Lixen April 2012

PANIK-TEMA

PRISUDDELING

SUPERJOURNALISTEN

Lixen

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 14. årgang | 2. nummer | april 2012

Bro og co. vil stramme eksamenskrav Center for Journalistik overvejer fremover at offentliggøre eksamensartikler på internettet. Det skal ske for at forhindre eksamenssnyd.

Christine Brink

Sagen om en studerende, der blandt andet er beskyldt for at fuske med kilder, kan få konsekvenser for de journaliststuderende på SDU. Center for Journalistik overvejer nu at offentliggøre alle 1. semesters eksamensartikler på Medietorvet.dk. »Det er noget, vi tidligere har gjort. Men vi gik væk fra det, fordi der var nogle af vores studerende, der oplevede, at journalister i branchen stjal deres idéer eller i hvert fald lod sig kraftigt inspirere af nogle af eksamensopgaverne«, siger centerleder Peter Bro. Tiltaget blev diskuteret på et medarbejdermøde i marts. Underviserne er enige om, at der skal strammes op for at undgå eksamenssnyd i fremtiden. På mødet diskuterede de, om der skal sættes flere penge af til stikprøvekontrol af de studerendes kilder. Man diskuterede også, om studiet skal lægge mere vægt på den journalistiske etik, når de nye studerende starter. Èn ting er dog sikkert: I fremtiden tjekker underviserne samtlige opgaver i Syddansk Universitets nye plagieringssystem, Safe Assignment.

KaJO kritiserer Offentliggørelserne af artiklerne på internettet møder kritik fra KaJO, de journaliststuderende på SDUs fagforening. Her mener man, at det

Foto: Bjørn Hvidsteen

Medietorvet.dk. Undervisere overvejer at lægge fremtidige eksamensartikler på nettet. hæmmer de studerendes mulighed for at sælge deres artikler og få noget på CV’et. »Vi synes, det er en rigtig dårlig idé, at vores eksamensopgaver skal offentliggøres. For hvem vil købe noget, der allerede ligger på internettet?«, siger formand for KaJO, Nanna Cecilia Pedersen.

Peter Bro er opmærksom på problematikken.

Han er ærgerlig over, at studiets behov for at stramme op kommer til at gå ud over de studerende. »Desværre er vi blevet bragt i en situation,

der kræver en kontant reaktion. Vi kan ikke leve med, at der skal herske tvivl om, hvorvidt vores studerende kan finde ud af at opføre sig ordentligt«, siger centerlederen.

KaJO er dog positive over for en løsning med udvidet stikprøvekontrol af kilderne. Som det fungerer nu, afleverer de studerende en liste med kontaktoplysninger på deres kilder, og underviserne ringer til omkring en tredjedel.

I fremtiden overvejer Peter Bro at sætte flere penge af, så halvdelen eller derover får en opringning fra Center for Journalistik.

Foto: Bjørn Hvidsteen

Ingen net-publicering på RUC og DMJX På de to journalistuddannelser i Aarhus og Roskilde bliver de studerendes artikler ikke publiceret på internettet Og på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har man ingen planer om at ændre denne ordning. »Hvis vi går ind og publicerer dem i vores regi, før de er solgt til et medie, så mener vi, at vi kan have et problem i forhold til de studerendes copyright«, siger uddannelseschef på DMJX Henrik W. Jørgensen.

For de studerende på DMJX er det frivilligt, om man vil offentliggøre sine artikler på studiets hjemmeside. Men Henrik W. Jørgensen understreger, at alle artikler skal kunne tåle offentliggørelse.

På RUC’s journalistuddannelse publicerer man som udgangspunkt heller ikke de studerenes artikler på internettet. Studieleder Mark Ørsten vil nu overveje, om det er noget studiet skal gøre fremover. Både på RUC og i Aarhus faktatjekker man de studerendes kilder.

Mark Ørsten fortæller, at RUC kontrollerer af flere grunde. »Vi ringer også for at høre, om kilden har følt sig godt behandlet. Hele processen bag opgaven er også en del af det«, siger studielederen.

Håndværksunderviserne på SDU skal vende de konkrete forslag til stramninger inden næste semesterstart. Derefter bliver forslagene taget op i Studienævnet. Det er derfor endnu ikke besluttet, om tiltagene bliver vedtaget.

Huxi Bach

chkje11@student.sdu.dk

fortæller om at være Vestens Tiger, befinde sig i et ingenmandsland, have fire års fravær på Journalisthøjskolen, springe fra DR til ekstrabladet.tv, kæmpe for frie redaktionelle hænder, finde den helt syrede vinkel, blæse ubetydelige detaljer op, være nyhedsjunkie, holde sit privatliv hemmeligt, spille i tarvelige røvballebands, slås med Clement Kjersgaard og om næstekærlighed til både mennesker og samfund.

Læs portrættet på side 13

2 | april 2012 | LIXEN

Indhold

Leder

INTERN

“Hej. Tak for snakken. Jeg ønsker ikke at udtale mig til artiklen. Måske efter Panikdagen!”

UDDANNELSE har skiftet navn til INTERN, og dækker nu alt om Center for Journalistik. Rygterne om en ny Superjournalist-uddannelse på SDU har de sidste uger svirret heftigt på Medietorvet.

Lixen har talt med centerleder Peter Bro for at få styr på Superjournalistens anatomi.

Side 3-7

Beskeden ligger i dag i Lixens indbakke, og ”tak for snakken” henviser til en samtale, vi aftenen forinden havde med den 4. semesters studerende, der står som afsender.

Foto: Rune Heidtmann

Og det er et problem. Et gentagende problem vi møder på Lixen, når vi vil skrive kritiske historier. Ikke kun om en centerleders måde at håndtere en studerendes opgavesnyd på, men også om studiet og undervisningen generelt.

EKSTERN

BRANCHE har skiftet navn til EKSTERN og dækker nu alt uden for Medietorvet. EKSTERN sætter fokus på udlandets muligheder.

Tag en tur over grænsen og bliv klogere på uddannelse og praktik i det ”forbudte” udland. Og læs Ole Birk Olesen verbale kindheste til landets journalister.

Side 8-12

Foto: Flickr by Rainer Hungershausen

PORTRÆT

Den lyshårede charmør fortæller om at bruge humor journalistisk, slå ned på de bittesmå detaljer og altid søge de skæve og anderledes vinkler. Huxi Bach er månedens portræt, og hans ultimative fokus er kærlighed.

Side 13-15

På Lixen tør vi godt at skrive de ’farlige’ historier. Men tro os. Vi synes heller ikke, det er sjovt at konfrontere en underviser med dårlige karaktergennemsnit eller trampe insisterende i gulvet – og stille sit spørgsmål én gang til – når Peter Bro snor sig glat som en ål og reelt ikke svarer på noget som helst.

Men det er nødvendigt. For ellers kunne Lixen ligeså godt sælge avis-stativet på Medietorvet for en 10’er på et loppemarked. Det ville i det mindste give profit.

OPINION

Det andet rykker i hvert fald ikke en skid.

På vegne af redaktionen, Christine og Kristian

Lene Rimestad får svar på tiltale fra de tidligere chefredaktører på Lixen og RUST. Karsten Baagø fører debatten videre og gør opmærksom på, hvad han ser som et problematisk A og B hold på studiet.

Side 22-23

Lixen

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Avisen dækker udviklinger og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser.

Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer Illustrator: Rasmus Lund Svaneberg Korrekturlæser: Line Rønn Tofte Billede forside, t.v. øverst: Niels Christian Buhl Illustration forside, midt øverst: Linette Corfixen Billede forside, t.h. øverst: Christian Slot

Det er ærlig talt paradoksalt. Vi står alle sammen og tramper brædderne skæve på Medietorvet, når kilder mener noget, men snører sammen, så snart diktafonen snurrer. Historier falder til jorden med ét, og vi bander dem langt over markerne på Campusvej.

Heldigvis er det ikke alle, der er bange for at udtale sig. Derfor kan vi i dette nummer på side 3 skrive om flere elever, der undrer sig over Peter Bros kommunikation - fordi vi må citere en af dem. Og på side 6 kan vi skrive om kritikken af studiets manglende eksterne censur af 1. semesters håndværkseksamen. Artiklerne var ikke blevet trykt, hvis ingen ville stå frem.

April er en måned fyldt med panik for både 4. semester og håbefulde ansøgere til uddannelsen.

Vi hjælper dig gennem prøve- og praktikpanik. Og så har vi undersøgt, hvor mange penge 4. semester bruger på deres praktiksøgning.

Side 16-21

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia

Der er rigtig mange meninger på Center for Journalistik. Om hele studiet. Det er ikke svært at mene noget på Facebook, ’like’ andres kritik eller have en mening over cigaretterne i rygepausen. Men vi er svære at få til at sige noget, når det skal på skrift. Der ligger et praktikfordelings-show og lurer et sted i kalenderen, og vi er bange for at blive uvenner med nogen, der kan ringe til nogen eller have en indflydelse på Den Store Catch Dag.

Men vi er ikke bedre selv som journaliststuderende. Lixen-redaktionen har konsekvent valgt, at vi ikke citerer studerende, hvis de kun vil fremstå anonyme. Jer har vi mødt mange af i dette nummer – og i det forrige. Og så er det svært at ruske i studiet, vende og dreje det, når ingen tør at stå som afsender til noget, der er kritisk.

FOKUS

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M

I en time havde vi snakket med - lad os kalde personen X, om en Peter Bromail, som X havde en kritisk mening om. X har tænkt over at stå frem til citat, men ligesom X’s studiekammerater, ønsker personen ikke at medvirke i noget kritisk. ”Det kan skade mit praktikforløb”, forklarer den studerende.

Christine Brink

Kristian Corfixen

Christine Randa

Mads Ellegaard Hansen

Christina Nordvang Jensen

Ansv. chefredaktør

Chefredaktør

Redaktør

Redaktør

Redaktør

Tinne Hjersing Knudsen

Maria Arcel

Morten Buttler

Rasmus Hinchely Gade

Bjørn Hvidsteen

Redaktør

Redaktør

Webredaktør

Webredaktør og grafiker

Billedredaktør og fotograf

INTERN

LIXEN | april 2012 |

Centerleder-mail undrer studerende Flere studerende på Medietorvet undrer sig over den mail, Peter Bro sendte ud i forbindelse med en elevs opgavesnyderi på studiet. De mener, at den er unødvendigt ”udpenslende” og for personlig.

Kristian Corfixen

Lidt over 5000 anslag. Så meget fyldte en mail, centerleder på Center for Journalistik i Odense, Peter Bro, sendte ud i sidste måned.

Heri forklarer han om forløbet med en elev, der er blevet taget i at snyde med opgaver på studiet.

Mailen blev sendt til studerende på Medietorvet og ude på praktikstederne.

Efterfølgende har en debat floreret på studiet og på internt og eksternt tilgængelige Facebook-grupper. De journaliststuderende diskuterer mailens indhold og den måde, den er skrevet på, og eleverne er tydeligvis uenige.

”

Skyldig, men ikke dømt Peter Bro forklarer til Lixen, at graden af alvorlighed i det her tilfælde var så tydelig og bevisbyrden så uomtvistelig, at han med god grund kunne komme med den udmelding, som han gjorde. Også selvom sagen i skrivende stund stadig bliver behandlet. »Der har aldrig været tvivl om, at der var tale om et skyldsspørgsmål, der som minimum skulle have den straf, jeg præciserede i mailen til alle studerende. Nemlig, at den pågældende ikke skal i praktik«, siger han.

Han tilføjer, at mailen som udgangspunkt blev sendt, fordi der var så mange rygter om elevens snyd, som floredede på studiet. »Det var også nået ud i branchen, så jeg havde behov for at sende et meget tydeligt signal til samtlige af

Jeg mener, han har været med til at puste til ilden. Ved at fortælle om sine personlige følelser for den studerende, så synes jeg, man hænger en person ud, som heller ikke er dømt for noget endnu.

- Ulrik Batzer, studerende 2. semester

Nogle mener, at mailen var uhensigtsmæssig. Især i forhold til den person, den tager udgangspunkt i. Flere studerende, Lixen har talt med, mener, at Peter Bro har været uprofessionel i sin håndtering i sagen. En af dem er Ulrik Baltzer fra 2. semester. »Jeg synes, han er for personlig i de oplysninger, han kommer med. For mig havde det egentligt været fint nok at vide, at der har været en person, som har snydt, at man har taget hånd om det, og at man nu vil gøre sådan og sådan«, fortæller han. »Jeg tror, han (Peter Bro red.) har været meget oprevet, da han sætter sig ned foran tastaturet«, tilføjer Ulrik Baltzer.

Puster til ilden Specielt ét afsnit i mailen har været omdrejningspunkt for debatten på det fynske Medietorv. I afsnittet skriver Peter Bro, at han personligt er både skuffet og ”uvant-iskoldhamrende” vred over, hvad han selv betegner som et tillidsbrud fra eleven, som han ”endda havde regnet for en vigtig social støtte for yngre studerende”.

Ulrik Baltzer mener, at den pågældende elev er blevet sat i et unødvendigt dårligt lys. »Jeg mener, han har været med til at puste til ilden. Ved at fortælle om sine personlige følelser for den studerende, så synes jeg, man hænger en person ud, som heller ikke er dømt for noget endnu. Og det skal man jo huske i den her sag – personen er jo ikke dømt endnu«, siger Ulrik Baltzer.

vores studerende, inklusiv dem, der er i praktik og færdes ude i mediebranchen i dag«, fortæller Peter Bro. Han mener, at han som leder måtte tage hensyn til de omkring 70 elever, der snart skal i praktik. »Så de ikke risikerede at blive brændt af en branche, der var i tvivl om, hvorvidt lige netop de kunne være synderen«, forklarer centerlederen.

Skærpende omstændigheder »Man kan altid diskutere, hvor mange linjer, ord og så videre, der skulle være i den mail, men jeg havde behov for at få præciseret nogle ting, så man i hvert fald var klar over, hvorfor sagen var så vigtig, og hvorfor jeg også synes, der var skærpende omstændigheder«, fortæller Peter Bro. Ifølge ham er det en skærpende omstændighed, at han havde haft den pågældende elev til en samtale, hvor personen havde nægtet snyd med opgaver.

”

At eleven havde løjet til en samtale med centerlederen, fremgår også i mailen. Dét undrer flere studerende, der peger på, at sådan noget burde være fortroligt. »Det synes jeg faktisk hører med til kommunikationen omkring denne kedelige sag, så det måske bliver lidt klarere, hvad der gemmer sig i historien, og hvorfor vi fra medarbejderog ledelsessiden har taget hånd om sagen, som det er sket«, fortæller Peter Bro. Personligt berørt Centerlederen vil gerne indrømme, at han er personligt berørt af sagen.

Han forklarer, at man med uddannelsens forholdsvis lille størrelse ikke kan undgå, at man lærer eleverne godt at kende. »Man kan altid overveje, set i bakspejlet, om der var ting, der kunne være formuleret anderledes. Det kan da også være, jeg skal tænke over en anden gang, om jeg skulle formulere mig på andre måder – men der kommer forhåbentligt ikke andre gange, der minder om den her«, fortæller han. »Tolk det som et af de følelsesudbrud, som kan komme, hvis man er tilpas skuffet«, tilføjer Peter Bro. Bro tager hensyn Peter Bro mener ikke selv, at der er blevet slækket på hensynet til eleven, mailen tager udgangspunkt i. »Jeg oplever selv, at jeg har taget et ganske stort hensyn til den studerende i denne sag, både undervejs og nu efterfølgende, og jeg har også hørt fra nogle, som mener, at jeg har været alt for sød og eftergivende i denne sag«, forklarer han.

Han understreger, at han også har et hensyn at tage til andre parter, der helt eller delvist har været berørt af sagen og som både befinder sig på og udenfor Campusvej. »Det gør sagen mere end almindelig kompliceret, også selvom man som jeg og nogle få andre, der har været involveret i udredningen af sagen, har fuld klarhed over, hvad der rent faktisk er sket af snyd og kender til graden af det«, fortæller centerlederen.

