Lixen September 2012

FOKUS: RUSTUR

Lixen

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 14. årgang | 5. nummer | september 2012

Mere end hver fjerde dumper faget Offentlig Forvaltning Christine Randa

De nuværende 3. semesterstuderende måtte i juli erfare, at 28 procent af årgangen var dumpet faget Offentlig Forvaltning. Den høje dumpeprocent har skabt undren og debat på Center for Journalistik.

Da 4 procent ikke mødte op eller afleverede blankt, og 24 procent fik 00, endte denne sommers dumpeprocent på 28 i faget Offentlig Forvaltning. Til sammenligning dumpede 13 procent året før.

Den høje dumpeprocent undrer ledelsen og fagets undervisere.

Fagansvarlig, Johannes Michelsen

har svært ved at komme med et bud på, hvorfor så mange måtte skifte krimi, solhat og kolde øl ud med svedige håndflader og reeksamen. Hans bud er, at forventningsafstemningen kan have haltet.

Hos de 3. semesterstuderende har debatten om den knap så flaterende dumpeprocent gået gennem cyber-

space og over skrivebordene. Her er buddene mange.

Eksamensformen får ord som oldnordisk og uforståelig med på vejen, og den manglende forventningsafstemning får at vide, at den har gjort eksamenslæsningen svær og kravene nemme at undervurdere. Og så bliver der stillet spørgsmålstegn ved, om

faget overhovedet indeholder viden, som er så essentiel, at den bør sidde på rygraden.

Hvad siger Johannes Michelsen til de studerendes argumenter? Og skal Offentlig Forvaltning gennem en forvandling, inden faget igen indtager kolonner i skemaet på 2. semester?

Læs debatten på side 3

Jens Nauntofte

”

Jeg har altid ment, at man skulle være lige midt i centrum af historierne - om muligt i orkanens øje. Der kan man sidde og se alt.

Det er dér, oplevelserne ligger Jens Nauntofte har siden sin første rejse i hans unge 20’ere befundet sig i centrum af verdens begivenheder. Det har gjort ham til en ustoppelig storyteller med en historiefyldt kuffert.

På nuværende tidspunkt er han fuldt beskæftiget med sin seneste bog om Det Arabiske Forår. Og resten af året er udsigten fra lejligheden på 14. sal i Carlsbergsiloen på Vesterbro skiftet ud med lufthøjderne fra et fly. Både Berlin og Mellemøsten kalder igen på den erfarne journalist.

Læs portrættet på side 15-17

2 | september 2012 | LIXEN

Indhold

Leder

INTERN

For nogle år siden startede forhenværende radiounderviser Karsten Prinds en tradition. Når en årgang dimitterede fra Center for Journalistik, gav han dem et navn. Fighterårgangen, Den Forsømte Årgang og så videre. Navnene kendetegnede de indtryk, som de studerende havde efterladt sig på Medietorvet og i underviserens hukommelse.

I denne måned vil vi blandt andet introducere dig til dit semester og bringe nyheden om, at eksamensartiklerne nu skal offentliggøres på nettet. Og så stiller vi skarpt på Medietorvets nye tvprofil Ralf Andersson.

Karsten Prinds stoppede i 2010, og ifølge håndværkslærer Lene Rimestad har underviserne ikke videreført traditionen. Men idéen er nu stadig interessant. For hvordan vil man egentlig gerne huskes som årgang?

Side 3-9

På vores årgang kan vi godt li’ at diskutere. Og i facebook-gruppen ”Journalistik Årgang 2011” kan vi hurtigt sætte et mobilmodem på overarbejde, når en tråd bliver omfattende, og debatten tager en drejning.

Pludselig går det stærkt. Notifikationerne popper frem, mens der bliver kæmpet om likes i en retorisk gladiatorarena med resten af årgangen som heppende publikum.

EKSTERN DR’s flagskib, TV AVISEN, ændrer sendetidspunkt og strategi.

I månedens EKSTERN-sektion fortæller Ulrik Haagerup om visioner og værtfokus, mens medieforsker Mark Ørsten peger på en klar brandingstrategi.

Måske er det fordi, vi har været vant til at være dem, der blev hørt i familien og folkeskolen. Vi ved, hvad vi mener, og vi er ikke bange for at sige det. Heldigvis. Men vores kommunikative evner har også en bagside, der somme tider kommer til udtryk under den blå facebook-fane.

Side 10

På internettet tager 3. semesters diskussioner ofte en uventet drejning, og kommentarfeltet bliver fyldt med sarkastiske – til tider ondskabsfulde – personangreb. De kan være forklædt med blinke-smileys, og så kan man selv tolke, hvad cyberspace-kommentaren ellers betyder… !;-)

PORTRÆT Jens Nauntoftes liv som rejsende storyteller har budt på alt lige fra de mange krige i Mellemøsten til Berlinmurens fald. Han har reporteret både til radio, tv og det skrevne medie. Og selvom hårtoppen er blevet grå, er han ikke stoppet.

Side 15-17

Hverken blinkende smileys, udråbstegn eller tre punktummer ændrer dog på, at der sidder en medstuderende i den anden ende, som (måske) bliver ked af den hårde tone. Der kan også sidde andre medstuderende bag tasterne, som ikke tør at kommentere eller bidrage til debatten, fordi tonen er blevet for grov. Og fordi det måske vil resultere i et virtuelt mundhug efterfulgt af en blinke-smiley.

Det paradoksale er, at vi går på en kommunikationsuddannelse. Vi er her, fordi vi i fremtiden skal kommunikere og formidle viden til andre mennesker. Men vi kører ofte hinanden op til en form for duel i stedet for debat. Og det er ærgerligt.

FOKUS: RUSTUR

20.00: Jeg er nu sort fra top til tå og badeværelset ligeså. Kun min neonvest lyser op. Parykken er sat og den sidste Malibu-drink drukket. 20.40: Kan hermed konstatere at ingen andre er klædt ud”. Læs resten af Maria Ryes dagbog fra Rusland i fokussektionen.

Side 11-13

Og ja, det er helt bevidst, at vi ikke inddrager eksempler her. For det handler ikke om enkeltpersoner. Det handler om den måde, vi alle sammen her på 3. semester kommunikerer.

Spørgsmålet er: Hvad er det egentlig, vi som årgange gerne vil huskes for? Og endnu vigtigere: Hvordan vil vi gerne huske hinanden?

Cecilie Frøkjær pointerede i sit foredrag på rusturen, at man skal behandle sine medstuderende ordentligt, fordi alle møder hinanden igen i denne snævre journalistbranche – og så fordi det bare er god stil, sådan helt generelt.

OPINION Anne Lea Landsted er tilbage på Medietorvet efter et orlov med cous cous, myntete og mødet med forskelligheder i Mellemøsten.

Læs om hendes tanker bag turen, de talrige oplevelser og mødet med lærerrollen igen.

Opfordringen er hermed givet videre. Både til 3. semester og til Lixens 115 nye læsere. Velkommen til Lixen og velkommen til Medietorvet! Vi glæder os til debattere med jer.

I en ordentlig tone.

På vegne af redaktionen, Kristian og Christine

Side 18-19

Lixen

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Avisen dækker udviklingen og tendenser om mediebranchen og på landets journalistuddannelser LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer

Christine Brink

Kristian Corfixen

Christine Randa

Maria Arcel

Chefredaktør

Ansv. chefredaktør

Redaktør

Redaktør

Christina Nordvang Jensen

Mads Ellegaard Hansen

Redaktør

Morten Buttler

Bjørn Hvidsteen

Redaktør

Webredaktør

Billedredaktør og fotograf

Billede nummer to fra oven er taget af Bjarne Bergius Hermansen, DR

INTERN

LIXEN | september 2012 |

Dumpedebat

Ikke alle eksamener gik lige godt for de nuværende 3. semesterstuderende. 28 procent dumpede Offentlig Forvaltning, og debatten går nu på, hvad der gik galt.

Christine Randa

Den overraskende høje dumpeprocent i faget Offentlig Forvaltning har resulteret i undren blandt ledelse og undervisere på Medietorvet. Hos de studerende er man klar med nogle bud på, hvad der gik galt. Lixens kolonner ligger plads til den debat, vi lovede dig på forsiden.

Forventningerne skal afstemmes Johannes Michelsen overtog posten som fagansvarlig for faget, da underviser Morten Balle Hansen flyttede til Aalborg Universitet i midten af semesteret. Den nye fagansvarlige har svært ved at give en forklaring på, hvorfor årgang 2011 har skilt sig ud. Han indrømmer dog, at udskiftningen af undervisere i løbet af semesteret kan have påvirket resultatet. »Men jeg synes, at Niels Ejersbo (medunderviser i Offentlig Forvaltning red.) og jeg har taget meget hensyn til, at vi overtog undervisningen og eksamenen fra Morten Balle Hansen. Vi synes egentlig, at vi har sat overlæggeren rimelig lavt«, tilføjer han.

I stedet mener Johannes Michelsen, at et andet aspekt kan have spillet ind. »Der er jo en vis sandsynlighed for, at forventningsafstemningen mellem undervisere og studerende ikke har været god nok. Hvad var kravene egentlig til at bestå sådan en opgave her?«, siger han.

Uoverskuelig udenadslære Trine Søgaard Kristiansen fra 3. semester stillede sig selv netop dét spørgsmål, da noter, kompendier og fagbøger virkede uoverskuelige at lære udenad. »Jeg kunne godt tænke mig, at det blev udspecificeret lidt mere, hvad vi rent faktisk skulle kunne, når semestret er forbi. Da jeg sad og

”

meget mere forberedelse det kræver at gå til eksamen i Offentlig Forvaltning. Så derfor er jeg vel egentlig okay med, at jeg dumpede. Men derudover synes jeg, som mange andre, at det er fuldstændig uforståeligt, at vi ikke må bruge hjælpemidler«, siger hun.

Forældede former Og netop de manglende hjælpemidler har skabt megen diskussion hos de studerende på 3. semester.

I Offentlig Forvaltning er eksamensformen ’uden hjælpemidler’. En prøveform, der for mange af de studerende virker forældet og ude af trit med den virkelighed, der venter dem. »Hvad er det, som de vil lære os med den eksamensform? Jeg kan ikke selv finde noget fornuftigt svar på, at vi ikke må medbringe noter eller lignende«, siger studerende Stefanie Frid Jørgensen.

Men det spørgsmål kan Johannes

”

Fundamentalt fundament Men er det nu også en viden, der er så

Johannes Michelsen, fagansvarlig

Michelsen godt svare på. Det handler om, at de studerende skal kunne nogle helt fundamentale ting på rygraden. »Derudover er eksamensformen sådan set ment som en hjælp til de studerende. Hvis de måtte bruge hjælpemidler, så ville vi lægge overlæggeren meget højere.

Derudover har Studienævnet bestemt eksamensformen. De har valgt den form, fordi der er tale om et relativt begrænset pensum og nogle helt grundlæggende forhold«, forklarer han.

Et klik væk Men den køber Morten Buttler fra 3. semester ikke. For ham er eksamensformen slet ikke opdateret. »Vi lever i en tid, hvor al viden, såvel nyttig som unyttig, kun er et klik

Amalie Frøkjær-Rubbås, studerende på 3. semester

skulle læse op, havde jeg en grundbog og et kompendium, og min følelse var, at jeg skulle kunne det hele udenad«, fortæller hun.

Amalie Frøkjær-Rubbås fra 3. semester oplevede, at den manglende forventningsafstemning gjorde det nemt at undervurdere, hvad der blev krævet af en til eksamen. »Jeg havde undervurderet, hvor

der sidder på rygraden. Offentlig Forvaltning er et vidensfag, og der er tale om grundlæggende viden. Det er ikke bare en viden, som man kan slå op på Google eller Wikipedia, da der er tale om en kritisk viden«, forklarer han.

Det er ikke bare en viden, som man kan slå op på Google eller Wikipedia

Det er fuldstændig uforståeligt, at man ikke må bruge hjælpemidler

Illustration: Linette Corfixen

væk. Men vi kan da også gå tilbage til skrivemaskiner eller kladdehæfter, hvis man skal kunne klare sig uden hjælpemidler«, siger han.

Til argumentet om den moderne tidsalder og de mange muligheder for at klikke sig frem til viden på nettet, siger Johannes Michelsen: »Det er vigtigt for de kommende journalister, at de har en grundviden,

grundlæggende for enhver journalist, at man skal kunne det på rygraden?

Det spørgsmål tager den studerende Alexander O’Strit Schmith op til debat. »Det generer mig, at eksamensformen er uden hjælpemidler. Det ville måske være forståeligt, hvis faget var absolut vitalt for det journalistiske virke - men det er det ikke. Offentlig Forvaltning er en vigtig hjørnesten i journalistens rolle som ’samfundets vagthund’ - men hvor mange af os kommer til at ende som den slags journalister? 10 procent?«, spørger han.

Johannes Michelsen mener dog netop, at det er helt vitalt for enhver journalist at have en fundamental forståelse for systemet og den offentlige forvaltning. Det er vigtigt for at kunne navigere. »Det er centralt for journalister, at de ved, hvem de henvender sig til, og hvordan kommandoforholdene er inden for kommunerne. Ellers kan man som journalist blive løbet om hjørner med«, forklarer han.

Selvom det måske ikke er alle, der ender med at beskæftige sig med nyhedsjournalistik eller politik, så lyder argumentet, at man på Syddansk Universitet erhverver sig en bachelorgrad i journalistik. Og med den titel følger visse krav til de studerende. »Dét, der adskiller journalistuddannelsen i Odense fra den i

Aarhus, er, at man har nogle vidensfag som Offentlig Forvaltning.

