Lixen november '09

»Jeg er blevet vild med den pinlighed, der ligger i at lyve og blive afsløret i at lyve.« Portræt af Mads Brügger side 10

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 11. årgang | 7. nummer | november 2009

Studerende svigtet af ledelsen De studerende på cand.public B føler sig svigtet af ledelsen ved Panikdagen. Journalisthøjskolen stillede med rektor, mens Center for Journalistiks ledelse ikke var repræsenteret.

Sophie Bremer

SOLO. Ledelsen fra Center for Journalistik var i år ikke til stede, da de studerende fra cand.public B var til Panikdag. Journalisthøjskolen var repræsenteret ved deres rektor. De studerende på CfJ føler sig glemt og svigtet. »Jeg synes, at det er rigtig ærger-

ligt, at ledelsen ikke var der. Det sender et signal om, at de ikke støtter os. Vi har en ny praktikvejleder med, ikke at det nødvendigvis er en ulempe, men det havde været rart, hvis de havde været der og støttet os – og troet på os,« siger Julie Aagaard, cand. public B-studerende.

Også en håndfuld bachelorer deltog ved Panikdagen, da de ved sidste runde fik seks måneders praktik.

Møde vigtigere Det har ikke været muligt at få et interview med Per Knudsen, men i en mail skriver han: »Denne gang havde jeg på grund af andre vigtige møder desværre

ikke selv mulighed for at være fysisk til stede i Århus, hvor Jacob Vestergaard (vikarierende praktikantvejleder, red.) sørgede for at styre alle flot i mål.« De studerende har forståelse for Per Knudsens undskyldning, men er uforstående overfor, at han på intet tidspunkt i forløbet har kontaktet dem. »Ledelsen kunne have meldt ud, at de ikke kom. De burde have sendt en mail. Vi har intet hørt fra dem,« siger Tanja Vinther Larsen, cand.public Bstuderende. sohan08@student.sdu.dk

Fodbolddrama: 3-1 til tredje semester, side 17

Fokus: Manipulation

Journalisten plagierer Lixen Fagbladet Journalisten erkender plagiat af historie fra Lixen.

Skribenterne kalder sagen pinlig for chefredaktøren.

Jens Anton Tingstrøm Thomas Vibjerg

KOPIVARER. Det startede godt. ‘Har hovedhistorien på Journalisten.dk,’ stod der på Lixens Facebookprofil den 1. oktober. De to SDU’ere Mads Therkelsen og Silas Fuglsbjerg havde undersøgt de nyuddannede SDU’eres jobsituation, og historien blev nu omtalt på journalisten.dk. Det skete efter aftale med Journalistens chefredaktør Troels Evold Widding.

Aftalen var, at Journalisten lavede en citathistorie fra Lixen, efter de selv havde udgivet den.

Journalisten plagierer De to skribenter undrede sig over, at historien på Journalisten.dk næsten var identisk med dele af Lixens artikel. Lixens chefredaktør kontaktede derfor juridisk konsulent i Dansk Journalistforbund Christian Dølpher, der bekræftede, at Journalisten havde brudt ophavsretslovens citatbestemmelse. Det fik de to Lixen-skribenter til at sende en regning til Journalisten på godt 15.000 kroner. Beløbet blev beregnet efter vejledning fra Dansk Journalistforbund.

Chefredaktør på Journalisten Tro-

els Evold Widding erkender fejlen: »Min version ligger for tæt på deres. Det er der ingen diskussion om.

Men vi havde aftalt, at jeg ville citere deres historie, så jeg synes, det er en speciel måde, de reagerer på,« siger han.

Widding understreger, at han tre gange i artiklen henviser til Lixens artikel. Hans intention var ikke at stjæle SDU’ernes historie.

Pinlig chefredaktør Den 30. oktober omtaler journalisten.dk selv sagen: »To journalist-studerende på SDU kræver 15.000 kroner i erstatning af Journalisten for at have kopieret teksten i en Lixenartikel. Chefredak-

tør erkender fejl, men kalder beløbet urimeligt.« Silas Fuglsbjerg bryder sig ikke om sagens udvikling: »Jeg fatter ikke, at det her kommer til at handle om beløbets størrelse.

Jeg synes, det er pinligt, at han som chefredaktør for et blad, der skriver om journalister og deres rettigheder, ikke kan finde ud af rigtigt og forkert.« DJ behandler studerende fair Journalisten sidder i samme hus som Journalistforbundet, der rådgiver i sagen. Da Christian Dølpher fra DJ kontaktes af Lixen, informerer han hurtigt Troels Evold Widding om sagen. Dette er der dog intet mærkeligt

ved ifølge mediejurist ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Oluf Jørgensen. »Som udgangspunkt er det godt at orientere om, at der kører en sag,« siger han.

Næstformand i DJ Fred Jacobsen håber parterne kan komme videre, nu hvor Troels Evold Widding har erkendt fejlen.

Ved redaktionens deadline har de to studerende endnu ikke fået svar på deres krav til Journalisten. De er begge indstillede på et forlig og føler sig ordentligt behandlet af DJ. Skribenterne læser på Journalisthøjskolen i Århus.

Fupforeninger narrer journalister

Lær at afsløre dine løgnagtige kilder

Interesseorganisationer skyder konstant op i det danske medielandskab. Men på trods af de flotte budskaber, har foreningerne nogle gange en helt anden dagsorden. Virksomheder, der gerne vil fremme deres egne interesser, står nemlig ofte bag.

Tænk, hvor mange historier du kunne finde, hvis du kunne læse dine kilders tanker. I månedens udgave af ’Hvad kan journalister lære af..’ kommer vi drømmen et skridt nærmere. Ved at træne dig op til at genkende microexpressions hos dine kilder, kan du nemlig få svar på, om din kilde taler sandt.

Side 14 - og tema om Manipulation side 12 til 17 Illustration: Karen Straarup

Side 7 Foto: Daniel Rasmussen

02 | november 2009

UDDANNELSE

| LIXEN

Indhold

Leder

UDDANNELSE

Medieværksteds-miskmask

B.T. snød ved Panikdagen i foråret, da de ringede til praktikanter for tidligt. Det fik Praktikudvalget til at smække døren i, så B.T. ikke kunne få nogen praktikanter i efteråret. Men Undervisningsministeriet har drejet nøglen og åbnet døren igen ved at annullere beslutningen. Side 5.

Foto: Daniel Wildman

BRANCHE

Websiden WikiLeaks hjælper embedsmænd verden over med at lække fortrolige oplysninger, uden at de kan spores. Sidens anonyme bagmænd ønsker at fremme åbenhed og demokrati i lande uden pressefrihed, men også danske lækager har fundet vej til siden. Side 9.

Foto: Johan Bertil Winther Foto: Wikimedia

Foto: Johan Bertil Winther

FOKUS

Det vel nok største no-go i vores fag kommer under behandling - Manipulation. Læs om kreative pressefotografer, falske foreninger, der vil fuppe dig, og om nogle af de journalister, der blev grebet i snyderi.

Læs også, hvordan du lærer at manipulere dine kilder. Side 12-17.

Tegning: Karen Straarup Møller

OPINION

Fellow Jakob Elkjær kommer med en opfordring til de ststuderende: Tag erhvervsjournalisternes job!

Han mener ikke, at de økonomiske skribenter og redaktører har meget at prale af. Læs, hvorfor han synes erhvervsjournalistikken er under al kritik, og hvorfor du skal score deres job på side 19.

”

og penge. Taberne bliver hver gang de studerende.

Det handler ikke om, at de studerende skal være gratis arbejdskraft for branchen, som DJ og KaJO ofte bruger som argument. Studiet har før brugt påstanden om, at det ikke er målet med undervisningen, at få artiklerne eller indslagene solgt. Det er heller ikke pointen.

Det gavner de studerendes udvikling at være tæt på branchen. Det gælder måske endda i endnu højere grad før praktiktiden.

Den studerendes opfattelse af sig selv som journalist bliver styrket af at blive taget alvorligt af branchen. Og den følelse kan ikke komme hurtigt nok som ny og håbefuld journalist. Så når der en enkelt gang eller to hvert år opstår mulighed for at samarbejde med andre medier end studiets eget tryktenyheder.dk, så er det værd at forfølge.

Fordi forsøgene på at lave de såkaldte ’medieværksteder’ ender uforløst gang på gang, tyder det på, at forbundets retningslinjer ikke kan forenes med de faktiske vilkår, som branchen fungerer under. Derfor vil det klæde både KaJO og Center for Journalistik at gå sammen med branchen og finde nye løsninger, der kan fungere for alle parter. Frem for at de henholdsvis skal pege fingre, når nogen tager et initiativ - eller give op, når kritik bliver rejst. Vinderne ville hver gang blive de studerende.

Taberne bliver hver gang de studerende

PORTRÆT

Som barn var han outsider og løj sig til opmærksomhed. Siden har iscenesættelse og manipulation fascineret ham, og han har iført sig masker i flere omgange. Alt sammen for at demaskere sine kilder. Nu er Mads Brügger vært på flagskibet Deadline.

Side 10-11.

På modsatte side kan du læse et eksempel på, hvordan gode intentioner på de studerendes vegne er endte i skuddermudder mellem studie, branche og fagforening. Fellow Jakob Elkjærs faktatjekprojekt, hvor et hold studerende skal gå politikernes udsagn ved kommunalvalget efter, er kommet under beskydning fra KaJO og Dansk Journalistforbund.

Alt sammen fordi han havde sikret muligheden for, at historierne muligvis kunne blive bragt på Politikens webside. Han havde bare ikke skelet til forbundets retningslinjer for samarbejde mellem uddannelsen og branchen. I 11. time blev der dog fundet en løsning, men Elkjær måtte alligevel indkassere hug for sit ellers velmente initiativ.

Tidligere har studiet haft en aftale, om at de studerende på Skosåleugen kunne afsætte deres artikler til Fyens Stiftstidende mod feedback. I 2008 faldt aftalen fra hinanden. Den havde ellers tidligere sikret trykte artikler og - endnu vigtigere - en faglig succesoplevelse til en lang række studerende.

Eksemplerne illustrerer tydeligt, at noget går galt, så snart virkeligheden og uddannelsens beskyttede værksted møder hinanden for at samarbejde til begges fordel. Dansk Journalistforbund og KaJO stejler, hvis ikke de studerende får fuld pris eller feedback for deres arbejde. Branchen slår bremsen i, fordi de er trængte på tid

”

Det er ikke værd at leve, hvis jeg ikke kan blive ved med at være Lixen-redaktør Illustration: Johan Bertil Winther

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Avisen dækker udviklinger og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser.

Kristoffer Kræn, Lixen-redaktør - lidt endnu...

LIXEN Campusvej 55 5220 Odense M

Johan Bertil Winther Chefredaktør

Morten Bang Chefredaktør

Gudmund de Stordeur Redaktør

Sophie Bremer Redaktør

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer Logo: Henriette Solgaard Layoutinspirator: Sara Winther Ansvarshavende chefredaktør i dette nummer: Morten Bang

Sofie Bak Thorup Redaktør

Kristoffer Kræn Redaktør

Leonora Beck Redaktør

UDDANNELSE

LIXEN | november 2009 |

Roderi i Politiken.dk-samarbejde Først skulle de studerende på Center for Journalistik samarbejde med Politiken.dk til kommunalvalgsugen. Så mente KaJO og DJ, at projektet var i strid med udstedte retningslinjer og krævede, at de blev overholdt. Det gjorde, at Politiken.dk trak sig fra samarbejdet, men nu er aftalen alligevel faldet på plads.

Sophie Bremer

SKUDDERMUDDER. »Det hele blev ekstremt bøvlet lige pludselig med kontrakter og skriftlige evalueringer og så videre. Det er simpelthen for bøvlet.« Sådan lød forklaringen fra Christian Lindhardt fra Politiken.dk, efter han valgte at trække sig ud af samarbejdet med Center for Journalistik.

Men nu er aftalen alligevel faldet på plads: »Det blev ikke så bøvlet alligevel, da vi fik kigget på tingene,« siger Christian Lindhardt.

Aftalen går ud på, at der under

VOXPOP - Politiken.dk-sagen

temaugen ’kommunalvalg’ skal nedik. KaJO henviser til et brev sendt den forhandlinger fredag den 30. oktober sættes en ’faktatjek-gruppe,’ som 12. februar 2008 fra Dansk Journablev parterne enige. skal tjekke om politikernes udsagn listforbund til JH, SDU og RUC. I brevet passer. Herefter skal der skrives arer det beskrevet, at DJ’s holdning er, Tilbud til eleverne tikler, som Politiken.dk får mulighed at der skal ligge en klar aftale, som Hos Center for Journalistik mener for at udgive. Men aftalen var i første tillidsrepræsentanten skal godkende. man ikke, at sagen har været et omgang ifølge Dansk JournalistforAftalen skal blandt andet indeholde problem. Centerleder Per Knudsen bund og KaJO i strid med de retningsaftale om honorering, der enten kan glæder sig over udfaldet, men mener linjer, der er udstedt. Derfor lagde de være kontanter eller coaching og vejsamtidig ikke, at CfJ har forpligtet sig pres på Politiken for at få dem til at ledning. til at følge retningslinjerne hos DJ, indgå en skriftlig aftale. I stedet trak Tillidsmand hos Politiken Lars-Bo som han ser som vejledende.

Politiken.dk sig i første omgang fra Larsen bekræfter, at han ikke blev »Vi har lavet dette som et tilbud til samarbejdet. Nu foreligger der en kontaktet af Politiken eller Center for vores elever. Der er ingen, der bliver skriftlig aftale, som DJ presset til noget. Det er lavet forventer bliver godki bedste mening, for at eleverDet er problematisk, at studiet endt. kan lave noget, der bliver åbenbart ikke respekterer DJ’s holdning ne »Det afgørende er, at brugt og ikke bare bliver der er styr på det ude til gratisarbejde gemt væk i skuffen,« siger Per på arbejdspladsen. Så er Fred Jakobsen, Næstformand i Dansk Journalistforbund Knudsen. vi tilfredse. Jeg får først Hos DJ ser man anderledes aftalen i morgen (3. november, red.), Journalistik. på sagen. Næstformand Fred Jakobmen jeg har været indover forhand»Det er på kanten af noget, jeg kan sen vil selvom, at der er kommet en lingerne, så jeg kan ikke forestille lide. Jeg var ikke blevet orienteret om løsning tage sagen op med Per Knudmig, at den ikke bliver godkendt,« dette på forhånd. Jeg blev orienteret sen. siger Fred Jakobsen, næstformand i om det af DJ. Det er en helt klar fejl »Det er problematisk, at studiet Dansk Journalistforbund. af ledelsen,« siger Lars-Bo Larsen. åbenbart ikke respekterer DJ’s holdHan godkendte i første omgang ning til gratisarbejde, herunder de Skriftlig aftale manglede aftalen mundtligt, men efterfølgende retningslinjer, DJ har udarbejdet i Sagen startede, da KaJO og Dansk krævede DJ, at der ydermere kom forbindelse med medieværksteder Journalistforbund fandt ud af, at der en skriftlig aftale. Herefter trak med videre. Uddannelsesstederne ikke forelå en skriftlig aftale mellem Christian Lindhardt og Politiken. skal sikre sig, at der er styr på tinPolitiken.dk og Center for Journalist dk fra samarbejdet, men efter gene, så der ikke bliver denne slags

”

støj, som der har været i denne sag,« siger Fred Jakobsen.

Retningslinjerne går ud på, at der skal foreligge aftaler, så medarbejderne gennem tillidsrepræsentanten på de involverede medier ved, at der kommer studerende, der arbejder på deres arbejdsplads under særlige vilkår.

Følg spillets regler I den konkrete sag har Fred Jakobsen svært ved at se, at det skulle have været ’bøvlet’ for Politiken.dk, da Dansk Journalistforbund har sendt udkast til en kontrakt. Ifølge DJ er de velvilligt indstillet over for projekter som dette og vil som udgangspunkt ikke forhindre dem. Samtidig understreger han, at hvis DJs krav ikke overholdes, ser det måske anderledes ud i fremtiden. »Hvis man lader hånt om spillereglerne, mærker vi irritationen og bliver selv irriteret. Og jeg vil stille og roligt forklare Per Knudsen, at vi er med, hvis spillereglerne følges. Og at vi vil opføre os helt anderledes, hvis de ikke bliver fulgt,« siger Fred Jakobsen. sohan08@student.sdu.dk

Hvad synes du om, at Politiken.dk igen er med i samarbejdet med Center for Journalistik?

Katrine Kjærulff, 1. semester

Daniel Rasmussen, 3. semester

Agnete Scheel, 1. semester

Steffan Axelsen, 1. semester

Jane Clausen, 3. semester

»Jeg synes, det er fedt, at vi kan have det liggende på Politiken.dk Det er fantastisk, at vi kan få det ud til andre end bare os selv.«

»Fedt, at Politiken er med på vognen igen. Det giver mig i hvert fald blod på tanden og lyst til at gøre en indsats. Der er ikke noget værre end at skrive til skuffen.«

»Jeg glæder mig over samarbejdet med Politiken.dk. Det er motiverende, og jeg er sikker på, at alle får noget positivt ud af det.«

»Det er rart, at de er med på banen igen. Sådan et samarbejde vil altid løfte vores arbejde et niveau op.«

»Jeg synes, det er spændende og fedt, at Politiken.dk er på igen. Som studerende er det en drivkraft at tænke på, at nogle af de artikler, vi skriver, måske bliver publiceret.«

mig,« fortæller Jakob Elkjær, fellow ved Center for Journalistik.

det stort projekt, men at det var for at gøre det lidt sjovere. Aftalen blev indgået med Politiken på trods af, at de højst sandsynligt ikke ville få noget ud af det. KaJO og DJ skyder gråspurve med kanoner,« siger Jakob Elkjær.

Elkjær: »En storm i et glas vand« Det var fellow Jakob Elkjær, der indgik aftalen med Politiken. Alligevel kontaktede hverken KaJO eller Dansk Journalistforbund ham, inden sagen gik i gang. Han stiller sig uforstående overfor DJ og KaJO, men glæder sig over udfaldet. KaJO afviser kritikken og kalder det normal procedure.

Sophie Bremer

KONTRA. Det var en overrasket Jakob Elkjær, der modtog beskeden om, at Politiken.dk først ville trække sig fra samarbejdet med Center for Journalistik. Han ærgrer sig over forløbet. »Første gang nogen spurgte mig om sagen, var da Lixen kontaktede

»Artiklerne ville blive sendt til Politiken.dk, som ville læse dem og så vende tilbage med en forklaring på, hvorfor eller hvorfor ikke de ville blive trykt. Hvis KaJO havde kontaktet mig, havde jeg kunne forklare dem det.«

Blot en vennetjeneste Inden da havde KaJO både kontaktet Dansk Journalistforbund og centerleder Per Knudsen. De havde altså sat hele systeKaJO og Dansk Journalistforbund Reality-check met i gang uden at spørge manden, der havde kon- skyder gråspurve med kanoner Hos KaJO ser man anderledes taktet og lavet aftalen med på sagen. Her mener man ikke, Politiken.dk Jakob Elkjær, Fellow og arrangør af samarbejdet at det er Jakob Elkjær, der skal »Jeg synes, det er ærgerkontaktes. ligt, at KaJO har sat et stort »Det er helt klart, at ledelsen apparat i gang uden at spørge mig. har det overordnede ansvar, og derDet, synes jeg, er underligt. Hvis for er vi gået til dem. Jakob Elkjær KaJO har især været utilfreds med, de var kommet til mig, så havde jeg har aldrig været problemet. Det er at de studerende ikke ville modtage kunne forklare, at Christian Lindstudiets ledelse, der skal tage ansvar feedback på deres artikler. En opfathardt fra Politiken.dk gjorde mig en i denne sag,« siger formand for KaJO telse, der ifølge Jakob Elkjær er helt tjeneste, og det ikke var et eller anMaria Djurhuus Petersen. Men Jakob forkert:

”

Elkjær mener, at sagen kunne være undgået, hvis de havde kontaktet ham. »Det er en storm i et glas vand.

