LIXEN MARTS 2020

De Journaliststuderendes Avis | www.lixen.dk | 22. årgang | 1. nummer | Marts 2020

Frank Hvilsom: »Folk der lever på kanten af samfundet er ikke anderledes end os andre.« Læs om at komme tæt på kriminelle kilder på s. 4

Linsen har været en tur i Marokko.

Se de smukke billeder fra s. 18

Branchen var med Her&Nu til X Factor.

Kom med bag scenen på s. 6

2 LEDEREN

D

u kender den som øllen, der køler dig ned på en varm sommerdag.

Måske du kender den som den sorte, lækre designerstol fra Poul M. Volther til de omkring 30.000 kroner. Eller som en cigar? Kært barn har mange navne, men lige for tiden, kender vi den bedst forbundet som en faretruende virus.

Coronavirussen. Eller Covid-19, hvis man skal være præcis.

Den har spredt sig som en damp fra en røgmaskine til en skoleforestilling. Men er det egentlig selve sygdommen eller angsten for den, der har spredt sig mest?

De danske medier har ikke en TV-Avis eller en avisspalte uden en kommentar eller status på den berygtede Coronavirus. “Endnu et offer er smittet af Coronavirus” og “Familie sat i karantæne i 14 dage”. Det bugner af panik og negative headlines, der ser virussen som en istid, der er på vej til at udslette os alle.

Lad os se på nogle fakta. Sundhedsstyrelsen oplyser: “De mest almindelige coronavirus er årsag til forkølelse og milde luftvejsinfektioner, og de fleste mennesker vil blive smittet med almindelige typer af coronavirus en eller flere gange i løbet deres livstid.”

Det lyder egentlig som en helt almindelig influenza. Den har ikke dræbt lige så mange, som en almindelig influenzaepidemi har gjort det i det forgangne år. Men alligevel opfatter vi den særdeles faretruende. Danske gymnasieklasser har måtte aflyse deres studietur i frygt for at blive smittede. Lufthavne er lukkede, og i den offentlige flytrafik sidder mennesker med masker og plastikdragter for at skærme sig fra muligheden om smitte. Man skal ikke joke med sygdomme, men det lader til, at kloden er i panik over noget, der måske ikke er så slemt. Man siger jo også, at alle har en lille bid af sygdommen kræft i sin krop, hvor immunforsvaret nedbryder den gradvist. Så er det så noget andet, når immunforsvaret svækker - og det gælder jo på samme måde for Coronavirussen.

Jyllands-Posten turde alligevel trække lidt i de satiriske tråde omkring den berygtede virus. En satirisk tegning af Niels Bo Bojesen blev printet 27. januar. Der gik ikke mange minutter før

MARTS INDHOLD

snakken tordnede af sted. I mange forskellige toner. Kineserne mistede besindelsen over tegningen. Eller den kinesiske stat gjorde. Andre så tegningen som en sjov fortolkning. Det krævede en undskyldning af Jyllands-Posten fra kinesisk side. Det var simpelthen over grænsen. En totalitær stat i verdens størst befolkede land, der undertrykker sin befolkning af værste skuffe, synes en satiretegning fra en dansk avis var alt for grænseoverskridende. Sådan er det vel, når staten ikke har fuld kontrol over sine medier og tilbyder befolkningen og journalisterne ytringsfrihed. Da de ikke fik en undskyldning, fik danskerne til gengæld Dannebrogs hvide striber erstattet med brugte menstruationsbind i en online, kinesisk twitterstorm.

Men hvordan skal medierne egentlig takle en krise som Coronavirussen?

For folk bliver jo syge, danskerne er blevet smittede, folk er i karantæne og kineserne er i det røde felt over ytringsfriheden. Vi skal jo dække krisen, og er en krise ikke en krise lige meget hvad? Selvfølgelig har vi et ansvar som medier om ikke at gøre én flaske Corona til en hel palle, så det er vel vigtigt at dække krisen konstruktivt, så Hr. og Fru. Danmark ved, at de måske bare skal være ekstra opmærksomme på at spritte deres små fingre. Ikke isolere dem selv eller gå med masker i gaderne.

Så de iøjefaldende gule rubrikker i tabloidaviserne, der skriger “BREAKING - DANSKERNE I SMITTEFARE” faktisk bare spreder udnødvendig frygt og egentlig bare er til, så clickbait kan tjene avisens anonncekroner. Hvad med at kigge på de positive aspekter i den her sag? Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at mange faktisk bliver raske efter at have været smittet af Corona. Lav dog en artikel om solstrålehistorierne også for at fjerne idéen om en absolut sensation og konflikt.

På LIXEN-redaktionen er vi endnu ikke smittede. Derimod er vi glade for at kunne udgive den første avis efter vinterpausen. Vi kan også præsentere nyt liv på redaktionen, nemlig Hedvig Høgh på ZOOM-sektionen.

God læselyst!

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os på Infomedia

STUDIET

Hvad er de journaliststuderendes holdning til gratis arbejde på de danske medier?

Ud fra en meningsmåling har Studiet bl.a. undersøgt, om betydningen af et godt CV har en sammenhæng med det at arbejde gratis.

BRANCHEN

Branchen har været rundt omkring i den danske mediebranche. Du kan læse om Frank Hvilsoms forhold til sine kilder i det kriminelle miljø, om en truet tradition i sladderbranchen, om hvordan Puk Elgård bruger sig selv i sit journalistiske arbejde og om ét stykke prisbelønnet undersøgende journalistik.

ZOOM

Mød Anne Hjort, der har været tilrettelægger på dokumentarserien “Årgang 0” i 20 år. En serie, der opslugte hele familien Danmark. Du kan også møde Jacob Heinel Jensen, der er sladderjournalist på Se & Hør. Hvorfor er vi så fascinerede af folks privatliv?

FAVORITTEN

På Favoritten er de taget ud af Danmarks landegrænser. Her har de journaliststuderende kunne fortælle om en oplevelse fra udlandet, der har gjort særligt indtryk på dem. Vi skal på taxatur i Marokko, et smut til Rusland og sejle ud til Utøya.

KULTUREN

I denne måned undersøger Kulturen influencerverdenen. Køber influencerer sig til falske følgere på deres konto for at få flere likes og større rækkevidde?

Kulturen har også fulgt med i uddelingen af de berømte Michelinstjerner. Bliv klogere på de madglade stjerner.

POLITIKKEN

Politikken har talt med en Tysklandsekspert om Merkels CDU. De højrenationale kræfter er i disse år stærkere og stærkere i Tyskland. Det vækker bekymring.

Klimakompasset har mødt en klimaaktivist, der savner handling på klimasnakken. Læs om hendes holdninger til klimakrisen.

LINSEN

Linsen har også været vidt omkring. Her bliver du taget til det smukke Marokko, hvor du får indblik i de marrokanske mænds liv. Der er billeder af Marokkos autentiske gader, et fint lille træværksted og en mand i færd med at fylde sin luftballon.

SATIREN

Satiren byder velkommen til Regitzes brevkasse. Livstilsblogger Regitze Ramløw Kristensen bliver fast interiør på bagsiden. Hver måned vil Regitze bruge sin brevkasse til at hjælpe med dilemmaer.

Læs også om håndværkundervisernes holdninger til faget og praktik.

Eller... hvad de egentlig mener.

Tryk: Skive Folkeblad Oplag: 500 eksemplarer

Lixen er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen er af de studerende, for de studerende og for journalistikken.

Karen Mathilde Møller Chefredaktør

Amalie Dvinge Agerbo Studiet-redaktør

Adam Hofbauer Kulturen-redaktør

Maj Petersen Branchen-redaktør

Jesper Lindstrøm Jørgensen Politikken-redaktør

Maria Kornbeck Lundsgaard Branchen-redaktør

Emma Margrethe Bork Linsen-redaktør

Hedvig Høgh Zoom-redaktør

Louise Lind Satiren-redaktør

Line Schou Jensen Zoom-redaktør

Emilie Sunekær Illustrator

Aida Jahić Favoritten-redaktør

Teitur Larsen Chefredaktør

Emilie Søndergaard Christiansen Favoritten-redaktør

August Sandberg Kulturen-redaktør

Anna Myrthue LIXEN Lyd-redaktør

Henriette Kampp LIXEN Lyd-redaktør

Anne Margrethe Seeberg Larsen SoMe-redaktør

STUDIET

3

Gratis arbejde - for dig eller for arbejdsgiveren?

Løn eller feedback. Hvad skal man betale de studerende med, når de yder et stykke arbejde for et medie? LIXEN har undersøgt de studerendes holdning til gratis arbejdskraft. godt CV. Det er klart, at man i troen på det kan komme til at lave ulønnet arbejde. Det må bare ikke være en undskyldning for ikke at lønne folk, når de laver fagligt relevant arbejde.« Hun mener dog, at det ikke er de studerende, der er noget i vejen med: »Det er vigtigt at italesætte, at det ikke er de studerende, der er problemet. Vi skal have skabt et arbejdsmarked, hvor man får løn for det arbejde, man laver. Og hvor arbejdsgiverne lønner, hvad end du er studerende, freelancer eller fastansat. Og langt hen ad vejen, så ved en arbejdsgiver godt, at man skal udbetale løn til de folk, der leverer indhold til én. Jeg kan jo som studerende ikke gå ned i Netto og betale med feedback.«

Af Amalie Dvinge Agerbo

G

ratis arbejde og lave lønninger er blevet et af omdrejningspunkterne i den danske mediedebat. Særligt de nye vindere i det seneste radioudbud, Radio4 og Radio Loud har mødt hård kritik.

Ungdomsmediet Sein er blevet kritiseret for at ville aflønne unge natradioværter i timerne 23.00-02.00 med en såkaldt symbolsk løn. Sein er hyret af Radio Loud til at producere radio i disse timer på den landsdækkende DAB-kanal. De to samarbejdspartnere har senere ændret den symbolske løn til 150 kr. i timen for de unge værter. Radio4 sender hver aften to timers podcast. De, der står bag disse podcasts, får ikke løn udbetalt, men de får derimod redaktionel sparring, introduktion til forskellige workshops og mulighed for, at podcasten kan udkomme på landsdækkende radio. Konceptet kaldes “Talentlab,” og Radio4 har ikke i sinde at aflønne podcasterne.

Heller ikke på sigt.

Men hvorvidt er de journaliststuderende på SDU villige til at levere indhold til et medie uden at få løn? Har de allerede gjort det? Og synes de i virkeligheden, at feedback er en tilstrækkelig måde at blive aflønnet på? Det har LIXEN undersøgt.

Undersøgelsen I forbindelse med denne artikel har “Studiet” udarbejdet en spørgeskemaundersøgelse.

Denne er udstedt til de journaliststuderende på bacheloruddannelsen på SDU. Derfor er undersøgelsen kun repræsentativ for de bachelorstuderende på SDU, og altså ikke for hverken de kandidatstuderende på SDU eller de studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Respondenterne i undersøgelsen er fordelt på 2. semester-studerende, 4.-semester-studerende og 6.semester-studerende. Ingen fra 7. semester har besvaret undersøgelsen. Undersøgelsen har 49 respondenter, hvilket svarer til lidt mere end halvdelen af en årgang. Hvad angår begrebsdefinition af “gratis arbejde”, så medtages studentermedierne ikke.

Jeg arbejder gerne gratis for en byline 64% af de adspurgte kunne finde på at arbejde gratis, imens 47% allerede har gjort det.

Dansk Journalistforbund lavede for nogle år siden en lignende undersøgelse. Her havde omtrent halvdelen også arbejdet gratis, så der er status quo, hvad angår dette. I hvert fald for de studerende på SDU. I Studiets undersøgelse har de studerende haft mulighed for at uddybe deres svar. En pige, der studerer på 2. semester, har uddybet sit svar således: »Ja, jeg kunne godt finde på at arbejde gratis for en byline. Jeg vil gerne have en byline, fordi jeg tror, at det giver mig en større chance for at lande et godt praktiksted. Men jeg er ikke glad for det.«

Ét ord går igen i langt de fleste af disse uddybende svar, både direkte og indirekte.

Nemlig ordet CV: »Ja, jeg kunne godt finde på at arbejde gratis. Det er godt på CV’et og giver yderligere erfaringer til fremtidige opgaver,« skriver en dreng fra 4. semester i sin besvarelse af undersøgelsen. Og den næste studerende i bunken af besvarelser, en pige fra 2. semester, skriver således: »Ja, det kunne jeg godt finde på. Det kunne pynte på mit CV, og det er selvfølgelig med tanke på at få en god anbefaling med på vejen.« Og så er de resterende 28%, der ikke kunne finde på at levere gratis arbejdskraft til et medie. En dreng fra 6. semester skriver: »Nej, det kunne jeg ikke finde på. Mit arbejde har værdi, og hvis arbejdsgiveren ikke mener det, er jeg nok ikke den rigtige medarbejder.« En 4. semesterstuderende skriver: »Nej, det kunne jeg ikke finde på. Medmindre det er et medie, der er drevet af frivilligt arbejde. Jeg mener, at de studerendes arbe-

Illustration: Emilie Sunekær

jdskraft skal aflønnes, ligesom enhver anden medarbejder bliver. Ellers giver det ikke mening for mig at arbejde der.« 9% af de adspurgte har svaret “Ved ikke” til spørgsmålet i undersøgelsen.

Hos Danske Mediestuderende er man ikke tilhænger af, at de studerende tilbyder gratis arbejdskraft: »Vi bliver nødt til at indse, at det (levering af gratis indhold til et medie, red.) er med til at underminere den branche, vi selv skal ud i på et tidspunkt,« forklarer Mie Hovmark, der er formand for Danske Mediestuderende.

Hun uddyber: »Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det kan være super fedt at få noget erfaring på sit CV, selvom man ikke får løn for det. Det er bare en skævvridning af vores arbejdsmarked.« Studiet har undersøgt, hvorvidt det betyder meget for de studerende at have et godt CV. Hele 81% svarer “ja” til dette.

Mie Hovmark forklarer: »Vi har skabt en hård branche, hvor man tror, at det er nemmere at komme ind i branchen, hvis man har et godt netværk og et

Problematisk eller ej?

Så hvorvidt det er problematisk at levere indhold til et medie uden at modtage kr./øre betaling? I følge de journaliststuderende på SDU er svaret: Både og.

En pige, der studerer på 4. semester, svarer følgende: »Hvis det betød, at jeg ville få feedback på mine produktioner, så mener jeg, at begge parter får noget ud af sådan en aftale. Men det er nok vigtigt at forventningsafstemme.« En pige fra 2. semester uddyber sit svar: »Det kommer an på, hvad kriterierne for arbejdet er. Men det er klart, at når det er statsfinansierede Radio4, så er det et problem, at nogle ikke får løn for deres arbejde (med henvisning til Talentlab). Hvis radioen var drevet 100% frivilligt, ville det have været en anden sag.« Flere studerende har undladt at svare på spørgsmålet eller har eksempelvis skrevet: “Ingen holdning.”

Chefredaktør på Radio4: Talentlab skal ikke være en levevej Hos Radio4 er chefredaktøren, Anne-Marie Dohm, ærgerlig over diskussionen om gratis arbejde: »Hos os er alle ansat efter en overenskomst og alle får løn. Men Talentlab er bare noget andet. Det giver en mulighed til hobby-podcastere for, at de kan få noget feedback og sparring.« Anne Marie Dohm forklarer yderligere: »Vi skal ikke aflønne podcastere i Talentlab. Det er ikke meningen, at det skal være deres levevej. Hvis det pludseligt bliver deres levevej, så vil de hurtigt forsøge at tilpasse sig os som medie, og det er ikke tanken bag.