Derudover er uddannelsen her i Odense en bacheloruddannelse, som åbner dørene til kandidatuddannelserne. Man er derfor nødt til at have et videnskabeligt grundniveau.

Det sikrer vi gennem vidensfagene«, forklarer Johannes Michelsen.

Mindre ændringer På trods af dette års høje dumpeprocent bliver der indtil videre ikke lavet de store ændringer i afviklingen af faget og eksamenen i Offentlig Forvaltning.

Studieleder Karsten Baagø forklarer, at ledelsen endnu ikke har set nærmere på den høje dumpeprocent.

Derfor kan han ikke fortælle, om der sker noget på området. »Det, jeg kan sige, er, at en dum-

peprocent på 28 procent er højt. Det er derfor naturligt, at I interesserer jer for det, og det vil vi naturligvis også gøre. Men det har vi bare ikke nået endnu«, indrømmer studielederen.

Indtil videre har dumpeprocenten dog resulteret i, at Studienævnet har besluttet sig for at lægge en ekstra reeksamen i december. Det oplyser centerleder Peter Bro. Derudover er Johannes Michelsen ved at opdatere fagets fagbeskrivelse, men han fortæller, at der ikke kommer de store ændringer. Han har dog ét klart mål for det næste hold journalistspirer. Fremover skal der være mere fokus på at få kommunikeret ud, hvilke forventninger underviserne har til de studerende. chran11@student.sdu.dk

INTERN

| september 2012 | LIXEN

Mød din håndværkslærer 4. september: Politikereksamen med Bertel Haarder på Medietorvet

Du skal se på dine håndværkslærere hver dag i et halvt år, måske møde dem til en fredagsøl eller en sludder over karrysilden i kantinen. Men hvem er egentlig personerne bag pegepinden og powerpointpræsentationerne? Find din smartphone frem og få svar.

Gerd Maria May

7. september: Tutormiddage

11. september: Lixen redaktionsmøde kl. 12.00 på Medietorvet – alle er velkomne!

13.-15. september: Phono Festival

14. september: ”MUSIQSDU”, åbning af SDUs nye fredagsbar med Dúné og Fallulah 15. september: ”Tak for hjælpen”-fest for tutorer

Filip Wallberg

16. september: Deadline for Lixen-synopsis kl. 12.00

17. september: RUST-redaktionsmøde i StudieStuen kl. 11.00

18. september: Medietorvholderne holder planlægningsmøde kl. 12.00 på Medietorvet 21. september: Semesterstartsfest på SDU

24. september: 1. deadline på Lixen-artikler kl. 12.00 26. september: 2. deadline på Lixen-artikler kl. 12.00 28. september: Journalistisk Pubcrawl

Lene Rimestad

Anne Lea Landsted

Man skal crawle, før man kan gå

Rusturen fortsætter!

Husk at sætte kryds i kalenderen fredag den 28. september. Her løber en af årets sjoveste begivenheder nemlig af stablen: Journalistisk Pubcrawl 2012.

Vi mødes på Flakhaven, hvor deltagerne bliver inddelt i hold. Derefter går turen rundt til barer og diskoteker i H.C. Andersens by, hvor vi blandt andet skal drikke øl på Viggos, shots på Bodegaen, have en hyggelig snak med Kim Larsen på Lørups Vinstue og besøge journalistiks stamsted Sir Club.

Vi slutter aftenen af på Heidi’s Bierbar, hvor der vil være præmier til vinderholdet og andre gode tilbud til dem, som skal drukne sorgerne, fordi de ikke vandt.

Pubcrawlen er arrangeret af det journalistiske festudvalg, og vi glæder os til at se jer!

Arrangørerne af rusturen vil gerne takke for den store hjælp med afviklingen af hele arrangementet. Derfor kvitteres det store og flotte stykke arbejde med en fest for tutorerne, hvor der hældes et par gratis øl i hovedet.

Sæt kryds i kalenderen lørdag den 15. september, hvor festlighederne finder sted på Boogies. Det præcise mødetidspunkt annonceres senere.

De nye studerende kan derimod glæde sig til den årlige tutormiddag, som foregår fredag den 7. september, hvor hver rustursredaktion samles. Tutorerne informerer hver sin redaktion om hvor. Der skal medbringes lidt drikkevarer, men der vil blive sørget for aftensmad til alle.

Tidspunktet er kl. 17.00. Efterfølgende vil der være mulighed for at tage i byen og eventuelt nyde Kulturnatten.

Martin Pilgaard

Louise Haack

INTERN

LIXEN | september 2012 |

Eksamensartikler skal online SDU vil fremover offentliggøre 1. semesters eksamensartikler på nettet. Det skal forhindre snyd og sikre den journalistiske etik på studiet. KaJO er kritiske over for tiltaget.

Christine Brink

Når 1. semester afleverer deres eksamensopgaver til januar, bliver deres artikler højst sandsynligt læst af andre end forældre og forelæsere. Episoden med en journaliststuderende, som i foråret blev taget i at fabrikere kilder, får nemlig konsekvenser for de nye studerende. Fremover vil Center for Journalistik offentliggøre alle eksamensartikler på internettet. »Der har været en konkret problematik på journaliststudiet med en studerende, som desværre havde overskredet nogle etiske grænser.

Derfor har vi følt det nødvendigt at stramme op på en række områder«, forklarer centerleder Peter Bro, der håber, at det nye tiltag kan styrke den journalistiske etik på studiet.

Han erkender, at det stadig er muligt at snyde, selvom SDU publicerer artiklerne. Derfor afsætter Center for Journalistik også flere penge til stikprøvekontroller af de studerendes kilder.

KaJO kritiserer Hos de journaliststuderendes fagforening, KaJO, er man glade for, at universitetet forsøger at styrke de journaliststuderendes ry og trovær-

dighed. Men KaJO er ikke udelukkende begejstrede for det nye tiltag. »Vi mener, det er ærgerligt, at det går ud over de studerende, som ikke har snydt. For man vil jo gerne kunne sælge sin opgave. Det, tror jeg, bliver næsten umuligt, hvis ens artikel allerede er offentliggjort på nettet«, siger formand for KaJO, Nanna Cecilia Pedersen.

Hun frygter, at medierne vil kopiere eller blive inspireret af de studerendes artikler. Peter Bro erkender problematikken. »Hvis vi oplever, at der er medier, som planker de studerendes eksamensopgaver, vil jeg gerne give håndslag på, at vi diskuterer, hvordan vi kan følge op over for de pågældende medier«, fastlår Peter Bro og indskyder, at man i sådan en sammenhæng eventuelt kunne inddrage Journalistforbundet.

Dårlig smag i munden Underviser og fagansvarlig for håndværksundervisningen på 1. semester, Lene Rimestad, kan også sætte sig ind i KaJOs kritik. Lene Rimestad er dog positiv over for beslutningen om at offentliggøre eksamensproduktionerne. »Vi har ikke diskuteret det praktiske endnu, men vi må jo finde ud af et eller andet, så folk stadig kan sælge deres artikler«, siger hun.

Lene Rimestad foreslår som løsning på problemet, at artiklerne kan blive offentliggjort senere i processen, så de, der har lyst, kan forsøge at sælge deres artikler. Håndværksunderviseren mener dog først og fremmest, at offentliggørelsen løser nogle etiske problemstillinger.

Frit skue. Fra januar 2013 vil SDU offentliggøre 1. semesters eksamensartikler på nettet. Det er endnu uvist, om artiklerne bliver publiceret på Medietorvet.dk eller en anden hjemmeside. Illustration: Linette Corfixen »Jeg har prøvet at sidde med en dårlig smag i munden med nogle af opgaverne, fordi man tænker: Kunne det her overhovedet offentligøres?«, siger hun og henviser til opgaver, hvor hun har været i tvivl om, hvorvidt studerende har pyntet på citater eller interviewet familie og venner.

Intet tv og radio på web I første omgang er det kun 1. semesters eksamensartikler, der bliver offentliggjort. Centerleder Peter Bro håber dog på sigt, at eksamensproduktionerne fra radio og tv

også kommer på nettet. »Men lad os først få nogle gode erfaringer med det nye tiltag, før vi træffer endelige beslutninger i Studienævnet om at indføre det på andre semestre og fag«, siger han.

Hvor og hvornår i eksamensperioden, artiklerne bliver offentliggjort, er endnu ikke fastlagt. Det skal håndværksunderviserne, studieleder Karsten Baagø og centerleder Peter Bro afgøre i løbet af efteråret.

FAKTA På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er det frivilligt, om de studerende vil lægge deres eksamensartikler ud på skolens hjemmeside.

Alle artikler skal dog kunne tåle offentliggørelse.

I Aarhus foretager man ligesom i Odense stikprøvekontroller af de studerendes kilder.

chkje11@student.sdu.dk

Rune og Rimestad renoverer Innovation Det nyeste skud på skemaet, faget Journalistisk Innovation, har sluppet sit første kuld studerende. Nu er det tid til justeringer.

Ambitionerne skal tilpasses, og der skal mere fokus på innovationen. Og så får faget en ny underviser.

Christine Randa

I foråret 2012 var 2. semester prøvekaniner for Journalistisk Innovation.

Nu har faget været ude på sin jomfrurejse og er sikkert i havn med en bunke evalueringer i lasten. Fagets tidligere underviser Rune Michelsen synes generelt, at de studerende har taget godt imod den nye blok i skemaet, men erkender, at der skal ske visse justeringer.

»Den sidder jo aldrig lige i skabet første gang«, konstaterer han.

Derfor arbejdes der for tiden på en række justeringer af det nye fag.

Nogle ændringer, som fagets nye underviser, Lene Rimestad, kommer til at have stor indflydelse på.

Hun sidder netop nu og udformer fagbeskrivelsen til det fag, som, vi godt kan slå fast, bliver til noget igen næste forår.

I modereret form Selvom Lene Rimestads hoved er fuld af idéer og visioner, bruger hun i høj grad Rune Michelsens erfaringer, når den nye fagbeskrivelse skal skrives.

Ifølge Rune Michelsen har det største problem ved jomfruturen været, at ambitionerne med faget var for store i forhold til, at det kun har 5 ECTS-point (125-150 arbejdstimer på et semester). Man prøvede at skabe et fag, der mindede om J-Lab fra cand. public’en, og det var måske en lidt for stor mundfuld.

»Vi ville for meget på for kort tid. Der var simpelthen ikke tid og undervisning nok til at lave så store projekter, som vi egentlig havde ønsket«, fortæller Rune Michelsen og fortsætter: »For en del af de studerendes vedkommende blev der brugt flere timer på faget, end de måske brugte på andre 5 ECTS-points fag. Så det handler om, at vi i højere grad skal have tilpasset faget til de praktiske rammer, der nu engang er«.

Rune Michelsen forestiller sig derfor, at der til næste år bliver mindre fokus på markedsmodeller og økonomiske aspekter og mere fokus på innovationen. Det skal hjælpe til at gøre faget mindre omfattende.

Idéen i fokus Lene Rimestad bekræfter, at tanken er, at idé- og konceptudviklingen skal mere i fokus. Det er den journalistiske innovation, der skal være i højsædet.

Hun ønsker at give de studerende en

række værktøjer til at få idéer. Og så handler det om at få gjort undervisningen mere lavpraktisk. »Jeg vil gerne skabe en lillebitte iværksætter i maven på dem alle sammen«, pointerer hun.

Rune Michelsen mener, at evnen til at tænke ud af boksen er essentielt for de fremtidige journalister. »De studerende er ved at uddanne sig ind i en branche i stor forandring.

Derfor synes vi, at det er meget vigtigt, at vi også ”tvinger” dem til at komme ud over de helt klassiske journalistiske kompetencer som at kunne skrive en artikel, lave et radiospot eller et tv-indslag«, forklarer den tidligere underviser.

Endnu et kuld kaniner For at nå de mål man har med det nye fag, er man på Center for Journalistik indstillet på, at faget skal justeres i takt med de erfaringer, man får hen ad vejen. Både Rune Michelsen og Lene Rimestad mener blandt andet,

at fagets placering i uddannelsen kan diskuteres. »Måske er det ikke på andet semester, men senere i uddannelsen, at faget skal ligge. Men dét at flytte rundt på et fag er ikke bare noget, man gør fra den ene dag til den anden. Det er et større puslespil«, siger Rune Michelsen.

Så i øjeblikket sker de store forandringer på Lene Rimestads tegnebræt, hvor fagbeskrivelsen er ved at tage form. Hun samler tanker, erfaringer og visioner til konkrete mål for undervisningen og en fremtidig eksamensform. Og de studerende kan godt forberede sig på mange ændringer. Hermed bringes denne kommentar videre: »Du kan lige så godt sige til de nye studerende, at de også bliver prøvekaniner«, siger Lene Rimestad ærligt. chran11@student.sdu.dk

INTERN

| september 2012 | LIXEN

Unge spirer stormer studiet For tredje år i træk er gennemsnitsalderen for de nye journaliststuderende faldet. Men det giver ikke problemer med manglende modenhed, forklarer studieleder Karsten Baagø. Erfaring er stadig et plus, men i sidste ende er alderen ikke afgørende, hvis personligheden er på plads.

Mads Ellegaard Hansen

Ser du dig omkring på Medietorvet, så er der måske blevet færre velvoksne fuldskæg og begyndende smilerynker at spotte blandt studiekammeraterne. For gennemsnitsalderen på de journaliststuderende er faldet for tredje årgang i træk.

Det viser en undersøgelse, som Lixen har foretaget blandt de nye studerende på årets rustur. Således er årgang 2012 i gennemsnit 21,4 år.

