LIXEN 24. årgang
5. nummer
oktober 2021
HANS REDDER
»JEG KAN IKKE PEGE PÅ ET JOB, JEG HELLERE VILLE HAVE«
LIBANON NÆR BRISTEPUNKTET »JEG HAR ET EVIGT HÅB. OG VI VIL REJSE OS IGEN EN DAG«
CHRISTIAN JENSEN OM MODERERING AF KOMMENTARER:
»AT MEDIERNE BLIVER ANSVARLIGE, SYNES JEG HØRER TIL DÉT AT VÆRE MEDIE«
2 LEDER
OKTOBER 2021 INTERN
Mediedebat bygger på falsk præmis I forrige uge blev historien om de venstreorienterede journaliststuderende på DMJX bragt, da mediet Kontrast havde fået indsigt i en intern undersøgelse fra DMJX lavet i studiesammenhæng. Det startede en mediedebat, hvor mangfoldigheden blandt journaliststuderende blev anfægtet, da undersøgelsen blandt andet viste, at 24% af årgang 2019 stemte Enhedslisten, da undersøgelsen blev lavet.
I denne måned sætter INTERN fokus på studiestarten, som i år blandede det faglige og sociale. Det var der blandede meninger om blandt de studerende. Til gengæld er der bred enighed om, at semesterstartsfesten haltede. Derudover sætter INTERN fokus på, at det i fremtiden vil være lidt anderledes at være mediestuderende.
EKSTERN
Når Kontrast, journalister og andre mediepersoner stiller spørgsmålstegn ved mangfoldigheden i den fremtidige danske presse, vil vi ligeledes gerne stille spørgsmålet, om man har taget med i betragtning, at DMJX ikke længere er eneudbyder af journalistuddannelsen?
I denne måned bliver vi inviteret med indenfor i kommunikationsbranchen. Derudover gør sektionen os klogere på mediernes håndtering af sexisme og en guide hertil samt en ny lov i Australien, der muligvis forhindrer den demokratiske debat.
Debatten, om hvorvidt der er tilstrækkeligt med mangfoldighed i mediebranchen eller ej, er helt afsporet, når præmissen for samtalen er, at det er journaliststuderende fra DMJX, der definerer den kommende danske presse. Det er langt fra tilfældet.
Hans Redder er blevet kaldt kronprinsen af politiske TV-analyse. I denne måned kommer vi med ind bag kulisserne, ind på Christiansborgs bonede gulve og under huden på journalisten, der er udsprunget fra SDU.
PORTRÆT
Da idéen om de nye journalistuddannelser tilbage i 90’erne først kom på tegnebrættet, var der dengang stor skepsis blandt mediefolk over for en såkaldt “akademisering” af journalistfaget. Men argumentet imod var, at der var behov for et brud på DJH’s (senere DMJX’) monopol på udbud af en formaliseret journalistuddannelse - der var et behov for, at den danske presse skulle blive mere alsidig, mere mangfoldig.
VERDEN
Det behov er siden blevet mødt. SDU og RUC har i nu over 20 år uddannet dygtige journalister og kommunikatører til mediebranchen og fortsætter med det med i stor stil. Vi har opbygget et ry for at være dygtige og bredtfavnende journalister med den akademiske ballast, vi får med os oven i den journalistiske kunnen. Så hvorfor er det endnu engang, at vi bliver overset, når vi snakker om fremtidens mediedanmark?
KULTUR
Vi forholder os ikke til, om der ér eller ikke er et problem i, at de journaliststuderende på DMJX stemmer for ensidigt - problemet opstår, når den evige saga om, at “DMJX’ journalisuddannelse er den eneste rigtige journalistuddannelse” får lov at definere samtalen både internt og eksternt blandt medier, om hvilken slags journaliststuderende, der i Danmark bliver uddannet. Vores klare anbefaling er, at hvis man vil anfægte mangfoldigheden blandt journaliststuderende, bør man sørge for ikke at være for endimensionel og snæversynet i sin egen journalistik til at begynde med. Chefredaktører Camille Koeller og Juliane Sigurdsson
Sektionen byder i denne måned på en reportage fra Libanon, hvor tilstanden er præget af en stor eksplosion, der ramte for et år siden. Derudover har LIXEN været et smut til ungdommens folkemøde.
Kvinder stod i kø til semesterstartsfesten, selvom der faktisk er opfundet kvindeurinaler. Derudover opdagede de unge ikke, at de i uge 37 kunne komme gratis på museum. Måske fordi de hellere ville til Minds of 99 koncert i Parken eller høre Andreas Odbjerg til Generator.
SPORT
I denne måned får vi lov at komme tæt på den unge fodboldspire, Silas Andersen, der for nyligt har skrevet kontrakt med den italienske fodboldklub Inter. Hvordan er det, at være 17 år gammel og flytte til et helt nyt land og spille sammen med sine idoler?
DEBAT
Engagér jer i studenterforeningerne! Sådan lyder budskabet fra Leo Mortensen til de nye studerende. Christian Snedevind diskuterer, om der skal være øremærket barsel til studerende mænd. Og så argumenterer Berfin Erdem for, at det ikke kun er PSG og Manchester city, der er korrupte.
BAGSIDEN
… Vent. Bagsiden er død! Byd i stedet velkommen til Den 2. forside. WEB: lixen.dk MAIL: lixen@journet.sdu.dk
TRYK: OTM Avistryk FORSIDE-FOTO: OPLAG: 500 eksemplarer Magnus Nygaard
Camille Koeller Ansvarshavende Chefredaktør
Juliane Sigurdsson Chefredaktør
Tine Stadil Trier EKSTERN-redaktør
Charlotte Mathiesen EKSTERN-redaktør
Anne Matthiesen KULTUR-redaktør
Stefan Lindahl Jensen SPORTEN-redaktør
LIXEN Campusvej 55, 5230 Odense M
August Tærsker Høgh INTERN-redaktør
Birgitte Kjeldsen VERDEN-redaktør
Frederik Berga SPORTEN-redaktør
LIXEN er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.
Gustav Prip Thorsen INTERN-redaktør
Agnes Sofie Rønberg VERDEN-redaktør
Sofie Bjørn Thomsen KULTUR-redaktør
Berfin Erdem DEBAT-redaktør
Mina Rahim DEBAT-redaktør
Sebastian C. Christensen BAGSIDEN-redaktør
INTERN
OKTOBER 2021
3
MENINGSMÅLING: Introugens festlige formål forsvandt til fordel for forelæsninger De nye bachelorstuderende i journalistik oplevede en kombineret introuge med social sammenrystning og undervisning. En meningsmåling foretaget blandt de nye førsteårsstuderende konkluderer, at studiestarten var overvejende god, men at kombinationen af social og faglig introduktion har ført til mere stressende studiestart. »Det var en fejl,« erkender uddannelsesleder. har pendlet fra Sjælland til Odense hver dag. Fie Cecilie Algreen, som også er en af de nye studerende på bacheloren i journalistik forklarer, at hun føler det har skabt en helhedsfornemmelse at være samlet på medietorvet. Med det mener hun, at der har været mange sociale aktiviteter, hvor de forskellige hold blev samlet. I introforløbet blev de 105 nye studerende på bacheloren i journalistik delt op i tre hold, med 35 på hvert hold. Alle hold blev yderligere delt op i seksmandsgrupper, de såkaldte tutorhold. Både Cecilie Secher og Jesper Høeg, der begge er blandt de nye studerende, udtaler, at de ønskede flere aktiviteter hvor de tre store hold var blandede. Efter introugen var der mest fokus på det faglige, men tutorerne havde stadig planlagt enkelte arrangementer, såsom evaluering af introforløbet og hyggeaktiviteter, efter skole. Introforløbet blev afsluttet med en quizaften på Old Irish
Af Gustav Prip Thorsen og Daniel Schmidt
E
fter et år med coronanedlukninger og zoomundervisning summer medietorvet atter af liv og faglig hungren ved ankomsten af 100 nye journalistaspiranter. Tradition tro startede studiestarten med et introforløb orkestreret af de ældre studerende på andet år, hvis formål var at sammenryste en hel årgang til at opnå et socialt og fagligt fællesskab. Som noget nyt i år var introforløbet kombineret med en faglig introduktion, hvilket for nogle skabte en stressende og forvirrende studiestart. Blot to dage inden studiestart mødte årgang 2021 deres tutorer og hinanden for første gang, men på trods af et par pressede og til tider hektiske første dage, blev den planlagte studiestart taget godt imod af den nye årgang. Relativt god studiestart Fælles morgenmad, navnelege, stormester-dueller og øller i mosen var nogle af de tiltag, tutorerne tog i brug for at fremme sammenrystningen for de nye studerende, hvilket de studerende tog godt imod. LIXEN foretog en spørgeskemaundersøgelse om introforløbet, hvor 89,5% af de adspurgte meldte ud, at det sociale af introugen var godt eller meget godt. Et par glade respondenter udtalte: “Det var dejligt, at vi ikke skulle lave en masse mærkelig lege og klædes ud. Det var rart, at man kunne være sig selv, og der var ro til, at vi kunne snakke helt afslappet sammen” og “jeg synes, at vi blev inkluderet, og tutororne lyttede virkelig til os.” Mindre positivt opstemt lyder det fra en tredje respondent, som følte, at alkohol var i hovedsædet: »Der var rimelig meget fokus på alkohol.« Overordnet set har det nye kuld journaliststuderende været godt tilfredse med tutorernes arbejde, men anderledes ser det dog ud med den strukturelle opbygning af introugen.
Reportagegreb, opgaveskrivning og dåsebajere i mosen Den kombinerede introuge var Syddansk Universitets samfundsfaglige fakultetets nye idé til, hvordan man kunne forbedre introugen. Modtagelsen var dog knapt så god. Flere respondenter ytrede i undersøgelsen stor utilfredshed omkring det meget skiftende forløb med undervisning og afleveringer den ene dag, efterfulgt af øller og byture den anden dag. Faktisk var hele 47,6% af de adspurgte utilfredse med fakultetets nye introugeforløb. Ytringer fra respondenter ala denne: »Det var irriterende, at man også skulle tænke på opgaver og lektier, mens man stadig var igang med at lære det hele at kende og kom sent i seng på grund af introdage,« går igen gennem hele undersøgelsen.
De studerendes oplevelse Direkte adspurgt er der delte meninger på Medietorvet angående studiestarten. »Introforløbet har været godt og brugbart. Gode sociale muligheder. Tutorerne har gjort det godt ud fra de forhold, der har været. Det var godt med aktiviteter på både universitetet og ude i byen,« fortæller Cecilie Secher, som selv lige er startet på bacheloren i Journalistik. Men der har også været udfordringer ved det travle program, fortæller andre fra hendes studie. »Introforløbet har været godt, men føltes også lidt stresset. Det har været svært for pendlere med de lange dage, fyldte programmer og sene aktiviteter,« fortæller Kamilla Cecilie Groth, som gennem forløbet
Kritikken er forståelig Den negative reaktion fra nogle af de studerende, mener uddannelsesleder for Center for Journalistik, Louise Kjærgaard, er forståelig. »Jeg tror, at fakultetet har forsøgt at lave så god en studiestart som muligt for de nye studerende. Men det er mit indtryk fra underviserne, at det blandede introforløb ikke var optimalt. De beretter, at de nye studerende har haft svært ved at forberede sig til undervisningen samtidig med, at de skal være sociale og lære hinanden at kende,« erkender Uddannelsesleder Louise Kjærgaard til LIXEN. Men hvorfor har I så været med til at planlægge et kombineret introforløb? »Vi har hørt meget lidt om introforløbet på Center for Journalistik. Det er det samfundsfaglige fakultetet, der har planlagt introforløbet,« afslutter Uddannelsesleder Louise Kjærgaard. LIXEN har forsøgt at få en kommentar fra det samfundsfaglige fakultet, men dette har desværre ikke været muligt.
4
INTERN
OKTOBER 2021
Fremtiden for mediestuderende: Festivaller og forsvundne forhåndsaftaler De danske mediestuderendes må se langt efter den næste Kravling, forhåndsaftaler og forhåbentligt sexisme. Til gengæld kan de glæde sig til en ny festival.
D
Af Juliane Sigurdsson Foto: Aleksander Klug
e sidste par år har sat stof til eftertanke hos fagbevægelsen Danske Mediestuderende. Coronapandemien, Sofie Lindes brandtale og den efterfølgende MeToo-debat, en forstokket tendens til ildesete forhåndsaftaler og praktikanternes fravalg af lokalmedier har fået foreningen til at tænke nyt. Det skriver formand, Rane von Benzon, i foreningens årsberetning. Derfor er Danske Mediestuderende i løbet af det sidste år kommet op med ændringer, der i fremtiden vil gøre det lidt anderledes at være mediestuderende. Det er i hvert fald hensigten. Ingen hænder at hente Opbakningen til foreningen har siden 2015 været stødt faldende, og de sidste to år har den taget et styrtdyk. Ifølge Rane von Benzon er skylden nem at placere: Hos corona-epidemien og nedlukningen af uddannelsesinstitutioner. Især under studiestart plejer nye medlemmer at tilslutte sig studenterforeningerne, men det har corona sat en stopper for. »Vi har ikke haft mulighed for at vise, hvad det er, vi egentlig render og laver,« siger han. Derfor mener Rane von Benzon også, at det er ekstra ærgerligt at de mediestuderendes pendant til Cavlingprisen, Kravlingen, i år er aflyst. For selvom pengene er der, mangler der mennesker til at stable prisuddelingen på benene. »Det er hænder, der mangler,« fortæller Rane von Benzon. I følge Rane von Benzon er arrangementer som Kravlingen er med til at bryde med den kløft, der kan være mellem de forskellige
uddannelser og fagligheder indenfor medieverdenen. »Der er nogle fjendebilleder og nogle fordomme om hinandens fagligheder. Kommunikatører har nogle fordomme om journalister og omvendt. Hovedformålet med arrangementet er at vi skal mødes på tværs af studier og få en respekt for hinandens fagligheder,« fortæller Rane von Benzon og understreger, at Kravlingen vender tilbage i forsommeren i 2022. Minifestivallen Mediedag(e) Selvom den lange pause uden arrangementer har ført til aflysninger og fald i medlemmer, har det også givet anledning til at tænke nyt. Igennem diverse seminarer og drøftelser i forskellige udvalg har Danske Mediestuderende stablet en minifestival på benene, der løber af stablen for første gang d. 30. oktober 2021: Mediedage. Og selvom navnet antyder noget andet, foregår arrangementet én enkelt dag i Århus og består af en række oplæg, aftensmad og en fest. Programmet er dog langt fra færdigt. »Vi havde en virkelig, virkelig god idé, som har vist sig at være supersvær at udføre i praksis,« erkender Rane von Benzon. Derfor har holdet bag festivallen været nødt til at nytænke arrangementet kort før målstregen. Rane von Benzen er dog stadig optimistisk. »Vi regner med, at der kommer 200,« siger Rane von Benzon. Hvordan kan I regne med det, når programmet endnu ikke er fastlagt? »Det kan vi heller ikke. Men vi kommer til at blæse ud med fuldt flor, når vi har lidt flere konkrete navne at præsentere,« lover han. Sexisme i søgelyset Det sidste år har også budt på andre ting end corona. Sexisme har fyldt meget i mediebranchen. Af den grund fandt Danske Mediestuderende det også bemærkelsesværdigt, da Dansk Journalistforbunds forrige hovedbestyrelse fremlagde et udkast til deres fagpolitiske prioriteringer til den nye hovedbestyrelse, og sexisme ikke var nævnt med ét ord. Derfor sørgede Danske Mediestuderende for, at sexisme fik sit eget fokuspunkt. Ifølge Rane von Benzon er formålet at minde folk om, at der fortsat skal være fokus på sexisme. Så det betyder ikke, at der kommer til at være en konkret ændring? »Der står konkret, at det er noget, vi skal have fokus på.« Hvad betyder det, at I skal have fokus på det? »Det betyder, at når vores medlemmer klikker ind på vores fagpolitiske prioriteringer, så kan de se, at det er noget, vi har fokus på.« Det er jo nemt nok at skrive ned, at det er
noget, man har fokus på. Men det er jo ikke ensbetydende med, at der reelt bliver gjort noget. »Det betyder jo, at jeg som medlem af hovedbestyrelsen, kan slå de andre i hovedet og sige ”hey, det her skal vi rette os efter.” Så har jeg det som redskab. Og så er det jo mit ansvar og de andre medlemmer af hovedbestyrelsen, at der bliver fulgt op på det,« understreger Rane von Benzon. Udover et fokuspunkt i de fagpolitiske bevægelser, har praktikudvalget vedtaget på, at medierne ikke må stille private spørgsmål til praktiksamtalerne. Det har de besluttet på baggrund af en håndfuld sager, der kom frem i fagbladet Journalisten i august, hvor praktikanter fortalte, at de var blevet spurgt ind til blandt andet civilstatus og planer om fremtidige børn. »Det er simpelthen ikke relevant på noget tidspunkt for en arbejdsgiver at vide, om man har en kæreste eller har tænkt sig at få børn indenfor de næste tre år,« mener Rane von Benzon. Og selvom Rane von Benzon erkender, at definitionen ”private spørgsmål” er en smule fluffy, og at reglen derfor måske bliver svær at håndhæve, ser han vedtaget som et skridt i retningen af en positiv udvikling. »Det handler om, at man selv skal kunne vælge, hvilke dele af sit liv, man deler,« understreger han. Forhåndsaftalernes fortid Et forbud mod private spørgsmål er ikke den eneste ændring, praktikudvalget har vedtaget. Danske Mediestuderende fremlagde nemlig i foråret ændringsforslag, der skulle give lokalmedierne en forlomme til at værge praktikanter. Derudover skulle ændringsforslaget tage en smule af presset i forhold til forhåndsaftaler med de store medier.
