Lixen marts '10

Ny serie: Med pen i provinsen Side 14-15

Fokus på eksperter: Mød DRs nye sexpert

Billedserie: Med jour til fest Side 22

Lixen

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 12. årgang | 1. nummer | marts 2010

”

Jeg vil hellere være en stor lort i en lille gade end en lille lort i en stor gade Portræt: Per Westergård side 12-13

Foto: Jakob Balthazar Munk

2 | marts 2010

| LIXEN

Indhold

Leder

Premiere

UDDANNELSE

Panikdagen nærmer sig. Lixen inviterer derfor til åbent hus på fire forskellige praktiksteder. Tag for eksempel på besøg hos Se og Hør og læs, hvorfor praktikant Nikolaj Bonde uden tvivl vil tilbage efter endt uddannelse. Få eventuelt et par fordomme be- eller afkræftet.

Side 6 og 7.

Foto: Kristine Sofie Bugbee

BRANCHE

Jesper Tynell vandt Cavlingprisen for 2009. Han mener, at plads og fleksibilitet er væsentlige faktorer for at vinde en Cavling.

Formand for Cavling-komitéen Carsten Ingemann er uenig. Han kalder det »en undskyldning for egen formåen,« og mener ikke, at arbejdsbetingelserne betyder noget som helst. Side 8.

Foto: Agnete Schlichtkrull Foto: Johan Bertil Winther

FOKUS

Når man skal have konkretiseret et problem eller bekræftet en påstand, kan journalisten finde på at ringe til en ekspert. Men hvorfor? Og er der ikke bedre måder at dække en historie på? Fokus handler i denne måned om eksperter, og hvordan de bruges. Side 16-21

Ill.: Nana Frederikke Fischer

PORTRÆT

Som ung journalist i 80’erne ville han ændre samfundet. Når han stopper sin aktive karriere, vil han sejle jorden rundt. Mød chefredaktør for Fyens Stiftstidende Per Westergård, der har skabt et navn i journalistbranchen som en mand, der formår at vende tingene på hovedet.

Foto: Jakob Ballthazar Munk

OPINION

Tine Heinricy og Benita DreyerAndersen er trætte af at høre på de samme eksperter igen og igen. De vil ikke spises af med et godt råd om flødeboller af Peter Tannev. Alligevel ved de godt, at eksperter kan være nødvendige for en journaliststuderende. Vi skal jo bestå eksamen.

Foto: Karina Cecilie Møller

Lixen

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Avisen dækker udviklinger og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser.

LIXEN Campusvej 55 5220 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer Logo: Karina Cecilie Møller Layoutinspirator: Sara Winther Korrekturlæser: Julie Lund Mikkelsen

Ansvarshavende chefredaktør i dette nummer: Lise Karlshøj Ipsen

Nana Frederikke Fischer Redaktør

Før noget andet skal der lyde en tak til dem, som viste os den tillid at stemme på os. Vi har glædet os til at komme i gang og håber, at I vil tage godt imod vores førstefødte. Det er ikke uden premierenerver, at vi sætter den i verden.

For os er Lixen en mulighed for at lave det, vi synes, er aller sjovest inden for journalistikken. Det er en legestue uden pædagoger, hvor det meste er tilladt, og hvor alle er velkomne i kliken.

journalisters overvejelser omkring seriøs journalistik uden eksperter på side 21.

Vi er glade for, at der er nogle, som har lyst til at være med og håber selvfølgelig, at flere vil slutte sig til og få indflydelse på, hvordan vores alle sammens studieavis skal se ud.

der igen er liv på kontorerne, inden næste nummer af Lixen går i trykken.

En journalistuddannelse uden en leder er ikke just godt for profileringen af studiet. Alligevel ser vi det som et sundhedstegn, at ledelsen tager sig tid til at finde den rette kandidat.

”

TOMME kontorer på Center for Journalistik. Tidligere Fellow, Jakob Elkjær har netop færdiggjort et halvt års forskning og gjort plads til en ny. Vi venter spændt på offentliggørelsen af hans efterfølger.

I november pakkede Per Knudsen også sine ting og efterlod Center for Journalistik lederløs. Vi håber, at

Det er en legestue uden pædagoger, hvor det meste er tilladt, og hvor alle er velkomne i kliken.

I det her nummer fokuserer vi på mediernes hyppige brug af eksperter. Umiddelbart leder ordet tankerne hen på en person med en lang akademisk uddannelse bag sig. Men det er en betegnelse med elastik i.

Kendisser optræder også som eksperter. De rådgiver danskerne om forbrug, børneopdragelse og sex. I avisen kan du læse, hvorfor Go’aften Danmark bruger kendte mennesker som eksperter.

Kan det overhovedet lade sig gøre at skrive en artikel uden? Læs tre

”

Vi holder vejret og venter i spænding på at se, om vi får et nyt journalistisk fyrtårn eller om ledelsen er klog af skade og peger på en, som først og fremmest skal være administrator.

God fornøjelse

Rikke, Natasha og Lise

I øvrigt mener jeg, at ALLE journaliststuderende skal tage til Kravlingfest den 23. april.

Thomas Damgaard Sørensen Redaktør

Simone Martedal Skov, 2. semester

Rikke Gredsted Seidenfaden Chefredaktør

Lise Karlshøj Ipsen Chefredaktør

Natasha Nomathemba Dyasi Chefredaktør

Jakob Balthazar Munk Redaktør

Casper Fauerholdt Webredaktør

Karina Cecilie Møller Billedredaktør

UDDANNELSE

LIXEN | marts 2010 | 3

For he’s a jolly good Fellow…

Jakob Elkjær har haft sin sidste dag som journalistisk Fellow på Center for Journalistik. Det halve år han har siddet har været en blandet fornøjelse, siger hovedpersonen selv. Og nej. Han skal ikke være ny centerleder.

Lise Karlshøj Ipsen

FARVEL. Er netjournalistik bare noget dyrt lir? Eller kan det rent faktisk bruges til noget? For dette spørgsmål fik Jakob Elkjær en pose med 500.000 kroner og et halvt års

”

jer, for hvad en Fellow bør og skal, har præget hans tid på SDU. »Det har været svært at finde ud af, hvor meget jeg har skulle være her. Altså hvor meget jeg skulle være med i undervisningen her, og hvor meget tid jeg har skulle bruge på mit projekt,« siger Jakob Elkjær.

Okay at være usynlig Der har tidligere i Lixen været rettet kritik af Jakob Elkjær, fordi han har været en sjælden gæst på Medietorvet. Hovedpersonen selv har mærket til utilfredsheden men læner sig op ad det råd han fik, inden han startede på sit fellowship. »Jeg spurgte Per Westergård (formand for Styrelsen, red.) da jeg startede. Han rådede mig til at fokusere på projektet frem for at være så

Da jeg startede, sagde jeg: Kom ind til mig på mit kontor om onsdagen. Men der kom aldrig nogen.

Jakob Elkjær, tidligere Fellow

orlov fra sit job som chefredaktør på fagbladet Journalisten.

Det halve år er nu gået, og Center for Journalistik skal til at se sig om efter en ny Fellow.

Jakob Elkjær synes, at det har været »super fedt« at få penge og tid til at fordybe sig. Men vage retningslin-

synlig,« siger Elkjær.

Selvom han erkender, at han ikke har kravlet på væggene i sin tid som Fellow, mener han, at de studerende selv kunne have været mere opsøgende. »Da jeg startede sagde jeg: Kom hen til mig på mit kontor om onsdagen. Men der kom aldrig nogen,«

slår han fast med en slet skjult skuffelse i stemmen og fortsætter: »Det havde været sjovt, hvis der var kommet nogen ind imellem.

Men jeg er godt tilfreds med, at jeg har fokuseret på mit projekt. Ellers havde jeg ikke nået det hele.«

»Er det en Fellow, man vil have?« Tvivlen om sin rolle på Center for Journalistik har fået Jakob Elkjær til at spekulere på, om fellowordningen er en god løsning. »Det er en enorm generøs ordning.

Men man skal måske overveje, om det er en Fellow man vil have, eller om man vil have en ekstra underviser. Hvad er en Fellow for noget?

Det har været svært at definere sin rolle,« siger han.

Vil lave journalistik Jakob Elkjær skal snart låse sit kontor på CfJ. for sidste gang. Men inden han forlader Medietorvet, når han at svare på et sidste spørgsmål.

Den sidste Fellow vi havde endte jo med at blive centerleder. Kan vi forvente, at det vil ske igen? »Nej. Dels tror jeg ikke, at der er nogen, som overvejer, at jeg skal være centerleder, og dels så har jeg ikke lyst. Jeg skal ikke være i uddannelsessektoren. Jeg skal lave journalistik,« slutter han. liips09@student.sdu.dk

Jakob Elkjær har det sidste halve år været Fellow på CfJ. Foto: Karina Cecilie Møller

Fornyet fokus på paratviden Sidste år begravede Per Knudsen videnstesten ved SDU’s optagelsesprøve til journalistik. I år genopstår den 50 spørgsmål lange test, men ikke i sin tidligere form.

Nu er den elektronisk og byder på svarmuligheder.

Ida Nathan

TEST. Ministre, medieledere og Michelinkokke. Dem slap sidste års ansøgere til journalistik på SDU for at blive afprøvet i.

Daværende centerleder Per Knudsen havde nemlig fjernet den sædvanlige paratvidenstest, der efter hans smag var for »Hvem vil være millionær’-agtig«. I stedet bød han ansøgerne på en analytisk prøve, der bestod i at gengive de vigtigste pointer af et radioindslag og en række artikler. Levetiden for den analytiske prøve blev kort. I år er

videnstesten taget til gennåde og ansøgerne skal igen testes i deres samfundsfaglige paratviden.

Tvilling til DJH’s test SDU’s paratvidenstest, der indtil forrige år var med til at si stakken af ansøgere, adskilte sig fra DJH’s test ved ikke at indeholde svarmuligheder. Det kommer den til at gøre i sin genkomst, fortæller studieleder Anne Lea Landsted. Hun ser det

ikke som et problem, at optagelsesprøverne på de to uddannelser ligner hinanden. »Det er logisk at teste folk, der vil studere journalistik, i deres viden om samfundsforhold. Til det formål er en videnstest velegnet,« siger hun.

Elektronisk, praktisk, god Anne Lea Landsted forsikrer desuden, at videnstestens renæssance

ikke skyldes, at Per Knudsens analytiske test var dårlig. Faktisk er en af årsagerne en helt lavpraktisk konsekvens af, at optagelsesprøven sidste år overgik fra at være håndskreven til elektronisk: »Det er meget lettere at rette multiple choice-tests end individuelle besvarelser. Da Center for Journalistik for tiden er underbemandet, talte det også for ændringen.«

Endnu i støbeskeen Udformningen af testens 50 spørgsmål står en håndfuld lærere fra samfundsvidenskabeligt fakultet for. De sidder netop nu og formulerer sig frem til spørgsmålene, der skal teste ansøgernes viden i sport, kultur og politik. idnat09@student.sdu.dk

Ill.: Jakob Balthazar Munk

4 | marts 2010

UDDANNELSE

| LIXEN

Per Knudsen. Foto: Johan Bertil Winther

Troels Mylenberg. Foto:Erik Refner

Niels Krause-Kjær. Foto: Claus Bech Poulsen Den næste centerleder på CfJ. bliver måske et mindre kendt ansigt.

Nej tak til fyrtårne Per Knudsens exit fra jobbet som centerleder på Center for Journalistik har været en øjenåbner for dem, som stod bag hans ansættelse. Hans afløser skal ikke være i tvivl om sin rolle som leder og skal være villig til at indgå i den daglige drift. Og der er spændende kandidater på banen allerede.

Lise Karlshøj Ipsen

NYE TIDER. Niels Krause-Kjær.

Troels Mylenberg. Per Knudsen. Tre tidligere centerledere på Center for Journalistik. Alle tre kendte navne i det journalistiske landskab. Ingen af dem har tilbragt over tre år på den højeste skammel på journalistuddannelsen på Syddansk Universitet. »Slut med udskiftninger« Men nu skal det være slut med udskiftninger i chefstolen. Den næste centerleder på Center for Journalistik skal have en længere holdbarhedsdato. I hvert fald hvis det står til formand for Styrelsen Per Westergård. »Jeg synes selvfølgelig, at den, vi skal have ind nu, skal sidde der nogle år. Personlig er jeg ikke tilhænger af, at folk sidder på en stol i hverken 10 eller 20 år, men de sidste omgange har det været for kort. Jeg

håber personligt på, at vi får en ind, som har lyst til at blive siddende og udvikle uddannelsen de næste firefem-seks år. Det er jeg sikker på, at vi finder,« siger Per Westergård.

efter, har typisk været en centerleder, der er kendt i branchen - med stor ledelseserfaring - og som kan markere uddannelsen udadtil,« siger dekanen.

Jesper Strandskov er, ligesom Per Westergård, bevidst om, at det kedelige mønster med korte ansættelser på centerlederposten skal brydes. »Det er klart, at vi har lært af vores erfaringer og vil have en centerleder, som gerne skulle sidde der i nogle år – og gerne længere tid end

om, at vi kan få en, som matcher de ledelsesmæssige elementer, indsigten og forståelsen for det akademiske univers og en, som kan have en fyrtårnskarakter og være med til at drive debatten videre om, hvordan medierne skal udvikle sig fremover.

Det bliver en fantastisk god kandidat, vi får,« siger styrelsesformanden optimistisk.

Kloge af skade Den hyppige udskiftning på pladsen som centerleder er ikke gået ubemærket hen hos Styrelsen, som er med i ansættelsen af centrets leder. Og Per Westergård erkender, Stor interesse for posten at han har ændret syn på, hvilke Hvem der har søgt stillingen, vil Per egenskaber som er de Westergård ikke vigtigste hos en god cenafsløre, men han terleder. vil gerne løfte Det vigtigste er ikke at få et fyrtårn. Vi »Man er da et skarn, sløret for, hvilke hvis man ikke bliver klo- skal først og fremmest have en, som kan få typer feltet begere af ethvert forløb, tingene til at hænge sammen og udvikle sig. står af. man er igennem. Jo, vi er »Jeg er posi klart blevet klogere og tivt overrasket Per Westergård, Fyens Stiftstidende over, at der er meget skarpere på, hvad det er for en profil, vi gerne vil have de sidste har siddet,« siger han og et højt niveau i kredsen af de tolv, ind,« siger formanden. fortsætter: som har henvendt sig til mig, siden »Vi er meget optagede af, at der Per Knudsen sagde farvel. Det er et Fornuften sejrer skal fokuseres meget på de indre højere niveau gennemsnitligt. Også Meget tyder altså på, at den næste linjer. Studiet skal videreudvikles, højere end dengang vi for godt et centerleder vil blive ansat i fornuf- og der skal være bedre sammen- år siden besatte stillingen med Per tens tegn. hæng mellem de akademiske fag og Knudsen,« siger han og uddyber: »Det er overvejende folk inden »Det vigtigste er ikke at få et fyr- de journalistiske håndværksfag. Det er meget vigtigt, at det lykkes,« sifor branchen. Praktisk talt alle. Det tårn. Vi skal først og fremmest have ger Jesper Strandskov. gode er, at alle ved siden af journaen, som kan få tingene til at hænge listisk erfaring og uddannelse også sammen og udvikle sig. Vi skal altså har en akademisk baggrund. Der have en leder, som er dygtig til at Høje ambitioner kommer ikke nogen fra en helt anengagere sig i den daglige drift af en Selvom der har været dømt selv- den verden. De er alle udrundet af uddannelsesinstitution,« siger Per ransagelse i ansættelsesudvalget, det journalistiske fag. Tættere kan pointerer Per Westergård, at de Westergård. jeg ikke komme,« siger Westergård. ændrede ambitioner ikke er lig med Denne holdning deler dekanen for Hvornår den nye centerleder kan lave ambitioner. Og han ser lyst på Det Samfundsvidenskabelige Fakulrykke ind på lærergangen og sætte fremtiden: tet, Jesper Strandskov. Han vil også sig til rette i chefstolen vides endnu »Det er ikke sådan, at vi slæksatse på en mindre profileret cenikke med sikkerhed. Styrelsen har ker på ambitionsniveauet og bare terleder. indtil videre givet sig selv indtil vil have et lille vågeblus. Det vil vi »Den profil, vi tidligere har gået sommer til at finde den rette kanikke. Jeg er fuldstændig overbevist

”

didat. Men både Per Westergård og Jesper Strandskov håber på, at der kommer en løsning inden for et par måneder. Indtil da er magten på Medietorvet delt mellem Anna Lea Landsted, Vibeke Normann Andersen og Erik Albæk. liips09@student.sdu.dk

FAKTA De tre seneste centerledere på Center for Journalistik: Per Knudsen: 2008 - 2009 Troels Mylenberg: 20052008 Niels Krause-Kjær: 20042005 FAKTA Ansættelsesudvalget består af: - Per Westergård, deltager for styrelsen.

- Dekanen, Jesper Strandskov - Institutlederen, Vibeke Normann Andersen - Repræsentant for de studerende - Repræsentant for det tekniske, administrerende personale - Repræsentant for forskningspersonalet - Repræsentant for lærerne

UDDANNELSE

LIXEN | marts 2010 | 5

Kludder med kontrakterne i DR Som journalist i DR-byen kan det være en ulempe at have en kandidatuddannelse i bagagen.

Så ryger man nemlig på en magisterkontrakt – uden fast tilskud til efteruddannelse. Både DR og Dansk Journalistforbund kan se problemet, men der er lang vej til en løsning.

