Lixen Oktober 2012

Oplev Panikdagen!

Medietæmmer fra DF

Dommedag er aflyst Journalist uden mobil og computer

Lixen

Praktikfag på skemaet Jern Henrik

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 14. årgang | 6. nummer | oktober 2012

Studerende arbejder gratis Mere end hver tredje journaliststuderende har lavet ulønnet journalistisk arbejde for medier under deres studietid. Det viser en undersøgelse, Lixen har foretaget.

Christine Brink

En byline er ofte den eneste belønning journaliststuderende får, når de skriver artikler for medier, virksomheder eller organisationer. Lixen

har lavet en undersøgelse blandt 152 studerende fra Center for Journalistik. 60 procent af de adspurgte har prøvet at arbejde gratis, og 37 procent af dem har har lavet ulønnet arbejde under deres studietid.

Det gratis arbejde spænder over alt fra artikler for større og mindre dagblade til pressemeddelelser for den lokale tennisklub. Ifølge Lixens undersøgelse er CV og erfaring den primære årsag til, at de studerende

arbejder gratis. Men det ulønnede arbejde er problematisk for det journalistiske arbejdsmarked, lyder kritikken fra freelancejournalist Signe Wenneberg.

Hun advarer de studerende mod at arbejde gratis. »De skal huske på, at de er med til at grave deres egen grav, hvis de underbyder sig selv nu. For så skaber de en forventning hos arbejdsgiverne om, at de ikke skal have løn for det,

de er uddannet til«, siger Signe Wenneberg.

Ingen overraskelse Resultaterne af Lixens undersøgelse overrasker dog ikke den garvede journalist. Hun troede faktisk, at procenterne ville være højere. »Som gammel rotte i faget får jeg altid at vide, at hvis jeg ikke vil arbejde gratis, kan de bare tage en af de gratis unge«, fortæller hun.

Næstformand i Dansk Journalistforbund, Lars Werge, synes umiddelbart, at det er mange studerende, der arbejder gratis. »Det er jo et tegn på, at der findes et form for gråt marked ved siden af det etablerede. Der er journalistisk arbejde, der bliver udført af folk, som ikke tager penge for det«, siger han.

Læs mere på side 4-5

Den

anonyme

blotter

”

I gymnasiet var jeg ret sikker på, at jeg var sådan en, der faldt i et med tapetet. Hvilket var herre naivt at tro, for alle folk vidste godt, hvem jeg var.

Om ikke andet så på grund af min far. Men også fordi, at jeg konsekvent var den, der var fuldest til festerne, altid endte oppe på et bord eller var med i et band.

En radiovært fra P3 byder os indenfor i hendes boble af anonymitet. Vi hører om den barndom, der gav hende en forkærlighed for tv-mediet og en skræk for skærmen, og om en søgen efter en anonymitet, som kan være lidt svær at opretholde, når man hurtigt kommer til at blotte sig i radioen.

Velkommen til den anonyme blotter og hendes optiske bedrag.

Læs portrættet på side 13-15

2 | oktober 2012 | LIXEN

Indhold

Leder

INTERN

I en leder skal man mene noget, reflektere over et emne og komme frem til en konklusion: Dét mener Lixen. Men i denne måned har redaktionen været i vildrede. For vi mener en helt masse ting, men vi har svært ved at komme frem til konklusionen.

Denne måneds INTERN sætter fokus på Karsten Baagøs beslutning om at råde de studerende til at holde sig væk fra Vollsmose.

Debatten har kørt intenst det seneste stykke tid, for hvor meget skal studiet egentlig blande sig?

Og hvorfor overhovedet komme med den udmelding?

Side 3-9

Det handler om ulønnet journalistisk bijobberi blandt studerende.

Vi har jo selv gjort det. I hvert fald seks ud af otte i Lixen-redaktionen har lavet journalistisk arbejde til medier uden at få løn. Det har resulteret i alt fra skrevne artikler i Jylland til nyhedsoplæsning sendt i Hundige.

Og vi er ikke de eneste. En undersøgelse, foretaget af Lixen, viser, at 60 procent af vores medstuderende har gjort det samme.

EKSTERN

Og hvad så, kunne man fristes til at spørge. Er det ikke op til de studerende selv at bestemme, om de går med til at arbejde gratis? Man får jo trods alt noget på det berygtede CV, og man bliver trænet i sit håndværk?

EKSTERN har blandt andet fokus på det amerikanske valg.

Den danske mediedækning favoriserer Obama, mener USAanalytiker. Det amerikanske valg har også betydning for Store Match Dag. Den er nemlig blevet rykket på grund af valget.

Det er ulovligt. I hvert fald hvis man er medlem af Dansk Journalistforbund. De skriver i deres vedtægter, at man som studerende ikke må udføre journalistisk arbejde ved siden af studiet. Lønnet eller ej. Men DJ er ikke klare i deres kommunikation, og de har selv svært ved at definere, hvor grænsen går. Og så håndhæver de i øvrigt ikke reglerne.

Side 10-12

Men hvor går grænsen egentlig? Hvornår er der en chance for, at vi tager potentielt betalt arbejde fra uddannede journalister, fordi vi som ivrige studerende er en billig løsning for arbejdsgiveren – ja faktisk en gratis en af slagsen?

PORTRÆT

Radiovært Julie Bundgaard fortæller om hendes forkærlighed for tv, hendes skræk for skærmen og hendes ønske om anonymitet. Og om at være blottet som radiovært og få sms’en “hold kæft”, når man er kvinde og tror, man er sjov.

Side 13-15

På Journalisten.dk har der i de seneste uger skrevet artikler om, at journalistuddannelserne videreformidler jobopslag om ulønnet arbejde.

Her på redaktionen har vi allerede fundet flere eksempler på disse mails i vores SDU-indbakke. På Center for Journalistik har KaJO overtaget jobbet med at sende de mange jobopslag ud til de studerende. Men opgaven vil de ikke længere påtage sig, da der er for mange dilemmaer forbundet med det ulønnede arbejde.

FOKUS: KOMMUNIKATION

Nu er tjansen havnet hos Lixen, nærmere betegnet Lixens hjemmeside.

Og vi skal nu tage stilling: Skal vi bringe opslagene med ulønnede jobs og lade den enkelte studerende vurdere, hvad han eller hun synes er i orden? Eller skal vi af princip lade være, fordi det underminerer vores jobs på arbejdsmarkedet? Et arbejdsmarked, som vi selv skal ud på lige om lidt, og hvor den gratis arbejdskraft helst ikke skulle skade vores jobmuligheder.

I denne måneds FOKUS er det kommunikation i flere former, vi lægger under luppen. Læs om kommunikation over de sociale medier, som måske reducerer journalistrollen til copy-pastearbejde og om kommunikationsbranchens fornemmelser for journalister.

Side 16-21

Vi er virkelig i tvivl. Eller rettere: Det var vi. For en leder skal have en holdning, og derfor bliver konklusionen: Vi bringer ikke de jobopslag, der er ulønnede.

OPINION

Så må I jo rette os, hvis I er uenige.

På vegne af redaktionen, Christine og Kristian

Tv-underviser Ralf Andersson melder dommedag aflyst og siger op med humøret oven på Pernille Tranbergs foredrag.

Amalie Frøkjær-Rubbås har fået nok af studiets fokus på statskundskab og Robert Hendel skriver hjem om sin praktik hos Computerworld.

Side 22-23

Lixen

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Avisen dækker udviklingen og tendenser om mediebranchen og på landets journalistuddannelser LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer Illustrator: Maja Mackintosh

Billede på forsiden øverst i midten er taget af Rune Heidtmann Billede nummer to fra oven på denne side er taget af ”Jamesomalley” Billede nummer tre fra oven på denne side er taget af Agnete Schlictkrull

Christine Brink

Kristian Corfixen

Christine Randa

Maria Arcel

Ansv. chefredaktør

Chefredaktør

Redaktør

Redaktør

Christina Nordvang Jensen

Mads Ellegaard Hansen

Redaktør

Morten Buttler

Bjørn Hvidsteen

Redaktør

Webredaktør

Billedredaktør og fotograf

INTERN

LIXEN | oktober 2012 |

Travlt tv-lokale koster klippetid Tv-lokalet er optaget fire ud af ugens fem hverdage, og det er et problem, mener de studerende. Men det er mere kompliceret end som så at finde en løsning.

Morten Buttler

Det er efterår. Hvis man skulle være i tvivl, kan man gribe sin jakke, der stadig er våd efter den seneste cykeltur i regnvejr. Hvis man opholder sig på Medietorvet, kan man dog nøjes med at tjekke tv-lokalet, for om efteråret er der dobbelt så meget pres på tv-lokalet som i foråret.

Mandag og torsdag har et valgfag på tilvalgsuddannelsen tv-undervisning, mens bacheloruddannelsens tv-hold har undervisning tirsdag og onsdag.

Det store pres på lokalerne gør, at de studerende ikke har mulighed for at bruge lokalerne til at redigere de to dage om ugen, hvor der for de studerende på 3. semester ofte er skemafrit. Det er et stort problem, mener Sasja Skotte Christensen fra 3. semesters tv-hold. »Vi kan godt bruge lokalerne, men det bliver på ufordelagtige tidspunkter. Det går ud over de indslag, vi laver, fordi vi får mindre tid til at

personer højere«, forklarer han, burg gør det«, siger Anders inden han efter en kor tænkepause Møller-Nielsen med henvisning til uddyber. radio-holdets redigeringsprogram. »Jeg prøver at navigere i det Her får de studerende seks farvand, der hedder ”hvad kan vi måneders gratis licens. gøre, og hvad kan de studerende AndersMøller-Nielsen understreger, planlægge sig ud af”. De mangler at det er vigtigt hele tiden at kæmpe måske værktøjet til lige at vide, for bedre vilkår, men påpeger Hvis det er muligt, skulle man hvornår der er undervisning om desuden, at penge naturligvis også mandagen og om torsdagen, spiller en rolle. Eksempelvis hvis det give folk en tidsbegrænset for det har jeg ikke fortalt. Det drejer sig om at benytte flere lokaler. licens til deres egen computer. kunne

måske løses ved at lægge Man overvejer at købe flere licenser,

Sasja Skotte Christensen, semesterplanen ud, så de kan så flere computere kan klippe indslag 3. semester på tv-holdet se, hvornår lokalerne er med AVID, men her opstår så et nyt ledige«. problem. lave aftaler og interviews, da vi skal »Computerne i radio kan ikke overveje, hvornår vi kan klippe det«, Løsning kræver ressourcer køre AVID, så det kræver en massiv forklarer hun.

Sasja Skotte Christensen foreslår, at investering i omegnen af 300.000 Ifølge Sasja Skotte Christensen problemet løses via en tidsbegrænkroner. Så må vi spørge os selv, stiger risikoen for, at flere dropper set licens til programmet AVID, så om det er den måde, vi bedst kan opgaverne på grund af de optagede tv-holdet, i lighed med radio-holdet, forbedre de studerendes vilkår faciliteter. kan klippe indslag hjemme foran for 300.000 kroner. Det er jeg ikke »Vi har lige fået en opgave fra egne skærme. sikker på, at rektor er enig i«, onsdag til fredag, og der ryger »Hvis det var muligt, skulle man pointerer Anders Møller-Nielsen. torsdag så også produktionsmæssigt, give folk en tidsbegrænset licens til med mindre man bliver siddende at klippe på deres egen computer.

Fortrøstningsfuld studieleder derude hele natten. Det giver også Man er enormt afhængig af lokalerne, Selvom han anerkender problemet, så et pres på de andre fag, og det giver fordi man ikke har adgang på er Karsten Baagø fortrøstningsfuld. unødigt stress«, fortæller hun. sin egen computer, så hvis ikke man Han forudser, at problemet går i sig kan lave licenser, burde man have selv i løbet af semestret.

Nyt problem – normal situation separate lokaler, så man ikke skal »Vi har ikke været stillet over for Situationen er ikke ny. Faktisk er dele med et andet hold«, siger hun. det her som et problem før nu. Et eller fænomenet tilbagevænnende cirka Ingen af de to forslag ligger dog andet sted tænker jeg, at det vil løse simultant med, at bladene forlader sådan lige til højrebenet. Det undersig hen af vejen. Dels fordi presset på træerne. Efteråret byder nemlig altid streger Anders Møller-Nielsen, der lokalerne bliver mindre efterhånden på to tv-hold, og det ville foråret også er teknisk ansvarlig på Medietorvet. som forløbene bliver lidt længere, og gøre, hvis ikke det var fordi, at de tilvalgsstuderende er i praktik.

Det kræver en massiv investering i Studieleder Karsten Baagø forstår omegnen af 300.000 kroner.

godt de studerendes frustrationer,

Anders Møller-Nielsen, tekniker på Center for Journalistik men påpeger, at det er de studerendes opgave at planlægge sig ud af det. »Jeg kan sagtens forstå, at det dels fordi I bliver kortere tid om at »Man kan ikke købe tidsbegrænsede passer dem at klippe det på anklippe», forklarer studielederen. licenser til AVID. Hvis vi køber en dre dage, fordi det passer bedre Han understreger dog, at Center studenterlicens til 2.000 kroner, ind i deres skema. Jeg kan se probfor Journalistik er nødt til at kigge er pengene jo i princippet spildt lemet og specielt næste år i 2013, på løsninger, da problemet næste år for Center for Journalistik, når I er når antallet af studerende er 25 bliver større. 25 studerende større. færdige. Det er ret unikt, at Hinden-

”

”

PLADSMANGEL. Et lokale - to hold. Det er vilkårerne på efterårets semester, hvor der er dobbelt så stort pres på tv-lokalet, som i foråret.

Foto: Bjørn Hvidsteen

FAKTA På efterårssemestret kan tilvalgsholdet vælge tv som valgfag.

Det giver dobbelt så stor efterspørgsmål på arbejdsstationer med redigeringsprogrammet AVID, som i foråret, hvor de tilvalgsstuderende er i praktik.

mobut11@student.sdu.dk

INTERN

| oktober 2012 | LIXEN

Undersøgelse: Hver tredje arbejder gratis Lixen har undersøgt, i hvor høj grad Center for Journalistiks studerende laver journalistik for medier uden at få løn for det. I Lixens undersøgelse, hvor 152 studerende har medvirket, svarer 60 procent, at de har lavet ulønnet arbejde. Hver tredje af dem har gjort det under deres studietid.

Har du lavet journalistisk arbejde for et medie, virksomhed eller organisation (for eksempel artikler, indslag, pressemeddelelser osv.) uden at få penge for dit arbejde?

60 % Svarede ja

Hvornår lavede du det journalistiske arbejde, som du ikke fik penge for? (Du må gerne vælge flere svarmuligheder)

40 % 35,4 %

Svarede “Jeg har IKKE lavet journalistisk arbejde uden at få penge for det” Svarede “Inden jeg startede på Center for Journalistik”

37,4 %

Svarede “Imens jeg gik på Center for Journalistik (1. - 4. semester)”

2 % Svarede “Under min praktik” 0 % Svarede “Efter min praktik (7. semester)”

Hvorfor arbejdede du uden at få penge?

De tre mest hyppige svar var:

For at få noget på CV’et

Det var en vennetjeneste

Ville gerne have noget erfaring

Forbund kender ikke grænsen Dansk Journalistforbund erkender, at det er problematisk at sætte grænsen for de studerendes journalistiske arbejde ved siden af studiet. Et udvalg skal nu gøre op med forældede vedtægter, der forbyder studerende at bijobbe – lønnet såvel som ulønnet.

Christine Brink

Du bliver smidt ud af din fagforening, hvis du som studerende laver journalistisk arbejde ved siden af dit studie. Uanset om det er lønnet eller ej. I hvert fald hvis man følger DJs vedtægter. Reglerne bliver ikke overholdt i praksis. Hverken hos de studerende eller forbundet. Og det er der ifølge næstformand i Dansk

Journalistforbund Lars Werge en god forklaring på. »Vi er ikke en politimyndighed, der rykker ud og undersøger, om den, der nu laver journalistisk arbejde, er medlem af forbundet, har fået taksten og overholdt bijobreglerne. Det kræver en anmeldelse til hovedbestyrelsen«, forklarer han.

Og det sker næsten aldrig. Næstformanden erkender, at vedtægterne ikke stemmer overens med virkeligheden. Derfor arbejder et udvalg nu på at ændre reglerne for bijobberi.

Ifølge Lars Werge skal de nye regler skitsere, hvad der er i orden, og hvad der ikke er i orden med hensyn til de studerendes bijobberi og gratis arbejdskraft. Selv har han svært ved at definere grænsen for det ulønnede arbejde. »Er det frivilligt arbejde, kan man måske godt gøre det gratis. Men man skal spørge sig selv: Ville kunden

være tvunget til at købe produktet, hvis vi alle sagde nej til at gøre det gratis?«, siger næstformanden og understreger, at det ulønnede arbejde er problematisk, da det underminerer lønnen på arbejdsmarkedet.

”

Hun opfordrer de journaliststuderende – og branchen generelt – til at være solidariske med hinanden, når det gælder ulønnet arbejde. »Problemet er jo, at vi fuldstændig udhuler vores fag. Hver gang vi siger

Vi er ikke nogen politimyndighed, der rykker ud og undersøger, om den studerende har overholdt bijobreglerne

Lars Werge, næstformand i Dansk Journalistforbund

Humanitær gråzone Signe Wenneberg har været freelancejournalist i mange år. Hun har en klar grænse, når det kommer til ulønnet arbejde. »Jeg siger altid, at jeg arbejder gratis for humanitære organisationer. Jeg bruger cirka 20 procent af min arbejdstid på at arbejde gratis, men jeg gør det altså kun for sultne børn i Afrika«.

ja til et stykke gratis arbejde, skaber vi en forventning hos arbejdsgiveren om, at man bare kan få journalistik kastet i nakken uden at betale«, siger Signe Wenneberg.

Ikke studiets ansvar Centerleder på journalistuddannelsen i Odense, Peter Bro, mener ikke, at det er Center for Journalistiks ansvar, hvorvidt de studerende

arbejder gratis ved siden af studiet. »Jeg hverken kan eller vil bestemme, hvad de journaliststuderende kan gøre uden for studietiden«, fastslår han.

Centerlederen pointerer, at han godt kan forstå, hvis de studerende vil have noget på deres CV. »Jeg synes, det er meget at holde en 24-årig journaliststuderende oppe på, at nu skal man redde hele branchen ved at lade være med at tage jobs som medhjælper det ene eller det andet sted«, siger han og understreger, at problematikken er et kollektivt problem, som i højere grad vedrører Journalistforbundet end studierne. Ændringerne i bijobreglerne vil blive taget op på et delegeret møde i april 2013. chkje11@student.sdu.dk

INTERN

LIXEN | oktober 2012 |

»Hvis min far kunne lave opgaven, er det okay, man ikke får penge« Er det okay at skrive et kampreferat for det lokale klubblad og give sin artikel til et medie? Og hvorfor går de studerende med til at arbejde gratis? Lixens debatpanel diskuterer grænserne for det ulønnede arbejde.

Christine Brink

Hvad mener I om, at 60 procent af de adspurgte studerende har prøvet at arbejde gratis?

