Lixen oktober '09

»Når det skal være, så kan jeg æde lort.« Portræt af Niels Krause-Kjær side 10

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 11. årgang | 6. nummer | oktober 2009

SDU’ere overraskende hurtigt i job Den nyeste flok SDU-journalister har indtaget arbejdsmarkedet.

Halvdelen har allerede fundet et fast job, og kun to lever udelukkende af dagpenge. Et forundret journalistforbund erkender, at SDU’erne trodser tendensen til, at de nyuddannede er krisens første ofre.

Silas Fuglsbjerg Mads Therkildsen

MØNSTERBRYDERE. Selvom branchen bløder, og de nyuddannede plejer at være de første hos landets jobcentre, knækker de nyuddannede journalister fra SDU arbejdsløshedskurven. Kun to lever udelukkende af dagpenge, mens halvdelen allerede har fundet et fast job. Det viser en undersøgelse foretaget af Lixen, som 59 af de 61 nyuddannede har deltaget i. De positive tal overrasker Journalistforbundet. »Det plejer at være de nyuddannede, som er de første og største ofre i krisetider. Jeg ville have ventet, at langt flere var ledige, som markedet ser ud nu. Men vi må åbenbart finde kriseofrene andre steder,« siger uddannelseskonsulent Jonas Thing.

Journalistik slår kommunikation Journalistbranchens klassiske medier har i løbet af de seneste år skåret en markant del af deres arbejdspladser væk, mens efterspørgslen fra kommunikationsbranchen er steget.

Men de nyuddannede SDU’ere trodser tendensen. Således arbejder 34 som klassiske journalister. Kun syv

er ansat i kommunikationsbranchen. »Det er meget interessant, at krisen ikke har tvunget de nye journalister til at gå andre jobveje – for eksempel fået flere til at søge over i en stadigt voksende kommunikationsbranche,« siger Jonas Thing.

SDU’erne hjælper hinanden Mange blev allerede ansat i slutningen af praktikforløbet, mens én måtte søge 70 stillinger, inden han blev ansat. En stor gruppe af freelancerne er stadig tilknyttet deres praktiksted, og næsten halvdelen af de fastansatte har i dag job på deres tidligere praktiksted. I jobsøgningsfasen har sociale og faglige relationer fra studietiden været en afgørende faktor. »Det har været en stor hjælp for rigtig mange af os at kende hinanden og bruge hinanden på årgangen,« fortæller Marie Tromborg.

Efter at have søgt omkring 15 job er hun nu ansat som redaktør på en række af Jyllands-Postens magasiner.

Jobbet indebærer, at hun blandt andet skal finde freelancere til forskellige opgaver, og det har givet flere af hendes studiekammerater muligheden for at få arbejde.

Unge på det elektroniske beat TV/MIDT-VEST er det medie, der har været ivrigst i jagten på de nyuddannede SDU’ere. Den jyske tv-station har ansat tre af de nyeste SDUjournalister, og her ved man præcis, hvorfor det er værd at satse på jobmarkedets yngste. »Når vi skal hente journalister udefra, tager vi oftest unge journalister, fordi de har leget med computer hele deres liv, og fordi de er enormt hurtige og lette at forme til tv-jour-

nalister.« Det siger direktør Ivar Brændgaard.

At de tre nyuddannede SDU’ere har fået job på TV/MIDT-VEST er intet tilfælde. »Nyuddannede journalister, der har fået en ordentlig praktiktid på en tv-station, kan glide lige ind i produktionen. Og så har SDU en glimrende uddannelse, der passer allerbedst til TV/MIDT-VEST’,« siger Ivar Brændgaard.

Undersøgelsen viser også, at praktikpladsen er afgørende for, hvor man i fremtiden bliver ansat. Således er 12 af de nyuddannede ansat det samme sted, som de var i praktik. sifug08@student.sdu.dk mther08@student.sdu.dk

Researchmedhjælper: Kitt Kristensen

DOKUMENTATION - 25 har fast job som journalist.

- 7 har fast job i kommunikationsbranchen.

- 9 freelancer som journalister.

- 6 læser Cand. public.

- 5 har påbegyndt anden uddannelse.

- 3 er freelancere og får supplerende dagpenge.

- 2 er på dagpenge.

- 2 er i andet job – ikke relateret til journalistik.

12 har fået fast job på den arbejdsplads, hvor de var i praktik.

59 ud af 61 har svaret – de blev færdige fra januar-april 2009.

“

Mange sportsjournalister tager fankulturen med på arbejde, men den skal de simpelthen smide.

Erik Nielsen, journalist på P3 Sporten og P4 Fyn

Foto: Ciaran McGuiggan

Kan journalister lære af hackere?

Studiets kaotiske karakterbog

Hacking er simpelt og skaber gode muligheder for at skaffe fortrolige oplysninger.

Men det er ulovligt. Lixen præsenterer et nyt værktøj i den journalistiske værktøjskasse: Vi har været til hackerkursus med Foreningen for Undersøgende Journalister.

De studerende trisser i nogle fag hjem fra eksamenerne med tolvtaller, mens underviseren stempler prøverne med en dumpekarakter i andre. Og det er, på trods af at arbejdsindsatsen ikke er meget anderledes.

Side 6 Illustrationer: Leonora Beck

FOKUS: Journalistik på sengekanten

Side 5

02 | oktober 2009

UDDANNELSE

| LIXEN

Indhold

Leder

UDDANNELSE

Lagengymnastik

Karaktererne i de forskellige fag på Center for Journalistik bliver givet vidt forskelligt. Underviserne efterlyser retningslinjer, så de kan give mere ensartede karakterer. Studieleder Anne Lea Landsted mener, at det må være op til underviserne selv. Side 5.

BRANCHE

Ud af 173 lande er Kina ifølge Reporters Sans Frontiers det land med de sjettedårligste vilkår for pressen. Lixen går tæt på journalister, der har arbejdet i Kina og de organisationer, der kæmper for mere pressefrihed i Riget I Midten. Side 9.

Foto: Johan Bertil Winther

Foto: Leonora Beck

FOKUS

Der er grene af journalistikken, hvor dyderne om ikke at komme for tæt på kilderne bliver sat på en prøve. Når journalister skriver om politik, livsstil eller er embeddede med soldater i krig, kan det ende med at blive ‘Journalistik på Sengekanten. Side 12-17.

Privatfoto

OPINION

»I øvrigt mener jeg, at Lixen er verdens dårligste pornoblad.« Inspireret af en vis tabloidavis, har Lixen omfavnet ‘I øvrigt mener jeg...”-fænomenet. Læs kommentarer til livet på og omkring Medietorvet. Side 18

”

sportsjournalist, der samtidig er fan af OB. Alle ved, at de sætter deres troværdighed på en prøve, men få erkender, hvad det egentlig betyder for deres journalistik.

Manglen på selverkendelse lever i bedste velgående. Ikke mindst når det handler om sport. En af de få, der fordømmer fankulturen blandt danske sportsj o u r nalister, er Erik Nielsen.

Han opfordrer til at være professionel, når man sidder på tribunen. Og hvis alle kvitter rygklapperiet – ikke kun i sportens verden - så kunne det måske styrke den troværdighed, som blandingen af det personlige og professionelle rejser spørgsmålstegn ved.

Jakob Mollerup, der er seernes redaktør på DR, fortæller, at danske journalister er særligt skødesløse med deres ’ja tak’, når kilderne inviterer ud på en privat hyggeøl. I andre lande ville det ofte være bandlyst.

Spørgsmålet er: ’Hvad vil DU gøre, når du om få år er færdiguddannet journalist og bliver inviteret med i spillerbussen af OB, på Vinbar af Villy Søvndal eller med i skyttegraven af Forsvaret?’

Måske vil du gøre det anderledes end de journalister, vi har interviewet til ’Fokus’ – eller måske ryger kildekritikken som det første, når du møder virkeligheden.

Første skridt er at blive bevidst om de problemer, lagengymnastikken kan skabe. Det kan du tage ved at bladre om til side 12 og læse fokussektionen.

God fornøjelse.

Manglen på selverkendelse lever i bedste velgående

PORTRÆT

Som barn hakkede han roer og spillede fodbold. Men Niels Krause-Kjær blev hurtigt glad for at have fingrene i en anden slags muld - den journalistiske. Den kølige kommentator kendt fra tv viser sig at være lidt af et sludrechatol. Side 10-11.

»I skal nu interviewe jeres første kilde. Det skal handle om studiestart – og det eneste krav er, at I ikke kender ham eller hende i forvejen.« Håndværksunderviseren ser alvorligt på de nye studerende og fortsætter: »Det er en hovedregel inden for journalistikken. Vi interviewer ikke folk, vi k e n d e r.

Vo re s journalistik bliver utroværdig, fordi vi blander et personlig og et professionelt forhold. Altså: ingen far, ingen mor, ingen søskende, venner eller folk, vi er tæt på. Værsgo’ at gå i gang.« Nogenlunde lyder den svada, som kaster de studerende ind i journalistikkens højhellige håndværk i starten af første semester. Selvom det måske er nemmere at hive sin bedste veninde ind foran diktafonen, så forstår de fleste, at det er ikke noget, man gør.

En dristig studerende kunne påpege: »Jamen prøv at se på branchen. Det sker jo overalt?« Efter to uger i faget holder man sin mund, men i dag retter vi spørgsmålet til branchen under overskriften ’Journalistik på sengekanten’. For ude i virkeligheden – hvor håndværksundervisnings dydighed er noget, man tænker tilbage på med et ironisk smil – dyrker journalister og kilder akrobatisk lagengymnastik.

Vi har talt med Christiansborgjournalister, der nyder frokoster og fritid med politikerne. Med livsstilsjournalister, som modtager gaver fra modebranchen. Med en embedded krigsjournalist, der bor op ad soldaterne i Afghanistan. Og med en

Illustration: Sofie Bak

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Avisen dækker udviklinger og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser.

LIXEN Campusvej 55 5220 Odense M

”

Lixen er verdens dårligste pornoblad Rune Moesgaard, 3. semester

Johan Bertil Winther Chefredaktør

Morten Bang Chefredaktør

Gudmund de Stordeur Redaktør

Sophie Bremer Redaktør

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer Logo: Henriette Solgaard Layoutinspirator: Sara Winther Korrekturlæser: Andreas Langaa Ansvarshavende chefredaktør i dette nummer: Johan Bertil Winther

Sofie Bak Thorup Redaktør

Kristoffer Kræn Redaktør

Leonora Beck Redaktør

UDDANNELSE

LIXEN | oktober 2009 |

Næstformand: Internt rod kan ramme studerende Universitetsloven forhindrer studieleder Anne Lea Landsted i at blive formand for Studienævnet.

Næstformanden frygter, at det vil gå ud over de studerende.

Sebastian Alsing Johan Bertil Winther

FORVIRRING. Den 1. august satte Anne Lea Landsted sig i studielederstolen, og samtidig blev hun formand for studienævnet. Troede hun. Det samme gjorde et enigt Studienævn.

Fra at skulle lede møderne må Anne Lea Landsted nu nøjes med at være observatør. Alt sammen på grund af et regelsæt, som centerleder Per Knudsen kalder absurd. »Det er jo lidt absurd, når alle – og jeg gentager alle – er enige om, at man ønsker Anna Lea som formand for studienævnet. Men på grund af regelsættet har det så ikke vist sig muligt at opfylde ønsket i dette tilfælde, og så affinder vi os med det,« siger Per Knudsen.

Næstformand i Studienævnet Sophie Bremer er utilfreds med beslutningen, som ifølge hende kan skade de studerende. »Det er ingen hemmelighed, at jeg klart synes, at Anne Lea Landsted i rollen som studieleder også skal

være formand for Studienævnet.

Med den nuværende løsning kan man risikere, at sager falder mellem to stole,« siger næstformanden, der læser på 3. semester og er valgt af de studerende.

Loven ubøjelig Beslutningen står dog ikke til at ændre. Det fastslår prodekan ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Jan Guldager Jørgensen: »Studienævnet er et valgt organ.

Det vil sige, man skal være medlem af studienævnet for at kunne blive formand. Loven er meget klar lige på det her punkt. Og universitetsloven kan vi ikke dispensere fra.« Tidligere har studieleder og studienævnsformand været en og samme person. Derfor har de studerende vidst, at de skulle rette problemer på studiet til vedkommende. Med den nye ordning bliver lektor Peter Bro formand for Studienævnet, hvor han har siddet i halvandet år, mens Anne Lea Landsted sidder med som observatør ved møderne. Sophie Bremer er derfor bange for, at den nye rollefordeling vil skabe forvirring og gå ud over de studerende.

Proformand Den nye formand for Studienævnet og studielederen afviser dog begge blankt problematikken. Peter Bro siger: »Principielt set er det mig, der vil

Illustration: Sofie Bak Thorup

være studienævnsformand, men i praksis bliver det Anne Lea, der udfører studienævnsarbejdet.« Han uddyber: »Min bedste vurdering er, at de studerende med denne ordning i meget ringe grad kommer til at mærke, at der har været det her administrative bøvl.« Anne Lea Landsted er enig. Hun ser endda mulighed for, at den nye løsning kan blive en fordel for de studerende. »Jeg vil næsten sige, at det giver en

øget retssikkerhed for de studerende, at studieleder og studieformand ikke er den samme person,« siger hun.

Hun giver et nyligt eksempel, hvor en studerende har anket en af hendes beslutninger til Studienævnet. Med den nuværende ordning ved den studerende, at studielederen ikke har indflydelse på andenbehandlingen af spørgsmålet. Ændring på vej Centerleder Per Knudsen mener også, at man har fundet en god løs-

ning med Peter Bro som formand for studienævnet. Men han ærgrer sig over lovgivningen. »Det er jo beklageligt, at der i regelsættet for studienævnet ikke findes mulighed for, at en ny studieleder kan overtage en afgående studieleders plads. Det er efter min mening en systemfejl,« lyder kritikken fra Per Knudsen.

Derfor ønsker han at ændre reglerne, når det bliver muligt. »Næste gang man skal se på det regelsæt, burde man jo åbne mulighed for at gøre det, man har lyst til, når alle er enige om det,« siger Per Knudsen. Med sådan en ordning ville Anne Lea Landsted være studienævnsformand i dag.

En ekstra krølle på intermezzoet er, at Peter Bro går på en tre måneders barselsorlov, der starter den 1. oktober. Så mens han er væk, skal lektor Charlotte Wien holde formandssædet varmt. Men det ændrer ifølge Peter Bro og Anne Lea Landsted ikke på situationen: De studerende vil intet mærke. seals09@student.sdu.dk

johaa08@student.sdu.dk

STUDIENÆVNET Du kan læse om retningslinjerne for studienævn og studieleder på www.sdu.dk/om_sdu

BØGER FØR BAJERE I ÅRHUS Syddanske journalister starter med at feste igennem i Aabenraa. I Århus må de vente på rusturen. Hvad synes de studerende bedst om?

FAKTA I Odense ligger rusturen fra den 14. til den 17. august.

I Århus tager de studerende på rustur i starten af oktober.

Christoffer Bagge, 20 år - Århus »På DJH har vi noget at se frem til.

Alt krudtet bliver ikke brændt af på en gang.«

Kitt Kristensen, 26 år - Odense »Odenses måde at gøre det på fungerer bedst, det synes jeg helt sikkert.«

Kristine Dyregaard, 20 år - Århus »Når vi kommer af sted på rustur, kender man hinanden bedre og kan slå sig lidt mere løs. Det er rart.«

Mathias Sommer, 22 år - Odense »Det er svært at sammenligne. Mennesker, der ikke kender hinanden, går til den, og det er godt.«

Journalister: Mie Holm Christensen, Nikolaj Albrectsen og Hans Redder.

TRE HURTIGE

Praktikken til røntgenfoto

34 SDU’ere med til Panikdagen

Sprogforvirring

I ‘Journalisten’ nummer 14 skriver Fred Jacobsen, næstformand i DJ, at Journalistforbundet vil iværksætte en undersøgelse af journalistpraktikanternes forhold. Han skriver blandt andet: »Emnet har igennem årene været livligt diskuteret, og der er mange holdninger. De fleste er kendte, og mange af dem bygger på tro, fornemmelser og vanetænkning. Nu skal vi have viden.« Kajo-formand Maria Djurhuus Petersen er glad for initiativet: »Jeg tror blandt andet, den kommer på baggrund af delegeretmødet i DJ, hvor vi i DJstud fik en udtalelse igennem, der hedder ’Praktik er uddannelse’. Vi er glade for, at det, vi har sat spot på, har båret frugt, og at forbundet bakker op. Vi vil også gerne bidrage til undersøgelsen med den viden, vi har.«

Når journaliststuderende fra Århus, Odense og Roskilde spiller med i kampen om praktikpladser til Store Match Dag den 28. oktober, så deltager 34 studerende fra Center for Journalistik.

Hos SDU består holdet af 12 bachelorgengangere fra forårets Panikdag, mens der også er 22 debutanter fra Cand.public B-uddannelsen med i startopstillingen. Ledelsen omkring holdet er også genstand for udskiftninger. Underviser Jacob Vestergaard vikarierer på trænerbænken, da den normale praktikantvejleder Karsten Prinds er på forældreorlov.

’Sprogunderviser Peder Skyum-Nielsen er langtidssygmeldt’.

Beskeden ramte Medietorvet umiddelbart inden semesterstart, og den resulterede i en del forvirring. Men nu er løsningen fundet. Redningsmændene hedder Jonas Blom, adjunkt i sprog SDU, og Julie Fabricius, tidligere underviser på Journalisthøjskolen. De to skal varetage 3. semesters undervisning. »Det er jo svært at finde de bedste lærere, der skal til for at erstatte Peder. Men den her løsning kan alle være glade for,« siger studieleder Anne Lea Landsted.

Valgfaget ’Retorik, skrift, tale, krop’ for Statskundskab og Cand. Public udgår, da det ikke er muligt at overdrage kurset til en vikar.

Sofie Bak Thorup

Morten Bang

Sebastian Alsing

| oktober 2009

UDDANNELSE

| LIXEN

Knudsens syv målsætninger Den journalistiske uddannelse på SDU trænger til en ansigtsløftning. Derfor har Per Knudsen skabt syv målsætninger for Center for Journalistik. Lixen hev fat i centerlederen.

Camilla Falkenberg Sønderstrup

Q&A. Betyder det en større sammenhæng mellem det akademiske fag og håndværket? »Selvom vi ved, at mange, som bliver uddannet i journalistik på SDU, måske ender i kommunikation eller reklamebranchen, så er det vigtigt at slå fast, at dette er en journalistuddannelse, som hviler på journalistikkens klassiske værdigrundlag.

Dette skal gøres konkret gennem de akademiske fag, blandt andet gennem samarbejdsprojekter som kommunalvalget i uge 43 og ved at tage eksamensformerne op til diskussion.

Vi kan ikke nå dertil, hvor det helt organisk hører sammen, men derfor kan man godt prøve at forbinde dem bedre.« En ekstraordinær indsats på det internationale Når I skriver, at SDU skal være Dan-

Småt

marks internationale journalistuddannelse, er det så med henblik på praktik i udlandet eller uddannelsesmæssigt? »Det er uddannelsesmæssigt vi tænker. Der er et stort udbud af muligheder, og derfor vil vi gerne trække det internationale ind i selve undervisningen på bacheloruddannelsen og tilvalg. Med alt fra temadage til gæstelærere i en længere periode.

