Lixen Maj 2010

Efter Blekingegade-succesen: Peter Øvig Knudsen Side 12

Jonas Vester har nok i sin Kravling Side 3 Ventetid for journalistaspiranter: Læs om optagelsesprøven Side 4

Lixen

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 12. årgang | 3. nummer | maj 2010

SDU bevarede roen i Århus Lixen var med Fokus side 6

PP aPna i k a iiikk PPPaPaanannniik k k PanPPaikannikiikk PPani anik PPaanniikk PPaannPikanik Panikik

Foto: Jakob Balthazar Munk

2 | maj 2010

| LIXEN

Indhold

Leder Praktik er det vigtigste fag

UDDANNELSE

Sidst i april var der lagt op til den helt store fest på Docken i København. Lejligheden var Kravling, og vinderen blev Jonas Vester fra Journalisthøjskolen, der med sin artikelserie om mobilhuller i Vestjylland tog statuette og 25.000 kroner med tilbage til praktikpladsen på Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Side 3

»Nogle gange kan man være så fokuseret på en ting, at man glemmer den større mening,« fortalte Peter Bro, da 242 elever sad til optagelsesprøve i april. Han havde fået hele auditoriet til at sætte sine fingre mod hinanden, stirre på dem i 30 sekunder, hvorefter fingrene syntes umulige at fjerne fra hinanden.

Pointen var, at man nogle gange skal fjerne blikket fra den lille detalje og i stedet se på de større sammenhænge.

Måske skulle han afprøve den lille øvelse på underviserne, som er tilknyttet Center for Journalistik.

På trods af en levetid på 11 år kæmper CfJ stadig med at finde den gyldne middelvej mellem de akademiske fag og håndværksundervisningen.

FOKUS

Spændingen til årets Panikdag var stor, da 4. semester tog til Århus for at blive ansat på medier i hele landet.

På kort tid var spændingen overstået. SDU’erne kunne tage tilbage til Odense efter en dag med samarbejde og succes. Side 6

BRANCHE

Formidlingen på P1 er for vanskelig, mener kanalchef Anders Kinch-Jensen. Kanalens overlevelse afhænger af, at P1 bliver lettere tilgængelig for lytterne. Lektor ved Medievidenskab på SDU Henning Pryds kalder strategien for standardisering. Han mener, at det i sidste ende vil betyde, at P1 taber perspektiv. Side 18

”

Måske skulle Peter Bro afprøve den lille øvelse på underviserne.

PORTRÆT

Hver underviser synes, at lige præcis hans eller hendes fag er det vigtigste. Og med sådan en indstilling kan det være svært at blive enige om, hvor fokus skal ligge på den journalistiske uddannelse på SDU. Det virker som om, at studiets undervisere beskytter deres egne fag så meget, at de glemmer at se på, hvad det hele burde handle om: At skabe en uddannelse der sender Danmarks bedste journalister ud i en presset branche, som både er dygtige til håndværket, men som også har ligeså stor viden som de kommunikationsarbejdere og politiske rådgiver, som omringer vores kilder. »Hvis man følger de akademiske fag og er godt forberedt, så står man meget bedre stillet i forhold til at perspektivere sine artikler og finde på vinkler, som folk ikke forventer,« siger Anders Bo Rasmussen, som

Det er snart tre år siden, at Peter Øvig skabte debat med sine bøger om Blekingegadebanden. Læs om hans vej til dokumentarismen, om hans forhold til livet på et medie og om han ville vælge sine bøger eller sine børn. Side 12-13

OPINION

»Samfundet har brug for os, jagthundene, der bjæffer og bider sig fast i haserne på de ansvarlige, når noget er galt. Men med den attitude, vi lægger for dagen, kan vi efterhånden bedre sammenlignes med små puddelhunde, der tænker mest på deres fine, krøllede pels.« Side 19

Lixen

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Avisen dækker udviklinger og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser.

LIXEN Campusvej 55 5220 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer

underviser i Kildekritik på 1. og 2. semester.

Det er der nok ingen studerende, der er uenige i. Men der er ikke stor nok sammenhæng mellem fagene, som de er nu.

Det betyder, at de studerende stadig ikke gør nok ud af de akademiske fag. Løsningen på det problem bliver i fremtiden prøver og tests i løbet af semestret. De studerende skal bevise, at de læser og følger med. Intet bliver sagt om, hvorfor de studerende egentlig nedprioriterer de akademiske fag.

En af grundene er tilsyneladende en almen opfattelse af, at praktikvejlederne på mediehusene ikke er interesserede i historie- og sociologikarakterer. Det betyder noget, om vi kan snuse os frem til en nyhed og har fortællelyst.

Logo: Karina Cecilie Møller Layoutinspirator: Sara Winther Korrekturlæser: Julie Lund Mikkelsen og Mikkel Cramon

Ansvarshavende chefredaktør i dette nummer: Rikke Gredsted Seidenfaden

Nana Frederikke Fischer Redaktør

Søren Dal Rasmussen Redaktør

Er målene for studiets livsgrundlag så nået? For et par år siden blev der lavet en undersøgelse, som viste, at mediebranchen havde svært ved at skelne uddannelserne fra hinanden. Ærgerligt, når meningen var, at vi skulle skille os ud. Og faktum er da også, at vi på SDU lærer stort set det samme, som man gør på RUC og Journalisthøjskolen. Derfor er det en skam, at forbedringen af studiet bliver til en kamp om fag, timer og opgaver. I stedet for at fokusere på, hvordan man her på stedet bliver bedre til at producere nogle dygtige, eftertragtede journalister, som kan lidt mere end de andre.

Målet var at skabe journaliststuderende med akademisk indsigt.

Men så længe vores uddannelsesforløb kulminerer med et praktikforløb, lige så længe vil CV og de journalistiske produktioner trumfe de akademiske fag.

Rikke Gredsted Seidenfaden Chefredaktør

Lise Karlshøj Ipsen Chefredaktør

Natasha Nomathemba Dyasi Chefredaktør

Jakob Balthazar Munk Redaktør

Casper Fauerholdt Webredaktør

Karina Cecilie Møller Billedredaktør

UDDANNELSE

LIXEN | maj 2010 | 3

Kravling 2010: Uforskammet, respektløst og effektivt Kravlingprisen 2010 gik til Jonas Vester, som er praktikant på Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Han fik den eftertragtede pris for sin artikelserie om mobilhuller i Vestjylland.

Lise Karlshøj Ipsen

VINDER. »Jeg havde helt ærligt ikke ventet det.« Det var en stolt, men også overrasket praktikant, der modtog den prestigefyldte pris for unge journalister. »Det er enormt stort, og jeg er rigtig, rigtig stolt. Men jeg er også

”

begrundede kåringen således: »Jonas Vesters artikelserie er et fremragende eksempel på politikeropdragelse, der virker, og det er fantastisk, at man skal drage helt til Dagbladet Ringkøbing-Skjern for at finde den. Historien var der. Borgerne blev svigtet. Ministeren gad ikke svare.

Derfor røg hans mailadresse på forsiden. Uforskammet? Ja da. Respektløst? Helt sikkert. Effektivt? Ja.« Det var altså en begejstret dommerkomite, som havde fået deres sag for med at udvælge ti nominerede ud af hele 80 indstillede journalistiske projekter. Mest imponeret var dommerkomiteen over Jonas Vesters artikelserie, og han kunne modtage

plads og tid til at være uforskammet og respektløs, er han sit praktiksted taknemmelig for. Han har nemlig fået den fornødne tid til at fordybe sig i sin historie. »Det har været rigtig fedt. Jeg brugte en hel arbejdsdag på bare at køre rundt med min mobiltelefon og finde steder, hvor der ikke var dækning.

Så der var meget frihed. Det viser

også, at det er et godt praktiksted,« nærmest råber han for at overdøve den lille flok af trofaste studiekammerater, som hele aftenen har heppet entusiastisk på ham.

Til spørgsmålet om hvorvidt han nu vil gå målrettet efter Kravlings storebror, Cavlingprisen, svarer Jonas Vester: »Ej, jeg har fået nok med den her,«

siger han og løfter op i den overdimensionerede pap-check til en værdi af 25.000 kroner.

Vinderen af Fotokravlingen blev Jonathan Bjerg Møller for en multimedie- og fotoreportage fra Bangladesh. liips09@student.sdu.dk

Ministeren gad ikke svare. Derfor røg hans mailadresse på forsiden.

Dommerkomiteen om Kravlingvinderen 2010

overrasket efter at have kigget på listen over nominerede,« sagde Jonas Vester umiddelbart efter prisoverrækkelsen.

Skal man tro dommerkomiteen, har den 21-årige DJH’er ingen grund til at betvivle, at han hører hjemme i det gode selskab. De

statuette og ikke mindst en check på 25.000 kroner oven i de overdøvende klapsalver og begejstrede tilråb fra medstuderende og branchefolk.

Prøver skal tvinge studerende til at forberede sig til de akademiske fag, når de kommende årgange starter på Center for Journalistik.

Akademisk underviser er tilfreds og mener, at både undervisere og de studerende har været frustrerede over den nuværende form.

minimum 40 timer om ugen,« siger Erik Albæk, der er professor på Statskundskab og manden, der står bag den nye bachelorreform for journaliststuderende på Syddansk Universitet. Ændringen kommer som en del af planen om at få integreret de akademiske fag endnu bedre i journalistuddannelsen, der ifølge studieleder Anne Lea Landsted ikke kun uddanner håndværksmæssigt stærke journalister, men også fagligt akademisk stærke. Det udtaler hun til de journaliststuderendes blad på RUC Bermuda i april måned. Men hvis de studerende skal ende som fagligt stærke journalister, så er de nødt til at læse, mener Erik Albæk. »Der skal være nogle opgaver, som kan illustrere, at de studerende skal bruge deres viden til at lave det journalistiske produkt,« siger han.

Anders Bo Rasmussen, der underviser 2. semester i kildekritik, mener også, at viden og håndværk skal tænkes mere sammen. »Hvis man følger de akademiske

Frihed til den gode historie At Jonas Vester overhovedet har fået

Jonas Vester betragter sin kravlingstatuette. Foto: Karina Cecilie Møller

Akademiske fag: Nu med tvang

Jakob Balthazar Munk Natasha Nomathemba Dyasi

KONTROL. Kommende studerende på Center for Journalistik bliver tvunget til at forberede sig til de akademiske fag. Der bliver nemlig lagt øvelsesopgaver ind i løbet af sem estret, som eleverne skal bestå. »Vi er bevidste om, at det ikke nytter noget at overbebyrde de studerende, men de er nødt til at erkende, at de har valgt et studie, der kræver

Vi har løjet…

I sidste nummer af Lixen skrev vi, at 2. semester skal op til en videnstest. 2. semester kan ånde lettet op og holde sommerferie d. 17. juni som planlagt, da der var tale om en aprilsnar.

Lixen dækker ikke eventuelle udgifter, som studerende måtte have haft til diverse forberedende kurser og højskoleophold. Undskyld.

fag og er godt forberedt, så står man meget bedre stillet i forhold til at perspektivere sine artikler og finde på nogle vinkler, som folk ikke forventer,« siger Anders Bo Rasmussen.

Usexede tekster Selvom Anders Bo Rasmussen forventer, at de studerende kommer forberedte til undervisningen, så er

”

gen af semestret. Selvom han som underviser finder det frustrerende, så skal de studerende læse for deres egen skyld. For at blive klogere på journalistikken ud over det håndværksmæssige. »Uanset hvilken journalistisk uddannelse man går på, så løber man ind i fag, som man ikke synes, er det mest sexede, men man er nødt

Vi er bevidste om, at det ikke nytter noget at overbebyrde de studerende, men de er nødt til at erkende, at de har valgt et studie, der kræver minimum 40 timer om ugen.

Erik Albæk, professor på Statskundskab, SDU

det langt fra alle, der gør det. »Det er svært at finde et niveau, hvor alle får noget ud af det. Det er frustrerende. Både for mig som underviser, men også for de studerende.« Det kan han se ud fra de evalueringer, han har modtaget i slutnin-

Rettelse

til at tænke på værdien på længere sigt. Selvom man sidder med en kedelig tekst, så ender man ofte med at kunne bruge meget af det fremover,« siger Anders Bo Rasmussen.

Erik Albæk erkender, at de studerende forstår vigtigheden af de aka-

demiske fag men altså ikke føler, at de har tid. »Det kan være, at der ligger for meget i håndværk. Så må vi jo prøve at sætte os ned og tale om, hvad man prioriterer højest,« siger Erik Albæk.

Underviserne skal mødes i næste måned for lige netop at afgøre dette spørgsmål. Erik Albæk er optimistisk. »Det her skal lykkes,« siger han.

Uadskillelige Om det lykkes, får vi først svaret på til efteråret, hvor nye journaliststuderende starter på den kommende bachelorreform. Indtil da er underviser Anders Bo Rasmussen tilfreds. »Drømmescenariet er, at de studerende bliver stillet til regnskab i løbet af semestret. Og at vi ikke deler det så skarpt op. Håndværk og viden hænger tæt sammen. Viden giver journalisten andre måder at tænke verden på,« siger han. jamun09@student.sdu.dk nadya09@student.sdu.dk

I forrige nummer af Lixen (marts 2010) blev der, i to artikler, byttet rundt på adjunkt på RUC Hanne Jørndrup og Hanne Dam, der er studielektor på RUC. Hanne Dam blev derfor citeret som Hanne Jørndrup i artiklen »Betalingsaviserne skal bruge nye og unge eksperter« samt i indledningen til Fokus. Lixen beklager og bringer en replik fra Hanne Jørndrup i denne måneds Opinion.

4 | maj 2010

”

UDDANNELSE

| LIXEN

Jeg tror på, at jeg kommer ind Det skal jeg jo

Center for Journalistik lagde lørdag den 17. april Medietorv til den årlige optagelsesprøve. 242 håbefulde ansøgere mødte op. En af dem var den 21-årige Henrik Nordstrøm fra Hedensted ved Vejle. Han prøver i år at komme ind på det forjættede drømmestudie for anden gang.