Sara: Det kommer ikke som nogen overraskelse, og jeg synes egentlig også, at det er fair nok, at man arbejder gratis.

Kristian: Jeg ser heller ikke noget problem i det. Det må være den studerendes eget valg.

Peter: Jeg er lidt splittet. Selvfølgelig er det godt at komme ud og få noget erfaring, men det skal heller ikke tage overhånd. Du er på den måde med til at styrke den tendens, der hedder, at nyheder er gratis. Og hvis man ikke får penge for sit arbejde, bliver journalistik en tom ting.

Nanna: Jamen, Peter har helt ret.

Det er farligt, hvis det bliver en tendens, for så er det, at det ryger over i genren bijobberi. Og så tager vi arbejdet for uddannede journalister, som burde få løn for det. Jeg er bange for, at der er for mange, der sælger sig selv for billigt, fordi de bliver CVliderlige.

Hvorfor tror I, at der er så mange, der arbejder gratis?

Kristian: Jamen, det er da hundrede procent på grund af CV’et. Nu har jeg jo prøvet at være til panikdag, og seks måneder op til går det fuldstændig amok med, hvad man skal nå at lave. CV-rytteriet kommer til at overskygge for det, man egentlig vil.

Sara: Da jeg startede med at arbejde gratis, tænkte jeg overhovedet ikke på CV’et. Det er først nu her på 3. semester, at jeg er begyndt at tænke på CV’et i forhold til praktikken.

Freelancejournalist Signe Wenneberg

Peter Blæsild 1. semester, har ikke arbejdet gratis

siger, at vi som studerende er med til at grave vores egen grav, når vi tager ulønnet arbejde. Hvad siger I til det?

Peter: Jeg tror, det er rigtigt, at det bliver selvforstærkende, fordi vi som studerende spejler os i hinanden.

Sara: Åh, jeg ved det ikke. Hvis en avis kom til mig og spurgte, om jeg ville lave en artikel for dem gratis, så ville jeg sige nej. Men på Gaffa er det bare sådan, de gør det. Koncertanmeldere arbejder gratis - de får kun koncerten for det. Og det er sådan, det er. Men for en avis ville jeg ikke gøre det.

Hvor går grænsen for, hvad der er i orden?

Sara: For anerkendte medier, synes jeg ikke, det er i orden. Men for små nichemedier, synes jeg, det er i orden.

Men er Gaffa ikke et anerkendt medie?

Sara: Tjo…. Men jeg skriver kun for hjemmesiden. Ha ha. Hvis jeg skrev for magasinet, ville jeg have penge for det.

Nanna: Grænsen burde jo gå ved alt.

Hvis vi laver et stykke journali-stisk arbejde og interviewer kilder, så burde der være betaling for det.

Peter: Der er jo en personlig grænse: Hvor mange timer vil man lægge i en artikel uden at få penge for det? Når man leverer arbejde, så skal man have løn for det.

Kristian: Jeg synes også, vi skal tænke på, at vi studerende er selvstændige. Vi kan jo bare sige fra.

Nanna: Men skillelinjen er virkelig svær. For hvis man nu siger en anmeldelse, som er noget mere subjektiv – er det så en grænse?

Sara: Det synes jeg. Jeg skriver nogle anmeldelser, som alligevel ikke bliver læst af særlig mange på en hjemmeside. Nogle gange får man belønning med nogle koncertbilletter eller gratis entré.

Nanna: Grænsen går måske der, hvor man skal være journaliststu derende for at kunne udføre op-

Sara Nedergaard 3. semester, har arbejdet gratis

gaven. Hvis en menigmand, som min far for eksempel, kan lave opgaven, så er det måske okay, at man ikke får penge for det.

Men kræver det ikke journalistiske evner hver gang, man laver et produkt?

Nanna: Jo, det har du ret i.

Sara: Jeg synes ikke, det er os som studerende, der skal gå ind og sige nej. Der skal bare ikke være de tilbud til os. Der burde være en højere instans, der siger cut.

Men hvem ligger ansvaret så hos? Er det DJ, studiet, medierne eller os selv, der skal lære at sige nej?

Peter: Måske ville det have en effekt, hvis alle journaliststuderende sagde, at nu stopper vi. Jeg tror, at hvis det bliver ved – hvis medierne finder ud, at vi gerne vil arbejde gratis, så bliver tendensen udviklet.

Nanna: Drivkraften bag det her er jo, at folk tror, det forbedrer deres CV i forhold til praktikken.

Så I mener, ansvaret ligger hos jer

Kristian Isaksen 5. semester, har ikke arbejdet gratis.

Debat. Lixen har samlet et debatpanel bestående af studerende fra 1.-5. semester.

Nogle af dem har prøvet at arbejde gratis, og andre har ikke. Foto: Bjørn Hvidsteen

som studerende?

Sara: Ja, i forhold til CV-rytteriet.

Men ikke i forhold til det andet. Jeg synes, DJ skulle gå ind og lave nogle klare retningslinjer.

Nanna: Der er klare retningslinjer.

Sara: Ja, men så må de komme bedre ud med dem. De kunne eventuelt gå til de største medier og få dem til at være forgangsmedier.

Kristian: Jeg har en mere filosofisk tilgang til det. Jeg tror, det ligger i menneskets natur at gøre det, der er bedst for dem. Så selvom vi får at vide af medierne, at de skal nok tage os, for dem vi er, så tror jeg stadig, det ulønnede arbejde vil være der.

Nanna: Problemet er også, at de fleste, der kommer ind på dette studie, er her, fordi de brænder for at lave journalistik. Og hvis man også kan lave det i sin fritid, ja, så gør de det.

Så er det er et uløseligt problem?

Nanna Pedersen 3. semester, formand for KaJO

Kristian og Sara: Ja! Sara: Vi har ikke selv rygraden til at sige stop, så derfor har vi brug for nogle andre til at sige stop. DJ skal udbrede det noget mere.

Kristian: Ja, ellers så skal medierne have at vide, at vi ikke laver ulønnet arbejde.

Sara: Jamen, er det forbudt?

Nanna: Ja, ifølge vedtægterne paragraf syv stykke tre.

Sara: Jamen, hvorfor er der så ikke nogen, der kommer efter Politiken, da de tilbød ulønnet arbejde – eller sådan en som mig for den sags skyld?

Nanna: Det er, fordi reglen ikke bliver taget i hævd.

Men hvor går grænsen så? Er det ikke okay at lave en kampreferat til det lokale klubblad?

Kristian: Ja, det mener jeg. Ellers var der jo bare en forælder, der ville gøre det. Men den grænse, synes jeg heller ikke, er svær at se.

Så grænsen går ved, hvad medierne ellers ville have betalt for?

Kristian: Ja, eller mellem hvad der er professionelt.

Sara: Kan man ikke sige, at det Nannas far kunne have lavet, det er okay ikke at tage penge for, men der hvor vores egenskaber som journaliststuderende kommer i spil skal man have penge?

Peter: Ja, det vil give meget god mening.

Nanna: Ja, for så sælger vi ikke vores egenskaber for billigt, men får stadig lov til at lave ting udover vores studie. chkje11@student.sdu.dk

INTERN

| oktober 2012 | LIXEN

Praktik bliver pensum 2. oktober: Medietorvholderne kl. 19.30 i Evas hybel på Enghavevej 12 2. oktober: Radioprogrammet “Andenpladsen” sender første gang. Lyt med fra i dag og fremover hver tirsdag fra 18.00 – 20.00 på Studenterradioen eller på osr879.dk

4. oktober: Lixen redaktionsmøde på Medietorvet kl.

14.15 4. oktober: Torsdagsbar på Medietorvet kl. 15.00 5. oktober: Årsfest på SDU

6. oktober: Radioholdet har Sportsweekend 7. oktober: Radioholdet har Sportsweekend

8. oktober: KaJO-bestyrelsesmøde på Gl. Strand kl.

17.00

Charme, selvtillid og sociale medier. Tre vigtige kundskaber, når faget Journalistikkens praktik kommer på skemaet på næste semester. Nu skal de studerende lære om personlig branding og networking, så de er klar til forårets Store Match Dag.

Mia Laursen

Når vinterens kulde siver ind ad vinduerne på Medietorvet, vil et nyt fag pakke de kommende 4. semesterstuderende godt ind til den berygtede praktiksøgning. Journalistikkens praktik, som det nye fag hedder, vil for første gang få

skemaplads til vinter, og meningen er, at faget skal tage de studerende i hånden, så de får en bedre praktiksøgning.

Faget vil blandt andet handle om hjemmesiden, personlig branding, networking og kommunikation via sociale medier, røber fagets fagansvarlige Filip Wallberg, »Hvis man mestrer personlig branding og opbygger et godt netværk, bliver det nemmere at få et arbejde. Så simpelt er det«, siger han.

Han mener, at et fag om praktikforløbet vil gavne de studerende i forhold til praktiksøgningen, men også hjælpe dem i livet efter skolebænken.

Praktikplads får ingen betydning Faget er stadig på tegnebrættet, og den endelige fagbeskrivelse har ikke

nået BlackBoard endnu. Men hvis det står til Filip Wallberg, skal der slet ikke gives karakterer. Eksamen vil derimod være i bestået/ikke beståetform. Så uanset om praktikpladsen ender på Information eller Herning Folkeblad, vil det ikke få betydning for det endelige facit.

De studerende vil derimod blive bedømt på deres hjemmeside. Her vil layout og indhold spille en rolle, for i sidste ende er det helhedsindtrykket, der er afgørende. Hvis fagbeskrivelsen bliver efter Filip Wallbergs hoved, skal der også laves en arbejdsrapport, som også vil få indflydelse på det samlede resultat.

Faget er dog ikke færdigudviklet endnu, og der kan komme små ændringer i forhold til Filip Wallbergs idéer. miala11@student.sdu.dk

8. oktober: Deadline for endelig artikel til RUST

9. oktober: Deadline for Synopsis til Lixen kl. 12.00 9. oktober: Tirsdagsarrangement med Andrian Lloyd Houghes fra Smagsdommerne 11. oktober: Nyhedsdøgn for 1. semester 12. oktober: Efterårsferie

22. oktober: 1. deadline på Lixen-artikler kl. 12.00 24. oktober: 2. deadline på Lixen-artikler kl. 12.00

26. oktober: Fodboldkamp mellem 1. semester og 3. semester. Og så videre i fredagsbaren.

27. oktober: KaJO generalforsamling og Jern Henrik

Foto: Bjørn Hvidsteen

Studerende udskyder sprograpport Over hver tredje studerende brugte under 12 timer på mediesprogsrapporten.

Det viser en rundspørge foretaget af Lixen. Derudover foretrækker 54 procent håndværks- og mediesprogseksamen hver for sig. Men det ændrer sig ikke.

Fagets underviser synes, at den nuværende eksamensform fungerer fint.

Lærke Kjær

Håndværks- og mediesprogseksamen på 2. semester var travl for mange. Der blev slubret kaffe i store mængder, og de studerende måtte reflektere, analysere og skrive hurtigt på tastaturet for at gøre mediesprogsrapporten færdig. Selvom de studerenes kæber var på overarbejde i de sproglige fraseringer, så kunne de have klaret sig endnu bedre

til eksamen. Det mener Jonas Blom, underviser i mediesprog på Center for Journalistik. »Overordnet set klarede årgangen sig rigtig fint. På den måde var besvarelserne også tilfredsstillende.

Men jeg er sikker på, at flere studerende ville have klaret sig endnu bedre, hvis de havde sat lidt flere timer af til rapporten«, siger han.

Undersøgelse viser stress Louise Baltzer er en af dem, som havde travlt med at redigere og skrive en god speak. »Min radiohistorie faldt. Derfor var der ikke meget tid til at redigere og skrive rapport. Jeg prioriterede at skrive en god speak frem for at argumentere i rapporten«, forklarer hun og understreger, at hun maksimalt brugte to timer på rapporten.

Og Louise Baltzer var ikke den eneste. Det viser Lixens undersøgelse. 37 procent af de studerende begyndte under 12 timer før

deadline. Mange følte sig for pressede og var derfor ikke tilfredse med eksamensformen. Nogle studerende forklarer, at de var så fokuserede på at nå at blive færdige med deres radio- og tv-indslag, at der ikke var tid til rapporten.

Den årsag nikker Jonas Blom genkendende til. Han gætter selv på, at de studerende simpelthen brugte for meget tid på at lave deres indslag.

Nogle af rapporterne var der en del sjuskefejl i, og det kunne have været undgået ved ekstra gennemlæsning. »Det er klart, at hvis man kun bruger halvanden time på rapporten, så bliver resultatet derefter«, fortæller han og kan godt ærgre sig over, at der er nogle, der har brugt for lidt tid på rapporten. Han mener, at der burde være god tid, fordi man netop valgte at give eleverne ét ekstra døgn til eksamen i år i forhold til sidste år.

Mediesprog nedprioriteret Sine Skott Andersen er en af de stu-

derende, der havde fin tid til at skrive rapport. Alligevel kan hun godt forstå, hvis de studerende vægter håndværk højere end mediesprog.

82,5 procent af de studerende svarer, at de prioriterede håndværk højest under eksamen. »Håndværkseksamenen tæller flere ECTS-point. Og når de to fag er slået sammen, så er det måske klart, at nogle prioriterer håndværk«, siger hun, men pointerer, at hun synes, at det ville være en god idé med en dag mere til eksamen, der kun er tilegnet mediesprogsrapporten.

Fra før og til nu I og med at eksamenen i mediesprog blev lagt sammen med håndværk, fik de studerende nemlig et døgn ekstra.

Til mediesprogseksamen sidste år måtte de studerende på 2. semester skrive og indtale en nyhed baseret på en af deres produktioner fra håndværk og derefter lave en analytisk rapport. Det ville 54 procent af de

studerende fra 3. semester have foretrukket. Men der var nogle ting, der skulle rettes op på, og derfor valgte man fra skolens side at lave eksamensformen om. »Pointen var at føre fagene sammen og gøre eksamen så realistisk som mulig, så den minder om den virkelighed, som journalister kommer ud til«, forklarer Jonas Blom, som er ganske tilfreds med eksamensformen, som den er nu. Derfor vil den heller ikke blive ændret. Dog tilføjer Jonas Blom, at man til den næste håndværks- og mediesprogseksamen vil prøve at betone i eksamensoplægget, at de studerende skal afsætte et døgn til mediesprogsrapporten. lavon11@student.sdu.dk

FAKTA 72 studerende har været til mediesprogseksamen. 58 har medvirket i Lixens undersøgelse.

INTERN

LIXEN | oktober 2012 |

Studieleder: Vi føler et ansvar En udmelding om usikre forhold for journaliststuderende i Vollsmose satte gang i debatten på Center for Journalistik på SDU. Men var der tale om fordomme eller rådgivning?

Christina Nordvang Jensen

”At tage til Vollsmose lige nu er måske ikke den bedste ide”. Sådan lød beskeden rundt omkring i klasserne på Medietorvet for en måneds tid siden. Oven på uroen i bydelen i august med skyderier blandt bandemedlemmer og trusler mod journalister, tog Karsten Baagø, studieleder på Center for Journalistik, en beslutning. Han rådede de journaliststuderende til at undgå at lave historier fra Vollsmose. »Det var blevet en trussel direkte mod os som faggruppe, og ikke bare en generel uro eller kriminalitet. Vi har ofte studerende, som tager ud til Vollsmose for at lave historier. Men jeg synes, at det var for farligt på det tidspunkt«, forklarer Karsten Baagø.

Derfor var beslutningen om at give besked til de studerende naturlig for studielederen.

»For mig var det simpelthen bare almindelig sund fornuft og et forsøg på at udvise rettidig omhu - at gøre noget inden nogen kom til skade. For mig virkede det fuldstændig logisk og naturligt. Men det viste sig så, at der var meget delte meninger om udmeldingen«, konstaterer han.

Efterfølgende har debatten kørt både på internettet, lærergangen og i klasselokalerne. For hvilken rolle skal studiet spille, når det gælder de journaliststuderendes sikkerhed? Og hvor går grænsen mellem rådgivning og indblanding?

Udmelding med negative følger Kirstine Holst, der netop er begyndt på tilvalgsuddannelsen på journalistik, udtrykte sin holdning i et debatindlæg på Politiken.dk. Et debatindlæg, der indeholdte en kritik af studiets indblanding. Hun mener, at skolens udmelding har en negativ effekt på de journaliststuderendes syn på Vollsmose. »Hvis vi allerede fra starten af vores uddannelse skal skydes i skoene, at vi ikke bør tage til Vollsmose, fordi der er farligt, så får vi overført en fordom. En frygt, som vi måske ikke havde i forvejen. Det, synes jeg, var helt forkert«, siger hun og forklarer, at det ifølge hende er med til at stigmatisere bydelen.

Karsten Baagø kan godt forstå at skolen passer på deres studerende, truet under en tv-eksamen, hvor omKirstine Holsts reaktion, men poinmen det er altså et universitet, og det givelserne lige pludselig vendte sig terer, at det ikke handler specifikt er voksne mennesker, vi har med mod ham. Han mener, at det er fint, om Vollsmose, indvandrere eller at gøre. Jeg synes, det er at underat SDU giver råd til de journalistfordomme. vurdere de studerende«, siger hun. studerende. »Jeg havde gjort det samme »Så lærer vi at begå os med kilder, uanset, om det var Vollsmose, LerHellere på forkant og hvordan man bedst går ud i nogle gravsparken eller Hovedbanegården.

Det er et svært dilemma. Svært at miljøer, som man måske ikke norI don’t care. I det øjeblik, malt kaster sig ud i. Det hvor der er et trusselsbiler fint, at studiet tager For mig var det simpelthen bare lede specifikt rettet mod hånd om det. Det handler journalister, så føler jeg, at almindelig sund fornuft og et forsøg på at om sikkerhed, uanset om det er sund fornuft at readet er i en ghetto eller et udvise rettidig omhu gere«, siger han. andet sted«, siger han og Karsten Baagø, studieleder peger på, at det i sidste Med eller uden ansvar ende er op til den enkelte Når det kommer til de journalistfinde en balance for, hvor meget studerende at agere, som man vil. studerendes sikkerhed, har Center studiet skal involvere sig, mener for Journalistik juridisk og formelt Karsten Baagø.

Redskaber til de studerende set ikke noget ansvar. Men Karsten »Hvis vi slet ikke havde reageret og Ifølge centerleder Peter Bro vil der Baagø mener ikke, at studiet skal forholdt os til Vollsmose, og der så henover efteråret blive afholdt et lade de studerende stå alene. var nogle journaliststuderende, der mini-seminar for de journalist»For mig er det ligeud ad landevar taget derud og kommet til skade, studerende for at gøre dem klogere på vejen. Vi har tilrettelagt en uddanfordi de var blevet forulempet på en arbejdet i usikre områder, og give nelse, som blandt andet går ud eller anden måde. Hvordan havde vi dem nogle nyttige redskaber. Her på, at vi kræver, at de studerende så stået? Så var vi omgående blevet skal tv-underviser Ralf Andersson bevæger sig ud i samfundet og laver kritiseret for ikke at have forholdt og fellow på SDU Charlotte Aagaard konflikthistorier. Og derfor føler jeg os til en reel situation«, siger han fortælle om konflikthåndtering. Om også, at vi har et vist ansvar for, at de og forklarer, at han derfor hellere rollen som udsendt rapporter i felten, studerende ikke kommer til skade«, vil være på forkant end at forsøge at og som den, der sidder i redaktionsforklarer han. samle stumperne op bagefter. lokalet og sender folk af sted.