Som studerende skal man lige tage et reality-check, før man gør en stor sag ud af det. En stor del af de deltagende er fra 1. semester. Jeg synes, at det er en undervurdering af branchens journalister, hvis man tror, at studerende, der har læst journalistik i få uger, kan presse kollegaer på arbejdsmarkedet,« siger Jakob Elkjær.

Maria Djurhuus Petersen vil ikke kommentere på, hvor lidt og hvor meget de studerende kan, men understreger, at retningslinjerne skal følges. sohan08@student.sdu.dk

| november 2009

| LIXEN

Studerende savner viden om praktikken Journaliststuderende på Syddansk Universitet savner information om den praktiktid, der udgør over en tredjedel af deres uddannelse. Ikke kun når praktiktiden er lige om hjørnet, men også tidligt på studiet.

Ida Nathan

MANGELFULD. Nedbidte negle, snaps til at dulme nerverne og journaliststuderende med tårer i øjenkrogene. Det er scenarier, der hører panikdagen til. Men for de journaliststuderende på Syddansk Universitet starter bekymringerne lang tid før.

I en intern undersøgelse, foretaget af Lixen blandt 98 af de journaliststuderende på første og tredje semester svarer fire ud af fem, at udBør SDU gøre mere ud af at fortælle de journaliststuderende om praktiktiden?

21 % 79 %

Ja: 77

Nej: 21

dannelsen burde gøre mere ud af at informere dem om praktiktiden.

Undersøgelsen viser, at kun lidt mere end hver tiende af de journaliststuderende føler, at de ved nok om den forestående praktiktid. Lidt over halvdelen svarer, at de savner information om den. Det gælder ikke kun eleverne på tredje semester, der har under et år tilbage med lærebøger og prøveoptagelser, inden de skal ud i mediebranchen som praktikanter. Blandt de nystartede studerende føler kun tre procent, at de har fået nok information om praktiktiden.

dette semester afholdt for de nye journaliststuderende. »Hvis de studerende ønsker det og foreslår det, er det ikke umuligt,« siger studielederen.

Studiet lover bedring Anne Lea Landsted, der er studieleder ved Center for Journalistik, fortæller, at der er en årsag til den knappe praktikinformation til tredje semester. »Karsten Prinds (praktikantvejleder, red.) har været på orlov. Jeg ved faktisk ikke, hvornår det er meningen, at tredje semester skal have

information omkring praktiktiden. Men jeg kan forestille mig, at det har skabt et vakuum i informationen, at Karsten Prinds har haft orlov,« siger hun.

Samtidig understreger hun, at de studerende på første semester slet ikke bør bekymre sig om praktikken. »Praktikken kan hurtigt blive kørt op til noget hysterisk. Derfor sagde jeg også til mit førstesemesterhold, da de startede i år, at de skal lade være med at tænke på den,« fortæller Anne Lea Landsted.

Netop for at undgå unødig hysteri omkring praktikken, er Anne Lea Landsted skeptisk overfor, at de studerende allerede skal høre om praktiktiden i starten af studiet. Men omvendt kan hun godt se, at man måske kan afmystificere praktiktiden ved at give eleverne tidligt besked om, hvad den indeholder. Det kunne eventuelt være i form af et oplæg i stil med det oplæg om stress, som en psykolog i starten af

Har du fået nok information omkring praktiktiden fra SDU?

Hvor meget tænker du på den kommende praktiktid?

Bliver du stresset ved tanken om, at du skal sælge dig selv til praktikstedet?

12 % 34 %

Nej : 53 54 %

Hverken eller: 33 Ja: 12

14 % 48 %

3% 35 %

Aldrig: 3

Af og til: 34

rimelig tit: 47

Studerende stresser Konsekvensen af den utilstrækkelige information er unødig bekymring og for nogle endda stress. Knap halvdelen af de journaliststuderende tænker ’rimelig tit’ på praktiktiden, og som den rykker nærmere, vokser andelen af studerende, der tænker ’rigtig meget’ på den.

Det samme gælder for nervøsiteten over at skulle sælge sig selv på Panikdagen.

De nystartede studerende bliver ikke i synderlig grad stressede over at tænke på praktikken. Det gør de studerende på tredje semester derimod - næsten halvdelen af de studerende på tredje semester oplever, at tanken er direkte stressende. idnat09@student.sdu.dk

41 %

27 %

32 %

Rigtig meget: 14

Ja: 26

Nej: 31

Sommetider: 40

Om undersøgelsen: 98 journalistikstuderende på første og tredje semester har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen. Lagkagediagrammerne ovenfor er baseret på svar fra begge årgange.

Hvordan er Den Gode Praktikant?

De journaliststuderende på Syddansk Universitet savner information om praktiktiden. Det viser en spørgeskemaundersøgelse foretaget af Lixen. De studerendes avis har derfor spurgt folk i mediebranchen, hvad der karakteriserer ‘Den Gode Praktikant’.

Foto: Politiken

Foto: Agnete Schlichtkrull, DR

Foto: Politikens Forlag

Foto: TV SYD

Henrik Kaufholz, Læsernes Redaktør på Politiken

Kristoffer Meinert, redaktionssekretær på DR2 Udland

Karen Seneca, journalist og tidligere praktikantvejleder på Ekstra Bladet

Claus Christensen, programchef TV SYD

Hvad karakteriserer den gode praktikant?

En, der undrer sig og spørger til råds.

Hvad karakteriserer den gode praktikant?

Ikke nødvendigvis den ambitiøse eller dygtige.

Det væsentligste er at udvikle sig i praktiktiden.

Ydmyghed er en vigtig egenskab - det gælder også senere i karrieren.

Hvad karakteriserer den dårlige journalistpraktikant?

En, der tæller timer og ikke er fleksibel. En, der ikke følger ting til dørs, fordi klokken har passeret fyraften. Det er også dem, der bliver dårlige journalister.

Hvad karakteriserer den gode praktikant?

Den gode praktikant er lærenem, ivrig efter at udvikle sig, energisk og glad.

Er der forskel på yngre og ældre journalistpraktikanter?

De gode praktikanter kan kompensere for alderen ved at have deres viden i orden. De personlige egenskaber er nu engang det afgørende.

Ansættelsessamtalen er dér, man kan vinde eller vælte.

Hvad er vigtigst; viden eller videbegærlighed?

Videbegærlighed. Når det så er sagt, er det virkelig en stor fordel at have en god historisk og kulturel forståelse. Man kan læse ud af praktikanternes arbejde, om de har styr på historien. Det er i orden, at praktikanten ikke ved alt i forvejen, men så er det nødvendigt at vide, hvor man skal lede, når man skal skaffe viden og oplysninger.

Hvad karakteriserer den dårlige praktikant?

En attitude af at vide alt i forvejen, og at man ikke er indstillet på at lære. Måske fordi vedkommende har været ansat på et medie før eller allerede har været på et praktiksted.

Hvor stor betydning har erfaring og CV? Gør det overhovedet nogen forskel at for eksempel skrive for en studieavis?

Jeg kan i hvert fald se, at dem, der har opsøgt erfaring, faktisk får de højtprofilerede praktikpladser. Det gjorde jeg ikke selv, men fra jeg fik min praktikplads, boede jeg i radiostudiet for at øve mig.

Hvad er vigtigst; viden eller videbegærlighed?

Begge dele er vigtige. Viden kan komme, men naturlig begavelse er altså en fordel! Personligheden er det, der betyder noget. Vi søger praktikanter, der brænder igennem og som ikke vil være andre steder end hos os.

Hvilken betydning har ens CV? Det er ikke noget, vi sorterer ud fra, men det er selvfølgelig interessant, hvis vi skal vælge imellem to. Det tyder jo på engagement, hvis man har skrevet for for eksempel Bunkeren.

(JH-studerendes avis, red.)

Hvad karakteriserer den dårlige?

Den dårlige praktikant har præstationsangst, er famlende, selvovervurderende og doven.

Hvad er vigtigst; viden eller videbegærlighed?

Videbegærlighed er langt vigtigere end viden - en kombination er fremragende.

Har du et godt råd til journaliststuderende, inden de når praktiktiden?

Sæt dig ordentligt ind i sagerne inden praktiktiden: Hvad vil TV SYD? Hvad kan jeg som praktikant bidrage med? Hvordan kan jeg levere noget nyt? Vær klar.

LIXEN | november 2009 |

B.T.-snyd får ingen konsekvenser B.T. kontaktede to studerende, før det var tilladt, ved Panikdagen i foråret. Praktikudvalget gav dem karantæne, men nu har Undervisningsministeriet annulleret beslutningen. Praktikudvalget har ikke andre sanktionsmuligheder, så selvom B.T. snød, får det ingen konsekvenser.

Clement:

Foto: DR

Erfaring frem for penge

I september holdt Clement Kjersgaard et foredrag på Medietorvet.

Bagefter opfordrede han de journaliststuderende til at skrive for sit magasin RÆSON. Det udløste kritik, da magasinet ikke har råd til at betale de studerende for deres arbejde. Nu giver han svar på tiltale.

Morten Bang Johan Bertil Winther

Q&A. Hvad får man som journaliststuderende ud af at skrive for RÆSON? Man skal skrive for RÆSON, hvis man synes, det er et fedt blad, og fordi man gerne vil specialisere sig inden for samfundsjournalistik. Dem, der gerne vil skrive for RÆSON, gør det, fordi det er sjovt og for at blive klogere. Man må vurdere, om det kan betale sig at dygtiggøre sig frem for at få penge for noget arbejde. Ude i branchen laver folk jo også alt muligt, de ikke får penge for. De holder eksempelvis foredrag, skriver bøger og så videre.

Hvad adskiller RÆSON fra medier som eksempelvis Politiken, som jo konsekvent skal betale - også for de studerendes og uddannedes artikler?

RÆSON er jo et lillebitte medie, og Politiken er et kæmpe medie, der omsætter for flere millioner. Vi er et foretagende, der lever af frivillig arbejdskraft, og som først for nylig har ansat en studentermedarbejder. Man kan nærmere sammenligne vores magasin med andre tidsskrifter frem for de store medier.

Vi vil hjertens gerne give honorarer, og som regel skal man ikke skrive særlig mange gange, før man får betaling. Hvis vi kan sælge en artikel videre, og det sker ind imellem, så får skribenten til gengæld hele honoraret.

Natasha Dyasi Kasper Ellesøe

AFLYST. Undervisningsministeriet har underkendt Praktikudvalgets karantæne til B.T. Afgørelsen betyder, at det ikke får nogen konsekvenser for B.T., at avisen brød reglerne.

Praktikudvalgets formand Christian Kierkegaard mener, at det er et problem, når Praktikudvalgets eneste sanktionsmulighed bliver forkastet: »Men vi er nødt til at respektere Undervisningsministeriets afgørelse,« siger Christian Kierkegaard.

Han mener nu, at Praktikudvalget skal sikre sig en løsning, hvor fremtidig snyd kan undgås. Han synes samtidig, det var stærkt beklageligt, at Undervisningsministeriets afgørelse først faldt så sent. Det betød, at Praktikudvalget ikke havde mulighed for at vurdere, om systemet skulle laves om inden seneste Panikdag i oktober.

Klagesagen Undervisningsministeriet har behandlet B.T.’s klage. Ministeriet vil ikke forholde sig til konsekvensen af dets beslutning om at underkende Prak-tikudvalgets karantæne. Det betyder, at B.T. ikke bliver straffet, selvom de på bladet har erkendt, at de brød reglerne. »Vi behandler kun sagen rets-

mojoe08@student.sdu.dk johaa08@student.sdu.dk

Snyd skal straffes Praktikudvalget har mulighed for at straffe med en karantæne, hvis praktikstederne bryder reglerne. Nu, hvor karantænen er ophævet, har Praktikudvalget ikke mulighed for at give en anden straf til B.T. Så selvom dagbladet har snydt, får det ingen konsekvenser. Den 26. november holder Praktikudvalget møde. Her skal medlemmerne blandt andet diskutere, hvad konsekvensen fremover skal være, hvis praktikstederne snyder: »Det er klart, at vi er nødt til at have flere og mildere sanktionsmuligheder med mulighed for at niveaudele dem efter grovhed,« siger Praktikudvalgets formand Christian Kierkegaard.

Peder Michael Sørensen fra Undervisningsministeriet mener ikke, at Undervisningsministeriet kan gøre noget for at undgå snyd. Derfor står Praktikudvalget med ansvaret. Og udvalget har på nuværende tidspunkt ikke andre sanktionsmuligheder end at give karantæne, hvis reglerne bliver brudt.

Skærpede krav Undervisningsministeriet mener ikke, at det kunne dokumenteres, at B.T. snød med vilje. Derfor ophævede de karantænen. Christian Kierkegaard mener nu, at Praktikudvalget er nødt til at styrke kravene til dokumentationen: »Vi vurderede, at vi havde tilstrækkelig dokumentation i den konkrete sag. Nu skal vi stramme dokumenta-

tionskravene,« siger han.

Praktikudvalget er dog usikkert på, hvornår tilstrækkelig dokumentation er nok. Udvalget vil bede Undervisningsministeriet om at præcisere dokumentationskravene. Fremover skal de skærpede krav være med til at sikre, at Praktikudvalgets beslutninger ikke bliver underkendt. nadya09@student.sdu.dk kafri09@student.sdu.dk

SAGEN KORT Dagen før panikdagen den 22. april i år ringer B.T. til to studerende. Ifølge reglerne er det forbudt at kontakte kommende praktikanter før selve panikdagen kl. 9.30.

B.T.’s forseelse bliver opdaget, og Praktikudvalget bruger deres eneste sanktionsmulighed: at give karantæne på seks måneder.

B.T. indrømmer sin fejl, men undskylder med, at det ikke var dagbladets hensigt at snyde, og at det ikke kendte reglerne godt nok. Derefter klager B.T. til Undervisningsministeriet.

I starten af oktober modtager Praktikudvalget en opringning fra Undervisningsministeriet, som fortæller, at karantænen er ophævet.

Den skriftlige afgørelse til Praktikudvalget kommer den 20. oktober i år.

Ifølge Praktikudvalgets formand Christian Kierkegaard var begrundelsen for den afgørelse, at Undervisningsministeriet ikke fandt det dokumenteret, at B.T. skulle have brudt reglerne med vilje. Derfor mente Undervisningsministeriet, at en karantæne var for hård.

VINDER AF JERN-HENRIK 2009

Kritikken har lydt på, at journaliststuderende skal have samme takst som uddannede, for ellers undergraver man markedet. Hvis ikke folk arbejdede frivilligt, ville I derfor være nødt til at betale folk for deres bidrag. Kan du forstå den udlægning?

Der er bestemt ikke noget galt i, at Dansk Journalistforbund forsøger at sikre flest mulige penge til deres medlemmer, men man kan jo ikke kræve penge, der ikke eksisterer. Alle, der gerne vil arbejde i branchen, vil gerne have mest muligt for deres arbejde, men sådan fungerer det bare ikke. I det øjeblik, der er 100.000 mennesker til 10.000 jobs, betyder det jo bare, at konkurrencen bliver hård. På den positive side betyder det, at de 10.000, der bliver tilbage, bliver meget dygtige. På den negative betyder det, at folk må arbejde rigtig, rigtig hårdt. Indtil man er skidegod og uundværlig, så skal man altså bevise, hvad man kan. Sådan er det jo i skinkebranchen, ølbranchen og chipsbranchen, og sådan fungerer det jo i virkeligheden også i mediebranchen. Statskundskabsstuderende går ikke ud og tror, de kan være freelancejournalister og få penge for det lige med det samme. Journalister derimod har ofte en eller anden oplevelse af, at alt, hvad man skriver, skal man betales for. Følger man den logik, så er der bare ikke særlig meget, der bliver publiceret. Hvis der ikke lige er et stort medie, der vil have ens artikler, så har man dybest set valget mellem at lægge det ud på sin Facebookprofil eller at få noget udgivet uden at få penge for det.

ligt,« siger Peder Michael Sørensen, kontorchef for erhvervs- og videregående uddannelse i Undervisningsministeriet Undervisningsministeriet tager ikke stilling til, om B.T. har brudt reglerne eller ej. Ministeriet forholder sig kun til, om straffen er den rigtige i forhold til dokumentationen.

Emil Ellesøe Ditzel

For artikelserie bragt i Berlingske Tidende om psykisk syge ekssoldater og politiets brug af magt.

Foto: Johan Bertil Winther

| november 2009

UDDANNELSE

| LIXEN

Praktikudvalget skærer i praktikanters ophold Pia Færing har hugget et halvt år af 4 studerendes praktikperioder, efter de havde underskrevet deres aftaler.

De studerende havde planlagt praktikperioder, der var længere end deres studie tillader. Det er første gang praktikudvalget har reageret aktivt på for lange aftaler. Praktikvejlederne mener, det er nødvendigt for at rede forårets Store Match Dag.

Kristoffer Kræn

Ingen praktikpanik Succes! Panikdagen var i dette efterår uden panik. Alle SDU’ere endte med en praktikplads. Lixen bringer her en liste over de dygtige ‘prakkere,’ der fra 1. februar skal skrible, filme, optage og interviewe og være med til at male det danske mediebillede. Stort tillykke.

Andrey Kazankov Jyllands-Posten Jens Hjortebjerg Theil Hansen Børsen

Blandt svedne, håbefulde, snapsdrikkende journalistspirer på årets panikdag adskilte fire studerende sig fra mængden. De skrev nemlig under på ulovlige aftaler. Aftalerne indebar, at de studerende fik seks måneder mere i praktik, end deres studie tillader. Praktikkoordinator Pia Færing har nu bedt medierne om at ændre aftalerne: »Vi står i en situation til foråret, hvor der kommer til at mangle pladser. Derfor vil vi sørge for, at de der har lavet for lange aftaler, får dem forkortet fremover.«

For få pladser til foråret Til oktober måneds panikdag drak alle sejrsøl med en kontrakt i hånden.

Til foråret er situationen en anden.

Det er ikke sket før, at praktikudvalget har gjort noget aktivt for at forkorte aftaler, der ellers var for lange.

Men krisen brækker branchens budget i stadig mindre stykker. Det har gjort, at praktikudvalget har set sig nødsaget til at gribe ind: »Jeg har som praktikkoordinator ikke været efter dem, der lavede for lange aftaler før. Men nu har vi en situation, hvor fire pladser mindre er

en stor forskel. Vi har alt for få pladser til foråret,« siger Pia Færing.

Lisette Ihler Hjertholm DR Østjylland og DR Dokumentar Louise Plessing TV2/Lorry René Madsen Fyns Amts Avis Signe Funding Therkildsen Ritzaus Bureau Tine Torp Torlin 24Timer Tobias Wellendorf MetroXpress

Cand.Public. B.