Ved Lixens undersøgelse i 2010 var alderen på de studerende i gennemsnit 22,4, mens den i 2011 havde sneget sig ned på 22,2. Det er en udvikling, som studieleder Karsten Baagø genkender.

»Jeg har ikke belæg for det rent dokumentationsmæssigt, men mit indtryk er i hvert fald, at flere søger ind på uddannelser tidligere. Blandt andet hos os. Der kommer relativt flere direkte fra gymnasiet, end der gjorde for nogle år siden«, siger studielederen.

Erfaring stadig et plus Den faldende alder hos de optagede skyldes ikke ændrede procedurer fra studiets side af, fortæller han. Her er man stadig af den opfattelse, at det giver god mening, at en stor portion af de studerende har gjort sig nogle erfaringer inden studiet. »Vi synes i hvert fald, at det er en fordel, at have prøvet noget andet og have en lidt bredere baggrund i sit liv, når man skal være journalist. Fordi journalistik ikke er et færdighedsfag, men et talent- og kreativitetsfag«, forklarer Karsten Baagø.

Men derfor skal de unge optagede ikke føle sig bortdømt på alderen. »Der er ikke nogen automatik i det.

Vi har mange fremragende studerende, som kommer direkte fra gymnasiet. Og dem ser vi ikke ned på. Vi synes, det er alle tiders og godt, fordi vi gør os så megen umage med at optage jer«, siger studielederen.

Drevet mod uddannelsen En af dem, der har fået en plads på den nye årgang, er Lisbeth Vestergård. Med sine 19 år hører hun

til den unge del af de nye studerende, men for hende kunne ansøgningen til journalistuddannelsen ikke udskydes længere. »Jeg har hele tiden vidst, at det var det her, jeg ville, så der var ikke nogen logisk grund for mig til at udsætte det«, forklarer hun.

På trods af driften mod uddannelsen havde Lisbeth Vestergård alligevel valgt at lægge et sabbatår ind i studieplanerne. Det skulle

”

godt mærke, at der var lidt forskel på hende og studiefællerne den første skoledag. »De fleste var sådan 22-25 år. Så jeg følte mig stadig meget ung, da jeg mødte dem første gang. Men jeg synes ikke, det er noget, jeg som sådan har mærket meget til her senere i forløbet«, forklarer hun.

Person vægter tungere end tal Selvom de studerende er blevet

Der er ikke nogen automatik i det. Vi har mange fremragende studerende, som kommer direkte fra gymnasiet Studieleder på Center for Journalistik, Karsten Baagø

hjælpe med at få kompetencerne på plads og give et ekstra år på alderskontoen. »Jeg følte, at jeg ville have rigtig godt af et højskoleophold, der kunne modne mig, men også give mig nogle værktøjer til at komme ind og bestå optagelsesprøven«, siger hun.

Den lille forskel Louise Haack var blandt en af de yngste, da hun startede på journaliststudiet som 19-årig sidste år.

Hun havde også været en tur forbi højskoleverdenen for at få mere livserfaring inden studiestarten.

Men på trods af turen til Esbjerg Mediehøjskole kunne hun

yngre, så er det ikke noget, som har påvirket uddannelsen negativt. For Karsten Baagø handler det om, at de studerende først og fremmest er mennesker og derefter en alder.

Og her spiller uddannelsens optagelsesprocedure ind. »Der kan vi se, hvad I kan, og vi har alle jeres gymnasiekarakterer, men vi møder jer også og kan mærke efter, om kemien er der – om I passer ind sammen med alle de andre«, forklarer Karsten Baagø.

Og selvom man forsøger at skabe en gruppe, der kan fungere sammen, så sørger studiet for at få en blandet palet af personligheder, så journalistfaget ikke bliver et elitefelt.

»Vi sørger for at få både folk med forskellig alder, men også med forskellig baggrund. Sådan så det ikke kun er unge dygtige 12-tals-piger, vi får ind, men også alle mulige andre slags mennesker«, siger studielederen.

Debat med diversitet Derfor er ankomsten af en årgang med et yngre islæt ikke en skidt udvikling. For det kan bidrage til et nuanceret kuld af journalistspirer, mener Karsten Baagø. »Det gør, at der er grobund for nogle andre diskussioner, andre synsvinkler og andre inputs, end der ville komme, hvis I var meget homogene«, forklarer studielederen.

Det er et synspunkt, som Louise Haack deler med Karsten Baagø. »Der er en meget god balance. Vi kan se tingene fra forskellige sider og vinkler, og vi får nogle andre idéer, når vi er lidt mere forskellige«, siger hun.

Lisbeth Vestergård mener også, at aldersforskel kan være positivt. »Det kan være en god læring at færdes med folk, der trods alt er ældre, for det vil man også blive udsat for i den virkelige verden. Der vil vi også møde folk, som er ældre end os, og der gælder det om at kunne agere med dem og vise, at man også sagtens kan være ældre end et tal«, siger hun. madha11@student.sdu.dk

INTERN

LIXEN | september 2012 |

Kend dit semester Hvad ville du gerne have vidst, inden du startede på dit sidste håndværkssemester?

Fire studerende fra 3. semester giver gode råd til hinanden og til den nye årgang.

Christine Brink

Alexander O’Strit Schmith Hvad er dit bedste råd til en medstuderende, der skal begynde på 1. semester? »Hvis man sidder og overvejer, om noget er for vildt eller for mærkeligt, når man skriver en artikel, så fyr det af! Måske viser det sig at være en genistreg, og underviseren skal nok rette dig, hvis det ikke fungerer. Udover det skal man huske at aflevere alle sine opgaver. Man lærer meget af at kigge tilbage på sine ting. Så kan man tage sig til hovedet og tænke ”hold kæft, hvor var det noget lort, jeg skrev”«.

Hvad ville du gerne have vidst, inden du begyndte? »Hvor lidt det kræver at skrive en god, kort artikel. Det er ikke en bog, som skal skrives. Du kan godt knalde en god artikel af på en time,

Sasja Skotte Christensen hvis du holder dig til et simpelt emne«.

Hvad ville du have gjort anderledes? »Ikke noget. Jeg synes, det gik meget godt«.

Hvad har været det bedste? »Når man endelig fik fat på en kilde efter at have ringet til tyve kilder på én dag«.

Hvad har været det hårdeste? »At ringe til tyve kilder på en dag…«.

Hvad har været det mest overraskende? »Hvor stor forskel der er på kilder og deres respekt over for studerende. Der er rigtig mange, som gerne vil hjælpe, men der er også en del, som ikke gider at bruge tyve sekunder på dig«.

Trine Søgaard Kristiansen Hvad er dit bedste råd til en medstuderende, der skal begynde på tv? »Man skal møde op til undervisningen og lære begreberne og teorierne. Man kommer til at bruge dem mere, end man lige tror«.

Hvad ville du gerne have vidst, inden du begyndte? »Jeg ville gerne have vidst, at det krævede rigtig meget samarbejde. Det er vigtigt, at man kan arbejde godt sammen med sin partner«.

Hvad ville du have gjort anderledes? »Jeg ville have sat mig mere ind i pensum. Det er måske nemt nok at lave et tv-indslag, der varer to minutter, men det kræver altså meget mere, hvis det skal blive et godt indslag. Så jeg ville gøre noget mere ud af det, hvis jeg havde chancen igen«.

Hvad er dit bedste råd til en medstuderende, der skal begynde på 1. semester? »Man skal ikke nå alle afleveringer, og man skal ikke nå at læse alt. Nogle gange er der ting, som er vigtigere – såsom at holde fri«.

Hvad ville du gerne have vidst, inden du begyndte? »At man rent faktisk godt kan nå at læse en del op til eksamen. Jeg synes, det er vigtigt ikke at stresse over at skulle læse til alle fag. Jeg ville gerne have haft nogle gode råd fra de ældre årgange om, hvilke fag der er gode at læse til«.

Hvilke fag er så gode at læse til? »Komparativ Politik er rigtig godt at læse til.

Ikke så meget til timerne, men når jeg skulle

lave opgaver. Det var svært at forstå det, der stod i bogen, så jeg fik mere ud af at komme veludhvilet til timerne og lytte til vores underviser. I de fag, hvor man har flere dage til eksamenen, kan man godt prioritere i sin læsning«.

Hvad ville du have gjort anderledes? »Jeg tror, jeg ville have lyttet mere til mine medstuderende. Det er en kæmpe fordel at komme hurtigt ind på dem, man studerer med«.

Hvad har været det hårdeste? »Eksamenerne«.

Hvad har været det bedste? »At bestå eksamenerne«.

Martin Pilgaard Kristensen Hvad har været det bedste?

At vi har fået lov til at lege. Vi kom ud til mange forskellige mennesker og begivenheder, og det har været udviklende for mig som person. Ikke kun fagligt«.

Hvad har været det hårdeste? »Tiden. Tv tager lang tid, og det kan godt nogle gange virke lidt uoverskueligt, når man sidder i det. I min gruppe forsøgte vi tit at være realistiske, fordi vi ikke gad at sidde på universitetet hele natten. Men der var nogle gange, hvor det bare ikke spillede, og så var man nødt til at bruge mere tid, end man havde regnet med«.

Hvad har været det mest overraskende? »Jeg havde altid troet, at tv var lige til. Men det er det altså ikke«.

Hvad er dit bedste råd til en medstuderende, der skal begynde på radio? »At man ikke slækker på sin arbejdsindsats, selvom radio redigeringsmæssigt er nemmere at gå til end tv«.

Hvad ville du gerne have vidst, inden du begyndte? »Jeg har egentlig ikke noget, som jeg gerne ville have vidst fra starten. Jeg synes, vi blev båret ret fint igennem, når vi skulle lave de forskellige projekter og arbejdsopgaver«.

Hvad ville du have gjort anderledes? »Jeg ville have brugt mere tid på nogle af opgaverne i stedet for at være danset let hen over dem«.

Hvad har været det bedste? »At jeg fik større indsigt i en medieplatform, som jeg satser på at skulle bevæge mig hen imod i praktikken«.

Hvad har været det hårdeste? »Noget så simpelt som eksamen. Måske endda gruppeeksamen, hvor man skal sidde otte mennesker og få samarbejdet til at spille. Generelt er redaktionsarbejdet lidt af en udfordring.

Men det er til gengæld også rigtig fedt, når det spiller!« Hvad har været det mest overraskende? »Første gang man hører sin egen stemme. Man bliver meget bekendt med sine egne små talefejl og mangler og finder ud af, hvor der er plads til forbedringer. Det kan godt komme lidt bag på en, når man hører sig selv første gang«.

INTERN

| september 2012 | LIXEN

Halvdelen har været på højskole 47 procent. Så stor en del af den nye årgang på Medietorvet havde et højskoleophold på deres bankudtog, da de tog til optagelsesprøven i år. Centerleder mener, at det er et udtryk for engagement blandt ansøgerne, men også en udfordring for studiet.

Kristian Corfixen

»Mine chancer for at komme ind på uddannelsen blev da i hvert fald halvtreds procent bedre af, at jeg tog et højskolekursus. Det tror jeg da«.

Sådan fortæller Søren Martin Olsen, som netop er startet på Center for Journalistiks bacheloruddannelse. Og han er ikke alene. Ifølge Lixens undersøgelse, hvor 89 nystartede studerende har medvirket, har 42 taget et kursus på en højskole, inden de skulle igennem aprils paratvidenstest og grammatisk stress. »Jeg følte mig bedre rustet«, siger Søren Martin Olsen og forklarer, at højskoleugerne for ham ikke kun var gode at have i håndleddet til den skriftlige prøve, men også på CVpapiret til samtalen. »Og så var det rart, at der var mange fra min højskole på selve dagen til optagelsesprøven. Så var jeg ikke

alene, og jeg kunne snakke med de andre, hvis jeg var nervøs«, tilføjer han.

»De havde kampråb« Amalie Pil Sørensen lagde godt mærke til grupperne med højskolehold, både i Odense og Aarhus, da hun var til optagelsesprøve. Hos hende var et forberedende kursus ikke en del af det ene sabbatår. Hun forberedte sig hjemmefra, uden undervisere og ugekurser, og blev alligevel optaget på en af Odenseuddannelsens 115 pladser. »Men det kunne da godt være lidt intimiderende, når man stod der på dagen. De havde jo kampråb og alt muligt«, fortæller hun.

Hvis ikke hun var kommet ind i år, så ville hun nok også overveje at skrive sig op til et forberedende kursus inden næste års ansøgningsræs. »For når jeg har fortalt folk, at jeg gerne vil være journalist, så har mange spurgt ind til, om jeg overvejede en højskole. Der er også en del, der har anbefalet mig en«, forklarer hun.

Ikke en ny tendens Centerleder på Center for Journalistik, Peter Bro, er ikke overrasket over det høje antal af nye Medietorvstravere, der har et højskoleophold på papiret. »Jeg mener at kunne huske fra

tidligere, at vi endda nogle år har prøvet, at over halvdelen har været på højskole«, fortæller han og tilføjer, at det for ham er et udtryk for, at ansøgerne er yderst motiverede, når de vælger at bruge penge på pladserne. »Og engagement er jo en af de ting, vi lægger allermest vægt på i optagelsesprocessen«, tilføjer han.

Skal finde de skæve Centerlederen forklarer, at man fra studiets side dog også er interesserede i at få studerende på holdlisterne, som ikke har øvet sig intensivt på journalistiske kurser. »Skal der være et lille skår i glæden i alt det her, så er det, at vi også er meget optagede af at finde de lidt mere skæve personligheder. Dem, som uden at have forberedt sig på præcis vores optagelsesprøve, alligevel får mulighed for at demonstrere, at de kan noget andet«, forklarer han.

