Lixen - marts 2012

Mangel på fotofærdigheder

En rundspørge viser, at over halvdelen af de journaliststuderende ingen erfaring har med at tage billeder. De efterlyser fotokurser.

Kendisfaktor vokser

Sørine Gotfredsen kritiserer journalistbranchens kendisfikserede udvikling.

Scoop med Skyum

Rune Skyum kommenterer rubrikker, fortæller om fredags-øl og sine forventninger til jobbet som ny mediesprogslærer på SDU.

Lixen

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 14. årgang | 1. nummer | marts 2012

Journaliststuderende dyrker kun konflikter Christine Brink, Christina Nordvang Jensen

Studerende fra Center for Journalistik fokuserer kun på de negative historier, lyder kritikken fra Odense Kommune. »Kritiske historier – det gør vi ikke mere«, lød meldingen fra By- og

Kulturforvaltningen i Odense Kommune, da en journaliststuderende fra Center for Journalistik ringede.

I dag er tonen en anden. Afdelingen hilser kritisk journalistik velkommen. Men kontorchef Thomas Japp og trafikplanlægger Connie Juel Clausen kritiserer de journaliststu-

derendes tilgang til journalistikken.

De studerende fokuserer kun på konflikter og fortæller aldrig den positive side af historie, lyder kritikken. »Vi har følt os skamridt og misbrugt«, siger Connie Juel Clausen.

Hun mener ikke, at skatteborgerne får noget ud af, at hun bruger sin tid

på de studerendes kritiske historier.

De to ansatte har også en anden kritik af de studerende. Journalistaspiranterne har ikke styr på deres udstyr, de er uhøflige og koordineringen af opgaverne på studiet fungerer ikke. »Man kan blive rigtig, rigtig

irriteret, når I ringer og siger: “Jeg er journaliststuderende. Ring!”«, siger Connie Juel Clausen.

Lixen tog en tur på kommunen til en snak om kritisk journalistik.

Fortsættes på side 3

Brügger og Bertelsen »Jeg tror ikke, at jeg havde overlevet Danmarks Radio, hvis Mikael ikke havde været der. Man er afhængig af at have nogen, man har et fælles sprog med«.

Sådan fortæller Mads Brügger, da Lixen møder ham og Mikael Bertelsen på et kanalchefkontor i det indre København De to er efterhånden blevet synonym med hinanden. Gennem ti år har makkerparret leget frit med form og funktion i mediebranchen - med både succes og maveplaskere til følge.

I månedens portræt fortæller Brügger og Bertelsen om deres første samarbejde. De fortæller om forskelligheder, om at være uenige som udgangspunkt og om forudsigeligheden, der møder dem med kassetænkning og konformitet.

Skævhed er ikke et udgangspunkt for de to, men det er som oftest den måde, der er bedst til at ramme det, de søger.

Læs portrættet på side 9

2 | marts 2012 | LIXEN

Indhold

Leder

UDDANNELSE

Hypotetisk set: Hvis Titanic havde sejlet rundt i din mave, ville det så nogensinde være sunket? Spørgsmålet er, om der ville være noget isbjerg at sejle ind i?

En medieluder fortæller om strabadserne på weekendturen til Vallekilde Højskole. Hør om foredragene, festen og de famøse flaskeøl.

Side 8

Vi taler naturligvis om is. Den der sidder i maven og er essentiel for at agere som en god journalist. Og journaliststuderende.

I de sidste par uger er nye journalister blevet kritiseret for uhæmmet at aflevere deres artikler til gennemsyn. Kritikken kom fra politikeren Søren Espersen (DF), og debatten kører på journalisten.dk.

Dét er også blevet diskuteret ivrigt på Medietorvet, især i forbindelse med den overståede eksamen. For er det i orden at udlevere citater og artikler til gennemsyn? Vi studerende har åbenbart vidt forskellige erfaringer, og vi er meget uenige. Ofte handler det om den temperatur, der var i maven, da kilden tog telefonen.

BRANCHE Journalister skal væk fra kontorerne og ud i virkeligheden.

Sådan lyder meldingen fra journalist Olav Hergel. Læs om hans holdning til branchen og hans gode råd til de journaliststuderende.

Side 9

Når en kilde insisterer, kan isbjerget i maven hurtigt blive til en ynkelig masse af tø-sne. For hvor går grænsen? Og findes den overhovedet?

Det kan være svært at ringe som studerende, journaliststuderende, der gerne vil interviewe kilden et par minutter eller en time. Du kan måske få tanken, at du spilder kildens tid. Men det er forkert. Vi skal bruge deres tid, for vi spilder den i hvert fald ikke!

PORTRÆT

Situationen bliver ikke lettere, når folk ikke vil tale med dig, eller decideret afviser at deltage i din historie, fordi de har haft dårlige oplevelser med andre studerende.

Den ene er frembrusende. Den anden forsigtig. Men det er forskellighederne, der binder dem sammen. Lixen har mødt Mads Brügger og Mikael Bertelsen til en snak om deres ti år lange makkerskab.

Side 10-11

Dét har vi sat på dagsordenen i månedens Lixen. Under håndværkseksamen på 1. semester i år fik en studerende en opsang fra SF-politikeren Jonas Dahl, fordi hun var nummer tyve, der ringede. På Odense Kommune afviste de i sommer at deltage i kritiske historier.

Lixen har taget sagerne op og snakket med kilderne om, hvorfor de er trætte af de studerende. Vi blev indkaldt til kommunemøde, og vi har diskuteret den måde, vi agerer på som journaliststuderende. Artiklerne kan du læse på side 3 og side 21.

FOKUS

De etiske principper kan hurtigt tilsidesættes, når en deadline nærmer sig. Men du skal tage stilling. For tidspresset, som du oplevede i eksamensperioden, er også på de danske redaktioner. Det kan ikke nytte noget, at vi giver kilderne fri redigeringsret, fordi vi er stressede og er bange for at historierne falder.

Hver tredje studerende på Medietorvet er vil gerne være kendt. Debattør Sørine Gotfredsen mener, at de danske journalister er blevet for kendisfiserede.

Lixen sætter fokus på kendisfaktor i journalistik.

Side 16-21

Når det er sagt, så glæder vi os til at præsentere et Lixen med nyt layout og en opdateret hjemmeside. Besøg den, diskuter, del og like. Lixen er DIT , og vi vil gerne høre, hvad DU mener.

OPINION

På vegne af redaktionen, Kristian og Christine

Lene Rimestad giver frit afløb for kritikken af CV-liderlige studerende og nedlægningen af tilvalgsuddannelsen diskuteres.

Side 23

P.S. Kære Lene ude-med-Riven-stad. En titel på CV’et kan ikke opveje rander under øjnene på størrelse med tekopper og et kaffeforbrug større end rundetårn. Vi er andet end en flok CV-liderlige, selvfede redaktører. Vi laver Lixen med ild og sjæl, fordi vi faktisk synes, det er vigtigt. Og sjovt. Og fordi vi ikke kan lade være.

Lixen

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Avisen dækker udviklingen og tendenser om mediebranchen og på landets journalistuddannelser

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer

Christine Brink

Kristian Corfixen

Christine Randa

Mads Ellegaard Hansen

Christina Nordvang Jensen

Chefredaktør

Ansv. chefredaktør

Redaktør

Redaktør

Redaktør

Tinne Hjersing Knudsen

Maria Arcel

Morten Buttler

Rasmus Hinchely Gade

Bjørn Hvidsteen

Redaktør

Redaktør

Webredaktør

Webredaktør og grafiker

Billedredaktør og fotograf

UDDANNELSE

LIXEN | marts 2012 |

SDU’ere dyrker kun konflikter By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune er godt trætte af journaliststuderende fra SDU. De studerende fokuserer for meget på konflikter og fortæller aldrig den positive historie, lyder kritikken.

Christine Brink, Christina Nordvang Jensen

»Vi har besluttet os for, at kritisk journalistik - det gør vi ikke mere.

Men et andet projekt, det vil vi rigtig gerne. Hvis du vil tænke over, om du kan lave en anden artikel og snakke med din lærer om det, så vil vi rigtig gerne det«.

Sådan lød det fra By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune, da journaliststuderende Mads Ellegaard i sommer ringede for at få en kommentar til sin første artikel på studiet.

I dag er tonen en anden i afdelingen under Odense Kommune.

Her byder kontorchef Thomas Japp og trafikplanlægger Connie Juel Clausen velkommen til en snak om kritisk journalistik. »I må meget gerne være kritiske.

Den kritiske gode vinkel er tit den, der fører til noget helt nyt«, siger Connie Juel Clausen.

De to medarbejdere har dog en anden kritik af de journaliststuderende. De studerende fokuserer for meget på konflikter og for lidt på den positive side af historien. »Vi har følt os skamridt og misbrugt, og det er ikke til nogens bedste. Jeg er jo ansat af skatteborgerne«, siger Connie Juel Clausen og påpeger, at det er spild af skatteborgenes kroner, hvis afdelingen bruger for meget tid på de kritiske historier.

den konstruktive journalistik. Men studielederen understreger, at det ikke skal være kilderne, der sætter præmissen for, hvordan de studerende udformer en historie. »Det skal ikke være kilderne, der bestemmer, hvordan vi laver journalistikken her. Det er de journaliststuderende, der bestemmer, hvad vinklerne er, og hvem de vælger som kilder«, siger han.

Som uddannelsens opbygning fungerer nu, har de journaliststuderende undervisning i konstruktiv journalistik på fjerde semester. Peter Bro vil ikke afvise, at dette aspekt kan introduceres allerede på første semester.

Baagø kan ikke se, hvordan forslaget skulle være praktisk muligt. Han mener ikke, at håndværkslærerne stiller for snævre opgaver, eftersom de studerende er frit stillede til at skrive om det, der interesserer dem. »Det står enhver kilde frit for at sige: ”Nej, jeg har ikke tid”. Det er helt okay og legalt at gøre. Myndigheder og institutioner i Odense vil naturligvis være påvirket af, at der er en journalistuddannelse. Det kan vi simpelthen ikke undgå, og det hører med til, at vi er her«, siger han og opfordrer til gensidig fleksibilitet og forståelse.

Bro indbyder til kaffe Thomas Japp har et forslag til, hvordan samarbejdet og kommuUhøflige manerer nikationen kan blive bedre mellem Den konfliktsøgende tilgang er ikke kommunen og de journaliststudedet eneste Thomas Japp og Connie rende.

Juel Clausen er utilfredse med ved de »Vi hører generelt, at folk bliver journaliststuderende. De kritiserer misforstået. Jeg tror det, der ofte går de studerendes tekniske færdighedgalt er, at man ikke har en forventer, manerer og den generelle koorningsafstemning med hinanden«, dinering af opgaver på studiet. siger han.

Connie Juel Clausen slår især ned Peter Bro imødekommer forslaget. på de studerendes måde at kontakte Han opfordrer de studerende til at kommunen på. tage en samtale med kilden om for»Man bliver rigtig, ventninger enten rigtig irriteret, når I » Vi har følt os skamridt før eller efter et ringer og siger: ”Jeg og misbrugt interview. er jounaliststuderConnie Juel Clausen »Det er altid ende. Ring!”. Eller en god ide at afendnu værre besked nummer to: stemme forventninger, så man und”Hvorfor har I ikke ringet endnu?” går de pludselige opstød hos kilder, Lidt venlighed er super godt«, siger som føler sig forurettede eller ikke Connie Juel Clausen. lige har set en historie komme«, Hverken de studerende eller unsiger han. derviserne, som Lixen har talt med, Studielederen har også et andet kan genkende Connie Juel Clausens forslag. Peter Bro har tidligere inviKlassisk konflikt beskrivelse af de uhøflige manerer. teret forurettede kilder ud på Center På Center for Journalistik forklarer »Hvis det havde været et problem, for Journalistik. Samme invitation studieleder Peter Bro, at den kritiske der var gennemgående på tværs af giver han Thomas Japp og Connie tilgang er en af grundstenene i jourvores årgange, så havde jeg hørt om Juel Clausen. nalistikken. det«, siger håndværkslærer Karsten »Det ville komme en større grup»Man må Baagø. pe journaliststuderende til gavn og som kilde » Det skal ikke være Han understreger, at glæde. Samtidig kunne kilderne få indstille sig kilderne, der bestemmer, han tager Connie Juel konfronteret nogle af deres fordompå, at det hvordan vi laver Clausens beskrivelser me om, hvordan man laver nyhedser en del journalistikken her for gode varer, selvom formidling«, forklarer han.

Peter Bro af virkelighan ikke genkender bilheden. En ledet. chrij11@student.sdu.dk af de væsentligste funktioner i jourchkje11@student.sdu.dk nalistiken er denne her kontrolfunkInddel jer i emnegrupper tion, hvor man er en form for fjerde I afdelingen på Odense Kommune statsmagt«, siger han. er det ifølge Thomas Japp ligeledes Kritikken overrasker dog ikke et problem, at de studerende ringer studie-lederen, som før er blevet på samme tid. Han foreslår derfor, at ringet op af kilder, der har haft underviserne opdeler de studerende samme dom. i forskellige emnegrupper. »Det er en klassisk kritik af journa»Man kunne sige, at en tager cykling, listikken, at vi i vores fag er for optagen tager OB eller en tager REVA-cenet af at fokusere på de problemer, der tret. Så man har nogle puljer, hvor er i samfundet«, siger han. der er forskellige mennesker og resPeter Bro mener, at kritikken kan sourcer«, siger han. rettes mod alle landets journalister. Han ser dog gerne, at de studePraktisk umuligt rende får indblik i alle grene af Idéen bliver ikke mødt med jubel på journalistikken.

Herunder også Center for Journalistik. Karsten

Samarbejde. På Odense Kommune fik Lixens udsendte en seddel med eksempler på “det gode samarbejde” mellem studerende og kommunen.

Connie Juel Clausen fremhæver blandt andet et tema om cykling i samarbejde med kurset “Lær Dansk” og et projekt med 8.klasse på Provstegårdsskolen. Foto: Bjørn Hviidsten

Foto: Sandra M. Skals

UDDANNELSE

| marts 2012 | LIXEN

Journaliststuderende kan ikke stille skarpt En rundspørge på Center for Journalistik viser, at de studerende ikke føler sig sikre med et kamera i hænderne og ønsker undervisning i fotografi. Folk i branchen nikker anerkendende.

Kristian H. Nielsen

Lukkehastigheder, hvidbalance og objektiver er fremmedord for de fleste journaliststuderende ved Center for Journalistik. En rundspørge viser, at 59 procent af de studerende enten er meget lidt erfarne eller helt uerfarne med et kamera. Selvom det står sløjt til med de studerenes evner som fotografer, viser undersøgelsen også, at de gerne vil blive bedre. Næsten 80 procent svarede, at de ønskede et kursus i fotografi som en del af deres uddannelse. De journaliststuderende står ikke alene med deres ønske.

Billedbevidste journalister I dele af branchen bliver fotokompetente studerende varmt mod-

taget. Fyens Stiftstidende brin-ger dagligt billeder taget af journalister.

Desuden har flere af journalisterne på lokalredaktionerne allerede fået kurser i at håndtere et kamera.

Kasper Løvkvist, der er nyhedsredaktør på Fyens Stiftstidende, kan se fordele ved, at journaliststuderende bliver bedre udrustet på billedsiden. »Det kunne være en god idé med undervisning i fotografi. Det ville højne de journaliststuderendes forståelse for billeder. De skulle selvfølgelig tage mange flere billeder, men det ville være godt for at give dem en forståelse af billedets betydning i journalistikken«, siger Kasper Løvkvist.