Vi vil forsøge at få udvekslingsaftaler med nogle af de gode universiteter.« Men hvorfor ikke satse på praktik i udlandet? »Vi er alle sammen forskellige, og det kan godt være, at der er nogle internationalt orienterede, og så kan jeg ikke udelukke, at det i det enkelte tilfælde kan være en god ide. Men der er stadig, trods alt, en sproglig barriere, også for dem, der er velbevandret i andre sprog.«

Rid med på teknologibølgen Hvad mener I med, at vi skal have en tværmedial tilgang til journalistikken? »Den teknologiske udvikling, der sker, er en revolution, som vil gøre webplatformen til det førende journalistiske medie. Hele den teknologiske udvikling gør, at vi om ikke så mange år vil sidde med et produkt, hvor man ikke længere kan afgøre,

hvilken journalistisk platform den skal fortælles på, fordi alle elementer kommer ind på webplatformen. Den udvikling skal vi selvfølgelig være på forkant med, og den skal præge undervisningen, sådan så I (de studerende, red.) er klar til det, når I kommer ud. Derfor er det samspillet mellem tekst, lyd og billeder, vi stræber efter og ikke en specialeinddeling i radio, tv og skrevne medier.«

Hvornår bliver webplatformen så en del af undervisningen? »Det er allerede noget, vi gradvist lægger mere vægt på. 1. semester, der er startet nu, har mere web end nogensinde før. I radioundervisningen kombinerer vi også radio med webplatformen, og vi havde nyhedsdøgnet her i efteråret som et eksperiment. Så i stigende grad vil vi gøre webplatformen til et omdrejningspunkt for masser af aktivitet.« Engagerede studerende I skriver, at I lægger vægt på et levende og aktivistisk studiemiljø. Hvad skal der gøres for at leve op til den ambition? »Det synes jeg i høj grad, vi allerede lever op til. Det har glædet mig utrolig meget at se det engagement, der lægges fra ældre studerende i blandt andet rusture og introdage.

Det aktivitetsniveau er guld værd.

Det gælder også revyer og debatmøder osv. Det skal vi virkelig sørge for hele tiden at holde ved lige og værdsætte.«

Er den almene dannelse ikke noget, man får i gymnasiet? »Vi vil gerne understrege, at vi udvikler de studerendes almene dannelse og personlige originalitet med fokus på innovation. Det originale og nyskabende er vigtigt. Der er en hel masse grundlæggende værdier og regler i journalistik, men vi skal også have øje for, at vi har at gøre med en masse unge mennesker, som gør sig nye tanker, kommer fra hver deres baggrund og har hver deres originale tilgang til det.«

Hvad skal der ske med målsætningerne nu? »Det er samlet set et skelet, vi har forsøgt at sætte op. På det skelet skal der hele tiden fyldes nye ting på, og der skal debatteres. Det her er målet, midlerne kan vi altid diskutere, og gode ideer skal være velkomne også fra studerende. Byd ind på det, tag debatten om det. Det er det, der er meningen med det.«

camsoe08@student.sdu.dk

De 7 punkter

1. Vi står vagt om journalistikkens klassiske idealer om uafhængig oplysning og demokratisk kontrol.

2. Vi fusionerer undervis-

ningen i det journalistiske håndværk med akademisk viden og refleksion.

3. Vi er Danmarks

internationale journalistuddannelse.

4. Vi er førende på

web-platformen med en tværmedial tilgang til journalistik i tekst, lyd og billeder.

5. Vi er det førende danske

center for forskning og debat om national og international journalistik.

6. Vi lægger vægt på et

levende, engageret og aktivistisk uddannelses- og forskningsmiljø.

7.

Vi udvikler de studerendes almene dannelse og personlige originalitet med fokus på innovation, det gode sprog og nyskabende

med flermedialitet på RUC

Mange journaliststuderende fra RUC vil gerne i praktik på elektroniske medier. Nogle af de studerende føler sig dog ikke ordentligt klædt på. De modtager nemlig kun tre ugers undervisning i elektroniske medier.

akademiske analyseredskaber og tilgange, som også kan bruges i journalistikken.

Lise Karlshøj Ipsen Rikke Gredsted Seidenfaden

MULTIMEDIE? At kunne begå sig på flere forskellige medieplatforme kan blive et vigtigt redskab i fremtidens journalistik. Branche, studieledere og de studerende selv har dog ikke helt det samme syn på, hvad det kommer til at betyde for journaliststuderendes uddannelse.

Mark Blach-Ørsten, studieleder på Journalistik på RUC, mener ikke, at journalistik er bundet til ét medie. »Det handler om at kunne tænke journalistisk og arbejde med journalistik. Nøglen er ikke flermedialitet, men derimod innovation. RUC udspringer fra kommunikation, og derfor ligger hovedvægten på de skrevne medier,« forklarer han.

Erfaring og engagement Selv om de studerende fra RUC mod-

Illustration: Kristoffer Kræn

tager mindre undervisning, mener DR og TV 2 ikke, at det skader de RUC-studerende, når de søger praktikpladser hos dem.

I foråret modtog DR i alt 25 praktikansøgninger fra RUC-studerende.

Kun én blev ansat. Nyhedschef på DR Ulrik Haagerup forklarer, at de hos DR Nyhederne går mest op i, om en kommende praktikant er engageret.

Alligevel er de opmærksomme på, at RUC-studerende modtager mindre undervisning i radio og tv. »Når man ser på det, undrer det mig, at det ikke er noget, de prioriterer højere,« siger nyhedschef Ulrik Haagerup.

Jakob Nybroe, nyhedschef på TV

2 Nyhederne, mener dog ikke, at det har nogen betydning, hvor en kommende praktikant er fra. »Når vi vælger praktikanter, så handler det udelukkende om personens engagement,« forklarer han.

Han erkender dog, at stod valget mellem to jævnbyrdige kandidater ville han vælge den med mest tv-erfaring.

»RUC er oldnordisk« Hos to journaliststuderende på RUC vækker det bekymring, at de ikke får mere undervisning i radio og tv. »RUC er lidt oldnordiske. De vil nok ikke indrømme, at vi får for lidt und-ervisning i radio og tv,« siger

Tilde Andersen, journaliststuderende på RUC. Hun overvejer at søge praktik hos DR og føler sig personligt godt klædt på. Hun har nemlig arbejdet frivilligt for både dk4 og Danmarks Radio.

Hun kan dog heller ikke se, hvordan studiet kan give mere plads til elektroniske medier.

Rune Sørensen fra RUC deler Tildes Andersens bekymring. »Det er logisk, at vi er dårligere stillet. Det er klart, at jeg mangler noget erfaring, når studerende på de andre uddannelser har prøvet at lave tv-indslag.« forklarer han.

Han mener dog stadig, at han som RUC-studerende får nogle andre

Fokus på flermedialitet I en branche, hvor især aviserne er under pres, er der fokus på, at journalister skal kunne begå sig på flere medieplatforme. Per Knudsen, Centerleder på Center for Journa-listik på SDU, er især fortaler for vigtigheden af flermedialitet. »Formidlingen af fremtidens journalistik vil i stigende grad rykke fra trykte papirmedier til web-baserede platforme med radio og tv som integrerede udtryksformer,« siger Per Knudsen.

Derfor mener han, at studerende fra SDU står stærkt, hvis de vel at mærke holder sig ajour med den teknologiske udvikling inden for faget.

Og på RUC har studieleder Mark Blach-Ørsten da også fokus på, at det er et vigtigt indsatsområde. »Vi har netop investeret 500.000 i nyt redigeringsudstyr,« fortæller han og forklarer, at RUC gerne ville investere yderligere, hvis de havde økonomien til det. liips09@student.sdu.dk risei09@student.sdu.dk

UDDANNELSE

LIXEN | oktober 2009 |

Karaktererne på Center for Journalistik Grafer og gennemsnit bygger på bachelorstuderendes karakterer fra de sidste to semestre. For at kunne sammenligne os med udenlandske uddannelser anbefaler undervisningsministeriet, at underviserne stræber efter fordelingen i bunden.

Tal og illustrationer: Leonora Beck

Snit: 7,41 Snit: 6,61 Snit: 7,48

Undervisere efterlyser retningslinjer Karaktererne på studiet bliver givet vidt forskelligt, og snittene i fagene ligger spredt ud over syvtrinsskalaen. Flere undervisere mener, at der er brug for regelmæssige niveaulægningssamtaler. De er ganske enkelt i tvivl om, hvordan de skal give deres karakterer.

Snit: 7,19 Leonora Beck

Snit: 4,51 Snit: 7,73 Snit: 6,26 Snit: 7,14

Snit: 6,77 Snit: 7,47 l

Snit: 5,86 Snit: 6,73 Snit: 5,97 Snit: 3,98 Snit: 5,59

Kilde: Undervisningsministeriet

KARAKTERBOG. De studerende på Center for Journalistik går i nogle fag hjem fra prøverne med titaller, mens dumpekarakteren sniger sig ind på eksamensbeviset i andre. Og det er selvom, at arbejdsindsatsen ifølge nogle studerende ikke er meget anderledes.

Det får nogle af underviserne til at efterlyse regelmæssige møder, hvor niveauet i fagene diskuteres ud fra konkrete opgaver. »Jeg synes, det er helt nødvendigt. For niveauet kan komme til at ligge forskelligt, hvis man vurderer forskelligt,« siger Lene Rimestad, underviser på Center for Journalistik.

Underviser Rune Michelsen er enig. Han mener også, at det er værd at kigge på, hvordan niveauet er lagt i fagene. Ifølge ham kan det være den nye karakterskala, der er årsag til problemet. »Jeg har personligt ikke fået noget efteruddannelse i, hvordan jeg

skal bruge den skala. Et niveaulægningsmøde ville helt sikkert være rigtig fornuftigt,« siger Rune Michelsen.

Tital uden anstrengelser 3. semesterstuderende Morten Thrane synes også, at niveaulægningsmøder til underviserne er en god idé. Han undrer sig over, at karaktererne bliver strøet så forskelligt ud over skalaen i fagene. »Det er bare ikke godt nok, at det svinger så meget. I nogle fag kan man i lektionerne sidde i halvanden time på Facebook og stadig få en god karakter,« siger han.

Han fik et tital for en mediesociologiopgave, selvom han ikke havde åbnet en bog fra biblioteket. Kun uddrag fra bøger og rapporter, som havde matchet hans søgninger på Google. Radioeksamenen var helt anderledes. Knoklen med et indslag blev til et syvtal, efter at Morten Thrane ikke havde sovet i tre dage inden deadline.

Ingen dumpet i fem semestre I tv-undervisningen har lærerne ikke dumpet en eneste studerende i løbet af de sidste fem semestre. Karsten Baagø har undervist de studerende i tre af semestrene. »Jeg vurderer jeres præstationer på baggrund af det, der står i fagbeskrivelsen, og det, der står, at I skal kunne og vide noget om,« fortæller han.

Studieleder Anna Lea Landsted gør opmærksom på, at eksamenerne foregår med ekstern censur. Derfor

bestemmer underviseren ikke som ene mand eller kvinde, hvordan karakterniveauet skal ligge. »Det er noget, som censor og lærer bliver enig om. Så man må konstatere, at I så åbenbart er dygtige til at lave tv, « siger hun.

Hvordan kan det så være, at der er så stor forskel på radio- og tv-karaktererne? »Der kan være mange faktorer, der spiller ind. Det har noget at gøre med, hvordan lærerne er, og hvordan den undervisning, der bliver givet, er.

Det kan selvfølgelig også have noget at gøre med niveauet i klasserne. Er radios niveau for højt og tv’s niveau for lavt?« spørger hun retorisk.

Op til underviserne selv Anne Lea Landsted synes, det må være op til underviseren at vurdere, hvordan undervisningen og karaktererne skal administreres. »Jeg har ikke noget problem med det, og jeg har tillid til, at underviserne selv vil gå ind og regulere det, hvis de synes, det er et problem,« siger hun.

Hvis underviserne har brug for niveaulægningssamtaler, er hun åben over for at arrangere det. libec08@student.sdu.dk

Ingen dumpekarakterer - så mister eleverne praktikpladsen De studerende slap for nemt igennem håndværkseksamen på 4. semester. Underviserne holder hånden over de studerende, fordi en dumpekarakter kan betyde, at de ikke kan komme i praktik. Det mener underviser Lene Rimestad, men hendes kollegaer uenige.

Leonora Beck

BESTÅET. »Jeg sidder med en fornemmelse af, at jeg sender nogle ud i praktik, som jeg har stået og undervist i noget, hvor de overhovedet ikke har fattet en kæft af, hvad jeg har sagt.« Det fortæller underviser Lene Rimestad, efter at alle fra 4. semester i efteråret kunne vandre på sommerferie med en karakter, der lå over

dumpegrænsen. Det er ifølge hende en grund til. »Der ligger sådan en konsensus her, at det er svært at dumpe folk, der skal i praktik, fordi de har en arbejdskontrakt i den ene hånd. Og hvad sker der med dem, hvis vi dumper dem? Der sker det, at de faktisk ikke kan starte i praktik,« siger hun.

Pisk i stedet for gulerod Et par af de studerende, som Lene Rimestad bedømte til eksamen, burde have dumpet. Det kan hun se nu. Men da hun sad med en censor ved sin side, var det ikke helt så nemt. Efterfølgende har hun gjort andre undervisere opmærksomme på, at hun synes, der skal dumpes nogle flere. Men svarene er mudrede. »Det er en kultur, så du kan ikke pege fingeren i nogen retning. Det er noget, der går i arv, og spørger man dem, der har været der længere end én selv, siger de ’jamen, vi plejer ikke’ og ’der skal meget til før man dumper’,« fortæller Lene Rimestad.

Til næste år vil hun ikke undlade at dumpe de studerende på den baggrund. Hun vil ikke undervise på en uddannelse, hvis de studerende bare kan gå igennem med lukkede øjne.

Dårlig koordinering Rune Michelsen underviser også i Håndværk 4, men han mener ikke, at underviserne tager ekstra hensyn til de studerende. For at komme i praktik skal eleverne også have bestået en del andre fag fra de tidligere semestre, og det kan ikke være undervisernes problem. Studiet tilbyder samtidig en reeksamen i løbet af sommerferien, fortæller han.

Dumpeprocenten skyldes derimod en dårlig koordinering mellem håndværkslærerne, fastslår Rune Michelsen: »Jeg er enig i, at der var en konsensus om, at det har været svært at dumpe en hel masse, fordi der har været uklare linjer om fagbeskrivelsens indhold og det niveau, den bygger på. Og man har ladet tvivlen

komme de studerende til gode.« For karaktererne er høje, vedkender han: »Det er jo trods alt ikke normalt.

Jeg har i hvert fald ikke haft nogen fag før, hvor jeg ikke har dumpet nogen.« Fordi de studerende er dygtige Heller ikke håndværksunderviseren Tom Buk Swienty føler sig påvirket af elevernes praktikophold, når han giver karakterer. »Jeg har aldrig tøvet med at dumpe nogen, hvis det ikke har været en god nok opgave. Det er fuldstændig entydigt. Jeg tror derimod, det hænger sammen med, at journalistik er et håndværk, der handler om – også på 4. semester – at vinkle og finde gode kilder. Og meget af det basale kommer mange af de studerende med, så der skal virkelig meget til for at dumpe,« fortæller han.

Studieleder Anna Lea Landsted vil ikke forholde sig til undervisernes kritik af forløbet med Håndværk 4,

fordi hun ikke har været på studiet længe nok til at kunne vurdere, hvad det er, der foregår på lærergangen.

Men en undren kan hun ikke lade være med at slippe. »Jeg håber ikke, det er sådan. Det skal jo ikke være sådan, at bare fordi man har en praktikplads, så er man sikret, og så kan man sløse i sine fag,« understreger hun. libec08@student.sdu.dk

Karakterne i Håndværk 4 Sidste semester blev der givet 17 tolvtaller, hvilket svarer til 23,9 % – den største procentandel tolvtaller i alle fag.

I år dumpede ingen til Håndværk 4. Sidste år lå dumpeprocenten på 2,7%, og i 2007 var den oppe på 4,2%

| oktober 2009

BRANCHE

| LIXEN

Sådan bliver du virkelighedens Lisbeth Salander Hacking er det værktøj, der kan vælte væggen til dit journalistiske scoop. Med simple metoder kan du som journalist uddele hammerslag til politikere, nazister eller korrupte firmaer. Det er alt sammen hamrende ulovligt og overraskende nemt. Lixen var med, da Foreningen for Undersøgende Journalistik afholdt foredraget ’Sådan bliver du virkelighedens Lisbeth Salander.’

Kristoffer Kræn

MULIGHEDER? Solen går ned over de københavnske hustage og kaster et svagt lys på væggen over hovedet på Keld Norman. Den øverste del af hans runde ansigt titter op bag tre sorte IBM-laptops og skuler fortættet på de fremmødte journalister. Han er hacker. En såkaldt grå en af slagsen.

En af dem, der bruger sine kræfter i gode henseender. Lidt ligesom et ITverdenens svar på Blade, professor Dumbledore, eller en mandlig pendant til Lisbeth Salander - bare uden det sorte tøj, den syge attitude og de svimlende attributter. Keld Norman er i stedet klædt i en babyblå skjorte og et par sorte jakkesætsbukser. Han er senior IT specialist hos IBM, og han er her for at lære journalister om hackere og deres kræfter. »I dag vil vi kigge på nogen af de værktøjer, som hackere bruger til at stjæle passwords og få adgang til mailsystemer og andre netværk,« fortæller Keld Norman køligt.

Mens øjnene på de fremmødte journalister svulmer op til melon-

størrelse, fortsætter han roligt og afmålt, som delte han strikkeopskrifter ud i en kaffeklub: »Det er jo ikke alt sammen lige lovligt. Det meste af det, vi laver, er lovligt på ens eget netværk, men nærmere detaljer om lovgivningen kender jeg ikke,« bedyrer Keld Norman, inden foredraget for alvor begynder.

Viden er en fordel »Jeg vil gerne på vegne af Foreningen for Undersøgende Journalister gøre opmærksom på, at dette kursus er ment som et indblik i hackernes verden. Det er ikke meningen, at I skal gå hjem og prøve alle de her ting derhjemme.« Ordene er Katrine Birkedal Kri-stensens. Hun er repræsentant for Foreningen for Undersøgende Journalistik, der har arrangeret aftenens event. Hendes ord er så relative som amen i en moske. Blikkende hos et par af de fremmødte journalister slår flikflak i lokalet.

Man forærer ikke en massemorder en hammer og forventer, at han slår søm i med den?

Gemt væk fra de naive journalister på dydens sti, sidder vi nu linet op i et baggårdslokale bag Politikens Hus. Via en faldefærdig dør og op ad en smal vindeltrappe - op igennem en sky af asbestlugt og støv fra de aldrende bjælker og ind i et nymalet lokale med skråvæg, PH-lamper og IT-udstyr, der kunne få harddisken på virkelighedens Lisbeth Salander til at kortslutte.

Fra gulvet stikker vinduerne op en meter over jorden, og trækker lyset fra de københavnske baggårde bag Politikens Hus op på væggene i rummets højre halvdel. Her sidder lidt over 20 journalister. Blandt dem er

repræsentanter fra DR, Dagbladet Børsen, Nordjyske Stiftstidende og Berlingske Tidende. Her er undervisere, undersøgende journalister, freelancere og en enkelt Cavling-vinder. Og så en hacker. Keld Norman. »Som journalister kan man ende i et svært dilemma, hvis man roder sig ud i at hacke. Hvis man bryder loven på denne måde, har man i sagens natur skaffet sig oplysninger, som man ikke burde besidde. Derved kan man ikke offentligt gå ud og fortælle, at man har disse oplysninger,« siger Keld Norman. Der er med andre ord muligheder for at suge viden til sig, som ens modpart al-drig havde drømt om, man kunne besidde. Kampen mellem journalister og politikere er kampen mellem mænd, der hader hinanden. Så giv mig nu bare den hammer. »Den måde, man aktivt kan bruge sådanne oplysninger på, er ved for eksempel at vise den person, man interviewer, at man har disse oplysninger, og derved spørge ind til ting, som man ellers ikke kunne,« orienterer Keld Norman. »Det her skal give jer en ide om hvordan hackerne arbejder. Det er det, vi mener med dette her arrangement.