Astrid Holck Jensen

To forskellige overenskomster. To forskellige kontrakter. Et mediehus.

Et valg af uddannelse. Umiddelbart burde det være til at overskue – og ikke mindst gennemskue. Men så enkelt er det ikke. DR-Byen har to forskellige kontrakter til journalister, og en kandidatuddannelse kan blive problematisk at have med til Danmarks største mediehus.

Altså skal man overveje de ekstra to år på skolebænken, hvis drømmejobbet er en stilling i DR. Man risikerer nemlig at ryge på en magisterkontrakt i stedet for en journalistkontrakt. Og det er der især en væsentlig grund til at være på vagt overfor: Det betyder nemlig, at der ikke er afsat penge til efteruddannelse.

Både Dansk Journalistforbund (DJ)

Bekymringer om pension og efteruddannelse spiller sjældent ind, når unge studerende skal beslutte, om de vil bygge en kandidat oven på deres bacheloruddannelse. Men journaliststuderende bør tage disse faktorer med ind i overvejelserne, hvis de ønsker at arbejde for Danmarks Radio efter endt uddannelse.

Marya Ennesen Kromann

Hos DR kan det være en ulempe at have en kandidatuddannelse bag sig, da den placerer dig på en magisterkontrakt. Det betyder, at akademiske DR-journalister ikke får del i en efteruddannelsespulje, som andre danske journalister er sikret gennem Dansk Journalistforbunds overenskomst.

Hos andre danske mediehuse ansættes journalister på en områdeoverenskomst, hvilket for journalisters vedkommende falder ind under Dansk Journalistforbund.

Danmarks største mediehus, Dan-

og DR kan se problemet. Men de forældede kontraktforhold ser ikke ud til at blive skiftet ud lige foreløbigt.

Akademiker eller journalist?

Henrik Bruun er konsulent i DJ og forhandler på DR-området. Han erkender, at der mangler retningslinjer for akademikere i journalistfaget. »Når der kommer en person til DR, der for eksempel er uddannet cand. comm., som så bliver sat til at være journalist for TV-avisen, så er der jo ingen tvivl om, at den person falder inden for vores journalistområde.

Men der er heller ingen tvivl om, at den person falder inden for det område, der handler om, at man har en akademisk uddannelse. Og så er det jo spørgsmålet, hvad for en af de to overenskomster, man skal have, « siger han.

Det kan Steen Larsen, tillidsmand for ansatte på journalistoverenskomsten i DR, svare på. »Har man en navngiven akademisk uddannelse, så omfattes man i DR af kontrakten for Dansk Magisterforening (DM),« siger han - uden at kunne slå helt fast, hvorfor det er sådan i mediehuset. »Baggrunden fortaber sig, men formentlig skyldes det, at overenskomsterne i sin tid er indgået, før RUC og senere SDU begyndte at udbyde journalistiske uddannelser,«

”

forklarer han og uddyber: »Nogle – for eksempel DJ - har næppe på det tidspunkt været opmærksomme på, at det kunne udvikle sig til det problem, det er i dag.« DR venter på enighed Henrik Bruun giver Steen Larsen ret i, at der er et problem. Men her stopper enigheden også, for ingen af de tre parter, DJ, DR og Magister-

”

ordning,« forklarer Henrik man har forsøgt de sidste år . Uden held. »Det er ikke kun magister-foreningens skyld. De vil have et meget tættere samarbejde, og måske endda helt slå de to foreninger sammen.

Det vil DJ ikke,« fastslår han.

I DR forholder man sig afventende, mens de to organisationer prøver at nå til enighed. DR kan nemlig ikke lave en aftale med DJ uden om magi-

Nogle - fx DJ - har ikke på det tidspunkt været opmærksomme på, hvor stort et problem det er i dag.

Henrik Bruhn, konsulent i Dansk Journalistforbund

foreningen, vil nemlig tage det fulde ansvar. »Jo, det er et problem, men DR er ikke alene skurken. Det er en ændring i hele systemet, der skal til, hvis der skal ske noget. Og enighed blandt magisterforeningen og DJ,« siger Henrik Bruun. Han fortæller yderligere, at man fra DJs side gerne så, at det blev frivilligt at vælge mellem de to kontrakter. Eller at man ensrettede kontrakterne fuldstændigt, så det kun blev et spørgsmål, om man ville have en tillidsmand fra det journalistiske bagland - eller en med akademisk baggrund. »DR vil ikke være med til det, men siger, at DJ skal prøve at blive enig med Dansk Magisterforening om en

sterforeningen uden at bryde overenskomsten. »Vi har dog i DR tilkendegivet, at når organisationerne kan blive enige, er vi villige til at forhandle spørgsmålet om at gøre valget af kontrakt frivilligt, hvis det er aktuelt,« siger Steen Larsen fra DR. Og det er uden tvivl målet fra DJ. »Vi har selvtillid nok til at tro, at vores folk og medlemmer, så ville vælge vores kontrakt,« siger Henrik Bruun.

ation, skal man placeres på uddannelsesoverenskomsten,« fortæller Henrik Bruun fra DJ. DR er derfor i sin gode ret til at ansætte kandidatuddannede journalister på magisterkontrakt, men

se på magisterkontrakt i DR, fordi de fanges mellem to fagforbund. »Man kan risikere, at komme på en overenskomst og en tillidsmand, som rent faktisk ikke er den rig-

je. Det betyder, at der er sat penge af til at efteruddanne ansatte på denne overenskomst. Det må ansatte på magisterkontrakten kigge langt efter. »Der er næppe lige så mange på magisterkontrakten, der får efteruddannelse. Her er der ingen øremærkning af penge, hvilket betyder, at det alene er op til DR, den enkelte chef og den enkelte kollega at slås om midlerne,« siger Steen Larsen.

Han ser forskellene i kontrakterne som et stort problem og så dem gerne udryddet. »Vi søger at gøre de to overenskomster så ens som muligt. Mit ønske på lang sigt er, at det bliver muligt at fusionere overenskomsterne,« siger han.

Det har ikke været muligt at få en udtalelse fra Dansk Magisterforening.

asjen09@student.sdu.dk

Efteruddannelse eller ikke efteruddannelse?

Den største forskel på de to kontrakter er, at der på journalistkontrakten er en efteruddannelsespul-

Så er man sådan lidt tillidsmandsløs

marks Radio, er imidlertid en offentlig institution, hvorfor de også er underlagt uddannelsesoverenskomster.

Når en journalist, med en kandidatgrad fra RUC eller SDU som programmedarbejder hos DR, gør brug af sin akademiske uddannelse, placeres de på Magisterforeningens overenskomst. Dog hører arbejdet som journalist uden tvivl under det journalistiske område og dermed Dansk Journalistforbund. »Så er spørgsmålet, hvilken overenskomst man skal have,« fortæller Henrik Bruun, konsulent i DJ og forhandler på DR-området. Han forklarer, at problemet først opstod, da universiteterne begyndte at uddanne journalister. Og det skabte gråzonen for akademikerne i DR. Dansk Journalistforbund mener dog, at overlapningen kunne have været håndteret anderledes, hvilket de tidligere har protesteret imod. »Vi kørte en sag på det her spørgsmål for 3-4 år siden. Den tabte vi.

Dommeren sagde, at i en sådan situ-

”

Det betyder ikke, at man ikke kan få efteruddannelse. Man skal bare overbevise sin chef om, at pengene skal findes i det normale budget.

Henrik Bruhn, konsulent i Dansk Journalistforbund

DR og Journalistforbundet arbejder dog på at finde en bedre løsning på problemet.

Aktuelle kontraktforskelle Der er mange lighedspunkter mellem de to kontrakter hos Danmarks Radio, men overlapningen har afgørende betydning for de berørte journalister. Langt de fleste færdiguddannede journalister er nemlig medlemmer af Dansk Journalistforbund. Det kommer til konflikt med akademiske journalisters ansættel-

tige for dig. Hvis du for eksempel er medlem af Dansk Journalistforbund, men ryger på magisterkontrakt, så får du en tillidsmand fra Magisterforeningen. Så er man sådan lidt tillidsmandsløs,« fortæller Henrik Bruun.

Det betyder, at de som medlemmer af et fagforbund ikke har nogen, der kæmper deres kamp, når de er ansat på et andet forbunds overenskomst.

Ifølge Henrik Bruun fra Dansk Journalistforbund er den største

forskel dog, at der ikke er nogen pulje til efteruddannelse på Magisterforeningens overenskomst. »Det betyder ikke, at man ikke kan få efteruddannelse, hvis man er på magisterkontrakten. Man skal bare overbevise sin chef om, pengene skal findes i det normale budget,« fortæller Henrik Bruun. makro09@student.sdu.dk

KONTRAKTERNE Fordele og ulemper Magisterkontrakt - Uddannelsesoverenskomst - Bedre pensionsordning - Optjent ferie bortfalder ved opsigelse - Tillidsmand fra Magisterforeningen DJ-kontrakt - Områdeoverenskomst - Efteruddannelsespulje - Optjent ferie udbetales ved ved opsigelse - Tillidsmand fra DJ

6 | marts 2010

UDDANNELSE

| LIXEN

Mød dit praktiksted Fire journalistiske arbejdspladser.

Fire praktikanter. Lixen har været rundt på forskellige medier for at finde ud af, hvordan det går med de studerende ude i virkeligheden.

Kristine Sofie Bugbee Minna Camara

Anders Lindemann Praktikant på DR Nyheder

Anders Lindemann drømte om en praktikplads på DR, allerede før han begyndte på sin uddannelse. Nu står den tv-gale SDU’er midt i drømmen.

Han er netop blevet færdig med at producere nyheder til danskernes fladskærme, og nu er turen kommet til Radioavisen.

Foto: Kristine Sofie Bugbee »Der er højt til loftet, både bogstaveligt talt og i overført betydning.«

Kristian Aaskov Praktikant på Altinget

Kristian Aaskovs arbejdsplads er ud over det sædvanlige. Selvom hans kontor er småt, så er udsigten næppe til sammenligning, og menneskerne, der omgiver ham, er nogle af Danmarks mest kendte. Den 24årige SDU’er er vild med sit praktiksted på Christiansborg, selvom han kalder sit stofområde for en smule usexet.

Hvordan vil du beskrive din praktikplads?

Den er meget fagspecifik. Hvor man på DR kommer igennem radio, tv og web, så prøver jeg kun én ting inden for et bestemt fagfelt her. Og det gør, at jeg kommer ud med et netværk.

Nogle praktikanter ringer til mange forskellige, men jeg ringer meget til de samme kilder. På den måde får jeg et forhold til dem – jeg møder dem til konferencer, får deres visitkort, og de ringer også til mig indimellem med en god idé.

Hvor klog skal man være for at kom-

me i praktik på Altinget?

Det er bærende nødvendigt, at man har en interesse for indenrigspolitik, det er klart. Altinget er et fagblad på nettet, så hvis du kommer her og tror, at du skal lave smoking gunjournalistik og fælde en minister,

”

Hvordan vil du beskrive din praktikplads?

Der er højt til loftet, både bogstaveligt talt og i overført forstand. Jeg har hørt mange myter om DR, og det der er sandt, er, at det er svært at komme på DR, men det er ikke svært at være på DR. Det er simpelthen, fordi DR er meget hypet som praktiksted, og det gør, at der er mange, der søger det. Men det betyder også, at der er mange, der på forhånd bliver skræmt væk. De tænker, at når der er mange ansøgere, så må det være meget svært.

Men DR er ikke sværere end andre steder, det handler bare om, at man skal ville det noget mere, fordi der er flere, der søger det.

Hvorfor valgte du DR? Fordi jeg tror, at aviser er ved at uddø, og at tv stadig er ved at vokse.

Og så er det, uanset om jeg vil skrive, eller jeg vil lave tv eller radio bagef-

”

Jeg vil anbefale alle at søge praktik på et elektronisk medie. Jeg tror, det er et plus.

Anders Lindemann, praktikant på DR Nyheder

ter, en fordel at have været et sted, der er flermedielt. Jeg vil anbefale alle at søge praktik på et elektronisk medie. Jeg tror, det er et plus.

Hvordan har DR som praktiksted levet op til dine forventninger?

DR har levet op til alt, hvad jeg forventede. Det er en stor praktikplads, men hvis du har problemer, så kan du altid komme og spørge. Hvis du til gengæld er den type, der forventer at blive holdt i hånden hele vejen igennem, så skal du ikke søge DR. Men jeg vil gerne understrege, hvis du beder om hjælp, så får du også hjælp.

kan være med til at give mig nogle muligheder efterfølgende. Når jeg er færdig her, så er jeg nok nærmere politisk journalist. Og det håber jeg, kan være med til at give mig en profil og føre mig i den retning, som jeg gerne vil som journalist.

Når jeg er færdig her, så er jeg nok nærmere politisk journalist.

Kristian Aaskov, praktikant på Altinget

så sker det ikke her. Det er fagtung journalistik – også nogle gange kedeligt, men det er det, vores læsere synes, er skide spændende. Du skal altså have en grundlæggende politisk interesse.

Hvorfor valgte du Altinget som praktiksted?

Fordi det er Christiansborg, og fordi det er politik. Og jeg havde en grundlæggende politisk interesse.

Men også fordi det er et netmedie.

Jeg håber på, at dette praktiksted

Hvad har overrasket dig ved dit praktiksted?

Jeg er blevet overrasket over, hvor nørdet det er, og hvor fagligspecifikt det er. Det er sgu svært andet.

Men det skal man lære at acceptere.

Altinget er et fagblad, og det skal man have med i sin betragtning, hvis man vælger at søge her. Man skal have lyst til at gå i dybden, man skal have lyst til faglighed, man skal have lyst til at stille spørgsmål til ting, som ingen andre stiller spørgsmålstegn ved.

Hvor meget indflydelse har du?

På DR er det kun historien, der sætter grænser. Så hvis jeg har en fed idé, så rydder de toppen for den. Så er det ligegyldigt, om du er prakti-

Foto: Kristine Sofie Bugbee

kant eller fastansat journalist. Din indflydelse afhænger af din historie.

Et godt eksempel på det er, at jeg to gange har fået bragt historier i 21 Søndag, fordi jeg turde præsentere mine ideer for dem, selvom jeg ikke er praktikant hos dem.

UDDANNELSE

LIXEN | marts 2010 | 7

... i Lixen Praktikrygte IV

Praktikrygte I

Praktikrygte II

Praktikrygte III

Jeg hørt, at DR skulle være et mega hårdt sted at være. At man bare blev kastet ud på dybt vand fra første dag. Det passer i øvrigt ikke.

Hvis du har været i praktik på Altinget, så er der stor sandsynlighed for, at du ender i en kommunikationsstilling.

Sådan er det ifølge rygtet.

Statistisk set har du større chance for at komme i praktik på Berlingeren, hvis dit navn slutter med –ine.

Anders Lindemann

Trine Birk

Kristian Aaskov

Trine Birk Praktikant på Berlingske Tidende

Trine Birk brugte sine første seks måneder på Berlingske Tidendes livsstilssektion. Nu er hun havnet på nærredaktinen, hvor tempoet er skruet op. SDU’eren kan godt lide, at man bliver hørt som praktikant.

Det handler ikke om, hvor længe du har været ansat, men om hvor god din historie er. Den gode idé vinder altid.

Foto: Kristine Sofie Bugbee »Jeg er vild med, at de vil have, at folk er ambitiøse,« siger Trine Birk

Nikolaj Bonde Praktikant på Se og Hør

Nikolaj Bonde havde regnet med at få en praktikplads på et sportsmedie. Han kom i stedet hjem med en underskrevet Se og Hør-kontrakt, og det er han lykkelig for i dag.

Hvordan vil du beskrive din praktikplads?

Se og Hør er et fantastisk sted at være. Her er meget åbent, og folk er helt vildt søde. Jeg kunne ikke forestille mig et bedre praktiksted, men man skal også være en særlig type for at være her. Man skal nok ikke være for seriøs i sin tilgang til journalistikken – til gengæld skal man være benhård, da arbejdet ofte kan være grænseoverskridende.

Hvad var dine forventninger til Se og Hør som praktiksted, inden du startede?

Farvet af det snobberi, som er på SDU omkring sådan et praktiksted, så havde jeg ikke de store forventninger. Jeg havde også en følelse af, at det ikke lige var toppen af pop-

pen, da jeg underskrev kontrakten, men jeg har siden fundet ud af, at jeg er kommet det absolut bedste sted hen. Også i forhold til, hvad jeg har hørt fra andre praktikanter,

”

Hvordan vil du beskrive din praktikplads?

Berlingske Tidende er midt i en fornyelsesproces, og det hele skal være kreativt. Det synes jeg, er meget fedt.

At de sådan opfordrer os til at tænke i nye fortælleformer. Vi har lige haft en innovationsdag, hvor vi blev delt op i grupper, og man skulle finde på alle mulige ideer til, hvordan firmaet kan udvikle sig. Her er meget den der iværksætterånd, hvor alt er muligt, og det var også noget af det, jeg tændte på til åbent-hus.

Hvorfor valgte du Berlingske Tiden-

at fortælle om sin utroskab til sin kone, før jeg ville ringe til hende for at få en kommentar. Det har været vildt på mange måder at dække den historie.

Jeg gik så tæt på, at manden sad og tudede i telefonen.

Nikolaj Bonde, praktikant på Se og Hør

men det er også fordi, at jeg passer så godt ind. Jeg er blevet vild med den her genre.

Hvilken situation har gjort størst indtryk på dig, siden du startede på Se og Hør?