De skal ikke have huslejen betalt af os. Hvis podcasterne tilpasser sig os, så skal vi have en anden relation til dem.« Hun fortæller, at Talentlab ikke blot er en mulighed for talenterne til at få feedback og sparring, men også en mulighed for Radio4, så de kan spotte anderledes podcastere: »I medierne har vi en forestilling om, hvordan en historie skal skrues sammen. Det er også interessant at se uden for vores egen branche. Talentlab er også en mulighed for folk, der ikke kommer ind i branchen af normale veje såsom uddannelse.« Radio4 har udover de “anderledes” podcastere også et samarbejde med Staal, SDUs studenterradio, i Talentlab. Radioen opsøger ikke talenterne, men podcasterne opsøger aktivt selv Radio4s Talentlab.

4 BRANCHEN

MARTS

Frank Hvilsom kommer tæt på dem, samfundet ikke kan lide Politikens Frank Hvilsom er en af de få journalister, der mestrer at blende ind i miljøer på kanten af samfundet. Den evne bruger han til at vise os andre, hvordan verden ser ud fra den anden side af gaden. ter. Dette blev startskuddet til en årelang interesse for de mennesker og miljøer, der lever et liv på kanten af samfundet.

Høflighed, ærlighed og loyalitet Hvilsom har oparbejdet en særlig snilde, når det kommer til at få adgang til kriminelle milAf Maria Kornbeck Lundsgaard jøer. Han har både haft medlemmer af Bandidos på speed dial, været med på den sælgende side af boderne på det hermetisk lukkede inden hviner kraftfuldt op mod rudPusher Street og gået på café med lederne af erne på stueetagen i Politikens Hus. voldelige bandemiljøer. Ifølge ham findes der En mand i en vinrød sweater og ingen facitliste på, hvordan man kommer ind mørke jeans træder ud af de dobbeltsikrede på livet af de kriminelle miljøer, for det er slusedøre, der leder op til tre af Danmarks mange lag og facetter i at skabe tillid mellem største mediers redaktioner. De lyse, krystalmennesker. Men fremgangsmåden er, ifølge blå øjne er ikke til at tage fejl af. »Hej!« siger Hvilsom, meget ligetil: Frank Hvilsom med et smalt smil og et afslap»Folk der lever på kanten af samfundet er pet, men fast, håndtryk. Han ser frisk ud ikke anderledes end os andre. De påskønner med rødmossede kinder og pjusket sølvgråt høflighed og ærlighed, og de vil rigtig gerne hår. Han byder på en kop kaffe i Politikens lyttes til. Så jeg går ud og fortæller, hvem jeg Boghandel, selv bestiller han en Cortado. er, og hvor jeg kommer fra, og så interesserer Frank Hvilsom dækker til dagligt krimi- og jeg mig for, hvem de er,« siger han og løfter retsstof for Politiken. Han har lært at afkode sin kaffekop op til munden. Den er tilsynelasproget og normerne i nogle af samfundets dende tom, så han tager i stedet sin kuglepen grænsemiljøer, og gå i et med tapetet på en i hånden, som han bruger til at pege rundt på måde, der har gjort ham i stand til at rapporbordet, mens han taler. tere indefra miljøer, der ellers er fuldstændig Ifølge Hvilsom har tillid en tendens til at lukket af for offentligheden. Hvilsom gør sig opstå to mennesker imellem, når de bruger i en hengemt, men tid sammen, og det er Når du opsøger muligheden, vel og mærket uanset, grundlæggende, journalistisk disom man er sygepleså opstår den. ciplin, der med jerske, bankmand nutidens produktionskvoter mest af alt er en eller journalist. Han beskriver tillidsopbygby i Rusland. Han dyrker sit kildenetværk. ningen som en langsigtet og gradvis proces, »Det er interessant, hvad der sker i ransom starter med ganske enkelt at lære hinandområderne, og hvordan samfundet reagerer den at kende - ansigt til ansigt. på dem. Der ligger et stort element af retssik»Der er ikke andet at gøre, end at gå ud og kerhed i den interesse, fordi hvordan behanvære den, man er, og så begynde at opbygge dler vi de her grupper, som er på kanten, og det forhold, man gerne vil opbygge,« siger som vi ikke bryder os om? Hvordan bliver han og holder en kort pause. de behandlet i retssystemet? Det er noget, »Når du opsøger muligheden, så opstår den jeg har fulgt som en linje i min journalistik, pludselig,« fortsætter han og smiler skævt. for du kan måle et samfunds retstilstand Han taler med den slags selvfølgelige tonepå, hvordan det behandler dem, de ikke kan fald, der kommer med mange års erfaring. lide,« siger han og skribler et ord ned på en Særligt kriminelle kilder kræver, at man notesblok. kommer ind på dem på en anden måde, end Interessen for disse ”randområder” startman er vant til med andre kilder. Man kan ede allerede, da han som studerende var i ikke bare ringe til dem for en kort kommenpraktik på Danmarks Radios ungdomsredaktar, for de har ikke en position i samfundet, tion. Her begyndte han at beskæftige sig med, hvor de føler, at de skal stå til ansvar over og opdyrke kilder i, besættermiljøet, som for offentligheden. Ligeledes har de sjældent ellers ikke havde meget til overs for journaliset ønske om at være i mediernes søgelys.

V

“

Frank Hvilsom på gaden foran JP/Politikens hus. Foto: Emma Margrethe Bork.

Frank Hvilsom. Foto: Emma Margrethe Bork.

Det handler ikke om efterforskning For Hvilsom handler det ikke om at efterforske sine kilder. Det handler derimod om at skabe et billede af et miljø eller en situation, som er troværdigt at formidle videre, og som er vigtig for samfundet at forstå. »Vores force er, at vi kan gå over på deres side af gaden og fortælle, hvordan det ser ud derovre fra. Det er vigtigt at have en forbindelse over til dem for at forstå, hvad det her drejer sig om, så vi ikke kun har politiet og En anderledes journalistisk rolle politikernes udsagn om, hvad det handler Hvilsom fortæller altid sine kilder, at han er om.« journalist fra start, fordi han mener, at man Når han engang i mellem er heldig at få et kommer længst med at være sig selv, når man egentligt interview, lader han altid sine kilder er på jagt efter svært tilgængelige kilder. Dog læse historierne igennem, inden de kommer skal man ifølge ham tænke over, hvordan ud. Nogle gange skal der files lidt ekstra på man bærer sig selv frem. en historie, for at det hele går op i en højere »Det man måske skal tone lidt ned for, er enhed, og det er ifølge Hvilsom nødvendigt, den der objektive og kritiske journalist. Og du hvis man vil have interviewene med de svære skal ikke være fordømmende. Der er mange kilder. Han gnider sin næseryg, mens han journalister, der godt kan blive fordømtydeligt gennemsøger sin hukommelse efter mende, fordi de gerne vil have svar på noget. det helt rigtige eksempel til at understrege sin ‘Er i ikke bare en ulovlig bande?’« spørger pointe. Han dækkede i sin tid en stor retssag han retorisk med et bidsk tonefald. mod Store A, lederen af Loyal to Familia. Han »Sådan et spørgsmål ville jeg aldrig stille, vægtede i sine retsreportager, at anklagerens for hvad skal jeg bruge svaret til? ‘Fuck af sag var noget tynd, og det blev bemærket af mand’ siger de bare,« fortsætter han og affeStore A’s bror, som var med til retsmøderne. jer endnu engang »Han ville kun tale sit eget spørgI bund og grund handler det med mig, netop forsmål ved at feje om, at du får en forståelse di han kunne se den en hånd hen over for de her mennesker. kritiske tone i min bordet. dækning af hans brors Selvom der i arbejdet med svært tilretssag,« siger Hvilsom, og stopper midt i sin gængelige kilder nogle gange må gås på komtalestrøm. promis, understreger Hvilsom vigtigheden Han rejser sig op fra sin stol og går lidt af, at man aldrig skal lade sig udnytte af sine tilbagelænet frem og tilbage i lokalet med kilder. Loyaliteten til en selv skal altid være den ene hånd placeret under hagen. Han er højere end den til kilderne, og der skal være kommet i tanke om en anden historie, om klare grænser for, hvad man er villig til at gå en tidligere rockerleder. Man kan næsten se på kompromis med. Det kostede ham blandt det kæmpe repertoire af historier fra landets andet adgangen til Pusher Street i sin tid. grænsemiljøer fræse rundt bag de blå øjne.

Der, hvor arbejdet med kriminelle kilder »Altså, prøv at hør. I bund og grund hanafviger mest fra andre kilder, er i det reelle dler det om, at du får en forståelse for de her output, man får fra dem, fordi de sjældent tamennesker, og at du gerne vil lytte til dem,« ler til citat. siger han og sætter sig tilbagelænet på stolen »Du kan bruge dem til at få viden, som du med hænderne flettet i nakken. kan støbe det samme med, hvad dine kilder »Som journalist går du jo ud og siger, hvad ellers siger. Jeg har jo også kilder i politiet og er dit problem? Jeg vil gerne forholde mig til blandt de mennesker, der arbejder med dem det, jeg vil gerne formidle det, men jeg ser og iagttager dem i lokalmiljøerne. Folk som også kritisk på dig.« har kendt dem gennem mange år.« Hvilsom selv ynder at tage ud i miljøerne og ”hænge ud”, sludre med folk og drikke en kop kaffe de steder, hvor dem han gerne vil tale med, selv kommer. »Det er noget med lige at få foden indenfor.

De lærer mig at kende og lærer, at jeg forstår grænserne, og jeg er loyal over for deres problemstillinger. Men, at jeg selvfølgelig bringer dem op,« siger han mens han strækker sig lidt ud i stolen.

“

BRANCHEN

5

Puk Elgård: »Jeg kan ikke se, at man ikke kan være privat i et interview« Som journalist putter man mange redskaber ned i sin ”værktøjskasse” og tager med sig videre til brug, når man gang på gang jagter nye kilder og historier. Ét af de vigtigste redskaber er at kunne finde sin egen naturlige balance mellem dét at være personlig om end privat og det at være professionel i sit journalistiske virke. Men hvordan finder man den perfekte balance?

Det har LIXEN taget en snak med tv-vært Puk Elgård om.

– blot skiftet kanal fra tid til anden. »Det var egentlig der, min uddannelse gik i gang, synes jeg – fordi vi fik lov til at lave alle mulige ting på børne- og ungdomsfladen,« siger Puk Elgård om den karriere, der i år er kørende på sit 25’ende år.

De mange år på skærmen har dog ikke ændret på det allervigtigste for den erfarne Af Line Grønbech studievært – nemlig at lytte godt efter sine gæster og gøre sig umage hver eneste gang en ny opgave påbegyndes. Et fokus hun staet er Puk Elgårds til tider anderledes dig holder fast i. facon på skærmen, der vækker ens Stillingen i DR gjorde det efterfølgende nysgerrighed. En nysgerrighed på, muligt at gå fra job til job, og derfor fandt hvordan hun agerer anderledes journalistisk Puk Elgård aldrig vejen til en journalistisk – måske i kraft af hendes manglende uddanuddannelse. Det ville ifølge hende være tosnelse. Og er det en bevidst eller ganske ubevset at sige stillingen op og ikke vide, om pladidst tilgang? sen var ledig, når uddannelsen var i hus.

De fleste kender Puk Elgård og hendes »Jeg har vel lært det for åben skærm på en sympatiske væsen fra Go’ Morgen Daneller anden måde, siger hun, som om det har marks weekendudgave, hvor hun sammen været det mest naturlige valg at træde direkmed en medvært hygger om danskerne. te ind i mediebranchen - uden først at slå veHer interviewes aktuelle gæster om alt lige jen forbi en uddannelsesinstitution.« fra, hvordan man sammensætter sit eget Puk Elgård kan sagtens se, man får nogle fastelavnskostume, til de lidt mere alvorlige vigtige grundsten med på uddannelsen, men emner som, når kvindekroppen forandrer sig mener, der skal noget helt andet til, hvis man efter en fødsel og bliver til “mor-kroppen”. skal kunne gebærde sig som journalist. »Go’ Morgen Danmark er jo simpelthen »Det kan godt være, man kan gå på en uden buffet af alle de mennesker, der lige her dannelse, hvor man kan få grundbegreber, og nu i mediebilledet har et eller andet på nogle regler og sådan noget, men når først hjerte.« man står der, så gælder det simpelthen om at Det er aktualiteten blandet med den skarpe være intuitiv, en mennedeadline, der Jeg holder mig ikke lige så skekender og vide, hvorhører med til dét meget til manus, som de dan man doserer tingene at lave tv, som Puk andre gør.

– det er fandme noget, Elgård brænder man må ud og prøve,« siger hun. for ved at lave Go’ Morgen Danmark. RamVælger man dog at gå den lige vej gennem merne for programmet er tydelige. Man skal én af de tre journalistuddannelser i Danhave et godt overblik, så man kan styre det mark, så hører en 1-årig praktikperiode med. hele, se rolig ud, være tillidsvækkende og på Her får man en lille bid af den virkelighed, et splitsekund kunne afrunde historien, når der venter på den anden side af bacheloren. beskeden om, at nyhederne banker på om En virkelighed, som efter sigende lærer én 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1, NU, tikker ind i det journalistiske håndværk, så man med øresneglen. tiden kommer til at kunne det til fingerPuk Elgårds kollegaer har for længst vænspidserne. Tilligemed lærer man, hvordan net sig til, at der med hende som medvært man skal gebærde sig i mediebranchen. Det er et mere løst forhold til manus og flere frie tøjler. For selvom journalistikken handler om benhård disciplin og forberedelse, skal der være plads til at gå lidt uden for manus – noget hun oplever hendes medværter finder meget befriende. Hun griner, mens hun kommenterer: »Jeg holder mig ikke lige så meget til manus, som de andre gør, men det vænner de sig til. Det er hver sin ting til sin tid. En nyhedsvært kan selvfølgelig ikke arbejde med samme frihed, som jeg gør. Jeg kan gøre flere spontane ting i Go’ Morgen Danmark.«

D

“

Uddannelse eller ej Puk Elgård har taget en lidt anden vej ind i journalistikken end de fleste.

Som ung var drømmen en karriere som skuespiller, men da Danmarks Radio tilbage i 1995 slog en casting til et nyt værtskartotek op, blev hun alligevel nysgerrig.

Puk Elgård kunne ikke være til stede til castingen, men det skulle ikke stoppe hende. Hun lånte noget videoudstyr og sendte et forsøg afsted.

Om stjernerne stod særligt rigtig på himlen den dag vides ikke, men jobbet blev hendes – og hun har ikke forladt branchen siden

Puk Elgård i aktion som vært på Go’ Morgen Danmark. Foto: Privatfoto.

er først her, man finder ud af, hvad det vil sige at være ”rigtig” journalist.

Et interview med en særlig betydning Puk Elgård husker tilbage på et interview, der for hende har en særlig plads.

Et interview hun lavede tilbage i 2011.

Et flok efterskoleelever og to lærere fra Lundby Efterskole var den 11. februar 2011 ude for en tragisk drukneulykke på Præstø fjord. Ulykken var særdeles alvorlig, og efterfølgende stod medierne i kø for at tale med de involverede, unge mennesker.

Men hvordan interviewer man en gruppe unge mennesker, der lige har oplevet det måske mest traumatiske, de kommer ud for i deres liv?

