LIXEN MAJ 2021

N E X I L ng 24. årga

ANNA LIN »KERNEN ANNA VIL ALDRIG NOGENSINDE BLIVE ÆNDRET.«

3. numm

aj 202 er m

1

HUXI BACH FRA FRANSK UDLEJNINGSKLOVN TIL DANSK SATIRESANGER

2 LEDER

MAJ 2021

Et godt CV er én ting, men kan du spille praktik-spillet?

Med kun fire dage til Store Matchdag kunne man være tilbøjelig til at skrive, at den endelige slutspurt i jagten på en praktikplads er i gang. Sandheden er ikke desto mindre, at den for en stor del af de journaliststuderende allerede har fundet sted.

At skulle forklare de journaliststuderendes praktikforløb for venner og familie kan være en svær opgave. Alt er vendt på hovedet. Først efter man har været til samtale, skal man sende en ansøgning afsted, og for nogle består denne af et blankt dokument, som fungerer som en symbolsk forsegling af en aftale, som er blevet lavet en uge før.

Vi kan lige så godt spille med åbne kort. Sådan lød det fra mange af praktikstederne efter endt samtale, og det samme vil vi gøre i denne måneds leder og informere vores medstuderende på 2. semester om, at forhåndstaler er en ting, og de fylder en hel del i praktiksøgningen.

Og netop forhåndsaftaler er nok også en væsentlig grund til, at mange af de store dagblade valgte at holde Åbent Hus mandag den 26. april. Allerede mandag aften kunne Politiken annoncere, at de havde fundet deres ni praktikanter. Kristeligt Dagblad valgte som en af de få at afholde Åbent Hus om tirsdagen. Hvor mange aflysninger de har fået fra studerende, der er blevet tilbudt en plads dagen før, kan man kun spå om.

DR Nyheder er er af de få medier, som ikke indgår forhåndsaftaler. I stedet tilbyder de feedback fra samtalen, som for eksempel kan lyde: »Du ligger i vores top-20, så vi synes virkelig, at du skal søge.« Forvirret? Og med god grund.

Som studerende på Center for Journalistik er vi blevet frabedt at spille på flere heste.

Men når størstedelen af de store dagblade laver forhåndsaftaler, mens at et medie som DR ikke gør, er der ikke andet for end at sige ja tak til en forhåndsaftale, hvis man er heldig og bliver tilbudt sådan en og så vente til den 6. maj og se, hvad der sker, hvis man gerne vil DR, men ikke vil risikere at stå uden aftale.

INDHOLD INTERN

Onsdag den 21. april kunne de studerende endelig vende tilbage til Medietorvet. Men, hvordan ser tilværelsen ud på Medietorvet efter lockdown, og kommer vi nogensinde til helt at slippe for onlineundervisning? LIXEN har taget temperaturen på Center for Journalistik.

EKSTERN

LIXEN har besøgt den gamle journalisthøjskole sammen med satire-journalist Huxi Bach. Mød journalisten i denne måneds portræt. Derudover kan du komme med ind i maskinrummet hos TV 2 på Kvægtorvet før, under og efter 19-udsendelsen.

Mød også freelancejournalist Bille Sterll og DR’s nye fremadstormende vært, 23-årige Anna Lin.

FOKUS

Kom med på en spændende trommerejse dirrigeret af nytids-vølver Iben Rosalina Sommer. Og rejsen stopper ikke her. LIXEN har været en tur ude i de svenske ødeskove, hvor danske familier atter kan vende tilbage til deres sommerhuse efter tre måneders savn.

DEBAT

Bliv klogere på næste generation af journalister på Center for Journalistik.

Faktum er, at det er mediernes håndtering af praktiksøgning, der er skyld i, at jungleloven gælder i uge 17, hvor der holdes Åbent Hus. Som studerende er man tvunget til at gå med på deres præmis. De studerende, som vælger at spille på flere heste, skal derfor ikke klandres for deres beslutning. Praktiksøgningen er et waiting game uden lige - og hellere spille forløbet sikkert end at gå rundt med ondt i maven i to uger. Men sørgeligt er det, hvis de studerende føler sig nødsaget til at lyve eller begå falske aftaler med et mediehus. Det er ikke en rar situation at stå i, og det er ikke fair for de studerende, som er på vej til at tage deres første spæde skridt ind i medieverden.

WEB: lixen.dk MAIL: lixen@journet.sdu.dk

TRYK: OTM Avistryk FORSIDE-FOTO: OPLAG: 500 eksemplarer Magnus Nygaard

LIXEN Campusvej 55, 5230 Odense M

LIXEN er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Hedvig Høgh-Olesen Chefredaktør

Thomas Florin Chefredaktør

Birgitte Kjeldsen INTERN-redaktør

Juliane Sigurdsen INTERN-redaktør

Leo Mortensen EKSTERN-redaktør

Camille Koeller EKSTERN-redaktør

Harald Sebastian Krebs DEBAT-redaktør

Morten Palm Andersen LYD

Agnes Rønberg ILLUSTRATOR

Jacob Berg Hansen FOKUS-redaktør

Line Foldager Villemann FOKUS-redaktør

INTERN

MAJ 2021

3

Fremtidens undervisning bliver anderledes: »Selv når vi er tilbage hundrede procent, vil der være noget, som vi for altid vil forandre.« Det er efterhånden en known fact, at de sidste mange måneders onlineundervisning generelt set har været en træg oplevelse for de journaliststuderende på Medietorvet. Men er der alligevel noget, vi kan tage med os videre?

Af Juliane Sigurdsson og Birgitte Kjeldsen Onlineundervisning: Et kapitel i bogen, der så småt er ved at lukke i.

Når uddannelsesleder Louise Kjærgaard ser tilbage på det sidste års alternativ undervisning, erkender hun, at »noget gik godt, og noget gik mindre godt.« Studerende på andet semester Rebecca Skov Henriksen ser tilbage med den samme fornemmelse, af at noget undervisning har fungeret bedre online end andet. »Forelæsninger fungerer fint.

Gruppearbejde er svært online,« fortæller hun.

Anders Kinch-Jensen, der underviser i Journalistik Håndværk og Mediesprog 2, mener, at håndværksundervisningen kræver, at man er samlet fysisk. »Jeg plejer at sige, at journalistik er en kampsport. Det kan lyde lidt voldsomt, men i journalistik er det vigtigt, at man får kontakt med kilderne, underviserne og hinanden. Man skal være grænsesøgende. Man skal bearbejde sit mod og sin egen usikkerhed – og der er det vigtig, at man er sammen,« oplever han.

Men udenfor bokseringen og i de mere teoretisk tunge fag ser Anders Kinch-Jensen, at digitale løsninger sagtens kunne blive en del af fremtidens undervisning. »Der er noget læring, som i virkeligheden ligeså godt kan foregå digitalt.« Fremtidens undervisning: Digital og smart?

At lytte til oplæg om interviewteknik og syntagmer er for eksempel noget, man ligeså godt kan gøre bag skærmen hjemme fra sofaen, i toget eller i mormor og morfars sommerhus. Corona har tvunget vores øjne åbne for de muligheder, der er online. Det mener Louise Kjærgaard.

På trods af det obligatoriske bøvl med break-out rooms og dårlig internetforbindelse, tager Anders Kinch-Jensen også positive erfaringer med sig fra tiden med corona-undervisning: »Der er nogle situationer, hvor jeg synes, man godt kunne undgå at rejse landet tyndt; møder hvor man bare videregiver information eller undervisning, der ikke er så dialogbaseret.« Rebecca Skov Henriksen tænker også, at man i fremtiden vil kunne afværge kritiske situationer med digitale løsninger. »Det er ikke en krisesituation, hvis man ikke kan mødes med nogen, for så kan man bruge Zoom,« forestiller hun sig.

Det er ikke utænkeligt, at dette kan blive en del af fremtidens undervisning: At sidde på Medietorvet og på Zoom på samme tid.

Udover at onlineundervisnin kan være et godt redskab, så tror Julius Hilario Jønsson, der er også journaliststuderende på andet semester, at der også kan være andre fordele ved det digitale møde. »Nogle trives måske ved at være online. Jeg trives meget godt med det,« erkender han, men tilføjer efterfølgende, at han godt kan tabe koncentrationen indimellem.

Hos ledelsen er de heller ikke i tvivl om, at vi har lært noget af onlineundervisningen. »Jeg er sikker på, at vi kommer til at tage noget med videre,« udtaler Louise Kjærgaard. Hun pointerer dog, at der ikke er blevet lagt en endelig plan for undervisningen efter corona: »Men vi har gjort os tanker, og vi diskuterer løbende.« Du skal kunne sætte din underviser på pause Konkret er der især to supplementer til fysisk undervisning, som Louise Kjærgaard forestiller sig, vil blive gjort større brug af fremover. Den forestilling baserer hun på evalueringer fra studerende og undervisere.

Der har blandt andet være positive tilbagemeldinger på brugen af forproducerede videoer fra un-

dervisere, der gennemgår teoretisk tungt materiale. Her er det blevet muligt for de studerende at spole frem og tilbage i videoerne og få gentaget informationen. »Og så mødes man måske og arbejder med nogle mere praktiske øvelser,« forestiller Louise Kjærgaard sig.

Julius Hilario Jønsson er en af dem, der byder mere videomateriale velkommen. »Det er superfedt, hvis der kunne komme noget mere af det. [...] Man kan måske få forklaret ting igen, som man ikke forstår,« fortæller han.

Hans medstuderende, Rebecca Skov Henriksen, synes også, at videomateriale er en god idé. Dog kun som et supplement. »Hvis det er et alternativ til undervisning, synes jeg ikke, det er en god idé,« siger Rebecca Skov Henriksen og fortsætter: »Kombinationen af at sidde med det selv først og gennemgå det bagefter i undervisningen fungerer bedst. Og det fungerer helt sikkert endnu bedre, hvis det er på video i stedet for læsning.« Anders Kinch-Jensen er enig og understreger, at den ene måde at videreformidle teori ikke udelukker den anden:

»Man kunne sagtens lave en kombination. Det klæder hinanden.« Gæsteundervisere med direkte fra sminkerummet Noget andet, corona-tiden har bidraget til, er tid til og mulighed for at trække relevante gæsteundervisere med ind i det digitale undervisningslokale. »Vi kan i højere grad i dag trække på folk fra branchen. Så det vil der helt sikkert komme mere af,« mener Anders Kinch Jensen.

Gæsteundervisere behøver ikke længere at sætte sig i toget mod Odense. De kan i stedet blot klappe op for bærbaren og vinke til kameraet. »Fremover vil vi jo tænke, ”I kan da lige være med et kvarter på Zoom!”« siger Louise Kjærgaard.

Den fleksibilitet ser Anders Kinch-Jensen muligheder i. »Man kan måske få fat i dem, lige efter de har sluppet et eller andet stykke arbejde. Efter de har været vært på TV eller radio. Og så kan man jo få en dialog om det,« tilføjer håndværksunderviseren.

Selvom Julius Hilario Jønsson godt kan se det praktisk smarte ved online gæsteundervisning, foretrækker han alligevel det

“analoge” møde med foredragsholderne. »Man er meget mere tilbøjelig til at byde ind fysisk. Hvis man for eksempel får en journalist ud, vil jeg være mindre tilbøjelig til at stille spørgsmål over Zoom,« forudser han.

Tabt og vundet På trods af at digitale rum kan bidrage til mere fleksibilitet og smarte løsninger, har det sidste års onlineundervisning for de journaliststuderende på Medietorvet ikke kun været en dans på digitale roser.

Og det er ikke kun fyraftensøllen med studiegruppen, der er blevet hældt ud i vasken. Flere dele af den planlagte undervisning er nemlig gået tabt. Det erkender uddannelsesleder Louise Kjærgaard. »Vi er rigtig, rigtig kede af det, I er gået glip af,« beklager hun, men forholder sig stadig optimistisk.

Hun mener nemlig, at de studerende kan vende den sidste tids erfaringer til en styrke: »I har jo lært noget om at skulle gebærde sig under særlige forhold, og det er faktisk en journalistisk spidskompetence«

INTERN

4

MAJ 2021

Isolationslandskabet på Medietorvet:

Første skoledag om igen: »Er det virkelig dem her, vi har siddet på Zoom med?« Onsdag den 21. marts kom dagen så. Dagen, hvor snakken igen begyndte at gå på gangene. Dagen, hvor bremsespor fra cyklerne igen gjorde stierne varme. Dagen, hvor de journaliststuderende på andet semester kunne vende tilbage til deres første håndværkstime i virkeligheden.

Af Birgitte Kjeldsen

H

vilket hold er I på?« »Hold B.« »Hold C - hvilket hold er du på?« »Hold A. Og… her er ikke andre fra hold A, vel?« »Øh jo - mig...« Latteren fra gruppen af morgenfriske journaliststuderende, der er mødt op på Medietorvet i god tid, klinger i forhallen. Den lyd er det eneste nye, ellers virker alt som det plejer. Spritdispensere spritter, som de gjorde før nedlukningen. Forældede plakater hænger stadig på opslagstavlerne. December-udgaven af LIXEN kan man frit tage fra stativerne og læse. Som urets viser bevæger sig ind i det akademiske kvarter, ankommer flere på Medietorvet. Gruppen ved de orange sofaer ved udgangen til ryger-området bliver større. Snakken runger højere. En enkelt forbudt krammer – eller to – bliver givet og taget i mod.

