Lixen december 2014

Lixen

Lixen

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 16. årgang | 7. nummer | december 2014

INTERN

PORTRÆT

Guide til semester i udlandet Side 6

Martin Krasnik Side 10-13

NYHEDSSTOFFET LEVER DET SØDE LIV PÅ MEDIESTØTTEN, MENS DEN FORTÆLLENDE JOURNALISTIK MÅ VENDE HVER SKILLING

Ny fortællende journalistik får stækket vingerne, før den forlader reden. Selvom pengene til at hjælpe er der, kan nystartede medier ikke få del i dem, med mindre de producerer nyheder. Pengenøden går ud over journalistikken, fortæller Timothy Hinman fra Third Ear.

Side 16

FOKUS: FORTÆLLENDE JOURNALISTIK

SIDE 14-17

2 | december 2014 | LIXEN

Indhold

Leder

INTERN

Er fortællende journalistik lig med fremtidens journalistik?

Udlandspraktik har ikke været et prioriteret fokus på Center for Journalistik, men det ser ud til at ændre sig nu. Og så har der været Skosåleuge for 1. semester, som har været ude og lave lokaljournalistik i Syddanmark.

Den fortællende journalistik – herunder features og longreads – er begyndt at fylde mere i de skrevne medier. Senest har JyllandsPosten meldt sig på banen i et forsøg på at integrere genren i den hurtige og uendelige nyhedsstrøm. Med fortællende journalistik er der også mulighed for at åbne op for perspektiver, som nyhedsjournalistikken ikke kan tilbyde.

Men hvis fortællende journalistik fylder mere, hvorfor er vi så så nyhedsfikseret på Center for Journalistik? Alt handler om den skarpe nyhedsformidling, og det er faktisk først på 4. semester, vi bliver introduceret til fortællende journalistik og det lange format.

Side 3-6

EKSTERN

I denne måneds Ekstern kommer Lixen vidt omkring. Vi tager et kig på dokumentargenren, vi får branchens kommentarer til Metroxpress’ ansættelse af Henrik Qvortrup, og vi tager på Medielejr.

Side 7-9

Så bliver vi overhovedet uddannet til fremtidens journalistik? Den fortællende journalistiks stigende indvirkning på dansk journalistik betyder selvfølgelig ikke en degradering af nyhedsjournalistikken.

Vi er klar over, at de skarpe nyheder altid vil være der – og skal være der! Men eftersom vi kæmper med akademikere og endda også robotter om de journalistiske stillinger, må og skal vi kunne tilbyde noget, de ikke kan – og det kunne meget vel være fortællende journalistik.

PORTRÆT

Derfor er det vigtigt, at vi som færdiguddannede kan tilbyde mere, end tilfældet er nu. Er det derfor godt nok, at den fortællende journalistik kortes ned til et enkelt fag på 4. semester? Nej. Den burde integreres på alle semestre på lige fod med nyhedsjournalistikken.

Men er det overhovedet realistisk?

Martin Krasnik deler vandene.

Nogle elsker ham, andre elsker at hade ham. Med sin kontante facon er han en af DR’s mest omdiskutterede værter. Lixen har mødt Krasnik for at finde ud af lidt mere om manden, der fik Anders Fogh til at svede.

Side 10-13

Vi har nu arbejdet med Lixen i et år, og spørgsmålet er, om Lixen matcher fremtidens journalistik? Lige nu inddrager vi kun fortællende journalistik i portrættet – og branchen vil nok diskutere, om det overhovedet falder ind under genren.

FOKUS

Lixen skal afspejle os som kommende journalister, og hvis avisen ikke indeholder nok fortællende journalistik, siger det måske også noget om os studerende. Lixen skal følge med i fremtidens journalistik, og det er ikke tilfældet lige nu. Desværre.

Læserne er vilde med de lange journalistiske fortællinger. Alligevel har medierne bag svært ved at få del i de statsfinansierede støttekroner, ligesom det sjældent er den fortællende journalistik, som indtager forsiden.

Men hvor skal vi starte? Vil en ændring i uddannelsen påvirke Lixen, eller vil en ændring i Lixen øge efterspørgslen på studiet og dermed sætte fokus på studiets manglende element? Det er den evige diskussion om, hvem der kommer først – hønen eller ægget.

Side 14-17

OPINION

Vi vil gerne sige mange tak til Medietorvet, fordi I lod os lave Lixen i 2014. Det har været spændende, givende og enormt lærerigt. Vi har stor tiltro til de to nye chefredaktører og deres kommende redaktion. Vi ønsker dem alt held og lykke i det kommende Lixen-år.

I denne måned bliver der både disktureret lokaljournalistik og statistikundervisning på Lixens Opinion-sider. Derudover kan du høre om en praktikants dagligdag på Dagbladet Børsen.

På vegne af redaktionen – og et tak for nu.

Side 18-19

Jane og Josephine

Lixen

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklingen og tendenser om mediebranchen og på landets journalistuddannelser LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M

Jane Grønning Ansv. chefredaktør

Josephine Fogsgaard Chefredaktør

Anna Nedergaard Redaktør

Mette Mølgaard Henriksen Redaktør

Sofie Rye Redaktør

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer Faste skribenter: Johanne Ramskov Erichsen Stefan Jørgensen Karen Louise Mørk Victoria Touveneau

Stefanie Mather Redaktør

Karen Lerbech Digital redaktør

Holger Anderson Billedredaktør

Emilie Dyrup og Philip Bidstrup Bagsideredaktører

INTERN

I øvrigt mener jeg...

LIXEN | december 2014 | 3

Kalender Odense 6. december: Julefest for 1. og 3. semester på Slagteriet.

Til og med 14. december: Dokumenteren ‘Citizenfour’

At jeg stadig ikke kan se, hvordan jeg nogensinde kommer til at bruge de ting, vi lærer i statistik.

- Frederik Rosendahl, 3. semester At ledelsen har mistet begrebet med virkeligheden, hvis de seriøst mener, at denne form for statistikundervisning er brugbar og relevant for vores uddannelse.

- Patrick Ludvigsen, 3. semester At man skal huske, at livet er så meget mere end SPSS og statistik.

- Marita Á Rógvi, 3. semester At det åbenbart er en skidt idé at lave ‘I øvrigt mener jeg’opslagene på en dag, hvor hele 3. semester sidder og laver statistik, hvis man gerne vil have nuancerede svar.

- Sofie Ejlskov, 3. semester At det burde være forbudt at prutte i overfyldte busser.

Eller busser generelt.

- Maria Rode Olsen, 3. semester At lokaljournalistik i Ringe er undervurderet. Her er både debat om julepynt i gågaden og religiøst hærværk på kirkens facader. Saftigt.

- Theodora Amalie Høgsted Renard, 1. semester At Fyn er fin, men at OB er til grin.

- Mathias Jacobsen, 1. semester At der er virkelig, virkelig mange bakker i Kolding.

- Louise Holmgaard Nielsen, 1. semester At en bustur fra Assens til Odense er pænt lang.

- Kamilla Mærsk, 1. semester At 3. semester skal slappe lidt af, når der er valg til Lixen.

- Thor Hedegaard, 1. semester At alle burde vise lidt mere kærlighed i juletiden.

- Carl Windahl Bøllingtoft, 1. semester

vises i Café Biografen med støtte fra DJ og KaJO.

København 10.-11. december: InDesign Grundkursus (DJ-rabat).

15. januar: JobWorkShop - skriv så du bliver kaldt til samtale (Gratis for DJ-medlemmer).

INTERN

4 | december 2014 | LIXEN

Skosåleugen blev gjort til en eksamensopgave 1. semester havde i uge 48 Skosåleuge, hvor de skulle skrive en nyhed og en baggrund som en del af eksamen i Håndværk 1. Det resulterede i, at de studerende fokuserede på én god historie i stedet for at producere lokaljournalistik hver dag.

Laura Møller Kretz, 1. semester

Du tager en lokalredaktion i Syddanmark. Hertil tilsætter du journaliststuderende fra 1. semester i en uge. Til sidst hælder du en obligatorisk håndværksopgave og en sociologieksamen oveni. Nu har du en cocktail af frustration og virkelighed.

I år blev Skosåleugen for første gang gjort til en del af håndværks- og sociologieksamen. Det vil sige, at alle studerende skulle lave en nyhedsartikel og en baggrundsartikel indenfor emnerne etnicitet, religion og globalisering. Derudover skulle de skrive en sociologieksamen over samme emne. I en undersøgelse spurgte Lixen de studerende, om de synes, at eksamen gik udover muligheden for at lave lokaljournalistik.

Ud af de 42, der deltog i undersøgelsen, svarede 33 ’ja’.

Frustrerende formalia Charlotte Freisleben går på 1. semester. Hun smiler træt, da hun fredag aften fortæller om sin uge på lokalredaktionen i Hedensted. Hun har ligesom resten af 1. semester været på Skosåleuge og lavet lokaljournalistik. Charlotte Freisleben fortæller, hvordan hun desperat ledte efter en historie, der ville passe ind under kravene til eksamen. »Min gruppe og jeg var generelt frustreret over, at vi skulle finde en historie, der passede ind i nogle rammer, som underviserne havde givet os. Jeg ville hellere have, at man kunne have slappet af og have det sjovt med opgaven – og det tror jeg også, at lokalredaktionen ville have

SKOLESÅLEUGEN. Redaktion i Faaborg. Foto: Ida Kirstine Stubbe

været glad for,« forklarer hun.

Charlotte Freisleben giver stærkt udtryk for, at hun sagtens kan se pointen i at lave lokaljournalistik. Trods det synes hun, at det var ærgerligt, at man ikke kunne få lov til at nyde øvelsen. »Det kunne have været fedt, hvis man havde fået lov til at lave en masse historier i løbet af ugen og så vælge den, man synes, var bedst til en eventuel eksamen. Folk på vores årgang er ambitiøse, og derfor fokuserer man jo primært på eksamen,« siger hun.

Det virkelige liv David Trads underviser i Journalistisk Håndværk på 1. semester er enig i, at det var en udfordring for de studerende at skulle skrive en opgave indenfor nogle emner, der var givet på forhånd. Dog mener han, at det er en god øvelse, da man i den virkelige verden nogle gange også skal skrive indenfor nogle helt bestemte emner. »Man lægger mange benspænd for de studerende, der skal holde sig indenfor formalia. Det er ikke usædvanligt, når man er journalist, at man skal spores ind på en helt bestemt

type historie,« forklarer han.

David Trads gør det klart, at meningen med Skosåleugen var at få de studerende ud i virkeligheden og blive konfronteret med lokaljournalistikken. Han mener, at der selvfølgelig er både for og imod, når man vælger at gøre Skosåleugen til en eksamensopgave. »Det er klart, at i forhold til tidligere er det her en eksamen.

Det skal vi selvfølgelig have evalueret,« siger han.

Lokaljournalistik på DMJX På Danmarks Medie– og Journalisthøjskole i Aarhus har man valgt at gribe lokaljournalistikken anderledes an. Her har de studerende på 2. semester et nyhedsforløb, hvor de bliver undervist i både national- og lokaljournalistik. I den forbindelse kommer de studerende ud på lokalredaktioner i tre dage, hvor rammerne er frie, og de kan producere alle de nyheder, de vil. »Jeg synes, at det var sindssygt fedt at lave lokaljournalistik. Man var rigtig journalist i tre dage og fik produceret én historie hver dag. Jeg fik virkelig snuset til det at lave journalistik og nyheder,« forklarer Oliver Breum fra 2. semester på

DMJX. Både Charlotte Freisleben og Oliver Breum er glade for at have fået lov til at skrive lokaljournalistik. De synes begge to, at de lærte meget af at arbejde med historier indenfor et bestemt geografisk område. Derudover opdagede de den store forskel på lokaljournalistik og landsdækkende journalistik.