Kasper Ellesøe Friedrichsen Julie Lund Mikkelsen

VILJE. Cykelstativerne foran hovedindgangen kæmper om opmærksomheden fra dagens første solstråler.

Klokken er lidt over syv, og 21-årige Henrik Nordstrøm slår støttebenet ned, låser det pedaldrevne køretøj og tager den sidste mundfuld forårsilt, inden otte timers optagelsesprøve skal overmandes. I år skal det bare være. Det må ikke glippe. Og det er også derfor, han er mødt op næsten to timer før, CfJ’s nye centerleder indleder en hæsblæsende dag. »Det har været en lang proces,« fortæller han.

Han rejser sig, tager tasken over skulderen og går ned mod det auditorium, hvor dagens praktiske oplysninger gives. Og her har allerede samlet sig en hel del spændte prøvedeltagere. »Jeg ved ikke, hvorfor jeg ryster sådan,« siger en lyshåret pige, mens hun rækker en fyr sin lighter. Stemningen er afventende. Snart bliver de 242 journalistaspiranter fordelt

ud på de i alt 14 lokaler, hvor prøven finder sted. Henrik Nordstrøm skal sidde i terminalrum otte i kælderen.

Foran ham venter skærmens tomme wordpad-dokument, klar til at blive fyldt op. Og håbet om at få daglig en gang på Medietorvet motiverer ham. »Hvis jeg kommer ind, ja, så er det da virkelig fedt. Jeg kan godt lide Odense og hele miljøet på universitetet,« fortæller Henrik Nordstrøm, som har læst dansk på SDU i et år, da han ikke kom ind på journalistik i fjor.

Stor interesse for biler Klokken slår ni. Prøven sættes i gang.

Først skal de 242 igennem den tilbagevendte videnstest. I år med 60 spørgsmål med tre svarmuligheder til hver. Henrik Nordstrøm er fortrøstningsfuld efter prøvens første del. »Jeg tror, jeg har svaret rigtigt på 47

”

»Jeg har læst mange bilblade som Bilmagasinet og Bilen. Der fandt jeg ud af, at det at være journalist ikke bare var at skrive til de store dagblade. Man kan også få lov til at ar-

”

Jeg har læst mange bilblade som Bilmagasinet og Bilen. Der fandt jeg ud af, at det at være journalist ikke bare var at skrive til de store dagblade.

Henrik Nordstrøm, ansøger ved optagelsesprøven på CfJ

bejde med specifikke emner, som har ens interesse. Det kunne være fedt at kombinere job med hobby.«

Ringe faciliter giver nevøsitet Sprogtesten er optagelsesprøvens anden del. Efter 20 minutters korrekturlæsning dukker Henrik Nordstrøm igen frem fra lokalet. Stadig med en god fornemmelse i maven.

Jeg tror, jeg har svaret rigtigt på 47 spørgsmål.

Det er mit gæt. Jeg har i hvert fald svaret rigtigt på, hvor Ikast ligger.

Henrik Nordstrøm, ansøger ved optagelsesprøven på Cfj

spørgsmål. Det er mit gæt. Jeg har i hvert fald svaret rigtigt på, hvor Ikast ligger. Jeg er dog knap så sikker på, hvem der har skrevet Niebelungens Ring,« siger Henrik Nordstrøm.

Han har længe haft drømmen om at blive journalist. Men udover interessen for samfundet og politik er biler et tema, Henrik Nordstrøm meget gerne vil beskæftige sig med i fremtiden.

lets faciliteter. »Det er gamle computere, som knap nok virker. Der er ti, der har måttet have hjælp til forskellige problemer, og det skaber nervøsitet i hele lo-

»Jeg startede med at læse teksterne grundigt igennem, før jeg rettede stavefejlene. Det gik egentlig meget godt,« siger han.

Nu er der frokostpause. Henrik Nordstrøm og de andre vover sig væk fra terminalrummene og bevæger sig ud i kælderens grå og snørklede gange. Og Henrik Nordstrøm er glad for at komme op i lyset igen. Han er ikke så imponeret over kælderloka-

kalet, når der er nogen, der ikke kan printe,« fortæller Henrik Nordstrøm, før han slår sig ned ved et af kantinens langborde.

Snakken går blandt de mange prøvedeltagere. Testens to første dele bliver diskuteret. For hvem er det egentlig, der er FNs generalsekretær?

Og er der nu et eller to f’er i ’diffust’?

I tredje del af prøven holder lektor Tom Buk-Swienty oplæg om krigen i 1864. Denne fremlæggelse skal nu danne udgangspunkt for en referatøvelse, hvor journalistaspiranterne skal udvælge og prioritere det vigtigste. Efter oplægget haster alle tilbage til deres pladser, og snart tastes der heftigt på tastaturerne i de 14 lokaler.

Henrik Nordstrøm er tilfreds, efter at han har afleveret sit referat. »Jeg synes, at det gik rigtig godt.

Men det var en svær opgave, og jeg håber ikke, at der er 100 andre, der har brugt samme vinkel som mig,« fortæller han og fortsætter: »Det var en god og spændende opgave, for den mindede mest om en artikel. Derudover var der mulighed for at være kreativ,« siger han.

Tilfreds med sin indsats Idéudvikling skal afslutte dagen.

Først ser prøvedeltagerne den danske kortfilm ’Valgaften’, og bagefter skal de så bruge filmen som inspiration til at finde på mulige artikler og vinkler. »Det var en sjov opgave. Man skulle tænke kreativt. Jeg prøvede at finde på ideer, som skilte sig lidt ud. Det blev blandt andet til en historie om SF, om Mercedes og om COP-16 klimatopmødet,« siger Henrik Nordstrøm.

Dagen er slut. Sidste opgave er færdigskrevet og printet. Nogle kommer ud fra lokalerne smilende. Andre skynder sig mod udgangen med blikket slået ned. Henrik Nordstrøm er en af dem, der er godt tilfreds. »Jeg har i hvert fald gjort, hvad jeg kunne. Nu ser jeg frem til samtalen, som jeg forhåbentlig kommer til,« siger Henrik Norstrøm, inden han tager tasken over skulderen og forlader universitetet.

For ham og 241 andre journalistaspiranter er der nu ikke andet at gøre end at vente på beskeden om, hvordan prøven gik. Henrik Nordstrøm håber, at han har skilt sig ud fra mængden, så han efter sommerferien kan indtage Medietorvet. »Jeg tror på, at jeg kommer ind.

Det skal jeg jo«.

Foto: Kasper Ellesøe Friedrichsen

jumik09@student.sdu.dk kafri09@student.sdu.dk

ÅRETS OPTAGELSESFORLØB Der var 394 ansøgere.

254 af dem jumik09@student.sdu.dk bliver inviteret til den skriftligekafri09@student.sdu.dk prøve.

Der kommer 150-160 til samtale.

Der bliver optaget mellem 95 og 105 på optagelsen.

Kilde: Pernille Raagard Borre, Fuldmægtig, Center for Journalistik

UDDANNELSE

LIXEN | maj 2010 | 5

De oversete stedbørn Øv, bøv, gid man var bachelor.

Den følelse sidder flere af de tilvalgsstuderende tilbage med efter et afsluttet andet semester.

De ansvarlige for uddannelsen forstår dele af kritikken, men ryster på hovedet af andre.

Sara Wilkins Ida Nathan Nana Frederikke Fischer

OVERSETE. De tilvalgsstuderende er skuffede over andet semester, som de synes har været ren gentagelse af første og et forhastet kursus

”

»De kan have haft grund til at føle sig oversete, selvom det ikke var meningen. Vi skal have tid til at vænne os til omstillingen,« siger han og henviser til ændringen af tilvalgsforløbet, der tidligere var et selvstændigt forløb uden samundervisning med BA’erne.

Efter et første semester, hvor den tilvalgsansvarliges stol stod tom, satte David Hopmann sig på pladsen.

Ingen udfordring Utilfredsheden blandt de tilvalgsstuderende blev sået i forbindelse med mediejuraeksamenen, der både var fejlbefængt og sværere, end de havde forventet. Siden har den fået lov at

Selvfølgelig har vi snakket om nyhedskriterier og vinkling. Man overvurderer sig selv, hvis man tror, man er færdig med det efter et enkelt semester.

Karen Løth Sass, underviser på tilvalgsuddannelsen

i hjemmevideo. De ansvarlige for tilvalgsuddannelsen siger, at de studerendes forventninger har været urealistiske fra start. Tilvalgsansvarlig David Hopmann medgiver, at dele af de tilvalgsstuderendes kritik kan være berettiget.

spire på andet semester. »Den første halvdel af semestret er gået med at lære de basale håndværksfærdigheder så som nyhedskriterierne og vinkling,« beklager de tilvalgsstuderende Nynne Sørgaard

og Marlene Skovgård Sørensen sig.

Den kritik afviser Karen Løth Sass, der har undervist tilvalgsholdet på andet semester. »Selvfølgelig har vi snakket om nyhedskriterier og vinkling. Man

”

kende. Vi havde forestillet os noget mere,« fortsætter Marlene Skovgård Sørensen.

Karen Løth Sass afviser også den kritik. »Det har aldrig været ambitionen,

Det er et paradoks, at vi gør os umage for at blande tilvalg og BA’ere på første semester for så at give dem forskellige forløb på andet semester.

Peter Bro, Centerleder ved Center for Journalistik

overvurderer sig selv, hvis man tror, man er færdig med det efter et enkelt semester,« siger hun og tilføjer, at hun undrer sig over, at de studerende brokker sig over et lavt niveau, når holdet ifølge hende generelt har været svingende i deres afleveringer.

Urealistiske krav til TV Spørger man de studerende, skyldes den lave afleveringsprocent blandt andet, at den TV-undervisning, de havde forestillet sig, langt fra indfriede forventningerne. »TV-undervisningen har bestået af et minikamera, som vi har haft til låns i en uge for at lære at filme et interview. Så har vi brugt en formiddag på at lære et redigeringsprogram at

at man har skullet lære at lave TV på tilvalg. De skal bare lære the most basics som at kunne klippe simpelt web-TV sammen.« Mix er problematisk Samtidig har Karen Løth Sass forståelse for, at de studerende er frustrerede. Hun mener, at informationen har været for ringe. De studerende fik først meget sent at vide, hvad deres andet semester indeholdt, og hvem de skulle undervises af. Når det er sagt, opfordrer Karen Løth Sass de tilvalgsstuderende til at undgå at sammenligne deres forløb med BA’ernes. »Der er en grund til, at vi deler eleverne op på andet semester,« un-

derstreger hun.

Centerleder Peter Bro er enig med Karen Løth Sass i, at skellet mellem tilvalgsuddannelsen og bacheloruddannelsen skal ridses op. »Det er et paradoks, at vi gør os umage for at blande tilvalg og BA’ere på første semester for så at give dem forskellige forløb på andet semester. Vi skal være bedre til at minde de studerende om, at det nu engang er to forskellige uddannelser,« siger han.

sakri09@student.sdu.dk idnat09@student.sdu.dk naros09@student.sdu.dk

Ledelsen lover tilvalg klar besked fremover De tilvalgsstuderende har ret, når de er utilfredse med den information, de har fået på andet semester. Den har været utilstrækkelig.

Nu søsætter ledelsen en række tiltag.

Sara Wilkins Ida Nathan Nana Frederikke Fischer

INFORMATION. Fremtidige tilvalgsstuderende bliver mødt med introduktionspakker og evalueringsskemaer. Ledelsen vil undgå den forvirring, som de nuværende tilvalgsstuderende beretter om. De studerende giver udtryk for uvished om uddannelsens indhold, og hvem de har skullet søge vejlederhjælp hos.

Adjunkt David Hopmann, der blev tilvalgsansvarlig midt i forløbet, tager kritikken på sig. »De studerende på tilvalg har manglet én, som de kunne henvende sig

til i starten, og jeg kom først sent ind.

Fremover vil jeg være mere present, så de ved, hvem de skal snakke med.

Så tror jeg, problemet bliver løst.« Ud over løftet om at være synlig er David Hopmann i gang med at lave et spørgeskema. Det er rettet specifikt

”

starte med en introduktion til, hvor mange timer faget består af, og hvor meget der skal læses. På den måde får underviseren og de studerende forhåbentlig afstemt forventninger, inden de starter et forløb. »Der skal tages en debat inden se-

De studerende på tilvalg har manglet én, som de kunne henvende sig til i starten, og jeg kom først sent ind.

David Hopmann, tilvalgsansvarlig

mod tilvalg og skal være fast målestok for niveauet af tilfredshed.

Forventninger skal afstemmes David Hopmann er ikke den eneste, der har nye tiltag på vej. Centerleder Peter Bro er netop blevet færdig med det, han kalder en ’undervisningspakke’. Den skal indlede alle fag på Center for Journalistik. Pakken dækker over, at hvert fag skal

sent på semestret. Så kan vi ikke rette op på særlig meget,« tilføjer Peter Bro og opfordrer alle studerende til at give lyd, hvis de på nogen måde er utilfredse.

Den samme opfodring lyder fra David Hopmann og den nuværende underviser på tilvalgsuddannelsen, Karen Løth Sass: »Det er ærgerligt, at eleverne ikke er kommet til mig og har tilkendegiv-

et deres utilfredshed. Nu ender det som en bøvs til Lixen,« siger hun.

sakri09@student.sdu.dk idnat09@student.sdu.dk naros09@student.sdu.dk

mestret. Så står det også klart for lærerne, hvor mange timer deres fag må fylde,« siger centerlederen.