I stedet for skosåleuge fik 1. semester en juleferie uden ende Mandag den 7. december sidste år skulle have været starten på en skosåleuge, der skulle have givet de studerende på 1. semester ord under neglene og erfaring med at arbejde på en lokalredaktion. Men sommerhusturen til Kolding og ugen med sightseeing i Randers stoppede for de fleste ret brat efter pressemødet den dag. Højt smittetryk og udsigten til nedlukning af 38 kommuner fra 9. december til 3. januar harmonerede ikke ligefrem med

en uge, hvor omkring 100 journaliststuderende spredt på forskellige landsdele skulle producere historier. For nogle betød det, at man måtte lave historier fra lejligheden, kollegiet eller mor og fars baghave. For andre betød det en antiklimatisk afslutning på semesteret og en tidlig juleferie. ”Juleferien” stoppede dog ikke 3. januar.

Julen varede til gengæld lige til og endda to uger efter påske. Efter fire måneder har de førsteårsstuderende nu fået mulighed for at møde deres nye hold, redaktionsgrupper og undervisere i 3D. Til lejligheden er outfittet blevet udvalgt, parfumen sprøjtet på og håret er blevet sat og ødelagt igen efter en cykeltur i modvind.

På trods af svedpletter i armhulerne, medbragte madpakker og gnavende skoletaske-stropper, så virker de fleste glade for at kunne møde op til fysiske håndværkstimer. »Det er rart at starte ud med en cykeltur i stedet for at rulle ud af sengen og hen til computeren,« mener Astrid Kjær, der går på det nye hold C. Dog er det ikke alle, der bare kan ride på cyklen hen til undervisningen. Pendlerne skal nu igen aktivere deres pendlerkort, stille vækkeuret og hoppe på toget mod Odense. Da det ikke engang er alle dage i ugen, de skal møde op til fysisk undervisning, kunne man måske godt forestille sig, at tonen var en lidt andet.

Faisal Ahmed fra hold B pendler fra Kolding.

Han havde næsten savnet togturen, fortæller han.

Imellem de mange vink og corona-hilsner sneg et kram eller to sig ind.

»Togturen herud var fin. Typisk hader jeg at pendle, men det er fedt endelig at føle, at man står op med et formål,« siger han.

I tiden med onlineundervisning har det til tider været svært at holde motivationen oppe og komme til timerne, forklarer Faisal.

Derfor har han set frem til denne dag. »Jeg synes, det er befriende at være tilbage. Det har været mærkeligt bare at være derhjemme.« På Medietorvet virker det ikke til, at de tilbagevendte journaliststuderende har travlt med at komme ind i deres hold-lokaler.

Nogle går rundt og hilser på de personer, de kun har set over Zoom. Nogle er vendt tilbage til de vante grupper. Andre har det måske lidt mere, som var det første skoledag om igen.

Undervisning nu med kaffeånde, navnerunde og gamle Spangsberg-flødeboller Om man har glædet sig eller ej, været afslappet eller anspændt, så er der meget, som denne onsdag faktisk føles som første skoledag. Selvom nogle grupper under Zoom-undervisningen har fundet sammen om opgaver, gåture og øl udenfor Zooms firkantede rammer, så ligger hverdagen med hjemmestudie fra sengen langt fra en god gammeldags undervisningsdag i SDU’s betonklædte lokaler. I det nye hold A’s klasselokale står tilmed to bakker Spangsbergs-flødeboller på bordet oppe ved tavlen.

Og er der noget, som kan få folk i god stemning, er det flødeboller til morgenmad. Men ak … »Jeg er sgu bange for, at de er et år gamle,« bekendtgør Anders Kinch-Jensen, hold A’s håndværksunderviser dette semester.

Flødebolle-fadæsen blev op af formiddagen suppleret af en navnerunde, hvor alle på klassisk vis skulle sige deres navn. Mens navnene blev sagt og hjemstavnen fremstammet, kunne man sidde med på en lytter, se hinanden an og få styr på stemmen, indtil turen kom til en selv. De personer med ekstra overskud krydrede også lige deres præsentation med lidt bonusinfo eller et par sjove kommentarer: »Jeg hedder Eli. Tror, i alle sammen kender mig.« Et semester der snart er forbi. Og hvad så bagefter?

Siden version to af de førsteårsstuderendes semesterstart - og frem til udgivelsen af denne udgave af LIXEN - har de været igennem en tætpakket nyhedsuge. Fra morgen til aften mandag, tirsdag og onsdag skulle der for hver redaktion produceres tre nyheder; på skrift, lyd og TV. Dage med deadlines, interviews

En papirudgave af LIXEN - fra december ... og gruppearbejde er noget andet end de forholdsvist stille dage derhjemme, vi længe har været vant til.

Den allerførste dag tilbage på Medietorvet resulterede også i trætte øjne sidst på dagen.

Den høje latter og spændingen, man blev mødt af om morgenen, var sidst på dagen forvandlet til halvtomme cigaretpakker, sultne maver og matte smil. »Det er jo lang tid siden, man har set folk, og så har jeg da været spændt,« fortalte Jacob Bilet Rand fra hold B for eksempel fra morgenstunden af inden undervisningen.

Spørgsmålet er nu, om tiden med onlineundervisning bliver noget, som de journaliststuderende vil komme til at savne. Kommer de ikke til at savne bare at åbne for deres computere for at komme til undervisning? Til det svarer Kevin Lundgren Frederiksen fra hold A: »Det kan vi jo stadig, ikke Birgitte?« Og det kan vi. Resten af semestret vil det nemlig kun være til håndværkstimerne og i Research & Metode 2, at de studerende kan dukke op til fysisk undervisning. Mediesprog og Refleksionsfag fortsætter i Zoom-format.

Om alle fag på 3. semester kommer til at foregå med fysisk fremmøde på Medietorvet må tiden vise. Foreløbigt må vi bare satse på, at we’re back for good.

MAJ 2021

INTERN

5

6 INTERN

MAJ 2021

De syv bud fra praktik-professoren Journalistdrømmen kan under praktikken få usikkerhed og frustration som følgesvend. Hvordan pitcher jeg min idé? Hvad gør jeg, når jeg har taget munden for fuld? Og hvad gør jeg, når en kollega agerer grænseoverskridende? Lene Rimestad, der har forsket i praktiktiden, har syv konkrete råd.

Af Frederik Therkildsen Efter fire år som underviser på Medietorvet nagede det Lene Rimestad, at hun ikke vidste, hvordan det gik de studerende, når de kom i praktik. Derfor besluttede hun sammen med Gitte Gravengaard, og i forbindelse med sin ph.d. om interaktionerne til redaktionsmødet, at følge 12 journaliststuderende fra Syddansk Universitet under deres praktik. Lene Rimestad har derfor syv råd, som kan hjælpe med at gøre tiden som praktikant lettere.

Vis engagement »Forberedelse er nøglen. Men mindst lige så vigtigt er det at være entusiastisk omkring sine idéer. Det er svært at sige nej til praktikantens idéer, når man kan høre gløden i stemmen, se gnisten i kropssproget; at man brænder for det. Engagement giver bedre journalistik. Praktikanten skal tage ejerskab.«

Sig »Nej« Det kan ske, at du på et tidspunkt løber panden mod muren med en opgave, som du er blevet givet, eller som du selv har pitchet begejstret på et redaktionsmøde. Dét så Lene Rimestad ofte, men det er vigtigt at kende sine egne begrænsninger: »Hvis man ikke får sagt fra selv, eller at man har brug for hjælp, så ender du med at blive presset, sidde der alt for mange timer og køre død i det.« »De fleste steder sidder du på flere forskellige redaktioner gennem praktikken. Der kan være stor forskel på, hvordan du trives. Måske får du ikke lov til lige dét, som du gerne vil. Kemien med lederne eller kollegerne kan halte. Men tre måneder senere kan man være et andet sted, hvor man føler at vingerne folder sig ud. Derfor er supervigtigt, at du ikke banker dig selv hårdt i hovedet, men siger ”nej”.«

Lyt til din chef »I vores praktikantundersøgelse så vi, at der var nogle praktikanter, der ikke var særligt gode til det job, som de sad i. Nogle chefer foreslog dog, at de blev kastet ud i noget nyt for eksempel live-udsendelser, skrive på længere projekter eller redigere web, som praktikanten ikke selv troede, at de var gode til. Men det viste sig, at de var rigtigt dygtige til det. De typer, som tog imod rådet, endte med at blive pissegode.«

Nyd det »Journalistik er et fedt fag. Der er nogle fede fester, der er nogle fede mennesker. Nyd det.«

Du skal turde at sige dine erfarne kolleger imod Praktikstederne efterspørger unge praktikanter, der kan forklare de erfarne kolleger, når de er ude af trit med, hvordan vi taler til hinanden: »Der kan være en superdygtig journalist, som indimellem synes, at han er sjov, men flertallet på redaktionen synes det ikke. De finder det dumt og krænkende. Den tid er ovre, men han er ikke opmærksom på det.« »Det kræver en ny opdragelse, som praktikanterne skal tage del i.

Journalister har generelt respekt for, at man tør sige dem imod. Det gælder på alle punkter: Hvordan dækker vi tingene? Hvad dækker vi? Er det godt nok? Men det dækker også over ens egen arbejdssituation.«

#Metoo findes stadig. Råb op, hvis du oplever det Efter Sofie Linde stod frem til sidste års Zulu Awards, begyndte flere kvinder at åbne op om problemer med krænkelser og grænseoverskridende adfærd. Det skete blandt andet i mediebranchen. Men det betyder ikke, at problemerne er forsvundet, fortæller Lene Rimestad.

Dog har opmærksomheden på sexisme fra medierne og universiteterne aldrig været større, uddyber hun. »Det første jeg vil gøre, hvis jeg var praktikant og oplevede noget ubehageligt, ville være at kontakte praktikantvejlederen. Nogle gange er praktikantvejlederen en del af problemet, men så vil jeg hive fat i en af cheferne. Det vil undre mig meget, hvis dét ikke blev taget alvorligt. De fleste har fået et wake-up-call.«

Invitér en kollega på øl »Hvis du møder en kollega, som du svinger med, så hiv fat i vedkommende. Mange praktikanter har stor glæde ved at finde en slags mentor, som man kan mødes med socialt ved for eksempel at gå ud og drikke øl eller spise frokost sammen. Der kan du kan få luftet nogle af de ting, der ikke fungerer med de andre på arbejdspladsen, eller få råd til udfordringer med kilder. Det er guld værd.«

BAGSIDEN

Feminist som skældsord for patriarkatets ammunition Af Rikke Stokland Illustration: Agnes Rønborg ”Fucking feminist” har du måske hørt og læst i de evige frustrations- dog popcornslystfremkaldene kommentarspor på sociale medier, eller måske har du – som mig – tænkt eller sagt det selv.

Og det er noget lort, for vi har brug for feminister til at gøre op med de mandsdominerede strukturer, der gennemsyrer verden. Selv var jeg uvidende. Udannet. Og påvirket af min opvækst og ungdom i en mainstream-media-virkelighed, der får for stor indflydelse på, hvad jeg synes, føler og gør. En undersøgelse fra 2019 kunne vise, at Danmark ligger i bunden af listen over lande, hvor fleste borgere betragter sig selv som feminister, og en del af årsagen kan være, at mediemøllen endnu en gang brillerer med deres sorte bælte i ”vi giver kun taletid til ekstremerne-taktik« og derfor ofte portrætterer feminister som rabiate mandehadere med alternativ kropsbehåret, og dermed bidrager til den misforståelse, feminismen i det hele taget er offer for. Ønsketænkning Jeg vil ikke sidde og belære om feminisme i historisk kontekst, fordi sådan helt ærligt – det ved jeg slet ikke nok om, ej heller vil jeg pådutte dig alt for mange ”hvad fanden betyder det«-ord (ud over patriarkatet, som kan skabe usagt forvirring i befolkningen – men slå det op, vi har allerede taget første spadestik til dets dødsdom).

Til gengæld vil jeg slå et slag for (undskyld klichéen, Jonas Blom), at vi begynder at uddanne os andre steder end i medierne: At vi læser bøger. At vi snakker med folk, der ikke nødvendigvis får taletid i medierne.

Jeg ønsker, at vi – når vi alligevel scroller på The Gram eller sidder og booster viden om verden i de samme medier, vi loyalt har betroet os til – begynder at udfordre vores eget ekkokammer. Jeg ønsker, at vi piller os selv som kommende journalister ned fra den kæphest, nogle har sat os og vores profession på og i stedet løfter det ansvar, vi ved følger med den magt, medierne og deraf også vi har. Jeg ønsker, vi begynder at lytte og læse og lære fra folk, der ved mere end os – uden vinkelsætninger og en pustende-i-nakkennu-skal-du-altså-skrive-bare-for-at-skriveog-nå-deadline-så-jeg-kan-få-kliks-redaktør.

Jeg ønsker, vi skal bidrage til en nuanceret debat om, hvad det hele egentlig handler om, så vi undgår at hade noget, vi ikke ved, hvad er – og der har jeg så lige selv ret tiltrængt måttet lukke røven et stykke tid og være nysgerrig. »Altså, nu er det jo ikke fordi, jeg er feminist, men …« Vi nærmer os en situation, hvor jeg må ty til fuld plade og indrømme, den sætning både er velhørt og velsagt af mig selv. Jeg var skrækslagen for at blive sat i feministbåsen, fordi ”jeg var jo ikke sådan en.« Og feminister – til tider også kaldt feminazis – er det netop ikke bare nogle, der hader mænd og viderefører rødstrømpernes kussebehåring og slagsange?