Foto: Elisabeth Friis Larsen

»Det sjoveste ved Skosåleugen var de historier, der var så lokale, at man næsten tænkte ‘hvor er det voldsomt irrelevant det her’, men sådan nogle historier fungerer jo super godt i et lokalsamfund,« griner Charlotte Freisleben. lakre14@student.sdu.dk

INTERN

LIXEN | december 2014 | 5

Det er jer, vi er der for Jens Jakob Kjær Hansen, 3. semester Formand for KaJO

Til KaJO’s sidste generalforsamling var det en bekymrende stor udfordring at få nye folk til at stille op til bestyrelsen. Normalt er der mange, der stiller op. Men ikke denne gang. Kun fire fra den nye årgang var mødt op til generalforsamlingen. Men i stedet for at være en træls blanding af en detektiv og moralsk indpisker, er det bedre, at vi vender blikket indad og ser på, hvordan vi kan gøre KaJO mere interessant og vedkommende for jer. ”Hvad kan KaJO?” – Det er et spørgsmål, jeg har hørt lidt for tit. Derfor arbejder KaJO nu på at skabe bedre kommunikation og mere nærhed mellem bestyr-

else og medlemmer. For det er vigtigt, at I ved, hvad vi kan – at vi ikke bare er dem, der prøver at bestikke folk med wienerbrød og kaffe på Medietorvet. Lad mig nævne nogle af de ting, vi gør ud over det: Som KaJO-medlem får du et pressekort, fagbladet Journalisten, gratis adgang til A-kassen AJKS og forsikring på dit radio og tv-udstyr.

Det skal nævnes, at vi støtter Lixen og Medietorvsholderne økonomisk. Faktisk 18.000 kr. plus det løse hvert år. Altså ikke kun 2000 kr. til et par sko, som Lars Løkke ville sige det, men faktisk betydelige økonomiske midler, der hjælper Lixen til at lave en spændende, vedkommende avis, og Medietorvsholderne til at kunne købe drikkevarer, så folk kan have passende (eller upassende) afbræk fra studiet.

Som en del af vores arbejde for bedre at komme ud, plan-

og kollegaer uden for SDU. Eller måske synes du vores fester har haft for meget karakter af rygklappergilder og har idéer til, hvordan man kan gøre dem sjovere og få dem til at stikke mere af. Kort sagt: Du kan få indflydelse på mange fronter, få mulighed for at bruge dine talenter og få ny inspiration, viden og måske venskaber. Lyder det ikke godt? ( = ”JO!”) For mig selv er det lærerigt og

lægger vi blandt andet at sætte en postkasse op på Medietorvet, hvor I kan komme med kommentarer og forslag til arrangementer, vi kunne lave. Vi vil desuden sætte en oplagsvæg op.

Idéen er at gøre det så let som muligt for jer at give os feedback. For det er vigtigt for os at vide, om vi gør det arbejde, I forventer og få jeres forslag til ting, vi kunne støtte og lave; så vi ikke skal forsøge os med telepati – det er en for usikker

metode.

Det er også vigtigt, at I byder ind, så vi kan hjælpe med at realisere jeres idéer til, hvordan fremtidens KaJO skal være.

Som bestyrelsesmedlem får du netop en mulighed for dette.

Måske har du en masse gode idéer til arrangementer, KaJO kunne lave, måske er du interesseret i fagpolitiske spørgsmål, eller måske synes du, det kunne være fedt med en endnu bredere kreds af venner, bekendte

spændende at være med i KaJO. Beslutningen om at blive bestyrelsesmedlem på første semester i 2013 var faktisk meget spontan, men siden jeg blev medlem, har jeg ikke fortrudt det. Jeg håber, det kan tjene til inspiration for jer andre, og at vi kan være en forening, der giver jer lyst til at gøre jeres indflydelse gældende. Ha’ en god jul, et godt nytår og nytårsforsæt.

De bedste hilsner fra KaJO. jensh13@student.sdu.dk

Praktik-panik for anden gang Efter Store Match Dag i april gik 50 journaliststuderende hjem med knuste praktikdrømme. Christoffer Miguel Frendesen var en af dem. Derfor stod han den 5. november klar til endnu en dag med hjertet i halsen.

Victoria Touveneau og Johanne Ranskov Erichsen, 3. semester

Himlens mørke skyer hænger nede om ørene på de praktiksøgende journalististstuderende, der venter foran den betongrå Journalisthøjskole. Nervøsiteten fylder mere i luften end røgen fra de mange cigaretter, som de forsøger at dulme nerverne med.

Det er Store Match Dag i Aarhus. Dagen, der bedre er kendt som Panikdag.

Klokken er 09.01. Christoffer Frendesen står midt i alt det grå med svedige håndflader og sin telefonpasser ved sin side. Han kender scenen og gamet, for han er her for anden gang.

Christoffer Frendesen er journaliststuderende på Center

for Journalistik. For præcist et halvt år siden var han klar til at komme i praktik. I stedet blev han en af de 50, der måtte gå hjem uden en underskrevet kontrakt.

Sidst søgte han smalt – han ville skrive, og det skulle være på Politiken eller Berlingske. Og på denne grå novemberdag er situationen næsten den samme.

Han har søgt en plads mere, på Information. Han ved, hvad han vil, og han satser højt.

Der er en halv time til, hornet lyder, og matchdagen skydes i gang.

Klokken 09.20 De sidste hvæs suges ud af cigaretterne, og mængden af håbefulde unge bevæger sig ind på skolen. Minutterne snegler sig af sted, mens der krammes, klappes på skuldre og ønskes knæk og bræk. Christoffer siger farvel til sin telefonpasser, der

går ned mod Politiken. Selv går han længere ind på skolen og ned ad næste gang, hvor Berlingske holder til.

Døren til Berlingske står åben. Foran står ti forventningsfulde ansøgere, der alle håber på en af de fem eftertragtede pladser. Christoffer stiller sig ind i mængden og måler de andre med øjnene.

Klokken 09.28 Den smalle gang er fuld af mennesker, og gruppen foran Berlingske er vokset markant.

Der er to minutter til, matchdagen går i gang.

I det sekund hornet lyder, peger hver af de fem mafiabosslignende berlingskemedarbejdere på dem, de har udset sig.

En rækker hånden hen over Christoffer og tager fat i ham, der står lige bag ham. En, to, tre, og de er væk. Ind bag den lukkede dør.

Klokken 09.32 Christoffer kigger ned på sin telefon. Den ringer ikke. Omkring ham spreder panikken sig, idet Berlingske annoncerer, at de har ansat dem, de skal bruge. Telefonerne kimer, mens resterne foran de lukkede døre løber efter opkaldene. Løber efter en plads. Andre stirrer febrilsk på deres telefon. Hvorfor ringer den ikke?

Christoffers telefonen ringer heller ikke. Han går ned mod Politiken velvidende, at de højst sandsynligt har fundet dem, de skal. På vejen møder han sin telefonpasser, der bekræfter dette.

I forhallen står Christoffer i en blanding af knuste drømme og champagne, der knappes op.

En forsøger at overbevise en fyr om, at han skal løbe efter et eller andet. Men når ’et eller andet’ ikke er det, man vil, hvad så?

Skal man så gå på kompromis

med drømmen? For Christoffer er det slut. For ham er der ikke noget alternativ. Han ved, hvad han vil, og heller ikke denne gang er det lykkedes.

Klokken 10.00 Det er nu en halv time siden hornet lød, og chokket har lagt sig en smule. Endnu engang må Christoffer tager fra Store Match Dag uden en praktikplads, og han kan nu se frem til endnu en tvungen orlov og endnu en panikdag. Ærgrelsen har lagt sig og er blevet erstattet af en følelse af, at han må se fremad.

Til april er han på den igen. Der vil han søge bredere, for som han selv siger, skal han have en plads tredje gang. jeric13@student.sdu.dk vipet13@student.sdu.dk

INTERN

6 | december 2014 | LIXEN

SDU søger mod udlandet i manglen på praktikpladser På Center for Journalistik er der ikke tradition for, at de studerende vælger praktik i udlandet. Men et nyt initiativ vil måske få flere fremtidige praktikanter til at søge uden for de danske grænser.

Mette Mølgaard Henriksen

For få praktikpladser og for mange praktiksøgende. Et regnestykke, der bare ikke vil gå op. De manglende praktikpladser er efterhånden et omdiskuteret emne, og det får nu Center for Journalistik til for alvor at rette blikket mod udlandet som en mulighed. En mulighed, der skal gøre udlandspraktik mere integreret. På sidste møde i Studienævnet, hvor den internationale koordinator fra det samfundsvidenskabelige fakultet var inviteret med, blev der drøftet ideer til, hvordan det i praksis skal udfoldes. Hensigten er, at journalistikuddannelsen i Odense får faste aftaler med udenlandske mediehuse.

Aftaler, der skal sikre gode og udbytterige praktikpladser til udlandslystne journalistpraktikanter. »Vi prøver at sætte mere fokus på det, fordi praktiksituationen er, som den er. Vi bliver nødt til at dreje på alle de håndtag, vi kan. Et af de håndtag er udlandspraktik,« lyder det fra Karsten Baagø, studieleder ved Center for Journalistik.

Danmark er førsteprioritet Sammenlignet med de to andre journalistuddannelser sender Center for Journalistik færrest studerende i udlandspraktik. Der har nemlig ikke været tradition for at opfordre de studerende til at søge væk fra Danmark. Som det er nu, er det op til den studerende selv at finde, planlægge og få en aftale på plads med et udenlandsk medie, hvilket ofte er kompli-

ceret, krævende og ensomt. Det kender Christine Gjelstrup fra 3. semester alt til. Allerede inden hun startede på studiet, var planlægningen af et amerikansk praktikophold i gang. »Jeg har stået med det selv.

Jeg ville ønske, at der var mere vejledning, og at man fik mere at vide om den her mulighed, uden at man selv skulle spørge. Jeg kan ikke overskue, hvor jeg skal starte, og hvor jeg skal slutte«, fortæller Christine Gjelstrup.

Et undervurderet udland Men hvorfor vægtes udlandet ikke højere? Og hvorfor skal der mangle praktikpladser, før studieledelsen ser en fordel i at sende praktikanter mod fjernere himmelstrøg? Det er der ifølge studielederen en simpel grund til. »Det er en dansk uddannelse, og vi er sat i verden for at ud-

danne jer til et mediemarked i Danmark. Det er vores formål, at I kender det danske mediemarked,« forklarer Karsten Baagø, der udover at være studieleder også fungerer som praktikantvejleder.

At SDU nu søger mod udlandet, sker altså alene for at afhjælpe manglen på praktikpladser. Og ikke fordi udlandet i sig selv ses som et vigtigt element i uddannelsen.

Og det ærgrer Christine Gjelstrup, der nu har opgivet drømmen om at komme i praktik i udlandet. Det er nemlig allerede den 22. april 2015, Christine Gjelstrup sammen med resten af 3. semester skal til Store Match Dag. Og aftalerne med udenlandske medier er endnu ikke på plads. Men hvornår kan de studerende så forvente, at aftalerne er det?

Det tør Karsten Baagø ikke love.

Men det er målet, at det skal ske så hurtigt som muligt. »Det er vores ønske at give jer en hjælpende hånd i højere grad, end I hidtil har fået. Forhåbningen er, at hvis vi bare skaffer en eller to samarbejdsaftaler, så er meget nået. Når vi først har fået hul på det, så begynder bolden at trille lidt hurtigere. Småt er godt i den her forbindelse. Og vores ambition er absolut realistisk.« Men for Christine Gjelstrup kommer initiativet for sent.

