Lixen, Juni 2013 by LIXEN

Lixen Lixen

LICENS OVER SKATTEN?

FÆRDIG MED FEST

NICHER I EN NY TID Anonyme artikler

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 15. årgang | 4. nummer | juni 2013

Karakterer skader ikke praktikansøgningen Du skal ikke frygte at kaste karakterbladet efter medierne. Selv om de ikke er altafgørende, vil de ﬂeste medier gerne have fat i dem. Christina Raabæk Lindschouw

Siden 7. klasse har karakterer målt og vejet de studerende. Men når praktikmuren rammer, betyder de pludselig ingenting. Sådan lyder rygterne på Center for Journalistik.

Men efter Lixen har spurgt en række af de medier, der modtager lest ansøgninger fra de journalist-‐ studerende, ser billedet dog mere komplekst ud. På Politiken garan-‐ terer chefredaktør Anne Mette Svane godt nok, »at man aldrig vil lade karakterer være afgørende på Poli-‐ tiken,« men alligevel synes hun, at det er helt int, at det gøres obliga-‐ torisk, at de studerende vedlægger eksamenskaraktererne. På Berlingske efterlyser chefredak-‐ tør Jens Grund ligefrem høje karak-‐ terer, som han mener er udtryk for

Søren Ryge Godt sprog er ikke noget, man kan forklare. Det er noget, man kan mærke. Side 7-9

»de fagligt stærkeste og mest dedi-‐ kerede journalister i landet.« Karakterer giver retfærdighed Berlingskes chefredaktør fortæller, at han må lede efter karaktererne, og det er netop denne praksis om at gemme karakterbladene, centerle-‐ delsen på journalistik inder proble-‐ matisk. »Det piner os, at karakterne ikke igurerer nogle steder,« siger studie-‐ leder på bacheloruddannelsen, Kar-‐ sten Baagø, om situationen. Han kom derfor i maj måned med et forslag til

de studerende om at gøre karakterer obligatorisk i praktikansøgningerne. Et forslag, der ifølge studielederen blev stillet af lere årsager: »Vi synes, at det er vigtigt, at de studerende er med i undervisningen. Så vi synes ikke, der er rimelighed i, at dem der ikke deltager, får de fede praktikpladser,« siger Karsten Baagø. Studieledelsen har dog indtil videre begravet forslaget, da modtagelsen fra de studerende var lunken. »Det gik op for mig, hvor mange der har haft erfaringer med, at praktik-‐

stederne er ligeglade med karak-‐ tererne,« fortæller Karsten Baagø, der derfor ikke længere umiddelbart ser et formål med en obligatorisk ordning. Hovedparten af mediehusene efterlyser dog ikke en obligatorisk fremvisning af karakterer, men det skader heller ikke at vise dem. Ved semestermødet blev det ellers ytret, at det godt kunne virke prætentiøst at vise sit karakterblad. Men den holdning kan mediehusene altså ikke følge. Læs mere på side 4.

“

2 | juni 2013 | LIXEN

Indhold

Leder

INTERN

Det er altid en god historie, når de små overrasker de store. Underdogs, som når lille Danmark vinder det store europæiske Melodi Grand Prix. Også i mediebranchen ser de små ud til at kunne slå de store på lere parametre. De store omnibusaviser har stadig dalende oplagstal, og det er selvfølgelig en trist udvikling.

Lixen har spurgt de kommende journaliststuderende om, hvorfor de vil være journalister -‐ se hvad de har svaret. Læs også, om karak-‐ terer betyder mere for praktik-‐ stedet, end du går og tror.

Heldigvis er der også lyspunkter i mediebranchen. Særligt på nettet bugner det med små medier til speci ikke målgrupper. De såkaldte nichemedier.

Side 3-‐4

Netop nichemedier og nichejournalistik er denne måneds fokus i Lixen. Fra madmagasinet Gastro til et interview med en chefredaktør for fem nicheme-‐ dier. Lixen forsøger at give et indblik i nogle af de emner, som de store dag-‐ blade ikke altid har mulighed for at dække i dybden.

Læs om Piano Media, Østeuropas progressive svar på en fælles beta-‐ lingsmur, og om, hvorvidt licen-‐ sen i fremtiden bliver opkrævet over skatten.

For at kunne arbejde på et nichemedie, er det en fordel at kunne sit stofom-‐ råde. Denne åbenbare konstatering giver dog også anledning til et mere fundamentalt spørgsmål på Center for Journalistik. For i hvor høj grad skal studiet uddanne generalister kontra specialister? Og hvad skaber den mest optimale bacheloruddannelse i journalistik?

EKSTERN

Er det en uddannelse, hvor vi bliver generalister, der kender til generelle be-‐ greber som ”udvalgsstyret” i ‘Oﬀentlig Forvaltning’ og ”autoritativ stat” i ‘Komparativ Politik’? Eller er det bedre at vide meget på færre fagområder? Vi oplever allerede fra første semester, at de studerende målretter sig inden for bestemte genrer, hvad enten det gælder sport, politik eller mode.

Side 5-‐6

PORTRÆT

Og hvorfor lære om oﬀentlig forvaltning, hvis du som studerende ved, at du vil arbejde på et dameblad? Det er i grunden et fair spørgsmål.

Danmarks h avemand n ummer 1, S øren R yge, e r j uniportræt-‐ tet. H an f ortæller o m s in k ær-‐ lighed til det gode sprog, na-‐ turen o g o m a t g ive s ig g od t id.

I stedet kunne man forestille sig at indføre valgfag som kulturjournalistik, erhvervsøkonomi eller et ekstra sprogfag. Selvfølgelig skal vi have visse obligatoriske fag. En journalist bør netop være kendetegnet ved at have en god almen viden. Og uden mediejura risikerer du mange pressenævnssager.

Side 7-‐9

Fra Center for Journalistiks side lyder det, at bacheloruddannelsen kun lærer os de grundlæggende elementer i journalistik. Derefter kan vi læse en kan-‐ didat og specialisere os.

FOKUS Læs om nichemedierne, der sur-‐ fer på popularitetsbølgen. Er det rigtigt, at hvis du taler til alle, taler du ikke til nogen? Niche-‐ medier fokuserer på klart de i-‐ nerede målgrupper -‐ og de er dyg-‐ tige til det.

Realiterne er imidlertid, at mange, efter endt bachelor, lægger bøgerne fra sig og forsøger at udskifte faste forelæsninger med fast indkomst. Når Center for Journalistik ved dette, burde der så ikke indføres mere leksibilitet på ba-‐ chelorordningen? Et bud kunne være at udskifte et enkelt bachelorfag med et valgfag. Det vil give os muligheden for at sætte vores eget præg på den type journalistik hver enkelt vil bedrive. Det vil måske forberede os til en fremtid på et af nicheme-‐ dierne i fremgang.

Side 10-‐11

OPINION

Og så vil vi selvfølgelig også ønske et stort velkommen og tillykke til de cirka 100 nye journaliststuderende, der måske læser denne avis for første gang i jeres første uge på Medietorvet.

Læs postkortet fra vejrvært Mik-‐ kel Fønsgaard, der tog sine første journalistiske skridt på SDU. De studerende har meninger, og de deler glædeligt ud af dem.

I er hermed inviteret med til redaktionsmøde den 10. september på Medie-‐ torvet. God sommerferie!

Side 14-‐15

På vegne af redaktionen, Carl-‐Emil og Søren

Lixen Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklingen og tendenserne i mediebranchen og på landets journalistuddannelser.

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M

Søren Martin Olsen

Carl-Emil Søe

Jane Bruun Elkjær

Didde Venzel Lindholdt

Ansv. chefredaktør

Chefredaktør

Redaktør

Eva Maria Trøster

Kasper Thomsen

Malte L. Nørgaard

Redaktør

Redaktør og web

Billedredaktør

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer Fast skribent: Pernille Baden Obelitz Korrekturlæser: Vibeke Mikkelsen Hansen

Amalie Pil Sørensen Christina Raabæk Lindschouw Redaktør

Redaktør

INTERN

LIXEN | juni 2013 | 3

Idealisme i anden række blandt nye journalister Ansøgerne, der var nået til samtalerne ved årets optagelsesproces på SDU, vil først og fremmest være journalister, fordi det er sjovt. Idealismen kommer i anden række.

Kasper Thomsen

Det skal frem for alt være sjovt, udfor-‐ drende og spændende at være jour-‐ nalist. I hvert fald hvis man spørger 80 procent af de journalistfrø, der er nået til samtalerne ved årets optagelsesproces på Center for Jour-‐ nalistik på SDU. I en undersøgelse, Lixen har fore-‐ taget, svarer de nemlig, at de primært har søgt ind, fordi »journalistik er sjovt, udfordrende og spændende.« Blot 20 procent angiver det mere idealistiske; »jeg vil gerne være med til at gøre en forskel« som den pri-‐ mære årsag til at sende en ansøgning mod Medietorvet. Tallene kommer ikke bag på forsker i journalistik ved SDU Morten Skovs-‐ gaard.

»Det individuelle fokus har fået mere plads gennem tiden. Journalistik er blevet en måde at realisere sig selv på,« siger han. Det er særligt det høje tempo og muligheden for at møde mange for-‐ skellige typer af mennesker, der lokker de unge ansøgere mod jour-‐ nalistikkens verden, fortæller en af ansøgerne Emelie Dyrup Jensen. »Man har mange bolde i luften og får lov til at tale med mange spænd-‐ ende mennesker,« siger hun. »Det er også fedt at få lov til at være der, hvor tingene sker,« tilføjer hun. Uproblematisk tendens Den selvrealiserende tendens be-‐ kymrer ikke studieleder på bachelor-‐ uddannelsen på SDU, Karsten Baagø. »At man gerne vil gøre en forskel, er ikke det eneste kriterium for at blive en god journalist. Man kan sag-‐ tens blive en fremragende journalist af andre grunde,« siger han. Alligevel bliver næsten samtlige an-‐ søgere stillet samme spørgsmål til samtalen: »Hvorfor vil du gerne være journalist?« Men svaret er ikke synderligt afgørende for aspiran-‐ ternes chance for at blive optaget. Det er mest for at starte samtalen og skabe et »homogent udtryk og forløb« i samtalerne, hedder det fra studie-‐

lederen. »Spørgsmålet, om hvorfor man gerne vil være journalist, er en god måde at starte samtalen på,« siger han. »Men det, som vi har fokus på, er modenhed, selvstændighed, krea-‐ tivitet og originale per-‐ sonligheder, der stik-‐ ker ud,« tilføjer han.

Hvad er den primære årsag til, at du gerne vil være journalist? Det er spændende, udfordrende og sjovt Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel Jeg vil gerne være kendt Lønnen er god Andet

Idealisme at spore Antal svar: 0 Selv om de unge aspi-‐ 40 20 ranter primært gerne vil være journalister af individuelle it, frem for at være en vare, hvor årsager, er ansøgerfeltet ikke blottet efterspørgslen bestemmer, hvad der fuldstændig for idealisme. Tvært-‐ bliver produceret. imod. Godt 80 procent svarer, at journa-‐ »Faktisk vil jeg sige, at de måske lister skal lave de historier, der efter endda er en anelse mere idealistiske deres professionelle vurdering er end de journalister, der arbejder ude vigtigst for borgerne og demokra-‐ i branchen,« siger Morten Skovs-‐ tiet, snarere end de historier, der gaard. interesserer deres målgruppe. For selv om det ikke er deres pri-‐ Og godt 67 procent føler sig mest mære grund til at søge ind, så svarer forpligtet over for borgerne som størstedelen af journalistspirerne helhed, når de bedriver journalistik. idealistisk på resten af spørgsmålene »Idealisme er vigtigt. Det er en jour-‐ i undersøgelsen. nalists vigtigste opgave at informere 92 procent svarer således, at jour-‐ borgerne uanset ens egen overbe-‐ nalistik skal tjene oﬀentligheden og visning. Ikke at tjene penge,« siger være ua hængig af økonomisk pro-‐ Emelie Dyrup Jensen.

100

Glæde på SDU Og den idealisme passer Morten Skovsgaard int. »Det behøver måske ikke at være alle, men det er vigtigt, at der kom-‐ mer nogle idealistiske journalister til,« mener han. Også Karsten Baagø er tilfreds. »Det er da rigtig dejligt, at nogle går ind i faget for at gøre en forskel. For det er virkelig et fag, hvor man kan gøre en forskel,« siger han, men står fast på, at det ikke er det eneste kriterium for at kunne blive en god journalist. karan12@student.sdu.dk

Journalistik skal tjene offentligheden og være ua hængig af økonomisk pro it

93%

Journalistik er en vare, hvor ef-‐ terspørgslen bestemmer, hvad der bliver produceret Journalister skal lave de historier, der efter deres professionelle vurdering er vigtigst for borgerne og demokratiet

80%

20%

Journalister skal lave de historier, der interesserer deres målgruppe

Festen lukker på journalistik Efter utallige fester ser det ud til, at røgmaskinerne slukker på journalistik. Lysten til at knappe øl op lever i bedste velgående, men der er ikke hænder nok til at rydde dem op.

besked på Facebook: »Vi har valgt at tage vores afsked efter vores High Risk-‐arrangement, hvor det endte med at stikke helt af.« Sådan lyder et uddrag af beskeden, der også rummer beskrivelser af en fest, hvor promillen satte den jour-‐ nalistiske kreativitet på et overdrev. Fire til fem borde blev smadret, skilte blev revet ned, folk kørte rundt på palleløftere og befandt sig på områder, hvor de ikke måtte være.