Jeg vil gerne sætte et stort, fedt gult skilt op på Foreningen for Undersøgende Journalisters vegne. Don’t try this at home.« Katrine Birkedal Kristensen har igen rejst sig fra sin stol bagerst i lokalet. Hun mener tilsyneladende, det er ekstra vigtigt at pointere, at man ikke skal bryde loven som journalist. »’Man in the middle-angreb’ er de simpleste angreb, en hacker kan foretage sig,« fortsætter Keld Norman.

Han fortæller, at man via program-

mer som Cain, Ettercap eller Kismac med simple midler kan opsnappe signaler fra en computerbruger, der kommunikerer med omverdenen. Det kan være ved at opsnappe personens e-mail, passwords eller simpelthen aflure strømmen af sites, den pågældende person benytter sig af. Som for eksempel hvis han surfer porno. Det er lovligt at hacke, så længe man gør det på sit eget netværk. »Kan man bruge et ’man in the middle-angreb’ til at se vennernes kort, når man spiller poker med dem?« lyder det et sted fra mængden af journalister. Det kan man godt.

Der skal de jo lige have zappet ind på Pirat-siden,« siger Gitte Stald.

en erstatning for tv, men et supplement. Spørgsmålet er dog, om det lykkes for DR at flytte de unge fra det almindelige fjernsyn til internettet.

Gitte Stald siger: »Nærmest samtlige danske medier bruger web-tv, og man kan finde stort set alt indhold fra tv og radio på nettet. Det, der er interessant ved Pirat-TV, er, at man flytter noget indhold helt fra tv-skærmen og regner med, at de unge følger med. DR skal flytte seerne fra én indholdstype, tvskærmen, til internettet, og det bliver spændende at se, hvordan det går.«

Også lovlige løsninger Men er der så noget, man kan hacke sig ind på uden at bryde loven? Ja, kære læser, det er der helt bestemt.

Ved at kende computerens opbygning, kan man få andre til at tro, man er en anden, end man er. Det kan betyde, at du som journalist kan bilde diverse grupper ind, at du er en af dem. På den måde kan du tilegne dig

adgang til eksempelvis et internt naziforum på nettet. Det er, i hvert fald næsten, lidt lovligt. »En anden ting, journalisten kan lære af hackeren, kunne være at komme i kontakt med nogle af de dygtige hackere. De sidder på informationer, man ikke drømmer om, og den viden vil en journalist kunne bruge med fordel,« fortæller Keld Norman.

Der er altså flere muligheder. Nogle af dem ligger til at downloade på nettet. Andre kræver, at man møder en hacker: »Man kunne jo slå sig sammen med en computernørd. På denne måde kunne man udveksle oplysninger og så at sige selv være på dydens sti,« råder Keld Norman.

Således et makkerpar som Kalle Blomkvist og Lisbeth Salander. Lixen opfordrer ikke til kriminalitet. Men vi ses vel i cyberspace. I må hellere medbringe en hammer.

Krsoe08@student.sdu.dk

At hacke er blevet utroligt nemt. Med programmer som Kismac til macintosh, Cain til linux eller Windows, eller Ettercap til Windows kan man ved at trykke på få knapper komme ind på andres computere.

Men det er ulovligt, medmindre personen du vil hacke sidder på dit netværk. Det mest plausible værktøj er derfor at møde hackere og snakke historier ud af dem. De holder til på flere internetfora. Blandt andet foraet irc.

På nettet kan du finde programmer, der kan beskytte dig mod hackere. Det bedste hedder Secunia og kan downloades gratis.

DR: Ungdomsredaktionen hejser piratflaget De har provokeret på tv-skærmen siden 60’erne. Men i år har de næsten forladt den gamle kasse og er rykket på nettet. Her forsøger Ungdomsredaktionen at interessere internetungdommen med ungdoms-tv i snack-størrelser. Og det må gerne være smalt.

Jakob Skaaning

FORANDRING. To indvandrerfyre, der anmelder dansk kultur. En vild tur gennem byen med et cykelbud, der kører uden bremser. Eller en sort-hvid udsendelse fra 60’erne om ‘bølleuvæsen’.

Det er nogle af de tilbud, DR vil friste de unge med på den nye webtvkanal, Pirat TV. Brugerne skal selv være kanalredaktører. Er der noget, man ikke gider at se, kan man bare lade være. »Det, der sker nu, er, at vi flytter vægten fra tv-benet til internet-

benet,« siger Bo Kousgaard, redaktør for Ungdomsredaktionen på DR. Ungdomsredaktionen producerer dog stadig Boogie til eftermiddagsfladen og satire fredag aften. Ligesom den også vil være at finde i den almindelige flade, når der sker noget særligt, som en Roskilde Festival eller rydningen af et ungdomshus. »Pirat TV er for de unge, der vil udfordres,« siger Bo Kousgaard og fortsætter: »Det er jo det fede ved internettet.

Man kan vælge fra og til. « Gitte Stald er postdoc ved IT Universitetet og forsker i digital ungdomskultur. Hun fortæller, at de unge gerne vil have tv, de selv kan vælge, på nettet. »Der er jo nogle store muligheder i at den enkelte bruger selv kan vælge mellem et meget stort indhold,« siger hun.

Men spørgsmålet er, om de unge vil følge med Ungdomsredaktionen over på nettet. »De unge ser en del almindeligt tv, og meget af det er ved at zappe rundt.

Er stuealterets tid forbi?

Miriam Bergmann er 18 år gammel og går på Aurehøj Gymnasium i Gentofte. Hun er en af de unge, DR-piraterne gerne vil have fat i. »Jeg ser ikke særlig meget tv. Jeg bruger internettet meget mere. Jeg kan godt finde på at se en film eller en dokumentarudsendelse i det almindelige fjernsyn, men jeg ser meget mere video på nettet. « »At se almindeligt tv på faste tidspunkter er et af de ritualer, vi fylder vores liv med. Jeg tror fortsat, at tv-stationerne vil producere tv-programmer til tv-platformen,« siger Gitte Stald og fortsætter: »Men indholdsformaterne vil smelte yderligere sammen. Og allerede nu tænker vi ikke så meget over, hvilke platforme vi krydser i mellem.« Ny loyalitet Ifølge Bo Kousgaard er Pirat TV ikke

Ikke en konkurrent til YouTube »Rigtig meget ungdoms-tv, i sær på andre kanaler end DR, handler om at få så mange unge til at se det, og så bliver det meget mainstream,« fortæller Bo Kousgaard.

Noget af det mere smalle indhold, der har fundet vej til Pirat TV, er serien om børnepunkerne i Reaktion.

Her følger vi tre 11-13-årige drenge fra Valby og deres overvejelser om at være punk. Det er én af de nyprodu-

cerede serier, man kan finde på Pirat TV. Men der ligger også et væld af klip fra DR’s arkiver. Det er Pirat Tv’s intention, at der skal lægges 4-5 nye klip på siden om ugen.

Men hvad skal de unge med Pirat TV, når internettet allerede er fyldt med videoklip? »Vores intention med Pirat TV er ikke at konkurrere med YouTube.

YouTube er åbent for alt, her laver vi redigeret, filtreret indhold. På Pirat udvælger vi og rammer en bestemt målgruppe,« siger Bo Kousgaard.

Jakha09@student.sdu.dk

FAKTA Pirat TV er en web-kanal, der rummer både nye og gamle klip for unge.

Den kan findes på dr.dk/ pirat.

Kilde: DR

BRANCHE

LIXEN | oktober 2009 |

Ministres mailcitater mudrer mediebilledet Ministre, der sender citater til journalister over mail, er blevet hverdag. Hos flere medier skal man derfor altid skrive, hvis citatet er sendt på mail. Det glipper, ifølge medieforsker Camilla Dindler, dog i de mange tilfælde.

Det er med til at gøre det sværere for læserne at gennemskue journalistikken, mener hun.

Morten Bang

INDBOKS. Brian Mikkelsen gør det.

Lene Espersen gør det også. Birthe Rønn-Hornbech gør efter sigende næsten ikke andet.

Når ministre i stigende grad tyr til at sende mailcitater til journalister, er der typisk tre grunde. Det er en hurtig måde at kommentere lovforslag og udspil på, de har ikke tid til at tale med journalisten, eller sagen er dårlig for dem og skal lukkes ned.

Forklaringen er simpel: Med email og andre af informationsalderens

gængse redskaber, er det nemmere for ministre og pressemedarbejdere at styre kommunikationen. For læserne bliver det dog ofte mindre simpelt at gennemskue journalistikken.

i hurtighed på nettet, accepterer journalisterne i højere grad mailcitaterne. »Når det er et spørgsmål om et partis holdning til en sag, kan det ikke betale sig at være opsøgende og selv skaffe citater. Det er vigtigere for journalisterne at få rigtige interviews, når det er deres egne historier, som de selv har opdaget. Der kan de positionere sig i forhold til andre medier,« forklarer hun.

»Når politikerne bare skal kommentere på en allerede lagt vinkel, kan det være en fordel. Der skal jeg bare have en ordførers holdning til et andet partis udspil. Derfor er det bedre at få et skarpt svar på skrift og som regel også hurtigere. Det sparer mig tid, og giver mig et bedre citat.«

Bedre end ingenting Det er et par år siden, at antallet af mailcitater i de politiske journali»…svarer ministeren i en mail« sters mailbokse begyndte at svulme Er der tale om envejskommunikation op. Journalisterne har accepteret de fra en politiker, så skal det fremgå i skriftlige citater, som et vilkår artiklen. Sådan lyder en på trods af at det ofte afskærer regel hos blandt andre dem fra at stille opfølgende Mailcitater er ikke en gang den Ekstra Bladet, Politiken spørgsmål. Nogle gange kan de og Altinget. Læserne har næstbedste løsning. Det er bedre være nødvendige for bare at få en krav på vide, om journaliend ingenting, men det er stadig artikel klar. sten har haft mulighed »Læserne får færre mailcitater, ikke godt. for at stille opfølgende end hvad politikerne forsøger spørgsmål. De fleste af de med. Mailcitater er ikke en gang Jan Kjærgaard, Ekstra Bladet journalister, der er bledet næstbedste. Det er bedre end vet interviewet til denne ingenting, men det er stadig ikke I de fleste af de tilfælde, som Caartikel, erkender, at speederen kan godt,« som Jan Kjærgaard fra Ekstra milla Dindler har observeret, får polivære trådt så meget i bund op til Bladet udtrykker det. tikere lov til at svare på mail, efter de deadline, at de ikke får med i artiklen, Medieforsker Camilla Dindler fra har snakket med journalisten. at det er et skriftligt citat. De fleste Københavns Universitet fornemmer Morten Henriksen fra Berlingske gange fremgår det dog tydeligt, hvis også udviklingen. Hun skriver Ph.d Tidende beskriver, hvorfor han i node henter et citat i deres mailboks. om journalister, pressemedarbejdere gle situationer foretrækker at ringe I medieforsker Camilla Dindlers og politikere på Christiansborg. Når politikere op og så bede dem sende optik stemmer det dog ikke overens medierne i det daglige konkurrerer citatet på mail: med virkeligheden. I forbindelse med

”

hendes afhandling har hun blandt andet siddet med hos flere pressetjenester og flere mediers Christiansborg-redaktioner. Her har hun observeret noget helt andet. »Jeg er sikker på, at det i mange, mange tilfælde ikke fremgår af artiklerne,« siger hun.

Læserne taber I den Ph.d-afhandling, Camilla Dindler skriver på, bliverer en af konklusionerne, at mailcitater er med til at gøre det svært for læserne at overskue journalistikken. De får svært ved at bedømme, hvordan kommunikationen mellem politikere og journalister er foregået. Når medierne konkurrerer på hurtighed, så stammer citaterne eksempelvis også tit fra andre medier. »Man kan meget sjældent gennemskue processen bag en nyhedsartikel.

Du kan ikke afgøre, om det er journalisten selv, der har gravet sagen op og så hægtet en politiker på historien gennem et citat sendt med mail eller gennem et personligt interview,« konkluderer hun. mojoe08@student.sdu.dk

Q&A: »Vi holder øje med udviklingen« Hos Altinget skal journalisterne altid skrive, hvis et citat er skriftligt. Chefredaktør Rasmus Nielsen er endnu ikke bekymret for antallet af mailsvar. Han er dog opmærksom på udviklingen.

Morten Bang

Hvorfor har Altinget en politik omkring mailcitater?

Det hæmmer vores mulighed for at lave kritisk journalistik og efterprøve substansen i kildernes svar og argumenter. Derfor skal vores læsere vide, at vi har brugt den nødløsning, at vi kun kunne få ministrens svar over mail. Det skal læseren vide.

Hvorfor bør man skrive i artiklen, hvis det er skriftligt?

Så ved læseren, at her er tale om envejskommunikation. Det er et færdigt svar, hvor ministeren har tænkt sig grundigt om. Det går to veje. Det går dels den vej, at vi ikke har haft mulighed for at følge op. Det har ikke været en egentlig kritisk interviewsituation. Men det har også den fordel, at svaret bliver mere præcist Er der nogen fordele ved mailsvar?

Jeg vil sige, at når vi får svar per mail, så er kvaliteten stadig på et vist niveau. Det er svar, der er handlet af.

Næsten på niveau med de paragraf 20

svar, ministrene giver til Folketinget.

Svarene er derfor de ofte brugbare.

Det er også hurtigere. Man modtager jo altid mails, hvorimod telefoner kan være optagede. Når vi taler sammen kan vi jo for eksempel ikke kontaktes. Så det er hurtigt, det er praktisk, og så skal du ikke engang rette i citatet. Det kan bare copy-pastes, så du slipper for at renskrive din båndoptagelse eller din blok.

Hvad synes du, mailcitater gør ved forholdet mellem presse og politikere?

Hvis det undtagelsesvis er en nødløsning, når ministeren eksempelvis er i tidsnød, så er det ikke det store problem. Hvis det griber om sig, og vi stort set kun kan få dialog med minister via mail, så er det absolut en uskik. Hvis vi holder os under 10 procent, så synes jeg, det er i orden.

Når det nærmer sig halvdelen, så bliver det problematisk, men så må vi jo også mere ud. Det har selvfølgelig også noget med vores egen ihærdighed at gøre. Så må vi mere ud på gulvet op til gruppemøderne og møde ministrene på gangene. Jeg vil holde det her meget under opsyn de kommende måneder og se, om der er en yderligere vækst i det her. På et eller andet tidspunkt kommer der en så stor andel af skriftlige svar, at vi ikke kan leve med det. mojoe08@student.sdu.dk

You’ve got mail! Blandingen af mailcitater og mundtlige citater kan, i følge medieforsker Camilla Dindler, gøre det svært at overskue processen bag en nyhedsartikel. Fotos: Ft.dk og Oliver DelaCruz Illustration: Morten Bang

| oktober 2009

BRANCHE

| LIXEN

Medieforsker tvivler på ’projekt Avisen.dk’ »Vi vil lave historier, som andre ikke skriver,« lyder det fra Avisen. dk’s chefredaktør, Rasmus Emborg. Websidens profil skal være undersøgende journalistik om arbejdsmarket. Medieforsker kan dog ikke se, at Avisen.dk’s profil adskiller sig markant fra andre mediers.

samtidig have en selvstændig profil, der adskiller os fra de andre medier ved at tilbyde historier, som man ikke kan få andre steder,« forklarer Rasmus Emborg.

Forsker ikke overbevist Chefredaktøren ser intet problem i at hive potentielle læsere ind med historier fra underholdningsbranchen.

Det er nemlig, når de først er inde på siden, at de får øje på det, Avisen. dk kan, som man ikke tilbyder andre steder. Men det er medieforsker på Århus Universitet, Anja Bechmann Petersen, uenig i. »Jeg synes ikke, at Avisen.dk’s profil adskiller sig markant fra andre medier. Der er jo mange, der skriver om arbejdsmarkedet,« siger hun. Hun

Der, hvor avisen.dk vil adskille sig fra andre danske netmedier, er netop det øgede fokus på arbejdsmarkedet, men også, at journalisterne har mulighed for at beskæftige sig med en historie i længere tid end et par timer.

Fremragende fremgangsmåde »Det handler om at udnytte klassiske journalistiske greb til at grave gode historier frem og præsentere dem på en måde, som egner sig til nettet. Det kan eksempelvis være at dele artikler op og lave web-tv,« siger Emborg, der Kasper Ellesøe Friedrichsen tidligere var ansat på Politiken.

Casper Fauerholdt Han mener samtidig, at der i WEBSATS. Dét, mange nyhedsmedier disse tider i høj grad er brug for enten ikke kan eller vil, er Avisen.dk dybdeborende journalistik på internu i gang med at realisere. Med chenettet. Dét betegner Anja Bechmann fredaktør Rasmus Emborg i Petersen dog som et spidsen markedsfører den nye »fremragende initiativ.« Der, hvor konkurrencen ligger i netavis sig med at levere unik Hun hilser en sådan og dybdeborende arbejds- fremtiden, er ikke at lave mere Anni satsning velkommen. markedsjournalistik udeluk»Man kan godt føre kende på internettet. Og det Fønsby eller Anette Heick. Det kan vi alle dybdeborende jourskal gøres på en måde, som sammen lave. nalistik på nettet. Små ikke er set før, men stadig med artikler fungerer altid det traditionelle underholdRasmus Emborg, chefredaktør på Avisen.dk godt, men jeg synes ningsindhold – som leveres af også, at lange artikler nyhedsbureauet Newspaq. mener dog, at hvis det nye medie får sagtens kan virke fint. Man skal »Jeg kan ikke forestille mig Avisen. artikler om mere specifikke underoperere på forskellige platforme og dk uden sladder og sport. Vi vil folde emner inden for arbejdsmarkedet, så præsentere emnet i forskellige meos ud på den brede dagsorden, men kan det over tid blive en succres. dieformater,« siger Anja Bechmann

”

Kan sladder om de kendte trække læsere til undersøgende webjournalistik på Avisen.dk?

Medieforsker Anja Bechmann Petersen har sine tvivl. Foto: Screenshot af Avisen.dk

Petersen og kan derved sagtens følge chefredaktørens målsætning.

Emborg slår fast, at fokus ligger på arbejdsmarkedet, til trods for at avisen.dk også indeholder historier fra underholdningsbranchen: »Der, hvor konkurrencen ligger i fremtiden, er ikke at lave mere Anni Fønsby eller Anette Heick. Det kan vi alle sammen lave.«

AVISEN.DK - Blev relanceret 1. september 2009 - Består af en graverredaktion på otte journalister - Får resten af nyhederne fra Newspaq - Avisen.dk ejes af Freeway (51 %) og A-pressen (49 %)

kafri09@student.sdu.dk cafau09@student.sdu.dk

Guide: Pusterum fra en mediebranche i åndenød De traditionelle medier fyrer på stribe og skal samtidig producere endnu mere fars til nyhedskværnen. Andre steder i branchen sprænger nytænkende skud alligevel frem på mediestammen.

Her får journalistikkens udtryksformer en tiltrængt blodtransfusion. Lixen håndplukker her seks eksempler, der kan give dig håb for fremtiden.

Leonora Beck

INNOVATION. Krisen har gjort livet besværligt for medierne. I nogle lande forsøger regeringer at give kunstigt åndedræt til mediebranchen med økonomiske indsprøjtninger.

Alligevel siler blodet langsomt ud af årene på en blødende branche. Nye ideer skal der til. Og de er derude, hvis man kigger nærmere efter. ’Press play’ på artiklen Virtuelle netmagasiner har allerede nydt stor opmærksomhed. Det vil sige magasiner, hvor lyd, billeder, filmklip og tekst hænger sammen. Læserne får muligheden for selv at starte tv-

vet. På samme måde får brugerne deres donationer tilbage, hvis der ikke bliver samlet nok penge ind. Ender en historie med at blive solgt til et andet medie, så kaster Spot.us pengene tilbage i nakken på de brugere, der har investeret i historien.

