»DETTE PROGRAM ER MEGET EKSPLICIT. DET KAN VIRKE STØDENDE PÅ NOGEN. NU ER DU ADVARET.«
FRA LARGE TIL XXS
»SOM 11-ÅRIG VEJEDE JEG 70 KG OG BLEV MOBBET MED, AT JEG VAR FOR TYK. DA JEG SKULLE KONFIRMERES, BEGYNDTE JEG AT VÆRE MERE OPMÆRKSOM PÅ, HVAD JEG SPISTE. PLUDSELIG TOG DET SÅ BARE OVERHÅND.«
Lad os se mere af verden!
Går man ind på et hvilket som helst dansk medie, er spalterne fyldt til randen med udenrigsjournalistik. Verden er så sandelig også et spændende sted i disse tider: Krig, jordskælv, naturkatastrofer, EU, geopolitik, handelskrig…, og listen bliver hurtigt så lang, så papiret kan svøbe sig om en hel udlandsredaktion.
På redaktionerne sidder journalister og finkæmmer internationale medier som BBC, NYT og franske Le Figaro for at finde alle lusene, der kradser på klodens hårbund. Og der stilles om til den ene korrespondent efter den anden, der rapporterer fra den ene verdensdel til den anden.
Flere undersøgelser viser, at vi danskere helst vil høre historier fra det hjemlige og nære, og at hungersnød i Afrika sjældent kan få sindene og læsertallene i kog som lukningen af en supermarkedskæde i København. Men hvad der sker uden for vores landegrænser, ligger stadig højt på dagsordenen hos de fleste medier.
Når der så i mediernes verden er så mange journalister på den udenrigsjournalistiske sag, rejser spørgsmålet sig: Hvor er udenrigsjournalistikken på vores studie?
Mange af os har en aspirerende udenrigsjournalist boende et eller andet sted i sig. Det har denne lederskribent i hvert fald. Og selvfølgelig dimitterer uddannelsen ikke 100 små Rasmus Tantholdter hvert år, men lidt undervisning i færdighederne ville nok hjælpe. Vi får en masse gode journalistiske redskaber på studiet, som naturligvis også er afgørende at have med i værktøjskassen, når man begiver sig ud på de internationale breddegrader som journalist. Men lavpraktiske redskaber mangler, som f.eks. hvordan man får kontakt til kilder, arbejder med en fixer osv. For hvordan søren bedriver man journalistik et helt andet sted end Danmark, i en helt anden kultur?
De modige begiver sig ud på frontlinjen af sult og borgerkrig i Afrika, af krig i Mellemøsten og Østeuropa. Journalisterne på dagbladenes redaktioner får alskens kurser i krisehåndtering, naturligvis. Alt andet ville også være uforsvarligt. Journalistuddannelsen skal selvfølgelig ikke opfordre os grønne spirer til at rejse til de farligste brændpunkter i verden, men for en god ordens skyld kunne man inddrage et par do’s and don’t’s. Hvad man skal være opmærksom på, og hvad man skal holde sig fra. Hvis ikke for andre, så for de mere risikovillige og dumdristige af os. Det kunne f.eks. være, at man lige skal huske at tjekke Udenrigsministeriets rejsevejledning til det pågældende sted, man vil rejse hen en ekstra gang. Eller huske at tage sit pas med, hvis man sætter foden på den anden side af EU’s ydre grænser.
Jeg vil ikke foreslå, at man laver et helt semester kun med udenrigsjournalistik (om end det ville være berigende). Men lad os da få lidt mere af verden at se i undervisningen.
Kh Benjamin Jungdal
WEB: lixen.dk
MAIL: lixen@journet.sdu.dk
TRYK: OTM Avistryk OPLAG: 500 eksemplarer
FORSIDE-FOTO: Frederik Kongsgaard
LIXEN Campusvej 55, 5230 Odense M
INTERN
Kan en artikel skrevet af en chatbot snyde vores undervisere til at tro, at det er en studerende, der har skrevet den? Det undersøger INTERN i denne måned. Sektion tager os også med ind på en sportsredaktion, hvor vi får et par tips med på vejen til praktikken.
EKSTERN
Nye tal viser, at news avoidance fortsat stiger - især blandt unge. Derudover har LIXEN snakket med folkene bag SEX med P3. Og så lukker Roskilde Festival deres festivalavis, og det har fået tankerne til at løbe afsted med skribent Sebastian C. Christensen.
SAMFUND
Er det brede regeringssamarbejde elitens våde drøm? Noget peger i hvertfald i den retning. Det kan du læse meget mere om i denne måneds SAMFUND. Sektionen har også mødt Rikke, der lider af en alvorlig spiseforestyrrelse, men til trods derfor kæmper videre og stadig står stærkt. Til sidst kan du også læse om en lille men betydelig glød, der er blevet tændt i Iran.
PORTRÆT
Merian Garde Gräs stopper som vært på Zetlands daglige nyhedspodcast Helikopter. Derfor har LIXEN mødt hende til en snak om fordybelse, fortællinger og det fantasifulde.
KULTUR
Albummet ‘Aquemini’ af rapduoen Outkast fylder år, og KULTUR anmelder i denne måned det nu 25 år gamle album. Du kan også læse om Silke Tanis, der laver queer-porno på Onlyfans, et aktivistisk indspark i en pornoindustri i rivende udvikling. Sektionen har også snakket med fire forskellige kulturanmeldere om, hvordan man skriver anmeldelser af KULTUR.
Andrew Tate er her der og alle vegne. Men måske lige bortset fra i de danske medier. Det er for galt og i sidste ende farligt, mener Alberte Stæhr. Cille Høg Pedersen har set Robinson og spørger, hvad kvindens egen opfattelse af kønnene betyder for ligetillingen. Og så slår Sia Olivia Sommer Keil et slag for mere diversitet på journaliststudierne.
BAGSIDEN
Praktikstressen sniger sig op på de 4. semester studerende. Hvad skal jeg have på min hjemmeside? Hvor meget betyder en imponerende portefølje? BAGSIDEN har spurgt tidligere praktikant på DR Rosina Clara Løkkehjærte om hendes bedste råd.
LIXEN er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.
Sportsjournalistikken har trange kår på SDU. Det eneste bekendtskab, langt de fleste stifter med det, er ved sportsweekenden. LIXEN har samtidig også lukket deres sportsredaktion, så ved muligheden for at kunne lave sportsjournalistik under uddannelsen skal man kigge andetsteds. LIXEN har derfor fået stablet et interview med Jacob Bilet Rand på benene, som er Journalistpraktikant ved TV3 Sport.
Jeg fanger Jacob over en telefonforbindelse selvom han faktisk har fri, men han er mere end villig til at dele ud af sine oplevelser om tiden som praktikant ved TV3 Sport. Han har nu været i praktik i over et halvt år og har indtil nu været glad for at have fået pladsen.
»Der er en helt unik mulighed for at få et indblik i, hvad det vil sige at være en sportsjournalist,« siger han.
Undervejs har Jacob også været rundt på forskellige redaktioner for at prøve kræfter med forskellige former for sportsjournalistik.
»I det første halve år på har jeg indgået og arbejdet på den Internationale Fodbold-redaktion. Der er mulighed for både at redigere og lave indslag, lave interviews og kommentere fodboldkampe. Der er masser at lave. Det skal man ikke være nervøs for,« fastslår han.
Den gode journalist
Selve samtalen, som de praktiksøgende blev vurderet ud fra, blev vurderet ud fra det potentiale, som ansøgerne havde – og ikke nødvendigvis på hvem der havde det flotteste CV.
»De (TV3 Sport red.) kigger på, hvem du er som menneske. Det kan godt være du har lavet noget spændende før i tiden, men de bedømmer dig ud fra det potentiale, de ser i en. Vores samtale var spækket med nogle små øvelser, jeg skulle snakke ind i en tavle med en mikrofon for at give en ide om, hvem man egentlig er,« afslutter han med en svag støj i baggrunden.
Jacob har selv været skribent i tre år på Fullcourt.dk.Han mener dog ikke, at det har været grundet hans tidligere erfaring som skribent, at han har landet praktikpladsen.
»Jeg tror, det har hjulpet mig mere som journalist, end det har hjulpet mig med at få praktikpladsen«
Alle laver fejl
Vigtigheden af at indgå i en redaktion skal også ses i lyset af, at det blot er en praktikant. Nok er der opgaver at varetage, men samtidig er det en nødvendighed for praktikanterne at sætte fødderne forkert for efterfølgende at blive klogere på arbejdsprocessen undervejs.
»Altså først og fremmest, så får vi fortalt, at alle laver fejl. Sådan er det bar’,« bliver der brummet fra den dybe stemme i den anden ende af telefonen.
»Du kan ikke komme ind i så stor en verden med så mange nye indtryk og så ikke lave fejl. Så hellere brænde nallerne end at være passiv. Men samtidig er man med til at få maskinen til at køre rundt.«
Fra SDU til Superliga
For at imødekomme praktikpladsen har Jacob også måtte skifte sit postnummer ud. Han byttede Odense ud med København, da det var en anbefaling baseret på de tidligere praktikanter.
»Jeg boede i Odense og er så flyttet til København her op til praktik. Jeg vil sige, at det ikke er noget, som de siger, man skal, men de anbefaler det.«
Vi her på LIXEN, har haft hovedet i blød for at komme i tanke om noget undervisningsmateriale, som kunne være relevant for at få en bedre ide om formidling af sportsjournalistik. Vi har kunne konstatere, at det eneste eksempel, vi har haft, har været sportsweekenden på første semester. Den problematik genkender Jacob også.
»Ja, vi nåede ikke engang sportsweekenden, fordi corona kom og smed den ud for os. Men journalistik er jo journalistik. På SDU får du nogle gode værktøjer, der gør dig til en god journalist, og det kan du unægteligt bruge som sportsjournalist. Med det sagt, så er det jo unægtelig en kæmpe del af den journalistiske verden at dække sport, og det, at det er fuldstændig negligeret ned til en enkelt weekend, synes jeg er lidt latterligt. Hvis man
Jacobs 7 huskeregler
kigger på, hvor stor en procentdel der vil lave sportsjournalistik, så virker det naivt kun at undervise i det i en enkelt weekend.«
Således er anmodningen om mere sportsjournalistik givet videre.
Hvis du har et ønske om at få et indblik i en specifik redaktion, så send en mail, og vi vil her på redaktionen prøve at fange en praktikant på redaktionen.
1. Den mest simple, men også vigtigste regel - Vær dig selv!
2. Lad være med at stresse over de små ting
3. Drøm stort - men lad ikke dine drømme oversk ygge andre gode muligheder
4. Vær meget mere en bare velforberedt til samtalerne
5. Dine chancer er ikke begrænset af dit CV - Giv den 100 procent, så går det nok
6. Behandl folk ordentligt - det er bare en praktik plads
7. Nyd det - det er en fed oplevelse!
Siden lanceringen af ChatGPT er den kontroversielle chatbot blevet heftigt diskuteret. Selvom chatbotten kun har eksisteret siden november, har flere studerende allerede benyttet den i forskellige skolesammenhænge. Derfor vil jeg lave et eksperiment, der skal teste, om ChatGPT kan skrive en artikel til forveksling med en, jeg har skrevet.
Af Signe Nautrup NielsenChatGPT er en chatbot, der kan svare på spørgsmål til en bred vifte af emner. Den blev lanceret af OpenAI i november og er stadig i sin udviklingsfase. Alligevel har chatbotten rundet over 100 millioner brugere og er blevet forbudt til eksaminer på flere universiteter, heriblandt Syddansk Universitet.
Jeg har bedt chatbotten introducere sig selv: »Jeg er en kunstig intelligens-teknologi, der er trænet til at interagere med mennesker via tekstbaseret kommunikation,« skriver ChatGPT.
LIXEN har fået kontakt til to studerende, der har benyttet ChatGPT til forskellige dele af deres uddannelse. De studerende ønsker at medvirke anonymt, fordi universiteterne, de går på, som udgangspunkt betragter det som snyd at bruge ChatGPT til opgaver. LIXEN er dog bekendt med kildernes rigtige navne og identitet.
»Jeg har anvendt den (ChatGPT, red.) i forskellige greb af min uddannelse. Først og fremmest skulle jeg skrive en praktikrapport, hvor jeg skulle bruge en model, og dér kunne jeg godt mærke, at det, jeg læste, ikke rigtigt sivede ind. Så jeg spurgte chatbotten, om den kunne uddybe modellen, men også komme med eksempler, som var perspektiveret til det område, jeg sad med, og det virkede vildt godt. Den lavede jo næsten det hele for mig, kan man sige,« fortæller den studerende.
En anden studerende har afprøvet chatbotten i et mindre afsnit af en aflevering.
»Jeg har brugt den (ChatGPT, red.) i en enkelt aflevering engang, lidt for at teste den. Jeg havde et afsnit, jeg syntes, var svært
ChatGPT er en chatbot-model, der er baseret på den store, sprogbaserede modelleringsteknologi kaldet
GPT (Generative Pre-training Transformer). ChatGPT er designet til at kunne generere meningsfulde og naturligt lydende svar på spørgsmål eller udsagn, der stilles til den.
Kilde: Bizon.dk
at formulere, og så spurgte jeg den, om den ikke kunne skrive det bedre. Det var den faktisk overraskende god til. Den satte nye ord ind, der var mere præcise i forhold til det, jeg mente,« forklarer den anden studerende.
Let at gennemskue?
Jeg har spurgt Mads Lildholdt, som er afdelingsleder for DKL-Hubben på det Samfundsvidenskabelige Fakultet, hvad de gør
lokkerne til at ringe hos underviseren.
Derfor indvilligede fire undervisere på Center for Journalistik i at deltage i et lille eksperiment. Jeg udformede en kort artikel og afleverede den til underviserne sammen med en artikel af samme længde udarbejdet af ChatGPT uden at specificere, hvem der havde skrevet de enkelte artikler.
Udover at udpege den artikel de mente var lavet af ChatGPT, skulle underviserne vur-
Formålet med eksperimentet var udelukkende at give et indblik i ChatGPT’s evne til at skrive et journalistisk produkt til forveksling med noget, jeg - et menneske - har skrevet. Men eksperimentet kan ikke give et retvisende billede af, hvor overbevisende chatbottens kompetencer er sammenlignet med en gennemsnitlig 2. semester-journaliststuderendes.