Frem med utilfredsheden Ud over introduktionsdelen består undervisningspakken også af en evaluering af det pågældende fag en tredjedel inde i semestret. »Det giver ikke mening, at utilfredsheden med et fag først kommer frem

Foto: Jakob Balthazar Munk

6 | maj 2010

| LIXEN

fokus:

FOKUS

PANIKdag Foto: Jakob Balthazar Munk og Karina Cecilie Møller

FOKUS

LIXEN | maj 2010 | 7

Her kom de i praktik BA-studerende i praktik per 1. august 2010 Navn

Praktikplads

Alexander Jacobsen Anders Masannek Jørgensen Anders Reinholdt Jonsson Andreas Langaa Anne Fiil Eskildsen Benedikte Brix Rasmussen Benita Dreyer-Andersen Benjamin Mechlenborg Gregersen Benjamin Rothenborg Vibe Camilla Falkenberg Sønderstrup Camilla Hage Laursen Camilla Louise Lagstrøm Caspar Troest Jørgensen Catia Maria Schmidt Olsen Christina Gerion Daniel Ecksteen Kofoed Daniel Jørgen Rasmussen Filip Lauritzen Frederik Julian Nørby Freja Czajkowski Gudmund de Stordeur Ida Marie Daugård Irene Morberg Madsen Jane Schmidt Klausen Jens Thorborg Johan Bertil Winther Andersen Karen Straarup Møller Karina Borg Hansen Kristine Sofie Bugbee Kristoffer Kræn Sørensen Kristoffer Maximilian Rasmussen Lasse Skytt Line Clemmensen Leonora Beck Louise Føns Mads Stoustrup Therkildsen Majken Søndergaard Nielsen Maria Djurhuus Maria Haargaard Mette Emilie Hvid Poulsen Michella Meier Michelle Arrouas Minna Isor Jeanne Camara Morten Bang Jørgensen Morten-Patrich Thrane Hansen Nanna Lehrmann Peter Mathiasen Rikke Malene Hansen Ronni Abergel Rune Moesgaard Sally Hilden Sandra Haugaard Sara Wiese Kristensen Silas Søndergaard Fuglsbjerg Sofie Amalie Rasmussen Sofie Bak Thorup Sophie Bremer Steffen Nielsen Stephanie Korsholm Fox Stig Østergaard Nielsen Stine Niemann Aalborg Søren Sehested Geisler Thomas Askjær Christiansen Thomas Hovmøller Ris Tina Tjørner Trine Højbusk Nielsen Verner Joost Hansen

12 DR Nyhederne 12 TV2 Sport A/S 12 Avisen.dk 12 Monday 12 MetroXpress/24timer 6 Woman 12 NORDJYSKE Medier 12 Ekstra Bladet 6 Sjællandske Medier 12 Fyens Stiftstidende 18 TV2/Østjylland 12 Monday 12 Fyens Stiftstidende 12 DR Syd 18 TV2/Lorry 12 Fyens Stiftstidende 12 Ingeniøren 18 TV2/Lorry 12 DSB Kommunikation 12 Ingeniøren 12 Børsen 12 TV2/Øst 12 TV2/Nyhederne 12 JydskeVestkysten 12 DR København 12 Berlingske Tidende 12 P3/Pirat TV 18 TV/Midt-Vest 12 B.T. 12 Information 12 Fyens Stiftstidende 12 Jyllands-Posten 6 DR Livsstil 12 Børsen 24 (½-tid) TV2/Syd 12 TV2/Fyn 12 Børsen 12 Ekstra Bladet 12 BT TV 12 Fyns Amts Avis 12 Se & Hør 12 Politiken 12 DR/Klubværelset 12 Berlingske Tidende 12 TV2/Nyheder 12 TV2/Fyn 12 DR Fyn Lollandfalsters Folketidende 12 12 HK/Kommunal 12 Fyens Stiftstidende 12 Dagbladenes Bureau 12 Ritzau 12 DR Sjælland 12 Ritzau Undervisningsministeriet 6 12 Jyllands-Posten 12 EkstraBladet ?

DR Syd 6 JSL Publications A/S 6 NORDJYSKE Medier 12 Sjællandske Medier 12 DR Sjælland 12 DR Bornholm 12 DR Nyhederne/Sport 12 B. T. 12 DR Sporten 12 DR Nord

Antal mdr.

SDU sejrede 67 ud af 68 SDU-studerende fik en praktikplads ved Panikdagen den 28. april. 17 studerende fra Journalisthøjskolen mangler stadig en praktikplads.

Lise Karlshøj Ipsen

BRAVO. Nogle måtte vente længere end andre på det altafgørende opkald, den eftertragtede kontrakt og den endelige forløsning. Men det samlede resultat for de 68 SDU-studerende var svært at være utilfreds med. 67 ud af 68 fik en praktikplads.

En statistik, som praktikantvejleder på SDU, Karsten Prinds, er meget tilfreds med. »De klarede det formidabelt. Som

”

de plejer at klare sig! Især set i lyset af, at der i år manglede så mange pladser,« siger han dagen derpå.

Nøglen er samarbejde At næsten alle SDU-studerende kom hjem med en af de eftertragtede praktikpladser, skyldes ikke alene dygtighed og flid. Solidaritet og vilje til at hjælpe hinanden var medvirkende årsag til, at så mange klarede sig godt på den panikkede dag, mener Karsten Prinds. »De var hurtige til at træffe en beslutning. Og så var de rigtig gode til at hjælpe og anbefale hinanden,« siger Karsten Prinds, som også er meget tilfreds med den geografiske spredning af de studerendes praktikpladser.

Praktikkoordinator for alle tre journalistuddannelser Pia Færing har

ellers været ude at kritisere netop de studerendes modvillighed til at søge yderområder.

Hun siger til journalisten.dk: »Det har taget lang tid at få de unge til at flytte sig, på trods af, at de har vidst længe, at der ikke er pladser nok. Klokken 11 stod vi med tre ledige pladser på JyskeVestkysten, tre på Sjællandske Medier, en på Kalundborg Folkeblad, en på Fyns Amts Avis og så videre. Mange var indstillet på at tage orlov frem for at søge disse steder.« Karsten Prinds mener ikke, at de studerende er for kræsne i deres valg af praktiksted. »Kig på listen over, hvor vores folk har fået praktik. Folk skal til Aalborg, Aabenraa, Holstebro og Rønne. Jeg synes, at spredningen er fantastisk god,« siger han. liips09@student.sdu.dk

Foto: Karina Cecilie Møller

Vi tog derop som et team

Det var ikke 68 konkurrenter, der tog til den frygtede Panikdag i Århus. Det var derimod en årgang, som var klar til at hjælpe hinanden med at få drømmepladsen.

Lise Karlshøj Ipsen

SOLIDARITET. »På SDU hjælper man hinanden«. Det var mantraet, som kørte i baghovedet på de 68 stude-wrende, der den 28. april tog til Århus for at kæmpe om praktikpladser. Temperaturen steg på Journalisthøj-skolens lange gange i takt med adre-nalinniveauet hos praktikansøgerne. Men når en SDU’er stod med en kontrakt i hånden og en praktikplads i vente, var prioriteringen klar. Hjælp til dem der ikke havde en plads først. Bajere bagefter.

Fede pladser til alle 67 ud af 68 kunne lettede køre tilbage mod Odense med en kontrakt.

4. semester-studerende Maria Djurhuus er ikke i tvivl om, at den gode statistik kommer af, at de studerende hjælper hinanden. »Det var ikke alle mod alle. Der var en klar stemning for, at alle skulle have fede praktikpladser,« siger hun. »Vi hjalp på den måde, at så snart vi havde skrevet os på listen (over hvor man skal i praktik, red.) og danset »stammedansen«, spurgte vi, om der var noget, vi kunne hjælpe med. Man kan hjælpe folk, som endnu ikke har fået en plads ved at følge dem hen til samtaler eller hjælpe dem med at “crashe”. Det kan være godt i situationer, hvor folk ikke selv kan holde hovedet koldt,« fortæller Maria Djurhuus.

Ekstra Bladet måtte vente Maria Djurhuus fik selv hurtigt en praktikaftale med Ekstra Bladet og var derfor en af dem, som havde overskud til at stå til rådighed for de andre. Selvom hendes praktikplads var sikret, havde hun ikke glemt de af sine medstuderende, som kunne have brug for en hånd. »Praktikanterne på Ekstra Bladet skulle mødes klokken ti. Men os fra SDU tog det forbehold, at vi først ville se, om vi kunne hjælpe nogen af de andre med noget,« siger hun.

Sidste år måtte to SDU’ere tage fra Panikdagen uden en praktikplads.

I år gjaldt det kun en enkelt. 17 fra Journalisthøjskolen stod uden praktikaftale i år. Det samme gælder ti fra RUC, og ni studerende fra TV- og Medietilrettelægger-uddannelsen, der også står uden plads. liips09@student.sdu.dk

8 | maj 2010

FOKUS

| LIXEN

SDU’erne er tilbage på Nordjyske Det er to år siden, at Nordjyske Medier havde praktikanter fra SDU. Nu er SDU dog tilbage i det nordjyske.

Rikke Gredsted Seidenfaden

FREMGANG. Når de journaliststuderende skal vælge praktikplads, har geografi stor betydning, på trods af at geografien ikke siger noget om kvaliteten af mediet.

Nordjylland skræmmer ikke Benita Dreyer-Andersen er en af de to SDU’ere, der fik praktikplads på Nordjyske Medier. Selv om hun oprindeligt kommer fra Nordsjælland, er hun ikke nervøs for at flytte nordpå for at komme i praktik: »Det skræmmer mig ikke at skulle flytte til Aalborg,« siger hun.

Hun valgte ikke Nordjyske på grund af geografien, men snarere fordi hun får lov til at lave det hele:

»Jeg valgte Nordjyske, fordi jeg ikke nalistik de vil lave. Der er ikke job hvor jeg er her, betyder det ikke nobehøvede at vælge hverken medienok i mediebranchen, til at man kan get,« fortæller hun. platform eller format. Jeg skal det vælge job efter et smalt geografisk I dagligdagen er Line Dalgaard glad hele på Nordjyske. De hurtige nyhedkriterium. Og det er det samme med for at lave journalistik på et lokalt er, baggrunde, konflikter, det konjournalistpraktikanterne,« forklarer medie: fronterende, de skæve provinsielle Mikkel B. Ottesen. »Man er tættere på kilderne, de vil historier, portrætter, artikelserier og hellere tale med os, og der er heller listen forsætter. Og jeg skal lave det Muligheder på Nordjyske ikke så meget kamp om kilderne til papir, web, radio og tv.« Line Dalgaard fra Journalisthøjher,« siger hun.

Redaktionschef på Nordjyske Meskolen har været i praktik på NordDerudover forklarer Line Dalgaard, dier Mikkel B. Ottesen er også glad for, at SDU’erne er tilbage på Nordjyske Medier: Der er ikke job i mediebranchen til at man kan »På Nordjyske er vi glade for at have praktikanter fra de tre forskel- vælge job efter geografi. Det samme gælder for lige uddannelser. De har forskellige praktikanterne. indgangsvinkler, og det er godt for Mikkel B. Ottesen, Redaktionschef på Nordjyske Medier mangfoldigheden i vores journalistik,« siger Mikkel B. Ottesen, der er redaktionschef på Nordjyske Medier. jyske siden februar 2010. Da hun at hun i sin praktiktid hos Nordjyske søgte om praktikplads på Nordjyske Medier får lov til at arbejde med alle Forkælet at ville til København Medier, var det da også med i hendes journalistikkens genrer. Både feaMikkel B. Ottesen synes, at det er en overvejelser, at Aalborg ligger i Nordture, nyheder og reportager. Desuden forkælet indstilling, når journalistjylland: laver hun også tv: studerende kun søger mod Køben»Jeg overvejede da, om jeg helst »Det er et godt sted at være, for der havn: ville bo i København eller i Aalborg. er ikke rigtig nogen begrænsninger »Jobmarkedet tvinger journalisterOg det betød helt klart noget, at det for, hvad man kan lave her,« fortæller ne til at vælge job ud fra, hvilken jourlå langt væk fra København, men nu, hun.

”

Flere SDU’ere på lokalmedierne Benita Dreyer-Andersen er ikke den eneste, der har søgt praktik på lokale medier i yderområderne. Studerende fra SDU fik på Panikdagen d. 28. april både praktikpladser på JydskeVestkysten i Esbjerg, Lolland-Falsters Folketidende og DR Bornholm. risei09@student.sdu.dk

Fakta om lokale medier 35 % af SDU’erne skal i praktik på et lokalt medie, som hverken ligger i Århus eller København.

50 % af de studerende, som skal i praktik på de lokale medier, skal lave tv på en af TV2 eller DRs lokalstationer.

De sidste 50 % skal i praktik på et lokalt dagblad eller mediehus.

VOXPOP: Hvordan gik din Panikdag?

Foto: Karina Cecilie Møller

Rune Moesgaard, SDU, ny praktikant på Fyens Stiftstidende Hvordan gik din panikdag?

Jeg fik et opkald klokken halv ti fra M!, og samtidig stak de hovedet ud fra Fyens Stiftstidende. Jeg sagde til Stiften, at de skulle tage mig ind med det samme, ellers ville jeg skride. Så gjorde de det, og jeg skrev under. Bagefter gik jeg op til M! og sagde: »Sorry, guys.« Jeg havde det lidt dårligt med at brænde dem af, fordi de rigtig gerne ville have mig. De havde printet alle mine artikler ud.

Hvordan var samtalen?

Den var sgu fin. Jeg ved ikke lige, hvor længe jeg var inde til samtalen. Man mister tidsfornemmelsen temmelig meget i kampens hede. Men jeg svarede kun på tre spørgsmål, og så skrev jeg under, så det gik ganske hurtigt.

Bagefter tågede jeg lidt rundt med min krøllede konrakt i lommen. Jeg kunne ikke rigtig fatte, at måneders forberedelse og nervøsitet var forløst så hurtigt med en grim underskrift og et svedigt håndtryk.

Sally Hilden, SDU, ny praktikant på Dagbladenes Bureau.

Minna Camara, SDU, ny praktikant på Klubværelset på P1.

Hvordan gik din panikdag?

Den gik over al forventning. Jeg havde ikke turde håbe på, at det ville gå så godt.

Hvordan gik din panikdag?

Den gik over al forventning. Jeg var bange for, at jeg ikke blev ringet op, men det blev jeg med det samme. Og så fik jeg jo min første prioritet, så det gik rigtig godt!