Og så begyndte jeg at spørge i min søgen efter, hvad ”sådan en” nu engang dækkede

over. Bruge min undren, hvis jeg lige skal tilfredsstille et par håndværksundervisere. Og så fandt jeg ud af, der ikke var særlig mange, der kunne svare på, hvad feminisme var, hvorfor de rynkede på næsen af tilhængerne af det eller slyngede skældsord ud i flæng.

Det var ligesom bare sådan lidt moderne at adaptere en kritisk holdning til feminisme som konsekvens af mediernes afhængighed af sort/hvid-holdninger – to farver, der sjældent klæder kønspolitik.

Du er højst sandsynligt selv feminist Kort sagt: Går du ind for total ligestilling mellem kønnene, og mener du, at mænd og kvinder er lige meget værd og skal have ens muligheder i livet, så er du feminist. I princippet er mange af os heldigvis feminister, selvom vi ikke ved det – hvis vi altså mener, at ligestilling er eller burde være en grundlæggende præmis i vores samfund. Og nu bliver det tricky: Mange af dem, der siger, de er feminister, er det slet ikke.

For eksempel læste jeg et debatindlæg, hvor kvinder, der valgte at hjemmepasse børn, blev kritiseret for at være degraderet til kødgryderne. Det er ikke feminisme at se det som et step ”nedad” og gøre sig til dommer over, hvordan den enkelte forvalter sit liv.

Og dem, der siger, at man som kvinde ikke må barbere sig, fordi det er at hoppe med på samfundets præmisser om kvindens kropsbehåring som værende forkert? Heller ikke.

Jeg har aldrig rigtig troet på det der ”løftet

pegefinger”-strategi. Og det er det her heller ikke. Det er indlægget, jeg ville ønske, jeg selv havde læst for to år siden. Det er indlægget, der forsøger at besvare, hvorfor mange tænker, som de gør, og hvorfor det er vigtigt, vi begynder at tænke anderledes.

Det feminine er under angreb Lad mig introducere dig for Katrine Blauenfeldt, der langer en fremragende forklaring over disken og blandt andet var med til at få mig til at fatte lidt. Så fremragende, at jeg ikke en gang gider gøre forsøget på selv at formulere det anderledes og dermed benytter B.T. og EB-strategierne ”vi skriver lige et par artikler ud fra et post på Insta”: ”Hvis du er en mand, der går i tøj, som vi forbinder med kvinder og det feminine, så vil du helt sikkert opleve ubehagelige tilråb på gaden (og desværre ofte ting, der er værre), og det er, fordi du har valgt at »degradere« dig selv ved at iføre dig feminint tøj. Der er langt flere mænd end kvinder, der begår selvmord. Og en af grundene er, at vi lærer drenge, at de skal være store og stærke og klare alting selv. For det gør mænd, og når de så oplever at livet gør ondt, så har de ikke nogle redskaber til at håndtere det, fordi vi har forvist det, vi forbinder med at være feminin fra dem: At græde og tale om følelser og indrømme, at man har brug for hjælp. Det er alt det feminine, der er under angreb. Det er de værdier, egenskaber, jobs, påklædning etc. som vi forbinder med kvinder, som bliver

nedgjort, som bliver undertrykt, som bliver værdsat mindre. Derfor skal det hedde feminisme.”

Feminisme i 2020 og fremadrettet vil formentligt heller ikke begrænse sig til det forstokkede syn, at alt skal opdeles i to køn, men til mennesker. Måske vi en dag sågar udskifter ligestillingsbegrebet og dermed er fri for at afspore debatten qua den forpestning, ordet har fået, og i stedet snakker om ligeværd. #videre Nu har du så brugt din tid, hvis du er nået så langt – og tak for det – på at læse knapt verdens længste indlæg om noget, jeg aldrig i min vildeste fantasi havde troet, jeg skulle have en byline på.

Måske er du ligeglad. Måske har du mærket en reaktion. Om vi kan lide det eller ej, er vi, hvor vi er i dag, fordi vi står på skuldrene af andre, der har ikke har været bange for at blive kaldt et skældsord. Og om x antal år – måske allerede i morgen – vil verden være et bedre sted, hvis vi tør bære fanen videre.

Du kan være tilhænger af patriarkatet (og så skal du søge hjælp), eller du kan være feminist.

Så ja, jeg er en fucking feminist, og alt andet ville jeg den dag i dag og med den viden, jeg nu besidder – helt seriøst hæve mit ene øjenbryn over.

8 EKSTERN

MAJ 2021

I hælene på Ditte Haue – kom med bag scenerne hos 19 Nyhederne på TV 2

19 Nyhederne på TV 2 er blandt de mest sete nyhedsudsendelser i Danmark. Bag de ca. 20 minutters live-TV ligger flere dages forberedelse og et stort hold journalister, teknikere og redaktører. LIXEN har eksklusivt fået adgang bag scenerne hos TV 2 og har fulgt nyhedsvært Ditte Haue før, under og efter udsendelsen.

Af Leo Mortenen

B

evæbnet med kuglepen, papirblok og to friske negative coronatests står jeg klar foran Kvægtorvet. Solen bader de orange murstensmure, som indhegner TV 2s matrikel, og forårsluften er klar og kølig. I tiden med corona har TV 2 været meget påpasselige med at lukke udefrakommende ind, og det var ikke nemt at skaffe adgang til mediegigantens hjerte i Odense. Men det lykkedes, og klokken 17:00 træder jeg ind i receptionen for at møde aftenens hovedperson. »Ditte er lige på trapperne,« lyder det venligt fra den unge dame bag skranken. Her er helt stille. Ved siden af skranken kører TV 2 News dæmpet på en skærm.

Jeg når lige at trykke en klat håndsprit ud og gnubbe hænderne sammen, da Ditte Haue ankommer til receptionen. Iført et par friske

lyse sneakers, mørkeblå blazer og løse bukser samt et strålende smil, tager hun imod mig og byder velkommen til hovedkvarteret. »Jeg kommer lige fra sminken,« smiler hun og byder mig en kop kaffe ved en automat lige midt på Kvægtorvet. Her har hundredvis af mennesker normalt deres daglige gang, men grundet corona og tidspunktet på aftenen, er vi de eneste til stede. Der er fuldstændig roligt – næsten som hos en bank, og man skulle ikke tro, at jeg stod i hjertet af ét af landets største og travleste mediehuse lige nu.

Mekka for medieelskere Efter en snak om dagens nyheder fører Ditte Haue mig til sin arbejdsstation. Der er under to timer til, at hun skal præsentere dagens

vigtigste historier for hele Danmark. Hun smiler, griner og virker rolig og afslappet.

Vi går gennem et sæt snørklede gange med kontorer og studier på begge sider og ender i et stort lyst rum. Det er hér, det hele sker.

Rundt om oaser af sorte kontorborde med computere spredt rundt i rummet sidder redaktørerne og værterne fra TV 2s nyhedsudsendelser. Der er en stille summen af samtaler og grin. På en søjle i lokalet hænger seks skærme, som sender live fra hver deres internationale nyhedskanal. Ovenover hænger et digitalt ur med sekundtæller, og under dét er et rødt skilt med ordene: ON AIR. Bag søjlen er studiet, som nyhederne sendes fra. Det velkendte blankpoleret, sorte gulv og den hvide pult står klar til brug, når 18 Nyhederne snart skal sendes. For en

nyhedsnørd som mig er det lidt overvældende at stå midt i dette rum – en slags mekka for medieelskere.

Ditte følger mig rundt og introducerer mig for dagens redaktører, tilrettelæggere og værter, som alle byder mig velkommen med smil og god energi. »Du kommer fra LIXEN?« spørger Karin Cruz Forsstrøm begejstret, da turen når til hende. »Dér har jeg selv skrevet for mange år siden.« Poul Erik Skammelsen hilser også pænt på sin velkendte lavmælte facon, inden Ditte og jeg sætter os ved hendes bord. Ved siden af os sidder aftenens redaktør på 19 Nyhederne, den tidligere minister Lotte Bundsgaard.

Sammen med Ditte Haue er hun ved at lægge sidste hånd på aftenens historier, hvor op- og

EKSTERN 9

MAJ 2021 planlagt.

De er ledet af en mand, som fra sin kontorstol midt i lokalet dirigerer Ditte Haue og teknikerne med venlig autoritet gennem generalprøven. Alle har headset på, og tonen er en helt anden herinde - modsat ude ved redaktørerne. Her er ingen småsnak, og der gives korte og klare meldinger på kryds og tværs, imens de minutiøst kæmmer teknikken og indslagene for fejl. »Tre minutter til udsendelse,« meddeler dirigenten fra sin kontorstol. Ved sine fødder har han en knap, som han træder på, når han skal i radiokontakt med de andre.

På den måde kan han have begge hænder på tastaturet og musen på sit skrivebordet, samt øjnene på de otte skærme, der er foran ham. »Ét minut til udsendelse. God fornøjelse.« Alle i rummet sidder klistrede til skærmene. Ditte står klar i studiet og får sig et glas vand. »Tyve.« nedlæg, overgange og indslag planlægges ned til sidste sekund. »Vi er aftenens partners in crime,« griner de. Ét stort maskineri Den næste halve time byder på en intens omgang af kommunikation på kryds og tværs mellem Ditte Haue, Lotte Bundsgaard, grafikere, teknikere og rapportere.

Nyhedsudsendelsen varer kun lidt over 20 minutter, så hvert et element skal koordineres og sidde lige i skabet. »Der er nok over 50 mennesker med i produktionen af 19’eren alene. Flere lapper med over til de øvrige udsendelser, men det er et stort hold af journalister, redaktører, teknikere, grafikere, runnere og mange flere,« forklarer Ditte, idet Lotte kommer med aftensmad fra kantinen til dem begge. »Det er kun, fordi du er her, at hun henter mad til jer,« lyder det kækt bag os. Her sidder redaktøren på 21.30 Nyhederne – en munter mand, som sidder og researcher om rødvin til et indslag i sin udsendelse.

Klokken runder 18.00, og Karin Cruz Forsstrøm har taget plads i studiet, hvor hun med snilde leverer 18 Nyhederne. Imens ringer Ditte fra sin egen mobil til Divya Das, der står klar i London som live-reporter. De skal aftale rammerne for deres interview i 19 Nyhederne, men snakken falder hurtigt over på den kommende royale begravelse i England. »Hvor bliver det spændende! Det er jo århundredets begravelse. Jeg sidder klar med popcorn derhjemme,« afslutter Ditte og siger farvel til Divya. »Jeg er kæmpe fan af det engelske kongehus!« konkluderer Ditte.

Selvom der er mange bolde i luften, og uret hele tiden tikker, er stemningen og jargonen blandt alle i rummet afslappet og munter. Ikke fordi de tager let på opgaverne, men fordi alle kan sit kram, og fordi holdarbejdet kører som en velsmurt maskine. Det er fascinerende at være vidne til.

Dirigenten Da Karin Cruz Forsstrøm er færdig med 18-udsendelsen, vender hun tilbage til sit kontorbord, smider sine stiletter og tjekker sin telefon. Med overskud og smil på læben

vender hun aftenens udsendelse med nogle journalistpraktikanter, takker redaktørerne for i dag og forlader rummet. Nu er det Ditte Haues tur til at indtage scenen.

En halv time før live-udsendelsen starter, går Ditte Haue ind i studiet til generalprøve.

Jeg får lov til at følge med Lotte Bundsgaard ind i, hvad der bedst kan betegnes som et rum taget direkte fra en Star Wars film. Vi befinder os bag studiet i produktionen - et rum med over 30 skærme og monitors, samt et hav af tastaturer med grønne og røde lys.

I den dæmpede belysning sidder et hold af teknikere, som skal afvikle udsendelsen bag scenerne. Det er dem, som sørger for, at grafikken, overgangene, indslagene, livedelene - ja, faktisk hele udsendelsen - går som

»Ti.« »On air!« Den velkendte nyhedsjingle fra TV 2 afspilles med den tilhørende grafik, og så er udsendelsen i gang.

Undervejs sidder teknikerne i rummet og trykker på alverdens knapper, imens lederen kommunikerer kort og kontant med alle, der er indblandede. Hans fødder står sjældent stille, da der konstant skal times og tjekkes med de forskellige live-reportere. Ditte Haue leverer indslagene til præcision, og tidsplanen bliver overholdt. »Kæft, han har en god stemme,« konkluderer én af teknikerne undervejs, da et

indslag med en ung journalist bliver afviklet.

Ved et andet indslag får Ditte også et mindre grineflip under et sjovt klip med nogle børn. Hun når nemlig ikke alle indslagene at se til fulde inden udsendelsen, og derfor kan de være fyldt med overraskelser som her.

En livsstil Efter 22 minutter runder Ditte Haue udsendelsen af, og teknikerne takker hinanden for godt arbejde. Ingen bump på vejen og ét styks 19 Nyhederne serveret for seerne til perfektion.