Derfor er man også opmærksom på at gøre det vanskeligt for højskolerne at k u n n e

forberede journalistansøgerne for godt. »Min største frygt er i virkeligheden den måde, vi har skruet optagelsesprøven sammen på. Den må aldrig blive tilpas skabelonagtigt, så der er nogen, der i højskoleverdenen har mulighed for at skubbe nogle andre kreative ansøgere ud«, fortæller han.

Peter Bro overvejer at genindføre en såkaldt kreativ test. Måske allerede næste år. Optagelsesprøven har tidligere haft en kreativ del, eksempelvis et udleveret stykke blankt papir uden instruktion. Her var det op til ansøgeren selv at udforme sin besvarelse – hvad enten det var som en foldet papirsflyver, en

tegning eller et skrevet digt.

Ikke altid en fordel Sidder man som kommende ansøger til journalistuddannelsen i Odense, så skal man dog ikke være nervøs for, at der vil blive rynket på næsen til en optagelsessamtale, hvis man har fravalgt en højskole. »For mig er der også noget enormt positivt i, at man har klaret sig igennem vores optagelsesprøve uden at have haft mulighed for at forberede sig med professionelle kursusafholdere og forstandere«, fortæller Peter Bro og fortsætter: »Og så ender det jo måske med at være en fordel, at man ikke har taget et højskoleophold«.

krsoe11@student.sdu.dk

LIXENS UNDERSØGELSE

Den nye årgang på Center for Journalistik tæller 115 studerende - 89 deltog i undersøgelsen. Af dem har 47 procent taget et journalistisk kursus på en højskole inden optagelsesprøven.

De sidste to år har Lixen lavet en lignende undersøgelse. her vat tallet 41,8 procent i 2011 og 39 i procent i 2010

INTERN

LIXEN | september 2012 |

Bagsiden

faceback 2011

Foto: Bjørn Hvidsteen

Mediecirkus mister stjerne:

Kildekritisk krikke på fri fod

Visionær cirkushest forlader manegen og gør entre på savsmuldsfrit Medietorv. Ralf Andersson er Center for Journalistiks nye tv-underviser.

Steffen Villadsen

En rokade på Center for Journalistik har givet plads til en ny skikkelse på Medietorvet. Ralf Andersson skal overtage undervisningen i kunsten at lave tv. Sammen med Anders Møller-Nielsen, bedre kendt som ”Teknik Anders”, skal han klæde de studerende fra 3. semester på til at lave betagende tv.

Det kom bag på de fleste på Medietorvet, at Karsten Baagø stoppede som tv-underviser, da sommerferien stod for døren. Han har overtaget stillingen som studieleder for Peter Bro, som nu skal koncentrere sig om at være centerleder på fuld tid.

Først var løsningen, at både Karsten Baagø og innovations-underviser Rune Michelsen skulle dele undervisningen af det kommende tv-hold imellem sig. Planerne er dog blevet ændret.

Lixen vil derfor med glæde være de første, der giver et mere fyldestgørende billede, der kan erstatte den uforståenhed, som kan sprede sig, når en ny underviser tiltræder på Medietorvet.

Altmuligmanden fra DR Ralf Anderssons baggrund trækker et langt spor igennem Danmarks

Radio. Han har også rundet TV 2 og ved at dele ud af mine egne erfaringskaber slides tynde, og timerne tikNordisk Film, hvor han fungerede er«, forklarer han. ker af sted - der skal kastes mere end som fællestillidsmand under en størtid og tålmodighed i tv-semestret. re fyringsrunde i starten af 00’erne.

Forventer en indsats »Man skal investere noget af sig Igennem 15 år har han virket som Visionen er klar, men hvordan ser selv for at lave godt tv. Man skal tage journalist, tilrettelægger, researchdet ud med den nye undervisers stilling i tv ligesom i al journalistik. er og studievært. De seneste 10 år forventninger til de studerende, der Jeg vil gerne arbejde med, at folk skal har han været chef i DR primært på skal have tv frem til jul? tage stilling og have en holdning til nyhedsområdet, men har også beIfølge Ralf Andersson, kommer man det, de laver«.

Foto: Rune Jensen Heidtmann skæftiget sig med kulturstof. ikke sovende til kunsten at lave godt Det seneste år har han arbejdet som fjernsyn, og det kræver stenhårdt Spilles der på flere heste? selvstændig mediekonsulent i Melarbejde med teknikken. »Jeg har lavet en aftale med lemøsten - særligt i Egypten, hvor »Jeg forventer, at de studerende Peter Bro om, at jeg kan fortsætte han har arbejdet med at rådgive de gør en indsats for, at det her bliver med mine projekter som rådgiver i egyptiske medier i hvordan de skal sjovt. Der er et punkt, man lige skal Mellemøsten ved siden af undervisstille op på den nye objektive og kriover, og det er teknikken. Men det er ningen«. tiske bane, der er kridtet op efter det arabiske forårs indtræden og Hosni Jeg tror, at noget af det vigtigste, når Mubaraks fald.

Visioner for tv-undervisningen Som ny mand ved roret har Ralf Andersson visioner for tvundervisningen. »Jeg tror, at noget af det vigtigste, når man laver fjernsyn, det er, at man viser gnisten, gejsten og begejstringen ved faget og håndværket. Hvis jeg kan give det videre, så er man nået rigtigt langt«, siger han.

Den glæde skal ifølge Ralf Andersson findes ved konstant at have fokus på virkeligheden og kigge ud over universitetets rammer. »Jeg vil forsøge at trække så meget, jeg kan ind i virkeligheden. Det vil jeg gøre ved en masse øvelser, men jeg vil også gerne bruge virkeligheden

”

man laver fjernsyn, det er, at man viser gnisten, gejsten og begejstringen ved faget og håndværket. Hvis jeg kan give det videre, så er man nået rigtig langt Ralf Andersson, ny tv-lærer på Center for Journalistik

en udfordring, man skal over for, at det bliver sjovt at lave tv«, siger Ralf Andersson Derudover er der ingen tvivl, hverken blandt de studerende eller Ralf Andersson, om, at det er et semester, der slider på kræfter og diverse makkerskaber. »Jeg forventer, at folk har noget tålmodighed med sig selv og med deres makker«, siger han.

Men ikke nok med, at makker-

rende på SDU skal være bekymrede for at blive nedprioriteret i forhold til Ralf Anderssons mellemøstlige medieprojekter? Kan man være i tvivl om, på hvilket ben vægten hos den nye tv-underviser ligger?

Ikke ifølge Ralf Andersson: »Første prioritet ligger selvfølgelig her. Det er der ingen tvivl om«. stvil11@student.sdu.dk

RALF ANDERSSON Født d.18. juli 1962 Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1984-1988 Har derudover uddannelser fra: - Tv- og Mediekundskab, Stanford University, Californien USA - Et års kursus i ”strategi-ledelse” ved Center for Ledelse Tidligere ansat som bl.a.: - Reporter på TV AVISEN

Ifølge Ralf Andersson kan det på længere sigt vænnes til en fordel, at han har med journalistik at gøre udenfor Center for Journalistik. »Det er en fed kombination for mig.

Så har jeg både tid på universitetet til jer, og samtidig har jeg et ben ude i virkeligheden. Jeg tror også i længden, at det er rigtigt godt at bevare kontakten til folk udenfor«, siger han.

Betyder det, at de journaliststude-

- Tilrettelægger på TV AVISEN - Chef for DR Nyheder - Studievært på Kulturprogram på DR - Divisionschef i DR, hvor han bl.a. har stået for sammenkøringen af DR’s indlandsredaktion på tværs af radio og tv Bor på Vesterbro i København sammen med sin kone og to børn på henholdsvis 13 og 15 år

EKSTERN

10 | september 2012 | LIXEN

Profiler på tv giver tryghed DR ændrer sendetidspunkt på TV AVISEN og tilknytter et fast korrespondentkorps, der skal formidle det komplekse fagstof i nyhederne. Ifølge DR’s nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, er det nødvendigt, at en velkendt korrespondent guider seerne igennem det kaotiske mediebillede.

Morten Buttler

På fodboldbanen hedder de Beckham og Bendtner, men når danskerne skifter fodboldkamp ud med nyhedstrang, så er profilerne Beck og Bildsøe. Men hvor meget forsøger tv-stationerne egentlig at profilere deres værter, og hvad betyder det for seerne? »I 21:30’eren kommer man til at møde færre ansigter, men man kommer til at kende dem bedre.

Det, vi har brug for som moderne mennesker i en kaotisk verden, er nogle, vi kan læne os op af. De skal oversætte komplicerede sammenhænge, og god journalistik handler jo ofte om at reducere kompleksiteten«, forklarer Ulrik Haagerup, og fortæller, at korrespondenternes erfaring, troværdighed og autentisitet gør, at seerne har større tillid til det, de ser.

Numerologi eller sund fornuft?

Vi kender normalt korrespondenten som en journalist i skudsikker vest, der rapporterer hjem fra verdens brændpunkter. DR’s nye korrespondenter kommer dog for de flestes

vedkommende ikke til at bekymre sig om krudt og kugler, da de fysisk vil være til stede i og omkring tv-studiet. Blandt de nye korrespondenter på TV AVISEN er den tid-ligere vært på sundhedsprogrammet Lægens Bord, Peter Qvortrup Geisling. Tv-lægen skal fremover figurere som formidler af den lægefaglige nyhedsjournali-stik som sundhedskorrespondent – et område, som ifølge Ulrik Haagerup ikke tidligere har været den store styrke på Danmarks ældste tv-kanal. »Der findes ikke mange, som både er dybt fagligt kvalificerede, men samtidig evner at formidle, og det er det, vi er gået efter på stort set alle de her områder, hvor vi nu får såkaldte korrespondenter.

Peter Qvortrup Geisling har i en lang årrække levet af at formidle det lægefaglige«, siger nyhedsdirektøren, inden han forklarer korrespondentens rolle. »Der er jo stor forskel på, om man er ekspert eller korrespondent.

Korrespondent betyder jo i virkeligheden, at der er et menneske med en høj faglig viden, som er placeret et sted på kloden med et bestemt fokus, som så formidles hjem til os andre.

Det er for at sende et signal om, at her er et menneske, som er andet og mere end bare en reporter. Vi kender det også fra Ask Rostrup hos os, som er vores politiske korrespondent«, fortæller Ulrik Haagerup.

Værterne skal brandes Mark Ørsten er medieforsker og studieleder på RUC’s journalistuddannelse. Han mener, at DR’s ændringer er et forsøg på at skrue op for brandingen af kanalens værter.

Det tilfører nemlig et væsentligt krydderi til det journalistiske produkt.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen, DR Mediebillede: Her er holdbilledet for Team TV AVISEN. De går i luften første gang den 3. september. »Man vil gerne skabe noget identifikation ved at fokusere på værterne, som vi kender det fra USA. Både TV 2 Nyhederne og TV AVISEN har jo traditionelt set været kendt for deres værter. Seerne kan vælge og vrage mellem nyheder på public

”

net sig til nyheder klokken 21. »Baggrunden for vores satsning på 21-timen er DR’s beslutning om at flytte TV AVISEN. Vi ved, at rigtig mange mennesker i dette land har vænnet sig til – og måske oven i købet tilrettelagt deres fritid efter, at

Det handler mere om at skrue op for brandingen af værterne

Mark Ørsten, medieforsker og leder af journalistuddannelsen på RUC

service-tv. Det handler mere om at skrue op for brandingen af værterne«, pointerer Mark Ørsten.

NEWS stjæler 21’eren På TV 2 News har man noteret sig, at DR har rykket TV AVISEN en halv time tilbage. Derfor satser kanalen på at snuppe de seere, der har væn-

de kan få en landsdækkende nyhedsudsendelse klokken 21. Det kan de fortsat – nu bare på en anden kanal«, fortæller TV 2 NEWS’ kanalchef Mikkel Hertz.

Han fortæller, at TV 2 NEWS for at differentiere sine udsendelser vil satse på at gå i dybden i stedet for at læsse nyheder af på seerne. Til at

holde overblikket ved nyhedsbordet har TV 2 NEWS sikret sig en markant profil til holdet i skikkelse af Mikael Kamber. »Udsendelsen klokken 21 skal virkelig gå i dybden med dagens væsentligste historier. Det er ikke et hurtigt overblik, vi leverer her.

Kamber skal – som den erfarne journalist og studievært han er – give vores udsendelse klokken 21 dynamik, personlighed og journalistisk tyngde«, siger Mikkel Hertz og påpeger, at udseendelsen bliver en skarpt prioriteret nyhedstime, hvor seerne får klar besked om de væsentligste historier.

DR’s nye line-up er i luften fra den 3. september, mens TV 2 NEWS den 13. august havde premiere på deres nye udseendelse ”21’eren”. mobut11@student.sdu.dk

DJ: Overvej køen trods pressekort Bagsiden

Pressekortet er et arbejdsredskab, der giver adgang bag det rød- og hvidstribede plastik markeret med POLITI. Men det er også et kort, der giver adgang til eksempelvis ZOO. Dansk Journalistforbund opfordrer dog til, at man stiller sig bag i køen.

faceback 2011

Camilla Huniche Christensen

Nu starter alle nye journaliststuderende på landets uddannelser. Så snart de er medlem af Dansk Journalistforbund, som KaJO hører under, har de mulighed for at få et pressekort. På kortets bagside står både en dansk og en engelsk tekst.

Begge siger de det samme: Kortet giver adgang gennem politiafspærringer. Og det er uanset, om man er journaliststuderende eller erfaren i branchen. Kortet er lige for alle. »Det er et værktøj til at udføre det arbejde, man skal lave, og det kan være situationer som en brand

eller en trafikulykke«, fortæller Lars Werge, der er næstformand i Dansk Journalistforbund (DJ).