Hvad skete der kl. 9.30?

Klokken halv ti ringede Fyens Stiftstidende, som ville have mig til samtale. Jeg ville egentlig gerne til samtale der, men ville gerne trække den lidt, hvis Dagbladenes Bureau skulle ringe. Jeg havde nemlig hørt, at de havde lagt mærke til mig til Åbent hus.

Hel-digvis ringede de,_ lige efter Fyens havde ringet. Og så tog jeg til samtale.

Hvordan var samtalen?

Jeg var lidt tør i munden, men praktikvejlederen var rigtig sød.

Hun interviewede mig, og det var klart, at hun havde nogle spørgsmål, som hun skulle have svar på. F.eks. ville hun vide, hvordan jeg får ideer, og hvornår jeg sidst har undret mig. Det var lidt svært at svare på. Jeg var ret nervøs, og samtalen var mere distanceret, end jeg havde regnet med. Jeg vidste, at Dagbladenes Bureau giver sig god tid til at tale med folk, så jeg var forberedt på, at samtalen ikke ville være overstået vildt hurtigt.

Hvordan gik samtalen?

Det var en hård samtale. De ville gerne ansætte en fyr, så jeg blev nødt til at overbevise dem om, at de skulle ansætte mig i stedet. Inden jeg gik ind, kom der en fyr ud fra samtale, og han så rigtig glad ud. Men selve samtalen var hård og kritisk. De spurgte, om jeg var en hippie, fordi jeg havde lavet en collage til ansøgningen. De spurgte mig ud om de ideer, jeg havde.

De spurgte mig også om, hvilke eksperter jeg ville bruge til et tema på DR. Og til sidst sagde hun: »Nu slår de mig ihjel på redaktionen, fordi jeg ikke ansætter en fyr «.

Hvordan havde du regnet med, at samtalen ville være?

Jeg regnede med, at den ville være kortere, lettere og lidt mindre kritisk. Med det var fedt, at de gik i kødet på mig, så fik jeg lov til at bevise lidt mere, og det kunne jeg godt lide.

FOKUS

LIXEN | maj 2010 | 9

Lixen twittede om kap med Journalisthøjskolens Panikavis, da de studerende kæmpede om de bedste praktikpladser d. 28. april i Århus. Se her, hvad Lixen skrev.

Resten kan ses på www.lixen.dk

SDU’erne ankommer til panikdagen.

Foto: Karina Cecilie Møller

SDU’s praktikstatistik 4 % af de studerende skal i praktik i en kommunikationsstilling.

39 % skal lave TV i praktikken.

52 % skal hovedsageligt arbejde med skrevne medier.

50 % af de studerende skal i praktik i København.

8 % skal til Panikdag igen i efteråret, da de har fået en stilling på 6 måneder.

98 % fik en praktikplads den 28. april. cafau09@student.sdu.dk, jamun09@student.sdu.dk

10 | maj 2010

FOKUS

| LIXEN

Berlingske Tidende er med 82 ansøgninger de mest populære • Toilettet er også godt besøgt • Og ved paniktavlen er der glade

e g e a g t r ge

mennesker • De triste kan

a a o t t r r p o e o RReepp

så snuppe en Gammel Dansk ved DJStuds bod • Læs de paniske beret-

R

ninger...

”Hvem siger du, det er?

Jakob Balthazar Munk

BERLINGSKE TIDENDE. En liflig kaffearoma erobrer luften, da panikdagens mest populære dør åbner og lukker igen. Mon det er derfor, en syv otte mennesker står udenfor og venter? Og tripper. Og bider negle. Og vandrer hvileløst i cirkler, mens de kigger på deres mobiltelefoner.

En kvinde går forbi gruppen, der vokser, som klokken nærmer sig halv 10. »Orv, der er stille her.« Hun åbner munden igen, men hendes stemme bliver overdøvet af hornet, der brager ud og får en enkelt til at give et forskrækket sæt.

Den første telefon ringer. »Det’ Rune.« »Hvem siger du, det er?« »Okay, jeg kommer med det samme.« Han knytter næven, mens tiden går, flere telefoner ringer, og en

mørkhåret mand kommer ud af Berlingske Tidendes overbegloede dør.

Han scanner de håbefulde ansigter. »Morten?« Ingen af dem svarer. En lyshåret pige kigger på sin veninde og hvisker kort: »Fuck.« Manden prøver igen. »Morten?« En ung mand springer frem fra mængden og stikker hånden frem.

En telefon ringer. To unge herrer opgiver og går. Tre tårer ned ad kinden. Fire kram. Fem minutter går.

Seks mennesker, der står stille og venter. Og syv minutter over ti åbner døren for sidste gang. En kvinde stikker hovedet ud: »Jeg ville bare sige, at vi er færdige med at ansætte.« jamun09@student.sdu.dk

”Det rumler en lille smule i maven Natasha Nomathemba Dyasi

PÅ POTTEN. Panikbodens basser og Gammel Dansk ender her. I toilettet.

Ude foran er der en, der synes, at det lugter af sved. På toilettet lugter der af lort. Og lugten bliver kun tættere, som klokken nærmer sig halv ti. Det magiske tidspunkt, hvor praktikstederne forhåbentligt ringer, så den nervøse mave kan få en ende.

Toiletrullen kører næsten uden stop, i hvert fald på pigetoiletterne,

hvor døren går op og i konstant. »Det rumler en lille smule i maven,« siger Tina Ravn, der søger praktik og er på toilettet for anden gang denne morgen. »Jeg er nødt til at løbe ud til min telefon nu,« undskylder hun og løber ud, et minut før klokken slår halv ti.

Et par minutter forinden lægger Miriam Lykke Schultz fra Journalisthøjskolen et sidste lag mascara, inden hun skal ud og finde sig en praktikplads.

»Jeg har det øhh, jeg er lige så nervøs som alle andre. Jeg har også haft mareridt i nat, om at min telefon ikke ringer, men den har lige ringet, og jeg skal til samtale klokken halv ti,« siger hun.

Hornet skriger, og toiletterne er tomme. På drengetoilettet er nerverne tilsyneladende også gået i maven. Herude er lugten dobbelt så kraftig som på pigernes. nadya09@student.sdu.dk

FOKUS

LIXEN | maj 2010 | 11

Basser og vækkeur i væskeform Nikolaj Albrectsen

PANIKBODEN. Panikmenuen er lige til at håndtere for de praktiksøgende.

De nervøse studerende søger tilflugt i boden og får udstyret sig med årets panikkombination - en basse i den ene hånd og et vækkeur på væskeform i den anden. De fire flasker Gammel Dansk er næsten så attraktive som Berlingskes praktikpladser.

Uret over baren viser, at hornet ringer om et kvarter, mens der næsten er kø. Nogle spørger efter kaffe – de frygter for, at en spritånde kan være hæmmende for en kontrakt. Panikken spreder sig.

Med fem minutter igen bliver mor-

genbrødet og alkoholen overladt til sig selv, det eneste, der nærmer sig baren, er rygterne om snyd. En lyd fjerner dog alle tanker og teorier.

Det berygtede horn larmer. Kun Sofie Bak fra SDU er tæt på basserne.

Hun sprinter dog lige forbi, enten fordi hun ikke er sulten, eller også fordi hun virkelig gerne vil på DR – sekunder senere løber hun igen lige forbi lækkerierne. Skuffende.

Heldigvis tikker de første vindere ind. Rystende hænder giver dog bartenderne overarbejde. Panikken har spredt sig til fingrene, så selv vinderne spilder Gammel Dansk. Heldigvis tager de bare en mere. nialb09@student.sdu.dk

”FUCK mand Casper Fauerholdt

PANIKTAVLEN. Sporadisk larm. Et båthorn skærer gennem luften. Få sekunders lammende stilhed. Og så; mobiltelefonernes sønderlemmende ringetoner, skrig, der i farten ikke kan karakteriseres som hverken glædes- eller ulykkesudbrud og unge

menneskers accelerationsevne, der bliver sat på en voldsom prøve.

Klyngen foran den stadig navnetomme tavle bliver gradvis større, men pludselig er der to, der, i stedet for at bruge øjnene, hiver fat i en kuglepen, og som de første skriver deres navn ud for en praktikplads. Leonora Beck

fra SDU og Lasse Ladefoged fra DJH kan med en håndskrift, der lige så godt kunne være noter på en spiralblok, placere dem hos Børsen. »Det var min førsteprioritet. Jeg stod uden for lokalet klokken halv ti og håbede på, at de kontaktede mig,« fortæller DJH’eren, der lige når at

lykønske sin kommende kollega fra SDU, inden han forsvinder i mængden af medstuderende.

En pige står på den anden side af tavlen. Dér, hvor praktikopslagene hænger. »Fuck mand,« knækker hendes stemme.

Knugende i hånden har hun en stadig tavs mobiltelefon. Forskellen på de to sider af tavlen er kontrastfyldt. cafau09@student.sdu.dk

Foto: Jakob Balthazar Munk og Karina Cecilie Møller

12 | maj 2010

PORTRÆT

| LIXEN

Journalisten der Han er kendt både som journalist og forfatter. Og så er han altid gået sine egne veje. En monsterbestseller, en Cavling-pris, utallige joints og et ægteskab senere har Peter Øvig endelig fundet sig til rette i den journalistiske niche, hvor han trives bedst.

Og fastansat bliver han i hvert fald aldrig igen.

Hans Redder Nørgaard Søren Dal Rasmussen

Fra Ingo Maurer-loftslampen dingler de små, hvide papirlapper med citater fra japansk filosofi og kloge ord skrevet af venner og bekendte.

Alle må skrive, men det er ikke tilladt at få mere end ét citat hængt op. Det er den eneste regel.

Peter Øvig Knudsen tager en seddel med let hånd. Sin egen. Stemmen er blød, næsten forsigtig. Søg det højeste, og alt andet vil blive dig givet i tilgift. »Det er et Jesus-citat,« siger Peter Øvig. »… eller næsten. Det var en hippie, der gav mig det.«

Trækker man en rød tråd igennem Peter Øvigs liv, så spøger citatet i mange beslutninger. Han er flygtet fra de hurtige deadlines, enkilde-historierne, overfladiske nyhedsartikler, mikrofonholderi, hurtigheden på nettet, ja, hele ’nyhedsmaskinen’, som han kalder den. Det vender han aldrig tilbage til. For det, Peter Øvig vil, er at præstere på egen hånd og tilføre verden ny viden, som han selv formulerer det.

Han kigger på citatet og smiler så. Et lumskt smil. De små furer ved øjnene træder frem, og i den højre side af hans ansigt buer læben lidt højere op mod den kronragede hovedbund. »I må også gerne skrive en seddel,« siger han. Sekundet efter hæver højre mundvig sig igen i et smil. »Hvis I da har noget at sige.«

Den generte chefredaktør ...

Mens de andre børn i skolen legede cowboydere og indianere startede 11-årige Peter ’Holmebladet’. En lokalavis, hvor han selv var ansvarshavende og administrerende chefredaktør. »Det virker lidt, som om at det valgte sig selv. Det med at blive journalist. Gennem det skrevne kunne jeg få respons fra andre mennesker. Og på grund af ’Holmebladet’ kunne jeg snakke med alle mennesker. Fra manden i kiosken til den lokale præst. Jeg var ikke god til fodbold eller de andre ting, som man, I ved, helst skulle kunne. Men det der med at skrive, det ku’ jeg,« fortæller Peter Øvig.

Han var en genert dreng. Så genert, at han aldrig sagde noget i timerne. Men ved at lege journalist kunne han pludselig skabe kontakt. »På den måde kunne jeg skabe formelle rammer for en samtale. Jeg turde mere end før. Det var nok en genert drengs måde at komme ud i verden på,« siger Peter Øvig. ... og den frelste forfatter Han fræser videre med journalistikken i de kommende år. Hans tid går med skoleblad og Kommunistisk Arbejderparti’s nyhedsblad, ’Rød Ungdom’. Efter gymnasiet begiver han sig som så mange andre på højskole. Og her finder den unge Øvig en ny måde at leve på. »På Store Restrup stødte jeg på Jesus-citatet med at søge det højeste. Jeg fik det fra en hippie, der blev min chefhippie … eller min far-hippie.

Min hippie-far.« Han smager hurtigt på ordene og fortsætter så sin talestrøm. »For mig handler det om, at man skal gøre det, man holder mest af. Og så må det materielle følge med. Den gode tanke er så, at hvis du gør det, du bedst kan li’, følger det faktisk med.

Det materielle. Det er ikke sikkert, at det altid holder vand. Men det er en smuk tanke.« Det lyder frelst. Det ved han. Han har alligevel forsøgt at holde fast i det. »Men jeg synes, at jeg har noget at have det i,« fortsætter han uden at tøve. »Jeg sagde jo et trygt og velbetalt job op på Weekendavisen for at blive forfatter og komme ud af et job, som, jeg følte, begrænsede mig journalistisk.« Peter Øvig havde sat sig for, at han skulle skrive bøger, og sådan blev det - naturligvis. »Jeg tog en chance. De fleste bøger sælger jo ikke en skid,« fortæller han og trækker let på skuldrene. »Alle journalister – ja, alle mennesker - kunne overveje, om de har de arbejdsbetingelser, som de allerhelst vil have. Hvis de ikke har det, må de jo så gøre, hvad de kan for at gøre dem bedre.

Som journalist har man en forpligtigelse til at sætte sig ud over de materielle undskyldninger.