Puk Elgård i aktion som vært på indsamlingsshowet Danmark Det blev Puk Elgårds Planter Træer. Foto: Privatfoto. opgave. Hun var vært på erne. Spørger man Puk Elgård, er hun helt Aftenshowet på DR1, hvor de unge menneuforstående over for disse sætninger, men sker takkede ja til at medvirke og fortælle desiger samtidig: res historie fra den tragiske hændelse. »Det kommer 10.000 procent an på, hvem Hun siger med en vis seriøsitet i stemmen: du er, og hvad du laver. Intuition og mave»Man sidder med sine cue-cards og tænkfornemmelse er de to største gaver, man er interviewet igennem, men jeg valgte egenkan tage med sig i sit journalistiske virke. tlig bare at ligge de kort der, og så tænkte jeg, Jeg synes, man stort set altid ved, hvis man nu hører jeg efter - nu lytter jeg bare til, hvad træder ved siden af, eller hvornår der er de egentlig har at sige, så jeg kan være til stplads til noget.« ede.« For Puk Elgård handler journalistik om at Puk Elgård stopper kort og funderer over, have en interesse i andre menneskers historat det planlagte 8-9 minutters interview blev ier og en lyst til at høre, hvad der driver dem. til noget, der ligner 20 minutter i stedet for Ellers bliver journalistikken ligegyldig. selvfølgelig grundet efterskoleelevernes hisAfslutningsvis fortæller Puk Elgård, hvor torie, men også fordi redaktøren lod intervigtigt det er, at man tør lave fejl som stuviewet fortsætte. Herefter fortsætter hun. dievært. »Jeg skulle hele tiden arbejde »Der må selvfølgelig ikke være fejl i hishurtigt i min hjerne i forhold til ikke torierne og fakta, men du må gerne fejle på at gå ud af en sti, hvor det blev svært skærmen. for dem men samtidig lade dem Du må gerne blive bevæget. Kludre i orfortælle det, som de havde fortalt dene, snuble i kjolen eller tabe tråden. Det mig, de gerne ville sige.« dør man ikke af.

Selvom hun ofte lægger sin cueDet skal bare ikke være hver gang« . cards under interviews, var det i Og måske ligger balancen lige her et sted. denne situation en helt bevidst Et sted, hvor man tør være sig selv, men beslutning. Hun beskriver det som selvfølgelig professionel, men samtidig tør hendes absolut vigtigste opgave at tage nogle chancer og lave nogle fejl. passe på de unge mennesker i en “Har du ikke lavet én fejl om dagen, så har så sårbar situation. Dét havde hun du ikke lavet noget.” lovet både dem, men også deres Sådan lyder et citat, der stammer fra Puk forældre.

Elgårds allerførste chef i mediebranchen, For Puk Elgård har det altid været Mogens Vemmer. En mand, der med hendes et stort ansvar at have med kilder at egne ord på mange måder, gav hende de riggøre. Et ansvar man skal tage særtige værktøjer til den karriere, der har fløjet deles seriøst. afsted i nu 25 år.

Derfor lyder et helt klart budskab fra Puk Brug din intuition – det bliver Elgård til kommende journalister: din bedste ven som journalist »Man skal turde kaste sig ud i nogle ting, Vær dig selv, men altid dit professioså får man selvfølgelig nogle knubs, man lanelle jeg. Vær personlig, men ikke ver nogle fejl, stiller dumme spørgsmål og privat, sådan lyder to af de læresætfalder lidt igennem – men der er aldrig noninger, de studerende ofte får med get, der er spildt.« på vejen på journalistuddannels-

6 BRANCHEN

MARTS

I kampen om læsernes opmærksomhed skal man gøre, hvad man er god til

Kendte og kongelige. Det har været centrum for Kenth Gram Madsens arbejde i sladderbranchen de seneste tredive år. Og med en branche i konstant udvikling, bliver det essentielt at holde fast i ens grundessens.

Bag ham maser Se og Hør sig forbi B.T. og lytter med på TV2s interview med en ung sangerinde. Kenth Madsen spotter sangerinden og smyger sig hen til hende. Han venter tålmodigt, og da hun har givet sit sidste ord til TV2, ser han sit snit til at fange hende i mylderet. Bare lige nogle få spørgsmål og svar vil fuldende hans vinkel.

Af Teitur Larsen & Maj Petersen

P

resserummet er kaotisk. I den renoverede NKT-hal, hvor X Factor afholdes, vrimler deltagere, dommere, journalister og fotografer rundt mellem hinanden i et virvar af spørgsmål og svar. Midt i mylderet står Kenth Gram Madsen med sin telefon strakt ud mod X Factors skaldede dommer.

Han har hverken livevideo eller stor mikrofon med, men hans iPhone opfanger alt, han skal bruge. Kenth Madsen er freelancejournalist på Her&Nu, en af Danmarks tilbageværende ugeblade, og med mere end tredive års erfaring inden for branchen, kender han gamet bedre end de fleste. Og han ved, hvad han skal have med hjem. »Jeg tror, at det grundlæggende for os er at holde os til vores koncept,« forklarer han.

Læserne af Her&Nu er et ældre segment, og deres interesse er rettet mod kendte og kongelige, og især de store events og serier på tv bruger ugebladet som pejlemærke for deres indhold. Derfor lader Kenth Madsen nu telefonen gå på skift mellem deltager og dommer.

Under showet har Kenth Madsen været i tvivl om, hvilken vinkel han skulle lægge på sin historie og først nu, hvor showet er overstået, er han blevet sikker. Nu mangler han bare at få de helt rigtige citater med hjem. I sidste ende skal det handle om de kendte. Det er, hvad læserne vil have. »Vi kan ikke tage en eller anden op, som ikke er kendt, for det er ikke interessant for os,« forklarer han og tilføjer: »Det kan godt være, at hun er dygtig til at synge, eller hvad hun nu er, men det skal helst være sådan, at når man viser et billede af hende, så er der et eller andet, der klinger oven i hovedet; hun er kendt.«

Sociale medier er en konkurrent Tre timer forinden ankommer Kenth Madsen til årets første liveshow i talentprogrammet X Factor. Noget, som han ofte har brugt sin fredag aften på. Her er stemningen i presserummet mere rolig, og Kenth sidder klar med sin computer, en kop kaffe og sin blok, sammen med den øvrige underholdningsbranche. For enden af rummet står en skærm, hvor showet vil blive afspillet - ligesom hjemme i sofaen - så de rutinerede journalister kan opdatere deres medier online. Kenth Madsen skal ikke opdatere noget online. Han skal først skrive sin artikel søndag. Men vinklen til artiklen, den ved han ikke endnu. Den må komme i løbet af aftenen. »Hov! Jeg skal faktisk tage et billede til sådan et opslag på Instagram,« husker Kenth Madsen pludseligt og flagrer demonstrerende med sin iPhone.

Hjemme på redaktionen sidder en kollega fra Realityportalen og er klar til at opdatere siden og dens sociale medier. Der er ti minutter til showet starter, og freelanceren tager en hurtig tur ned ad gangen, men må kort efter vende tomhændet tilbage uden et værdigt billede. Løsningen bliver et billede af en skærm med TV2s og X Factors logo på, som sendes tilbage til redaktionen.

I Kenth Madsens arbejde har brugen af sociale medier normalvis en sparsom plads.

Han tror ikke, at der er den store vinding i at bruge sociale medier for et ugeblad som Her&Nu, hvis ældre målgruppe ikke begår sig vanligt på de nye digitale platforme. Det betyder dog ikke, at sociale medier ikke har betydning for ugebladsjournalistens arbejde for det har det. »Sociale medier er for mig at se en kæmpe konkurrent,« forklarer Kenth Madsen og tilføjer: »Det er det, fordi de (red. kendte mennesker på sociale medier) næsten er deres

Kenth Gram Madsen (mf). Foto: Teitur Larsen.

Kenth Gram Madsen med sin mobil. Foto: Maj Petersen. eget brand og medie.« En SMS tikker ind på computerskærmen foran ham fra kollegaen fra Realityportalen.

Billedet af skærmen med TV2 og X Factors logo til Realityportalens Instagram var ikke blevet modtaget med begejstring hjemme på redaktionen. Det var simpelthen for kedeligt. »Tror du, vi kan nå ned og tage et billede af scenen,« spørger Kenth Madsen en medarbejder fra TV2, der nikker og viser ham ned til scenen.

Der er kun få minutter til showet skal starte og med telefonen i hånden forsvinder freelanceren ned ad trappen for kort tid efter at vende tilbage. Denne gang med et billede af den famøse X Factor-scene. Og det billede falder i bedre jord hos redaktionen derhjemme og findes kort efter på mediets Instagram.

Man skal bag facaden Klokken slår nu tyve og lyset i presserummet slukkes. En rungen af begejstret publikum kan høres gennem den lukkede dør til salen. På skærmen starter X Factors famøse titelmelodi, og det store røde X løber over skærmen. Aftenens første sanger, Nicklas, går på scenen. Showet er i gang. Der tastes og klikkes på computerne, men ved Kenth Madsen tastes der ikke synderligt meget. Her er fokusset rettet fuldkomment mod tv-skærmen, der skal præsentere hans kommende vinkel.

En gang imellem sender han en sms til kollegaen på Realityportalen, men ellers holdes hånden på kuglepennen, der noterer spørgsmål på blokken. Spørgsmål, der har til formål at komme under huden på de kendte ansigter. »Vi skal ligesom bag facaden på folk, se deres private side. Det er vores mission her i tilværelsen. Det er at grave lidt frem omkring det,« fortæller han.

Det at komme bag facaden på de kendte mennesker kan dog også være en journalistisk kerneudfordring, hvis de kendte ikke vil spille med på mediernes præmisser. »Sådan en som Blachman, han kan også være træls, for han gider ikke svare på det, som man spørger om. Han spiller ikke med.

Vi vil godt høre, hvordan det er at være far i en sen alder. Det gider han ikke at fortælle om. Det er privat, siger han,« fortæller Kenth

Madsen.

Sladderen er nemlig kernen i spillet. De kendte skal give den, Kenth Madsen skal formidle den og læserne skal købe den. Og spillet er ikke altid nemt for hverken journalisten eller den kendte. For nogle gange kan der være spørgsmål, der hverken er sjove at besvare for den kendte eller at stille for journalisten. »Nogle gange kan man godt risikere at blive uvenner med dem, når man skal ud i at skrive noget, de ikke bryder sig om, men som regel bliver det sgu godt igen. Tiden læger alle sår,« fortæller han.

Men det hører med. »Jeg tager det nogle gange sådan og siger, at det er en del af gamet.« Selvom arbejdet som sladderjournalist kan byde på store og små udfordringer, så har Kenth Madsen aldrig fortrudt sit karrierevalg.

Nok tværtimod. »Jeg synes den kulørte verden er ret spændende, og der sker altid noget nyt i mit job, og det er ligesom det, der driver mig,« siger han.

Da Nicklas er færdig på scenen, og dommerne giver kommentarer til showets første deltager, trykker han optag på sin iPhone. Så er det nemmere at finde citaterne senere.

Vinklen Da alle deltagerne har sunget, og afgørelsens time har sendt en deltager ud af konkurrencen, er det tid til pressemøde. Den ellers rolige atmosfære i presserummet bliver brat afbrudt, da den første deltager træder ind ad døren. Journalisterne forlader deres computere en efter en og retter både filmende mobiltelefoner, store mikrofoner og klikkende kameraer mod deltagerne og deres dommere.

Kenth Madsen søger aktivt citater til sin historie. Midt i mylderet læner han sig ind mod sin tilknyttede fotograf, der giver ham et tip i den rigtige retning og sætter kursen over mod den unge sangerinde, Mathilde, der næsten var ude af X Factor. Hun er historien, og vinklen blev på den unge kvindes intense oplevelse og følelsesmæssige reaktion af næsten at være stemt ud på national tv, og hvordan hendes dommer havde et medansvar for resultatet. Da han når den unge sangerinde, rækker han endnu engang iPhonen ud for at fange hendes ord.

Han ved, hvad Her&Nus læsere vil have.

BRANCHEN Allan Spangsberg afdækkede svigt og fejl hos Odense Kommune – og blev belønnet for det

7

Fangelvej-sagen overgik Allan Spangsbergs fantasi på flere punkter og har indtil videre indbragt ham i hvert fald én pris for det journalistiske arbejde. Det er historien om fatale svigt, en vigtig aftale og om fire små ord, alle journalister bør kende.

Af Malena Rønnow

I

TV 2 Fyns redaktionslokale hænger der en fortættet stilhed mellem de mange skriveborde med klippestationer og redaktioner. ”Efter deadline. Hver fredag. 14.30”, står der på en tavle, hvor der også er tegnet en flaske. Den hænger lidt væk fra en storskærm, der holder øje med webartiklernes præstationer. Her går det stærkt, men der er plads til at være gode kolleger.

Journalist Allan Spangsberg sidder længst væk fra TV-studiet, hvor der dagligt sendes regionale nyheder. Fra sin plads kan han se ud over de grønne områder, der omgiver TV-stationen, men han ænser dem ikke. De blå øjne er klinet til skærmen i dyb koncentration.

Sådan har det været i snart fem år, hvor han har arbejdet på TV 2 Fyn. I januar vandt han Spadestiksprisen, som er en pris for kritisk, undersøgende journalistik, for sit arbejde med Fangelvej-sagen. I skrivende stund er han også nomineret til Dansk Journalistforbunds “Årets Kæphest”, der afgøres 1. marts.

Til at begynde med var Fangelvej-sagen en sag om et tragisk dødsfald, på grund af fejl hos medarbejderne, på et botilbud for psykisk syge. Men den endte med at være en af nyere tids største sager om svigt og fejl i det kommunale system. I sin udtalelse skrev juryen bl.a., at sagen gav tro på, at journalistik kan resultere i en højere retfærdighed for kvindens familie og bostedets medarbejdere.

Allan Spangsberg er meget lavmælt. Jysk, fristes man til at sige, i ordets allerbedste, luneste forstand. Han taler roligt, giver ordene luft. Hænderne ligger stille på bordet, mens han fortæller, eller stryger over bordpladen, som om den skal ryddes for detaljer, så han kan komme videre i teksten.

For Spangsberg begyndte hele sagen med et tip. »Der dukkede én op med et stykke papir, der lignede en mail fra det her sted (botilbuddet Fangelvej, red.),« fortæller Spangsberg, »Den her person havde også kendskab til, at der var en kvinde, der var afgået ved døden.« Den afdøde kvinde havde fået noget medicin, der hedder Leponex. Det bruges til at behandle skizofreni, men kan angribe knoglemarven, give hjerteforstyrrelser eller angribe leveren.

Kilden mente, at den afdøde kvinde måske var død af forgiftning, fordi hun havde taget Leponex i lang tid, og haft bivirkninger af det, uden at personalet havde fanget det.

Woodward og ventetiden Det første skridt var at finde kvindens familie, og få adgang til hendes journal. Uden dén havde Allan Spangsberg kun kilden og en formodning.

Og her fik han et skub fra en kollega. Hun havde fortalt om et foredrag med en af journalistikkens grand old men, Bob Woodward.

Han havde talt om at vende tilbage til en

historien ligeså… forfærdelig, som vi havde frygtet og, det her er skal du ikke misforstå, men håbet.’ Hvis man skal fortælle om problemer med medicinhåndteringen, skader det ikke, at der er en sammenhæng med dødsårsagen.« »Det er ikke så tit, at jeg som journalist har fået sådan et opkald, En glad og stolt Allan Spangsberg (th) får overrakt Spadestiksprisen hvor jeg var nødt for sit arbejde med Fangelvej-sagen. Foto: Privatfoto. til at stoppe op.

Fordi det overgik min fantasi, at hun rent af journalistikkens grund-dyder, nemlig at faktisk havde fået lov at fejlmedicinere sig opsøge folk og sige de fire ord, som ifølge selv. En meget, meget syg kvinde, der på det Woodward bør indlede ethvert interview: ”I her tidspunkt også er forholdsvis psykotisk.« need your help”.