Christina Raabæk Lindschouw

Aldrig havde festudvalget på Center for Journalistik solgt for så meget, som da der i april måned blev holdt High Risk-‐fest på SDU. »På de 14 timer jeg var der, sad jeg ned én time,« lyder det fra Festudvalgets tidligere formand, Mie Borggreen, om det udmattende ar-‐ bejde ved festen. Festglæden var da også til at få øje på. Bundlinjen bug-‐ nede godt nok af grønne cifre, men det gjorde skaderne på lokalerne også. Det splittede lokale blev dråben for de resterende få medlemmer af Festudvalget. Derfor valgte de at trække sig fra udvalget med en

Langvarig nedtur for Festudvalget Mie Borggreen forstår godt, at man har lyst til at feste. Hun indrømmer gerne, at hun nok også selv ville have været fuld til en sådan fest. Det er da heller ikke udelukkende ’High Risk’, der får hende og de tre øvrige formænd til at hoppe af festtoget. Udvalget har længe savnet hænder til at løfte de tunge byrder af pant, indkøb og oprydning efter festerne. »Det er en kedelig kendsgerning og ikke nogens skyld,« konstaterer Mie Borggreen, der selv har et klart billede af, hvorfor det har været svært at få folk til at deltage i arbejdet. »Vi har jo så mange sociale ting i

forvejen og timer i skolen, så måske har vi bare ikke behov for at se hin-‐ anden til skolefester,« forklarer hun. Hun drager en sammenligning til medievidenskabsstudiet på SDU, hvor hun tidligere har gået. Her er festkulturen, ifølge Mie Borggreen helt anderledes god, men »der skal man også kæmpe mere for at se hin-‐ anden,« og henviser til de meget få undervisningstimer på ugebasis. Tidligere formand for festudvalget Mia Laursen forstår dog ikke, at hendes medstuderende ikke har tid og overskud til festudvalget. Hun efterlyser det engagement, man in-‐ der på nogle af de øvrige arrange-‐ menter, de studerende deltager i som KAJO, Studenterradioen, Lixen og RUST. Festfremtiden er sort »Hvis ikke I tager jer sammen mister I fællesskabet,« siger hun, om den manglende vilje til at deltage i det praktiske arbejde med festerne. Hun frygter for sammenholdet på studiet, og tror ikke på, at Festudvalg-‐ et overlever med den nye årgang. »Som ny melder du dig ikke som formand i Festudvalget. De skal jo

lige inde ud af, hvor meget tid de har og så videre,« siger hun. Mia Laursen fremhæver også revyen, der var ved at blive a lyst på grund af for få deltagere, som eksempel på et skrantende engagement på studiet. Helt så slemt synes Mie Borggreen dog ikke, det står til. Men alligevel er hun enig i, at der skal ske noget, hvis man vil bevare den gode festkultur.

Fremtiden a hænger ifølge Mie Borggreen af hvilken kaliber den næste årgang er af: »Det er dem, der skal løfte byrden. Er der nye folk som påtager sig lederansvaret, kan jeg godt forestille mig at hjælpe til i udvalget igen,« konkluderer hun. Men formandskabet er Mie Borggreen færdig med. chhan12@student.sdu.dk

Det er endnu uvist, hvem som skal arrangere festerne på Center for Journalistik til næste semester. Foto: Kasper Thomsen

INTERN

4 | juni 2013 | LIXEN

Medier splittede om karakterer Forslaget om obligatoriske karakterer i praktikansøgningerne ﬁk en hård med- fart af mange studerende til semestermødet. Lixen har spurgt medierne, og de er slet ikke så afvisende over for forslaget, som mange studerende måske håber.

Christina Raabæk Lindschouw

de aldrig vil lade karakterer være afgørende på Politiken. Dog synes hun, at karakterer sagtens kan indgå i samtalerne, idet de også kan give de studerende en chance for, at fortælle, hvad man kan, og hvordan man har forbedret sig. Karakterer som supplement Den samme holdning inder man også hos Jyllands-‐Posten, der ikke synes, de studerende skal være bange for at vedlægge karaktererne. »Det gør bestemt ingen skade at inkludere karaktererne i en ansøg-‐ ning, men i praksis lægger vi langt større vægt på ansøgerens person-‐ lighed og på det journalistiske ar-‐ bejde, vedkommende har præste-‐ ret hidtil,« siger chefredaktør Steen Rosenbak, der fremhæver betydning-‐ en af de journalistiske produkter. »I journalistik bliver vi hele tiden bedømt på kvaliteten af den sene-‐ ste artikel og i den sammenhæng er en måned gammel karakter i et bifag af mindre betydning,«

Berlingske leder efter karakterer På Berlingske vil man hellere end gerne have de afslørende tal fra de studerende, når man skal af-‐ holde samtaler. Og karaktererne, de skal være de høje af slagsen. »Jeg kigger altid selv efter karak-‐ terer i ansøgningerne og lægger vægt på høje karakter. Høje karakterer er enten udtryk for et stort talent eller for stor lid,« udtaler Jens Grund, chefredaktør på Berlingske, der er stærkt positiv overfor en mulig karakterordning. Dermed lægger han sig i den modsatte lejr af TV-‐ og radiomedierne, som ikke vægter karakterenes ciﬀerstørrelse. »Det er fuldstændig ligegyldigt. Det, vi lægger vægt på hos ansøgerne her, er om vedkommende har talent og ambitioner inden for vores stof-‐ områder,« siger nyhedschefen på Radio24syv, Jan Bjarke Vindegaard.

”Hvad synes I om, at gøre karakterer obligatoriske i praktikansøgninger-‐ ne?” Sådan spurgte Karsten Baagø forsigtigt, de debathungrende stu-‐ derende på semestermødet i maj. Det kom der mange hurtige holdninger til, og det var ikke enighed, der præg-‐ ede rækkerne af studerende med strittende hænder. Måske fordi for-‐ TV ser ikke på karakterer slaget af lere blev betragtet som uen-‐ På DR efterlyser man heller ikke deligt ligegyldigt i den store praktik-‐ nogen obligatorisk karakterordning. panik, hvor lere stu-‐ Det fortæller Marianne derende mener, at Jeg kigger al d selv e er karakterer i Blichfeldt, der er DRs repræ-‐ ”medierne alligevel sentant i Praktikudvalget. er ligeglade med ka-‐ ansøgningerne -‐ og lægger vægt på høje Hun har ikke hørt ønsker om rakterer”. Men Lixen karakterer den form for kvalitetsstem-‐ har spurgt de efter-‐ Jens Grund, chefredaktør på Berlingske pel, som karakterer kan tragtede medier, og være. Hun henviser til, at de er slet ikke så understreger han. den generelle holdning på DR er, uinteresserede i karakterer som me-‐ Anne Mette Svane fra Politiken vil at der skal fokuseres på de prak-‐ diemyterne fortæller. da også hellere tale om de prak-‐ tiksøgendes hele baggrund. »Vi synes sådan set, det er en ud-‐ tiske erfaringer, de studerende har »Det, vi lægger vægt på, er, hvad mærket ide,« lyder det fra Politikens fået af de skolebedømte opgaver. vedkommende brænder for, og hvad chefredaktør, Anne Mette Svane, da »Når vi a holder forsamtaler, får baggrunden for det er,« siger hun. hun bliver spurgt om bladhusets man mulighed for at tale om nogle På TV2 hviler bedømmelsen af holdning til de obligatoriske karak-‐ af de produktioner, man synes, man ansøgerne ikke på karakterer. Her terer. har lært meget af. Det er der nogle, stoler de på, at de selv kan sortere »Det er lige så meget for at berolige som fortæller, at de er blevet klog-‐ de fagligt svage fra uden at se karak-‐ de studerende, at vi siger, vi gerne ere af nogle produktioner, der egent-‐ terer. vil se karakterne. De kan være ud-‐ lig ikke gav dem en særlig god ka-‐ »Jeg er ret sikker på, at jeg opdager, mærket som supplement,« fortæller rakter, og det er da interessant for hvis der var en, der har fået 2 i alt, hun. os, fordi det viser en modenhed og sammenlignet med en der har fået Anne Mette Svane understeger, at en metodebevidsthed,« siger hun. 12,« siger Rikke Dal Støttrup,

”

Illustration: Valdemar Edouardo Glahn-Abrahamsen. praktikantchef på TV2. Der er altså ingen tvivl om, at der stadig kan indhentes en lækker praktikplads uden en række af 12-‐taller på de store medier. Men myterne om panderynken ved frem-‐ visning af en blændende karakter-‐ udskrift ser ikke ud til at holde. Gode karakterer er altså heller ingen bagdel i mediebranchen. chhan12@student.sdu.dk

“Nekrolog”:En journalistisk pioner er død Tilvalgsuddannelsen på Center for Journalistik er død, kun 7 år gammel. Morten Nielsen, Tilvalgsstuderende

Få måneder før sin otte-‐års fødsels-‐ dag, tirsdag den 7. maj, afgik Tilvalgs-‐ uddannelsen ved Center for Journalis-‐ tik ved døden. Et kort, men turbulent liv ik en ende. En uddannelse, der på SDU var pioner i forhold til at skabe sammenhæng mellem andre akade-‐ miske fag og journalistikken. Ud over sin evne til at kombinere andre fag med journalistikken vil Tilvalg især blive husket for et topniveau hos sine studerende, der ikke er set lignende andre steder. »Der har været nogle studerende på Tilvalg, der har hævet den faglige overlægger niveauer over, hvad man typisk oplever på bacheloruddan-‐ nelsen,« fortæller leder ved Center for Journalistik, Peter Bro. »Omvendt har der så ind i mellem også været gange, hvor bunden måske er gået en lille smule ud af niveauet,« indvender centerlederen og uddyber: »Det gør det også sjovt som under-‐

viser, for med Tilvalg vidste man al-‐ drig, hvad man gik ind til. Man kunne enten få rykket hele sin verdens-‐ forståelse, eller risikere at skulle tordne løs om, at folk skal være mere moti-‐ verede,« siger han. Den karakteristik bakkes op af lek-‐ tor Anne Lea Landsted, der har un-‐ dervist på Til-‐ valg lige til det sidste. »Tidligere var niveaforskel-‐ lene meget store, men her på den sidste år-‐ gang tog man

kun de bedste ind. Det betød, at jeg ik et hold modne og engagerede studerende. Derfor har jeg igen kun-‐ net se meningen med Tilvalg og været meget begejstret for at under-‐ vise der. Set i det lys, er det selvfølge-‐ lig ærgerligt, at der ikke er noget Tilvalg næste år,« siger hun. Nødvendig a livning Selv om Tilvalg efter-‐ lader sig masser af gode minder, har døden en årsag. Det er uddan-‐ nelsensstrukturen med krav om 45 ECTS-‐point på journalistik, der igennem dens levetid har spærret for, at specielt folk fra natur-‐ og sam-‐ fundsvidenskabelige bacheloruddannelser har kunnet komme ind. Da Tilvalg blev født, var tanken, at den skulle rumme mange forskellige uddannelsesbag-‐ grunde, men otte års

erfaringer har vist, at det på grund af meget lidt plads til valgfag på andre bacheloruddannelser, stort-‐ set kun har været humanister, der er kommet ind på livet af Tilvalg. Derfor har a livningen været nød-‐ vendig. Men udover de medfødte fejl, var det også i opdragelsen, det gik galt for Tilvalg. Inden 2012 var specielt 2. seme-‐ ster en kilde til forvirring. Skiftende undervisere med hvert sit fokus efterlod en lok frustrerede stude-‐ rende, der følte sig overladt til sig til sig selv. »Det var int, at barnet blev født, men man skal også tage sig af det, når det så er der. Det virkede som om, at forældrene skred, og så ik Tilvalg sådan en stedmoderlig be-‐ handling,« fortæller Anne Lea Landsted, der først mener, uddannel-‐ sen fandt ben at gå på i sine sidste leveår. Lever videre i ånden Tilvalgsdød efterlader et stort tom-‐ rum på Center for Journalistik. De elever, der var med på den sidste tur, kan fortsætte på cand. public. B.

Et nyt tilvalgshold bliver der ikke noget af. Fra sommeren 2014 kom-‐ mer den nye cand. public. B, hvor ansøgerne skal have en færdiggjort bachelor for at søge ind. Ifølge Pe-‐ ter Bro, er der dog ingen grund til at blive fortvivlet over Tilvalgs død. ”Vi er blevet bestyrket i tanken om, at vi skal uddanne lere af den type journalister, som var den op-‐ rindelige tanke med Tilvalg. Desvær-‐ re har uddannelsens opbygning spærret lidt for hvem. der søgte ind. Det er så det, vi forsøger at ændre på nu, så selvom Tilvalg er væk, vil ånden leve videre bare i den krop, der hedder cand. public. B,« siger han. Samme opløftende tanker deles af Anne Lea Landsted: »Det er selvfølgelig svært at miste en, man har været så tæt på. Men vi ik sat et værdigt punktum, og på den måde ik vi sagt ordentligt far-‐ vel. Derfor vil jeg hellere feste og sige ’vi ik sku et lot exit’ end at drikke gravøl,« slutter hun. Tilvalg efter-‐ lader sig en underviser og cirka 20 studerende, der fra september bliver den sidste årgang på den nuværende Fotos: cand. public. B. Malte L. Nørgaard

INTERN

LIXEN | juni 2013 | 5

Traditionelle medier frygter ikke Twitter TV, aviser og radio kommer ikke længere først med nyheder. Ifølge en medieekspert er Twitter ofte før de traditionelle medier. Han mener dog ikke, at de skal føle sig truet på deres hastighed.

Jane Bruun Elkjær

»Holy shit! Explosion!« Kristen Surmans tweet var det første til at breake bombeangrebet i Boston. Iføl-‐ ge medieeksperten Mark Ørsten vil de traditionelle medier kæmpe en forkert kamp, hvis de vil være først med nyhederne. De skal i stedet fokusere på deres andre styrker. »Selv om andre medier kommer først med nogle oplysninger, er de traditionelle mediers job at komme med de troværdige oplysninger, dem, vi rent faktisk kan bruge til noget,« siger han. »Så hvis du får alle mulige tweets, kan du slå over på dit webmedie eller fortrukne TV-‐kanal og få overblikket

over, hvad der egentlig sker. Her er der en mindre redaktion, som for-‐ holder sig kritisk til oplysningerne. Det er det ideelle billede,« uddyber han. Lars Løkkegaard, som er admini-‐ strerende direktør for Ritzau, ser ik-‐ ke de sociale medier som en kon-‐ kurrent til de traditionelle medier som hans bureau leverer nyheder til. Det er i stedet et vilkår, der har ændret sig. »Folk betaler os ikke for at være først. De betaler os for at overvåge, hvad der sker og sorterer de rig-‐ tige nyheder. De kan reg-‐ ne med det, vi bringer videre,« fortæller han.

