»Jeg ved godt, at det ikke er sådan, at folk siger: ‘Kom ind fra grillen, nu står hun og taler om Euroen’.« Portræt af DR’s Bruxelles-korrespondent Mette Fugl side 10
Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 11. årgang | 5. nummer | September 2009
Russere invaderer Medietorvet
side 3, 8 og 9
Plagiatdom trak i langdrag Fire studerende ved Center for Journalistik blev anklaget for plagiat i en eksamensopgave. To slap hurtigt med en advarsel. De to sidste fik at vide, de var på vej til at blive smidt ud af studiet. Studielederen kalder det helt uacceptabelt. Sofie Bak Thorup
HÅRDKNUDE. 23. juni var daværende 4. semester i Journalistik på SDU til eksamen i International Politik. Som Noterne blev som sædvanlig flittigt byttet inden eksamen. Det fik dog konsekvenser for fire studerende. De fik i starten af august en anklage om eksamenssnyd ind ad brevsprækken. Den indkaldte dem til samtale. To af de studerende kunne ikke deltage og fik samtalen udskudt. Der var studielederen imidlertid forhindret i at møde op. På grund af en misforståelse måtte de derfor gruble videre i to uger over deres fremtid på Center for Journalistik.
Foto: Leonora Beck
Useriøst »Vi tager sådan en anklage meget seriøst, men vi føler os ikke taget seriøst af ledelsen, når vi skal gå rundt med den her usikkerhed,« siger en af de studerende. Den nye studieleder Anne Lea Landsted beklager ventetiden: »Det er selvfølgelig helt uacceptabelt. Men jeg har været på ferie, er lige kommet hjem og har ikke haft mulighed for at tale med Jens Ringsmose (underviser i International Politik, red.)«.
Men hvordan kan det lade sig gøre, at to studerende går to uger i uvished, før de får svar? »Der er åbenbart sket en misforståelse. Der var ikke stor forskel i plagieringen i de fire tilfælde, så jeg troede, Jens Ringsmose og jeg var enige om, at han ville fortælle udfaldet til de to sidste. Jeg beklager dybt, at det ikke er sket - især over for de to studerende, det er gået ud over,« siger Anne Lea Landsted. Hun har nu kontaktet de studerende og fortalt dem, at de selvfølgelig også slipper med en advarsel. Lixen har prøvet at få en kommentar fra Jens Ringsmose, men han har ikke ønsket at medvirke.
Fint at dele noter De anklagede studerende føler ikke, de har fået retningslinjer for eksamenssnyd. Derfor kom anklagen som lidt af en overraskelse. »Det er jo sådan lidt et grænseland. Hvor fanden er grænsen?« som en af dem udtrykker det. Studielederen fortæller, at hun synes, det er en rigtig god idé, at de studerende deler noter. Men grænsen er nået, når der er tale om direkte afskrivning. Det var der her. Men da det kun var enkelte sætninger vurderede Anne Lea Landsted, at sagen ikke skulle videre til rektor. Hun mener ligesom de anklagede studerede, at sagen skal munde ud i et semestermøde om retningslinjerne for plagiering: »Der skal i hvert fald ikke opstå en idé om, at man ikke må dele noter her på studiet,« slutter studielederen. sotho08@student.sdu.dk
Kan journalister lære af politiet?
Lovbrud i offentlighedens tjeneste
Politiet har andre våben i bæltet end tjenestepistolen, når de opklarer kriminalsager. Etaten skyder for eksempel også med skarpt, når de krydstjekker informationer og arbejder med kognitiv interviewteknik. Lixen starter en ny serie. Her lægger vi ud med at spørge, hvad journalister kan lære af politiets efterforskningsafdeling, når det er os, der jonglerer med de store sager.
Må journalister bryde loven, hvis de gør det for samfundets skyld? Det er et spørgsmål med flere svar og mange gradbøjninger. Lars Wikborg blev ikke straffet for at tage en kniv med til gaten i lufthavnen, selvom det er ulovligt. Men Kåre Quist fik bødestraf for at skaffe sig et kørekort ved hjælp af falsk legitimation. En række mediejurister diskuterer et af journalistikkens mest kontroversielle virkemidler. Samtidig giver de deres bud på udfaldet af et fiktivt scenarium, hvor journalister bryder loven i offentlighedens tjeneste. Side 13
Side 12 og lederen side 2
02 | September 2009
UDDANNELSE
| LIXEN
Indhold
Leder
UDDANNELSE
Bytte-bytte-købmand
En, to, tre. Journalistiks kontorgang har leget stoleleg hen over sommeren. Tre nye ansigter er kommet til, mens flere kasketter har skiftet ejermænd. Mød blandt andre den nye studieleder, tekniker samt den nye adjunkt på side 5-7.
Hvad kan journalister lære af andre På Center for Journalistik har vi fag? I dette nummer af Lixen stiller vi tidligere oplevet teaterinstruktører, for første gang spørgsmålet og kaster der tvang studerende og undervisere os ud, hvor det kan være svært at ud i øvelser på Medietorvets – for en bunde. stund – skrå brædder, så vi kunne Det er med fare for, at det bliver blive mere opmærksomme på vores diffust, når to nørder fra hvert sit kropssprog. Indsparket var et eksofag slår hovederne sammen og skal tisk arrangement inden påskeferien, forsøge at hente noget brugbart i men successen kan måske udbygges hinandens verdener. Men med lidt til den regulære undervisning. I sterefleksion kan det betyde gevinst det for at høre på det ene celebre – eller om ikke andet sætte tankerne koryfæ fra mediebranchen efter det på gled. andet til tirsSpørgsmål Strømmene af anderledes dagsarrangesom ’hvad enterne, tankegange kan være med til m gør de andre så kunne det medier?’ eller at opruste journalistikken i en være oplagt ’hvad gør opbrudstid. at hente ekman i amerisempelvis en kansk journalistik?’ grafiker ind. bør måske i højere grad erstattes af Det kunne lære de studerende om ’hvordan ville en politikommissær visuelle virkemidler i journalistik. gribe sagen an’ eller ’hvordan ville Ligesom det er oplagt at trække nobibliotekaren sætte det i system?’. get mere på nogle af universitetets For hvor mange forskellige fagandre studieretninger. Strømmene grupper ville ikke kunne lære jouraf anderledes tankegange kan være nalister en ting eller to? Historikeren med til opruste journalistikken i en og bibliotekaren kunne give tips til, opbrudstid. hvordan du skaffer dig overblikket I første omgang vil vi gerne åbne over bunken med rapporter og akvalsen og føre an med en kammetindsigter. Samtidig kunne psykoloratlig samtale under kriminalpogens eller kriminalbetjentens interlitiets blændende forhørslampe. For viewteknikker være værktøjer i din kan journalister bruge værktøjer schweizerkniv af muligheder for at som ’korrelationsanalyser’, ’ikkelirke svære interviewpersoner op. viden’ og ’kognitiv interviewteknik’ Manuskripforfatterens virkemidler til noget? Læs med og bedøm selv på kunne styrke din featureartikel, og side 12. rejseguiden kunne give dig et spark bagi, så du blev bedre til at komme ud over rampen og give den rigtige information til dine modtagere, når du står over for en forsamling.
BRANCHE
Her er første del i en serie om, hvad journalister kan lære af andre faggrupper. Få en lærestreg af politiinspektør Benny Linde Larsen, når han giver gode råd fra sin verden og leverer redskaber til din journalistiske værktøjskasse. Find inspiration på side 12.
”
PORTRÆT
Mette Grib, Mette Skræp og Mette Ørn. DRs Bruxelles-korrespondent er en dame, mange har en holdning til. Selv tager hun dog ikke synderlig notits af de talrige tilnavne og klichéer, hendes navn har båret med sig. Mette Fugl spreder vingerne på side 10-11.
Foto: Bjarne Lundtang
FOKUS
Ingen sommer uden agurketid. Med ærlighed kommer man - som bekendt - længst. Redaktionen tog konsekvensen og kombinerede ferien med journalistik. Læs artikler fra Tibet, Roskilde Festival og Grøn Koncert. Side 14-16 og bagsiden.
OPINION
En af de nystartede praktikanter har lavet artikel med burka på. En anden har fået sin historie i TV-Avisen. Og en tredje har drukket snaps med et bluesband. Tre studerende fortæller, hvordan starten på deres praktik har været. Læs side 18.
”
Jeg synes, man skulle lade køerne være og bare tappe modermælk
Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklinger og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser. LIXEN Campusvej 55 5220 Odense M
Russer i leopardgamacher på den journalistiske rustur ’09
Johan Bertil Winther Chefredaktør
Morten Bang Chefredaktør
Gudmund de Stordeur Redaktør
Sophie Bremer Redaktør
www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 800 eksemplarer Logo: Henriette Solgaard Layoutinspirator: Sara Winther Korrekturlæser: Andreas Korrekturlæser: Andreas Langaa Langaa Ansvarshavende chefredaktør i dette nummer: Morten Bang
Sofie Bak Thorup Redaktør
Kristoffer Kræn Redaktør
Leonora Beck Redaktør
UDDANNELSE
LIXEN | September 2009 |
Kend din årgang
VILD I JUNGLEN. Årgang 2009 festede som aber på årets rustur. Foto: Johan Bertil Winther
Lixen bringer et indblik i den nye årgang af journaliststuderende på Syddansk Universitet. Sofie Bak
Statistisk set er du omkring 21,9 år, har blond eller brunt hår og drikker mindre kaffe end årgangen over dig – men det skal du nok få indhentet. Du søgte ind på Journalisthøjskolen og kom med 50 procents sandsynlighed ind, men valgte SDU. Du læser Politiken, og interesserer dig rigtig meget for politik, men paradoksalt nok er sandsynligheden for, at du stemte til Europa-Parlamentsvalget ikke vanvittigt stor. Du interesserer dig for sladder - især hvis det omhandler Anni Fønsby. Der er rimelig sandsynlighed for, at du har læst på en anden uddannelse tidligere, hvilket dine nye medstuderende sikkert vil tage kærligt imod, når nu de skal til at lede efter kilder i felten. VELKOMMEN på Center for Journalistik
Alder: 18: 2 19: 9 20: 10 21: 10 22: 14 23: 11 24: 4 25: 6 26: 2 27: 1 32: 1
Søgte du ind på Journalisthøjskolen? Ja: 64 % Nej: 23 % Nej, da jeg er tilvalgsstuderende: 13 % Hvis ja, kom du ind? Ja: 50 % Nej: 50%
Har du været på en journalistisk højskole inden? Ja: 42 % Nej: 58 % Er der journalister i din familie? Ja: 23 % Nej: 77 % Har dine forældre akademisk baggrund? Ja: 40 % Nej: 60 %
Har du læst mere end et år på en akademisk uddannelse? Ja: 29 % Nej: 71 %
Hvis ja, hvilken? TEKO, Cand. Negot, Biologi, Hum. Bas, Spansk, Dansk, Film- og medievidenskab, CBS, Kommunikation, Litteratur, Folkeskolelærer, Biblioteksskolen, Matematik og teknologi-ingeniør, Engelsk Ryger du? Ja: 24,29 % Nej: 64,29 % Til fest: 11,43 %
Hvis ja, hvor mange om dagen? 1- 5: svarede fem af rygerne 6 – 10: svarede fire af rygerne 11 – 15: svarede to af rygerne 16 – 20: svarede fem af rygerne Over 20: svarede én ærlig ryger
TRE HURTIGE
Hvilken hårfarve har du? Sort: 2 Blond: 23 Leverpostej: 9 Rød: 5 Brun: 27 Orange: l 1 Har ikke hår: l 1
Hvilken avis læser du oftest? Politiken: 52,1 % Berlingske: 13,7 % Jyllandsposten: 13,7 % Information: 6,8 % Ekstra Bladet: 4,1 % Weekendavisen: 2,7 % Fyens Stiftstidende: 2,7% MetroXpress: 1,4 % Bbc.co.uk: 1,4 % BT: 1,4 %
Interesserer du dig for politik? Ja: 93 % Nej:7 %
Hvad stemte du til Europaparlamentsvalget? SF: 31,3 % Radikale V: 10,4 % Soc. dem: 10,4 % De konservative: 7,5 % Venstre: 4,5 % Folkebevægelsen mod EU: 4,5 % DF: 4,5 % Liberal alliance: 1,5 % Stemte ikke/stemte blankt: 25,4 % Interesserer du dig for sladder? Ja: 73 % Nej: 27 % Én svarede ”Kun Anni Fønsby”
Hvor mange kopper kaffe drikker du i gennemsnit om dagen? 0: 31,5 % 1 – 2: 51.5 % 3 - 4: 12,5 % 5+: 4,5 % sotho08@student.sdu.dk
Baseret på et spørgeskema, der blev uddelt på rusturen. 70 respondenter deltog.
The Comeback Kid
Guldfuglen forgyldt på ny
Hvor er den nye journalistuddannelse.dk?
SVINGDØREN. I sidste nummer af Lixen skrev vi, at Jacob Vestergaard stoppede som underviser på Center for Journalistik, da der ikke længere var noget arbejde til ham. Siden har ledelsen ændret sin beslutning, så Jacob Vestergaard i dette semester skal fungere som praktikantvejleder og underviser på Cand.public B. »Jeg synes, at det er fedt. Jeg vil meget gerne bevare tilknytningen til de studerende og kollegaerne,« siger Jacob Vestergaard. Ind til videre har han timer indtil 1. februar, da begge stillinger er vikariater. Sophie Bremer
GLIMMER. Det vælter ind med hæder og ros til den tidligere SDUstuderende Sara Maria Glanowski. For fjerde gang modtager hun en pris for artikelserien ‘Rejsen tilbage,’ som blev bragt i Politiken i august 2008. Prisen er denne gang den danske pris i konkurrencen ‘The European Young Journalist Award.’ »Der var ingen tvivl, hun var helt klart vinderen,« siger medlem af juryen John Frølich, Lektor Journalisthøjskolen. »Jeg synes, det er det vildeste i verden. Det her er den største af priserne, fordi den er europæisk,« siger Sara Maria Glanowski. Præmien er en tur med alle de europæiske vindere til Berlin, hvor der blandt andet vil være prisoverrækkelse og konference. Samtidig udgiver Europa-Kommissionen en bog med alle vinderartiklerne. Sophie Bremer
DUMPET. I Lixens marts nummer dumpede en brandingekspert dumpede Center for Journalistiks hjemmeside journalistuddannelse.dk. I efterfølgende nummer lovede centerleder Per Knudsen, at en ny og mere professionel hjemmeside ville stå klar ved semesterstart. Ved at gå ind på hjemmesiden afsløres det hurtigt, at intet er sket. Hjemmesiden og indholdet er det samme, som da siden dumpede. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Per Knudsen. Sophie Bremer
| September 2009
UDDANNELSE
| LIXEN
Fra Dagens Medicin til lægestudiet
Noter EB.dk copypastede ekamenshistorie
Til vinter afleverer Jens Guldborg sin bachelor i journalistik og iler derefter ned ad gangen på SDU for at starte som lægestuderende. Praktikken hos Dagens Medicin vakte hans lyst til at lege doktor.
lidt i sjov, at i mit næste liv ville jeg være læge. Så det har nok et eller andet sted altid været lidt af en våd drøm, som jeg bare aldrig har fået taget mig sammen til at føre ud i livet,« fortæller Jens Guldborg. Omveje førte til medicinen Også før praktikken endte han ofte med at lave historier om sundhed i undervisningen, og som studiejob lavede han kommunikation for sygeplejeuddannelsen i Odense. Det var med til at sikre ham praktik på Dagens Medicin. »Af alle mulige omveje var jeg i
det altså nu med at føre til seks år på auditoriebænken på medicin. Lægestudiets læsebyrde skræmmer dog ikke. »På nær lidt i de akademiske fag, så føler jeg faktisk ikke, jeg har skulle læse særlig meget hidtil på Journalistik. Derfor glæder jeg mig faktisk til at få læst nogle bøger,« fortæller Jens Guldborg.
