Lixen juni '09

»Når der var nogen, der så mig, kunne de godt finde på at råbe ‘du skal dø, dit skide stikkersvin’ efter mig.« Portræt af Morten Spiegelhauer side 8

Avisen for yngre egoister | www.lixen.dk | 11. årgang | 4. nummer | Juni 2009

FOKUS: Selvpromovering

Kæmper journalister for et højere mål eller bare for at se godt ud i medierne?

Foto: Nynne Pedersen

Knudsen gør status

Glad tv med vokseværk

Den nye centerleder er ikke længere ny. Det er på tide at gøre status efter hans første semester som konge af Medietorvet.

Har han forvandlet Center for Journalistik til Danmarks Internationale Journalistuddannelser, hvor hårdtarbejdende akedemikere laver tværmedial journalistik i verdensklasse - eller er der stadig lang vej?

Side 4

TV-stationen for udviklingshæmmede ekspanderer. Til at starte med var der blot én kanal. I dag rummer selskabet alt fra radio, tegnestue, teater og animation. Blandt andet leverer TV-Glad animationsfilm til TV 2. Lixen besøgte den atypiske mediearbejdsplads.

Side 10

02 | juni 2009

UDDANNELSE

| LIXEN

Indhold

Leder

UDDANNELSE

Ego-dyr

Den 28. og 29. maj var medietorvet mere fyldt end sædvanligt.

I løbet af de to dage var 127 håbefulde aspiranter til optagelsessamtale ved Center for Journalistik. Lixen giver dig et indtryk af de mulige journaliststuderende.

Side 6.

BRANCHE

For 10 år siden gik verdens første tv-station for udviklingshæmmede i luften. Siden da er det gået stærkt, og selskabet har udvidet. I dag producerer TV-Glad blandt andet animationsfilm til programmet ’Martin og Ketil’ på tv2. Side 10.

PORTRÆT

Han er muligvis en af de mest eksponerede mediepersoner i Danmark. Vi var med Operation X-vært Morten Spiegelhauer på arbejde for at få et indblik i, hvordan han tackler opmærksomheden og ansvaret.

Side 8-9.

Foto: Peter Mülhausen

FOKUS

Journalister ønsker bare deres fjæs på skærmen, så de kan blive kendte. Det mener flere kritikere.

Det er noget værre jantelovs-juks, hvis man spørger Clement Kjersgaard. Det er det personlige og orginale, man husker, mener han.

FOKUS side 11-13.

DEBAT

Undervisere i de akademiske fag på Center for Journalistik er nedladende og arrogante over for de studerende. De er med til at dræbe det journalistiske håb.

Karen Straarup Møller fra 2. semester, ønsker en ændret attitude fra underviserne. Side 15.

En tanke flyver fra hjernen, ud igennem højre arm, runder albuen og lander i pegefingeren, der resolut bevæger sig. Målrettet. Direkte ind i navlen.

Det har vi gjort i dette nummer. Vi har set på os selv og overvejet, hvorfor vi egentlig gør, som vi gør. For den journaliststuderendes udgangspunkt er så paradoksalt, det er et under, at kun få bliver skizofrene.

Den første dag på studiet sidder vi i auditorium 43, mens vise og erfarne mænd fra branchen indprenter os, at ydmyghed er en af de vigtigste journalistiske dyder. Om ikke den vigtigste, for en journalist er intet i sig selv.

Vi er til for læseren og arbejder i offentlighedens tjeneste.

Få uger senere er vi i fuld gang med at ringe kilder hjem på vores første historier. Nu den højere sag sgu tjenes, og den første, den bedste borgmester kan bare stå i vejen, så bliver han væltet af pinden.

Men så rammer bomben. Vi skal også i praktik. Vi skal have et job om tre et halvt år.

Endnu en tanke flyver. Og den lander lige i brystet og gør ondt. For hvad hvis vi ikke får et job, når vi har skriblet, funderet og klippet til sveden sprang fra pande og håndflader.

Så er det bare ærgerligt.

Derfor går vi contra. Nu gør vi noget, og hvad gør man, når man ser en fjende – konkret eller abstrakt?

Man angriber: Nu skal vi gøre opmærksom på os selv, have bylines i avisen og tale med Gud og hver en medie-mand, der måske kan have en fjern kontakt, som kunne være rar at have stiftet bekendskab med, når vi skal have et job. Eller måske bare en praktikplads. For der var jo en

”

del, der ikke var så privilegerede ved seneste Panikdag.

Måske er det derfor, at syv ud af ti studerende ved Center for Journalistik, vi har spurgt, svarer ’ja’. Ja, jeg er CV-rytter. Ja, når jeg producerer indslag og artikler, så tænker jeg på, at det skal se godt ud på min hjemmeside. For så er jeg måske ét skridt nærmere en praktikplads – og måske et job i sidste ende.

Når det så er gennemovervejet, skrevet om og skrevet igen, så er vi nogle ego-dyr. For journalistik handler jo ikke om os. Vores fag handler om alle andre end os, og alligevel tænker vi utroligt meget på os selv al den tid, vi befinder os på og omkring Medietorvet. Er du i tvivl, om du falder under kategorien ego-svin, kan du med fordel svare på quizzen og få svaret på side 11.

Og hvem er de største dyr i egojunglen? Det kan sagtens være os selv. Derfor er Lixens redaktion på forsiden. For vores bylines bliver jo pumpet ud i hovedet på mediemænd og kvinder i branchen hver måned.

Og fri os fra det onde. For heldigvis handler det her jo om meget andet, end at se sit navn på skrift. Det er sjovt, skørt og vi bliver klogere undervejs. Og der er gravende journalister både bag og foran kameraet på Operation X, mens talerør for Læger Uden Grænser ikke bliver takket med en Cavling.

Det paradoks vil, og skal formodentlig altid være, en del af livet som journalist og studerende. Og så længe vi forholder os kritisk og selvkritisk til virkeligheden, kan vi forhåbentlig bruge det meste af vores tid på dem, det virkelig handler om.

Alle de andre.

Som sædvanlig... Navlepillende og selvhævdende...

Velkommen til Lixenworld... Se os!!!

Rune Moesgaard, 2. semester på Lixens Facebook

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Avisen dækker udviklinger og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser.

LIXEN Campusvej 55 5220 Odense M

Morten Bang Chefredaktør

Johan Bertil Winther Chefredaktør

Kristoffer Kræn Redaktør

Leonora Beck Redaktør

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Nu på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 800 eksemplarer Logo: Henriette Solgaard Layoutinspirator: Sara Winther Ansvarshavende chefredaktør i dette nummer: Johan Bertil Winther

Sophie Bremer Redaktør

Sofie Bak Thorup Redaktør

UDDANNELSE

LIXEN | juni 2009 |

Knudsen sætter fussen i svingdøren Slut med hurtig udskiftning af undervisere på Center for Journalistik. Centerleder Per Knudsen har ændret taktik og er nu efter egen mening klar med stærkeste opstilling. En ordning, der holder på én af underviserne, men sætter en anden på bænken.

Sophie Bremer

SVINGDØREN. Der har været for meget frem og tilbage og for lidt kaffe og kage på medietorvet. Det seneste år er fem undervisere blevet ansat, og efter sommerferien er kun en enkelt tilbage. Derfor har Per Knudsen nu ændret ansættelsesstrukturen.

Det betyder, at man i stedet for at ansætte på halvårs kontrakter, fastansætter man nu underviserne:

»Vi skal ikke have en svingdør, der roterer, så der hele tiden kommer nye folk ind og ud. Vores mål er at etablere et fast team. Vi prøver at skabe ro og styr og have nogle stærke kapaciteter forskellige steder. Det synes jeg, vi har fået nu,« siger Per Knudsen. Han fortæller, at underviserne på det næste 1. semester er Lene Rimestad, Rune Michelsen, Karen Løth Sass og den nye studieleder, som der søges efter. »Jeg ved, at vi stiller med stærkeste opstilling med tre rutinerede undervisere og den nye studieleder. Jeg er overbevist, om at de kan bringe undervisningen endnu mere i front,« siger Per Knudsen.

Samtidigt kommer Tv-underviser Karsten Bogø tilbage fra orlov, mens tidligere studieleder Karsten Prinds skal være radiounderviser fra november, da han inden da skal på orlov. Hans vikar er stadig ikke fundet.

Den enes død…

Den nye ordning betyder, at der ikke

er blevet plads til alle underviserne.

Det er gået ud over Jacob Vestergaard, der i år har undervist elever på 1. semester og tilvalg: »Det er ulempen ved at have den form for ansættelsesforhold. Jeg prøver at få blandet kortene bedst muligt, så der både bliver taget hensyn til kontinuitet og stabilitet,« siger Per Knudsen.

Jacob Vestergaard understreger, at han hele tiden har kendt betingelserne ved tidsbegrænsede stillinger, men er alligevel meget ærgerlig over, at han ikke længere skal være underviser på bacheloruddannelsen: »Det går sgu i blodet at undervise kommende kolleger i dette herlige, selvinvolverende fag. Jeg synes selv, jeg har en god kontakt til mine studerende og har virkeligt holdt af at være ansat som underviser på centret. Som en permanent sidegevinst er jeg heldigvis blevet forelsket i mit fag på ny her 13 år efter, jeg vendte Danmarks Journalisthøjskole ryggen

for at hellige mig praksis,« siger Jacob Vestergaard.

… Den andens brød Karen Løth Sass er den eneste af de fem undervisere, der er blevet ansat inden for det seneste år, som fortsætter, da Emma Laycock også stopper på Center for Journalistik.

Hun var ellers ansat i et vikariat, der udløber ved semesters udgang. Men før hun forsvandt fra medietorvet med resten af de nyansatte, satte Per Knudsen foden i svingdøren og fastansatte hende i en deltidsstilling, så hun samtidigt kan arbejde for DR: »Jeg er bare så glad for det. Jeg synes, det er rigtig sjovt at være her.

Mine behov er meget, at jeg gerne vil undervise, men jeg vil heller ikke sættes ud af rotation i branchen. På denne måde holder jeg mig frisk i forhold til det, jeg kan,« siger Karen Løth Sass.

Per Knudsen deler samme glæde og er begejstret for, at det er lykkedes at lave en samarbejdsordning:

»Jeg er meget glad for, at vi har fået lavet den aftale med Karen Løth Sass, som ellers også ville forsvinde ud af svingdøren, fordi den hun afløser, kommer tilbage. Det har der heldigvis været mulighed for,« siger Per Knudsen.

Det skal flyde med friskt blod At det efter sommerferien er et mere fast underviserhold betyder ikke, at medietorvet skal tørlægges for udefrakommende undervisere: »Vi skal finde en balancegang, så vi også er den uddannelse, der har antennerne ude og trækker folk ind i kortere forløb fra en enkelt forelæsning på Medietorvet til et længere undervisningsforløb,« fortæller Per Knudsen. Han uddyber, at han arbejder på mange forskellige arrangementer i det næste semester, hvor der vil komme mange spændende gæsteforelæsere. sohan08@student.sdu.dk

Svingdørens roteren i året 2008-2009 Foto: TV2 Øst, privatfoto, privatfoto, Morten Groth Schärfe, privatfoto. Illustration: Sophie Bremer

Slut med 12-måneders praktik på cand.public.

Fremover må cand.public.-studerende, der ønsker 12 måneder i praktik, frem for de normerede seks, tage et halvt års orlov bagefter praktikken. Det er for dyrt at have undervisning til både seks- og 12-måneders praktikanter, mener fagansvarlig Tom Buk-Swienty. Praktikanterne får efter store protester dog alligevel undervisning næste forår.

Morten Bang

STOP. »Tag bare 12 måneder i praktik, så vil der stadig være undervisning til jer, når i er færdige.« Det har undervisere og ledere tidligere lovet de studerende, der læser cand.public. B. Men det vil ikke ske i fremtiden.

De fleste studerende på B-linjen af kandidatuddannelsen har tidligere læst en bachelor i et andet universitetsfag og så taget tilvalg i journalistik. Den toårige kandidatuddannelse gør, at der kun er sat seks måneder af til praktik på studieordningen. De seks måneder skal fremover overholdes, hvis ikke man ikke vil have et halvt års orlov efter praktikken.

Tovtrækkeri med ledelsen Mandag den 18. januar dumpede en mail ind hos praktikanterne fra cand.public B. Studiesekretariet ville informere, om at der kun ville være undervisning til praktikanter, der var færdige med praktikken til sommer. Det sendte et gys gennem de 21 praktikanter, der er i 12-måneders praktik. Skulle de nu på orlov? »Alle kunne huske, at underviserne havde lovet os, at der stadig ville være undervisning til os, når vi kom

tilbage efter 12 måneder. Så vi følte os røvrendt,« siger Jens Eriksen, der er i praktik hos JydskeVestkysten.

Ledelsen mente ikke, at de havde lovet noget. Det mente praktikanterne ikke kunne være rigtigt. Efter lange diskussioner med studieledelsen endte det dog alligevel med, at de udbyder undervisning for de 12-måneders praktikanter, der er færdige med praktikken næste forår.

Det bliver absolut sidste gang, det sker. Cand.public B-studerende, skal derfor fremover sætte tre år af, hvis de vil have 12 måneders praktik som andre journaliststuderende.

Cand.public. er andet end praktik Det at oprette undervisning for både seks- og 12-måneder praktikanter er for dyrt, så derfor har man valgt at droppe fleksibiliteten på cand.public. B. Det forklarer fagansvarlig Tom Buk-Swienty.