Nyhedsrollen har ændret sig Ritzaus rolle har ændret sig i løbet af de sidste 15 år. Tidligere var det sværere at få nyheder fra andre lande. Her var Ritzaus rolle i høj grad at levere nyheder fra udlandet til Danmark. I dag er det anderledes, da der ikke længere er monopol på at komme ud med nyheder. Derfor har Ritzau sammen med and-‐ re medier været nødt til at inde andre former for varemærker, så de kan adskille sig fra hinanden. »Vi spurgte os selv, hvis vi ikke er nødvendige for, at ny-‐ heder kommer frem, hvilke måder er

Illustration: Laura Corydon Lund

det så, Ritzau skal levere værdi til brugerne på,« siger Lars Løkkegaard og kommer med lere måder: »Det, som man får ved Ritzau, er et overblik over det væsentlige, og så får du et medie, der er troværdigt. Jeg tror, der er brug for, at der er nogle, som overvåger alt med stor sikkerhed og at der er nogle, der kan vurdere, om det er troværdigt eller ej.« Den administrerende direktør for Ritzau vil derfor hellere være num-‐ mer to og troværdig end nummer et og utroværdig. »Der er masser af gange, hvor nogen er hurtigere end os, men det vigtigste er, at man kan regne med, at det, vi bringer, ikke er en fejl,« siger han Troværdighed før hurtighed Ifølge Mark Ørsten har troværdighed-‐ en en højere værdi end hastighed. »Man ved ikke, hvor troværdige folks tweets er. Pro ilerne er ikke nødvendigvis sande. Det er typisk en ”jeg er her selv”-‐kilde, og det ska-‐ ber en vis usikkerhed omkring de oplysninger, man får på et tweet,« forklarer medieeksperten. Han peger på bombeangrebet ved Boston Marathon som eksempel. »Her rendte alle rundt med en halv vind. 24 timers TV-‐kanalen CNN brug-‐

te meldinger fra Twitter, som senere viste sig ikke at være troværdige. Det var blot brugere på Twitter, der fungerede som reportere,« fortæller Mark Ørsten. I takt med at borgerne kan agere som reportere, mener Lars Løkkegaard, at journalistikken kommer til at inde en ny og skarpere rolle end tidligere. »Jeg tror, at der er folk, som er villige til at betale for sikker over-‐ vågning. Ikke en tilfældig, men en sikker overvågning, hvor man kan regne med, at man får det væsentlige, hvis man har dem til at overvåge,« forklarer den administrerende di-‐ rektør om den ændrede nyheds-‐ struktur. Ifølge Mark Ørsten er forandringen i nyhedsstrukturen med til at presse medier til at inde ud af, hvilken rolle de skal spille i den nye virkelighed. Dog understreger han de traditio-‐ nelle mediers rolle. »De skal huske på, hvad de kan i stedet for at lade sig forblænde af, hvad andre typer af medier kan, da de ikke kan det samme.« jaelk12@student.sdu.dk

Færre licensudgifter til unge? Unge og andre med lave indkomster slipper måske med færre public serviceudgifter i fremtiden. En ny udredning skal se på mulighederne for licensbetaling via skatten.

Jonas Sivkær Pettersen, 2. semester

Hvis du hører til dem, der skælver skrækslagen, hver gang licensmand-‐ en ringer på døren og forlanger li-‐ censkroner, kan du muligvis ånde lettet op i fremtiden. Ifølge nyhedssitet Mediawatch.dk skal andre betalingsmuligheder for medielicensen nemlig kigges efter i sømmene i en ny udredning fra Kul-‐ turministeriet. Blandt andet skal det fastlægges, hvilke fordele og ulemper der er ved skatte inansieret licens-‐ betaling. Hvis public servicekroner-‐ ne i fremtiden betales over skatten, kommer det især unge og andre med lave indtægter til gode. Betalingen vil nemlig blive målt efter indkomst. Yngresagen glæder sig over mulig-‐ heden for, at licensbyrderne kan blive lettere for de unge i fremtiden. »Jeg kan godt forstå, at mange unge er imod at betale licens, da det er en stor del af deres budget, der går til det. Når unge får en regning på 1200 kroner ind ad døren, kan

det være svært at få pengene til at slå til,« siger formand for Yngre-‐ sagen Anders Vildsø Andreasen. I dag betaler en enlig studeren-‐ de det samme som en velbjerget kernefamilie. For mange unge kom-‐ mer SU-‐midlerne ofte til kort, når girokortet fra DR rammer postkas-‐ sen. Yngresagen oplever en stigende opbakning til de unge fra hjem-‐ mefronten, når udgifter som eksem-‐ pelvis medielicens kolliderer med et trangt budget. »Vi oplever, at forældre hjælper unge med at betale regningerne. Både når det gælder licensbetaling og andre faste udgifter. Det vil der-‐ for være en stor hjælp til de unge, hvis licensbetalingen bliver skatte inan-‐ sieret, for så vil de skulle betale mindre, end de gør nu,« lyder det fra Anders Vildsø Andreasen. Til gavn for de unge I efteråret 2012 forhandlede rege-‐ ringen og en række borgerlige partier den seneste medieaftale i hus, der gælder frem til 2014. Det var i den aftale, man lagde op til at under-‐ søge muligheden for licensbetaling over skatten. Som en del af regeringen var SF med i aftalen, mens Liberal Alliance gik fra forhandlingerne undervejs. På trods af uenighed om en fremtidig skatte inansieret licensbe-‐ taling, tror formændene for de to ungdomspartier, at en sådan beta-‐ lingsmodel vil komme unge til gavn. »Jeg tror, at en skatte inansieret licens vil være til fordel for unge, da de så slipper for at betale så meget,

som de gør nu,« siger formand for Liberal Alliances Ungdom (LAU) Rasmus Brygger, der selv undlader at betale licens, da han nægter at betale for en vare, han ikke ønsker. LAU er modstander af skatteyder-‐ betalt licens, da de mener, at licens over skatten mindsker muligheden for at udøve civil ulydighed i for-‐ hold til public service-‐betalingen. Samtidig mener ungdomspartiet ik-‐ ke, at landets rigeste public service-‐ forbrugere skal beskattes mere, mens unge slipper for mindre. Formanden for Socialistisk Folke-‐ partis Ungdom (SFU), Carl Valentin, er ikke tilfreds med måden, som li-‐

censkronerne bliver indkrævet i dag. »Det rammer totalt skævt. Alle betal-‐ er det samme, og det går hårdt ud-‐ over studerende. Mange har svært ved at betale. Det ville være frem-‐ ragende, hvis det blev betalt over skatten,« lyder det fra Carl Valentin. SFU-‐formanden mener desuden, at den nuværende licensbetaling er for bureaukratisk, og at der går for man-‐ ge ressourcer til at opkræve licens-‐ kroner fra sortseere. De to ungdomsformænd kan beg-‐ ge se de økonomiske fordele for unge ved en fremtidig skattebetalt li-‐ cens, men uenigheden til at indføre en sådan får dem til at komme med

forskellige anbefalinger inden de næste medieforhandlinger. »Vi vil klart slå et slag for, at SF presser på for, at medielicensen bliver skatte inansieret,« siger Carl Valentin. Fra Rasmus Brygger og LAU lyder det: »Vi vil presse Liberal Alliance til, at budgettet for public service bliver nedsat generelt.« Den nye medieudredning fra Kultur-‐ ministeriet ventes udgivet 1. januar 2014. jpett12@sdu.student.dk

Foto: Malte L. Nørgaard

EKSTERN

6 | juni 2013 | LIXEN

Manglende deltagelse præger delegeretmøde Kun lidt over halvdelen af de delegerede, der kunne vælges til årets kongres, blev valgt. Det skal der gøres noget ved, fastslår hovedbestyrelsen i Dansk Journalistforbund.

Pernille Baden Obelitz, 2. semester

Årets delegeretmøde i Dansk Journalistforbund bød på fest, taler og afstemninger på demo-‐ kratisk vis. 358 delegerede mødte op. Men med 637 pladser er det ikke godt nok, mener hovedbestyrelsen i Dansk Journalistforbund. Noget skal der gøres, og derfor har man spurgt de forskellige grupper og kredse om, hvordan man gør årets faglige møde mere foreneligt med forbundets medlemmer. Forslagene har

gået på forandringer i blandt andet indholdet, tidspunktet og antallet af delegerede. På hoved-‐ bestyrelsens sidste møde blev problemet taget op og forslagene diskuteret. Svært at holde fri »Det er de færreste, der vil bruge to ferie-‐ dage på at tage til delegeretmødet. Mødet er lavet primært til dem, som har et tillidsjob og derfor har ret til at få betalt fri de dage, og der er jo ikke mange kommunikatører, der sidder i den situation,« siger Lars Elmsted, som er formand for DJ Kommunikation. Flere medlemmer har udtrykt, at det er umuligt for dem at deltage, når mødet ligger på en tirsdag og onsdag. Enten har de ik-‐ ke råd til at holde to dages fri, eller også har de en familie at passe i hverdagene. Derfor foreslår man at rykke mødet ind over noget af weekenden, så medlemmerne kun behøver at bede om en enkelt fridag. »Jeg oplever, at lysten til at komme til dele-‐ geretmødet er stigende, og i år havde vi næsten

30 mennesker, der gerne ville af sted, men i forhold til, at vi har 50 pladser, så er det jo ikke meget. Jeg tror dog ikke på, vi kan få lere med, før de ændrer på mødetiden,« slutter Lars Elmsted, som også er tilhænger af, at man skærer på antallet af delegerede. Værst står det til i de otte geogra iske kredse, hvor kun 28 procent af deres mulige delegerede blev valgt. Julie Rosenkilde Nielsen, som er formand i Kreds 1, mener også, at det er svært for deres medlemmer at få fri i dagene, hvor delegeretmødet holdes. »Vi lever jo bare i en tid i dag, hvor det er svært at holde fri. Men jeg synes stadig, at man skal anerkende, at det er rigtig lot, at der kommer så mange, som der gør,« siger Julie Rosenkilde Nielsen og fortsætter: »Det er en svær diskussion, og derfor kan jeg ikke give et svar på, hvad der skal gøres.« Kreds 1-‐formanden mener også, at det lave antal af valgte delegerede i kredsene også skyld-‐ es, at mange af deres medlemmer er med i en medarbejdergruppe på deres arbejdsplads og

derfor bliver valgt andre steder. Afgørende for DJ’s demokrati Journalistforbundets næstformand, Lars Werge, understreger, at det er afgørende, at medlemmerne deltager på delegeretmødet. »Det er Journalistforbundets højeste myn-‐ dighed. Det er der, hvor vi vedtager vores po-‐ litik, beslutter vedtægtsændringer fastsætter kontingentet og vælger ny hovedbestyrelse. Det er centrum for hele det politiske liv i Journalistforbundet,« fortæller Lars Werge, som også mener, at det høje antal delegerede er et udtryk for en demokratisk tradition i DJ. Forslagene vil fortsat blive diskuteret og overvejet, men lige nu er der ikke meget at gøre. »Vi kan forberede os frem mod næste delege-‐ retmøde, for det kræver en lovændring, hvis der skal ændres i antallet af delegerede,« siger Lars Werge. peobe12@student.sdu.dk

Østeuropæisk mur knuser opdelingen Den danske betalingsmurs fremtid er ustabil. Læseren vil nemlig ikke fastlåse sig til et enkelt medie, men selv vælge indhold fra dag til dag. Det har den østeuropæiske forbruger mulighed for.

Didde Venzel Lindholdt

Det er blevet sværere at få ingrene i gratis nyheder. Både Berlingske, BT, Jyllands-‐Posten og Ekstra Bladet er begyndt at kræve betaling for deres indhold. Senest hoppede Politiken med på betalingsvognen og opstillede en betalingsmodel. Det er dog en forkert plan-‐ tegning mediehusene bygger mure ud fra, idet fremtidens forbruger ikke vil nøjes med at abonnere på et enkelt medie. De vil have adgang til det hele, vurderer forsker i digital journalistik Pernille Tranberg. »Omnibusavisernes tid er ovre. Flere og lere forbrugere vælger jo, at de ikke kun gider læse en avis. Man vil gerne have et bredere udvalg. Så længe man kan læse det man mest har brug for,« siger Pernille Tranberg. Hun mener i stedet, at medierne burde gå sammen og prøve at opfylde den kræsne me-‐ dieforbrugers behov med en Spotify-‐lignende løsning, som giver læseren mulighed for at abonnere på alle aviser månedligt.