I den anden ende af landet på Jyske Vestkysten i Esbjerg lyder de samme toner. Her er det helt frivilligt, om en journalist tager et billede, men billeder taget af en journalist er en sjældenhed, forklarer Holger Madsen, der er redaktør på Jyske Vestkysten i Esbjerg. Han så gerne, at journalisterne tog flere billeder. »Vi vil gerne bringe flere billeder for at blive mere tilstedeværende, men vi har ikke nok pressefotografer. De kan jo ikke være alle steder, og vi må prioritere. Der er mange situationer i hverdagen, hvor journalisten lige

så godt kan tage billedet selv«, siger Holger Madsen.

Han tilføjer, at pressefotograferne har nogle evner, journalister ikke kan få. Men det betyder ikke, at journalisten i nogle tilfælde kan gøre fotografens arbejde.

Journalistikken i fokus Tidligere blev de journaliststuderende på Syddansk Universitet undervist i fotografi. Det var dog relativt begrænset, og undervisningen blev senere udfaset, fortæller Lene Rimestad, der er journalist og lektor ved Center for journalistik. »Det blev besluttet, at undlade fotografi for at fokusere på de journalistiske kernefærdigheder som for eksempel vinkling og idéudvikling. Det var vurderingen, at de studerende ikke ville komme til at tage særligt mange billeder som journalister alligevel«, siger Lene Rimestad.

Hun tilføjer dog, at hvis journalistpraktikanterne kommer tilbage og føler, at deres manglende erfaring med et kamera var en ulempe, kan fotografiundervisning få et comeback. krini11.student.sdu.dk

Fotokatastrofe: Lixen demonstrerer her, hvor galt det kan gå, hvis man ikke er vant til at tage billeder.

Illustration: Rasmus Hinchely og Bjørn Hvidsteen

Grin og generalforsamling

Tirsdagsforedrag på standby

Mød dit kommende pratiksted

Bond-babes til fakultetsfest

Undervisere flytter kontorer

Traditionen tro vil Medietorvet danne ramme om KaJO’s årlige generalforsamling. Arrangementet er lørdag 3. marts klokken 14.30 og frem til de sene eftermiddagstimer. Når alle de formelle sager er blevet drøftet og vedtaget, vil der blive serveret aftensmad. Efterfølgende vil årets hold af spirerende skuespillere levere et glamourøst show til stimulering af lattermusklerne. Før, under og efter revyen vil festudvalgets barmandskab stå til rådighed for det tørstige journalistfolk. Det bliver et brag!

17 studerende. Så mange mødte op, da Rune Rex holdte foredrag om idéudvikling på Medietorvet.

Det er for lidt. Og derfor var 28. februar sidste gang, du havde mulighed for at opleve et såkaldt tirsdagsarrangement. Det fortæller Christine Landry Brandt, som sidder med ansvaret for oplæggene.

Tirsdagsforedragene, der havde til formål at supplere undervisningen på studiet, bliver sat på standby resten af semesteret. Arrangementet vender måske tilbage efter sommerferien.

Fredag 9. marts klokken 10.00-13.00 inviterer Center for Journalistik de studerende og landets praktiksteder til praktikmesse på Syddansk Universitet. Jyllands-Posten, TV 2, DR, Politiken, Se og Hør, metroXpress og mange flere vil stå klar ved caféborde på Campustorvet. Formålet er, at de studerende kan møde praktikvejledere og praktikanter til en uformel snak inden Panikdagen.

Arrangementet er henvendt til 4. semester, men interesserede fra 2. semester er også velkomne til at kigge forbi. Du skal bare møde op.

Det kræver ingen tilmelding.

Hele det samfundsvidenskabelige fakultet går sammen og laver årets vildeste fest. Temaet er James Bond, så der skal suites up. Der vil være god mulighed for at vise dine evner med pistoler og gode scoretricks. Festen starter klokken 20.00, og der er gode grunde til at komme tidligt. Kommer du inden klokken 21.00, er der happy hour og mulighed for at få taget et billede på den røde løber. Billetten til festen koster 30 kroner i forsalg og 50 kroner i døren. Så skynd dig ind på Facebook og køb din billet.

Undrer du dig over, hvorfor det runger hult, når du kalder efter underviserne på lærergangen? Fortvivl ikke! Fra 9. marts flytter Center for Journalistik ind på Instituttorvet på den anden side af Medietorvet. Underviserne fra håndværk og de akademiske fag skal nu sidde dør om dør, og det kan ifølge studieleder Peter Bro få en positiv indvirkning på samarbejdet mellem de forskellige fag.

De nye lokaler indvies med en reception fredag d. 9. marts klokken 14.00 – 16.00. Alle er velkomne, og der er præmier til den, der er bedst til ”tipen-13’er” om instituttets ansatte.

Kristian Isaksen

Brink

Brink

Mia Laursen

Brink

UDDANNELSE

LIXEN | marts 2012 |

Retteblæk: Lixen overlod fuldt ud redigeringsretten til Rune Skyum-Nielsen, da der skulle vælges rubrik til artiklen. Illustration: Morten Buttler

Rune Skyum-Nielsen er ny mediesprogslærer på Center for Journalistik.

Lixen mødte den populære skribent til en snak om forventninger, fredags-øl og bogstavet Æ.

Christine Brink

»Han er jo sprogets rockstjerne!«, udbryder en studerende, da han opdager, at Rune Skyum-Nielsen skal have 4. semester i faget mediesprog.

Selv er den københavnske skribent overrasket over sin status som sprogligt forbillede. Han tager netop udgangspunkt i sine egne fejl, når han underviser. »Jeg tror, det er vigtigt at give folk klare bud på, at jeg bestemt ikke er ufejlbarlig. Mange af de eksempler, jeg hiver frem, handler om ting, jeg ville have gjort anderledes i dag«, siger Rune Skyum-Nielsen, der sammen med Jakob Moll skal finpudse de studerendes skriftsprog inden praktikken.

En coverman Rune Skyum-Nielsen er bedst kendt som manden bag forsiderne på DSB-

magasinet Ud & Se. Selvom den 33årige skribent er vant til at bevæge sig i de højere medielag som musikanmelder på Information, redaktionschef på Cover Man, skribent på Euroman, medstifter af magasinet Københavner – og listen kunne blive ved - betyder undervisningen på Center for Journalistik noget ganske særligt.

Hans far, Peder Skyum-Nielsen, var professor i sprog ved Syddansk Universitet, og selv er Rune SkyumNielsen uddannet journalist fra centrets første årgang i 2002. »Jeg kan godt lide, at de journaliststuderende stadigvæk gerne vil lære og ikke bare er i mediebranchen, fordi det er smart, eller fordi der er en god løn. Ikke endnu, i hvert fald, det kan jo tids nok komme«, siger han, da Lixen møder ham efter hans første forelæsning som sproglærer.

Rune Skyum-Nielsen forventer ikke, at de journaliststuderende har læst hele pensum til hver gang. Til gengæld skal de ville faget. Ellers kan det være ligegyldigt. Men de studerendes engagement er ifølge sproglæreren højt, indtil videre, og han kan genkende sig selv i flere af dem. »Der er et par stykker, der er, ligesom jeg var dengang: Kommer med forslag, går op i pausen og gør mig opmærksom på ting, jeg har overset.

Sådan var jeg også. Jeg var ret entusiastisk«, siger han og griner.

Fredags-øl og ord med Æ Lysten til at genopfinde sproget og skrive en sætning, der gør dig glad, driver Rune Skyum-Nielsen. Entusiasmen omkring det danske sprog er tydelig, og han svarer prompte, da han skal give et bud på sit yndlingsord. »Alle ord med Æ. Fordi ord med Æ bare er flottere. Prøv med ængstelig, ærgerrig, ædel, ælte eller nænsom.

Det er dansk, når det klinger lifligst«, forklarer han.

Af samme grund har han bogstavet tatoveret på sin venstre arm. Forelskelsen i sproget er ikke til at tage fejl af, og Rune Skyum-Nielsen er ikke i tvivl om, hvad han kan tilføre faget – den førnævnte entusiasme: »Og en vilje til at ville gøre de studerende bedre. Det er også altid godt med noget konkurrence, så hvis der kommer nogle dygtige ud, er det kun skærpende for sådanne typer som mig selv«, siger han.

I første omgang skal Rune SkyumNielsen undervise på fjerde semester indtil sommerferien. Han har så småt gang i to hemmelige bogprojekter, og derfor er det endnu ikke klart, hvor i verden han befinder sig næste år.

Han ved heller ikke, om SDU stadig

vil have ham til den tid, tilføjer han.

Efter sin første forelæsning er Rune Skyum-Nielsen temmelig tilfreds med at være tilbage på skolen. Men der er ifølge underviseren plads til flere forbedringer. På trods af Æ’et i ordet skemaplanlægning, er timefordelingen ikke faldet ud til fordel for den nye underviser.

»Jeg er da lidt skuffet over, at jeg har fået timer mandag morgen, og at det ikke er fredag klokken fire, hvis det kan være svar nok. Men hvis I giver en øl i København, så er jeg frisk«, siger han og griner.

Opfordringen er hermed givet videre.

chkje11@student.sdu.dk

Hjem. Rune Skyum-Nielsen er tilbage på Center for Journalistik - nu i rollen som underviser.

Foto: Bjørn Hvidsteen

UDDANNELSE

| marts 2012 | LIXEN

Piratskribenter på Kravlingjagt Fra et kontor på forlaget Pressto i indre København til virkelighedens pirateri i Somalia. De to SDU’ere, Camilla Stampe og Laura Marie Sørensen, er nomineret til årets Kravling for deres bog ”Piratjagt – kampen om menneskeliv og millioner”.

Christina Nordvang Jensen

Somaliske pirater, prostituerede og en gæstfri befolkning i verdens farligste land. Det var, hvad der mødte Camilla Stampe og Laura Marie Sørensen, da de tog til Somalia for at samle indtryk og materiale til deres bog.

Efter et intensivt ti måneders langt projekt kan de to unge journalister nu se sig belønnet med en Kravlingnominering. »Vi ser det begge to som en meget stor ære, og vi er meget glade for nomineringen. Det er dejligt at blive bekræftet i, at det er et godt stykke arbejde«, siger Camilla Stampe.

I den nominerede bog kommer man helt tæt på pirateriet i Somalia. Ikke kun med fokus på gidselstagerne. »Vores ambition med bogen var, at man skulle hele vejen rundt om pirateriet og opleve pirateriet fra flere forskellige vinkler, fordi man typisk i medierne kun læser om de forfærdelige gidseltagere. Det er sjældent, at man hører det fra den anden side«, forklarer hun.

Til verdens farligste land Det var på Information, hvor Camilla Stampe er ansat i et vikariat, at hun fik opsnuset, at forlaget Pressto ville lave en bog om pirateri. Camilla Stampe og Laura Marie Sørensen skulle til at skrive speciale og så emnet som ideelt til de to. Det ramte lige ned i et fælles interessefelt.

I starten havde de egentlig tænkt, at rejsen kun skulle finde sted inden

for Europas grænser. Men så mødte de Nasib Farah, en dansk-somalier og konsulent, og projektet tog en ny drejning. »Efter et par måneder lavede vi et interview med Nasib Farah, som har lavet en dokumentarfilm om pirater. Det er ham, der fortæller os, at det godt kan lade sig gøre at rejse til Somalia, hvis man har de rigtige lokale kontakter«, forklarer Camilla Stampe.

På det tidspunkt havde de ikke set det som en mulighed at tage til Somalia. Men det ændrede sig efter mødet med Nasib Farah. »Det begyndte at gå op for os, at det måske ikke var fuldstændig hul i hovedet at rejse til Somalia. Vi fandt ud af hvor stort et netværk, Nasib Farah havde dernede, og det overbeviste os om, at vi ville være i sikkerhed.

Vi endte med at tage af sted, fordi vi stolede på hans kontakter«, fortæller hun.

Det skulle vise sig, at Nasib Farah blev en betydningsfuld person for projektet. Hans netværk tog dem rundt i Somalia hos alt lige fra de prostituerede, der tjener penge på pirater til unge drenge, der vil være som piraterne. »Vi kunne aldrig have opstøvet de kontakter på egen hånd«, fastslår Camilla Stampe.

Med livvagter på natarbejde Der lå en del forberedelse forude for turen til Somalia. Interviewene foregik på skæve tidspunkter af døgnet, så det var essentielt at have spørgsmål og blok klar. »Vi vidste aldrig rigtig, hvornår interviewene skulle finde sted. Midt

Piratjagt. Rejsen til Somalia bød på mange interessante møder. Camilla Stampe og Laura Marie Sørensen møder her Khadro - en somalisk kvinde, der tidligere har solgt khat til pirater.

Foto: Privat om natten kunne vi blive vækket og få at vide, at nu kom der nogen, vi kunne snakke med. På den måde var det enormt svært at planlægge«, siger Camilla Stampe.

Selvom de befandt sig i et af verdens farligste lande, så opstod der aldrig for alvor frygt hos de to. Men de var også beskyttet af syv livvagter døgnet rundt. Camilla Stampe kan dog alligevel nævne et par episoder, hvor utrygheden meldte sig. »Et nat skulle vi køre gennem nogle bjergområder, hvor vi havde fået at vide, at den terrororganisation, der hedder al-Shabaab, holdt til. Vi sad på bagsædet i en bil med vores vagter og havde også tørklæder på, så vi ikke kunne blive genkendt så let.

Men vi var alligevel lidt nervøse«, erindrer hun.

I disse situationer brugte de hinanden som støtte. »Vi mindede os selv om, at vi generelt følte os trygge, mens vi rejste rundt i landet. Og så var vi gode til at snakke om, at der ikke er nogen grund til at køre en stemning op«, forklarer Camilla Stampe.

En Kravling værdig?

Turen til Somalia gjorde, at de to journalister fik sat et nyt perspektiv på pirateriet. »Vi fik indblik i, hvor kompleks en problemstilling det er med pirateri.

Det var især interessant at møde de lokale, som på den ene side tog meget afstand til piraterne, men som samtidig var afhængige af dem, fordi de skaber omsætning«, siger hun.

Og det økonomiske aspekt udgør

ifølge Camilla Stampe et vigtigt led i kampen mod pirateriet. »Der er en tendens til, at piraterne bliver hyldet som helte, fordi de selvfølgelig vender hjem med rigtig mange penge. Derfor fik vi en helt klar forståelse af, at hvis man vil gøre noget ved pirateriet, så er det oprigtig vigtigt, at man får vendt stemningen blandt lokalbefolkningen«, forklarer hun.

Camilla Stampe er heller ikke i tvivl om, hvorfor de to skal stå med Kravlingstatuetten i hånden. »Vi skal vinde Kravling-prisen, fordi vi har sat fokus på de problemer, der er forbundet med verdenssamfundets kamp mod Somalias pirater«, siger hun.

Selvom Camilla Stampe har en klar ide om, hvorfor deres projekt skal vinde, er hun også hurtig til at udpege den største konkurrent blandt de fem nominerede. »Det er helt klart Sofie Tholl og Nola Grace Gaardmand. De har skrevet nogle virkelig interessante historier, der handler om, hvordan sænkningen af den kriminelle lavalder fik store konsekvenser for børn med ADHD«, mener hun.

Spændingen bliver udløst i Pumpehuset 16. marts til Kravling 2012.

Se resten af de nominerede på www.kravling.dk. chrij11@student.sdu.dk

Livvagter. De to unge journalister var beskyttet af syv livvagter døgnet rundt under rejsen i Somalia. »Og ja, I må gerne joke med, at vi ligner to blå smølfer«, lyder det fra de to.