Det afgørende dokument var dog obduk»Det tænkte jeg på. Der var ikke andet at tionsrapporten, for kun dén kunne skaffe gøre end at køre derud og sige, at det kan godt klarhed om, hvad kvinden var død af. være, at alt er gået godt. Jeg havde bare noMen man har ikke uden videre adgang til gle indikationer på, at det ikke var gået som en sådan en rapport, heller ikke med en fulddet skulle,« fortæller Spangsberg, og tilfømagt fra den afdødes familie. Så moderens jer: »Det var sindssygt angstprovokerende ven, der ikke er sundhedsfagligt uddannet, fik at skulle tage derud. At skulle møde en mor, lov at læse rapporten hos Fyns Politi og tage hvor man ikke vidste om hun ville flå hovedet noter imens. af én over at man kom.« »Der er en masse ting, der ikke er vigtige.

Det skulle vise sig at virke. Allan SpangsMen der er nogle klare linjer, hvor det står, berg fik et møde med kvindens mor, og her skåret ind til benet, hvad den formodede indgik han en aftale, der kom til at være vigtig dødsårsag er,« forklarer Spangsberg, inden for historien. han tilføjer: »Vi kunne faktisk med god sam»Det skulle ikke handle om datteren,« vittighed sige, at havde de husker han. »Jeg Jeg tænkte ‘Så er historien handlet, som de skulle, så talte med hende ligeså… forfærdelig, som vi havde kvinden sandsynom, at det kunne havde frygtet og, det her er skal ligvis levet i dag.« bidrage til, at der du ikke misforstå, men håbet.

For i rapporten stod ikke skulle være der, at kvinden efter alt at dømme var død af andre fædre, mødre, døtre eller sønner, der en medicinforgiftning over længere tid. skulle finde deres pårørende liggende død på et botilbud. Det var hun ikke i tvivl om, at hun Det første indslag ville være med til.« Nogle dage inden historien skulle i TV, skulle Moderen ville gerne have, at alting gik Allan Spangsberg mødes med moderen. Han gennem en nær ven, som hun stolede på. Så troede, at moderens ven havde fortalt om obAllan Spangsberg hjalp ham med at skafduktionsrapporten. Men vennen havde ikke fe de nødvendige dokumenter. De følgende forstået sammenhængen – han havde kun måneder gik med fuldmagter, aktindsigter og skrevet af og sendt teksten videre. frygten for, at nogle andre løb med historien. »Det var ret voldsomt at skulle fortælle en »Det var en lang tid,« griner Allan Spangsmor, at hvis alt var gået efter bogen, så haberg. Han puster ud og tøver lidt. »Og det var vde hendes datter nok stadig levet,« fortæller ikke specielt rart. Dels fordi vi vidste, at komSpangsberg og læner sig tilbage med armene munen begyndte at afskedige folk, og sagen over kors. Han tøver lidt inden han fortsætbegyndte at blive kendt i psykiatrien i Region ter.

Syddanmark.« »Jeg kan huske, at både hun og de venner, der var med, blev ret berørte af det. Og det Obduktionsrapporten skrevet af kan jeg godt forstå.« Men en efter en faldt brikkerne på plads.

De lange måneder var forbi, og historien Undervejs havde Allan Spangsberg tæt konvar klar. Nu skulle Allan Spangsbergs og takt med moderens ven, og særligt et opkald kollegernes arbejde, og hans aftale med mohusker han. deren, stå sin prøve.

Vennen fik et opkald fra Fyns Politi om, at 27. august, en tirsdag, gik de regionale nymeget tydede på, at dødsårsagen var medicinheder i gang kl. 19:30, som altid. Historien forgiftning. Vennen ringede straks til Allan om dødsfaldet var tophistorie. Seks et halvt Spangsberg og fangede ham på familieferie minut inde i udsendelsen lægger nyhedsved Gardasøen i Italien. værten den første del af historien ned med »Jeg kan huske, at jeg blev helt stille i teleordene “Moren til den afdøde har selv indfonen,« fortæller han. Han trækker vejret vilget i, at vi må se datterens journal. Det gør dybt, inden han fortsætter. »Jeg tænkte ‘Så er

“

hun, fordi hun gerne vil sikre, at det her ikke sker igen for andre sindslidende på landets bosteder.”

Sætningen står også stadig i flere af TV 2 Fyns artikler om sagen som et læsbart ekko af Spangsbergs aftale med moderen. »Det var noget, jeg gerne ville have med,« fortæller han. »Er det en vigtig oplysning?

For folk der ser det, er det måske ikke. Men for mig var det vigtigt.« I løbet af udsendelsen var der også et interview med ældre- og handicapchefen for Odense Kommune, der havde det øverste ansvar. Han placerede entydigt ansvaret hos de enkelte medarbejdere på Fangelvej. Ledelsen derude havde ikke gjort noget galt, sagde han.

Men det skulle vise sig ikke at være rigtigt.

Lederen på Fangelvej havde undladt at fortælle, at de vejledninger om medicinen, der lå på bostedet, da kvinden døde, ikke var ordentligt opdaterede. Hun havde først byttet de gamle vejledninger ud med nogle nye, få dage efter dødsfaldet. Personalet havde ikke vidst, at de skulle reagere på kvindens symptomer. Men det vidste hverken Allan Spangsberg eller ældre- og handicap-chefen, da interviewet blev optaget. »Det var nogle dage, hvor det hele bimlede og bamlede,« fortæller Allan Spangsberg med et smil, og tilføjer: »Der var kilder, som ellers ikke ville tale med os, der ringede i sene aftentimer og hjalp os med at fremskaffe oplysninger.« »Der opstod et modpres fra medarbejderne, fagforeninger, medarbejdere andre steder i kommunen, venner og pårørende til de ansatte. De kunne ikke holde ud at se, at kommunen bare fralagde sig ansvaret. Men vi havde slet ikke forestillet os, at der ville komme det her… efterspil… eller hvad fanden man skal kalde det.« ”Efterspillet” er stadig i gang. I januar blev den leder, der forbyttede medicinvejledningerne, sendt hjem og indstillet til fyring. De medarbejdere på Fangelvej, som blev fyret eller fik advarsler i dagene efter kvindens dødsfald, er stadig sygemeldte eller har sager kørende mod Odense Kommune.

Nærhed og holdånd Når Allan Spangsberg skal svare på, hvad han tager med sig fra hele sagen, bliver han tavs og tænker længe. »Det er jo et voldsomt stort spørgsmål,« siger han endelig. »For mig har det været det med at lægge telefonen. Vores kilder sidder jo ikke i Alabama eller Skagen. De er max halvanden times kørsel væk, og det skal vi udnytte.« Og ligesom det begyndte med et skub fra en kollega, ender historien også ved kollegerne. »Når jeg siger ”jeg” og ”mig”, så er det jo løgn, ikke?« Siger Spangsberg bestemt. »Kamilla, derovre, var med til at pløje 600 sider fra Styrelsen for Patientsikkerhed igennem.« »Nogle gange har journalister en idé om, at de bedst ved selv, og ikke vil dele. Men for mig har det været altafgørende at kunne tage fat i nogen og sige ‘Hvad er der sket? Hvad har vi af muligheder nu?’ Det skal man sgu huske at dyrke.«

8 ZOOM

MARTS Fascinationen af privatlivet

Journalister drager nytte af danskernes nysgerrighed og træng til at være fluen på væggen. Det gælder både hos helt almindelige mennesker, som dem i Årgang 0, men også hos kendisserne, der med eller uden lyst får vendt vrangen ud på deres privatliv i de kulørte blade. I denne måned zoomer vi ind på vores alles fascination af andre menneskers privatliv. Vi har taget en snak med sladderjournalisten Jacob Heinel Jensen fra Se & Hør, og tilrettelæggeren Anne Hjort, der igennem to årtier har fulgt Årgang 0. God fornøjelse.

Line Schou Jensen

Hedvig Høgh

Jacob Heinel Jensen: »Fremtiden ser lys ud for sladderjournalistikken« Ifølge Journalist på Se & Hør, Jacob Heinel Jensen, er sladder en naturlig del af det at være menneske, og sladderjournalistikken er derfor kommet for at blive. LIXEN har mødtes med sladderjournalisten til en snak om hvorfor det er, vi er så fascinerede af det private.

Af Hedvig Høgh barnepigen på hemmelig skiferie” står der på forsiden til højre for et billede af tv-vært Ibi Støving med bare bryster.

Bagerst i lokalet står en stor skulptur af en sølvfarvet glimmer-panter i selskab med et par loungestole.

Efter den lille rundtur slår vi os ned i et af

presse. Efter at have færdiggjort sin journalistuddannelse fra RUC med praktik hos B.T. blev han i 2007 ansat hos Se & Hør og i over et årti har sladderjournalisten skrevet om danskernes fortrukne kendisser, som han har portrætteret på både godt og ondt, men dog ‘mest på godt’, hvis man spørger manden

Jacob Heinel Jensen. Foto: Hedvig Høgh

A

ller-bygningen på Havneholmen lægger til kaj som et stort krydstogtskib, i læ for februarmånedens blæsende gråvejr. Den store trekantede glasbygning huser nogle af Danmarks største ugeblade og magasiner, heriblandt Se & hør, Billed Bladet, Femina, Familiejournalen og Elle - for bare at nævne nogle få.

Jeg melder min ankomst i receptionen og tager plads i en stol tre gange så stor som jeg selv, mens jeg venter i spænding med øjnene rettet mod den væghøje glasdør ind til mediehusenes svar på zoologisk have.

Der går ikke mange minutter, før min aftale kommer til syne. »Hej Jacob,« lyder det henkastet fra en kvinde i receptionen underforstået: »Kom lige hen og få en sludder med mig.« Man kan tydeligt mærke på hovedpersonen, at han er i sine gængse omgivelser. Med solbrun hud og et smil, der afslører en perlerække af kridhvide tænder, følger han mig ind ad porten til underholdningsjournalistikkens hjertekammer.

Tanken om et luksuriøst krydstogtskib forsvinder ikke, efter at have trådt ind i Allerbygningen, og skulle regnvejret udenfor vise sig at fortsætte i al uendelighed, ville jeg ikke have noget imod at samle alle dyrearter og hoppe ombord på den højteknologiske medieark.

Vi tager elevatoren op til Se & Hørredaktionen, der nyder godt af sin placering i spidsen af Aller-bygningen med panoramaudsigt til himmel og hav. »Vil du ikke have et blad?« Spørger Jacob og rækker mig et eksemplar af denne uges Se & Hør. ”AFSLØRET SAMMEN – Bubber og

de mange loungeområder i stueetagen. Før vi får sat os ordentligt til rette, er Jacob allerede i fuld gang med at fortælle om sladder og den tabloide presse, så jeg skynder mig at starte optageren på min iPhone.

Næse for sensation Jacob Heinel Jensen er en herre med et langt bagkatalog inden for den tabloide

selv.

På trods af at have færdedes i den tabloide branche igennem hele sit arbejdsliv, stod det ikke altid klart for Jacob Heinel Jensen, at det var den vej han skulle gå. »Da jeg gik på RUC, der var det fine at sige, at man gerne ville på Politiken eller JyllandsPosten. Og jeg troede også, at det var det, jeg skulle, men lynhurtigt gik det op for mig, at

jeg var mega god til at se historier, og at jeg bare tændte vildt meget på sensation.« Det er ikke kun interessen for sensation, der har været drivkraften bag Jacob Heinels arbejde som journalist. Også graverarbejdet, som ligger bag det i sidste ende at kunne afsløre en sensation eller skandale er noget, som tænder underholdningsjournalisten, hvad enten det gælder kendisser eller kriminelle. »Da jeg arbejdede på B.T., lavede vi meget undersøgende journalistik - afslørede pædofile, svindel i politik og alle sådan nogle ting som er lidt tungere, men der er også et enormt detektivarbejde ved at være på et sted som Se & Hør. Det er netop detektivarbejdet, jeg finder mest spændende.« »Det private er det, som fylder mest i os alle« Udover at skrive fængende clickbaitoverskrifter om kendte og kongehuset, handler Jacob Heinel Jensens arbejde først og fremmest om at turde komme tæt på andre menneskers privatliv, både når det går godt, men også når livet rammes af tragedier. Noget af det Jacob beskæftiger sig allermest med er at fortælle historier om ting, som finder sted i løbet af et ganske normalt menneskeliv, hvad enten det gælder kærlighed, intriger, skilsmisse, sygdom eller sågar døden. Historier der giver indblik i, hvordan hverdagen ser ud hos andre mennesker, som læserne kan spejle sig selv i, hvilket, ifølge Jacob, er en helt naturlig del af det at være menneske, og som han derfor ikke ser noget forbudt i. »Mine forældre kan godt nogle gange være

ZOOM ‘hvorfor er du på Se & Hør?’, men når jeg er hjemme hos dem, og vi sidder i stuen i Kirkegade, og der kommer en nabo ind og fortæller ‘Gud har du hørt, at dem henne på hjørnet, de er gået fra hinanden, og det er noget være noget osv.’ Der kan jeg godt konfrontere dem med, at de jo også interesserer sig for sladder bare i deres nære verden, hvorimod jeg skriver om sladder på et landsdækkende plan.« Det er det, som ligger under overfladen, som Jacob Heinel Jensen er interesseret i at skrive om, og som journalist er han ikke bleg for at grave sig ind under huden på sine kilder, hvis det betyder, han kan få en god historie til gengæld. »Det er det private, som fylder mest i os alle. Hvis en kendt person skal skilles, så er det jo ikke den kendtes arbejde, der fylder mest i personens liv, det er skilsmisse, og derfor synes jeg også, at det er det, som er mest interessant at skrive Foto: Hedvig Høgh om.« Som eksempel fortæller Se & Hør om da han skulle dække Kronprinsesse Marys åbning af forskningens døgn, som fandt sted få dage efter terrorangrebet på Sri Lanka, hvor Holch Poulsen-familien mistede tre ud af deres fire børn. Det er på daværende tidspunkt ingen hemmelighed, at kronprinsparret er tætte med Bestsellerfamilien, og Jacob havde derfor til mål at få en kommentar fra Mary vedrørende episoden på Sri Lanka, på trods af en anden journalist fra DR opfordrer ham til at lade være. »Det bizarre ved det hele er jo, at alle kan regne ud, at Mary er i sorg. Jeg synes derfor, det vil være malplaceret, hvis ikke jeg stiller det her spørgsmål, for det er jo det, der fylder alt inde i Marys hoved.

