimeligt forhold”: Journalistforbundet og KaJO krævede ikke engang, at feedbacken skulle svare til stoffets fulde værdi.

Hvis lederskribenten har ret i, at det krav »ikke kan forenes med de faktiske vilkår, som branchen fungerer under«, er det ikke KaJO, Journalistforbundet og studierne, der skal tilpasse sig. Hvorfor skal vi samarbejde med medier, som ikke vil eller magter at bruge tid på at uddanne os, mens vi arbejder gratis for dem?

Lixen skriver selv, at det tidligere samarbejde med Fyens Stiftstidende sikrede »trykte artikler og – endnu vigtigere – en faglig succesoplevelse til en lang række studerende.« Når lederen 12 linier senere alligevel godtager påstanden om, »at det ikke er målet med undervisningen (medieprojekterne) at få artiklerne eller indslagene solgt« og dermed tager afstand fra Stiftstidende-argumentet, lugter det lidt af, at skribenten godt er klar over, det ikke er en god sag.

Og det er sådan set forståeligt nok: De færreste kan forhåbentlig se sig selv i spejlet og helt oprigtigt argumentere for, at en mild seksuel ophidselse over at se sin byline i et større dansk dagblad er vigtigere end at sikre, at vi ikke trykker lønningerne på det marked, vi selv er en del af om ganske kort tid.

Det kan desværre stilles så firkantet op, og derfor var det helt rigtigt, at KaJO reagerede. Om et par år vil du takke dem.

Jeg er oprigtigt kede af, at I reagerer, som I gør, på november-lederen. I skøjter nemlig begge henover dens vigtigste pointe: Nye løsninger og dialog omkring, hvordan man i fremtiden behandler medieværkstederne. I stedet forfalder I begge i jeres indlæg til at gå efter manden og ikke bolden og gentage de samme gamle pointer. Det bekræfter, desværre, oplevelsen af en fagforening, der gang på gang stejler og stiller sig I opposition uden at forholde sig til at løse problematikken.

Lad os blive enige om, at der er forskellige holdninger til udbyttet af medieværksteder, men at de stadig er i høj kurs hos de studerende og så komme videre. Vi foreslår, at I starter med at høre nogle af de studerende, der deltog i faktatjek-gruppen, om deres erfaringer. Forhåbentlig kunne det blive starten på, at DJStud i fremtiden vil være med til at finde de nye løsninger, der kan gøre alle parter glade og tilfredse. Dét ville klæde vores fagforening.

Mvh. Morten Bang, Chefredaktør.

Læs flere reaktioner på det nye Lixen.dk!

Aspekter af sagen som Lixen ikke belyser: - Hvorfor orienterede Politiken ikke selv deres egen tillidsmand om det forestående samarbejde med Center for Journalistik og fik en Medieværkstedsaftale på plads?

- Hvorfor ville Center for Journalistik ikke fra begyndelsen vedkende sig DJ’s retningslinjer for Medieværksteder?

Både Politiken og Center for Journalistik burde kende til DJ’s retningslinjer for Medieværksteder.

- Og hvordan havde svaret fra de studerende i voxpopen på side 3 i Lixen lydt, hvis spørgsmålet for eksempel havde været: ”Hvad synes du om, at studerende skal arbejde gratis i en uge for arbejde som uddannede journalister bliver betalt for?”

Lad mig derfor kort ridse op, hvorfor KaJO og DJ i den grad fandt det vigtigt at gå ind i sagen om Politikens samarbejde med Center for Journalistik.

1: Studerende skal ikke være billig arbejdskraft.

DJ har klare retningslinjer for de såkaldte Medieværksteder, hvor et medie samarbejder med en uddannelsesinstitution. Aftalerne blev i sin tid lavet for at sikre, at studerende ikke blev udnyttet som billig arbejdskraft, da man havde oplevet eksempler på det tidligere.

Og hvis solidaritet endnu ikke er et

fyord, så skal Medieværkstedsaftalen også være med til at sikre, at vi studerende ikke tager arbejde for vores fremtidige kollegaer; de uddannede journalister. Det rammer os selv, når vi bliver færdige.

2: Centerlederen var ikke villig til at lave en Medieværkstedsaftale med Politiken.