TV2/Lorry Jakob Neister TV2Sport Jonas Løwschall-Wedel Herning Folkeblad Julie Henriette Aagaard Carlsen DR Perspektiv Lena Skov Jakobsen JydskeVestkysten Maria Moni Skov Madsen Fyens Stiftstidende Michelle Tubæk Gram Dansk Røde Kors Morten Seest Jensen

Anne Andersson Politiken Anne Splittorff Ovesen JydskeVestkysten Astrid Sofie Gajhede Sejersen TV2/Nyhederne Cathrine Bakkebo Kier Børsen Deniz Berxwedan Serinci Lolland-Falsters Folketidende Emilie Iess Halberg Altinget.dk Frank Neergaard Thøgersen

BRANCHE

En journalistisk efterretningstjeneste terviews omkring konceptet Wikileaks. Udover de to talsmænd arbejder et væld af frivillige for siden. Derudover sørger frivillige jurister for, at de tilsendte dokumenter ikke er falske.

Illustration: Kristoffer Kræn

»Vi hjælper dig med at få sandheden sikkert ud.« Det lover hjemmesiden Wikileaks.org. Her bliver hemmelige dokumenter fra hele verden offentliggjort for at fremme ytringsfrihed og demokrati.

Rikke Gredsted Seidenfaden Lise Karlshøj Ipsen

LÆKAGE. Siden december 2006 har internetsiden Wikileaks lækket fortrolige dokumenter. Dokumenter som hjemmesiden er kommet i besiddelse af med hjælp fra såkaldte whistle-blowers.

Afhængige af whistle-blowers En vigtig del af arbejdet med at afsløre hemmelige dokumenter er brugen af whistle-blowers. Det er en person, der er ansat i en større

virksomhed eller organisation.

Whistle-bloweren vælger af etiske grunde at ignorere sin tavshedspligt og lække fortrolige oplysninger om det sted, han tilhører. Oplysningerne kan handle om ulovlige, uetiske eller uansvarlige handlinger eller forhold indenfor virksomheden.

Det kan have store personlige omkostninger at bryde sin tavshedspligt.

For eksempel kan whistle-bloweren blive retsforfulgt af virksomheden for at have lækket fortrolige oplysninger.

Hemmelige bagmænd Det er uvist, hvem folkene bag hjemmesiden er. Wikileaks offentliggør kun oplysningerne. Siden arbejder med specielle krypteringsprogrammer, som betyder, at afsenderen af de hemmelige dokumenter ikke kan afsløres. Det beskytter whistle-blowers, mod eventuel retsforfølgelse. Kun et par talsmænd, Daniel Schmitt og Julian Assange, har udtalt sig til få in-

Et åbent samfund Daniel Schmitt, en af bagmændene bag og talsmand for Wikileaks, forklarer i et interview til den tyske IT-hjemmeside Gulli.com: »Jo mere lukket samfundet er, des sværere er det at lave undersøgende journalistik. Og netop den afslørende og undersøgende journalistik er essentielt for ethvert oplyst samfund.« Kæmper for demokrati I begyndelsen var Wikileaks rettet mod lukkede samfund, som Rusland og Kina. Men efterhånden som siden har udviklet sig, er dokumenter fra hele verden blevet afsløret.

Et aktuelt eksempel er bogen ’Jæger i Krig’ af Thomas Rathsack.

Den blev lækket på Wikileaks samme morgen, som Politiken valgte at trykke den.

Den islandske bank, Kauthing krakkede i 2008. Wikileaks lækkede derefter oplysninger, som afslørede, at banken lånte penge ud til selskaber, der var ejet af bankens ejere. Sagen er bare et eksempel på Wikileaks’ kamp mod korruption og lukkede samfund.

Den islandske bank truede Wikileaks med fængsel og bøder, men uden held. risei09@student.sdu.dk liips09@student.sdu.dk

Find solidariteten frem!

SDU’s praktikkoordinator ved efterårets panikdag, var Jacob Vestergaard. Han efterlyser solidaritet hos de praktiksøgende, og beder dem værne om praktiksystemet: »Jeg synes at det er uheldigt, at man tager længere praktikophold end studiet tillader, for det går ud over de næste i køen. Vi har et meget skrøbeligt system, og det skal vi sammen passe godt på.«

Pia Færing langer ud efter dem der tager længere praktikophold end det er tilladt, og banker fast, at man fremover skal holde sig til reglerne omkring Store Matchdag: »Det er voldsomt egoistisk at lave for lange aftaler. En bliver bremset i sin uddannelse, fordi en anden optager en plads han ikke burde. Hvis man ikke kan holde sig til reglerne, griber vi nu ind.« krsoe08@student.sdu.dk

JydskeVestkysten Peter Olander JydskeVestkysten Peter Westermann Berlingske Tidende Souzane Khalidan DR Deadline Tanja Vinther Larsen Sjællandske Medier Tarek Omar Abdul-Latif Politiken

krsoe08@student.sdu.dk

»Wikileaks er guld værd« Wikileaks lækker hemmelige oplysninger i ytringsfrihedens navn.

Næstformand i Foreningen for Undersøgende Journalistik mener, at siden er blevet et vigtigt redskab for den undersøgende journalistik.

Rikke Gredsted Seidenfaden Lise Karlshøj Ipsen

YTRINGSFRIHED. Det bliver stadig sværere for journalister at få aktindsigt i virksomheders dokumenter.

Flere virksomheder bliver privatiseret. Det gør journalisternes arbejde ekstra vanskeligt, mener næstformand i Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ), Morten Hansen.

Han er derfor glad for, at der eksisterer et medie som Wikileaks. »Journalistisk set er Wikileaks guld værd. Der er selvfølgelig nogle etiske problemer forbundet med det.

Men jeg ville selv bruge informationer derfra,« siger han.

Kan styrke demokratiet Mediejurist fra Journalisthøjskolen, Oluf Jørgensen, mener, at det kan være problematisk, at de ansvarlige bag Wikileaks ikke kan identificeres.

Han siger dog, at der i europæisk forstand kan være vide grænser for ytringsfriheden. »Hvis de ansvarlige bag Wikileaks blev stillet for en domstol, vil jeg mene, at den europæiske menneskeretsdomstol i Strasbourg ville frifinde bagmændene bag Wikileaks.« siger Oluf Jørgensen og understreger, at dokumenterne skal være med til at styrke demokratiet.

Mediejuristen mener også, at det vigtigste er, at oplysninger, som er i samfundets interesse, kommer ud i det åbne rum. »Hvis dokumenterne styrker den demokratiske kontrol, så kan jeg kun hilse dem velkomne,« fortæller han.

Whistleblowers er nødvendige Morten Hansen fra FUJ peger på, at den øgede lukkethed hos både private- og offentlige virksomheder, er et problem for den åbne debat. »Vi har brug for whistle-blowers.

For eksempel når ministrenes kalendere bliver lukket, som det skete i foråret, er de et vigtigt redskab,« siger næstformanden.

Status quo Morten Hansen mener, at WikiLeaks er med til at opretholde en form for balance i mediebilledet. »Resultatet er, at balancen er den samme. Noget bliver mere lukket, og Wikileaks åbner,« siger Morten Hansen. risei09@student.sdu.dk liips09@student.sdu.dk

BRANCHE

LIXEN | november 2009 |

Model: Per Knudsem Fotos: Daniel Rasmussen.

Illustrationer: Sofie Bak Thorup

Lær at spotte en løgner Folk lyver i gennemsnit for 34 procent af dem, de møder på en uge. Politikere og andre kilder lyver for journalister hver dag.

Tænk, hvis du kunne se det, hver gang de løj. Christian Vandsø har forsket i teknikkerne til at spotte løgnere i otte år. Når du har lært at opfange de små tegn, der afslører løgneren, vil du ifølge Christian Vandsø få adgang til en helt ny verden af historier.

Camilla Falkenberg Sønderstrup Sofie Bak Thorup

SANDSIGER. »De radikale vil helt sikkert samarbejde med Socialdemokraterne efter valget,« kunne din radikale kilde sige til dig. Du skribler løs på blokken, og næste dags overskrift lyder: ’Venstrefløjen står sammen igen.’ Hvis du derimod havde kendt teknikkerne til at aflæse de såkaldte microexpressions, ville du måske have set, at din kilde viste tegn på afsky, mens hun sagde det. Hun løj altså. Og så ville rubrikken nok have set anderledes ud. I Lixens serie ’Hvad kan journalister lære af…’ sætter vi i denne måned fokus på microexpressions eller på dansk mikroudtryk.

Et journalistisk redskab Christian Vandsø forklarer, at når du har trænet dig op til at kunne aflæse microexpressions, kan du se om din kilde lyver. Mikroudtryk er et ansigtsudtryk, der viser sig i en femogtyvendedel af et sekund. Det er ikke noget, man selv har kontrol over, da det kommer direkte fra underbevidstheden. På den måde kender du også svaret fra din kilde, inden du får det verbalt. Kroppen svarer nemlig hurtigere end hjernen.

Men det er ikke kun løgne, du kan afsløre.

Teknikken giver også adgang til ekstrainformationer. »Det kan være, at kilden lige pludselig viser et tegn på glæde, når han får at vide, at hans værste fjende er blevet udnævnt til gene-

ralsekretær. Er de så fjender i virkeligheden?

Du kan få en masse ekstrainformation, som folk normalt ikke ville sige. Man kan finde historier, som andre ikke vil kunne finde,« siger Christian Vandsø.

Han er cand.scient fra Århus Universitet og har studeret fænomenet microexpressions i otte år. Han fortæller, at journalister normalt skriver historier ud fra noget, der er blevet fortalt eller udgivet. Hvis man træner sig op til at aflæse mikroudtryk, kan man pludselig finde historier ud fra de signaler, folk udsender.Hvis der viser sig uoverensstemmelser mellem det, kilden siger, og det ansigtsudtryk han viser, kan man som journalist prøve at tale med folk omkring kilden, for at finde dokumentation for, at kilden faktisk har løjet. Christian Vandsø vil ikke opfordre til, at man konfronterer kilden med det samme. Det kan føre til ubehagelige situationer, hvor seerens sympati ender hos kilden, fordi journalisten ikke har håndgribelig dokumentation.

How to Ifølge Christian Vandsø kræver det lang tid at træne sig op til aflæse de næsten usynlige tegn, da kun én procent af befolkningen har den naturlige evne til at afkode dem. »Måden, man træner sig på, er ved at se videoklip. Her gælder det om at finde de små uoverensstemmelser mellem det talte og det udtrykte,« siger han.

Han fortæller, at der ligger en del tests på nettet, hvor man skal gætte mikroudtrykket på en lille filmsekvens. Christian Vandsø forklarer, at det er meget krævende at spotte microexpressions: »Det er meget svært at være til stede i samtalen, hvis du sidder og har et liveinterview med en, og samtidig skal holde øje med de her udtryk. - Fordi man skal bruge så meget kapacitet på at kigge på folk.« Han foreslår derfor, at man er to, hvor den ene interviewer, og den anden holder øje, eller at man filmer interviewet og kigger det igennem bagefter. Når du er trænet, er der flere måder at gribe en løgner an på. Stilhed er noget af det værste for en, der lyver.

»Du kan først være stille, og så spørge ’virkelig?’, som om, at du ved noget, han ikke ved. Den uskyldige vil slet ikke fange de her ting, men den skyldige vil begynde at føle sig lidt utilpas,«siger Christian Vandsø.

Han forklarer, at den skyldige typisk vil uddybe sin forklaring for at overbevise dig. Du kan derefter stille uskyldige spørgsmål. Du interviewer for eksempel en cykelrytter, der er mistænkt for at have været et andet sted, end han har fortalt. Her kan du opdigte en løgn om det sted, cykelrytteren påstår at have været.

Du kan for eksempel spørge ind til en frygtelig snestorm, som slet ikke har fundet sted. Hvis han bekræfter din opdigtede historie, ved du, at han lyver.

Underbevidstheden afslører løgneren Underbevidstheden arbejder hurtigere end hjernen, og det er underbevidstheden, der udsender microexpressions. En løgner kan aldrig lyve uden at vise mikroudtryk, hvis han ved, at han lyver. Tror han derimod fuldt og fast på løgnen, er der ingen tegn at finde. »Da Anders Fogh for eksempel fortæller, at Danmark vil gå ind i Irakkrigen på grund af masseødelæggelsesvåben, viser han ingen tegn på at lyve. Det vil sige, at da han holder den tale, tror han fuldt og fast på, at der er masseødelæggelsesvåben i Irak og på alt det, CIA har fortalt ham. Så man kan aldrig afsløre en løgner, der selv tror på det, han siger,« fortæller Christian Vandsø.

Pas på!

Nu kan det godt være, at du tænker, at de her microexpressions lige er sagen, og du næsten ikke kan vente med at komme i gang. Men der er nogle ting, du skal være opmærksom på.

Når du kan spotte en løgner, gælder det ikke kun kilder. Det gælder også familie, venner og kæresten. »Det er ikke fedt at sidde og snakke med konen, når du kan se, at hun lyver. Der bliver løjet for os utrolig tit, og man mister måske troen på det gode i mennesker,« fortæller Christian Vandsø.

Men man skal huske på, at det ikke altid er

løgnen, man afslører. Teknikken kan lige så vel bruges til at sikre sig, at kilden taler sandt.

Lixen vil ikke opfordre dig til at opdigte historier for at tjekke, om din kilde lyver. Det er for egen regning, hvis du alligevel har lyst til at gøre brug af netop denne teknik. camso08@student.sdu.dk sotho08@student.sdu.dk

FAKTA - Microexpression kan oversættes til mikroudtryk.Det er et ansigtsudtryk, der varer en femogtyvendedel af et sekund.

- De blev opdaget i 1960’erne af William Condon, som begyndte at studere videoklip billede for billede. Her fandt han uoverensstemmelser mellem det, folk sagde, og de udtryk, de viste.

- Den førende forsker er amerikaneren Paul Ekman. Han er konsulent på den amerikanske serie ’Lie to me’.

- Christian Vandsø er cand.scient og har forsket i microexpressions i otte år. Han holder foredrag om emnet. Du kan læse mere om ham på www.microexpressions. dk.

- På www.kortlink.dk/746n finder du en test i at genkende de syv forskellige grundansigtsudtryk.

- Paul Ekman har lavet en række dvd’er, som du kan bruge til at træne dig op i at spotte microexpressions. De kaldes ’Microexpression training tool’ eller METT. - Christian Vandsø kan ikke sige noget om, hvor lang tid det tager at træne sig op. Det er individuelt hvor lang tid, det tager, og man skal huske at holde det ved lige.

- Det er ikke kun Pinocchios næse, der vokser, når han lyver. Blodtilførslen til næsen øges nemlig på grund af adrenalin, når man lyver.

Hvis din kilde sidder stiv som en istap, tyder det på, at han lyver.

Mangel på gestikulation er nemlig et tegn på, at kilden er bange for at afsløre med sit kropssprog, at han lyver.

| november 2009

BRANCHE

| LIXEN

Tv-kampagne

i strid med reglerne

En offentlig kampagne skulle objektivt orientere om de nye muligheder ved overgangen til digitalt tv i november. Kampagnen endte dog med kun at fortælle forbrugerne om én løsning. Ifølge mediejurist er det brud på reglerne.

Thomas Damgaard Sørensen

TV-KNAS. Midt i oktober blev der udsendt en flyer med budskabet: »Du kan nå det endnu, hvis du har egen antenne: Køb enten en modtagerboks, som du slutter til dit nuværende tv. Eller køb et tv, som kan vise det nye tv-signal uden en boks.« Strategien er dog i strid med reglerne. »Det er et grundlæggende princip inden for forvaltningsretten, at offentlige informationskampagner skal være saglige og objektive,« siger mediejurist Søren Sandfeld Jakobsen fra Copenhagen Business School.

Kampagnen havde også et website med en lignende forklaring. »Den digitale modtagerboks kan købes som en separat enhed, der kobles til dit tv-apparat, men du kan også vælge at købe et nyt tv-apparat med indbygget digital modtager.« De vil kun have tv via antenne Henrik Vejlgaard, sekretariatschef

ved ’Det Nye Tv-signal’, undskylder sig med, at mange bare vil fortsætte med at se antenne. »Jeg vil vurdere, at en stor del af den gruppe, vi henvender os til, slet ikke er interesseret i andre muligheder,« siger han.

Den går dog ikke ifølge Søren Sandfeld Jakobsen: »Uanset hvad intentionen med ikke at oplyse objektivt er, så strider det med de forvaltningsretlige principper.« Henrik Vejlgaard mener samtidig med flyerens omdeling, at mange i målgruppen ikke ville kunne nå at anskaffe andre løsninger: »Mange i målgruppen er informationssvage borgere, ældre og folk på landet. De kan reelt ikke nå at få leveret andre løsninger nu.« Ifølge tv-leverandørerne, som for eksempel TDC, var det dog muligt at få leveret andre tv-løsninger. »I hovedparten af landet vil man kunne få leveret vores tv-løsninger inden 31. oktober 2009. Der kan være enkelte steder, hvor vi ikke kan nå det,« lød det fra Jesper Theill Eriksen fra TDC. TDC-direktøren forklarer desuden, at man, da kampagnen blev lanceret, tog kontakt, fordi man mente, den var subjektiv. Han kunne stadig godt tænke sig yderligere fokus på andre løsninger. thoso07@student.sdu.dk

DK for småt til mere tv-kamp Skiftet fra analogt til digitalt tv-signal i november skal øge konkurrencen på tv-markedet.

Men det bliver ikke tilfældet, mener tv-analytiker John Strand.

Danmark er simpelthen for lille.

Thomas Damgaard Sørensen

»Jeg er meget glad for, at vi nu har fundet den operatør, der skal stå for etableringen af den nye kommercielle tv-platform. En platform, som vil øge tilbuddet til seere med almindelig antenne og skabe konkurrence til de eksisterende tv-platforme.« Ministeren forventer altså, at Boxer vil være med til at sænke priserne.

Brian Mikkelsens analyse er John Strand dog ikke enig i. Ifølge ham afhænger priserne i første omgang af indbyggertallet. Derudover har også public service-kanalernes position og antallet af populære stofområder betydning.

MINIPUT. Det digitale antennesignal er netop blevet lanceret den 1. november. Derfor kan man se flere kanaler med en almindelig antenne. Det sker Uanset hvor mange der blandt andet for at øge konkurrencen, så tilbyder kanalerne, bliver der forbrugerne får lavere ikke flere til at betale for dem priser. Direktør og anaJohn Strand, tv-analytiker lytiker i konsulentvirksomheden Strand Consult John Strand tror dog ikke, det Ikke lavere priser i Danmark kommer til at ske.

Boxer har i en årrække haft ansvaret »Uanset hvor mange, der tilbyder for det svenske antennenet. Priserne kanalerne, bliver der ikke flere til at på den anden side af sundet er labetale for dem,« siger han. vere. Ifølge John Strand skyldes det dog ikke konkurrencesituationen, Minister ønsker konkurrence men i stedet markedets størrelse: Ved udvælgelsen af Boxer, der skal »En journalist i Danmark og drive det danske antennenet, sagde Sverige tjener det samme. Danskeren daværende kulturminister Brian har potentielt 5,5 mio. modtagere, Mikkelsen i en pressemeddelelse i mens svenskeren har ni. Derfor er marts sidste år: der flere til at dele regningen.«

”

Tv-analytikeren forklarer, at priserne på tv i høj grad hænger sammen med antallet af kunder. Derfor bestemmer indbyggertallet i høj grad priserne på nationale tv-kanaler.

Public service styrer markedet På det danske marked sidder DR og TV 2 på en stor del af seerne. Det er derfor vanskeligt for rene kommercielle udbydere at tjene penge. »Kommercielt tv er ikke noget, man bliver fed af i Danmark,« siger John Strand.