»Det handler ikke om, at vi vil presse de studerende til at vælge et lokalmedie. Men vi vil forsøge at få kontakten imellem dem til at opstå,« fortæller Rane von Benzon. Derfor vil mandagen forårets praktikuge være forbeholdt lokalmedierne. Ændringen mødte dog stor modstand fra medierne, og det var med kun ét enkelt medie og Danske Mediestuderende, at ændringen blev stemt igennem. »Det er utilfredsstillende,« mener Rane von Benzon og stiller sig uforstående overfor, hvorfor medierne ikke bakkede op om forslaget: »Alle er enige om, at det er et problem, at lokalmedierne ikke får praktikanter. Og det her var det eneste bud, der har været fra nogens side på noget, der kunne løsne bare en lille smule op.« Han erkender dog, at ændringen langt fra er en garanti for, at forhåndsaftaler i fremtiden vil blive undgået. Eller at det absolut vil give lokalmedierne en fordel. »Vi har en formodning om, at det kan have en effekt, men i bund og grund ved vi det ikke,« fortæller han.
Hvad er Danske Mediestuderende? Danske Mediestuderende er en samarbejdsorganisation for studenterforeninger under Dansk Journalistforbund. De repræsenterer journalist-, kommunikations- og mediestuderende fra DMJX, SDU, RUC og KU. Danske Mediestuderende arbejder for, at de studerendes løn- og arbejdsforhold på studiet og i praktikken. Rane von Benzon er formand indtil november.
INTERN
OKTOBER 2021
5
Forventningsfulde studerende følte skuffelse efter fejlfyldt semesterstartsfest Den første semesterstartsfest skulle have været en glædens dag, men manglende øl- og madboder, toiletter og for mange mennesker satte en stopper for festlighederne. Formand for Syddanske Studerende anerkender udfordringerne, men giver den korte tidshorisont skylden. Af Sebastian Stentoft
L
ørdag den 4. september klokken 17:30 gik den 21-årige historiestuderende, Gustav Emil Ladefoged, forventningsfuldt mod pladsen. Hans forventning viste sig dog som en forbigående fornøjelse. Selv mener han nemlig, at køen til indgangen var over 300 meter lang. Den store kø er ikke ligefrem atypisk for den slags fester. Det var først på den anden side af indgangen, at Gustav gik det atypiske syn i møde. »Alle havde medbragt borde og bænke, og du kunne bare se, at alting var optaget. Der var intet sted du kunne sidde ned, intet sted du ligesom kunne gå hen. Overalt var der bare mennesker,« husker han. På trods af pladsmanglen, forsøgte Gustav Emil Ladefoged alligevel at købe nogle øl: »Vi startede med lige at prøve at gå over og få en øl. Og jeg tror det tog lidt over en time at få en øl. Jeg maser mig lidt frem og skubber mig lidt til, for der er ikke nogen kø-kultur overhovedet. Det er survival of the fittest.«
»Jeg gider ikke at stå en time i kø for en hotdog« Det lykkedes Gustav Emil Ladefoged at få fat i både seks Blanc øl og seks Tuborg med passionsfrugt. Han havde dog ikke lige så stort held med maden. »Spisning gav jeg op på. Jeg kunne bare se, at køen var alt for lang. Og det tænkte jeg, at jeg slet ikke engang gad at prøve på. Jeg gider ikke at stå en time i kø for en hotdog. Nej, det havde jeg slet ikke haft tålmodighed til,« udtaler han. Kødannelsen var et så udbredt tema for festen, at selv toiletbesøget blev droppet: »Toiletterne turde jeg ikke engang at kigge på, men jeg hører også at der var rimelig god kø derover. Så hvis man hurtigt ville lade vandet, måtte man forlade festen. Det ville dog blive et dyrt toiletbesøg, da man skulle betale 50 kroner for at komme ind igen,« husker Gustav Emil Ladefoged, og uddyber: »Jeg følte mig fanget. Jeg var i en lille boks med alt for mange mennesker, og hvis jeg gik ud, så skulle jeg i hvert fald betale mange penge for at komme ind igen.« Ifølge Gustav Emil Ladefoged var pladsmanglen også med til at ødelægge den gode stemning, som han ellers havde set frem til. »Det ødelagde lidt stemningen at jeg ikke rigtig kunne komme til de ting, der egentlig skulle have været der. De forskellige aktiviteter, som de havde lovet. Der var bare for mange mennesker, som der slet ikke var plads til,« udtaler han.
Foto: Jacob Fredegaard Hansen
til omstændighederne. »Set i lyset af, at vi for det første havde en meget usikker planlægning, og at det hele blev stablet på benene på to måneder, så synes jeg, at det gik fint,« udtaler han. Han peger blandt andet på, at coronapandemien gjorde planlægningen meget forhastet. »Vi vidste jo ikke, om vi overhovedet kunne holde festen eller ej. Derfor blev det også en meget forhastet planlægning, da vi endelig fik klarhed om situationen.« Denne forhastede planlægning var også hovedårsagen til festens pladsmangel. »Vi kunne ikke have anlagt plads, da vi ikke havde nok tid til at anskaffe de nødvendige tilladelser for sådan en pladsudvidelse,« udtaler han. Kommunen tillod derimod adgang til 1000 flere mennesker.
»Kommunen gav os dispensation til at lukke flere mennesker ind, da der blev udsolgt på rekordtid,« forklarer han. Bedre løsninger til næste år Formanden anerkender også, at der var meget ringe adgang til væske. Han ved dog ikke helt specifikt, hvordan en hurtig adgang til væske forsikres, men siger samtidig at en arrangørgruppe kommer til at tage sig af det. I forhold til pladsmangel regner formanden med at finde bedre løsninger til næste år. Helt konkret er der tale om pladsudvidelser. Man vil blandt andet se på, om parkeringspladsen kan bruges til disse udvidelser. Gustav Emil Ladefoged er enig i formandens forslag. »Jeg kan også godt se, at de ikke kan sælge færre billetter, fordi hvis du holder en fest for
hele universitetet, så skal hele universitetet også have mulighed for at komme med,« udtaler Gustav Emil Ladefoged og påpeger, at de skal have lidt mere end tre mad- og ølboder til et helt universitet. »Så må de skrue lidt op for billetprisen, hvis det er det, som skal til, for at få det til at hænge sammen,« mener Gustav Emil Ladefoged. Formanden regner dog ikke med, at billetprisen kommer til at stige. Til gengæld kan man se frem til mere plads, lettere adgang til væske og færre køer. Dette kræver dog, at de ansvarlige kun lukker så mange ind, som der er plads til – og ikke flere.
Forhastet planlægning Det var Syddanske Studerende som havde hovedansvaret for festen. Formanden for organisationen, Marius Folden Pedersen, anerkender problematikken. Han ved godt, at der ikke var plads til alle festens deltagere, men mener stadig at det fungerede i forhold
Mange mennesker stod i kø til både øl (billede til venstre) og hotdogs (billede til højre) ved årets semestartfest på SDU i Odense. Fotos: Sebastian Stentoft
6 EKSTERN
OKTOBER 2021
Lene Rimestad om udskældt guide: »Jeg synes ikke vi går ud og siger, at det her skal gøres på en bestemt måde. Vi siger bare: Overvej det her« Journalistisk vejledning eller identitetspolitisk agenda? Lene Rimestad er medforfatter bag ”Guide til bedre dækning af Metoo og sexisme,” som i løbet af august måned satte mediemøllen i iltre omdrejninger. Ifølge forfatterne bag guiden, har debatten dog centreret sig forkert. Af Tine Stadil Trier og Charlotte Mathisen Foto: Tine Stadil Trier
J
ournalister bør være opmærksomme på deres ordvalg og opsøge fakta, når de dækker sexisme-sager. Sådan lyder en bid af det overordnede budskab fra »Guide til bedre dækning af sexisme og Metoo«. En vejledning til journalister, udgivet af Dansk Journalistforbund, skrevet af journalist Lotte Rosdahl og journalist og ph.d. Lene Rimestad. Hvis man spørger Lene Rimestad, har dækningen af guiden dog været misledende. Den kritiske dækning er udsprunget fra en artikel i fagbladet Journalisten d. 19. august, med overskriften »Ny guide til sexisme-dækning: Stop sensationsvinkler med Brian Mørk«. I artiklen fremhævede Lotte Rosdahl et famøst tweet fra komiker Brian Mørk, som opfordrer kvinder til at sige fra i krænkende situationer. Lotte Rosdahl udtalte til Journalisten, at mediedækningen af Brian Mørks tweets endte i faktaløse diskussioner og konfliktvinkler, som skabte en unuanceret dækning. I den efterfølgende debat er det blevet fremsat, at Lotte Rosdahl har opfordret journalister til helt at undlade at lave historier om kontroversielle karakterer som Brian Mørk. En klar fejlfortolkning af forfatternes budskab, ifølge Lene Rimestad. »Debatten har handlet om, at vi vil udelukke nogle bestemte stemmer. Det vil vi ikke, og det skal være et åbent felt. Men når Naser Khader eksempelvis kritiserer ofre for at stå frem 20 år efter overgrebet fandt sted, skal der være en faktaboks, der forklarer, hvordan voldtægtsofre reagerer efter en voldtægt,« siger Lene Rimestad. Fakta, fakta, fakta Et af nøglepunkterne fra guiden, som Lene Rimestad selv fremhæver, er brugen af fakta, som skal være med til at flytte forståelsen
for, hvordan ofre reagerer i situationer med overgreb. »Noget af det vigtigste ved denne her guide er at høre alle stemmer, men sørge for, at påstande ikke står uimodsagte. Altså fakta, fakta, fakta. Denne her dækning bliver meget erfaring, erfaring, erfaring. Det er som om, at de fakta, som handler om, hvordan ofre reagerer, er helt væk,« siger Lene Rimestad. Så medierne skal fortælle ofrenes side, også selvom det ikke er en del af historien? »Jeg synes det er vigtigt, at man får sat på plads, at det for eksempel er en normal reaktion for ofre at fryse under en voldtægt. Eller at der godt kan gå tid, før man kan stå frem.« Ord, der tager gerningspersonens perspektiv Dykker man ned i guiden, møder man punktet ordvalg. I guiden kan man læse at »ordvalg påvirker, hvordan modtagerne tolker den konkrete sag og den generelle problemstilling,« man skal derfor, ifølge guiden, passe på med at beskrive overgreb som sex. Ord som »sexslave« fanger blikket, men kan være voldsomme at læse for en person, der har været udsat for en voldtægt. Afsnittet om ordvalg skal, ifølge guiden, fremme en mere neutral dækning, som kan afkræfte stereotyper om overgreb, og afsnittet er fremhævet som et af hovedbudskaberne fra guiden, på Dansk Journalistforbunds hjemmeside. Det har dog vist sig kontroversielt, da man i flere kommentarspor kan læse, at folk tolker forslagene som en form for censur. »Jeg kan godt forstå, at det kan virke provokerende, og jeg synes stadig, at folk skal have lov til at bruge de ord, de gerne vil. Vi skal bare sørge for at være bevidste om, at hvis vi kalder noget sexoverfald i stedet for
voldtægt eller overgreb, så har det en konsekvens for den måde vi ser overgreb på.« Lene Rimestad beskriver guiden som et refleksionspapir frem for en facitliste, og den er, ifølge hende, tænkt som en grobund for diskussioner om, hvordan man dækker de betændte sexisme-sager. »Det er lagt op som en diskussion. Vi kan sige whatever, der er ingen medier der kommer til at gøre noget, kun fordi vi siger, de skal gøre det. Og det er heller ikke sikkert at vi har ret, men det er tænkt som et input.« Journalistforbundets rolle Man kunne ledes til at tro, at Dansk Journalistforbund, ved at udgive guiden, har taget stilling i debatten. Men sådan hænger det ikke sammen, ifølge formanden for DJ, Tine Johansen. »DJ’s stillingtagen er, at man altid skal overveje, hvordan man laver journalistik. Vi synes, at det er et fint værktøj til at gøre sig nogle overvejelser som journalist,« siger Tine Johansen. Så DJ vil hellere skabe debatten, frem for at tage stilling i debatten? »Det her er jo ikke et debatoplæg. Det her er en guide til, hvordan man kan gøre sig nogle overvejelser om, hvordan man som journalist dækker et område, som er kompliceret.« Et højreorienteret medie Lene Rimestad er godt klar over, at Metoo er et farligt felt at bevæge sig ud i. Hun forklarer, at hun og Lotte Rosdahl havde gjort sig forventninger om, at guiden kunne ende i en irriteret debat. »Vi vidste godt, der var nogen der ville være kritiske, fordi folk har stærke holdninger til emnet. Vi havde bare håbet på, at det var indholdet, folk gik efter, eller at der
var nogen, der kom med forslag til, hvordan det også kunne gøres,« siger Lene Rimestad. Lene Rimestad har dog fundet et eksempel på en kritik, hun godt kan forene sig med. »Jeg har læst op på nogle af de mere højreorienterede medier, og der var faktisk en af dem, der havde nogle gode pointer, omkring nogle ting vi godt kunne have formuleret anderledes.« Vi har efterfølgende opsporet dette højreorienterede medie, som viser sig at være det borgerlige net-medie Kontrast. Her retter redaktionssekretær på Kontrast, Mikkel Okkels, kritik af flere ting fra guiden, blandt andet et afsnit som handler om at interviewe ofre. I guiden står der, at »Oplysninger om, hvordan offeret var klædt, om offeret var beruset, kendte sin gerningsperson, frivilligt gik med personen med hjem m.v. ikke er relevante for dækningen og kan indikere, at offeret selv er skyld i hændelsen.« Mikkel Okkels skriver, at han er uenig i, at disse oplysninger er irrelevante i en journalistisk sammenhæng, da det ifølge ham må være relevant for alle Metoo-historier at beskrive, hvad der er hændt. Det står klart, at kritikere som Mikkel Okkels mener, at Lotte Rosdahl og Lene Rimestad er motiveret af en feministisk agenda, som farver indholdet for meget. Men mener Lene Rimestad selv, at guiden er aktivistisk? »Det kommer an på, hvordan man definerer aktivisme. Vi vil gerne forandre noget i samfundet, så på den måde er det aktivisme, men for os er guiden et grundlag for at diskutere nogle ting. Jeg synes ikke, vi går ud og siger, at det skal gøres på en bestemt måde Vi siger bare: Overvej det her. Overvej, om jeres viden er god nok, og om kvinderne bliver repræsenteret.«
EKSTERN 7
OKTOBER 2021
Moderering af kommentarspor kan have konsekvenser for debatten En ny lov vedtaget i Australien betyder, at medierne nu skal have ansvaret for de ting, som læserne kommenterer på deres artikler. De Australske medier frygter, at det kan have en betydning for den demokratiske samfundsdebat. Ifølge Arjen Van Dalen, professor MSO ved Syddansk Universitet, kan lovgivningen have konsekvenser for debatten. Af Mathilde Svare Højesteretten i Australien har vedtaget en ny lov, der giver australske medier pligt til at moderere, hvad læserne kommenterer under mediers artikler på de sociale medier. Begrundelsen for loven er, at det kan motivere flere læsere til at kommentere sagligt, hvis medierne modererer kommentarfelterne. Medierne skal altså stå til ansvar for, hvad der bliver skrevet i kommentarsporene, såfremt det får en betydning for den, der bliver skrevet om. Professor MSO ved center for journalistik på SDU, Arjen Van Dalen, fortæller, at der er et problem i den måde der kommunikeres på i kommentarsporene.