Så handler det jo om at gøre det på en ordentlig måde, så kronprinsessen bevarer fatningen og får sagt det, som hun skal sige, uden at hun bliver ked af det og vred på mig, fordi det er et hårdt spørgsmål.« Man kan hurtigt få det indtryk af Jacob, at han er frygtløs, når han står på den røde løber og konfronterer kendisser, men ifølge ham selv krævede det en tilvænningsproces, før han følte sig helt hjemme i rollen som journalist. »Jeg tror enormt mange går med en frygt for at ødelægge den gode stemning og gå for tæt på. Da jeg var journaliststuderende på B.T., kæmpede jeg med, at jeg var meget konfliktsky, og det hang jo ikke særlig godt sammen med det at være journalist, så jeg prøvede at lave flere konfronterende

9

videre,« fortæller Jacob Heinel Jensen og griner, idet han ser tilbage på det kejtede møde på Havnen i Allinge.

skandale, og det kunne den ikke bære.« interviews, selvom det var stik mod min På trods af, at B.T. kunne føre person.« sandhedsbeviser for, at Morten Men for Jacob Heinel Jensen handler det i Messerschmidt rent faktisk havde heilet, sidste ende om at træffe et valg om at kunne endte Jacob Heinel Jensen og daværende stå inden for de spørgsmål, man stiller. chefredaktør for B.T., Arne Ullum, med at »Man skal beslutte sig for, at det er ok, at tabe sagen, da retten man ringer kendte dem og spørger – Jeg synes, det er ekstremt skyldige i at have nogle gange vigtigt, at vi (red. Se & Hør, krænket DFstiller jeg B.T. og Ekstra Bladet) er der til politikeren ved at mig selv det at dække de kritiske historier om skrive, at han havde spørgsmål, kongehuset.« ”hyldet” Hitler. hvordan jeg »Vi pakkede ville reagere, det ind i sådan en nazist-cocktail, hvor jeg hvis jeg blev ringet op. Og jeg håber, at jeg eksempelvis i slutningen af artiklen skriver, ville svare åbent og ærligt.« at Messerschmidt i øvrigt er navnet på et tysk jagerfly fra 2. Verdenskrig. Det fortryder jeg, En farlig nazi-cocktail for det var sådan lidt plat, men hvis Morten På trods af at være på god fod med Messerschmidt stod midt i Grøften og størstedelen af sine kilder, har der været heilede i dag, så ville jeg da skrive det igen.« enkelte bump på vejen i Jacob Heinel Jensens Hvis du sidder og undrer dig over, karriere inden for den kulørte presse. I 2009 hvordan forholdet mellem Se & Hørrøg sladderjournalisten i byretten, for i journalisten og Morten Messerschmidt 2007 at have skrevet en historie om, at DFmon er i dag, så er svaret ikke godt. Det politikeren Morten Messerschmidt i fuldskab faktum blev Jacob Heinel Jensen selv havde heilet i restaurant Grøften i Tivoli. konfronteret med, da han sammen med sin Historien røg direkte på forsiden af B.T. fotograf render ind i Morten Messerschmidt »Da jeg hørte, at Morten Messerschmidt og hans kone, bakkesangerinden havde heilet i grøften, der præsenterede jeg Dot Wessman, til folkemødet i 2018. historien på et morgenmøde som en sjov »Vi prøver så at gå hen til dem, og Morten bagside-historie, fordi jeg tænkte, det er sjovt: går fuldstændig amok på samme måde som ‘Morten Messerschmidt er pisse stiv og kan en gammel mand råber af et lille barn, og jeg næsten ikke huske hvad han har lavet’, men tænker ‘vi skal bare væk herfra’, hvorefter vi fordi den blev bragt samtidig med en lind løber ned af gaden - nogle kommer bare aldrig strøm af DF-skandaler, blev den til en politisk

“

Kongehusets vagthund Noget af det, som optager Jacob Heinel Jensen mest er kongehuset. Dog er det ikke kun historier om bryllupper og barnedåb, som Se & Hør-journalisten ønsker at portrættere til offentligheden.

Tværtimod. Det er også mindre flatterende sager, som skandalen om kronprinsparrets skihytte i Verbier, som familien har tjent store summer penge på at leje ud, eller Prins Joachims valg om at tage sin apanage med til Frankrig uden først at spørge Folketinget om lov.

Ifølge Jacob Heinel Jensen er der en mangel på kritisk dækning af kongehuset fra de statsejede medier, som lader det være op til den tabloide presse at løfte opgaven. »Jeg synes, det er ekstremt vigtigt, at vi (red. Se & Hør, B.T. og Ekstra Bladet) er der til at dække de kritiske historier om kongehuset, som stort set har frit spil fra DR og TV2. Jeg synes det er himmelråbende sindssygt, at de ikke tager kongehuset mere seriøst som stofområde. Det må så være vores lod, men jeg kan da godt undre mig over, at man ikke synes, det er public service at oplyse danskerne om kongehuset.« Folkeligheden i de kulørte historier om de kendte og kongehuset er noget, som kan fange den brede befolkning, og hvis man dykker ned i Jacob Heinel Jensens arkiv, er det ikke lange komplicerede artikler, man støder på. I stedet fokuserer sladderjournalisten på at fange folkeligheden, ved at skrive korte, letlæselige artikler, som både kan underholde, informere og tilfredsstille læsernes nysgerrighed. »Der er mange, som bruger ordet tabloid i en negativ forstand, og det synes jeg er fuldstændig misforstået. Det, at formidle tabloidt handler om at tage noget kompliceret stof og gøre det simpelt. Jeg er klar over, at det med kendisstof er lidt en anden sag.

Der er målet, at vi gerne vil underholde, og det trutter vi også fuldstændig ren røv med.

Ifølge Jacob Heinel Jensen ligger der en folkelighed i et blad som Se & Hør, der siden 1940 har portrætteret ”danmarkshistorien inden for underholdning”, og ifølge ham er sladderjournalistikken kommet for at blive. »Folk vil altid underholdes, og folk vil altid interessere sig for sladder, så selvom det går ned af bakke med print, så kan vi jo se på nettet, at folk lapper det i sig. Det, at vi har et radioprogram som “Det, vi taler om”, som går hen og bliver den anden mest downloadede podcast i Danmark viser jo bare, at folk virkelig interesserer sig for sladder.«

10 ZOOM

MARTS

Anne Hjort dokumenterede to årtier Anne Hjort har brugt de sidste 20 år som tilrettelægger på dokumentarserie Årgang 0. Meget vand er løbet i åen på 20 år, men specielt én ting har hun taget med sig: Livet går sjældent, som man har planlagt. To årtier i dine kilders dagligstue kræver tillid, professionalisme og etik. Anne Hjort har dokumenteret Danmarkshistorien, som vi oplever den selv.

Af Line Schou Jensen

Å

rgang 0 er historien om årtusindskiftets første generation.

Fire familier, 20 sæsoner, 64 afsnit om børn, der er blevet til unge og i takt med udfordringerne i livet, har de udviklet sig til voksne. Årgang 0 er en dokumentarserie om helt almindelige mennesker, der har samlet over en million seere år efter år.

2019 var sidste sæson af Årgang 0. I 2020 lavede produktionen fire unikke portrætter af Rachel, Christian, Emma og Stephanie.

Portrætterne viste, hvad der skaber os som mennesker fra fødsel til voksenlivet.

Seerne flyttede ind hos de fire familier og præsenterede danskerne for danskerne selv. 2020 var også afslutningen på en lang proces for tilrettelæggeren, Anne Hjort.

Men en proces hun er stolt af.

Det afgørende redskab Ideen om Årgang 0 opstod på TV2 i forbindelse med årtusindskiftet, hvor de gerne ville have et portræt af det nye årtusinds første generation: Årgang 0. Det var tænkt som et enkelt program om året en slags “Året der gik” i familiernes liv med nyhedsindslag fra året. Claus Ladegaard var producent hos Easyfilm, og han greb

Anne Hjort. Privatfoto

ideen. Han ønskede, at Anne Hjort hoppede med på skibet som tilrettelægger. Men de ville en anden vej. De ville styre i den dokumentariske retning. Det skænkede dem roret til det, vi kender som Årgang 0.

Dengang hittede video diaries. Video-dagbøger.

Det var det nye. Det spirede frem, fordi små håndholdte kameraer blev mere tilgængelige. De havde altså mulighed for at montere et kamera i hånden på de medvirkende, så seerne fik en stol om bordet til aftensmaden. »Det skabte en særlig autenticitet,« understreger Hjort.

BBC gik forrest med fanen, når vi talte om video-dagbøger. Anne Hjort og produktionen bad derfor om hjælp på tværs af Nordsøen. BBC mente, de skulle samle familierne og undervise dem i at lave video-dagbøger og små reportager.

Hvorfor de mødtes første gang i 1999. »På den måde blev familierne en lille klub,« forklarer Anne Hjort.

BBC blev kimet ned af mediehuse og mediefolk, der hungrede efter teknisk hjælp og hvilket kamera, der skulle til for at score den bedste video-dagbog. »Det var overhovedet ikke afgørende, hvad det var for et kamera. Det afgørende var editorial control.

Det handler om, at I skal give de medvirkende

En del af holdet fra Årgang 0. Privatfoto indsigelsesret, fordi man er idiot, hvis man udleverer sig selv uden at have kontrol over materialet som medvirkende,« udpensler Anne Hjort sin erfaring med ro i stemmen.

Produktionen tog det til sig og gav familierne indsigelsesret.

Når jeg spørger Anne Hjort, mener hun, det er en kæmpe fordel at give indsigelsesret. »Vi mener, det er en fordel, fordi vi får mere godt og ærligt materiale ud, fordi man ikke lægger så meget censur på sig selv. De ved, de har mulighed for at sige nej. De kan se, hvilken sammenhæng det bliver brugt i. Det er i uendelig få tilfælde, de har brugt indsigelsesretten.« Året efter blev klubben samlet igen, hvor produktionen med rystende hånd trykkede play til de første afsnit af kæmpesuccesen Årgang 0. »Vi var vanvittig nervøse dengang. Det er klart som

tilrettelægger, da er det en risiko, fordi man giver kontrol til sine medvirkende, lyder det fra Anne Hjort, der tidligt i processen opdagede, hvad indsigelsesret giver dokumentarer.« Et professionelt venskab Afgørende for samarbejdet med de medvirkende var at skabe tillid, men samtidig at huske sin rolle som dokumentarist og ikke deres ven. »Det har vi gjort ved at være dem, vi er. Være troværdige. Være til at stole på,« opremser Anne Hjort med en klar tone i stemmen.

Anne Hjort fremhæver vigtigheden i et fast greb om balancepinden, når man skal opbygge tillid og en tæt relation med sin kilde.

Det handler om at være sig selv. Men samtidig at have klare rammer for projektet. Det handler ikke om at blive venner med sine medvirkende. Det handler om at lave et Tvprogram. Anne Hjort døbte samarbejdet et professionelt venskab. »De er ikke venner på den måde. Det er ikke mine private venner. Men det er selvfølgelig mennesker, der betyder meget for mig, som jeg også vil blive ved med at have en relation til fremover.« Man kan ikke undgå at danne en tæt

ZOOM relation med sine kilder, der igennem 20 år har delt alt det, de græder og griner af med dig. Det har derfor også krævet supervision undervejs, da det er udfordrende, når de medvirkende oplever vanskelige perioder.

Råd fra Anne Hjort 1) Man skal være autentisk.

På tidspunkter som dette kræver det at holde balancen for, hvor meget man skal involvere sig. »Især for sin egen skyld og hvor meget man skal bære på selv,« påpeger Anne Hjort efter selv at have fundet balancen.

Det har været en forhandling med de medvirkende i de svære perioder. »For eksempel da Emma havde det dårligt. Da snakkede vi med hende om, at vi synes, historien skulle fortælles, dels fordi det var sådan, det var for hende, men også fordi hun ikke var den eneste unge pige, der havde det svært ved præstation og stress. Der var noget meget tidstypisk i det, og så igen, at hun vidste, hun ville få det at se og kunne sige fra over for, hvordan vi fremstillede det.« Samtidig vidste de medvirkende, at de ville blive fremstillet nuancerede.

Produktionens mål var at skabe forståelse for de medvirkende, og det de gennemgik. »Det er ved at fortælle om de svære ting, det bliver interessant.

Men det er også der, det bliver relevant for andre mennesker. Og det er der, det kan hjælpe andre mennesker, at man fortæller den historie. Og vi kunne jo ikke have et program i 20 år, der kun fortalte om de positive ting,« pointerer Hjort.

Få episoder har Anne Hjort og produktionen tiet omkring.

Da de måtte respektere de medvirkendes ønsker. Samtidig

Man skal være til at stole på.

Man skal være sig selv.

2) Det handler meget om at

høre efter. Ikke så meget om spørgsmålene, men om at høre efter, hvad der bliver

sagt og interessere sig for det, der bliver sagt.

3) At skabe klare rammer for forholdet mellem dig og kilden. I er der ikke for at blive gode venner.

var der hårde tider, produktionen fik lov til at fortælle, fordi programmet først havde premiere året efter. Produktionstiden strakte sig over et år, så problemerne i begyndelsen af året kunne være reddet ud i slutningen af året.

Dermed var det nemmere for de medvirkende at acceptere at vise de svære perioder, som også var vigtigt for seeren at se. »Men jeg tror generelt, vi havde en høj etik omkring det. Der var jo en almen interesse i også at passe på dem. Ellers havde vi ikke nogle medvirkende næste sæson,« opsummerer Anne Hjort med et nedtonede fnis.

En anden ting, hun mener, har haft afgørende rolle for autenticiteten, er en høj grad af kontinuitet på produktionsholdet.

Anne Hjort var med til fødslerne, og produktionsholdet var præget af, at flere havde været der i mindst 10 år, hvilket har givet en stærk tryghed, at de medvirkende også kendte både lydfolk og fotografer.

Den større historie Ambitionen med Årgang 0 var at følge fire børn fra fødsel til voksenlivet, og dermed skrive en slags Danmarkshistorie om danskerne til danskerne. »Man kan sige, der var et større mål med programserien,« påpeger Hjort. Årgang 0 var ikke bare at følge fire almindelige familier.

Produktionen efterstræbte at vise forskellige almindelige menneskers liv. Det, tror Anne Hjort, har været en del af fascinationen hos seerne. At få et vindue med adgang til forskellige sociale lag, forskellige steder i Danmark. »Jeg håber, det har skabt forståelse og tolerance overfor dem, der er anderledes end os selv.« Når man i serien rejser fra Vestjylland til Sønderjylland til Korsør eller Aarhus,

11

lærer seerne på et basalt niveau om de ulige livsvilkår vi lever under i Danmark.

Anne Hjort fremhæver vigtigheden af vores folkeskole som lighedsfaktor. »Folkeskolen er vigtig for en som Stephanie, det fortæller hun også i de sidste programmer, der er bygget op som portrætter. Det var hendes frirum i forhold til et kaotisk familieliv.

Det, tror jeg, er rigtig vigtigt, det er med til at give mulighed for, at en som Stephanie får en uddannelse.«

Afskeden Anne Hjort er stået af Årgang 0-toget på perron 2020, hvor et nyt produktionshold er steget på, som begynder en ny rejse mod 2030. »Det har været vemodigt, synes jeg, men også meningsfuldt, langt hen ad vejen. Det er vigtigt, at det skulle stoppe. Det er jo et tveægget svært at være kendt for at være sig selv,« griner Hjort og fortsætter: »Jeg er meget glad og stolt over de programmer, vi har lavet også de sidste fire portrætter af de unge er jo helt unikke programmer. Det handler om, hvad der skaber os som mennesker. Det vi har med os, vores familie og hvad vi vokser op i. At skildre det over 20 år og kunne dokumentere det over 20 år er helt unikt i tv-historien. Så det er jeg da meget glad for at have gennemført.»

Et af de vigtigste redskaber i arbejdet med medvirkende er at være til stede - og i kontakt.

Men også at være velforberedt og åben over for det, der rent faktisk sker omkring os og indrette os efter det.

Men det vigtigste, hun har lært, som også havde en stor rolle i dokumentarserien, var: At livet sjældent går, som man har planlagt.

“

De er ikke venner på den måde. Det er

ikke mine private venner.

Men det er selvfølgelig mennesker, der betyder meget for mig, som jeg også vil blive ved med at have en relation til fremover.

En del af holdet fra Årgang 0. Privatfoto

12 FAVORITTEN

MARTS

Månedens tema: SPECIELLE OPLEVELSER I UDLANDET Denne måned fokuserer Favoritten på de specielle oplevelser, man kan komme ud for, når man besøger udlandet. I denne måned har vi eksempler på catcalling i Marrakech, en weekend i det frosne Sankt Petersborg og et besøg i Utøya, hvor håb stadig lever efter tragedien.

Aida Jahić

Emilie Søndergaard Christiansen

Utøya emmer af håb

Falmende roser, skudhuller og en tidslinje med de sms’er, der blev sendt afsted fra Utøya 22. juli 2011. Øen er tydeligt mærket af den dag. Dagen hvor 69 mennesker mistede livet. Seks år senere besøger jeg øen med unge fra hele verden. Og her bemærker jeg, at Utøya heldigvis ikke kun udstråler sorg.