Det kan godt være, at det var Elkjærs idé, men som Fellow på Center for Journalistik er det ikke ham, der har ansvaret for sådanne aftaler. Det var centerets daværende leders overordnede ansvar. Derfor gik KaJO også direkte til den daværende centerleder og påpegede problemet med en manglende aftale mellem Politiken og Center for Journalistik.

3: Politikens tillidsrepræsentant var ikke orienteret om samarbejdet.

Det var faktisk DJ, der tog kontakt til tillidsrepræsentanten hos Politiken og fortalte om planerne – ikke Politikens egne folk. Kritisabelt. Helt centralt er, at tillidsrepræsentanten skal godkende Medieværkstedsaftalen.

Lederen i Lixen slutter, at de studerende er taberne i denne sag, men hvad er mest synd for de studerende: At de studerende havde risikeret at arbejde gratis for Politiken uden feedback i en uge, eller at de studerende med Medieværkstedsaftalen i hånden fik lovning på feedback og vejledning af Politiken? Min holdning er klar. Det er mulighed nummer to, der gavner de studerende.

Lad mig slutte med et citat fra Elkjær på side 3 i Lixen: »…Hvis de (læs: KaJO) var kommet til mig, så havde jeg kunne forklare, at Christian Lindhardt fra Politiken.dk gjorde mig en tjeneste…”

Måske han selv skulle tage et ”realitycheck.” Jeg tror i hvert fald ikke på, at Politiken trykker de studerendes artikler for at gøre Elkjær en tjeneste.

Svar fra Jakob Elkjær

Jakob Elkjær Fellow & arrangør af Politiken.dk-samarbejdet

Politiken.dks kommunalvalgsdækning var planlagt i forvejen og bestod af en enorm mængde af artikler. Der blev ikke ændret på vagtplanerne på grund af udsigten til Valgpatruljens spinkle bidrag.

Valgpatruljen bidrog med en håndfuld webartikler skrevet i løbet af fire arbejdseftermiddage. Det er ikke nemt at ’afsløre’ på 16 timer efter at have gået to måneder på 1. semester, selv om der blev kæmpet bravt.

At tro, at det tager brødet ud af munden på færdiguddannede er et udtryk for selvovervurdering. Politiken.dk afsatte en redaktionschef en dag og derudover til forberedelse, der blev lavet aftale med tillidsrepræsentant, brugt tid på efterkri-

tik af artikler per mail, tid på intern efterevaluering etc. Det var næppe økonomisk set en overskudsforretning. Til gengæld gav det en realisme i kildekontakten i Valgpatruljen, som efter min vurdering var guld værd indlæringsmæssigt.

At tro, at medier sparer penge til bundlinien ved at indgå samarbejde med uddannelsessteder afspejler en grundlæggende mangel på forståelse for medieøkonomi.

Til gengæld vil det på sigt give et positivt bidrag til den pressede kulegravende journalistik, hvis man nedbryder barriererne mellem uddannelsessteder og medier i et frugtbart samarbejde. Det er en af de spændende modeller, man arbejder med i USA for at redde den kulegravende journalistik. Synd at spænde ben for det i Danmark.

26 | december 2009

OPINION

| LIXEN

Send dit indlæg til ‘I øvrigt mener jeg...’ til lixen@journet.sdu.dk. Det gælder både folk på og uden for Medietorvet.

Skriv ‘I øvrigt mener jeg’ i emnefeltet + din kommentar, dit navn og din stilling.

Så bringer vi indlægget i næste nummer.

Foto: Valerie Everett

... at det er virkelig mærkeligt, at man ikke har fået mere at vide om Per Knudsens afgang.

Kasper Ellesøe, 1. semester …at Glögg skal lukke røven

Rune Moesgaard, 3. semester

…at vi fester for lidt på Sir Club for tiden Camilla Sønderstrup Falkenberg, 3. semester …at der skulle stille nogle kvinder op til Styrelsen, hvis de tager Kvinder i Journalistik alvorligt!

Benjamin Gregersen, 3. semester …at jf. snakken om dresscode blandt undervisere, så lad os indføre skoleuniformer og god gammeldags disciplin over hele linjen.

Ebbe Grunwald, Underviser SDU. …at der også bør være Skosåleuge og Nyhedsdøgn på 3. semester.

Benita Dreyer-Andersen, 3. semester … at SDU bør tage ved lære af Per Knudsens exit og overveje, hvordan vi fremover undgår, at faglighed og inspiration drukner i bureaukrati og administration.