Lixen har talt med flere elever fra 4. semester, der, trods en mening om mailen, ikke har ønsket at udtale sig

Tolk det som et af de følelelsesudbrud, som kan komme, hvis man er tilpas skuffet - Peter Bro, Centerleder på Center for Journalistik

»En ting er, at man begår fejl, som vi alle sammen kan komme til. Noget andet er, når man forsøger at dække over dem. Og noget helt tredje er, når man bliver konfronteret med dem og direkte lyver omkring dem«, forklarer han.

til citat. Derudover har Lixen været i kontakt med eleven, som mailen omhandler. Den pågældende har ikke ønsket at kommentere mailens indhold. krsoe11@student.sdu.dk

Debat. Centerleder Peter Bros mail er blevet diskuteret på 2. semesters interne Facebook-gruppe. Personerne i tråden har givet samtykke til, at den måtte offentliggøres.

7$1'/ *( +DU GX ´ORPPHVPHUWHUµ "

YL JLU· EHG¡YHOVHQ RJ U¡QWJHQELOOHGHUQH JUDWLV WLO VWXGHUHQGH PRG IRUHYLVQLQJ DI J\OGLJW VWXGLHNRUW

&HQWUXP7DQGO JHUQH ZZZ FHQWUXPWDQGODHJHUQH GN

2GHQVH &LW\ 0LGGHOIDUW

*U¡QQHJDGH 7HJOJnUGVSDUNHQ

WOI WOI

INTERN

| april 2012 | LIXEN

Tre ting lukker tilvalg Når der i denne måned er optagelsesprøve til journalistuddannelsen i Odense, er det sidste gang, at kommende tilvalgsstuderende sidder med til optagelsesprøven. Tilvalg i journalistik lukker, og det skyldes tre ting, forklarer Peter Bro.

Kristian Corfixen

Aldrig har så mange søgt tilvalg i journalistik på Syddansk Universitet.

Center for Journalistik har i år slået rekord med omkring 50 ansøgere til de 25 pladser, men det ændrer dog ikke ved, at det er sidste år, man udbyder tilvalgsuddannelsen.

En struktur i ubalance Peter Bro, centerleder på Center for Journalistik, forklarer, at tilvalg

i journalistik først og fremmest lukker, fordi der gennemgående har været strukturelle problemer med studieformen. »Efter man har læst to år, skal man starte på tilvalgsuddannelsen, og der er simpelthen en lang række af universitetets uddannelser, hvor man som studerende har vanskeligt ved at hoppe fra efter 4. semester«, forklarer han.

Særligt de natur- og samfundsvidenskabelige uddannelser har passet skævt til tilvalgstilbuddet.

For lille konkurrence »Og så er der afledte effekter, som går ud på, at der egentligt ikke er så mange, der har søgt tilvalgsuddannelsen. I hvert fald i betragtning af, hvor mange der eksempelvis søger bacheloruddannelsen«, fortæller Peter Bro. Centerlederen tilføjer, at man har brugt en del af Center for Journalistiks reklamebudget på

netop tilvalgsuddannelsen. Dog kunne man måske godt have gjort endnu mere for at kommunikere klarere om tilvalgsordningen.

Et haltende tredje ben Tanken bag tilvalg var oprindeligt, at man med to års andet studie i bagagen skulle have en ekspertise inden for et felt, som man kunne bruge aktivt i forbindelsen med uddannelsen.

Eksempelvis jura, biologi eller statskundskab. Peter Bro beskriver det som ”et tredje ben”. Denne praksis synes dog at have haltet på tilvalgstilbuddet. »Vores oplevelse var, at når de kun havde to år med i bagagen fra deres oprindelse studie, så glemte de lynhurtigt det tredje ben, og så blev de i stedet så optaget af journalistikken, at de glemte, hvad de mere eller mindre kom fra«, afslutter han. krcoe11@student.sdu.dk

Ansøgerstop. “Vi søger studerende, der brænder for deres fag, men som også har en journalist i maven, der bare skal ud.” Sådan står der på en plakat, der skal få studerende på Center for Journalistiks tilvalgsuddanelse.

Men i år er det sidste år, man tilbyder tilvalg. Foto: Kristian Corfixen.

Aviserne er flyttet

Køkkenindflyttere er ovenfra

Karsten Baagøe ny studieleder

Ny faglig vejleder SDU

Avisrute: Som journaliststuderende skal man helst have sit daglige nyhedsfix. I fremtiden skal du nu bevæge dig lidt væk fra de vante rammer ved de røde sofaer for at få fat i papirudgaverne.

Ligesom forskere, lærere og ledere har de nemlig været heldige at få en plads på det famøse Instituttorv. Tag en tur op på 1. sal med elevatoren, hils på folk fra andre fakulteter og grib en avis. Og bare rolig. Det gør ikke ondt.

Køkkenkonflikt: Har du undret dig over, at der er blevet besat skabe i køkkenet med hængelåse, og at der bliver drukket direkte af kartonerne i køleskabet? Der er en grund til det.

Sammenlægningen af journalistik og statskundskab har resulteret i et delekøkken mellem SIO (de statskundskabsstuderende) og de journaliststuderende. »Selvfølgelig skal de være velkomne, men jeg synes, der skal være grundlag for et samarbejde«, fortæller renovationsdirektør og hygiejneansvarlig i Medietorvholderne, Eva Krarup Randa Nielsen.

Fra Bro til Baagø: Karsten Baagø har overtaget en af centerleder Peter Bros kasketter. Fra midten af sidste måned har den journalistiske lektor officielt fungeret som ny studieleder, og det betyder, at det fremover er ham, du skal snakke med, hvis du er utilfreds med studiet eller har spørgsmål til studieformen. »... også når I er glade for noget«, tilføjer Karsten Baagø, som efter sommerferien vil blive assisteret af en ekstra håndværkslærer i tvundervisningen.

Lixen ønsker deres i fremtiden nok mest citerede kilde tillykke.

Ny i job: Christine Brink fra 2. semester bliver ny faglig vejleder på Center for Journalistik. Hun overtager jobbet fra Lærke Kløvedal, der efter sommerferien skal i praktik.

Den faglige vejleders primære funktion er at hjælpe og rådgive de journaliststuderende, holde oplæg om studiet og introducere de nye studerende.

Christine Brink overtager officielt stillingen 1. maj.

Nordvang Jensen

Corfixen

Corfixen

Corfixen

Corfixen

INTERN

LIXEN | april 2012 |

Superjournalister skal supernørde Er det en fugl? Er det et fly?

Nej, det er en Superjournalist. De sidste uger har spekulationerne om den nye uddannelse på Center for Journalistik hængt tungt under taget på Medietorvet. Centerleder Peter Bro, forklarer Superjournalistens anatomi.

Mads Ellegaard Hansen, Morten Buttler

Mere håndværk, mere innovation og mere refleksion. Det var de tre nøgleord, der hang tilbage i luften, da Lixen bad Peter Bro sætte ord og billeder på den famøse Superjournalist. Men er det Kurt Strand i røde underbukser eller Ulla Terkelsen i Wonder Woman-suit?

Det drejer sig om en ny cand.public.-uddannelse, der indtil videre har fået kælenavnet Superjournalisten.

Et kælenavn, der bunder i den særlige journalistiske specialisering.

Mens man på den traditionelle journalistiske bachelor kan specialisere sig indenfor alverdens samfundsrelaterede fag, kan Superjournalisterne kun specialisere sig i… journalistik.

Ifølge Peter Bro bliver det en uddannelse for folk, der har lyst til at nørde i bund med journalistikken. »Hvorfor ikke have en rendyrket journalistisk uddannelse, hvor man bare bliver super skarp i journalistik - at dét bliver den ekstra kernefaglighed. Det er den grundlæggende idé«, fortæller Peter Bro. “Lonely Rider” med massive muskler Den nye uddannelse vil være en opprioritering af de journalistiske håndværksfag og refleksionsfagene.

De skal simpelthen have mere værktøj i bæltet. Målet er, at de studerende skal blive mere innovative og reflekterende i det journalistiske arbejde. »Det bliver studerende med større journalistisk muskelkraft«, forestiller Peter Bro sig.

Det udvidede værktøjsbælte og den ekstra journalistiske muskelkraft skal ifølge centerlederen være med til at forberede Superjournalisten på en fremtid uden en fast makker. »Jeg tror, at vi går imod et mediemarked, hvor stadig flere journalister vil være sådan nogle ”lonely riders”, hvor man er sit eget brand. Der vil altid være nogle, der skal være ansat i medievirksomheder, men jeg tror, at mange

journalister vil kunne lave deres egne nicher, hvor de simpelthen får en god månedsløn ved, at de er særligt gode indenfor forskellige spektre af journalistikken«, forklarer Peter Bro.

Konservativ kryptonit Men ligesom Superman har den journalistiske pendant også en svaghed. Konservatisme, misundelse og mindreværdskomplekser kan blive kryptonitten for Superjournalisten.

Peter Bro stiller spørgsmålstegn ved, om branchen er klar til Superjournalister. »Der kan altid være en eller anden form for misundelse, eller en “har vi i virkeligheden behov for dem?”-følelse Er der virkelig behov for at bruge fem år på at lære at blive journalist?«.

”

Det bliver studerende med større journalistisk muskelkraft Peter Bro

Ifølge Peter Bro har Superjournalisterne dog et hemmeligt våben, der kan feje al modstand af banen. »At man fra dag ét er frontløber på sit fagområde. De kan fra start udvikle en hvilken som helst medievirksomhed«, forklarer Peter Bro. Indtil Superjournalisten har lært at flyve, må den dog nøjes med at svæve som prøveballon. Først til juni tager studienævnet stilling til Superjournalistens fremtid. madha11@student.sdu.dk mobut11@student.sdu.dk

FAKTA Cand.public. A Den mulige overbygning på din bachelor i journalistik. Det er en 2-årig kandidatuddannelse, som du kan optages på, hvis du har bestået journalistuddannelsen på DMJX eller BA på Center for Journalistik.

Du kan specialisere dig indenfor alverdens forskellige fagområder.

Cand.public. B Den mulige overbygning for tilvalgs-studerende. Når tilvalgsuddannelsen lukker, vil cand.public.

B stadig være tilgængelig for dem der har en bachelor i et andet fag. Dette er også en 2-årig kandidatuddannelse.

Cand.public. C Den kommende Superjournalistuddannelse går under navnet Cand. public. C. Dette er også en bachelor uddannelse, hvor praktikken skal ligge på kandidaten.

Kilde: SDU

Illustration: Linette Corfixen

INTERN

| april 2012 | LIXEN

Eksamen: Offentlig Forvaltninghjælp forbliver forbudt På trods af en mail fra sidste års eksamensofre og et punkt på Studienævnets dagsorden, forbliver eksamenen i Offentlig Forvaltning uden hjælpemidler.

Noget tyder på, at den ikke er så slem som først antaget.

Kristian Corfixen

Klapsæder knirker om kap i U46.

2. semester har første time i faget Offentlig Forvaltning, og eksamensformen gennemgås af underviser Morten Balle Hansen. Han forklarer, at eksamen, ligesom sidste år, er uden hjælpemidler.

“Uden hjælpemidler” kan måske runge hult i et råt beton-auditorium, der er bygget i 70’erne, og rationalet kan måske være svært at få øje på, når eksamensformen er årtier ældre end byggeriet. Men hvorfor egentlig?

Hvorfor må man ikke have notater og opslagsbøger med, når Finanslovsdatoer synes at klæbe bedre til papir end den klump, der ligger bag en eksamens-påvirket svedpande?

At bestå og ikke forstå Cathrine Borup Bloch læser i dag på 4. semester. Sidste år sad hun med samme spørgsmål, da hun læste til eksamen. Sammen med flere medstuderende undrede hun sig over, hvorfor man, efter deres mening,

skulle lære for at bestå og ikke forstå, når man læste til eksamen i Offentlig Forvaltning. Det resulterede i en mail til centerleder, Peter Bro. »Årgangen før os havde jo haft en eksamen med hjælpemidler. Vi sendte mailen dagen før eksamen, så vi ville ikke ændre noget. Vi ville bare gøre ham opmærksom på, at vi ikke syntes, det var en optimal måde at gå til eksamen på«, forklarer hun.

næste års eksamensform i Offentlig Forvaltning.

At hjælpemidlerne udebliver igen i år kunne tyde på, at eksamensformen ikke var så hård, som først antaget af sidste års elever. Cathrine Borup Bloch synes dog heller ikke,

når hun ser tilbage i dag, at det var så slemt. »Da jeg endelig sad til eksamen, så havde jeg hele tiden in mente, at forventningerne og niveauet ikke var lige så højt, som hvis man måtte have hjælpemidler med«, forklarer hun.

»Og så var det jo pludselig ikke så slemt, som vi havde frygtet«, afslutter Cathrine Borup Bloch. krsoe11@student.sdu.dk

FAKTA Faget Offentlig Forvaltning

Vigtigt at kunne huske Lektor Morten Balle Hansen, som er underviser i Offentlig Forvaltning, mener dog, at den nuværende eksamensform klart er at foretrække. I hvert fald i faget Offentlig Forvaltning, hvor man som kommende journalist helst skal tvinges til at kunne helt grundlæggende strukturer i samfundet på rygraden. »For når man først har den viden, så kan man efter min opfattelse meget mere systematisk stille intelligente og kritiske spørgsmål«, forklarer han.

Morten Balle Hansen mener ikke, at man som studerende på 2. semester skal være nervøs for eksamen uden hjælpemidler. Han husker, hvordan det gik med årgangen fra sidste år. »Jeg synes, langt de fleste besvarelser var gode opgaver. Og nogen af dem var fremragende«, forklarer han.

Består af tre timers undervisning om ugen i otte uger.

Eksamen foregår igen i år som en fire timers prøve uden hjælpemidler.

Sidste års eksamens-resultater: - 3 00 02 4 7 10 12

5 studerende 4 studerende 10 studerende 12 studerende 22 studerende 6 studerende 7 studerende

Medregner man ikke blanke afleveringer, blev karaktergennemsnittet 6.

Kilde: Syddansk Universitet

Feltarbejde. Når 2. semester skal til eksamen i Offentlig Forvaltning til sommer, kan de godt gemme deres notater i mappen “ikke tilladt”. De må nemlig ikke gøre brug af hjælpemidler.

Niveauet er derefter Netop 4. semesters eksamensresultat er relevant. I Studienævnet besluttede man i juni, at man på baggrund af dem skulle tage stilling til

Illustration: Rasmus Lund Svaneberg

Studerende studser over intern censur Eksamensopgaver uden ekstern censur har vakt undren blandt de studerende på Medietorvet. »Sådan er reglerne«, lyder det fra underviser Lene Rimestad, der dog byder en debat om eksamensformen velkommen.

Mads Ellegaard Hansen

Hvorfor er der egentlig kun intern bedømmelse på håndværkseksamenen på 1. semester? Og hvor retfærdige er de karakterer, der er blevet delt ud?

Snakken er gået frem og tilbage på Medietorvet, siden karaktererne for den skriftlige håndværkseksamen på 1. semester blev offentliggjort i midten af februar. Både de skuffede og positivt overraskede stiller spørgsmålstegn ved bedømmelsen. »Det undrer mig, at det er vores egne håndværkslærere, som skal bedømme vores eksamensopgaver.

De kender os, og de ved, hvad vi

har haft lavet i løbet af semesteret.

Jeg kunne måske godt tvivle på, hvor objektive de så er. Selvfølgelig så tilstræber de det«, siger Camilla Huniche Christensen, der læser på 2. semester.

Same procedure as every year, James Det er ikke noget nyt fænomen, at de studerende studser over den interne eksamensbedømmelse på Center for Journalistik. I 2008 tog Lixen således fat på elevernes undren, og sendte sagen videre til daværende centerleder Troels Mylenberg. »Det er et spørgsmål om ressourcer og prioritering«, lød svaret dengang.