Men Kirstine Holst mener, at studiet påtager sig et ansvar, som ikke hører Sikker læringsproces chrij11@student.sdu.dk til på deres bord.

Journaliststuderende på SDU Morten »Jeg har i grunden dyb respekt for, Hjortshøj har selv prøvet at føle sig

”

Sikkerhedspapir skal sikre refleksion Det er ikke første gang, at spørgsmålet om de studerendes sikkerhed er blevet vendt blandt SDU’s ledelse, undervisere og studerende.

I 2009 førte debatten til vedtagelse af et sikkerhedspapir.

Christina Nordvang Jensen

Tilbage i år 2009 blev den daværende journaliststuderende Niels Krogsgård fængslet i Iran, mens han skrev sit bachelorprojekt. Det

fik medierne i kog, og de kredsede intenst om emnet. Her blev der rettet kritik mod SDU, selvom studiet juridisk set ikke var ansvarlige.

Studieleder Karsten Baagø mener, at det næsten altid vil falde tilbage på studiet, hvis der sker en journaliststuderende noget. Og det skete også dengang. Det fik SDU til at revurdere deres sikkerhedsprocedure.

Forebyggende sikkerhedspapir På baggrund af kritikken efter

Iran-sagen indførte SDU derfor et såkaldt sikkerhedspapir, der bliver taget i brug hver gang en journaliststuderende giver sig i kast med et projekt, hvor der er en potentiel risiko. Enten i forhold til journalistens eller de medvirkende kilders sikkerhed. Det er der et klart mål med. »Tanken er, at når de studerende udfylder det sikkerhedspapir, så bliver begge parter tvunget til at tænke over, om det nu også er en god ide,

at de tager til det pågældende sted.

De bliver tvunget til at reflektere lidt over, om der kan gøres noget for at sikre dem. Så vi simpelthen får højnet deres refleksionsniveau i forhold til den situation, som de er på vej til at begive sig ud i«, forklarer centerleder Peter Bro. Sikkerhedspapiret bliver mest brugt til bachelor- eller specialeprojekter, hvor arbejdet oftere involverer et visum og en flyvetur end på de første semestrer på journalistuddannelsen.

Og selvom det igen er op til den enkelte, om de vil lytte til studiets råd, så mener Peter Bro, at studiet er forpligtet til at stå klar med hjælp og rådgivning. »I er voksne og myndige, men vi vil selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan for at få jer til at tænke over det og stille den viden, som vi har til rådighed om, hvordan man kan tackle krisesituationer«, konstaterer han. chrij11@student.sdu.dk

| oktober 2012 | LIXEN

INTERN

INTERN

LIXEN | oktober 2012 |

Hvem scorer Henrik?

Jern Henrik. Det et navn, der hyppigt nævnes på Medietorvet for tiden. Men hvem er han egentlig? Og måske endnu vigtigere: Hvordan får man ham med hjem?!

Signe Ohayv Aarestrup

Her er ikke tale om en tegneseriefigur med korngult strithår og smækbukser, der plager livet af sine forældre og naboer - ej heller en stor, stærk superhelt med svulmende muskler.

Alligevel er associationerne til helte og friske fyre ikke helt gal.

Jern Henrik er nemlig en pris - en hæderspris, der gives for den helt ekstraordinært gode og gennemarbejdede, journalistiske historie, hvor både indhold, research, form,

sprog og ikke mindst idéen sidder lige i skabet.

Miki Mistrati, der er nyhedschef på Ekstrabladet og sidder i dette års Jern Henrik-jury, udtrykker det således: »Jern Henrik skal gives til den mest talentfulde journaliststuderende, der har udviklet den originale idé, og samtidig mestrer research og formidling på højeste plan.

Desuden skal historien have høj samfundsmæssig relevans«.

Prisen uddeles hvert år til en journalistpraktikant fra Syddansk Universitet, der har brillieret på spalter, tv eller i radioen. Og historien skal have været offentliggjort i det medie, vedkommende har været i praktik hos.

Det er KaJO, der står for uddelingen, som finder sted en gang om året.

Lørdag den 27. oktober er datoen for detteårs festligheder på Medietorvet.

Foto: Freja Czajkowski

Fire gange Henrik Jern Henrik er den største Henrik, man kan få med hjem. Men heldigvis ikke den eneste.

Der er nemlig tre andre Henrik’er på højkant til uddelingen: Service Henrik, Basker Henrik og Felt Henrik.

Så der er flere af SDUs ihærdige journaliststuderende, der kan se frem til at få en Hæders Henrik med hjem til hylden i næste måned.

Basker Henrik går til den, der har skabt en rigtig kiosk-basker. En historie læseren bare må have med under armen, når der købes mælk, smøger og lakridspiber. Det er en historie med stor nyhedsværdi, der skaber perspektiv og debat.

Felt Henrik går til den, der har været i felten og er kommet hjem med en ualmindelig god reportage. I reportagen må der gerne leges med sproget, lånes dramaturgiske tricks fra litteraturen og være lidt ekstra lir for enden af pennen.

Og Service Henrik gives for den bedste historie inden for den brugerorienterede genre ”news you can use”. Det skal være en historie, der kommer med brugbare informationer, som læseren kan bruge i sin hverdag. Og så gør det ikke noget, hvis de serveres på en underholdende måde.

Et klap på skulderen Spørger man sidste års vinder af Jern Henrik, er der ingen tvivl om, at Henrik er værd at kæmpe for: »Det var jo fantastisk at vinde Jern Henrik. Det er et klap på skulderen«, fortæller Freja Czajkowski.

Hun vandt med artikelserien ”IC4 Kaos”, der omhandlede DSBs mislykkede togsatsning.

Og man behøver ikke at være i praktik på et af de landsdækkende medier for at komme med den bedste historie. Freja Czajkowski, som var praktik på Ingeniøren, siger: »Der er jo lidt prestige i at være i praktik nogen steder frem for andre i forhold til at kunne nå ud til en bredere del af befolkningen.

Derfor var det også fedt at et fagblad kunne vinde og at vise, at man godt kan slå igennem som praktikant på nichemedier«.

Henrik for alle Selv om det i sidste ende kun er fire studerende, der kan gå hjem hånd i hånd med en Henrik, kommer det ifølge KaJOs formand, Nanna Cecilia Pedersen, os alle til gode: »Vi bliver opmærksomme på, hvad de andre går og laver. Og det er vildt spændende at få noget inspiration på den måde«, siger hun.

Alle medlemmer af Dansk Journalistforbund har haft mulighed for at indstille kandidater til priserne, og det er blevet til 49 i år. Ni flere end sidste år.

Lige nu sidder juryen og vurderer alle historierne for at finde frem til dem, der skal nomineres. Der udvælges fem kandidater til Jern Henrik og tre til Basker Henrik, Felt Henrik og Service Henrik.

Henriks historie Første gang nogen gik hjem med en

Illustration: Maja Mackintosh

Jern Henrik var i 2004, da en gruppe journaliststuderende fandt på, at der skulle være en hæderspris til praktikanterne.

Prisen opkaldte de efter professor Jørn Henrik Petersen – manden der kan tage en stor del af æren for, at der findes en journalistuddannelse i Odense. Han var hovedansvarlig for opbygningen af uddannelsen og center- og studieleder, dengang det hele begyndte i 1998.

Og ifølge ham, må man godt være lidt stolt, hvis en af de fire Henrik’er får lov til at lune i hånden, når uddelingen er, og det er tid til at svinge sig op på jernhesten: »Den, der får en pris, og den, der har fået en pris opkaldt efter sig har det til fælles, at de har været fremstikkende. Det har man min salighed lov at glæde sig over«, siger han. siaar09@student.sdu.dk

Grillgåden: Det var gartneren

SDUere laver radioprogram

Russere røg i svinget: Det var Buttleren

Teknik-nyt: Mere strøm til stikkene

Kultur-tirsdag med Adrian

Lixen kunne i juni-nummeret fortælle, at der var blevet købt to nye grille til Medietorvets beboere. Men måske har du lagt mærke til, at de over sommeren er forsvundet?

Formand for Medietorvholderne, Eva Krarup Randa Nielsen, oplyser, at det er SDUs gartner, der har smidt grillene ud. Hun fortæller dog til Lixen, at Medietorvholderne vil købe to nye til næste sommer, så SDUs journaliststuderende igen kan grille, når de sene timer på Syddansk Universitet skriger på friskgrillede pølser.

Fem journaliststuderende fra 1. og 3. semester er gået sammen om et nyt radioprogram på Odense StudenterRadio. ’Andenpladsen’ sender klokken 18.00 – 20.00 hver tirsdag, og du kan finde det nye radioprograms facebookprofil på facebook.com/Andenpladsen.

Programmet sendes på frekvensen 87,9 i Odense, og er man ikke i det fynske, så kan man lytte med på hjemmesiden www.osr879.dk.

Arrangørerne af rusturen er blevet gjort opmærksomme på, at flere nye studerende ikke modtog den tilstrækkelige information angående årets rustur. Morten Buttler, en af de fire rusturs-arrangørerer, mener dog ikke, man kunne have gjort mere for at få fat i alle på den nye årgang. »Det er svært at nå ud til alle, når vi selv har indsamlet folks kontaktinformationer«, fortæller han og fortsætter: »Folk fik chancen for at skrive mailadresser på ved samtalerne, mere kunne vi ikke gøre«.

Måske har du været en af dem, der har kæmpet om de få stikkontakter til din bærbare computer i indskolings- og håndværkslokalerne. Men i stedet for at ommøblere stikdåser og slås om strøm, så kan du nu se frem til, at der i fremtiden kommer flere stikkontakter i lokalerne.

Lixen har på opfordring af vores medstuderende taget hånd om problemet og kontaktet ”Teknik Anders”. Han lover, at der snart vil blive installeret flere strømstik.

Tirsdag den 9. oktober gæster Adrian Lloyd Hughes Medietorvet, hvor han skal tale om kulturjournalistik. Det vil man ikke gå glip af, mener Amalie Frøkjær-Rubbås, der har arrangeret besøget. »Det kommer til at handle om det bløde og det sjove, det spændende og det anderledes - kultur. Hvem kan sige nej til at høre om det?«.

Arrangementet finder sted på Medietorvet fra klokken 12.15.

Corfixen

Corfixen

Corfixen

Corfixen

Buttler

EKSTERN

10 | oktober 2012 | LIXEN

Medierne elsker Obama Republikanerne får ikke den mediedækning, de bør i præsidentvalgkampen, mener eksperter. Ifølge dem skyldes det, at identifikation er blevet for dominerende som nyhedskriterium. DR og TV 2 afviser kritikken.

Kasper Thomsen

Manden i Det Hvide Hus har kæmpe indflydelse på hele verden. Derfor sender verdens medier også ekstra folk til staterne, når amerikanerne skal vælge ny præsident.

Også i Danmark er dækningen massiv, men ifølge flere eksperter er den alt for ensidig og unuanceret. USAanalytiker Mads Fuglede undrer sig over, at medierne ikke formår at sætte flere nuancer på partierne. Specielt det republikanske parti bliver udsat for unfair dækning, mener han. »Man gør sig ikke mange anstrengelser for at repræsentere Republikanerne, som de er. Man går meget op i deres religiøsitet, værdipolitik og den slags. Nogle gange på en måde, så jeg tænker: ”Er det skrevet af Det Demokratiske parti, eller er det skrevet af en journalist, der skal forestille at være uafhængig”?«, siger USA-analytikeren.

Identifikation med Demokraterne Også Anders Bo Rasmussen, som har en ph.d. i journalistik, synes, at medierne dækker valgkampen skævt. Han vurderer, at identifikationskriteriet vejer ekstra tungt, når redaktører og korrespondenter skal vælge sine historier. »Selvom mange USA-korrespondenter forsøger at dække valgkampen afbalanceret, så har de danske modtagere nemmere ved at identificere sig med demokraterne – derfor hører vi også mere om dem«, siger han og uddyber: »Ideelt set havde man givet fuldstændig lige dækning til de kandi-

dater, der er. Men journalistik er altid en balancegang om at forsøge at leve op til nyhedskriterierne og samtidig også være opmærksom på de kommercielle betingelser, man arbejder under«, forklarer han.

Balanceret dækning Både TV 2 og DR afviser, at de dækker unuanceret. »Jeg køber ikke kritikken. Vi dækker lige så meget Romney, som vi dækker Obama, og vi hører lige så meget folk, der kritiserer Obama, som vi hører folk, der kritiserer Romney. Rent kvantitetsmæssigt står det lige«, siger udlandschef hos TV 2, Jakob Vissing.

DRs nyhedschef, Ulrik Haagerup, er heller ikke enig i kritikken, men han erkender, at dækningen var for dårlig ved sidste præsidentvalg. »Jeg ville måske have købt den (kritikken red.) ved valget i 2008, hvor man syntes, at det mest interessante var Demokraterne, fordi der enten kunne komme en sort eller en kvindelig præsident. Det gjorde, at man ofte dækkede republikanerne for dårligt«, siger han.

Men ifølge ham har det ændret sig i år. Nyhedschefen fremhæver, at DR har haft stor intern fokus på dækningen denne gang. Derfor har de også sendt ekstra folk over Atlanten for at lave reportager fra de såkaldte svingstater i Midtvesten. »Vi har brugt rigtig meget tid på at sørge for at dække republikanerne mere retfærdigt denne gang. At få dækket den del af USA, hvor valget bliver afgjort – nemlig Midtvesten«, forklarer han.

Mads Fuglede medgiver, trods sin kritik, at der er sket noget siden sidste gang, amerikanerne skulle til stemmeurnerne. »Jeg har kunnet spore en stor positiv udvikling siden valget i 2008, og hvis den fortsætter, så tror jeg, at den danske USA dækning er i gode hænder«, siger USA-analytikeren.

Illustration: Maja Mackintosh Billeder: Jamesomalley, WEBNTV og Matt Ortega

karan12@student.sdu.dk

Præsidentvalg rykker praktikdag Datoen for Store Match Dag i Aarhus bliver rykket på grund af det amerikanske valg.

Christine Brink

Kampen mellem præsidentkandidaterne i USA påvirker ikke kun verdenssamfundet, men nu også

– dog i en noget mindre skala – de kommende journalistpraktikanter.

Store Match Dag i Aarhus er nemlig blevet rykket en dag, da flere af de chefer og journalister, som skal ansætte praktikanterne, har travlt med at dække det amerikanske valg. »Der er så mange mennesker, der har forfærdelig travlt med at bearbejde resultaterne fra det amerikanske valg, som man først forventer, kommer frem klokken fire om nat-

ten. Derfor har vi rykket datoen«, forklarer praktikvejleder på DJMX, Pia Færing.

Ønske fra DR Det var en forespørgsel fra Danmarks Radio, der gjorde praktikudvalget opmærksomme på problematikken med præsidentvalget. Hos DR er man glade for, at praktikdagen bliver rykket. »Dækningen af det amerikanske

valg er en stor begivenhed for DR Nyheder, og derfor er det en stor hjælp for os, at man har imødekommet vores ønske«, siger indlandschef på DR Nyheder, Sandy French.

Sker ikke igen De kommende praktikanter skal dog ikke vente længe på at få deres praktikkontrakter underskrevet. Store Match Dag er kun rykket en enkelt dag fra 7. november til 8. november.

Pia Færing erkender, at den nye dato ikke tilgodeser alle medier og påpeger, at fejlen ikke kommer til at ske igen næste år. »Vi skulle have været opmærksomme på det i foråret – men det var vi ikke. Sådan kan det ske. Vi er opmærksomme på kommunalvalget næste år«, understreger praktikvejlederen. chkje11@student.sdu.dk

EKSTERN

LIXEN | oktober 2012 | 11

også tidligere modtaget henvendelser fra folk, der tog artiklerne for gode varer. En artikel, der for eksempel snød særligt mange, var, at Bertel Harder ville forbyde stødende bynavne som Lem. Artiklerne skrives nemlig, som Marta og sine kolleger har lært det på Journalisthøjskolen. Den journalistiske form er konsekvent og fremhæver

Comedy news storhitter på nettet Mens nyhedsbranchen kæmper om clicks på nettet, skovler comedy news likes ind på Facebook. Rokokoposten er et eksempel på den nyhedssatire, der hitter lige nu.

For to år siden beslutter Marta Sørensen at lave en overspringshandling af de større. Begravet i studiet på DJMX trænger hun til et satirisk frirum. Derfor starter hun Rokokoposten med fire medstuderende: En satirisk hjemmeside, der dagligt bringer ”fake news”. »Vi synes, der manglede noget satire, der ikke sigtede efter de svageste i samfundet«, fortæller Marta Sørensen.

En succes starter De fem venner synes, den danske satire er ”social satire” og bruger serien Krysters Kartel som eksempel. En humor, der provokerer dem. Efter inspiration fra udenlandske hjemmesider som The Onion, stifter de derfor Rokokoposten, der for nylig kunne fejre to års jubilæum og snart udkommer med en bog.

Rokokopostens popularitet er i dag på sit højeste. Det kan man for eksempel se med nyheden ”Ateister raser over tegning af ingenting”, der i skrivende stund har over 25.000 likes og mere end 1.000 delinger på Facebook. Til sammenligning fik den mest populære artikel på Politikkens facebookprofil i september 1.107 likes.

Ifølge Marta Sørensen er artiklerne populære, fordi de er et udtryk for satire rettet mod politikere, tendenser og medier. Journalistikkens fine fornemmelser står på mål i artiklerne, hvor de fire redaktører, ifølge dem selv, skriver om de mest latterlige ting på den mest ophøjede måde.

Absurd indhold i seriøs form Den ophøjede form har sikkert narret de fleste, og Marta Sørensen har da

historiernes absurde indhold.

Netop konsekvent formsprog er en af de ting, Marta Sørensen mener, dansk satire godt kunne tillære sig fra Rokokoposten. »Det, der mangler, er, at man holder formen. Der er mange, der laver satire med journalistikken, men man understreger altid, at der er tale om komik - det ved vi jo godt«, fortæller han.

Nyhederne er ”fællesgods” Men Rokokoposten er ikke de eneste, der tager et satirisk blik på journalistikkens selvopfattelse. Websitet HeltNormalt.dk hitter med falske breaking news, ligesom TV 2 Zulu nu tager skridtet videre og laver deres egen nyhedsudsendelse med comedy-tema.

Medieforsker Henrik Søndergaard fra Københavns Universitet, tror det skyldes en tradition for nyhedssatire. »Nyhedssatire er populært, fordi det udgør et fællesgods, vi alle kan forholde os til. Man har jo lavet nyhedssatire i mange år«, forklarer han.