Planerne om udlandspraktik blev opgivet i en jungle af forvirring og spørgsmål, der ubesvaret blev hængende i luften. »Som det ser ud nu, så er udlandet ikke droppet, men udskudt til senere.« mehen13@student.sdu.dk

EKSTERN

LIXEN | december 2014 | 7

Dokumentarismen får flere formater Internettet har de seneste år vundet over tv’et, når det gælder film, serier og dokumentarer. Derfor skal dokumentaristerne tænke i nye og flere formater for at tilpasse genren til internettet. Det betyder, at de skal bryde med nogle af de klassiske rammer for, hvad en dokumentar skal indeholde.

Jane Grønning

Flow-tv’ets klassiske rækkefølge af programmer er forsvundet, fordi der er kommet flere kanaler. Det, der før blev vist på DR1, er nu forflyttet til en af de andre DR-kanaler. Det betyder krise i dokumentarbranchen, da mange dokumentarer er blevet flyttet væk fra hovedkanalerne. Dokumentarismen skal derfor nytænkes. Den skal tilpasses de digitale platforme som internettet og web-tv, der er både nutid og fremtid for dokumentargenren.

Festivaldirektør for CPH:DOX, Tine Fischer, ser kun den digitale udvikling som en positiv ting. »Jeg er ikke så nervøs for fremtiden. Tværtimod synes jeg, der ligger et stort potentiale i det digitale felt,« fortæller hun.

Ifølge journalistisk lektor ved Syddansk Universitet Ralf Andersson er dokumentargenren allerede i gang med at tilpasse sig de nye digitale platforme. »Det, der sker i de her år, er, at man arbejder med at udvikle form og format, for hvad en dokumentar er, og hvad den kan,« siger han.

SnapDoc En ny form for dokumentar er kommet til Danmark. Ekstra Bladet har, som det eneste medie i Danmark, eksperimenteret med nye formater til dokumentargenren, så det er tilpasset den digitale verden. De har etableret dokumentarkonceptet, SnapDoc, som bryder med den traditionelle fortælle-struktur.

En hovedfilm varer omkring 22 minutter, mens de små film varer 3-5 minutter. Seeren kan dermed selv bestemme, om de vil se det hele eller kun dele af dokumentaren. De er ikke tvunget til at se 60 minutters dokumentar, som de vises i det klassiske flow-tv. Derudover bliver

DOKUMENTARISME. Dokumentarbranchen skal tilpasse sig bedre til den digitale verden, som omfatter internettet og web-tv. Et eksempel på et nyt format til dokumentarisme er Ekstra Bladets SnapDocs. Illustration: Holger Anderson.

dokumentarerne filmet, så de er bedre tilpasset smartphones, iPads og bærbare computere. »Jeg har tænkt på, hvordan man kan transformere formatet til en digital udgave, fordi jeg synes, det er vigtigt, at man har dokumentargenren i mediebilledet,« siger dokumentar-redaktør på Ekstra Bladet, Miki Mistrati, og fortsætter: »Når folk ikke vil se dokumentarer på tv, så skal man finde et alternativ. Det her format (SnapDoc, red.) er helt unikt i den forstand, at det er det eneste i Danmark, hvor der er dokumentarer online, der er lavet til et digitalt miljø,« fortæller han.

Men stiller de digitale formater så større krav til dokumentaristerne? Det mener Miki Mistrati ikke. De stiller de samme krav til, at formidlingen skal være i orden. »Du skal kunne finde ud af at fortælle historier med billeder.

Så nej, det stiller ikke nye krav.

Men det stiller krav til, at man

lader være med at tænke gammeldags,« mener han.

Dokumentarer vinder frem Interessen for dokumentarfilm er også vokset de seneste år.

Danmarks største festival for dokumentarfilm, CPH:DOX, har skabt større synlighed omkring dokumentarbranchen. »CPH:DOX har i år haft re-kordmange deltagere, og det har

“

mener ikke, at der havde været en platform til at gøre dokumentarfilm interessant, hvis ikke CPH:DOX havde været der. »Vi har været med til at skabe en scene og en dialog omkring dokumentarfilm, som ikke eksisterede og som i høj grad har skabt stor identitet for dokumentarfilm,« mener hun.

Kunst eller journalistik?

Branchens udvikling har også

Når folk ikke vil se dokumentarer på tv, så skal man finde et alternativ.

været stigende de sidste år. Der kan man se, at der er enorm interesse for det,« fortæller Ralf Andersson.

Tine Fischer mener også, at festivalens tilstedeværelse har været med til at udvikle den danske dokumentarbranche. Hun

- Miki Mistrati ført til, at der bliver lavet flere dokumentarer med et mere kunstnerisk udgangspunkt. Det har været diskuteret meget, om kunsten har taget overhånd. Ralf Andersson mener dog ikke, at de flere kunstneriske doku-mentarfilm betyder, at der bliver

færre journalistiske dokumentarer. »Det kan godt være, der er kommet mere af det kunstneriske, men der er stadig masser af afslørende tv-dokumentarer, der bliver vist på tv. Jeg er ikke på den måde bekymret for, at den klassiske dokumentar er på vej ud,« siger han.

Ifølge Tine Fischer har de kunstneriske dokumentarer bidraget til branchens udvikling. »Jeg synes netop, det er i kraft af de kunstneriske dokumentarfilm, at genren har udviklet sig så markant, som den har. Den har også fået en helt anden relevans og synlighed og er i høj grad et alternativ til den journalistiske måde at lave dokumentarisme på,« siger hun og fortsætter: »Der, hvor dokumentarismen står stærkest lige nu, det er i det felt, der kombinerer de to traditioner.«

Janjo13@student.sdu.dk

EKSTERN

8 | december 2014 | LIXEN

Ansættelse af Q svækker troværdigheden

Metroxpress har valgt at give Henrik Qvortrup en kontrakt i hånden, og per 1. februar skal han fungere som politisk analytiker på gratisavisen. Det har vakt debat om manglende troværdighed blandt mediefolk, da selvsamme mand er sigtet i – hvad Kurt Strand kalder – Danmarkshistoriens største medieskandale, ’Se og Hør-sagen’.

Stefanie Mather

Henrik Qvortrup har taget kuglepennen i hånden og sat sin krusedulle nederst på den kontrakt, der gør, at han igen skal slide på Christiansborgs gulve.

Men hvem har givet ham muligheden for at spise frokost i Snapstinget? Metroxpress. De har nemlig tilbudt ham et job som politisk analytiker, og han er dermed en del af redaktionen fra februar 2015.

Det har ført til en diskussion på Twitter mellem Henrik Qvortrup og journalist og mediekommentatoren Kurt Strand.

For Kurt Strand mener, at mediebranchens troværdighed bliver forværret, når Henrik Qvortrup atter skal levere journalistik. Fordi der ikke er sat punktum i sagen, og fordi Qvortrup ikke er åben om, hvad der skete i sin tid som chefredaktør for bladet. »Det er troværdighedssvækkende i den forstand, at branchen udadtil signalerer, at Qvortrups gerninger på Se og Hør ikke er særlige alvorlige,« mener Kurt Strand.

Men branchens troværdighed var ikke noget, som ansvarshavende chefredaktør for Metroxpress, Jonas Kuld Rathje, gjorde sig tanker om, da han tilbød Henrik Qvortrup jobbet. »Branchen er slet ikke med i vores overvejelser. Vi tænker på vores læsere og på at lave et så godt produkt som muligt.

Jeg mener heller ikke, at det er op til Metroxpress at redde hele branchens troværdighedsproblem.« Metroxpress’ problem Og de fleste af dagbladenes chefredaktører synes da heller ikke, at Metroxpress’ valg om at hyre Henrik Qvortrup anfægter den generelle pålidelighed. »Det påvirker ikke branchens troværdighed, men det kan sag-

tens påvirke Metroxpress’ troværdighed. Det vil jeg ikke blande mig i. Det må de selv ligge og rode med,« siger JyllandsPostens ansvarshavende chefredaktør, Jørn Mikkelsen.

Samme konklusion når Politikens ansvarshavende chefredaktør, Bo Lidegaard, frem til.

»Medier er forskellige, og vi stiller forskellige krav til vores egen troværdighed. Metroxpress sætter selv standarden for, hvem de vil dele troværdighed med.

Det har ingen betydning for Politiken. Læserne kan godt kende forskel.« Og ansvarshavende chefredaktør på Berlingske, Lisbeth Knudsen, slutter sig til flokken. »Det er ikke op til mig at blande mig i, hvem Metroxpress

vælger at ansætte. Og det kan i hvert fald ikke påvirke branchens troværdighed, at de ansætter Qvortrup. Det kan højest vedkomme Metroxpress’ troværdighed.« Der er én grund til, at chefredaktørerne argumenterer, som de gør, mener Kurt Strand:

»De sidder hver især på nogle aviser, som skal forsvare sig imod at blive trukket ned i det søle, som Qvortrup gerne vil trække os allesammen ned i. Og så gætter jeg på, at de siger, det ikke svækker branchens troværdighed, fordi de ikke vil slås i hartkorn med Se og Hør-metoderne.« Stor solidaritet Om Henrik Qvortrups ‘kredit-

kortsgilde’, som Kurt Strand udtrykker det, har plettet ham og hans troværdighed – og om det nu også vil smitte af på gratisavisen, står endnu hen i det uvisse. »Det kan jeg ikke vide eller sige noget fornuftigt om,« siger Jonas Kuld Rathje, men han

medgiver, at Henrik Qvortrups ry ikke er blevet bedre af ’Se og Hør-sagen’.

Koblingen mellem et plettet ry og et nyt job er medieforsker ved Roskilde Universitet Michael Bruun Andersen forundret over. »Det er ganske forbavsende, hvilket sammenhold der er i den journalistiske branche. Noget tyder på, at uanset hvor ildeset man er, skal man nok finde

arbejde et eller andet sted.« Skader branchen Et nyt job har Henrik Qvortrup jo gaflet, men hans tidligere virke går ikke ubemærket hen. »Det, der foregik på Henrik Qvortrups vagt som chefredaktør på Se og Hør, har skadet branchens troværdighed. Det bliver ikke bedre af, at Qvortrup i sin bog forsøger at give det udseende af, at vi andre – for eksempel Ekstra Bladet - bruger samme metoder, som der blev brugt på Se og Hør. Hvilket ikke er rigtigt,« fortæller chefredaktør på Ekstra Bladet, Karen Bro. At Henrik Qvortrup prøver at gøre kreditkort-metoderne til allemandseje, har Kurt Strand også en kommentar til: »Han har forsøgt at bagatellisere det til, at det er noget, som vi nærmest alle gør hver dag – altså alle journalister og medier – og det er simpelthen notorisk forkert. Jeg har heller ikke set ham dokumentere nogen steder, at det forholder sig sådan.« Ingen kommentarerer Manden det hele handler om – Henrik Qvortrup – har ikke ønsket at udtale sig. Han skriver i en besked til Lixen: »Jeg står over i denne omgang.« Andre, der heller ikke sprøjter ord ud, er ansvarshavende chefredaktør på Børsen, Anders Krab-Johansen, for han har »ingen kommentar«.

Og Kristeligt Dagblads ansvarshavende chefredaktør, Erik Bjerager, er også en mand af få ord, for han »mener ikke noget specielt om det.« Information, BT, TV2 og Den Korte Avis har ikke været til tasterne for at sende en e-mail af sted med deres holdning om Metroxpress’ nyeste satsning, Henrik Qvortrup.

stmat13@student.sdu.dk Illustration: Holger Anderson

EKSTERN

LIXEN | december 2014 | 9

Dagbog fra Medielejren Vallekilde Højskole blev lørdag den 22. og søndag den 23. november invaderet af forskellige journalister fra branchen og af journaliststuderende fra DMJX, RUC og SDU. Igen i år sparkede de tre studenterfagforeninger fra DJ dørene op til en weekend smækfyldt med journalistik - nemlig Medielejr 2014. Hele weekenden bød på faglige foredrag, socialt samvær og øl.