Lægger man vejen forbi Instituttorvet her knap fire år senere, er meldingen den samme. »Du skal have en vis andel, der er internt censureret. Det skal man simpelthen som universitet. Hver gang vi hiver censur ind, så koster det en bondegård. Sådan er reglerne bare der er ikke noget at komme efter. Der har man så måtte vælge de eksamener, man synes var mindst vigtige eller lettest at bedømme«, forklarer journalistisk lektor Lene Rimestad.

Mere myte end problematik Håndværksunderviseren kan dog godt forstå den usikkerhed, der kan opstå blandt de studerende. Især hvis man føler sig på kant med underviseren. Men hun mener ikke, at der er tale om et regulært problem. »Vi ved godt, at vi også kun er subjektive mennesker, men jeg synes simpelthen, at vi har så meget systematik i det. Når I nu har afleveret, så sidder vi noget, der ligner en halv dag sammen og bytter opgaver. Og hvis der er nogen, der ligger nede omkring vippen til at dumpe, så tager vi som regel alle sammen og læser dem, fordi vi synes, de skal have en ordentlig behandling«, siger Lene Rimestad.

Og det er ikke kun dumpekarakterer, der bliver sendt i rotation mellem de tre håndværkslærere, oplyser Lene Rimestad. Også 12-taller og karakterer i midten af skalaen bliver byttet med kollegerne for at sikre en ensartet bedømmelse.

Navn eller anonym Men skal den interne bedømmelse fortsætte som hidtil? Tidligere har en anonym model, hvor underviserne

skulle rotere opgaver, været på tale.

Og Lene Rimestad er ikke afvisende overfor en anonymisering af eksamensformen. Det ville ifølge underviseren blandt andet kunne rydde ud i myterne om forskelsbehandling.

Hun vil dog være ked af at miste muligheden for at følge elevernes arbejde og udvikling under eksamensopgaven. »Jeg vil gerne følge den opgave til dørs, fuldstændig ligesom jeg gerne vil følge de andre opgaver til dørs.

Fordi det er jer, der interesserer mig, og jeg kan godt lide at følge jer. Jeg synes, det er sjovt at se, om I har

gjort det, I ville gøre. Og hvorvidt I er lykkedes med det. Så på den måde kæmper jeg nok lidt for at få lov til at læse mine egne«, forklarer Lene Rimestad.

Underviseren hilser dog en diskussion om eksamensformen velkommen. »Når man har gjort det i fire år på denne måde, så er man måske blevet lidt skeptisk overfor forandring, men jeg vil rigtig gerne være med til at lave det om, hvis der er nogen, der kommer og siger: ”Jamen, der er bare en bedre måde, og nu prøver vi det«, siger Lene Rimestad. madha11@student.sdu.dk Foto: Bjørn Hvidsteen

INTERN

LIXEN | april 2012 |

Ny fellow går i krig med krigsjournalistikken Formidlingen af krigsjournalistik i de danske medier er for snæver, mener Charlotte Aagaard, der er ny fellow på Center for Journalistik. Det vil den erfarne journalist nu gøre noget ved.

FAKTA Charlotte Aagaard 1984-1988: Journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole med speciale i international politik.

1988-1990: Arabiskstudier i Cairo og Jerusalem.

Mellemøstkorrespondent for Ritzaus Bureau og Det Fri Aktuelt.

Louise Kubel Baltzer

Styrelsen på Center for Journalistik har valgt Charlotte Aagaard som ny fellow. Med titlen følger prisen ”Fyens Stiftstidendes Fellowship” på 500.000 kroner, og de penge vil Charlotte Aagaard bruge på at forske i krigsjournalistik. Hun regner med, at forskningen vil resultere i en undervisningsbog om krigsjournalistik, der både er konkret og erfaringsbaseret.

Og den nye fellow er på hjemmebane i krigsjournalistikken. I 2003 vandt Charlotte Aagaard Cavlingprisen for sin dækning af Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Hendes speciale er undersøgende journalistik og udenrigsjournalistik, og de sidste ti år har hun dækket dansk forsvars-, sikkerheds- og udenrigspolitik for Dagbladet Information.

Kun dækning ved danskere Charlotte Aagaard glæder sig til at fordybe sig i krigsjournalistikken, som hun mener er et meget vigtigt, men uberørt emne i dansk journalistiks faglitteratur. Krigsjournalistikken bliver stadig mere aktuel, fordi Danmark deltager i internationale konflikter verden over. Hun mener, at den danske rapportering fra krigene i blandt andet Irak og Afghanistan

1990-1998: Mellemøstmedarbejder på Information.

Videreuddannelse i Mellemøststudier ved Syddansk Universitet. Arabisk- og islamstudier ved Københavns Universitet.

1998-2001: Nyhedsredaktør på Information 2001-2003: Indenrigsreporter med ansvar for asyl-, integration og udenrigspolitik 2004: Modtog Cavling-prisen fra 2003 for dækningen af Danmarks deltagelse i Irakkrigen.

Feltarbejde. Charlotte Aagaard håber, at tiden som fellow på Center på Journalistik vil kunne udmunde i en lærerbog, der kan komme både studerende og medier til gode. Foto: Privat har været mangelfuld. »Hovedfokus er på de danske soldater. De danske soldater blev trukket ud af Irak, så nu er der ikke længere fokus på Irak. Det er en tendens, at de danske medier kun skriver om danske soldater og danske krigsområder «, siger Charlotte Aagaard.

Lær af udlandet Hun mener, at krigene er vigtige, uanset om danskerne deltager eller

ej. De danske medier kan lære noget af de britiske og amerikanske medier, som dækker krigene i Afghanistan og Irak mere bredt. Deres dækning er mere undersøgende og kritisk.

Derfor vil Charlotte Aagaard sætte sig ind i faglitteratur fra udlandet og samtidig undersøge, hvordan de udenlandske medier dækker krige.

Den viden vil hun omsætte til en dansk lærebog, som de danske medier og studerende kan få glæde af.

planlægger at optage omkring 90 elever.

Centerleder Peter Bro forklarer, at det høje ansøgertal blandt andet skal ses i lyset af den generelle udvikling, hvor flere unge har travlt med at komme i gang med at læse.

»Og så tror jeg, at det vi forsøgte sidste år, med at få eleverne til at trække på deres egne netværk og være ambassadører for uddannelsen, har haft en enorm stærk kommunikationskraft i forhold til at trække andre til«, tilføjer han.

Under sin forskningsperiode på Syddansk Universitet regner hun med at invitere de studerende til et større seminar om krigsjournalistik.

Hun vil vejlede i bachelorprojekter og ellers holde døren åben for dem, der ønsker at vide, hvad hun laver.

Charlotte Aagaard vil være tilknyttet Center for Journalistik fra august 2012 og frem til januar 2013.

2010-2011: Uddannelse i fotojournalistik ved Update.

2011: Projektleder for undervisningssitet Det Nye Afghanistan på dr.dk 2004-2012: Undersøgende udenrigsjournalist med ansvar for dansk forsvars-, sikkerheds-, og udenrigspolitik. Underviser ved Forsvarsakademiet.

Foredragsholder.

Kilde: Charlotte Aagaard

lobal11@student.sdu.dk

500 ansøgere vil være syddanske journalister

Kristian Corfixen

Firehundredeogotteoghalvfems.

Så mange ansøgere har i år søgt et syddansk studiekort, når de vil læse journalistik. Center for Journalistik har ikke siden debutåret 1998 oplevet et så stort antal ansøgere på bacheloruddannelsen, hvor man i år

Antal ansøgere på Center for Journalistik. Siden 1998, hvor man åbnede en journalistuddannelse i Odense, har ansøgertallet varieret. Statistikken er baseret på tal fra KOTs årlige publikation ”Hovedtal”og kan variere en smule fra SDUs egne opgjorte tal. Ansøgertallet fra 2012 er oplyst af SDUs Studieservice. krsoe11@student.sdu.dk

EKSTERN

| april 2012 | LIXEN

Ekstra profit i praktikken De journaliststuderende, der spændt venter på praktikken, kan nu også glæde sig over en lønstigning på 343 kroner om måneden.

Og der er mere i vente.

Christina Nordvang Jensen

10 fadøl på Sir Club, 11 lattér fra 7Eleven eller en togtur hjem til familien.

Danske Journaliststuderende har de seneste måneder forhandlet praktikløn med bladene under Danske Mediers Arbejdsgiverforening. Det har resulteret i to lønstigninger til de journaliststuderende på hver 343 kroner om måneden. Den første får

praktikanterne gavn af allerede fra maj 2012. Den anden stigning tikker ind på kontoen i maj 2013.

Planen var ellers at kæmpe for de vordende mødre, men det var sværere end forventet. »Vi ville egentlig helst have indført barsel, men det var åbenbart fuldstændigt udelukket, så vi har fået en lønstigning. Men det er vi er godt tilfredse med alligevel«, siger formand for KaJO, Nanna Cecilia Pedersen.

Ulemper ved lønstigning Selvom DJStud ser lønstigningen som noget meget positivt, så kan der være en bagside ved den ekstra sum penge. »På længere sigt kan det have uforudsete konsekvenser i form af, at akademikerne, som også skal i praktik, tager vores praktikpladser, fordi

de har en meget, meget lavere praktikløn eller simpelthen kun får SU«, forklarer Nanna Cecilia Pedersen og tilføjer, at de journaliststuderende har en af de højeste praktiklønninger i Danmark.

På nuværende tidspunkt anser KaJO det dog ikke som et direkte problem, nærmere en bekymring. Hvis det er noget, der udvikler sig, mener Nanna Cecilia Pedersen, at det er værd at tage op i DJS. Indtil videre kan de kommende praktikanter nyde den ekstra luft i budgetterne. chrij11@student.sdu.dk

Illustration: Rasmus Lund Svaneberg

EKSTERN

LIXEN | april 2012 |

En Kravling-jomfrus bekendelser Øl, Fissan og hiphopmusik. Lixen er trukket i festtøjet og har taget en tur over bæltet til uddelingen af de journaliststuderendes mest prestigefyldte pris: Kravling.

Eva Krarup Randa Nielsen

En svag lugt af sved spreder sig i bussen. De feststemte SDU’ere får ikke nydt meget af den fine, fynske forårsdag, som de sidder dér forskanset i en varm bus og kampsveder. Til at afhjælpe hedeslag er der sørget for billige dåseøl, der for de tørstige journalistaspiranter hurtigt får ben at gå på. Men ingen roser uden torne.

Efter den femte øl begynder blæren at protestere, og chaufføren insisterer på, at toilettet i bussen ikke må anvendes. Det gør situationen (og blæren) presset.

Druknede sorger Efter at have stået i kø i cirka ligeså lang tid, som det tager at bunde en flaske rødvin

(det vil sige: ikke særlig længe), blev vi lukket ind i Pumpehuset, hvor der var lagt an til sjov og ballade. Aftenen blev skudt i gang af Thomas Skov, der, flankeret af kongen af Marienlyst, Fissan, kom med en opmuntrende betragtning: De af os, der ikke kommer til at lave graverjournalistik eller vælte regeringer, vi har en fremtid som realitystjerner - og gudskelov for det.

Der var dog ikke meget Paradise Hotel på scenen, da de syv praktikanter fra Jyllands-Posten modtog den prestigefyldte pris for deres artikelserie om identitetstyveri.

Scenariet, der udspillede sig efter den mere civiliserede prisuddeling, var dog ethvert realityshow værdigt.

Foto: Christian Slot

Foto: Christian Slot

Køen til baren vidnede om, at alle dem, der skuffede måtte erkende, at de ikke havde vundet en Kravling (inklusiv undertegnede, der måtte vedkende nederlaget, trods ikke engang at være nomineret!) var rede til at drukne deres sorger i oceaner af øl og Fernet Branca.

Så det gjorde de. Der blev danset, drukket, råbt, skreget, minglet, faldet ned af trapper og nikotinsuget til den store guldmedalje. Også i Pumpehuset var der åbenbart pres på blæren.

Endda så meget at pigetoilettet blev stoppet, så mange heldige hankønsvæsner fik lov til at nyde kvindeligt selskab på herretoilettet.

Barnes og bøsserøve Det var dog ikke alle, der var lige imponerede over de deltagendes party-X-faktor. Forsangeren i bandet Treefight for Sunlight, der stod for opvarmningen, fik ikke just varmet op

under publikum. Med den spidse kommentar, at folk var ”bøsserøve” og ”det dårligste publikum, han nogensinde havde spillet for” fik bandet muligvis ikke erhvervet sig en stor fanskare lige den aften.

Efter prisuddelingen skruede Djuna Barnes og Rune Skyum-Nielsen (som mest af alt bare stod til venstre for DJ-pulten og så overflødig og pæn ud) op for musikken og fik lokket flere sagesløse studerende ud på det ellers tomme dansegulv.

Som aftenen skred frem, blev der luget ud i det ellers trængte lokale, efterhånden som cremen af dansk journalistik kravlede ud i det københavnske natteliv. Syv overstadige JP-praktikanter med en helt særlig grund til at fejre, og de resterende 493 for at vælte regeringer eller blive realitystjerner. evnie11@student.sdu.dk

Foto: Michael Hjøllund

Foto: Christian Slot

Foto: Michael Hjøllund

EKSTERN

10 | april 2012 | LIXEN

Guide over grænser Hvad kræver det egentlig at komme i praktik i udlandet? Hvor kan man tage hen? Og hvad med økonomien?

Med Lixens guide under armen kan grænsebommene åbnes.

Christine Randa

Tag selv initiativ Find ud af, hvad du vil i udlandet, og hvor du vil hen. Herefter er det i gang med at researche. Det er op til dig selv at finde en praktikplads på globussen.

Der kan være hjælp at finde hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles internationale afdeling.

De har kontakter til medier og uddannelsesinstitutioner i hele verden.

For at praktikstedet kan godkendes af din vejleder, skal det leve op til følgende krav: • Der skal være et journalistisk miljø.

• Stedet skal være indforstået med at inddrage dig i det daglige arbejde og give dig mulighed for selvstændigt at producere journalistik.

• Stedet skal være fuldt orienteret om din uddannelse, din øvrige baggrund og dine forventninger til forløbet.

• Der skal være nødvendige arbejdsredskaber til rådighed.

• Stedet skal være i stand til og villige til at give nødvendig feedback og vejledning.

• Det er en fordel, hvis stedet samtidig fungerer som praktiksted for andre studerende i det pågældende land.

• Du skal kunne dokumentere din aftale med stedet på skrift.

• Generelt er det vigtigt at få udarbejdet en uddannelsesplan, hvor det fremgår, hvad der skal foregå under praktikken, og hvilke opgaver praktikanten skal varetage.

Godkendelse Hvis du selv finder et praktiksted i udlandet, skal stedet ikke godkendes af praktikudvalget, som det ellers er tilfældet med de danske praktiksteder.

Den manglende godkendelse gør, at praktikudvalget ikke kan garantere kvaliteten af praktikpladsen i udlandet. For at sikre en vis kvalitet skal dit konkrete forløb på praktikstedet derfor godkendes af din praktikvejleder.

Illustration: Rasmus Lund Svaneberg

Deadline: Få afgjort, om du har en praktikplads i udlandet, inden Store Match Dagen løber af staben. Så ved du, hvad du kan søge på dagen.

Og om du har seks eller tolv måneder at gøre godt med.

Økonomi: Man bør være opmærksom på de øgede økonomiske udgifter ved at tage i praktik i udlandet. Du får typisk ikke løn under dit praktikophold.

Men du har derimod som studerende mulighed for at få seks måneders SU med til et godkendt praktikophold.

Det kræver selvfølgelig, at du har SUklip til det. Husk at søge om SU’en i god tid på SU-kontoret. Det er din opgave at undersøge, om du kan få din SU med til den pågældende praktikplads i udlandet.

Kniber det stadig med pengene, er der mulighed for at søge om penge til rejseomkostninger med mere hos fonde og i form af legater.

Landkort: Strebe

chran11@student.sdu.dk

Misbrug ikke din praktiktid Praktikvejledere: Vil du ud og bo i udlandet, så tag orlov. Udlandspraktik kræver planlægning og omtanke.