»Det er ikke ansvarsfrit at være medie, og det må det aldrig nogensinde blive.« »Hvis man kigger på det i praksis og på de mange studier, der er lavet, er det begrænset, hvad man egentlig får ud af de diskussioner, der foregår. Det er ikke så sagligt, og folk bliver frustrerede. I Europa har man eksempelvis længe talt om problemet med krænkende kommentarer og mobning på nettet.« Trods problemet i kommentarsporene, er beslutningen ikke faldet i god jord alle steder. En håndfuld australske medier frygter, at lovgivningen vil komme til at betyde, at mediehusene i Australien fremadrettet skal stå til ansvar for læsernes holdninger til deres journalistik. Dette mener Politikens chefredaktør Christian Jensen dog ikke burde være et problem. »At medierne bliver ansvarlige, synes jeg hører med til dét at være medie. Det er ikke ansvarsfrit at være medie, og det må det aldrig nogensinde blive.« Historien bag kommentarsporene Arjen Van Dalen fortæller, at vi engang forventede at kommentarsporene, ville være et fantastisk sted at facilitere demokratiske debatter. »Tidligere, da internettet startede, har man haft en forventning om, at vi kunne få en rigtig god og demokratisk samtale i kommentarsporene, da vi kan diskutere og debattere, og alle har mulighed for at deltage. At det er på skrift, har måske også medvirket til, at man dengang forventede, at debatten ville være mere faktuel. Så der var en stor forhåbning om, at kommentarsporet var noget, som kunne give noget til læserne.« Obligatorisk ansvar Loven i Australien trådte i kraft efter Dylan Voller, en ung mand, der stod frem i australske medier med sin historie om dårlige forhold i ungdomsfængsler, efterfølgende anklagede flere australske medier for ærekrænkelse og falske rygter, som blev skabt om ham på baggrund af mediernes kommen-
Loven kan blive et skridt i retningen mod et pænere sprog på de sociale medier i Australien. Foto: EKATERINA BOLOVTSOVA, Pexels.com tarspor. Dylan Voller fik medhold i højesteretten, og det har nu givet flere australske medier et stort ansvar. Et ansvar, Politikens chefredaktør Christian Jensen i forvejen mener burde være obligatorisk som medie:
»Man kunne frygte, at mange medier simpelthen ville lukke for kommentarsporene.« »I forhold til en idealbetragtning, skal ordet være frit for alle, men vi skal selvfølgelig leve op til et ansvar. Vi er ansvarlige for, hvad der bliver viderebragt. Det er et sundt princip, at dem, der viderebringer information, også er de ansvarlige.« Om man mener, medierne har et medansvar, er en politisk diskussion. Men er der konsekvenser ved lovindgrebet? Arjen Van Dalen fortæller, at det kan gå hen og få konsekvenser for den demokratiske debat - nemlig, at der bliver lukket ned for den. »Det er dyrt at moderere kommentarspor, og det tager meget tid. Man kunne frygte, at mange medier simpelthen ville lukke for kommentarsporene.« Debatten står for skud De australske medier, herunder The Sunday Morning Herald, har i tråd med Van Dalens spåen givet udtryk for, at beslutningen er en journalistisk mavepuster, som begrænser pladsen til de offentlige debatter, der ellers
normalt udformer sig i de sociale mediers kommentarspor. De mener også, at den debat vil forsvinde, såfremt man er nødsaget til at slå kommentarsporene fra i frygt for at blive hevet i retten. På Politiken.dk gør de ifølge Christian Jensen i forvejen sit, for at holde kommentarsporet i rene linjer. De lukker i forvejen ned for nogle af deres kommentarspor, for at kunne følge med i modereringen. »På Politiken har vi ikke åbnet for alle kommentarspor til artikler. Vi kan ikke moderere alle kommentarspor, og derfor har vi en klar begrænsning for, hvor man kan kommentere vores artikler.« Christian Jensen afslutter med følgende ord. »I det øjeblik vi bliver varslet om, at der bliver skrevet noget, der er problematisk, reagerer vi på det. Jeg ville gerne have debatter under alle artikler, men så kan vi ikke tage ansvaret.« Indførelse i Danmark? Christian Jensen mener ikke, at loven i Australien, ville skabe den store forandring på deres medie, såfremt den samme lov ville blive indført i Danmark. I hvert fald ikke på Politiken, hvor man i forvejen praktisererer moderering af kommentarsporene. Arjen Van Dalen er dog af en anden overbevisning, når det handler om, hvordan sådan en lov ville blive modtaget. »Jeg tror generelt, at vi i Europa tænker over, hvad vi kan gøre. I et land som Danmark,
Hvad er det for en lov? Den australske lov kommer til at betyde, at man som kilde eller omtalt person i en artikel, kan sagsøge mediet, hvis den omtalte person bliver udsat for offentlig kritik, eller på den ene eller anden måde bliver æreskrænket af den offentlige holdning. Derfor skal de australske medier fremadrettet sørge for at holde sine kommentarspor på Facebook fri for krænkende udsagn om den omtalte person.
tænker jeg, at man vil lægge ansvaret over på de individer, der kommer med krænkende eller eksplosive kommentarer, fremfor de medier hvor folk kommenterer grimt.« Hvordan kunne en løsningsmodel se ud, hvis ikke man skulle gå i samme retning som Australien? »Man kunne forsøge at få Facebook til at tage et større ansvar for at moderere deres platform, i stedet for at ansvaret ligger hos de danske medier eller politikere.«
8 EKSTERN
OKTOBER 2021
Fra mediebranchen til kommunikationsafdelingen: “Jeg ville gerne gøre en forskel med min journalistik.” Signe Holme skiftede sin karriere i mediebranchen ud med en karriere i NGO-branchen. Dette betød en ansættelse i kommunikationsafdelingen. Noget som næppe er på listen over drømmestedet for de fleste journaliststuderende. For Signe Holme betød det dog, at hun kunne bruge sin journalistik til at ændre noget. Men er kommunikationsbranchen egentlig ikke bare for dem, som ikke kan ‘klare mosten’ i mediebranchen?
S
Af Tine Stadil Trier og Charlotte Mathiesen Foto: Charlotte Mathiesen
igne Holme er uddannet journalist, og arbejder i dag som kommunikationschef for PlanBørnefonden. Men før hun ændrede kurs, arbejdede hun i en lang årrække i mediebranchen. Blandt andet på TV 2 NEWS og hos Operation X. Efter et stykke tid gik hun dog med en følelse af, at hun ikke rigtig rykkede på noget med sine historier. Noget som ellers altid havde været vigtigt for hende. »Jeg har altid været drevet af en stor retfærdighedssans, og det var også en af grundene til, at jeg valgte at læse til journalist. Jeg ville gerne rykke på nogle ting i samfundet, som jeg ikke synes var optimale.« Sendt og glemt For Signe Holme voksede retfærdighedssansen sig for stor til at ignorere, og i det hurtige nyhedsgame var det svært at følge de historier, som hun brændte for, til døren. »Det var en følelse af ‘sendt og glemt’. Man kunne være i gang med at lave en spændende historie, men så lige pludselig kunne der komme en kødskandale ind fra højre, og så måtte man jo droppe den anden historie. Så glemte alle jo bare den der Asylansøger, som skulle hjemsendes til krig.« Hun følte samtidig, at alt, hun berørte, blev meget overfladisk. Hun fik aldrig rigtig mulighed for at blive ekspert i noget. I et forsøg på at tænde gnisten, prøvede hun igen at skifte til graverjournalistik på Operation X, men hun havde svært ved at få de lange dage til at løbe rundt med to børn. »Nu havde jeg endelig drømmejobbet, men det var umuligt at få til at gå op med en hverdag med to små børn. Arbejdsdagene var simpelthen for lange, og det er altså svært som mor at komme hjem kl 19, når man gerne vil kunne huske navnene på sine børn.« Ønsket om at gøre en forskel Signe Holme bliver enig med sig selv om at ændre retning, og det er til at starte med en svær beslutning. Pludselig skal hun vende ryggen til alt det, hun har kendt. Men hendes indre kompas pegede samtidig i retning af en enestående mulighed. Nu kunne hun endelig få lov til at gøre det, hun altid gerne har villet: At gøre en forskel. Hun får job som Press Officer hos NGO’en PlanDanmark. »Da jeg startede ved PlanDanmark, som det hed dengang, kunne jeg bare mærke, at jeg endelig var havnet et sted, hvor journalistik rent faktisk kunne gøre en forskel. Samtidig kunne jeg nu fortælle de historier, der ikke altid var plads til i mediebranchen.« Hvad mener du, når du siger “de historier, der ikke altid var plads til i mediebranchen”? »Jamen det hænger jo sammen med, at
især i nyhedsbranchen er der ikke tid til at lave de her længere historier om folk, som kan rykke noget i samfundet. Og selvom der var tid, så har mediebranchen stadigvæk en tendens til at mene, at det ikke er noget, som læseren eller seeren gider have.« Journalist i kommunikationsafdelingen For mange aspirerende journalisterkan der være en tendens til at tænke, at kommunikationsbranchen er det sted, hvor journalistikken går hen for at dø. Dette har dog intet hold i sig, fortæller Signe Holme, som faktisk har haft nogle af de samme fordomme tilbage i tiden. »Vi journalister har et kæmpe ego omkring vores arbejde. Jeg havde da regnet med, at jeg kunne bidrage med så meget til den her branche. Men der blev jeg hurtigt ydmyg. Jeg fandt i hvert fald ud af, at jeg kunne lære lige så meget den anden vej rundt.« Føler du dig ligeså meget som en journalist hos PlanBørnefonden, selvom du ikke overholder de journalistiske principper som f.eks. objektivitet? »Jeg føler mig i den grad som journalist. Det er klart, at vi spørger jo ikke hele vejen rundt, når vi skriver noget, og det går selvfølgelig på kompromis med objektiviteten. Men man kan sige, at det er jo præmissen for arbejdet. Her bruger vi jo journalistikken aktivt til at forbedre samfundet der hvor vi kan.«
Det er altså ikke dødsstødet til ens indre journalist at skifte til kommunikationsbranchen. Derudover så mener Signe Holme heller ikke, at kommunikationsbranchen bare er for dem, som ikke kunne klare mosten i mediebranchen. »På ingen måde. Det er en forældet myte. For det første er kommunikationsuddannede sindssygt dygtige til nogle ting, jeg aldrig har lært om. Derudover så laver vi jo altså også journalistik her.« Udgivet ved TV 2 og Elle Mødet med kommunikationsbranchen har heller ikke betydet farvel til den praktiske del af journalistikken for Signe Holme. Hun fortæller, at hun i sin tid ved PlanBørnefonden har arbejdet på en lang række forskellige projekter på tværs af de journalistiske platforme. »Faktisk vil jeg mene, at jeg har fået lov til at arbejde med en noget bredere vifte af platforme her, end mediebranchen ville kunne tilbyde en journalist.« Signe Holme fortæller, at hun bl.a. har været med til at producere en mini-dokumentar kaldet I pigernes skjulte verden til TV 2, som sætter fokus på kvinders rettigheder ude i verden. Her har hun blandt andet rejst i Nepal og Kenya. »Derudover har hun, i samarbejde med
den danske modefotograf Signe Vilstrup, lavet billedserien ‘Transformation’. Billedserien portrætterer unge kvinder fra Kenya og deres forskellige historier. Disse historier skriver Signe Holme ned gennem interviews, og de udstilles så sammen med billederne. Serien har blandt andet været udgivet i magasinet Elle.« Mediebranchen giver god erfaring Signe Holme vil dog ikke råde journaliststuderende til at gå direkte ud i kommunikationsbranchen, da hun mener, der er en del værdifuld erfaring at hente i mediebranchen. »Det er vigtigt at få prøvet kræfter med en masse forskellige ting, og mediebranchen giver både gode erfaringer og redskaber til virkelig at blive en god journalist. Så prøv en masse sjovt af. Uddannelsen er meget bredere, end hvad man lige går og tror. « Mener du, at det generelle syn på ‘god journalistik’ er snæversynet? »Ja, men det vigtigste er, hvilket udgangspunkt man har for sig selv. Det handler jo om, hvad man gerne selv vil med journalistikken. Og hvis det man gerne vil ikke nødvendigvis kan findes i mediebranchen, så er der ingen skam i at prøve noget nyt. Det bliver man ikke mindre journalist af.«
OKTOBER 2021
EKSTERN 9
Mød ansigtet på den politiske livedækning i Danmark
HANS REDDER »Hvis man skal have det job, jeg har nu - og det er vitterligt mit drømmejob - skal man være indstillet på, at der er travlt. Det kræver nogle fravalg.«
10
EKSTERN
OKTOBER 2021
Ustoppelig nysgerrighed, politisk nørderi og fravalg i privaten Hans Redder har hele sit liv været drevet af sin passion for politik og samfund. I dag besidder han sit drømmejob som politisk redaktør på TV 2, hvor ingen dage er ens og tiden kan være knap. Vi har mødt ansigtet på politisk livedækning til en snak om prioriteringer, drivkraft og fremtiden. International Politik. Kombinationen af at få lavet journalistisk arbejde selv men også at få en faglig ballast og akademisk forståelse den, synes jeg, giver god mening.« Gennem sin studietid engagerede Hans Redder sig blandt andet i Kredsen af Journaliststuderende Odense (KaJO), hvor han var næstformand, og LIXEN, som han skrev en håndfuld artikler til. Ud over det faglige står særligt det sociale tilbage, som noget af det vigtigste Hans Redder har taget med sig videre fra sin tid på uddannelsen. »Jeg er født og opvokset i København og flyttede så til Odense. At være så intensivt sammen med en masse mennesker, der deler ens interesse og ens drømme om, hvilken branche man gerne vil ind i - det var en virkelig stærk oplevelse.«
Af Leo Mortensen og Camille Koeller Foto: Magnus Nygaard
H