Kort efter fanger jeg Ditte foran studiet, og vi trækker os lidt væk for at reflektere over aftenen. »Jeg synes, det gik godt! Vore liveelementer var gode og levende – det var en overskudsagtig udsendelse.« Hun har været nyhedsvært på TV 2 i to år, og for hende er arbejdspladsen noget helt særligt: »Nyhedsjournalistik er en livsstil, så man er hele tiden på arbejde. Heldigvis respekterer og stoler vi alle på hinanden som kolleger – det er vigtigt for samarbejdet. Og så er det en fantastisk følelse som hold at sætte udsendelsen til søs og så sikre, at den kommer sikkert i havn.« Jeg takker Ditte Haue for, at hun ville medvirke, og hun følger mig ud. Aftenen er nu indtruffet helt.Solen er væk, men bag Kvægtorvets mure ligger 21.30-udsendelsen og brygger videre, inden den går live om lidt.

Kvægtorvet er virkelig en by, der aldrig sover.

10

EKSTERN

MAJ 2021

»Det er knasterne ved os mennesker, som gør os spændende«

Christian Degn er bedst kendt som 2-meter-manden i vores fjernsyn, hvor han blandt andet er ansigtet på programmerne Hvem vil være millionær og Alt det min far ikke har lært mig. Bag de mange kronjyske centimeter gemmer sig en bevidsthed om at være jordnær og i øjenhøjde med seerne.

Af Malthe Lindholm Noes Foto: Lotte Skov TV 2

D

et handler om naturlighed og troværdighed, når tv-darlingen Christian Degn laver fjernsyn, og det handler især om at have en uddannelse i at være på skærmen..

Hvis man spørger tvværten, så går det alt sammen hånd i hånd.

Klokken har passeret 14:40, og vi har denne eftermiddag aftalt at ringes ved til et interview.

I 2003, da Christian Degn var nyudklækket journalist fra Danmarks Medieog Journalisthøjskole, pegede karrierepilen i retning af graverjournalistikken.

Det var først en del år senere, at den nu garvede tv-vært skulle prøve kræfter med reportage i TV Avisen – og dermed pludselig bringe sin egen person i spil for seerne. »Jeg kan ikke falde i alles smag« I dag er den tidligere Cavling-nomineret graverjournalist et kendt tv-ansigt i bedste sendetid. Jeg fristes til at spørge, hvordan man er den bedst mulige vært, for hvem andre end Christian Degn er den rette til at svare på dette. »Når man tør at stå ved sig selv som menneske, så kan man ikke appellere til alle. Det er nærmest som rødvin. Nogen elsker rødvin, mens andre hellere vil have en øl eller en sodavand. Jeg kan ikke falde i alles smag,« lyder det fra tv-værten i telefonen.

Christian Degn fortæller, at det i høj grad handler om troværdighed, som skabes mellem tv-værten og seerne. Ifølge tv-værten skal man være tryg og dygtig foran skærmen og være klar over, at man

blotter sig selv i et større omfang, hvis man vil være en god tv-vært.

Jeg spørger ham, hvad det kræver at være tvvært, hvortil han påpeger, at det er vigtigt at stå ved sig selv, når man laver tv i det format, som han har dygtiggjort sig i. Den nævnte troværdighed skabes netop ved i høj grad at fremstå ægte. For Christian Degn er det derfor vigtigt, at hans værdier og væremåde stemmer overens med formatet, så han som vært formår at stikke lidt ud fra opskriften.

Hvor personlig kan man tillade sig at være i rollen som vært? »Det er den samme situation, som da Sara Bro overtog monopolet, eller da jeg skulle føre Hammerslag videre efter Peter Ingemann.

Spørgsmålet vil pludselig blive stillet på en anden måde. Busruten er den samme, men der er kommet en ny chauffør i bussen. Og så må man se, om man kan lide den nye buschauffør.« Når enden er sjov, er alting godt En væsentlig brik i Christian Degns strategi som tv-vært er humor. Hans Instagram-profil ’Degnamite’ illustrerer apropos, hvor stor vægt den 41-årige journalist lægger på netop det humoristiske aspekt i værtsrollen.

I gymnasietiden var humørbomben både den ambitiøse studerende med klassens højeste snit og samtidig klassens sjove fyr. Det var også først i TV Avisens ’’dagens glade indslag’’ i 2012, at han blev klar over, hvilken effekt humor havde på tv:

»Alt, der slutter med et grin, virker psykologisk som en rigtig slutning.« For tv-værten er humoren også en naturlig del af dét at være personlig, nærværende og have sig selv med på tv.

Og som han selv forklarer det, er der ikke meget forskel mellem Christian på tv og Christian i virkeligheden. Den eneste forskel er, at han bander mere uden for kameraet, siger han med et smil i stemmen, der trænger igennem telefonen: »Der er nærmest aldrig noget, jeg har fundet på på forhånd. Og det bærer det hele nok præg af. Men hvis jeg havde lavet det på forhånd, så ville folk mere forvente, at jeg var stand-upper. Og så lyder det til gengæld meget mere dumt, når man kommer med sin punchline, og den så slet ikke er der. Selvom man lærer i folkeskolen, at man skal tænke, før man taler, så dur det ikke altid på tv.« Fremtidens værtsrolle Jeg lader blikket glide ned over listen med mine spørgsmål. Sidste punkt på dagsordenen handler om tv-værter i fremtiden, hvad kan vi forvente af dem?

Det er svært at spå om, men ifølge Christian Degn ønsker publikum i stigende grad at se tv-værter, som er andet end anonyme mikrofonholdere. »I fremtiden forventer folk, tror jeg, at

værterne giver mere af sig selv. Du er personlig og tør dele endnu mere af dig. Vi er blevet vant til Instagram og Youtube, hvor folk er personlige, og vi vil gerne kende mennesket, vi er i selskab med, fortæller tv-værten og fortsætter: »I Kina er de begyndt at lave nyheder med avatars, som læser fuldstændig fejlfrit op aften efter aften. Det er jo uinteressant, for det er knasterne ved os mennesker, som gør os spændende.« Vi begynder at snakke om, hvordan fremtidens værter skal agere og fremstå på nationalt tv. Og det tager ikke lang tid for den garvede tv-vært at perspektivere til nutidige kendte figurer: »Fremtiden har været her så længe. De værter, som har holdt i årevis, har været 1:1 sig selv. Altså, Søren Ryge er jo sygt meget Søren Ryge. Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk er også enormt meget sig selv. Anders Agger – altså, Anders er jo sådan set privat, men du kan alligevel mærke klangen af et menneske.« Tror du, at du kommer til at gribe tingene an på en anden måde i fremtiden? »Jeg har også en mere alvorlig og seriøs side i mig, så jeg kunne godt forestille mig, at jeg kunne få lyst til – eller det har jeg allerede – at lave noget, der måske har en grad af mere alvor. Men jeg tror nu, at man stadig vil smile lidt. Jeg tænker, at min sjæl er sådan, at jeg ikke kan lade vær med en gang imellem, som da jeg gik i folkeskolen og gymnasiet, at komme med en sjov bemærkning.«

EKSTERN

MAJ 2021

11

Freelancelivets facetter

At være freelancer i dagens mediedanmark kan være udfordrende. Lave honorarer og hårde arbejdsvilkår kan nemt tage gejsten og pusten fra en ellers arbejdsglad journalist. Men hvilke løn- og arbejdsvilkår er det egentlig, vi som snarligt nyudklækkede journalister går i møde?

LIXEN har spurgt freelancer Bille Sterll.

Af Camille Koeller

F

»Det er jo altid godt, at vi freelancere står sammen. Vi er sådan nogle ensomme satellitter, der drøner rundt derude og leder efter kunder og opgaver. Der tror jeg, klubberne kan skabe større synlighed om forholdene i vores branche – både blandt freelancere, men også over for arbejdsgiverne. Det bliver jo synligere for en avis, at den har mange freelancere, hvis der er en hel klub af dem, og de taler med en fælles stemme. Og det er altid godt, at vi taler med en fælles stemme.« Journalistforbundet mener også, at klubberne er en god ide. Der er flere eksempler på, hvordan freelanceklubber har forhandlet sig til at få banket lønnen op, da alternativet for medierne er at miste store dele af deres tilknyttede freelancere. Man står stærkere, når man er en del af en freelanceklub, mener forbundet, og det er Bille Sterll enig i. »Det bliver lettere at argumentere for, at man skal have noget mere. Og det bliver synligt over for arbejdsgiverne, at de har en stor klub af freelancere, så det giver noget styrke – det er jeg ikke i tvivl om!«

agbladet Journalisten har denne måned sat fokus på journalister, der har valgt faget fra, i artiklen »Journalisterne, der fik nok af journalistik«.

En af de tre tidligere journalister, som fortæller om valget, er Vibeke Lou, tidligere magasinjournalist, som endte med at knække nakken på freelancelivet. Mere præcist var det økonomien, hun ikke kunne få til at hænge sammen, da de udstukne vejledende timepriser fra Journalistforbundet ikke hang sammen med virkeligheden.

Spørgsmålet er så, om dårlige løn- og arbejdsvilkår for freelancere er en tendens i mediebranchen, eller om Vibeke Lous oplevelse med freelancetilværelsen er enestående. For er dét at være freelancer i dag noget, man ér af nød, fremfor noget man aktivt selv tilvælger? LIXEN har undersøgt det nuværende freelancelandskab for at se, hvad der venter fremtidens journalister af løn- og arbejdsvilkår.

Magasinerne og dagbladene Bille Sterll er freelancejournalist og har samlet set mere end 15 års erfaring som freelancer. Hun har med egne øjne set udviklingen i løn- og arbejdsvilkårene for freelancere igennem de sidste 25 år, hvor hun skiftevis har været fastansat og freelancer.

Sidst, Bille Sterll skrev til magasinpressen, var i midten af 90’erne. Hun fortæller, at magasinerne dengang betalte et sted mellem 3.000 og 7.000 kr. for en artikel. Og 25 år senere er det Bille Sterlls opfattelse, at honorarerne for freelanceopgaver stadig er de samme – hvis ikke lavere. »Det er mit indtryk, at honorarerne på magasin- og avisområderne er lavere i dag, end de var i midten af 90’erne. Jeg har en kollega, som skriver for nogle af de magasiner og får 4.000-5.000 kr. for en artikel, og det vil jeg påstå, at jeg også gjorde i midten af 90’erne.« Ifølge Bille Sterll har magasinernes satser for freelancere altså ikke fulgt med tiden, men det er de ikke alene om. De store dagblade har hun haft samme oplevelse med. »Sidst, jeg snakkede med en redaktør på Politiken om at sælge en artikel, blev jeg tilbudt 3.000 kr. for et opslag. Så spurgte jeg en af de fastansatte journalister på samme redaktion om, hvor lang tid hun typisk var om at lave sådan en artikel. Hun sagde en uge. Så 3.000 kroner om ugen var, hvad Politiken syntes, de havde råd til at betale. Jeg fik at vide, at de ikke havde råd til mere, men det er jo ikke rigtigt, for deres egne medarbejdere får jo ikke 3.000 om ugen, så selvfølgelig har de råd til det.«

Billes råd til nyklækkede freelancere Bille Sterll er glad for sin freelancetilværelse, men hun har nogle konkrete råd til dem, der går med drømmen om at træde ind i branchen som freelancer:

De gode opgaver Bille Sterll har for lang tid siden opgivet at være freelancer på magasinerne og dagbladene, da de ganske enkelt ikke betaler godt nok. Men det er dog ikke ensbetydende med, at freelancetilværelsen nødvendigvis ikke kan løbe rundt. Der er andre opgaver, man som freelancejournalist kan opsøge og tilvælge fremfor opgaverne i de prætentiøse mediehuse. »Hele fagbladsområdet holder det økonomiske niveau. De fleste fagblade har nogle rimelige lønaftaler, de er til at forhandle med, og de accepterer, at vi har en timeløn, der er højere end de fastansattes, fordi vi har en masse udgifter, de ikke har. Og de har mange freelancere, fordi de har nogle relativt små redaktio ner.« Ifølge Bille Sterll er der altså rigeligt med muligheder, hvis man er villig til at bevæge sig væk fra de prominente aviser og magasiner, når man vælger freelancelivet til. »Hvis man arbejder for magasin- og dagspressen, skal man løbe stærkt for at tjene en ordentlig månedsløn. Men hvis man laver nogle kommunikationsopgaver, laver noget for nogle organisationer eller virksomheder, kommer der altså nogle andre penge ind.«

Freelanceklubber i fremgang Selvom mediehusene altså ikke gør meget for løbende at hæve satserne for deres freelancere, har mange freelancere selv valgt at tage kampen op ved at organisere sig.

Et eksempel på det er kulturmagasinet Soundvenue. I 2019 havde Soundvenue cirka 40 aktive freelancere tilknyttet. Alle 40 syntes, honorarerne var for lave, så de valgte at gå sammen i en freelanceklub for sammen at kunne gå til ledelsen med deres utilfredshed.

Det udmøntede sig i, at Soundvenue i 2020 lavede nye satser for deres freelancere. Flere af freelancehonorarerne steg med 100 procent f.eks. fra 250 kr. til 500 kr. for en anmeldelse - og nogle steg med endnu flere procenter.

Soundvenues freelanceklub er dog ikke et enestående eksempel. Den første journalistiske freelanceklub blev til i 2007, hvor det var Informations freelancere, der besluttede at organisere sig. Siden da er der kommet yderligere 17 klubber til, og senest ser det ud til, at en ny klub hos TV2 Regionerne er under oprettelse.

Bille Sterll mener også, at freelanceklubberne gør noget godt for freelanceres løn- og arbejdsvilkår, selvom hun ikke selv er med i en.