På verdensplan ligger Danmark i toppen, når det gælder public service stationernes position. I USA er situation drejet 180 grader. Her ser cirka en procent public service-tv. thoso07@student.sdu.dk

BOXER TV A/S Svensk selskab, der gennem en årrække har drevet antennenettet i Sverige.

Vandt i marts 2008 retten til en tilsvarende opgave i Danmark i perioden 1. november 2009 til 3. april 2020.

ANNONCE

BRANCHE

LIXEN | november 2009 |

»Vi har så ondt i røven over andre, så vi skal også tjekkes igennem« Presselogen på TV2 News gennemgår hver uge mediernes fejl og mangler. Det giver redaktørerne mulighed for at forklare sig, og dermed får seerne et blik ind bag pressens facade.

Sophie Bremer

TÆSK. Hver dag hives kilder gennem mediernes mølle. I Presselogen på TV2 News får journalisterne gengæld. »Vi har så ondt i røven over andre, så vi skal også tjekkes igennem,« siger Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen.

Programmet har kørt siden 2008 og har op mod 100.000 seere. Det blev lavet, da man på TV2 News syntes, der manglede et program, hvor man kunne slå til medierne. »Normalt er det os, der stiller spørgsmål til politikere og alle andre. Her var der mulighed for at stille spørgsmål den anden vej,« siger Karsten Nielsen, redaktør på Presselogen. Han mener, at det kan være

med til at højne troværdigheden i branchen, at den også kan kigge på sig selv og evaluere. Dette er blandt andet årsagen til, at Poul Madsen gerne vil deltage.

Dropper søndagskaffen Presselogen giver redaktørerne mulighed for at forklare sig og dermed give seerne en chance for at få en bedre forståelse for, hvad der sker, når historierne skabes. Det mener vært på Presselogen Mark Stokholm. »Det handler om at give seeren en forståelse for, at mediearbejdspladserne har nogle vilkår, der gør, at det nogle gange går galt. Ligesom det gør i andre virksomheder,« siger Mark Stokholm.

Poul Madsen er en af dem, der oftest har gæstet Presselogen. Det skyldes ifølge ham selv, at Ekstra Bladet er et af de kontroversielle medier, og derfor har de flere sager at forklare. »Jeg vil da helst være derhjemme og drikke søndagskaffe med familien, men jeg vil hellere være til stede her, end ikke at have muligheden for at forsvare mig,« siger Poul Madsen.

de gerne vil have redaktørerne til at evaluere deres handlinger. »Pointen med programmet er at få nogle indrømmelser på banen. Hele ideen med programmet er at sætte nogle tanker i gang, som forhåbentlig gør, at redaktørerne retter sig op og bliver bedre. De er klar over, at vi holder øje. Jeg vil gerne have, at redaktørerne går hjem med en følelse af, at ‘det kan jeg gøre bedre’,« siger

Mark Stokholm. Karsten Nielsen tvivler dog på, at det ændrer noget. »Det er nok en illusion at tro, at pressen bliver meget bedre og ikke laver fejl. Og så alligevel. Det er dejligt at kunne gå kritisk til vores egen stand og stille spørgsmålstegn ved, hvad er det vi laver? Hvor går grænsen og går vi over den? Der er hele tiden tvivlstilfælde. Om det bliver ændret, tror jeg ikke, men det

De skal tænke, før de udgiver Et af målene med programmet er, at

sætter nogle tanker i gang hos redaktørerne,« siger Karsten Nielsen.

Det sidste er nyhedschef på TV 2 og gæst Michael Dyrby enig i: »Det er virkelig en udfordring at deltage. Presselogen er med til at skærpe mine sanser. Redaktørerne er forberedt og jeg er tvunget til at tænke nogle ting igennem.« sohan08@student.sdu.dk

Foto: Sophie Bremer

I mediemanegen hos Cirkus Presselogen Hver søndag træder fire af landets mediepersonligheder ind på scenen hos TV2 News mediemagasin Presselogen. Den 25. oktober var emnet ’kendisjournalistik’ og debattørerne Poul Madsen, Ekstra Bladet, Michael Dyrby, TV 2, Kim Henningsen, Se og Hør, og Peter Brüchmann, B.T. Lixen spionerede i kulissen.

Sophie Bremer

SPIONAGE 09:28: »Min gamle professor fra SDU udtalte forleden, at der kun var ét mediemagasin, og det var ’Mennesker og Medier.’ Det mener jeg jo ikke,« fortæller Presselogens vært Mark Stokholm på vej hen mod området, hvor programmets deltagere snart vil dukke op.

09:29: Redaktørerne begynder at ankomme. Kim Henningsen giver hånd til de andre, der straks kommenterer, at han i det seneste nummer af Se og Hør havde hele to dementier. Han indrømmer med et smil, at det nok ikke har været hans bedste uge.

09:41: Peter Brüchmann er i tvivl om programmets rækkefølge, og Mark Stokholm gennemgår den.

Imens kommer Kim Henningsen ud fra makeuppen. »Hey – ingen hemmelige aftaler uden mig,« griner han.

09:51: De går ned i studiet. Hele vejen derhen diskuterer de to tidligere B.T.-kollegaer Kim Henningsen og Peter Brüchmann heftigt dækningen af en gammel sag.

Michael Dyrby ankom lidt efter de andre og mangler stadig at få lagt makeup. De andre tager plads i studiet. De får deres mikrofoner på og taler lidt om løst og fast. »Jeg har aldrig været her uden at blive angrebet,« siger Peter Brüchmann.

09:54: Michael Dyrby ankommer fra sminken og Mark Stokholm orienterer om, at de har ændret på emnet ’mediestunts.’ De skal snakke om drengen, der angivelig var forsvundet i en luftballon og bøsserapperen fra ’Dagens mand.’

Redaktørerne griner over historierne og punker hinanden for deres dækning. Især bliver der grinet af Michael Dyrby, da sidstnævnte program blev vist på TV 2.

09:59: Mark Stokholm skal til at gå på, men nedtællingsskærmen dur ikke. Han sidder afslappet og taler med redaktørerne. Pludselig lyder jinglen, og fra det ene øjeblik til det andet vender han sig om og begynder at læse dagens overskrifter. Redaktørerne sidder stille og lytter.

10:01: »Så er det tid til Presselogen,« siger Mark Stokholm. Dagens program går i gang.

10:03: Der vises et klip med Mogens Lykketoft, der fortæller, hvad han synes om ugens mediedækning.

Redaktørerne griner højt af ham, imens klippet afspilles.

10:09: Presselogens redaktør Karsten Nielsen følger med fra afviklingsrummet. Han taler til Mark Stokholm i studiet gennem en øresnegl og siger, han gerne må gå lidt over tid i denne første diskussion.

10:10: Karsten Nielsen ombestemmer sig – der sker simpelthen for lidt: »Lad os komme videre, Mark.«

10:15: »Hurtigt videre, Mark,« beder Karsten Nielsen ind i øresneglen.

10:16: Poul Madsen bryder ind, da Mark Stokholm prøver at afslutte emnet. Kort forinden har Kim Henningsen sammenlignet deres medier, og det vil han ikke finde sig i.

10:18: Mark Stokholm kæmper for at komme videre. Han prøver flere gange at bryde ind. Redaktørerne giver sig ikke og taler videre i munden på hinanden. Karsten Nielsen virker efterhånden desperat: »De kan være svære at styre« 10:20: »Hvis vi får strammet op nu, vil det være fint. Vi er liiiiddt bagud med tiden,« siger Karsten Nielsen.

10:24: Jeppe Søe sidder klar i Odense til at komme på live, men baggrunden i studiet er røget. »SHIT, hvad laver de i Odense?,« lyder det i afviklingsrummet. »Det skal på nu!« beordrer Karsten Nielsen og orienterer Mark Stokholm, så han kan træde lidt vande.

10:27: Det lykkes at få ordnet baggrunden, og Mark Stokholm har denne gang held til at afbryde redaktørernes debat, så Jeppe Søe kan komme på.

10:30: Tiden er stadig et problem. »Mark, der skal strammes ekstremt op,« siger Karsten Nielsen.

10:32: »Mark, vi dropper historien med Gitte Nielsen med mindre, du protesterer,« siger Karsten Nielsen.

Mark Stokholm kan ikke snakke, men nikker. Historien slettes.

10:37: »Haha, han er sgu da sjov.« Der grines i kontrolrummet over Jeppe Søes kommentarer.

10:38: Kim Henningsen indrømmer, at han har givet kompensation på 20.000 kr. til en kilde. De andre går hårdt til ham og griner ad ham.

10:40: Mark Stokholm kæmper stadig for at styre redaktørerne: »Nu skal vi springe til udlandet.« »Nej!« kommanderer Michael Dyrby og fortsætter talestrømmen.

10:41: Karsten Nielsen snakker med Mark Stokholm, om hvordan de redder programmet tidsmæssigt. De bliver enige om, at droppe historien med Michael fra ‘Talent,’ der dolkede kollegaerne i ryggen. »Vi må desværre tage et valg.

Det er lidt af en ’kill your darlings’, men sådan er det jo,« siger Karsten Nielsen.

10:47: »STRAM OP MARK. Der er 6 minutter igen.« 10:49: Mark Stokholm bryder ind: »Vi skal videre.« Peter Brüchmann nægter: »Nej, jeg skal lige svare.« Mark Stokholm ser opgivende ud. Karsten Nielsen griner: »Det her er simpelthen for absurd.«

10:55: Programmet er færdigt. De piller deres mikrofoner af og forlader studiet. På vej mod udgangen fortsætter diskussionen. De griner lidt ad hinanden og joker med de forskellige historier. Mark Stokholm kommer ud af studiet: »Hold da op. De var svære at få til at stoppe. Poul Madsen skulle jeg næsten sparke ned ad stolen. Men det er fint nok, det er med til at give den underholdningsværdi, som er vigtig.« sohan08@student.sdu.dk

10 | november 2009

PORTRÆT

| LIXEN

Maskernes skaldede meste Som barn var han outsider og løj sig til opmærksomhed. Siden har iscenesættelse og manipulation fascineret ham, og han har iført sig masker i flere omgange – blandt andet som fanatisk republikaner i USA og excentrisk teaterinstruktør i Nordkorea.

Alt sammen for at demaskere sine kilder.

Nu er Mads Brügger Deadline-vært, og han smiler så lidt som muligt for ikke at ligne en lurifaks.

Johan Bertil Winther Leonora Beck

RAMMEKNUSER. På loftet i en villa i Rungsted synker en ung Mads Brügger langsomt ned i Huckleberry Finns forunderlige og letsindige verden. Hans røde hår forsøger at dække et par strittende flyveører, men uden det store held.

Derfor bliver han ofte drillet på Rungsted Private Realskole. De små fingre bladrer intenst i bogens sider, og mens eventyrene udspiller sig, glider den lille rødhårede drengs bevidsthed væk fra den virkelige verden. For hans egen virkelighed ligner langt fra den, han finder i bøgerne og tegneserierne. »I en eller anden forstand har det som barn været et grundvilkår for mig at være udenfor,« fortæller Mads Brügger.

Han tøver lidt og ser stille frem for sig, inden han fortsætter: »Forstået på den måde, at det, som børn allerhelst vil, er at ligne de andre børn. Og det kan jo godt være ret smerteligt, hvis man ikke ligner de andre børn. Så jeg har ret tidligt forholdt mig til det at skulle være udenfor.« Den unge Mads Brügger følte alligevel et behov for at få de andres opmærksomhed. I fjerde klasse trak han sine klassekammerater ind i et spind af løgne om sig selv og sin familie.

Sort kaffe og smøger I lobbyen ved hovedindgangen til DR-byen møder vi Mads Brügger, som træder ind ad svingdøren sammen med en flok kolleger. I dag er issen barberet fri for den røde grydeklipning. »Han har lige vundet en pris,« siger en af hans følgesvende begejstret til os, inden den rødskæggede journalist giver os hånden. Prisen

vandt han i slutningen af september for doku- det også, at jeg havde held med det, fordi jeg var mentarversionen af Det Røde Kapel - en af hans forbløffende god, og sikkert også er, til at lyve.« adskillige kontroversielle tv-udsendelser.

Til et forældremøde gennemskuede lærerinPå vej op ad DR-Byens rulletrapper spørger den løgnen, efter hun havde spurgt forældrene, Mads Brügger, om ikke vi skal lægge ud med at hvornår de skulle rejse til Japan. Næste dag i drikke en kop kaffe. Så med sort automatkaffe i skolen trævlede hun nettet af løgne op foran hænderne begiver vi os ud i en af DR-byens små klassen. gårde. Ude i efterårskulden fisker Mads Brüg»Det var maskefaldet. Det er jo noget, der ger en pakke grønne Kings op fra lommen og knuser et barns verden. Men i realiteten var det tænder en cigaret. Mens han inhalerer røgen, dybest set en sund og god oplevelse, som i en spørger vi til manipulation i journalistikken, eller anden forstand vaccinerede mig mod at og hvordan han forholder sig til det. Svaret er lyve. Ikke fordi jeg ikke har løjet siden, men jeg prompte: er meget påpasselig med det.« »Det sker jo hele tiden i større eller mindre grad, for eksempel når man citerer en kilde. Kystbanemalerne Men jeg har jo brugt løgnen og manipulationen I midten af firserne opdagede Mads Brügger og som værktøj en del gange, hvor jeg synes, det hans venner hiphoppens verden. På Hørsholm har givet mening.« bibliotek lånte de hiphop-plader med old-school Vi indleder jagten på et ledigt lokale, og på vej rap, og dengang var det eneste, der fandtes på rundt i DR-byen spørger Mads Brügger, om han hylderne, musikere som Run DMC og Dr. Jeckyll skal hjælpe med at bære en sort attachemappe, & Mr. Hyde. Også spraydåserne fangede hans invi har med. Mappen rummer to spraydåser, en teresse, og det varede ikke længe, før de havde sprittusch og en malerdragt. Mads Brüggers stil fremkalder følelser som Nogle gange har det været så afsky og beundring hos risikobetonet, at det hele kunne ramle danskerne, og han har siddet i den terapeutiske sammen på få timer.

Mads Brügger portrætstol flere gange før. Beretninger og fortolkninger tegner et ikke entydigt billede af den en vant plads i Mads Brüggers hånd. Han læner 37-årige mand. Så hvordan ser han egentlig sig hovedet op ad sin knyttede hånd, mens et smil selv? Spraydåserne kan måske afsløre det, for toner frem på læberne. senere vil vi bede journalisten om at male et »Vi begyndte at male graffiti langs med kystselvportræt. Alt det ved han dog ikke, mens han banen. Vi var kystbanemalere. Dem, jeg oplevbærer mappen hen til et rødt kileformet rum, ede det stærkeste fællesskab med, var dem, jeg hvor vi sætter os. malede graffiti med,« siger han.

”

Maskefaldet Erfaringerne med løgn og skuespil startede tidligt i Mads Brüggers liv. Da han gik i fjerde klasse, fortalte han sine klassekammerater og sine lærere, at han skulle flytte med sin familie til Tokyo. I løbet af et halvt år eskalerede løgnen, og Mads Brügger husker, at det snørklede net af forviklinger blev temmelig svært at holde styr på. Målet var at se mere spændende ud i klassekammeraternes øjne, og da BMX-cykler for eksempel var populære, fandt lille Mads på, at hans far kunne skaffe billige cykler. »Det bunder i sådan et dybtliggende opmærksomhedsbehov, jeg har.« Ordene falder langsomt og søgende, som om han går en tur i sit sind og åbner døre på klem for at finde den helt rigtige kombination. »I en eller anden forstand tror jeg blandt an-

Vild med pinlighed I 1992 søgte Mads Brügger ind på Journalisthøjskolen i Århus, men han dumpede optagelsesprøven. I stedet tog han en bachelor i film- og medievidenskab i København, og da DR ville udvælge fire unge talenter og uddanne dem til journalister, tog han udfordringen.

Efter hård konkurrence blev Mads Brügger udvalgt, og to år senere besatte han redaktørposten på ungdomsredaktionen. Sideløbende skrev han for magasiner og aviser som Euroman, Politiken og Ekstra Bladet.

I sin journalistik begyndte Mads Brügger at bruge utraditionelle metoder. Metoder, der ville være bandlyst på journalistuddannelserne, og som flere i dag både roser og kritiserer ham for: Maskerne. At lille Mads’ maske faldt i fjerde klasse, da han blev afsløret, afskrækkede nem-

lig ikke voksne Mads fra at bruge løgnen og iscenesættelsen i sin journalistik. »Senere hen er jeg blevet vild med den pinlighed, der ligger i at lyve og at blive afsløret i at lyve,« fortæller han.

Igen kan han ikke finde de rigtige ord. Han væver nogle øh’er sammen, inden han siger: »Der er noget meget pirrende over det spændingsfelt, der ligger der. Ikke så meget med børn, for børn glider jo ind og ud af fantasier og virkelighed. Men når voksne mennesker bliver taget i at lyve – det er altid vældig underholdende.

Altså fordi det er så barnligt at lyve.« Derfor har han flere gange udnyttet løgnen og manipulationen til at få spændende journalistiske resultater frem i tryksværten og på skærmen.

Fanatisk republikaner Da den amerikanske præsident George Bush stillede op til genvalg i 2004, besluttede Mads Brügger sig for at infiltrere, hvad han beskriver som et ’meget forgiftet og forpestet’ politisk klima i USA – og han valgte manipulationen som værktøj. Under navnet ’Danes for Bush’ klædte han sig ud som fanatisk republikaner i rødt jakkesæt sammen med kunstneren Jakob Boeskov. De to rejste rundt og opsøgte rigtige republikanere, mens de udgav sig for at være inkarnerede Bush-støtter, der var taget til USA for at hjælpe præsidenten til sejr.

Mads Brügger læner sig tilbage i kontorstolen i det røde lokale og siger: »Den amerikanske regerings politik dengang var jo løgn og rollespil på kæmpe niveau. Så der tænkte vi, at vi godt kunne forsvare at indgå som nogle andre, end vi var.« I iscenesatte jo virkeligheden, når I klædte jer ud. Var I ikke med til at fremprovokere nogle af de medvirkendes handlinger? »Jamen altså, selvfølgelig var vi med til at påvirke virkeligheden. Men det, at vi er et falsum og ikke findes i virkeligheden, gør jo ikke det, der sker uden om os, mindre virkeligt.« Efter showet blev vist på dansk fjernsyn modtog Mads Brügger mange både glade og vrede breve. Når han tænker tilbage i dag, er han enig i en del af kritikken: »Jeg synes, det er rigtigt, at vi krænkede noget meget fint i USA – nemlig at man kan køre rundt som et tv-hold og opsøge, hvem man vil og stille spørgsmål til, hvem man vil.« Samtidig gentager Mads Brügger flere gange, at alle, der optræder i showet, vidste, at de blev filmet til Danmarks Radio. De troede bare, at de blev filmet til et program om to fanatiske, dan-

PORTRÆT

LIXEN | november 2009 | 11

er ske Bush-elskere. Ikke til et program, der ville gå bag om det republikanske USA.

Grænsen gik i Dallas Efter kritikken mod ’Danes for Bush’ overvejede Mads Brügger ekstra nøje, inden han spillede skuespil for sine kilder igen. »Jeg tænkte: ’Er der nogen steder i verden, hvor man moralsk og etisk kan forsvare at arbejde på den måde?’ Og så nåede jeg frem til, at det må være i et diktatur,« forklarer den 37årige journalist.