Når der sker en ulykke, så skal journalisten have mulighed for at komme ind bagved og stille spørgsmål. Sådan har aftalen mellem DJ og politiet været lige siden, det første pressekort blev trykt, og derfor blev alle kort tidligere godkendt af politiet, inden medlemmerne fik det.

Kan blive inddraget Pressekortet bliver dog ikke godkendt af politiet mere, men det er personligt og hvis det bliver misbrugt, har DJ lov til at lukke et medlem ude af forbundet. Det er dog ikke særlig ofte, at et pressekort bliver inddraget.

Gert Nielsen er administrativ sagsbehandler og har været ansat i forbundet i længst tid. Han husker en episode fra 1972: »Manden valgte at sætte sit

pressekort i pant på et værtshus. Den gik ikke. Det blev set på som misligholdelse, og kortet blev inddraget«, fortæller han.

Måske skal man ikke helt tilbage til 1972 for at finde det seneste DJmedlem, der har vist sit pressekort ved indgangen til Odense ZOO, og fået en gratis indgang, eller forsøgt at drikke gratis på et diskotek med begrundelsen: ”Jeg har pressekort!”.

Men DJ kontrollerer ikke medlemmernes brug af pressekortet.

Hverken de garvede journalister eller de studerende. DJ forventer, at kortet bliver brugt med omtanke, fortæller Lars Werge: »Helt grundlæggende så er det et fag med meget stor magt. I yderste konsekvens kan vi som journalister fjerne en politiker fra sit hverv, og det skal man være meget ydmyg overfor«, mener han og fortsætter: »Jeg siger ikke, at man ikke skal bruge pressekortet, men hvorfor

skal man gå foran i køen? Man kan jo overveje, om man ikke selv burde betale for sin billet til ZOO eller Tivoli, eller hvor det nu må være. Så omgå pressekortet meget ydmygt«.

Også en gratis adgangsbillet Odense ZOO er ikke det eneste sted, man kan komme gratis ind med pressekortet. Det kan man også en række andre steder rundt omkring i landet. Det skyldes, at DJ tidligere lavede fordelsaftaler med forskellige virksomheder. Det gjorde de af to grunde: Den ene var, at journalisterne og fotograferne skulle have nemt ved at komme ind og skrive og fotografere, de ting der var, uden at skulle stå i kø. Den anden var, at det samtidig var i virksomhedernes interesse, at der blev skrevet om dem, og det de tilbød.

De sidste fordelsaftaler blev forhandlet i 1960’erne, og siden er det virksomhederne selv, der bestemmer

om de vil lade pressen passere gratis.

Der findes en pjece fra 1960 med en liste over steder, der giver gratis indgang. Den indeholder bland andet Den Fynske Landsby med ledsager, Folketeateret med ledsager, dog ikke til premiere, Odense Væddeløbsbane med ledsager, dog kun søndage efter klokken 18, hvis der ikke er udsolgt. »At der var adgang for ledsager, var fordi fotograferne skulle have hjælp til at bære det tunge udstyr. Den samme fordel fik journalisten også.

Og måske kan man grine lidt af journalisten skulle have en ledsager med, der kunne bære vedkommendes blyant«, fortæller Gert Nielsen.

Udover at være en adgangsbillet, så er pressekortet også blevet et internationalt kort. Det betyder, at man kan bruge kortet i alle lande uden for Danmark – lige fra Indien til England – og med pressekortet bliver du mere synlig som journalist. camch11@student.sdu.dk

FOKUS: RUSTUR

LIXEN | september 2012 | 11

Radikale røgfrie russer Velkommen til Medietorvet. Kig godt rundt på dine nye studiekammerater. Kniber det stadig en smule med at huske hvem, der er hvem? Eller har øllene på rusturen ført til hukommelsestab? Så kan Lixen give dig et hurtigt overblik over den typiske journalist-russer på SDU anno 2012.

Pendlere: Mads Ellegaard Hansen

Morten Buttler

Kære Russer, Du er godt og vel 21,4 år gammel og har nu hjemme i den fynske hovedstad. Du er mere i kontakt med din feminine side end med fuldskægget, og der er cirka 50 procents chance for, at facebook-statussen siger ”single”. Og så har du fine hvide bisser, der bare venter på tv-skærmen – kaffe og smøger er nemlig so much 2011.

Du er vild med Vestager, foretrækker bajere over Bourgogne og begår dig bedre på sjællandsk jargon end jordnært jysk. De journalistiske evner er ikke hentet hjemmefra, ej heller den akademiske kant. Og så er du helt tosset med nyheder på nettet (HUSK NY STARTSIDE: Lixen.dk) Du havde også søgt DMJX, men vi er glade for at have fået dig til Fyn. Vi glæder os til at lære dig endnu bedre at kende. Se flere svar på Lixen.dk

24 23

Hvor er du fra?

25 år

år

26

år

18

Bor i Odense:

år

18

40

22

20

21

Y

V

C

O

?

Hvis der var valg imorgen, hvad ville du så stemme?

år

42

ja’er

34 Ja

R

Har du gået på en journalistisk højskole?

47 Nej

55

Lixen uddelte et spørgeskema under årets rustur. I alt har 89 nye journaliststuderende deltaget i undersøgelsen. Der starter 115 studerende på Center for Journalistik

S

år

år

FAKTA

F

77 %

år

+ 1 uden for DK

29

Ø

19

år

madha11@student.sdu.dk mobut11@student.sdu.dk

Alle tal er antal personer, med mindre andet er angivet.

23 %

Er du ryger?

nej’er

FOKUS: RUSTUR

12 | september 2012 | LIXEN

metroXpress on fire!

På årets rustur udfordrede Lixen de nye studerende. Under Ølympiaden skulle russerne i fællesskab skrive en sportsreportage, mens Lixen gav point for kommaer, kreativitet – og sportsklichéer, naturligvis! Som det eneste medie i Danmark bringer Lixen her det endelig resultat fra årets Ølympiade.

De respektive ølympiade-deltagere fra 1. semester

Det var ikke kun den flammende, fængende farve på metroXpress-redaktionens trøjer, der glødede fredag aften. Holdets swag og awesomeness blev for meget for Visbys brandalarmer, der måtte bukke under for den flammende mentalitet. Det skabte panik blandt Ølympiadens gæster, der ikke anede, hvad der foregik. Det viste sig dog senere, at det blot var flammen fra metroXpress, der spredte sig som en steppeild.

DR hejser flaget DR kom pludseligt, men stormfuldt, ind fra sidelinjen og slukkede metroXpress’ håbefulde vinderflamme. De smukke, unge, spirende journaliststuderende fra DR Idræt kunne nemlig afsløre, solo, at metroXpress blev taget med bukserne nede og doping i blodet! Kvinderne var mænd, og mændene var fra 2. årgang! De maskuline mastodonter, der udgav sig for at være kvinder, fik erektion over mødet med DR’s drenge og piger. I skrivende stund er metroXpress dog ikke det eneste hold, der har hejst tissemanden for DR-holdet.

RUST ryster røv Noget andet, der også stod oprejst, var, hvordan RUST viste entusiasme i både æblespisning og bananpilning. De talentfulde stjernefrø spirede ved Visby Fritidscenter på

det ultimative ølympiske stadion.

Der var ingen tvivl om, at RUST’s fysiske udfoldelse og røvrystning ville bringe dem til tops på skamlen.

Vestkysten vinder RUST-holdet viste sig dog senere at være blevet rustne. Pålidelige kilder hævdede, at medaljeudvalget ved de Ølympiske Lege havde brugt alle pengene på at sponsorere Grønland med flere guldøl, og derfor var løbet tør for guld. Formanden for medaljeudvalget, IInuuak Quat Jensen, kontaktede omgående Jydske Vestkysten og udbød den nette sum af 479 millioner danske kroner for deres tilegnede guldmedaljer, som stammede fra rusturene gennem de seneste årtier.

Ekstra Bladet stripper Midt i denne ølympiske oase kom Ekstra Bladet ind i kampen med en masse herlig sladder og bragte mange af de andre holdredaktioner i fedtefadet. Holdet viste fremragende kampånd, da alle hoppede i søen, mens én deltager blev og gav dommerne massage. Der var klart tale om eliteidrætsudøvere. Ud over det, var der tale om nøgenglade mennesker, der havde strippet og klædt sig af foran dommerne for at vinde ekstra point.

Hipster wannabes og O-pilsnere Gurgl, gurgl, gurgl. Sådan lød det fra Michelle, da hendes drøbel var

på overarbejde i forsøget på at hive point i land for holdet. På trods af hendes gyldne præstation stod resten af holdet og lignede en tønde døde sild sang efter sang. To sølle point nåede holdet at skrabe til sig inden sandet rendte ud… Et resultat, som ganske enkelt ikke matchede holdets ambitioner. Så der blev spillet højt spil: ”Kvit eller fuld hus – ti point,” udbrød den kampklare Allan. Denne udfordring var de to hipster wannabes af et par dommere ikke længe om at acceptere. Allan fyldte munden med de lunkne dråber af en daggammel Odense Pilsner og gurglede til den store guldmedalje. Og det gik.

Odense Pilsner-holdet vandt!

Urinaroma og Carlsberg Enhver ved, at Carlsbergs gyldne dråber til en hver tid slår Odense Pilsners ærgerlige urinaroma. Det var ikke nødvendigvis en fordel at fornedre sig til grimme gloser for at opildne egne chancer. I stedet var de ægte vindere dem, der formåede at sætte sig ud over sig selv og vitterligt tage en for HELE holdet. Det lille hold høstede hæder for den store sejr.

TV 2 ØST holder fanen højt Ingen kamp var for lille eller ubetydelig for en redaktion, der aldrig forlader slagmarken før sidste fløjt.

Med hjertet på rette sted døde TV 2 ØST med støvlerne på i kampen for den sande sejr. Én kamp af gangen

og altid med gåpåmod samt viljen til at komme igen. TV 2 Øst var foran i kampen om nøgenhed og holdt stolte fanen højt.

Lixens bryster med kaffepletter Med brysterne smurt ind i kaffe og firehundrede meter fri i søvand, følte Lixen ikke nogen grund til at hævde sig over de andre redaktioner. Derimod valgte de at rette deres fokus mod holdånd og sammenhold i de naturskønne omgivelser i de sønderjyske skove. De fandt ingen grund til at pointere, hvor uprofessionelt det var, da RUST ikke smed tøjet. Visby var rammen for konkurrence, kærlighed, kaffe og knepperi, og Lixen takkede for lækker mad, nye venner med gode patter, solskin og dejlige mennesker.

GAFFAs fodsex Da dommerne skulle vurdere holdene, var der kun ét hold, der bemærkede sig positivt, da det kom til fødderne. Ikke alene lugtede GAFFAs fødder af blomster og violer, men renskurede og velplejede var de også. I begyndelsen antog GAFFAs redaktion, at et bemærkelsesværdigt undertal af hankøn var en udfordring. Men det viste sig, at æblerne fik safterne til at flyde – og både de fantastiske og inspirerende dommere og ydmyge, tolerante deltagere blev både våde og kåde. Det resulterede i, at dommerne i slut-

ningen af konkurrencen måtte kaste sig på knæ og selv deltage i æbleorgiet. Hverken før eller siden har kærlighed til bentøjet været mere udtalt i en rusturskonkurrence.Hvis man ikke var til fodsex før, er man det i hvert fald nu.

TV 2 Bornholm med bare bagdele Men fodsex er ikke alt her i verden.

Overordnet set var der ét hold, der især skilte sig ud med deres charme, selvtillid og ikke mindst deres utroligt lækre hår. Redaktionen fra TV 2 Bornholm dominerede dysterne, kæmpede bravt og sejrede med stil. Struttende bryster, dinglende diller og hvide numser.

B.T. besejrer Grundet voldsom arrogance og manglende fairplay blev TV 2 Bornholm diskvalificeret ved slutlinjen. Sejren gik ubetinget til B.T.-redaktionen, der med udpræget flid, blændende lækkerhed og en sportslig indsats i top satte standarden for dette års Ølympiske Lege. Redaktionen takker af for dette år og sender især en stor tak til pigerne fra B.T., der berigede Kristian Corfixen med et syn, han sent vil glemme.

Redigeret af Christine Brink, som har rettet lidt undervejs, da den stigende promille under Ølympiaden havde sat sit præg på deltagernes journalistiske evner.

FOKUS: RUSTUR

LIXEN | september 2012 | 13

Lixen har fået fingrene i nystartede Maria Ryes

Dagbog fra Rusland

Maria Rye

09.30: ”Lad nu bare de andre om at drikke sig fulde og dumme sig på turen. Det er meget bedre at lære folk at kende og gøre et godt førstehåndsindtryk”. Min mors formanende råd runger i bevidstheden, da jeg med et tryk afslutter vores samtale.

09.35: Mit lift dytter udenfor. Jeg haster ud af døren, mens jeg sender et sidste længselsfuldt blik efter morgenkaffen, der står uberørt på mit spisebord. Min mave rumler, og kvalmen presser sig på i et sammensurium af en nats søvnløshed, sult og nervøsitet, men Gud hvor jeg dog glæder mig.

10.01: Åh nej - de har rykket velkomsten. Her prøver man tjekket at komme til tiden, og jeg har endda pakket light i håbet om at fremstå bare lidt cool i en verden, hvor præcision og deadlines er i højsædet.

10.07: Endelig! Vi har fundet de andre og en venligsindet tutor byder mig velkommen. En rød og hvid T-shirt er på vej i min retning. B.T. it is. Det kunne have været værre tænker jeg og kigger mod min veninde. Hun er trukket i en neon-orange metroXpress t-shirt...