Jeg har netop lavet en historie om Talent ’09-deltageren Michael Bjørnson, der kom på forsiden. Det er nok min største historie indtil nu.

Netop fordi jeg gik så tæt på, at manden sad og tudede i telefonen – det er lidt hårdt at høre en voksen mand græde på den måde. Det gjorde han, fordi jeg gav ham en halv time til

Er Se og Hør et sted, du vil ansættes, når du er færdiguddannet?

Hvad tror du selv? Ja! Jeg kunne ikke forestille mig noget andet.

Har du et godt råd til de kommende praktikanter?

Selvom man er praktikant, så kan man sagtens lave en forside. Her bliver praktikanterne i hvert fald ikke set ned på. Man er på linje med de andre, og det skal man vide. krbug08@student.sdu.dk micam08@student.sdu.dk

Praktikrygte V

En praktikant var engang sammen med en chef på Se og Hør, før vedkommende havde sin første dag på redaktionen – det medførte, at praktikanten blev fyret.

Nikolaj Bonde

Alle her har gammeldags navne som Ole og Jørgen. Så hvis du gerne vil på Altinget, og du har et morfar-agtigt navn, så har du statistisk set større chance for at blive ansat.

Kristian Aaskov

de som praktikplads?

Jeg kendte flere, der var her i forvejen, og de var meget glade for at være her. Derfor vidste jeg, at jeg helt sikkert ville befinde mig godt her. Men det blev også bare bekræftet til åbent-hus, hvor alle de ting de sagde, var noget jeg kunne sætte

på mine historier, og så går jeg på nettet for at få ideer til nye historier, som jeg kan fremlægge på det daglige redaktionsmøde. Jeg møder typisk et kvarter før tid for at nå det hele før morgenmødet.

”

Hvor meget indflydelse har du?

Jeg møder typisk et kvarter før tid for at nå det hele før morgenmødet.

Trine Birk, praktikant på Berlingske Tidende

en vinge ved. Jeg er vild med, at de gerne vil have, at folk er ambitiøse, men også det med at det er den gode idé, der vinder, og at man får lov til at lave de samme ting som de fastansatte.

Hvad er det første du gør, når du møder på arbejde?

Det forventes, at jeg læser avisen hver dag, så det gør jeg. Derefter tjekker jeg min e-mail for at se, om jeg har fået nogle reaktioner

Jeg synes, at vi praktikanter har ret meget indflydelse. Det gælder bare om selv at komme først. Hvis du har en idé, der er bedre end de andres, så får du også lov til at lave den. Hvis redaktøren til gengæld har en historie, der skal afsættes, som er bedre end din, så må du lave den – der er en politik om, at man ikke siger nej til at lave en historie, man bliver bedt om at skrive.

Foto: Kristine Sofie Bugbee

8 | marts 2010

BRANCHE

| LIXEN

Ingen rammer for at vinde en Cavling Alle kan vinde en Cavling. Det handler ikke om arbejdsbetingelser, men om journalistens engagement, initiativ og vilje til at fortælle en bestemt historie.

Det mener Carsten Ingemann, formand for Cavling-komitéen.

Jesper Tynell mener, at fleksibilitet og gode kollegaer er afgørende.

Natasha Nomathemba Dyasi

ARBEJDSVILKÅR. »Der er ingen gode rammer for at vinde en Cavling, det er kun dig selv, der kan gøre arbejdet,« siger Carsten Ingemann, formand for Cavling-komitéen.

Han mener ikke, at det gør nogen forskel, om du får meget eller lidt tid på

”

engagementet er der, så kan du vinde en Cavling,« fortsætter han.

Jesper Tynell, der tog Cavlingprisen 2009, mener derimod, at gode arbejdsbetingelser er helt nødvendige for at vinde en Cavling. »Vi er fagmedarbejdere på vores program, og det giver os lov til at blive i sporet. Det er som med en ketchupflaske. Det skal være i orden at gå tre dage i træk, hvor der ikke kommer noget og så pludselig på tredjedagen, så kommer der en hel masse,« siger Jesper Tynell, der arbejder på P1 Orientering.

Ingen daglige deadlines Jesper Tynell er godt klar over, at det ikke er almindeligt med ingen faste deadlines, men han mener, at det er vigtigt med plads. » Jeg kender ikke til andet, men jeg synes også, det er væsentligt,« siger han.

Og selvom Jesper Tynell ikke altid er presset af daglige dead-

Det er som med en ketchupflaske. Det skal være i orden at gå tre dage i træk, hvor der ikke komme noget og så pludselig på tredjedagen, så kommer der en hel masse.

din arbejdsplads, eller om du arbejder på det ene eller det andet medie. »Du kan ikke bruge arbejdsbetingelserne som undskyldning. Hvis

Jesper Tynell, P1 Orientering

lines, så laver han lige så meget som andre radiojournalister. »Mine historier er ikke altid

Jesper Tynell arbejder på DR Orientering og vandt Cavlingprisen 2009.

Foto: Agnete Schlichtkrull

grydeklar, de skal lige simre et par dage, men i sidste ende har jeg mange flere minutter, end jeg skal, de kommer bare ikke lige på klokkeslaget,« siger han.

Uden de daglige deadlines er han også nødt til at tage natten til hjælp.

Det er ikke ualmindeligt, at han har en ordentlig bunke aktindsigt bag på cyklen på vej hjem fra arbejde. »Hvis man skal gide at grave, så skal man være optaget af substansen,« siger Jesper Tynell.

Journalist på fuldtid Ifølge Carsten Ingemann er det netop dét, god journalistik handler om.

Den kan ikke puttes ind i en almindelig arbejdsdag, der går fra 9-16,

journalisten skal være drevet af engagement. Han mener, at den journalist, der begrænser sig af arbejdstider, er med til at begrænse sig selv. »Der er selvfølgelig nogen, der vil påstå, at arbejdstider er en begrænsning, men det er en undskyldning for egen formåen,« siger Carsten Ingemann.

Han håber, at der er en masse journalister, der brænder for at lave historierne uanset arbejdstider. »Det er ligesom den gamle 13-skala. Det krævede, at man ydede noget særligt og lavede et stykke arbejde, som ikke var forventet af dig, før du fik 13. Det særlige engagement og den særlige vilje, det giver en Cavling,« siger Carsten Ingemann.

Pisse gode kollegaer Jesper Tynell fremhæver også sine kollegaer, selvom de aldrig arbejder direkte sammen. »Dét at være omgivet af gamle, kloge mænd, der kan huske rigtig mange ting, og som man kan diskutere med. Det er guld værd,« siger han.

Kollegerne bliver brugt, når han har lavet så mange indslag på en historie, at han begynder at overveje, om det overhovedet er interessant længere.

Han mener, at gode kollegaer også er en del af arbejdsbetingelserne. »Hvis jeg en dag skulle søge nyt job, så ville jeg gå højt op i, at dervar kolleger med indsigt,« siger han.

DR Update tæt på dumpekarakter sagde på vegne af priskomiteen, at TV 2 News er en uundværlig bestanddel af den professionelle nyhedsbrugers hverdag, hvor nyhederne forklares og debatteres.

Ill.: Karina Cecilie Møller Foto: Werner Kunz, Flickr

TV 2 News og DR Update er Danmarks to rendyrkede nyhedskanaler, hvor det er muligt at blive opdateret i løbet af dagen. TV 2 News er langt mere spændende at se på, mener ekspert. Han giver DR Update 02, og TV 2 News får et 10-tal på 7-trinsskalaen.

Kasper Ellesøe Steffen Koldborg

OPDATERET. Danmarks bedste nyhedskanal er TV 2 News. Det mener professor i journalistik ved Ros-

kilde Universitet Jørgen Poulsen. »DR Update kører i sløjfer, hvor TV 2 News har værter på hele dagen, som følger dagens begivenheder. Desuden har TV 2 News også programmer som Mogensen og Kristiansen, Presselogen og Tirsdagsanalysen. Det gør, at TV 2 News er mere interessant at se på end DR Update,« siger han.

Kanalen modtog i januar Berlingske Fonds Journalistpris, som også er et bevis på, at den udvikling, som kanalen har været igennem, er rigtig. Prisen var på 100.000 kroner, og redaktør Lasse Jensen

Prisen fuld fortjent DR Update er ifølge DR’s nyhedsdirektør Ulrik Haagerup tænkt som en opdatering i hverdagen.

Den skal give et overblik over dagens begivenheder. Han fortæller, at DR Update har et budget, der er 5-6 gange lavere end TV 2 News’, og derfor er det naturligt, at TV 2 News har råd til at have programmer, hvor folk snakker lidt længere. Ulrik Haagerup synes, at det er fortjent, at TV 2 News har vundet Berlingske Fonds Journalistpris: »Jeg ønsker dem stort tillykke med prisen. De gør det godt, og det er en kanal, der udfylder et behov, som mange af danskerne har,« siger han.

Han siger dog, at han ikke anser TV 2 News som en konkurrent til DR Update, fordi det er svært at sammenligne de to kanaler, idet TV 2 News har en masse længere programmer, som DR Update ikke har. »TV 2 News er den eneste kanal, hvor TV 2 har mulighed for lange snakke og debatter, mens vi har programmer som Deadline, P1 Ori-

entering og andre nyhedsmagasiner, som vi bruger til længere diskussioner,« siger Ulrik Haagerup.

Mercedes vs. Skoda TV 2 News udtrykker glæde ved at have modtaget Berlingske Fonds Journalistpris. TV 2 News’ kanalchef, Mikkel Hertz, forklarer, at målet for kanalen er at være hurtigst ude ved begivenhederne og først med nyhederne. Men grunden til, at de fik prisen var ifølge Lasse Jensen, at TV 2 News ikke bare er med til at bidrage med nyheder, men også til, at man som almindelig borger kan forstå nyhederne.

Mikkel Hertz forklarer også, hvorfor DR Update ikke vinder priser: »De kører i en sløjfe, hvor vi prøver at finde nye historier og blive på dem for at udvikle dem. Det er det, der gør TV 2 News markant bedre end DR Update,« siger han og fortsætter: »Det er som at sammenligne en Mercedes med en Skoda.

De kører begge to, men der er stor forskel på oplevelsen.« Mikkel Hertz fortæller, at TV 2 News arbejder målrettet på at give seerne en viden, de vil have, eller som de ikke vidste, de ville have: »Vi skal informere folk og ikke underholde. TV 2 News er ikke bare en

helikopter, der kan flyve hurtigt ud til begivenheder.« kafri09@student.sdu.dk stkol08@student.sdu.dk

FAKTA 63 % af husstandene i Danmark kan se TV 2 News (1/1-10) 56 % af husstandene i Danmark kan se DR Update (1/1-10) TV 2 News har i gennemsnit haft 1.651.000 seere om ugen (uge 1-5 i 2010) DR Update har i gennemsnit haft 1.030.000 seere om ugen (uge 1-5 i 2010) Der er forskel på, hvordan de beregner det. På DR skal man kigge 2 minutter i træk for at blive betragtet som en seer, og på TV 2 er det 1 minut i træk.

Tallene gælder for alle danskere over 3 år.

Kilde: DR Medieforskning

BRANCHE

LIXEN | marts 2010 | 9

Peter Ernstved mærker til daglig ikke noget til terrortruslen.

Foto: Nana Fischer

På JP er sikkerhedsvagter hverdag Skal du ind som gæst i JP/Politikens Hus i København, kræver det en aftale på forhånd og et gæstekort i hånden. Men det er ikke en ny sikkerhedsbølge.

Ledelsen har fokuseret på avisens sikkerhedsniveau lige siden Muhammed-krisen, fortæller JP-journalist Peter Ernstved Rasmussen.

Nana Fischer

TRYGHED. Svingdøren fejer sjask ind over receptionens gulv. Klokken er lidt i tre, og en gråhåret mand planter sine våde vinterstøvler foran receptionsdisken i JP/Politikens Hus. »Nåh, har I haft terrortrusler for nylig?,« spørger han muntert og nikker over mod vagten i døren.

Receptionisten løfter kort blikket fra sin kalender og kigger udtryksløst på den klukkende mand, »Det har vi ofte.« Han lukker munden og låner telefonen for at ringe op til Ekstra Bladet med en historie. Sådan er proceduren, forklarer hun. Man skal altid ringe, gerne hjemmefra. Folk bliver ikke bare lukket ind længere.

Og den tunge dør til redaktionerne på Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og Politiken er ganske bestemt lukket. En vagt står ved siden af den og vender sig opmærksomt rundt, da døren går op indefra. Ud træder Peter Ernstved Rasmussen. Han er ansat på Jyllands-Postens indlandsredaktion og har været på avisen siden maj 2006. I oktober 2009 blev tre mænd anholdt for omfattende terrorplaner mod JP. Som en konsekvens af sagen er der blevet hyret en sikkerhedschef i huset.

Peter glæder sig over, at sikkerheden i huset er på plads. Samtidig forstår han godt, hvis journalisterne i redaktionslokalerne ved siden af hans er mere bange, end han selv er. For de har modsat Jyllands-Posten oplevet en markant øget sikkerhed, siden den

”

ner, da Muhammed-tegningerne blev bragt, men han har oplevet tegningernes betydning for sikkerheden siden sin ansættelse. »Efter Muhammed-krisen blev der bygget et bombesikringsrum ved indgangen, så man blev sluset ind ad to indgange. Man gik ind i et bombesikret rum, og den næste dør kunne først åbne, når den første var lukket,« forklarer han.

Vagter er hverdag Peter kører rutineret sit eget nøglekort gennem kortlæseren, mens vagten inspicerer det plastickort, jeg er blevet stukket i hånden. Nøglekortene er blevet brugt på JyllandsPosten siden Muhammed-krisen, der udspillede sig, da JP-avisen havde kontor på Kongens Nytorv. Flere trusler er kommet i kølvandet på de

Vi har jo indimellem oplevet, at der kom bombetrusler, hvor vi alle sammen måtte ud af huset og stå på Kongens Nytorv.

Peter Ernstved Rasmussen, journalist på JP

seneste terrortrussel kom frem. »Jeg synes ikke, vores sikkerhed er unormalt høj, jeg tror bare, det har bevirket, at vi er kommet på omgangshøjde med den sikkerhed, som mange andre danske virksomheder har haft i mange år,« siger han.

Han var ikke under JP’s fa-

verdenskendte tegninger, men det er ikke noget, Peter er mærket af. »Vi har jo indimellem oplevet, at der kom bombetrusler, hvor vi alle sammen måtte ud af huset og stå på Kongens Nytorv. Jeg er lidt i tvivl om, jeg overhovedet oplevede det, eller om jeg bare ople-

vede brandalarmen. Det må du ikke hænge mig op på,« siger han.

Og han kan ikke understrege nok, hvor lidt han tænker over terrortruslen til daglig. Vi sidder i bladhusets tomme kantine med to kopper kaffe mellem os. Der er ikke meget sikkerhedspostyr over de stykker sandkage, der er linet op på tag-selv-bordet i den anden ende af lokalet. Vagter er der heller ingen af i kantinen. Peter kigger rundt på de tomme borde i rummet, der til frokost er dækket op med tallerkner til både journalisterne på JP, Politiken og Ekstra Bladet.

I husets forhal er det begyndt at strømme ind med mennesker. De bakser med deres våde handsker og tasker og søger hen mod Politikens plus-butik ved siden af receptionen.

Der er ikke nogen af dem, der synes at skænke terrortrusler eller bombeangreb en tanke, som de står i kø til kassen. Men hvor der tidligere var fri passage ind til boghandelen ved siden af via en glasdør, er der nu bygget en massiv væg. Foran den står vagten. Han har korslagte arme, og selvom menneskemylderet ikke kigger på ham, kigger han opmærksomt rundt på dem.

naros09@student.sdu.dk

Peter Ernstved kører sit kort igennem alarmen på JP. Foto: Nana Fischer

Fra centerleder til nyhedsredaktør

Mylenberg til Fyens Stiftstidende

Tidligere leder af Center for Journalistik Per Knudsen tiltrådte som nyhedsredaktør på Berlingske Tidende d.1. marts. Her er han nu en af fire nyhedsredaktører. Per Knudsen var på Center for Journalistik i ni en halv måned. Tidligere har han fungeret som journalistisk chefredaktør på Politiken.

Underviser ved Center for Journalistik Troels Mylenberg skal stå i spidsen for en nyoprettet stilling på Fyens Stiftstidende: Politisk redaktør og kommentator. Til at starte med bliver han tilknyttet samfundsredaktionens journalister, der også dækker politik. Her skal han dække Christiansborg og fungere som politisk kommentator gennem analyser og kommentarer. Troels Mylenberg var ansat på Berlingske Tidendes Christiansborg-redaktion indtil efteråret 2009.

nadya

nadya

10 | marts 2010

BRANCHE

| LIXEN

Er der forskel på akademikere og journalister?

Mange spår de akademiske journalister en stor fremtid. Men gør det overhovedet en forskel, hvilken uddannelse man har, når man arbejder som journalist? Lixen har spurgt journalister med en akademisk uddannelse, om de kan mærke en forskel i deres daglige arbejde.

Rikke Gredsted Seidenfaden

Jes Stein Petersen, tv-vært på Deadline.

Uddannet cand. phil i samfundsfag ved Københavns Universitet.

