Lixen december 2018

De Journaliststuderendes Avis | www.lixen.dk | 20. årgang | 6. nummer | December 2018

“

Jeg håber på, at man i eftertiden vil sige, at vi langt hen ad vejen lavede noget, som på en eller anden måde har hjulpet folk til at forstå og træffe nogle kvalificerede valg og til virkelig at deltage i vores demokratiske samfund. - Morten Spiegelhauer

BRANCHEN s. 6

Justitsminister Søren Pape Poulsen fortæller om sit møde med de landsdækkende medier.

NICHEN s. 16

“

Jeg må ikke passe ind i den måde, medierne tænker på. De må tænke: ’Det kan umuligt være, at der kommer et helt almindeligt og forholdsvist ordentligt menneske, der ikke har en masse lig i lasten’.

Er studierelevante jobs overvurderede?

I sidste måneds udgave af Lixen bragte Debatten et indlæg, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved, hvorfor studiet i sig selv ikke er nok, når man læser journalistik. For betyder det studierelevante arbejde lige så meget, som nogle tror? Vi har undersøgt sagen nærmere.

Af Emilie Rotbøl Amstrup og Melissa Kjemtrup

»V

i får at vide, at vi går på et fuldtidsstudie - alligevel smider vi hænderne for ørerne og synger højlydt, mens vi kigger på SDU’s jobdatabase og ansøger om studierelevant arbejde. Vi accepterer en 10 timers stilling, og hvis det ikke er nok, vælger vi også at engagere os i universitetsavisen og studenterradioen.« Ordene er Simone Brouwer Nielsens og er fra et debatindlæg i

sidste udgave af Lixen (November-udgaven).

Hun argumenterer for, at studiejobs fylder for meget i vores bevidsthed. Og at det optager rigeligt plads, er der noget, der tyder på – det er i hvert fald ikke usædvanligt at overhøre en samtale på medietorvet, hvor det bliver diskuteret, hvor mange der mon søger det studiejob, der lige er blevet slået op. Det er heller ikke

unormalt at læse et jobopslag, der starter med at spørge, om ikke man savner lidt ekstra til CV’et.

Niels Møller Mikkelsen, der er praktikvejleder på SDU, vurderer også, at de studerende tillægger studiejobs stor værdi: »Min opfattelse er, at det er noget, der stresser de studerende rigtig meget. Det er noget, der fylder meget både i deres personlige liv og i deres

studieliv,« fortæller han »Mange studerende anser måske ikke praktikpladsen så meget som et uddannelsessted, men mere som det første skridt i deres karriere.« Men er det nødvendigt, at de studerende skal stresse sig selv så meget, for at få en praktikplads?

Fortsættes på s. 12

2 LEDEREN

DECEMBER

Du gætter aldrig, hvordan Lixen vil lokke dig til at læse med i det nye år

C

lickbait er lokkemaden, der skal få dig til at bide på og klikke løs på artikler for at øge læsertallet på de danske netaviser. Der er ikke i sig selv noget galt i at sætte en spændende rubrik på artikler, men problemet bliver, hvis du som læser føler dig snydt af indholdet. Nyhedsmedierne i Danmark kæmper om opmærksomheden, og her bliver succesen ofte målt i, hvor mange klik en artikel modtager fra læserne. Til Videnskab.dk siger forskeren Aske Kammer fra Syddansk Universitet: »Det kan blive en udfordring for journalisterne og deres troværdighed, hvis overskrifterne begynder at love mere, end de kan holde, og hvis journalisterne begynder at udvælge det stof og det, de skriver på netmedierne, ud fra, at man kan skrive kulørte ’klikbasker-overskrifter’.« Og noget tyder på, at mange danskere er trætte af den store mængde lokkemad, der florerer på sociale medier. I skrivende stund har Facebooksiden med navnet ‘Klik ik’’ 20.000 synes godt om fra brugere. Siden deler artikler, der har spændende og lokkende overskrifter, men som indeholder et budskab, der ikke lever op til det, som overskriften lover. Sidens slogan er: ‘Vi klikker, så du slipper’, og bagmændene fortæller altså brugerne, hvad de ikke behøver at spilde deres tid og skuffelse på.

Lixen har i denne udgave spurgt Ekstra Bladet om deres brug af Facebook, og om de benytter sig af clickbait (s.

3). Ekstra Bladet forklarer, at deling af artikler på Facebook ikke sker på deres egne præmisser, men derimod styres af de algoritmer, som Facebook arbejder med. Her gælder det, at artiklerne kun bliver delt på EB.dk, hvis de har potentiale til at klare sig godt. Indholdet bliver derfor dikteret af algoritmerne, hvilket betyder, at de gode historier på Facebook er baseret på interaktion mellem brugerne og ikke de kriterier, som journalister ar-

INDHOLD

bejder med. Væsentligheden træder i baggrunden.

En undersøgelse fra Syddansk Universitet viser, at særligt de tabloide medier benytter sig af clickbait. Derfor er det omvendt også vigtigt at huske på og fremhæve de lange formater og den undersøgende journalistik. Kvalitet i journalistikken efterspørges, og det har blandt andet fået Politiken til at genoprette deres gravergruppe (s.

7). Det går godt for den undersøgende journalistik - det kunne ses til den nyeste uddeling af FUJ-prisen (Foreningen for Undersøgende Journalister). Sidste år var 69 journalistiske produktioner indstillet til prisen - det var det højeste antal i 10 år. Måske ser vi en bølge af journalistik, der har større fokus på kvalitet, og som vil gøre op med frustrerede læsere? Det er i hvert fald vores julehåb her på redaktionen.

Juleønsker har vi haft flere af i denne måned, for når julepynten kommer frem, så følger eksamensræset med. Og det giver tid til både tænkepause og eksamenspause på Lixen, som derfor først udgiver en ny avis igen til marts. I det nye år vil der ske et par ændringer. Debatten overgår til web, og det efterlader to tomme sider i avisen.

De tomme sider bliver fyldt ud af en ny sektion, som vi har valgt at kalde ‘Favoritten’. Formålet er at skabe en større legeplads for Lixens skribenter. Den nye sektion bliver et sted, hvor man kan slå kreativiteten og kuriøsiteten løs med sit favoritemne og/eller -genre. I kan læse meget mere om den nye sektion, når Lixen vender tilbage fuld af energi i det nye år.

God jul og glædelig læselyst.

Julie Schneider & Marie Nissen

BRANCHEN Ekstra Bladet bruger Facebook til at dele artikler. Laver de clickbait eller ej? Læs med på s. 3. Lixen har mødt Rasmus Tantholdt i forbindelse med udgivelsen af hans nyeste bog, s. 4. Lixen ser ind i fremtiden på s. 5. I Kina har en tv-station nemlig en robot-vært, der ser så menneskelig ud, at man næsten ikke kan se forskel. Operation X-frontfiguren, Morten Spiegelhauer, fortæller om sit konfronterende journalistliv på s. 6. Politiken graver og graver på s. 7. De har nemlig genoplivet deres gravergruppe.

SPOT PÅ Spot På-sektionen sætter mennesket bag kameraet i fokus. Hvordan foregår produktionen? Få et indblik i hverdagen hos Tantholdts fotograf, en kamerakvinde hos TV2/Fyn, redaktøren bag Detektor og en journalistisk researcher på ‘Tæt på Sandheden med Jonathan Spang’. S. 8-11.

STUDIET I denne omgang af Studiet undersøger redaktørerne på s. 12, om studierelevant arbejde egentlig er så vigtigt for at få en praktikplads, som de studerende går og tror. Læs om Naja Navntoft Holse, som er fløjet 6.000 kilometer væk for sin praktikplads i USA på s. 13.

DEBATTEN Debatten er at finde for sidste gang i avisen, inden den overgår til web. I denne sidste runde debatteres Black Friday, politisk iscenesættelse, sabbatårets nødvendighed og om krænkelse er det nye sort. Læs med fra s.

14-15.

NICHEN Nichen Politik har mødt justitsministeren Søren Pape Poulsen og talt med ham om hans syn på mediemaskinen, s. 16. Hos Nichen Kultur vender redaktøren blikket mod Rusland. Her fortæller den russiske patriot Maxim om at være bosat i Danmark, s. 17.

BLIKFANGET Fotoredaktør Louise Olifent synger ‘Højt fra træets grønnetop’ og spreder julestemning på side 18-19.

SATIREN I Satiren har Lars Christian Lilleholt simpelthen mistet sit hoved, og det flyver nu rundt i et kredsløb om solen. Der findes røvhuller over alt - også på Fyn. Der er både dem, der kan spises og dem, der ikke kan.

Læs om galskaben på Bagsiden.

God læselyst!

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os på Infomedia

Tryk: Skive Folkeblad Oplag: 500 eksemplarer

Lixen er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen er af de studerende, for de studerende og for journalistikken.

Marie Nissen Ansv. chefredaktør

Emilie Rotbøl Amstrup Studiet-redaktør

Julie Schneider Chefredaktør

Kristina Finne Branchen-redaktør

Mads Klitgaard Branchen-redaktør

Melissa Kjemtrup Studiet-redaktør

Catharina Lassen Debatten-redaktør

Tobias Sonne Debatten-redaktør

Sophie Bavnhøj Spot På-redaktør

Sarah Fiona Murphy Politik-redaktør

Victor Hansen Spot På-redaktør

Wincentz Heim Kultur-redaktør

Julie Schuster Lapp Illustrator

Benedikte Rasmussen SoMe-redaktør

Luka Emil Jørgensen Lydredaktør

Stine Schmidt Jørgensen Lydredaktør

Jakob Svensmark Satiren-redaktør

Louise Olifent Fotoredaktør

BRANCHEN

3

Algoritmer fravælger væsentligt indhold Facebook tvinger medier til at fravælge væsentligt indhold, lokke med rubrikker og fjerne dem, hvis ikke brugerne kommenterer, liker eller deler. »Vi kan jo se, at der er en masse artikler, som folk er interesseret i, men måske ikke vil kommentere særlig meget på. Dem går de altså glip af i dag” lyder det fra Ekstra Bladets SoMe-redaktør, Philip Thomsen.

Af Mads Klitgaard Christensen

H

ver søndag kan enhver med adgang til DR følge med, når Jonathan Spang med ironiske undertoner uddeler ’Den omvendte Cavling’ til et stykke journalistik, der »måske ikke har mulighed for at vinde den rigtige Cavlingpris, men som stadig er formidabelt.« Her har komikeren udkåret Ekstra Bladet til vinder af den gyldne statuette 19 gange ud af de i alt 32 afsnit af satireprogrammet ’Tæt på Sandheden’.

Det kan selvfølgelig være sjovt, og lige så sjovt er det, når der grines af statsminister Lars Løkke Rasmussens presserende rolle som sin kones bisidder til fyringssamtalen eller andre politiske afsløringer.

Begge dele ville ikke have været foruden det tabloide medie Ekstra Bladet, og uanset hvilken vej Cavling-prisen vender, er de blevet belønnet både for deres underholdende og væsentlige artikler. Kendt er de måske også for deres lokkende rubrikker på Facebook, som til tider bliver anklaget for clickbait og skuffende indhold, hvis man tager et kig på kommentarsporet i nogle af deres opslag. Eksempelvis på deres opslag ’Kender du iPhone tricket, der går verden rundt?’ med delingsteksten: ’Her er tricket, der begejstrer iPhone brugere over hele verden’.

En af de mest likede topkommentarer i Facebook-tråden er: ’Clickbait, hold spaceknappen inde og ryk med den. Det har man kunne lige siden iPhone 5 -.-’. Dette er skrevet af en følger ved navn Pawii Schultz Henningsen.

Men brugen af de omdiskuterede rubrikker og skuffelsen, der kan følge er misforstået, da der ikke tages højde for spillereglerne på Facebook. Det fortæller redaktør for Ekstra Bladets sociale medier, Philip Thomsen, der har et meget klart formål med avisens brug af det sociale medie og understreger, at de ingen interesse har i at lave clickbait. »Det giver ikke mening at lave clickbait på Facebook på grund af den måde, som algoritmer fungerer på. Algoritmen måler på læsetid, og det er en utrolig vigtig faktor. Hvis folk klikker ind på noget, bliver skuffet og så klikker væk igen, så tæller det imod opslaget.

Så bliver det ikke spredt. Det registrerer algoritmen som spam, eller noget folk ikke er interesseret i. Så det er ikke med vilje, hvis vi laver decideret clickbait. Men vi vil selvfølgelig gerne have folk over på Ekstrabladet.dk., så vi fortæller dem ikke hele historien,« siger han.

Algoritmens censur Algoritmer er et komplekst begreb, men i denne forstand er det den opskrift, hvorpå Facebooks newsfeed vælger og vrager opslag.

Det vil sige, at opslag skal opfylde nogle bestemte kriterier, og så vil algoritmen sortere opslagene efter den bestemte algoritme.

Forståelsen af clickbait strider derfor

imod logikken bag mediets mission om at få læseren ind på avisens hjemmeside, når de risikerer at tabe læseren til skuffende rubrikker. Philip Thomsen påpeger, at det ikke er deres indtryk, at læserne generelt skulle være skuffet over Ekstra Bladets opslag, men forklarer, at de positive holdninger ikke giver sig til kende i lige så høj grad. »Det er typisk de negative, der ytrer sig i kommentarsporet. Folk har det med at være kritiske, når de kommenterer noget på Facebook, men der er også en masse positive kommentarer.« På redaktionen viser redaktøren en liste af artikler på sin computer, som er blevet publiceret på Ekstra Bladets hjemmeside. Hver dag vælger og vrager han mellem de artikler, som har værdi på Facebook, og dem som ikke har. Men han forklarer, at artiklerne typisk bliver delt, hvis de klarer sig godt på EB.dk.

Men når medierne spiller efter algoritmens tangent, så går det ofte ud over de længere formater til fordel for korte og fængende nyheder: »Der er nogle andre mekanismer, der kommer i spil, når de [artiklerne red.] rammer Facebook. Det kan eksempelvis være artikler, der er meget lange. Den måler ikke kun på, hvis du er inde i under 10 sekunder, hvor den så tæller den negativt. Hvis noget er meget langt bliver algoritmen utålmodig og vil have brugeren tilbage på Facebook. Det skal gerne være noget, der er let og overskueligt.

Men det kan sagtens være relevant, alvorligt og samfundskritisk. Det skal bare ikke være for kompliceret eller alt for langt,« forklarer Philip Thomsen.

Væsentlige historier kan derfor sagtens opfylde algoritmens kriterier. Men selvom Ekstra Bladet har bragt adskillige historier, der har bidraget til samfundsdebatten, herunder dækningen af Britta-sagen, annekteringen af Krim-halvøen og politiske skandaler, bliver den gode historie på det sociale medie karak-

Foto: Mads Klitgaard Christensen

Men en rapport fra Roskilde Universitet teriseret på interaktion mellem brugerne og anslår, at der er sket et markant fald siden. ikke graden af væsentlighed.

I 2018 faldt antallet at brugere, der bruger »Vi kunne jo se før, at det folk klikkede ind Facebook som primær portal til nyheder fra på ikke altid hang sammen med antallet af 56 procent til 46 procent. interaktioner. I dag skal det være sådan, at Den 1. januar 2018 meldte det sociale det hele skal være interaktionsbaseret, før det medie så ud, at de har ændret i algoritmen, kommer op og bliver læst rigtig meget. Vi kan således at venner og familie bliver prioriteret jo se, at der er en masse artikler, som folk er højere, hvilket også kan have haft indflydelse interesseret i, men måske ikke vil kommentpå faldet i Facebook som nyhedskilde. ere særlig meget på. Dem går de altså glip af i Arjen Van Dalen forklarer, at ændringer i dag,« siger han.

Facebooks algoritme kan være årsag til det Philip Thomsen fortæller, at han ikke faldende antal læsere. håber læseren kun bruger Det skyldes blandt Facebook som dagligt nyVi er der på Facebooks andet Mark Zuckerhedsindtag. Det kan være nåde og er nødt til at bergs problemer med svært at få et nuanceret rette ind i forhold til de brugernes privatliv og nyhedsbillede, når man algoritmer.