Kamilla Mærsk, 1. semester

Kære Medielejrdagbog Jeg sov over mig. Shit, shit, shit! Den der snoozeknap er noget, Satan har opfundet. I stedet for at stå op kl. 07:30, har viseren i uret sneget sig op på otte. Klokken ni skal jeg stå på Dannebrogsgade bag ved Banegården i Odense. Jeg har ikke pakket endnu, og min cykel står et uvist sted i centrum, som mit morgenhoved ikke kan regne ud. Og ja, jeg skal også i bad. Shit! Sovepose, hovedpude, computer, oplader og tandbørste bliver alt sammen kastet ned i én taske. De studerende fra DMJX skulle stå parate til at tage bussen klokken syv i morges. Jeg priser mig lykkelig over, at vi først skal stå klar klokken ni. Apropos klokken ni, så har jeg ti minutter til at bringe mig selv og min taske hen til Dannebrogsgade. Hen til bussen, som bringer mig videre til Medielejr 2014 på Vallekilde Højskole. Så vi snakkes ved du kære dagbog.

Kære Medielejrdagbog Jeg nåede det, og vi er fremme! På med navneskiltet. Sådan, nu ved jeg, hvad alle hedder, og alle ved, hvad jeg hedder. Kanon. God start! Jeg har fået nøglen til det værelse, som er mit hjem de næste 24 timer. Så skal jeg bare finde det. Trapperne på Vallekilde Højskole er en mindre labyrint. Harry Potter-agtigt. Først til højre, så til venstre, ned af en trappe og op af en fjerde trappe. Hokus pokus, her er mit værelse så. Arrangørerne bag Medielejr 2014 har vidst, hvad alle der har brugt formiddagen på at køre i bus, har brug for. Mad. Smørrebrød. Lav-selv smørrebrød. Kære dagbog, jeg og en masse dejlige mennesker skal fylde maverne. Jeg skriver senere.

Kære Medielejrdagbog Foredragene går i gang. Jeg er lige ved at tabe kæben. Jeg prøver at forestille mig, at jeg befinder mig i en krigszone. Bomber som giver genlyd. Mennesker vis skæbne er uvis.

Omringet af en bygning som er blevet bombarderet, og mennesker der er blevet levende begravet i dem. Da jeg kigger rundt i lokalet kan jeg fornemme, at jeg ikke er den eneste.Tidligere DR-fotograf Betina Johnbechs historier rammer noget helt inde i os alle sammen. At sætte livet på spil for den gode historie er en drøm, som de fleste i lokalet har. Men dagbog, hun er ikke den eneste, jeg fik æren af at høre. ’Han er ret nuttet’. ’Hvis jeg sidder forrest, kan jeg ikke koncentrere mig’ – ja kære dagbog, Detektors helt egen Thomas Buch-Andersen har allerede grebet de kvindelige deltagere, inden han går i gang. Han kommer med fede pointer, som folk rundt om i salen noterer enten bag øret eller på en blok. God journalistik tager god tid!

Ingen kan sige noget imod tal. Research er altafgørende!

Jeg håber, at pigen, der bliver ukoncentreret af Buch-Andersens ydre, får nogle af

Foto: Kamilla Mærsk

de vigtige pointer med. Ellers går hun virkelig glip af noget.

Nå, dagbog, jeg lægger dig lige på hylden endnu engang. Der er kaffe og kage. Vi snakkes ved.

Kære Medielejrdagbog Jimmy Solgaard har meldt afbud?

Jeg skal lige love for, at folkene bag Medielejr 2014 arbejder hurtigt. I stedet for at høre om radiomontage får jeg og en håndfuld andre lov til at snuse til hardtalk (kritisk face-to-face interview, red.) interviews. Mathias Bay Lynggaard træder til i sidste øjeblik. Han er en del af Clement Kjærsgaards hold.

Han bekræfter endnu engang, hvor hammerende vigtig research er. Holdet bag ved ’Vi Ses Hos Clement’ sætter sig så meget ind i deres gæster, at de næsten på forhånd ved, hvordan interviewet bliver, og hvad gæsten svarer. Det er helt vildt. Og som om det ikke er nok, at Mathias Bay Lynggaard træder til i sidste øjeblik, så får vi også fat i Clement Kjærsgaard på Skype. Salen kan stille den hurtigsnakkende mand spørgsmål. Han er sej ham Clement.

Kære Medielejrdagbog Der er også plads til alkohol og fest.

Aftensmad! Men først har arrangørerne lige lavet en lille quiz. Bare så man kan føle sig som en uvidende idiot. Jeg må indrømme dagbog, jeg ikke aner, hvad rektoren på DMJX hedder. Men nå ja, der er øl. Øl som glider hurtigt ned.

Efter det lækre måltid rykker vi alle over i festsalen. Balloner på gulvet, billig bar og livemusik. Jeps, der er styr på det hele.

Men dagbog jeg smutter igen, festen er i gang, og jeg skal finde bunden af en ølflaske sammen med de andre.

Kære Medielejrdagbog Dagen derpå.

Ja, øllene gled ned. Og af hvad jeg kan se på folk, er jeg ikke den eneste, som havde en god fest og en god Medielejr. Bussen ankommer og som et kæmpe plus, ja så får vi stukket en goodiebag med en pose chips og en cola i hånden. Lækkert.

Nu skal jeg bare sidde i bussen, til vi når Odense. Så dagbog, jeg takker af for i år. Vi ses næste år, hvor jeg vil døbe dig Medielejrdagbog 2015.

Kkris14@student.sdu.dk

Foto: Kamilla Mærsk

PORTRÆT

10 | december 2014 | LIXEN

Krasnik i en shits Han afbryder næsten lige så ofte, som han vinder journalistiske priser. Han bliver hyldet og hadet for sin insisterende stil i Deadline-studiet. En vært i evig opposition. Han er erklæret ateist og sekulær og jøde af kød og blod. Han har villet være journalist så længe, han husker. Han elsker EU. Og så holder han på sin ret til at være irrationel.

Karen Lerbech og Sofie Rye

»Jeg fylder meget. Det er der nogen, som synes er for meget, men det kan man jo simpelthen ikke undgå.« Vi sidder i rundkreds mellem bogreolerne i den yderste kant af DR’s bibliotek.

Martin Krasnik har slået sig ned i sofaen med ryggen ud mod Indre Gade, DR’s interne strøg. Han smiler Krasnisk skævt.

Det spørgsmål har han fået hundrede gange før. Spørgsmålet, om hans person har indflydelse på rollen som vært på Deadline på DR2.

Spørgsmålet får lov til at hænge lidt.

Inden interviewet starter, skal den sidste sms sendes af sted. Han fortæller, at han ikke kan garantere, at mobiltelefonen ikke kommer til at ringe under interviewet. Aftenens udgave af Deadline ligger ikke helt klar. Han lægger mobilen fra sig - men aldrig mere end nogle centimeter væk.

Du har været i vælten i forbindelse med udgivelsen af din bog ‘Fucking jøde’.

Hvordan er det at være Martin Krasnik i dag? »I forhold til mit arbejde?« I forhold til at være Martin Krasnik. Det kan du selv få lov til at definere. »Det kan man jo ikke svare på. I forhold til mit arbejde er det rimelig hektisk. Det må man sige. Det har været ret vildt at udgive den her bog.« Martin Krasnik har storturneret medierne, siden bogen kom ud i starten af november. Morgen-tv, Aftenshowet, så godt som samtlige dagblade og månedsmagasinerne. Selv Billedbladet har skrevet et portræt. »Jeg har mødt journalister og set, hvordan de arbejder. Det har været ret vildt, sjovt, spændende og nedtrykkende.« Nedtrykkende?

»Hvor ofte det skete, at jeg skulle lave et interview om min bog overfor en journalist, som bare ikke havde læst bogen.« Nedlæg journalistuddannelserne Martin Krasnik læner sig tilbage i sofaen.

Man mærker irritationen. Irritationen over de journalister, der ikke har gjort sig overvejelser og selvstændige tanker om det interview, de skal lave med ham. »Når en journalist ikke forbereder sig, så bliver det jo sådan nogle standardspørgsmål.« Ligesom det jeg lige har stillet dig? »Nej, det var ikke et standardspørgsmål. Det var måske lidt uklart, hvad du ville med det,« siger han med et let grin. »Og så definerer man det bare selv. Altså, hvad vil det sige at være Martin Krasnik?

Hvad vil det sige at være jøde? Når man har fået det spørgsmål to gange, så svarer man bare det samme hver gang, fordi det er det nemmeste. Så begynder man at kede sig med det.« Det skriver han også i sin bog; at journalister ikke just er de klogeste mennesker i verden. Alligevel har Krasnik altid vidst, at han skulle være journalist. Helt fra barnsben. Sådan en journalist, som er på farten og rapporterer fra verdens brændpunkter.

‘Så jeg skulle selvfølgelig have læst på Journalisthøjskolen, men det er jo en praktisk, mellemlang håndværkeruddannelse, og det lå ligesom ikke i kortene derhjemme, at jeg skulle tage sådan én - i Aarhus. Ikke at de nogensinde sagde noget om det, og det behøvede de heller ikke. Man tager bare ikke en kortere uddannelse end sin far og bedstefar,’ skriver Krasnik på side 27 i ‘Fucking jøde!’

Så Krasnik begyndte i stedet på Retorik ved Københavns Universitet, for-

di »det smagte lidt af kommunikation og formidling« inden han havnede på Statskundskab på samme universitet, som senere ledte til en praktikplads på Weekendavisen. Her blev han hængende som korrespondent i London og Jerusalem og senere som en del af chefredaktionen.

De tykke universitetsbøger og rejserne til udlandet har gjort ham til en bedre journalist, mener han selv.

Krasnik kritiserer den måde, de fleste

Blå bog Født 22. juni 1971 i København.

Uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet i 1998.

Ansat ved Weekendavisen i perioder siden 1995, hvor han blandt andet har været korrespondent i Jerusalem, London og USA. Vært på DR2 Deadline fra 20022005 og igen fra 2013. Har udgivet flere bøger; senest bogen ‘Fucking jøde!’.

PORTRÆT

LIXEN | december 2014 | 11

storm

»Det kan alle.«

bliver journalister på i dag. »Er det nu også nødvendigt, at det skal være så let at komme igennem journalistuddannelsen? Kunne man måske forestille sig, at man satte barren lidt op?« siger han og kaster armene opgivende ud til siden. Et sted i bogen spøger han med, at man som en løsning helt burde lukke journalistuddannelserne.

Han piller lidt ved det plaster, han har siddende på sin venstre pegefinger.

Overvejer sin næste stikpille.

»Jeg synes fandeme også, det er meget forlangt, at man kommer ud som 22-årig eller 23-årig, uden nogen livserfaring, uden nogen akademisk erfaring, uden nogen anden erfaring end at have lært håndværket bag journalistikken. De mennesker skal kunne perspektivere og lave kritisk journalistik på alle de komplicerede ting, der sker.« Det er den kritiske journalistik, Martin Krasnik sværger til. Selv kalder han sig for en blanding af udspørger og

debattør, når han sætter sig i stolen i Deadline-studiet. Det hele ligger i forberedelsen og researchen og er »ren argumentationsteknik«.