ans Redder har de seneste år været fast inventar på TV 2’s sendeflade, når det gjaldt de største politiske begivenheder. Med sin rolige facon, sine skarpe analyser og det karakteristiske røde hår er han blevet et velkendt ansigt i danskernes TV som den journalistiske vagthund, der holder politikerne på Christiansborg til ilden. I maj 2021 skiftede Hans Redder titlen som politisk reporter ud med titlen som politisk redaktør hos TV 2. Et job han beskriver som sit drømmejob, hvor ingen dage er ens. Da vi møder Hans Redder på Christiansborg, kommer han direkte fra studiet i Go’ Morgen Danmark, hvor han har vendt Moderaternes nuværende situation som nyligt opstillingsberettiget parti. Dagen forinden interviewede han Kristian Thulesen Dahl i Vejle og var med i nyhedsudsendelserne, og senere i aften flyver han til Aalborg for at dække Socialdemokratiets årlige kongres og Dansk Folkepartis årsmøde. Hans Redder er dog ikke på farten hele tiden, da en stor del af tiden også går med at have fingeren på den politiske puls på Christiansborg ved at forhøre sig i krogene og drikke kaffe. »Det er i virkeligheden et ret fleksibelt job. Der er dage, hvor jeg kan se, at der ikke sker det store, og så kan jeg tage en fridag. Alle uger er dog forskellige. Der er altid et eller andet drama, der kræver, at vi gør noget anderledes, og at arbejdsdagen aldrig er 9 til 16.« »Tilfældigt, at jeg kom på tv« Inden Hans Redder tiltrådte sin nuværende stilling, huserede han Christiansborgs gange som politisk reporter for TV 2. Den stilling har siden gjort ham til et velkendt ansigt for den hyppige TV 2-seer. Oprindeligt var det dog ikke Hans Redders intention, at han skulle ende med at trave rundt på Christiansborg med en rød mikrofon i hånden. »Det var egentlig tilfældigheder, der gjorde, at jeg endte på tv.« Omkring 2016 fandt mange af de store journalistiske kanoner på Christiansborg nemlig andre veje at gå. Der opstod et tomrum i pressekorpset, da blandt andre Thomas Funding, Anders Langballe og Knud Brix forlod Christiansborg, og dét tomrum skulle udfyldes af nogen. »Sophie Bremer, som havde været live reporter på NEWS, skiftede job, så de stod og manglede en, og så blev jeg spurgt. Det havde jeg egentlig ikke tænkt over før, men så sagde jeg, at det kunne vi da godt prøve af.« Og derfra tog det fart. Siden da har Hans Redder leveret utallige analyser og interviews uden siden at være blevet træt af det. »Jeg blev fanget af det. Den umiddelbarhed og nerve, der er i live tv - den synes jeg ikke, man rigtig oplever andre steder i journalistikken.«
På Christiansborg fra barnsben af jeg tænker tilbage, så har jeg nok egentlig Selvom tv-vejen ikke først lå lige for, lå en kar- aldrig kunnet se mig selv lave andet end det. riere som journalist det. Familien Redder er Nogen vil måske kalde det negativ social nemlig en rigtig journalist-familie. Både Hans’ arv,« griner Hans Redder. mor, Gitte Redder, far, Niels Nørgaard, og den Den endelige beslutning om at forfølge en ene af Hans’ tre brødre, Anders Redder, er journalistisk karriere kom, da Hans Redder journalister. Lige siden Hans Redder var barn, gik på journalistlinjen på Vallekilde Højskole. har aviserne ligget på bordet om morgenen, og Dér gik det op for ham, at det var det, han nyhederne kørt i fjernsynet om aftenen. Inter- skulle. Hans Redder endte efter sit højskoessen startede derfor tidligt, men beslutninleophold med at søge ind og blive tildelt en gen om at gå i sine plads på journalistud»Jeg blev fanget af det. Den dannelsen på Syddansk forældres fodspor kom først senere. umiddelbarhed og nerve, der Universitet. Et studie, »Jeg har altid er i live tv - den synes jeg ikke, som han ser tilbage på været interesseret i og fortæller om med man rigtig oplever andre den her verden, og entusiasme og glæde. jeg er blevet hevet »Jeg synes, at studiet steder i journalistikken.« med på Christianspå Syddansk Universitet borg, siden jeg var var en fed kombination helt lille, men det er ikke sådan, at jeg altid af noget akademisk og noget håndværksmæshar vidst, jeg ville være journalist. Men nu når sigt. Jeg var for eksempel glad for at have
Børn, Brøndby og bagsiden af medaljen Når Hans Redder ikke trasker gangene på Christiansborg tynde, bruger han primært sin tid med sin hustru og to børn i deres hjem i Køge. Den hektiske hverdag med breaking, pressemøder og samråd forsøger han at lægge fra sig, når han endelig er hjemme med familien. Her finder han nemlig et frirum fra den boble, journalistik og politik kan være. »Nogle gange går man rundt og bilder sig selv ind, at det, man laver, er det vigtigste i verden, og at alle følger med i, hvad der lige er sket dén time på News, eller hvad der lige er sket af interne intriger i DF eller Venstre. Og så kommer man hjem, og så er det i virkeligheden noget andet, som er mindst lige så vigtigt, og andre mennesker, der laver noget mindst lige så vigtigt.« Gennem sin stilling skal Hans Redder være tilgængelig og klar til at rykke ud, når de store politiske historier begynder at breake. Den tilgængelighed koster dog, da han ofte må nedprioritere sine venner og interesser for at kunne passe sit arbejde - også selvom det gælder hans elskede fodboldklub Brøndby IF. »Jeg kan godt mærke - især gennem de seneste år - at jeg har nedprioriteret nogle af mine venskaber. Mere end hvad jeg har haft lyst til, men simpelthen fordi jeg ikke har kunnet finde tiden til det. Hvis jeg nogle gange får et sting af dårlig samvittighed over noget, er det, at jeg ikke synes, jeg har tid nok til at pleje det,« forklarer han og fortsætter: »Jeg har nogle tætte venner, som jeg plejer at tage ud og se fodbold med. I går aftes spillede Brøndby kamp, og der kunne jeg så ikke tage med på grund af mit arbejde, fordi jeg stod på en rasteplads på Fyn og skulle snakke om Dansk Folkepartis krise. Og sådan ender det ofte.« Hans Redder understreger dog, at det ikke skal forstås som klynk, men at det er en del af den pakke, som følger med hans job: »Hvis man skal have det job, jeg har nu - og det er vitterligt mit drømmejob - skal man være indstillet på, at der er travlt, og der er meget arbejde i det, og når der sker noget, skal og vil jeg gerne være til stede. Det kræver nogle fravalg.«
EKSTERN
OKTOBER 2021
11
En rigtig journalist Hans Redder så tidligt i sine studieår sig Det har dog ikke altid været live-tv og selv som avisjournalist, da det ifølge ham politisk journalistik, som Hans Redder har “var den rigtige måde at være journalist på”. beskæftiget sig med. Da det blev tid til at Det var også derfor, at han umiddelbart efter prøve kræfter med sin praktiktid blev »Det var mega praktikken under ansat som skrivende studietiden, valgte angstprovokerende, og jeg politisk reporter på Hans Redder at i 2012. Det var pissenervøs, første gang tv2.dk søge hos Dagblablev startskuddet på jeg skulle skrive en artikel, det Information. et knap 10 år langt Praktikpladsen forhold mellem ham men det gav meget.« kom i hus, og de 18 og TV 2. måneder hos avisen under ledelse af Christian Jensen og Rune Den første kladde i historiebøgerne Lykkeberg satte store spor hos den unge Siden Hans Redders karriere begyndte journalist. har han været med til at dække de største, »Information er virkelig et sjovt sted, der politiske begivenheder. Og netop lysten til på nogle måder hænger sammen med gaffa- at være tæt på og tage del i den historie, tape. Der er ikke særlig mange mennesker der skrives, er noget, der fortsat driver ham til at lave den avis hver dag. Og det betyder fremad. også, at jeg som praktikant fik et kæmpe »Den sult og den lyst til fortsat at være ansvar. Jeg startede på kulturredaktionen, med, tror jeg på en eller anden måde, er min og jeg er ikke en mand, der bruger tid på største styrke - og den har jeg ikke mistet at læse kultursektionen hver dag, og jeg er endnu. Jeg tror, det var en Washington ikke ekspert i musik og teater. Men det var Post-chefredaktør, der engang sagde: “Jouren meget fed oplevelse at blive kastet ud i,« nalism is the first rough draft of history.”, fortæller Hans Redder og fortsætter: altså den første kladde i historiebøgerne, »Jeg tror, min første opgave var, at jeg hvilket jeg synes er meget præcist.« skulle til noget undergrundsteater på NørreEn anden væsentlig drivkraft hos Hans bro og skrive en reportage derfra. Det gjorde Redder ligger i de kvaliteter, han fik med fra jeg så, og den var i avisen to dage efter, jeg sit videbegærlige barndomshjem, og som har startede. Det var mega angstprovokerende, fulgt ham hele vejen gennem karrieren. og jeg var pissenervøs, første gang jeg skulle »Jeg er glad for, at jeg stadig har den skrive en artikel, men det gav meget.« nysgerrighed på dansk politik og samfundet, som jeg havde, da jeg startede som journal-
ist. Nysgerrigheden på, hvad det egentlig er, der ligger bag.«
tidlige journalistiske forbillede, men tanken om at komme til udlandet med sin journalistik har ikke sluppet ham helt. Et arbejde i Drømmejobbet, der ikke går i ring udlandet som journalist kunne godt komme Bortset fra den korte periode på kulturredapå tale i fremtiden, hvis det stod til ham selv. ktionen på Information har det været den Og ligeså kunne et job i et blødere nyhedspolitiske journalistik, der har fyldt i Hans format. Redders karriere - og sådan regner han med, »Jeg tror godt, jeg kunne tænke mig på et at det skal blive ved. I hvert fald indtil den tidspunkt at lave noget journalistik, som var dag, hvor jobbet bliver for vanebetynget i et andet toneleje og med et andet udgangog dagligdagsagtigt på den grå og kedelige spunkt, som ikke var politisk. Det kan være, måde. der er nogle journaliststuderende, som har »Den dag, jeg oplever, at det hele går i graverdrømme, der rynker lidt på næsen af ring, og jeg ikke længere er grundlæggende Go’morgen Danmark og Aftenshowet, men nysgerrig og ærgerrig på at forstå og formid- jeg tror godt, jeg kunne tænke mig at lave le sammenhængene i dansk politik, tror jeg, journalistik med den ambition at give folk et at jeg skal finde noget andet at lave.« smil på læben eller at give folk en god oplevHans Redder understreger dog, at han else. Journalistik, som sænker skuldrene absolut ikke kan noget mere.« forestille sig et Men tankerne »Den dag, jeg oplever, at det bedre job, end om et fremtidigt hele går i ring, og jeg ikke længere jobskifte er så det han har nu, er grundlæggende nysgerrig og godt som ikke-ekmen han erkender også, at livet ærgerrig på at forstå og formidle sisterende. Lige som Christiansnu beskæftiger sammenhængene i dansk politik, den politiske borg-journalist tror jeg, at jeg skal finde noget har en udløbsdaredaktør sig med to for de fleste. det, han brænder andet at lave.« »Det er ret få allermest for. Nysjournalister, som gerrigheden for ender med at være herinde (red. Chrisden politiske verden er fuldstændig intakt, tiansborg) hele deres liv. Det tror jeg heller og det er svært at forestille sig et arbejde, der ikke nødvendigvis er sundt at være, så på et skulle passe bedre til Hans Redder. tidspunkt tror jeg gerne, jeg vil prøve noget »Så længe jeg har den nysgerrighed - og andet.« det synes jeg virkelig stadigvæk, at jeg har I Hans Redders unge journalistspire-dage så ville jeg ikke kunne pege på et andet job, var en dem, han så op til, Jørn Stjerneklar, jeg hellere ville have.« Afrika-journalist og -fotograf. Hans Redder er selvsagt gået en meget anden vej end sit
12
VERDEN
OKTOBER 2021
Tilstanden i Libanon er efterhånden lige så bitter som den arabiske kaffe Et år efter eksplosionen er Libanon ved at nå bristepunktet. Landet, der allerede var ved at kollapse, står nu overfor en af de værste økonomiske kriser i verden siden 1850. Mangel på brændstoffer, en tiltagende devaluering af valutaen og en stigende arbejdsløshed er alt sammen en del af libanesernes virkelighed. Af Lissa Juul Paustian Foto: Freja Lykke Maegaard
B
ag en fedtet glasrude sidder en mand i armygrøn militæruniform og nærstuderer mit bordeauxrøde pas. Han kigger op, møder skeptisk mit blik og kigger ned igen. Han kalder en kvindelig kollega hen til sig og fortæller hende, at jeg kommer fra Danmark. Det er det eneste, jeg kan tyde, fra den samtale de har med hinanden på arabisk. Hun spørger mig på engelsk, hvad mit formål er, og jeg svarer hende, at jeg er turist. Hun hæver øjenbrynene og spørger, hvorfor jeg skal på ferie til Libanon nu. Jeg bebrejder ikke hendes undren, for situationen i Libanon er slem. Rigtig slem. Libanon er siden borgerkrigens slutning i 1990 blevet styret og plyndret af deres egen korrupte regering. En politisk magtelite har skubbet landet så tæt på kanten af afgrunden, at det er et spørgsmål om tid, før de 6,8 millioner indbyggere falder mod dybet. Verdensbanken kalder situationen i Libanon for en af de værste økonomiske kriser i verden siden 1850. Fødevarepriserne stiger, der er en konstant stigende devaluering af landets valuta. Brændstof er en mangelvare. Men en ulykke kommer sjældent alene. Den 4. august sidste år blev Libanon ramt af en voldsom eksplosion. Hundredvis af tons ammoniumnitrat antændte i en faldefærdig lagerhal på havnen i Beirut. Det gennemmakulerede byen. 218 mennesker blev dræbt, over 5000 blev såret, og tusinder af hjem blev ødelagt. Eksplosionen, som befolkningen mener er et resultat af myndighedernes inkompetence, er der endnu ingen, der har taget ansvar for, selvom der er beviser på, at libanesiske embedsmænd var blevet advaret inden. Det har udløst flere voldsomme demonstrationer imod regimet. Libaneserne har fået nok af regeringens ledelse. »Okay, Yalla,« siger den kvindelige paskontrollør, imens hun nikker sit hoved i retningen af udgangen og skubber mit pas tilbage til mig. Jeg forlader lufthavnen og sætter mig i en taxa, der tager mig gennem Beiruts mørklagte gader. Bilens forrude er flækket, og jeg peger undrende på det. Chaufføren ryster på hovedet og svarer mig på gebrokkent engelsk, at hans bil blev ramt af en murbrok under en af de mange demonstrationer, der har været mod byens regering. Han har ikke råd til at betale for skaden. »Politiet er ligeglade. Kan bilen køre, er det fint,« mumler han, imens han trækker opgivende på skuldrene og tænder en halvfærdig mentolcigaret på en opvarmet metalspiral. Politiet har tydeligvis mange vigtigere ting at forholde sig til end smadrede bilruder.
tænde for lyset. Gadelamperne udenfor virker heller ikke. Når mørket falder på, er der mørkt over det hele. »Jeg føler mig hjælpeløs. Som om vi er i krig. Bortset fra at det er vores politiske system og deres inkompetence og korruption, der har ført os hertil,« lyder det opgivende fra Saleh. Han fortæller mig, at han er deprimeret og har svært ved at sove om natten The power of the people is stronger than the på grund af den voksende uro, der fylder hans people in power. krop. Adgang til strøm fire timer om dagen Jeg ankommer til det centrale Beirut og stiger ud af taxaen. På en trappe lidt længere nede ad gaden, står fire unge libanesere med ryggen mod hinanden. De bærer sort bind for øjnene og holder hvert et stykke brunt pap, hvor der på et af dem står:
En kontant besked til deres regering. På fortovet sidder folk i deres lænestole og ryger vandpibe. Deres AC-systemer er slukkede på grund af strømmangel, hvilket har gjort det for varmt for dem at sidde inde. Derfor er de sociale aftenstunder med familien rykket udenfor, hvor de i det mindste kan mærke den kølige brise fra Beiruts middelhavskyst. En af dem er Saleh; en ung, libanesisk fotograf. Saleh, der ikke vil have sit efternavn nævnt i artiklen, bor i et kollektiv, hvor de deles om én generator, der højest kan køre i fire timer dagligt. »Det er enormt stressende,« forklarer han. De skal nå at gøre alt inden for den tidsperiode. De skal vaske tøj, bruge internettet og oplade telefoner og computere. De kan ikke
Eksplosion og ødelæggelse i Libanon Dagen efter min ankomst går jeg ned til havnen, hvor eksplosionen skete. Et år efter ulykken er store dele af den raserede hovedstad stadig i ruiner. Rekonstruktionsarbejdet er gået i stå på grund af stigende priser på byggematerialer. Kollapsede bygninger, store huller i jorden og knuste vinduer fylder byens gadebillede. Jernrør, der før lå under jorden, ligger nu til syne på havnens smadrede terræn. Den store kornsilo, Beiruts gamle varemærke, er ikke længere hvid. I stedet står der noget, der minder om en stor, rød masse af størknet ler. Jeg falder i snak med Roy Prince, en 38årig libaneser fra Mount Libanon. Han var hjemme i sin lejlighed og talte i telefon med sin kammerat, da de begge to hørte et højt
brag. Roy tændte for sit fjernsyn og så, at noget var sprunget i luften på havnen i Beirut. Han ringede straks til sin hustru og venner for at sikre sig, at de var okay. Alle var forvirrede og i panik, og ingen anede, hvad der foregik. »I dag er folk stadig mærket af det. Udover tabet af menneskeliv og ejendomme, lider mange af generel angst. Og vores tillid til regeringen og landets fremtid er væk,« fortæller Roy. Vi snakker videre om den skæbnesvangre dag, og Roy husker, at han var overrasket over, hvor kraftig eksplosionen var. Selvom han bor i et bjergområde 120 kilometer fra Beiruts havn, rystede vinduerne under eksplosionen. Styrken havde været så voldsom, at den kunne mærkes over hele Libanon. Da jeg spørger Roy, hvad han tror fremtiden bringer, er han først ikke særlig fortrøstningsfuld. »Jeg tror, det vil tage flere år for vores land at komme sig. Det kræver helt klart, at Libanon har nogle ledere, der kan tage os i den rigtige retning. De ledere har vi bare ikke på nuværende tidspunkt,« sukker han. På trods af evig modstand og kamp Imens fødevarepriserne stiger hastigt, daler befolkningens lønninger. Mange familier kan ikke længere betale husleje og kæmper en kamp for at undgå at blive smidt på gaden. På grund af den store mangel på benzin, står folk op ved midnatstid for at holde i kø på tankstationer. Hvis de er heldige, kan de få deres bil tanket 50 procent. Hvis de altså har tid og tålmodighed til at vente i kø i alt fra otte timer til tre dage. Mange kan ikke passe deres arbejde, fordi de skal holde i kø. Men hvis ikke de får benzin på bilen, kan de ikke møde ind på arbejde. Landets topledelse har startet en lavine af kriser, der buldrer derudad. Ingen ved, hvilken fremtid Libanon og libaneserne går i møde. Men som Salah afsluttede med at sige til mig, så skal man ikke opgive håbet: »Jeg har et evigt håb. Det bliver vi nødt til at have. Libanon er et land med udholdenhed på trods af evig modstand og kamp. Libanon handler om at rejse sig. Og vi vil rejse os en dag igen. Inshallah.«
VERDEN
OKTOBER 2021
13
»Det her er meget bedre end at have samfundsfag« LIXEN var med, da tusindvis af unge fejrede demokratiet i Valbyparken. På Ungdommens Folkemøde kunne gymnasieelever gå på opdagelse i et mekka af viden, holdninger og perspektiver på verden. Tekst og foto af Agnes Sofie Rønberg
I
nger Støjberg!« råber en dreng. »Nej,« siger kvinden, som har drejet på lykkehjulet. Det er ikke den danske EU-kommissær. Hun smiler pænt og venter lidt. »Hun deler fornavn med vores dronning.« »Margrethe… Margrethe Pedersen?« gætter en pige. Det er ikke let, men 1.g-klassen fra Herlev Gymnasium gætter til sidst Margrethe Vestager, og får også lige forklaret, hvad en EU-kommissær egentlig er. Lykkehjulet er en del af Folketingets bod i teltet Samfund. Bagved er en debat i gang mellem to byrådskandidater til Københavns Kommune. Det er den 9. september, dag 2 af Ungdommens Folkemøde i Valbyparken. Solen er på vej opad, men luften sitrer af mere end bare sensommerhede. 9.000 unge, de fleste elever på ungdomsuddannelser, er blevet sluppet ud af klasselokalerne, ud at indånde duften af tørt græs og demokrati. Ud at danse til Carl Knast kl. 9.30 om formiddagen
efter nok et år med nedlukning og aflyste fester. Det er et folkemøde, kun for dem. Eller bare et meget langt frikvarter. »Det her er meget bedre end at sidde og have samfundsfag,« siger Rahma Ismail fra Herlev Gymnasium. Velkommen til samfundet Ungdommens Folkemøde er skabt af NGO’en Ungdomsbureauet. Det blev afholdt for første gang i 2016 som et selvstændigt event adskilt fra Bornholm, og er i dag vokset til et solidt koncept med egne visioner og ambitioner. »Der er meget mere vildskab i år. Det er mere en festival end et folkemøde. Fordi det er ungdommens folkemøde, så det skal jo have en anden energi,« forklarer festivalleder, 26-årige Alberte Bau Larsen. Der bliver ganske rigtigt både fyret op for både livemusik, soundbokse og etnisk folkedans i rundkreds, men formålet stikker langt dybere end en alkoholfri fest. I 2016 kunne man læse i den internationale ICCS-undersøgelse, at danske unge engagerer sig mindre i samfundet end deres jævnaldrende i mange andre lande. På den baggrund lavede Ungdomsbureauet i 2019 deres egen undersøgelse blandt unge, der skulle til at deltage i Ungdommens Folkemøde. Den antyder, at mange danske unge ikke føler sig taget seriøst i det brede samfund. De vil gerne gøre en forskel, men de mangler et sted at starte, uden for stemmeboksen. Det er det, Ungdommens Folkemøde skal gøre noget ved. 15-årige Mouritz Kann gik i 4. klasse, da han for første gang mærkede politik på egen
Øverst: Arabisk folkedans arrangeret af MINO Danmark og DFUNK (Dansk Flygtningehjælps Ungdom) Nederst: Hanna og Viola tilkendegiver deres holdning til EU ved håndspritten.
Man kunne lave sin egen valgplakat, som vil blive hængt op i København op til kommunalvalget.
krop. Det var i 2013, da hans skolelærere blev lockoutet på grund af den nye skolereform. »Der var det med, at der skulle være mere aktivitet i skolen, og hvor mange timer vi egentlig skulle have. Den havde ret stor indflydelse,« fortæller han. Nu går han i 1.g på Niels Brock, og befinder sig i Samfundsteltet hvor han kan møde andre, der interesserer sig for politik og har med det at gøre. Ud over Folketinget med deres lykkehjul kan han få en lyserød ballon af Nationalbanken eller tale med Forum for International Cooperation og Europæisk Ungdom, for ikke at tale om Dyrenes Alliance og Institut for Menneskerettigheder. Han kan stille dem de spørgsmål, han måtte have. Og det er bare ét af de 10 tematelte med i alt 43 meget forskellige organisationer. »Vi har fortalt alle organisationerne, at det her går begge veje: ›Ungdommen skal lære noget af jer, men I skal også lære noget af ungdommen. Hvis I mærker, der er nogle tendenser, så skal I tage det alvorligt, fordi det er vores fremtid, det handler om,‹« siger Alberte Bau Larsen, der lægger vægt på, at organisationerne også skal lære noget af hinanden i teltene. Sænk valgretsalderen! Hele dagen bliver en enorm ølkasse betrådt af taler efter taler, der på tre minutter skal argumentere for sin sag. Det kan være en aktivist, der mener, at man selv er stor nok til at vælge sit eget gymnasie, eller Pernille Rosenkrantz-Theil, der derimod mener, at et frit valg bare skaber ekkokamre. De unge står, sidder og ligger i en halvcirkel rundt på græs og tribuner, mens de bader sig i de forskelligartede holdninger. Netop nu står én og argumenterer for at sænke valgretsalderen – en idé, der bliver nævnt flere gange i løbet af dagen. »Stemmeretten kunne jo komme sammen med nem-ID, når man fylder 15,« foreslår Mathilde Pontoppidan. Hun er 16 år, har lyseblåt hår og har sammen med klassekammeraten Liv Håkonsen på 17 slået sig ned ved et skyggegivende hegn. Begge går i 1.g på Christianshavns Gymnasium. I det samme løber Søren Pape op på Ølkassen og beder alle om at overveje, om de egentlig faktisk er konservative. Det kunne jo være, de for eksempel var enige i, at staten kun bør hjælpe de allermest trængende. Det er Mathilde og Liv ikke, men klapper alligevel med, da han er færdig. »Jeg hælder nok mere til, at det er de bredeste skuldre, der skal bære det største læs,«
fortæller Liv Håkonsen. Hun vil gerne bruge denne dag på at lade sig udfordre på sine værdier. »Vi skal i hvert fald rundt og prøve, måske noget andet end det, vi selv ville hælde til. Der var noget med Jesus, for eksempel,« siger hun og refererer til det gigantiske, lyserøde Jesus-hoved, Jim Lyngvild har stillet op for Folkekirken i teltet for Sundhed og Trivsel. Friheden til at være uenig »Skal Danmark være en del af EU?” står der på skiltet, som er formet som et EU-flag. To pile, en rød og en grøn, peger ned på hver deres spritbeholder. Veninderne Hanna og Viola må vælge. »Bare fyr al den sprit! Vi skal være med i EU!« jubler Hanna og trykker på beholderen, så spritten flyver. Måske er det netop muligheden for at sige nej, der gør handlingen så tilfredsstillende. Ifølge undersøgelsen fra 2019 definerer de unge først og fremmest samfundsengagement som nysgerrighed. De finder i høj grad andre holdninger spændende, og det er en værdi i sig selv at være villig til at ændre holdning, hvis noget viser sig at være en bedre løsning. Ungdommens Folkemøde giver ikke et facit, blot flere vinkler at se verden fra. For eksempel skulle åbningstalen have været holdt af Mette Frederiksen, men da hun meldte afbud, fik Mads Brügger i stedet lov til at sætte stemningen fra Ølkassen. Ingen ved, hvad statsministeren ville have sagt den morgen, men nu fik hun i stedet en skideballe, mens de unge fik ros for at holde ud under pandemien og en opfordring til altid at tænke kritisk. Seks timer senere står 21-årige Rolin Ali på nøjagtig samme plet og holder dagens sidste tale. Var hun ikke flygtet fra diktaturet i Syrien for fem år siden, havde hun aldrig fået mulighed for at stå her med en Dansk Flygtningehjælps Ungdom-T-shirt på. »I det samfund jeg er opvokset i, måtte man ikke sige sin mening overfor sig selv, og slet ikke overfor andre. Frihed er ikke kun at være det, man vil. Det er også at sige nej til de ting, man ikke vil. Demokrati er ikke at være enige. Det er faktisk at acceptere og respektere uenigheden.« Mens Mathilde Pontoppidan har lyttet, har hun tegnet en valgplakat med hendes mærkesager på, som vil blive samlet ind og hængt op et sted i byen. Liv Håkonsen har reflekteret over dagen: »Det har givet mig blod på tanden til at være en del af noget større.«
14
KULTUR
OKTOBER 2021
Selv efter et års ventetid er The Minds of 99 stadig helt skarpe Omsider leveres livemusik igen i storskala. Efter et års ventetid spillede The Minds of 99 for et udsolgt Parken. Og du skal være lidt ked af det, hvis du ikke var der. af Amalie Cloigaard
Å
rh, det her er svedigt,« eksklamerede Niels Brandt efter de første numre, mens han skuede ud over mængden. Uanset om han mente det overført eller bogstaveligt, havde han ret. Han så lige så ekstatisk ud som resten af det store selskab. Sammen havde de netop taget hul på en historisk og forløsende aften.
endelig at synge med og stå tæt. Og det gav kuldegysninger. Herfra fulgte en stram setliste. Med tre albums og en håndfuld singler favner The Minds of 99 bredt, og de kom hele vejen rundt om diskografien. Fra balladen Hurtige Hænder, som altid spilles akustisk af Niels Brandt, til den hidsige I’m Gonna Die. En ny sang blev præsenteret til overvældende glæde. Under Din Sne er en midt-tempo ballade med et catchy omkvæd, der giver Danseorkestret-associationer. Undervejs bevægede de sig mellem scener, podier og lifte. De nåede derfor meget længere end den store scenekant. Niels Brandts nærvær og karakteristiske stemme bragte dem det sidste stykke. Selv øverst på bagerste tribune overgav de sig til melodier om ubåde og pandekager. I et rødt skær og med ditto fakler på hovedscenen, indledte The Minds of 99 finalen med debutsinglen Det Er Knud Som Er Død. Sangen er nærmest lavet til stadionkoncerter med sit simple højtempo omkvæd, som publikum utrætteligt hoppede i takt til.
Større end The Minds of 99 I 18 måneder blev festligheder aflyst og udskudt, og The Minds of 99 bragte et af de store musikalske ofre til Corona-alteret. De havde nemlig planlagt at sluse 50.000 tilskuere ind i Parken i september 2020. Koncerten skulle agere punktum for bandets tre første plader, men med forsinkelse blev den i stedet begyndelsen på en ny tid. Tiden efter en pandemi, mundbind og social distance. Arrangøren Live Nation skrev i en pressemeddelelse, at koncerten endda blev den første stadionkoncert i Europa, siden kontinentet gik hjem og barrikaderede sig mod Coronavirus. Hertil sagde Niels Brandt: »Den her koncert er gået hen og blevet til noget, der er langt større end The Minds of 99. Den handler om, hvad hele verden har været igennem det sidste halvandet år«.
Magi og fællessang Alle kunne mærke, hvad der var på vej. Med guitaren om halsen stillede Niels Brandt sig ved mikrofonen. »Hvis I ikke synes, det har været en god koncert, så har vi en undskyldning«. Alle Skuffer Over Tid var det eneste nummer, som kunne afslutte aftenen. Den er tilpas poppet til at blive spillet i radioen, og derfor er det et nummer, alle ubevidst kan teksten til. Dét udnyttede bandet til en storladen fællessang uden Niels Brandts vokal. The Minds of 99 brændte et års akkumuleret energi af på to timer. Det samme gjorde
En tur i diskografien Publikum udbrød et kollektivt brøl, da lyset slukkede og Solkongens stille keyboardintro begyndte. Oplyst af et svagt, varmt skær blev Niels Brandt langsomt hejst op under taget. Solkongen gik over i Ung Kniv. Nummeret er altid højt på setlisten, og ved aftenens koncert fik linjerne »Og vær hilset min ven/ godt at være hjemme igen«, ekstra dybde. Alle stemmer rummede en begejstring for Foto: Andreas Bjørn Thomsen
50.000 tilskuere, og det
var magisk.
Manglende opmærksomhed på kulturtilbud for unge udenfor storbyerne Festivalen Golden Days’ initiativ ”K7” giver unge mellem 18-27 år gratis adgang til museer og kulturinstitutioner i uge 37. Det er dog langtfra alle unge, der kender til initiativet og jo længere fra hovedstaden og storbyerne, man kommer, desto mindre opmærksomhed synes der at være på kulturtilbuddet. Af Sara Falk Garde En torsdag formiddag træder jeg ind i den røde herskabsvilla Grimmerhus i Middelfart. Her har keramikmuseet CLAY sin hovedbygning omgivet af den tilhørende skulpturpark med udsigt over Lillebælt. Det første jeg bliver spurgt om af museumsmedarbejderne, da jeg henvender mig ved receptionsskranken, vedrører min alder. »Så kan du jo komme gratis ind,« siger kvinden muntert, da jeg fortæller hende, at jeg er 22 år gammel. Hun rækker mig et sort, ovalt klistermærke med CLAY’s hvide logo på. I uge 37 kan unge mellem 18-27 år få gratis adgang til 111 kulturinstitutioner landet over på grund af det landsdækkende arrangement K7, som fik sin debut sidste år. K står for kultur og 7 for 7 dage, uge 37 og op til 27 år. Ambitionen med K7 er at gøre museer og andre kulturinstitutioner mere tilgængelige for et ungt publikum og styrke deres tilkny-
tning til kulturlivet. Festivalen Golden Days står bag initiativet, som får økonomisk støtte fra Københavns kommune og Spar Nord Fonden. Pengene fra de to sponsorer bliver brugt på at markedsføre arrangementet med en opmærksomhedskampagne, der skal gøre de unge klar over, at tilbuddet eksisterer. Hvem kender K7? Det er dog langtfra alle unge, der kender til K7’s eksistens. En rundspørge blandt de studerende på bachelor i journalistik afslørede, at kun 7 ud af 69 studerende kendte til arrangementet. Jeg er også den eneste museumsgæst hos CLAY, der endnu ikke har fået grå stænk i håret. På min vej gennem museets underjordiske udstillingslokaler passerer jeg gæster, der støtter sig til gangstokke eller går rundt med hænderne foldet bag på ryggen. Da jeg igen står ved museets reception og
spørger ind til antallet af unge besøgende museet har haft, får jeg at vide, at jeg er den fjerde ung, der har besøgt dem i løbet af ugen. »Det virker ikke til, at de unge ved det,« siger kvinden bag skranken med et skævt smil og et træk på skuldrene. Det samme lave fremmøde gælder museet Arresten i Faaborg. Deres deltagelse i K7 sidste år førte til nul ekstra besøgende fra 18-27 år, mens de i år fik seks. I en mail fortæller PR-ansvarlige Anne Høyby, at hun er usikker på, om museets deltagelse i K7 har en effekt: »Jeg ved ikke, om det er fordi, vi er langt fra den reelle kampagne, som kun rammer hovedstaden, så vidt jeg ved – eller om det skyldes, at vi ikke er en studieby. Vi har delt budskabet om kampagnen på vores egne sociale kanaler, men har så at sige ikke “kastet penge” efter at få budskabet ud, så det kan naturligvis også være forklaringen.«
Festivalleder for Golden Days Svante Lindeburg mener dog ikke, at kampagnen kun rammer hovedstaden: »Den reelle kampagne er hele vores nationale PR-kampagne og vores kampagne på de sociale medier, som jo ikke på den måde kun er afgrænset til hovedstaden. Så der har jo været masser af landsdækkende tiltag.« Udover at markedsføre initiativet på de sociale medier med hjælp fra influencers og kulturpersonligheder, er der også blevet sendt pressemeddelelser ud til landsdækkende og lokale medier. Provins versus storby Opmærksomhedskampagnen bliver støttet med et beløb på 200.000 kr fra Spar Nord Fonden fordelt på to år, mens Københavns kommune i år støtter arrangementet med 178.000 kr. Pengene fra Københavns kommune bliver specifikt brugt på at yde en
KULTUR 15
OKTOBER 2021
Et gennembrud kan måles og vejes, men Andreas Odbjerg har manglet følelsen af det under nedlukningen Andreas Odbjerg er en af de få artister, der har kunnet mærke en positiv indflydelse på sin karriere under Coronapandemien, og det kunne mærkes til hans koncert på Generator Festivalen i Odense. Vi har snakket med ham før koncerten, om hvordan det er at vende tilbage efter en mørk og lang nedlukning. Af Oliver Rosted Hyldebrandt
E
n svag bas breder vibrationer i brystet. Desto tættere man nærmer sig pladsen mellem Odense Rådhus og Sankt Knuds Kirke, jo mere spreder det sig i kroppen. Odense centrum er iklædt gule og sorte farver, som Generator identificerer sig med. En summen af stemmer kan høres på pladsen. De fleste borde er besat af unge mennesker, som venter på dagens første store navn, Andreas Odbjerg. De fleste etablerede kunstnere har haft det svært under Corona grundet aflyste koncerter. Det er dog ikke den samme oplevelse Odbjerg har haft: »Jeg er jo en helt anden case, fordi jeg er jo brudt igennem. Jeg kan engang fortælle mine børnebørn, at ”Bedstefar brød igennem under den kæmpe coronapandemi”, hvilket jo er syret. Det viste jo også lidt, at man godt kunne få et hit selvom folk ikke kunne gå til koncerter,« fortæller han. Et uvant syn Flere begynder at stryge til hovedscenen, hvor Odbjerg skal spille. Utallige ølglas flyder på jorden og udfylder festivalgæsternes hænder, som forsøger at holde promillen kørende, indtil koncerten begynder. Det syn, som skal til at ramme Andreas Odbjerg, er langt fra noget han har været vant til: »Jeg skulle spille en koncert den dag, hvor det hele blev lukket ned, og der havde jeg jo ikke nogen hits. Så det er jo lidt abstrakt, det der med at gå ind, og så lukker det hele ned, og nu kommer jeg ud og skal møde folk på en helt anden måde. For det første er der flere
ekstra indsats for de kulturinstitutioner, der ligger i Københavnsområdet. Københavns kommune har derfor flere midler at gøre godt med fra start. Tal fra sidste års K7 viser, at enkelte museer i Københavnsområdet havde fordoblet deres antal af unge gæster i uge 37. Tallene fra i år afslører, at der har været flest unge besøgende på Glyptoteket i København, som har fået 3.649 unge besøgende på én uge. »Vores tal viser ikke en skævvridning, men hvis der er, så kan man jo sige, at Københavns kommune jo også har betalt for ekstra opmærksomhed omkring museerne i hovedstadsområdet i og med, at de støtter kampagnen direkte,« udtaler Svante Lindeburg. Et oplagt udviklingspunkt for K7 vil være at få andre kommuner til også at sponsorere initiativet, tilføjer han. Han mener dog, at der kan være en anden grund end forskellen på økonomisk støtte til, at museer uden for storbyerne mærker mindre opmærksomhed på tilbuddet: »Jeg tror ikke, at det handler om hovedstaden overfor provinsen, men derimod om hvorvidt der er en geografisk tæthed af museer og størrelsen på museerne. Generelt kan vi se, at de store museer har klaret sig virkelig godt og de små knap så godt.« K7 vender tilbage for tredje gang til næste år. Golden Days håber og arbejder for, at K7 bliver et fast tilbagevendende arrangement.
Andreas Odbjerg er født og opvokset i Odense. Foto: Oliver Rosted Hyldebrandt.
og for det andet, så synger de jo også med, og det er jo overvældende,« fortæller han. Følelsen af succes En storsmilende og vinkende Odbjerg kommer ind med sit band. Koncerten skrider frem, dog med ældre sange, som folk ikke er så bekendte med. Det får mange til at opdage, at den gennemsigtige bund i ølkruset kan ses, og der skal en refill til. Dog bliver der lavet hurtigt om på dét, da de aktuelle hits, ”Stor Mand og ”I morgen er der også en dag”, lyder over højtalerne. Åbne munde der skråler deres lunger ud, og hove-
der der nikker i takt med stortrommens slag, cementerer sangenes popularitet. Med hovedet mod skyerne stikker Odbjerg mikrofonen ud til publikum, så en blanding af mørke og lyse stemmer kombineres i et stort kor. Det får ham til at stille sig op i en, ”I’m the king of the world” – statur. Stemningen vokser, da beatet fra storhittet ”Føler mig selv 100” rammer højtalerne. En symfoni af begejstring og lys i øjnene rammer publikum, som et barn der åbner gaver juleaften. Det er dén reaktion Odbjerg har længtes efter: »Der er et eller andet magisk ved, især når
CLAY Keramikmuseum i Middelfart. Foto: Sara Falk Gaarde
folk synger med. Det er jeg blevet fuldstændig afhængig af. En succes føles jo ikke som en succes, når man bare sidder og kigger på en masse tal der siger, at det går vildt godt.« Koncerten har ramt sit afsluttende klimaks og de store hits har sendt sine melodier ud på festivalpladsen. Folk begynder så småt at forlade scenen, imens Odbjerg afslutter det hele med udråbet: »Tusind tak Odense, vi ses på Boogies.«
16 KULTUR
Oktober 2021
Kvinder i kø til årets semesterstartsfest Til årets semesterstartsfest på SDU var den lange kø til toiletterne fyldt med tissetrængende gæster. Dog var det primært kvinder, der stod og ventede, da de mandlige deltagere havde adgang til urinaler flere steder på pladsen. Det til trods for, at kvindeurinalet er et produkt, der er udviklet og på markedet. Af Sofie Bjørn Thomsen og Anne B. Matthiesen
Foto: Jacob Fredegaard Hansen
D
et var en glædelig begivenhed, da det i år var muligt for de studerende på Syddansk Universitet igen at kunne samles og fejre starten på et nyt semester. Imellem madboderne og barteltene var der proppet med studerende, der spændt ventede på at kunstnere som Dopha, Emil Lange og Infernal skulle indtage scenen. Et andet sted på pladsen stod folk også og ventede, dog med knap så stor spænding. Kvinder i kø Køen til festivaltoiletterne snoede sig igennem pladsen, og den bestod primært af kvinder. Mændene havde nemlig adgang til herreurinaler flere steder på pladsen, og her var der ingen kø. Det var der flere af de kvindelige deltagere, der lagde mærke til. En af dem var Victoria Junker, der studerer dansk på 1. semester. Hun stod i kø 5-6 gange og brugte sammenlagt halvanden time i løbet af aftenen på at vente i køen til et ledigt toilet: »Det er lang tid, når man i forvejen skal på toilettet. Så kan man bare se fyrene, der bare går ind og ud af de der pissior-standere,« og fortæller videre: »Til sidst stoppede jeg med at bruge køen. Der var kun et sted, så vidt jeg ved, hvor der var båse, og så var der flere steder, hvor der var pissoir til mænd. Så til sidst på aftenen, gik jeg bare derhen.« En anden festdeltager der stod i kø flere gange, var Felicia Ganderup, der til daglig studerer dansk på 3. semester. Hun var på
toilettet 6-7 gange og sidst på aftenen brugte hun cirka en halv time på at stå i kø per gang. »Det er lang tid,« siger hun, og fortæller at lange køer kunne afholde hende fra at deltage næste gang: »Det vil i hvert fald være i mine tanker.« Semesterstartsfesten havde i år cirka 5000 deltagere, hvilket er en fordobling fra forrige fest i 2019. Sidste år blev semesterstartsfesten aflyst grundet corona. Interessen for festen, som fandt sted d. 4 september, var i år ekstra stor, og arrangørerne meldte udsolgt for billetter halvanden uge inden festen. Der kom ekstra billetter til salg, som blev udsolgt samme dag.
nelle udlejere,« fortæller Alexander Egebjerg og forklarer, at de bl.a. samarbejder med Københavns Kommune og Roskilde festival. Selvom der ikke var kvindeurinaler til semesterstartsfesten, tror Alexander Egebjerg at der i fremtiden, vil komme ligestilling, når det gælder toiletforhold. Han mener, der kan være flere årsager til at store arrangementer, som eksempelvis semesterstartsfesten, endnu ikke gør brug af deres produkt: »Jeg tænker da, at det højst sandsynligt er fordi, man ikke har kendt til Lapee, eller fordi at den udlejer, som man bruger ikke har haft lapee. Det kan der selvfølgelig være forskellige årsager til.«
Kvindeurinalet er på markedet Men der findes alternativer til kvinder. Kvindeurinalet Lapee er et produkt udviklet af Alexander Egebjerg og Gina Périer, der er skabt netop for at skabe ligestilling på sanitetsområdet. »Det her er noget, som kvindelige gæster til events ligesom kan begynde at stille krav til fra nu af, så der også bliver tænkt på dem,« siger Alexander Egebjerg. Lapee kom på markedet i 2019 og betyder “tisse” på fransk. De oplever en stor interesse for deres produkt, og i 2019 kunne man bl.a. gøre brug af de lyserøde kvindeurinaler på Roskilde Festival. »Vi eksisterer i 20 lande. Og Danmark er det første land, hvor vi år har valgt at sige, at vi vil stoppe med at udleje selv, men ligesom bare begynde at sælge direkte til professio-
Kender til Lapee Arrangør og chef for semesterstartsfesten, Gustav Emil Hansen, forklarer at hovedårsagen til, at der ikke var kvindeurinaler, skyldes at de bestiller en færdig toiletpakke hos eksterne partnere, der står for at levere toiletter. Her var Lapee ikke en del af grundpakken, men det er et produkt arrangøren kender til. »Jeg kan huske, jeg kiggede på det (Lapee red.) til festen i 2019. Jeg kan ikke huske, om det var økonomisk eller det bare var fordi, de ikke havde nok til at vi kunne få det ud, der kom vi ikke videre med det,« fortæller Gustav Emil Hansen, der også er studerende på SDU og arbejder frivilligt for semesterstartsfesten. Derudover er hans indtryk, at de tit bliver misbrugt, de gange han har set kvindeurina-
let i København: »De gange hvor jeg har gået forbi dem, så har der stået cirka halvtreds mænd i kø og mænd oppe i dem, og jeg har aldrig nogensinde set en enkelt kvinde gå ind i dem.« »Fed mulighed« Victoria Junker fortæller at hun ville have benyttet sig af kvindeurinalet, hvis det havde været en mulighed til semesterstartsfesten: »Hvis kvinderne også har de samme muligheder, så synes jeg, at det er mærkeligt, at vi ikke har haft mulighed for at benytte os af dem.« Det er en holdning Felicia Ganderup deler: »Det havde været en fed mulighed.« Gustav Emil Hansen understreger dog, at han vil have fokus på alternative toiletfaciliteter til næste års semesterstartsfest og i forhold til kvindeurinalerne, er han ikke afvisende: »Jeg vil meget gerne undersøge det i hvert fald for at se, om det er muligt for os at få ud, og om det er noget vi ligesom kan gøre.« De frivillige for semesterstartsfesten har på begivenheden på Facebook beklaget for de lange køer til bar, mad og toilet, og planlægger forbedringer til næste år. Semesterstartsfesten drives af frivillige hænder.
SPORTEN
OKTOBER 2021
17
Jagten på drengedrømmen I sommeren 2021 begyndte Silas Andersens jagt på tilværelsen som professionel fodboldspiller. Den 17-årige midtbanespiller skiftede fra danske FC København til den italienske storklub Inter, som han har skrevet under på en tre-årig kontrakt med.