Lixen rækker iltmasken frem til dig, så du kan trække vejret og få ny inspiration i en tid, hvor medier ånder ud på stribe. Foto: Andy Fitz

indslag i artiklen. Flere nævner netmagasinerne som fremtidens avis, og Dansk Journalistforbund arrangerer da også foredrag om, hvordan ’en revolution venter lige om hjørnet’ med de virtuelle magasiner.

Et efterhånden brugt eksempel på dansk netmagasin er Remee & friends, som danske Netpublications - www.netpublications.com står bag. Amerikanske FLYP er også langt fremme. På www.flypmedia. com tager magasinet i hvert nummer et nyt emne op og gør journalistikken til en interaktiv oplevelse med flere forskellige lag, man kan dykke

ned i. Det kan være den amerikanske sundhedssektor, en ny videnskabelig undersøgelse eller fejringen af et brass bands 25-års jubilæum.

Hjælp til selvhjælp Måden, man formidler journalistikken på, piller de moderne magasinmagere en hel del ved. Men hvad med historierne? Det koster også journalister at støve dem op. På den engelske hjemmeside www.helpmeinvestigate.com tærer man på en uendelig og omkostningsfri kilde, nemlig læsernes undren og idéer. Her opfordrer hjemmesiden både journalister

og borgere til at pitche historier og samarbejde om at undersøge dem.

Andre har taget skridtet videre.

Den undersøgende journalistik er dyr i drift, og folk i branchen kan godt lide tanken om at få penge for deres arbejde. Derfor har hjemmesiden www.spot.us forsøgt sig med en ordning, hvor journalister kan fremlægge deres ideer til artikler.

Synes man som besøgende på hjemmesiden, at deres historie er interessant, kan man donere et beløb – beskedent eller betragteligt. Når der er penge nok bliver historien la-

Gammelt koncept giver nyt liv Gamle idéer inspirerer ofte til nye.

Det franske ugemagasin Courrier International oversætter og publicerer uddrag af artikler fra over 900 internationale aviser og har gjort det siden 1990. For eksempel kunne Jyllands-Postens Flemming Rose under Muhammed-krisen læse nogle af sine artikler på fransk i magasinet, efter de var udkommet i Jyllands-Posten.

I løbet af de seneste år har Courrier International fået en portugisisk og en japansk udgave. Derudover har konceptet givet inspiration til EU’s nye nyhedshjemmeside www.presseurop.eu, som Courrier International også har fået til opgave at stå for sammen med et par andre store blade. Her former samme koncept sig. De bedste artikler og den bedste journalistik fra EU-landenes aviser bliver oversat og samlet, så det bliver tilgængeligt for alle. libec08@student.sdu.dk

BRANCHE

LIXEN | oktober 2009 |

TV: Munke debatterer i Sera templet i Tibet. TH: Kinesisk militær patruljerer i Lhasas gader. Fotos: Johan Bertil Winther

Sandhedsjagt på trods af censur og chikane Fængsel kan blive konsekvensen, hvis kinesiske journalister skriver kritisk. Og Tibet er et kapitel for sig. Centralregeringen lægger både censur og chikane i vejen for de kritiske journalister, fortæller organisationen Reporters Sans Frontiers. Imens fortsætter jagten på sandheden, beretter erfaren kinakorrespondent.

Johan Bertil Winther

MUNDKURV. Nummer 167 ud af 173. Tallene taler deres eget sprog. De betyder, at Kina rangerer i den absolutte bund, hvad angår pressefrihed på organisationen Reporters Sans Frontiers’ liste. En anden organisation, Freedom House, betegner også Kinas presse som en af verdens mest kontrollerede. Men journalister arbejder alligevel hver dag – og nogle af dem er med deres gravende journalistik med til at ændre regimet. »Der er også idealister i Kina. De er blevet journalister for at ændre verden. Men der er desværre meget få af dem – til gengæld gør de en kæmpe forskel,« siger Christina Boutrup.

Hun arbejdede som journalist i Kina for Berlingske Tidende fra 2005 til 2008. Når hun tænker tilbage på arbejdet i Kina, stikker et enkelt ord hovedet frem fra hukommelsens mørke: »Mafan. Det er et ord på kinesisk, og det betyder troublesome, altså mega besværligt. Det er nok det ord, der beskriver det bedst. For det er bare mafan at være journalist i Kina.«

Kildebeskyttelse Christina Boutrup blev flere gange forfulgt af sikkerhedsvagter eller politi, når hun var ude at lave research - men hun frygtede altid mere for sine kilders sikkerhed end for sin egen. »Mig kunne de jo bare sende hjem. Men jeg kunne aldrig vide, hvad der skete med de mennesker, som jeg havde talt med. Derfor besluttede jeg efter et halvt år, at jeg aldrig ville arresteres,« siger den tidligere kinakorrespondent, der i dag arbejder for Fyens Stiftstidende.

Hun synes, det var svært at arbejde i Kina, men hun blev ved, fordi historierne er gode: »Alting er besværligt. Men modsat så lønner det sig altid, fordi historierne bare er vildere og mere fantastiske, end man kunne forestille sig.

Hvis du hørte, at fem var syge i en landsby, så var det altså bare 500, når du kom derud. Det er jo fantastisk for historien, men det er jo forfærdeligt for de mennesker, ik’?« Røv i laser De fleste af Christina Boutrups kolleger var andre vestlige journalister. Dog kender hun også

kinesiske journalister, der skriver kritisk. »De risikerer meget mere, end vi gør. Ja, de risikerer jo deres røv i laser,« slår den tidligere kinakorrespondent fast.

Det bekræfter seneste tal fra organisationen Freedom House, som skriver, at 29 journalister blev fængslet i Kina i 2008 - og mindst seks andre blev tæsket, hvoraf en døde.

International hjælp Nogle få Internationale organisationer arbejder for at forbedre journalisters vilkår i Kina. En af dem er International Media Support (IMS) med hovedsæde i København, hvor den danske journalist Martin Breum er tidligere vicedirektør. Han ved, hvor svært det er at arbejde som kritisk journalist i Kina, og efter han startede projektet for IMS i Kina sidste år, ved han også, hvor tålmodig og lydhør man skal være for at arbejde i Kina. IMS arrangerede senest to seminarer om undersøgende journalistik i Kina i foråret. »Vi har ikke mange synlige resultater endnu.

Men det er jo et godt tegn, når vi for eksempel kan gennemføre sådanne seminarer, og det var vel at mærke ikke i Beijing, men i Henan provinsen langt inde i landet. Det er så bare svært at holde fast i journalisterne bagefter, for det virker ikke, som om de lokale myndigheder er interesserede i det,« siger Martin Breum.

Planen er at holde kontakten til nogle af de dygtigste kinesiske journalister fra Henan og på den måde indlede et mere vedvarende samarbejde. IMS har også haft et hold kinesiske miljøjournalister i Danmark forud for COP15.

Uddannelse kan ændre Chikanen er et problem, der begrænser de kinesiske journalister, men mangel på uddannelse er et andet, fortæller Christina Boutrup.

Hun er tilknyttet det kinesiske Fudan Universitet. Her har hun undervist journaliststuderende, så hun kender til konflikten mellem vestlig og kinesisk tilgang til journalistik.

I foråret havde hun en forelæsning, hvor hun indprentede de studerende, hvor vigtigt det journalistiske fag er. »Jeg fortalte, at man virkelig skal tage sit fag alvorligt, fordi man kan ændre andre folks liv.

Og det virkede, som om det var en øjenåbner for dem,« siger Christina Boutrup.

‘Taximoney’ Hun kritiserede samtidig den udbredte korruption blandt journalister i Kina, og hun slog hårdt ned på begrebet ’taximoney’. Når journalister kommer til pressekonference på en virksomhed i Kina, så ligger der kuverter med ’taximoney’ til dem, forklarer Christine Boutrup. »Men det koster jo ikke 1000 kroner at køre i taxa i 10 minutter. Slet ikke i Kina. Så det var virkelig noget af det, jeg kritiserede over for de studerende, og som mange af dem desværre

havde svært ved at forstå.« Freedom House bekræfter den udbredte korruption og skriver, at både ’taximoney’ og decideret bestikkelse ikke er unormalt i Kina.

3 x no-go Christina Boutrup mener, at eksplosionen af informationsteknologi har gjort det nemmere at skrive en del kritiske historier fra Kina, så længe man har sin dokumentation i orden. Hun udpeger dog tre emner, som stadig er absolut no-go. »Taiwan, Xinjiang og Tibet. De provinser og menneskerettighedsspørgsmålene, der knytter sig til, kan man ikke skrive om uden at få alvorlige problemer,« siger den tidligere kinakorrespondent.

Lixen bragte i september-udgaven en artikel om Tibet, hvor en tibetansk journalist fortalte

”

på livstid for at ’sende ulovlige informationer til udlandet’ under optøjerne i Tibet marts 2008.

Kritiske røster i eksil Flere organisationer arbejder for pressefrihed i Tibet, men af hensyn til deres sikkerhed har de alle kontorer uden for Tibet. Thasi Wangchuk er eksiltibetaner og leder af The Association of Tibetan Journalists. Han siger fra Nordindien: »Vi ønsker at hjælpe andre journalister, skribenter og reportere, som er begrænset i deres daglige arbejde, ved at henvende os til Kina og til det internationale samfund.« Thasi Wangchuk henviser til en tibetansk tvjournalist, der sidste år lavede en dokumentar om tibetanernes liv i Tibet. Han hedder Dhondup Wanchen, og i dag sidder han i fængsel. De kinesiske myndigheder har endnu ikke givet en officiel forklaring.

De risikerer meget mere, end vi gør. Ja, de risikerer jo deres røv i laser.

Tibet er Kina Ringer man til den kinesiske ambassade i Danmark og spørger til forholdet mellem Kina og Tibet, får man Journalist Christina Boutrup, om forholdene for en noget anden udlægning af histogravende kinesiske journalister rien. Viceambassadør Gu Hui forklarer, at Kina og Tibet er som Århus og om de vilkår, han arbejder under. Han fortæller København. De tilhører det samme land. Og blandt andet, at han er tvunget til at skrive pro- tibetanerne bliver ikke undertrykt, siger han. paganda, hvis han vil beholde sit job på et kine- De har faktisk bedre forhold end resten af Kina, siske magasin. Under interviewet i Tibet i juli fordi et-barns politikken ikke gælder for dem. sagde han også: »Du kunne godt komme til Tibet som journa»Jeg må være meget forsigtig omkring, hvad list og se det selv. Kina arrangerer ofte ture, jeg skriver til bladet. Men på min blog kan jeg hvor man kommer rundt og ser Tibet,« siger Gu få nogle af de tanker ud, der kunne give mig Hui. problemer, hvis Beijing-administrationen fandt Da journalisten forklarer, at han besøgte Tiud af det.« bet i sommer og ikke udelukkende oplevede Den tibetanske journalist optræder her den glæde, som viceambassadøren beskriver, anonymt, og på sin blog skriver han på kinesisk lyder følgende svar: under et andet navn. »Måske du vil få en anden oplevelse, hvis du Christina Boutrup kender til de anti-kinesi- tager til Tibet med en anden indstilling næste gang. Jeg indrømmer, at der er udfordringer i ske undergrundsmiljøer. Hun siger: »Der foregår en stille revolution i samfundet, Tibet. Men vi skal også se på løsningerne og de som man ikke umiddelbart kan se. Ting har al- fremskridt, tibetanerne oplever.« tid flere lag derude. Og på overfladen kan man være regeringens talerør, men nedenunder kan Lyst trods chikane Christina Boutrup har også været i Tibet. Men man være involveret i alle mulige aktiviteter.« kun på en femdages tur, og hun har altid sagt ’nej’ til de guidede medieture, som hun kalder Systematiske krænkelser Seneste nyt fortæller, at forholdene ikke er spild af tid. I slutningen af interviewet vender nemme for tibetanske journalister. Under over- hun tilbage til udfordringerne ved at arbejde i skriften ’Ytringsfrihed systematisk krænket i Kina og siger: »Det er meget frustrerende med chikane. Og Tibet’ bragte organisationen Reporters Sans Frontiers i marts i år en artikel, og den 9. sep- det sker hele tiden. Også for mine journalistkoltember offentliggjorde de artiklen ’Myndighed- leger, der er derude nu. Det er mafan, for det erne strammer grebet om tibetanske hjemme- bliver bare ikke bedre. Det bliver ved.« Alligevel er Christina Boutrup ofte i Kina, og sider og læsere’. Af artiklerne fremgår det, at en ung mand er blevet arresteret for at se på hun har lyst til at arbejde der igen om nogle år. »Du kan jo konkludere, at nogle gange, så billeder af Dalai Lama og det tibetanske flag på internettet, og Reporters Sans Frontiers opfor- blev jeg også træt, og jeg var lige ved at give op, drer Kina til at lade udenlandske journalister fordi det bare var så hårdt ik’? Alligevel synes rejse frit i landet. Samtidig skriver de, at i alt syv man altid, at man kan gøre en lille forskel. Og tibetanere blev idømt mellem syv år og fængsel derfor bliver man ved.«

10 | oktober 2009

PORTRÆT

| LIXEN

På tværs af en roe Som barn hakkede han roer og spillede fodbold. Men Niels Krause-Kjær blev hurtigt glad for at have fingrene i en anden slags muld - den journalistiske. En politisk fortid i KU førte ham ind som pressechef bag Borgens barske mure. I dag er han tilbage som journalist og er ’på tværs’ bag radiopulten på P1. Springet frem og tilbage mellem journalistik og kommunikation er noget, alle journalister kunne lære af, siger Niels Krause-Kjær. Men man skal tænke sig om, inden man sætter af.

Gudmund de Stordeur Kristoffer Kræn

»Journalistens vigtigste egenskab er ydmyghed.« De to øvrige ord på papirmanden er ’ansvar’ og ’fairness’. Han forklarer: »Journalisten skal være ydmyg overfor den opgave, han går til. Det er ligesom at være 18 år og få lov at køre fars bil. Man har fået et ton metal, der kan ødelægge alt. Man skal være ydmyg over for de kræfter, vi er blevet givet som journalister, for vi kan ødelægge det for andre mennesker. Man kan vænne sig til, at vi ’bare’ laver journalistik, men for andre er det måske deres livs chance og samtidig den dag, deres liv kan ødelægges. « Niels Krause-Kjærs blik flakker søgende efter den anden papirdukke. Da han får øje på den, spørger han forventningsfuldt, om ikke han skal have lov at udfylde den småkrøllede papirmand. Selvfølgelig skal han det. »Som spindoktor er der tre segmenter, man skal kende til. Det er umuligt at kende dem alle tre, derfor må man vælge,« fortæller den halvskaldede radiovært: »Man skal kunne tænke som en journalist, som en akademiker og kende partiets sjæl. Der er ingen, der kan alle tre. Man må afgøre, hvad man kan undvære. Jeg havde styr på partiets sjæl, efter jeg havde været næstformand i Konservativ Ungdom i flere år. Og jeg havde en journalistisk erfaring fra Jyllands-Posten.«

1974. »I Richard Nixon, shall resign the Presidency effective at noon tomorrow.« Mens hele verdens øjne skuer mod Vestens mægtigste mand, er Niels Krause-Kjærs blik rettet mod en læderkugle på en grøn græsplæne.

Drengen fra Hovedgård i Jylland dribler, sparker og tackler, som han har gjort det så mange gange før, imens USA’s 37. præsident går på skærmen for at træde af som amerikanernes statslige overhoved.

Roehakker, der kan æde lort »Jeg havde spillet bold og kom ind i stuen, da Niels Krause-Kjærs krop hopper op og ned i min kammerats far Bent sagde ’det her skal I træstolen, mens han slår ud med armene. Tankse’. Der sad verdens mægtigste mand og måtte estrømningerne bliver til mange ord og lange gå af på grund af en skrivemaskine. Det var fansætninger, der galopperer ud af en tangent. Han tastisk. Det viste mig, hvad journalistik kunne er som en blender uden låg, der fyrer dej ud bruges til,« husker den 46-årige journalist i over hele køkkenet. Man ved aldrig, hvor svaret dag. Det er nu 35 år siden, at den lille dreng fra ender, efter man har stillet ham et spørgsmål: Hovedgård fik »Jeg løber et sin store jourmaraton om nalistiske åbenHvis jeg var chefredaktør, ville jeg ikke året i Berlin, baring. jeg har ansætte mig som klassisk nyhedsjournalist. hvor Niels Krauseen lejlighed.

Kjær flår indDet holder

Niels Krause-Kjær pakningen af fandme!

Jeg en sandwich. har nået en »Jeg har ikke fået mad siden klokken halv syv alder, hvor mine tænder falder af, hvis jeg ikke i morges,« undskylder han gumlende. børster dem. Hvis man vil leve længe og have Han fører sin sandwich op i øjenhøjde og kigdet godt, må man selv gøre noget ved det. Det ger mistroisk på den pålægsfyldte baguette, giver en vished om, hvad man kan med sin krop mens han vipper med det ene øjenbryn. For og sin psyke. Det er sgu selvtilfredsstillende. Jeg mindre end en time siden stod han linet op i sit kan huske, da Bjarne Riis vandt Tour de France. radiostudie, som han gør det hver onsdag forDer skrev en sportsjournalist, at for at vinde middag i ‘Krause på tværs’. Nu sidder han i et Tour de France skal man kunne hakke roer. mennesketomt mødelokale på DR Fyn. Man skal hakke roer tre gange på en sæson.

Jeg gjorde det selv så mange gange som barn.

Klip og klistre Det var absurd hårdt. Efter hver dag står man To papirmænd ligger på bordet foran Niels og kigger ned på de tre rækker, man har hakKrause-Kjær. Lixen har medbragt en opgave til ket. Man skuer ud over den resterende mark, den tidligere pressechef og nuværende journalder ligger flere kilometer foran en og tænker ist. De to papirmænd forestiller henholdsvis en på de enorme strabadser, der ligger forude. Det journalist og en spindoktor. Niels Krause-Kjærs kræver en enorm psyke. Og når det endelig skal opgave er at skrive de tre vigtigste kvaliteter være, så ved jeg i dag, at jeg kan æde lort. Det er for de to brydende parter ned på hver sin padet, maratonløbet giver mig. De sidste ti kilopirmand. Niels Krause-Kjær slår over i et barnmeter er et helvede. Men jeg kan æde lort.« ligt smil, da han bliver stillet over for opgaven.

At det er nødvendigt at kunne æde lort, måtte Hans øjne leder efter en kuglepen, og han nuproehakkeren sande, da han efter knap syv år på per den, så snart han får øje på en.

Jyllands-Posten rykkede ind som pressechef for »Journalisten…,« begynder han for sig selv, den konservative folketingsgruppe på Chrismens han skribler det første ord ned på den tiansborg. Interne magtkampe i partiet gjorde tynde papirmand. Han vender sig mod os: tiden på Borgen kaotisk og særpræget. Per Stig

”

Møller måtte gå af som formand for de konservative efter et mislykket valg, og de interne stridigheder blussede op som følge af den dårlige vælgertilslutning. »Magtkampene i partiet var usædvanligt hårde selv efter politiske forhold. Det var, som om man vågnede om morgenen og tænkte ’sikke et mareridt, jeg har haft’. Men det var i virkeligheden dagen, der var et mareridt og natten, der gav ro. I denne tid var det vigtigt at kunne hakke roer og æde lort.«

Ny muld under neglene I sine unge dage havde Niels Krause-Kjær været næstformand i Konservativ Ungdom i en årrække. At blive pressechef for netop den konservative folketingsgruppe føltes derfor også som et naturligt valg. Men selve udskiftningen af journalistik med kommunikation havde Niels Krause-Kjær sine betænkeligheder ved. I beslutningen lå flere overvejelser om, at en tid på Borgen muligvis betød et endeligt farvel til den klassiske nyhedsjournalistik. Men roehakkeren ville svinge sin hakke over nye marker:

»Mine forældre syntes, det var åndssvagt.