Christine Randa

“Der er praktisk besvær og måske også økonomiske udgifter ved at tage en praktikperiode i udlandet. Men det er også en investering i din fremtid, en unik chance for at få et internationalt aspekt i din uddannelse”.

Sådan lyder det på hjemmesiden mediepraktik.dk, hvor praktiksøgende kan blive klogere på praktikken.

Men spørger man praktikvejlederne Pia Færing fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Karen Løth Sass fra Center for Journalistik, er det tydeligt, at det kun er for de færreste, at udlandspraktik er en investering i fremtiden. »Det der med bare at sige: Jeg har været i udlandet. Jeg turde at krydse den danske grænse, det er stort – nej, det er ej«, parodierer Pia Færing.

Hun og Karen Løth Sass er enige om, at udelængslen ikke er grund nok til at tage i praktik i udlandet. »Man skal ikke bruge sin praktiktid på at rejse ud, hvis det er for at prøve at bo i udlandet. Det kan man gøre bagefter eller på sin kandidat«, konstaterer Karen Løth Sass, og Pia Færing stemmer i. »Der, hvor jeg bliver mest forskrækket, er, når folk siger: ”Åh jeg vil bare så gerne prøve at bo i udlandet”. Fint, men lad vær med at misbruge din praktiktid på det. Så tag orlov og tag seks måneder til udlandet«, siger hun.

Visionerne skal vise vejen Begge kvinder mener, at det er den enkeltes visioner, som afgør, om udlandspraktik er en god idé eller ej. »Man kan ikke slå det sammen og have en samlet holdning til praktik i udlandet. Bare fordi det foregår på udenlandsk, er det hverken dummere eller klogere, end hvis det foregår på dansk«, fastslår Pia Færing.

Karen Løth Sass kan ikke mindes, at hun nogensinde direkte har frarådet udlandspraktik. Hun har heller

ikke nogen betonfæstnet holdning til praktik uden for Danmark. »Det er meget selvtilrettelagt, og hvis man kan komme med en plan og et sted, der ser fornuftigt ud, så synes jeg da, at det er en udmærket ide«, siger hun.

Hvor længe er længe nok?

Selvom de to praktikvejledere er enige langt hen ad vejen, opstår der forskelle, når de skal vejlede deres elever. Pia Færing pointerer, at hendes elever har 18 måneders praktik at gøre godt med, hvor Karen Løth Sass’ elever har 12 måneder. »Jeg kan godt forstå, hvis man som vejleder synes, at seks måneder i Danmark er for lidt. Jeg sidder i en meget nemmere situation, fordi mine elever er i praktik i 18 måneder.

Jeg synes snildt, at mine elever kan nøjes med 12 måneder i Danmark«, konkluderer Pia Færing.

Hun mener ikke, at hendes elever behøver mere end 12 måneders praktik i Danmark for at forstå, hvordan en dansk journalistisk virkelighed ser ud. Derfor mener hun, at det kan være berigende for hendes

elever at tage til udlandet i seks af månederne. »Man skal tage praktik i udlandet for at forstå dansk journalistik.

Hvorfor vi prioriterer, som vi gør.

Hvorfor nyhedskriterierne er, som de er. Det er ikke det der med at skulle kunne tale udenlandsk eller kunne arbejde i udlandet. Dét, der er vigtigt, er, at kunne forstå Danmark.

Herre Gud, seks måneder i et udland, det fatter man jo ikke en skid af det udenlandske for«, siger Pia Færing.

Og måske fatter man heller ikke en skid af det danske på seks måneder.

Karen Løth Sass har en vis skepsis omkring praktik i udlandet. »Man skal tænke sig om, for jeg synes, at praktikperioden handler om at få noget rutine i fingrene. Og det tror jeg nødvendigvis ikke lige er det, der sker, når man er i udlandet«, siger hun.

Hun er bekymret for, hvor meget praktikanterne egentlig får produceret under praktikken i udlandet.

For Karen Løth Sass handler praktikken om at få nogle rutiner ind i de processer, som eleverne har lært det grundlæggende om på uddannelsen.

Det upopulære udland Men det er sjældent, at Karen Løth Sass behøver at lægge panden i bekymrede folder. Der er generelt ikke den store efterspørgsel på praktik i udlandet blandt eleverne på Center for Journalistik. »Jeg sidder ikke til nogen vejledningssamtaler, hvor eleven sidder og tuder over, at han eller hun ikke kan komme til udlandet. Der er ikke sådan den store frustration på den måde«, konstaterer hun.

I år er der ingen, der har udtrykt interesse for praktik i udlandet.

Sidste år var der én. Karen Løth Sass tror, at det faktum, at man skal stå for det hele selv, lægger en dæmper på folks lyst til udlandspraktik.

Hun er ikke ked af den tendens, da hun mener, at muligheden for at smage på udlandet ligger det helt rigtige sted i uddannelsen. Nemlig på kandidaten. Her ser hun elever, som har grundbagagen i orden, og som derfor kan gå ind og bygge ovenpå med et udlandsophold. chran11@student.sdu.dk

EKSTERN

LIXEN | april 2012 | 11

Praktikant tyr til tasterne i Spanien Bliv klogere på praktikophold i udlandet gennem Andreas Müllers erfaringer. Lixen er taget på telefonisk smuttur til Spanien, hvor den 24-årige skribler løs.

Christina Nordvang Jensen

Han skriver på dansk, er en del af en redaktion og får slidt sin pen og blok i laser. Andreas Müller har taget turen til Spanien og har i et halvt år været i praktik på ”La Danesa” - et dansk månedsmagasin i Spanien.

Sidste år tikkede et opslag fra magasinet ind på hans mail fra en ven. En kort snak med chefredaktøren, og en aftale med det spanske var på plads.

Ifølge Andreas Müller var det et perfekt match. »Det var en helt perfekt mulighed for at kombinere praktikken og samtidig komme ud at rejse. Jeg havde faktisk overvejet at tage orlov, inden jeg skulle i praktik, fordi jeg gerne ville ud og rejse og bo i udlandet«, forklarer han.

Frihed og bugt med fordomme Når Andreas Müller tænker over

praktikforløbet i Spanien, slår han blandt andet ned på den brede vifte af historier, han har fået lov til at skrive. Han har i det halve år pendlet rundt mellem magasinets forskellige redaktioner. Det, der har inspireret ham mest, er mødet med personer, der har overrasket ham positivt og aflivet hans fordomme. Han nævner sit portræt af bokseren Brian Nielsen som eksempel. »Jeg forventede ikke ret meget af mødet med ham, fordi jeg havde fået indtrykket af, at der måske ikke var så meget at komme efter intellektuelt. Men jeg blev meget positivt overrasket over, hvordan han er som menneske.

Han åbnede meget op.

Det kom der noget ret interessant ud af«, fortæller Andreas Müller.

De mange artikler skriver han ofte på nogle af sine yndlingscafeer i byen. Han er ikke låst fast på redaktionen, men styrer i høj grad selv sin hverdag, når magasinets deadlines det meste af måneden holder siesta. »Jeg har rigtig meget ansvar og frihed, så jeg aftaler bare med min

redaktør, hvad jeg skal lave til næste måned«, forklarer han.

Det frie arbejdsrum og længere deadlines, mener han, er en stor fordel for hans læringsproces og produkternes kvalitet i sidste ende. »Jeg kan have mange artikler kørende på en gang. Hvis jeg lige er blevet færdig med en artikel, som jeg måske ikke synes har, den rette

for herhjemme? Forskellene bliver mange, når man taler med Andrew C. Whittaker. Ser vi først på optagelsesforløbet, er det her karaktererne, der afgør fremtiden.

Andrew C. Whittaker blev optaget på Englands ældste journalistuddannelse. Her optages cirka 230 elever årligt. Det første år introduceres eleverne til journalistikkens platforme, hvorefter de vælger sig ind på én af de fire til fem forskellige linjer.

På linjerne har man en række faste fag, men man har samtidig mulighed for at tage et eller to valgfag.

Det benyttede Andrew C. Whittaker sig af og taler i dag arabisk til husbehov. Derudover har han taget sidefag i advertising, hvilket har givet ham en dybere forståelse for PR. »Valgfag er virkelig vigtigt, fordi det giver studenten muligheden for at specialisere sig en smule mere og komme med en ekstra fordel til en jobsamtale. For eksempel i form af at kunne tale arabisk«, argumenterer han.

Han håber, at de danske journalistuddannelser vil skæve lidt mere til de engelske og amerikanske måder at uddanne på.

Whittaker til Oxford i Mississippi, USA. Oxford gav ham muligheden for at specialisere sig inden for magasinverdenen og prøve kræfter med nogle større vægte inden for broadcasting.

Her på Center for Journalistik er der ikke mulighed for at tage et semester eller to i udlandet på bacheloren. Eleverne må vente og gøre brug af den mulighed under kandidatuddannelsen i stedet. Det, synes Andrew C. Whittaker, er synd og skam. »Jeg ville da helt klart foreslå det danske system at kigge kraftigt på udveksling. Der er så mange andre synspunkter at lære, og det hjælper selvfølgelig en person at lære andre kulturer og mennesker at kende. Jeg har virkelig mødt mange gode kontakter, og det, vil enhver journalist fortælle dig, er noget af det vigtigste, du kan få«, siger han.

udformning, eller sproget ikke er helt tilfredsstillende, så kan jeg lægge den til side og gå videre med en anden artikel. Så vender jeg tilbage til den senere«, siger han.

Dømt ude af indland?

Selvom Andreas Müller har fået fortalt, at branchen ikke ser særlig

positivt på praktik i udlandet, så har det ikke skræmt ham. »Det er selvfølgelig anderledes at arbejde hernede. Men med mit medie, der får man sgu mange af de samme ting, som man gør hjemme. Hvis folk ikke synes, at det tæller ligeså meget, så må de jo om det. Men så tror jeg, at det handler om, at man ikke har indsigt i, hvad det er, man laver.

Jeg føler ikke personligt, at jeg er kommet bagud på nogen måder. Tværtimod«, siger han.

Når Andreas Müller om halvandet år sidder til jobsamtale, vil det undre ham, hvis praktikopholdet i Spanien skulle være stopklods for et ”ja tak” fra medierne. »Jeg håber ikke, at der er folk, der vil vælge ikke at ansætte mig, fordi jeg har haft et halvt år i udlandet. Det ville jeg personligt, synes var mærkeligt«, pointerer han.

Et halvt år er nok Andreas Müller har på det halve år i udlandet fået universitetets lærdom ført ud i livet. Men set i bakspejlet

ville han ikke sige ja til et halvt år mere. Han mener, der er en fordel i max at være et halvt år ude. Det skyldes blandt andet branchens syn, men også hans personlige oplevelser. »Der ikke ret mange journalister i forhold til, hvad der er på en normal redaktion. Det er en meget blandet flok, så nogle gange er feedbacken ikke altid knivskarp, hvis ikke det er en journalist, der giver mig den«, forklarer han.

Men Andreas Müller har slet ikke fortrudt sin praktik i Spanien. »Man lærer noget hver gang, man skriver. Om det så er en lille, latterlig, kedelig historie eller en lidt større, så udvikler man sig hver gang. Det med at få nogle bogstaver i fingrene. Det er nok dét, der har givet mig mest«, siger han.

Han anbefaler et praktikophold i udlandet til dem, der har en indre rejse- og skrivelyst. Og mod på at prøve noget anderledes. »Jeg synes, at det er en kanon mulighed. Også rent socialt og menneskeligt. Jeg kan klart anbefale det til folk«, afslutter han. chrij11@student.sdu.dk Foto: Privat

Når fremmed jord forfører Andrew C. Whittaker valgte at tage ud af landet for at blive journalistuddannet. Et valg han ikke fortryder. Han mener, at de danske journalistuddannelser burde søge inspiration over landegrænser.

Christine Randa

Det var tankerne om åbne døre til verden og muligheden for at lære af folk fra BBC, The Times og The Guardian, der fik danskfødte Andrew C. Whittaker til at forlade Danmark og købe flybilletten til England. Han er nu én måned fra at være færdig med sin bachelor i journalistik på The University of Central Lancashire i England.

De sidste tre år har budt på et års udveksling på Oxford i Mississippi, USA, produktionen af en dokumentarfilm med eget crew og et gavnligt møde med en kendt sportsvært fra BBC. Andrew C. Whittaker er glad for det spontane valg om at tage til England. Han nyder de fordele, som han mener, at en uddannelse i udlandet giver ham.

1.627 km til forskel Men hvad vil det egentlig sige at læse til journalist i udlandet frem

Udveksling udvikler Det tager tre år at få en bachelor i journalistik i England. Her har man mulighed for at tage det ene af årene i et andet land. Det førte Andrew C.

BBC i en måned eller DR i et år?

I forhold til praktik er forskellen på England og Danmark også til at få øje på. Andrew C. Whittaker fortæller, at de kører med fire til seks ugers praktik ad gangen fordelt ud på uddannelsesforløbet.

De korte praktikforløb skyldes, at deres primære praktiksteder er BBC

og Sky, hvor der ikke er mulighed for at få praktikplads i særlig lang tid ad gangen. Andrew C. Whittaker kan godt se fordelene i, at de danske journaliststuderende lærer faget på

en anderledes og mere ”hands-on” måde. »Men jeg kunne ikke tænke mig at tage ud og arbejde et år nu for at færdiggøre min eksamen. Jeg tror, at jeg har haft nok muligheder for at møde mennesker og selv tage initiativ til at skrive og producere. Jeg

har lavet en film og skrevet for BBC Radio«, siger han og pointerer, at den danske og udenlandske journalistscene er vidt forskellige.

Derfor tror han, at den lange praktik er en stor fordel i Danmark, men ikke nødvendigvis i England.

Suited til udlandet Andrew C. Whittaker drømmer om at arbejde for National Geographic. Men han har ikke helt boykottet Danmark. Han kunne godt tænke sig at arbejde for et dansk medie - måske som korrespondent. »Men udenlandske medier er nok bare mere “suited” til mig«, konstaterer han og indrømmer, at han ikke tror, at det har nogle specielle fordele at have studeret i udlandet, hvis man vil arbejde for et dansk medie.

Han mener blandt andet, at han har nogen ulemper i forhold til den danske grammatik. Men til gengæld kan han godt se den udenlandske uddannelse som en fordel, da han kan tilbyde nogle andre kompetencer end de danske journalister samt en forståelse for at arbejde internationalt. chran11@student.sdu.dk

EKSTERN

12 | april 2012 | LIXEN

Velfærdsstatens logrende skødehunde

INTERVIEW: Ole Birk Olesen giver sine gamle journalistkollegaer verbale kindheste for ikke at sætte velfærdssamfundet til debat i tide.

Daniel Hedelund

På Christiansborg møder jeg Ole Birk Olesen, nyvalgt MF’er for Liberal Alliance og tidligere Christiansborgreporter for Ekstra Bladet og Berlingske. Vi sætter os i en afsides krog på hans kontor. Han er iklædt jakkesæt og slips og ligner mest af alt ham, jeg kender fra tv. Ansigtet er karakteristisk, skarpt kæbeparti, briller, strittende krøller, lidt gråt hist og her - han runder 40 til december.

Ole Birk Olesen læner sig tilbage i stolen og venter på mit udspil. Jeg har udvalgt et tema: Vi skal snakke om journalisters dækning af velfærdssamfundet.

Velfærdskonsensus Ole Birk Olesen mener, at medierne bærer et stort ansvar for statskassens underskud på over 100 milliarder kroner – et minus, Danmark har anlagt over de sidste fire år. »Alle politikerne sagde, at det gik godt i Danmark inden finanskrisen.

Og journalisterne løb efter dem som nogle logrende skødehunde«, indleder Ole Birk Olesen med sin dybe stemmeføring og forsætter. »Både oppositionen og regeringen havde interesse i at fremhæve Danmark. Socialdemokraterne hævdede, at velfærdsstaten, som partiet havde opbygget, var en succes. Og VKregeringen sagde: ”Se, hvor godt det kører nu, hvor vi er ved magten”«, siger han.