Comedy news uddanner seerne Alligevel genkender Henrik Søndergaard et øget udbud af comedy news. »Der er en voksende nyhedsstrøm af trivielle begivenheder, vi skal forholde os til«, siger han som mulig forklaring. »Det kan være et udtryk for, at danskerne er blevet mere kritisk bevidste om, at nyhederne ikke laver sig selv«, siger han, og mener altså, at comedy news gør seerne bedre rustet til at vurdere nyhederne. Henrik Søndergaard har stor tiltro til, at danskerne ikke lader sig smitte af amerikanske tilstande, hvor dele af befolkningen boycutter nyhederne til fordel for eksempel The Daily Show.

Comedy news indtager sociale medier Comedy news er en voksende genre, hvilket i dag kan aflæses på Facebook. Her opnår Rokokoposten at få væsentligt mere opmærksomhed end for eksempel DRs statusopdateringer, der ikke kan opnå meget mere end 20 delinger. »Vores popularitet handler meget om Facebook. Jeg tror, det er fordi, det siger mere om dig, når man deler Rokokopostens artikler. Man kan tilkendegive, at man er enig i artiklens implicitte budskaber. Det er identitetsskabende«, siger Marta Sørensen. På den måde skaber comedy news identifikation på en ny måde end de klassiske nyheder og formår at bygge sin succes på baggrund af de sociale medier.

EKSTERN

12 | oktober 2012 | LIXEN

Tweet, brand og like dig selv En presset mediebranche skærper kravene til journalisterne. Vi skal vænne os til nye jobtitler og blive bedre til at brande os selv.

Det siger udviklingschef i Berlingske Media.

Carl-Emil Søe

Journalisters arbejde kan på nogle punkter erstattes af maskiner og software. Derfor er nytænkning nødvendigt.

Dét var en af konklusionerne, da Berlingske Medias redaktionelle udviklingschef, Pernille Tranberg, gæstede Medietorvet med foredraget ”Journalistik og fremtiden” i sidste måned.

Som udviklingschef søger Pernille Tranberg efter nye tendenser i et mediemarked under pres. Pernille Tranberg forklarer, at journalister på nogle områder bliver stadig mere undværlige. De traditionelle journalistjobs kan nemlig blive hårdt ramt af den teknologiske udvikling. »For eksempel bliver der færre stillinger som udenrigskorrespondenter og sportsjournalister. Der er for eksempel allerede udviklet software,

”

er, at medierne i stedet vil benytte sig af en moderator, der tjekker rigtigheden af oplysningerne sendt fra udlandet«, forklarer hun.

Nytænkning er nødvendig På trods af de triste udsigter understreger Pernille Tranberg, at der også udvikles nye stillinger. »Nytænkning af de journalistiske jobs er nødvendig, og nye stillinger opstår. Hos traditionelle medier vil journalister eksempelvis få jobs i digitale powerteams. Dér vil arbejdet bestå i livedækning af pressemøder, sportskampe og så videre. Man vil også kunne få arbejde som kommerciel redaktionschef, hvor man vil udvikle det journalistiske indhold til eksempelvis mobil og tablets«, spår hun.

Pernille Tranberg peger på, at man også kan have en fremtidsmulighed som self-publisher. Her laver man sit eget brand. »Man kan skabe sig sit eget brand ved at specialisere sig i nogle få emner. Så gælder det om kun at skrive om de emner, man er ekspert på, eksempelvis miljø. Folk, der interesserer sig for miljø, vil så blive ens followers (faste læsere, red.). Samtidig bliver man mere attraktiv for en arbejdsgiver, da arbejdsgiveren ved at hyre

Et stort netværk er en kæmpe fordel.

Særligt på social medier som Twitter og LinkedIn.

Pernille Tranberg, udviklingschef på Berlingske Media

som kan producere simple artikler om sport ved at koble journalistiske sportsklichéer med resultater. Behovet for en dansk udenrigskorrespondent vil også dale. Hvorfor ikke bare oversætte og faktatjekke en lokal øjenvidneberetning? Mit gæt

Nu har de journaliststuderende også mulighed for at komme til forsamtale på Politiken, inden de søger i praktik.

Christine Brink

Når hornet hyler på Store Match Dag, har de journaliststuderende ofte været til forsamtaler hos flere medier, inden de skriver under på deres praktikkontrakter.

Forsamtalerne kan sammenlignes med en kort jobsamtale, hvor den studerende og mediet får mulighed for at snakke med

dig får mere end dig som journalist.

De får også en del af dit brand og dine followers«, siger hun.

En bachelor vil næppe være nok Peter Bro har som leder af Center for Journalistik det overordnede

ansvar for journalistuddannelsen.

Han er enig med Pernille Tranberg i, at branding kommer til at spille en større rolle for fremtidens journa-

”

»Jeg tror stadig, at man vil kunne afslutte med en bachelor og få gode generalistjobs. Når det er sagt, bliver en kandidat mere nødvendig

Et stort netværk er en kæmpe fordel.

Særligt på social medier som Twitter og LinkedIn

Pernille Tranberg, udviklingschef på Berlingske Media.

lister. Derfor er branding vigtigt at give undervisning i, siger Peter Bro. »Vi har faget Journalistikkens Praktik, der fokuserer på personlig branding. Her lærer de studerende, hvordan de skaber deres eget mediebrand i miniformat ved hjælp af sociale netværk«.

Peter Bro mener også, at en kandidat vil blive mere nødvendig.

med konkurrencesituationen. Hvis en bachelor og kandidat søger det samme job, vil en mediearbejdsgiver højst sandsynligt vælge kandidaten, da vedkommende har mere ballast og erfaring. For fremtidens skarpe journalister vil en bachelor næppe være nok«.

Pernille Tranberg synes også, at journalister skal stræbe efter mere

Gør-det-selv. Pernille Tranberg mener, det er nødvendigt at nytænke de journalistiske jobs. Det fortalte hun, da hun tirsdag den 18. september gæstede Medietorvet til en snak om journalistikkens fremtid. Foto: Kristian Corfixen viden. Det vigtigste for hende er dog netværket. »Et stort netværk er en kæmpe fordel. Særligt på sociale medier som Twitter og LinkedIn. Netværket underbygger dit brand, og du skal hele tiden sørge for at udbygge det. Alt for mange mennesker bygger først deres netværk op, når de står uden job, og krisen har ramt.

Husk derfor at bygge netværket op, mens det stadig går godt«. csoee12@student.sdu.dk

– nu med forsamtaler hinanden, inden praktikpladserne bliver fordelt i Aarhus. Tidligere har alle de store dagblade holdt forsamtaler - på nær Politiken. Men det bliver der ændret på i år. »Vi har fået en del forespørgsler fra dem, som søger praktik hos os. Vi har også talt med vores praktikanter, og de synes faktisk, at det ville være en god idé, hvis vi tilbød forsamtaler«, forklarer chefredaktør på Politiken Anne Mette Svane om tiltaget.

Konceptet med forsamtaler startede for fem år siden på Ekstra Bladet. Et initiativ de fleste større medier benytter sig af i dag. Men indtil i år har Politiken ikke benyttet sig af de populære samtaler. »Vi bruger meget tid på at screene

hjemmesider og læse ansøgningerne i bund. Da vi er rigtig glade for de praktikanter, vi ender med at få, har vi egentlig ikke haft det store behov for at have forsamtalerne«, forklarer chefredaktøren.

Win win Signe Aarestrup går på cand. public B-linjen og skal søge praktik til efteråret. Hun regner blandt andet med at søge hos Dagbladet Politiken og er glad for avisens nye initiativ. »Det betyder rigtig meget at få lov til at se arbejdspladsen, inden man søger. De kan få et bedre indtryk af en og omvendt«, siger hun.

Praktikvejleder på journalistuddannelsen i Odense, Karen Løth

Sass, opfordrer generelt alle medier til at holde forsamtaler. »Jeg synes, det giver de studerende en mulighed for at give et bedre indtryk, i stedet for at stå og stille ”mærkelige” spørgsmål for at blive husket. Det kan jo kun blive bedre af, at begge parter ved mere om hinanden«, siger hun.

Indtil videre er Politikens forsamtaler et eksperiment. Anne Mette Svane vil derfor ikke love, at avisen også holder forsamtaler ved næste praktikrunde i foråret 2013. Forsamtalerne finder sted i Åben Husugen inden Store Match Dag den 8. november i år. chkje11@student.sdu.dk

FAKTA I uge 43 er der Åbent Hus-uge på diverser medier. Her holder nogle praktiksteder forsamtaler.

19. oktober slår praktikstederne op, hvor mange stillinger de søger. Det er ikke ens hvert år.

29. oktober skal de praktksøgende aflevere deres ansøgninger til praktikstederne.

8. november er der Store Match Dag i Aarhus. Her får de studerende deres praktikpladser.

PORTRÆT

LIXEN | oktober 2012 | 13

Foto: Agnete Schlichtkrull

Hemmelig

Foto: Bjørn Hvidsteen

men genkendelig

Radiovært Julie Bundgaard blotter sig for millioner af lyttere. Men når hun ikke er Julie Bundgaard fra P3, nyder hun en bedragerisk anonymitet, som hun har holdt fast i gennem hele sit liv.

Christine Randa

En gruppe pensionister er klar til rundvisning, mens mennesker med målfaste blikke og ”tilfældigt” toptjekket tøj trækker deres id-kort frem. De kører rutinemæssigt kortet over en censor, og et elektronisk klik får to glasplader til at køre til side.

Scenen der udspiller sig minder om en eftermiddag i metroen i London. Men hér byder en poleret reception én velkommen, mens en overdimensioneret projektor kaster billeder af et højkulturelt DR2-program op på en enorm cementgrå væg. Vi er i DR-kubens indre.

Døren ind til receptionen kører konstant rundt, og gennem glasset kommer en kvinde med en barnevogn til syne. Den 38årige nybagte mor er ikke umiddelbart genkendelig, men da hun åbner munden og inviterer os med indenfor, ryger hun direkte igennem stemmegenkendelsesprogrammet og får meldingen genkendt.

For her har vi at gøre med en stemme, som man, som fast P3lytter, har brugt mange timer i selskab med. Mange uglede morgener og mange køfyldte ture til arbejde. En sprød og rå kvindestemme, som bærer præg af 20 daglige Prince Light-cigaretter, som modvilligt er lagt på hylden.

Lillemor på visit Radiovært Julie Bundgaard er tilbage på besøg i DR Byen for første gang, siden hun for seks uger siden fødte sin lille dreng, Walter. Nummererede klistermærker ryger på trøjen, og Julie bevæger sig hjemmevant op mod den redaktion, som den ellers tv-glade Julie ved et tilfælde blev en del af tilbage i 2004. »Hej Julie«, hører man på repeat, mens vi nærmer os redaktionens hjerte. Og det føles da også som en lille familie, der mødes på ny. »Nej… må vi se ham. Nårh...« Julie parkerer barnevognen midt i P3-domænet, og en sarkastisk jargon med hudærlige udtalelser om babylort og livet som mor ryger gennem lokalet. En karakter, der vidner om det faktum, at Julie oftest omgiver sig med mænd, der udgør det meste af hendes vennekreds.

Vi bevæger os videre forbi de kaffemaskiner, som hun ikke selv bruger. For på trods af fire år på Go’ Morgen P3 med et vækkeur, der ringede klokken 04.00, er Julie aldrig blevet kaffedrikker.

Vores destination er Go’ Morgen P3s lokaler, hvor vi indtager vores positioner, og seks uger gamle Walter bliver parkeret, så den nybagte mor kan høre ham.

Diktafonen tændes, og vi er i gang. Det er hurtigt tydeligt, at

Genkend stemmen

Julie er en kvinde i snakkehumør. »Jeg kommer ikke så tit ud i øjeblikket. Det ved jeg ikke, om I kan fornemme. Jeg snakker helt vildt. Jeg er i totalt socialt underskud«, indrømmer hun grinende.

Tv-barn Vi starter helt tilbage ved begyndelsen, ved en Julie, der sidder hjemme i forældrenes sofa og leger klippeleg med sin far. »Min fars forestilling om at underholde og lege med sine børn var sådan noget med, at vi satte os ned og så tv og legede klippeleg. Det gik ud på at sidde og glo på fjersynsskærmen, og så skulle man sige ”klip”, når man mente, at de klippede. Så det lærte jeg som fire årig. Jeg var total miljøskadet«, erkender hun.

Julie havde ikke en helt almindelig opvækst i den forstand, at Julies far er den tidligere tv-vært for blandt andet primetimeprogrammet Gæt og Grimasser; Erling Bundgaard.

Faderens job har resulteret i, at Julie aldrig har haft et ønske om at stå foran kameraet. Men turene med far på arbejde gav til gengæld lysten til at komme med bag om på tv-produktionerne.

Så da Julie startede på Danmarks Journalisthøjskole, var tvmediet i fokus. Og da hun blev færdig som journalist i 2002, startede en karriere inden for tv med redaktørarbejde på et realityprogram, nogle børnedokumentarer og ungdomsprogrammet Rundfunk. Men altid bag kameraet.

For Julie er vokset op med, at familien ikke kunne gå nogen steder uden at blive konfronteret med faderens berømmelse.

PORTRÆT

14 | oktober 2012 | LIXEN

Foto: Bjørn Hvidsteen

Og Julie vil ikke konfronteres nede i Netto. og afleverer hende. Og så gik der tre dage, og så var der en, der hvilket så er totalt modsigende, i forhold til det jeg lige har »Min far lavede tv på et tidspunkt, hvor der var monopol. Så sagde; ”Hey, jeg så dig i det der tattoosalonen”, og en anden der siddet og sagt med anonymiteten. Men fordi der ikke er det der der var omkring halvanden million mennesker, der så programhavde hørt mig i radioen. Og så blev jeg helt paf, fordi jeg blev ansigt på, så har jeg det sådan lidt... Ikke fordi det ikke er mig, for merne; Gæt og Grimasser og Lørdagshjørnet. Det svarer til, at du konfronteret med mit ”offentlige jeg” i en situation, som jeg bedet er jo mig selv og mit eget liv, jeg fortæller om, men der sker tragtede som et helle. Det har jeg ikke prøvet før«, beretter hun. går ind i en bus, og så har hver anden tilbragt lørdag aften samnoget mærkeligt, for jeg opfatter det ikke som blottet«, forklarer Episoden gjorde netop indtryk på Julie, fordi datterens institumen med din far«, fortæller hun. hun. tion er et sted, hvor hun ikke er Julie Bundgaard fra P3, eller i Det var overvældende for lille Julie, der oplevede, at privathvert fald ikke er forberedt på at skulle være det. Der er hun bare sfæren ofte manglede, når folk stoppede hendes far på gaden og Radio i sort og hvidt Mila Rosas mor. i høj grad havde en mening om De blottede øjeblikke opstår ofte, fordi der i radio er meget kort ham. fra tanke til handling. Og det er netop det, som Julie elsker allerJeg bildte meget hurtigt mig selv ind, Blottet tapet »Og dermed også en mening mest ved radiomediet.

Den grundfaste tro på, at ingen om mig - uden at jeg havde nået at folk ikke kunne se mig. Det er sådan et »Men lige så befriende, som det kan være, at der er så kort fra i virkeligheden ved, hvem hun at præsentere mig selv, så var tanke til handling… Lige så besnærende kan det også være. For totalt indre optisk bedrag, jeg kører med er, stammer helt tilbage fra jeg ligesom dømt på forhånd«, det betyder også, at alting bliver opfattet meget sort og hvidt. mig selv.

Julies ungdom. forklarer hun.

Der er ikke nogen gråzoner«, forklarer hun og kommer med et »I gymnasiet var jeg også eksempel: ret sikker på, at jeg var sådan Total hemmelig »Jeg kom for mange år siden til at sige i programmet ’Mig og en, der faldt i et med tapetet. Hvilket var herre naivt at tro, for Det var først, da den tidligere Rundfunkvært Felix Smith highMorten Resen’, at jeg ikke kunne li’ børn. Jeg synes, de lugtede, og alle vidste godt, hvem jeg var. Om ikke andet så på grund af min jackede hende til et producerjob på P3, som senere endte i der var altid snot og sådan noget. Og det hang bare ved. At jeg jo far. Men også fordi jeg konsekvent var den, der var fuldest til værtsarbejde, at Julie Bundgaard kom i fokus. Men det var okay, var sådan en børnehader«. festerne, altid endte oppe på et bord eller var med i et rocknår det nu var radio.

Så da Julie blev gravid og meddelte det i radioen, var lytternes band. Men jeg kunne stadig møde op om mandagen og tænke; For det faktum, at der ikke var en billedside, gjorde, at Julie reaktion prompte. »Du kan jo ikke li’ børn!« Her mener Julie, at der er ikke nogen, der kan huske, hvem jeg er«, fortæller hun og følte, at der stadigvæk var en ret stor anonymitet som radiovært. der godt kunne være plads til lidt mere rummelighed og plads funderer over, om det egentlig Så selvom over en million danskere har stået op sammen med til, at man vokser og bliver er en forsvarsmekanisme, der Julie i fire år, og hun har deltaget i blandt andet Zulu Djævleræs ældre.

Jeg kom for mange år siden til at sige i er kommet i kraft af hendes og Til middag hos...: »Folk har et eller andet sygefars erhverv. »…Så går jeg stadig rundt og bilder mig selv ind, at fordi jeg ligt behov for at putte dig ned programmet ’Mig og Morten Resen’, at jeg »Jeg bildte meget hurtigt laver radio, så kan folk ikke sætte et ansigt på mig. Jeg er total i en kasse eller sætte et mærmig selv ind, at de ikke kunne ikke kunne li’ børn. Jeg synes, de lugtede, hemmelig. Og det er jeg nok overhovedet ikke. Og alligevel er jeg. kat i panden på dig. For så føler se mig. Det er sådan et totalt og der var altid snot og sådan noget. Og For folk er ikke så meget in your face, som de er, hvis du har lavet de sig mere trygge og sikre på, indre optisk bedrag, jeg kører tv«, konstaterer hun. hvad det er, de har med at gøre. det hang bare ved. At jeg jo var sådan en med mig selv. For det passer Og selvom Julies realistiske sans fortæller hende, at beboerne Så derfor bliver man jo også tilnok ikke helt«, siger hun og børnehader. i den lille by hun bor i, Ejby, nok godt ved, hvem hun er. Nu når delt en rolle på en eller anden indrømmer, at hun stadig har hun har slæbt et kamerahold fra TV3 med ned i den lokale Netto, måde. Altså jeg havde jo otte det sådan og egentlig synes, så ynder hun alligevel at opholde sig inde i en boble. En boble, år som singlesild fra helvede, at det er helt latterligt. Og det er ikke fordi, at det som sådan som hun indrømmer nok er skabt af en vis naivitet og et behov fordi jeg bare altid var single og talte lidt for højt og lidt for betyder noget for Julie, om folk ved, hvem hun er eller ej, men for at tro på, at der ikke er nogen, der aner, hvem hun er. længe«, fortæller hun. det er vigtigt for hende, at hun kan få lov at gå ind og handle i »Jeg vælter derned i joggingbukser og træsko og fedtet hår og joggingbukser og træsko. alt muligt. Og jeg er fuldstændig overbevist om, at de ikke aner, “Venner” der svarer igen Om end anonymiteten er indbildt eller ej, så nyder Julie, når hvem jeg er. Og det har jeg så fundet ud af senere hen, at det ved Og selvom lytteren kommer meget tæt på og elsker kasser, så den er der. Men hun indrømmer også, at hun som radiovært de godt«, erkender hun og fortæller om episoden, hvor hendes er det fede, ifølge Julie, at man i radiomediet er i øjenhøjde med blotter sig meget for sine lyttere.