Et enstemmigt gæt
Alle fire undervisere gættede rigtigt på, hvilken artikel der er skrevet af ChatGPT. Når det kommer til, hvad underviserne finder mistænkeligt ved artiklen, er der flere ting, der går igen. For det første bider alle mærke i ChatGPT’s valg af ordene ”bilbesiddelse” og ”bilbrug” i rubrikken og underrubrikken. Generelt finder underviserne ordvalget usædvanligt, og én af dem kalder det kluntet.
Desuden kritiserer tre af underviserne artiklens afrunding for at have en holdning til artiklens emne. To af underviserne nævner, at afrundingen mangler en kildehenvisning for at kunne slippe afsted med en så subjektiv perspektivering.
for at kontrollere, om en studerende har fået ChatGPT til at udarbejde dele af sin opgave.
Når det kommer til afleveringsopgaver, fortæller han, at der på nuværende tidspunkt ikke er en systematisk gennemgang, der kan afsløre brugen af chatbotter som ChatGPT.
Til gengæld har chatbotten ifølge Mads Lildholdt evnen til at afsløre sig selv. Men han understreger, at det kun er aktuelt, hvis der i første omgang er en mistanke hos underviseren.
»Det er faktisk sådan, at hvis man sætter en tekst ind i ChatGPT og spørger den, hvem der har skrevet det, så vil den kunne svare, at det har den,« forklarer Mads Lildholdt.
Desuden tilføjer han, at metoden kan bruges, selv hvis der er lavet omskrivninger i tekststykket. Men alt det forudsætter, at afleveringsopgaven i første omgang får alarmk-
dere kvaliteten af rubrik, underrubrik, brødtekst og afrunding ud fra et skema med point fra 0-5, hvor en række kriterier for artikelindholdet var oplistet.
For at gøre artiklerne lettere at sammenligne valgte jeg, at begge artikler skulle tage udgangspunkt i den samme rapport. Rapporten er lavet af Danmarks Statistik og handler om sammenhængen mellem adgang til offentlig transport og anskaffelse af bil.
Jeg gav disse instruktioner til ChatGPT: »Skriv en artikel med en klar vinkel med udgangspunkt i Danmarks Statistiks rapport: ’Har adgang til offentlig transport betydning, for om man har bil?’ Artiklen skal indeholde en rubrik, en underrubrik, en brødtekst og en afrunding, og må cirka fylde 1500 tegn inklusiv mellemrum.«
Underviserne havde hver en halv time til at vurdere artiklerne.
Og observationerne blandt underviserne viser sig tydeligt i pointene, chatbotten får. Her skraber ChatGPT’s artikel kun under halvt så mange point sammen, som den artikel jeg selv skrev.
Det er værd at bemærke, at jeg gav ChatGPT relativt simple instruktioner. Derfor kan det ikke udelukkes, at en mere uddybende tilgang ville have givet artiklen bedre point i eksperimentet, ligesom andre forhold kan have haft en betydning.
Louise Kjærgaard er en af de undervisere, der deltog i eksperimentet.
»For nu ser jeg ikke, at ChatGPT kan løse jeres journalistiske opgaver – i fuld skala. Jeg forestiller mig snarere, at nogle studerende vil lade robotten lave et udkast, som man så selv bearbejder. Dermed bliver det endnu sværere at skelne mellem, hvad der er jeres og robottens,« skriver hun i evalueringen af eksperimentet.
Sebastian er i vildrede over, Roskilde Festival har valgt at lukke Orange Press. Hvor efterlader det Roskilde Festival? Og hvor efterlader det festivalgæsterne?
Det var på Twitter (selvfølgelig), jeg læste det først. ORANGE PRESS ER DØD. Ordene var nogle andre, men det var, hvad Ronja Pilgaard skrev. Ronja, der havde været chefredaktør for avisen.
ROSKILDE FESTIVAL HAR LAGT DEN I GRAVEN. Roskilde vil satse på digital formidling til de unge, som ikke læser avis. Latterligt tænkte jeg, da jeg scrollede gennem Ronjas twittertråd. Nu kommer jeg aldrig til at skrive for Orange Press.
Jeg ringede til Ronja for at pitche min idé:
ORANGE PRESS FORTJENER EN NEKROLOG. Hun synes, idéen var sjov. Det gjorde Christian Lindhardt chefredaktør for Journalisten også, men det kommer vi til. Ja, sagde jeg, for Orange Press fortjener mere end
Orange Press var måske den sidste avis unge læste. Den sidste avis de bladrede i. Nu må de swipe sig gennem telefonen for at se, hvordan koncerten fra i går klarede sig.
den lille nyhedsnotits, som Journalisten har skrevet. Og alle store dagblade sagde Ronja. Nå ja måtte jeg sige, da jeg kunne høre, det var vigtigt for hende. Men vi var enige om, at den fortjente noget mere dækning. Og det var Christian Lindhardt næsten også. Jeg synes, idéen er sjov, men jeg ville ønske, du havde ringet for 14 dage siden, sagde han. Vi har lige sendt et magasin ud, og det er ikke aktuelt nok til Marts. Hvorfor ventede jeg også 14 dage? Og hvorfor skrev jeg ikke for Orange Press i sommers?
ORANGE PRESS HAR ALTID VÆRET
DER. Den ene festival efter den anden. Uen-
delig. Udødelig. Orange Feeling du kunne have mellem hænderne. SYNONYM MED ROSKILDE FESTIVAL. Hvad fik koncerten fra i går? Et ubetydeligt spørgsmål, man var der jo. Men det var aktuelt nok dagen efter. Vi læste det. Vi diskuterede det. Vi håbede, at koncerten vi nød, fik fuld plade. En avis mellem hænderne og en kaffe i kopholderen. Eller en reparationsbajer. Når det blev for varmt, havde vi avisen over hovedet som en
hjemmelavet solhat. Nu er det forbi. Det uendelige fik sin ende.
Tænk at have taget sine journalistiske babyskridt på den avis. Det kaldte Ronja det. Journalistiske babyskridt. At være med til at materialisere Orange Feeling, ja at være budbringer.
Orange Press var måske den sidste avis unge læste. Den sidste avis de bladrede i. Nu må de swipe sig gennem telefonen for at se,
hvordan koncerten fra i går klarede sig. Med hånden henover skærmen for at kunne læse i solskinnet. ORANGE PRESS’ DØD ER ET TAB. Avisbudene har forlængst forladt storbyerne, men på Roskilde Festival levede de stadig. Et minde om der var mennesker bag avisen. Nogen der ville dig noget. Orange Feeling lever videre, men nu lidt mere abstrakt. Lidt sværere at tage og føle på - sikke et tab.
Antallet af danskere, der bevidst undgår nyheder, stiger igen. Faktisk vælger hver femte dansker ifølge en ny undersøgelse bevidst ikke at orientere sig i nyhedsstrømmen af frygt for, at tidens voldsomme nyhedsvirkelighed vil give bekymringer og dårligt humør.
Af Frederik Boesgaard
Der er flere og flere danskere, der er så trætte af nyheder, at de aktivt vælger dem fra. Fravalget af nyheder skyldes i høj grad, at danskerne er trætte af et nyhedsbillede, der konstant er præget af det dramatiske og ekstreme.
Det påvirker mit humør, når jeg ser et eller andet forfærdeligt, jeg alligevel ikke kan gøre noget ved.
LAURA CHRISTENSEN SygeplejerskestuderendeI begyndelsen af corona-pandemien sad danskerne klistret til skærmene aften efter aften. Mediehusene kunne registrere kraftige stigninger i nyhedsforbrugere. Men der skulle ikke gå længe før, at interessen dalede.
Og netop som de fleste kunne smide både bekymringer, mundbind og lænker, så beordrede Putin de russiske troppe til at påbegynde invasionen af Ukraine. Igen sad langt de fleste danskere med næsen langt inde i skærmene for at suge de seneste informationer til sig. Og så gentog historien sig ellers. Den stigende interesse for nyheder forsvandt endnu engang lige så hurtigt, som den var opstået.
En af dem, der har taget et aktivt valg om
at undgå nyheder, er den 23-årige sygeplejerskestuderende Laura Christensen: “Jeg synes, at nyhederne alt for tit er negative. Det påvirker mit humør, når jeg ser et eller andet forfærdeligt, som jeg alligevel ikke kan gøre noget ved. Så jeg har besluttet mig for at se bort fra det, der ikke har nogen relevans for mig,” fortæller hun til LIXEN.
Kombinationen af bekymrende og sørgelige historier har skabt en af de cocktails, man efter at have nippet lidt til og set lidt på, bliver enig med sig selv om aldrig at vælge igen. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Reuters Institute Digital News Report med sit tydelige sprog. Rapporten fremlægger at hver femte
dansker ofte eller indimellem aktivt vælger at undgå nyhederne – et tal, der er steget fra 15 % i 2019. Det er særligt de unge, der aktivt vælger at undgå nyheder. I dag undgår hver tredje unge dansker nyheder, og det tal ser kun ud til at stige.
De nyhedstrætte danskere giver hovedbrud hos medierne. Mediernes opgave er at være samfundets vagthund og skildre virkeligheden, som den ser ud. Men det er også mediernes ansvar at sørge for den demokratiske samtale kan fungere på et oplyst grundlag. Et oplyst grundlag der blandt andet kræver, at borgerne følger med i nyhedsstrømmen.
DR’s nye serie, SEX med P3 er et ucensureret og intimt opslagsværk, der bogstaveligt talt tager både videografen og seerne med helt tæt på, men hvordan egentligt? Seriens intime rum opstår ikke af sig selv, og derfor har LIXEN sat personer på begge sider af linsen til at fortælle om deres oplevelser og medvirken i programmet
Af Sarah Weibel Foto: PrivatBagom SEX med P3: På begge sider af linsen
DR’s nye serie, SEX med P3 er et ucensureret og intimt opslagsværk, der bogstaveligt talt tager både videografen og seerne med helt tæt på, men hvordan egentligt? Seriens intime rum opstår ikke af sig selv, og derfor har LIXEN sat personer på begge sider af linsen til at fortælle om deres oplevelser og medvirken i programmet
En af DR’ studier til optagelserne på programmet
Der snakkes fissens udseende, bodycount og følelsen af at få vodka-pik. DR’s nye seksualsatsning, SEX med P3, kommer ikke bare vidt omkring emnerne sex og krop - den kommer også helt tæt på. Holdet bag serien lægger ikke skjul på, at de er overraskede over de medvirkendes mod og engagement i forbindelse med optagelserne.
»Jeg har flere gange tænkt – det her afsnit bliver det nok en udfordring at caste til, og hver gang er jeg blevet overrasket«, fortæller Freja Dahl. Freja Dahl er tilrettelægger på episoderne om transkroppen, bodycount, kønshår og kommunikation i første sæson af SEX med P3.
Allerede da Freja Dahl kom om bord på SEX med P3-redaktionen, fandtes et massivt excel-ark med flere hundrede potentielle og interesserede medvirkende. Et ark som produktionen stadig læner sig op af, når de caster til programmerne. Ved hvert navn er der nedskrevet hvilke emner, den enkelte ønsker at deltage i. Herfra er det op til tilrettelægger Freja Dahl at føre castingen til hendes programmer helt i mål.
Motivation is key
Motivation er nøgleordet i castingprocessen. Det har for Freja Dahl været nemt at mærke, hvorvidt folk har ansøgt om at være med, fordi de fik færten af lidt ekstra followers til Instragramkontoen eller er kommet til at nævne ansøgningen overfor venner, der herefter har presset på. Freja Dahl mener, at de medvirkende skal være oprigtig motiverede af programmets budskab, ellers dur det ikke. Om de medvirkende, som endte i de færdige programmer fortæller Freja Dahl: »De vil gerne være med til at lave det program, de selv har manglet«.
Hun fornemmer en ret aktivistisk tilgang fra deltagernes side. Flere af dem taler om deres ligegyldige og skraldede seksualundervisning, som noget de ønsker at gøre op med. De vil gerne være med til at skabe en mere virkelighedsnær informationsplatform om sex og kroppen. Men teamet bag serien var særlig nervøs for, om det kunne lykkes at finde repræsentanter for transkroppen.
»Jeg var selv nervøs for, om vi kunne finde deltagere til ’nøgen-delen’ i transkroppen, fordi vi her har med mennesker at gøre, der er i en mere sårbar krop end andre,« fortæller Freja Dahl.
’Nøgen’ er den del af programmet, hvor man møder deltagerne anonymt og helt nøgne i en kulisse, der bedst minder om et hjemligt soveværelse. Her filmes deltagerne kun fra kravebenene og ned. I samme kulisse blev Freja Dahlss nervøsitet gjort til skamme. Der var nemlig masser af deltagere, som var klar på at vise deres kroppe frem, og nøgenoptagelsene af transkroppen var
for Freja Dahl blandt de bedste, hun lavede.
»De her deltagere har i højere grad end de fleste skullet tage stilling til deres egen krop, og det kan virkelig mærkes på, hvor reflekterede de er i deres svar,« fortæller tilrettelæggeren.
Det kan mærkes, at deltagerne har haft brug for den repræsentation af transkroppen, de selv er med til at videregive nu.
»Det er den aktivistiske motivation, der gør, at vi overhovedet har kunnet lave det her program,« uddyber Freja Dahl.
En pik er en pik »Dette program er meget eksplicit. Det kan virke stødende på nogen. Nu er du advaret«. Sådan starter alle afsnit af SEX med P3. Programmet er eksplicit på mange parametre, hvor sproget er et af dem. Tingene pakkes ikke ind, en spade bliver kaldt for en spade, og en pik bliver kaldt for en pik. Freja Dahlhar selv nogle bud på, hvordan man rammer g-punktet for den gode kommunikation på en produktion som denne.
Freja Dahl mener, at de har haft succes med at lade det bramfrie sprog gennemsyre optagelserne såvel som redaktionsmøderne. Det kan ikke nytte noget at skifte til et slips- og skjorte-sprog, fordi man pludselig sidder i et mødelokale med sine kollegaer, forklarer hun. Freja Dahl synes selv, det har virket som det mest naturlige, fordi alt andet også ville stride imod hele programmets budskab. Men når det er sagt: »Jeg tror nok, at nogle har fået sig lidt af et chok, da de trådte ind på sådan et redaktionsmøde«, griner Freja Dahl, der før har set folk få kaffen galt i halsen, når de først stifter bekendtskab med den frie tone.
Onani i hjemmefutter
»Noget jeg har lært af den her produktion er, at hvis du vil vide noget, så må du også spørge«, forklarer Freja Dahl. Men derfor kan selv en erfaren tilrettelægger blive udfordret til tider.