Måske Ole Birk har en pointe? Da landets daværende finansminister, Thor Pedersen, holdt pressemøde to år før finanskrisen, sagde han, at Danmark havde løst globaliseringen, og at vi snart ejede hele verden. Som bekendt tog Thor Pedersen grueligt fejl.

Men trods konsensus blandt politikere burde journalister have indtaget en mere kritisk vinkel over for velfærdsstaten, mener Ole Birk Olesen. Han henviser til OECD’s økonomiske analyser af organisationens 30 medlemslande. Statistikkerne viste også inden finanskrisen, at Danmark rodede rundt blandt lande med lavest vækst. »Det var journalisternes opgave at påpege det indlysende faktum, at hvis det vitterligt gik godt i Danmark, hvorfor klarede mange andre lande sig så bedre? Dernæst burde journalisterne have spurgt politikkerne, hvad der sker, når konjunkturerne vender. For det vil selvfølgelig betyde, at vi ligger helt i bund, som vi ser i dag«.

Røde lejesvende Især skal årsagen til den ukritiske journalistik findes i det faktum, at danske journalister generelt ligger

til venstre for midten, mener Ole Birk Olesen. »Når journalister fortæller, at de vil stemme på et parti til venstre for midten, er det ikke afgørende.

Det, der er afgørende, er, at man har nogle venstreorienterede holdninger til samfundsdebatten,« understreger han og giver et eksempel: »Hvis en minister siger, hun vil bruge 100 millioner kroner på en gruppe, der er svage, så kunne et par kritiske spørgsmål lyde: ”Er du sikker på, at vi får noget godt ud af det? Og hvad er de langsigtede konsekvenser for folks incitament til at gøre noget ved deres liv?”. Men spørgsmålet lyder oftere: ”Du siger, at du vil bruge 100 millioner. Hvorfor bruger du ikke 200 millioner?”. Hvis man gang på gang anlægger den vinkel, så giver det en skævhed i den tilgang, journalister har til deres historier«.

Jeg påpeger, at en undersøgelse af

for den samme politik. Så behandler man samme politik ens - udsprunget af en eller anden form for socialdemokratisk mainstream«, siger Ole Birk Olesen og påpeger, at Venstre og Konservative ikke satte velfærdssamfundet til debat i 00’erne.

Tværtimod øgede den daværende regering de offentlige udgifter.

Men er det ikke først og fremmest politikkernes opgave at sætte dagsordener? »Der er ikke så stor forskel på, hvad journalister og politikere bør gøre i forhold til at identificere nogle problemstillinger i samfundet. Begge parter har et ansvar for at påpege samfundsproblemer, og her svigtede det politiske system i perioden 2001 til 2008. Så ville det have været rart, hvis pressen havde fået skubbet emner ind i den offentlige dagsorden, som politikkerne ikke lykkedes med«, fortæller han.

»Der ligger en skrævvridning, hvis cases altid er nogle, der kræver mere fra det offentlige. Det her er en nyhedsskabelon, som er skabt engang i 70’erne, hvor journalistikken var meget præget af de strømninger, der var i tiden. På Journa-

”

der vendte, da Özlem Cekic i fjor omtalte såkaldte ”Carina” som fattig, til trods for at hun har et rådighedsbeløb på 5.000 kroner. Hvis medierne i stedet - egenhændigt - ønsker at sætte tilsvarende dagsordener, bør man ifølge Ole Birk Olesen

Jeg synes ikke, at man skal gøre det umulige.

Og derfor skal aviser ikke være objektive, men redelige og ordentlige.

Ole Birk Olesen, Liberal Alliance

listhøjskolen var der endda folk, der mente, at man skulle bruge faget til at fremme revolutionens komme.

Det var en marxistisk tid«, siger han.

Men en del af denne nyhedsskabelon er også at spørge eksperter, som for eksempel økonomer, der i disse tider anbefaler reformer? »Ja, det er rigtigt nok. Det er ikke, fordi journalister ikke med jævne mellemrum lytter til eksperterne.

nytænke rekrutteringen af journalister på landets dagblade. »Som avisledelse skal man kigge på, om man kan betjene det publikum, man har. Hvis man udgiver en borgerlig avis, er det nærliggende at have flest journalister, der anskuer verden med borgerlige briller. Så har journalisterne samme væsentlighedskriterier som læserne.« Bliver aviserne så ikke bare ligesom interesseorganisationer, der er sat i verden for at fremme bestemte dagsordener? »Resultatet vil selvfølgelig være, at man fremmer bestemte dagsordener.

Men det er bare ikke avisens primære målsætning. Det er derimod at interessere sig for forskellige ting, fordi man får et bredere mediebillede. For 10-15 år siden havde aviser flere ressourcer. Men i virkeligheden blev man ikke meget klogere af at læse en avis ekstra. Det synes jeg i højere grad, man gør i dag«.

Kan det ikke også gå ud over objektivitet og fairness? »Jeg synes ikke, at man skal gøre det umulige. Og derfor skal aviser ikke være objektive, men redelige og ordentlige. Det vil sige, at journalister skal citere kilder korrekt og give folk mulighed for at svare, hvis de bliver angrebet. Man skal heller ikke stramme sine overskrifter og vinkle for hårdt. Man skal tro på det, man selv skriver«, siger Ole Birk Olesen. dahed10@student.sdu.dk

Ole Birk Olesen 39 år

Verbale kindheste. Tidligere journalist Ole Birk Olesen mener, at medierne bærer et stort ansvar for statskassens millionunderskud. Foto: Steen Brogaard TV 2’s og DR’s nyhedsdækning af valgkampene fra 1997-2004 viste, at regeringen og oppositionen fik samme kritiske dækning.

Spørgsmålet er derfor, om journalister lader deres produkter påvirke af egne politiske præferencer? »Forskerne undersøgte om partierne fik lige meget taletid. Og i hvilket omfang indslagene var kritiske eller medløbsagtige. Men de undersøgte ikke det politiske budskab, som blev fremmet via journalistikken. Argumentet om, at man behandler fløjene på samme måde, siger jo ikke noget, hvis man står

Marxistisk nyhedsskabelon Herudover mener Ole Birk Olesen, at medierne arbejder efter en nyhedsskabelon, der tvinger staten til at ødsle penge væk. For at illustrere griber han nu fat i to kuglepenne og inddeler bordet mellem os i tre felter. Han fortæller, at felterne symboliserer skatteborgere, staten og mennesker på offentlig forsørgelse.

Argumentet er kort og godt, at når journalister kun interviewer cases med interesse i at få øget offentlige ydelser, driver medierne penge fra skatteborgere via staten og over til folk på passiv forsørgelse.

Men altså: Skal journalister virkelig have fortjeneste af, at man lytter til tyngdeloven? Den er der jo. Økonomi er ikke en lige så eksakt videnskab som naturvidenskaben. Men det er dog stadig sådan, at et land ikke kan køre med underskud i længden. Hvis journalister ikke lyttede til økonomer, ville det for alvor være galt«.

Dagsordensættende dagblade Ole Birk Olesen synes ikke, at den nuværende debat om velfærdssamfundet er journalisters fortjeneste. I stedet oplever han, at medierne forfølger en folkestemning,

1990-1997: Medlem af Venstres Ungdom 1999: Uddannet fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole 1999-2007: Journalist på Ekstra Bladet og Berlingske Tidende 2007: Forfatter til ”Taberfabrikken”.

En debatbog, hvori han kritiserer det danske velfærdssamfund 2011: Valgt til Folketinget for Liberal Alliance og nuværende skatte-, erhvervs- og boligordfører Nuværende redaktør for den liberale netavis www.180Grader. dk. Blogger derudover på JP.dk

PORTRÆT

LIXEN | april 2012 | 13

Charmør

med forkærlighed for detaljen

Huxi Bach har bevæget sig fra Danmarks Radio hen over ekstrabladet.tv og er nu endt i sit eget one-man show - fuld af kærlighed. Det har krævet mod, hvilket er helt i tråd med kælenavnet Huxi.

Maria Arcel, Morten Buttler

»’Hu Xi’ i to ord betyder faktisk ’Vestens Tiger’ på kinesisk. Meget passende, ikk’?«.

Samfundselskeren med det elektriske, høje hår og de iltre øjne, der flirter elegant med alt, hvad de ser, præsenterer sætningen med en forførende ironisk tone og en kunstpause så kort, at den

ikke indbyder til et egentligt svar. »Men det er ikke helt så heroisk, som det lyder - desværre…

Man siger det vidst kun til små drenge, når de er sjove og nuttede«, ler han med sin næsten signaturlignende, drengede charme. Men sjov eller nuttet er nok heller ikke to adjektiver, som står i krystalklar kontrast til Huxi Bachs karakter - når det kommer til stykket.

Vi er på Syddansk Universitet i U56. I det store lokale ved siden af sidder mere end 300 spændte studerende klar til en uautoriseret forelæsning. Vi har kidnappet aftenens hovedperson, før

han går på. Akustikken runger i det lidt for store rum til de lidt for få mennesker, og Huxi Bach, som har fået sit sjove navn af sin farfar og i virkeligheden hedder Christian, kasserer med et blik de ellers velfungerende stole og placerer sig i stedet på et af de mange høje hæve-sænke borde. Klasseværelset på Syddansk Universitet er midlertidigt VIP-rum til den vordende forlæser, som ikke ænser de fem sandwich, der er sat frem kun til glæde for ham. (fortsættes på næste side)

PORTRÆT

14 | april 2012 | LIXEN

Autoriserede Albani-øl På den anden side af den tykke væg zigzagger hundredvis af støjende, Albani-nydende studerende mellem hinanden for at finde en plads så langt fremme som muligt i den snart fyldte forelæsningssal.

Inden længe skal det normalt så autoriserede rum nemlig beriges af en mand, hvis eneste fuldførte uddannelse på cv’et er en studentereksamen. ’Huxi Bachs store kærlighed - En uautoriseret forelæsning’ kalder han sit show, og det lille ’u’ foran autoriseret har fået flere studerende på Syddansks samfunds-

karismatiske altmuligmand.

Nyhedsjunkien Huxi Bach, der altid har TV 2 News kørende i baggrunden, har formået at skabe sig noget, der minder umiskendeligt meget om en journalistisk karriere på trods af manglende lyst og en ikke-færdiggjort skolegang. Efter fire års fravær blev han smidt ud af uddannelsen. »Jeg blev ved med at få breve hvert halve år. De var meget insisterende.

Men til sidst gider de ikke mere. Jeg havde hverken tid eller lyst til at komme i skole, fordi jeg hele tiden havde nye projekter«, lyder det med et nonchalant smil på læben.

faglige fakultet til at møde op, end de har gjort til nogle andre forelæsninger gennem semesteret. Pigerne er i overtal. Fjantende, fnisende og flirtende finder de deres pladser, inden den drengede charmeboble om kort tid vil favne salen.

Huxi Bach er koncentreret. Han er spændt, for om lidt skal han for første gang levere produktet af sit hårde arbejde. Han er en mand, som mange synes er sjov. Men det kræver flid at være sjov, og den ambitiøse forelæser har forberedt sig intensivt i månedsvis for nu forhåbentlig at kunne få de spændte og veloplagte studerende til både at grine og tænke.

Haha-journalistik ”Den løse kanon” på P3, ”Huxi og Karen” web-tv på Ekstra Bladet og nu ”Huxi Bachs store kærlighed”.

Alle er de eksempler på journalistisk stof formidlet med humorens skarpe tunge og Huxi Bachs talent for dragende detaljerigdom. »Det, jeg synes, humoren er god til, er at kunne tage en alvorlig sag, levere den med et glimt i øjet, og tit på den måde krystallisere sagen.

Humoren kan på sin vis gøre, at alvorlige og tragiske sager kan formidles på en lidt mere spiselig måde«.

Huxi Bach taler hurtigt. Det er tydeligvis ikke første gang, han gør sig tanker om humorens herskende plads i hans univers. »I TV-Avisen er der ofte detaljer, som går tabt, fordi man hele tiden skal besvare hvor, hvad og hvem.

Men nogen gange kræver en sag ikke andet end, at man lige slår ned på en enkelt detalje eller et enkelt ord. Man har med humoren det der frikort, som hedder, at fordi man ikke er TVAvisen, skal man ikke nødvendigvis starte med sagens kerne. Det er det, der bliver det smukke ved at bruge humoren journalistisk«.

”

Nogle gange kræver en sag ikke andet end, at man lige slår ned på en detalje eller et enkelt ord.

Manden med de mange titler Tv- og radiovært, klummeskribent og samfundskommentator. De betegnelser besidder manden, som blev smidt ud af Danmarks Medieog Journalisthøjskole og som, ifølge ham selv på sin hjemmeside, aldrig har set sig tilbage siden. »Jeg er ikke journalist. Jeg er måske lidt gammeldags i min opfattelse af, hvad en journalist er, selvom det ikke er en beskyttet titel. For mig er en journalist virkelig en, som researcher ting og opstøver nogle historier.

Der er enormt meget håndværk i journalistik. Der er stor forskel på at være vært og journalist, og så er der et sted, hvor det flyder ud - sådan et ingenmandsland midt imellem«.

Huxi Bach reflekterer et øjeblik over sit statement, som om han prøver at placere sig selv et sted på sin netop selvopfundne skala.

Han kører de lange fingre gennem det pjuskede hår, så det, om muligt, når endnu tættere op mod loftet, end det gjorde i forvejen. »Jeg ligger jo nok i det ingenmandsland«, udbryder han på sin slet skjulte nordjyske dialekt og korrigerer med det samme sig selv. »Eller det har jeg i hvert fald gjort.

Lige nu laver jeg næsten intet journalistisk arbejde. Jo, jeg skriver klummer og forelæser selvfølgelig, men det skifter nok meget, hvor jeg ligger, alt efter hvad jeg laver«.

Nyhedsjunkie, ikke journalist Når ’Vestens Tiger’ ikke kalder sig selv for journalist, skyldes det blandt andet hans uafsluttede ophold på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus. Han startede af kedsomhed og stoppede i travlhed. »Jeg startede på Journalisthøjskolen, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle. Så tænkte jeg, at jeg kunne blive uddannet journalist. Jeg ville egentlig ikke journalistik, da jeg startede«, fortæller den

Den skæve vinkel Manden, der er kåret som en af Danmarks bedst klædte, retter på sin skjorteflip, der i forvejen sidder, som den skal. »Når man bruger humoren, må man gerne slå ned på en ubetydelig detalje, og blæse den op i den sammenhæng, sagen handler om. Når jeg i det hele taget laver ting, er det jo sjældent super aktuelt, og derfor synes jeg, det er vigtigt, at jeg prøver at finde en anden vinkel end den, der ligesom ér kørt. En skæv og anderledes en. Det er jo egentlig en ret grundlæggende journalistisk tankegang«, siger han i et dæmpet tonefald, som signalerer, at han har sagt, hvad han ville sige. »…Meeen, jeg har jo også gået halvandet år på Journalisthøjskolen«, tilføjer han pludselig og griner.

Udbruddet bryder den spændte stemning i klasseværelset, hvor minutterne forsvinder. Lyden af stadig flere studerende, som stimler sammen i salen på den anden side af væggen, kan anes.

Men det var jo bare for sjov »Humoren kan selvfølgelig også være problematisk, når man altid bare kan sige ”Ej, men det var jo bare for sjov”, men jeg synes, at den bedste humor er den, der tager afsæt i noget alvorligt og formår at gøre det sjovt«.

Huxi Bach dvæler ikke længe ved

Just kidding. Huxi Bach ser frem til rollen som komiker. Det er en situation, der tiltaler ham. Her kan han kommunikere sine holdninger gratis. Foto: Bjørn Hvidsteen. sin definition af humorens kvaliteter, Altså hvem er offeret? Man må udvikle en ny eftermiddagsflade, og men fortsætter. for eksempel gerne lave sjov med det havde jeg sgu ikke rigtig lyst til«, »Man kan tillade sig meget mere, Anders Breivik, så længe ’The butt of fortæller den nu tidligere radiovært. fordi man er i en ”setting”, hvor der the joke’ er Anders Breivik - og ikke Huxi Bachs stop på DR var også ligesom er en kode omkring det. Derfor virker det også stærkere, når en Jeg synes, man må lave sjov med alting. Man komiker så en gang imellem siger noget for alvor. Men det er selvfølgelig må for eksempel gerne lave sjov med Anders også skønt at kunne dække sig ind Breivik, så længe ’The butt of the joke’ er Brevik under ”just kidding”«.