Jeg havde været på Jyllands-Posten i syv år og havde en god løn, arbejde tæt på mit hjem og to små børn. Der var 27 gode grunde til, at jeg ikke skulle gøre det, men det var skide ligegyldigt.

Jeg kunne ikke leve med ikke at have prøvet det,« fortæller han og kigger flygtigt på spindoktordukken.

Selvom det var en hård tid på Christiansborg, fortryder Niels Krause-Kjær dog ikke et sekund, at han satte forholdet til journalistikken på standby. Han lærte meget af sin tid bag murene på Christiansborg - både om det politiske spil, men også om journaliststanden: »Det har været en kolossal efteruddannelse at være på den anden side af bordet. Man var tvunget til at se sit eget fag udefra. Jeg opdagede, at det, vi kan som journalister, er at se en begivenhed udefra. Det er utrolig brugbart og ganske unikt,« fortæller han.

Ifølge Niels Krause-Kjær ville alle politiske journalister have fordel af at skifte til kommunikationsbranchen i en periode: »Man ville have godt af at se tingene fra en

Foto: Leonora Beck og Pernille Marie Louise Ulriksen

PORTRÆT

LIXEN | oktober 2009 | 11

ehakker anden side. Når jeg skriver om politik i dag, skriver jeg med lidt mere ydmyghed, fordi jeg har været i den verden,« siger han, mens hans pegefinger glider hen over det første punkt på journalistdukken.

Journalisterne taber styrke Magtkampene og det politiske spil på Christiansborg inspirerede Niels Krause-Kjær til at skrive flere bøger om emnet.

Hvordan ser du styrkeforholdet mellem journalister og spindoktorer i dag? »Hvis der er nogen, der har bukserne på i dag, så er det politikerne selv. Man skal ikke tro, at man kan styre en gammel politisk rotte, fordi man har gået fire år på Journalisthøjskolen eller tre og et halvt år på SDU,« siger Niels KrauseKjær og læner sig ind over bordet, som om han er ved at bekende sin dybeste hemmelighed: »Når det er sagt, så synes jeg, det er tydeligt i de senere år, at magtbalancen er skredet. Det er en naturlig konsekvens af, at medierne er pressede og beskærer bemandingen, samtidig med at partierne har oprustet kommunikationsdelen.« Han rykker tilbage i sit sæde igen. Læner hovedet lidt til højre og ser ned i bordet. Tøver.

Men er hele tiden i bevægelse. »Vi har måske 30 spindoktorer på en god dag på Borgen, og af dem er der så fem-seks stykker, der er mørkets fyrster, kan spinde historier og kastrere medierne,« siger han.

Niels Krause-Kjær banker tre gange i bordet, der hvor dukken, som forestiller en spindoktor, er placeret. »Hvis de er fem, så come on, så kan vi nok løse det. Problemet ligger her!« Han fører hånden hurtigt hen over bordet og knalder pegefingeren på journalistdukken: »Vi har en medieverden, der skærer på bemandingen og mister annoncekroner. Det gør, at balancen er ulige.« Ingen politiske projekter Allerede efter et år som spindoktor fandt Niels Krause-Kjær ud af, at den journalistiske muld var den bedste at traske rundt i. »Det gik grundlæggende op for mig, at jeg er journalist. Jeg havde ingen problemer med at tage springet, og jeg tænker ikke ringe om kommunikationsfolk, men det var bare ikke mig.

Jeg er journalist! Uanset om andre kalder mig politisk kommentator eller forfatter,« fortæller han.

Niels Krause-Kjær valgte ikke at gå tilbage til at være nyhedsjæger, efter han smed spindoktorslipset. I stedet blev han lektor på DJH og senere centerleder ved Center for Journalistik.

Kan du forstå, at nogle ville se dit skifte som problematisk, når nu du havde bekendt kulør i Konservativ Ungdom og senere som pressechef? »Ja, og det er en relevant diskussion, som jeg ikke mener, der kan sættes en formel på. Er Henrik Qvortrup politisk kompromitteret af at have været spindoktor for Fogh? Det mener jeg ikke, han er. Er Michael Kristiansen? Nej, men måske lidt mere. Diskussionen er ikke bare relevant, men nødvendig. Den skal vi have hver gang,« siger han og lægger armene over kors.

Men er det troværdigt i stedet at undervise i objektiv journalistik? »Da jeg kom tilbage som lektor (på DJH red.),

var det de studerende, der var den test, jeg skulle bestå. Hvis de ikke kunne stole på mig, var jeg dumpet. Men der var aldrig en eneste episode,« fortæller han.

Niels Krause-Kjær erkender, at perioden som underviser og centerleder var nødvendig for, at han kunne kaste sig over jobbet som kommentator i Berlingske Tidende og senere som radiovært i ’Krause på Tværs’. »Det ville have været problematisk og utroværdigt at gå tilbage til at være nyhedsjournalist på Jyllands-Postens søndagsredaktion, lige efter jeg havde været pressechef,« siger han.

Men er nogle få år som underviser og centerleder nok til at viske tavlen ren? »Forskellen er, om man har et projekt eller ej, og det kan jeg sige: Det har jeg ikke. Jeg har holdninger, og de skinner måske igennem, når jeg skriver om politik. Men det er jo ikke, fordi jeg ophøjer den borgerlige regering op mod næste valg. Jeg er flere gange som kommentator på Berlingske Tidende og som radiovært blevet beskyldt for at være en rød lejesvend, og de Konservative er ofte rigtig trætte af mine politiske kommentarer. Hvis jeg havde et projekt, så havde jeg diskvalificeret mig selv et eller andet sted.« »Jeg ville ikke ansætte mig selv« Selvom Niels Krause- Kjær ikke føler sig inhabil på grund af sin fortid i Konservativ Ungdom og som pressechef, så har skiftet frem og tilbage mellem journalistik og kommunikation haft sine konsekvenser og begrænsninger. »Journalist er min selvopfattelse, men jeg er helt på det rene med, at det, jeg beskæftiger mig med nu, er lidt i grænselandet. Jeg læner mig i hvert fald i den retning, hvor det begynder at lugte af, at man tager stilling til nogle ting. Som blogger på Berlingske Tidende kommer jeg selv ind med nogle personlige holdninger en gang imellem. Og i mit lille radioprogram ligger det i konceptet, at jeg skal træde et skridt længere frem end en normal upartisk vært. Jeg må godt gå ind og være på tværs,« fortæller han.

Niels Krause-Kjær erkender, at den klassiske journalistiske muld er blevet hårdere at hakke i efter sin tid som spindoktor. »Hvis jeg var chefredaktør, ville jeg ikke ansætte mig som klassisk nyhedsjournalist. Dertil har jeg været for langt fremme. Så skulle det være noget andet,« fortæller han.

Følelsen af frihed Roehakkeren befinder sig godt i øjeblikket som selvstændig radiovært og politisk kommentator. »Som det ser ud nu hænger tingene voldsomt godt sammen. Det er en fantastisk følelse af frihed, som jeg ikke har haft siden teenageårene.

Jeg har fundet min muld for nu. Men jeg har fået gode tilbud før, som er opstået ud af ingenting. Så for at være helt ærlig, ved jeg ikke, hvad fremtiden bringer.«

Det vigtigste som journalist

Det vigtigste som spindoktor

Ydmyghed: »Man skal være ydmyg over for de kræfter, vi er blevet givet som journalister«

»Det vigtigste som spindoktor er, at man kan tænke som journalist, som akademiker og kende til partiets sjæl«

Ansvar: »Som journalister har vi et ansvar på andres vegne«

Niels Krause-Kjær

Fairness: »Man skal være ærligog lytte til sin egen shit-detektor: Er det nu ordentligt det her?«

BLÅ BOG 1986-1990: Danmarks Journalisthøjskole – praktik på Jyllands-Posten 1990-1991: Redaktionssekretær, Jyllands-Postens erhvervs- og udlandsredaktion 1991-1997: Journalist, Jyllands-Postens søndagsredaktion 1997-1998: Pressechef for den konservative folketingsgruppe, Christiansborg 1998-2004: Lektor, Danmarks Journalisthøjskole. Lektor i politisk journalistik og leder af uddannelsens anden del fra 2001.

2003: Gæsteprofessor i journalistik, San Francisco State University, USA 2004-2005: Centerleder ved Center for Journalistik, Syddansk Universitet 2007-2008: Gæst i DR2-programmet ’Jersild og Spin’ 2006-nu: Selvstændig journalist og forfatter. Radiovært i ’Krause på Tværs’. Tilknyttet Berlingske Tidende som kommentator siden 2004.

Blogs: Fra 2007 har han blogget med Berlingske Tidendes læsere om politik og spin Bøger: Kongekabale (2000), Den politiske landsby (2003) og Tilskueren (2004) mfl.

Niels Krause-Kjær bor i Århus med sin kone Mette Korsgaard og deres to teenagebørn.

gudes08@student.sdu.dk krsoe08@student.sdu.dk

12 | oktober 2009

FOKUS

| LIXEN

HUSK BESKYTTELSE

FOKUS ‘JOURNALISTIK PÅ SENGEKANTEN’ OKTOBER 2009

FOKUS: NÅR JOURNALISTER

GÅR I SENG MED FJENDEN De kryber ind under kildens dyne og putter sig tæt. Måske for tæt. Mange danske journalister er så tæt på deres kilder, at det skader den uafhængige og kritiske journalistik. Vagthunden bjæffer med stadig længere mellemrum og er i stedet blevet en del af systemet. Det skader både faget og demokratiet, mener medieforsker Peter Bro og læsernes og seernes redaktør hos Danmarks Radio, Jacob Mollerup.

Sophie Bremer Gudmund de Stordeur

DYNELØFT. Middag med ministrene, siddeplads ved siden af superligaspillerne og kartoffelmos med kamptropperne. Journalisterne er efterhånden blevet så fortrolige med deres kilder, at de er blevet en del af systemet i stedet for at varetage deres egentlige job som den udenforstående og kritiske vagthund. Det mener medieforsker og lektor på Syddansk Universitet Peter Bro og læserne og seernes redaktør på DR Jacob Mollerup. »Helt overordnet er den største fare, at man som journalist bliver blind over for eller bærer over med, hvad det er, ens kilder rent faktisk foretager sig,« fortæller Peter Bro. Han kalder det for Stockholm-syndromet, efter den gamle historie fra Stockholm, hvor en bankrøvers gidsler ender med at udvikle forståelse for røveren. Det samme sker ifølge Peter Bro for de journalister, der er meget tætte på deres kilder.

Kulissejournalistik De seneste år er der sket en kæmpe udvikling i forholdet mellem kilderne og journalisterne.

Det har skabt mange ændringer: »Det ødelægger den klassiske journalistik.

Der har i USA været en stor diskussion i journalistkredse om, hvorfor man slet ikke havde nogen kritisk dækning af de forudsigelige problemer, der ville være i forbindelse med Irakkrigen og det forløb, der ville være efter krigen.

Der har man jo haft den præcis samme diskussion af, hvorvidt journalisterne simpelthen var blevet for embedded med både statsmagt og militær til, at man ved hjælp af uafhængige

kilder og en mere kritisk tilgang kunne dække det ordentligt,« mener Jacob Mollerup.

Peter Bro er heller ikke begejstret for udviklingen. »Det er blevet mere og mere interessant for danske journalister at beskæftige sig med, hvad der foregår i kulisserne. Hvad er man for en person, når man har fået sminken af og ikke er på tv-skærmen? Man har ikke længere fokus på holdninger og ideologier, men på personen,« siger Peter Bro.

mediernes fokusering og fremstilling af det, der sker i kulisserne. »I stedet for at man sætter sit kryds efter, hvem man er politisk eller ideologisk enig med, så sætter man sit kryds efter, hvem man synes, gør det godt strategisk, eller hvem man synes æstetisk gør sig godt på skærmen. Det er virkelig noget, der kalder på en demokratisk debat. For er det virkelig sådan vores politikere skal vurderes?« spørger Peter Bro.

delbart ligner et gilde, der er godt at give sig i kast med, er der også fordele ved at deltage i ’lagengymnastikken’. »Det giver ind imellem fantastiske historier, for det gør, at vi en gang i mellem får fat i historierne om personen bag. Det kan give en indføring i, hvornår et politisk oplæg blev til i partierne, hvilke overvejelser der ligger, og hvordan en toppolitiker er motiveret,« siger Peter Bro. Jacob Mollerup er enig i, at der også er fordele og gode historier i, at journalisterne er tæt på de institutioner, virksomheder eller ministerier, som de dækker. »Det er jo ikke, fordi alle journalistiske artikler skal være dybdeborende, grundige og kritiske vurderinger. Det er jo et urealistisk krav.

Men når det hele bliver for tæt på kilderne, og når det hele bliver ‘embedded’ i nogle perioder og forløb, så har vi problemet,” understreger Jacob Mollerup.

Svært at sætte grænsen PR-bureauer i smørhullet Journalisternes forhold til kilderne er i DanAt kulissen fylder mere har skabt grobund for mark markant anderledes end i andre lande.

PR-bureauer, der lever af at føre politikere, »I forhold til resten af verden er det unikt, at kendte og produkter frem i medierne. danske journalister inde på Christiansborg går »Flere historier kommer ukritisk ind i nyog gnubber sig op af politikerne. De har konhedshjulet, stort set uden grundig journalistisk torer side om side. Det er jo slående, at Poliresearch. Det er jævnligt et resultat af, at nogle tiken har redaktionskontor ved siden af nogle har forsøgt at, om ikke plante, så i hvert fald at af de menige folketingsmedlemmer, og Jyllancere en historie, så den var meget medieeglands-Posten har ved siden af nogle andre. Det net. Det er en ændring i magtforholdene meler jo fuldstændig uhørt i mange andre lande,« Varedeklaration lem den uafhængige journalistik og dem, der forklarer Peter Bro, der selv tidligere har arbej- Hverken Peter Bro eller Jacob Mollerup ønsker laver dygtig kommunikations- og PR-arbejde det som presserådgiver på Christiansborg. et forbud. I stedet peger Peter Bro på, at jourfor deres respektive arbejdsgivere,« siger JaDe politiske journalister er ikke de eneste, nalistfaget skal blive bedre til at gøre lytterne, cob Mollerup. der er meget tæt på kilderne. Det findes i alle læserne og seerne opmærksom på, hvad de går Han peger på, at det blandt andet er den og foretager sig. teknologiske udvikling og krisen i branchen, »Vi skal varedeklarere, hvordan de enkelte I forhold til resten af verden, er det der er med til at gøre, at det hele skal gå artikler er blevet til. Med et fint ord kalder vi stærkere, og at der skal produceres mere unikt, at danske journalister inde på det transparens. Vi mangler noget gennemChristiansborg går og gnubber sig op af sigtighed om, hvordan historier bliver lamed færre medarbejdere.

Ifølge Peter Bro er dette med til at gøre, politikerne. Det er jo fuldstændig uhørt i vet,« siger Peter Bro. at journalisterne går endnu længere ind Han mener, at med dette mærkat, kan bag kulissen. Han mener, journalisterne rea- mange andre lande. journalisterne få en højere troværdighed.

Peter Bro, Medieforsker SDU gerer på, at de i stadig stigende grad bliver »Man kan som journalist sige, ’vi har valgt præsenteret for en iscenesat verden. den her lidt kritisable metode, men her er »Hvad enten man er politisk, sports- eller former for journalistik - nogle mere end andre. præcis, hvad vi har gjort. Så kan I kritisere os kulturjournalist, så er man ikke blind for, at et Skønhedsjournalisterne tager for eksempel på efterfølgende.’ På den måde står vi åbent frem hav af PR-folk arbejder for at skabe det særligt betalt SPA-ophold, og musikanmelderne drik- omkring det,« forklarer Peter Bro og fortsætgode billede af politikerne. Eller Ronaldo efter ker kolde øl med artisterne under Roskilde Fes- ter: fodboldkampen. Så det er selvfølgelig også en tival. »Hvis man ikke bliver bedre til at gøre opreaktion, at journalisterne synes– ’så bliver vi »Det er meget svært, men det er klart, at vi i mærksom på det her, så frygter jeg for troværnødt til at komme endnu tættere på kilderne Danmark og vores del af verden har en meget digheden. Det bliver totalt uigennemskueligt og måske afsløre nogle af de tricks, vi bliver afslappet holdning til de her grænser. Du kan for mediebrugerne, hvad journalistik egentlig udsat for’,« forklarer Peter Bro. finde klassiske amerikanske journalister, som er. Hvis journalisterne samtidig ind i mellem ikke kunne drømme om at gå ud og spise mid- springer over på den anden side og bliver spinDemokratiet i farezonen dag med nogle, som de skriver om eller have en doktorer for politikerne eller presseagenter Det er ikke kun den klassiske journalistik, der vennekreds, som er tæt på dem, de skal dække for hollywood-starletter, så bliver grænserne forsvinder. Demokratiet kan også tage skade kritisk og så videre. Herhjemme er det helt for, hvor journalistikken starter og slutter, total af journalisternes fokus på politikernes pernaturligt,« siger Jacob Mollerup. sløret.« sonlighed i stedet for deres politik. Peter Bro påpeger, at forskning viser, at vælgerne i stigDet skjulte popper frem Sohan08@student.sdu.dk ende grad er begyndt at lade sig påvirke af Selvom ’at gå i seng med fjenden’ ikke umidGudes08@student.sdu.dk

”

FOKUS

LIXEN | oktober 2009 | 13

INDLAND

På skødet af politikerne Journalisterne sidder sammen med politikerne ved frokostbordene i Snapstinget på Christiansborg. Men når man deler kaffemaskine med kilderne, er det så stadig muligt at levere kritisk journalistik? Ja, mener en journalist på Borgen. Så enkelt er det ikke ifølge en forsker i politisk journalistik.

Morten Elstrup Camilla Falkenberg Sønderstrup

LAPDANCE. Christian Lehmann har sin daglige gang bag Christiansborgs mure, hvorfra han serverer nyheder til Informations læsere. Som politisk

reporter mener han ikke, at det er noget problem, at man kommer så tæt på sine kilder, så længe man er bevidst om sin egen rolle. »Det er klart, at det kan være en udfordring, men jeg husker altid mig selv på, hvorfor jeg er her på Christiansborg. Det er ikke for at drikke kaffe og hyggesnakke med politikerne, og det ved de jo også godt. De prøver at sælge deres budskaber og positioner, og jeg prøver at holde en kritisk distance til, hvad de siger,« lyder det fra Lehmann.

Journalistik i armslængde Forsker i politisk journalistik på RUC Mark Blach-Ørsten mener ikke, at det er så simpelt. Ifølge ham kan det skabe problemer, hvis en kilde kommer for tæt på, og parterne kommer til at stå i gæld til hinanden. »Der skal være en armslængde mellem journalisten og politikeren i

kritisk journalistik. Hvis journalister og politikere har brug for at være på god fod med hinanden på længere sigt, så får de et bytteforhold og så bliver der ikke holdt den fornødne afstand. Solohistorier bliver en valuta man kan omveksle,« siger han.

Mark Blach-Ørsten tilføjer, at man kan komme nogle af problemerne i forkøbet ved ikke at følge efter politikerne dagen lang. »Journalisternes argument for at være så meget til stede på Borgen er stadig, at politikerne skal være lettilgængelige. Spørgsmålet er imidlertid, om man med de mange elektroniske midler har fået nogle redskaber, der ikke nødvendiggør, at man er fysisk til stede hele tiden,« siger Mark Blach-Ørsten.

Professionalismen sejrer Selv om der kan opstå irritation, kender både journalisterne og poli-

tikerne vilkårene inden for Christiansborgs mure. »Grundlæggende ved politikerne godt, hvorfor vi er her, og de ved også, at det ikke er et personligt angreb mod dem. Men jeg prøver også at holde et professionelt forhold og en gensidig respekt. Det betyder, at de aftaler, jeg laver med mine kilder, selvfølgelig skal overholdes. Selv om vi er tættere på kilderne her, så er det jo dybest set ikke anderledes end at lave journalistik alle mulige andre steder,« fortæller Christian Lehmann.