Marchen Neel Gjertsen, 7. semester …at groupie burde være et fag på journalistik!

Katrine Kjærulff, 1. semester

…at det bliver godt med en ny redaktion, som tillader alle at skrive portrætter.

Tina Tjørner, 3. semester …at Sophie Bremer er oplagt som ny centerleder.

Nikolaj Albrectsen, 1. semester ..... At Lixen ikke bringer nok stof med kendte. Eksempelvis mig selv.

Søren Geisler, 3. semester …at det er yderst illoyalt, at studerende på CfJ videresender interne mails til medierne.

Sophie Bremer, næstformand studienævnet, 3. semester …at der skulle komme kaffe ud af vandhanen - i hvert fald når der er nyhedsdøgn.

Stine Greve, 1. semester … at Hold D er de sejeste! (fordi de vandt nyhedsdøgnet) Julie Kerzel Due, tilvalgsstuderende SDU. … at ’Aftenkaffen’ er et fremragende radioprogram, og i øvrigt mener jeg, at Thomas Askjær mener det samme.

Jens Thorborg, vært på – ja, gæt selv. … at gentagelse fremmer forstoppelsen.

Morten Bisgaard, 1. semester

...at jeg ikke gider at lave en ‘I øvrigt mener jeg,’ hvis jeg ikke må være Claus Elming.

Sofie Bak Thorup, 3. semester ...at det ville være utrolig liderligt at se Anne Lea Landsted i Vild med Dans.

‘Claus Elming’ ...at det er fantastisk at se en kåd Prinds tilbage på medietorvet. Vi er mange, der har savnet hans drengede smil og faste hånd.

Benjamin R. Vibe, 3. semester

Der er koldt i bunden Center for journalistik er havnet ud i noget omvendt demokrati.

Flertallet fryser. Vi efterspørger VVS, Obama og pejsebrænde.

Benita Dreyer- Andersen Tine Heinricy

ISTID. Har I aldrig bemærket det?

Der er skide koldt på Medietorvet.

Når eleverne valfarter til de røde møbler oppe ved ledelsen, så handler det jo ikke kun om aviser. Det handler om velvære. Velvære og fingervarme. Så et eller andet sted er der varmt på toppen ude på SDU. Et paradoks, der måske fik konsekvenser for vores just faldne centerleder, Per Knudsen. Var der for varmt i ledelsen? Er Per Knudsen den kylling, der ikke vil ligge med under varmelampen? Var det dét, der forårsagede ’the chicken-run’?

Klimakrise Man kan nu frygte, at SDU har fået sin helt egen klimakrise. Voldsomme temperatursvingninger kan ende i skøjtebane på medietorvet, imens

ledelsen lider af dehydrering og solkan man faktisk investere i – endda skoldninger på toppen. Og hvorfor til en overskuelig penge. Vi kræver nu det? ikke engang Obama og verdens opVi har én – ja du læste rigtigt, én mærksomhed. Bare én lille bitte radiator til 200 elever på MedietorVVS’er – Be’ om! Eller en pejs. vet. Og selvom man sidder og fiser Men en reel pejs ville så igen også inde i håndværkslokalerne, så bliver udgøre en vis sundhedsfare for de der aldrig rigtig varmt – der bliver studerende. Kan man garantere, at bare klamt. Så bliver man forvist ud den almene journalist ikke vil misaf fise-lokalet for at spise sin mad, forstå pejsens låge som en dør ind og hvad til Narnia og sker der? i desperaEr Per Knudsen den kylling, Så sidtion sidde der man der ikke vil ligge med under med svedne og fryser varmelampen? øjenbryn og sin popo råbe efter af ude på Mr. TumBenita Dreyer-Andersen & Tine Heinricy medietornus (ham vet og må pendle til kantinen for at med gedebukserne – spillet af James opretholde en nogenlunde kropsMcAvoy, som selv med gedeskæg er temperatur. På denne måde bliver umanerligt fræk) – men det er en det sociale aspekt bombet til atomer helt anden snak. Pointen er – varme på grund af en ensom radiator.

OG klimamøder til Center for Journalistik - med eller uden Knudsen.