Filip Wallberg, lektor på Syddansk Universitet med speciale i digital journalistik, er delvist enig. Han mener, ligesom Pernille Tranberg, at vi får en mere bevidst medieforbruger. Derfor kan betalingsmuren være en in midlertidig løsning, indtil man har fundet den model, som passer bedst til det danske marked. Det vigtigste er, at indholdet både passer til telefonen, Ipad’en og laptoppen. »Brugerne skal kunne følge med ua hængigt af den platform, som er tilgængelig for dem. Der-‐ for skal danske medier fokusere på, at indhold er tilgængeligt på tværs af platforme,« siger Filip Wallberg. Han påpeger, at det danske marked adskiller sig fra for eksempel det amerikanske, hvor det i modsætning til Danmark ville kunne betale sig at lave nyheder, som kun fungerer på telefonen. Østeuropæisk inspiration I Østeuropa har de i årevis solgt nyheder som bland-‐selv-‐slik. Mediet kalder sig Piano Media og har siden 2011 gjort det muligt for forbrug-‐ erne at tage for sig fra en virtuel avishylde mod en månedlig betaling. Fænomenet startede i Slovakiet og bredte sig senere til Slovenien og Polen. »Piano Media er som en kiosk. Det er en virksomhed, som sætter publicisterne sam-‐ men og hjælper dem med at sælge deres indhold sammen. Det vil sige, at du som kunde kan betale et fast beløb og få adgang til den her kiosk,« forklarer Pernille Tranberg, som mener, at de danske medier burde lade

sig inspirere og begynde at spille på nye tan-‐ genter. Hun peger også på, at mediet Zite, der tilbyder brugerne fragmenteret indhold, er en interessant og banebrydende tjeneste. Pernille Tranberg mener, at vi kommer til at se mere til den måde at tilrettelægge journalistisk indhold på i fremtiden. »Politiken og Jyllands-‐Posten har talt om netop denne model tidligere. Men der var ikke forståelse for at lave et reelt samarbejde alligevel,« vurderer forskeren. Filip Wallberg er enig i, at der mangler vilje hos medierne til at samarbejde. Det er dog ikke noget, han ser som et problem. »De danske medier har valgt en anden stra-‐ tegi. Det virker til, at medierne -‐ lige nu -‐ prioriterer en direkte relation med kunden. Ved at indgå et samarbejde på tværs mister medierne den direkte relation.« Han mener, der er fordele og ulemper ved

den danske betalingsmodel såvel som den øst-‐ europæiske, men at det centrale i diskussionen er, at medierne og forbrugerne ikke ønsker det samme. Ingen penge i journalistikken Et af de største problemer med Pianomodellen er, at medierne ikke vil kunne tage det samme for deres produkt. Men ifølge Pernille Tranberg bør aviserne lytte efter deres læsere og indse, at de bliver nødt til at tjene penge på andre ting i fremtiden. »Derfor kan medierne ligeså godt indstille sig på, at de kommer til at tjene mindre for selve journalistikken. Det er derfor, man også regner med at skulle tjene penge på andre ting end journalistikken,« afslutter forskeren og henviser til at lere medier har oprettet tilbuds-‐ portaler som Sweetdeal og Downtown.

Foto: Malte L. Nørgaard

Teknikpanik hos ansøgere

Eleverne vandt Ny radiolærer

Berigtigelse

Man kan ikke styre unge ingres klik på nettet. Det måtte Center for Journalistik sande, da fem minutters åbent vindue på nettet, sendte panik igennem de kommende journalist-‐ studerende. De ik pludselig mulig-‐ hed for at tjekke, om de var kommet ind på drømmestudiet inden den obligatoriske sms, der fortæller, at resultaterne ligger klar. »Der er ikke nogle, der har fået forkert besked om, at de var optaget,« forsikrer centerleder Karsten Baagø om internetsiden, som dog viste forkerte pointscorer for ansøgerne. Det var da også et teknisk forsøg på at rette netop pointscorerne, der pludseligt åbnede op for, at de stu-‐

Fredag den 24. maj tørnede de jour-‐ naliststuderende på Syddansk Uni-‐ versitet sammen med lærerne i en intens fodboldkamp om håneretten på Medietorvet. Allerede inden kampstart havde lærerne proble-‐ mer. Deres trup var amputeret og måtte hente forstærkninger fra elev-‐ erne. Fem spillere skiftede derfor banehalvdel og iførte sig lærernes spillertrøje. Heriblandt Peter Blæsild fra 2. semester, som udlignede til halvlegs-‐stillingen 1-‐1. Steﬀen Villadsen fra 4. semester sik-‐ rede eleverne en sejr på 3-‐1 med en dobbelt målscoring.

Efter sommerferien kan det kom-‐ mende radiohold se frem til en ekstra underviser. Louise Kjærgaard, der netop har opsagt sit job på DR Fyn, skifter nemlig stillingsbetegnelsen som journalist ud med underviser. Hun skal sammen med den nuvær-‐ ende underviser, Karen Løth Sass, stå for at lære 42 radioaspiranter at blive dygtige til håndværket. Selv siger hun: »Jeg glæder mig til at blive en del af holdet. Jeg ser frem til at give af det, jeg kan give til enga-‐ gerede studerende. Og jeg ser især frem de gode diskussioner, vi skal have om form, indhold og meningen med journalistikken.«

I sidste måned bragte Lixen artik-‐ len “Fremtiden byder på praktik-‐ prop”. I artiklen fremgår det, at jour-‐ nalistisk direktør for Danske Medier, Christian Kierkegaard, er hovedan-‐ svarlig for de indgåede aftaler om praktiklønnen. Dette er i midlertid ikke korrekt, da det ikke er Dan-‐ ske Medier, men Danske Mediers Arbejdsgiverforening, der forhandler praktiklønnen. Forhandlingerne er Christian Kierkegaard altså ikke en del af.

Elkjær

Redaktionen

derende kunne tjekke deres resul-‐ tater før tid. Og selv om man måske håbede, det ville gå folks næse forbi, så var mange ansøgere tilfældigt forbi siden på det pågældende tids-‐ punkt. »Der blev sendt en helvedes masse sms’er rundt,« siger Karsten Baagø, om den steppebrand, der opstod hos mange af ansøgerne, som kender hin-‐ anden fra højskoler og lignende. De ik hurtigt besked om, at man ikke kunne regne med pointscoren på net-‐ tet, og det satte endnu mere forvir-‐ ring i omløb. Alle der kunne læse sig frem til at være blevet optaget, kan dog regne med en fremtid på SDU. Raabæk Lindschouw

Vi beklager.

PORTRÆT

LIXEN | juni 2013 | 7

Foto: Malte L. Nørgaard

Hvor sproget gror Søren Ryge er manden med haven, som en halv million danskere trofast følger fra april til september, hvad enten der står blomster, pileﬂet eller friske kartoﬂer på menuen. Men han interesserer sig mindst lige så meget for at grave ned i godt sprog, som for at grave efter friske grøntsager i køkkenhaven.

Eva Maria Trøster & Didde Venzel Lindholdt

Sprog har altid været en stor del af Søren Ryges liv. Som barn i Sydslesvig, er han vokset op med ire sprog: Plattysk, tysk, rigsdansk og sønderjysk. Et sprog til hver en situation. Med vennerne var det plattysk, og derhjemme blev der snakket rigsdansk. Ligegyldigt hvor mange sprog han bruger, når han taler, er det til stadighed skriftsproget, der tiltaler ham mest: »Hvis der er en ting, som er mig meget magt-‐ påliggende, så er det mit sprog. Jeg har skrevet for Politiken i 30 år. Alle mulige historier om alt mellem himmel og jord. Så sproget er mit red-‐ skab simpelthen. Det er selvfølgelig det talte sprog, men det udspringer i høj grad af min tilgang til skriftsproget.« Det uforklarlige sprog Søren Ryge hviler sin pibe på overlæben mellem vildtvoksende skægstubbe. Han læner

sig først eftertænksomt tilbage på den gamle havestol og letter benene, for så kort efter at læne sig hen over bordet, som gør han klar til at fortælle en hemmelighed, hans store have ikke må høre. »Sprog er en fuldstændig fantastisk foræring, som man får i vuggegave. Jo mere jeg har skrevet, jo mere bevidst er jeg om dets værdi. Og jo mere arbejder jeg stadig med det,« siger han om sin kærlighed for ord. Når de fritgående høns i haven omkring ham leder efter orm, leder han efter det helt rigtige ord til at beskrive smagen af nødderoulade. Brus? Brus, som smeltede i munden og halsen og helt ned i maven og hjertet. Om vinteren leder han i den uberørte sne efter det tillægsord, som beskriver hans kones vinterfrakke bedst. Varmt. Varmt og smukt? Så klædte Cathrine sig omhyggeligt på. Varmt og smukt. Han kan sagtens i le med en sætning i lere timer. Det eneste han ikke kan forklare med sit sprog, er sproget selv. »Godt sprog er ikke noget, man kan forklare. Det er noget, man kan mærke,« siger han og fod-‐ rer pibens hoved med tobak, mens han for-‐ bereder sig på en længere udredning. »Ligesom skuespillere ind imellem dukker op,

og du tænker ’hold kæft, hvor spiller han godt’, og nogen så spørger hvorfor? Det ved jeg ikke. Jeg ved det ikke , men det kan man sguda se, ikke?« siger Søren, mens han vifter med armene for at understrege det åbenlyse. En ren tilfældighed Han har været heldig, og han ved det godt. Det er ikke meget modstand, han har mødt i en branche, hvor man let får knubs. Det hele startede med små skriverier for nogle have-‐ blade, hvorefter mindre tilfældigheder ud-‐ mundede i et radioprogram om haver for DR. Efter et par år endte han med sit eget TV-‐ program, som nu hedder Søren Ryge Direkte. Et program fra hans have, der er bundet op på hans person. Han er havemanden med piben, og han er sig selv meget bevidst om sin unikke situation. »Der er jo aldrig lavet et koncept for at sende Søren Ryge Direkte. For mig er det interessant, at det er opstået ved en fuldstændig tilfældig-‐ hed,« siger han. Allerede tidligt i programmets levetid blev det for let for Søren og hans kameramand at lave en times haveprogram, når de samtidig havde en uge til at klippe det. De gjorde det til en

sport at se, hvor længe Søren kunne blive ved med at tale uden at snuble over ord eller kame-‐ ramanden Finns kabler, der øvede sig i at ilme, uden at billedet faldt ud eller blev uskarpt. Latterligt godt Efter at have ilmet en hel sommer på den måde og redigeret hver eneste program foreslog Finn på et redaktionsmøde på DR, om de ikke skulle lave Søren Ryge Direkte fra Sørens have. Der lød et latterbrøl i redaktionslokalet, da idéen et kort øjeblik lakkede rundt i lokalet for derefter at lande brat. Det kunne kun gå galt! »Og så snakkede vi egentlig ikke mere om det. Men vores redaktør Leif havde så gået og tænkt over det, for han kom til os en måned senere og spurgte, om Finn og jeg havde lyst til at lave det direkte. Så ville vi få en sendevogn, en linkvogn og det hele. Hvis vi ville. Hvis vi turde,« husker Søren udfordringen. Og det turde de! Så de gik i gang med at forberede sig. Fra ja-‐ nuar til april øvede de, og selv om de var ganske sikre på, at programmet nok skulle blive godt, var de nervøse for det, der kunne gå galt. Hvad nu hvis Søren ikke kunne huske, hvad han skul-‐ le sige? Hvad skulle de gøre, hvis Finns kamera gik i stykker?

PORTRÆT

8 | juni 2013 | LIXEN

nalister leder ofte efter den fede historie. Enten er personen sindssygt rig eller sindssygt fattig eller ved at dø af sygdom. De leder efter ekstre-‐ mer, men ham her, han er overhovedet ikke ek-‐ strem. Jeg kalder ham Holger Lillebil,« fortæller Søren Ryge om sit igangværende projekt om den 88-‐årige Holger, som har brugt det meste af sit liv på at køre taxa på landet, en såkaldt lille-‐ bil. Sørens Ryges fortællinger udspringer først og fremmest af lyst. Han synes, at inspiration er lidt int et ord, men den er nødvendig. Inspira-‐ tionen kan komme af alt, hvad enten det er en lok gæs, der lyver over ham eller et int hotelværelse i Præstø med en nøgen dame hængende over sengen, har de det til fælles, at det giver ham en stikken i ingrene. En stikken, som gør, at Søren har lyst til at fortælle fortællingen videre. Det starter ofte med, at han ringer til sin kone Cathrine og med begejstring siger, ”nu skal du bare høre”. Søren skal brænde for historien. Det er et mantra for ham. Netop derfor skriver han heller ikke på bestilling. »Jeg har aldrig nogensinde kunnet skrive på bestikken. Der er sommetider nogen, som har spurgt mig, ”kan du rejse til Færøerne en måned og skrive en bog om det?” Gu fanden kan jeg ej,« siger han med nærmest skinger stemme. Nogen, der kender nogen.. For Søren er processen fra idé til portræt læng-‐ ere end for de leste. Han modtager mere end 200 mails hvert år fra nogen, der kender nogen. Selv om det er det almindelige, der inspirerer ham, er det ikke alle, som er et portræt værdig. Derfor tager det ham lang tid at udvælge de helt rigtige personer, og første gang han møder dem, er det altid uden kamera. Alt skal gå rig-‐ tigt til, og med årene er det etiske blevet vig-‐ tigere og vigtigere. »Nogen gange snakker de jo mere, end de havde regnet med. Jeg er jo sådan rimelig god til at snakke med folk. De føler, de kender mig, så de bliver sådan meget åbenhjertige nogle gan-‐ ge.« Det er svært at vurdere, hvad der vægter højest. Er det ægthed eller etik? For når en kilde taler ligeud af posen, kommer der i visse tilfælde nogle emner frem, som er for private til primetime. Det skal dog være sådan, at man ser det fulde billede af det almindelige menneske. Han mener ikke, at det behøver være alt for pænt. »Men det skal være ægte. Det skal fanden gale mig være ægte.«

Foto: Malte L. Nørgaard »Men der skete ingen fejl, og vi ik skide meget ros bagefter,« siger pibemanden i en munter tone og fortæller, at under den første sæson var hvert afsnit en udfordring, men at det stille og roligt blev bedre. Da de uundgåelige småfejl dukkede op, lærte de, at det var en del af char-‐ men ved at lave direkte jernsyn. Autentisk TV Én fejl husker Søren dog tydeligt: Dagen, hvor han glemte kartoﬀelgreben. »Det står for mig som den store åbenbaring, bedre end tusind undervisningstimer.« Søren skulle grave nye karto ler op og havde glædet sig til at vise seerne sin høst, men da han står midt i kartoﬀelrækkerne, går det op for ham, at han har glemt at stille greben frem. Mens Søren tænker som en sindssyg og fore-‐ stiller sig forskellige scenarier, er Finn hurtig til at zoome ind på karto lerne. Søren tager en rask beslutning, mumler ”Jeg har glemt greben, jeg henter den lige” og løber mod garagen. I 10-‐

15 sekunder kan seerne blot se den hæk, hvor Søren Ryge forsvandt bag, før han igen dukker op og haster ned til køkkenhaven.