De fem sandwich står stadig urørt - og ikke ofrene. i den anden ende af lokalet, og Huxi Bach har skiftet stilling på det et resultat af, at der manglede ofrene. Det er nogle gange en høje bord omtrent ligeså mange en vigtig præmis for det videre gange, som der er blevet sagt ”En balancegang.« virke - redaktionel frihed. DR’s udAlbani-øl, tak” i salen på den anden spil var svært uforeneligt med de ønside af vægen.

Kanon har våbenhvile sker, Huxi Bach havde. Derfor sagde Huxi Bach startede som vært »Jeg tror, jeg gør det mere end han op. med Karen Thisted på radioKaren. Altså gemmer mig bag ”det »Der blev opsat nogle dogmeregler. programmet ”Den løse kanon” i sepvar jo bare for sjov”. Karen skælder De regler stak i en helt anden retning tember 2010. Efter et mere eller minmig altid ud, når jeg gør det«, smiler end det, jeg havde lyst til at lave. Vi charmøren. dre folkeligt gennembrud stoppede var et sted, hvor vi ligesom ikke Huxi Bach og Karen Thisted på DR. »Jeg synes, man må lave sjov med kunne mødes, så jeg sagde op«, lyder Karen Thisted blev fyret. alting. Med kæmpe streg under aldet uden antydning af nag. ting, men det er rigtig vigtigt, hvor»P3 valgte at lukke programmet Da Ekstra Bladet kom med et tildan man gør det. For mig, handler og fyre Karen. Eller ”ikke forlænge”, bud til det umage par om at flytte det meget om, hvor joken ender. som man siger. Jeg blev bedt om at

”

PORTRÆT radiosuccesen over på webtv, slog de til. Huxi Bach møder Lixen-journalisternes fordomsfulde ”hvorfor”spørgsmål i øjenhøjde: »Jeg har aldrig gået så meget op i, hvor det var, men mere hvad det var, jeg lavede. Vi fik fuldstændig frie redaktionelle hænder. Jeg bestemte ALT, for Karen hun laver jo ikke noget. Jeg er sådan lidt en kontrolfreak.

Vi måtte gøre lige, hvad vi ville, og sådan et tilbud siger man ikke nej til«.

Kærlighed til Clement Efter ikke at have sagt nej til Ekstra Bladets tilbud, fortsatte Huxi Bach og Karen Thisted så deres radioprogram – nu på webtv. Overgangen har ikke været helt glidende for duoen, der har skulle omstille sig til kun at sende en gang om ugen. »Man kan skabe noget mere fortløbende, når man sender hver dag. På den anden side er der også mange tynde historier, man ikke behøver at tage med, når man kun laver det en gang om ugen«, forklarer Huxi Bach.

Inden han hookede op med Karen Thisted, var Huxi Bach med på Clement Direkte. Han var med til at udvikle talkshowet sammen med Clement Kjersgaard – et samarbejde, der har udløst en stor respekt for den kontante tv-vært. »Vi havde nogle vanvittige måneder i udviklingen, hvor vi sloges, skændtes og grinede. Det var ret syret. Jeg er stor Clement Kjersgaard-fan«, lyder det til den tidligere samarbejdspartner.

Afslutningen på interviewet nærmer sig med hastige skridt, men nervøsiteten er ikke at spore hos aftenens hovedperson.

D’herrer Kjersgaard og Bach deler en kærlighed til den samfundskritiske journalistik. Hvor Clement konfronterer magthaverne søndag aften på DR, er Huxi Bach observatøren, der zoomer ind på detaljen. Begge har de samfundet som inspiration.

Huxi Bach turnerer i øjeblikket med sit show, og også her spiller samfundet hovedrollen. »En rød tråd i mit show er næstekærlighed. Hvordan vi behandler hinanden, hvordan samfundet behandler os, og hvordan vi

LIXEN | april 2012 | 15

behandler samfundet«.

»Jeg kan jo ikke en skid« Når kontrolfreaken Huxi Bach ikke er på arbejde, spiller han blandt andet musik med forskellige venner.

Et hyggeligt afbræk er målet for fritidsbeskæftigelsen, men også i fritiden kan han lide at bestemme selv. På guitaren har han 100 procent redaktionelt frie hænder. »Det er bare for sjov, men jeg øver mig, når vi skal ud og spille. Det er pisse sjovt, og heldigvis får vi mulighed for at spille sådan rimelig tit.

Et af de bands, jeg spiller med, er et virkelig tarveligt røvballeorkester.

Jeg håber ikke, det bliver fremtiden for mig, for så bliver jeg fattig og ussel«.

Når Huxi Bach kalder sig både tv og radio-vært, klummeskribent og samfundskommentator på sin hjemmeside, skyldes det formentlig, at han har svært ved at finde ud af, hvad han egentlig er god til. For hvad kan Huxi Bach egentlig? »Jeg kan jo ikke en skid på papiret», siger han ærligt.

Når forårets mange shows er over stået, er det tid til lidt ferie. Det er sikkert. Men derfra er der ikke ret meget, der er sikkert. »Jeg ved ikke, hvad jeg skal lave fra 1. september. Hvis jeg overhovedet

”

minutter. »Jeg havde titlen meget tidligt. ”Huxi Bachs store kærlighed” - det

Der er stor forskel på at være vært og journalist, og så er der et sted, hvor det flyder ud - sådan et ingenmandsland midt imellem skal praktisere journalistikken, så vil jeg meget gerne fortsætte i det spor, jeg er i nu«, forklarer han og kigger på uret.

All we need is love Minutterne er ved at være brugt op og øjeblikkene til, at manden med de mange titler og det sjove navn skal indtage scenen, er ved at være få. Flere måneders refleksion, fundering og tankeknoklen skal stå sin prøve. ”Huxi Bachs store kærlighed” skal serveres for de nu mere eller mindre halvsnalrede studerende, hvis snakken og sludren er blevet væsentligt højere de sidste par

vidste jeg. Først og fremmest fordi jeg glædede mig til det. Det snedige er jo, at ind under den hat, som hedder kærlighed, kan man putte utrolig meget. Den har en bred skygge.

Men der hvor jeg er nået til nu og nu når jeg jo nok ikke længere - er at den tykkeste af de røde tråde er næstekærligheden.« Huxi Bach stopper op og får igen funklen i øjnene. Som han gør, når han skal til at sige noget sjovt eller kækt. »…Så er der lidt om fædrelandskærlighed, lidt om kærlighed til penge og ja, lidt om homokærlighed«, smiler

han, som om han har sagt noget, han ikke måtte. »Det kommer ikke til at handle om mit eget kærlighedsliv, men jeg har heller ikke nogen kæreste at fortælle om«.

Huxi Bach glæder sig, og værdierne og grundstenen for showet er ikke til at kritisere. Han håber, at folk griner, men også tager noget med, når de går hjem. »De behøver ikke at debattere med sidemanden på vejen hjem. Bare de tænker lidt selv bagefter«.

En sandwich på afveje Tiden er gået, og vi ønsker held og lykke. Huxi Bach skal bruge de sidste minutter på at forberede sig mentalt, inden det går løs inde ved siden af.

De første spæde skridt hen imod et forår i turnéens tegn skal tages her i Odense. Udover et par opvarmninger som i aften, står den på 20 shows rundt i det danske land.

Mens en ung komiker varmer op for de mange studerende inde ved

”

Jeg er sådan lidt kontrolfreak siden af, har Huxi Bach varmet op for Lixen-journalisterne i mere ydmyge rammer. Vi efterlader ham alene, men inden afskeden når han at vise lidt af den næstekærlighed, som han skal ind og snakke om.

Den mandlige halvdel af journalisterne er blevet sulten og efter lange blikke mod de flirtende sandwich, forbarmer aftenens VIP sig over den stakkels studerende, og med et smilende nik accepterer han den gastronomiske forespørgsel. Mens fem sandwich bliver til fire, lukker vi døren spændte – og mætte. mobut11@student.sdu.dk mafoc11@student.sdu.dk

Huxi Bach - er døbt Christian Bækgaard Bach.

- er født 9. april i Aalborg.

- bor i København - har tidligere medvirket i blandt andet Boogie, Clement Direkte, radioprogrammerne Den 5. kolonne, Den Løse Kanon og Mondo, ekstrabladet.tv og Live Fra Bremen.

- turnerer i foråret 2012 rundt i Danmark med showet Huxi Bachs store kærlighed.

PANiK! 16 | april 2012 | LIXEN

Blomsterne springer ud, og kinderne skriger af glæde ved varmen fra solens stråler.

Men 4. semester og ansøgerne til journalistuddannelserne sidder i skyggen og forbereder sig til optagelsesprøve og praktikdag. De mærker ikke forårskulleren, men en virus, der løber rundt i årerne og komplicerer kærligheden til april med rynkede bryn i panden og svedplamager på tøjet.

I Lixen er ord og kommaer så politisk korrekte, som de kan blive. Men i denne måneds fokus lægger vi det til side og kalder følelser, forventninger og forhåbninger til praktikdag og optagelsesprøve for, hvad de er: fyldt med panik. Vi bryder reglen,

FOKUS

fordi april er præget af panik af den politisk ukorrekte slags.

Som kommende Lixen-læser får du insidertips til optagelsesprøven af studieleder Karsten Baagø og lærer, hvordan du undgår stress.

Hvis du går på 2. semester, kan du tage Lixen under den ene arm og din tv- eller radiomakker under den anden og gå ud i solen for at blive klogere på, hvad der venter næste år.

Sidder du med svedige håndflader og det ene ben i bussen mod Store Match Dag på 4. semester, bliver du guidet til rolige vejrtrækninger og det helt rigtige praktiksted.

Held og lykke!

Find dit praktiksted

Party i provinsen eller piccoline på Politiken? Lixens Steffen Villadsen giver dig her den komplette guide igennem praktikjunglen.

Tekst: Steffen Villadsen Illustration: Rasmus Hinchely Gade

FOKUS

LIXEN | april 2012 | 17

Praktikplads: 1.500 kroner

1.453 kroner er prisen på en praktikplads - i hvert fald hvis man studerer på SDU. I gennemsnit bruger de journaliststuderende over tusind kroner på at forberede sig til Store Match Dag. Det viser en rundspørge lavet af Lixen. og overnatning i forbindelse med Store Match Dag. Christine Brink

Når 4. semester sætter kurs mod Aarhus til årets Store Match Dag, er de fleste 1.453 kroner fattigere.

Lixen har undersøgt, hvor mange udgifter de studerende har haft til deres praktiksøgning. Gennemsnittet er baseret på, hvor mange penge 46 studerende har brugt på deres hjemmeside, billeder, visitkort, transportpenge til åbent hus-arrangementer

Bøger er billige På Journalisten.dk kunne man ellers i 2009 læse, at DMJX’ere brugte op mod 3.000 kroner på deres praktiksøgning. Men det er ikke tilfældet på SDU ifølge Lixens undersøgelse.

Praktikvejleder på Center for Journalistik, Karen Løth Sass, henviser til, at de studerende er gode til at hjælpe hinanden. Hun mener ikke, at praktkudgifterne er for høje. »Selvfølgelig kan der sidde nogle

studerende, som synes, det er mange penge. Men der er jo heller ingen, der siger, at man skal bruge penge på at få taget billeder«, siger Karen Løth Sass og pointerer, at journaliststuderende generelt ikke lider under høje udgifter til bøger.

Mor som fotograf Simone Agger og Anne Lundbye går på 4. semester på SDU og søger begge en praktikplads til den kommende Store Match Dag. De to piger har grebet praktiksøgningen forskelligt an. Og det kommer til udtryk, når

praktikprisen gøres op.

Anne Lundbye har brugt omkring 1.400 kroner, mens Simone Agger har holdt beløbet på det halve. Det skyldes blandt andet, at Simone Agger har fået sin mor til at tage sit billede til hjemmesiden. »Det er ikke en fotokonkurrence det her. Det handler om at have nogle billeder, hvor praktikstederne kan genkende en«, siger den praktiksøgende Simone Agger.

Anne Lundbye har derimod valgt at få taget sit billede til hjemmesiden af en professionel fotograf. For hende

Praktikpenge. Tallene viser, hvor meget de studerende fra SDU i gennemsnit har brugt på visitkort, deres hjemmeside, billeder til websitet, overnatning til Store Match Dag, og hvor meget de forventede at bruge på transport til åbent hus-arrangementerne. Grafik: Mads Ellegaard.

handler det om at aflevere en samlet pakke. »Jeg tror ikke, jeg får en bedre praktikplads af den grund, men det er klart, at alt gør jo en forskel. Jeg synes, det er et fint førstehåndsindtryk at give«, forklarer Anne Lundbye.

Vi søger ikke webdesignere Selvom Politiken besidder nogle af de mest eftertragtede praktikstillinger i landet, spiller dyre hjemmesider og professionelle billeder ingen rolle, når avisen vælger praktikanter. »Det vigtigste er indholdet på hjemmesiden. Vi kigger helt klart på de ting, ansøgerne har lagt ud, deres CV og det, de skriver om sig selv«, siger redaktionschef på Politiken.dk, Christian Lindhardt, som er med til at ansætte praktikanterne på Store Match Dag. Han understreger, at layoutet på en studerendes hjemmeside aldrig har gjort en forskel, når Politiken har ansat en praktikant. Christian Lindhardt mener ikke, det udstråler en ekstra seriøsitet, hvis praktikansøgerne har brugt flere penge på deres hjemmeside. »Hvis vi skulle have en webdesigner til vores udviklingsafdeling, så ville jeg kigge på det. Men det er ikke tilfældet her«, siger redaktionschefen. chkje11@student.sdu.dk

Panik efter lukketid Det er ufedt at rulle fra betonbunkeren efter Store Match Dag uden en praktikplads. Men bare rolig, man kan sagtens finde et praktikmatch i dagene efter.

Tinne Hjersing Knudsen

Der er ingen grund til at gå i praktikpanik, hvis man ikke har fået en praktikplads, efter hornet har lydt onsdag morgen. Praktiksøgningen fortsætter helt frem til fredag og har en 2. runde, hvor der også kan søges. »Lad os aflive den kæmpe myte, at alle praktikpladser bliver forhandlet på plads på dagen. Praktikforløbet starter onsdag og fortsætter helt frem til fredag«, siger praktikvejleder ved Center for Journalistik på Syddansk

Universitet, Karen Løth Sass.

Hun har fuld forståelse for, at det er svært at tage hjem fra Store Match Dag uden en praktikplads, men håber, at de studerende husker, at der kan komme flere jobs i den anden runde. »Der er også praktiksteder, der tager hjem uden en praktikant, fordi de synes, det hele bliver for hysterisk«, tilføjer Karen Løth Sass.

Søg bredt og drop lemmingeffekt Der er stor rift om mange af praktikpladserne, især dem i København.

Karen Løth Sass håber, at de studerende vil søge bredt og droppe lemmingeffekten mod hovedstaden. På

”

Lad os aflive den kæmpe myte, at alle praktikpladser bliver forhandlet på plads på dagen.

Karen Løth Sass, Praktikvejleder på SDU

lokalaviserne er det ofte nemmere at få spalteplads og ideer igennem. »Men det betyder ikke, at man ikke skal gå efter sine drømme. Det skal man altid, man skal overveje, hvor man vender sig hen«, siger hun og anbefaler, at alle har en plan B. »Hvis man virkelig vil have en plads,

så får man en. Men hvis man er kræsen, så gør man ikke«, fortæller hun.

Karen Løth Sass påpeger, at det også er vigtigt, at man finder ud af, hvilket redaktionsmiljø, man trives i. »Man skal spørge sig selv, om man vil trives i et hårdt redaktionsmiljø

eller ej«, siger hun og tilføjer, at man skal gribe ned i sig selv og finde ud af, hvad man har brug for at lære.