Hvad er fordelen ved at have en anden uddannelse end en journalistuddannelse? »Jeg har hovedfag i samfundsfag og har læst filmvidenskab på Københavns Universitet og tilsammen har det givet mig en bred palet af sociologiske, politologiske og æstetiske red-

skaber. Jeg føler, jeg har en bredere viden om verden, mange flere analytiske redskaber og en anden horisont, uden at det skal lyde forkert. Journalister er meget newsy. Jeg er mere viewsy. «

Har du på noget tidspunkt følt, at du har manglet en journalistisk uddannelse? »Nej. Akademikere, der kommer ind ad bagdøren på de journalistiske arbejdspladser, havner reelt i en slags sidemandsoplæring, en uformel mesterlære, som gør, at de over tid får suget det til sig fra det grundlæggende journalistiske håndværk, som de har brug for. Men når det er sagt, så er det et kæmpe problem, at så mange akademikere - også dem, der drømmer om at arbejde i medierne - er så elendige formidlere. De forbliver i det akademiske sprogspil, som jo er meget fremmedgørende

Dorte Fals, studievært på Magasinet Penge på DR1. Uddannet jurist med en tillægsuddannelse i journalistik.

Foto: Ulla Voigt/DR

Camilla Stockman, kulturjournalist på Politiken og cand. mag. i litteraturvidenskab.

Hvad er fordelen ved at have en anden uddannelse end journalistisk? »Fordelen viser sig især, når jeg taler med kilder, der har en specialviden, især akademikere. Fordi jeg selv er akademiker, bliver jeg ikke intimideret af deres høje lixtal og fremmedord, men kan ret hurtigt afkode deres talestrøm og forstå de - ret ofte - simple budskaber. I forhold til mine journalistuddannede kolleger har jeg desuden læst enormt meget litteratur på andre sprog, så jeg har helt klart en sprogfordel.

Jeg tror også, at mine undersøgende journalistiske artikler eller forløb har været forholdsvist nemme for mig at overskue, fordi

Fire hurtige

Hvad er fordelen ved at have end anden uddannelse en journalistisk? »For mig har det været en fordel at have læst jura. Gennem uddannelsen har jeg fået et godt kendskab til magtstrukturer i samfundet, som det måske kan være svært at sætte sig hurtigind i. Og det får man jo foræret, når man har en akademisk grunduddannelse. « jeg tidligere har skullet overskue kompliceret teoretisk stof. Et stort materiale, der fylder flere ringbind, gør mig mere tryg, end hvis jeg hurtigt skal føde en nyhed. «

Har du på noget tidspunkt følt, at du har manglet en journalistisk uddannelse? »Jeg kan huske, at jeg var usikker på, om jeg havde værktøjskassen i orden, da jeg gik fra at være redigerende og redaktør til at være skrivende journalist. Især syntes jeg, at jeg manglede skoling i, hvordan man stillede kilder de helt essentielle spørgsmål, holdt fast og fik fremdrift i interviewet. Jeg spurgte en kollega, der var nyuddannet fra Journalistskolen. Hun sagde, at det havde hun heller aldrig lært på skolen, så jeg skulle bare tage den med ro. Desuden var jeg bange for, om jeg var hurtig nok. Jeg er stadig ikke en af de hurtigste på

for den gennemsnitlige læser/seer/lytter. «

Hvad ser du som forskellen på dig og en journalist, hvis der overhovedet er forskelle? »Forskellen er nok, at jeg i højere grad ser mange konkrete nyheder som udtryk for meget større tendenser eller bevægelser. Det perspektiv, jeg har på tingene, er præget af min baggrund og mine interesser. «

Hvad kan journalister lære eller blive bedre til i forhold til folk, der har en akademisk baggrund? »Begge parter har meget at lære af hinanden. Akademikere kan lære meget af journalisters respekt for den klare tale og for, hvor vigtigt det er at rykke hurtigt på det, der sker.

Journalister kan få deres væsentlighedsbe-

Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR

greb udfordret og udvidet ved at suge til sig fra den akademiske verden.

Fremtidens idealjournalist er for mig en person, der parrer det journalistiske håndværk med en dyb akademisk faglighed. «

Har du på noget tidspunkt følt, at du har manglet en journalistisk uddannelse? »Da jeg var færdig skilte jeg mig selvfølgelig lidt ud. Jeg var uddannet jurist, men havde en tillægsuddannelse fra Journalisthøjskolen, som kun varede et enkelt semester. Selv om jeg havde snuset til journalistikken, så havde jeg ikke været i praktik. Jeg tror, at praktikken er det vigtigste, fordi man udvikler sig, og journalistikken bliver levende. «

Er der noget, journalister kan lære af akademikere? »De kan måske godt lære lidt af den akademiske grundighed. Man bliver nødt til at undersøge tingene ordentligt. Alligevel er for meget grundighed jo heller ikke godt. Man skal stadig kunne formidle sit budskab klart og tydeligt. Så begge grene kan nok godt lære noget af hinanden. «

redaktionen, men erfaringen viser sig jo altid at være en god ven. «

Foto: Jacob Erhbahn/Politiken

Hvad ser du som forskellen på dig og en journalist, hvis der er forskelle? »I dag er der ikke afgørende forskelle på mig og mine kolleger, der er journalistuddannede.

Efter at have arbejdet som fuldstidsjournalist i fire år (og redaktør og redigerende i yderligere fire år) betragter jeg mig selv som journalist i lige så høj grad som akademiker.«

Hvad kan journalister lære eller blive bedre til i forhold til folk, der har en akademisk baggrund? »Rigtige nyhedshunde kan nok lære lidt af akademikeres evne til at se sammenhænge, perspektiver og nuancer og have tålmodighed til større projekter. Især når det gælder

et emne som kunst, er det jo vigtigt, at ikke alle historier handler om skandaler, hvor rubrikken hedder noget med Kejserens nye klæder.«

Seerne skal lave indslag på TV Syd

Politiken undskylder

Herbert Pundik spionerede for Israel

Per Stig Møller vil have væsentlighed

TV Syd var Danmarks første regionale tv-station. Nu går man igen nye veje i det sydjyske.

Seerne skal til at lave indslag.

I første omgang er der tale om et forsøg, hvor ti seere får seks timers undervisning i tv-optagelse. »Især unge har vænnet sig til at lægge videoklip ud på nettet. Det interessante er, om vi kan bringe det skridtet videre og gøre seernes videoklip egnet til tv,« siger programchef Claus Christensen.

De ti forsøgskaniner bliver udvalgt efter, hvilken historie de gerne vil fortælle og starter på deres nye job til april. thoso

Politiken bragte 26. februar en undskyldning til alle, der er blevet krænket af deres beslutning om at genoptrykke Kurt Westergaards karikaturtegninger. De er blevet genoptrykt 15 gange i avisen siden 2005. Undskyldningen kommer seks måneder efter, at den saudi-arabiske advokat Faisal A.Z. Yamani sagsøgte 11 dagblade på vegne af efterkommere af profeten Muhammed. Indtil for nylig var de 11 dagblade enige om at afvise kravet, men nu har Politiken ændret mening.

Berlingske Tidende og Jyllands-Posten og flere politikere tager afstand fra forliget. Chefredaktør Tøger Seidenfaden afviser i Information, at Politiken begrænser sin ytringsfrihed. nadya

Tidligere chefredaktør for Politiken Herbert Pundik har været spion for Israel. I et interview til Information fortæller Pundik, at han i 1950’erne og 1960’erne under sine reportagerejser for blandt andet Information, DR og Politiken arbejdede som agent for den israelske efterretningstjeneste, Mossad.

Flere af de medier, som Herbert Pundik arbejdede for dengang, er forargede over hans fortid som efterretningsagent. Pundik siger, at alle rapporter han udarbejdede for Mossad blev videregivet til Forsvarets Efterretningstjeneste.

Samarbejdet med Israel stoppede, da Herbert Pundik blev ansat som chefredaktør på Politiken. liips

Den nye kulturminister er ikke glad for nyhedsdækningen på DR og TV 2. »Jeg synes ikke, at nyhederne er up to the point,« fortæller Per Stig Møller til Kristeligt Dagblad.

Den tidligere programchef på DR mener dannelsesniveauet til tider er for lavt. Blandt andet henviser han til en aften, hvor TV Avisen bragte en hovedhistorie om seks rokere, der havde byttet Bandidos ud med Hells Angels.

Den konservative politiker synes, at medierne skal skele mindre til seertal og i stedet fortælle om verdens brændpunkter.

Han slår dog fast, at han ikke vil redigere TV Avisen. Kritikken er udelukkende et udtryk for hans personlige holdning. thoso

BRANCHE

LIXEN | marts 2010 | 11

Hvad fanden vil vi med journalistikken?

Dét spørgsmål forsøger Danmarks største journalistundersøgelse nogensinde at besvare.

Den foreløbige konklusion er, at vi faktisk på tværs af medier og platforme vil de samme ting.

Jakob Balthazar Munk

UNDERSØGELSE. Det skal være slut med fordomme, myter og vilde gæt.

Danmarks største journalistundersøgelse skal give endegyldigt svar på, hvem der gemmer sig bag mikrofonerne og spalterne, og hvilke værdier der danner grundlag for den danske mediedækning.

Cand.Public- og ph.d.studerende ved SDU Morten Skovsgaard Hansen har i 2 ½ år været i gang med at se på journalisters bevæggrunde, og han kan foreløbig konkludere, at den politiske reporter på Politiken ikke er meget forskellig fra sladderskribenten på Se og Hør. »Blandt de danske journalister er der nogle meget stærke normer om, at man skal arbejde objektivt og være samfundets vagthund. Der er en meget stærk fællesfølelse af, hvad

det er, man skal som journalist,« siger Morten Skovsgaard Hansen.

Og det overrasker ham faktisk en smule: »Jeg tror, jeg havde regnet med en lidt større effekt af, hvor man arbejder. Jeg troede, at den linje chefredaktører og redaktører lægger, ville være mere tydelig i forhold til, hvordan journalister opfatter deres arbejde.«

”

til mediernes envejstrafik?

Nogle argumenterer for, at kreativiteten, diversiteten og den kunstneriske frihed bliver kvalt af de professionelle normer.

Andre mener tværtimod, at strukturen er med til at øge troværdigheden og sikre en professionel tilgang til journalistikken.

Morten Skovsgaard Hansen hælder mest til den sidste sondring.

Blandt danske journalister er der nogle meget stærke normer om, at man skal arbejde objektivt og være samfundets vagthund

Morten Skovsgaard Hansen, manden bag DK’s største journalistundersøgelse Spørgsmålet er imidlertid, hvad det så er, der former de danske journalister. Det har Morten Skovsgaard et bud på: »Enten betyder uddannelsen rigtig meget, eller også er der en så ensrettet opfattelse af, hvad journalistik er, så journalisterne faktisk bliver ret ens.« Bidrag til debatten Og hvordan skal man så forholde sig

»Jeg synes, det er en styrke. Og det er nok også den dominerende opfattelse. Mere professionalisering vil skabe mere legitimitet for journalistikken i samfundet.« Den gyldne nøgle Morten Skovsgaard Hansens undersøgelse er, udover at være den største nogensinde, også markant anderledes i forhold til tidligere danske projekter. I stedet for at afprøve et udsagn og be- eller afkræfte

det undersøger Morten Skovsgaard Hansen grundforudsætningerne for journalistvirket. »Man kan se det som en grundforskningsbyggeklods til at forstå andre ting, der foregår når journalister producerer journalistik,« siger Morten Skovsgaard Hansen.

Han giver et eksempel på, hvordan man kan arbejde videre med resultaterne, og gøre journalisterne klogere på, hvem de egentlig er. »Det næste skridt vil være at undersøge, i hvor høj grad det kan lade sig gøre for journalister at realisere de tilstræbte idealer. En ting er at have nogen værdier som man gerne vil arbejde efter, men man kan jo komme ud til en anden virkelighed,« forklarer Morten Skovsgaard Hansen.

I internationalt perspektiv Mens undersøgelsen er den første af sin slags i Danmark, har man i udlandet tidligere lavet flere af den slags. Det giver nu mulighed for at sammenligne danske journalister med de internationale kollegaer. Og her regner Morten Skovsgaard Hansen med, at man kan se en forskel: »Mit bud er, at de forskellige lande betyder meget, når man skal forklare

rolleopfattelse og objektivitet. Og det ser det også umiddelbart ud til.

Så noget tyder på, at den politiske og kulturelle opfattelse betyder mere for, hvordan du agerer som journalist, end din arbejdsplads gør.« Resultaterne af undersøgelsen offentliggøres løbende, mens den endelige afhandling er færdig 1.september. jamun09@student.sdu.dk

METODE: I samarbejde med Dansk Journalistforbund har Morten Skovsgaard Hansen fået email-adresser på alle, der arbejder med redaktionel journalistik.

Ud af de 5000 emailadresser er PR-medarbejdere blev pillet fra således, at 4600 har fået spørgeskemaet, hvor 2000 har svaret.

Med vis statistisk undersøgelse kan resultaterne generalisers til alle danske journalister.

12 | marts 2010

BRANCHE

| LIXEN

”

Jeg kan ikke så meget, men de

Per Westergård er en helvedes progressiv mand drevet af fremdrift, fornyelse og forandring. Det har ført ham fra idealistiske rødder på Journalisthøjskolen til et hjørnekontor med udsigt. Sådan et, som en rigtig chefredaktør har.

Jakob Balthazar Munk

Rikke Grested Seidenfaden

INDBLIK. »Dengang betragtede jeg mig som en meget samfundsengageret person. Det var vi sgu meget.« Efter en kort pause udbryder han: »Man lyder fandeme som en gammel mand, når man siger det.« Per Westergård er ikke uden en vis portion selvironi. Ikke uden en vis distance til sofaarrangementet, tulipanerne på glasbordet og fladskærmsfjernsynet på væggen i det store lyse hjørneværelse.

Det har aldrig været en del af en stor karriereplan. Tværtimod. Da Per Westergård forlod Journalisthøjskolen i 1981, var det med langt mere usonderede og idealistiske drømme i baghovedet. Langt fra den kildevand sekretæren er kommet med, og langt fra udsigten over Kongens Have i Odense. »Jeg så mig egentlig som en journalist, der skulle skrive om ting, der var vigtige, væsentlige og vedkommende for borgerne og som kunne påvirke samfundsudviklingen i det danske samfund. Det var lidt idealistisk betonet. Jeg havde faktisk ingen forestilling om, at jeg skulle være leder. Overhovedet ikke.«

Tilfældighedens mester Og det har da også været tilfældighederne, der har drevet Per Westergaards karriere. Da han var uddannet på Journalisthøjskolen tog han ud at sejle og kom forbi Helsingør: »Så stod der sgu en af mine gamle kollegaer på Helsingør havn, som fortalte, at de netop havde talt om mig på redaktionsmødet. Og om jeg ikke havde lyst til at komme tilbage til Helsingør Dagblad,« fortæller Per Westergård og

Foto: Jakob Balthazar Munk

virker som om, han ikke selv er klar over, om det var helt tilfældigt eller ej. Tilbuddet sagde han ja tak til.

Og sådan har hele karrieren dybest set formet sig: »Folk har spurgt om et bestemt job ikke kunne være noget for mig. Og så har jeg som regel sagt ja.« Det er dog langt fra tilfældigt, hvilke jobs Per Westergaard er blevet headhuntet til.

Både i hans job på Børsen, Århus Stifttidende, Ingeniøren og nu Fyens Stiftstidende har det nemlig været forandringerne og nyudviklinger, der har været hans spidskompetence: »Jeg har altid arbejdet med ting, der skulle ændres. Det har ligesom været den røde tråd.« Flyt dig for helvede Godt og grundigt inspireret blev den unge Per Westergård i USA i midten af 80’erne. Her deltog den unge journalist i en række kurser om magasinproduktion og opdagede en langt mere positiv indstilling til forandring og udvikling. Den tog han med over Atlanten, igennem tolden og med ind på det nystartede Børsens Nyhedsmagasin, hvor han arbejdede: »Vi havde meget svært ved at finde vores egne ben og relancerede tre gange om året.

Derfor fik jeg det ind i blodet at udvikle ting og lave dem om. Jeg tror, at jeg er blevet sådan en man gerne vil ansætte, der hvor man har brug for at få noget udvikling ind i et avishus.

Og det har jeg det meget godt med.« Indtil videre har Ingeniøren, Århus Stiftstidende og senest Fyens Stiftstidende haft bud efter chefredaktøren. Det har budt på udformning af etiske regelsæt, sammenlægninger af redaktioner og relanceringer.

Fyens selvfede Stiftstidende Fra kontor til kontor har der været udfordringer, som Per Westergård har kæmpet med. På avisen, hvis logo med guldskrift pryder hans mørkeblå bomuldstrøje, oplevede han en folkesygdom, der med uforstærket kraft havde ramt virksomheden. »Jeg startede med at erklære, at jeg synes fandeme, at de var selvfede. Og det er en ulempe, når du skal ændre ting, fordi du skal overvinde nogle psykologiske kortslutninger inde i hovedet på folk. Hvis folk allerede tror,

Chefredaktør for Fyens Stiftstidende, Per Westergård, har dedikeret sin professionelle karriere til at udvikle medi

at de er verdensmestre, er det jo et helvedes hyr at få puffet dem i nye og ambitiøse retninger.« Alligevel er det lykkes chefredaktøren at få gennemtrumfet de nye ændringer. Fra 1. marts er det slut med det klassiske broadsheet format for Fyens Stiftstidende, og den sidste avis kan traditionalisterne bruge til at tørre deres fugtige øjne. Det bliver der til gengæld ikke meget af hos Per Westergård. »Jeg interesserer mig stort set kun for at udvikle, forny og forbedre journalistik.«

Journalistik er forretning Og fornyelse netop nu, ser Per Westergård som noget vigtigere end for tyve år siden. »Det er jo ti gange mere spændende at være medieperson nu end for tyve år siden,« siger han og hentyder til at vi er i en tid, hvor faldende oplagstal og mindre indtjening får de fleste store mediehuse til at se skeptisk på fremtiden for journalistik. Alligevel er Per Westergård optimistisk. Han mener ikke, at det nytter noget at græde, når oplagstallene er gjort op. Nu handler det om at tilpasse journalistikken til kundernes ønsker: » Vi er nødt til at tro på, at der er kunder til den gode journalistik. Det handler bare om at finde den rette indpakning, « fortæller han og

tilføjer: » Journalistikken skal sgu nok overleve.