”

»Den aften gik det op for os, at den slags helt almindelige menneskelige fejl er noget af det mest autentiske og ærlige jernsyn, der ind-‐ es.«

Jeg har aldrig nogensinde kunnet skrive på Bes kken. Der er somme der nogen, som har spurgt mig, “kan du rejse l Færøerne en måned og skrive en bog om det?” Gu fanden kan jeg ej! Småforpustet graver han karto lerne op, og re-‐ sten af programmet forløber planmæssigt. Dagen efter er episoden med greben blevet en vandrehistorie, og Søren Ryge må høre for det lere steder. »De sagde alle sammen ”du glemte nok gre-‐ ben, hva’?”, men de sagde det alle sammen med et smil,« fortæller Søren Ryge med tryk på ordet smil og fortsætter:

Inspiration fra det almindelige Søren har dækket op på havebordet. Fire for-‐ skellige kopper med ire forskellige motiver ven-‐ ter på, at kaﬀen er klar. Søren kan godt lide det almindelige. Almindelige mennesker i alminde-‐ lige situationer. »Det er faktisk fantastisk at lave et portræt af et almindeligt menneske, som ikke akkurat har overlevet noget eller vundet ti millioner. Jour-‐

Gode gentagelser I køkkenhaven står greben parat. Der er snart gået endnu et år, og det er ved at være tid til at grave nye karto ler op. Haven er den samme. Manden er den samme. Og om to uger kommer sendevognen for at ilme andet afsnit af den nye Søren Ryge Direkte sæson. 21 år udelukker ikke en form for gentagelse, men det, mener Søren Ryge ikke, er noget problem. »Jeg tænker ikke på, at jeg skal inde på noget nyt. Jeg tænker på, at jeg skal fortælle en god historie. Om jeg så fortalte den samme for et halvt år siden, se det er jeg ligeglad med, for det er seerne og læserne også. En god fortælling vil man altid høre igen.« Sådan har Søren Ryge det også med bøger. Hvis fortællingen er god, har den en form for evig-‐ hed, fortæller han. »Hvis jeg ik valget mellem at skulle lave TV og at skrive, så ville jeg skrive. Det er mindre lygtigt. Især hvis det ender i en bog. Gode programmer kommer måske på DVD, så de har deres eget liv, men slet ikke som en bog har. Den er der også rent fysisk på en anden måde,« tilføjer han og banker på John Le Carré romanen, der ligger på bordet foran ham. De to store kærligheder Hvis det at skrive var Sørens første kærlighed, var læsning hans anden. Han elsker at læse, og gør det ofte. Når eftermiddagssolen står højt over haven, og kaﬀen efter frokosten er drukket, søger han gerne hen mod sit havehus med den

PORTRÆT nyeste John Le Carré roman. Det kan tage op til en halv time at læse et par sider, for når han mød-‐ er lækre vendinger, kan han ikke lade være med at læse dem på ny. ”På anden sal i et anonymt hotel i den britiske kronkoloni Gibraltar vandrede en spændstig let-‐ fodet mand hvileløs frem og tilbage i sit værelse… vandrede en spændstig letfodet mand hvileløs frem og tilbage i sit værelse.” »Allerede efter den ene side, ser jeg fandeme manden for mig. Jeg ser hans bevægelser for mig. Jeg ser en hel masse med så få ord. Det gør han jo ikke ved at skrive denne her halve side på fem minutter,« siger Søren og lægger bogen ’En Skrøbelig Sandhed’ på bordet. Mens han fortæller videre om, hvordan hans egen skriveproces minder om John Le Carrés, hviler hans øjne på krimiens forside.

”

LIXEN | juni 2013 | 9

set. Det er nok en ting, der kommer med alde-‐ ren. Der bliver man mere fredelig og tænker, ”herregud, det skal sgu nok gå”.« Derfor tager han den med ro, når han skriver. Det er vigtigt at give teksten tid til at hvile og se på den med nye øjne dagen efter. Det er kommet med erfaringen, for talentet for at skrive har han altid haft. Det kan ikke læres Talent er altafgørende. Talent for at skrive er det vigtigste redskab, hvis man skal være en god journalist, mener Søren Ryge. »De gode journalister, det er dem, der skriver godt! De ved ikke bare en helvedes masse, de skriver også godt! Så har man lyst til at læse deres artikler,« fortæller han og sammenligner med, at man heller ikke bliver forfatter af at gå på forfatterskolen. De forfattere, der går på forfatterskolen først, ville være blevet forfattere alligevel.

De gode journalister, det er dem, der skriver godt! De ved ikke bare en helvedes masse, de skriver også godt! Så har man lyst l at læse deres ar kler. Den gode fortælling tager tid. De gode hi-‐ storier tager tid at skrive. Derfor er det vigtigt for Søren at inde tiden til de vig-‐ tige tanker, der følger med. På trods af deadlines på både Danmarks Radio og Politiken, 30 stærekasser og en køkkenhave på 1000 kvadratmeter lader Søren sig ikke stresse. Det er han simpelthen ikke disponeret for. »Jeg er lykkeligt forskånet for stress, og hvis ikke, så ville jeg nok ikke kunne have det job, jeg har. Jeg har deadlines hele tiden, og jeg har mange bolde i luften, men jeg bliver ikke stres-‐

I gennem de 30 år han trofast har læst Politiken, har han fundet visse favoritjournalister. Det er deres artikler, han altid læser. Og det første han kigger på, når han skimmer avisen er bylinen.. Hvis navn står på bylinen? Bylinen er vigtig for Søren Ryge, fordi han ofte selv er hovedpersonen – eller i hvert fald biper-‐ son i sine historier til Politiken. »Jeg skriver altid mig selv ind i historien. Jeg er altid i historien,« fortæller han og forklarer, at han dog i nogle tilfælde, kan være ved at ’brække sig’ over, når han læser en historie,

Foto: Malte L. Nørgaard

hvor journalistens tilstedeværelse overskygger historien. Det er en balancegang, som kan være svær at inde. Men der skal være en grund til, at man selv er med i historien. Nogle historier er bedst fortalt, når journalisten bruger sig selv. Det gælder for eksempel et essay, han skrev om en af sine yndlings kager hindbærsnitten. »Jeg ville ikke kunne skrive om hindbærsnitter, hvis jeg ikke havde det forhold til hindbærsnit-‐ ter, som jeg har. Og har haft de oplevelser med dem.

Jeg øser hele tiden af min egen helt personlige erfaring. Oplevelser, sansninger. Det er det, jeg gør hele tiden.« Så du mener ikke, at vi skal skrive os selv ud? »Nej! I skal fandme have jer selv med,« siger han… til os.

Foto: Malte L. Nørgaard

FOKUS:NICHER

10 | juni 2013 | LIXEN

Nichemedier holder formkurven Oplagskuvene har for mange dagblade kun kendt én retning. Nedad. Omvendt ser det ud til, at nichemedierne har formået at holde dagsformen ved lige.

Søren Martin Olsen

Børsen, Kristeligt Dagblad og Information. Alle sammen har de det tilfælles, at de er nicheaviser. Altså aviser der ikke henvender sig til hele befolkningen, men til en mindre gruppe med interesse for bestemte stofområder. Mens store dele af avisbranchen kæmper med stadigt faldende oplagstal, formår nichemedierne at holde oplaget stabilt. Nichemedierne spirer i medielandskabet, og det har fået lere til at spekulere i nye forret-‐ ningsmodeller. JP/Politikens Hus har netop sendt EnergiWatch i luften, som dermed er det femte abonne-‐ ments inansierede erhvervsmedie til søstermedierne MediaWatch, Fi-‐ nansWatch, MedWatch og Shipping-‐ Watch. »Afsættet for nichemedierne er, at vi tror på, at virksomheder er vil-‐ lige til at betale for fokuseret kvali-‐ tetsjournalistik om deres egne bran-‐ cher,« fortæller Jyllands-‐Postens di-‐ gitale direktør, Jens Nicolaisen. Opstarten har dog været svær for de nye niche-‐sites, der har haft proble-‐ mer med indtjeningen. Efter lere år

med negative resultater kunne det ældste af Watch-‐medierne, Media-‐ Watch, for første gang i 2012 præsen-‐ tere sorte tal i regnskabet. Et over-‐ skud, der var vigtigt for MediaWatch og JP/Politikens Hus, selv om det kun var et beskedent plus på 106.000 kroner efter skat. »Vi er parate til at investere i jour-‐ nalistikken de første år, men over ire år skal medierne gerne give plus på bundlinjen. Målsætningen er, at bundlinjen i forhold til omsætningen skal ligge på omkring fem procent, når det gælder nichemedierne. Der er nemlig grænser for, hvor stort det danske mediemarked er,« forklarer Jens Nicolaisen. I det fremadrettede perspektiv tror han, at medielandskabet forandrer sig, således at journalisterne bliver fordelt over langt lere steder end nu. Heraf vurderer han, at nichemedi-‐ erne kommer til at huse en vis andel af journalisterne, hvis udviklingen fortsætter: »Der er et stort potentiale i niche-‐ medier. Jeg har lige været af sted i USA, hvor der også er et kæmpe fokus på nicher. Der er mange forskellige muligheder for nicherienterede kon-‐ cepter. Jeg tror, det er et område, der kommer til at skabe en meget stor vækst på det danske og internatio-‐ nale mediemarked,« siger han. »Lettere at være meget for få« Altinget.dk er også et nichemedie, der udmærker sig ved at have en sta-‐ bil indtjening. Altinget sælger spe-‐ cialiseret Christiansborg-‐journalistik til organisationer og personer, der

Grafen viser udviklingen i oplagstallene fra 2003 til 2012. Kilde: Dansk Oplagskontrol

har et ekstra behov for at følge grun-‐ digt med i dansk politik. Altinget dækker 17 forskellige politikområ-‐ der inden for eksempelvis miljø, arbejdsmarked og uddannelse. »Vi kan gå meget mere i detaljen og følge sagerne tættere, når vi henven-‐ der os til en meget mindre målgrup-‐ pe, som er særligt optaget af politik,« forklarer Anders Jerking, redaktions-‐ chef på Altinget. Anders Jerking peger på, at de store aviser, som henvender sig til mange, er utrolig brede i deres dæk-‐ ning. Derimod kan et nichemedie bedre følge lovforslagene hele vejen og på den måde sikre debat undervejs. Som eksempel nævner han EU’s landbrugsreform, der har været under forhandling i mange år. »Inden for landsbrugsområdet har det enorm stor betydning for

Danmark, om pengene eksempelvis skal gå til landsbrugsstøtte eller na-‐ turtiltag, da landbrug er et vigtigt er-‐ hverv i Danmark.« Hos de store medier er mellem-‐ regningerne til de enkelte forhand-‐ lingsmøder knap så vigtige, men det har ifølge Anders Jerking stor betyd-‐ ning for nichemediets læsere, som muligvis bliver påvirket af de poli-‐ tiske beslutninger. Mellemregning-‐ erne kan være en af grundene til, at Altinget er blevet en velbesøgt hjemmeside med omkring 100.000 ugentlige sidevisninger. Anders Jerking mener, at succesen blandt an-‐ det skal indes i nichedyrkningen. »På papiraviserne kan man se, at nicheaviserne ser ud til at klare sig bedre. Børsen, Kristeligt Dagblad og Information har nogle år ikke op-‐ levet samme oplagsfald som andre

aviser, så der er måske en tendens til, at det er lettere at være meget for nogle få end at være meget for rigtig mange.« Jens Nicolaisen fra Jyllands-‐Posten frygter dog ikke, at nichemedierne udkonkurrerer dagbladene. Det er i hvert fald ikke intentionen med nichemedierne. Han oplever, at folk snarere tilvælger dem som et supple-‐ ment til, hvad de ellers abonnerer på: »Nicherne står stærkt, fordi det også er princippet i vedligeholdelse af markedsviden for den enkelte me-‐ darbejder. Men jeg synes også sta-‐ digvæk, at der er en kæmpe berettig-‐ else for, at de store aviser som Jyl-‐ lands-‐Posten, Berlingske og Politiken fortsætter med at være en del af folks daglige forbrug.« sools12@student.sdu.dk

Vi mæsker os i madjournalistik Madjournalistik er populært som aldrig før. Aviserne får internetklik på opskrifter med kringle, og samtidig går gourmetmagasinet Gastro imod mediebranchens oplagskrise og erobrer nye læsere.