»De studerende kan i princippet stadig tage så lang praktik, de har lyst til, men det giver for små hold, når praktiktiden er forskellig for de studerende. Det kan simpelthen ikke løbe rundt, så derfor har vi været nød til at nedlægge undervisningen på det ene semester,« siger den fagansvarlige.

Han understreger, at idéen med cand.public. ikke er lang praktik, men at de studerende får tid til at fordybe sig i journalistikken - blandt andet i forbindelse med specialet.

Hvis praktikant Jens Eriksen stod over for at skulle vælge at læse cand. public. i dag, er han ikke i tvivl: »Hvis jeg havde fået at vide, at uddannelsen bliver forlænget på grund af den længere praktik og så et halvt års orlov bagefter, så havde jeg ikke valgt uddannelsen,« siger han. mojoe08@student.sdu.dk

FAKTA: Cand.public. B: De fleste studerende på B-linjen har tidligere læst bachelor i et andet universitetsfag og taget tilvalg i journalistik.

Den toårige kandidatuddannelse gør, at der kun er sat seks måneder af til praktik på studieordningen.

Den skal fremover overholdes, hvis man ikke vil have seks måneders orlov efter praktikken. Vil man alligevel have 12 måneder i praktik, kommer det fremover til at tage tre år, før man kan kalde sig cand. public. B.

| juni 2009

UDDANNELSE

| LIXEN

Her er det nye Center Han kom, han så og han renoverede. 150 dage er der gået, siden Per Knudsen satte sig i centerlederstolen på Center for Journalistik for at sparke til strukturen og skabe debat. På facaden er Center for Journalistik stadig rust og beton, men bag de høje grå vægge bliver der bygget nye tiltag. Lixen mødte Per Knudsen til en snak om konstruktiv debat og et vindue vendt mod verden.

Kristoffer Kræn

STATUS. »Det er vigtigt for mig at pointere, at alle de tiltag, vi har gang i, ikke bare er noget, jeg har sat gang i. Jeg er en del af et meget engageret og dygtigt team,« siger den 55-årige centerleder, mens han læner sig frem i den koksgrå stol. Vi er på centerlederens kontor på dagen, hvor de første optagelsessamtaler for eventuelle nye elever, netop er afsluttet. Det er især de, der bliver optaget på næste semester, der for alvor kommer til at mærke de værdier, Per Knudsen vil have integreret på Medietorvet.

Center for Journalistiks nye spydspids vil mest af alt skabe mere debat. Da den tidligere chefredaktør på Politiken, blev ansat som centerleder i december, lød visionerne blandt andet på at pleje den journalistiske entusiasme, gennem diskussion og drøftelse: »Jeg håber, at SDU kan blive stedet, hvor man tager de store journalistiske debatter. Jeg vil gerne bruge arrangementer herude til at kombinere debat og undervisning, så vi kan kortslutte den daglige trummerum og styrke entusiasmen blandt de studerende, « sagde den dengang nyansatte Per Knudsen.

Engagement gennem debat I dag er det fem måneder siden, at han kunne juble over at være blevet foretrukket foran et langt felt af ansøgere til chefstillingen på Danmarks akademiske journalistuddannelse. Og han er stadig manden med planen om, at der skal ruskes gang i en daglig drøftelse på SDU: »Grunden til, at jeg har villet sætte fokus på debatten er, at det virkelig er her, man mærker de studerendes engagement. - Og hvor man mærker hvorfor vi vil være journalister. Det er jo det, der minder os om, hvorfor vi er her. « Men lysten til at debattere er ikke det eneste, den lange mand fra Virum har sat gang i. Her følger et statustjek på Per Knudsens første fem måneder:

Det har han nået: Inddraget andre studieretninger i journalisternes undervisning:

Debatten med mediebranchen er blevet et nøgleord: Per Knudsen har fra starten efterlyst mere debat på studiet. Derfor har han slået et ekstra slag for at hente aktuelle foredragsholdere til debat på medietorvet: »Vi har hentet nogle forrygende personligheder til debat på medietorvet igennem foråret. Vi har formået at hente folk udefra, som virkelig har noget kapacitet, og som har kunnet holde nogle foredrag, der var relevante for de studerende.« »Det har vi først og fremmest formået fordi de studerende, på Center for Journalistik, er så engagerede og har en spørgelyst der gør, at man som foredragsholder går herfra med indtrykket af, at man virkelig har fået noget med sig. Vi har haft chefredaktøren for Berlingske, Cavlingvinderne, den meget eftertragtede Christopher Guldbrandsen, Rasmus Tantholdt, Morten Ankerdal og senest vores venner fra juridisk fakultet, som holdt et meget spændende foredrag om journalister og pressejura.« Et konkret tiltag kommer til efteråret, hvor den 55-årige centerleder vil samle internationale journalister på medietorvet til en snak om journalistik i deres respektive lande. Ideen er dog stadig i udviklingsfasen.

Webjournalistik bliver en del af håndværksundervisningen: Der er mange, der er enige om, at webjournalistik er fremtidens journalistik. Derfor skal de nye studerende fra september, have webjournalistikken integreret i deres håndværksundervisning. »Jeg har fra start snakket om at lægge mere fokus på webben, der er en stor del af journalistikkens fremtid. Når de nye studerende starter på studiet, vil webben derfor være en del af håndværksfagene i stedet for en del af værktøjsfagene. Det er en omsadling, der kan være med til at manifestere os som den flermediale uddannelse, vi er.«

Der er sat en stopklods i svingdøren: Per Knudsen tog Lixens temaartikler om svingdøren til sig. Artiklerme handlede om den store udskiftning af lærere på Center for Journalistik.

Derfor har Per Knudsen ansat det, han kalder en fast kerne af lærere på Center for Journalistik.

Håndsværkslærerne bliver fra næste semester Karsten Baagø, Karen Sass, Karsten Prinds, Lene Rimestad og Rune Michelsen. »Det er klart, at der før har været for meget udskiftning, og det er noget, jeg har taget meget seriøst,« siger manden med de blå skjorter.

Først var det folk fra jura, der holdt debatarrangement om journalister, der bryder loven.

Nu kommer der en temadag og en temauge med arbejde på tværs af studierne. Temadagen er endnu ikke helt færdigudviklet, men det kommer til at handle om journalister og presseetik fra et juridisk synspunkt. Temaugen bliver i uge 46 og er et storstilet projekt:

Udformet projektugen, uge 46, om kom munalvalget: Projektugen bliver et samarbejde på tværs af Statskundskab og Journalistik. Alle lærerkræfter og studerende skal beskæftiges en hel uge for at skabe maksimalt fokus omkring kommunalvalget. »Vi har naturligvis noget, vi kan bidrage med på tværs af studierne. Det bliver i stil med nyhedsdøgnet - bare større og vildere. Der oprettes en fælles elektronisk platform ”valgtorvet.dk,” og herfra videreformidles så de obligatoriske opgaver. Det bliver tværmedialt, og der bliver altså knald på.«

Optagelsesprocessen er ændret: Der er sket ændringer i alle led af uddannelsen på Center for Journalistik, de seneste seks måneder. I optagelsesforløbet er der blevet indført computere til den skriftlige prøve, så fremtidige ansøgere kan koncentrere sig om skrivekløe frem for skrivekramper.

Derudover er videnstesten blevet hevet ud og erstattet med en analytisk opgave.

For de få rå, der sniger sig gennem den skriftlige prøve og videre til samtalen, er der også ændringer i forhold til de sidste år.

Den skriftlige prøve giver i år maksimalt 20 point, hvor samtalen højest giver 30 point. De tidligere år har fordelingen af point været 30 – 25. »Det er igennem samtalen, at man or alvor skal vise sit engagement og sin viden om journalistikken. Og så danner vi os også et indtryk af de fremtidige studerende. Derfor er samtalen så vigtig.«

Debatsiden, det virtuelle medietorv, blev søsat, men hevet tilbage til renovation: »Det virtuelle medietorv kunne jo levere nogle gode historier, som de studerende her syntes var meget spændende. Men det kunne også have åbnet op for noget debat. Det gik desværre ikke sådan, at det blev benyttet i stor grad. Det er noget, folk lige skal vænne sig til, tror jeg. Det skal nu udbygges yderligere, og der kommer en hjemmeside med debatfora til efteråret, så debatten rigtig kan blive integreret på studiet. «

krsoe08@student.sdu.dk

Per Knudsen - 54 år, bor i Virum, gift og har to døtre - Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1978 - Journalist på Information 1979 - Medredaktør på Information, 1987

Mål: - Chefredaktør på Politiken 1995 - 2006 - Redaktør på JP/Politikens forlag, 2006-2008 - Fellow på Center for Journalistik 2008 - Centerleder på Center for Journalistik, 2009 - ?

Per Knudsen fremlagde disse seks visioner for Center for Journalistik, på strategimødet den 27. Maj. 1.Udannelsen skal stå vagt om journalistikkens klassiske idealer om uafhængig oplysning og demokratisk kontrol.

2.Fusionere undervisningen i journalistisk håndværk med akademisk refleksion og viden.

3.Være Danmarks internationale journalistuddannelse.

4.Forblive førende på web-platformen med tværmedial tilgang til journalistik.

5.Fortsætte med at være det førende danske center for forskning og debat om national og international journalistik.

6.Et levende, engageret og aktivistisk uddannelses- og forskningsmiljø.

UDDANNELSE

LIXEN | juni 2009 |

for Journalistik Det har Per Knudsen nydt:

Det har han ikke nået: At skabe Danmarks internationale journalistuddannelse:

At forbedre dialogen med de studerende:

Da Per Knudsen trådte til, var det også med en vision om, at SDU skulle rumme Danmarks internationale journalistuddannelse. I dag er der ikke sket nogen ændringer på den front, men Per Knudsen skuer stadig mod udlandet: »Jeg vil lægge meget vægt på at kigge udad. Hvis vi kan se, at det kun er 17 % af klodens befolkning der lever i lande med pressefrihed, så skal vi debattere om, hvad vi kan gøre ved det. Vi skal jo ikke ændre verden. Men vi skal tage debatten for at kunne forstå og for at tage afstand til de kræfter, der modarbejder vores fag.

Det er stadig et mål.«

Centerlederen vil gerne have en bedre dialog mellem ledelse og studerende på studiet, men det er ikke sket endnu.

Da 25 elever fra radioholdet opfordrede til dialog på baggrund af, hvad de mente, var utilfredsstillende undervisning, blev de ignoreret af ledelsen.

Og der har endnu ikke været et semestermøde på dette semester.

Men det kan måske nåes endnu. »Jeg vil gerne holde flere møder for at forbedre dialogen. Men om vi kan nå det inden sommerferien afhænger af, om de studerende kan overskue det i eksamensperioden,« forklarer han.

Mindst: »Det har været en meget anden stil at skulle være leder på en universitetsuddannelse. Det har taget lidt tid at lære strukturen at kende indefra. Det er jo ikke det samme som at være chefredaktør på Politiken. Der er helt andre måder at arbejde på, og det har helt klart været en udfordring, men en spændende en af slagsen.«

Mest: »Det har været fantastisk at opleve, hvordan de studerende engagerer sig i dagligdagen.

Både med hensyn til journalistikken, men også det her sociale aspekt studiet råder over. En dag, som den vi har haft med optagelsessamtaler, viser de studerendes engagement og sociale adfærd. Det var noget, der bestemt ikke var, dengang jeg gik på Journalisthøjskolen.«

At styrke journalistiks markedsføring Lixen tog i marts Center for Journalistiks hjemmeside op under overskriften ”dumpet.” Det har Per Knudsen også lagt mærke til. Indtil videre står projektet om en ny webside for Center for Journalistik dog i kø bag andre projekter: »Vi skal være bedre til at markedsføre, hvad vi står for på SDU, når nu vi har sådan en god uddannelse. Og det må jeg sige, det jeg hører ude i branchen er, at vi er en meget eftertragtet uddannelse. Det så vi jo senest på panikdagen, hvor de studerende på SDU næsten alle sammen fik praktik, og også alle de eftertragtede pladser,« siger Per Knudsen og slutter af »Men vi skal blive ved med at arbejde for også at være de bedste, når der igen er gået 10 år.«

Foto: Johan Bertil Winther Foto: Johan Bertil Winther

Center for Journalistik - Syddansk Universitet oprettede i lighed med Roskilde Universitet journalistuddannelsen i 1998 efter en politisk beslutning om, at Danmarks Journalisthøjskoles monopol på uddannelse af journalister i Danmark skulle brydes

- formålet var at skabe mere mangfoldighed indenfor journalistfaget.

nalistiske Fellowship” samt indførelsen af et journalistløfte efter forbillede fra lægeløftet.

- Center for Journalistik har siden oprettelsen markeret sig med flere nyskabelser indenfor faget, bl.a. journalistprisen ”Det Jour-

- Centret udbyder uddannelser på bachelor-, kandidat- og masterniveau samt en tilvalgsuddannelse, der kombineres med et

centralfag inden for humaniora eller samfundsvidenskab.

- Centerets øverste myndighed er ”styrelsen”, som chefredaktøren for Fyens Stiftstidende, Per Westergård, er formand for.

(fra www.wikipedia.org)

| juni 2009

UDDANNELSE

| LIXEN

Foto: Johan Bertil Winther

Indtryk af mulige medstuderende En flok spændte stjernefrø kæmper sig gennem den sidste forhindring, inden de kan kalde sig journaliststuderende. De er inviteret til optagelsessamtale på Center for Journalistik.

Nogle studerende og jeg tager imod den håbefulde mængde.

Sandra Haugaard

Kl. 09:00. Jeg råber det første navn på listen op blandt flokken, der har samlet sig i sofaerne foran glasburet.