Præsentation af Silas Andersen i Inter. Fra venstre mod højre: Bo Hammer, Silas Andersen og Silas' agent Daniel Jensen. Foto: Silas Andersens Instagram
H
Af Stefan Lindahl Jensen
vornår flyver jeg?« Det var Silas Andersens første tanke, da den italienske fodboldklub Inter afgav et officielt bud på den 17-årige danske fodboldspiller, fortæller han til LIXEN. Buddet fra Inter blev afgivet i sommerens transfervindue, og blev accepteret af danskerens nu tidligere klub FC København. Ifølge Silas Andersen selv var det ikke en svær beslutning at acceptere et skifte til de forsvarende italienske mestre: »Jeg skrev ned, hvad fordelene og ulemperne ville være, og så kom jeg frem til, at jeg skulle tage afsted. Det er det, jeg gerne vil, og så er det et stort skulderklap. Det var også dem (Inter, red.), som kom med et konkret bud, så det kan man ikke sige nej til. Det er jo en stor klub.« »Det er selvfølgelig fedt. Det har været en drengedrøm, og nu er man et skridt tættere på det, som man gerne vil opnå.« Derfor bor Silas Andersen nu i den italienske storby Milano. Til at starte med bor den unge midtbanespiller ikke alene i en lejlighed i byen, men sammen med andre ungdomsspillere: »Jeg bor på college lige nu sammen med nogle af de andre Primavera-spillere. Der bor spillere helt ned til U15-alderen, så man er sammen med nogle af de andre.« Når Silas Andersen bliver 18 år i 2022, har han et ønske om at flytte i en lejlighed for sig selv. Lige nu er han dog tryg i fællesskabet med de andre indlogerede Inter-spillere fra hele verden. Ifølge Silas Andersen gør klubben meget ud af, at spillerne, som er flyttet til Italien for at repræsentere Inter, har det godt: »De har styr på det hernede. Der er en masse søde folk, som arbejder i klubben. De planlægger vores hverdag og ringer til os for at snakke med os om, hvordan det går, og hvordan vi har det.«
Det har altid handlet om fodbold Fodbold har altid været en vigtig del af Silas Andersens liv. Derfor har den unge midtbanespillers plan også altid været en vej frem i tilværelsen ved hjælp af læder-kuglen: »Det har været fodbolden, som var i fokus. Jeg tror meget på mig selv, og jeg ved hvilke færdigheder, jeg har. Og så har jeg nogle virkelig støttende venner, og også min gamle klub Sundby Boldklub. Jeg snakker stadig med min gamle træner fra Sundby engang imellem.« Netop Silas Andersens selvtillid har ifølge ham selv drevet ham til, hvor han er nu. Han har derfor heller ikke været i tvivl om, at et udenlandsskifte var en mulighed for ham. Det var dog først, da han startede som U17-spiller, at der begyndte at komme henvendelser: »Det er fedt at vide, at folk lægger mærke til en. Jeg er blevet hentet af en grund. Det er fordi, jeg har gjort det godt.« Silas Andersen er ikke i tvivl om, hvilken spiller fra Inters førsteholdstrup, som han minder mest om. Valget faldt på en verdensstjerne: »Jeg tænker Nicolo Barella. Han vil altid gerne have bolden, og det vil jeg også gerne. Vi spiller også på samme position.« Ligesom Nicolo Barella spiller samme plads, som Silas Andersen gør, så deler de spillere, som han kigger mest på også position med danskeren: »Jeg har tre spillere, som jeg meget godt kan lide. Frenkie de Jong (FC Barcelona, red.), Luka Modric (Real Madrid, red.) og Paul Pogba (Manchester United, red.). De er virkelig dygtige, og man kan ikke undgå at se dem. Og så har de hver især nogle egenskaber, som er forskellige fra hinanden. Derfor kan man lære rigtig meget af at se på dem. Det er dejligt at få inspiration fra dem til sit eget spil. « Enten hollandske Frenkie de Jongs eller kroatiske Luka Modric’ nuværende arbejds-
giver kunne Silas Andersen godt tænke sig at spille for i fremtiden. Det er i hvert fald det, som han jagter: »Som 25-årig vil jeg gerne prøve noget spansk fodbold. Real Madrid eller Barca. Det er målet.« Selvom drømmen er spansk fodbold, så har Silas Andersen fuldt fokus på opgaven i italienske Inter. Hans plan for Inter-tiden er klokkeklar: »Det er, at jeg så hurtigt som muligt vil op på førsteholdet. Jeg vil vise, hvad jeg kan, og hvad jeg er lavet af. Det kommer selvfølgelig an på, hvordan man gør det. Hvis jeg gør det godt, så er det selvfølgelig tættere på.« Følelsen af, at en storklub har betalt penge for Silas Andersens evner på grønsværen, er også meget motiverende for danskeren: »Det er fedt! Det er virkelig et klap på skulderen. Så ved man, at de satser på en. Det er ret vildt.« En helt ny verden Silas Andersen skulle i gang med en HF igennem FC København efter sommeren, men med skiftet til Inter, blev HF-planen skiftet ud med italienskundervisning i Milano. Den 17-årige dansker er først lige begyndt på sprogundervisningen, men den foregår intensivt. Silas Andersen beretter, at han fire timer hver dag modtager undervisning. Sprogbarrieren har dog ikke været et bemærkelsesværdigt stort problem. Det skyldes, at træningen foregår på engelsk: »Lige nu taler jeg bare engelsk med dem, der kan det. Vi har jo en tidligere spiller, Christian Chivu (tidligere Inter-spiller, red.), som træner, og han taler engelsk.« Sproget er ikke den eneste ting, som Silas Andersen skal vænne sig til i Italien. Også vejret er en udfordring: »Det er godt nok varmt at træne i 36 graders varme hernede. Det har jeg ikke prøvet før, så det skal man lige vænne sig til.« Hvis Silas Andersen kunne vælge, så vil
han hellere befinde sig i den italienske varme end i den danske kulde. Han savner ikke det danske vejr. Afsavnet er i stedet for en hverdag uden sine venner og familie. Han forklarer dog, at han er skiftet til Milano-klubben for at jagte drengedrømmen, og det er en stor motivation. Følger i fodsporene af andre danskere Silas Andersens er ikke den første dansker, som er skiftet til Inter. Den unge midtbanespiller er nummer syv i rækken. Tidligere har den nuværende AGF-profil Patrick Olsen, Phönix Lübeck-spilleren Morten Knudsen, den Sassuolo-ejede angriber Jens Odgaard, den pensionerede landsholdsback Thomas Helveg og den ikoniske angriber Harald Nielsen repræsenteret Inter. Harald Nielsen var den første dansker i Inter-trøjen. Han bar den i 1967/1968-sæsonen, inden han skiftede til Napoli. Silas Andersen er ikke den eneste dansker hos Inter lige nu. Landsholdsstjernen Christian Eriksen er også på kontrakt i den italienske klub. 17-årige Silas Andersen fik debut for Inters Primavera-hold, da de i sæsonens anden spillerunde spillede uafgjort 3-3 med Fiorentina.
18
DEBAT
OKTOBER 2021
En opfordring til årgang 2021: Engagér jer – det betaler sig! Studietiden på Journalistik er fantastisk og fuld af muligheder, hvis man ser og går efter dem. Men tiden sammen er også kort. Selvom det som ny studerende kan virke helt uvirkeligt, kan de fire semestre med undervisning sammen på Medietorvet virkelig flyve forbi, og pludseligt er I spredt for alle vinde i praktikken. Derfor lyder der her en opfordring til alle: Engagér jer i studiet, dets muligheder og vigtigst af alt i hinanden - både for årgangens, studiets og jeres egen skyld.
Af Leo Mortensen Illustration: Agnes Rønberg
K
ære årgang 2021 på Journalistik. Tillykke. I klarede det. I kom gennem nåleøjet, og jeres årgang udgør nu det seneste hold journalistiske stjernefrø, som over de kommende år vil spire og gro, inden I snart vil stå wwsamlet med hele mediebranchen om jeres lillefinger som et sæt blomstrende formidlere af sandhed og saglig journalistik. Eller hvad I nu end har lyst til at lave - intet pres. For nogle af jer er Medietorvet og livet som universitetsstuderende en ny virkelighed, og andre af jer har prøvet det før. Til begge lejre vil jeg tillade mig at komme med en lille opfordring: Engagér jer! Og nej, her kommer ikke en prædiken om, at I skal huske at læse
foreninger, udvalg og fællesskaber, som ekjeres lektier, komme til tiden eller lignende. I sisterer langs de grå gange på Campusvej. er voksne mennesker, der ligesom jeg selv er Her nævner jeg blot nogle få: LIXEN og blevet foie gras-fodret med den tale gennem Merit, som er medier drevet af de studerden tidligere skolegang, så lad mig forklare: ende. KaJO, Studienævnet og Festudvalget, Man kan vælge at se universitet som en som alle har til formål at gøre hverdagen flok grå betonklodser placeret i udkanten af endnu federe for os studerende. Jourventus, en by, som både jyder og sjællændere nok Ajax Albani, Studenterbaren - listen fortsætmest ser som et sted, man kører let forbi. ter. Alle giver på hver sin måde muligheder I kan dog også vælge at se det som én stor for at få et bredt netværk, gode venner, perkreativ legeplads med alt, hvad I nogensinde sonlig udvikling og noget på CV’et. Fælles vil få brug for på jeres journalistiske og studfor dem alle er, at de kræver engagement fra iemæssige rejse. os studerende for at køre videre. Og hvis Lad os bryde det ned i bidder: For det første er der alt det tekniske ingen engagerer sig, udstyr til tusindvis af kroner » Og hvis ingen engagerer kan det i sidste ende som radiostudierne og re- sig, kan det i sidste ende betyde en kedeligere digeringsprogrammerne på betyde en kedeligere stu- studietid for alle med Medietorvets computere, der detid for alle med færre færre muligheder for bare venter på jer, jeres kreati- muligheder for at dyrke at dyrke interesser og vitet og jeres lyst til at skabe. interesser og fællesskaber fællesskaber i, ja, fælOm jeres interesse er fodbold lesskab. Og står man i i, ja, fællesskab. « eller feminisme, er rammerne den situation, at der bare sat til, at I kan udgive den næste store podikke findes et forum eller et fællesskab, som cast, webserie eller banebrydende reportage, dyrker den interesse, man har, om det så er uden at skulle smide hele opsparingen eftpolitik, hækling eller surdejsbagning (meget er udstyr. Det er kun fantasien, der sætter 2020, I know), er det bare med at række ud grænser, så kast jer ud i det. til de tusindvis af andre studerende og skabe Dernæst er der det hav af organisationer, det – jeg er sikker på, at det kan lade sig gøre.
Øremærket barsel til studerende mænd?
M
Af: Christian Snedevind Jørgensen Foto: Louise Lenea Jørgensen
edmindre du har levet i et jordhul uden internet- og postforbindelse, er det næppe gået din ellers velinformerede næse forbi, at øremærket barsel er et emne, der splitter nationen. Da min egen husholdning udvides med et nyt medlem til oktober, har det naturligvis været en sag, vi har fulgt tæt. Personligt når jeg sandsynligvis ikke at blive omfattet af de nye barselsregler, og stik imod min egen overbevisning ville jeg slet ikke som mand planlægge at holde barslen, mens jeg læser. Det er der flere årsager til, men den primære er, at barsel til studerende simpelthen ikke er fleksibel nok. Ifølge reglerne skulle jeg tvinges økonomisk til at gå på barsel i 11 uger. Det lyder rigtig rart, men en 11 uger barselsorlov ville kræve, at jeg tog orlov fra studiet og skulle gå 3. semester om igen om et år. Så 11 uger med min datter skulle udsætte min uddannelse med yderligere 41 uger. Det virker lidt tosset. Reglerne for studerende på barsel er faktisk ellers ret fordelagtige. Studier er sjældent mødetunge sammenlignet med arbejdsmarkedet. De økonomiske tilskud til barn, daginstitutioner og pasning er gode på
SU. Sidst men ikke mindst slipper man for at miste anciennitet i sit arbejdsliv, når man er færdig. Det har vist sig i flere undersøgelser fra blandt andre Uniavisen og Akademikerbladet, at hvis man ellers i livets andre facetter er klar til det, kan det anbefales at få børn, mens man studerer. Så jeg er stor tilhænger af, at man ved hjælp af lovgivning forsøger at trumfe ligestilling på arbejdsmarkedet igennem. Hvad jeg dog savner, er fleksibilitet i forhold til måden, man afvikler sin barsel på, både som mor og far, når man samtidig studerer. Studielivet er som udgangspunkt, hvis man ønsker at graduere tættest muligt på normeret tid, en stringent og lineær proces, hvor man helst skal bestå fagene i rigtig rækkefølge. Det betyder, at de studerende, der ønsker at stifte familie, risikerer at forlænge deres uddannelse unødigt længe. Med en øremærket ”take it or leave it”-ordning bliver det problem kun endnu mere udtalt. Der er ikke kommet et reelt lovforslag ud af debatten endnu, men jeg håber at forholdene for studerende, der gerne vil stifte familie inden de står på jobræset, også er tænkt med ind.
Sidst, men ikke mindst har I hinanden. I befinder jer i et miljø med personer, som alle vil journalistikken og studiet. Ellers var I ikke kommet ind. I har alle viden og erfaringer, I kan udveksle og drage nytte af, samt en bred vifte af kvaliteter - både fagligt og socialt. Det kan godt være, at det tager lidt tid at opdage dem, men hvis I dyrker fællesskabet - om det så er bare at spørge ind til hinanden eller at arrangere en hel rustur - vil det betale sig. Hvem ved, hvem jeres sidemand bliver i fremtiden? En god ven, jeres partner, jeres chef eller måske dem alle? Hvis man virkelig brænder for journalistik og medier, er Medietorvet også en fantastisk arena, hvor man fagligt kan sparre og skubbe hinanden opad og nørde P1, Presselogen og Politiken uden at blive stemplet som nørd. Det er herligt. Som sagt går tiden stærkt på studiet, men hvis I er villige til at yde den ekstra indsats, får I både personlig udvikling med på vejen samt et stærkt fællesskab og nye venner, som vil gøre tiden under og efter studiet til en leg. Så, kære årgang 2021, tillykke igen, og husk nu: Engagér jer! Vær ikke bange for at gå forrest og tage handling. Nyd tiden sammen på Medietorvet. Vi ses i Studenterbaren.