Carl-Emil Søe

Hvad var den mest læste artikel på Politikens hjemmeside i 2011? Noget om politik, terror eller vejret? Nej. I 2011 ville avisens internet-‐ læsere helst læse om en kringleop-‐ skrift fra Søren Ryge. Eksemplet il-‐ lustrerer den interesse som mad-‐ journalistik har skabt de sidste par år. Samtidig er der sket mere end en fordobling af antallet af artikler om mad i de store dagblade gennem de seneste ti år. Lars Dahlager fra Politiken har skrevet om mad siden starten af år-‐ tusindeskiftet. Han mærker tydeligt læsernes stigende interesse: »Der er kommet klik i madhisto-‐ rier og takket være det nye nordiske køkken, kan vi putte madjournalis-‐ tik på forsiden. Nu dækker vi også Michelin-‐stjerneuddeling og VM for

kokke på Politiken,« siger han. Læsere har appetit på feinschmeckermad Det er ikke kun de store dagblade, der har oplevet stigende interesse fra læserne. Nichemagasinet Gastro hen-‐ vender sig til læsere med interesse for mad på et højere plan. Livsny-‐ dersegmentet har sikret magasinet fremgang i oplagstal, mens mange an-‐ dre blade er i krise. Det siger chefredak-‐ tør for Gastro, Jesper Uhrup Jensen: »Magasinets mål var i starten at nå 10.000 læsere, men vi har siden udbygget læserskaren til 12.000, blandt andet fordi brugerundersø-‐ gelser har vist, at der både er en del kvinder og studerende, der læser vores magasin.« Hos Gastro er kvalitetsbevidsthed en mærkesag, og her må der godt nør-‐ des med mad og vin. En dreng er noget, man spiser, og en vin kan godt være god, når den smager af ”tyk sort svineblod og Frederiksdal-‐kirsebær”, som det lød i en vinanmeldelse i seneste nummer. Gastros niche er klart de ineret, og læserne sidder klar ved tasterne, hvis produkterne, der anvendes i Gastros artikler, ikke holder en vis standard. »På et tidspunkt puttede vi en skinke på forsiden. Ikke en slum-‐ skinke, men en ordinær én. Folk var

han ikke er forudindtaget: »Der er mange fordomme inden for mad. Danskerne er for eksem-‐ pel enormt bange for blåmuslinger, fordi vi tror, de er farlige, hvis ikke de bliver tilberedt helt korrekt. Til gengæld er folk ikke bange for friske grøntsager og grønne urter, selv om at folk statistisk set bliver mere syge af disse fødevarer.«

Foto: Malte L. Nørgaaard rasende,« siger Jesper Uhrup Jensen. Gastros fokus på kvalitet og æstetik overrasker ikke Lars Dahlager. Fra at madjournalistik har beskæftiget sig med mad som en fødevare på indlandssektionen, har madjour-‐ nalistik nu fået sine egne sider på livsstilssektionen: »Hvor den journalistiske dækning af mad tidligere var koncentreret enormt meget på ernæringsmærker og banal kemisk sundhed, er fokus rykket over mod det mere sanse-‐ lige,« konstaterer Lars Dahlager, der generelt er tilfreds med udviklingen. Prisuddeling sender et signal I sidste måned oplevede madjour-‐ nalistik i Danmark den måske fore-‐ løbige kulmination. I København af-‐

holdte netværket Mad+Medier den første prisuddelingsfest for journa-‐ lister, kommunikatører og andre skribenter, der beskæftiger sig med mad. Med kategorier som ”bedste madblogger”, ”bedste madanmeldel-‐ se” og ”bedste bog om mad” blev de gastronomiske formidlere hyldet. Ifølge journalist og initiativtager til Mad+Medier, Rasmus Holmgård, sender priserne et signal. »Det er svært for folk at se, hvad der er gode eksempler på madfor-‐ midling. Med priserne konkretiseres dette.« Det var netop Lars Dahlager fra Politiken, der blev æret med prisen for bedste kritiske madjournalistik. En pris han tror, han har fået, fordi

Madjournalistik tages seriøst Kravene for at skrive om mad er blevet højere. Hos Gastro får Jesper Uhrup Jensen mange tilbud, som han er nødt til at afslå. »Nogle tror, at de kan lave en artikel om mad i New York, når de har været i USA. Men du bliver ikke god til at skrive om mad, fordi du køber en tur til New York.« Også Rasmus Holmgård fra Mad+ Medier ser en tendens til, at journali-‐ ster i stigende grad specialiserer sig i madgenren: »Tidligere lod man en afgående redaktør skrive om mad, men der er en spirende bevidsthed om, at det kræver noget særligt at beskæftige sig med mad.«

csoee12@student.sdu.dk

FOKUS:NICHER

LIXEN | juni 2013 | 11

Nicher dækker nyheder fra Argentina til Zimbabwe Mens de store dagblade har skåret ned på udenrigskorrespondenter, lever nichemedier om fjerne verdensdele et stille nyhedsliv på nettet. På Verdensnyt.dk er et af fokusemnerne fattige lande og på Latinamerika.dk prioriteres det brasilianske præsidentvalg over det amerikanske.

Magasinet rØST

Carl-Emil Søe

Kan nyheder fra Afrika syd for Sahara virkelig være interessante for danske læsere? Det mener Dan Larsen, ophavsmand til hjemmesiden Verdensnyt.dk, der siden september 2012 har skrevet om udlandsstof med særligt fokus på de historier, der overses af de store dagblade. Efter at have skrevet artikler om fortrinsvis fattige lande til Avisen.dk, Metroxpress.dk og andre nichemedier besluttede Dan Larsen sig for at starte Verdensnyt.dk. Siden skulle være med til at nuancere de store mediers udlandsdækning. »Verdensnyt er startet for at dække nyheder, som ingen eller få andre dækker. Det gælder mest fattige lande, der kun får omtale, hvis for eksempel en tekstilfabrik kollapser, og der er bil-‐ leder af mange døde,« fortæller Dan Larsen. Mens de store dagblade, på en tilfældig udvalgt dag, fokuserer på terror-‐ angreb i Boston, handler Verdensnyts historier om olieforurening i Nigeria og parlamentsvalg i Malaysia. Særligt dækningen af USA har Dan Larsen et ambivalent forhold til. Han mener, at de danske medier er alt for domineret af engelske og amerikanske nyhedsbureauer og deres priorite-‐ ring: »Der bruges uforholdsmæssig me-‐ get tid på eksempelvis tornadoer i USA, der vælter huse. Hvis man vil se væltede huse, er der rigeligt med ”rele-‐ vante” katastrofer i andre lande.« Et demokratisk problem? Dan Larsen har ikke meget til overs for prioriteringen af udlandsstoﬀet. Han mener, at den amerikanske indlydelse truer mangfoldigheden i nyhedsdækningen: »I sidste ende er det naturligvis

Andre nichemedier der dækker udlandet:

Internetmagasin, der dækker nyheder fra Østeuropa.

Americas.dk Nicheside om Latinamerika. Americas.dk er oprettet som reaktion på den ringe dækning af Latinamerika

Afrikablog.dk Nyhedsside der fortæller historier fra lande syd for Sahara.

Illustration: Malte L. Nørgaard et demokratisk problem, fordi alle dagblade bruger de samme nyhedsbureauer. Der mangler valg i mediemarkedet, og det er blandt andet også derfor, at Verdensnyt er startet.« At den højere prioritering af USA skulle være et demokratisk problem, afviser souschef på Berlingskes udlandsredaktion, Kristian Pedersen: »Ligesom i alle andre brancher er vi nødt til at prioritere. Både journalistisk og økonomisk. Vi kan ikke splitte et verdenskort op og sige: ”Nu har vi dækket USA en gang, så nu skal vi dæk-‐ ke et land syd for Sahara”. Det er ikke en måde at lave journalistik på. Den tankegang vil også give et forvrænget verdensbillede.« Kristian Pedersen påpeger, at Berling-‐ ske også tager til Afrika, men at det mest er på reportagebasis. Et internationalt samarbejde med New York Times bidrager dog også til dækning-‐ en. »Vi dækker Afrika syd for Sahara med

reportagerejser, hvor journalister fra Berlingske senest var i Etiopien. Samtidig får vi nyheder gennem New York Times og Reuters. Det samarbejde giver os adgang til artikler fra New York Times’ skribent Jeﬀrey Gettleman, der sidste år vandt Pullitzerprisen for bedste internationale reportage fra netop Østafrika.« Dækningen er for useriøs Latinamerika.dk er et andet web-‐ baseret nichemedie, der siden 2009 har beskæftiget sig med udlandsstof. Her indes nyheder om Mellem-‐ og Sydamerika. Fra både Danmark og Buenos Aires produceres der nyheder fra den ofte oversete verdensdel. Ligesom Dan Larsen er den ene af idémagerne bag, Ebbe Fischer, heller ikke imponeret over de store mediers udlandsprioritering: »Jeg tør godt sige, at den generelle dækning af Latinamerika ikke er særlig god. Jeg har set journalister,

Nødvendige nichekanaler Ligesom dagbladene er mange TV-kanaler også ved at blive nicher. I dag skal kanalen henvende sig til en bestemt målgruppe, for tanken om at have en kanal til alle er nemlig forældet, mener Lasse Jensen, der er vært på radioprogrammet Mennesker og Medier på P1.

Eva Maria Trøster

TV 2 Fri, DR Ultra og TV3 Sport. Det vrimler med kanaler, der henvender sig til bestemte seerskarer. Seerne er nemlig blevet mere selektive, mener Lasse Jensen, der i sit radioprogram diskuterer danskernes medievaner. De vælger i højere grad at se TV efter hvilket program og ikke efter hvilken kanal, det sendes på, forklarer han: »Seerne har i langt højere grad fået tid og råd til at gøre det, de har mest lyst til. De har råd til at beskæftige sig meget med sig selv og deres smag.« Det betyder, at seerne vil se program-‐ mer, som vedrører dem, og som de

Korrespondenterne.dk Netværk af danske journalister i udlandet der blandt andet skriver fra New Zealand og Kina.

selv går op i. Anne-‐Mette Bro Jöhncke, som er kommunikationschef for TV 2, men-‐ er, at de kan bruge denne viden til at tilbyde seerne et samlet set mere gennemført produkt. »Fragmentering af danskernes TV-‐ sening er et faktum. Derfor er en ler-‐ kanalsstrategi i vores øjne vigtig. På TV 2 supplerer nichekanalerne hovedkanalen både i målgruppe og i programindhold,« fortæller Anne-‐ Mette Bro Jöhncke. Økonomi og teknologi Men det er ikke det eneste sted, nichekanalerne supplerer TV 2 posi-‐ tivt. Økonomisk har nichekanalerne også fået en betydning, fordi det kræver et abonnement for at kunne se ekstrakanalerne, siger Anne-‐Mette

Bro Jöhncke. Derudover er det også blevet mere attraktivt for annoncører at købe reklametid, fordi kanalerne har en mere de ineret og præcis målgruppe, mener Lasse Jensen. »Alle annoncører er interesserede i at betale penge for at ramme rig-‐ tigt. Det er hovedgrunden til at skabe nichemedier,« fortæller han og for-‐ klarer, at den anden grund til den store storm af nichekanaler skyldes den teknologiske udvikling. »Det er blevet meget billigere at sende lere kanaler, efter TV-‐signalet skiftede fra analogt til digitalt.« Udfordrer journalister Nichekanalerne stiller et større krav til journalisterne. De skal have en smallere målgruppe for øje, uden

der tog til Sydamerika for at lave et seriøst stykke arbejde, selv om de ikke engang snakkede spansk. Fore-‐ stil dig, at man sender en journalist til USA for at dække det amerikanske valg, og så snakker journalisten ikke engelsk,« siger han. Brasilien blomstrer Ebbe Fischer kan godt forstå, at medierne i økonomisk pressede tider ikke har råd til en fastansat korrespondent i Latinamerika. Han mener dog samtidig, at der er mas-‐ ser af gode grunde til at rette blikket skråt til venstre på verdenskortet: »Pressens dækning af Brasilien er blevet en smule bedre, takket være landets status som BRIK-‐ land og det faktum, at de skal være værtsland for det næste OL og VM i fodbold, men det kan stadig gøres bedre.« Han peger på, at Latinamerika har været inde i en markant økonomisk

at gå på kompromis med de grund-‐ læggende journalistiske opgaver om at fortælle nuanceret med en tilstræbt objektivitet. Samtidig peger han dog på, at journalisterne til gengæld bli-‐ ver dygtigere til at indrette deres kommunikation efter hvilke seere og hvilken kanal, de er på. »Det, der sker med journalistikken, er, at den også bliver segmenteret. Den bliver mere målrettet til et be-‐ stemt publikum,« siger han. Det er de også bevidste om ved TV 2, men Anne-‐Mette Bro Jöhncke ser det som en styrke, at de kan sørge for at vælge deres værter og programmer med omhu til hver kanal. Med den viden, kan de nemlig beholde TV 2’s seere på deres kanaler, for nichekanaler er ikke kun til for at ramme lere seere. Det er også til for at beholde de nuværende seere, uanset om det er på hovedkanalen eller en af deres nichekanaler. På den måde er nichekanalerne ikke en konkurrent til hovedkanalen selv. »Vi ønsker, at seerne, hvis de skulle fravælge et program på hovedkanal-‐ en, vælger at tilbringe aftenen i selskab med et andet medlem af TV 2-‐ familien,« forklarer Anne-‐Mette Bro

udvikling de sidste tredive år: »Markedsøkonomien og demokratiet er i store træk stabiliseret, og det er der masser af journalistik i. Samtidig er der det kulturelle aspekt. Bare tænk på salsa, samba og fodbold med Messi og Pelé. Alt sammen kommer fra Latinamerika.« Hos Berlingske Tidende er souschef Kristian Pedersen ikke afvisende over for tanken om lere nyheder fra særligt Brasilien takket være landets stigende ind lydelse: »Brasilien får stadig mere magt og er totaldominerende i regionen. Senest var det en brasilianer, der blev valgt som ny formand for WTO. Så hvis vi havde mulighederne og midlerne, ville en korrespondent i Brasilien være et interessant bud. Om ikke andet kan man forvente, at vi øger dækningen af landet frem mod VM i 2014.« csoee12@student.sdu.dk

Jöhncke, da det netop er i kanaler-‐ nes forskellighed, deres styrke lig-‐ ger: »På TV 2 er vi naturligvis opmærk-‐ somme på, at programudbuddet adskiller sig fra hinanden på de forskellige kanaler. Derfor henvender de sig til speci ikke målgrupper.« Nicher er populært Selv om TV 2’s hovedkanal er ud-‐ fordret på seertallene, og der er kamp om seerne, klarer nichekanaler sig ganske udmærket på TV 2, fortæller Anne-‐Mette Bro Jöhncke: »Nichekanalerne oplever en in seer-‐tilslutning, som bekræfter, at der er et behov for en bred palette af kanaler med speci ikke målgrupper.« Det ser Lasse Jensen også som den eneste overlevelsesstrategi. »Hvis du skal have én kanal, og du samtidig har en række krav, du skal møde, så kan du ikke tilfredsstille alle,« forklarer han og slår fast: »Alle medier, der skal gøre sig håb om at overleve, skal i større grad blive ni-‐ chemedier.«

evtro12@student.sdu.dk

SERIE: DE UNGE MEDIECHEFER

12 | juni 2013 | LIXEN

Businessmand med

diskrete armbevægelser Selv om Anders Heering blot er 35 år, har han nået meget i sit korte liv. Både som familiefar og chef for fem redaktioner ser han sine lidenskaber blive større og større.