Vi lunter hen til medietorvet, hvor der er mennesketomt, mens hendes mor følger trop. »Jeg krydser alle mine lemmer,« hvisker jeg 20 minutter senere, inden hun forsvinder ind i løvens bur, hvor underviserne Rune Michelsen og Jens Ringsmose venter. Hendes mor venter spændt uden for.

Klokken 09:28 En pige med røde kinder og smile-

huller klemmer min hånd forsigtigt.

Vi sætter os ud i den brændende sol. På trods af en ung alder virker hun udrustet til at kunne storme igennem på studiet. Hun svarer velovervejet på mine spørgsmål. Men nervøsiteten er til at mærke.

En fyr kaster en cigaretpakke i hendes retning i et forsøg på at ramme min favn. Den snitter hende uheldigvis på tindingen. Det gør ikke ondt.

Men hun får et chok. Og pludselig er hendes blå øjne fyldt med vand. Jeg rejser mig hastigt op og hiver hende væk fra de mange solslikkere. Om bag

bygningen, hvor vi er alene. Nu skal der trylles, tænker jeg. Hun skal til samtale om ti minutter, og for første gang i dag er jeg pludselig nervøs. Jeg foreslår, at vi kan hoppe lidt og synge.

Og hun er med på idéen.

Så midt på plænen vrikker to tøser hofterne, mens vi skråler Dolly Parton. Det hjælper. Hun griner, tårerne forsvinder, og jeg retter den udtværede mascara.

Klokken10:25 Hendes samtale er heldigvis gået godt, og hun får en krammer, inden

jeg ryger over til den næste pige. En sprudlende energibombe.

Hun virker ikke nervøs, og hun lader til at kunne blive en skarp journalist. Pludselig dukker en gut op fra mængden, som viser sig at være hendes kæreste. Han er kommet for at overraske hende. De omfavner hinanden, og hun går smilende ind til samtalen.

Om få dage ved vi, hvem vi skal drikke øl med på rusturen til august. sahau08@student.sdu.dk

Egotrippere tygger tivolistænger

Hvordan ruster man sig til en optagelsessamtale? Er det brysternes størrelse, det skæve smil eller den succesrige sørøverhistorie, der skal blottes for at imponere den miksede skare af top trænede kloge hoveder, der denne dag har iført sig det altid utilregnelige pokerfjæs. Måske masken falder, hvis man finder vejen til Per Knudsens faderhjerte, Karsten Prinds’ radiopassion, Peder Skyums rigsdansk eller resten af lærerstablens nicher. Vi gav en tivolistang og hørte om turen i karrusellen.

Tekst og foto: Filip Lauritzen

Sisse Gram de Fries

Andreas Just

Mette Jensen

Hans Nørgaard

Louise Engelst

Hvem havde magten under samtalen i fodboldcifre?

Jeg følte, at Peder Skyum sad lidt på magten derinde. Men vi grinede alligevel meget. Så der blev scoret en masse flotte mål, så 10-9 til Peder.

Hvor meget pyntede du på din egen præsentation under samtalen?

Det gjorde jeg nok ret meget. Jeg fortalte meget om en artikel, jeg tidligere har solgt til Politiken.

Hvem havde magten under samtalen i fodboldcifre?

Jeg prøvede at føre ordet og tage initiativ til samtalens emner. Så det må blive en uafgjort.

Hvem havde magten under samtalen i fodboldcifre?

Det havde jeg da. De får et trøstemål, så jeg vil sige 3-1 til mig.

Hvem havde magten under samtalen i fodboldcifre?

Jeg vandt den undervejs. Jeg kom lidt dårligt fra start, men sejrede til sidst.

Så forhåbentlig 2-1 til mig.

Synes du selv, du er egoistisk?

Selvfølgelig er jeg egoistisk.

Hvordan spiser du en Tivolistang, og vil du dele?

Jeg starter med at åbne den i toppen og hive det ned over det gule. Og når det hele så er blevet rigtig klistret og klamt, æder man den og slutter af med det gule. At dele en Tivolistang er da retarderet.

Hvem havde magten under samtalen i fodboldcifre?

Jeg gik lige på og hårdt, så det havde jeg. De fik næsten ikke lov til at stille deres spørgsmål færdig, så 4-1 til mig.

Hvordan spiser du en Tivolistang og vil du dele?

Lige nu skal den spises hårdt og kontant. Men andre gange kan jeg godt lide at gnave lidt og skrælle.

Hvad synes du om samtalepersonerne, Per Knudsen og Lene Rimestad?

De var rigtig søde. Det var fedt at komme ind til Per Knudsen, som var flink og meget sympatisk.

Hvordan spiser du en Tivolistang, og vil du dele?

Jeg vil spise den på en gang. Og jeg deler den gerne med jer alle sammen.

Har du brugt mere tid på dit udseende i dag end at forberede dig mentalt med avislæsning og andet?

Nej, jeg har brugt nul minutter på mit udseende. Jeg brugte kun tid på det mentale, men jeg har faktisk taget skjorte på.

Hvordan spiser du en Tivolistang, og vil du dele?

Fra bunden og op, og jeg deler ikke min stang med vennerne.

Synes du selv, du er egoistisk?

Jeg er vel ligeså egoistisk som alle andre mennesker. Jeg er egoistisk overfor folk, jeg ikke kan lide, men ikke over for venner og familie.

Hvordan spiser du en Tivolistang, og vil du dele?

Jeg piller det røde af og spiser derefter det gule i midten. Min veninde Rikke tigger ofte slik af mig, og så deler jeg gerne med hende.

UDDANNELSE

LIXEN | juni 2009 | TrTo hurtige

Journalistik som problemknuser I stedet for kun at rapportere problemerne har både DR Fyn og Nordjyske Medier haft succes med at bruge journalistikken til at løse dem med. Medierne har via journalistikkens værktøjer givet en hånd med til at befri lokalsamfundene fra nogle af de problemer, som de døjer med.

For eksempel har DR Fyn hjulpet Post Danmark og beboerne i det sydfynske øhav med at enes om en løsning, efter at Post Danmark med en postreform havde forringet servicen til øerne.

Charlotte Rørth fra Nordjyske Medi-

SDU bankede DJH 2-1 i årets fodbolddyst.

Se kampvideoen og hør slagsangen ‘Gi’ den et los’ på lixen.dk.

er mener, at mediebranchen i højere grad skal bruge dens magt som problemløser. »Man bliver nødt til at gå nogle andre veje i journalistikken. Nu har vi brugt de samme former i så lang tid,« siger hun.

På konferencen ’Nyhedsjournalistik – hvad er meningen’ erklærede både Nordjyske Medier og DR Fyn sig enige med DR’s nyhedschef Ulrik Haagerup, om at konstruktive nyheder mangler i mediebilledet.

Leonora Beck

B.T.: Karantæne værst for studerende B.T. fik seks måneders karantæne, efter de kontaktede praktiksøgere for tidligt ved seneste Panikdag.

Avisen mener, at afgørelsen er urimelig, og derfor har de anket sagen til Undervisningsministeriet.

Men i virkeligheden er det slet ikke B.T., det går mest udover, mener chefredaktør Peter Brüchmann. Til Journalisten.dk gør han opmærksom på, at der mangler praktikpladser, og derfor er karantænen værre for de

studerende. Nu vil B.T. måske søge praktikanter andre steder end på landets tre journalistuddannelser. »Med en karantæne som trussel kan vi blive tvunget til at droppe to praktikstillinger fremover og i stedet ansætte en fastansat journalist som erstatning. Dermed bliver der færre praktikstillinger i puljen,« siger chefredaktøren til Journalisten.dk.

Johan Bertil Winther

Foto: Johan Bertil Winther

| juni 2009

PORTRÆT

| LIXEN

Mr. X’s gevinster og genvord Karrieren startede for alvor som morgenvært på P3Nyhederne. I dag er han kendt for at være manden med det røde hår og det faste blik, der med hurtige replikker og vinkelskift har afsløret en række kriminelle for åben skærm i bedste sendetid. Han har fået dødstrusler fra flere kriminelle miljøer.

Konsekvensen af den virkningsfulde journalistik blev, at han i en periode smøg sig langs husmurene og gik med kasket, når han befandt sig på offentlige steder.

En lys maj-morgen mødtes jeg med Morten Spiegelhauer på en arbejdsdag, man ikke umiddelbart vil forbinde med Operation X. Her fortæller han om, hvordan han håndterer at være den hårdt eksponerede frontfigur på et af TV 2’s populæreste dokumentarprogrammer, og hvilken pris det har.

Sofie Bak Thorup

GALIONSFIGUR. »Og så får du lige en gang talkum ikke? Den er jo lidt svær at få på. Det er jo den her vandmand, man står med, ikke,« griner sminkøren Morten Jacobsen, mens han og kollegaen bakser med at få placeret silikonedobbelthagen uden på Morten Spiegelhauers spinkle kæbe.

Vi befinder os i makeupstudiet SODA på Nørrebro i København, hvor Morten Spiegelhauer i dag skal undergå en forvandling, der skal få ham til at ligne en gut på 140 kilo.

VIRKEMIDLER PÅ OPERATION X: Forskellen på Operation X og traditionelle dokumentarer ifølge Morten Spiegelhauer: »Operation X er en filmisk måde at fortælle på, modsat traditionel dokumentar, hvor man i starten fortæller seerne, at her er en historie: Vi har fundet ud af, at det forholder sig sådan og sådan, og hvis du ellers har lyst til at se vores dokumentation, så kan du følge med de næste 45 minutter.

Men hvis du tror på påstanden og tænker fint nok, så behøver du ikke at se mere end de første 10 min.

Vi siger, vi har en undersøgelse, vi gerne vil lave. Vi har tænkt os at gøre sådan og sådan. Vi bygger historien op af kapitler, hvor

Operation X-redaktionen er ved at lægge sidste hånd på programmet ’Operation XXL – en fed fidus’. I denne omgang handler det om overvægtige danskere, der bliver bondefanget til at betale store summer for at tabe sig på en højskole. »De overvægtige, vi har talt med, siger, at de føler sig fanget i deres egen krop. Så det er jo meget symbolsk det her. At jeg kan skrælle det af, men det kan de jo ikke,« siger Morten Spiegelhauer ind i spejlet, mens lim og silikone indtager større og større dele af hans ansigt.

Jeg er placeret skråt bag ham i det trange studie. Vi har øjenkontakt i spejlet. En noget uvant interviewsituation.

den lyserøde silikonehage får et lag foundation, der matcher hans solbrændte ansigtskulør.

vi følger undersøgelsen. Og vi bruger mig til at lave den undersøgelse. Så man behøver ikke at have set de første ti minutter for at forstå de næste ti minutter. Det gør, at man kan hoppe ind, hvornår det skal være.«

gange mere film, end det er journalistik? »Der er både film og journalistik. Men det er jo altid det journalistiske, der kommer først. Der skal jo være en historie. Det er ikke sådan, at vi sidder og siger: ’nu skal Morten være tyk, øh, det ku se fedt ud med sådan en dragt. Så hvad kan vi finde på med tykke mennesker?’«

Perfektionisme giver pay off I år 2000 blev Morten Spiegelhauer og en kollega ansat til at stå for konceptudviklingen af P3Nyhederne. Derefter agerede han morgenvært på radiokanalen i fire år. Han arbejdede tæt sammen med værterne på Go Morgen P3, blandt andet Peter Palshøj.

Peter Palshøj fortalte mig, at du er meget perfektionistisk og forventer det samme af dine kollegaer. Er det noget, du har taget med dig videre? »Nå ja, det kan da godt være. Vi har jo en forventning om, at folk er koncentrerede og yder alt, hvad de kan på de rigtige tidspunkter (på Operation X, red.). Men jeg synes også, jeg har opdaget, at hvis man sørger for at være koncentreret og skarp på de rigtige tidspunkter, så oplever man, at man pludselig bliver kaldt heldig.

Man kan sige, at det kræver hårdt arbejde og dygtighed at være heldig,« forklarer han, mens

I laver ofte flashbacks på Operation X. Hvorfor? »De sætter tingene i perspektiv. Hvis der kommer vigtige oplysninger frem, så kan man godt lave flashbacks, for at nye seere kan følge med.« Du siger selv ’setup’ og ’replikker,’ og nu sidder du her og får sminke på. Er det nogle

procent koncentreret. En konfrontation kan ikke tages om.

Dosér koncentrationen Helst foruden konfrontationerne Morten Spiegelhauer har ofte været heldig. Han Faktisk bryder han sig slet ikke om konfrontaer frontmand på et af de mest populære pro- tionerne. Men de meget afvekslende dage, hvor grammer på TV 2 og har afsløret alt fra hash- han kommer ud og er helt tæt på kilderne, hvor og våbenhand-lere til kvaksalvere og pædofile. han får lov til at åbne sin egen grønthandel, lære Netop fordi det er ham, der er programmets galionsfigur, føler han også et eksed mig tra ansvar over for redaktionen, når han Morten Spiegehauer om konfrontationerne på Operation X skal ud og konfrontere forbrydere: »Hvis jeg svigter på en eller anden måde, så om clairvoyance eller får lov til at prøve at være vil jeg jo ikke leve op til det ansvar, de giver mig. tyk, gør, at konfrontationerne er til at overskue.

Derfor bliver jeg også nødt til for deres skyld De er en del af pakken.