10.14: Den første Albani ryger i min retning. Tanken om en øl på tom mave virker ikke ligefrem tiltalende, men med frygt for at skuffe mine nye Albani-drikkende kammerater siger jeg ikke nej.

10.15: Den kraftige smag af malt rammer min tunge. Jeg længes inderligt efter den æblejuice, jeg så i automaterne.

10.30: Drengene i redaktionen er nu på den tredje øl. Jeg klynger mig til et pølsebrød fra 7-eleven og forsøger

11.00: Okay, jeg vil virkelig gerne arbejde på Go’ Morgen Danmark.

11.03 Jeg tror hellere, jeg vil arbejde på Go’ Aften Danmark. Kommer aldrig op kl. 04.00.

feinfix først skal blive i morgen, er helt ubærlig ovenpå en hel dag med Albani.

19:25: Hvordan kan vi være så få, der har trang til kaffe i en kæmpe stab af journalister? Min forvirring er total, og frustrationen endnu større.

19.55: Endelig. En af tutorerne har forstået budskabet og bliver helt bleg ved tanken om ikke at kunne få sin morgenkaffe, når han har vagt i morgen. Købmanden lukker om 5 min.

13.05: Foredrag, frokost og et formidabelt redaktionskampråb er nu i hus, og rusturen kan for alvor begynde. Destinationen er ukendt, og min skæbne er de næste 48 timer i tutorernes hænder.

20.15: Kaffen er i hus. De inkarnerede kaffedrikkere dukker frem af deres skjul og stimler sammen om rullebordet.

20.30: Koffeinens virkning indtræder, og socialiseringen kan fortsætte.

14.10: Kassen med Albani går nu sin tredje sejrsgang i bussen.

14.11: ”Skandale” bliver der råbt i bussens højtaler. Jeg har tilsyneladende købt den første og eneste sodavand på turen. Mit ellers så diskrete forsøg på at skylle smagen af lunken Albani ned er nu allemandskendt.

14.12: Fernet Branca-flasken har direkte kurs mod mig. Jeg skal bøde for mit køb af sodavand.

14.13: Kære mor, jeg må nok beklageligt meddele, at din ellers kærlige peptalk om ædruelighed, og et godt førstehåndsindtryk p.t. virker utopisk.

23.45 Første kys! Kvindelig tutor og mandlig russer. Der er tydeligvis promiller i luften.

at skylle min morgenbajer ned på en nogenlunde human måde.

10.45: Cecilie Frøkjær træder ind på Medietorvet. Som inkarneret Go’ Morgen Danmark-seer er jeg henrykt over deres valg.

15.45: Varm sommerluft rammer mig som en mur, da vi træder ud af bussen.

Jorden er sønderjysk, og vi er tæt på Ribe. Så meget ved jeg.

19.00: Der er krise. Ingen har købt kaffe. Tanken om, at mit næste kof-

01.15: Tid til at se øjenlågene indefra.

Lørdag: 04.30: Ligger min værelseskammerat seriøst og spiser knækbrød? Jeg er virkelig sulten.

09.30: Morgenmad, ja tak! Scrambled eggs og wienerbrød - slet ikke dårligt!

11.00: Så kan de Ølympiske Lege for alvor gå i gang. B.T. er klar til kamp, og vores kampråb sidder efterhånden på rygraden.

11.20: Tøjkæde. Redaktion B.T. er særdeles tækkelig.

12.15: Står midt i en sø med to flasker

over hovedet. 150 point er tjent hjem til holdet. Ser min holdkammerat spæne tværs gennem søen og ind i skoven, mens han laver vejrmøller.

16.00: Ølstafet! Den klarer jeg.

16.03: 1… 2.. 3... 4.. 5.. 10.. Mine ben er tunge som bly, og jeg falder lige så lang, jeg er. Jeg forsøger at samle mig, men det er nemmere sagt end gjort. Jeg mangler fire runder. Et spejlreflekskamera ryger lige op i snotten på mig. Velkommen på forsiden Maria Rye, så er din karriere skudt i gang.

19.15: Der er temafest i aften, og udklædningen tager tid. Temaet er OL, og hvad er mere oplagt end den jamaicanske løber Usain Bolt.

20.00: Jeg er nu sort fra top til tå og badeværelset ligeså. Kun min neonvest lyser op. Parykken er sat, og den sidste Malibu-drink drukket.

20.40: Kan hermed konstatere at ingen andre er klædt ud.

21.00: Festen må fortsætte. Ølkort og slavevodka.

23.00: Hænderne over hovedet… Jeg elsker det her!

01.00: Hov. Politiet lukker festen, eller det vil sige vores udendørs dansegulv.

01.05: Beastie Boys – ”Fight for your right to party” ryger på anlægget, og festen fortsætter.

01.30: Der står en kæmpe stor hund foran mig. Den er blevet væk, men hvorfra? Folk forsøger at spore den. I et forsøg på at bevise min ædruelighed skal den da lige have en

skål vand. Resultat: Et meget vådt gulv og en tørstig hund.

02.30: Hundens ejermand er fundet.

Der er gang i baren, dansegulvet er fyldt, og romancerne blomstrer i krogene. Lykke - ren og skær lykke.

06.00: 1… 2… 3… Sov Søndag: 09.30: Jeg er ramt.

09.31: Min hovedpude og ikke mindst min hukommelse er kulsort.

14.30: Jeg klarer ikke mere buskørsel.

Det er heldigvis legalt at købe en vand nu.

15.30: Kursen er sat mod L.A. Bar i Odense. Det er tid til at få afsløret vinderen af Ølympiaden og ikke mindst hvilke klasser vi kommer i.

17.30: Sejren er i hus. B.T. har vundet de Ølympiske Lege og dermed en bowlingtur til en værdi af 10.000 kr.

17.31: Vent, 10.000 kr.! Hvordan skal man overhovedet kunne bowle for så meget? Forestiller mig baner af marmor, og bowlingkugler belagt med bladguld.

17.32: Bowling-turen er for 30 personer - så forstår jeg bedre.

19.30: Vi er nu 15 tilbage. Den hårde kerne fortsætter på Smagløse.

21.15: Jeg er høj. Høj på livet og min nye tilværelse som journaliststuderende omgivet af skønne mennesker. Nu vil jeg hjem og sove. Tak for nu, mit nye studieliv, vi ses snart igen. marva12@student.sdu.dk

14 | september 2012 | LIXEN

ANNONCE

PORTRÆT

LIXEN | september 2012 | 15

Jens Nauntofte

En ustoppelig storyteller

Som journalist har Jens Nauntofte hele livet reporteret fra centrum af verdens begivenheder. Krige, katastrofer og lykkelige stunder har fyldt blokken. Og selvom alderen har sneget sig op på de 73 år, bliver han ved.

Christina Nordvang Jensen

mig en meter op i luften under høj jubel. Der hænger jeg så, med et perfekt udkig over Tahrirpladsen og Mubaraks nedbrændte hovedkvarter. Der blev skabt historie«, forklarer han.

Imens rammer pressekort, mønter og kamera jorden og blandte sig med støv og dansende fødder. Da han selv får fodfæste, fortsætter jubelseancen, og som en anden maskot bliver han kysset og krammet af alle de unge mænd. »Det oplever man ikke, hvis man havde stået ude i udkanten. Der bliver man ikke kastet nogen steder«, pointerer han med et skævt smil, der viser hans glæde ved at genkalde sig mindet om de varme kys og jubelscenen.

Og den 73-årige erfarne journalist har aldrig stået i udkanten. Det er blevet meget karakteristisk for hans person. Gennem hele sit liv har han søgt centrum af enhver historie. Det er der, han befinder sig bedst. »Jeg har altid ment, at man skulle være lige midt i centrum - om muligt i orkanens øje. Der kan man sidde og se alt. Det er der oplevelserne ligger«, fastslår han.

Afghanske geværer, smukke dekorative klinker fra Iran og et utal af bøger om samfund, politik og rejser på reolen, der smyger sig langs de runde vægge. Det er ikke svært at lure, at det er en berejst mand, der bor på 14. sal i den runde Carlsbergsilo på Vesterbro.

De bare fødder skridter over trægulvet, og kurvestolen knirker let, da Jens Nauntofte sætter sig. Han er en mand på snart 74 år. Nogen kender ham som den fuldskæggede herre, der var i krydsforhør hos Jacob Rosenkrands i programmet ”De Røde Lejesvende”.

Men der er mere til historien om Jens Nauntofte. Gennem sit liv har han sendt verden ud til danskerne fra pulten som nyhedsvært, stemmen i radioen eller den detaljerede pen i landets aviser. Han har oplevet et møde med Ku Klux Klan-medlemmer, Seksdagskrigen, Vietnamkrigen, Berlinmurens fald og interviewet Saddam Hussein. Netop nu er han i gang med bog Der skete mange mirakler. Blandt andet nummer det, at jeg blev et andet menneske femten, som handler om Det Arabiske Forår med Kursskifte i karrieren arbejdstitlen ”Mellemøsten i Oprør Oplevelser har der været utællelige - En Reporter i Det Arabiske Forår”. af. Og går man godt og vel 50 år tilMed udsigt over det meste af Købenbage i tiden, så var det da også en havn og kontroltårnet i Kastrup har rejse, som viste Jens Nauntofte han det sidste års tid skriblet løs om vejen hen til journalistikken og livet det historiske oprør fra pladsen ved som storyteller. Oprindelig er han skrivebordet. egentlig uddannet inden for shipEn revolution han selv beskriver pingbranchen, men en tur på Askov som fuldstændig fantastisk. Han har Højskole forandrede både ham og med mellemrum både rejst og boet hans livsplaner. i Mellemøsten siden begyndelsen »Der skete mange mirakler. Blandt af 1960’erne. Og pludselig kom det. andet det, at jeg blev et andet menOprøret fra befolkningerne rundt neske. Det var nogle helt andre ting, omkring i Mellemøsten. der begyndte at interessere mig. Ikke Mellemøsten specifikt, men litteraKysset af en revolution turen og livets store problemer. Jeg Den varme luft på Tahrirpladsen blev vågen, og det var jeg ikke før«, i Egypten fyldes med jubelråb og siger han. menneskemylder. Over det hele Jens Nauntofte stødte ind i en ny svæver Jens Nauntofte, båret oppe af side af sig selv, som han ikke tidligere en flok unge egypteres strakte arme, havde stiftet bekendtskab med. Det som en helt og steger i varmen. Jens førte til en opsigelse hos rederiet Nauntofte er begyndt på fortællingen Lauritzen. Han solgte sin bogsamom februar i 2011. ling, og fik til sidst skaffet sig 3.000 »Før jeg aner uråd, tager seks til kroner. Og så var det af sted. syv af de stærkeste mænd mig bogHan havde et klart mål for stavelig talt ved vingebenet og kaster rejse. Journalist Thorkild Hansens

”

Foto: Bjørn Hvidsteen

reportager fra Egypten havde Jens Nauntofte nemlig flittigt suget til sig fra Informations spalter i pauserne hos rederiet. Nu ville han sætte virkelighed på Thorkild Hansens ord.

Bankerot, blodpenge og blaf Turen til Egypten førte Jens Nauntofte ned over Europas mange grænser, over Balkan og til Jerusalem. Efter noget tid havde turene tømt hans teg-

nebog, og han måtte finde en måde at finansiere rejsen på. »Jeg fandt ud af at nogle af dem, som jeg havde mødt, gik ned og gav blod på hospitalet. Så det skulle jeg også. Næste dag var jeg nede og give en halv liter blod, og så fik jeg tre hundrede kroner. Jeg levede sådan i mange måneder fra hospital til hospital. Fede penge. Jeg havde masser af blod. Jeg levede snildt for fem - ti

kroner om dagen. Jeg rejste altid på blaf. Jeg købte ikke billetter undtagen på færgerne. Der var jeg nødt til det«, forklarer han.

Han fik blaffet sig videre ned mod målet og pyramiderne. Men ét land fik den unge rejsende til at stoppe op. Israel blev omdrejningspunkt for et års rejse, og med tommeltotten tog han flittigt på turné gennem det kontroversielle land.

PORTRÆT

16 | september 2012 | LIXEN

Foto: Bjørn Hvidsteen

hvor jeg fik lov til at være reporter. nenserne. Der var kun bøger om »Jeg lærte Israel at kende bedre end Der begyndte jeg for alvor at skrive Israel på dansk. Så der lå en histoDanmark. Jeg skrev dagbøger, læste for Information og lave kronikker til riefortælling, som var uberørt. Den og snakkede med folk og fandt nogle Kristeligt Dagblad og Politiken«, begyndte jeg så at fortælle«, siger søde piger at være sammen med. Røg Det gav ikke kun Jens Nauntofte han. i fængsel og kom ud. Kom ind hos følelsen af at være en reporter, han Han var godt klar over, at han havde arabere og boede på stranden i Eilat fik også gode penge på lommen til involveret sig i et lidt ømtåleligt i to måneder som en af de snavsede sine videre planer. Denne gang var emne. Han var forelsket i Israel, fyre. Vi kom aldrig i bad. Og så røg jeg det ikke nødvendigt at give blod for men skulle nu skildre konflikten fra meget tjald. Så det var interessant«, palæstinensernes side. griner han.