Søren Martin Olsen og Malte L. Nørgaard

Midt i indre København, lige over for cafe Dan Turèll, ligger en lille indgangspassage til en smal trappe. Trinene fører op til en sort dør med gyldne blokbogstaver: Watch Medier, står der. Bag døren gemmer sig en masse små kontorer, der mest af alt ligner værelser fra en række sammenslåede lejligheder. Det hele er nyt, og fremtrædende er et stort kontor med vinduer ud til vejen. Her står chefredaktør Anders Heering og når lige at afslutte et opkald, inden næste arbejdsopgave venter. Og arbejdsopgaver har der været nok af, siden den 35-‐årige københavner i 2010 blev ringet op af JP/Politikens Hus og spurgt, om han ville starte et nyt branchemedie op. Mediet skulle være specialiseret inden for inanssektoren, ligesom MediaWatch i forvejen var det for mediebranchen. FinansWatch blev skabt. Et projekt som Anders Heering satte sig i spidsen for, på trods af at arbejdet med erhvervsstof ikke var grunden til, at han blev journalist: »Det er meget tilfældigt, at jeg er endt med at lave erhvervs-‐ journalistik. Da jeg søgte praktik, havde jeg søgt Politiken, Berlingske, Jyllands-‐Posten, Børsen og Kristeligt Dagblad. Hvis Kristeligt Dagblad havde ringet et kvarter før, havde jeg måske siddet og skrevet om kirke og tro i dag,« vurderer han. Børsen var dog de første, der ik fat i den unge Heering, og derfor

endte praktiktiden hos det mere end 100 år gamle dagblad. »Jeg har aldrig læst erhvervsstof, inden jeg kom på Børsen. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Okay, nu skal jeg fandeme lige forberede mig, inden jeg skal i gang.’ Derfor tog jeg 20 Børsen-‐ aviser med på sommerferie. Målet var at læse alle aviser fra ende til anden, men jeg endte med at falde i søvn hver gang. Det kunne jeg simpelthen ikke.« Drivkraften var ikke businessdelen, men den journalistiske del, der krævede, at han kunne inde gode historier alle steder. Uanset om det handler om sport, politik eller business. Der gik ikke længe, før erhvervsstoﬀet fangede interessen, og derfor var det pludselig ikke så overraskende, da Anders Heering skiftede job til Berlingske Business efter mere end ire år på Børsen. »At jeg altid har arbejdet på business-‐redaktioner er selvfølgelig, fordi jeg nu synes, at det er virkelig spændende. I dag falder jeg ikke i søvn, når jeg åbner erhvervssektionen,« fastslår han og smågriner, mens tankerne tydeligt ledes tilbage på den søvn-‐ dyssende avislæsning på sommerferien. Chef for fem irmaer Efter trekvart år i spidsen for FinansWatch blev det i sen-‐ sommeren 2011 besluttet, at det ledelsesmæssigt var bedst at slå MediaWatch og FinansWatch-‐redaktionerne sammen under én chefredaktør. Her blev den dengang 33-‐årige Anders Heering valgt. Året efter blev MedWatch og ShippingWatch lanceret med nyheder målrettet til henholdsvis medicinalsektoren og shippingindustrien. For kort tid siden gik det femte Watch-‐ medie, EnergiWatch, så i luften. »Det er gået sindssyg stærkt. For to år siden sad vi ire mennesker, og nu er vi 27. Det er et kæmpe privilegium at få lov til at bygge sin egen medievirksomhed op i samarbejde med så stærkt et hold. Jeg tror, der sidder mange chefredaktører rundt

om i verden, der ville ønske sig, at de kunne få lov at starte forfra og sætte deres eget hold. Det er en fantastisk mulighed – især i en tid, hvor der bliver fyret så mange folk i mediebranchen.« I takt med at Watch Medier vokser, vokser anseelsen i branchen også. Og det betyder noget i forhold til at tiltrække unge journalister af den rette støbning. Journalister for hvem de store dagblade måske ellers har ligget forrest i bevidstheden, når de drømte om deres fremtidige arbejdsplads. »Jeg kan sagtens forstå, hvad der trækker i de nye journa-‐ lister. De store dagblade er kæmpe brands, så når journalisterne sidder til familiefrokosten eller nede på Trykbar og siger, at de arbejder på Børsen eller Berlingske, er det nok stadig forbundet med større prestige.« Prestigen, er Anders Heering godt klar over, kan være svær at konkurrere med, så derfor bliver Watch Medier nødt til at kunne noget andet. »Alle føler et stort ejerskab her. Du er en stor og afgørende del af et lille medie i stedet for at være en lille del af et stort medie. Hvis du går ind ved siden af til folkene på EnergiWatch, så vil de spytte blod for deres nye site. Det er den fantastiske drivkraft, som man måske ikke har på samme måde på de store aviser.« Den lille arbejdsplads giver også mulighed for andre mere sociale aktiviteter uden for arbejdstiden. »Vi arbejder meget på at gøre Watch Medier til et fedt sted at arbejde. Også på den sociale front. Det kan for eksempel være vores månedlige fredagsbar eller vores årlige sommerhustur, som vi skal af sted på om lidt, men også masser af små ting i hverdagen,« siger han. Opstarten af medierne gennem inanskrisen har ikke kun budt på opture. De første fem år havde MediaWatch underskud, men i 2012 kom der for første gang et beskedent overskud ud af det hårde arbejde. Et overskud, der er kommet, fordi JP/Politikens

SERIE: DE UNGE MEDIECHEFER

LIXEN | juni 2013 | 13

Hus har fortsat med at tro på, at erhvervsjournalistikken kan give pro it i fremtiden. »Vi forsøger at lave erhvervsjournalistik på en lidt ny måde. Hele nøglen til vores succes ligger i det lag af historier, der ligger under de store historier. Vi dækker selvfølgelig også de store nyheder, men der er også masser af sidehistorier, som de store medier ikke dækker. Vi skal have fat i substansen.« Ansvaret fylder i fritiden Anders Heering er en holdspiller, og derfor har det ikke været afgørende for ham at få sit eget che kontor. Det er lige så meget en tilfældighed – men det er nok ikke helt tilfældigt, at han er endt i en lederrolle: »Det er i høj grad en tilfældighed, at jeg er blevet chefredaktør. Det er ikke noget, jeg har gået målrettet efter. Men jeg er nok typen, der søger mod ansvaret for helheden frem for at sidde med mit eget hjørne af projektet. Så på den måde, er det naturligt nok, selvom det ikke er noget, jeg er gået bevidst efter.« Chefstillingen kræver meget tid, og mens han foretager et par vigtige opkald, stikker lere medarbejdere hovedet ind på kontoret for at få alt fra nøglebundter til strategiråd. Men de mange timer er godt givet ud: »Jeg er pissespændt på at se hver måned, hvordan det er gået med at få solgt abonnementer. Det er vanvittigt afgørende for os.« På trods af de mange timer på jobbet, nyder Anders Heering tiden på Watch-‐medierne og arbejder gerne både aften og weekend. »Jeg arbejder mere end 37 timer om ugen, men det er ikke fordi, jeg sidder i en eller anden kulmine. Jeg synes, det er mega spændende hver eneste dag.« Ansvaret er en af de største forskelle fra at have skiftet den journalistiske blok ud med chefredaktørrollen. »Jeg går hele tiden og tænker over tingene og tjekker måske min mail lidt for tit. Det kan være en udfordring på hjemmefronten, hvor man skal være god til at være der 100 procent, når man så endelig er der,« siger han og uddyber: »Det er mere det mentale og det at kunne løsrive sig, der er det svære. Det arbejder jeg stadig med. Når du har sat punktum i en artikel, så har du fri på en lidt anden måde.« Samtidig med FinansWatch’ start, ik Anders Heering også en datter, Vera, der nu er fyldt to år. Ifølge chefredaktøren kan det være lidt svært at holde styr på både karriere og blebarn. »Jeg skal ikke sidde og lade som om, at det altid er super let. Min kæreste er også karrieremindet, så derfor har vi en fælles forståelse for, at karrieren også er vigtig. Så har vi desuden nogle forældre, der er gode til at hjælpe. Selvfølgelig kan det hele lade sig gøre, men nogle gange er det lettere end andre,« erkender han. Store muligheder med små redaktioner Tæt på kontoret, hvor Anders Heering tilbringer mange af sine timer, ligger Kongens Have. Her er tempoet knap så hektisk. De forårsgrønne kroner på de lange træalléer bevæger sig let i vinden, og med roden solidt plantet i havens bløde græs, lader træerne sig ikke påvirke af den travlhed, der kan herske i stor-

Nyt kontor. Anders Heering befinder sig i virkeligheden bedst blandt sine medarbejere, men administrative opgaver har gjort det nødvendigt at rykke i enerum. Fotos: Malte L. Nørgaard byen uden for haven. Blandt træerne, der alle har samme statur, står Anders Heering, som var han en af dem. Og sådan skal det også være på redaktionen, hvis det står til chefredaktøren. »Jeg ser os alle som et team på redaktionen. Redaktørgruppen og jeg er et team, og vi skal få det til at glide hver eneste dag. Det er rigtigt, at det i sidste ende er mig, der skal træﬀe afgørelserne og stå på mål for budgettet, men vi arbejder alle sammen som et team.« Det tætte samarbejde mellem medarbejdere og chef på Watch-‐

”

Man har et helt bestemt engagement, når man fokuserer på sin egen redak on. Ved at gå væk fra de e koncept, er der mange, som har brændt nallerne alvorligt. medierne betyder dog ikke, at Anders Heering er bange for, at arbejdspladsen skal vokse sig endnu større, end den er nu: »For mig har det aldrig nogensinde været en målsætning, at vi bare skulle blive ved med at vokse så meget som muligt. Der kan helt sikkert være nogle risici forbundet med at vokse for hurtigt. Omvendt skal vi også være parat til at gribe de muligheder, vi får.« Selv om målsætningen aldrig har været at vokse hurtigt, er Anders Heering dog ikke afvisende over for, at der kan komme flere Watch-‐medier til med tiden, uden det vil ødelægge konceptet: »Hvis vi oprettede to Watch-‐medier mere, synes jeg ikke, at vi ville gå på kompromis med konceptet, men hvis vi derimod pludselig slog alle redaktioner sammen, kunne det blive død-

sensfarligt. Man har et helt bestemt engagement, når man fokuserer på sin egen redaktion. Ved at gå væk dette koncept, er der mange, som har brændt nallerne alvorligt,« forklarer han og fortsætter: »Selvfølgelig skal man forsøge at udnytte sine ressourcer bedst muligt, men man skal også passe sindssygt meget på, at man ikke kommer til at jerne engagementet i et projekt.« Fremtidens brosten for Watch Medier er derfor allerede lagt, hvis det står til Anders Heering. Hvordan den unge mediechefs egen karriere skal forløbe i fremtiden, står til gengæld ikke skrevet med blokbogstaver nogen steder: »Lige nu kan jeg slet ikke forestille mig et mere spændende job end det her. Jeg er omgivet af dygtige mennesker og tilfredsstillelsen ved at bygge noget op og se det vokse er enorm.« På trods af, at Anders Heering sagtens kunne se sig selv arbejde med branchejournalistikken i mange år fremover, vil han dog ikke helt udelukke, at en anden arbejdsplads kunne blive aktuel en dag: »Jeg er 35 år, det ville være dumt at udelukke noget allerede nu. Der er mange ting, end det at være chef, jeg synes kunne være spændende at lave. Indtil nu bliver det dog et rigtigt fodboldspillersvar: »Lige nu koncentrerer jeg mig om Watch Medier, og tænker slet ikke på andet. Hvad fremtiden byder må tiden vise. Men et eller andet sted vil jeg nok altid ende med at engagere mig i skidtet.« sools12@student.sdu.dk maltn12@student.sdu.dk

ANDERS HEERING Chefredaktør for Watch Medier siden 2010. Inden da har han arbejdet på Børsen og Berlingske Business, herunder Business.dk og Berlingske Nyhedsmagasin. Alle steder som erhvervsjournalist. Uddannet journalist fra Roskilde Universitetscenter i 2004. 35 år. Født i København, opvokset på Midtsjælland. Jens Nicolaisen, direktør for JP Medier og bestyrelsesformand for Watch Medier om Anders Heering: Anders gør sig særligt udmærket ved hans store forståelse for at balancere det forretningsmæssige med det publicistiske. Det honorerer han, samtidig med at hans forståelse for de forretningsmæssige hensyn er unik. Han har været særdeles god til at skabe en organisation, hvor han har været i stand til at sætte nogle stærke hold på hvert enkelt nichemedie. Han er også dygtig til at kombinere evnen til at udvikle ting samtidig med, at han leverer den daglige ydelse, som er det kunden skal have, for at de vil fortsætte med at abonnere. Det er en svær øvelse, men det gør han rigtig godt. SERIE: DE UNGE MEDIECHEFER Hver måned portrætterer vi en ung chef i mediebranchen. Personen må maks være 40 år.

OPINION

14 | maj 2013 | LIXEN Postkort fra enfortæller SDU’er En praktikant Kære Syddansk, For nylig var jeg i Rom. Fra Piazza del Popolo tænkte jeg på dig, men glemte at skrive. Det var en skam, for noget lå nemlig lige for – en historie, der havde det hele. Jeg var ivrig efter at fortælle, fordi historier er noget, du har lært mig at inde og bygge op. Nu får du den så lidt forsinket. Noget af fortællingen kommer til at kede dig, for den er anderledes opbyggelig, end dem du har lært os at lave. Her kommer den:

I Rom herskede kejser Cesar Augustus engang. Han var en stor mand med høje ambitioner. Cesars største vision var at fastholde Roms position som verdens midtpunkt. Derfor lod han bygge en statue af forgyldt bronze, som ik titlen: Den Gyldne Milepæl. Tanken bag denne milepæl var, at herfra skulle alle verdens veje begynde, alle veje føre til og distancer i Det Romerske Rige være relative til. Pælen er lidt af en myte i sig selv, for kun i bøger er der skrevet om den statue, som manifesterede selve Roms kongstanke om at være verdens centrum. Men for noget tid siden fandt en gruppe arkæologer frem til resterne af det, de mener kan være Den Gyldne Milepæl. Ved et metrobyggeri lå statuen pludselig i den sumpede romerske muld. Lokale politikere fra Rom var hurtige. Fundet var naturligvis af symbolsk betydning og en illustration på, at byens storhed var vendt tilbage. Men snart efter skete pludselig noget mærkeligt; statuen var væk og ikke til at inde nogen steder. Arkæologerne var oprørte, politiet gik ind i tyveriet (det måtte det jo hedde), og medierne skrev om udviklingen i sagen; først som artikler, derpå noter. Nu ingenting. Historien er opbyggelig med en dramaturgi, der er fortløbende, og som ikke ender, og den kan først forstås når statuen bliver fundet igen. Men historien om Den Gyldne Milepæl er også min for-‐ tælling. Min vej førte til Rom for tre år siden. Jeg stoppede op og blev i byen halvandet år. Nu har jeg fulgt en ny rute og er stoppet op på en sidevej – det er alt sammen din fortjeneste. Du var lidt hård mod mig. Gymnasiet havde gjort mig moden, men ikke voksen. Og så stod du der. Pyh. Den var svær. Især i begyndelsen. Du ville have os til at bruge en telefon, ringe til politikere, kommuner og almindelige mennesker (yikes) og omsætte research og snak til journalistik. Du var god til at lære os håndværket. Men hvor var du henne, når vi skulle lære noget andre steder end på Medietorvet? De akademiske timer fyldte ikke for meget. Måske var det ikke vores skyld. Jeg husker, hvordan vores metodelærer lagde ud med at slå fast, at vi ikke måtte lade os forvirre af, at hun altid kom til at bytte rundt på kvalitativ og kvantitativ metode! Så når hun mente, at noget var kvalitativt, var det i virkeligheden det stik modsatte. Tak. I det mindste for anekdoten. Men ved du hvad! Jeg vil alligevel sige tak. Sikke et int praktikophold, du gjorde mig i stand til at gennemføre. Vi var langt foran dem fra DJH og især dem ovre på Sjælland. Allerede dengang var jeg tæt på at sende et postkort til dig. Jeg havde nemlig lyst til at sige, at din undervisning havde været god, og jeg vidste, at man ikke som på RUC kan løse alle verdens udfordringer i problemorienteret gruppearbejde og plenumdiskussioner. I Odense gjaldt og gælder noget andet. Wupti. Praktikken på jernsynsfabrikken TV 2/NORD overstået! Kontrakt i hus efter et 12-‐tal til bachelor-‐eksamenen, vært og live-‐reporter, freelance hos TV 3. Sikke det gik. Og sikke en in karriere jeg kunne have fået i Nordjylland. I stedet er jeg endt med at lave vejr! Og hvorfor er han dog endt dér? På tredje år vader jeg rundt i det segment, som meget få af de journaliststuderende (i al uvidenskabelighed) gider arbejde indenfor. P4-‐journalistisk med billeder på. Men – og hov! – vi har højere seertal end TV-‐Avisen, Sporten og først klokken 19.04, når vi giver ordet videre til Aftenshowet, får TV 2 Nyhederne (TV2’s nyheds lagskib) hevet lere seere om bord, end man har på M/S DR1 (i fuld videnskabelighed, tjek selv Gallup). Hvorfor jeg er på en vejrredaktion, ved jeg ikke rigtig, men jeg kan fortælle, hvordan min vej blev lagt forbi – først på TV 2 og nu DR1. Altså, nysgerrighed. Først sagde jeg mit job op i Nordjylland, lyttede så til Rom og lavede lidt radio der, læste en master i international politik, blev på ny ansat på TV2’s nordligste region, blev ringet op af et produktionsselskabefter tre måneder i Danmark, og så blev en enkeltbillet til København købt. Journalist, tilrettelægger og nu vejr-‐ vært. Men er jeg så endt her, og skal jeg til evig tid arbejde med vejr og høre på vejr-‐vittigheder om, at kolleger får tatoveret sole på deres tissemænd, fordi piger også gerne vil slikke sol i gråvejr? Næh. Det tror jeg ikke. Men ved jeg det – næh heller ikke. Alle veje førte engang til Rom, fordi byen var endestation eller midtpunkt for en verden af i går. I dag er målet bare ikke længere kun Rom. Ingen af jer kan med sikkerhed sige, hvor I ender. Det er fornuftens ordsprog – og kun få kan argumentere mod fornuft. Derfor er jeg ikke endt med noget som helst. Og mit næste postkort til dig bliver måske stemplet med en helt anden slags porto. Og måske skriver jeg til dig, når jeg har fundet Den Gyldne Milepæl. Hilsen Mikkel Fønsskov

Meninger

Socialistisk nossespark for fællesskabet Snart er Festudvalget fortid, og om lige så kort tid er fællesskabet måske også væk. Hvis ikke der sker en mental ændring hos 2. semester, vil journalistik miste sit stolte sammenhold. Mia Laursen, Louise Haack & Anders Lauenborg

Kald os bare socialister – i ordets re-‐ neste forstand. For ja, vi kan godt li-‐ de det sociale sammenhold på studi-‐ et. Det gør os på journalistik unik-‐ ke. Men hvad skal der blive af fælles-‐ skabet, når vi på jerde semester smutter i praktik? Festudvalget? Det ligger i dvale. Revyen? Tja, ire personer kan vel ikke lave et helstøbt show. To traditionsrige arrangementer, der nu er dødsdømte. Ingen bakker op om projekterne, og journalistik må nu ind inde sig med at være et studie ud-‐ en socialt liv. TAG JER NU SAMMEN, 2. SEMESTER! Hvis I ikke kan tage jer sammen og bakke op om sådanne projekter, hvor-‐ dan skal I så klare jer som journali-‐ ster? Enhver arbejdsgiver vil se, at I er i stand til at vise initiativ. At I in-‐ teresserer jer for arbejdspladsen – og vil deltage aktivt i arrangementer. Det

handler om struktur, organisering og overblik. Buzzwords I kan fyre af, når I sidder til en ansættelsessamtale. Og det er altså ikke særligt svært. I kan risikere at bruge otte timer om

”

dan kommer I fra a til b, og hvornår gør I det? Når I skal arrangere en fest, kræver det, at I kender til hv-‐ordene for en god fest. Hvor skal festen holdes, hvordan

I svigter ikke kun jer selv fagligt. I sidste ende svigter svigter I Center for Journalis k måneden på at stable et arrangement på benene. Det dør I altså ikke af stress af. Socialitet på cv’et Bestyrelsesmedlem i KaJO, redaktør på Lixen og reporter for Dansker-‐ Dong. Det er titler, I gerne står i kø for at få på cv’et. Men I glemmer, at Festudvalget også er fagligt relevant. Det handler ikke bare om at drikke sig fuld til billige penge. Det handler om at arrangere en god fest. Og i ordet arrangere ligger de tidligere nævnte buzzwords. Når I skal på optagelse, kræver det, at I kender til hv-‐ordene for en god TV-‐produktion. Hvor er a og b, hvor-‐

skal festen forløbe og hvornår starter klargøringen? Kan I se ligheden? Det kan de i hvert fald i virkelighedens mediebranche. Farvel fællesskab I princippet kan vi være ligeglade med, om I engagerer jer eller ej. Men vi ved, hvad I går glip af; en masse gode fester, muligheden for at få insider-‐ viden fra den anden årgang og en oplagt chance for at hive en medstude-‐ rende ind i radiostudiets mørke. I svigter ikke kun jer selv fagligt. I sidste ende svigter I Center for Journalistik. Til optagelsessamtaler-‐ ne spørger mange til det sociale liv på studiet, men desværre er svaret snart

ikke længere et sælgende argument. For i yderste tilfælde er det der ikke længere. Det er en skam, at så mange tidlig-‐ ere årgange har kæmpet for at holde traditionerne ved lige. Og nu? Tja, med den indstilling der er blandt 2. semester, så er det spild af godt arbejde. Vi havde glædet os til et gensyn med Medietorvets bedste si-‐ de – festen efter KaJO’s generalfor-‐ samling. Men hvis der kun er rester-‐ ne af KaJO’s gratis øl tilbage, så er der ikke meget fuldskab over Medie-‐ torvet. For hvem skal knappe den næste øl op eller skænke en god gin og lemon op for os? Som sagt, kald os bare socialister. KAMMERATER, KOM I GANG! Hvis I vil have, at fællesskabet skal trives, kræver det initiativ og engagement. Ikke kun fra dig, men også dig, og dig, og dig. Ja, fra jer alle sammen.

FAKTA: Festudvalget Du kan sidde i festudvalget i de to år, du er på Medietorvet, ind-‐ en du skal i praktik. Formandsposten skiftes efter et år. De har ansvaret fra 2. til 3. se-‐ mester. Formændenes opgave erforvalt-‐ ning af økonomien, booke loka-‐ ler, bestille sprut, lyd og lys, lave barvagter, sætte bar op, pynte op, holde overblik og til sidst står de for at rydde op, a levere pant, lyd og lys. Formændene står for at plan-‐ lægge og være opdateret på de fester, der skal holdes. Derfor er det også deres ansvar at ind-‐ kalde til festudvalgsmøder. Festudvalgets medlemmer hjæl-‐ per til med afviklingen af fester-‐ ne og oprydningen.

OPINION

LIXEN | juni 2013 | 15

VOX-POP

Hvad skal du lave af journalistik i sommerferien? Frederik Palle, 2. semester:

Maibritt Schultz, 2. semester:

Rasmus Friis Jensen, 2. semester:

Hvad skal du lave af journalistisk relevante ting i sommerferien? Jeg skal ned og dække Tour de France og optakten for Feltet.dk, som jeg arbejder for til hverdag.

Hvad skal du lave af journalistisk relevante ting i sommerferien? Jeg skal på et journalistisk sommer-‐ akademi i Kiel og Odense. Det er to ugers undervisning, hvor jeg sam-‐ men med andre journaliststuder-‐ ende fra Danmark og Tyskland får undervisning i de nyeste digitale former for journalistik. Og så får vi selv mulighed for at producere og besøge medier i både Tyskland og Danmark.

Hvad skal du lave af journalistisk relevante ting i sommerferien? Jeg skal til Filippinerne på øen Siquijor i fem uger og lave en doku-‐ mentar ilm om shamaner dernede.

Hvorfor har du valgt det? Jamen jeg tror, det er enhver sports-‐ journalists drøm. Hele foråret har min arbejdsgiver tilbudt mig at dække forskellige cykelløb. Jeg har desværre ikke haft muligheden på grund af studiet. Men nu er muligheden der. Hvad glæder du dig mest til? Jeg glæder mig mest til at tale med de store. Det kunne være stort at interviewe Alberto Contador eller Bjarne Riis, men det bliver nok svært. Ellers selvfølgelig ham som har den gule førertrøje. Ud over dét glæder jeg mig til at se tilskuerne. Jeg har selv stået som tilskuer, og set de store medier køre forbi. Nu er det min tur til at stå på den anden side.

Hvorfor har du valgt det? Jeg har valgt det, fordi det lyder spændende. Man får indsigt i, hvordan det er efter studiet – hvad det er for nogle problemer, man kommer til at stå over for i forhold til udviklingen af digital journalistik. Og så også en personlig oplevelse, da jeg stadig er i tvivl om, hvilket medie jeg vil skrive for. Det er mest for under-‐ visningens skyld, men også oplevelsen. Hvad glæder du dig mest til? Jeg glæder mig mest til ugen i Kiel. At komme ud at se nogle tyske medier, hvordan de fungerer i forhold til de danske.

Hvorfor? Jeg gik på Gydehutten og så et op-‐ slag om, at man kunne søge et Danida-‐legat. Jeg snakkede med min studiekammerat Kasper, om at det kunne være meget spændende. Danida har en lang række krav omkring, at det skal foregå i et u-‐land og have en positiv indgangsvinkel. Vi havde ikke lyst til hverken til Afrika eller Indien, så det blev Filippinerne. Vi begyndte at researche lidt på noget om shamaner, og syntes at det var meget interessant at fortælle noget om dem. De giver et godt indblik i, hvordan man lever i andre kulturer og helbre-‐ der sygdomme og nogle af de forskelle, der er på vores kulturer. Hvad glæder du dig mest til? Fem uger i solskin med et interessant projekt, som man kan fordybe sig i. Og så helt lavpraktisk er det jo dejligt, det er be-‐ talt.

... at vi burde lave et drukspil, hvor vi drikker hver gang Norman siger “Vejen Kommune”. - Pernille Kjærsgaard, 2. semester

... at jeg ville forstå ligeså meget af bogen i offentlig forvaltning, som jeg gør nu, hvis den var på kinesisk... - Louise Uberg, 2. semester

... I øvrigt håber jeg, at 2. semester gennemknepper journalisthøjskolen lige så meget og desuden gør lige så godt brug af teamwork til Store Match Dag, som vi gjorde. - Johan Eriksen, 4. semester

… At Justin Bieber faktisk er ved at blive ret lækker. Mums! - Line Tornvig Martinussen, 4. semester

... at Medietorvet bliver en god 4. semesterårgang fattigere. - Lixen-redaktionen

... at mit liv bliver lidt mere meningsløst uden alle onlineskænderierne i ”Journalistik Årgang 2011” det kommende år. - Morten Buttler, 4. semester

... at vi journaliststuderende er en stor ﬂok sociale alkoholikere med store og sarte egoer, men jeg kommer alligevel til at savne jer og medietorvet, nu hvor praktikken kalder. - Kristian Højgaard Nielsen, 4. semester

... I øvrigt mener jeg ikke, at vi skændes i ”Journalistik Årgang 2011” - vi diskuterer! - Martin Pilgaard Kristensen, 4. semester

Bagsiden