Af Johanne Frederikke Mortensen

1.

september 2017 står jeg på færgen MS Thorbjørn. Kursen sættes mod Utøya, hvor jeg skal deltage i en konference om ekstremisme sammen med omkring 100 unge mennesker fra 22 forskellige nationer. Den lille, gamle færge rummer blot plads til det halve antal. Så vi sejler over i hold. På færgen, får jeg øje på kaptajnen bag mængden af passagerer og lejrgrej. En midaldrende mand med et venligt blik. Så siger en af de andre: »Det var ham, der sejlede Breivik over dengang og troede, det var en politimand.« Jeg stivner et øjeblik. ‘Har jeg lyst til det her,’ tænker jeg for mig selv. For det, der skete på øen seks år tidligere, kommer pludselig meget tæt på og føles meget virkeligt. Men det er det jo også. Tragedien er virkelighed. Og nu er vi her. Så jeg fatter mod og husker mig selv på, hvorfor vi er taget herud. For at mindes. For at skabe dialog. Og for ikke at lade had slå os ud.

Vi bærer sportstasker, rullekufferter og soveposer ind på bredden og kigger os omkring. Jeg får øje på utallige træer, bakker og græsarealer. Solstrålerne fra den sky-

fri himmel rammer en hvid bygning, hvor ambivalent følelse at stå midt i målet for morder med rød skrift står ”Utøya”. Øen er ved det på så mange mennesker. Mennesker, der første øjekast fredelig og idyllisk. Men med kunne have været mig. Unge idealister med øens historie i baghovedet er det alligevel noget på hjerte. Men jeg holder humøret højt svært at tro, at det kan være en fuldbyrdet på trods. Og tydeligt er det også, at det er dét, beskrivelse. Så jeg kigger nysgerrigt videre. som får Utøya til at leve videre. Unge menOg senere begynder øens ar, jeg vidste burnesker med mod på livet, der fortsat vil bage de gemme sig et sted, da også at dukke op. snobrød om lejrbålet og synge, ”You may say, Blandt andet inde i en bevI’m a dreamer”. aret bygning, hvor mange Så det gør vi. Lørdaf Breiviks skud blev affyret. ag aften sidder vi Der er skudhuller i væggene, med armene over og blomster med tilhørenhinandens skuldre, de billeder af ofrene ligger lader ilden fra bålet rundt omkring på gulvet. Jeg varme vores anmå stoppe lidt op og samle sigter og kolde fødenergi, inden jeg fortsætter. der. Vi diskuterer Så kommer vi til en tidslinkøn, religion og je over hændelserne 22. politisk orienterjuli. Lejr-deltagernes sms’er ings indflydelse til sine pårørende sendt afpå ekstremisme. sted på dagen er listet op. »In my coun“Mama jeg er så redd try extremism for å dø,” står der blandt is something de mange talebobler. Noelse,« erklærer en gle meter fra mig ser jeg brasiliansk pige, en pige græde i armene og snakken går. på en anden. Hun har lige Klap. Klap. Klap.

Foto: Johanne F. Mortensen læst tidslinjen med sms’er.

Boom tika boom tika boom. Sådan lyder det ved siden af bålet.

Tankevækkende weekend Sang og klappelege er sat i gang, og vi lærer Jeg er overvældet af indtryk. Utallige tankafrikansk dans. Stemningen er løsnet nu og er går igennem mit hoved. Det hele er bare for en stund er der latter i stedet for tåre. så tæt på. For lige meget, hvor vigtigt jeg Jeg føler mig heldig og taknemmelig for at end måtte synes, det er at besøge steder, der være en del af en weekend i håbets tegn. En bærer på en skræmmende fortid, er det en weekend, hvor vi ikke glemmer - men heller

ikke går i stå. En weekend, hvor vi tør lære af hinanden og hinandens ståsteder. For ekstremisme er ikke det samme i Brasilien som i Norge. Og kønsroller noget andet i Kenya end i Danmark. Det har vi valgt ikke at lade os slå ud af, ligesom vi ikke må lade os slå ud af mennesker som Breivik.

Da vi om søndagen sejler med færgen væk fra øen igen, kigger jeg på kaptajnen og tænker, at det er dybt imponerende og vigtigt, at han er at finde på færgen igen.

Han stoppede den dag, hvor 69 mennesker mistede livet på Utøya. Men nu lukker han igen unge mennesker om bord MS Thorbjørn og sætter kursen frem og tilbage mellem øen og fastlandet. Det vidner om det håb, som resten af øen også emmer af.

Her sad vi og diskuterede kønsroller og ekstremisme. Foto: Johanne F. Mortensen

Vinterweekend i Sankt Petersborg: Kolde kinder og varme russiske sjæle Forlængede weekender i Europas storbyer er yderst populære. Byer som Barcelona, London og Paris drukner i turister året rundt. Anderledes står det til i Skt. Petersborg – her byder lavsæsonen på unikke vintereventyr og ganske få turister.

Det er formiddag en fredag i februar, og jeg tisk mulighed for at nyde 360-graders panhar besteget de 262 trin, det kræver for at nå orama over byen i fred og fordragelighed.

Isaak-katedralens udsigtspunkt. Heroppe, Det samme gælder for resten af byens højt over gadernes hekattraktioner. Om somJeg kører ikke turister til meren står turisterne tiske liv, åbner byen og fra lufthavnen for pen- i uendeligt lange køer sig op og strækker sig så langt øjet rækker. genes skyld, men fordi det og venter i timevis på Vinteren er lavsæson gør mig bedre til engelsk, og at få adgang til Vinterfor turismen i Skt. Pe- fordi det giver mig mulighed paladset og Katharina tersborg, og denne for at lære mennesker fra den Stores enorme tidlige formiddag har hele verden at kende. kunstsamling. Denne kun en enkelt anden weekend i februar måler turist fundet vej til svalegangen rundt om køen kun ganske få meter.

Isaak-katedralens kuppel. Det er en fantasByen er dækket af nyfalden sne, solen

“

Af Lærke Schmidt Fallesen

F

ormiddagssolen glimter i byens mange guldkupler. Den klare, lyseblå himmel står i skarp kontrast til de utallige, lysegule facader og snedækkede tage.

skinner fra en skyfri himmel, og temperaturen ligger adskillige grader under frysepunktet. I parkerne slår børnehavebørn sig løs i det hvide paradis, mens pelsklædte pædagoger holder vagtsomt øje.

Neva-floden, der skærer igennem byen, er frosset til i et kaos af isskosser, og i horisonten anes røgen fra de mange skorstene i byens industriområder.

Når vinterkulden sætter sig i kroppen, og det er tid til at varme sig på en skål borsjtj eller en kop kaffe på en af byens mange stalovaya’er (cafeteria i traditionel russisk stil), er servicen mange steder utroligt høj. En

FAVORITTEN fremgang i turismen og værtskabet ved fodbold-VM i 2018 har sat sit spor i særligt de unge generationer. De fleste yngre russere ønsker at være gode til engelsk og øjner gerne muligheden for at øve sig lidt ekstra, når der i lavsæsonen endelig kommer en turist forbi. Den 37-årige taxachauffør, Elena Ivanova, som jeg kører med fra lufthavnen, er et godt eksempel på dette. Hun har fuldtidsjob som jurist, men arbejder i sin fritid for den engelsksprogede taxaservice LingoTaxi. »Jeg kører ikke turister til og fra lufthavnen for pengenes skyld, men fordi det gør mig bedre til engelsk, og fordi det giver mig mulighed for at lære mennesker fra hele verden at kende,« forklarer hun. »At være god til engelsk gør det også nemmere at rejse og opleve andre lande.« Men muligheden for at rejse er ikke den eneste grund til, at Elena Ivanova kører taxa. »Når jeg kører med turister, kan jeg sørge for, at de får et godt første møde med

arkitekturen afspejler den mere vestligt orienterede del af den russiske kultur. Det gør byen lige så let tilgængelig som andre europæiske storbyer.

De fleste store seværdigheder ligger inden for gåafstand i det historiske centrum, og det er let at navigere langs byens mange kanaler, gader og prospekter.

Sikkert nede fra Isaak-katedralens top, Her ses jeg i Aleksandrovskij Haven. Foto: Lise Schmidt krydser jeg snesRusland. Jeg kan godt lide at hjælpe og give jappet på en af byens dem en varm velkomst til Skt. Petersborg.« store pladser og bevæger mig mod Peter og Skt. Petersborg er en oplagt destination Paulus-fæstningen på den modsatte side af for det første møde med Rusland. Byen har floden. Fæstningen blev anlagt som byens tilnavnet: ”Vinduet mod vest”, og særligt første og største vartegn og huser blandt

13

andet zarfamiliens sarkofager.

Den mest forunderlige attraktion venter dog på ydersiden af fæstningen. Langs bredden af den isklædte Neva-flod varmer en flok vinterbadere sig op ad den solbeskinnede mur.

De fleste er kun iført badetøj og rødglødende hud efter et dyp gennem et hul i isen. Det er de lokale hvalrosser. Uanset vejr og vind, bader de fra kanten af bredden året rundt.

I Rusland kommer varmen indefra.

Foto: Lærke Schmidt Fallesen

Prisen for en taxa Knap to uger i Marrakechs medina lærte mig noget om marokkanske priser: Alting koster. Oftest koster det uofficielle og meget høje turistgebyrer, men enkelte gange forsøger de marokkanske mænd at smigre sig til lidt skandinavisk kærlighed i stedet for kontanter.

Af Louise Lind

L

igesom alle de andre dage er medinaen varm og vindstille. Min veninde og jeg sveder i de 40 grader, mens vi trækker vores kufferter over de nedslidte brosten. De smalle røde gader vrimler med jordfarvede kjortler, farvestrålende tøfler og plastikaffald. Små butikker sælger marokkansk brød omsværmet af fluer. To unge kvinder på en knallert maser sig forbi menneskemylderet.

En mand med hvidt skæg trækker et æsel, der slæber på en vogn med kaktusfrugter.

Lugten af dyr, friskbagt brød, skrald og knallertos fylder den varme luft. »Nice eyes,« lyder det umotiveret fra en af fyr, der læner sig op ad en mur. Ignoreret.

Min veninde og jeg har i øvrigt begge solbriller på.

Tolv dage i Marokko, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange min veninde og jeg hørte kommentarer som ”beautiful face” og ”so sexy”. Ligesom mine 45 marokkanske beskedanmodninger på Instagram ignorerede vi hver og en af dem.

Vi drejer om et hjørne, hvorefter gaden åbner sig op. Tre støvede taxaer holder på række og venter på turister. Vi stiller os ved den første. På den anden side af gaden står en høj og tynd mand. Han smider sin smøg og går mod os. Han er chaufføren. Han rækker ud efter vores kufferter, men vi kender hans game. »How much,« vil vi først vide, mens vi lægger hånden på vores kufferter. »Only three hundred,« mumler han.

300 marokkanske dirham er ca. 210 kroner.

Prisen for de lokale er 30 dirham. »No, that’s too much,« svarer jeg. »Hundred fifty each. Hundred fifty for you and for you,« siger han mens han først gesti-

kulerer mig og derefter min veninde. »Thirty,« siger jeg.

Jeg gider ikke mere. Jeg ved, at vi aldrig vil få prisen ned på 30, men den skal langt under 300, før jeg er tilfreds. »No, no, no,« svarer han, men fortsætter kort efter: »Two hundred fifty.« Min veninde kommer på banen: »We know it’s only thirty.« Vi er to mod én, men han holder ved: »Two hundred fifty.« Han ser irriteret ud.

Suk. Det her vil tage tid, men det har vi heldigvis også, og mit konkurrencegen kommer frem i mig.

Vi får prisen ned på 200 dirham, da vi bliver afbrudt af en ung fyr med mørke krøller.

Hans venner på den anden side af gaden kigger på.

Han snakker med chaufføren på arabisk og vender sig derefter mod os med et sødt smil. »Two hundred,« siger krøltoppen, som om han lige har gjort os en tjeneste.

Han tager fat i min kuffert og vil putte den ind i bilens bagagerum. »No, no, no,« siger min veninde og jeg i kor.

Hvem tror han, han er? »We are not paying two hundred.« Han snakker igen med chaufføren, men jeg bryder ind og gentager. »We know it’s only thirty. We are not paying two hundred.« Chaufføren kigger på os. Vi er to lyshårede piger, der med korte shorts, bare skuldre og dyre solbriller bestemt ikke lever op til medinaens traditionelle dresscode, hvor tøjet helst skal falde løst om en og tildække alle kvindelige former. »Fifty,« foreslår jeg. »No.« Han ryster på hovedet. »Hundred fifty. That’s it.« Nu bliver det interessant. Prisen er halveret, og cirka 100 kroner er ikke en dårlig pris for turister i Marrakech. »No. Fifty,« svarer jeg.

Den unge fyr snakker videre med chaufføren, kigger igen på os og siger.

»Hundred fifty. It’s good price.« Han prøver at mægle for os, men han får os ingen veje.

Min veninde og jeg kigger på hinanden. Det er 50 kroner pr. person, og chaufføren ser sur ud. Lad os komme videre.

Vi gør det. »Okay. One hundred and fifty.« Den unge fyr putter vores kufferter i bagagerummet, og chaufføren sætter sig ind bag rattet. Men krøltoppen er ikke færdig med os.

Han smiler kækt til mig og har et glimt i øjet. »A little eh…« siger han og gestikulerer med hånden, at han vil have penge for at have hjulpet os.

Typisk Marrakech.

Jeg kan ikke lade være med at grine. »No.« »I helped you,« siger han, men hans hundeøjne har ingen effekt. »No, you didn’t,« siger jeg med hån i stemmen.

Min veninde og jeg sætter os ind i på bagsædet. Han følger efter mig og holder døren åben. »A kiss,« spørger han.

‘Adr,’ tænker jeg. »No. Bye,« svarer jeg.

Jeg tager fat i døren, men han går ikke. »You married,« spørger han.

Han kigger på min ringfinger, hvor en lille sten glimter.

Nu er det min tur til at se en chance. Ringen er en gammel gave fra min ekskæreste, og jeg tillægger den absolut ingen sentimental vædi, men. »Engaged, actually,« svarer jeg med et

Illustration: Emilie Sunekær smil.

Han kniber øjnene sammen. »No you’re not.« Suk. Igen. »A kiss here,« fortsætter han og peger på sin kind.

Han er ustoppelig. »I’m closing the door,« advarer jeg, før jeg smækker bildøren hårdt i.

Han når desværre at flytte sine fingre.

Ti timer senere står vi udenfor Københavns Lufthavn og nyder den kølige morgenvind. På den sorte asfalt står skinnende mørkeblå taxaer på række. Med hvid skrift fortæller bildørene os, at en tur på 10 kilometer koster 199 danske kroner. Det er cirka samme pris, som den marokkanske chauffør først foreslog os, men det er anderledes her.

Prisen er ikke til diskussion. Taxameteret vil aldrig gå på kompromis med to stædige piger eller en marokkaner med slesk charme.

14 KULTUREN

MARTS

Analyse: Influencere kan straffes for falske følgere på Instagram Influencer-marketing er på få år blevet big business, men bag de kulørte billeder befinder der sig et hav af falske profiler, der er blevet sat i verden for at pynte følgertal. For fremtiden kan det have juridiske konsekvenser for de influencere, der har købt sig til falske følgere. Det fortæller juridisk professor Sten Schaumburg-Müller.