Og i bund og grund vil Martin Krasnik gerne udfordres. Så når journalister, der skal interviewe ham i forbindelse med udgivelsen af ‘Fucking jøde’ faktisk har læst bogen, har gjort sig de selvstændige tanker og fundet nogle kritiske vinkler, “så bliver det sjovt,” fortæller han.

Du kan godt lide den der konfrontation?

“Jødesvin” ‘Hvor er du ussel din lille zionistiske svans’, ‘du har blod på hænderne, Martin!’ ‘en hund betalt af zionisterne.’

Lørdag den 2. august. Martin Krasnik interviewer den norske læge Mads Gilbert, som har været udsendt til al-Shifa-hospitalet i Gaza. Han er med i aftenens Deadline over en Skype-forbindelse.

Gilbert fortæller om alle de drab, IDF (Israeli Defense Forces, red.) står bag, og at 80% af dem er civile. »Du siger ligefrem, at israelerne bevidst, bevidst, sigter efter civile - særligt kvinder og børn - hvor ved du det fra?« spørger Krasnik med den hvide kuglepen løftet ved bordet i studiet. Mads Gilbert svarer: »Det siger jeg ikke« og går så i defensiven og begynder at forklare konsekvensen af, at man så hæmningsløst bomber et område som Gaza, hvor gennemsnitsalderen er lav, og det ikke er muligt at flygte. »Det sagde du faktisk til Middle East Monitor her i sidste uge (...)« lyder det fra Krasnik i studiet. Interviewets tone skærpes. Krasnik afslører, at Gilbert ikke står ved sine tidligere udtalelser. Interviewet fortsætter med spørgsmål til Gilberts eget politiske ståsted - og om denne spiller ind på hans troværdighed i sine udtalelser i sit virke som læge.

En shitstorm er født. Det vælter ind med vrede kommentarer fra Twitter og Facebook. DR modtager de efterfølgende dage over 1.000 klager og en underskriftsindsamling vil have ham af skærmen. Men allerede dagen efter stopper Krasnik med at læse reaktionerne. Det hele bliver samlet i en bunke, og det er

PORTRÆT

12 | december 2014 | LIXEN

med blikket rettet mod den, at Krasnik må indtage en holdning, som han ellers altid har talt imod. »Der er antisemitisme i Danmark, og det er for mig et uskyldstab af dimensioner,« står der på side 21. ‘Fucking jøde’ er en reaktion på de reaktioner, Krasnik fik hen over sommeren, hvor han som vært på Deadline dækkede krigen i Gaza, og som interviewet med Gilbert var en del af. I bogen reflekterer Krasnik blandt andet over sin rolle som journalist og tilværelsen som en ateistisk, sekulær jøde i et samfund som det danske.

Det blå flag Din jødiske baggrund, betyder den noget for journalisten Martin Krasnik?

Han smiler lettere overbærende. Det er heller ikke ligefrem første gang, han har fået netop dét spørgsmål. Han klør sig lidt i nakken. Trækker vejret dybt og puster ud. Overvejer sine ord. Man kan godt fornemme, at den seneste tid har været hektisk for tv-værten. »Det korte svar ville jo være ‘Nej, ikke en skid.’ Men så er der to andre svar.« Martin Krasnik ruller det ene ærme op, klør sig på underarmen og begynder en længere forklaring på, hvad hans jødiske

baggrund betyder for hans journalistiske arbejde. Han er optaget af forholdet mellem Israel og palæstinenserne, forholdet mellem religion og sekularisme og mellem kulturel identitet og tilhørsforhold. Men han mener ikke, at man udelukkende kan tillægge de interesser hans jødiske baggrund - for hvad så med alle de ikke-jødiske mennesker, som mener noget om Mellemøsten?

Han holder en kort pause, inden han fortæller, at det andet svar er »mere freudiansk«. Hans baggrund i en jødisk familie har formet ham. Som en del af det jødiske samfund i Danmark, er han blevet opdraget til at gå under radaren.

Smelte ind i omgivelserne. Og så har han fra barnsben lært, at der var visse ting, man ikke taler om. Det passede bare aldrig Martin Krasnik at gå under radaren og smyge sig langs muren. »Det passer utrolig dårligt til mit temperament. Det har provokeret mig, det er helt klart. Det har irriteret mig, at der var ting, som man ikke måtte tale om.« Temperamentet har Krasnik taget med sig over i journalistikken. Selv beskriver han den som en energi. En energi han bruger i den måde, han arbejder på.

Men han ved, at den fylder - også at den fylder meget, når det er et emne, han er følelsesmæssigt involveret i.

Du blev interviewet af Kjeld Hybel til Politiken. Det kredsede meget om inhabilitet i forhold til din jødiske baggrund.

Hvordan forholder du dig til den kritik? »Jeg lavede engang et interview med Philip Roth, og hver gang jeg stillede sådan et slags spørgsmål, svarede han, at jeg jo godt vidste, hvad han ville svare - så hvorfor stillede jeg overhovedet spørgsmålet?« Du ville selvfølgelig svare, at det gør det ikke. »Ja.« Men kan du se, at hvis man er så følelsesmæssigt…

Krasnik griner. Ikke højt. Sådan lidt tilbagelænet. »Det er tarveligt af mig at sige sådan nogle ting… Men du vidste præcis, hvad jeg ville svare på det spørgsmål.« Ja, men jeg gad måske bare godt at få dig til at sætte… »Altså, jeg gør det jo selv hele tiden… …at sætte nogle ord på… »Jeg stiller jo masser af spørgsmål,

jeg kender svaret på.« Ja ja… »Det er bare sjovt at blive interviewet.« Han smiler bredt, sætter sig på sine hænder igen og læner sig frem. Pludselig ser han helt drenget ud. Krasnik undrer sig over, hvorfor det har været nødvendigt for folk at stille det spørgsmål.

Hvorfor det skal fylde så meget. Han påpeger, at man kunne stille sig lige så kritisk over for hans identitet som mand, københavner eller som europæer.

Men tror du ikke også, det er fordi, du er så meget fremme i skoene? Du passer ikke ind i det her med ikke at være under radaren. »Nej nej nej, men nu har jeg bare siddet som journalist på Weekendavisen i 100.000 år før og skrevet vildt pro-europæiske kommentarer. Altså, jeg elsker Den Europæiske Union. Jeg er føderalist.

Jeg synes jo et eller andet sted, det kunne være virkelig smukt, hvis man kunne opløse nationalstaterne og lave Europas Forenede Stater.« Han modererer. »Det synes jeg jo ikke, når det kommer til stykket. Men det er ligesom der, hvis jeg skulle melde mig under fanerne, så ville det være det blå flag.« Det handler om krig og et fredens projekt, forklarer Krasnik, der ikke længere sidder på sine hænder, men i stedet lader dem tegne i luften foran sig. Han har skrevet om Den Europæiske Union så mange gange, at »Jeg var ved brække mig over det til sidst,« som han siger. Der har været utallige debatter i Deadline-studiet i forbindelse med Europaparlamentsvalget. Også med Krasnik som vært. »Der ved man præcis, hvad jeg mener.

Så der er jeg da virkelig inhabil, kan man sige - eller biased, det er et bedre ord. Så det undrer mig bare, at når det handler om det jødiske eller om Mellemøsten, så har folk behov for at hive det jødiske frem.« Det, dansken ikke forstår Han er erklæret ateist, sekulær og vedkender sig ikke jødedommen som religion. For Krasnik handler jødedommen om noget andet end tro. Det handler om identitet, fællesskab, kultur - en historisk baggrund, man aldrig kan løbe fra. »Jeg forstår godt dem, der ikke forstår det. Men man bliver jo født til at være jøde. Det kan man ikke selv bestemme.

PORTRÆT

Man er jøde, hvis ens mor er jøde. Det er jo så middelalderligt på en måde.« I forbindelse med omskæring, som du også beskriver i din bog. Der har du meldt klart ud…

Krasnik afbryder. »Og man får heller ikke en omskæringsdebat, mens jeg er vært.« Ok. Ikke med dig som vært? »Ikke med mig som vært. En anden vært, det må de selv om.« Hvordan kan det være, at du ikke kan det? »Jamen, det er fordi, det er så fuldstændig klart, hvad jeg mener. Der er to ting i det: Det er så sindssygt klart, hvad jeg mener om præcis det, at...« Han sidder med hænderne i skødet, leder lidt efter ordene.

Men hvordan er det forskelligt fra det andet? »Det er et godt spørgsmål… Men det er bare forskelligt fra det andet. Fordi det jødiske er ikke en politisk holdning.« Men du sagde, at med politiske holdninger var det heller ikke noget problem nødvendigvis? Men så..

Krasnik afbryder.

LIXEN | december 2014 | 13

»Men hvad er mine politiske holdninger så?« Pro EU f.eks.? »Ja. Jeg beder bare folk om at være konsekvente. Det er jo ikke mig, der siger, at der overhovedet er et problem.« Men du siger, at der ikke komme til at være en udsendelse om omskæring? »Altså, jeg siger, at hvis man påstår, at jeg har et problem, fordi jeg er jøde eller mener noget om Israel, så burde man også mene, at jeg har et problem på alle mulige andre områder.« Men nu er det i forhold til det, du selv siger, at der ikke kommer til at være..

Krasnik afbryder. »For at være helt ærlig, så handler det om, at jeg synes, at de her omskæringsmodstandere er så uhæderlige og idiotiske at høre på, at det ville blive for tydeligt i en debat med dem.« Hvad ville være problemet? »At jeg synes det om dem. Det ville jeg ikke bryde mig om. Altså, jeg ville ikke bryde mig om, at.. Det ville simpelthen blive for personligt for mig at involvere mig i det.« Martin Krasnik læner sig tilbage. Ånder ud.

»Det er det, der er så interessant. Der er den rationelle Krasnik, og så den anden, hvor det bliver for følelsesmæssigt.

Det er et emne, hvor jeg simpelthen ikke kan mønstre en opposition til et argument, fordi jeg synes, det ville være så dumt at høre mig selv sige det.« Er det fordi, du synes, dem du debatterer med er for dumme eller… »Ja.« Krasnik ser på sin telefon. Der er tikket en sms ind og et misset opkald. Han begynder at sætte sig frem i sædet, lægger an til at rejse sig og gå. Man kan se på ham, at han er irriteret over, at vi er ude af stand til at forstå det. Måske skal man simpelthen selv være jøde for at fatte det.

‘Misforståelsen siger noget om en særlig dansk mangel på menneskeindsigt, empatisk begavelse, simpelthen en blokering i forhold til at anerkende, at der er mange måder at gøre alting på.

Omskæringsmodstandernes argumenter er lige så irrationelle som dem, der forklarer ritualet. Forskellen er, at jeg ikke behøver at være rationel. Jeg beder bare alle andre om at holde sig fra min irrationalitet,’ skriver han på bogens side 87.

Er der tider, hvor temperamentet modarbejder dig? »Aldrig i mit arbejde.« Kun privat? »Ja, der sker det virkelig ofte,« siger han og griner.

Så du har aldrig siddet i en situation, som har provokeret dig så meget, at du har haft lyst til at rejse dig op og gå? »Enkelte gange eller to er jeg nok kommet til at gå lidt for langt, fordi jeg er blevet provokeret af, hvor åndssvagt det er, hvad folk siger. Eller folk har gentaget sig selv så mange gange, at jeg er kommet til at afbryde for meget. Så løber det måske lidt af med mig.« Han tager mobilen i hånden og læser smsen. »Nu bliver jeg altså nødt til at løbe.«

karpe13@student.sdu.dk sorye13@student.sdu.dk

Foto: Holger Anderson

FOKUS: FORTÆLLENDE JOURNALISTIK

14 | december 2014 | LIXEN

Det handler om at zoome ind Det er historierne om du og jeg. Om den studerende, den arbejdende, den pensionerede og den døende.