DEBAT
OKTOBER 2021
19
Din yndlingsklub er ikke meget bedre end PSG og Manchester City
Af Berfin Erdem Illustration: ©Tawng via Canva.com
S
er fokuseret på. Lad mig gøre én ting klart om livslang fan af FC Barcelona var jeg – jeg ved godt, at der er stor forskel på at spændt, da Messi skulle skifte til Paris have skumle ejere og at have skumle sponsorSaint-Germain. Jeg glædede mig over, er. Det ville være et for firkantet synspunkt, at han skulle genforenes med Neymar, og hvis jeg skulle putte de to ting i samme boks. at de sammen med Mbappé skulle forme en Men det er også firkantet at leve efter idéen farlig trio. Alle tre er på toppen af listen over om, at alt var fint i fodboldverdenen, indtil verdens bedste fodboldspillere. ”oliesheikerne fra Mellemøsten” ankom. Økonomisk har det været muligt, forDa Messis skifte til PSG blev officielt, var di PSG ejes af sheik Tamim bin Hamad Al mange spændte grundet de mange superstThani, som er emir af Qatar. Siden den nye jerner på holdet. PSG blev derfor sammenligejer kom til i 2011, er der sket et markant net med ’Galacticos’-æraen hos Real Madrid, skift. Fodboldklubben har domineret den som i 2003 havde Zinedine Zidane, Ronaldo franske liga, og de nåede også til finalen i (den brasilianske), Luis Figo, David Beckham Champions League i 2020 for første gang i og Raúl. ’Galacticos’ betegner dyrt indkøbte klubbens historie. verdensberømte fodboldspillere. Da PSG’s Lignende situation befandt Manchester nuværende trup blev sammenlignet med Real City sig også i, da den kongelige sheik ManMadrids ’Galacticos’, lød det fra mange fodsour bin Zayed Al Nahyan, købte fodboldboldfans online, at de ikke kunne sammenklubben i 2008. Siden da har Manchester lignes, fordi PSG havde brugt beskidte penge. City vundet Premier League fem gange, og Den opmærksomme fodboldfan er dog klar klubben havde ellers ikke vundet den enover, at Real Madrid også selv brugte beskidgelske liga siden 1968. te metoder for at nå dertil. I slutningen af Disse massive investeringer har fået kritik90’erne var klubben plaget af gæld, indtil de ken til at hagle ned over de to storklubber, indgik en aftale med byrådet. Mange tror, at og fodboldfans kalder dem for ”olieklubber” Real Madrid solgte hele deres træningsgrund og ejerne for ”oliesheiker”, da Qatar og De til byrådet i en direkte transaktion. I virkeForenede Arabiske Emirater er kendte for ligheden havde præsidenten og byrådet indderes produktion af olie. Mange fodboldfans gået en aftale om, at byrådet ville omregulere er frustrerede over, at de to klubber har en træningsgrunden, hvis Real Madrid solgte nærmest pay-to-win-fremgangsmåde. dele af landet til byrådet – i praksis betød det, Jeg forstår godt utilfredsheden. Mange at grunden blev klubber har arbejdet Lad mig gøre én ting klart – jeg mere attraktiv for hårdt for at nå dertil, ved godt, at der er stor forskel byen. Det medhvor de er nu. De har førte, at grunden tænkt taktisk ved ekpå at have skumle ejere og at sempelvis at sælge de have skumle sponsorer. Det ville pludseligt steg i rigtige spillere på de være et for firkantet synspunkt, værdi fra 421.000 euro til 22,7 milrigtige tidspunkter, hvis jeg skulle putte de to ting lioner euro. Deså de kan få råd til den i samme boks. Men det er også refter solgte Real næste. Derfor synes jeg, at det er fuld- firkantet at leve efter idéen om, Madrid deres dele stændig forståeligt, at alt var fint i fodboldverdenen, af landet i offentlige bud, hvilket at man føler, at fodindtil “oliesheikerne fra Melde tjente 480 boldindustrien bliver lemøsten” ankom. millioner euro på. ødelagt, når stenrige Byrådet solgte også deres dele. Det var derfor enkeltpersoner dukker op ud af det blå. Det en win-win for begge parter. kan virke korrupt. Unavngivne klubber havde dengang bedt Men konstant at fremstille det som om, at EU om at undersøge sagen, men de fandt indet kun er de to ”olieklubber”, der ødelægger gen beviser for, at noget forkert skulle have det for resten af fodboldverden, er meget naforegået. Dog kom EU til fornuft i 2016, da ivt. Mange andre klubber er også nået til tops de beordrede Real Madrid at betale 18,4 via korruption, svindelsager og tvivlsomme millioner euro tilbage, da de fandt ud af, at sponsorer, hvilket der nærmest ikke bliv-
eksempler. træningsgrunden var blevet overvalued. Så hvorfor får de to klubber så meget hate, Den var altså ikke 22,7 millioner euro værd, når andre klubber ikke får? hvilket de ellers fik 480 millioner euro ud For det første skyldes det uvidenhed, som af. Lokale politikere var altså skyld i, at Real er et resultat af dovenskab. Det er nemmere Madrid kunne få fat på en spiller som Zineat tjekke Wikipedia og finde ud af, hvem dine Zidane, som scorede det vindende mål ejeren af PSG er end at dykke ned i sager i Champions League-finalen i 2002. Et klassåsom ovenstående med Real Madrid. Jeg sisk eksempel på pay-to-win. forstår, at alle ikke har tid til at researche Tager vi et smut forbi Premier League, sager som disse, men jeg har en appel om, at finder vi Chelsea FC, som er ejet af Roman hvis man skal udAbramovich siden Lokale politikere var altså skyld tale sig kritisk om 2003 – en russisk multimilliardær, som i, at Real Madrid kunne få fat på PSG, skal man i er blevet utroligt rig en spiller som Zinedine Zidane, det mindste have på mange forskellige som scorede det vindende mål sat sig ind i, hvad andre klubber har måder. Hvad gjorde i Champions League-finalen i gjort af tvivlsomham dog for alvor rig? 2002. Et klassisk eksempel på me ting. Olie. pay-to-win. For det andet Roman Abramovfår PSG mere hate ich solgte en andel på end Manchester City, hvilket højst sandsyn73 procent i oliefirmaet Sibneft til det russisligt har meget at gøre med, at Messi spillke oliefirma Gazprom for 13 milliarder doler der nu, og mange Ronaldo-fans hopper lars i 2005. Dog har jeg aldrig i mit liv hørt med på den bølge, som går ud på at bruge nogen sige, at Chelsea er en olieklub. Selvom oliepenge-argumentet mod PSG, selvom de Abramovichs investeringer på flere hundreegentlig er ligeglade og bare udnytter enhver de millioner pund med blandt andet de her chance for at trække Messi ned. oliepenge har ført til fem Premier League- og For det tredje er det ikke nogen hemmeto Champions League-mesterskaber. lighed, at muslimer og folk med mellemøstlig Måske tænker nogen af jer, at det stadig baggrund er blevet en nemmere skydeskive i ikke kan sammenlignes med magtfulde menden vestlige verden. Når sheikerne skal stilles nesker fra undertrykkende og diktatoriske til ansvar for deres handlinger – hvilket de regimer – også selvom dét sjældent er nogens selvfølgelig skal – skal den hvide rigmand argument for, at det er forkert at have sheiker også. Det bør gå begge veje. som fodboldklubejere – men det er værd at Igen – jeg er klar over, at der er forskel bemærke, at Abramovich er meget tæt med på de forskellige parter og situationer, som den russiske præsident, Vladimir Putin. Han er nævnt i denne artikel. Derfor hedder min anbefalede faktisk Putin til den daværende overskrift Din yndlingsklub er ikke meget bepræsident Boris Yeltsin, da landets næste dre end PSG og Manchester City og ikke Din præsident skulle vælges. Putin, som er blevet yndlingsklub er præcis ligesom PSG og Manbeskyldt for at have beordret tortur og drab chester City. Det eneste, jeg beder om, er, at på aktivister og kritikere. Udover det har hvis du vil forholde dig kritisk, skal du gøre Abramovich finansieret jødiske bosættelser i det ordentligt. Der er en helt absurd dobbeltPalæstina, på trods af at det egentlig bryder moral, når det kommer til fodboldfans’ opfatinternationale love. Så hvis vi virkelig skal telse af korrupte klubber. Mange klubber er snakke om humanitære kriser eller udfornået til tops ved brug af beskidte metoder, og dringer, er det vigtigt, at man undgår at være hvis ikke du også forholder dig til dette faksnæversynet. tum, er din kritik af PSG og Manchester City Derudover har FC Barcelona haft Qatar uberettiget efter min mening. Der er mange Foundation og Qatar Airlines som sponsorer, flere nuancer end lige så. Arsenal har Fly Emirates som sponsor, Juventus har haft Tamoil som sponsor – et hollandsk oliefirma, som førhen havde forbindelser til Gaddafi. Bare for at nævne et par
Den LEDER
2 . forside
Den 2. Forside bliver ofret på populismens alter
Som journalist ved man, at Information udsprang af modstandsbevægelsens illegale presse. Det er avisens fornemmeste bedrift, og nogle vil sige også dens eneste eksistensberettigelse. Men nok har været sagt om Information. Selvom det ikke er almenkendt, har Danmark to aviser, der er født under en krig. Under 1. Verdenskrig, og af den danske modstandsbevægelse, udspringer Den 2. Forside. Vi blev altså grundlagt i 1918 og kan i år fejre 103-års jubilæum. Det er ikke noget, vi råber højt om. Vi føler, der er meget andet, der retfærdiggør vores eksistens. Vores ukuelige graverjournalistik, der har væltet regimer. De kriminelles foretrukne krimisektion. Sladderspalter, der fører til skilsmisser såvel som bryllupper. I denne udgave har jeg dog valgt at gøre en undtagelse og påberåbe os lidt respekt på vores baggrund. For nu er den for gal. Den 2. Forside har tabt udbuddet om at blive de journaliststuderendes avis på Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Med andre ord: LIXEN har vundet udbuddet, og alt er ved det gamle. Udbuddet var fra starten enormt politiseret og hele forløbet har været en fornærmelse mod armslængdeprincippet. Budskabet er klart: Det skal koste dyrt at gå magthaverne på klingen. Det gjorde det under Den store krig, da vi sagde centralmagterne imod, og det gør det nu, hvor vi taler sosserne imod. Den 2. Forside er det seneste medie i rækken til at blive ofret på populismens alter. Pamperiet på Christiansborg kender efterhånden ingen grænser, og politikerne lefler igen for laveste fællesnævner. Det mest vedholdende rygte, der gentages af flere kilder med sin gang på Christiansborg, er, at min bopæl i København har været det udslagsgivende. Jeg evner ikke at se, hvordan mit tilhørsforhold til Hovedstaden på nogen måde skulle kunne forhindre mig i at drive en avis for de journaliststuderende på Syddansk Universitet i Odense. Ak, sket er sket, og vi må tage til takke med denne ene side. Men året er ikke omme, og der er masser af tid til mytteri! Christian Sebastiansen, redaktør
Må man slå én ihjel, hvis det redder fem?
Den 2. Forside har sendt sin bedste reporter ud for at undersøge det kendte tankeeksperiment, The Trolley Problem, på egen krop. Af Den 2. Forsides udsendte & Christian Sebastiansen På en tom perron står Den 2. Forsides udsendte og venter. Vejret er ustadigt. Sært passende for en undersøgelse af et etisk dilemma. Det har været både høj sol og silende regn, da lyden af et tog bryder stilheden. Røgskyen fra forreste vogn vidner om, dette tog ikke er drevet af el. Bremserne hviner, som det sænker farten. I samme øjeblik det slår dørene op, bydes Den 2. Forsides udsendte ombord af en udstrakt hånd. Det er Johannes Climacus, professor i etisk filosofi, der skal være guide på denne etiske tur. »Alle kender tankeeksperimentet The Trolley Problem,« fortæller Johannes Climacus, uagtet at Den 2. Forsides udsendte lige har bedt ham forklare, hvad eksperimentet går ud på, da hun ikke kender til det. Den 2. Forsides egen ressearch viser, at tankeeksperimentet blev døbt The Trolley Problem i 1976 af Judith Jarvis Thomson. Det findes i utallige variationer, der alle undersøger hvilke omstændigheder, der kan tillade eller forbyde at tage et andet menneskes liv. Må man for eksempel gøre det for at afværge tabet af endnu flere liv? Valget mellem død og drab Togturen starter tilforladeligt. Ombord er kun Johannes Climacus og Den 2. Forsides udsendte. Johannes Climacus guider hende hen til et håndtag, der ligner en gearstang, hvor tallene er poleret af. »Det er med denne, du skal tage valget.« Han hentyder til, hvorvidt toget skal fortsætte lige ud af sit spor eller dreje ind på et andet. Der er stadig lidt over tre timer til, valget skal tages. Ved siden af håndtaget er to små skærme, der har forbindelse til hver sit kamera placeret længere nede af sporet. Det første viser sporet toget kører ud af, og på det ligger fem mænd, der ser ud til at sove. »Hvis du vælger at lade håndtaget være, er det dem, der bliver dræbt. Vi kører lige over dem. De er bedøvede, så de mærker ikke noget. Og vi har rigelig fart, så toget kører bare videre og tilbage på stationen, hvor jeg hentede dig. De er selvfølgelig uskyldige, det er vigtigt for eksperimentet,« understreger han. Den anden skærm viser også et togspor, men her ligger kun en person. Hvis Den 2. Forsides udsendte trækker i håndtaget, vil han blive kørt over. »Han er lige så uskyldig som de andre. Og vi har sørget for, de alle er mænd med samme livssituation: To børn, en kone, afdøde forældre og så videre. Det skal kun handle om, om du vil afværge de fems død, som du ikke er skyld i, ved at dræbe én. Som du så vil være skyld i.« The Trolley Problem ændrer dig for altid »Af erfaring vil jeg råde dig til at tage valget helt til sidst. Du kan gruble over det helt frem til, men hvis du allerede nu gør noget, kommer du til at fortryde og skifte frem og tilbage hele tiden. For at få mest ud af det, skal du bare sidde og tænke. Filosofere om man vil.« Vægten af den kommende beslutning gør Den 2. Forsides udsendte svimmel. Hendes blik flakker mellem døre og vinduer. »Du kan ikke komme af toget,« siger Johannes Climacus, som havde han læst hendes tanker. »Vi har før haft problemer med udspringere, og så efterlader det jo bare den medbragte etiske professor med valget. Et valg de ikke er klar til at tage. De etiske professorer, der er blevet tvunget ud i det, har alle skiftet profession efter. Det er det eneste sikre ved The Trolley Problem. Hvis du tvinges ud i det, ændrer det dig for altid.« Han siger det med en tilfredshed over at vide noget med sikkerhed. En luksus der ellers ikke er forundt folk inde for etisk filosofi. Ti minutter inden det mulige sporskift lægger Den 2. Forsides udsendte sin hånd på håndtaget. Lyden af togets hjul på sporene synes med et højere. Metal på metal. Togets vægt kan høres i lyden. Den 2. Forsides Udsendte er ikke i tvivl om sandheden af Johannes Climacus ord: toget vil brage gennem enhver forhindring upåvirket. En eller fem personer gør ingen forskel for toget. Anderledes er det for Den 2. Forsides udsendte. Det er et umuligt valg. »Hvad valgte du?!,« spørger Christian Sebastiansen, redaktør af Den 2. Forside. »At slå én ihjel eller lade fem blive dræbt?« Den 2. Forsides udsendte kan ikke svare. Hun gentager, det er et umuligt valg igen og igen. The Trolley Problem forbliver uopklaret.
DE KORTE MEN FALSKE NYHEDER
S
DU’s nye årgang af journaliststuderende roser Universitetets nye tiltag med blanding af introdage og undervisning. “Druk og deadlines forbereder os til virkeligheden i branchen”.
P
olitisk ordfører for Enhedslisten, Mai Villadsen, efterspørger flere retssager mod venstrefløjens politikere. Hun mener, at Morten Messerschmidt og Inger Støjberg får uvurderlig medietid.
T
aleban overrasker verdenssamfundet med kovending: Vil ikke give kvinder ret til uddannelse alligevel. Mellemøstekspert kalder det en uforudsigelig drejning: “Vi tog dem på ordet”.
F
lere udenlandske regeringer kigger med interesse på Danmark og Den danske model. De ser et klart potentiale i at overtrumfe fagforeningers ønsker med lovindgreb.
M
ichelinrestauranter tegner overenskomster for deres ansatte. “Med den opmærksomhed, vi bliver givet, føler vi et særligt ansvar for at tage kampen for ordentlige arbejdsforhold op”, udtaler René Redzepi, medejer af Noma.
N
y undersøgelse fra Danmarks Statistik viser lavere ledighed blandt færdiguddannede journalister fra SDU end fra DMJX. Derudover får de højere løn og er sjovere kollegaer. Adspurgt om færdiguddannede fra RUC, indrømmer Danmarks Statistik, at man har glemt at tage dem med i undersøgelsen.
Den 2. Forsides udsendte er blevet tilbudt krisehjælp efter episoden. Redaktionen kender hendes identitet, men har valgt at anonymisere hende i tilfælde af, hun skulle have valgt at slå en ihjel.
Krydsord Kreditering
Leder: Sebastian C. Christensen De Korte Men Falske Nyheder: Sebastian C. Christensen Må man slå én ihjel, hvis det redder fem?: Sebastian C. Christensen Krydsord: Sebastian C. Christensen Pendlertanker: Idé af Sebastian C. Christensen, Grafik af Nicklas Plum