1. Find nogle legekammerater. Kom ind i et kontorfællesskab, hvor der er andre freelancere, og lav et arbejdsmiljø, hvor I er flere om det. Man kan diskutere vinkler og priser, og man kan henvise til hinanden, hvis man bliver spurgt, om man kender nogen, der kan tage en opgave, hvis man ikke selv har mulighed for det. Find nogle legekammerater, find nogle kolleger.

2. Lad vær med at tage et afslag personligt, hvis en redaktør ikke vil købe en opgave, du har pitchet. Det er ikke nødvendigvis, fordi der er noget galt med ideen – de har bare ikke brug for den lige nu. Og den kan være skidegod igen om 14 dage eller om et år eller til et andet medie. Det er bare det medie, du har pitchet til, som ikke vil have den lige nu – fair nok, sådan er det bare. Prøv igen.

3. Netværk. De fleste af os får vores opgaver igennem folk, der kender os i forvejen.

Så husk at tag ud til alle mulige faglige sammenhænge. Gå til delegeretmøde i DJ, tag til fagfestival, tag til debatmøder i din kreds.

Sørg for at snakke med nogen, som måske kan være dem, der giver dig dit næste fede job eller din næste fede freelanceopgave.

4. Og det økonomiske? Få en billig lejlighed, lyder det fra Bille Sterll med et smil i stemmen.

12

PORTRÆT

MAJ 2021

Fra fransk udlejningsklovn til dansk satiresanger Huxi Bach blev draget af journalistikkens mangfoldige muligheder, men gennemførte aldrig uddannelsen. LIXEN har mødt den populære tv- og radiovært til en snak om uddannelse, praktik og god satire.

Af Anders Vestergaard Nielsen Foto: Magnus Nygaard

F

acaden på de karakteristiske, rå betonmure slår sprækker og ædes i hjørnerne af et tydeligt lag skimmelsvamp. Tæt ved den tidligere hovedindgang holder to gule rendegravere parkeret i larmende tomgang. Det er her, på hjørnet foran de tidligere bygninger for Danmarks Medieog Journalisthøjskole i Aarhus, at jeg møder satirikeren Huxi Bach. »Kæft, her har jeg ikke været i mange år,« udbryder han som det første, inden han stopper op foran den gamle indgang. Med hænderne begravet i sin store, blå dunjakke betragter han med et nostalgisk blik dét sted, der blev afsæt for hans nu 20 år lange karriere i medie- og underholdningsbranchen.

Huxi Bach har nærmest ikke været her siden han i 2001 drog i praktik på Danmarks Radio. Et praktikophold han aldrig kom tilbage fra. »Det er jo et stykke danmarkshistorie det her. Herfra er der kommet mange fantastiske ... og forfærdelige mennesker,« siger han med sit genkendelige grin i stemmen.

Den friske martsvind sender det høje hår på afveje, inden en friserende hånd stryger gennem de lyse lokker og genopretter balancen. Støjen fra køretøjerne brummer og brager. Det er ikke ligefrem den ideelle kulisse til en snak om den aalborgensiske satirikers specielle karrierevej, så vi går i stedet en tur i det grønne område bag skolen.

Guitarsatiriker Det er en kombination af underholdning og musik, der er karakteristisk for Huxi Bachs måde at optræde på. I efteråret turnerede han landet rundt med showet Nye tider, hvor han forenede meningsfuld komik og satirisk guitarrytmik.

Passionen for musik kan spores helt tilbage til barndommen i Aalborg, hvor hans far var klassisk komponist og rektor på Nordjysk Musikkonservatorium. Selvom Huxi Bach er opdraget med altid at gå efter det, der gør ham glad, så blev han dog alligevel rådet til ikke at gå efter musikken.

»Jeg er vokset op med en far, der er et meget fornuftpræget menneske. Han håbede faktisk, at jeg ikke blev musiker,« fortæller Huxi Bach og fortsætter: »Som chef på konservatoriet kunne han se, at man ofte uddannede folk til arbejdsløshed, for kan jo ikke uddanne folk til at blive Thomas Helmig.« Efter karrierens start som journalistpraktikant på Danmarks Radios underholdningsafdeling har Huxi Bach både været vært på populære radioprogrammer som Huxi og Det Gode Gamle Folketing og Den Løse Kanon samt tv-programmer som Boogie og Ugen plus det løse.

Klovn i Paris Vi drejer væk fra den asfalterede sti, vi indtil nu har fulgt, og fortsætter i stedet på en lille jordvej, der fører os til toppen af en bakke.

Fra toppen er der udsigt over det meste af det nordlige Aarhus, og vi betragter i stilhed en neongul lægehelikopter, der elegant sætter fødderne på den enorme landingsplatform ved Aarhus Universitetshospital.

Huxi Bach fortæller, at tankerne om at læse journalistik slet ikke eksisterede før længe efter, at han havde færdiggjort gymnasiet. Han følte intet pres for at finde ud af, hvad han skulle, men flyttede derimod til Paris kort efter, at han fik studenterhuen på hovedet. »Efter gymnasiet skulle der ske et eller andet, men det dér backpacking i Thailand sagde mig intet. Så jeg tog til Paris og fik arbejde i en børnehave på Champs-Élysées.

Jeg boede på ni kvadratmeter loftsværelse og levede et meget bohemeliv. Nul penge og nul plads.« Det enkle liv i Paris tiltalte Huxi Bach så meget, at han blev boende i den franske hovedstad i 14 måneder. Foruden sit faste arbejde i børnehaven prøvede han kræfter med forskellige småjobs - blandt andet et job som udlejningsklovn til børnefødselsdage. Og det var faktisk sådan, det hele startede. »Det var meget bizart. Man kan godt sige,

at karrieren startede der. Det var mit claim to fame – ja, bortset fra der ikke var noget fame,« griner Huxi Bach, der mindes tiden i Paris med et smittende smil på læben. »Ja, journalistisk kan man jo ikke kalde det« Mens vi bevæger os væk fra jordvejen og ind i et lille skovområde med snørklede stisystemer, beretter Huxi Bach om sin tid på Journalisthøjskolen. Han søgte ind kort efter dannelsesrejsen og blev optaget i første forsøg. Han husker, at han ikke nødvendigvis drømte om at være journalist. Han havde ingen journalistiske forbilleder, men følte sig i stedet tiltrukket af de uendeligt mange muligheder, som uddannelsen giver.

For Huxi Bach var det vigtigste ikke at føle sig låst. Sådan er det stadig den dag i dag.

Han nyder at kunne springe rundt mellem forskellige tv – og radiojobs. Følelsen af ikke at vide, hvilke projekter han næste gang skal kaste sig over, er noget af det bedste, han ved.

Den seneste tid har han givet sig selv et pusterum efter turnéen i efteråret, men snart er han igen aktuel med en ny satireserie på DR2.

På Journalisthøjskolen drømte Huxi aldrig om at lave traditionel journalistik. På studiet fandt han hurtigt ud af, at han meget bedre kunne lide de skæve og skøre idéer, og han kedede sig nemt, hvis ikke historierne havde

en humoristisk vinkel. »Jeg husker, at vi på et tidspunkt blev sendt ud i en lille by, hvor vi skulle lave lokaljournalistik. Jeg skrev en skør artikel, hvor jeg kiggede på sammenligninger mellem den lokale kirke og det lokale værtshus, som lå lige overfor hinanden. Jeg afleverede opgaven, og den kom tilbage med kommentaren: Ja, journalistisk kan man jo ikke kalde det.« Undervejs på studiet havde Huxi Bach fået smag for at lave tv, så da praktikken nærmede sig, gik han efter pladser, hvor han kunne få lov at arbejde med fjernsynsmediet.

Derfor søgte han de eneste fire tv-pladser, som han kunne søge - og så lige Ekstra Bladet, bare fordi han helst skulle søge fem steder. Skrækscenariet var derimod at ende på et dagblad, hvor han skulle lave tør og vigtig journalistik. »Alle søgte jo praktik hos Politiken, TV Avisen, Ekstra Bladet - altså, rigtig journalistik. Det var det, jeg havde mindst lyst til.

Jeg prøvede at undgå nyheder. Jeg brød mig generelt ikke om vigtige ting.« Huxi Bach endte med at få drømmepladsen på Danmarks Radios underholdningsafdeling i København.

Praktikken, der aldrig sluttede Vi zigzagger os vej gennem det kringlede stisystemet, alt imens Huxi Bach mindes sin tid som tilrettelægger på programmet

PORTRÆT

MAJ 2021

Vindhætterne. Selvom det snart er 20 år siden, at programmet med et skarpt hold af komikere blev sendt, fortæller han om tiden med enorm begejstring: »Jan Gintberg, Mick Øgendahl, Carsten Bang, Sebastian Dorset, Omar Marzouk.

Det var fucking A-holdet. Jeg syntes, det var megavildt. Især fordi de drenge var ret så cool. Det var dér, jeg kunne mærke, at jeg var på plads. Satire kunne noget«.

Stien deler sig pludseligt i to, og Huxi stopper op. »Jeg aner simpelthen ikke, hvor vi er«, udbryder han grinende og lægger op til, at jeg skal guide os på rette vej. Vi spejder begge forvirrede rundt, indtil vi gennem nogle træer kan skimte vandtårnet på Randersvej tæt ved skolen. Et pejlemærke.

Vi følger en cykelsti i retning mod tårnet og taler videre om praktiktiden på DR Underholdning.

Oprindeligt var planen, at Huxi Bach, ligesom alle sine medstuderende, skulle tilbage til Aarhus og færdiggøre journalistuddannelsen. Dog havde han nu fået så godt greb om arbejdet på DR, at han blev tilbudt at forlænge praktikopholdet i seks måneder, som han takkede ja til, da han ikke havde travlt med at komme tilbage på skolebænken Kort tid efter blev han af en ven anbefalet at gå til casting som vært på DR´s nye ungdomssatsning Boogie. En værtstjans, som han endte med at få. Dermed blev

tankerne om at færdiggøre uddannelsen lagt på hylden.

Da Huxi Bach flere år senere modtog et brev om, at han nu officielt var afmeldt studiet grundet højt fravær, smed han blot brevet ud og tog på arbejde.

Makkeren af guld Efter flere år som tv-vært kastede Huxi Bach sig over radiomediet, og da det populære radioprogram De Sorte Spejdere sendte for sidste gang på P3, var det Huxi Bach, som Danmarks Radio tilbød at lave det næste eftermiddagsprogram på kanalen. Han manglede dog en medvært. »P3 havde et problem med fornyelse.

Når der skulle fornyes, rystede man bare Excel-arket med de samme mennesker, som så endte på nye pladser. Der skete intet. Så jeg insisterede på, at jeg selv ville vælge min medvært. Og det skulle være Karen Thisted,« fortæller Huxi Bach, som forinden havde haft Karen Thisted med som gæst i sit tidligere radioprogram Mondo. »Vi klikkede bare helt vildt. Der var en enormt god kemi. Cheferne var ikke meget for det, men jeg holdt fast. Det skulle fandme være Karen. Hun var jo bare guld. Hun kendte alle mennesker og havde prøvet de mest sindssyge ting.« Huxi Bach fik sin vilje, og sammen med Karen Thisted skabte de programmet Den Løse Kanon, som fik stor succes. Jeg kan

mærke en vis vemod i Huxis stemme, når han snakker om Karen Thisted, der sidste forår døde i sit hjem i København, 73 år gammel. »Det er det største tab, den her corona har påført mig. Det var meget trist. Hende holdt jeg sgu meget af«, siger Huxi Bach, hvorefter samtalen forstummer for et kort øjeblik.

Journalistisk satiredrive Siden tiden på P3 har Huxi Bach lystigt hoppet rundt mellem diverse radio – og tv-projekter. Fælles for langt størstedelen af projekterne er dog, at de ligger placeret i krydsfeltet mellem journalistik og komik.

Brugen af humor er hans vigtigste arbejdsredskab og kan, ifølge ham selv, være et fantastisk værktøj, når der skal formidles tunge historier. »Når jeg skriver, er jeg drevet af indignation - ligesom journalister. Jeg er drevet af harme. Journalisternes opgave er at skrive det i en avis, og mit job er at få det til at være sjovt,« fortæller han med en hurtig stemme, mens vi drejer væk fra cykelstien.

Med vandtårnet som sigtelinje har vi fundet tilbage til skolen. Uroen fra køretøjerne er forsvundet, og vi fortsætter derfor samtalen foran den gamle hovedindgang.

Jeg spørger yderligere ind til Huxis arbejde med den politiske satire. Han fortæller, at der som udgangspunkt ikke er nogen grænse for, hvad man må lave sjov med, men at det

13

for ham handler om at slå på de rigtige: »God satire udstiller dem, der skal udstilles. Når Henrik Qvortrup står til pressemøder og ikke kan - for the love of God - hive et svar ud af Mette Frederiksen, Nick Hækkerup eller andre af de der nisser. Her kan satiren bruges som et andet greb, der kan nå bredere ud. Det kan udstille dem på andre måder, end journalisterne kan.« Der er noget fascinerende ved at høre Huxi Bach fortælle så passioneret om det, han har dedikeret sit liv til. I et arbejdsliv, der konstant har handlet om at lede efter det sjove, kan det være svært at bevare realitetssansen. Men efter 20 år i branchen lyser begejstringen ved arbejdsprocessen stadig i Huxi Bachs øjne, og glæden for hans kommende projekter kan aflæses nemt i hans storsmilende ansigt.