Under optagelserne til afsnittet om ’Fissens Orgasme’, havde produktionen fået kontakt til Nanna på 22 år, som efter aftale havde inviteret holdet hjem til hende for at følge med i, hvordan hun giver sig selv en orgasme. Kulissen var Nannas eget værelse, hvor hun helt afslappet i hjemmefutter og hættetrøje går i gang med at onanere:
»Værelset var ikke særlig stort, og vi kunne derfor ikke være mere end et kamera derinde. Vi skal jo helst have scenen fra flere vinkler. Der må jeg lige overvinde mig selv for at sige, fantastisk Nanna, og kan vi så lige tage den igen. Hvilket vi gjorde hele tre gange«, siger Freja Dahl smilende.
Det kan føles som et helt vildt krav at stille, men det vigtige her er dialogen. Holdet bag produktionen spurgte, og Nanna sagde ja.
For Freja Dahl er det først blevet akavet, hvis hun ikke var direkte i sine spørgsmål. På den måde er det eksplicitte sprog med til at skabe et tryggere rum, fordi præmissen er klar og tydelig for alle.
Velkommen på set
På optagelsesdagene er der meget, som skal spille, og derfor kører de også en stram
rollefordeling på set. Som oftest er de tre. To tilrettelæggere, hvoraf den ene er fotograf på dagen, og en tredjemand, der så styrer monitor plus diverse tek-ting. Hvis Freja Dahl er tilrettelægger, er det også hende, som har den primære kommunikation med de medvirkende:
»Hvis ikke vi deler det op på den måde, kan der pludselig opstå situationer, hvor foto vil komme til at spørge mig, om jeg kan få ham/ hende/de til at svare anderledes, og så står man der og snakker om den medvirkende i tredje person. Det er ikke nice«.
Freja Dahl stiller spørgsmålene og vil så undervejs henvende sig til sine kollegaer for at spørge, om de har noget at tilføje. Det er efter hendes mening en mere respektfuld måde at gøre det på.
Og vil man have oprigtige svar på svære spørgsmål fra sine medvirkende, må man også selv være parat til at åbne op for posen, siger hun. Men hun vil aldrig beskrive det som en bytte, bytte lagkage transaktion, det er aldrig noget for noget. Alligevel er det blevet mere naturligt for hende at dele mere ud af sig selv, end hun normalt ville på set:
»Normalt ville jeg ikke finde det relevant at nævne, men her hører jeg oftere mig selv dele ting som – Jeg er selv til piger, så jeg kan godt lidt sætte mig ind i det der, eller lignende«.
Sørg for bagdør og bagkant
Bagdør, time out, stopknappen, ja kald det hvad du vil. Der er ikke noget, som skal være mere klart end, at de altid kan sige tak for i dag, tage deres tøj og gå:
»Hvis du ikke har lyst til at svare, går vi bare videre, men sig til hvis vi skal stoppe, eller hvis videografen kommer for tæt på, eller hvis du pludselig synes, vi filmer fra en underlig vinkel«, fortæller Freja Dahl som et eksempel på en samtale med deltagerne.
Der skal altså være mulighed for at trække stikket, hvis man lyster. Det er selvfølgelig noget, der bliver sværere, jo længere de kommer i processen. Når udgivelsen først er ude, så er den ude, og det kan da også godt give anledning til bekymringer. »Hvad hvis nogen fortryder«? Hun nævner selv, at det absolut er noget, hun har frygtet, men indtil videre har ingen råbt højt. For hende hjælper det meget at have snor i hendes medvirkende op til og efter premieren på et program.
Alle hovedpersonerne fra afsnittene får tilbuddet om hjælp til gennemlæsning af det minefelt, der hedder et Facebook-kommentarspor. Her kan det være rart at have folk til at sortere de værste af internettets trolde fra.
På selve premieredagen bikser teamet bag produktionen for det meste en solid tillykkemed-det-besked sammen og sender afsted. Det er en god måde at tage temperaturen på deres følelser omkring det færdige produkt.
Freja Dahl mener ikke man skal være så berøringsangst for det intime og personlige, men derimod møde det med en oprigtig nysgerrighed. Denne produktion har især været lærerig på netop det punkt.
Nor på mission Endnu en deltager er Nor, som vi sætter i stævne under Harbo Bar’s marquise på Blågaardsgade i København. Det er blevet ugens sidste arbejdsdag for Nor, og det
kalder på en flaskeøl. Her har Nor har sagt ja til at snakke med LIXEN om hans oplevelse som medvirkende i SEX med P3. Selv er Nor vokset op med en ret ensformig fortælling om transkønnethed. Det var tæt på en ’mission imposible’ at støve information op på emnet, foruden enkelte amerikanske youtubere, der alle havde samme binære fortælling om deres transformation. Altså at gå fra mand til kvinde, eller modsat. Af samme grund greb Nor chancen, da han så DR søgte deltagere til afsnittet om transkroppen:
»Efter min topoperation føltes min krop mere som min egen, og alligevel var det underligt for min hjerne at se på mig selv i spejlet. Det var bare så indlært for mig, hvordan en krop skal se ud«, fortæller Nor, der blandt andet gerne vilvise et bredere billede af transspektret igennem programmet.
Første dag er altid svær
Første optagedag for Nor foregår nede i nøgenstudiet. Det var nok de optagelser, han havde gruet mest for. Første gang han smider badekåben og træder ind i frame, går der også en skræmmende tanke igennem hans hoved:
»Det her sker faktisk, og det kommer til at kunne ses af alle«, gengiver Nor..
Det at være nøgen på set, var langt mindre angstprovokerende end frygten for det færdige produkt. Stemningen på produktionen var det, som fik ro på nerverne. Han følte sig i kontrol og nød, hvordan de udforskede emnerne meget organisk:
»Sagde jeg noget spændende om et specielt emne, så dykkede vi bare dybere ned i det, også selvom det ikke relaterede sig til afsnittet om transkroppen«.
Forfængelig men fuld af tillid Den pokkers forfængelighed. Selvom Nor havde taget den aktivistiske hat på, trænger den skide forfængelighed sig alligevel på. Selv midt i en hjertevarm svømmehals-scene, hvor der snakkes selvaccept, pipper den også frem:
»Ser jeg okay ud, når jeg sidder sådan her. Lyder jeg klog nok, når jeg snakker, og forklarer jeg ting godt nok«, siger Nor.
Han mener, det kan være svært at komme udenom de tanker, men jo mere man deler ud af sit inderste, jo mere opmærksom bliver man på, at det skal formidles rigtigt. ’Rigtigt formidlet’ kan jo være en subjektiv sag, men Nor har på intet tidspunkt tvivlet på redaktionens evne til netop det. Men hvordan er den tiltro så opstået?
»De har hele tiden været tæt på. Når de sagde ’du kan bare ringe med stort og småt’, så mente de det faktisk«, siger Nor, da han skal forsøge at forklare den store tillid, han har til SEX med P3 redaktionen. Derfor har Nor også indvilliget i at medvirke i sæson
2. Denne gang som hovedperson i afsnittet ’Nøgenbilleder’.
Hadbeskeder, stolte mødre og endnu en nøgenscene til Nor
Efter første sæson er det klart blevet nemmere for Nor at være fri foran kameraet.
Han forklarer, hvordan Freja Dahl, som også er tilrettelægger på dette program,
Værelset var ikke særlig stort, og vi kunne derfor ikke være mere end et kamera derinde. Vi skal jo helst have scenen fra flere vinkler. Der må jeg lige overvinde mig selv for at sige, fantastisk Nanna, og kan vi så lige tage den igen. Hvilket vi gjorde hele tre gange.
FREJA DAHL
Tilrettelægger
Bagom SEX på P3
filmer ham hjemme i hans seng, imens han fuldstændig uberørt tager nøgenbilleder af sig selv. ’Just another day at the office’ kunne man tænke, men trods en øget selvsikkerhed foran kameraet, er nervøsiteten for det nye program også vokset.
Det er folks reaktioner, der bekymrer ham. Der er, som Nor selv beskriver det, nogle fuldstændige sindssyge mennesker på internettet, som brutalt og uden hæmninger vil kunne kommentere meget ufølsomt på afsnittet. Her finder han stor tryghed i DR’s monitorering af deres Facebook-feed:
»Jeg ved, de sletter kommentarer, der er hadfulde, men de svarer også rigtig informerende på folks spørgsmål til emnerne. Det er rart at vide, at man ikke skal stå med det selv«.
Når det er sagt, så er det stoltheden, som fylder mest hos Nor. Han er stolt over sin aktie i den færdige programserie, men også over den gode respons sæson 1 allerede har høstet:
»Folk der skriver, at det er et godt program, og hvordan deres egen datter også har fået en topoperation, så de synes, det er så dejligt at se os stå frem. Altså normalisere det. Ærligt det er jo så cute. Det gør mig stolt«.
Sahar Mohammadi har både set og oplevet undertrykkelsen, som de iranske kvinder udsættes for i hverdagen. Derfor var hun urolig for, om hjemlandet og de familiære omgivelser har ændret sig siden demonstrationerne.
Siden Mahsa Amini mistede livet i moralpolitiets varetægt den 16. september 2022, har det antændt utallige demonstrationer imod det iranske styre. 33-årige akutmedicinsk speciallæge Sahar Mohammadi immigrerede til Danmark for ni måneder siden. Hun immigrerede af samme årsager, som får de iranske borgere til at demonstrere i dag, heriblandt ekstremt dårlige levevilkår og mangel på menneskerettigheder. Hun blev mødt af et stort chok, da hun i december 2022 tog til hjembyen Teheran for at besøge sin familie. »Omgivelserne var præcist, som jeg husker, men det, som virkelig skilte sig ud, var, at næsten alle kvinderne gik uden det obligatoriske tørklæde i offentligheden,« siger Sahar Mohammadi, som er betydeligt rørt og overrasket over oplevelsen.
De vestligt orienterede og veluddannede kvinder smider tørklædet mest Claus Valling Pedersen, der er lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, hævder også, at flere kvinder smider tørklædet i Tehran. Han mener, at der er kommet en omvæltning i samfundet siden demonstrationerne startede.
»De glemmer frygten for straf og går bare uden tørklæde, endda også foran ordenspolitiet, som heller ikke tør at gribe ind mere, da de er bange for befolkningens reaktion,« udtaler Claus Valling Sahar fortæller, at især i det nordlige Teheran så hun ikke en eneste kvinde, som
havde tørklæde på. Claus Valling er ikke overrasket , da han mener, at det er i denne bydel, at de unge og veluddannede befinder sig, og som historisk set har været mest vestligt orienterede og mindst religiøse.
»I de kvarterer i Teheran, hvor den lavere middelklasse boede, så man få beboere, som stadig bar tørklædet i offentligheden, men flertallet smider stadig tørklædet i Teheran,« uddyber Sahar Mohammadi.
Selvom langt over størstedelen af
kvinderne har smidt tørklædet i storbyen Teheran, er det dog ikke det samme tilfælde i alle iranske byer. I de mindre byer Zanjan og Tanriz så Sahar Mohammadi færre, som havde smidt tørklædet. Her er der også flere religiøse indbyggere. Claus Valling påpeger dog, at det ikke nødvendigvis har noget med oprørerne at gøre, men fordi det altid har været tradition.
Gadebilledet I Teheran er fuldstændig ændret Sahar Mohammadi bed især mærke i, da hun satte sig i et Food Court for at spise frokost, hvor ingen kvinder havde det obligatoriske hovedtørklæde på, at:
»Det virkede så normalt, at jeg selv fik modet til at tage mit tørklæde af. Det havde du aldrig set før demonstrationerne, det var virkelig vildt, « fortæller hun med en håbefuld stemme.
Hun var især chokeret, da hun var på politikontoret og så, at kvinderne også havde mod til at smide tørklædet der. Hun var helt mundlam over, at betjentene stadig servicerede kvinderne uden tørklæde, og det var som om betjentene lod som om, de ingenting så.
Ilden gløder stadig under asken I Iran er de begyndt at gennemføre henrettelser af især meget unge demonstranter. Selvom det har gjort befolkningen bange for at demonstrere, så har truslen om mulige henrettelser, tortur eller lange fængselsstraffe ikke stoppet protesterne.
»I Teheran var det en generel ting, at kl 21 ville folk åbne deres vinduer og råbe
slagord som ”Kvinde, liv, frihed” i 10-15 minutter,« fortæller Sahar Mohammadi, som dengang var med til at råbe slagord med resten af nabolaget.
Hun uddyber, at der også var iranere, som ofte ville mødes om aftenen. Så gik de i tavshed gennem byen i en stille protest mod styret.
Claus Valling tror dog ikke, at oprørerne kan ændre på tørklædeloven eller det islamiske styre, da regimet stadig står fast på, at landet skal styres sådan. Han mener, at det hele er en remis situation pt., altså ligesom et uafgjort spil. Demonstranterne og folket er for stort og spredt til, at regimet kan slå ned for alvor, men på den anden side har regimet militæret og sikkerhedsstyrkerne med sig.
»Det, der skal til, er, at militæret, sikkerhedsstyrker og Revolutionsgarden går over på folkets side ligesom under revolutionen i 1979, og det er der ikke tegn på endnu.« siger Claus Valling.
Han ser dog også ændringen i Teherans gadebillede som en progression.
»Jeg tror de kvinder, der har smidt tørklædet, kommer til at fortsætte, for regimet er også bange for at slå for hårdt ned på befolkningen, så vreden blusser endnu mere op.«
Han mener, at der er grund til optimisme, selvom demonstrationerne er stilnet af i Iran, og han vælger til slut at citere en iransk sociolog.
»Nu er det hele stilnet af, og der ligger en aske hen over Iran, men under asken er der en glød, så der skal ikke meget til.«
Stadig stor kærlighed til moderlandet Selvom Sahar Mohammadi er immigreret til Danmark for at undslippe det iranske styre, så har hun stadig meget kærlighed til sit hjemland.
»Jeg vil stadig rejse til Iran, når jeg kan for at besøge min mor og andre familiemedlemmer, der stadig bor der. Jeg elsker mit land så meget. Især menneskene, der bor der, selvom det islamiske styre har ødelagt meget.«
Sahar rejste til Iran for første gang siden urolighederne begyndte: »Næsten alle kvinderne gik uden det obligatoriske tørklæde«
Da Danmark fik en ny regering i december, var det den endegyldige samling mellem blokkene. Det var kompromiset mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. Et kompromis lige efter magtelitens bog.
23 danskere styrer landet. 423 danskere, der hovedsageligt er hvide, heteroseksuelle mænd, klædt i jakkesæt og med en uddannelse inden for økonomi eller jura. Mænd, der en søndag morgen går ud ad porten fra den nordsjællandske villa,finder racercyklen frem og bytter jakkesættet ud med cykeltøj.