Får du skuespiltræning til at tackle konfrontaat være ekstra koncentreret, når jeg laver konfrontationerne. Men det er en del af jobbet som tionerne? vært, og det kan jeg godt lide,« fortæller han »Nej. Der er jo nogle gange, hvor bestemte gennem penselstrøgene. ting skal siges med et glimt i øjet, men decideret Han forklarer, at det kræver disciplin at træne skuespil er det ikke, for jeg er på en måde altid sig op til at være hundrede procent koncentre- mig selv,« siger han, mens kunstige bakkenbarret på de rigtige tidspunkter. ter bliver lagt uden på silikonen.

Men det er ikke muligt for et menneske at Men når man ser dig konfrontere sådan en være det hele tiden. Derfor varierer graden af som Rudy Frederiksen, så er du jo helt rolig...? koncentration i hans arbejdsdage meget. I dag Han drejer hovedet lidt, så øjenkontakten skal han ud i et indkøbscenter og sige replik- ikke længere foregår igennem spejlet. ker til programmets startscene. Sådan en dag »Ja, jeg holder følelserne ude, når jeg konbehøver han ikke at være så koncentreret. I fronterer, for hvis jeg først bliver vred, så vil jeg sidste uge var han derimod ude at konfrontere også begynde at sige: ’det kan du ikke være beklederen af et center for overvægtige med, at han endt,’ og det er jo ikke det, det handler om. Vi snyder det offentlige og sine elever. Sådan en har en mission, som går ud på at komme så tæt dag skal Morten Spiegelhauer være hundrede på sandheden, som muligt. Jeg prøver jo trods

”

Jeg prøver jo trods alt at være sympatisk og smilende, selvom folk ikke vil tale m

Er der ikke fare for, at I kan komme til at give et fordrejet billede af virkeligheden? »Jeg synes, vi kommer langt nærmere sandheden, end nogle lokaljournalister gør, når vi har så lang tid til at researche historierne. Vi arbejder tit på historierne

op mod seks - nogle gange otte - måneder, og så kommer vi selvfølgelig tættere på den rigtige historie, end man gør, når man arbejder med korte deadlines.« Hvorfor skal du så være tyk i det her program? »Det er noget med at tænke visuelt og tænke: ’Hvordan viser vi så det her i billeder? Hvordan starter vi sådan et program og illustrerer vores pointer?’ Og hele det her handler om, at jeg kan tage den her maske af, men for mange (overvægtige, red.) er det her ikke bare noget, de kan hoppe ud af.«

PORTRÆT

LIXEN | juni 2009 |

digheder alt at være sympatisk og smilende, selvom folk ikke vil tale med mig, - så sympatisk, jeg overhovedet kan, og jeg siger: ’Goddag, jeg hedder Morten Spiegelhauer. Jeg kommer fra TV 2, og jeg vil gerne snakke om det og det,’ og forbløffende ofte, så vil folk faktisk gerne snakke, hvis man kommer på den måde,« forklarer han.

Jeg spørger ham, hvad det så er, han gør, når han sidder og taler venligt til en konsulent, der er ansat til at sikre chatsider mod pædofile og sideløbende har misbrugt mindreårige piger.

Den efterhånden noget overvægtige journalist forklarer, at det jo er et arbejde for ham, og at han tager det meget seriøst. Han plejer at indøve konfrontationerne højt med sig selv, så han er forberedt på, hvad kilden kan finde på at sige: »Ved at sige det højt opnår man en helt anden grad af fokus. Nogle gange laver jeg også rollespil med nogle af mine kollegaer, hvor vi øver det og kører det igennem så realistisk som muligt. Det giver jo mulighed for, at man kan gøre et interview om, hvilket man ofte ville ønske at man kunne,« fortæller han, mens rummet fyld-es med en skarp spritlugt fra den maling, hans kunstige fregner er lavet af.

den mindste fejl. Til gengæld får han rigtig god service, hvis han klager til producenten over et produkt, der er gået i stykker. Alting har sine fordele og ulemper.

Man må lære at sige ’Fuck det’ Sminken sidder nu, som den skal, og det kan efterhånden være svært at genkalde billedet af den slanke udgave af Morten Spiegelhauer. En fra redaktionen ankommer til studiet for at give Morten den dragt, han skal have på for at få det ekstra sul på kroppen. »Jeg synes, du ser så flink ud nu, Morten,« siger hans kollega og griner, inden han smutter igen.

Vi sætter os ud i studiets solbeskinnede baggård til en rygepause.

Har det ikke en pris at være så eksponeret igennem Operation X? »I starten synes jeg, det var svært. Jeg skulle hele tiden overveje situationen. Kunne jeg godt bare gå ned og hente en liter mælk med morgenhår og sandaler? Det synes man ikke, man kan i starten. Men man bliver nødt til på et tids-

Er du så blevet bedre til at tackle det? Jeg har hørt, at du i perioder gik med kasket hele tiden. »Nu går jeg kun med kasket, hvis jeg har lyst til skygge i ansigtet. For at jeg har kunnet sove om natten, er jeg blevet nødt til at sige helt åbent til redaktionen og TV 2, at der er nogle typer programmer, som jeg simpelthen ikke vil være med til at lave mere. Den type, hvor jeg bliver lagt for had i store grupper. Jeg har fundet ud af med mig selv på den hårde måde, hvad jeg vil være med til, og hvad jeg ikke vil være med til,« siger han, inden vi forlader SODA studiet.

Bijobbet giver frihed På vej mod indkøbscenteret, hvor optagelserne skal foregå, falder snakken på Morten Spiegelhauers andet liv. Kun når han kigger ud af sidespejlene, afslører rynkerne op ad halsen, at dobbelthagen er sat fast med lim.

Men nu er du jo også begyndt på noget helt nyt. Du skriver om gadgets på tv2.dk. Hvorfor det spring? »Det er dejligt at komme ud og lave noget, hvor jeg ikke skal tænke så meget på, om jeg begår fejl. Her kan jeg ikke blive stillet til at ansvar på samme Jeg skulle hele tiden overveje måde. Vi kan for ek-sempel tage en øl, mens vi afprøver en situationen. Kunne jeg godt gå ned og Ansigtet er et brand plæneklipper - Det er godt for hente en liter mælk med sandaler og »Haha, I har jo ført mine næsefregner hele mig, tror jeg. Så jeg ikke bliver såvejen ned over kinderne. Jeg synes, jeg ser så morgenhår? Men man bliver nødt til på et dan helt…« flink ud nu. Det ser jo helt perfekt ud,« siger Han skæver tavst ud af sidespetidspunkt bare at sige: ’Fuck det’ han, mens han betragter sig selv i spejlet. jlet.

Sminkningen er ved at være færdig.

Helt kontrolfreak?

Morten Spigelhauer om at blive et kendt ansigt »Ja præcis, sådan helt kontrolMorten Spiegelhauer bliver bedt om at lukke øjnene, så sminkørerne kan stænke de sidfreak. Når vi afslører folk, skal ste fregner på de tykke kinder. punkt bare at sige ’Fuck det’. Det kræver, at man vi være sikre på, at alt er vandtæt, så man kan Imens fortæller han, at konceptet i Operation bliver nødt til at acceptere, at alle folk har en godt blive sådan lidt arbejdsskadet,« siger han, X får det til at se ud som om, det er ham, der holdning til en,« siger han. mens vi kører mod indkøbscenteret i Hellerup. står bag det hele. Men bag ham står et kæmpe Jeg spørger ham, om der har været oplevelser team af kollegaer, der researcher og tilrettelægi forbindelse med Operation X, der har haft per- Man skal ikke gå og være ked af det ger, og uden dem var der intet program. sonlige konsekvenser for ham.

I indkøbscenteret møder vi tv-holdet. Morten Hvordan kan det så være, det hele tiden er dig, Han slår asken af cigaretten.

Spiegelhauer får stukket et manuskript i håndder er på? »Vi lavede nogle udsendelser tidligere om en. Han går rundt i slikafdelingen med ind»Det er vigtigt, at seerne kan forholde sig til nogle meget kriminelle miljøer, og der blev købsvognen fyldt med junkfood og siger replikmig. De lærer mig at kende, og så kan de enten jeg lagt for had. Når der var nogle, der så mig, ker til udsendelsens startscene. godt lide eller ikke lide min stil. Det er vigtigt, kunne de godt finde på at råbe: ’Du skal dø, dit »Overvægt er et af de største sundhedsmæsat de ved, at her kommer Morten Spiegelhauer. skide stikkersvin’ efter mig. Jeg har prøvet at sige problemer i Danmark,« lyder den første Det er ham, der står for det og det. Så det giver stå på en optagelse, hvor der pludselig kommer replik. en meget større brandbevidsthed omkring proen kørende, ruller vinduet ned og råber min Når lyset er på, og kameraet ruller, bliver grammet,« fortæller han. privatadresse. Sådan nogle trusler er skide stemmen med ét lidt mere artikuleret, lidt mere Morten Spiegelhauer har ikke noget imod, at svære at forholde sig til. Men samtidig synes velkendt. Blikket er stift rettet mod kameraet, han er blevet synonym med Operation X. Han jeg, det har været til at leve med, fordi der er mens han lægger frysepizzaer i indkøbsvognforklarer, at det dog har den ulempe, at hans så meget positivt ved at lave Operation X,« en. bil nok ikke slipper igennem syn, hvis den har forklarer han.

I pauserne joker de med hinanden. Morten

”

BLÅ BOG: Født i 1969 Frivillig skribent på månedsmagasinet PRESS 1991 – 1993.

Danmarks Journalisthøjskole 1993 – 1997 med praktik på Folkekirkens Nødhjælp og DR’s P3.

Morgenvært på P3Nyhederne 2000 – 2004.

Vært på TV 2’s Operation X fra 2004.

Af de største sager kan nævnes: Kortlægning af hashmarkedet og af-sløring af våbenhandel i Danmark; Afsløring af fusk i store danske auktionshuse; Afsløring af sikkerchat-konsulent, der selv producerede og distribuerede børneporno.

Det er foreløbigt blevet til 37 programmer.

Journalist på TV 2’s site om ny elektronik, beep.tv2.dk, fra januar 2009.

Spiegelhauer bryder ud i spontan dans, og holdet tager billeder af deres pludselig meget buttede kollega.

Efter et par timer er optagelserne færdige.

Holdet står og pakker udstyret sammen. Morten Spiegelhauer kommer trippende hen med den store mave forrest. »Jeg tænkte lige over det med afvekslingen i jobbet. Det er jo altafgørende. Hvis du bliver for presset i dit job, så ender du med at vågne op hver dag og være ked af det. Man skal ikke gå og være ked af det. Så ender det med, at man om lørdagen er træt af, at det allerede snart er mandag. Jeg elsker mit job, sådan som det er nu. Men man lærer at mærke efter, og nogle mennesker lærer det så på den hårde måde,« fortæller han.

sotho08@student.sdu.dk

Foto 1 - 2 af Morten Jacobsen. Foto 3 - 5 af Johan Bertil Winter

10 | juni 2009

BRANCHE

| LIXEN

Glad tv med vokseværk Til at starte med var det blot en tv-station for udviklingshæmmede. Nu har TV-Glad både radio, teater, tegnestue og en animationsafdeling, som har TV 2-programmet ’Martin og Ketil’ som kunde.

Thomas Askjær

GLÆDE. Det kunne være en hvilken som helst arbejdsplads i Danmark.

Klokken er kvart i ni tirsdag morgen. Nogle ansatte står i kø ved kaffemaskinen. Andre er så småt ved at finde deres plads i kantinen til det faste morgenmøde. Der er bare lige den forskel, at arbejdspladsen her hedder TV-Glad. Den første tv-station i verden for udviklingshæmmede.

At være udviklingshæmmet betyder, at ens personlige udvikling går langsommere, men det er – som navnet også antyder – ikke noget stationens ansatte er kede af.

Flere falder hinanden i armene med udbrud som »Herlig tirsdag«, og uanset om personen, der kommer ind ad døren til kantinen, er gående eller i kørestol, lyder der et højt »Heeej!« »Peter var spasser« Klokken ni begynder morgenmødet.

Susie Willems-Raarup, som er én

af de to pædagoger på stedet, tager først ordet. Hun havde dagen forinden været på Roskilde Seminarium for at fortælle om TV-Glad. »Og Peter var spasser,« siger hun.

Flere i kantinen bryder ud i grin og klapper samtidig.

Peter E. Petersen er den anden pædagog på TV-Glad, og han havde siddet i kørestol under besøget og spillet udviklingshæmmet.

Susie Willems-Raarup fortæller, efter at grinene og klapsalverne har lagt sig, at folkene på Roskilde Seminarium kun havde henvendt sig til hende. »Peter var bare ren luft,« siger hun.

Men end ikke sådan en oplevelse synes at tage humøret fra de ansatte på TV-Glad, som efter morgenmødet går i gang med arbejdet.

Animerer Martin og Ketil TV-Glad var til at starte med bare en tv-station, men i dag er der både radio, tegnestue, teater og animation i lokalerne på Nørrebro i København.

I 2004 blev stationen udvidet med en uddannelse for de udviklingshæmmede.

30-årige Louise Pedersen og 25årige Ronni Svensson var i 2007 sammen med otte andre de første, der blev færdig med Glad Fagskole, som uddannelsen hedder. Siden da har de været ansat i beskyttet beskæftigelse

på TV-Glads animationsafdeling.

Den her tirsdag er speciel for de to animatorer. Om et par timer kommer to repræsentanter fra produktionsselskabet Nature & Science, som producerer TV 2s børneprogram ’Martin og Ketil’. Louise Pedersen og Ronni Svensson har lavet animationen til programmets slutsang og er nu ved at lave de sidste scener, inden selskabet henter det færdige resultat.