Foto: Privat

UDDANNELSE

LIXEN | marts 2012 |

Lixen kravler tilbage i tiden De har alle tre stået med Kravling-statuetten i hånden, vindersmilet og en præmie på 25.000 kroner. Få indsigt i, hvad de brugte pengene på og hvor mange medier, der efterfølgende kravlede efter dem.

Christina Nordvang Jensen

Sara Maria Glanowski

Jonas Vester

Sophie Bremer

Vinder af Kravlingprisen 2009 for artikelserien om sin families oprindelsesland Polen. Prisen blev det år delt i to. Den anden del gik til 18 praktikanter fra Nordjyske Medier.

Vinder af Kravlingprisen i 2010 for sin artikelserie om mobilhuller i Vestjylland.

Vinder af Kravlingpprisen 2011 for sin afdækning af historierne ”Gak gak i DSB” og ”DONG køber dødskul.

Hvor står statuetten nu? »Det første års tid fik den en ophøjet plads på ego-hylden sammen med de andre priser, jeg vandt det år. Men jeg må indrømme, at den røg ind i et skab på et tidspunkt - der gik lidt for meget pokalhylde i den. Så den står faktisk bare og samler støv derinde i mørket.

Nu får jeg sgu næsten helt dårlig samvittighed…« Hvad brugte du pengene på? »Jeg burde jo svare, at jeg brugte dem på et eller andet snusfornuftigt skrivekursus, men jeg rejste altså til Himalaya og dyrkede yoga i et munkekloster. På det tidspunkt havde jeg lige været i Syrien for at skrive bacheloropgave. Jeg trængte virkelig til at komme væk fra alt, hvad der handlede om journalistik og om at præstere. Og bare sidde på en klippe og meditere lidt. Det var dejligt svævende. Og en lille smule sært og syret«.

Hvilken betydning har Kravling Prisen haft for dig og din karriere? »Jeg vandt fire priser det år, så det er svært at sige, hvad lige præcis Kravlingprisen betød. Men det var da helt klart en pris, branchen lagde mærke til. Den gav noget opmærksomhed, som man ikke skal kimse ad, når man søger job, eller slår sig ned som freelancer, som jeg gjorde«.

Hvor står statuetten nu? »Årh, det er pinligt. Jeg kan faktisk ikke engang huske det. Jo, den er hjemme ved min mor. Jeg bor på et lille værelse, så der er nærmest ikke plads til pynt og nips. Jeg tror næsten også, at prisen betød mere for mine forældre, end den egentlig betød for mig. Så hun har fået lov til at beholde den indtil videre«.

Hvad brugte du pengene på? »I første omgang brugte jeg nogle af pengene på Roskilde Festival 2010. Og ellers har jeg egentlig ikke rigtig brugt dem på noget. Lige nu står de bare på en opsparringskonto med resterne fra min børneopsparing«.

Hvilken betydning har Kravling Prisen haft for dig og din karriere? »Lige nu er jeg arbejdsløs, så jeg ved ikke lige, hvad det har haft af betydning. Det kan være, at det hjælper mig i min jobsøgning at skrive det på. Men det er svært at sige. Rent personligt har det givet noget selvtillid i forhold til mine egne evner. Det havde jeg ikke så meget af. Jeg var kun 19 år, da jeg blev optaget på skolen. Når jeg gik rundt med nogle, der var 24-25 år følte jeg mig lidt lille og måske knapt så sikker på sig selv. Så der var det en hjælp«.

Hvor står statuetten nu? »Den står i min vindueskarm i min lejlighed. Der var lige plads«.

Hvad brugte du pengene på? »Jeg har brugt dem på lidt forskelligt. Jeg har købt mig en fingerring og to uger efter, jeg havde vundet, skulle jeg til Jordan på studietur. Der brugte jeg selvfølgelig også nogle af dem«.

Hvilken betydning har Kravling Prisen haft for dig og din karriere? »Det er svært at vurdere. Min kollega siger, at jeg har fået fast job på grund af prisen. men det ved jeg ikke. Men jeg har fået en større selvsikkerhed omkring journalistikken. Det er da et super skulderklap og et praj om, at jeg er på vej det rigtige sted. Jeg er meget, meget glad for den pris«.

chrij11@student.sdu.dk

Fotos: Martin Bubandt (t.v), privat (midten), arkiv (t.h)

Fravalg af tilvalg klemmer studerende En hel årgang kommer i klemme, når Center for Journalistik nedlægger tilvalgsordningen i journalistik. De studerende skal nu lede efter nye veje til drømmeuddannelsen.

Christian Ipsen, Stefan Brix

Bachelorstuderende på landets universiteter kan ikke længere læse tilvalg i journalistik på Syddansk Universitet. Til sommer optager Center for Journalistik det sidste kuld på tilvalgsordningen. Den nye ordning får især konsekvenser for studerende, der startede på en bachelor sidste år. Flere valgte deres uddannelse efter, at de kunne læse journalistik som tilvalg. En af dem er Jonatan Møller, som læser Medievidenskab på SDU. Føler sig snydt Jonatan Møller søgte ind på Medievidenskab kun for at læse journalistik som tilvalg. Det må han og resten af årgangen nu skyde

en hvid pil efter. Det får den unge studerende til at føle sig snydt. »Vi var blevet lovet, at vi kunne tage det journalistiske tilvalg, og det var også derfor jeg og mange fra mit studie søgte ind«, siger Jonatan Møller.

For stadig at kunne forfølge drømmen om at blive journalist må Jonatan Møller nu tage det journalistiske tilvalg i Aarhus eller uddanne sig i udlandet. Eller også må han færdiggøre sin bachelor i medievidenskab og søge ind på den nye journalistiske kandidatuddannelse. »Men gør jeg det, frygter jeg, at jeg ikke vil få den indslusning til det journalistiske håndværk, som jeg ville have fået med tilvalgsuddannelsen«, siger han og tilføjer, at han er bange for, at han bliver en ringere journalist uden tilvalget.

Det behøver han ifølge studieleder på Center for Journalistik Peter Bro ikke at være.

Journalist på to år Peter Bro beklager, at årgangen fra september kommer i klemme, hvis de vil læse journalistik på tilvalg. Men han tror på, at mange af dem vil vælge kandidatuddannelsen eller søge ind på bacheloren i journalistik, som samtidig udvides fra 75 pladser til 100 pladser. »Vi tror på, at man kan blive en god journalist på to år. Vi taler om at

fokusere på det journalistiske håndværk og prioritere det højt«, siger han og tilføjer, at Center for Journalistik har en løsning i baghånden for de mange studerende, der gerne vil læse journalistik.

Løsning eller lappeløsning »Vi har talt om at lave en overgangsordning med nogle særlige journalistkurser, så de får en oplevelse af, at de får noget, der minder om tilvalgsfaget,« forklarer Peter Bro. Det tilbud køber Jonatan Møller dog ikke. »Det virker lidt som en lappeløsning, for det er meget tidskrævende at lave journalistisk arbejde, og jeg tvivler på, om kurser kan forberede mig rigtigt på studiet. Jeg ved, at dem på bacheloruddannelsen gør meget ud af at komme ud i felten og udføre alt det praktiske arbejde, og det er dér man lærer mest – ikke ved at deltage i kurser«, siger Jonatan Møller og tilføjer, at han ikke har planer om at droppe ud af sit studie for at starte forfra på bacheloruddannelsen i journalistik. chips11@student.sdu.dk stbri11@student.sdu.dk

UDDANNELSE

| marts 2012 | LIXEN

En medieluders bekendelser Gonzojournalistik, iskolde træbænke og andebryst. Årets medielejr indeholdt lige dele af det hele. Og øl!

Øl. I takt med, at promillen steg blev aktiviteten på danskegulvet vildere. Foto: Bjørn Hvidsteen (t.v.) og Kasper Palsnov (t.h.)

Eva Krarup Randa Nielsen

Medielejren blev for Lixens udsendte kickstartet med en storsvedende spurt ned ad rulletrappen på Odense Banegård. Vi fik slæbt alle lemmer ind i toget, inden DSBfløjten lød, og toget satte kurs mod Vallekilde Højskole.

Ved ankomst var der ikke meget tid til at udforske de billedskønne pejsestuer og den omkringliggende

Hun berettede engageret om sit arbejde på DR, den tunge research og de etiske overvejelser, som udgør en fast del af hendes hverdag. Og så statuerede Maria Andersen et eksempel på, at man sagtens kan være et genuint godt menneske og samtidig lave kritisk og konfronterende journalistik.

Tømmermænd og tomgangssnak Efter lørdag aftens massive indtag

park. I stedet gik de fleste ivrige journaliststuderende ombord i den overdådige buffet. »I har minus fem minutter til at spise«, meddelte en skinger stemme fra en af arrangørerne, men det afholdte ikke de sultende studerende fra at forsyne sig mere end én gang.

Pot og pirater Svimmel og tung i kroppen efter

at have indtaget opkast-agtige mængder af appelsinsalat og andebryst indtog vi foredagssalen, hvor René Fredensborg, gonzo-journalist og vært på Radio24syv, ventede.

Med sit karakteristiske hjemløselook fangede han hurtigt publikums opmærksomhed og fik formidlet adskillige vigtige budskaber. Blandt andet, at man som journalist aldrig bør sige nej til en bane coke,

for så kan man risikere at gå glip af den gode historie. Til gengæld har han erfaret, at det ikke er godt for kreativiteten at ryge for meget pot i arbejdstiden.

Efter en kort pause, hvor der var mulighed for at strække benene og nyde den friske, nikotinholdige februarluft, fortsatte dagens program. Her kan blandt andet fremhæves Camilla Stampes beretning

om sit møde med somaliske pirater, der efter ti måneders solid research blev til bogen ”Piratjagt”.

Også Maria Andersen fra DR-programmet ”Bag Facaden” talte ét af dagens højdepunkter. Selvom hun ved første øjekast ligner den stereotype “naboens datter” med blond hår og tillidsvækkende blå øjne, insisterede hun selv på, at hun “ikke er lige så pæn, som hun ser ud”.

af grønne VIP-pilsnere, vågnede undertegnede fuldt påklædt og med kraftige bacon-abstinenser. Dog var der ikke meget gris at finde ved morgenbordet, så det blev ved drømmen.

Om det var manglen på søvn, svin eller den solide rødvinshovedpine, der havde forplantet sig blandt deltagerne, er svært at sige. I hvert fald blev tidligere Jeopardyvært Søren Kaster sat på en hård prøve, da han skulle fastholde hundrede tømmer-

mændsramte journaliststuderendes opmærksomhed. I løbet af Kasters halvanden times minutiøse gennemgang af sit CV måtte flere af de tilstedeværende kæmpe en brav kamp mod kvalme og tunge øjenlåg, mens andre fik sig en solid Wordfeudbattle nede på bagerste række.

Efter en yderst smertefuld bustur, hvor flere måtte have en brækpose som sikkerhedsnet, og en mindst ligeså stram togtur, landede de trætte

SDU-studerende i O-town. Mens medielejren startede storsvedende, sluttede den på næsten samme vis med koldsved på panden op ad rulletrappen på stationen. Lixen siger tak for denne gang og håber, at et lige så storslået arrangement vil gentage sig snarest.

Netværk. Journaliststuderende fra tre steder i Danmark mødtes på Hørve-højskolen. Der blev udvekslet studieerfaringer og drukket kolde øl.

Foto: Kasper Palsnov

evnie11@student.sdu.dk

PORTRÆT

LIXEN | marts 2012 |

Mads BrĂźgger og Mikael Bertelsen Legekammerater med sendetid

PORTRÆT

10 | marts 2012 | LIXEN

Et makkerskab forenet i forskellighed Engang fik Mads Brügger, for tændt mikrofon, skubbet Mikael Bertelsen over en dørtærskel til en smørgul entré langt væk fra København.

Det blev starten til et arbejdsvenskab, hvor de to i nu ti år har indrammet bidder af virkeligheden.

Mads Ellegaard, Kristian Corfixen

Kan I huske, hvornår I første gang kunne mærke, at I var gode til at samarbejde?

Spørgsmålet bliver stillet på et omkring 15 kvadratmeter stort kanalchefkontor på første sal i Radio24syvkomplekset. Her står to skriveborde tæt rykket sammen, som sengene hos et lykkeligt ægtepar, og for enderne sidder Mads Brügger og Mikael Bertelsen.

De to mænds tanker bevæger sig over skrivebordene og mødes præcis i midten af lokalet. Begge tænker de på “Skjoldhøj Arkivet” – en radiodokumentar, der dannede rammen for deres første rigtige samarbejde. »Jeg kan huske, at jeg simpelthen ikke turde at kaste mig ud i den opgave. Sådan kan jeg stadig have det - en form for blufærdighed eller hæmmende kontrolsyge«, forklarer Mikael Bertelsen og slår tankerne i bakgear.

Et Bertelsen og Brügger-fundament Klokken er tre om natten et sted i 2002, og stilheden har fået grebet i Skjoldhøjparken lidt uden for Aarhus.

Foran hoveddøren på et typehus i midten af Danmarks største parcelhushav står tre tøvende skikkelser og kaster

skygger mod en brun teglvæg. To af dem er Mads Brügger og Mikael Bertelsen. Bevæbnet med en tekniker, ledninger og dirrende mikrofoner finder de en nøgle under en dørmåtte.

Det var ikke med sin gode vilje, at Mikael Bertelsen den nat lod optageren snurre i de første minutter foran parcelhuset. Den forsigtige mand ville gerne vide, hvad der gemte sig bag hoveddøren i det lejede hus, før RECknappen fik lov at lyse op som en rød klat i mørket. »Mads sagde: “Jamen, vi tænder bare båndoptageren nu - så er vi i gang”, og så låste vi os ind i huset. Det var en kæmpe hjælp for mig, at Mads ligesom skubbede mig ud i det«, forklarer Mikael Bertelsen.

Han drejer et par grader i kontorstolen og sender et anerkendende nik mod den rødmossede mand over for ham. Brügger fik den nat for ti år siden skubbet Bertelsen over dørtærsklen til en smørgul entré for tændt mikrofon i postnummeret 8381. Det gør han stadig i dag, og ugen i Skjoldhøjparken skulle vise sig som syv dage, hvor Brügger og Bertelsen i et et-plans-hus lagde fundamentet til et fremtidigt arbejde på flere planer.

Ordresedlen fra P1-redaktøren lød på tolv timers dugfrisk radiodokumentar, og timerne ligger i dag i redigeret og digitaliseret form under navnet “Skjoldhøj Arkivet”. »Der udviklede sig en form for sympatisk, positiv konkurrence imellem os, synes jeg. Den gik ud på at prøve at finde ind til den inderste kerne og sjæl af det her kvarter«, forklarer Brügger.

“Skjoldhøj Arkivet” vandt senere en Kryger-pris, og Brügger beskriver forløbet som en intens ryste-sammentur for de to DR-udsendte. Her oplevede han første gang, at de var gode til at supplere hinanden, og han er overbevist om, at han ikke ville kunne have lavet optagelserne med andre end Bertelsen. »Arbejdspresset og arbejdsbyrden, der skulle løftes, var så tung, at det et eller andet sted fordrede, at vi var fuldstændig synkoperede og havde en øjeblikkelig kongenialitet, hvis det skulle kunne lade sig gøre. Og dén var der med det samme med Mikael«, fortæller Brügger.