Undskyldninger som for dårlig tid, for få ressourcer, en uretfærdig redaktionssekretær.« For Peter Øvig var valget klart: Farvel til de journalistiske medier. Et farvel har han aldrig fortrudt. »Alt for mange journalister slipper af sted

Foto: Søren Dal Rasmussen

med de dårlige undskyldninger. Jeg tror også, de selv ved, at de ikke gør det ordentligt. Hver gang jeg siger sådan noget, så hører jeg den der store rungende klang af frelsthed. Det lyder også ret frelst at sige: ’Jeg laver ordentlig journalistik. Og det er der en masse andre, som ikke gør’, men jeg synes ærligt talt, jeg er forpligtet til at sige det,« siger han. Så smiler han igen. »Jeg laver det, jeg allerhelst vil.«

Hvordan mærkede du det? »Jeg havde fra starten en fornemmelse af, at jeg ikke skulle være journalist på normale vilkår. Det var et kæmpe chok for mig at komme på Information og skulle producere dagligt. Jeg syntes bare ikke, at nyheder var interessante,« forklarer Peter Øvig.

Hans brud med medieverdenen var naturligt.

Sådan efterrationaliserer han det selv i dag. Det var et nyt projekt, der blev det afgørende skridt mod forfatterskabet. »Jeg følte mig presset til tider. For mig var

Farvel til nyheder Han sidder tilbagelænet i stolen med benene oppe på spisebordet. De pink sokker med sorte mariehøneprikker Jeg havde forsømt min kone. Ja, jeg suger opmærksomheden.

Peter Øvig er en mand, der reflek- havde vel været utro med en bog. terer meget. Det viser sig i hans blik.

Det vandrer. Snor sig fra det grønne Peter Øvig knudsen, forfatter Max Havelaar-mærke på glasset med instant-coffee, ned over træbordet, videre til de udspredte blade - dagens Politiken det endda svært at levere, hvad jeg så som og Journalisten – ud mod vinduet og stopper så. ordentlig journalistik på ugebasis. Da jeg så Brat. På et ukendt punkt i haven. Når de milde en gang havde prøvet at have orlov og skrive øjne fokuserer, kommer den enorme lyst til at en bog ...« Hans blik glider bort fra haven og fortælle. Om hans eget syn på medierne og på møder vores. sig selv. »Så var det faktisk umuligt for mig at komme »Jeg ville ikke kunne arbejde som journalist tilbage til den form for journalistik.« på et medie længere. De vilkår, som man finder Efter flere års arbejde er Peter Øvig i 2001 i dag, ville jeg ikke kunne underlægge mig. Man klar med sin første bog: ’Efter drabet’ – om stiker en del af en fabrik. Et sted, hvor der prokerlikvideringer under anden verdenskrig. duceres noget, og her er man underlagt nogle

mekanismer, som man måske slet ikke forstår,« En overfladisk glæde siger Peter Øvig.

Udgivelsen er kvantespringet i forfattereksper-

”

PORTRÆT

LIXEN | maj 2010 | 13

flygtede

imentet Øvig. Pludselig er han selv en nyhed i medierne. Så han render rundt til interviews, stiller pænt op til TV. Det er det samme mediehysteri, der klæber sig til Peter Øvig efter udgivelsen af Blekingegadebanden. Det tager især overhånd, da han vinder Cavling-prisen. »Det er da fedt. Det er også noget, som jeg kan li’. Men det er en meget overfladisk glæde at være i medierne og rende rundt ude i et eller andet TV-studie. Jeg opdagede hurtigt, at det er glæden med researchen og skrivningen, der overstråler udgivelsesopmærksomheden. Det har jeg måttet minde mig selv om mange gange siden.« Hvorfor? »Fordi det er enormt sundt for mig. Jeg skal fand’me nyde tiden, når jeg skriver. Når jeg

finder sammenhænge i researchen, historier i historien, ting der ikke er skrevet før, når jeg finder nye arbejdsgreb, som jeg kan se virker, når oplysninger bare passer sammen. For eksempel, da jeg researchede på ’Flammen’ og hans historie. Han var jo den store helt – den unge, døde helt fra modstandsbevægelsen. Jeg finder ud af, at han måske har arbejdet for en eller anden slubbert og har slået folk ihjel som en slags lejemorder. Og pludselig er der nye stykker information, der peger i retning af, at … det er sgu rigtigt nok. Han er simpelthen blevet taget i røven, ham den unge helt. Når man laver så stor en research, så er der øjeblikke i ekstase, når noget, man har en mistanke om, kan dokumenteres.« Han tager en pause og trækker vejret. En

”

Alt for mange journalister slipper af sted med de dårlige undskyldninger. Jeg tror også, de selv ved, at de ikke gør det ordentligt.

Peter Øvig Knudsen, forfatter

gang. Som om tankerne har været splittet, og det er nødvendigt at samle dem igen. »Og så er det hele skriveeuforien. Den tilfredsstillelse, der ligger i arbejdsprocessen, er simpelthen større. Den er DYBERE.«

spørgsmålstegn ved alt. Dyrkede nye religioner og spiritualitet. »Der er ikke nogen, der har betydet så meget for vores moderne samfund,« fortæller han begejstret. »Kønsroller, seksualitet, uddannelse, opdragelse, tøj, bolig. Hippierne skabte en helt ny måde at tænke på, som er blevet en del af dagligdagen siden. Det er et oprør, der går meget bredere end det marxistiske.« Når Peter Øvig skriver, fortaber han sig nemt.

Et tordnende tog, der ræser over de gnistrende skinner. Skrivningen glæder ham, skrivningen beruser ham, og skrivningen er altid kommet i første række. Og det har kostet.

Peter Øvigs kone forlod ham, mens han lagde sidste hånd på Blekingegadebøgerne. »Jeg havde forsømt min kone. Ja, jeg havde vel været utro med en bog.« Han holder pause, trækker vejret og fortsætter så med vanlig bestemthed i stemmen. »Jeg kan huske, at der var en, der spurgte mig, om jeg ville gøre det anderledes, hvis jeg nu havde kendt konsekvensen, inden jeg skrev Blekingegade… Narj, det ville jeg sgu nok ikke.

Så på den måde er det bare tough shit for en kæreste. Bøgerne bliver til tider det vigtigste i ens liv.« Blikket vandrer, og det er tydeligt, at tankerne fiser rundt bag de blå øjne. »Jeg vil fandeme have svært ved at svare på det, hvis det er børnene, det handlede om,« fortsætter han.

Han rykker sig uroligt i stolen, som er han overrasket over, hvad han netop har sagt. »Men nu er der heldigvis ikke nogen, der stiller mig over for det valg. Jeg vil gerne bilde mig selv ind, at jeg ville vælge mine børn.«

Børnene eller bøgerne På computerskærmen lyser et tætskrevet word-dokument. En ny bog om den danske hippiebevægelse er ved at tage form på skrift – og i Peter Øvigs hoved. Bogen tager udgangspunkt i den første Thy-lejr i 1970. En tid, hvor hippierne vendte tingene på hovedet og satte

hanoe09@student.sdu.dk soera09@student.sdu.dk

»Sikke et arbejde, du har lavet der « Vi går ind ad den smalle gang imod hans skriveværelse bagerst i huset. Det er som at træde ind i et gammelt sommerhus fra 70erne.

Gulvet er af træ med sorte knaster. På de hvidmalede plankevægge hænger små billeder og et helt galleri af tegninger, som hans børn har lavet. Ved bagvæggen klemmer bøger og dokumenter sig mellem hinanden i reolen af stål. De fleste bøger er hans egne. Dem nyder han også selv. Og selvom Blekingegadebanden er hans helt store kommercielle succes, er det ikke den, der gør Peter Øvig mest tilfreds. »Det stykke journalistik, jeg er mest glad for, må være ’Efter drabet’. Det var min første gang som dokumentarisk forfatter. Når der så kommer en ny udgave her otte år efter, sætter jeg mig ned og bladrer i den, mens jeg tænker: ’Det var fandens. Det var imponerende. Sikke et arbejde, du har lavet der’.« Højre kind gør et træk opad og bliver til hans karakteristiske smil.

I midten af det lille rum står det brune skrivebord. Oversvømmet af bøger, kalendere, postits, en fingermuskeltræner med røde håndtag, en uløst Rubiks terning. Og en pose pot med tilhørende postkort - en hilsen fra en gammel hippie, der ønsker Øvig god fornøjelse med ’smagsprøven’. Han sætter sig foran computeren. De tre store vinduer har udsigt til haven og skoven. Peter Øvig læner sig tilbage i stolen.

En direktør på sit kontor. »Jeg er herinde hele tiden i øjeblikket,« konstaterer han.

Peter Øvig Knudsen

Journalist og forfatter, født 9. oktober 1961 Uddannet fra Journalisthøjskolen i 1987 med praktikplads på Ekstra Bladet

Har tidligere arbejdet på Press, Information og Weekendavisen

Øvig og hash. Peter Øvig har en gentleman agreement med Gentofte Politi. Så længe, han ikke taler offentligt om hans forbrug af hash, kommer de ikke og laver razzia i hans hus. Da vi spørger om det, er han også forbeholden. »Det kan jeg ikke udtale mig om, desværre. Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil overtræde den aftale. Måske skal jeg give slip på den, nu hvor ’Hippie’ udkommer. Jeg ved det ikke helt, men jeg vil sgu ikke miste mit pot.«

Udgivelser Er du da sindssyg? (1987), Børn skal ikke lege under fuldmånen (1995), Min generation (1997), Passioner (1998), Efter drabet (2001), Hilsner fra klovnen (2003), Birkedal (2004), Blekingegadebanden 1 (2007), Blekingegadebanden 2 (2007) Blekingegadebanden, samlet udgave (2008)

14 | maj 2010

BRANCHE

| LIXEN

Negere koster seere ” Der er langt mellem Afrikahistorierne i de danske mediers spalter og sendeflader. En ny pris, der om få måneder uddeles for anden gang, skal skabe fokus og prestige om kritisk journalistik fra den tredje verden. Og det er der hårdt brug for, for de danske medier er pinligt ringe til at dække Afrika, mener sidste års vinder af prisen.

Mediehuse er påpasselige Lars Kabel er journalistforsker ved Update og har længe beskæftiget sig med dækningen af Afrika i de danske medier. Han mener ikke, at man entydigt kan sige, at det er sværere

”

Med mindre det lige handler om Bubber og BS, der render rundt på savannen, så kommer det simpelthen ikke på skærmen.

Hans Redder Nørgaard

SORT HUL. ”Skandaløst og skammeligt ringe”. Så kort og kontant lyder det fra Tom Heinemann, når han bliver bedt om at bedømme dækningen af Afrika i de danske medier. Tom Heinemann har selv lavet journalistik fra den tredje verden i mere end 20 år, og vandt sidste år Timbuktuprisen for sine kritiske historier med fokus på Afrika. Han oplever, at det er sværere end nogensinde at få danske aviser, radio og tv-stationer med på idéer, der omhandler Afrika. »Både mig og mine kolleger kan se, at det bliver sværere at få store og små projekter finansieret. Journalistikken fra Afrika har det sgu svært« siger han.

lighed for at være alle steder. De bliver nødt til at prioritere, og helt objektivt set er der jo andre steder i verden, som er langt mere relevante at dække,« siger Lars Kabel og peger blandt andet på Kina, som er mere

Tom Heinemann, vinder af Timbuktu-prisen i fjor.

end tidligere for Afrika-historier at få spalteplads og sendetid. »Jeg vil ikke sætte alle medier i samme kasse. Der er stor forskel.

Nogle tør satse - i de store dagblade mener jeg for eksempel ikke, at dækningen er mindre end tidligere,« siger han.

Men han er enig med Tom Heinemann i, at kontinentet generelt set bliver prioriteret meget lavt rundt omkring på de danske redaktioner. »Alt i alt er det forbavsende få aftaler, som danske medier har med journalister i Afrika. Det er helt vildt få. Faste danske journalister syd fra Sahara kan vel tælles på en enkelt hånd, og mediehusene er meget påpasselige med at sende folk derned,« lyder hans vurdering. Lars Kabel forstår dog godt mediernes valg, eller nærmere fravalg af fokus på Afrika »Mediehusene har jo ikke mu-

interessant både økonomisk og politisk og derfor også bliver prioriteret højere af de danske medier.

Seerne vil ha’ Bubber og BS Ifølge Tom Heinemann er det er især de to store TV-stationer DR og TV2, der skrotter den seriøse dækning af Afrika i disse år. »Der findes en talemåde i fjernsyns-branchen, der hedder negere koster seere. Og det er desværre en ret udbredt opfattelse. Medmindre det lige handler om Bubber og BS, der render rundt på Savannen, så kommer det simpelthen ikke på skærmen,« siger han.

Lars Kabel er enig i, at dækningen af ulandene er blevet nedprioriteret på TV de seneste år. »Dækningen af den tredje verden er rykket fra hovedkanalerne til de mere nicheprægede kanaler som

DR2 og TV2News – og selv her har de det svært,« fortæller Lars Kabel.

Opmærksomhed og prestige Hvis Afrika for alvor skal nå overskrifterne, er der brug for en holdningsændring blandt de danske medier, mener Tom Heinemann. Og her er tiltag som for eksempel Timbuktuprisen, der hvert år belønner kritisk u-landsjournalistik, en mulighed. »Man kan håbe, at den omtale, som sådan en pris kan skabe, giver lidt eftertanke rundt omkring på de danske redaktioner – for der er altså en verden uden for Valby Bakke.« Lars Kabel tror ikke, at dækningen af Afrika i fremtiden vil blive større og mere dybdegående.

»Den generelle udvikling i Afrika bliver aldrig et stort emne i de danske medier,« siger han men påpeger, at store begivenheder, som for eksempel VM i fodbold i Sydafrika til sommer, kan skabe kortvarig opmærksomhed på området. »Men det er kun for en kort periode, og så går interessen i sig selv igen,« siger Lars Kabel.

Den forklaring stiller Tom Heinemann sig ikke tilfreds med. Hans opfordring er klar: »Jeg synes, at medierne skal tage stilling til, om de skal fortælle om vores forholdt til vores kæledyr, eller vores forhold til den verden vi lever af og med,« siger han. hanoe09@student.sdu.dk

FAKTA OM TIMBUKTU FONDEN

Timbuktu Fonden er en selvstændig fond med det formål at fremme ulandsoplysning og -journalistik i Danmark.

Hvert år uddeler fonden en pris på 100.000 kroner til et journalistisk projekt med ulandene i fokus. Pengene skal være med til at finansiere nye ulandsjournalistiske opgaver.