Louise og Ronni benytter sig af den såkaldte cutout-animation. Et kamera tager billeder af, hvad Ronni har liggende på en lysende skærm.

Billedet ryger ind på den computer, Louise sidder ved. På den lysende skærm ligger Martin og Ketils udklippede hoveder, og de to animatorer har så selv lavet arme, ben og kroppe til de to tv-stjerner. »Jeg kan godt lide den røde jakke med de gule lommer i stedet for det beige-farvede tøj, han plejer at have på,« siger Louise om den beklædning, Ketil har fået.

Ronni rykker en lille smule på armene, for hvert billede kameraet tager.

Når Louise nu afspiller sekvensen på computeren, ligner det, at Martin og Ketil jubler. Ronni og Louise jubler med. »Vi gjorde det,« siger Ronni med armene over hovedet.

Både Louise og Ronni er dog enige om, at armene bevæger sig for hur-

tigt, og at det derfor ikke ser realistisk ud. De må derfor lave sekvensen igen i et langsommere tempo.

Ulidelig ventetid De to får sat tempoet ned på klippet, så Martin og Ketil ikke jubler nær så hurtigt. Dermed er animationen færdig.

Louise Pedersen og Ronni Svensson har tidligere lavet animationer til de to børneværter, men det var ’kun’ til, hvad Louise kalder københavnerkanalen. Hun hentyder til Kanal København, som normalt sender TV-Glads produktioner. Animationen til slutsangen skal derimod være en del af Martin og Ketils programmer på TV 2. Det er første gang Tv-Glad producerer animation til andre tvkanaler, og især Louise har svært ved at vente til, at repræsentanterne fra produktionsselskabet kommer og henter produktet.

Lidt over middag kommer forløsningen. To fra Nature & Science dukker op, og Louise og Ronni viser storsmilende deres animation frem.

Og repræsentanterne fra selskabet kan lide billederne til slutsangen, som de kalder sjove og anderledes. »Ja, det er jo ikke fantasi, vi mangler her,« siger Louise.

10 års glad tv At Louise og Ronni nu får deres animation med i et TV 2-program er no-

get, der glæder TV-Glads innovative direktør Henrik Marentius. Han har selv en søster, som er udviklingshæmmet, og det var i høj grad medvirkende til, at han for 10 år siden fik idéen til tv-stationen. »Udviklingshæmmede har altid været slået sammen i en stor grød,« siger Henrik Marentius.

Derfor startede han sammen med Mikkel Holmbäck TV-Glad, for at udviklingshæmmede også skulle have mulighed for at vælge en uddannelse og et arbejde.

TV-Glad var i begyndelsen kun i København, men i dag er der afdelinger flere steder i landet. Henrik Marentius fortæller imidlertid, at målet er at få TV-Glad til udlandet.

Stationen forhandler med flere lande for tiden, men det er en dyr proces.

Måske bliver der penge til det, hvis tv-stationen får sit ønske opfyldt om at komme på finansloven. Det er dog stadig uvist, om det bliver tilfældet.

Tilbage ved Louise Pedersen og Ronni Svensson er der imidlertid ingen uvished. Repræsentanter fra produktionsselskabet er taget af sted med animationen på en harddisk, og Louise er sikker på, de nok skal komme igen. »Det lyder til, der kommer flere opgaver,« siger hun. thoch04@student.sdu.dk

Til venstre animatoren Louise Pedersen og til højre hendes kollega Ronni Svensson. Foto: Thomas Askjær

DR og TV 2 uenige om journalistbloggens fremtid Blog-begejstringens friske brise rev flere medier med, da weblogs blev populære på internettet.

Journalister blogger i dag både på DR og TV2, men i DR prioriteres blog-skriveriet nederst. DRs webredaktør mener, at journalistblogs bare er et overvurderet vindpust, der hurtigt vil stilne hen igen.

Leonora Beck

»For os har blogs ikke haft strategisk betydning nok. Så fantastiske er de heller ikke. Det er vigtigere med gode journalister.« Sådan lyder konklusionen fra DR’s webredaktør Henrik Heide. Han mener, at journalisterne hellere bør bruge deres tid på journalistikken

end på at blogge. Selvom blog-skrifint afbræk i den normale journalistik menneskers tid. Der er tusindvis af veriet ligger uden for arbejdstiden, - både til at skabe trafik på hjemmemennesker, der hellere vil se dem på understreger han, at det stjæler tid siden og til at få feeedback af seere en skærm, end at se deres personlige fra journalistikken. og læsere. holdninger på blogs.« »Hvis det tager en time at skrive en »Blogs skaber også et mere personblog, og gør man det en gang om daligt ansigt for journalisterne udadtil, Objektivitet er nødvendig gen, har man en dag mindre om ugen frem for at de kun agerer profesFlere journalister på DR har ifølge til at tænke på at lave journalistik i,« sionelt som for eksempel nyhedsHenrik Heide opgivet at blogge på siger Henrik Heide. oplæsere,« fortæller Ricky Melchior.

DR’s hjemmeside. En af dem er Mette Fordi journalistblogs stiller krav For Henrik Heide klinger idéen om Walsted Vestergaard. Da hun blev anom både tid, sat som vært på TV Avisen, var overskud og blogs en ny ting, som stationen Jeg mener ikke, at det er særligt en nænsom gerne ville prøve af. Men det omgang med hensigtsmæssigt, at nyhedsværter går rundt sidste indlæg blev lagt på hjemholdningerne, og har for mange meninger. Jeg føler, at jeg mesiden i 2007. spår Henrik »Jeg synes, at bloggen som skylder mine seere at være neutral.

Heide bloggenre handler om at skrive Mette Walsted Vestergarrd, nyhedsvært, DR gerne en kort meninger eller personlige oplevetid. levelser. Og jeg mener ikke, journalister med en privat side hult: at det er særlig hensigtsmæssigt, Mere end bare et ansigt »Jeg kan ikke se, hvorfor journaliat nyhedsværter går rundt og har Helt de samme tanker byder TV 2 sterne skulle have en personlig side. for mange meninger. Jeg føler, at jeg ikke på. Ricky Melchior, community De er ansat for at udføre et journaliskylder mine seere at være neutral,« redaktør på TV 2, ser blogs som et stisk arbejde, og det er spild af dygtige fortæller Mette Walsted Vestergaard.

”

For hende blev bloggen hurtigt en jagt på at finde de ufarlige emner.

Samtidig krævede den tid, som hun ikke følte, hun havde.

Et frirum Men bloggens mulighed for netop i et øjeblik at stige ud af objektivitetens branche er for andre journalister det, det handler om. Heidi Frederikke Rasmussen, sportsjournalist på TV 2 Sporten, ser bloggen som en platform, hvor journalister kan få lov til at skrive sine meninger. »Man skal selvfølgelig tænke over, hvad man skriver. Men her er det okay at sige, hvad man mener. Det er en rasteplads, hvor man kan køre ind og slippe det neutrale og objektive, som man står for som journalist,« siger Heidi Frederikke Rasmussen. libec08@student.sdu.dk

FOKUS

LIXEN | juni 2009 | 11

Test: Ego-svin eller idealistisk vagthund?

SELVREALISME. Det kan være svært at grave helt der ind, hvor vores indre ego-dyr bor. Lixen giver dig hjælp til selvhjælp. Er du et narcissistisk ego-svin eller en sandhedssøgende vagthund?

Har du nogensinde googlet dig selv?

Point - Nej: 0, Ja: 1 Har du nogensinde tastet din byline ind på Infomedia og trykket ’søg’?

Point - Nej: 0, Ja: 5 Hvor mange venner har du på Facebook/MySpace/LinkedIn? Point - del med 10 Hvor tit opdaterer du din profil?

Point - Ugentligt: 1, dagligt: 5, på timebasis: 10

Den selvpromoverende statsmagt Et skærmvenligt Colgate-smil har erstattet vagthundens flænsende fortænder. Journaliststuderende er blevet for karriereorienterede, mener medieforsker W. Lance Bennett. Lektor Tom Buk-Swienty savner også mere idealistiske studerende. Det er udtryk for, at karrieren er blevet den vigtigste brik i vores identitet, forklarer psykolog Lars Lundmann.

Morten Bang Johan Bertil Winther

KARRIEREKANONER. ’Det skal se godt ud på min hjemmeside’. Sådan tænker mange journaliststuderende ved SDU, når de afleverer deres opgaver.

Det viser en rundspørge, Lixen har foretaget. 70 procent klasker nemlig gladelig stemplet ’CV-rytter’ i panden på sig selv. Undersøgelsen bekræfter indtrykket af unge journalister som egocentrerede karrieremennesker.

Udviklingen er blevet kritiseret fra flere sider. »Journaliststudierne uddanner studerende, der er mere interesserede i deres karrierer end i journalistikkens højere mål,« lyder dommen fra medieforskeren W. Lance Bennet i bogen ’The Watchdog Role’. Han mener, at journaliststuderende specielt inden for TV-mediet er selvpromoverende, mens han savner vagthunde, der vil grave dybt og gnave i magthavernes ben. For demokratiets skyld. Ikke for deres egen.

Terkelsen 2 Ved Center for Journalistik ironiserer lektor Tom Buk-Swienty over nutidens journalistaspiranters an-

søgninger. Det sker i bogen ’Et løft(e) til journalistikken’, hvor han sammenligner en karikeret ansøgning a la 2008 med en ansøgning, som koryfæet Jacob Riis ville skrive den.

Riis blev ført ind i journalistikken af sin indignation over de fattige New Yorkeres urimelige forhold i 1800tallet. Han står for Tom Buk-Swienty som et godt eksempel på en journalist, der ville ændre noget i samfundet. I dag savner han mere indignation som drivkraft hos de håbefulde ansøgere.

Tom Buk-Swienty oplever, at de studerende vil være Ulla Terkelsen nummer to, mens de rejser rundt i verden og bliver berømte. Derfor savner lektoren folk, der vil ændre uretfærdigheder i samfundet, ligesom Jacob Riis ville. »Jeg vil påstå, at man bliver lidt blaseret af at blive journaliststuderende, fordi man er så vant til at få sin byline i avisen. Så at være en, der som Jacob Riis kommer udefra og virkelig kæmper sig ind i systemet, det kan måske give noget ild. En ild, som vi måske tager fra de journaliststuderende fra dag ét, da de simpelthen tager for givet, at de er journalister,« siger Tom Buk-Swienty. Han fortsætter: »Der sker jo for eksempel ironisk nok det, at mange af de bedste journalister, de kommer jo netop ikke fra en journalistskole,« siger lektoren, der er uddannet cand.mag i historie, men blandt andet har arbejdet som journalist på Weekendavisen.

Jobbet definerer dig Men er de yngre journalisters indstilling i forfald, eller følger de studerende bare med tiden?

Svaret er klart, hvis man spørger Lars Lundmann, der er psykolog og forfatter til bogen ’Hvem er jeg - om narcissisme og personlighed i det senmoderne samfund’:

»I dag er det vigtigere end nogensinde før at få en god karriere. For det er karrieren, der bestemmer, om man er noget værd. Og der er ikke nogen, der har lyst til ikke at være noget værd.« Psykologen forklarer videre: »Hvis du ser på studerende på universitet og måske i endnu højere grad på Handelshøjskolen, så ser du præcis den samme tendens. Så det er bestemt ikke kun journaliststuderende, der tænker karriere og selvrealiserende projekter.« Filantropi uden værdi Frivilligt arbejde i sportsklubber eller for humanitære organisationer har tidligere været cement i fundamentet af mange menneskers identitet. Det arbejde er dog blevet mindre værd, lyder det fra Lars Lundmann: »Tidligere kunne man gøre noget for samfundet og derved få værdi.

Men den tendens er der ikke i dag, fordi vi har opbygget et samfund, som tager sig af de her ting. Derfor er det begrænset, hvor meget anerkendelse man kan hente ved at beskæftige sig med samfundet.«

Mindre mig mig mig Efter krisen er begyndt at kilde, kan CV-rytteriet og tørsten efter at komme på skærmen dog være på retræte.

Det øjner Lars Lundmann. »Finanskrisen har sat nogle andre ting i fokus end arbejdet. Det ser man også ved, at folk søger mere over i det offentlige. Man er begyndt at fokusere mere på tryghed og sikkerhed i stedet for mig mig mig. Og tryghed og sikkerhed handler også om andre mennesker.« Alligevel imponeret Mens Lars Lundmann spår om mere fokus på det nære, nuancerer lektor Tom Buk-Swienty sin dom over de journaliststuderende:

»Når jeg nu siger, at der ikke er så mange af ansøgerne, der virker indignerede på forhånd, så vil jeg faktisk også gerne tilføje noget. For jeg er imponeret over, hvor mange af de journaliststuderende, der bliver fanget af den hellige ild, så at sige, efter de er kommet ind.« mojoe08@student.sdu.dk johaa08@student.sdu.dk

FAKTA I bogen ’Et løft(e) til journalistikken’ skriver lektor Tom Buk-Swienty denne karikerede ansøgning til journaliststudiet a la 2008. Han ønsker mere indignation som drivkraft hos ansøgerne: »Hej! Jeg er en glad og ligefrem 20-årig pige, der synes, at det kunne være enormt spændende at blive journalist sådan en som hende den seje Ulla Terkelsen fra fjernsynet, som rejser verden rundt og snakker. Jeg elsker også at skrive og formidle. Jeg er god mod dyr, har sunde fritidsinteresser – den bedste og hidtil eneste bog jeg har læst er Leonardo DiCaprio-mysteriet (tror jeg nok, den hed). Så har jeg været tøjekspedient et halvt år – det har givet mig et forhold til al slags tøj, og jeg har været pædagogmedhjælper et halvt år og kan nu efter så mange bleskift med sikkerhed sige, at jeg er vant til at håndtere … ja, al slags lort. Så kære journalistuddannelse. Please optag mig.