» Jeg tror ikke, at jeg havde overlevet Danmarks Radio, hvis Mikael ikke havde været der Mads Brügger

Et fælles sprog Den mentale kobling mellem de to kommer klart til udtryk, som de sidder dér med panderne rettet mod hinanden på kontoret en almindelig arbejdsmandag. Sætninger bliver usagt færdiggjort af den anden, og tanker og idéer jongleres ivrigt rundt under det nymalede loft. Pludselig hænger en tanke fast i luften, den ramte en fælles reference, og samtalen tager en drejning. »Jeg tror ikke, at jeg havde overlevet Danmarks Radio, hvis Mikael ikke havde været der. Man er afhængig af at have nogen, man har et fælles sprog med«, fortæller Brügger.

Han fortsætter.

»På en måde er det blevet et arbejdsselskab, der er blevet til et virkelig...«

Mads Brügger stopper op og leder efter det rette ord på sproghylden. »...dårligt selskab?« supplerer Mikael Bertelsen.

De to mænd griner, så kontorstolene under dem ryster.

Brügger samler tråden op.

»At have et privatliv og arbejdsliv, der er blandet sammen, det kunne jo godt være opskriften på et gedigent fjendskab, men det går forbløffende. Også i forhold til nogle af de meget hasarderede ting, som vi har været involveret i«, fortæller han.

Blikkene mødes over skrivebordet, og med et nik fyldes kontoret af enighed. »Men vi er faktisk meget uenige - altså som udgangspunkt«, siger Bertelsen. Fra Brügger lyder der et sammenstemmende brum, og der er igen opnået konsensus på de 15 kvadratmeter. Sådan fungerer det typisk mellem chefduoen. De bliver som oftest enige.

Enig om uenighed På trods af umiddelbar samklang i kontorlokalets akustik, udspringer det prisbelønnede samarbejde af makkeparrets forskeligheder. »Mads tiltrækkes eller opmuntres måske af noget, man officielt kan kalde dårlig stemning, hvor jeg mere er en, der prøver at please og lave god stemning. Jeg kan være mere konfliktsky, hvor Mads kan være mere konfronterende«, forklarer Bertelsen. »Meningen med journalistik er jo dybest set at sætte fut i fejemøjet. Ellers så er ens fag jo ... der er vel ingen, der kan være interesseret i status quo«, siger Brügger.

På den måde supplerer de to hinanden godt. Der gives plads til deres diversitet samtidig med, at de giver det bedste videre til hinanden. Brügger kan tæmmes og Bertelsen få et puf. Som den nat foran hoveddøren i Skjoldhøjparken.

Men der også brug for Bertelsens eftertænksomme bremse, når Brügger afsøger grænser. »I mange sammenhænge er Mikael den eftertanke og det blik, som adskiller det, vi er i gang med – den margin der er mellem fiasko og succes«, siger Brügger.

Han henter et eksempel frem fra anekdoterne: »Her sidste år med Læsegruppen Sundholm (et litteraturprogram med hjemløse på DR2 fra 2011 red.). Der tænkte jeg som idé, at vi skulle have en t-shirt på hver, hvor der stod henholdsvis: ”Hej, jeg hedder Mads” og ”Hej, jeg hedder Mikael”, men hvor Mikael meget rigtigt ser, at hvis vi havde gjort det, så var programmerne aldrig blevet det, de er. Det havde fucket det hele op«, forklarer Brügger.

Radio uden restriktioner I efteråret 2011 kastede de to sig ud i, hvad de beskriver som deres hidtil mest udfordrende projekt. Duoen fik et tilbud om at være med til at slå strøm til Radio24syvkraftværket, og i rollen som kanalchefer har de takket ja til at tegne profilen på Danmarks nye taleradio over de næste otte år.

PORTRÆT

LIXEN | marts 2012 | 11

Pause. Lixens fotograf har lovet at sende billederne til Mikael Bertelsen, hvis det fungerede med bananen. Det gjorde det.

Kun en glasdør skiller Bertelsen og Brüggers kontor fra stationens redaktionslokale, og vinduet ud mod kollegaerne er nærmest symbolsk for projektet 24syv. Med en ledelsesstruktur, der er flad som en hollandsk hovedvej, er der kontakt mellem ledere og medarbejdere, og lydfabrikken huser 4 chefer og 55 studieværter at holde styr på. »Vi har tænkt stedet her som en mellemlederfri arbejdsplads. Vi kommer jo fra systemer, hvor ansvarsfordelingen var delt ud på op til seks-syv led«, siger Bertelsen.

Et af målene er at få snøret mediets konventioner en smule op. For måske kan radiosløjfen slås på en anderledes og bedre måde. Derfor er der givet plads til det alternative, hvor mikrofonkablerne ender. »Hver gang vi har sendt et minut som ligeså godt kunne have været på P1 eller P4, så har vi i virkeligheden spildt et minut«, forklarer Mads Brügger. »Det har jeg virkelig tænkt meget over«, tilføjer han.

For Bertelsen og Brügger handler Radio24syv om at ramme en anden tangent på frekvensklaveret. Derfor fylder forfattere, musikere og filminstruktører godt ud i studieværts-staben. »Men i virkeligheden eksperimenterer vi måske slet ikke nok«, ræsonnerer Brügger. »I forhold til at det første år jo dybest set er hvede-brødsdagene, så kunne det godt være, at vi skulle have lagt endnu hårdere ud, og taget imod endnu flere tæsk. For man kan jo altid rette ind. Man kan altid normalisere, vandkæmme og klippe de buskede øjenbryn af«, siger han.

Kanalchefer med sendetid Brügger og Bertelsen gør sit for at bidrage med originalt indhold til fladen. Hver lørdag står de sammen bag programmet “Interne Affærer”, hvor der er selvransagelse for åbne mikrofoner.

Mads Brügger forklarer:

»Det er jo et sted, hvor Mikael og jeg kan...« »Afreagere?« spørger Bertelsen.

»... og lege. Og prøve at lege med grænserne for det ærlige og det pinlige«, fortsætter Brügger. Ærlighed blev et klart element i ”Interne Affærer”,

hvor Radio24syvs lyttere en lørdag i februar blev inddraget i en privat Facebook-korrespondance mellem Mikael Bertelsen og P1-værten Lasse Jensen, der satte Radio24syv i bås med IC4-toget – et statsprojekt, der var dømt til at mislykkes. På opfordring fra Brügger, sad en stolt, indebrændt og såret kanalchef og læste op fra værtsordvekslingen. Udsendelsen er et eksempel på, hvordan ”Interne Affærer” lader fejl finde frem i lyset, og normerne bliver låst uden for studiet. »Jeg t ænkte: “Arh, det skal jeg ikke, for jeg gør jo sådan

» Vi tænker jo ikke “nu skal vi lave noget skide skørt” Mikael Bertelsen

en dårlig figur”. Men det er også der, det begynder at blive sjovt at gøre det. Fordi det er uklogt. Det kan jeg meget godt lide. Det er klart, at hvis du havde haft en presserådgiver, så havde de sikkert talt en fra det«, siger Bertelsen.

At slippe ud af kassen At være lidt anderledes og slingre uden for normerne er for mange blevet kendetegnende for Bertelsen og Brügger. Mikael Bertelsen forklarer, at det ofte er mærkaterne “ironisk” og “skævt”, han bliver konfronteret med, og han forstår ikke den ensartethed, som især journalister møder ham med. »Nu har jeg alligevel lavet det her i tyve år, og jeg har aldrig prøvet ikke at blive interviewet om andet end det.

Hvad er det for en forudsigelighed, som folk går til mig på?«, spørger han.

Fotos: Bjørn Hvidsteen

»Det har jo aldrig været noget, som jeg har haft som mit udgangspunkt. Jeg har mere tænkt, at det var min eneste måde at gribe det an på. Vi tænker jo ikke “nu skal vi lave noget skide skørt”. Vi tænker “hvordan kan vi lave det her”«, forklarer Bertelsen.

Han peger på, at en stor del af det makkerparret har lavet, har været “straight” og nærmest “én til én”. Det er blandt andet ”Skjoldhøj Arkivet” et eksempel på.

Mads Brügger byder ind: »Det dukker altid op, og det er jo mærkeligt, for hvem

siger, at det er Mikael og jeg, der afviger? Det kan jo lige så godt være, at det er 85,5 procent af resten af journaliststanden, der afviger fra, hvad der ville være det rigtige at gøre«, forklarer han.

Bertelsen har altid reageret imod, at folk ønsker at putte hinanden i kasser. »Man bør også sætte folk fri og give dem lov til og være ironiske det ene øjeblik og være ærlige det andet øjeblik.

Det synes jeg, man skal påskønne. Ellers så får man jo bare… en masse mennesker med det samme«, fortæller han. »I sidste ende mener jeg, du kan lige så godt se den måde vi formidler ting på som en sådan en øvelse i mediekritisk sans. Du burde jo lytte til alt hvad du hører og ser på samme måde som du lytter til vores programmer.

Jeg kan love dig for at, de laver numre med dig«, afslutter Bertelsen. krsoe11@student.sdu.dk madha11@student.sdu.dk

BRANCHE

12 | marts 2012 | LIXEN

ABC til ACTA Cyberspace koger, og kritikere gør klar til modangreb på det, de ser som en trussel mod det frie internet. ACTA skaber splid. Men hvad er ACTA egentlig? Lixen giver dig en ABC til ACTA.

Christine Randa

Wikipedia lukkede ned i et døgn, og bloggere rasede, da lovforslagene PIPA og SOPA kom frem i USA. Lovforslag, som handlede om ophavsretten på nettet, blev droppet efter hård kamp. Men nu er stedfortræderen ACTA sat ind i spillet. I februar underskrev Danmark ACTA-traktaten, og med underskrivelsen startede debatten om beskyttelsen af ophavsretten kontra friheden på nettet for alvor også herhjemme.

ACTA er en international traktat, som er lavet for at bekæmpe piratkopiering. Traktaten omfatter lovgivning om forfalskede varer, kopierede lægemidler og krænkelser af ophavsretten på internettet. Lixen vil i denne artikel fokusere på den sidste af de tre. For lige præcis delen om ophavsretten på nettet har skabt røre rundt omkring i verden og nu også i Danmark.

A: Ytringsfrihed eller ophavsret?

Kritikken af ACTA går på, at rettighedshavernes interesser, for eksempel Disneys, Sony Musics eller Universal Studios, er for meget i fokus. Frygten er, at en vedtagelse af ACTA kan føre til krænkelser af privatlivets fred og ytringsfriheden på nettet. Fortalerne for ACTA modargumenterer denne frygt med, at det er indskrevet i traktaten, at regelsættet skal fungere i overensstemmelse med de grundlæggende frihedsrettigheder. Herunder ytringsfriheden og retten til privatlivets fred.

Derudover pointerer fortalerne for traktaten, at ACTA’s mål er at und-gå, at krænkelser af ophavsretten underminerer den lovlige handel. Eksempelvis har piratkopiering uheldige konsekvenser for den danske vækst, konkurrence og beskæftigelse. Det påvirker virksomhedernes konkurrencedygtighed og derved også virksomhedernes indtjeningsmuligheder og evne til at skabe jobs.

B: Censur eller ansvar?

Et af de helt store kritikpunkter mod ACTA er, at traktaten vil gøre det dyrt og besværligt at agere på internettet.

Ifølge kritikerne vil man med ACTA begynde at gå efter mellemmændene.

Det vil sige. at internetudbydere og –tjenester, såsom Google og Facebook, skal i spil. Rettighedshaverne vil med

ACTA i hånden kunne gå til Facebook og sige: »Der ligger noget ulovligt materiale på jeres site. Det skal fjernes«.

Og så SKAL det fjernes, uden det kræver en domstolsvurdering eller kendelse. Det er alene rettighedshaverens vurdering, der er afgørende.

Her er debatten om ytringsfriheden i fokus. Kritikere frygter, at ytringsfriheden vil blive begrænset, da internettjenesterne kan blive nødsaget til at censurere deres sites. I nogle tilfælde i form af færre muligheder for brugeren. Kommentarer og links, der deles, risikerer at blive skåret fra.

Kritikerne frygter også, at tjenester som Wikipedia helt lukker ned på grund af manglende ressourcer til at håndhæve de ophavskrænkelser, der kan forekomme på deres sites.

Myndighederne vil kunne pålægge tjenesteudbydere som Google og Facebook at udlevere deres brugeres personlige oplysninger, hvis de mistænkes for at dele eller linke til ulovligt kopieret materiale. Igen er det privatlivets fred og borgernes rettigheder, der tages op til diskussion.

EU-domstolen i Luxembourg har dog netop afgjort, at sociale netværker og internetudbydere ikke kan blive pålagt en systematisk overvågning for at afsløre piratkopiering.

Så vi kommer næppe til foreløbigt at se Google eller Facebook agere som et reelt ophavretspoliti.

Illustration: Rasmus Hinchely

C: Vil ACTA have nogen betydning?

Det er svært at forudsige, hvad ACTA vil betyde for brugerne – altså os, i den sidste ende. Vil nettet virke overvåget og begrænset, eller vil vi ikke kunne mærke en forskel, fordi ACTA minder meget om den lovgivning Danmark allerede har på området.

Forskellen er det internationale samarbejde, som gør udleveringer over landegrænser muligt.

Danmark og 22 andre EU-lande har allerede underskrevet ACTA i begyndelsen af februar 2012. Derudover har også Australien, Canada, Marokko, New Zealand, Sydkorea og USA skrevet under. Traktaten er ikke endeligt trådt i kraft for vores vedkommende. Alle 27 EU-lande skal først have underskrevet trak-

taten, og Europa-Parlamentet skal godkende ACTA og sætte deres kruseduller på sidste side, før EU officielt er med i ACTA. Det er ikke til at sige, hvad næste skridt i striden om internettet bliver.

ACTA er blevet kritiseret for at være forhandlet på plads i hemmelighed og i tæt samar- bejde med de store rettighedshavere.

Kritikerne føler ikke, at den civile stemme er blevet hørt. Men nu er ACTA ude i det åbne, og debatten fortsætter indtil den endelige afstemning i parlamentet i juni måned 2012. chran11@student.sdu.dk

FAKTA PIPA: Protect IP Act og SOPA: Stop Online Piracy Act (Amerikanske lovforslag om beskyttelse af ophavsretten på internettet. Status = droppet) ACTA: ”Anti-Counterfeiting Trade Agreement” (International traktat med lovgivning, som skal bekæmpe kopivare, kopieret medicin og krænkelser af ophavsretten på nettet.

Status = bearbejdes) Kilder: Eu-oplysnigen, It-advokat Martin von Haller Grønbæk i Information, DR og TV 2

BRANCHE

LIXEN | marts 2012 | 13

Kom ud af kontoret Historier ringet hjem over telefonen er kommet til at dominere de danske morgenaviser. Det går ud over læseoplevelsen og mængden af historier fra virkeligheden, mener journalist Olav Hergel

Christina Nordvang Jensen

11-0, 12-0, 13-0 til kontoret. Han bladrer ihærdigt side for side med falkeblikket rettet mod dagens spalter. Hånden slår ned på sit bytte.

14-0,15-0,16-0. Hans øjne låser sig fast på en artikel, og fingeren glider ned over sætningskonstruktionerne.

16-1. »Han er der. Han er derude i virkeligheden«. Udbruddet kommer fra Politiken-journalist Olav Hergel.

I januar skrev han en kronik i Politiken, hvor han slog fast, at det er problematisk, at Christiansborgjournalistikken har en så dominerende rolle i morgenaviserne. »Den virkelighed på Christiansborg fortrænger simpelthen virkeligheden fra spalterne, og så bliver det kedeligt. Så er resten af Danmark ikke præsenteret. Det handler om at skildre virkeligheden. Og den kan man ikke skildre fra et kontor«, siger han.