Det er med til algoritmernes vægt kun læser de artikler, som at bestemme, hvilket ind- på venner og familie algoritmen vil sprede, og hold der fungerer . frem for offentlig indet kan medierne ikke ænformation. dre på gennem Facebook. »Vi er der på Facebooks nåde og er nødt Trafik af væsentlige nyheder til at rette ind i forhold til de algoritmer. Det Det er ikke første gang, at algoritmerne æner med til at bestemme, hvilket indhold der dres, og derfor skærpes kravene for mefungerer på Facebook. Det er bare sådan, det diernes opslag til deres følgere. Arjen van er. Det er de spilleregler, der er, hvis man vil Dalen henviser til en undersøgelse fra Amvære på Facebook,« fortæller han. sterdam Universitet og peger på, at samfundsstof fravælges i højere grad. Derimod Dagbladet Facebook og faldende står videnskab, underholdning og reality stoplagstal adig stærkt i kampen om kliks.

Men de mange læsere, der bruger det sociale »Det har en indflydelse på, hvor meget folk medie som deres daglige nyhedsindtag er falkommer til at læse om politik og økonomi, dende. I hvert fald, hvis du spørger professor hvis de får deres nyheder primært fra sociale ved Center for Journalistik Arjen van Dalen, medier,« siger han. der henviser til en række undersøgelser om Tilbage på Ekstra Bladet fortæller Philip vores brug af nyheder på Facebook, og det Thomsen, at væsentligheden af artiklen kan indhold vi klikker ind på. være ligegyldig, hvis den alligevel ikke bliver I 2016 kom 46 procent af læserne ind på spredt: mediernes hjemmeside gennem de sociale »Vi prøver altid at tage dem, vi tror på medier, og Arjen van Dalen påpeger, at de mest på. Men hvis vi ser, at de ikke fungerer, fleste må have klikket sig ind via Facebook, så piller vi dem ned igen, fordi de ikke bliver siden det er den mest anvendte platform i spredt af algoritmen,« siger han.

Danmark. Undersøgelsen er foretaget af anaEkstra Bladet ønsker ikke at offentliggøre lytiker og journalist Jan Birkemose. tal på deres trafik, men redaktøren påpeger, at mediet ikke ser sig afhængige af Facebook som portal til EB.dk: »Vi vil ikke være afhængige af Facebook, dels fordi de ændrer deres algoritme, og dels fordi vi ikke ved, hvor vi har dem henne. Hvis du først begynder at blive afhængig af Facebook, så er der en fare, hvis de pludselig ændrer deres algoritmer, og så taber du 50 procent af din trafik. Så har du et stort problem.

Fra start har vi gået ud og sagt, at vi ikke vil være afhængige af Facebook,« understreger Philip Thomsen og påpeger: »Vi kunne godt fjerne besøgende fra Facebook, uden det ville betyde særlig meget for trafikken på EB.dk.«

“

4 BRANCHEN

DECEMBER

Rasmus Tantholdt: »De kan bare sende en anden«

Midt i Bella Centeret i København fik Lixen lov til at opleve, hvordan det er at være Rasmus Tantholdt. Det lod han os opleve i 30 minutter, før han kiggede på klokken og ilede videre til dagens næste aftale. Han ved nemlig lige så godt som os, at der kun findes én Tantholdt.

Af Melissa Kjemtrup

»I skal passe på med at sætte jer et eller anDe kan ikke bare sende en anden det mål, hvor I skal lave noget, andre allerede Tantholdt laver.« Mens bøgerne stadig var på skrivebrættet, og Men der er tilsyneladende ikke noget nyt i, alle historierne skulle ridses op på ny, begyat journaliststuderende drømmer stort. ndte Rasmus Tantholdt at reflektere. Reflek»De mennesker jeg mødte, da jeg studetere over de valg han havde truffet og det liv, rede, som sagde: ‘Jeg vil være studievært på han havde levet.

19-nyhederne’, eller ‘Jeg vil være korrespon»Jeg tænkte tilbage til, da jeg var yngre, dent ligesom Steffen Jensen’ – det blev de hvor jeg måske ikke altid var lige så god til at aldrig.« passe på mig selv, som jeg er nu.« Ifølge Rasmus Tantholdt er ydmygheden Med årene havde hans fokus rykket sig. altafgørende, når man er journalist. »Jeg fandt ud af, at det at udsætte sig selv »Jeg fornemmer, at der er en del studerenfor risiko for at få anerkendelse, er en utroligt de, der kommer ud og føler, at de allerede kan dårlig idé.« det hele.« Og han var klar over, at det i hvert fald ikke Men det er der ikke var sådan, hans mange der kan, underliv skulle leves, og Det vigtigste, jeg har indset, streger han. derfor blev prier, at verden ikke drejer sig Det er dog ikke oriteringerne anderledes, end de omkring mig eller andre jour- blot de studerende, der ifølge Tantholdt tidligere havde nalister, og det tror jeg nogle har kvaler med ydværet. gange godt, at vi kan tro. mygheden: »Der er intet, der »Det vigtigste, jeg ville kunne sende har indset, er, at verden ikke drejer sig ommig afsted på min drengs fødselsdag. Om der kring mig eller andre journalister, og det tror så er udbrudt atomkrig, så er jeg ligeglad.« jeg nogle gange godt, at vi kan tro.« For så må de sende en anden, hvis ikke det For det kan være svært at indse, når man kan vente til at fødselsdagsbollerne er blevet står ude i verdens brændpunkter, eller når spist. man har hænderne begravet i noget, der er Det er ikke så vigtigt, som han troede at spændende: sige ja til det hele, fortæller han. »Jeg føler nogle gange, at journalister er »Der er ikke nogen anden, der kan tage afdem, der står nede i skolegården og slår løs på sted og være Rasmus Tantholdt. De kan være en eller anden person, som har dummet sig dem selv og lave noget godt, men det er ikke lidt. De bliver ved med at slå og slå, indtil perdet samme.« sonen ligger ned. Og så sparke videre indtil vedkommende forsøger at rejse sig op og sige Anerkendelse og ydmyghed undskyld, og så får de lige et spark mere.« Og den slags journalistik er Tantholdt ikke vild med. »Men jeg er helt sikker på, at det er noget, jeg selv har været en del af og sikkert også kan være en gang imellem stadigvæk.« For når alt kommer til alt, så er det jo spændende, som Rasmus Tantholdt selv fortæller. »Jeg tror, at det er vigtigt, at journalister kigger på sig selv udefra, kigger ned i skolegården og siger: ‘Den kreds der står der, og slår på ham manden her; hvem slår de på Foto: Louise Olifent vegne af? Slår de på vegne af deres eget ego, Det samme gælder de journaliststuderende, eller slår de på vegne af den danske befolkder kan finde på at sige, at de vil være den nye ning?’« Rasmus Tantholdt, den nye Puk Damsgård Han kigger ned på sit ur og fortæller, at han eller den nye Ulla Terkelsen. For det bliver de nok snart bliver nødt til at smutte videre. Han ikke. Det bliver de aldrig. har en aftale med en, der står i standen, in»Der kommer en ny af dig og en ny af dine den han skal på scenen om bare 20 minutter. kammerater.« »Jeg går lige over og spørger, om de er klar,« Netop dét skal de studerende være ophvorefter han rejser sig op og går. Ikke mange mærksomme på, ifølge Rasmus. For det er minutter senere kommer han tilbage efter noget, han selv kan huske fra sin tid som stusine ting og takker af. Og så er han videre. derende og nyuddannet. De jævnlige skulderklap der blev uddelt på chefens kontor, blev dog mindre vigtige med tiden, men egentlig burde de aldrig have været så vigtige: »Anerkendelse må aldrig være din suveræne drivkraft,« som han selv forklarer det.

“

Foto: Louise Olifent

M

dage som studerende på Journalisthøjskolen asser af lyd. En bred summen af knoklede for TV Midtvest. Hvad, han ikke mennesker gennem højtalerne havde set komme, var, at han efter at have fylder den store hal. Blå løbere farvafsluttet sin uddannelse, måtte lægge lokaer det grå betongulv foran Gyldendals stand ljournalistikken på hylden for at udvide CV’et på bogmessen i Bella Centeret. En næsten to med en ansættelse hos TV2. meter høj udgave af forsiden på ‘Med åbne »Jeg arbejdede til, jeg fik næseblod, fordi øjne’ pryder siden af den ene af de to scener, jeg gerne ville bevise, at jeg var god nok til der er en del af den aflange stand. Bogen er jobbet.« den nyeste af to bøger om Rasmus Tantholdt, Det var ikke sundt, og det vidste han godt. og ligesom den forrige er den skrevet i samarMen det var det, der skulle til for at få anbejde med Andreas Fugl Thøgersen. erkendelse og for at bevise, hvor taknemmelig »Før tænkte jeg: Det er sgu lidt selvcentrehan var for den mulighed, som TV2 gav ham. ret, at skrive en bog om mig selv og mine egne I starten producerede han indlandsstof, men oplevelser, for nej, hvor er jeg spændende. efter de første tre år hos TV2, blev han tilMen når jeg så kigger på de to bøger nu, må budt at rejse til Irak for at dække Irak-krigen. jeg også konstatere: Okay, jeg har kraftedeme Det overraskede, for »der er jo langt fra TV oplevet mange ting,« fortæller han og nikker Midtvest og så til Irak, kan bekræftende.

Netop oplevelserne Der er intet, der ville man sige.« Alligevel blev det et rungende JA fra den unge er årsagen til, at Tankunne sende mig journalist, der endte med at tholdt befinder sig måtte rejse afsted alene kun blandt bøger og bo- afsted på min drengs udstyret med eget kamera, gorme på bogmessen. fødselsdag. Om der så Han skal om mindre er udbrudt atomkrig, så egen computer og en billig flybillet til at fortælle historiend en time fortælle er jeg ligeglad. er fra det krigsramte land. om de selv samme Turen til Irak blev ikke den oplevelser, som han sidste, der gik ud over landets grænser. Sambeskriver i sin bog. Og oplevelser skal der nok tidig med at han lavede historier herhjemme, komme flere af. Han fortæller, at han i morgrejste han også ud og dækkede alverdens bees fik besked om, at han gerne skal være klar givenheder. Selv de risikable. til at rejse til Mexico i morgen tidlig for blandt »I starten var jeg meget fokuseret på altid andet at dække migrantkaravanen fra Syat sige ja, for ellers så vidste jeg jo godt, at de damerika til USA. Endnu en oplevelse han får jo bare kunne sende en, der var meget dygtiggennem sit korrespondentarbejde hos TV2. ere end mig. Og dem var der masser af.« Så han knoklede på. Fløj rundt og oplevede Langt fra TV Midtvest verdens brændpunkter, mens han rapporte»Det er ikke noget, jeg på nogen måde har rede hjem til familien Danmark, der sad på drømt om, gået efter eller uddannet mig til. kanten af sofapuderne hjemme i stuen og fulDet er noget, der er sket, fordi jeg har lavet gte med. mine historier, og det er der, de har taget mig hen.« Tantholdt var fint tilfreds, da han i sine

“

BRANCHEN

5

Fremtidens cyberkrige udfordrer mediernes rolle Ifølge ekspert vil robotter og medier blive brugt som våben i fremtidens cyberkonflikter. Det kan skabe mistillid og utryghed hos borgerne og kan i værste tilfælde true nationers sikkerhed.

Af Emmely Lisius Norlander Smith og Kristina Finne

Denne artikel er baseret på gisninger

I

Hovedbanegården ville et sådant falsk indbegyndelsen af november sendte den kislag som minimum skabe stor utryghed hos nesiske tv-station Xinhua News Agency den enkelte, og i værste fald skabe nationalt en nyhedsudsendelse. Det var ikke en kaos, som kan bruges som afledning til at udhelt almindelig en af slagsen; værtsstolen var føre et vaskeægte angreb. nemlig besat af en robot, der er designet til at »Vi vil se flere cyberkonflikter i fremtiden, ligne en af nyhedsbureauets værter. Indslaget fordi der kommer til at være computere i har vakt debat. For hvordan vil vi fremover alting. Ser man sig omkring, har både bilen, kunne skelne mellem robotter og mennesker? computeren, Tv’et, telefonen og sågar måske Kan robotterne bruges til at skabe mere tvivl også køleskabet en computer installeret. Og om, hvad der er sandt og falskt i medier, og alle de computere udgør jo sådan set en ankan de, der er designet til at ligne andre mengrebsfaktor, både for spionage, men også for nesker, bruges som våben i cyberkrig? regulære angreb,« siger Jensen.

Ifølge Mikkel Storm Jensen, der forsker Han fortæller, at cyberkonflikt er et relativt i cyberkonflikt og cyberstrategi for Forsvanyt begreb: rets Forskningsdatabase, er der ikke langt til »Vi er et sted i cyberkonflikt nu, hvor man dystopien. Man kan nemlig efterhånden eftvar med flyvemaskiner omkring 1. Verdenergøre videoklip så godt, at de kan ligne hvem skrig. Så det er et nyt domæne, der har åbnet som helst og sige hvad som helst. Forestil dig Foto: CNBC: “The world’s first A.I. news anchor has gone live in China” af Lucy Handley sig«. at se et videoklip med Lars Løkke Rasmussen Derfor ser det måske heller ikke så sort på din computer og ikke være i stand til at ud, som man kunne synes efter at have læst blive endnu nemmere at skabe mistillid til misbruges. Som vi allerede har set det med bedømme, om det er ægte eller falsk. denne artikel. For mens teknologien inden medier og nyheder hos almene borgere. Fake falske nyheder, kan videoer som den med den Ifølge Jensen er teknologien ikke alment for robotteknologi, news i dag er hovkinesiske værtsrobot bruges til at sprede tvivl tilgængelig lige nu, men den bliver hurtigt falske videoer og edsageligt skrevne og mistro på nettet. Derfor bliver det fremovbilligere og mere udbredt: Vi er et sted i cyberkonflikt cyberangreb udartikler, der enten er vigtigt at have i baghovedet, at det, vi ser, »Det er et spørgsmål om år, måske endda indeholder decideret kan være manipuleret måneder, før man nu, hvor man var med flyve- vikler sig, udvikler løgn, eller som er maskiner omkring 1. Verden- stater og mediers kan lave robotter, Vi er vokset op med, at bill- eller decideret løgn. der ligner andre eder ikke lyver. Når vi ser »Vi er vokset op med, vinklet på en måde, skrig. Så det er et nyt domæne, evne til at forsvare sig mod dem også. mennesker på en nogle ting med vores egne at billeder ikke lyver. så virkeligheden forder har åbnet sig.

Mikkel Storm Jenvrænges. Fremover Når vi ser nogle ting prik, og at vi kan sen forsikrer os vil vi kunne se vidse den slags ting øjne, så må det være sandt, med vores egne øjne, så om, at vi i Danmark eoer med samme elepå nettet,« fastslår for vi har selv set det. Flygt- må det være sandt, for han. ningekrisen bliver for eksem- vi har selv set det. Fly- menter, men ydermere også med hændelser, længe har arbejdet på at blive bedre til at forsvare os. der aldrig er sket, eller hvor robotter forklædt Videoklip, der er pel først virkelig for os, når gtningekrisen bliver for Hvad så med medierne? Vi er og bliver et som magtfulde mennesker kan sige ting, som eksempel først virkehelt igennem kunvi ser et hjerteskærende billvigtigt våben i cyberkonflikter. Den fremtid personen i virkeligheden aldrig har sagt. lig for os, når vi ser et stige, vil altså være må vi forberede os på. at finde på nettet i ede af en 4-årig dreng, der er hjerteskærende billede druknet på en strand.

Medier og cyberkrig af en 4-årig dreng, der er den nærmeste freEt billede toner frem på din TV-skærm. druknet på en strand,« mtid.