Det er i hvert fald medianbeskrivelsen ifølge bogen ’Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet’, som Christoph Ellersgaard, Anton Grau Larsen og Markus Bernsen skrev i 2015. Her kortlagde de gennem store mængder data, hvordan magtens Danmark ser ud, og hvor personerne er placeret i magthierarkiet.
Selvom bogen er fra 2015, er forskningen og resultaterne stadig relevante at bruge, hvis man skal analysere det politiske landskab. Magtelitens interesser er ofte direkte repræsenteret i den politik, de store partier agiterer for. Det gælder for eksempel de magtfulde økonomer, som befinder sig i magteliten. De er ofte repræsenteret i kommissioner, råd og nævn, som er med til at afgøre, hvilken politik der skal føres i fremtiden. Økonomen Nina Smith var for eksempel med til at foreslå at fjerne et år fra en lang række kandidatuddannelser. Et forslag, som den nye regering også går ind for.
At sænke arveskatten for virksomhedsejere er jo noget, som særligt gavner de allerrigeste ejere af de store danske virksomheder, som også er i magteliten. Der gennemføres en række ting, som for almindelige danskere ikke betyder noget, men som betyder meget for folk i magtelitens økonomi
CHRISTOPH ELLERSGAARD
Lektor i sociologi og forfatter
Når man læser bogen lærer man denne elite at kende. Kendetegnet for magteliten er, at der en holdningsmæssig enighed. Man er fortaler for EU-samarbejdet, og politisk befinder man sig på midten. Man vil gerne have mere udenlandsk arbejdskraft, og man vil øge arbejdsudbuddet. Det med arbejdsudbuddet
har du muligvis hørt før. Det er årsagen til, at store bededag i 2023 nok bliver den sidste af slagsen. Man kan derfor spørge, om den nye SVM-regering, regeringen over midten, er magtelitens våde drøm?
Jeg har henvendt mig til Christoph Ellersgaard, der er medforfatter til bogen og lektor i sociologi ved CBS. Hvordan vurderer han, som en af de fremmeste magtforskere i landet, regeringens politik? i forhold til magteliten?
»Det afspejler i hvert fald nogle ønsker, fordi de tænker politik hen over midten. De går meget op i det, de kalder ansvarlighed og at være villige til at træffe såkaldte ’svære beslutninger’. På den måde kan man sige, at den nye regering på mange måder afspejler, hvad det er, de her folk drømmer om,« siger Christoph Ellersgaard, da jeg fanger ham over telefonen en råkold og regnfuld tirsdag eftermiddag.
Arbejdsudbud, arveskat og afskaffelse Efter rekordlange regeringsforhandlinger tonede den nye regering frem foran Amalienborg med store smil og store ambitioner på landets vegne. Regeringsgrundlaget hedder ’Ansvar for Danmark’ og flere af de politiske tiltag, der indgår, er nogle, magteliten har råbt på i mange år.
Der er selvfølgelig også andre end jakkesætsklædte mænd i magteliten. Der er folk fra fagbevægelsen, embedsværket, universitetsverdenen og selvfølgelig en håndfuld politikere, men der er klart flest mænd fra det private erhvervsliv, som har en uddannelse inden for jura, statskundskab eller økonomi.
En af de ting som magteliten især er glade for ved den nye regering, er, at arveskatten for virksomhedsejere er blevet sænket. Det kommer helt konkret deres forretninger og økonomi til gode.
»At sænke arveskatten for virksomhedsejere er jo noget, som særligt gavner de allerrigeste ejere af de store danske virksomheder, som også er i magteliten. Der gennemføres en række ting, som for almindelige danskere ikke betyder noget, men som betyder meget for folk i magtelitens økonomi,« siger Ellersgaard.
Regeringens forslag om at afskaffe store bededag er ifølge Ellersgaard en tankegang, som i vid udstrækning er delt af magteliten. Man får sikret, at flere mennesker kommer i arbejde, men det peger også på, at et af regeringspartierne, nemlig Socialdemokratiet, har glemt sit bagland i form af fagbevægelsen.
Bosserne i fagbevægelsen er også at finde i magteliten, ganske højt placeret. De har
tordnet imod afskaffelsen og hældt benzin og varme hveder på det bål, som lader til at være umuligt for regeringen at slukke.
»Det bliver forholdsvist dyrt for regeringen at sikre den lille stigning i arbejdsudbuddet, man får ud af ved at sløjfe store bededag, også fordi man har måtte tage så mange tæsk fra vennerne i fagbevægelsen,« siger Ellersgaard. Det vidner altså også om, at forbindelserne mellem magteliten og politikerne ikke altid er harmoniske på alle fronter.
De besværlige yderfløje I magteliten befinder man sig politisk på midten, og store afvigelser fra konsensus bliver kvitteret med et ’farvel og tak’. Det skriver forfatterne også om i bogen. Dem, der befinder sig i magteliten, er dem, der ikke råber højest eller indtager yderligtgående synspunkter. En person som Pia Kjærsgaard har aldrig været i nærheden af eliten, selvom hun har været formand for Folketinget, forhandlet finanslove og været partileder. Det skyldes, at hendes holdninger ikke flugter med magtelitens. Det samme gælder med en som Pernille Skipper. Derfor er den nye regering, som endegyldigt har gjort sig uafhængige af yderfløjene, næsten for godt til at være sandt for magteliten. Nu er yderfløjene endelig blevet afskåret for indflydelse, og de ansvarlige partier kan i fællesskab udstikke linjen for Danmark.
»Jeg tror, at politikerne har oplevet en frustration fra mange af de andre magtelitepersoner, om hvordan magtkampen mellem rød og blå blok nogle gange har betydet, at man har givet yderfløjene for stor indflydelse,« siger Ellersgaard. Nogle af magtelitens interesser bliver i høj grad varetaget af den nye regering. Det gælder skat, arbejdsmarkedspolitik og EUsamarbejdet. Men slaget om bededagen
viser også, at hverken magteliten eller et flertal i Folketinget kan gøre, som det passer dem, uden det får konsekvenser eller møder modstand i befolkningen og endda også blandt elitens egne medlemmer. Så hvorvidt det er magtelitens våde drøm, må være op til de 423 mest magtfulde danskere at vurdere, men man kan i hvert fald ikke konkludere, at de er blevet forbigået i regeringsgrundlaget.
Jeg tror, at politikerne har oplevet en frustration fra mange af de andre magtelitepersoner, om hvordan magtkampen mellem rød og blå blok nogle gange har betydet, at man har givet yderfløjene for stor indflydelse
CHRISTOPH ELLERSGAARD Lektor i sociologi og forfatter
Rikke Barfoed har kæmpet mod spiseforstyrrelse i snart 20 år, været indlagt talrige gange og svævet mellem liv og død på flere niveauer. Med en kropsvægt langt under gennemsnittet holder Rikke Barfoed sig alligevel i live til stor undren for folk omkring hende
En flexchauffør fremtryller en kørestol og løfter en tung taske op på dens sæde. En spinkel kvindelig passager fra taxaen skubber kørestolen foran sig igennem kulden. Ruten fører ind gennem en støjende, menneskefyldt foyer og videre ind i en elevator med kurs mod en lydfattigere 6. sal, hvor hendes parfume bryder den sterile lugt. Kørestolen parkeres på værelse 107. Fra værelsets vinduesparti kan man næsten røre skyerne. Det er her på Odense Universitetshospital, at Rikke Barfoed hver uge kommer for at få taget blodprøver. Selvom hun er 32 år og 170 cm høj, siger vægten blot 25 kg. Hun når kun lige at smide jakken, inden en sygeplejerske afsøger hendes arm i jagten på en blodåre. Bedst som samtalen er kommet i gang, kommer resultatet. Sygeplejersken vender tilbage for at tilkoble en slange til den udspilede blodåre i Rikkes spinkle venstre albueled. Rikke griber ud efter sin vinterjakke og trækker den over sig, mens hun ser på mig og forklarer:
»Det er ikke fordi, du ikke må se. Vandet er bare så koldt, at jeg fryser. «
250 ml. saltvand i timen ad fire omgange er nu yderligere på menuen i dag, og det er udover de fem skemalagte måltider, der skal indtages på klokkeslæt. Der er stort udvalg af muligheder til hvert måltid, men hverken vægt eller kalorieantal fremgår. Det vækker en angst hos Rikke. For hun lider af anoreksi, en spiseforstyrrelse, der har fulgt hende, siden hun var 14.
Fra large til xxs Rikke har dog ikke altid været slemt undervægtig.
»Som 11-årig vejede jeg 70 kg og blev mobbet med, at jeg var for tyk. Da jeg skulle konfirmeres, begyndte jeg at være mere opmærksom på, hvad jeg spiste. Pludselig tog det så bare overhånd.«
Det gik fra et fravalg af søde sager til løgne om, at hun havde spist hos andre og derfor ikke skulle have aftensmad hjemme. Et sidespor, der førte til, at hun til sidst blot spiste en enkelt tallerken pasta hver onsdag. Rikke blev indlagt dagen efter blå mandag. Kort tid efter blev hun udskrevet, da hun begyndte at tage på i vægt. Men hverken Rikke eller hendes mor følte, at de var klar til at
tage hjem. Moren, der var leder i hjemmeplejen i lokalområdet, måtte herfra selv stå med ansvaret for at tage hånd om sin datter, når hun havde fri. Rikke har i grove træk boet hjemme hele livet.
Drik dig på benene
To hurtige bank lyder på døren her på Odense Universitetshospital. Før Rikke svarer, vælter en ny sygeplejerske ind med en sort opløsning, der ligner et shot stærk spiritus. Formålet er dog ikke at drikke Rikke under, men derimod at holde hende på benene. Rik-
ke er nemlig i kaliumunderskud. Efter en kort protest glider kaliumopløsningen gnidningsløst gennem svælget. Rikke ved, det er for hendes eget bedste. Rikke er iført et par sorte Dr. Martens, der både tjener som fodtøj og træningsredskab. Uden træning er hun bange for at miste den sidste mængde muskelmasse, der gør hende i stand til at gå. Hun har tidligere været henvist til kørestol og fastindlæggelse på afdelingen. Ifølge hende selv tvang stædighed hende op af stolen. Det er den samme stædighed, der er årsagen til, at hun overlevede lægernes profeti om, at hun
ikke ville blive 30. Men ifølge Maria Guala, der er overlæge ved Team for Spiseforstyrrelser på OUH, kan der være flere forklaringer på, at man kan leve i mange år, hvor man vejer 25 kg.
»En støttende familie derhjemme, socialt netværk og ikke mindst det, at man regelmæssigt kommer til kontrol, er alle vigtige at have med i ligningen, når man tænker: ”Hvordan kan denne person dog være i live?”. De folk, der står uden de ting, har dårligere odds.«
Maria Guala fortæller yderligere, at personer uden førnævnte ting oftest vil være mere tilbøjelige til at gøre alvor af selvmordstanker. Rikkes tanker holdes dog i skak af familiens støtte og omsorg. Rikkes mor er for nylig overgået til at passe hende på fuld tid. Lige inden klokken slår 15:30 og 1,5 dl ylette og to spsk. müsli skal indtages, spørger jeg til Rikkes håb for fremtiden. Rikke lægger sin jakke fra sig og bevæger sig mod vinduespartiet med stativet med saltvandsdrop rullende efter sig. Der er en del sekunders stilhed, mens Rikke stirrer ud ad vinduet. Selvom vi er tæt på skyerne her på sjette sal, er det hverken nu eller herfra, Rikke vil rejse ind i dem. »Jeg har mere at leve for. Først og fremmest en familie. Jeg vil gerne se mine brødres børn blive store. De holder mig i live.«
Få hjælp og rådgivning.
Har du, eller en du kender måske en spiseforstyrrelse?
Du kan kontakte LMS - Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, der giver rådgivning på telefon 7010 1818 eller på www.lmsos. dk/raadgivning.
Her kan du både få rådgivning gennem telefonen, chat, SMS, video eller personligt fremmøde
Fra
spiseforstyrrelse,Tekst af Sonny Kastberg Foto af Sonny Kastberg
»Det er ligesom nu, at jeg peaker på Zetland. Det er nu, du ringer. Det er nu, Clement ringer.«
Det rastløse og legesyge har altid boet i Merian Garde Gräs. Med skiftet fra vært på Zetlands daglige nyhedspodcast Helikopter til deres politiske redaktion, håber hun at få mere tid til fordybelse. I interviewet må hun prøve blot at være tilstede.
Af Sebastian C. Christensen Foto: Frederik KongsgaardDer ligger en trold i caféens have forklædt som et stengærde.
Tænk hvis den rejste sig op.
»Hvad laver den trold der?« spørger
Merian Garde Gräs.
»Hvor længe har den ligget der?
Hvor skal den hen?«
Hendes spørgsmål smitter. Hendes tøj bliver levende foran mig. Den hvide striktrøje spejler skydækket udenfor.
Udskæringen i halsen bliver til et hul op til himlen, hvor silhuetter af svaler flyver rundt. Hvorfor flyver de så højt?
»Det hedder vel fantasi, ik’?« Hun holder en lang pause.
»Jeg kan stadig godt få sådan nogle barnlige tanker.«
Merian Garde Gräs stopper som vært på Zetlands daglige nyhedspodcast Helikopter for at blive en del af deres nye politiske hold. Men det er ikke derfor, jeg er ude og interviewe hende. Det er jeg på grund af noget, hun sagde om sit skifte:
»Jeg har siddet bag roret nu i to år, og det har været en kæmpe fornøjelse. Men to år med daglige deadlines får mig også til at savne lidt mere fordybelse.«
Derfor troede jeg også, at portrættet af Merian Garde Gräs ville handle om netop det: Tid og fordybelse.
En journalist blandt journalister
Merian Garde Gräs er dramatisk, og hun elsker fortællinger. Fortællinger som trolden i caféhaven ser hun overalt. Hendes døtre tigger hende om at improvisere endnu en fortælling om Gaia og Iben, to af deres kammerater, der nu er blevet til karakterer i utallige fortællinger. Som den, hvor de kører ræs på hele Møn i naboens traktor, og forældrene til sidst må hente dem i brummen. Den er en af klassikerne, og dem er der efterhånden mange af.
Og så er Merian Garde Gräs journalist. En rolle hun har svært ved at lægge på hylden.
»Jeg ævler bare, Sebastian. Jeg er vildt dårlig til at blive interviewet. Du må hjælpe mig lidt. Jeg plejer at sidde derovre,« siger hun og peger på mig.