I dag har han åbnet sit hjem op til en snak om den virkelighed, der ifølge ham er svær at finde i morgenavisernes spalter. Han peger på det ansvar, der ligger placeret hos de journaliststuderende.

Stillingen er talt op. Det har været en noget kedelig kamp, hvis man hepper på virkelighedsartiklerne.

57-4 til kontorhistorierne i Berlingske Tidende. »Det her er dag efter dag, år efter år, og det er døden«, påpeger Olav Hergel.

Også Politiken får en tur med falkeblikket. Og selvom resultatet 25-

7 falder til kontorhistoriernes fordel, så mener Olav Hergel, at Politiken lige i dag har klaret det godt.

Sproget vokser i virkeligheden Avisoplagene falder, og redaktørerne klør sig i håret og forsøger at finde en løsning. Olav Hergels bud på en redningsplan for aviserne er klar: Hiv halvdelen af journalisterne væk fra Christiansborg, og slip dem løs i det danske samfund. Så blomstrer sproget, og virkeligheden i Danmark får plads i spalterne. Ikke fordi han ser Christiansborg som et sted, der ikke skal dækkes, men det må ikke dominere så meget, som det gør nu.

Ifølge Olav Hergel er der intet vissionært over hans tanker. Det er ældgamle dyder, som han udtrykker det. Men sproget er ifølge journalisten det, der kan afholde aviserne fra at uddø. Og det gode sprog opstår ude i virkeligheden. »Sproget bliver meget, meget bedre, når vi kommer ud i virkeligheden. Så kommer der lugte, lyde og ansigtsudtryk. Enhver journalists sprog vokser, når vedkommende kommer væk fra kontoret. Det er derfor, at kontorjournalistikken er dræbende kedelig.

Især i aviserne. Lad nettet om det. De er verdensmestre i hurtige nyheder og meget bedre til det end aviserne«, forklarer han.

Mennesker i spalterne Olav Hergel mener, at det sagtens kan lade sig gøre at komme ud i virkeligheden. Han kommer med et eksempel fra Berlingske Tidende, som havde en historie om, at det nu var 50 år siden, at silikonebrystet blev opfundet. I artiklen står en ung pige frem og fortæller, hvordan det er at få nye bryster. Den type menneskelige skildring ser Olav Hergel meget gerne mere af. »Det er jo de menneskelige historier, som fylder helt vildt meget i folks hverdag. Meget mere end Christiansborg fylder. Hvis vi skal have nogle unge til at læse avis, så skal vi gøre

Optælling. Olav Hergel gør stillingen op for dagens morgenaviser. I Berlingske vinder kontorhistorierne stort over virkeligheden. Kampen endte 57-4. Foto: Christina Nordvang Jensen det kvalificeret. Vi skal gøre det velskrevet«, forklarer han.

Han pointerer, at det ikke er gennem telefonen disse historier fortælles. »Vi får jo ikke en ung piges overvejelser om at få et nyt bryst fortalt over telefon. Det er fuldstændig sygt.

Det kan man ikke«, siger han.

En urealistisk nostalgiker?

Tilbage til de gamle dyder, ud med blok og pen og skildre virkeligheden i stedet for at sidde på lårene af kilderne eller have dem hængende i den anden ende af røret. Men er det realistisk?

Svaret kommer prompte fra Olav Hergel. »Selvfølgelig tror jeg på, at det er realistisk. Ellers ville jeg ikke sige det. Jeg tror da, at alt andet er urealistisk, hvis det handler om fremtiden.

Hvis det handler om, at aviserne skal overleve«, siger han.

Journalisten bliver tavs. Det hurtige svar fornemmes at blive mødt af en kritisk indre tanke. Han lader sine hænder hænge i pyramideform foran

Foto: Christina Nordvang Jensen

munden, og for en kort stund brydes der med realisten i Olav Hergel. »Måske kan det godt være, at jeg ikke er realistisk. At jeg er en nostalgiker, der bare vil have, at det skal blive ved, men at tiden endegyldigt er løbet fra det. At det handler om hurtige nyheder. At der egentlig ikke er tid og lyst til denne fordybelse i de nye generationer. Og så kan jeg sige alt det, jeg vil. Så er det fuldstændig tæske ligegyldigt«, forklarer han.

Men kampånden er stadig intakt trods den dystre tankerække. »Det kan godt være, at det jeg siger, om at vende tilbage til de gode gamle dyder, bare er et spark i luften. Det håber jeg bare ikke. Jeg vil selvfølgelig gerne kæmpe for det, jeg virkelig elsker og som har været så stor en del af mit liv«, siger han.

Ud af huset Selvom Olav Hergel i høj grad langer ud efter morgenaviserne, understreger han, at ansvaret for avisernes overlevelse ligger hos den kommende generation af journalister. »Det er jo i høj grad jeres ansvar at få jeres egen generation til at læse avis«, siger han.

Ved det lange træbord med aviser og hyacinter tager Olav Hergel hul på den anden del af samtalen, som har ligget og luret i undertegnedes tanker. Hvad er hans gode råd til den nye generation af journalister? »Tænk på, hvad du kan komme ud og skrive i virkeligheden. Tænk, hvad du oplever i dit liv, tænk på hvad der interesser din egen generation.

Tænk hele tiden ud af huset. Det er dødssygt at sidde inde på kontoret.

Så kunne du ligeså godt blive revisor.

Ud af huset. Hele tiden, hele tiden, hele tiden. Det giver billeder på den side, du skriver på«, siger han.

Han mener ikke, at de journaliststuderende i hverken Århus, Odense eller Roskilde bliver journalister,

fordi de er helt vilde med nyheder. De gør det på grund af deres interesse for samfundet og lysten til at skrive.

Den lyst må aviserne ikke ødelægge.

Virkeligheden er velkommen Men virkeligheden kommer ikke af sig selv. Man skal selv komme på banen til redaktionsmøderne og tage de første skridt ud af hoveddøren. »Hvis du møder op uden ideer og følger redaktørens dagsorden, så kan det godt være, at du er god til at følge den. Du får bare ikke lov til at sætte din egen«, siger Olav Hergel.

Men bliver man ikke mødt af pressede redaktører, der siger, at der hverken er tid eller ressourcer til virkelighedshistorierne? Svaret er et rungende nej. »Hvis du som praktikant virkelig har en ambition om noget, du gerne vil skrive, så er det langt de færreste redaktører, der siger nej. Alle vil gerne have historier fra virkeligheden. De kommer bare ikke. Derfor er det slet ikke så svært at komme ud i virkeligheden. For lysten mangler ikke, og de vil gerne give jer tid. Det handler om at komme og sige det«, forklarer han.

Olav Hergel retter blikket mod de to morgenaviser og vender tilbage til resultaterne fra den tidligere tælling af artikler. »Tror du den redaktør på Berlingeren i dag, hvor det står 57-4 til kontoret, synes det er en fed avis?

Gu’ gør han da ej. Han ville da hellere have haft tre historier ekstra ude fra virkeligheden, men det var der ikke«, siger han.

Den rutinerede virkelighedsjournalist har en klar opfordring til de journaliststuderende. »Man skal holde fast i glæden ved at skrive og insistere på, at man tror på noget bestemt - det tror jeg virkelig er fremtiden«, afslutter han. chrij11@student.sdu.dk

14 | marts 2012 | LIXEN

BRANCHE

BRANCHE

LIXEN | marts 2012 | 15

Journalister kan få et forspring Skal man som journalist agere i fremtidens mediebillede, er det ifølge journalistisk lektor Rune Michelsen en fordel med nogle innovative, selvstændige iværksættertanker.

Mediebranchen er i forandring, og det er tid til, at journalisterne indtager nye territorier.

Christine Randa

Vi er i en tid, hvor de faste journaliststillinger ikke når at finde vej til jobsektionen. Samtidig går andre faggrupper ind og tager de journalistiske jobs. Alting er flydende i øjeblikket, og branchen er i forandring.

En forandring, som den nye innovationsfagslærer Rune Michelsen mener, at journalisterne skal udnytte.

Rune Michelsen ser, at der i dag er en meget større mobilitet i branchen.

Han nævner, at man blandt andet inden for de seneste år har set en stor bevægelse af journalister, der bliver kommunikationsfolk, spindoktorer eller sidder med marketing og PR. Den bevægelse er stadig oppe i fart.

Men Rune Michelsen ser også en anden bevægelse.

Forandring giver muligheder Der har aldrig været så mange medier, som der er lige nu, og der sker rigtig meget med danskernes medieadfærd og medieudviklingen generelt. Det åbner nye døre for journalisterne og giver plads til helt andre journalistdrømme.

Freelancejournalisten, mener Rune Michelsen, er en race i vækst. Freelanceren er sin egen lykkes smed og kobler sig på fra projekt til projekt.

Fremtidens journalist skal ligeledes i højere grad klare sig på egen hånd. »Det her med den selvstændige journalist, det tror jeg meget på«, siger Rune Michelsen til Lixen og tilføjer, at netop denne type journalist har stort potentiale.

Når man står på egne ben, er det vigtigt, at man tror på sine egne ideer og tror på, at de kan realiseres til projekter, mener Rune Michelsen »Det kan godt lade sig gøre, og det prøver vi at vise de journaliststuderende med det nye innovationsfag for 2. Semester«, pointerer han.

Fra journalist til udvikler Rune Michelsen vil gerne have de journaliststuderende til at tænke bredere. Han tror blandt andet, at en del af fremtidens journalister vil komme til at sidde med som projektmagere og projektledere i mediehusene.

Det er blevet ”nemt” at være udvikler i dag. Førhen skulle man have et stort mediehus i ryggen for at kunne nå ud til den brede offentlighed. I dag kan selv en gymnasieelev gøre det, perspektiverer Rune Michelsen.

På grund af medieudviklingen og brugernes nye medieadfærd er der kommet nye behov. Nye behov som åbner muligheder for fremtidens journalister. Innovationsfaget skal ifølge Rune Michelsen få de journaliststuderende til at se muligheden for en journalist. De skal lære at være projektmageren bag nye måder at anvende de nye digitale platforme på. Ellers er der bare nogle andre, der går ind og opfylder brugernes behov.

Opbrud. Ifølge Rune Michelsen har journalisterne en oplagt mulighed for at positionere sig i det nye medielandskab. Foto: Bjørn Hvidsteen den it-folkene ringer til, når indholdet skal fyldes på en app eller en hjemmeside. Eller om journalisten skal være den, der får ideen, og så hiver programmørerne ind. »Der er noget hønen og ægget over det her. Hvor starter det?« siger Rune Michelsen og pointerer, at journalistuddannelsen på Syddansk Universitet er en indholdsuddannelse, og det skal den blive ved med at være.

Som uddannet journalist ved man til forskel fra teknikere, hvordan man kan udnytte mediRune Michelsen erne optimalt.

Man har en medieforståelse og tænker i vinkler, historier og målgrupper. Den forståelse for formidling skal kombineres med en platformsforståelse.

Fremtidens journalister har, ifølge Rune Michelsen, en fordel i at vide, hvad de forskellige platforme kan,

» Vi skal ikke kun bruges til at fylde noget indhold i

Hønen eller ægget?

Ifølge Rune Michelsen er spørgsmålet lige nu, om journalisten skal være

hvilket potentiale de har, og hvilke muligheder de giver. De tre ting kombineret giver en god forudsætning for at sætte sig på de nye innovative journalistjobs.

Rune Michelsen mener, at det skal være journalisterne, der skal få ideerne og så kan de jo altid ringe til nogen, der kan programmere eller ved noget om distribution på et højere teknisk niveau.

Journalisten skal øverst i projekthierarkiet »Det er nu, at journalisterne har muligheden for at komme ud på nogle andre platforme og lægge billet ind på nogle jobs, der kunne blive taget af nogle andre«, siger Rune Michelsen og fastslår, at journalisterne netop ikke skal havne nederst i hierarkiet, hvor vi i et projekt er sidste led, der bliver ringet til. »Vi skal ikke kun bruges til at fylde noget indhold i. Journalisterne skal

helt derop, hvor de er med til at få ideer, danne og udvikle«, lyder det fra Rune Michelsen.

chran11@student.sdu.dk

FAKTA Rune Michelsen Journalistisk Lektor, Syddansk Universitet Underviser i Journalistisk Innovation på Center for Journalistik.

Tidligere: - Uddannet journalist fra Syddansk Universitet.

- Tilrettelægger/ VJ, Bastard Film, Nordisk Film, Skandinavisk Film Kompagni, Angel, Freeport, etc.

- Redaktionschef, Ekstrabladet.tv/ JP Politikens Hus - Udviklingschef, Angel Production - Fungerer desuden som webtv-konsulent, -producent og oplægsholder (DR, Roskilde Festival, DONG Energy, Top Danmark, Dansk Røde Kors, Region Hovedstaden m.fl.)

Se & Hør presser etikken Se & Hørs nye paparazzistrategi savner fokus på etik og kvalitet, mener DJformand Mogens Blicher Bjerregård.

Morten Buttler

I starten af det nye år lancerede Se & Hør en ny strategi. En strategi, der kan genfortælles med to ord: flere billeder. Se & Hør vil gøre deres ugentlige magasin mere eksklusivt ved at opruste på paparazzi-fronten.

Oprustningen vækker i sagens natur ikke den store begejstring hos

de kendte, hvor blandt andet Dansk Skuespillerforbund har fremført en særdeles skarp kritik af sladderbladet.

Også hos formand for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård, giver sladderbladets nye strategi panderynker. »Vi har ikke brug for at få skubbet til nogle presseetiske grænser. Jeg synes Se & Hør skal være varsomme«, siger formanden.

Sender forkerte signaler Se & Hør er berømte og berygtede for deres redaktionelle linje, som adskillige gange har kastet kontroverser og stævninger af sig. Fra Se & Hør lyder det, at den nye paparazzi-

strategi skal ses i lyset af, at flere aviser kopierer bladets historier. I nogle tilfælde holder aviserne sig inden for citatrammerne, men Se & Hør er ikke tilfredse.

Der gælder imidlertid strengere regler omkring kopiering af billeder, og da billeder ifølge chefredaktør Kim Henningsen også er det mest efterspurgte hos læserne, optrapper bladet derfor på billedsiden.

Det argument giver ikke fripas hos DJ-formanden. »Han må gerne bringe flere billeder, men det er et problem, hvis et hvilket som helst medie ikke gør alt, hvad man kan for at overholde de vejledende regler for god presseskik. Jeg synes, det er vigtigt at sende klare

signaler. Dem sender Kim Henningsen ikke«, konstaterer Mogens Blicher Bjerregård og fortæller afslutningsvis, at han ønsker en bred debat om journalistisk etik og kvalitet.

Aliance med Casper Christensen Se & Hør har også allieret sig med en af de tidligere Se & Hør-fjender: Casper Christensen. Han spiller en rolle i bladets nye strategi. Komik-

eren, der ellers har været fast forsanger i kritikkernes kor, har sat sit komikerteam til rådighed. Teamet, der blandt andet leverer tekster til Live fra Bremen, skal stå for ”Satirepolitiet”, som skal lave sjov med de kendte.

Hvad mener du? Diskutér på Lixen. dk. mobut11@student.sdu.dk

Gå til debatten på Lixen.dk

FOKUS

16 | marts 2012 | LIXEN

Kendisfaktor overskygger substans Journalist og debattør Sørine Godtfredsen retter skarp kritik mod journalistbranchen.

Hun mener, den er blevet alt for kendisfikseret, og det fjerner fokus fra det egentlige indhold. Redaktører på DR og TV 2 er uenige.

Maria Arcel

»Fantastisk profilerede og forherligede jetsettere«.