Mads Brügger besluttede, at han ville til Nordkorea, som ifølge ham er det mest ondskabsfulde og perverterede diktatur i verdenshistorien. Løsningen blev et skuespil på flere niveauer, hvor Mads Brügger udgav sig for at ville opføre et socialistisk show med Gøglertruppen ’Det Røde Kapel’. Han mener, at det giver mening at bruge løgnen og iscenesættelsen som værktøjer for at afsløre sandheden bag det glansbillede, diktaturet ønsker at vise.

Hvis man skal tale om, hvor grænsen for manipulationen i journalistikken går, vender den rødskæggede journalist tilbage til ’Danes for Bush’. Da de to Bush-fans var i Dallas, blev en ældre mand fascineret af dem, og han inviterede dem på date med sine to niecer. Daten blev optaget, men aldrig sendt, fordi Mads Brügger vurderede, at den var for personlig og dermed irrelevant. Han siger: »Man kan ikke give noget entydigt svar på det, fordi det afhænger af den situation, man er i og den målsætning, man har. Så det må man bestemme sig for i øjeblikket. Hvis man kan.« En kanin i hatten Den 26. februar 2007 var Mads Brügger vært på det tiende afsnit af samtaleprogrammet ’Den 11. time’. Aftenens gæster var forfatterparret Britt Bartenbach og Ole Hans Jensen, som fortalte om deres bog ’Den Sidste Aktion’, hvor de påstår at afsløre den sande historie om dobbeltmordet på Peter Bangsvej i 1948. En historie, der involverer adskillige efterretningstjenester, royale forbindelser og nazister i Argentina.

I starten af programmet lover Mads Brügger ikke at trække kaniner op af hatten. Samtidig opfordrer han med sine sidste ord seeren til at kigge med i programmet den følgende dag, hvor han vil slippe kaniner løs. Og det gør han. For det viser sig, at situationist og tidligere tryllekunster Peter Wendelboe har opfundet og holdt liv i mere end 20 kilder i forfatterparrets bog gennem en periode på fem år. Og de to forfattere bliver udleveret som gigantiske konspira-

tionsteoretikere. I programmet forklarer Peter Wendelboe, at han har narret Britt Bartenbach og Ole Hans Jensen, fordi han ønsker at udstille og afsløre deres falske historieskrivning. »Som journalist er det nødvendigt dels at gå sådan nogle efter i sømmene og også i vid udstrækning at demaskere dem. Og afsløre dem i deres spil,« siger Mads Brügger. Han vælger sine ord med omhu og formulerer sætningen flere gange, da Britt Bartenbach og Ole Hans Jensen siden har lagt sag an mod ham for den behandling, de fik i ’Den 11. time’.

Selv kan Mads Brügger ikke se noget galt i metoden: »I virkeligheden synes jeg, at det er noget af det mest regulære journalistik, jeg har lavet.

Altså, jeg kan selv med min bedste evne ikke se nogle etiske eller moralske problemer i det.« Fra korthus til ambolt I dag har Mads Brügger sat kaninerne på standby. Journalisten valgte i august at skifte sit lurendrejerimage ud med den seriøse værtsrolle på DR2s’ nyhedsudsendelse Deadline. Et valg, som han er glad for at have taget. »Meget af det andet, jeg har lavet, har mere været på gyngende grund og nogle meget skrøbelige korthuse. Korthuse på den måde, at nogle gange har det været så risikobetonet, at det hele kunne ramle sammen på få timer.,« siger Mads Brügger.

Den risiko, der har tegnet sig mellem linjerne i hans tidligere journalistik, er nu erstattet af det seriøse flagskibs faste rammer. Men rygtet som journalistikkens satiriske manipulatør har sat nogle tanker i gang. »Fordi jeg har meget bagage med ind i programmet, så har jeg en meget lille bane at spille på udtryksmæssigt. Det forsøger jeg at være bevidst om. Jeg kan for eksempel ikke sidde og smile for meget i Deadline. Så tænker folk, at jeg er en lurifaks,« siger han.

Mere end manipulatør Nu er det snart tid til at åbne den sorte attachemappe, som Mads Brügger hjalp med at bære rundt i DR-byen. Et selvportræt giver sommetider anledning til at reflektere over, hvordan man ser sig selv. Vi spørger Mads Brügger. »Når jeg medvirker til sådan nogle portrætinterviews her, så forsøger jeg at lave en øvelse, hvor jeg læser det, som om jeg ikke er mig selv.

Og så sidder jeg tit tilbage og tænker ’hold kæft, hvor lyder han irriterende’,« svarer han.

Du er før blevet fremstillet som journalisten, der spiller rollespil og manipulerer. Hvordan har

du det med det? »Jamen, faktisk er jeg ret træt af at blive skudt i skoene, at jeg lyver og svindler. 80 procent af det, jeg har lavet som journalist, har været meget regulært og straight. Nogle gange er jeg så røget ud af en tangent, og jeg har brugt nogle meget utraditionelle og kontroversielle metoder og greb. Men derfra og så til at fremstille mig som ham, der udelukkende lyver og laver rollespil. Det, synes jeg, er forkert.«

Hverken ærlig eller personlig Hvordan ser han så sig selv? Den skaldede journalist. Da vi har stillet spørgsmålet på forskellige måder, stopper han op. »Hvis jeg i realiteten svarede på det spørgsmål, så ville det jo fordre, at jeg var ekstremt ærlig, privat og personlig. Men det vil jeg jo ikke være. Og ellers vil jeg jo gribe ud efter varerne på den hylde, hvor man typisk ville gå hen, hvis man svarede på det spørgsmål,« siger han og sidder og vipper lidt på kontorstolen, inden han fortsætter: »Når man begynder at besvare dem, så ligger det i kortene, at man er meget forelsket i sig selv og sine egne fortræffeligheder. Og at man måske endda ringeagter andre journalister. Og det vil jeg helst styre udenom.«

Butterfly matcher stritører Mads Brügger kigger på den sorte mappe, som han har fået placeret mellem hænderne. Fingrene arbejder hurtigt, og efter to høje klik fra låsene åbner han mappen og ser forundret ned på spraydåser og sprittusch.

På baggrund af nogle af de ting, vi har talt om

nu, har du mulighed for selv at bestemme, hvordan du skal se ud.

Mads Brügger griber udfordringen og går straks i gang med at spraye en rød bue på det hvide lærred, han har fået til rådighed. Imens pumper hiphoprytmer ud i det kileformede, røde lokale. Det er pladen Rap Attack fra 1985.

Den samme plade, som introducerede Mads Brügger til hiphop-genren, da han var dreng og kystbanemaler.

Da journalisten fire minutter senere er færdig med portrættet, forklarer han: »Det er lille Mads med en kæmpe butterfly.

Det med butterflyen er, fordi slipset fremhæver mandens kønsorganer, mens butterflyen fremhæver mandens ører. Og det går godt i spænd med stritører.« Mads Brügger pakker dåserne væk og gør klar til at gå ud i efterårssolen.

Hvilket råd ville du give lille Mads, hvis du mødte ham på grusstien foran DR-byen om lidt? »Tja. Jeg ville sige til ham, at han skulle lade være med at ryge. Og så ville jeg sige til ham, at han skulle aftjene sin værnepligt, selvom han trak frinummer. Jeg er meget interesseret i fællesskaber, sociale dynamikker og så videre, og hvad fællesskaber angår, er jeg lidt ked af, at jeg missede det.« Den rødskæggede journalist læner sig helt tilbage i kontorstolen, mens et lurendrejersmil breder sig over hans læber. »Og så ville jeg også sige til ham, at han ikke skal flytte til Japan med sin familie.« johaa08@student.sdu.dk libec08@student.sdu.dk

BLÅ BOG I august i år blev Mads Brügger vært på DR2’s nyhedsudsendelse Deadline.

2008: Han realiserede tv-serien ’Quatraro-mysteriet’ med Mikael Bertelsen.

2007 til 2008: Han var udvikler af og vært på samtaleprogrammet ’Den 11. Time’ med Mikael Bertelsen.

2006: Mads Brügger rejste til Nordkorea for at lave dokumentaren ’Det Røde Kapel’.

2004: Han dækkede valgkampen i USA gennem satireprogrammet ’Danes for Bush’.

2002: Han blev ansat og afskediget fra det konkursramte dagblad DAGEN, hvor Mads Brügger var en del af avisens gravergruppe. I 2002 blev han også færdig med sin BA-grad i Film- og Medievidenskab.

1996 til 2002: Mads Brügger blev fastansat hos Danmarks Radio, blandt andet i ungdomsredaktionen og P1’s dokumentarafdeling.

Mads Brügger har også udgivet magasinerne ’Döner magazine’, ’VIRUS’ og ’Black Box’.

Bogen ’Abemanden’ er skrevet af ham, og han var medforfatter til bøgerne ’Ingen kender dagen’ om avisen Dagens konkurs og ’Grænselandet’ om Tøndersagen.

Derudover har han vundet flere priser.

Fotos: Johan Bertil Winther

12 | november 2009

FOKUS

| LIXEN

FOKUS: DEN JOURNALISTISKE DØDSSYNDJOURNALISTISKE Man har ikke lavet mange interviews, før man oplever at sidde med et knudret citat. Dilemmaet rejser sig: Hvor meget kan jeg skære i det? Og når man redigerer radio og tv er mulighederne for at klippe og klistre endnu større. Sagerne, hvor journalister er gået for langt og direkte har opdigtet historier, er få, men de skader hele journaliststanden. Derfor sætter Lixen i november fokus på fagets helt store no-go:

Åbenhed skal genrejse troværdigheden Manipulationsskandaler med fabrikerede historier har været med til at svække mediernes troværdighed, mener medieforsker Arjen van Dalen. Ifølge ham er vejen til at genvinde det tabte at være mere åben omkring journalisternes arbejdsvilkår.

Morten Bang

TILBAGEEROBRING. Undersøgelser, der sætter journalisters troværdighed i bås med brugtvognsforhandlere, kan efterhånden ikke længere gøre sig fortjente til en Breaking News-bjælke på tv. Tiden, hvor journalistens ord var lov, er væk. Hvis journalister skal genvinde noget af det tabte, så er åbenhed vejen frem ifølge medieforsker og ph.d.-studerende Arjen van Dalen fra Center for Journalistik:

»Der bliver formentlig ikke flere af den slags Mr. News, og det tror jeg bestemt også er på grund af den slags skandaler med Jayson Blair hos The New York Times, men også fordi folk generelt er blevet mere skeptiske over for institutioner. Skal medierne beholde deres troværdighed, så kræver det mere åbenhed.«

korrespondent Juris Luyendijk har påstået, at det er umuligt at lave journalistik fra krigszoner og diktaturer, så det kan man ifølge ham lige så godt være åben omkring. Den opfattelse deler Arjen van Dalen. »Jeg tror, løsningen på at imødekomme faldet i troværdighed, eksempelvis for udenlandskorrespondenter, er at være mere åben omkring Selvransagelse lig troværdighed de rammer eller begrænsninger, man Jayson Blair blev i 2003 afsløret i omarbejder under som journalist. Det fattende snyd i en lang række artikler gør det nemmere for modtagerne at I The New York Times. Avisen måtte forholde sig til, hvorfor man gør, som i den forbindelse lide et troman gør,« siger han og fortsætværdighedsknæk. Den efterter med krigsjournalistik som Skal medierne beholde deres følgende selvransagelse førte eksempel: blandt andet til en stor udre- troværdighed, så kræver det mere »Har man ikke billeder fra et dende artikel på forsiden. Det åbenhed. bombeangreb, så må man gøre er den slags åbenhed, Arjen Arjen van Dalen, ph.d.-studerende en dyd ud af at fortælle, hvorvan Dalen mener, der skal til. for man bruger arkivbilleder. »I eksemplet med Blair blev der lagennemgå bladets artikler om KosoNår journalister laver live stand-ups, vet en større intern undersøgelse på vo-krigen for at fastslå, om der var så kan det måske også være en god The New York Times, der viste, at der tale om en afbalanceret dækning.« idé nogle gange at fortælle, hvad man faktisk var folk, der løbende undrede ikke ved i stedet for at gisne.« sig og stillede spørgsmålstegn ved Krigsjournalistik er umulig Med det omfattende svindelnumhans historier. Det viste sig dog, at Den hollandske forfatter og krigsmer Jayson Blair slap af sted med

”

der ikke var noget centralt sted, hvor klagerne blev samlet. Det førte også til, at der nu er kommet en læsernes redaktør, der kan samle dens slags klager,« fortæller Arjen van Dalen og kommer med et andet eksempel på, hvad medierne kan gøre for at sikre troværdighed: »En anden mulighed er at betale forskere ude fra for at lave en gennemgang af mediets artikler eller indslag fra en periode. Derefter kan de så lave en rapport. Eksempelvis fik en hollandsk avis to forskere til at

Fire famøse eksempler på snyd Janet Cooke i Washington Post, 1981

Stephen Glass i The New Republic, 1998

Jayson Blair i New York Times, 2003

Jeppe Nybroe ’21 søndag’ på DR, 2007

Sagen kort: I september 1980 udkom Janet Cooke med historien ‘Jimmy’s World’. I den beskrev hun en 8-årig dreng, der var afhængig af heroin.

Historien nød stor omtale, og myndighederne i Washington indledte en eftersøgning for at finde drengen. Da drengen ikke blev fundet, begyndte spekulationerne om, at historien var falsk. Alligevel støttede Washington Post op om journalisten.

I 1981 vandt hun på trods af tvivlen Pullitzer-prisen for historien. Blot to dage efter prisoverrækkelsen blev hun dog presset til at indrømme snyderiet, efter nye uoverensstemmelser i artiklen dukkede op.

Sagen kort: Den kun 26-årige redaktør for det amerikanske venstreorienterede magasin The New Republic blev grebet i omfattende snyd. Han havde blandt andet fabrikeret hjemmesider for at snyde magasinets faktacheckere. Glass’ historie om en 15årig hacker, der hackede et firma og bagefter blev ansat, afslørede ham til sidst. Det kom frem, at han selv havde fået lavet en falsk hjemmeside for firmaet og fået sin bror til at udgive sig for direktør, når faktacheckerne ringede. Senere har Stephen Glass udgivet en selvbiografisk roman om svindleriet. Den blev filmatiseret i 2003 under titlen ’Shattered Glass’.

Sagen kort: Jayson Blair startede som praktikant på The New York Times.

Han blev senere fastansat på avisen uden at have færdiggjort sin uddannelse. Her steg han langsomt i graderne på trods af flere eksempler på artikler med fejl i. I 2003 opdagede en tidligere praktikant, at Blair havde plagieret hendes artikel. Redaktøren slog alarm, og senere undersøgelser viste 36 sikre eksempler på forkerte fakta. The New York Times har senere skærpet kontrollen med fakta og blandt andet ansat en læsernes redaktør. Senere optrevlede avisen sagen med en 7.239 ord lang artikel på forsiden.

Sagen kort: 29. juli 2007 berettede Jeppe Nybroe i ’21 søndag’ på DR fra en dansk militærkonvoj, der ifølge ham, var på vej ud af Irak. Det viste sig senere, at Nybroe og konvojen befandt sig i Kuwait og altså allerede var ude af Irak. Jeppe Nybroe blev taget af TV Avisen. En senere gennemgang af andre af hans historier afslørede desuden, at han i et tilfælde havde brugt lyden af den samme eksplosion flere gange i samme indslag.

mojoe08student.sdu.dk

hos The New York Times, kunne man fristes til at tro, at det er nemmere at slippe af sted med manipulationen i den skrevne journalistik. Helt så skarpt kan man ifølge den ph.d.-studerende ikke stille det op. »Det er svært at sige, hvor det er nemmest at manipulere med historierne, men det er klart, at det er sværere at lave fabrikerede historier til tv, da der også er en billedside at tænke på. I Holland har der dog været eksempler på dokumentarudsendelser med opdigtede anonyme kilder,« siger Arjen van Dalen, men han peger på, at grænserne for manipulation er mere flydende: »De fleste kan være enige om, at fabrikerede historier er manipulation, men i forhold til redigering og instruktion af kilder i elektroniske medier, så træder man ind i en gråzone. Det er en individuel vurdering fra medie til medie eller endda fra journalist til journalist.« mojoe08student.sdu.dk

TYPER AF MANIPULATION Fabrikerede historier: Når historierne er fuldstændigt eller delvist opdigtede.

Lyd og billedmanipulation: Som da Jeppe Nybroe pyntede på et indslag ved at bruge samme eksplosion flere gange i samme indslag. Dog er grænserne for, hvornår man redigerer for meget i et indslag svære at definere.

Instruktion: Når man beder kilder om at gøre noget bestemt for kameraets skyld eller rekonstruerer noget.

Kilde: Arjen van Dalen

Se i øvrigt Journalistens guide til redigering på tv og radio på: http://kortlink.dk/745m

FOKUS

LIXEN | november 2009 | 13

Klippe klistre-fotojournalistik Medierne kan klippe billeder sammen, så tosset de vil, bare de skriver det i billedteksten. Det er et problem, hvis det manipulerede billede ligner et nyhedsfoto, mener lederen af fotojournalistuddannelsen Søren Pagter.

Kitt Kristensen Nana Fischer

BLITZ. Jyllands-Posten offentliggjorde den 19. april artiklen ‘Thorning og Løkke: Hvem er bedst?’ på deres hjemmeside. Artiklen er ledsaget af et foto af Helle Thorning og Lars Løkke, der står side om side i folke-tingssalen. Lars Løkke smiler svagt og er fremhævet i lysere og mere markerede farver end Helle Thorning. Det er fordi, billedet er en såkaldt fotocollage, der består af to sammenklippede fotografier.

Det fremgår med småt i fotografiets billedtekst.

Åbenlys manipulation Leder af fotojournalistuddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole Søren Pagter mener, at det skal fremgå tydeligt ved manipulerede illustrationer, at de er redigeret, så læseren ikke opfatter dem som nyhedsbilleder. Pagter overså selv i første omgang, at der stod ‘Fotocollage’ under billedet af Helle Thorning og Lars Løkke. »Det er to reportagefotos, der er sat sammen, altså er det ikke ét øjeblik, men to. Og med det samme, at der manipuleres med tid og sted, så er det en illustration. Men man skal, specielt på en lille skærm, se godt efter for at opdage det. Og når man så tænker på læsernes hurtige brug af netnyheder, så er der ingen, der opdager det.« Ole Lind, fotograf på JyllandsPosten, kan ikke forklare, hvorfor avisen har valgt at bruge et manipuleret foto i forbindelse med artiklen.

Han siger, at det ofte ikke er foto-

graferne selv, som står for sammensætningen af fotocollagerne. Han er ikke bekendt med det konkrete foto, men mener først, at der er tale om et problem, når to sammensatte billeder foregiver at være en virkelig situation.

Ole Lind er bevidst om det store ansvar, medierne har over for læseren. Men når det er sagt, synes han, at det er i orden at klippe billeder sammen, så længe det står under fotoet: »Det er måske ikke alle, der ser det lille ord ‘fotocollage’, men har man skrevet det, så synes jeg, at man er dækket ind.«

Avisernes overlevelse Begrebet ’fotocollage’ kan i journalistisk regi dække over alt fra en abstrakt illustration til et reportagelignende billede klippet sammen af flere forskellige fotografier.