16 måneder gamle datter skulle starte i daginstitution. sine lyttere. »Lytterne har jo faktisk et ret stort indblik i mit privatliv, »Der var det sådan lidt, jamen fint, så kommer jeg bare her »Man har et virkelig stærkt fællesskabsbånd med lytterne.

”

”

PORTRÆT

LIXEN | oktober 2012 | 15

Der er ikke den der distance og glamour, som der er på tv. Det er meget mig og mine venner, som der så er en million af«, griner hun.

Men den manglende distance gør ofte, at lytterne føler, at de kender deres værter så godt, at tonen godt må blive hård og direkte, når en sms sendes af sted til studiet. »Man skal også lige blive tilpas tykhudet til at deale med lytteren, som jo bare, bang!, smækker sin mening ind på en sms«, erkender Julie.

For hende handler det om, at lytterne føler, at de kender hende.

Men de kender kun en del af hende, og det gør også, at folk har en holdning. Og den behøver ikke altid at være af den positive karakter. Det er en af de ting, Julie synes kan være rigtig svært. »Jeg tror helt naturligt, at jeg har sådan et people pleaser-gen indbygget. Men når man stiller sig derhen bag mikrofonen, så stiller man sig på en eller anden måde også ud på øretævernes holdeplads. I hvert fald inviterer du folk til at have en holdning om dig«, forklarer hun.

Og selvom hun godt ved, at det er en del af vilkårene, og at man er nødt til at lægge det fra sig, så er det også det, hun har sværest ved at håndtere. »Jeg synes, det er enormt svært at tackle, når folk synes, jeg er en idiot. Og i starten brugte jeg meget energi på at overbevise alle dem, der skrev, at jeg var en idiot, om at det var jeg ikke og skyndte mig at skrive tilbage til dem. Men du kan ikke gøre hverken fra eller til«, erkender hun og indrømmer, at selvom hun nu har været på P3 i otte år, så preller kritikken stadig ikke af. »Jeg bliver stadig vildt ked af det, og jeg svarer stadig også folk, hvis jeg bliver tilpas provokeret. Netop fordi man har den der fællesskabsfølelse og tænker; jamen det er jo bare mig og mine million venner, der hænger ud her«, siger hun.

Foto: Bjørn Hvidsteen

irriterende og svært at kæmpe imod. »Det er enormt svært at blive accepteret på lige fod. Ikke så meget af ens kollegaer, men af lytterne. De har stadig en meget Hold kæft traditionel opfattelse af manden og kvindens rolle, og det kan Og de verbale øretæver bliver ikke færre af Julies bramfrie og godt være lidt svært at bakse med. Især fordi nogle mener, at ærlige facon, som hun selv mener skyldes, at hun nogle gange det, at jeg er bramfri eller siger min mening, nærmere er, at jeg taler uden at tænke. kæfter op for meget eller taler om ting, jeg ikke ved en skid om«, »Jeg siger jo, hvad jeg meforklarer Julie og fortæller om ner, og jeg kan også godt følge en debat, som hun stadig har den der med at være bramfri. kørende med en landmand.

Det, der tit sker, når kvinder er sjove, Men der er netop også sådan Efter et program om landen, der giver øretæver i den det er, at så står der netop de der mænd mænd og brugen af nogle foranden ende. Der er en masse og synes, at man bare skal holde sin kæft. kerte sprøjtemidler, fik Julie sagt, kvinder på min alder, som at man jo så heller ikke kunne godt kan relatere og forholde drikke et glas vand mere, for det sig til det, jeg siger. Det er tit og ofte mændene jeg kommer til havde landmændene ødelagt. En lille sætning, meget hurtig, at træde over tæerne«, fortæller hun. Og det på trods af, at den meget kort. Og så havde Julie mistet alle landmændene. bramfri tone kommer sig af en omgangskreds, som er præget af »Mere skal der ikke til. Hvor det var sådan lidt; ”Hey kender mænd.

I det dér, der hedder satire”. Det er jo ikke ment, som at I alle »Men når man så er mand og ikke kender mig og især, hvis sammen gør det for fanden«, siger hun og peger på, at man som man er langturschauffør eller et eller andet, så synes man, at jeg kvinde er meget mere udsat. er skide irriterende. Og så skal jeg bare holde min kæft«, forklarKvinderne skal have sine facts i orden og holde sig til den er hun og pointerer, at det nok også handler om det med at være snorlige vej. Julie mener, at havde det været Peter ”Snebolden” kvinde og tro, at man er sjov.

Falktoft eller Anders Breinholt, der havde sagt den sætning om »Det, der tit sker, når kvinder er sjove, er, at så står der netop landmændene, så var de snildt sluppet af sted med det, uden at de der mænd og synes, at man bare skal holde sin kæft. Det er nogen ville løfte et øjenbryn. bare meget mere oplagt at blive misforstået, når man er kvinde og har humor eller er bramfri, end det er, når man er mand«, Arbejdet trækker konstaterer hun og påpeger den stærke overvægt af mandelige Interviewet begynder at lakke mod enden, og Walter er sulten. værter på P3.

Da Julie for to år siden gik på barsel med sin datter, var hun Her bruges de kvindelige værter ofte som et sidekick eller som tilbage på P3, da datteren var fire måneder gammel. Denne gang den fornuftige stemme. Og det indrømmer Julie godt kan være har Julie derfor lovet sig selv en længere barsel, men indrømmer,

”

at det allerede river i hende for at komme i gang igen. »Jeg er ikke skide god til at gå derhjemme. Jeg er klart bedre til at arbejde. Jeg går hele tiden og får idéer til programmer og elementer til de andres programmer. Det er lidt svært at skelne, hvor arbejde stopper, og privatliv starter«, forklarer hun.

Men som det ser ud lige nu, er planen, at Julie først er tilbage på P3 engang til maj næste år. Og spørgsmålet er jo også, hvad hun skal lave efter barslen. Rammerne bliver i hvert fald i første omgang P3. »I takt med at jeg bliver ældre, kunne jeg godt tænke mig at lave noget, der har lidt mere fordybelse, end at man bare lige snakker med folk i tre minutter, og så spiller man den næste plade. Det kunne være fedt, og hvis jeg får lov til det, kunne jeg godt tænke mig at lave et eller andet portrætprogram i weekenden«, siger hun og vurderer, at hun har ét program mere i sig, og så kan det godt være, at hun skal videre. »Jeg har for første gang haft tanken om, at det godt kunne være, at jeg skulle til at lave noget andet og måske tilbage til tv. Men så ville det blive samme slags som før. I noget redaktørarbejde«, understreger hun.

Drømmene er mange og inkluderer blandt andet programindkøber for TV3 og en dybdeborende dokumentar. Men for Julie er forholdet til P3 helt specielt og svært at slippe. »P3 er jo en ret stor del af mit liv og har været det rigtig rigtig længe. Vi er på en eller anden mærkelig måde gift, P3 og jeg«, indrømmer hun, men tilføjer, at hvis hun skal blive på P3, så kunne hun godt tænke sig at gå hen og blive lidt mere voksen og sidde i ledelsen eller som redaktør.

Så selvom den interne joke på P3 går på, at man, når man bliver for gammel til P3, ender ovre på P4 eller P1, så har Julie ikke nogen planer i den retning. chran11@student.sdu.dk

CV: 2002: Færdiguddannet fra DMJX med praktik ved TV 2/Lorry.

2003: Strix TV, tilrettelægger på Robinson ekspeditionen Det sidste ord til TV 3.

2003: Køster Film og TV, børnedokumentarserien Kære Dagbog.

2003-2004: Koncern Film og TV, ugeredaktør på ungdomsprogrammet Rundfunk på TV 2.

2004: Producer på Stram Op! på P3.

2005: Producer og medvært på Mig og Morten Resen på P3.

2006: Vært på Go’ Morgen P3.

2010: Vært på Profeten og Lillebror på P3.

2011: Vært på Radioens Efterretningstjeneste på P3.

P.t. på barsel.

Foto: Agnete Schlichtkrull

Foto: Agnete Schlichtkrull

FOKUS: KOMMUNIKATION

16 | oktober 2012 | LIXEN

BLA BLA BLA BLA Lixen har i denne måned fokus på kommunikation.

Her kan du læse om, hvilke fordele og ulemper der er ved at være kommunikationseller journalistuddannet, om det er farligt at skifte mellem at være objektiv journalist og subjektiv kommunikatør, hvorfor journalisterne bruger de sociale medier til at indfange deres nyheder og meget, meget mere.

Kommunikatøren Mestrer strategisk og politisk kommunikation Er dygtige til projektledelse Er længere fremme, når det gælder innovation og iværksætteri Kilde: Signe Als Nielsen

Journalisten Har en indgroet skepsis

Bagsiden

Har næse for det politiske Spil

faceback 2011

Kan skille væsentligt fra uvæsentligt Kilde: Henrik Qvortrup

Illustration: Tue Uldall

Kommentar fra en kommunikatør Hvem er disse kommunikatører? Af nogle journalister opfattes de nærmest som fjender eller i hvert fald som direkte konkurrenter, når det handler om at erhverve sig arbejde. Men hvilke kompetencer har de, og kan vi i virkeligheden spejle os i deres kunnen?

Steffen Villadsen

Kommunikation – et fag !

Så enkelt kan det siges ifølge Dansk Journalistforbunds hjemmeside for kommunikatører.

I dag har Dansk Journalistforbund en afdeling særligt for kommunikatører, men begge faggrupper, journalistik og kommunikation, hører nu ind under samme forbund.

Det er særligt for Dansk Journalistforbund, da det er et af de eneste forbund i verden, der organiserer begge grupper og ser dem som ligeværdige.

På deres hjemmeside beskriver de kommunikatøren således: »Arbejdet med kommunikation er mangeartet og dynamisk. Det tager afsæt i intern og ekstern kommunikation og omfatter blandt andet: informationsjournalistisk, public relations, personale- og organisationsudvikling (HR), pressearbejde og interessentpleje«.

Men hvad er kommunikatørens

rolle egentlig, og hvilke kompetencer kræves der? Lixen har spurgt Signe Als Nielsen, der har en kandidat i kommunikation.

Ligheder, forskelle og overlap Signe Als Nielsen er uddannet i kommunikation fra RUC og mener, at der er flere ligheder mellem de to grupper. »Fælles for de to fag er, at vi opsøger, indsamler og formidler viden og information«.

Men ligeså vidt som der er ligheder, ser Signe Als Nielsen også en klar og væsentlig forskel på de to gruppers virke. »Som kommunikatør er din opgave at fremme, brande og formidle en virksomheds interesser. Du ”sælger”

Foto: Rune Jensen Heidtmann

og formidler virksomhedens ydelser, interesser og værdier. Derfor er din rolle altså subjektiv – du er talerør for din organisation. Modsat er journalisters tilgang tilstræbt objektiv og skal altså have en kritisk-objektiv tilgang til for eksempel en virksomhed«.

Men ifølge Signe Als Nielsen er der også gode muligheder for, at kommunikatører og journalister kan arbejde sammen - for eksempel i udarbejdelsen af en kampagne. »Der er selvfølgelig mange overlap i forhold til, hvad kommunikatører og journalister kan. Men kommunikatøren arbejder typisk med det generelle, hvor journalister måske typisk er bedre til det specifikke – for eksempel at se den gode historie og

vinkle kampagnen«.

Ændring i jobopslag Selvom der er fordele og muligheder for samarbejde mellem de to faggrupper, har Signe Als Nielsen mærket en udvikling i jobopslagene. »Når jeg ser på stillingsopslag i dag, så søger virksomheder til en kommunikationsstilling folk med både journalistisk og kommunikationsbaggrund til samme stilling, for ekempel ”Du skal enten være uddannet i kommunikation eller journalistik”, hvor det for fem år siden var specifikt henvendt til kommunikatører«. stvil11@student.sdu.dk

FOKUS: KOMMUNIKATION

LIXEN | oktober 2012 | 17

Venner eller fjender?

Flere og flere journalister rykker over i kommunikationsbranchen, og dagbladene fyrer skribenter i hobetal. Objektivitet og formidling byttes ud med subjektivitet og et budskab. Men er det en fordel eller en ulempe for journalister at anvende journalisttrænede kommunikatører som kilder?

Jonas Schou Larsen

Ifølge Dansk Journalistforbund er der 10.000 aktive journalister indrulleret i fagforeningen. 3.000 af dem er ansat i kommunikationsbranchen.

De seneste år har der været en markant stigning i faggruppen for kommunikation, og tendensen er, at det er journalister, der indtager stillingerne.

Det strider mod de helt grundlæggende journalistiske principper om tilstræbt objektivitet og fairness at tage et job i kommunikationsbranchen. Og som journalist skal man altid være varsom med at indlade sig med kilder, der har deres egen dagsorden. Her er det journalistens opgave at holde tungen lige i munden, udvise kildekritik og ikke stole blindt på alt, der bliver sagt.

Men er det altid et problem at stå overfor en kilde med et klart ensidigt budskab? Og endda, i stigende grad, kilder med journalistisk uddannelse bag sig?

Journalister ved mere om virkeligheden Henrik Qvortrup mener ikke, at det er noget problem. Med både journalist, spindoktor og redaktionschef på CVet, kender han til spillet indefra. »Det er en fordel for begge parter, at kommunikatøren har en journalistisk baggrund. Ofte har dem, der kommer med en uddannelse i kommunikation nogle gange svært ved at få modellerne fra lærebøgerne til at passe ind i virkeligheden«, siger Henrik Qvortup og fortsætter: »Samtidig taler de også samme sprog og har sammenfaldende interesse i at få budskabet ud. Så journalister og kommunikatører lever fint side om side«.

(Næsten) Ingen problemer SDU i Odense huser lektor i marketing og management, Charlotte Wien.

Et af hendes fokusområder er research i medierne. »Det er helt generelt vigtigt, at journalister er kritiske i deres kildetilgang og ikke bare kopierer de budskaber, der kommer fra kommunikationsafdelingerne. Men omvendt kan det være gavnligt for historien, hvis der bliver leveret et ærligt og

redeligt stykke information til journalisten, der så kan arbejdes videre med«, siger Charlotte Wien.

Kommunikatøren har fået en aktiv rolle i journalistikken, men det er måske ikke kun skidt at der er kommet fremtrædende agenter, der taler en sag. »Kommunikatører er blevet mere synlige i mediebilledet, men det skyldes formentlig, at journalister bruger flere og flere kilder. Både forskere, eksperter og kommunikatører anvendes for at belyse en sag, og det går i tråd med et journalistisk ideal, der siger, at journalisten ikke selv kan have en holdning, men lader kilden have holdningen. Journalisten skal bare videregive fakta«, forklarer hun.

Kommunikatører er for Charlotte Wien dermed blot en del af et kildemateriale, og de spiller ikke en særskilt rolle i en journalistisk optik.

Hun uddyber: »Jeg tror ikke, at man kan stille det op som et problem eller ikke problem, at kommunikatører er i mediebilledet, det ville nok være et større problem, hvis journalisten ikke brugte mange kilder«.

ikke er dem alle, der vælter regeringer. »Der er vel reelt fem-seks spindoktorer, der bestemmer noget og er med i det politiske spil inde på Christiansborg, resten er reelt set højtgagerede telefonpassere, der leger de er med i Borgen«, siger Henrik Qvortup.

Kommunikatører i det politiske spil er ofte mere tydelige end andre og lægger sig mellem de egentlige beslutningstagere og journalisten.

Den tendens har Qvortrup også en kommentar til. »Man skal ikke overdramatisere spindoktorers rolle på Christiansborg. Men spørger man journaliststuderende, så vil jeg gætte på, at de

Højtgagerede telefonpassere Man skal være varsom med at tillægge kommunikatører mere værdi, end godt er. Det mener Henrik Qvortrup, og peger på at der i det politiske spil er mange spindoktorer, men, at det

kan nævne fem spindoktorer, men formodentlig ingen af de fungerende departementschefer. Det ser jeg som et tegn på skævvridning«.

Journalistisk selvmål?

Som tallene fra Danmarks Statistik viser, så rykker journalister over i kommunikation, og det er i rigt mål.

Den trend er kommet et sted fra. »Fordi der bliver ansat journalister i kommunikationsbranchen, bliver der brug for færre journalister til at skrive journalistiske artikler.

Det gør virksomhederne selv«, afslutter Charlotte Wien med smil i stemmen. jonla11@sdu.student.dk

Foto: Jonas Schou Larsen

Kommunikationsbranchen lun på journalister Journalister er eftertragtede inden for kommunikationsbranchen og ender ofte med at udkonkurrere de kommunikationsuddannede i stillingskrigen. De journalistuddannede er tit et skridt foran, men har også en øm akilleshæl, vurderer ledere fra branchen.

Søren Martin Olsen

Når strømmen går, ringer man efter en elektriker. Og når man har brug for at styrke sin kommunikation, ser man sig gerne om efter en journalist.

For når kommunikationsbureauerne skal ansætte en medarbejder, er det ofte journalister, som løber med jobbet. »Journalister har en fordel jobmæssigt. De nye kommunikationsuddannede fra Aarhus og København, dem kan vi ikke bruge til noget i vores virksomhed«.

Sådan siger Lasse Meldgaard Bloch, som er kreativ direktør i et af Skan-

dinaviens største kommunikationsbureauer, Geelmuyden.Kiese.

En af de særlige styrker ved journalister er den praktiske erfaring i branchen frem for kommunikationsuddannede, som ofte er meget teoretisk målgruppe- og modtagerorienteret i tilrettelæggelsen af kommunikation. »Journalister forstår arbejdsgangene i mediebranchen langt bedre end andre. De har været ude i den virkelighed, de beskæftiger sig med«, siger Lasse Meldgaard Bloch og forklarer, at journalister dækker et operationelt behov i medierne, hvor de er vant til at håndtere pressen, være i dialog med medierne og tale for deres sag.

Ansætter gerne journalister Kommunikationsarbejdere har dog ikke kun jobmuligheder inden for den private sektor.

Ifølge Københavns Kommunes egne tal beskæftiger kommunen i dag 104 medarbejdere, som alene tager sig af presse, information og kommunikation. Marie Scott Poulsen, der er

kommunikationschef for Økonomiforvaltningen, bekræfter, at journalister også er velansete i den kommunale del af branchen. »Det er lidt forskelligt, hvilken uddannelse vores medarbejdere har. Vi forsøger at ansætte medarbejdere fra forskellige uddannelser – oftest med udgangspunkt i, hvilken type opgaver, der primært skal løses.