Praktik er generelt fedt Selvom der er forskel på at tage i praktik på en lille lokalavis og et stort dagblad, har Karen Sass ikke mødt nogen, der mener, at de ikke har fået noget ud af praktikken. »Praktikken er at opleve at være et fuldbyrdet medlem af en redaktion.

Og så er det lige meget, hvor det er.

Det er bare pissefedt«, siger hun. tiknu11@student.sdu.dk

FOKUS

18 | april 2012 | LIXEN

Panikdag for dummies

Hvor meget panik er der på Store Match Dag? Ved du overhovedet, hvordan din praktiksøgning forløber? Du sidder måske allerede på 2. semester og krummer dine tæer, når du modtager spørgsmålet: ”Nå, hvor vil du så i praktik?”. Lixen giver dig på 2. semester nogle af svarene her. Hvis du går på 4. semester, er det nok for sent...

af Morten Buttler

Når dagen er slut: Efter endt gerning, står den på festlig champagne eller gravøl. For de fleste ender det med en solid lur i bussen hjem, for anstrengelserne er mange på en dag, hvor alle de store følelser er fremme. Måske er det i virkeligheden ikke jordens kommende undergang. Eller også er det.

Hjemmeside: Inden praktiksøgningen skal du selv lave en hjemmeside om dig selv. Ja, vi ved det: ananas i egen juice! Men sådan fungerer det. Hjemmesiden viser din berettigelse på dit ønskepraktiksted. Hjemmesiden ryger fluks på dit visitkort (som du også har bestilt), og så er du rustet til at møde praktikstederne.

Åbent-hus: Praktikstederne holder åbent hus, så de kan møde ansøgerne. Det er din mulighed for at gøre dig positivt bemærket hos dit kommende praktiksted.

Det handler om at være skarp og at få stillet gode spørgsmål. Så bliver dit visitkort måske lagt øverst i bunken. ... for de, som allerede nu

tænker i disse baner, må jeg beklageligvis meddele, at Lixen desværre IKKE tager praktikanter.

Ansøgning: Inden Panikdagen skal du sende ansøgninger til de praktiksteder, du ønsker at komme på. Din ansøg-ning er (indsæt bandeord) vigtig. Opskriften på den uafviselige ansøgning ligger gemt et hemmeligt sted, så prøv lykken og vær kreativ!

Hvad hvis ingen vil have mig?

Skulle du stadig stå uden praktiksted, bliver der i et lokale samlet informationer på en tavle. Informationer om, hvilke steder der stadig mangler en praktikant. Så er det med at komme af- sted, score sig en samtale og i sidste ende en praktikplads.

Hjælp en SDU’er: Som en gigantisk omgang stoledans er det først, når den personlige plads er sikret, at man kan pege en ledig stol ud for vennerne.

I virkelighedens verden vil det typisk være at hype en medstuderende over for sin nye arbejdsgiver, hvis praktikstedet søger flere praktikanter.

Ingen ringer: For de som ikke umiddelbart bliver indkaldt til samtale, er der mulighed for at gate-crashe praktikstedet, altså at gå ned til praktikstedets dør, og vente på at nogle kommer ud. Måske kan man fange noget interesse hos praktikstedet af den vej. Det bliver i hvert fald forsøgt.

Find din telefonpasser: Når de første beskeder tikker ind, er telefonpasseren din spindoktor, der med det store overblik står klar med gode råd. Din telefonpasser er en person, der ikke selv søger praktik. Hvis praktikaspiranten sidder til samtale, er det telefonpasserens pligt at tage telefonen, når nye tilbud strømmer til.

Panikdag før hornet lyder: Panikdagen, eller mere formelt Store Match Dag, foregår i Aarhus 18. april i år. Man tager derop med bus dagen før. Her får du en rundvisning på Journalisthøjskolen. Don’t miss it! For på et sted, der er én stor genvej til at fare vild, får du brug for din indre stifinder, når du dagen ... de fleste har formentlig efter skal spurte fra øst til svært ved at sove natten op vest i jagten på et job. til. Du kan genkende dem til

BÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅT: Starten går, når det berygtede horn tuder og Illustration: Rasmus Lund Svaneberg giver genklang i den betondominerede bygning. Nogle telefoner ringer, andre gør ikke.

Nogle bliver kaldt til samtaler, også flere steder. Andre hører ikke noget. Her er alle konmorgenmaden, hvor de sidder og stikker i toastbrødet. kurrenter. For nogle slutter dagen lykkeligt efter få minutter. Andre har en lang dag foran sig.

FOKUS

LIXEN | april 2012 | 19

Praktikanter søger skærmen og sylter provinsen Tv-mediernes praktikpladser er de mest eftertragtede, når studerende fra SDU søger praktik. Lokalaviserne indtager en bundplacering. Det viser Lixens nye undersøgelse.

Christine Brink, Christina Nordvang Jensen

Når ansøgningerne strømmer ind hos landets praktiksteder, er det især TV 2 og DR, der har travlt med at åbne kuverter. Hver gang de landsdækkende tv-stationer opslår én praktikplads, modtager de tre ansøgninger fra SDU-studerende. Lixen har undersøgt, hvilke pladser, der har været mest rift om blandt de studerende på Center for Journalistik i årene 2005 til 2011.

Resultatet er klart. DR Nyheder var det mest ansøgte sted i 2011, skarpt efterfulgt af Berlingske og JyllandsPosten.

Sammenligner man antallet af opslåede stillinger med antallet af studerende, der ansøger, er det de landsdækkende tv-medier, der er topscorerne. Her kæmper flere studerende om færre praktikpladser.

Og derfor har tv-medierne de pladser, der potentielt set er sværest at få. Derimod modtager lokalaviserne kun en halv ansøgning, hver gang de slår én praktikstilling op.

billedfortællende del af journalistikken. Og det kan de åbenbart ikke få nok af. Ifølge journalistisk lektor og tv-underviser på Center for Journalistik, Karsten Baagøe, er der flere grunde til, at tv-pladserne hitter. »Med tv-mediet kommer man ud i samfundet i stedet for at ringe historierne hjem. Det er journalistik ude i virkeligheden«, forklarer han og nævner også de gode jobmuligheder, prestigen og berømtheden – selvom han understreger, at han ikke bryder sig om at bruge de ord.

Praktikvejleder på Center for Journalistik, Karen Løth Sass er heller ikke i tvivl om, hvorfor tv er et hit blandt de journaliststuderende på Syddansk Universitet.

»Tv er et sted, hvor man får lov til at lege meget med mediet – og så ligger mange af stillingerne i København«, siger hun.

Praktikvejlederen påpeger også, at det er godt at vælge tv i sin praktik, hvis man vil beskæftige sig med mediet fremover.

Lugter karrieren af ko?

På de lokale aviser kommer postbuddet ikke på overarbejde, når de studerende fra SDU søger praktik. Karen Løth Sass er ærgerlig over, at de studerende ikke søger til provinsen. »De studerende kan have en antagelse, der hedder, at hvis man kommer for langt ud på landet, så kommer man til at lugte lidt af ko resten af

sin journalistkarriere. Det er virkelig en skam, for det er simpelthen dér, man får løbet de fleste journalistiske kilometer«, forklarer hun.

På Center for Journalistik har man i løbet af det sidste år arbejdet på at ændre fordommene om lokaljournalistikken. Skosåleugen, en uge hvor journalistspirerne smager på lokaljournalistikken, er nu udvidet, så de studerende stifter bekendtskab med lokalaviser landet over. Lokalmedierne får også chancen for at sælge sig selv på Center for Journalistiks praktikmesse.

En af de lokale aviser, der har forsøgt at tiltrække studerende fra SDU, er Lolland Falsters Folketidende. »For et par år siden lavede vi et

særligt website, hvor potentielle praktikanter kunne gå ind og læse om tidligere praktikanter og se nogle af deres artikler. Derudover har vi lavet en lille film om, hvad vi er for et mediehus«, siger chefredaktør på Lolland Falster Folketidende, Lars Hovgaard.

Det har ikke været muligt at inddrage de kommende praktikanter i dette nummer, da de studerende sender deres ansøgninger, efter avisen er gået i trykken. Lixen følger op på de studerendes praktiksøgning i næste måned. chrij11@student.sdu.dk chkje11@student.sdu.dk

FAKTA

Top 10 over populære praktiksteder i år 2011: 1. DR Nyheder 2. Berlingske Tidende 3. Jyllands Posten 4. Politiken 5. Ritzaus Bureau 6. TV 2 Nyhederne 7. Fyens Stiftidende 8. Børsen 9. Blu A/S 10. DR København

Tv! Tv! Tv! I et helt semester får de studerende på SDU mulighed for at udforske den

SDU’ere kombinerer sjældent kommunikation og praktik Et stigende antal praktikanter fra DMJX kombinerer kommunikation og journalistik i deres praktiktid, og det er svært for SDU’ere at gøre efter.

Tinne Hjersing Knudsen

På DMJX vælger over halvdelen af de studerende at kombinere kommunikation med traditionel journalistik i praktikken. Det fortæller praktikvejleder på DMJX, Pia Færing.

Hun synes, at det både er klogt og fornuftigt. Men det er svært at gøre efter, når man kommer fra SDU og kun har 12 måneders praktik. »Hvis man vælger en kommunikationsstilling på et halvt år, er det meget sandsynligt, at det næste halve år også bliver en kommunikationsstilling. Der er ikke ret mange traditionelle journalistiske praktiksteder, der tager praktikanter ind for et halvt år«, siger Karen Løth

Sass, praktikvejleder ved Center for Journalistik.

SDU’ere under tidspres »For praktikanter fra DMJX er det perfekt at have et halvt år i kommunikationsjobs, fordi de har 12 måneder tilbage til den traditionelle presse. Så jeg kan sagtens se problemet for SDU’ere, der kun har 12 måneder i praktik«, siger Pia Færing.

Karen Løth Sass mener, at det ville være en god idé for SDU’ere at gøre det samme, hvis det var muligt. Hun afviser dog, at der er brug for, at SDU udvider praktikperioden. »Vi har et år. Punktum. Mere praktik kunne være godt, men vores erfaringer er, at vi producerer gode journalister alligevel. Vi beviser gang på gang, at det er nok med et år«, siger hun.

Praktik i alle hjørner De studerende skal tænke over, hvordan de bruger deres praktik uanset hvor lang deres praktikperiode er, så de får en så varieret

læring som muligt. Det mener Karen Løth Sass. »Jeg anbefaler, at man bruger sin praktik til at komme ud i så mange aspekter af journalistikken som muligt«, siger hun og fortsætter: »Jeg anbefaler ikke folk ikke at søge en praktikplads med kommunikation. Jeg synes bare, at man skal overveje, hvad man sætter i gang, når man sætter kurs mod sådan en plads« Pia Færing mener, at det er en fordel for de studerende at kombinere kommunikation med journalistik i praktikperioden. »Når jeg synes det, er det fordi, man bliver klogere på, hvordan kommunikatører bruger pressen. Uanset om man er sikker på, at man vil arbejde på en avis eller ej, er det smart at være i et ministerium, en kommune eller en virksomhed i sin praktik, fordi man bliver klogere på, hvad det er, de vil gøre ved journalister«, siger hun.

Jobs i Kommunikationsbranchen Det er i kommunikationsbranchen,

Foto: Niels Christian Buhl

der er jobs. Det er de to praktikantvejledere enige om. »Hvis man kigger, hvor I får job henne, er det rigtig dumt ikke at tage i praktik i kommunikationsjobs, fordi det er der, der er arbejde«, siger Pia Færing.

Det bekymrer dog ikke Karen Løth Sass, der mener, at SDU’ere

sagtens kan få jobs i kommunikationsbranchen uden at have været i praktik der. »Det er der, der er jobs, men dem er jeg overbevist om, I sagtens kan få uden at have været i praktik der«, siger hun.

tiknu11@student.sdu.dk

FOKUS

20 | april 2012 | LIXEN

»Jeg tegnede Peter Bro med slikhår og det hele«

Rystende hænder og vaklende ben. Det er øjeblikket før den skæbnesvangre samtale i optagelsesforløbet. Skrækhistorier, myter og rygter kører rundt i hovedet. Skal jeg danse for Peter Bro, skælde en busk ud eller synge på kinesisk? Historierne er mange, og det er myterne måske også. Lixen har snuset ni sande og ni falske historier op. Gæt selv og se svarene nederst på siden.

Maria Arcel

Den gode optagelsesprøve Kreativitet og originalitet er to ting, Center for Journalistik lægger stor vægt på, når nye journaliststuderende skal findes ved optagelsesprøven, selvom der ikke findes en facitliste.

Mia Laursen

Tavshed, tidspres og tomme tanker.

Optagelsesprøven kan virke svær og uoverskuelig. Men frygt ej. Sænk skuldrene, slap af og vær dig selv så skal det nok gå. Lixen hjælper dig

godt på vej mod journalistdrømmene med et par gode råd fra studieleder Kasten Baagø, der er ansvarlig for optagelsesprøven. »Ideen om en skudsikker måde at bestå optagelsesprøven på er forkert. Den findes ikke. Journalistik er et talentfag og et kreativt fag. Derfor findes der heller ingen facitliste«, fastslår Kasten Baagø.

Ingen facitliste - og dog Men der er dog ting, som retterne lægger større vægt på end andet.

Kreativitet og originalitet er noget af det, der bliver kigget efter. Center for Journalistik leder efter nye studerende, der viser, at de kan bruge det danske sprog både gramma-

tisk og til at udtrykke sig med. Men de leder også efter helt bestemte personlige egenskaber. »Mennesker, som viser vilje og ildhu i forhold til faget og mennesker med beslutningskraft og overblik«, forklarer Karsten Baagø.

Hvis du kan lege med sproget og samtidig har en almen viden om samfundet og verden omkring dig, er du godt på vej mod journalistdrømmen. Retterne leder efter lidt af det hele, når de læser de cirka 300 opgaver igennem. Så det handler kort og godt om at vise alt, du kan.

Pointsystem Det er helhedsindtrykket, der tæller.

Artiklerne bliver bedømt ud fra,

hvilke kvaliteter de indeholder. Det betyder, at hvis én opgavebesvarelse er helt ude i skoven, men de andre opgaver viser brugbare kvaliteter, er døren til journaliststudiet stadig åben.

Det kan lade sig gøre, fordi hver enkelt opgave får x-antal point.

Pointene bliver lagt sammen og giver din samlede score. Det højeste antal point, der er mulig at score, er 20. Men det er langt fra virkelighedens verden. Sidste år skulle man have minimum 7,21 point for at gå videre til samtalen.

Originalitet et plus Har du vist, at du har originale idéer, og har du det sproglige værktøj i

orden, er det måske dig, der bliver inviteret til samtale. Til samtalen vil du igen blive bedømt, og her er der maksimalt 30 point at hente.

Din score fra optagelsesprøven og samtalen vægter lige højt og giver til sammen det endelige resultat, der viser, om du er vores nye studerende eller ej.

Held og lykke!

miala11@student.sdu.dk

FOKUS

LIXEN | april 2012 | 21

Find fem fejl Videnstesten ved sidste års optagelsesprøve var plaget af fejl. I år tager Center for Journalistik deres forholdsregler for at undgå, at det gentager sig.

Kristian Højgaard Nielsen

Efter sidste års optagelsesprøve på Center for Journalistik stod studiet tilbage med røde ører. Medierne kunne berette om den ene fejl efter den anden i den videnstest, der skulle sætte journalistaspiranternes paratviden på prøve. Fem fejl havde sneget sig ind i testen, og det skal ikke gentage sig, hvis det står til centerleder Peter Bro. Han har taget ved lære af sidste års fejltagelser. »Vi har forsøgt at være mere opmærksomme på, at spørgsmålene skal have en mere endimensionel karakter, så man ikke får fortolkningsproblemer. Det var en af de ting, vi løb ind i sidste år. Nogle

var rendyrkede fejl, men der var også et fortolkningsproblem«, fortæller Peter Bro. Fortolkningen var for eksempel et problem, da ansøgerne skulle svare på, hvor tit muslimer beder. Svaret kunne både være tre og fem gange om dagen alt efter, om man er shiaeller sunnimuslim. Den ekstra fokus på fortolkning er dog ikke det eneste tiltag, som skal rense ud i fejlene.