Spørgsmålet er, om der er forskel på at klippe en julenisse sammen med et dollartegn og at sammensætte to politikere i en scene, der lige så vel kunne være ægte. Ekstra Bladets

Det skal fremgå tydeligt, hvis der er pillet for meget ved computeren, mener Søren Pagter fra fotojournaistuddannelsen i Århus. Her er det artiklen, hvor en fiks Photoshopper har smeltet Helle Thorning og Lars Løkke sammen. Illustration: Screenshot fra jp.dk

fotochef Claus Lunde satte sig i chefstolen i 2007, og han har siden sin tiltrædelse gjort en indsats for at stramme reglerne i forhold til redigering af fotos. Han mener, at moral og troværdighed bliver de afgørende faktorer for avisernes overlevelse i fremtiden med konkurrence fra ama-

tørjournalister som f.eks. bloggere: »Man skal kunne stole på de etablerede medieplatforme. De, der går på kompromis med det, de vil komme til at tabe på det.« kikri09@student.sdu.dk naros09@student.sdu.dk

Q&A: »Man har pligt til at slå hårdt ned på manipulation« Er fejlcitater, fiktive kilder og instruerede svar et fænomen, der eksisterer på de danske redaktioner? Og hvor alvorligt tages det, når journalister manipulerer med deres kilder? Her følger tre forskellige bud fra udvalgte mediebosser.

Casper Fauerholdt, cafau09@student.sdu.dk

Jan Kristensen, chefredaktør på Fyens Stiftstidende Hvordan oplever du manipulation af kilder i journalistikken? »Alle redaktører har oplevet, at nogle i mere eller mindre grad har manipuleret med et citat. Journalistik og mediehuse lever af én ting, og det er troværdighed. Vi kan have nok så mange penge i kassen, men hvis vi ikke har troværdighed blandt vores kilder og læsere, så er der ikke nogen, der vil benytte vores medier. Så er vi døde. Vi har generelt en høj troværdighed, og det er sjældent, at jeg får decideret klager over, at der er store fejl i artiklerne i Fyens Stiftstidende.«

Foto: Brian Karmark

Lisbeth Knudsen, chefredaktør på Berlingske Tidende

Hvilke konsekvenser vil det få for en journalist, hvis kilden føler sig manipuleret med? »Jeg har snakket alvorligt med journalister, om de har strammet udtalelser for meget. Der er nogle, som er dygtige til at vinkle hårdt og engang imellem overfortolker det materiale, de har. Man oplever jo af og til, at der er nogle journalister, der nedprioriterer god presseskik - typisk folk, der er nye i faget eller kynikere, men de får ikke lov til at gøre det ret mange gange før, de er opdaget.«

Er manipulation af kilder noget, du oplever? »Vi har skrevet i vores etiske retningslinjer, at vi bedriver en journalistik på Berlingske Tidende med en fair og ordentlig behandling af kilderne. Jeg har ikke i min tid som chefredaktør på Berlingske Tidende oplevet, at en journalist har manipuleret med citater, historier eller kilder.« Hvilke konsekvenser vil det få, hvis en journalist bevidst har fejlciteret en kilde? »Hvis vi skulle få sådan et tilfælde, så vil det for det første give anledning til en meget alvorlig efterkritisk gennemgang af den pågældende sag og i værre tilfælde en påtale eller en advarsel. Manipulation af kilder bør tages meget alvorligt.

Det er vores troværdighed, det handler om.«

Foto: Liselotte Sabroe

Mikael Kamber, chefredaktør på Jydske Vestkysten Hvordan oplever du manipulation af kilder i journalistikken? »Jeg har oplevet det flere gange. Ikke dagligt, månedligt, men det sker. Og det er noget, man tager dybt alvorligt på alle seriøse redaktioner. Regel nummer et i journalistik er: Lortet skal holde! Vi lever af vores troværdighed. Mister vi den, har vi ingen berettigelse som formidlere af fakta. Vi kan alle komme til at begå fejl, men vi har ikke plads til journalister, der bevidst fordrejer kendsgerningerne.«

Foto: Jydske Vestkysten

Hvilke konsekvenser får det, når en journalist bliver afsløret? »Når man opdager det, har man som redaktør en pligt til at slå så hårdt ned på det og give så kraftig en advarsel, at journalisten er klar over, at hvis det bliver gentaget, er det ud. Den journalist, der har manipuleret, kommer ofte i en ydmygende form for ’bad standing’ blandt kollegerne. Det tager ikke ligefrem kegler, når man bliver grebet i løgn.«

14 | november 2009

FOKUS

| LIXEN

Falske foreninger fupper journalister Ahornsirup. Blindtarmsbetændelse. Cyklisme. Interesseorganisationer skyder konstant op i det danske medielandskab. Men det er langt fra alle, der er lige reelle og langtidsholdbare. Ofte er foreningerne det rene fup, vurderer ekspert.

Andreas Dohn Karine Kirkebæk Illustrationer: Karen Straarup Møller

HUMBUG. Mads Kolby, journalistpraktikant på Berlingske Tidende, sidder på redaktionen, da han får en henvendelse fa en forening. Den vil gerne kommentere et nyt lukkelovsforslag, men navnet – Alliancen til Fremme af Butiksfællesskaber - vækker absolut ingen genkendelse. »Da jeg googlede foreningen, kom der ikke noget frem,« siger Mads Kolby. Han undrer sig over, at foreningen ikke har nogen hjemmeside og ikke

”

som sad i foreningens bestyrelse, arbejdede i samme virksomhed.

Derfor var det i virkeligheden ét firma,« siger Mads Kolby.

Fup eller fakta?

Ifølge Niels R. Brinkmann, direktør i Brinkmann + Masters A/S, er Mads Kolbys oplevelse langt fra enestående.

Han har selv været med til at oprette en række foreninger, som skulle sikre virksomheder adgang til medierne. »Reelt er det ikke interesseorganisationer. Det er sponserede talsmandsystemer, hvor en virksomhed, en organisation, et politisk parti eller andet har behov for at fremstå bredere med sine synspunkter, end man gør i forvejen. Så i virkeligheden er det jo fup,« siger han.

Det er formentlig væsentligt mere udbredt, end nogen forestiller sig.

Niels R. Brinkmann, tidligere stifter af falske interesseorganisationer

er omtalt nogen steder.

Et kritisk spørgsmål til foreningen afslører, at alliancen er stiftet til lejligheden af virksomheden Steen & Strøm Danmark A/S, der driver en række storcentre i Danmark. De havde hyret en kommunikationsvirksomhed til at stå for kontakten til pressen. Og ifølge Mads Kolby var alliancen ikke så repræsentativ, som den gav udtryk for. »Jeg kunne se, at alle de folk,

Hvor udbredt fænomenet er, kan han ikke give et svar på, men det er ikke få falske foreninger, der er i omløb. »Det er formentlig væsentligt mere udbredt, end nogen forestiller sig,« fortæller Niels R. Brinkmann.

Fidusen er at konstruere en organisation, som ser ud til at repræsentere en stor gruppe mennesker eller en række eksperter: »Det foregår ved, at PR-folk får en fed idé til en virksomhed og siger: ’Vi kan lave sådan en body, så I kan få jeres synspunkter igennem, fordi de fremstår som mere uafhængige.« Niels R. Brink-

skal i stedet bruge kræfter på at gøre virkeligheden så interessant, at både medier og offentlighed er interesseret i den. Man har ganske enkelt ikke tilstrækkeligt mange skud i bøssen i et overkommunikeret samfund til at køre de lange omveje.«

mann bruger begrebet bodybuilding om disciplinen og sammenligner de falske foreningers statur med elverpiger fra eventyrene, som er hule i ryggen og forsvinder, når de vender sig om. »Det er det samme med de her bodies (kroppe, red.) – der er reelt ikke noget i dem,« siger Niels R. Brinkmann.

Et eksempel kunne være en asfaltvirksomhed, der opretter en interesseorganisation, som kæmper for at få plantet flere vejtræer. Hvis formålet med organisationen i realiteten er at få solgt en bestemt slags asfalt, er det at føre folk bag lyset, mener han.

Skabt til lejligheden Men det betyder ifølge ham ikke, at de falske foreninger lyver: »Det er ikke nødvendigvis sådan, at det, der bliver sagt, er forkert. Det er bare vinklet i forhold til den kommercielle interesse, som virksomheden har, mens man lader, som om det er nogle uafhængige mennesker, der mener det,« siger Niels R. Brinkmann og tilføjer: »Men det er alligevel fup efter min mening. For de fører offentligheden og forbrugerne bag lyset. Og de fører også journalisterne bag lyset.« Niels R. Brinkmann er kritisk over for de falske foreningers manglende repræsentativitet og uafhængighed. »Det er et problem, at man forskruer opfattelsen af, hvem det egentlig er, der mener hvad, og hvor mange der egentlig mener det,« siger han.

Han tilføjer, at tiden efter hans opfattelse helt er løbet fra at lave sindrige konstruktioner, hvor man lader, som om man får støtte fra en bred kreds af mennesker eller virksomheder: »Hastigheden i informationsstrømmen er så stærk, at der ikke er tid til først at sløre afsenderne – og derefter forsøge at komme igennem med budskaberne. Virksomheden

Butiksfællesskab: Vi snyder ikke Claus Tüschen, marketingsdirektør i Steen & Strøm Danmark, mener ikke at alliancen er fup. »Arbejdet er først og fremmest sket på vores initiativ, men vi har drøftet det med en række centerforeninger,« siger han

Kolby sig også over hændelsesforløbet: »Det er en mærkelig omvej at gå for at få en historie i medierne. De havde ikke behøvet at gå i gennem et kommunikationsbureau, for vi havde skrevet historien alligevel. Historien var god nok,« siger Mads Kolby, der synes, at baggrunden for hændelsen er problematisk: »Selvom der ikke er noget ulovligt i det, er foreningen jo udelukkende oprettet for at få pressens opmærksomhed. Det er da at manipulere sandheden, når man får noget til at fremstå som noget andet.« andoh09@student.sdu.dk kakir09@student.sdu.dk

og tilføjer: »Vi kunne i princippet have taget alle de centre, vi (Steen & Strøm Danmark, red.) administrerer, men det havde vi ikke tid til, da vi skulle lave det. Så vi talte med fem centre.« Claus Tüschen understreger, at det er seks juridisk uafhængige enheder, der udtaler sig i forbindelse med lukkelovsforslaget. Derfor fandt de det ikke nødvendigt at kontakte centerforeninger i storcentre, som ikke drives af Steen & Strøm Danmark.

Krumspring og fiduser Men det mener Niels R. Brinkmann er med til at svække alliancens autoritet: »Trovæ rd i g heden i en sådan alliance er altid væsentligt mindre, når deltagerne er ’en del af en fælles familie’,« siger han og hæfter sig ved, at Steen & Strøm Danmark ikke har haft kontakt til nogen uden for ’familien’: »Det handler om, at man centralt har ringet til fem centerforeninger.

De har ikke haft noget imod at lægge navne til - og vupti - så har man en platform at kommunikere på. Men en sådan alliance har naturligvis ikke nogen uafhængighed. Den er centralt drevet, og der er næppe noget synderligt engagement eller nogen involvering fra deltagerne.« Derfor mener Niels R. Brinkmann, at der er tale om en »fake, konstrueret alliance til lejligheden«. »Formålet kan jo være godt nok.

Men Steen & Strøm burde have så megen tillid til deres egen troværdighed, at de ikke behøvede den slags krumspring,« siger han.

Mærkelig omvej På Berlingske Tidende undrer Mads

Niels R. Brinkmanns råd til at håndtere falske foreninger: Stil konkrete spørgsmål, fx: - Hvor mange medlemmer har I? - Hvem er det?

- Hvem står bag foreningen?

- Hvem har finansieret starten?

- Hvem betaler PRvirksomhedens honorar?

Hvis flere af spørgsmålene giver samme svar, bør man være særlig opmærksom: »Så er der stor sandsynlighed for, at det er én sponsor, der har fundet på det hele.«

FOKUS

LIXEN | november 2009 | 15

Kend din kilde - og manipulér ham Manipulation er for psykopater, massemordere og terrorister, tænker du. Men uden for citat manipulerer vi hele tiden for at få vores vilje. Og hvis vi ikke gør, er vi overladt til at blive dukkeført af vores omgivelser – for eksempel vores kilder. Sådan er verden groft sagt skruet sammen ifølge lektor i sprog og kommunikation Klaus Kjøller. Hvis du har lyst til at være en del af vinderholdet, så læs nedenstående, og bliv bedre til at få viljen med dine kilder.

Sofie Bak Thorup

OPSKRIFT. Manipulation. Ordet klinger negativt. Det er ikke noget, ordentlige mennesker beskæftiger sig med. Jeg er nok lidt en pæn pige.

Jeg ser mine hensigter som reelle. og spiller mine kort åbent. Alligevel ligger bogen ’Manipulation – en håndbog’ af Klaus Kjøller åben foran mig på spisebordet. Det er en indføring i at få sine omgivelser til at gøre, som det passer én. Alle dem, du selv kan manipulere, eller som potentielt kunne manipulere dig, er dine modstandere.

Verden ifølge Darwin Forfatteren Klaus Kjøller indleder bogen med at skrive: »Hvis du er tilfreds med at lade andre bestemme over dig og dit liv, så lad være med at spilde penge og tid på denne bog.« Jeg er faktisk godt træt af, at mine kilder ofte dikterer, hvilken historie jeg kommer hjem med. Men som en god journalist burde man jo netop stille sig udenfor og lade kilderne og virkeligheden komme i centrum.

Måske jeg bare skulle lukke den bog?

- Og acceptere at mine kilder manipulerer med mig hver dag. »Ved at nægte at se de ubehagelige realiteter i øjnene, som bogen handler om, giver du alle dem, som skamløst benytter disse realiteter til egen fordel endnu bedre betingelser, end de har i forvejen.« læser jeg.

Det er enten mig eller dem, der manipulerer. I så fald skal kilderne ikke længere kontrollere mig, så hellere omvendt.

Fem forskellige modstandere Jeg er i flere tilfælde blevet overrumplet af en kilde. Derfor ringer jeg til bogens forfatter for at få svar på, hvordan jeg kunne have fået kontrollen over mine kilder, og hvordan jeg kan få det i fremtiden: KARRIEREMAGER For nylig prøvede vi på radioholdet, at

en kriminolog var meget interesseret i det emne, vi havde. Men da vi fortalte, at vi var journaliststuderende, og at indslaget var en skoleopgave, sprang hun fra med det samme. Kunne jeg have gjort noget for at overbevise hende om, at hun skulle medvirke? »Så skal du fremhæve mulighederne for at det, I laver, vil kunne blive bragt i et medium. Den slags eksperter bliver jo ringet op hele tiden. De vil være nødt til at prioritere benhårdt.

Du skal overbevise eksperterne om, at det, de siger, er så værdifuldt, at deres udsagn kan få jeres opgave bragt i et medie. Men man må jo gøre op med sin egen etik, om man vil gå så langt.« Ja, det er jo næsten at lyve.

»Ja, og det er ikke noget, jeg vil opfordre dig til. Der ligger utrolig meget etik i det her. Det skal man huske på.

Hvis du bare går ud og lyver og bedrager folk, vil det falde tilbage på dig selv,« fortæller han.

om, at Danmarks Kommunistiske Parti er gået fra at have flere tusinde medlemmer til at have 200. Men han holdt sig hele tiden til historisk fakta i stedet for følelser. Hvordan kunne jeg have manipuleret ham? »Du skal så vidt muligt udtrykke: ’Det må man jo virkelig beundre, at I stadig holder sammen.’ Derfra kunne du gå videre til: ’Det må da have været hårdt for dig at være en af de sidste.’

Men han har jo totalt overtaget faderrollen over for dig. Så må du gå lidt til ham: ’Jeg er glad for alle de her detaljer, men jeg vil også gerne høre lidt om dine personlige oplevelser.’ Brug din charme og empati.«

Charme og empati. Tja, jeg skulle jo lægge den objektive formidler lidt på hylden, hvis jeg ligefrem skulle have siddet og rost det kommunistiske projekt. Omvendt er det heller ikke meget, der skal til for at få sin vilje, hvis det er så simpelt, som Klaus siger. Kunne det skade noget at prøve? Han får lige en rigtig svær én:

TRYGHEDSNARKOMAN OG FORMAND Jeg sad for et par uger siden med en gammel kommunist, som jeg gerne ville have til at formidle sine følelser

FANATIKER OG KARRIEREMAGER I Lixen havde vi på et tidspunkt et interview med Clement Kjærsgaard.

Han skulle forholde sig til, at mange mener, at han selv fylder meget i sine egne programmer. Men i stedet for at svare på spørgsmålet, havde han sin egen dagsorden, hvor han gerne ville

Men knebet virker tilforladeligt. Jeg prøver med en anden hændelse:

fortælle os, hvad han mener, der er galt i den danske journaliststand. Efter halvanden times interview havde han stadig ikke svaret på vores spørgsmål.

Kunne vi have gjort noget? »Han er sådan en type, der skal behandles meget direkte. Det gør han jo også selv. Du kunne have sagt: ’Hør her!’ Men det er svært for jer, fordi I sidder som nogle nuller og er glade for, at han har viet tid til jer. Men I kunne måske have sagt: ’Ved du hvad Clement? Du er en stor banan, men det ville være mere interessant og værdigt, hvis du faktisk svarede os.’

Det kunne I gøre sent i interviewet.

Hvis han så lægger på, må I sige nå, pyt. Han er jo en blanding af karrieremager og fanatiker, og det er de slemme.«

Glem ikke etikken Tænk, at det skulle være så enkelt at få sin vilje. Men som Klaus Kjøller også sagde, skal man tænke på etikken. Som du også kan læse fra diverse chefredaktører i dette nummer af Lixen, vil man blive upopulær på redaktionen, hvis man bliver taget i at manipulere. Jeg vil nok også kun finde redskaberne frem, hvis det bliver strengt nødvendigt, for jeg er jo trods alt en pæn pige. sotho08student.sdu.dk

Med dette indblik i manipulationens kunst kan du blive en sand master of puppets.

Illustration: Leonora Beck

Tryghedsnarkomanen:

Karrieremageren:

Fanatikeren:

Statsmanden:

Formanden:

Han ønsker, at alt skal være, som det plejer. Han tager ikke initiativer til at ændre sin situation. Han er på vagt overfor personer eller hændelser, der kan ændre hans liv. Han kan godt lide andre tryghedsnarkomaner, statsmænd og formænd, der repræsenterer hans interesser. Han hader derimod de lidenskabelige fanatikere og karrieremagere.

Det er ham, der vil gøre alt for at fremme sin karriere. Han er på udkig efter personer, begivenheder og situationer, som han kan bruge til at komme længere op i systemet.

For ham er målet ikke selve aktiviteten. Det er et middel til at avancere til bedre job, bolig, ægtefælle eller mere indflydelsesrige venner.

Han inddeler folk efter, om de kan fremme hans karriere eller ej.

Det er ham, der brænder for en fiks idé. Det kan gælde religion, politik, forskning, og så videre. Modsat karrieremageren og tryghedsnarkomanen sætter fanatikeren gerne sin egen tryghed eller sit job på spil for at udleve drømmen. Han inddeler folk efter, om de deler hans fanatisme eller ej. Han forstår ikke tryghedsnarkomaner, og statsmænd er alt for abstrakt tænkende til ham.

Hans ord og gerninger er bestemt af hensynet til landets, menneskehedens eller Jordens trivsel. Han ligner formanden, men hans gruppe er væsentligt større. En anden forskel er, at han ikke er formelt ansat til at være repræsentant for gruppens interesser. Han forstår ikke karrieremagere, fordi deres mål er prestige og magt.