Vores evne som journalister til at undersøge, gengive og prioritere verden i ordnet form for vores læsere, lyttere eller seere, vil uanset hvad være kanon høj. « Han placerer en hånd på siden af hovedet, rykker tilbage i læderstolen og konkluderer. »Jeg er faktisk enormt optimistisk på journalistikkens vegne.« Ikke desto mindre har chefredaktøren dog også bekymringer. Rynker i panden og korte depressioner på vegne af journalistikken. For hvad hvis god journalistik ikke kan ses på salgstallene? »Jeg synes, at en avis som Berlingske Tidende i en periode har været fabelagtig god, men når jeg går ind og aflæser oplagstallene, kan jeg ikke aflæse, at det også er sådan. Og så kan jeg godt få øjeblikke af tvivl og stille spørgsmålet: Hvad fanden er det lige, vi har gang i?« »Det ser jo forfærdeligt ud« Men selvom tiderne er stramme, jobbene er få og fremtiden usikker, så mener Per Westergård ikke, at de journalisstuderende behøver at frygte socialkontoret og arbejdsløsheden. For samme håbløshed der også, da

BRANCHE

LIXEN | marts 2010 | 13

et jeg kan, er jeg skide god til da lidt en nedtur. Jeg kan ikke komme ude- mig med andet?« nom, at Fyn er ikke ligeså spændende som Spørgsmålet hænger i luften, men svaret er Århus, og Århus er ikke ligeså spændende på vej: som København.« »Det ville jeg have gjort, hvis jeg havde turEn forklaring følger fra lederen af Fyns det tage springet. Hvis ikke jeg havde været største medievirksomhed. så helvedes følgagtig, for dem der kom og til»Fyn har mange andre kvaliteter og er smuk. bød mig forskellige opgaver.« Men Odense er jo mere provinsby end jeg er Hans øjne flakker et kort øjeblik, mens han vant til. Og så er det bare, at jeg hører mig selv læner sig tilbage i stolen. Han fortæller om som et arrogant Københavnsk røvhul, der sid- sin store passion for at sejle. For det åbne der og siger sådan noget. Men på det område hav, bølgernes brus og det enorme åbne rum. er det ikke ligeså spændende.« Langt fra deadlines, udviklingsprogrammer Alligevel er han overordnet tilfreds med sin og snak om oplagstal og fremtidsudsigter. stilling. Med de bunker af opgaver der ligger »Jeg har altid set mig selv som en, der skulle på hans bord, de beslutninger der skal tages ud og sejle på de store have. Og jeg har altid og den mørkeblå bomuldstrøje, han har på. troet, at selv når jeg fik børn, så ville det være Den med den diskrete guldskrift på højre en del af mit liv, at jeg nogle gange sejlede arm med ordene Fyens og Stiftstidende efter hinanden.

Jeg vil faktisk hellere være en lille lort i »Fyens Stiftstidende er en lækkerbisken for en stor gade, end en lille lort i en stor gade.

Per Westergaard, Fyens Stiftstidende sådan en som mig. Huset er sundt, har god økonomi og lysten til at lade sig udvikle. Den faglige udfordring, der er her rundt på den halve klode.« er stor og god.« Stemmelejet stiger: Og selvom mediefokusset og den brede of»Det må jeg så bare sige. Det har jeg kraftfentligheds opmærksom er rettet mod Køben- edme ikke fået gjort.« havn, har Per Westergård ikke problemer Endnu en kort pause – endnu et udbrud: med det. »Og hvad fanden er det?« »Jeg vil faktisk heller være en stor lort i en Han tænker i et kort øjeblik. Kun et sekund. lille gade, end en lille lort i en stor gade.« »Men jeg har nu stadig drømmen. På et eller andet tidspunkt når jeg bliver træt, eller ikke ”På et tidspunkt kaster jeg los” synes, det er sjovt nok, så tror jeg stadigvæk, Journalistik, udfordringer, diskussioner og at jeg kaster los i min sejlbåd, og så sejler jeg fornyelse har nu i snart 30 år været bestand- ud på de store have.« delen i Per Westergårds liv. Det ene job har Der kommer en kort tilføjelse. afløst det andet i en lind strøm, og det kan » Jeg er bare lige blevet opholdt af en 7-8 ærgre chefredaktøren en smule, at der ikke jobs. « har været tid til at bryde ud af rammerne og udforske det ukendte. jamun09@student.sdu.dk »Hvis jeg havde haft mere fat i styrepinden risei09@student.sdu.dk i mit liv, så kan det godt være, at jeg på et tidspunkt havde sagt: Nu laver jeg sku min egen forretning.« Han tager højre arm op mod ansigtet og hviler hovedet, inden han fortsætter: »Jeg kan egentlig ikke så meget, men det jeg kan, er jeg skidegod til. Og det jeg kan er at udvikle nødlidende virksomheder, der har brug for fornyelse. Hvorfor ikke gøre det til min helt egen business, så jeg ikke skal beskæftige

”

ievirksomheder og igangsætte nye initiativer, Foto: Jakob Balthazar Munk

han i 1981 blev uddannet journalist, fortæller han: »Dengang sagde vi alle sammen til hinanden: hvordan skal det dog gå os? Det ser jo forfærdeligt ud. Der er jo ikke nogen, der ansætter nogen.« En mobiltelefon ringer i baggrunden, men Per Westergård fortsætter ufortrødent. Han viger ikke opmærksomheden. »Dybest set er jeg nok på det punkt lidt for optimistisk. Men det vi kan, når vi lærer at formidle, det er jo noget ethvert samfund hele tiden kan bruge mere af, fordi mange ting bliver mere komplicerede. Der er brug for nogle, der kan forklare tingene og sætte dem i en sammenhæng og perspektivere dem.« Han tager en tår vand af det glas, der står foran ham og fortsætter: »Jeg ville ikke fortvivle, hvis jeg var nyuddannet journalist. Det har man altså set før.« Den nye journalist Til gengæld ville han koncentrere sig om at indsamle en uovervindelig portion viden.

Mere end han ville dygtiggøre sig indenfor de forskellige medieplatforme.

Han forklarer: »Det er blevet sværere at være journalist.

Hver gang dagblade og tv-stationer har ansat

en journalist så har banker, kreditforeningen og andre private organisationer ansat 10 journalister.« Ordene kommer i en lind strøm. En enkelt kunstpause. Og så videre: »Over for så massive og dygtige informationsafdelinger, der mener jeg faktisk, at vi er nødt til at opruste de nye journalister, så de har en større viden, analytisk kraft og evne til at gennemskue det massive udbud af ting skræddersyet lige til at komme i avisen.« Munden, armene og hænderne bevæger sig gestikulerende: »Jeg synes faktisk at journalistikken i dag er bedre, end den var, da jeg blev uddannet. Dengang havde vi flere enkildehistorier og var mere overfladiske end i dag. Jeg synes, der er sket en oprustning i den journalistiske kvalitet.« » Stor lort i en lille gade « Fra dengang til nu. 1981 til 2010. Fra journalistdrømmen til chefredaktørstolen. Per Westergård har været vidt omkring. Men Fyn og Odense. Ja, det er måske bare ikke det: »Hvis jeg nu bliver citeret for det her, så skriv det med lidt ironisk distance i det.« Han gør et kort ophold, smiler kort og lægger hovedet på skrå. »Hvis jeg skal fuldstændig ærlig, så er det

Foto: Jakob Balthazar Munk

14 | oktober 2009

BRANCHE

| LIXEN

Den lokale vagthund gør alene Med en læserskare langt under det, der på en god dag besøger Legoland, og et kildenetværk, der tæller alle lige fra bondemanden til borgmesteren, er lokaljournalisten tættere på sine abonnenter end andre i branchen. Redaktør i Brande og Billund Søren Bagge ved, hvordan man drager fordel af lokalsamfundet, og det er, selvom døren før er blevet smækket i hovedet på ham med ordsproget: ”Den, der lever stille, lever godt”.

Casper Fauerholdt

LEGOMAND. Far og søn fra den lille jyske by Ejstrupholm dør i juledagene 1999 efter at have spist en fordærvet kiksekage. En god historie for landets journalister, men lokalbefolkningen har givet sig selv mundkurv på. Det er derfor umuligt at finde frem til den ulykkelige familie. Lige indtil lokalredaktøren får et tip, der af omveje leder ham på sporet af enkens forældre. Med ønsket om at skrive en nekrolog kontakter han kvinden, der indvilger i et interview. Dagene efter optræder mindeordene godt nok i lokalavisen, men det gør et interview med enken også. »Jeg var kold og kynisk. Simpelthen. Men når lokalsamfundet klapper sådan i, må man finde på andre måder at komme til at tale med hovedpersonerne på,« fortæller lokalredaktør Søren Bagge.

Det var ham, der for ti år siden fandt frem til enken i Ejstrupholm.

I dag er han stadig lokalredaktør og sidder på Vejle Amts Folkeblads redaktioner i Billund og Brande.

To byer, han pendler imellem flere gange om ugen, og som han efterhånden kender så godt, at han nærmest ikke skal slå op i en telefonbog, når en kilde skal ringes hjem.

Hun blev vist lidt sur I 25 år har Søren Bagge skildret livet i jyske lokalsamfund, og det har ikke været uden diverse verbale slåskampe, når den lokale vagthund har fået færden af uretfærdigheder. Når han tænker tilbage, var enken fra Ejstrupholm vist heller ikke helt tilfreds. »Jeg hørte ad omveje, at hun var blevet lidt sur på mig. Men sådan er det. Vi kender hinandens præmisser. Det var derfor også med nogle betænkeligheder, at jeg ringede

Lokalredaktør Søren Bagge på arbejde foran computeren på sit kontor. Foto: Casper Fauerholdt.

hende op i en anden sag,« forklarer han.

Søren Bagge blev nemlig nødt til

”

Bestemmer selv, hvad der bliver skrevet Ud ad lokalredaktionens vinduer

Jeg ringede til hende, og der gik ikke længe, før jeg sad hjemme ved hende og drak kaffe, men sjeg afviste at hjælpe BTjournalister, som ikke kunne finde frem til hende..

Søren Bagge, lokalredaktør

at kontakte kvinden én gang til, da hun i sit virke som hjemmehjælper blev kaldt ud til en ældre dame, mens hun kørte i sin privatbil og blev stoppet med for høj fart. Igen kunne den nationale presse ikke opspore hovedpersonen, men lokalredaktøren mødte op i retten og var på den måde endnu engang et skridt foran. »Da jeg fandt ud af, at det var den samme kvinde, som jeg havde skrevet om tidligere, havde jeg da mine overvejelser om, jeg skulle gå til hende igen. Men jeg ringede til hende, og det varede ikke længe, før jeg sad hjemme ved hende og drak kaffe, mens jeg afviste at hjælpe B.T.-journalister, som ikke kunne finde frem til hende,« siger den 51-årige lokalredaktør.

i Billund kan Søren Bagge kigge over på det verdensomspændende legetøjsfirma Lego, der med sin forlystelsespark, sit hotel og hovedkontoret udgør en ikke-overset del af byens areal. For en by med et indbyggertal, der med god vilje sniger sig op over 6.000, kan virksomheden stå for en pæn portion nyheder. Men ikke alt kan handle om Legoland, og derfor har Brande og Billunds svar på den fjerde statsmagt igennem to et halvt årti i de jyske lokalsamfund skabt et kildenetværk, der lige så godt kunne være den lokale telefonbog. Men at Søren Bagge kan risikere at gå i Brugsen og møde dét byrådsmedlem eller dén serie fire-fodboldtræner, han lige har skrevet en kritisk artikel om, rører ham ikke. Heller ikke når en kilde vil have indflydel-

se på, hvad der bliver skrevet. »Jeg kan huske, at der var to, der røg i totterne på hinanden. Det skulle jeg ikke skrive, mente den ene. Men jeg var ligeglad. Det skulle han ikke bestemme. Jeg kan selvfølgelig godt sige: ”Så skal jeg nok lade være”, men det går jo ikke,« siger han og fortæller videre: »Her på det sidste har jeg dog holdt lidt igen med at skrive om dem. Sådan er det jo også at være lokalmand. Man skal ikke bare skrive for at skrive.« Rotary-sammensværgelsen Men det professionelle forhold til kilderne blev engang sat på

en gevaldig prøve. I det nærmest tomme redaktionslokale, hvor kun to skriveborde, et par computere og nogle reoler er det eneste pynt til de klinisk hvide vægge, husker Søren Bagge tilbage på engang, hvor han blev blacklisted af den lokale Rotary-afdeling, der er en international organisation med loger i det meste af verden. Også i den lille jyske by Brædstrup. »Dengang var det ikke sjovt. Der gik jeg længe og grublede over, hvad jeg skulle gøre,« siger han.

Et Rotary-medlem i Brædstrup blev nemlig formand for Teknisk Udvalg i kommunen. Efter et par artikler om ham blev han så sur, at

Med pen i provinsen Imellem parcelhuse, Dagli’ Brugser og flagstænger sidder provinsens journalister på lokalredaktionerne og producerer nyheder som skidt fra en spædekalv – for nu at blive i jargonen. Læserskaren er ikke stor. Det samme kan man sige om historierne. Men nogle gange sker der en begivenhed, som får hele landets opmærksomhed. Det er alt sammen hverdag for lokaljournalisten. Lixen tager i en ny portrætserie rundt i Danmark for at tale med de små samfunds redaktører og høre deres historie.

BRANCHE

han fik resten af de lokale spidser i klubben til at vende sig imod Søren Bagge. Der var bogstaveligt talt lukket for al kommunikation. På et tidspunkt var der så stille, at de ringede fra hovedredaktionen på Horsens Amts Folkeblad, som var Bagges arbejdsgiver dengang, for at spørge, hvad det var, der foregik ude i Brædstrup. »Så forklarede jeg, hvordan det hele hang sammen. Det kunne ikke passe, mente de derinde. Imens gik jeg og tænkte på, hvordan jeg skulle vinde den her sag. Det bedste forsvar er jo et angreb, så jeg besluttede mig for at drage borgmesteren ind i spillet,« forklarer han.

Den daværende borgmester var nemlig præsident i Rotary-klubben, og da lokalredaktøren havde arrangeret et fredeligt nytårsinterview med ham, var planen, at han til sidst skulle lave et taktisk klogt angreb. »Jeg fik listet en trussel ind med,

LIXEN | marts 2010 | 15

at hvis boykottet ikke stoppede, ville jeg gå til den landsdækkende presse med et tip om nogle private, økonomiske transaktioner, som formanden for Teknisk Udvalg havde foretaget. Det var rigtigt snedigt.

Bagefter skal jeg love for, at der var åbnet op. Så kunne jeg tale med alle. Men i dag ved jeg nu ikke, om

”

byder på en tørvefabrikant, der fylder 90 år, et vellykket bogsalg og endeløse rækker af generalforsamlinger. Alt det var dog også en del af drømmen, dengang Søren Bagge i begyndelsen af 80’erne gik rundt på Journalisthøjskolen i Århus. Han har indset, at han aldrig vinder en Cavling, men det har nu heller

Jeg fik listet en trussel ind med, at hvis boykottet ikke stoppede, ville jeg gå til den landsdækkende presse med et tip om nogle private, økonomiske transaktioner, som formanden for Teknisk Udvalg havde foretaget.

Søren Bagge, lokalredaktør

jeg ville have gjort alvor af truslen,« fortæller Søren Bagge.

Men midt i dræbende kiksekager og lokale sammensværgelser findes en hverdag, som blandt andet

aldrig været ambitionen. Hver gang tanken alligevel falder på branchens mest prestigefyldte pris, skyder han den væk med, at han jo egentlig har det godt, hvor

han er. I dag er han optaget af en historie, han selv har opsporet om et parcelhusbyggeri på et gammelt baneareal i Ejstrupholm. En historie, han ved, hvem han skal ringe til for at få citatet hjem. »Jeg fandt ud af det, fordi jeg kører forbi det ude på landevejen hver morgen. Det er jo en god lokalhistorie, da der er mange mennesker, der selv kører forbi stedet, og fordi der ikke ligefrem er gang i byggeriet for tiden,« forklarer han.

Den slags historier kan selv for en erfaren lokalmand blive for ensformigt. Derfor er Bagge også bevidst om at udfordre sig selv journalistisk og sprogligt. Men kun når han lige husker sig selv på det. »Jeg forsøger at lave noget anderledes nogle gange. Men når man skriver den samme historie om de samme mennesker anden gang, ja, så er det ikke så sjovt mere,« forklarer Søren Bagge, mens hans mund og øjne kniber sammen.

Og derfor er det vigtigt, hvor tragisk det end kan lyde, at der indimellem dukker historier op om familiemedlemmer, der dør af en kage eller utilfredse klubmedlemmer, der boykotter pressen. Det holder liv i den lokale redaktør.