Af August Sandberg & Louise Lind

17,5

tusind følgere. Det høje

Foto: August Sandberg

tal markeret med fed skrift springer i øjnene og er det første, man bliver mødt af, når man trykker ind på Stine Gammelbys Instagram-profil. Den store følgerskare tiltrækker virksomheder, der gerne vil reklamere for deres produkter gennem hendes feed og stories. »En virksomhed kontakter en person alt efter hvor mange følgere, personen har, og der er jo også forskel på, hvad jeg bliver tilbudt, frem for en, der har 5000 følgere.« Influencermarketing er på få år blevet en guldgrube for virksomheder.

Det personlige ansigt udadtil gør produktet attraktivt for potentielle kunder og har skabt en milliardindustri.

Influenceren kan gennem samarbejdet med en virksomhed få tilsendt pengebeløb eller sponsorerede varer, de efterfølgende skal reklamere for på deres profil. Beløbet for et samarbejde bestemmes ud fra antallet af følgere, influencerens profil har.

Dette tal kan forøges drastisk - man behøver ikke engang at nå ud til ægte mennesker. Der findes flere danske hjemmesider, der tilbyder salg af følgere til Instagram-profiler.

Salget af falske følgere er et problem for de virksomheder, der indgår samarbejde med influencere. Indgår de samarbejde med en profil, der har snydt sig til et højt følgertal, betales et stort beløb for annoncer til mennesker, der ikke eksisterer. Dette betyder, at flere virksomheder er begyndt at kræve analyser fra de influencere, der skal reklamere for deres produkter. Dette er Stine Gammelby stødt på flere gange, når en virksomhed har ønsket at indgå et samarbejde. »De beder om at få analyser af min profil.

Typisk siger de: ‘Send lige analyser af dine billeder og din profil, så vi kan se, hvor mange vi når ud til,« fortæller hun.

Strafbar praksis Professor på juridisk institut på Syddansk Universitet, Sten Schaumburg-Müller, er ikke i tvivl. Køb af falske følgere på Instagram er

ulovligt. »Det kan være et brud på tre måder.« Det er Sten Schaumburg-Müllers opfattelse, at influencere, der køber sig til falske følgere, bryder markedsføringsloven. For det første er det vildledende markedsføring, når influencere indgår samarbejde med virksomheder, der tager sit afsæt i en misvisende følgerskare. »Den anden er i forhold til dem, der betaler for annoncer. Er de blevet vildledt eller bedraget på en måde, så de kan kræve penge tilbage? De har betalt for en annonce, ligesom man betaler Politiken for at udkomme i 80.000 eksemplarer, og man har betalt for at udkomme i 200.000, fordi det er så mange følgere der er, og så viser det sig så, at der ikke rigtigt er nogen. Har man så ikke betalt alt for meget?« Under sådanne omstændigheder vil der være nogle annoncører, der kan forsøge at kræve penge tilbage fra influenceren.

-fluencere.

Hvis en Instagrammer som Mia Sand bliver dømt, vil det være første sag i danmarkshistorien, hvor en influencer er blevet dømt for brud på markedsføringsloven. Skulle der falde en dom, kan det være startskuddet på flere sigtelser i en branche, der i mange år har været fri for reguleringer.

Forbrugerombudsmandens politianmeldelser i 2019 sætter fokus på en branche, der ikke ved, hvor grænsen går, og hvilken effekt det har for platformens miljø. Tiden må vise, hvorvidt udnyttelsen af Instagram vil få konsekvenser, eller om mediet forbliver et SoMe-ingenmandsland for dumdristig markedsføring.

»Det tredje er, at man godt kunne forestille sig situationer, der vil være så ekstreme, at det vil være strafbart. Fordi man må ikke bedrage folk.« Tid til forandring Falske følgere er som steroider. Ligesom med doping er det på overfladen svært at spotte, om en profils følgere udelukkende består af ægte mennesker, men tages de nødvendige værktøjer i brug, kan det afsløres, om profilens muskler har fået en indsprøjtning af præstationsfremmende følgere.

Selvom køb af falske følgere kan være strafbart, har det stadig ikke haft mærkbare konsekvenser. Det kan snart være fortid.

I august 2019 politianmeldte forbrugerombudsmanden fire influencere for skjult reklame på platformen. Senest har influenceren Mia Sand, der på Instagram går under brugernavnet @missmiafit, været ude i medierne og stået frem som en af de fire in

Hvad er falske følgere?

• Falske følgere er Instagram-profiler, der er oprettet af algoritmer.

Typisk har profilerne kun få billeder, en computergenereret profiltekst og et lille antal følgere • Man kan købe sig til falske likes og følgere til flere sociale medier bl.a.

Instagram • Falske følgere kan øge opmærksomheden om en blog eller øge antallet af visninger på annonceopslag • Når influencere køber sig til falske likes og følgere, kan de forhandle sig til et større økonomisk udbytte af samarbejdet med danske virksomheder.

Kilde: Rolf Nordal, Instagram-rådgiver

KULTUREN

15

Stjerneregn over Danmark… Og hvad så?

Den 17. februar blev de famøse Michelinstjerner uddelt i Norden. I 2020 blev der uddelt 35 stjerner fordelt på 26 restauranter i Danmark. Det var et færre antal stjerner end i 2019, hvori de danske restauranter modtog 36 stjerner fordelt på 28 restauranter. Selvom, at 2020 har været et tilbageslag, er Danmark stadig en force på den kulinariske scene. Med restauranter som Noma, Geranium og den nytilkomne Alchemist, fastholder Danmark sin suverænitet på det kulinariske landkort.

Af Adam Hofbauer

H

vad gør Michelinstjernerne så specielle? Du har sikkert hørt ordet Michelin før, og du tager ikke fejl.

Michelin er ikke blot en guide. Michelin er et af verdens førende dækfirmaer, og firmaet er mindst lige så kendt som guiden og deres dækformede maskot.

For at kunne forstå, hvordan et dækfirma ville sætte sit præg på gastronomien, skal vi tilbage til begyndelsen.

I 1900 udgav brødrene Édouard & André Michelin den første Michelin-guide. Datidens guide var en håndbog til nærmeste mekaniker, benzinforhandler, hotel og andet habengut, som var relateret til de få bilister, som kørte i den spæde start af det tyvende århundredes Frankrig. I 1936 blev vurderingssystemet, som vi kender idag, udgivet.

Siden dens introduktion har Michelinguiden kunnet sole sig i berømmelse og anerkendelse. Nogle vil endda påstå, at guiden nyder mere berømmelse end selve firmaet. Èn ting er sikkert: Både den runde maskot og de berømte stjerner er kulturelle ikoner.

Når Michelin-guiden skal anmelde en restaurant, er det oftest uden om restaurantens viden. Alle deres anmeldere arbejder inkognito, og tidspunkterne er oftest sporadiske. En restaurant bliver også besøgt adskillige gange, af forskellige anmeldere, inden den endelige dom falder.

En af de mest gentagende kontroverser er en partiskhed for restauranterne i hjemlandet.

Adskillige gange har guiden været under beskyldninger for lempe kravene i Frankrig og gøre det nemmere at optjene de eftertragtede stjerner der.

Guiden har også været under kritik for at udsætte kokkene for pres. Et eksempel på dette var i 2003, hvor stjernekokken Bernard Loiseau begik selvmord. Han havde i en længere periode frygtet at miste sin tredje Michelinstjerne efter hans restaurant blev nedgraderet i et andet madmagasin. Michelin modtog senere kritik for at have været medvirkende i kokkens tidlige død.

Selvom, at der eksisterer andre guider i det kulinariske landskab, har Michelin-guiden passeret tidens test. Om fremtidens gourmetrestauranter vil blive defineret af en rød bog, vil fremtiden vise.

Faktaboks

Foto: Freeimages.com Mere end en anmeldelse Stjernerne er ikke blot et tegn på velstand.

Hvis en restaurant modtager en stjerne, har det økonomiske fordele. Den nu afdøde stjernekok, Joël Robuchon, udtalte, at en Michelinstjerne øger din forretning med tyve procent, to stjerner forøger den med fyrre procent, og tre stjerner vil fordoble dit foretagende. Selvom disse tal kan betegnes som en overdrivelse, giver det et indblik på stjernernes vigtighed. Michelin-restauranter har, med få undtagelser, aldrig været synonym med profit. Oftest ejes stederne af en rig investor, og investeringen kan oftest beskrives som con amore. I nogle tilfælde har stederne en lille restaurant som oftest tilbyder mere bistro-lignende mad og har nemmere ved at skabe profit.

I over 47 år var Danmark udelukket fra disse privilegier. Først i 1983 modtog Kong Hans Kælder sin første stjerne. Denne stjerne skulle bane vejen for fremtidens gourmetrestauranter i Danmark. I 1997 modtog Kommandanten sin anden stjerne og blev den første restaurant i Danmark til at opnå dette. Sidenhen er antallet af stjerner kun steget. Men stjernerne har haft betydning for dansk gastronomi. Michelin-guiden funger-

lokale ingredienser er det nordiske køkken også blevet anerkendt. Så sent som i 2012 var Nomas chefkok, René Redzepi, på forsiden af Time Magazine, hvori fokusset lå netop på det nordiske køkken. Normalt er forsiden af Time Magazine tilegnet verdens ledere og superstjerner.

tronomi, vil det også styrke landet kulturelt.

Michelin er ikke kun med til styrke gourmetrestauranterne, men også til hæve den generelle standard inden for madlavning.

Dette kan også øge vores fremtidige turisme, og dermed gøre Danmark til et mad-land på længere sigt. Ligesom Den Lille Havfrue og H.C. Andersen er synonymer med Danmark, har Noma efterhånden opnået samme status.

Indenrigs har Michelinstjernerne også øget fokusset på bedre mad. De seneste mange år har der været en madrevolution i Danmark.

Kvaliteten er forøget, og der er større fokus på gode råvarer. Adskillige restauranter er åbnet med fokus på det gode måltid. Ikke blot i haute cuisine ånden, men også i mindre sammenhænge. I form af cafeer og bistroer.

Ligesom med Tour De France-starten i København, bringer det også prestige til Danmark. En prestige, der ligesom før nævnt, er med til at ophøje Danmark i internationale sammenhænge.

Danmark som et fremtidigt madland Dette kan også give indledning til en national stolthed.

Med Danmark som land, kendt for sin gas-

Ikke uden sine kontroverser Selvom at Michelin-guiden nyder sit store renomme, har det ikke været uden kontroverser.

er som et kompas for gourmander, og med stærke repræsentationer i Danmark, vil Danmark kunne måle sig med lande som Frankrig, Italien og Japan. Mange af de danske Michelin-restauranter beskæftiger sig med det nordiske køkken. Med et stærkt fokus på

Michelin-guiden fun“ gerer som et kompas for gourmander, og med stærke

repræsentationer i Danmark, vil Danmark kunne måle sig med lande som Frankrig, Italien og Japan.

Hvad betyder de tre stjerner?

En Stjerne: Hvis en restaurant bliver tildelt en enkelt stjerne, betyder det, at restauranten er et stop på turen værd.

Maden i denne kategori omfatter en høj standard.

To stjerner: Hvis en restaurant får to stjerner er der tale om en omvej på turen.

Ydermere betyder stjernerne, at maden er lavet med fantastiske råvarer, og kvaliteten på retterne er ekstraordinære.

Tre stjerner: Tre stjerner er den absolut højeste score inden for kategorien.

Scoren indikerer, at restauranten er en tur værd i sig selv. Udover rejsen, er maden af den fornemste kvalitet, og udførelsen i verdensklasse.

Ekstra viden Udover stjernerne, uddelegerer Michelin guiden også Bib-Gourmand-stemplet.

Bib-Gourmand, betyder, at man befinder sig på et spisested, som tilbyder god mad til fornuftige priser. Priserne kan dog variere, alt efter hvor du befinder dig.

16 POLITIKKEN

MARTS

Klimakompasset: »Nu kommer jeg i fængsel« På Skandinaviens største havn i den svenske storby Göteborg står det klart for den 19-årige aktivist Freya Rebekka Foldager Lauritsen, at kampen for klimaet kan få fatale følger for hendes fremtid.

Af Matilda Lyager Hanscomb & Clara Marie Rørsig

Klar til klimakamp Senere på morgenen den 7. september 2019 begiver Freya Rebekka Foldager Lauritsen sig for første gang ud på en klimaaktion arrangeret af Extinction Rebellion. Siden efteråret 2018 har skibe kunnet tanke flydende naturgas fra et anlæg i Göteborgs havn, og dagens aktion er rettet mod anlægget, der afventer den svenske regerings godkendelse til at blive en del af det nationale gasnet. Iført hvide malerdragter marcherer omtrent 400 klimaaktivister på rad og række mod de mange indgange, som de skal blokere de næste 12 timer i protest mod det fossile brændsel. De er dog ikke alene. På den anden side af slagmarken venter ordensmagten. »Jeg har aldrig set mig selv som fængselstypen og har altid været meget lovlydig.

Hvis min folkeskolelærer skældte mig ud, gik jeg helt i panik og kom grædende hjem fra skole. Jeg kan slet ikke håndtere sådan noget. Så da jeg lige pludselig stod

De hvidklædte aktivister på vej mod dagens aktion. Foto: Folk mot fossilgas

D

et er midt om natten, da Freya Rebekka Foldager Lauritsen bliver vækket af den mekaniske lyd fra en politihelikopter, der svæver i luften få meter over hende. Det er hendes ottende time i teltet på det våde græs, og den skarpe lyskegle fra helikopteren afslører nådesløst øjnenes sorte rander, der vidner om nattens lange rejse. Hun skutter sig i kulden og overvejer sit næste træk. Det har været en lang nat, og den er ikke slut endnu.

Siden folkeskoletiden har 19-årige Freya Rebekka Foldager Lauritsen kæmpet for klimaet. Som aktivt medlem af Alternativets Unge, og medansvarlig for den danske del af Greta Thunbergs globale bevægelse “Fridays for future”, er der i dén grad blevet pustet til hendes ildhu. Den har nu ført hende til det systemkritiske aktivistnetværk “Extinction Rebellion” og verdens største uafhængige miljøorganisation Greenpeace. Flere gange om ugen cykler hun hjembyen Odense tynd for at deltage i møder i de forskellige organisationer. »Alle taler om klimakrisen, og jeg begynder at blive træt af alle de ord. Alt, hvad man kan sige om den sag, er blevet sagt. Man kan ikke sige det på flere måder. Nu mangler vi bare, at ordene bliver til handling,« fortæller Freya Rebekka Foldager Lauritsen.

Tilbage i teltet på en græsmark ude foran havnen i Göteborg i Sverige byder solens første stråler op til handling. Fugten fra liggeunderlaget sniger sig op gennem soveposen, og Freya Rebekka Foldager Lauritsen er ikke ét sekund i tvivl om, at hun har truffet det rigtige valg. Handling må være det helt essentielle våben i klimakampen, som er ved at blive overmandet af ordflomme. Der skal handling bag ordene.

over for at skulle stå ansigt til ansigt med politiet, turde jeg knap nok åbne øjnene,« siger Freya Rebekka Foldager Lauritsen.

Der er ellers rig mulighed for at få øjenkontakt med en politibetjent på havnen.

Fordelt i 10 salatfade møder de talstærkt op for at holde styr på tropperne. Nervøsiteten breder sig i Freya Rebekka Foldager Lauritsens krop, og benene skælver under hende. Det er trods alt hendes allerførste aktion og så endda i nabolandet Sverige.

Inden aktionen er medlemmerne af Extinction Rebellion blevet trænet i, hvordan de skal reagere over for politiet, og de er blevet sat ind i den svenske lovgivning. Samtidig understreger organisationen, at der er tale om civil ulydighed, og at klimaaktivisterne til hver en tid kan bakke ud, hvis det bliver for utrygt.