Obamas VVS’er Til KAMP! Så kan vi få en radiator mere? YES WE CAN! Det kræver én vvs-mand for at redde den journalistiske frembedre06@student.sdu.dk tid fra skøjteskader og fise-lugt. Det tihei09@student.sdu.dk

”

Tilbud: Stort projekt til lille pris

– men et spørgsmål rejser sig, når KaJOs retningslinjer henviser til, at man som studerende skal kræve en Hvad er jeg værd? Det spørgsmål timetakst på 728 kroner – mens flere vil en hel del studerende snart stille bestyrelsesmedlemmer har solgt en sig selv, for håndværkseksamener uges arbejde for 1500 kroner. Man betyder gode historier til salg. Jourkan vist roligt tale om et mismatch naliststuderende vil traditionen tro mellem, hvad man siger, og det man faldbyde deres varer i håbet om gør. en byline i et medie og lidt guld Man kan vist roligt tale om et mismatch Og så er vi tiltil januarudsalget. bage ved håndmellem, hvad man siger, og det man gør.

For mange studerende tror værkseksamener jeg, det handler mere om byline til januar og

Johan Bertil Winther, 3.semester end honorar. På den frygtede snakken om byPanikdag ser det jo godt ud, at lines og guld. Med man har fået bragt noget i et medie. gav flere medlemmer udtryk for, at et glimt i øjet er det mindre interesOg derfor kommer pengene i anden de var blevet taget rimelig hårdt af sant, at KaJOs bestyrelse ikke lever række. Det gør de i hvert fald for mig de medier, de solgte til i januar i år. op til egne retningslinjer – og mere selv og dem, jeg har vendt mine overOg 1500 kroner for en uges arbejde interessant at spørge hvilke forhold, vejelser med. er da vist heller ikke helt på linje med der er realistiske, når vi sælger vores Men det er jo noget rod, at vi såDJs retningslinjer. arbejde? Jeg håber, at mange af jer dan sælger os selv til underpris.

Samtidig kandiderer fagforeninhar lyst til at deltage i debatten på Sådan en skruebrækkermentalitet gen på sin hjemmeside til næste års det nye lixen.dk. bliver ikke taget godt imod af Dansk service-Henrik med guiden ’Hvordan Vi debatteres ved i kommentarfeltet Journalistforbund, som henviser de sælger jeg mit produkt?’. Det er overpå lixen.dk! studerende til at tage samme tarif skueligt og et godt udgangspunkt johaa@student.sdu.dk Johan Bertil Winther

”

som en færdiguddannet minus den ekstra arbejdstid, man har brugt på opgaven. Et hurtigt overslag og lidt hovedregning resulterer i væsentligt mere end de 1000-1500 kroner, som medierne typisk tilbyder for en 1. årsopgave.

På KaJOs seneste bestyrelsesmøde

OPINION

LIXEN | december 2009 | 27

Maskulinistisk Modspil ’Iført røde strømper og Fjällräv’ blev bragt i 7. Nummer af Lixen.

Her prøver en ydmyg og forslået mand at se lidt nærmere på, hvor slemt det egentlig står til i DK. Mathias Sommer

DISSEKERING: Vi har set det før: En kvinde, der fryser om fødderne, og kaster lidt østrogenholdig galde ud over mændene og de fastlåste kønsroller, som dette onde væsen, med en diller, insisterer på vedligeholdelsen af.

Selvom det etymologisk kan skabe lidt forvirring, synes jeg efterhånden, vi er nået frem til to overordnede syn på ”kønskampen”, nemlig ligeværd og ligestilling.

Førstnævnte kæmper for værdien af et menneske; mand, kvinde, sort, gul, lilla, - man skal behandles med den respekt, et menneske fortjener.

Sat i et mediemæssigt perspektiv, indebærer nævnte ide, at mine forventninger til en artikel helst ikke skulle påvirkes af, om byline lug-

ter af mand eller kvinde (eller sort eller lilla).

Ligestilling til gengæld. Ligestilling er en skrue uden ende, en spændetrøje, en insisterende HOVSA-politik, der først er opnået, når kvinderne har savet patterne af, og mændene har ladet samme skæbne overgå deres ‘lower horn’ (lad det ved gud ikke ske i min tid på jord). Denne ide indbefatter, at vi handler ens, går i samme tøj, har ens interesser… og ved at kvotere i bestyrelser, på direktørposter, i rockbands – opnår vi den totale ligestilling, og den ækvivalerer – som vi alle jo ved - med lykke. I Edens have var Adam og Eva jo begge nøgne.