Men det sker ofte, at vi har brug for medarbejdere med en journalistisk baggrund, som kender branchen og mediecirkusset«, siger hun.

For Marie Scott Poulsen spiller journalisternes erfaring en stor rolle.

Hun mener, at hvis de har været ude i den journalistiske verden, er de gode til at se potentialer i forhold til håndtering. »Og så har journalister et stort netværk og er gode til at skabe kontakter«, tilføjer hun.

Skakmat i strategi Men journalister kan ikke trumfe på alle områder. Som en del af et andet skakspil kan journalisterne være gode til at tage de første træk, men i

sidste ende må de se sig sat skakmat – af en strategisk overmagt.

Lasse Melgaard Bloch fra Geelmuyden.Kiese mener, at journalister er kloge på kommunikationsområdet i forhold til det taktiske spil og at tænke ”hvad skal vi gøre?”

Men strategisk tænkning er ikke journalisternes styrke, og det er uddannelsens store svaghed. »På den langsigtede bane er journalister ikke så stærke, men det er også klart, for det er ikke en del af uddannelsen, så de har ikke nogen baggrund for at tænke strategisk«, forklarer han.

Marie Scott Poulsen er enig i, at journalister er for tilbøjelige til at tænke i ”her-og-nu situationer”. »Kommunikationsuddannede er bedre til at se rundt om en sag også i forhold til kommercielt medieindkøb og strategisk planlægning af events«, siger hun Få ekstra cand En mulig løsning kan være at specialisere sig, foreslår Lasse Meldgaard Bloch. Det kan give journalister mu-

lighed for at udvide deres kompetencer med blandt andet kandidatoverbygninger. Cand.public’en giver eksempelvis mulighed for at kombinere den journalistiske håndværksuddannelse med en faglig specialisering inden for kommunikation. »Hvis man som journalist vil forbedre sine muligheder for at komme ind i kommunikationsbranchen, vil det være en god ide at beskæftige sig med det strategiske for at gøre sig endnu mere kvalificeret«, anbefaler Lasse Melgaard Bloch.

Et par ekstra år på skolebænken gør det dog ikke alene, uddyber han. »Som hovedregel ansætter vi kun journalister, der har arbejdet firefem år ude i branchen og har haft fødderne ude i virkeligheden. sools12@student.sdu.dk

FAKTA Det anslås af Dansk Journalistforbunds udviklingschef, Per Nielsen, at cirka 3000 af DJs medlemmer ansat inden for PRog kommunikationsbranchen.

Siden 2008 er tallet steget med 900 medlemmer.

FOKUS: KOMMUNIKATION

18 | oktober 2012 | LIXEN

Foto: Carsten Lundager

Medietæmmer med fokus på følelser Du ser ham ikke i oplyste tv-studier, og mikrofonen peger oftest ikke mod ham, når Dansk Folkeparti holder pressemøder. Men du hører ham. I den måde, Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl kommunikerer på, og hvis du ringer til partiets presseafdeling. Lixen har talt med pressechef Søren Søndergaard og fået et indblik i kommunikationen bag Folketingets tredjestørste parti.

Kristian Corfixen

Han har haft travlt. Et offentliggjort formandsskifte i partiet har ikke givet pressechefen tid til at læse avisen hjemmefra i seks uger. Og da Lixen fanger ham en sen formiddag på vej til Borgen, er det første gang i halvanden måned, at Søren Søndergaard ikke har været tvunget til at være en del af den københavnske morgentrafik. »Nu er stilheden ved at indfinde sig, og jeg valgte, inden jeg tog hjemmefra, simpelthen i dag at sidde hjemme med benene oppe, læse avisen og slippe for trafikkøen«, fortæller han gennem et mobilt headset bag rattet i sin bil på

vej på arbejde.

Morgenens telefontavshed har givet pressechefen mulighed for en enkelt dag med en lidt senere mødetid. Og det er uvant. Normalt møder Søren Søndergaard ind på sit Christiansborg-kontor før klokken otte hver morgen, hvor han som pressechef for Folketinges tredjestørste parti har travlt med at opsøge og blive opsøgt af journalister. »Specielt siden vi meddelte formandsskiftet, har jeg haft afsindigt travlt. I de sidste seks til syv uger har der været megen kommunikation med pressen, og meget har været envejskommunikation. Det har været pressen, der gerne ville have fat i os«, fortæller kommunikationseksperten tilfreds.

Søren Søndergaard er glad for den

dækning, der har været af Kristian »Det er et afhængighedsspil. Hvis tiers politikere kan rende ind i den Thulesen Dahl som ny formand, man har et godt politisk budskab, så kommende tid«. og pressechefen er ikke bleg for skal det ud og gjaldes op. Og dér er selv at betegne Dansk Folkepartis medierne nødvendige. Omvendt har Ikke kun mellemleddet seneste tids pressemøder som ”lige i medierne også brug for politikerne, Søren Søndergaard er i Dansk skabet”. Han fortsætFolkeparti ikke kun manden i teleter: fonen, du bliver »Men nu skal jeg nok stillet om til, hvis Vi lægger ikke skjul på, at vi mener, at også i gang igen med du vil have en politisk kommunikation handler om følelser. at ringe lidt rundt«. kommentar fra Når du skal have nogen til at lytte til et parti, så partitoppen. Han Et afhængighedsspil spiller ofte en aktiv skal du ramme deres følelser Det svinger meget, del i det, der bliver hvornår indgående opkald fra jourfor de har ikke noget at skrive om, sagt og citeret, når eksempelvis Pia nalister overgår de udgående fra hvis politikerne ikke har en mening«, Kjærsgaard eller Kristian Thulesen Søren Søndergaards tjenesteteleforklarer han og fortsætter: Dahl står foran snurrende diktafoner fon, som det har været tilfældet den »Som pressetjeneste er vi bindeledeller i debatprogrammer. seneste tid. Pressechefen bruger det mellem to parter, der begge har »Når politikerne har dannet dederfor, hvad han betegner som en fået rigtig meget mere travlt. Og så res politiske holdning, så skal jeg betragtelig del af sin tid på selv at opforsøger vi at forudse nogle af de hjælpe med, hvilken måde man søge medierne og synliggøre Dansk problemstillinger, som vores poud fra et kommunikations- og meFolkeparti. litikere, eller måske også andre pardieperspektiv bedst kan fyre det ud

”

FOKUS: KOMMUNIKATION

over rampen på«, forklarer han og fortsætter: »Er det bedst at sige det positivt – vi synes, vi skal have mere lighed – eller er det bedst at vende den negativt og slå nogen i hovedet med, at de ikke vil det? Eller måske er der også en tredje mulighed«.

Pressechefen er ikke bleg for at sætte mærkaterne ”taktik” og ”strategi” på den medierådgivning, han yder til partiets ledelse og folke-

”

er to tredjedele er danskerne koblet af allerede der«, fortæller han.

Et formål med showet Da Kristian Thulesen Dahl blev inviteret ind til DR-programmet ”Hos Clement”, endte invitationen hos Søndergaard. Sammen med den nye partiformand diskuterede han, om de skulle deltage. »Det, vi snakkede om, Kristian og jeg, var, hvad vi kunne forvente os

Hvis du kalder mig spindoktor, så tilføjer det yderligere noget negativt til min uddannelse.

Men kald mig, hvad du vil. Personligt rager det mig en papand

tingsmedlemmer. »Vi lægger ikke skjul på, at vi mener, at politisk kommunikation handler om følelser. Når du skal have nogen til at lytte til et parti, så skal du ramme deres følelser. Når en politiker sidder i en mørk habit og siger ”underskud på betalingsbalancen”, så

af Clement«, siger han og holder en pause. Søren Søndergaard bruger konsekvent ”vi”, når han fortæller om den måde, han og Thulesen Dahl forberedte at skulle debattere med kviktaleren Clement Kjersgaard. »Han er jo fræk som en slagterhund«, tilføjer pressechefen.

LIXEN | oktober 2012 | 19

Kommunikation. Søren Søndergaard står for både taktisk og strategisk sparring til Dansk Folkepartis ledelse og folke-tingsmedlemmer. Sammen med partiets pressetjeneste forsøger han at forudse problemstillinger, som partiets politikere - og andre politikere - kan risikere at stå over for. Foto: Carsten Lundager Besøget ”Hos Clement” bød på et indledende spørgsmål om et kontroversielt blogindlæg skrevet af Morten Messerschmidt, som ikke var aftalt mellem værten og partiformanden. Det var Kristian Thulesen Dahl ikke forberedt på, men Søren Søndergaard havde set flere af Clement-programmerne for at finde ud af, hvad det var, der kunne forventes. Og det var derfor med i pressechefens overvejelser inden programstart. »Det er et show. Og showet handler jo mere om Clement, end det handler om politikeren. Og det er noget af den mentale forberedelse hos en politiker, som jeg kan hjælpe til med. Jeg kan sige ”du skal være opmærksom på, at han vil afbryde dig”,

og så havde vi faktisk også drøftet Clements mani for plancher«, fortæller Søren Søndergaard og fortsætter: »Clement kommer altid med plancher, og det er altid nogle, der ikke er til din fordel. Han vil stille det op på en måde, så du ligner en klaphat«.

Kommunikationseksperten Søren Søndergaard er dog tilfreds med besøget i DR-programmet. Han mener, at Dansk Folkepartis nye formand formåede at få klapsalver og publikumsreaktioner nok til, at formålet med at sige ja tak til Clementinvitationen lykkedes. »Det at man i sådan et bombardement af spørgsmål og alt muligt andet er i stand til at svare igen, at kunne huske ting og være kæk og fræk og kan være sjov, det giver sådan en politiker en mega god publikumsopfattelse. Det er det, vi kan få ud af at sende dem ind til Clement«, fortæller han.

Kald mig hvad du vil Men er du spindoktor? »Jeg kalder mig selv pressechef, for det er det, jeg mener, jeg er. Hvis jeg var noget andet, så var jeg fuldstændig tilbøjelig til at sige ”så hedder jeg det”. Uanset hvor negativt, det er«, fortæller han og fortsætter: »Det der spindoktor, det var hypet fra USA. Og nogle herinde, dem, der har mit job, kan godt li’ den rolle. At nærmest være den, der redder partiet, som er i stand til at lægge en stor strategi og være Mr. Important, der

hele tiden taler i telefon«.

Så du bryder dig ikke om ordet ”spindoktor”? »I forvejen er journalister, politikere og brugtvognsforhandlere nogle forholdsvis negativt vurderede folk - vi deler bundpladsen. Så hvis du kalder mig spindoktor, så tilføjer det yderligere noget negativt til min uddannelse. Men kald mig, hvad du vil. Personligt rager det mig en papand«, siger han og tager et højst sandsynligt højresving i retning mod Borgen, hvor han snart ankommer til pressechefkontoret. »Jeg skal jo ikke vælges til noget«.

SØREN SØNDERGAARD Født maj 1963 i Aarhus.

Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1987 Blev ansat som pressechef i Dansk Folkeparti i 2005 Tidligere arbejde: Morgenavisen Jyllands-Posten, redaktionssekretær 1987-88.

Søndagsavisen, journalist, redaktionschef, chefredaktør og direktør 1988-2003.

Waterfront Communications, lobbyist og seniorkonsulent, 2003-2005 Projektchef og chefredaktør, Politikens Lokalaviser, 2005

Gode råd fra pressechefen Hvad skal vi vende os af med som journaliststuderende, når vi de første gange ringer til en presseafdeling? »I skal stoppe med det, jeg kalder et Watergate-kompleks. Der er mange journaliststuderende, der ringer og ikke vil fortælle, hvad deres opkald præcist handler om. De stiller lidt kryptiske spørgsmål og spørger ”hvis jeg nu siger det her, hvad siger du så?”. Stop det skuespil«. »I stedet for at få det til at lyde som om, at man i spørgsmålet indbygger en fælde, så spørg ligeud. Vi er trods alt for garvede til at hoppe på det andet, og vi bliver bare irriterede«.

Men at være åben omkring det, man vil, er det ikke noget, du siger for at hjælpe dig selv og ikke hoppe i en fælde? »Nej. Jeg har selv været journalist.

Og jeg mener, man kan få mere ud af at spørge åbent. Det der med at lyde lusket og smart, det tænder bare nogle alarmklokker, der ikke er nogen grund til at tænde hos en

”

om det i DF?”«. »Det kan selvfølgelig være fordi, I er nervøse eller tænker ”hold da op, nu skal jeg snakke med spin-maskinen”.

Men har man en god sag, så har man

Jeg vil måske sige ”vedkommende har travlt”, ”det må du spørge om i morgen” eller lignende, og så skal du nok tænke over, hvorfor det er så håbløst at få fat i en familieordfører

pressechef.

Jeg vil have, I spørger mere ligeud.

Sig ”jeg er ved at lave en historie, der handler om det og det, hvad mener I

en god sag. Den bliver ikke dårligere eller bedre af, at man laver noget ”nu skal jeg lige være smart-agtig”, for det er altså gennemskueligt«.

Når man taler med en presseafdeling som journalist, hvornår kan man så fornemme, at der er en god historie at hente - noget at komme efter? »Der kan være en indikation af det, hvis du får en gang sniksnak af den pressemedarbejder, du taler med.

Hvis det næste, der sker, det er, at i stedet for du får den politiker i røret, som du har spurgt efter, så ringer jeg dig op. Så er der måske noget«. »Jeg vil måske sige ”vedkommende

har travlt”, ”det må du lige spørge om i morgen” eller lignende, og så skal du nok tænke over, hvorfor det er så håbløst at få fat i en familieordfører.

Det kan være en indikation, hvis man ikke kan komme igennem«.

Pressechefen forklarer dog, at bare fordi noget umiddelbart ser

mærkeligt ud, så er det ikke altid, at der er en god journalistisk historie at hente. Typisk er der en helt almindelig, god grund til, at man ikke kan få fat i partiets politikere. krsoe11@student.sdu.dk

Foto: Carsten Lundager

FOKUS: KOMMUNIKATION

20 | oktober 2012 | LIXEN

Ekspert: Sociale medier skaber copy-paste-journalister Ét tweet og afstanden til modtageren bliver minimal. Thomas Bigum, ekspert i sociale medier, mener, at kommunikationen over sociale medier resulterer i copy-paste-journalister, der objektivt set kan betragtes som overflødige. DR-journalist Turi Kjestine Meyhoff er uenig

Mette Pørtner Jensen og Camilla Huniche Christensen

Med få tast og et klik er både politikerens, aktivistens og ekspertens statusopdatering fanget af det sociale medie. Journalisten sidder klar på den anden side. Kopiér og sæt ind. Kun et klik mere, og så er meddelelsen publiceret som artikel i et medie. Twitter og Facebook skaber copy-paste-journalister, og kan gøre journalister til et unødvendigt mellemled, mener Thomas Bigum, ekspert i sociale medier og stifter af tænketanken Social Academy. »Alle, der arbejder som mellemmænd, er udfordret. Med det mener jeg, at hvis man er en butik, der finder varer og sælger dem videre, så overlever man kun, indtil kunderne opdager, at de selv kan købe varen direkte. Det samme gælder, når internettet med sociale medier er der. Her kan forbrugerne selv finde nyhederne på internettet, og mellemmanden forsvinder«, forklarer Thomas Bigum.

Den del af journalistikken, som blot skal viderebringe information fra nogle til nogle andre, er dén, der er udfordret. For tweets og statusopdateringer skubber nyhedsjournalister af banen i kapløbet om at komme først med historierne, mener han. »Du er velkommen til at lave en nyhedsartiklen til mig om fire timer, men jeg ved det allerede godt! Tid og afstand er taget ud af ligningen, og budbringeren på hesten, der ridder ind i landsbyen med nyt fra landets fjerne egne er ikke længere nødvendig, fordi vi, forbrugerne, godt selv kan komme til kilderne«.

Nyhederne er også på Facebook Men netop rollen som mellemmand vælger DR at give ekstra opmærksomhed i nyhedskapløbet. Derfor har Turi Kjestine Meyhoff og Lars Damgaard Nielsen siden midten af august trawlet igennem det hav af holdninger, sniksnak og sladder, som findes på de sociale medier.

De to udgør nemlig besætningen på DRs nye redaktion Social Media Desk. En redaktion, hvis eneste formål er at fiske på Twitter og Facebook efter gode historier og nyheder.

Illustration: Mette Pørtner Jensen

»Undskyld, jeg har ikke tid til at snakke nu. Jeg er lige i gang med en stor historie«.

Det første opkald til Turi Kjestine Meyhoff bliver afbrudt. Da hun igen er i røret, får vi forklaringen.

Historien er artiklen ”Tivoli under massiv beskydning efter pels-aftale”.

En historie, som de fik i nettet, da de fangede en tilfældig statusopdatering, der lød: ”Åårh, hvor ser det vildt ud på Tivolis Facebook-side!!”.

Og med alle de tilhørende kritiske kommentarer, så de med det samme, at der var grobund for en god nyhedshistorie.

Spørger man Turi Kjestine Meyhoff, om de sociale medier ikke bare gør nyhedsjournalister til et unødvendigt copy-paste-led mellem de sociale medier og forbrugerne, er hendes svar et entydigt nej.

»Dét synes jeg ikke. Overhovedet. For det første handler det om, at man sagtens kan sidde som Facebook-bruger og like noget eller, at ens venner liker noget, men man ved ikke, hvad historien bag er.

Man ved heller ikke, om det faktisk er en stor bølge eller noget ubetydeligt.

Så det er her, vi tager fat på nogle tendenser«, forklarer hun.

Turi Kjestine Meyhoff nikker alligevel genkendende til påstanden om copy-paste-journalistik. Men hun mener ikke, at det er anderledes end arbejdet med en pressemeddelelse.

Tiden er rammen for den kamp, der er om at komme først, og derfor er det nogle gange nødvendigt at citere en Facebook-opdatering, publicere den og først derefter arbejde videre med historien og uddybe den.

»Men det er stadig de journalistiske dyder som kritisk sans, nysgerrighed og at kunne se en vinkel, der gælder.

At bruge de sociale medier er bare en ny måde, som vi interagerer på«, påpeger hun. mettj11@student.sdu.dk camch11@student.sdu.dk

FOKUS: KOMMUNIKATION

LIXEN | oktober 2012 | 21

Kommunikation tøjrer dig ikke til kontorstolen En praktikplads i en kommunikationsstilling er ikke lig med skrivebordsarbejde og bunker af pressemeddelelser. For Kitt Kristensen har praktikken budt på mindre stress, mere tid til den gode hi-storie og en tur på hovedet i en svensk propelflyver

»Jeg tror, at det har været godt at vælge et mindre sted. Vi er to praktikanter herude, og vi er bare blevet kastet direkte ud i det. I den stilling, hvor jeg sidder nu, der fylder man en fuldtidsstilling ud. Det er i hvert fald ikke et praktikantskånejob«, siger hun.

Tid til fordybelse og fejl Selvom der ikke er tale om et skånejob, så oplever hun alligevel en lettelse ved at være væk fra nyhedsverdenens tempo og stramme deadlines. »Selvfølgelig er der deadlines her, men det føles som om, man har mere tid til det end ellers. Man har tid til at fordybe sig og tid til de gode historier. Det vigtigste er ikke, at historien kommer ud lige nu og her. Det vigtigste er, at dét, der kommer ud, er rigtig godt «, forklarer hun.