Vi følges sammen mod parkeringspladsen.

Huxi Bach skal mod centrum for at spille en lille sang i en guitarbutik. Han røber dog, inden han går, at han snart er aktuel med en ny satireserie på DR2. Her skal han af flere omgange kigge nærmere på efterårets kommunalvalg, og grave i nogle af valgets skøre historier. »Det bliver fedt.«

14

EKSTERN

MAJ 2021

En Bentley kommer kørende Anna Lin er vært på DR og har gennem de sidste år braget igennem som kendt ansigt på børne-tv. Men når den nyeste sæson af det populære tv-program Kender Du Typen ruller over skærmen, vil hun være at finde som programmets nye vært. LIXEN tegner et portræt af Anna Lin, som startede sin karriere på DR’s talenthold og nu stormer frem på mediescenen.

Af Josefine Melchior Christiansen og Rikke Roelsgaard Paulsen Foto: Privat

I

2017 sidder Anna Lin i sin fars lejlighed i Gothersgade og iagttager bilerne på vejen udenfor. Alt fra de små og højrøstede til de store og polerede. En Bentley kommer kørende. Anna Lin bemærker, at den ikke gasser op, for fortovets forbipasserende ved godt, hvilken motor der sidder oppe foran. »Jeg føler, at jeg er en af de dér fancy biler.

Jeg behøver ikke at stå og råbe højt om, hvad jeg kan, hvad jeg vil, og hvad jeg skal. Det kan man mærke på mig.« Sådan siger den 24-årige tv-vært, da vi taler med hende over Zoom en mandag eftermiddag i marts. Anna Lin sidder på en altan i Indre By i København iført en stor, sort jakke fra Saks Potts og Apple AirPods i ørerne.

Hendes negle er farverigt lakerede, som man kender dem fra hendes Instagram.

Set udefra er vi bare tre unge kvinder, der sidder og taler sammen. Men Anna Lins hverdag er langt fra som andre kvinders i starten af tyverne. For mens vi terper kommaer og fortællesætninger på journalistuddannelsen i Odense, har Anna Lin taget en mere utraditionel vej. Som 20-årig blev hun elev på DR Talentholdet, hvor hun efterfølgende er blevet bedst kendt som vært på DR Ultra.

Tilbage i februar fyrede hun sammen med medværten Jakob Riising op for børnenes MGP, og i samme måned kunne en række avisoverskrifter annoncere, at Anna Lin bliver den nye vært på livsstilsprogrammet Kender Du Typen efter Mads Steffensen.

Men hvem er Anna Lin, og hvor startede hendes vilde rejse?

Hun smiler stort, inden hun fortæller, at det hele begyndte i et lille, hvidt hus i Odense.

Fra barista til DR’s talenthold Anna Lin vokser op med sin mor og storebror i den fynske hovedstad, Odense. Huset er lille, men i haven er der plads til både trampolin, hængekøje og blomstrende æbletræer.

Hendes forældre bliver skilt, da hun er syv år, men hun betegner sig selv som et lykkeligt skilsmissebarn. Familien holder fortsat jul sammen, og hun tilbringer hver anden weekend hos sin far.

I barndomshjemmet spiser familien altid morgenmad sammen, og Anna Lin husker, hvordan hendes mor, nærmest på rutinen, tjekker alle låse og alarmer, før de skal sove.

I Odense har hun kun en kort cykeltur til alle sine venner, men det pulserende København har altid trukket i hende. Så da hun bliver student i 2015 og tilbydes et job som barista hos Espresso House i København, takker hun ja.

I sabbatåret rejser Anna Lin også fire måneder alene til Australien. En tur, der gør hende mere selvstændig, siger hun. Da hun vender hjem, har hun mest af alt bare lyst

her”-tilgang til reportagerne, formår hun altid at gøre sig selv til en del af setuppet. »Jeg var på et tidspunkt ude til noget VM i svømning, hvor jeg selv hoppede i badedragten og lavede interviewet nede fra vandet.« Men det er i tiden hos DR Børn & Unge i Århus, at Anna Lin for alvor får lov til at blomstre. Her bliver hun fast vært på Ultra Nyt, hvor hun forklarer børn om komplekse emner som corona og Brexit. I 2019 vinder hun og holdet bag Ultra Nyt UNICEF-prisen for deres unikke måde at formidle nyheder til børn på. Men tiden i Århus er ikke kun sorgløs for Anna Lin, der har været nødsaget til at flytte væk fra sine venner i København på grund af arbejdet. »Det var vildt hårdt, fordi jeg startede forfra og så mine venner i København være sammen hver dag. Men jeg var god til at ‘put myself out there’, og jeg fik en vennegruppe i Århus.« Efter to og et halvt år i Århus flytter Anna Lin tilbage til København for at være freelance, hvor hun er med til at bryde tabuer blandt børn og unge i programmer som Under Dynen med Anna Lin og Alle De Andre.

til at spare penge sammen, så hun igen kan tage ud og rejse. Det virker derfor uforpligtende at sende en ansøgning afsted til DR’s talenthold i foråret 2017. Mediebranchen er ikke helt fremmed for Anna Lin, hvis mor er pressefotograf, og hvis far er uddannet journalist.

Hun har hørt om talentholdet fra en veninde, og hun ved, at det praktisk talt er umuligt at komme ind. DR optager som udgangspunkt kun fire talenter hvert andet år, så hun kan lige så godt gå i gang med at søge nu. Anna Lin ved ikke meget om talentholdet på det tidspunkt andet end, at det er et toårigt uddannelsesforløb, hvor man i samarbejde med DR skal opdage, hvor ens potentiale ligger. For at komme i betragtning skal man sende en video samt skriftlig ansøgning. Og det er så her, at hun kommer til at tænke tilbage på bilerne fra hendes fars vindueskarm i Gothersgade: Lige nu da cruiser jeg bare, men hvis I vil

se, hvad der sker med 200 km/t, så bliver I nødt til at møde mig i virkeligheden.

Sådan skriver den dengang 20-årige Anna Lin i sin ansøgning til talentholdet. Hun får pladsen.

Spidse, men bløde albuer Det næste års tid bliver Anna Lin sendt rundt i forskellige afdelinger hos DR. Hun starter som reporter på Aftenshowet og bliver efterfølgende prøvet af som vært på P3. Anna Lin beskriver sin tid hos DR Talentholdet som en tid med spidse, men bløde albuer. Hun var der ikke for at tage nogens plads, men for at skabe sin egen. »Det, man får at vide, er, at man skal gøre sig selv uundværlig. Man skal ikke bare løse opgaverne, man skal gøre noget ekstra. Man skal komme og være ‘ekstra drys’« Derfor er det særlig vigtigt for Anna Lin at gøre hendes arbejdsopgaver personlige.

I stedet for at køre den klassiske “jeg står

Fra børneprogram til voksenvært Anna Lin griner, da vi spørger hende, hvordan det endte med at blive hende, der skal udfylde Mads Steffensens rolle som vært på Kender Du Typen. »Det ved jeg fandme ikke! Og jeg må også indrømme, at jeg tænkte ‘sjovt valg’, da de inviterede mig til casting. Jeg kunne lige så godt give den gas, for jeg passede alligevel ikke ind i formatet.« Derfor er hun også overrasket, da DR ringer og tilbyder hende jobbet efter samtalen. Men mest af alt er hun lykkelig. Det her er det største, det vildeste, hun overhovedet har turde håbe på. Hun skal være vært på et af hendes yndlingsprogrammer.

Tænk, at de valgte hende. Tænk, at de valgte en 24-årig kvinde i farverigt tøj. »Det rare ved, at Mads og jeg er så forskellige, er, at der ikke er nogen forventninger om, at jeg går ind og gør det samme som ham,« forklarer Anna Lin. For et af de spørgsmål, hun er blevet mødt med, efter hun takkede ja til jobbet, er, hvordan hun vil navigere i identiteten som børnevært, der nu skal ‘performe’ for en helt anden målgruppe. Den bekymring deler Anna Lin ikke. Hun har altid været sig selv i sine værtsroller, uanset målgruppen. Og selvom hun primært er kendt fra DR’s børneprogrammer, så har hun aldrig heddet Anna Banana, gået i gult tøj og talt på en bestemt måde.

Anna Lin behøver ikke meget betænkningstid, da vi spørger hende, hvordan hun i en

EKSTERN

MAJ 2021 alder af 24 år allerede har været vært på flere fremtrædende programmer. »Mod. Mod til at møde nye mennesker, mod til at stå på en scene eller foran et kamera. At jeg ikke lader mig selv være bange for særlig mange ting.« Kritik af at være kvinde Set udefra virker det faktisk, som om at Anna Lin slet ikke er bange for noget. Men sådan er det ikke. For selvom hun fremstår som den farverige, sprudlende ‘jeg kan, hvad jeg vil’-type, er det ikke altid foreneligt med den virkelighed, der udspiller sig i hende. »Min svaghed er, at jeg tager mig selv for højtideligt. Jeg har rigtig svært ved, hvis folk misforstår mig, og jeg er bange for, at de får et forkert billede af mig. Derfor kan jeg ofte komme til at overforklare mig, så jeg er sikker på, at de ved, hvad jeg mener.« Anna Lin fortsætter. »Ligesom nu, hvor jeg bliver ved med at forklare jer den samme sætning for at være sikker på, at I forstår, hvad jeg mener.« Men mediebranchen er kendt for sin hårdhed, og mange fremtrædende værter har gennem årene fået sig nogle verbale knubs på nettet af seerne.

I februar måned oplever Anna Lin det på egen krop. I Ekstra Bladets kommentarspor læser hun, hvordan nogle danskere mener, at hun må have “ligget på ryggen” for at få værtskabet på Kender Du Typen, og hvordan hun om 20 år garanteret vil lave en MeToo-sag ud af det. »Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde, da jeg så det. For hvor er det sindssygt, at det ikke bare kan være mig og mit talent, der har sikret mig jobbet.« Men selvom kommentarerne nok er det groveste, Anna Lin hidtil har oplevet, ved hun også godt, at de ikke har nogen substans. Kommentarerne er ikke møntet på hende, hendes kompetencer som tv-vært eller hendes evne til at udføre arbejdet. De er, som hun selv udtrykker det, et udtryk for nogle “fucking boomers”, der ikke ved, hvordan verden hænger sammen. Anna Lin udtrykker dog, at hun, i sin tid hos DR, aldrig har oplevet nogen former for sexisme.

Men hun frygter, at det ikke er sidste gang, hun skal opleve at blive talt grimt til og om på nettet. »Jeg kan mærke, at jeg er bange for, at der kan komme noget kritik af, at jeg er en kvinde. At jeg er ung, går i farverigt tøj og ikke er en størrelse 34.« Men bekymringerne ændrer ikke på det faktum, at Anna Lin ved, at hun har fundet sin rette plads. Og som hun selv grinende udtrykker det, så skulle hun være tilrettelægger, hvis hun ikke skulle være tv-vært, og hvis hun ikke skulle være tilrettelægger, så skulle hun være fotograf - ligesom sin mor.

10 år fra nu, inviterer Anna Lin stadig seerne ind i kendte danskeres hjem i selskab med Anne Glad Wagner og Flemming Møldrup. Ellers er hun vært på et andet fremtrædende tv-program. Summa summarum er, at hun står foran et kamera. I hvert fald hvis hun selv skal bestemme.

Kernen Anna Det pludselige skift fra at være Anna fra Odense til at være Anna på tv betyder, at hendes liv på nogle måder har ændret sig.

Hun er stadig den samme, men der er andre forventninger til hende nu. Det er sjovt at tænke tilbage på, hvordan hun som 18-årig stod i en syditaliensk by sammen med sin storebror og fik øje på Jeppe fra Lillenørd.

Hun var ekstatisk. Nu oplever hun, hvordan børn har den samme reaktion, når de ser hende.

For udover at være tv-vært og et forbillede for mange børn, er Anna Lin også en ung kvinde på 24 år, der elsker at dresse up, gå i byen og drikke øl. Og selvom der er kommet flere overvejelser omkring, hvad hun kan tillade sig at poste på sin Instagram, så skal der være plads til det hele. Til hele Anna. »Jeg er ret stolt af at sige, at jeg er den samme. Kernen Anna vil aldrig nogensinde blive ændret.« Vi har talt i en time, da vi vinker farvel.

Anna Lin har i disse dage travlt med de første optagelser til den nye sæson af Kender Du Typen. Vi aftaler, at vi skrives ved, hvis

vi kommer i tanke om noget, vi ikke har fået svar på. Anna Lins smilende ansigt forsvinder fra skærmen.

Vi er ikke i tvivl. Anna Lin er Bentleyen fra Gothersgade.

15

16 FOKUS

MAJ 2021

FOKUS

MAJ 2021

17

En vølves rejse ind i egen visdom: »Den der følelse af at løbe som en ulv, den sidder i mig. Det føles så frit.« Af Line Foldager Villemann Illustration: Agnes Rønberg Lukkede øjne og hvid salvie Iben trommer. Mælkesyren spreder sig i armene, men hun fortsætter. Dung.

Dung. Dung. Rytmisk regner det ned over skindtrommen, Dung, Dung, Dung. Slagene afløser hinanden, hele lokalet vibrerer. Iben lukker øjnene. Hendes hoftelange, orangerøde hår danser i takt med trommen. Bag de lukkede øjne befinder hun sig i Lillebælt.