Tre par øjne bedre end to Tidligere blev videnstesten tjekket to gange, før de håbefulde ansøgere fik lov til at gå i krig med spørgsmålene.

Nu går Center for Journalistik med livrem og seler. »I år får vi prøven trippel-testet.

Så der er endnu mere tjek af de enkelte spørgsmål, og hvordan de kan forstås. Forhåbentlig kommer der nogle ekstra øjne på, som kan fange nogle ekstra fejl, så den kan blive bedre«, siger Peter Bro. Med disse forholdsregler håber Peter Bro, at videnstesten bliver en mere fejlfri oplevelse, når det næste kuld af journalistspirerer kommer til optagelsesprøve den 14. april. »Vi håber, at jeg undgår at blive lige så pinligt berørt som sidste år, og det samtidig kan gøre, at vi kan holde os i selen, for at vi kan gøre et godt stykke arbejde«, fortæller Peter Bro.

Ved redaktionens deadline havde de kommende studerende ikke fået svar på deres motiverede ansøgninger, og det har derfor ikke været muligt at få en kommentar fra nogle af dem. krini11@student.sdu.dk

En videnstest bliver til Underviserne fra Center på Journalistik sender hver især forslag til spørgsmål.

Derudover kontaktes i nogle tilfælde folk ude fra. Det sker, hvis testen skal indeholde spørgsmål på fagområder, der kræver en særlig ekspertise. Det kan for eksempel. være forskere fra både SDU og andre universiteter.

Stop stressen på stedet Stresscoach Lis Lyngbjerg Steffensen giver Lixen fif til, hvordan du kommer ’hel skindet’ igennem optagelsesprøven og panikdagen.

Johan Eriksen

Står du og skal til at præstere? Så gennemspil den ideelle situation i hovedet.

Visualisér den og fokusér på det positive.

Er du stresset, hyperventilerer du, så træk også vejret dybt fem til seks gange.

Tæl baglæns fra 999. Det lader den rationelt tænkende hjernehalvdel dominere i stedet for den følelsesmæssigt tænkende.

Hovedet skal stadig holdes koldt. Læg en professionel distance. Hav en mental armslængde til opgaven.

Skru ned for følelserne – det er ikke verdens undergang.

Tænker du, “Dette er vigtigt, men der findes vigtigere ting”, så kan det det tage toppen af nerverne.

Sæt dig behageligt og smid armene op, som om du skal til at juble højt som en vinder. ”Nå øh, jeg skulle bare lige strække mig” kan du gestikulere, hvis nogen kigger mærkeligt på dig. Bevægelsen frigiver ilt til hjernen, og det skader aldrig at tænke som en vinder.

Uddel krammere til nogen, du kender. Det er både rart og frigiver oxytocin, som er et afslapningshormon.

FAKTA

Og husk at få en god nattesøvn. En god nattesøvn kan klare mange af dine problemer.

Lis Lyngbjerg Steffensen er forfatter til de første bøger i Skandinavien om ledelse og stress.

Hun har skrevet bøgerne: ”Ledelse uden Stress”, ”Effektiv Uden Stress”, ”God Personaleledelse” (Børsens Forlag 2002, 2003 og 2005) ”Ledelse og Stress” (Jyllands Postens Forlag 2007).

Kilde: lyngbjerg.dk

OPINION

22 | april 2012 | LIXEN En praktikant fortæller

Meninger

Kære Lene ude-med-Riven-stad Simone Agger Maja Mazor

Det følgende er skrevet på vegne af den forrige RUST- og Lixenredaktion.

Vi starter selvfølgelig med at svare helt ærligt på dit spørgsmål: Hvorfor skriver du for Lixen/RUST? 1. Fordi det ser nice ud på mit CV, og fordi jeg vil have en god praktikplads.

Hvem vil ikke have en god praktikplads? Men mon ikke der skal mere til end en redaktørtitel? Om det ser nice ud på CV’et, ved vi ikke endnu, men vi håber da, at det hjælper.

2. Fordi jeg gerne vil lave noget på studiet, og der ikke var flere pladser i Studienævnet/Festudvalget/ KaJO. Hvis du havde din research i orden, ville du vide, at stort set alle medlemmer af den forrige RUST- og Lixenredaktion allerede er engageret i alle tre organer – og mere til.

3. Jeg skal jo have et eller andet sted at øve mig, når jeg ikke gider aflevere mine opgaver. Se i øvrigt punkt 1.

Vi forsøger alle at aflevere alt, hvad vi kan. Præcis ligesom resten af folkene på Medietorvet.

4. Fordi jeg gerne vil forandre studiet og stedet her til noget bedre. Jeg har en masse idéer.

Spot on.

For det har virkelig været vores intention. Vi har gennem det sidste år forsøgt at skabe debat, være kritiske

og forandre både Medietorvet og Syddansk Universitet. Og vi mener, at det langt hen ad vejen er lykkedes.

Men selvfølgelig ikke hver eneste gang. For vi er også ved at lære. Men at være kritisk er ikke den eneste vej til et succesrigt studentermagasin eller en succesrig studieavis. Det er også vigtigt at oplyse om, hvad der sker på studiet og på universitetet.

Hvem går her, hvad laver folk, og kan deres historier inspirere andre til at tænke nye tanker og gøre noget, man ellers ikke ville have gjort.

Du ved, konstruktiv journalistik er jo det nye sort. Og dét har altså også været vores opgave som chefredaktører på uddannelsens avis og universitetets studentermagasin.

Men hvis du mener, at vi har fejlet så fælt, og at vi ikke har forvaltet vores opgave ordentligt, hvorfor er du så ikke kommet til os noget før? Hvorfor venter du et helt år, før du skyder med skarpt fra dit skrivebord? Med mindre din klumme kun er rendyrket provokation.

”

Vi har givet ansvaret videre, og derfor kan vi ikke bruge den til andet end at blive vrede og fornærmede.

For hvorfor er det, vi skal skældes ud for at engagere os i studiet? Selvfølgelig er det helt legalt at rette kritik mod RUST og Lixen, som er studiets og universitetets ansigt udadtil. Men

”

Hvorfor venter du et helt år, før du skyder med skarpt fra dit skrivebord?

Simone Agger og Maja Mazor

at kritisere os for at være CV-liderlige er ikke bare en provokation – det er nedværdigende. Vi har sat fitness på standby, sagt nej til fester og familiefødselsdage og brugt utallige frokostpauser på at ringe interviews hjem.

Vi har siddet på universitetet fra 9-03 i weekenden for at sætte de sidste kommaer og diskutere, om vinklen nu også holder.

Og det ville vi ikke have kunnet klar

Er du ikke interesseret i at forbedre RUST og Lixen, eller får du et større kick ud af at svine det til bagefter?

Er du ikke interesseret i at forbedre RUST og Lixen, eller får du et større kick ud af at svine det til bagefter?

Vi har i et år higet efter meninger om vores arbejde, men vi er blevet mødt med total tavshed. Vi har efterlyst feedback, idéer til historier, som man ikke altid selv opdager som studerende, men vi har ikke fået noget.

I hvert fald ikke før nu. Men hvad kan vi bruge din kritik til i dag?

man bliver stillet til ansvar for de ting, der bliver offentliggjort, og hvor det kan få konsekvenser for dem, man skriver om.

Og ja, vi har også fejlet. Men vi går på en uddannelse for at lære, og ingen kan gøre det fejlfrit første gang.

Vi er stolte af det arbejde, vi har

- Simone Agger og Maja Mazor

et, hvis ikke det var fordi, vi virkelig ville det. Altså ville RUST og Lixen.

For os har det ikke handlet om en linje på CV’et. For os har det handlet om at få erfaringer med journalistikken, idéudvikle og at lære at håndtere forskellige slags kilder samt ringe rundt til alverdens mennesker og organer uden at ryste på hånden. Alt sammen på en platform, hvor man rent faktisk kan få tørre tæsk, hvor

lavet. Og vi er stolte af, at vi har gjort noget for studiet. For det føler vi, vi har. Også selvom vi ikke er en del af din elskede fighterårgang.

Hvis du bliver ved med at kritisere alle nye Medietorvsgængere og give RUST og Lixen et øv-agtigt ry, så kan det være, at Medietorvet – altså en journalistuddannelse – ender uden en avis og universitetet uden et uafhængigt studentermagasin.

Så kære Lene ude-med-Riven-stad.

Tak for din provokation. Den har fået os til at reflektere over vores arbejde som chefredaktører, og vi har sgu gjort det godt.

Venlig hilsen

Maja Mazor Simone Agger P.s.: Husk, at RUST er med versaler.

P.p.s.: Tag nu endelig denne her klumme personligt, fordi det ER dig, vi taler til. simic09@student.sdu.dk mamaz10@student.sdu.dk

Den journalistiske prygelknabe Kristian H. Nielsen

Det er med en snert af stolthed, at jeg fortæller andre, at jeg studerer journalistik. Mit ego bliver tilfredsstillet på et primitivt niveau, når folk nikker imponeret. Det er såmænd rart med et par akademiske appelsiner i turbanen. Samtidig bliver samtalen stimuleret mere, end hvis jeg havde fortalt dem, at jeg læste til datamatiker. En dosis socialt smøremiddel.

Ja, det er noget af et studie, vi har, men medaljen har en bagside. For ikke alle nikker imponeret. Andre lægger hovedet på skrå, rynker øjenbrynene og beslutter sig for at lege Clement Kjersgaard. De er blevet trætte af at råbe af tv-skærmen og har besluttet sig for at komme af med en portion galde. »Hvorfor stiller I journalister altid så dumme spørgsmål?« »Hvorfor handler nyhederne stort set kun om ligegyldige ting?« Personen overfor dig har set sig sur på den danske journaliststand og har besluttet, at du skal gøres ansvarlig for alle ugerninger bedrevet af Go’ Aften Danmark og Ekstra Bladet. Hvad skal man dog svare? Undskyld, jeg lover at tage din klage med til journalisttandens møde næste torsdag.

Det er jo komplet hjernedødt. Der giver ikke mening, at jeg skal stilles personligt til ansvar for, hvad mine fremtidige kolleger går og laver. Jeg går jo ikke ind på en tilfældig restaurant og skælder kokken ud, fordi jeg engang fik en dårlig shawarma på Kebabhouse. En journalist skal være indstillet på, at folk har en mening om det, de går og laver, men der må dog være grænser. krini11@studet.sdu.dk

OPINION

LIXEN | april 2012 | 23

Sjarme, selvtillid og lækkert CV Karsten Baagø

Jeg fører ikke statistik over hvem og hvor mange, der hedder A og B. I virkeligheden kan jeg også være ligeglad – det er ikke mit bord, hvis jeg endelig skal være kold i røven.

Og fortæl mig det, hvis det ER et spøgelse, jeg synes, jeg ser. Det vil kun være godt. Men jeg mener nu at kunne sige noget tilnærmelsesvist sandt, når jeg hævder, at I laver A hold og B hold på jeres årgange.

Vi undervisere vender det af og til imellem os. Mest når vi indser, at arbejdet med Lixen og Rust er vigtigere for jer end studiet. Det indser vi, når der er rigtig mange tomme stole i klassen, fordi Lixen og Rust skal ud i regn og slud. Og fuld respekt for det. Virkelig!

Det er slet ikke den diskussion, jeg har lige nu. Det, jeg vil sige noget om,

handler om årsag og virkning, hvor min præmis er: Uegennyttige handlinger findes ikke. Idealisme er altid spædet op med en vis portion egoisme. For nu at snakke firkantet.

Så uanset hvor hårdt I slider, uanset hvor fede de tidsrøvende projekter uden for selve studiet er, og uanset alt det gode I gør, så er I også styret af noget fordømt noget, som jeg synes skal holdes under kontrol: nemlig presset udefra.

For motivet til jeres mange timer med Lixen og RUST (for eksempel) udgøres både af ildhu og entusiasme OG en god portion selv-branding.

I jagter det sexede CV, I er lokket af udsigten til at komme mulehåret foran jeres sidekammerat i kampen om karrieren, kontanterne og praktikpladsen. I slås for den gode journalistik i Lixen og RUST, den er jeg med på – men samtidig gør I jer til

hinandens konkurrenter.

Den dans er der så andre, der ikke deltager i. En del af hver årgang kommer af forskellige grunde ikke på det sexy A hold, men føler sig derimod som ”B’ere”. B for Bagside.

B for Bekymring. B for Bagud.

Dem møder jeg på hvert semester.

Ikke i hobetal - slet ikke. Men jævnligt. De kommer ind på mit kontor og fortæller om dårligt selvværd, tungsind, angst og stress. De fortæller om sammenholdet, der blev væk og om at føle sig udenfor. Indimellem græder de, går til læge, får piller. Og langt de fleste klarer sig igennem trængselstiderne, bare rolig, men de har det ikke særlig sjovt, mens de klarer den.

Efter min mening opstår A’ere og B’ere, fordi I har blikket for stift rettet mod alt det udenfor. Derude hvor konkurrencen venter på jer.

Derude, hvor der ikke er jobs nok, (eller er det rettere drømmejobs nok?), derude, hvor I skal bokse med lønforhandlinger, prestige, status, karriere og succes.

Det lyder slemt, men er det egentlig ikke. Virkeligheden bliver tit gjort værre, end den er. Det er også smadder dejligt med alle de ting, for man kæmper, man er noget, man har en værdi, har muligheder og indgår i en sammenhæng.

Men her på jeres egen privilegerede uddannelse dur de der markedskræfter, rundsave, karriereplaner

og kapløb sgu ikke rigtig. Her skal helt andre kræfter have lov at styre.

Det her er et væksthus, et laboratorium – et sted, hvor vi vokser. Det er nemlig jeres samlede uddannede og integrerede personlighed, der er det afgørende og vigtige og egentlige værdifulde. Ikke kun det fine CV. Og lige præcis det aspekt: at lade markedskræfterne blive udenfor og i stedet arbejde for, at vi alle sammen har det godt her - det er ikke kun den enkeltes ansvar. Det er vi fælles om. kba@journalism.sdu.dkk

… at alle, der bakker op om det journalistiske festudvalg, fortjener en masse kærlighed!

-Louise Haack, 2. semester

… at det var en pissefed revy!

- Xenia Kruse Kessler, 4. semester

… at der bør skæres ned på pladserne til journaliststudierne i tider, hvor nyuddannede journalister kan gå ledige i flere år, før de finder job.

- Sebastian Nørgård, 4. semester

… at gangen ned til Medietorvet burde omdøbes til Sophie Bremers Allé.

- Line Tornvig Martinussen, 2. semester

... at den burde hedde PeterBrogade i stedet.

- Mads Ellegaard, 2. semester

… at gydehutten skulle erstattes af et rullende fortov. Så lover jeg aldrig at komme for sent til en forelæsning.

- Kristian Højgaard Nielsen, 2. semester

… at det er pisse irriterende, at mange (både undervisere og studerende) har et sexistisk sprogbrug, når de bruger ord som »gay« i flæng. Ordet bruges oftest om ting, der skal benævnes som noget dårligt. Det sætter tingene lidt i perspektiv, når man tager i betragtning, at vi forhåbentlig skal være meningsdannere og sproglige forbilleder!

… at det er vildt, at man både får forsikring af radio- og tv-udstyr, praktikbeskyttelse, gratis a-kasse og meget mere for 108 kr. om måneden i KaJO! - KajO

- Laura Na, 2. semester

… at det er for vildt, at lixen.dk har haft over 10.000 klik den sidste måned!

... At KaJo burde købe en annonce, hvis de vil bruge “i øvrigt mener jeg” til at reklamere - Kristian Corfixen, 2. semester

- Lixens webredaktører, 2. semester

… at Jonas Blom er en fantastisk mediesprogslærer!

- Begejstrede studerende, 2. semester

Bagsiden