Første gang prisen blev uddelt var sidste år – her vandt Tom Heinemann for sine tre TV-dokumentarprogrammer, ”Når tilbud dræber”, ”Et tårn af løfter” og ”En bitter smag af te”.

Prisen administreres af Folkekirkens Nødhjælp.

Journaliststuderende presser freelancere - og sig selv De journaliststuderende tænker måske ikke over det, når de tager et gratis job eller sælger en artikel til en billig pris. Men det kan være med til at presse freelancerne yderligere.

Rikke Gredsted Seidenfaden

TIL SALG. Hos DJStud er man opmærksom på, at de journaliststuderende tager bijob ved siden af studierne. Derfor vil de sende spørgeskemaer ud til alle journaliststuderende for at finde ud af, hvor meget de studerende bijobber, hvorfor de gør det og vigtigst: Hvor meget de får for det. ”Det er vigtigt, at vi får sparket gang i debatten om bijob i mediebranchen så hurtigt som muligt,” siger Sofie Bak, der er bestyrelsesmedlem i KaJO og med til at sætte fokus på problematikken.

Det store spørgsmål er, om det er realistisk, at de journaliststuderende kan få samme takst for et stykke arbejde som en freelancer.

Kendte ikke freelance-takster Nina Bendixen læser journalistik

”

Det var en skoleopgave, som skulle laves alligevel, og det gik stærkt med at få den solgt på grund af snevejret.

Men næste gang vil jeg nok forsøge at få mere for mit arbejde,” siger Nina Bendixen, som har lært, at hendes arbejde er mere værd.

Når en studerende sælger et billigt produkt til et medie, så ødelægger de det for sig selv.

lancer, så ødelægger de studerende det for sig selv, når de sælger en artikel for billigt. ”Når en studerende sælger et billigt produkt til et medie, så ødelægger man det for sig selv. For det er svært at komme tilbage to måneder efter og sige, at man er færdiguddannet og skal have en højere pris for sit arbejde,” forklarer han.

Derfor mener Kristian Meldgaard, at man skal se studiet som en overgang.

Selv om det er fristende at sælge sine

produkter for billigt, så kan det betyde, at man ødelægger det for sig selv, når man er færdiguddannet. risei09@student.sdu.dk

Kristian Meldgaard, formand Freelance-gruppen

på SDU på 2. semester. Hun solgte en historie i januar til Fyens Stiftstidende. Hendes historie handlede om små hunde, som på grund af snevejret ikke fik tisset. Historien blev citeret i flere større medier efterfølgende. Nina Bendixen krævede ikke freelance-pris, fordi hun ikke kendte taksterne: ”Jeg tænkte ikke så meget på, hvor mange timer jeg havde brugt på den.

Hun tror, at det bliver nemmere at sætte en pris næste gang, hun skal sælge en artikel.

Ødelægger det for sig selv I Freelance-gruppen er det et velkendt problem, at studerende tager job, som en freelancer i stedet kunne have lavet. Ifølge Kristian Meldgaard, der er formand for Freelance-gruppen og har 28 års erfaring som free-

Ill: Nana Frederikke Fischer

BRANCHE

LIXEN | maj 2010 | 15

Mads Nissen fra Berlingske Tidende får overrakt prisen som Årets pressefotograf. Foto: Thomas Sjørup

Årets Pressefoto under beskydning Der er uenighed mellem fotograf Lars Bech og Pressefotografforbundet omkring konkurrencen Årets Pressefoto. Lars Bech ønsker en større jury, da han mener, at der er rygklapperi i branchen, men formanden afviser kritikken.

Alligevel vil han ikke udelukke, at der er ændringer på vej.

Steffen Koldborg

NEPOTISME. »Politiken har de sidste to gange, de har haft dommere med i panelet, fået 10-12 priser for billeder, brugt i deres egen avis. Det er ret meget. Det er faktisk usandsynlig meget.«

”

spørgsmålet om, hvem man skulle satse penge på som vinder af Årets Pressefoto. Ved at fokusere på juryens tre medlemmer kunne man forudsige vinderen. »Det skulle så være en omgang Berlingeren i år, og det blev det også.

Fuldstændig efter bogen. Det var der, jeg fangede den,« fortæller han.

Fotograf Jan Grarup har stor erfaring som dommer i danske og internationale juryer, heriblandt Årets Pressefoto. Han mener, ligesom Lars Bech, at det ikke er optimalt, at dommerne på forhånd kender til nogle af de billeder, de skal vurdere. »Det er problematisk, når man sidder i en jury og har et forhåndskendskab til noget, der er lavet. Det er der, problemet ligger. Hvis man som dommer bare har en lille smule engagement i branchen, så ved man

Det skulle så være en omgang Berlingeren i år, og det blev det også.

Lars Bech, fotograf og medejer af Das Buro

Sådan lyder noget af kritiken, der er rejst af fotograf og medejer af Das Buro Lars Bech. De seneste fem år har der ifølge ham været en tendens til, at dommere vælger nogle af de billeder, de har set før. Det betyder, at fotografer fra medier, der har haft en dommer i juryen, har vundet flere priser end konkurrenterne. Det, mener han, er et problem.

Den stående joke i år blandt kollegaerne var ifølge Lars Bech

godt, hvad der bliver lavet,« siger han.

Interessekonflik Jurymedlemmerne er gode til at sige fra, hvis de føler sig inhabile ved at genkende en kollegas billede, mener Jan Grarup. Men også dét kan være problematisk. »Hvis du sidder i en tremands-jury, og alle har en conflict of interest, fordi alle ved, hvem der har lavet det, så er

man lige vidt,« forklarer han.

Ender et jurymedlem med at stemme på en kollega, mener Jan Grarup ikke, at der er tale om rygklapperi. Det kan derimod godt spille en rolle, hvis man kender historien bag billedet. »Man har måske tidligere været med til at redigere billedet, inden det skulle trykkes oprindeligt og har dermed et bedre kendskab,« siger han.

Lars Lindskov, formand for Pressefotografforbundet, erkender, at den avis, der har haft en repræsentant i juryen de seneste år, har vundet, men samtidig slår han fast, at det er et spørgsmål om tilfældigheder. »Jeg mener ikke, at dommere stemmer på kollegaer. Det er tilfældigt. De går selvfølgelig efter de bedste billeder. Det er også dommernes eget ry og rygte, der er på spil,« siger Lars Lindskov og fortsætter: »Hvis man tænker på, hvem det er, der har vundet de forskellige år, samtidig med at man kigger ud i verden for at se, hvilke danske fotografer der har vundet store internationale konkurrencer de samme år, så er det meget tit de samme fotografer. Så at der er internt rygklapperi, det er jeg uenig i,« siger han.

Juryens størrelse Løsningen er ifølge Lars Bech en større jury, hvor man kommer rygter om nepotisme og rygklapperi til livs.

Hvis man eksempelvis havde en jury på fem eller otte medlemmer, ville juryen være mere skudsikker over

for kritik. »Så er det også okay, at der er én, der siger, jeg kan ikke være med til at stemme her, fordi det er en kollega, der har taget billedet. Jeg er inhabil.

Problemet er, at hvis man gør det i en tremands-jury, så er der kun to mand tilbage, og så går det ikke op,« siger Lars Bech.

En større jury kunne være en mulighed, men det afgørende er det en-

det kræver et indblik i, hvad der er foregået i Danmark. Derfor vil vi primært have danske dommere,« siger han.

Han bakkes op af Jan Grarup, der vurderer, at udenlandske dommere vil skabe en slagside, hvor internationale værdier prioriteres på bekostning af danske, og dermed er der ingen dansk vinkel. Muligheden for at benytte danske journalister i juryen, mene r De går selvfølgelig efter de bedste han billeder. Det er også dommernes eget ry og helle r rygte, der er på spil. ikke,

Lars Lindskov, formand Pressefotografforbundet e r løskelte medlem, mener Jan Grarup. ningen. »Jeg er enig i, at større juryer giver »De ser ikke så meget på fotografimere perspektiv på det, men til syvet, men i stedet for tænker de, hvad ende og sidst handler det om, hvor var den store journalistiske begivenstærke jurymedlemmerne er. Det hed i år. Bom, så tager vi et billede af kommer an på, hvor velartikuleret Lars Løkke Rasmussen, fordi det er du er,« siger han. vigtigt, men det er ikke nødvendigvis Indtil videre har Lars Bech med det bedste billede,« fortæller han. ønsket om en større jury ikke fået Det store spørgsmål er, om beopbakning hos forbundet. styrelsen vil udvide juryen, så Årets »Det er sværere at kritisere en jury, Pressefoto tager sig anderledes ud til der er stor, end det er at kritisere en næste år. snæver jury. Det er simpel matema»Det er ikke endeligt besluttet. Det tik,« siger han. bliver besluttet inden sommerferien, men det kunne man godt forestille Nej til udenlandske dommere sig. Der bliver altid lavet noget om år Muligheden for en jury bestående for år,« siger Lars Lindskov. udelukkende af udenlandske dommere er også en mulighed, men det, mener formanden, er problematisk. »I fotojournalistisk skal der også stkol08@student.sdu.dk være fokus på det journalistiske, og

”

16 | maj 2010

BRANCHE

| LIXEN

“Er der nogen journaliststuderende, der ikke Meget er sagt og skrevet om den nye betænkning til offentlighedsloven | Det vrimler med lovtekniske formuleringer og kritik | Lixen giver her et overblik | Følg den røde tråd.

Jakob Balthazar Munk Søren Dal Rasmussen

BAG BETÆNKNINGEN. Torsdag den 16. maj 2002 nedsætter regeringen en Offentlighedskommission, der skal arbejde på en ny offentlighedslov. 22 mænd og kvinder får ansvaret for at lave et forslag, som skal give mulighed for mere demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning som ministerier, regioner og kommuner. Rundt om forhandlingsbordet sidder blandt andet folk fra ministerier, medierne, universiteterne og folketingets ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen. Nu er det deres ansvar at komme med udkastet til en lov, der skal sikre mere åbenhed til gavn for demokratiet.

Syv år, fem måneder, 17 medlemsskift og 49 møder senere dumper den 1216 siders betænkning ned på justitsministerens bord. De første tanker om en ny lovgivning.

SEJ PROCES Forhandlingerne bliver en lang affære. De er præget af politisk tovtrækkeri. På flere områder har et mindretal forkastet den foreslåede paragraf – altså afgivet dissens. I en række paragraffer er kommissionen, groft sagt, delt i to grupper. En gruppe der er for mere indsigt. En der er for mindre. Derfor er det et umådelig sejt træk at komme frem til den nuværende betænkning. Det vurderer medlem af kommissionen Mikkel Hertz. »Det har krævet tålmodighed, som jeg ikke er vant til at tage i brug i mit daglige arbejde.

Der har grundlæggende været to modstridende interesser. Pressen på den ene side og embedsmændene på den anden side. Og at prøve at få de to ender til at mødes, har været en meget vanskelig opgave.«

Vage begreber I det nye udkast præsenterer kommissionen en række undtagelser i retten til aktindsigt. En håndfuld af disse paragraffer har fået landets journalister til at udtrykke stærk modstand imod kommissionens arbejde. Rikke Gottrup er adjunkt på Juridisk Institut ved Syddansk Universitet og har skrevet Ph.d. i forvaltningsret.

Hun ser også problemer i nogle af de nye forslag. »Med udkastets paragraf 24, 25 og 27 er der grund til at overveje, om man nedtoner hensynet til offentlighedens generelle interesser,« siger hun.

Det er især paragraf 27, som Rikke Gottrup ser to problemer i. Den nye paragraf vil gøre det umuligt at få indsigt i den udveksling af dokumenter som ministre og folketingsmedlemmer har med hinanden under fx lovgivningsprocesser. Selve formuleringen giver hovedbrud. »Der er kommet en række begreber i den nye betænkning, som er helt nye. For eksempel er et begreb som ’anden tilsvarende politisk proces’ et meget løst begreb. Det åbner op for en række muligheder for fortolkninger. Hvilke dokumenter går konkret ind under anden tilsvarende politisk proces?« spørger hun.

§27

r ikke: og t omfatte ig s d n ministre ti k la s mellem ller r. le e e s g ll k Retten ti o e in k v n d to lovgiv es og u ådspro m r jd o e ts r b e r ta g a S a d ) s 1 ru ed enter, de indelse m hed 2) Dokum edlemmer i forb . n myndig s e sm sk proc med, at e ti e li ls o folketing e p d e in d forb lsvaren myndigveksles i anden ti r, der ud n anden e te r n e fo r m e u 3) Dok tsopgav ekretaria udfører s

Spørgsmål & svar Et andet problem

er større. Når politikerne udarbejder et ny lovforslag, så foregår forhandlingerne ikke længere i Folketinget. Den foregår ofte til møder mellem ministre og ordførere. Ifølge flertallet i Offentlighedskommisionen sikrer forslaget, at der er frirum til at tænke på Christiansborg. Det skaber bedre rammer for kommunikation og en mere fri debat. Rikke Gottrup kan godt se argumentet, men har en anden holdning. »Det er jo ét synspunkt, men som borger og demokrati betragtet er det problematisk.

Den nuværende regering kan sikre sig et politisk flertal for en ny lov, inden de fremlægger den i folketingssalen. Derfor er offentligheden nødt til at have indsigt i debatten, når de udarbejder lovforslag,« siger hun.

Det lukker altså for hele processen, hvor andre politikere end den nuværende regering og dens støttepartier kan blive inddraget i lovforslaget. Formanden for åbenhedstinget Nils Mulvad ser en række forbedringer i betænkningen, men ved paragraf 27 stejler han.

»Jeg synes, at det er strid med hele grundlovens ånd.

Det vil gøre det muligt at lægge et røgslør ud og derved skjule den lovgivende proces,« siger Nils Mulvad.