Han er leder af en gruppe, afdeling eller organisation. Hans gerninger er bestemt af hensynet til trivsel og vækst i den gruppe, han repræsenterer. Han inddeler folk efter, om de er potentielle forbundsfæller eller rivaler.

Hvordan interviewer man bedst tryghedsnarkomanen? »Langt de fleste er jo tryghedsnarkomaner. Hans yndlingshistorie om sig selv er en, der forsvarer det, han har. Men du skal arbejde med at få vedkommende til at stå frem. Det kan du gøre ved at sige ’Nu hvor du er blevet bange og har trykket dig det vil andre jo også gøre - og så sker der jo ikke noget. Hvis du står frem, vil det måske gøre en forskel.’ Du skal gøre det klart, at du bekæmper den fare, han er udsat for.«

Hvordan interviewer man bedst Karrieremageren? »Man skaber god kontakt ved, at han ser det som en del af sit eget projekt at snakke med dig. For han vil elske at fortælle dig om sine planer.

Han vil tænke: Hvor sandsynligt er det, at det, du skriver, vil komme til at gavne mig?’ Derfor må du starte med noget positivt, uanset hvilken historie du måtte være i gang med om ham.«

Hvordan interviewer man bedst fanatikeren? »Fanatikeren er meget nådesløs i den rene type. Han oplever hele verden igennem den ene ting, der optager ham. For at han overhovedet skal interessere sig for dig, skal han placere dig i sit verdenssyn.

Ekstremister er blevet behandlet forkert mange gange, så virk interesseret i at fremhæve deres synspunkter, så vil de ikke modarbejde dig.«

Hvordan interviewer man bedst statsmanden? »Spil på hans ansvar over for sin næste. Når du skal have kontakt til ham, skal du udvise, at du er meget optaget af de her spørgsmål.

Du skal finde ud af, hvor hans syn på de overordnede værdier ligger.

Hvis han for eksempel er optaget af miljøspørgsmål, skal du finde ud af, hvilke aspekter han fokuserer på, så du ved hvilken side, du skal gribe spørgsmålet an fra.

Hvordan interviewer man bedst formanden? »Det er ofte ham, du får fat i som journalist. Han ser dig som et middel til at få sin afdeling til at køre bedst muligt og tænker på hvilke signaler, han sender ud ved at tale med dig.

Der er det vigtigt, at du er klædt godt på, så du kan bruge hans interesser til fordel for din historie. Når du skal have kontakt til ham, skal du spille på hans ansvar. De negative sager, der verserer i pressen om formanden, vil han altid selv have en positiv udlægning af. Det nytter ikke at gå i klinch med ham, for så vil han modarbejde.«

16 | november 2009

FOKUS

| LIXEN

Skjult kamera splitter branchen Der er gået inflation i brugen af skjult kamera. På fem år er antallet af sager i pressenævnet om skjult kamera steget fra en enkelt om året til otte sager sidste år. Redaktionerne er uenige om, hvornår brugen af skjult kamera er relevant. Pressenævnet anerkender problemet, men vil ikke gribe ind.

Søren Dal Rasmussen Kristoffer Kræn

GEMMELEG. Journalister krydrer i større grad deres produkter med skjulte optagelser. Det blæser liv i debatten i de danske mediehuse. Rundt på redaktionerne er man nemlig uenige om, hvornår denne specielle brug af kamera opfylder god presseskik. Miki Mistrati er tidligere Cavlingvinder og medstifter af produktionsselskabet Bastard Film.

Han gemmer kun kameraet i jakken, hvis det er sidste udvej: »Jeg mener, at historien skal have en høj samfundsmæssig relevans, før man kan benytte sig af skjult kamera.

Eksempelvis inden for forbrugerjournalistik er det ret irrelevant.« Miki Mistrati’s udsagn bliver bakket op af Lene Sarup, der er journalist på Fyens Stiftstidende og medlem af Pressenævnet: »Det skal kunne afsløre noget, som har en vis valør. Det vil sige, at emnet skal have en højere samfundsmæssig interesse,« siger hun.

Udover at have en høj relevans i samfundet, er der ifølge Lene Sarup endnu et afgørende kriterium, som journalister ikke må slække på: »Det er vigtigt, at man ikke kan få fat i de nødvendige informationer på

andre måder.«

Kopivarer på kræmmermarkeder På DR-programmet ‘Kontant’ bruger de skjult kamera i deres programmer. For eksempel den 26. maj 2009.

Her rykker ’Kontant’ ud til et kræmmermarked for at afsløre de såkaldt ’falske kopihandlere’. Med sig i den journalistiske værktøjskasse bringer de et skjult kamera, der snurrer i lommen, mens seerne kommer med på en kigger. ’Kontants’ udsendte spørger en sælger til råds om falske boksershorts i håb om at få den uvidende sælger til at afsløre sig selv.

Det gør han.

Lisbeth Kølster har som redaktør på ’Kontant’ sagt god for udsendelsens brug af skjult kamera. I modsætning til Miki Mistrati mener

”

hun, at forbrugerjournalistikken kan rumme en høj samfundsmæssig relevans. Høj nok til at bruge optagelser, man har fået uden samtykke fra kilden: »Man kan selvfølgelig sige, at der i den her situation ikke er nogen, der får det dårligt, fordi de er blevet snydt lidt på pengepungen. Men programmet afdækkede kopivarer som en helhed og ikke kun kopiering af boksershorts. Vi mener, at selve emnet ’kopiering’ havde en samfundsmæssig relevans.« Men kunne man ikke have fået oplysninger om ulovligt salg på et kræmmermarked på andre måder? »Vi ville ikke få den ægte kundesituation, hvis vi gav os til kende som journalister. I samme øjeblik, vi begynder at filme, pakker kræmmerne

med kopivarerne sammen. Med andre ord opfylder situationen kriteriet ’dokumentation, der ikke kan skaffes på anden måde.’«

Debat hver gang Miki Mistrati mener ikke, at de danske redaktioner gør et stort nok nummer ud af at diskutere de etiske konsekvenser, før de rykker ud i felten: »Nogle gange lugter det af, at man ikke har været kritiske på redaktionerne, da man bestemte sig for at bruge skjult kamera. Man skal huske på, at selvom det er nemt, så skal man være kritisk overfor brugen,« siger han.

Lisbeth Kølster fortæller, at hver situation med skjult kamera bliver nøje overvejet:

Skjult kamera skal kunne afsløre noget der har en vis valør. En højere samfundsmæssig interesse.

Eksempel på en sag, der medførte kritik fra Pressenævnet Sagens implicerede: Privat person mod TV 2 Østjylland.

Sagen kort: TV 2 Østjylland sendte den 22. september 2008 kl.

19.30 indslaget ’Forargelse i Silkeborg’. Af indslagets billedside var optagelser af Silkeborg Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg., indhentet med skjult kamera fra en studietur til Liverpool. Optagelserne var indhentet af Ekstra Bladet og viste studieturens deltagere på bar/diskotek.

Uddrag fra pressenævnets kendelse: »Nævnet finder, at der som udgangspunkt ikke er samfundsmæssige interesser forbundet med at kunne optage offentlige personers fritidsaktiviteter med skjult kamera, og der er i det foreliggende tilfælde ikke oplyst omstændigheder, som kan føre til, at dette udgangspunkt må fraviges. Det er heller ikke godtgjort, at den nødvendige journalistiske dokumentation ikke eller kun meget vanskeligt kunne være skaffet på anden måde end ved brug af skjult kamera.«

Lene Sarup, medlem af pressenævnet

»Vi overvejer det meget grundigt hver gang. Og jeg snakker meget med folk på redaktionen i de situationer.

På DR skal det endda godkendes oppefra, hvis man skal bruge skjult kamera.« Redaktionerne bestemmer Selvom redaktionerne er uenige om, hvor muren mellem god og dårlig presseskik står, mener Lisbeth Kølster ikke, at pressenævnet kan gøre mere for at trække linjerne op: »Det er ikke Pressenævnets opgave at lave retningslinier. Deres afgørelser påvirker brugen af skjult kamera og fungerer indirekte som en slags vejledning.« Heller ikke Lene Sarup, der er medlem af pressenævnet, mener, at Pressenævnet kan gøre mere for at trække grænserne op: »Personligt tror jeg ikke, det er aktuelt. Det er ikke sådan, at man kan trække en streg. På den ene side er det i orden. På den anden side er det ikke. Det er et skøn fra redaktionerne. Så længe, der er så mange skøn, kan vi ikke gøre noget ved det. Skjult kamera er altid med mulighed for stor slinger i valsen.« soera09@student.sdu.dk kroe08@student.sdu.dk

Foto: Leonora Beck

Kamerainflation skader troværdigheden Brugen af skjult kamera må ikke tage overhånd. Det mener professor i mediejura på Danmarks Journalisthøjskole Oluf Jørgensen.

Han advarer imod de konsekvenser, som det på længere sigt kan have, hvis man misbruger skjult kamera som værktøj.

Hvad har stigende brug af skjul kamera af konsekvenser for journalistikken? »På den ene side kan det betyde noget positivt. Der bliver afdækket nogle væsentlige samfundsmæssige forhold. På den anden side er det utroligt krænkende. Brugen af skjulte optagelser forbedrer på ingen måde troværdigheden i journalistikken som fag. Samtidig skader det journalisternes ry. Det er også et problem, at tilliden i befolkningen bliver lavere

til en branche, der i forvejen ligger lavt i meningsmålingerne.« Man ser flere og flere eksempler på skjult kamera i forbrugerjournalistik.

Hvad er din holdning til det? »Håndværkersituationen, hvor man afdækker forholdene inden for en enkelt branche - det er ikke i orden. Det har ikke samfundsmæssig relevans. Kameraet bliver brugt for at skabe underholdning og en effekt.

Det er vel derfor, man bruger det, og det er ikke sagligt relevant. Det er et problem, at det bliver underholdning frem for journalistik.« Er det en farlig udvikling? »Ikke hvis man bruger dem ordentligt. Men det er klart, at det ikke må tage overhånd.« .soeda09@student.sdu.dk,

krsoe08@student.sdu.dk

Antal sager med skjult kamera i pressenævnet fra 2003 - 2008

Eksempel på en sag, der ikke medførte kritik fra pressenævnet.

Sagens implicerede: Privat person mod DR.

Sagen kort: Danmarks Radio sendte den 19. maj 2008 DR Dokumentaren ’Prostitutionens bagmænd’. Udsendelsen beskrev, hvordan bagmænd tjener penge på at sælge kvinder til det københavnske prostitutionsmiljø, og hvordan bagmændene via et netværk får forretningen til at syne lovlig.

Uddrag fra pressenævnets kendelse: »Pressenævnet finder, at forholdene i prostitutionsmiljøet – herunder de enkelte personers rolle, har en sådan samfundsmæssig interesse, at det var berettiget at bruge skjult kamera til at indhente den nødvendige dokumentation.

Nævnet har lagt vægt på, at oplysninger om blandt andre [K]s rolle ikke synes at kunne komme frem uden anvendelse af skjult kamera.«

FOKUS

LIXEN | november 2009 | 17

Dokumentaren - virkelighed eller virkemidler?

En dokumentar kan vare over en time. Uden musik, redigering og skjult kamera, kan det hurtigt blive en lang time. Men man skal passe på med sine virkemidler advarer DR Dokumentars Steen Jensen og professor Ib Bondebjerg. Men uenigheden melder sig, når grænselandet debatteres og TV 2’s Operation X sættes på dagsordenen.

Tine Heinricy

USYNLIG. En scene optaget med skjult kamera toner frem på skærmen. Rudy Frederiksen står tæt på Operation X’ muldvarp Mette og forklarer hende, hvordan hun skal sutte på hans pik for at få den stiv.

Klip - tilbage til en lamslået og afsløret Rudy Frederiksen i selv samme lokale, blot 25 minutter senere: ’Nej, hvad er det du finder på?’ »Brugen af skjult kamera og den åbenlyst sensationelle jagt på seere,

Fire hurtige

som præger for eksempel en udsendelse som TV 2’s Operation X, er en skandale - både etisk og journalistisk,« siger professor ved afdeling for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet Ib Bondebjerg.

Han mener ikke, at det er forkert at benytte virkemidler og kreativitet indenfor dokumentarismen, men man må ikke manipulere med virkeligheden eller skabe effekter for effekternes skyld.

Denne holdning deler DR Dokumentars chefredaktør Steen Jensen.

Han mener dog ikke, at Operation X har noget i klemme. »Jeg synes, at Operation X er et godt program. Og jeg synes, det er et program, der rigtig tit lykkes med at sætte nogle sager på dagordenen og også med et formmæssigt sprog, som mange gange appellerer til seerne.

De laver meget vinklede historier, og Operation X går også lige til kanten engang imellem. Men i det store hele er det da mit indtryk, at de forsøger at have dokumentationen i orden,« siger Steen Jensen.

Ib Bondebjerg og Steen Jensen er dog enige om, at en fuldkommen

Eksperterne er uenige, når det kommer til TV 2’s dokumentarserie ‘Operation X’. Her ses værten Morten Spiegelhauer til optagelserne til ansnittet ‘Operation XXL - En fed fidus’.

Lyssætningen og udklædningen viser, at dokumentar er en genre i et grænseland.

Foto: Johan Bertil Winter

neutral gengivelse af virkeligheden er for kedelig. »At sætte et kamera op på Nør-

report Station viser måske nok et meget objektivt udsnit af en lille del af virkeligheden, men det er meget

kedeligt og meget lidt sigende,« siger Ib Bondebjerg.

Ifølge ham har alt, der formidles til danskerne, altid skulle styrkes af retorik, æstetik og stil. Derfor er det umuligt at skildre noget neutralt også indenfor dokumentarismen. »En dokumentar skal du se på i en time, og så er det jo ikke vores ambition, at vi kun skal give vores seere en indholdsmæssig oplevelse, men at det også skal give seerne en ’tv-mæssig oplevelse’,« siger Steen Jensen.

Men man skal være på vagt, når man bruger virkemidler som for eksempel musik. »Vi må ikke bruge musikken på en måde, der gør, at den kommer til at understøtte eller signalere noget, som vi ikke kan vise, dokumentere eller synliggøre i vores dokumentar,« fortæller Steen Jensen og fortsætter: »Så er det, at man kommer til at bruge musikken ikke bare som et dramaturgisk redskab men også et redskab, der er med til at manipulere.« tihei09@student.sdu.dk

Ingen udskiftning i Studienævnet

SDU’ere nomineret til årets graverpris

En gammel kending vender tilbage

Hulu-bulu!

Der bliver alligevel ikke valg til Studienævnet på Center for Journalistik, da ingen modkandidater meldte sig. Nævnet består derfor fortsat af Sophie Bremer, Sally Hilden og Sofie Amalie Rasmussen fra de studerendes side - alle fra 3. semester. Næstformand Sophie Bremer siger: »Det er ærgerligt, at der på trods af opfordring ikke er nogle af de nye studerende, der opstiller. Det ville have gjort Studienævnet mere repræsentativt.«

SDU er stærkt repræsenteret i nomineringerne til FUJ Prisen 2009. Rune Skyum-Nielsen, uddannet ved SDU, er nomineret for bogen ‘Sagaen om Nyhedsavisen’ sammen med Morten Runge, Niels Holst og Rasmus Karkov. Malene Rykær, ligeledes fra SDU, er sammen med Michael Elsborg fra DR/Bastard Film nomineret for dokumentaren ’Markusholm.’ Du kan læse begrundelserne på www.fuj.dk.

Fra og med uge 45 vil der stå en ny underviser bag katederet hos radioholdet på Center for Journalistik. Journalistisk lektor Karsten Prinds vender nemlig tilbage fra tre månedersforældreorlov. Radioholdet har i de første måneder fået undervisning af DR-journalist Louise Kjærgaard.

Vi bringer den lige igen: Fra starten af efterårssemestret 2009 fik Center for Journalistik to nye ansatte ind ad svingdøren: Fellow Jacob Elkjær og studieleder Anne Lea Landsted.

Mange studerende har glædet sig til at byde dem velkommen på SDU, men de to nye ansigter har endnu ikke vist sig for 3. semester.

Jacob og Anne Lea, er I her? Kom forbi og hils på, hvis I er.

Sofie Bak Thorup

Sofie Bak Thorup

Sofie Bak Thorup

Redaktionen

Manipuleret fodbolddrama

(fortsat fra forsiden)

3-1 til tredje semester efter 60 minutters spil

Kampen endte 8-4 til første semester Foto: Leonora Beck

18 | november 2009

OPINION

| LIXEN

Send dit indlæg til ‘I øvrigt mener jeg...” til lixen@journet.sdu.dk. Det gælder både folk på og uden for Medietorvet.

Skriv ‘I øvrigt mener jeg’ i emnefeltet + din kommentar, dit navn og din stilling.

Så bringer vi indlægget i næste nummer.

… at 3. semesters pigehold er lige lovligt langt ude på sengekanten, når de hyrer en fodbolddommer, som privat og på banen råsnaver en af kampens deltagere fra 3. semester.

Sidsel Duch Langpap, 1. semester SDU ... at den næste semesterfodboldkamp skal vare 70 minutter.

Kristoffer Kræn, træt journited-wing ‘ … at der er pikke-koldt på medietorvet, og en pejs ville være på sin plads.

Astrid Holck Jensen, SDU … at journalistuddannelsen mangler en torsdagsbar.

Jakob Elkjær, fellow SDU

… at der burde være faste frokostpauser på skemaet.

Pernille Marie Louise Ulriksen, 1. semester SDU … at det er hul i hovedet at oprette kandidatuddannelsen cand.public B, hvis det reelt bliver en B-uddannelse, når man ikke prioriterer den økonomisk og tilsyneladende ikke synes, at disse studerende har lige så meget ret til ét helt års praktik, som andre journaliststuderende.

Marchen Gjertsen, 7. sem., BA og Marie Dissing Sandahl 3, sem., public B. … at undervisergangen bør udstyres med håndvævede ege-tæpper, et særdeles velfungerende Guinness-fadølsanlæg og en altertavle.

Lene Rimestad, lektor i journalistik SDU … at færdighedsprøven i radio og tv er spild af undervisningstid.

Gudmund de Stordeur, 3. semester SDU … at omdøbe panikdag til store match dag er historiens mest gennemskuelige spin.

Anders Topp Thomsen, 3. semester JH … at I alle bør stemme på min bror, Thomas Funding, til kommunalvalget den 7. november.

Signe Funding, 5. semester SDU … at undervisere, der læser højt fra manuskript til forelæsninger, burde afskaffes....!

Karen Straarup Møller, 3. semester SDU … at gatecrashing på Panikdagen er det nye sort.

Christian Bartels, 3. semester JH … at journaliststuderende er blomsten af Danmarks ungdom. (Ifølge os selv i hvert fald) Søren Geisler, 3. semester SDU … at journaliststuderende er tidslen af dansk ungdom.

Rune Moesgaard, 3. semester SDU … at Odense går lige lovligt meget op i H.C. Andersen!

Kitt Kristensen, 1. semester SDU … at journaliststuderende navlepiller for meget og kommer for lidt ud blandt rigtige mennesker.

Benita Dreyer, 3. semester SDU

Public service på skrump - nej tak!

Hans Redder Nørgaard

HOVEDKULDS. I starten af oktober præsenterede Anker Brink Lund og Rambøll Management den længe ventede og meget afgørende ’Mediestøtteudredningens slutrapport’.

Rapporten opstiller en lang række muligheder for fordelingen af støttemidler til de danske medier.