Hun griner, da jeg spørger, hvad farve hendes bil er. Da jeg spørger ind til detaljer omkring hendes tur op i Skovtårnet syd for Haslev. Hun har spurgt ind til, hvad jeg vil med
interviewet. Hvor er jeg på vej hen? Men lige der, er hun ikke i tvivl. Hun ved, hvad jeg laver. Jeg vil bruge det som en scene, og det er derfor, jeg udspørger hende om detaljer. Hun har selv gjort det hundrede gange før.
Merian var teenager, da hun gik rundt til en Lis Sørensen koncert med en blok papir og tog noter. Det var på Sølund Festivalen.
»Jeg har følt mig virkelig sådan, wow, nu skal jeg have sanserne åbne og skrive alt ned, jeg kan huske og se.«
På Horsens Folkeblad, hvor hendes mor arbejdede, kunne der godt være travlt, og så blev Merian nogle gange sendt i byen. Sendt afsted for at tage noter til en reportage.
Merian er vokset op med journalistikken. Mor, storesøster, onkel og tante er journalister. Og hendes skolelærer-far har altid skrevet kronikker. Nu er Merian selv gift med en journalist. Men for hende selv var det ikke åbenlyst, at hun skulle den vej. Det er den klassiske fortælling med forældrene på sidelinjen, der siger: Vent du bare og se. Du skal nok følge i vores fodspor.
Hun lukker øjnene og tænker, da jeg spørger hende, hvornår hun vidste, at hun ville være journalist. Selv når hendes øjne er lukkede, er de udtryksfulde. Folder springer ud fra dem og vidner om, hun tænker godt efter. Hun prøver at huske det.
»Hvornår fanden var det, jeg ligesom…«
Hun taler sig langsomt frem til svaret. I 2005 var hun på teaterskole, der var hun i også 2006. Hun arbejdede på en vammel mexicansk restaurant om aftenen og følte sig meget kunstneragtig.
»Det var jeg overhovedet ikke.«
Men hun søgte aldrig ind på Skuespillerskolen. Så var det måske i virkeligheden der? Hun springer frem i historien:
»Jeg kan i hvert fald tydeligt huske, da jeg fik besked. Jeg var fuldstændig sikker på, at jeg ikke var kommet ind på Journalisthøjskolen.«
Det har været en dårlig dag, og Merian åbner brevet. Hun har fået en standbyplads, og så bryder hun sammen. Jeg er ikke kommet ind, jeg er ikke kommet ind, tænker hun. Straks ringer hun til sin mor, »jeg er ikke kommet ind«, »prøv lige at læse det op igen, du er jo kommet ind,«. Gud jeg er kommet ind, tænker hun. Der er en plads om et halvt år.
»Der kunne jeg mærke, åh det er det rigtige. Og så var det bare fra dag et, altså jeg har jo elsket det lige siden, fuldstændig. Det er præcis lige så legesygt og rastløst et fag, som jeg er. Jeg føler mig rigtig godt tilpas.«
»Går det efter planen, Sebastian?« spørger hun mig.
Man kan øve sig i fordybelse Merian søger fordybelsen både i og udenfor journalistikken.
»Det bliver du både en bedre journalist og et bedre menneske af. Lige at fordybe dig. Og lige træde ud engang imellem. Og mærke et andet tempo. Det kommer fra et menneske, som har højt tempo og høj rastløshed. Det er noget, jeg har skullet øve mig i. Men jeg kan jo mærke, hvad det gør. Det er der idéerne kommer og pibler frem.«
Merian trådte selv ud forleden og satte tempoet ned. Hun gav plads til fordybelsen.
Det er en eftermiddag onsdag d. 8 februar 2023, og lidt syd for Haslev kører en lyseblå Skoda Octavia sydpå ad E47 mod Møn. Bag rattet sidder Merian. Ud af højtalerne kommer P1 programmet Akkurat med Clement.
Hun har sagt ja til at være med i panelet på programmet uden egentlig at vide, hvad det er. Merian er på vej til Møn alene for at få et par rolige morgener. Og så ser hun det. Skovtårnet. Hun har kigget på det skovtårn mange gange. Men hun har haft hele bilen fuld. Og hun har haft en plan. Og hun har haft en instinktiv lyst til at komme op i det tårn, men er kørt forbi. Nu gør hun det! I sidste øjeblik når Merian at dreje af. Det må være den her afkørsel, tænker hun.
Bilen er parkeret, og Merian trasker afsted uden noget i ørerne. Tankerne flyder frit. Der er ingen retning på. Hun ved, hvor hun fysisk skal hen, så det skal hun heller ikke tænke på. Det er en pause. Hun mærker, at træet er glat at gå på.
Solen skinner højt på himlen. På toppen af Skovtårnet mærker Merian, der er noget, der er større end hende selv. At hun er lille i et hav af nøgne træer. Det er vidunderligt.
»Lige så vel som jeg i interviewene jo lader mig lytte og lader mig gå med, så øver jeg mig også i at gøre det som menneske. At prøve at løbe ud af tangenterne. Når vi troede, vi var på vej et eller andet sted hen, så kunne det godt være, at vi lige skulle stoppe der.«
I historierne er der mennesker
»Men må jeg høre, har du nogle temaer, vi skal omkring, som vi ikke er omkring? Altså skal jeg sådan… Skal jeg vide noget om din plan?« spørger hun mig.
Hun har selv lige kaldt det at blive interviewet det ultimative kontroltab. Fortalt hun selv prøver at få folk til at være sig selv. Slappe af. Og hvordan gør man det? Hvordan får man folk til at slappe af? Måske ved at være menneskelig. Det insisterer hun selv meget på. At være empatisk.
»Det handler om at få folk til at føle sig trygge selv i de konfronterende situationer. For ellers får du ikke lukket dem op.«
Og for Merian handler det også om at vise menneskene i historierne. Som regnedrengen Kaare Græsbøll. Det kan man kun ved at være til stede. Midt under Corona sad Kaare i sin lejlighed på Islands Brygge og regnede på op- og nedlukninger. Og til et afsnit af Helikopter fik Merian fat i ham. Regnedrengen.
»Jeg tror, det var det, han sagde. At han
havde arbejdet i døgndrift og næsten ikke set sine børn, fordi der var så stort et politisk og folkeligt pres på, at han skulle regne på de forskellige scenarier. “Har det også været lidt for meget?” Og så begyndte han bare at fortælle, hvordan han var gået fuldstændig ned med stress.«
Kaare bukkede under nede i Brugsen.
»Hvis Kaare ikke virker, hvis han står nede i Brugsen og går fuldstændig i sort, så er der jo noget galt. Så skal vi jo sørge for at finde forståelse for den mand og den kompleksitet. Og at han gør det så godt, som han kan. Hvilket jo er sådan en lidt kontra-klassisk journalistisk tænkning, som jo er enormt kritisk og skeptisk på alting.«
»Det berørte mig bare som menneske, at han gav alt, hvad han overhovedet havde i sig.«
Den naturlige fortæller
»Jeg har sluppet tøjlerne, jeg har fuldstændig… Det kan tage mange retninger,« siger Merian og gør igen opmærksom på interviewsituationen.
Men det er ikke kun Merian, der sidder overfor mig. Nogle gange er det værten på Helikopter. Som om nogle ting får hende til at slå over i den stemme. Men Merian har mange stemmer. Mange roller. Hun springer rundt i dem, når hun gengiver personer, hun har talt med. Karakterer. En af dem er Samira Nawa, folketingspolitiker for Radikale Venstre. Merian fortæller, hvordan de smalltalkede i telefonen personligt, frit og afslappet. Hun gengiver sin egen stemme:
»Okay, jeg tænder lige båndet«.
Hendes ansigtsudtryk ændrer sig, og hun er nu Samira Nawa: »Ja, det vi mener i Radikale Venstre er…«.
Merian vil gerne ryste politikerne ud af prompteren. Væk fra det indøvede.
»Jeg får også lyst til at få politikerne til at tale som mennesker. Der ligger også nøglen til, at vi kan komme til at holde lidt mere af dem,« siger hun.
På Zetland arbejder de med tre niveauer i deres historier. A, B og C. C-niveauet er mennesket. Kaare. B-niveauet er bygningerne, lovene, samfundsstrukturerne, fortæller hun. Med hendes armbevægelser tegner hun en bys skyline foran mig. Jeg ser rækken af firkantede huse med døre, vinduer og skrå tage.
»Og så har vi A-niveauet,« siger hun, da hendes hænder flyver op i luften og tegner Solen, der skinner ned på husene, som nu har forvandlet sig til en by.
»Hvad siger den her historie så om os som samfund? Eller om Verden eller om den måde vi lever i den i.«
Merian er en naturlig fortæller. Når hun ikke afbryder mig for at spørge ind til, hvor interviewet er på vej hen, skinner det igennem. Med øjenkontakt og en fortælling suger hun mig ind. I korte øjeblik er alt andet end Merian ude af fokus. Lyset er dæmpet. Der er en mørk vignette om hende. Det er betagende. Så betagende at det gør opmærksom på sig selv. Jeg kan mærke, jeg er helt inde i hendes verden. Der ser man de dramatiske ansigtsudtryk. Øjenbrynene der løfter sig i buer for at understrege en pointe.
Og hun bringer fortællingerne med sig overalt. Det var Merian, der indførte, at Helikopteren skulle have spændingsbuer. Fordi hun selv er en utaknemmelig lytter.
»Særligt på lyd, fordi vi laver alt muligt samtidig. Og så bliver vi jo distraheret. Der-
for synes jeg, det var vigtigt, da jeg kom ind. At der var en spændingsopbygning.«
Berettermodellen sidder på rygraden af hende. Måske fordi hun hele tiden fortæller Gaia og Iben historier. Måske fordi hun dyrkede teatret som ung. Måske fordi hun er Merian Garde Gräs. Og hun er vild med den. »Jeg er stor fan af Berettermodellen. Og det er endt med at være en grundskabelon, men en lille smule tweaket.« »Hvis jeg skal sætte min egen journalistiske karriere indtil nu på Beretter, det er jo faktisk meget sjovt. Vi er på klimaks nu. Det er ligesom nu, at jeg peaker på Zetland. Det er nu, du ringer. Det er nu, Clement ringer.« Det er lidt uklart, hvor anslaget skal være. Da hun starter på Journalisthøjskolen i Aarhus tilbage i 2007? Praktikken på DR? Måske da hun laver Langt Fra Borgen, politisk tv til det gule segment, og får lov at smide vinkler ud af vinduet? Hun vil gerne have sin start på Zetland i 2021 til at være Point of no Return. Men hvad gør hun så af sine to år som lektor på SDU, der fik hende til at føle, hun ikke faker mere? Der fik hende til at sige: »Jeg ved, hvad jeg kan. Jeg ved, hvad jeg er god til.«
Sikkert er det, at der gemmer sig flere vendepunkter i hendes tid på Zetland. Det første var, da hun startede på Helikopter. For der kunne hun for første gang forene sit journalistiske jeg med sit dramatiske jeg.
»Jeg bruger min viden om scenen, stemmen og kroppen. Og karaktererne. Det er en kæmpe del af mit arbejde nu. Jeg bruger det hver dag, når jeg står i et studie. Jeg skal have fat i min intention, fat i min krop og
min stemning.«
»Det er første gang noget, nogen ser og siger: Det der er faktisk noget, vi kan bruge. Det er værdifuldt, det du kan.«
»På Zetland kan jeg jo mærke min personlighed og det, jeg kan gå op i en højere enhed.«
»Hvad mangler du Sebastian?« siger hun og griner.
Tid og fordybelse
Merian skal være med til at opbygge Zetlands politiske redaktion. For nu er det tid til noget andet. Et nyt vendepunkt. Det handler om ikke længere at have daglige deadlines. Ikke at skulle løbe et maraton hver dag. Tid til mere fordybelse, længere deadlines.
»Jeg tror, pauserne og fordybelsen, og det at du gør noget, der ikke handler om journalistik. Og det at du bruger din fantasi, og at du er legesyg og nysgerrig bare som menneske, tror jeg gør dig til en bedre journalist. Og det kræver, at du giver plads, det kræver, at du lægger din telefon væk, og at du gør noget andet. Det kræver, når du har haft deadline hver dag og løbet et maraton i to år, at du siger,« hun efterligner lyden af hvinende bremser.
»Pause, nu tager vi lige noget andet. Fordi jeg kunne da godt være en af dem, der brændte sammen, hvis jeg lige blev ved et halvt år mere.«
Interviewet er ved at være slut.
»Giver det mening? Jeg tror, jeg skal stoppe med at tale nu.«
Aquemini fortjener klart et genlyt eller måske hører du det for første gang. Outkast var ikke som andre og lød ikke som andre, men de forstod at fortælle en historie med deres musik, så det også i dag, så mange år efter, er værd at lytte til.
Ianledning af at albummet ‘Aquemini’ runder 25 år, vil jeg tage dig i hånden og fortælle om, hvorfor Outkast er værd at dykke ned i, og hvorfor det lige skal være jubilæums albummet ‘Aquemini’. Et album som fik five-mics af det anerkendte Hip-Hop magasin The Source og landede på plads nummer 49 på Rolling Stone’s ‘The 500 greatest Albums of All Time’.
Du skråler sikkert med, når sange som Ms. Jackson, Hey Ya og Roses bliver spillet. Det er måske de eneste sange, du kender fra Outkast. Men under overfladen venter en verden med spændende lyde, forskellighed og fede fortællinger.
Duoen Outkast bestod af Andre 3000, hvis borgerlige navn er André Lauren Benjamin og Big Boi, som hedder Antwan André Patton. Navnet ‘Aquemini’ er en sammentrækning af stjernetegnene Aquarius, som er (vandmand) og Gemini (tvilling), som er de stjernetegn duoen har - Andre 3000 er tvilling, og Big Boi vandmand.
Det er også derfor, at man på bagsiden af vinylpladen kan se symbolerne for stjernetegnene, der er sat sammen. Det er for at vise deres individualitet og komme sammen som en.
3 sange fra ‘Aquemini’ der overbeviser dig om, hvorfor Outkast er værd at dykke ned i
Nummeret ‘Return of the “G”’ skyder de rygter ned, der gik på, at Outkast var ved at gå i opløsning grundet deres store forskellighed. Der blev stillet spørgsmålstegn ved hvorfor Big Boi, en arketypisk gangsterrapper, ville associeres med en “soft”-rapper som Andre 3000. Big Boi er den klassiske rapper med baggy cowboybukser, Timberlands og baseball jerseys. Han røg marijuana og havde børn med forskellige kvinder. Mens Andre 3000 er den flamboyante type som gik i store pelsbukser og udforskede sin personlighed. Han blev kærester med Erykah Badu, stoppede med at ryge marijuana og blev vegetar, som var atypisk i den tid for en gangsterrapper.