Udover glæden ved at kunne aflevere et velpoleret produkt, så mener Kitt Kristensen også, at der er tid til at blive en bedre journalist. »Du har tid til selv at gå ud og lave dine egne fejl, uden det kommer til at vælte hele læsset. Du kan selv finde ud af, hvordan du skal gribe det an.

Fremfor, at der er en eller anden, som fører dig igennem det, fordi det skal gå lidt hurtigt. Det, synes jeg, giver én nogle gode redskaber til at blive meget bedre«.

Mads Ellegaard Hansen

Før årets Store Match Dag havde Kitt Kristensen et klart mål. Drømmepladsen hed hverken Politiken, Ekstra Bladet eller TV 2. Faktisk lå ingen medier i top 3. I stedet indtog kommunikationsstillinger hos Flyvertaktisk Kommando, Grundfos og Lego podiepladserne i Kitt Kristensens praktiksøgning. »Jeg var simpelthen blevet fed up af nyhed, nyhed, nyhed på studiet.

Og det med, at man hele tiden havde skarpe deadlines. Der var ikke rigtig tid til at fordybe sig i nogle ting, og det ville jeg egentlig gerne væk fra«, siger hun.

Drømmen om praktik hos Flyvertaktisk Kommando blev indfriet i Aarhus, og siden august har Kitt Kristensen kunne kalde Flyvestation Karup for sin hjemmebase. Her er hun blevet en del af en kommunikationsafdeling på fem ansatte.

Vejlederen sidder et skrivebord væk, og medpraktikanten fra DMJX sidder klar til sparring.

I luften. Kitt Kristensen foran Flyverskolens Saab T17-fly. Udover flyveturen har praktikken også budt på en reportagerejse til Grønland, hvor Kitt Kristensen dækkede en international katastrofeøvelse. Privatfoto lighed for at søge den gode historie blandt Flyvevåbnets 3.500 ansatte.

Og der er sjældent langt mellem de gode historier. Og de gode oplevelser. »Jeg skulle skrive en historie om, at flyveskolen startede op igen. Da jeg kom derud, så sagde ham, jeg havde snakket med ”Du kan sgu’ da ikke skrive om sådan noget, uden at have været ude og flyve med os.

Så tænkte jeg ”Nej, det kan jeg da ikke”« Snart sad Kitt Kristensen spændt fast i et af Flyvevåbnets Saab T17træningsfly, mens piloten kommanderede det lille cigarrør ud i loops og flyakrobatik. Og pludselig sad hun selv med styrepinden til det svenskbyggede propelfly.

Historier på egen hånd Hverdagen i kommunikationsafdelingen har ikke været præget af kontortjanser eller pressemeddelelser.

I stedet har Kitt Kristensen fået mu-

GF

»Det havde jeg overhovedet ikke forventet. Artiklen kunne jo godt skrives, uden jeg havde været i flyveren, men det gav jo en helt anden indsigt, at have prøvet det. Man skriver på en anden måde. Og så var det jo fedt at prøve. Hvis man tør og gider, så får man masser af action«, forklarer hun.

Blæksprutte med bredde Stillingen hos forsvaret har givet Kitt Kristensen mulighed for at få hvæsset æggen på flere af de journalistiske værktøjer. Både skrift, foto og tv bliver dagligt taget i brug, når historierne fra flyvebasen skal formidles videre. »Det, der nok adskiller den her stilling fra at være en klassisk avisjour-

nalist, det er, at den er meget bredere.

I den forstand, at jeg får lov til at lave så mange forskellige ting. Jeg er ikke bundet af, at jeg skal skrive. Hvis jeg føler for, at jeg hellere vil lave noget tv, så skal jeg bare finde en historie, som egner sig til tv – og så kan jeg gå ud og filme det«.

Praktikkontrakten med Flyvertaktisk Kommando udløber den 31. juli 2013. Og Kitt Kristensen er parat til en fremtid i kommunikationsverdenen, når uddannelsen er overstået. »Jeg tror, jeg kommer til at fortsætte i det her - det kunne måske godt blive noget magasin på et tidspunkt, men ellers kommunikation. Det passer til mit temperament«, afslutter hun. madha11@student.sdu.dk

LixenValg

Vil du også være med til at bestemme, hvad der skal på forsiden af Lixen?

Så stil op som chefredaktør - alene, med din makker eller dine to bedste venner. Tirsdag den 27. oktober kl.12 - 13 holder vi informationsmøde om valget og dét at være chef-redaktør. Har du nogle spørgsmål, så skriv til Kristian Corfixen (krsoe11@student.sdu.dk) eller Christine Brink (chkje11@student.sdu.dk). Du skal stille op, fordi:

Lixenvalget bliver afgjort torsdag den 27. november, hvor alle studerende på Center for Journalistik skal stemme om, hvem de synes, der skal være de nye chefredaktører på Lixen.

PANIK-TEMA

Mangel på fotofærdigheder

PRISUDDELING

SUPERJOURNALISTEN

Lixen

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 14. årgang | 2. nummer | april 2012

Bro og co. vil stramme eksamenskrav Center for Journalistik overvejer fremover at offentliggøre eksamensartikler på internettet. Det skal ske for at forhindre eksamenssnyd.

Christine Brink

Sagen om en studerende, der blandt andet er beskyldt for at fuske med kilder, kan få konsekvenser for de journaliststuderende på SDU. Center for Journalistik overvejer nu at offentliggøre alle 1. semesters eksamensartikler på Medietorvet.dk. »Det er noget, vi tidligere har gjort. Men vi gik væk fra det, fordi der var nogle af vores studerende, der oplevede, at journalister i branchen stjal deres idéer eller i hvert fald lod sig kraftigt inspirere af nogle af eksamensopgaverne«, siger centerleder Peter Bro. Tiltaget blev diskuteret på et medarbejdermøde i marts. Underviserne er enige om, at der skal strammes op for at undgå eksamenssnyd i fremtiden. På mødet diskuterede de, om der skal sættes flere penge af til stikprøvekontrol af de studerendes kilder. Man diskuterede også, om studiet skal lægge mere vægt på den journalistiske etik, når de nye studerende starter. Èn ting er dog sikkert: I fremtiden tjekker underviserne samtlige opgaver i Syddansk Universitets nye plagieringssystem, Safe Assignment.

KaJO kritiserer Offentliggørelserne af artiklerne på internettet møder kritik fra KaJO, de journaliststuderende på SDUs fagforening. Her mener man, at det

Foto: Bjørn Hvidsteen

Medietorvet.dk. Undervisere overvejer at lægge fremtidige eksamensartikler på nettet. hæmmer de studerendes mulighed for at sælge deres artikler og få noget på CV’et. »Vi synes, det er en rigtig dårlig idé, at vores eksamensopgaver skal offentliggøres. For hvem vil købe noget, der allerede ligger på internettet?«, siger formand for KaJO, Nanna Cecilia Pedersen.

Peter Bro er opmærksom på problematikken.

Han er ærgerlig over, at studiets behov for at stramme op kommer til at gå ud over de studerende. »Desværre er vi blevet bragt i en situation,

der kræver en kontant reaktion. Vi kan ikke leve med, at der skal herske tvivl om, hvorvidt vores studerende kan finde ud af at opføre sig ordentligt«, siger centerlederen.

KaJO er dog positive over for en løsning med udvidet stikprøvekontrol af kilderne. Som det fungerer nu, afleverer de studerende en liste med kontaktoplysninger på deres kilder, og underviserne ringer til omkring en tredjedel.

I fremtiden overvejer Peter Bro at sætte flere penge af, så halvdelen eller derover får en opringning fra Center for Journalistik.

Foto: Bjørn Hvidsteen

Ingen net-publicering på RUC og DMJX På de to journalistuddannelser i Aarhus og Roskilde bliver de studerendes artikler ikke publiceret på internettet Og på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har man ingen planer om at ændre denne ordning. »Hvis vi går ind og publicerer dem i vores regi, før de er solgt til et medie, så mener vi, at vi kan have et problem i forhold til de studerendes copyright«, siger uddannelseschef på DMJX Henrik W. Jørgensen.

For de studerende på DMJX er det frivilligt, om man vil offentliggøre sine artikler på studiets hjemmeside. Men Henrik W. Jørgensen understreger, at alle artikler skal kunne tåle offentliggørelse.

På RUC’s journalistuddannelse publicerer man som udgangspunkt heller ikke de studerenes artikler på internettet. Studieleder Mark Ørsten vil nu overveje, om det er noget studiet skal gøre fremover. Både på RUC og i Aarhus faktatjekker man de studerendes kilder.

Mark Ørsten fortæller, at RUC kontrollerer af flere grunde. »Vi ringer også for at høre, om kilden har følt sig godt behandlet. Hele processen bag opgaven er også en del af det«, siger studielederen.

Håndværksunderviserne på SDU skal vende de konkrete forslag til stramninger inden næste semesterstart. Derefter bliver forslagene taget op i Studienævnet. Det er derfor endnu ikke besluttet, om tiltagene bliver vedtaget.

Huxi Bach

chkje11@student.sdu.dk

fortæller om at være Vestens Tiger, befinde sig i et ingenmandsland, have fire års fravær på Journalisthøjskolen, springe fra DR til ekstrabladet.tv, kæmpe for frie redaktionelle hænder, finde den helt syrede vinkel, blæse ubetydelige detaljer op, være nyhedsjunkie, holde sit privatliv hemmeligt, spille i tarvelige røvballebands, slås med Clement Kjersgaard og om næstekærlighed til både mennesker og samfund.

Læs portrættet på side 13

En rundspørge viser, at over halvdelen af de journaliststuderende ingen erfaring har med at tage billeder. De efterlyser fotokurser.

Kendisfaktor vokser

Sørine Gotfredsen kritiserer journalistbranchens kendisfikserede udvikling.

Scoop med Skyum

Rune Skyum kommenterer rubrikker, fortæller om fredags-øl og sine forventninger til jobbet som ny mediesprogslærer på SDU.

Lixen

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 14. årgang | 1. nummer | marts 2012

Journaliststuderende dyrker kun konflikter Christine Brink, Christina Nordvang Jensen

Studerende fra Center for Journalistik fokuserer kun på de negative historier, lyder kritikken fra Odense Kommune. »Kritiske historier – det gør vi ikke mere«, lød meldingen fra By- og

Kulturforvaltningen i Odense Kommune, da en journaliststuderende fra Center for Journalistik ringede.

I dag er tonen en anden. Afdelingen hilser kritisk journalistik velkommen. Men kontorchef Thomas Japp og trafikplanlægger Connie Juel Clausen kritiserer de journaliststu-

derendes tilgang til journalistikken.

De studerende fokuserer kun på konflikter og fortæller aldrig den positive side af historie, lyder kritikken. »Vi har følt os skamridt og misbrugt«, siger Connie Juel Clausen.

Hun mener ikke, at skatteborgerne får noget ud af, at hun bruger sin tid

på de studerendes kritiske historier.

De to ansatte har også en anden kritik af de studerende. Journalistaspiranterne har ikke styr på deres udstyr, de er uhøflige og koordineringen af opgaverne på studiet fungerer ikke. »Man kan blive rigtig, rigtig

... du får lov til at have ansvaret for en avis, der udkommer i 1.000 eksemplarer. ... du kommer til at skrive artikler, der bliver læst af andre end din håndværkunderviser. ... du holder pennen ved lige, når du skal have håndværksfag som radio og tv. ... du får træning i at skrive, organisere, være kreativ, presseetik og opsætning af en avis i InDesign ... du får lov til at være med i hele processen - fra idé til produkt. ... du får otte gode weekender om året med dine nye bedste venner: Lixen-redaktionen!

irriteret, når I ringer og siger: “Jeg er journaliststuderende. Ring!”«, siger Connie Juel Clausen.

Lixen tog en tur på kommunen til en snak om kritisk journalistik.

Fortsættes på side 3

Brügger og Bertelsen »Jeg tror ikke, at jeg havde overlevet Danmarks Radio, hvis Mikael ikke havde været der. Man er afhængig af at have nogen, man har et fælles sprog med«.

Sådan fortæller Mads Brügger, da Lixen møder ham og Mikael Bertelsen på et kanalchefkontor i det indre København De to er efterhånden blevet synonym med hinanden. Gennem ti år har makkerparret leget frit med form og funktion i mediebranchen - med både succes og maveplaskere til følge.

I månedens portræt fortæller Brügger og Bertelsen om deres første samarbejde. De fortæller om forskelligheder, om at være uenige som udgangspunkt og om forudsigeligheden, der møder dem med kassetænkning og konformitet.

Skævhed er ikke et udgangspunkt for de to, men det er som oftest den måde, der er bedst til at ramme det, de søger.

Læs portrættet på side 9

FOKUS: RUSTUR

Oplev Panikdagen!

Journalist uden mobil og computer

Lixen

Praktikfag på skemaet

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 14. årgang | 3. nummer | maj 2012

Studerende stresser over CV-ræs Fire ud af fem studerende på Medietorvet føler ikke, at det er nok kun at følge med i undervisningen på studiet. I hvert fald ikke, hvis man vil have en god praktikplads. Studieleder Karsten Baagø kalder praktikken et problem.

Kristian Corfixen

112 studerende har deltaget i en undersøgelse, Lixen har foretaget. Her svarer 81 %, at de ikke føler, studiet i sig selv er nok til den gode praktikplads. Og det resulterer i pressede og stressede elever. I Lixens undersøgelse fremgår det, at 64 % har følt sig negativt påvirkede, når de har kigget på deres studiekammeraters journalistik ud over studiet.

Studieleder på Center for Journalistik, Karsten Baagø, mener, det er problematisk, at de studerende har et så skarpt fokus uden for studiet.

»Lige nu står vi med et problem, som vi erkender, men som der ikke er nogen umiddelbar løsning på«, fortæller han.

Studielederen møder selv de stressede studerende, når de kommer på hans kontor og græder. »Og det er på ingen måde et kvalitetsstempel for en uddannelse«, forklarer han.

Lixen har samlet fem studerende fra 2. semester for at diskutere de studerendes CV-fiksering. Alle har de oplevet, hvordan stressen over praktikfordelingen indfandt sig allerede tidligt på studiet. »Det går lidt i arv, det praktik-ræs«, forklarer Sebastian Abrahamsen.

Sammen med hans medstuderende kommer de med på bud på, hvordan man kunne nedtone CV-ræset. De diskuterer tomme undervisningslokaler, praktik-prioriteringer og panik-tendenser.

Læs debatten og se Lixens undersøgelse på side 5 - 7

Oplev Panikdagen!

Eksamensguide

Journalist uden mobil og computer Videnstesten giver clicks

Lixen

Praktikfag skemaet Når danskpå presse går agurk

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 14. årgang | 4. nummer | juni 2012

Mød op til eksamen eller vent et år

Kan du ikke møde personligt op til eksamerne, så er det bare ærgerligt. Nogle eksamener er såkaldte stedprøver, hvor man selv skal være tilstede - også for at aflevere blankt. Ellers må du ikke komme til omprøve.

Kristian Corfixen

Er du blevet tilbudt et fedt, studierelevant job i eksamensperioden? Så skal du forberede dig på at vente et år med at blive færdig med semesterets eksamener.

2. semesters eksamen i Offentlig Forvaltning er en såkaldt stedprøve. Det betyder, at hvis du skal have lov til at gå til omprøve med dine medstuderende i august, så skal du møde op i juni og aflevere blankt.

Dispensation Nicklas Vinde Mathiassen er blevet ansat til at lave journalistik fra EM i Ukraine. Det er et eftertragtet og studierelevant job, men arbejdet i Ukraine

ligger oven i eksamenerne i juni.

Derfor tog han allerede i november kontakt til centerleder på Center for Journalistik, Peter Bro. Ud over i faget Offentlig Forvaltning, er eksamenerne ikke stedprøver, så Nicklas Vinde Mathiassen søgte om dispensation til at udskyde sin eksamen i dét enkelte fag.

I dag er der truffet afgørelse i Studienævnet, og Nicklas Vinde Mathiassen kan fortsætte på studiet, selvom han ikke møder op til eksamen i Offentlig Forvaltning. Dog må han ikke tage omprøven efter sommerferien med sine studiekammerater. Han skal vente et år, fordi han ikke personligt kan møde op og aflevere blankt til juni-eksamen.

Læs om sagen på side 3

FOKUS: Er breaking news for brugt?

Breaking news-banneret er til trods for sin alder en inkarneret del af det danske mediebillede. Lixen sætter breaking news til debat i månedens FOKUS.

FOKUS. Kvinder læser mandemagasin. Debatten bobler, når kvindemagasinernes indhold diskuteres. Få et smugkig i magasinernes verden med forargelse, penge og underholdning i månedens fokus.

Indblik i Østergaard Bag de politiske analyser fra Politikens Hus på Rådhuspladsen gemmer sig en målrettet kvinde med rødder i det midtjydske.

Tinne Hjersing Knudsen

Politikens politiske redaktør Mette Østergaard pendler mellem mediet i København og manden i Moskva. Hun ser et demokratisk problem i, at spindoktorer laver ringmur om de danske poli-

tikkere. Personlige rådgivere forsøger altid at binde journalister noget på ærmet, og derfor er det vigtigt at have sit bullshit-filter tændt, når ens arbejdsplads hedder Christiansborg.

Mette Østergaard mener, at det er nødvendigt at holde snor i partisoldater og folkevalgte.

Selvom politikkerne har et utak-nemmeligt job.

Læs portrættet af Mette Østergaard på side 13-15

Chefredaktør Christian Jensen

»Min gode ven sagde til mig “Christian, du er faktisk

en stor idiot. Og du bliver en endnu større idiot, hvis du tager ind på Journalisthøjskolen”«.

Vi kender det alle sammen - det karakteristiske gule banner med de sorte bogstaver, der fortæller, hvor man som læser skal klikke, eller hvornår man som seer skal være opmærksom.

Breaking news lokker os på nettet, på tv og på alle tider af døgnet, når sms’er opdaterer om verdenssituationen.

Breaking news-mærkatet giver medierne mulighed for at skilte med de store, sensationelle og uventede nyhed. Men er det nu altid den definition, man kan sætte på breaking newsnyhederne?

Jannie Møller Hartley er medieforsker på RUC, og hun synes, der er gået inflation i begrebet. Hun mener, at almindelige nyheder for ofte bliver serveret som breaking news. Noget der ifølge hende får begrebets værdi til at falde.

Ikke alle er enige med Jannie Møller Hartley, og debatten om det gule banner fortsætter rundt omkring i danskernes stuer, på Medietorvet og på landets redaktioner.

Lixen har i denne måneds FOKUS set nærmere på breaking-begrebet. Læs debatten om begrebets rolle, når medieforskeren, chefredaktøren på Berlingske og TV 2’s nyhedsdirektør sætter ord på deres holdninger.

Få et smugkig i TV 2 News’ nyhedsunivers og se, hvad der sker når vi sms-flirter med Politikens Christian Lindhardt om de populære breaking-sms’er.