Københavns Hovedbanegård er blevet siger Jensen. bombet, og fundamentet er i flammer. AmbuFolk har måttet lære at være skeptiske over Videoer lyver ikke FAKTABOKS lancereddere hiver folk ud fra murbrokkerne. for billeder, men denne skepsis er endnu ikke Tilbage til indslaget med den kinesiske værtsPanik og utryghed spreder sig hos seerne blevet overført til videoer. Det skal vi til at robot, som du, hvis du ikke har gjort det endlandet over. Mænd ringer til deres koner for lære, hvis vi skal begå os i den nye teknolonu, bør se med det samme; indslaget underEn cyberkonflikt foregår online og at sikre sig, at de er uskadte. Nogle minutter giske virkelighed - både som journalister og streger nemlig, hvor svært det kan være at se, senere bliver du advaret om, at det, du har set privatpersoner. om personen på skærmen foran dig er menudkæmpes med våben som hacki fjernsynet, er løgn. Tv-stationen er blevet neske eller robot, især hvis du ikke er blevet ing, spionage med mere. Forskelhacket, og billederne er falske.

Ny dimension af fake news gjort opmærksom på det. Vi vil vove at påstå, len på cyberkonflikt og cyberkrig Det her er et eksempel, der er sat på spidMediernes opgave bliver i stigende grad at at de færreste ville opdage, at værten er en roer, at ordet krig betegner en konfsen, men pointen med det er at vise, hvordan finde ud af, hvilke nyheder der er sande, og bot, hvis det ikke var fordi, den selv oplyser likt mellem stater. Der kan derved medier kan blive et vigtigt våben i cyberanhvilke der er falske. Det bliver ikke længere det i begyndelsen af nyhedsudsendelsen. kun være tale om en cyberkrig, greb i fremtiden. Hvis man ser på, hvor stor godt nok, hvis de bare vidererapporterer det, Udviklingen af kunstig intelligens skaber betydning Ruslands indblanding og fake de ser på nettet, for risikoen er ret stor for, at fremdrift og muligheder, blandt andet inden når det foregår mellem stater. news havde på det amerikanske præsidentdet, de ser, kan være løgn, mener Jensen. for velfærdsteknologi, hvor sælrobotten Paro valg, så tænk på, hvor stor indflydelse falske De manipulerede videoer vil altså skabe for eksempel giver hverdagsglæde til demenvideoer kan have på et land. I eksemplet med en helt ny dimension af fake news, og det vil sramte. Men kunstig intelligens kan også

“

“

6 BRANCHEN

DECEMBER

Morten Spiegelhauer:

»Jeg har et grundlæggende behov for, at der gerne må ske noget.« Med et hårdtarbejdende research- og kamerahold i nakken har Morten Spiegelhauer i årevis stået i front for success-programmet Operation X. Som en af Danmarks pionerer inden for konfronterende journalistik har han været helt inde under huden på alt fra rockere til magtfulde virksomhedsledere. Lixen har derfor snakket med Spiegelhauer om, hvad den konfronterende rolle har betydet for ham. resulterede i trusler, der gjorde, at han sammen med sin familie var nødt til at flytte og bo på en privatadresse. Kort efter kom sagen om den tidligere sikker-chat-konsulent, Rudy Frederiksen, som ved siden af sit arbejde manipulerede unge piger til at medvirke i pornofilm, som han derefter lagde ud på nettet. Ud over at være en hård sag mentalt, så medførte sagen et langt forløb med advokater og vidnesbyrd i de ramte pigers sager: »Jeg var jo i virkeligheden bare katalysator for Rudy-afsløringen, men der kom en del fokus på mig som privatperson, og det kunne jeg ikke håndtere lige der. Så der var jeg tæt på at knække«.

Han holder en kort pause og tilføjer, at det ikke er en kamp mellem helte og skurke, men at alle, på nær de fremtidige ofre, er tabere i sådan en sag.

Af Teitur Larsen og Maria Lundsgaard

»Dav, jeg hedder Morten Spiegelhauer, og jeg kommer fra TV2.« Det er en sætning, der runger frygtindgydende hos selv den mest retsindige virksomhedsejer. De fleste af os kender ham bedst fra TV2s populære program Operation X, hvor han siden 2004 har afsløret svindlere og kriminelle for rullende kamera. Han har stået Foto: Pressefoto på frontlinjen i nogle af de mest opsigtsvæk»Jeg er jo ikke ude for at konfrontere nokende sager i dansk tv-historie, blandt andet gen. Det er et ord, man bruger, men konfronsagen om Rudy Frederiksen, Kursus-Kongen tationen skal ikke bære programmet. Inde i og senest afsløringen af pizzakæden Dommit hoved handler det om, at jeg har nogle inos’ håndtering af fødevarer. Men hvem er spørgsmål, jeg skal have svar på. At det så er manden bag det velkendte ansigt egentlig, og en konfrontation, bevares.« hvordan er det at have rollen som en af DanKonfrontationerne ser ofte kaotiske og inmarks mest velkendte, konfronterende jourtense ud på tv, men det er altid en velovervenalister? jet og forberedt Spiegelhauer, der står overfor Det er en tidlig mandag morgen, da vi gerningsmændene, og han har en helt særlig fanger Spiegelhauer på telefonen. »I må måde at møde dem på. Der er selvfølgelig en undskylde, at jeg ikke lige var der i fredags. mental forberedelse, inden han tager afsted, Det kan være enormt vanskeligt nogle gange, men det grænseoverskridende arbejdsliv er men heldigvis er det ikke så tit, at det går så efterhånden blevet en vanesag for ham. Det galt,« undskylder han indledningsvist. Vi er i dag mere forberedelsen omkring indholdhavde fredagen forinden en aftale med ham et, som han fokuserer på. Han forklarer grunpå TV2, men ankom til beskeden om, at han digt hans metode for at skabe overblik over jagtede en svindler rundt i København for at sine ord, så han kan holde hovedet koldt, når konfrontere ham. Tidspunktet for hans hjempulsen komst: ukendt.

Det er en situJeg er jo ikke ude for at konfrontere stiger og ation, som er nogen. Det er et ord, man bruger, adrenalinen pumpmeget sigende for men konfrontationen skal ikke bære er rundt i Spiegelhauers arbejdsliv, der fra programmet. Inde i mit hoved handler kroppen: »Der er det ene sekund til det om, at jeg har nogle spørgsmål, jeg det andet kan ud- skal have svar på. At det så er en kon- et visuelt billede, vikle sig drastisk. frontation, bevares. som jeg knytter til Metode - fra tip det enkelte spørgsmål eller det tema, som jeg til TV gerne vil ind på. Hvert enkelt billede lægger Operation X har kørt over de danske tvjeg ind på en slags ruteplan, som for eksempel skærme siden 2004. Det er et research-tungt kunne være en gåtur,« siger han, hvorefter program, som ofte kræver mange måneders han maler os et billede af et specifikt spørgforberedelse, og processen er skrøbelig, for smål, han skulle huske til en konfrontation det hele kan falde til jorden, hvis nogen får for en uges tid siden: nys om, at Operation X er efter dem: »Der sker tit det, at vi på et tidspunkt bliver opdaget, og så ændrer tingene sig på et sekund. Så foregår alting efter bogen, og det er lige pludselig den dygtigste virksomhed i verden til at overholde reglerne,« griner Spiegelhauer. Han forklarer, at det også er en af årsagerne til, at de ofte benytter sig af muldvarpe og skjulte kameraer. Man ændrer adfærd, når andre observerer en, så det er Foto: Pressefoto den eneste måde at få nogle optagelser, der repræsenterer virkeligheden. »Det var en torturmaskine med to plader, Når et afsnit lakker mod enden, kulminerer hvor der ligger en mand imellem, og så står det altid med en konfrontation. Et ord, som jeg og hiver i et håndtag for at presse ham Spiegelhauer selv har svært ved at relatere til:

“

flad. Det billede handler om, at de her folk er under økonomisk pres,« siger han og griner.

Det er særligt vigtig, at associationerne indeholder bevægelse, smerte eller i bedste fald skyld og skam, da det er noget, man virkelig husker. Han gør derfor også en dyd ud af at udføre sine billeder fysisk og helst ude i det fri. Skulle der være en uheldig forbipasserende, der ser ham gestikulere rundt, bidrager det kun til skam-associationen, siger han selvironisk.

At være tro mod sig selv Konfrontationer er noget, der løber de fleste koldt ned af ryggen. Derfor kan man også undre sig over, hvorfor man vælger at sige ja til et arbejde, der er garanteret ubehagelige situationer, og som endda bliver optaget. For Spiegelhauer handler det både om en helt grundlæggende nysgerrighed, men også om at blive provokeret til et punkt, hvor han er nødt til at gøre noget: »Nogle gange får jeg nogle ideer, hvor jeg tænker: ‘Åh nej, det kan virkelig blive forfærdeligt, det her’. Og der er nogle tanker, jeg næsten ikke tør tænke, for så fører det hen til endnu en ubehagelig ide, som jeg bliver nødt til at forfølge.« Og hvor det i starten handlede mere om et ønske om at samle på spændende oplevelser, der kunne bidrage til en eventyrlig tilværelse, har motivationen i dag bevæget sig i en mere idealistisk retning: »Der er nogle mennesker, der er så kyniske, at det er vigtigt at få dem stoppet. Og så er det klart, at det, at der er en eller anden mening med galskaben, trækker i den rigtige retning.« Konsekvenserne Spiegelhauers arbejdsliv mangler hverken formål eller spænding, men det er ikke alt sammen lutter lagkage, for når en hård sag er afsluttet, skal der betales retur på den personlige konto. Det er ikke kun optagelserne og selve forløbet i sagerne, som tager hårdt på ham, men også de efterfølgende reaktioner på episoderne. Han har tidligere lavet udsendelser omkring hæler- og hashmarkeder, hvor han kom tæt på bandemiljøet. Dette

Eftermæle Man kan fristes til at kalde Spiegelhauer en folkehelt. Et ord, han er blevet sat i forbindelse med før. Men mange har også været utilfredse med hans fremtrædende rolle i Operation X og har beskyldt programmet for at være sensationspræget tv. Han håber selv, at han vil blive husket for andet end at være næsvis og irriterende på tv. Han håber, at den samfundsmæssige relevans i de sager, han har taget op i Operation X, lever videre længe endnu: »Jeg håber på, at man i eftertiden vil sige, at vi langt hen ad vejen lavede noget, som på en eller anden måde har hjulpet folk til at forstå og træffe nogle kvalificerede valg og til virkelig at deltage i vores demokratiske samfund.«

Foto: Pressefoto

Spiegelhauer tænker til sidst i interviewet tilbage på sin tidlige karriere og husker sig selv som en ambitiøs og engageret studerende. Hans råd til de kommende journalister er, at man skal lytte til sig selv og ikke træffe sine valg for at behage andre - det gælder både privat og på en journalistisk arbejdsplads: »Det er totalt plat, men ikke desto mindre bliver vi nødt til at minde hinanden om det.

Ellers kommer man til at spilde en masse år af sit liv. Så hellere lige stoppe op og spørge sig selv: ‘Er det her en vej, hvor jeg har hjertet med?’«

BRANCHEN

7

Politiken genopliver gravergruppe Fem journalister fra Politiken danner tilsammen ’Politiken Undersøger’, der dedikeret skal fodre danskerne med dybdegående journalistik. Magthaverne skal sættes under lup i et Danmark, hvor graverjournalistikken efterspørges.

Af Marie Nissen

beslutninger, som har betydning for andre I slutningen af oktober gravede Politiken en mennesker. Det formål har gravergruppen i gruppe op fra dens vinterhi. I knap fire år har baghovedet, når de leder efter nye undersøavisen ikke haft en decideret gravergruppe. gende vinkler. Det hele bunder i deres pligt Den undersøgende journalistik blev i stedte som journalister. bedrevet ude på de enkelte redaktioner. Det »Hvis vi skal løfte vores opgave som jourskrev avisen selv i en artikel fra 2015 i forbinnalister i et demokratisk samfund, så er det delse med en sammenlægning af redaktionogså vigtigt at prioritere den undersøgende er. Men nu er gruppen genopstået, og den er journalistik.« døbt ’Politiken Undersøger’. Gruppen består af fem interne journalister med den tidligere Arbejdsmetoder og internationalt sasouschef på avisens politiske redaktion Carl marbejde Emil Arnfred i spidsen.

Hos ’Politiken Undersøger’ bestræber de »Det er en prioritet for Politiken igen at sig på at engagere sig i hinandens historier. nedsætte en egentlig gravergruppe, som skal De starter arbejdsdagen ud med et morgenafdække nye historier inden for tidens vigtigmøde, hvor de snakker om udviklingerne i de ste emner,« forklarer den nyudklækket gravforskellige historier. For ikke at blive en isolerchef. eret gruppe så forsøger de også at deltage i de De fem journalister kommer fra forskellige hjørner i Politikens Det er vores opgave andre møder, som blivmediehus, hvilket skal som medie. Især i de er holdt i mediehuset, bidrage med et dyna- her tider, hvor der bliver herunder det daglige inmisk samsurium af erfa- talt om fake news, og jour- dlandsmøde for at få en ringer og kræfter til den nalistikken er under pres idé om, hvad der rører sig. Gravergruppen har undersøgende journalis- flere steder i verden. ikke et konkret tal på, tik. Alt i alt giver det en hvor meget de skal udgive, men planen er at dedikeret gruppe, som der ifølge Carl Emil lave et antal større serier hvert år. De journalArnfred er behov for. istiske produktioner udkommer både på print »Det er vores opgave som medie. Især i de og digitalt, og ambitionen er, at lave en række her tider, hvor der bliver talt om fake news, digitale fortællinger, men samtidig være med og journalistikken er under pres flere steder til at sætte nyhedsdagsordnen. i verden.« »Vi finder vores historier først og fremmest For ’Politiken Undersøger’ handler det ved at interessere os for, hvad tidens vigtigste om at sætte magten under lup. Deres ypperemner er. Hvor er det interessante, og hvad ste formål er magtkritik, og her skal magt vil vores læsere gerne vide noget mere om,« forstås både som den traditionelle magthaver fortæller Carl Emil Arnfred og fortsætter: i politisk forstand, men også dem der i alle »Vi modtager også engang imellem et tip mulige andre tilfælde udfører eller træffer

“

undersøgende historier, som vi kan se, at der fra læsere og andre, som vi forsøger at uner et ønske om, både i samfundet og blandt dersøge.« vores abonnenter.« Den undersøgende gruppe forsøger at være For ham er det positivt, at de kan være to journalister på de fleste historier. De har med til at løfte journalistikken i en tid, hvor erfaret, at det oftest er godt at være to for at budgetterne er blevet mindre i mediehusene. løfte både historien og kilderne. Til tider er Dertil kommer det høje niveau, som graverder også hjælp at hente udefra. journalistikken viser i Danmark. Ifølge Carl For gravergruppen er det internationale saEmil Arnfred så går marbejde vigtigt. Mange Det er bedre fortalte og det godt for graveraf de emner, som grupundersøgende historier, journalistikken her pen arbejder med, er som vi kan se, at der er et i landet. Det er på grænseoverskridende, og ønske om, både i samfun- trods af, at »man for derfor er et stærkt interdet og blandt vores abon- 10-15 år siden kunne nationalt netværk af journenter. have frygtet, at den nalister alfa og omega. undersøgende journalistik ville komme unGruppen arbejder derfor også på at fastholde der pres grundet faldende annoncemarked og og udbygge det internationale netværk, som ’gratisaviskrigen’«. En ’krig’ hvor danske mePolitiken i forvejen har. Sådan et netværk er diekoncerner kæmpede om gratisavislæserne med til at give indsigt i nogle af de globale ved at lancere gratis aviser. tendenser, der er, og som påvirker Danmark.