Jeg brænder for at blive berømt.«

Hvor ofte ’untagger’ du et mindre flatterende billede af dig selv på Facebook?

Point - Altid: 10, ofte: 5, aldrig: 0.

Hvor hurtigt forventer du svar på en sms?

Point - Højst et døgn: 0, højst en time: 5 point, højst 1 minut: 10 Har du overvejet, hvor langt du ville komme i Paradise Hotel?

Point - Nej: 0, Ja: 5 Drømmer du ofte om at blive kendt?

Point - Nej: 0, Ja: 10 Hvor tit lyver du for at gøre dig interessant?

Point - På timebasis: 10, dagligt: 5, månedligt: 1 Hvor tit taler du dårligt om dine medkollegaer/studerende for at stille dem i ringere lys end dig selv?

Point - Dagligt: 1, på timebasis: 5, altid: 10 Har du gennemført denne quiz?

Point - Nej: 0, Ja: 10

Resultater: 0 - 15: Den idealistiske vagthund.

Eller vandmanden. Enten er du ultrabevidst om, hvordan du fremstår - ellers er du indentitetsløs.

15 - 30: Den jævne trækfugl. Du er en almindeligt sundt dyr, der tænker på verden omkring dig. Ind imellem flyver du forrest, men oftest bagerst.

For du viger gerne pladsen for de andre fugle, som favner bredere.

30 - 45: Den selviscenesættende panda. De fleste holder af dig, men du tænker kun på dig selv og bambus.

Og hvis du bliver presset, lader du pandamien rase for at udrydde dine konkurrenter.

Over 45: Det selvpromoverende egosvin. Den eneste grund til at du vil være journalist, er for at se dig selv på skærmen. Først bliver du vært på ’Vild med Dans’ – så danser du selv.

12 | juni 2009

FOKUS

| LIXEN

Alle valg er egoistiske Der blev hugget et godt stykke af lønnen, da Maria Dohn skiftede radiostudiet ud med kommunikationsjobbet for Læger uden Grænser. For hende er det indholdet i arbejdet, der tæller.

Men på trods af det idealistiske jobvalg ved Maria Dohn godt, at den uundgåelige egoisme gnaver i både hendes og i andre journalisters hensigter.

Foto: DR

Du skal netop tro, du er noget Jantelovs-Danmark går i flæsket på de journalister, som tænker selvstændige tanker. For hvem er det egentlig, der mener, at vi er selvpromoverende? Clement Kjersgaard stiller spørgsmålet og forklarer, hvordan han netop ikke fylder meget som interviewer i sine programmer.

Leonora Beck

sige, at nu skal jeg score dig,« siger Clement Kjersgaard energisk.

Hanne-Vibeke Holst havde på det tidspunkt lige udgivet bogen ’Kongemordet’. Den handler blandt andet om magtforholdet mellem kønnene. »Mads Brügger (journalist red.) har sagt, at hans ambitioner er at bruge de værktøjer, der passer til opgaven. Og den interviewmetode, jeg brugte i interviewet med HanneVibeke Holst, var netop en, der passede til opgaven,« fortæller han.

at lave noget andet,« siger Clement Kjersgaard.

Vil ikke stege rejer Viden er hans forudsætning. Men på trods af det går Clement Kjersgaards DR2-drive ikke på trangen til at belære. Så kunne han bare være blevet universitetsprofessor, som han selv udtrykker det. Det er nærmere et behov for at sætte en samfundsdebat i gang. Også forestillingen om public service har plantet sine rødder dybt i hans tankegang. »Min tolerance for at lave noget, jeg ikke selv er med inde over, er nul.

Du kan ikke sige til mig, at jeg skal lave tolv programmer, om hvordan man steger rejer. Det, jeg siger ja til, er det, jeg synes er nødvendigt.

De forskellige programmer, jeg har lavet, er et udtryk for, hvordan jeg eksekverer public service bedst muligt,« slår Clement Kjersgaard fast.

Hyld talenterne ANTI-JANTE. Den feministiske forAt der skulle være en snert af selvprofatter Hanne-Vibeke Holst sidder movering i hans programmer, i koli studiets lange sofa. Ved siden af legernes programmer eller i journaslænger Clement Kjersgaard sig i sin listverdenen for den sags skyld kan kontorstol, mens han intimt læner Clement Kjersgaard ikke genkende. sig ind over hende og nulrer hendes Det er originaliteten og talentet, man hånd. Hans ansigt er få centimeter skal kigge efter. fra hendes. Ud mellem læberne fos»Hvem er det, der siger, at journaser en ihærdig strøm af spørgsmål.

Copy-paste-journalHvis janteloven fortsat er så stærk, Interviewet var en istik del af Clement Kjers at journaliststuderende ser på en Men ’samfundsdebat’ gaards talkshow ’Clem- medstuderende og siger: ’Hun vil da også er ikke altid det mest ent Direkte’. Og det er sexede ord. Derfor ikke mange steder, man bare i spotlightet’. Så er der noget galt. forsøger han at fange finder en interviewstil, seerne med alternaClement Kjersgaard der ligner. Værten er tive journalistiske kendt for sine abrupte afbrydelser og lister laver journalistik for at promometoder – som for eksempel ved at den brede mund, der som en elpisker vere sig selv? Hvis janteloven fortsat score Hanne-Vibeke Holst på åben fuld af flødeskum skyder klatter af er så stærk, at journaliststuderende skærm. For ifølge Clement Kjersgaard spørgsmål ud mod de ofte befippede ser på en medstuderende og siger: er originalitet den luns af kødet, man interviewofre. ’Hun vil da også bare i spotlightet’. Så kan forvente ikke bliver fordærvet i er der noget galt. Man skal ikke tøve, fremtiden. Og mediebranchen byder Fyld eller fidus når der er folk, der kan noget. Så er på masser af muligheder for at tænDa jeg spørger Clement Kjersgaard det bare at komme i gang,« opfordrer ke anderledes. om han selv mener, at han fylder han. »Men vi bruger ikke mulighederne. meget som interviewer i sine proDet hele er en fucking gentagelse, og grammer, er svaret helt kontant: Viden er vejen det har det sådan set været de sidste »Nej,« Det Clement Kjersgaard selv mener mange år.« Nej? gør ham god til at lave programmer Han garanterer, at der ikke er en »Det gør jeg ikke. Hvorfor tror du, og kompetent til at fylde danskernes eneste medieinstitution eller medarat jeg interviewede Hanne-Vibeke fjernsynsskærm ud, er hans viden. bejder, der ikke skal ud og redefinere Holst på den måde?« spørger han.

Viden om arrogance i amerikansk sig selv ved at finde på noget nyt.

For at gøre programmet mere politik. Viden om sarte klimakontro»Og hvordan redefinerer man spændende? Mit svar famler sig forverser. Eller bare generelt hans ersig selv? Det gør man ved at tænke sigtigt frem. faring med samfundets kryptiske net selvstændige tanker. Og dem, der »Ja! Der er jo en grund til, at du kan af strukturer og paradokser. tænker selvstændige tanker, kan huske udsendelsen. Også selvom den »Du kan ikke gøre mig til vært på godt i et jantelovsland som Danmark blev sendt for tre år siden. Pointen i et sportsprogram. Eller få mig til at blive opfattet som selvpromovehele måden, jeg interviewede hende bage en bacontærte på skærmen. rende,« påpeger Clement Kjersgaard. på, var magtspillet mellem mænd og Men hvis man som journalist ikke har kvinder. Der var det meget oplagt at viden om et emne, skal man overveje libec08@student.sdu.dk

”

Leonora Beck

GRÆNSELØS. Nænsomt bliver den lille klædt af. De tynde ben og arme stritter i en slags protest, men der kommer kun et spinkelt klynk fra den ni måneder gamle Tarairai Gwade, mens han bliver vejet: 4,2 kg – eller omtrent det halve af, hvad et barn på hans alder bør veje.

Sådan lyder de første sætninger i en af Maria Dohns artikler. Ordene skal helst vække medlidenhed i os.

Få os til at føle en trang til at hjælpe det stakkels zimbabwiske hungerbarn. Vi skal kigge væk fra navlen og ud på en verden, der er større og mere brutal, end vores egen snævre omgangskreds kan stille op med. Det er nemlig det, Maria Dohns arbejde går ud på.

Hjælp frem for penge Som kommunikationschef for hjælpeorganisationen Læger Uden Grænser fortæller Maria Dohn historier, som læger og sygeplejersker fra organisationen oplever, når de er ude i felten for at redde menneskeliv.

Og så er hendes opgave ikke mindst at få medierne og offentligheden til at interessere sig for historierne. »Det betyder meget for mig, at den organisation, som jeg arbejder for, handler om andet end at tjene penge.

Jeg har svært ved at se mig selv i en kommunikationsvirksomhed, hvor det ikke har en højere mening. Det

tror jeg simpelthen bare ikke, at jeg ville tænde på,« fortæller Maria Dohn.

Før hun søgte stillingen hos Læger uden Grænser arbejdede hun på DR. »Jeg gik rasende meget ned i løn.

Fornuftsmæssigt eller normalt er det ikke den vej, man gør jobskift. Men det var en erkendelse af, at det, jeg lavede, var vigtigere end det, jeg fik for det,« fortæller hun.

Navlen er også et centrum Måske er Maria Dohn idealist. Men ifølge kvinden selv spiller egoet nu også ind, for det at opfylde sine egne behov kredser altid om jobvalget: »Alle ens valg er vel et udslag af ens egoisme eller ens egne behov.

Selvom jeg vælger at arbejde i Læger uden Grænser for en ret lille løn, så er det fordi, jeg vil dække mit eget behov.« Maria Dohn indkasserer en tilfredsstillelsesbonus ved at arbejde med noget, hun kan lide. Men at jobbet også sætter skub i karrieren kan hun ikke komme uden om. »På en eller anden måde er det jo med til at gøre min professionalisme mere kompleks. Så har jeg noget andet, jeg kan krydse af på mit CV,« siger hun. libec08@student.sdu.dk

libec08@student.sdu.dk Fakta om Maria Dohn

Maria Dohn har arbejdet som kommunikationschef for Læger uden Grænser i Danmark siden september 2007. Før havde hun arbejdet på DR som radiovært i ti år.

Hos Læger uden Grænser tjener Maria Dohn ca. 35.000 kroner inklusiv pension om måneden - brutto er det ca.

10.000 kroner mindre om måneden end hos DR.

Privatfoto

FOKUS

LIXEN | juni 2009 | 13

Illustrationer: Rune Moesgaard

Magisk egotroldmand: Sådan narrer jeg fissen Nogle vil mene, at succes i karrieremæssig sammenhæng har at gøre med dygtighed.

Dette er naturligvis en naiv og kluntet opfattelse, som i høj grad akademikere tilslutter sig. I det akademiske verdensbillede er et af succeskriterierne at tilegne sig titler, der kan forkortes, og således opnå anerkendelse blandt andre akademikere, som forstår, hvad forkortelserne betyder. Vil man derimod opnå ægte succes, er forkortelser og den slags ikke sagen. Succes er ikke noget, der kommer af sig selv. Der skal blod, sved og tårer til – andres blod og tårer naturligvis.

Rune Moesgaard

KOMMENTAR. Vejen til succes er belagt med mennesker, man i sagens natur ikke kan undgå at træde på.

Disse typer er godt defineret ved begrebet mugglere. Et begreb fra Harry Potter-universet, der dækker over de ’normale’ mennesker, der ikke har ’magiske’ kræfter. Harry Potter-bøgerne, der skal forstås som en allegori over forskellen på mennesker i den karrieremæssige sammenhæng, understreger således, at belæg for succes er noget genetisk baseret hos få delegerede personer.

Og ligesom Harry Potter må vi andre også lære, hvordan vi ’tæmmer magien’. Men da der desværre ikke eksisterer en skole tilsvarende

Hogwarts i Danmark, er vi i høj grad selv ansvarlige for at opnå de resultater. Man kunne tilsnige sig at sammenligne Herlufsholm med Hogwarts, men dette er uhensigtsmæssigt af flere årsager – blandt andet har Herlufsholm hverken uglepost, en magisk hat, eller et næsten hovedløst spøgelse, der minder om John Cleese.

Nok snak – der må handling til. Her følger et par sikre tips til hvordan du fremmer branding af dig selv bedst muligt: Mobning Mobningen, der udgør et vitalt værktøj i hverdagen, udmærker sig ikke blot ved at fremme din egen situation, men også ved at have den modsatte effekt på dine såkaldte ’ofre’.

Mobning er ingen let disciplin, og det er hensigtsmæssigt, at du raffinerer og udvikler dine metoder allerede fra en tidlig alder. Eksempelvis kan man starte i folkeskolens laveste klasser ved at grine af de andre børn, når de siger noget forkert i en undervisningssituation - tilpas hånligt og selvsikkert, så man samtidig giver udtryk for, at man ligger inde med det rigtige svar på det givne spørgsmål.

Min anbefaling er Henrik Olesens nyeste udgivelse ’Flyt dig fede’. Det er en guldmine af råd til, hvordan du på andres bekostning kan hævde dig igennem hele tilværelsen.

Don’t show it, overshow it Den ældste og mest effektive måde for en kvinde at fremme sin karriere på er ved at bruge sin seksualitet.