Men nogle gange er det ikke nok at vise sit pressekort, når man vil tale med kilder i de jyske landsbyer. For her findes et gammelt ordsprog, der nogle steder stadig lever. Søren Bagge kigger ned i bordet: »Den, der lever stille, lever godt.«

cafau09@student.sdu.dk

Søren Bagge er den eneste journalist på lokalredaktionen i Brande. Foto: Casper Fauerholdt.

16 | marts 2010

FOKUS

| LIXEN

FOKUS: EKSPERTER

Illustration: Nana Frederikke Fischer

Har du snakket med din ekspert i dag?

Anker Brink Lund, Henrik Byager, Peter Mogensen, selveste Jim Lyngvild og SDU’s egne Peter Bro og Ulrik Kjær. Personer med specialviden er ofte repræsenteret i journalistiske produkter.

En udvikling, der kun går én vej.

Lixen sætter i dette nummer fokus på eksperter i medierne. Og i stedet for at spørge en ekspert, forsøger vi at spørge journalisterne selv.

Thomas Damgaard Sørensen Casper Fauerholdt

Ekspertvældet. Journalister ringer til eksperter som aldrig før. Politiske kommentatorer, grønne klimaforskere, talknusende økonomer eller celebre fredagspaneler. De er der alle sammen, og stigningen er ikke til at overse.

En undersøgelse fra 2001 viser

en voldsom forøgelse af eksperter i medierne. Og mellem jul og nytår fortalte P1’s Mennesker og Medier om samme udvikling. På uddannelserne lærer de kommende journalister at interviewe disse mere eller mindre videnstunge kilder, og ofte er artiklen først troværdig, når en ekspert har be- eller afkræftet påstanden.

Ekspert om eksperter Professor i statskundskab ved Syddansk Universitet Erik Albæk giver i bogen ’Eksperter kan være gode nok, men’ sit bud på den stigende

”

der kæmper om de samme midler, og derfor er forskerne ifølge Erik Albæk meget interesserede i at profilere sig selv gennem i medierne.

Der findes andre alternativer Men er det en god udvikling? Og kan man gøre noget for at forandre den?

Denne måneds fokus beskæftiger sig blandt andet med, hvorfor medierne bruger eksperter, hvor meget man kan være ekspert i, samt hvordan man kan lave journalistik uden eksperter.

TV Avisens Torben Schou er meget bevidst om, at ekspertkilder kun

Google er jo god til mange ting.

Astrid Fischer, P1 Orientering

brug af eksperter.

Ifølge Erik Albæk stiger konkurrencen imellem medierne. Der bliver flere af dem, og de sender længere tid. Derfor skal sendetiden udfyldes med noget, og her kommer diverse eksperter ind i billedet.

Også på universiteterne stiger konkurrencen. Her er det institutterne,

skal bruges, hvis der er en dybere mening med det. »Jeg forsøger kun at bruge dem, når resultaterne af en forskning er så kontroversielle, at det bliver mere troværdigt at tale med dem.

Og så fortæller jeg dem, at de skal være meget pædagogiske. Mit dogme er: Eksperter ud af medierne,«

forklarer Torben Schou.

Astrid Fischer fra Orientering på P1 forholder sig også kritisk til brugen af eksperter. Hun mener ikke man skal tage den første og bedste men i stedet bruge mere tid på research.

”

lister ikke formidler unge kilder, og jeg forstår ikke, at kvinder ikke formidler kvindelige kilder i stedet for evigt og altid at ringe til de samme kilder, det er da så kedeligt,« sukker Hanne Dam. På Go’ aften Danmark går man i

Kendte er lig med flere seere, fordi det er god underholdning.

Lotte Funder, redaktør på Go’ aften Danmark

»På den måde kan man, hvis der skal bruges én, finde en ekspert, man ikke har hørt om. Google er jo god til mange ting,« slår radioværten fast.

Finder andre eksperter Det er vigtigt, at det ikke er Tordenskjolds soldater, som står for at udlægge teksten, mener Hanne Dam, der er studieleder i journalistik ved Roskilde Universitet. Faktisk sender hun en gevaldig bredside af sted mod unge journalister – specielt de kvindelige af slagsen. »Jeg forstår ikke, at unge journa-

visse tilfælde andre veje og hiver en kendis ind, som skal agere en form for ekspert. Og det er i ren underholdningsøjemed, forklarer Lotte Funder, der er redaktører på Go’ aften Danmark. »Mange kendte har en rigtig god gennemslagskraft. Kendte er lig med flere seere, fordi det er god underholdning,« forklarer hun.

thoso07@student.sdu.dk cafau09@student.sdu.dk

FOKUS

LIXEN | marts 2010 | 17

Underholdning trumfer ekspertviden Kendte optræder ofte i medierne som eksperter. Det er et problem, mener kommunikationsrådgiver, der anbefaler eksperterne at sælge sig selv bedre.

Ida Sørud

LETBENET. En person, der har en høj grad af viden inden for et bestemt område. Sådan lyder definitionen på en ekspert i Nudansk Ordbog. Denne definition tager medierne tilsyneladende temmelig let på, mener kommunikationsrådgiver Jesper Klit. For nylig kritiserede han i en kronik i Berlingske Tidende mediernes brug af kendte som eksperter.

Han efterlyser folk, der ved noget om det, de snakker om. »De kendte er blevet de nye eksperter. Problemet er, at de kendte bare er almindelige mennesker, der ikke har nogen specialviden inden for det, de bliver spurgt om. Det er

ligegyldigt wall-to-wall-nonsens,« siger Jesper Klit og bruger modeguruen Jim Lyngvild som eksempel. »Jeg hørte engang Jim Lyngvild blive spurgt om noget med efterlønnen. Hvad ved han om det? Han har ikke nogen speciel viden på det område, men giver bare udtryk for egne holdninger,« siger Jesper Klit.

Underholdning sælger Et af de programmer, der bliver kritiseret af Jesper Klit, er programmet Go’ Aften Danmark. Her mener man dog ikke, at de ”rigtige”

eksperter bliver nedprioriteret. »Til hverdag skal der bruges rigtige eksperter, ellers er det ikke god journalistik. Men om fredagen går vi i underholdnings-mode,« siger Lotte Funder, redaktør på Go’ Aften Danmark, og henviser hermed til Go’ Aften Danmarks Fredagspanel, hvor kendte går eksperterne i bedene og udtaler sig om den forgangne uges mest omdiskuterede emner. »Mange kendte har en rigtig god gennemslagskraft. Kendte er lig med flere seere, fordi det er god underholdning,« siger Lotte Funder.

Jesper Klit anerkender, at brugen af kendte også er et spørgsmål om efterspørgsel. »Vi lever på mange måder i en svær verden. Derfor kan mange danskere godt lide de lette løsninger og det halvmorsomme. Vi lever i et sludresamfund, hvor tunge og vanskelige emner ikke er så populære,« siger Jesper Klit.

Han har dog også en bøn til de ”rigtige” eksperter om, at de skal blive dygtigere til at oversætte deres til tider knudrede ekspert-

sprog, så almindelige mennesker kan forstå, hvad de siger.

Det har man fundet en løsning på hos Go’ Aften Danmark. »Vi caster vores eksperter på Go’ Aften Danmark. Vi bruger kun eksperter, som er dygtige til at formidle og kan gøre sig forståelige over for den almindelige dansker,« siger Lotte Funder. idsoe09@student.sdu.dk

Tendens: Fagjournalister vælger bedre eksperter Fagjournalister er bedre rustet til at finde de mest kvalificerede eksperter inden for deres område, mener fagjournalist og underviser på Journalisthøjskolen. Men branchen mærker ingen forskel på journalisterne, siger Politikens indlands- og økonomiredaktør.

Nana Fischer

BAGGRUNDSVIDEN. Ekspert-udtalelser er nærmere reglen end undtagelsen i det journalistiske landskab i dag. Og hvis ikke journalisterne selv har et dybtgående indblik i det fagområde, de skriver om, er deres ekspertnetværk også begrænset. På den måde risikerer de let til at fiske de samme eksperter op af hatten, når de mangler en kommentar, mener fagjournalist Henrik Olsen Han har en Ph.d. i geologi og er desuden uddannet fagjournalist fra Journalisthøjskolen. Henrik Olsen har som freelancer skrevet artikler til blandt andet Weekendavisen og Politiken, og han synes, at kendska-

bet til et specifikt stofområde er vigtigt i forhold til at udvælge eksperter. »Det er altid vigtigt, at man kender den spændvidde i holdninger, der kan være blandt eksperter, så artiklen ikke bliver helt skævvredet. Det har fagjournalister en bedre mulighed for inden for deres område,« siger han.

”

Men du behøver ikke flere års studier i statskundskab i din uddannelsesbagage, hvis du skriver om Christiansborg-politik i Politikens indlandssektion. Politikens indlands- og økonomiredaktør, Jakob Nielsen, mener nemlig ikke, at journalisternes uddannelsesbaggrund har nogen betydning for kvaliteten af deres arbejde. Han

Det kan være en enorm fordel at vide en hel masse om et emne, men det er mindst lige så vigtigt, at du kan formidle det ordentligt. For du kan jo også have en, der måske ikke ved så meget om emnet i forvejen og bare er enormtil at sætte sig ind i det og researche på det.

Jakob Nielsen, indlands- og økonomiredaktør på Politiken

Når han selv trækker luppen frem for at finde en ekspert inden for sit naturvidenskabelige stofområde, føler han sig bedre forberedt til at finde den rigtige ekspert end en journalist uden hans baggrundsviden. »Ulempen ved at bruge eksperter er, at man kan risikere kun at få den ene side af sagen, hvis ikke man kender noget til eksperten i forvejen. Der er fagjournalister bedre rustet,« siger han.

Ingen forskel

har ikke tal på, hvor mange fagjournalister, der er ansat på Politiken, og han har derfor heller ikke bidt mærke i en forskel på fagjournalister og andre journalister. »Helt generelt kan man sige, at det kan være en enorm fordel at vide hel masse om et emne, men det er mindst lige så vigtigt, at du kan formidle det ordentligt. For du kan jo også have en, der måske ikke ved så meget om emnet i forvejen og bare er enormt god til at sætte sig ind i det og researche på det,« siger han.

Jakob Nielsen har ikke lagt mærke til, at der skulle være en forskel på de eksperter, de forskellige journalister på Indland bruger, og journalisternes baggrund er i det hele taget ikke noget, han tænker over i det daglige. »De fleste af vores journalister favner ret bredt, og det er egentlig det vigtigste,« siger han.

Tænker anderledes Den ansvarlige underviser for fagjournalistuddannelsen på Journalisthøjskolen, Søren Boy Skjold er uenig med Jakob Nielsen.

Søren Boy Skjolds oplevelse er, at fagjournalister har et forspring i form af den brede viden, de har inden for et særligt felt. Han tror, at de tænker anderledes end den gennemsnitlige journalist, og at de er bedre til at grave dybere efter kilder, som alle andre ikke også bruger. »Det er vores håb, at de vil kunne bruge andre eksperter, som man ikke sådan kender. Og at de vil være i stand til at stille nogen mere kvalificerede spørgsmål,« siger han.

Selvom de fleste fagjournalister ifølge Søren Boy Skjold ender på fagmedier, i ministerier eller interesseorganisationer, lægger han dog ikke mærke til, at de mangler i den skrevne presse. »Som udgangspunkt har de et fagligt fortrin. De mangler måske

det mere generelle i at kunne skrive hvad som helst, og der er brug for begge dele,« siger han og hentyder til, at det er vigtigt at journalister i pressen favner bredt og undgår at blive for forankret i deres eget fag.

naros09@student.sdu.dk

FAGJOURNALIST PÅ JH Fagjournalistuddannelsen på JH henvender sig til folk, der har taget en videregående uddannelse og som ønsker at arbejde med journalistik eller formidling.

Uddannelsen kan tages på fuldtid eller deltid.

Fagjournalister kan også blive medlem af Dansk Journalistforbund.

18 | marts 2010

FOKUS

| LIXEN

Foto: Karina Cecilie Møller

Public Sex Service DR har udnævnt ham til sexekspert, og snart skal han bære ansvaret for de sociale akter i danske soveværelser, på køkkenborde og under bruseren. Men hvordan bliver man ekspert på sex, og hvad får en mand i sin bedste alder til at give tips på hele Danmarks Public Service kanal? Læg blufærdigheden væk, og mød Jakob Olrik.

Nana Fischer og Karina Cecilie Møller

Sexpert. Vi finder idémanden bag DR2s nye selvhjælpsprogram I Seng Med DR2” i Sexologskolens lokaler på Christianshavn. Et hurtigt klik på dr.dk/sex vil orientere dig om, at vi opererer i sengekantshøjde. Pseudonymer som spurv og hval betyder i virkeligheden, at du, kære mand, skal variere dit stød. Jakob Olrik udvider grænser for sig selv og forhåbentlig for d’herrer, der skal kigge med.

Det er bare leg - Jakobs Olrik nye bibeskæftigelse som sexekspert. I hvert fald ifølge ham selv. Og vi tror ham gerne, for midt på køkkenbordet står en kæmpe lagkage. Den forestiller to bryster formet i marcipan med stive chokoladebrystvorter.

Fødselarens fornavn er tatoveret i et rødt hjerte på venstre bryst. Vi havde egentlig medbragt et par chokolademuffins med lys, men vi kan sagtens se os udkonkurreret. Han kigger grinende ned på den barmfagre kage, mens armene flyver gestikulerende rundt i luften. Hans blik fanger gang på gang kameralinsens øje.

Forberedelserne til Jakob Olriks 37års fødselsdag er så småt gået i gang.

Han er i godt humør, som han står og fortæller om sin drivkraft. Tøjet

virker mere tilfældigt, selvom der nok ligger nøje overvejelser bag.

Den lettere krøllede skjorte skriger gul med motiver af hundredvis af hønsehunde, mens de mørke jeans bølger over støvlekanten. Det mørke hår kan tåle at blive uglet, og skægget ligner noget, der skal rettes til. Alligevel stråler en lun charme ud af hans åbenhed. » Man skal smage kagen, før man kan sige noget,« forklarer Jakob Olrik med et skævt smil og helt i tråd med fødselsdagsstemningen. Ifølge ham selv har han smagt mange kager i sit liv. Med netop den indstilling gik han for mange år siden i Joan Ørtings fodspor til Holland, hvor han deltog i det første og eneste sexkursus i sit liv. »Jeg ved sgu egentlig ikke rigtig, hvad det handlede om. Det var i hvert fald meget nøgent. Det var tre døgn, og man måtte ikke sove. Det er som regel en meget god ting for at hjernevaske folk,« fortæller han og forklarer, hvordan kursets deltagere blandt andet skulle præsentere sig for hinanden ved at danse nøgne rundt på et podie til rytmerne fra en DJ.

”

”

Det er sådan set bare en teknik, så man kan lære, hvor man lige skal trykke. Hvordan og hvor man trykker osv. Andet er der egentligt ikke at sige til det. Hvorfor skal det være hemmeligt?

Hvorfor skal du i sådan nogle outrede sexklubber som Bentes Swingerklub med plystæpper, der er helt størknet i sæd? Det er jo heller ikke så skide inspirerende.

Jakob Olrik, sexekspert DR

foldelse skinner i pærerne og hans talestrøm.

Det går stærkt, og herren har meget på hjerte. »Min sexviden kommer primært af nysgerrighed og passion. At jeg virkelig bare godt kan og altid har kunnet lide sex. Endda lidt før jeg var gammel nok til at udforske det, gik jeg i gang. Måske ikke bare sex, men kvinder i særdeleshed. Sex i almindelighed, kvinder i særdeleshed,« ler Jakob Olrik.

En eksnarkoman er sgu bedre til at hjælpe andre narkomaner, for han ved, hvad han snakker om

Jakob Olrik, sexekspert DR

Men hjernevasket blev han ikke i løbet af de tre døgn. Ikke mere end han havde været, siden han som lille purk begyndte at fantasere om sex.

Endnu før han fysisk kunne kaste sig ud i selve akten.

Vi har nu fanget Jakob Olrik omkring et rødt bord. Vi sidder i sexologskolens glaskarnap, og bag os åbner sig et kæmpe lokale, der skal lægge gulv til aftenens fødselsdagsfest. I loftet lyser tusindvis af spotpærer fra et mekka af ufoer. De enestående loftslamper er tegnet af sexeksperten selv. Den kreative ud-

Scor med tarotkort Den kvinde, der i særdeleshed kom til at betyde meget, var Joan Ørting.

Da Jakob Olrik som 19-årig knøs mødte hende, blev den sexglade teenagers nysgerrighed for alvor pirret. Selvom Joan Ørting var, hvad han betegner som et voksent menneske – i hvert fald aldersmæssigt, var de ligeværdige. Og havde det ikke været for Joans viltre røde hår og hjælpende hånd, havde han formentlig ikke haft samme viden om

kvinder, som han har i dag. »Jeg havde ikke noget sted at bo, og så sagde Joan, at jeg kunne være hos hende. Så flyttede jeg ind, og vi lavede en aftale. Vi skulle bytte liv.

Dengang var jeg sådan en, der godt kunne lide at kravle rundt på bjerge, og Joan var rigtig meget til tarotkort, krystalsten og det, der hed new age,« forklarer han.

De satte et år af til projektet. Et år, Jakob levede i Joans lejlighed, som var et orgie af tyl, krystalkugler og ikke mindst kvinder. »Det var jo skidesjovt. Selvom jeg havde haft succes med kvinder, åbnede der sig en ny verden, da jeg

fandt ud af, at jeg kunne invitere en kvinde hjem og servere japansk hokkaido, lægge et tarotkort og fortælle hende, hvordan hendes følelsesliv var. Der rykkede det. Det var effektivt,« siger han.