Den fortællende journalistik zoomer ind på helt almindelige mennesker, og sætter gennem deres historier fokus på større samfundsproblematikker.

Emilie Dyrup Jensen, 3. semester

»Fortællende journalistik er fakta skrevet som fiktion. Journalisten researcher og interviewer anderledes, gør sig dramatugiske overvejelser om plot, karakterudvikling og vendepunkter og skriver i scener med brug af dialog og indre liv,« fortæller Tina Andersen, der er Cand. Public med speciale i fortællende journalistik og fagmedarbejder på DMJX. »Men hvor den vigtigste forskel fra fiktionen dog er, at journalisten ikke må digte,« skynder

Tina Andersen sig at pointere.

Og netop det at skrive i fiktionens sprog, naturlighed, spænding og lethed, og samtidig som journalist have virkeligheden på som spændetrøje – er en af de helt store udfordringer, fortæller featurejournalist på Berlingske Line Holm Nielsen.

Line Holm Nielsen har tilbage i 2012 skrevet en artikelserie om Amagermanden, der blev bragt i Berlingske. Et godt eksempel på, hvordan den fortællende journalistik gør brug af virkemidler fra fiktionen for at sætte en stemning og en scene, er dette lille uddrag fra første kapitel af serien:

»(…)Et sted kvinder ikke burde færdes alene i mørke. Men i de lyse timer, på en brandvarm sommerdag som denne, var det et fristed. Måske håbede Lene at se den havørn, hun havde observeret nogle dage tidligere.

Måske trængte hun bare til luft oven på en lang skoledag. Ingen ved det, for hun kom aldrig hjem den onsdag aften.

Hendes kæreste ventede forgæves med aftensmaden(…)«.

Tina Andersen skriver i sit kandidatspeciale om fortællende journalistik at, »fortællende journalistik er fakta, der perspektiverer almindelige menneskers liv i fortællinger med en begyndelse, en midte og en slutning ved at bygge på kendsgerninger, skrevet som fiktion - med det formål at engagere læserne og give dem indsigt i nye sider af virkeligheden.« I forhold til nyhedsjournalistikken, der ofte skal gå hurtigt,

og hvor det vigtigste bliver placeret øverst, så går den fortællende journalistik mere op i at bevæge, fænge og henrykke læseren og tvinger os til at tage stilling. Den skal tale til maven og

“

Bølgen af fortællende journalistik startede i USA i starten af 1990’erne og gjorde op med new journalism i den forstand, at den ikke synes, at journalisten var interessant for historien.

Man SKAL indhente flere detaljer, man SKAL på research-tur, og man SKAL møde sine kilder personligt.

- Line Holm Nielsen

til hjertet ikke til hjernen, fortæller Line Holm Nielsen.

En anden markant forskel fra nyhedsjournalistikken er, at for-tællende journalistik er mere researchtungt. »Man SKAL indhente flere detaljer, man SKAL på research - tur, og man SKAL møde sine kilder personligt. Al troværdighed ligger i detaljerne, de er vigtige – og de skal være mangfoldige og farverige,« forklarer Line Holm Nielsen.

Derfor fjernede den fortællende journalistik jeg’et, og rettede fokus mod ‘virkelige’ mennesker, forklarer Tina Andersen. Den fortællende journalistik, vandt først frem i Danmark i starten af 00’erne.

emije13@student.sdu.dk

De voksnes godnathistorier Karen Louise Mørk, 3. semester

Da jeg var barn, fortalte min mor og far altid historier eller digtede eventyr, før mine søskende og jeg skulle sove.

Også i dag får jeg fortalt historier, når jeg ligger i min seng. Men det er ikke længere med mine forældre som fortællere. Det er heller ikke længere opdigtede fortællinger. Nu handler historierne eksempelvis om en amerikansk journalists forsøg på at opklare en femten år gammel mordsag eller en dansk kvindes forsvinden på isen i Østgrønland tilbage i 1933.

Audiofortællingerne er ikke kun mine nye godnathistorier.

De er blevet mine foretrukne rejsevenner. Hvor som helst og når som helst kan jeg åbne mine

podcasts, vælge en historie og få følelsen af, at den alene bliver fortalt til mig i fuld fortrolighed.

En følelse, som journalistik sjældent, hvis ikke aldrig før, har vækket i mig. Her stopper flere læsere sikkert op.

mordsag og forsøger at blive klog på hovedpersonens skyld eller uskyld. Lytterne har været så vilde med den første sæson, at de med donationer har finansieret en anden sæson sammen med andre sponsorer.

Denne form for fortællinger er nemlig ikke, hvad vi sædvanligvis forbinder med journalistik. Men i en tid, hvor robotjournalistik ikke er henlagt til langt ud i fremtiden. En tid hvor journalistikken mere end nogensinde trænger til en gennemgribende forandring, hilser jeg initiativer som P1s radiofortællinger og ikke mindst den digitale radiokanal Third Ear mere end velkomne på min liste af podcasts.

kmoer13@student.sdu.dk

Lige nu er det den amerikanske podcast Serial, der er i de radioforelskedes ører. Over en sæson dykker journalisten Sarah Koenig ned i en femten år gammel

Audiofortællinger » Dokumentaristiske fortællinger » Følger en dramaturgisk opbygning » Også kaldet monteret radio, da man sammenklipper redigerede lydop tagelser » Hør monteret radio hos bl.a. Third Ear, This American Life og på P1

FOKUS: FORTÆLLENDE JOURNALISTIK

LIXEN | december 2014 | 15

Fortællingen fighter for forsiden Fortællingen er blevet en kendt person i det danske mediebillede. Men den må fortsat kæmpe mod den skarpe nyhedshistorie, når det kommer til forsiden. Branchen er enig i, at fortællingen kan få mere opmærksomhed, men ikke uanset hvad.

Josephine Fogsgaard

Fortællende journalistik har præget indholdet i de danske aviser, siden vi hoppede ind i år 2000. Det gælder både de store mastodonter af dagblade og de under tiden opstående nichemedier. Genren fylder journalisternes ører, men hvordan skal fortællende journalistik egentlig præsenteres for læseren, der ikke befinder sig i mediebranchen?

Journalist på JyllandsPosten, Ida Nyegård Espersen, er en ud af to personer, der skal

“

lende journalistik, men det er altså på side 8 i vores kultursektion,« fortæller Ida Nyegård Espersen.

Lea Korsgaard, ansvarshavende chefredaktør på Zetland, er ikke helt enig i den påstand. »Inden for de seneste år finder de andre genrer mere og mere plads på forsiden. Men det er da rigtigt, at forsiden traditionelt har været reserveret til den klassiske nyhedstrekant,« mener Lea Korsgaard.

Fortællingen er nødvendig Men skal den fortællende journalistik trumfe forsidens nyhed? Redaktør på Politikens Magasinet, Kim Faber, mener ikke, at avisen kun skal promo-

Hvis fortællende journalistik skal være noget den brede befolkning begynder at blive mere opmærksom på, så skal man for eksempel putte det på en forside

præsentere genren for den ældre herre af en avis at være. Hun mener, at de store dagblade har taget sig en lur midt i medieudviklingen, når det kommer til forsidehistorier. De følger nemlig den traditionelle nyhed på forsiden og spiser blot den fortællende journalistik af med en henvisning. »Hvis fortællende journalistik skal være noget, den brede befolkning begynder at blive mere opmærksomme på, skal man for eksempel putte det på en forside. Spørgsmålet er, om man er klar til at sige, at fortællende journalistik er lige så vigtigt som alt andet journalistik,« vurderer hun.

Ida Nyegård Espersen mener, at de store herrer af dagblade skal sløjfe den tradition, hvor det kun er bestemte genrer, der kan sminke sig på forsiden. »Udfordringen ligger generelt i, at avisbranchen er supertraditionel. Så derfor har man den traditionelle tankegang på en avis: ’vi vil gerne have fortæl-

- Ida Nyegård Espersen vere sig på enten nyheden eller fortællingen. »Vi har startet masser af historier på forsiden af Politiken, så det er ikke noget nyt for os,« siger han og fortsætter. »Det er ikke noget, vi skal brande os på.

Det synes jeg virkelig ikke. Man skal bruge fortællende journalistik, når man har nogle gode historier og nogle historier, der egner sig til at blive fortalt på den her måde,« mener Kim Faber.

Han mener ikke, at fortællende journalistik skal danse rundt på forsiden for enhver pris. Historien skal kunne bære at blive fortalt på den måde – ellers falder den til jorden. »Der er ikke noget mere forfærdeligt, end når man vil lave fortællende journalistik ud af noget, som ikke egner sig til det.« Fremtidens fortælling Fortællingen er journalistikkens nyeste opfindelse, men vil journalistikken fortsætte med at

FORTÆLLING. De lange formater kæmper om forsidepladsen. Illustration: Holger Anderson.

fortælle de næste mange år? Lea Korsgaard mener, at genren kan være en stor fordel for journalisternes fremtid. »Jeg tror, at longreads er noget af det eneste skrevne journalistik, man kan tjene penge på online i fremtiden. Det er en fantastisk genre, der giver mulighed for at vise sammenhæng og skabe perspektiv i et temmeligt diffust mediebillede,« fortæller Lea Korsgaard.

Hun mener, at medierne skal finde den gemte manual på fortællingens digitale fremgang.

Og der mener Lea Korsgaard, at særligt Kim Fabers avis har fundet små dele af den gemte

manual. »Jeg synes, at Berlingske og Politiken har vist nogle rigtig fine takter til, hvordan den her genre skal promoveres online.« Men Kim Faber tror ikke, at fortællingen kan ’frelse’ journalistikken. Han mener kun, at fortællende journalistik er en blandt flere genrer af fremtidens journalistik – præcis som vi ser det i dag. Han nægter nemlig at tro, at læserne kommer løbende, hvis bare man forlænger fortællingen. »Jeg synes faktisk nogle gange, at man skriver alt for langt. De (longreads red.) kunne sagtens blive redigeret ned til

det halve, og jeg tror ikke på, det er vejen frem, at vi skal skrive længere.« På Politiken har man ifølge Kim Faber altså serveret fortællende journalistik på forsiden i lang tid. Sådan har det altid været, og sådan vil det blive ved med at være. Længden og formatet må aldrig overdøve fortællingen – og det er ligegyldigt, om den har forsidepotentiale eller ej. »Vi skal promovere os på, at vi laver nogle gode historier, og at vi skriver dem på den måde, som de skal skrives på,« slutter Kim Faber. jofog13@student.sdu.dk

FOKUS: FORTÆLLENDE JOURNALISTIK

16 | december 2014 | LIXEN

Nye medier kæmper om støtten Kritik fra flere sider sætter spørgsmålstegn ved, om Medienævnets innovationspulje til nye medier overhovedet udfylder dets formål. Puljen blev oprettet for at hjælpe de ikke-nyhedsbaserede medier, som blandt andet laver fortællende journalistik. Dør den lange journalistiske fortælling i Danmark, er det et demokratisk problem, mener ekspert.

Stefan Jørgensen, 3. semester

»Medienævnet har vurderet, at mediet ikke kan betragtes som et nyhedsmedie i lovens forstand, og at det redaktionelle stof ikke i tilstrækkeligt omfang omhandler kulturelle og politiske temaer.« Sådan skriver Medienævnet i svaret på mediet Zetlands klage over afslag på mediestøtte.

I overstående citat henviser Medienævnet til Mediestøttelovens §3, stk. 6 og 7, som beskriver, at støttemodtagere skal behandle aktuelt nyhedsstof og samfundsrelaterede, politiske og kulturelle emner.