De var så forskellige, at når de skulle på tour, kørte de i forskellige busser. Big Boi kørte i bussen uden de store regler, bl.a. måtte der ryges marijuana indenfor. Hvor Andre 3000 kørte i sin egen bus, hvor hans behov blev opfyldt - ingen rygning.
De slog det dog fast med syvtommersøm, at det ikke var et problem. Det bliver sagt med med rim;
“Each other, like we brothers from another mother
Kind of like Mel Gibson and Danny Glover.”
I sangen viser de, at de udmærket er klar wover, at de ikke ligner hinanden. Men de
kender hinandens roller og i stedet for at skilles, som der var mange rygter om, viser de, at det kun gør dem stærkere. Forskelligheden sejrer.
Outkast havde fået kritik fra deres fanskare efter deres andet album ATLiens, for ikke at belyse de problemer som ghettoen har. ATLiens var mere gospel inspireret, blød i beat’ene og med positive budskaber. I ‘Return of the “G”’ sætter de kritikerne til vægs om, at de er blevet bløde og i stedet snakker om individualitet, mennesket, natur og afhængighed. De viser i sangen, at de sagtens kan rappe tight, hvis de har lyst. Andre 3000 viser fra første
sang på albummet, at han vil bringe sin gangsta persona ind på albummet. Men de laver musik, som de selv finder interessant.
Kreativitetens højborg
Næste sang er ‘Aquemini’, som også er titlen på albummet. Det specielle ved Outkast er, at de ikke lyder som nogen andre. Det gør de heller ikke på dette nummer. Modsat andre hiphop sange med tunge basgange er de inspireret af funk, og det bærer deres musik også præg af. Nummeret skildrer, hvordan de har udforsket deres personlighed og gået igennem mange faser i deres liv for at finde sig
selv. Navnet på sangen bunder i, at der er stor forskel på de to rappere.
Det er med denne sang, Andre 3000 skriver sig ind i toppen af rap med sit fjerde vers. Mængden af dobbelt- og trippel-rim viser hans overlegenhed. En disciplin, der er svær at mestre, men som Andre 3000 gør til perfektion.
My mind warps and bends, floats the wind, count to ten
Meet the twin, André Ben’, welcome to the lion’s den
Original skin, many men comprehend I extend myself, so you go out and tell a friend
“SpottieOttieDopaliscious” er en sang, der varer over 7 minutter. Det er ikke tit, man ser et omkvæd, der kan stå alene rent instrumental. Men Outkast har formået med de fedeste trompeter at få det til at fungere virkelig godt. Det lyder næsten majestætisk og er helt fængende, øret vil høre mere. Face it, blæseinstrumenter er bare for fede, og det ved Outkast. Lige præcis disse trompeter har også været samplet i flere sange af blandt andet kunstnere som Beyonce, Logic og Joey Bada$$. Sangen handler om mødet med en kvinde
My mind warps and bends floats the wind, count to ten meet the twin, André Ben’ welcome to the lion’s den Original skin, many men comprehend I extend myself, so you go out and tell a friend
ANDRÈ 3000
Sang: Aquemini
i byen og hele det spil, der foregår mellem dem, som i denne situation er en kvinde og en mand.
Hvis ‘SpottieOttieDopaliscious’ skulle oversættes i dag, ville det nok være til ‘wife material’.
Overordnet er ‘Aquemini’ et helt gennemført album, som helt klart fortjener et lyt, hvis du ikke har hørt det. Det er specielt, fortæller wgode historier, og deres lyd er anderledes. Der er tænkt over musikken, og deres kreativitet skinner igennem i sangene. Albummet er indspillet med rigtige instrumenter, som lige gør det 10% federe. De viser, at når forskelligheden blomstrer, ender det ud med spændende musik.
Anmeldergerningen er ikke en højt prioriteret disciplin på vores studie. Derfor har vi i denne måneds KULTUR allieret os med tre kulturskribenter, der giver os deres råd til, hvordan de anmelder kultur.
Ida Rud, musik- og filmanmelder. Journalist på Troldspejlet, radiovært på P2 Klassisk, P6 Beat, P8 Jazz og freelancer
1: Gå i gang med at anmelde nu! Også selvom du ikke har et medie i ryggen. Du skal bare gøre det og få erfaringen. Finde din stemme, dine styrker og svagheder. Så har man nemlig også noget konkret at vise, når man skal kontakte et medie om at blive publiceret.
2: Se en masse film, hvis det er film, du gerne vil anmelde. Læs en hulens bunke bøger, hvis det er bøger, du gerne vil anmelde - og så videre. Jo mere du kender indenfor dit område, jo bedre kan du spotte tendenser og sætte det i perspektiv.
3: Læs eller lyt til andre anmeldere. Kig især på udlandet. IndieWire, The New Yorker, Empire med mere, og både på skrift, lyd og billede. Hvis du fx skal se “The Whale”, når den får premiere, så læs flere debatter, klummer, anmeldelser og sæt dem op imod hinanden. Bid mærke i, hvad du kan lide, og tænk så over hvorfor. Læg mærke til, hvor meget personlighed der også skinner igennem i anmeldelserne.
4: Man skal ikke være bange for at henvende sig til et medie, selvom man ikke har erfaring. Nogle vil bare gerne have skribenter, der er sultne efter at lave noget. Og ofte er de mindre medier virkelig gode til grundig og konstruktiv feedback. Jeg har nærmest lært mere af redaktør Claus Christensens feedback på mine ting i Filmmagasinet Ekko, end jeg gjorde i min tid på Journalisthøjskolen.
5: Sæt dig ind i, hvilket medie du skriver til. Da jeg var ny og ville ind på markedet, skrev jeg en koncertanmeldelse, som jeg sendte rundt til flere musikmedier. Jeg havde brugt stjerner i anmeldelsen, og et af medierne svarede, at det var en fin anmeldelse, men at deres medier altså ikke brugte stjerner. Det viste en ligegyldighed og sjuskethed fra min side, som de selvfølgelig ikke ville binde an på.
Jesper Olsen, redaktør og journalist på Zetland, der især dækker kultur
1: TAG IKKE NOTER
Jo, hvis du anmelder en bog, et spil eller andet, som indbyder til at holde pauser undervejs, men ellers ikke. Det river dig ud af opleverens rolle, og mens du skribler den ene vigtige detalje ned, går du glip af to andre. Du kan godt huske det vigtigste alligevel, og det, du ikke kan huske, kan du slå op.
2: SKRIV DANSK, MAND (M/K)
De første par anmeldelser, jeg skrev, er nærmest ulæselige. Som mange unge skribenter troede jeg, at en anmelder skulle slå om sig med fremmedord, fagudtryk, floromvundne sætninger og bogstavrim. Men sprogligt snobberi og namedropping gør ikke en god tekst, og tit er det staffage, der skal skjule, at skribenten ikke tør eller evner at servere sine pointer i et klart sprog. Som en redaktør rådgav mig efter at have læst en af mine tidlige anmeldelser: Skriv dansk, mand!
3: VÆR BEGEJSTRINGSPARAT
Der er mange, som dyrker klicheen om den fnysende anmelder med korslagte arme, der deler elegante svinere ud til højre og venstre. Rollen passer godt til en kynisk tid, hvor det at lade sig begejstre er at blotte sig. Men forhåbentlig anmelder du, fordi du har en kærlighed til din kunstart of choice. Som anmelder er du en ambassadør for denne kunstart, så den kærlighed skal frem i lyset. Vær ikke bange for at lade dig rive med og vise din begejstring.
4: LÅS DIN KARAKTER MED DET
SAMME
Tit anmelder man noget, andre har anmeldt før én, og det er så fristende at konsultere deres meninger for at validere sin egen. Og hvis ens førstehåndsindtryk ligger langt fra flertallets, er det nemt at blive vankelmodig. Måske er det mig, der tager fejl? Og så skriver man en anmeldelse, der lægger sig op ad alle de andre. Det bedste ville nok være slet ikke at læse og lytte til, hvad andre har sagt, men det har de færreste selvkontrol nok til. I stedet kan man på vej ud fra koncerten, teatret eller biografen sende en besked til sin redaktør, hvor man skriver, hvor mange stjerner man har tænkt sig at give. Så fanger bordet. Hvis man ikke skal give karakter, kan man på anden måde tilkendegive sit begejstringsniveau.
Klaus Knakkergaard, kulturredaktør på Fyens Stiftstidende og medvært på podcasten I Byen Odense
1: Perspektiv Grundlæggende mener jeg, at alle for så vidt er i stand til vurdere et stykke kultur ud fra ens egen virkelighed, men det bliver ofte uinteressant, hvis det ikke sættes i en kontekst. God kunst vil jo noget - hvis ikke anmelderen kan analysere det og hjælpe modtageren ind i det, bliver det ligegyldigt.
2: Fakta
En faktuel smutter kan være, af større eller mindre grad, men indtrykket, det efterlader, hvis man fanges i det er enormt, fordi det vil være et helt validt ankepunkt mod anmelderen. Hvis du ikke engang har styr på fakta, hvordan skal jeg så kunne stole på, at du kan perspektivere og forholde dig til værket.
3: Argumentationen
Det er drønhamrende vigtigt, at anmelderen altid kan køre sine påstande igennem en argumentationsanalyse uden at tabe ansigt. Igen er vi inde at pille ved troværdighedenhvis dit argument kan flås fra hinanden, kan jeg så stole på dig? Jo grundigere du er med din argumentation, desto lettere bliver det for læseren at tro på dig.
4: Målgruppe og beskrivelse
Det virker indlysende at tænke på beskrivelsen. Men ofte læser jeg anmeldelser, hvor jeg er i tvivl om, hvad det er, jeg skal forholde mig til, og det er udelukkende anmelderens opgave at sætte den ramme. I direkte forlængelse af det ligger målgruppeanalysen. Hvis man ikke er klar over, hvem man skriver til, kommer anmeldelsen let til at virke arrogant og elitær eller i modsatte tilfælde irrelevant. Begge dele skubber læserne væk - og det er dem, vi skriver til.
5: Motivation
Hvis vi forlanger, at kunsten gør sig umage for at give os noget, så skal kunsten også forlange det af os, når vi vurderer og formidler den. Anmeldelsen skal, som jeg tidligere har pointeret, sætte kunsten i perspektiv og gøre læseren i stand til at tage stilling før, under og efter den givne oplevelse. Ikke dermed sagt, at man ikke må træde i karakter som anmelder, det skal man afgjort, men det skal være i kraft af ens viden, formidling og argumentationikke for en klikbar rubrik - det er ikke fair.
Aksel Strandbygaard, kritiker for Weekendavisen
1. Husk din magt
Anmeldelsen har i sin natur en ulige magtbalance: Mens anmelderen stort set har carte blanche til at udlægge, fortolke og dømme et værk, anses det som dårlig situationsfornemmelse, hvis en kunstner forsøger at forklare eller forsvare sit dårligt anmeldte værk. Det er vigtigt at huske på denne magtforskydning og gøre sit bedste for at præsentere og forstå et værk på dets egne præmisser.
2. Lad værket tale
En anmeldelse skal altid handle om det anmeldte, og ikke om dig som anmelder. Derfor er det vigtigt at lade værket tale for sig selv – særligt i negative anmeldelser. I litteraturog podcastanmeldelser kan det være citater, i film- og kunstanmeldelser stills eller billeder fra en udstilling.
3. Forsøg at gengive værket
Mange værker (navnlig film og skønlitteratur) har en særlig stemning, tilstand, rytme, syntaks og stemme, og de forhold synes jeg indkapsler et værks essens og væsen i langt højere grad, end handlingen gør det. Derfor bestræber jeg mig også på mimetisk at gengive disse egenskaber, når jeg skriver anmeldelsen og lade sproget og stilen i min anmeldelse inspirere af værkets ditto. Hvis man anmelder en nyoversættelse af et Shakespeare-skuespil, vil jeg altid bruge et andet sprog, end hvis jeg anmelder en ung digters formeksperimenterende debut.
4. Inviter læseren ind
Vi har alle prøvet at være tredje hjul og uengageret siddet og overværet en interaktion mellem to hengivne eller opildnede personer. Lignende situationer kan hurtigt opstå i anmeldelser. Fordi du sidder med et værk, som du har brugt flere timer med og kender godt, er det vigtigt at huske, at der altid er en tredje, læseren, til stede, som anmeldelsen skal henvende sig til, og som skal inviteres ind i værket.
5. Skjul ikke anmeldelsens tilblivelsesproces Nogle anmeldere har en tendens til at skrive som var de en anden profet, der stiger direkte ned fra bjerget og udsiger urokkelige sandheder om det anmeldte værk. Men det er vigtigt at eksplicitere usikkerheder og være opmærksom på og åben om egne bias i bedømmelsen.
Silke Tanis (de/dem) er en non-binær person, som gerne vil gøre sit for at transkønnet porno bliver mere mainstream. Derfor har de oprettet en OnlyFans-konto som et aktivistisk indspark til en pornoindustri i rivende udvikling.
For niende år i træk har Pornhub Insights udgivet en omfattende statistik over deres brugeres pornovaner. Her bliver der bl.a. indsamlet data om de mest søgte ord på Pornhub fra foregående år. I år 2022 steg pornokategorien “transkønnet” i popularitet med 75 % fra det foregående år. Nu er det den 7. mest populære kategori på verdensplan og den tredje mest populære i USA, og det på trods af, at det langtfra er alle lande i verden, der anerkender transkønnethed.
D. 17. august 2020 blev det første pornografiske billede uploadet på Silke Tanis’ Onlyfans-profil. Kort forinden var de sprunget ud som nonbinær, og dermed ikke identificerer sig som hverken mand eller kvinde. I begyndelsen kunne man for et lille beløb om måneden få adgang til alt det indhold, Silke Tanis lagde op. I dag er deres side gratis.
»Det, der skete, var, at jeg ikke rigtig fik noget respons i løbet af det første år, selvom jeg postede ret tit. Det var bare hårdt at smide så meget arbejde ned i shoots og alt muligt og så ikke få noget respons på det. Og så var jeg sådan, okay, så åbner jeg den,« fortæller de på vej hen til den bar, hvor Silke Tanis ender med at købe en øl.
Det er køligt udenfor, da jeg mødes med Silke Tanis ved Super i Aarhus – Et queer mødested drevet af frivillige. Gemt lidt væk i en gyde på Mejlgade 53, finder man klub-
ben, hvis fundament er bygget på ideen om anti-racisme og sexisme, samt bandlysning af homo- og transfobi. Et sted, Silke Tanis kommer tit. De føler sig nemlig mest trygge omkring queer-personer.