Mere værktøj end uddannelse Han regner ikke med at droppe jourMEDICINMAND. I Center for Journalistikken helt. I stedet vil han komnalistiks ledelse kan man finde binere de to studier efter en formel, mange ihærdige fortalere for, at de han endnu ikke helt har fundet frem studerende skal toppe til. De kan dog, ifølge journalistuddannelsen ham selv, helt sikkert Det har nok altid været en våd drøm, med en akademisk supplere hinanden: overbygning. Det er dog som jeg bare aldrig har taget mig sammen til »Når jeg taler med formentlig de færreste læger, så synes de tit, på kontorgangen, som at føre ud i livet. det er fedt, jeg har en Jens Guldborg, 7. semester journalistuddannelse. havde forestillet sig, at det lige skulle være De ved, hvor svært det seks års lægestudier, der skulle komforvejen endt med at have sundhed er at undgå at blive nørdet og indelukme efter bacheloren. Men det er ikke som emne. Da Dagens Medicin derket i deres fag. Så for mig bliver jourdesto mindre, hvad Jens Guldborg fra for bød sig som praktikplads, var det nalistuddannelsen måske primært et 7. semester nu begiver sig ud i. Til oplagt. Jeg tænkte dog ikke på, hvad værktøj frem for en egentlig uddanfebruar skifter han nemlig direkte til det ellers kunne føre til,« siger Jens nelse. Der bliver jo altid skreget på medicinstudiet, når han har fået sit Guldborg. folk, der kan formidle det, de arbejbachelorbevis ved dimissionen. Et år med læger som kilder tændte der med,« lyder den kommende Dr. imidlertid for alvor lysten til selv at Guldborgs diagnose. Våd drøm tage kitlen på. Så efter et kemikur»Jeg havde tidligere gået og sagt sus og en optagelsesprøve, ender mojoe08@student.sdu.dk
Morten Bang
”
En eksamensopgave afleveret som en temaside på tryktenyheder.dk fandt i juni pludselig vej til Ekstra Bladets hjemmeside. Før Ditte Christensen og Fie Nadja Jensen kunne nå at forsøge at sælge deres opgave, måtte de se den slået op på EB.dk og senere også i andre medier. Ekstra Bladet kunne dække sig ind bag en henvisning til Center for Journalistiks hjemmeside tryktenyheder.dk. Senere fik de deres navne nævnt i netversionen, men det var efter, artiklen var havnet i den trykte udgave. »Det var en blandet følelse, at se den ligge på Ekstra Bladet. Det var fedt at se noget, man har arbejdet på i 14 dage komme ud i medierne, men det var utroligt skuffende, at vi ikke fik mulighed for at sælge den,« fortæller Fie Nadja Jensen. Det var en kilde, der havde gjort en journalist fra Ekstra Bladets opmærksom på at historien lå frit fremme på tryktenyheder.dk. Morten Bang
9,6 i snit for at blive RUC-journalist Når et nyt hold journalister i år starter på Roskilde Universitet, så repræsenterer de igen i år den tunge ende af karakterskalaen. De studerende, der skal igennem den Humanistiske Basisuddannelse, inden de uddanner sig til journalister, har 9,6 i snit. For kommende journalister på Samfundsvidenskabelig Basisuddannelse er gennemsnittet 9,3. »Journalistik er et af de mest populære fag blandt de unge i dag. Det giver os muligheden for at vælge de bedste blandt en årgang, og det er vi selvfølgelig meget tilfredse med. Kravene til journalisterne på arbejdsmarkedet stiger voldsomt i disse år, og dette må uddannelserne selvfølgelig gerne afspejle,« siger studieleder Mark Ørsten til ruc.dk. Morten Bang
Elkjær vil søge løsningen på nettet Center for Journalistik har fået ny fellow. Han har ikke spildt sommeren på isvafler og lunkne dåseøl. Nej, han er allerede trukket i arbejdstøjet for at grave i sit studieemne: Hvordan præsenterer man undersøgende journalistik på nettet? Tegnebrættet er allerede fyldt, og første projekt bliver skudt i gang allerede mandag d. 31. august.
Sofie Bak Thorup
SPADESTIK. I december 2008 blev det offentliggjort, at Center for Journalistiks nye fellow er Journalistens chefredaktør Jakob Elkjær. Dengang sagde Elkjær om fellowshippet til journalistforbundet.dk: »Jeg vil gerne udfordre dogmet om, at papir er til fordybelse og web til fart. Og udfordre tanken om, at medierne ikke har råd til den undersøgende journalistik, når der skal produceres til alle platforme.« Han vil blandt andet tage udfordringen op med et stort projekt for
7. semester i samarbejde med Lasse Jensen. Overlevelseskursus I uge 36 tager Jakob Elkjær for første gang imod de journaliststuderende. 7. semester er de første, der kommer til at nyde godt af hans fellowship. I samarbejde med Lasse Jensen byder uge 36 på et væld af høje herrer og kvinder, der skal søge at give svar på mediernes nuværende krise. »Vi har at gøre med topfolk her, så de skal give et bud på, hvordan vi håndterer krisen. Jeg regner ikke med en patentløsning, men de her folk skal jo have svarene,« fortæller Elkjær om flokken, der skal gæsteforelæse. Af navne kan allerede nævnes Kenneth Plummer (DR), Anker Brink Lund (medieforsker), Morten Nissen Nielsen (Nyhedsavisen) og Anne Stig Christensen (SBS TV) og Lasse Bolander (Nordjyske). Krisen kan ifølge Jakob Elkjær delvist overvindes ved at styrke nettet. »Det er selvfølgelig et ressourcespørgsmål, fordi der ikke er mange penge i annoncer på nettet endnu. Men nettet har en masse formidlingsmuligheder med kort,
lydklip og tv. Så jeg håber, at jeg kan finde frem til nogle eksempler, så undersøgende journalistik kan trives på lige fod med deadline-journalistik,« fortæller han.
Inspireret af USA I juni måned deltog den kommende fellow i den amerikanske pendant til Fagfestivalen. Investigative Reporters and Editors (IRE) årskonference foregik i Baltimore. Her blev deltagerne præsenteret for en stribe prisvindende online-journalistik. Det gennem går han i øjeblikket for at hente inspiration til at videreføre de klassiske journalistiske dyder til webben. »Det, jeg gerne vil bidrage med, er en slags inspirationskatalog. Kunne vi for eksempel tage noget godt, der er blevet lavet i San Diego og overføre til Nordjyske.dk?« forklarer han. En ny sparringspartner Jakob Elkjær glæder sig til at blive inspireret af de studerende på Center for Journalistik. »De er jo af en anden generation end mig, så de har sikkert færre fordomme omkring web, end jeg har,« siger han.
Foto: Majken Søndergaard Nielsen
Han fortæller desuden, at alle journaliststuderende, der pusler med undersøgende journalistik, er velkomne til at svinge forbi hans kontor. »Hvis folk virkelig har noget, de gerne vil videre med, så vil jeg gerne fungere som en slags ekstra coach. Men det er nok det undersøgende, jeg bedst kan bidrage med noget til,« siger han. Hans kontor vil være åbent for journaliststuderende med gravekløe hver onsdag, samt enkelte tirsdage og torsdage.
FAKTA 2006- : Ansvarshavende redaktør Journalisten 2003-2005: Indlandsredaktør og samfundsredaktør på Information 2003-2003: Journalist på Ritzau 2002-2002: Nyhedsredaktør på Dagen 1997-2002: Journalist på Politiken 1996-1997: Journalist på Berlingske Tidende 1992-1996: Journalistuddannet, Danmarks Journalisthøjskole Kilde: tryktenyheder.dk
sotho08@student.sdu.dk
UDDANNELSE
LIXEN | September 2009 |
1.70 meter ildebrand Hun fandt den forsvundne irakiske hærchef fra Sorø og afslørede Lundbecks ufine metoder i Sri Lanka. Efter år med historier fra blandt andet Mellemøsten har Anne Lea Landsted smidt burkaen og indtager nu Syddansk Universitets rustbunker som studieleder ved Center for journalistik.
konstant bringer sig selv i mediebilledets centrum. »Det er de ting, jeg laver, som er væsentlige. Det er ikke mig, for jeg er komplet uinteressant. Men hvis folk kan huske de ting, jeg har lavet, så har jeg opnået alt. Tænk, hvis det var omvendt. ’Jeg ved, hvem hun er, men hvad er det nu lige, hun har lavet?’ Jeg er en meget anonym person. Det har jeg det fint med. Jeg har altid været bag kameraet og aldrig foran. Jeg har aldrig været interesseret i at få bragt mig selv i fokus.«
Sophie Bremer
Rutineret RUC’er Det med at undervise er ikke nyt for Anne Lea Landsted. Siden 2001 har hun været tilknyttet Roskilde Universitet som ekstern lektor, og siden 2007 har hun været fastansat. »Når man har været en meget aktiv journalist og lavet fantastiske ting, så er det et stort spring at sige: ’Det gør jeg ikke mere. Nu er jeg underviser.’ Men det var en beslutning, jeg tog for et år siden, da jeg fik jobbet på RUC.« Hun fortryder ikke den beslutning. I dag er det undervisningen, hun brænder for. »Jeg er meget stolt af mine elever. Når de laver nogle historier, der bare sparker røv, så tænker jeg ’yes’. Det er jo fantastisk, for engang var det mig,« siger Anne Lea Landsted.
Det brænder. Over det hele. Fra toppen af den spinkle krop helt ned i fødderne. Der er ild i håret, tungebåndet og bagdelen. Hun undskylder flere gange for sit orale haglgevær, der spytter ordene ud, hurtigere end de kan refereres. Undskyldningen er, at hun normalt er den, der interviewer. Ikke den, der bliver interviewet. Fra 1. august har hun påtaget sig endnu en uvant rolle. Rollen som studieleder ved Center for Journalistik. »Jeg havde lyst til nogle flere udfordringer, og jeg håber, de ligger i jobbet på Syddansk Universitet. Der er på den ene side en lederfunktion, hvor man kan være med til at påvirke uddannelsen. Og det vil jeg rigtig gerne. På den anden side er der også undervisning, som jeg rigtig godt kan lide,« siger Anne Lea Landsted. Fra protest- til passionsjournalist Anne Lea Landsted blev journalist i protest mod sine forældres krav om højere videregående uddannelse. Siden er der sket meget. Hun har taget en master i International Politik i USA, og protesten er blevet til passion. »Jeg er en af dem, der bliver høj af journalistik. Jeg elsker det her fag, og jeg er stadigvæk super begejstret,« siger Anne Lea Landsted. Hun tager imod Lixens udfordring. En støvdragt og en sprittusch. Dragten er billede på en journaliststuderende, og opgaven er at tegne og skrive, hvad man skal indeholde. »Viden og kendskab til samfundet. Det er meget vigtigt. Jeg tog mastergraden, fordi jeg gerne ville vide mere og ville skrive om international politik. Der har altid været et skel mellem den journalistiske verden og den akademiske verden, og jeg har et ben i begge verdener. Det bliver en udfordring at få dem til at hænge sammen,
BLÅ BOG: 51 år. Bor på Frederiksberg Uddannelse: - Danmark Journalisthøjskole, 84. - MA i TV og internationale forhold fra The American University, Washington D.C, 96 - Læser Arabisk, Åbent Universitet
Medietorvets nye studieleder Anne Lea Landsted tager udfordringen op og tegner de journalistiske dyder. Foto: Sophie Bremer
men også en sjov opgave,« siger hun. og tegner øjne, øre og skriver videre.
Burkareporter Anne Lea Landsted har lavet meget om Mellemøsten. Her hun har rejst rundt utallige gange i blandt andet burka for at skrive artikler, lave radio og skrive sin bog ’Redaktøren fra Bagdad.’ Det var Anne Lea Landsted, der fandt den forsvundne irakiske hærchef fra Sorø. Efter at hele Danmarks stab af journalister ifølge Anne Lea Landsted havde ledt i længere tid, besluttede hun at finde ham. På sin egen måde. Hun startede med at tage til hans hjem i Irak og snakke med naboer, familie og venner. Det førte hende hele tiden et skridt videre. »Jeg ender med hele tiden at være Ansættelsesforhold: 07-09 Lektor i journalistik, RUC. 06 Redaktør Amnesty (vikar) 01-07 Ekstern lektor på Roskilde Universitet, RUC. 99-06 Freelance- fast tilknyttet DR Dokumentar 97-99 Redaktør, Nordisk Film. 96-97 Journalist på Det Fri Aktuelt
der, hvor han har været. Pludselig får jeg fuldstændig tilfældigt fat i en mand, der kender ham. Det handler om tid og om at være åben. Så kan man lave fantastisk journalistik. Nogle gange rammer man ned i en guldgruppe. Den historie er jeg rigtig stolt af.« Lumske Lundbeck En anden historie, som også startede i det små og langsomt åbnede sig, endte med at få titlen ’Brevet fra Lundbeck.’ Her afslørede Anne Lea Landsted, at medicinalvirksomheden Lundbeck løj over for de Srilankanske myndigheder for at få registreret et gammelt produkt, som myndighederne tidligere havde afvist to gange. »Det var gedigen, afslørende og undersøgende journalistik. Det er det, 87-95 Journalist på Det Fri Aktuelt 86-87 Redaktionssekretær, Berlingske Tidende 85-86 Redaktionssekretær, Ekstra Bladet 84-85 Kulturafdelingen, DR 81-83 Praktikant, Politiken
jeg gerne vil undervise i,« siger Anne Lea Landsted og tegner et hjerte på dragten.
Spidse albuer og hårde slag Hun skriver ’tro på dig selv’ på støvdragten, hvilket har taget hende selv mange år. »Da jeg startede i praktik, kunne jeg intet. Jeg lærte alt i min praktiktid. Da jeg endelig fik fat i det, fik jeg spidse albuer og tænkte: ’jeg skal bare frem’. Så var der nogen, der pillede mig ned og sagde ’ved du hvad kammerat, det der holder ikke en meter’. Så røg jeg helt ned. Da jeg kom ud fra Journalisthøjskolen, havde jeg en ydmyghed. Når jeg ikke rigtig troede på mig selv, var det, fordi jeg havde været både helt oppe og helt nede.« Anne Lea Landsted er ikke kendt. Hun er ikke en af de journalister, som
DET SKREV HUN PÅ DRAGTEN: Vidende, velorienteret, velforberedt, stort hjerte, evnen til at lytte, nysgerrig, empatisk, humor, holde hovedet koldt, kold i røven, ben i næsen, gøre en forskel, nyhedstrekanten, ydmyghed, gøre en forskel, udsyn, droppe mainstream, undre sig,
Dragt med dusk Dragten er omsider ved at være færdig. Anne Lea Landsteds øjne kredser om de nedre regioner, hvor hun for kort tid siden har skrevet nosser. Der er noget, der nager hende. »Ej, nu gør jeg det altså,« siger hun med et grin og tegner nyhedstrekanten, så den ligner noget lidt andet. »Det er godt, jeg ikke har gjort det her, før jeg blev ansat. Så havde jeg da aldrig fået jobbet,« griner hun og lægger sidste hånd på noget, der nu allermest ligner en kønsbehåring fra 80’erne. Hun påfører sig den alt for store dragt og kigger ned ad den. Endnu en ting har hun glemt. »Hov. Man skal også brænde for journalistikken, for hvis man brænder ud og mister lysten, så skal man finde noget andet at lave. Det er så vigtigt, at vi har gejst og brænder for faget på trods af alle de problemer, vi støder ind i, for det er ved gud mange,« siger Anne Lea Landsted. sohan08@student.sdu.dk
sandheden er konkret, fanget af nettet – ikke i nettet, viden, kendskab til samfundet, klog – men ikke rigtig klog, vinkle, fokusere, finde historier – men ikke digte, være fair, være stærk – så man kan bære udstyr, tro på sig selv, ikke være bange for at gå egne veje og brænde for faget.
| September 2009
UDDANNELSE
| LIXEN
Medietorvets nye ansigter Selvom svingdøren har snurret ustandseligt på Center for Journalistik de seneste semestre, får lærerstaben nu igen nye ansigter. Lixen lavede et statustjek og mødte de ansigter, der vil husere på medietorvet i løbet af de næste semestre.
Kristoffer Kræn
Fra ilden til asken Anders Møller. Ny tekniker.
For Center for Journalistiks nye tekniker gik vejen til drømmejobbet over 15 år med tv-journalistik. Nu sætter han for første gang sine fødder på en journalistisk uddannelse, selvom han med egne ord kunne få job hos et produktionsselskab når som helst til den dobbelte løn. TEKNIKEREN. Imens tvillingetårnene i New York skyder mod jorden 11. September 2001, befinder An-
Radiolærer på rundtur
Louise Kjærgaard. Radiolærer. Vikar indtil 1. november. En nomade i vante rammer. Siden 1996 har Louise Kjærgaard været vidt omkring i DR’s filialer. Nu vender hun for en stund DR ryggen for at slå sig ned i andre vante omgivelser - hun har nemlig arbejdet sammen med næsten alle de andre undervisere
ders Møller-Nielsen sig på en flybase i Guds eget land. Mens startskuddet til terrorismens tidsalder for alvor brager ud gennem tv-skærmene verden over, er Anders MøllerNielsen placeret i begivenhedernes centrum bevæbnet med et kamera. Her følger han sammen med en kollega de danske jægerpiloter under deres uddannelse. Anders MøllerNielsen husker tydeligt dagen som en af de dage, hvor han med kameraet i hånden kom helt tæt på virkeligheden. En virkelighed, der ligger meget langt fra dagligdagen på Center for Journalistiks laminerede gulvbrædder: »Da vi skulle ind på basen blev vi hevet ud af bilerne, bilerne blev belyst i bunden, og vi blev undersøgt af hunde. Så det er klart, at det var noget andet end at være her,« siger den 41-årige Anders Møller-Nielsen, da Lixen møder ham på hans nye kontor.
15 år som mediemøller
Anders Møller-Nielsen er uddannet i datalogi og medievidenskab. Han har arbejdet som freelancer i 15 år med journalistisk tv, som tekniker, tilrettelægger og VJ. For medier og produktionsselskaber som SBS, TV 2, DR, Metronome, Bastard, Koncern,
Strix, Mastiff og B-film. Men et liv i tv-verdenen opfyldte ikke alle Anders Møller-Nielsens krav. Han savnede omgang med flere mennesker. Mange af de studerende her på stedet ville give deres højre arm for de job, du har været i. Hvordan kan det være du søgte stillingen her i andedammen? »Jeg har søgt det, fordi jeg gerne vil have kontakt til flere mennesker og gerne vil have samspil med studerende. Men det er også et meget vigtigt job. Teknikken er noget af det, som det her sted profilerer sig på, og det bliver mit job at sørge for, det fungerer.« Du føler ikke, det er et skridt tilbage? »Nej, det gør jeg ikke. Teknik er en meget vigtig del af den virkelighed, I skal ud i herefter. Jeg kunne få et job hos et produktionsselskab i Danmark i morgen. Til den dobbelte løn. Jeg har bare en lyst til det her lige nu.« Så du planlægger at blive her? »Det gør jeg i hvert fald, og det er dejligt, der begynder at komme folk her nu, for jeg kan godt lide at blive rykket lidt rundt.« krsoe08@student.sdu.dk
VIKAREN. »Det er klart, det er noget,
hold med Jakob Vestergaard på Jourder har gjort det morsomt at komme nalisthøjskolen. På den måde er det her, at jeg kender så meget rart at mange fra før,« siger komme herud Officielt arbejder jeg Louise Kjærgaard, og kende alle hos DR 15 timer om ugen, inden hun starter en ansigterne.« men jeg har optjent en del remse: Den nye raafspadsering, så jeg kommer diolærer har »Jeg har arbejdet ikke til at arbejde på DR under lavet både rasammen med Karen mit forløb herude. Løth Sass, Karsten dio og tv for Prinds og tidligere raDR i mange år. Louise Kjærgaard, radiolærer ved diolærer Connie DyrSenest har hun Center for Journalistik løv. Jeg har haft Lise arbejdet en del Lyngbye som redakmed tv, men tionssekretær i mit praktikophold det er stadig radio, hun betragter på Fyens Stiftstidende og gået på som sin base.
”
Foto: Kristoffer Kræn
Foto: Kristoffer Kræn
»Jeg har været udlånt meget rundt i DR, og jeg har lavet alt undtagen at være fladevært. Derudover har jeg lavet konsum på DR Livsstil, temaaften om Mohammed og produceret ”Boller Af Stål” med Camilla Plum,« fortæller hun.
Fordybelse og engagement
Louise Kjærgaard vægter tilstedeværelsen på studiet højt. Hvor der sidste semester blev klaget over mangel på tilstedeværelse fra en radiolærer, der samtidig havde en fuldtidsstiling, har Louise Kjærgaard valgt at sætte jobbet på DR i bero. »Officielt arbejder jeg 15 timer for DR, men jeg har optjent en del afspadsering, fordi jeg har lavet en reportageserie fra Svendborg Sygehus i løbet af foråret. Så jeg kommer ikke til at arbejde på DR under mit forløb her på centret. Det betyder jo også, at jeg kan komme til at investere mere end de 20 timer, jeg er ansat herude, så det er også meget fordelagtigt for jer studerende,« pointerer hun. Godt med jord på hænderne Louise Kjærgaard ville gerne prøve noget nyt, da hun søgte stillingen som radiolærer ved Center for Journalistik. Hun ser nu frem til at kaste sig ud i en næsten helt ny udfordring: »Da jeg var færdig med gymnasiet, fik jeg et barselsvikariat som idrætog engelsklærer på en efterskole. Men ud over det, er det nyt for mig at skulle undervise. Men jeg ser det også som en styrke, at jeg kommer
Louise Kjærgaard Louise Kjærgaard er den fjerde radiolærer der underviser på Center for Journalistik de seneste fire semestre. Louise Kjærgaard er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1996. Siden hun blev færdig som journalist har Louise Kjærgaard været ansat på DR Fyn. Louise Kjærgaard er ansat som vikar for Karsten Prinds, der vender tilbage fra orlov den 1. november.
direkte fra den journalistiske muld,« siger hun og fortæller til slut omhendes forventninger er til undervisningen indtil 1. november: »Jeg tror, det bliver spændende. Jeg tager de her tre måneder og ser, hvad der sker. Så får stedet nogle erfaringer med mig og omvendt, og hvis der så opstår muligheder for at komme tilbage en anden gang, så kender stedet mig, og jeg ved, om undervisning er noget for mig.« krsoe08@student.sdu.dk
UDDANNELSE
Journalister, forny jer David Hopmann Mediesociologiunderviser. Fastansat som adjunkt for 3 år.
Mediesociologiunderviseren dasker til dansk journalistik, snakker om dårlige evalueringer og forklarer, hvorfor han til tider har svært ved at skjule sin utilfredshed med de studerende. AKADEMIKEREN. Man kan tage drengen ud af Flensburg, men man kan ikke tage Flensburg ud af drengen. Rytmerne fra DJ Tiëstos ”Traffic” dunker ud gennem højtalerne på David Hopmanns kontor, da Lixen møder den sydslesvigske adjunkt med den skarpe attitude og de klare meninger. Med et blødt håndtryk og et flakkende blik byder en af studiets mest kontroversielle undervisere indenfor.
Om dansk journalistik Hvordan vil du beskrive den danske nyhedsdækning? »Danske nyheder er ikke så gode som for eksempel tyske, men det er umuligt at sammenligne, for ressourcerne er dårligere her. I Tyskland er det også forventet, at du har en høj uddannelse – det gør man ikke i Danmark. I Tyskland dækker man ikke noget, der sker i forbundsforfatningsdomstolen uden at være cand. jur,« fortæller David Hopmann, mens han med nedadvendte øjne tager en slurk af sin kaffe. I Tyskland tager man primært en akademisk uddannelse og bygger en journalistuddannelse oven på, og det gør ifølge adjunkten en forskel. Er de danske journalister så ikke dygtige nok? »Det vil jeg ikke formulere sådan. Men det er en konstatering af, at det typiske, man gør i Tyskland, er at læse politik eller jura og så lave en klassisk mesterlære i journalistik oveni. Min arbejdshypotese ville være, at det gør en forskel. Det er det, vi prøver at ændre her på centret« Hvornår sidder du med følelsen af, at journalisten ikke er nok inde i tingene? »Det kan man mange steder. Journalisten vil svare, at man skal forenkle sin formidling, og det er også en del af journalistikken at forenkle,« erkender David Hoppman. Han fortæller, at han specielt bed mærke i en formulering, som to udenlandske journalister brugte under journalisternes Fagfestival 2008. De blev spurgt om, hvordan de så den danske nyhedsdækning. »Og de mente, at nyhedsdækningen i Danmark er meget underholdningspræget, hvis ikke direkte in-
LIXEN | September 2009 |
fantil. Hvis man ser på nyhederne i Danmark, er der for eksempel meget voxpop. Det er det, jeg vil kalde casefetischisme. Selv i aviserne skal der altid case på. Det lærer I også på jeres uddannelse: Der skal altid case på. Men skal der egentlig det? Hvorfor gør man det?« Hvorfor tror du så, at journalisterne løber efter en case som lemminger? »Mange vil nok sige ’sådan laver vi nyheder, for det er der, efterspørgslen er.’ Men problemet er jo, at publikum ikke kan efterspørge de nyheder, du aldrig har forsøgt at lave. Det kan gøre det meget svært at snakke om efterspørgsel. Kan man f.eks. ikke forestille sig en alternativ metode til at lave nyheder?« Hvad skulle det så være? »At prøve uden case, gå i en anden retning.«
ville miste sin datter.’ Det var med til at tegne et forkert billede. Det var dårlig journalistik, fordi der ikke blev dykket ned i sandheden.«
Om gensidighed i undervisningen Er det dit indtryk, at de journaliststuderende nærer lyst til at tilegne sig de akademiske kompetencer, der nogle gange skal til for at dykke ned i store mængder information? »Mit indtryk er, at der er meget fokus på håndværksdelen, og at det går udover de akademiske fag. Det er en diskussion, vi aktivt fører her på centret, hvordan vi sikrer større balance mellem håndværk og akademiske fag. Vi skal også som undervisere minde de studerende om, at vi skal være akademiske journalister. Alle de studerende sidder og fortæller os til optagelsessamtalerne ,at de gerne vil være akademiske Om forskellen på dårligt og godt journalister. Så må man bede dem I løbet af David Hopmanns undervisom at blive det.« ning har man ofte hørt prædikaterne Du har nogle gange undervist for ”dårlig journalistik” og ”god journalti-tyve mennesker, fordi folk ikke er istik.” Alligevel tøver han, når han mødt op til dine timer. Hvad tænker bliver stillet spørgsmålet, hvad en du om det? god journal»Ja, det er rigtigt, og ist er: det er et problem, men Jeg tror, at de Kan du der er mange sider af journaliststuderende er mere den sag. Selvfølgelig skal sætte ord på, hvordan man lystdrevne end andre fag. man også som underer en god Hvis det ikke er spændende, viser overveje, hvorfor gider man ikke. journalist? det er sådan. Men man David Hopmann, adjunkt ved Center for skal også gøre mere ud »Det er Journalistik af at gøre folk bevidste svært at sætte ord på. om, at de har brug for En lokaljournalist er ikke det samme det akademiske for at blive journalist som en Christiansborg-journalist og her fra stedet. Det skal forbedres, for omvendt. Hvis man vender tilbage til alle vil få et bedre forløb ud af det.« udgangspunktet, så ligger den store Når der ikke er flere, vil du så stadig kunst i at skrive noget, som er forensige, du selv har dit på det rene som klet, men hvor en ekspert alligevel underviser? ville sige, at det passer.« »Jamen, selvfølgelig er det en genOg dårlige journalister? sidig proces. Når vi får evalueringer, »Man er en dårlig journalist, hvis er det noget, der betyder enormt man er for overfladisk,« svarer Dameget. Det bliver diskuteret rigtig vid Hopmann mere konsekvent end meget heroppe,« siger David Hoppå nogen af de tidligere spørgsmål. mann og fortsætter: Han refererer til en analyse, han »Jeg tror noget af det, der gør en skrev med adjunkt Christian Elmekæmpe forskel i de studerendes tillund-Præstekær fra statskundskab gang til mit fag, er, at man ikke har så på SDU i Politiken under Jasmin-sameget interaktion med ældre elever. gen. Sagen omhandlede p-piller af Hvis man snakkede mere med folk, mærket Jasmin, som blev stemplet der havde været i praktik kunne de livsfarlige. eventuelt forklare, at metodefag eller »Vi syntes, at dækningen af sagen politisk teori er tungt, men om få år var uansvarlig. Pillen viste sig ikke at er du vildt glad for at have haft det.« være så farlig alligevel, og det kunne Tror du, at man giver dårligere evalogså være farligt sådan bare lige ueringer til fag, man ikke synes er pludselig at stoppe med at tage pilspændende? len. Pillen var heller ikke farlig sam»Ja, det tror jeg nok, man gør. Jeg menlignet med andre, så der kunne tror, der er en grundlæggende holdvære andre komplikationer. Forestil ning på journalistik, at den underdig at en ung pige var bange, fordi visende skal gøre det spændende. hun havde hørt noget firkantet jourDet, tror jeg, ikke alene er den undernalistik om p-pillen, stoppede med at visendes opgave. Jeg tror, at de jourtage pillen og blev gravid.« naliststuderende er mere lystdrevne David Hopmann hæver stemmen i end andre fag, jeg har undervist. Hvis frustration, inden den sidste sætning man ikke synes, det er spændende, klemmer sig ud i rummet. Han ryster så gider man ikke. Men det er selvføllidt på hovedet og fortsætter: gelig en gensidig proces.« »Medierne lavede følelsesporno Jeg kan næsten regne ud, du har med vinklerne, ’tænk, hvis en far fået dårlige evalueringer?
»Jaeh. Jeg skal nok være bedre til at skjule min frustration over, at folk ikke forbereder sig. Det synes jeg bare ikke er særlig fedt. Selvfølgelig skal man huske, de studerende ikke kan håndtere den læsemængde, vi kan, men de studerende skal også overveje, at det er en gensidig proces, og de skal også have deres på det rene.« Er det anderledes på Journalistik, end på andre linjer, du har undervist? »Det er svært at sige. Nogle gange har jeg gode hold, og andre gange har jeg dårlige. Jeg har lige haft et forløb om statistik på cand. public. A-uddannelsen. De stillede gode og krævende spørgsmål, og det var et rigtig fantastisk forløb. Det er et godt eksempel på den gensidighed, jeg efterlyser.«
Kropssproget er pludseligt flagrende og engageret, og adjunkten lyser op ved smagen af de positive ord, han netop har vejet i munden. Han tager endnu en slurk af den lunkne kaffe, der smager mere af Starbucks end tysk Autobahn og tilføjer: »Men det er irriterende, når jeg kan mærke på spørgsmålene og se på folks ansigter, at man ikke har læst sine ting. Den måde, jeg laver undervisning på, kræver nok også, at man har læst. Der skal være plads til at kritisere underviseren, og det er vigtigt for mig, at jeg ikke fremstår arrogant og ensidig, for det er en gensidig proces. De studerende er meget velkomne til at komme forbi, og så kan vi tage en snak om det. Min dør er altid åben.« krsoe08@student.sdu.dk
”
Privatfoto
| September 2009
UDDANNELSE
| LIXEN
Jour-rustur 2009
Julie springer ud som spontan sangfugl TV: Jyskebank.tv MIDT: 100FM TH: Pia K og Etta Cameron i skøn forening
TV: Mums! Det sidste banansnask slikkes af nallerne TH: Tjeck viser, hvad de er lavet af: 100% lapdance
Lad mig se dig go go!
UDDANNELSE
LIXEN | September 2009 |
Fotos: Leonora Beck og Johan Bertil Winther
Rustur retur Tre dage med fest og farver. Tre nætter med søvnunderskud. Tre kilo rødløg og en flaske dilddressing for en 20’er. Rusturen bød på mange glædelige stunder. Men for Peter og Søren fra 3. Semester blev turen hjem fra Aabenraa mere uforudsigelig end ventet. Peter Mathiasen
UPS. Mandag middag, da de sidste cigaretskodder var samlet op og de sidste cornflakes auktioneret bort, tænkte de fleste nok noget i retning af: »Jeg vil bare gerne hjem og ligge i fosterstilling – NU!« Vi havde planer om at returnere til Odense i en fart – kun med én afbrydelse – McDonald’s ved Rødekro. Vi fyldte min lyseblå VW Transporter ’95 (også kendt som ‘Den blå vogn’) op med brikjuice, dilddressing og de ubehageligt store mængder alkohol, der var til overs fra baren og begav os mod nord. Efter stoppet ved McDonalds kunne det ikke gå hurtigt
nok med at komme hjem, og glæden ville ingen ende tage, da to trætte tutorer passerede Lillebæltsbroen.
»Me Gusta La Gasolina« Ligesom vores overskudsniveau var benzinmåleren helt i bund, men jeg forklarede roligt Søren, at det var en gammel bil, og at måleren levede sit eget liv, og at man ikke kunne stole på den. Søren lagde roligt hovedet tilbage og lukkede øjnene for en kort stund, mens jeg, der kørte bilen - hurtigt! - talte i telefon med Leonora fra 3. semester og lavede en aftale med hende om, at jeg skulle komme forbi med vognen og hjælpe hende med at køre et skab hjem fra IKEA. Men Søren slog lynhurtigt øjnene op, da jeg forundret konstaterede: »Leonora, jeg bliver sgu nødt til at smutte, for jeg er lige løbet tør for benzin.« »Det’ kraftedeme løgn?« udbrød Søren. Men ganske rigtigt var det. Hastigheden faldt, motoren faldt i søvn, og jeg forsøgte at krænge vognen ind i nødsporet, der var akkurat så bredt som bilen.
Hér var vi Strandet et par hundrede meter efter afkørsel 53 på E20 midt i myldretiden mandag kl. halv fire. 10 kilometer fra SDU. Uden en reservebenzindunk, men med vognen fuld af Somersby, toastbrød og brikjuice.
»Det er koldt, og jeg er langt hjemmefra« Heldigvis havde Søren to mobiltelefoner med. Uheldigvis var de begge løbet tør for strøm. Den ene døde under rusturen, og den anden fem minutter før vognen løb tør for benzin. Min egen havde én streg tilbage på batteriet på telefonens display, så det var et spørgsmål om tid før den også ville lide en stille død. Søren iførte sig en skriggul sikkerhedsvest på, og jeg tog en gul t-shirt fra ‘DM i Børnerap’ over min læderjakke. Vi kravlede begge ud af den højre bildør ,og Søren gik tilbage langs nødsporet for at sætte advarselstrekanten op. Da han kom tilbage satte vi os på autoværnet og funderede over, hvordan vi skulle komme videre. Heldigvis for os fik vi fat i en diktatutor, der, i en menneskefyldt
bil, var kørt fra Aabenraa lidt senere, end vi var. Benita og gruppen af andre tutorer fra 3. semester gik nu på jagt efter en tankstation for købe en reservedunk med benzin til den tørstende vogn.
»Øl i min højre hånd – brikjuice i min venstre« Nu var det jo ikke sådan, at vi var helt på spanden. For heldigvis indeholdt ‘Den blå vogn’ brikjuice nok til at forsyne en hel børnehave på udflugt og øl, gin og vodka nok til at lægge Kirkens Korshærs varmestue i Pantheonsgade i blød et par timer. Så med en brikjuice og en Somersby i hånden blev humøret bedre, imens blæsten og de forbipasserende lastbiler rystede ’Den blå vogn’ fra side til side med kraftige stød. Efter jeg havde rodet handskerummet igennem, fandt jeg til vores begges store glæde et kassettebånd med Krumme, der med en klingende prepubertærstemme fortalte os, hvor hårdt det var at være 11 år, og at han har en hest, der hedder Lady. 45 minutter senere, da Krumme var
blevet vendt i båndoptageren, og Rolling Stones havde overtaget hans plads, ankom Benita med benzinen. Men den tarvelige Transporter var ikke færdig med at drille. For benzinen skulle hældes i fra vognens venstre side – hvor afstanden til de forbidrønende biler var mindre end en halv meter. Belært af rusturdagenes mange vellykkede reperationsbajere forsøgte jeg ud af vinduet at give vognen den sjus, der kunne holde den kørende indtil den nærmeste tankstation. »For jeg har ikke mere tilovers...« Da bilen havde bællet de fem liter benzin, kom der endelig liv under motorhjelmen. Velfornøjet tøffede ’Den blå vogn’ resten af vejen til tankstationen og derefter til Medietorvet. Turen retur fra rusturen var omsider overstået. Set i bakspejlet havde det været en fantastisk rustur. Efter turen hjem kan man dog ikke lade være med at spørge sig selv: » Hvorfor sker sådan noget her kun for mig? Kun for mig, kun for mig... « pmath08@student.sdu.dk
10 | September 2009
PORTRÆT
| LIXEN
»Gud, det er mig, der er Hun er her. Hun er der. Hun er alle vegne. I Peshawars ørken på jagt efter ofre og i Tsunamiens ødelæggelser søgende efter Gud. Hun har prøvet det meste. Alligevel kniber Mette Fugl sig stadig i armen, når hun arbejder og prøver at undgå den nostalgiske abe.
Sophie Bremer, Bruxelles
D.R. METTE FUGL. Det er ikke til at tage fejl. Postkassen fortæller tydeligt, at det ikke bare er en eller anden tilfældig Mette Fugl, der får sin post leveret her. Nej, det er Mette Fugl, Danmarks Radio. Det er også hende, der få minutter efter træder ud af sin hoveddør i Bruxelles. Direkte hjemvendt fra tv-opgave i Grækenland med DR’s legendariske mikrofon i hånden på udkig efter illegale flygtninge. »Jeg er hamrende sulten. Det her journalistliv gør, at man aldrig har noget i køleskabet,« udbryder Mette Fugl på vej mod restauranten. Imens fortæller hun med glæde i stemmen, at ferien står lige for døren. Mobilen skal slukkes, og der skal slappes af. Menukortet kommer på bordet. Hun gør kort proces. Hun ved, hvad hun vil.
Been there, done that Det er efterhånden mange år siden, at Mette Fugl pakkede mikrofonen og brillerne med det kraftige stel ned i kufferten og flyttede til Bruxelles. Det var i 1992, og modsat Danmarks fodbolddrenge er hun stadig flyvende. »Jeg tror, mit engagement er utømmeligt, fordi verden er så spændende, som den er. Jeg har hele tiden lyst til at lave mit arbejde. Jeg er rapporter. Jeg er journalist. Det er det, jeg synes er sjovest. Jeg har det lidt ligesom – been there, done that. Det er ikke et udtryk for ladhed, men nu er jeg glad for det her,« siger Mette Fugl. Hun er så optaget af at fortælle, at hun ikke ænser, at en bil netop er kørt ind i en skraldespand 10 meter fra hende. Hun er kommet i tanke om en gammel samtale med den tidligere Washingtonkorrespondent Christian Winther. Hvordan det kunne lykkes ham at blive ude i så mange år, havde hun spurgt ham. Mette Fugl smiler og laver en parodi på ham. »De vil ikke have mig hjem, de vil hellere have mig på afstand,« siger hun grinende. »Jeg tror også, at det er derfor, jeg har fået lov til at blive så længe.« Mette Fugl har prøvet meget. Måske det meste. På CV’et kan hun blandt andet skrive politisk reporter, studie- og talkshowvært. Men én ting mangler. Cheftitlen. »Det har jeg slet ikke menneskelige kvaliteter til, for jeg bærer nag. Det er en dårlig kvalitet
BLÅ BOG Født 3.2.1949 i Horsens. Journalistelev på Dagbladet Politiken i 1969. Har arbejdet for Information, Danmarks Radio og Weekend TV.
hos en chef. Jeg ville ønske, at der var nogle flere, der tog den konsekvens,« siger han.
I hælene på Gud På trods af de mange års arbejde er jobbet og de mange rejser ikke blevet rutine. I 2001 var hun første gang i Afghanistan, hvor hun kom illegalt ind gennem Khyper-passet. »Det var helt uvirkeligt. Det har jeg jo læst om. Jeg tænkte hele tiden: Jeg er her. Jeg er lige her. Jeg er i Peshawer: en fuldstændig magisk, farlig, forrykt grænseby. Jeg er her. Gud, det er mig, der er her.« Samme oplevelse havde hun, da hun blev sendt til Sumatra efter Tsunamien i 2004. »Jeg vidste godt, at det ville være frygteligt. Det var en stank af død og ødelæggelse, men alligevel. Jeg er på Sumatra – gud, der er sgu da en orangutang. Jeg er så langt væk, jeg er ved verdens ende lige nu. Gad vide, hvad der venter mig om lidt?«
Den menneskelige vinkel Når mange journalister løber i flok efter samme vinkel, prøver Mette Fugl at pege spidsen en anden vej. »Jeg synes, at det er vigtigt - i stedet for at sidde og tælle bombefly eller fortælle, hvor mange man nu har tæppebombet - at dykke ned og fortælle, hvad der sker med de mennesker, der bor her.« Efter Tsunamien havde mange journalister travlt med at finde ofre fra deres egne lande, mens Mette Fugl ledte efter Gud. »Jeg tænkte: hvorfor holdt Gud fri 2. juledag her? Hvad siger den katolske præst? Og Imamen i Banda Aceh? Hvad med den mand, der leder i en frygttilstand efter sin bror på stranden i en stank af lig om morgenen, og som samtidigt har overskud til at hjælpe overlevende om aftenen. Og som oven i købet, da jeg interviewer ham, siger ’Michael Laudrup. Denmark,’ det er jo privilegeret.« Med Ole Lukøje i Afghanistan Det er langt fra altid luksuriøst at være korrespondent. Efter Tsunamien var der ingen steder at bo. Mette Fugl fandt frem til nogle journalister, der var taget ned til guvernørens palads, som lå lidt højt oppe. Der sov de i hans garage. »Jeg vågnede om natten ved, at der var to franske journalister, der var blevet bidt af en slange. Jeg tænkte – her vil jeg fandeme ikke være. Næste nat lagde vi os til at sove på jorden. Midt i det hele på et tæppe, vi havde hugget på et hotel nogle dage før længere nede syd på Sumatra.” Selvom der ikke var toiletfaciliteter, og hun efter eget udsagn trådte ud i 1,5 meter afføring, så er det en del af journalistlivet, som hun ikke vil undvære. »Det er der, hvor det er sjovt med kollegaerne. Man møder så mange fra andre medier Siden 1992 Europakorrespondent i Bruxelles for TV-Avisen, Danmarks Radio. Har udgivet kogebogen ”Fugls føde.” Sammen med journalistkollegaen Karen Thisted har hun udgivet erindringsbogen ’Er vi de eneste normale her.’
og verdensdele. Så er vi nogle, der finder sammen og skotter en eller anden bygning. Så ligger vi 16 mennesker på et lille værelse på gulvet og griner og ligger i arm og synger lidt og udveksler ideer. Næste dag står vi op og går videre.« Selv i Afghanistan, hvor bomberne flyver om ørerne, kommer Ole Lukøje på besøg. »Jeg kan godt falde i søvn. Det ændrer jo ikke noget at være nervøs, jeg kan ikke gøre noget alligevel,« siger hun tager og kigger eftertænksomt ud på vejen.
»Jeg ved godt, at det ikke er sådan, at folk siger – kom ind fra grillen, nu står hun og taler om Euroen. Men det er interessant, så derfor prøver jeg at provokere med sproget. Så i stedet for at folk rækker ud efter fjernbetjeningen, så siger de hov og bliver. Det, synes jeg, er gået meget godt.«
Katastrofal kapitalpension Det er efterhånden mange år, siden Mette Fugls byline blev trykt for første gang. Året var 1969. Mediet var Politiken, hvor hun var startet i den Ingen krigsromantik daværende mesterlærerordning. Hun havde Det er godt, at den suppe, Mette Fugl har bestilt, med egne ord trangen til at meddele sig. Hisskal være kold. Ellers var den i hvert fald blevet torien omhandlede forsikringssvindel og en ildebrand. Det generede ikke Mette Fugl. Det var først, da hun kom på Det er ikke noget, jeg har et tv-redaktionen og skulle skrive romantisk forhold til, som visse mænd har. morgendagens tv-program, at Slet ikke. Det er meget barsk. Jeg er meget hun brokkede sig. »Jeg syntes, at det var under bange. min værdighed. Så jeg gjorde ikke Mette Fugl om krigsjournalistik ret meget ved det. Indtil jeg en dag det, for hun er så opslugt af at fortælle, at hun blev kaldt til verdens største skideballe.« glemmer at spise. Samtidig ringer hendes mo- Hun havde oversat programmet ’lädderlappen’ bil. Hun kigger på den og lægger den tilbage i til ’læderlappen.’ tasken. De må ringe senere. »Desværre betyder det flagermus. Det kom Selvom både Afghanistan og Tsunamien har altså i Dagbladet Politiken. Det var meget uhelværet store journalistiske oplevelser, tænker digt, kan man sige. Der fik jeg lært, at man aldhun tilbage med blandede følelser. rig skal tage noget let.« »Det er ikke noget, jeg har et romantisk Den største fejl, Mette Fugl har lavet, kostede forhold til, som visse mænd har. Slet ikke. Det hende næsten jobbet. Hun var på daværende er meget barsk. Jeg er meget bange. Jeg er bare tidspunkt vært på Søndagsavisen DR og lavede ikke dumdristig, men nogle gange kan man jo en historie om kapitalpension. ikke selv bestemme. Jeg har været ude for fryg»Jeg stod glad og munter i studiet. Der var telige oplevelser i Afghanistan, hvor jeg har nok 96 faktuelle fejl ud af 26 oplysninger. Da mistet kollegaer og identificeret dem på hospi- TV-avisen var forbi begyndte telefonerne bare talet. Stenet ihjel af Talebanfolk.« at kime og kime og kime. Folk var rasende. Jeg Oplevelserne har sat sine spor. havde hele bankverdenen på nakken.« »Når jeg kommer hjem, så kan det godt være Heldigvis tog Socialdemokratiet, som var lidt svært. Det kan sagtens være sådan noget kilden, ansvaret. Så Mette Fugl gik fri for den med at vågne og løbe hen til vinduet. Kigge på suspension, der ellers havde været tale om. en lygtepæl, jeg kender og sige, Gud, jeg er her. »Jeg har virkelig lært meget af det. Nøjes ikke Jeg er her.« med én kilde. Jeg skulle have ringet til oppositionens skatteordfører. Det gjorde jeg så ikke Sms’er live den søndag. Det var virkelig, virkelig kedeligt. Krig, død og ødelæggelse er kun en lille del af Jeg synes altid, at der ligger i mig og måske Mette Fugls arbejde. Størstedelen af tiden går alle journalister: En lille nervøsitet for, om det med jobbet som Bruxelles-korrespondent. Det nu er helt rigtigt. Er det 100 % rigtigt, det jeg har på trods af mange spændende rejser og fortæller? Troværdigheden er meget vigtig. « oplevelser givet hende én af dem, hun husker tydeligt. Skyd Barroso »Det var fantastisk at dække det franske ’nej’ Mobilen ringer for anden gang. Hun kigger på til Lissabon-traktaten. Jeg var den allerførste. nummeret og lægger telefonen væk igen. De må Jeg fik resultatet, mens jeg var på live. Jeg fik en altså vente. Det kan hendes arbejde også. Nogle sms fra en kilde i det franske indenrigsministe- gange. rium. Jeg stod og trådte vande hos Reimer Bo og »Hvis jeg er træt, så sætter jeg den på stilhed sagde undskyld, min mobil vibrerer og kiggede indtil klokken 11 om formiddagen. Så har jeg ned. ‘Nej, det bliver et nej. Franskmændene har det sådan, at så må de skyde Barroso (formand stemt nej’. Det var en sjov oplevelse.« for EU-Kommissionen, red.) eller brænde arJobbet som Bruxelles-korrespondent er som rangementet af. Jeg er ikke til stede før kl. 11. Eks-Jugoslavien – yderst kompliceret. Så kom- Jeg skal sove.« pliceret, at det har været karrierens sværeste Resultatet kan så være en fyldt telefonsvarer og 11 ubesvarede opkald. Det sker også, hvis og største udfordring. hun en sjælden gang glemmer mobilen. »Det var en rigtig fredelig dag, hvor jeg var ude og powershoppe og hygge mig i byen. Da Har modtaget adskillige priser og jeg så kom hjem var der 10.000 ubesvarede hædersbeviser. Blandt andet Victor-prisen, opkald. Det var ikke fra redaktionen, men fra Publicistprisen, Carsten Nielsen Legatet fra venner, der sagde – tænd for fjernsynet. Det var Dansk Journalistforbund, Den Gyldne Havfrue 11. september 2001, og jeg havde ikke opdaget fra Women In Film & Television, WIFT, Hvassen skid.« fondens rejselegat, Hæderslegat fra Axel og Mette Fugl er med årene blevet et idol for Magda Fuhrs Fond. især mange unge kvindelige journalister.
”
PORTRÆT
LIXEN | September 2009 | 11
r her« »Så har det da ikke været helt forgæves. Min ‘verdensberømmelse’ hænger i meget høj grad sammen med, at jeg startede i monopoltiden. Der var ikke andet. At jeg startede som en del af den generation, der ikke bare var mikrofonholdere, men var journalister og virkelig stillede politikere og folk til regnskab.« Denne nye stil resulterede i øgenavne som Mette Ørn, Mette Skrap, Rovfuglen og meget andet, hvilket Mette Fugl ikke tager synderlig notits af. Da Mette Fugl rejste til Bruxelles, var en af tingene, der var med i overvejelserne, det med at være kendt. Eller nærmere – være ukendt igen. »Det lyder meget krukket, men det er dejligt ikke være ‘Mette Fugl Danmarks Radio’ i et ord, men bare være mig.« DR har i de seneste år fokuseret meget på korrespondenterne. »Vi er i billedet. Vi er der. Det kan jeg ligesom ikke gøre noget ved. Et eller andet sted er det en blanding af ekshibitionisme og blufærdighed hos mig. For jeg kan godt se, at jeg er seernes repræsentant der, hvor jeg er. Men samtidig synes jeg, at der er vigtigere mennesker og vigtigere billeder end mig til at fortælle historien.«
Mette Fugl foran EU-Kommissionen i Bruxelles. Foto: Erik Lundtang
Ingen nostalgisk abe Mette Fugl kæmper mod at blive nostalgisk og forsikrer mange gange, at det er hun ikke. Alligevel lyser hun op, når hun fortæller anekdoter fra de mange år i marken. Det samme lys slukkes, når snakken går på journalistikkens tilstand i dag. »Jeg sidder ikke med en nostalgisk abe på skulderen. Jeg synes, det er godt, at vi ikke sender i sort-hvid længere og så videre. Det er særdeles fremragende. Men jeg er bange for den tendens, der ligger i koncepterne i dag. Der er en undervurdering af vores seere. Det gør, at den klassiske reportage forsvinder.« Faglighed er et af de ord, Mette Fugl altid har med sig. Hun har ikke et motto, men hun har faglighed, hvilket med årene er blevet hendes kamp. »Min største udfordring er et eller andet sted at kunne holde det ud. Jeg har håbet om, at der fortsat er plads til faglighed og klassisk journalistik, uden at der i ordet ’klassisk’ ligger ’kedelig’. Hvor der er plads til analysen, til baggrunden, til sammenhængen og ikke bare til eksempel. Ellers taber faget denne her dødskamp,« siger Mette Fugl og tager et stort hvæs af sin cigaret. Røgen stiger op og skuldrende sænker sig. Hun ser helt opgivende ud. »Det vil bare ærgre mig, at hvis jeg går af, eller når jeg går af, at det eneste, der kan muntre mig op, er, at jeg har har oplevet de gode tider. De skulle gerne blive ved med at være der. Der skulle gerne være lidt mere, end at det har været noget, der har været en gang.« Mette Fugl vil hellere se frem end tilbage. Hun vil ikke ændre noget ved sit liv. »Jeg synes, det er en underlig melankolsk øvelse. For du lærer noget hele tiden. Nogle af de lærestreger, du får, er mere smertelige end andre, men du lærer noget hele tiden. Det er ikke en øvelse, jeg bryder mig om. Hvad kunne du have gjort anderledes? Jamen, det kunne jeg jo ikke. Det har jeg det egentlig fint med,« siger hun. Alligevel er der noget hun gerne vil ændre.
Svaret hun gav til Se og Hør, da de spurgte hende, hvad hun ville have sagt, hvis hun var den første på månen. »Der var jeg ikke hurtig nok. Jeg sagde: ’Så kom jeg over min højdeskræk’. Jeg skulle selvfølgelig have sagt: ’Jeg var der før TV2’.«
Sandheden skal frem »Det er altså lidt komisk, jeg har lige modtaget den med posten,« siger hun og famler i sin taske. Frem kommer der en folder fra Dansk Journalistforbund om efterløn. Hun har - på trods af at passet siden februar har vist 60 år - ingen planer om at trække sig tilbage. »Jeg har meget svært ved at se mig selv som pensionist, men der kan jo ske mange ting. Den dag, jeg ikke længere synes, det er sjovt, eller at det bliver for hårdt at kæmpe for den faglighed, jeg gerne vil have består i journalistikken, så er det ikke sikkert, at jeg synes, det er umagen værd længere.« For kæmpe, det gør hun. I den seneste tid har man flere steder kunnet læse, at Mette Fugl og andre DR-korrespondenter kritiserer Danmarks Radios udlandsdækning. »Jeg er et eller andet sted også begyndt at tænke, det kan godt være, at jeg alligevel ikke kommer til at sige Mette Fugl, Kabul, når jeg er 80.« I stedet overvejer hun at slutte, hvor hun startede, nemlig med at skrive: »Jeg tror, at jeg skriver de rigtige erindringer. Men dem skriver jeg på et tidspunkt, hvor jeg har fået visum til Fiji-øerne, for så kan jeg ikke vise mig nogen steder mere. Hvis altså sandheden skal frem, og det skal den jo. Det ved vi,« siger hun og griner skævt.
Bundet til Bruxelles Mette Fugl ved ikke med sikkerhed, hvor hun er om en time, men én ting er sikker – hun kommer altid tilbage til Bruxelles. »Det vil være meget svært for mig, at forlade en by, som jeg i den grad føler mig hjemme i og komme hjem til Danmark. Det har jeg ikke lyst til, men det bestemmer jeg ikke selv. Jeg vil sige tak for tilbudet, men nej tak. Det er dét her. Det har jeg besluttet.« Mobilen er lagt i tasken, men ringetonen er tilpas høj til, at hun kan høre den. Det kribler i hele kroppen, når hun febrilsk prøver at finde ud af, hvem der har ringet. Denne gang tager hun den. Da beskeden om, at den serbiske krigsforbryder Ratko Mladic muligvis er fundet, udbryder hun det mindre pæne franske ord ’Merde.’ Ferien stod ellers klar rundt om hjørnet, men dette er alt for vigtigt. Hun fumler med mobilen og diskuterer højtlydt med sig selv, om hvad hun skal gøre og finder samtidig ud af, at hun helt har glemt at drikke den vin, hun havde bestilt. Den afslappede stemning på vej ned ad anekdotefloden bliver med ét ændret til et hektisk virvar af vindrikning, mobilopringninger, rygning, betaling af regningen og afsked. »Det her er det eneste, jeg vil droppe min ferie og min tandlæge for.« Trangen til at meddele sig er for stor. Hun vil være der. Lige dér, hvor det sker. Før TV2. For at plante sit flag. Mette Fugl, Danmarks Radio.
sohan08@student.sdu.dk
12 | September 2009
BRANCHE
| LIXEN
I mesterlære hos politiinspektøren Journalister kan lære meget af andre – heriblandt af politiets efterforskere. Det mener udviklingskonsulent Anne Skare Nielsen, og politiinspektør Benny Linde Larsen leger med. I værktøjskassen samler vi, hvad den fjerde statsmagt kan lære af den anden.
Tekst og fotos: Johan Bertil Winther
OPDAGELSESREJSE. Solen sniger sig ind mellem persiennerne på politiinspektør Benny Linde Larsens kontor. Skyggerne tegner tremmer på hans skrivebord. Politiinspektøren er midt i en beskrivelse af, hvordan han griber en undersøgelse an på et gerningssted. Det er vigtigt at gå minutiøst til værks og opfange alle tænkelige spor ude fra og ind, fortæller Benny Linde Larsen, der leder Fyns Politis Specialefterforskning. »Hos politiet er vi nødt til at være meget grundige, så vores beviser holder i retten. Men det er lidt anderledes for jer, ik’? Der går det lidt stærkere. Alligevel synes jeg godt, at man som journalist kan have i baghovedet, ’hvordan sikrer jeg, at min historie holder vand?’« siger Benny Linde Larsen og læner sig frem over bordet. Han fortsætter: »Vi arbejder i to forskellige verdener. Men jeg har fornemmelsen af, at hvis I har nogle gode udsagn, og det lyder troværdigt, så tror jeg, at historien havner lidt hurtigere på forsiden.« Konsulentbistand Politiinspektøren og jeg er på opdagelsesrejse. Spørgsmålet, vi kredser om, er, hvad den fjerde statsmagt kan lære af den anden. Provianten er sort kaffe, og vi tager udgangspunkt i en mail, jeg har modtaget fra udviklingskonsulent Anne Skare Nielsen. Hun har tidligere hjulpet DR og mener, at journalister kan lære noget af andre
faggrupper – blandt andre af politiets efterforskere. Politiinspektøren fortæller entusiastisk om politiarbejdet, men siger fra start, at han ikke kan tale om konkrete sager. Og mens han smiler næsten undskyldende, gør han opmærksom på, at projektet nok kan blive lidt vanskeligt, for han kender jo ikke journalisternes arbejdsmetoder. Spor og beretninger Nu sidder vi godt planket med de nødvendige forbehold og en kontrakt, der kan hjælpe os af sted på rejsen. Benny Linde Larsen har lagt hænderne i venteposition på bordet. Anne Skare Nielsens første punkt lyder: »Politiet arbejder meget med ‘ikkeviden’. Man er nødt til at fralægge sig fordomme og forforståelser, når man bevæger sig ind på en crime scene.« Benny Linde Larsen nikker genkendende til betragtningen og siger: »I politiet taler vi om fysisk tilstedeværende vidner og fysisk tilstedeværende spor som blod, dækspor eller et våben. Når man kobler de to ting, får man muligheden for at konkludere, om de udsagn, der kommer fra forurettede og vidner, er overensstemmende med de spor, vi synes at kunne finde på gerningsstedet.« Benny Linde Larsen understreger, hvor vigtigt det er at være objektiv. Han har oplevet, at vidner tror, de har set én ting, men når han har koblet sporene sammen med udsagnene, har det vist sig, at der i virkeligheden er foregået noget andet. »Jeg tror ikke, det er af ond vilje, men hvis man har noget at byde ind med, vil man gerne hjælpe. Og så er det godt lige at tjekke de udsagn en ekstra gang,« siger politiinspektøren. Sandheden er der ude I sit andet punkt skriver udviklingskonsulenten Anne Skare Nielsen: »Politiet forudsætter at ’morderen er derude’. Journalister kunne sagtens
arbejde ud fra samme hypotese. Når historien står i avisen, er det for sent at skrive den.« Nu reagerer politiinspektøren prompte: »Jeg tror meget, at det handler om at identificere nogle brandpunkter. Og så prøve at være kritisk i forhold til, om det er noget politiet eller samfundet gør noget ved. Eller er det i virkeligheden noget, vi ser foregå, mens ingen reagerer?« Her ser Benny Linde Larsen en fordel for journalisterne, og det er samtidig et område, hvor politiarbejdet og journalistikken møder hinanden dagligt. »I holder os jo også ud i en stiv arm og siger: ’vi holder også lidt øje med, om I så også gør tingene på den rigtige måde, ik’?« Kriminelle fedterøve Tredje punkt i udviklingskonsulentens e-mail lyder: »Moderne teknologi – for eksempel
korrelationsanalyser. Indenfor økonomisk kriminalitet har man eksempelvis fundet ud af, at folk, der går meget op i penge, ofte er nogle fedterøve. De har for eksempel ’frequent flyer’-kort. Hvis man sammenholder folk med mange bonuspoint, og dem, der har udenlandske bankkonti, er der en stor sandsynlighed for, at der i den pulje findes nogle kriminelle.« Benny Linde Larsen læner sig tilbage i stolen og griner lidt. Så siger han: »Vi krydser alle former for informationer. Fingeraftryk, DNA, sålaftryk, måske aftrykket af en skruetrækker. Vi ser på alle former for spor og ser, hvor matcher de henne?« Han smiler og fortsætter: »Det gør jo ikke ondt at være lidt kreativ, vel?«
Psykologiske interviews Det sidste punkt på Anne Skare Nielsens liste handler om afhøringer og interviewteknik: »Kognitiv afhøring. Politiet benytter sig af meget moderne forhørsteknikker. Ikke noget med en lampe op i hovedet og råben.« Alligevel kan journalisten ikke dy sig, og i bedste badcop-stil retter han loftslampen i hovedet på politiinspektøren, mens han spørger:
Ja, det er jo sådan her, I gør i de mørke forhørslokaler. Er det ikke? Benny Linde Larsen griner og begynder at tale om dårlige Hollywoodfilm, inden han afviser påstanden blankt og siger: »Den kognitive afhøring går ud på, at man venter til historien er fortalt færdig, før man spørger ind til detaljerne i det, man har brug for at vide. Hvis du afbryder undervejs, så kan du miste detaljer. Og i vores branche kan de være altafgørende.«
I dag. Ikke i morgen Benny Linde Larsen sidder på sit kontor med skyggetremmerne på skrivebordet bag sig. Inden han går ned for at skrive en pressemeddelelse om en udvidet visitationszone i Odense, siger han: »Konklusionen på det her må være, at hvis man er tro mod sin egen historie, så bør den være veldokumenteret. Men jeg ved godt, at det ikke altid kan lade sig gøre, for den skal altså ud i dag og ikke i morgen. Det er for sent, og det er forskellen på os.« johaa08@student.sdu.dk
Værktøj Her får du redskaber til din journalistiske værktøjskasse af politinspektør Benny Linde Larsen i samarbejde med udviklingskonsulent Søren Pedersen.
Idé »Lokalisér brandpunkter som bandemiljøer eller mistænksomme virksomheder, og hold et konstant vågent øje. Det vil helt sikkert give bonus.« Sådan råder Søren Pedersen. Politiinspektøren er enig.
Research Benny Linde Larsen lægger vægt på, at man er objektiv og skelner mellem spor og beretninger. For én ting er, hvad folk siger. De faktuelle spor kan fortælle noget andet. Derfor er krydstjek altafgørende.
Interviewteknik Det kognitive interview har erstattet lampen-op-i-hovedet teknikken på politigården. At afbryde en vidneforklaring er derfor bandlyst. Istedet spørger man ind bagefter for ikke at miste vigtige detaljer.
BRANCHE
LIXEN | September 2009 | 13
Bryd loven, og slip for straf Overtræder danskerne loven, kvitterer retssystemet gladelig med bødestraf eller fængsel. Men ikke hvis man har et pressekort i pungen. Flere journalister har brudt loven og er sluppet for straf - udelukkende fordi de overtræder loven i samfundets tjeneste. Men er det i orden?
Johan Bertil Winther Leonora Beck
SYNDSFORLADELSE. Det er tirsdag formiddag den 16. marts 2004. Kåre Quist venter ved skranken på Storkøbenhavns kørekortkontor. Personalet på kontoret ved ikke, at Kåre Quist arbejder som journalist på Ekstra Bladet. Og at han lige nu er i gang med at bryde loven. Uden at vise nogen form for legitimation får han lov til at udfylde standardformularen for midlertidige kørekort. Kåre Quist kradser en vens navn og personnummer ned på blanketten, og lidt efter står han med kortet i hånden. Kåre Quists strafbare stunt blev til en artikel i Ekstra Bladet, der rystede godt op i Christiansborgs kamre. ”I de sager, hvor man dokumenterer
åbenlyse svigt og risici for samfundet, skal man overveje, om ikke det er nødvendigt at bryde loven,” fortæller Kåre Quist i dag, fem år senere. Sagen retfærdiggjorde efter hans mening lovbruddet, fordi afsløringen med politikernes reaktioner gjorde Danmark en smule mere sikker end før. Men selvom det var i samfundets interesse, han overtrådte loven, blev Kåre Quist idømt 20 dagbøder af 100 kroner. Et journalistisk våben Journalisten Lars Wikborg fra Urban slap derimod for dommerens hårdtslående hammer, efter at han smuglede en steakkniv fra restauranten A Hereford Beefstouw i Københavns Lufthavn ud til gaten. Han ville påvise en sikkerhedsbrist, og midlet var et brud på våbenloven. Alligevel valgte domstolen at give ham strafbortfald. Med journalistikken som værktøj undgik Lars Wikborg, hvad enhver anden må bøde med: straf. Både Kåre Quist og Lars Wikborg tog loven i egen hånd for at påvise en relevant problematik. Der er dog forskel på, om journalister selv bryder loven, eller om de skriver om eller dækker andre, der gør det. I det sidste tilfælde beskytter menneskerettighedernes artikel 10 om ytringsfrihed journalisterne, og de bliver ikke
Scenariumpåkanten
Sten Schaumburg-Müller, lektor ved Juridisk Institut ved Aarhus Universitet. ”Efter min opfattelse bør det give straffrifindelse, for det lever op til betingelserne for frifindelse. Det kunne ikke lade sig gøre at afsløre på anden måde. I gør alt for at begrænse skadevirkningerne, og det er et samfundsinteressant spørgsmål. I en retssal ville jeg helst stå på den side, der skulle tale for frifindelse.”
Kåre Quist, journalist. Blev dømt i forbindelse med, at han dokumenterede, hvor nemt det var at få lavet et kørekort i en andens navn. ”Jeg kan ikke sige, om I ville frifindes eller ej, men jeg synes helt sikkert, at I bare skulle køre løs. Det ville være enormt væsentligt at afsløre, at der er et hul ind til CPR-registret. Man skal selvfølgelig tænke sig om og tale med en jurist, og man skal have en redaktør i ryggen hele tiden. Det er journalistens atomvåben at bryde loven. Men nogle gange bliver man nødt til at bryde loven for at tjekke den.”
straffet. Men der opstår tvivl, når de selv bryder loven for at pege på et samfundsrelevant problem.
Kræver kriterier Flere forskere har stillet kriterier op for, hvornår man som journalist kan slippe for straf, selvom man bryder loven. En af dem er Jens Elo Rytter, lektor i forfatningsret ved Københavns Universitet. Han mener for det første, at sagen skal være væsentlig og i samfundets interesse. For det andet skal man ikke kunne dokumentere det på andre måder end med lovbrud. Og for det tredje må ingen komme til skade som følge af lovbruddet. Jens Elo Rytter ser Kåre Quists afsløring i 2004 som et ideelt eksempel på den form for undersøgende journalistik. ”Jeg mener, at pas- og kørekort-sagen var en ren sag. Det var et seriøst stykke journalistisk arbejde, hvor de havde opfyldt alle de krav, som man kan stille til journalister, før de går i gang med den type metode,” siger Jens Elo Rytter. Nej til elastiklove Alligevel fik Kåre Quist en straf. Og det er helt fair, mener Trine Baumbach. Hun er adjunkt i strafferet på Københavns Universitet og ser Jens Elo Rytters tre kriterier som lidt af et vovestykke. Så elastiske kriterier
vil give en stor usikkerhed i domstolenes retspraksis, mener hun. ”For eksempel skal der ikke være nogen anden mulighed for at dække historien. Men er der ikke altid det? Kunne ham med grillkniven ikke bare have stået inde i restauranten og have ladet sig fotografere der og sige: ’se, jeg kunne have taget den med ud’? Det siger han selv, han ikke kunne. Det havde ikke været en lige så god historie,” siger Trine Baumbach. Jens Elo Rytter forholder sig mindre striks til lovens ord. Han mener, at borgernes ret til at blive informeret vejer tungt på den juridiske vægtskål. Heller ikke mediejuristen Oluf Jørgensen mener, at Trine Baumbach har ret: ”Man skal ikke se en lov isoleret. En lov har et formål. For eksempel at undgå spredning af våben. Når TV 2 bryder ind og viser, at der er problemer med kontrollen af våben, så er det helt firkantet set en overtrædelse af lovens bestemmelser. Men det bryder jo ikke med det formål, som loven har.” Lemming-lovbrud Jens Elo Rytter mener, at er der en dybere mening med, at dommerne så vidt muligt straffer journalister. De er bange for, at for lempelige straffe vil åbne en ladeport af tvivlsomme
lovbrud. Men det undskylder ikke, at journalister, der overtræder loven i samfundets tjeneste, får en straf. Jens Elo Rytter argumenterer: ”Journalister er bedst til at oplyse offentligheden, og det er simpelthen meget vigtigt for demokratiet. Dem, der sidder på magten i det her samfund, er blevet meget bedre til at styre kommunikation og information. Derfor er journalistens rolle som modvægt blevet vigtigere. Derfor mener jeg, at de journalister, der kan, vil og har mulighed for at påtage sig den opgave også skal have nogle rimelige arbejdsbetingelser.” johaa08@student.sdu.dk libec08@student.sdu.dk
Jens Elo Rytters krav til journalister, der bryder loven. 1) Lovbruddet tjener til at belyse eller afdække forhold, som er af væsentlig samfundsmæssig interesse. 2) Det er nødvendigt at bryde loven, fordi der ikke er andre måder at belyse eller afdække forholdet på. 3) Lovbruddet ikke indebærer en nærliggende risiko for konkrete skadevirkninger for både mennesker og værdier.
Lovbrud? Må journalister bryde loven uden at blive straffet? Spørgsmålet har flere svar afhængig af, hvem man spørger. Derfor har vi opstillet en tænkt situation, hvor vi i samfundets tjeneste bryder loven. Lovbruddet har vi bedt nogle af debattens meningsdannere at forholde sig til. ”Vi har en begrundet mistanke om, at man som privatperson kan skaffe sig adgang til CPR-registeret via sin hjemme-pc. Når vi taler med de ansvarlige ved CPR-kontoret og gør dem opmærksom på problemet, afviser de blankt risikoen. Derfor skaffer vi os adgang til vores egne detaljer i registeret og gør umiddelbart efter politiet opmærksom på, hvad vi har foretaget os. I den artikel, vi skriver om sikkerhedsbrist i CPR-registret, publicerer vi ikke oplysninger, så forbrydelsen kan gentages af andre.”
Oluf Jørgensen, mediejurist og lektor ved Journalisthøjskolen. ”Det har samfundsmæssig interesse at påvise huller i et sikkerhedssystem. Og umiddelbart ville jeg også mene, at det er svært at dokumentere overbevisende uden at begå et lovbrud. Og så er det jo i sådan et tilfælde vigtigt, at det sker på en forsvarlig måde uden at skabe nævneværdige risici. Jeg mener, at det taler for strafbortfald, hvis det gennemføres forsvarligt.
Jørgen Steen Sørensen, rigsadvokat Rigsadvokat Jørgen Sten Sørensen er en vigtig aktør i debatten, men vi havde desværre ikke mulighed for at få en personlig udtalelse fra ham. Rigsadvokatens kommunikationsrådgiver mener, at Jørgen Steen Sørensen allerede har udtalt sig nok omkring sager om dømte journalister.
Jens Elo Rytter, lektor i forfatningsret ved Københavns Universitet. ”Ja, det mener jeg klart, at I skal gå fri for. Havde I brudt ind og fundet oplysninger om en anden, så kunne man diskutere, om det kunne skadevirke, og I skulle have en straf. Eller hvis I bare skynder jer at gøre det uden at informere myndigheden og derefter laver en artikel om det, ryger det lidt over del i senaf sationsjournalistik, og det er ikke en watchdog-rollen.”
Trine Baumbach, adjunkt i strafferet ved Københavns Universitet. ”I eksemplet har journalisterne selv taget initiativ til at begå en alvorlig strafbar handling. Det altovervejende udgangspunkt er, at journalister skal overholde gældende lovgivning. Nyhedsværdien af artiklen kræver ikke, at journalisterne selv hacker sig ind i CPR-registret. Og selve det, at det er strafbart at hacke, er ikke i sig selv et indgreb i ytringsfriheden. Under hensyn til at det efterhånden er blevet fastslået i mange domme, at journalister ikke er ”straf-immune”, finder jeg ikke, at der er en særlig grund til at give strafnedsættelse eller strafbortfald i en sag som den forelagte.”
14 | September 2009
FOKUS
| LIXEN
Q&A: »Esben Danielsen har aldrig slået os i hovederne« Bine Iversen er en af fire redaktører på OrangePress. Her fortæller hun blandt andet om, hvad man kan forvente sig af at være frivillig skribent på OrangePress og om, hvordan redaktionen bevarer sin journalistiske integritet på et medie, der er betalt af Roskilde Festival selv. Morten Bang Johan Bertil Winther
Hvornår går I i gang med at forberede årets avis? Når årets festival er slut, går vi i realiteten i gang med at forberede næste års avis. Så får vi evalueringer fra journalister, fotografer og andre, der har været inde over avisen. Så diskuterer vi, hvad der skal ændres, og hvis der er noget, der kan laves i god tid, bliver det sat i gang der.
Medierne på Roskilde Festival er ikke bange for at gå tæt på. Foto: Johan Bertil Winther
Stripperpiger og festivalavis con carne OrangePress er Roskilde Festivals egen avis. Her fylder Chili Con Carne-anmeldelser og konfliktartikler om stripperpiger blandt andet siderne. Redaktørerne ønsker nemlig både at underholde og kritisere. Dog vælter de med egne ord ingen regeringer.
Morten Bang Johan Bertil Winther
ORANGE. Blikkene er rettet koncentreret mod computerskærmene i det lille sommerlumre redaktionslokale. Fødslen af årets fjerde nummer af festivalavisen OrangePress er i fuld gang. ‘Fredag den 3. juli’ kommer der til at stå på forsiden, og på skærmen står rubrikken ’Roskilde Rocker’ prentet oven på et billede af Volbeats forsanger, Michael Poulsen, der spiller guitar, badet i farverigt scenelys. Da vi har stået lidt inden for døren, løsriver Thomas Lenler Olesen sig fra sin skærm og møder os. Han er chefredaktør på OrangePress, og til daglig arbejder han som kommunikationsmedarbejder for Roskilde Festivalen. Han er den eneste på OrangePress, der er ansat af festivalen. Derfor er avisen i høj grad en legeplads for frivillige med skrivetrang - heriblandt mange journaliststuderende. Date med Chili-John »Det er vigtigt, at folk har det godt, når de arbejder her. Selvom vi har travlt. For de gør det jo frivilligt,« siger den smilende chefredaktør, inden han præsenterer os for resten af redaktionen. Lidt senere møder vi reporter
Ditte Clemen, der netop har tjekket ind til en vagt. Hun har en date med Roskilde-veteranen ’Chili-John’, som hun skal anmelde fastfood sammen med. Et hint af tømmermænd efter den foregående nat snurrer stadig i hendes krop, men alligevel er hun klar til et friture-trip op på en af kostpyramidens forbudte etager. »Madanmeldelser er ikke det bedste at lave, når man har tømmermænd. Man skal i hvert fald sørge for at moderere dem,« siger Ditte Clemen. Det frivillige arbejde på OrangePress har sine sjove stunder, men det er også hårdt arbejde, fortæller hun: »Man skal indstille sig på, at det meste af dagen går med at arbejde, når man har vagt. Så må man gemme festen til om aftenen.« Ditte Clemen er netop færdig som praktikant på Berlingske Tidende. Hun synes, det er sjovt at være frivillig reporter på OrangePress, men hun vil primært anbefale studerende at gøre det før praktikken. »Det er ikke så udfordrende, når man, som jeg, lige har været i praktik. Det er dog helt sikkert et godt sted at få praktisk erfaring og mulighed for at eksperimentere, inden man skal ud i praktik,« mener hun. Strippere for hård kost Dagens mest kontroversielle historie handler om en af festivalens andre medier, Festivalradioen, som har haft besøg af strippere. På forhånd har vi talt med folkene på radioen, og de har fortalt os om en vild aften, der udviklede sig endnu vildere og efterfølgende er blevet tysset ned. Roskilde Festival var med til at invitere stripperne, og med de saftige detaljer, vi hørte under et tidligere besøg på radioen, er vi spændte på OrangePress’ version af historien. Under
rubrikken ’Strippere var for frække til Roskilde’ vinkler journalisterne på, at Roskilde Festival ville beskytte sine gæster mod videooptagelser af en stripkonkurrence. Konkurrencen skulle nemlig bruges som reklamevideo på strippernes hjemmeside. »Jeg synes, at vi skrev artiklen så kritisk, som vi kunne med den dokumentation, vi fandt. Der var selvfølgelig en masse rygter, men vi bragte ingen oplysninger, som vi ikke kunne få bekræftet,« siger Johan Vardrup, der er en af de to journalister bag artiklen.
Kritik i alles interesse Roskilde Festivalen betaler for at få trykt OrangePress, men på trods af det afviser Johan Vardrup, der også er redaktør på avisen, at det skulle være svært at skrive kritisk om festivalen. Redaktøren forklarer, at kritiske artikler også er i festivalens interesse. De giver den nemlig mere troværdighed. »Vi skriver kritiske artikler, når det er berettiget. Men vi er her jo snarere for at formidle stemningen end for at vælte regeringer,« siger Johan Vardrup, inden han smutter tilbage i det lumre redaktionslokale. I redaktionslokalet er stakken med færdige artikler vokset. Mange af OrangePress’ reportere har haft deres deadline, og forude venter aftenens redigering, inden redaktionen kan sende den endelige version til trykkeriet. ’Roskilde Rocker’ stadig forsiden, og morgendagens tophistorie handler om problemer med festivaldeltagere, der har fået klippet deres armbånd af banditter, mens de sov. mojoe08@student.sdu.dk johaa08@student.sdu.dk
Hvordan foregår dagen på OrangePress? Vi starter om morgenen klokken 10. For andre mennesker er det jo formiddag, men på en festival er det jo morgen klokken 10. Der holder vi redaktionsmøde, hvor vi blandt andet diskuterer henvendelser fra festivalens underholdningssektion om aktiviteter, der sker på dagen. Redaktionen vælger nogle historier ud, som skribenterne så kan byde ind på. Derefter sender vi så folk ud på deres opgaver. Deadline er klokken 17.
Hvordan finder I skribenterne? Det er ofte folk, der har været med tidligere år, der fortæller deres venner om muligheden for at være med. Derudover får vi en masse uopfordrede ansøgninger. Der var cirka 40-50 ansøgninger i år. Det var cirka dobbelt så mange ansøgere, som der var plads til. Vi tager ikke folk til samtale, vi vurderer bare ud fra ansøgningerne. Hvem er skribenterne? Der en overvægt af journaliststuderende. Det at lave avis kræver jo, at man hurtigt kan vinkle og skrive kort. Der er det selvfølgelig en fordel i hvert fald at have haft et år på en journalistuddannelse. Hvordan tackler I, at I som journalister ikke er helt uafhængige, da det jo er festivalens egen avis? Festivalens talsmand Esben Danielsen står som ansvarshavende for avisen, men han sidder ikke på redaktionen. Vi behøver derfor ikke gå ind og spørge om lov, når vi vil skrive en kritisk historie. På den måde er vi uafhængige. Men i og med vi er festivalens avis, så skriver vi også om løs-
Foto: Johan Bertil Winther
ninger, når vi skriver om problemer. Der finder vi så den ansvarlige i festivalledelsen og spørger, om man kan finde en løsning.
Har festivalledelsen nogensinde brokket sig over kritiske historier, I har skrevet? Jeg har aldrig oplevet, at Esben Danielsen er kommet og har slået os i hovederne over en historie, men vi havde en historie sidste år om nogle gæster, der var blevet mast i køen, før pladsen åbnede. Den havde vi en del diskussioner om internt på redaktionen. Som journalist har jeg selvfølgelig nogle ideer om, hvad jeg synes er vigtigt. Kommunikationsfolkene på festivalen havde selvfølgelig et lidt andet syn på den sag, men jeg tror vi i sidste ende fik os diskuteret frem til, at det også var et udtryk for en organisations styrke, at festivalen kan tåle kritiske historier. Vi fik i hvert fald forklaret hende, der var ansvarlig for sikkerheden, at her var et problem, og det endte også med, at de involverede gæster fik en undskyldning, og forholdene i ankomstkøerne blev ændret. Det er nok den situation, hvor jeg har oplevet mest diskussion omkring en historie. Hvilke overvejelser gør I omkring, hvilke billeder fotografer må tage? Fotograferne er i udgangspunktet uafhængige, og de har også solgt billeder til andre medier. Generelt ønsker vi dog ikke at udstille folk, der er berusede eller påvirkede. Har vi en fornemmelse af, at folk er påvirkede, så bringer vi det ikke.
Hvad er den sjoveste oplevelse, du har haft med OrangePress? Jeg vil sige, at lejren ØM Motherfuckers nok er det sjoveste, jeg har dækket. Det er en klassisk lejr, der plejer at lave deres egen åbning af festivalen. De har en sundhedsminister og en statsminister, der holder nogle underholdende taler under festivalen. De er totalt stegte, men stadig i stand til at holde nogle faktisk ret gode taler. For eksempel holdt de sidste år en tale, om at hvis alle kneppede alle, så fik alle kneppet. Det var ret sjovt.
FOKUS
LIXEN | September 2009 | 15
BOLLESERVICE Festivalradioens program ’Reperationsrodeo’ hjalp trængende festivalgæster med at finde sammen. Her bringer vi et mindre udvalg: Modtaget: 2009-07-01 Hej bolleservice. Jeg er matros på skibet Skræv juice, og vi mangler en doner til en Skræv juice produktion... =D Jeg er selvfølgelig villig til at tappe Skræv juicen selv =D jeg bor i G og vi kan selvf mødes ved radioen hvis du er frisk =D Modtaget: 2009-07-01 Pigecamp søger fræk fyr til flapjack. Mød os ved c-tårnet Holdet bag morgenprogrammet ‘Reperationsrodeo’. Fra venstre Lars Plenge Høier, Andreas Baumann, William Andres Wivel og Natasha Dyasi Foto: Johan Bertil Winther
Symfonisk reperationsrodeo i øregangen Roskilde Festivalradio balancerer mellem at sende til ghettoblastere på pladsen og til publikum foran radioens scenestudie. Radioen vil gerne underholde og informere, men nogle gange stiller festivalledelsen sig i mellem.
60 kroners-klassen og får branket flæsket. De fleste gør begge dele. På festivalradioens scene blænder stationen op for ‘Reperationsrodeo’. Programmet forsøger gennem tiltag som ‘bolleservice’ at give en rar start på dagen til lytterne. Lumre SMS’er fra trængende festivalgæster tikker lystigt ind. Til fornøjelse for både lytterne, publikum foran radioens scene - og en gang i mellem også til ekstra stor fornøjelse for afsenderne af SMS’erne.
dring for vores værter. Der er ikke mange af dem, der har prøvet at skulle være vært på den måde,« fortæller Rasmus Therkildsen. Han er redaktør for radioens infogruppe. Den står for nyhedsudsendelserne, når klokken slår hel.
lavet studenterradio i en årrække. Universitetsbyernes studenterradio er er tovholdere for ‘projekt festivalradio’. Vil man derfor gerne med på holdet, skal man have lege med lydbølger på en af studenterradioerne. ‘Bolleservice’ gav bonus Ved et hvidt plastikbord bag festivalradioen sidder redaktionen fra ‘Reperationsrodeo’ og evaluerer programmet. De har tjekket op på en ‘bolleservice’-deltager. Fyren bag denne SMS har haft heldet med sig: »Trænger til et sympatiknald. Netop ankommet til festivalen og finder ud af, at alt tøjet i min taske er ødelagt af batterisyre. Jeg har været i livgarden og er i øvrigt tidligere jysk mester i vals.«
Modtaget: 2009-07-01 Vi, Cat og Sofie <3 ligger i L82 våde og kåd= e. Vores ønske er to sex partnere som er glade for dyr og som kan pass e vores misser.Vi tilbyder græsk med andalusisk afslutning for øl! Modtaget: 2009-07-01 Hvis du er en pige så kom og besøg mig i camp cavallier i M, spørg efter the beast from the east, the polish prince
Radio fra scenekanten En af de største udfordringer ved at lave festivalradio er at finde balancen mellem at tilfredstille lytterne i lejrene rundt på festivalområdet og at underholde gæsterne foran radioens scene ved Agora G. »Det har været en stor udfor-
Stoffri festivalradio Festivalradioens infogruppe har også til opgave at lade festivalens ledelse komme til orde. »Vi er jo faktisk en del af festivalens info-marketing-afdeling, så det er en lidt speget sitation for os, når vi nu gerne vil lave nyhedsjournalistik,« fortæller han. »Forleden ville vi gerne have haft et indslag omkring stoffer. Det ville festivalledelsen ikke være med til, da den kører en kampagne mod stoffer,« siger Rasmus Therkildsen, der har
Mark Meyer
Rune Jacobsen
Kirstine Biltoft-Knudsen
Magnus Bjerg
Johanne Hesseldahl Larsen
Alder: Hemmeligt Uddannelse: BA i kommunikation og litteratur fra Ohio State University med overbygning i foto- og videoproduktion. Hvorfor er du her? Det er en fed måde at lære festivalen at kende på. Så drikker man ikke bare sig selv til bevidstløshed hele tiden. Hvad laver du her? Jeg laver de engelsksprogede nyheder for radioens infogruppe. Det bedste indtil videre? I aftes, hvor jeg så noget fedt norsk heavy-metal musik og senere dansede til Balkan-musik med nogle fra radioen. Det var bare fedt.
Alder: 28 år Uddannelse: Læser internationale udviklingsstudier og miljøplanlægning på RUC. Hvorfor er du her? Det er mit fjerde år på festivalradioen. Det tager vildt meget tid, men jeg ville ikke undvære det. Hvad laver du her? Stationsleder på festivalradioen. Det bedste indtil videre? Da fire nøgne mænd lavede tovtrækning på en presenning med brun sæbe foran festivalradioen. Det var meget underholdende.
Alder: 21 år Uddannelse: 3. semester på Journalisthøjskolen. Hvorfor er du her? Det er godt for mit CV, jeg får en billet, og så elsker jeg jo også at lave radio. Hvad laver du her? Det er en blanding mellem at være nyhedsvært og reporter. Det bedste indtil videre? Da jeg lavede reportage fra Camp Hasselhoff. De var vilde, så det var lidt af en udfordring. Ikke mindst da jeg blev raget på, og de forsøgte at spænde mig fast til en pæl.
Alder: 24 år Uddannelse: 8. semester på Journalisthøjskolen. Hvorfor er du her? Det er kedeligt bare at drikke øl. Hvad laver du her? Det er mit andet år på festivalradioen, hvor jeg i år er eventchef - praktisk gris med andre ord. Det bedste indtil videre? Det må vi ikke sige på nuværende tidspunkt, men der var gang i den med Pussylounge i går.
Alder: 23 år Uddannelse: BA i Journalistik fra SDU. Stud.public med udveksling til The New School i New York. Hvorfor er du her? Det er sjovt. Det er en god kombination, at man stadig kan trække sig lidt væk fra det vilde festivalliv. Hvad laver du her? Jeg prioriterer og koordinerer arbejdet for nyhedsgruppen. Det bedste indtil videre? Det var da nogle værter skulle give en præmie for den mørkeste morgenurin. Der var så en deltager, der kom til at vælte det, så der blev vådt ud over det hele.
Morten Bang Johan Bertil Winther
RADIOFONI: »Ros-kilde Festi-val Ra-di-ooooo.« En overgearet mandestemme knitrer ud gennem en lille sort ghettoblaster, mens solen bader festivalpladsen. Nogle drikker lunkne bajere og ryger cigabøjsere. Andre gemmer de tømmermandstunge øjne bag RayBan-agtige solbriller i
Voxpop fra Roskilde Festivalradio
mojoe08@student.sdu.dk johaa08@student.sdu.dk
Modtaget: 2009-07-01 Hej mit navn er ulrik, men du kan bare kalde mig røv vrik, jeg kan nemlig godt lide numser. Find med ved det blå telt! Modtaget: 2009-07-01 Det er camp mumi trold her og vi har fundet en pige med omvendt cameltoe pga undertryk i underlivet!
16 | September 2009
FOKUS
| LIXEN
Fra radiostudie til regnvåd mark De hedder Henrik Povlsen og Jesper Holm (a.k.a. Kanonkongen) og har for en stund skiftet radiostudierne og tidlige morgentimer i Ørestaden ud med åbne græsmarker og helt andre kollegaer. Her får de udvidet såvel netværk som referenceramme.
Sofie Bak Thorup - Grøn Koncert tour 2009
AFBRÆK. »Gratis fadøl!« svarer Kanonkongen prompte på spørgsmålet om, hvorfor han arbejder på Grøn Koncert. Han er iført ternet skjorte, slips, kakifarvede shorts og gummistøvler. Han og Henrik Povlsen når normalt ud til publikum gennem radiobølgerne. Morgenfriske P3-lyttere vil kende de to herrer fra programmet Go’ morgen P3, som brager fra Ørestaden og ud i æteren på hverdage mellem klokken seks og ni. På deres sommerjob er publikum lige for øjnene af dem. Jobbet er en udfordring i forhold til Go’ morgen P3, som for øvrigt heller ikke kan flyttes rundt i Danmark ligesom de grønne koncerter. Det giver oplevelser, som de kan tage med hjem til deres lyttere. Over en dåseøl en regnfuld torsdag i backstageteltet i Kolding fortæller de om sommerjobbet, lige inden de skal på scenen og præsentere Volbeat.
»Det er en fed måde at netværke på, til når vi skal have gæster ind i programmet,« forklarer Kanonkongen, mens tonerne fra Kashmir bliver kastet af vinden fra den anden ende af festpladsen.
En brandert åbner mange døre På den otte dage lange turné får de en masse oplevelser med de kunstnere, der optræder på Grøn Koncert. »Der er mange ting at snakke om lige pludselig. Det gør det meget nemmere. Hvis vi nu for eksempel får Liam (rapperen L.O.C, red.) i studiet og så kun kan snakke om hans nye plade. Det gider vi slet ikke. Det er meget sjovere at hive en anekdote op af hatten i stedet for. Og det er noget sjovere end bare at finde på et eller andet påtaget at snakke med ham om,« fortæller han. Men networking-delen af at arbejde på Danmarks største havefest er ikke noget, de bevidst opsøger. »Vi tager, hvad der falder i turbanen,« som Henrik Povlsen siger. Deres primære grund til at være der er at have det sjovt og feste rundt i Danmark. Sidste år spillede Suspekt på P3-scenen, og Kanonkongen fortæller, at de festede med bandet fra kl. 11 om formiddagen til showet sluttede. På dette års turné er der knap så meget gang i den backstage, da L.O.C. er holdt op med at drikke, og Sys Bjerre og Volbeat ikke befinder sig så meget backstage. »Men så støver vi dem jo op inde i byen om aftenen. Så er der fest, og
igennem sommerjobbet også bliver kendte på deres ansigter, men det er ikke noget, de tænker videre over. »Fra P3’s side synes man da, det er fedt, at vi kommer rundt og bliver set. Men vi synes, det er fedt for os selv at se de folk, der kommer for at høre musik. Det er rart lige at få nogle ansigter på,« forklarer Henrik Povlsen. Han fortæller dog samtidig, at man efter så mange år i radioen får en ret god fornemmelse af, hvad der virker og ikke virker over for publikum.
Kanonkongen (TV) og Henrik Povlsen (TH) varmer et drivvådt Kolding op til Sys Bjerre. Foto: Frederik Kirkeskov
det er skide hyggeligt. En brandert åbner mange døre,« griner Kanonkongen og tager en slurk Tuborg. Rart at se lidt af Danmark igen Henrik Povlsen og Kanonkongen startede jobbet som konferencierer sidste år, da de fik valget mellem det eller at dække OL i Beijing. De valgte førstnævnte, fordi de godt kunne tænke sig en udfordring. »Vi tænkte: Radio, det kan vi jo, så lad os prøve at komme ud og se noget andet,« forklarer Kanonkongen. Povlsen supplerer, at de har lavet radio sammen i ti år. De første fem år lavede Povlsen programmer, der
sendte fra diverse festivaler rundt om i landet. Men siden de startede på Go’ morgen P3, har der ikke været mulighed for at se ret meget andet end studiet. »Så vi har ikke været ude og se et klap af Danmark. Vi kan ikke rykke programmet ud, fordi setup’et er for stort. Så det er sgu fedt at komme ud og se lidt af Danmark igen. Det var længe siden,« fortæller Henrik Povlsen, mens publikum jubler på ekstranumre fra Kashmir. Et ansigt på lytterne Kanonkongen og Henrik Povlsen har ikke noget problem med, at de
Buh-råb Men der kan ske svipsere. De havde planlagt, at publikum skulle bue dem ud, når de skulle præsentere Volbeat, som lukkede P3-scenen. De forsøgte ved at optræde som fulde dansende fugle i farverige kostumer, men den gik ikke. Publikum hvinede og klappede. »Men så må de klappe. Det er også okay,« siger Henrik Povlsen og skeler til de farverige kostumer, der hænger til tørre i teltet. Ud over at få set en del af deres egen lytterskare får de også en del med hjem, som de kan bruge i deres arbejde. »Det er rart at se noget af Danmark, så dine referencer ikke udelukkende er, hvor du færdes til daglig. Så du får lidt andre adresser, landskaber og ja, bodeganavne. Alt tæller,« siger Henrik Povlsen. sotho08@student.sdu.dk
Tanker i lænker på Verdens Tag Kontrasternes land ligger på Verdens Tag. Turisternes lunger hungrer efter ilt i den tynde luft, mens tibetanerne ville ønske, de kunne tage en dyb indånding og sige, hvad de virkelig mener. Det fortæller en tibetansk journalist og antropolog, som trodser frygten og bryder de lænker, der begrænser hans tanker.
Johan Bertil Winther - Lhasa, Tibet
STÆVNEMØDE. Lhasas farverige og snørklede gader er svære at finde rundt i om aftenen. Men nu står jeg foran Pub Makye Amye og venter på en tibetansk antropolog og journalist. Her hedder han Dojo, da andet kunne give ham problemer med den kinesiske regering. Ingen kinesisk spion En halv time senere kommer Dojo
løbende forpustet med en kameraDojo fortæller, at han er uddannet virkelig godt lide at skrive, fordi de taske over skulderen, og inden længe antropolog, men skriver for et kineforklarer den tibetanske kultur. Men sidder vi på en lille tibetansk restausisk/tibetansk magasin om kultur. nogle gange er jeg også tvunget til rant. De eneste andre gæster er en For kultur ændrer sig ikke, mens at skrive propaganda. Hvis jeg ikke fransk familie, der snakker højlydt. politik bare afhænger af, hvem der skriver artikler for regeringen, så Jeg er nervøs, men Dojo kan jeg ikke få noget job, og så Nogle gange er jeg tvunget til at kan jeg ikke overleve.« smiler afslappet. »Bare rolig, jeg er ikke skrive propaganda for regeringen. Dojo ser frem for sig med en kinesisk spion,« siger tomme øjne og fortæller, at han han. Det gør mig ikke Tibetansk journalist og antropolog ikke ville kunne overleve som mere tryg. Uden for vinidealist. Han må se sin skæbne duet blinker et rødt og gult neonskilt har magten, mener han. i øjnene og få det bedste ud af det. med kinesiske bogstaver. Det har han lært af den tibetanske Ellers kunne han være opvasker eller Da vi har bestilt den obligatoriske historie, hvor Mongoliet i korte træk skraldemand, men så ville han jo alyakokse og ris, fortæller Dojo overhar haft magten i en årrække, hvodrig skrive. Heller ikke artiklerne om raskende, hvad han har skrevet på refter Tibet var selvstændigt, indtil tibetansk kultur. Og så får han sine sin blog: Kina overtog området i 1950. Dalai mere kontroversielle tanker ud på »Selvom mennesker er intelligente Lama er i eksil, men kulturen lever sin blog. Men adressen vil han ikke og kloge, kan de ikke flygte fra en videre. Det håber han i hvert fald. give mig. Bedre kender vi ikke hinandårlig skæbne,« siger han og forklarden endnu, og udbyttet ville være beer videre: Propaganda eller opvask grænset, da han skriver på kinesisk. »Jeg føler, at jeg har en dårlig Den franske familie er gået, så larm skæbne, som jeg må konfrontere. Da fra gaden gennem det åbne vindue er Mindre dårlig er målet jeg var ung, læste jeg en masse socidet eneste, der forstyrrer vores sam»Jeg vil bare gøre fremtiden mindre ologi og antropologi, og jeg fandt altale. Vi taler lavt. Dojo har forstået, at dårlig,« siger Dojo og læner sig tiltid ud af, at mange mennesker har en jeg er interesseret i hans arbejde, og bage i stolen. Han griner lidt, inden dårlig skæbne, som de må konfronhan forklarer: det alvorlige blik er tilbage i hans tere.« »Nogle af mine artikler kan jeg øjne.
”
Fri presse er normalt ikke noget, man taler om i Tibet. I hvert fald ikke, når man er flere sammen og i det offentlige rum. For den kinesiske regering, eller ’centraladministrationen,’ som de kalder den, har et øje på hvert hustag og et øre på hvert gadehjørne. I bogstaveligste forstand. Da vi går ud af restauranten under det blinkende rød-gule neonlys, nikker vi indforstået til hinanden. Velvidende at vi i det skjulte har rykket i nogle af de lænker, der begrænser frie tanker i Tibet. johaa08@student.sdu.dk
Lyd og fotos fra Tibet på lixen.dk Skribenten er i løbende kontakt med Dojo, og i det kommende nummer af Lixen følger han op på tibetanske og kinesiske journalisters arbejdsvilkår. Dojos rigtige navn og navnet på det magasin, han arbejder for, er redaktionen bekendt. Men vi nævner dem ikke af hensyn til hans sikkerhed.
ANNONCE
LIXEN | September 2009 | 17
18 | September 2009
OPINION
| LIXEN
Tanker fra en kommende radiostudine SPAGAT. Jeg skal til at starte på radiosemestret nu. Et medie, som jeg i forvejen får godt 70 procent af mine nyhedsfix af, men aldrig har snuset til i virkeligheden. Og jeg glæder mig. Når man skeler til det foregående semesters oplevelse af faget, bliver forventningens glæde imidlertid erstattet af noget andet. Mine medstuderende fik lovlig meget kreativ frihed, da deres underviser havde masser af arbejde ud over det på Medietorvet. Pludselig faldt bomben om, at deres underviser ikke fulgte dem hele vejen til eksamensdøren.
Da de til syvende og sidst blev lidt for usikre på, om det virkelig var Det fri Gymnasium, de var blevet overflyttet til, valgte de at smide ledelsen og underviseren en mail, der lagde op til dialog om tilrettelæggelsen af undervisningen. Mailen havde bare desværre ikke den ønskede effekt. Det blev til en omgang mudderkastning om, hvor ansvaret skulle placeres internt i ledelsen i stedet. Ærgerligt for en kommunikationsuddannelse, og især ærgerligt for mine medstuderende, der pludselig skulle til eksamen med et styk ny underviser med nye stan-
darder - og uden svar på klagen. Er det et signal til os studerende om, at en skriftlig klage er det eneste, der batter, hvis man vil have en dialog i gang? I hope not.
Den 1. august i år startede 5. semester fra Center for Journalistik i praktik. Her følger et lille udpluk af oplevelser og anekdoter fra praktikanternes første måned i virkeligheden.
Jeg håber selvfølgelig, at alle i og uden for Center for Journalistik har lært noget af oplevelsen, så jeg kan vende tilbage og bare glæde mig til at lære Louise Kjærgaard og Daletten at kende.
Hvilken underviser er du?
Sofie Bak Thorup, 3. semester Ru
Sender du altid den samme mail mindst 4 gange? Har du en teint, selvom kalenderen siger december?
Vil du gerne tiltales lektor?
Anekdoter fra virkeligheden
Rune Michelsen
Nanna Thorø Liebregt - Ekstra Bladet i 12 måneder »Da jeg søgte Ekstra Bladet, var jeg godt klar over, at man ville blive sendt i marken. En dag havde vi ledt efter en person med en burka, som vi kunne interviewe. Så spurgte min redaktør mig, om jeg ikke selv kunne prøve at påføre mig en burka og gå en tur rundt i byen. Så jeg gik rundt med en fotograf nogle meter bag ved mig, så vi ikke blev afsløret. Det var helt enormt sjovt og virkelig spændende at prøve.« »Den første dag, jeg var på arbejde, havde jeg en virkelig dårlig dag. Jeg kunne slet ikke finde på nogen historier, der var vedrørende på dagen. Jeg nåede at tænke ’åh nej, jeg kommer til at sidde og skrive noter hele året.’ Heldigvis gik der ganske få dage, før jeg fik lov til at lave nogle af de historier, der bandt sig op på de aktuelle begivenheder. Jeg brygger selv på nogle historier nu.«
Er du også helt pjattet med idéfasen? Er du også Peter Bros togbuddy? Læser du arabisk for sjov?
Får du heller aldrig lov til at sidde med ved redaktionsmøder?
Daniel Ehnhuus - Newspaq i 12 måneder
Har du svært ved at nå den øverste del af tavlen?
Er du en haj til at fritskravere Karsten Baagø?
Anne Lea Landsted
Elsker du at tage til medieforsker-konference?
Er du naturlig rødhåret?
»Jeg blev kastet ud i min praktiktid næsten fra starten. Vi havde en kort introduktion, og så kløede vi ellers bare på.« » Det har været en rigtig god oplevelse, jeg er meget glad for, at det er et så intimt sted. Når vi ikke er så mange mennesker, så får man lov til at lave det meste af det, man vil.« » Jeg har snakket meget med ministre og lavet flere større historier allerede. Forleden lavede jeg en historie om, at danskere køber tamiflu over internettet. Den blev bragt i TV-Avisen kl. 18.30. Og jeg har fået lov til at lave både lydstykker og citathistorier.«
Kan du ordne ethvert rødt øje ved et klik på et tastatur?
Har du en forkærlighed for banko?
Lægger du ikke fingrene imellem?
Karen Løth Sass Bruger du gerne arme og ben, når du underviser?
Matcher din kop altid din beklædning?
Kan du godt lide at sove på kontoret? Har du også droppet RUC?
Putter du kun voks i pandehåret?
Holder du dig opdateret omkring hvert eneste støvfnug på Medietorvet?
Lene Rimestad
Julie Rosenkilde - DR Bornholm i 12 måneder »På DR Bornholm får vi hele tiden kage. Jeg har hidtil kun haft en dag på arbejde, hvor der ikke var kage. Tre forskellige har haft jubilæum, og så får vi kage, fordi det er tirsdag, fordi solen skinner, eller fordi der er nogle, der er glade.« »Det hele her er så dejligt stille og roligt. Jeg kom på arbejde en dag med en masse energi og spurgte, skal vi ikke bestille en hel masse i dag. Min redaktør så bare på mig og sagde: ’sådan noget bruger vi ikke her.’« »Jeg var ude og interviewe et bluesband om deres drømme som band. Da jeg kom derud havde bassisten lige meldt sig ud af bandet, og de var pisse sure på hinanden. På et tidspunkt hev forsangeren så en flaske snaps frem og sagde: ‘du skal da lige smage svigerfars snaps.’ Jeg svarede, at det vidst ikke var så god en idé. Han overtalte mig alligevel til at tage en enkelt, og det smagte forfærdeligt. Derefter sagde han: ‘Den syvende er den bedste.’ Og det var den faktisk.« »Men jeg vil godt slå fast, at det ikke skal se ud, som om jeg bare spiser kage og drikker mig fuld. Vi laver selvfølgelig en masse, og det er dygtige og søde mennesker, der er hernede.
krsoe08@student.sdu.dk
OPINION
LIXEN | September 2009 | 19
Efterlysning: Hvor er de sorte journalister? De er en mangelvare. Ikke i USA, men i Danmark. De er hverken til at finde på bylinefotos eller på tv. Hvor gemmer de sorte journalister sig henne? Er det mon en decideret mangel i dansk journalistik? Jens Thorborg
Ser man amerikanske dokumentarfilm, CNN eller andet godt fra guds eget land, støder man ofte på afroamerikanske journalister. Men på dansk tv og i dansk journalistik er det svært at finde dem. Der er tale om de sorte journalister eller med andre ord: de afro-danske journalister. Dette skal på ingen måde forstås som et racistisk manifest, men nærmere en undren over, hvorfor afrodanske journalister ikke er til at finde i det danske mediebillede. Igennem længere tid har skribenten af denne artikel observeret både danske aviser, dansk tv og ikke mindst Danmarks Radios nyhedsredaktion. For at starte med DR’s nyhedsredaktion, så kan man ud fra deres egen personaledatabase konkludere, at der findes nydanske journalister. Men skribentens undren angår en bestemt niche af hudfarve, nemlig de helt sorte, og hvor er de så henne?
Danmarks Radio er en af de største journalistiske arbejdspladser i Danmark, og hvis de ikke ligger inde med bare en enkelt sort reporter, jamen, hvor er de så? Eftersøgningen fortsætter i de landsdækkende aviser, og ud fra journalistens egen research, har det ikke været muligt at finde så meget som ét bylinefoto af en afrodansk journalist, siden eftersøgningen gik i gang i marts i år. Du danske medieverden, du skuffer mig.
For at få alt på det rene, så er disse observationer kun gjort i landsdækkende medier. Derfor kan der sagtens sidde en lokalredaktion ude i Danmark, der rynker på panden over denne undren, og kigger spørgende over på deres afrodanske kollega. Hvis det er tilfældet, så må I meget gerne tage kontakt, så I kan få en velfortjent undskyldning. Indtil da må vi komme tilbage til et mediebillede, som alle i Danmark kan se eller læse, og der skal vi faktisk helt tilbage til den 1. december 2005, før vi ser ægte dansk afrojournalistik. Her gik John Zulu og Vincent Byakika sammen som værter på Negermagasinet på DR1. Dette program stod for underholdende og til dels også dybdegående, ja undskyld udtrykket, negerjournalistik. Selvom det kun er Vincent Byakika, der er
uddannet journalist, så formåede begge værter at leve op til de journalistiske krav og opsøge interessante kilder og videreformidle et budskab journalistisk. Den sidste udsendelse af Negermagasinet over skærmen i december 2005, og siden har der ikke været meget sort skærm, som de så flot selv formulerer det på Danmarks Radios hjemmeside.
Der har dog været noget sort inde over den danske medieverden siden. Det sidste sorte skud på stammen var da P3 fra 2005 til 2008 sendte radioprogrammet De Sorte Spejdere ud i æteren. Men igen må man skuffe den undrende journalist. Selvom der her blev reklameret med sorte spejdere, som producerede noget, der godt kan betegnes som journalistik, så var der tale om en rødhåret gut ved navn Anders og en anden fyr med stort skæg, der også hed Anders. Den sidstnævnte var godt nok mørkhåret, men han levede ikke op til de afrodanske kriterier, da han mildest talt manglede den nødvendige tan. Hvis vi skal se frem i tiden, så håber skribenten af bag bagsiden, at tendensen vender, så vi kan få lige så mange dygtige sorte journalister, som de har i for eksempel USA, for at man også i Danmark kan
Negermagasinet på DR1 er det seneste afrojournalistik i det danske mediebillede. Fra venstre: Vincent Byakika og John Zulu. Foto: DR
få nuancerede nyheder ud til folket. Det er alt for tit set, at mælkehvide journalister som skribenten selv, er bange for at berøre emner eller bruge ord, som ikke ligger i god jord for en pæredansk hvid, blåøjet og blond journalist Mangelvare eller ej. Sorte journalister kom nu frit frem, så nyhedsbilledet kan få den nuance, det mangler. Det kan kun pynte på de nyheder, vi ser eller hører.
Dette indlæg er min egen holdning, og til det skal der siges, at der ikke er tale om racisme, fascisme eller andet møg. Der er blot tale om en undren. Bare så man ikke brænder fingrene. Derudover så undskyld brug af ord som neger, sort og afrodansk, der muligvis findes stødende, men det er trods alt en del af det, der eftersøges.
jetho08@student.sdu.dk
Klummestafetten
Værsgo: 12 skidegode historier ligt til at bo en måned i en papkasse under en bro i et slumkvarter i Bolivia. Det kan man som halvgammel godt blive misundelig over, for det er hårdt at skulle erkende, at vægten af ens røv vokser eksponentielt med antallet af år i faget. Så har man valget mellem at skyde ideerne ned som en vrissen, gammel nar - eller at lade sig rive med og selv få ideer.
Privatfoto Bjarne Schilling, bagsideredaktør, Politiken
COPY-PASTE. Det er fantastisk med unge kolleger, for praktikanterne eller de nyuddannede er altid friske på at gå nye veje til gavn for journalistikken. På redaktionsmøderne er
det altid dem, der hopper i stolen for at gå undercover, hvis vi overhovedet kan opspore et plejehjem, der ikke allerede har undercoverjournalister gående - eller de melder sig frivil-
Jeg har valgt den sidste løsning! Her følger en liste over skidegode historier, som jeg ikke kan mindes nogensinde at have set nogen steder i danske medier. Der er masser af gode billeder i dem, og nyhedsværdien er i top. Jeg ved godt, at der nu vil sidde en masse kolleger rundt omkring og ærgre sig helt vanvittigt over, at det ikke var dem, der fik netop de ideer, men selvbebrejdelse kan man ikke bruge til noget. Bare op med humøret, for læserne, lytterne, seerne og netbrugerne ved da ikke, hvor ideerne kommer fra:
August er skolestartmåned og så kunne man tjekke, om forældrene kører råddent forbi skolerne. I september kan man følge op med historien om, at skolerne ikke har nogen ulykkesforsikring, hvis børnene kommer galt af sted i frikvarteret. I oktober er der nok en eller anden tysk meteorolog, som siger, at det helt sikkert bliver snevinter. I november kunne man lave historien om, at folks lystbåde skal op af vandet - ellers dækker forsikringen nemlig ikke. I december kan man tjekke, om der er mange indbrud i julen. I januar kan man bringe en reportage fra udsalget og spørge folk, hvad de har købt, og hvad de så har sparet alt i alt. I februar er det som regel den mildeste vinter i lange tider, og det er i hvert fald helt sikkert, at isbryderne ikke kommer ud at sejle. I marts kan man lave historien om, at det våde forår forhindrer landmændene i at komme i marken, og i april viser det sig, at foråret godt nok var vådt, men
at det heldigvis ikke forhindrede landmændene i at komme i marken. I maj kunne man tjekke, hvordan det går med salget af is og koldskål, og i juni kan man skrive en historie om, at man skal huske at skræmme pindsvinene ud, inden man tænder sankthansbålet. Juli er den sværeste måned rent nyhedsmæssigt, for alt er lukket. Men jeg har en fantastisk ide: hvis man plager længe nok, kan man måske være heldig at få Dansk Folkepartis ledelse til at kræve et indgreb mod tørklæder i hjemmeværnet, kunststøtte og alt det andet snavs, der nok er ved at være en næsten lige så stor trussel mod samfundet som indvandrerbander i skudsikre veste? Der fik I mine 12 mest geniale ideer. Men bevares, hvis I hellere vil bo under en bro i Bolivia, så er det selvfølgelig op til jer selv ...
LIXEN BAGFRA
På lige fod med Roskilde Festival og koldskål er agurketid noget, der hører sommeren til. Den lakker omsider mod enden, og det ser sørme ud til, at vi alle er kommet helskindede igennem. Men guderne skal vide, at det holdt hårdt.
Benita Dreyer-Andersen Camilla Falkenberg Sønderstrup
Breaking News! Agurken består af 95 % vand. Det bevidner, at selv manden, der opfandt begrebet agurketid, har været ramt af selvsamme fænomen. Agurken er billedet på, at nyhedsstrømmen bliver udvandet, når de offentlige institutioner går på ferie. Søgt? Jo tak, men ikke meget værre, end hvad pressen i øvrigt præsterer hen over sommeren.
Jes Dorph og 3,1 mia. insekter. Men hvorfor denne higen efter middelmådig journalistik? Hvorfor insistere på at pille historier ud af ferieramte Dannevang, når verden kører videre uden for grænserne? Hvorfor ikke fokusere på andre nationer, der ikke rammes så hårdt af sommerferie? For lad os sammen indse, at ingen i verden holder ferie som Danmark. Ingen nation tjekker ud i en grad som os, når klokken slår juli. Verden kan ramle sammen, mens vi feder den på Mallorca, og vi er pisseligeglade, bare der stadig er centralvarme og rindende vand, når vi kommer hjem fra ferie. På samme måde skal vi ikke forstyrres af nyheder udefra, for vi er på ferie og skal stimuleres minimalt. Med dette in mente er der grundlag for en helt ny form for ferieplanlægning: Send hele nationen på ferie samtidig og luk Danmark ned i en måned. Pak Newshelikopteren og Jes Dorph ind i bobleplast og opbevar dem køligt sommeren over. Luk dem ud 1. august og lad dem sammenfatte et referat af sommerens begivenheder. På den måde ville historierne også få lidt mere fynd. Forestil jer rubrikken: ”421 danskere (og 3,1 mia. insekter) døde i løbet af sommeren af forskellige årsager”. Sikke dog en tyk avis, det kunne blive. Hillemænd. Alt det, vi ikke vidste, vi ville have Men når det kogende pis har genfundet den normale temperatur, viser det sig måske, at agurketid er den ypperste form for journalistisk virke. Formidler agurketiden netop ikke
alt det, læseren ikke vidste, den ville have? Dør den brugerstyrede journalistik ikke, når brugerne sidder i syden og slubrer væske af en kokosnød? Og set i det agurkedanske lys er populærpresse måske meget godt. Når journalisterne endelig har fri sommerleg på redaktionen og kun formår at diske op med blødt sommermøg, så er det måske meget godt, at årets resterende måneder sker på læsernes præmisser. Og afslutningsvis har forfatterne bag dette sure opstød rangordnet de fjorten bedste/ værste (døm selv) historier fra sommerdanmark. Nyd det. Vi glæder os til efteråret.
Top 14 over sommerens agurkehistorier 1. Ida Wohlert og Morten Resen fra Go’ Morgen Danmark kortlagde årsagen til de mange mariehøns, der inficerede Danmark. Et opkald til en insektekspert rystede morgenfriske Danmark: ’Der er blevet klækket mange mariehøneæg,’ lyder den kortfattede forklaring. 2. En fem minutters feature fra Sønderjylland, hvor en bondemand havde fået besøg af en ondsindet bille, der besværliggjorde hans dyrkning af lyng.
3. TV2, der sørger for, at alle kan sove trygt, da de viser en heltemodig redningsaktion af en kat. Men det var også et meget højt træ. 4. Ekstra Bladet satte panik i alle danske hundeejere, da de på deres hjemmeside bragte baskeren ’Hvem har stjålet Futte?’ som topnyhed. Historien handlede om Camilla på 20 år, som havde fået stjålet sin hund efter, at hun havde været på ferie. 5. Spejderne er også blevet kendte denne sommer. TV2 Fyn havde 8 minutters live fra Blå Sommer i Sønderjylland, hvor de fulgte en fynsk spejdergruppe og deres spændende aktiviteter.
6. ’Rene klove giver mere mælk.’ Dr.dk trak mange læsere til med en spændende historie, hvis underrubrik lyder som følger: ’I Foulum går en glad mand ved navn Niels Evald Vestergård. Han er gårdejer og har 130 malkekøer, som har fået det meget bedre det sidste år. Så meget bedre, at de nu giver mere mælk end før.’ Og hvad så? Kommer der mere i kartonen?
7. Team Rynkeby. Hvor meget omtale skal man have, fordi man har en overvægtig statsminister i cykeltrikot?
8. ”Rødding Sø sluppet for alger” Journalisterne på Viborg Stifts Folkeblad skulle vidst lære reglen om, at hvis den modsatte historie er større, så lad være med at skrive den.
9. Dr.dk bragte en yderst inspirerende historie om, at ”Bianca vender hjem.” Historien handlede om, at tredive lystbåde af typen Bianca 27 sejlede til Rudkøbing havn. 10. Historie fra Ekstra Bladet omhandlende Lokoføreres arbejdsdag. Især rubrikken ”En lokoførers arbejdsdag” gav historien spænding. I denne historie får man skøn viden om, at en lokofører maksimalt må arbejde ni timer i stræk. 11. Præst trækker i fodboldstøvlerne i Midtjyllands Avis. Artiklen starter således ’Mammen: Kirken på toppen -for troen og
kroppen! Med dette slogan deltager Bjerring Kirke til firmafodbold ved sportsfesten i Mammen i aften. Holdet består af tidligere konfirmander.’ 12. I Allerød blev et træ ramt af lynet og flækkede i to. Blev vist på TV2 Lorry, samt bragt i Allerød nyt og Frederiksborg Amtsavis.
13. Timelange vejrudsendelser fra forskellige steder i sommerskønne Danmark. På flere kanaler og med alt for glade værter. Hvorfor skal vi høre om, hvordan vejret HAR været i dag. Vi har sgu da selv set det! 14. ‘Dårlig lyd i Parken’-artikler, har fyldt mere end det faktum, at både Britney og Madonna har været i købsstaden.
bedre06@student.sdu.dk camso08@student.sdu.dk