Medier, som ønsker at få del i den 400 millioner store mediestøttepulje, skal altså i lovmæssig forstand være nyhedsbaserede. På grund af lovens enkle fortolkning af den journalistiske genre, vedtog man den 20. de-

cember 2013 en ny lov om mediestøtte. Den nye lov indeholdt en innovationspulje, som ifølge den tidligere radikale kulturminister Uffe Elbæk, skulle »hjælpe nogle nye medier til at blive løftet op, så de fik en bæredygtig forretningsplan i løbet af den årrække, som støtten blev givet«.

Et år senere Nu har innovationspuljen været tilgængelig i et år. Lidt over 10 ud af de i alt 20 millioner kroner er gået til at etablere og udvikle i alt 19 nye medier, mens resten er røget over i den traditionelle mediestøtteordning. Alligevel er kritikken haglet ned over den nye støtteordning, da det i kravene for at modtage støtte atter fremgår, at medierne har »behandling af aktuelt nyhedsstof«, som det fremgår af loven. Et af de medier, som ikke har fået del i puljen, er Third Ear, som laver radiomontager. »Nyhedsjournalistik og fortællende journalistik er ikke

bedste venner. Det, vi laver, er langsommere og mere dybdegående, og det er derfor, vi ikke kan få støtte,« fortæller Timothy Hinman, som er en af mændene bag Third Ear, og fortsætter. »Lovgivningens definitioner af nyheder, journalistik og medier er for snævre. Det spænder ben for den fortællende journalistik.« Timothy Hinman bakkes op af Kristoffer Granov fra mediet Atlas, der er et af de medier, som har fået støtte fra innovations-puljen. 1.828.000 kroner får de over de næste tre år. »Der er krav om, at vi skal være nyhedsbaserede. Det er alt for snævert, og det gør det meget svært at få adgang til puljen. Det er problematisk,« siger Kristoffer Granov.

Han understreger også, at det er synd, at man kun har uddelt halvdelen af pengene i innovationspuljen. Han mener, der er innovative medier, som burde have fået støtte.

Demokratisk problem Ph.d.-studerende ved Center for Journalistik på SDU Anne Kirstine Hermann, fortæller el-lers, at Danmark har en lang hi-storie indenfor den fortællende journalistiske genre. »Danmark har med folk som Herman Bang en fin tradition indenfor fortællende journalistik, men vi oplevede et klart skifte med Cavling og industrialiseringen, hvor hurtighed og objektivitet blev altafgørende,« fortæller hun.

Anne Kirstine Hermann påpeger det paradoksale i, at »god feature-journalistik skaber nyheder frem for bare at dække dem«, hvorfor hun finder det mærkeligt, at man ikke vurderes som nyhedsmedie, blot fordi man laver fortællende journalistik. Hun hæfter sig ved, at meget af det stof, som anses for nyheder og dermed får støtte, ligger udenfor de politiske, samfundsrelaterede og kulturelle temaer – for eksempel kendisstof og vejret. Hun finder udviklingen

MEDIESTØTTE. For at få del i mediestøttepuljen skal medierne være nyhedsbaseret. Medier som Zetland og Third Ear, der laver fortællende journalistik betragtes ikke som nyhedsmedier, og derfor kan de ikke få økonomisk støtte fra mediestøttepuljen. Det kan få konsekvenser for mængden af medieindholdet. Foto: Flickr-bruger 401(K) 2012.

særlig ærgerlig, da hun synes, det er vigtigt, at den undersøgende journalistik understøttes og udvikles. »Ideen med mediestøtte er, at journalistik skal støttes, fordi det understøtter demokratiet. Man undervurderer ofte de lange formaters demokratiske funktion. Det er et demokratisk problem, hvis man kun understøtter traditionelle nyheder, fordi de for det meste bygger på elitære kilder,« fortæller Anne Kirstine Hermann.

Tror man Timothy Hinman, kan den manglende støtte også koste Third Ear dyrt, da mediet tidligere har stoppet produktionen af deres radiomontager på grund af økonomien. »Det seneste år har vi brugt så lang tid på at finde penge, at vi ikke har haft tid til at producere journalistik,« fortæller han om Third Ears seneste år.

Ville give flere penge Lixen har også haft kontakt til kilder fra Medienævnet, som vurderer, om medierne opfylder loven – og derved kan få del i mediestøtten. Lixens kilder, som gerne vil være anonyme, påstår, at de gerne ville uddele flere af pengene i innovationspuljen, men ikke har haft mulighed for det på grund af lovgivningen. Tidligere har Medienævnets formand, Jens Kristiansen udtalt til Politiken: »Jeg kan generelt sige, at vi administrerer det lovgrundlag, der er. De (medierne, red.) skal opfylde de kriterier, der er i loven, og det er det, vi har vurderet ansøgningerne i forhold til.« Også den tidligere kulturminister Uffe Elbæk har stillet sig uforstående over for måden, som pengene i innovations-puljen uddeles på.

Den nuværende kulturminister, Marianne Jelved, har ikke haft lyst til at kommentere Lixens oplysninger eller besvare kritikken i denne artikel.

stej13@student.sdu.dk

FOKUS: FORTÆLLENDE JOURNALISTIK

LIXEN | december 2014 | 17

Journalistikkens enfant terrible Journalistik kan være alt fra nøgtern nyhedsjournalistik til følsomme portrætter. Eller det kan være flippet gonzojournalistik om vilde udskejelser, der sender læseren på chokerende og fascinerende rejser. Lixen giver her en lille guide til læseren, der gerne vil lære gonzojournalistikken lidt bedre at kende. torcykelløbet Mint 400, hvilket man først finder ud af ret sent.

Jens Jakob Kjær Hansen, 3. semester

Hunter S. Thompson (19372005) anses af flere for at være ophavsmanden bag ’gonzo-journalistikken’ – journalistikkens uartige dreng, der bryder de gængse regler og normer. Når en journalist laver gonzo, er vedkommende selv en aktiv spiller i historien. Alt der hedder objektivitet er lagt på hylden, og historien fortælles gennem journalistens egne øjne.

Thompson er manden bag ’Fear and Loathing in Las Vegas’ fra 1972. Et ikonisk stykke gonzojournalistik, der handler om ham selv og hans advokats rejse til Las Vegas for at dække mo-

Journalistdoktor på syre Inden da og i resten af bogen handler det om de udskejelser, som Hunter S. Thompson, eller ‘Journalistdoktoren’ som han kalder sig, har med sin kollega.

Det er udskejelser med stoffer, spritracerkørsel i udlejningsbiler, lemfældig omgang med skydevåben og meget andet.

Thompson udtalte selv engang, at han »hadede at være en fortaler for stoffer, alkohol, vold og sindssygdom, men de havde altid virket for ham.« Tak for kaffe!

Med over 200 sider er Hunter S. Thompsons ’Fear and Loathing in Las Vegas’ et længere stykke journalistk, men helt sikkert læsningen værd.

Gonzojournalistikken findes også under vores hjemlige himmelstrøg. Her følger tre eksempler på spændende, dansk gonzo.

24 hæsblæsende timer i Tbilisi Nicolai Frederik Bonnén Rossen. Børsen. 2013 Denne gonzos handling udspiller sig i Georgiens hovedstad, Tbilisi, hvor en dansk journalist besøger en af sine ungdomsvenner. Snart er han vidne til en improviseret vildtjagt fra bagsædet af en firhjulstrækker, hvor mafiøse georgiere skyder efter de dyr, de kan få øje på, imens bilen tæsker afsted i alt for høj fart på en smadret bjergvej. Kort tid efter er han til en fest blandt rigmænd og modeller, som er ved at ende med et masseslagsmål. Dårligt er han kommet over den oplevelse, før han selv med nød og næppe bliver reddet ud af en overensstemmelse med en skydegal, lunefuld georgisk rugbyspiller, der i aftenens anledning har farvet håret gult.

Liebe an der Autobahn Mads Brügger. Trykt i bogen ‘Klovnekrigen’ 2013. Første udgivelse: 1998.

Handlingen udspiller sig på den tyske Autobahn, hvor Mads Brügger har en mission: Han skal opklare, hvad der foregår på de motorvejsbordeller, som ligger spredt i stort antal ud over landet; men der er et twist.

Han ikke er alene. Han har sine venner med på tur, og de deler sig op i to hold. Det ene hold kigger på motorvejsmuseer og andre uskyldige ting, det andet hold går på opdagelse for at finde ting, der er knap så uskyldige. Derfor deler teksten sig flere gange op i to uafhængige spor – et til de sarte, et til de hårdføre. Man kan også læse alle afsnit og møde både småkyniske bedemænd, skumle truckere, racistiske bordelmuttere, ækel tysk fastfood med mere.

Alt imens historiens nazistiske vingesus blæser diskret i baggrunden.

Undskyld, kan De sige mig, hvor udgangen er Peter Sabroe. Trykt i bogen ‘Undskyld, men hvor er udgangen’ 1999.

Journalist og forfatter Peter Sabroe skal skrive en reportage om Roskilde Festival i 1995. Det kører dog hurtig skævt – både i overført betydning, da projektet går galt, og i bogstaveligste forstand, da han selv bliver særdeles skæv efter at have røget en ordentlig kleppert af en joint. I omtåget tilstand stavrer han hen mod Orange Scene, hvor han har et interview, mens frygtsomme tanker om fyringer snart afløses af smukke minder.

Minder om gamle dage, hvor brylcreme, som åbenbart lugtede af pot, var populært. Dengang da han var ung og ikke var en del af det borgerlige ‘to-tredjedels-Danmark.’ Da interviewet er i kassen, bliver han sat på en hård prøve: at finde udgangen til den civiliserede verden.

jensh13@student.sdu.dk

Den grænsesøgende gonzojournalist Mads Brügger var ikke engang fyldt 18, da han fik sit første gonzo trykt i magasinet Chili. Senere tog karrieren fart, og i dag er den 42-årige journalist kanalchef ved Radio 24/7.

Jens Jakob Kjær Hansen, 3. semester

Det første gonzo, han lavede, handlede om en flok danske singlemænd, der næsten alle hed Jørgen, som skulle til Polen for at skaffe sig en ung dame.

Mads Brügger var med alene, da hans ældre kollega havde glemt sit pas og måtte vende om. Pludselig var der ballade. »Rejsearrangørerne kom til at lægge turen i påsken, der er en meget hellig højtid i det katolske Polen. Derfor var det stort set umuligt at støve polske damer op, som var friske på hyrdeti-

mer med danske Jørgener. Der udbrød hurtigt mytteristemning mod rejsearrangørerne, som blev truet med tæsk,« fortæller Mads Brügger.

Det gik snart op for ham, at historien passede godt i gonzogenren: »Det er en form, der stiller store krav til indholdet. Det er også der, dansk gonzo som regel kommer til kort.« Liebe an der Autobahn Imens han arbejdede ved DR, startede han Magasinet Virus i 1998. Et ambitiøst magasin fyldt med innovativ featurejournalistik. Her skrev han blandt andet ’Liebe an der Autobahn’, der handler om tyske motorvejsbordeller. Idéen til historien kom ret tilfældigt.

»Jeg fandt et blad, der hed ’Liebe an der Autobahn’ på en tysk tankstation. Det var en topografisk guide til bordeller og sexklubber langs det tyske motorvejsnet. Jeg tænkte, det vil-

“

mener, det er en vigtig del af ens journalistuddannelse at læse andres værker. »Man skal læse helt vildt meget skønlitteratur. Ikke kun Hunter S. Thompson, men

Jo mere man læser, jo bedre en skribent bliver man; og er man ikke det, kan man hurtigt brænde nallerne (...)