Politikens politiske redaktør Peter Mogensen er enig i Christian Lehmanns synspunkter. »Jeg synes ikke, objektiviteten er i fare blandt de journalister, der trisser rundt på Christiansborg. Jeg har selv flere personlige politikervenner, men det forhindrer mig jo ikke i at se med kritiske øjne på det, de går og laver.

»Jeg synes slet ikke, at problemet er så stort, som det har ry for,« siger Peter Mogensen.

Overhold spillereglerne Der kan dog ifølge Peter Mogensen opstå problemer, hvis den enkelte journalist lader sig påvirke af sit personlige forhold til en politiker og ikke er en ordentlig vagthund: »De få, der ikke kan finde ud af at overholde spillereglerne, bør finde sig noget andet at lave. Under alle omstændigheder bliver det hurtigt gennemskuet, og så er det altså ud af vagten. Journalisterne skal altid huske på én ting: De er der for læsernes skyld, ikke kildernes. Det er i bund og grund læserne, der betaler journalisternes løn, og de skal have sandheden at vide,« understreger Peter Mogensen. moels09@student.sdu.dk camso08@student.sdu.dk

Pro Pia eller bare professionel?

Han kender udmærket diskussionen. Og han kender spillet.

Politikens Christiansborg-journalist Christian Hüttemeier ved, at de personlige relationer til kilderne ikke skal komme i vejen for den kritiske journalistik. Alligevel hobede over hundrede vrede klagemails og læserbreve sig op i avisens mailbakke, efter at et af journalistens interview med Pia Kjærsgaard ramte kultursektionens forside.

Leonora Beck

FEJEMØG. ’Noget værre mikrofonholderi’. ’Burde Politiken ikke skifte navn til Piatiken?’ ’Kan det virkelig

passe, at Politiken nu skal være banartiklen fremkaldte hos læserne. over, at det ikke bliver her, jeg får afnerfører for Dansk Folkepartis popuDe mange klager fik også læsernes sat hende som partileder. Men min lisme?’ redaktør Henrik Kaufholz til de opgave er begge dele,« pointerer Den fjerde august udløste Politikefterfølgende dage at argumentere han. ens kultursektion en skare læseres for, hvorfor Politiken ikke har tænkt trang til at hagle redaktionen ned sig at sløjfe lignende artikler med Pia Når Pia får ordet med bitre mails og undrende komKjærsgaard.

I artiklen fordømmer Pia Kjærsmentarer. På sektionens forside slynPå trods af mailstormen ser Chrisgaard kunstnere som Bjørn Nørger en karikaturtegnet Pia gaard og Klaus Rifbjerg.

Jeg mener bestemt ikke, at det er Bjørn Nørgaard, fordi hans Kjærsgaard sig hen over avispapiret iført luftige parterede hest ifølge hende Afrodite-klæder. Med en mikrofonholderi. ikke har noget med kunst Christian Hüttemeier, Politiken at gøre. Klaus Rifbjerg, lyre i hånden betragter hendes store, himmelblå fordi kunstneren har et øjne læseren intenst. Overskriften tian Hüttemeier det ikke som et udindædt had til Dansk Folkeparti. over tegningen lyder: ’Jeg kunne tryk for, at hans relation til Pia Kjærs»Hvis det er de eksempler, hun vil være en god kulturminister.’ gaard står i vejen for den kritiske hive frem, så må folk forholde sig journalistik. til det bagefter. Jeg griber chancen Ikke nødvendigvis kritisk »Jeg mener bestemt ikke, at det for at interviewe hende om det her, Forfatteren til artiklen er Christian er mikrofonholderi. Jeg har varetagfordi jeg kan høre, at her er fandeme Hüttemeier, Christiansborg-journaet den opgave, jeg har som journoget, der kan sætte fut i fejemøjet,« list for Politiken. Han blev mildest nalist, nemlig at videregive nogle fastslår Christian Hüttemeier. talt forbavset over den reaktion, som budskaber. Og jeg er udmærket klar Og det gjorde det. Ifølge ham er det

”

ikke, fordi han er en ukritisk mikrofonholder, men fordi Politikens kernelæsere slet ikke kan forestille sig Dansk Folkeparti lænke kulturpolitikken fast til dets domæne.

Christian Hüttemeier har for længst sat grænser for, hvor tæt et forhold han vil have til politikerne på Christiansborg. Han ser ikke noget til hinder for at drikke øl med Lars Løkke, hvis han møder ham på en bar ude i byen. Men inviterer han Christian Hüttemeier med til en barnedåb, siger journalisten fra. Det er for privat.

For Christiansborg-journalister skal have lyst til at skrive halsbrækkerforsider om politikere, selvom man hver dag går op og ned ad dem på gangene på det gamle slot. libec08@student.sdu.dk

14 | oktober 2009

FOKUS

| LIXEN

UDLAND

Budbringere fra skyttegravene Forsvaret sørger for deres sikkerhed. Samtidig skal de forsøge at rapportere objektivt om krigen.

De embeddede journalister bliver beskudt fra flere sider, men krigskorrespondent Rasmus Tantholdt besvarer ilden, og journalistkolleger dækker hans ryg.

Lasse Ruby Johan Bertil Winther

KRIGSZONE. Kuglerne synger over vores hoveder, og vi kan høre granaterne falde. På den anden side af jordvolden går mørke skikkelser rundt. Det er Taleban, og Rasmus Tantholdt tager os med de danske soldater til den yderste front i det sydlige Afghanistan. Her er andre journalister blevet kidnappet, så Rasmus Tantholdt har besluttet at arbejde under beskyttelse af de danske soldater. Han er ‘embedded’.

Samtidig ved han, at situationen kan skabe problemer: »Hvis en soldat redder mit liv den ene dag, og han den næste dag kommer til at skyde en afghansk dreng i foden. Så kan det godt være svært at lave et kritisk indslag om det,« siger Rasmus Tantholdt.

Han har aldrig været i situationen, men han vil ikke garantere, at han kunne skille de to ting ad.

For eksempel gjorde soldaterne ham for nylig opmærksom på, at der var store problemer med deres biler. Det lavede han en kritisk historie om.

50/50-løsning Informations korrespondent, Charlotte Aagaard, kender også til udfordringerne ved at være ‘embedded’ i Afghanistan: »Der er jo en tendens til, at Forsvaret er mest interesserede i at præsentere, hvor fortræffelige de selv er. Og så lægger de mindre vægt på, at man får et indblik i, hvordan afghanerne oplever det.« Hun tackler situationen ved bevidst at rejse uden det danske forsvar mindst halvdelen af de gange, hun er i Afghanistan. På den måde prøver hun at give et mere balanceret billede af krigen.

»Det er min pligt« Forholdene stiller høje krav til journalisterne, og Rasmus Tantholdt er overbevist om, at han kunne lave andre historier i det sydlige Afghanistan, hvis han ikke følte sig nødsaget til at rejse sammen med de danske soldater. Men Charlotte Aagaard og Rasmus Tantholdt er enige om, at det er deres eneste sikre mulighed for at dække krigen i den del af landet.

Skal vi overhovedet ud til fronten, hvis det er under de betingelser? »Ja, det mener jeg da bestemt.

Danskerne stemmer på politikere, der har sendt os i krig. Derfor har vi en pligt til at vise, hvad der foregår der ude ved fronten,« siger Rasmus Tantholdt.

Rasmus Tantholdt som embedded journalist - klar til at rapportere fra krigen i det sydlige Afghanistan. Privatfoto

embedded journalistik, og han genkender kritikken: »De embeddede journalister har et meget smalt fokus. De beskriver, hvad enkelte soldater og grupper gør på et givent tidspunkt, men det bredere perspektiv mangler.« Han henviser til en række hollandske undersøgelser, hvor man har undersøgt mediedækningen af krigen i Afghanistan. »Undersøgelserne viser klart, at artiklerne skrevet af embeddede journalister fokuserer meget på soldaternes liv, og de ser historierne fra militærets synsvinkel.«

‘Embedded’ eller intet Når Rasmus Tantholdt er ude med Billeder vs. analyse Forsvaret, er det dem, der bestemMilitæranalytiker Mikkel Vedby mer, hvor han kan komme hen – og Rasmussen mener, at det er godt, at derfor også, hvad han ikke kommer journalisterne er ved fronten, men til at se i Afghanistan.

Har du overvejet, Fordelen er, at man får dækket om Forsvaret undgår at tage dig med til soldaternes vilkår. Ulempen er, at man ikke steder, hvor der kunne Krudt og kugler være problematiske får dækket krigen.

Martin Breum arbejder

situationer? for DR og har fokuseret Mikkel Vedby Rasmussen, militæranalytiker »Ja, det kan jeg på krigsjournalistik og love dig for, at jeg har krigen i Afghanistan. overvejet. Og det tror jeg da også, deres dækning af krigen bør ikke stå Han mener ikke, at embedded jourat de gør. Men alternativet er, at jeg alene. Den tidligere chef for Dansk nalistik er et problem i sig selv, men slet ikke kan lave nogle historier fra Institut for Militære Studier skriver han ser store problemer, hvis de emfronten.« Han tilføjer hurtigt: i en mail: beddede indslag fylder for meget i »Jeg laver masser af historier fra »Fordelen er, at man får dækket dækningen. resten af Afghanistan uden de dansoldaternes vilkår. Ulempen er, at »I mine øjne er der en alt for stærk ske soldater.« man ikke får dækket krigen.« Han fokusering på krigens mekanik. MeKrigskorrespondenten understreuddyber: dierne er langtfra dygtige nok, når ger samtidig, at der også er posi»Den ‘embeddede’ journalistik det gælder den egentlige konfliktive sider ved at være embedded. giver stærke oplevelser og gode billtanalyse,« siger Martin Breum og Rasmus Tantholdt spiser i samme eder, men de kan ofte stå i vejen for fortsætter: kantine som soldaterne og via sin en analyse af selve krigen.« »Man fokuserer på, hvor kuglerne fortrolighed med dem, får han hisMedieforsker Arjen Van Dalen fra flyver, og hvem der bliver ramt. Jeg torier, han ellers ikke ville have fået.

SDU har læst adskillige studier af mener, at man burde se mere på,

”

hvad der er årsagen til den her krig, og hvilke muligheder der er for at stoppe den.« Han mener dog, det er galt med den redaktionelle prioritering. Ikke med den enkelte embeddede journalist.

Embedded med de lokale Rasmus Tantholdt er enig i kritikken, og derfor er han stolt af det kontor, TV2 har åbnet i Kabul. De sendte første gang i februar i år, og formålet

er at få en mere balanceret dækning af krigen og livet i Afghanistan. Rasmus Tantholdt deler kontoret med Ulla Therkelsen og Simi Jan, så kontoret er bemandet hele tiden. Krigskorrespondenten griner lidt og siger: »Nu kan man jo sige, at jeg er blevet embedded med den afghanske befolkning,« larub09@student.sdu.dk johaa08@student.sdu.dk

Hvad er ’embedded’ journalistik? »Begrebet embedded journalistik opstod i forbindelse med den første Golfkrig i 1991. Det dækker over, at journalisten følger militæret og er under delvis militær kommando.

Forhistorien lyder, at journalister frit kunne rejse med de amerikanske styrker under Vietnam-krigen med det resultat, at en række negative historier slap ud. Det skabte en modvilje over for krigen hos den amerikanske befolkning, og derfor reagerede Pentagon.

For at undgå en gentagelse under Golfkrigen fik journalisterne til at begynde med meget begrænset information på fælles pressemøder.

Det ville journalisterne ikke acceptere, og de søgte derfor information fra andre kilder. Pentagon frygtede derfor et negativt mediebillede af krigen, hvis de ikke selv tog del i at skabe det.

På den måde opstod den embeddede journalistik. Altså som en modreaktion fra Pentagon på et ønske fra journalisterne.« Kilde: Medieforsker Arjen Van Dalen

FOKUS

LIXEN | oktober 2009 | 15

SPORT

Du er journalist – ikke ven eller fan Maskot eller lytternes og læsernes kritiske stedfortræder?

Ifølge Erik Nielsen, journalist på P3 Sporten og P4 Fyn, skal sportsjournalister tænke sig overordentligt godt om. Ellers risikerer de at miste troværdighed hos lytterne.

føler sig ikke narret bagefter.« Han mener derfor, at en debat om relationen mellem sportsudøvere og danske sportsjournalister ville være gavnlig.

Sofie Bak Thorup

JUBELJOURNALISTIK. »Det her er så vores journalist,« siger en af Horsens HH’s spillere, da han introducerer en bekendt for Erik Nielsen.

Dengang i 1994 var Erik Nielsen ansat som sportsjournalist på Horsens Folkeblad. I det øjeblik besluttede han sig for at holde større afstand til de spillere, han skrev om. »Jeg tænkte, ’jeg er sgu ikke bare sådan en maskot, de har med rundt.’

Hvis det var sådan, de opfattede mig, så måtte jeg lægge mere afstand til spillerne,« fortæller Erik Nielsen.

Husk, hvem din chef er Mere end én gang er Erik Nielsen blevet kritiseret af spillere eller led-

Erik Nielsen (til venstre) blandt 90.000 tilskuere ved OL i Beijing 2008. Privatfoto

else, hvis han for P4 Fyn har dækket de fynske fodbolddrenge OB kritisk. »Der siger jeg: ’Prøv at hør her. Hvis I kun vil have positiv omtale, så må I jo ansætte mig!’ Her skal man tænke på, at man får lønnen fra sit medie, og at man skal være troværdig over for sine lyttere eller læsere,« siger han.

Da han i sin tid blev ansat på Horsens Folkeblad, fik han at vide, at en af avisens tidligere sportsjournalister skrev artikler, som om de var til et klubblad. Artiklerne indeholdt kun rygklapperi til det lokale hold. Den stil ville Erik Nielsen gerne lægge om,

så avisen kunne genvinde læsernes tillid. Af samme grund takkede han også nej til at køre med i spillerbussen.

Selve omgangsformen med spillerne kan også være problematisk ifølge Erik Nielsen: »Jeg synes, der er en tendens til at komme for tæt på nogle gange. Folk er meget dus. I stedet for at sige ’Chris, hvordan synes du kampen gik?’, så kunne man jo sige ’Chris Sørensen’.

Læg efternavn på, så kommer der en professionel distance. Så ved spilleren også, at interviewet er i gang og

Husk, hvem du selv er »Der er mange sportsjournalister, der tager fankulturen med på arbejde, men den skal de simpelthen smide,« siger han.

Han støder også ofte på ’fankulturen’ i lokalradioer, hvor journalisterne kan finde på at sige ting som: ’Vi spillede rigtig godt i dag, men hvad sker der for os i anden halvleg?’

Det symbioseforhold er ifølge Erik Nielsen ikke sundt for den danske sportsjournalistik.

Faren for sammenblanding af rollerne er ifølge ham større, jo mere lokalt mediet er. Han husker tilbage på sin tid på TV 2 Bornholm. Der var to sportsjournalister, som samtidig var håndbolddommere. Da det bornholmske håndboldhold Aakirkeby rykkede op i 3. division, skulle de spille en kamp mod Gladsaxe. Under kampen agerede den ene dommer, mens den anden havde taget journalistkasketten på. Erik Nielsen griner: »Jeg kan lige se det for mig. Så skulle den ene ud og spørge kollegaen, hvordan han selv synes, han

havde dømt kampen. Og han blev jo nødt til at dømme pænt, for hvad ville der ellers ske, næste gang han skulle dække Aakirkeby som journalist?« Men eksemplerne er ikke kun at finde på lokalt plan. Erik Nielsen krummede også tæer, da bokseren Mikkel Kessler mødte Gusmyr Perdomo i Herning d. 12. september. »TV 2 Sporten har to studieværter på. Manden står med et Mikkel Kessler fanhalstørklæde på. Kvinden spørger Mikkel Kessler, om han vil gifte sig med hende! Ingen taler om, at den anden bokser var nul og niks.

Kampen var slut i løbet af 10 minutter, men der var ingen kritisk sans, kun jubel og fanagtig opførsel,« siger han.

Han mener ikke, at løsningen ligger i, at alle sportsjournalister er åbne om, hvem de holder med. For han har ikke selv lyst til at lytte til journalister, der har stået åbent frem og fortalt, hvem de holder med. »Det bør jo heller ikke kunne mærkes i forbindelse med politik. Og sådan en ’ubetydelig’ ting som sport, det burde man kunne lægge fra sig, når man er på arbejde,« slutter han. sotho08@student.sdu.dk

»Jeg favoriserer OB som fan – ikke som journalist« Heidi Frederikke Rasmussen holder med OB – vel at mærke i fritiden. Når hun researcher og interviewer for TV 2 Sporten, lægger hun sin blå- og hvidstribede fodboldtrøje på hylden og passer sit job. Ifølge hende selv kan de to verdener sagtens skilles ad.

Thomas Damgaard Sørensen

KLUBKULØR. I foråret afslørede Heidi Frederikke Rasmussen, vært og reporter på TV 2 Sporten, at hun er fan af OB. Det skete i fodboldprogrammet Hutlihut, hvor også medværterne Thomas Kristensen og Flemming Toft bekendte klubkulør. »Jeg var den af os værter, der havde det sværest med at skulle sige på skærmen, hvem jeg holdt med,« fortæller Heidi Frederikke Rasmussen.

Når hun i starten var skeptisk, skyldtes det overvejelser om integritet.

Hold tingene adskilt Indtil for et år siden var Heidi Frederikke Rasmussen klar modstander af at bekende tilhørsforhold.

Men ifølge hende selv har Hutlihuts koncept omvendt hende. »Vores motto er jo ’Bold med begejstring’. Vi vil også gerne udtrykke den glæde gennem os værter, for som fodboldvært og reporter lader man sig forhåbentlig også begejstre. Hvorfor skal det være så hemmeligt, hvem man holder med? Så længe man kan skille det ad, er det jo ikke et problem, at folk ved, hvem man holder med,« fortæller hun om valget.

Går objektiv til kamp I dag er Heidi Frederikke Rasmussen glad for, at hun tog beslutningen og forklarer, at hun stadig er den samme objektive journalist, når hun er ude til kampe. »Jeg favoriserer OB som fan, ikke som journalist. Jeg er stadig kritisk

over for OB, hvis de spiller dårligt, taber eller har leveret en præstation, der var fuldstændig under det niveau, man forventer, de spiller på,« fastslår hun.

Flyver med landsholdene Heidi Frederikke Rasmussen kender efter en årrække i sportsjournalistikken en del spillere og ledere, men har ingen personlige venner i fodboldmiljøet. Det er en grænse, hun helt bevidst har valgt at trække fra starten af hendes journalistiske løbebane.

Hun ser derfor heller ikke problemer i at flyve sammen med eksempelvis håndboldlandsholdet. De fælles flyrejser er blot en praktisk foranstaltning, og der er ingen kontakt mellem spillere og mediefolk - modsat journalister, der træder ind i spillernes intime rum, spillerbussen. Selv ville Heidi Frederikke Rasmussen aldrig køre til kamp i en spillerbus. thoso07@student.sdu.dk

Foto: Miklos Szabo, TV 2

Heidi Frederikke Rasmussen - 31 år - Uddannet journalist fra SDU i 2003 - Vært og reporter ved TV 2 Sporten - Tidligere skribent på Lix & Lir - Lixens fjerne forfader.

16 | oktober 2009

FOKUS

| LIXEN

KULTUR/LIVSSTIL

Indspiste anmeldere »Jeg giver dig et stor femtal!« Denne sætning har vi hørt strømme ud af Etta Cameron i TV2s talentshow ’Scenen er din’ utallige gange. Men er man anmelder i det danske rige, er det svært at være storhjertet, for det handler i den grad om at kunne adskille barmhjertelighed og arbejde.