Og med ovenstående definitioner in mente, vil jeg se lidt nærmere på klummen, som jeg desværre mener forfalder til sidstnævnte.

Tøj, uha uha Klummeskribenten mener, man skal holde op med at diskutere tøj; mere nøjagtigt: man skal ikke diskutere

klæder på en kvinde, medmindre man i samme omfang diskuterer mandens (ligestilling).

Og først nu i mit lille modsvar, tror jeg, læseren vil spore eksplicitte uenigheder: Jeg er ret sikker på, at baggrunden for at kommentere på Michelle Obamas tøj, ved IOC-mødet i DK, klart og uafværgeligt var, at der (blandt kvinder) befinder sig en (overvejende) meget stor interesse for tøj. Da Michelle Obama er forgangskvinde for alt, hvad er godt, må hun også vide, hvad er oppe i tiden – derfor fik hendes påklædning en kommentar med på vejen.

Feministers argumenter mod sådanne anskuelser er, at kvinder fornedres til sexsymbolske pyntedukker, der nikker, når man prikker til dem, - men er der nogen sammenhæng?

Se jer omkring. Kvinder GÅR op i tøj; for egen og andres skyld.

Det er således ingen hemmelighed, at mange kvinder køber billedbladet, blot for at se, hvilken kjole Prinsesse Benedikte var iført under seneste

Illustration: Sofie Bak Thorup

fancy-pancy galla-pjank.. Altså eksisterer et segment, der har interesse i Michelles tøj.

Af samme grund tangerer klummen nærmest boomerang, idet den vender retur mod, hvem den skal forsvare: nemlig kvinden. Vi hører ikke om Michelles tøj for mændenes skyld.

For Prins Knud: ubalancen, der er mellem den opmærksomhed kvinder og mænd får for deres tøj, er skabt af egne rækker – kvinderne får denne opmærksomhed, fordi de selv efterspørger den.

Familiefar og karrierekvinde Klummen kulminerer til sidst, hvor skribenten tillader sig lidt større armbevægelser. Hun mener, man skal droppe betegnelser som ´karrierekvinde´ og ´familiefar´ (husmor??), idet disse fastholder os i et forældet kernefamilie-billede.

Og gu har vi forladt kernefamiliebilledet – vi befinder os i postmodernismens paradoks om (u)gyldigheden af alt, en æterisk virkelighed, der kun afspores yderligere af afstumpede indlæg som det omhandlende. Sagen er nemlig klar.

De nævnte begreber benytter vi til at beskrive os selv og hinanden. Og markedet er (igen) forklaringen på at de fortsat eksisterer, var de forældede og udvandede, var de heller ikke i brug. Med andre ord: Var der flere karrierekvinder end karrieremænd, ville ordet ikke eksistere.

De er altså begge udtryk for afvi-

gelser. Hvorfor der er afvigelser er imidlertid interessant.

Og som jeg har forstået det, skyldes de kort og godt den natur, vi kommer af.

Det har altid været sådan – og er det også for de dyreracer, jeg lige kan komme på (måske udover søheste og sorte enker) – at hannen er jægeren og forsvareren, der henter bytte/ mad/penge/proviant til sin partner, som sørger for omsorg og kærlighed til deres fælles afkom.

Dette forhold har vi totalt smadret, og det er vel ikke i sig selv negativt.

Kvinder skal gøre lige nøjagtig, som de har lyst (lad det dog være indenfor lovens grænser). Man hører ligefrem om de mange komparative fordele, der opstår i smuk synergi, når kønnene supplerer hinanden på arbejdsmarkedet. Men karriereorienterede kvinder må og skal respektere kvinder, der nedtoner karrieren for at hellige sig familien og det nære, for i denne store debat, synes jeg klart, at disse ufrivilligt er røget ud af synsfeltet.

Kvinden har i dag opnået total lighed (ligeværd) i Danmark, af samme grund, finder jeg det en kende ærgerligt, at skribenten ikke beskæftiger sig med andre kulturer, som i Saudi-Arabien, hvor kvinder end ikke må vise deres ansigter – og helt sikkert heller ikke skrive feministiske klummer! msomm09@student.sdu.dk

Klummestafetten

Journalistik er (også) kunst er i øvrigt ikke til at stole på, og troværdighed er, ifølge den store journalistik-wiki in the sky, det mest afgørende parameter for, om et stykke journalistik er vellykket - ja, det er det afgørende parameter for, om en journalist er vellykket.