- Mads Brügger

le danne en god ramme om fortællingen. Desuden blev jeg inspireret af filmen Crash, der handler om mødet mellem det organiske, seksuelle og det liderlige, og stålet, asfalten og maskinen.« Vær en læsehest Det var langt fra første eller sidste gang, at Mads Brügger lod sig inspirere af andre. Han

også de store, klassiske forfattere og de glemte, ukendte forfattere. Jo mere man læser, jo bedre en skribent bliver man; og er man ikke det, kan man hurtigt brænde nallerne og lave noget gonzo, der falder tilbage på en som pinagtigt, som får folk til at tænke, hvorfor denne skribent skal sætte sig selv i centrum fremfor at fortælle, hvad der er sket.«

Stedsegrøn journalistik Selvom Mads Brügger er kendt for gonzo, har han også lavet meget almindelig journalistik. »Det meste journalistik, jeg har lavet, har været middle-ofthe-road journalistik. Jeg har arbejdet hos DR i næsten 12 år og har ikke lavet gonzo-journalistik fra morgen til aften, men når anledningen har været der til en personlig jeg-fortælling, så har jeg forfulgt det.« Gonzojournalistik kan noget helt særligt, når det rammer rigtigt, mener Mads Brügger. »Mange journalister mærker den smerte, som er, at de godt ved, at de beflitter sig med hakkelse i døgnets rejsestald, og det hele i morgen er glemt. De fleste journalister har en ambition om at lave noget, der har en blivende værdi, en stedsegrønhed. Det har gonzojournalistikken.« jensh13@student.sdu.dk

OPINION

18 | december 2014 | LIXEN

DAGBOG FRA EN PRAKTIKANT

Kære Lixen Mit navn er Caroline, og jeg er i praktik hos Dagbladet Børsen.

Det første, I får i tankerne, er sikkert mænd i jakkesæt, der er lidt stive i betrækket. For er det ikke sådan, det er på Børsen?

Nej. Det er det ikke. Alle de fordomme, jeg havde om erhvervsjournalistik og Børsen, blev sparket væk den allerførste dag, jeg trådte ind som praktikant på avisen.

For det første er der ingen, der har jakkesæt på, med mindre de skal ud til en kilde.

For det andet er det på ingen måde gamle og kedelige mænd, der er mine kollegaer. De er friske, unge og med på at prøve helt nye ting. Efter nytår lancerer Børsen for eksempel en on-demand tv-kanal.

For det tredje er de færreste stive i betrækket.

Jeg har siddet på onlineredaktionen i de første tre måneder af min praktiktid. Det har været sindssygt fedt, fordi jeg har produceret så mange artikler om dagen.

Jeg har snakket med topchefer fra blandt andet TDC, Bang&Olufsen og Danfoss. Og så er jeg blevet en ørn til regnskaber og aktiekurser - noget som jeg absolut intet vidste om inden.

drømmepladsen er hjemme, er det hele værd.

Vi hører hele tiden om, hvor unge de journaliststuderende på Medietorvet er blevet. Jeg var kun 20 år, da jeg søgte praktik. Kun ét sted ud af syv var min alder et problem, så det behøver I ikke være bange for. Medierne vil gerne have jer, selvom I er unge. I skal bare give den gas og vise, at I vil det.

Held og lykke til dem på tredje semester med praktiksøgningen til foråret. Og god kamp med obligatoriske opgaver og de første eksaminer til dem på første semester.

Vi ses på et tidspunkt på Medietorvet, eller hvis I søger Dagbladet Børsen som praktikplads til foråret.

De bedste hilsner Caroline Gerd Frandsen 5. semester

Nu skal halvdelen af jer snart til at søge praktik, og det er en hård omgang. Men den følelse, som man får, når

KLUMME

Lokaljournalistikkens parti Stefan Jørgensen, 3. semester

Kender du Asbjørn With? Eller ’den nordjyske grævling’, som Cavling-formanden Kurt Strand kaldte ham. Hvem? Cavlingprisvinderen fra 2012, som med over 130 artikler afslørede Rebild Kommunes svigt i sager om blandt andet sexmisbrug og hjælp til handicappede.

Asbjørn With er ansat på TV2 Østjylland, hvor han arbejder som lokaljournalist. Men han er ikke den mest kendte journalist i det danske medielandskab på trods af Cavlingprisen. Jeg vover pelsen og peger på en grund til dét: Han er LOKALjournalist.

Journalisten, medlemsbladet for blandt andet journalister, publicerede i starten af marts på deres Twitterprofil en illu-

stration over de faktorer, som de måler sig selv på. ‘Ikke København’ hedder en af faktorerne, der dækker over de journalistiske produktioner i medlemsbladet, som omhandler medier udenfor København. I dette års 3. udgave af bladet opfyldte ingen af deres historie

“

bare ikke nær så meget prestige i Lolland-Falster Folketidende som i Politikens kulturredaktion. Fair nok.

Mange af mine medstuderende er da også enige om, at de dør af kedsomhed, hvis de skal trækkes hele deres praktikperiode med lokaljournalistik på et

Lokaljournalistikken er blevet den usexede lillebror til de nationale dagblade og landsdækkende tv-kanaler.

- Stefan Jørgensen, 3. semester

dette kriterie. Ingen.

Dansk journalistiks navle ligger åbenlyst i København, og der er mere end rigeligt til at beskue den.

Lokaljournalistikken er blevet den usexede lillebror til de nationale dagblade og landsdækkende tv-kanaler. Der er

mindre dagblad eller en regional tv- eller radiostation.

Som journaliststuderende på 3. semester synes jeg dog, at det vigtigste spørgsmål for mig er, om man bliver en bedre journalist af at være i praktik ved et af de store medier end en lokalsprøjte? Min påstand er, at det

bliver man ikke nødvendigvis.

Man kan blive en mindst lige så dygtig journalist, selvom man starter på Horsens Folkeblad.

Og med tanke på de mange, som står uden praktikpladser, er det ren arrogance udelukkende at søge de store medier alene på grund af størrelsen og prestigen.

Lokaljournalistikken er dog – naturligvis ikke kun Cavlingpriser og store historier. Lige så god lokaljournalistikken kan være, lige så banal og uinteressant kan den også blive.

I min verden skal lokaljournalistikken udfylde samme public service rolle lokalt, som DR gør nationalt. Lokaljournalistikken skal fokusere på de emner, som skaber dybe panderynker og brede smil blandt borgerne.

De skal turde være kritiske og samtidig fokusere på de gode løsninger.

Vigtigst af alt skal journalistikken på de lokale medier være

vedkommende og skabe en lokal identitet. Det er nemlig på dét område, lokaljournalistikken har en kæmpe fordel i forhold til de nationale dagblade – og på det punkt lokaljournalistikken for alvor bliver interessant. Øyvind Hesselager, ansvarshavende chefredaktør på fagbladet Journalisten, skrev den anden dag, hvordan Den Korte Avis er blevet ‘det mentale udkantsdanmarks’ foretrukne medie. Masserne har ifølge ham gang i en anti-elitær revolution mod de gammeldags medier, og den revolution bør de lokale medier i højere grad være bannerførere på. For som Hesselager konkluderer: »Folk taler om det nære. Om det, der rører dem.

Det, der griber ind i deres eget liv. Og det er her, lokaljournalistikken for alvor har et es i ærmet.« stefj13@student.sdu.dk

OPINION

LIXEN | december 2014 | 19

Statistikundervisningen er spild af tid 3. semesters statistikundervisning giver anledning til spørgsmål om, hvorvidt undervisningstiden ikke kunne bruges på noget mere brugbart.

Eller bare noget brugbart overhovedet.

Patrick Ludvigsen, 3. semester

Det startede egentlig meget godt det dér researchfag. På 2. semester tjente faget nøjagtigt det formål, det skulle. Det forøgede den kritiske sans overfor videnskabelige undersøgelser og gav dermed os studerende et værktøj, vi rent faktisk kan bruge ude i den virkelige verden.

Ganske ulogisk befinder volume 2 af researchfaget – un-

dervisning i statistik - sig i fuldstændig modsatte grøft.

Her er tale om et fag, der primært består af forgæves forsøg på at forklare abstrakte matematiske begreber til en gruppe mere eller mindre uforstående studerende. Og nå ja, så består det også af undervisning i statistikprogrammet SPSS, der kan få de fleste af os til at ligne en gruppe pensionister til et IT-kursus for begyndere.

Og det at skulle lære at betjene et statistikprogram og beskæftige sig med matematiske begreber, der hidtil har været en by i Usbekistan, kræver uhensigtsmæssigt meget tid i forhold til de ganske få journalistiske værktøjer og pointer, man vinder under processen.

Manglende perspektiv Ligesom jeg ofte ikke har den

fjerneste idé om, hvad jeg foretager mig, når jeg arbejder i SPSS, så har jeg heller ikke den fjerneste idé om, hvad jeg reelt set kan bruge undervisningen i faget til. Intentionen har formentlig været den samme som på 2. semester – at styrke den kritiske tankegang.

Ikke desto mindre er den gode intention druknet i matematiske begrebsafklaringer og SPSS, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg kalde faget både ubrugeligt og ligegyldigt.

Der kan simpelthen ikke drages en stærk nok parallel fra statistikundervisningen til den journalistiske praksis. Eller også formår underviserne bare ikke at drage den.

Det er svært at se, hvordan man skulle blive en dygtigere journalist ved at lave gammatests og kigge på betakoefficienter i et statistikprogram, man

alligevel vinker lettet farvel til ved eksamens afslutning.

Jovist skal fremtidens journalist besidde langt flere forskellige kompetencer end tidligere, men jeg vil vove den påstand, at kræfterne med fordel kunne bruges på at udvikle nogle kompetencer, der rent faktisk er efterspurgte i branchen.

Tiden bør bruges bedre Gennem underviser og instruktorer har jeg fået indtryk af, at det, der undervises i, tangerer til statistikbarnemad. At man ligefrem kan grine af, hvor svært vi journaliststuderende har ved at løse og ikke mindst forstå de opgaver, faget præsenterer os for.

Det får mig til at undres. Og det er jo noget, vi sætter en stor dyd i her på stedet. Hvorfor skal vi bruge så meget krudt og ikke mindst værdifulde timer på skolebænken på noget, der ved

semestrets afslutning mest af alt kommer til at føles om et exceptionelt elendigt engangsknald; ingen forstod eller brød sig om, hvad der skete under selve akten, og begge parter vil egentlig helst undgå nogensinde at se hinanden igen.

Så bør vi ikke bruge vores dyrebare undervisningstid på noget, der i højere grad ruster os til at tackle den virkelighed, vi alle sammen meget snart skal ud og være en del af? palud13@student.sdu.dk

DET MENER MEDIETORVET OM LIXEN

Den fungerer (også) godt som bordskåner.

Grundlæggende er jeg ikke så vild med konceptet, hvor journalister laver journalistik til journalister.

- Maria Rode Olsen, 3. semester

At den nuværende redaktion har gjort et godt stykke arbejde, men der mangler flere kritiske artikler ift. den branche, som vi er på vej ind i

- Niels Vedersø Østergaard, 3. semester

- Laura Møller Kretz, 1. semester

At det er en skam, at det ikke er en avis med relevans for hele SDU, men kun for Medietorvet.

- Ann Sofie Juul Jensen, 1. semester

Lixen er et vigtigt talerør mellem ledelse og studerende - Annika Ravnstrup, 5. semester

God avis, men der mangler illustrationer og farver for at gøre avisen mere lækker at læse - Malthe Rygaard, 1. semester

Bagsiden

Bagsideredaktører: Emilie Dyrup og Philip Bidstrup