Minna Camara

INDBAGT. Danmark er et lille land.

Den konstatering kan de danske anmeldere kun nikke ja til. Danmark er så lille et land, at anmelderne har svært ved at komme uden om at skulle give kritik til venner og bekendte. Hvad enten det er musik, litteratur eller film, der skal have omtale, er muligheden stor. For skal man være en god anmelder, kræver det, at man bevæger sig rundt i det miljø, som man skal gøre sig klog på, og det er vanskeligt uden at komme i kontakt med kulturlivets skabere.

Hej ven Gaffas anmelder kender til problemet. »Det er umuligt at undgå at støde

på folk, man kender mere eller mindre. De fleste kender jeg overfladisk, men det kan ske, at man skal omtale en, som man kender meget godt, og så kan man som anmelder komme i et dilemma. Hvis vedkommende har lavet noget lort, så kan det være svært at sige, for så kan man risikere at blive uvenner,« lyder det fra Ole Rosenstand, som er musikanmelder hos Gaffa.

Han forsøger at undgå at skulle anmelde de bekendtskaber, som han har nære relationer til og afviser derfor at omtale bestemte musikere. Denne indstilling deler han ifølge ham selv med de fleste andre anmeldere. »Det er vigtigt, at man skriver anmeldelsen, inden man begynder at spille fodbold med dem i sin fritid,« fortæller Per Juul Carlsen, anmelderen i radioprogrammet Filmland.

Han har tidligere prøvet at bevæge sig på usikker grund, fordi han kom for tæt på nogle musikere, som han skulle omtale. Selv synes han, at hans anmeldelse bar præg af, at de kendte hinanden på forhånd, og det var han ikke stolt af. Dog anser han ikke bekendtskaber og venskaber i branchen som et problem, men snarere som en udfordring: »Som anmelder skal man være så saglig og konkret som muligt. Man skal kunne arbejde professionelt

lige meget hvad,« mener Per Juul Carlsen.

Hold afstand Der findes ingen regler omkring det forhold, anmeldere må have til dem, de skal anmelde. Bent Blüdnikow, som er litteraturanmelder hos Berlingske Tidende, mener, at det er svært at stille et regelsæt op for, hvordan anmeldere skal forholde sig.

Det er op til den enkelte anmelder at undgå at falde i en gråzone. »Det gælder om at holde tingene adskilt. Jeg har altid prøvet at anmelde uden at blive påvirket af personlige forhold, men det kan da tænkes, at man bliver påvirket ubevidst allige-vel,« erkender Bent Blüdnikow.

Blandt anmelderne er der enighed om, at det gælder om at holde sin sti ren, for ingen ved, om man ubevidst lader sin anmeldelse farve af et bekendtskab. »Jeg har holdt igen med at omtale Tina Dickow og Peter Sommer, fordi jeg simpelthen kender dem for godt,« lyder det fra Gaffas Ole Rosenstand.

Også Per Juul Carlsen holder igen: »Jeg skulle have anmeldt en film denne uge, hvor min datters klassekammerat medvirker. Det har jeg sagt nej til. På den måde undgår jeg at komme i uføre.« micam08@student.sdu.dk

Journalistforfattere får

medieforspring

Når journalister udgiver bøger får de mere omtale, end de forfattere der ikke er uddannede til at skære skarpe vinkler. Det overrasker ikke journalisterne selv eller de, som står med hænderne langt ned i litteraturens bolledej.

Instruktør Martin Spang Olsen langer ud efter udviklingen.

Minna Camara

OMTALE. »Jeg blev interviewet tre gange i fjernsynet, da jeg udgav min første bog. Som journalist har man et enormt forspring. Man har et netværk og et velkendt navn,« siger Heidi Laura, som er forfatter og journalist på Weekendavisen.

Da Heidi Laura debuterede med sin bog, bemærkede hun straks, at hun fik en pæn omtale af sine journalistkollegaer. For Anne-Marie Mai, der er professor på Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet, kommer det ikke som nogen overraskelse. Hun mener, at det giver sig selv, at journalister får mere omtale: »De har kontakter i medielandskabet. Det gør det lettere for dem at komme frem med eksempelvis en ny bog,« forklarer hun.

Selvsving Instruktør Martin Spang Olsen har tidligere skrevet debatindlæg om journalisters dominans i den offentlige debat. Han mener, at det er en negativ tendens, når journalisternes bøger får større omtale, end de

bøger som er skrevet af øvrige forfattere. »Journalisterne sidder på alle mennesker, der er billeder af dem alle vegne, og deres bøger bliver oftere nævnt end andre forfatteres udgivelser,« lyder det fra Martin Spang Olsen.

Han mener at, journalisterne efterhånden har indtaget en betænkelig position, hvor de har for stor indflydelse på samfundet generelt.

Ifølge ham er journalisterne gået i selvsving, og de kan i for høj grad bestemme, hvem der skal have omtale, og hvem der ikke skal.

Mere omtale - Højere krav Professor Anne-Marie Mai kan ikke svare på, om de mange journalistiske publikationer og deres store omtale vil betyde noget for litteraturens udvikling. Dog kan hun sagtens se logikken i, at journalisterne får meget omtale, fordi de er kendte i mediebranchen.

Journalist og forfatter Heidi Laura, der har oplevet kollegaernes opmærksomhed i forbindelse med hendes udgivelser, tror, at den store omtale skyldes mere, end at journalisterne har velkendte navne. Hun tror også, at det kan handle om, at der er en større forventning om kvalitet til journalisternes udgivelser end til øvrige forfatteres. Hun mener, at det muligvis kan skabe mere interesse for bøger skrevet af journalister.

Heidi Laura mener desuden, at det mest er, når der er tale om en journalisters første udgivelse, at der kan være taler om et forspring.

PR-bureauer presser sig ned i smørhullet Køreklare billeder og historier.

De danske PR-bureauer har lagt sig imellem journalisterne og kilderne og bestemmer i højere grad, hvad livsstilsjournalisterne bliver præsenteret for og i sidste ende putter i aviserne. Alligevel mener de alle, at det stadig er journalisterne, der har kjolen på.

Sophie Bremer

TREKANT. Alle veje fører til et PRbureau. Det er i hvert fald den følelse, man kan få, når man prøver at finde vej til virksomheder og kilder. Det har skabt en professionalisering af kilderne, der gør, at journalisterne i højere grad bliver præsenteret for en

iscenesat verden. Medieforsker Nete Nørgaard Kristensen fra Københavns Universitet har undersøgt kommunikationsbranchens indflydelse på journalistikken. »Kommunikationsbranchen generelt oplever at grænserne har rykket sig for, hvordan de kan være med til at påvirke nogle dagsordner og nogle historier,« siger Nete Nørgaard Kristensen.

Kortere vej Hos PR-bureauet CC Public Relations sidder PR-konsulent Anne Thomsen, der har med modejournalisterne at gøre. Hun kan godt mærke, at der er blevet lidt kortere vej til siderne i magasinet. »I og med der kommer mere pres på redaktionerne og redaktøren ofte også er den, der også skal skrive det, så kan der være situationer ind

imellem, hvor de er mere pressede og tager lidt mere med, hvis det lever op til forventningerne,« fortæller Anne Thomsen.

Sparer spørgsmålene væk Anne Thomsen oplever sjældent at journalisterne sætter spørgsmåls tegn ved det, hun præsenterer for dem. »Journalisterne ved, hvad de vil have i, men med godt pr-materiale, der lever op til deres forventninger, et godt forhold og det rigtige mærke, så er det muligt at have en dialog med dem. De er gatekeepere for, hvad de vil putte i bladet, men ikke på samme niveau, som hos et nyhedsmedie,« siger Anne Thomsen.

Line Munkholm fra Bazar er yderst afhængig af at deltage i de arrangementer, som PR-bureauerne arrangerer:

»Jeg ville ikke kunne lave de samme artikler, hvis jeg ikke tog til presseevents. For eksempel holdt Dove et meget fint arrangement, hvor der var en hudlæge fra Hospitalet Hamlet med. Ham kunne man tale med bagefter. Det kom der noget rigtig godt ud af. Og jeg er ikke engang sikker på, at jeg fik nævnt mærket i artiklen,« siger Line Munkholm

Journalisterne har kjolerne på Selvom PR-bureauerne har stor indflydelse, så mener medieforsker Nete Nørgaard Kristensen, at det stadig er journalisterne, der ligger øverst. »Lige nu giver det ikke kilderne overtaget, for i sidste ende er det journalisten, der træffer et valg om en historie skal skrives, og hvordan den skal skrives. Det er stadig journalisten, der er en eller anden form for gatekeeper, men det er klart, at jo

mere pres der bliver lagt på journalisterne, jo mere kan man jo påvirke det valg, der træffes,« siger Nete Nørgaard Kristensen.

Line Munkholm fra Bazar er dog ikke i tvivl om, hvem der bestemmer: »De har ikke magten, det er der for mange af dem til. Jeg bestemmer selv. Selvfølgelig er det dem, der fodrer os med ting, men jeg får jo tonsvis af produkter tilsendt hver dag med ting, de gerne vil have, jeg skal skrive om. Jeg kan godt blive forført af en flot parfumereklamekampagne, fordi jeg kan bruge billedmaterialet i bladet. Men hvis den lugter dårligt, så gider jeg ikke bruge den,« siger Line Munkholm. sohan08@student.sdu.dk

FOKUS

LIXEN | oktober 2009 | 17

KULTUR/LIVSSTIL

Plumrede grænser i modeverdenen De kan lugte kildernes parfume, mærke deres tøj og afprøve deres produkter. En skønhedsredaktør og modejournalist lægger ikke skjul på, at de har deres foretrukne mærker. Grænserne i livsstils-, forbrugs- og kulturjournalistikken er mudrede, mener kulturjournalistisk ekspert.

Sophie Bremer

MUDDERBAD. Det kan være svært at lade sin egen holdning stå udenfor, når livsstils- og modejournalister skriver artikler. Hver måned boomer magasinerne af ’månedens musthave-artikler,’ hvor magasinernes journalister anbefaler læserne en række produkter. Skønhedsredaktør

Q&A

på Bazar Line Munkholm forklarer, at hun hellere vil fylde bladet med anbefalinger end advarsler. Ifølge Nete Nørgaard Kristensen, ekspert i kulturjournalistik fra Københavns Universitet, er det et tegn på, at journalisterne i denne branche nærmere ser sig som formidlere end journalister: »Kulturjournalister ser sig sjældent som en kritisk aktør eller vagthund, men nærmere som formidlere af kulturen. Det giver kulturjournalisterne en lidt anden rolle og et andet blik på relationen til kilderne,« siger Nete Nørgaard Kristensen.

Andre spilleregler Hun mener, at kultur-, forbrugs- og livsstilsjournalistik er anderledes end nyhedsformidling. Grunden er, at disse journalister har en forkærlighed for deres stofområde, som gør,

at det kritiske blik på området og kilden har en lidt anden karakter: »Det er nogle andre præmisser, der gør sig gældende i kulturjournalistikken. Det er vigtigt at holde sig for øje, især når man diskuterer kilderelationer. Selvfølgelig er der nogle helt grundlæggende præmisser for interaktion med kilder, som er gældende på tværs af stofområder, men der er også nogle omstændigheder, der gør, at det ser lidt anderledes ud på det her område,« siger Nete Nørgaard Kristensen.

Hun uddyber, at relationerne mellem kulturlivets aktører og kulturjournalisterne bliver meget tæt, fordi de ser sig som formidlere og den begrænsede kulturscene.

Darlings eller troværdigkilde?

Skønhedsredaktør på Bazar Line Munkholm og modejournalist Birgit

Foto: Femina

Axelsen fra Femina lægger ikke skjul på, at de igennem mange års erfaring har fået deres foretrukne mærker, der sommetider får lidt mere spalteplads i bladet. »Så er vi derude, hvor det virkelig begynder at mudre. Kan man tillade sig at favorisere nogle, fordi man har et særligt forhold til dem? Men det tror jeg er vilkårene i samspillet mellem kulturjournalister og deres kilder, men også i journalistikken som sådan. Journalister har jo typisk en række kilder i deres netværk, som de ved, de kan stole på – om man så end kalder dem darlings, troværdige eller leverancedygtige kilder. Det kan siges at være dybt problematisk, men det er også en præmis i journalistikken, når vi taler om kildenetværk,« siger Nete Nørgaard Kristensen.

Rasmus Hørmand-Pallesen fra Politiken mener ikke selv, at han har

en darling. Han peger samtidig på, at det inden for denne branche er vigtigt, at man har en holdning til de ting, man vier. »Jeg tror, det er meget bedre, at man lader sin mening og smag skinne klart igennem, men samtidig skal man sørge for at huske, at man er journalist, og at man dækker bredt,« siger Rasmus Hørmand-Pallesen.

Nete Nørgaard påpeger, at journalisterne skal være meget opmærksomme på problemet. »Hvis det bliver en sovepude, og man aldrig prøver at opsøge andre eller prøver at fortælle nogle nye modeskabere eller om nogle nye modetendenser. Det vil sige at finde alternative, selvstændige vinkler end de, som kilden foreslår eller har interesse i, er det naturligvis problematisk set fra et normalt perspektiv,« forklarer Nete Nørgaard Kristensen.

Foto: M. Kruse

Foto: Sophie Bremer

MODEJOURNALISTEN

FORBRUGSJOURNALISTEN

SKØNHEDSJOURNALISTEN

Birgit Axelsen Modejournalist, Femina

Rasmus Hørmand-Pallesen Forbrugsjournalist, Politiken

Line Munkholm Skønhedsredaktør, Bazar

Hvor kritisk er du i din journalistik? »Jeg viser ikke noget, hvor jeg kan se, at ’det kan jeg da godt få til at se pænt ud på et billede,’ men i virkeligheden er det lige ved at falde fra hinanden. Hvis ikke det er smart, så viser jeg det ikke. Der er ingen, der kan presse noget ned over hovedet på mig. Det er mit personlige bud på moden og ikke en annonce. «

Hvor kritisk er du i din journalistik? »Jeg synes, at vi er gode til at være kritiske. Vi prøver at opnå et mix af at være journalistiske og samtidig være læserbehjælpelige med produktoplysninger, priser og så videre. Det er altid meget velovervejet, hvad vi viser frem. Der er intet, der er tilfældigt. Jeg tror, at læserne forventer, at vi forholder os kritisk til vores stof.

Vi kan ikke slippe af sted med bare at liste produkter op. Så kommer læserne efter os lynhurtigt. Det kræver selvfølgelig noget arbejde, men så er det også mere spændende at arbejde med de her ting.«

Hvor kritisk er du i din journalistik? »Jeg prøver at være så saglig og ordentlig som muligt. Hvis jeg selv har prøvet produktet, og jeg synes, det er godt, så skriver jeg ’Hey, den her er super lækker. Prøv den’. Ingen gider at læse et blad med ting, man ikke skal købe. Jeg kan godt skrive, at denne her ’blush’ stinker, men normalt laver vi en test, og så får den en dårlig anmeldelse. Det er den måde, der kommer negativ omtale på. Ellers gider jeg ikke bruge mit krudt på det.«

Mange i branchen har et foretrukket mærke, som får mere spalteplads.

Har du også det? »Man er et jo et menneske. Der er nogle ting, som man rigtig godt kan lide. Når man laver så brede ting, som jeg gør, så er der nogle mærker, som, du ved, fungerer. Din erfaring ved, at pasformen er god, materialet holder og så videre. På den måde er der nogle, som du rigtig godt kan lide. Men til gengæld så er det jo noget, der skifter. Når firmaerne starter, er de nye og fantastiske i et par sæsoner, men så kommer der nogle nyenye. Det er en branche, hvor der sker noget hele tiden. Du kan ikke have en darling i ti år. Du kan måske have den i en sæson eller to, så dukker der noget nyt op.« Hvad er den største udfordring som modejournalist? »Jeg prøver på at dele sol og vind lige. Men nogle gange kan det godt være svært, når folk rigtig gerne vil have deres ting i, og jeg bare ikke lige synes, at det er det, jeg står og mangler. At vælge fra er nok det værste. Men jeg ligger jo selv navn til, og man er ikke bedre, end det sidste man har lavet.«

Mange i branchen har et foretrukket mærke, som får mere spalteplads. Har du også det? »Jeg har ikke en darling, men jeg synes, at man er uærlig, hvis man ikke har en mening, når man er forbrugsjournalist. En journalist uden smag bliver meget nemt vag på dette stofområde.

Hvis man ikke interesserer sig for det, så kan det indimellem afspejles i det, man laver. Man kan sikkert gøre det uden, men jeg tror, at for folk, der interesserer sig for design og mode, så er det vigtigt, at de kan mærke en nerve i det, de ser og læser.« Hvad er den største udfordring som forbrugsjournalist? »Det er vigtigt, at jeg forholder mig kritisk til det, jeg viser og til mine kilder. Jeg er en kvalitetsvejviser. Det er min pligt, at jeg gennem min viden på det her område viser læseren et bredt velovervejet udvalg.«

Mange i branchen har et foretrukket mærke, som får mere spalteplads. Har du også det? »Jeg har mine darlings. Det har vi alle. Vi bruger os selv meget i det her arbejde. Jeg har prøvet en milliard produkter, og derfor ved jeg efterhånden, hvad der dur og ikke dur. Der er altid en tilbagevendende vinder. Selvfølgelig bruger man det produkt mere, end et man har haft en nitteagtig oplevelse med.« Hvad er den største ist? »Det er, at man de PR-bureauer. hele tiden invitfine middage kan godt blive det produkt lidt man får lyst til man jo ikke, for om.«

udfordring som skønhedsjournal-

ikke skal lade sig forføre af alle De er rigtig dygtige. Jeg bliver eret på diverse Spa-ophold og på gourmet-restauranter. Jeg grebet i at tænke, at jeg giver mere opmærksomhed, for at give lidt igen. Men det skal det er der ingen, der beder

sohan08@student.sdu.dk

18 | oktober 2009

OPINION

| LIXEN

Send dit indlæg til ‘I øvrigt mener jeg...” til lixen@journet.sdu.dk. Det gælder både folk på og uden for Medietorvet.

Skriv ‘I øvrigt mener jeg’ i emnefeltet + din kommentar, dit navn og din stilling.

Så bringer vi indlægget i næste nummer.

Når venner bliver fjender Ord kan gøre langt mere ondt end et knytnæveslag godt plantet i ansigtet. Det kan smadre, såre og ikke mindst ødelægge mennesker og kappe ellers solide bånd i nære relationer.

Anne Fiil Eskildsen Minna Camara

…at journalistuddannelsen på SDU - det flermediale flagskib - går for meget op i fremtidens journalistløfter og for lidt op i at løfte journalisterne ind i fremtiden.

Martin Kubert, 7. Semester

...at universitetets restriktive regler om, hvem der kan blive udpeget til studienævnsformænd og -kvinder bør stå foran en ganske, ganske snarlig revision.

Peter Bro, forsker, underviser og tiltrædende studienævnsformand

…at KaJO, KAJ, JR og Journalistforbundet har et alvorligt problem, når journaliststuderende kun melder sig ind i deres fagforening for at få et plastikkort, og i øvrigt mener jeg også, at forbundet bør få pressekortet ud af røven og udvikle en ordentlig studenterpolitik nu.

Marchen Neel Gjertsen, 7. semester

KOMMENTAR. Det er altid et valg - et vigtigt valg, om man som journalist vil gå i sandhedens tjeneste og trodse forventninger, solidaritet og kappe ethvert tillidsbånd, eller om man vil lade en god historie forgå og et venskab bestå.

En god historie eller en god ven?

Henrik Qvortrup langede pennen ud efter en allerede vaklende Naser Khader under valgkampen i 2007.

Chefredaktøren vurderede på det tidspunkt, at sandheden var vigtigere end venskabet. Nok kan det diskuteres, hvor gode venner de egentlig var, men hvad de end var, er der i dag meget kold luft mellem de to.