Det handlede om at holJens Nauntofte fik Man skal drives af nysgerrighed og de balancen. Selv synes skrevet en god bunke det gik fint, hvilket dagbøger og solgt et par bramfrit mod. Man skal ikke være så bange. han, også blev bekræftet artikler til Kristeligt af udefrakommende Dagblad. Han havde fået Det har jeg sådan set aldrig været kilder. åbnet op for skriverpinen god historie. »Herbert Pundik (red. tidligere den, og record-knappen til radiome»Jeg tjente en helvedes masse chefredaktør på Politiken) skulle andiet lå og ventede på den berejste penge for første gang i mit liv. Man melde min bog om Israel i 1982. Han tommeltot. fik jo ret meget. 350 kroner for skrev, at nu bliver der opstandelse i et indslag i radioen og 60-70 krohele det jødiske samfund her i DanBlev voksen med krigen ner for en artikel i Information. I mark, hvis jeg roser Jens Nauntoftes Den havde ligget og luret et stykke radioen kunne jeg få to-tre indslag på bog, men den vil jeg gerne rose«, tid. Seksdagskrigen. Konflikten melom dagen under hele krigen – både siger han. lem Israel og fire arabiske stater optakt og bagefter. Jeg havde jo lige Dengang og i dag er det den type var kulmineret. Jens Nauntofte sad pludselig omkring 15.000 kroner. historier, Jens Nauntofte som stoi Danmark og havde godt fornemDe skulle jo pløjes ned igen med det ryteller opsøger. De historier som met, at en konflikt lå og dvælede syd samme, så jeg rejste på en tre månedendnu ikke er gledet igennem en for grænsen, men inden længe ville ers tur til Mellemøsten. Jeg købte optager, skriblet ned på en blok eller vågne. Det gjorde den så i 1967. Han mig en professionel båndoptager til opdaget af linsen. havde netop slået hul igennem til 5.000 kroner. Og så ville jeg lave ra»Det er det ufortalte, der er interRadioavisens ”Aktuelt Kvarter”, og dio undervejs«, forklarer han. essant. Det er der aspekterne i det der gik ikke mange minutter, før han liv omkring en, som man gerne vil var af sted for at søge centrum af Fang det ufortalte opdage, de ligger. Man skal drives af krigen.

På den tredje rejse til Mellemøsten nysgerrighed og bramfrit mod. Man Han fik for alvor testet livet af som fik Jens Nauntofte oplevet efterskal ikke være så bange. Det har jeg rejsende storyteller blandt bombeskælvene fra Seksdagskrigen, og så sådan set aldrig rigtig været«, siger brag og splittelse. Selv forklarer han, opsnappede han en endnu ufortalt han. at denne begivenhed formede ham historie. Han havde fra de tidligere som reporter. ture oplevet noget - ”ganske underKrig uden frygt »Det er situationen, hvor en ung ligt”, som han selv udtrykker det, omKrig er en begivenhed, der optræder reporter er begyndt at blive vokkring Israel-Palæstina spørgsmålet. flere gange på Jens Nauntoftes ersen. Jeg begynder at træde i karak»Der var ingen bøger om palæstifaringsliste. Og selvom han har set ter. Seksdagskrigen var virkelig der,

”

mennesker blive dræbt og katastrofer rive verdener fra hinanden, så er det stadig de begivenheder, han søger centrum af. Krigen og dens konsekvenser er blevet et ledemotiv for ham. »Krig er interessant, fordi det er der, de store dramaer afgøres. Det er der, historien skabes. Den skabes ikke i hverdagen, men i de markante marginale situationer, som krig er.

Det er der, historien skifter spor. Det har jeg altid syntes var interessant.

Det er naturligt for mig at søge de steder«, siger han.

Selvom han flere gange har været tæt på at miste livet, så har følelsen af frygt aldrig fået lov til at sætte sig fast i sindet. Sandsynligheden for at ende som invalid eller død er ifølge Jens Nauntofte til stede konstant. Og hvis det påvirker en, så bliver livet som korrespondent vanskeligt – i hvert fald hvis du søger centrum af situationen.

I hvert fald er han blevet ved og ved og ved. Men det har heller ikke altid været nemt, selvom frygten ikke har sat sig i ham. Når han har følt sig stresset eller påvirket af nogle situationer, så har han fundet styrke i rollen som reporter. »Jeg er der for at rapportere. Så jeg opfatter mig meget som værende i en funktion. I’m there to tell a story.

Jeg er der ikke for at sidde og være bange. Selve funktionen driver ens vilje til at få historien. Det er voldsomt krævende, men jeg går benhårdt efter bolden«, forklarer han.

Oplevelsen, der skal genopleves Selvom Jens Nauntofte for det meste har søgt det ufortalte i Mellemøsten, så har det ikke udelukket andre verdensdele. Hans første rejse til USA fik en særlig plads på hukommelseskortet. »Det var stort for mig at komme til USA. Herregud! Det er altid stort første gang. Jeg tog noter, da vi fløj ind over det a Hvis frygten skulle være målstok for, om m e r i kanske man tør lave en historie eller ej, så ville det k o n t i nent om være trist de tanker, der gik igennem mig. Det skal man »Hvis frygten skulle være målestok altid gøre i sit liv. Jeg kan huske, at jeg for, om man tør lave en historie eller brugte det i en montage til radioen«, ej, så ville det være trist. Men der siger han. er mange, der ikke egner sig til det.

Den 30-årige storyteller fik tyndOg de skal lade være. De skal ikke slidt den amerikanske jord med de gå rundt og blive bange og få stress. danske såler. Han var i sydstaterne Det får man alligevel. At være i krig og mødte hvide, der havde støttet er meget stressende og angstfremde sortes stemmerettigheder under kaldende og mavesårsskabende. Folk borgerdemonstrationerne i 1964. dør jo«.

Han lyttede til blues og poesi i ChiJens Nauntofte har egnet sig til det.

”

PORTRÆT cago. Men også i USA stødte han på krig. Men en anderledes krig end førhen. Krigen mellem racer - de sorte og hvide ekstremer. Det gjaldt om at få hele spektret med, som han siger. Det var en krig mellem Black Power-bevægelsen og Ku Klux Klan, og rejsen bød på interviews med medlemmer fra begge sider. Blandt andet en af de øverste ledere i Ku Klux Klan, Robert Shelton.

De mødtes på Jens Nauntoftes lille hotel. En stabil knytnæve havde ramt døren til hans værelse og en stor firskåren skotsk mand havde fyldt døråbningen. Interviewet var i gang. »Jeg sad og interviewede ham i en time på min båndoptager. Han sagde ikke ”the blacks”, han sagde ”the negroooos” – og det var på det tidspunkt i 1968 blevet et bandeord.

Man måtte ikke sige negros, hvis man havde sympati for de sorte«.

Jens Nantoftes mund søger ud i en strutposition, og forbliver der indtil o’et i negrooos langsomt suser mod slutnings s’et. Imitationen af Robert Shelton er ovre.

De mange oplevelser i USA blev til en serie heltimes radiomontager ved navn GHETTO, som han lavede sammen med den dansk bosatte amerikaner Leonard Malone til P3 i Danmarks Radio. »Det var en fantastisk oplevelse for mig. Hvis man skulle leve sit liv igen, så ville jeg genopleve de tre måneder i USA. Det var en af de rigtig gode rejser«, erklærer han.

En kedelig diktator Mødet med ekstreme typer er en del af den verden, som Jens Nauntofte har bevæget sig rundt i. Men et af de mennesker som omverdenen gisper over, står for korrespondenten som en kedelig fodnote i oplevelsesregisteret. »Saddam Hussein var i særklasse en dårlig mand at interviewe, fordi han ikke sagde noget. Han sad bare og gloede sådan her«, fortæller Jens Nauntofte, mens han lader øjnene stirre stift ud i luften med armene placeret over kors og et vuggende hovedparti. »Der kom da noget ud af ham, men når man så kiggede på blokken bagefter. Arh, så var der sgu ikke rigtig noget. Det var mere situationen, og det at se, hvordan han styrede de journalister, der kom ind til ham. Han styrede os. Redefinerede spørgsmålene og sagde hvad han havde lyst til«, forklarer han.

Hvordan er det at interviewe et men-

LIXEN | september 2012 | 17

Centrum. Jens Nauntofte har altid søgt centrum af alle begivenheder i jagten på de blændende historier. Her reporterer han fra de brændende oliekilder i Kuwait under Golfkrigen i 1991 sammen med kameramand Gergely Szabo for TV-Aktuelt, DR. Foto: Jens Nauntofte (Arkiv) neske, som folk hader og frygter? »Du vil ikke tro, hvor uinteressante sådan nogle arabiske politikere kan være. De siger ingenting. Det er plidder, pladder, pludder og så ud af døren. Man havde nærmest stået i kø i fem dage for at få et interview«.

I sådan en situation er det svært at agere som journalist. »En hest, der ikke vil til truget, kan du godt opgive at trække i«, bemærker Jens Nauntofte.

havde været fastansat. I de afgørende dramatiske dage, da de nordvietnamesiske styrker erobrede Saigon, var der chefredaktører, der ikke ville risikere deres korrespondenters liv og kaldte dem hjem. Jeg blev tilbage.

Solo på skansen og fik en solo historie om Saigons fald, der blev til bogen ”Gul stjerne over Vietnam«, forklarer han.

Hvad har det betydet for dig, at du

meste af et liv går med at være på farten som journalist, er der unægtelig nogle ting, man må skære fra. Det har Jens Nauntofte været temmelig bevidst om. »Som korrespondent, og især krigskorrespondent, er du nødt til at cutte alt det andet væk. Der kan du ikke være hjemme til spisetid. Du kan ikke være hjemme og hente børnene i børnehaven. Det går ikke. Jeg har virkelig omhyggeligt Jeg har virkelig omhyggeligt undgået at få undgået at få børn Solo på skansen selv, fordi jeg ikke ville I sit lange liv som jour- børn selv, fordi jeg ikke ville kunne leve det liv kunne leve det liv«, nalist har Jens Nauntofte forklarer han. både været freelancer og i folden hos har haft den frihed?

Men Jens Nauntofte fortryder ikke DR. I tiden som fastansat på TV-Ak»Det har betydet, at jeg har følt, at fravalget af børn. tuelt og Horisont var rammerne jeg kunne lave mine egne historier »Jeg kan ikke mærke i generne eller mere eller mindre frie. Han fik lov og samtidig også måtte fatte, at de inde i kroppen, at der er noget, der til at behandle de emner, han ville, skulle skæres på en sådan måde, så mangler. Min kone har to skønne og rejse de steder, der kaldte på ham de kunne læses af almindelige menbørn, og nu har de givet os fem bør– selvfølgelig inde for budgetramnesker. Journalistik handler jo om at nebørn. Det er helt fint. Jeg har fået men. Men når han ser tilbage på sin kommunikere. Og derfor gælder det den familie, jeg skal have«, siger han. karriere, er det de første rejser som også om at finde en måde at bruge Med eller uden børn, så nyder han freelancer, der stadig står stærkest. det beskedne talent man har, så Hr. konen skuespiller Maria Stenz’ sel»De første ti år fra 1967-1977, hvor og Fru Jensen også kan læse det«, skab. Både på 14. sal i Carlsbergjeg var freelancer, var klart de bedste siger han. siloen og på rejser. De har været gift år. Jeg var ikke kommet til Vietnam. siden 1981 og oplevet verden samJeg havde ikke været alle de steder og Ikke hjemme til spisetid men. De seneste år er de begyndt at havde ikke haft god tid til at lade hiMiddag med familien, fødselsdage arrangere guidede rejser. Det partstorierne fylde det, de skulle, hvis jeg og hjemmets andre højtider. Når det nerskab er ifølge Jens Nauntofte godt

”

Foto: Jens Nauntofte (Arkiv)

for ham, da han har temperament. »Hun er god at have med, fordi jeg er en vrissen mand nogle gange, og det er hun ikke. Så når gæsterne ikke synes, at det er så evigt hyggeligt, så er hun altså fantastisk god til at rydde det hele op og tage sig af dem alle sammen og sørge for, at de har det godt. Og så fortæller hun historier. Hun fortæller gode historier og synger lidt. Vi har sådan et ritual med storytelling hver aften, når vi kommer hjem fra dagens oplevelser.

Så tager vi en gin tonic og sidder og fortæller«, forklarer han.

Stadig en ustoppelig storyteller I siloen på 14. sal har Jens Nauntofte rejst sig og tøffer en tur rundt i hjemmet på de bare fødder. De har båret ham langt. Selvom Jens Nauntofte til oktober fylder 74 år, så er der ikke udsigt til et par pensionisttøfler. Han har op til flere flybilletter liggende i skrivebordskuffen, så livet som storyteller er langt fra afsluttet. »Jeg tror, at det bliver ved med at være sådan her, uanset om jeg bliver fem år ældre eller mere«, afslutter han. chrij11@student.sdu.dk

Foto: Jens Nauntofte (Arkiv)

OPINION

18 | september 2012 | LIXEN En praktikant fortæller Kære Medietorv,

En lille hilsen fra damebladsbranchen. Her går det godt. Jeg har indtil videre talt med en masse spændende mennesker. Heriblandt Katrine, der selv syer sit tøj om, Camilla, der bruger over 9.000 kroner på tøj om måneden, og singlefyren Anders, der søger en kæreste (og som efterfølgende har stalket mig for vildt på Facebook...).

Jeg brugte unødvendigt min sidste feriedag på at være bekymret over, om jeg ville blive kastet ud i noget voldsomt og ubehageligt på mine første dage. Woman er trods alt kendt for, at journalisterne prøver forskellige ting af på egen krop, og lysten til at skulle stille op i undertøj over for et mandepanel var begrænset, faktisk ikke-eksisterende. Sådan blev det heldigvis ikke! Jeg blev vel mødt med morgenmad og et skema over den første uge, hvor jeg i et passende tempo blev kørt ind i systemet. Desuden havde de på forhånd planlagt, hvilke artikler jeg skulle lave (ingen nøgenhed – YES!).