Foreningen for Undersøgende Journalistik I øjeblikket kører gruppen sammen med (FUJ) er også et eksempel på, at det går godt DR en historie om, hvordan indopereret for den undersøgende journalistik. Hvert år medicinsk udstyr såsom implantater, spiraler uddeler FUJ priser herhjemme til dygtige og underlivsnet har givet patienter fatale følundersøgende journalister og deres historier. gere. Det er en historie, som har sit udspring I år blev prisen uddelt den 4. november, og i et internationalt netværk, der hedder ’Intermed i juryen sad Arnfred. Ifølge ham var det national Consortium of Investigative Jouret utrolig højt journalistisk niveau, der mødnalists’ (ICIJ). te ham, da han skulle gennemgå omkring 50 forskellige indstillinger til prisen Det går godt for dansk graverjournalMed efterspørgslen i ryggen er Politikens istik nye gravergruppe klar til at bidrage til den Det er ikke kun behov og journalistisk pligt, undersøgende journalistik og dens kvalitet. der driver ’Politiken Undersøger’. Til Arnfreds store glæde så er det også en type journalistik, som Politikens læsere efterspørger. »Det er ikke flere historier, som vores brugere efterspørger. Det er bedre fortalte og

“

Illustration: Julie Lapp

8

DECEMBER Når linsen fanger mere end bare billedet

SPOT PÅ: MENNESKET BAG KAMERAET

Anders Bach er langt mere end bare fotografen bag billederne, når der skal rapporteres fra verdens brændpunkter. For Anders Bach er for nysgerrig, kontrollerende og kreativ til ikke at være med ved redaktionsbordet. Men selvom han ikke kan holdes bag kameraets tekniske skærm, så vil han heller ikke fanges af kameraets linse. du gøre bagefter,« erindrer fotografen.

Modsat oplever Bach, at Tantholdt på den modsatte side med mikrofonen i hånden og den direkte kontakt har svært ved at distancere sig fra de tragiske hændelser. Og Bach har flere gange råbt ‘du skal kraftedeme ikke stå og tude nu’ under en reportage.

Af Line Grønbech og Emilie Sunekær

19

-nyhederne er lige om hjørnet, og makkerparret Anders Bach og Rasmus Tantholdt er fremme ved første checkpoint. Hårde blikke og hamrende knytnæver runger på bagsædet. To minutter senere og i en bil med knuste ruder, knive i dørene og en egyptisk soldat ved rattet. Her slukker Bach sit kamera på skulderen. Bilen bryder gennem murbrokker, olietønder og den truende menneskemængde, som en snerydder. Oplevelsen sad dybere i makkerparrets kroppe end først antaget.

Denne aften var der derfor ingen liveudsendelse med Tantholdt fra Alexandria i 19-nyhederne, kun sjusser i baren og lavmælte ord. »Det gik op for dem hjemme på redaktionen, hvor farligt det havde været, da vi ikke havde filmet noget,« beskriver fotografen Anders Bach oplevelsen fra Egypten under det arabiske forår i 2011.

Oplevelsen kan stadig få ham til at hoppe i sædet, når folk slår på hans bilrude. Og det er bare én ud af mange oplevelser fra Alexandria, som Bach og Tantholdt har haft sammen. De er makkerparret, TV2 hiver ind, når momenter i udlandet skal fanges. Et makkerpar, der gennem erfaring, udveksling af viden, konstant nytænkning og et fælles ejerskab for det journalistiske produkt har fanget udlandet både foran og bagved kameraet.

Verden ifølge Bach Tantholdt stjæler ofte billedets fokus. Men spørger man Bach, om han føler sig overset, står det klart. »Hellere overses end blive set, helt klart.

Jeg vil hellere være kendt af branchen og andre fotografer end at være kendt af hr. og fru. Danmark. Hvis jeg var sådan en frembrusende én, så var jeg blevet journalist,« svarer fotografen prompte med et smittende grin og et blink.

Det betyder dog ikke, at Bach som fotograf ikke tager en stor del i det journalistiske arbejde. For ham er det at være inde over Foto: Rasmus Tantholdt hver en bid en selvfølge. For hvis Bach ikke filmer eller fanger billedet, så eksisterer den perfekte reportage er et fællesprojekt. historien ikke. ikke interesseret sig for journalistikken.

Samtidig beskriver Bach sig selv som en Tantholdt kan i reportagens hede på den ene side af kameraet diktere retning og skydning. kontrolfreak og modstander af ikke tv-egnet Makkerparret Bach og Tantholdt Mens Bach på den anden side kan forlange reportage, og han føler sig derfor forpligtet til Det vigtigste for Bach er at fange den gode nye optagelser, hvis skjortekraven slår folder, at hjælpe det journalistiske produkt på vej. historie, og det mener han, at to hjerner i har som eller ordene ikke fanger. fællesskab gør bedre end én. at være i situationen og Bach fotograf et andet Dét, Bach fanger med »Jeg skal fortælle en historie, han skal gengive det, man mærker billede på, hvad der sit kamera og Tantholdt fortælle en historie. Og vi skal helst fortælle i stedet for en forestilling skal bringes. Han er med sine beskrivende den samme historie,« griner Bach. træt af at se reportage ord, er momentet.

Det er makkerparret lykkes med, hvilket af ting, som ikke kan rapporteres. Han er især Momentet er for Bach det vigtigste. har ført til stor anerkendelse og bekræftende »Den bedste historie er ikke den, der er træt af reportager fra Christiansborg, hvor blikke i mediebranchen både indad og bedst filmet. Det handler om, om du har døre åbner og lukker. Derfor stopper Bachs udadtil.

Makkerparret har blandt andet i Den gode idé billede-skydning heller ikke. For selvom de fanget momentet.« 2012 og 2014 vundet TV-prisen for årets En afghaner, der rører i teen, en mor, der For Anders Bach er fotografer og voldsomme krigsreportager for en stund bedste nyhedsindslag. Og grinende fortæller græder over en søn. Skønt, man bliver draget journalisters vigtigste job at fokusere på har været afbrudt af det amerikanske valg Bach, at sætningen ‘bare gør ligesom af de følsomme øjeblikke, er situationer at fortælle den gode historie, hvilket både og produktionen af kommende mini-docs til Rasmus og Anders’ ofte bliver brugt på som disse set før. Derfor forsøger Bach også kræver, at man kan læse situationen og vide, TV2-play, er han stadig ude med søgeren. for at tænke Den bedste historie er ikke den, Han er motiveret af nysgerrighed for andre hvornår man skal stoppe. nyt og skabe der er bedst filmet. Det handler mennesker, især dem med noget på spil, så nye ideer. For om, om du har fanget momentet han kan skabe en god historie. Og her otte år Et skudsikkert kamera selvom han ser efter det arabiske forår, prædiker Bach stadig Bach oplever i marken, at der er forskel på, billedet gennem om man står på den ene eller den anden side om at mærke og opleve verden, selvom slag redaktionsmøderne. Og det mener Bach, er en linse under optagelserne, så har han af kameraet. Bag det beskyttende kamera, på ruder og arabiske råb stadig får hårene til den største cadeau, man kan få. lige så meget at sige bag kameraet som ved der fungerer som et skjold for Bach, skal at rejse sig på hans arme. Bachs største ønske Det fælles ejerskab, de deler, betyder også, redaktionsbordet, når lampen er slukket. søgeren indstilles, hvidbalancen justeres og er nemlig, » at være i situationen og gengive at roser man den ene, så roser man dem For den gode idé kan Bach, lige så godt som klipningen gennemtænkes konstant. Alle det, man mærker i stedet for en forestilling«. begge. Bach er storinvestor i Tantholdts Tantholdt, komme med.

Og så længe der er historier, fordomme, der disse tekniske opgaver kan han kanalisere brand, og derfor er Bach også interesseret i, »Jeg tænker mig egentlig som storyteller. kan rykkes og sort-hvide kontraster, der kan frygten til under tragiske optagelser, og at Tantholdt tager sig bedst muligst ud.

Det er ikke noget, journalister har eneret derfor husker Bach ikke at have grædt under nuanceres, så er Bach der til at kaste et blik, et Under en reportage i Egypten husker Bach at på,« fortæller Bach, der forklarende slår billede og en fortælling på sagen. optagelser. have råbt: hænderne ud. »Jeg kan godt blive ked af det undervejs, »Så spørg nu om det her for helvede.

Vi Han mener, man er dum, hvis man som men jeg prøver at sige til mig selv, det kan jo skal kraftedeme have det der med.« fotograf har stået med faget i 25-30 år, men ikke hjælpe noget, at du står og tuder, det kan En sætning, der vidner om, at arbejdet med

“

“

Q&A: Sandhed sikrer satire Signe Lund Kristensen er journalistisk researcher hos ‘Tæt på sandheden med Jonatan Spang’ på DR. Hun sørger for, at programmet ikke roder sig ud i faktuelle ukorrektheder. det med, hvad andre medier skriver. Den gode research går ud på aldrig nogensinde at stole på, at et medie har ret. Altid forhold dig kritisk til, hvad andre medier skriver.

Af Sophie Bavnhøj Hvad er den gode research?

Man skal tage udgangspunkt i mange forskellige medier, og man skal arbejder med mere end en kilde. Det arbejde, jeg laver, er både baseret på førstehåndskilder, men også statistikker, tekster fra Folketinget og alt muligt i den stil, og så krydstjekker jeg

Hvordan sikrer du dig, at du kommer helt rundt om et emne?

Går jeg ind i en historie, finder jeg en nyhedsartikel på eksempelvis Politiken, og så finder jeg ud af, om der er andre medier, som har skrevet om det, og hvilke kilder der er blevet brugt. Derfra er det lidt et detektivarbejde. Ofte betyder det, at man skal gå et skridt tilbage. Lad os sige, det handler om en forsker ved Københavns Universitet.

Så går jeg ind og tjekker, hvilke akademiske tekster personen tidligere har skrevet, og hvad der står i dem. Det handler om hele tiden at finde hovedkilden på det, som andre medier behandler. Og så skal man altid eftertjekke de faktuelle oplysninger. Hvis der er oplysninger fra Danmarks Statistik, så kontakter man dem eller prøver selv at finde den pågældende kilde og får en bekræftelse.

Hvad dækker jobbet som researcher over?

Det dækker over rigtig mange baggrundsundersøgelser til historier, vi har hver uge. Og så dækker det over at fylde nyhedsstrømmen en tand mere, end de fleste

gør. Den tredje del, som er ret væsentlig, er at sikre indhold, som står i manuskriptet.

Hvis der er noget indhold, vi ikke kan finde belæg for, skal det skrives om. Det er den meget journalistiske del af det. Det handler om at sikre, at dem, der skriver, ikke får sagt noget forkert rent faktuelt. For selvom det er et satireprogram, så skal det være lige så korrekt, som hos hvilket som helst andet nyhedsmedie.

Hvordan er du kommet ind i faget?

Jeg har en bachelor i europæiske studier fra CBS, og så har jeg en kandidat i politik og forvaltning fra Roskilde Universitet. Da

SPOT PÅ: MENNESKET BAG KAMERAET

noget materiale, som er komisk - nu er det ikke så tit, at statistikker er specielt sjove men der kan være nogle sjove sammenfald.

Det kan være noget, som ikke ville være interessant i en klassisk nyhedsartikel, men det kan være interessant for os, og så snakker jeg med mine kollegaer om det. Så på den måde ja. Men mit journalistiske arbejde er meget fokuseret på fakta, og jeg er altid den, der kommer og siger: »Hov hov, det kan vi ikke sige. Det kan godt være, det er en sjov joke, men du skal lige skrive sådan her i stedet for«. Jeg er lige så kritisk, som hvis jeg sad på en nyhedsredaktion.

jeg læste på min kandidat, fik jeg tilbudt en praktikplads som akademisk praktikant hos Jyllands-Posten, og derfra er det gået slag i slag.

Hvorfor er der behov for dig på programmet?

Det er godt nok et satire-og comedy-program, men satiren har kun magt, hvis den er baseret på faktuelle korrekte oplysninger. Ellers er vi over i stand-up, og det er ikke det, et program som ‘Tæt på sandheden’ skal være. For at satiren kan komme til sin ret, kræver det, at faktuelle oplysninger er i orden, og at det journalistiske fundament er etableret.

Hvordan har du det med, at du ikke selv får lov til at præsentere dit arbejde for seerne?

Det har jeg slet ikke noget problem med. På en redaktion skal man gøre det, man er bedst til. Jeg har på ingen måde følelsen af, at nogle tager kredit for mit arbejde. Sådan fungerer det slet ikke. Vi gør os et stykke holdarbejde, og alle har deres ansvarsområder. Der er en fælles glæder og stolthed, når et program er i kassen - og Jonatan er den dygtigste vært.

Påvirker programmets satiriske side din research?

Det kan man godt sige. Hvis jeg sidder med

9

Foto: Anne Mia Steno

Har du tre tips til, hvordan journaliststuderende kan blive bedre til at research på deres historier?

1. Forhold dig kritisk til alt, du læser – især journalistiske artikler. Og krydstjek altid kilderne.

2. Vær ikke bange for at kontakte eksperter, hvis du sidder med et emne, du føler dig usikker på. De fleste mennesker kan godt lide at dele ud af deres viden.

3. Lær at holde af statistisk materiale, tekniske rapporter og gamle, nussede dokumenter.

Der gemmer sig tit nye og ubeskrevne vinkler, hvis man kigger godt efter.

Redaktøren passer på redaktionen For redaktør på Detektor, Marie Rask Glerup, er det vigtigt at fungere som rygdækning for sin kolleger. Det, mener hun, er et krav for at skabe et godt arbejdsmiljø.

Af Louise Olifent Hos Detektor kan man på en almindelig hverdag se Marie Rask Glerup piske rundt fra journalist til klipper til fotograf – hvis altså ikke hun er til møder. I rollen som redaktør på programmet møder hun nye udfordringer og ansvar hver uge - og det tager hun gerne imod. »Jeg kan ikke bare lide mit job, jeg elsker mit job! At rette fejlene og slå myterne ihjel er en kerneopgave. Der er en masse ting at rode op i, så nærmest som lægen, føler jeg, at jeg gør en forskel for nogle derude,« fortæller Erfaring og udvikling er en del af jobbet Marie Glerup.

Marie Glerup fortæller, hvordan hun som Passionen for faktatjek havde hun, da hun journalist på programmet godt kunne arbejde tidligere var journalist på Detektor. Men i til langt ud på natten med en opgave, fordi juni 2017 overtog Glerup en ny stilling som fordybelsen tog over. Som redaktør er hun redaktør. Det udviklede hende både fagligt, blevet bedre til at prioritere sin tid. Det men også personligt. er vigtigt, hvis hun Fordi jeg selv har mærket skal kunne skabe et Hun er blevet bedre til presset, vil jeg i hvert fald sundt at tage beslutninger, arbejdsmiljø ikke have, at de skal have for andre, mener når der skal rettes i et manuskript og til at søvnløse nætter hun.

Redaktionen sparre med, fortæller hun. En af de største på Detektor sigter efter at skabe ambitiøse udfordringer var, at hun ikke kunne grave journalistiske produktioner sammen. Det sig lige så dybt ned i de enkelte historier, kræver et hold, der har friheden til at være som hun havde været vant til. Nu skulle hun kreative og kan tænke klart. pludselig oprette en anden form for tillid til »Fordi jeg selv har mærket presset, vil jeg i sine kolleger og lære, hvordan hun kunne hvert fald ikke have, at de skal have søvnløse hjælpe dem. Skiftet til redaktør har krævet, at nætter, for det er ikke et sundt arbejdsmiljø. hun kan skabe tryghed for de mennesker, der De skal finde de fede historier og arbejde skal stole på hendes beslutninger. videre på deres egne ideer og udvikle sig, »Det er en kerne-public-service-opgave, ligesom jeg gjorde.« vi laver sammen. Derfor mener jeg også, at Hun fortæller, at en idé, der kommer fra en en stor del af mit job er at tage mig godt af praktikant, bliver respekteret lige så meget redaktionen,« lyder det fra redaktøren. som en idé fra en journalist, der har været

“

det har været vigtigt at få den fortalt. Men den kan være svær at formidle videre, hvis man er for træt til at skrive et manuskript eller dykke ned i en rapport. Marie Glerups erfaring har gjort, at hun bedre kan forstå nogle af de problematikker og udfordringer, som journalisterne møder, fortæller hun.

Trygheden gavner ikke kun journalisterne på redaktionen, men også den journalistik de sender i tv’et. »Vi er jo bare mennesker, der arbejder, og vi kan lave fejl, lige så vel som alle andre kan. Men jeg tror også, at vi undgår dem, når journalisterne ved, at de har min rygdækning.