Foto: MediaWatch Ole Nørskov Chefredaktør, adm. direktør, MediaWatch A/S

Håndværk!

Ordet blev prentet ind i mig fra den første dag, jeg satte mine ben på Journalisthøjskolen tilbage i 1996.

På Journalisthøjskolen førte man - i hvert fald dengang - de stolte traditioner fra mesterlærens tid videre. Akademiker var det værste

skældsord, man kunne sætte på en vordende bladsmører (alle de studerende skulle nemlig i sagens natur være dagbladsreportere) - måske lige bortset fra ’kunstner.’

Kunstner er et ord, som ifølge den journalistiske overlevering signalerer naragtig opblæsthed. Kunstnere

På Journalisthøjskolen skulle man lære at bruge en høvl, en sav og en boremaskine og var der en pensel i værktøjskassen, var det af den brede slags, som bygningsmalere svinger på de helt store flader. De små fine mårhårspensler til akvarellerne var ikke i høj kurs - og skulle en Jens Jørgen Thorsen-wannabe en dag få den tanke at overmale betonbunkeren med sin penis som pensel, ville vedkommende øjeblikkeligt blive ført væk i håndjern. ’Journalistik er et håndværk,’ var et mantra, der var blevet gentaget så mange gange, at man kunne høre ekkoet klinge, når man lagde øret til de grå kantinevægge.

Og det var ikke underligt, for Journalisthøjskolen afspejler på godt og

ondt holdningen ude på de danske redaktioner. Dengang var der - det kunne man forvisse sig om, hvis man fik de danske redaktører på tomandshånd - et klart flertal blandt de journalistiske ledere i Danmark, som ikke kunne forstå, hvorfor der overhovedet skulle være byline på artiklerne i deres aviser. Journalistik er jo ikke kunst. Det er et håndværk.

En tømrer prenter for pokker heller ikke sit navn på de paneler, han slår op. Signaturer er for Tal R, Lars von Trier og Michael Laudrup. Sgu ikke for en journalist. Og så var der også det ved de elendige bylines, at de var medvirkende til at hæve journalisternes markedsværdi og selvværd. En faktor som sikkert gennem tiderne har haft betydning for de monstrøse lønninger de halvstuderede røvere oppebar.

I min naivitet forsøgte jeg at sælge mig selv som kunstner, da jeg på Panikdagen fik foretræde for selveste Ulrik Haagerup, som dengang stadig slog folderne på JP. Jeg var et skævt hoved med en

helt anderledes baggrund end mine medstuderende, nåede jeg at forklare, før Haagerup skrev min taxabon under og gelejdede mig ud ad døren. Han havde ikke brug for kunstnere, han havde brug for en solid arbejdskraft på Næstved-redaktionen.

Men Haagerup tog fejl. Journalisthøjskolen tager fejl, og branchen tager fejl.

Journalistik er andet og mere end et håndværk. Det er verden set gennem ét sæt øjne. Fortolket, fordøjet, omformet og udtrykt gennem ét temperament. En nyhed er ikke bare en nyhed, selv den mindste note er ikke kun en note. De fleste nyheder er i sig selv værdiløse i en verden, der drukner i dem. Der skal mere til: Vildskab, intelligens, viden, kreativitet, løgn, temperament, blod og hornmusik.

Hvis ikke de ingredienser i højere grad bliver opdyrket, dør journalistikken. Den drukner i kedsomhed.

LIXEN BAGFRA Illustration: Rune Moesgaard

Det kan godt være, at Isbjørn Lomborg maner til besindighed og opfordrer os alle til at slå koldt vand i blodet. Men når vi dag efter dag kan læse i medierne, at Polen er ved at forsvinde, og at isen smelter hurtigere, end koen kan nå at komme ud på den og lave en vending, så er det satandytme svært ikke at gå i panik.

I sidste uge lykkedes det Løkke at lokke Lykke Fri-Is til Venstre med en ministerpost efter den foregående Connieminister Klima Hedeslag. Med sin store forskningsmæssige og politiske erfaring kan man kun håbe og tro på, at Lykke Fri-Is lever op til sit navn og sikrer Isbjørnen og klodens fremtid. rmoes08@student.sdu.dk begre08@student.sdu.dk

Sprogfornyelse I forbindelse med klimatopmødet har Dansk Sproghævn udsendt et sekret om, at der af klimarelaterede årsager er foretaget ændringer i det danske sprog. For fremtiden vil følgende ordsprog og talemåder være tilpasset den nye verdenssituation: ‘Man kan ikke se skoven for bare træer’ lyder nu ‘Man kan ikke se skoven.’