Han mener, at det er et stort tilbageskridt for åbenheden i samfundet og er ikke bange for at kalde paragraf 27 et antidemokratisk skråplan. »Hvis det bliver på den mest negative måde, som jeg kan frygte, så får vi slet ingen indsigt. Alle de centrale beslutninger kommer der ikke åbenhed omkring. Det er skidt for journalister, det er skidt for offentligheden, og det er i sidste ende også skidt for demokratiet,« vurderer han.

Rikke Gottrup er enig:

»Det nye udkast til offentlighedsloven gør ikke loven lettere at forstå eller anvende. Lovudkastets opbygning er i sig selv kompliceret, og det indeholder adskillige begreber, som åbner op for en høj grad af fortolkning.

For eksempel ’Ministerbetjening’ og ’anden tilsvarende politisk proces’. Loven bliver vanskelig at forstå for borgere og journalister og generelt kompliceret at arbejde med,« siger hun.

Katrine Birkedal Christensen, medlem af FUJ’s bestyrelse Hvad er det bedste ved betænkningen?

Set med FUJ’s øjne er der to forbedringer - eller tilnærmelser til forbedringer - i betænkningen. Dels mener FUJ, at det er en stor og meget vigtig modernisering af loven, at indsigt i oplysninger i databaser samt indsigt i databasernes databeskrivelse fremover også omfattes af aktindsigt. Uden denne modernisering havde åbenheden været truet alene af rent tekniske årsager. Desuden anser FUJ det som en styrke for borgerne, at retten til aktindsigt fremover også skal omfatte offentligt ejede - og delvist offentligt ejede selskaber, samt institutioner og virksomheder.

Hvad er det værste ved betænkningen?

Der er alt for mange undtagelser, som har sneget sig ind i denne betænkning.

Set i lyset af, at meningen med at nedsætte en kommission var »at udbygge lovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning og i den forbindelse tilpasse loven til nutidens forhold« (som der står i kommissoriet), så er det grotesk at resultatet er blevet et puslespil af uklare undtagelser, som på ingen måde understøtter hensigten om at få en mere åben forvaltning. Der er taget så mange hensyn til forvaltningens brug af ressourcer og til at beskytte politiske processer, at det er svært at se, at der har været repræsentanter fra pressen til stede i Kommissionen. I lovens formål nævnes borgernes deltagelse i demokratiet, offentlighedens kontrol med den offentlige forvaltning og tilliden til den offentlige forvaltning. Det formål er svært at genfinde i betænkningens forslag til en samlet ny offentlighedslov, og det er virkelig skandaløst.

Giver den nuværende betænkning mere åbenhed?

Det er et problem, at Kommissionens forslag erstatter én kompliceret lov med en ny uforståelig lov. Det bliver et problem i den forvaltning, der skal administrere efter loven og de utallige undtagelser, og det bliver et problem for de borgere og journalister, der skal bruge loven - og for Ombudsmanden. Det er spild af alles tid og kræfter. Samlet set er det, der står tilbage et forslag til en revideret Offentlighedslov, der først og fremmest styrker forvaltningen og de politiske beslutningstageres ønske om at undtage dokumenter, frem for at styrke befolkningen og pressens mulighed for at få indsigt i den offentlige forvaltning og myndighedsudøvelse. Derfor er det korte svar på spørgsmålet: Nej.

BRANCHE

LIXEN | maj 2010 | 17

har hørt om det? Det kan jeg slet ikke forstå

§24

t mellem e e: dveksles fatter ikk u ri e r m e d o e d t h r, ig e ig s mynd lysning e l aktind p d ti o e n n g e d o r tt r o e R ente nder e dokum og dets u in1) Intern rtement a p e . mellem m d g s in ium dveksles rbetjen u te r e is minister d in r, m e ing sning lse med r og oply ed ministerbetjen forbinde kumente o m d e e ls n e r 2) Inte i forbind dbyrdes isterier in

P

aragraf 24 er en ny undtagelse i retten til aktindsigt. Det er paragraf 24, der har været sendt i, hvad man fristes til at kalde, et journalistisk samråd.

Hvis den vedtages, stopper det muligheden for at kræve indsigt i dokumenter og oplysninger, som to ministerier udveksler mellem hinanden. Det fjerner også retten til indsigt i dokumenter og oplysninger, som et ministerium og de underordnede styrelser udveksler.

For eksempel dokumenter mellem Udlændingestyrelsen og Integrationsministeriet. Tilhængere af denne paragraf peger på, at det vil skabe større frihed til at komme med idéer, hvis det ikke er muligt for alle at kigge politikere over skuldrene.

Vedtages lovforslaget vil det betyde nye og ugunstige arbejdsforhold for den undersøgende journalist. Sådan ser kritikerne på det.

I en artikel i Information giver en samling journalister deres bud på historier, der, som konsekvens af paragraf 24, ville have været markant anderledes, hvis de overhovedet var blevet til. Blandt disse er Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden-afsløringer, DR’s dokumentar Den Hemmelige Krig og Berlingske Tidendes tværmedielle projekt ’Forbrydelsen’. Blot tre eksempler fra nyere tid.

Spørgsmål

Ville Schlütter stadig have magten?

Et ældre eksempel er tamilsagen, der endte med at koste Poul Schlüter regeringsmagten. Det var Aksel Franck Larsen, der stod bag de afslørende artikler, der gik forud, og han mener, at der er god grund til at være bekymret. »Jeg er fuldstændig overbevist om, at jeg ikke ville have kunnet lave den historie, hvis jeg ikke havde fået aktindsigt. Og jeg frygter, at tilsvarende og andre historier simpelthen bliver skjult, hvis vi mister dette redskab.« Konsekvenserne er altså til at tage og føle på for de undersøgende journalister, der i samlet flok har tordnet mod paragraf 24.

I et program på P1 kritiserede 33 Cavling-vindere betænkningen, og kun én journalist kunne stå bag forslaget. Den noget ensomme rolle tilfaldt i dette tilfælde, Mikkel Hertz, medlem af offentlighedskommissionen. »Min egen reaktion var først, da det her kom på tale: ’No fucking way’. Det ville være et meget stort indgreb i muligheden for at få indblik i, hvad skatteborgernes penge går til. Men så har vi haft lange indgående diskussioner om det, og det har været en lang proces, hvor jeg så godt har kunnet se, at der var et reelt hensyn at tage,« siger Mikkel Hertz.

Fordi paragraf 24, efter manges bedste overbevisning, vil få helt afgørende konsekvenser for måden, journalister kan navigere i offentlighedens tågede lys, kan det undre, at der i det mindste ikke er indgivet dissens. Mikkel Hertz giver svar på tiltale. »Hvis

vi havde stået fast på vores synspunkt og afgivet dissens, så er jeg ikke sikker på at det havde nyttet noget. Vi havde været i mindretal, og jeg tror, at

der er rigtig mange, der har med politik og lovgivningsarbejde at gøre, som godt kan se det fornuftige i, at der er et vist frirum til at tænke tanker og udvikle nogle visioner.« På en lang række andre punkter har et mindretal ellers markeret deres uenighed.

Ole Hasselgaard, kontorchef i Justitsministeriet

Vi stillede Ole Hasselgaard, medlem af Offentlighedskommisionen, spørgsmålene ‘Hvad er det bedste ved betænkningen?’, ‘Hvad er det værste ved betænkningen?’ og ‘Giver den nuværende betænkning mere åbehed?`.

Her er svaret fra Justitsministeriet: Vi ønsker ikke at udtale os om noget, når der ikke ligger et konkret lovforslag endnu.

Bag offentlighedens gys Der er få i DJ’s kredse, der har været i stand til at sluge den omfattende betænkning, dens omfattende konsekvenser og ikke mindst DJ’s høringssvar, der ikke tog afstand fra paragrafferne 23-26.

Samtlige af DJ’s kredse er gået sammen om en udtalelse, der går imod hovedbestyrelsens høringssvar, og i en fælles udtalelse skriver formændene: »Vi accepterer ikke de forringelser af de grundlæggende journalistiske arbejdsbetingelser, som Offentlighedskommissionens lovudkast lægger op til, og vi vil til stadighed kæmpe for størst mulig åbenhed i det danske samfund.«

Uenigheden raserer også i kredsen af de studerende DJStud, der også i en fælles udtalelse tager afstand fra hovedbestyrelsens holdning til betænkningen. De udtaler: »Vi ser en række forringelser af de grundlæggende journalistiske arbejdsbetingelser i Offentlighedskommissionens lovudkast og det bekymrer os, fordi det vil have betydning for den journalistik, vi som studerende praktiserer og i særdeleshed for vores fremtidige virke som journalister,« Den interne debat i forbundet har især rettet en skarp kritik imod hovedbestyrelsens formand Mogens Blicher og hovedbestyrelsens repræsentant i offentlighedskommissionen Kate Bluhme, der er blevet beskyldt for at svigte medlemmernes interesser.

Debatten er nu åben. Eller er den? Der var deadline på høringer den 1. marts.

Høringssvarene er den måde, som interesseorganisationerne kan bruge til at påvirke lovforslaget med sine synspunkter. I

en sag om offentlighed nægter Justitsministeriet at give indsigt i høringssvarene, medmindre afsenderen selv har offentliggjort det. Argumentet er, Ill: Nana Frederikke Fischer

at den interne politiske beslutningsproces skal beskyttes. Og sådan bliver det.

For det er ikke muligt at få aktindsigt. Ikke med den gamle lovgivning. Eller den nye.

Man forventer, at lovforslaget til den nye offentlighedslov kommer i oktober i år.

jamun09@student.sdu.dk soera09@student.sdui.dk

18 | maj 2010

BRANCHE

| LIXEN

”P1 taber perspektiv Tidligere var der ikke nogen retningslinjer for, hvordan programmer skulle lyde på P1. »Vi ser på lyden hele vejen frem,

”

skaber overblik og forbrugermæssig tryghed. »Det er ikke kun P1, der går i den retning. Alle gør det. Medierne var

P1 skal være lige så tydelig som andre kanaler. Mange mennesker er interesserede i det vi laver, men synes, at formidlingen er for vanskelig.

Anders Kinch-Jensen, kanalchef på P1

så vi er sikre på, at det er i ordentlig kvalitet,« siger kanalchefen.

Kanalchef på P1 i Danmarks Radio mener, at P1 er nødt til at gøre kanalen mere tilgængelig. Foto: Agnete Slichtkrullt

Kanalchef fastholder P1, som vi kender det. Programmerne skal gøres tydeligere ved hjælp af nogle normer for, hvordan lyden er på kanalen. Det er standardisering, og i sidste ende taber P1 perspektiv, mener lektor fra Medievidenskab.

Natasha Nomathemba Dyasi

OVERLEVELSE. Bare rolig. P1 bliver, som vi kender det. I hvert fald ifølge kanalchef Anders Kinch-Jensen. Han holder dog fast i, at P1 er nødt til at

sætte større fokus på tydeligheden, så de kan sikre, at den klassiske

”

kendetegnende rolige tempo, men programmerne skal ændres i måden,

Standardiseringer har en tendens til at reducere alt det bort, der skal til for at man bliver overrasket over at høre og se.

Henning Pryds, lektor i Medievidenskab

blokradio kan overleve i et moderne samfund. »P1 skal være lige så tydelig som andre kanaler. Mange mennesker er interesserede i det, vi laver, men synes, at formidlingen er for vanskelig,« siger Anders Kinch-Jensen.

P1 skal stadig have lange programmer og vil også holde fast i sit

de er bygget op på. Det handler om dynamik og afveksling. »For tyve år siden sendte P1 til folk, der lyttede i stuen. I dag lytter folk, når de har travlt, og det gør, at vi er nødt til at være tydeligere,« siger Anders Kinch-Jensen.

For tre måneder siden ansatte P1 en kanaldesigner for hele kanalen.

Det handler ikke om kvalitet Lektor ved Medievidenskab på Syddansk Universitet Henning Pryds er en af P1’s kernelyttere. Han mener ikke, at P1’s strategi handler om kvalitet. »Det handler om standardisering.

Op gennem 80’erne skifter medierne til et andet værdisæt. Nu skal man være sikker på, at man har en profil. Så kommer hele det der mareridt med standardiseringer,« siger Henning Pryds.

Han mener ikke, at det er udelukkende dårligt, da det er med til at lette lytternes orienteringsevne, men han vurderer, at lytteren taber på noget andet. »Standardiseringer har en tendens til at reducere alt det bort, der skal til, for at man bliver overrasket over at høre og se perspektiverne. Kernen i det P1, som jeg holder af, det er, at man lige pludselig hører en narkoman på Blågårds Plads, der folder sig ud over livet,« siger Henning Pryds.

Han mener, at det komplekse samfund med mange informationer giver færre formater som hjælper forbrugernes orienteringsevne. Det

tidligere gode til at skabe billeder af andre måder at leve på, for eksempel hvordan man lever i Shanghai eller på Blågårds Plads. Der ligger styrken ved medierne. Hvis det forsvinder, fremmer det så intolerance?« spørger Henning Pryds retorisk. »Hvis det forsvinder, så forsvinder en masse synspunkter og en del af livet. Det er med til at fremme intolerance frem for at beskrive, hvordan livet også kan leves,« siger han.

Større særpræg Anders Kinch-Jensen er ikke bange for standardisering. Han mener fortsat, at P1 går imod de flygtige, hurtige medier, men han erkender, at lytterne ændrer sig. »Vi er nødt til at tilpasse vores programmer og gøre kanalen mere tilgængelig. Vi fastholder P1, som man kender det, men vi prøver også at gøre særpræget på hvert enkelt program større – så lytterne fremover vil opleve en større mangfoldighed men også hele tiden fornemme, at det er P1, de lytter til,« siger han. nadya09@student.sdu.dk

Når blogindlæg bliver til nyheder

Farcen omkring Ditte Okmans opdateringer på Facebook blev indledt på en blog. Og det er ikke første gang, at en historie tager sin begyndelse i dette univers. Er det journalistik eller bloggerens egne skriverier? Det sidste, mener udviklingschef på Politiken.