Som ventet har DR været midtpunkt både i rapporten og i den efterfølgende diskussion, der har raset den sidste måned. Det er jo i og for sig logisk nok, da DR sidder på over halvdelen af den samlede pose penge, der udgør mediestøtten. Men mange af forslagene virker som ugennemtænkte hovsa-løsninger, der i sidste ende vil skade det samlede danske medieudbud.

Lad P3 blive Et meget omtalt forslag i rapporten peger på, at radiokanalen P3 skal tages fra DR. Ræsonnementet synes at være, at det er den eneste måde kommerciel radio kan overleve på.

Det er muligvis rigtigt. Med Sky Radio, TV 2/Radio og senest 100FMs konkurs tegner der sig i hvert fald et billede af, at det er meget svært at lave reklamefinansieret kvalitetsradio i Danmark, når DR sidder på så stor en del af lytterne. Og P3 er umiddelbart den kanal, der virker mest kommercielt attraktiv.

Men at fratage Danmarks Radio deres største radiosucces og overlade kanalen til det frie marked vil have mange negative konsekvenser.

For det første vil et kommercielt P3 skade den danske musikscene. På samtlige kommercielle kanaler hører vi de etablerede, populære og ’sikre’ kunstnere om og om igen. Kun P3 tør at give plads til uprøvet og eksperimenterende dansk musik, fordi de ikke er afhængige af konstant høje lyttertal for at få reklamekroner i kassen.

P3 er samtidig et af de bedste eksempler på, at DR kan appellere til og samle en hel generation. Hvis unge fortsat skal føle, at DR er relevant og vedkommende for dem, er det netop eksempler som P3, der skal styrkes og udbygges. Det er tvingende nødvendigt, hvis der også i fremtiden skal være bred opbakning til en stærk public service-institution i Danmark.

Internettet er nødvendigt Et andet af rapportens forslag sigter mod at begrænse DRs udbredelse på internettet. Igen er tanken, at DR skal tilbyde et dårligere produkt for at give plads til de kommercielle aktører. Og igen virker forslaget uigennemtænkt.

Det helt store problem med mediernes forretningsmodel på nettet er, at virksomheder ikke vil betale nok for annoncerne. Det har ingen store

medier i verden fundet en løsning på endnu. Men public service er netop karakteriseret ved ikke at være finansieret af annoncer. Den samlede pose penge, som virksomheder vil bruge på annoncering i danske netmedier, vil derfor hverken blive større eller mindre af, at DR forsvinder fra cyberspace. Til gengæld vil danskerne få et dårligere og mindre alsidigt medieudbud, hvis en af de helt store aktører forsvinder.

Ligesom P3 er internettet en platform, der i høj grad appellerer til den unge del af befolkningen. Hvis public service i fremtiden ikke er at finde på nettet, vil DR virke gammel og umoderne, og mange unge vil have svært ved at se meningen med public service.

Alt i alt virker de to forslag som et forsøg på komme de mange kriseramte mediehuse undsætning, men uden tanke på, om danskerne får et bedre og mere alsidigt medielandskab.

Man må håbe, at politikerne tænker sig rigtig godt om, når de sætter sig til forhandlingsbordet i januar 2010.

Den nye mediestøtte skal nytænkes, men danskerne får ikke bedre medier og mere kvalitetsjournalistik af at begrænse public service-tilbuddet.

Tværtimod. hanoe09@student.sdu.dk

Til Panikdag med bind for øjnene og propper i ørerne Sophie Bremer, næstformand Studienævnet

HØREBØF. ‘Praktikudvalget har ikke modtaget nogen meldinger om snyd i denne runde,’ står der på journalisten.dk. Det tvivler jeg ikke på. Men det betyder bestemt ikke, at der ikke blev snydt. Jeg var til stede på dagen og snydt, det blev der. SMS’er blev sendt hele morgenen fra forskellige medier med beskeder som: ’Kommer du lige forbi os kl. 9.30?’ Flere blev ringet op tre kvarter før og fik tilbudt kontrakt. Mange tog imod, og jeg forstår dem godt. Jeg havde gjort det samme.

Pia Færring fortæller, at der i år blev indført et båthorn, der skulle signalere, hvornår der måtte ringes. Nu er det bare sådan, at medierne udover at være på Journalisthøjskolen, også er to andre steder. Jeg befandt mig på et af de andre steder, og her blev der intet signal givet. Godt tre minutter før tid begyndte telefonerne at ringe – er det for tidligt? For som en mand klogt sagde – ’Hvis ur går vi efter?’ Jeg stillede personligt mit om i søndags til vintertid – det blev gjort på vej ud af døren og meget tilfældigt

– så klokken på mit ur var ikke det samme, som på min sidemands.

Men alt dette er nu ikke det vigtigste at debattere. For mange oplevede snyd. Rigtig mange. Alle talte om det, men ingen vidste noget, når det kom til stykket.

Ingen medier er blevet meldt. Selvom mange havde lyst til det. Jeg forstår dem godt. Både at de havde lyst til det, men også at de ikke gjorde det.

For straffen går selvfølgelig ud over medierne, men det går i lige så høj grad, måske faktisk højere, ud over de studerende, der søger praktik ved næste ansøgningsrunde. Som én af de studerende, der blev ringet op tre kvarter før sagde: ’Jeg har lyst til at melde dem, men det går jo udover din årgang og det har jeg ikke lyst til.’ Tak, siger jeg og glæder mig over, at han valgte at lukke øjnene.

Kære Praktikudvalg. I bliver nødt til at kigge på sanktionen, hvis vi skal snyd til livs. Det dur ikke, at det går ud over de studerende, for hvis man bare har lidt medfølelse for sine yngre studiekammerater, så er det nemmest at tage bind for øjnene og lytte-

bøffer på ørerne. Løsningen kunne, udover at ændre straffen, være at droppe Panikdagen og indføre helt normale jobsamtaler. For hvem er det lige, der får noget ud af, at det hele er et stort kaos og hverken medier eller ansøgere ikke ved, om de er købt eller solgt? Lad os tænke alternativt og komme det her til livs.

Jeg håber bare, at I ved, at de manglende anmeldelser ikke er et udtryk for, at det gode har sejret, og ingen har snydt. Nej, det er et udtryk for, at det onde bliver gemt væk, så ens studiekammerater ikke bliver straffet næste gang.

Hvis nogen spørger, så kender jeg ikke til snyd ved praktikdagen. Jeg har fået et midlertidigt tilfælde af hukommelsestab. For jeg og mine medstuderende skal selv til panikdag om et halvt år – og vi vil gerne have praktikpladser. Derfor holder jeg mig for ørerne og lukker øjnene for snyd ved Panikdagen og åbner dem først igen den dag, hvor straffen ikke går ud over mine medstuderende. For hvem har lyst til at være en stikker? sohan08@student.sdu.dk

OPINION

LIXEN | november 2009 | 19

Iført røde strømper og Fjällräv En gang i mellem må man sukkende bukke sig ned og trække de højrøde sokker på. Og nu er det oppe over.

Benita Dreyer-Andersen

Det er tid til at råbe vagt i gevær eller noget andet, man råber, når man er godt og feministisk sur. For hvor

er ligestillingen henne i den danske et portræt sammen af førstedamen, på Michelle Obamas påklædning. presse? Jovist er journalisterne tilder indeholdt en beskrivelse af en Hørbart suk. Vi var så tæt på mål. Så nærmelsesvis lige, men hvad med alenlang og succesrig jurakarriere, tæt på at komme over stregen uden vores kilder? Diskriminerer vi dem samt et show-off af en række fine at falde til klichépatten. Men ak. Mipå deres køn? chelle er kvinde, så vi skal Under en fardiskutere hendes tøj.

Når nu Verden har besluttet sig for, at lig mængde p r e s s e d æ k n i n g alle er lige, så har medieland et stort ansvar Villys Fjällräv landede den ameriOg vi har set det før. Når en for at kommunikere det ud. kanske præsidentkvindelig partileder har haft

Benita Dreyer-Andersen frue i København fremgang, er vi død og kritte i september. I den nødt til at fejre begivenanledning havde TV 2 News flækket priser og diplomer. I næste nu har de heden med et billede af håndtasken. en live igennem med ingen ringere Ingen bad Villy posere med Fjällend: chefredaktøren for modebladet räven, da han kom i front. Da Helle Costume, der lige skal kommentere Thorning-Schmidt blev fanefører for de Røde Borgbanditter, gik en række journalister meget op i, hvordan hun nu skulle få passet sine børn. Anders Fogh har også børn, men det var til-

”

Fotos: Pernille Marie Louise Ulriksen. Kollage: Sofie Bak Thorup

syneladende ikke problematisk.

Og listen af disse diskriminerende hændelser er lang som en lokumsrulle. Det er træls i en verden, der har bladret sig frem til år 2009 og dyrker ligestilling alle andre steder.

Forskelsbehandlingen er affødt af de stereotyper, vi gerne vil væk fra, nemlig dem, hvor moder passer afkommet og fader arbejder ude (med en Fjällräv på ryggen).

Familiefaren og karrierekvinden Når nu Verden har besluttet sig for, at alle er lige, så har medieland et stort ansvar for at kommunikere det ud. Det kunne man gøre ved straks at aflive antagelsen om, at alle kvinder elsker at tale om tøj. Det kunne I gøre ved at indse, at mænd også kan passe børn. Det kunne man gøre ved at droppe betegnelser som ’familiefar’ og ’karrierekvinde’. For når man har navngivet netop disse to termer og ikke de omvendte tilfælde – ’karrierefar’ og ’familiekvinde’ – har man så ikke stemplet førstnævnte som unormal?

Så lad os trække i arbejdstøjet og gøre noget ved det. Enten kan man snuppe den seriøse tilgang og bare køre neutrale spørgsmål til alle kilder m/k. Eller man kan smøre et provokerende smil på og spørge mændene om det sidste nye inden for Fjällräve. bedre06@student.sdu.dk

Klummestafetten

Tag erhvervsjournalisternes job!

Foto: Johan Bertil Winther Jakob Elkjær, fellow

Kvalificer jer til de tunge økonomiske emner og kæmp jer ind på erhvervsredaktionerne. Der er brug for nyt blod. Erhvervsjournalisterne er nemlig medansvarlige for den finanskrise, der rammer jer nu. I kan blive en del af løsningen.

Der er al mulig grund til at udsætte politikere, nationalbank og

bankdirektører for en sønderlemmende kritik. Ikke mindst for nuværende studerende. I kommer til at betale prisen for bankernes uansvarlige lånepolitik og den prisboble på ejermarkedet, der førte til først finanskrisen og så den stigende ledighed.

Forvent ikke, at den barske kritik af autoriterne kommer fra de nuværende journalister - der ellers ynder at omtale sig selv som samfundets vagthund og den fjerde statsmagt.

Ukritiske erhvervsjournalister, der alt for ofte dækker ejendomspriser og aktiekurser som en fodboldkamp var og er en del af problemet. Der skal nye koste til.

For nylig blev kritikken af autoriteterne rejst igen i særdeles barske vendinger og den kom - ligesom de kritiske pip før finanskrisen - fra den akademiske verden. Nærmere bestemt fra lektor ved Institut for Økonomi på Århus Universitet Johannes Raaballe, professor på Copenhagen Business School, Ken L . Bechmann samt professor Anders Grosen på Handelshøjskolen ved Århus Universitet i et såkaldt festskrift, der netop er udkommet på Gyldendal.

Trekløverets budskab er klart. Bankdirektører har haft travlt med at give den internationale finanskrise skylden for krisen. Men de har selv skabt den ved at feste igennem med hovedet under armen i fire år, hvor de lånte 500 milliarder kroner mere

ud, end de havde stående på bankbøgerne. Ballet sluttede først, da udenlandske banker - ikke danske myndigheder, politikere eller danske banker - trådte på bremsen ved at afvise at forlænge kreditterne.

Umiddelbart før helvedet brød løs, sendte Nationalbanken misvisende rapporter ud om den danske banksektor med budskabet om, at her går det godt.

Bankpakke II, som den blev præsenteret af statsminister Lars Løkke Rasmussen og økonomiminister Lene Espersen, var fyldt med fejl, fordi politikerne er uvidende nikkedukker, der lader sig manipulere af Finansrådet og Danske Bank. Samtidig pynter politikerne på størrelsen af hjælpen til finanssektoren. Staten har i virkeligheden skudt 100.000 kroner ind i bankerne per dansker.

Desværre er det ikke medierne, der spiller rollen som vagthund. Da festen var i gang brugte danske erhvervsjournalister mere energi på at fortælle boligejerne, hvordan de kunne omsætte friværdi til forbrug end på at stille kritiske spørgsmål.

I USA har John Stewart i The Daily Show hængt de hysteriske erhvervsjournalister fra kabeltv ud for deres uansvarlighed. Samtidig har The Columbia Journalism Review på forsiden portrætteret amerikanske erhvervsjournalister som blinde: ’The business press did everything but take on the institutions that brought down the financial system’.

En barsk coverhistorie, som går i rette med den såkaldt seriøse del af erhvervspressen. I Danmark uddelte erhvervsmedier ligefrem priser til Stein Bagger lige før hans cirkus blev afsløret, uden at det har ført til nævneværdig selvransagelse.

Der er nok at kaste sig over. Både socialdemokratiske og borgerlige regeringer var med til at puste låneboblen op ved at tillade afdragsfrie og variabelt forrentede lån. Dermed blev grunden lagt til et enormt gene-rationstyveri fra de unge til de gamle. Samtidig bliver det selvfølgelig de unge, der kommer til at betale den største del af prisen for oprydningen. Hold galden flydende og sæt navne på de ansvarlige. Der er ingen, der gør det for jer.

LIXEN BAGFRA Illustration: Gudmund de Stordeur

Foto: Leonora Beck

Ministeriet, som holdt skandale-sabbat I Biblen står der vist et eller andet sted, at Gud ser alt. Gud må derfor have haft travlt med at holde øje med de danske ministerier, som på det seneste har stået i kø for at udkomme med den ene skandale efter den anden. Justitsministeriet har haft uoverskueligt mange ombudssager, endnu en kødskandale i Fødevareministeriet og chefforhandlersagen i Miljøministeriet er blot nogle af de sager, som har været oppe at vende de seneste måneder.

Et ministerium har dog vandret i lyset moralsk højt hævet over andre: Kirkeministeriet.

Morten Thrane

SKANDALE. Kirkeministeriet har holdt skandalesagerne langt væk, og kun afviste asylansøgere, der kravlede rundt på orglet i Brorsons kirken, har givet seriøs mediedækning - men for at være helt ærlig; en skandale var det ikke. Derfor vil jeg prøve at opsnuse en rigtig skandale i Kirkeministeriet - en skandale, der ville ryste hele kabinettet og sende det ned i snavset sammen med de andre.

Jagten er gået ind, og Cavlingen (Kravlingen eller Jern Henrikken kan også gå an) synes nærmere.

Dog kan Kirkeministeriet ved første øjekast snyde en. Birthe Rønn Hornbech er kirkeministeren, men den rigtige chef er Den Store Mand i Himlen. Derfor ville det være tidsspilde at ringe kagerullesvingeren op for derefter at opnå total tavshed som i en almindelig dansk kirke søndag formiddag. Da overtegnede desværre ikke ligger inde med nummeret på Gud den almægtige Fader, Himlens og Jordens skaber eller hans énbårne Søn, i det ellers store kildekartotek som Lixen besidder, må man gå andre veje. Svaret var åbenlyst, nemlig hos en præst. Præster er jo lægmandens chefforhandler, bindeleddet mellem Gud og menigheden, derfor skal sandheden findes hos dem. Da Guds veje er uransage-

lige, kom jeg i kontakt med en af slagsen (en kvinde!) med fingeren på pulsen, en tidligere ungdomspræst med egen hjemmeside, facebook- og artoprofil, som altid kan kontaktes over SMS, og som lige nu har fået sit eget sogn i Næsby. Marie Holm, som præsten hedder, skulle stå ansigt til ansigt med de mest faretruende spørgsmål, kirken har stået over for siden reformationen.

Marie Holm, du må da, som tidligere ungdomspræst og nu med eget sogn, have fingeren på pulsen. Er der for Guds skyld ikke noget snavs eller nogle skandaler på vej? »Nej, ikke hvad jeg ved af. Der var det med Brorsonskirken, men ellers ikke noget, jeg har hørt om.« Med én sætning viste Marie, at hun var skarp og opdateret, og hjernen skulle derfor sprinte hurtigere end apostlenes heste, for ikke at blive løbet over ende af præstens vise ord. De bidske anklager skulle findes frem.

Hvis jeg spørger, om der ikke er visse præster, der har spist for 15.000,- oblater, hvad siger du så? »Igen nej, jeg ved faktisk ikke, hvor meget sådan en oblat koster, men man skal virkelig spise mange, hvis man skal spise for 15.000.« Igen måtte jeg se mig slået af et guddommeligt spin fra præstens side, dog lod hun paraden falde som Jerikos mure, da hun ikke vidste hvad en oblat kostede. Dette måtte være et tydeligt tegn på manglende økonomisk sans, og derfor var næste spørgsmål nærliggende: Så må der vel være præster med bilagsproblemer.

Er der ikke en præst a la Peter Brixtofte der har haft snuden lidt langt nede i altervinen? »Nej, vi præster har det med at skille tingene: Når vi står i kirken, prædiker vi, og når vi skal drikke, tager vi på kroen.« Bang! Igen var jeg slået tilbage til 1. Mosebogs tid. Med et ærligt svar i Søren Gade’ske dimensioner om krobesøg, skulle der desperate metoder i brug, for at konvertere præsten.

Kommer der ikke snart en fortsættelse på Biblen, sådan en rigtig bogsag som kirken er tvunget til at stoppe? »Øhh… « Lang pause, måske en åbning…? Nej. Inden fryden nåede at brede sig, kom svaret. »Altså, præster skriver altså rigtig uendelig mange bøger, men der er kun én bog, der vil afsløre alt. « Endelig kom sandheden frem. Hvilken forfatter kommer aldrig i Himmeriget for de vers, han har nedfældet, som vil rive den ene chef efter den anden ned fra hans babelstårn?

Salman Rushdie for ‘De sataniske vers 2’, bogen med faktiske sataniske vers?

Kurt Westergaard for bogen og det medfølgende spil, ‘Tegn og gæt, nu med guder som vi aldrig har set dem før?’

Nik og Jay med, ‘En dag tilbage, denne gang mener vi det 4 real’?

Nej. »Guds søn er den, der skriver bogen, der vil afsløre alt.« Med fokus på det usandsynligt og mirakuløst

høje bogsalg der ville komme ud af den; Kommer bogen eller Jesus så først? »Nej, Jesus har bogen med på dommedagen.

Intet bogsalg der, og med dommedag kommer der ikke en tid med efterfølgende debatter. « Stakkels Thøger som heller ikke kan nå at trykke den. - Rygter vil vide. at Jesus Kristus ikke lækker materialet før publikationen.

Vil det så sige, at der ingen skandaler er? Er præster og kirken virkelig Guds gave til folket!? »Nej. der er ikke rigtig nogen skandaler og nej, præster er ikke Guds gave, vi synder, men vi synder tappert.« Desværre var der ikke noget at komme efter i denne omgang, men man skal ikke lade sig stoppe i jagten efter sandheden, selvom man en gang i mellem får kastet en spand koldt helligvand i hovedet.

Derfor vil undertegnede forsøge at skaffe nummeret til Den Store Mand. Han ser jo alt og må kunne give nogle svar på anklagerne, men er der nogen, der har hans nummer? Ellers må man jo gå undercover som præst for at få nummeret den vej… morth08@student.sdu.dk

Illustration: Johan Bertil Winther