Lange deadlines Det har været meget anderledes at skifte kontorstolene fra Medietorvet ud med kontorstolene hos Woman. Hvor jeg førhen har været vant til at skulle arbejde effektivt og med dag-til-dag-journalistik, har jeg lige pludselig skulle vænne mig til først at have en deadline om en måned. En deadline, hvor jeg derimod skal aflevere seks forskellige artikler. Så jeg har skulle lære at være god til at disponere min tid, planlægge forud og ikke mindst – altid at have en plan b!

Min dag Mine dage går med, at jeg møder ind klokken 9, hvor jeg tjekker min mail. Hvis der er en mulig case, der har skrevet til mig, ringer jeg dem op for at forresearche, inden jeg sammen med min chef vælger, hvem vi vil bruge.

Omkring klokken 12 spiser redaktionen frokost. Her kan snakken falde på alt fra underlige drømme, til at M!X var det ultimative bedste blad i 90’erne. Om eftermiddagen bruger jeg ofte tiden på at researche, samt skrive mine artikler indtil jeg får fri klokken 17. ... Og det bedste Det bedste ved Woman har indtil videre været de enormt søde kolleger, som jeg har været så heldig at få. Jeg bliver opfattet som journalist på samme måde som de fastansatte, og jeg får lært journalistikken at kende på en anden måde...

Og så er der lige den frynsegode, at når man arbejder på et dameblad får man vildt meget dullegrej, og det er jo rent win-win!

Håber du har det ligeså godt som jeg.

Vi ses på den anden side!

Kærlig hilsen Cecilie Engholm Skov

Meninger

Jeg har set verden i øjnene Anne Lea Landsted

Jeg trængte til at komme ud og mærke verden. Så enkelt var det, da jeg sidste efterår besluttede at tage ubetalt orlov. Jeg havde ingen konkrete planer og ikke den fjerneste anelse om, hvordan jeg skulle finansiere fire måneder uden løn.

Det var journalisten i mig, der trak - sammen med angsten for at ende som en sur gammel underviser, hvis jeg ikke rykkede.

Undervejs ville jeg blogge og kun bruge udstyr, der er tilgængeligt for de fleste i dag: en bærbar, en båndoptager, en smartphone og et lille digitalt kamera.

Målet blev Mellemøsten, som jeg kendte fra min tid som freelance journalist. Jeg følte mig fortrolig med området og kulturen og kunne nogenlunde stave mig igennem en overskrift i en arabisk avis – og så var der en historie, som længe havde hængt på en knage i hukommelsen.

Hvordan mon det var gået med de afviste irakiske asylansøgere, der rejste frivilligt tilbage til Irak med penge fra Danmark? Dem var der nemlig ikke andre journalister, der havde beskæftiget sig med. De havde mest været optaget af dem, der blev smidt ud.

Første stop på rejsen blev derfor Irak . Jeg søgte et Danida rejsestipendium, som jeg fik på den betingelse, at jeg kun holdt mig til de sikre kurdiske områder. Jeg havde tidligere været i Bagdad, Kirkuk og Mosul, men aldrig i Kurdistan, der, selvom det er en del af Irak, virker som et fremmed land. Her er fredeligt og fuld skrue på økonomien, mens resten af landet er

hærget af bomber og mere eller mindre kontrolleret af terrornetværket al-Qaeda.

De fleste af de afviste irakiske asylansøgere, der rejste frivilligt hjem, opholdte sig da heldigvis også i de kurdiske områder. Men der var et par stykker i Bagdad og Kirkuk.

Her fik jeg hjælp af en irakisk journalist, som jeg havde mødt på konference i Kiev nogle måneder tidligere.

Han var tilfældigvis i Bagdad på en opgave, men havde lidt tid til overs, inden han skulle tilbage. På den måde lykkedes det mig både at overholde aftalen med Danida og at få hele projektet i hus, selvom noget af det foregik i byer uden for ”mit” område.

Min erfaring som freelancer har lært mig aldrig at rejse ud i verden uden at have indgået aftaler om artikler og indslag på forhånd, så man i det mindste kan få dækket udgifterne. Det var derfor også aftalerne, der kom til at styre rejseruten. Inden jeg rejste, havde jeg skrevet kontrakt med Amnesty, Information og Danmarks Radio, P1, om konkrete historier, som jeg selv havde foreslået, fra Irak, Jordan og Libyen.

Det var første gang, jeg besøgte Libyen, og det var som at rejse tilbage i tiden. Mens det ikke er usædvanligt at møde kvinder uden tørklæde i Irak og Jordan, var det nærmest et særsyn i Libyen. Ligesom der ikke var kvinder på cafeerne efter klokken 18. Til gengæld oplevede jeg en eufori og en begejstring blandt befolkningen.

Jeg mødte seje og modige unge og gamle af begge køn, som havde kæmpet under revolutionen og nu var iv-

Privatfoto rige efter at få opbygget et nyt, mere moderne og demokratisk Libyen, selvom der selvfølgelig var – og stadig er - mange udfordringer.

Jeg havde ingen kontakter i Libyen på forhånd, men en kollega fra Irak havde givet mig et telefonnummer på en, der kendte en, som måske kunne hjælpe og så rullede kontaktlavinen.

Præcis som jeg husker det fra min tid som freelancer. Og måske er det derfor, Mellemøsten har fået en særlig plads i mit journalisthjerte. Det er, som om der er opstået et ubrydeligt bånd mellem mig og den arabiske verden, selvom vi da ved Gud indimellem kan være uenige, men vi holder af hinanden og respekterer

hinandens forskelligheder.

Jeg har set verden i øjnene og fået bekræftet, at det som journalist er vigtigt at have et godt netværk og at holde det ved lige. Min historie fra Irak ville ikke være blevet fuldendt uden Dlovan – en prisvindende irakisk journalist, der ikke alene hjalp mig med at interviewe de afviste irakere, men også oversatte for mig, da han taler både kurdisk og arabisk. Han hjalp mig ligeledes med at tjekke mange af de oplysninger, jeg fik af de hjemvendte irakere om forholdene i Irak.

Jeg giver mig altid god tid, når jeg er sammen med kilderne, både for at skabe tillid, men også for at få alle

nuancerne med. I Libyen tilbragte jeg en dag i bjergene sammen frihedskæmperne – de, der var tilbage – og deres familier. I hver eneste landsby var der historier om sorg og mod, om unge mennesker, der blev dræbt af Gadaffis hær, om tidligere efterretningsfolk, der med livet som indsats skiftede side under krigen. Der var også historier om et had, der ikke vil forsvinde, til mennesker, som var og stadig er Gadaffi tro, selvom de ikke var en del af regimet.

Jeg kom i mål med mit projekt, selv økonomien endte med at løbe rundt – takket være stor hjælp fra netværket i Mellemøsten. Hvordan det gik med de afviste irakiske asylansøgere, der vendte frivilligt tilbage til Irak med penge fra Danmark, kan I læse i det næste nummer af Amnesty, som udkommer 14. september og høre i Panorama på P1 dagen efter.

Alle programmer og artikler – både de, der blev bragt og de, der ikke var plads til - vil blive lagt på en hjemmeside sammen med billeder, blogs og andet godt fra turen, og forhåbentlig vil det inspirere andre til at møde virkeligheden, hvad enten det er i en flække på Lolland eller en landsby i Libyen.

Det har været skønt at være ude, men det er også rart at komme hjem – jeg glæder mig i hvert fald til igen at have min daglige gang på Medietorvet – nu som glad, erfaren underviser.

Mine blogs fra turen ligger på annelalandsted.com alea@journalism.sdu.dk

OPINION

LIXEN | september 2012 | 19

Et smukkere journaliststudie Peter Bro

“Hvor mange af jer er blevet kaldt ‘smukke’ gennem jeres studietid af jeres gamle radiounderviser Jens”?, spurgte jeg for et par måneder siden ud i et propfyldt undervisningslokale. Et par hænder røg op, så lidt flere og til sidst havde en halv snes af de tilstedeværende rakt deres arme i vejret. De positive tilkendegivelser kom fra både mænd og kvinder, og fælles for dem alle var, at de havde været del af vores aller første årgang af journaliststuderende.

Alle var de mødt op for at fejre deres 10-års jubilæum, og nu var vi i gang med en serie oplæg om, hvad der var vores oprindelige ambitioner med at lave en universitetsbaseret journa-listuddannelse, og hvad der var sket hos os i årene siden, de var dimitteret. Jeg kunne se, at Stefan, Maria, Murad, Sys og Gerd – som vi heldigvis har fået lov til at lokke tilbage til Campusvej som underviser – og alle de andre havde lidt svært ved

at forbinde oplæggets tiltænkte tema med spørgsmålet om deres æstetiske fremtoning.

Men der var trods alt en pointe gemt i spørgsmålet. For i de tidligste år af journaliststudiets levetid havde datidens stærkt afholdte radiounderviser fra tid til anden forståeligt svært ved at holde styr på alle de studerendes navne. Derfor kaldte han slet og ret de studerende for ”smukke”, når det kneb med hukommelsen og kendskabet til indholdet af den enkeltes dåbsattest. Den afsløring på jubilæumsdagen vakte vist lidt skuffelse blandt et par af de fremhævede hænders ejermænd og –kvinder, da sagens rette sammenhæng gik op for dem.

Men navngivningsstrategien var et godt udtryk for, at hukommelsesproblemer kan mindskes på elegant vis, og skal vi fortsætte den navngivningspraksis i dag, ja, så kan vi hurtigt konkludere, at vi med optaget af en

ny årgang studerende her i 2012 bliver smukkere end nogensinde. For vi har aldrig været flere studerende i mediebygningen på SDU, og aldrig har vi haft flere forskellige former for journalistuddannelser, end det nu bliver tilfældet.

Hvor den første årgang journaliststuderende havde deres daglige gang ved universitetets indgang J og talte 75 bachelorstuderende, hvoraf flere i dag har stillinger i dagspressens mest prestigefulde redaktionslokaler og optager skærmen i de store tv-stationers bedste sendetid, ja, så har vi nu fået en bygning indrettet specielt til medieproduktioner, der kan huse de nærved 100 bachelorstuderende, som vi nu optager. Og disse knap hundrede bachelorstuderende får følgeskab af 25 tilvalgsstuderende, som har haft et par år på andre studier forinden.

Dertil kommer, at mange af vores allerede færdiguddannede ba-

chelor- og tilvalgsstuderende i stadig større antal fortsætter – eller vender tilbage, hvis de har været ude i mediebranchen i et år eller mere – på vores kandidatuddannelser: Cand. public. A- eller B-uddannelsen. Alt sammen noget, der betyder, at vi i dag samlet set har fået op imod 600 studerende på vores såkaldte dagsstudier, og som på gode dage, hvor mange er samlet på samme tid, bidrager til at skabe et både hyggeligt og fagligt opbyggeligt studieliv.

Den udvikling, hvor vi populært udtrykt ’vækster ad helvedes til’ kan rumme nogle besværligheder, fordi det umiddelbart højner presset på uddannelsernes materiel og mandog kvindeskab. Men udviklingen giver os også flere økonomiske midler at rykke med, som vi fluks har anvendt til netop at få indkøbt mere udstyr og ansætte flere nye kolleger, og med de indkøb og ansættelser har vi også fået muligheder for at udvikle

nogle helt nye undervisningsforløb og få adgang til nogle højt specialiserede undervisningskræfter.

Udviklingen betyder kort sagt, at vi ikke alene får en smukkere uddannelse, men også at vi får nogle bedre og mere fagligt udviklende studieforløb på de bachelor-, tilvalgs- og kandidatforløb, som vi byder velkommen ind på studiet eller velkommen tilbage efter en forhåbentlig god lang og afslappende sommerferie.

Det er muligheder for at blive endnu bedre, som vi skal udnytte, og det gør vi bedst ved at holde en god, gammel tradition på journalistuddannelserne i Odense i hævd: Nemlig at holde tæt kontakt mellem studerende, undervisere, sekretærer og ledelsen, så vi i fællesskab kan blive stadig dygtigere.

Og måske endda endnu dygtigere end den allerførste årgang, der for længst har sat sig branchespor. ppe@journalism.sdu.dk

...at det ikke var alkohol, men ”Call me maybe”, der satte gang i festen på rusturen!

- Tinne Hjersing Knudsen, 3. semester

...at Casper Andersen er den eneste rette til at bestride en post som renovationsdirektør.

- Christiian Birk, 3 semester

...at jeg var ved at gå studiet om bare for at prøve at være russer på rustur igen.

- Mie Heiberg, 5. semester

...at en kær tanke skal sendes til den person, der satte ”You Gotta Fight for Your Right (To Party!)” på anlægget få øjeblikke, inden politiet kom og forsøgte at spolere festen og vores fede rustur.

- Kristiian Højgaard Nielsen, 3. semester

...at årets tutorer gjorde et fantastisk flot stykke arbejde med at arrangere og afvikle rusturen i år!

- Martin Pilgaard, 3. semester

...at eksamensformen i offentlig forvaltning strider mod Artikel 16 i FN’s Konvention mod tortur eller anden umenneskelig eller grusom behandling.

… At det er lækkert at være i praktik, men at Medietorvet mangler for at gøre det endnu bedre.

- Dennis Cordsen, 3. semester

- Anders Lauenborg, 3. semester

...at de nye journos endelig ikke skal være for generte til at smide en ’I øvrigt mener jeg’.

- Johan Eriksen, 3. semester

… At det er fantastisk at være tilbage på Medietorvet, selvom det nu også var ganske rart at have sommerferie.

- Sara Aggefeld Larsen, 3. semester

Bagsiden

Navneleg 2012: