Lixen november 2011

Jern Hernrik: Sejr til Freja og fagbladene Side 3

Lixen afslører: Månedens fokus er SLADDERJOURNALISTIK Fra side 12

Ny mediestøtte: Sjællandske Medier bliver den store taber Side 9

5,4 mio. kr.

Lixen

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 13. årgang | 7. nummer | november 2011

”

Det ene øjeblik laver jeg Snurre Snups Søndagsklub, og det næste øjeblik står jeg på en eller anden mark og ser to mennesker kneppe og lave en pornofilm.

Portræt side 10

2 | november 2011 | LIXEN

Indhold

Leder

UDDANNELSE

Du skal ikke tro på alt, hvad du læser

Praktikudvalget har ikke nogen mulighed for at give sanktioner til de medier, der snyder til Store Match Dag. Derfor mener DR’s nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, at medierne selv skal finde på et indbyrdes sanktionssystem.

Side 4.

Ordet sladder klinger ikke ret godt i manges ører. Og sladderjournalistik er nok heller ikke forbundet med den største troværdighed.

Det er blevet odiøst at tale om sladder. Men hvorfor? Vi sladrer jo alle sammen. På arbejdspladsen, i skolen, hos frisøren og over hækken med naboen. Men når først sladder bliver et journalistisk håndværk, er det pludselig noget forfærdeligt noget.

Når Britney Spears tager et par kilo på, eller Sidney Lee får en kæreste, kan vi følge det fra første parket i Se og Hør, KigInd og Her & Nu. Det har vi kunnet i mange år. Men sladderjournalistikken er i disse år i eksplosiv vækst, og selv de såkaldte pæne medier er hoppet med på sladdervognen. Både TV 2 og Morgenavisen Jyllands-Posten er blandt dem, der har fået deres eget gossip-site. Og selv i lokalaviserne kan vi læse om Rasmus Seebachs gøren og laden.

Samtidig er der kommet langt flere mennesker at sladre om og langt færre penge i aviserne og bladenes skattekister. Personer, der er semi-kendte fra for eksempel Paradise Hotel er en yndet skare blandt sladderjournalisterne. De trækkes frem og gøres til kendisser for, at der kan produceres flere og nye historier og dermed komme flere penge i kassen.

Det mærkelige er ikke, at vi danskere elsker at kigge ind i de kendtes privatliv og hade dem, elske dem eller foragte dem. Sådan har det altid været. Det bemærkelsesværdige er den voksende mængde af sladderhistorier. Og de etiske og moralske grænser, der langsomt rykker sig.

Men der er forskel på sladderen. Der er den danske og den udenlandske. Og så er der den udenlandske, som bliver bragt i de danske blade og på de såkaldte gossip-sites.

Når vi for eksempel læser om Madonnas træningsmetoder eller om, hvor dårlig Orlando Bloom er til at vaske tøj, kan vi så være sikre på, at det er rigtigt? Når en udenlandsk gossip-nyhed kommer frem i Danmark, er det tit uden en kilde. Og hvis der endelig er en kilde, er den ofte anonym. Den udenlandske sladder er som oftest fundet på et udenlandsk site og derefter oversat. Og man kan spørge sig selv, om det er ordentlig og troværdig journalistik. Er den udenlandske sladder, vi får serveret her i Danmark, i virkeligheden bare planket? I så fald kan man argumentere for, at det ikke er ordentlig journalistik, fordi journalisten ikke har været i kontakt med sine kilder. Og hvis det er fremgangsmåden, må den del af pressen, som ikke laver sladderjournalistikken, ryste i bukserne over, hvordan de andre påvirker deres ry.

BRANCHE For fire-fem år siden blev uafhængige, politiske blogs spået en fremtid som en seriøs konkurrent til de etablerede medier. I USA har flere store blogs vundet frem, men herhjemme er de aldrig slået igennem.

Side 9.

TICO

POLI

DUA

JARL COR

DAILY KOS

INSTAPUNDIT

ECONOMIX TE

ET WONK

GAWKER

HUFFINGTON PO

MASHABLE!

ST

PORTRÆT Han startede som runner hos Nordisk Film, blev landskendt for at sidde i et badekar og graver nu historier op i de mest tabubelagte afkroge af Danmark. Men han har hele tiden bare været Bubber.

Side 10-11.

FOKUS Lixen tog med på arbejde på ugebladet Se og Hør, som mange betragter som sladderjournalistikkens ukronede konge. Læs om kuglekræft, kældedyr og store bryster.

Side 14.

OPINION

God læselyst!

I et helt år har Jern Henrik været sporløst forsvundet. Til KaJO’s generalforsamling den 29. oktober blev han endelig fundet og har nu fået et nyt hjem hos aftenens glade vinder. Se alle billederne.

Bagsiden.

Sarah, Christine og Simone

Lixen

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Avisen dækker udviklinger og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser.

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer

Logo: Karina Cecilie Møller Layoutinspirator: Sara Winther Korrekturlæser: Katja Lyngbach Johnsson og Helene Refsgaard

Simone Agger

Christine Landry Brandt

Sarah Andersen

Chefredaktør

Ansv. chefredaktør

Chefredaktør

Cathrine Borup Bloch

Paul Sauer

Ida Meyer

Malte A. Christensen

Lea Holdgaard Sørensen

Rune Jensen Heidtmann

Redaktør

Redaktør

Redaktør

Redaktør

Redaktør

Billedredaktør

UDDANNELSE

LIXEN | november 2011 |

DE NOMINEREDE Service Henrik › Tina Tjørner for artiklen ”Snydt så vandet driver” i B.T. › Majken Søndergaard for artikler i Børsen om falske virksomheder. › Thomas Askjær og Jens Thorborg for radioprogrammet ”Aftenkaffen” på P5.

Felt Henrik › Camilla Falkenberg for artikelserien ”Manden der ville af med sin fod” i Fyens Stiftstidende. › Sofie Bak Thorup for featuren ”Fri som en troldmand” i Jyllands-Posten. › Kristoffer Kræn for artikelserien ”Ghettoen indefra” i Dagbladet Information.

Basker Henrik › Sophie Bremer for artikelserien ”DONGs kulsorte samvittighed” i Ekstra Bladet. › Maria Djurhuus for artikelserien ”Slår plat på børn i nød” i Ekstra Bladet. › Liza Leonora Beck for artiklen ”Bitter strid om Hemplers arv” i Børsen.

Jern Henrik › Kristine Sofie Bugbee for artikelserien ”Godhavn” i B.T. › Sophie Bremer for artikelserieren ”DONGs kulsorte samvittighed” i Ekstra Bladet. › Sophie Bremer for artikelserieren om kaos i DSB i Ekstra Bladet. › Camilla Falkenberg for artikelserien ”Manden der ville af med sin fod” i Fyens Stiftstidende. › Freja Czajkowski for artikelserien om IC4 tog skandalen i Ingeniøren.

OM PRISUDDELINGEN Juryen bestod i år af › › › ›

Mette Østergaard (politisk redaktør, Politiken) Troels Mylenberg (chefredaktør, Fyns Amts Avis) Anders Agger (journalist, DR Dokumentar) Niels Christian Bastholm (webredaktør, jp.dk)

Om priserne Jern Henrik er SDU’s helt egen pris, som første gang så dagens lys i 2004. Jern Henrikken gives hvert år til en praktikant, der har lavet noget journalistik, som udmærker sig. Ud over hovedprisen uddeles tre mindre priser, Basker Henrik, Felt Henrik og Service Henrik, der henholdsvis hylder nyhedsjournalistikken, reportagen og forbrugs- og livsstilsjournalistikken.

Freja fandt Jern Henrik Freja Czajkowski vandt årets Jern Henrik for artikelserien ”IC4 Kaos” – en række historier om DSB’s mislykkede toge, som hun gravede frem under sin praktiktid på fagbladet Ingeniøren. Hun er glad for, at juryen har taget højde for, at der også kan laves god og oplysende journalistik på et fagblad.

Cathrine Borup Bloch, Ida Meyer

VINDER. Årets Jern Henrik-vinder ryster stadig lidt på hænderne og stemmen, da Lixen skænker hende et dulmende glas rødvin – i et plastickrus. Hun lægger blomsterbuketten og checken på 2.000 kroner på bordet foran sig og stiller samtidig sin statuette i jern fra sig. Freja har netop vundet hovedprisen i Jern Henrik-prisuddelingen 2011. ”Prisen gives til en studerende, som i praktiktiden har lavet et produkt, der udmærker sig, fordi vedkommende i arbejdet med historien har gjort en ekstraordinær indsats i forhold til idé, research, sprog, form og indhold – der fokuseres altså både på processen og det færdige produkt.”

Det er dette, årets jury har valgt vinderen ud fra. I begrundelsen for, at netop Freja Czajkowski vandt hovedprisen, står der:

”Freja Czajkowski vinder Jern Henrik 2011 for, med sin artikelserie om IC4-togene, at have sat foden ned på en dårlig sag for DSB. Freja Czajkowski har lavet en original udvikling af en i forvejen gennemtærsket historie. Gennem forskellige genrer og med et godt greb i historien sætter Freja Czajkowski dagsordenen med en god, bred og kritisk nyhedshistorie. Godt gået.”

En overvældet vinder tager en slurk af sin nyskænkede rødvin. »Nu skal der festes lidt mere,« smiler hun.

Freja er overvældet over prisen og er glad for, at hun kan vinde som praktikant på et fagblad. Et medie, som ofte står i skyggen af de store dagblade. »Prisen viser, at man godt kan lave gode historier på et fagblad,« siger en glad vinder.

jeg ikke have gjort det uden. Gåpåmod var også afgørende, fordi det er enormt svært at skildre så teknisk en historie konkret og forståeligt. Jeg har stået på flere togperroner og talt, hvor mange sammenkoblede IC4toge, der afgik, for at dokumentere min historie. Den tredje ting er mine kilder. Det krævede meget arbejde at finde de rigtige kilder, der kunne dokumentere historien. DSB ville kun udtale sig via en lille, kort kommentar på skrift.« Efter nogle minutters snak lader Lixen Freja gå med sit plastickrus i den ene hånd og den tunge, irgrønne mand i den anden. Hun skal ud og feste med Service Henrik, Basker Henrik, Felt Henrik og alle de andre.

Lixen ønsker tillykke!

cablo10@student.sdu.dk idmey10@student.sdu.dk

Fra flop til fest Frejas historie blev dagsordenssættende i sagen om DSB’s IC4-flop.

Allerede den morgen artiklerne udkom stod TV 2 News klar foran DSB’s hovedkontor for at få en kommentar.

Senere stod både aviser og tv-stationer parate foran transportgiganten.

Netop at historien blev dagsordensættende, gør Freja stolt. Lixen beder hende nævne tre ting, som var afgørende for, at historien blev så stor, som den gjorde: »Min praktikantvejleder, som jeg lavede historien med – ham kunne

I et år har den famøse jernstatuette Jern Henrik været forsvundet, men lørdag var han klar til at indtage pladsen i vinderens hånd. En vinder, der blev fundet blandt hele 17 indstillede.

Simone Agger, Christine Landry Brandt

JUBEL. Sidste års Jern Henrik-uddeling var en sådan fiasko, at man besluttede sig for, at den lille jernmand ikke skulle med nogen hjem.

Der var nemlig kun fire indstillinger, og juryen følte ikke, at nogen af dem var stærke nok til at vinde den prestigefyldte pris. Det resulterede i, at den tunge, lille jernfigur blev så bedrøvet, at han kort tid efter forsvandt.

I et helt år har man nu søgt ihærdigt efter Jern Henrik. En søgen, der blev intensiveret, da antallet af indstillinger til Jern Henrik 2011 blev talt op. I år modtog KaJO nemlig hele 17 af slagsen til prisen. Og det er altså hele fire gange så mange som sidste år.

Formand for KaJO, Naja Dandanell, er henrykt for de mange indstillinger,

S SUCCE

Jern Henrik endelig en der har været i år, som alle har været af høj kvalitet. »Det siger jo noget om årgangen. De har været gode til at indstille hinanden, « fortæller en glad formand.

Heldigvis lykkedes det en flok energiske studerende fra SDU at finde frem til Jern Henrik, som det seneste år har drukket shots på en snusket bar i København og delt dobbeltdyne med 7. semesterstuderende Jens Thorborg. Og det betød altså, at den heldige vinder Freja Czajkowski lørdag den 29. oktober kunne tage statuetten og gevinsten på 2000 kr. med hjem.

Der har i alt været 54 indstillinger.

17 til Jern Henrik, 8 til Service Henrik, 19 til Felt Henrik og 10 til Basker Henrik. Vinderen af Service Henrik blev Tina Tjørner for artiklen ”Snydt så vandet driver”, mens Camilla Falkenberg vandt Basker Henrik for den rørende artikelserie ”Manden der ville af med sin fod”.

Vinderen af Basker Henrik blev dette års Kravlingvinder Sophie Bremer for artikelserien ”DONGs kulsorte samvittighed”. simic09@student.sdu.dk chbra10@student.sdu.dk

7$1'/ *( +DU GX ´ORPPHVPHUWHUµ "

YL JLU· EHG¡YHOVHQ RJ U¡QWJHQELOOHGHUQH JUDWLV WLO VWXGHUHQGH PRG IRUHYLVQLQJ DI J\OGLJW VWXGLHNRUW

&HQWUXP7DQGO JHUQH ZZZ FHQWUXPWDQGODHJHUQH GN

2GHQVH &LW\ 0LGGHOIDUW

*U¡QQHJDGH 7HJOJnUGVSDUNHQ

WOI WOI

UDDANNELSE

| november 2011 | LIXEN Store Match Dag

Foto: Rune Jensen Heidtmann

Selvjustits skal hindre snyd Efter hver Store Match Dag går debatten for meget op i anklager om snyd medierne imellem og for lidt op i at have fokus på succeshistorierne om de mange matches. Det mener formand for Praktikudvalget, Christian Kierkegaard. Nyhedsdirektør for DR Ulrik Haagerup er også træt af den evindelige snyddebat og er netop kommet med et forslag om, at medierne selv burde finde på et indbyrdes sanktionssystem.

Cathrine Borup Bloch

FEJLFOKUS. Når den halvårlige Store Match Dag er afviklet, er det så sikkert som lyden af hornet klokken 9.30, at en debat og flere klager om snyd er i gang på Journalisten.dk. Tasterne gløder hos både praktikstederne, de studerende og flere fagfolk. Ved maj måneds Store Match Dag blev Børsen og DR Nyheder fanget i snyd.

DR undskyldte med det samme og erkendte fejlen, mens Børsen stod fast på, at snyd er kutyme hos dem på den såkaldte Panikdag. Debatten var allerede i fuld gang. Og det er formanden for Praktikudvalget under Dansk Journalistforbund, Christian Kierkegaard, rigtig træt af. »Jeg synes, at diskussionen fylder alt for meget i forhold til alt det andet, Store Match Dag handler om. Det

handler om at få et godt forløb, og det handler om at få så mange studerende som muligt ud på et praktiksted, de gerne vil have, og give praktikstederne de praktikanter, de ønsker. Det lykkes næsten hver gang at få alle i praktik, og det er de succeskriterier, der bør fylde meget,« siger han.

De dumme overholder reglerne Christian Kierkegaard er ikke den eneste, der helst ser, at debatter om snyd holder sig langt væk fra Journalistens rød-hvide hjemmeside. Nyhedsdirektør i DR, Ulrik Haagerup, er både træt af diskussionen og samtidig frustreret over, at man ikke kan gribe hårdere ind over for snyd i stedet for bare at diskutere problemet.

Ved Praktikudvalgets møde i starten af september kom han derfor med et forslag om, at medierne selv skal finde på et indbyrdes sanktionssystem.

Praktikudvalget kan nemlig ikke selv give sanktioner. Det blev fastslået efter en sag i 2009, hvor B.T. kontaktede studerende dagen før forårets Store Match Dag. Praktikudvalget straffede B.T. med en halvårlig karantæne, og det var for hård en straf, mente B.T., der ankede sagen til Undervisningsministeriet. Ministeriet ophævede karantænen og fastslog, at Praktikudvalget ikke kan give sanktioner.

Derfor er et indbyrdes regelsæt med tilhørende sanktionssystem medierne imellem vejen frem ifølge Ulrik Haagerup. På den måde opstår der en form for selvjustits, hvor medierne selv kontrollerer hinanden.

»Mit forslag går ud på, at der skal være nogle regler, og hvis der er regler, så skal der også være en straf, hvis man ikke overholder dem. Ellers er gevinsten for at bryde reglerne rigtig stor både for de studerende og for arbejdsgiverne, og dem, der bliver taberne i det spil, er de studerende og de medier, som ikke snyder.

Det vil til sidst medføre, at det kun er de dumme, der overholder reglerne,« siger han og fortsætter:

”

ets næste møde i december. Han er bekymret for det nuværende system, som han mener, er meget uholdbart.

Nyhedsdirektøren efterlyser derfor også bedre forberedelsestid til både medier og studerende med tid til en ordentlig samtale i Åbent Hus-ugen med både håndtryk og øjenkontakt.

Ifølge ham kan det i sidste ende også mindske snyd. »Jeg håber, at vi får nogle mere åbne og gennemsigtige vinduer, hvor

Sanktionerne skal være, at arbejdsgiverne indbyrdes skal banke hinanden oveni hovedet, hvis der er nogen, der ikke overholder reglerne.

Ulrik Haagerup, nyhedsdirektør for DR

»Sanktionerne skal være, at arbejdsgiverne indbyrdes skal banke hinanden oveni hovedet, hvis der er nogen, der ikke overholder reglerne.

Jeg håber, at man kan nå frem til en sådan fælles løsning.« Christian Kierkegaard er positiv over for Ulrik Haagerups forslag: »Vi ville selvfølgelig gerne i Praktikudvalget have en form for ret til at give sanktioner, men hvis vi ikke kan det, så synes jeg, det er en god idé, at man prøver at få det løst på anden vis. Det er så det, vi håber på, at medierne vil være med til.« Åbent Hus og nichts weiter Ulrik Haagerup vil lade det være op til de store medier, der er repræsenteret i Praktikudvalget, at komme med et forslag til et muligt sanktionssystem.

Det skal diskuteres på Praktikudvalg-

det er i orden at snakke sammen og forberede begge parter. Sådan så det ikke skal være baseret på, hvilket teleselskab, der får sendt sms’en af sted først,« siger han.

Det er konsulent i DR og medlem af Praktikudvalget Marianne Blichfeldt enig i. Hun udarbejdede tidligere på året nogle retningslinjer for Åbent Hus-ugen i samarbejde med et andet medlem af udvalget. De blev præsenteret på mødet og efterfølgende sendt ud til alle de medier, der ansætter praktikanter. »Der bliver diskuteret mere og mere på grund af snyd på tidligere Store Match Dage, og derfor har vi bare brug for at lægge nogle klare retningsliner for, hvad der er tilladt og ikke tilladt. Det er vigtigt, at vi alle er enige om det,« siger hun.

Man må gerne afholde individuelle

samtaler i Åbent Hus-ugen, så medie og praktikant har mulighed for at se hinanden an. Men når praktikansøgningerne er afleveret, er det slut med kontakten. Det er der ikke noget nyt i. »Det er den her uge og nichts weiter,« fastslår Marianne Blichfeldt.

Panikdæmper Christian Kierkegaard gør opmærksom på, at de i Praktikudvalget vægter Åbent Hus-ugen højt, da den er et vigtigt redskab til at dæmpe panikken. »Jo mere velforberedt praktikstedet er, og jo mere forventningsafstemt den studerende er, desto bedre et match får vi. Vi opfordrer til, at man forbereder sig bedst muligt inden dagen, og det er en god idé at afholde individuelle samtaler. På den måde forsøger vi at gøre Store Match Dag mindre panisk,« siger han.

Praktikudvalget håber på i fremtiden at give endnu mere tid til Åbent Hus-ugen, så den muligvis kan udvides fra én til to uger. Christian Kierkegaard påpeger dog, at de stadig diskuterer frem og tilbage med de tre journalistuddannelser, men de håber på, at det kan blive en realitet. cablo10@student.sdu.dk

UDDANNELSE

LIXEN | november 2011 |

Store Match Dag

Ida Meyer

ANBEFALET. Store Match Dag er overstået, kontrakterne underskrevet, og panikken er på retur. Og forud for alt dette er gået flere ugers ”seen an”, nærlæsning af hjemmesider og Åbent Hus-stress.

Men hvem af ansøgerne i det store ansøgerfelt er værd at lægge ekstra mærke til? En rundringning foretaget af Lixen tegner et billede af, af praktikstederne lytter til, hvem deres nuværende praktikanter kan anbefale. Praktikanterne på landets praktiksteder og ansøgerne på Store Match Dag kender nemlig hinanden fra studiet, hvor de både har delt faglighed og bondet over vodkashots til skolefesterne.

Ekstra opmærksomhed »Det handler om at danne sig et overblik over de potentielle mennesker, vi skal arbejde sammen med.

Derfor bruger jeg mine praktikanter.

De kan jo vide, om de enkelte ansøgere på årgangen under er dygtige eller ej,« siger redaktionschef på Ekstra Bladet Miki Mistrati.

Han fortæller, at han benytter sig meget af det, som hans praktikanter kan fortælle om en ansøger. »Jeg laver talent-scoutning. Det er det, det består i for mig,« siger han.

Også hvis man drømmer om en praktikplads på Dagbladet Information, kan det være en fordel at have en anbefaling i ryggen.

Tre hurtige

»Jeg synes, det er rigtig fint, at man har halvanden time til at læse alle ansøgningerne – så det gør vi. Det er klart, at når vi så kommer til én, som vi har fået anbefalet af en af vores praktikanter, så lægger vi da lige mærke til det og kigger på, om det lever op til forventningerne. Det ville være løgn at sige andet,« fortæller Kristian Villesen, journalist og praktikantvejleder på Information.

Ingen fribillet For praktikantvejlederne på både SDU og DMJX er det vigtigt, at medierne ikke lader anbefalingerne påvirke deres endelige beslutning i valget af praktikanter. Men at de lytter til dem og derfor lægger ekstra mærke til nogle enkelte ansøgere er helt okay. »Det er ikke så meget anderledes end på en anden arbejdsplads. Det synes jeg egentligt er helt naturligt,« siger praktikantvejleder på SDU, Karen Løth Sass.

”

er de studerende ikke klar over, hvad der egentligt skal til for at blive praktikant på Ekstra Bladet. Men det kan nu være meget godt at få muget ud i det værste,« siger Miki Mistrati.

Han bakkes op af alle de andre medier, som Lixen har haft kontakt med. »Vi ret gode til at vurdere, hvem der kan blive gode praktikanter og

”

Jeg laver talent-scouting. Det er det, det handler om for mig.

Miki Mistrati, nyhedschef for Ekstra Bladet

hvem, der ikke kan. Uanset om nogen har anbefalet dem eller ej,« siger Mia Jellig, praktikantchef på TV 2 Nyhederne.

Også Erik Thomsen fra Fyens Stiftstidende pointerer, at det ikke er anbefalinger, der gør det alene: »Hvis vi går ind og kigger på en

Reelt kan det være ligegyldigt, hvem der anbefaler hvem. I skal bare alle sammen have en praktikplads.

Pia Færing, praktikantvejleder på DMJX

Praktikantvejleder på DMJX, Pia Færing, bakker op om dette synspunkt: »Det er spørgsmålet, om det er kvalitet eller ej, men hvis praktikstederne oplever, at det er det, så fint for mig. Et netværk er jo en udmærket ting at bruge i det her fag.« Alle de adspurgte praktiksteder er da også enige om, at det ikke er en varm anbefaling, der gør det alene, og at det bestemt ikke er en fribillet til et job på drømmepraktikstedet. Det indtryk, de får af ansøgerne til Åbent Hus, gennem hjemmesiderne og under samtalerne, er allervigtigst. »Der er ikke nogen af de studerende, vi har på Ekstra Bladet, som er valgt af vores praktikanter. Det er et finmasket filter, og jeg ansætter ikke nogen, som jeg ikke har talt med i forvejen. Når jeg har haft dem inde til en forsamtale, så har jeg allerede et klart billede af dem. Med al respekt

at man anbefaler en ansøger af de rigtige grunde. »Man skal være sikker på, at man anbefaler af de rigtige grunde, for det vil være rigtig kedeligt, hvis man anbefaler en, som er en supergod veninde, men som måske vil være rigtig elendig i netop dét journalistjob. Det kan sætte én selv i et dårligt lys,« siger hun.

AN BEF A

Bunkerne af ansøgninger er høje på Store Match Dag. Men med en anbefaling fra en af de praktikanter, som allerede er på drømmepraktikpladsen, vil medierne give din ansøgning ekstra opmærksomhed. Praktikpladser lytter nemlig gerne til, hvad deres praktikanter siger om de ansøgere, de kender privat eller fra studiet. Så længe det ikke er en afgørende faktor for en ansættelse, er det helt i orden, siger praktikantvejlederne på SDU og DMJX.

LIN G

Anbefaling kan åbne døre

hjemmeside, der er smækfyldt med fejl, og ansøgeren i øvrigt skriver som en brækket arm, så bliver det ikke den ansøger uanset om hun/han er blevet anbefalet eller ej.« Faglighed over venskab Når en praktikant anbefaler en ansøger, kan der ligge andet end faglighed bag. Og det er vigtigt at have in mente, at mange bliver anbefalet, fordi de har gode sociale relationer med praktikanterne. Det mener både praktikantvejledere og praktikstederne. »Vi forholder os selvfølgelig kritisk til anbefalinger, for det er jo tit venner, man anbefaler og de relationer, skal man selvfølgelig lige være opmærksom på,« siger Kristian Villesen fra Information.

Praktikantvejleder på SDU, Karen Løth Sass, pointerer også, at man som praktikant skal være sikker på,

Uretfærdigt?

Bliver det en uretfærdig kamp om praktikpladser, hvis nogle har studiekammerater på et bestemt praktiksted, mens andre ikke har? »Det gode svar på det er jo, at livet er pisseuretfærdigt. Der er jo også nogle, der har kontakter ind andre veje, og sådan vil det altid være. Det er svært at lave om på,« siger praktikantvejleder på SDU, Karen Løth Sass.

Og Pia Færing bakker op: »Reelt kan det være ligegyldigt, hvem der anbefaler hvem. I skal bare alle sammen have en praktikplads,« slutter hun.

ØGN

ANS

ING

idmey10@student.sdu.dk

DE PRAKTIKSTEDER, LIXEN HAR TALT MED, ER: TV2 Nyhederne Ritzau Information TV2 Fyn Ekstra Bladet Fyens Stiftstidende Illustration: Paul Sauer

Nyt RUC-magasin

Mange SDU’ere er blevet på praktikpladsen

Ny bestyrelse i KaJO

Studerende fra journalistuddannelsen på RUC har netop lanceret et nyt magasin. Magasinet er udgivet under navnet Metier, og første nummer udkom i oktober. Magasinet handler om journalistik og indeholder tre sektioner: Fokus, Panorama og Vores Verden.

En undersøgelse foretaget af Lixen viser, at 35 af de journaliststuderende på SDU, som blev færdige i 2011 har fået enten fast job eller et vikariat. 15 af dem på deres praktiksted. Selvom det måske er fristende, synes praktik- og karrierevejleder Pia Færring dog, at det er en dårlig idé ligefrem at søge praktik efter, hvor man kunne tænke sig at arbejde i fremtiden.

Lørdag den 29. oktober blev der afholdt KaJO-generalforsamling på Medietorvet. Naja Dandanell bliver på posten som formand og var ikke på valg. Daria Gorbounova blev valgt som næstformand. Tre nye medlemmer blev valgt ind i bestyrelsen: Maja Mazor, Iza Havelund og Nanna Cecilia Pedersen. Mikkel Asferg blev valgt som kritisk revisor.

idmey10

chbra10

saran10

UDDANNELSE

| november 2011 | LIXEN

Nyt fag på skemaet Studienævnet på Center for Journalistik har besluttet at indføre et nyt fag på bacheloruddannelsen. Faget hedder Journalistisk Innovation, og det skal skærpe de studerendes evne til at tænke innovativt og få kreative idéer. Centerleder Peter Bro mener, at faget kan gøre SDU-studerende endnu stærkere i kampen om praktikpladser og jobs.

Simone Agger

NYTÆNKNING. En rundspørge, som Lixen foretog i april, viser, at næsten 70 procent af de studerende på Center for Journalistik ”ofte” eller ”hele tiden” mangler idéer. Men sådan ser fremtiden på Syddansk Universitet forhåbentlig ikke ud. Som Lixen beskrev i samme nummer, har Studienævnet på Center for Journalistik nemlig besluttet, at der skal indføres et nyt fag, der kan hjælpe de idéløse studerende. Faget hedder Journalistisk Innovation, og det bliver de nystartede bachelorstuderende, der kommer til at agere prøvekaniner til februar, når de starter på 2. semester.

Her skal de blive bedre til at få nye og kreative idéer og udvikle innova-

tive projekter. Centerleder Peter Bro er begejstret for det nye fag, og han er sikker på, at et fag som dette vil være med til at øge branchens efterspørgsel efter journaliststuderende fra Syddansk Universitet. »Vi vil gerne skabe fag, der er med til at sikre, at SDU-studerende er i høj kurs, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at det her fag kan være med til at øge den efterspørgsel efter SDU-studerende, som i forvejen er rigtig god,« siger Peter Bro. Også medieforsker Klaus Kjøller fra Københavns Universitet ser positivt på det nye initiativ. Han mener, at det i høj grad kan komme til at gavne de kommende journalister. »Det er meget, meget svært, faktisk grænsende til det umulige, at være imod innovation. Det er kun godt, hvis journalister bliver bedre til at fremføre deres idéer i større samlinger, som for eksempel til et stort redaktionsmøde.« Studerende med kreativ energi Faget Journalistisk Innovation bliver helt konkret et todelt forløb, som kommer til at fungere som en fortsættelse af faget Journalistikkens Historie, Værdigrundlag og Etik, som de studerende på Center for Journalistik har på 1. semester. I første halvdel af semesteret skal der kigges på nogle af de mest banebrydende journalistiske projekter, medier og platforme. Her nævner Peter

Bro ”POLITICA”, ”PROPUBLICA” og ”Next Door Media” som eksempler på forskellige former for medier, der nedbryder grænser mellem nyhedsog sociale medier. I andel halvdel vil der være fokus på, at de studerende selv skal prøve kræfter med at udvikle deres eget medie eller nye journalistiske værktøj. Her skal de selv forsøge at være innovative og skabe noget nyt.

Og det er helt bevidst, at det allerede er på 2. semester, at de studerende skal prøve kræfter med det innoverende fag. »Vi vil gerne gøre en dyd ud af, at de studerende endnu ikke har fået så meget undervisning, så de er blevet blinde og døve over for, at tingene kan laves på nye og andre måder. På den måde kan vi forhåbentlig bruge den kreative energi, som de har, til at få skabt nogle nye rammer for journalistikken.

”

Også branchen mangler idéer

vikle. Det fortæller Peter Bro. »Jeg møder mange i branchen, som faktisk synes, at de i sig selv, altså medievirksomhederne, er for dårlige til at få nye idéer,« siger han og forklarer: »Og derfor har vi så i Studienævnet besluttet, at vi skulle have det her fag.

Vi skal være med til at sætte barren lidt højere og simpelthen have nogle studerende, der kommer ud og kan påvirke og udfordre medierne lige så snart, de er færdiguddannede.« Herudover håber Peter Bro på, at når man kommer i praktik, eller er færdig med uddannelsen, så er man en stærk medspiller under diverse redaktionsmøder, eller når der skal kickstartes udviklingsprojekter. »Håbet er, at man hele tiden er den i redaktionslokalet, som godt tør foreslå nogle nye ting, og som måske har erfaring med, hvordan man stabler nye ting på benene, eller hvordan man får nye idéer.«

Vi vil gerne skabe fag, der er med til at sikre, at SDU-studerende er i høj kurs.

Peter Bro, Centerleder på Center for Journalistik

Det er ikke kun på Center for Journalistik, at man gerne vil blive bedre til at komme med nye idéer. Flere folk fra mediebranchen mener, at de også selv kan blive langt bedre til at idéud-

Hvem der skal undervise i Journalistisk Innovation er endnu ikke blevet besluttet. Men planen er, at der i løbet af semesteret vil komme flere gæsteundervisere, som kan dele de-

res specifikke viden med de studerende. »Folk fra branchen og folk fra egne rækker kan komme i spil. Men der vil være en gennemgående person,« siger Peter Bro. I løbet af de kommende uger bliver det afgjort, hvem der bliver den gennemgående tovholder.

Det bliver vidensfaget Moderne dansk og europæisk historie, der må lade livet til fordel for Journalistisk Innovation. simic09@student.sdu.dk

FAKTA Fra 1. februar skal 2. semester have det nye fag Journalistisk Innovation Faget bliver et todelt forløb.

Første halvdel bliver præget af forelæsninger, og i anden halvdel skal de studerende selv prøve at udvikle et medie.

Faget kommer til at erstatte Moderne dansk og europæisk historie.

Om et par uger afgøres det, hvem der bliver underviser i det nye fag.

Journalister skal have historien i orden Til februar skal de bachelorstuderende anno 2011 have det nye fag Journalistisk Innovation. Det betyder, at man siger farvel til Moderne dansk og europæisk historie. Det vækker ikke begejstring hos Medieforsker Klaus Kjøller og chefredaktør for Morgenavisen JyllandsPosten, Jørn Mikkelsen.

Simone Agger

HISTORIELØS. Når januar måneds eksaminer er (vel)overstået for 1. semester, og de starter runde to på Center for Journalistik, skal de prøve kræfter med et helt nyt fag. Faget hedder Journalistisk Innovation og bliver en fortsættelse af reflektionsfaget Journalistikkens Historie, Værdigrundlag og Etik. Målet med

faget er at skærpe de studerendes evne til at udvikle idéer og tænke innovativt.

Men da der ikke bliver flere dage i kalenderen eller flere timer i det i forvejen pressede døgn for de travle journalister in spe, bliver Center for Journalistik nødt til at droppe et andet fag. Og det fag bliver altså Moderne dansk og europæisk historie. »Vi er pressede på bacheloruddannelsen, hvor der er så sindssygt mange ting, som de studerende skal nå at lære, så det er simpelthen en afvejning af, hvad der er vigtigt for dem at få i forhold til, at de kan få praktikpladser. Her har overvejelsen været, at vi trængte til noget mere innovation,« siger Centerleder, Peter Bro. Historie er lig kvalitetsjournalistik Men at det lige netop er historiefaget, der sløjfes, vækker bekymring hos medieforkser Klaus Kjøller fra Københavns Universitet. Han mener, at et fag som Moderne dansk og eu-

ropæisk historie er vigtigt for journalister at have, så man ved en masse om den verden, man skal ud og skrive om. Og efter hans mening er der allerede minus på de nyudklækkede journalisters historie-konto. »Jeg synes, det er bekymrende.

For er der noget, unge journalister

”

journalister har brug for. Nemlig viden, viden, viden – om historie, om økonomi, om alting. Kvalitetsjournalistik forudsætter vidende journalister, simpelthen. Det mærker man meget tydeligt i disse år,« siger Jørn Mikkelsen.

Er der noget, unge journalister er stærkt underforsynet med, så er det simpelthen elementær historisk viden.

er stærkt underforsynet med, så er det simpelthen elementær historisk viden. Der er virkelig et dybt hul.

Derfor synes jeg, at det er meget bekymrende, at man fjerner det fag, fastslår Klaus Kjøller.

Denne bekymring har også chefredaktør for Morgenavisen JyllandsPosten, Jørn Mikkelsen. God journalistik kræver nemlig masser af viden. »Jeg er bedrøvet over at høre, at faget historie nedprioriteres. I mine øjne er det det stik modsatte, unge

Klaus Kjøller, medieforsker

Ta’ en kandidat Også Peter Bro er enig i, at historie er et vigtigt fag. Og derfor vil man prøve at implementere nogle af de historiske aspekter, som tidligere studerende har lært om i det særskilte historiefag, i andre fag, såsom Journalistikkens Historie, Værdigrundlag, og Etik og Offentlig forvaltning.

I samme åndedrag opfordrer Peter Bro til, at flere bachelorstuderende i journalistik også tager kandidatuddannelsen. For her er der rig mu-

lighed for at fordybe sig i for eksempel historie. »Der er mange fagligheder, som jeg synes, at vi har behov for at lære fra os på studiet – og historie er absolut også en af dem. Derfor vil jeg jo også meget gerne, at langt flere journaliststuderende tager den fulde pakke og også tager en kandidatuddannelse med, hvor man hos os har særlige muligheder for at tone sin journalistfaglighed i forhold til historie, politik, kultur, sprog, teknologi og meget andet.« Centerlederen er dog alligevel ærgerlig over, at man ved at skabe det nye fag Journalistisk Innovation må tage afsked med et andet. »På et eller andet plan er jeg da ærgerlig over, at vi ligesom mister et fag. Jeg ville jo gerne have, at vi fik endnu flere fag ind, men det er der jo grænser for,« siger han. simic09@student.sdu.dk

UDDANNELSE

LIXEN | november 2011 |

Journalistuddannelse for flere Center for Journalistik har besluttet, at den nuværende cand.public. B-uddannelse skal ændres. Det betyder, at man i fremtiden ikke længere kan tage et tilvalg i journalistik, men til gengæld kan mange flere fremover blive journalister. Alt fra fysioterapeuter til dataloger.

Alle, der har en bachelor på papiret, kan nemlig søge ind på den nye kandidatuddannelse.

Simone Agger, Ida Meyer

KANDIDATFORANDRING. Hvis du allerede har en bachelor i et andet fag end journalistik på dit CV, men får lyst til at gribe blokken og uddanne dig til journalist, så er det for sent. Sådan har det i hvert fald været indtil nu. I dag skal man først læse tilvalg i journalistik, før man kan læse videre på kandidaten. Men det vil Center for Journalistik nu lave om på.

I fremtiden er det alt fra uddannede sygeplejersker og statskundskabere til havbiologer, der kan søge ind på kandidatuddannelsen. Dermed åbner Center for Journalistik for, at mange flere kan søge ind på uddannelsen. Dog skal man først bestå en optagelsesprøve svarende til den, de bachelorstuderende også skal igennem. »Professionsbachelorer, sygeplejersker eller lignende vil i min optik være ligestillede med dem, der har taget en bachelor på universitetet,« siger Morten Skovsgaard, adjunkt og leder af cand.public. B-uddannelsen på Syddansk Universitet. »Optagelsesprøven er blot med til at sikre, at vi vælger nogle folk, som kan lære hurtigt, og som har et journalistisk øje.«

Stadig på tegnebrættet Hvordan uddannelsen præcist bliver bygget op er stadig ikke på plads.

Morten Skovsgaard vil sammen med ledelsen på Center for Journalistik bruge det næste lange stykke tid på at finde ud af, hvilke klodser uddan-

nelsen skal bygges af. Derfor bliver det heller ikke allerede til sommer, at man kan søge ind på den nye cand. public. B-uddannelse. »Der bliver optaget tilvalgsstuderende til sommer, men det bliver formentlig også sidste gang. Vi kører tingene færdigt og sløjfer ikke den nuværende ordning før alle, der allerede er i gang med uddannelsen, er igennem,« siger Morten Skovsgaard.

”

»Der skal ligge en eller anden form for praktik, men ikke som vi kender den i dag,« siger Morten Skovsgaard og fortsætter: »Praktikken bliver noget i retning af det, man ellers kender fra andre universitetsuddannelser.« Det betyder, at der bliver 25 frie praktikpladser, når tilvalgsuddannelsen nedlægges og erstattes af den nye cand.public. B-uddannelse. Derfor vil man på bacheloruddannelsen

Jeg ser en stor fordel i, at vi her på SDU har flere slags journalister, der kommer ud af systemet.

Morten Skovsgaard, leder af cand.public. B

Ingen panik på cand.public En ting, der dog allerede er fastlagt, er, at man som studerende på den nye cand. public. B-uddannelse ikke skal panikke med de andre studerende på Center for Journalistik på Store Match Dag.

i fremtiden kunne optage 100 studerende i stedet for 75, som man gør i dag.

Fagstærke journalister Med den nye kandidatuddannelse vil Syddansk Universitet forme journa-

lister, der har en større faglig viden. »Min fornemmelse er, at der bliver flere og flere stillinger, hvor man kan bruge en faglig ballast, og de vil stadig være bedre funderet end dem, der har taget tillægsuddannelser eller en master i journalistik,« siger Morten Skovsgaard.

Også Centerleder på Center for Journalistik, Peter Bro, er begejstret for den nye kandidatuddannelse. »At sende sådan nogle fagstærke journalister ud i verden er i min optik en af de helt, helt oplagte opgaver for en universitets- og forskningsbaseret journalistuddannelse som vores,« siger han.

Med en ny kandidatuddannelse vil Center for Journalistik skyde flere slags journalister ud i den danske mediebranche. De journalister, som har taget en ren journalistisk uddannelse, er rigtig gode til at arbejde på flere platforme, mens kandidaterne er meget fagligt specialiseret. »Jeg ser en stor fordel i, at vi her på SDU har flere slags journalister, der kommer ud af systemet,« siger Morten Skovsgaard.

Kronik

Feder lightsodavand, og hvordan bliver journalistikken bedre?

Morten Skovsgaard, akademisk underviser

Jeg har en drøm. En drøm om, at vi på SDU uddanner journalister til at lave fejende, flotte reportager. Til at producere interessevækkende indslag.

Og allervigtigst til at fortælle historier, der øger vores forståelse af det samfund, vi lever i.

Men jeg drømmer ikke kun om de historier, SDU-journalisterne skal fortælle, når de flyver fra vores rede.

Jeg drømmer nemlig også om de historier, journalisterne uddannet fra Odense ikke skal fortælle. Historier, der ikke øger vores forståelse af samfundet, men måske snarere det modsatte.

Ud over at jeg altid har drømt (undskyld ordvalget) om at bruge Dr. Kings anslag i en kronik, så er der rent faktisk en forbindelse mellem min drøm og fedende lightsodavand.

Indrømmet, den kan være lidt svær at få øje på, så lad mig forklare.

I agurketiden spredtes historien om, at lightsodavand feder. Det viste en amerikansk undersøgelse, og forskerne bag anbefalede endda, at man drak sukkerholdig sodavand, hvis man ikke kunne nøjes med vand. Det er jo en fed (undskyld ordvalget igen) historie. Lightprodukter er blevet markedsført på at indeholde færre kalorier og dermed være mindre fedende end tilsvarende ikkelightprodukter, så historien er overraskende. Mange danskere vender dagligt bunden i vejret på Coca Cola

Zero, Pepsi Max eller andre lightsodavand, så historien har i høj grad identifikation.

Men er historien korrekt? Det spørgsmål havde mange journalister tilsyneladende ikke stillet sig selv, inden de sendte den videre til læserne, eksempelvis med rubrikker som ”Man bliver federe af light-sodavand”, ”Tyk af light” og sågar ”Drik sodavand med sukker”!!

Sagen var den, at forskerne havde fulgt en gruppe personer over en årrække. De konstaterede, at dem, der drak lightsodavand, også var dem, der oplevede den største vækst i omkredsen af deres talje. Men betyder det nu nødvendigvis, at det er lightsodavand, der gør dem fede? Nej. Undersøgt på den måde kan det jo lige så vel være, at de personer, hvis talje vokser mest, begynder at drikke lightsodavand for at spare på kalorierne et sted, hvor det er nemt at gøre det. Hvis det er tilfældet, er lightsodavand ikke skyld i, at man bliver federe. Derimod drikker man lightsodavand, fordi man allerede er blevet federe. I så fald er det næppe fornuftigt at rådgive folk til at drikke sukkerholdig sodavand i stedet for lightsodavand.

Denne pointe blev først fremført, da en ekspert i ernæring stillede spørgsmålstegn ved undersøgelsen.

Det burde dog ikke være forbeholdt en ernæringsekspert at tænke logisk.

Det kan journalister snildt gøre selv og derved undgå at sætte historier i

omløb, som forvirrer mere, end de forklarer i forhold til tingenes tilstand.

Det kræver blot, at man lærer at tænke systematisk omkring årsagsforklaringer og træner tankegangen.

Derfor har vi oprustet på metodeundervisningen. Via undervisning i hvordan videnskaben arbejder med forklaringer, skærpes de kommende journalisters evner til at gennemskue, når tvivlsomme årsagssammenhænge bliver præsenteret som sandheden. Det samme gør deres kritiske sans, når de bliver præsenteret for en ny undersøgelse, der viser en eller anden sammenhæng mellem det, vi spiser, og hvilke kræftformer vi får. Ved man lidt om statistisk signifikans og tilfældigheder, ved man også, at mange af disse historier bygger på, ja, tilfældigheder.

Endnu vigtigere er, at eksemplerne på, hvornår det kunne styrke journalistikken, ikke begrænser sig til lightsodavand og kræft. I en verden, hvor politikere og interesseorganisationer er mere og mere bevidste om at kommunikere strategisk, og hvor de gerne henviser til eller laver undersøgelser, der støtter deres udlægning af verden, skal journalister have indsigt i de metoder, undersøgelserne bygger på. Derfor håber jeg, at vi alle i fællesskab kan få min drøm til at gå i opfyldelse.

LI

GH

skh@sam.sdu.dk

Illustration: Paul Sauer

T

BRANCHE

| november 2011 | LIXEN

Mulig mediestøtte til fagbladene En ny mediestøtte kommer måske til også at omfatte branche- og fagblade. De er en vigtig del af det journalistiske landskab, mener formanden for Dansk Journalistforbund.

forbund, Mogens Blicher Bjerregård, har siddet med i udvalget, og i hans øjne giver det god mening at støtte de såkaldte specialmedier. »Der er tale om medier, som leverer indhold af samfundsmæssig værdi

”

vil kunne få støtte gennem en ny ordning. Der skal være tale om samfundsrelevant journalistik. Ifølge Mogens Blicher Bjerregård leverer flere af fagbladene journalistisk indhold, der danner grundlag for meget af

Det er selvfølgelig fuldstændig vanvittigt, hvis vi ikke kan få mediestøtte.

Sebastian Abrahamsen

FAGSTØTTE. Den nye kulturminister skal snart til at tage stilling til, hvilken mediestøtteordning der skal gælde fremover. I rapporten fra Mediestøtteudvalget lægges der op til, at støtten skal udvides til også at omfatte blade, der bliver udgivet af branche- og faglige organisationer.

Formanden for Dansk Journalist-

Jan Birkemose, redaktør for Ugebrevet A4

med samfundsdebat og politik. Der er lavet nogle klare kriterier for, at medierne skal indeholde en overvejende mængde af det, før man kan få støtte.« Fuldstændig vanvittigt Det er således ikke alle fagblade, som

den journalistik, der bliver bedrevet på andre medier. Derfor er det vigtigt at støtte dem.

Et af de medier, der måske kan se frem til at blive omfattet af mediestøtten, er Ugebrevet A4, der bliver udgivet af fagbevægelsen LO. Her mener redaktør Jan Birkemose, at

det er helt naturligt at støtte fagbladene. »Det er jo blevet dokumenteret gennem forskellige undersøgelser, at fagbladene er et af de steder, hvor den journalistiske fødekæde starter.

Der er blandt andet lavet en undersøgelse, hvor vi ligger på en 14. plads som det mest citerede medie i Danmark. Så det er selvfølgelig fuldstændig vanvittigt, hvis vi ikke kan få mediestøtte,« siger han.

modtager støtte i dag, et klart politisk tilhørsforhold, mener han. »Der er jo ingen, der anfægter deres ret til at få mediestøtte, selvom de i den grad har placeret sig i den ene lejr. I langt højere grad end et blad som Ugebrevet A4. Det har vi aldrig taget stilling til,« slutter han. caabr11@student.sdu.dk

Ejerforhold er intet problem A4 vil bruge en eventuel mediestøtte til at få råd til mere af det, de laver i forvejen – nemlig unik, originalproduceret journalistik, uddyber Jan Birkemose. Han afviser samtidig, at LO’s ejerskab skulle smitte af på den journalistik, bladet producerer. Og desuden har mange af de medier, der

Sjællandske betaler gildet En eventuel omfordeling af mediestøtten kommer til at gå hårdt ud over Sjællandske Medier. Men der kan være hjælp på vej, siger formanden for Dansk Journalistforbund.

Sebastian Abrahamsen

MILLIONTAB. En ny mediestøtteordning risikerer at blive dyr for Sjællandske Medier. Koncernens tre blade, Dagbladet, Sjællandske og

”

for Sjællandske. Der er foreslået en supplementsordning til nogle af de medier, der står til at miste penge, men den ordning er Sjællandske ikke omfattet af. »Politikerne må nu finde ud af, hvem de vil støtte. Og så synes jeg, det er fair nok at tænke på, at det bladhus her er det eneste lokale dagblad i 26 sjællandske kommuner,« siger Torben Dalby.

Fremtidig omfordeling Formanden for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård, har siddet med i Mediestøtteudvalget, og han understreger, at udvalget

»0-momsens værdi formindskes hvert år i øjeblikket, fordi der bliver solgt færre aviser. Derfor mener jeg, man bør tage nogle af midlerne fra 0momsen og bruge dem til at udvide mediestøtten med. På den måde kan man finansiere den mediestøttemodel, hvor specialmedierne er med.«

Snakker ikke om at lukke Hos Sjællandske Medier forsøger Torben Dalby at bevare optimismen, selvom hans bladhus sammen med Helsingør Dagblad står til at blive den nye støtteordnings helt store

taber. »Jeg snakker overhovedet ikke om at lukke. Men jeg synes, det er urimeligt, at en udvidelse af ordningen kun skal handle om, at mit hus skal miste nogle penge. Det er ikke fair. Det kan jo ikke passe, at det er to huse, der skal betale den fest.« Ugebrevet A4 er et af de medier, der står til at blive omfattet af en ny mediestøtte. Redaktør Jan Birkemose ærgrer sig over, at det kan ske på bekostning af andre medier, men han ser samtidig ikke nogen alternativer.

Fagbladene udgør nemlig et grundlæggende element i den samfunds relevante journalistik, mener han. »Det ville ikke være holdbart at fortsætte med de nuværende regler.

Det ville være en erhvervsstøtte, og det er ikke det, der er meningen.« caabr11@student.sdu.dk

Det er ikke fair. Det kan jo ikke passe, at det er to huse, der skal betale den fest.

Torben Dalby, adm. direktør på Sjællandske Medier

Frederiksborg Amts Avis, står til at miste 5,4 millioner kroner om året, hvis politikerne vælger at fordele mediestøtten uden det såkaldte ejerskabskriterium. Det vil sige en medie støtte, der udvides til blandt andet også at omfatte blade, der udgives af branche- og faglige organisationer. Pengene til de blade skal komme et sted fra, og det ser ud til at blive Sjællandske.

Sjællandske Mediers administrerende direktør, Torben Dalby, har indtil nu været vant til at modtage støtte per avis, der bliver distribueret.

En ny ordning ser imidlertid ud til at fordele støtten målt på antallet af journalister, et medie har ansat. Og det vender op og ned på økonomien

har gjort, hvad det kunne med den tid og de muligheder, der har været til rådighed. Han peger samtidig på, at mediestøtten vil blive fordelt på samme måde for alle medier. »Det afhænger af, hvor mange redaktionelle omkostninger man har.

Hvad man putter af saft og kraft i journalistikken,« forklarer formanden.

Der gælder altså samme regler for Sjællandske Medier som for alle andre. Han foreslår dog en fremtidig omfordeling af den såkaldte 0-moms, der lige nu fritager aviserne fra at betale moms af avissalget. Derved vil man kunne få råd til at yde ekstra støtte til Sjællandske Medier, mener han.

5,4 mio. kr.

Illustration: Paul Sauer

MEDIE STØTTE

BRANCHE

LIXEN | november 2011 |

Bloggens betydning er overdrevet Det var meningen, at blogs, der er uafhængige af medier og arbejdsgivere, skulle revolutionere måden, vi deler information på. Men hvad kan de egentlig?

Og hvor bliver de af?

Sebastian Abrahamsen

UFORLØST. Huffington Post. Politico. Economix. Det er blot nogle af de store blogs, der er med til at sætte dagsordenen på den anden side af

”

og ”uha, vi frelser verden”, det deltager jeg ikke i. Jeg skriver sgu bare, hvad jeg har lyst til. Jeg bruger min ytringsfrihed, og det er mit udgangspunkt,« siger han.

Jarl Corduas læserskare tæller adskillige medlemmer af pressekorpset på Christiansborg, ligesom mange politikere og embedsmænd ynder at følge med på bloggen. Dens styrke ligger netop i, at han ikke behøver at overholde forskellige presseetiske regler. Og det betyder, at han indimellem kan være først med nogle historier.

Det er stadig klart de etablerede medier, der dominerer.

Mathias Holm Pedersen, specialestuderende på RUC

Atlanten. Herhjemme kan de betydningsfulde, uafhængige blogs, der beskæftiger sig med politik, tælles på én finger: Jarl Cordua.

For blot fire-fem år siden blev bloggene spået en fremtid som seriøs konkurrent til de etablerede medier.

Men den udvikling er stort set udeblevet herhjemme, forklarer lektor på Danmarks Journalisthøjskole Martin Vestergaard: »Imod alt hvad man troede, så har den traditionelle journalistik vist sig at være utrolig stærk på internettet.

Jeg tror slet ikke, de fleste mennesker gider læse blogs. De foretrækker fagligheden.« Den liberale blogger Jarl Cordua ser ikke sin blogs indhold som journalistisk. Hans fortid i partiet Venstre giver ham adgang til at holde sig opdateret med den seneste sladder fra Borgens korridorer, og han bringer ofte historier, som de etablerede medier ikke kan skrive, fordi der ikke er kilder på. Han bringer gerne ubekræftede rygter og prøver ikke at leve op til nogle journalistiske krav. »Jeg arbejder ikke som journalist, og alt det der hellige med skåltaler

De etablerede dominerer De fleste almindelige danskere foretrækker dog stadig de traditionelle medier, når de skal opdateres.

Mathias Holm Pedersen er specialestuderende på RUC, og han har som en af de eneste i landet beskæftiget sig med politiske blogs som emne.

Han scorede for nyligt topkarakter for sin undersøgelse ”Politiske blogs”. »Det er stadig klart de etablerede medier, der dominerer.

Hvis en politisk blog skal have indflydelse, så skal det, de skriver om, være interessant nok til, at de etablerede journalister vil skrive om det. Så det skal stadigvæk igennem det her filter af ansatte journalister og store mediehuse, før det for alvor får en gennemslagskraft,« siger han.

Indimellem har de uafhængige blogs for alvor kunne blande sig i dagsordenen. Eksempelvis foregik en stor del af debatten omkring den såkaldte jægerbogsag på Jarl Corduas blog. Men eksemplerne er få.

Mathias Holm Pedersen mener desuden, at det manglende økonomiske potentiale i at drive en blog i et lille

sprogområde som Danmark, er med til at holde bestanden nede. Det er altså nødt til at være passionen og engagementet, der driver værket.

Som Jarl Cordua siger: »Jeg gør det, fordi jeg synes, det er sjovt. Og hvis jeg ikke synes, jeg har noget at sige, så holder jeg bare min kæft.«

Ingen revolution Selv i USA, hvor blogs ofte fremhæves som en vigtig pendant til de etablerede medier, bliver deres betydning som regel overdrevet, mener Mathias Holm Pedersen. Selvom de indimellem har afsløret sager, som de etablerede medier ikke har opsnappet, er de altså ikke på vej til at overtage nyhedsdækningen. »Det med at blogkulturen og de forskellige politiske blogs fuldstændig skulle have revolutioneret måden, man bedriver journalistik på, det er stadigvæk en overdrivelse og især i Danmark. Det er stadigvæk journalisterne og de store mediehuse, der sætter dagsordenen. Det er dem, der leverer journalistik,« siger han.

ICO T I L PO DAILY KOS

DUA JARL COR

INSTAPUNDIT

ECONOMIX

E

ETT WONK

GAWKER

HUFFINGTON PO ST

MASHABLE!

Illustration: Paul Sauer

LIXEN SKAL HAVE NYE CHEFREDAKTØRER...

... og du kan være med til at bestemme, hvem der skal overtage avisen.

Det store Lixen-valg bliver afholdt på Medietorvet tirsdag den 8. november klokken 12.00.

Her vil de opstillede kandidater fortælle om deres visioner for avisen, og bagefter er der åbent for spørgsmål.

Aflever din stemme på Medietorvet umiddelbart efter valgduellen, eller send en mail til lixen@journet.sdu.dk senest tirsdag den 8. november klokken 18.00.

Husk, at du også kan stemme, selvom du er i praktik, men stadigvæk gerne vil have indflydelse på din studieavis.

Foto: Rune Jensen Heidtmann

PORTRÆT

10 | november 2011 | LIXEN

Foto: Rune Jensen Heidtmann

Fra Snurre Snup til swingerklub Bubber har dedikeret sit liv til tv. Til at fortælle om danskerne til dem selv. GPS’en har undervejs ført Bubber fra chokoladekagebagning med små børn i Snurre Snups Søndagsklub til pornofilmsinstruktion på en øde mark. Ikke meget har været planlagt. Og han planlægger ikke at stille tv-træskoene foreløbigt.

Malte Abildgaard Christensen, Paul Sauer

BARNLIG. »Hej Smuksen. Du har gæster. Kommer du over?« Receptionisten lægger røret på og peger smilende på de store sofaer, vi kan synke ned i, mens vi venter. Omgivet af Fat Boys og store bogstaver i vindueskarmen. Og de børnetegninger, der fylder hele væggen bag receptionsskranken.

Vi er hos et produktionsselskab i København, og manden, vi venter på, hedder Bubber. Som på dåbsattesten hedder Niels Christian Meyer. Historien får vi, da han kort tid efter ankommer: »Det er et kæmpe issue, og jeg er aldrig blevet spurgt om andet.

Gad vide, om det er fordi, det er så nemt og iøjnefaldende, at man bliver nødt til at spørge om det? Det er jo bare seks bogstaver.

Og jeg har heddet det længere end det navn, der står på mine papirer,« forklarer Bubber.

Det var Bubbers jødiske farfar, der skabte navnet, da han en time efter Bubbers fødsel løftede ham og udbrød ordet ”bubbele” – ”dukkebarn” på jiddisch. Moderen misforstod og troede, at der blev sagt ”Bubber”. Hun syntes, at navnet var kært. Og derfor har det hængt ved lige siden. »Min mor siger Bubber, min far sagde Bubber, min kone siger Bubber. Jeg har aldrig heddet andet. Det er ikke noget kunstnernavn,« understreger han.

Barnlige Bubber Alligevel blev navnet Bubber for mange danskere et synonym for fjernsyn for børn, da manden i badekarret for snart mange år siden tonede frem på skærmen. Og siden har billedet af ”barnlige Bubber” været svært at fjerne fra den kollektive bevidsthed. »Det er, som om vi skal sætte folk i bås. Vi skal sige, at hvis han hedder Bubber, så er han barnlig, og sætte ham i dén bås. Men man kan ikke sætte folk i bås. Det ville være lettere, men sådan foregår det ikke,« siger Bubber, mens han ryster let på hovedet.

Men det sårer ham ikke at blive opfattet som barnlig. Tværtimod. At have samme egenskaber som et barn er en kompliment.

Fra øverste skuffe, endog.

”

Hvis folk opfatter mig som barnlig, så har de jo ret. Men jeg ser det ikke negativt.

Bubber

»Hvis folk opfatter mig som barnlig, så har de jo ret. Men jeg ser det ikke negativt. Jeg ville langt fra være et menneske i balance, hvis jeg ikke havde et strejf af et barns begejstring og ubekymrethed,« siger han og fortsætter: »Folk snakker om, at vi ikke er lykkelige, og at vi er en hel nation på lykkepiller. Men vi må ikke være barnlige. Det er da barnet, vi alle sammen skal spejle os i. Det har jeg altid spejlet mig i. Mere end i ham, der sidder og tuder, og som ikke tror på sig selv.« Men selvom Bubber spejler sig i det ubekymrede, ligetil og nysgerrige barn, er det ikke ensbetydende med, at hele livet bliver levet ud fra det unge spejlbillede. »Det kan godt være, at jeg er barnlig, men jeg er jo ikke noget

barn. Jeg har et kæmpe ansvar. Jeg har en kone og tre børn, og jeg betaler min skat. Så jeg er rigeligt voksen,« pointerer han.

Fra runner til linseluder I mellemtiden har vi sat os ved et langt, mørkt træbord i et vinduesløst og dunkelt rum, som alle kalder ”Bunkeren”. Her, hvor de endelige versioner af programmerne bliver fremvist, før de sendes. Meget langt fra den virkelighed, Bubber oplevede, da han i folkeskolen fandt ud af, at han var ordblind. »Jeg vidste bare, at jeg ikke skulle læse videre, og at jeg ikke skulle have nogen uddannelse. For jeg ville ikke kunne være god på bænken. Det ville faktisk være et levende helvede for mig,« siger han, nærmest hviskende.

Derfor måtte han finde på noget andet. Men det var først som udvekslingsstudent i USA, at Bubber for alvor fik øjnene op for, at det ”andet” var flimmerkassen. »Der så jeg de der 50 eller 57 kanaler, og jeg tænkte ”Jesus Christ”. Der var så mange film og tv-serier og alt muligt, og så tænkte jeg bare ”jeg vil sgu lave det der”,« fortæller han.

Men det var først og fremmest bag kameraet og i kulissen, at Bubber ville slå sine folder. Derfor var han glad, da han som runner på Nordisk Film fik lov til at hjælpe med at bygge studier op og rive dem ned. Og køre Bodil Udsen frem og tilbage mellem hjemmet i Bellahøj og studierne i Lyngby.

Karrieren tog dog for alvor fart, da Bubber efter lidt tid mødte Stig Hasner. Han havde stiftet tv-kanalen Kanal 2, og efter tre måneders plagen fik Bubber et job.

I første omgang som ham, der malede det stakit, som skulle bruges som kulisse i Jørgen de Mylius’ program ”Eldorado”. Men efterhånden stod Bubber både for publikumsopvarmning, planlægning og fik rollen som recissør i studiet. »Altså, på den måde var det slag i slag. Og sådan har det været.

Der har ikke været nogen plan om, at så gør jeg sådan i første uge og sådan i næste. Det har været meget til dagen og vejen,

PORTRÆT Det kendte liv ifølge Bubber »Jeg har altid været kendt. I starten var det bare naboen, der hilste på mig, fordi jeg var kendt som ham, der boede ved siden af. Og så var der pludselig lidt flere, der hilste på mig – og jeg ved jo godt, at det er på grund af fjernsynet, men jeg tænker ikke over det. Jeg kan jo ikke bruge det til noget.«

At sejle ifølge Bubber »Der er næsten noget terapeutisk over det, når man sidder dernede, og bølgerne ruller, og vinden blæser og fylder sejlet, og får båden i fremdrift. Når man selv kan bestemme næsten alt andet, så er det meget rart at kunne overgive helt. Og sætte sig ned i sin båd og blive båret rundt i hele Danmark af vinden.«

Tv ifølge Bubber

LIXEN | november 2011 | 11 finde ud af, hvordan man kommer udenom. Ligesom en GPS. Jeg sætter et mål, og kommer der vejarbejde, og vejen er blind, så drejer man til højre. Og så finder den en ny vej mod målet. Man skifter ikke mål, bare fordi der kommer vejarbejde,« siger han.

Den ægte Bubber At Bubber kom forbi det pludselige vejarbejde, har, ifølge ham selv, givet en fantastisk mulighed. Som redaktør havde han haft ”hænderne fulde” og kunne derfor ikke have lavet ”Danmark ifølge Bubber”. Et program, der for alvor fik Bubber tilbage på landkortet. Og et program han har været glad for at lave. For han har kunnet vise folks historier ved bare at være sig selv.

Bubber forklarer, at hvis du er en af de mange danskere, der har set Bubber på afveje med B.S. eller på rundtur i Danmark, så ved du, hvem den sande Bubber er. For det, man ser i tv, er den ægte Bubber med alt, hvad det indebærer.

”

»Fjernsynet kører altid. Jeg tænder det, når jeg kommer hjem. Jeg kan godt lide at se, hvad der sker, og jeg kunne ikke drømme om at sidde med slukket fjernsyn. Jeg elsker folks historier. Når man kan mærke, at det fanger, at en person ærligt fortæller om noget. Jeg gider ikke, hvis det er for koncept eller regnearksagtigt.«

Hvis jeg gik op i min forfængelighed, så lavede jeg fandme det forkerte. Det er der ikke plads til.

hvor man laver noget, fordi det lige er nu og her. Så der er aldrig nogen plan for det, det har udviklet sig med sig selv. Og sådan har mit liv faktisk været lige siden,« siger han.

Og der gik heller ikke lang tid, før Bubber stille og roligt fik lusket sig væk fra baggrunden og ind i spotlyset. Hurtigt fik han tilnavnet ”linseluderen”, fordi han altid skulle lidt ind foran kameraet. Og pludselig havde han sit eget børneprogram på Kanal 2, ”Bubbers Badekar”. TV 2 købte idéen, og efter nogle år blev Bubber også vært for ”Snurre Snups Søndagsklub”.

»Det er meget ligetil. Der er ikke noget manuskript. Jeg spiller ikke nogen rolle. Det er fuldstændig ærligt, det man ser på tv,« pointerer han og fortsætter: »Jeg siger, hvad jeg føler nu og her. Jeg er et mærke- og følemenneske og ikke så meget et tænkemenneske.« Derfor er det også ægte følelser, man ser, når Bubber bliver forarget over de unges drikkevaner, er bange for at skyde med et gevær eller får paranoia af at spise en hashkage i Thy-lejren. Han fortæller at på grund af hans store interesse for at fortælle danskernes historier via sin egen deltagelse, er han endt i en lang række situationer, hvor hans personlige grænse for længst er passeret. Eksempelvis da han skulle efterligne Stripper-Viktors optræden. Han skulle smide sit tøj for en samling unge kvinder, men da musikken lakkede mod enden stod Bubber stadig med det meste af sit tøj på. »Der overskred jeg virkelig min grænse. Jeg ville ikke leve af at smide mit tøj – at jeg så er kommet til det af en omvej, er en anden sag,« griner Bubber, men bliver straks alvorlig igen: »Men jeg siger nej til mange ting. Jeg sagde blankt nej, da de spurgte, om jeg ville hænge i min egen hud på kroge i en S/Mklub,« siger han, mens han banker den cola-kapsel, han har nulret mellem fingrene igennem hele interviewet, hårdt ned i bordet for at understrege det seriøse budskab.

Karrierens vejarbejde Siden har Bubber stået i spidsen for blandt andet ”Scenen er din”, og han har i flere omgange været med B.S. på afveje. Senest inviterer han i programserien ”Danmark ifølge Bubber” seerne ind i miljøer, som tit er befængte med fordomme – og som kun få for alvor kender til.

Men da hele Danmarks legeonkel blev fyret som børne- og ungdomsredaktør for at bryde TV 2’s interne regler ved at medvirke i en reklamefilm, ville de færreste nok have troet, at Bubber ville komme så stærkt igen. Og det er da heller ikke et afsnit af Bubbers liv, der vækker positive minder hos hovedpersonen selv. »Det var en rimelig stor hurdle. Jeg tænkte: ”Jesus, hvad så?

Hvad sker der?”,« siger han, mens blikket for første gang flakker lidt rundt.

Den pludselige fyring fyldte mediebilledet. Ingen kunne undgå historien, og alle havde en mening om manden, den handlede om.

For at komme væk fra det hele tog Bubber derfor ud at sejle med sin allerbedste ven. Turen gik til Samsø, og tiden blev brugt på at tænke tingene igennem.

Efter et par uger fik Bubber dog nok. Nok af at pylre, nok af at påtage sig offerrollen. »Så hæver man sig op over den der offerposition. Og tager selv beslutningen, så man ved, hvad man kan sige ja til og ved, hvad man kan sige nej til. Og så ringede TV 2 og spurgte, om jeg stadig ville lave programmer. Så havde jeg dem, så jeg selv kunne sige ja eller nej,« siger han.

Perioden som fyret og udhængt i medierne var dyre lærepenge.

Men Bubber kom tilbage for fuld styrke. Og derfor er han også klar til at tage de kampe op, som måtte opstå. »Kommer situationen, hvor man støder ind i et træ, så må man

Bubber ifølge B.S. Jægersoldaten B.S. Christiansen har haft Bubber på nært hold gennem mange tv-programmer. Han siger om Bubber: »Bubber er et utroligt dejligt menneske. Han er ærlig og åben – og tør at stå ved sig selv.

Nogle synes, Bubber er en bangebuks – jeg mener det stik modsatte. Bubber er modig, fordi han tør at stå ved, hvem han er, og hvordan han har det. Det er der mange, der kunne lære noget af.

Og så har jeg sjældent mødt mennesker, der er så oprigtigt interesserede i andre menneskers liv.

Bubbers spørgelyst skyldes en grundlæggende nysgerrighed på tilværelsen. Det er berigende at være sammen med et menneske, der er så oprigtigt og drevet af ægte interesse, og det er Bubber døgnet rundt, også når kameraet er slukket.

Jeg har haft stor glæde af at arbejde sammen med Bubber. Vi er gode venner, den dag i dag.«

Bubber

Tv forpligter Generelt har Bubber stået i rigtig mange mærkelige situationer.

Men han har gjort det, fordi han ser det som tv’ets forpligtigelse. »Fjernsynet har en kæmpe forpligtigelse til at fortælle de historier, der gør os klogere på os selv. For at tegne et billede af, hvem vi er som danskere,« siger Bubber og fortsætter: »Vi viser specielle miljøer, hvor folk tænker: ”Gud, det vidste jeg sgu da ikke fandtes”. Og så tænker jeg, at jeg vil vise, hvordan fanden det hele hænger sammen.« For Bubber kommer den gode historie altid i første række. Han forklarer, at hans egen fremtoning i indslaget ikke er noget, han tænker over. Men at det har en fordel, da det får de personer, han beskriver, til mere at ligne de eksperter, de egentlig er. »Hvis jeg gik op i min forfængelighed, så lavede jeg fandme det forkerte. Det er der ikke plads til. Nogle gange synes jeg, at der har været for meget klynk, men det har været en del af programmet, så jeg står ved det. Og ellers ville det ikke passe med, at det var tøsedrengen og machoen i B.S. programmerne. At jeg klynker, får B.S. til i højere grad at ligne den elitesoldat – den ekspert – som han er.« Fra Snurre Snup til porno Da vi spørger Bubber om hans fremtid, og om der er nogle ting, han gerne vil lave, svarer han resolut: »Jeg kan ikke spå om fremtiden. Men hvis jeg har en idé til et program, så ville jeg lave det med det samme – jeg gider ikke vente i ti år.« Derfor fokuserer han for tiden kun på den kommende sæson af ”Danmark ifølge Bubber”. Han har dog en idé om, at han godt kunne tænke sig at lave ”Verden ifølge Bubber”. Men Bubber kan slet ikke vurdere, hvad han vil fortælle om i fremtiden, for hans karriere har vist ham, at tingene hurtigt kan ændres. »Det ene øjeblik laver jeg Snurre Snups Søndagsklub, hvor jeg

Bubbers blå bog Bubber › › › ›

Navn: Bubber (født Niels Christian Meyer) Født: 11. december 1964 i Gentofte Gift med Christina Ibsen Meyer siden 1991 Har tre børn.

Karriere › › › › › › › › › ›

Runner ved Nordisk Film og Kanal 2 (1981-1988) Bubbers Badekar på Kanal 2 og senere TV 2 (1988-1993) Snurre Snups Søndagsklub, TV 2 (1994-2005) Børne- og ungdomsredaktør, TV 2 (2001-2004) Scenen er din, TV 2 (2004-2007) Tjekpoint Teddy, TV 2 (2006-2007) Instruktør på “Frode og de andre rødder” (2008) Bubber og B.S. på afveje, TV 2 (2006-2007) Bubber og B.S. i trøjen, TV 2 (2009) Danmark ifølge Bubber, TV 2 (2009-nu)

Selvbiografien “Bare Bubber” fra Lindhart og Ringhof udkom 30. august 2011.

snakkede om musikhits og chokoladekager, og det næste øjeblik står jeg på en eller anden mark og ser to mennesker kneppe og lave en pornofilm. Så det er jo en markant forandring.« Så hans fremtid er langt fra planlagt, men han har én vigtig regel, hans karriere skal følge. »Jeg vil lave noget, jeg føler for. Jeg går ikke over min egen etik og moral. Det kan jeg selvfølgelig sagtens sige nu, men når jeg så pludselig ikke har noget at lave, så er det mig, der kører ”Fristet”,« griner Bubber.

Men han har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt. Heller ikke selvom han godt ved, at det at være 46 år gammel ofte betragtes som at være over the hill i tv-branchen. Han har stadig masser af historier at fortælle. For som han siger, så har alle mennesker en historie, og den forsøger han at finde ved at skabe en god kemi med de personer, han interviewer. Han vurderer, at fordi han oprigtigt er interesseret i personens historie, slapper kilden mere af, og han kan komme det vigtige spadestik dybere.

Så Bubber regner med at tone frem på din tv-skærm de næste mange år frem. »Så længe man har en historie at fortælle, så er det lige meget, om man er firs eller toogtyve og med store patter. Bare du er fresh og har noget på hjerte. Og det har jeg. Jeg har stadig masser at fortælle. Så jeg bliver ved.« maltc08@student.sdu.dk pasau10@student.sdu.dk

Foto: Rune Jensen Heidtmann

FOKUS

12 | november 2011 | LIXEN

Lixen Bedste hilsner til alle

Nøgn

se de

e che

e Mødr k i cho

forb fredak udte t bille ører der

Se billederne:

Centerleder på slap line

Jern Henrik dansede sig til sejr på Sir Club

»Jeg danser for at tabe mig« Jer

Journalistikken i de kulørte dagblade er en hel genre for sig. Rubrikkerne er sensationsfremtvingende, dokumentationen vag og kildernes udsagn ofte fortolket efter behov. Det er en genre, der ofte bliver set nedsættende på – men sladder sælger. Derfor har Lixens viet denne måneds fokus til sladderjournalistik!

Lixen har i genrens ånd tilladt sig at stramme rubrikkerne i fokussektionen gevaldigt op og givet layoutet lidt ekstra kulør. Desuden har vi absolut INGEN dokumentation for historierne på denne fokusforside.

D n h omm er e tu nrik : ng e i d r lid et t

FOKUS

LIXEN | november 2011 | 13

Kritik: Kendishistorier er tom luft

de kendte fordærver journalistikken Afsløring: Medierne planker Hollywoodhistorier Det sænker den journalistiske kvalitet, når kendisser får for meget spalteplads i medierne.

Sådan lyder kritikken fra den tidligere rektor på Journalisthøjskolen Anne-Marie Dohm. Hun mener ikke, at medierne er kritiske nok, når de bringer historier om det kulørte stof.

torier. Der er vi nogle gange i en svær situation, for der er mange rygter og historier på kryds og tværs. Men der sørger vi for at lave kildekritik ved at vurdere, om historien kommer fra et udenlandsk medie, som plejer at være troværdigt. Vi kigger også meget på, om der er citater på historien, og hvis der er det, vælger vi ofte at bringe det,« siger Lars Westh Jacobsen.

Hos Her & Nu kan de heller ikke tjekke op på den slags historier.

Der bruger de samme metoder som hos B.T. og tager deres historier om udenlandske stjerner fra hjemmesider, som de har tillid til, fortæller chefredaktør Michael Rasmussen.

Sarah Andersen

SPALTESPILD. »Vi er faktisk slet ikke gift.« Amalie Szigethy springer bomben på direkte tv i Go’ Morgen Danmark, efter de danske medier de sidste mange uger har kastet sig grådigt over kendisbrylluppet mellem hende og Peter Birch. Det er lige præcis en historie som denne, der får den tidligere rektor på Journalisthøjskolen, Anne-Marie Dohm, til at sætte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er journalistik, når vi skriver om de kendte og kongelige.

Ifølge hende er mange af kilderne i den slags historier nemlig slet ikke væsentlige nok til, at der overhovedet skal bruges spalteplads på dem. »I det her eksempel med Amalie og Peter er det problematisk, at der bliver set stort på, om der er noget reelt indhold. Hvorfor er det relevant at viderebringe et drama mellem to unge mennesker, som principielt ikke har gjort andet end at stille op til tv-udsendelser, som ikke er journalistiske? Hvorfor går de hen og bliver journalistik?«, siger AnneMarie Dohm, som nu er chefredaktør på NORDJYSKE Medier.

Ekstra Bladet er et af de medier, som gerne giver spalteplads til Amalie og Peter og andre kilder fra de kulørte ugeblade. Chefredaktør Karen Bro mener ikke, at man kan vurdere nogle kilder som mere væsentlige end andre: »Vi har ikke nogen fine fornemmelser i forhold til at beskæftige os med folk, som er kendte. Vi prøver at være der, hvor danskerne er, og der kan jo være historier inden for alle områder. Der er jo ikke nogen mennesker, der er mere kvalificerede til at være i journalistiske historier end andre mennesker.« Kildetjek de kendte Anne-Marie Dohm opfordrer ikke medierne til helt at droppe kendisjournalistikken. Men hun kritiserer journalisterne i den del af branchen for ikke at være kritiske nok. Hun

Illustration: Christine Landry Brandt og Paul Sauer

mener, at de slækker på kildekritikken og ikke stiller samme krav om dokumentation som i andre journalistiske historier. »Vi sænker den journalistiske barre ved at tage personer ind, som giver os noget information, som måske slet ikke er sandt. Det gode eksempel er jo, da Amalie sad på tv og fortalte, at hun slet ikke var gift efter mange medier havde fortalt, at hun var gift.

Hvis man bruger kilder, hvor man i den grad kan sætte spørgsmålstegn ved deres troværdighed, så har man jo tilsidesat enhver form for journalistisk kvalitet,« siger Anne-Marie Dohm.

Ugebladet Her & Nu lever af stof om de kendte og kongelige. Chefredaktør Michael Rasmussen mener, at de gør, hvad de kan for at tjekke op på deres kilder. »Selvfølgelig skal det, man skriver, være sandt, men jeg synes, det er lidt meget at sammenligne underholdningsjournalistik med hardcore politik eller erhvervsstof. Hvis Peter og Amalie står på den røde løber og fortæller os, at de er gift, og det så viser sig ikke at være tilfældet, hvad skulle vi så have gjort? Skulle vi have

bedt om at se vielsesattesten? « siger Michel Rasmussen.

Hos Ekstra Bladet er chefredaktør Karen Bro heller ikke enig i kritikken: »Det kan jeg slet ikke genkende. Vi laver ordentlig journalistik i alt det, vi laver, og kildekritikken skal være i orden lige meget, om det er historier om Amalie og Peter eller om politikerne på Christiansborg.« Anderledes spilleregler Medieforsker og journalist Kirsten Sparre er en af de få herhjemme, som har forsket i kendisjournalistik. Hun forklarer, at der i den del af journalistikken ikke er helt de samme krav om dokumentation: »I kendisjournalistik kan det være nok med spekulationer. Hvis vi har et billede af Kronprins Frederik på vej et sted i byen, kan det være nok, at vi antyder, hvor han mon skal hen. Men i den mere klassiske journalistik vil denne historie jo kræve en troværdig kilde, som kan fortælle, hvor Frederik rent faktisk skal hen. Pointen er, at folk ikke vil lyve, men i det her univers er det okay, at man antyder noget og bringer læseren med ind i

spekulationerne om, hvad der mon er sket,« siger Kirsten Sparre.

Netop de anderledes spilleregler om dokumentation er problematiske, mener Anne-Marie Dohm.

Hun ser store problemer i, at medierne blander kendishistorier og almindelige nyhedshistorier i aviserne og på nettet. »Problemet med kendisjournalistik er, at der bliver brugt formidlingsformer og fortællemåder, som læserne normalt forbinder med journalistiske historier, der er undersøgte og dokumenterede. Men det er de her historier ikke. De har bare fået en forklædning som journalistik.

På rigtig mange hjemmesider er der masser af kendisstof, som bare er bragt videre uden at være afprøvet.

Det er store mængder sladder, som ikke har noget med journalistik at gøre. Når de skriver om Angelina Jolie og Brad Pitt, har de så tjekket, om det passer? Vel har de da ej,« siger Anne-Marie Dohm.

Hos B.T. erkender underholdningschef Lars Westh Jacobsen, at historier om de udenlandske stjerner er problematiske: »Vi kan ikke tjekke op på de her his-

Større krav til læseren Kirsten Sparre forklarer, at når medierne blander kendisjournalistik med almindelige nyhedshistorier, stiller det højere krav til læseren om selv at vurdere kilderne. »Det kan være et problem at blande historierne. Når det sker, kan det være svært at se forskel på, om det, man læser, er en historie, der er dokumenteret eller ej. Det stiller højere krav til, at man som læser selv er klar over, at nogle af de her kendishistorier nok ikke passer.« Lars Westh Jacobsen fra B.T. ser ikke de store problemer i at blande historierne. »Jeg tror, læserne er kloge nok til selv at vurdere historierne. De kan godt vurdere, om det er en historie med en kendt person eller en historie om en kendt person,« siger Lars West Jacobsen og fortsætter: »En tabloidavis som os lever jo af at fortælle historier gennem mennesker, og der er de kendte jo oftest mest interessante. Det er jo det, vores læsere gerne vil læse om.« Anne-Marie Dohm ved, at kendisjournalistikken er populær hos mange læsere, og hun ønsker heller ikke, at den skal forsvinde helt fra mediebilledet: »Jeg siger ikke, at vi skal fjerne al kendisstof fra medierne, for der er jo stor interesse for det. Men man skal være utrolig opmærksom på, at man ikke fremstiller det som alt andet journalistik, hvis der reelt ikke er dokumentation for det. « saran10@journet.sdu.dk

FOKUS

14 | november 2011 | LIXEN

bladbranchens slemme dreng Se og hør:

Fotos: Christina Nordvang Jensen

Kendisser stjæler spaltepladsen Se og Hør erkender: Foretrækker Sidney Lee frem for Fru Jensen Se og Hør vil altid være bladbranchens selverklærede frække dreng. Men ikke alt er, som det var engang. De kendte fylder hele bladet, og de almindelige mennesker er skrottet.

Christina Nordvang Jensen, Anne Katrine Gregersen

KENDISSLADDER. Se og Hør bryster sig i dag af at være Danmarks suveræne sladderblad med Kim Henningsen som chefredaktør. Mediebilledet har selvsagt ændret sig siden 1970’erne, hvor daværende chefredaktør Mogens Emil Pedersen svang pennen. Han var chefredaktør på bladet fra 1970 frem til sin pension i 1997. Lixens udsendte gravede ned i Statsbibliotekets gamle arkiver og blev mødt af Hr. og Fru Danmarks private affære i soveværelset og historier om Poul Richardt, Birthe Tove og Dronning Margrethe.

Historierne om de helt almindelige mennesker blev fortalt i det kulørte blad, og lige så interessant, som Amalie fra Paradise er i dag, var familien Nielsen, Jensen og Pedersen det dengang.

Fokus er flyttet Tages der et kig på nutidens Se og Hør-blade er de fyldt med reality stjernen Sidney Lee, Vild Med Dans-deltagere og måske en lille snert af Kongehuset. Det eneste spor af såkaldte almindelige mennesker er de nøgne skikkelser, som altid er at finde i ugebladet.

Men i datidens Se og Hør prægede almindelige mennesker en stor del af siderne. Spørger man Mogens Emil Pedersen, i folkemunde MEP, var det i hans chefredaktørtid netop historier om almindelige mennesker, der var populære blandt læserne. »Vi havde serier, som vi lavede for de almindelige mennesker. Det gjorde vi meget ud af, og det var helt bevidst. Det viste sig hurtigt, at den slags var meget læst. Folk var også optaget af, hvordan naboen havde det,« forklarer han.

Det var rubrikker som ”Hans ordner bulerne”, ”Tag på hospitalet og bliv rigtig mæt” og ”Men folk skal nok holde fingrene fra hende”, som omhandlede en mekaniker, hvis hobby blev hans levevej, billige restaurantbesøg på Amtssygehuse og born holmeren Janne, der kørte hyrevogn om natten i det københavnske.

Disse rubrikker og historier er ikke længere at finde, hvis man i dag åbner Se og Hør. Det skyldes ifølge chefredaktør Kim Henningsen, at der ikke længere er grund til at skrive om almindelige mennesker, når me-

diebilledet flyder med kendisser. Han holder de dengang 50 kendte op mod de cirka 300 i dag. Derudover mener han, at folk langt hellere vil læse om kendte fra mediebilledet.

For Mogens Emil Pedersen handler det om interesser og oplagstal. »Det er jo smag og behag. Man mener åbenbart ikke, at det sælger længere,« siger han.

Grænsernes evige rokken Både Kim Henningsen og Mogens Emil Pedersen indrømmer, at grænserne ofte krydses, når sladderhistorierne jagtes. Problematikken opstår, når grænserne ikke altid er klare, og efter Kim Henningsens udsagn er hver historie en vurderingssag. Man er som skribent nødsaget til at have for øje, hvor den enkeltes grænse er. Der er ingen facitliste.

Mogens Emil Pedersen mener, at Se og Hør konstant er med til at udvide grænserne. »Man går til grænsen og lidt over.

Et blad som Se og Hør skal være med til at flytte grænser. Der er stor forskel på, hvad man kan skrive i dag, og hvad man kunne skrive, da jeg startede. De har virkelig flyttet grænserne meget for privatlivet,« siger han.

Se og Hør kan tillade sig mere i dag. Dels på grund af udvidelsen af grænserne men også på grund af den større pressefrihed. »Vi flyttede bevidst grænserne. Men i min tid var man snævret ind. I dag

bliver man ikke smidt i retten, som vi ofte gjorde dengang. Systemet ændrede sig, og man indså, at der måtte være mere pressefrihed,« forklarer den tidligere chefredaktør.

Og Se og Hør kan også tillade sig mere, hvis man ser på de mange sager, ugebladet har vundet i Pres-

”

»Vær pågående og bliv ved med at flytte grænser. Det er der stadig brug for,« siger han.

Det er Kim Henningsen enig i. »Vi skal bringe afslørende nyheder om de kendte og kongelige. Vi skal gå til grænsen – og nogle gange skal vi træde over. Se og Hør er den frække

Vi skal gå til grænsen – og nogle gange skal vi træde over. Se og Hør er den frække dreng.

Kim Henningensen, chefredaktør Se og Hør

senævnet. Flere i mediebranchen siger, at man kan være sikker på, at pressen er der til skilsmissen, hvis den først er inviteret indenfor til brylluppet.

Men det er ikke hovedløst, at de kendte bliver slæbt gennem sladderpressen. »Vi skal behandle vores ofre med et glimt i øjet og accept. Vi gør det ikke kun for at rakke ned, men også for læsernes skyld,« pointerer Kim Henningsen.

Sladderbladet ser fremad Danmarks snart 60-årige sladderdarling skal nok eksistere i fremtiden.

Det er Mogens Emil Pedersen sikker på til trods for den trykte presses svære tider. Han har to råd til bladet – uden at lyde for gammelklog, som han udtrykker det:

dreng. Men det, vi laver, laver vi ikke hovedløst, da alt, vi behandler, er personfølsomt,« fastslår han.

I fremtiden er der udsigt til, at sladderhistorier, som ikke kun handler om negative skandaler, får et større indpas i ugebladet. »Der skal være flere feel goodstories og ikke kun historier om utroskab og skilsmisser. Vi vil gerne have, at læseren sidder tilbage med følelsen af, at det var en dejlig oplevelse at læse,« siger han. chrij11@student.sdu.dk agreg11@student.sdu.dk

FOKUS

LIXEN | november 2011 | 15

Reality, sladder og kongehuset sælger

Kendisser, klik og kuglekræft Afsløring: Sådan arbejder Se og Hør Der læses mellem linjerne og udspioneres hos Se og Hør, hvor død og ødelæggelse erstattes af store, solbrune bryster.

Tinne Hjersing Knudsen

REPORTAGE. Huset summer. Det trækker vejret. Hver etage i glasbygningen på Havneholmen er hjem for et af Allers kulørte blade. Tøjstativer og makeupkonvojer farer rundt på modemagasinet ELLE, der har hjemme på anden sal. Et par journalister slentrer af sted med kurs mod Ude og Hjemmes redaktion på fjerde.

Og her på tredje holder en Prins Henrik-papfigur og en kæmpe Erik og Anni-plakat øje med Danmarks

største sladderredaktion: Se og Hør. »Jeg skal ringe til Amalie fra Paradise. Peter har skrevet noget til hende på Facebook, der tyder på, at hun skal ud at rejse med et nyt program.

Og så har hun fået karantæne fra diskoteket Simons,« fortæller Louise Rømer.

Hun er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og fuldtidsansat på Se og Hør, der er Danmarks største ugeblad, og som 190.000

Velkommen til nøgenhed

Tidligere chefredaktør for Se og Hør Mogens Emil Pedersen indførte nøgne piger i bladet - så var der også lidt for manden, som han sagde Foto: Christina Nordvang Jensen

danskere køber et eksemplar af hver torsdag.

Amalie tager ikke telefonen. »Hun ligger nok med tømmermænd.

Det var jo torsdag i går,« siger Louise, der i stedet ringer til kendiskæresten Peter.

Han tager den, men fortæller ikke noget, der tyder på, at Amalie er på vej ud af landet. Han snakker lidt, og Louise forklarer bagefter, at det er, fordi han gerne vil pleje sit kendisimage. Det gør ikke noget, for et par artikler om ham langer flere eksemplarer af Se og Hør hen over disken i landets kiosker.

Kælegrise og store bryster Louise bliver afbrudt af komikeren Geos statusopdatering på Facebook.

Han har udviklet prostatakræft og fået fjernet den ene testikel. Så nu sætter jagten ind på en kommentar fra ham og også gerne en anden kendis, der har haft samme sygdom. »Jamen, hvad med Ebbe Sand?« udbryder et af redaktionens medlemmer. Én finder frem til et nummer på den tidligere fodboldspiller, og en anden ringer ham op. Han har også afleveret et stykke af sine ædlere dele til kræften, fortæller han i telefonen fra et toilet til sin fars runde fødselsdag.

Redaktionen er begejstret.

I et hjørne arbejder to på en historie om kæledyr. Eller de kendtes kæledyr. Eller en artikel om, hvorfor man ligner sit kæledyr. »Måske skal vi lave en liste over de kæledyr, de kendte vil have eller har?« lyder det fra et hjørne af redaktionen. »Ja! Det er en rigtig god idé. Er det ikke moderne at have kælegrise?« spørger en kvindelig journalist.

Og det er det åbenbart. De kaldes pet-pigs, og er det nye sort.

Samtalen afbrydes, for det er tid til at skifte indholdet på hjemmesiden. Én opdager, at George Clooney har fået ny kæreste, og en anden synes, at det er en vigtig nyhed. »Jo, folk vil gerne se på George Clooneys nye kæreste, der har en stor barm. Vi har haft nok død og kræft på hjemmesiden i dag. Så nu skal vi have nogle bryster,« lyder det fra et redaktionsmedlem, der kort efter lægger en fyldig, solbrun D-skål op på forsiden af seoghoer.dk.

Pludselig er der gang i hjemmesiden. Der bliver klikket derudaf, og historien får flere klik end Geos nye, kuglefattige liv og historien om Nik og Jay, der græder, når de ser vigtige håndboldkampe. »Uh, nu rykker det! Vi har flest klik

på Clooneys bryster. Det er det, de vil have!« siger nyhedschefen Lise Bondesen og omdøber den til ”Hun har scoret hr. Overlækker” og lægger den som tophistorie.

Steen Lunds smil afslører Med to hurtige skridt når Louise Rømer over til sit skrivebord. Hun griber en kuglepen og skriver et telefonnummer ned på hjørnet af et stykke papir. Det er nummeret på Steen Lund. Han er med i Vild med Dans, som hver fredag er det vigtigste emne for redaktionen at dække.

Aftenens dans er båndet, og Louise ringer derfor op for at høre, hvordan det er gået. »Ja, altså, jeg kan jo ikke sige så meget, men jeg smilede da, da vi var færdige,« fortæller Steen Lund gennem telefonen.

Louise kradser nogle hurtige ord ned på et papir og går tilbage på redaktionen. Hun fortæller de andre, hvad Steen Lund har sagt. »Hmm. Kan vi ikke lave en overskrift, der siger noget med, at han afslører alt?« spørger Louise, og understreger, at det skal være noget kækt.

Nyhedschef Lise Bondesen er enig og spørger, hvad Steen Lund helt konkret sagde i telefonen. »Altså, han sagde det jo ikke direkte, men jeg kunne høre mellem linjerne, at det var gået godt,« siger Louise. »Hmm,« siger nyhedschefen i en tænkepause og fortsætter: »Måske skal vi skrive, at han strutter af selvtillid forud for aftenens program?« De bliver enige, artiklen får overskriften ”Steen Lund afslører alt”, og Louise taster en hurtig nyhed sammen. »Lad os se, om ikke der er nogen, der hopper på den!« siger nyhedschefen Lise og lægger artiklen op på hjemmesiden efterfulgt af et »Ej, det sagde jeg bare ikke!« tiknu11@student.sdu.dk

FOKUS

16 | november 2011 | LIXEN

intet privatliv til anni, erik og amalie

pressen vinder krigen

mod de kendte kendisser taber pressenævnssager: Pressen har mediejuraen i ryggen Når kendisser som Anni, Erik og Amalie selv inviterer pressen med inden for i deres privatliv, må de også finde sig i mere medieomtale, når det går dem knap så godt. Offentligt kendte personer skal kunne tåle mere, fastslår Pressenævnet. Det glæder både Se og Hør og Ekstra Bladet.

må tåle en mere nærgående omtale af deres person og de handlinger, de fortager sig.”

Knap et år inden Pressenævnets afgørelse, var Se og Hør inviteret med til datterens barnedåb i Skovshoved Kirke i Klampenborg. Her blev der

”

Jeg har altid ment, at den berømte sætning om, at hvis man inviterer folk med til sit bryllup, så må man også regne med, at de kommer til skilsmissen, har været fuldt gældende.

Cathrine Borup Bloch

MEDIEJURA. Når Anni Brinch og Erik Damgaard vimser omkring på californiske badestrande med henholdsvis silikonefyldte læber og spændte mavemuskler, er pressen inviteret med. Og når Amalie Szigethy køber dyre designertasker og slikker sol i haven med sin mor, er hun akkompagneret af journalister, fotografer og lysteknikere.

De er danskere, der ikke er kendte for at kunne noget særligt. De er kendte for at være kendte. De har budt pressen inden for i deres liv, og når de optræder i programmer som ”Anni og Erik goes to Hollywood” og ”Amalies Verden”, bliver resten af Danmarks befolkning budt med som gæst.

Men pressen og resten af landet kigger også med, når Anni dømmes for rufferi, og når Amalie afslører, at ekskæresten Peter Birch har slået hende for derefter at finde sammen med ham igen. Den profilerende, positive omtale er altså ikke gratis for kendisserne. Det pointerer advokat Vibeke Borberg: »Når man med den ene hånd tilkendegiver, at man er en del af det offentlige jetset, der bruger medierne til at promovere sig selv, så kan man ikke med den anden hånd sige, at der er visse ting, man ikke vil have, kommer ud i offentligheden. Man kan ikke trække en grænse og sige hertil og ikke længere.« Paparazzier med til barnedåb Så da Erik og Anni sidste år klagede til Pressenævnet over en fotoserie af parret og deres lille datter på en café bragt i Se og Hør, tabte de sagen. Følgende stod i Pressenævnets afgørelse fra den 23. juni i år: ”Det er Pressenævnets opfattelse, at offentlige personer i forhold til andre

vejelser, om billederne på nogen måde kunne være krænkende over for barnet. »Vi tog helt klart hensyn til, om det kunne skade barnet. Det er et hensyn, vi tager, og det gør vi altid, når der er tale om børn, hvis vi har lavet nogle

Poul Madsen, chefredaktør på Ekstra Bladet

knipset løs, og en bronzeglødende Anni iklædt rød satinkjole blev i bladet foreviget sammen med en tandpastasmilende Erik og en sovende, nydøbt datter.

Det fik altså afgørende betydning for Pressenævnets kendelse, at Anni og Erik som offentligt kendte personer selv har indbudt pressen til både strandture, bryllupsplanlægning og barnedåb. De må finde sig i, at paparazzifotografernes blitzer muligvis fremover vil være med som baggrundslys på legepladsen og på søndagsgåturen.

Uskyldig og humoristisk Chefredaktør på Se og Hør, Kim Henningsen, var og er stadig glad for Pressenævnets afgørelse. »Afgørelsen viste, at Pressenævnet er på vej ind i virkeligheden. Det har vi sådan set sagt i årevis, at de blev nødt til. De skal tage hensyn til, at når man profilerer sig selv via pressen, når det går godt, så er det også naturligt, at pressen har en lidt skarpere tilgang, når det går den anden vej. Vi vandt sagen, og det kan jeg kun være 100 procent tilfreds med,« siger han.

Dog var det afgørende for Pressenævnet, at billederne af den lille pige var hverken krænkende eller taget på privat grund. Det fastslår næstformand i Pressenævnet og advokat, Axel Kierkegaard: »Sådan som Pressenævnet fik det forelagt, så var det en ganske uskyldig historie med et humoristisk input, som datteren ikke tog skade af. Derudover er Erik og Anni mennesker, som lader sig portrættere ved mange forskellige lejligheder i medierne, så de må også finde sig i mere. Så det krævede ikke den større intellektuelle bedrift fra vores side at afgøre den sag.« Det var også med i Se og Hørs over-

paparazzioptagelser. Det er både en juridisk og en moralsk overvejelse,« siger Kim Henningsen.

Kendt for at være kendt Der er dog også et vigtigt skel, når man taler om ”offentlige kendte personer”. Det påpeger Vibeke Borberg. »Personer som Anni, Erik og Amalie er ikke kendte for noget. Det er der, problemet ligger. Fremtrædende ledere i erhvervslivet, sportsstjerner eller politikere er jo kendt for det, de gør og beskæftiger sig med, og der kan man sagtens trække en grænse mellem deres privatliv og deres offentlige person. Men med hensyn til folk, som kun er kendte for at være kendte, og som selv lægger deres privatliv ud til offentlig skue, der kan man ikke trække denne grænse,« siger hun.

Hun nævner et eksempel med en sag fra 2003, hvor grænsen mellem privatliv og offentlig person blev overskredet for de to håndboldpiger Camilla og Anja Andersen. Se og Hør bragte under daværende chefredaktør Henrik Qvortrup to artikler med tilhørende billeder, der udelukkende omhandlede de to pigers kæresteforhold. Derudover optrådte Henrik Qvortrup i et tv-program, hvor han også nævnte forholdet og pigerne ved navn. Artiklerne havde udelukkende fokus på Camilla og Anja Andersens privatliv, hvilket ifølge Pressenævnet ikke var i offentlighedens interesse i en sådan grad, at det var i orden at bringe dem i bladet.

Forholdet havde intet med de to pigers virke som håndboldlandsholdsspillere at gøre. Pressenævnet udtalte alvorlig kritik af Se og Hør, og ved en retssag to år senere blev Henrik Qvortrup, ansvarshavende chefredaktør Per Håkon Schmidt og to journalister idømt et erstatningskrav til håndboldpigerne.

Skraldespandsroderi På Ekstra Bladet tager man også hensyn til, hvornår en sag er i offentlighedens interesse. Det er en meget vigtig overvejelse, inden en artikel eller et billede offentliggøres, fastslår chefredaktør Poul Madsen.

Han hiver Ekstra Bladets afsløring af tidligere miljøminister Karen Ellemanns usorterede affald fra sidste år frem som et eksempel. En afsløring, der kom sig af, at avisen havde fingrene helt nede i eksministerens skraldespand. »Det var en krænkelse af privatlivets fred, men vi gjorde det, fordi vi mente, at det for offentligheden var vigtigt at få at vide, om Karen Ellemann levede op til det, hun sagde, alle vi andre skulle leve op til,« siger han og fortsætter: »For politikere vil det være sådan, at hvis de kysser på en eller anden tilfældig person, så vil vi ikke bringe det i Ekstra Bladet, med mindre det har en politisk betydning. Det hører deres privatliv til og har ikke noget med deres offentlige person at gøre.« Poul Madsen er ligesom Kim Henningsen glad for, at Pressenævnet har visse betænkninger, når der kommer en klage fra eksempelvis Anni og Erik.

Begge chefredaktører er enige om, at det er en generel tendens i samfundet, at privatlivets grænser bliver flyttet. »Det gør det lettere for os. Det er sådan set også vores opgave at få rykket de grænser. Og få overbevist Pressenævnet om, at der altså er en ny virkelighed,« siger Kim Henningsen.

Poul Madsen mener også, at det er Ekstra Bladets opgave at rykke grænser, da de befinder sig i ”et afslørende univers”. »Jeg har altid ment, at den berømte sætning om, at hvis man inviterer folk med til sit bryllup, så må man også regne med, at de kommer til skilsmissen, har været fuldt gældende. Og det, synes jeg, har været det mest dækkende begreb for, hvordan de kendte må finde sig i offentlig omtale,« siger han.

SAGER I ALT I PRESSENÆVNET 2009

141 sager

2010

171 sager

2011

105 sager

Tallet fra 2011 er det foreløbige antal sager, som Lixen har optalt 26. oktober Kilde: Pressenævnet

MEDIER MED FLEST SAGER I PRESSENÆVNET INDTIL VIDERE I 2011 DR

19 sager

Ekstra Bladet

17 sager

B.T.

8 sager

TV 2

6 sager

Kilde: Pressenævnet

SÅDAN AFGJORDE PRESSENÆVNET SAGERNE AFVISNING AF KLAGE/IKKE KRITIK DELVIS KRITIK KRITIK DR 11 % 5%

84 %

EKSTRA BLADET 6% 12 %

82 %

B.T. 12,5 %

75 %

12,5 %

TV 2 33 %

67 %

cablo10@student.sdu.dk

Kilde: Pressenævnet

FOKUS

LIXEN | november 2011 | 17

TO KENDELSER FRA KENDISKRIGEN:

Prinsessen og Menneske rettighedsdomstolen -

NS

NNE I UGE

SA TOPLØSE RAPPORT

Når prinsess e Caroline af Monaco supermarke køber ind i det, henter sine børn i eller spiser børnehaven frokost på en fortovscafé, razzierne ho skal papalde blitzen fo r si fastslået i 19 99, da prinse g selv. Det blev en række ty ssen lagde ske magas iner, fordi de sag an mod hende være ikke kunne i fred, når hu lade n foretog si gøremål, de ne daglige r ikke havd e noget med som prinse hendes rolle sse at gøre .

marks t par af Dan ikker som ”E til at hive ud og br ru af et Ledsag r. Lige gtede bryste omonsen mest eftertra ”Sensation: Sanne Sal og bragte uge!” !” rt op po e hæng e! Kun i Rap rn de Sanne Salolle af bi r e nøgen! S i 1983 billede Fotografen rt po ap R r. ns bladet Uge n iført trusse rne af den en strand ku billede de se monsen på ip kn aloklitterne og se. Sanne S gemte sig i ed en telelin ren m ø kt ne da an re S e et og chef næsten nøgn an mod blad g sa e gd la monsen lvad.

Torben Dha nkende, ikke fredskræ men , er i sig selv r ed de st t lle ig bi Topløse t tilgængel r r et offentlig llederne va bi va i rd en fo nd , ra et sr nd og st . er La on re rt st faldt i Ø ksuelle unde et i at hammeren kst med se ig te ill dv ed in m e en vd bragt samm anne selv ha kerede, at S Teksten indi t. få dem tage til 1985 dømt retssagen i d se ve ø pl ev to bl ren e til den Chefredaktø i godtgørels .000 kroner 50 le ta be at . sangerinde

Caroline ta bte retssage n, og Forfa en i Karlsru tningsdomst he hævded ole, at hun so person måt m offentlig te finde sig kendt i, at hendes pr begrænset ivatliv var til, hvad de r foregik inde gadedør. H n for hendes un ankede derfor dom rettighedsd men til Men omstolen i neskeStasbourg, sagen. Offe der i 2004 af ntliggørelse gjorde af billeder af daglige gøre pr mål er ifølg e domstolen insessens hendes priv en krænkel atliv se af offentlighede . Privatlivet har forran g i forhold til ns interess e og bladen es omsætn ing.

uddannet på et sladderblad

Illustration: Paul Sauer

praktik på den røde løber praktikanten bekender: Jeg gik mod strømmen!

Louise Engelst er den første praktikant nogensinde på ugebladet Her & Nu. Hun har selv valgt, at hendes praktiktid skal handle om de kendte og kongelige og ikke om finanslov og Folketinget.

Sarah Andersen

SLADDERPRAKTIK. Da Louise Engelst skulle finde et praktiksted til forårets Panikdag, sendte hun, som den eneste, en ansøgning af sted til Her & Nu. Og hun er nu ansat som ugebladets allerførste praktikant. »Jeg søgte Her & Nu, fordi jeg gerne vil prøve at arbejde med det kongelige stof, og fordi jeg gerne vil arbejde med ugeblade og magasiner i fremtiden. Jeg ville ikke søge et sted som Se og Hør, fordi de går for langt i forhold til min egen moral, så derfor gik jeg bevidst efter Her & Nu,« siger Louise Engelst.

Hun ved godt, at hun gik mod strømmen og søgte et sted, der langt fra topper listen over prestigefyldte praktikpladser. Men for Louise var det vigtigste at ende et sted, hvor hun fik lov til at afprøve en masse ting: »Jeg mødte da fordomme fra folk,

men så måtte jeg jo bare forklare dem, at jeg virkelig har lyst til at afprøve det her område. Og det er netop det, praktiktiden handler om for mig.« Releaseparty og rød løber Louise Engelst har allerede fået lov til at prøve mange ting af. Hun har blandt andet været i Mexico for at interviewe de nye deltagere i Paradise Hotel, og hun har lavet et stort interview med Adam Duvå Hall. Lige

”

på at tage til premierer og releaseparties, for det er netop ved at møde kilderne ude i byen, at hun får sine historier. Men det kræver masser af gåpåmod at arbejde på den måde: »Når man er ude til arrangementer, er det ofte sådan, at hver journalist kun har fem minutter hos kilden.

Det bliver tit ikke overholdt, og der gælder det virkelig om at holde sig til, så man også får stillet sine spørgsmål.

Jeg har virkelig også lært at tænke, at jeg sagtens kan tillade mig at spørge

det, vi er blevet dunket oven i hovedet med i halvandet år på Journalisthøjskolen.« Indtil videre er Louise Engelst ansat som journalist på Her & Nu indtil 31. juli 2012. Hun ved endnu ikke, om hun vil forlænge og tage de sidste seks måneder af sin praktiktid samme sted:

»Det er helt vildt sjovt at være her, og jeg bliver kastet ud i mange udfordringer. Derfor hælder jeg lige nu mest til at blive her det sidste halve år, men jeg er ikke sikker endnu. Det må jeg se på til den tid.« saran10@student.sdu.dk

Jeg mødte da fordomme fra folk, men så måtte jeg jo bare forklare dem, at jeg virkelig har lyst til at afprøve det her område.

Louise Engelst, praktikant på Her og Nu

fra første arbejdsdag har hun fået lov til at lave lige så meget som de andre på redaktionen. »De har været rigtig gode til at lade mig indgå på lige fod med de andre på redaktionen. Jeg blev sat til at skrive en artikel allerede den første dag, og ugen efter havde jeg et stort interview, som jeg selv havde haft en idé til. Der er også plads til at lave den lidt dybere historie, så det hele ikke er korte nyheder,« siger Louise Engelst.

Hun bruger meget af sin arbejdstid

kilderne om hvad som helst, for det er netop det, mit job handler om.«

Kritisk kildetjek Louise Engelst ved godt, at der er fordomme over for, at hendes del af journalistbranchen ikke altid tjekker op på, om det, de skriver, nu også er helt sandt. Men lige præcis den del er meget vigtig for hende: »Jeg sørger altid for at få en kommentar fra kilden selv. Det har været vigtigt for mig, at jeg altid tjekker op på mine kilder. Det er trods alt også

Illustration: Paul Sauer

OPINION

18 | november 2011 | LIXEN En praktikant fortæller

Da jeg fandt ud af...

Her godt tre måneder efter start titter de stadig frem. Tvivlen.

Forventningspresset. Den snigende følelse af utilstrækkelighed. Men der er mange oplevelser, der skubber dem i baggrunden. Her er et udpluk.

Søren Dal Rasmussen Praktikant på Fagbladet 3F

… at jeg var endt det rigtige sted Det er sjældent, at jeg har hørt en så barsk livshistorie, som kvinden over for mig lige har fortalt. Hun kan gå 100 meter. Så får hun ondt.

Det bliver værre. Kafkask. 15 år med diskusprolapser, en hjerneblødning, fremstormende invaliditet, følelsesnedsættelse i benet og en kommune, der stadig nægter hende førtidspension. Vi taler et par timer.

Lige inden jeg går derfra, stopper hun mig. Hun skærper sit blik og siger, at hun er så glad for, at jeg vil prøve at hjælpe hende. Det er et øjeblik, der stadig kan give mig gåsehud.

Meninger

… at alkohol ikke giver et seriøst førstehåndsindtryk Der er et par uger til, jeg skal starte, og jeg er inviteret til fredagsøl med noget af min kommende redaktion.

Det er fedt. Så kan jeg møde dem i private rammer, og så bliver det nok ikke så skræmmende at skulle møde første dag.

Den første øl glider ned. Og den næste. Og næste og næste og næste.

Og snart har jeg (og alkoholen) også fået modet til at fortælle anekdoter om mig selv. Og taget min hukommelse med sig.

Så kommer whiskyen på bordet. På cykelturen hjem får jeg lovet, at jeg skam nok skal strippe, når min praktikantvejleders lillesøster holder polterabend. Jeg kan ikke huske nogen navne, da jeg starter et par uger senere. … at journalistik også handler om ego Jeg har efterårsferie og venner på

besøg derhjemme fra. Telefonen ringer. Jeg siger til min ven, at det er fra arbejdet, og at jeg er nødt til at tage den. Det er min redaktør. Hun siger, hun er ked af at forstyrre, men de har ringet fra TV 2 Regionerne. De vil lave min historie. Det giver et jag af bekræftelse, da jeg lægger på og fortæller min ven, hvad der er sket.

Jeg lyder glad, mens jeg oser med en selvfedme så stor, at den kunne skaffe mig et job som skribent på magasinet Københavner.

En anden redaktør ringer kort efter.

Jeg skal lige tage kontakt til en journalist fra DR, der overvejer at køre historien. Kort efter har jeg DR-journalisten i røret. Fortæller ham, jeg har ferie, men jeg da liiiiige kan kigge på det igen. »Fedt, men bare det ikke er en ulejlighed.« »Man er jo journalist døgnet rundt,« hører jeg min mund joke klichéagtigt.

Vi griner henkastet. Måske ud af en

fælles forståelse for vores fag. Men nok nærmere af min midlertidige megalomani. … at det kan betale sig at høre efter I hele den første uge undrer jeg mig over blomsterne på mit skrivebord. Indtil dagen hvor en mand med lige del ferieskæg og lys bornholmsk accent triller ind på kontoret. Spørger om jeg kan li’ blomsterne. Han præsenterer sig pænt, men den metaforiske abe i mit hoved har for travlt med at juble, hyle og dreje på håndsvinget til lirekassen over, at det næsten Sherlock Holmske mysterium nu er blevet løst til at lytte efter. Jeg kigger forlorent og prøver, om jeg kan placere hans ansigt. Men tavsheden er for Klovnsk.

Jeg må kapitulere. »Undskyld, hvem sagde du, at du var?« »Øøh, jeg hedder Palle.« »Okay,« svarer jeg med et fåret smil,

der bliver siddende, lige til han drejer rundt og forlader lokalet.

Det er her, jeg endelig mentalt får barberet skægget væk og chokeret må indse, at det er ansigtet fra lederpladsen i det blad, som jeg til min ansættelsessamtale sagde, jeg læste religiøst. Et sted i det fjerne hører jeg senator Clay Davis’ bebrejdende stemme, mens min krop undertrykker gentagne cirkelspark til skrotum.

I det mindste scorer jeg billige point på at fortælle historien til mine nye kollegaer. Men det er nok heller ikke hver dag, at en nyansat praktikant ikke ved, hvem chefredaktøren på bladet er.

soera09@student.sdu.dk

Goddag mand, sportsjournalist Daniel Hedelund, 3. semester

Tv-redaktør på Politiken, Henrik Palle, kritiserer den 25. oktober danske sportsjournalister. I en klumme i Politiken kalder han sportsreportere for ”ukritiske” og ”fladpandede” og beder om mere fokus på sportens ideologiske og økonomiske aspekter.

“Talentet og viljen,” skriver Henrik Palle (og hentyder til sportsjournalisterne), “rækker kun til hjernedøde interviews.”

I forlængelse af Henrik Palles kommentarer rejser sig et par væsentlige spørgsmål: Skal sportsjournalister være kritiske? Hvis ja – hvor og hvornår og hvordan stiller man kritiske spørgsmål til sportsudøvere?

For at svare kronologisk: Sportsjournalistik skal være kritisk. Og personligt savner jeg også magasiner, der går bag om sporten, som Henrik Palle efterlyser.

Men når det er slået fast, handler genren i sin inderste substans om at vise atletens følelser.

Er Caroline Wozniacki glad, lykkelig, rasende på dommeren, skuffet eller sur på sig selv eller sin far? Publikum vil underholdes, ellers zapper de væk. Ukritisk mikrofonholderi? Ja – men underholdende.

Når journalister også, som jeg skriver, bør takle sportsdækningen kritisk, er det relevant at stille de rigtige spørgsmål.

I spørgeteknikken skelner man mellem at være kritisk og ”pseudokritisk” (unødvendigt provokerende).

Desværre ser man ofte sportsjournalister være netop pseudokritiske,

når de trigger, for eksempel fodboldtrænere, med spørgsmål á la: »Er det ikke på tide, at du trækker dig? Og har du overhovedet evnerne til at føre klubben videre?« Det er dårlig spørgeteknik, da fodboldtræneren let afværger med et ”ja” eller et ”nej” og runder talestrømmen af med et par klichéer.

Hvordan bør sportsjournalisten i stedet interviewe?

For at illustrere følger her en historie: TV 3+ viste den 24. oktober bundgyseren mellem Silkeborg IF og Brøndby IF. Jeg tunede ind på kanalen, og kort før dommerens slutfløjt afgjorde Henrik ”Tømrer” Perdersen kampen til slutresultatet 2-1. Brøndby IF befandt sig nu kun sølle fire point over nedrykningsstregen, og nederlaget øgede ikke Henrik Jensens chancer for at forsætte i rollen som cheftræner. Tværtimod. Efter kampen stillede han op til interview i spillertunnellen. »Det må være en hård tid for dig…« indledte reporteren sin (empatiske) præmis og spurgte med et åbent, men kritisk spørgsmål: »Hvor stiller den her kamp dig?« Fodboldtrænere er rutinerede i interviewsituationer. De bjæffer løs om alt og ingenting – lidt lige som politikere – når reportere spørger kritisk.

Men hvor var dét her, tænkte jeg, hele vejen igennem et godt og ærligt og afvekslende tv-interview. Henrik Jensen blottede sig verbalt og erkendte, det var en svær tid. Han svarede, at han desværre nok endte på morgendagens forsider og bestemt var ”fyringstruet”.

B.T.’s fodboldredaktør, Morten Crone Sejersbøl, skrev samme aften bloggen ”Jensen tvinger BIF til at reagere”. Underforstået, at bestyrelsen måtte fyre Henrik Jensen, da han virkede uden motivation i interviewet.

Ifølge Morten Crone Sejersbøl taler Henrik Jensen normalt ”uden floskler”. Men at han gik længere end forventet i interviewet, var efter min

mening også reporterens fortjeneste, der var høflig – men skarp.

Dagen efter interviewet endte Henrik Jensen på forsiden, da Brøndby IF’s bestyrelse fyrede ham fra cheftrænerposten. En selvopfyldende profeti? Jo, fyringen var forståelig: Brøndby IF havde tabt nok en Superligakamp og lå akkurat over nedrykningsstregen.

Men grunden til, at bestyrelsen

fyrede Henrik Jensen netop dagen efter nederlaget i Silkeborg, var måske, at han i interviewet ”virkede tømt for idéer”, som B.T.’s Morten Crone Sejersbøl skrev i sin blog.

Svaret har kun bestyrelsen, men eksemplet viser, at sportsjournalister kan være kritiske i interviews.

Og måske endda rykke noget i virkeligheden. dahed10@student.sdu.dk

LIST JOURNA SPORTS

Illustration: Paul Sauer

OPINION

LIXEN | november 2011 | 19

Pinlig Politiken-journalistik Kasper Kildegaard, 3. semester

Søndag den 16. oktober sad jeg og så ”Presselogen” på TV 2 News. Et af emnerne der var til debat, var Politikens anklager mod B.T. i sagen om statsminister Helle ThorningSchmidts skatteforhold. Baggrunden var, at Politiken den 9. oktober kunne fortælle, at B.T. havde været i besiddelse af de fortrolige oplysninger om hendes dobbelte personfradrag længe før, at de bragte nyheden. Med andre ord, at avisen gemte deres historie med det formål at miskreditere Thorning.

Dokumentationen var, at skatteeksperten Aage Michelsen hævdede at have modtaget mails fra B.T. en måned før. Men dagen efter måtte professoren i en mail til Politiken lade forstå, at han først modtog mails fra B.T. den 31. august. Altså fem dage efter valgets udskrivelse og otte dage før B.T. bragte historien. Det er en fejlmargin i forhold til hans første anklage på 24 dage, 77,4 procent.

International redaktør på Politiken,

Michael Jarlner, skulle forsvare forløbet, og hans argumentation var i bedste fald tynd. I værste fald pinlig.

Han betegner korrektionen som en ”lille detalje” og siger, at der stadig er hold i historien, fordi Aage Michelsen ”stadig har indtryk af” og ”tror”, at B.T. havde oplysningerne længe før, de brugte dem.

Det er meget voldsomt at rette en anklage mod et andet medie om, at de politiserer. Det kan man på ingen måde gøre uden at have stærk dokumentation for, at det faktisk er tilfældet. Politikens væsentligste bevis var, at B.T. sendte mails en måned før, de bragte historien. Det viste sig at være lodret forkert, og de har ikke bedt kilden dokumentere det før, de kom med anklagen.

Politiken bringer ganske vist en berigtigelse, men den står helt ude i den ene side på avisens side 2, mellem meget andet, mens anklagerne dagen inden blev slået stort op.

Medier og journalister skal ikke viderebringe så kraftige anklager på folks ”indtryk”, uanset hvem kilden

er. Anklagerne må og skal være gennemresearchede og dokumenterede, før de publiceres. Noget, der er præciseret meget kraftigt i ”De vejledende regler for god presseskik”: ”Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende”.

Michael Jarlner forsvarer sig med, at B.T. får lov til at sige, at historien er forkert, samt at de ikke vil fortælle, hvornår de kom i besiddelse af oplysningerne. Men her glemmer han for det første, at det ikke vedkommer Politikens journalister, hvornår B.T. får fat i oplysninger fra anonyme kilder.

For det andet glemmer han, at vi ikke har omvendt bevisbyrde i Danmark. Det er Politikens pligt at dokumentere og underbygge deres påstande mod B.T., og ikke omvendt.

For det tredje overser han, hvilken ubehagelig mediepræcedens han skaber ved at anvende den form for

argumentation. Hvis alle journalister og redaktører tænkte således, så kunne man jo bare få en eller anden kilde til at fremføre alvorlige anklager uden at efterprøve dem, og så viderebringe det i avisen.

Politikens internationale redaktør gør ellers meget ud af at betone, at kilden her jo er ”en af landets førende skatteeksperter” for på den måde at legitimere, at hans formodninger skulle være mere valide end andres.

Det er helt forkert og meget elitært.

Det må være dokumentationen og substansen i anklagerne, der betyder noget. Ikke budbringeren.

Sagen er et grimt eksempel på en tilbagevendende mentalitet i medierne om, at så længe en kilde vil fremføre en anklage til citat, så er det også godt nok til publicering. Men det reducerer jo journalisternes job til at være en banal ubetydelighed.

Billedligt illustreres det tit med et eksempel, hvor to mænd kommer ud fra et rum. Den ene påstår over for journalisten, at væggene var sorte, mens den anden fastholder, at de

var hvide. Journalisten skriver derfor en konflikthistorie baseret på uenigheden. Hvorfor ikke bare åbne døren og se hvad farve væggene egentlig har?

Hele skattesagen er utrolig interessant: Hvor kommer oplysningerne fra, hvornår og hvorfor blev de lækket, og hvilken rolle spiller B.T. i forløbet? Men hvis man vil anklage andre for underlødighed og politiseren i en skarpvinklet artikel, må man have sin dokumentation i orden.

Ellers mindskes mediernes troværdighed til et minimum.

Når Politiken med så ringe dokumentation og efterfølgende så usynligt et dementi prøver at legitimere deres historie, tror jeg, mange læsere fristes til at tro, at der måske har været en skjult dagsorden. Ikke hos B.T., men hos Politiken selv.

uger med fuldtidssøgning – ”bare” for at få en praktikplads.

I de seneste uger har jeg mødt mange praktiksøgende, og de har alle haft en lækker hjemmeside og et flot visitkort. Jeg kender endda et par stykker, der har fået en anden til at lave deres hjemmeside for lidt kolde kontanter. Men selvom man har lavet det hele selv, så har det stadig ikke været gratis. For ens hjemmeside skal jo have et ordentligt domæne, så den hedder det samme som en selv. Et domæne og det, der hører til, koster minimum 200 kroner. Men så har du heldigvis også domænet et helt år – det har du bare ikke rigtig brug for, efter du har fået din praktikplads.

efterårsferien, så man nærmest var tvunget til at droppe ikke-journalist relaterede rejser for at kunne gøre et godt indtryk hos medierne). Da det ikke ligefrem er en billig affære at køre med offentlig transport, bliver der hurtigt brugt en del penge på bare at komme frem og tilbage. Og da det tit er en heldagsfornøjelse, skal der også afsættes penge til mad og drikke. Derudover skal man også tur/retur til Aarhus på selve Store Match Dag og for ikke at stresse (yderligere) på selve dagen, så sover alle SDU’ere da også lige deroppe. På et hotel, der koster 400 kroner per person.

I kan godt se, at det hurtigt løber op, ikke?

Men det er ikke kun de søgende, der bruger alle deres surt optjente penge. Hos alle praktikstederne blev man taget imod af diverse chefredaktører, praktikanter og skribenter, der så ikke havde tid til at arbejde imens.

Medierne stod alle klar med et over-

væld af kaffe, cola og Kildevæld. De fleste af stederne havde endda opgraderet denne service og tilbød alskens former for slik og frugt. Altså heller ikke en billig affære for medierne.

vere sit professionelle visitkort. Alt dette koster penge. Mange penge.

Jeg tror desværre ikke, at det hjælper synderligt, at jeg brokker mig. Og egentlig er jeg også ligeglad med, at jeg har brugt alle de penge, tid og arbejdsindsats, så længe jeg får en fantastisk praktikplads. Problemet er bare, at det kan jeg jo ikke være sikker på. Så jeg håber inderligt, at mine veludførte og tidskrævende ansøgninger, utallige mediebesøg og dyre hjemmeside hjælper mig til at skaffe en af de praktikpladser, jeg har søgt.

Ellers kunne jeg ligeså godt have smidt de tusindvis af kroner, jeg har brugt på min praktiksøgning, i skraldespanden. Det ville have haft samme effekt.

kasoe10@student.sdu.dk

Overdreven (dyr) praktiksøgning Malte Abildgaard Christensen, cand.public. B

Mens du læser dette, er jeg sikkert til Store Match Dag, eller også har jeg lige været. Jeg er nemlig i den heldige situation, at jeg snart skal i gang med den ypperste del af vores uddannelse – praktikken.

Men selvom jeg er fandens glad for at skulle væk fra SDU’s betonbunker og ud i den virkelige journalistverden, så er der flere ting, der irriterer mig ved den uoverskuelige paniksøgning.

De kan dog alle opsummeres i ét ord: Overdrevenhed.

Jeg forstår udmærket godt, hvorfor alle journalistspirer går så meget op i deres praktiksøgning, da den kommer til at kendetegne (de måske vigtigste) seks til 18 måneder af ens studie. Men jeg forstår ikke, hvorfor det hele skal være så dyrt og besværligt. Og tidskrævende, ej at forglemme.

Uden at jeg har lagt tallene sammen, så ved jeg, at jeg har brugt et godt stykke over 2.000 kroner og et par

Danmark rundt (et par gange) I løbet af min praktiksøgning har jeg været i København to gange og Aarhus en enkelt. Alle gange for at besøge medierne i forbindelse med Åbent Hus-ugen (som for resten lå i

Men hvorfor?

Og hvorfor er det så så dyrt? Formentlig fordi der er for meget kamp om pladserne. Det er klart, at når Politiken, DR og Berlingske skal ansætte under 20 procent af dem, der søger stedet, så opstår der konkurrence. Derfor kommer der yderligere pres på de allerede nervøse journalistkid. Så man forsøger at optimere sin ansøgning for at komme forrest i rækken. Men hvor det førhen var nok med et par velvalgte artikler fra ens undervisning, der var vedhæftet ens søde, lille ansøgning, skal der langt mere til nu. Man SKAL have en toptrimmet hjemmeside med umådeligt æstetiske billeder af sig selv. Man SKAL besøge samtlige steder, man søger, og der SKAL man afle-

... at man burde servere Jägerbombs til KaJO’s generalforsamlinger.

maltc08@student.sdu.dk

... at folk er velkomne til Piratquiz lørdag den 5. november klokken 20 på Retro.

Send dit indlæg til ‘I øvrigt mener jeg...”

Daniel Hedelund og Lasse Juncker, 3. semester Benedikte, 7. semester til lixen@journet.sdu.dk. Det gælder både folk på og udenfor Medietorvet. ... at Anders Dalls krøller aldrig har siddet bedre.

Skriv ‘I øvrigt mener jeg’ i emne-feltet + RUST ... at det er for dårligt, at en øl koster 15 kr. til Festudvaldin kommentar, dit navn og din stilling. gets fester, når jeg kan trække dem i automaten for 13.

Så bringer vi indlægget i næste nummer. ... at Peter Bro ville se skidegodt ud med midterskilning.

Johan Eriksen, 1. semester

... at det er foruroligende, at der er så mange artikler, der var nomineret til at vinde mig. Hvad skete der for flermedialitet, og hvad skete der i Borgen i søndags?

Jern Henrik

Kristian Corfixen, 1. semester

... at denne udgave af Lixen mangler en sjofel bagside!

Sofus Sten Hansen, 3. semester

Bagsiden

Jern Henrik 2011

Fotos: Rune Jensen Heidtmann