Hun bliver suget ned under vandet og ser sin tromme flydende over hende. Trommen bliver til et hjerte, som indhyller hende i et gyldent lys. I virkeligheden sidder hun i et kombineret soveværelse og stuerum i huset i oplandsbyen Sandal uden for Fredericia.

Der dufter af hvid salvie fra diffuseren på kommoden. På gulvet ligger to personer. En tredje sidder helt tilbagelænet i en lænestol.

Endnu tre ligger ved siden af hinanden i sengen. Alle har de et stofklæde for øjnene.

De seks personer er på trommerejse. Det er Iben Rosalina Sommer, der sidder ved den store tromme og guider rejsen.

Kurs mod Sandal Fredericia, lyder den kølige kvindestemme i togets højttalere.

Ping, lyder det fra lommen, imens toget sagtner farten mod perronen. På mobiltelefonens skærm er et billede af en mand med et stort, rødligt skæg og en bandana om hovedet tikket ind. Det er Brian. ”Brian kører en sølvgrå Toyota Rav4 og venter ude på stationens parkeringsplads,” står der under billedet. Beskeden er fra hans kone, Iben Rosalina Sommer.

Iben er nytids-vølve. Vølvere arbejdede meget med sang og opsyngning, og det er netop disse metoder, Iben bruger i sit virke.

Ordet vølve bruger hun i stedet for heks, fordi heks er negativt ladet, fortæller hun.

En trommerejse er med Ibens ord »en måde at komme tilbage til sin naturlige tilstand.

En måde at rejse ind i sin egen visdom og for nogle også ud i andre dimensioner.« Det er en sådan trommerejse, som finder sted senere på dagen.

Brian sidder i sin Toyota med næsen i en bog, i læ for det hidsige regnvejr. Han ænser ikke noget, før der bankes på bildøren. »Brian? Ja, det er mig. Nå, så du skal med og trommes igennem?« Bilen forlader Fredericia station og suser gennem gaderne mod Sandal. Brian skal ikke være med til trommerejsen senere på dagen: »Det er ikke så godt for mig med de lyde.

Jeg er gammel militærmand.« Han sætter sig som regel med musik i ørerne og en bog, mens Iben er i gang med trommerejserne.

Han hører alt muligt forskelligt, men for tiden er det meget jazz. Han er også lige gået i gang med at spille saxofon, fortæller han, og en sprække af stolthed glider over ansigtet.

Bilen kører ind ad en grusvej og bakker rutineret og let ind i indkørslen. »Jeg håber ikke du er bange for hunde,« bemærker Brian på vej ud af bilen. »Vi har

to store.« Han åbner hoveddøren, og her står to store hunde ganske rigtigt med logrende haler. Dana og Luna, hedder de. Den ene er en ulvelignende husky/alaskan malamute med isblå øjne, og den anden er en snauzer/ husky. Snauzer-huskyen Luna minder lidt om Fenrisulven som den så ud i Jul i Valhal.

Begge hundene har noget mytologisk over sig. Egentlig meget passende i netop det her hjem.

Rasler og trommer De rejsende, der ligger spredt rundt omkring i lokalet har bind for øjnene og tæpper over sig. De fleste har også uldstrømper på for ikke at blive kolde. Ved siden af dem ligger rasler med forskellige spirituelle symboler brændt ind i træet. En af dem har en cirkel med en halvmåne på hver side og et skæfte svøbt i mørklilla stof med et spinkelt sølvvedhæng.

Dung, Dung, Dung. Trommen lyder som et tordenvejr, der ruller ind over oplandsbyen, slagene kan mærkes i gulvet, og man kan høre en fjern klirren af porcelæn. Efter tyve minutters trommen lader Iben fire langsomme slag falde over det spændte skind. Så går trommen i dobbelttempo. Det betyder, at trommerejsen er ved at være slut. Og med ét stopper det. Stilheden runger. De rejsende fjerner øjenbindene, sætter sig op. Strækker sig. Iben går ud i køkkenet og sætter vand over til gurkemeje-te med vaniljesojamælk.

Hun nynner højt.

Ibens første rejse Iben Rosalina Sommer prøvede trommerejse for første gang for ti år siden: »Min første trommerejse var den vigtigste.

Det kaldte virkelig på mig. På det tidspunkt i mit liv kunne jeg mærke, at jeg manglede en form for feminin energi. Jeg var i et større sammensurium af mennesker, der mødtes på kryds og tværs i Fredericia. Og der var også en gammel kone, som havde arbejdet med trommerejser. Det var Gamle Tove. Ja, jeg ved faktisk ikke, hvor gammel hun er.

Hun er sådan en, man kigger på, og så kan man simpelthen ikke regne det ud. Hun har gråt pagehår og sådan nogle kinder, der er trukket helt op i et smil, og så går hun med store, runde briller. Hun har altid en latter omkring sig. Hun spurgte nogle af os unge piger, om vi ville med på trommerejse, og det ville vi gerne.« »Jeg var meget spændt den første gang.

Det var ude ved Game Tove, og det foregik i hendes atelier, som var et meget lille rum med en brændeovn i midten. Det hele var mørkt og dunkelt, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente. Til at starte med begyndte Gamle Tove at kalde ånderne ind, og jeg syntes, det var meget spændende med den der gamle kone, der gik rundt og raslede.

Da hun var færdig med at kalde ind, og vi alle tog bind for øjnene, så begyndte det at risle omkring mig. Jeg kunne høre folk,

der gik rundt, og kunne mærke, at der var noget, der begyndte at hviske mig i ørerne.

Og så blev jeg bange. Gamle Tove havde ikke forberedt mig, jeg blev bare kastet ud i det.

Det var vildt, men jeg prøvede at blive i det og huske på, at jeg var beskyttet, og alt var, som det skulle være.

Jeg startede med at blive til en ulv. Det er et billede, jeg har nem adgang til, fordi jeg har været en ulv i mine drømme, siden jeg var barn. Den der følelse af at løbe som en ulv, den sidder i mig. Det føles så frit.

Man kan løbe meget, meget stærkt, og hele kroppen er i bevægelse. Man kaster benene ind under sig og er meget tæt på jorden. Det er rigtig fedt.

Så løb jeg herfra og ned på Kastellet i Fredericia, hvor der står en gammel stub, som jeg kender. Stubben er lidt rådden inde i midten, så det ligner, man kan stikke en hånd ned i den, og rundt om den står en masse dejligt, højt græs. Så begyndte jeg at bevæge mig ned gennem den stub, fordi Gamle Tove havde sagt: »Husk nu, at alle kneb gælder. Hvis ikke du kan komme igennem til oververdenen, så tager du et eller andet og så prikker du hul. Jeg kender en som har skyllet sig ned gennem et toilet!« Så jeg tænkte okay, nu prøver jeg bare. Jeg tvang mig adgang til den anden verden og kom ned i en slags grotte, og her begyndte jeg at danse. Jeg kom ud på en lang rejse, hvor jeg mødte mange forskellige mennesker og ånder, og da vi så kom tilbage igen, havde jeg så meget energi i kroppen, at jeg rystede over det hele. Det var så voldsomt for mig, at jeg måtte løbe ud af lokalet. Gamle Tove har en ældgammel have med store træer, og jeg løb helt ned bagerst i haven og klamrede mig til græsplænen. Det var intenst.« Gurkemeje-the og rejsefortællinger Gurkemeje-theen er brygget. Iben kommer ind i stuen igen og sætter sig. »Hvis I gerne vil have, så kan I bare gå ud og tage. Det er rigtig lækkert, hvis man putter vaniljesoja i også.« På skift går de rejsende ud og henter the. Alle sidder i sofaerne med den varme drik og deler, hvad de har oplevet på rejsen.

Snakker også lidt om løst og fast. Hunden Luna kommer luskende ind i stuen og stjæler showet – alle skal lige sige hej. Et par af de rejsende har selv haft slagtøj med og giver en demonstration. Nogle får også lov til at prøve Ibens store tromme. Dagen er gået på hæld, og de rejsende skal tilbage til virkeligheden.

LIXENs udsendte får et lift til Odense af et par, der bor i en skov på Fyn og deres veninde.

18

FOKUS

Hejsan Sverige!

MAJ 2021

- En genforening med Skåne Af Jacob Berg

E

n gammel sang siger, at julen varer lige til påske. Selvom det er meget længe, så har det været virkeligheden for mange af de, der har ejendom på begge sider af Øresund. I mere end tre måneder har danskere med sommerhus i Sverige måttet undvære deres skånske skovperler.

Derfor var det også et tiltrængt gensyn, da de skattebetalende husejere endelig fik lov at komme tilbage. LIXEN tog med til Sverige, da grænsen åbnede for første gang i 2021.

Det er underligt at sidde her igen. Men også meget forløsende. Selvom bilens øvrige passagerer har passeret 55, og klokken snart passerer 2400, så er stemningen i bilen nærmest morgenfrisk. I 3 måneder har familien Zachariasen ventet på at komme til Sverige igen. Og mens færgen krydser Øresund, og de billige smøger igen havner i bukselommerne, genfinder den ro, der oftest bliver, når Torunn og Martin Zachariasen rykker sig selv ud i skoven. Væk fra arbejde, vasketøj og hverdagens trummerum. Op til sommerhuset. Det hedder Prut-Prut.

Med os er også 2 katte. Sofus og Mohammed. De er begge vilde med svenske mus.

Mohammed er til gengæld ikke særligt glad for at blive fragtet i bil, og der breder sig jævnligt en slem stank af kattelort.

Sidst familien indtog Sverige var på et hængende hår. De svenske myndigheder valgte at lukke nordens længste land for dansk indrejse den 22. december 2020. Med fuld fart gennem Nordsjælland nåede hele familien til det åbne færgeleje i Helsingør og direkte ind i Sverige, et par minutter i lukketid. Men selvom julen var god, så var det med usikkerhed, at der blev sagt farvel til huset et par dage før nytår.

Der er helt mørkt, da vi ankommer. Den automatiske lampe oplyser hurtigt parkeringsområdet foran laden. De falunrøde brædder kan svagt ses, jo tættere man kommer på selve huset. Sofus og Mohammed finder hurtigt ud af deres kattebure og ind i skoven.

Nøglen binder lidt, før låsen giver et velkendt ”klik”. Hoveddøren knirker behageligt.

Der er huskoldt i entreen, men varmen fra brændeovnen sætter sig hurtigt i alle rummene. Alt ser umiddelbart ud, som det burde. Udover en enkelt mus, der er gået i en fælde, ser alt ordentligt ud. Med pejsen knitrende i baggrunden nyder vi sammen et par øl, før vi går til ro.

Sverige har under Covid-19 valgt at holde samfundet så åbent som muligt. Danskere med sommerhus i Sverige har derfor haft ret nemt ved at krydse grænsen. Lige indtil slutningen af sidste år. Årsagen til den pludselige nedlukning lå i spredningen af den britiske variant B.1.1.7., samt at danskere i stor stil anvendte de skånske storcentre til deres julegaveindkøb. Men for størstedelen af de ca. 10.000 danske ejere af svenske sommerhuse har konsekvensen været, at de ikke har kunnet isolere sig selv langt ude i svenska skogan.

En ny start De lyse stråler varmer godt, da den 31. marts 2021 endelig får øjne. Lugten af kattelort er blevet erstattet af gran, som hænger velproportioneret i luften, og den virker lige så i påsken som i julen. Klokken 12:00 ankommer Terje. Han er Torunns fætter, og har for seks måneder siden købt sit eget sommerhus et par hundrede meter længere inde i skoven. Med sig har han sin kæreste, Tenna, og en grydefuld med lam og grøntsager.

Danskere opfordres kraftigt til ikke at begå sig særligt offentligt i Sverige, så derfor er al mad pakket med fra Danmark.

Terjes hus er yderst saneringsmodent. Det skal faktisk rives helt ned. Lige så vel skal der søges byggetilladelser til det kommende hus. Et arbejde, der først rigtigt kan komme i gang nu. Huset er pilråddent, og flere steder giver gulvbrædderne efter, når man træder på dem. De tidligere ejere har ikke set til huset i mange år. Snart er det helt væk.

Huset bliver langsomt skilt ad. Det er bygget efter traditionel svensk metode, med 10.000 søm i hvert bræt. Det tager tid at pille fra hinanden. Men mange timer med koben gør underværker, og huset bliver støt, men sikkert mindre. Omsider, for det er efterhånden længe siden at denne plan tog form.

De fleste torpare, som ejere af svenske sommerhuse kalder sig, har været forstående for svenskernes nedlukning af den danske grænse. Men som månederne er gået, er tålmodigheden også svundet ind. Selvom ejendomsskatten i Sverige er lav, sammenlignet med den danske, så betaler Torunn og Martin stadig mere end 3000 kr. om året

i ejendomsskat. Og mange danske torpare har haft svært ved at forlige sig med at betale ejendomsskat i et land, som de ikke måtte sætte fod i under nedlukningen.

Tenna fortsætter deres nedrivningsprojekt.

De fylder også kattenes madskåle, indtil næste gang familien Zachariasen besøger Prut-Prut.

Den polske fidus For nogle er det ligefrem blevet en sport at komme til Sverige. Og der har også været andre muligheder for at komme ind. Sverige har nemlig kun haft grænsen lukket til Norge og Danmark. Dermed har det været muligt at rejse ind i Skåne via Polen. De fleste mennesker vil nok se det som en meget lang køretur. Men for passionerede sommerhusejere har det været et vilkår i de første tre måneder af 2021.