Sådan omtaler journalist, præst og debattør Sørine Gotfredsen journalisterne i dagens Danmark.

I sin bog ”Den åndløse dansker”, som udkom i efteråret, retter hun kritik mod den kendisfaktor, der efter hendes mening har udbredt sig i journaliststanden. Den kritik uddyber hun over for Lixen. »En journalist bør være en ydmyg håndværker, som er sat på jorden til at afdække og formidle. En rolle hvor det er emnet og sagen og ikke journalisten selv, der er i fokus«.

Og det er lige præcis det, Sørine Gotfredsen mener, der er sket blandt journalisterne i Danmark. Ikke nok med, at de springer rundt i forskellige genrer fra at være nyhedsværter til underholdningsværter, så bliver de også tildelt en enorm betydning i samfundet, som de ikke bør tildeles. »Det er altid et problem, når en bestemt type mennesker, som ofte hverken er særlig belæste eller har en videre dyb indsigt, profileres og forherliges på den måde - ligesom skuespillere og rockstjerner gør det«, forklarer hun. »En gammeldags opfattelse« Nyhedschef på TV 2, Michael Dyrby, er uforstående over for Sørine Gotfredsens kritik, som hun blandt andet retter mod TV 2’s program ”Korrespondenterne”. »Jeg synes, det er en underlig gammeldags opfattelse af tingene. Nogle journalister har kompetencerne, indsigten, viljen eller evnen til at blive et brand og til at blive kendte, andre har ikke. Sådan har det altid været«, siger han.

Og med hensyn til ”Korrespondenterne” mener Michael Dyrby, at Sørine Gotfredsen må have misforstået konceptet. »Ideen med programmet er jo at fortælle folk om, hvad der foregår rundt om i verden. Og hvis man ser programmet, og kun tror det handler om korrespondenternes arbejde, så har man som analytiker og kommentator ikke forstået ret meget«, uddyber han.

Ulla T. mangler indsigt Sørine Gotfredsen peger på blandt andre Ulla Terkelsen som eksempel på en journalist, der bliver forher-

Kritik. Sørine Gotfredsen mener at kendisfaktoren i den danske journalistik har taget over. Foto: Maj-Britt Boa kelsen, men Sørine Gotfredsen retter liget og samtidig mangler en dybere grammer handler det aldrig om dem indsigt. heller ikke kun sin kritik mod korreselv«, forklarer hun.

Hun er nemlig et klasspondenten, men mod sisk eksempel på en » En journalist bør profilerede journaliFra anonym til berømt journalist, som »er være en ydmyg ster og i særdeleshed Mette Hybel kan godt se, at jourblevet et meget stort håndværker, som er studieværter generelt. nalisterne i programmerne er blenavn på et for flygtigt sat på jorden til at Og det er netop, når vet brands, men hun kan ikke se grundlag«, mener afdække og formidle man skaber et brand problematikken.

Sørine Gotfredsen hun. ud af journalisten, at »Begge programmer har journali»Ulla Terkelsen er problemet opstår, stens eller værtens navn med i titlen sådan et menneske, som er blevet mener Sørine Gotfredsen.

– ja, de er et brand på den måde. Men en kæmpe mediestjerne. Hun er ble»Studieværter bliver profileret alt det er jo kun problematisk, hvis fokus vet et billede på en journalist, der for meget og er ofte alt for synlige i er på dem og ikke på det indhold, de rejser rundt og forstår verden, men deres egne programmer. Jeg tror det leverer i programmerne. Og jeg mennår jeg hører hende reportere, føler hænger sammen med en tidstypisk er faktisk, at fokus er på indholdet«, jeg mig ikke specielt meget klogere. trang til at blive set, blive berømt og siger Mette Hybel.

Budskabet er alt for overfladisk«, tjene penge«, siger hun.

Sørine Gotfredsen mener nu stadig, forklarer Sørine Gotfredsen.

Nogle af de programmer hvor at der er sket et skred i journa-listikMen at Ulla Terkelsen skulle være studieværten er særlig synlig er ken i den forkerte retning. Vores opoverfladisk og ikke synderligt belæst, ”Clement Søndag” og ”Jersild Live” fattelse af, hvordan vi opfatter jourer Michael Dyrby bestemt ikke enig i. på DR, hvor Mette Hybel er redaknalister, er forandret.

Han mener tværtimod, at den kendte tionschef. »Fra at være den anonyme mand korrespondent er både indsigtsfuld Hun mener, at kritikken eller kvinde, som og uddannet på mange forskellige er for generel, og at der er » Jeg synes, det er sørger for, at vi får planer. stor forskel på program- en underlig gamindsigt i verden, »Ulla Terkelsen er højt belæst og mer som ”Korresponden- meldags opfattelse af og ikke selv har har gået i livets skole, uddannet sig terne”, ”Clement Søndag” tingene. Nogle journoget behov for at og været i det her fag i så mange år. og ”Jersild Live”. nalister har kompeblive lagt mærke Så, at hun ikke skulle besidde sjæl »Jeg mener på ingen tencerne, indsigten, til - til at være et og viden er jo helt ude i hampen. måder, man kan sam- viljen eller evnen til menneske som Jeg er meget uenig med Sørine i, at menligne ”Korrespon- at blive et brand gerne selv vil være Michael Dyrby man ikke er blevet klogere, når man denterne” med de to berømt. Det er en har lyttet til Ulla Terkelsen. Det tror andre programmer. ”Korskam«, afslutter jeg alle bliver – åbenbart undtagen respondenterne” handler decideret Sørine Gotfredsen.

Sørine selv«, forklarer han. om journalisterne. Det gør hverken ”Clement Søndag” eller ”Jersild Live”.

Kendte gør de unge klogere Jersild og Clement er stærke navne Når journalister bliver brands Mette Hybel er enig i, at samfundet netop på grund af deres journalisDet har desværre ikke været muligt har udviklet sig i en kendisfikseret tiske kvalifikationer, og i begge proat få en kommentar fra Ulla Terretning, som også er at mærke på

journaliststanden. Hun fortæller, at der er en omsiggribende kendisfaktor i hele samfundet, og at den ikke nødvendigvis er sund. »Jeg tror, det skaber mange skuffede sjæle, når lyset brænder ud. Og jeg tror, at mange er drevet mod journalistfaget, fordi de også er drevet mod den ”kendthed”, man kan opnå. Men langt de fleste journalister arbejder med faget, fordi de synes, journalistik er vigtigt«, siger Mette Hybel og uddyber: »Men når ”kendtheden” bygger på reelt talent, reelt indhold og en reel passion for at gøre en forskel, påvirke samfundet eller anskueliggøre magtmisbrug, så er det blot positivt.« Mette Hybel mener desuden, at kendisfaktoren i journalistikken også kan have den positivem sideeffekt: At unge mennesker begynder at se seriøst tv, frem for ”Paradise Hotel” og ”For lækker til Love”. ”Korrespondenterne” kan også tage en del af æren for dét. »At Clement i sig selv er blevet et navn kan få rigtig mange unge til at se seriøst tv, og det samme mener jeg faktisk også, at et program som ”Korrespondenterne” kan. Det får folk, som normalt ikke interesserer sig så meget for udlandsjournalistik til at kigge med – og blive klogere«, afslutter hun. mafoc11@student.sdu.dk

FOKUS

LIXEN | marts 2012 | 17

Kendthed lokker hver tredje SDU’er Cirka 35 procent af de kommende journalister fra SDU håber på at få deres navn frem i offentligheden.

Det viser en rundspørge foretaget af Lixen. Ekspert i tv-journalistik ser resultatet som en positiv tendens, da ambitionerne kan styrke det journalistiske produkt.

Allan Nisgaard

For mange studerende handler journalistuddannelsen ikke kun om at blive en kritisk vagthund og dygtig formidler. Det kan også være et springbræt til anerkendelse og berømmelse. 83 journaliststuderende fra henholdsvis 2. og 4. semester på SDU har deltaget i en undersøgelse foretaget af Lixen. 29 svarede, at de godt kunne tænke sig at blive offentlig kendt for deres journali-stiske arbejde. »Jeg vil gerne være kendt fra et talkshow-lignende program, fordi det er afslappet og nærværende«, siger journaliststuderende på SDU Trine Søgaard Kristensen.

Hendes mål er ikke kun at blive genkendt på gaderne, men derimod

,

har ambitioner om at lave noget, som at skabe identifikation og troværgår hen og bliver offentligt kendt. er så godt, at folk vil lægge mærke dighed hos befolkningen, så hun kan »Hvis man spørger almindelige til det. De vil lave noget, som gør en fokusere på de historier og den jourmennesker på gaden, så kan de forskel« siger Thomas Palnalistik, hun brænder måske nævne mellem ti og femlesen og fortsætter. for at lave. » Jeg synes, det ten journalister i Danmark, som de »Det er ligesom med fod»Jeg tror på, at man er positivt, at 35 kender«, siger Thomas Pallesen. har større gennem- procent af de ad- boldspillere, der ønsker at Men det kommer ikke bag på ham, slagskraft og bedre spurgte gerne vil komme på landsholdet. De at der i dag er så mange journalister, vil gøre deres bedste for at muligheder for at være kendt som som drømmer om at blive kendt. Han blive dygtige nok«, siger gennemføre sine idéer, journalist ser det som en samfundsudvikling, Thomas Pallesen hvis man har etableret han. der er eskaleret inden for de sidste sit navn i samfundet«, Den fortolkning kan jourti år. Der er kommet mere fokus på uddyber Trine Søgaard Kristensen. naliststuderende Trine Søgaard kendisser i medierne.

Ud af de 83 studerende, svarede Kristensen godt forstå. Hendes drøm »Identifikationsniveauet er steget, 73, at muligheden for at blive kendt om at blive kendt hænger også samog den offentlige debat er i dag ikke havde nogen indflydelse på valg men med hendes ambitioner om at præget af personer. Det kan vi blandt af studie. De studerendes ambitionlave konstruktiv journalistik. andet se i politik, men også i journaler om at blive journalist har derfor »Jeg har mange ønsker om - måske istik, hvor der er kommet mere fokus højere prioritet end drømmen om at ikke ligefrem at ænpå journalisten selv«, blive kendt. dre verden - men » Jeg tror det ligger siger Thomas Pallesen. i hvert fald at gøre indbygget i mange Styrker journalistikken mit til, at dem, som journalister, at det TV har størst blikfang Ekspert i tv-journalistik og lektor normalt ikke har ta- man gør som jourIfølge de journaliststupå Danmarks Journalisthøjskole letid, får mulighed nalist er at ekspoderende på SDU er tvThomas Pallesen ser resultatet af unfor at blive hørt«, nere sig selv mediet det foretrukne Henrik Wilhelm Jørgensen dersøgelsen som en positiv tendens. siger hun. sted, hvis man vil blive Ifølge ham kan det være en fordel for kendt. I undersøgelsen journalistikken, når de studerende Urealistiske ambitioner svarede 70 ud af 83, at der er størst og journalister har ambitioner om at Selvom lektor Thomas Pallesen chance for at blive genkendt i ofblive kendte. ser Lixens undersøgelse som en fentligheden, hvis man arbejder på »Jeg ville nok ikke have sagt det positiv udvikling, understreger TV 2 eller TV 2’s underkanaler. Det her for nogle år siden, men jeg synes, han samtidig, at de studerendes kommer ikke bag på uddannelsesdet er positivt, at 35 procent af de ambitioner er urealistiske. Ifølge chef på Danmarks Journalisthøjadspurgte gerne vil være kendt som ham er det umuligt, at en tredjeskole, Henrik Wilhelm Jørgensen. journalist. Det understreger, at de del af 83 uddannede journalister »Der er ingen tvivl om, at det er

nemmere at blive en kendt journalist, hvis man arbejder på tv, end hvis man eksempelvis arbejder på en avis, hvor man er meget mere anonym«, siger han.

Henrik Wilhelm Jørgensen har undervist i TV i flere år og har derfor oplevet mange journaliststuderende, som gerne vil være i berømmelsens skær. »Jeg tror, det ligger indbygget i mange journalister, at det, man gør som journalist er at eksponere sig selv på den ene eller anden måde.

Produktet skal jo ofte ud til en meget bred mængde af mennesker i samfundet«, siger han.

Efter sommerferien skal endnu et hold journaliststuderende i praktik. Kendismotivationen er dog ikke gældende her. I undersøgelsen lavet af Lixen, svarede 79 ud af 83, at muligheden for at blive kendt ikke havde nogen indflydelse på valg af praktikplads. alnis09@sdu.student.dk

,

Spørgeskema. Tallene i diagrammer angiver antal studerende, der har svaret det pågældende til spørgsmålet. 83 journaliststuderende fra SDU er med i undersøgelsen.

FOKUS

18 | marts 2012 | LIXEN

Journalistermangler

X-factor

Det kan være en fordel ikke at være uddannet journalist, hvis man gerne vil være tv-vært. Journalistuddannede er for kedelige som tv-værter, og uddannelserne ødelægger kreativiteten, lyder det fra flere værter. Peter Bro, leder af Center for Journalistik på SDU, vil arbejde på at stimulere kreativiteten på uddannelsen.

Lærke Kjær von Hahn

»Skoling betyder, at journalister underkaster sig en vis ensretning«, siger Jes Schrøder, redaktøransvarlig på underholdningsprogrammer på TV 2.

Han synes, at det ligefrem kan være en hæmsko i visse programtyper, hvis det er en uddannet journalist, som er vært. Når det handler om underholdning, betyder værtens udstråling og personlighed mere. »Det er ikke nok at være en god journalist og have papir på det. Det kræver, at man som vært har X Factor,« forklarer han.

Det er Ane Cortzen, vært på DR2,

enig i. Hun synes, at journalistuddannede har en tendens til at tænke ens. Journalistuddannelserne opsætter en vis standard for, hvordan en journalist bør agere. Derfor har de ofte den samme tilgang til tingene, og det er kedeligt. Selv er hun uddannet arkitekt og grafisk designer, og hun mener, at ikke-journalistuddannede kan byde på en anden tilgang til tingene.

Kreativitet på SDU Morten Resen, vært på TV 2, mener, at journalistuddannelserne dræber kreativiteten. Han forklarer, at kreativitet er en vigtig faktor, når man skal være vært, og at journalistuddannelserne ikke dyrker kreativiteten nok. »Teknik, etik og jura kan altid læres.

Det kan det kreative ikke på samme måde«, fortæller han og understreger, at journalistuddannelsen efter hans mening ikke altid er god for de studerende.

Peter Bro, leder af Center for Journalistik på Syddansk Universitet, er uenig. Han oplever ingen naturlig modsætning mellem at blive uddannet journalist og at være et kreativt tænkende væsen. Tværtimod. »Jeg tror, at kreative evner og engagement driver mange studerende mod landets journalistuddannelser

og en senere ansættelse i medieverdenen«, siger han og pointerer, at det er naturligt, at journalister ikke ender med alle studieværtsposter.

Han mener, at landets journalistuddannelser giver den bedste all-round uddannelse i forhold til at fungere som studievært. De studerende lærer at vinkle, ”være på”, reflektere og vælge kilder, påpeger han.

Skolen skal stimulere studerende Peter Bro understreger, at Syddansk Universitet naturligvis kan blive endnu bedre til at stimulere kreativiteten på journalistuddannelsen.

Derfor introducerer de også nye fag, der har det formål at højne idéudviklingen, innovationslysten og ikke mindst gennemslagskraften hos de studerende.

Morten Resen mener også, at uddannelserne skal arbejde mere med idé-genet. »Det skal plejes, nusses og stryges med hårene i høj grad«, siger han og fastslår, at det er synd, at de studerende bliver skolet på samme måde.

Det giver dem en ens tankegang. Han sikker på, at det ofte er grunden til, at rigtig mange af de journalistpraktikanter, der starter på P3, aldrig vender tilbage til uddannelsen igen.

Peter Bro påpeger, at man på uddannelsen i Odense allerede er

meget optaget af kollektivt tænkende Det er Peter Bro enig i. individualister, men at man godt kan »Så mange studeværtsjobs rummer blive bedre til at stimulere studemediedanmark altså heller ikke. Men rende med oplagt værtspotentiale. tænk bare på, hvor mange af vores »Vi vil meget gerne stimulere nogle journaliststuderende, der i fritiden særlige oplagte evner hos den enfår erfaringer med studieværtskelte studerende, så man får nogle tjasen via diverse fritidsjobs rundt personlige styrker og særområder«, omkring i medielandskabet. De mest fortæller han og tilføjer: entusiastiske skal nok nå flot i mål,« »Det er hele tiden en afvejning afslutter han. af, hvad der er væsentligst at lære i forhold til den korte grunduddanlavon11@student.sdu.dk nelse.« Jes Schrøder synes ikke, at uddannelsesstederne bør ændre noget for at undgå, at man uddanner folk til en fælles tankegang.

Den enkeltes talent kan ikke Divya Das holdes nede.

Clemen t Kjersgaard »Skoling er ikke altid nok, Morten Resen når man skal være vært.

Lisbeth Østergaard Men nu udgør værtsjobAnders Breinholdt bet også kun tre proBubber cent af alle redaktionelt Ane Cortzen ansatte i branchen, så gode journalister Felix smith er der stadig brug ...Ikke er uddannede journalister for«, siger han og fortsætter: »Studerende skal huske, at der er andet her i livet end at være kendt og være på.

Så spændende er det heller ikke at være vært«.

Vidste du at...

FOKUS

LIXEN | marts 2012 | 19

To veje til succes Held, lyserøde kaninkostumer og hårdt arbejde.

Lixen har mødt DR MAMAværterne Thomas Skov og Emil Thorup til en snak om kendisstatus og journalistisk integritet. Og alt det midt imellem.

Eva Krarup Nielsen

»Det skal du lige vide, Eva. Emil og jeg har polititilhold og må max være i samme land i 24 timer. Derfor skal du virkelig time dit interview!« Sådan lyder det i en mail fra Thomas Skov en sen aften i februar.

Emil Thorup er netop landet fra Bangkok, og Thomas Skov forlader landet til fordel for de østrigske pister lige om lidt. Og når praktikanten er hjemme fra skiferie, indtager Emil Thorup Joan Ørtings elskovsrede på Langeland. Så hvis vi vil have det interview skal det være nu. »I skal faktisk være meget beærede.

Vi har lige sagt nej tak til Ugeavisen Odense«, siger Emil Thorup, da Lixen møder ham i DR’s betonlokaler på Amager.

Held og Herning Folkeblad Vejen til værtsjobbet på Danmarks Radio har været meget forskellig for de to kollegaer. Thomas Skov tog tre år på Journalisthøjskolen, men droppede ud, da han blev ringet op af Anders Lund Madsen, der tilbød ham

et job på Det Nye Talkshow. Thomas Skov tilskriver en stor del af hans succes et sammenfald af heldige omstændigheder. »Hvis jeg ikke havde mødt Anders på P3, så havde jeg nok siddet nede på Herning Folkeblad i dag og interviewet MGP-værten«. siger Thomas Skov. »Og fået et afslag i øvrigt«, indskyder Emil Thorup.

Emil Thorup har ingen uddannelse, men har formået at arbejde sig op fra bunden og har udforsket mange af branchens kringelkroge. Alt fra Popstars over personlig slave for Casper Christensen til vært på Melodi Grand Prix. »Jeg har været heldig, men jeg har sgu også været opsøgende. Jeg tror, jeg er lige så dygtig som Thomas, men jeg har ikke været lige så heldig.

Jeg er bare tre år ældre«, siger Emil Thorup.

Kendisstatus kontra substans Thomas Skov har kastet sig ud i at tegne en avanceret graf med celebrity-status på X-aksen og substans på Y-aksen. Han har indtryk af, at jo mere kendt man er, jo mindre sjov behøver man at være, før folk synes man er sjov. For så ved de jo, at han har været sjov engang.

Emil Thorup mener ikke, at ens journalistiske integritet bliver overskygget, bare fordi man er kendt, han har derimod udnyttet det til sin fordel: »I starten var jeg meget obs på, at mine programmer skulle være sjove,

» Hvis man gerne vil være vært på DR, så skal man i hvert fald ikke tage til Mexico og kneppe Emil Thorup

for at folk gad at se det, men nu jeg lidt mere ligeglad. Jeg kan tillade mig at proppe al den kvalitet i dét, somjeg har lyst til, selvom det måske ikke er så populistisk.« For Thomas Skov derimod er integritet ikke dét, han vægter højest: »Forleden dag stod jeg i indre by og poserede i kaninkostume. Der var rigtig mange, der mente, at dét skulle jeg ikke. Og der har jeg det sådan – integritet, det kan ikke købe mig ting. Jeg vil da hellere sælge ud, og så kunne køre lækkert«.

Her skal det tilføjes, at han kører i en blå Fiat, så måske der alligevel gemmer sig lidt integritet derinde et sted.

Thomas Skov er ikke bekymret for, at hans optræden i lyserødt kaninkostume vil give bagslag for hans fremtidige karriere. For Thomas Skov vil hverken være den nye Kim Bildsøe, eller lave journalistik om ti år: »Jeg var kok på Bone’s i seks år, det var en sjov tid, men det var også godt at komme ud af det. Jeg ser DR og journalistik som en Bone’s restaurant: Det er meget sjovt at stå ved grillen lige nu, men på et tidspunkt kan du heller ikke kapere mere spareribs, så skal du ud og prøve noget andet«

»Vores karrierer er lidt ligesom Heathrow« Der findes et hierarki i dansk fjernsyn, ihvertfald hvis man skal tro Emil Thorup. Øverst på ‘coolness’-aksen finder man DR1, dernæst TV 2, TV3 og så fremdeles. Når man har bevæget sig længere ned ad aksen, kan man ikke komme op igen. »Det er ligesom de dér udgange i lufthavnen. Når du først er gået ud, kan du ikke komme ind igen.« Når stjernenykkerne bliver for store

Foto: Eva Krarup Nielsen

hos de to kendisser, er kæresterne derhjemme gode til at få dem ned på jorden igen. Når Thomas Skov føler sig for kendt til at gå i Brugsen og pante flasker, får han klar besked om at gøre det. Én flaske ad gangen, vel at mærke. Og Emil Thorups kæreste er bare god til at fortælle ham, at han ikke er sjov.

Med henholdsvis Anders Lund Madsen og Casper Christensen som mentorer, er Thomas Skov og Emil Thorup blevet hjulpet godt på vej

rent karrieremæssigt. Det er meget federe at have en protegé, der lærer én op, end at blive kendt for at have medvirket i et reality-program, mener Emil Thorup. »Det er et rigtig godt råd til alle journaliststuderende: Hvis man gerne vil være vært på DR, så skal man i hvert fald ikke tage til Mexico og kneppe,« påpeger Emil Thorup afslutningsvis. evnie11@student.sdu.dk

Foto: Eva Krarup Nielsen

» Jeg ser DR og journalistik som en Bone’s restaurant

Thomas Skov

FOKUS

20 | marts 2012 | LIXEN

At være vært kræver kreativitet Du kan godt lade dit eksamensbevis i journalistik blive hjemme, hvis du skal til casting som underholdningsvært på TV 2. Der handler det i højere grad om talent, udstråling og personlighed, mener Jes Schrøder, programredaktør på TV 2.

Lærke Kjær von Hahn

Skjorten er nystrøget, makeuppen er lagt, og dagens interview er gennemarbejdet. De ligner journalister, og de optræder som journalister, men de har ingen journalistisk baggrund. To af dem er Morten Resen fra TV 2 og Ane Cortzen fra DR2. Fælles for dem er, at de er værter, men ikke uddannede journalister. I stedet har de X-faktor i rygsækken. De er overbeviste om, at journalistik og værtsjobbet ikke nødvendigvis hænger sammen. Man behøver faktisk slet ikke at være

uddannet journalist. »Værtens udstråling er en væsentlig faktor. Det er altid en fordel at være uddannet, men jo mere underholdningsagtigt programmet er, jo mindre betyder uddannelsen«, siger Jes Schrøder, som er redaktøransvarlig for ”Go’ morgen Danmark”, ”Go’ aften Danmark” og ”Weekend Weekend”.

Kendte kan være troværdige I underholdningsprogrammer er værter ofte kendte ansigter, men Jes Schrøder forklarer, at det er der en særlig grund til. »Det handler ikke kun om, at de er kendte ansigter. De har nemlig ofte noget bestemt at byde på i forhold til programmet«, siger han og eksemplificerer, at Janus Bakrawi er vært på ”De bortførte børn”, fordi han selv har været bortført som barn. Det giver ham en særlig troværdighed som vært - en troværdighed, som en almindelig journalist ikke ville have. »Suzanne Bjerrehuus og Karen Thisted, som er frontfigurer i ’Mormors Bordel’, er gode værter, fordi deres holdninger og deres

personligheder har aflejret sig i befolkningen i årevis. Hvis man skiftede dem ud med to ukendte, nyuddannede journalister fra SDU, så ville det nok ikke fungere helt så godt«, siger Jes Schrøder.

Han er sikker på, at et kendt ansigt giver en særlig effekt hos seerne, men det er ikke nødvendigvis en fordel.

Det kommer an på programmet.

Erfaring dræber kreativiteten Jes Schrøder mener, at en dygtig værts kreativitet ikke kan holdes nede.

Derfor kan en vært sagtens trænes op uden en journalistisk skole. »Grundskoling giver et plus, og det skader ikke at kunne faget«, fortæller Jes Schrøder, men understreger, at det først og fremmest handler om personlighed og talent.

Ane Cortzen er uddannet arkitekt og grafisk designer, men i dag er hun vært på ”TVTVTV” på DR2. Hun mener, at udstråling og lysten til sit arbejde er vigtigere end journalistisk erfaring. Det er ikke problematisk, at værter ikke er uddannede, så længe det handler om underholdningsprogrammer, påpeger hun.

»Måske er folk trætte af, at journalister stiller spørgsmål på en bestemt måde. Det virker ikke så naturligt. Jeg tror, at jeg kan byde på en anden tilgang til tingene, når jeg ikke har en erfaring bag mig«, siger hun.

Hun synes ikke, at det har været et problem, at hun ikke er uddannet journalist. Det ville kun være et problem, hvis hun skulle lave nyhedsprogrammer eller kritisk journalistik. Det handler mere om at kunne formidle og have udstråling end at have et papir, hvorpå der står, at man er journalist, forklarer hun.

Det er Jes Schrøder enig i. Han understreger at være journalist er en ubeskyttet titel. »Der findes uddannede journalister, der er talentløse, og som kun kan kalde sig journalist, fordi de har papir på det«, siger han.

Uddannelsen kan være et plus Karsten Baagø, lektor og journalist på Syddansk Universitet mener, at uanset om man har uddannelsen eller ej, skal man som vært

vide, hvad journalistik handler om.

Man skal forstå rollen som journalist, forstå hvad der kræves af et journalistisk produkt og forstå at kommunikere med sin målgruppe. »Alt det lærer man på en journalistuddannelse, men man kan også godt lære det uden en journalistuddannelse. Måske bare mere uorganiseret og tilfældigt eller i kraft af naturligt talent«, siger han.

Det kan Morten Resen, vært på TV 2, nikke genkendende til.

Morten Resen er vært på Go’ Morgen Danmark og Voice på TV2, og han kan godt til tider savne at have lært alt det, som han har sjusset sig frem til. »Det ville have sparet mig for en del besvær, hvis jeg havde lært på forhånd, hvad der er rigtigt eller forkert at gøre«, siger han, men understreger dog, at så længe man vil jobbet betyder uddannelsen ikke så meget. At være vært kræver, at man er kreativ. Resten kan læres.

lavon11@student.sdu.dk

Seks skarpe til Johannes Langkilde Kendte journalister deltager ofte i underholdningsprogrammer. I sidste måned var det TV 2-darlingen Johannes Langkildes tur til at medvirke i Zulus ”Vild med Comedy”. Han mener, at seerne har krap på at vide, hvem man er.

Men hvordan harmonerer det med rollen som troværdig nyhedsvært?

Christine Brink

Hvorfor valgte du at deltage i ”Vild med Comedy”? »Først og fremmest vil jeg sige, at jeg sjældent siger ja til at deltage i underholdning. Jeg gør det, når jeg synes, det er sjovt, og jeg selv får noget ud af det. I det her tilfælde synes jeg, jeg havde brug for at blive rigtig nervøs igen«.

Hvilke overvejelser gjorde du dig, inden du valgte at være med? »Jeg siger som tommelfingerregel nej, når det ikke har noget med mit arbejde at gøre. Jeg siger ofte nej til artikler i dameblade, hvor det er, ”hvad kan du godt lide ved en kvinde”-stilen. I det her tilfælde kan man selvfølgelig også sige, at det ikke

har noget med mit arbejde at gøre.

Men alligevel synes jeg, det havde, fordi det var en performance. Man skulle ligesom yde noget. Og man havde også en mulighed for at falde igennem. Jeg synes seerne har et krav på at vide, hvem man er, og hvad man rummer som menneske. Det synes jeg er en del af at være troværdig«.

Hvilke betydning tror du, det har for din troværdighed som nyhedsvært? »Det gjorde jeg mig mange overvejelser omkring. Jeg sagde også til dem (Zulu red.), at jeg ikke kunne lave noget, der var ekstremt perverst, eller noget hvor jeg hang navngivne personer ud. For det korresponderer ikke med mit job, og så ville jeg dagen efter være enormt utroværdig«.

Hvordan tror du, din medvirken påvirker seerne? »Jeg tror, det påvirker dem til at se, at ham Langkilde er andet end en dukke på skærmen. Han er et helt menneske. Det synes jeg, bidrager til troværdigheden«.

Var det din egen beslutning at medvirke, eller var det noget du fik besked på fra TV 2? »Nej nej, det var min egen beslutning.

Der har vi trods alt så frie rammer, at jeg selekterer benhårdt i, hvad jeg mener er godt for mig og for TV 2«.

Hvor går grænsen i forhold til, hvilke programmer du vil medvirke i? »Jamen, den går der, hvor det bliver privat. Jeg skal være med i noget, som skildrer min person og min personlighed, og hvor det på en eller anden måde harmonerer med mit job i øvrigt.

Det kan man ikke sætte på formel eller lave en matematisk ligning, der siger, at dér går grænsen. Det er noget, jeg vurderer fra gang til gang.« chkje11@student.sdu.dk

FAKTA I ”Vild med comedy” deltager en række kendte danskere. De skal forsøge sig som komikere foran et live publikum. De kendte får en coach, der skal hjælpe dem igennem skriveriet og give gode råd om at stå på scenen.

Udover Johannes Langkilde har blandt andet TV 2-kollegaerne Cecilie Frøkjær og Cecilie Hother medvirket i programmet.

Kilde: TV 2

Foto: TV 2

FOKUS

LIXEN | marts 2012 | 21

»I må lære hvordan man er journalist i virkeligheden« Sundhedsordfører for SF, Jonas Dahl, har fået nok af tøvende journaliststuderende, der ikke spørger, når de skal.