VOXPOP

...at medietorvet altid ligner lort, fordi journaliststuderende generelt er nogle små selvoptagede, opreklamerede og egocentrerede svin.

Benjamin R. Vibe, 3. semester

....at det er møg nederen og f#cking irriterende, når kilder ikke gider svare!

Minna Camara, 3.semester

…at det er dejligt, at Center for Journalistik fungerer efter ’har du penge, så kan du få, har du ingen, så må du gå’ - princippet og lader diplomstuderende indtage store mængder kaffe og mad i TV-lokalet, når vi ikke engang må så meget som kigge på et æble.

Sophie Bremer, 3.semester

...at Talent ’09 i den grad mangler talenter!

Mikkel Cramon, 1. Semester

…at Center for Journalistik i lighed med Kristeligt Dagblad burde uddele gratis influenzavacciner for at holde sig kampdygtigt. Medietorvet ligner jo mest af alt den efterladte Slagtebænk Dybbøl for tiden.

Sofie Bak Thorup, 3. semester

...at 3. semester holder utrolig mange gode fester.

Foto: DR

Rigtige venner… eller…

Men hvad er et godt venskab? Meget tyder på, at grænserne bliver mere og mere flydende. Efterhånden er vi alle venner - hvis ikke party/kollega/hobbyvenner, så er vi facebookvenner. Hvad er definitionen på en god ven og hvor meget familie hører til den nærmeste? Skal en god historie gå i glemmebogen eller skal man sætte alt over styr, koste hvad det koste vil? Er en god historie et solidt venskab værd?

I sidste ende er det netop værdien af venskabet og de familiære bånds tykkelse, som afgør, hvor langt man som journalist vil gå i sandhedens tjeneste. aeski08@student.sdu.dk micam08@student.sdu.dk

Hvor langt vil du gå i sandhedens tjeneste? »Det afhænger af den konkrete situation, og hvor nært forholdet er. Jeg lavede tidligere dokumentaren ‘Rødvinsgenerationen.’ Den var personlig og kom meget tæt på. Det var en meget voldsom produktion, hvor min far døde midt i forløbet. Der var meget sorg forbundet med den film, men på daværende tidspunkt var det for mig en vigtig historie at fortælle. ‘Dagbog fra midten’ (sendt på DR, red.) var ligeledes følelsesmæssigt krævende, men det vigtigste for mig var, at filmen var retvisende « og ærlig. Og Naser Khader og jeg er stadig på talefod den dag i dag.«

Cathrin Terney Tromborg, journalist DR Jylland:

Hvor langt vil du gå i sandhedens tjeneste? »Det er svært. Det er en totalt flydende grænse, og der vil måske være situationer, hvor jeg kunne finde på at reagere, hvis det var en historie, jeg havde hørt om i bekendtskabskredsen. Der er jo forskel på, om det er min grandkusines mand, som er mekaniker, eller om det er min far, som har gjort noget rigtigt eller forkert. Jeg synes det er svært. Det beror på det enkelte tilfælde.

Men jeg tror ikke, jeg ville bringe en historie, som involverede familie og

Foto: Linn Tromborg

TRE HURTIGE Hulu-bulu!

Vi er ikke specielle

Fire gange Henrik

Fra starten af efterårssemestret 2009 fik Center for Journalistik to nye ansatte ind ad svingdøren: Fellow Jacob Elkjær og studieleder Anne Lea Landsted. De har begge afsøgt en stor del af journalistikkkens kringelkroge, og mange studerende har glædet sig til at byde dem velkommen på SDU. De to har dog endnu ikke vist sig for 3. semester, og vi lurer lidt på, om de overhovedet har deres gang på Medietorvet.

Jacob og Anne Lea, er I her? Kom forbi og hils på, hvis I er.

Journaliststuderende er ikke anderledes end unge på samme alder med samme socioøkonomiske baggrund. Det er David Hoppman og Christian Elmelund-Præstekær, adjunkter ved Institut for Statskundskab på SDU, kommet frem til i den hidtil største surveyundersøgelse af danske journaliststuderende.

Artiklen ‘Danske journaliststuderende: Ret repræsentative reportere’ er bragt i onlinemagasinet ‘Journalistica’ nummer 1. Tidsskriftet beskæftiger sig med forskning i journalistik.

Jern Henrik-prisen har fået tre navnebrødre: Felt Henrik, Service Henrik og Basker Henrik. Efter flertallet på sidste Kajo-generalforsamling vedtog, at Jern Henrik-prisen skal bestå, har fagforeningen for de journaliststuderene i Odense givet prisen en renovering, så den nu er delt i fire. I juryen i år sidder Kristoffer Meinert (DR2 Udland), Mads Kastrup (Berlingske Tidende), Susanna Maria Sommer (freelance), Lis Hornø (TÆNK) og Poul Kjærgaard (Fyens Stiftstidende). Læs indstillingerne på www.djstud.dk

Redaktionen

Troels Trier, 5. semester

Kendisfaktor tykkere end blod Synnøve Søe beretter i sin roman ’Skrifte’ om sin barndom. Det fik halvbroderen, Jeppe Søe til at komme med et frontal angreb og tage dyb afstand fra sin søster og hendes bog.

På ’nationen!’ skriver Jeppe Søe: »...Og Synnøve Søe fik det, hun kom efter: Hun blev kendt! Men hun mistede selvfølgelig alle dem, hun havde trådt på […]Der er ikke nogen tilbage, der vil finde sig i den behandling. Jeg ringede til hende og skældte hende ud for hendes karrierevalg – og forklarede, at den samtale var sidste

gang, hun ville komme til at høre min stemme nogensinde. Derefter blev røret lagt på, og det blev og bliver sidste ord til hende.«

Christoffer Guldbrandsen, journalist og dokumentarfilminstruktør:

…at der burde opstilles særlige affaldsspande til papir i indskolingslokalerne på Medietorvet.

Karen Straarup Møller, 3. semester

…at Rigmor Zobel bor helt vildt fedt. Hvor får hun pengene fra?

Morten Thrane, 3. semester

Henrik Qvortrup sagde til Journalisten i maj 2007, at venskabet med Naser Khader ikke var så nært, som det ellers var blevet blæst op til, men at ’mit bekendtskab med Naser Khader kan jeg trække på, når jeg fungerer som kommentator.’ Flere analytikere mener, at sagen om sort arbejde og hele ’du-må-citere-migfor-én-ting: Du er et svin,’ var Naser Khader og det nystiftede Ny Alliances dødsstød.

Sofie Bak Thorup

Sofie Bak Thorup

OPINION

LIXEN | oktober 2009 | 19

En bizar kendelse Næ næ næ næ næ det må vi ikke! af et navneforbud. Det sender nogle højst mærkværdige signaler udadtil.

NAVNEFORBUD. Østre Landsret Signaler, som samtidig giver stof til må tro, vi danskere er temmelig eftertanke. Har man i højere grad ret naive. Hvorfor skulle man ellers til et navneforbud som kvinde, end vælge at opretholde navneforbudman har som mand? Hvorfor bliver det i narkosagen, som Københavns personen i sagen, hvor strafferambyret nedlagde i men er lavforbind-else med est, beskyttet Har man i højere grad ret af navneforsigtelsen af en ’ukendt’ kvinde? til et navneforbud som kvinde, bud? Er det, Kvindens identitet fordi kvinend man har som mand? er efterhånden Søren Dal Rasmussen, 1.semester den bliver lige så kendt som betragtet homoseksualitet som ’mere på det danske kvindehåndboldkendt’ end Søren Hansen? I så fald: landshold. Så hvad er grunden til at Hvem måler så den mængde af håndhæve et sådant navneforbud? såkaldt ’kendthed’, der skal til for at få nedlagt et navneforbud?

Ifølge retsplejeloven, som Østre landsret formodentlig har dømt Hvis der er en pointe i det absurde efter, er det, når offentlig gengivelse forløb, må det være, at sagen for alvil udsætte nogle for unødvendig vor har belyst, at retsplejeloven er krænkelse. Men nu handler sagen forældet. De digitale medier opererer ikke bare om sigtelsen af hende-somnu langt hurtigere end retssystemet. ikke-må-benævnes, men også om et Derfor kunne mere end 40.000 menhøjere journalistisk princip. Et prinnesker nå at se kvindens navn, inden cip, som Ekstra Bladets chefredaktør navneforbuddet blev sat i kraft. Som Bent Falbert i hvert fald har tænkt dansker kan du altså risikere, at se sig at tage videre til højesteret. Man dit navn blive udstillet i forbindelse kunne spørge sig selv, om dette ikke med en sigtelse. Det kan godt være, sikrer sagen væsentlig større omdu får nedlagt et navneforbud, men tale, end den ellers ville have fået? som sagen om jetsetdronningen har Deri ligger det paradoksale i denne vist, er dette langt fra den garanti for affære. Østre Landsrets beslutning anonymitet, som det burde være. har altså haft den modsatte effekt og Tilbage til den bizarre sag om sikret denne ’ukendte’ kvinde endnu den sigtede i kokainsagen. Ophæv en omgang medieomtale, da hendes navneforbuddet. Det giver allisag nu ufrivilligt er lænket sammen gevel ingen mening at have det med navneforbuddet. længere. Lad os håbe, Højesteret ikke tror, vi er lige så naive.

Helt grotesk bliver det dog, når golfspilleren Søren Hansen i en sag om skattesnyd ikke bliver beskyttet soera09@student.sdu.dk Søren Dal Rasmussen

”

Morten Thrane Alexander Jacobsen

NAVNEFORBUD. Hvad har Frank Hvam, Google, Se og Hør og en ukendt fætter med navnet Kristoffer Wolfgang Hansen til fælles? Ud over at de alle sammen er fulde af lort, kan de forvente et sagsanlæg ind ad brevsprækken på grund af en ny trend blandt kendisser – navneforbud.

Forbuddet, som populært er kaldet § 31 stykke 1-4 i Retsplejeloven, har siden 1919 lagret som en gammel vin og er klar til for alvor at blive åbnet.

Desværre er loven b l e ve t lidt sløv i optrækket når det gælder om at føre den ud i praksis.

Man skal nemlig ikke være efterforskningsleder på rejseholdet for at finde frem til ‘de tiltalte’ i diverse navneforbudssager. Kun ved hjælp af de Hans og Grethe-informationsbrødkrummer, som diverse hjemmesider har spredt ud på internettet som femtaller fra Etta Cameron. Derfor får Jørgen Lange, advokat for ‘jetsetdronningen’ travlt. Rigtig travlt.

Da vores pengepung er tyndere end en jetsetdronning på coke, tør vi ikke selv lege navneleg. Men de skrupler har førstnævnte rebeller bestemt ikke. Google gemmer navnet i gamle artikler, Frank Hvam nævner hende i sit nye standup-show og SE og HØRs bane af detaljerede snedronningeartikler, som bare mangler hendes navn for at gå over stregen. Dog har disse tre ikke årets største nosser, de hænger på den ukendte Kristoffer Wolfgang Han-

sen, som på et rent ‘fakta, ikke overskrifter’-korstog har valgt at udstille ‘jetsetdronningen’ og ‘kendislægen’ på sin hjemmeside. Med navne og det hele. Må han det, spørger man sig selv? Ja, det må han godt ifølge sig selv, for som han selv skriver, gælder forbuddet ikke hans hjemmeside, ‘da vi ikke dækker retssagen’ (citat fra historie fem på siden www.metroekspressen. dk/fakta/page/2). Til gengæld dækker han sig ind, da der ikke optræder skribentnavne på siderne… Tyg lidt på den. Altså ikke nosserne.

MEN MEN MEN! Store klunker har han, det kan man ikke tage fra ham – medmindre han besøger ‘kendislæ-

gen’ og beder om en forstørrelse af vedhængets venner.

Til gengæld har denne farce en del listepikke på rollelisten. Vort eget fagblad Journalisten har formået at få røde ører, selvom det er jetsetdronningenæsen, det handler om.

D e t skete, da de ville lege ‘se ekstrabladet. dk dumme sig igen-igen-igen’, og satte en sort bjælke foran navnet på tiltalte. Eneste fejltagelse var, at bjælken var gennemsigtig. Godt, de ikke holder til i et glashus, for vi har hørt, at det dejlige sensommervejr er på retur. Dog går årets listepik til ekstrabladet.dks ‘forsøg’ på at vise navnet, uden at man kan se det, (men gå ind i egenskaber på billedet, og prøv også i sagen om kendislægen, på denne måde kommer navnene frem).

Da en retssag kan ruinere enten Lixen eller vores ølbudgetter, nævner vi ingen navne. Så hvis du lå i koma den dag, skal du ikke regne med inspiration herfra. Intet ølforbud til os, tak! aljac08@student.sdu.dk, morth08@student.sdu.dk.

Klummestafetten

Kneppet af kilderne

Foto: Pia Olsen Carsten Olsen, Nyhedschef, Fyns Amts Avis

- Nåh, hvad bliver det til?

Er historien om Danmarks Naturfredningsforenings styrtdykkende medlemstal klar til forsiden?

- Nej, de har ikke godkendt den endnu...

- Godkendt? Hvad mener du med ‘godkendt’?!

- Jah, øh, de fik lige lov at tjekke den, og nu er de lige ved at skrive den igennem...

Historien her er sand. Jeg har selv oplevet den.

Og endnu værre: Den slags sker hver dag på de danske dagbladsredaktioner. Her smider journalisterne gerne bukserne, spreder benene og lader kilderne forlyste sig i det redaktionelle underliv.

I gamle dage - dengang jeg for 25 år siden blev sendt ud på min første opgave - var kildekritik noget med at tjekke kildernes baggrund og deres motiv for at sige, som de gjorde.

I dag skal kildekritik tilsyneladende forstås sådan, at kilderne laver en kritisk gennemgang af artiklerne før de bliver trykt...

Jeg har mødt et utal af praktikanter, for hvem det er helt naturligt og selvfølgeligt at sende citater og endda hele artikler til rettelse og godkendelse hos kilderne.

Hvorfor?

Jo, det kræver kilderne, siger de unge journalister. Og det er sikkert sandt. Den slags lærer kilderne på de mange kurser, hvor velbetalte journalister optræder som konsulenter og undervisere af direktører, politikere og embedsmænd, som skal lære at ‘håndtere pressen’.

- I skal altid forlange at se, det de skriver, lyder det i lektion 1 på den slags kurser.

Og det gør de så - kilderne.

Næsten dagligt bliver vi på min avis mødt af kilder, som helt rutinemæssigt beder om at få artiklerne til godkendelse. Jeg husker for eksempel en direktør i Sundhedsstyrelsen, som vi bad udtale sig i en harmløs artikel om fugleinfluenza.

- Hvis ikke jeg får artiklen til gennemlæsning og godkendelse, kan du godt glemme det. Så vil jeg ikke tale med dig, krævede sundhedsdirektøren.

På min lille avis er det forbudt at give efter for den slags krav.

Kilderne skal ikke kontrollere no-

get som helst. Vi skal nok redigere vores avis selv.

Hvis kilderne får lov at kontrollere og rette citater, giver vi dem reelt redigeringsret.

Når jeg spørger journalister, hvorfor de alligevel gør det, svarer de tit, at det også er rart at få rettet eventuelle fejl, inden artiklerne bliver trykt. Andre tilføjer, at den omfattende praksis med at lade kilderne tjekke citater, giver øget tryghed, fordi de så er sikre på, at de har forstået kilden rigtigt.

Jeg siger det sådan her: Journalister, der er nervøse for, at de ikke har hørt rigtigt, kan ikke deres håndværk. Og journalister, som lader kilderne redigere i artiklerne, bør finde sig et andet job - som prostitueret for eksempel...

LIXEN BAGFRA

A

Illustration: Gudmund de Stordeur

I V S

K !

t si

K som kendis A-V-I-S-K! Og Prosit. Ørerne er allerede tudet fulde af nyhedskriterier, men er det ikke som om, de mangler en snert af virkelighed? Hvor er det ekstra K som kendis henne? Faktum er nemlig, at mediebranchen spinder guld og salgstal på kendte mennesker, der ikke rigtig kan noget, men til gengæld mener en hel masse. Og det er noget rod, for er der så ikke fare for, at de trækker resten af medieland ned i den useriøse sangriapøl?

Camilla Falkenberg Sønderstrup Benita Dreyer-Andersen

CELEBERT. Hvornår blev det in at være dum?

Var det med Robinson, eller kom det først med Paradise? Hvornår blev Macha Vang trendsætter med orakelstatus? Hvornår blev man professor af at have seks-og-et-halv kilo silikone rundhåndet fordelt på overkroppen?

Og hvornår blev man sej af at kende Sidney Lees fødselsvægt, men ikke ane, hvor USA ligger?

Svaret ligger nok i reality-tv’ets indtog.

Og hvis reality-tv så bare kunne holde sig på betalingskanalerne, ville det sidde lige i øjet. Men reality-tv har inficeret den rigtige verden, og semikendisserne myldrer frem i dagspressen og slås om at sige de lammeste ting i prime time. Hvorfor skal man som seriøst bruger af et nyhedsmedium vide, at Stine fra Voice (René Difs ekskæreste) har haft en kønssygdom?

Bryster og bullshit Men måske skal branchen også se på sig selv

i stedet for at stritte med pegefingre i retning af reality-tv. Måske skaber avisdøden, aviskrisen og de andre uha-da-ord også et behov for at sælge til laveste fællesnævner.

Der er simpelthen hverken råd eller tid til at lave journalistik, befolkningen ikke vidste, de ville have. Og det er jo en vigtig planke i den journalistiske jolle, man raskvæk saver over.

Paradoksalt nok burde aviserne oppe sig og profilere sig på kvalitet i disse skrabede tider i stedet for at sælge ligegyldighed for usselt mammon. Men selv ussel mammon kan dække underskud, og derfor er bare bryster og bullshit den nemme udvej.

Medierne har længe fordummet brugerne ved at luge ud i sammensatte ord, som vi, den selvudnævnte samfundselite, har besluttet, at pøblen ikke forstår. Nu går vi skridtet videre og skærmer den dumme pøbel fra et minimum af eksperter, der kunne tænkes at sige mere end 12 ord per vejrtrækning. Det skal de da ikke bøvle med. Her har I i stedet en realitystjerne, der bryster sig med, at han aldrig har gennemført en skønlitterær bog. Og det er jo noget, alle kan bruge i deres videre færd i verden. Og sikke da en rollemodel.

Mediecirkusklovne Men hov hov. Nu må bjerget af navlefnuller heller ikke vokse ind i himlen. Er vi journalister nu for hårde ved os selv? Er det ikke bare læserne, der er dumme? Er det ikke deres primitive urhjerner, der klikker dem igennem historier om Paradise-bryster, som de slubrer i sig med citronmåne og syrlig Merrild-kaffe?

Men hvis vi slukker for den generaliserende hane og erindrer, at ikke alle er som ovenstående skrækscenarium, så fyldes man med a) håb og b) dommedagsforfærdelse.

Der er jo stadig mennesker derude, der ønsker seriøs mediedækning og et lixtal over middel. Der er altså håb for fremtiden. Men

hvad sker der, hvis disse mennesker ikke udsættes for en bredere stimulering? Fortaber de sig så også til Anne-Mette Foghs mening om finans-krisen? Er der fare for, at reality tv trækker vagthundene med ned i sølet?

Og så sidder vi her. Alle os ambitiøse idealister, der så gerne vil tages seriøst af underviserne og tirsdagsarrangementernes show-off kendisser. Vi ligner forskræmte mediecirkusklovne, fordi vi godt ved, at vi

o r P

mødes til glögg og æbleskiver på den nye danske gossipavis om en dekade eller to. Og vi brænder alle inde med samme spørgsmål: Hvad dælen gør vi?

Måske skal vi bare spørge Susanne Bjerrehus og søn. camso08@student.sdu.dk bedre06@student.sdu.dk