Husfarråd Det var ikke til at læse i tarotkortene, at Jakob adskillige år senere skulle ende som rektor for Sexolog-skolen i samarbejde med selv samme Joan Ørting.

De enorme lokaler med udsigt til brostensbelagte gader på Christianshavn vidner om, at virksomheden fungerer. I det store undervisningslokale ligger bunker af bløde dyner svøbt i spraglet sengetøj, der an-vendes, når skolen har mindfulness på skemaet.

Men bag Jakob Olriks kompetencer ligger en meget beskeden uddannelsesbaggrund. En afgangseksamen fra 9. klasse, et kørekort og 2.000 meters svømmemærket udgør den bagage, som Jakob Olrik har papirer på. Alligevel fik en ung Jakob Olrik sit første CVR-nummer

som 18-årig, og så rullede learningby-doing-filosofien. De verbale tæsk og en lang række af virksomheder

Foto: Karina Cecilie Møller

FOKUS

LIXEN | marts 2010 | 19

Foto: Karina Cecilie Møller

gav ham titlen som idémand.

I dag står han med Olrik Consult og Sexologskolen. Det er i virkeligheden de mange års erfaring, der fik Jakob til at smøge ærmerne op og lære DR2s seere at tale om sex.

»Der er meget, der bliver forstået som værende sexologi. Det har jeg så ikke så meget med at gøre. Pointen med det her var, at det skulle være meget mere frit og antispecialiseret,« siger han om sexpro-grammet I Seng Med DR2.

Netop derfor gik han med til, at DR promoverer ham som kanalens sexekspert. Selvom sexolog ikke er en beskyttet titel, synes han, at betegnelsen klinger af noget, der er afgrænset. Og han har netop ikke lyst til at lade sig indsnævre til et meget specifikt område. Han er derimod så vidt muligt gået uden om rollen som den bedrevidende sexolog, der belærer seerne med pegepind i hånden og lægelige termer i sit vokabular. Hans mål er med egne ord at give seerne praktiske husfarråd.

I et af de kommende afsnit vil man for eksempel opleve Jakob Olrik undervise herrerne i at give kvinderne den ultimative sprøjteorgasme.

Der er ikke et spor af rødmen i hans ansigt, da han uddyber afsnittets budskab og bekendtgør, at han kan give 9 ud af 10 kvinder en sprøjteorgasme. Iveren stiger i Jakob Olriks toneleje, mens argumentatio-

nen bliver mere konsekvent: »Det er sådan set bare en teknik, så man kan lære, hvor man lige skal trykke. Hvordan og hvor hårdt man trykker osv. Andet er der egentlig ikke i det. Hvorfor skal det være hemmeligt? Hvorfor skal du i sådan nogle outrerede sexklubber som Bentes swingerklub med plystæpper, der er helt stive i sæd? Det er jo heller ikke så skide inspirerende,« siger han og kigger nærmest forpustet rundt i rummet.

”

Kedelige sexvaner kan virkelig give Jakob Olrik et turn-off. Derfor håber han på, at de danske mænd vil tage I seng med DR2 til sig. Indtil videre er han blevet overrasket over de positive reaktioner, han er blevet mødt med – hovedsageligt fra kvinderne.

De sender ham jævnligt virtuelle skulderklap via Facebook eller på mail. Det glæder Jakob, at programmerne kan fungere som en lysende lygte i mørklagte soveværelser landet over. Men han er ærgerlig over, at den egentlige målgruppe, mændene, ikke viser samme begejstring.

Min sexviden kommer primært af nysgerrighed og passion. At jeg virkelig bare godt kan og altid godt har kunnet lide sex. Endda lidt før jeg var gammel nok til at udforske det, gik jeg i gang

Jakob Olrik, sexekspert Klovneri på sengekanten Selvom sneen daler ned på glastaget, er der efterhånden kommet en eksotisk stemning i lokalet.

Vi har bevæget os fra Romerrigets homoseksuelle paradis til cubanernes letpåklædte liderlighed. Alt imens den danske missionærstilling er faldet kritisabelt til jorden.

Derfor spekulerer Jakob Olrik meget i, hvordan hans sextips skal formidles til det mandlige publikum uden at jokke på deres stolthed. »Jeg håber, at den stil her kan gøre det. Det er jo humor og lidt sjovt.

Der er noget uhøjtidelighed over det, i og med at jeg udstiller mig selv på den måde,« siger han.

Glimtet i øjet er vigtigt for Jakob, der mener, at sexterrænet er ved at blive invaderet af mange kvinders problematiserende tilgang til seksualitet. Han understreger, at der ikke er noget i vejen med hverken selvhjælpsbøger eller sexbrevkasser, men at der mangler en mandlig indgang på sexområdet. Det skal være et perspektiv uden hvide kitler og blærerøvsbiler. Hans mål er at tage den rolle på sig, også selvom der skal klovnerier med i sengen for at nå igennem til de mandlige seere.

Argumentet er klart fra Jakob Olrik: »En eksnarkoman er sgu bedre til at hjælpe andre narkomaner, for han ved, hvad han snakker om.« Sammenligningen med en narkoman er ikke helt gal i Jakobs tilfælde. Han er efter eget udsagn til tider gået over gevind på sexfronten. Som ung herre arrangerede han og kammeraterne store fester, hvor kun hunkønnet kom inden døre. »Vi tog rundt på gymnasier og hf’er og stod i spisefrikvarteret og var lidt seje med en smøg i munden.

Det blev måske de ti mest lækre piger på hver skole, vi inviterede.

Sådan helt overflirtende,« forklarer han om de såkaldte rates, der gik ud på at have sex med flest muligt.

Om den overflirtende Jakob Olrik stadig kan nedlægge pigekønnet, vil vise sig i festlokalet i aften. Til tonerne af de to DJs Rosa Lux og Wal-

ker skal den 37-årige sexekspert fejres af 200 gæster.

Kagen er spist, og kaffen drukket. Jakob Olrik tænder sin cigaret, selvom han påstår, han ikke ryger normalt.

Konklusionen må være, at flere års erfaring kan udgøre meget ekspertise. For Jakob Olrik har det altid handlet om at finde selvtilliden frem og turde udvide sine grænser: »Det der med at udvide sig, synes jeg, er enormt spændende. Det har gjort, at jeg engang imellem har udfordret nogle ting, som jeg umiddelbart ikke lige synes var mig. Egentlig fandt jeg nogle gange ud af, at det sgu egentlig var okay. Det var faktisk great. Når jeg først får udvidet mine grænser og får smag for det, vil jeg ikke nøjes. Når jeg hele tiden ved, at der egentlig er noget mere spændende, så vil jeg gøre det. Når jeg først har smagt kagen, ikke? « naros09@student.sdu.dk kmoel09@student.sdu.dk

Trang til mere?

Klik ind på lixen.dk, og hør Jakob Olriks levende citater fra diktafonens lager.

20 | marts 2010

FOKUS

| LIXEN

Foto: Minna Camara

Grænseløs ekspertise Hans navn dukker ofte op i medierne. Hvad enten det handler om Statsministerens nytårstale, om jetset dronningens optræden på tv eller om en fodboldtræners udsagn. Nej, han er ikke bleg for at udtale sig.

Navnet er Klaus Kjøller. Titlen er ekspert.

Minna Camara

MULTIEKSPERT. Syddansk Universitet. De journaliststuderende har stiftet bekendtskab med eksperten Klaus Kjøller. Ikke ved et møde, men i forbindelse med deres undervisning. I kildekritik får de studerende påskrevet, at kilder skal vælges med omhu. Og netop derfor optræder navnet ”Klaus Kjøller”. Han er eksemplet på en ekspert, som kaster om sig med udtalelser. Om stort set hvad som helst. Klaus Kjøller er den slags kilde, der skal få de studerendes kildekritiske alarmklokker til at bimle på fuld styrke.

Københavns Universitet. Klaus Kjøller holder til på et nydeligt kon-

”

Klaus Kjøller er officielt lektor i moderne dansk sprog og sprogbrug. De sidste 40 år har politisk kommunikation interesseret ham, og han har i den forbindelse skrevet en række bøger. Ligeledes har han specialiseret sig i, hvordan personer fremtræder i medierne. »Mit fag er jo retorik, kommunikation og personers fremtræden i medierne. På den måde er der altså mange ting, som kommer ind under mit fagområde. Så når jeg udtaler mig om mange forskellige ting, mener jeg, det skyldes, at jeg dækker et bredt område med mit fag,« siger Klaus Kjøller. »Når man prøver at få mig til at fremstå som én, der har forstand på alt muligt, så er det fordi, man piller kommunikationen ud. Så ser man mig bare gøre mig klog på politik den ene dag og på kongehuset den næste. Men jeg udtaler mig om det samme hele tiden. Jeg udtaler mig om kommunikation og om de mennesker, som kommunikerer. Og det kan godt handle om, hvordan en fodboldtræner fremtræder i medierne, om han gør det godt eller skidt - det er retorik,« fastslår Kjøller.

Hvem er du?

Klaus Kjøller læser de tre ord højt med en staccato stemme for efter-

Nogle gange har journalisterne brug for, at jeg er ekspert i politisk kommunikation.

Andre gange er jeg bedre som ekspert i retorik.

tor. Langs den ene væg står en blød sofa. På bordet foran sofaen ligger der små papbrikker spredt ud med bagsiden opad. Disse brikker skal få Klaus Kjøller til at forklare om sin rolle som ekspert. Forklare om de tanker, der ligger bag hans mediemedvirken.

Klaus Kjøller trækker en brik op fra bordpladen. Læser, hvad der står.

Useriøs? »Jeg udtaler mig om mange ting, men jeg betragter ikke mig selv som useriøs«.

Klaus Kjøller, ekspert

følgende at bryde ud i latter. »Ej, valgforsker, det har jeg altså aldrig kaldt mig, det må være journalisten.« Den brik, som han netop har vendt, stiller spørgsmål til de omkring 20 titler, som eksperten går under, når han gør sig i medierne.

Eksperten, som opererer inden for mange forskellige områder, har også et væld af titler, som skal beskrive, hvem han er, når han udtaler sig.

Klaus Kjøller forklarer, hvordan

den ene titel erstatter den anden, da de har meget til fælles. Som lektor i moderne dansk sprog og sprogbrug er man også lektor i kommunikation. Han mener, hans interesse for måden hvorpå politikere bruger deres retorik, og de bøger han har skrevet om det, gør ham berettiget til titlen ”Ekspert i politisk kommunikation”. »Nogle gange har journalisterne brug for, at jeg er ekspert i politisk kommunikation, andre gange er jeg bedre som ekspert i retorik,« siger Klaus Kjøller.

”

Han fortæller om en uheldig episode i 2007. Klaus Kjøller var kommet med en udtalelse, som fik ham til at ende på rektors kontor til en irettesættende samtale. Det var en artikel, der handlede om gode råd til eksamen, som var årsag til, at han måtte op til rektor. I artiklen blev han citeret for at sige: ”Man skal vise sin personlighed på tøjet.

Hvis man har en god røv, er der ingen grund til at skjule den til eksamen. Hvis man har lidt sexappeal, må man gerne vise det.” »Jeg blev lige pludselig fremstillet

Om jeg har behov for at komme frem i medierne? Ja, det har jeg vel. Men det skal være om noget, jeg kan stå inde for.

Hvor går grænsen? »Det er svært at forklare, hvor grænsen, for hvad man udtaler sig om, går. Jeg siger meget sjældent nej til at medvirke. Kun hvis det er noget, jeg ikke har forstand på. Men jeg siger aldrig noget, jeg ikke kan stå inde for, der går min grænse,« siger Kjøller: »Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle sige nej til at medvirke. Hvis det er noget, jeg føler, at jeg godt kan sige noget om, så gør jeg det. Kommunikation er jo overalt.« Kjøller mener selv, at han er en troværdig og brugbar kilde og understreger, at man ikke kan ringe og få ham til at sige hvad som helst.

Ekspert eller smagsdommer?

Klaus Kjøller rømmer sig og holder blikket fængslet på den lille papbrik. »Journalister er interesseret i det, man ved noget om, men de er også interesseret i at få vurderinger og holdninger. Og så må man med sin faglighed i ryggen vurdere og tage stilling. Men en vurdering kan aldrig være 100 procent faglig, der vil altid være et personligt element i den,« siger Klaus Kjøller, som mener, han selv er langt mere ekspert end smagsdommer.

Klaus Kjøller, ekspert

som den sleske censor, som savler over de studerende blondiner,« griner Klaus Kjøller.

Efter denne episode lærte han, at man skal holde en distance til tingene, så man ikke mister sin ekspertrolle og i stedet kommer til at fremstå som smagsdommer.

Medieliderlig?

Medieliderlig står der på den sidste brik, Klaus Kjøller trækker fra det lille sofabord. »Jeg har ikke noget imod at tale med journalister. Jeg kan godt lide at være udadvendt og komme ud med min viden til andre end dem i mit eget fag. Det er jo spændende at opdage, at det, man interesserer sig for, kan bruges i medierne. Om jeg har et behov for at komme frem i medierne? Ja, det har jeg vel, men det skal være med noget, jeg kan stå inde for. Jeg synes, det er sjovt at følge med og tage del i det, der sker,« siger Klaus Kjøller.

Kjøller omtales som...

Lektor i kommunikation Kommunikationsforsker Lektor i kommunikationsanalyse Ekspert i politisk kommunikation Lektor i kommunikation og retorik Ekspert i sprog og kommunikation Forsker Ekspert i medierne Medieforsker Valgforsker Ekspert i politisk kommunikation Ekspert i manipulation Spin-ekspert Networking-ekspert Professor Studieleder Censor Kommentator Forfatter Foredragsholder

... i danske medier. micam08@student.sdu.dk

FOKUS

Kommende journalister undervises i, hvordan man laver ekspertinterview, hvorledes man ringer eksperter op, og hvordan man bruger dem. Men ofte fortælles en historie bedst uden eksperter, lyder det fra tre erfarende journalister med hver deres specifikke område.

Casper Fauerholdt

AFVEKSLING Eksperter skal bruges med stor omtanke. Og når man endelig inddrager dem i journalistikken, skal de ikke alene have viden.

De og deres ekspertise skal også kunne formidles, så alle kan forstå det. Så langt er TV Avisens Torben

LIXEN | marts 2010 | 21

”

Eksperterne ud af medierne

Schou, P1 Orienterings Astrid Fischer og bloggeren og IT Factoryskeptikeren Dorte Toft enige med hinanden. Tre med hvert deres specifikke journalistiske område. »Generelt er eksperter for dygtige.

De ved for meget, og det er dermed umuligt at gøre det bredt forståeligt.

Jeg forsøger kun at bruge dem, når resultaterne af en forskning er så kontroversielle, at det bliver mere troværdigt at tale med dem. Og så fortæller jeg dem, at de skal være meget pædagogiske. Mit dogme er: Eksperter ud af medierne,« siger Torben Schou.

De rigtige eksperter sidder med fingrene i sagen P1’s Orientering beskæftiger fagjournalister, og en af dem er Astrid Fischer. Hun dækker indvandrer- og integrationsområdet samt sundhedspolitik og er derfor i næsten daglig kontakt med en eller anden form for forskning. Men jo mere,

man selv ved, desto bedre, mener hun. »Jeg lavede engang en historie om minoriteter i kommunalpolitik.

Der var ingen eksperter på området, så jeg tog ud og interviewede

”

uvurderligt redskab til at komme i kontakt med de egentlige eksperter; brugerne. »Jeg betragter egentlig ham eller hende, der sidder med fingrene i sagerne, som en større ekspert.

Jeg betragter egentlig ham eller hende, der sidder med fingrene i sagerne, som en større ekspert. nogle lokalpolitikere med indvandrerbaggrund og talte, hvor mange der var kommet ind ved valget. Et researchtungt arbejde,« forklarer Astrid Fischer.

Også kvinden, der havde blogget heftigt om IT Factory allerede inden konkursen, Dorte Toft, mener, at der ofte er en bedre måde at dække en historie på end at inddrage en ekspert. Hun mener, at bloggen er et

For eksempel inden Bagger-sagen kulminerede, fik jeg en mail fra en anonym kilde, der skrev noget af det mest præcise omkring IT Factory, jeg havde læst,« fortæller Dorte Toft.

Alternativt ekspertbrug Men når man endelig skal bruge en ekspert, kan det gøres på andre måder end at placere vedkommende foran en mikrofon og få ham til at

forklare sin nyeste forskning. Det mener Torben Schou i hvert fald, Han tænker meget over, hvordan man præsenterer en nyhed, så alle kan forstå den. »Når jeg så har en ekspert med, forsøger vi at gøre det så konkret som muligt. For eksempel at regne i DR Byer eller Storebæltsbroer. Det handler nemlig om, at når man bruger dem, skal de bruges på en helt anden måde end normalt. De fleste eksperter er jo heller ikke tv-egnede,« siger Torben Schou.

Og det er netop forarbejdet, der kan betyde forskellen på den gode og den dårlige ekspertartikel. På Orientering forsøger Astrid Fischer at bruge meget tid på researchen, inden hun ringer rundt til kilder. »På den måde kan man, hvis der skal bruges én, finde en ekspert, man ikke har hørt om. Google er jo god til mange ting,« understreger hun. cafau09@student.sdu.dk

Foto: Thomas Damgaard Sørensen Betalingsaviserne kæmper en hård kamp om læsernes gunst.