Otte timer inde i aktionen åbner en ny indgang på havnen i Göteborg. Aktivisterne får af vide, at der er stor risiko for at blive taget af politiet, hvis de medvirker til at blokere for den nyåbnede gennemgang. »Jeg tænkte bare: ‘Nu kommer jeg i fængsel,’ og så var min næste tanke: ‘Åh nej, mine forældre bliver så skuffede’,« beretter Freya Rebekka Foldager Lauritsen.

Den unge aktivist tøver og griber fat om den hvide papirlap, hun har gemt i lom-

men. Hvis kampen ender i arresten, har hun noteret nummeret på en advokat. Hun knytter hænderne, tager en dyb indånding og sætter retning mod den nye indgang.

Opgørets time På slagmarken udvikler kampen sig dog helt anderledes end ventet. Det trækker op til et fredfyldt opgør, og der går ikke mange minutter, før politiet vender tilbage til salatfadene og tyer til Netflix, som var det enhver anden lørdag aften. Aktivisterne giver sig i kast med at dyrke yoga og danse rundt for at holde varmen. »Der er mange, som tror, at vi (medlemmerne af Extinction Rebellion, red.) kaster sten efter politiet, men sådan forholder det sig slet ikke. Det er en total Ghandi-organisation,« forklarer Freya Rebekka Foldager Lauritsen og ånder lettet op ved tanken om, at hun undgik fængsel denne gang.

En måned efter aktionen på havnen meddeler den svenske regering, at virksomhedens ansøgning vil blive afvist, og at terminalen i Göteborg dermed ikke vil blive knyttet til det nationale gasnet. »Sverige kan ikke opbygge en afhængighed af fossile brændstoffer, når vi har et klimamål om, at vi skal bringe CO2-udledningen ned på nul om 25 år,« udtal-

er den svenske miljø- og klimaminister Isabella Lövin (MP) til TV4 Nyheterna. »Det er rart at have en følelse af, at man gør en forskel. Det er vildt at tænke på, at aktionen har haft en indflydelse på politikernes beslutning,« lyder det fra den unge aktivist. »Jeg ville gøre det hele igen« Tilbage på den solbeskinnede græsplet ved havnen i Göteborg går dagen på hæld. Den forgangne nat i det våde telt og den nyligt overståede dag i solens hede har lagt sig som en tung dyne om Freya Rebekka Foldager Lauritsens krop. Men glæden over at være med til at gøre en forskel overskygger udmattelsen. Inden længe vil en bus fyldt med udkørte aktivister krydse Øresundsbroen med retning mod København, og truslen om fængsel forbliver i denne omgang i Sverige.

Freya Rebekka Foldager Lauritsen er ikke i tvivl om, at hun en dag vil gøre det hele igen. »Jeg vil meget, meget gerne undgå fængsel og en medfølgende dom, men jeg tror også på, at der findes vigtigere ting end mit eget personlige liv,« siger den unge aktivist og konkluderer: »Så hvis jeg en dag ender i fængsel, skal jeg nok overleve. Det er ikke verdens undergang for mig, men et led i en vigtig kamp. Kampen for klimaet.«

POLITIKKEN

17

Tysklandskender om Merkels CDU: »De har i høj grad været med til at skabe det Alternative für Deutschland, vi kender i dag« Anført af det politiske parti Alternative für Deutschland står de højrenationale kræfter i disse år stærkere og stærkere i Tyskland. Udviklingen vækker bekymring hos de traditionelle tyske partier, men forklaringen ligger i høj grad i disse partiers egne fejl, hvis man spørger en kender af tysk politik.

Af Jesper Lindstrøm Jørgensen

I

begyndelsen af februar var der røre på den politiske scene i Tyskland. Efter lange regeringsforhandlinger i delstaten Thüringen som følge af de tyske regionalvalg i november, faldt der langt om længe en aftale på plads. Det var imidlertid ikke en aftale, der faldt i god jord alle steder. Den lokale afdeling af CDU (forbundskansler Angela Merkels parti) var gået sammen med det liberale FDP og det højrenationale og indvandrerkritiske Alternative für Deutschland (AfD). Fra nationalparlamentet, Forbundsdagen, gjorde CDU’s regeringspartner SPD først indsigelser og meddelte, at man ikke kunne fortsætte samarbejdet som normalt, hvis ikke CDU fandt en løsning i Thüringen udenom AfD. Dernæst gik kansler Merkel helt ekstraordinært ud og kommenterede på indenrigspolitik på en ellers udenrigspolitisk opgave i Sydafrika. Hun kaldte regeringsdannelsen for “utilgivelig” og forlangte, at regeringen skulle gå af, og at der skulle udskrives nyvalg i delstaten. De lokale afdelinger af CDU og FDP makkede ret og gjorde præcis, hvad Merkel havde bedt dem om; regeringen blev opløst og processen mod et nyvalg igangsat.

Men hvad er det ved AfD, der gør dem til en så ildeset legekammerat? Og hvorfor er det netop delstaten Thüringen, der blev midtpunkt for den politiske uro?

meandel på 12,7%. Der lader altså til at være i hans optik er et stykke vej fra AfD til deciden forholdsvis stor folkelig opbakning til pareret nynazistiske og fascistiske strømninger, tiets politiske er mange på midten og Én ting er at stemple AfD som fascis- projekt. Et til venstre i tisk. Men når man gør det, siger man faktum, der, det politiske jo i bund og grund samtidig, at dets væl- ifølge Siegspektrum gere også er det - og dermed mener man fried Matlok, villige til at jo i virkeligheden, at 25% af vælgerne er gør underkendelsen drage parfascister. af partiet til allellerne et åbenlyst – om ikke demokratisk problem. andet så indirekte. Blandt andet er der »Én ting er at stemple AfD som fascisi forbindelse med regeringsdannelsen i

»Man ønsker ikke at få pletter på sin nyere historie« Siegfried Matlok – der er tidligere chefredaktør for Der Nordschleswiger og inkarneret tysklandskender – beskriver AfD som et parti, der politisk bevæger sig på en linje fra Dansk Folkeparti over Nye Borgerlige til Stram Kurs. Han insisterer dog på, at en sådan sammenligning i realiteten ikke fortæller den fulde historie om partiet og det tyske samfunds oplevelse af det. »Selvom man med en vis rimelighed kan bruge sammenligningen med de partier til at forstå AfD i et dansk perspektiv, så ligger der naturligvis en helt afgørende forskel i de to landes historier. I Tyskland sværger man fra morgen til aften, at det (nazismens indtog, red.) aldrig må ske igen. Det er klart, at man ikke ønsker at få pletter på sin nyere historie«, forklarer han.

Selvom Siegfried Matlok understreger, at der

Thüringen (der altså som den første tyske delstat i historien fik AfD som en del af sin regering) blevet talt om nazisternes indtog i 1930’ernes Tyskland. Dengang var det netop i Thüringen, at Adolf Hitlers naziparti først kom til magten. »Selvfølgelig siger man ikke direkte, at situationen er den samme, men der bliver alligevel trukket nogle paralleller« fortæller Siegfried Matlok.

“

AfD's lokalgruppe i Thüringen. 259.382 stemmeberettigede borgere satte deres kryds ved partiet ved delstatsvalget i november. Det svarer til 23,4% af stemmerne. Pressefoto.

Et demokratisk problem AfD fik ikke forhandlet sig vej ind i regeringen i Thüringen ud af det rene ingenting.

Partiet blev ved valget delstatens næststørste med lige knap en fjerdedel af stemmerne. Det gør Thüringen til en af højborgene for AfD, men på det nationale plan er partiet heller ikke af en helt ubetydelig størrelse. Ved det foregående valg til Forbundsdagen i 2017 blev AfD landets tredjestørste parti med en stem-

tisk. Men når man gør det, siger man jo

i bund og grund samtidig, at dets vælgere også er det - og dermed mener man jo i virkeligheden, at 25% af vælgerne er fascister,« siger Matlok og fortsætter: »Det er her, det bliver farligt. For på den måde kommer de gamle, etablerede partier jo til fuldstændig at udelukke en hel kreds af vælgere; ikke kun fra indflydelse her og nu, men man siger jo i virkeligheden samtidig, at ’jer har vi heller ikke brug for hverken i morgen eller i overmorgen’.« »AfD blev presset ud på højrefløjen« Det oplagte spørgsmål synes at være, hvad det er, der har gjort AfD så populære, at man i første omgang ikke mente, man kunne komme udenom dem i Thüringen. Hvordan har de kunnet kapre disse stemmer fra de etable-

rede partier - ikke mindst fra kansler Merkels eget CDU? Spørger man Siegfried Matlok, er dette imidlertid ikke spørgsmål, der er blevet taget tilstrækkeligt seriøst af hverken CDU eller de andre traditionelle politiske partier.

Og det på trods af, at svarene, ifølge ham, i høj grad ligger i disse partiers egne fejl. »De etablerede partier har i høj grad været med til at skabe det AfD, vi kender i dag. AfD startede jo (ved sin stiftelse i 2013, red.) som et mere moderat, borgerligt parti med fokus på økonomi og en modstand mod euroen.

Dengang blev partiet med det samme jagtet af både de etablerede partier og medierne. Så når man i dag anklager AfD for at være på en farlig kurs, så har de etablerede partier også været med til at bane vejen, for at AfD blev presset ud på højrefløjen. Der har de begået en fejl«, vurderer Siegfried Matlok.

Desuden gælder dette - ifølge Matlok også partiernes relation til de vælgere, der er forsvundet ud på højrefløjen til AfD. Vælgere, der særligt har været utilfredse med Merkel-administrationens håndtering af flygtningekrisen. En utilfredshed man efter Matloks overbevisning ikke har taget tilstrækkeligt alvorligt. »Man må selvfølgelig prøve på at få folk med ind i de fælles beslutninger – selvom de er kritiske overfor Merkels flygtningepolitik.

Ellers kommer der til at danne sig en isoleret højrefløj i Tyskland, der i længden kan blive farlig for demokratiet.«, vurderer tysklandskenderen.

Morgendagens CDU Med først Merkels afgang som partileder (og hendes bebudede afgang som kansler i 2021), og siden med den nylige tilbagetrædelse af hendes afløser og politiske tvilling Annegret Kramp-Karrenbauer, er der imidlertid opstået en åbning for et forandret CDU. Et CDU, der kunne vælge en mere nationalkonservativ retning og derved forsøge at stjæle nogle af de tabte stemmer tilbage fra AfD. Fx med den nationalkonservative Friedrich Merz, der blandt andre har meldt sit kandidatur til posten som Karrenbauers afløser. Men på trods af, at valget af Friedrich Merz, efter Siegfried Matloks vurdering, faktisk er det foretrukne hos størstedelen af CDU’s menige medlemmer, forholder han sig alligevel skeptisk til, hvorvidt det rent faktisk ender med at blive ham, man vælger til posten. »Jeg tror til syvende og sidst, at CDU alligevel vil fortsætte med den midtersøgende linje. Det skyldes først og fremmest, at Merkels aftryk på partiet er så gennemgribende, som det er. Men det vil i mine øjne betyde, at CDU vil forblive i den vælgerkrise, de nu befinder sig i,« afslutter han.

18 LINSEN

MARTS

Billedserie: Mænd af Marokko I Marokko er byerne fyldt med mennesker. Fyldt med mænd. De er købmændene, de er tjenerne, og de er taxachaufførerne. Det er dem, der stjæler billedet i de marrokanske byer. På min rejse rundt i det nordafrikanske land fotograferede jeg mændene. Her er et udsnit.

Af Louise Lind

Udkanten af Marrakech ved foden af Atlas Bjergene Hver morgen skal luftballonen gøres klar. En mand tænder for gasbrænderen for at få luft i ballonen. Ilden fra gasbrænderen lyser ballonen og daggryet op. Det brænder i kinderne hver gang, han trækker i en snor og lader ilden slå sig løs i få sekunder ad gangen. Der udveksles ikke et ord. Det er tydeligvis rutine. Den varme luft lægger sig tungt som et bedøvende tæppe over det røde landskab, i takt med solen langsomt rejser sig over bjergene.

LINSEN

19

Øverst: Gaderne i kystbyen Essaouira

Nederst: En butik i Essaouria

Unge fyre strejfer rastløst rundt i Essaouiras slidte hvide gader. De finder sig til rette i de høje mures skygger, hvor de kan sidde i ly for solens stråler. Havvinden blæser den afrikanske varme væk og køler byen ned.

Træskæreren arbejder fokuseret i hjørnet af sin lille butik, der samtidigt fungerer som værksted. Den gamle mand, en af de få mænd i Marokko, der sender et venligt smil til mig. Han sliber sin figur, mens jeg kigger på hans håndlavede produktioner. Hans mørke butik står i kontrast til gadernes farverige alternativer, hvor ivrige mænd prøver at sælge vævede tæpper, malet keramik, arganolie og krydderier. Hans lille verden bliver et frirum væk fra Essaourias nærgående sælgere.

SATIREN Journalistjargon: Håndværksunderviseren 2.0 Af Mette Marie Twisttmann

Håndværksunderviserens klassikere...

1

4

“Vi uddanner jer til journalister.”

Men i journalistikkens virkeområder vil I få at vide, at 80 % af jer kommer til at arbejde med kommunikation.

“I skal kke give jeres historier gratis væk!”

Men ingen af medierne har et freelancebudget, så bed om en byline.

2

6

“I har produktionsdag på torsdag.”

Men vi har ikke lige fået forventningsafstemt med de andre undervisere, så journalistikkens virkeområder forventer, at I har læst 121 sider.

3

“Vi har indført fredagsbar fredag eftermiddag med øl og god solid læring.”

Vi forsøger at holde på jer, fordi vi godt ved, at det er helt ude i hampen med undervisning til kl. 18 på en fredag.

5

“Show, don’t tell.”

Men du er lidt uklar i dine formuleringer.

Håndværksunderviseren: *begynder på anekdote* “Ej, gider I overhovedet høre det?”

Alle studerende: *stilhed* Håndværksunderviseren: “Det er faktisk en virkelig god historie!” *griner for sig selv* *fortsætter anekdoten*

... Og dem om praktiksøgningen 7

“Husk at hele 4. semester ikke handler om praktik. Det kommer i foråret!”

Alligevel starter vi første dag med at tale om praktik.

8

“I skal ikke tænke på praktik endnu!”

Også: Her er en hjemmeside med al information omkring praktik!

9

“I kan læse alt om praktik på mediepraktik.dk” Hjemmesiden er godt nok ikke lige opdateret, men du kan for eksempel læse mere om praktik hos Radio24Syv og se uddannelsesplanerne for DR fra 2010. Hvis du overvejer Berlingske har de senest opdateret i 2014, men der er nok alligevel ikke sket meget siden.

10

“Det handler ikke om at få et prestigefyldt praktiksted!”

Men I skal producere og udgive en masse, så I skiller jer ud og bliver lagt mærke til af de store medier.

11

“Tag det roligt! Der er praktikpladser nok til jer alle!”

Alligevel stresser vi jer i 2 år med budskabet om at få noget på cv’et og afholder panikdaEller øh… vi mener Store-Match-Dag.

12

“Bare rolig! Oddsene er gode. Alle får en praktikplads!”

Kommunikation på Dansk Metal kan også noget...

Illustration: Emilie Sunekær

LIXEN introducerer Regitzes brevkasse!

LIXEN byder velkommen til livstilsblogger Regitze Ramløw Kristensen, som fremover bliver fast interiør på bagsiden. Hver måned vil Regitze bruge sin brevkasse til at hjælpe én af jer stakler med et dilemma.

Hvordan kan du charmere dig ind på den nye svigerfar? Er det nu, du endelig skal tage skridtet fra brunette til blond? Hvordan springer man bedst ud som veganer? Er det cool nok at gå med briller uden styrke?

Eller har du helt andre problemer i dit liv, som gør, at du har brug for lidt guidance?

Send dit spørgsmål til Regitze på e-mail regitzesbrevkasse@gmail.com.