Lixen

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 14. årgang | 5. nummer | september 2012

Mere end hver fjerde dumper faget Offentlig Forvaltning Christine Randa

De nuværende 3. semesterstuderende måtte i juli erfare, at 28 procent af årgangen var dumpet faget Offentlig Forvaltning. Den høje dumpeprocent har skabt undren og debat på Center for Journalistik.

Da 4 procent ikke mødte op eller afleverede blankt, og 24 procent fik 00, endte denne sommers dumpeprocent på 28 i faget Offentlig Forvaltning. Til sammenligning dumpede 13 procent året før.

Den høje dumpeprocent undrer ledelsen og fagets undervisere.

Fagansvarlig, Johannes Michelsen

har svært ved at komme med et bud på, hvorfor så mange måtte skifte krimi, solhat og kolde øl ud med svedige håndflader og reeksamen. Hans bud er, at forventningsafstemningen kan have haltet.

Hos de 3. semesterstuderende har debatten om den knap så flaterende dumpeprocent gået gennem cyber-

space og over skrivebordene. Her er buddene mange.

Eksamensformen får ord som oldnordisk og uforståelig med på vejen, og den manglende forventningsafstemning får at vide, at den har gjort eksamenslæsningen svær og kravene nemme at undervurdere. Og så bliver der stillet spørgsmålstegn ved, om

faget overhovedet indeholder viden, som er så essentiel, at den bør sidde på rygraden.

Hvad siger Johannes Michelsen til de studerendes argumenter? Og skal Offentlig Forvaltning gennem en forvandling, inden faget igen indtager kolonner i skemaet på 2. semester?

Læs debatten på side 3

Jens Nauntofte

”

Jeg har altid ment, at man skulle være lige midt i centrum af historierne - om muligt i orkanens øje. Der kan man sidde og se alt.

Det er dér, oplevelserne ligger

Læs mere om breaking news og følg debatten

Jens Nauntofte har siden sin første rejse i hans unge 20’ere befundet sig i centrum af verdens begivenheder. Det har gjort ham til en ustoppelig storyteller med en historiefyldt kuffert.

På nuværende tidspunkt er han fuldt beskæftiget med sin seneste bog om Det Arabiske Forår. Og resten af året er udsigten fra lejligheden på 14. sal i Carlsbergsiloen på Vesterbro skiftet ud med lufthøjderne fra et fly. Både Berlin og Mellemøsten kalder igen på den erfarne journalist.

i månedens FOKUS-sektion på s. 11-14

Læs portrættet på side 15-17

Oplev Panikdagen!

Medietæmmer fra DF

Dommedag er aflyst Journalist uden mobil og computer

Lixen

Praktikfag på skemaet Jern Henrik

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 14. årgang | 6. nummer | oktober 2012

Studerende arbejder gratis Mere end hver tredje journaliststuderende har lavet ulønnet journalistisk arbejde for medier under deres studietid. Det viser en undersøgelse, Lixen har foretaget.

Christine Brink

En byline er ofte den eneste belønning journaliststuderende får, når de skriver artikler for medier, virksomheder eller organisationer. Lixen

har lavet en undersøgelse blandt 152 studerende fra Center for Journalistik. 60 procent af de adspurgte har prøvet at arbejde gratis, og 37 procent af dem har har lavet ulønnet arbejde under deres studietid.

Det gratis arbejde spænder over alt fra artikler for større og mindre dagblade til pressemeddelelser for den lokale tennisklub. Ifølge Lixens undersøgelse er CV og erfaring den primære årsag til, at de studerende

arbejder gratis. Men det ulønnede arbejde er problematisk for det journalistiske arbejdsmarked, lyder kritikken fra freelancejournalist Signe Wenneberg.

Hun advarer de studerende mod at arbejde gratis. »De skal huske på, at de er med til at grave deres egen grav, hvis de underbyder sig selv nu. For så skaber de en forventning hos arbejdsgiverne om, at de ikke skal have løn for det,

de er uddannet til«, siger Signe Wenneberg.

Ingen overraskelse Resultaterne af Lixens undersøgelse overrasker dog ikke den garvede journalist. Hun troede faktisk, at procenterne ville være højere. »Som gammel rotte i faget får jeg altid at vide, at hvis jeg ikke vil arbejde gratis, kan de bare tage en af de gratis unge«, fortæller hun.

Næstformand i Dansk Journalistforbund, Lars Werge, synes umiddelbart, at det er mange studerende, der arbejder gratis. »Det er jo et tegn på, at der findes et form for gråt marked ved siden af det etablerede. Der er journalistisk arbejde, der bliver udført af folk, som ikke tager penge for det«, siger han.

Læs mere på side 4-5

Den

anonyme

blotter

”

I gymnasiet var jeg ret sikker på, at jeg var sådan en, der faldt i et med tapetet. Hvilket var herre naivt at tro, for alle folk vidste godt, hvem jeg var.

Om ikke andet så på grund af min far. Men også fordi, at jeg konsekvent var den, der var fuldest til festerne, altid endte oppe på et bord eller var med i et band.

En radiovært fra P3 byder os indenfor i hendes boble af anonymitet. Vi hører om den barndom, der gav hende en forkærlighed for tv-mediet og en skræk for skærmen, og om en søgen efter en anonymitet, som kan være lidt svær at opretholde, når man hurtigt kommer til at blotte sig i radioen.

Velkommen til den anonyme blotter og hendes optiske bedrag.

Læs portrættet på side 13-15

OPINION

22 | oktober 2012 | LIXEN En praktikant fortæller Kære Lixen og alle jer andre på Medietorvet

Her får I en hilsen fra IDG, der blandt andet huser Computerworld i det mondæne Herlev. Overordnet set går det rigtig godt. Folk er søde og rare – og ikke mindst sindssygt dygtige. Jeg har endda fået en lommelærke med Fernet Branca-logoet indgraveret af en af de garvede journalister herude. Det er ægte kærlighed.

En af de helt store glæder ved praktikken er at opleve, hvordan folk er meget positivt stemte, når man ringer og fortæller, at man er journalist frem for journaliststuderende. Det kan I godt glæde jer til.

Jeg har ikke mødt ret mange computernørder herude. Til gengæld er de vilde med cykler. Huset er til tider en ren spandex-borg.

Nå, nok om det. I vil jo gerne høre lidt om, hvad JEG har bedrevet her i huset i de seneste mange måneder.

Siden første februar i år har jeg talt med en hel masse interessante personligheder. Den ene dag talte jeg i telefon med indehaveren af en lille computerbiks, i den nordjyske metropol Sindal med hele 1000 indbyggere, om livet som selvstændig it-forhandler.

Et par dage senere stod jeg ansigt til ansigt med teknologi-direktøren fra mægtige Intel i det helt store it-mekka San Francisco. I USA oplevede jeg hysteriet omkring en eller anden ny telefon med et afgnasket æble på bagsiden. Den blev lanceret under 100 meter fra det sted, hvor Intel holdt en tre dage lang event.

Det skal dog ikke handle om San Francisco, som jeg kunne skrive flere bøger om. For jeg har også oplevet sære og fantastiske ting i Danmark. Jeg har siddet i ”bagagerummet” af en elbil på Roskilde Festival, hvor jeg fandt ud af, hvor meget Roskilde Festival og en flygtningelejr har til fælles, når det kommer til it.

Når jeg ikke har været på ”udflugt”, har jeg undret mig over, om en iPad er så fantastisk en ting. Kunne den erstatte arbejds-pc’en? Det var der sjovt nok delte meninger om.

Noget af det bedste ved Computerworld er den store frihed til at kaste sig ud i journalistiske projekter. De stoler på dig, selvom du bare er praktikant. Har du en ide, så kører du bare…

Det blev til rigtig mange historier om svindlere, der fupper intetanende kunder via deres mobiltelefoner. I foråret fik det teleselskaberne til at reagere og blokere en sms-tjeneste, der blev brugt til det formål. Eller da CBB annullerede en regning på næsten 20.000 kroner til en kunde på grund af en fejl i deres systemer. Så føler man pludselig, at man gør noget nyttigt – også selvom man ”bare” er på et ”nichemedie”.

Jeg kan derfor kun anbefale jer at besøge Computerworld, når I nu skal ud til åbent hus om ikke så længe. Der er så hyggeligt.

De bedste hilsener Robert Hendel

Meninger

Op med humøret! dringer. Og det er noget helt andet.

Lad mig komme med tre gode grunde til ikke at kaste sig over en anden uddannelse på SDU – men holde fast i faget – og blive i branchen:

Ralf Andersson, tv-underviser SDU

Hovederne trækker sig længere og længere ned mellem de hængende skuldre. Stille ansigter spænder fra tænksomme over bekymrede til noget, der minder om begyndende frygt blandt de mange fremmødte.

Det er tirsdag og medietorvstid.

Pernille Tranberg, digital udviklingschef på Berlingske, taler om fremtiden i mediebranchen. Ordene kommer let og ubesværet ud over tændernes gærde.

Men den digitale glaskugle, hun kigger ind i, er langt fra let og ubesværet. Den har til tider mere karakter af dommedag: Traditionelle journalistjobs er på vej ud, der bliver færre faste stillinger, I skal regne med meget lavere lønninger end i dag, fuldautomatiske søgemaskiner vil overtage en del af nyhedsrepor-

ternes arbejde og levere maskingenereret indhold, og udenrigskorrespondenter er en uddøende race….

Jo, der var nok af argumenter til, at en ung og håbefuld journaliststuderende ville få ordineret en stang lykkepiller for at kunne gå den dystre fremtid i møde.

Men er det nu så slemt – går det kun én vej, nemlig ned af, og er det eneste spørgsmål, hvor hurtigt det går? Det korte svar – og ærlige svar - er Nej. Ingen tvivl om, at aviserne er pressede, og at oplagene dagligt taber flyvehøjde. Sikkert er det, at der kommer flere sammenlægninger og sparerunder.

Men der ER muligheder. Masser af muligheder. Branchen og det journalistiske håndværk er ikke på vej til at forsvinde eller uddø. Tværtimod.

Men det står midt i massive foran-

1) Der er mere end nogensinde brug for uddannede journalister: Det, der i fremtiden bliver en skrigende mangel på og behov for, er originalt indhold.

Mængden af informationer, oplysninger og ligegyldige nyheder vil kun stige, - hvad der er brug for er nogle, der kan skille tingene ad, prioritere, forklare relevante sammenhænge og sætte det hele i perspektiv.

Nogle, der kan hjælpe den almindelige borger med at navigere rundt og finde mening og forståelse i den tsunami af informationer, der konstant vælter ned over os. Nogle, der kan være folks GPS i informationsstrømmen og guide os gennem kaoset. Ikke for at fortælle, hvad der er rigtig og forkert, men for at give folk mulighed for at forstå og selv tage stilling.

Det kræver viden og indsigt at kunne det. Og DET kan journalister.

Det er det, vi uddanner os til. Og DET vil der være brug for – i stigende grad. På alle medieplatforme.

2) Nye jobs og muligheder opstår Det er vigtigt at forstå, at journalistfaget ikke er ved at uddø, men til gengæld er på vej gennem store forandringer.

Ja, en række traditionelle jobs forsvinder, men nye opstår samtidig. En del vil ligge på de digitale platforme

og sociale medier. Også her er det journalistiske håndværk stadig det grundlæggende – fundamentet.

Redskaberne, der skal bruges til at få historierne ud over rampen, er til gengæld nye. Det handler om digitale værktøjer og metoder, som vi skal lære at bruge.

Det prøver vi at være på forkant med her på Center for Journalistik på SDU, og det er noget, der hele tiden skal udvikles for at skabe det bedste afsæt for jer, når I rammer virkeligheden - som praktikanter eller nyuddannede. En række nye projekter her på stedet om digital journalistik handler netop om dette: at kunne se de muligheder og indgange, der opstår i en branche under konstant forandring. Så de journalistiske jobs ER derude – nu blot i ny digital forklædning med nye funktioner.

3) Der er tale om udvikling – ikke afvikling Historien viser, at det er i knapheds – og krisetider, når der mangler ressourcer, at udvikling og innovation har de bedste betingelser – og for alvor rykker. Det er, når tingene er pressede, når nødvendigheden kræver det, at udviklingen tager sine tigerspring. Det er simpelthen en naturlov viser al erfaring.

Da jeg blev uddannet som journalist i slutfirserne (JA, det er mange år siden…), var der i den grad også dommedagsstemning og endeløs krisesnak inden for journalistfaget.

Lokale dagblade lukkede på stribe, og arbejdsløsheden for specielt nyuddannede var tårnhøj.

Hvad skete der så? TV 2 og regionerne dukkede op, tv-markedet eksploderede i det hele taget, aviserne fik voksende online-redaktioner, gratisaviser så dagens lys, og private og offentlige virksomheder fik for alvor øjnene op for, at det var en god idé at ansætte uddannede journalister i den voksende presse – og informationsafdelinger.

Med andre ord: Branchen udviklede sig pludselig i enorm grad.

Og væk var arbejdsløsheden – og i stedet steg efterspørgslen og lønningerne.

Nu har vi så krisestemning igen.

Og så begynder idéudviklingen og innovationen igen at røre på sig for alvor. Det skaber nye jobs og muligheder. Tro mig – sådan er det.

Men man skal selv have øjne og øre åbne for de nye muligheder.

Et klogt ordsprog siger: Når det blæser op til storm, bygger nogle læhegn.

Andre vindmøller…

Se mulighederne. Også på den lidt længere bane. Og stil realistiske krav til dig selv. Tro ikke, at du nødvendigvis skal være stjerneudenrigskorrespondent som 28-årig og have været indstillet til en Cavling. Måske jobbet på en lokal webredaktion, hvor du kan få masser af erfaring slet ikke er så tosset. Og måske fører det noget helt andet og endnu mere spændende med sig.

Jeg siger ikke, det er let. Men jeg siger, at mulighederne er der. Så op med humøret. Dommedag er aflyst.

God vind!

Ralf Andersson

OPINION

LIXEN | september 2012 | 23

Meninger

Hvis jeg elskede politik, så havde jeg sgu læst statskundskab Amalie Frøkjær-Rubbås

Komparativ Politik, Offentlig Politik og Økonomi og International Politik.

Næsten alle vidensfag på journalistuddannelsen på Syddansk Universitet har ordet politik i sig.

Den akademiske del af uddannelsen er i høj grad bygget op omkring fag fra statskundskab. Fag, vis hovedemne er samfundet og politikken deri. Hvem gør hvad, og hvorfor?

Hvordan hænger lortet egentlig sammen?

Mange vil mene, at disse fag er vigtige. For hvordan skal vi ellers vide, hvem der gør hvad, og hvorfor i al verden de gør det? Og hvordan skal vi vide, hvem vi skal ringe til, hvis vi tror, at der er ugler i kommunernes budgetter?

Men, ja, der måtte jo komme et men, og der kommer flere. For hvem siger, at det er sådan nogle journalister, vi alle skal være?

Hvad med kulturjournalisterne?

Sportsjournalisterne? Magasinjournalisterne? Hvorfor skal de ikke lære noget, der kan være relevant for dem? Hvor er fag som kulturformidling, retorik og kommunikation?

De fleste andre universitetsuddannelser har valgfag, som de studerende kan vælge sig ind på ud fra interesse, men det kan man ikke på

Center for Journalistik. Hvorfor ved jeg ikke.

For når nu vores branche ude i den virkelige verden er så bred og giver mulighed for at beskæftige sig med alt fra mode- til krigsjournalistik, hvorfor laver vi så ikke andet end at læse om styreformer og partipolitiske effekter?

Selvfølgelig slipper man ikke uden om, at det er vigtigt, at vi lærer om vores samfund, når man som journalist i høj grad skal formidle viden til folket om netop samfundet.

Men, og ja, der kom der ét til som lovet, er det virkelig nødvendigt på så højt et niveau? Er det virkelig nødvendigt at tæske igennem bøger og forelæsninger, som helt åbenlyst ikke er kreeret til journaliststuderende, når halvdelen af holdet sandsynligvis ikke ender med at beskæftige sig med emnet alligevel?

Jeg har ikke lavet en kvantitativ undersøgelse, men mit indtryk er umiddelbart, at de fleste på studiet, ikke har haft samfundsfag på højere end et C-niveau, og at de fleste heller ikke har brugt deres fritid på at sætte sig ind i politiske problematikker eller systemer.

Det har de, som læser statskundskab til gængæld højest sandsynligt, hvilket også afspejler sig i undervisningen.

For når man vælger at læse noget specifikt på universitet, så er chancen for, at man ved noget mere om emnet end den gængse borger bare større.

Akkurat ligesom vi helt naturligt, allerede inden vi begynder på 1. semester ved en masse om journalistikken.

Men, og der kom ét til, alligevel bliver undervisningen i disse fag ikke

designet til, at vi netop ikke læser statskundskab.

Og ja, så kan det godt være, at underviserne ikke forventer lige så meget af os, som af statskundskaberne, der har sagt ja til at vie de næste fem år af deres på liv på at læse om interdependens og bureaukratiteorier, men pensummet og udgangspunktet for undervisningen ændrer sig ikke synderligt af den grund.

Og det er nok egentlig det, der er humlen i hele denne brokkende rablen. Hvis vi skal have alle disse fag og skide på resten af det, som man som journalist også bør vide noget om, må fagene også være designede til os som journaliststuderende.

Og det siger jeg ikke bare, fordi jeg ikke gider at læse pensum. amfro11@student.sdu.dk

... at jeg skal i gang med at bage rigtig mange kager Christine Brink, 3. semester

... at Pernille Tranbergs foredrag om journalistik var det mest deprimerende, jeg har hørt Søren Martin Olsen, 1. semester

... at Lene Rimestads latter bør optages og bruges som medikament mod depression Annika Raunstrup, 1. semester

… at det er vanvittigt dejligt at få cirka to og en halv gange mere udbetalt, fordi man er gået fra SU til praktikantløn Dennis Cordsen, 5. semester

... at 3. semester taler for meget og drikker for lidt Martin Pilgaard, 3. semester

... at journalistuddannelsen bør være varsom med den gruppearbejdstyranni, der viser sig i visse fag. Det er universitetet ikke en lejrskole Jonas Schou Larsen, 3. semester

... AT VI SES PÅ BOOGIES!

Rebecca Eva Bodnia, 1. semester … at det er lidt stressende, at folk allerede nu laver praktik-hjemmesider ... at Rebecca Eva Bodnia kunne være god som fremKristian Corfixen, 3. semester tidig formand for festudvalget med den ”bytursstil”, hun lægger for dagen … at alle bør komme til KaJO-generalLouise Haack, 3. semester forsamling og Jern Henrik 2012 - det bliver en fest! ... at de af studiets københavnsnuder, der hele tiden vil Helene Jepsen, 5. semester fortælle verden om deres had til Odense, skal sættes på den første flyver til Rwanda Ulrik Baltzer , 3. semester

Bagsiden

Nogle gange er det svært at finde illustrationer til artiklerne. Vi takker 1. semesterstuderende Carl-Emil Søe på 23 år for den flotte tegning og sender en lille hilsen og chokolade-Guldbarrer med posten.