Tinne Hjersing Knudsen

Det er onsdag d. 4. januar i år, og 1. semester er et døgn inde i deres håndværkseksamen. På Christiansborg sidder Jonas Dahl fra SF på sit kontor med en glødende telefon. På to timer ringer omkring 20 eksmensramte journaliststuderende fra SDU for at få en kommentar. Det bliver for meget. Han skælder en studerende ud og ringer til Center for Journalistik for at sige stop.

Det frustrerende er dog ikke, at de studerende ringer. Det er, at de ikke er klar til at spørge med det samme. »Jeg blev mailet af flere, som gerne ville have mig til at ringe dem op.

Da jeg så ringede dem op, ville de aftale et tidspunkt for et inter-

view flere dage senere«, fortæller Jonas Dahl, der har været medlem af Folketinget for Socialistisk Folkeparti siden 2007.

Ikke i trit med virkeligheden Jonas Dahl synes, at de journaliststuderende skal lære at være forberedte, når de tager kontakt til politikerne første gang. Han mener ikke, at journalister har tid til at planlægge interviews flere dage ud i fremtiden, når først de er uddannede.

»De journaliststuderende må lære, at hvis de ringer op, skal de også kunne spørge med det samme. Man spørger, om det passer dårligt, og hvis det ikke gør det, spørger man med det samme«, siger Jonas Dahl, der i gennemsnit bliver ringet op af 40-50 færdiguddannede journalister om ugen. »Jeg må ofte svare fra hoften med en overordnet politisk tilgang. Journaliststuderende må derfor også være forberedte på at spørge med det samme«, siger han og forklarer,

at han har haft mere at se til efter folketingsvalget i efteråret 2011, hvor SF gik syv mandater tilbage.

Mandattilbagegangen betyder, at Jonas Dahl i dag er Finans-, Forsknings-, Skatte- og Sundhedsordfører og derfor skal han svare på mange spørgsmål fra pressen. »Jeg foreslår, at I får besøg af flere politikere, så I ved, hvordan vi arbejder«, afslutter han. tiknu11@student.sdu.dk

» De journaliststuderende må lære, at hvis de ringer op, skal de også kunne spørge med det samme Jonas Dahl

FAKTA Lixen har undersøgt de studerende på Center for Journalistiks forhold til politikere og politisk journalistik.

Vidste du at...

60 % ved ikke hvordan en politikers hverdag ser ud.

42 % har fået afvist et spørgsmål af en politiker.

53 % vil gerne være politiske journalister.

64 % savner mere undervisning i politisk journalistik og spin på uddannelsen.

Lixen goes web Vidste du heller ikke, at Lixen har en hjemmeside?

Tænker du, at en avis der udkommer otte gange om året ikke kan have en fed hjemmeside? Du bliver forhåbentlig klogere her.

Morten Buttler

Lixen.dk er ikke blandt de mest besøgte hjemmesider i det ganske land. Det kan den nye Lixenredaktion forhåbentlig lave om på.

Med to redaktører, der har specifikt fokus på Lixen.dk, Facebook og Twitter, kan I som læsere forvente en række nye tiltag. Vi håber, at I får glæde og stor fornøjelse af vores nye hjemmeside.

Hvis du lige nu sidder og savner nogle konkrete forandringer, så læs med lidt endnu.

Hjemmesidens design er helt omstruktureret. Der vil komme mere fokus på lækre billedgallerier, videoog lydklip. Vi har en ambition om at integrere Lixen.dk med avisen, men samtidig skal billedgallerier, video– og lydklip bringe eksklusive features på hjemmesiden.

Vi har oprettet et debatforum SDyoU, hvor man kan oprette sig som bruger. Dette forum kan bruges til en række forskellige ting.

Det er tænkt som et sted, hvor man kan diskutere artikler i Lixen. Lad os eksempelvis antage, at Center for Journalistik vil ændre studieforløbet, så man er tvunget cand.public’er. Det skriver Lixen en artikel om, og her vil det så være muligt at klikke ind på Lixen.dk, hvor emnet kan debatteres til ukendelighed.

Det vil desuden også være en oplagt mulighed for at gøre sin indflydelse gældende, selv hvis man ikke har tid til at dukke op til et redaktionsmøde. Forslag til artikler, idéer til en

ny måde at tænke et portæt på, og i det hele taget nye forslag, vil kunne flyde frit mellem dig og Lixen-redaktionen. Det ville da være en solstråle historie, hvis Lixen virkelig blev hele medietorvets avis.

I bunden af artiklerne vil I kunne spejde efter den på sigt legendariske MOBILixen-barcode. Den kan scannes ind via din smartphone, og du vil på få sekunder befinde dig på Lixens hjemmeside. Via disse barcodes kan du aktivt diskutere en artikel på vores forum SDyoU. Du vil blive ført direkte ind til det billedgalleri, der passer til artiklen, og findes der en video, jamen så er der en lækker video til jer.

Hvis du står/sidder/løber og tænker, hvordan fanden gør jeg lige det der med at scanne en barcode, hvad er en barcode eller lignende, så fortvivl ej. Her følger en let beskrivelse.

Du åbner din App store eller lignende, og så skriver du scan i

søgefeltet. Så vil der komme en række forskellige apps. Jeg bruger personligt ”Scan”-app’en til iPhone.

Scanneren fungerer som dem du kender fra supermarkedet.

Du scanner barcoden i Lixen og vupti – så er du på Lixen.dk.

Den nye webredaktør og grafiker på Lixen, Rasmus Hinchely, har høje forventninger til det nye flermedielle projekt. »Jeg har store forventninger til flere af vores tiltag. Især videodelen bliver fin, men helt generelt tror jeg, at folk

bliver glade for den nye hjemmeside.

Den er mere brugervenlig end nogensinde før«, siger Rasmus Hinchely.

Webredaktøren ser frem til at boltre sig på en journalistisk eksperimentel legeplads.

Vi glæder os til at byde dig velkommen! mobut11@student.sdu.dk

Se Lixen.dk’s nye design her

OPINION

22 | marts 2012 | LIXEN En praktikant fortæller

Meninger

Helt almindelige mennesker Kasper Kildegaard

Jeg er træt af, hvordan medierne bruger begrebet ”helt almindelige mennesker”. Lad mig understrege, at det ikke irriterer mig, fordi jeg har en utopisk og idyllisk forestilling om, at alle mennesker er originale og at almindelighed ikke findes. Der er da såmænd nogle få, som der er mange af. Det kan ikke være anderledes.

Men den måde tv-medierne bruger begrebet rummer en subtil nedladenhed. Det kommer til udtryk hver gang man skal fylde nogle nemme minutter i fladen. Da tager man en interessant og kompliceret historie og forfladiger den i sin mest ultimative form ved at sige: ”Men hvad mener helt, helt almindelige mennesker om denne sag?”. Eller også tester man de kedelige og almindelige leverpostejsdanskere på deres viden, som det skete i Presselogen for nyligt.

Ved de helt almindelige mennesker mon, hvem der vandt årets Cavlingpris? Ved de mon, hvad favoritten til den franske præsidentpost hedder?

Jeg antager, at formålet er at folkelig-

gøre journalistikken. Og det er da en ædel intention.

Men virkeligheden viser, at det ikke lykkes. For det er en anelse hovent at sidde i sit fine tv-studie med sin høje løn, lange uddannelse og kendte kilder at stemple alle andre som ”helt, helt almindelige”.

Nogle gange siger studieværterne det næsten på en måde, som har et stænk af plat medfølelse: »Stakkels mennesker, der ikke har læst på universitetet, og går på arbejde hver dag for at arbejde hårdt fysisk til 25.000 kroner om måneden. Vi må da hellere lige give dem ti sekunder i fjernsynet, så de i det mindste har fået lidt ud af tilværelsen«. Man opnår det modsatte af, hvad man havde i sigte.

Man hæver sig over de mennesker, der sidder og kigger på det, man laver.

Væsentligheden i indslagene er også håbløst fraværende. Typisk er konklusionen, at danskere er splittede på et område, som de hver især får lov at kommentere

overfladisk på. Eller – og det er ligeså typisk – så ved de ”helt almindelige mennesker” intet om det givne emne.

Det kan man så more sig over inde i studiet, fordi det bekræfter, at man er klogere end dem. Hvad skal vi som seere bruge det til?

Folkelighed i dansk journalistik er essentielt. Det er indiskutabelt.

Det kan ikke være tung forskning og økonomi det hele. Men folkelighed skabes ikke på denne kluntede og elitære måde. Det er nyttesløst.

Man burde lade være med alt dette ”almindelige-mennesker-tyranni” og vinkle historierne på en måde, så folk kan bruge det til noget.

Hvad betyder en lov eller begivenhed for flertallet af danskerne?

Hvor meget mere skal de betale i skat, hvor meget stiger ydelserne på deres lån?

Det er der allerede meget af, og det er godt. Men der er for meget »almindelige mennesker«-pjat. Det er ikke folkeligt. Det er fordummende, irrelevant og nedladende. kasoe10@student.sdu.dk

Journalistuddannelse i

vendekåbe Marlene Ulbæk Cohr Andreasen

Man har ikke kunne undgå at bemærke, hvordan journalistuddannelsen i Odense først ændrer på ét og så ændrer på noget andet. Det bliver man også nødt til, hvis man skal forbedre sig. Men med tiden synes jeg, at uddannelsen bevæger sig længere og længere væk fra det universitet, som uddannelsen ellers skulle være en del af.

Nu er ændringens tid kommet til tilvalget i journalistik, som efter alt at dømme skal nedlægges, efter det sidste hold starter til september.

På trods af nye efter- og videreuddannelseskurser, er det et stort tab for journalistik, ikke at tage imod studerende fra andre uddannelser, som må have noget at bidrage med efter to år med en baggrund i f.eks. medievidenskab eller dansk. Det er ærgerligt, hvis journalistuddannelsen bliver en lille lukket kreds,

som ikke er forbundet med resten af universitetet. Husker jeg forkert, eller var det ikke missionen med uddannelsen, da den i sin tid blev oprettet?

Det er nemlig guld værd at have en journalistisk uddannelse på Fyn, så vi kan konkurrere med DMJX og RUC om at producere de bedste journalister.

Men det kræver, at der udarbejdes en klarere vision for, hvilken retning det er, uddannelsen skal have.

Hvorfor være tilknyttet Syddansk Universitet, hvis samarbejdet i virkeligheden er overfladisk, og hvis andre studerende med en journalistspire i maven ikke kan få lov til i det mindste at prøve at udleve drømmen? mandr09@student.sdu.dk

OPINION

LIXEN | marts 2012 | 23

Meninger

Kære Lixen/Rust-journalist Lene Rimestad

I næste nummer af Lixen skal du og alle de andre skribenter på Lixen og Rust svare helt ærligt på spørgsmålet: Hvorfor skriver du for Lixen/Rust?

Du har følgende svarmuligheder: 1. Fordi det ser nice ud på mit CV, og fordi jeg vil gerne have en god praktikplads.

2. Fordi jeg gerne vil lave noget på studiet, og der ikke var flere pladser i Studienævnet/Festudvalget/ KaJo. 3. Jeg skal jo have et eller andet sted at øve mig, når jeg ikke gider aflevere mine opgaver. Se i øvrigt punkt 1.

4. Fordi jeg gerne vil forandre studiet og stedet her til noget bedre. Jeg har en masse ideer.

Svaret skal være offentligt tilgængeligt for alle, der læser Lixen.

En form for varedeklaration for læserne: Denne avis indeholder 90 procent selvfedme og selvoptagethed, 9 procent småkedelig velvilje, og 1 procent sand ildsjæl. Desværre ingen grønne nøglehulsmærker til det produkt.

Gør du det bare for at være kendt?

Det er sådan noget, Amalie og Sidney Lee kan. De fleste af os fniser af deres mangel på dybde og indsigt, og de to griner hele vejen ned til banken. Amalie er mest kendt for at sige en masse dumt, og Sidney Lee bliver sikkert kendt som den nye Marlboro Man bare inden for genren selvbruner.

Men lad os lige vende blikket indad her i stedet for at hakke på mennesker, der er skabt af medierne for at blive hakket på af sådan nogen som os. Her på stedet er der stolte

traditioner for at drive både Lixen og Rust. Er der gået Amalie i Lixen og og Sidney Lee i Rust? Er det blevet sådan en hoppeborg for selvpromoverende små praktikliderlige journalistspirer? Se mig. Se mig. Se mig. Boing.

Boing. Boing. Eller er det dybde i jer?

Jeg har ikke noget imod de journalister, der brander sig selv, som bliver studieværter eller småberømte, og som bruger det til at producere et eller andet mere eller mindre propert stykke journalistik eller underholdning. Til gengæld hader jeg de mennesker, der har et talent, tager en lang uddannelse eller får en platform at brede sig ud over, og så ikke bruger til en skid. Fordi det kun handler om at brande sig selv eller tjene hurtige penge eller se ud af noget. Selvoptagethed er sjældent interessant for andre. Boing. Boing.

Boing.

Når man får ansvaret for at fylde

spalterne i en avis som Lixen eller et lækkert firfarvet magasin som Rust, så skal man da udnytte den platform til at sparke noget røv i stedet for at slikke den til ære for kommende arbejdsgivere. Og nej, det handler heller ikke om at være kritisk uden at have noget at have det i. For det ser man jo også jævnligt. En tynd kop te tilsat en god portion selvproduceret galde. Nej. Det handler om at få fat i de ømmeste punkter på det her sted og massere dem, så der kommer noget gul materie ud, og nogen finder ud af, at det gør ondt, og det skal laves om. Eller finde den sag, som man vil kæmpe for, sætte sig et mål som medie og råbe højt: ”Det er det, vi vil”.

Jeg hører nogen sige: ”Eeeej, altzå, nu haaavde jeg lige planlagt at jeg skulle ind i DR Byen og interviewe Steffen Kretz/Ane Cortzen/fortsæt selv…” Ja… God fornøjelse med det,

for du er måske den eneste, der synes, at det er sjovt at læse om ham/hende/dem igen.

Så min ikke særligt fintfølende formulerede pointe må være, at når man får en platform som Lixen eller Rust til låns, et eksklusivt, helt særligt ansvar, så må man gerne brande sig selv, men det skal da være på noget ordentligt gedigen journalistik, der gør en forskel for målgruppen, ikke kun for en selv.

Med mindre man gerne vil være kendt for selvbrunet tunge og halvdårligt sprog og den slags.

Ps: Tag nu endelig denne her klumme personligt, fordi det ER dig, jeg taler til.

Med venlig hilsen Lene Rimestad, håndværksunderviser på SDU. lri@journalism.sdu.dk

Meninger

...at det papir, der bliver printet før hvert dokument, er spild af regnskov.

- Tinne Hjersing Knudsen, 2 semester

...at der burde være en rødvinsautomat på Medietorvet.

- Christina Landry Brandt, 4 semester

...at det er en skandale, hvis folk ikke kommer og ser revyen.

-Line Tornvig Martinussen, 2. semester

...at man kan glæde sig til Karsten Baagøs påskeskjorte.

- Julie Rebecca S. Lybæk- Hansen, 4. semester

...at det er svært skuffende, at Peter Bro ikke underviser os længere. Bum. - Amalie Frøkjær-Rubbås, 2. semester

...at Darias agurk er overdrevet lækker.

- Kristian Isaksen, 4. semester

...At det er pudsigt, at christine Brink pludselig ææælsker bogstavet æ.

- Lixen-redaktionen

...at det er bemærkelsesværdigt, at Kristian Corfixen er den eneste, som har fået taget sit kolofonbillede om.

- Christine Brink, 2. semester

Foto: Rune Jensen Heidtmann

Bagsiden