Casper Fauerholdt

INTERVIEW. »Venstres superspinenhed pionerer nye brutale metoder,« lyder rubrikken på forfatter og kunstkritiker Michael Jeppesens blog på Politiken.dk sidst i marts.

Indlægget fortæller i ironiske ven-

dinger, at Venstres nu afgåede kommunikationskonsulent Ditte Okman tidligere på måneden havde kaldt en Christiansborgansat for »fucked up medicineret psykisk syg« på Facebook. En historie, der kommer til at præge mediebilledet og nyhedsstrømmen de efterfølgende uger.

Men selvom det, Michael Jeppesen afslører på sin blog, på mange måder minder om journalistik, skal det ikke sammenblandes, mener udviklingschef med ansvar for bloguniverset hos Politiken Anders Emil Møller. »Det, Michael Jeppesen lavede i Okman-sagen, skal ikke forveksles med Politikens journalistik. Da han bragte sine indlæg, valgte Politiken.dk at lave journalistik på det, fordi det var en nyhed,« siger udviklingschefen.

Kan bidrage med nyheder Udover Michael Jeppesen bidrager 36 andre skrivere til, at Politikens blogunivers opdateres flere gange dagligt. Men det sker aldrig, at et indlæg får formen af klassisk journali-

”

blogs sideløbende med at læse de rene nyheder. Vores bloggere leverer ikke journalistik, men kan altså sagtens levere nyheder,« siger Anders Emil Møller.

Groft sagt kan man sige, at blogs skal være views side om side med news.

Anders Emil Møller, blogansvarlig på Politiken

stik. Det kan højst blive en nyhed. »Da Michael Jeppesen skrev om Okman, blev det en del af nyhedsstrømmen. I den slags sager vil brugerne gerne kommentere og debattere på

Klar adskillelse For at gøre det endnu mere tydeligt, at der altså ikke er tale om et journalistisk produkt, når læserne klikker ind på en blog, har Politiken gjort

meget ud af, at det rent fysisk ikke skal ligne journalistik. »Blogs foregår med en tydelig henvisning i form af billede af personen, som skriver det. I internetvinduets adresselinje står der også forfatterens navn, hvor vi klart viser, at det altså er en person, der mener det her,« forklarer Anders Emil Møller.

Men hvad er ambitionen så med blogs på Politiken.dk? »Det er at bringe nogle personer og noget personlighed ind i samspil med de rene nyheder. Groft sagt kan man sige, at blogs skal være views side om side med news,« siger han. cafau09@student.sdu.dk

OPINION

LIXEN | maj 2010 | 19

Send dit indlæg til ‘I øvrigt mener jeg...” til lixen@journet.sdu.dk. Det gælder både folk på og uden for Medietorvet.

Skriv ‘I øvrigt mener jeg’ i emne-feltet + din kommentar, dit navn og din stilling.

Så bringer vi indlægget i næste nummer.

REPLIK: Har Lixen overhovedet talt med sine eksperter?

Eksperter bruges i journalistikken til at rejse problemer og kritik, bedømme sager og udviklinger og forslå løsninger.

... at Kravlings bar var alt for dyr.

Jens Thorborg, 4 semester

... at 4. semester skal klæde sig ud og kaste karameller sidste skoledag.

Simone Martedal Skov, 2. semester

... at Næstved Boldklub vil være en fuldgod erstatning for Odenses ditto i et års tid.

Søren Geisler, 4. semester ... at Moffe er god til at lave mad og skabe hygge omkring sig.

Jens Thorborg, 4 semester ... at 2. semester har meget at leve op til næste år på Panikdagen.

Jens Thorborg, 4 semester ... at det bliver sværere og sværere at få øje på, hvorfor Journalisthøjskolen skal pumpe 254 journalistspirer ud i mediebranchen, når praktikpladserne bliver færre, og de arbejdsløse journalister bliver flere.

Kristoffer Kræn, 4. semester

... at det var nogle utroligt kønne journaliststuderende, I havde sendt til Århus forleden.

Dennis Lehmann, fotojournaliststuderende DJH

... at det er fedt, at Lixen endelig skriver om det store forhandlingsarbejde, DJ Stud gør for praktikanterne. Det er bare ærgerligt, at artiklen i sidste nummer kun nævner det, vi ikke opnåede og ikke et ord om alt det, vi rent faktisk opnåede.

Rasmus MP ... at Odinstårnet skulle genrejses.

Mathias Sommer, 2. semester.

... at øllene aldrig har smagt bedre end efter panikdagen Sophie Bremer, næstformand i fuldenævnet ... at der burde være en Panikdag hver måned, fordi det bare er så spændende!

Rikke Gredsted, 2. semester ... at det er grineren og fedt, at Medietorvholderne afholder en bingoaften.

Nana Frederikke Fischer, 2. semester

Hanne Jørndrup, adjunk på RUC. Fejlciteret i sidste udgave af Lixen.

Således kunne jeg i marts-udgaven af Lixen se mig selv citeret i to artikler for en række håndfaste udtalelser og forslag. Adjunkt Hanne Jørndrup (og det er jo mig) blev brugt som klassisk ekspertkilde, der både ’mener’ og ’undrer’ sig samt sender en ’gevaldig bredside af mod unge journalister’ og ’sukker’.

Desværre var det bare ikke mig, der havde udtalt alt dette, men min kollega studielektor Hanne Dam. Lixens journalist havde af uransagelige årsager forvekslet os? Tjah, den ene Hanne fra RUC er vel lige så god som en anden Hanne fra RUC! Nej vel, og redaktionen var også fuld af undskyldninger og røde ører, da jeg påpegede fejlen.

Men sagen kan bruges til at belyse nogle af de systemer, ekspertcitater indgår i uden for medierne, hvor fejlcitering kan få vidtrækkende konsekvenser. Mediernes brug af forskercitater har nemlig også vital betydning internt i forskningsmiljøer.

Deltagelse i den offentlige debat og formidling af faglig viden prioriteres højt af universiteterne og er indskrevet i universitetsloven.

Således sker der på alle universiteter en minutiøs registrering af de enkelte forskeres aktiviteter; forskningspublikationer såvel som fomidlingsaktiviteter i medierne.

Fejlciteringerne af alle typer - fra

den lidt for skarpe vinkling af et forskningsresultat til den helt grelle situation, hvor navne forbyttes – vil således hæftes på den enkelte forsker. Og da mange – ikke mindst journalister – bruger nettet til informationssøgning, vil fejlciteringer hurtigt medvirke til at skævvride den enkeltes forskningsprofil fremover.

Endvidere spiller forsknings- og for-

”

for journalister og medier er mere velkendt. Skulle journalister på et dagblad lave samme basale fejl og citere justitsministeren for statsministerens udtalelser – den ene Lars fra regeringen er vel lige så god som en anden Lars fra regeringen – ville det få fatale følger.

Brugen af ekspertkilder og ekspertcitater har altså ikke kun betydning

Citerer man den ene forsker for den andens aktiviteter, kan det i sidste ende få betydning for forskernes økonomi.

midlingsaktiviteter også ind i universiteternes lønforhandling.

Den aktive forsker, der formidler sin forskning ved blandt andet at tale med journalister, honoreres i kroner og ører. Citerer man derfor den ene forsker for den andens aktiviteter, kan det i sidste ende også få betydning for forskernes økonomi.

Blandt forskere er man normalt velorienteret om kollegernes forskningsfelter og respekterer hinandens forskning ved blandt andet ikke at stjæle ideer og forskningsresultater og gøre dem til sine egne.

En forsker kan derfor meget hurtigt komme i ’bad standing’, hvis man citeres for forskningsresultater, som en anden har brugt år på at nå frem til. Der er jo ingen, der forventer, at ’tyveriet’ blot skyldes en doven journalist med rod i kilderne.

Fejlciteringer kan altså også forrykke relationer og positioner internt i forskningsmiljøer.

Konsekvenser af fejlciteringer

for den journalistiske praksis. Når eksperter værger sig mod at svare på journalisters mere eller mindre begavede spørgsmål, så kan det skyldes dårlige erfaringer med uheldige eftervirkninger af andre journalisters arbejde.

Vi kommer til at vælte os i penge og Cavlingpriser, fester og fede forsidehistorier.

Folk vil drømme om vores bylinefoto om natten og nikke anerkedende, når de ser vores ansigt på skærmen.

Så kan det da være fuldstændig lige meget, at vi udstråler en total ligegyldighed over for de såkaldt almindelige mennesker.

Vi er bare bedre end dem, længere er den ikke.

De gode gamle journalistiske dyder som nysgerrighed og undren er ikke noget for os. Til gengæld kan vi nyhedskriterierne i søvne. Vi vil have konfliktnyheder, bøddel/offer-historier, gerne tårer eller raserianfald.

For det er gode historier og dermed god journalistik.

Nogen vil nok mene, at vi er kyniske, men ærlig talt, hvad ved de om det?

Lixen fejlciterede I april-nummeret af Lixen fejlciterede vi Hanne Jørndrup i to artikler. Der var tale om artiklerne: “Har du talt med din ekspert i dag?” og “Betalingsaviserne skal bruge nye og unge eksperter”.

Vi beklager fejlen.

Journalister er verdens bedste Center for Journalistik er en guldgrube af intelligente, velformulerede og smarte mennesker.

Men hvorfor lægger vi journaliststuderende en distance til den omverden, vi burde omfavne?

tigt afløst af en følelse af overlegenhed. For vi kan noget, som ingen andre kan. Vi kan vælte regeringer, afsløre skandaler og stille magthaverne til regnskab.

”

bedrevidende. Medietorvet er vores osteklokke.

Vi behøver ikke mænge os med de kedelige, almindelige studerende, her kan vi gudskelov være i fred.

Nogen vil nok mene, at vi er kyniske, men ærlig talt, hvad ved de om det?

Ida Sørud

SELVTILLID. Vi gik så grueligt meget igennem, før vi med svedende hænder og ærbødigt bankende hjerte kunne stå på Medietorvet, vel vidende at dette var vores nu. Vi var euforiske og ydmyge. I begyndelsen.

Den klædelige ydmyghed blev hur-

Ida Sørud, journaliststuderende, SDU

Folk skal bøje sig i støvet for os, ellers tromler vi dem ned. Det er vi nemlig i vores gode ret til.

Vi går med snuden højt oppe mellem skyerne og føler os for lækre, fuldstændig usårlige og usandsynligt

Vores fremtid ser nemlig helt anderledes fantastisk ud end alle andre studerendes.

Vi skal være chefredaktører på Politiken, værter på TV2 og krigskorrespondenter for DR. Sikke et liv!

Puddelhundeproblematik Samfundet har brug for os, jagthundene, der bjæffer og bider sig fast i haserne på de ansvarshavende, når noget er galt.

Men med den attitude, vi lægger for dagen, kan vi efterhånden bedre sammenlignes med små puddelhunde, der tænker mest på deres fine, krøllede pels.

Vi nedværdiger os ikke til at styrte efter en ræv i timevis, vi vil meget hellere have serveret godbidder og stryges med hårene.

idsoe09@student.sdu.dk

Bagsiden

Lixens lov til brug af sociale medier Inspireret af Berlingske Tidendes seks guidelines bringer Lixen her nogle retningslinjer, som vores skribenter skal indordne sig efter. Langt størstedelen af vores journalister er allerede aktive på sociale netværk som Facebook, Arto og DKBN. Formålet med denne politik er at kontrollere Lixens bidragsydere.

FORMÅLET MED LIXENS LOV ER: - At undgå, at de tilknyttede skribenter bliver tagget på upassende billeder, herunder i forbindelse med druk, hor eller Puk Elgård.

- At isolere tilknyttede skribenter fra resten af universitetet.

- At undgå, at mandlige skribenter tager kontakt til mindreårige på Arto for at blive fri for sammenligninger med den katolske kirke.

- At undgå, at kvindelige skribenter tager kontakt til tidligere eller nuværende Paradise Hotel-deltagere for at bevare Lixens troværdighed.

Casper Fauerholdt Natasha Nomathemba Dyasi

1. Udvis fejlfri dømmekraft.

Indholdet på sociale medier er offentligt. Læs derfor altid Lixen-loven, inden du logger på. Så er du aldrig i tvivl.

- - - -

Selvom du agerer som privatperson i sociale medier, vil din aktivitet altid kunne sætte din stilling hos Lixen på spil.

Skriv ikke noget, der kan skade Lixens eller redaktørernes omdømme. Det kan ende med at skade dig selv.

Du skal afstå fra at komme med ytringer, der kan tolkes som en anden holdning end Lixens politiske overbevisning.

Ligesom du skal afstå fra udtalelser, der kompromitterer Lixen.

2. Vis dig selv (og sjoveren) frem.

På sociale medier blandes kommercielle, private og det offentliges interesser. Man ligger i lag med kilder, kolleger, konkurrenter, kritikere og fans.

Det betyder, at skribenter skal være bevidste om, hvilken rolle de indtager i akten.

- - -

Gør det klart for folk, hvem de taler med – det øger din potens og minimerer antallet af venner.

Brug de rigtige mål – det øger troværdigheden.

Vær åben om din færden på sociale medier – hvorfor er du der, hvad vil du have ud af det? (Fx ”Jeg leder efter folk, der kan svare mig på, hvorfor journalistuddannelse.dk aldrig bliver færdig…”).

3. Begræns dig.

Der findes forskellige måder at skabe balance i din profil på sociale netværker.

-

- -

I tidens løb har de fleste meldt sig ind i en række grupper og fansider, som ikke længere er relevante. Det kan for eksempel være Illustreret Bunker, Rust, Puk Elgård eller Berlingske Tidende. Det kan derfor være en fordel kun at være fan af Lixen.

Du må gerne blive venner med kilder, men udeluk personer fra konkurrerende medier. Det kan ende med at skade dig selv.

Benyt dig af Lixens tilbud om en psykoanalyse af din profil, så vi er sikre på, at du kan stå inde for den.

Redaktionen forventer, at samtlige skribenter følger disse direktiver. Alt andet vil blive opfattet som en krænkelse af Lixens øverste instans. Det kan ende med at skade dig selv.

God fornøjelse.