Ville ikke være influencer
OnlyFans er et af de nyeste skud på stammen, hvad angår pornografi på sociale medier. Her kan man abonnere på personer, der uploader indhold i form af billeder og videoer. Der er meget social-media-funneling forbundet med at være creator på OnlyFans. Man skal helst være aktiv på mange sociale medier for at gøre reklame for sig selv og få folk dirigeret hen på éns profil. At være influencer var bare ikke noget, der tiltalte Silke Tanis: »Jeg er virkelig ikke influencer. Jeg har prøvet hårdt på at være det, men det er bare ikke der, mit fokus ligger. Jeg kan godt lide at lave kunst, og det er der, mit fokus ligger.«
Et aktivistisk selvhjælpsprojekt
OnlyFans-projektet handlede fra starten om, at Silke Tanis fik en platform, hvor de kunne vise sig selv og udforske det med at være nøgen, sexy og feminin. Et sted, hvis formål var at tiltrække andre queer-personer og være en transkønnet repræsentant i pornobranchen.
»Det er lidt syret, fordi jeg egentlig ikke tror, at jeg har det, som om det er en hobby. Jeg har det lidt mere sådan, at det har været en form for projekt. Altså sådan et selvhjælp-
sprojekt,« fortæller Silke Tanis.
Selv beskriver de deres porno som aktivistisk kunst. Silke Tanis’ sag handler om at nedbryde tabuer om porno, sex og nøgenhed, samtidig med, at de bidrager til mere mainstream queer-indhold i porno.
»Jeg føler, vi i vores samfund har brug for flere folk, der er modige og tør at gøre noget, selvom det virker lidt nøjeren og er tabuiseret. Og jeg ved godt, jeg ikke er den største stemme i det, men det, at jeg gør et eksempel, er aktivistisk i sig selv,« fortæller Silke Tanis og tager en tår af sin øl.
Silke Tanis’ OnlyFans består både af erotiske videoer og billeder, de selv har taget, men noget af deres indhold har de også fået hjælp til at lave af en god ven, som også er fotograf.
På profilen finder man bl.a. Silke Tanis, der poserer nøgen dækket af mønster-tegnet kropsmaling i en skov. Et andet opslag viser en prisliste over personlige videoer med et tilhørende billede af Silke Tanis, der poserer i en seng. Selv beskriver de, at det er svært at skulle prissætte sig selv, og derfor var det også rart med støtte fra deres fotograf:
»Han (fotografen, red.) var en mentor for mig, fordi han tog initiativ til at lave shoots til min profil. Og så var han der for mig, dengang jeg oprettede min OnlyFans i forhold til, hvordan jeg lige skulle gøre det her,« fortæller de.
”Bare kald mig en slut.”
Mange har nok set, læst eller hørt kritik på
sociale medier, hvad angår kropsligt indhold. Oftest i form af tastaturkrigere på Facebook eller i kommentarsporet på Instagram. Og det er ikke nogen hemmelighed, at de fleste af os mennesker til en vis grad går op i, hvordan omverden ser os. For Silke Tanis er budskabet dog klart, da jeg spørger dem ind til,
HVIS FOLK KALDER MIG
KÆMPE SLUT, SÅ
SIGER JEG BARE, JA, DET
HAR DU DA RET I.
SILKE TANIS
OnlyFans content-creator
hvad de gør, hvis de modtager hadbeskeder: »Hvis folk kalder mig en kæmpe slut, så siger jeg bare, ja, det har du da ret i. Det er det, jeg er. Det er ikke et skældsord, for helvede,« griner de og kigger ned i jorden.
Udover at være en kæmpe slut på sin OnlyFans, har 26-årige Silke Tanis også sin daglige gang på Musikkonservatoriet i Aarhus, hvor de er ved at være færdig med en bachelor i elektronisk musik.
Debatten om køn er sat firkantet op - det er for meget mænd versus kvinder. Kvinden er det køn, som, selvom året nu siger 2023, stadig kæmper for ligestilling. Men måske ændringen i høj grad også skal findes i kvindens egen opfattelse af kønnene.
Det er med en lille smule hjertebanken og svedige håndflader, at jeg skriver dette indlæg. For det er blevet så nemt at træde ved siden af i debatten om køn.
Det er på tide, at vi sætter spørgsmålstegn ved det selvskabte kvindelige narrativ. Et narrativ, hvor en kvindelig sejr anses for at være mindre værd end en mandlig. Dette narrativ blev fodret i seneste sæson af Robinson Ekspeditionen, som jeg så. For dem, der ikke ved, hvad det går ud på, så er det kort fortalt en flok mennesker, både mænd og kvinder, der kommer ud på en eksotisk øde ø, hvor de i en måned skal dyste mod hinanden. Her bliver de både fysisk og psykisk presset til det yderste. Til sidst står der én tilbage som vinder af årets ekspedition.
Programmet satte skub i mine tanker, og en lille irritation hobede sig stille og roligt op. I samtlige afsnit hører man udtalelser som: ”Vi er de sidste piger tilbage - det synes jeg virkelig er godt gået”, eller ”Det kunne virkelig være fedt at være den sidste pige tilbage”. Og jeg er enig. Det er sejt. Megasejt. Men da ikke på grund af kønnet. Det er udtalelser, som mange sikkert ikke skænker en tanke. I hver episode var der overflod af udtryk som disse, og det var også den eneste grund til, at jeg bed mærke i det – og blev godt og grundigt mættet af det.
Jeg tror, at det til en vis grad er blevet en indgroet del af den måde, vi skelner mellem kønnene på. At en kvinde skulle slå en mand i udholdenhed og styrke er et eller andet sted helt uhørt, og hvis de så på mirakuløs vis skulle gøre det, er det ekstra flot. Det er en meget gammeldags måde at skildre kønnene
på. Det kan måske lyde som om, at jeg peger fingre ad mændene. Men nej. Min pointe er blot, at det kun er de kvindelige deltagere selv i programmet, der indirekte omtaler sig selv som ’det svage køn’. Og netop dét, synes jeg, er værd at tage fat i. Det fik mig nemlig til at tænke på, om vi kvinder måske selv fodrer narrativet om at være et svagere køn end mænd - ubevidst?
Så sidder den skarpe læser måske og tænker: Men der er jo også nogle grundlæggende fysiologiske forskelle på mænd og kvinder. Og ja, det kan man ikke benægte. For mig er det mere princippet om, at kvinder skal passe på med ikke selv at nedsætte forventningerne til eget køn. Man kan også dreje vinklen 180 grader og sætte spørgsmålstegn ved, om det er mindre sejt, at en mand vinder Robinson Ekspeditionen end en kvinde? Om det er mindre sejt, at en mand slår en kvinde i en konkurrence? Nej. Svaret er nej. Og det tillader jeg mig at tro, at størstedelen vil være enig med mig i. Så hvorfor er det, at vi, når kvinden udkonkurrerer manden, klapper hårdere og roser højere?
Alt imens jeg sidder her og virtuelt peger fingre, så peger der altså også virtuelle fingre ind mod mig selv. For hvad med dig selv?
Tænker du måske, mens dine øjne bevæger sig ned over sætningerne og læser om en kvinde, der peger fingre ad andre kvinder. For det er jo så nemt at pege fingre ad alle andre.
Jeg har også en tendens til at heppe lidt ekstra på kvinderne i konkurrencer, hvor begge køn indgår. Og generelt klapper jeg lidt hårdere, hvis det er en kvinde, der vinder en konkurrence. Det er udelukkende gjort med
gode intentioner og til en vis grad for at hædre, når det kvindelige køn markerer sig. Det tror jeg, at flere kvinder kan nikke genkendende til - især i en tid, hvor kvindekampen er glødende hed. Spørgsmålet er så, om vi i højere grad gør os selv en bjørnetjeneste? Forstået sådan, at vi netop på den måde fodrer narrativet om kvinden som det svage køn. I mit hoved kommer vi nemlig til at signalere, at en kvindelig sejr er mere overraskende end en mandlig, som så er lig med, at vi sænker vores forventninger til det kvindelige køn. Og det tror jeg er vigtigt, at vi har for øje.
Jeg har en idé om, at vi kvinder har haft lidt for travlt med at pege fingre ad det modsatte køn i en kønsdebat, der slår gnister - derfor glemmer vi at kigge indad.
Zoomer man ud og ser narrativet fra fugleperspektiv, er der egentlig en del udtryk, hvor kvinder bliver skildret som et svagere køn. Det er på en eller anden måde blevet normale vendinger, som vi ikke tænker over. Men det burde vi. ”Af en kvinde at være” er f.eks. et udtryk, som er ganske normalt at slynge ud. Et eksempel her kunne være: ”Jeg synes da, at det var meget godt sparket af en kvinde at være”. Det er som om, at vi nogle gange undskylder på vegne af vores køn. At hvis noget fejler - især i fysiske præstationer - så skal man altså lige tage højde for, at
det blev udført af en kvinde. Men også omvendt, hvis noget går godt - igen især ved fysiske præstationer - så er det ekstra flot, når en kvinde stod bag. Især, hvis hun vippede en mand af pinden. Det tror jeg, kvinder gør af overordnet to grunde: Ét, fordi, der grundlæggende er et narrativ om, at kvinden er et svagere køn. Og to, fordi, vi så gerne vil modbevise det narrativ.
Og nu vi er i gang, kan vi lige så godt nævne lidt flere vendinger: ”Mand dig op”, ”du slår som en kvinde”, ”tøsedreng” og ”tøsefornærmet”. Og for at det ikke skal være løgn, så kommer udtryk som disse altså lige så ofte fra os kvinder selv. Det kan godt være, at det her er sat på spidsen. Og jeg ved godt, at disse udtalelser nok ikke berører kvinder i nogen særlig grad. Min pointe er bare, at debatten om køn, i min optik, er for meget mænd versus kvinder - og jeg er ret sikker på, at forandringen til en vis grad også starter ved os selv, kvinder.
Jeg har en idé om, at vi kvinder har haft lidt for travlt med at pege fingre ad det modsatte køn i en kønsdebat, der slår gnister - derfor glemmer vi at kigge indad. Og med det siger jeg ikke, at det ikke i mange tilfælde har været på sin plads. Jeg mener blot, at vi også selv skal huske på at ændre på det, vi gerne vil have andre til at ændre på. Ændring starter oftest ved en selv. Det er sejt, at en kvinde vinder i en konkurrence, hvor hun fysisk og psykisk bliver sat på prøve. Det er ikke sejt, fordi hun er kvinde. Det er sejt, fordi hun har vundet – og der var hun tilfældigvis også kvinde.
Internet-guruen Andrew Tate har det seneste år fyldt meget i mediebilledet. Det er problematisk, da medierne bliver en megafon for hans budskaber. Det paradoksale er, at det er et endnu større problem, hvis medierne trykker på slukknappen og helt undlader at skitsere hans budskaber.
Jeg tror på, at kvinden tilhører manden.«
Sådan lyder det fra den selverklærede mandschauvinist og provokatoriske internetpersonlighed Andrew Tate. Det er blot én af hans kontroversielle og misogyne ytringer, der har sat mit sind i kog. For Tate bliver både kritiseret og forgudet, men hvordan kan en person med voldsomt diskriminerende holdninger få så stor en plads i medierne?
Til optagelsesprøven på journalistuddannelsen husker jeg, at jeg skrev en kommentar om problematikken ved, at medierne gang på gang bliver talerør for personer med en destruktiv agenda. Det er en person som Rasmus Paludan et pragteksemplar på. Alligevel sidder jeg nu knap et år efter og gør det selvsamme, som jeg dengang kritiserede - hvilket virker paradoksalt. Det skyldes, at min holdning til emnet er blevet mere nuanceret, for det er et vanskeligt dilemma. Kan man man tillade sig at tie, når der spredes gylle på sociale medier?
Andrew Tate er ikke længere på de sociale
Medierne bør være forpligtet til at gå langt mere kritik til værks, hvad angår personer som Andrew Tate
medier. Det skyldes, at hans udtalelser var så ekstreme, at samtlige medier har fjernet hans profiler. Dog er han så populær, at hans videoer fortsat florerer nu blot fra andre profiler. Hans budskaber spredes altså stadig på kryds og tværs. Tates videoer cirkulerer især rundt på TikTok, som her i Danmark har flest unge brugere. Netop det faktum gør problematikken endnu større, idet børn har sværere ved at filtrere forskellige informationer. Og netop digitaliseringens drivkraft, der suser afsted med en hastighed på 120 km/t gør, at de unges holdninger bliver dannet af, hvad de ser i medierne.
Andrew Tates ekstreme udtalelser kan risikere at påvirke den nye generation af unge. Hvem ved, om det kommer til at afspejle sig i en kvindehadsk og diskriminerende retorik og væremåde? Allerede nu, hvor videoerne kun har floreret rundt i relativt kort tid, kan jeg se, at Tates budskaber har en ef-
fekt på unge drenge helt ned til 12-årsalderen. Det er ikke nødvendigvis, fordi disse drenge har optaget samme misogyne holdninger som Tate. Tværtimod benægter de fleste, at han besidder de holdninger. Hvis man tager de kritiske briller på over for dem, der har Tate som forbillede, bliver der ofte responderet med “Hvor mange lamborghinier har du?”, fordi Tate har 33 forskellige biler. Og det er jo bare en tydelig indikation på, at Tate er deres forbillede, fordi han er velhavende og succesfuld. Dét ændrer dog ikke på, at måden som han er blevet rig på, er kontroversiel: Webcam-piger. Meget tyder på, at Tate har startet sin forretning ved hjælp af menneskehandel, hvilket han lige nu sidder varetægtsfængslet for i Rumænien. Også anklager om voldtægt og oprettelse af en organiseret kriminel gruppe tilføjer lidt ekstra drys til problematikken: Tate har ikke kun kontroversielle holdninger - han er, sandsyn-
ret af Tate, og nogle er endda åbne omkring det - blandt andet tre danske mænd, der medvirker i artiklen: “Danske mænd fortæller, hvorfor de følger Andrew Tate” fra TV2. De fortæller, at de beundrer Tate blandt andet grundet hans mentalitet om, at man har ansvaret for sit eget liv, og at man må lave noget om, hvis man er utilfreds. Mændene påstår også, at Tates misogyne udtalelser er taget ud af kontekst, og at han slet ikke mener det på den måde, som der gives udtryk for i de korte klip, der florerer på TikTok.