Jeg tror, det gør, at de arbejder på en mere motiverede måde.« Hun mener, at de er et hold, der alle arbejder for, at demokratiet ikke længere har brug for dem. Derfor er det vigtigt, at hun passer på dem og hjælper dem med at opnå deres fælles mål. I takt med at Glerup får mere erfaring som redaktør, giver det redaktionen bedre Foto: Louise Olifent mulighed for at skabe ambitiøs journalistik i tryghed. Hun håber på, at motivationen med på holdet i lang tid. Men selvom der er blomstrer hos journalisterne, når de ved, at en flad struktur, så er det stadig Marie Glerup, der har ansvaret for, at Vi er jo bare mennesker, Marie Glerup står klar DR2 kan sende et nyt der arbejder, og vi kan til at skærme, hvis beskyldningerne skulle program hver torsdag. lave fejl falde på grund af en Når hun skal holde styr fejl. på alle trådene, har hendes erfaring inden for »Så længe de gør deres bedste, så kan de faktatjek hjulpet hende. Da hun trådte ind i altid regne med min hånd bag dem. Jeg rollen som redaktør, vidste hun fagligt, hvad kunne aldrig drømme om at lægge ansvaret der skulle til for at skabe gode historier, men for en fejl over på den journalist, der har lavet personaleansvaret har hun skullet vænne sig den. Så ville jeg altid selv tage det. Det tror til. Hun mener, at det tidligere har været en jeg også godt, de ved. Det håber jeg, de ved.« udfordring for hende at få arbejdsmiljøet og

“

selve arbejdet til at gå hånd i hånd. Men i en branche, der suser afsted, så bliver der nødt til at være en harmoni mellem menneske og job. For hende er det vigtigt, at redaktionen har det godt.

Tryghed kan skabe bedre produktioner Når man arbejder på Detektor, så arbejder man under et nulfejls-arbejdsmiljø. Derfor er trygheden vigtig, mener Glerup. Hun har selv ligget vågen over en historie, når

Marie Glerups 3 gode råd til fremtidige redaktører Man skal gå ydmygt til opgaven Man skal have en masse journalistisk erfaring Stol på dig selv og spring ud i det, hvis chancen byder sig

10

DECEMBER

SPOT PÅ: MENNESKET BAG KAMERAET

Pernille Gram er mere end bare et kamera

For TV2 Fyns fotograf og klipper Pernille Gram er det den fornemmeste opgave at fortælle historier i billeder. Men hun kan ikke gøre det alene. For på fjernsynet skaber journalisten og fotografen historierne sammen, og hverken indholdet eller det visuelle kan stå alene.

Tekst af Maj Petersen

Fotografering af Emma Margrethe Bork

I

TV2 Fyns redaktionslokale står mange tionerne, og fra bemandede kontorstole høres stole tomme, selvom klokken er over ni på både søvnige og veloplagte udgaver af ‘goden tirsdag morgen. Langsomme klik fra tamorgen’. Ved det bagerste bord holder samstaturer og mumlende samtaler er det eneste, fundsredaktionen til. Her er der hverken tid der kan høres, og én gemmer et gab bag en til koffein eller klatøjede. kop kaffe. Morgenens sløvhed hænger endnu Pernille Grams kollega journalisten Louise i luften.

Ravn-Nielsen sidder allerede og taster ihærFå minutter over ni kommer en kvinde med digt på computeren. De to kvinder er hurtige rødbrune krøller og et stort smil hastende ind om at få opdateret hinanden om dagens plan. ad døren til receptionen. Hun præsenterer sig »Skal vi sige, at vi kører om fem minutter?« selv som Pernille Gram. Gram er spørger Gram, og Ravn-Nielsen Vi tager det nikker.

48 år, uddannet fotograf og har i stiv arm. arbejdet hos TV2 Fyn i over 12 år.

Inden de kan komme afsted, er Formaliteterne bliver dog korte. der dog en række ting, der skal Overtøjet når knap nok at komme af, før hun ordnes. må ile videre. Hun skal afsted på optagelse »En, to, tre, fire. En, to, tre, fire,» lyder med det samme.

Grams stemme fra bagagerummet, hvor »Vi fik først aftalen i hus i går,« forklarer kameraet testes på både lyd og billede. Bilen fotografen uopmærksomt og viser os gennem skal gøres klar, og udstyret skal ordnes. Hun redaktionslokalet. kaster sin jakke ind på forsædet, før hendes Fem separate rækker af borde udgør redakbrune læderstøvler igen piler over gulvet.

“

Foto: Emma Margrethe Bork

vikling. »Tror du, vi kan få ham til at vise os rundt?« spørger fotografen.

En del af teamet Hun er allerede i gang med at planlægge Pernille Gram sætter sig ind på førersædet, indslagets visuelle udformning. Ravn-Nielsen mens Louise Ravn-Nielsen tager passagersænikker bestemt: »Det tænker jeg, at vi skal.« det. De skal til Middelfart og interviewe en Samarbejdet mellem kvinderne er på ingen mand i forbindelse med en prekær sag, som måde fremmede for dem. Pernille Gram er Gram beskriver det. Det er ikke altid, at kilden eneste faste fotograf på samfundsredakderne er lige nemme at interviewe, men det har de allerede en strategi Man er med fra start tionen og pointerer selv, for. til slut. Man er en del at hun har interesse i at »Vi tager det i stiv arm, af et team og er ikke bare være med til at udarbejde indslagene både viog så sørger Pernille for, at en hyldevare suelt og indholdsmæskameraet kører,« fortæller sigt.

Ravn-Nielsen, og en smittende latter høres »Vi bygger historierne op sammen,« fra fotografen. fortæller hun og trommer med fingrene på Der er en lille time til Middelfart, og selrattet, mens hun fortsætter: »Vi har en ruvom bilen er fuld af latter og spøgende komtine, hvor vi hjælper hinanden. Hos os har mentarer, er forberedelsen i centrum. Louise journalisterne rigtig mange opgaver, reRavn-Nielsen skal forberede interviewet, search, interviews, artikler, indslag, der skal og Pernille Gram skal briefes på sagens udDenne gang skal hun hente ekstra batterier.

“

Foto: Emma Margrethe Bork

klippes, Facebook, så jo mere jeg kan bidrage med og arbejde selvstændigt, jo bedre kan Louise nå sine opgaver,« og Ravn-Nielsen nikker bekræftende.

Det, at være med til at udforme historierne, har stor betydning for Pernille Gram. Hun vil ikke blot være en ‘hyldevare’, som hun selv beskriver det, der, uden indflydelse på indholdet, tages ned og bruges, når der skal laves billeder. På TV2 Fyn har hun fundet balancen mellem indhold og visualisering. »Man er med fra start til slut. Man er en del af et team og er ikke bare en hyldevare,« forklarer hun senere med et skævt smil. Nu drejer hun ned ad en grusvej. På begge side af vejen står små træbeklædte sommerhuse. Fra bag træfacaderne kan man høre vandet bruse og se bølgerne skumme. Sommerhuset for enden er rødbrunt og har udsigt over vandet.

Det er her, interviewet skal finde sted.

Ingen tilfældighed På stedet er arbejdsfordelingen klar. Louise Ravn-Nielsen er først ude og møder kilden ved sommerhuset, mens Pernille Gram bliver ved bilen for at klargøre udstyret. »Det er dæleme koldt i dag,« udbryder hun og skutter sig fra en kold luft. Udstyret tjekkes igen. Så tager hun det store Panasonic P2HD kamera i den ene hånd, en rygsæk i den anden og haster op mod husets varme.

Indenfor hilser hun først på kilden i køkkenet, men går ellers ind i stuen for at gøre klar til, at de kan gennemføre interviewet. »Sætter vi os ned og interviewer?« kalder Gram fra stuen ud til køkkenet, hvor Ravn-Nielsen står med kilden.

Da svaret er et ja, forsvinder hun ud ad døren igen og vender få minutter senere tilbage med et stativ og blussende kinder. Kameraet klikkes på stativet, og vinklerne tjekkes. Først Foto: Emma Margrethe Bork

SPOT PÅ: MENNESKET BAG KAMERAET

11

drejes kameraet den ene vej og så den anden vej. Hun tjekker, hvor lyset er bedst. Da hun har besluttet sig for en vinkel, kaster hun sig i gang med at ommøblere sommerhusets stue. »Den skal være her,« konstaterer hun til sig selv, da hun placerer en stol foran kameraet og tjekker, hvordan det ser ud gennem linsen.

Det er ikke helt perfekt, og stolen rykkes nogle centimeter. Intet overlades til tilfældigheder.

Gram tjekker kameraet og nikker bekræftende for sig selv. Nu er det hele, som det skal være. Hun placerer sig bag kameraet, og interviewet kan begynde.

Mange bolde i luften Det er næsten frokosttid, da Pernille Gram og Louise Ravn-Nielsen er tilbage på TV2 Fyn. Gram fortæller, at de altid venter med at spise, så de ikke render ind i frokostmylderet i kantinen. I stedet sætter de sig nu bag hver deres computer, hvor de kan arbejde simultant med indslaget i klippeprogrammet. »Jeg går i gang med at bygge en start op,« siger Gram til Ravn-Nielsen og læner sig frem i stolen.

Foran hende har tastaturet farverige knapper, som hjælper til hurtigt at navigere i klippeprocessen. Start og pause har en farve.

Frem og tilbage en anden. Enter er grøn.

Pernille Gram har dog knap fået fingrene på knapperne, før den næste opgaver ankommer. Denne gang er det politisk kommentator, Jesper Buch, der har brug for hjælp. er endnu engang tydelig, da hendes kollega »Skal du have lavet en sync?« spørger hun og tillidsrepræsentant, Signe Ryge, kommer og tøver ikke, før hun forlader skrivebordet kørende ind i garagen. og det ufærdige indJeg laver historien på bill- Hun har også brug for slag. eder, og Louise laver lyd fotografens hjælp. TålmMed målrettede odigt stiller Gram udskridt går turen fra styret fra sig. Hun læner sig en smule tættere redaktionslokalet til garagen, hvor udstyret på Ryge, mens de drøfter med lavmælte stemendnu engang findes frem fra bagagerummet. mer den seneste kontrovers. Som medlem af Der skal både bruges lysstativ, kamerastativ DJ bestyrelsen på TV2 Fyn og tidligere tilog kamera. Jane Jegind, rådmand fra Venstre lidsrepræsentant, vejleder hun ind imellem i Odense Kommune, skal nemlig interviewes.

Signe Ryge, forklarer hun, mens hun slæber Pernille Gram er, udover fotograf og klipudstyret ned ad den ene og den anden gang, per, vejleder for journalistpraktikanterne og før hun endelig kommer til receptionen, hvor fotografeleverne, medlem af DJ bestyrelsen interviewet skal finde sted. på TV2 samt tidligere tillidsrepræsentant. »Man skal holde sig i gang, for det er Hendes centrale rolle på arbejdspladsen bliv-

“

Foto: Emma Margrethe Bork

igen. Der går ikke mange minutter, før Jane tungt,« fortæller Gram senere om udstyret Jegind træder ind ad døren til, hun står foran med en latter i stemmen. kameraet, som Gram rykker og indstiller på.

Hun spekulerer på om, hun mon kan blive Politisk kommentator Jesper Buch stiller ved med at bære rundt på det tunge udstyr, sig på venstre side af kameraet med en rød når hun bliver ældre. Hun opmuntrer dog sig mikrofon. selv med, at udstyret nok bliver mindre og let»Vil du lave lidt lyd, Jesper?« spørger hun tere i takt med, at hun bliver ældre. fra bag kameraets store facon, og Jesper I receptionen vimser Gram rundt for at opbegynder at snakke ind stille udstyret og Hvis man ikke får fortalt i mikrofonen. Da det klargøre omgivhistorien i billeder, har man er i orden, går turen elserne. En plante ikke løftet sin opgave som fo- til Jane. »Jane, du skal rykkes ind i billetograf godt nok lige rykke lidt bagud,« det. Noget makeup dirigerer fotografen rykkes ud. Lyset tilhende, og hendes påbud følges tillidsfuldt. Da passes, så der ikke er genskær i billederne på alt lever op til Grams visuelle standard, kan væggen. Kameraet tjekkes, justeres og tjekkes interviewet gå i gang.

“

Historier på billeder Klokken nærmer sig 15, da Pernille Gram endelig får muligheden for at sætte sig bag computeren igen og vende sin opmærksomhed mod indslaget, som skal være færdig til aftenen. Efter at have hjulpet Jesper Buch med hans interview, fik hun endelig muligheden for at spise frokost. Selv der måtte hun dog tygge sig gennem adskillige samtaler med journalistpraktikanter om deres projekter.

Nu er hun tilbage bag skærmen og klikker løs på tastaturet. For Pernille Gram er det centrale at fortælle historier. Hun har en klar idé om, hvordan historien skal se ud, og i samarbejdet med journalisten kommer indslagene langsomt til verden. »Jeg laver historien på billeder, og Louise laver lyd,« forklarer hun om processen og trækker Louise Ravn-Nielsens speak fra en mappe ind i klippeprogrammet.

Fotografen kender billederne bedre end Ravn-Nielsen og har allerede nu en idé om, hvilke billeder der skal være hvor. Det er den centrale opgave for hende. »Hvis man ikke får fortalt historien i billeder, har man ikke løftet sin opgave som fotograf godt nok,« konstaterer Gram med et bestemt nik, tager headsettet på og kaster sig over tasterne.

Foto: Emma Margrethe Bork

12 STUDIET

DECEMBER

Fortsat fra forsiden:

Er studierelevante jobs overvurderede?

Af Emilie Rotbøl Amstrup og Melissa Kjemtrup

Svaret er lodret ‘nej’ evant arbejde, forklarer Morten Rønnelund: grund af. Chefen for DR Fyn, Morten RønMeget tyder på, at de journaliststuderende »Måske kommer de studerende til at overnelund, er enig med Lasse Hørbye og tilføjer: godt kan skrue ned for stressniveauet op til drive. Bare fordi man har arbejdet med noget »Vi går ud fra, at uddannelsen bringer de praktiksøgningen. medierelateret i nogle måneder, er det ikke studerende op på det Lixens studiet-reensbetydende med, at man rent fagligt er Vi har ansat flere hos os, niveau, de skal være stukket af fra de andre.« daktion har været i på, uden at de skulle der har brugt sin tid på have haft et studkontakt med Fyens Han fortæller også, at det er ikke nødvenStiftstidende, P4 Fyn, studiet og sagt, at det er det, ierelevant digvis dem, der har arbejdet med noget mearbejde.

TV2/Fyn og TV2. For de ville. Det er et udtryk dierelateret, som man husker, når man skal vurderer mediehusene for, at man har taget et vælge en praktikant: egentlig deres komklart valg, og det udstråler mende praktikanter ud jo også noget modenhed. fra deres studiejobs? »Der er svaret lodret nej. Så vidt jeg kan huske, har et studiejob aldrig været den afgørende årsag til, at vi ansatte en praktikant. Men at sige, at det er fuldkommen uden betydning, vil jeg ikke,« fortæller Simon Staun, der har været praktikantvejleder hos Fyens Stiftstidende i seks år.

Den holdning er han og Fyens Stiftstidende langt fra alene om. »Når jeg tænker tilbage på nogle af de praktikanter, vi har haft gennem tiden, så lægger jeg faktisk mere mærke til, hvad de har haft for et arbejdsliv, og hvilken arbejdsmoral de har vist, før de begyndte på universitetet,« forklarer chef for DR Fyn, Morten Rønnelund.

Også TV 2/Fyn tilslutter sig koret: »Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at studierelevant arbejde ikke betød noget. Det er klart, det ser jo godt ud på et CV, men det er ikke afgørende, når vi skal vælge praktikanter,« siger Lasse Hørbye Nielsen. Han uddyber: »Vi har ansat flere hos os, der har brugt sin tid på studiet og sagt, at det er det, de ville. Det er et udtryk for, at man har taget et klart valg, og det udstråler jo også noget modenhed.« Det handler om meget andet Men arbejdsmoral og modenhed er stadig ikke det vigtigste, og bare fordi et job ser godt ud på CV’et, er det ikke nødvendigvis noget, mediehusene sætter pris på, forklarer Lasse Rønlev, der er praktikantansvarlig hos TV2 Nyhederne. »Jeg tror bare, at man som studerende skal vide, at vi som regel godt kan gennemskue, når en studerende mest af alt har haft et job for at kunne skrive det på CV’et. Jeg synes primært, man »Jeg huskEllers var de skal have et job, fordi det også i realiteten er en, der havde arjo ikke bestået og Det er med journaliststudergiver noget brugbart for den enkelte.« bejdet i Givskud Zoo kommet dertil, ende som med biler: Det blivOg det er netop ‘den enkelte’, der er fokusotte sæsoner i træk. hvor de er, når punktet hos mange af praktikantvejlederne: de skal i praktik.« er virkelig kedeligt og uinteres- Det har gjort indtryk »Det lyder måske lidt banalt, men det De studer- sant, hvis I alle sammen forsøger nok til, at jeg stadigt er mennesket, vi ansætter, og så træner vi husker det den dag i ende skal også at være en VW Passat.

Nogle skal mennesket til at blive en dygtig journalist,« dag. Mere end endnu passe på med at være høje og terrængående.

Anfortæller Lasse Hørbye Nielsen fra TV2/Fyn en chefredaktør på overvurdere bedre skal være små og hurtige.

- det er altså ikke nødvendigvis ens studLixen, for dem har tydningen af at ierelevante arbejde, man bliver valgt på bagder godt nok været have et studierel-

“

“

mange af.« Lasse Rønlev fra TV2 Nyhederne mener, at det er langt vigtigere, at de studerende finder nogle jobs, der kan udvikle dem som mennesker og journalister, fremfor jobs der ser godt ud på CV’et: »Det er med journaliststuderende som med biler: Det bliver virkelig kedeligt og uinteressant, hvis I alle sammen forsøger at være en VW Passat. Nogle skal være høje og terrængående. Andre skal være små og hurtige.« Hvor meget kan man rykke?

For at svare på det vender vi lige tilbage til debatindlægget. Simone spørger, om vigtigheden af studiejobs i virkeligheden er noget, vi bilder os selv og hinanden ind. Svarene fra de fire medier peger alle i den samme retning: Det er i virkeligheden os selv, der maler fanden på væggen, når vi opildner os selv og hinanden til et kapløb om de studierelevante jobs.

Konklusionen må være, som Lasse Rønlev fra TV2 fortæller: »Man er på ingen måde diskvalificeret, hvis man ikke har studierelevant erfaring. Det vigtigste er ikke, hvor dygtig man er, men hvor stort potentiale, man har.« Simon Staun er enig. »Jeg ville koncentrere mig om studiet og de relevante journalistiske opgaver forbundet med det, end jeg ville knokle for at få en ekstra linje med på cv’et.« Så de studerende overdriver altså vigtigheden af studierelevant erfaring, når de skal ud og søge praktikplads?

Lasse Rønlev svarer: »Ja, det tror jeg. Det er vigtigere for en studerende at finde sin egen troværdige profil og forsøge at skærpe den, så godt det nu er muligt. Det er langt vigtigere end at have haft et mere eller mindre tilfældigt ‘studierelevant’ job.«

Illustration: Julie Lapp

STUDIET

13

Udlandspraktik i USA udvider din menneskelige viden Udlandspraktik er noget mange studerende måske snuser til, men det er kun få, der vælger at gå efter det. En af dem er Naja Navntoft Holse, der er taget i praktik i USA. Hun fortæller, at det rigtigt nok er besværligt, men at læringskurven også er stejl.

Af Emilie Rotbøl Amstrup

D

test af ens journalistiske evner, men også af Rugbrødsarbejde og dybe vejra jeg tog kontakt til Naja Navntoft falde, når den først er løftet til hilsen. Der er ens menneskelige: Tør du at gøre det her?« trækninger Holse skete det på Facebook. Hendes også manden, der bor fast i en papkasse med Naja er ansat som praktikant hos den afsvar kom ofte et par timer efter mine sin dyne foran en lille butik. Og der er butik»Lige meget hvad, har jeg været i USA« deling, der fokuserer om presse, offentligt spørgsmål og var fyldt med engelske ord, ker, hvor der står kun sorte bag kassen - og Naja Navntoft Holse vidste ikke med sikkerdiplomati og handel. Hun startede med tre dobbelt-A’er og andre erstatninger for vores udelukkende hvide foran. Raceforskellene er hed, hvordan det hele måneder på den danske ambassade i Washbesværlige, danske bogstaver.

Jeg kommer hjem til janu- til at se.

Da vi efter et par forsøg Det er en test af ington inden hun drog til ville gå, da hun tog afar med en hel masse viden »Det er så sundt også ens journalistiske Chicago for at fortsætte ar- sted. får fat i hinanden er det at få den virkelighed »Jeg ved ikke, om om nogle ting, amerikansk ind i sit hoved. Der er midt i Disney Sjov – i evner, men også af ens bejdet i en anden by. I den det bliver en succes. og dansk politik, men også nogle kulturting, man hovedstad hvert fald i Danmark. Naja menneskelige: Tør du amerikanske at gøre det her?

Men hvis ikke det menneskelig viden. Jeg har aldrig vil kunne se i et var opgaverne mange – og sidder til gengæld på et gør, så har jeg fandme virkelig testet mig selv af.« indebærer for eksempel kontor på 39. etage i Chifjernsynsprogram. Og stadig været i USA. sociale medier. cago. Klokken er 12.30. Få uger tidligere er selvom man godt ved Alene.« »Vi sender nyheder ud til amerikanerne hun flyttet fra lejligheden i Washington D.C., det derhjemme, er det noget helt andet, når Heldigvis er succesen foreløbigt om en dansk virksomhed, hvor hun boede sammen med fire piger og man ser det lige foran sig, og der er rigtigt tårnhøj. Og hun remser som gør det godt. hoppede på flyveren til USA’s tredje største mange, der har det rigtigt dårligt, forstår du op, hvordan hun med Eller fortæller, at by, hvor hun nu bor og arbejder på generaldet ikke hvordan det virkelig er. Du kan ikke sin veninde lidt København er konsulatet. mærke det.« tilfældigt endte blevet vurMen hun havde egentlig ikke tænkt, at hun Intensiteten i hendes betoning får i hvert med at få lov deret til i sin praktik skulle sidde og spejde efter the fald mig til at kunne mærke det. Bare en at stå vagt at være Clintons på den anden side af vejen i Washlille smule. Hun har flere gange fortalt, at de til et Clinington DC eller, som nu, i de sidste tre månedoplevelser fører til en ekstra ting i kufferten er af praktikken, kigge ud over Chicagos skypå vej hjem: Menneskelig forståelse. Hun unline. Alligevel sendte hun en ansøgning afsted derstreger det en gang til: til til den danske ambassade i Washington »Jeg kommer hjem til januar med en hel D.C. Og en dag ringede telefonen. masse viden om nogle ting, amerikansk og »De spurgte, om jeg ville til jobsamtale på dansk politik, men også menneskelig viden. en anden stilling, end den jeg havde søgt,« Jeg har virkelig testet mig selv af.« siger hun og fortæller videre: »Og da de en dag ringede efter jobsamtalen Illustration: Julie Lapp og tilbød mig jobbet, sagde jeg bare ja uden egentlig at tænke over, hvad der så ville ske.« ton-event, den hvor både bedste Det praktiske valg er ikke udlandden tidligere rejsedesspraktik præsident og tination. Vi Men et ‘ja tak’ til en praktikaftale i udlandet den tidligere præsfortæller altså betyder også et farvel til praktikløn og til ens identkandidat var til alle de nyheder, komfortzone. Og den tid, man ikke bruger stede.

Hvordan de forskelder er om Danmark, på at gå fra det ene mediehus til det andet i lige ambassader mødes og spiser på vegne af Danmark.« Åbent Hus-ugen, skal i stedet investeres i sammen hos de respektive ambassadører.

Ambassadøren følges tæt, og når der er praktikaliteter. Og det er ikke altid nemt: Hvordan en af kollegerne lige vinkede til Hilbesøg i residensen og på ambassaden bliver »Jeg fik ikke den vilde støtte af studiet derlary Clinton om morgenen på vej på arbejde. der produceret videoer og andet indhold til hjemme – det er en praktisk opgave, der skal »Der er bare nogle oplevelser, som man de sociale medier. løses, udover at man skal i praktik. Sådan er umuligt ville kunne få Men det er ikke kun digdet bare. Det må man se i øjnene,« fortæller andre steder«. Der er italisering, der er en del af hun.

Jeg ved ikke, om stille et øjeblik. »På vej jobbeskrivelsen.

PraktikanOg man bestiller heller ikke bare den første det bliver en succes. hjem fra arbejde har jeg terne interviewer også CEO’s og bedste flybillet, når man skal arbejde for fra store virksomheder for at Men hvis ikke det gør, flere gange set vicepræsdet danske udenrigsministerium. Man skal identen køre forbi i sin vise, at Danmark støtter op så har jeg fandme stasikkerhedsgodkendes. Udfylde massevis af om en given sag.

Der har lige formularer om tidligere job, baggrund og så dig været i USA. Alene. kortege. Når du lige er ude i weekenden flyver været en udstilling om rovidere. Når man er blevet godkendt, er der Trump forbi med sin helikopter. Det er bare hingyaerne, der flygter fra Myanmar: også lige det med at flytte 6.000 kilometer for sindssygt.« »Den ene dag lavede jeg en historie om mod vest. Praktikopholdet i sig selv kan ende Men også i amerikansk politiks mekka er det, den næste skulle jeg interviewe chefen med at koste en flere penge, end man tjener. der skyggesider. Kort efter at have hilst på for Ørsted, der lige havde lavet en aftale på »Ambassaden er ret behjælpelige med at Hillary Clinton, er det måske en af de hjem600 millioner kroner.

Der skal man pludselig finde et sted at bo – husene går tit i arv fra løse på gadehjørnet, man løfter hånden til. sætte sig meget hurtigt ind i, hvordan vindden ene praktikant til den næste, men det er Eller måske gør man det til dem alle sammen møllemarkedet er i USA. Og lave et interview dyrt at bo i Washington. Priserne er høje. Det i så fald er der ingen grund til at lade armen på engelsk.« Hun understreger: »Det er en skal man være klar på.«

“

”

“

14 DEBATTEN

DECEMBER Den sorteste fredag

Af Catharina Maria Skov Lassen

D

Anders Morgenthaler i panelet. De diskuteen 23. november. Kapitalisternes juleafrede vidt og bredt om folks manglende pli og ten. En dag som alle andre og på mange om skilsmisser, som efterlod sig nye jaloux måder helt anderledes. Black Friday er blevet ægtefæller. en del af den danske kultur. Vi har inviterDer var også et dilemma med en dreng, som et dagen ind, og glædeligt lader vi den intehavde valgt at lade være med at flyve. Hele grere sig i Danmark. Det synes måske som hans familie skulle sydpå til bedsteforælden glædens dag. Et Sony fjernsyn XF90 til renes guldbryllup. Drengen kunne ikke tage sølle 8.499. En trøje af mærket Adidas på 50 med, han ville ikke gå på kompromis. Morprocent. En dag hvor alle har råd til at leve genthaler forsøgte at argumentere for, hvorlivet godt. Det er bare, som om vi glemmer for drengen havde fanget pointen, hvorfor elefanten i rummet på en dag som denne. han var den kloge, og hvorfor han ikke skulle Som når vi spiser en stor rød bøf eller flyver gå på kompromis. til Thailand. Elefanten hedder Vi forstod ikke, hvad De to andre i panklima, og Black Friday har lagt købekulturen gjorde elet Uffe Buchard en stor brun lort ovenpå eleved miljøet. Måske vi og Ibi Støvring fanten. skulle spørge os selv; Var begyndte dog lidt Vi glæder os over billige det det værd? halvstammende sko og billigt elektronik, at sige, at han derimod skulle tage med. Han men er det virkelig så vigtigt? Så vigtigt, at var uforskammet at lade festen handle om vi skal købe dobbelt så meget, som vi ellers ham, og han skulle stoppe med at fjerne fokus havde gjort? Og efterlade en planet til vores fra den glædelige dag. børnebørn, som er helt sodet til? Den anden Men hvorfor? Hvorfor skal vi ikke hylde dag hørte jeg Mads og Monopolet, her sad

“

de helte, som ikke benytter sig af Black Friday, som ikke spiser kød, og som ikke flyver til langbortistan, så snart de har mulighed for det. Morgenthaler skruer stemmen op og siger: »Vi har 14 år, 14 år til at rette op på, hvordan vi har behandlet denne planet«. Vi er den afgørende generation, hvad vi foretager os her i dag kommer til at have effekt og afgøre hele verdens skæbne.

Vi kan være skyld i folkedød. Hvad skal vi svare, når vi bliver interviewet til en apokalyptisk dokumentarfilm om generation 0, her hvor det

hele startede?

Vi ville bare gerne have det fjernsyn! Vi ville bare gerne have 30 T-shirts til vores baby! Vi skulle have den nye jakke fra det smarte mærke! Det er da pinligt, hvis vi skal overlevere en verden fyldt med beskidt luft og udtørrede have, bare fordi vi gav efter for kapitalismen.

Vi forstod ikke, hvad købekulturen gjorde ved miljøet.

Måske vi skulle spørge os selv; Var det det værd?

Illustration: Julie Lapp

En politisk dækning, der prioriterer form over indhold Af Jesper Lindstrøm Jørgensen

D

analyse af godt og dårligt håndboldspil. agen inden Venstres landsmøde i Var det nu klogt af Støjberg at sætte sig Herning kom Inger Støjberg ‘mellem selv i scene som mulig formand netop nu? linjerne’ til at lufte formandsambitioner i Vil uroen gøre skade på Venstre i det komJyllands-Posten. Dermed meldte hun sig inmende valg? Der skulle gå over halvdelen af direkte som udfordrer til den oplagte arvtagden knap tre kvarter lange udsendelse, før er, når Lars Løkke en dag er færdig på Vende (for en meget kort bemærkning) kom omstres formandspost, nemlig næstformand/ kring de eventuelle politiske konsekvenser af partikronprins, Kristian Jensen, og så gik Støjberg versus Jensen som fremtidig Venmediemøllen ellers i selvsving. streformand.

Med overskrifter som ‘Støjberg stjæler Det åbenlyse problem med denne takbilledet’, ‘Tiden efter Løkke spøgte på landstisk funderemødet’ og ‘Støjbergs ambitioner Var det nu klogt af Støjberg at de tilgang til skyggede for Løksætte sig selv i scene som mulig den politiske ke’ skrev danske formand netop nu? Vil uroen gøre dækning er, at man legitimerer medier om landsmødet for parti- skade på Venstre i det kommende politik som spin og strategi. Men et, der sidder på valg? det er ikke legitlandets statsminimt. Strategi og spin tjener for offentligheden isterpost, med forsvindende lidt fokus på det ene formål at stjæle dens opmærksomhed politisk indhold og et altoverskyggende stort fra reelle politiske konsekvenser, der gemmer fokus på strategi og hypotetisk formandsopsig et sted bag manøvrernes røgslør. gør. I ‘JERSILD minus SPIN’ var man ugen Politiske konsekvenser, der har reel betydefter landsmødet som sædvanlig garant for ning for det liv, vi lever. Set fra et samfunden analyse af den forgangne uges største sperspektiv er det helt og aldeles irrelevant, politiske kampplads. hvordan Støjberg og Jensen positionerer sig Med mundvandet rindende kastede Jens i forhold til hinanden, og hvorvidt deres hanOlaf Jersild og de politiske kommentatorer dlemønstre er udtryk for taktisk kløgtighed Kristian Madsen (Politiken) og Amalie Lyhne eller det modsatte. Det er alt sammen form og (Berlingske) sig over det ulmende formandikke indhold. Og det er i bedste fald spild af sopgør, som var de militærstrateger, der tid. I værste fald er det vildledende og fordærskulle efterrationalisere en militæraktion vende for den reelt politiske samtale. eller sportskommentatorer, der skulle udfylde pausen mellem to halvlege med en taktisk

“

Illustration: Julie Lapp

DEBATTEN

15

Er den perfekte opskrift flere sabbatår eller ingen?

Af Stine Ploug Christiansen

Af Emilie Søndergaard Christiansen

F

or snart 6 måneder siden fik jeg den glædelige besked, at jeg var blevet optaget på min drømmeuddannelse. Nemlig journalistik. På det tidspunkt gik jeg stadigvæk i gymnasiet. At vide at jeg efter sommerferien skulle starte på universitetet, var for mig en drøm, der gik i opfyldelse.

For jeg er en af dem. En af de få, der har valgt at tage det direkte spring fra gymnasiet til universitetet. Dermed har jeg heller ikke haft det gyldne sabbatår, som langt størstedelen af de nyudklækket studenter vælger at tage, når de har færdiggjort deres gymnasiale uddannelse. Jovist var jeg skoletræt. Faktisk var gymnasiet for mig slet ikke den der glade, sjove dannelsesrejse, som den er for mange.

I stedet var gymnasiet en sur pligt, der blot skulle overstås, så jeg hurtigst muligt kunne komme i gang med at læse journalistik. Derfor gjorde folk også store øjne, da jeg fortalte, at jeg ikke ville holde sabbatår, men derimod søge direkte ind på universitetet. For kan man klare sig på universitet, hvis man er godt og grundigt træt af at gå i skole? For mig var svaret indlysende. Selvfølgelig kan man det.

For man vælger vel en uddannelse, der harmonerer med de drømme, man har for sit liv?

I mit tilfælde var dette sagen. Jeg har, siden jeg gik i 2. klasse, haft et brændende ønske om at blive journalist. Derfor var jeg også stensikker på, at jeg nok skulle overkomme det had, jeg havde fået til at gå i skole. For nu skulle jeg jo til at lave det, jeg elsker.

Adskillige gange igennem min gymnasietid fik jeg kommentarer om, at jeg skulle sætte farten ned og lade være med at have så travlt med at komme videre. At jeg ”bare” skulle leve i nuet og nyde den tid, vi havde sammen i gymnasiet. For mig var det bare ikke så enkelt og ligetil.

Jeg gik gennem gymnasiet med en følelse af, at jeg ikke hørte til. At alle de drømme og visioner jeg havde for mit liv, lå på den anden side af gymnasiets mure. Kun på journalistuddannelsen kunne jeg få indfriet disse drømme. Jeg skulle bestemt ikke ud og holde et sabbatår. For hvilken nytte kunne det have? Jeg ville bare i gang med at læse journalistik. Og det kunne ikke gå hurtigt nok.

Hvad skulle jeg bruge et helt år af mit liv på, når jeg var helt og aldeles afklaret med, hvordan min fremtid skulle se ud?

Da jeg under optagelsesforløbet var til samtale på journalistik, blev jeg spurgt, om jeg med mine 19 år selv følte, at jeg var moden nok til at starte på universitetet. Om jeg ikke havde brug for en pause, hvor jeg kunne komme ud at rejse og opleve verden. Svaret på dette var for mig indlysende, for selvfølgelig var jeg klar, - det havde jeg været i lang tid. Samtidigt var det en udfordring at skulle sidde og argumentere for hvorfor jeg, som kommer direkte fra gymnasiet og ikke har rejst jorden tynd, skulle kunne klare mig ligeså stærkt, som dem, der har denne oplevelse med sig i bagagen.

I dag er det godt og vel 4 måneder siden, jeg blev student fra Esbjerg Gymnasium. Jeg har været universitetsstuderende på mit drømmestudie i 3 måneder, og jeg er gladere, end jeg nogensinde har været. Derfor var det for mig også det helt rigtige valg at gå direkte fra gymnasiet til universitetet. For mig har det bestemt ikke været en hindring, at jeg var dybt og inderligt skoletræt. Tværtimod har jeg aldrig været så glad for at gå i skole, som jeg er nu. Og jeg ved, at dette hænger sammen med, at jeg har valgt et studie, som jeg elsker og brænder for.

D

a jeg blev færdig med gymnasiet for tre år siden, var jeg hamrende skoletræt. For mig handlede gymnasiet ikke om at lære, men om at memorere. Jeg kunne huske tingene, lige indtil eksamen var overstået og karakteren var givet, og så sivede al ny viden ellers langsomt ud igen. Der er rigtig mange ting, som jeg dengang syntes var voldsomt interessante, som jeg slet ikke kan huske i dag. Hvis man kunne recitere hvad der stod i bogen, kunne man få en god karakter. Fokus på selve forståelsen af stoffet var ikke så stort.

Da jeg endelig havde fået studenterhuen på, slettede jeg alt hvad der havde med skole at gøre. SRP og AT-opgaver røg direkte i computerens papirkurv sammen med alt hvad jeg havde lært i de tre år. Med et gennemsnitligt gennemsnit trådte jeg ud i mit første sabbatår.

For det var indlysende for mig, at jeg skulle holde et sabbatår. I det år skulle jeg lave alt andet end at skrive afleveringer og læse tunge lektier. Eller, det var egentlig ikke meget der blev skrevet i gymnasiet - jeg trak den lige til grænsen og lidt over, når det kom til fravær.

Det første sabbatår gik med rengøring hos den lokale kiropraktor. Derefter søgte jeg ind på journalistuddannelsen i Odense, for jeg har altid vidst, at jeg vil være journalist, og man holder jo kun ét enkelt sabbatår, ikke?

I mit tilfælde, fandt jeg ud af, at jeg hellere ville ud at rejse, så ansøgningen blev annulleret, og andet sabbatår blev skudt i gang.

På det tidspunkt var det den rigtige beslutning. Jeg tog til New Zealand, hvor jeg for alvor oplevede at skulle stå på egne ben. Det var en oplevelse der virkelig modnede mig, og gav noget selvtillid på kontoen. Motivationen for at starte uddannelse voksede langsomt frem. På rejsen blev der sået en tanke i mig om, at jeg da selvfølgelig skulle læse til pæd-

agog. For det er super nemt at komme ind på pædagoguddannelsen - og det kom jeg også.

Mailen landede tungt, og jeg blev faktisk helt vildt skuffet over, at jeg var optaget. Var det virkelig sådan det skulle føles? Stressen over, at jeg nu stod med noget der mindede om et mareridt i hænderne var rimelig stor, og tanken om, at der hang et tungt uddannelsesloft over hovedet på mig gjorde, at jeg sprang fra endnu en gang og indledte mit tredje sabbatår.

Efter dén oplevelse valgte jeg at gå efter min oprindelige drøm om at blive journalist.

Det var virkelig det eneste, hvor jeg havde en følelse af, at det var noget jeg oprigtigt ville.

Der var ikke andre alternativer der kunne måle sig med tanken om journalistik. Optagelsen gik virkelig som smurt, og jeg er på de tre måneder jeg har gået på studiet, blevet overbevist om, at jeg er havnet på den helt rette hylde. Jeg har aldrig været så glad for at stå tidligt op og gå i skole, som jeg er nu. Jeg har intet imod at blive tre timer ekstra på uni, for lige at få styr på nogle ekstra ting.

Det jeg vil sige er bare, at det er dybt latterligt, at der inde på Christiansborg skal sidde nogen, som dikterer, hvornår og hvor hurtigt man skal starte på en uddannelse. Jeg forstår virkelig ikke den karakterbonus, som man kan opnå, hvis man starter sin uddannelse inden for de første to år, efter man er blevet student. Det lægger et enormt pres på skuldrene af folk, som jeg virkelig ikke kan se det nyttige i. For hvis man tager én uddannelse, er man bundet til den i lang tid, inden man kan tage en ny. Der er ikke plads til at fejle. Nogle har fuldstændig styr på deres fremtidsdrømme, og andre har brug for en pause, for lige at samle motivationen op igen. Det kan tage et år, men det kan også tage tre år. For mig tog det tre år, men så valgte jeg også rigtigt.

Krænkelse er det nye sort Af Teitur Larsen

J

eg var for nogle uger siden til barnedåb, da jeg skulle stå fadder til min kusines søn. Under prædikenen fortalte præsten om Danmarks afstemning af danskernes yndlingsord. Der var over 1500 nominerede, men ni blev udvalgt. Nogle af de udvalgte var ord som anstændig, pyt, tak og krænkelsesparat.

Præsten lagde fokus på det sidste ord. At være krænkelsesparat. Altså at være klar på at blive krænket. Hvorefter hun prædikede om vores konstante opmærksomhed på at være politisk korrekte og ikke at krænke mennesker med andre værdier eller baggrund end os selv.

Jeg må desværre give hende ret i, at vi efterhånden er blevet hinandens dommere, der skal bestemme, hvad man må og ikke må sige eller gøre. Mange er efterhånden blevet krænket. Så mange, at det næsten er mainstream at stoppe nogle med en løftet pegefinger og gøre opmærksom på sin personlige berettigelse til et bestemt ord eller en bestemt adfærd. Hvem husker ikke, da en sort dreng stod model til H&Ms ‘Coolest monkey in the jungle’-sweatshirt, der udviklede sig til en kæmpe debat rundt omkring i verden.

Selvom skandalen skabte frustration blandt mange mennesker var drengens mor selv

uforstående overfor den aggressive reaktion.

Det er ikke, fordi der er noget galt i at være uenig og føle sig krænket. Det er, når vi ikke altid er enige med majoriteten, at vi pludselig ser det vigtige demokratiske og individuelle princip i, at vi har ret og rum til at sige fra overfor det, der står imod, hvad vi selv mener er rigtigt og forkert Mens jeg lyttede efter, hvad præsten havde på hjerte, kunne jeg dog ikke slippe tanken om, da Københavns Universitet i sommer meddelte, at temafesterne på de berømte rusture ikke må høre under kategorier, som udstillede etniske eller religiøse minoriteter.

Var det en handling baseret på krænkelsesparathed?

Københavns Universitet udelukkede temaer som ’indianer’, ’mexicaner ‘ og så videre. De gjorde det umuligt for andre at blive

krænket af et kostume. Selvfølgelig skal man ikke gøre nar af andres etnicitet, religion eller lignende, men er det centrale i den ironiske humor ikke, at vi får lov til at gøre grin med stereotyperne? Det er ikke ensbetydende med, at fordi man tillader noget, så skal der køres derudad med ’slave’- og ’voldtægtstema’.

Men når man går hen og flueknepper krænkelse og blander sig i voksne menneskers eget valg af kostumer, så fjerner man pludselig fokus fra de vigtige krænkelsesdebatter og får #metoo-bevægelsen til at ligne en bølge af brokkehoveder. Bare rolig, jeg er ikke modstander.

For at vende tilbage til barnedåben, så havde præsten en pointe med sin historie. Danskernes yndlingsord blev ikke krænkelsesparat – selvom det havde været oplagt. Yndlingsordet var ’pyt’.

I det øjeblik præsten spyttede det lille enstavelsesord ud i kirken, tænkte jeg straks på ’pytknappen’ i mit køkken. ’Pytknappen’ er en blå knap med hvide blokbogstaver, hvor der, som ordet siger, står ’PYT’. Trykker du på knappen siger en rolig stemme ‘pyt med det’. Har du en frustration, så virker den hver gang.

‘Det stod ned i stænger på vej hjem!’ – pyt med det.

‘Damen i supermarkedet sagde negerboller!’

– pyt med det.

Måske er det løsningen, når vi føler os krænket over andre menneskers opførsel. Vi er jo langt fra ens, og ville det ikke være kedeligt, hvis alle gik op i og mente det samme? Derfor er de krænkelser, som nærmere minder om bagateller og ikke er til for at støde nogle, nok ikke mere værd end et ’pyt med det’.

Jeg må til sidst indrømme, at imens jeg sad der i kirken - ikke-troende - og netop havde svoret, at jeg ville opdrage min gudsøn i den kristne tro, opdagede jeg, at jeg havde løjet for en præst, og nogle ville uden tvivl blive krænket ved tanken, men jeg kunne ikke tænke andet end ’pyt med det’.

16 NICHEN

DECEMBER

POLITIK

Justitsministerens møde med de landsdækkende medier Når man først træder ind på den landspolitiske scene, bliver man hurtigt offentligt kendt, både på godt og på ondt. Det var noget som landets nuværende Justitsminister, Søren Pape Poulsen i den grad fik at mærke, da han gjorde sit indtog i landspolitikken i 2014 som partiformand for Det Konservative folkeparti.

Af Melissa Kjemtrup

»J

eg mener ikke, at offentligheden har ret til at vide noget som helst om mit privatliv,« fortæller landets konservative justitsminister Søren Pape Poulsen gennem to år og lægger tryk på ret, mens han hælder kaffe i kopperne. »Vi har jo alle sammen grænser for, hvad vi synes, der vedkommer andre mennesker.

Men når det så er sagt, så har jeg i bund og grund ikke så meget imod, at folk ser, hvem jeg er og kommer til at kende en anden side af mig.« Det er blandt andet derfor, han har deltaget i tv-programmet ’kender du typen’.

Men det er ikke det samme, forklarer han.

Deltagelsen i livsstils-programmet var hans eget træk, for at invitere danskerne ind i sit hjem, ligesom han nu har inviteret mig indenfor. Han sætter sig ned på en af stolene overfor mig i sin spisestue, og byder på noget chokolade. »Når man ifølge medierne er en offentlig person, så er man en offentlig person, uanset hvilke livssituationer du står i,« siger han nærmest som en selvfølge og tager en tår af kaffen fra den lille musselmalede kop. Det er noget, man vænner sig til, især efter så mange år i både lokal- og landspolitik, fortæller han.

Han sætter koppen tilbage på underkoppen og kommer med et eksempel: »Da jeg blev formand for partiet, var det som at få kørt et røntgenapparat hen foran mig, fordi jeg var jo ikke kendt i landspolitik.« Kendt blev han dog hurtigt. En dag så han sin egen seksualitet blive blæst op på flere forskellige af landets avisforsider. »Der fik jeg bare at vide, at historien ville blive skrevet, uanset om jeg ville ud med det eller ej.« Og med ét var Søren Pape Poulsen og hans seksualitet offentlig. Det var bare ikke på hans egne præmisser. »Jeg synes ikke, at det var rimeligt, at mine forældre skulle opleve det. Det er jo ikke noget, de har et problem med. Det er ikke noget nogen, jeg kender, har et problem med. Det er mere urimeligheden i det, fordi man er magtesløs.« »Småsvindleren« Pape Men mediernes røntgensession var ikke slut endnu. I tiden kort efter ringede journalister fra landets medier til flere af Papes gamle byrådskollegaer og andre af hans bekendte, hvor de stædigt forsøgte at finde noget ’smuds’ på den nye partiformand. »Jeg må ikke passe ind i den måde, medierne tænker på. De må tænke: ’Det kan umuligt være, at der kommer et helt almindeligt og forholdsvist ordentligt menneske, der ikke har en masse lig i lasten’.« Det var svært for ham at forholde sig til, at medierne ringede rundt til hans tidligere kolleger på den måde.

dier, og man bliver nærmest kaldt sådan en »Jeg kan huske, at jeg blev sur. Jeg havde småsvindlertype. Det er ikke til at holde ud.« bare lyst til at samle dem i et rum og råbe ad Endnu engang måtte han bare se til, mens dem alle sammen.« han følte, at han blev uretfærdigt udstillet i Det kan man ikke, og det vidste han godt. medierne. Det var Han vidste også godt, ikke rart, for som hvor lidt han kunne Jeg kan huske, at jeg blev han selv siger, gøre ved det, når det sur. Jeg havde bare lyst ville han aldrig kom til stykket. til at samle dem i et rum og kunne nå ud til »Man må bare venråbe ad dem alle sammen. folk så hurtigt, te på, at det går over. som medierne kan Det er frustrerende, og fortælle den men det skal man jo version af historien, som han mener, at borgkunne leve med.« erne i Viborg allerede kendte til.