Betalingsaviserne skal bruge nye og unge eksperter Betalingsaviserne er i krise.

Hvordan adskiller de sig fra hinanden og sikrer deres overlevelse på et presset marked? Medieeksperter mener, at aviserne blandt andet skal profilere sig på deres valg af kilder, der skal bestå af nye og unge eksperter.

Tine Gjedsted Østergård

UNGDOM Færre og færre betaler for deres avis. Derfor kæmper bladhusene en hård kamp for at holde skruen i vandet.

Hanne Dam er studielektor på Journalistik ved Roskilde Universitet. Hun mener, løsningen kan være at finde eksperter, som endnu ikke er kommet til orde i nyhedsformidlingen: »En måde at differentiere sig fra de andre aviser kunne være ved hele tiden at udvikle nye kilder og finde nogle unge forskere, finde nye bud på folk, der ved noget om tinge-

ne. Det ville variere hele nyhedsformidlingen, og der ville komme nye holdninger frem,« siger hun.

Unge skal bruge unge Hanne Dam undrer sig over, at unge

”

»Når man skal bruge en ekspert til at belyse en problemstilling, skal man som journalist forholde sig til begreberne formelle kompetencer og reelle kompetencer. Når man eksempelvis skriver om parfor-

Jeg forstår ikke, at unge journalister ikke formidler unge kilder, og jeg forstår ikke, at kvinder ikke formidler kvindelige kilder.

Hanne Dam, studielektor på Journalistik, RUC.

journalister bruger de samme kilder som deres mere etablerede kollegaer: »Jeg forstår ikke, at unge journalister ikke formidler unge kilder, og jeg forstår ikke, at kvinder ikke formidler kvindelige kilder i stedet for evigt og altid at ringe til de samme kilder, det er da så kedeligt,« sukker Hanne Dam. Også Nanna Jespersgård, der er lektor i journalistik ved Journalisthøjskolen, opfordrer til, at man er mere bevidst om sit kildevalg:

hold, kan man ikke gøre brug af hvilken som helst psykolog, det skal være én, der har arbejdet med og specialiseret sig i emnet,« siger Nanna Jespersgård.

En klar profil Mediawatch offentliggjorde i januar en oversigt over, hvordan avisernes oplagstal udviklede sig fra 2008 til 2009. Kun hos Information og Kristeligt Dagblad kan man glæde sig over en fremgang på henholdsvis 62 tusind og 139 tusind flere solgte

aviser.

Og at det netop er de to dagblade, der oplever fremgang, kommer ikke bag på Nanna Jespersgård. »Information og Kristeligt Dagblad profilerer sig emnemæssigt ekstremt skarpt. De er nicheaviser på hver deres måde, og vejen til overlevelse for en avis er, at man har en klar profil.« En klar profil, der eksempelvis kan bestå af avisens kildevalg. Ifølge Nanna Jespersgård er det dog vigtigt, at kilderne ikke vælges, fordi de kan formodes at have samme syn på verden som chefredaktøren, men på baggrund af deres kompetencer.

Farvede kilder At aviserne ifølge Nanna Jespersgård og Hanne Dam skal vælge deres kilder ud fra kompetencer, køn og alder, er dog ikke ensbetydende med, at der ikke skal være plads til artikler, hvor kilderne er valgt, fordi de er af samme politiske observans som avisen. Det afgørende er,

at disse holdningsartikler er klart adskilt fra avisens nyhedsartikler. »Det, der er afgørende, er, at man gør det klart for læseren, at her taler vi om nyhedsformidling, her får I dagens aktuelle nyheder tilstræbt objektivt formidlet. Og så har man debatstoffet og opinionsstoffet på særlige sider, hvor det klart fremgår af bjælker, at her er der tale om en mand, som mener noget, eller en kvinde, der har skrevet en kronik,« siger Hanne Dam. Netop opinionsstoffet er sammen med kildevalget med til at profilere avisen, og valget af debatører er mindst lige så vigtigt som valget af eksperter til nyhedsartiklerne. »Så længe stoffet holdes adskilt, er det fint, men begynder aviserne at manipulere med deres egne holdninger i nyhedsformidlingen, holder de ikke ret længe,« fortæller Hanne Dam. tiust09@student.sdu.dk

22 | marts 2010

| LIXEN

Singler bekendte kulør til trafiklysfest Fest pü Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

Foto: Lise Ipsen og Rikke Gredsted Seidenfaden

OPINION

LIXEN | marts 2010 | 23

Send dit indlæg til ‘I øvrigt mener jeg...” til lixen@journet.sdu.dk. Det gælder både folk på og udenfor Medietorvet. Skriv ‘I øvrigt mener jeg’ i emne-feltet + din kommentar, dit navn og din stilling. Så bringer vi in-

dlægget i næste nummer.

Censuren halter på SDU De journalistiske undervisere frygter at blive ligeså rustne som Center for Journalistiks facade.

Derfor ønsker de en udvekslingsaftale med branchen. Både Center for Journalistik og folk i branchen er begejstret for idéen.

... at det er en lille smule grænseoverskridende at spørge sin kilde, hvilken farve undertøj han havde på den dag. - Men hvad gør man ikke for at skrive en god feature.

Sofie Bak Thorup, 4. semester ... at vores uddannelse bør tilbyde os fag i intern-ekstern erhvervskommunikation, da mange af os ender i kommunikationsbrancen.

Filip Lauritzen, 4. semester ... at det er enormt svært at gentage statik, kastiv, staket, hvis man gør det hurtigt.

Morten Bisgaard, 2. semester ...at alt for mange kloge hoveder mener en hel masse om alt muligt, udenrigtigt at vide noget om det Jakob Skaaning, 2. semester ...at ALLE journaliststuderende skal tage til Kravlingfest den 23. april.

Simone Martedal Skov, 2. semester ...at der burde være en stor menstruationskalender på Medietorvet. Så kan man se, hvem man er cyklus-veninde med.

Mie Holm Christensen, 2. semester ...at Rune Moesgaard får alt for let spil i ”I øvrigt mener jeg.”

Søren Geisler, 4. semester ...at der burde være fri cola til alle i Dansk Politik og Journalistik Sociologi!

Stine Greve, 2. semester ...at der er alt for meget godt i fjernsynet lige for tiden. Man får jo ikke læst en skid..

Karen Straarup Møller, 4. semester ...at det danske vejr er lakserende i for store mængder.

Rune Moesgaard, 4. smester ...at Center for Journalistik er den akademiske udgave af Paradise Hotel.

Sophie Bremer, 4.semester ...at Lixen-redaktionen gør det fremragende stykke arbejde.

Steffen Koldborg, 2. semester ...at Band of Horses blev alt for hurtigt udsolgt.

Natasha Nomathemba Dyasi, 2. semester ...at jeg gerne vil have mere magt med pressekortet. Det burde efter min mening være sådan, at jeg fik gratis doughnuts ligesom panserne gør, og så ville jeg gerne have al slik og sukkervarer fjernet fra automaterne og få indført noget raw food og vegetarmad. Det er for helvede moderne, og så går vi og spiser snickers.

Anton Willemann, 2. semester ..at jeg mener det meste.

Pernille Ulriksen, 2. semester ...at Steifenbach mangler på medietorvet... Suk. Rikke Gredsted, 2. semester ...at Tøger er et snotorgel.

Nikolaj Rytgaard, 6. semester ...at mit kontor er større end Prindsens.

Kristoffer Kræn, 4. semester

Morten Elstrup

Problem 1: Forestil dig, at du netop har fået din længe ventede eksamenskarakter. Den er bare ikke så god, som du havde håbet på. Ja, faktisk er den så dårlig, at du vil klage over den, for dit mesterværk fortjener da i hvert fald nærmere et 12tal end det skaldede 02, som står på papiret.

Både underviser og bøddel Der er bare et lille problem. Underviseren, der skal vurdere, om du har ret i, at du har fået en forkert karakter, er den samme som den bøddel, der nærmest dødsdømte din opgave. Bødlen skal altså genoverveje den dom, du har fået. Og man må da gå ud fra, at bødlen har behandlet din opgave professionelt, inden der

”

på første semester, blev bedømt af den samme person, som også har undervist os i faget. Umiddelbart lyder det vel meget smart, for der er vel ikke nogen, der har bedre styr på pensum end de undervisere, der har forsynet de studerendes øregange med guldkorn gennem et helt semester? Men hvem tjekker egentlig, om underviserne gør deres arbejde godt nok? Det skal understreges, at der ikke har været anledninger, der kunne sætte spørgsmålstegn ved undervisernes kompetencer.

Etikken halter Da vi begyndte på første semester i sommer, blev vi for eksempel introduceret for et nyt fag på studiet: Journalistikkens historie og etik, hed det. Vi var altså det første hold, der skulle undervises i det. Et spændende og relevant fag, der fangede mig hver torsdag eftermiddag. Især på grund af Peter Bro og Troels Mylenberg, der er to meget inspirerende undervisere.

Da vores eksamen nærmede sig, udtrykte nogle en smule usikkerhed. Af gode grunde blev vi ikke præsenteret for eksamenseksempler fra tidligere år, og ingen vidste reelt, hvad vores undervisere ville forlange af os.

Bødlen skal altså genoverveje den dom, du har fået. Og man må da gå ud fra, at bødlen har behandlet din opgave professionelt, inden der blev afsagt dom. blev afsagt dom, og så nytter det vel ikke noget, at vedkommende lige skal genoverveje situationen. Men det mener man her på medietorvet, at det gør.

Det var sådan, man ville håndtere klager over håndværkseksamen på første semester i januar. Jeg ved ikke, hvordan det normalt foregår på andre studier, og det er for så vidt også ligemeget, for uanset hvad er det en mærkelig fremgangsmåde.

Mangler troværdighed Det ville da give mere mening at få en anden person til at vurdere, om opgaven var dømt korrekt, eller om du egentlig har ret i, at den fortjente en lidt bedre behandling. Det kan jo være, at underviseren i dette tilfælde tager fejl i sin bedømmelse, og den fejl bliver vel ikke rettet, hvis det er den samme underviser, der skal vurdere den igen. Det ville højne troværdigheden – og måske også lysten til at klage – hvis man fik en anden underviser til at kigge på opgaven.

Ingen kontrol Det var det første problem omkring eksamen – nu kommer det andet: Alle de fag, vi blev eksamineret i

Intern censur Jeg selv var også ret spændt på, hvordan det ville gå til netop den eksamen, men der var også noget, der beroligede mig.

Bro og Mylenbergs kursus var netop blevet oprettet, og de skulle selv rette eksamensopgaverne, så vidt jeg forstod. Og selvfølgelig ville de ikke slagte os alle sammen til eksamen, For hvis de gjorde det, ville de vel også dumpe deres egen undervisning, tænkte jeg.

Hvis jeg var underviser, ville jeg i hvert fald overveje, at det nok ville være en god idé at bruge hele karakterskalaen, for hvis man savede alle eleverne midt over, kunne nogle måske fristes til at sætte spørgsmålstegn ved, om det er undervisningen, der halter.

Gal med metoden Man kunne med fordel få andre undervisere – fra enten Syddansk Universitet eller et andet universitet – til at rette eksamensopgaverne.

Det ville i hvert fald få karaktergivningen til at virke en smule mere professionelt.

Og igen skal det understreges, at jeg ikke har en finger at sætte på undervisningen, underviserne eller karaktererne i hverken det omtalte fag eller i nogen af de andre fag, vi er blevet eksamineret i. Det er nærmere en kritik af metoden.

Se, det var da ikke så kedeligt, og nu har du læst artiklen færdig – tillykke.

PS. Husk at høre radioprogrammet ”Det Ovale Kontor” med Elstrup og Willemann hver torsdag i lige uger kl. 22.00-23.30. Der er livestream på www.osr879.dk og FM-frekvensen er 87,9.

Bagsiden

Ekspertekspressen Her er opskriften på den ideelle journalistiske udskejelse: case, konflikt og Karen Thisted. Eller en hvilken som helst anden ekspert. Der er sket det, at først blev de ringet op. Så blev de ringet op igen. Dermed blev de til kendte eksperter, og så ringede telefonen endnu mere. En herlig og selvforstærkende effekt som vi alle ligger under for. Thi sandheden er den, at vi skamrider eksperter som syge jockeyer.

Tine Heinricy Benita Dreyer-Andersen

EKSPERTER. I det ene ringhjørne sidder de.

De trendy mennesker, der udtaler sig om alt og alle samfundsforhold med mere eller mindre belæg for at gøre det. I det andet ringhjørne sidder Joan Ørting, Carl Mar Møller og alle de andre eks-trendy eksperter. Vi tilhører generationen, der voksede op med Joans flammende krøllehav og Carls Mars mandekurser.

Men pludselig voksede vi fra hinanden, og som resten af barndommens kasserede kæledægger røg de hen i de glemtes hjørne af ungdomsværelset. Så I skal vide, kære eksperter, at I er på lånt tid. I er kun hotte i en vis periode, og så er det ud af klappen igen. Men så længe I er her, vil vi også have ret til at misbruge Jer og Jeres såkaldte ekspertviden i den korte tid, vi har sammen.

Dåsemad vs. klidbolle Vi vil derfor, som eksperter i eksperter, gerne lige ridse fordelene og ulemperne op ved denne massevoldtægt. Og vi ved, at I ved, at vi ved så skidemeget om det her og har alverdens belæg for at udtale os. Vi har nemlig brugt cirka to Friends-afsnit på at researche emnet til bunds.

Det er så velsignet med det samme korps af eksperter. Når far Tannev står i morgen tv og fortæller om højtryk og flødeboller, så ved man bare, at dagen får 100 % højtryk på flødebollerne. Hvor er det trygt og rart, at Tannev står der hver eneste morgen som det syvende medlem af Friends. Hvor er det dejligt, at vi ikke skal forholde os til nye, ukendte mennesker med farlige og anderledes holdninger.

Når du tænder for dit tv, får du aldrig lunken dåseforloren skildpadde. Det er klidbolle med laks. Hver gang. (Og det bliver du ikke træt af.

Basta.) Forestil dig, at du er på en restaurant.

Du betragter menukortet og undviger rutineret hornuglebøffen. Til gengæld spiller du safe og vælger retten, du med lethed og flaskepant kunne have kogt sammen på kollegiets kvadratmetre. Du ved, det smager godt. Du ved, du ikke bliver skuffet.

Og ikke nok med den dejlige uldne varme tryghed, så får du også, hvad du betaler for. Når mikrofonen nærmer sig et ansigt, du har set 100 gange før, så ved du, hvad der kommer ud af kendismunden. I med en 5’er og ud kommer citatet, du ikke kunne undvære. Nemt, tidsbesparende og lækkert i en presset journalistsituation. Lige til at kramme. Vi slår ikke vores darlings ihjel!

Det er så livsopslidende med det samme korps af eksperter. For Tannev ved ikke en skid om flødeboller, så lad begge parter være. Det er jo kun Tannevs navlepillende holdning til flødeboller, vi får kastet op i skærmen klokken virkelig tidligt.

I virkeligheden kan alle være fløjtende ligeglade med vejrmandens favorit-slik. Det er subjektivt og drønligegyldigt.

Apropos folk med ligegyldige præferencer, så skal vi hver lørdag morgen guides igennem dagligdagen af Mads’ disciple på P3. Majse Njor er journalist – hvad ved hun om privatøkonomi? Susanne Bjerrehus er - ja, hvad er hun egentlig? - men hun udtaler sig alligevel om alt fra kontorrapseri til børnefamilier.

Denne trend har pressen adopteret, og nu spørger vi Baronesse Caroline Fleming om alt vedrørende rengøring og husfred. Hvem gjorde hende til nutidens Emma Gad? Spørgsmålet er, om historien vælger eksperten, eller eksperten vælger historien. Om vi laver historien blot for at høre kilden tale, eller om vedkommende rent faktisk har noget sagligt at bidrage med.

Vi er så trætte af den ensrettede ekspertallé, for det er som om, at man som passager kun ser højre side af boligkvarteret (og det bliver man træt af. Basta.). Kammerater! Foren Jer og smadr ensrettet-skiltene!

Vi slår vores darlings ihjel!

Syg jockeyleg – tænk over det!

Hvorfor alt denne galde? Til tider kan det være befriende irrationelt at rase over noget, man alligevel ikke kan gøre noget ved. Eksamen skal jo bestås. Eksperterne kan ikke klippes ud af vores historie.

Og hvorfor så egentligt ikke? Jo, ser du: Vi jagter den højeste opnåelige version af sandheden. Eller noget der ligner. Derfor fatter vi pisken og hopper op på den skamreddede ekspert, der vrinsker, så det passer på vinklen. Det gør samtidig den journalistiske proces mere gnidningsfri. Og det kan vi li’ – i en presset eksamensperiode.

Desuden er der billige point at hente, hvis man får en kendishest med i produktet. Der er immervæk pondus i at få medietravle eksperter i tale, fordi din underviser bare er en helt almindelig borger, der er en sucker for navne, der klinger bekendt. Kendte navne skaber trygge rammer. Og det kan vi li’!

Det er derfor med god grund, at vi nu har ridset fordele og ulemper op ved denne syge jockeyleg. Så kan du tænke over den!

Vi vil som eksperter i eksperter til sidst råde alle til at blive eksperter. Det giver gode penge. Og en plads i Monopolet. tihei09@student.sdu.dk bedre06@student.sdu.dk

Tine Heinricy og Benita Dreyer-Andersen er trætte af den syge jockeyleg med eksperterne.Alligevel vil de gerne selv være eksperter.

Foto Karina Cecilie Møller.