Med mindre hun er dværg, svært

overvægtig eller direkte grim... Eller alle tre ting på en gang. Grimme dværge med tendens til overvægt kan med fordel læse lidt flere lektier, end eksempelvis Mascha Vang har gjort.

Tidligere i historien var kvinder nødt til decideret at hore sig til social opstigning. Dette gør sig imidlertid ikke længere gældende, ud over naturligvis i kongehuset.

”

slags, blev de eddermugne og kunne finde på diverse narrestreger, som eksempelvis at pifte din kærre, pisse i brønden eller lave telefonfis.

Det er derfor nærliggende at antage, at begrebet narrefisse er en konstellation af ’narrestreg’ og ’fisse’.

Narrefissens effekt skal grundlæggende findes hos det modsatte køn. Når eksempelvis en Mascha

Den ældste og mest effektive måde for en kvinde at fremme sin karriere på er ved at bruge sin seksualitet. Med mindre hun er dværg, svært overvægtig eller direkte grim.

Den moderne kvinde behøver som sådan ikke ty til seksuelle ydelser for at skabe sig en karriere. Tag nu for eksempel Hermione, der repræsenterer sit køn igennem hele Harry Potter serien. Udover at have et navn, der ligger tæt op af ordet hæmoride, formår hun rent faktisk at holde sig inde i historien hele vejen til syvende bind, uden så meget som at yde et eneste blowjob.

Skæmteskræv Det er vigtigt at kvinden i den sammenhæng er bevidst om det postmoderne begreb narrefisse. Et begreb, der rent etymologisk må antages at have rod i gamle danske folkeeventyr og overtro, hvor fisser optræder som små ubehagelige typer, der bor på hølofter og har cravings efter grød og den slags.

Fik fisserne ikke deres grød og den

Vang skaber en karriere på baggrund af sin fordelagtige fysik, har det at gøre med måden den modtages af det mandlige publikum. Hun er simpelthen i stand til at aktivere primathjernen hos mænd og afstedkomme en underbevidst reaktion hos dem. Det er den samme del af hjernen, der skuffes, når eksempelvis Angelina Jolie gifter sig. Vel vidende at det i forvejen var utænkeligt, skuffes hjernen alligevel over den yderligere forringelse af chancen for at forplante sig og avle på et sæt åbenlyst stærke gener - nu er det definitivt usandsynligt, og så bliver hjernen lidt mut.

At kunne påvirke sit publikum på den led er særdeles effektivt.

Især i mediebranchen, hvor oplagte eksempler som Mascha Vang og Joan Ørting på daglig basis besnærer forsvarsløse mænd med deres store

patter – altså Mascha Vang og Joan Ørtings patter, ikke mændenes.

Der er naturligvis også eksempler på, at vertikalt udfordrede grimrianner med tendens til fedme har klaret sig nogenlunde ud på den anden side - se blot Lisbeth Knudsen og Tøger Seidenfaden.

Be a man Mænd har også en mulighed for at skabe sig en mediepersona på baggrund af deres køn. Bubber og Sidney Lee har præsteret at skabe en identitet på ikke at have noget køn overhovedet. Men nævner man B.S. Christiansen og Mads Kristensen, er det en anden sag. Som B.S. skriver i sin biografi ”Egentlig skulle jeg have været elektriker. Men skæbnen ville, at jeg pludselig befandt mig i Floridas sumpe omgivet af giftige slanger og kryb (Jf. Bubber)”.

Mads Kristensen tegner og forklarer i sin ganske unyttige bog om at imponere det modsatte køn ved hjælp af blankvåben og knob-binding.

De kan i øvrigt begge opleves i Go’ Aften Danmarks programmer, hvor de med udgangspunkt i deres totalt irrelevante referencerammer giver råd om forskellige ligegyldige ting.

Som for eksempel at åbne en flaske champagne med en håndgranat, eller grave en skyttegrav med et slips.

For at gøre en lang artikel kort slutter vi lige med et par ordsprog. Dem, der ligger på jorden, må man træde på, og intet spørgsmål er så godt, at det ikke er dumt for nogen.

Go get’em tiger! rmoes08@student.sdu.dk

14 | juni 2009

FOKUS

| LIXEN

Jeg lever i et egotrip Jeg er definitionen af egoisme.

Alt andet under, over og ved siden af mig er uden betydning.

Bliver verden ramt af hungersnød i morgen, vil jeg æde jer andre for egen overlevelses skyld. Måske er det fejt, men jeg har altid været utilregnelig i sulten tilstand.

Men hvad er egoisme egentlig for en størrelse? Her får du min definition.

Filip Lauritzen

Illustration: Leonora Beck

Stratego med mit ego Michael Nørrelund

DIGT. Kig nu på mig. Jeg er journalist. Jeg er den fjerde statsmagt. Mere end dig.

Jeg har solgt min sjæl, men fik anerkendelse til gengæld. Se mig. Du er misundelig, ikke?

Jeg har masser af venner på Facebook. Mit billede er i avisen. Jeg elsker det billede. Jeg ser voksen ud.

Mit navn er der også. Jeg elsker at kigge på det. Igen og igen.

Jeg ser ud, som om jeg lytter. Men jeg venter. Kilde, sig nu det rigtige.

Sig, det var hårdt at forsøge selvmord. Ellers kommer jeg ikke i avisen i morgen. Min selvtillid forsvinder.

Mal et billede for mig. Jeg vil se blod for mine øjne.

Jeg vil spille Ego-Stratego. Det er mig mod mig. Det gode mod det onde. Jeg rykker ind bag mine egne linjer. Jeg vil blive dræbt af mine egne bomber. Jeg vil kæmpe mod mig selv.

Til sidst har jeg mistet mig selv og min moral.

Til gengæld finder jeg flaget og sejrer. Jeg vil komme til at modtage Cavling-prisen. Folk vil klappe af mig.

De vil beundre mit mod. Og retfærdigheden skete jo også fyldest, netop fordi jeg skrev min artikel. Men det er jeg sgu ligeglad med. Jeg vil bare høre fra andre, hvor fantastisk jeg er.

Se mine øjne. Jeg er bange. Rummet er fyldt med mennesker, men jeg er så alene. Så tom. Jeg er blevet selvfed af at æde mit eget spejlbillede. Men når avisen er lukket, er jeg glemt.

Husk mig. Ros mig. Ellers slukker mit håb. Selvom jeg godt ved, jeg er den bedste journalist i hele verden.

bare om eksamen i vinter. Det meste af semesteret sejlede på grund af håbløst udtjent udstyr. Man kan kun fantasere, om hvor mange indslag der var gået tabt i faget, hvor hver aflevering var obligatorisk, hvis ikke Lars Giver havde knoklet længe efter arbejdstid og haft telefonkonsultationer til langt ud på aftenen for frustrerede studerende.

Sideløbende fik han tilmed indkøbt og indkørt nyt udstyr, der mildest talt revolutionerede kvaliteten af de indslag, der blev produceret.

Undertiden blev det samme spørgsmål flere gange stillet til teknikeren, om hvad der fik ham til at tilsidesætte familie og privatliv og bruge tonsvis af timer på universitetet. Hver gang har Lars Givers svar lydt, at de studerendes arbejdsiver var hans inspiration og motivation. Uden nogensinde at have siddet i et ansættelsesudvalg, tør jeg godt konstatere, at det ikke er

en holdning, man møder hos mange ansatte på nogen anden institution.

At man vælger ikke at forlænge med en kapacitet, som Lars Giver er, er både chokerende og forargende. Hvad der ligger til grund for beslutningen, finder vi naturligvis aldrig ud af. Men at det her skal være takken for et år, hvor han i hvert fald var uvurderlig for efterårets tv-hold, er fuldstændig forkasteligt. Lige som det kun er til at ryste på hovedet over, at man ikke holder på en medarbejder med den indstilling, ildhu og arbejdsradius, som Lars har vist fra dag ét på Center for Journalistik.

Jeg håber i dén grad, ledelsen er klar over, hvem de viser døren, og at der kommer en form for anerkendelse af, hvad Lars Giver har betydet for studiet i det år, han fik hos os. Der skal i hvert fald kun lyde taknemmelighed og held og lykke fremover herfra. jlars07student.sdu.dk

minoe07@student.sdu.dk

Trist farvel til ‘Giveren’ I starten af maj sprang lidt af en bombe på Medietorvet, dog uden at nogen hørte braget. Lars Giver fik i al ubemærkethed ikke sin kontrakt forlænget.

Jonas Larsen

ADIEU. Mange studerende regnede ellers med, det ville være en ren formalitet at få genbesat stillingen som tekniker. Vi taler trods alt om en medarbejder, der i engagement og arbejdsomhed ikke står tilbage for nogen på Center for Journalistik – studerende såvel som ansatte.

En medarbejder, der gentagende gange er dukket op sene aftener for at stå til rådighed, når vi har fået idéer til diverse arrangementer, der vel at mærke ikke har haft skyggen af fagligt indhold. Oscar Night, Valgaften, Revy, fortsæt selv.

Lars Giver reddede det forrige tv-holds røv, og her snakker vi ikke

OVERLEVER-EGO. Har du et problem med min egoisme, så er det fordi du selv er svag. Darwins ord ’Survival of the fittest’ beskriver det meget klart. Ved at dræbe al modstand på din vej vil kun du stå tilbage for at drive værket videre. Mord og total udryddelse er selvfølgelig aldrig den endegyldige løsning. Men som hovedregel involverer jeg mig aldrig i projekter, der ikke tilgodeser min sult. De direkte egoistiske fødevarer søges selvfølgelig med en indirekte tone. Her får du nogle eksempler: Optagelsesprøven på SDU: Indirekte: Pigen, der tuder efter den mundtlige samtale, får et stort trøstekram med ordene: »op med humøret.« Direkte: Ord, der indvendigt bliver til: »Så kan du lære det,« mens man krammer endnu hårdere, så man rigtig kan mærke hendes varme bryster i den herlige blodrus af uovervindelighed.

Radioproduktioner: Indirekte: Arbejder jeg for holdet.

Hjælper de andre i min redaktion og ser til, at det hele kører. Jeg indvilger i at være en del af et team med det fælles mål at producere en halv times live radioudseendelse.

Direkte: Er jeg kun interesseret i min egen succes og anerkendelse. Jeg overtaler de andre til at vælge mig som radiovært for derefter at klippe mine egne speaks ud af programmet til senere salgsmateriale.

Tutor for journalistansøgere: Indirekte: Overbeviser jeg sekretariatet om, at jeg kan sætte mig ind i ansøgernes situation. Jeg ønsker at hjælpe dem alle så godt som muligt til at komme ind på studiet. Og alle skal have en fair chance.

Direkte: Får alle en fair chance. Men den venlige og engagerede tone skabes primært af interessen for penge og piger. Vitaminer af stor betydning for min eksistens. Betalt charmeoffensiv inden studiets andre alfahanner kommer til fadet, må siges at dække min egoisme (i et par timer).

Synes du stadig, jeg er en nar, bekymrer det mig ikke. Kun ved denne erkendelse af min egoisme spiller jeg efter dyrenes naturlov. Den skjulte egoisme er efter min mening langt værre. Snakkede Bush måske om behovet af olie kontra fred i verden, da han sendte amerikanske tropper ind i Irak? Fortalte Clinton, at han havde brug for et nyt skrald? Og hvad med Brixtofte? Fortalte han om sin egoistiske rødvinsbrandert?

Måske synes du, at jeg blander egoisme sammen med iransk olieguld, liderlighed og alkoholisme. Men er det ikke præcis det, egoisme går ud på? Slukke tørsten for en stund.

Måske min tørst er større end din, men alle har tørst. Hvad enten det gælder olie, kvinde-safter eller dyr bourgogne. Kend din tørst, og husk Darwins og mine ord: Survival of the fittest – so watch out, dear friend. filau08@student.sdu.dk

Underskriftsindsamling fra de studerende 99 studerende skrev under på en underskriftsindsamling, der i en mail blev sendt til Per Knudsen. Mailen udtrykte utilfredshed og forundring over, at Lars Giver ikke var blevet genansat som tekniker ved Center for Journalistik.

Per Knudsens svar på underskriftsindsamlingen: »Kære Thorbjørn og øvrige medunderskrivere, Tak for jeres henvendelse. Jeg deler til fulde jeres respekt for Lars. Det har været min ledelsesmæssige opgave - sammen med studieleder Karsten Prinds - at vælge den efter vores vurdering bedst kvalificerede blandt 38 ansøgere til en fast stilling som tekniker ved Center for Journalistik. Ud fra en samlet vurdering har vi valgt en anden end Lars, skønt vi deler jeres opfattelse af, at Lars i sit års vikariat har ydet en stor og dedikeret indsats.

Med venlig hilsen, Per«

FOKUS

LIXEN | juni 2009 | 15

Hvem dræber drivet?

Vi starter på journaliststudiet med ønsket om at fortælle. Ændre. Gøre en forskel. Utrænede formidlingsjomfruer, der endnu tror på en retfærdig verden, hvor David godt kan vinde over Goliat. Hvor journalisten fortsat repræsenterer manden på gulvet, og hvor man som samfundspåvirker er sit ansvar bevidst.

Vi løber hektisk rundt på Medietorvet i en rus af fantasier om Kravling og Cavling. Osteklokken også kaldet Center for Journalistik.

Lykkelige og håbefulde knokler vi hele det første semester og nyder frugten af vores slid på den anden side af nytår. For ikke at tale om den fælles eufori, når det lykkes nogen at få solgt eksamenshistorien til en rigtig avis.