Han og hans familie måtte se til, mens der blev fundet sager fra Søren Papes tid som ‘The thin line’ byrådspolitiker og borgmester, som ifølge Selvom ministeren ikke føler, at han har haft ham selv blev fremstillet forkert. den bedste start med medierne, da han blev »Sagerne var åbne og fremlagt for byrådet partiformand, er han langt fra bange for at i Viborg kommune. Det blev fremstillet som tale med journalister. sådan noget lyssky noget i de nationale me-

“

»Der er for mange politikere, der bliver for bange for at sige noget, når sådan noget sker.

Det bliver så konstrueret det hele. Så jeg vil hellere egentligt bare sige det, jeg mener, og at det så bliver oplevet skævt hos nogen,« forklarer han.

Det hele kommer med erfaringen, og så gælder det om at være hårdfør. Man kommer også til at lære, hvad journalisterne går efter, forklarer Søren Pape Poulsen. »Man lærer hurtigt lige præcist, hvor ’the thin line’ er. Når du siger det, ved du, om du har sagt noget, der giver en stor historie eller ej.« Som ansvarlig for blå blink og politiskjorter, skal man ofte udtale sig til pressen, for det er noget af det, der er tættest på befolkningen, forklarer han. Derfor skal man også være lidt mere opmærksom. »Hvis ikke du er minister, kan du bedre fyre en holdning af. Som minister kan det have en helt anden konsekvens, det du siger.« Nogle gange kan det være svært at dy sig, men som Pape selv siger, så er det sjovere at være minister, end ikke at være det. Når det så er sagt, så er det hårdt, især på grund af de mange deadlines, pressen har. »Virkeligheden er jo ikke sådan længere, at først bliver der lavet til tv-avisen, så bliver der lavet artikler til aviserne, og så lidt hen på eftermiddagen går alle hjem, for så er aviserne lavet. Der er jo deadlines hele tiden.« Det presser i særdeleshed også politikerne, fortæller han. »Du er bare på på en anden måde hele tiden.« Det, sammenlagt med mediernes historiesult, gør det svært for politikerne, ifølge Søren. »Hvis du kigger på, hvem der er formænd for de forskellige partier, så er mange af os blevet det i vores 40’ere. Det betyder, at vi nok ikke skal pensioneres derfra. Jeg ved selvfølgeligt ikke, hvad andre skal, jeg skal i hvert fald ikke. Jeg skal være i det her i nogle år og være formand for mit parti i nogle år, og så skal jeg noget andet.« Han tager koppen i hånden, og hælder resten af den kulsorte kaffe ned i svælget. »Jeg har meget respekt for mine politiske kolleger, for jeg ved, hvordan det slider på en.« Det gælder uanset om man har et udmærket forhold til journalisterne på Christiansborg eller ej. »En journalist skriver den artikel, som en journalist vil, og som den redaktør, der sidder og godkender den, siger god for.« Man kan derfor ikke altid være herre over, hvilke taster der trykkes i bund på de forskellige redaktioner. Men det er nødvendigt, at der er nogen, der tager den opgave, det er at være politiker, på sig. »Tænk sig, hvis ingen ville påtage sig det.

Så fik vi jo de ringeste af de ringeste. Det kan være, at der er nogen, der siger, at det har vi allerede, men jeg må sige, at folk har jo de politikere, de fortjener og ikke bedre. Så måtte de selv melde sig.« Foto: Melissa Kjemtrup

NICHEN KULTUR

17

Russer i Danmark: »Jeg er en russisk patriot« Hvordan er det at være russer i Danmark, når Putin bomber Krim, manipulerer demokratiske valg og er en trussel mod Vesten?

Af Simon Wincentz Heim

Årtusindet var netop begyndt. Rusland var stadig præget af de tumultariske begivenheder ved Østblokkens fald i 1990’erne. Der herskede anarki, alt var i opbrud – og alt kunne købes; fra statsobligationer i det tidligere nationale olieselskab til simple hælervarer.

I Sibiriens største by, Novosibirsk, bliver Maxim Belov født. En by der er tættere på Kasakhstan og Kina end på Moskva og Sankt Petersborg. Det er her, at de første scener fra Maxims liv finder sted. Novosibirsk er ingen legeplads her i midten af 90’erne.

Rusland er styret af den alkoholiseret præsident Jeltsin, og ingen ved, hvor fremtiden bærer hen. Der er ikke butikker, som vi kender det fra Vesten. I stedet er der telte og mindre markedspladser, hvor halvnomadiske købmænd slår deres telte op og skaber en basar – blot for en tid imens Rusland tør op i sit opbrud. Den russiske stat og dens myndigheder forsøger stadig at ryste tømmermændene af sig, alt i mens regerer Darwins lov. De stærkeste og mest kyniske vinder – om det så er oligarken eller gaderøveren. »Da jeg er omkring fire år, bliver min mor røvet på gaden med min tvillingesøster og jeg ved siden af sig. Jeg husker det ikke, men hun har fortalt, at røverne truede hende med en pistol, fordi de ville have hendes guldøreringe. Det var nok det, der fik min mor til at forlade Rusland. Det var ikke sikkert for os«, siger Maxim.

Farvel Rusland Maxim er fem år, da hans mor finder en dansk mand. De bliver gift, og snart er den anarkistiske tilværelse i Rusland skiftet ud med den rolige hverdag i velfungerende Danmark.

Det var et markant skifte for Maxim. Han var vant til at blive trukket siddende i en kælk fleste af os gør. En ungdom med fest og farvgennem en snebeklædt skov for at komme til er, men også med skolebøger og hårdt arbebørnehave. Nu blev han bragt og hentet i en jde. Den gamle verdensorden med Vesten lækker bil. Grønsager fra basaren og gaderømod Østblokken var fortid. Rusland var ikke vere var skiftet ud med ferier til Monaco og et fjendeland, som Sovjetunionen var.

Italien.

Det var nemlig en velhavende dansk mand, Skurkenationaliteten som Maxims mor var blevet gift med. Men Men hvordan er det egentlig at være russer i det var også en mand, som gik ind for kæft, Danmark? trit og retning. »I folkeskolen og gymnasiet interesse»Min mors mand gik meget ind for assimrede jeg mig meget for historie og film. Jeg ilation. Han ville ikke have, at jeg snakkede lagde mærke til, hvordan russerne altid var russisk ved spisebordet. Jeg måtte ikke være portrætteret som skurkene. Især i film, men russer, men jeg også i vores hisskulle fuldkomJeg er patriot. Russisk pa- toriebøger og i men omskoles til samfundstimerne. triot. Fordi jeg elsker folket, Det føltes ikke retat være dansk. landet og vores kultur Han blev sur hver færdigt«, fortæller gang, at jeg talte.

Maxim.

Jeg kunne jo ikke tale dansk. Det gjorde mig Det var i slutningen af folkeskolen, at Maxim nervøs og usikker på mit sprog – senere hen for alvor begyndte at interessere sig for hans også på dansk«, siger Maxim. tidligere hjemlands historie. Hvordan kunne Men tiden gik, og Maxim lærte dansk og tog det altid være russerne, som var den dårlige Danmark til sig. Han voksede op, som de part?

"

Foto: Privatfoto

En patriot mellem to lande Selvom Maxim er opdraget i demokratiske Danmark, så støtter han stadigvæk Putin. »Jeg vil ikke sige, at Putin er idealet. Jeg er demokratisk opdraget, men man kan ikke sammenligne demokrati i Vesten med situationen i Rusland lige nu. Demokrati kommer ikke over natten – og som situationen er nu, så mener jeg, at Putin er det bedste for Rusland«, fortæller Maxim.

Maxim er selv en mand, der står i to forskellige verdener. Den trygge opvækst i demokratiske Danmark og den interessante hjemstavn Rusland. »Der sker jo også gode ting i Rusland, men det har ofte ikke interesse for de vestlige medier. De fokuserer mere på fjendebilledet. Og den samme situation ser man også i russiske medier mod Vesten«, siger Maxim.

Men for Maxim handler det først og fremmest om at elske sit hjemland, som han også elsker Danmark. Det kan være svært at forklare folk om den kærlighed, man har til sit land, når det er indhyllet i et systematisk fjendebillede fra medierne, men Maxim forsøger at forklare folk, hvorfor han føler, som han gør. »Jeg er ikke nationalist, fordi min kærlighed til Rusland handler ikke om den aktuelle politiske situation. Jeg er patriot.

Russisk patriot. Fordi jeg elsker folket, landet og vores kultur«, afslutter Maxim.

Rusland-tema »Jeg begyndte at opsøge andre medier, end hvad man normal læser i Danmark. Jeg læste flere russiske netaviser for at få deres vinkel med, men jeg opsøgte også al-Jazeera for at få mere objektive nyheder. De danske medier dækker det alt for ensidigt – som om det kun er skurkevinklen, der får plads i nyheder om Rusland«, siger Maxim.

Det er nemlig ikke altid nemt at være russer i Danmark. Især ikke efter Putin gik ind i Krim i 2014, og for alvor satte Rusland på karambolagekurs med Vesten, fortæller Maxim.

Det var måske også grunden til, at Maxim begyndte at interessere sig mere for, hvad der egentlig skete – hvad var grundene bag Ruslands handlinger, når man læste andre medier end blot de danske og vestlige. »På grund af min nationalitet som russer, følte jeg mig stigmatiseret og medstemplet, hver gang russerne havde gjort noget skidt.

Jeg blev vred og trist. Det er jo ikke fedt at få at vide, at ens nationalitet er en skurkenationalitet – selvom det i praksis ikke er sandt«, siger Maxim.

Vi hører meget om Rusland i medierne - men hvordan er det egentlig at være russer i Danmark?

Og hvor seriøst skal man tage truslen om en ny kold krig?

Det spørgsmål forsøger kulturredaktionen hos Lixen at besvare over de næste par udgivelser.

18 BLIKFANGET

DECEMBER

Julelyset liver landet op Hvis man går udenfor og puster i december, så stiger der en frosttåge til vejrs og forsvinder. Varmen har forladt landet, men hvis man stiller sig midt i Odense, så kan man snyde sig til en lun fornemmelse. Det orange lyskonfetti glimter i gaden og liver vinternætterne op. Uanset om man shopper efter brændte mandler eller gløgg, så får man drysset en portion julestemning ned over sig, når turen går under julelyset i byen.

Af Louise Olifent

BLIKFANGET Vinterjakkerne i Vintapperstræde bliver ført igennem passagen af bølgende julelys. Så kan gadelamperne gå på juleferie med en hjælpende hånd.

Stjerner hænger i Brandts passage og skærmer for den mørke vinterhimmel. Det er en juletryg tur, selvom mange valgte at skærme med paraplyen denne regnvejrsaften.

19

BAGSIDEN

af Jakob Svensmark

Lilleholts hoved forlader den synkende skude og går i kredsløb om solen Af Jesper Lindstrøm Jørgensen

K

limaminister, Lars Christian Lilleholt, har netop løst klimakrisen på ægte liberal manér – ved at gøre det for sig selv. Kilder i Folketinget fortæller, hvordan klimaministeren for et øjeblik siden pludselig rejste sig fra sin plads i Folketingssalen og deklarerede: »Længe leve Planet Lilleholt!«, hvorefter hans gigantiske hoved løsrev sig fra det knap to meter lange kadaver, der hidtil har forbundet det til de almindelige dødeliges verden – sekundet derpå brød hovedet gennem salens loft og jordens atmosfære for straks at gå i kredsløb om solen. Pia Kjærsgaard så hele seancen fra sin piedestal. Hun udtaler: »Jamen det var et frygteligt kaos. Uffe, der springer rundt på bordene og råber: ’Jamen, ej men, d-d-det - hvor er det crazy, det her, mand!’. Bertel, der går i cirkler og vrisser: ’Pis mig i øret! Der er kraftedeme ikke nogen, der har briefet mig!’. Og så Henrik Sass, som prikker mig på skulderen og med en kvalmende Bacardi-og-crack-ånde spørger mig: ’Altså… Ser du også det her, Pia?’«.

Det er uvist, hvor længe klimaministerens

hoved har gået med separationstanker. Dog synes et pseudoambitiøst klimaudspil og dets ikke eksisterende finansieringsplan pludselig at give mening – hvorfor redde et brændende lokum, man ikke har tænkt sig at skulle skide på ret længe endnu? Med Bertels reaktion på optrinnet for øje må man dog formode, at selv Lilleholts egen folketingsgruppe ikke har kendt til projektet. Forargelsens fanebærer Johanne Schmidt-Nielsen tager naturligvis ikke til takke med en sådan formodning. Hun har straks afbrudt sin barsels-/se-min-SoMebaby-orlov og kaldt en samlet regering i samråd: »Jeg forlanger nogle svar, for pokker!

Ellers vælter jeg sgu hele lortet. Altså, det gør jeg bare!« Vi har gerne villet spørge Lilleholts hoved til fremtidsplanerne for Planet Lilleholt samt til forlydender om et allerede komplekst økosystem.

Hovedet er endnu ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Har vi truttet i røvhullet for sidste gang?

Af Mathias Duhn Larsen

S

Og så får brunsvigerpiben pludselig en anom forhenværende københavner og den lyd, når man trutter i den. I en sådan grad nyerklæret odenseaner vil jeg indlede med at Jan Gintberg måtte rykke ud med sit fofølgende betragtning: Odense er en by med rundrede ansigt i public servicens tegn og se rare mennesker. Folk er faktisk røvflinke. Genærmere på røvhullet. (Find det legendariske nerelt mere elskelige end københavnere, som klip på DR TV i Gintberg på Kanten i Bolbro man tit kan finde på en prætentiøs hipstercasæson 5, hvis du ikke allerede har set det). fe med hovederne oppe i deres egne quinoadMen ak, bedst som jeg troede, at jeg haryssende røve.

Men jeg har Jeg kan til tider blive vde fundet et bare nogenlunde en anke mod en anelse ør i skallen, anstændigt alternativ til min det fynske folk. når fynboere promoverer kære moders på-den-anden-sideJeg kan til tider deres elskede brunsviger af-storebæltet-sig-befindende blive en anelse som en gedigen kulina- bagværk, erfarer jeg i et konkurrerende medie dette røvsyge fakør i skallen, når risk oplevelse. tum: Conditoriet Hauges Plads, i fynboere prodenne sammenhæng bedre kendt moverer deres som Røvhulsbageren, er meget tæt på at dreelskede brunsviger som en gedigen kulinaje nøglen om. Det skyldes ikke manglende risk oplevelse. Nuvel, den smager udmærket røvhuls-appetit fra pøblen, men det faktum, - som en slags drømmekage, hvor afsender at letbanebyggeriet har besværliggjort adganhar inkasseret et lukrativt sponsorat af gær. gen til røvhuller og andre kulinariske mesterMen… En spidsfindig bagersvend i den odenværker, som bageriet diverterer med. seanske forstad Bolbro fik i tidernes morgen Så kære læser. Odense er en by med gode den røvgeniale idé, at pøse chokola’e udover mennesker. Faktisk nærmest støvsuget for brunneren og navngive herlighederne endnu røvhuller. Men et sted i byen er der røvhuller mere sofistikeret. Denne konditoriske landat finde, og det sted er nu lukningstruet. Det vinding fik navnet Røvhul.

“

Illustration: Julie Lapp

sutter røv. Derfor må vi nu stå sammen for at sikre, at byens eneste forsyningskilde af røvhuller stadig får mulighed for at tømme ryggen... sorry, ovnen og gøre byen til et endnu behageligere sted. Tag en ven i hånden (eller et røvhul, hvis du kender sådan et) og begiv dig ud til Bolbro. Ignorer alle bekymringer om din abdicerende bankkonto, der ligger døende med et alt for undseeligt SUdrop. Køb en røvfuld røvhuller, så bageriet kan overleve de svære letbanetider. Odense vil være et fattigere sted uden røvhuller.

Derfor må vi nu stå sammen for at sikre, at byens “mulighed eneste forsyningskilde af røvhuller stadig får for at tømme ryggen... sorry, ovnen og

gøre byen til et endnu behageligere sted. Tag en ven i hånden (eller et røvhul, hvis du kender sådan et) og begiv dig ud til Bolbro.