Torunn og Martin er ikke selv gået så langt for at besøge Prut-Prut. Men de har været tæt på. Efter at have fulgt samtlige svenske pressemøder i tre måneder var planer om en dagsrejse gennem Polen ved at opstå. »Så langt kom det dog ikke,« siger Astrid, som fortsætter: »Men vi var efterhånden klar til at gøre alt for at få påskeferien i Sverige. Lige meget hvor mange test, der skulle til.« Da Danmark lukkede ned sidste forår, gik turen til Skåne inden for 24-timer. Siden de købte huset har Torunn og Martin brugt næsten alle ledige stunder i deres sydsvenske åndehul. Men det sidste år har det været en prekær affære at tale om sine ture derop. Flere har spurgt, hvordan de tør, når smitten i Sverige har været meget højere end i Danmark. Men ifølge Torunn er der intet at frygte. »Selvom smitten i Sverige er høj, så kan man sagtens undgå Covid-19 i Sverige. Vi har selv mad med herop, vi har mere end 100 meter til nærmeste nabo, hvad mere kan vi gøre? I virkeligheden er vi meget mere isoleret her, end vi er i Danmark.« De har dog ikke haft lige gode muligheder for at tage til Sverige det sidste år. For mens Torunn er folkeskolelærer, primært via en online forbindelse, så er Martin montør. Han har derfor ikke haft de samme muligheder for at overholde de 14-dages karantæne, der har ventet i Danmark. »Det er ærgerligt, at det skal være så svært at komme hjem til sig selv. Men nu slutter karantænekravet her i april, så nu er der ikke længere nogen begrænsninger,« siger han glad.

Kattene skal bo her. Ikke for evigt, men den kommende tid. Torunn og Martin flytter nemlig i en midlertidig bolig i de næste måneder, hvor husdyr ikke er tilladt. Men det er intet problem, for begge katte har et EU-kattepas, der dokumenterer, hvilke vacciner de har modtaget. Kattene løber dermed ingen juridisk risiko, når de færdes i skoven sommeren over.

Turen til Sverige er ved at være slut. Martin skal kunne nå at sidde i karantæne, før næste job skal begynde. Torunn skal hjem og vente på at komme til Sverige igen. Terje og

Ubudne gæster har haft frit spil På Facebookgruppen ”Danske Torpare”, der har knap 9.000 medlemmer, deles der i flæng billeder og tanker om svenske sommerhuse. Med Sveriges genåbning var der mere aktivitet end nogensinde, men ikke alle historier var positive. Flere melder om skader på huse, der ikke har kunnet gennemgå de planlagte renoveringer. Og desværre har flere også haft uventet besøg af tyveknægte.

Jette og Erling Larsen er blandt de uheldige, der har haft langfingrede eksistenser i deres skuffer og skabe. For dem har det været ubehageligt at gense deres svenske matrikel. »Inde i huset var der tydelige spor efter mennesker. Der er blevet fjernet en del elektronik, som heldigvis kan erstattes. Men det er voldsomt ubehageligt, at fremmede mennesker bare er kommet og gået,« siger Jette, hvortil Erling supplerer: »Det værste er egentligt, at vi ikke ved, om der er mere, vi mangler. Huset er en del af en arv fra min familie, og er i mere end 60 år blevet fyldt op med alt muligt. Vi ved jo reelt ikke, om der mangler andet, som vi ikke er bevidste om mangler.« Deres hus ligger ved Knäred, men langt fra naboer og forbipasserende. Derfor har tyvene haft frit spil i de tre måneder, som huset har stået selv. »Det er jo en risiko, man tager, når man vælger at købe et hus, man kun kan se til på deltid. Men at huset har været lukket land for os i så lang tid, det har helt sikkert været en hjælp for tyvene. Vi ved jo heller ikke, hvor mange gange, der har været indbrud i huset de sidste måneder.« Det er nærmest uden fortilfælde, at danskere ikke har haft ret til at bevæge sig ind i Sverige. Det har også medført kritik.

Ikke bare fra danske sommerhusejere, men også fra EU-kommissionen i slutningen af februar. Men det er alt sammen overstået nu.

I dag er landet genåbnet for danskere, der ligeledes heller ikke er forpligtede til at isolere sig ved hjemkomst. Tre måneders afsavn bliver forhåbentligt afløst af en hjertevarm sommer i det sydsvenske. I hvert fald hos de danske torpare.

MAJ 2021

DEBAT

19

Politisk kassesætning bør kasseres På alle sider af det politiske spekter findes lejre, som har svært ved at rumme deres politiske modsætninger.

Dertil er vi mennesker utroligt gode til at stemple og sætte hinanden i kasser. Det er en farlig kombination, hvis vi vil drive dialogen og samfundet fremad.

Af Leo Mortensen Illustration: Agnes Rønberg

N

å, du stemmer Dansk Folkeparti? Så du er imod ind- med en gruppe visne gymnasielever, gik det galt. De spurgte, vandrere?”. ”Stemmer du Enhedslisten? Er du sådan hvad jeg havde stemt ved sidste folketingsvalg, og jeg svarede en ræverød kommunisttype?”.

Venstre. Inden jeg fik forklaret hvorfor, blev jeg mødt af buhVi har alle hørt dem. Hurtige antagelser mellem to parter i en råb fra dem og kaldt kapitalistsvin. De ord og den kasse, de politisk diskussion, hvor mere eller mindre korrekte stereotyp- placerede mig i, har jeg været vant til, siden jeg selv som ung er straks kommer til dagens lys, efter man har nævnt, hvor man liberal purk gik i et meget rødt gymnasium. Jeg vendte dersidst satte sit kryds. Selvfølgelig kan det menes med lune, men for den anden kind til. Da stemningen var blevet bedre, kom oftest fungerer det som små historiens egentlige overraskelse. triggers, der straks sætter den » Problemet opstår, når denne op- Eleverne fortalte nemlig, at der ene part i forsvarsposition, hvo- deling i kasser sker højlydt og end- var utroligt få på deres årgang, refter udgangspunktet til en god da nedladende, da den kan afskræk- som turde stå fast og sige højt, debat ryger ud med affaldet. hvilken politisk overbevisning de ke folk fra at turde stå ved deres Og det er – for at sige det på havde, fordi de var bange for at holdninger.« bedste jyske facon – rigti’ træls. blive stemplet eller misforstået og Jeg er på ingen måde selv uskypå denne måde blive sat i kasser. ldig – det tror jeg, de færreste er. Følger man bare en smule Ironisk nok. med i politik og har dannet sine egne meninger, er det uhyre Den samme frygt kan jeg se og høre hos flere i min omgangsvært ikke at se en anelse skævt til dem med stik modsatte skreds - frygten for at blive stemplet og sat i en kasse, som det politiske holdninger end én selv og underbevidst sætte dem ene eller det andet, blot fordi man har udført sin demokratiske i kasser – det er menneskelig natur. Problemet opstår, når pligt og stemt ved sidste folketingsvalg. Og det er et problem, denne opdeling i kasser sker højlydt og endda nedladende, da hvis vi vil udleve den fantasi vi har om, at vi lever i et samfund den kan afskrække folk fra at turde stå ved deres holdninger. baseret på åbenhed og dialog, hvor alle ufortrødent kan sige Lad mig give et eksempel: Da jeg en aften i promillernes rus højt, hvad de stemmer. på Old Irish fik den hjerneblødning af en idé at diskutere politik Man skal huske på, at det langt fra er alle, som går lige så

meget op i, hvor de sætter krydset, som vi måske gør i vores lille dannede boble som universitetsstuderende. Eksempelvis kender jeg mange, som blot sætter et kryds, fordi de føler, at de skal – men uden at lægge nogen form for vægt i det.

Skal de stemples og sættes i kasse med andre personer, der tenderer fanatikere, blot fordi de har sat krydset det samme sted? Det virker ikke fair.

Dertil kommer den helt centrale pointe, som er, at der ikke er noget politisk ståsted, der er mere rigtigt end andre – uanset hvor meget man selv synes det og brænder for sin sag.

Vi er alle mennesker og en del af det samme system. Vi kan selvfølgelig være uenige, men respekterer vi ikke hinandens forskelligheder, risikerer vi også at miste forståelsen for dem og på den måde skabe mere splid end dialog. Det kan ikke siges at være konstruktivt.

Så lad os nu bruge de forbandede ører, vi er udstyrede med, og lytte endnu mere til hinanden, når snakken falder på politik, i stedet for at sætte hinanden i kasser og stirre os blinde på hinanden i lyset af vores egne politiske ideologier. Åbenhed, dialog og gensidig respekt har udviklet mennesket og samfundet til det bedre, så skal vi dog ikke blive ved med gøre brug af disse dyder?

BAGSIDEN Kære Politiker: Skifter du også holdning, når du skifter parti?

Af Harald Sebastian Krebs Foto: Christoffer Regild © Folketinget

M

an har et standpunkt, til man tager et nyt«. Jens Otto Krags citat fra 1967 er efterhånden blevet en kliché i dansk politik. Ikke desto mindre har ordene fået fornyet betydning i den igangværende valgperiode.

Siden folketingsvalget i 2019 har der været mange partiskift og -udmeldelser. Hele 12 af slagsen. Blandt dem er der også markante, nye løsgængere som Inger Støjberg og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen. Men det er ikke her, problemet ligger – endnu, for mens Løkke er på vej med et nyt parti, så har Støjberg en rigsretssag at koncentrere sig om.

Det er problematisk, når en folkevalgt politiker fremkalder forvirring hos vælgerne ved at flytte sit mandat. På begge sider af Folketinget skifter den ene politiker efter den anden parti, og hvad blev der mon af de holdninger, man gik til valg på?

Partihop er ikke et sundhedstegn i et demokrati, hvor vælgerne skal kunne have tillid til, at der er hoved og hale i den førte politik. Seneste eksempel er Jens Rohde, som tidligere på året forlod De Radikale og fortsatte som løsgænger. Nu har han indtaget Kristendemokraterne, som dermed for første gang i ti år er i Folketinget. Rhodes tilkomst har medført en ændring af partiets officielle holdning til abort. Men selvom dette giver anledning til splittelse i baglandet, forklarer

vælgere vil være tilfredse med Aukens nye Rohde, at det selvfølgelig er naturligt, at indsats. vælgerne er stik uenige med ham. Da Britt Det kunne være forfriskende, om hun og Bager for nyligt forlod Venstre til fordel for de øvrige partihoppere fra begge fløje nåede De Konservative, forsvarede hun det med, at hun ikke længere kunne se »det nationalkon- til den anerkendelse, at mange vælgere viste integritet og loyalitet overfor vælgernes servative ben« i Venstre. Efterfølgende har oprindelige beslutning ved stemmeurnerne mange netop kritiseret Venstre for fortsat at – også når der er bruge for lang » Det er muligt, at partierne skal uenighed eller svære tid på at sætte udvise større rummelighed, men tider i et parti. en dagsorden ansvaret hviler til syvende og De mange paromkring den stramme sidst på den enkelte politiker: et tiskift blev d. 26. udlændingehop fra det ene parti til det andet april i år diskuteret i politik. Forvirskaber giver frustrerede og for- Berlingske Tidende af den mangeårige ringen er stor: virrede vælgere – og en følelse af Venstre-politiker og Er Venstres ikke at blive taget seriøst. « tidligere minister nationalkonSøren Pind. Han kalder tendensen en »migservative ben dermed forsvundet med Inger mig-mig-kultur«, og han har en væsentlig Støjberg? Eller er partiet i højere grad blevet pointe i, at politik er gået fra at være et virke udlændingepolitisk hardliner? til at være mere karriereorienteret.

Da Ida Auken i efterdønningerne på De Ydermere kommer han ind på, at der i Radikales nedsmeltning skiftede til Socialdemokratiet, kunne det ved første øjekast partierne har udviklet sig en topstyring, der begrænser den nytænkende idéudvikling. se ud, som om hun søgte magten.

De folkevalgte søger utvivlsomt indflydelse, Hvorvidt det forholder sig således, skal jeg uanset hvor de tager hen. Måske er det derfor ikke kunne bedømme, men hun klandrede en følelse af ikke at kunne gøre en forskel, så sent som i februar 2020 regeringen for, at der har givet grobund for de mange partihop. der var for langt fra målsætning til handling Og så er der jo en tendens til, at politikere på klimaområdet. Ét år senere er hun selv ikke ligefrem får færre muligheder ud af et en del af regeringspartiet, hvor hun internt i partiet vil arbejde for handling på selvsamme partihop. Ifølge Søren Pind har mulighederne sikkert været flere for Marcus Knuth hos område. Vi må vente og se, om De Radikale

De Konservative, ligesom Mattias Tesfayes og Astrid Krags skift med tiden har udløst ministerposter. Det er muligt, at partierne skal udvise større rummelighed, men ansvaret hviler til syvende og sidst på den enkelte politiker: et hop fra det ene parti til det andet skaber giver frustrerede og forvirrede vælgere – og en følelse af ikke at blive taget seriøst.

Hvor vildt er det ikke lige, at denne tendens måske til sidst mister sin nyhedsværdi?

Jeg håber, at potentielle partihoppere ikke glemmer, at vælgerne også har stemt på et parti, og at oplyste vælgere er en hjørnesten i demokratiet.