ISTABT. Måske har Isbjørn Lomborgs stramme T-shirt lukket for blodomløbet til hans hjernes panikcenter og henledt hans opmærksomhed til andre, sekundære problemer som hungersnød, aids i Afrika og pagehår. Men hvis man, som vi, følger med i medierne og forholder sig til verdenssituationen, så ved man, at der absolut ingen fornuftig grund er til ikke at gå i panik over klimaet.

Slut med tricoloreis FN forventer, at op mod 50 procent af verdens is er smeltet inden for de næste ti år. Ud over at eskimoerne skal til at se sig om efter alternative byggematerialer til deres igloer, vil kulturskatte som trefarvet is ikke længere være trefarvet - men halvanden-farvet, og verdens bestand af Isbjørne vil være truet kraftigt af udryddelse. Og netop Isbjørnen, der har ligget i de danske kølemontrer i mere end 200.000 år, kan få vores blodomløb til at stige med sådan en hast, at den får de smeltende gletsjere til at ligne små forstøvere ved siden af.

Til kamp mod klimaet Det forventes, at Connieminister Klima Hedeslag under Klimatopmødet, COP15, vil bringe problematikken op til debat og forsøge at lade verdens ledere forstå alvorligheden i den nuværende situation, som Danmark befinder i. En udryddelse af Isbjørnen vil ikke blot betyde døden for Danmarks, om ikke C02-venlige, så i hvert fald lyseblå isbiler, men også sætte landet i en undtagelsestilstand med uoverskuelige konsekvenser.

Et land i knæ Nedlagte isruter og forringede livsvilkår vil resultere i bølger af klimaflygtninge fra rand-

områderne.

Tusinder af danskere vil søge ind mod den jyske højderyg i håb om at finde grobund for en fremtidig tilværelse og måske finde overlevende Isbjørne, som ikke er blevet taget af varmen. Som den direkte konsekvens af den smeltende is vil specielt iglomarkedet rammes hårdt. Dette er dog alt sammen kun spekulationer. Ingen ved reelt, hvor stor katastrofens omfang vil blive.

Set fra oven Som det fremgår af billedet, der venligst er udlånt af NASA, som men vi (naturligvis) har alle rettigheder til, så løber ismasserne i en lind strøm ned over jordkloden. Selv jordens hav er begyndt at glide ud i atmosfæren. Og er der noget, der kan få amerikanerne til at tø op, så er det forstyrrelse af luftrummet.

Amerikanerne har siden 1969 været førende inden for rumakrobatik, men destruerende ispinde i luften ser ud til at sænke dem. Et kan vi dog konstatere: Det bliver nemmere at finde vand i rummet i fremtiden.

Afrika som for 5000 år siden Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

I første omgang vil Afrika dog få glæde af den store mængde is. Ikke siden faraoernes tid for 5000 år siden har de kunnet hævde, at de var førende på et område. Inden for en årrække vil Golfstrømmen føre så meget is fra Polen til Afrikas kyst, at der vil opstå is-eldoradoer, hvor rige europæer, amerikanere og oliesheiker vil holde ferie. Fiskekuttere vil blive til istrawlere, fattige fiskere vil blive til isbaroner, og fra at være et tredje verdens land vil Afrika

‘Der er ingen ko på isen’ vil fremover lyde ‘Der er ingen is... Så koen er nok druknet.’ blive til et førsteklasses ferie-paradis.

Vil Løkkes Lykke lykkes?

Nu har vi set på nogle af de positive og ubehagelige sider ved Isbjørnens smeltning. Men som det fremgår, så skal der gøres noget på sigt.

‘Frisk som en havørn’ vil på baggrund af havørnens snarlige udryddelse i en korrekt version lyde ‘ Frisk som en almindelig dansk hættemåge.’

‘Man kan tage tigeren ud af junglen, men man kan ikke tage junglen ud af tigeren’ vil lyde ‘Man kan tage tigeren ud af junglen, og så brænde junglen ned, så tigeren ikke længere kan finde hjem.’