Lad mig hive et eksempel på en af mændenes udtalelser ind: “Vi hører ham sige, at mænd er over kvinder, men du kan også finde et klip, hvor han siger, at kvinder er noget af det mest prisværdige på planeten, fordi de føder børn”.
Det, der dog ikke bliver oplyst, er, at Tate gentagne
dem, der har Andrew Tate som rollemodel. Den ligger også hos de medier, der dækker Tate, og som indirekte bliver en buldrende megafon for hans budskaber. Det er naturligvis vanskeligt, da man som journalist er underlagt bestemte kriterier, der gør, at man bliver nødt til at give diverse personer opmærksomhed - og det er på trods af kontroversielle udtalelser. Der er dog få medier i Danmark, der jævnligt dækker Tate, og endnu færre, der dækker ham med en kritisk tilgang. Ergo er der ikke mange artikler at opsnuse, som
ligvis, også kriminel. Men ikke kun børn er inspireret af Tate. Også voksne mænd sætter ham på piedestalen. Det belyses blandt andet i dokumentaren “Andrew Tateet farligt forbillede?”, hvor VICE-journalisten Matt Shea deltager i et arrangement med “The War Room”, som er en hær af Andrew Tatefans fra hele verden. The War Room består af mænd, der er villige til at betale 5000 dollar for at være en del af Andrew Tates univers. Men også samtlige danske mænd er inspire-
gange har sagt, at kvinder er selvoptagede og dumme, hvis de ikke ønsker at få børn. I mine ører er der en klang af, at kvinder, i Tates optik, skal føde mænds børn, mere end det vidner om, at han synes kvinder er stærke, fordi de kan føde børn.
Et tab for ligestillingen Problematikken ligger dog ikke kun hos
rent faktisk advarer mod ham og den gennemslagskraft, han har blandt unge. Og det er egentligt her, at det største problem ligger. For hvis ikke medierne går kritisk til værks, hvordan skal vi så nogensinde kunne bekæmpe Andrew Tates destruktive retorik? Og stiller det ikke yderligere den journalistiske rolle til debat? For en af journalistens vigtigste roller er jo netop at agere kritisk vagthund. Generelt mener jeg, at Tates retorik er et skridt tilbage i ligestillingskampen. Måske bemærkes det ikke lige nu, men hvis vores fremtidige generation vokser op med denne slags retorik, er sandsynligheden for, at de kommer til at optage disse holdninger, meget stor. I min optik er det enormt vigtigt, at de store, etablerede medier tager teten nu og oplyser folk om, hvilke konsekvenser Andrew Tates retorik skaber. Medierne bør være forpligtet til at gå langt mere kritisk til værks, hvad angår personer som Andrew Tate. Journalisterne er nødt til at påtage sig et ansvar og advare den gængse befolkning, heriblandt forældre, om denne destruktive adfærd - og det er inden, internetfænomenet, Andrew Tate, får spredt mere gylle omkring sig.
Generelt mener jeg, at Tates retorik er et skridt tilbage i ligestillingskampen
Jeg tror, at mange kan relatere sig til følelsen af at skille sig ud. Dog tror jeg ikke, at mange kan sætte sig ind i at have en hudfarve, hvor fordomme fra samfundet kan have en betydning. På journaliststudiet er jeg igen blevet opmærksom på, at jeg er anderledes.
Det var en dag i december måned, da vi sang julesange til morgensang, at det gik op for mig, at der egentligt ikke er mange med mørk hudfarve på SDU’s journaliststudie. Hende der præsenterede sangen sluttede nemlig af med at sige »Sådan gør I vel alle sammen til jul?« og så tænkte jeg, er der nogen her, der ikke holder jul. Det var der ikke.
Jeg hedder Sia Keil, og min hudfarve afspejles i en blanding af min mor, der er adopteret fra Sri Lanka og min far fra Danmark.
Jeg er vokset op på Amager og har i mange sammenhænge oplevet, at der var en stor diversitet - både i folkeskolen, på efterskolen og gymnasiet. Flere på mit studie har ikke spurgt ind til, hvor jeg er fra, og de ved det nok først nu, hvis de læser med her. Jeg tror ikke, at det er fordi, det er ude for deres interessefelt, men fordi at de ser mig for andet end min hudfarve. Det er unormalt for mig. I flere sociale sammenhænge har jeg oplevet, at det har betydet mere for folk, at jeg så anderledes ud, end det gjorde for mig. Det er nok fordi, at repræsentationen af anden etniske har været større i min omgangskreds, og derfor har der været mere fokus på det. Derfor er det beundringsværdigt, at repræsentationen ikke er større her. Men er det et problem, at der ikke er flere anden etniske på journalistuddannelserne? Det mener jeg helt klart. Jeg mener, at man kan forstå nogen bedre, hvis man ligner dem. Jeg oplever også, at andre har det på samme måde. Derfor synes jeg, at det er vigtigt, at der på et journaliststudie er forskellige personligheder. Vi lærer, at vi skal være objektive. Men jeg mener ikke,
at en journalist er eller kan være 100 procent objektiv, uanset hvor meget de stræber efter det. Et eksempel er ved mig selv. Jeg ville højst sandsynligt ikke havde valgt at skrive denne historie, hvis jeg ikke havde den baggrund, som jeg har. Derfor er det også vigtigt, at man som journalist kan vælge andre historier, vinkler og kilder, end man normalt ville.
Journalister har en stor rolle i forhold til at påvirke samfundets meninger og holdninger, og spørger du mig, er det endnu en grund til, at det er så vigtigt med diversitet på journaliststudiet og i mediebranchen.
ket af den baggrund og personlighed, man har, selvom man tilstræber objektivitet.« fortæller han.
Det er ikke kun mig, der synes, at den manglende diversitet er problematisk. Ralf Andersson lektor for SDU synes også, at der skal mere diversitet på journaliststudiet og fortæller, at der er en underrepræsentation:
På SDU og RUC er andelen af repræsenterede indvandrere og efterkommere på under fem procent, og på DMJX er det under én procent.
»Det er et problem fordi, man som journalist, mediebranche og medie skal afspejle virkeligheden. For at gøre det, er det vigtigt, at de folk, der arbejder som journalister repræsenterer samfundets befolkning, da man er påvir-
Jeg synes jo helt klart, at han har en pointe. Men spørger jeg min medstuderende, Sarah Yassin, synes hun ikke, at det manglende antal af anden etniske på SDU, er et problem. Hun har pakistanske rødder og læser journalistik ligesom mig: »Dem der er her på studiet har forståelse for bandemiljøet, hvordan det er i Vestegnen eller i Gellerupparken, og de snakker ikke mindre om det, selvom de ikke har anden etnisk baggrund.« Det kan godt være at disse områder stadig bliver dækket, men hvor meget bliver de dækket? Vi kan se det med mellemøsten. Jeg mener ikke, at de store mediehuse bevidst fravælger at dække mellemøsten, men vi lever i et samfund, hvor det handler om penge, tid og ressourcer, og hvis noget så cuttes fra grundet mangel på disse, så er der et mønster i, at det bliver Mellemøsten, og steder hvor der ingen identifikation kan ses fra Vestens side. Hvis vi nu havde flere journalister i branchen, der kom fra Nigeria og havde en anden etnicitet, så ville vi nok også høre mere om hvad der sker Nigeria, der på nuværende tidspunkt slet ikke dækkes.
Ikke nok anden etniske får en studentereksamen
Samtidigt er der også noget i, at flere fra anden etnisk herkomst, kommer fra lavere sociale lag. Det betyder, at kommer man fra en familie, hvor hverken mor eller far har en gymnasial- eller højere uddannelse, så er der en tendens i forhold til social arv, hvor i at man får det samme job som dem.
I et interview til Journalisten udtaler Henrik
Berggren formand for Center af Journalistik, at journalistisk ses som et fag med lav prestige i miljøer med mange af anden etnisk herkomst. Jeg er dog ikke overbevist om, at prestige spiller den eneste rolle, når de unge skal vælge studie, så jeg søger mod nye svar. Dem finder jeg hos Erik Albæk, underviser i Sociologi på SDU:
»Forudsætningen for at komme ind på studiet er, at man har en studentereksamen, og andelen af anden etniske danskere, der får en studentereksamen, er mindre end andelen af etnisk danske, der får en. Det er meget få, der kommer ind uden en studentereksamen.« fortæller han.
Jeg har selv oplevet i de miljøer, jeg har været, at der var to slags indvandrere. Nu stiller jeg det lidt firkantet op. Men dengang var der dem, der endte ud i ballade og ikke fik den rette hjælp af skolen, og så var der dem, hvis forældre pacede dem til at få gode karakterer, så de kunne komme ind på medicinstudiet eller blive ingeniører. Ikke én har jeg hørt ville være journalist. Jeg kan se stor sammenhæng i at anden etniske indvandrere, der kommer fra lande med sværere politiske forhold nok ikke har den samme tiltro til medierne, som vi har herhjemme og derfor ikke ønsker at arbejde i mediebranchen.
Jeg ved i dag, at de tre journalistuddannelser DMJX, RUC og SDU er gået sammen, og her til foråret påbegynder en undersøgelsen for at finde en løsning. Det er dejligt at høre, at der bliver gjort noget ved diversiteten på studiet, og jeg glæder mig til at følge resultaterne af hele projektet.
Jeg mener, at man kan forstå nogen bedre, hvis man ligner dem.
Kan du også mærke praktiknervøsiteten efterhånden kommer snigende? Det kan jeg i hvert fald. Derfor har jeg snakket med tidligere DR journalistpraktikant, Rosina Clara Løkkehjærte, som har været så venlig at dele nogle af sine tips og tricks til, hvordan vi lige lander vores drømmepraktikplads.
Af Lissa Juul Paustian
Illustration:
Lissa Juul PaustianStore Matchdag, Panikdag, Kaosdagen, Pisse-mega-nervøs-dagen. Kært barn har mange navne, og sidstnævnte er blot ét ud af mange, som jeg i studietidens løb har tilføjet til mit eget vokabular. Et ord, jeg mener, er et ret fyldestgørende et af slagsen. Men vi skal nu en gang igennem denne angstfyldte dag, hvor alles kroppe nok kommer til at sitre af nerver, og hvor store svedplamager vil komme ekstraordinært tydeligt til syne under
armene. I hvert fald under mine. Jeg er til gengæld umådeligt glad for, at jeg bare skal sidde derhjemme bag min computerskærm til en digital panikdag. Så kan jeg nemlig få lov til at bide negle og drikke lunken kaffe fra egen termokande i fred og ro fremfor at skulle møde fysisk op i et mekka af forhåndsaftaler, flaksende blikke og nervesammenbrud på Journalisthøjskolens vandrehal. Men ikke desto mindre bliver det stadig en anspændt dag, hvor de næste mange måneders hårde arbejde, selvrefleksion og -promovering vil kulminere.
Jeg har selv gjort mig mange tanker, siden jeg startede på 1. semester, om, hvad jeg dog kunne gøre for at stå knivskarpt til en praktiksamtale. Og det har til tider været lidt af en stressfaktor for mig, da jeg gerne vil give mig selv 100 procent hen til selve
journaliststudiet, men samtidig har jeg også prioriteret at investere noget af min sparsomme tid på sideløbende studierelaterede projekter samt et studiejob, der kunne udruste mig yderligere. For jeg har ofte tænkt på, om praktikstederne mon vælger os udelukkende for vores personlighed og deres førstehåndsindtryk af os til den pågældende praktiksamtale, eller om de rent faktisk også kigger på, hvor meget initiativ og engagement vi har udvist ved siden af studiet. Eller om det er det en god blanding af begge dele. Det finder vi nok aldrig rigtigt ud af, og det er muligvis også forskelligt fra medie til medie, hvad de lægger vægt på.
Om ikke andet så bliver dette forår vanvittigt spændende. Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke også ser ufatteligt meget
frem til det. Jeg glæder mig til ræset, euforien og den sejrsfølelse, vi forhåbentligt alle sammen vil sidde med, når vi knapper bajeren op under forårssolen og fejrer, at vi trods alt kom igennem praktiksøgningstumulten og landede en praktikplads, vi kan se os selv være på de næste 12 måneder.
Men, men, men … Det kunne være rart at vide, hvad vi som 4. semesterstuderende skal lægge vægt og fokus på, og hvad vi måske skal tage lettere på dette forår. Derfor har jeg taget en lille snak med Rosina Clara Løkkehjærte, som fra august 2021 til juli 2022 var journalistpraktikant på DR. Her var hun på henholdsvis P1 orientering, Radioavisen, TV Avisen og liveredaktionen, og da hun afsluttede sit praktikforløb, landede hun endda et job i huset, hvilket hun fortsat er rigtig glad for.
Det er vigtigt, at du ikke plastrer din hjemmeside til med mange billeder og tekster, for det bliver et stort rod, fordi du vil have det hele med. Sæt den i stedet lækkert op og skær siden ind til benet. Vis folk, der besøger din hjemmeside, hvad det vigtigste er. Og det gælder hele din hjemmeside, så også dit CV og produktioner skal gøres skarpe. Der behøver fx ikke stå, at du har taget et bartenderkursus, hvor du gik i folkeskole eller lægge syv produktioner op, som de ikke når igennem. Og husk, du gerne må være kreativ med siden, men lad vær med at lave et vandtema eller lignende. Og hvis du overvejer at lave en præsentationsvideo, så gør det kun, hvis du har en god idé. Lad vær med at gøre det bare for at gøre det. Hvis det er relevant for det sted, du søger praktik, så husk at vis dem noget lyd eller video, så de kan høre din stemme. Og så gør din hjemmeside indbydende at se på med et lækkert design!
Du kan se på samtalen lidt ligesom en første date. Husk at være åben overfor medierne, det kan være, de overrasker, eller du skifter mening om dem. Mød op præsentabel med god energi og husk at være dig selv. Dernæst er det selvfølgelig vigtigt, at du har undersøgt mediet, du er til samtale hos, så du selv har spørgsmål med til dem, og derudover selv har gode ideer med. Du vil du højst sandsynligt blive spurgt om en idé og have en faglig snak med dem, om hvordan du ville udføre den. Efter en samtale, hvis du er interesseret i dem, så husk at følge op. Jeg sendte en mail med et digitalt visitkort. Hvad der desuden hjalp mig også, det var at lave et notesystem, hvor jeg gav mine potentielle praktiksteder point. Det kan være rart på samtaledage med virkelig mange indtryk. Og så husk, at det ikke kun er mediet, der vælger dig, det er også dig, der vælger mediet.
Alt, hvad Rosina siger, er subjektivt og hendes oplevelse af praktiksøgningsforløbet.