Drømmen om pen, Politiken og Presseloge er inden for rækkevidde.

Det kan kun blive bedre.

Karen Straarup Møller

ARROGANCE. Om mindre end fire måneder starter der 75 nye journaliststuderende her på SDU. Det er en begivenhed, som jeg med stor glæde og forventning ser frem til. Og jeg er ikke alene.

Ligesom mange andre på journaliststudiet på Syddansk Universitet længes jeg efter at få lov til at dufte, mærke og måske endda genfinde den følelse, jeg selv havde for snart et år siden……

2. Semester… BANG! Det gør ondt. Kollektiv smerte går gennem hele holdet. Den beskyttende jomfruhinde, der indtil nu har holdt al ondskab for døren, er sprunget. Uskyld, naivitet og tro, håb og kærlighed forsvinder og bliver til luft. Varm luft, der går i ét med atmosfæren i den nye verden, vi netop er blevet indviet i.

Medietorvet og de trygge rammer er langt fra Auditorium U43. Det er her, vi mister vores uskyld. - Her vores ideologier og drømme hensynsløst bliver tilintetgjort og latterliggjort i den akademiske domstol.

Her er vi dømt til en 2.-rangsuddan-

nelse. Og det er synd for os.

Dommen er et liv som dovne, ligeglade, sjuskede, overfladiske og uintelligente journalistiske slaver af de kommercielle og kapitalistiske magtherrer.

Den stigende efterspørgsel på skræmmekampager, forbrugerstof, politiske skandaler, breaking news

i verden,« som en underviser nogenlunde formulerede det allerede i første undervisningstime.

Karen Straarup Møller, 2. semester

og Paradise Hotel vil tage os i hånden og følge os alle direkte i helvede.

årgang. Vi har på dette semester ligeså stille fået suget alt drive og gåpåmod ud af kroppen. Vi har brug for at se, at der stadig er nogen, der tror på og lever efter de journalistiske idealer og blive mindet om, at vi duer til noget. At der stadig er nogen, der vil vie deres liv til at fortælle verden den gode historie og ikke er for stolte, usikre eller manipulerede til at indrømme, at de tror, at de med deres journalistik kan forandre verden. Til det bedre.

Journalisten må man altid træde på. Også selvom journalisten ligger sammen med manden på gulvet. Det er en snobbet tendens i de akademiske kredse, og den er ikke ligefrem opmuntrende.

Næstefter poli-

værktøjer som fx fortællemodeller, analyse af egne påstande og belæg, aktindsigter, spin-strategier og regneark, googlemaps, afstemninger og web-tv. 4. At forberede undervisning, der inkluderede både de tungeste teorier og overskuelige øvelser.

Jeg har ikke ondt af mig selv, fordi jeg – og en del andre undervisere på 4. semester – stod med en fysisk og mentalt temmeligt fraværende årgang, der som svar på min undren over manglende fremmøde og aflevering sagde ting i stil med: »Jamen, vi gider nok ikke skrive et erfaringsinterview, fordi det har vi prøvet før – på 1. semester« eller »Vi vil hellere skrive artikler til de medier, som vi gerne vil i praktik på, end skrive en aktindsigt« eller »Jeg skal ud og finde en web-nørd, der kan ordne min hjemmeside før praktiksøgningen« eller »Jeg har så meget brug for at holde ferie 14 dage i Australien lige nu«.

Mit selvværd tog ikke skade af, at jeg måtte kvæle min grundværdi om, at motivationen til at ville være

en god journalist kommer indefra.

Dybt, dybt indefra. Eller min forestilling om, at universitetsstuderende – og de fleste andre begavede mennesker – formår at holde mange bolde i luften samtidig. I stedet måtte jeg invitere den ondeste pisk med ind i mine mailkorrespondancer og mine deadlinekrav. Jeg var for eksempel nødt til at skrive ud til flere studerende, at hvis de ikke kommunikerede med mig inden en bestemt dato, så kunne jeg desværre ikke indstille dem til eksamen. Og lukke mappen for aflevering et minut efter deadline.

Når jeg frustreret pakkede mit grej sammen efter endnu en dag med et tyndt besat auditorium U46 i det sydlige Odense og et content-system med to besvarelser på dagens opgave, så var det med tanken: »Hvad bliver det for nogle journalister, som skal ud i praktik?« Jeg så – og ser stadig – i mine uhyggeligste mareridt en praktikant fra SDU stå foran en udlært kollega på et større dansk dagblad og sige: »Jo, jeg havde Lene

”

Giv os håbet tilbage Lad mig sige det sådan: Alle de følelser, som de kommende journaliststuderende møder op med efter sommerferien, er i høj kurs på min

Jeg møder åben og trofast op til forelæsninger, men går derfra med oplevelsen af, at man knap nok har fundet et sted at sidde i retssalen, før man bliver dømt for mord.

Tankevækkende På Syddansk Universitet forsøger man netop at forene journalistisk håndværk med akademiske fag i en højere enhed. Vi får som journaliststuderende understreget vigtigheden af denne kobling, men man gør åbenbart ikke det mindste for at forberede underviserne.

Jeg møder åben og trofast op til forelæsninger, men går derfra med oplevelsen af, at man knap nok har fundet et sted at sidde i retssalen, før man bliver dømt for mord.

At man som ung i dag bærer hele skylden for avisdøden, fordi man læser for mange nyheder på nettet. »I det hele taget er journalister noget, fanden har skabt. Og det værste

tikerne er det journalisterne, der skal bitches mest over. »For journalister ved jo ærlig talt ingenting!« som en religionsunderviser, jeg sad ved siden af i toget, sagde.

Der er ingen tvivl om, at der i tide og utide er brug for mere kvalitetskontrol og selvjustits blandt journalister. Det behøver man ikke en doktorgrad eller ph.d. for at kunne se. Men ligeså vel at vi har et ansvar for det, vi sender ud i verden, har de akademikere, der rent faktisk har muligheden for at præge vores uddannelse, også et ansvar, når de sender os ud i verden.

Vågn op Prøv at se ud over jeres egen forelæsningssal, og skån de nye. journaliststuderende. Giv dem lov til at tro på, at der stadig er brug for journalister og anerkend deres drømme. Ellers dræber i også deres drive.

Klummestafetten

Foto: Martin Mydtskov

Hvilken slags praktikant bliver du?

Lene Rimestad, lektor ved Center for Journalistik

Min mand siger, at jeg ikke skal tage det personligt. Mine venner siger, at jeg ikke skal tage det personligt.

Mine kolleger siger også, at jeg ikke skal tage det personligt. Og når så mange mennesker samstemmende siger, at jeg ikke skal tage det personligt, så bliver jeg virkelig påvirket. Personligt.

Det handler om 4. semester. Det var faktisk en fornøjelse at udvikle

et helt nyt forløb. Jeg – og en masse andre – brugte tid og tankekapacitet på: 1. At indhente informationer fra tidligere forløb fra studerende og undervisere for at skrue et appellerende og lærerigt semester sammen.

2. At forhandle mig til ekstremt, jeg gentager EKSTREMT, gode rammer i form af interne og eksterne undervisere. 3. At sammensætte et forløb med en masse nyttige journalistiske

Rimestad i undersøgende journalistik, men jeg ved da virkelig ikke, hvordan man søger aktindsigt/organiserer et excel-ark/finder oplysninger i Statstidende/laver en spørgeskemaundersøgelse/bruger googlemaps/dokumenterer mine påstande/etc.« Og så ser jeg langsomt ikke bare praktikantens troværdighed ryge ned på bunden af de evige nyhedsstrømme, jeg ser også min troværdighed, og endnu værre SDU’s troværdighed blive mast ned i den forplumrende middelmådige journalistiks favn.

Det kan jeg kun tage personligt, for det er mit og vores fælles ansvar at uddanne kompetente, kritiske, selvkritiske og kærlige journalister, og det har jeg desværre ikke formået på 4. semester i år. For kun få kom, kun få afleverede det, der ikke var obligatorisk, og alt, alt for mange skulle have pisken for at opfylde de mindste krav.

Det beklager jeg dybt. På mine og SDU’s vegne.

LIXEN BAGFRA Praktikstedet afslører dit

sexliv

Kødsværd, klodser og Katja K. Panikdagens resultat er langt fra så sobert, som det ser ud på kontrakten. For praktikstedets holdninger og traditioner indbores ikke kun i hjernen, men også i underlivet.

Med Lixens kortlægning af kvaliteterne på landets medier kan du derfor vælge partner ud fra intet andet end arbejdspladsen. Mere skal der simpelthen ikke til.

Sara Sjølin Laura Labarca Sophie Bremer

PRAKTIKSEX. Panikdagen er veloverstået, og de kommende SDU-praktikanter har fået forseglet det næste år. Men ikke kun praktikanternes journalistiske spidsfindighed og formåen på skærmen, i æteren eller i avisen blev afgjort på den skæbnesvangre onsdag i april. Også journalistaspiranternes seksuelle udfoldelser blev med praktikantkontrakten fastlagt. Erfaringerne viser nemlig, at praktikstedets kerneværdier smitter af helt ind til lummerheden i dobbeltsengen. Lixen anbefaler og advarer.

Lir for licenspengene Ender du for eksempel i kanen med en fra Ritzau, skal du ikke vente dig et langstrakt sexmaraton. Her gælder det nemlig om at komme først og gøre det kort og overfladisk. Til gengæld får du her en elsker med det store overblik, der også kommer på alle tider af døgnet. Er du i det hele optaget af selve udløsningen, bør du vende blikket mod licensslugeren DR, der altid kommer ud over det hele. Bonus i DR-byen er uden diskussion Radioavisen, der som bekendt kommer en gang i timen. Samtidig kan man også gøre sig et interessant bekendtskab med ‘Sport i 3’eren’, der yder public service fire og en halv time hver søndag. I øregangene.

Månedlig tilfredsstillelse Går du mere efter kvalitet end kvantitet er Information et glimrende bud. Her kan du vente dig en partner, der godt nok er lang tid om at komme ind i kampen, men til gengæld følger sa-

gen helt til dørs. Det samme gør sig gældende for magasinerne, der dog kun kommer en gang om måneden, men altid med et nyt og overraskende tema. Tilmed kan du være heldig, at der følger en gave med.

Det er størrelsen...

Praktik på Experimentarium siger sig selv, men hvis man kigger på hjemmesiden lover de, at »du bliver sjovt nok klogere,« og så siger vi ikke mere.

Finder kurtiseringen sted af en praktikant fra et lokalmedie, bør du tage imod med kyshånd.

Traditionelt vil den slags praktikanter dække steder, hvor der aldrig har været nogen før.

Hvis du ikke er tilfreds med størrelsen på lokalaviserne, så synes Danish Crown at være et godt alternativ. Her kan du få et kødsværd af dimensioner.

Samme tilfredshed finder du også hos kommunikationspraktikanterne, der er godt skåret over tungebåndet. Her skal heller ikke glemmes Kopenhagen Fur, der forstår at komme helt ind under huden. Hvis du er vild med at lege med legetøj med knopper, kan Legos praktikant anbefales. Sammen kan I finde legebarnet frem, og hvis du er rigtig i legehumør, så kan det være, at der er et helt land med forlystelser, der stilles til rådighed.

Pengeporno Se og Hørs praktikant er et godt bud, hvis du er til lidt forspil, men meget retsligt efterspil.

De har øjnene over det hele og arbejder med meget hårde vinkler.

Samtidigt kan du kaste dig i lag med Jyskebank.tv, hvis du kun er i det for pengene og bare gerne vil på TV. Hvis du har en indre Katja K eller Rocco, så kan du også vælge Bastard. Her filmer man ubemærket og hele tiden, lige meget om der er grund til det eller ej.

Træerne vokser dog ikke igennem alle syv himler, og selvfølgelig vil du støde ind i steder, der i lagenakrobatikken ikke kan leve op til deres velrenommerede ry. Med Berlingske Tidende kan du for eksempel risikere en sengesammensvoren, der længe graver efter noget uden, at det giver forløsning. Læg hertil en stor bunke tantekys. Dertil kommer Søndagsberlingeren,

der næsten er for stor til at sluge. Og så skal du være opmærksom på, at den har svært ved at komme ind gennem sprækken.

TV-tomgang og Kristelige kindkys Hold dig også væk fra praktikanter på TV2 News. Her får du et knald, der kører i tomgang uden nogensinde at nå klimaks. Og for det ikke skal være nok, så er det også slut med helikopteren.

Skulle det usandsynlige ske, at en Datomedarbejder dukker op fra det hinsides, må du tage benene på nakken. Den forgangne avis og medarbejderne nåede vel nærmest ikke at komme i gang, før det var overstået, og den oplevelse ønsker du dig næppe i dit soveværelse.

I den mere outrerede afdeling anbefaler vi en Ekstra Blad’s-praktikant, der tørrer op, hvor andre tisser.

Hvis du derimod ikke er den store lagen-

gymnast, kan du give dig i kast med Kristeligt Dagblads praktikanter, for her sover man med hænderne over dynen. Samtidigt kan Weekendavisen anbefales, da de kun leger med sig selv. Men du skal du vide, at de laver ting, ingen andre forstår.

Når skaden er sket, så kan et besøg på Dagens Medicin anbefales. Dog skal du være opmærksom på, at praktikanten her også gerne vil lege doktor.

Med denne vejledning kan du trygt begive dig ud i praktikanternes sexliv, hvad enten du er kommende praktikant, studerende eller færdiguddannet. Enjoy. sasjo06@student.sdu.dk lclau06@student.sdu.dk sohan08@student.sdu.dk